Der gives vel neppe noget Tidsrum i den almindelige Verdens-Historie, som var rigere paa mærkelige Omvæltninger i de europæiske Staters indvortes og udvortes Forhold, end den sidste Deel af det henrundne Aarhundrede, og den første Deel af det nærværende. I disse skjæbnesvangre Aar skede en alvorlig og blodig Forberedelse til en almindelig Erkjendelse af Menneskets Rettigheder, og af Borgernes Adgang til under lige Vilkaar og med retfærdigen fordeelte Bidrag at drive borgerlig Næring, og bære offentlige Byrder. De Indretninger, som forstyrrede denne Lighed, havde deres Rod i Middelalderens forviklede Forhold, og vare hærdede ved langvarige Misbrug og tildeels kongelige Forvildelser; men de rystedes i deres dybeste Grundvolde, og syntes deres Undergang nær. Der hvor Misbrugen var størst, havde Reactionen ogsaa været blodigst, og Seieren, skjønt forvansket ved den vildeste Grusomhed, meest afgjørende. De sidste ti Aar af det forrige Aarhundrede var det mærkværdigste Tidsrum af den franske Revolution. Den franske Republik udviklede sig under Phænomener, som paa den ene Side opvække Gysen og Afsky; men paa den anden Side Beundring af den Kraft, hvormed dette store Riges Selvstændighed, uagtet al indvortes og udvortes Modstand, fremlededes. Seierrig i Udlandet og i Landets Indre, havde Frankrig udvidet og afrundet sine Grændser, ydmyget sine udenlandske Fiender, indgydet dem Agtelse og Skræk, og dæmpet alle rojalistiske Bevægelser i sit eget Skjød. Men det syntes som Frankrige endnu ikke gjennem Revolutionen havde naaet det Lyksaligheds og Ligheds Maal, der skulde være de blodige Opofrelsers Seierskrands. Den havde ledet en from, skjønt svag, Konge, som bar mere Byrden af Andres end sine egne Synder, paa Skafottet; men det reiste igjen en Keiser-Trone, og underkastede sig ligesom paa ny den egenmægtige Villie. Bonapartes Tilbagekomst fra Egypten i det sidste Aar af det henrundne Seculum dannede en ny Epoke i den franske Revolution, i hvilken en Tilbagegang til det nedbrudte Regjerings-System antydedes, og nye Coalitioner i Udlandet dannedes, for at tilbagevinde det Tabte. Friheds- og Ligheds-Ideen syntes endnu ikke at have naaet sin Modenhed. Dens blodige Begyndelse havde fremkaldt en kraftig Reaction, som, endskjønt overvunden, gjærede i Stilhed, og aabenbart stræbte det nye Dynasti efter at fremlede en Tilstand, som i Keiserens absolute Magt-Fuldkommenhed nærmede sig den kuldkastede; men som var berøvet det aristokratiske Element. Midt i denne Reactionens Gjæring styrkedes saaledes den nationale Kraft ved den Lighed i at bære Byrder, som deels var et Foster af Revolutionen, deels befæstedes ved Napoleons Regjeringssystem. Keiserens Villie skulde raade overalt, og Alle være den lige undergivne.
Med Begyndelsen af dette Aarhundrede begyndte en ny Strid i Europa, ikke for at dæmpe den franske Revolutions Udskejelser; thi disse Blodscener vare endte; men for at tæmme den keiserlige Helts Herskesyge, som truede med at oprette et Universal-Monarki i Europa, og at hæve Brødre og Frænder paa dets Troner. Med dette Tilbagefald til en mindre fri Statsforfatning forsonedes Frankrige selv ved den store Keisers Heltebedrifter i Krigen, og hans heldige Bestræbelser for at forbedre Landets Tilstand ved vise Love. Forsigtigt Hensyn til Eiendomsretten, en fuldkommen Udvikling af Næringsfriheden, og omhyggelig Sky for ubetimeligt Formyndervæsen i Borgernes Færd gaaer aabenbart igjennem Napoleons Lov-Codex.
n3 Dersom han førte Keiserceptret egenmægtigen, og tog sine Beslutninger med Hensyn til de udvortes Forhold uafhængig af sit Raad, vidste han at benytte Landets bedste Talenter til at forbedre dets indvortes Tilstand, og bringe en passende Ligevægt imellem de borgelige Rettigheder. En saadan Regjering udbredte saa megen Glands over Frankriges Forhold til andre Magter, og gav saa megen Stof til indvortes Tilfredshed, at den store Folkemasse forsonedes med den herskesyge Regents Udvidelses-Planer, og betragtede hans Regjeringstid som en Hvile efter udstandne Lidelser. Menneskeheden gjorde imidlertid sikkre Fremskridt paa den Friheds-Bane, som den franske Revolution, under store Udskeielser, og under Landets mangehaande Lidelser, havde beredt. Feudalvæsenet med dets Misbrug til Enkeltes Fordeel paa det Heles Bekostning var i sin Rod omstyrtet, og reiste sig aldrig mere i sin forrige Styrke, og paa en anden Vei aabnede det øvrige Europa sig Adgang til den samme Lighed i den indvortes borgerlige Stilling, den samme Agtelse for Menneskets naturlige Rettigheder, som Frankrige ved Revolutionen havde beredt sig. De mange Coalitioner, som skulde standse Napoleons ærgjærrige Planer, fik et uheldigt Udfald, og næst Naturen selv var det Folkenes frivillige Opofrelser, som kraftigst fremledede Befrielsen fra Napoleons Aag. For at stemme Folket gunstigt for disse store Opofrelser, erklærede Fyrsterne sig villige til at dele Regjeringsmagten, og afstode til Folket en Deel af Statsmagten, som udeelt havde været i de uindskrænkede Fyrsters Hænder. At dette Løfte ikke overalt fuldstændigen er gaaet i Opfyldelse, angaaer os ikke her; men Ideen vaktes om Hensigtsmæssigheden af denne Magt-Fordeling; den realiseredes i de fleste mindre Stater; Udførelsen forberedtes i de større, og, engang vakt, vil den ikke let undertvinges, om endog dens Gang vakler mellem frem- og tilbagegaaende Bevægelser, eller under en stundom tilsyneladende Stilstand.
Følgerne af den franske Revolution sporedes ingensteds mindre end i Norge, og ingensteds gjærede Friheds-Ideen mindre i det her omhandlede Tidsrum end der; thi der fattedes de Elementer, som satte den i Bevægelse. Vist nok var Folket udlukket fra al Deeltagelse i Landets Regjering, og i den Henseende var Statsforfatningen aldeles ulig den, som Oldtiden kunde fremvise, da Kongerne, omgivne af deres Raad, overveiede de vigtigste Statsforhandlinger, og søgte Folkets Bifald i store Folkeforsamlinger. Men Feudalvæsenet slog aldrig dybe Rødder i Norge; Standsforskjellen har i intet europæisk Land været mindre, og de faa Adelsmænd, som fandtes i Landet, vare af fremmed Blod, og kun Faa blandt dem regnede sig som Nordmænd. I den ældre Tid, især i Olavernes Dage, fremtraadte vistnok flere mægtige Lehnsmænd, som, selv omgivne med en stor Skare af Trælle og Afhængige, trodsede Kongernes Magt, underlagde sig store Strækninger af Landet, og førte en forholdsmæsig stor Pragt i Levemaade og Væsen. Men tvende mægtige og selvstændige Konger, Sverrer og Hakon den Gamle, brøde disse Stormænds Kraft, og siden den Tid har den aldrig mere hævet sig. Norges politiske Vælde, der skyldtes Nordmænds Tapperhed og Sømandskonst, tabte sig, da Nabostaterne, under et mere systematisk Forsvarsvæsen, og en stigende Velstand, lettere modstode de vilde Vikingers Angreb. Særskilte National-Ulykker, saasom Pest, indvortes Krige og andre Landeplager, forværrede Landets Tilstand og hindrede Udviklingen af en Velstand, der understøtter Besiddelsen af store Eiendomme. I fordum Dage var det den personlige Tapperhed, de heldige Vikingetog og den djærve Stemme i de store Folkeforsamlinger, som skabte Stormanden; nu maatte han søge Elementerne til sin Storhed i Naturens Rigdom, i Vindskibelighed, og i en heldig Benyttelse af gunstige Omstændigheder. Men Grund-Eiendommene i Norge have ikke den sammenhængende Udstrækning, som aabner Veien til et stort Feudal-System, og Odelsretten i sin gamle Form, førend den indskrænkedes ved senere Love, hindrede de smaa Ejendommes Sammenhobning til store. Et Aggregat af Jordegods, grundfæstet paa Hoveri og Indskrænkning af den menneskelige Frihed, er saaledes sjeldent i Norge at finde, og der er vel faa Lande i Europa, hvor der gives saa mange frie og selvstændige, skjønt i Følge Naturens Bud vist ikke mægtige og rige, Grundeiere som i Norge. Hine Omstændigheder have vist nok ikke overalt i Norge hindret Eiendommenes Sammenhobning paa enkelte Hænder; men der er ingen Stadighed i Besiddelsen af Eiendomme, der sjeldent bringe Eiere uden for Bondestanden Fordele, og som søges af disse mere for Skovens end den dyrkede Marks Skyld. Desuden nød Norge i det fælles Statsforbund adskillige Fordele fremfor Danmark, og havde i det Indre bevaret meer af den gamle og friere Periodes Farve. Aldrig har Norge kunnet maale sig med Danmark med Hensyn til Ernærelses-Evne og Overflod af Jordens Gaver; men der har stedse hersket i Norge en friere Tone, og dets Indbyggere have mellem hverandre indbyrdes altid staaet paa en jævnere Vandlinie. I mange Aarhundreder havde intet Hof der taget sit Sæde, og Rigernes Konge havde kun gjort flygtige Reiser og korte Ophold i Norge i dette lange Tidsrum. Ubekjendte med Hoffets Sæder og Væsen, lidet berørte af Standsforskjellens Indflydelse, bevarede de Nordmænd, som ikke flyttede Foden udenfor Fædrelandet, stedse en vis frimodig Selvstændighed, som ofte yttredes i kraftig Modstand mod vilkaarlige, ja stundom retfærdige og nødvendige Foranstaltninger fra Regjeringens Side. Det fjærne Rige, som Naturen nærmere havde forbundet med den anden Skandinaviens Deel, skaanedes ofte af en Regjering, der ikke altid førte Scepteret med Kraft. Derhos maa det tilstaaes, at den danske Regjerings milde og faderlige Sindelag mod Norge i de Aar, som ligge nærmest det her omhandlede Tidsrum, bortfjærnede billig Grund til Klage, der desuden hendøde under Norges raske Fremskridt paa den Tid til Velstand under blomstrende Handels-Conjunkturer. Norge stod saaledes Frihedens Grædse nærmere, og Overgangen til den constitutionelle Forfatning var lettere; men Tiden til Statsforandring var endnu ikke kommen. Reformens fjærnere Elementer vare beqvemme, de nærmere frastødende for enhver Statsforandring.
