Det er en frygtelig Tid at holde ud, – jeg har en Følelse, som jeg kunde faa Tæring af det! – At maatte staa og lyve for sin egen Tjenestepige! . . . Hun fik de sidste Penge, jeg ejede, da hun nu gik ud i Byen. Og nu dette om Huslejen . . . som Henrik mente endnu kunde udsættes – – Men der kan ikke ventes længer, skrev Verten igaar; – det er to Kvartaler nu til Nytaar . . . hundrede Specier! – – – Jeg vil da haabe, at Fredrik har faaet mit Brev? . . . Jeg bad ham komme hidop idag Klokken elleve, medens Henrik er paa Bibliotheket. – – O, hvor det dog er ulideligt at vente paa denne Afgjørelse om Tidsskriftet! Det har skudt sig hen Tid efter anden; men Henrik siger nu, det maa ske en af Dagene, da det skal være afgjort før Jul. – – Henrik er i Oprør, Stakkel! . . . Han er saa pirrelig; – – men han haaber jo saa vist paa at faa Posten –

– Og var jeg saa enda vis paa, at han . . . Det er, som Alt knuger! – – – – Ja, maatte vi faa en glædelig Jul! Jeg byder bare . . . at kunne sidde der tryg og velhavende og sé tilbage paa al denne Strid! – –

Her er sandelig et belejret Hus! . . .

Jeg blir saa angst, hvergang det ringer! . . . Jeg er næsten lige saa bange for, at det skal være nogen af Henriks Venner, som at det skal være en Regning. – Jeg maa da lukke op.

Hvad skal jeg gjøre? – hun kommer jo saa rent ubelejligt!

Jeg har saa længe tænkt paa at gaa op og hygge mig hos Dig en Formiddag, og

nu er det Julegaverne, sér Du, som Ingen tør sé hjemme hos din Broder! – Ja, jeg kan vel sætte mig her ved Bordet.

– – – Sér Du dette, – det skal blive et Skjærf til Fredrik, naar han og Theodora reise hjem til Julen. Jeg maa nytte Formiddagen . . . Du spiser jo først Klokken tre.

– – Og I har det Godt, Anna! – deiligt som sædvanlig?

Tak, Tante! – vi har det paa vor Viis.

Ja, naar jeg ser mig om paa alle disse Kunstsager og paa Dig, som Du gaar her og sysler mellem Alt dette, saa er det virkelig hvergang, som jeg kommer op i en anden Luft! Hos Fredriks har de det jo saa elskværdigt i alle Henseender, – En skal igrunden lede efter Mage til Hus. Men saa er det det store Husstel, som optager Theodora, og saa har han selv aldrig Tid uden om Aftenen. Og saa Børnene, som skal passes! . . . Jeg forsikrer Dig, det er ikke muligt at faa arbejde i Fred for dem paa nogen Ting til Julen, – de skal op i Alt! Naar jeg slig kommer op til Dig, er det, som jeg er sluppet ud af et larmende, travlt Maskineri.

Saa, Du synes det, Tante! Fredrik følger dog med paa det Meste i vort offentlige Liv. Og et Hus som hans, hvor man kan afsé sin Aften til allehaande Læsning; . . . der er noget sundt – jeg kunde sige – inderlig skjønt ved det.

Aa ja, – man følger kanske med lidt mere end ellers omkring i Husene. Kunst og Poesi og saadant er jo overalt kun en Bisag; heroppe er det en Hovedsag – I leve bare for det73 og intet Andet. Det er Forskjellen, sér Du, . . . og det gi’r saadan en egen Følelse. At komme ind ad Døren her er som at komme ind i et lidet idyllisk Digt.

Gid Du havde Ret, Tante!

– – Og nu hans Omgang . . . Ja, det er vist dygtige Mænd i Byen mange af dem; men en Kreds af saadanne Venner, som I sér om Jer daglig, – det er dog noget Andet!

– at stole paa, mener du!

Vi har virkelig faaet sé det i denne Tid!

En faar uvilkaarlig en Følelse – ja, han Theodosius Bjerk undtaget, ham fordrager jeg nu engang ikke! – som En stod foran Aandens Riddere . . . Alle dagligdags, smaalige Hensyn ligge som et Land langt nedenunder dem.

