Nå?

Jo, mor, jeg tror næsten, han er nede hos Relling –

Ser du bare!

– for portkonen sa’, hun hørte, at Relling havde to stykker med sig, da han kom hjem i nat.

Det var nok det, jeg tænkte.

Men det nytter jo ikke noget, når han ikke vil komme op til os.

I det mindste så vil jeg da ned og snakke med ham.

Du Hjalmar –. Er ikke Hjalmar hjemme?

Nej, han er nok gåt ud.

Så tidlig? Og i sligt et forrygendes snékav? Ja, ja; vær så god; jeg kan gå morgenturen alene, jeg.

Tænk, mor, når stakkers bedstefar får høre, at far vil rejse ifra os.

Å prat; bedstefar må ikke få høre noget om det. Det var en guds lykke, at han ikke var hjemme igår under al den hurlomhejen.

Ja men –

Nå? Har De så fåt spurlag på ham?

Han skal nok være nede hos Relling, siger de.

Hos Relling! Har han virkelig været ude med de mennesker?

Han har nok det.

Ja men han, som trængte så inderlig til ensomhed og til at samle sig i alvor –!

Ja De må så sige.

Er far hos Dem?

Er han der?

Ja visst er han så.

Og De, som ikke siger os til!

Ja, jeg er et bæ-æst. Men først så havde jeg det andre bæ-æstet at holde styr på; ja, han, den dæmoniske, naturligvis; og siden så sovned jeg ind så tungt at –.

Hvad siger Ekdal idag?

Han siger ingen verdens ting.

Snakker han slet ikke?

Ikke et levendes ord.

Nej, nej; det kan jeg så godt forstå.

Men hvad tar han sig da til?

Han ligger på sofaen og snorker.

Så? Ja, Ekdal er svær til at snorke.

Sover han? Kan han sove?

Ja det lader s’gu’ til det.

Begribelig; efter den sjælestrid, som har oprevet ham –

Og så han, som aldrig er vant til at sværme udendørs om nætterne.

Det er kanske bra’, det, at han får sove, mor.

Det tænker jeg også. Men så er det ikke værdt, vi muntrer ham for tidlig da. Tak skal De ha’, Relling. Nu må jeg først få gjort huset lidt rensligt og pent, og så –. Kom og hjælp mig, Hedvig.

Kan De forklare mig den åndelige rørelse, som nu foregår i Hjalmar Ekdal?

Jeg har, min sæl, ikke mærket, at der foregår nogen åndelig rørelse i ham.

Hvad! På et sligt vendepunkt, da hele hans liv har fåt et nyt grundlag –? Hvor kan De tænke Dem, at en personlighed som Hjalmar –?

Å, personlighed – han! Hvis han nogensinde har havt ansats til den slags abnormiteter, som De kalder personlighed, så er både rødderne og trævlerne ble’t grundigt exstirperet allerede i gutteårene; det kan jeg forsikkre Dem.

Det skulde dog være mærkeligt – med den kærlighedsfulde opdragelse, som han har nydt.

Af de to forskruede, hysteriske tante-frøkenerne, mener De?

Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la’ den ideale fordring i glemmebogen; – ja, nu skal De vel til at gøre nar igen.

Nej, jeg er ikke oplagt til det. For resten ved jeg god besked; for han har gulpet op 207adskillig retorik om disse sine «tvende sjælemødre». Men jeg tror ikke, han har stort at takke dem for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds er ble’t holdt for et lys –

Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg?

Jeg har aldrig mærket noget til det. At hans far trodde det, – lad det gå; for gamle løjtnanten har jo været et fæ alle sine dage.

Han har alle sine dage været en mand med barnesind; det er det, De ikke skønner.

Ja, ja da! Men da så den kære søde Hjalmar var ble’t student på en måde, så galdt han straks for det store fremtidslys blandt kammeraterne også. Vakker var han jo, det drog, – rød og hvid, – slig, som småjomfruer helst vil ha’ fyrene; og da han nu havde dette letrørte gemyttet og dette hjertevindende i røsten, og da han forstod så pent at deklamere andres vers og andres tanker –

Er det Hjalmar Ekdal, De taler således om?

