Evina feier

Langt inde paa Finskogen ved Vermundsjøen bode en ensom Svediefin, som om Vinteren fo’r ned til Bygden og tjente Skillinger ved at feie Skorstene.

Han havde en Datter, som hed Evina.

Stuen laa mange Mile fra Folk, og foruden dem var der bare en liden Udflytterplads paa den anden Side af Sjøen.

Der bode et Par gamle Folk og Vermund, Sønnen deres. De havde ryddet og brændt Braate og saat Rug og faat istand den lille Hytte med Indgjærdingen, som det lysnede og røg af derover paa den anden Side.

Fuldt op var der af deilige sprættende Røi og anden Fisk i Sjøen og af Fugl i Skogen, saa der altid var til Livets Ophold.

Men Mennesker andre end en og anden Tømmerhugger eller Jæger og langfarende saa de aldrig uden de Par Gange om Aaret, de fo’r til Kirke eller, naar de solgte Fisk og Fugl nede i Bygden.

Naar Evina laa ude med Prammen og fiskede, havde hun altid, fra hun var liden af, slig Moro af at synge.

Mange Steder svarte det saa klart og vakkert igjen, og naar hun sad der udover Kvælden, bar Lyden sig saa langt, langt indover alle de forgyldte Skogtoppene.

Hun fik det til paa saa mangfoldig Vis, og kunde ta Tonen som den fineste Siljufløite og sætte i at trille saa skingrende klart efter Fuglen, naar den steg kviddrende ret op i Luften og saa med ét sank. Og hun kunde gaa dybere end Orren, som spillede i Furuen.

Der var ikke den Fugl i Skogen, hun ikke kunde synge over og faa til at skamme sig.

Men, naar hun tog i og ljomede i Aasene, slap Vermund Øksen og Arbeidet. For da vidste han, at hun vilde ha ham til at være med at fiske eller følge sig i Bærmyren.

Og bedre vidste han ikke end, at der fulgte slig Sang med alle Jenter.

Men da de kom til den voksne Alder, begyndte Vermund at synes, det blev rent kjedt de Dagene, han ikke fik se eller snakke med hende. Han stundede og længtede og gik der arbeidsløs og passede paa, om han ikke snart skulde høre hende nogetsteds igjen.

Og mere og mere syntes han, det maatte være gjildt, om han kunde havt hende bestandig over i Stuen hos sig istedetfor, at hun skulde gaa der og rope og hauke til ham. Dertil var Vermundsjøen baade bred og styg, naar det blaaste. Og, naar Isen la sig om Høsten og gik op om Vaaren, var den i lange Uger ikke til at komme over.

Saa begyndte han at fare til Bygden med Fisk og Fugl for at faa Skillinger, og hjem kom han med Kringler og Honningkager og Sukkertøi og Mjød.

Altid havde han noget lækkert i Baaden til hende. Og ventede ikke han paa hende, saa var det hende, som biede og ventede paa ham.

Men alle Mennesker nede i Bygden giftede sig, mente Vermund, saa kunde de ogsaa gjøre det. Det var bare at fare indom Landhandleren med Fisk og Fugl for at faa Penge og saa indom Præsten og bestille Lysning.

Saa blev det til det.

Og sent og tidlig sang og haukede hun over til ham i de sidste Sommerdagene.

Løvet om Vermundsjøen begyndte at bli gult og rødt og speile sig blankt, og de havde ikke mere end tre Søndage igjen, til de skulde til Kirke.

Da gik hun og sang og sang.

Det var saa stilt og lydhørt i Høstdagen, Tonen gik saa langt og klingende klart og kom tilbage igjen saa vidt fra. Aldrig havde hun faat den til saa stor og vakker, og aldrig havde hun kjendt sig saa forvildrende glad.

Nu var det bare tre Uger igjen, saa flyttede hun over Sjøen.

Over, over, over laat det slig, at det trillede i Luften og ljomede i Aasen og drog sig i store, fulde Toner langt udover Vermundsjøen.