Saaledes fandt de revolutionaire Ideer liden Indgang i Norge, hvor intet Ønske var om Forandring, og hvor den store Hob af Indbyggere længe havde i Hovedsagen været i Besiddelse af den Frihed og Lighed med Hensyn til Betingelserne for den borgerlige Virksomhed, som hine Nationer tilkjæmpede sig paa blodige Veie. I Norden viste derfor ingen Nation mindre Deeltagelse for hiin Omvæltning i Regjeringssystemet end Norge, som just i Begyndelsen af dette Aarhundrede stod ved en Virksomheds-Periode, der var den fordeelagtigste, som dets Historie har at fremvise. Det følte ikke Trykket af nogensomhelst Tvang; dets Skattebidrag vare smaa, og stode ikke i Forhold til Nationens Kraft til at bære dem, og i enhver Forandring i dets offentlige og politiske Stilling maatte det snarere ane en Forværring end en Forbedring. Norge fulgte derfor hine voldsomme Scener kun med den vemodige Deeltagelse, som Frankriges Lidelser under Revolutionen maatte opvække, og var for øvrigt altfor beskjæftiget med at høste merkantile Fordele af Krigens Bevægelse, til at skjænke nogen politisk Idee om Statsforandring synderlig Opmærksomhed. I Norges eget Skjød var saa godt som ingen Literatur, ingen Avis, som alvorligen behandlede politiske Gjenstande, og den friere Tone, som et Foster af den franske Revolution, der begyndte at herske i offentlige Skrifter og Blade i Danmark, fandt i denne Lykkens Periode for Norge mindre Gjenklang der end i Broderlandet. Forfatteren erindrer endog kun sjeldent i hine Dage at have børt omtale de Ankepunkter, som før og siden anførtes som Norges Klageposter over den danske Regjering, nemlig at vore vigtigste Embeder nedlagdes i unge danske Adelsmænds Hænder, og at Handels-Monopoler for danske Handlende i mange Maader indskrænkede Norges Handel. De meest indbringende Embeder beklædtes da mestendeels af Landets egne Børn, og kun hine Over-Embeder vare i danske Adelsmænds Hænder, der som oftest med egen Formue vedligeholdt en Deel af deres Glands. Det erindres vistnok fra hine Tider, i hvilke glimrende Optog disse Stormænd, der i vor Tid stille færdes paa Land og Strand, modtoges og hilstes i Byerne under Kanonernes Torden, og igjennem Borgerbevæbningens Rader, og hvorlunde hele Skarer strømmede dem imøde paa Landeveiene, for at ledsage dem til det festligen smykkede Gilde. – Da Norges Kapitaler høist fordeelagtigen anvendtes paa Næringsveie, som laae lige for Handelsmandens Fod, saa ankedes ikke over hine Broderlandet forundte Privilegier og Monopoler, ligesaalidet som over enkelte Varers Fordyrelse, der med Lethed udrededes af fulde Kasser. Strax efter Krigens Udbrud fik disse Klager en bittrere Betydning og en alvorligere Grund, ligesom de, ofte tydeligen nok, gik igjennem de ældre Perioder. Endog Striden om et Universitets Oprettelse i Norges eget Skjød, som blev ført med saa megen Styrke mod Slutningen af det forrige Seculum, havde lagt sig til Hvile, efterat de fleste af de Hædersmænd, som førte den med saa megen Varme, vare nedstegne i Graven. Kort – det var aabenbart, at Norge hilsede dette Aarhundrede med en fuldkommen Tilfredshed med sin nærværende politiske Forfatning, hvormeget den end i sin Form krænkede de borgerlige Rettigheder; thi Regjeringens milde Udøvelse bødede paa Lovens strenge Bogstav. Ligesaa vist er det, at Norge var et roligt Vidne til den indre politiske Gjæring, som bevægede det vestlige Europa, og til Frankriges store Kamp med fast alle mægtige europæiske Riger, deels for at forsvare, deels for at udvide sine Land-Grændser. Den eneste Ulempe, som Norge følte af denne Blodkamp, var den Fare, for hvilken neutrale Magters Flag var udsat paa Havet, formedelst Englands vilkaarlige Fortolkning af Neutralitets-Retten, og dette gav Anledning til den eneste Forstyrrelse i den dansk-norske Stats fredelige Politik i de første 7 Aar af dette Seculum.
Med faa Linier kunne vi saaledes føre Læserne igjennem den korte Krigsbegivenhed, som indtraf i dette Fredens og den gyldne Virksomheds lykkelige Tidspunkt. I mere end 80 Aar havde den dansk-norske Stat været velsignet med Fredens Lyksalighed, og under den franske Revolution, som siden 1793 havde forplantet sin Lue over hele Europa, havde Danmark og Norge nydt Neutralitetens Fordeel under en blomstrende Handel. Men til den lykkelige borgerlige Tilstand, som den langvarige Fred og de for den nordiske Virksomhed heldige Conjunkturer frembragte i begge Rigerne, svarede ikke den danske Stats financielle Kræfter. Den havde i dette Fredens Tidsrum bygget en betydelig Statsgjæld, og kunde i ingen Henseende siges at være beredt paa Krig. En Række af Orlogs-Skibe var bygget, og Sø-Arsenalerne opfyldte med Krigs-Material; men Statens financielle Kraft var ikke stor nok til at sætte denne stolte Orlogsmagt i Bevægelse, og den lille Stat havde ikke Folk til at bemande den, uden til sin Koffardiflaades Ødelæggelse. Vi ville ikke her nøiere undersøge Grunden til denne Danmarks financielle Afmagt, da den har sin Rod i et Tidspunkt, der ligger udenfor disse Undersøgelsers Omraade; men skride til at forklare Aarsagen til denne Krigs-Tilstand og dens Følger.
I det afvigte Aarhundrede havde den neutrale Skibsfarts Forhold til de krigførende Magter givet Anledning til mangfoldige Stridigheder, uden at nogen bestemt Regel imellem Magterne indbyrdes var vedtagen. I de forskjellige Krige, som førtes mod Slutningen af det 17de og indtil den Amerikanske Krig i den sidste Deel af det 18de Aarhundrede, var dette Forhold forskjelligt, og afgjordes meer efter Staternes Krigsstyrke end efter Folkeretten. Under den Amerikanske Krig sluttede de nordiske Magter, Rusland, Sverige og Danmark, en Neutralitets-Convention, som hvilede paa den Grundsætning, at frit Skib gjør frit Gods, hvorefter altsaa den neutrale Skibsfart uforstyrret kunde finde Sted til de Lande, som førte Krig med hverandre. Dog undtoges Krigs-Kontrabande, i hvilken Henseende de Artikler, som dertil henførtes, bestemt vare opgivne. Denne Convention var fornemmeligen stilet mod England, som formedelst sin overlegne Søstyrke allerede dengang begyndte at tiltage sig Herredømme over Havet. Det maatte imidlertid da taale denne Forening, for ikke at forøge det store Antal af Fiender, hvormed det fjærn og nær havde at kjæmpe. Saaledes blev hiin Grundsætning fulgt under den Amerikanske Krig, og den neutrale Fart høstede den aabenbareste Fordeel af dette bestemte Forhold. Imidlertid var der ikke i nogen Traktat blevet fastsat, om det tilkom de krigførende Magters Orlogsfartøier at visitere Skibe, som seilede under den respective neutrale Magts Convoi, endskjønt denne Sag hidtil var afgjort efter Ærens Love, der ei tillode at sætte Mistillid til Convoi-Chefens Erklæring. Ved Udgangen af dette Aarhundrede, nemlig 1799, begyndte England, hvis Magt paa Havet tiltog, medens dets Allierede paa Fastlandet søndersledes af den franske Ørns Kløer, at forlange Ret til, ved sine Krigsfartøier at lade de neutrale Coffardi-Skibe visitere, om de end vare under Convoi af et neutralt Orlogsfartøi, og fandt det i den Henseende ikke under sin Værdighed, at gjøre sin Paastand gjældende mod en af de svageste blandt de nordiske Magter. Den danske Fregat Freya, som havde en Handelsflaade under sin Convoi til Middelhavet, og hvis Chef, Capitain Krabbe, havde nægtet at lade sine Skibe visitere i Kanalen af engelske Krigsfartøier, blev, efter en kjæk Modstand, tvungen til at stryge for Overmagten, og indbragt i en engelsk Havn. Englands Fortolkning af Visitationsretten og den danske Minister Bernstorfs passende Svar derpaa havde ikke bragt denne Sag paa det Rene; men Fortolkningsretten forblev som sædvanligt paa den Stærkeres Side. Danmark, som under begge Rigers blomstrende Handel i Neutralitetens Ly havde for meget at tabe, opgav imidlertid for Øieblikket den uforvanskede Convoi-Ret, indtil en definitiv Convention derom kunde sluttes. Det anmeldte derhos for Hoffet i St. Petersburg det formeente Brud paa Neutralitets-Retten, og som en Følge deraf indbød Keiser Paul Kongerne af Preussen, Danmark og Sverige til at garantere Neutralitets-Conventionen, saaledes som den 1780 var bleven sluttet imellem Rusland og Sverige.