Ja, med Deres tilladelse; for således ser det ud indvendig, det gudebillede, som De ligger næsegrus for.

Jeg trodde dog ikke, at jeg var så aldeles blind heller.

Å jo, det er ikke langt ifra. For De er en syg mand, De også, ser De.

Det har De ret i.

Jaha. De lider af et kompliceret tilfælde. Først er det nu denne brydsomme retskaffenhedsfeberen; og så det, som værre er, – altid går De og ørsker i tilbedelses-delirium; altid skal De ha’ noget at beundre udenfor Deres egne grejer.

Ja udenfor mit eget må jeg visselig søge det.

Men De tar så skammelig fejl af de store vidunderfluerne, som De tror at se og høre omkring Dem. De er atter igen kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her bor ikke solvente folk her i huset.

Når De ikke har højere tanker om Hjalmar Ekdal, end som så, hvor kan De da finde nogen glæde i stødt og stadig at være sammen med ham?

Herre gud, jeg skulde da være en slags doktor, med skam at sige; og så må jeg da ta’ mig af de stakkers syge, jeg bor i hus med.

Se så! Er Hjalmar Ekdal også syg?

Folk er syge omtrent alle i hob, desværre.

Og hvad kur bruger De så for Hjalmar?

Min sædvanlige. Jeg sørger for at holde livsløgnen oppe i ham.

Livs-løgnen? Jeg hørte ikke rigtig –?

Jo, jeg sa’ livsløgnen. For livsløgnen er det stimulerende princip, det, ser De.

Må jeg spørge, hvad det er for en livsløgn, Hjalmar er befængt med?

Nej tak; jeg forråder ikke slige hemmeligheder til kvaksalvere. De var i stand til at forkluddre ham endnu mere for mig. Men metoden er probat. Jeg har anvendt den paa Molvik også. Ham har jeg gjort «dæmonisk». Det er nu den fontanellen, jeg måtte sætte ham i nakken.

Er han da ikke dæmonisk?

Hvad fan’ vil det sige at være dæmonisk? Det er jo bare noget sludder, som jeg fandt på for at berge livet i ham. Havde jeg ikke det gjort, så var det stakkers skikkelige svinet bukket under i selvforagt og fortvilelse for mange herrens år siden. Og så gamle løjtnanten da! Men han har nu rigtignok fundet på kuren selv.

Løjtnant Ekdal? Hvad han?

Ja, hvad mener De om det, at han, bjørnejægeren, går der inde på mørkloftet og jager kaniner? Der er ikke lykkeligere skytter til i verden, end han, den gamle manden, når han får tumle sig der inde mellem alt skrapet. De fire–fem fortørkede juletræerne, som han har gemt 211på, de er for ham det samme, som hele, store, friske Højdalsskogen; hanen og alle hønerne de er storfugl i furutoppene, de; og kaninerne, som humser bortefter loftsgulvet, det er bamserne, som han gir sig i kast med, han, den spræke friluftsgubben.

Den ulykkelige gamle løjtnant Ekdal, ja. Han har rigtignok måttet slå af på sin ungdoms idealer.

Mens jeg husker det, herr Werle junior, – brug ikke det udenlandske ord: idealer. Vi har jo det gode norske ord: løgne.

Mener De, at de to ting er i slægt med hinanden?

Ja, omtrent som tyfus og forrådnelsesfeber.

Doktor Relling, jeg gir mig ikke, før jeg har reddet Hjalmar ud af Deres klør!

Det turde bli’ værst for ham. Tar De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme. (til Hedvig, som kommer fra dagligstuen.) Nå, lille vildand-mor, nu går jeg 212ned og ser, om fatter endnu ligger og funderer på den mærkelige opfindelsen.

Jeg kan se på Dem, at det ikke er fuldbragt.

Hvilket? Å, det med vildanden. Nej.

Sindsstyrken svigted Dem, da det skulde føres ud i handling, kan jeg tænke.

Nej, det er ikke det heller. Men da jeg vågned idag tidlig og husked på det, vi havde snakket om, så syntes jeg, det var så underligt.

