Her kan En nok sidde i syv Lange og syv Brede, uden at hun kommer! (:Han gaar hen og ringer:) (:Pigen kommer ind:) Min hustru er altsaa ikke hjemme?

Nej, – hun gik ud imorges – hun skulde informere.

Ja, ja, – lad det være godt!

– Og hun kommer nok heller ikke med det Første . . . Nej! – Nej saamæn! – Aa nej, – man overrasker ikke! – Og saa var det igaar, – og i forige Uge ogsaa. – – Det er virkelig hyggelig dette!

– Ja, der skal egentlig ingen sige, at min litterære Bane er rosenstrøet . . . Om det saa er Busk, saa raader han mig nu fra at trykke min Afhandling! . . .

Det var en forfærdelig lang Vej! . . . men sex Timer om Ugen det. . . . (:overrasket og lidt forlegen ved at se sin Mand:) Du her, Henrik!

Der ligger et Brev til Dig under Brevpressen – –

Det er hjemmefra!

Jeg maa bare kige i det lidt først, – se om Alt er vel . . . saa kan jeg læse det siden, naar Du er gaaet og fortælle Dig det, naar vi spise til Middag.

. . . Jo, de leve vel baade Far og Mor! . . .

Tænk Dig, – om fjorten Dage gaar Skibet af Stabelen fra Beddingen! Jeg ved nok, hvorfor Mor nævner det, . . . Far saa gjerne, at Fredriks og vi var hos dem den Dag; Jeg er vis paa det, . . . der blir Fest for alle Arbejderne og Selskab hjemme; Far har saa travlt –

Der er Mennesker, som har en særegen Natur til at gjøre sig til Arbejdstrælle. Hvad vil nu din Far med dette? – Han har jo Formue nok til at leve i Ro og Mag paa sin Alderdom. I din Broder stikker den samme Myrenatur . . . Arbejde, – arbejde uden noget højere Hvorfor? – – rundt i en Trædemølle – det skal være Livet!

Du er vred, Henrik! – der er Noget, som er gaaet Dig imod idag, – som har ærgret Dig, – – har Du været her længe?

Jeg har siddet og hygget mig herhjemme – gruelig længe –

Sig heller, . . . Du har siddet og skrevet og ærgrede Dig over at jeg kom og afbrød Dig.

Fruen er ikke længer saa let at træffe i Huset . . . Ja, ja, hver sin Lyst! Du hygger Dig paa dit Vis med at hamre paa And46res Pianoforter, og jeg vil hygge mig i Klubben . . En kan vel trænge til at fornye sine Idéer . . .

Men, det er jo netop det, jeg vil, – at Du ikke lader Noget standse Dig paa den Vej, Du skal gaa; – – jeg har jo sagt Dig, nogen snever Kone vil jeg ikke være Dig . . . Kjære Henrik! . . . jeg ser paa din Mine, at idag har Du syntes, det ikke saa saa bravt ud – –

– med Posten, mener Du, – Udsigten til at faa Ledelsen af Tidsskriftet? Der skal just være et Møde om det idag, men jeg venter ingen Afgjørelse; – efter den ene af Forlæggernes Yttringer maa jeg betragte mig som designeret.

Og Sligt fortæller Du mig ikke – det er jo prægtigt!

Ja, Kassen vil blive mærkelig forbedret, synes Du;

– der ligger just en Regning til din Overvejelse.

– Nej Henrik! – for Alt det Store, Du skal udrette i Landet . . . at Du skal faa virke og bruge dine Evner . . . og jeg skal lære at staa hos Dig! – Kan jeg ikke Andet, saa kan jeg kanske lægge lidt Staal til; thi, Du kalde det nu, som Du vil, – der er Staal i vor Familje, Henrik! . . . de sætte Noget igjennem.

Der traf Du virkelig Ordet, – det er Trang til at gjøre Noget . . . faa bruge mine Kræfter, jeg har! Jeg synes, jeg gaar her som et Dampskib, der bare faar arbejde med en kvart Kraft – inden jeg faar noget Solid mellem Hæn47derne.

Jeg vil sandelig blive hjemme i Formiddag, Anna! . . . Véd Du, – Du har en Evne til at tale mig Mod i Brystet! – – Det er ikke altid . . .

Kjære Henrik! – Jeg skal ud igjen

– om en knap halv Time – jeg skal give en Time Klokken ét . . .

Ja, den lade vi fare; den . . . faar indrette sig efter os og ikke vi efter den – Timerne ere til for Menneskenes Skyld og ikke vi for Timernes.

