Rhetea døe – o! Skræk! – hvad Stød! – nei holdt – hun blegner–
Hun taber sig – o! hielp – forgieves – ak! hun segner –
Hun døer – –

                              Jeg vaagen er – ja det en Drøm kun var.
Endog i Søvnens Skiød er jeg en grum Barbar.
Træt søger jeg om Roe; men Søvnen ængster, trykker;
Jeg sover Kræfter bort og drømmer kun Ulykker;
Jeg falder hovedkulds fra steile Klippe need,
Og til at sluge mig Afgrunden er bereed.
Hist brøle Tordener, her Lynildstraaler funkle
Nu sorte Skygger Soel og Dag med eet fordunkle.
Nu mig med voldsom Fart et Hav i Møde kom,
Nu falde Stierner ned, nu styrtes Jorden om,
Nu mod Rheteæ Barm jeg Morderdolken støder,
Jeg synes som jeg seer, at hendes Hierte bløder,
Det blodbestænkte Bryst, hvad Syn var det at see?
Ei Verdens Undergang mig saa forskrækkede.

O! Søvn; hvor tit har jeg velsignet før din Hvile,
Man saae mig, træt af Krig, glad i din Arm at smile,
Duunvinget, silkeblød, du gleed paa Øiet frem,
Og hvisked: al din Sorg, dig selv Stryange glem.
Jeg sov og glemte alt; men nu min Søvn mig qvalte,
Og Furier til mig kun Død og Angest talte.
Saa er der da, o Siel! for dig ei Hvile meer,
Naar endog Søvnen selv Rheteæ Hævner er; –
Men hør! hvordan? o Gud! mon det Rhetea være,
Som føres bort? – –

               Holdt her – –

                              O Himmel! hvo vil bære
Medlidenhed med mig?

                              Holdt! her vi vente skal,
Indtil han kommer – –

                              Hielp! Stryange svar mig! tal!
Er han ei i sit Telt, hvorhen skal jeg da raabe?
Af eder, Røvere, jeg intet har at haabe.
O! myrder mig kun her! jeg spares skal maaskee
Til større Qval endnu?

                              Dig intet Ondt skal skee.

En grum Medlidenhed! Natur! hør disse Sukke!
O Jord! vil du dog ei for mig en Grav oplukke!
Jeg dig paakalde maae, end du min bittre Nød!
Und mig af Sorger træt at skiules i dit Skiød!
Ja, Jord! nægt ei min Bøn: nok Himlen mig ei hører,
Og blant de Levende min Suk ei nogen rører:
Ja grumme Nat, du som allene hører mig,
Frembring mit hæse Raab, og min Stryange siig:
At jeg ham elsket har, Trods alle Bitterheder,
At jeg endnu en Bøn for ham til Himlen beder;
Undskyld! o Himmel! at jeg mig fordriste tør:
Stryange var min Mand, jeg beder, sukker, døer –
Jeg kan til Himlen ei opløste bundne Hænder,
Mit Øie skimter op: og Hiertet Sukke sender,
I Guder, ynder ham, som eengang elskte mig!
Gid! skilt fra mig, han end maae leve lykkelig!
Forunder mig den Hævn, at før han Livet ender
Han mig uskyldig, troe, endnu engang erkiender;
Ja Himmel! vær dog ei til disse Sukke døv;
Glad døer jeg, naar min Mand velsigne maae mit Støv;
Jeg seer det kiere Telt! ak jeg forgaaer af Smerte:
Barbarer, dersom Suk bevæger eders Hierte,
Saa hører denne Bøn og bringer mig derhen,
Jeg der kun et Farvel vil skrive til min Ven –
Mig undes ingen Trøst! – For evig jeg forlader
Gemal og Fødeland og en graahærdet Fader,
Og Døden nægtes mig; uhørte Gruesomhed,
Min Mand, var dette Løn for al min Kierlighed.
Uhyrer! ender dog det Liv, som mig besværer,
Min Siel i Suk og Qval og Angest sig fortærer;
Hør tomme Telt og svar, hør Himmel, Jord og Nat,
Ynk den, som er af Gud og Mennesker forladt.

Flye! flye!

               Holdt! holdt! – (til Lorano.) kom! kom!

                              Tøv, Herre! tøv! jeg beder!

Strax slip mig, eller døe!

                              Til Døden jeg bereder
Mit uforsagte Bryst. – –

                              Kom, følg mig, siger jeg.

Betænk dig Herre dog!

                              Hvad? du adlyder ei?

Jeg har adlydet dig, elsk nu kun frit Zarine.

Lorano, spar min Siel for denne grumme Pine.