Underligt?

Ja jeg ved ikke –. Igår kveld, straks med det samme, syntes jeg, der var noget så dejligt i det; men da jeg havde sovet, og husked på det igen, så syntes jeg ikke, det var noget videre.

Å nej, De er vel ikke vokset op her uden at noget er gåt til spilde i Dem.

Ja det bryr jeg mig ikke om; når bare far vilde komme op, så –

Å, havde De så sandt fåt opladt øje for det, som gir livet værd, – havde De det sande, glade, modige offersind, så skulde De vel få se, hvorledes han kom op til Dem. – Men jeg tror på Dem endnu, jeg, Hedvig.

Hm, det er klein moro at gå morgentur alene, du.

Havde du ikke lyst til at gå på jagt, bedstefar?

Det er ikke jagtvejr idag. Sligt mørke da; en kan knapt se frem for sig.

Får du aldrig lyst til at skyde på noget andet end de kaninerne?

Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske?

Ja men vildanden da?

Hå-hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig i verden, du. Aldrig det.

Nej, du kunde vel ikke; for det skal være svært at skyde vildænder.

Kunde ikke? Skulde vel mene, jeg kunde.

Hvorledes vilde du da bære dig ad, bedstefar; – jeg mener ikke med min vildand men med andre?

Vilde se til at få skud på dem under brystet, skønner du; for det er det sikkreste. Og så skal de skydes mod fjæren, ser du, – ikke med fjæren.

Dør de da, bedstefar?

Ja gu’ dør de – når en skyder rigtig. Nå; må vel ind og pudse mig. Hm, – forstår nok – hm.

Ikke stå og rod i fars sager, Hedvig.

Jeg vilde bare rydde lidt.

Gå heller ud i køkkenet og se om kaffien holder sig varm; jeg vil ta’ brettet med, når jeg går ned til ham.

Å, nej da, Ekdal, – kommer du alligevel?

Jeg kommer – for at forsvinde i den samme stund.

Ja, ja; kan nok tænke mig det. Men Jøss’ da, – hvorledes er det, du ser ud!

Ser ud?

Og så den pene vinterfrakken din! Nå, den har da fåt sin bekomst.

Mor, skal jeg ikke –? (ser Hjalmar, skriger højt af glæde og løber imod ham.) Å far, far!

Væk, væk, væk! (til Gina.) Få hende væk fra mig, siger jeg!

Gå ind i dagligstuen, Hedvig.

Jeg må ha’ mine bøger med mig. Hvor er mine bøger?

Hvilke bøger?

Mine videnskabelige værker, naturligvis, – de tekniske tidsskrifter, som jeg bruger til opfindelsen.

Er det disse her, som ikke er nogen perm på?

Ja visst er det så.

Skal jeg ikke få Hedvig til at skære dem op for dig?

Behøves ingen opskæring for mig.

Det blir altså ved det, at du flytter ifra os, Ekdal?

Ja det forstår sig da af sig selv, synes jeg.

Ja-ja.

For jeg kan da ikke gå her og få mit hjerte gennemboret hver time på dagen!

Gud forlade dig, at du kan tro så stygt om mig.

Bevis –!

Jeg synes, du skulde bevise.

Efter en forgangenhed, som din? Der gives visse krav –; jeg kunde fristes til at kalde dem ideale krav –

Men gamlefar da? Hvad skal der bli’ af ham, stakker?

Jeg kender min pligt; den hjælpeløse flytter med mig. Jeg vil ud i byen og gøre anstalter –. Hm –. (nølende.) Er der ingen, som har fundet min hat på trapperne?

Nej. Har du mistet hatten?

Jeg havde den naturligvis på, da jeg kom inat; det er der ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den.

Jøss’, hvor har du da været henne med de to ranglefanterne?

Å, spørg mig ikke om uvæsentlige ting. Tror du, jeg er i stemning til at huske på enkeltheder?

Bare du ikke har forkølet dig, Ekdal.

Du er en skurk, Relling! – En kæltring er du! – Ah, skændige forfører! – Kunde jeg så sandt få nogen til at snigmyrde dig!

