De tidligste bevarte brev mellom Camilla Collett og Jonas Lie er fra 1863, og de siste er gratulasjonsbrev de sendte hverandre i 1893 da Jonas Lie fylte 60 og Camilla Collett 80 år. Det vil si at brevvekslingen strekker seg over 30 år, men nesten alle brevene er fra to perioder: 1863–64 og 1883–86. I den første perioden korresponderte de om utgivelse av Colletts reisebrev i Illustreret Nyhedsblad, som Jonas Lie på den tiden var eier av, mens Paul Botten-Hansen var redaktør. De forhandler om korrektur, utgivelsesdatoer og honorar, men det skinner også igjennom en gjensidig personlig respekt mellom den litterært interesserte Lie, som arbeidet som sakfører på Kongsvinger, og forfatterinnen som reiste rundt i Europa på stramt budsjett. Korrespondansen 20 år senere er av en annen karakter. Da er Jonas Lie også blitt en etablert forfatter, og sammen med sin kone Thomasine bor han i Paris. De kommenterer hverandres utgivelser, utveksler bøker og diskuterer forholdene for kunstnere. Den eldre Collett er tydeligvis glad for støtten hun finner hos både Jonas og Thomasine Lie, og takker for samvær.

I dag kjenner vi til 17 brev fra Collett til Lie, men bare seks brev den andre veien.ⁿ¹ Det betyr ikke at Collett skrev til Lie uten å få svar, for ofte begynner hun sine brev med å takke for brev fra ham. Grunnen til forskjellen i antall brev dem imellom er derimot at Collett ikke har tatt vare på Lies brev like systematisk som han har tatt vare på hennes. Det er en tendens som også ses i brevvekslingen hennes med Henrik og Susanna Ibsen, med Bjørnstjerne Bjørnson og med Amalie Skram. Årsaken er trolig at hun ikke hadde noe fast oppholdssted de siste 30 årene av sitt liv, og derfor var det vanskelig for henne å ta vare på annet enn det mest nødvendige for et liv på stadig reisefot.

De fleste brev fra Collett til Lie finnes i Brevs. 119 som er brevsamlingen etter Jonas Lie. Nasjonalbiblioteket (dengang Universitetsbiblioteket) kjøpte samlingen av sønnen Erik Lie i 1935. Ett av de bevarte brevene fra Collett til Lie – nemlig konsept til brev fra sommeren 1871 – befinner seg i Brevs. 5. Denne samlingen inneholder Camilla Colletts brev til familiemedlemmer, samt de mange konsepter til brev hun sendte til andre. Brevs. 5 ble gitt testamentarisk til Nasjonalbiblioteket av Colletts sønn, Alf Collett, da han døde i 1919.

Fem av de 17 brevene har ikke tidligere vært publisert. Det gjelder konseptet, samt disse fire brevene: [november 1883], [mars 1884], 7. april [1884] og 14. april [1884]. Det er alle innholdsrike brev som gir interessante opplysninger om Collett som kvinnelig norsk forfatter og hennes oppfattelse av denne rollen. De resterende 12 brevene ble publisert i 1913 i tidsskriftet Norske Intelligenssedler i en artikkelserie under tittelen «Utdrag av breve fra kjendte kvinder og mænd til Jonas Lie». Første artikkel i serien stod i Norske Intelligenssedler 6. mai 1913 og var et dikt av Ole Arvesen til Jonas Lies bryllup i 1860. Brevene fra Camilla Collett ble trykt over syv numre i perioden 31. mai til 24. juni 1913. Av andre brevskrivere i serien kan nevnes Victoria Benedictson, Alexander Kielland og Amalie Skram.ⁿ² Men en utgivelse i et tidsskrift eller en avis kan lett bli glemt, og således også med disse trykkene fra 1913. Bare ni år senere ble fire av de samme brevene publisert i tidsskriftet Hjemmenes Vel (nr. 20, 18. mai 1922), og i en introduserende tekst står det: «Nogen breve til Jonas Lie, som hittil ikke har vært offentliggjort …» Men de var altså allerede blitt trykt tidligere i Norske Intelligenssedler.

1. I utgangspunktet er det utelukkende brev som befinner seg i Nasjonalbiblioteket som tas med i denne publiseringen, og hvis det finnes både konsept og avsendt brev tas bare det avsendte med. Konsepter tas med hvis et tilsvarende avsendt brev ikke er kjent i Nasjonalbiblioteket eller i andre større nordiske institusjoner.

2. Brev vi bare kjenner til i trykk, avskrift eller kopi og som ikke er registrert som originalbrev i Nasjonalbiblioteket eller i andre større nordiske institusjoner tas med i denne publiseringen.

3. Brevene utgis kronologisk. De udaterte eller mangelfullt daterte brevene er forsøkt datert ut fra innholdet, og begrunnelser er beskrevet i note.

4. Generelle opplysninger om brevet gjengis i en note ved begynnelsen av hvert enkelt brev. Det gjelder for eksempel referanse til tidligere publisering av brevet, diskusjon av dateringen hvis denne er mangelfull eller feilaktig, opplysninger om avsendersituasjonen og påskrifter med annen hånd eller foretatt på et senere tidspunkt av Collett selv.

5. Transkripsjonen er nøyaktig og bokstavrett, det vil si at Camilla Colletts rettskrivning er beholdt. Skrivefeil er ikke rettet, men hvis de er forstyrrende for lesningen, er forslag til rettelse lagt til i note.

6. For de deler av utgivelsen som er basert på senere avskrift fordi originalen er tapt, er transkripsjonen også nøyaktig og bokstavrett, men det som er oppfattet som opplagte avskriverfeil er rettet. Slike rettelser er beskrevet i note.

7. Opplagt manglende bokstaver, ord eller tegn er satt til i skarpe klammer [ ].

8. Håndskriften er til tider slurvete og vanskelig å lese, men transkripsjonen tar som utgangspunkt at teksten gir mening, og slurvete bokstaver og ord er derfor transkribert velvillig ut fra sammenhengen. Det har i noen tilfeller vært nødvendig å markere usikker lesning med spisse klammer ‹ ›, og helt uleselig tekst markeres slik: ‹…›. Ved tap av tekst på grunn av skade i papiret settes det i tillegg inn en note.

9. I noen tilfeller er det vanskelig å avgjøre om en bokstav er stor eller liten. Det gjelder spesielt d/D, b/B og k/K. Her velges den form som følger normen.

10. Camilla Collett brukte samme tegn for gotisk C og K. Vi transkriberer tegnet som K i de fleste tilfeller, men er vi i tvil, bruker vi den formen som er vanlig i hennes trykte verker, ev. i andre samtidige kilder. Blir et ord/navn skrevet både med C og K i samtiden, velger vi K.

11. Tekst som er strøket, er markert med gjennomstreking.

12. Tilføyd tekst gjengis som hevet over linjen.

13. Når tekst er rettet ved at noe er skrevet oppå noe annet, slik at opprinnelig tekst er dekket, transkriberes den sist skrevne teksten, mens den opprinnelige gjengis i note.

14. Tekst som er understreket gjengis med kursiv, og det skjelnes ikke mellom typografisk og retorisk utheving. Tekst skrevet med latinske bokstaver markeres ikke.

15. Anførselstegn som står innenfor anførselstegn gjengis diplomatarisk og standardiseres ikke som i moderne norsk til enkle anførselstegn.

16. Manglende diakritisk tegn over å og ø rettes stilltiende, med mindre ordet gir mening også med henholdsvis a og o. Da settes det inn en note. Manglende diakritiske tegn ved andre bokstaver markeres ikke.

Brevs. 119:
26. desember 1863
1. februar 1864
20. februar 1864
[1. juni 1864]
18. juli 1883
[November 1883]
20. januar [1884]
[Mars 1884]
7. april [1884]
14. april [1884]
2. juni 1884
8. mars 1885
3. april [1886]
[26. april 1886]

Brevs. 5:
[Sommeren 1871] første del

Ms.4° 3496:F:
[Sommeren 1871] siste del

Norske Intelligenssedler 1913:
[Januar 1884]
6. november 1893

S: T:^k2Hr Sagfører Lie!