Nej, – det gaar virkelig ikke an, jeg maa gaa –

Hvad for Noget? Gaar det ikke an? – for en Times Skyld, som kan afsiges . . . ude hos en eller anden Spidsborger?

Kjære Henrik, vil Du ikke, at man skal kunne stole paa din Hustru?

– – en saadan Ubetydelighed!

Ja, men jeg er nu engang opdraget til ikke at sé det saa.

Rigtig, – man gir det Ubetydelige en Fasthed og Urokkelighed, som om det var et Princip, – det er netop det, jeg mener, er Familjeulykken. Det Betydelige er nok her, om vi To skulle faa en uhyggelig Formiddag, – det Ubetydelige en Informationstime, som kan opsættes. Jeg vil desuden sige Dig ærlig ud, Anna, – jeg synes denne Kaprice med at informere er noget, som ikke ret mange Mænd vilde have fundet sig i!

Men, kjære Ven! . . . vilde Du da heller, jeg skulde gaa ud om Dagene og ingenting bestille?

Aa ja, – egentlig mange Gange heller, end at Du laver Dig op endel smaaligt Pligtnips til at spidsborgerliggjøre Dagen med, . . . jeg kunde faa en Følelse af, at Du vil indsætte de smaa Ruder hjemmefra ogsaa her!

Jeg troede ikke, Du var istand til at sige mig sligt – især – da der kan være noget sandt i det!

Saa opsig Timen!

Hvis Du tvinger mig, Henrik! – jeg synes ikke, det er ret.

Kom ind! –

– De komme for at fuldkommengjøre Formiddagen!

Ja, Farvel Anna! – Jeg gaar hen i Redaktionen med en Avisartikkel. – Goddag, Svoger! – jeg maa desværre med det samme sige Farvel! – travlt kjære Theodora!

Det kan jeg saa godt forstaa, Du har; lad os bare ikke hindre Dig . . . Forretninger fremfor Alt!

Og Du er ikke vred paa mig? – sig at Du ikke er det!

Hvorfor skulde jeg vel være det? Det er min egen Skyld. – Jeg var bare saa dum at tro, her skulde være hyggeligt en Formiddag hjemme; men – «Forretninger fremfor Alt», – var det ikke saa, din Broder sagde, – jeg tvivler ikke et Øjeblik paa, at han har Ret!

Apropos! – det er ikke værdt, Du venter paa mig med Middagen, Anna, – jeg kommer maaske ikke hjem før iaften sent – efter Klubtiden.

Farvel Henrik!

I maa vide, det er Fredag, og da har han Klubmøde; . . . Henrik forsømmer desværre alt for ofte. – – – Jeg har faaet Brev hjemmefra Fredrik! Far saa nok gjerne, vi Alle vare hjemme hos ham den Dag, Skibet gaar af Stabelen.

Tror Du det Anna, – jeg er nu slet ikke vis paa den Ting.

Hvad mener Du?

Aa ja, – siden vi saadan er plumpet lige ind paa det, – Du véd jo, hvor han er bekymret; – han har saa ondt for at forstaa, at I To kan have det, I behøve – og – jeg tror ogsaa, det vilde være mindre hyggeligt for din Mand at komme – netop nu.

Og hvem har sagt, at vi ikke har nok at leve af?

Kjære Anna, Du ved, jeg er ikke kommet her for at plage Dig; – men det kan En jo slutte sig til.

Du mener, fordi vi . . . nufortiden . . . kanske kan have det knapt engang imellem, indtil Henrik faar sin Redaktørstilling?

Jeg mener, at en ung nygift Kone, som søger om at give Timer paa Skoler og, som tager sig for at give Smaabørn Musikinformationer for en ringe Betaling, ikke gjør det, uden hun er haardt nødt dertil. Det er egentlig det, som drev mig op til Dig idag, – jeg haabede at træffe Dig alene. Jeg vilde kun sige Dig, at om det i denne Tid skulde knibe for Eder, véd Du jo, at Du kan faa Penge af mig.

Penge af Dig? – Jeg véd jo, det er velment. Men for det Første tog Henrik aldrig Pengehjelp af min Familje, og dernæst

– er Du aldeles paa Vildspor! Jeg – informerer nærmest, fordi jeg ikke har Andet at bestille – saa at sige rent ud for min Fornøjelses Skyld – og, at det tillige gir lidt i Kassen – ja, Du maa vide, jeg er Kassemester her i Huset, – Henrik har ingen Anelse om de Penge, vi bruge. Han har Andet at tænke paa og skal holdes fri for de Smaaligheder.