Hun havde just faat det til som bedst en Dag, da nogle Storkarer og fine Jægere med Hunde i Baand og Horn om Skulderen ropte paa hende fra Skogholtet lige bag.

De havde siddet der og holdt Rast og lyttet, og slig Stemme havde de aldrig før hørt i noget Land, sa de.

Og det syntes hun, ikke var saa urimeligt heller, for aldrig havde hun tænkt andet end, at det var hende, som sang øverst paa hele store Finskogen.

Saa maatte hun sige dem, hvor hun bode, og følge dem hjem til Far sin.

Han var Feier paa Bygden, sa hun, og havde de Skorstener, saa kostede det otte Skilling og Maden for hver Feiing.

Mellem sig talte de et Sprog, hun ikke skjønte, og de saa paa hende og nikkede til hverandre og snakkede høirøstet.

Da de kom til Stuen, sad Feieren og skar og bandt Riskvister til de lange Feielimene sine.

Han havde set fine Folk før og skjønte nok, det ikke var for at bestille Feiing, de kom. Og saa bad han Datteren holde Kjæft, saa han kunde høre, hvad de sa.

Men han skvat ordentlig op, da Manden, som havde det blanke Messinghornet, la en rød Hundrededalerseddel ned paa Sopelimen og sa, at Datteren hans straks maatte følge med dem til Byen og synge. Der kom hun til at faa Stas og Guldnaaler og saamange Penge, at hun kunde kjøbe en Gaard for dem, inden Aaret var omme.

Aldrig havde Evina tænkt, hun skulde komme til Byen nogengang. Heller ikke vidste hun rigtig, hvor den laa henne bagom Bygden. Men gjerne vilde hun did og synge.

Bare bad hun saa inderlig, om hun ikke kunde faa gifte sig først med ham Vermund.

Men det var der ikke Snak om.

Naar hun blev rig, kunde hun fare hjem og gifte sig alt det, hun bare vilde. Nu fik hun følge med dem, straks samme Kvælden.

Baadskyds over Sjøen fik de af Feieren.

Og, medens de roede Fjerdingmilen nedover til Elveoset, sang og haukede hun saa forgraatende vakkert til han Vermund for at sige Farvel, at de fine Karerne sad rent fortabte og bare saa og nikkede til hverandre.

Men den, hun mente var den rigeste, han med Hornet, som havde leveret Hundrededalerseddelen, var alt i et op i Øinene med et Tørklæde, og jamen graat han, endda han ikke kjendte det Gran til Vermund.

Saa maatte de gaa en Timestid med Far hendes til at vise Sti, før de kom ned paa Kongeveien.

Der stod to Vogne med Hus og Vinduer, og paa Forsædet sad fine Styrekarer med lange Svøber.

Saa bar det afsted til Staden.

Aldrig havde hun ligget som den Natten i en saa blød og fin Seng, aldrig tænkt, der fandtes slige Stuer eller noget saa gjildt, som alt det, hun rørte ved. Det var bare det, at hun syntes, der blev saa stængt, at hun maatte ud i Luften.

Og midt paa Natten røg hun paa Døren og vilde hjem.

Men der var nu baade laast og lukket.

Og saa laa hun og storgraat helt, til der kom Kaffe og Sukker og en hel Stabel med deilig varmt Hvedebrød ind til hende paa Sengen om Morgenen.

Siden kom der snille Mennesker, som lærte hende, hvordan hun maatte bære sig ad, naar hun skulde synge for Folk. De gav hende fine Kjoler og Stas og øvede hende paa en stor Sal med Lys i Taget, Kvæld efter Kvæld, i at gaa ind og neie og synge. Og neie og gaa ud igjen, naar han med Hornet klappede i Hænderne. Og komme ind igjen og neie saa tit, han igjen klappede og ropte.

Saa kom Kvælden, da Folk skulde høre hende.

Der var Spil af mangfoldige Musikanter. Og, da hun kom frem, sad de Hode ved Hode indover, saa hun med ét huskede paa alle Skogtoppene og han Vermund.