Først en Tak for Deres Brev^k3 og de meget hædrende Tanker om mine Arbeider, De deri udtaler. At jeg ikke har ladet de sendte Korresspondencer^k4 afgaae directe til Dem, vil De ikke have misforstaaet; det skeede kun for at faa Artiklerne tidsnok i Bladet, da jeg antog det var Deres, ligesom det var mit Ønske, at de fulgte efter hverandre. Med denne sidste Sendelse har det jo god Tid, derfor kan den gjerne gjøre Touren om Kongsvgr. De erholder her Slutningen af Korresspondencerne – efter min Inddeling – 6 i Tallet.^k5 Vel antydes der en Fortsættelse, men for Øieblikket, da jeg netop staar i Begreb med at afreise til Paris, kan jeg intet love. At De har fundet Behag i den første lille Skizze, glæder mig meget, jeg haaber derfor godt uagtet ^for de Næste ogsaa, uagtet de ere i en ganske anden Genre – hvori jeg rigtignok finder mig mindre hjemme. Feuilletonen er slet ikke mit rette Feldt. Denne lette Flagren henover [2] det Forskjelligste, der betegner dens Art, er et eget Talent, som jeg slet ikke har. Jeg arbeider tungt og dybtgaaende, jeg bestræber mig for – om jeg tør sige det – at lægge saa meget Sjel og Indhold som muligt i den knappeste, strengeste Form.

Af disse Grunde har jeg fundet det lidet lønnende at skrive for ^Dagblade. Saalænge jeg har Børn at sørge for, er jeg jo desværre nødt til at tage ogsaa den praktiske Side af Sagen i Betænkning. Paa den anden Side vilde maaske min Kontrahent^k6 finde det ligesaalidt lønnende, at beregne mit Honorar anderledes end Andres, saa jeg frygter for at vi vilde være gjensidig ikke ^vilde være tjent med hinanden.

Dette skal dog ingenlunde sige at jeg gjør dette ^{en saadan Beregning} til en Betingelse. Jeg overlader ganske til, Dem at vurdere de Dem tilsendte Korresspondencer. Deres Ønske at jeg skal bestemme Honoraret, kan jeg ikke gaa ind paa. Til min Søn^k7 har jeg skrevet, at de ham tilsendte 30 Spd. bero hos ham, indtil han hører fra Dem. En videre Indstævning af denne Sag for mit ‹For›um, er nu ganske overflødig, thi jeg stoler her ubetinget paa Deres Billighedsfølelse og gode Skjøn. Et Par Ord, kun, til min Søn, Stud.jur. Alf Collett, boende N^o 12 Universitetsgade, og han sender strax Overskuddet af den omtalte Sum tilbage. Hovedsagen er og bliver dog at Publicum bliver tilfreds.

Den Inddeling jeg har givet Artiklerne, ønskede [3] jeg naturligvis bibeholdt, saavidt som muligt. Ialfald maa jeg paa det bestemteste udbede mig, at de tvende Sidste, N^o 5 & 6, blive adskilte, saa at de ikke komme til at staa i et Blad, hvilket vilde skade Indtrykket betydeligt. De Hr Lie, vil med Deres æsthetiske Skjøn strax føle hvorfor.

Deres Cousiner^k8 leve vel og bede mig udtrykkelig at hilse Dem og Deres Kone,^k9 hvis Geburtsdag de have erindret idag. Et underligt Træf har ført os sammen her paa dette fremmede Sted, medens vi i Hjemmet næsten ikke have vidst af hverandre. Jeg skal visselig ikke glemme dette Møde. De have begge været mig til saare megen Trøst og Hygge, under et ingenlunde behageligt Ophold her i Berlin, der dog nu, om Gud vil, ender om et Par Dage. Af Frøk. Ida hørte jeg, at Bjørnstjerne Bjørnson,^k10 gjæster Dem i Julen. Vil De sige Bjørnstj. et Par Ord fra mig? At et lidet Manifest, skrevet under det Indtryk som «Sigurd Slembe»^k11 gjorde paa mig, blev sendt ud i Verden, for at det skulde naae ham, men det naaede ham ikke, hvilket jeg for min egen Skyld har beklaget. Det er altid en trykkende Følelse at staa i et falsk Lys for Nogen. [4] Dette vil blot sige, at det er en Vildfarelse, naar ^Bjørnsonⁿ⁴ tror, at jeg ikke vurderer ham, og vurderer ham høit.

Som ovenfor berørt, slutter denne Række med Korresspndr. med indlagte Nummer. Hvorvidt jeg senere – forudsat at Hr Lie fremdeles skulde ønske det – kunde meddele Noget, afhænger af Omstændigheder som det ikke staar i min Magt selv at styre ^beregne. Havde Nogen sagt mig, at jeg skulde skrive Korresspondencer fra Udlandet, vilde jeg holdt det for umuligt, saa fremmet har denne Tanke altid været mig. Man skal Intet forsværge.

Maatte de kun optages godt, saa at baade Bladet og Forfatteren havde Ære deraf! med dette Ønske, som jeg veed De istemmer, anbefaler jeg mig som

Deres meget forbundne

Camilla Collett.

Hr. Sagfører Lie!

Deres tvende ærede Breve,^k13 ere komne mig rigtig i Hænde, uagtet alle de Krogveie de have havt at passere. Hvad det første angaar, der indeholder en Undskyldning for den forandrede Titel, da havde det neppe behøvet at gaa den lange ^Vei for den Sags Skyld. Den lille Tillempning var meget beføiet, og jeg var glad i at B. Hansen^k14 havde havt den ‹…› Omtanke jeg selv burde havt. Derfor miskjender jeg ikke den Samvittighedsfuldhed hvori Deres Undskyldning har sin Grund. Et Manuscript bør være urørligt, ja helligt som en Døendes sidste Villie. Utilladeligt har jeg derfor fundet nogle Forandringer i 1ste Feuilleton,^{k15 den Eneste jeg har seet.} der neppe Naar jeg lader Sildekonen sige: Sjøen, Javndøgn Skibsnød, etc. saa taber Skizzen uendelig meget i Kolorit naar det rettes til: Skibbrud, Søen, Jevndøgn. Jeg har allerede i et Par Ord til Red. frabedet mig den Slags Stilerettelser for Fremtiden, saa jeg tror det er overflødigt at nævne det mere. [2] Hvis De endnu skulde have mit Brev,^k16 vil De deraf see, at at jeg ikke udtrykkelig har forlangt hin Sum som De har været saa god at sende min Søn,^k17 men at jeg henstiller det til Deres eget Skjøn. Efter hvad jeg hører af Fru Colban,^k18 har hun af Morgenbladet for sine Feuilletoner havt fra 5 indtil 20 Spd, hvilken sidste Sum hun fik for hver af sine Londonnerskizzer. Jeg kan derfor uden Ubeskedenhed modtage det sendte, jeg er fornøiet dermed og takker Dem til.

Ja dette Kjøbmandsmæssige, er det sørgelige ved Tingen!ⁿ⁵ men det er nu engang Verdens Løb og kan ikke ændres. Hos os, hvor Forholdene ere saa ynkelige, føles det det ofte som en Nedværdigelse. Mangengang naar jeg har skrevet noget ud af min dybeste Sjel, og skal tage disse lumpne Penge derfor, er det som om jeg lod mig mit Hjerteblod betale. I andre Lande bytter en Forfatter disse Offre af sin Sjel, sit dybeste Selv, med noget tilsvarende Stort: En Skjebne, en Fremtid – en Formue med andre Ord, der løfter ham aldeles op over det blotte Materielle i Livet og byder ham Vederlag^et i Alt for Aanden Skjønt og Herligt.

Hin Skizze fra Charlottenburg,^k19 som Ida Lie^k20 [3] har omtalt til Dem, kan jeg desværre ikke afsee. Den afviger i sit hele Anlæg og Stemning ganske fra Feuilletonens Art. Den har mindst ^af en Beskrivelse. Stedet og hin dunkle Høstaften, Deres Cousiner og jeg tilbragte derude er kun underlagt som en Grund til for et Digt, et Drømmebillede, hentet fra mit Barndomshjem. Det har en alt for privat og inderlig Karakter til at finde sin Plads andetsteds end i en Bog. Dertil er den svulmet op til et lille Ark, der neppe kunde gives i en Portion, og deles maatte den paa ingen Maade. Jeg kunde ikke beregne den anderledes, end jeg kan faa den honoreret i en Bog og saa ubeskeden kan jeg ikke være at ^tilbyde noget Blad den, til denne Pris. Jeg maa fortælle Dem at jeg gjelder for et rent Uhyre mellem vore Forlæggere og Forfattere hjemme, der jeg har drevet ^det op til at faa 20 Spd Arket for mine Bøger – omtrent det samme som H. C. Andersen^k21 engang fik for sin Improvisator.^{k22 Nu har han maaskee det Tredobbelte for sine Arbeider.} Han nævnte Hovedsummen, nogle hundrede Daler til Dickens,^k23 der spurgte ham derom. «Ja for Arket mener De»? udbrød denne; og det viste sig at D. havde omt. denne Sum for sine Ark. – Ja det er Engelske Forhold; Gud hjelpe os for de Norske!