Smaaligheder! Jeg forsikkrer Dig, – i de første Aar, vi vare gifte, var en Smaaudgift sandelig ofte en stor, – rigtig stor Ting i vort Hus.

Penge er nu engang ikke Henriks Maal i denne Verden!

Tillad mig, kjære Søster! Penge er ikke heller mit sidste Maal, – haaber jeg da. Jeg vil virke, det er min Lyst, og saa – synes jeg nu heller ikke, det er en saa upoetisk Tanke, at en Mand, ser til at forsvare sin Familje.

Du er Forretningsmand og har ondt for at se, hvad der hører til vor Vej. Jeg vil sige Dig: Om Henrik skal komme til sin Ret, er ikke bare et simpelt lidet Husspørgsmaal! – han behøver sandelig Alt, hvad han ejer af Humør og Kraft for at naa did. Og saa skulde jeg begynde med Husholdningsgnaalet! – da maatte han jo med Rette heller ty til sine Venner end til sin Hustru . . .

– til Venner, som mene, at en Mand kan hæve sig over den simple Pligt at værge sin egen Tue? – Jeg gir ikke meget for den Slags Venner!

Da er Henriks Venner sandelig bekjendte nok!

Røg! Anna, – Røg! Hvormange tror Du ikke, der lever rundt omkring os, der har vel saa meget Aand, som nogen af dem? – siden vi endelig skal tale om den Ting. Men de har sat sin Aand ind i en eller anden Livsgjerning, saa den trækker Noget. De Fleste af disse . . . Fyre, har ikke havt Kraft til det, og saa pibe de Dampen ud i Snak. Virkeligheden er dem saa fremmed som Australien!

Kjære Fredrik! – jeg tror – det er bedst, vi holde op med dette!

Men Anna! – hvorlænge skal da denne din Pinens Tid vare? Det er naturligvis Redaktørposten, I tænke paa . . . Er I da saa sikkre paa den?

– Og i Mellemtiden, – jeg vilde saa gjerne faa bære disse Smaaligheder for Dig; – mig gjør det jo Ingenting, véd du.

Jeg har svaret Dig paa det Fredrik, – det gaar nu engang ikke an. Sagen om Redaktørposten blir vist idag endnu ikke afgjort, – det var det, som gjorde Henrik saa grætten, da I mødte ham i Døren.

Det er altsaa, saavidt jeg skjønner, en uvis Sag, der kan blive udsat Tid efter anden. Nu vil jeg, din Broder, give Dig et Raad, Anna! Fordølg ikke en af dine huslige Pengeforlegenheder for din Mand! Du berøver ham ellers det han netop trænger til . . . det rigtige Blik paa sin Stilling.

Naar det kommer saavidt, at vi her i Huset har virkelige Forlegenheder af den Sort, skal jeg visselig betro ham det; men indtil da maa Du undskylde, at jeg gaar min egen Vej . . . Jeg troede ikke, at jeg skulde blive nødt til at tage min Mand i Forsvar mod min egen Broder

Jeg siger Dig rentud, jeg havde ikke ventet det af Dig, Fredrik!

Jeg har sagt, hvad jeg mente.

Ja, men jeg vil ikke taale det! Du har angrebet ham paa alle Vis idag, – – baade ham og hans Venner! værre end . . .

Nu, nu Anna, – Du skal ikke faa høre et Ord mere af os, – siden Du ikke vil det.

Nej, Du kan være rolig, – – den Sag skal ikke mere komme over vore Læber!

Jeg saa det virkelig ogsaa helst, – om jeg end maa takke for den gode Mening.

Aa, om Forladelse! Er Hr. Hjort ikke hjemme? Se, der er jo Fruen! Jeg kom blot for at fortælle ham om Mødet idag. Det blev ganske rigtig udsat, – akurat, hvad jeg spaaede, – afgjøres først henimod Nytaar. Ja, det gik rart til, – akurat, som jeg tænkte . . . at mange Kokke forsalte Suppen. Saa, han er ikke Hjemme, . . . undskyld

Kan De ikke fortælle det til mig Hr. Schjørn? . . . saa faar min Mand vide det, strax han kommer hjem.

Ja, vi skal gaa, kjære Anna, saa kan I tales ved uforstyrret. Adieu! – og vær nu ikke vred, – hils din Mand fra os.

Farvel Anna!

Nu da Hr. Schjørn!

