6148 timer var allerede hengangne og fred og kjedelige dage hersket mellem vikinger og skrællinger. Men saa kom der nogen æpler iveien, og saa blev det ordentlig ufred igjen – mere skulde det ikke til.
Paa Granli og Rutli var der store æplehager, og de laa nu næsten ubeskyttet, da ingen bodde der længer. Kun en gammel skrøpelig kriger saa indom av og til. Der var bygget pallisader og hængt pigtraad op mot skrællingernes vilde herjinger, men lite hjalp det, thi de fandt vei overalt.
Johns far eide Granli, og John hadde tænkt paa æplerne, da han sluttet saa rimelig en fred nu sidst søndag med skrællingerne. De maatte ikke komme paa Granli og Rutli uten i lovlig ærinde; det hadde de lovet med haand paa hans sverd.
Men der er enkelte folkeslag likesom enkelte mennesker, særlig store statsmænd, for hvem ingen fred eller avtale gjælder. Blandt saadanne mænd kan nævnes Otto von Bismarck, Olaves Flyndra og 62dennes nærmeste kamerat Fredrik Frantz eller Fransse-Fredrikssen, som man kaldte ham for korthets skyld. Disse to var saa diplomatisk utspekulerte, at hverken gjærde eller pigtraad eller neutral sone kunde holde dem ute. De saget hul paa pallisaderne og smøg gjennem. De satte hullet istand igjen slik, at ingen kunde ane, at nogen hadde brugt sag og fil. Og de var hver eneste kveld inde paa Granli efter æpler.
Men Sorte Slange saa det, som ingen anden saa. Han visste vel om hullet. Han kunde ha benyttet sig selv av det. Men det vilde han ikke. Han syntes det var lumpent av Olaves Flyndra at bryte fred og bryte ind paa Granli, hvor der altid hadde været snille, godhjertede mennesker.
Sorte Slange lurte da ut noget rigtig fælt. John og han skulde ta julemasker paa sig, lægge sig i bakhold i Granlihagen, og saa skræmme de to æpletyver slik, at de skulde huske det. Thi en fæl maske ved nattens tid kan skræmme selv tapre krigere og helst naar den onde samvittighet ogsaa er med.
John blev rent lei, da han fik høre, hvor skammelig fredstraktaten var blit brudt – allerede kvelden efter sjøslaget. Han gik gjerne ind paa S. Slanges plan.
Tirsdag kveld var John og S. Slange i Granlihagen. Men det var fuldmaaneskin og ikke saa let at gjemme sig, thi Olaves og hans kamerat var temmelig lure. John vilde opsætte vakten til en anden kveld, naar det var overskyet, og han mente ogsaa, at tyvene ikke vaaget komme, naar det var saa lyst. «Saa 63længe der findes et æple, kommer de,» sa S. Slange, «og nu i fredlysningen er de alene om hagen.»
«Her er en stor kasse,» sa S. Slange.
Den hadde Frithjov benyttet til kaninhus dengang forældrene bodde paa Granli. Den var paa 2 etager eller høider.
«Den tar vi,» sa John, «og slaar ut mellemgulvet.»
«Og saa slæper vi den ned til det bedste æpletræ,» sa S. Slange, «kaster kaalblade og andet rask omkring, saa ser det ut som om nogen er begyndt med kaniner igjen. Saa sætter vi os i kassa, lukker igjen og kan se gjennem sprækkerne alt. Og saa kan vi springe frem, naar vi selv vil.»
Det var en storartet plan. Bare ikke Fransse-Fredrikssen anet uraad. Han var saa var og forsigtig.
Kassens mellemgulv blev revet ut, og saa drog de to avsted med den til et glasæpletræ, som var sellende fuldt av modne æpler. Kaalblade, halm og andet rusk blev strøet rundt kassen, og saa satte de to sig ind. Der var ikke rigtig god plads, men en høidot under enden og nogen smørrebrød i lommen gjorde stillingen ikke saa værst endda.
Paa kassens forside var der staaltraadnetting, John hang en gammel sæk bak, altsaa paa indsiden. Saa kunde de selv se ut saa meget de vilde, men ingen se ind til dem. Kassens laak var laget av bakhunbord, saa der var sprækker imellem. Nogen høidotter blev puttet ind imellem.
Saa sad de to krigere der baade godt og vel. De ventet og ventet i syv lange og syv brede, men 64ingen skrælling kom. De kikket ut mellem staaltraadnettingen alt i et; men hagen laa like vakker og fredelig hen som før.
Klokken blev 8½, den blev 9, den blev 9½, den gik til 10. Da trodde John at ryggen vilde til at gaa tvert av paa ham, saa træt var han. S. Slange sa ingenting. Smørrebrødet var opspist, nogen sure æpler likeledes.
«Nei, nu gaar vi hjem,» sa John, træt og søvnig.
«Aa nei, vent lidt endda,» bad S. Slange.
Saa sat de der endnu en stund.
«Nei, kommer de ikke nu, – –» sa John.
«Saa venter vi endnu en stund,» sa S. Slange. «Tys – der kommer nogen paa strandveien.»
De lyttet og stirret.
Jo, ganske rigtig. Der var nogen bak gjærdet og haktornhækken. Nu standset de. Der hørtes hvisken, og om lidt saaes nogen krype gjennem hullet i gjærdet. Det var Olaves Flyndra. Saa kom Fransse-Fredrikssen. De holdt sig længe i hækkens skygge, men saa blev de modigere og kom fremover ind i hagen.
