Dyb Taushed hersker her. Paa Mørkets lette Vinger
Fremglider stille Nat, dens sorte Sløer omringer
Naturens heele Kreds: Nu er det Tid og Sted,
At aabenbare dig min Frygt og Kierlighed.

Din Frygt – –

                              Stryange, ja gid den ugrundet være!
Og min Vildfarelse du mig kun vilde lære,
Jeg elsker Sandhed høit; men Hiertet ønsker her
Et Vidnesbyrd af dig, at det bedraget er – –
Jeg Krigen har forsøgt og Stæder overvundet,
Jeg Freden dyrket har og i dens Skygge fundet
En sød og stille Roe og føler al den Fryd,
Som Konger føle kan ved at belønne Dyd.
I Dag jeg føler først en Ild udi mit Hierte,
En Fryd, som ligner Frygt, en Vellyst fuld af Smerte,
Af Længsel, Ønsker, Tvivl, Mistanke, Traurighed,
Velan, jeg fatter let at det er Kierlighed.
Men skal dog Kierlighed til Selskabsbroder have
En Qval, som Elskeren bestandig giør til Slave?
Er stedse Kierlighed Lyksaligheds Ruin?
Maaskee den er det kun, saasnart den er som min?
Ja dette bør jeg troe; til dig jeg derfor kommer,
Min Elsker være skal min og sin egen Dommer.
Du sukker, skielver ved at nævne Kierlighed.

Jeg skielver – Dronning, nei jeg er med Lyst bereed.bereed.] rettet fra: bereed (trykkfeil)

Cyaxares – –

               Hvad han? – –

                              Du røber dig, Stryange.

Jeg røber mig! hvormed? – –

                              Min Helt! hvor er jeg bange!
At din Monark mod dig en vigtig Klage har,
Og strax min Kierlighed en grov Misgierning var.

Og dette kan du troe, om den, som dig tilbeder?
Men naar jeg svær ved Gud og althvad helligt hedder

Saa voxer kun min Frygt, min Tvivl bestyrkes meer:
Spar derfor kun din Eed og siig hvad Sagen er.
Du veed min Kierlighed din Brøde let undskylder,
En Dronning mod sig selv sin Pligt kun slet opfylder,
Naar hun ei kiender den, hun vælger til Gemal:
Oplys min bange Tvivl! tal da Stryange, tal –

Din Tvivl mig Uret giør – –

                              Din Taushed dig vanærer
Og mod din Villie mig din Skam og Brøde lærer.
Din Hær at samles byd, reis til din Konge hen,
Du bliver min Gemal, saasnart du er hans Ven.

O! Dronning! holdt, jeg dig besvær ved alle Guder,
Og ved vor Kierlighed, du mig min Død bebuder.
Thi viid Cyaxares min Fiende være maae,
Om du end vilde selv med ham i Forbund staae.
Før du mig Hiertet gav, var du min Konges Fiende,
Og nu jeg hader ham, strax er du hans Veninde.
Bør du da elske den, som har mit Had fortient,
Og naar min Vredes Grund mod ham er ubekiendt,
Skal Kierlighed da strax om mig det verste dømme?
Undskyldning kunde her en Elskerinde sømme.
Cyaxares og kan begaae Forbrydelser.
Nødvendig Tausheds Lov mig ei tillader meer.
Nok, Tiden lære skal hvor dyrt Stryange kiøber
Zarines Hierte; men hvis nu min Tale røber
Min Konges dybe Raad; jeg Troeskabs Løfte brød,
Og vore Ønsker fik et alt for gruesomt Stød.

Velan, jeg uden dig skal underrettet blive,
Og ei mit Hierte før og ei min Haand bortgive,
Før jeg ret kiender dig og Grund til alting veed;
Det fordrer Æren, ja det fordrer Kierlighed.

Det fordrer Kierlighed – –

                              Hvad skal min Skiebne blive?

Min Gud hvad hører jeg? vil du da sønderrive
Saa helligt Baand?

                              Hvem, jeg? hvad Baand? jeg intet veed –

Og jeg veed meer end nok: jeg veed din Kierlighed.
Troeløse! er det saa du Eed og Løfte holder?

Ak! den Bebreidelse mig Døden selv forvolder.

Forvovne! som imod en Kongedatter tør
Saa gruesom fare frem!

                              O! hvilken Spot! jeg døer.

At døe har du fortient og Død din Løn skal blive,
Vor Fader denne Hævn os over dig skal give;
Sit Banesaar du din Rhetea givet har;
Døe tusind gange, døe, Forræder og Barbar!
Du, som min Faders Huus formastelig vanærer,
Og Kongens Fiende selv til din Gemal begierer;
Men er der Straf endnu for skiendig List og Sviig,
Da skal Cyaxares ei spare den for dig.

