Hvor er Tyrannen? Er du ikke her, Kai?

Aa, naa!

56Hvor er Frk. Dagny? Aa, er du der! Hvor ialverden er Tyrannen? – Denne Malingen er til at dø af! Om endda Kai skjønte paa, hvad det er for et uhyre Offer for mig, slig Oppudsning over hele Huset.

Hvad behager? – At det var mig selv, som vilde ha det? – – Ja, naturligvis!! Man maa da bo som et Menneske!

Hvor er Fin? Hvad? Ikke set ham siden Kl. 8.8.] rettet fra: 8 (trykkfeil) Pyt, saa er han hos Kari! Sig ikke et Ord om det til Kai! Naar det gjælder den Gutten er han ængstelig nok! – –

Naa, han skal vel faa, naar han kommer!

Dagny! Kommer her nogle Sanatoriedamer, min Svigerinde for Eksempel, saa er jeg ikke hjemme. Jeg er syg!

Giv mig det hvide Kniplingsjalet – jeg er slet ikke bra – – fryser i denne rasende Heden – – det er sandt, skulde Løjtnant Stjernblad komme, saa er jeg hjemme, – loved desværre igaar jeg skulde vise ham Udsigten.

Det er sandt, kommer Kandidat Thoren, er jeg ogsaa hjemme. For ingen anden!

57Du kan tro, jeg var rasende paa Tyrannen idag! Han maatte gaa sin Vej! Han var nemlig morgengrætten!

Var han ikke? Jovist var han! Saa vilde jeg naturligvis ha ham til at erkjende det, jo, jeg syntes han skulde kysse min Haand og tilstaa, han ikke havde været, som han skulde. Men han vilde ikke!!!

Hvad siger du? Var han optat? Naar jeg kommer ind paa Kontoret, skal han simpelthen ikke være optat!

Tak, du behøver aldeles ikke at forsvare ham; det skal jeg gjøre selv!

Og saa de to Knapperne i Vesten, som han aldrig vil knappe, endda han ved, jeg ikke udstaar, de er oppe! Og jeg gir mig aldrig paa det, – han skal knappe dem! – Du Verden, jeg som igrunden er saa god af mig – det siger alle Mennesker! Men han ejer ikke Hjerte!

Hvad siger du? – – Ja, det gjorde jeg netop i Søndags, jeg sendte Holst ind i Kirken efter ham for at knappe dem –

Det ved Gud, jeg gjorde! Og jeg vil sige, det er stort af mig, at jeg ikke mister Taalmodigheden!

Vivi, hvordan har du det?

Hvor har du været i al den Tid?

Kjære, du bad mig selv om at gaa! Du vilde hvile, sagde du!

Jeg var saamen glad, da du gik, skjønt jeg har savnet dig rasende!

Hvad skal jeg med den? Jeg raaa ha dem en masse. Da er de jo nydelige!

Vivi, hvordan har du det?

Uh! Hvor du kjeder mig, du siger bestandig det samme! Og du ser aldrig, hvordan jeg har det – jo, du ser det, men du er lige glad –

Men, Vivi!

– Om der var en anden Læge her – – – jeg siger bare, om der var en anden Læge her – skulde jeg da vist! Hysch da, hysch da, jeg ved, hvad du mener!

Ja, Vivi, ja! Jeg skal tænke paa, om vi ikke kunde finde paa noget!

Nej, virkelig!

Om jeg nu for Eksempel døde, før du fik tænkt paa, «om vi kunde finde paa noget» – – ja, jeg siger bare, om jeg pludselig gaar hen og dør for dig – for det kunde da let hænde, ikke sandt, Kai? Men vilde det være hyggeligt for dig det, at være min Morder?

Vivi! Hvad er det egentlig, du mener?

For det ene har du sendt mig to rædsomme Sanatoriedamer paa Halsen – jeg kan ikke udstaa gamle Damer!

Kjære dig! Det var mine to Tanter! De var saa lykkelige over at kunne faa hilse paa dig!

De lyver bare! – Jeg lyver fordetmeste selv, men jeg kan ikke fordrage at være sammen med Folk, som lyver! … Kjære, hvorfor kan de ikke sige sandt? Ikke sandt?