Hvad Pine! Kierlighed kun her det Offer var – –

Tie, gaae, Rhetea hent, flye strax –

                              Betænk du har
Begiert Zarines Haand; dit Ønske hun opfylder,
Og Sacers heele Hær dig snart som Konge hylder.
Kort, Æren vinker og din Elskov – –

                              Nu velan – –
Dog nei – o Strid! – o Qval! jeg dog ei taale kan
At den jeg elskte før, Barbarers Bytte bliver,
O! hendes Suk endnu mit Hierte sønderriver;
Indhent mig hende strax, hun ei mishandles bør
Af disse Røvere – skielv du, saafremt hun døer
Ved din Seendrægtighed. Nok sagt. Du bør adlyde.

O! kunde jeg dog kun de grumme Lænker bryde,
De Lænker, jeg til Trods for Dyd og Troeskab bær;
Forbandet Elskov, du mit Hiertes Bøddel er.
Forbandet var den Dag, jeg hid til Krigen iilte.
Forbandet Øieblik, da Sacers Dronning smiilte
Den første gang til mig. Den Smiil i Hiertet skiød
En galdeblandet Gift, Had, Elskov, Mord og Død.
Nu nok et Stød – –

                              Tilgiv, din Roe jeg dig betager,
Trods Nattens Mørkhed jeg og dig til Trods opdager,
Din List, din Gruesomhed. Rhetea føres bort!
Og du tillader det?

                              Hvordan? jeg som har giort
Fuldkommen Anstalt til at bringe dem tilbage!
At dine Sacer mig saa skammelig bedrage,
Og røve – –

                              Nei Barbar, din egen grumme Haand
Vist har til skiendig Vold løst disse Fangers Baand.

Forvovne Tale! jeg, som aldrig disse Slaver
For mine Øine saae. – –

                              Nu vel, Maaskee du haver
Befalning givet. – –

                              Nei, o Dronning! du skal see,

Men hvad om dette skeer? at man indhentede
Dem som – –

                              Ja dig til Trods maaskee de skulle blive
Af mig indhentede; men hør, at sønderrive
Et Baand, som Eed og Dyd og Tiden knyttet har,
At hade, skuffe den, hvis Hierte færdigt var
Af Ømhed, Troeskab, Sorg og Dødens Qval at smelte,
At være Tiger til de Taarer, som hun fældte,
De Taarer, som mit Had mod dig formildede,
Og i bedragne Bryst min Vrede standsede;
Forraade sin Monark, en Helt af Aar og Krige
Og Møie træt! Af Lyst til Kongenavn og Rige
Ved blot Tvetydighed at ville giøre ham
Mistænkt, forhadt af mig til Skiul for egen Skam,
At byde mig en Haand, som skulde mig vanære,
Min unge muntre Siel al Elskovs Qval at lære,
Forstyrre Sindets Roe og friste Dyden selv,
Var det ei Brøde nok? Barbar! Forræder skielv,
Skielv for min Hævn – dog nei, du neppe Hævn fortiente:
Men blot Foragt. Min Siel en hellig Lovsang sendte
Til Himlen, at den dog min Haand beskiermede
Mod et uværdigt Baand – –

                              Ja Grumme, vil du see
Din Ære hævnet, kom, mit Hierte jeg bereder,
Ja kom! befrie mig selv fra disse Bitterheder,
Hvortil du Aarsag er. Din Tale mig har bragt
Til grum Fortvivlelse – nei Dronning, din Foragt
Nye Ild, nyt Raserie udi min Siel antænder:
Til Mord og Nederlag hver Søene sig anspænder.
Ak! Grumme! gid du stod i Spidsen for din Hær,
Du skulle føle da min Vredes Virkninger,
Flye snart, o sorte Nat, kom Dag, at jeg maae iile
Til Krig, til Blod og Død imellem Sværd og Piile,
Da skal din Skiønhed ei beskierme meer din Barm.

Nei, men min Tapperhed, min Bue, Sværd og Arm,
Og Himlen, Dydens Ven og alle Lasters Fiende
Skal stride selv for mig.

