Hvad Strid udi mit Bryst, en Ild den anden møder:
Af Ømhed nu for dig Rhetea Hiertet bløder,
Nu Sacers Dronning vandt og hendes Yndighed
Udjaget af mit Bryst min første Kierlighed.
Nu Pligt og Eed igien mit Hierte sønderriver,
Min Elskov hader jeg, og selv min Bøddel bliver.
Ja, Dyd, Uskyldighed! du har, jeg føler det,
Du har i Himlen den, som vaager for din Ret –
Men Sacers Dronning – Nei jeg Dyden overvinder
Jeg glemmer Eed og Pligt og ingen Lov forbinder–
Dog – hvorfor glemme Pligt? Jeg Dronningen har kier:
Det er: jeg agter høit Dyd og Fortienester – –
Men kan Meeneederie paa denne Grund undskyldes?
Nei, Laster dog omsonst med Dydens Glands forgyldes:
Hvad har Rhetea giort? Mon hun lastværdig er?
Fordi jeg ønsker det og har en anden kier?
Dog har Lorano sagt – – Men see, der er Zarine,
O! Himmel, hvilke Træk og majestætisk Mine!

Stryange! Meders Helt og Martis tappre Søn!
Ved dig blev denne Dag for alle Dage skiøn.
I Dag jeg første Gang min Ligemand har fundet,
Som ei ved Vaaben har, men ved Velgierning vundet;
Men viid, jeg taaler ei at du mig overgaaer,
Og til at hevne mig jeg vist Anledning faaer.
Da vil jeg lære dig at Sacers Dronning eier
Et Hierte, som attraaer ei nogen større Seier,
End den, at vinde ved Høimodighed og Dyd;
At giøre Vederlag er store Sieles Fryd.
Blant mine Sacer var det kun min sande Ære,
Naar jeg den Ypperste ved Dyder kunde være,
Saa tit Fortienester jeg gav sin rette Løn,
Og rørt af Medynk blev ved den Fortrængtes Bøn.
Og du, Stryange – Nei du bør ei Seier Vinde:
I Ædelmodighed du skal din Lige finde,
Jeg utaalmodig nu kun ønsker Leilighed,
Hvorved at faae beviist min Siels Erkiendtlighed.
I Krigen saae jeg dig din Hær som Helt anføre,
Og dristigt Anfald med Forsigtighed at giøre;
Jeg blev din Viisdom vaer og saae dit sande Mod.
Ak! tænkte jeg, i Dag vil Seier koste Blod.
Jeg Ild i Sacerne ved mine Raab oppusted:
Og selv med Raad og Mod og Vrede mig udrusted;
Jeg følte mig ei selv, jeg allevegne var,
Og denne Arm til dig, Stryange, Døden bar.
Jeg faldt og mine Folk jeg hørte strax at skrige:
O! Dronning o! nu faldt med dig, det heele Rige:
Min Siel igiennemtrængt af denne Torden blev,
Mit Pilekoger jeg forbittret sønderrev.
I dette Øieblik jeg først min Fiende kiender:
Du selv mig rykker ud af dine Meders Hænder
Opbyder os til Fred og vil ei stride meer,
Fordi du ved mit Fald mit Folk nedslaget seer.
Du ei benytter dig af min uhældig Skiebne,
Du kun med Vaaben vil mod Vaaben dig bevæbne,
Med en Ulykkelig du har Medlidenhed,
Og mig forunder Valg imellem Strid og Fred.
Paa Ædelmodighed jeg vist ei kunde skiønne,
Om med Høiagtelse jeg dig ei vilde lønne;
Ja ønsker Meders Helt med os at have Fred:
Velan, at slutte den jeg er med Lyst bereed.

Et andet Forbund først vi bør o! Dronning giøre,
Du før min Meening veed; o! maatte jeg kun høre
Et Svar, som glædede min længselfulde Siel!
Velan, det staaer til dig, bestem Stryanges Vel.

Stryange! ja du er det beste Hierte værdig.
Betaler det min Gield, velan saa er jeg færdig;
Jeg Hiertet skylder dig; retmæssigt er dit Krav.
Det Liv bør være dit, som du mig nyelig gav:
Men kielen Elskov bør ei dig og mig forleede,
Smaa Siele drives kun ved heftig Attraa’s Hede.
Cyaxares maae først samtykke dette Baand.

Cyaxares, hvorfor?

                              Han selv med egen Haand
Stryange leede skal som Brudgom til Zarine.

Al Ophold blive vil min Siel til Qval og Pine,
Til Kongen sender jeg strax en Herold, som skal
Berette Seieren, min Elskov og dit Valg.