Kan gjerne være, Tante! – men, naar det kommer til Stykket, turde jeg nok foretrække den simple Maade, hvorpaa Fredrik og hans Venner tænker.

Jeg mener virkelig – – Du er blevet en Smule prosaisk, Barn! Hvem skulde vel tænkt sig de Ord af din Mund! –

Der skal Du sé, vi faar Besøg af En af dem.

Hvad skal jeg nu gjøre? –

Det er Fredrik, tror jeg, som staar foran Entréen.

Fredrik? – er Du gal! Han maa ikke sé! – Hvor skal jeg? . . .

. . . men det er jo rent ud at overfalde Folk! –

Jeg gaar ind i Sideværelset! . . . sætter mig der med Arbeidet . . . Ikke et Ord om, at jeg er her, ellers forstaar han det! –

Jeg laaser Døren!

Jeg skrev til Dig, Fredrik!

Staar her Noget paa? Er det Noget, jeg kan gjøre?

Ser Du, Fredrik! –

Ja, her staar Noget paa – Henrik maa ikke vide af det. Jeg vil bede Dig laane mig hundrede Daler; det er Huslejen, som ikke kan ventes med. Det gjælder blot paa nogle Dage . . . til nu, Afgjørelsen falder om Redaktørposten; – ellers havde jeg ikke faldt paa at bede Dig; men da har Du dem tilbage . . . Jeg mente, . . . det næsten ikke skulde være noget Laan.

Det behøver det da heller ikke at blive. Theodora og jeg har netop tænkt paa at forære Dig en Julepræsent . . . et Pianoforte til Jul istedetfor det, Du har lejet. Du skal selv vælge det ud. De Penge faar Du idag, saa kan Du jo laane af Dig selv –

Du er saa delikat paa Stedet at klare mine Forlegenheder ved at forære mig et helt Pianoforte – Det vil jeg ikke tage imod! Jeg bad Dig laane mig hundrede Daler, fordi det i denne Tid gjælder Alt for Henrik; – netop nu maa han75 ikke lammes af Pengeforlegenheder. Jeg kan forresten sige Dig, at Forlæggerne har erklæret Henrik, at de ikke tænke sig nogen Anden end ham.

Som Du vil have det, – Pengene har jeg her

Men, Anna! – vil Du lade mig sige Dig Noget. Et saadant Tidsskrift er i sig selv en usikker Sag . . . det er egentlig ikke Noget at bygge et Hus paa. – Lad gaa! Men nu hører jeg, at din Mand har skrevet et brev, som sætter dem Fluer i Hovedet. Han vil nok have ubetinget Hals og Haand . . . ikke finde sig i Indskrænkninger. Jeg er en praktisk Mand, og jeg føler, det kan komme til at staa paa den Ting; – man bør ikke spænde Buen for højt. Jeg indrømmer gjerne, at din Mand skriver gode Artikler – saavidt jeg skjønner da –; men nogen egentlig Forfatter . . . af saadan Vægt, at – (:ryster paa Hovedet:) Jeg mener, han burde tage Tingen, som den nu engang byder sig.

Der dømmer Du, som Du forstaar det . . . Ja, nok om det! . . . Enten agter man Henrik som Manden for den Sag, eller man gjør det ikke! Nogen Halvhed vil han ikke leve paa i Litteraturen!

Ja, jeg skal ikke være den, som forlokker din Mand til at handle imod sin Samvittighed! Jeg ønsker kun, det maa gaa godt – – og, at I ikke maatte skuffes for haardt, om det –

Tak! . . . Jeg har jo sagt Dig, kjære Broder! – vi har de bedste Udsigter.

Ja, ja, –

– og det var ikke noget Andet? – Jeg gik lige fra Forretningen; de vente paa Contoiret.

Tak, Fredrik! – – –

– Det er, som Brystet snøres sammen paa mig! – de ere saa mistrøstige Alle. – –

Jeg har altid tænkt, at Tante Magda var saa klog . . .

. . . Hm, nei! – hun har ikke . . .

. . . Der er hans Pen! –

. . . Hvor mangen Gang har han ikke siddet med Tankerne over den til sént ud paa Natten . . . og kanske med Sorger, som . . . Jeg véd ikke hvorfor; men hans Ansigt staar for mig saa tungsindigt, – – som om vi igrunden ikke var rigtig lykkelige – – baade han og jeg. – – – Grublerier, Anna! – dem har Du mindst af Alt Brug for nu! – Her har jeg jo Huslejen . . . Ja, jeg faar virkelig Mod igjen som en Løve!

