Legen i Kraakelunden

Der var engang en Kraake, som holdt til ensom for sig selv langt oppe i Grøgaardsaasen.

Der stod en Stump Gjærde igjen efter en nedlagt Husmandsplads, og der paa Stauren sad den slig, at ingen kunde se den for Skogen. Men selv saa den udover alle Lensmandsjorderne og alting baade vidt og langt. Det svarte Hode holdt den paaskakke, for den havde bare ét Øie at sigte og kige med.

Men med det saa og fandt den ud saa meget, som gik for sig i Verden, at det var rent forunderligt.

Og, blev den til sine Tider saa forhakkende sint og gal, at den hoppede og hug i Stauren, saa varede det ikke længe, før Øiet blinkede og glinsede igjen af Moro.

Naar Kraakeflokken kom fra Schwartzenland, skilte den sig straks ud og nedlod sig der i Aasen, medens de andre fløi indover Havnehager og Skogholt og Bærmyrer i Lensmandsmarken paa den anden Side af Elven.

Og der kunde de drive sit Leben saameget, de vilde, for Grøgaardskraaken; hun satte ikke saameget Værd paa det.

Men saa maatte hun jo fare ned paa Stauren ret, som det var, og se, hvad de tog sig for.

De sad to og tre sammen i Skogbrynet og nikkede med Næbbene og duppede med Spidskjolerne og sladrede og bagtalte istedetfor at passe Næringen og Æg og Unger borte i Reden. Og saa gav de Høgen Skylden, naar det gik galt.

Lidt fornøieligt var det jo ogsaa at se, naar de to mødtes, som vidste om det samme Fuglerede og vilde hen og røve, hvordan de lurede hinanden og hilste og lod, som de fo’r i ganske andet Ærinde.

Slig var det, hver var Tyv i sin Næring.

Hun saa mange Ting, Grøgaardskraaken, og kunde nok melde et Ord om, hvem der var ude om Natten med de sværnæbbede Ungeflokkerne sine og renskede Lensmandageren for Saakornet, naar den var nypløiet, og siden om Morgenen saa uegennyttig førte den øvrige Kraakeflokken ud paa den. Og ogsaa om, hvem der var Høgen, som gastererede hjemme i Rederne deres og aad baade Æg og Unger, naar de vel var skreget ind til Forsamling og Thing i Kraakelunden.

Sankede de sig i smaa eller store Flokke paa Udhustagene eller om Taarnet i Kirkebygden, vidste Grøgaardskraaken saa vel, at der var noget paafærde, og at det igjen var en eller anden Stakkar, som var kommet iveien for Lensmandskraaken og skulde plukkes.

For den var nu den viseste og forfarneste og i alle Farer den modigste af alle Kraaker. Det var den og ingen anden, som vidste den eneste rigtige Vei mellem der og Schwartzenland, saa den maatte ribbes, som stod op med en anden Mening.

Men den Vaar, de igjen kom fra Schwartzenland, fik Grøgaardskraaken Besøg af en af de ældste tilvoksne Børnene sine. Den klagede sig saa bitterlig over, at den ikke kunde komme frem i Verden.

I alt, hvad en Kraake skulde kunne var den flinkere end andre ved alle Prøver. To Gange havde den spaad Veiret, og det havde vist sig, at Lensmandskraaken havde valgt en gal Faredag. Og ikke saameget som til en af de smaa Taarnvægterbestillingerne i Bygden slap den frem.

Nu, de skulde besætte en Post i Udkigstroppen, havde Lensmandskraaken været ude og ladet et Ord falde om, at man ikke noksom kunde sikkre Samfundsbevogtningen mod løse og altfor livlige Hoder. Der maatte tages sikkre og paalidelige Karakterer.

Saa Udsigterne blev stængte der ogsaa.

Men Grøgaardskraaken sad bare og blunkede stille og hørte.

Og saa gav den Ungen det Raad, som nok skulde hjælpe den frem.

Den skulde paa næste Søndag flyve hen i Furumarken, hvor Lensmandskraaken havde Redet, og be saa pent om at faa Lov til at ta en af de Fjær, som den havde fældet, og sige, at der var mere Visdom i den ene Fjæren end i alle de andre Kraaker tilsammen, og at han vilde raadspørge den paa Udkigen, om hvordan Vinden blaaste.

