Er det dig, Sophie, jeg syntes, det var Bodil.

Nej, Bodil danser!

Ja, hvor hun danser! Morer sig, alle morer sig. Det gaar udmerket! Men hvor du er nydelig iaften

Det siger Einar ogsaa! Men sig mig – det undrer mig, at Kammerherre Lindendal er her iaften! Jeg saa Bodil bli overrasket ved det!

Ja, kjære! Han havde nok truffet Tante Dora inde hos Admiralens og havde sagt – ja, Tante Dora blev rent indtat i ham – og vilde overraske Bodil, kan jeg tænke.

Ja, det er morsomt med saadanne Overraskelser

Ja, er det ikke? Tænk, og det var ligedan med Odners. De ligger her paa Gjennemrejse, han er blet Distriktslæge oppe hos Carl, ved du. Saa traf Tante Dora dem ogsaa og bad dem, mest for Carls Skyld tænker jeg – – Ja, og saa blev hun saa indtat i Fruen!

Fruen? Er der en Fru Odner?

Ja, du kan tænke dig, hvor Bodil blev forbauset! For det ene tænkte hun, Doktoren allerede var rejst. 36For det andet ante hun ikke, han var gift. Og for det tredie vidste hun slet ikke, de var budne!

Hvad siger du?? Og Bodil?

Bodil, kjære, – hun har saadan Takt! Det gik rigtig nydeligt! Og det kan være morsomt med saadanne Overraskelser!

Ja, det skal være vist! Det synes Einar ogsaa, han har bedt mig om en Dans. Der kommer han!

Undskyld! Jeg ser efter Frøken Herwell. Jeg er lovet en Dans!

Er det Bodil? Er hun ikke derude? Jeg skal hjelpe Dem!

Musik er skrækkelig!

Jeg vil være alene – to Minutter

Et Ord bare! Hvorfor har du ikke sagt mig, at Dr. Odner var gift? Naturligvis vidste du det!

Simpelthen vidste jeg det ikke! Han sagde næsten aldrig noget.

Han laa deroppe og botaniserte, mens hans Frue var ved Bad, fortalte han mig nu derinde –

Ja ja, jeg skal gaa. Men et maa jeg bede dig om – kanske vi ses ikke mer alene, jeg drager jo inat! Rejs ikke op til Carl isommer! Leg ikke med Ild!

– Det elsked jeg som Barn! Jeg gjør saa endnu!

Kom heller til os! Lov mig det, nu!

Haster det saa?

Du ved, Carl venter paa mig! Men jeg kan godt la’ være!

Bare gaa, saa lover jeg, at jeg ikke skal gjøre det.

Skjønt jeg gjør det vist alligevel!

Jo, dette er Undines Rige!

Bare et Øjeblik!

Hvor elskværdigt af Dem – men der er virkelig ingen Tid. Vi danser her iaften!

Hvor jeg skulde ønske Alverden vilde danse væk, og jeg var alene med Dem paa hele den vide Jord! Faar jeg Lov at minde Dem om, at De loved mig Menuetten?

De tar Feil!

Om jeg var Konge til Jorden, jeg vilde alligevel være paa Knæ for Dem! – –

Rejs Dem! Det plager mig!

Saa faar jeg vel Lov?

Frøken Bodil! Vend Dem ikke bort! Nu skal De gi mig Lov at tale med Dem! Det er nødvendigt, at vi taler sammen!

Det finder jeg ikke!

Jo! Om min store Oplevelse – at jeg kom ned her og fandt Dem forvandlet til den vidunderligste Undine, Vorherre har skabt! – Da jeg saa Dem paa Ballet hos Bratts –, saa anderledes end før, saa souverain i Deres højrejste Ynde – da gjemte jeg mig, som man i fordums Tid gjemte sig for at betragte de dejlige Najader. Illusionen greb mig. For 40De er anderledes end alle! Der er Mystik i Luften om Dem!

Vær mere mild end De var det sist!

For De har ingenting glemt i disse tre Aar, det ser jeg!

Hvem er det, som siger, at af de himmelske Skabninger er Kvinderne de, hvis Baner er mest usikre? Det er ikke sandt! – For alt, hvad De sidder og tænker nu, det har jeg netop selv tænkt paa. Frøken Bodil, jeg forstaar Dem bedre, end De forstaar Dem selv! Lad os tales ved og faa klaret alting!

Ja, denne Trofasthed for Eksempel, som saa pludselig er staat op fra de Døde!

Hvad vil De? Jeg vil ikke Dem nogenting!

Vil? Vær ikke saa haardhændt! Og vær ikke noget Barn? – – – Bodil, jeg elsker Dem!

Bodil, De maa høre paa mig –

Det skulde jeg aldrig ha gjort. Jeg har ikke havt godt af det Bekjendtskab med Dem. For siden – har jeg faat Lyst til at gjøre Mænd ondt!

Bodil! Hvad gjorde det, om vor Lykke dengang gik – der er blet Plads for en større!