Men er det saa du vil din Brud engang behage?
En Dronning tænker du udvælger til sin Mage
Den, som mod Eed og Pligt sin Herre har forladt,
Den, som har paa sit Navn et Lasters Mærke sat?
Nei nei, Stryange viid jeg Ærens Love kiender.
Et nedrigt Baand ei skal vanære disse Hænder;
Om du som min Gemal til Roxanace kom,
Cyaxares med Grund strax fældte denne Dom:
Zarine nu ei meer har kunnet Modstand giøre,
Hun derfor har forsøgt Stryange at forføre;
Man kiender Qvinders List; hun, for at skuffe mig,
Med Overløberen endog foreener sig.

Nei dette gaaer for vidt – –

                              Stryange dæmp din Vrede
Du vil dog aldrig mig til denne Skam forleede?
Jeg her i Faders Sted Cyaxares anseer.
Du ikkun som hans Søn mit Hierte værdig er,
Paa ædle Handlinger man høie Siele kiender;
Hvor sødt, naar en Monark foreener vore Hænder,
Naar tvende Rigers Folk med samlet Iver skal
Ved Bøn til Guderne velsigne vores Valg:
Saa staaer det Konger an sin Bryllupsfest at holde.

Ak! Himmel, hvilken Qval maae det min Siel forvolde.forvolde.] rettet fra: forvolde (trykkfeil)

Stryange! men hvordan er det dig til Besvær,
At tale nogle Ord for den, du haver kier?
At sige din Monark, hvis Vink du bør adlyde,
At Sacers Dronning har en Krone dig at byde?
Og at vi begge to vort Venskab byde ham?
Er det for vanskeligt? anseer du det for Skam?

Før maae du føre mig til Parthien som Slave.

Jeg altsaa til Gemal skal en Friegiven have!
Før straffe Himlen mig; men siig mig, kiere siig:
Hvad mod Cyaxares dog har opirret dig?

Hør Dronning, straf mig kun med Spot, Foragt og Vrede:
Jeg mod det værste Stød mit Hierte vil berede;
Men viid: Cyaxares jeg aldrig meere seer,
Og aldrig af hans Mund Befalning tager meer.
Imellem ham og mig alt Forbund er ophævet.
Jeg hidtil har hans Ret med Flid og Mod handthævet,
Han aldrig ventet har, dog skienker jeg ham Fred;
Ei nogen Dødelig til saadant Grunden veed.
Zarine troe dog kun Stryange Æren kiender,
Og skiønt en heftig Ild udi mit Hierte brænder,
Den før fortære mig, før jeg bekiender her
Hvad Grunden til mit Had og min Bekymring er.

Men hvo er Borgen for at ei min Ære lider?
Din Taushed – –

                              Dronning, viid det mod mit Løfte strider
Og mod min Pligt – –

                              Nu vel, men tænk at Æren er
En Skat, vi meere bør end Livet have kier.

Ved Leiren venter dig, Stryange, nu den Skare,
Som for sit Fødeland har sat sit Liv i Fare,
Hvis Saar bevidne dig, at de foruden Frygt
I Krigens Heede har det Yderste forsøgt.
Naar deres Tapperhed personlig du berømmer.
Enhver med sine Saar sig strax lyksalig dømmer.
Og du o! Dronning følg Anføreren og see,
At Roes for Tapperhed kan læge Saarede.

Ja kom Stryange! vi gaae hen for at beskue
De grumme Virkninger af Sværd og Spyd og Bue;
Og vore Saarede skal lære dig og mig,
At Seierherren selv endog har tabt ved Krig.
Hvad har Monarken vel til Vederlag at give
For dem, som Haand og Fod i Krig afhugne blive?
Naar Sundhed er forliist, hvad giør da lykkelig?
Den derfor Bøddel var, som Glæde fandt i Krig.
Min Gud, hvor trænge sig de Sukke til mit Hierte,
Som stønnes ud af den, der under Vee og Smerte
Paakalder Lægens Hielp og gyser for sig selv?
Kom, følg min Helt, betragt vor Gruesomhed og skielv.

Hvad Uforsigtighed! han hid Zarine førte.
End om Rhetea kom og deres Tale hørte!
Og deres Kierlighed; da var den heele Sag
Til fælles Undergang og Skiendsel lagt for Dag.
Jeg til Rhetea selv bør dette Budskab føre;
Af falsk Fortroelighed en Dyd jeg her skal giøre.
Dog nei – hvis hun derom kun mindste Kundskab fik,
Hun strax med Bøn og Graad til Sacers Dronning gik,
Og hun, af Pligt og Dyd og Eed en blind Slavinde,
Sig aldrig vilde meer til en Meeneeder binde:
Stryanges Vanhæld da med min foreenet var;
Men see, der kommer hun, nu gielder det et Svar.

