Det er mæ!

Saalænge havde de snakket om Jenterne og Stasen nede i Dalen, til Gygras Datter blev kjed og begyndte at hive Stein i Fjeldvæggen.

Nu vilde hun til Bygden og tjene.

«Du faar ned til Bundentroldet og slibe Næsen din og minke og fjelge Dig først og faa Kjøbekam i Haaret istedetfor Jernriva,» sa det i Berget.

Saa travede Gygras Datter ivei midt efter Elven, saa Fossen røg og Veiret stod af hende.

Ned bar det til Bundentroldet, og skuret og flid’ og kjæmmet blev hun.

En Kvæld kom der saa en stor, grovlemmet Jente ind i Kjøkkenet til Landhandleren og spurgte, om hun kunde faa Tjeneste.

Det fik bli Kokke det da, sa Landhandlermadamen. Hun syntes, Jenten saa ud til at kunne stampe Havregrøden forsvarlig haard og ikke være saa nøie hverken om Vedbøren eller Vandsaaen.

Saa kom hun i Tjenesten.

Grovlemmet var hun, og grovt fo’r hun frem.

Første Vedbøren, hun kom med, skjøv hun op Kjøkkendøren, saa Klinken sprang.

Og alt det, der siden kom Smed paa Døren, var og blev den klinkeløs; for ikke umagede hun sig med at løfte paa den, hun bare skjøv for sig med Børen.

Der blev Opvasken staaende med Kar og Kopper i Haug fra Madmaal til Madmaal, saa Kjøkkenbænken snart ikke rummede mere for alt det, hun gad røre sig.

Og ikke syntes Madamen bedre om Skuringen hendes.

Naar hun Gro tog sig paa Tag med Sandskrubben og satte sig til, bred og lad og skrævede med Kjørelerne i Fanget, fik Træringer og Blik- og Messingtøi være baade stærkt og vel gjort, om de ikke røg itu under Hænderne paa hende.

Bare gisped og gabte gjorde hun, naar Madamen prøvede at vise hende, hvorledes hun skulde gjøre det.

Sligt Stel med Smeld i Kopper og øreløse og hankeløse Fad havde de aldrig før set der i Kjøkkenet.

Og dertil aad hun for sin Part saa meget som alle de andre Tjenestefolkene tilsammen.

Saa klagede Madamen sig for Manden. Jo fortere hun kunde bli kvit hende, desto bedre.

Ud i Kjøkkenet fo’r Landhandleren. Han var rød i Toppen og tog i Døren, saa den ristede. Hun skulde faa andet at gjøre end at sidde i Gruen og stege Bagenden sin.

Da han saa det dørjende lade Bæstet, som hang der over Kjøkkenbænken og bare kopte ud af Ruden ned paa Baadene, som la til Bryggen med Tranen hans, blev han rent vildsint.

Afgaarde skulde hun med engang.

Men hun Gro gliste og lo og blinkede op paa ham og mente, at naar Landhandleren selv kom i Kjøkkenet, skulde han ogsaa faa se, at hun gjorde Nytte for sig.

Saa strøg hun ned til Baaden og fnisede bagover til ham med Armen for Ansigtet.

Trantønden havde hun faat sig paa Ryggen, før nogen fik set sig for.

Og tilbage kom hun i Kjøkkendøren sleikende blid og bad han Far være saa inderlig snil at sige, hvor hun skulde sætte den.

Han stod rent og gabte. Sligt havde han aldrig set.

Og Tønde efter Tønde bar hun saa fra Baaden og op i Boden.

Landhandleren lo, saa han rent pæsede efter Veiret og slog sig paa Laarene, saa langt han kunde række for den tykke Maven.

Han sparede ikke paa Lovordene.

Og ind i Stuen røg han næsten lige saa sint, som han var kommet ud.

Hun Mor skjønte ikke paa, hvad for gjild Taus, hun havde faat sig, sa han.

Men siden rørte hun ikke en Haand til saameget som at faa Vedpinden ind, og havde ikke nogen anden tændt Varmen op, var der blet lidet til Mad. Det var netop saavidt, de kunde faa hende drevet op af Gruen, naar de skulde gjøre op til Maalene.

Naar Madamen klagede sig for det, mente Landhandleren, at hun ikke maatte være for urimelig. Jenten kunde nok trænge til en Hvil ovenpaa slige Karstag, som hun tog.