. . . jeg skal gladelig begynde paa med Tante Magda igjen – lige til Klokken tre.

Nu er Sagen om Posten afgjort, Anna!

Og det blev – – – ikke Hysing?

Nei, – det blev ikke Hysing!

Vi har da seiret, Henrik! –

– – og endelig faaet en Ende paa dette!

– Ja, Du véd ikke, hvad jeg har holdt ud, – jeg trænger rent ud til at græde, Henrik!

Men saa hør, Anna!

Nei, nei – Du véd ikke, hvad Glæde vil sige! O, som jeg har lidt!

Jeg havde ikke en Skilling igjen i Huset; det var blevet ligesom sort Altsammen for mig, – saa jeg følte, der maatte komme en Slut paa det!

Og med det har Du gaaet og tiet!

Nu behøver jeg altsaa ikke at pine Dig med at informere længere!

. . . og Du ikke at trælle, som Du har gjort, – forstaar Du det!

Ja, jeg begynder virkelig at forstaa nu. . .

Sér Du her! Jeg laante netop disse hundredede Daler af Fredrik, fordi Værten igaar skrev, at Huslejen absolut ikke kan staa hen . . . Og nu! – jeg glæder mig, saa Du ikke kan begribe det, til, at jeg imorgen den Dag kan staa paa hans Contoir og sige ham, at du har faaet Posten – – Du kan tro, det kostede mig Noget at laane dem af ham!

Til det er det kommet!

Jeg faar ikke sove inat! –

– nej, jeg faar ikke sove inat . . .

Kjend bare, hvor Hjertet banker!

Saa var det altsaa, Anna! –

Jeg anede det jo, – disse Stiklerier af mine Venner om Informationerne – – – – Og alt dette har hun gaaet og baaret og lidt, – – medens jeg –

Hvad gaar der af Dig, Henrik?

Du har lidt meget for mig! – – Jeg vilde give, jeg véd ikke hvad for ikke at skuffe Dig igjen! – – for at jeg ikke maatte . . . Du maa sætte Dig hos mig her, – vi maa tale sammen! – –

Nej, nej, – jeg maa tænke . . . have frisk Luft! . . .

. . . Vi tales ved, naar jeg kommer igjen!

Men Henrik! – Henrik da! – (:Hun sér sig om. – Med sagtere Stemme:) Blev han fornærmet? – (:Angerfuldt:)Hvor kunde jeg ogsaa være saa ubetænksom – saa bund egoistisk! . . . at skjæmme ud hele Glæden paa den Maade! – Men det kom saa overraskende, saa uventet lige over mig. Jeg véd jo knap, hvad jeg har sagt! – – Gid jeg dog havde tiet med det om Informationerne! – Men det Værste var nok, at jeg havde laant Huslejen af Fredrik! Det er næsten ikke til at undres paa, at han tog det slig, Stakkel! – han har jo kjæmpet for at undgaa det til det Sidste, og saa, – saagodtsom i samme Time – skér det! – (:gaar hen til Døren og lytter ængsteligt:) – Han – han kommer da igjen?79 – (:sætter sig igjen hen paa Sofaen. – Efter en Pause:) Alting kommer bestandig paa en anden Maade, end En tænker det! Nu er han jo virkelig Redaktør, – – og saa skulde jeg faa det paa den Maade . . . saa jeg enda ikke er rigtig fuldt glad. – – – Jo vist er jeg glad jo! – vi har jo ikke ventet paa Andet fra længe, før vi blev gifte. Tænk, naar Fa’r faar høre det! . . . og Fredrik og Theodora, – og Tante Magda derinde! (:vil gaa henimod Sidedøren; men bliver staaende og lytter spændt:) Der er han! Nej, det ringer paa! – – – det maa være en Fremmed.

Ja, ser De, Frue! – jeg maatte op til Dem, – for jeg holder virkelig for meget af Eder begge To til . . .

Vær saa god, – sid ned, Hr. Busk! – Nu, De har hørt det?

