Jorden drager

Hos Handelsmanden i Sørvaag var der engang en ung Kjøbsvend.

Han var lys og krøllet i Haaret med kloge Øine og saa vig og smidig og vakker, at alle Bygdens Piger gjorde sig Ærinde og sogned til Boden bare for at se ham. Og dertil var han saa dygtig i al sin Gjerning, at Handelsmanden aldrig vilde skille sig med ham.

Saa var det engang, han fo’r ud til Fiskeværet for Principalen.

Strømmen bar strid imod, og han rode langs Landet.

Med ét saa han en liden Ring i Bergvæggen lidt ovenfor Flodmærket. Han tænkte, det var af den Slags, som bruges til at fortøie Baade med.

Saa mente han, det kunde ikke skade at holde en liden Hvil og lægge til Land for at ta sig lidt Niste; han havde trukket paa Aarerne fra tidlig om Morgenen.

Men da han tog i Ringen for at stikke Fangelinen ind, blev den saa trang om Fingeren, at han matte rykke til.

Og ud av Berget fo’r der en stor Skuffe. Den var pakkende fuld af Silketørklæder og Kvindfolkestas.

Han undrede sig og stod i Beraad.

Da saa han, der var rustne Jernflækker i Rader bortover hele Fjeldvæggen ligedan som ved Skuffen.

Han havde faat Ringen paa Fingeren og maatte prøve, om den vilde lukke op ogsaa der.

Og ud trakk han saa Skuffe efter Skuffe fyldt med Guld- og Sølvbaand, Glasperler, Søljer og Ringer, Brystsmekker og Huestas, Garn, Topluer og Uldtrøier, Kaffe, Sukker, Gryn, Tobakspiber, Hæljern, Knapper, Hægter, Kniver, Økser og Ljaaer.

Han trak og trak, og der var ingen Ende paa Herligheden.

Men rundt om sig hørte han som en Summen af Folk og Tramp af Sjøstøvler. Det larmede, som de rullede Tønder paa en Brygge og heisede i Vinden, og ude fra Sjøen lød Aareslag og Støi af Baade, som lagde tillands.

Da begyndte han at skjønne noget af hvert, at han havde belagt Baaden ved en Moringsring, som hørte de underjordiske til, og var kommet lige ind paa Landhandlerstedet deres.

Han stod og saa i en Skuffe fuld af Merskumspiber med store, blanke Sølvbeslag. De var vakkrere end han havde trodd, de fandtes i Verden.

Da kjendte han et Tag som af en tung Haand, der vilde slænge ham afveien; men nogen lo saa lystigt lige ved.

I det samme saa han et ungt Kvindfolk i Boden indenfor. Hun lænede sig med de brede Skuldre og haarede Arme over en Melsæk.

Øinene lo og sprudede Gnister som fra en Smidie i Mørke, men Ansigtet var saa underlig esseblegt.

Væk svandt hun og altsammen som et Syn.

Han var glad, han kom sig ned i Baaden igjen og fik lagt fra og rod undaf.

Men, da han naade ud i Sundet og sagtnede lidt paa Farten, saa han, at Ringen endnu sad paa Fingeren.

Det første, han tænkte, var at slænge den af og kaste den i Sjøen; men saa sad den ganske trangt.

Den var saa rart snoet og virret og indgravet, at han maatte undersøge den.

Og jo længere, han saa, des underligere skinnende af Guld syntes han, den lyste.

Han fik ligesom aldrig set den helt rundt, alt det han dreiede paa den og fulgte Virringerne.

Men, som han sad der og saa og saa, kom de svarte spragende og gnistrende Øinene i det blege Ansigt tydeligere og tydeligere frem for ham. Han vidste ikke, enten han skulde synes, hun var styg eller vakker, sligt Utyske.

Ringen vilde han nu alligevel beholde.

Og hjem rode han og snakkede ikke til nogen om, hvad der var hændt.

Men der var kommet slig Uro i ham. Naar han veiede ud i Boden eller maalte op, stod han i Ørsken og syntes, han var henne i Landhandleriet i Fjeldet, og det svarte Kvindfolket lo til ham ved Melsækken.

Han maatte vaage sig didud, om det saa skulde gjælde Livet, og prøve Ringen igjen.

Og udover Sommeren laa Baaden hans nu derhenne under Fjeldet ret, som det var.

Naar han lukkede up med Guldringen, fik han Syn paa det svære skulderbrede Kvindfolket. Hun lyste og blikkede vild i Øinene og kigede nysgjerrig paa ham.

Og ligesom mere ventet kom han hver Gang, og gladere téde hun sig.

Det var, som de blev saa godt kjendte, og hun altid gik der og bare biede paa ham.

Men hjemme blev han tungsindig og stille.