Aa, det var egentlig Ingenting; – men ærgerligt var det jo, – for det er mig, som skal trykke Tidsskriftet, – at sige, om det engang kommer da.

De sagde, – saa var de komne sammen . . .

Ja, saa var de sammen, og saa disputerede To mod To, – akurat, som jeg tænkte – og saa vilde de To have det saa54dan Lauritz–Hysing’sk med faa Abonenter og fint Papir . . . højæsthetisk, forstaar De, . . . og de to Andre vilde have et Maanedsskrift for mindre Fortællinger og stor Udbredelse saadan Morten–Busk’sk, ligesom Feulletonen under Borgeren.

Jeg forstaar ikke . . .

Ja, saa kom det Fine – det om Redaktøren. De To vilde egentlig have Lauritz Hysing, og de To vilde egentlig have Morten Busk; men alle Fire – nu kommer Humlen – heldede, da Alt kom til Alt, mest til at tage Deres Mand til Redaktør.

Jeg skal ikke nægte for, jeg synes, dette klinger noget uforstaaeligt!

Det vil smække op som et Laas for Dem Frue! – Altsammen – kun ved et eneste Vink. Ja der er nu egentlig lidt Intrigue i dette – som i Alting. Hysing har nok gjort dem det begribeligt, at Busk ikke er nogen paalidelig Mand at holde sig til. Ser De, Tidsskriftet skal jo ud til sine faste Tider, – og Datum og Klokkeslet det er nu ikke hans Sag. Og saa skal En jo have ikke saa lidt Penge mellem Hænder, – og det er nu sletikke hans Sag. Men saa var det Ulykken, at de heller ikke tror Hysing videre i det Capitel; men – nu forstaar De vel – Deres Mand tror de; han er en paalidelig Mand, – han har jo desuden nu faaet en god Svigerfa’r i Baghaanden; og, enten nu Tidsskriftet skal gaa i den hysingske eller i den busk’ske Manér, – blir han aligevel Kongen, indser De. Jeg kalder det en fin Stilling, – begge Kort paa Haanden; – han faar bare med at betale og passe paa enten den Ene eller den Anden. Og Deres Mand kan det jo være det samme, – ligesaa mig! Skjønt – i Fortrolighed sagt – jeg vil dog helst, det skal gaa med det Busk’ske det gir ganske anderledes Trykning.

Jeg forstaar Dem fuldkommen Hr. Schjørn! – Man forudsætter blot, at min Mand skal ville opgive Retten til at lede Skriftet i sin egen Aand!

Kjære Frue, vil han sige Noget for egen Regning, kan han jo holde sig til et af Byens Blade. Deres Mand har altfor godt Hoved til at ville skjæmme ud sit eget Tidsskrift; han er den Eneste af dem, som duer til en Forretning, – det har jeg altid sagt.

Jeg tør paa Forhaand forsikre Dem om, at min Mand ikke vil dele den Opfatning.

Men han vinder jo Hovedsagen, – blir Redaktøren! – og det vil sige sine blanke otte hundrede Daler om Aaret . . . Gode Frue, forstaar De da ikke . . .

De vil nok undskylde mig Hr. Schjørn! – jeg skal ud og informere. . . . Hvad De har fortalt, skal min Mand faa vide saa usminket, som De har bragt det!

At tale med Fruentimmer om Forretninger! – det er og blir en Dumhed – det har jeg altid sagt.

Adieu, Adieu, Frue, – jeg anbefaler mig.

Jeg kan virkelig ikke rigtig samle mig . . . Det var jo disse to Regninger . . . og Fredrik . . .

Nej, det var, at man vil træde Henrik under Foden . . . det var det! . . . Han56 skal trækkes ned i deres Sphære enten paa det ene eller det andet Vis! . . .

Saa det var Sagen! . . . Jeg skal være en Udvej! . . . Der behøvedes bare en literært dannet Mand . . . en Slags praktisk Administrator – og det er mig det! – – Det er svært, hvor det kommer paa Mode at finde mig praktisk nu om Dagen; . . . det er virkelig en sindrig Maade at skille En af med sin litterære Ære paa! . . . Og jeg, som har gaaet og troet paa denne Hysing!

Staar Du der Anna!

Ja, nu har jeg været ude og faaet Rede paa Mødet! . . .

Bogtrykker Schjørn var her netop og fortalte det Hele.

Han fandt naturligvis, at det gik glædeligt! . . . Men de skal tabe, de Herrer! . . . Man vil bringe mig til at tage enten Lauritz Hysing eller Morten Busk! . . . gjøre mig til en Slags Faktor for Deres Penne . . .