n4 Kongen af Sverige reiste selv til Petersburg, og den 16de December 1800 sluttedes imellem disse Magter en Convention, hvis Hoved-Indhold var at forsvare den Sætning: frit Skib, frit Gods. Derhos bestemtes visse Regler, som hindrede Udøvelsen af denne Ret til den krigførende Magts Skade. Danmark tiltraadte denne Convention kun betingelsesviis og med forsigtigt Hensyn til sit fredelige Forhold med England, hvis Forstyrrelse maatte tilføie dets levende neutrale Handel et ulægeligt Saar. I samme Tone svarede Bernstorf den engelske Minister
Drummond paa dennes Opfordring til det danske Hof til at give en bestemt Erklæring angaaende dets Hensigter:
n5 at det eneste Øiemed var at beskytte sin uskyldige Fart, uden at ville fornærme nogen anden Stat. Men dette ubestemte Svar tilfredsstillede hverken det engelske eller det russiske Hof. Ruslands Keiser,
Paul, befalede sin Minister ved det danske Hof,
Likassewitsch, at forlade Kjøbenhavn inden 3 Dage. Det danske Hof beqvemmede sig derpaa til en ubetinget Tiltrædelse til den nordiske Convention, og den 18de Februar vendte
Likassewitsch tilbage. Følgen heraf var, at der i England under 18de Januar 1801 lagdes Embargo paa alle danske, svenske og russiske Skibe.
Saa fiendtligen gik imidlertid ikke England tilværks mod Preussen, med hvilket det attraaede en fredelig Afgjørelse, for at befrie Hannover for Preussens Overfald. Skarpe Noter fra Preussens Side og eftergivende fra Englands, vexledes i Vinterens Løb, men kunde ikke forhindre, at Preussen den 3die April formeligen tiltraadte de nordiske Magters Convention. I Parlamentet selv, som aabnedes den 2den Februar, maatte Ministernes vilkaarlige Færd undergaae en skarp Kritik. «Hvorfore», udbryder i Underhuset Grey, denne Nordens djærve og troe Forsvarer, «hvorfor bruges ikke samme Adfærd mod Preussen, som forsvarer samme Grundsætning, at frit Skib gjør frit Gods?» Det var i hans Øine en Politik, som var en stor Stat uværdig, ja et skammeligt og foragteligt Konstgreb, ikke at angribe Preussen, som holdes for stærk, og betragte samme som Ven, medens Sverige og Danmark fiendtligen angrebes, fordi de ere svage. Han forlangte, at man skulde see sig om, førend man bevilgede nye Subsidier, og ødslede ny Tillid paa Ministre, som stedse gjorde nye Fordringer, og bragte Skam og Elendighed over England. Det Engelske Ministerium var imidlertid vant til at høre bittre Sandheder af den talentfulde men lidet talrige Opposition, og var stedse sikker paa at see sin Politik understøttet af Pluraliteten. Saaledes besluttedes en mægtig Flaades Afsendelse til Østersøen. Forgjæves indgav den Danske Minister i England, Grev Wedel-Jarlsberg, en Note,
n6 hvori det erklæredes, at Danmarks indgangne Forbindelse med de nordiske Magter kun var defensiv, uden Hensigt at krænke Danmarks fredelige Forhold til England. Paa denne Note fulgte intet Svar, Flaaden afseilede, og Magt maatte sættes mod Magt. Denne Flaade bestod af 54 Orlogsseil, hvoriblandt 20 Linieskibe, som nærmede sig Kronborg den 24de Marts.
Baade Danmark og Sverige rustede sig imidlertid til Forsvar mod denne Havets mægtige Herre, Danmark dog med meer Alvor end Sverige, fordi det første fiendtlige Angreb aabenbart stilede mod Kjøbenhavn. Forgjæves opfordrede den engelske Minister i Kjøbenhavn den danske Konge, eller rettere den danske Kronprinds, som allerede da stod ved Roret, til at fratræde Conventionen, og at tilstede den engelske Flaades Gjennemseiling forbi Kronborg til Østersøen. Den danske Kronprinds, som stedse var redelig i sin Politik, vilde ikke forlade sine Allierede; den engelske Minister fik sine Passe og afreiste. Den engelske Flaades Gjennemgang gjennem Sundet skede ikke uden Sværdslag, da Kronborgs Kommandant fik Ordre til at beskyde den under Gjennemseilingen; men den skede uden Blods Udgydelse, da de engelske Kugler vare uden synderlig Virkning paa Kronborg, og de danske Kugler fra denne Fæstning gjorde ingen stor Skade paa den engelske Flaade. Dersom Sveriges Forberedelse til at imodtage denne frygtelige Fiende havde været saa alvorlige ved Helsingborg, som Danmarks ved Kjøbenhavn, vilde den engelske Flaade ikke være sluppen saa vel igjennem Sundet; men denne holdt sig saa tæt muligt under den svenske Kyst, og undgik derved Fæstningen Kronborgs Kanoner. Historiske Sagn ymte om, at Danmark handlede i denne Henseende med meer Troskab mod sine Allierede end Sverige, og at dettes Konge ikke ugjerne saae Nabolandets Ydmygelse; men denne Falskhed laae ikke i den svenske Konges Karakteer, og Sverige, der overraskedes af Krigen ligesom Danmark, kunde vanskeligere sætte sin Sømagt i Bevægelse, og lægge et Søbatterie paa det rette Punkt til Forsvar.
Den engelske Flaade lagde sig saaledes i god Orden roligen ved Øen Hveen. Den danske Regjering havde visseligen gjort forberedende Anstalter til at imodtage denne uventede Fiende, der med en stor og veludrustet Flaade nærmede sig Danmarks Hovedstad, i det Haab ved en let Seir at opløse de nordiske Magters Forening til Forsvar for deres Neutralitets-Rettigheder. England havde saa meget større Grund til at ansee Danmark som det vigtigere Led i den nordiske Forbundskjæde, da Sundet ved Helsingøer betragtedes som Østersøens Port, der kunde lukke Indgangen for de engelske Skibe til de baltiske Vande, naar Sverige og Danmark vare enige om at spærre det ved et kraftigt Søværn. Desuden havde Danmark en Flaade af 20 Linieskibe i sin Orlogshavn ved Hovedstaden, samt tilstrækkeligt Material og Ammunition til at tiltakle og udruste dem. Det havde paa Danmarks og Norges Kyster en Samling af Matroser og Sømænd, som med Hensyn til Sømands-Færdighed og Mod kunde stilles ved Siden af Englands egne. I det nordiske Forbund var Danmark saaledes vist nok det mindste, men visseligen det forholdsmæssigen stærkeste Led, og naar Tid og Penge gaves til at udruste og bemande den færdige Flaade, kunde denne ikke ringeagtes endog af Havets stolte Dronning. Men under Tingenes daværende Stilling var denne Danmarks Overvægt kun tilsyneladende, og kunde svækkes ved et overraskende Angreb. De norske Sømænd, som vare fordeelte paa den lange Kyst i en livlig Koffardi-Tjeneste, kunde ikke i den Hast bringes til Stedet, og ikke engang den danske Sømandsstyrke var ved Haanden samlet i Hovedstaden. Der manglede saaledes Midler til at sætte den herlige Klynge af Orlogsskibe, som laae ved Holmens Plads, i Bevægelse, og den maatte være et stumt Vidne til Krigstordenen paa Kjøbenhavns Red, uden at kunne løsne et Skud. Det var overhovedet den danske Regjerings Ønske, at afgjøre Striden ved diplomatiske Underhandlinger, deels fordi den ei vilde lægge noget fiendtligt Sindelag for Dagen mod en Magt, hvis Venskab det var saa vigtigt at bevare til Vedligeholdelsen af en lykkelig Freds og Neutralitets Tilstand, deels fordi Englands Politik formedelst Minister-Forandring hentydede paa en fredeligere Tilstand. Den engelske Minister ved det danske Hof havde derhos stedse Trudsels-Ord tilrede, saa ofte han sporede forberedende Rustninger.
Danmark indskrænkede saaledes sit aftvungne Forsvar til at opstille et fast Værn af Blokskibe paa Kjøbenhavns Red, at understøtte disse ved nogle mindre bevægelige Fartøier og at læne den hele Forsvarslinie til det faste og vel bevæbnede Trekroners Batteri. Saaledes lagdes 7 Blokskibe, der, enkelte undtagne, som ubrugbare vare udskudte af Orlogsskibenes Linie, i Slagrække, og deraf førte kun eet 74 Kanoner, de øvrige 64 og derunder, og til disses Understøttelse haledes 2 Fregatter og 6 mindre Fartøier i Linie. En lille Eskadre af et Par Orlogsskibe laae uden for Valpladsen og kom ei i Slag. For at bemande det faste Søværn pressedes i Kjøbenhavn, da den engelske Flaade allerede var i Sigte, alskens Gadeslængere, Bryggerkarle o.s.v., der for en Haandpenge af 15 Rd. slæbedes ombord paa det svømmende Batteri. Nogle modige unge Mennesker af Folkets høiere Classer lode sig inddele i Corps, rede til at forsvare Hovedstaden i Tilfælde af Fiendens Landgang. Hos den bedre Deel af Hovedstadens Indbyggere herskede stor Forbittrelse over Englændernes voldsomme Angreb, ledsaget af modige Beslutninger.