Jeg har endnu ikke hørt et Ord om hvorledes [4] mine Feuille[to]ner ^k24 ere modtagne hjemme, fra min Søn har jeg ikke paa en Maaned hørt noget. Og dog vilde jeg usigelig gjerne vide noget om deres Skjebne. At De H^r Lie, finder Behag i dem, glæder mig særdeles, og jeg tør deraf spaae at at de have fundet Anklang, idetmindste hos det mere literairt Dannede, hos dem, der have en Idee om hvad det er at skrive og hvad Kunst er. At der er meget deri som støder Borner^theder er jeg belavet paa. Saare gjerne vilde jeg have Nummrene hvori de staa. Skulde der ikke tilfældigvis reise nogen til Paris der kunde tage dem med?

Hvad De skriver om Deres Cousiner,^k25 understryger jeg aldeles. Erikka er en sød, stille ‹ung› ‹…› ^Sjel, Pige der blot lever i sin Kunst og derfor kjender lidet til Livet udenfor hende, men ogsaa dette maa skee, skal denne, ^Kunsten vinde den rette Impuls. Ganske anderledes orienteret er Ida, hun er en ualmindelig ferm, resolut og praktisk Natur, og hvad der sjelden pleier at forenes dermed, hun har Sands for det Ideale og ofte et overraskende fint Blik og Skjøn i denne Retning. Da de have skildret mig Dem som et Mønster, et Særsyn blandt alle Svogre, saa antager jeg, at denne min Dom om Deres^{n6 C.} ikke er Dem ukjer, den er i alfald ganske oprigtig. Jeg beklager at de leve i lidet elskværdige Omgivelser, thi det Pütterske Huus, er et som man blot taaler af den bittreste Nødvendighed. –

Deres meget forbundne

Camilla Collett.

Jeg takker Dem endnu engang Hr Lie for Deres opmuntrende Yttringer om det Tilsendte, og mine Arbeider overhovedet – Jeg er ikke forvent. Min Bog fra ifjor «i de lange Nætter»,^k26 fremkaldte først et Angreb ligefrem paa min Karakter og Sanddruhed i Nyhedsbladet,^k27 dernest et Bjef i Vikingen^k28 og endelig efter næsten 3 Maaneder et velvilligt Gny i Morgenbladet.^k29 (Monrad)^k30

Hr Sagfører Lie!

De vil haaber jeg have modtaget et Brev^k32 afsendt herfra omtrent ved Begyndelsen af indeværende M. Dengang var det ikke mit Ønske at afstaa min Skizze fra Charlottenburg^k33 til noget Blad, De erindrer mine Grunde, derfor. Nu sender jeg den dog – jeg kan jo gjerne sige Dem Sandheden: og kun af pur Nød. Flere Smaaremisser jeg har regnet paa hjemmefra, svigter. Flere der skylde mig Penge gjøre ikke sin Pligt – en gammel Historie, som De vist kjender Alt for godt selv. Jeg vil intet bestemt fordre for den, jeg føler mig forvisset om at De vil vurdere den ret. Naar De har læst den, vil De see, at den ikke gaar ind under Kategorien af almindelige Korresspondencer; den er intet Hastværksarbeide. Her i Paris har jeg ikke skrevet en Tøddel, men bare omskrevet og filet paa den – ligesom De ogsaa vil forstaa hvorfor jeg nødig vilde stille den ud – spilde den i et Blad. Er jeg altsaa med Hensyn til denne, nødsaget til betydelig at gaa udenfor Priserne, saa vil dette dog ikke blive Tilfældet med nogen senere Korresspondence, forsaavidt som jeg skulde finde Anledning til at g‹…› skrive [2] nogen saadan for Nyhedsbladet. Men en Betingelse maa jeg faststille. Skizzen Den lille Novellette maa aldeles ikke deles. Kan den ikke finde Plads hel, som den er, saa kan jeg ikke tilstæde at den trykkes i Nyhedsbladet. Men den maatte kunne sammentrænges i et Blad. Kan dette ikke skee, eller De i det Hele ikke vil have den, saa vil jeg bede Dem være saa god at slaa en Konvolut om den og forsegle den, og deponere den hos ^Bureauchef Brynie^k34 – helst egenhændig hvis naar engang Anledning gives. Beholder De den paa de Betingelser jeg engang har opgivet, maa jeg bede Dem sende Honoraret til nævnte min Værge, Brynie, og saa hurtig som De paa nogen Maade kan, at han kan løse omsætte disse Penge med nogleⁿ⁷ Andre,ⁿ⁸ hvorpaa han løser Kreditiv. Under alle Omstændigheder hører ^jeg vel fra Dem. Min Adresse er: Rue ^du Colysée 7. Jeg er meget spændt paa at høre Deres Dom Hr Lie, om dette mit lille Arbeide – jeg føler selv at det er af den Sort, der kan blive meget [3] forskjellig bedømt, og af en stor Del aldeles ikke forstaaet. Med venligst Hilsen forbliver jeg

Deres meget forbundne

Camilla Collett.

Leverer De Brynie Manuscriptet, vil jeg bede Dem af ham at forlange Portoen godtgjort. Beholder De det, var ønskeligt at den gik gjennem 3 Korrecturer, som Skik er med Bøger der trykkes.

Hr Sagfører Lie!

Jeg har herved den Fornøielse at sende Dem en to Korresspondencer^k36 til Deres Blad.^k37 De betinge som De ^vil see, en Fortsættelse der, haaber jeg, skal komme betids nok ^til at holde Rækken. Priserne ere de som De engang har bevilget mig; det var kun den lille Novellette^k38 som herfra gjorde en Undtagelse, da den efter mine Tanker kun hørte hjemme i en Bog. Jeg føler selv at min Fordring her kan have synes overdreven – jeg henstillede jo ogsaa kun til Dem om De vilde have den. Kunde jeg blot arbeide saa raskt for Ex. som Fru Colban,^k39 var det ingen Sag. Hun skriver En hver Uge.

En Bøn har jeg til Dem; hvis det ikke [2] generer Dem vil De da være saa god strax at tilstille min Søn Stud. jus Alf Collett,^k40 Bureauchef Colletts Gaard Homansby, Honoraret, og tillige være uleiliget med i et Par Ord at sige ham, at det er fra hans Moder ‹…›‹…› et lidet Bidrag til hans paatænkte Sommertour? Stakkels Gut, han arbeider 6–8 Timer hos Holst,^k41 og kan saa inderlig vel trænge til at komme lidt udenfor Byen.

Dette sendes 1ste Juni herfra, vil altsaa forhaabentlig kunne begyn komme ind næstkommende 12 Juni. De næste Korressp[ondenc]er, ville sandsynligv[is]ⁿ⁹ naa Dem fra Helsingør hvorhen jeg agter at ligge ved Bad.

Med Glæde har jeg læst hvad Morgenbladet^k42 refererer udaf ^ud af Berlinske Opsatser angaaende Ida^k43 og Erikka.^k44 Det maa ansees for Stødet til en sikker og lys Fremtid. En saa almindelig og ualmindelig Roes hører til de sjeld[n]e Held, der bliver meget faa Kunstnere tildel; her er den vel fortjent. Vil De hilse Ida mange Gange fra mig. Mit sidste lille Brev herfra, vilde det glædet mig meget at faa Svar paa. Posten gaar i Dag, derfor Undskyldning, for disse vist meget utydelige Linier.

Deres meget forbu[ndne]ⁿ¹⁰

Camilla Coll[ett]ⁿ¹¹

En Samtale af den Art jeg havde med Dem, har den Mangel, at det er en Samtale, der let flyder ud[.] Den samler sig ikke om Hovedpunkterne. Man har kort Tid, meget skal siges og blive forstaaet, med^ens de vigtigste Præliminarier til saadan Forstaaelse tildels mangle.

Jeg er vis paa at der er Noget som ikke staar rigtig klart for Dem, og som maa være ganske klart, skal De, som De venlig har foreslaaet, vise mig en Tjeneste. Forsaavidt som denne gaar ud paa, leilighedsvis at vække den bedre Erkjendelse der engang blev mig tildel, om ikke [2] just af Mængden, saa af de Bedste i den, og modarbeide den haanlige Overseen der er mødt mig i de senere Aar, og særlig under mit sidste Ophold i Danmark, da vil saadan Bestræbelse neppe føre til Noget. Den har sin Rod i Grunde der vare til før jeg blev født.