Ja, ikke sandt, – saa det igrunden blev En af dem ikke Du.

Hvorfor siger Du: «Ikke mig»?

Ja, Du skal naturligvis ud at informere, Du!

Nej Henrik, – idag bliver jeg hjemme hos Dig.

. . . Men, ser Du, – jeg sætter dem uden videre Stolen for Døren! – man skal faa vælge.

Det vidste jeg, Du vilde, min Ven!

Jeg skriver en Billett til Forlæggerne, – – og gaar saa i Klubben iaften, som Intet er, saa kan de snakke . . .

Og jeg er saa – stolt af Dig, Henrik.

Man har jo sin litterære Ære!

Nu da – Bomhof! – og Hjort sagde, han kom i Klubben iaften? – han er virkelig blevet en sand Raritet her, siden han blev gift.

Man kan kalde det Hjortens Flugt!

Bravo! – og Geviret forgyldt af Svigerfa’r, mener Du. – – – Apropos, – der er nok gaaet noget underligt til idag i Sagen om Tidsskriftet – – det er intet mindre end et Forsøg paa at reducere andre Aandens Bærere til litterære Negere!

Litterær Neger! – det vilde jeg aldrig taale!

Da kan jeg virkelig oplyse, at Hjort ikke har rørt sig i den Sag. Hvad han er eller ikke er æsthetisk, – en god Kamerat har han altid været, Gentleman tvertigjennem!

Du kan da vel ikke tænke, at jeg et Øjeblik har ment noget saa . . . saa bund lavt! . . . Men, kan han gjøre for, at Svigerfar staar bagom . . . og at Andre tage Hensyn til det. Hvad der mangler i Aand, suppleres med Kapital!

Kapital? – det er nok ikke paa Grund af Overflødige Kapitaler, at hans Hustru søger Informationer ude i Byen – tvertimod stakkels Fyr! . . .

Hm! –

– Det er virkelig en aandfuld Kone.

(:Idet han stille mønstrer sig foran Spejlet

Om hun netop skulde være hans, er dog et Spørgsmaal!

Se her er igjen en Side af Ægteskabsinstitutionen; – der er paa det Felt et helt Bjerg af Fordomme at rydde bort – –

Apropos! – efter dine bekjendte Anskuelser om den Sag, Bomhof! maa det vel være Dig kjært at blive oplyst om den59 lille Hemmelighed Dig vedrørende . . . at din Far og Mor ikke vare gifte?

Hvad! – hvad siger Du? –

Ved Du hvad Busk! – der er visse Ting som er hellige; – som ikke er Gjenstand for den Slags ussel, raadden Tale, . . . selv naar det skal være behagelig Spøg . . .

Det var netop det jeg ogsaa mente, min kjære Bomhof! –

Ægteskabet, siger I? . . . Kald det heller vor Tids legale Mord paa Kjærligheden! Man maa ty ud fra vor hele Kultur for at vinde den fulde poetiske Frihed til at behandle det. Jeg arbejder fortiden i Indien . . . har et rigtig realistisk indisk Drama fore. Vil I høre Gangen?

En i sig selv fordybet Bramin har en Hustru. – Hun tilfredstiller ham ikke. – Saa tager han Opium, og i Stilhed, mens han er Brahm og sænket ind i sit inderste Selv, . . . ser han Syner . . . Han ser hende som en dejlig Bayadere, dansende for sig. Hun blir til ti Bayaderer . . . til hundrede – i de yndigste, lifligste Skikkelser, svævende, dansende, bølgende om ham i en Afvexling, som kun en indisk Fantasi kan skabe; – en Dekoration af Palmer – blaa Luft – herlige, duftige Landskaber med Søer i Perspectiv henover – Byer med Kupler og Taarne i Fjernet! – Han vaagner. Hustruen trækker Vand op af Brønden, hun maler hans Ris; – hun aner ikke, hvad hun er for ham – at hun udfylder hans Tilværelse til den Grad, at hun bogstavelig er bleven hans Gud; thi det er hende, bare hende, han ser, naar han er Brahm.

Ja, – saalangt er det kommet! . . .

En Dag overrasker hun ham, idet han tager Opiumen op af60 sin Gulddaase . . . Hun blir rasende. – Han ser det, – og Raseriet kommer ind i hans Drøm . . . Konen mangfoldiggjøres til Furier omkring ham – sande Hevngudinder, som svinge Svøberne over den gamle Libertiner! . . . En Udgang af virkelig rystende Virkning – hvad?

