FØR LYSENE SLUKNER

3Adjunkten gled nedover byen. Han var vist noget sent ude; han skulde ha et juletræ til sin fire-aars datter, som endnu maatte holde sængen nogen tid efter den mavebetændelsen. Og nu var det langt ud paa juleaftens eftermiddag. Han gik som ældre lærere saa titt gaar, – uden hals, med hodet skudt ned i skuldrene, som han synked paa en genstridig overbevisning som vilde op igen, – og arm og stok stod i ret linje skraat ud til siden som en stræver op til en gammel kirke. Der strøg folk forbi opover byen og nedover byen. Aldrig gik folk saa hurtig i Kristiania som paa juleaftens eftermiddag; det var tætte skridt allesteds, som det var Parisere eller Romere. Da kunde en ogsaa se mangen krigersk tretten-aars bror uden undseelse gaa med sin voksne søster under armen i ivrig snak, for de kunde saa sandelig ikke finde paa præsent til mamma! 4Og ud av en port tørned en løssluppen mor alene og jaged forvirret gennem gaderne, for nu hadde hun da saa sandelig ogsaa rent glemt præsenten til pigen! …. Det er ligesom eneste dag paa aaret, folk ikke kaster stramme smaaby-øine paa hverandre, eller synes nogenting er leitt.

Der rasled gule kornneg forbi adjunkten paa fartauget, og der suste mørke grantrær med dissende grene. Men hos kulhandleren paa hjørnet stod endda et par trær, og inde paa en aaben tomt var der en hel liden skog igen; – men det var skrapet, og der var fuldt av smaagutter og smaapiger, som nu benytted sig av eftermiddagens kurs-fald og pruted trærne ned i det halve, før de tog dem. Og en eller to hadde desuden sparet sin træfod fra juletræet ifjor og vilde ha tyve øres avslag for den. Og det avslag fik de tilsidst. Fordi det jo var saa sent paa juleaftens eftermiddag.

Og der dalte en eller anden stille snefloke, som det gerne gør paa en juleaften …

Det smælted inde i ham av høst-slitets slagger, og der drypped ligesom løs smaa blanke draaber sølvklar glæde inde i hans bryst. Han gik og tænkte tilbage paa høitids-dagene i sit hjem, dengang han var barn, hvor de spildtes 5av ondt lune. For de dage blev forældrene mørke, saa underlig hidsige, og trak frem det regnebræt som de ikke hadde hat tid til at gøre op mellem sig i ugens virkedage. Thi hvile det var skønhed; – men de følte vist at der ikke var en trevl skønhed igen i dem til helligdagene, – og da trak de arge ligesaa godt sit regnebræt frem. Han glemte saavist aldrig en saadan juleaftens eftermiddag. Den kom frem igen nu idag, da han gik her og ledte efter et lidet juletræ:

…. Han var kommen sættende ind i stuen dengang, hvor far og mor tændte julelysene; børnene var narret over til borstuen og skulde ingenting vide, for det skulde være en overraskelse, det med træet. De la alligevel ikke merke til, at han kom ind i stuen – saa ivrige var de, for han kom sættende midt oppe i noget de snakked om. Faren stod paa en stol og tændte oppe i toppen:

– Hvorfor sendte du ikke pigen med rypeknippet til præsten? – sa faren. Hun svarte spydig:

– Jo! Saa han opfatted det som en prompte kvittance for skinken, som han sendte os!

– Det er merkeligt, – sa faren om en stund, – saa længe det sidder igen, naar et 6kvindfolk som du først har været morløs, og overladt staldgutten og budeien som barn –

Hun svarte: – Du er raa, Berg!

Han strakte sig uforstyrrelig: – Fjøslugten sidder saa længe i. – For budeier og staldgut gir vel aldrig gaver uden mod gengæld.

– Du er hjærte-raa!

Han strøg rolig av en fyrstikke til julelysene og strakte sig plystrende:

– Hjærtelaget folder sig ikke ud, maa tro. For ens hele liv, det blir et slikt evindeligt paa-post mod tilbagefald og en flugt bort fra minnelserne …. Prompte kvittance! – bare fjøslugt-panik! bare fjøslugt-panik!

