Til Henrik Wergeland! (1830)

Diktet ble trykt i Morgenbladet nr. 227 15/8 1830 og er Welhavens første trykte dikt. Den direkte foranledning må ha vært Henrik Wergelands Skabelsen, Mennesket og Messias som kom ut 6/7 1830, med tittelbilde litografert etter en tegning av Welhaven. Om omstendighetene da diktet ble til, forteller bokhandler Johan Dahl i «Minner om samtidige», 1943, s. 58–60. Etter en diskusjon med stud. jur. J. K. Stabel om Wergelands verk gikk Welhaven hjem og skrev diktet. Dahl leverte det til Morgenbladet, der det ble liggende en tid. Wergelandss svar på diktet, «Til Digtet: Skabelsen, Mennesket og Messias’s uværdige Angriber i Gaars-Morgenbladet», stod i Morgenbladet nr. 228. Et versifisert angrep på Welhaven (av Nils Dahl?), «Hvorledes kan Du tale for Fornuften» stod i Morgenbladet nr. 233. Welhavens neste tilsvar og forsvar for diktet stod i Morgenbladet nr. 255: «Til en Modstander i Morgenbladet». Han opplyser her at han hadde regnet med at diktet skulle danne innledningen til en litterær polemikk. Om forutsetningene for diktet i Johan Ludvig Heibergs strid med Carsten Hauch, Peder Hjort og Christian Wilster våren 1830, se Løchen s. 85 ff. Kommentar til diktet og til Dahls beretning om hvordan det ble til, Andersen-Næss s. 188 ff. Teksten er her gjengitt etter Morgenbladet, bortsett fra str. 5 v. 4, som i Morgenbladet ender med komma (Phosphorlys,). Strofeform: Lie Verslære § 2156; den er bl.a. brukt av Oehlenschläger.

Det sande Store jævnt og simpelt er,
saa var en Moses, saa var en Homer.
J. ReinMottoet, som er tillagt Jonas Rein, er to vers av en epilog ved en oppførelse av Wessels Kjerlighed uden Strømper i Bergen, trykt i Den Norske Tilskuer 1817, et ukeblad utgitt av J. Rein, C. M. Falsen og Herman Foss. Diktet er ikke tatt med blant Reins skrifter, og Gerhard Gran (Norges Dæmring, 1899, s. 48) betviler at det er av Rein. Knut Nygaard (Jonas Rein, 1947, s. 239) gir grunner for at det må være rett at diktet er av Rein. Epilogen fremhever den klassisistiske dramatikk, representert ved Holberg og Wessel, i motsetning til «Kotzebuers Skokke», jfr. Gran s. 25.

Hvorlænge vil Du rase mod Fornuften?Hvorlænge vil Du rase . . .] Åpningen av diktet gir en gjenklang av Ciceros ord til Catilina i senatet år 63 f. Kr., ord som alle akademikere kjente: «Quousque tandem abutere, Catilina, patientia nostra» (Hvor lenge vil du misbruke vår tålmodighet, Catilina? . . . Hvor lenge skal ditt åpenlyse vanvidd få drive sitt spill?)
Hvorlænge svinge Donquixotisk Spær?Donquixotisk Spær] Don Quixote, hovedpersonen i Cervantes’ roman fra 1605–14, var gjerne avbildet med lanse. Spær egtl. spyd.
Seer Du da ei, din Sværmenom i Luften,
er kun en Dalen mod et bundløst Kjær?
For Sol Du tager Sumpens Metheorer,
en Øgle er den PegasusPegasus] fra gresk mytologi, vingehesten, i senere tid betraktet som dikternes gud eller som symbol for dikterevnen. Du sporer.

Det høie Nordens Skjaldetoner svunde,
der blev saa taust i Norges Klippehal;
thi Fjeldets Harpe klang i Herthas Lunde,Herthas Lunde] Danmark (eller Sjælland). Hertha ble oppfattet som navn på dansk gudinne, ved misforståelse av Tacitus’ omtale av den germanske gudinne Nerthus.
og gav kun Echo til sin Fædredal. – –
Skal Klippens Sangmø i sin Morgenrøde
bag dine vilde Dunster skamfuld Gløde?

Naar hørte Du, at BragisBragi] Brage, i norrøn mytologi gud for skaldskap, sønn av Odin. høie Præster
i Livets Bæger dryssed lumske Gift?
Veed Du da ei, at Glemsels Finger fæster
sit Dødsens Mærke paa din kaade Skrift?
See! Mandens Læber til dit Anfald smile,
og Uslingen er stolt af dine Pile.

Og tænker Du at mørke Feberdrømme
er Himmelsyner fra Begeistrings Flugt?
Troer Du, et Chaos, hvori Drager svømme,
er noget Kraftigt, eller noget Smukt?
Husk! – mangen mørk Gestalt, Du dannet har og gyset,
er Fugleskræmsel, seer man den ved Lyset.

Selv Helligdommens Glands Du dristig haaner,
med dine Taager, med dit Febergys! –
Seraphen Du din Narrekappe laaner,
din Himmel brænder i et Phosphorlys,
hvor dine Toner herligst skulde lyde,
der døe de alle hen i Plattitude.Plattitude] platthet.

Dog faldt saa mangt et Lyn forbi dit Øie,
og mangt et Mannakorn i dit Skjød –;
hvi freded Du ei Gnisten fra det Høie?
O! den var bleven til en venlig Glød;
nu er det Afsind kun hvortil Du stræber:
hvad skjønt Du skaber, ynkeligt Du dræber.

Hør ei Zeloten, naar han Dig beretter,
at Du er Klopstock eller Schakespeare lig;
Du veed dog bedre, Heltens Isse fletter
man Krandse til, ei til hans Kjortelflig;
og ei fordi man støier paa Cothurner,
man vækker Asken i de Skjaldes Urner.

O! klag da ei at Du for høit mon stige,
til ret at skattes af din Samtids Aand,
hvad Kunst, at drive om i Taagers Rige,
naar man har skilt sig ved Fornuftens Baand? –
Din Rang du sikkred Dig med tusind Stemmer:
Rang blandt Parnassets Daarekistelemmer.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.