Og da satte hun i saa klokkende klart og sølvrent. Hun perlede og trillede ivei og ivei op i Luften som Smaafuglen hjemme, gladere og gladere, og Tonerne voksede sig saa lange og store og mægtige, som de skulde naa over Vermundsjøen.

Da hun sluttede, blev det tyst over hele Skogen, syntes hun. Ingen klappede og bar sig ad, som Manden med Hornet havde sagt.

Og saa gjorde hun, som hun var lært, neiede og gik baglænds ud.

Men da bragede det løs, og Evina, Evina, skreg de og klappede og dundrede som Trold.

Og værre og værre ropte de og skreg de og slog Hænderne sammen for hver Gang, hun sang.

Tilslut fik hun ikke andet at gjøre end at plukke og ta op af de fineste Blomster og saa neie og neie og gaa baglænds ud.

Straks næste Morgen kom der en sortsmusket Fyr, som hilsede fra Manden med Hornet, og satte et pent Pengeskrin med Nøgle i foran hende paa Bordet. Det var smækfuldt af Sedler og blanke Penge i Ruller.

Og, da han sa, at det var hendes altsammen, vilde hun straks ta Skrinet og fare hjemover til Vermund.

Men da blinkede han og lo. Dette her var bare en ør, ør liden Begyndelse. Vilde hun lære endda bedre at synge og saa reise med ham til andre Lande, skulde det bli saa mange slige Skrin at ta med sig hjem til Vermund, at hun kunde kjøbe den største Gaard.

Da betænkte hun sig.

Urimelig morsomt var det at synge, saa alle de Folk under Lysekronerne blev hovedøre og gælne og skreg paa hende, og klogest var det vel at bie til Pengehaugen, hun kunde fare til Huse med, blev rigtig stor.

Saa kom der en Maestro, som lærte hende at ta Sangen efter Noder. Og saa en, som øvede hende i at staa og gaa og faa den rigtige Holdning. Efter hans Time var det Modehandlerinder og Sømmersker, som prøvede den ene Kjole gjildere end den anden, og saa alle de, hun maatte kjøbe Guldstas og Perler og Stene af.

Saa sang hun og lærte og reiste med Manden, som hed Impresario, fra Stad til Stad og fra Land til Land.

Hun lærte sig til at snakke Sprog og drikke Champagne og like saa meget lækkert, som hun i Begyndelsen ikke havde forstaat sig paa.

Og nu vilde de ha hende did, hvor det var størst og herligst at synge, til Operaen.

Did kom hun.

Og berømt blev hun, saa alle snakkede om hende.

Jo længere hun reiste, des galere skreg de, og værre klappede de i Hænderne og ropte Bravo og paa Signora Elvira.

Og des sværere blev baade Blomsterhaugene om Kvælden og Pengeskrinet den næste Morgen, og Konger og Keisere gav hende Armbaand med Perler og Diamanter.

Naar Folk havde skreget og ropt sig trætte paa la Diva, spændte de sig for Vognen og drog hende hjem. Og til Hotellet, hvor hun bode, sendte de Honorarer og Presenter, saa hun knap huskede at spørge efter dem.

Paa det Vis sang og kjørte hun i Blomster Verden rundt.

Penge kom og Penge gik. Hvad hun eiede, vidste hun ikke.

Hjem til Faderen fik hun sendt et Pengebrev, hun kunde lidet med at skrive; men modtog det Svar fra Bygdens Præst, at han var død.

Om Sommeren reiste hun til sin Villa i Pyrenæerne. Og Tjenerne og Følget og Reisen kostede store Summer, som hun altid bare anviste i Banken.

Slig var det gaat saa længe og i saa mange Aar, at hun knap huskede, hun havde vanket som en fattig Pige ved Vermundsjøen.

Saa var det en Kvæld hun sang. Huset var fyldt fra Gulvet til Taget. I Logen med Kronen over sad Keiseren og Keiserinden og Prinserne og Hoffets fornemste.

Hun hævede just Blikket ved det herligste Sted i Sangen, da hun saa et Ansigt, som hang udover og stirrede paa hende.