Som Natten sagtelig op over Himlen glider,
Saa voxer Frygt og Sorg; forgieves Haabet strider.
Men hvad! Lorano her! tal, glæd mig, om du kan?
Siig, hvad fortryllet har den allerbeste Mand?

Hans Brøde Himlen veed; men nok han er lastværdig,
Og til jeg veed ei hvad for en Misgierning færdig.

Til en Misgierning han! o! nei Stryanges Siel
Er alt for stor dertil, jeg kiender ham for vel.

Hvad vil du kalde det, om han Rhetea hader,
Og om Forræderie opspindes mod din Fader?,

Forræderie – min Mand! nei du lastværdig er,
Som mod en prøvet Dyd, mod den jeg haver kier
Saa grov Beskyldning tør med dristig Frækhed føre.

Tillad, jeg beder dog – –

                              Jeg intet meer vil høre.

Din egen Velfærd – –

                              Naar om ham jeg intet veed,
Adspørger jeg saa trygt min egen Kierlighed.

Men Kierlighed er blind – –

                              Men Blindhed selv er Lykke,
Naar større Lys alt Haab kun skulde undertrykke:
Ja selv Vildfarelse giør ofte lykkelig;
Var end mit Haab en Drøm; bør du da vække mig?

Elskværdige! jeg bør, en hellig Pligt mig byder,
Just naar det falske Haab sig midt i Drømmen fryder
Og nær sin Undergang paa Bredden roelig laae,
Bør jeg da tie, som en Afgrund aabnet saae?
Hvad kan friekiende mig, om jeg det mindste dølger?
Min Taushed bliver vist ei uden grumme Følger.

Nu vel! saa tal, men tænk, du taler om min Mand;
Usandhed allermindst mod ham jeg taale kan.

Jeg veed ei endnu alt; men nok, Stryange søger
Din Undergang og det, som meest min Frygt forøger–

O! Himmel! styrk mig dog mod et saa gruesomt Stød:
Bliv ved, Lorano, tal, forkynd mig kun min Død.

Bag ved Stryanges Telt jeg nyelig fik at høre
Hans Ord til Bagoas: du, sagde han, skal føre
Mig Underretning om hvad Virkning Giften giør,
Vent til hun drukket har og løb saasnart hun døer.

Lorano, ja jeg døer, al Kraft med eet forsvinder;
Den kolde Gysen jeg i hver en Aare finder;
Jeg døer foruden Gift; o! Himmel styrk mig dog,
Saafremt du nogen Deel i Dydens Skiebne tog.

Den vaager over Dyd og redder den af Fare,
Maaskee den ved min Haand vil her dit Liv bevare,
Følg derfor strax mit Raad, du Flugten tage maae:
Af mig du Vagt og Vogn og Følgeskab skal faae.

O! hvilket gruesomt Raad! jeg flye fra min Stryange!
Dumdristige, du tør endog af mig forlange,
At jeg paa dine Ord skal slig Beskyldning troe?
Forvirret, skielvende, betagen Sands og Roe,
Jeg iiler for at faae nyt Lys i dette Mørke;
Stryanges egen Dom skal dine Ord bestyrke;
Saa længe tvivler jeg –

                              Holdt! holdt, jeg dig besvær
Ved Guder, Himmel, ja ved alt hvad helligt er:
Det er min Undergang, min Død, om du mig røber,
Jeg, som til dig med Frygt og Livets Fare løber;
Saasnart jeg mærket har det Stød, som truer dig,
Vil du til Vederlag da saa forraade mig?

Jeg din Oprigtighed med Taushed skal belønne,
Saafremt jeg ellers veed paa Venskab ret at skiønne,
Men intet stille kan min Siels Uroelighed
Førend jeg haver talt – –

                              Tænk paa din Sikkerhed;
Lad kun den første Storm sit Raserie udtømme,
Forsøg imidlertid hans Vrede at undrømme.
Med Tiden han maaskee om Naade beder dig.

Lorano, denne Bøn var let bønhørt hos mig:
Men om jeg Flugten tog – nei jeg vil alt forsøge;
Lad end min Dristighed min Sorg og Straf forøge,
Jeg for Stryanges Fod med Bøn mig kaster ned,
Paa Himlen stoler jeg og min Uskyldighed.
Min heele Siel udøst i Suk og Graad skal være,
Med en Ulykkelig han vist skal Medynk bære!
Han skal tilgive, ja han skal omfavne mig,
Min Kierlighed tilsidst skal blive seierrig.
Og denne Gift maaskee en anden han bestemte
Maaskee – jeg veed ei hvem, mit Navn han dog ei nævnte?
Og hvoraf slutter du den lavet var for mig?
Lorano! nei jeg troer du har bedraget dig.