Alt det han tænkte paa Troldskaben, og at Armene var haarede næsten som paa et Dyr, og alt det, han foresatte sig og prøvede, kunde han ikke lade være at fare didud.

Naar han saa havde været borte fra hende hele Ugen, var hun rent uregjerlig og lo og skreg imod ham.

Han hørte altid, hvorledes det vrimlede af Folk og Travlhed om ham derude, men ingen saa han.

Bare syntes han, de la afveien allesammen og halede Farkosterne tilside for ham.

Baaden hans blev fint øst, Aarer og Seil lagt tilrette og Fangelinen fæstet, naar han kom, og kastet til ham, naar han reiste.

Hun stelte det altimellem saa, at han fik Gløt af Syn ind i Pakboder og blanke Stuer i Fjeldet, og vilde ligesom lokke ham ind efter sig.

Men paa Hjemveien grøssede det i ham. Han tænkte paa, om Bergvæggen kunde lukket sig for ham, og han var hver Gang glad, fordi han havde passet sig saavidt og var sluppet undaf.

Og nu udover Høsten fik han ligesom mere Fred i sig. Han mente nok, han skulde prøve at aflade fra de Reiser.

Han arbeidede og tog fat, saa der ikke blev Tid til Tanker, og fo’r som en Ild i Forretningen.

Men, da det lakkede imod Jul med Snefog og Mørke, kom der slige Syner paa ham.

Hvor han gik i de svarte, blaasende Krogene, saa han den stærke, sværbyggede Skikkelse for sig. Hun lo til ham og ropte og skreg og sendte ham Bud med Veiret.

Længselen kom saa stærk over ham.

Og en Dag aarkede han ikke længere at staa imod, men fo’r didud.

Han syntes, han skimtede hende alt paa lang Led. Hun væltede Fjeldstykker afveien for at se og følge Baaden og vinkede og hilsede gjennem Bygerne og Taagen.

Det var, som Strømmen hele Tiden drog didhen.

Da han kom frem, fossede Sjøen af dem, han ikke saa. De vadede ud og tog imod Baaden, og Trappe og Brygge laa der for hans Fod.

Men deroppe stod hun og trak Veiret svært og ludede sig imod ham og drog ham med de stærke Øinene i det natblege Ansigt.

Hun gik braat ind, saa sig tilbage og vinkede ham efter sig.

Der slog hun op Døren til et gammelt Jernskab midt i Væggen.

Paa Hylderne lyste en Brudekrone, og skinnede Bælte og Bryststykke og Stak og alskens Brudestas.

Hun stod og silte Pusten tungt og hedt mellem de hvide Tænder og smilte og legte med Øinene.

Han kjendte, hun tog ham, og det ligesom mørknede.

Da saa han med ét som i en Skumring hele Landhandlerstedet stort og gjildt og rigt om sig med Havn og Pakboder og Jægter.

Hun bredte ud Haanden og viste paa det, som hun vilde sige, at nu skulde han bli Herre over det altsammen.

Det isede i ham; han skjønte, at dette bar lige ind i Berget.

Og ud fo’r han.

Fangelinen skar han over med Kniven, og Ringen rev han af Fingeren og kastede den efter sig.

Bort rode han, saa Fossen stod om Stevnen.

Da han kom hjem til Julehandelen og Travlheden, kjendte han sig, som han var vaagnet op af en tung Søvnørske og ond Drøm.

Han var saa let tilsinds. Praten med Kunderne gik lystig over Disken, saa der igjen blev som det gamle Liv og Leben. Og han greiede alting, saa det gik som smurt.

Men Handelsmandens Datter stak baade en og anden Gang Hodet ind i Butiken. Hun saa og smilte saa sky og forundret til ham.

Og aldrig havde han før mærket det Tække, som fulgte med hende, eller set, hvor lys og skjær, hun var, og hvor let og smidig hun stod i Døren.

Men, siden Handelsmandens Datter havde set saa underlig paa ham, brød han sig ikke om at tænke paa andet end hende, hvad for et eget Lag hun havde med Hodet, hvor rank hun gik, og de blaa Øine, som var saa levende og kvikke, at de ligesom skjød Stjerner af Moro.

Om Nætterne laa han og syntes, han havde gjort slig tung og styg Synd, da han havde nedladt sig til et Utyske. Og han var glad, han havde kastet Ringen.

Men Julekvælden, da Boden blev stængt, og Husfolk og Tjenere gjorde sig istand til Høitiden i Kjøkken og Stue, tog Handelsmanden ham ind paa Kontoret.

Likte han hans Datter, sa han, saa var der ingen ting iveien. Han fik ta Mod til sig og fri, for han havde vel mærket, at hun gik der og blev syg af Kjærlighed til ham. Selv var han gammel og vilde overgi Forretningen.

Og den, som fride og fik Ja, før Julekosten kom paa Bordet, var den vakkre Kjøbsvenden.