De vil desuden have ondt for at tro at jeg har gjort den Slags Erfaringer dernede, vil tilskrive den Ømfindtlighed og en for letvakt Indbildningskraft. Selv om jeg belagde dem med en Række Kjendsgjerninger med tilhørende Aktstykker, vilde De tvivle, og det er tilgiveligt at gjøre det. Mod denne Tvivl, der d‹…› bunder i en Illusion, hvoraf man mere eller mindre lider heroppe, er der kun et Raad: at grundig selv at gjennemgaa et Kursus af Dansk Behandling. Men for at erfare denne med nogen ret Virkning dertil skal igjen en særegen Kvalifikation [3] som ^{jeg tror} De Hr Lie, kan trøste Dem til ikke at have: manⁿ¹² maa høre til de mistænkelige ^{det vil sige mistænkte} Normænd. Dem mistror man ikke, De er brugbar, ja vigtig for dem.ⁿ¹³ Ligesom Ibsen^k46 er det, Bjørnson^k47 er det, og vil vedblive at være det, naar han bare ikke gjør for hyppige «Islandsreiser». Man vil gjøre Alt for at vinde Dem, saa De vil kun lære den glimrende Side af Livet dernede at kjende. Men jeg gad se det i sin Nøgenhed, se det danske Brodersindskab hvordan det ser ud, naar man afklæder det den falske Nimbus som smaalige Lidenskaber og politiske Spekulationer ^{sørger for at} omgive det med. – Hvad siger jeg! – jeg har seet nok deraf!

Naar jeg altsaa berører de Erfaringer jeg har gjort, beder jeg forlods om muligt sikkert Leide mod misforstaaet Opfatning. Det er Skik og [4] Brug her hos os, som Overalt hvor ^{den enestaaende} Kvinde‹s› blot har Pligter, ingen Krav tør have, at enhver nok saa berettiget Anke af den Art, bliver udlagt som Anmasselse, ^{og det er saa nemt, strax at give Sigtelsen en Form af} en Klage over ikke at være tilstrækkelig ^«feteret^». Ak derom er der ikke Tale. Den fattige Mand der savner den nødvendige Klædning til at beskytte sig mod Kulden, klynker ikke over at han ikke har En der er broderet[.] Den maatte forresten gjerne være broderet, naar han kun fik En! «Nennt man die besten Nahmen, wird auch der Meine genannt»^k48 at dette ikke sker, derover vover man ikke at klage, men naar der tages Rub og Stub og ‹Jensen›^k49 og Aasen^{k50Per og Paaln14} med, ved alle Anledninger hvor man lige som de Fleste kunde være benyttet,^‹*›n15 ‹i› alle Forfatterstatistikker og Anthologier hvor det kun kom an paa en tør Opregnen, er det dog noget paafaldende ganske [5] at udelades, og det er menneskeligt at føle det som en Degradation, en beskjæmmende Udstøden af Rækken. M. Hammerich^k51 skrev en saadan Anthologi^k52 [(]skandinavisk) for nogle Aar siden. Jeg skulde ikke tale om det, hvis ikke Manden havde havt den besynderlige Smagløshed at sende mig et Exemplar af Bogen, med en venskabelig Tilegnelse foran. Jeg har siddet ved danske Middagsborde, hvor der har været norske Forfattere tilstæde, til hvis Ære der er talt blev^en talt og klinket ^{fordi de vare brugbare Normænd}, og jeg havde den Fornøielse at dele Æren af – Landsmandsskabet. Døre, bag hvilken der har siddet Folk, der engang havde vist Professor Colletts Hustru gjestfri Opmærksomhed, lukkede sig for Forfatterinden, Enkefru Collett, født Wergeland. ^{Det er mange Aar siden saadant hændte, det torde ikke hænde siden mere end en Gang.} Den gamle Hauch^k53 [6] havde besøgt os i vort Hus. Af Beskedenhed undlod jeg, da jeg var bleven Enke og Forfatterinde, at søge Adgang til hans, men sendte ham «Amtmandens Døttre» der netop var kommet ud. Nogen Tid efter traf jeg ham i Theatret. Han sad lige bag A. Munch,^k54 min Sidemand, ^{der til Overflod forestilte mig,} med denne underholdt han sig livlig, men ikke et Ord henvendtes til mig. Jeg vilde ikke blive færdig, skulde jeg opregne alle Træk af den Slags Artighed, som de ikke «brugbare» Normænd kunne vente sig fra dansk Side. Man bliver jo lidt underlig tilmode under saadan Behandling. Man hyller sig i den graa Flaggermusdomino af en uvant og uforstaaet Ringeagt, i Førstningen modstræbende forfærdet, tilsidst finder man Behag[7] ⁿ¹⁶ i den. Jeg har følt mig vel under mit sidste Ophold dernede, ingen Person at være, Ingen at søge, ikke at ændses. Det morede mig ordentlig, en Gang jeg tilfældigvis var kommet til at sidde nær Fru Heiberg^k55 i Theatret, at være bleven Gjenstand for et Slags spørgende Interesse: «Hvem kan det dog være? Hvilket Trin i Skabningens Række indtager dette aldrende sortklædte Individ, der nyder den Ære, at underholdes af Fru Heiberg?ⁿ¹⁷ og en Fremmed. Det ser ordentlig ud som om de vare gode bekjendte!» – – Kun to Gange maatte jeg nødtvungent træde ud af mit Skjul, den ene, da jeg overvandt mig til at gaa hen til Hegel,^k56 og spørge denne exemplariske Mand, paa den blideste, lempeligste Maade hvorfor han behandlede mig saa nedrigt, og dernæst, da jeg gjorde hine Forsøg paa at faa min stakkels lille Skizze^k57 ind i et af Bladene. Den blev jo vist tilbage, ligesom «Fædrelandet» engang afviste min Versaillesskizze, ligesom mit Sendebrev til Erik Bøech^k58 blev afvist i «Illustreret Tidende», og jeg maatte bide i det sure Æble, at ty til H.P. Holsts^k59 Tidsskrift.^k60 Hvordan denne Mand behandlede mig, har jeg fortalt Dem. Han gjennemgik Manuskriptet, som man retter en nederste Klasses Stil, sætter mit Navn raskt væk paa, uden Tilladelse, og præsenterer mig i denne Skikkelse Correcturen. Men Kronen satte han paa Værket, da han efter saadan Medfart, sender mig 3 Exemplarer af Bogen indsvøbte i en trykt Regning.

Hvad jeg alene beder Dem om – da De saa venlig har tilbudt Dem, er, at De vil tale med Hegel. Jeg har intet forstaaeligt Svar erholdt, men Dem vil han ikke kunne undgaa, naar De spørger, hvorfor, naar han har et saa betydeligt Oplag af «Sidste Blade»^k61 endnu liggende, han ikke gjør noget for atⁿ¹⁸ faa dette afsat? Hvorfor jeg er den Eneste af hans norske Forlagsbørn, som udelades naar alle de Andre annonceres i Bladene? Heroppe blev Bogen strax udsolgt. Det er en slem Omstændighed, at vi Forfatterinder ikke kunne leve af Luften, da der dog aandelig talt forlanges, at vi skulle leve af Ingenting, men kommer derved undertiden i den delikate Nødvendighed at skulle tale om Penge, og gjøre et Slags Ret gjeldende. – – – Men Intet kan saare mig mere end, medens man netop i dette Stykke viser den største Tilbageholdenhed, ovenikjøbet at faa Beskyldninger. Det var Tilfældet, under hine Forhandlinger, hvor jeg i et ulykkeligt Øieblik havde valgt en Mellemmand.ⁿ¹⁹ Medens jeg stiltiende acqvieserer,^k62 og ingen Betingelser selv kunde sætte, da her blot var Tale om Hegel vilde være saa modig at forlægge min Bog eller ei – han havde først vægret sig – tales der i nogle brutale Skrivelser jeg modtog fra Mellemmanden, idelig om at jeg «maa være fornøiet med hvad der bydes», ja jeg sigtes omt. for Begjerlighed. Det var næsten mere end jeg kunde udholde!

Men alting maa udholdes, og jeg siger at al Medfart man døier af Fremmede, kan lettere bæres, det er som om det ikke vedkom os. Hvad er det mod hvad jeg har oplevet hjemme!ⁿ²⁰

Intet derom!

Den frygteligste Anklage er den Tause. Det er den Forvandling det har afstedkommet i en Sjel, der lidet var skabt til de Følelser som den nu rummer. Jeg spørger mig selv hvorledes den kan modtage saamegen Bitterhed. Det er ikke det kolde, selvbevidste, uforsonlige Nag, der ægger til Modstand, og som kan aflæsse sig i store aandige Reqvisiter. Det er den Angst og Skræk som Barnet føler for Sted og Personer, hvor det ideligt er stængt inde i Mørket, eller Dyret naar det længe har været mishandlet i sit Bur. En Bitterhed som jeg selv mistror – og som let, hvis den kunde tøe op under lidt Solskin andetsteds, kunde vende sig til den vemodigste Tilbageskuen.

Adio! A revoir under Solskinnet.