Jeg skal sige Dem noget, Busk! . . . De er egentlig et grundprosaisk Menneske . . . De lever af at sætte Fingrene ind i andre Folks Illusioner!

Nu, nu – jeg vilde blot engang hjælpe Dem til sidste Akt. . . . I Deres Sted vilde jeg heller takket end saadan brudt Linjen som en ubehjelpelig indisk Elefant! . . . Forresten, unge Mand, maa jeg sige . . . De imponerer mig virkelig.

Lad mig bede Dem om Undskyldning . . . jeg var lidt . . . De siger, der var Noget, som vandt Deres Bifald?

Jeg siger, De er en mærkelig Fremtoning . . . en sand Blomst af vort realistiske Aarhundrede, min unge Ven! Der gaar De hen og slaar Væggen ind til en hel poetisk Opiums og Hadschi Fremtid i Vor Litteratur! Jeg er desværre saa gammel, at jeg kan blive rød – gid jeg var ung!

Dette er Insinuationer!

Det vil da sige, grundet i Misforstaaelse . . . Dit Blik paa den nye Tids Fænomener ligger virkelig paa mange og væsentlige Punkter tilbage i det Overleverede, Busk . . . Man affærdiger det ikke længer saadan med en Witz! Idyllens Tid er forbi!

Prrr . . . der kommer jo selve Idyllen! . . .

Ægteskabsidyllen! . . .

Hjort!

– Vi snakkede just om, at Idyllens Tid er forbi! –

Ægteskabsidyllen vil saa gjerne strande paa Pengene; – var de ikke ivejen, saa . . .

– var vi i Indien og aad Opium og Hadschi, mener Du?

Aa ja, man kan hjælpe sig en Stund, naar man er saa heldig at være en Bramin, hvis Kone gaar ud at trække Vand op af Brønden for En!

Tillad, – jeg forstaar ikke et Muk! . . . en Kone, som trækker Vand op af Brønden?

Ja, og om Braminen – Du est Braminen!

Fordi jeg er gift, mener Du?

Og nu vil han spise Hadschi iaften med os her i Klubben, . . . et Opiat bagt af Æsthetik og Punsch!

Punsch, siger I – det var det første forstandige Ord, jeg har hørt i alt dette! Hør, I Herrer! . . . Bomhof gaar ud og rekvirerer en Bolle extra Punsch!

Her var Noget i Luften om mig!

Velkommen Hjort! – Nu, Du er bleven en sjelden Fugl heroppe! En forvænner sig mellem de lune, private Vægge . . . forsnævres i Kakkelovnshygge og ægteskabelig Egoisme; – man taber paa Sindets Hærdning, – – der stryger en kold Vind oppe paa Tankens Højder!

Det vil sige udlagt: Vi ere nogle Koldblodige Hunde heroppe paa Observatoriet, sparer Ingen, – uden os selv da, forstaar sig.

Nu en liden Tale, Schnelle!

– men snelt, – vi trænge nogle smukke Ord!

Jeg vil kun løfte op et eneste; men det er en Diamant . . . en sand Kohinur iblandt Ordenes Hær: «Velkommen!»

Min kjære Schnelle, – jeg vil sandelig helst tro, at Diamanten er ægte, – der leveres saameget smukt af Glas i vor Tid, véd Du!

Jeg vil kalde Dig Ligevægtens usynlige Princip heroppe i Klubben, – det elskværdige, gode Humør; – Busk og jeg fik ellers intet Element at operere i . . .

Takker for Complementen, – vi Andre er bare det Vand, hvori I To skal producere Jeres Svømmekunster!

Jeg forsikkrer Dig, Hjort, – jeg tages bare med for Selskabs Skyld. – – For en Hvalfisk af Hysings Størelse er Klubben kun et lidet Akvarium; – han blev ikke fornøjet, om han saa fik det hele Land til at bade sin Storhed i; jeg ser Dig alt pladske, Hysing!

Og skal en Mand, som har en fuld og hel Personlighed, da ikke have Lov til at existere? Er det ikke det hele Samfunds Ret, at hans Vej ikke stænges? Jeg siger det engang for Alle, – jeg lader mig ikke binde af disse smaasnerpede borgerlige Penheds–Hensyn. Den store Viljes Mærke er, at den tør slaa Æggene itu, naar det gjælder om Omeletten. – Historien viser det altid.

Hm, Omeletten, – det er nok dennegang Tidsskriftet . . .