«Olaves,» hvisket Fransse-Fredrikssen. «Her er kommet kaniner i hagen, get!»
Olaves kom hen mot kassen.
«Lat os se paa dem,» sa Fransse-Fredrikssen.
Og saa gik de like hen til kassen.
«Det er nok ordentlig kaninhus dette,» sa Olaves.
«Men her er hængt noget foran, saa vi kan ikke se dem. – Paa indsiden – det var da merkelig,» sa han eftertænksomt.
65«Vi faar pirke lidt i dem,» sa Franse-Fredrikssen.
Han tok en pinde og stak ned mellem en av sprækkerne. Og saa rotet han med pinden frem og tilbake, saa det sved i ansigterne paa John og S. Slange.
«Her er da liv herinde,» sa Franse-Fredrikssen.
«De er svarte og kvite,» sa han videre efter at ha kikket længe ned gjennem et hul. «Det er visst to av dem.»
«Det er altid par,» sa Olaves. «Det er franske vædderkaniner. De er svarte og kvite.»
Saa gav Franse-Fredrikssen kassen et spark. Men dermed blev det.
«Her er fineste glasæplerne,» sa Olaves. «Og nu har de stillet kasse op for os ogsaa.»
Dermed kløv Olaves op paa kassen og ut paa en av de nærmeste grene. Æple paa æple hørtes dumpe ned. Tilsidst kom Olaves selv dættende ned. De samlet op byttet i hver sit lommetørklæde og fyldte ogsaa huerne sine. Derpaa satte de sig paa kassen for at spise et par æpler i fællesskap og i brorskap.
«En sitter aldrig tryggere end midt inde i flæsket, sa musa.» Olaves lo saa han hikset.
«Dette var aparte gode æpler. Altfor gode til at hænge her og raatne, og endda mere altfor gode til at dætte ned i magen paa denne hovne John,» sa Olaves videre. «Ha, ha, husker du ham søndag med sine fredsbetingelser og vilkaar og fredlyst bælte og lovlig ærend …. ha, ha!»
«Har han planta træerne kanske?»
«Lovlig ærend! Jeg skal bryne næseskafte 66hans jeg, kommer han paa min vei oftere. Jeg skal raumala ham. Ha, ha! Raumala ja! ….»
De lo begge, saa de hadde besvær med at holde sig nogenlunde stille.
John hadde hat vanskelig for at styre sig, men nu tok han kniven frem. En halv tomme tyk er kassebordet, – det er saa langt paa knivsbladet, maalte han; en halv tomme op i flæsket paa tykke Olaves er saa langt og en halv tomme til op i kjøttet – det blir akkurat passelig. Han maalte nøie, satte tommelfingeren paa bladet, listet kniven op gjennem en sprække like under Olaves, der hvor han hadde mest kjøtt og flæsk og hvor han manglet en del paa opdragelsen. Og mot det klare maaneskin kunde han tydelig skjønne hvor Olaves sat.
«Han er en iddejot,» sa Olaves, «rægtigen iddejot.»
I det samme kjørte John kniven til og av godt hjertelag – og traf der, hvor han hadde beregnet støtet.
Op sprat Olaves og slog op en bælj saa fæl som om en hugorm og ikke en kanin hadde bidt ham.
«Vov – vov! vov – vov!» sa det fra kassen, et fint og et grovt maal.
Og ut av hagen fôr skrællingerne saa fort, at de, da de kom til hullet i gjærdet, blev begge sittende en lang stund og sprælle og slaa og puffe hverandre. 67Begge vilde være første mand ut. – Julemaskerne behøvdes ikke for at faa de to til at skynde sig.
Huerne laa igjen med æpler og to knytter med samme slag. Knytterne var røde og gule. Paa det ene stod den hellige romerske keiser Wilhelm avbildet i panser og plade og med skjegget sat op med bartebind. Det var et herlig bytte.
«Nu deler vi byttet,» sa John, da de vel var krøpne ut av kassen og faat rettet lemmerne sine. «Huerne er lovlig tagne skalper, men da de er tagne i fredstid, vil jeg helst bli kvit dem.»
S. Slange tilbød sig at hænge dem op paa skrællingernes dørklinker allerede samme kveld.
«Men lommetørklæderne beholder vi. De skal heises paa «Ormen Lange» som erobrede merker.»
Og saa blev gjort.
Det kom til at koste blodige slag dette; men i denne saga er der ikke plads til at fortælle om dem.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Fortellingen Vikinger og Skrællinger paa Bygdø har undertittelen «skrevet med blod og tegnet med blæk av vikingen Leiv Hugleikson Litle (da han var tretten somre gammel)» og er en underholdende «guttefortelling» om gutter som tilbringer all sin fritid ute i naturen, gjerne «i strid» med andre gutter. Gjengene «Vikingene» og «Skrællingene» har hver sine områder som må forsvares, og det yppes stadig til strid. I boken beskrives de viktigste «slagene».
Fortellingen er skrevet i sagastil og inneholder både skaldekvad og illustrasjoner.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1908 (nb.no)
Titlene til Henrik Angells bøker viser hvordan krigsvesenet, nasjonalismen og skiidretten går igjen som hovedtemaer i hans forfatterskap. Karakteristiske eksempler er Tegnebog for folkeskolen og nybegyndere, med forklarende text og nationale forbilleder (1893), Gjennem Montenegro paa Ski (1895), Fortellinger fra Grænsevagten 1905 (1905), Norges krigshistorie (1906) og Norsk skilauparsoga (1908), for å nevne noen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