Hun raser – jeg forgaaer – Et Uveir sammentrækkes,
Som snart vil bryde ud – jeg meer og meer forskrækkes:
Hvad vil her blive af? hvor løb den Grumme hen?
Forlod mig uden Trøst og Raad og Hielp og Ven.
Ja Himlen, merker jeg, udruster sig til Vrede,
Den væbner sig med Hevn. Forgieves meer at bede!
Nei Bøn forbittrer kun. Velan, jeg altsaa er
Et Maal for Himlens Straf, en Skræk for Mennesker.
Hvor reen var ei den Ild, som før i Hiertet brændte;
Men den, som brænder nu, som Furier antændte,
Udmatter, ængster og fortærer Liv og Siel,
Forandrer Dydens Ven til Lasters nedrig Træl.
Fordømte Kierlighed! jeg for Zarine sukker;
Hun, som til Trods for mig sit stoltestolte] rettet fra: stol e (trykkfeil) Bryst tillukker;
Og min Gemal! hvis Siel udøst i Kierlighed,
Opofret er for mig – uhørte Gruesomhed –
Jeg hende hade kan – Velan, jeg bør fuldende;
Og Verden lære skal mit Raserie at kiende.
Det koste hvad det vil – Zarine bliver min,
Alt skulle det end skee ved Mediens Ruin.

Lorano kom, jeg vil udi dit Skiød udtømme
Min Qval – o! kunde jeg mig ikkun selv undrømme;
Hvor flyer jeg dog min Ven? Rhetea –

               Hvad –

                              Hun veed.

Hvad veed hun, store Gud!

                              Hun veed min Kierlighed.

Det er forbie, jeg alt, endogsaa Haabet, mister.

Nitocre alting veed; – af Qval mit Hierte brister.
Hun kommer her og staaer og hører Dronningen,
Hun trodser mig og flyer strax til Rhetea hen.
Rhetea ganske vist med Suk og Taare løber
Og for Zarines Fod nedkaster sig og røber
Min Kierlighed, og jeg med Spot og Skiendsel maae
Rhetea miste og Zarines Haand ei faae.
Døm selv, Lorano, døm, hvad Vold min Siel maae lide:
Hielp nu din Ven og tal og giv et Raad i Tide!
Snart, snart, – du tier. – Nu velan! jeg fatter Mod.
Nu fandt jeg selv et Raad og det skal koste Blod.

Holdt, Herre! holdt! hvorhen?

                              Hvordan? vil du mig hindre
Udi Rheteæ Bryst mit Raserie at lindre?

Betænk! –

                              Forvovne! hvad? du mig bebreide tør? –

Min Haand skal myrde den, som Mindste Modstand giør.

Ved meere værdig Haand ei nogen myrdes kunde,
Ja Helte skulde mig en saadan Død misunde,
Stryange! stød kun til, udøs udi min Barm
Din Siels Forbittrelser, begrav kun her din Harm;
Men i min sidste Stund jeg til din Velfærd taler,
Og Følgen af dit Raad med sande Træk afmaler.
Rhetea døer; men mon det og forties kan,
At Kongens Datter er omkommet af sin Mand?
Nu kiender du jo før Zarines Tænkemaade,
Hun skulde aldrig meer antage dig til Naade:
Nei hun, Cyaxares og heele Medien,
Strax om din Undergang anraabte Himmelen.

Velan Lorano tal, bliv ved, hvad skal jeg giøre?

Her hør Betænkning til – – –

                              En Torden i mit Øre!
Fat strax et Raad, du veed, hvor kostbar Tiden er
Og hvilken Marter jeg i knuste Hierte bær:
Du seer mit Raserie, saa grumt kan intet være
Som jeg jo prøve vil, jeg, som mod Dyd og Ære
Har soeret evig Strid; jeg iiler meer og meer
Til større Grumhed og til nye Misgierninger.

Forlad dig da paa mig, jeg alting vil forsøge.
Jeg skal Rheteæ Frygt med gruesom Skræk forøge
Og sige hende, at hun vente maae sin Død,
Og at din egen Haand bereeder dette Stød:
Det hende til at flye Anledning nok skal give;

Men om Cyaxares – – –

                              Han skal bedraget blive.
Zarine giver dig sit Hierte og sin Haand,
Lad da Cyaxares opløse dette Baand.
Du til Zarine bør dig derfor strax forføye:
MaaskeeMaaskee] rettet fra: Maaskeee (trykkfeil) Rheteæ Flugt snart skal min Helt fornøie. – –

Fornøie! – grumme Fryd! – Meeneeder som jeg er! –
Rhetea – – du din Dyd, jeg min Misgierning bær!
Hun flyer! og det for mig – mit Hierte snart maae smelte.