– en større?

Nu er De i Stemning! Faar jeg Lov at fortælle Dem noget – som i gamle Dage?

Der var engang en liden ung Pige. Alt havde de gode Feer git hende. Naar hun kom, strakte 42Blomsterne sig frem og bad: træd paa os, lad os leve og dø for dig! Og der kom et Menneske. Han lagde sig for hendes Fod og bad som Blomsterne! Og hun? – Hvad siger De?

Sansynligvis var hun tosset den unge Pigen!

Ja, synes De ikke? Manden er nu engang som han er, har en fornuftig Dame engang sagt. Og det bør en vidunderlig Undine ogsaa indse! – Det bør huskes, at for ham er der – Episoder, der fører ham lutret og modnet tilbage, hvor hun sidder ren og skjær og venter –

Husk de gamle Sagn! Altid kom Helten tilbage, sterkere end han drog ud. Brandt der en Ild, vandt sig en Orm om Fruerburet – saa red han sig gjennem Ilden, saa vog han Ormen –

Er De saa sikker paa, hun sad der – og vented?

Hvorfor vil De, jeg skal tvile? Min var hver Tanke i Deres Sind. Hvordan vil De faa tat alt det tilbage? Det lader sig ikke gjøre –

De gjorde det selv! – Netop idag for tre Aar – – siden – –

Der er lukket og stængt – den unge Pigen hun –

Hun har ventet – og Vejen er ikke stængt! En Kvinde er trofast. Hun kaster ikke bort saadan sit bedste selv!

De maa finde hende igjen, den unge Pigen, De maa sige hende –

Den Vej, som gik fra hende over til mig – den gaar ikke et Menneske to Gange i sit Liv.

Ja, jeg tilstaar! Der var en Tid, da jeg havde ingen Tid at se paa Himmel eller Jord. Paa Knæ laa jeg for et Alter.Alter] rettet fra: Altar (trykkfeil) Der brændte en hellig Ild. Alle 44mine Blomster ofred jeg der! – – Der er intet Alter mer, Ilden er slukt!

Det var heller ikke Dem, jeg tænkte paa dengang, jeg indbildte mig, at De var en anden end den, De er! Dem – har jeg aldrig villet nogenting!

Tro ikke, hvad De selv siger! Kvindekjærlighed forgaaer ikke paa den Maade. De kjender ikke Deres eget Væsen!

Jo! Vi Modedamer indlader os ikke paa nogenslags Sentimentalitet. Vi nyder Livet. Og saa – hevner vi den unge Pige.

– Og saa – naar man er ferdig med det – tilgir man!

Husker De den unge Pigen, den Kveld hun gik med mig over Stenten? – Sligt glemmes ikke!

Jo! – For siden kom den Dag, da hun blev forraadt! De kunde ikke gjemme det for hende, hvor Deres Hjerte var blet koldt. Hun kunde se det paa Deres Øjne!

Hør, Bodil, og De vil bedre forstaa det – – Hvad tænker De paa?

Paa det, De fortalte Tante Dora derinde: at Høken sidder og vogter paa trætte Fugle – tror De ikke, at undertiden tar den Fejl?

Lad os haabe det – og holde os til Sagen.

Frøken Bodil! Ikke skulde De agte saa ringe, at jeg nu kommer og ber Dem bli min Hustru. Jeg blir nødt til at sige Dem noget. Det har været nævnt her i Byen som noget almindelig kjendt, at dengang De var Lærerinde deroppe paa Nabogaarden til Lindendal – Deres Navn blev allerede dengang sat i Forbindelse med en andens paa en Maade, som ikke var bra for Dem!

Og denne anden – lad os kalde ham Herren til Lindendal – har han ikke følt sig opfordret til at modsige den for mig saa ubehagelige Historie?

Ganske vist fandt jeg Dem ogsaa – yderst uforsigtig dengang – – Men Bodil, som min 46Hustru – hvor vil De kunne finde en Oprejsning som den?

Jeg begynder at forstaa – endelig begynder jeg at faa fat paa dette, som sniger sig saa klamt omkring mig.

Ja, for det kunde jo saa let været sandt, mener De? Dengang var jeg en fattig, ubetydelig ung Pige. Det vilde daarligt passet for Herren til Lindendal, at – –

Sæt om det nu var, som Folk mener –, det kunde det jo saa let, ikke sandt?

Bodil!

Lad os bare gaa ud fra, at det er sandt – ikke saa sikker er jeg, at den unge Pigen vilde sat Æren til, som jeg er viss paa, at den Riddersmand til Lindendal vilde ha mistet sin! –

De talte om gamle Dage – i gamle Dage, den Ridder der havde fornærmet en Kvinde, – hans Sporer blev knust paa hans Hæle!

Hvor er den saa kommet fra, den Historie, som De ikke har modsagt – fordi nu havde De Brug for den.

De vilde tvinge mig med dette! – De har Deres Grunde, nu som jeg ikke længer er den unge Pige, som var saa lidet værd!