Hun hvisled:

– Nu har du fundet et temmelig pent slagord: Fjøslugt! – Og hun lo lydløst over ordet.

… Han stjal sig sagte ud igen af stuen og stilled sig ude ved husvæggen, i lyssky fryd over julen. Han stod imod syd; men himlen var alt mørknet; der faldt en og anden snefloke derude, som det gerne gør paa en juleaften. To forældre skændtes indenfor. – Der løb bud over i borstuen efter børnene, at nu var juletræet tændt! Men han blev staaende udenfor og saa paa en stjærne, til de hadde 7ropt længe. Og siden gik han ud igen, og stilled sig ude ved husvæggen ….

Og derfor vilde adjunkten nu hegne om sit barns fryd, og stille de tindrende julelys om den og tænde deres stærke skær helt inde i øiet. For denne lyssky fryd hos et barn var vistnok saa uendelig vakker; den var vakrere end alt andet – den var som en ensom liljeblomst, som dufted for sig selv ude i et ulænde. Men den var saa dyrekøbt. Den lyssky fryd var til det onde, den blev gennem hele livet gift for alt det skinnende som menneskerne kaldte godt humør.

Det var jo ligesom altid hverdag hjemme i adjunktens stuer ogsaa. Og det kunde ikke han, eller hun, nægte for. De var søskendbarn og og hadde giftet sig; der var ingen ny verdener at gaa paa opdagelse mod og de kendte hverandre. Og de var kanske lidt gamle, da de gifted sig. Men de hadde et fire-aars barn alligevel. Og det syntes de sommetider var utroligt at huske paa. For han var næsten femti aar og hun over førti, da de gifted sig. De hadde hat sine grunde til at opsætte det; de hadde begge en og samme grund: de hadde fra barn lært at julelysene slukned i den slags samliv. –

Adjunkten fandt tilsidst et træ paa en tomt og købte det og lod det kutte av langt 8oppe ved toppen, saa det blev et bitte lidet træ. For det skulde staa paa et bræt paa sængetæppet lige foran den lille pige og lyse hende fryd eftertrykkelig ind i øinene. Han købte ogsaa «Hans og Grethe» hos en boghandler.

Og saa skyndte han sig hjem. –

Men her hjemme gik hans kone og pudsed over en lysestage og hadde næsten ikke mer at gøre til jul. Barnet sov endnu sin middagslur derindenfor.

Hun gik og tænkte ogsaa paa næsten det samme som han hadde tænkt paa – paa sine barne-helligdage, hvordan de saa ufravigelig skød op som en tung skybanke; synet av en træt mor – det var hendes høitids-dag. Det var naar far var i annexet; for naar han præked i hovedkirken, var søndagen en virkedag som de andre og hun maatte vise sig i præstegaards-stolen for menigheden. Og alligevel! søndag – bare det ord nævntes, saa lyste det den dag i dag som solskin og hvid birkestamme. Men for moren var det ligesom alle hendes flittige fingre ikke taalte hvile og derfor maatte klore paa den dag. Først kom den skumle postille frem efter ugens sex travle dage og kræved paa denne syvende andagt, stemning: al virkedagenes nødløgn, alle de optrevlende 9gøremaal, alle de smaa forglemmelser, og saa knebene ovenpaa for at avlede fars og tjenerskabs opmerksomhed, den forslagne taushed for at se fuldkommen ud, de stiltiende dukkerter – det skulde tvættes av i stemning! – Aah de falske præstefrue-øine!… Saa vrængte det sig i moren, og hun laaste sig trodsig ind paa sit værelse med sin nattrøie, og vasked sig og «stelte sig», som det hed, den halve dag; og naar hun saa kom ud, taug hun, gik med knyttet mund den hele dag, og stundom nynned hun arg en salmemelodi. Og æggedosis-koppen stod den hele dag prosaisk igen paa buffeten efter far, naar han var reist til annexet tømt for at smøre stemmen med noget godt og gi guds ord klang i kirken! …

Det var dette syn af moren som var kommet saa magtstjælende over hende første gang de kyssedes, hun og adjunkten; han spurgte, hvad det var hun graat for. – «Aah, dette forfærdelige! … Jeg ser hende for mig sabbe avsted!» – Og de fortalte hverandre alt, for at kunne være paa vagt sammen og redde helligdagene og humørets skinnende guld.