Saa gik Aarene for dem med Lykke og Trivsel baade i Hus og Handel.

Vakkre og flinke Børn fik de, og Konen sin var han glad i, og ingenting var godt nok for hende. Lindt maatte hun bæres og høit maatte hun æres, enten de var hjemme eller ude.

Men det syvende Aar, da det led under Jul, fik han slig Uro paa sig. Han gik for sig selv og havde ikke Fred til at være noget Sted.

Konen ængstede sig og sørgede. Hun vidste ikke, hvad det kunde være, og syntes, han veg saa underlig fra hende.

Men inde paa det mørke Pakhusloftet stod og drev og vandrede han lange Stunder mellem Kasser og Fustager og Tønder og Sække, og det var, som han ikke likte, at Folkene kom didind.

Saa hændte det Dagen før Lille-Juleaften, at en af Arbeidskarerne skulde hente noget derinde.

Da stod han stille i Tanker ved en af Melsækkene og stirrede ned for sig.

«Ser Du den Jernringen der i Gulvet?» spurgte han.

Men Manden saa ingen Ring.

«Da ser jeg den, – Jorden drager,» sukkede han tungt.

Lille-Juleaften var han intetsteds at finde.

Og ikke Dagen efter heller, alt det de søgte og ledte efter ham midt under Julestudsen og forhørte paa alle Kanter.

Men Juleaften, som de gik i værste Uroen og ikke vidste, om de turde duge Bordet, kom han med ét ind af Døren.

Han trængte baade til Mad og Drikke, sa han, og var saa glad og munter og spøgende hele Kvælden, at alle glemte den Forfærdelse, de havde været i.

Hele Aaret efter var han pratsom og omgjængelig som før, og Konen sin var han urimelig glad i. Han bar hende paa Hænderne og vidste ikke, hvor vel han skulde gjøre det for hende.

Men, da det drog sig ud i værste Mørketiden under Jul igjen, kom den samme Urolighed over ham.

Det var, som de bare saa Skyggen af ham her og der, og inde paa Pakloftet drev han igjen og holdt til.

Paa Lille-Juleaften gik det som forrige Gang, borte blev han.

Konen og Husfolkene gik der i stor Forskrækkelse og ængstede sig og undredes.

Og Juleaften traadte han med ét ind i Stuen og var lystig og glad, som det ellers var hans Skik.

Men, da Lysene var brændt ned, og alle gaat tilsengs, kunde Konen ikke tie længere. Hun graat og bad ham sige sig, hvor han havde været.

Da stødte han hende haardt fra sig, og det gnistrede i Øinene paa ham, saa hun blev rent vetskræmt. Han bønfaldt hende for deres Lykkes Skyld om aldrig at spørge slig mere.

Tiden gik. Og det samme hændte hvert Aar.

Naar Dagene blev mørke, vandrede han tungsindig og stille for sig selv og gjemte sig ligesom undaf for Folk. Lille-Juleaften blev han borte uden at nogen saa, han reiste. Og paa Juleaften netop, som de skulde duge Bordet, kom han med ét ind af Døren, glad i dem alle og fornøiet.

Men for hver Høst, mod Mørketiden, kom Uroligheden altid tidligere paa ham, og stillere og mere folkesky gik han med det.

Aldrig spurgte Konen ham. Men det laa som en Sorg over hende, og hun syntes, den blev sværere og tungsommere den Tid, hun ikke skjønte sig paa ham, og han ligesom ikke hørte hende til.

Saa var det igjen mod Jul engang, han havde gaat der saa tung og bøiet.

Og Dagen før Lille-Juleaften tog han Konen med sig ind paa Pakhusloftet.

«Ser Du noget der ved Melsækken?» spurgte han.

Men hun saa ingenting.

Da greb han hende ved Haanden og bad og besvor hende, at hun skulde blive og gaa med ham der om Natten. Han vilde saa gjerne som sit Liv prøve at bli hjemme, sa han.

Udover Natten klemte han hende Gang efter Gang haardt i Haanden og sukkede og stønnede. Hun kjendte, han holdt paa hende og stred svært og af al Magt imod noget.

Da Morgenen kom, var det over. Han var saa lettet og glad, som hun ikke havde set ham paa lange Tider.

Og hjemme blev han.

Men til den Julekvæld blev der baaret op baade fra Bod og Kjælder og Lys tændt, saa det skinnede i Ruderne.

Det var den første rigtige Helg, han havde havt i sit eget Hus, sa han, og der skulde være Høitid.

Men, da Husfolkene kom ind en for en som Skikken var, og drak med Husbond og Madmor, blev han blegere og blegere og hvidere og hvidere, som om Blodet veg og sugedes fra ham.

«Jorden drager!» skreg han, og der kom som en Forfærdelse i Øinene paa ham.

Lige efter sad han der død.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.