Du skulde fare lidt varligt med mig, Kai! Jeg fryser!

Du skal se, det blir nok bedre – jeg skal hente et Uldteppe!

Et Uldteppe! Kai, du er dum! Det kommer af denne væmmelige Botaniken!

Aa, Vivi, du skulde været med i Skogen idag – du skulde set en Naturens Ødselhed, ja, slig som det drev fra Furublomsten i lange, gyldne Skyer – men, Vivi, husker du ikke, hvor du engang interesserte dig for Botanik?

Du er dum, Kai! Det var jo dengang, før vi blev forlovet det. Botanik kan være bra nok, men jeg synes ikke, den er saadan til at holde paa med. Jeg er saa træt af Moserne dine, at du ved det ikke!

Hvad er Aarsagen til det, at du skal ta Livet af mig med de to Knapperne?

Ja, du havde jo klaget til Tanterne ogsaa – over de Vesteknapperne! Forstaar du ikke, Vivi, at det generer mig – især nu i Heden – det er, som jeg ikke kan faa Luft – – jeg skal forklare dig hvorfor –

Hysch da, jeg ved, hvad du mener! Du fejler saamen ingenting! – Men du holder ikke mere af mig – ikke som før!

Den er saa liden … Maria Guldsko! Du kan tro, jeg har gjort et interessant Fund idag – en ganske ny Hypnum! Her skal du se!

Naa, det er derfor, du er saa glad – jeg saa det straks paa dig!

Aa, lad vær! For du er saa gyselig, naar du begynder med dine Varianter og Synonymer og Gud ved, hvad den Stas heder!

Men, Vivi, du skulde se lidt mere paa Moserne her i Skogen – aldrig saa jeg en Pragt som her – – og som de kan komme krybende imod en inde i Skyggen med vredne Spidser, som vilde de helst smyge sig unna – se her, du maa se!

At du gider bry dig med alt det smaa! – Store Trær maatte da være bedre. – – Nej, da har din Bror Just været klokere! Gud, det er da noget, som gir af sig! Hvor mange Ordener har Just?

Har du læst Aviserne idag?

Der staar aldrig noget!

Der staar en hel Del fra Udlandet om den Afhandling, jeg vandt Prisen for. Jeg tænkte, det kunde more dig!

Det morer mig ikke! – – Har du glemt det, jeg ønsked mig idagmorges?

Fem Ting fra Printemps – –

Ja, Vivi, ja! Men jeg synes, du er saa nydelig, som du er! Og du ved – nu netop har vi det lidt smaat –

– for det du aldrig kan ta dig betalt, ja – hysch da, jeg ved, hvad du vil sige! Det faar sandelig ikke hjelpe, om Folk er fattige! Om du vidste, hvor rasende uhyggeligt det er for mig, at vi aldrig har Raad til nogenting. Og du ved, Kai, jeg taaler ikke at ærgre mig!

Ja, Vivi, ja –

«Ja, Vivi, ja!» Jeg hører aldrig andet. Det er blet kronisk!

Hvis det er dig saameget om at gjøre, saa ved du –

Traf du saa hendes Naade i Skogen idag? Jeg skjønner ikke – du, som vil ha Folk saa begavede – hun er da ikke begavet. Ikke det mindste!

Hvoraf ved du det?

Jo, hun er saa ufordragelig – uh! – –

Dine sædvanlige gode Grunde.

Kai, jeg siger det rent ud – jeg gifted mig med dig, for at jeg skulde faa det godt, man gifter sig da ved Gud sandelig ikke for at –

Ikke andet jeg ved, mente du ogsaa selv at –

Men, Vivi. du ved jo, jeg vil gjøre alt for dig!

Ja, Tak, Alt! Bare ikke lade være og gaa og rode med alt det der!

Det der??

Ja, det er det, som er Fejlen! Indrøm det, Kai, Videnskab og alt sligt, det er igrunden bare en Maade at være vigtig paa – tænk, det tror jeg! – – Det er derfor, du sætter dig til i denne Fjelddalen ogsaa, du kunde kommet til en By, det ved jeg!

Du snakker saa meget om Pligt – og at man skal holde, hvad man lover – – det er da vel ikke 66bare de fattige, det gjelder? Og alle mulige andre Mennesker?

