AFBRUDTE TANKER VED EN DØENDE SØSTERS SENG

       Fra Verdens Sviir og Sværm blev jeg nu nylig ført
Hen til Melissas Seng, til Pinens Forraads Kammer,
Hvor alting var opfyldt med Bitterhed og Jammer.
Jeg saae, jeg føled – O hvor blev min Sjel oprørt!
Du veed, mit Hjerte, best hvad haarde Slag du fik,
Saa tit fra Dødens Haand et Forbud kom og gik:
Hvor Medynk trykte dig, da Døden trued, smiled,
Og, skjønt som Haabet klæd, hen til Melissa iled.

       Mit Øje ledte tit, men ingen Lindring fandt.
Jeg altid saae en Krop af nye Smerter svækket,
Af Pinens Ild opfyldt, med Angestsved bedækket:
Jeg saae mig selv tilsidst, og Verden strax forsvandt. /
Jeg tænkte hvad jeg tit, men ei for tit har tænkt,
Naar Sandserne min Sjel i Lyster har nedsenkt:
Vil du paa Haabets Sump med Marmortanker bygge,
Saa byg; men see din Rest er ikkun Sjel og Skygge.

       O Sjel! jeg nævner dig og bæver ved dit Navn,
Udødelige Drift som Støvets Uhrværk driver,
Du Aand af Aanders Aand, som efter Støvet bliver,
Og da naar alting er forloret venter Havn!
Naar Kjødet blodrigt er, hvor ofte bliver du
Med Verdens Støv bedækt, af Vellyst qvalt; men nu
Er Verden som et Gran i dit emfindtlig Øje,
Usynlig, nagende, ei skabt til at fornøje.

       Velan da! kommer hid, og lar os tænke lidt,
Indbildte Friheds Flok, Fornuftens tvungne Slaver,
Som tumlende af Vid med drukne Sjele raver,
Og raaber altid paa at I vil tænke frit.
I tænker, siger I? Hvor gjør I heri vel!
En tankeløs er værr’ maaskee end fæisk Sjel; /
Men da ei alting kan just lige Tanker skjenke,
Saa søger hvor I kan engang alvorlig tænke.

       Vort evig Vee og Vel – hvad Tanke var ei det?
Udødelighed – O min Sjel! o hvilken Scene
Som aabnes ofte naar jeg er med dig alene!
I store Samqvem man kun sjelden tænker ret.
Alvorlighed ei i Vellysters Have boer,
Den findes gjerne der hvor Angesttjørne groer:
Saa følg mig da, Fornuft, til hine syges Leie;
Der kan vi tænke frit, Natur og Naade veie.

       Vi hist og her skal en besjelet Dødning see,
Hvis Vellysttønder er af Aarene udgravet,
Og Kjødets Maske paa de tørre Been afskavet,
Saa Sjelen nu først ret sig selv og alt kan see.
Da Blodet før løb frisk, da var en Taage sat
For Sjelens Øje, saa dens Syn var alt for mat;
Men nu den meer er løs fra Blods og Sandsers Lænker,
Nu blir dens Udsigt fri, nu blir den ret Fritænker. /

       Den tænker paa sin Byrd som meer end himmelsk er,
Hvor længe den har her i Kroppens Hule dvælet,
Hvor den i al den Tid af jordisk Lyst er qvælet,
Hvor mange Pletter den endnu af Støvet bær.
Lyksalig vil og maa den blive nu igjen,
Den søger derfor til sit første Udspring hen.
Men ak det tordnede! og Helligheden negted
Sin Skyts for en som var fra Himlen saa vanslegtet.

       Borttordnet fra sin Gud, fortumlet Sjelen faldt
Til Verden ned igjen, hvor den med bange Tanker,
Med Raab og Skrig om Roe al Skabningen omvanker,
Men da den ei seer Gud, saa er det øde alt.
Hvor fæl seer Himlen ud, hvor mørk er Solens Glands!
Hvor bittert alt som før var sødt for Kjød og Sands!
Hvor hesligt Skilderie er Vellyst uden Maske!
Hvor mat er Ære nu og Rigdom! hvilken Aske!