Den engelske Flaade commanderedes af Sir
Hyde Parker, og
Nelson var næstkommanderende. Det opvakte Misnøie i England, at Commandoen ei overdroges Abukir-Helten, der nyligen havde modtaget de meest hædrende Beviser paa sin Konges Agtelse og Nationens høiste Bifald; men Parkers sindige Eftergivenhed og Agtelse for den store Søhelt jævnede tildeels de af dette Forhold opkomne Vanskeligheder. Nelson valgte sine egne Forholdsregler i Slaget, og adlød ei Overadmiralens. Den engelske Flaade bestod af 20 Linieskibe, 8 Fregatter, flere Bombardeer-Sluppe og Brigger. Af denne store Flaade detascherede Parker Admiral Nelson med 12 Linieskibe, hvoraf de fleste vare paa 74 Kanoner, mod Syd for at ødelægge den sydlige og svagere Deel af den danske Defensions Linie, medens
Parker blev tilbage for at true den nordlige, og ved en fortræffelig Maneuvre lykkedes det
Nelson at overvinde store Vanskeligheder og bringe sin Flaade i den Stilling mod den danske Defensions-Linie, hvori den kunde gjøre størst Virkning. Imidlertid svækkedes den engelske Styrke derved, at tvende af Flaadens store Skibe –
Bellona og
Russel – løb paa Grund, og kunde ikke tage Deel i Slaget.
Nelsons Aandsnærværelse, som forbedrede de medbragte engelske Lodsers usikkre Veidledning, reddede Flaaden fra samme Skjebne. Natten før Slaget var den engelske Flaade udsat for stor Ulempe formedelst Nærheden af Strickers Batteri paa Amager. Derfra kastedes nemlig enkelte Bomber, som truede med ødelæggende Virkninger; men Bombekastningen ophørte, enten fordi der indtraf et Uheld ved Afskydningen, eller efter Befaling af Chefen for Artillericorpset Oberst Mechlenburg, eller fordi Communicationen med Landet var afbrudt.
n7 Saa vis var imidlertid Nelson paa sin Seier, at han skal have lovet Parker at ødelægge det danske Søværn i en Times Tid; men flere lange Timer anvendtes paa denne blodige Kamp.
Medens saaledes Kirkeklokkernes Klang den hellige Skjærtorsdag 2den April kaldte Folket til Guds Huus i Danmarks Hovedstad, gled denne frygtelige Krigsflaade, begunstiget af en føielig Sydøstvind fra Kongedybet under Admiral Nelsons Commando mod det danske Søværn, hvoraf den ene Trediedeel formedelst sin Beliggenhed kom lidet i Ilden. Den danske Commandeur,
Olfert Fisker, gav Ordre til at aabne Slaget Klokken 10½, da den engelske Flaade nærmede sig Skudvidde. Slaget varede i 4½ Time, og ikke allene i
Fiskers glimrende Beskrivelse over de Danskes Tapperhed, men og af Fienden selv tilstodes det, at Forsvaret fra dansk Side udførtes med mageløs Udholdenhed og Mod. Det paastodes i
Fiskers Beretning,
n8 at den engelske Ild mod Slutningen af Slaget var betydeligen svækket, at flere engelske Skibe, hvoriblandt
Nelsons eget, tilsidst kun skjød med enkelte Kanoner, ja at endog et Par Orlogsskibe havde strøget; men ved tilkommende Hjælp heisede deres Flag igjen. Anderledes lød vist nok den engelske Beretning efter hvilken Fordelen ganske havde været paa Englændernes Side, Tabet af Mandskab sexdobbelt større paa de danske Skibe end paa de engelske, hele den sydlige Defensionslinie deels ødelagt, deels erobret, en stor Mængde Fanger gjort, og den engelske Flaade bragt i en Stilling, saa Kjøbenhavns Bombardement kunde begyndes med tilbørlig Virkning, dersom ikke Danmark underkastede sig de af England gjorte Freds-Tilbud. Historien maa her, som saa ofte, bevæge sig i Midten mellem de forskjelligste Beretninger.
n9 Der er imidlertid flere Omstændigheder, oplyste i de engelske Beskrivelser selv, som vise, at Nelson ei ansaa Seieren saa fuldstændigen afgjort paa alle Puncter, som siden paastodes. Overadmiralen, Parker, gjorde flere Signaler, for at kalde
Nelson tilbage, enten af Humanitets-Følelse for at standse Blodbadet, eller fordi han troede, at Nelson vovede sig for vidt i sin nærværende Stilling. Nelson agtede imidlertid ikke paa Signalet, men fortsatte Slaget med sit djærve og uovervindelige Sømandsmod, under den Yttring, at han ved sin Ulydighed udsatte sig for Ansvarlighed og endog Livs-Straf. Det var imidlertid ikke allene hans Mod, men ogsaa hans Klogskab, som udredede ham af hans farlige Stilling. Efterat den danske sydlige Defensionslinie var bragt til Taushed, holdt
Nelson et Krigsraad ombord i sit Skib for at bestemme, om de Danskes nordre Defensions-Linie skulde angribes med de mindst beskadigede Skibe; men Krigsraadet erklærede det eenstemmigen for klogest at bringe Flaaden, der havde lidt saa betydelig af Fiendens Kugler, ud af sin farlige Stilling. At Nelson ikke satte den største Tillid til sin Seier, det viser hans Forslag om Vaabenstilstand, som han under Parlamentair-Flag lod gjøre, endskjønt han gjorde Humanitet og Agtelse for Danmarks Kronprinds til Hoved-Grund for sit Forslag.
n10 Hans Brev til Kronprindsen lød saaledes:
«Admiral Nelson er beordret til at skaane Danmark, naar det ikke længere gjør Modstand. Den Forsvarslinie,
n11 der bedækker dets Kyster, har strøget sit Flag for det brittiske; men dersom Ilden ikke ophører fra Danmarks Side, maa han stikke alle de Priser, han har gjort, i Brand, uden at kunne redde de Folk, der have forsvaret sig saa kjækt. De tappre Danske ere Englændernes Brødre, og burde aldrig være deres Fiender».
n12Efterat Parlamentairen havde meldt sig hos Kronprindsen, lod han strax sammenkalde et Krigsraad. Kronprindsen havde selv været Vidne til Slaget, han havde bidraget til de i Land sendte Saaredes Pleie, og havde foranstaltet den Hjælp, der kunde raades over. Han var saaledes stemt til at ende denne blodige Scene, naar det kunde skee til Danmarks Ære. Han maatte betænke sig paa at udsætte Hovedstaden for det Bombardement, som let kunde iværksættes efterat den ydre Forsvarslinie mod Syd var bleven sprængt. Desuden nærmede sig Parkers Division, som endnu ikke havde været i Ilden, Valpladsen, ligesom de stridende Parters Stilling heller ikke var fuldkommen bekjendt. Disse Omstændigheder bleve overveiede i det sammenkaldte Krigsraad; men hvad der imidlertid meest bidrog til Vaabenstilstandens Antagelse var en Coureers Ankomst fra Petersborg, som bragte Efterretningen om Keiser Pauls Død. Om endog hans Eftermands, Alexanders, Tænkemaade i denne Henseende ei var bekjendt, kunde der dog af ham ventes en sindigere Færd og et fredeligere Sindelag. Der manglede imidlertid ikke Mænd i dette Krigsraad, som tilraadede Vaabenstilstandens Afslag, der af dem ansaaes som et Beviis paa Fiendens Forlegenhed. Admiral Bille, der allerede før havde udmærket sig i Fædrelandets Tjeneste under sit Krydstog i Middelhavet, gjorde det Forslag
n13 at hale ud med sin lille Eskadre mod den svækkede Fiende; men Forslaget modtoges ikke, og General-Adjutant Lindholm sendtes ombord i Nelsons Skib med et Vaabenstilstands-Flag for at erfare Hensigten af Nelsons Tilbud i sin Note. Nelson havde imidlertid benyttet Vaabenhvilens Øieblikke saa vel til de Skibes Frelse, som vare i Fare, og til at ruste sig til et nyt Angreb, at han nu kunde stemme sin Tone høiere. Nelsons Svar var den stolte Seierherres: «blot Humanitet havde opmuntret ham til Forslaget. Han ansaa sig berettiget til at tage sine Fanger fra de erobrede Fartøier, opbrænde disse, eller lade dem bortføre, efter som han fandt for godt, men af Ærbødighed for Kronprindsen vilde han ansee denne Seier for den største han nogensinde havde vundet, dersom den vilde give Anledning til en lykkelig Forsoning og Forbindelse mellem Kongerne af England og Danmark». Med dette Svar ilede Lindholm tilbage til Kronprindsen og blev af ham ufortøvet derefter sendt til den engelske Overadmiral Parker for at afslutte Vaabenstilstandens Vilkaar.
n14 Under disse Underhandlinger ophørte Slaget, hvide Flag vaiede fra alle Skibtopper og Defensions-Batterier, og i denne rædsomme Taushed kunde begge Parter oversee Størrelsen af sit Tab. Nelson havde, som ovenfor bemærket, benyttet disse kostbare Øieblikke til at redde sine Skibe i deres farlige Stilling, og hale dem forbi det farlige
Trekroners Batteri. Dette var endnu uskadt, var vel forsynet med Artillerie, og havde en Besætning af 1500 Mand. Den af Englænderne paatænkte Erobring med Storm var opgivet, som under de nærværende Omstændigheder umulig. Efterat denne Fare var bortfjernet kunde Nelson give sine Underhandlinger en mere truende Gang. Han steg nu selv i Land for at handle om Vaabenstilstanden, og førtes, ikke uden at være udsat for Molest af den hujende Pøbel, til de kongelige Haller.