Blodet satte med ét til Hjertet. Hun kom til at tænke paa Vermund.

Det var vel bare noget, som mindede og lignede, tænkte hun.

Men se og se paa ham og vende sig did, maatte hun hele Tiden under Spillet.

At han skulde sidde der nu, var saa umuligt som at Vermundsjøen kom.

Og, jo mere hun saa, des mere syntes hun, det var ham, og at hun skulde kjende saa vel, saa vel igjen baade Laget med Hodet og Faldet med Haaret, som han sad slig og lyttede, og de stærke Mundvigerne, der trak sig til, naar noget gik ind paa ham.

Saa tog hun Tonerne saa bævende i Graad og mægtige, som hun ikke havde faat dem til siden dengang, da hun var hjemme ved Vermundsjøen.

Men, da han drog op et blaatærnet Lommetørklæde og tørkede saa det ene Øie og saa det andet og la det sammen igjen, holdt hun paa rent at komme ud af Rollen.

Nu vidste hun sikkert, at det var Vermund.

Og hun blev med ét saa kogende vild i Blodet og glad, at hun røg frem til Lamperækken og sang og haukede paa sit eget Maal som i gamle Dage:

«Vermund, Vermund, kom over – over – over –»

Saa reiste Keiseren sig og klappede, og Huset tord nede og skalv af Bravoer. De tænkte, dette underlige vakkre var lagt ind for den store Divaens Skyld.

Og efter Slutningsarien kastedes Blomster og kostbare Smykker ind paa Scenen.

Syv Gange maatte hun frem og neie.

Men, da de ropte og kaldte og skreg paa hende den ottende, og mange stormede ud og vilde spænde fra Hestene og trække hende hjem, var hun borte.

Evina havde ladet sin Vogn holde udenfor og passet Vermund op.

Og da fortalte han, at han havde gaat og biet og længtet og ventet paa hende, helt til han ikke aarkede at være hjemme mere.

I Bygden læste de i Aviserne og snakkede om Evina Feier, som var kommet slig til og sang øverst i Verden. Men, naar han spurgte efter hende hos Landhandleren og slog paa, at hun vilde komme hjem til Finskogen igjen, bare blinkede han og lo.

Saa havde han git sig ivei og tjent sig frem fra Stad til Stad og tat Hyre over Sjøen helt, til han kom hid og hørte, hun skulde synge ikvæld.

Og Spørgsmaal og Forhøringer rydde af hende som en Fos nu, hun fik snakke ud paa sit eget Maal om alt sit, som hun ikke havde kunnet nævne for nogen i alle de Aarene og knap havt Tid at tænke paa.

Praten gik i Virvar og Vase fra ét til andet om alting hjemme, om Husene og Rydningen og Braaten og Dattersønnen af Trofast, Hunden, som var i hendes Tid, og om Vermundsjøen og Prammen og Røien og Ørreten og Tiurlegen og det ny Spandet, hun fik, som hang efter hende, og Gjederne og Hesten, han tænkte at kjøbe, naar han kom hjem, og hundrede Ting, som der hverken blev Slut eller Greie paa, før Vognen stansede ved Hotellet, og han maatte med op for at prate videre.

Men der kom alt i ét fine Folk farende op af Trappen, som vilde hilse paa la Diva og Signora Elvira, og som takkede og prisede og snakkede og fægtede med Hattene i Hænderne. Aldrig havde hun endnu sunget saa herligt som den Kvæld, ropte de.

Og fra Keiseren kom der et blinkende Armbaand, som hun maatte takke for og staa længe og snakke om.

Saa Fred blev der ikke, og han maatte love at komme igjen den næste Morgen, straks hun havde Tid for Prøven.

Om Natten aarkede hun ikke at sove for alt det hjemmefra, som med ét var kommet saa underlig over hende. Hun laa bare og tænkte paa Vermund og længtede efter, at det skulde bli Dag, saa hun kunde faa vise ham al Herligheden og lade ham se alt det rare, han maatte forundre sig over, og hvordan hun nu levede.