Kjere Lie! Om det, og hvor det vil treffe Dem, om i «Avenue des Termes» eller eller oppe i Tyrolerbjergene, får nu stå til, men men jeg må takke Dem for Bogen,^k64 og det mig inderlig kjerkomne Brev. Det skal nemlig lægges til «Nødskatten» som jeg Stakkels på Verdens Anerkjendelse og Lykke ^så forarmede Gamle, ^dog har i Behold, og denne Nødskat er ikke ringe. De venlige, for mig så hædrende Ord i Deres Brev, beklager jeg kun, mere end De selv, at vi ikke fik Anledning til at føie til de [2] andre store Navne, der på min Festdag i Vinter, få i Antal men desvægtigere i Klang, så rigelig opveiede den Måde hvorpå Christiania[s] mandlige Del af Befolkningen, ellers udmærkede Dagen, nemlig ^ved at glimre ved sin Fraværelse. Men Herregud, man er jo ingen Skuespillerinde eller Balletheltinde,ⁿ²¹ der morer og glæder den! Så vil jeg sige til Dem Jonas Lie, hvad jeg skrev til Ibsen.^k65 Så skal det være! Så skal jeg sige mig selv, og bede Gud give mig mer og mere Magt til freidig at sige det, når disse Tilsidesættelser der selskabelig og i åndelig Forstand i den senere Tid er bleven et Slags ufravigeligt System: ^{ligeoverfor mig:} så skal det være, var det anderledes, vilde jeg ikke være den jeg er.

[3] Da er det jeg lægger Deres Brev til Ibsens^k66 til Kjellands,^k67 til Dietrichsons,^k68 til Ridderstads,^k69 og siger: det er Nødskatten, og den er ikke ringe.

Så har jeg at takke Dem for Bogen. Jeg tilstår, at jeg er bleven for gammel for Genren, trods det, har den formået at holde mig i Spænding under hele Læsningen. Der er en sund, smuk Realisme i den, der forsmår at stige ned til hin Dagens Behandling af den, hvor man, hvis man har Mod til at tage en af de rigtig ‹rammeste for›, gjør rettest i at have nogle Remedier mod Kvalme ved Hånden, eller i al Fald, lidt Eau d'esprit til at styrleⁿ²² sine Lugtenerver, når de afficeres for stærkt. Se det har De forsmået i Deres «Livsslave» [4] uagtet der nok kunde været god Anledning dertil. De har givet os den sjelelige ^Side af dette Liv De her skildrer, og som vi måske burde kjende lidt mere til, end vi slemme «Priviligerede» gjør os den Uleilighed at gjøre det. ^{i Almindelighed kjender det.} Den rystende Lære vi kunde uddrage af Deres Bog, bliver vel tilsidst ^{en klarere Erkjendelse} af Samfundsopdragelsens forfærdelige Magt og – Ansvar, at der måske ikke gives så fordærvede Naturanlæg, at den^ne ikke kunde og burde bemestre dem og bøie dem i gode Spor, medens den i Regelen nøier sig med at drage de ædlere Anlæg ned og så straffe Følgerne deraf. Så har jeg troet at forstå Moralen i Deres Bog. Alle disse Figurer er tegnet med en forfærdelig Sandhed, man synes man har kjendt dem, og oplevet hele Historien selv.

[5] Og nu lev vel! Mig skulde det være kjert om Tilfældet endnu engang vilde føre mig sammen med Lies, på et hyggeligt, triveligt Sted, inden jeg slutter mit Vandreliv. Der er en Side ved min Livsopfatning og åndelige Virken som jeg erklærer for mest beslægtet med Dem Lie, af alle nuværende vore store Ånder og Forfattere. De får selv udfinde hvad det er.

Måske vi kunde mødes næste Vinter i Paris? Der har i den senere Tid rigtignok været en Tilstrømning af Landsmænd, Brødre i Faget, som har skræmt mig lidt derfra. Man kan måske mindre end [6] noget andetsteds, i dette store Paris, undgå at støde sammen. Kald det en Svaghed af mig, men på det Sted hvor man drager hen for at søge lidt Glemsel og Hvile efter hjemlige Indtryk, vilde jeg nødig møde Bj. Bj.^k70 Han er for mig en Personi[fi]kation af den hjemligt autoriserede Tilladelse, hensynsløst at angribe og muligst ‹nedt›rampe al åndig Selvstændighed, alt Udpræget hos Kvinde, krænke på det dybeste, men intet Ansvar at have, en Skjebne som man ^måske blot løskjøber sig fra, ved at slutte sig til det faste Korps af hans Dyrkerinder. Det er det jeg ikke har gjort, og jeg har ikke en [7] Gang, men Gang ^{for Gang} måttet betale det. Jeg skal bære det, tåle det, som man må tåle det i et Samfund som vort Norske,ⁿ²³ hvor der bogstavelig ikke existerer noget som kaldes Fornærmelser mod Kvinde, men jeg kan blot ikke tåle at møde ham ude, og medens der fra begge Sider skal lades som ingen Verdsens Ting. Denne Usandhed afskyr jeg.

Og nu endnu engang lev vel! og tak for Brevet og Bogen. At høre fra Dem endnu engang, om hvorledes De og Deres Hustru^k71 lever og har indrettet [8] Dem ^{i Paris} vilde naturligvis glæde mig uendelig. Addresser det helst til Konsul Lorch,^k72 Fredricksgade ², så vil det treffe mig om jeg efter dette noget døsigeⁿ²⁴ Sommerophold her i Kjøbenhavn har fået Magt til at komme ud til et Søbad, hvor det nu bliver.

En forfærdelig Hede har vi i denne Måned havt her. Men jeg har havt et smukt Logis mod Nord, med Udsigt til den botaniske Have med sine Kanaler, og smukke Anlæg. Lev vel.

Deres sandt hengivne

Camilla Collett

Kjere Lie! Jeg sender Dem Afskriften af mine Breve til Dietrichson^k74 for at De selv kan dømme i hin Sag[.]

Jeg tror ikke det nytter at det hjelper at udfinde, «at det er ikke ^er noget.» De vil få tusender m‹e›d Dem da. Det er ikke mange jeg vil stævne denne Sag ind for, De er en af de Få.

Med venligst Hilsen til Fru Lie.

‹…›ⁿ²⁵

Kjære Jonas Lie.

Jeg kommer med en Bøn til Dem om De vilde laane mig Deres sidste Bog;^k77 – forære mig den skal De ikke, da den allerede vil have sin Plads i Alfs^k78 lille Familiebibliothek og jeg kan saa vanskelig føre Bøger med – en Bøn, som med adskillig andet, ikke kom tilord‹e› under mit sidste, lidt brusque afbrudteⁿ²⁶ Besøg hos Dem. Saa gjentager jeg den her. Jeg er kun bleven bekjendt med den gjennem Uddrag og Anmeldelser, men hvad jeg har læst har tiltalt mig saa sympatetisk, saa inderlig bekjendt, ja et sandt «Gjensyn»^k79 vil det være mig at faa læse den i Ro. Deres Skildringer af vort Landliv vil have det forud for tidligere saadanne at de har en Tendents, der under disse Skildringers lune Harmløshed vist ikke griber mindre sikkert. – Ja det vidste vi ikke, da jeg skrev et «Gjensyn», og vil vi endnu gaa tilbage til vor stakkels fortræffelige Maurits Hanssen,^k80 saa faar vi jo Miséren idealiseret.

Jeg kommer til at reise herfra igjen, jeg kan ikke holde Paris eller Pensionslivet ud dennegang, hvorhen vedⁿ²⁷ jeg ikke engang. Til en afⁿ²⁸ Middelhavsbyerne i et Par Maaneder kunde jo synes det bedste, men jeg har en Gru for at foretage en saadan Reise alene. Magter ikke at tage Ensomheden kvalificeret paa et saadant Sted, og i Paris der kan jeg ikke blive, det føler jeg.

Hvis De ikke har læst Auberts Bog om Schweigaard,^k81 saa kan De faa den hos mig ligesom et Par andre nyere, som det maaske kunde interessere Dem at læse.

Og Tak De og Deres Tomassine^k82 for den venlige, gode Time jeg tilbragte hos Dem. Endnu har jeg ikke søgt nogen her paa Stedet.

Deres sandt hengivne og forbundne

Camilla Collett.

Kjere Jonas Lie!

Jeg sidder her nede i «Regence» og skriver ud af Berlingske^k84 et Stykke Anmeldelse fra Chr. da det ikke vil lykkes mig at få Stykket i Originaludgave.