n15 I hans Underholdning med Kronprindsen var der ingen Ende paa den Priis, som
Nelson lagde paa de Danskes Tapperhed, som han satte over de Franskes, og han udpegede enkelte unge Officerer, hvis Mod og Conduite under Slaget havde høiligen besværet ham, og anbefalede dem deres Konges Belønning og deres Fædrenelands Skjønsomhed.
n16 Under disse Underhandlinger sluttedes omsider Vaabenstilstanden imellem England og Danmark. Den største Vanskelighed gjorde dens Varighed, da Nelson vilde have den saa lang, at han, uden at forstyrres af den danske Flaade i sin Ryg, kunde kue den svenske og russiske Sømagt, og fremtvinge Freden i Norden paa Englands Vilkaar. Vaabenstilstanden sluttedes saaledes paa 14 Uger med 14 Dages Opsigelse, og den anden Artikel i samme gjorde Danmarks Sømagt uskadelig for England i den Tid. Den indeholdt nemlig «at hans danske Majestæts bevæbnede Skibe og Fartøier skulde forblive i deres nærværende virkelige Tilstand, saavel med Hensyn til Bevæbning og Eqvipering, som til militair Position. Den Tractat, som er bekjendt under Navn af den bevæbnede Neutralitet, skulde, forsaavidt Danmarks active Medvirkning dertil angik, være suspenderet, saalænge denne Vaabenstilstand forblev i Kraft. Danmarks Kystfart langs Jylland og Øerne skulde derimod være umolesteret».
Ligesom Slaget var langvarigt, saa at Parker under den lange Kamp havde Aarsag til at udbryde, at den Time, i hvilken Nelson havde lovet at ende Slaget, «var Djævels lang», saaledes var det og et af de blodigste Søslag, som denne blodige Søkrig havde at fremvise. Kun Slaget ved Abukir og Trafalgar kunde i forholdsmæssigt Blodtab sammenlignes dermed. Seierherren havde imidlertid ikke store Erobringer at prale af. Kun nogle ubrugelige Blokskibe, der mestendeels før Slaget vare udvragede af Danmarks Flaade, og hvis Krudt var bortskudt eller kastet overbord, faldt i Fiendernes Hænder. Om det bedste af Skibene – som dog siden ogsaa brændtes – opstod Strid med Nelson, idet Sjællands Chef paastod, at dets Flag ikke var strøget men bortskudt, og Vimpelen endnu vaiede fra Maststumpen. Den Officier, som blev sendt til Nelson for at afgjøre denne Sag, var en af hans gamle Bekjendte, og hans energiske Sprog afgjorde ogsaa denne Tvist efter hans Tykke. Den største Deel af det gjorte Bytte lod imidlertid Parker opbrænde, fordi Skibene ei kunde føres til England uden at gaae tilgrunde. Ogsaa herved yttrede Nelson sin Misnøie, idet han stod i den Formening, at deres Værd ved Fremkomsten vilde have givet Seierherren et godt Udbytte. Overhovedet viiste Nelson megen Ømfindtlighed og ondt Lune under dette Angreb paa Kjøbenhavns Red, enten fordi han følte sig krænket ved at være bleven tilsidesat for Parker som Overadmiral, eller fordi han ikke sankede de forventede Laurbær i dette Slag, og det slette Lune veeg først, da han kort efter Slaget udnævnedes til Overadmiral. Fra den Tid af bevægede Helten sig friere, og hans Forholdsregler bleve energiske; men Krigen nærmede sig sin Ende. Kun enkelte af de erobrede Skibe bleve sendte til England, men ved Siden af disse maatte andre sendes hjem i synkefærdig Tilstand, og en ny Undsætning hentes, for at fortsætte Krigen i Østersøen.
Tabet af Mandskab paa dansk Side angaves af den danske Chef først 1600 til 1800 Mand, Dræbte og Saarede, men senere opgaves det nøiere efter en Fortegnelse af Admiralitets-Collegiet til 1020 Mand, nemlig 370 Døde, 104 Saarede og siden døde, og 546 Saarede, som beholdt Livet. Blandt disse vare 11 Officierer døde, og 3 saarede. De Engelske undredes ikke lidet ved Synet af de mange Træsko-Helte, med hvilke de havde maalt Styrke. I dette Slag deeltoge ogsaa norske Officierer og Matroser, endskjøndt ikke forholdsmæssigen saa mange som danske, og En af Veteranerne blandt Norges Statsraader, nylig afdøde C.
Fasting, gjorde sig dengang, som Lieutenant og Commandeur af et lille Krigsfartøi, ved sit Mod og sin rolige Conduite under Slaget saa fortjent til Kronprindsens Opmærksomhed, at han længe efter Skilsmissen omtalte ham med stor Agtelse. I Forsvarsliniens Række udmærkede sig især Blokskibet Prøvestenen, der aabnede Slagets Scene, og hvis Kanoner vare blandt de sidste som taug. Chefen for Prøvestenen,
Lassens, Priis gik paa den Tid igjennem begge forenede Nationer, og ved Siden af ham nævnedes Lieutenant, nu preussisk Admiral, M.
Bille, der, som tredie commanderende paa Prøvestenen, udmærkede sig ved sin Kjækhed, sin Evne til i en munter Stiil at oplive sine Medstridendes Mod, og ved sin Udholdenhed i Kampen. Andre Navne nævnes ved Siden af disse med Hæder i Beskrivelsen over dette Slag.
n17Englænderne angave deres Tab til 953 Døde og Saarede, hvoriblandt ikke mindre end 68 Officerer,
n18 hvorimod de Danske forstørrede dette Tab til meer end det Dobbelte. Men paa hvilken Side end Sandheden i denne Henseende monne være, og hvilken Deel end Historieskrivernes Iver for at forherlige Landsmænds Bedrifter monne have i at forhøie Glandsen af dansk Tapperhed, og at hævde det danske Flags Ære, saa er det vist, at dette Slag kan indføres i Danmarks Søe-Annaler, som et af de blodigste og for Danmark hæderligste, som de have at fremvise, fornemmeligen naar der tages Hensyn til Fiendens Overrumpling, Danmarks uforberedte Freds-Tilstand, Stridskræfternes uforholdsmæssige Fordeling, og især til den store Søhelt, som anførte Englænderne i Slaget. Saaledes omtaltes dette Slag over hele Europa, og Fienden selv nægtede ikke det danske Flag sin Ære, omendskjønt ogsaa han indflettede denne Seierskrands iblandt de herligste, som denne paa engelske Sø-Seire saa rige Krig havde at fremvise.
n19 Imidlertid deeltoge ikke alle danske Officierer i denne Roes: et Par enkelte,
Schultz og
Vesterholdt, som forstak sig, eller for tidligen forlod Slagets Hede, bleve satte under Krigsret, og en vanærende Straf overgik dem.
Vaabenstilstanden endte foreløbigen disse krigerske Bevægelser, og under Nordens forandrede Politik formedelst Keiser Pauls Død vendte den forrige Freds-Tilstand tilbage. Hans Tronfølger, Keiser Alexander, var mere fredelig sindet, og hans Bestræbelser for at tilveiebringe Fred med England gjorde alle fiendtlige Skridt fra dettes Side unødvendige. Den engelske Flaade viste sig for de østersøiske Havne, men foretog intet Fiendtligt, og en foreløbig Fred mellem de nordiske Magter og England sluttedes i May. Det omtvistede Neutralitets-Spørgsmaal stilledes i Bero, og da Efterretningen om denne Tronforandring i Rusland kom til England, ophævedes Embargoen paa alle nordiske Skibe, og Norges Handel paa England begyndte igjen i sin forrige Livlighed. Den definitive Fred sluttedes dog først i October, og da først gav England Danmark sine vestindiske Colonier tilbage.
Denne korte Krigstorden gav ogsaa Gjenlyd i Norge, og opvakte der større Frygt end i Danmark. Den danske Kornfart paa England og Holland var i de Dage endnu ikke begyndt, da Norge forbrugte alt Danmarks overflødige Korn, hvis Indførsel i Norge beskyttedes ved Told paa udenlandsk Korn. Danmarks meest indbringende Handel blev saaledes uforstyrret. Mange danske Ostindiefarere fandtes vist nok i Farvandet, men de fleste af disse vare hollandsk Eiendom, hvis Redere benyttede det danske neutrale Flag, medens Norges talrige Handelsflaade fast udelukkende beseilede Nordsøen mellem England og Norge. Lykkeligviis udbrød Krigen i Vintermaanederne, da Naturen lægger sit Iisbaand paa den nordiske Fart, og meer i hine Dage end i vore betragtedes som en Handelshvile. Da Kornforsyningen sædvanligen skeer om Høsten, og i hiin gyldne Handels-Periode skede meer fuldstændigen og betimeligen end siden har været Tilfældet, saa blev den korte Handelsstandsning ingen mærkelig Afbrydelse i Norges Handels-Virksomhed, og ingen Nød sporedes af Mangel paa Korn-Tilførsel. Et Par kornlastede Skibe fra preussiske Havne antastedes vistnok af Kystboerne paa Vestlandet, som egenmægtigen fordeelte Ladningernes Indhold, men deraf opstod ingen videre Ulempe. Misforstaaelsen af Krigs-Tilstanden, da disse Skibe vare bestemte til England, og den Orden, hvormed Uddelingen skede, formildede Rovets Utilladelighed, og Resultatet af den i den Anledning nedsatte Commissions Undersøgelse blev kun, at Vedkommende maatte i dyre Domme betale det ranede Korn, ligesom Udlændingen fik fuld Værd for de røvede Varer. De Kornrestancer, som herved dannedes, fulgte imidlertid Fogdernes Regnskaber i mange paafølgende Aar, og ere først i senere Tid blevne udslettede.
