Vest i Blaafjeldet

Der var engang en Gaardmandssøn, som skulde hen paa Moen og eksersere.

Han var tat til Trommeslager, og Veien did la han tvertover Fjeldmarken. Der kunde han frit øve sig og ta Hvirvlen op igjen og op igjen uden at Folk lo og Smaagutterne hang efter ham som Bikjer fra alle Gaardene.

Hvergang han kom forbi en Sæter, slog han Tappenstregen for at faa Jenterne frem, saa de stod og hang og glante efter ham ved alle Gjærderne.

Det var midt i den allervarmeste Sommertid. Han havde øvet og trommet fra tidlig om Morgenen, til han var blet baade træt og lei af det. Og nu, han gik opefter en brat Bjerkeli, havde han kastet Trommen paa Ryggen og sat Stikkerne i Bandolæret.

Solen brændte og stegte i Bakken; men der stod som en Svalning af Fossen, som sprutede og susede. Hele Veien yrrede det af Blaabær paa Tuerne, saa han maatte bukke sig og plukke alt i ét, og det gik sent opover.

Saa kom han op i et Bergheld, hvor der stod høit Ormegræs og Bjerkebusker.

Det blev saa godt og skyggesvalt, syntes han, og saa kunde han ikke la være at ta’ en Lur.

Trommen tog han af sig, Trøien la han under Hodet, Huen over Ansigtet, og saa til at sove.

Men, som han blundede, drømte han, at nogen kildrede ham under Næsen med et Straa, saa han ikke fik Fred.

Og, idetsamme han vaagnede, syntes han, det kniste og lo.

Da havde Solen alt begyndt at lægge Skygge og staa paa skraa, og langt nedenfor mod Dalen laa Varmedisen, og drog og spandt Røgen sig ørfint henover.

Som han tog efter Trøien, saa han en Orm, som laa og blikkede paa ham med slige rappe, gløgge Øine.

Men, da han kastede en Sten efter den, bed den sig i Halen og trindsede væk som et Hjul.

Igjen ligesom fniste og knistrede det borte i Buskene.

Saa vilde han ta Trommen paa og fare videre. Men da var begge Trommestikkerne væk fra Bandolæret.

Han til at lede og lede.

Og altid ligesom kniste og fniste det.

Nu hørte han det mellem nogle Bjerketrær, som stod med slig underlig Sol over sig af, at det regnede og støvrøg fra Fossen. Det glinsede og blinkede i Draaberne, saa han ikke rigtig kunde se.

Men det var, som noget rørte sig der.

Og han vilde gi Livet paa, at han skimtede i en lys, fin, rank Jente, som lo og gjorde Skøi med ham. Hun keg under Haanden for Solen og havde opbrættede Ærmer.

Lidt efter kom der et mørkeblaat Skjørt frem ovenfor i Kratskogen.

Og straks var han efter.

Han sprang og sprang og holdt paa at opgi det. Men saa glittrede Livstykket og Skulderen mellem en Aabning i Løvet.

Og ivei bar det igjen alt, han aarkede, helt til han begyndte at tro, at det maatte vel være Hovedørske alligevel.

Da saa han hende lige i Kanten af Grønningen. Haaret var revet ud af, at hun havde fløiet saa gjennem Buskerne.

Hun stansede og saa sig tilbage, som hun var svært forskrækket.

Men Gutten tænkte, at, havde hun rendt med Trommestikkerne hans, saa skulde hun da faa betale det.

Og løb gjorde de, hun foran og han efter.

Af og til vendte hun sig og lo og ærtede og gjorde Kast og Vrik paa sig, saa det saa ud, som det lange, side Haar slog og slængte og vred sig som en Haledusk.

Tilslut vendte hun sig i Bakken, skrattede og hev Trommestikkerne til ham.

Men nu vilde han fange hende.

Han var saa nær, at han greb og greb, og just, som han skulde faa Tag i hende ved et Gjærde, var hun over, og han tumled efter ind paa et Sætertun.

Der raabte og skreg hun op til Stuen:

«Randi og Brandi og Gyri og Gunna!»

Og ud kom fire Jenter farende nedover Volden.

Men den sidste, som havde fin rødagtig Let og svært guldrødt Haar, stansede og hilste saa undselig med nedslagne Øine, som hun var rent lei over, at de drev slig Jøn og Flokseri med Fremmedkaren.

