Trold I

av Jonas Lie

Vombatten i en snever Vending

Uden Vombatten skete ingenting i hans By.

Og det var ikke at undres over. For Vombatternes Fædre og Forfædre havde levet i Rigdom og Anseelse der, saalænge Stedet havde staat.

Og endnu langt længere tilbage havde de eiet Grunden der om Fjorden, hvor Byen senere blev bygget.

Da hed Hovedgaarden endnu Vombotten, som siden blev til Familienavnet Vombatten.

Og Vombatterne havde mærkelige Ting at fremvise fra deres tidligste Herkomst.

Særlig et ældgammelt udskaaret blommet Skab, som var nedarvet i umindelige Tider, Led efter Led.

Paa Skabdøren saas et Ansigt, som skulde være det første Familieportræt. Malingen var næsten afslidt; men endnu skjelede de to sorte stive Prikker, som var Øinene, storagtig ned paa den svære, høit opbaarne Næse.

Som den Kar skatterede sig selv, kunde det ikke været nogen ringe Størrelse.

At man her havde den oprindelige Næse for sig, skulde ingen, som vilde sammenligne, tvile paa den Dag i Dag.

Led for Led og Slægt efter Slægt havde de gaat og set paa den Træmanden i Skabdøren.

Derfor havde den bevaret sig gjennem Tiderne og var blet til den store Familiens, og man kunde gjerne sige, Byens Næse, som nu sad paa dens første Mand.

Om den Næsen havde Generationer bølget og brudt sig, som mod en Sjøbodstolpe. Den havde altid pegt ud Retningen.

Den Næsen kunde ingen komme forbi, den var ude baade sent og tidlig og snusede.

Naar Folk kom paa Bryggen, forhørte han altid efter, hvad de havde at gjøre i Byen.

Det nyttede ikke at fortælle Vombatten noget, som han ikke vidste før; han bare mysede. Alt muligt havde han hørt og set og veiret for længe siden.

En og anden kunde vel ha en Idé, som Byen kunde slaa sig op paa. Men til Vombatten maatte de først med det.

Det var og blev nu ham, som sa, hvor Flagstangen skulde staa.

Saa udfandt en af Borgerne, at det vilde være saare fornuftigt at gjøre Byen til et Badested, nær og bekvemt, som den laa til Sjøen.

Og alle blev de grebne af Tanken og vilde ta Aktier. Det var rent til at slaa Kapital af, mente de.

Men Vombatten bare mysede og gren og satte Næsen ret ud. Ikke sa han et Ord.

Da begyndte de at tvile.

Kanske var Vandet ikke salt nok eller kanske altfor salt. Eller Byen for udsat for Vinden. Eller Bølgeslaget for svagt, eller kanske Strømmen for stærk. Eller der var noget ved Grunden, kanske Tangen eller Tarren, eller formeget farligt Sjøgræs, som kunde sno sig om Benene paa de badende.

Det var ikke godt at vide, hvori det stak, tænkte de; men, naar Vombatten kun saadan smilte af Sagen, saa –

I den By klædte de sig og søgte at gaa ligesom han med slentrende Skridt, den ene Haand paa Ryggen og se lige frem. Saa fra Dampskibet saa det ud, som der drev bare smaa og store Vombattener paa Bryggen.

Men stadig passerede der flere reisende gjennem Byen for at besøge og bese de smukke Dalfører indenfor, og i Sommertiden vrimlede der en spraglet Strøm af fremmede fra alle Lande.

Reisende kom og reisende fo’r.

I Mangel af et tidsmæssigt Herberge opholdt de sig der blot saalænge, til de fik bestilt Skyds. Saa sveipede de afsted.

Da begyndte endel Borgere med megen Hede at motionere og agitere for, at man skulde slutte sig sammen og faa opført et større modernt indrettet Hotel, der kunde trække de reisende til Stedet.

Men Vombatten trak paa Næsen saa tit, Sagen kom paa Tale, og snudde sig og gik. Ansigtet var som Træ saa urørligt, og den store, urokkelige Næse med det skraasikkre Drag under bare ligesom smilte det væk. Tænkte de, han tog feil, kunde de helst gaa hjem og lægge sig.

Og de fik den største og ærbødigste Respekt.

Mon han syntes, denne Fremmedtrafik var en for løs og usikker Næring at bygge paa og lægge Kapital i, undredes de? Kanske den afhang for meget av Vind og Veir. Havde det endda været Sild istedetfor nogle nysgjerrige lystreisende, som kunde ha sine Kapricer iaar og andre næste Aar, mente han vel.