Og saaledes gik det til, at Grøgaardskraakens Søn paa Thinget med engang blev ansat som øverste Udkigs- og Speiderkraake.

Men den ny Vagtmand var ude og færdedes baade sent og tidlig og bragte Meldinger gjennem Taage og Dise saa langt fra, at alle forundrede sig.

Der blev et Kra-kra og en Forsamling af nysgjerrige som foran et Posthus, hvergang den kom med de nyeste Nyheder og Beretninger.

Men nu satte Lensmandskraaken sig til at fundere og studere oppe i Furuen sin paa, hvad den havde gjort. Den grov og pilkede og trak sig i Fjærene med Næbbet og kradsede sig i Nakken med Kloen og grundede.

Den hakked i Barken, saa Grenen ristede. Nu angrede den snart, at den havde bragt den slig op i Anseelse og rost den.

Naar Vagtmanden nu kom med sine Meldinger, rystede den betænkt paa Hodet, saa alle skjønte, den ikke rigtig turde lide paa den. Den kraede paa en anden og fløi uden at høre den tilende.

Men til en af dem, som sad i Tremandsraadet i Kraakelunden, betroede den sine Tvil, om den ny Vagtkraaken ikke saa for langt. Forfængelige Aander var ikke bra at ha i praktiske Betjeninger. Og det turde maaske være rigtigst, om man undlod at anvende den mere paa de betroede fjerne Udkigsposter.

Men det, som Lensmandskraaken havde ymtet om, hviskedes overalt, hvor to og tre sad sammen paa Stubben.

De veiede med Kroppene og satte Næbbet ret iveiret og hoppede op og flyttede sig om hverandre for at høre. Alle var de enige om, at den Ophøielse og store Ros, som var blevet Grøgaardskraakens Søn tildel, kunde trænge til lidt Paatale.

Flokkene hobede sig sammen tættere og tættere i Forargelsen.

Og der blev en almindelig Fryd over Tuer og Tage, da den saa en Dag virkelig blev kaldt tilbage fra Udkigstjenesten og ansat i en ringe Post lige inde ved Kirken bare som Taarnvægter.

Der kunde den faa bruge Øinene sine saa langt, den bare aarkede.

Men Grøgaardskraaken veiede og rystede paa Hodet og grundede og saa ned i Marken som efter en Orm. Saa la hun Hodet lunt paaskakke:

«Ros Lensmandskraaken flitteligen,» sa hun, «skrig op om den fra Kirketaarnet og pluk Affaldsfjær, og vær taalmodig, saa kan Du tilslut bli Konge af Polen.»

Men slig var nu ikke den unge tilsinds.

Og, medens den sad der paa Taarntaget og sled som Bygdevægter med Kløerne i Jerndækket og altid maatte hoppe efter nyt Fæste, havde den Tid til at grunde ud baade et og andet.

Og paa næste Thing fløi den unge Kraaken med engang midt ind i Kredsen lige foran Næbbene paa alle de ældste.

Den havde en Nyhed at forkynde saa stor, saa den ikke havde været større, siden Bygden blev til.

Saalænge havde den set paa Træerne, de mærkede ud, og Maalene, Bygmesteren tog oppe i Taarnet, at den var blet sikker paa, at Kirken skulde nedrives og Kraakelunden omhugges for at bygge en ny.

Og nu gjaldt det om at sørge for alle de gamle Rederne.

De ældste Kraaker klemte i Forfærdelse Kloen fast i Barken og hæsede med Næbbet, de unge kraed og skreg om hverandre.

Da aabnede Lensmandskraaken langsomt Næbbet, og alt blev tyst og stille:

De maatte huske og betænke, at Dansen i Kraakelunden havde gaat gjennem alle Forrædrenes Tider i hundreder og hundreder Aar.

Den keg besindig op mod Taarnet og sa, at efter dens uforgribelige Formening kunde Flokken være tryg endnu mindst i hundrede og femti eller seksti Aar. Siden kunde man jo ikke vide det saa sikkert. Men man maatte vel vogte sig for løse og uansvarlige Individer, som fo’r med Paafund og Opviglerier. Nyhedsmagere, som ophidsede og satte Uro, skulde dømmes i Raadet og straffes.

Saa hævede den Kroppen og kradsede sig med Kloen i Bagfjærene, for at faa Kjolesnipperne i Orden, slog saa langsomt med Vingerne og fløi bort.