Her er en tår varmt, om du kunde ha’ lyst. Og så er her smørrebrøder og lidt saltmad til.

Saltmad? Aldrig under dette tag! Rigtignok har jeg ikke nydt faste næringsmidler på snart fire og tyve timer; men det får være det samme. – Mine optegnelser! Mine påbegyndte livserindringer! Hvor finder jeg min dagbog og mine vigtige papirer? (åbner stuedøren, men viger tilbage.) Der er hun også!

Ja, herre gud, et steds må da barnet være.

Gå ud.

I de sidste øjeblikke, jeg tilbringer i mit fordums hjem, ønsker jeg at forskånes for uvedkommende –

Er det mig?

Hold dig i køkkenet, Hedvig; eller nej, – gå heller ind i kammerset til dig selv. (taler til Hjalmar, idet hun går ind til ham.) Bi lidt, Ekdal; rod ikke så i kommoden; jeg ved, hvor al tingen ligger.

Vildanden!

Å hvad kan den vadsækken forslå! Det blir jo de tusende ting, jeg får at slæbe med mig.

Men så la’ alt det andre ligge så længe; og ta’ bare med dig en skjorte og et par underbukser.

Puh, – disse anstrængende forberedelser –!

Og så står kaffien og blir kold også.

Hm.

Værst blir det nu for dig at finde sligt et stort loftsrum til kaninerne.

Hvad! Skal jeg slæbe alle de kaninerne med mig også?

Ja, gamlefar kan da ikke være uden kaniner, ved jeg.

Det får han sandelig vænne sig til. Der er højere livsgoder end kaniner, som jeg må gi’ afkald på.

Skal jeg lægge fløjten i vadsækken til dig?

Nej. Ingen fløjte for mig. Men gi’ mig pistolen!

Vil du ha’ den pigstolen med dig?

Ja. Min ladte pistol.

Den er væk. Han må ha’ ta’t den med sig ind.

Er han på loftet?

Ja visst er han på loftet?

Hm, – den ensomme gubbe.

Havde vi nu ikke lejet bort værelset, kunde du ha’ flyttet der ind.

Jeg skulde bli’ boende under samme tag, som –! Aldrig, – aldrig!

Men kunde du da ikke for en dags tid eller to slå dig ned i dagligstuen? Der havde du alt dit for dig selv.

Aldrig indenfor disse mure!

Nå, men nede hos Relling og Molvik da?

Nævn ikke de menneskers navn! Jeg er færdig at miste appetiten bare jeg tænker på dem. – Å nej, jeg får nok ud i stormen og snékavet, – gå fra hus til hus og søge efter ly for far og mig.

Men du har jo ingen hat, Ekdal! Du har jo mistet hatten.

Å, de to afskum, så rige på alle laster! En hat må skaffes tilveje. (tar et andet stykke smørrebrød.) Der 224må gøres anstalter. For jeg har da ikke i sinde at sætte livet til heller.

Hvad er det du ser efter?

Smør.

Smør skal straks komme.

Å det behøves ikke; jeg kan så godt spise det tørre brød.

Se her; det skal være nykærnet.

Vilde jeg, uden at bli’ overhængt af nogen – af nogen som helst, – kunne bo der inde i stuen en dags tid eller to?

Ja, det kunde du så godt, hvis du bare vilde.

For jeg indsér ikke muligheden af at få alle fars sager ud i en slig fart.

Og så er det jo det til, at først måtte du vel sige ham, at du ikke længere vilde leve isammens med os andre.

Det også, ja; at skulle rippe op igen alle disse forviklede forhold –. Jeg må område mig; jeg må ha’ pusterum; jeg kan ikke bære alle byrderne på en eneste dag.

Nej, og det til i sligt styggevejr, som der er udenfor.

Jeg ser, det papiret ligger her og slænger endnu.

Ja jeg har ikke rørt det.

Mig kommer jo den papirlap ikke ved –

Nå, jeg tænker såmænd ikke på at gøre mig den nyttig.

– men det er ikke værdt, at den går i skuddermudder alligevel; – i al den forstyrrelsen, når jeg flytter, kunde det så let –

Jeg skal nok ta’ vare på det, Ekdal.