Jeg skal skrive mig det bag Øret, Hysing!

Ja, jeg ønsker virkelig mindst af Alt at misforstaaes.

Der er noget af Michel Angelos Vælde i dette! Hvad siger I, om vi drikke en Skaal for Manden med den ideale Landse, – for Hysing!

Du Hjort! Jeg vilde gjerne været oppe hos Dig idag eller rettere oppe hos din Hustru; men saa vidste jeg, der stod Andet paa. Den Familje, jeg bor hos, har et Par Smaapiger, som skal hakke Piano – og saa tænkte jeg paa, at din Kone jo – –

Min Kone hakker ikke paa Piano!

Nej, men hun vil jo have Elever – og, som Sprichwortet siger, Penge . . .

Du tager Fejl, Bomhof, – min Hustru ønsker slet ikke flere Elever end de, hun har – – og dem vil hun opsige igjen, saasnart det kjeder hende.

Nu, nu – saa saa . . . bare saadan en Idé . . . Ja, undskyld mig Hjort, det var virkelig i den bedste Mening . . .

Alt forladt, min Ven! –

. . . Det om Braminen og Hustruen, som trak Vand op for ham – det sigtede altsaa dog til mig! . . . Saa, saa, – der gaar virkelig et Lys op for mig. Ja, det kunde virkelig se slig ud. –

Det er dog en grundig uforskammet65 Bagvadskelse! – – Den har Hysing sat i Scene, det vil jeg give mit Liv paa! – Han er sandelig ikke den som er ræd for at slaa Æggene itu. – Min vakkre Ven! – den Nydelse at ærgre mig skal Du dog gaa glip af!

. . . Aandløshed! Aandløshed – siger jeg, – nede i Folket som paa Samfundets Højder, i Regjering som i Presse! Men, lad det Nye først faa sit Organ, – og det vil henvejres som Støv, – drive som gule Blade ved Foden af hver evige Tilstand i Landet! . . . Der vil ikke være et Forhold, som ikke vil gaa under i Stormen, som ikke vil vendes op og ned paa . . . fra Grunden af . . .

Naar hele Verden synes bagvendt, – var det dog værdt at undersøge om det ikke tilfældigvis skulde være En selv, som staar paa Hovedet!

Det er klart, Hysing! Et saadant Tidsskrift, som nogle aandløse Forlæggere makke sammen, er Intet for Dig . . . Du oppretter et selv! Busk leder Feulletonen, jeg skriver Digtene, Hjort de ugentlige Nyheds og Kunstartikler, og Du leder Aanden, retter Landsen med Assistance av Bjerk . . . og saa se vi hverken tilhøjre eller tilvenstre, men gaa paa!

Jeg skal ialfald faa Lov til at gaa min egen Gang! Om Tidsskriftet har jeg idag meldt Forlæggerne, at jeg ikke lader mig binde hverken til Hysing eller til Dig; – de har at vælge!

Bland nu bare ikke mig ind i dette! Jeg er Diogenes, ser Du, – fornøjet med min lille Plads i Borgeren. Og, – lad mig sige Dig det Hjort! – jeg ror mig ikke ud hverken med Hysing eller med Dig . . . Det har aldrig faldt mig ind engang . . . der har heller Ingen spurgt mig.

Ja, da har man virkelig forudsat . . .

. . . fejl, – fordi de véd, jeg er en fattig Mand. Jeg har en Levning af gammel praktisk sund Sands igjen og indskiber mig ikke paa et Fartøj, som jeg tror vil gaa tilbunds.

Som en midlertidig Nødspost for Dig – ja, saa kan der jo være Mening i det, . . . Du er gift og maa have Penge!

Det vil sige: Du er saa artig at mene, at jeg egentlig kun burde bruge Pennen som Bibeskjæftigelse! –

– om Du har Raad dertil, – ja! – – – Men ikke mere om det!

Jeg mister naturligvis en god Ven, fordi jeg er saa dum at tale lige ud!

Dine Briller synes med Et av have faaet noget af en Formørkelse i sig; – – min litterære Person er pludselig bleven Dig aldeles uopdagelig!

Jeg er din første Læser, ved Du . . . har altid været det . . . Du er altid brillant!

Oho! . . . I gode Herrer! Jeg ser Hysing sidde som en67 ensom Ørn paa en Fjeldtind, spejlende sin Storhed i det lille blaa Luftspejl der,

. . . og Schnelle som en Morgenlærke kvidrende til hans Pris. Hvad siger Du, Ørn! om Du et Øjeblik hævede Dig udover Dig Selv, og Du, lille Lærke!