Ja, da – for en Time siden . . . Det var jo egentlig Deres Mand, jeg skulde havt fat i. Jeg er uden at rose mig selv den af Deres Mands hele literære Omgangskreds, som tænker mest praktisk. Jeg vilde blot i Anledning af det idag Passerede sige ham, at Hysing ogsaa har tænkt paa at oprette et Tidsskrift. Dersom Hjort vil gaa med, er jeg som god Kammerat villig til at arrangere Feulletonen, – og de andre Kræfter falde af sig selv. Jeg talte netop for et Øjeblik siden med Hysing om det – og skyndte mig op til Deres Mand. Mere, end En kan, kan En nu engang ikke gjøre, sér De . . . Dette idag var jo en stor Skuffelse – – saa at sige en Velfærdssag for ham . . .

Jeg forstaar Dem ikke, Busk!

Hvad? Hvorledes? Har han da ikke faaet Posten? – – – Er Henrik ikke blevet Redaktør?

Aa, jeg Asen! – jeg kom da engang for at trøste ogsaa! . . .

Jeg véd ikke, hvad jeg skal sige, Frue! – Det var virkelig ikke min Mening at komme hidop med – et ubehageligt Budskab; – jeg troede, De vidste . . . det strandede paa Deres Mands Betingelser.

Man har virkelig idag fattet en stor, endelig, Beslutning! – – bestemt sig for – at der Ingenting skal blive af det Hele! – Det var af den Grund jeg . . .

Han har altsaa ikke? – – – Der skal intet Tidsskrift komme ud – – det var . . . derfor, at han . . . saa paa mig slig, da han gik!

Jeg maa finde ham!

Jeg véd, De er en god Mand igrunden, Busk! – han maa komme igjen! Lov mig, at De vil finde ham – faa fat i ham – ikke give Dem, før De faar fat i ham til mig! Han er ikke paa Bibliotheket. Bring ham! – Bring ham til mig, – og jeg skal takke Dem – som en Ven!

Stol paa, at jeg skal gjøre mit Bedste, Frue!

Jeg forstaar ikke, hvordan det gik til, at jeg kunde faa dette saadan i Hovedet! – – – Og jeg, som havde tænkt at være saa stærk . . . og saa læssede jeg paa ham alle de Sorger, jeg vilde baaret alene! . . .

Saa jeg blot en Udvej! –

– Der er han! Men det gaar ikke an at tage imod ham slig.

– Nej, det var Pigen! –

. . . Det blir altsaa dog aligevel sammen med denne Hysing . . . Jeg føler, jeg fordrager ham ikke . . . han oversér Henrik.

Ja, her har Du mig igjen, Anna! –

– Pjank! Pjank! . . . en rask Pen til Husbrug, intet Mere – det er Sandheden! Man har virkelig alt lenge sørget for at sige mig den, – og nu dette idag! . . .

Men kjære Henrik da! – tag det dog ikke slig! – det er jo din Afhandling – din literære Ære!

Min literære Ære! – Er der Noget i Verden, jeg hader, saa er det vel den! Det Frygtelige er, at Du har elsket mig ikraft af den Illusion . . . at hele mit Bo er bygget paa den! Ja, Du faar nu tage det, som Du kan, Anna! . . . Du misforstod mig før . . . Sagen med Tidsskriftet er totalt glippet, og – – – jeg er ikke Literat længere! . . . jeg har taget Posten som Correspondent for din Broders Forretning med Udsigt til engang at blive Associé, – naar jeg har arbejdet mig nok ind i Tingene! – – – – Du sér saa underlig paa mig, – – og

jeg maatte jo vente det . . . Du har gaaet og troet paa mig og offret Dig op her, – medens jeg igrunden ikke længer troede paa mig selv. Men Et vil jeg ikke, Anna! – jeg vil ikke længer gaa saadan i et kunstig Forstørrelsesspeil for Dig! Lad det saa koste mig, hvad det vil hos Dig! . . . hele det Skjær, hvori Du har seet mig som en Aandens Mand af Betydning. Jeg er det ikke; – – jeg har faaet det Bind fra Øjnene i den sidste Tid, sér Du!

Og, stod jeg ikke nu som en ydmyget, elendig, hul Bankerotør paa alt Mit foran Dig og din Slægt, – jeg skulde . . .