Og, da der saa bagefter blev stærk Tale om ialfald at subskribere til et Fjorddampskib, som kunde fragte de reisende indover, vandrede han bare paa sin Planke nede ved Bryggen med Haanden paa Ryggen og Næsen ret ud som et Bougspryd.

Vombatten veirede sit, tænkte de.

Mon han mente, at Fjorden afgav en for kort og risikabel Rute. Eller trode han, dette bare var en overgaaende Fremmedrus. Eller at Turisterne heller tog Landeveien.

Men de fremmede spurgte ikke om Lov til at ta Veien over Byen til Fjorden og den vakkre Egn indenfor.

Og saa lod Borgerne dem gaa og komme, som de betalte sig frem.

Saa hændte det, at der stod en reisende i Gaden, og, da han saa Vombatten, tænkte han, at Manden med den store Næsen maatte kunne sige ham, hvor Veien gik ned til Bryggen.

«Hei, min Mand,» raabte han og vinkede.

Men der tog Personen feil.

Vombatten var ikke hei, min Mand. Og saa mysede han fornemt og strøg forbi.

Men, da han senere med Posten fik Hovedstadens illustrerede Avis, saa han selvsamme Mand afbildet i Skottehue og simpel Turistdragt og læste, at det var Prinsen, som den Dag var passeret inkognito gjennem hans By.

Næsen sænkede sig længere og længere ned over Hagen, og han følte sig usigelig ilde ved det Misgreb, her var begaaet.

Den hele Eftermiddag gik han alene i sin Have. Tanken paa den ulyksalige Hændelse nagede ham og vilde ikke forlade ham.

Hvergang der siden taltes eller berettedes om, at en eller anden Storhed færdedes inkognito paa Reiser i Landet, berørte det ham høist pinligt, og, naar han saa afbrød og mørk indesluttet fortsatte sin Gang, var det, som han hørte: Hei, min Mand! hei, min Mand! indtil han endelig ved et Suk lettede sig fra sine Tanker, rettede sig og saa sig om. Holdningen blev dobbelt strunk og Næsen pegte høit.

Naar han kom hjem, førte hans Trang ham med en vis Fart til Speilet over Konsolen.

Der besaa han kritisk sin Person med Hatten paa, Hodet i Stilling, saa Næsen fortonede sig i dens mest imponerende Urokkelighed.

Som oftest forlod han det nogenlunde indvendig gjenopreist, om end haabløs, forsaavidt det gjaldt om at begribe eller forklare sig Feiltagelsen.

Denne fortvilede Hilsehistorie var hans sorte Punkt.

En Dag saa han af Aviserne, at en Fyrste af ikke mindre end Parma, Piacenza og Guastella færdedes i strengeste Inkognito i Landet, og at hans Rute vilde berøre Stedet.

Det sidste gjorde ham vaagen, og han sørgede vel for, at hans Vei i den risikable Tid ikke paa noget Vis kom til at krydse Turisternes.

Men, som han en Dag gik sin vanlige Eftermiddagstur ned paa Pakboden for at tilse Folkene, laa et af Dampskibene og kogte og suste og manøvrerede med Skovlerne for at faa lagt ind til Bryggen.

Fra Boden saa han skraat ned paa Dækket og hilste til sin Ven, Chefen, paa Kommandobrettet.

Der stod Passagererne med sine Haandkufferter og Pakkenelliker og ventede paa at Toldvæsenet skulde komme ombord og faa avgjort sine Visitationer, og Landgangsbryggen blive lagt.

Vombattens overskuende Blik blev mere og mere hængende ved en olivenbrun, sortskjægget ung Mand, som stod ved Faldrebstrappen tydelig utaalmodig efter at komme iland.

Han saa med et eneste Øiekast, at dette var noget særlig sydlandsk. Af hans store Haandkuffert vistes blot den ene Side, som var stærk luksuriøst messingbeslaat.

Der steg som Lynet en Mistanke.

Han mønstrede ham skarpt, og, da han derpaa betydningsfuldt nikkede over til Chefen, forekom det ham, som denne midt i sin Travlhed svarede med et kort, mystisk Plir.

Men aldeles klar blev Sagen, da han paa Kuffertens midterste Messingplade tydeligen læste «Parma» med store graverede Sving om.

Fyrsten af Parma, Piacenza og Gustella, stod der præget i hans Hukommelse.