Hun hadde ogsaa reddet noget; hun gik og bar paa et lidet syn inde i sig av hvad søndag var; det laa og lyste: søndag var 10solskin og hvid birkestamme! – men som et skib i havsnød laa det …

Hun gik i spisestuen og gned stagen. Hun var høi. Hun hadde brunlige øine; – de var i hvert fald saa mørke, at de ikke virked som blaa. – Hun hadde drømt saadan underlig oprørende drøm inat, og hun gik med slik ond smag i hjærtet sit.

… Men solskin og hvid birkestamme skulde søndag bli for hendes fire-aars pige. Nu begyndte barnet at forstaa; – og det onde lunes skybanke maatte hun aldrig faa se stige!

Hun gik og tænkte: …. Alle et livs mange søndage – hm, det var haabløst mange, det … Men ialfald alle juleaftner, de skulde reddes! – og der gik ikke saamange av dem alligevel paa et liv …

Det knepred i entré-laasen. Adjunkten var her med den lille gran. Han satte træet paa dagligstu-bordet. Han saa ind i spisestuen. Hun saa op med det sky skyldbevidste blik, som folk faar, naar de er uglade, og gned et par raske tag over stagen. De kendte i et lynsnart stik hverandres frygt, at juleaften dog for guds skyld maatte reddes.

Det ægged. Og forfølgelses-lyst fór underlig i dem begge paa samme tid:

11– Hvad er det du gaar og er ræd for? – sa han.

– Hvad er det du gaar og er sint for? – sa hun.

– Jeg er slet ikke sint.

– Hvad er du da?

– Behøver jeg fortælle dig paany, at der er noget som heder juleaftens-minner?

– Nei nu maa jeg le! – sa hun. –Og det var den lydløse haanlatter som han husked fra sin mor, ligesom i sin første famlende begyndelse.

– Det kan du behøve. Du ler ikke saa ofte.

– For et stygt anfald!

– Jeg anfalder aldrig. Det er imod min natur. Jeg bare parerer.

–Nei, det er sandt, du anfalder ikke Du er for feig.

– Kald det hvad du lyster. – Det er ialfald imod min natur at anfalde.

Og av dette vaagned den lille pige derinde:

– Kommer ikke juletræet snart naa?

– Jo bassen min, nu kommer juletræet snart, – sa de begge med en gang; – men deres stemme hadde mistet tone, og de snapped efter pust.

12Hun gik ud i køkkenet. – Han pynted træet. Han satte lysene fast i klyperne. Og la to pakker paa foden under det og bar det ind. Og saa tændte han lysene. Og paa sængetæppet la han husets største bræt og satte saa træet op paa det. Lysene blinked i pigens syge blege øine, og hun blev forlegen for festen og stak hele haanden i munden og tygged fingre.

– Her er en pakke til dig! – sa han.

Hun aabned den. Og der laa «Hans og Grethe». Han viste hende billederne og fortalte om de fattige forældre, som ikke hadde mad til barna – for adjunkten hørte til de sidste pædagoger som sa og skrev «barna» – og de snakked om at sætte dem ud i skogen. Han læste:

Først far si’er nei, for han er snil,
men maa tilslut sig føie.
For mor hun gør alt hvad hun vil
og lar sig ikke høie.

Den lille pige stak begge hænder ind i munden, for at holde graaten tilbage, og svælged:

– Hvorfor skal de være saa slemme mod Hans og Grethe da?

13– Men det gaar bare godt tilsidst, – sa faren. – Men her er andre pakker!

Hun ropte: – Mamma, kom skal du se!

– Det var pakker med leker i.