Hun syntes, hun laa i Feierkøien igjen og skulde op, naar Solen sprat og faa Prammen ud og fiske. Hver Knytting i Fiskesnøret huskede hun, og hun rode og rode, men kunde ikke komme frem for alt det leie Sivgræsset under Land, som altid hagede i og sled Angelen af.

Og, da han saa kom, snakkede og lo og pratede de igjen saa fort, som Kværnen bare kunde gaa. Det vilde ingen Ende ta om alt baade gammelt og nyt derhjemme, hvor de to Smaastuerne røg paa hver sin Side af Sjøen.

Hun glemte alting og snakkede sig ind slig, som hun endnu gik og var der.

Men, da hun saa vilde til at hauke: Vermund, Vermund, kom over, og alt satte Haanden til Munden, tog hun sig med ét.

Da skjønte han, at der ikke kunde være Snak om sligt som Giftermaal nu.

Saa vilde hun kjøre ham ud i Vogn og vise ham de vilde Dyr, baade Løver og Tigre og Slanger og alt det, som morsomt var i Staden.

Ud rullede de med Tjenere paa Bukken, og Hatten strøg Folk af for dem, hvor de kom.

Og saa og saa gjorde de alt det, de kunde overkomme, saa lang Dagen var.

Men, da de stod ved Løven, var det om Ulven igjen havde vist sig hjemme paa Skogen, de snakkede, og ved de rare Strudsene og Pelikanerne blev det om Heirene ude paa alle Næssene i Vermundsjøen.

Andet end det hjemme, huskede de ikke paa.

Da de saa kom tilbake til hendes Hotel, stod Bordet duget i et lidet Værelse med skinnende Sølvtøi og Krystal og Opsatser og Blomster, saa det blinkede i Øinene.

Og Tjenerne kom med Ret efter Ret.

Men der sad de og snakkede bare om Honningkagerne og Kringlerne og Sukkertøiet, de havde delt paa Toften hjemme i Baaden, helt til de begge rent mistede Madhugen.

Til Sommeren vilde hun hjem til Vermundsjøen, ikke til Villaen i Pyrenæerne.

Hun var blet rent opsat paa det. Og Penge skulde han faa med sig til at gjøre istand den forfaldne Hytte efter Feieren, Far hendes. Hun vilde bo der og ha det akkurat som i gamle Dage, sa hun.

Saa tog han tilslut Farvel og reiste.

Men, alt det Landhandleren nede i Bygden derhjemme blinkede og trak paa det, hvergang Vermund sa, at hun havde lovet sig til Finskogen til Sommeren, saa kom hun alligevel engang.

I to Dage og tre og Ugen udover vankede hun omkring der og sang og haukede fra Skog og Sjø paa alle de Steder, hvor det havde lydt som vakkrest, da hun gik der som ung Jente. Med Vermund drog hun ud i Prammen og prøvede Snøret paa de gamle Fiskepladserne helt nedover til Oset.

Noget saa godt som den Røien og Ørreten, hun selv havde været ude og fisket, og Multerne, hun sankede paa Bærmyren, syntes hun ikke, hun havde spist, siden hun sidst var her.

Og Luften var saa frisk og ren og sommervarm at færdes i.

Men en Morgen vaagnede hun med, at det regnede og var graat i graat og hang tung Skodde over alle Skogtoppene.

Den næste Dag var Veiret ikke bedre, det regnede og regnede og gik med Byger over Sjøen.

Og kjedt og trist og ensomt blev det at sidde der hele Dagen, mens det drev og silede paa Ruden.

Saa reiste hun pludselig.

Og fra Stationen hos Landhandleren gik det i Kaleschevogn med to Heste og Forspand i fygende Fart nedigjennem Bygden og videre helt til den Stad, hvor Impresarioen ventede paa hende.

Ud i Verden bar det igjen paa Reiser og Turnéer, Aar efter Aar.

Penge kom og Penge gik.