Hun stod haandfalden og uvis, stakkar, som et Barn, om hun turde sige noget; men flyttede sig alt nærmere og nærmere til ham. Da slog hun op de blaa Øinene saa nær til hans, at Haaret rørte ind paa ham.

Men forfærdelig hvas var hun i Blikket.

«Kom heller med mig, saa skal Du faa danse, eller er Du træt, Gut,» ropte en Jente med blaasvart Haar og vild, mørk Brand i Øinene og trippede og klaskede i Hænderne. Hun havde hvite Tænder og varm Pust og vilde drage afsted med ham.

«Bind op bag Dig først, Svarte-Gyri!» fniste de til hende.

Og straks slap hun Gutten og snudde og dreiede sig og gik saa underlig baglænds.

Han kunde ikke la være at gløtte hen paa den svarte Jenten, som stod og snudde og dreiede sig saa forlegen, som hun gjemte noget bag sig og med ét var blet saa spag.

Men den fine lyse med det ranke, smale Liv, som havde faret slig foran ham, og som han syntes, var den vakkreste af dem alle, begyndte igjen at le og ærte ham.

Ikke skulde han naa hende, jønte og gjækkede hun, hvor længe han saa løb, og ikke skulde han finde Trommestikkerne sine igjen.

Men saa slog hun om og hev sig overende og begyndte at graate.

Hun havde fulgt Trommen hans hele Dagen. Og aldrig havde hun hørt nogen Kar slaa slig Hvirvel. Heller aldrig havde hun set en Gut, som var saa vakker, naar han sov. «Da kyssede jeg Dig,» sa hun og smilte sørgmodig op til ham.

«Agte Dig for Ormungen, at den ikke hugger, Svend! Den er værst, naar den leker slig,» hviskede den undselige med det guldrøde Haar. Hun vilde saa stille liste sig mellem dem.

Svend kom med ét til at huske paa Ormen, fin og smal og myg og spillende som Jenten laa der paa Bakken og graat og gjorde Skøi paa engang og blikkede underlig gløg og rapt.

Men en duknakket, lidt ulenkelig en stak Hodet braat til og smilte forborgent til ham, som hun vidste og kunde sige ham saa meget. Øinene lyste langt ind, og over Ansigtet gik der et gulblegt Skjær, som naar den allersidste Sol drager sig opefter Liden.

«Hos mig skal Du faa høre Langeleiken slig, som endnu ingen har hørt den,» sa hun. «Jeg skal spille for Dig, og Du skal faa lytte til ukjendte Ting, alt som synger og ler og graater i Roden af Træ og Fjed og al Vækst, saa Du aldrig vil bry Dig om noget andet i Verden.»

Da haanlo det.

Og oppe paa en Sten saa han en høi, storbygget Jente, med Guldbaand i Haaret og violet Stak.

Hun løftede en Lur med slige vakkre, kraftige Arme, kneiste saa stolt og staut med Nakken og stod saa bred og fast i Hoften, medens hun blaaste.

Og det tonte saa langt og vide i Sommerkvælden og sang tilbake bortover i Bakkerne.

Men hun, den vakkreste lyse fine, som havde kastet sig ned paa Volden, stak Fingrene i Ørene og jepede efter hende og ærtede og lo.

Saa keg hun med ét blaat opigjennem det askegule Haaret og hviskede:

«Vil Du ha mig Svend, saa reis mig op.»

Hun tog ganske fast og stærkt i Haanden, syntes Svend, for et lindt Kvindfolk at være.

«Om Du kan ta mig,» ropte hun.

Og opover til Stuen fo’r de, hun først og han efter.

Hun stansede og strakte sig med begge Hænder i Hofterne og saa ham ind i Øinene. «Liker Du mig?» spurgte hun.

Svend kunde ikke sige nei til det. Nu havde han da naad hende og vilde ta om hende.

«Det er saameget Du hører paa, Far,» tog hun med engang i og raabte, «han Svend vil fæste mig!»

Og hun trak ham hastig hen til Stuedøren.

Der sad en liden graaklædt gammel Kal med Kollue og gløttede paa Buskapen oppe i Aasen. Han havde et stort Sølvkrus foran sig.