Det er nemlig din Pligt at elske mig – over Moser og Mennesker!

Ja, Vivi, ja! Jeg skal se at forbedre mig!

Saa tilgir jeg dig! Er det ikke stort af mig, at jeg gjør det. Sagde du ikke, du vilde skrive straks?

Det er Herluf! Jeg skal gaa og tale med ham derude. Du kan jo ikke ta mod ham, naar du ikke er bra.

Det ligner dig at lade Professoren bli staaende udenfor.

Kom ind! Stig paa!

Ærbødigst Godmorgen! Undskyld, Madame er vist ikke rask?

Jeg er bedre! Det glæder mig at se Dem. Trodde næsten De var død.

Endnu ikke.

Men der skal gaa slig Kjedsomhedsepidemi paa Sanatoriet?

Jeg er ikke modtagelig, Frue!

Der kommer noget saa friskt med Dem. Jeg føler mig formelig bedre af det. Mandfolk er nu interessante, det har jeg bestandig sagt – ikke sandt, Kai?

Jo, det er aldeles rigtig, som Vivi siger. Naar du kommer – der er noget ved dig, som skulde du gjøre en hel Verdenserobring, vinde nyt Land!

Det skal jeg ogsaa!

De vil altid komme til at sejre! Men se nu først, om De kan hjelpe mig at forbedre denne Tyrannen lidt!

Det falder Dem neppe vanskelig, Frue, at afsætte Tyranner!

Jeg har jo faat ham bedre – og kjære, man maa jo ha nogle Scener imellem! Men da gaar han, han siger aldrig nogenting – men det er da det eneste hyggelige, synes jeg, at kunne ta lidt fra sig.

Han er igrunden forfærdelig rasende rar – og komisk! Han vil, jeg skal være fornøjet bestandig! Det er jo umuligt!

Vist er det saa! Verdens Fremgang skyldes de misfornøjede.

Vi har en Brevkasse her i Huset, se her! Naar jeg er rigtig ordentlig rasende, da taler jeg ikke med ham, jeg skriver. Men det, som er det værste med Kai – han har ikke nogen Samvittighed –

Samvittighed betegner en Mellemtilstand i ens Udvikling, Frue. Der er Mennesker saa gode, at de ingen behøver –

Jeg har ikke Spor! Men sig mig, Professor, hvad skal man egentlig finde paa for at gjøre Livet behageligt for sig?

Kjender De den store Zadig, Frue? Han siger: Store Gud, hvor det er farligt at sætte sig ved Vinduet, og hvor det er vanskeligt at leve behageligt i dette Liv. Han har naturligvis ikke Ret.

Ved De, hvad man siger om Dem paa Sanatoriet? Nej, jeg siger det ikke. Jeg er fornærmet. Hvorfor mødte De os ikke i Skogen igaar? Naar De gaar og leder efter Tyrannen, som De aldrig kan finde, saa plejer De komme farende mod Dagny og mig og 70skræmme Livet af os. Hvorfor gjorde De ikke det igaar?

Jeg ser det paa Herluf, at han vil ha Kaffe.Kaffe.] rettet fra: Kaffe (trykkfeil)

Det skal han faa – og Dagnys berømte Vafler! Vi skal drikke ude paa Pynten under den store Granen vor!

Er det sandt, Jorden er saa aldeles liden for Dem, at De bestandig gaar med de andre Kloder i Tankerne? Naar De vandrer over til en af dem, saa sig mig til!

Du er akkurat, som da du var Gut! Altid var det noget, du skulde til med. Hvad er det nu?

Du er igrunden ogsaa den samme. Du havde en slig utrolig Taalmodighed med os allesammen – du har vel den endda? – 71Hvor hun er nydelig, din Kone! Slemt at hun er saa svag. Hun ser ellers sterkere ud, end du gjør.

Ja, hun blir saa livlig, naar der kommer nogen – du skulde komme her oftere!

For at du tryggere kan ligge ude og rode! Du er liberal!

Du kommer til at bli gammel du, uden nogensinde at ha siddet ned –

Men du – slig som du kan sidde – stille, som en Kvinde.

Og du! Du har en Opsamling af motorisk Energi, som er rent merkelig!