Og om Somrene opholdt hun sig ikke mere paa sin Villa i Pyrenæerne, men paa Kursteder, hvor der var Styrkelse for Halsen.

For mere og mere begyndte Aviserne at nævne om, at de høieste Toner ikke naades saa fuldt og rent, og Impresarioen at bede hende tage nøie vare paa sin Stemme.

Og flere og flere blev de, som skulde have Penge af hende, og mere og fjernere hen maatte hun reise for at drive op alle de Honorarer, som tiltrængtes.

Og længere blev bestandig Kurene for Halsen.

Slige høie Stemmer varede aldrig mange Aar, sa Lægerne. Hendes burde været forsigtig sparet og varet fra først af, istedetfor at der blindt hen var ødslet med den.

Saa gik der endnu nogle Aar.

At høre og se en Verdensstørrelse var altid underligt og trak Folk til.

Men Klappene og Bravoraabene og Blomsterne blev færre, og Honorarerne altid mindre.

Saa kom den Tid, da Aviserne kjede og vrede tog Bladet fra Munden og forargede kaldte hende for et Orgel, hvori Piberne var brustne og sluppet op.

Da var Smykker og Diamanter og Kostbarheder lægst pantsatte, og Villaen i Pyrenæerne vandret over til Kreditorerne.

Og hun selv gik der tilovers mellem alle de Mennesker, for hvem hun havde lyst som den store Stjerne. De veg og trak sig undaf.

Saa begyndte Vermundsjøen at minde sig og blinke for hende underlig blankt og blaat.

Der kunde hun endnu synge og hauke udover de forgyldte Skogtopper, der skreg ingen Aviser, og klagede ingen Impresario, og Feierhytten var ikke Reisen værdt for Kreditorerne.

Og en Dag i Sommeren saa Vermund, det røg derover.

Det maatte være nogen Indflytter, tænkte han. Men han havde nu passet og stelt med den Hytten i saa mange Aar for hende, som engang kunde komme, at han syntes, han havde en Ret til den og fik reise over og se.

Og der sad Evina i Gruen og kogte Kaffe paa Morgenstunden.

Hun havde taget Baadskyds nede fra Elveoset Kvælden iforveien.

Det var ikke synderlig mere, hun havde med sig nu, hun kom, end da hun reiste.

Men Vermund syntes, det var nok, for jo mindre hun havde, des fastere sad hun der. Og Levemaade skulde han skaffe, mente han.

Saa var han derover med Baaden hver Dag og dyttede med Mose i Vinduskarm og Væg og hug Ved og gjorde istand og kom med Fugl og Fisk.

Sammen delte de igjen Sukker og Kaffe, naar han havde været nede i Bygden og handlet, og sammen rode de ud og trak Garnene og fiskede helt, til Isen begyndte at krave sig ud paa Høsten, og det blev ondt at komme over.

Da stod hun en Dag og vinkede.

Han skjønte, hun haukede; men Røsten rak ikke til.

Det var saavidt, han fik slaat sig didover med Pram men gjennem Ménisen, og da var alt i Huset sluppet op for hende.

Saa mente han, det var det bedste, om hun fulgte ham hjem med Prammen med det samme, istedetfor at sidde der raadløs og bare vinke og rope.

Sneen la sig over Skogen, og Vinteren gik.

Og nede i Bygden syntes de, det var en forunderlig Begivenhed, at hun, som engang havde været saa berømt udover Verden, nu igjen var blet til bare Evina Feier og havde giftet sig med Vermund oppe ved Sjøen.

Men deroppe i Tømmerhytten kogte og stellede de og sankede Kvist og Ved og bar til Hus, og levede og strævede de.

Om Kvældene sad Evina ved Gløderne og rørte i Gryden og nynnede og sang paa Stumper af Arier og Operamelodier, alt som de kom over hende, lig en gammel Fugl, der hæsede og bare af og til fik Røsten ud.

Og mere og mere randt de sammen for hendes Minde, de lyse Sale fulde af Hoder og Raab og Jubel og Hyldninger med alle de forgyldte Skogtopperne ved Vermundsjøen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.