Gavebrevet hører jo først og fremst far til; og det får bli’ hans sag, om han vil gøre brug af det.

Ja, stakkers gamle far –

For en sikkerheds skyld –. Hvor finder jeg noget klister?

Her står klisterpotten.

Og så en pensel.

Her er penselen også.

Bare en papirstrimmel på bagsiden –. (klipper og klistrer.) Det være langt fra mig at ville forgribe mig på fremmed ejendom, – og aller mindst på en uformuende oldings. Nå, ikke på – den andens heller. – Se så. Lad det ligge der så længe. Og når det er ble’t tørt, så ta’ det væk. Jeg vil ikke se det aktstykke for mine øjne mere. Aldrig!

Hvad, – sidder du her, Hjalmar?

Jeg var sunken ned af mathed.

Du har dog spist frokost, ser jeg.

Også legemet gør stundom sine krav gældende.

Hvad har du så bestemt dig til?

For en mand, som jeg, er der kun én vej at gå. Jeg er i færd med at sanke sammen 228mine vigtigste sager. Men det tar tid, kan du vel tænke.

Skal jeg så gøre stuen i stand til dig, eller skal jeg pakke vadsækken?

Pak, – og gør i stand!

Ja-ja, så lægger jeg ned skjorten og det andre da.

Aldrig havde jeg tænkt, at dette skulde bli’ enden på det. Er det virkelig en nødvendighed for dig at gå fra hus og hjem?

Hvad vil du da, jeg skal gøre? – Jeg er ikke skikket til at være ulykkelig, Gregers. Jeg må ha’ det godt og trygt og fredeligt omkring mig.

Men kan du da ikke det? Forsøg det bare. Nu synes jeg, her er fast grund at bygge på, – 229og begynd så forfra. Og husk på, du har jo også opfindelsen at leve for.

Å tal ikke om opfindelsen. Det har kanske lange udsigter med den.

Så?

Ja herre gud, hvad vil du egentlig, jeg skal opfinde? De andre har jo opfundet det meste i forvejen. Det blir vanskeligere dag for dag –

Og du, som har lagt så stort et arbejde i dette.

Det var denne udsvævende Relling, som fik mig til det.

Relling?

Ja, det var ham, som først gjorde mig opmærksom på mit anlæg for en eller anden mærkelig opfindelse i fotografien.

Aha, – det var Relling!

Å, jeg har været så inderlig lykkelig over den sag. Ikke så meget for opfindelsen i og for sig; men fordi Hedvig trode på den, – trode på den med barnesindets hele magt og styrke. – Ja, det vil sige, – jeg dåre har gåt her og bildt mig ind, at hun trode på den.

Kan du virkelig tænke, at Hedvig skulde været falsk imod dig!

Nu kan jeg tænke, hvad det så skal være. Det er Hedvig, som står ivejen. Hun kommer til at stænge solen ude fra hele mit liv.

Hedvig! Er det Hedvig, du mener? Hvorledes skulde hun kunne stænge for dig?

Så usigelig som jeg har elsket det barn. Så usigelig lykkelig, som jeg følte mig hver gang jeg kom hjem i min fattige stue og hun fløj mig imøde med sine søde, lidt mysende øjne. Å jeg troskyldige dåre! Jeg holdt så usigelig af hende; – og så digted og drømte jeg mig ind i den indbildning, at hun holdt så usigelig af mig igen.

Siger du, at det bare var en indbildning!

Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke få presset noget ud af. Og hun mangler jo desuden så aldeles sans for den ideale side af forviklingerne. Men for dig føler jeg trang til at åbne mig, Gregers. Der er denne forfærdelige tvil –; kanske Hedvig aldrig har holdt rigtig ærligt af mig.

Det kunde du dog muligens få vidnesbyrd om. (lytter.) Hvad er det? Jeg synes vildanden skriger.

Vildanden skræpper. Far er på loftet.

Er han det! (glæde lyser op i ham.) Jeg siger, du kunde nok få vidnesbyrd om, at den stakkers miskendte Hedvig holder af dig!