Fra Slaget paa Kjøbenhavns Red 1801 til 1807 løsnedes intet Fiendeskud i de forenede Riger, og den dansk-norske Stat gjorde en fornyet Høst af Handelens gyldne Fordele, som Følge af sin neutrale Stilling. Den vindskibelige Borgers Velstand voxede betydeligen i dette Tidsrum; der var Liv og Fremskridt i alle Næringsveie, Munterhed og Tilfredshed hos alle Classer af Borgere, og Virksomhedens korte Afbrydelse havde ligesom fremkaldt en friskere Livlighed. Men saaledes var ikke Statens financielle Stilling i dette Mellemrum. Denne svækkedes aarligen deels formedelst en selvskabt Krigs-Tilstand midt i den dybe Fred, deels en misforstaaet og uheldig Anskuelse af Dagens rette Politik, deels fordi den danske Regjering førte Scepteret mildere end en fornuftig Statshuusholdnings strænge Klogskabsregler byde.
I dette Mellemrum var Europa i en fast uafbrudt Krigs-Tilstand. De mægtigste Nationer fremstode til forskjellige Tider, for i Forbund med England at stække Vingerne paa den franske Ørn, og standse Napoleons for det øvrige Europa ødelæggende Planer. Men endnu var hans Ydmygelses-Tid ikke kommen, og i det her omtalte Tidsrum steeg Napoleon over fældede Fiender til Ærens og Magtens høieste Spidse. Vel sluttedes Freden med England til Amiens 1802, og derved indtraadte en kort almindelig Freds-Tilstand i Europa, men ingen af Parterne holdt sig Fredsvilkaarene efterrettelig og Krigsluen tændtes snart paa ny mellem de gamle uforsonlige Fiender, England og Frankrige. Efterhaanden stillede de mægtigste europæiske Fastlandsmagter, Østerige, Rusland og Preussen, sig ved Englands Side mod Frankrige, men alle med lige Uheld. Østerige maatte kjøbe Freden med Opofrelsen af store Landstrækninger og af rige Statsindtægter, og ved Fredsslutningen i Tilsit beholdt Preussen lidet meer end det Halve af sit forrige Statslegeme og Statsindtægt. Rusland beholdt vel sit kolossale Rige ubeskaaret, og tækkedes med en Stump af sin ulykkelige Allieredes Land, men sin politiske Overvægt, og en Deel af sin Krigshæder efterlod det paa Austerlitses og Friedlands blodige Val. Det er imidlertid ikke Europas men Nordens Tilstand vi have at beskrive.
Krigens Nærmelse til Danmarks tydske Stater bevægede Kronprindsen
n20 til at flytte over til Holsteen 1803, der at danne en Hofstat, og holde en Armee paa Krigsfod. Dette Skridt, der uden Tvivl kan betragtes som den første og nærmeste Anledning til de tvende nordiske Rigers Skilsmisse, paadrog den danske Kronprinds haanlige og skarpe Bemærkninger i tydske Journaler og i den franske Moniteur. Disse krigerske Demonstrationer ansaaes som et unyttigt Værn mod Frankriges kolossale Magt, der ligesaa meget lod sig standse ved en Grændsepæl, eller ved nogle paa Grændsen opstillede Compagnier, som ved den Armee-Række, der var opstillet i Holsteen. Andre Artikler i offentlige Blade anførte derimod til den danske Regjerings Forsvar, at en bevæbnet Neutralitet i krigerske Tider som disse var nødvendig for at hindre Grændse-Molest, og Streifepartiers Indtrængen, at Danmarks Armee, som bestod af 70,000 Mand, var stor nok til at holde det i Respect hos de neutrale Magter, at mindre Stater end Danmark paa denne Maade søgte at holde Krigens Rædsler fra sine Grændser, og at Krigsmagtens Øvelse bedst skede i samlede Massers militaire Evolutioner.
n21 Men vist er det, at Statens Finantsvæsen gik tilgrunde under de store med denne Krigs-Tilstand forbundne Omkostninger, uden at vi ville indlade os i at bedømme, hvorvidt den daværende gaadefulde Politiks uforklarlige Forviklinger gjorde dette Skridt tilraadeligt. Historieskriveren nævner Rygter og Sagn, som i hine Dage vare i Omløb, som fjærne Grunde til Kronprindsens Ophold i Holsteen med Armeen, uden at han, vover derpaa at lægge nogen Vægt. Det paastodes nemlig, at han, endskjønt i Virkeligheden allerede Statens Styrer under sin kongelige Faders Svagheds-Tilstand, fandt mere Behag i et eget kongeligt Hof, afsondret fra det kjøbenhavnske, og især at Kronprindsessen havde Forkjærlighed for sit tydske Fosterland og for
Kiel og dens Omegn, som herligen forskjønnedes under Hoffets Ophold, og høstede Gavn af dets Nærværelse. Men den dansk-norske Stat leed i finantiel Henseende betydeligt. Derhos kan det ikke nægtes, at Danmarks Anstrengelser paa den militaire Vei hverken stode i Forhold til denne lille Stats indvortes Kræfter, eller dens udvortes politiske Stilling i Europa. Den dansk-norske Stat havde en Land-Armee paa 70,000 Mand, hvilken, fordeelt paa 2½ Million Mennesker, som dengang omtrent var dens Indbyggeres Tal, udgjør en ligesaa stor Armee, som den Frankrige i sin revolutionaire Selvstændigheds farligste Periode og under de circulerende Papirers største Forværrings-Flugt havde paa Benene. Desuden havde Danmark en Flaade, som med Hensyn til Skibenes Mængde, herlige Udrustning og fortræffelige Tilstand, hævede Danmark til en unaturlig Rang af Europas 4de eller 5te Sømagt, endskjønt det i denne Flaades bedste Tilstand kun havde forsøgt at bemande en liden Deel deraf, ligesom det ei heller dertil havde et tilstrækkeligt Antal Søfolk, naar ei al Koffardifart skulde standse. Flaaden bestod nemlig 1807 af 20 Linieskibe, som førte fra 80 til 60 Kanoner, foruden 2 paa Stabelen paa 74 Kanoner, 16 Fregatter fra 38 til 12 Kanoner, foruden mange Brigger og mindre Fartøier. Men ikke alene Flaadens Bygning, men og dens Vedligeholdelse var forbunden med store Omkostninger. Orlogsværftet i Kjøbenhavn er meer beregnet paa at bygge end paa at reparere Skibe, og efter en kort Cyclus af Aar ophuggedes det ubrugte Linieskib, og en ny Phoenix opstod af dets Aske. Saa uhyre Anstrengelser maatte ødelægge en lille Stats Finantser, uagtet dens blomstrende Handel og Borgernes fremadskridende Næringsveie. Danmarks Skjebne paa Finantsernes Vei, formedelst dets overspændte militaire Stilling og mangehaande finantielle Vildfarelser, forudsagdes allerede før den Tid af oplyste og fædrelandsksindede Forfattere; men Yttringen optoges med Mishag, og hørtes med Ligegyldighed. I det Tidsrum, som vi her behandle, var Danmarks Regjering i den uheldige Stilling, at den ved overspændte Anstrengelser ødelagde Statens Finantser og Pengevæsen, og formedelst denne Kraftspilde fremledte den just den Krig, som den ved disse Opofrelser søgte at afværge. Vi komme nedenfor tilbage til denne Gjenstand; her bemærke vi blot, at den danske Statsgjæld, som i Aaret 1799 udgjorde omtrent 28 Millioner Rigsdaler, var ved Krigens Begyndelse 1807 steget til omtrent 42 Millioner, og at Seddelmassen i samme Tidsrum var steget fra 16 til 27 Millioner Rigsdaler.
