Indledning

At der er Trold i Mennesker, véd enhver, som har lidt Øie for den Slags.

De ligger inde i Personligheden og binder den som urørligt Fjeldstykke, lunefuldt Hav og ustyrligt Veir, – store og smaa Ubeister, – fra det enkelte vældige Bjerg- eller Havtrold, der kan lægge sig med sin Villie ind i Livsstrømmen, til Nøkken, Alven, Tomtegubben eller Nissen, der huserer og sætter sine lunefulde Indfald, Pudser og Krumspring ind i Folk.

Engang, jeg kjørte i Slæde gjennem en Skog, skvat Hesten for en stor, skræmselsfuld Stenblok, der laa og keg frem i Maaneskinnet under en troldagtig vokset Bjerkelug.

Siden har jeg mødt den igjen i en gammel Jurist, – et paafaldende træet Ansigt, Øine som to mat overtrukne Glansstene, en forunderlig sikker Dømmekraft, utilgjængelig for at rykkes eller vildledes af Indtryk. Omgivelserne blaaste af ham som Veir og Vind; Forstanden saa tusindaarig stensikker, der snød ingen eller intet den. Han var bare en Viser.

Troldskaben lever paa dette Stadium inde i Menneskene som Temperament, Naturvillie, Eksplosivkraft.

Det er egentlig et Skridt længere fremme og over dette, naar den lever som Angst, Mørke- og Spøgelserædsel. Angsten er Menneskehedens første Arbeide i Følelsen for at skille sig fra og løfte sig ud af det elementære, og følges af alskens Kunster og manende Midler for at tvinge det under sig.

Og, hvor langt dette Troldstadium følger Mennesket ogsaa ind i det civiliserede Liv, vilde være en ganske nyttig og belærende Paavisning, maaske ogsaa en noget overraskende.

Tilværelsens Angst, det store ubekjendte om os, som er Grundlaget ogsaa for vor religiøse Følelse, skifter uophørlig Ham og Navne efter de forskjellige Oplysningstrin.

Den lever hos den mystiske Eksperimentalist som Borddans, Aandebanken og den Slags, og hos Lærde under høitklingende videnskabelige Betegnelser som den «fjerde Dimension», der fortiden halvt er blet den Pulterkasse, hvori man putter alt det, man ikke kan forklare sig.

Der er nok adskilligt i vort oplysnings- og kultursikkre Liv, der vilde sprække ligesom Troldskaben for en klar Solstraale.

Og det er vistnok hverken mere eller mindre end vor gamle Mythologis Skib Nagelfare, der var lavet af døde Mænds Negle og satte over til Hel, som langt nordpaa i Mørket gjennem mange Forvandlinger fra Asareligionen til den kristne er bleven staaende fast i Folkeforestillingen som Draugen i den halve Baad. Han kan vel være blet igjen som en Levning af det gamle Utgard.

Hele Lofotvæggens Klipperække ser jo saa inderlig ud, som det kunde være Utgardlokes Trold, der var sat i Sten derude mod Nordhavet.

Og Ofoten, – der hvor nu Viktoriahavn og en Verdensvei pr. Jernbane til Rusland bygges, – er netop Navnet paa et af de Utheims Steder, hvorom Mythologien har sat mest Stygge og Rædsel.

Det var mellem Troldene og Draugene der, at Freia og Freir af Utgardeloke holdtes indseidet i døsig Rus, saa de ikke kunde kjende de Venner fra Asgaard, som kom for at udfri dem; der Freirs Gudenatur forlavede sig fra sin høiere moralske Bevidsthed, saa han gik ind i Hvirvlen af Draugenes elementære, vildt løsslupne, tøilesløse Driftsliv, og Guden bagefter gik stum af Sorg, ikke vilde ses af nogen eller vise sig i Asgaard.

Men alt dette er, som sagt, nu flyttede Sager.

Af det hele Husstel derude har vi kun Draugen og hans halve Baad igjen mellem Skjærene.

Hvordan han ser ud?

Jeg tænker, en Maler ikke vilde være glad, om han sad – som det jo forlanges af Malerne nu, – paa Baadhvælvet og tog ham efter Naturen og saa ham lige ind i Ansigtet.

Ansigtet, ja! Draugen har jo ikke Hode, bare en Tarrevase.

Men derfor kan man lige godt stirre ham ind i Ansigtet, mens han glor paa én med de røde, døde Øine.

Han sidder lige foran Dig paa Hvælvet som Dødsangstens klamme, rædselsfulde Opstigning. Og siger nogen af dem, som klamrer sig fast til Kjølen, at han ser Draugen, saa véd de andre, det er snart forbi med ham.

Naar Hvælvet saa plukkes for Folk, ser Broren sin Bror, Sønnen sin Far dukke op ligbleg og styg mellem Skikkelserne i den halve Draugebaad, som gaar for lavt Seil ved Siden af.

Det er de druknedes Aander, som ikke har faat indviet Jord.

Lystelig er han ikke at møde ved udfalden Fjære, naar den ligger langt og ødt udover i Maaneskinnet med alskens mørke Tarreklatter, Stene og underlige Skyggekast. Han varsles af Gulp som af dybt Vand; der staar kolde Gufs, og det rasler som af en Skindhyre.

Stygge svarte Havet skimtes som en Rand derude, og man hører hans ulykkevarslende: Baad! Baad! fælt gjennem Natten.

At afbilde Draugen tør være en dunkel, taaget Affære og ingenlunde det samme som at tegne Trold.

Trold, Gygre og Huldre, Nøk og Nisse har mere bestemte Former, saavel i deres veritable Skikkelser som, naar de sættes ind i Folks Fysiognomier og Figurer.

Man staar ikke her opraad for Model.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.