Men et Øie og et Flir havde hun Gro altid ud af Døren til de Tider, Landhandleren kom fra Boden. Da blev hun saa levendes og rap og gjorde sig Ærinder, saa med Bøtten til Brønden, saa til Staburet efter Brødlever.

Nu, hun skjønte, Madamen fik gi sig, tog hun sig Raadighed til at gjøre, som hun bedst likte, baade i det ene og det andet.

Saa fort, Grødgryden var hængt paa Skjerringen, var det bare at ta den store Spilkummen og hente Sirup nede i Kramboden.

Og for Grødfadet satte hun sig slig, at hun blev først til Slikken. Vilde nogen af Medtjenerne holde sig frem til lige Deling, sa hun bare:

«Det er mæ!»

Saa turde de ikke kny. Siden den Dag, hun havde tat og baaret Trantønderne, vidste de, hun havde Landhandleren med sig.

Men den, som mærkede, hvor det minkede baade i Sirupstønden og Puddersukkeret paa Staburet, var Madamen, og hun skjønte ogsaa, hvor Honningkagerne og alt Smørret og Spegelaarene gik hen. For ud kom Tausen tyggende paa Rugkage og slikkede Sirupen af Fingrene.

Og rund og tyk og fed blev hun, saa hun kunde sprække.

Naar Madamen saa tog Nøglen ind til sig selv, stak hun Gro Hodet ind af Stuedøren og smidskede og flirte til Landhandleren og spurgte, om der var noget at bære op paa Staburet.

Saa maatte han hen i Vinduet og se paa, hvordan hun løftede og bar Sildetønder og Sukkerfustager og Melsækker.

Han lo, saa han hostede, og tørkede Sveden og ropte over hele Gaarden, om nogen af Tjenestedrengene kunde ta Børre som hun.

Og da Landhandleren kom hjem silende vaad og valen fra første Høstreisen, var det Gro, som var fremme og fik knappet Olietrøien af og knyttet op Sydvesten og draget af ham de lange Sjøstøvlerne.

Han frøs og huttrede. Men hun var ikke sen om at faa de vaade Strømperne vrængt af ham og komme sig ud efter Næver og et svært Vedfang.

Saa gjorde hun op Baal paa Skorstenen og fik ham ind paa Kjøkkenkrakken.

Madamen var kommet for at gi ham varm Ølost. Men hun blev saa forarget over Tausen, som fo’r og vimsede og fjeskede slig om Manden, at hun gik op paa Salen og tudede.

Tidlig om Morgenen ropte og skreg Landhandleren ned af Trapperne efter de lange Raggestrømperne sine.

Det hørtes, han var grætten og ilsk, fordi han igjen skulde trække i Sjøhyren og de trutne Vandstøvlerne og ud i Styggeveiret.

Han rev op Kjøkkendøren og spurgte i rygende Sinne, hvorlænge de vilde lade ham vente.

Men Munden blev saa vidaaben som Døren, han stod i, og han blinkede saa blid, at det lyste.

Rundt om paa Væggene og i Skorstensmuren hang Sydvesten og Olietrøien og Vadmelsjakken og Undertrøierne og hvert evige Klædesplag, han skulde ha paa, saa tørstegte som Knusk. Og midt paa Kjøkkenbænken saa han Storstøvlerne sine staa saa myge og smurte, at det randt af dem nedover Skafterne helt oppe fra Stroppeørene.

Sligt Tyende til at være betænkt og passe og stelle vel for ham havde Landhandleren aldrig trod var til at faa, ropte han.

Men da kunde Madamen ikke længere dy sig.

Hun viste ham, at Klæderne var baade svidde og brændte, og at hele den ene Flagen paa Olietrøien var krumvrid af Varmen og sprak, bare en tog i den.

Og ind kom hun dragendes fra Spiskammeret med den store Smørstampen, saa han kunde se, hvordan Tausen havde sat begge Støvlerne hans opi den og brugt den til Smurning.

Men Landhandleren stod bare rent fortabt og glante, saa i Stampen og saa paa Støvlerne.

Han kneppede med Hænderne, og det trak til i Ansigtet, og saa begyndte han at tørke Taarerne.

Han skyndte sig at gaa ind, for at de ikke skulde se, han graat.

Hun Mor forstod ikke, hvad for en god Tanke, hun havde havt med det, higstede han. Og, Herregud, om der var gaat Smør til, – saa vel, som hun havde ment det. Aldrig skulde han skille Huset med den Tausen.