Efter Slaget ved Friedland i Juni Maaned 1807 forandredes atter Europas Stilling, og Napoleons slagne Fiender kastedes for den franske Seierherres Fod. Fredsslutningen ved Tilsit var ødelæggende for Preussen, ydmygende for Rusland, og isolerede England saa godt som fra enhver Alliance paa Fastlandet. Kun Sverige blev sin Allierede tro, og den svenske Konge fortsatte i sin Haardnakkenhed og sit Had mod Napoleon afmægtigen Krigens Efterspil, der berøvede Sverige sin sidste tydske Provinds. Men uovervundet og seierrigt paa Havet, var England langt fra at ville bøie sig under Napoleons Overmagt; det gjorde ikke engang Mine til Fredsforslag. Det samme Foraar havde det med uhyre Anstrengelser udrustet en Flaade med Landgangstropper, for at understøtte dets Allierede i Kampen mod Napoleon paa Østersøens Kyst, og den forsinkede Afsendelse deraf til Valpladsen paadrog England bittre Bebreidelser af dets Allierede. Efterretningen om Krigens ulykkelige Udfald og den derpaa følgende Fred forandrede Englands Planer og den udrustede Flaades Bestemmelse. Denne Forandring begroves imidlertid i en dyb Hemmelighed af det engelske Cabinet, og med Sandhed kunde Castlereagh sige i Parlamentet den 31te Juli, «at den Magt, som var Gjenstanden for denne Expedition, Intet skulde høre derom, før den blev rammet af det dødelige Slag». Anden Gang var det det uskyldige Danmark, som skulde bløde, uden paa den fjærneste Maade at have krænket eller fornærmet den engelske Leopard. Det var i Danmarks høieste Interesse at vedligeholde en venskabelig Forstaaelse med England, som var det Centralpunkt, hvorfra begge Rigers Handels-Velstand udgik. Danmarks vigtige Handel paa de transatlantiske Vande, og dets Kornhandel paa Norge, saavelsom de vigtigste Grene af Norges Handel og Skibsfart, hvilede paa Fred med England som paa et uundværligt Fundament. For at bevare denne Fred havde Danmark paadraget sig Englands bittreste Fiendes Misnøie. Aldrig nogensinde var vel en grusommere og uretfærdigere Krig paaført et uskyldigt Land, aldrig nogen Magt mindre forberedt paa et troløst Angreb. I sin Freds- og Neutralitets-Tilstand var der ingen europæisk Stat, med hvilken Danmark ansaa sig i et fredeligere Forhold end med England, og intet Skridt var foretaget til Beskyttelse mod denne Havets stolte Herre. Dets herlige Flaade og fyldte Arsenaler laae uden tilstrækkelig Beskyttelse inden for slet befæstede Mure, og Kjærnen af dets Landarmee var trukken over til Fastlandet til en unyttig Beskyttelse mod Englands haardnakkede Fiende. Den danske Kronprinds og hans Raad nærede ikke mindste Frygt for et fiendligt Overfald af England. Men det engelske Kabinet anede Muligheden af, at Danmark skulde tvinges til at forøge dets Fienders Antal, at den herlige danske Flaade skulde falde i Napoleons Hænder, styrke Frankriges Kræfter til at møde England paa Havet, og spærre Østersøens Port. Da det engelske Ministerium siden skulde forsvare dette voldsomme Skridt mod sine bittre Opponenter i Parlamentet og retfærdiggjøre det for den engelske Nation, hos hvilken Danmarks Lidelse fandt store Sympathier, paastodes: «at Kongen af England havde faaet den bestemteste Efterretning om, at Frankriges nærværende Hersker havde besluttet Holsteens Occupation med en militair Magt, for at udelukke England fra alle sine Forbindelses-Kanaler med Continenten, at tvinge Danmark til at spærre Sundet for England, og benytte den danske Sømagt til Landing i Storbrittanien eller Irland». Imidlertid er denne Paastands Gyldigbed aldrig ved noget offentligt Dokument bleven beviist. Den blev paa det bestemteste modsagt af det franske officielle Blad, Moniteuren, og Danmarks Bernstorf nægtede høitideligen Tilværelsen af et saadant Forbund med Danmark, der noksom gjendreves af hele Danmarks Færd. Napoleon, som ikke sjeldent tillod sig heftige Talemaader mod sine Fiender, kan maaskee ved ubestemte og løse Yttringer have foranlediget en saadan Formodning; men i Øvrigt var det aabenbart, at England, i sin Forbittrelse over sin arrigste Fiendes Fremskridt, havde snarere dannet sig et Skrækkebillede om hvad der i Fremtiden kunde skee, end grundet sin Frygt paa Kjendsgjerninger og et virkeligt Forbund. – Den voldsomme Beslutning blev imidlertid tagen og grusomt udført.
Den engelske Flaade, som afgik til Sundet, bestod af et Admiralskib paa 98 Kanoner, 17 Linieskibe paa 74 og 5 paa 64 Kanoner, foruden 9 Fregatter fra 32 til 38 Kanoner, 22 mindre Fartøier og 500 Transportskibe med Tropper, Proviant og Krigsfornødenheder. Landtroppernes Antal, efterat de vare blevne forøgede med de Afdelinger af den tydske Legion, som befandt sig paa Øen Rygen, og var bestemt til at understøtte den russisk-preussiske Armees Operationer ved Østersøen, beløb sig til 33,000 Mand. Lord Gambier var øverste Admiral paa Flaaden; Chatcart kommanderede Land-Armeen, og Admiral Essington en Afdeling af Flaaden, som afgik til Bæltet for at afskjære Communicationen imellem Sjælland og den i Holsteen staaende danske Armee. Med denne frygtelige Krigsmagt, som, om den et Par Maaneder før var landstegen paa Østersøens Kyster, vilde have kunnet udføre hæderlige Bedrifter til Venners Tarv, skulde Danmark midt i den dybeste Fred overvældes og knuses.
Flaaden afgik fra England i 2 Afdelinger den 27de Juli og 2de August, og allerede den 3die August ankrede den første Afdeling paa Helsingørs Rhed. Denne Gang slog ikke den engelske Flaade sig igjennem Sundet; den listede sig derigjennem som Ven og saluterede Fæstningen Kronborg. Admiralen lod Sundtolden betale og forsynede sig med Forfriskninger i Land. Nu begyndte først Underhandlingerne med den danske Regjering, og den venlige Maske afkastedes. Til den daværende engelske Minister i Kjøbenhavn,
Garlike, kunde disse Underhandlinger ikke betroes; thi denne ædle og retskafne Mand havde stedse søgt at overbevise sit Hof om Danmarks trofaste og redelige Sindelag, og, da hans Forestillinger vare unyttige, modtog han gjerne en forandret Stilling og forlod misfornøiet en Post, som han ikke længere med Ære kunde beklæde. Villigere Redskaber fandt den engelske Regjering i sine tvende andre Sendemænd,
Taylor og
Jackson. Men
Taylors Forestillinger i Kjøbenhavn hos den yngre Bernstorf, og
Jacksons i Kiel for Kronprindsen og den ældre Bernstorf kunde ikke bevæge den danske Regjering til at indgaae paa Englands Forslag, der vare alt for ydmygende og for Nationalæren krænkende. Der var intet Valg; det svage og uforberedte Danmark maatte vove den ulige Kamp med sin mægtige Fiende, der krævede Intet mindre, end at Danmark skulde overgive sin herlige Flaade i Englands Vold, som et Depositum indtil den almindelige Fred.
n22 For at vinde Tid henviste Kronprindsen
Jackson til Kjøbenhavn, hvor hans kongelige Fader opholdt sig, og Selv reiste han forklædt fra Kiel over Bælterne til Kjøbenhavn. Paa denne Reise var Kronprindsen i den øiensynligste Fare for at blive optaget af Englænderne, og slap kun igjennem ved en dansk Sø-Officiers Aandsnærværelse. Hans Ankomst til Kjøbenbavn opvakte den største Glæde; thi den engelske Flaades Nærmelse og Taylors Trudsler ængstede den saa godt som forsvarsløse Hovedstad. Men Glæden forvandledes til Bekymring og Skræk, da Kronprindsen efter et kort Ophold, i hvilket Aftale blev gjort med Fæstningens Commandant, General
Peymann, om Hovedstadens Forsvar, forlod Kjøbenhavn med en Jilfærdighed, der lignede en Flugt. En Proclamation, som opsloges paa alle Hjørner, bekjendtgjorde, at Kronprindsen ilede tilbage til Holsteen for at føre danske Tropper over Bælterne til Hovedstadens Hjælp. Kronprindsen havde vist nok sine Grunde til, under de forhaanden værende Omstændigheder, at forlade Kjøbenhavn, hvor hans Nærværelse let kunde forvikle Statens Stilling; men vist er det, at hans Bortreise opvakte Skræk og Modløshed iblandt Hovedstadens Indbyggere, som havde gjort sikker Regning paa at han, efter sin kongelige Forfaders, Fredrik den 3dies Exempel, heller vilde have døet i sin Rede, end forlade den i Farens Stund. Svage vare derhos de Midler, hvorved Hovedstaden skulde forsvares mod den mægtige Fiende. Af Danmarks store Armee vare kun 5000 Mand cantonerede i Hovedstaden, hvortil kom 6 Batallioner Landeværn Kjøbenhavns Borgerskab, et frivilligt Jæger-Corps og et Studenter-Corps; men de sidste Afdelinger af denne Krigsmagt manglede den tilbørlige Øvelse, endskjønt Folket visseligen ikke manglede Mod. Med denne ubetydelige Magt, med disse tildeels lidet øvede Tropper skulde Fæstningens Kanoner besættes og Udfald gjøres mod en Fiende, som, naar han havde gjort sig Ryggen fri, kunde bringe sine Ødelæggelses-Maskiner alt nærmere og nærmere den ulykkelige Stad. Mere betryggende var Søværnet paa Kjøbenhavns Rhed. Den blodige Erfaring, som var hentet fra Slaget den 2den April 1801, havde foranlediget Oprettelsen af flere faste Batterier paa Kjøbenhavns Rhed, og disse vare besatte med tilstrækkeligt og dygtigt Sømandskab. Denne Gang forandrede Fienden saaledes sin Angrebs-Plan. Flaaden indskrænkede sig til lidet betydende Skjærmydsler med det danske Søværn, hvoraf Fordelen snart var paa den ene snart paa den anden Side, og han concentrerede sin hele Kraft paa Landtroppernes Landsættelse, og Hovedstadens Beskydning fra Landsiden. Til at forhindre Landgangen vare kun utilstrækkelige Midler forhaanden. Landeværnet var uøvet og tildeels adspredt. Officererne ukyndige i at lægge Planer til en alvorlig Modstand, og Material og Ammunition fattedes paa det rette Sted.