Og han reiste sig ved ropet og gik ind i dagligstuen, hvor moren igen sad og pudsed paa en ny stage.

– Du lefler barnet fra mig, – sa hun og blev siddende.

Men den lille ropte paany, men glemte, at det var moren hun hadde ropt paa. Og faren gik ind igen.

– Hadde ikke du nogen leker, da du var liden?

– Jo da. Jeg hadde baader. Jeg hadde mange baader og skiber. Og saa dæmmed jeg op en svær dam inde i skogen. Og der laa jeg alene hele dagen og vented paa vindpustene oppe i trærne, om de ikke vilde komme ned og ta og blaase lidt i seilene for mig. Og jeg laa paa lur efter vinden i græsstraaene og stilled skibene rigtig, saa de fik seile –

Barnet hørte ikke efter og flød med lekerne udover sængetæppet og ropte:

– Nei! mamma!

Faren reiste sig fra stolen ved ropet; men langsomt, saa ikke barnet skulde tro noget galt. 14Han trak sig tilbage og blev ved at fortælle ligesom glad ved minnet:

– Det blaaste! Baaderne laa og vented vuggende. Det napped utaalmodig i de smaa taugene deres. Det slog i seilet. De vilde avsted! de vilde avsted! Langt ud paa havet, ud i kanten af havet, hvor stjærnerne staar.

– Han var alt i dagligstudøren: – Og jeg laa i græsset og seilte med, langt langt!

Moren reiste sig:

– Det napper vist i livsviljerne dine paa samme vis. – Og hun hvisked nær ham, da hun gik forbi: – Til havs! – siger det vist. Fra al elendigheden her hjemme!

– Ja, det gør det. Du stiller dig i veien for det friske i mig!

Hun sukked vaandefuldt som over en barneflok som var død fra hende:

– Livslyst … livsviljer … reiselyst! … Hun saa forsagt paa ham, som hun gled ind i kammeret til barnet: – Nu skyder tanken din forbi mig –

– Og saa skal du fortælle mig noget! – sa den lille.

– Hvad skal jeg fortælle dig om? Jeg har ingenting at fortælle dig om – ved ingenting om stjærner og om hav …. Ja, jeg 15drømte saadan rar drøm inat. Jeg syntes, det var hestekapløb paa en stor slette udenfor en stor fremmed by – Og moren glemte barnet, da hun fortalte: – Jeg ved ikke hvor jeg stod; for jeg syntes ligesom, at der blev leiet to vælige gangere ud av stalden og forbi mig – de skulde ind bag et plankegærde og spændes for og starte der. Og jeg kunde ligesom ikke se dem mer under hele løbet for det plankegærdet – jeg hadde vel en daarlig plads, kan jeg tro. Der leiedes flere forbi. Men jeg la bare merke til disse to og husked dem, for de var saa glinsende brune, og glade, og modige.

– To timer efter lød der høie stygge skraal fra dommertribunen. Jeg titted over plankegærdet: Borte paa veien langt ude paa sletten dukked to heste op, kom i gallop, med en gul tung sporvogn efter –

Adjunkten stod i døren:

– En sporvogn? – sa han og prøved at le gennem næsen.

– Ja, en sporvogn. En tung sporvogn med smaa smale malmhjul under, som skar nedi lige til axen, – og saa var der ikke skæker til at trække i, men bare taug, saa den rendte til siderne, satte sig fast ustanselig, løsned uventet og var lige ved at naa hesterne i 16haserne. Løitnanten stod og pisked løs: – det var for løier det hele! – kapløb for sporvogn – et vildt indfald, et væddemaal vist! … De to blev leiet ind forbi mig: de var da sidbugede, skælvende, drivvaade, istykker piskede. Jeg syntes, det var underligt, at to vælige gangere kunde ødelægges paa saa kort en tid –

– Se her mamma! Naar jeg gør saan, saa kan dukken staa.

Og faren sa inde i dagligstuen:

– Det er da nogen frygtelige meningsløse ting man kan drømme sammen ogsaa –!