Saa fik Madamen rent gi det op og lade den store Kokkejenten regjere, som hun vilde derude.

Og længe gik det ikke heller, for hun Gro lod Stabursnøglen staa i fra Morgen til Aften.

Naar nogen ropte efter, hvem der var derinde, svarte hun bare:

«Det er mæ!»

Og hun rikkede sig ikke engang fra Kisten med Honningkagerne der, hun sad og aad, om det saa var for selve Madamen.

Det skulde da være, om hun fik et Kig paa Landhandleren.

Han gjorde altid Moro med hende og spurgte, om hun fik Mad nok og sa’, han var ræd for, at han en Dag fandt hende ihjelsvæltet.

Imod Jul, da Folkene skulde rustes ud til Fiske, strævte og stelte Madamen som vanlig i betids og fik under Bryggekjedlen i Baarstuen til Vasken og Uldstampningen.

Leiekjærringer kjævlede Lefser og stegte paa Takken. Og de fik ind Sildetønden fra Boden og Mel og Flesk og Kjød til Veining og Udnistning.

Men da syntes Tausen, hun aldrig fik Fred for Eftersyn hverken i Stamper eller Daller. Madamen fo’r frem og tilbage mellem Staburet og Baarstuen, saa efter Mel, saa efter Sukker eller Smør og Sirup til Lefserne. Stabursdøren stod ikke for hende saa lang, Dagen var.

Saa blev hun Gro tilslut rent vild. Hun skulde vel faa en Endskab paa det.

Og hun tog sig fore at smøre tykt med Grønsaape paa Staburstærskelen.

Ret som Madamen kom om Morgenen i første Farten med Smørret og Træskeen i Kummen, gled hun og faldt ned i Spriket mellem Trappen og Staburet.

Der laa hun, til Gro fik draget hende op.

Hun bar hende ind til Landhandleren med slig Tud og Graad, at det hørtes over hele Handelsstedet. Madamen tog rent Livet af sig med al denne Staakingen, sa hun, og nu havde Krypet faldt og brukket Benet.

Men den, som graad og ikke kunde bare sig, da han hørte slig Jammer og Sorg over Konen sin, det var Landhandleren.

Der forstod ingen, hvad den Tausen var værd, sa han.

Og saa blev det hun Gro, som fik staa over hele Bestyret, baade Deling og Udrustning.

Alle Kjævlekjærringerne jog hun paa Dør, de bare aad op Landhandleren.

Lefserne blev lagt sammen Sirupskliningen foruden, og Fedt gav hun for Smør. Selv delte hun det og lagde det ned i Nistebommerne.

Saa fort som det Aaret havde Landhandleren aldrig set det svære Husstellet undafgjort. Det var, saa han maatte forundre sig.

Og han faldt rent i Staver af Forbauselse, da hun Gro viste ham oppe paa Staburet, hvor lidt der var gaat til, og hvordan Spegebogerne og Skinkerne hang under Loftstaget i Rad og Række.

Hun fik stelle som Mor sjøl i Huset hun saalænge, sa han, saa vidste han, det gik, som det skulde nu, Madamen var sengeliggende oppe paa Kammerset.

Og til Julen bagte og slagted Gro – og skifted med, saa Medtjenerne næsten bare fik tygge paa tørre Træskeerne og gnage Kjødknogerne.

Men slig fed Gjøkalv og Ribbenssteg og Lefser, som var fyldt baade med Sirup og Smør, og slig Mølje og drabelig Gjæstebudskost havde der aldrig været at traktere Julefremmederne med.

Da tog Landhandleren hende ved Armen, og lige ned i Butiken bar det.

Hun kunde tage sig ud, hvad hun vilde, baade af Kjoletøier og Tørklæder og Stas, saa hun kunde klæde sig og gaa ind, som hun var Mor sjøl. Og Perlestas og Silkebaand skulde hun forsyne sig med, naar hun lystede. Det stod ikke paa nogen Ting.

Men, da Lensmanden og Klokkeren sad ved Styrvolten, og hun Gro kom ind for at duge Bordet, holdt de mest paa at rulle af Stolen.

Sligt Syn havde de aldrig set som det, den Tausen havde faat spjoget paa sig med alle de spraglede Tørklæder og Luggen omvirret som en Hesterumpe med blaa og gule og grønne Baand.