       Da Sjelen har nu her forgjeves tigget Roe,
Tilsidst den i sig selv sin Roe og Lise søger, /
Men her Fortvivlelsen med fæle Tanker spøger:
Og hvor kan Roelighed i saadant Leie boe,
Hvor Legioner af Forskrekkelser opstaaer,
Hvor Evigheden selv med Piner væbnet gaaer,
Hvor Hevn, og evig Hevn selv Kjerligheden raaber,
Hvor alting fuldt af Skrek fortvivler, intet haaber?

       Fortvivlende, fortabt, afmægtig, uden Trøst
Paa Dødens Spidse den sig krymper nu og vrier,
Da Evigheden alt jo meer og mere svier,
Og Saligheden selv er ikkun Tordenrøst.
Just nu, just nu den er saa reddeløs henkast
Paa Evighedens Bred, hvor Haabets Anker brast,
Saa seer den – O! min Sjel, maa dette Syn dig røre?
O! bøj dig, al Natur, ved det du her faaer høre.

       Hist paa et Bjerg den seer et Kors, en blodig Krop;
Den seer (knæl ned Fornuft) en Gud for Verden bløde;
Den seer (o store Syn) hvor Evigheden døde,
Og med sit sidste Suk Naturen løfted op. /
Paa Toppen Dødens Piil var sønderbrudt ophængt;
Og ned ved Træets Fod Fordømmelsen laae slængt;
Paa Kroppens Isse laae al Verdens Skyld og Brøde;
Paa Ærestytten stod: Til alles Trøst jeg døde.

       See her hvor Sjelen drog sin allerførste Smil,
Den sank ved Korset ned, og favned Haabets Stytte;
Ja Engle kunde selv den ei fra Træet flytte,
Den slikked Blodet, og saae frek paa Dødens Piil.
Her daaner du, Fornuft, som tænkte før saa frit:
Jeg førte dig maaskee fra Jorden alt for vidt;
Men skal til større Lys din dunkle Lampe ryge,
Gaae ud fra Verdens Svir; tal flittig med de syge.

       Min Søster! jeg endnu dig skylder et Farvel,
Et Echo af hvad jeg mod Døden til dig sagde,
Da du i Pinens Storm et Øre til mig lagde,
Og tog imod et Tak fra min forbundne Sjel.
Du lod mig trøste dig, skjønt du var fuld af Trøst;
(Og hvad kan skrekke den som veed han er forløst?)
Taalmodighed og Haab var paa dit Ansigt tegnet,
Det meer frimodigt blev, jo meer jeg saae det blegned.

       Af mine Søstre du den sidste Levning var,
Du skulde ogsaa nu henflytte til de andre:
Ja Graad og Ønsker kan ei Skjebnens Dom forandre,
Til Dyden Himlen selv den største Fordring har.
Farvel! jeg sender da det sidste Hjertebud.
Farvel! jeg veed jeg har en Søster meer hos Gud:
Hvad jeg herefter maa paa Jorden i dig savne,
Det veed jeg vel jeg skal engang i Himlen favne.

       Din Mand, ja ja din Mand han savner dig vel mest,
Den Tanke var og hvad dit Hjerte mest antasted,
Men da du havde ham i Himlens Arme kastet,
Saa gik du ogsaa glad fra denne kjere Rest.
Jeg saae hvor Qvælelsen dit ømme Hjerte slog,
Da du fra dine smaae den sidste Afsked tog.
Men vid, den samme Gud skal rygte disse Poder,
Som var en Gud for dig da du var uden Moder. /

       Nu seer mit Øje mat de perlefarved Haar –
Mit Hjerte bløder – O beklemte hjerte Fader!
Din eneste – dog nei, mit Hjerte ei tillader
At røre ved saa nyt ophugget Hjertesaar.
Din Sorg er billig stor; thi Døden fra dig tog
Dit sidste Hjerteblod; men dette veed jeg dog,
Kan Gudsfrygt og Fornuft et Hjertesaar forbinde,
Saa skal du i dig selv den bedste Lindring finde.

       Hvor bær jeg en til dig gjeldbunden Sjel og Krop,
Du som i Faders Sted er Fader, meer en Fader!
Tillad da at jeg nu til Sorgens Dyb henvader
At rekke dig et Bret – O gid det bar dig op!
Mig selv – ja mindre har din Ømhed ei forskyldt,
Mig selv med sønlig Pligt og matte Ønsker fyldt.
O! kunde nu din Sorg af mig lidt Lindring høste,
Saa gid hvert Trin jeg gjør din Alderdom maa trøste! /

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.