«Det er vel Gaarden vest i Blaabjerget, han gaar efter han ogsaa?» nikkede Gubben ful i Øinene.

«Haa, haa, bar det den Veien!» tænkte Svend. Men høit sa han:

«Det er et stort Tilbud, men saa kommer det noget braat. Nede i vor Bygd er det nu Skikken at sende to Friersmænd for sig først i det Ombud.»

«Her er de to, Du sendte for Dig,» tog hun rapt i og la frem begge Trommestikkerne hans.

«Og saa bruger vi hos os at se lidt paa Gaarden først, for Jenten er nu gjild nok og mere end det,» mente han.

Da blev hun saa smaa og stikkende i Øinene, og det blikstrede og lyste grønt i dem:

«Har Du ikke gaat efter mig i hele Dag og fæstet mig her lige ud paa Tunet, saa Far min baade saa og hørte det,» ropte hun.

«Vakkre Jenter pleier at gi lidt Taal,» jønte Svend, han skjønte han fik være fin, og her var ikke bare Elsken.

Da krummede hun ligesom Kroppen bagover og skjød Hodet og Halsen frem og Øinene lyste.

Men Kallen løftede Stokken ud fra Knæet, og saa stod hun der like blid og lekende igjen.

Hun strakte sig høi og stram med Hænderne ved Sølvbeltet og lo ham ind i Øinene og spurgte, om han var af de Karerne, som var ræd for Kvindfolk. Det turde nok hænde, han fik løbe sig sved nok engang, om han vilde ta hende.

Saa tripped hun og bøiede sig og vilde ærte ham efter sig igjen.

Men alt i ét saa han bag hende paa Volden ligesom Skyggen af noget, som buskede og duskede og slog Sving og vred Krumninger eftersom hun gjorde sig lækker.

Det maatte være lang og rar Flette det, undredes Trommeslageren. De var rappe til at ville faa Klaven paa ham; men ikke skulde de faa ham til Gifte og Bryllup saa fort som til Eksersits.

Og saa sa han braat, at han var kommet hid for at faa igjen Trommestikkerne sine og ikke for at fri. Og Tak skulde de ha nu, han havde faat dem.

«Du faar se Dig lidt om først, Svend,» mente Kallen og pegte med Stokken.

Med ét saa han, der græssede store brandrøde Kjør opefter alle Liderne i Aasen, og Kobjelderne hørtes i hverandre som Klokkespil. Spand og Kar skinnede af blankeste Kobber, og aldrig havde han heller set Jenter saa fint og staselig klædte. Saa her maatte være stor Rigdom.

«Du tænker kanske, det er en liden Fillegaard, jeg har vest i Blaafjeldet,» sa hun og satte sig til at prate paa Høsaaten. «Men der er fire slige Sætre som denne. Og Morsarven min er tolv Gange saa stor.»

Men Trommeslageren havde set det, han havde set. De var svært forlegne her for at sætte Gaard paa ham.

Og saa mente han, at til en saa vigtig Gjerning fik han først betænke sig.

Saa tog Jenten til at graate og bære sig og spurgte, om han mente, det gik an at narre et uskyldigt Blod, som ingenting vidste, og forfølge og jage hende rent fra Vettet. Og som hun nu havde sat al sin Hu og Tanke til ham, tudede hun.

Hun sad saa rent utrøstelig og vuggede sig med Haaret foran Ansigtet, saa Trommeslageren rent begyndte at synes Synd i hende og næsten angre sig. Hun var vist oprigtig og godtroende alligevel.

Med ét vred hun sig rundt og kastede og rullede sig i Kaadhed fra Høsaaten. Øinene speidede og forskede smaa og stikkende op paa ham og lo og gjækkede.

Han kvap til. Det var igjen akkurat, som han saa Ormen under Bjerketræet dernede, da den trindsede rundt.

Og nu vilde han plent afsted; han brød sig ikke længere med at sige Tak for sig.

Da røg hun op, saa det hvislede. Hun glemte sig, og en lang Rove hang og buskede sig nedenfor Stakken.

Ikke slap han fra hende paa det Vis, skreg hun. Han skulde da først faa kjende Bygdetugten og Bygdemeningen fra Grænd til Grænd.