Du ydmyget – – for mig, Henrik! . . . Jeg har aldrig været saa stolt af Dig i mit Liv – – – ikke været saa glad siden vor Bryllupsdag!

Hvad – hvad siger Du?

. . . Jeg siger, det var ikke i en Pen, jeg blev forelsket, men i en Mand! – og

– Du er en rigtig – Mand, Henrik!

Det kostede mig ikke liden Ydmygelse, Anna, at gaa hen til din Broder med dette! Men han gjorde mig Broen let. Han sagde – hvad jeg jo vidste – at det var det, han og din Fa’r hele Tiden har villet, og at det endog havde staaet som en overmaade væsentlig Sag for ham at erhverve mig som en dannet Mand med Sprogkundskaber og Slægtning for Contoiret; – han turde nu først give Forretningen den Udvidelse, han længe havde seet, var nødvendig. Lidt af det var vel kanske Sukker til mig; – men jeg saa, han blev meget fornøjet! Da han hørte, at Du ikke vidste Noget af det, drev han paa, at jeg strax skulde gaa hen og sige Dig det, saa skulde vi tales ved siden. Selv vilde han nok ind til Theodora med det . . .

Hvor vi skal leve anderledes! . . . være sammen om Alt! – Og, vil Du skrive, Henrik! – saa kan Du jo . . .

Der blir mere end Tid nok til det, som isandhed trykker. Du véd, man kan strække et Stykke Guld en hel Mil, – saaledes holdt jeg paa at strække mit lille Pund ud i en uendelig fin Traad. Og det Værste var: en stor Del af det var ikke engang eget Guld . . . opvispet Snak var det . . .

– Jeg forsikrer Dig, Anna! – jeg føler mig saa let og fri ved endelig engang i mit Liv at være kommet paa det Rene, – det er . . . som om Stuen har faaet et andet Skjær!83 At leve virksomt og kraftigt, med fuldt Ansvar, for en stor . . . uendelig rig Ting – det forstaar jeg nu!

Var det ikke det, jeg vidste, – han er gaaet! . . . Og her har Du ladet mig sidde den lange Formiddag – saa stille som en Mus; – min ene Strikkpind ligger der paa Bordet!

Goddag, Hjort! Undskyld! Du skal kanske skrive, – ellers tænkte jeg virkelig at sætte mig ved Bordet igjen, –

om I vil have mig da!

Om vi vil have Dig, Tante Magda? – ja vist vil vi det!

Kjender Du, at Du er kommet op i en friere Luft? Du sagde, naar Du bare kom ind af Døren her, var det, som om Du kom ind i et Digt . . . et idyllisk, – og jeg tror det næsten . . .

Der staar Kontorchefen i det!

Er Du gal, Barn – fra Forstanden? . . . Kontorchefen? . . . Er han blevet Redaktør?

Nei, Tante – det blev Intet med det . . . han er blevet Korrespondent paa Fredriks Kontor – Bi bare, vi skal nok blive Associéer!

Ind i Forretningerne? – Korrespondent? –

Saa kan da heller Ingen leve i Ideens Land!

Det er, som Du sagde, Tante Magda, – vi er blevet prosaiske!

Men det er jo? –

– Min Broder skulde været her . . . han vilde grædt af Glæde!

Hva er det?

Jeg forsikrer Dem, Frue, – jeg har løbet som en Droschehest! . . . jeg var lige i Hælene paa ham, da jeg saa ham gaa op ad Trappen her . . . Men saa tenkte jeg, det var bedre at smede medens Jernet var varmt, og faa Hysing og de Andre med og saa denne selvsamme Formiddag døbe det nye Tidsskrift heroppe! –

Om Forladelse! . . . Fruen skulde vel ikke kunne præstere et lidet bitte . . . bitte Glas Rum – Conjac – Punsch eller, hvad det nu er . . . jeg føler . . . den Løben har taget paa mig. –

– Ja, jeg antager, din Hustru har fortalt det, Hjort, – vi tænke virkelig paa at forbause Verden med et nyt Ugeblad! Jeg springer ud for den tarpeiske Klippe, men vil dog, saavidt muligt, sørge for, at der er Dyner under! I kan forresten faa det efter jert eget Hoved, naar jeg bare faar Feulletonen efter mit. Tal, Du Hysing, som er Planens Fa’r, – eller rettere . . .

lad os styrke os med et Glas Punsch først!