Da var det bare saavidt, at den unge Kraake slap med Livet. Havde ikke Thingfreden været, var den blet hakket ihjel paa Stedet.

Afsat blev den ogsaa fra Taarnvægtertjenesten.

Og paa Flytfærden sydover blev den stødt i Bagtroppen og baade foragtet og ilde hugget.

Men, da de igjen kom fra Schwartzenland, begyndte Lensmandskraaken at kredse og kredse, og, da den øvrige Hær saa det, gjorde den det samme. De saa hverken Spir eller Fløi eller Taarn, og Kraakelunden med alle Rederne var bare en Stubbemark.

Da blev der et Kra, kra og en Flugt rundt i Ring, saa det suste, om den gamle Tomten.

Og efter dette sad Lensmandskraaken i Furuen sin og pilkede sig i Fjærene om Dagene og gløttede paa, hvorledes de sankede sig nede paa Stubbemarken om Ungkraaken.

Der dukkede de Hoderne sammen bag Tuer og Grøfter, saa en bare saa Stjerten, og gik og svandsede vigtig med Snibelen og hoppede sidelænds paa Rad, naar Ungkraaken flyttede sig.

Det var ikke godt, at den unge Kraaken gik der og trak Hoben efter sig, tænkte den. Bedst at skaffe den afveien paa noget Vis.

Saa sørgede den for, at den fik Ansættelse i Forpostkjæden som Vedet mod Jægerne i den store Majorskogen.

Hvergang de jagede opover Skogaasen og Myrerne, og Hundene halsede, var det den, som blev betroet at rapportere. Og den maatte saa nær, at den kjendte Haglene krille sig i Fjærene.

Men jo bedre den rapporterte, des mere blev den brugt, og des nærmere maatte den Bøssepiberne.

Og en Dag gik det ikke bedre end, at Ungkraaken vingeskudt og dalende søgte op i Grøgaardsaasen.

Da skjønte Grøgaardskraaken, hvordan den var stedt, og at dette vilde blive dens visse Død.

Var den vingeskudt nu, saa var der nok den, som vilde sørge for at den kom saa nær, at Haglene ramte Brystet næste Gang.

Det var kanske paatide, den rørte lidt paa sig, mente den.

Og ikke fik Lensmandskraaken Hodet op af Vingen fra Natteblunden næste Morgen og Øinene saavidt vaake, før den saa Grøgaardskraaken i Furuen lige over for sig.

Den trode først, det var en Synsvildelse af, at den havde set lige imod Solrendingen.

Men, sad der, gjorde den, med Hodet paaskakke og blunkede og keg med det ene Øie, den havde.

Den saa saa underlig godslig og fornøielig ud.

Lensmandskraaken holdt op at pudse sig. Den tog fat med Kløerne og vendte sig og hæsede op med Næbbet, og Nakkefjærene strittede. Den var ikke tryg paa, at den anden ikke havde den til Nar.

Kra, kra, hilste Grøgaardskraaken.

Men den anden snudde sig og vendte Stjerten til.

«Jeg har nu siddet saa mange Aar alene derover i Aasen og ikke havt andet at gjøre end at kige paa Dig og Furuen din,» begyndte den. «Fra tidlig om Morge nen til sent om Kvælden har jeg set og mærket mig alt det vise, Du gjorde til Efterfølgelse, saa jeg syntes, jeg maatte over en Dag og hilse paa Dig og takke for Lærdommen.»

Da snudde Lensmandskraaken sig fort og hilste venskabelig, for den kunde kanske ha set mere end det, som vel var.

«Jeg vilde saa gjerne vide, hvordan Høgen drikker Æggene vore,» sa Grøgaardskraaken. «Om den ved at prikke Hul paa begge Sider, for saa kunde en straks skjelne, om det var Høg eller Kraake, som havde været i Rederne.»

Da gjorde Lensmandskraaken sig meget hellig forbauset. Den skreg, at noget saa utroligt som, at en Kraake skulde røve Kraakeæg og drikke sine Medbrødres Blod, havde den aldrig før hørt i denne Verden.

Men Grøgaardskraaken sad og blunkede polisk med Hodet helt paaskakke og lettede sig bare af og til lidt for at faa bedre Kig over i Redet.

Da blev Lensmandskraaken meget urolig. Hodet og Næbbet stak den ned i Bunden paa Redet og huggede og plukkede og fik saa travlt med at gjøre rent for Morgenen.

