Huldrefisken

(Ad inferos)

Det var en underlig Ørret, Nona halede ind paa Fiskesnøret. Stor og fed og skinnende rødspættet, sprættede og sprællede den med den dyndgule Bug over Vandet for at vride sig af Krogen.

Og, da han fik den ind i Baaden og tog den af Angelen, saa han, den havde bare to smaa Ridser der, hvor Øinene skulde siddet.

Det maatte være en Huldrefisk, mente Rorskaren, for det Ord gik, at denne Sjø var af dem, som havde dobbelt Bund.

Men Nona brød sig ikke om, hvad Fisken var, bare den var stor. Han var glubende sulten og raabte paa at ro snarest mulig iland og faa den kogt.

Han havde siddet hele Eftermiddagen med Snøret tomt derude paa Fjeldvandet.

Og ikke en Time, efterat Ørretten havde slaat sine Slag med Spolen i Vandet og ladet sig narre paa Krogen, laa den kogt og rødlig anrettet paa Fiskefadet.

Saa kom Nona til at huske paa de underlige Øinene og ledte og pirkede borti Fiskehodet med Gaffelen.

Mere end Ridser var der ikke udvendig, men nok etslags Øienstene. Hodet var underlig formet, og egen saa den ud i mange Stykker.

Han angrede, at han ikke havde besigtiget den bedre, før den blev kogt; nu var det ikke saa greit at faa Rede paa den.

Smagt ypperlig havde den imidlertid gjort.

Men om Natten blinkede der ligesom hele Tiden blankt Vand for Forestillingen, og han laa og halvdrømte om den underlige Fisk, han havde trukket.

Han var i Baaden igjen og syntes, han kjendte i Haanden, hvordan den rykkede og sprællede for Livet og snude og snode sig for at komme af Krogen.

Med ét blev den saa svær og stærk, at den trak Baaden efter sig ved Snøret.

Det gik med uhyre Fart, medens Sjøen efterhaanden ligesom mindskedes og tørredes ud.

Alt Vandet sugede sig uimodstaaelig den Vei, Fisken drog, mod et Hul i Bunden, som ned gjennem en Tragt.

Og under bar det.

Der gled Baaden længe i et Slags Halvmørke nedover en underjordisk Elv, mens det suste og bruste om ham.

Luften slog først kold og kjældersval imod ham. Men kvalmere og kvalmere og varmere og varmere blev det.

Strømmen gik stille og rolig og altid bredere helt, til den mundede ud i en stor Sjø.

Indover Bredderne strakte sig i Dunkelheden Myrer og Sumpe, hvor han hørte som vældige Dyr vade og røre sig. De løftede og snode sig ormagtig med Brag og Sus og Snøften gjennem det lunkne Vand og Mudder.

I Fosforskjæret saa han forskjellige Fiske nærved Baaden; men de manglede alle ligesom Synsorganer.

Og han skimtede Omridsene af kjæmpemæssige Sjøorme, hvis Længde strakte sig indover i Mørket. Han indsaa, at det var dernedefra, de dukkede op i Hundedagene udenfor Kysten, naar Havet blir varmt.

Lindorme med flade Hoder og Andenæb jog efter Fisk og skar sig opefter Jorden ad Dyndveie til Myrer og Sumpe oppe paa Overfladen.

I den varme og kvælende Skummelhed kom der som et svalende kjøligt Drag fra kolde Bugter af den grønagtig slimede og sleipe Ligorm, som borer sig gjennem Jorden og knabber Ligkister iknas paa Kirkegaardene.

Forfærdelige, uformelige Udyr med Faks og Man slige, som man beretter dukker op i Indsjøerne, rodede og væltede sig og tog Bytte i Myrerne.

Og han skimtede mangehaande menneskelignende Skabninger af den Slags, som Fiskere og Sjømænd møder og undres over paa Havet, og Landfolket ser udenfor Haugene.

Derhos var der som et sagte Sus og en uendelig Vimmer og Svæven af Væsener, hvis Skikkelser ligesom ikke var til at se’s for Øiet.

Saa gled Baaden ind i dyndet, grødet Vand, hvor Farten sinkede, og Jordloftet over sortnede lavere og lavere.

Med ét faldt der en skarp Lysstribe ned fra en blank blaa Sprække høit, høit oppe.

Der stod en kvalm Dunst om ham. Vandet var saadan gult regnvandsemment, som det, der slippes ud af Damprørene.

Og han huskede det egne lunkne, udrikkelige Vand, som vælder op af artesiske Brønde. Det var hidned, til en Verden af varme Vasdrag og Floder i Lagene under Jordskorpen, – man borede.

Der stod Hede op som af en Ovn fra uhyre Afgrunde og Kløfter, hvor Øret svimlede, medens vældige dampende Fossefald durede og rystede Grunden.

Med engang kjendte han, hvorledes Kroppen, Legemet, ligesom løste sig, blev frigjort og hævede sig. Han havde en Følelse af uendelig Lettelse, af en forunderlig Evne til at hvile i høiere Luftlag, at være i Ligevægt.

Og uden at han vidste hvorledes, fandt han sig oppe paa Jorden igjen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.