                              Det var min Elskerinde,
Den, som jeg før tilbad; meer grum end en Løvinde,
Hun sønderrev mit Bryst; ja Laster straffes bør:
Hvad er tilovers nu? kun at Stryange døer;
Men er og Døden nok til Hævn? Dyd, Elskov, Ære!
Forsones I ved Blod? maaskee min Geist skal være
Et evigt Offer for de grumme Furier?
Jeg synes som jeg her den sorte Afgrund seer,
Og Dødens Riges Svælg med graadig aabnet Strube,
Mig som et Offer strax med eet at ville sluge;
Jeg seer den bleege Frygt, jeg seer Misundelsen,
Jeg seer den bange Tvivl og Avinds beste Ven,
Had, Spliid, Fortvivlelse og alle Helveds Plager
Med kolde Latter at anhøre mine Klager,
Jeg seer mig selv blant dem; min Geist, forjaget, mat,
At brøle, tumle sig i Evigheders Nat.
Og dette Svælg jeg seer alt i mit Hierte brænder;
Hver Plage i mit Bryst sin egen Ild optænder;
Og disse Luer, der med eet forsamle sig,
Som Ild-Orcaner mod hverandre føre Krig.
Rhetea! Ja din Dyd er hævnet: en Bedrager
Faaer her sin rette Løn; dog disse bittre Klager,
Og denne Smertes Ild jeg for Rheteæ Fod
Udøse burde. Ja hun burde see mit Blod
At rinde, for at troe, at Himlen Laster straffer,
Og Dyd sin fulde Ret mod Svig og Vold forskaffer;
Jeg burde sige dig, Rhetea, før jeg døer,
At jeg forbandes og at du velsignes bør.
Ja af din egen Mund Forbandelser at høre,
Nu kun tilovers var, bitter nok at giøre
En grum Meeneeders Straf. Dog, hun for dydig er;
Hun var i Stand endnu maaskee at have kier
En klippehaard Barbar; men aldrig meer jeg bliver
Et saadant Hierte værd. Om hun mig end tilgiver;
Om hun velsigner mig: en slig Oprigtighed
Min Brøde større giør, og Himlen meere vred.
Ja kom, Rhetea! kom, din Dyd min Straf skal krone,
Og Straffens Gruesomhed dit Hiertes Qval forsone,
Nu flyer jeg hen til dig, for ved dit ømme Skiød
Mig selv med egen Arm at give sidste Stød.

O Gud! Fortvivlelsen hans stolte Siel betager,
Og jeg! hvor flyer jeg hen? man dog tilsidst opdager
Min List. Stryange nu af Dronningen forhadt,
Vist henter sin Gemal; men hør mig, sorte Nat:
Bedæk med dobbelt Mørk og usædvanlig Skygge
De Sacer, som min Skat bortførde, lad dem trygge
Igiennem tykke Skov opnaae bestemte Sted;
Men svage Haab! ham som, optændt af Kierlighed
Af Had og Raserie, formodentlig udsender
Erfarne Sacer, som hver Stie, hver Hytte kiender,
Maaskee han hende mig til Trods indhentede,
Jeg maatte da mit Haab med eet bedraget see,
Og søges hun omsonst, da veed jeg før min Skiebne,
Min Død er vis – Dog – Hvad? nyt Haab, jeg vil bevæbne
Mig mod min Skiebnes Magt med nye Forbrydelse
Endnu et nyt Bedrag min Sviig udfordrede:
Stryange siges skal, at hans Rhetea hviler
I Dødens Arm; ja strax jeg hen til Vagten iiler,
Den dette Budskab til Stryange bringe bør:
Han meer ei søge skal og selv maaskee han døer.
Ja dette lykkes – men –men –] rettet fra: men (trykkfeil)

                              Lorano! Dig jeg finder
Saa roelig her. Hvordan? Skal man da uden Hinder
Min Søster røve bort? Forræder! som du er.

Det er omsonst.

               Hvordan? tal!

                              Ak! hun er ei meer.

Hun er ei meer! o Gud! min alt for kiere Søster!
Din Siel og min var eet, nu intet meer mig trøster.
Hun er da død? ved hvem?

                              Zarines egen Vagt
Indhenter Røverne; her bruges Magt mod Magt;
En ulyksalig Haand den grumme Bue spænder.
Jeg kan ei sige meer. – –

                              Af Had mit Hierte brænder
Imod Stryange selv, han List og Vold har brugt;
O grumme Kierlighed! er det din bittre Frugt?
Er dette Troeskabs Løn? da gid mit Bryst maae være
For Elskov evig lukt! Sorg skal min Siel fortære,
Og du, Cyaxares, min ømme Fader skal
Opleve dette Stød, for dog at døe af Qval!
Skal jeg min Fader see af Thronen ned at segne,
Og bleeg af Alder før, end meer af Sorg at blegne,
Og døe udi min Arm. O Gud! et dobbelt Stød
For mig Elendige. Det blev Nitocres Død.

Lorano findes ei; og ingen Stierne lyser
I dette grumme Mørk.

                              Der er han. Ak! jeg gyser – –
Barbar! Du lever dog endnu blant Mennesker,
Du, som Naturens Skræk og Dydens Bøddel er.