Under det grundede og tænkte den paa, hvordan den paa bedste Maade skulde bli Besøget kvit. For den skjønte, at det ikke var for ingenting, den anden kom slig og spurgte om, hvordan en aad Kraakeæg.

Men Grøgaardskraaken blunkede troværdig med Hodet paaskakke og sa, at Lensmandskraaken nok huskede, hvordan den havde dømt den af med Øiet, dengang den havde foreslaat den ny bene Vei, som de nu alle fo’r paa Flyttfærden.

Ja det var nu længe siden og rent glemt, nikkede den. Nu sad den alene deroppe i Aasen og bare keg paa Verden. Men den saa vist saa galt med det ene Øiet sit. For, hvergang det hed, at Høgen var i Rederne deres, saa det livagtig ud for den oppe fra Aasen, som det var en stor Kraake, den lettede sig akkurat her fra Furuen.

Saa begyndte Fjærene at reise sig paa Lensmandskraaken.

Den hoppede med ét op paa Kanten af Redet og rev og kløde sig bag i Hodet.

Nu kom den til at huske noget, skreg den. Og det var, at Grøgaardskraakens Søn, til Løn for dens store Dygtighed og, fordi den var saaret i Tjenesten, idag i Raadet vilde bli udnævnt til Løitnant i Speiderkorpset.

Men Grøgaardskraaken bare sad og lod, som ingenting var.

Saa hvæsede Lensmandskraaken sint og spurgte, om den ikke hørte, det var Kaptein, den sa.

Grøgaardskraaken sad som før. Den lettede sig bare af og til saa lunt for at faa se lidt bedre ind i Redet.

Da kraede Lensmandskraaken saa stygt, at det skurrede og skarrede og hæsede langt nede fra Halsen, om den ikke hørte, at det var Oberst, den sa.

Jo nu hørte Grøgaardskraaken. Den blunkede fornøieligt og takkede for sig.

Da den vel var borte, hoppede Lensmandskraaken, saa det ristede i Grenene og hvæssede Næbbet og huggede i Barken.

Den fløi op i Furutoppen og skreg og kraede saa fælt, at det hørtes over al Skogen.

Men hele Dagen bagefter sad den ganske slunken og stille paa Kanten af Redet og grundede.

Saa fo’r den udover Ugen i Husbesøg.

Naar den hørte, de havde mistet Æg og mente, det var Høgen, som havde tat dem, rystede den fordægtig med Hodet og vendte det svære Næbbet hen mod Grøgaardsaasen og bad dem passe vel paa.

Og til andre ymtede den, at man nok kunde ha sine egne Tanker om, hvorfor Grøgaardskraaken holdt sig saa alene der oppe i Aasen. Den turde ha Grunde til ikke at ha Naboer for nær sig.

Saa begyndte en og anden at veire, at der var underlige Ting i Luften, og sætte sig stille paa Lur.

Af og til løftede de sig høit for at se indover Grøgaardsaasen.

Røveren maatte være en, som var bra huskjendt, undslap det Lensmandskraaken; den vuggede og veiede mere og mere betænkt paa Hodet.

Og flere og flere blev det, som løftede sig og keg indover Grøgaardsaasen.

To og to gik der Kraaker gjemte i Engen, saa en knap kunde se Hoderne, som nikkede og dukkede i Græsset:

Det maatte være en, som var umættelig graadig. Og en, som sad saa høit, at den kunde se over det hele.

Og saa kunde det ikke være nogen anden end –

De snudde sig og nikkede og pikkede op imod Aasen.

Og paa Stubbemarken spadserede de frem og tilbage forbi hverandre og svaiede paa Svandserne og satte Næbbet tilveirs, hvergang de vendte sig og mødtes.

Endelig slap Navnet ud.

Og sortere og mere skrigende flokkede de sig. Der kom Bevis paa Bevis for, at det maatte være Kraake og ikke Høg.

Tilslut trak de frem veritable store Fjær, de havde fundet ved de plyndrede Reder.

Da blev Lensmandskraaken meget betaget og altereret. Den vilde straks forvare Fjæren hos sig selv paa et sikkert Sted.

Men nu skulde der straks tillyses stort Retterthing. Grøgaardskraaken skulde under Standret hugges og plukkes ihjel uden Frist eller Vidneførsel:

For Fjær var Bevis, afgjorde den.