Jag al den Ømhed bort, som kun vanærer Helte.

Rhetea flyer! o! Gud! hun endnu har en Deel
Udi den Kierlighed jeg hende skyldte heel.
Lorano! kiere, siig – i det hun Flugten tager –
At jeg – o! grumme Striid – jeg hende dog beklager. –
Siig, at – jeg veed ei selv, – at Himlen var mig vreed
Og sendte mig til Straf en fremmed Kierlighed.
Jeg gaaer – for aldrig meer at see min troe Veninde;
Men gid hun maatte dog en Ven blant Guder finde!
Ja Himmel taaler du den Lastefuldes Bøn:
Da vær Rheteæ Trøst, giv Dyden værdig Løn.
Men hvad! skal Himlen vel en slig Begiering høre!
En Bøn jeg kunde selv men vil ei fyldestgiøre!
Hils dog – Lorano hils. – Fra min beklemte Siel
Frembær – jeg kan ei meer – frembær dog mit Farvel.

Jeg intet glemme skal, men glem ei selv Zarine.

Ah! dette grumme Navn er al min Qval og Pine
Hun med en gruesom Vold regierer i mit Bryst,
Jeg gaaer, vær, om du kan, Rheteæ Hielp og Trøst;

Men hør Lorano! hvor vil du Rhetea føre?

Hun selv til Opholdsted og Flugt maae Anlæg giøre.

Besørg, at ingen Vold Rhetea maatte skee,
Betænk, hun er dog den, jeg engang elskede.
Der var en Tid, da hun i mine Arme hvilte,
Og jeg var lykkelig, hver gang Rhetea smilte;
Der var en Dag, jeg soer ved Himmel, Hav og Jord:
I Guder! mon I da og hørte mine Ord!
Jeg bad, at Himlens Hævn mit Hoved matte knuse,
Og Havets Vrede mod mit bange Hierre bruse,
Og at jeg sank med eet need i Afgrundens Skiød:
Den Dag jeg hellig Eed med min Rhetea brød!
Hvi tøve Guderne, som hørte disse Bønner?
Retfærdig Himmel, du som Dyd og Last belønner!
Jeg skiælver for din Hævn, den Straf, du tøver med,
Udføres dog engang med dobbelt Gruesomhed.
Naar vil du vel slaae til og hvor skal jeg mig skiule?
Hvor er saa tyk en Muur? hvor er saa dyb en Huule,
Som mig beskierme kan imod din Vredes Magt?
Min Moder havde du mig død til Verden bragt!

Hans Hierte neppe sig til Dronningen bestemte,
Med Møie han endnu en kier Rhetea glemte;
Hvad Under? Hun som er saa yndig, dydig, smuk,
Hvis Hierte skulde vel ei offre hende Suk?
Som Solen glimter frem imellem steile Klipper,
Saa seer jeg Haabet alt; Og ei af Øine slipper
Mit Ønskes store Maal! jeg skal det engang naae;
Rhetea neppe vil Loranos Haand forsmaae.
Men see! der er hun selv: Mig Kierlighed bevæbne
Med din Fortryllelse! Bestem nu snart min Skiebne.

Er ei Stryange her? hvor er? hvad lider han?

Jeg til hans Lidelser ei Grunden vide kan;
Men har din Søster ei – – –

                              Min Søster! hvad er dette?

Endnu hun intet veed – – –

                              Hvad skal jeg heraf giætte?

Jeg meener, om hun ei har søgt at trøste dig
Og havt Medlidenhed med en Ulykkelig?

Min Graad aftørres ei, om heele Verden græder.
Er min Stryange tabt; da ingen Trøst mig glæder.
Forklar mig dog hans Qval, tal som vor fælles Ven,
Hvor er Stryange nu?

                              Han gik til Dronningen.

Hvad meere! tal!

                              Hvem? jeg? man troer ei hvad jeg siger,
Jeg raader som en Ven, men er Barbar og Tiger.
Jeg viser Faren og det er Forræderie,
Blot ei din Rolighed for mit Bedragerie.

Lorano bliv min Ven! tilgiv min Tvivl, jeg beder:
Ynk dog et Hierte, som kun føler Bitterheder,
Du veed, jeg elsker – – –

                              Ja, jeg altsaa tie bør
Og ei om din Gemal det mindste sige tør.

Undfald mig ei min Ven! tal dog, jeg dig befaler.

Nu Himlen knuse mig, om jeg ei Sandhed taler,
Din Velfærd byder mig og bittert Had til den,
Som tør foragte dig, – – – og elske Dronningen.

Og elske Dronningen – I Guder! hvilken Torden.
Nu qvaltes Haabet – ah! jeg segne maae til Jorden:
Den allerømmeste – den allerbeste – Mand
Sin Dyd – sin Kierlighed – sig selv forglemme kan.