«Jonas Lies «Familien paa Gillie»^k85 har ganske vist været den mest søgte Artikel paa vort literære Julemarked. Det norske Publikum synes at være blevet saa led og kjed af den Kost, som vore mere fremragende Forfattere, i lange [2] Tider har trakteret med, at det med en sand Hunger kaster sig over et paa engang uforargeligt og fornøieligt Værk, naar et saadant Særsyn forekommer. Forlæggeren har visselig ikke Grund til at sørge over at Lie ikke gik videre paa den Vei han begyndte at slaa ind på med «Livsslaven»[.]^k86 Et nyt pessimistisk Arbeide, vilde have høstet Virak i den radikale Presse [3] men Lie vilde neppe undgået vore øvrige Modernisters Skjebne, mere at prange i Boghandlernes Vinduer end paa det læsende Publikums Boghylder.»

Såvidt Korresspondentanmeldelsen og den er jo meget uskyldig. Jeg synes nu der kunde siges meget mere derom, men det er jo godt at «det Pessimistiske» i denne Fortælling, som jeg synes er det Væsentligste i den, er gaaet saa [4] glat ned med «det Fornøielige» i den, at det ikke mærkes.

Mere derom mundtlig; og tusinde Tak for denne Bog.

C.C.

Kjere Lie! Hvor jeg beklagede ikke at treffe Dem og Fru Thomasine!^k88 Jeg vilde så gjerne hørt Deres Råd, efter en rolig Gjennemlæsning af det lille Manuscript,^k89 om jeg virkelig skal slippe det ud, og så, hvorhen med det?

Jeg lever Dag for Dag, Uge for Uge i en så sløvende Ensomhed, at jeg bliver rent modløs, og tror at Alt hvad jeg bestemmer og griber til, må falde galt ud. Et manglende Blad i Manuscriptet, sendes herved. Det skulde glæde mig at høre et Par Ord derom, men vær ganske oprigtig.

Deres hengivne

C. Collett.

Jeg håber De vil begge tilbringe en Aften i Ugen sammen med Malerinderne^k90 her hos mig, men sig mig hvilken falder Dem beleiligst.

Kjere Jonas Lie!

Et må jeg sige Dem, som De ikke vil misforstå.

Jeg får finde mig i at Landsmænd, når de gjør mig den Ære at nævne mig i Deres Rapporter hjem, altid gjør det på en Måde, der har nødvendiggjort nogle Rettelser fra min Side; når det ikke er Jægerske-Bætzmandske^k92 Legender om min Optræden her, så er det gjerne Ubetydeligheder som ikke kan interessere noget Menneske.

Men når det gjelder at give sit Navn til [2] noget mere hædrende, knytte det til noget Større, mere betydningsfuldt, som det står til mine Landsmænd her at tillade mig at deltage i, så erindrer ikke en Eneste af dem, at jeg er til.

Der er for Tiden 2 sådanne Foretagender i Gang her i Paris, fra begge disse er jeg udelukket.

Jeg har altid havt varm Interesse for vore Kunstnere. Jeg tror at have både i Ord og Gjerning efter bedste Evne, ved mer end en Leilighed, lagt det for Dagen. Ingen har jeg varmere ønsket at Hjemmet kunde byde både dem og deres Arbeider en bedre Plads.

Nu står Opråbet^k93 dertil i alle Blade, undertegnet med alle herværende kjendte Navne [3] også Forfatteres, og det er gjennem Aviser jeg hører det nævne. Man tror sig belæret på Alt, og dog ^{er man det ikke.}

En anden Sag. Indsamlingen til et Understøttelsesfond for herboende Landsmænd, hvorpå endog en Mængde fremmede Navne figurerer i pompøst udstyrede Indbydelser og Bidragskataloger, disse sidste allerede afsluttet, har man heller ikke fundet mig værdig at føie mit Navn til. Her glimrer man ikke ved sin Fraværelse, men man stilles ligefrem i ^et slet Lys.

Tør jeg anmode Dem om at sende det lille Manuscript^k94 tilbage. Med venligst Hilsen

Deres meget forbundne

Camilla Collett.

Kjere Jonas Lie!

Hermed den sendte Plan^k96 med Tak tilbage. Det gjør En godt at se, at Mænd høimodig tager sig af den Sag.

Men for mit Vedkommende må jeg kun sige, at på den Måde at være med, selv stille mit Navn ved Siden af disse Navne vi nu engang ere vante til at se repræsentere vor Literatur – sålænge jeg kan mindes, er det aldrig taget med i den Forbindelse – det vilde [2] se lidt for pretentiøst ud. Mit Navn må søges der, hvor min Samtid har stillet det.

Hvis jeg torde foreslå noget, synes jeg her burde skrides til en Indsamling af Kvindestemmer over det hele Land, i Lighed med hvad der skeet er i England i Anledning Stemmeretten, en sådan indbragte jo mange Tusind, der har bragt Sagen nær en heldig Afgjørelse. Det er formeget forlangt at Mænd, hvor de er, at de skal føre Kampen alene. I et sådant Plebecit^k97 skal jeg gjerne være med.

Min Vægring på anden Måde at være det, som De ikke vil mistyde, gjelder også, og fornemmelig den Opfordring Hr. Werenskjold^k98 rettede til mig i Anledning Kunstnersagen. Da De måske lettere treffer W. end jeg, vil jeg [3] bede Dem kjere Jonas Lie, sige ham dette, sige ham at jeg er ganske uskikket til den Slags active Optræden i en Sag, og jeg tror ikke mit Navn i ringeste Måde vil gavne den. Hvad jeg formår i disse Sager, har jeg allerede i Stilhed gjort, nævnt dem hvor Anledning gives.

Et andet er det, at blive udelukket, og det konsekvent af alle Indbyderne i en Sag – som Lotterisagen, ^{en Sag} som på sine lange, nu afsluttede Navne Lister, tæller alle bekjendte Navne, i hvilkensomhelst Genre af Nævneværdigt –, behøver man at mindes stærkere om hvor min Plads er mig anvist!

På Bordet ligger P. Hansens «Skandinaviske Digtere i vort Århundrede».^k99 Femti deraf Stykker omtrent, deraf repræsenterer [4] de 3, siger tre Navne, det ^{Århundredets} kvindelige Forfatterskab i Norden: Fru Gyllembourg,^k100 Frederikka Bremer,^k101 og Magdalene Thoresen.^k102

Min Søn Robert^k103 kom pludselig, uventet hertil i Forgårs Aftes, men kun for at dvæle her 2 Timer, og så afsted igjen, da han skulde være, til et Møde, i London, i Morgen Tirsdag. Det kan man kalde en Tår på Tørsten, når man havde glædet sig til at have ham her mindst en Uges Tid.

Ansøgningen til Storthinget om Særeie er synes mig meget smuk. Vi burde fået Frasen om «det Kristelige Ægteskab», som vore landlig uskyldige Formandskaber så smukt beråber sig på, med. Ja de «Kristelige Ægteskaber[»]. Kom med dem! bevis os at kun, at 9/10 af vore Ægteskaber med Sandhed kan kaldes så, og vi skal tie bomstille.

Deres hengivne

Camilla Collett.

Kjere Jonas Lie!

Jeg hører ikke til de heldige, når jeg en yderst sjelden Gang vover Spillet her i Paris at treffe Nogen hjemme, og jeg nægter ikke, at den Oplysning der stadig møder mig, med al en Mme la Congiérges^k105 impassibleste^k106 Mine: [«]Sorties, il n'y a que dix minutes»,^k107 har været mig slemmere at døie, når det tilfældigvis var Avenue Carnot N^o 4 jeg modtog den.

Og dog er det Dem og Deres Thomasine^k108 jeg i den Stemning jeg er alene kunde ønske [2] at treffe, at tale med. Jeg søger jo ellers ingen. Opholdet i Pensionen er i den sidste Tid bleven mig rent utåleligt. I en Tid da jeg ^{til Overflod} må bære at det åndelige Kvælningssystem der nu engang er sat i Værk når jeg vil ^tale sige ^et Ord ^med, er det som om man virkelig skulde kvæles mellem alle disse interesseløse, intetsigende Mennesker, og da trænger jeg mere til Dem i Aven. C. 4 end nogensinde, men de jeg søger i Aven. C. 4 er aldrig at treffe.

Så kommer en sådan Dag hvor man synes ikke at kunne holde det ud mere, man må have Luft.

Jeg vilde ‹enga›ret engageret Dem til en liden Tur ud, hvorhen, var mig næsten ligegyldig når det blot ikke var Pension-Paris, men så [3] hørte jeg til min Bedrøvelse at Deres Asta^k109 var syg, så det må nu opgives. Forhåbentlig er hun dog vel nu i Bedring, et lidet Ord vil De vist meddele mig derom?