Men naar – –

                              Berøv mig dog ei denne søde Tanke,
Lad en udmattet Siel af Haabet Kræfter sanke,
Forskaan mig for at troe – –

                              Jeg svær ved Guderne.Guderne.] rettet fra: Guderne: (trykkfeil)

Spar kun din Eed og ynk daarlig Tvivlende.
Min Tvivl er dog en Pligt og Haabet er min Glæde;
Ja skal jeg end engang min Daarlighed begræde,
Saa veed jeg dog jeg har, trods Skiebnens Bitterhed,
Bevaret til min Død en hellig Troeskabs Eed.
Fra første Dag da han mit unge Hierte rørte,
Da første kielent Suk fra bange Brøst han hørte,
Da jeg ham skiælvende gav første Gang min Haand,
Har Venskab meer og meer bekræftet dette Baand.
Han var min Mand, min Ven, min Elsker og min Glæde,
Hans Hierte var for Dyd og Kierlighed et Sæde;
I Fred elskværdig og en tapper Helt i Krig,
Og denne Helt var min og jeg var lykkelig.

Du var, det er forbie – –

                              Det samme Sprog du taler
En ængstet Kierlighed kun ilde den husvaler,
Som giør en elsket Ven forhadt, mistænkelig:
Nei, viid jeg elsker ham til Trods og hader dig.
Gaae bort, forund mig Roe – –

                              Han tør min Mand vanære?
Nei min Stryange! nei! mit Hierte dit skal være,
Man sige hvad man vil – men Himmel er du der?
Forbittret! o! betænk, jeg din Rhetea er.

Forskaan mig dog engang for disse Suk og Bønner,
Jeg kiedes kun derved; jeg er ei den som skiønner
Paa Qvinders kielne Graad; forstyr mig ei; jeg veed
Alt hvad du sige kan om Troeskab, Kierlighed.

Stryange! straffer du saa haardt det beste Hierte?
Jeg segner kraftesløs; og savner i min Smerte
Den ømme Trøst, som før har lindret al min Nød,
Den Trøst at græde frit i min Stryanges Skiød.
Er du ei meere min, hvad har jeg da at haabe?
Hvi vil jeg da omsonst til døve Guder raabe?
Stryange! maatte jeg endnu omfavne dig
Og døe udi din Arm, saa døer jeg lykkelig.
O! du bevæget er, maaskee det dig fortryder?
Mit ganske Hierte jeg dig strax igien tilbyder.
Den Glæde mig forund, jeg dig tilgive maae – –
Lad mig min Mand igien, lad mig dit Hierte faae.
Ja Himlen veed det best, mit ømme Hierte brændte,
Det Suk paa Suk for dig til Krigens Gud opsendte,
Og da du Seier vandt, min glædefulde Siel
Forvirret spurgte strax: gaaer det Stryange vel?
Men nu jeg kommer her for Hiertet at udbrede,
Min allerbeste Ven! har jeg fortient din Vrede?
Trøst din Rhetea dog, tal, min Stryange, tal
Befrie min ømme Siel, jeg ellers døer af Qval.

O! hvilke Følelser! mit Hierte sønderrive:
Og dine Sukke mig saa mange Tordner blive,
Bebreide mig min Skam; ja jeg lastværdig er,
Det dig uværdigt er, om du mig haver kier.

Den mindst lastværdig er, som meest sig selv fordømmer;
At tie med sin Roes den Viise stedse sømmer.
Kom min Stryange, kom, lastværdig som du er;
Bekiend det nok engang og jeg dig elsker meer.

Rhetea! ja du var en bedre Skiebne værdig.
See der er Sværdet, stød og straf kun en Lastværdig.

Ak! Himmel! med dig selv du ikkun fører Krig,
Men naar jeg elsker, ja naar jeg tilbeder dig,
Er det endda ei nok! skal endnu Klager høres?

Ja min Misgierning ei dermed retfærdiggiøres.

Misgierning! store Gud! tal dog, jeg dig besvær,
Oplys min bange Siel! tal om du mig har kier.

Om jeg dig haver kier! Du Hiertet sønderriver,
Din Ømhed straffer mig og Stød paa Stød mig giver,
Ja Skam, Bebreidelse med Harm foreene sig,
Og storme i mit Bryst, som for at dræbe mig;
Jeg, jeg er en Barbar, det skal din Sorg dig lære,
Jeg kan Fortvivlelsen ei meer i Hiertet bære,
Den bryder voldsom ud: hør nu din Mand og skielv:
Jeg hader Dyd og dig og Guder og mig selv.

Hvor er jeg! hvilken Skræk! ak! Himmel jeg fortviler!
Nei efter den Barbar med svage Skridt jeg iiler
O! Himmel du som seer min Smertes Bitterhed,
Formild hans Raserie og styrk min Kierlighed.