Å hvad vidnesbyrd kan hun gi’ mig! Jeg tør ikke tro på nogen forsikkring fra den kant.

Hedvig kender visselig ikke til svig.

Å, Gregers, det er jo netop det, som ikke er så sikkert. Hvem ved, hvad Gina og denne fru Sørby mangen gang kan ha’ siddet her og hvisket og tisket om? Og Hedvig plejer ha’ ørerne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ikke så uventet endda. Jeg syntes nok, at jeg mærked noget sligt.

Hvad er det dog for en ånd, som er faret i dig!

Jeg har fåt øjnene op. Pas du på; – du skal se, gavebrevet er bare en begyndelse. Fru Sørby har altid havt så meget tilovers for Hedvig; og nu har hun jo magt til at gøre for barnet, hvad det så skal være. De kan ta’ hende fra mig, hvad tid og time de lyster.

Aldrig i verden går Hedvig fra dig.

Vær du ikke så viss på det. Dersom de står og vinker efter hende med fulde hænder –? Å, jeg, som har elsket hende så usigelig! Jeg, som vilde sat min højeste lykke i at ta’ hende varsomt ved hånden og lede hende, som man leder et mørkræd barn gennem et stort øde rum! – Nu føler jeg det så nagende sikkert, – den 233fattige fotograf oppe i loftslejligheden har aldrig været noget helt og fuldt for hende. Hun har bare så listelig sørget for at stå på en god fod med ham så længe til tiden kom.

Dette her tror du ikke selv, Hjalmar.

Det forfærdelige er jo netop, at jeg ikke ved, hvad jeg skal tro, – at jeg aldrig kan få vide det. Men kan du da virkelig tvile på, at det må være, som jeg siger? Hå-hå, du stoler for stærkt på den ideale fordring, min gode Gregers! Dersom de andre kom, de, med de bugnende hænder, og råbte til barnet: gå ifra ham; hos os har du livet ivente –

Ja, hvad da, tror du?

Hvis jeg så spurte hende: Hedvig, er du villig til at gi’ slip på livet for mig? (ler spotsk.) Jo tak, – du skulde nok få høre, hvad svar jeg fik!

Hjalmar!

Se så; nu går han på jagt også.

Uf, Ekdal, jeg synes, gamlefar går og dundrer inde på loftet alene.

Jeg vil se ind –

Bi lidt! Ved du, hvad det var?

Ja visst ved jeg det.

Nej, du ved ikke. Men jeg ved det. Det var vidnesbyrdet!

Hvilket vidnesbyrd?

Det var en barnlig offerhandling. Hun har fåt din far til at skyde vildanden.

Skyde vildanden!

Nej, tænk –!

Hvad skulde det til?

Hun vilde offre til dig, det bedste hun ejed i verden; for så måtte du da komme til at holde af hende igen, mente hun.

Å, det barn!

Ja, hvad hun kan finde på!

Hun vilde bare ha’ din kærlighed igen, Hjalmar; hun syntes ikke, hun kunde leve den foruden.

Der kan du selv se, Ekdal.

Gina, hvor er hun henne?

Stakkers, hun sidder vel ude i køkkenet, kan jeg tro.

Hedvig, – kom! Kom ind til mig! (ser sig om.) Nej, her er hun ikke.

Så er hun i det lille kammerset sit da.

Nej, her er hun heller ikke. (kommer ind.) Hun må være gåt ud.

Ja, du vilde jo ikke vide af hende nogen steds i huset.

Å gid hun bare snart vilde komme hjem, – så jeg rigtig kan få sagt hende –. Nu skal alt bli’ godt, Gregers; for nu tror jeg nok, vi kan begynde livet om igen.

Jeg vidste det; gennem barnet vilde oprettelsen ske.

Far! Er du der!

Var det i kammerset far skød?

Så du går på jagt alene, du, Hjalmar?

Det var altså ikke dig, som skød på loftet?

Skød jeg? Hm!

Hun har selv skudt vildanden, du!

Hvad er dette her! (skynder sig til loftsdøren, river den tilside, ser ind og skriger højt.) Hedvig!

Jøss’, hvad er det!

Hun ligger på gulvet!