Men de sa ingenting for Landhandlerens Skyld, som syntes, hun var saa grum og alt i ét ropte paa hende.

Og det maatte de bekjende, hun sparede ikke paa Maden eller Øllet og Brændevinet, den Tausen.

Og paa tredie Kvælden, da de blev saa drukne, at de ikke vidste af sig, bar hun dem tilsengs som de var Reverbarn.

Slig gik det Slag i Slag med Gjæstebud og Traktement helt til over tyvende Dag Jul.

Hun Gro glorede og gliste inde i Stuen, og, naar de ikke ænsede eller flirte nok til hende, var hun fremme midt paa Gulvet og snudde sig i al Stasen sin og minded sig og sa:

«Det er mæ!»

Og da Gjæsterne fo’r fra Huset, maatte de gi Landhandleren Ret i det, han sa, at sligt Kvindfolk skulde en lede efter.

Men, at hun Gro havde Raadigheden paa Landhandlerstedet, fik Folkene at merke, som havde faat sin Udnistning til Fisket.

Det gik, som en kunde vente, at de blev madløse før Tiden og maatte gjøre Vendereise just som Seien kom som bedst sigende, og alle de andre fo’r ud og gjorde Storfiske.

Landhandleren blev, saa han holdt paa at faa Slag den Dagen, han saa Baadene sine lægge tomme til Bryggen midt i bedste Fisketiden.

I Flok og Følge kom de op til Butiken med den ældste Høvedsmanden i Spidsen og klagede.

Det var ikke, saa det kunde kaldes Folkemad det, de havde faat med sig i Nistebommerne. Lefserne havde de maattet maule mugne og skimlede med harskt Fedt til, knap Synet til Flesk, og af Spegebogerne var det ikke mange Fliserne at skave, før de filte paa tørre Benskanken.

Op i Baarstuen fo’r Landhandleren som en Vind.

Men hun Gro slog Hænderne over sig og mente, at det kunde være saa vel nok, at han stod for de dyre Udlæggene for Angler og Kroge og Snører til at fiske med, om de ikke ogsaa skulde ha baade Sild og Flesk og Smør og Lefser og den brændte Kaffen til. De sultede ikke, naar de havde Fisken lige for sig i Sjøen.

Og saa rakte hun ham til Prøve en af sine egne Lefser, som hun stod og fyldte og lod ham smage.

Og smagte og aad gjorde han, saa Sirupen randt ham ned af begge Mundvigerne. Saa godt gjødde Lefser havde han aldrig kjendt.

Da holdt Landhandleren ordentlig Justits.

Han var saa rød som Buvæggen, og ud af Butikdøren kom de hovedstupende, nogle tre Alen og nogle fire, eftersom han fik Tag i dem. Og han Gammel-Thore, som havde styret den store Fembøringen paa Fiske baade hos ham og Far hans, blev sat ud af Brødet.

Men Kjel, Gjætergutten, havde gjemt sig undaf paa Laaven, mens Spektakelen stod paa, og Landhandleren skreg og ropte som værst paa Gaarden. Han stod der og lurte i Gluggen.

Da fik han se Madamen, som ikke havde været ude af Sengen paa ni Uger, hinke sig frem og gløtte paa Kammersvinduet.

Hun tog paa at graate og vred de magre Hænderne, da hun saa gamle Høvedsmanden deres gaa der fantejaget og tulle med Luen i Haanden, som han ikke vidste af sig.

Men hun turde ikke saameget som rope et Ord til ham, for hun Gro stod der bred og diger i Baarstudøren med Møljesleven og hyttede efter ham.

Da blev Kjel mest paa Graaten; han snød sig i Fingrene og slængte i Væggen. Længe skulde den tykke Groa ikke faa smøre sig med Møljefedtet der i Huset, det skulde han være Kar for.

Og Kjel lurte paa hende ret, som det var. Han undredes paa meget han.

Udpaa Vaaren, da de reiste Masten paa den ny store Jægten, som skulde fare til første Bergensstevne, var Landhandleren saa glad, at han rendte op og ned fra Bryggen til Stuen hele Dagen. Han havde aldrig trod, den skulde blet saa gjild og fin.

Og da de havde Takkel og Vant fuldsat og heiste paa Raaen, dreiede han sig om paa Hælen og knepsede i Fingrene:

Hun Gro skulde være med ham til Bergen!

End han, som ikke havde tænkt paa det før.