Men hun sa pludselig og reiste sig:

– Haah! hvor menneskerne strir, og har det vondt og tungt! …. Bare for løiers skyld! … For et vildt indfald! … For ingen verdens tings skyld! …

Og da hun stod inde i dagligstuen igen, tog han efter hende og holdt hendes hode mellem sine hænder.

– Ja du er saa snil, du, – sa hun let og smilte.

Men han grunded over smilet, – for der flød vist en blinkende sylodd langt ude i det:

– Hvordan det? – sa han vart og prøved sig efter meningen i smilet. 17

– Nei–i, ingenting; … du er bare saa snil, du, – siger jeg –

– Saa kunde du ogsaa være det! – sa han fastere.

Og da var det som smilets hvasse mening nærmed sig:

– Jeg tror næsten, jeg isteden er blit din onde samvittighed, jeg, – sa hun stridig og stille; – naar reiselysten kommer og det napper i de smaa taugene, som du siger.

Og han sa ligesaa; men han klapped hendes hode som før:

– Det er ikke min skyld, at du er det!

Hun slog muntert om og sa skødesløst, for at late som hun helst vilde over i nyt emne.

Men hun sa det stille:

– Det er ikke min skyld heller, du. Det er hans som har skaft vors, – er det!

Saa gik de stumme fra hverandre. Hun sad i dagligstuen. Han sad helt ude i spisestuen. Barnet lekte med sin nye dukke paa sængen inde i soveværelset.

De sad saa en stund. Saa sa moren, og stønned:

– Du hjælper mig aldrig!

Men han derinde taug; for hendes syloddsmil leved endda i ham og ligesom stak.

18– Si noget. – Aahh …!

Barnet ropte i det samme:

– Pappa, kom her!

Han kom gennem dagligstuen og gik forbi moren og satte sig paa sængekanten inde hos den lille.

– Kom, skal vi ro fiskeskær! – sa hun. Og tog faren i haanden. Og de rodde forsigtig til fiskeskær; for maven taalte ikke videre bevægelse endnu.

– Mamma, kom her! – skynd dig, før lysene slukner i juletræet! – Faren vilde reise sig; men hun holdt ham fast og vugged sagte til fiskeskær: … Og saa var du alene oppe i skogen med baaderne dine? Mamma’en og pappa’en din, var ikke de med?

– Nei.

– Skynd dig mamma, før lysene slukner!

– Sæt dig paa sænge-kanten, – der! – Og moren satte sig forlegen nederst nede i sængebenene ved siden av sin mand. – Hvorfor var ikke de med?

– Nei.

De stirred sig væk i barne-øiet, hvor der ikke var det lynsnare glimt av frygt for, at helligdage skulde briste. Og det var ligesom det tændte. Og han lo pludselig:

19– Fordi mamma og pappa var uvenner, de; – har du hørt saa galt!

– Hvorfor var de uvenner?

– For ingen verdsens tings skyld! Har du hørt saa galt!

– Og jeg vil ro fiskeskær med dukken en stund. Og nu skal du og mamma ro fiskeskær – skynd dere, før lysene slukner!

Og de to voxne maatte ta hverandre i begge hænder og ro til fiskeskær.

– Ved du hvorav den reiselysten kom? – sa han.

– Nei?

– Av den lyssky fryd ude ved husvæggen juleaften. – Og saa maatte han fortælle om dengang; mens han rodde.

Men han kom ikke langt. Saa sa han i takt, mens han rodde:

– Snille kona mi.

Hun svarte i takt:

– Snille mannen min.

Og barnet sovned imens med dukken paa tæppet. Og de sidste lys spraked i gran-naalen.

Men de to bare rodde til fiskeskær:

– Snille kona mi.

– Snille mannen min.

– Snille kona mi. 20

– Snille mannen min.

– Du er jo ung! – sa han. – Huden i dine hænder brænder jo.

– Dine ord er som snefloker i haar og paa bryn … juleaftens-snefloker … saa stille … smygende … smigrende … deilige … Si noget – aahh!

– Er du saa ung, du da!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.