Og indkaldt blev Grøgaardskraaken ved to Stevnevidner i Løvtræ til at møde inden næste Solemærke paa stort Kraakething sør for Majorskogen.

Næste Dag fløi der syv Flokke paa hundrede hver og en i Spidsen indover Skogtoppene.

Lensmandskraaken havde meldt Forfald. Den taalte ikke paa sine gamle Dage at overvære saa stygge Afrettelser.

Nogle seilte paa Vingerne lavt langs Markerne og satte sig af og til og saa paa, hvad Solen led, og brynede hidsig Næbbene. Der skulde ikke bli Stykket eller Beten igjen af Grøgaardskraaken for alle de Æg og Unger, den saa lumskelig havde røvet gjennem Aarene.

Andre skreg og kraede med lange Halser høit oppe fra paa Hævn, saa det sang i Luften.

Endelig kredsede de alle om Lunden sør for Majorskogen for at sætte Thing.

Men der sad Grøgaardskraaken alt paa Stubben. Den saa ud, som ingenting var paafærde, og gløttede lunt op i Veiret, som den undredes paa, hvad de nu vilde komme med.

Dette var for frækt.

Og der blev et Kra, kra, som Himlen skulde rives istykker.

Nedover den suste de forlængs og sidelængs og baglængs og begyndte Plukningen uden Lov og Dom, Fjær efter Fjær.

Det var for Æggene, hakkede de, og det var for Ungerne, og det for dens Falskhed, og det for dens Lumskhed.

Og Pluk i Pluk gik det i Fjær og Kjød.

De trængtes, saa de laa og væltede og flagsede i store Hobe over hverandre og hug iblinde.

Med ét slog Grøgaardskraaken ud med de tynde Vingefjærene, den havde igjen.

Den havde et lidet Ord at sige, før den døde, erklærede den.

Og saa syntes Hoben, det øgede Straffen, om det trak lidt ud.

Nysgjerrige blev de ogsaa, og gjerne vilde de ha at fortælle hjemme, hvad den kraede paa sit sidste.

Saa nedlod de sig truende og tyst i Kreds paa Marken og Stubbene rundt om den, Næb og Hoder saa tæt, en bare saa.

Men Grøgaardskraaken sad saa naken, den var, og blunkede og sigtede paa dem:

Nu havde den holdt til der i Aasen og grundet og grublet i mangfoldige Aar, og det var sikkert, at Kraakerne var de viseste af alle Fugle.

Men ét kunde den ikke begribe. Og det var, at de i deres Visdom ikke havde lagt Mærke til, at hvergang de blev sendt tilthings, huserede Røveren hjemme i Rederne deres.

Da saa de paa hverandre.

Med ét kraede og fløi de op alle med engang, saa Himmelen blev svart, og det brusede som et Veir af alle Vingerne.

Og hjemover suste de som Skygger i Luften med Næbbet og Stjerten strakt og Fødderne flade under sig.

Men der var et Syn.

Rede paa Rede tømt og rensket, saa Skallene laa der, og Æggehviden randt.

Og af Ungerne bare Smaadun igjen.

Flere og flere fandt de plyndret.

Men dybt inde i Baglunden kom de over sjelve Lensmandskraaken endnu i bedste Smausen paa Randen af et Rede.

Den drak og mæskede sig med Ægget helt over Næbbet, saa den ikke kunde se.

Men, inden den fik gløttet op, var den hakket og plukket og revet og ribbet, saa Fjærene føg imellem dem.

Og fandtes der ingen Lensmandskraake i Bygden mere.

Men samme Kvæld stimede de alle op i Aasen til Grøgaardskraaken.

Nu vilde de vælge Sønnen dens til Anfører.

Grøgaardskraaken dreiede paa den afpillede og plukkede Halsen og takkede. Det ene Øiet blev saa blinkende blankt.

Den maatte rent forundre sig, sa den, over, hvordan de havde vidst at gjennemskue Lensmandskraaken.

Javist var Kraakerne de viseste af alle Fugle.

Saa blev der et Kra, kra og Udnævnelsesfest med stort Skrig og Dans i Kraakelunden.

Men Grøgaardskraaken sad med det ene Øiet sit og keg til og pudsede og pyntede paa de faa Fjærene, den havde igjen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.