Og saa ropte hun paa Far sin.

Da kjendte Trommeslageren et Tag i Trøien, saa han lettedes og løftedes.

Ind blev han slængt i et tomt Fjøsrum og Døren stængt.

Der stod han og havde ingenting andet at se paa end en Gjedebuk foran Dørsprækken, som var saa rar gul i Øinene og lignede Kallen, og saa Solstrimen fra Gluggen, som drog og drog sig op efter de tomme Baasene, helt til det blev sen Kvæld, og den sluknede.

Men ud paa Natten sa det sagte «Svend, Svend!» udenfor. Og i Maaneskinnet saa han, det skyggede i Gluggen.

«Hys, hys, Kallen sover paa den anden Side af Væggen,» lød det.

Han hørte paa Røsten, at det var hende, den guldrøde, som havde tét sig saa pent og undselig straks, han kom idag.

«Sig bare, Du véd, at hun Ormaug har havt Fæstemand før, havde hun saa sandt havt Medgift. Den er min, maa Du vide, Gaarden vest i Blaafjeldet. Og svar Kallen, at det var mig, hun Brandi, Du fo’r tilgaards efter.

Hys hys, der kommer Gamlen,» hviskede hun og smat væk.

Men i Maanelyset i Gluggen skyggede det igjen, og den duknakkede stak Hodet langt ind og keg.

«Svend, Svend, er Du vaagen?

Hun Ormaug vil sætte Dig ud for Bygdesnakket. Hun er ond og stinger. Men Gaarden vest i Blaafjeldet, den er min den, og naar jeg spiller der, gaar Portene op under Fjeldet til did, hvor Kræfterne ligger navnløse. Sig bare, det var mig, hun Randi, Du fo’r efter, for hun spiller saa vent paa Langeleik.

Hys, hys, Gamlen tusler ved Væggen.» Hun vinkede og var væk.

Lidt efter mørknede Gluggen næsten helt, og han kjendte den svarte paa Røsten.

«Svend, Svend,» hviskede det.

«Jeg maatte binde op Stakken min idag, saa vi fik ikke gaa Hallingen sammen paa Volden. Men Gaarden i Blaafjeldet, den er min rette Odel. Og sig til Kallen, at det var hun galne Gyri, Du fo’r tilgaards efter, for Du er saa rivendes glad i at danse Springer og Halling.»

Hun kom til at klaske i Hænderne, saa hun blev ræd, hun havde vækket Gamlen.

Og borte var hun.

Men Gutten sad derinde og spekulerede og saa op paa den tynde, blege Sommermaanen. Han syntes, han var kommet ud for det værste i Verden.

Stundimellem hørte han, det rørte sig og skurede og fnystrede ude ved Væggen af Gammelkallen, som laa der og passede paa ham.

«Du Svend,» sa det igjen ved Gluggen.

Det var hende, som stod paa Stenen saa fast i Hofterne og stor i Røsten.

«I tre hundrede Aar har jeg blaast paa Langeluren i Sommerkvældene fjernt og vide; men aldrig har den rukket did vest til Blaafjeldet.

Og det skal Du vide, at gaardløse er vi alle, og alt det, Du ser, er bare Skin og Kraakesølv. Mange er blet narret og lokket hid gjennem Tiderne. Men ikke under jeg de andre Jenterne Gifte før mig. Og hellere end, at nogen af dem skal faa Dig, vil jeg fri Dig ud af Fjeldet.

Med det samme, Solen rinder og stikker, blir Gamlen ræd og tyr ind i Krogen sin. Agt da paa. Skyv vrangt paa Lemmen til Høloftet og skynd Dig at komme udenfor Gjærdet, saa er Du fri af vor Magt.»

Det Raad var Trommeslageren ikke sen til at følge.

Ud smøg han sig med det samme Solen stak, og et ordentlig Hop gjorde han over Skigarden.

Før han vidste Ordet af, stod han igjen helt nede i Liden.

Og langt, langt borte mod Solrendingen i Fjeldene hørte han Luren hendes.

Trommen kastede han paa Ryggen, og afsted til Eksersitsen paa Moen drog han.

Men aldrig skulde han slaa Hvirvelen og tromme for Jenterne mere – for da kunde han komme vest i Blaafjeldet, før han tænkte det.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.