For sidste Gang var jeg over i Salonen i Går, og Indtrykket var det samme. Jeg synes – jeg tør vel ikke bruge det Ord, at den er flau, men et storartet Indtryk, kan man vel påstå at den ikke gjør. Werenskjolds^k110 Billede, Une Confession,^k111 kan jeg ikke sige nok om. Han er mer end Maler, han er Digter, Psykolog. Jeg kan ikke beskrive hvor dette Billede har grebet mig. Dette uforlignelige Udtryk af stille betvungen Sorg, betvungen ved Medlidenhed, den blege Pige som Rødmen strømmer [4] op i Panden – man kunde studere en Nation i det Publikum der i Går trængte sig foran dette lille Livsdrama, og det gjorde jeg da efter bedste Evne, og blev stående jeg ved ikke hvorlænge. De Gamleⁿ²⁹ så på det med alvorlige Miner, de unge Piger lo, men stjålent, hvidskende de unge Mænd, frækt, som de ville sige: Det rager os ikke mere.

Jeg må afsted i denne Uge, da jeg har leiet Værelser i min gamle gode Pension. Skal vi ikke sees forinden?

Camilla Collett.

Kjere Jonas Lie!

Jeg har kun Tid i Dag, da jeg står på et snarligt Opbrud herfra, kortelig at takke Dem for Deres Brev, der glædede mig ubeskrivelig.

Det kom – ja hvor skal jeg finde en ikke alt udtærsket Metafor til at skildre det Indtryk det gjorde? – som det første Solglimt i Nærødalen, når man i 3 Måneder ikke har seet den – sålænge har jeg dennegang opholdt mig her siden jeg, drevet af min altid vågnende Nordfarertrang drev herop under Jul. Aldrig har jeg fundet Tilværelsen her så stivnende kold, i hvad Forstand man nu tager det, som dennegang. Det ligger som i Luften.

[2] Man føler gjennem Alt hvorledes denne politiske Strid har hærjet Gemytterne, og gjort dem uimodtagelige for Alt andet der ikke står i Berørelse dermed. Fra disse Synspunkter bedømmes Alt. Efterdønningen af Krisen er værre en‹d› hvad der gik foran den. Da var der dog Flugt og Varme i Striden, den kolde, tirrende Tone der nu hersker – og jeg skal slet ikke undtage mit kjere «Høire» – tvertimod! er ti Gange mere fordæ[r]velig.

For at komme fra det store tilbage til det små, så har den Anerkjendelse man her har ydet de tvende Småopsatser i Nyt T.^k113 bestået i ^en kortfattet noget affærdigende Tilrettevisning af min Opfatning af hine Welhavens^k114 Ord, eller rettere Tonen i dem, det er det Hele. Heller ikke er der over noget af disse mine Bidrag i Tidsskriftet, hvortil jeg for et Par År siden fik en så indtrængende Opfordring, ^nogensinde udtalt et Velvilliens og Opmuntringens Ord, så nu er jeg ved Hr Irgens Hansens^k115 sidste Affærdigelse, færdig med det.

Døm da om det Indtryk Deres Brev gjorde Lie. Endelig på et Råb fra Hjertet, et Svar der gik til Hjertet.

Det var underlig nok, jeg havde netop nedskrevet disse Ord om Deres Digtning i et Brev til Dem, da jeg det, [3] ved at læse det gjennem, faldt mig ind: hvad om jeg heller lod dette trykke? Det vil treffe Hundrede som har tænkt og følt det samme, og måske endnu flere Hundrede som slet intet har tænkt, men måske kunde have godt af at hjelpes dertil, og som tænkt så gjort, jeg fik det netop i sidste Øieblik puttet ind i Tidsskriftet; om det endnu kan komme ind i min egen Bog,^k116 der nu på det Nærmeste er færdigtrykt og ‹nu› kræver min Nærværelse dernede, under Rubrikken «Efter Læsningen», er mere uvist, jeg vilde det gjerne.

Jeg hører også med Beklagelse at De hos Dem har havt Sygelighed at kjæmpe med. Men lykønsk Dem dog både De og Deres Thomasine^k117 at De ikke har tilbragt Vinteren her[.] En forfærdeligere har jeg aldrig oplevet. Nogen Tribut må man vistnok betale til den barske Vintergud, hvor man en[d]ⁿ³⁰ færdes selv i sydligere Strøg, men Overgangen til den velsigned[e]ⁿ³¹ Vår er dog så nær så let beregnelig, og særlig i Paris af en rent feartet Virkning.

Et må jeg endnu sige Dem. En Søster af Digteren Bergsøe,^k118 en sjelden intelligent, fortræffelig Pige, Frøken Clara B.^k119 [4] der har været mig til megen Hygge og Trøst under mine Kjøbenhavnerophold, har solgt sin Gård på Nørregade, og vil for det første tage Bopæl tilligemed sin Broder Maleren,^k120 i Udlandet. Hun besøger først Paris, og da hun interesserer sig for Jonas Lie, har hun bedet mig forberede ham og hans Hustru på et Besøg. Jeg tror det kunde interessere Dem begge at gjøre hendes Bekjendtskab. Broderen Stakkel, for hvem hun lever, er døvstum, og går ikke ud i Besøg.

Dermed et hjerteligt Levvel til Dem Hustru og Datter,^k121 også den mindste^k122 hvis hun mindes mig.

Camilla Collett.

Kjere Jonas Lie!

Det var et underlig Træf at lige som jeg næsten sad med Pen i Hånd for at skrive til Dem, så kom Deres Brev. Og hvilket Brev! Så varmt så lige til Hjertet gående, som De kun kan skrive det, og som jeg dobbelt i denne Tid trænger det. Når der en sjelden Gang kommer Gjester inden min Dør som jeg vil vise en særlig Udmærkelse, så tillader jeg dem at læse det, ligesom ^også et jeg modtog fra Ibsen^k124 i Anledning [2] mit lille Indlæg^k125 i hint forfeilede Hyldningsoptog, som De nok ved bevirkede en Adskillelsen i Studentersamfundet. Ibsen siger i dette Brev, «hvor skal vi nu gjensees?.. I Norge bliver det neppe mere».

Hvad jeg vilde skrevet Dem var, at jeg længesid[en]ⁿ³² er grundig kjed af Kjøbenhavn, men jo mer jeg har følt det, jo mer er jeg bleven uskikket til at bryde op herfra, til at fatte nogen Plan, til en Afbrydelse. Jeg antager at Leonora Christina^k126 må have sporet den samme slappe Træthed og Ulyst til at røre sig, da hun skulde forlade Blåtårn. Jeg kan ikke sammenligne det Liv jeg denne Vinter har ført her i Kjøbenhavn, og den Sindstilstand det har sat mig i med andet end det man på godt Norsk kalder «berjtagen» jeg har aldrig oplevet noget sådant. Indespærret i en af disse Gammelholms ny‹–›byggede [3] dybe og derfor så triste Gader, hvis eneste Liv sågodt som består i et ustandseligt Bulder af dis disse Transportvogne der skal ned til Havnen – og så et Veir udenfor! Nei et sådant Klima som dette Kjøbenhavnske kan man ikke tænke sig!

Så har det i den sidste Måned skreget i mig væk, du må væk herfra!.. Men hvorhen, for at få lidt Friskhed og Vår, og prøve [om]ⁿ³³ man kan finde sig selv igjen? Til Syden er det nu bleven for sent vil man tilbage til Sommer igjen. Så er der intet andet end Paris.

Altså Paris, mit gamle Paris, som jeg sidst tog en bevægelig evig Afsked med! Og jeg vil skrive til Jonas Lie og hans kjere Thomasine,^k127 for at få lidt Opmuntring dertil, som kan sætte Mod i en [4] i det Kjøbenhavnske Vinterfængsel forkommen Sjel, og jeg vil bede Dem vakkert gjøre mig den Tjeneste a[t]ⁿ³⁴ atⁿ³⁵ forhøre sig hvordan det står sig i mit gamle Logi i Cité Retiro, om der er nogen Landsmænd der, god Plads, etc. Ikke fordi jeg har nogen ret Tillid til Værtskabet der, men Beliggenheden har for mig såmange Betingelser for at nyde det Liv jeg hovedsagelig søger i Paris: Spadsere – Friluftslivet, at man får slå noget af på de andre Fordringer. Man får kun være lidt på sin Post når man leier der, navnlig må man vide at gardere sig mod Speilskabe der er beregnet på at falde ned, og volde en ^unyttig Udgift af 56 Kr.