Ja, jeg forbeholder mig virkelig Dommen, Busk! Du har din Streg – – saavidt gaar Feulletonen! Hvad der ligger ovenfor den, vil Du maaske tillade mig at styre . . . ubeskaaret . . . fuldt . . . helt ud!

Bravo! – helt ud – ikke en Tøddels Afslag! Overhovedet

. . . Alting helt . . . fuldt ud!

Ja, jeg mener blot . . . saa det ikke blir til Halvhed . . . saa Personligheden ikke blir formeget . . . mat . . . idetheletaget til . . .

. . . til det rene Lapperi, – Hr. Bjerk!

Pu . . . uh . . . Var det ikke for Hjorts Skyld, jeg blev tørt og nøgternt i min Borger!

Jeg skal skrive i Tidsskriftet om Kvindesagen, saa det skal svi’ i hende der! – Skal ikke Kvinden, med alle Rettigheder forbeholdt, dog være Kvinde?

. . . og Manden Mand, Bjerk . . . Jo!

Men, mine Herrer! – til Sagen –

Vel, – den Side af Bladet, der behandler Dagens Begivenheder, – den ugentlige Nyhedsartikel – er som skabt for86 Dig, Hjort! Det vil sige, den maa gaa i Bladets Aand; . . . thi Enhed maa der være! – Enhed absolut!

Men det er jo den rene Ubetydelighed, Du der byder, Hysing!

Du glemmer Æren af at faa leve i Hysings Lomme!

Der kommer Nogen!

. . . De Idéer, vi slippe løs, vil ryste Samfundet gjennemgribende. Bladet vil voxe med hele Magten af den Tingene iboende Nødvendighed, . . . om faa Aar vil det, saa at sige, have slugt det hele Samfund.

Det der høres mindre fornuftigt.

. . . blot noget graadigt – forslugent.

Jeg maatte op for at fortælle Dig, hvor glade vi ere over, at din Mand endelig er gaaet ind paa det!

Det er en stor Idé – egentlig min, Frue!

I Nødens Stund skal man kjende sine Venner, heder det! Jeg vil nu underrette Eder, kjære Venner, om, at jeg ogsaa engang, som Bjerk siger, har taget Skridtet fuldt ud, – jeg er gaaet ud af Klubben og haaber snart at være helt inde i min Svogers Howitz’s Forretning.

Ja, jeg har den Glæde, – haaber snart at kunde kalde ham min Associé.

Vet Du hvad, min kjære Hjort, – Du imponerer mig! – imponerer mig virkelig . . . i den Grad at

Jeg haaber, ingen har imod at tømme et Glas paa den nye Forretningsmands Velgaaende. Hvad jeg kunde have at sige til Skaalen er kort og godt, at der om enhver Mands Vej ligger fodhøjt af Skum og Snak. Den som er for let, skummer bort; den, som er en Mand, pløjer sig igjennem!

Udmeldt af Klubben! – Nu, det maa jeg sige!

Og det vover han at gjøre lige i Øjnene paa Hysing! – jeg gad dog vide, hvordan det spænder af?

Strax Kravet kommer, rømmer man undaf! – Jeg vidste det forresten, – han var altid en Spidsborger.

Jeg har naturligvis Intet imod at drikke Hr. Correspondentens Skaal; – Han falder fra nu af under en Kategori, hvori han er aldeles befriet fra at maales med nogen Aandens Alen.

Akkurat det jeg altid har sagt, Frue! – der blev naturligvis Ingenting af det Hele! . . . Beder om Forladelse! God Dag – god Dag!

Jo, Noget blev der dog af det Hele, Henrik!

Der skimrer op for mig en Stribe af en Idé . . . Noget lig Columbus, da han saa Guanahannis Palmer! – et nyopdaget Land! – ja, det kunde virkelig blive et Drama – jeg [vil?] kalde det – Opdagelsen!

Bravo, – Bravo! Schnelle! De mener den Nyhed, at der findes Perler andetsteds end i Klubben, – De kan blive Digter paa den! . . .

Apropos om Kategorier, Hysing – – – der skulde vel aldrig gives en Poesi, som ligger udenfor Pen og Blæk, – hvad? . . .

Ja, . . . man forbliver i Borgeren!