Hun havde aldrig set Byen, stakkar, og hun Mor havde været med tre Gange hun.

Men Kjel syntes, han saa det, som ingen anden saa.

Og nu, hun Gro skulde fare til Bergen, holdt hun et Bask og et Bas og et Braak.

Der var ikke det i Butiken, som var for godt, og ikke den Hylde, hun ikke fik endevendt for at finde den Pynt og Stas, som gløste mest.

Og om Kvælden, naar de andre vel havde lagt sig, strøg hun med Lygte over til Staburet.

Men han Kjel havde ikke mere braat om at sove end, at han var efter hende da ogsaa og keg gjennem Lysningen i Dørsprækken.

Der skar hun op Niste og la den ene Godbiten ovenpaa den anden, Lefser og Sødkager og Flesk og Rullepølser ned i den store Kisten, hun havde gjemt bag Sildetønderne.

Og sidste Kvælden, før de skulde reise, havde hun faat Madkisten sin saa fuld, at hun maatte sætte sig paa den diger og tung, som hun var, for at perse den igjen.

Men Laaset vilde ikke ta alt det, hun strævede, og saa reiste hun sig og stampede baglænds i Laaget, saa det dundrede.

Javist røg det igjen.

Men Hælen, hun satte i, saa ligere ud som Hoven paa en Hest end Foden paa et Menneske, syntes Kjel.

Og Kisten bar hun hen paa Laskjærren for at lure den ombord, saa ingen saa det.

Saa gik hun ind i Stalden og løste Hesten af Spiltouget.

Men da blev der et Styr derinde.

Hesten kjendte, det var Troldskab, og vilde ikke lade sig trække ud for Kjærren.

Hun Gro drog, og Hesten spændte og slog. Tilslut brugte Tausen Bagbenene akkurat som Mærra.

Sligt Spil skulde en aldrig ha set.

Og lige op til Landhandleren fo’r Kjel og fik ham ud med sig.

I Maaneskinnet spændtes hun Gro og den blakkede Hesten Tag om Tag, saa Hovene smald oppe i Stalddørkarmen.

De lange Benene fo’r skiftevis over Staldvæggen, og Gnisterne føg, saa det lyste.

Da blev Landhandleren, saa han ravede.

Blodet flød af Næsen paa ham, og Kjel maatte hjælpe ham ind i Kjøkkenet og faa Hodet hans ned i Vasstampen.

Men den Natten kom Landhandleren ikke tilsengs.

Han gik oppe og spankede, saa det dunkede i Gulvet.

Og det var ikke blet saameget som lyst næste Morgenen, før han skikkede Kjel afsted med en Daler i Næven til Gammel-Thore, Høvedsmanden.

Og saa ivei rundt Stranden til alle Baadfolkene.

Han Thore skulde ta paa sig Helgedagsklæderne og sætte ud Fembøringen og selv ro Madamen ombord med sidste Indlastningen.

Hun skulde fare med ham til Bergen. Der skulde hun faa baade Silkekjole og Sjal og Gulduhr og Kjæde med og fæste sig en Bergenstaus.

Langt led det ikke paa Dag, saa laa Jægten ude paa Bugten fuldfærdig og flaggede for Reisen.

Da de havde Seilet oppe, kom hun Gro, diger og stor, hæseblæsende nedover til Bryggen i fuld Stas med Ringe paa alle Fingrene, saa de sprikede, og alle de gule og grønne og røde Baand, hun bare havde faat heist paa sig.

Der stod hun og ventede paa, at de skulde komme tilbage med den gjilde Fembøringen og sætte hende ombord.

Og, da de begyndte at hive i Ankeret, og Landhandleren kom paa Agterdækket med den store Merskumspiben og Kikkerten, smidskede hun og téde sig frem og vendte og dreiede paa sig og raabte:

«Det er mæ!»

Hun mente, han vilde kige paa Stasen hendes.

Men med ét saa hun, Madamen stod ved Siden af ham i fulde Reiseklæder og skjønte, de vilde seile hende foruden.

Da spændte hun, saa det braged og sang i Bryggeplankerne.

Lige paa Sjøen fo’r hun og tog om Ankeret og drog og holdt igjen helt, til Kjættingen røg.

Og overende laa hun med begge Hoverne iveiret.

Men Jægten strøg udover for fuldt Seil, og Landhandleren stod og lo, saa han bikkede bagover.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.