Og du! Du ser ud, som du lever endda paa dine stille, fine Idealer. Har du faat omdannet alt det til Realiteter, saa er det godt gjort!

Jeg gaar saa meget ude –

Ja og roder – og laver Teorier –

Ja, det gaar godt en Stund – men saa kommer Naturen med sine Indfald – en Form, som slet ikke skulde være der – og ødelægger hele Artsbegrebet for en. Men det, som ikke ødelægges, er, at man ved intet.

Hav Respekt for Intet – af det blev jo alting skabt. Og din Uvidenhed holder paa at gjøre dig verdensberømt!

Det er det, du – – den uhyre Glæde ved at finde Aarsagerne – – det er ligesom – du ved, i Asien, disse merkelige Fodspor, som man indbildte 73sig var Buddhas, Skaberens – – – det er det, overalt har vi hans Fodspor! Det er dem, jeg ligger og ser efter inde i Moserne ogsaa.

Ja, slig Moro det er at komme listende over dig – se dig sidde paa Huk og stirre – eller gaa forsigtig, med sagte Skridt, som var du ræd for at forstyrre –

Det er jeg ogsaa!

Hvor heldigt, at din lille Kone er saa interesseret for dit Studium! Jeg husker det henrykte Brev, du skrev til mig om det.

Fortæl nu lidt om dig selv!

I arbejder jo sammen, skrev du! – Jeg blev alligevel forundret, da jeg hørte, det var hende. Jeg husker hende jo lidt fra før!

Hvad er dine Planer? Gaar du tilbage til Universitetet derover, eller blir du her?

Ingen af Delene! Ser du, jeg maa til med noget andet end du! Jeg kan ikke gaa saa stille med mit – jeg vil være med at vække den Storm, som skal rense Luften –

I disse Aar, ser du – – jeg har gaat og samlet Materiale til min store Bog – men jeg vil ogsaa skrive den i det levende Liv – – en ny Guds Stad maa bygges paa Jorden. Vi begynder straks!

De Stille i Landet kan da ogsaa være med paa det!

Javist! Og Lovgiverne, Værdiskaberne, det skal ikke længer være dem, der bygger med en Haand og øder med den anden. Godheden udviklet til Verdensaand, til den store, drivende Kraft – det er Fremtidens Program.

Hvor du er ung! Dine Ord lokker som Eventyr, som aabent Hav! Send dine Skibe ud!

Det skal jeg! Jeg vil lægge ud mod lukkede Land. Men der er saa meget, der maa forberedes 75– – der maa nye Mennesker til, ny Moral – vi har jo ingen! Og vi maa begynde at samle Sten til Fremtidsreligionens store Katedral. Der er Religioner med 13,000 guddommelige Bud. Vi skal forbi alt dette – frem gjennem Kjærlighed og Retfærdighed ind til den store Enkelhed. Der finder man Gud!

Hvor du er ung! Det er. som hører jeg det suse i ny Vin! Men jeg er ræd, du er kommet for tidligt til Verden!

Nu vil jeg netop helst! De fineste Kræfter, netop nu er de begyndt at løfte sig ind i Dagslyset. Jeg vil være med om at skabe – – jeg vil – –

Prometeus, vogt dig! Stjæl ikke for meget! Vi taaler ikke stort af Gangen!

Ser du, den store Revolution lykkedes ikke! De tog for lidet med og fór for fort frem. Man maa lære af Tiden: den ødelægger langsomt, sikkert – og bygger op paa samme Vis!

Ja, det er det. Alting maa gro sagte, men jeg synes, du har det saa braadt!

Ser du, min Drøm, det er at aabne stor Vej – for store Vinger – for de smaa ogsaa!

Her blev saa stilt med et. Næsten som kunde En høre de fjerne Skridt af Fremtiden, du!

Jeg liker dig ikke! Du ser ud, som du har noget, du gaar og kjæmper med! Du, som har alt muligt – det siger du jo selv, Gut!

Ja, du, jeg har saa meget mere, end jeg fortjener. – Hvis du ikke kan se det paa mig, saa er det – – ja, saa er det min egen Skyld. Det siger Vi vi ogsaa, og Vivi har Ret! Men lad os tale lidt mere om dig. Du er mer interessant. Det siger Vivi ogsaa, og Vivi har Ket.