Hans Næse gjorde et pludseligt Kast iveiret. Her var Anledningen til at gjenopreise sig, saa Vombatten blev Vombatten alligevel.

Han knappede Frakken tæt og beslutsomt. Byen burde repræsenteres.

Som en Pil fløi Budet hjem efter hans Vogn, og Tjeneren blev paalagt at nøde den fremmede op i den, saasnart han steg over Landgangsbryggen.

Selv hastede han op til Hotellet og fik slaat Allarm.

Alt maatte i en Ruf gjøres festlig istand til at modtage den fremmede Fyrste, saa Byen ikke fik nogen Skam af det.

Og, medens Dampskibet laa der og signaliserede og manøvrerede og fortoldede, blev der et Rend.

En sprang ned til Bryggen og Fartøierne efter Flag. En fo’r til Enkemadame Andersen, som havde Blomsterpotter og Bladplanter tilleie for festlige Anledninger. Og en til Klubben efter de to Buster.

Selv gik Vombatten allerede i hvidt Slips og med Handsker i Haanden op og ned paa Gangen og stansede og rettede sig og gjentog de faa fyndige Ord, hvormed han paa engelsk vilde hilse velkommen fra Trappen, – hans fyrstelige Høihed forstod naturligvis de forskjellige Verdenssprog, – og forsikkre den ophøiede Personlighed om, at hans Inkognito omhyggelig skulde blive bevaret.

Da Vognen stansede foran Trappen, havde der alt samlet sig en hel Stimmel af Mennesker, Herrer og Damer i lyse Sommertoiletter, for at se den fremmede italienske Fyrste.

Som han steg ud, vilde han i sit dybe Inkognito selv ta sin Kuffert, – den turde maaske ogsaa gjemme Dyrebarheder, – men forhindredes af Hotellets Tjener, som øieblikkelig bemægtigede sig den.

Fyrsten syntes noget anstrengt at søge at forstaa de Ord, Vombatten henvendte til ham; men nikkede og smilte og yttrede et Par bifaldende Ord, vistnok paa italiensk.

Vombatten slog nu ud med Haanden og viste ham foran sig op ad Trappen.

Fyrstens italienske Fløielsjakke saavelsom Permissioner og tykke Sko viste tydelig Spor af en lang Turistfærd.

Oppe paa Salen kastede han sin storbræmmede, bløde Hat hen i det aabne Vindu og saa ret tilfreds ned paa den stedse tiltagende Mængde, der nu greb Øieblikket og raabte et kraftigt Hurra.

Straks efter var han selv inde i Sideværelset og hentede den beslagne Kuffert, hvis Overtræk han afdækkede.

Og op paa hans Skulder fo’r der en liden Abekat i Liberi og med trekantet Hat.

Fra Kuffertens Underside slog han ud et Stativ.

Med et Ryk i Læderremmen placerede han den ved Vinduet, og –

«En nyfødt Sol i Østen gløder,» skingrede ud, medens han ufortrødent dreiede Positivet.

Vombatten holdt paa at rave; han greb bagover efter noget at støtte sig ved, medens Maasenæsen famlede forvirret i Luften og sank, som paa en anskudt Fugl.

Men det gjaldt alt. Han havde den uundgaaelige Prostitution udenfor Vinduerne.

Han rettede sig og samlede al sin Aandsnærværelse.

Med en Haandbevægelse paabød han Positivmanden et Øiebliks Stilhed, og med hele sin gamle faste, ubevægelige Værdighed traadte han hen til Vinduet.

Det var idag, yttrede han efter en Stunds respektindgydende Overblik paa Publikum, en stor og minderig Mærkedag i den Vombattenske Slægt. Han havde ved en lille Spas villet berede sine Bysbørn en Overraskelse, og de indbødes herved alle til Folkefest og Dans efter Positivet i Hotellets Lokale.

Hans urokkelige Træansigt vendte sig om mod Lirendreieren, og han vinkede let, at han havde at fortsætte.

Knæk, knæk, og «Sidste Rose» tonede udover.

Hyllet i Melodien steg der et dybt Lettelsens Suk fra Vombattens Bryst og Næsen pegede igjen frit.

Han havde udført sit Livs største og snarraadigste Kraftstykke, og Vombatternes Honnør var reddet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Trold I

Samlingen Trold ble først utgitt i 1891 og inneholder 16 fortellinger, bl.a. «Jo i Sjøholmene» og «Andværs-Skarven».

I fortellingene møter vi lyriske skildringer, overnaturlige vesener og gjenferd, men Lie utforsker også menneskenaturen.

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.