Ligger Hedvig!

Hedvig! (ind på loftet.) Nej, nej, nej!

Hå-hå; går hun også på skytteri?

Pistolen er gåt af. Hun har truffet sig selv. Råb om hjælp! Hjælp!

Relling! Relling! Doktor Relling; fly’ herop så fort De kan!

Skogen hævner.

Nu kommer hun sig snart. Nu kommer hun sig –; ja, ja, ja.

Hvor har hun truffet sig? Jeg kan ikke se nogen tingen –

Hvad er her på færde?

De siger, Hedvig har skudt sig.

Kom her og hjælp!

Skudt sig!

Det kan da ikke være farligt? Hvad, Relling? Hun bløder næsten ikke. Det kan da ikke være farligt?

Hvorledes gik det til?

Å, hvad ved jeg –!

Hun vilde skyde vildanden.

Vildanden?

Pistolen må være gåt af.

Hm. Ja så.

Skogen hævner. Men jeg er ikke ræd alligevel.

Nå, Relling, – hvorfor siger du ingen ting?

Kuglen er gåt ind i brystet.

Ja, men hun kommer sig da!

Du ser vel, at Hedvig ikke lever.

Å barnet, barnet!

På havsens bund –.

Jo, jo, hun må leve! Å, gud velsigne dig, Relling, – bare et øjeblik, – bare så længe til jeg kan få sagt hende, hvor usigelig jeg holdt af hende hele tiden!

Hjertet er truffet. Indre forblødning. Hun døde på stedet.

Og jeg, som jog hende fra mig som et dyr! Og så krøb hun forskræmt ind på loftet og døde i kærlighed for mig. (hulkende.) Aldrig få gøre det godt igen! Aldrig få sige hende –! (knytter hænderne og skriger opad:) Å, du der oppe –! – Hvis du er da! Hvi gjorde du mig dette!

Hys, hys, du må ikke anmasse dig så fælt. Vi havde vel ikke ret til at beholde hende, kan jeg tro.

Barnet er ikke dødt; det sover.

Sludder.

Der ligger hun så stiv og stille.

Den sidder så fast, så fast.

Nej, nej, Relling, bræk ikke fingrene hendes; la’ pigstolen sidde.

Hun skal få den med sig.

Ja, la’ hende det. Men barnet skal ikke ligge og paradere her ude. Hun skal ind i kammerset til sig selv, skal hun. Ta’ i med, Ekdal.

Å, Gina, Gina, holder du dette ud!

Den ene får hjælpe den anden. For nu er vi da halvt om hende, ved jeg.

Lovet være herren; til jord skal du blive; til jord skal du blive –

Hold kæft, menneske; du er jo fuld.

Aldrig skal nogen binde mig på næsen, at dette her var et vådeskud.

Ingen kan sige, hvorledes det forfærdelige gik til.

Forladningen har svi’d kjolelivet. Hun må ha’ trykket pistolen lige imod brystet og fyret af.

Hedvig er ikke død forgæves. Så De, hvorledes sorgen frigjorde det storladne i ham?

Storladne blir de fleste, når de står i sorg ved et lig. Men hvor længe tror De den herligheden varer hos ham?

Skulde ikke den vare og vokse for livet!

Inden tre fjerdingår er lille Hedvig ikke andet for ham end et vakkert deklamationstema.

Og det tør De sige om Hjalmar Ekdal!

Vi skal snakkes ved, når det første græsset er visnet på hendes grav. Da kan De få høre ham gulpe op om «det faderhjertet for tidligt 244frarevne barn»; da skal De få se ham sylte sig ind i rørelse og i selvbeundring og i selvmedlidenhed. Pas De på!

Hvis De har ret, og jeg har uret, så er ikke livet værd at leve.

Å, livet kunde være ganske bra’ alligevel, når vi bare måtte få være i fred for disse velsignede rykkere, som render os fattigfolk på dørene med den ideale fordring.

I så fald er jeg glad, at min bestemmelse er, hvad den er.

Med forlov, – hvad er da Deres bestemmelse?

At være den trettende mand tilbords.

Å fan’ tro det.