Min sidste Bog, «Mod Strømmen II Række»^k128 – var det min Hensigt selv at bringe Dem. Den har havt det Held at opleve kun en eneste ildesindet Kritik ^{hjemme (de‹n› stod i «Aftenposten»)}, men det er også det Eneste der er sagt om den. Tak for den venlige Opmuntring i Anledning det i Tilskueren.^k129 Jeg sender Dem herved, et Suplement, Særtryk af «Kvinden og Samfundet»[.]^k130 Jeg måtte skille det ad, da det kom for sent til Ne‹…›^n36k131 Tidsskrift^k132 til at han kunde optage det Hele. Og nu et hjertelig levvel for dennegang! Det skulde glæde mig inderlig at gjense Dem og Deres Hustru. Camilla C.

Kjere Jonas Lie!

Når ikke De, og jeg tager Deres Thomasine^k134 med som givet – hun er af Lieslægten – ikke sagde mig et venligt Ord engang imellom, så måtte man forkomme i en Ørken som den hvori jeg lever.

Da er det, det griber mig næsten med dæmonisk Magt: bort, bort fra dette døde Liv hvori Du spilder den kostbare Rest af Tid som endnu er Dig beskjeret! Bort herfra, didhen hvor man dog treffer Mennesker, som jeg ved føler menneskelig med digⁿ³⁷ og for digⁿ³⁸ – og så længes jeg efter Dem, Lie, [2] og Deres Thomasine som jeg ved har denne Følelse, selv hvor vi ikke berører, hvad der dybest bevæger En.

Dødens Rige dette! mellem disse Fremmede langt fra mine Egne!

Mine sidste Småartikler, Aftryk af Brevene,^k135 hav^den39 jeg sendt til fire af mine gamle Omgangsveninder hernede, alle i en «sorgløs lykkelig Stilling».

De to af dem, havde, da jeg gjenså dem ikke et levende Ord at sige mig, og det var dog som jeg havde sendt dem et Stykke af min Sjel.

Af den 3^dies forbeholdne Yttringer, fik jeg så omtrent ud, at det havde været bedst ikke at offentliggjøre det ‹ud›, da «det var så trist». [3] Den fjerde, hvem jeg kun havde sendt Epistelen fra «Tilskueren», yttrede en passant at hun endnu «ikke havde læst den».

Da jeg efter denne sidste Affærdigelse fandt mig indenfor mine ensomme Vægge, her, hvor mit lille Sjelefoster – jeg vidste selv, med hvilke Smerter – var født og båret, var det jo lidt som om jeg vilde kvæles. Uvilkårlig faldt jeg i at deklamere hin engang så berømte Grevinde-Orsinatirade af Lessings Emilia Galotti: «Ikke læst det!!... Ikke læst det?!.. Ikke en – gang – læst det!»^k136 min Bravurreplik fra Institutets Dage. Så fik jeg mig en god Latter, det lettede.

Der har De nu lidt af den Opmuntring, [4] jeg nyder hernede. Det var nu Damerne, mit eget Kjøn for hvem Kampen føres. Med Herrer taler jeg næsten aldrig uagtet, jeg nødes til at lægge til, der var adskillige af dem som man af gode Grunde kunde vente at Deⁿ⁴⁰ søgte Anledning dertil. Men det er nok ikke Dagens Skik mere. Jeg tror, at noget jeg vil kalde Selskabssygen, også, eller måske fornemmelig hernede i Kjøb – her (Selskabssygen, det mere private Udslag af den almindelige umættelige Forlystelsestrang der har grebet alle Klasser) vil ende med at fortrænge al gemytlig Omgang, sløve alle ^dybere Interesser. Man søger hinanden kun, hvor man ved et godt Glas Vin kan komplimentere hinanden [5] (det vil da i Grunden sige sig selv) i smukklingende Skåltaler. Jeg var således i et Par Jule- og Nytårsfester for vor Konsul Lorch,^k137 hvor der var flere kjendte literære Begavelser, tilstæde. Jeg blev så harangeret^k138 og feteret hele Aftenen, den amerikanske Minister, Hr Anderson,^k139 udbragte Skålen i så store Ord, at man kunde blive ør af Indbildskhed. Men det har ingen Nød. Efter denne sidste Aften så jeg ikke en ^levende Sjel af mine Beundrere, førend de samtlige indfandt [sig] hos mig den 23^de for at tømme et Glas på Geburtsdagsbarnets Velgående og ønske det «et behageligt Ophold hernede». Så er der gået Uger, Måneder hen, og Ebben, da jeg ikke holder noget Hus, er så fuldstændig indtrådt at jeg ved ikke om den samme By huser dem eller ikke.

Men på mig har det øvet den Virkning, at jeg ikke går mere i Selskaber. Jeg føler mig [6] dog for god til bare og ikke andet at være Dekoration ved disse Sammenkomster.

Så har jeg levet et Ensomhedens Liv som aldrig nogensinde før. Jeg kan ikke rigtig med Befolkningen hernede. Jeg tror ikke der gives 2 Nationer i den hele Verden så forskjellige som vi Norske og de Danske. Selv i de Danskes Politik ^{det Punkt} hvori denne Nation stærkest, kraftigst skulde træde frem, gjør et ynkeligt Indtryk. Hvad må ^ikke Oppositionen – vist tifold mere berettiget end oppe hos os – hvad må den ikke tåle! Det er uhyggeligt at være Vidne til dette kvalte Raseri i Venstrepressen, der År for År ikke fører til Noget. Jeg tror den danske Nation har spillet sig ud, – dog gjelder det vel hovedsagelig Kjøbenhavns Befolkning – spillet sig ud i Snak, i Vrøvl i et tomt oprivende og flagrende Forlystelsesliv, indtil den berøvet al Kraft og Energi, lader det Utrolige ske – uden [7] at magte noget rigtig. Nei, der er dog af andet Malm i vor Nation.

Jeg længes herfra, ubeskrivelig længes jeg, og synes ikke jeg kommer videre hver Dag som går, end at holde Livet ud.

Når jeg kommer, hvis jeg kommer, må De være snille mod mig. Jeg trænger til det. Et Svar på dette, kunde nå mig endnu når det strax expederedes, det vilde usigelig glæde mig.

Deres hengivne

Camilla Collett.

Kjære Jonas Lie!

Det var først min Agt at sende Dem min Lykønskning til Dagen pr. Telegram, men vel betænkt, er det ikke altid den heldigste Form for hvad man gjerne vilde sige, og da jeg tillige vidste, at et Par slige utilstrækkelige Ord vilde drukne i den Masse saadanne, der idag vil strømme ind over vor feirede Digter, valgte jeg Konvoluten.

Og dog – kan jeg i et Brev faa udtalt alt det, jeg gjerne vilde sige Dem? … Hvorledes skal jeg faa takket Dem og Deres Thomasine,^k141 fordi De saa overordentlig smukt erindrede mig paa min Festdag – denne Mærkedag i mit lange Liv, som det forundtes mig at opleve? … Ja disse faa Linier med Deres Navn under, sagde mere end alle Bevidnelser tilhobe, de kom – det følte man – fra Hjertet og de gik til Hjertet. Og paa alle, der har læst Alfs^k142 Mindeskrift,^k143 vil de have gjort samme Virkning. Friherreinde Adlersparre, F. Leionhufvud,^k144 der er en af Hovedfactorerne for Kvindesagen i Sverige, har nylig udgivet et ganske omfangsrigt Skrift,^k145 der ogsaa særdeles anerkjendende slutter sig til Festen 23. Januar, og har i dette Mindeskrift optaget Jonas Lies Bidrag til denne. Ja, hvad der aander én imøde i hvert Ord i dette, forstaar en Kvinde bedst, fordi det er Følelsen, der taler her.

Forresten har jeg levet i disse Dage af Bladenes Festberetninger, og af disse har ingen gjort mere Indtryk paa mig end Jonas Lies eget Bidrag til dem. Et kraftigere Indlæg i Sagen, den Sag, som jeg nu engang kalder min: en norsk Ægtemands varme Anerkjendelse af sin Hustrus aandelige Stilling og Indflydelse, kan vi ikke forlange, det slaar alle Mattheorier og -Idealer til Marken. Tak Thomasine for det!

Altsaa: i Christianssand, mit Christianssand, har De opholdt Dem isommer. Og nu heder det, at vi kan vente Digterparret herind til vor By. I bare et Besøg vel? … Det mangler jo ikke paa Opfordringer til Dem at slaa sig ned for Alvor her … Jonas Lie og Kristiania! … Nei for Guds Skyld, tænk ikke derpaa, hold fast ved Deres gamle Hjem, det deilige Paris, og saa et Sommerbesøg i Hjemmet til Afvexling. Kun paa det Vis kunde vi tænke os, at det varme Følelsesliv, der aander gjennem J. Lies Digtning, kan bevares for os, ikke ved et fast Ophold i Kristiania.

Med inderligst Lykønskning til Festen!

Camilla Collett.

Litteratur med fulle referanser i noteapparatet er ikke med i litteraturlisten.