Ach! Ulyksalige! saa veed du da din Skiebne,
Gid Himlen selv din Siel med Kraft og Mod bevæbne.

Veed du i denne Sag da og den rette Grund?

Jeg, som har alting hørt udaf hans egen Mund?

Nu er det alt forbie, jeg kan ei meere tvile:
Men lad mig endnu hen til den Forræder iile,
Min Ømhed, Graad og Suk ham giemnembore skal,
Og tage sidste Hævn for al mit Hiertes Qval.

Holt! holt! hvorhen! nei flye; thi før han dig ei møder
End han en Morderdolk udi dit Hierte støder,
Han søger rasende kun at forhindre dig,
At du hos Dronningen ei røbe skal hans Svig:
Flye strax, Princesse! flye

                              Nei lad ham ikkun bade
Sin Haand udi mit Blod; jeg kan ham dog ei hade;
Han myrde mig, jeg døer, han naaer sit Øiemeed
Og jeg har fyldestgiort min egen Kierlighed.

For Himlens Skyld – – –

                              Betænk, du styrter dig i Fare.

Men hvorfor skal jeg dog mit Liv til Smerter spare
Og tusind gange døe?

                              Nei Haab har endnu Sted,
Maaskee du skal endnu velsigne Kierlighed.
Jeg Sacers Dronning vil om alting underrette,
Og hun Stryange strax af Hiertet skal udslette.
Forskudt af hende han og fuld af Anger skal
Sig kaste for din Fod og blues ved sit Valg.
Flye derfor strax, om du ei vil et Offer blive – – –

Nei naar han Hiertet først en anden kunde give,
Saa blir det neppe mit, min Død er alt bestemt!
Saa er jeg evig da af min Stryange glemt? – –
Nei jeg endnu engang mig kaster i hans Arme:
Hvo veed, selv Himlen skal sig over mig forbarme,
Bevæge den Barbar og Seier give mig.

Nei flye min Søster flye, om du vil redde dig.

Men om min beste Ven bør jeg saa hastig være,
At troe alt hvad enhver – – –

                              Du Tvivl endnu kan bære;
Jeg nyelig hørte jo Zarines Kierlighed,
Og skiønt Stryange jeg med hæftig Bitterhed
Bebreidede sin Skam, han ei et Ord mig svarte:
Jeg saae Forvirrelsen. – – –

                              Du intet meer erfarte?
Min Gud! er det Beviis mod den, som elsker mig?
Saa haaber jeg endnu at blive lykkelig.
Zarine elsker ham – kan det min Mand vanære?
Han intet svarer dig – hvad skal jeg deraf lære?
At han Bebreidelser koldsindig taale kan.
Og det er alt hvad du kan sige om min Mand.
Og jeg, jeg skulde flye? ney, dyre Ven, jeg iiler
For at omfavne dig. Og nu da Haabet smiiler,
Jeg alting vove tør! var end Stryange vreed,
Han skal formildes ved Rheteæ Kierlighed.

Forblindet Kierlighed, som troer hvad dig behager!
O! Himmel giemte du din Vredes grumme Plager!
Til denne sorte Nat? den Ulyksalige!
O! mon jeg meer ei skal en elsket Søster see?

Hvad er tilovers nu og hvilken gruesom Skiebne,
Som mod mit Ønske sig dog stedse vil bevæbne?
Min Kierlighed omsonst har alle Ting forsøgt;
Nu raser i mit Bryst Had, Elskov, Hævn og Frygt,
Rhetea vil ei flye, maaskee hun Seier vinder,
Strax alt mit Haab med eet igien paa nye forsvinder;
Maaskee jeg hendes Blod nu snart at flyde seer;
Men skielv Stryange da, jeg hendes Hævner er.
Jeg brænder, nei jeg maae med Magt den Sag udføre,
Som ei med Konst og List sig vilde lade giøre;
Rhetea føres skal med Vold fra dette Sted
Og det skal lykkes mig, Trods Skiebnens Gruesomhed.
Ja Elskov! det er dig, som disse Raad mig giver,
Ved dig i mørke Nat nyt Lys mit Haab opliver;
Jeg snart Rhetea skal ved nogle Fanger see
Bortført fra dette Sted. Jeg derved reddede
Et Liv saa dyrebart; og de løsgivne Fanger
For Friehed takke mig. Stryange strax forlanger
Og faaer Zarines Haand. Rhetea reddet er
Ved mig, og have skal sit Livs Beskiermer kier.
Kort: jeg ved List og Vold en stor Velgiører bliver,
Ja mit Bedrag endog en Glands af Dyden giver:
Af dem jeg selv bedrog jeg faaer Velsignelser.
Kom Elskov, du mit Lys og min Veileder vær.