. . . om Du et Øjeblik begav din Sang, – og I Alle, om vi her drak et Glas for Klubbens Lys, – at det maa brænde uformørket . . . med stedse tiltagende Blus!

Takker virkelig . . . takker!

Hvad beha . . . Klubbens Lys? Oho! . . . det tog han til sig den uforbederlig graadige . . . Nej, – det var nok selve Klubben, jeg mente . . . Skaal!

Klubbens Lys! – Det Ord indeholder for mig en Inspiration. Jeg tænker mig Klubben som et Lysreservoir, – et Galleri af Byens skjønneste Kvinder, – med Blomster i Haaret og ildfulde Øjne . . . lænende sig aandeløse udover Balkonerne, medens vi her paa Arenaen lade Kaarderne lyne i Tidens store opgaaende Tanker!

Og man tør sige, at han ikke er Digter!

Jeg siger, at han er en Pascha i Poesien! . . . Bare i dette korte, rimløse Digt fandtes der flere Tusinder svulmende Skjønheder – Alle med Øjne lynende af Beundring for Poeten.

Forresten savner jeg Et hos Dig, Schnelle, – det er, sørgelig nok, et Storhedsmærke! Det er Mænd den stærke Aand helst vil fravriste Beundring! Det er med deres stille Had og Misundelse han maaler sin Storhed. En Mands Betydning i Tiden staar akurat i Højde med hans Evne til at forarge!

Naar min Tid kommer, – og den kommer . . . vær rolig! – vil jeg levere et Poem, som engang for Alle skal blive Typen for Forargelsens Poesi!

Ja, sig det kun lige ud, – Poesien skal forarge. Det Samme gjælder igrunden al litterær Produktion. Derfor har Hysing ogsaa ganske rigtig begyndt med at forarge, – og det Samme har jeg gjort!

Jeg vilde netop sige, . . . det er det, min Bog er lagt an paa – tvertigjennem.

Det maa da være ved en forargelig Mængde Citater!

Ja, naar Tidsskriftet kommer ud, skal man faa smage Sager!

Brr..r . . . hvori Du grundig vil forarge Landet, Bjerk!

Det er nu engang saa Hjort! . . . Du har ingen Trang til Konflikten! – Det er din Natur – Enhver betydelig Personlighed føler sig som en utilhuggen Statue, som Verden skal mejsle gjennem Hug og Slag, . . . Du vil glide gjennem Verden . . . gjøre Lykke . . . et Tidsskrift med en god Svigerfar bagom . . .

Naa saa! – jeg forstaar . . . Tidsskriftet er nok den Udkant,69 Du vil mejsle af mig! Til den Sag er afgjort, gjør vi To rettest i at holde os fra hinanden

Jeg tillader mig at drikke Klubbens Skaal og for godt Kammeratskab! – men for Klubbens Lys særskildt

er jeg da just ikke oplagt til at gjøre det netop iaften; – jeg haaber, Du undskylder Hysing!

Godnat! – – – Godnat Busk!

Nej, bi lidt Hjort! – jeg har en Idé, som Du maa høre . . . et Jernbanedrama, . . . egentlig en ganske ny dramatisk Invention . . . ganske ny! . . . Man toger paa Jernbane gjennem en Række Akter . . . Handlingen flyver forbi En som Telegrafstolper, . . . der hver Gang udsende elektriske Glimt til Tilskuerne . . .

. . . Og det Hele ender i et mægtigt Uheld! . . . en Flod dybt nedenunder . . . Broen brister . . . Og, mærk nu nok et Point! . . . Efterat Tæppet er gaaet ned hører man et hoverende Latterkor af Skurkene, som har oversauget Broen!

Det kan beskjæftige Fantasien paa Hjemveien, mener Du . . . saadan et Slags Efterakt! – – Vor Tids nye Pegasus! – et bevinget Locomotiv, hvad? –

Næste Gang, næste Gang, kjære Schnelle! –

Pi . . .ih, – din Spidsborger! – som om vi ikke lugtede Lunten, – han maa være hjemme Klokken elleve!

Vider, . . . i dette højtidelige Øjeblik trækkes der hundrede70 tusind Nathuer nedover Ørene i vort skikkelige Land! . . . Leve Nathuerne! –

– til vi komme med Stormen, der skal drive dem af Ho’ – derne som et Snevejr! (:De klinke og tiljuble ham Bifald:)