Vikinger og skrællinger.

1Det som her skal fortælles er hændt for lange tider siden. Nu er det over 4 aar siden, kan hænde ind paa det femte. Men tidens hjul ruller fort.

Det er hændt alt sammen ute paa den store ø eller halvø som heter Bygdø. Den ligger i bunden av Kristianiafjorden. Ginnungagap heter havet omkring øen, og det er saa stort, at man kun i klart veir kan se over til vikingernes gamle land Vestre-Aker, nu kaldet West-End. Kun fra øens høieste fjelde kan man se over til Gyljanda, skrællingernes gamle land, nu kaldet Peberwiighen. Kun sjelden sees de gamle lande, Nivlheims røk og taake hviler over dem.

Det er skrevet ned i vikingen Atles sagabøker, 2og den som endnu kan tyde de halvt ulæselige runer indimellem arithmetiske regnestykker, tyske og engelske gloser, han vil der kunne finde mange heltehistorier fra den gang, da de første landnaamsmænd tok land paa Bygdø, da endnu vikingerne kunde frit øve strandhugg fra Bygdønes til Sæterhytten, omkring Herbern, Huk og ut forbi Kongeskogene like til Bygdø bad.

I hine svundne dage saa meget anderledes ut paa øen. 1905 var ikke kommet med pigtraad omkring den gamle kongsgaard og dens marker og skoge. Gols stavekirke og de gamle bondehuse fra Telefylke og Sætesdal kunde frit benyttes til blokhuse og borge, elektrisk lys var ikke nedlagt, ophængt og indlagt, aarhundreders mørke hvilet endnu inde i urskogene, de var ikke ryddet og pudset som nu, da hørtes vikingernes glade kamprop og skrællingernes vilde krigshyl.

Vikingernes rette hjem var paa begge sider av Hukavende, saa kaldet for der vender veien over øen til Granli, Rutli og Huk. Nu heter den «Huk Avenue». En av de andre vikingebygder var i Vendernes dal, saa kaldet for der hadde de vendiske sjørøvere draget hver gang de herjet Konungaro. Endnu mindes man det gamle navn om end forvandsket i veien gjennem dalen: «Benneckes vei». Granli er blit til Grande, veien dit heter nu Allée Grande. Øverst paa Hukavende laa en gammel borg, det var Konungaro, nu Christiansroe.

Paa Konungaro bodde to av de mest navngjetne vikinger. Om dem kommer mangt og meget i denne saga at handle.

3Det var John og broren Frithjov. Men Karle Olavsson Odd het far deres. Han hadde faret meget i vikingefærd i sine yngre dage, faret i vesterveg, ofte til Bretland og hadde herjet i Erik Blodøkses fogderi, Nord-Timberland.

John og Frithjov var som faren vidt bereiste, hadde flere ganger været i vikingefærd til Bretland, hadde ført med sig rikt bytte som vælske brynjer og hjelme, nyzelandske buer og pile. Det kosteligste bytte var dog en lykte som brandt uten ild, men som lyste bare man trykket paa den.

Sæl er den som faar vidt fare og eie det som ingen andre i landet.

Baade John og Frithjov kunde tale angelsaksisk, hvilket aldrig har været nogen mand til skade paa Bygdø. De hadde ogsaa andre høvdingeegenskaper, de var gavmilde, lyse i sind, men trodsige, vaabendjerve og saare tapre.

John hadde intet tilnavn, men Frithjov som var dristigere og djervere og frækkere til at se selv den største fare like i øinene kaldtes gjerne for «hin frøkne» eller paa dansk: «den frække».

Johns bedste ven var Atle Herbrandsson Krok. Han bodde paa den anden side av Hukavende oppe paa et høit bjerg og dypt inde i storskogen. Stedet het før «Knausen», nu «Krokenhus» eller Huk Avenue nr. 19. Atles far hadde ogsaa været meget i vikingefærd likesom alle nordmænd i hine tider. Fra Miklagard hadde han tat med hjem et speiderrør som var saa kunstig indrettet, at saa 4man gjennem det fra en kant, da flyttet alt, man saa, sig like ind paa en og blev saare stort og tydelig; men saa man gjennem det fra den anden kant blev alt saa fjernt og smaat. Det hadde Atle faat og brukte meget naar han var i hærfærd. Men ingen paa øen kunde tyde rørets vidunderlige egenskap.

Atle hadde en søster, hun het Ragnhild. Men om hende er det litet at nævne i denne saga. Kvinder var velkomne med mat, men ellers ikke velsete hverken hos vikinger eller skrællinger. Thi faa er det som ei har sandet, at megen uvenskap, had og bitterhet er opstaat mellem venner for kvindeøines skyld. Og al tale med kvinder gjør krigernes hjerter veike. Ven sviker ven, kriger flyr fra merket for den daarende magt som ned er lagt i kvindens dype blik. Ingen har endnu kunnet grunde de øines dybde.

Atle var spælemmet, ikke saa sterk som en viking pleier at være, men han var raadsnar og vel set i krigsraadet. Han kunde riste runer bedre end de fleste, han laget sætninger som var saa lange som hans fars formaninger og saa indviklede som et tredobbelt reguladetristykke. Hans sagabøker var skrevne som «lettere tyske stiløvelser», saa de var saare vanskelige at tyde. Men dette er tegnet paa den store sagaskrivning. Atle var rask i løp om end ikke den aller raskeste mellem vikinger, men i høiden hoppet ingen over ham. Han hoppet i fuld rustning sin egen høide – paa lite nær. Han kaldtes derfor Atle hin mjove.

Nu er at fortælle om skrællingerne. De var de indfødte. De paastod selv at være urindvaanerne og øens rette herrer, baade skogens, strandens og havets. Men fra Gyljandas dunkle strande var dog de fleste ættet. De saa paa vikingerne som indbrytende 5snobber, som vasket sig næsten hver eneste dag, ja enkelte av de fornemste pudset sig endog saa inde i munden, og derfor fortjente de juling naarsomhelt og hvorsomhelst. Mange blodige kampe kom da til at staa mellem de indfødte og vikingerne. Megen lumskhet og feig grusomhet blev utøvet, men og saa utvist meget sandt heltemot, opofrelse og ædelt venskap.

Det var særlig to stammer av skrællingerne som var farlige. Det var Austerbygdens og Vesterbygdens paa øens sydende. Indbyrdes var de likesom vikingerne ofte uenige, men i kampen mot de fælles fiender altid enige som kraakeflokker og hang sammen som erteris. Austerbygdens merkeligste mand var Charles Sleiven, Vesterbygdens het Imil, men han likte helst at man kaldte ham «Havets skræk».

Mellem de to stammer laa Granli og Rutli. Der hadde John odelsret, thi far hans hadde der først tat land, da han flyttet til øen. Her var store skoge, høie fjeld og dype dale med borge, blokhuse og forter fra gammel tid.

Og her begynder Johns og Atles saga.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.