Du vil lære Menneskene noget nyt. Menneskene har vidst saameget, du, men de glemmer det bestandig 77igjen! Du vil lære dem at elske Retfærdighed. Hvorledes skal du faa gjort det? De korsfæster –

De skal vænne sig af med det. Lyt! Det arbejder i Tiden. Og Menneskeheden maa lystre! – Det er, som et dybt Øje stirrer paa den og befaler: Fremad! – Der er en Tanke, som faa ved om endda, men med brede Vingeslag vil den fare Verden over. Den er: I dit eget Liv ligger Skatten gjemt. Vogt det hellige i dig selv!

Ja, alting ændres jo! Lad os haabe paa en mere vellykket Menneskehed end vor!

Jeg gaar derover – nu snart! Jeg har stillet mig i Spidsen for en Indvandring, sat mig i Forbindelse med den amerikanske Regjering og andre. Paa en af de herlige, tomme Sletter ved Misissippi bygger vi nyt Samfund. – Der skal man ikke behøve at maatte rejse sig og gaa sulten fra Livets Bord! –

Bliv med! Det vil passe for dig!

For mig kanske! Ikke for Vivi!

Hun? Hun lever jo bare for dig! Det binder jo dobbelt, et saadant Forhold.

Naar drager du saa?

Jeg havde igrunden glædet mig til at se din Henrykkelse paa nært Hold!

For den er da vel ikke bare skriftlig? Den er saa stille!

Ja, den er det!

Du var altid min Bror! Jeg vil fortælle dig, hvordan det kom: Vi var saa unge! Vi var i Kirke sammen til Bryllup. Og hun bad mig: Gaa Kirkegulvet op sammen med mig! Jeg gjorde det. Og det var som for Guds Ansigt! – – Da blev vi bundet til hinanden.

Der er det ved hende, at man maa se efter hende!

Der staar Straaler om hende – som af en fin, mangestrenget Klang – – det er ikke Stemmen bare, det er Gangen og det hele.

Ja, de gjør det! Alle ser efter hende!

«Alle ser efter hende!» Det er det, som er rasende ærgerligt!

Vivi, hvad er det?

Ingenting! Du ved, jeg har saa let for at ta mig nær af alting! Det er bare Sultan, han har spist alle Vaflerne!

Den maa ikke faa saadane Vaner!

Slaa den ikke – for det er ikke sandt!

Eller slaa den bare du, for du kan ikke!

Her er en liden Mand, som gik sig vild udi Skogen. Han er sulten som en Skrub. Jeg maatte synge for ham, at han skulde glemme, hvor træt han var.

Mest ræd var jeg, der skulde komme en Bjørn!

Se, her har jeg fundet nogle nye Moser til dig. Papa – – er’ke det no’en orntli’e Arter, syns du?

Og du har vovet at gaa uden Lov?

Du sagde, jeg skulde finde Kari! Men saa var Vejen jo borte!

Uff, du tar saa hardt, jeg vil gaa med Bodil!

Dersom du nogensinde gaar med det Menneske mer –

De’rke no’et Menske, det er Bodil!

Du er en Skurk!

Vi er Dem saa takskyldig, fordi De kom med vor lille Skurk! – Men min Søster var gaat ud for at hente ham ind, saa De skulde ikke ulejliget Dem bare med det.

Bare med det? – – Jeg skulde hente lidt Medicin ogsaa til vesle Ejvind!

Men vil De da ikke sidde ned? Den er ikke ferdig!

Og saa drikker De Kaffe med os. Ikke sandt, Vivi, vi skal ha Kaffe!

Det maa De da endelig. Doktoren ber Dem. Han, som aldrig inviterer Folk til nogenting!

De ser saa lykkelig ud!

Det er man jo bare, naar man har tabt sin Forstand – eller naar man aldrig har havt nogen!

Og det ler De af!

Ler jeg? Det vidste jeg ikke!

Jeg har lagt Merke til, De ler næsten bestandig – eller synger!

Jo, tak, jeg morer mig om Dagen! Husk, et Menneske skal aflægge Regnskab for alt, hvad det ikke har nydt af, hvad dets Øje har set!