Spar kun din Bitterhed, Natur og Dyd skal hævnes:
Reis til din Fader strax, og naar Stryange nævnes,
Da siig: han Ære, Dyd og Elskov krænket har;
Men siig: han kiendte selv, at han Forræder var.
Siig den Graahærdede: at jeg har Seier vundet,
Og midt i Seieren min Morderinde fundet;
Siig dog at hun var viis, stærk, tapper, dydig, skiøn:
At jeg fortryllet blev, og at fortiente Løn
Min Arm mig givet har – –

                              Hvad Trøst kan det vel være,
At du dit Liv har endt? Sorg skal ham dog fortære;
Ved en Forræders Død min Fader aldrig kan
Sit Tab oprettet see – –

                              Velan, saa siig at han
Mit Støv forbande skal og alle Guder sige,
At de maae hævne ham endog i Dødens Rige,
Og mod min grumme Geist med alle Plagers Hær
Udruste sig. Mon han til Hævn kan fordre meer?

Til Hævn var dette nok; men ei til Trøst: en Fader
Dog har sin Datter tabt. Den svage Rest han hader
Af sine Dage, som maaskee tilovers var,
Han, som saa inderlig min Søster elsket har.

En Faders Ømhed hun skal stedse værdig være,
Og Alders Byrder med en svag Graahærdet bære.

Barbar! hun er ei meer. Du veed det ei maaskee.

Hvordan, hun er ei meer?

                              Nei: Disse Røvere
Angrebne bleve: Strax en Sace Buen spændte,
Rhetea, din Gemal! Min Søster Livet endte.
Der er din Seier: jeg endnu omfavne bør,
En Søsters blodig Barm.– –

                              Nu er det nok; jeg døer.
Forbandet være dog den Arm, den Piil og Bue,
Som endte hendes Liv. Saa skal jeg meer ei skue
Dig blant de Levende. Ja naar du kronet gaaer
Iblant Gudinders Flok, hvor Dyd Belønning faaer,
Da skal du sige dem, at jeg var en Meeneeder,
Og glad forglemme der de grumme Bitterheder,
Hvormed jeg fyldte her dit sorgbeklemte Bryst,
Og kan du høre det, da skal min huule Røst
Op fra min Afgrunds Svælg hen til din Egn udbrøle
Den Angest, Skræk og Qval, som jeg for dig maae føle,
Og mine Plager skal bevidne til din Fryd,
At Himlen straffer Svig, som den belønner Dyd.
Mit Navn blant Mennesker en Skam og Skræk skal være.
Den store Sandhed dog man af min Død skal lære:
At Elskovs Tyrannie Ulykkers Moder er;
Jeg Vidnet i min Barm til Dødens Rige bær.
Kom Hævn og Raserie! kom Død frem af din Huule,
Kom, styrk min Arm og gid en evig Nat maae skiule
En skiændig Krop, som var kun Lasters Boelig før,
Hvis ikke, den til Rov for Udyr være bør.
Ja sorte Billeder sig for mit Øie trække,
Og Hiertet bæve maae; men Nattens mørke Dække
Bør skiule dette Syn. Kom Afgrund, aabne dig,
Her er dit Bytte, kom, du skal fortære mig.

Farvel forhadte Liv, jeg Dagen meer ei skuer,
Jeg trodser Evighed og al den Skræk, mig truer.
Rheteæ Død og Dyd og Troeskab hævnes bør:
Natur, skiælv – –

                              Det er giort. O Smerte! ak! jeg døer.

Holdt! holdt! – –

               O! Grumme holdt!

               Det er forbie.

                              Stryange!

Kan en fornærmet Dyd vel større Hævn forlange.

Din Brøde var forladt, Barbar! jeg elsker dig.
Din sidste Gruesomhed allene myrder mig.

O Dyd! jeg elsket døer.

                              O Dronning! end min Smerte
Det Blod, som rinder der, det rinder fra mit Hierte.
Mig Verden øde blev og Livet selv en Død,
Min svage Dyd ei kan udholde dette Stød.

Mit Hierte rives hen, mig selv jeg neppe kiender.
Af Sorg og Had og Nag hver Sielens Evne brænder.

Hvo føler ei din Nød? knap Guder kunde selv
Dig uden Taarer – (til Lorano.) Men du Forræder, skielv!
Mit Had mod dig er Pligt. Din Falskhed er opdaget,
Al denne Sorg har du, du eene foraarsaget.
Dig skal jeg vel – Men jeg, mon jeg uskyldig er?
Jeg blues selv derved! jeg Helten havde kier.
Dog – bliver denne Lyst mig til Misgierning regnet,
Da evig Elskov staae blant sorte Laster tegnet.

Kom nu, Princesse! viis du Kongedatter er,
Sæt Dyd i fulde Lys og Modgang taalig bær.

Mit dybe Hiertesaar kan aldrig meere læges;
Men hver, som Hierte har, bør ved min Nød bevæges,
Jeg aldrig bliver glad og væmmes kun ved Trøst,
Snart Sorg mig qvæle skal; jeg døer ved dette Bryst.