Giv mig Lov at vinde Dem tilbage! Bodil, De maa ikke sørge over dette!

Ikke over dette – men over, at det kommer til at være saa længe til – at der ikke findes mer paa Jorden – Mænd som Dem!

Er du her endda, Bodil? Du har vist glemt, hvad du loved Professor Ørn? Har ikke Doktor Odner været herinde? Han søger dig nemlig ogsaa!

Dr. Odner?

Ja, har ikke Kammerherren set ham her iaften? Husker ikke Kammerherren ham? – den tause Manden, som var ivejen allesteder deroppe, dengang –

Har De ikke et Ord for mig? Lad ikke dette stille sig mellem os!

Det, som har stillet sig mellem os, er Døden! Den unge Pige her, som De kommer for at søge – jeg bærer Sorg for hende. – Hun døde dengang!

Hvem sagde du? Hvem kommer?

Jeg vilde bare ha den Mand paa Dør.

Du blir saa bleg! Hvad vilde du, om du kunde ønske dig noget?

Det Liv her blir Plads til at leve, – – naar jeg længesiden er død!

Se paa mig, Bodil, og tro hvad jeg siger. Den unge Pigen, hun er ikke død, hun bare sover. Nøkken har sagt mig det.

Der staar nogle Roser herude. Jeg ved, de er til dig! Du undgaar dem ikke! Og jeg skulde tro, her trænges en Rosenskur over alt dette blege blaa.

De kommer allesammen med Bud! Hvorfor har du ikke lagt Merke til den sorte Ørn, som er kommet over Havet hid? Der ser jeg Tante Cara! Jeg ber hende gaa ind til dig!

Du har faat hvilt dig lidt, mit Barn? Nu kommer du vel ind? – Tante Dora er en udmerket Værtinde. 50Og Sophie vikarierer med Talent, men du savnes alligevel. Og du holder jo saa af at danse! Men, kjære Barn, hvad er dette – (samler op nogle af Roserne.)

Tante Cara – jeg er angst for Menneskene!

Men, Barn –

Se Spurvene – at de kan sætte sig saa trygt tilro!

Aa, jeg bare siger saadant! Du husker da det fra før, at jeg bruger at tøve og sludre.

Javist tøver du, Barn. Men kom nu med ind! For hvad tar du dig vel til her alene?

Tante Cara, den lange, lange Længsel, som længes forbi alting – kjender du den?

Har du grædt længe nogengang?

Aa, du dejlige Guldmor! Du skjønner da, jeg spørger bare saadan, fordi det morer mig!

Du gjør vel det, mit Barn! Men jeg kan ikke følge med.

Tror du, jeg har kjendt Lykken nogengang? Og at jeg alt har mistet den? – Eller har jeg aldrig vidst noget om den? Kommer den – eller kommer den aldrig? –

Lykkelige Barn, for alt du har at spørge om! Det gaar altsammen iorden, skal du faa se. Men nu maa vi gaa ind. Det er jo dig, som holder af at danse!

Javist! Spil, saa vil jeg danse. Jo, jo, Dansen min! Vilddansen, forstaar du vel – den, som altid hjalp saa godt. Jo, nu skal du bare se!

Kjære dig, – kunde vi ikke vente til imorgen?

Kjære Guldmor! Det kan jeg virkelig ikke!

Husker du, naar du var rigtig forfærdelig snil, laante du mig altid det!

Hvor kan du huske alting?

Naa, der er jo Professor Ørn! Ja, nu maa De selv gjøre Deres Krav gjeldende, Hr. Professor! – Men lov os nu, at De ikke rejser tilbage til Amerika! Her er da ogsaa Mennesker!

Ja, nogle!

De har lovet mig en Menuet – helt siden den Aften hos Bratts!

Og det husker man endda!

Kan det glemmes, naar man har set Dem danse den? Men De ser træt ud. Skal vi heller tale lidt sammen?

Aa, den Musik!

De holder ikke af Musik? Nej, den kan være slem!

Nej, jeg mener egentlig, at jeg elsker den! Jeg har hørt, den skal være opfundet for at overdøve de menneskelige Lidelser – især Tromme! Hvorfor har man ikke Tromme her iaften?

De staar vist og tænker paa noget rent andet?

Ja, for jeg har saameget at sige Dem. De ved jo, jeg rejser tilbage igjen? – – –

Jeg ved et Land for Dem! Det er vor nye Koloni derover – Eventyret, som skal bli Virkelighed! Faar jeg Lov at fortælle Dem lidt om det?

Kan det ikke være til en anden Gang?

Jeg rejser jo imorgen tidlig. Træffer jeg Dem kanske hos Deres Bror?

Min Bror??

Ja, Deres Bror Carl! Det er ham, jeg vil besøge. Ham og Dr. Odner, som er blet Distriktslæge deroppe nu. Vi er alle tre Studenter sammen. Jeg blir deroppe nogle Uger paa Sanatoriet.

Skal vi ikke heller danse Menuetten?