Ja, og saa i dette dejlige Vejr, især om Morgenen. Mødte De ikke min Mand i Skogen idag?

Jo!

Og vist igaar ogsaa!

Vi møder ofte Doktoren, min Bror og jeg paa vore Morgenture.

Og saa om Aftenen! Den dejlige Tur forleden, med Stjerneskud! Hvad ønsked De Dem, mens de faldt? Et langt Liv? Eller kanske bare –

– eller kanske bare leve med Sommeren og dø med Roserne. – Det skal være det bedste, har jeg hørt.

Men snille dig, Kai, hvad roder du efter?

Jeg skulde lave noget Medicin.

Har De tænkt over, hvad jeg foreslog Dem igaar?

Nej! For jeg vilde fryse bare af at tænke paa de Højder, hvor De færdes! Jeg maa ha det varmt omkring mig. Mon det ikke er bedst hernede paa Jorden?

Hvad var det, De nynned, da De kom her? – Det samme, som ude paa Trappen idag tidlig!

Det var en Stub, jeg har lært af Kari.

Aa du! Kor Steinen er hard,
Soli smelt den inkje,
inkje eingong Maanen.

Men der var mere!

Kvar ein, som bær paa Elskhug,
hev funni si Livsens Tyngd!

Her skal De se en, jeg har skrevet af – nej, nu har jeg mistet den – den maa ligge udenfor.

Jo, Kai, jeg hader dig – – og jeg siger – – jeg siger –

Vivi, der er ingen Mening i, hvad du siger.

Du ved, du piner mig. Men det skal ikke lykkes –

Hvilket, Vivi?

Tænker aldrig du paa, om du piner mig?

Du har altid saa god Hjelp til, hvad du tar dig for. Andre maa gaa med sit alene. Jeg er misundelig paa Deres Mand, Frue!

Det maa De ikke være! Jeg kan ikke fordrage misundelige Folk. Ikke sandt, Kai, jeg vil ha alt mit ifred!

Det kan ingen, Frue! – – Men er du ikke rask, Kai?

Gud, jo! Kai fejler saamen ingenting!

De ser, jeg lærer af min Mand at lave Mavedraaber! Forresten staar vi og disputerer, om vi skal ta vor Kaffe her paa Udsigten eller langt ind i Skogen. Kai har nogle Yndlingssteder, hvor han træffer Mosekoner og Skogprinsesser. – – Søde Kai, hvad er det, du leder efter igjen, lad mig hjælpe dig!

Mente De alt, hvad De sagde igaar?

Jeg mener aldrig noget.

De skulde alligevel tænke lidt paa, hvad jeg har foreslaat for Dem. De skulde rejse saa langt, at de 88Stjerner, De kjender, synker og forsvinder – og andre gaar op.

De skulde tale med nogen anden om dette! De ser jo, jeg forstaar ikke noget af det!

Jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal sørge for Verdensudviklingcn!

De er kommet til at bære Deres Hode saa højt! Det er derfor, vi har Brug for Dem ogsaa – til vort store, kongelige Arbejde.

Man er forpligtet til at tro noget af det, Folk siger – ikke alt! Nu maa jeg gaa.

Hvorhen?

Det – ved jeg ikke!

Ja, De er jo Undine, Fyrstedatter til Jord og Hav – Barn af Alnaturen, Uudgrundeligheden mer end vi andre –

Ja, det er vi Kvinder – mer end I andre.

Derfor, naar I ikke strækker til for os, gaar vi vor Vej derind i Dybet, ind i Vildheden –

– ind til det inderst oprindelige, til Altets skjulte, evige Kildespring – men bliv nu først her og drik Kaffe!

Frøken Herwell ser ud, som hun ikke vil være her! Har Professoren gjort Dem Fortræd?

Mig kan ingen gjøre Fortræd! Nej, ingen kan gjøre mig noget!

De loved, De vilde drikke Kaffe med os ude under Granerne. Jovist er den ferdig! Hør Dagny med Gongongen!

De maa endelig hilse til Prestegaarden!

Tak! Jeg blir med ud under Granerne!

Tænk om De nu angrer det igjen!

Jeg angrer bestandig alting!

Ud alle Mand – under Granerne!