Saaledes landede, uden synderlig Modstand fra dansk Side, Hoved-Afdelingen af den engelske Landmagt den 16de August ved
Vedbek; den hannoverske Legion, som kom fra Rygen 6 til 7000 Mand stærk landede ved
Kjøge, og desuden landsattes 5000 Søsoldater og Matroser. Mod denne Magt opstillede sig ved Kjøge Generalerne
Castenskjold og
Oxholm med omtrent 10000 Mand slet bevæbnede, lidet øvede og slet anførte Landværnstropper. Mod den rykkede den hannoverske Legion og vandt en let og ublodig Seier. En 5te Deel af denne Landværns-Skare toges til Fange, Resten joges paa Flugt og adsplittedes uden nogensinde meer at samle sig. Denne hele Landværns-Krig var en jammerlig Farce i dette blodige Sørgespil, og den engelske Historie har visseligen Uret, naar den gjør denne Seier til et Blad i Wellingtons Laurbærkrands, der anførte Fienden. Ligesaa overdreven, for ei at sige ubillig, var vist nok den Anklage, som siden blev ført over Wellingtons Tropper, der beskyldes for at have udmærket sig ved en haard og røversk Færd ved
Kjøge. Denne Stad maa have lidt meget før, under og efter Slaget – Blod og Ran er Slagenes Ledsager – men den leed maaske ligesaa meget af Landsmænd som af Fiender, og Skylden var neppe Wellingtons. Han holdt god Disciplin, og beskyttede ved Sauvegarder, naar de forlangtes, Herregaardene i Nærheden af Armeen mod omstreifende Marodeurer. Flere Herremænd, og deriblandt En af Forfatterens Venner, have stedse omtalt Wellingtons Forhold med Agtelse og Erkjendtlighed.
n23 Den danske General flygtede med den lille Rest af Landværns-Armeen, som angives til nogle 100 Mand, til Falster, hvor og nogle regulaire Tropper samlede sig, som paa Overfarten fra Holsteen havde undgaaet Fiendens Aarvaagenhed.
Efter denne lille Landeværns Krig kunde nu den engelske Armee nærme sig det Punkt, hvorfra den kunde lade sine Ødelæggelses-Maskiner spille mod Hovedstaden. Intet Punkt var dertil beqvemmere end Fredriksbergs-Bakke 1½ Fjerdingsvei fra Kjøbenhavn, der behersker Byen, og hvorfra den kunde beskydes og tilintetgjøres. Der skede vel hyppige Udfald fra Hovedstaden, og Blod flød paa begge Sider under disse, men den danske Magt var alt for ubetydelig til at derved nogen alvorlig Forstyrrelse kunde skee i Fiendens Forberedelser. Ved Landstigningen havde den engelske commanderende General ladet udstede Proclamationer i Sjælland, der i Materie og Form vare lige ufuldkomne og inkorrekte.
n24 Indholdet deraf gik i Grunden ud paa en Opfordring til det danske Folk, til at kaste sig i Armene paa en Nation, der teede sig som Danmarks værste og grusomste Fiende, forat befrie Danmark fra Overfald af en Magt, der ikke havde givet det nogen Anledning til Frygt. Men det var ikke med Grunde, men med Bomber og Kugler, at Englands Styrke viiste sig i denne uretfærdige Krig mod Danmark. Den danske Regjering svarede paa Opfordringen ved en Krigs-Erklæring, som havde Sandhedens Styrke og Uskyldighedens Kraft; men Argumenterne understøttedes kun med svage og vaabenløse Hænder. Den engelske Opfordring fandt ingen Gjenklang hos det danske Folk, og Fienden spottede Sandhedens Ord. Det var imidlertid almindelig Tale, at der var Misfornøielse i den hannoverske Legion, som var uvillig over dens ambulatoriske Kald og nødigen lod sig bruge som Redskab til den grusomme Adfærd mod Danmark. Det paastodes endog, at denne Legion vilde have været let at overtale til at forlade Englands Fane, naar der havde været mere Kraft og Klogskab i Modstanden fra Danmarks Side, end under saadanne Omstændigheder var mulig. Vist er det, at flere hannoveranske Soldater forstak sig i Sjælland, da Legionen forlod det, og Nogle af deres Efterkommere leve endnu paa Danmarks Sletter.
n25Den 2den September vare Englænderne færdige med deres Bombardements-Tilberedelser, og den paafølgende Nat gik Brand og Ødelæggelse over det ulykkelige Kjøbenhavn. Bombardementet varede med korte Afbrydelser i 3 Dage, og da alle Sluknings-Anstalter vare tilintetgjorte, al Modstand umulig, og Fienden kunde slynge sine Bomber, over hvilken Deel af Byen han vilde, maatte det have været Raseri og Umenneskelighed længere at fortsætte den ulige Kamp. Den danske Høistkommanderende maatte saaledes indgaae en haard Kapitulation,
n26 efterat han først havde sammenkaldt et Krigsraad og hørt Medlemmernes Mening. – Vi afholde os fra detailleret at beskrive disse Rædsels-Scener. Baade i Danmark og Norge leve endnu Mange, som vare Øievidne dertil, og den Tids Blade ere fulde af disse blodige Scener. Grusomheden var paa den engelske Regjerings Side, der uretfærdigen og lumskt befalede Kjøbenhavns Bombardement, men ikke paa dens Redskabers, der paa krigersk Viis udførte den grusomme Befaling. Vi indskrænke os kun til den Bemærkning, at Kathedralkirken tilligemed 305 Gaarde og Huse afbrændte, 1200 andre Huse beskadigedes mere og mindre; store Forraad af alle Slags, herlige Bibliotheker og Konstsamlinger, og flere Kostbarheder gik op i Lue; 1100 af Stadens Forsvarere og dens Indbyggere dræbtes under Byens Forsvar og under Bombardementet, eller døde af dens Følger, 800 qvæstedes, og flere tusinde Familier
n27 vankede mellem hverandre paa Gader og Stræder, for en kort Tid huusvilde. Der vare faa Familier, som jo havde en Død, en Saaret, eller et Velfærds-Tab at beklage. Imidlertid herskede der ingenlunde den Modløshed i den bestormede Stad, som man under saa sørgelige Omstændigheder skulde formode. Almindelig Ulykke giver gjensidigt Mod. Alle vare beskjæftigede med at slukke, redde og opmuntre hverandre indbyrdes, og der hørtes mere Forbittrelse over den grusomme Fiendes Voldsomhed, end Jammer og Klage over den overhængende Fare. Det var blevet et Slags Studium at granske Bombernes Flugt og undgaae Nærheden af deres Explosion. Kun de Huse opfyldtes med Sorg, som havde en Frænde eller Ven at begræde, – Velfærds-Tab ringeagtedes aldeles. Efter 3 Dages Vaagen, Arbeide og uafbrudt Anstrengelse for at afværge den værste Fare hensank den hele By, som ei var stillet paa Vagt, efterat Bombardementet var endt, i en dyb Slummer, og opvaagnede til sørgeligere Betragtninger, end under Bombardementet selv vare anstillede. Efter Vaabenstilstandens Afslutning besøgtes Hovedstaden i al Fredelighed af den fiendtlige Hærs Krigsmænd, og Venner og Fiender blandede sig med hverandre paa Kjøbenhavns Gader; men ved alle Leiligheder vistes Englænderne, baade af den bedre Deel af Indbyggerne og af Pøbelen, at de vare uvelkomne Gjæster. Forbittrelse og Haan læstes i mange Danskes Ansigter ved Mødet med de Engelske.
n28 Flere af disse følte den Danmark af den engelske Regjering tilføiede Vold, og taalte roligen denne Adfærd.
Capitulationen satte England i Besiddelse af Danmarks Flaade, som havde tjent det til Paaskud for denne blodige Krig. Admiral Bille foreslog at tilintetgjøre Flaaden, og Danmarks Kronprinds afsendte en Officier, Lieutenant Steffens, over Bæltet for at befale dens Ødelæggelse;
n29 men Peymann vovede ikke at udsætte Byen for ny Fare ved Branden, og at forbittre end mere den vrede Fiende. Da Billes Raad blev forkastet, nægtede han at underskrive Capitulationen.
Steffens naaede ikke Kjøbenhavn, før Capitulationen allerede var afsluttet. Saaledes faldt i Englændernes Hænder 18 Linieskibe, 15 Fregatter, 6 Brigger, 25 Kanonbaade. Et Par paa Stabelen staaende Linieskibe bleve ophugne og fordærvede. Med Flaaden skulde alt dertil hørende Sømandsgods (
naval stores) udleveres; men det er næsten utroligt, til hvilken Lavhed Fienden nedlod sig under denne Plyndring. Hædersmanden, Capitain, siden Commandeur,
Rosenvinge, som fra dansk Side skulde overgive Rovet, klagede over, at Englænderne toge Haandværkernes Redskaber, private Eiendomme, som tildeels tilhørte Mandskabet, tildeels Borgere i Byen, ja de forsmaaede end ikke Døre, Vinduer, Ovne med det mindste Tilbehør, selv Kirkens Sølvtøi, chirurgiske Instrumenter o.s.v.
n30 Kun enkelte Ting undgik Fiendens Opmærksomhed, ligesom Dokken selv, denne dyrebare Stammemoder til saa mange kostbare Flaader, blev uskadt, og kom snart igjen i Virksomhed ved Tilflydelse fra Danmarks store Egeskove, deels ved Gaver deels ved Salg. Dette Ran af den herlige Flaade udbredte i øvrigt stor Kummer over begge Riger, og der fandtes kun liden Trøst i de offentlige Blades Hentydning paa enkelte Perioder i Danmarks Historie, da dets Flaade havde været i ligesaa slet Tilstand som dengang.
Indskibningen af Holmens Effecter begyndte den 12te October og endte den 20de, men paa Hjemreisen overfaldtes den engelske Flaade af Storm, der opslugede en Deel af Rovet. Den danske Flaade modtoges af den engelske Folkehob med Taushed, uden at Seierherrerne hilsedes med de sædvanlige Jubelraab; Folket følte at denne Seier var ingen Heltedaad, og i de engelske Blade læste man Bitterheder mod det engelske Ministerium. Om Englændernes Opførsel i Sjælland læses forskjellige Domme, men i Almindelighed maa det vel tilstaaes, at de som Fiender, paa nogle enkelte Officierer nær, ikke viiste nogen grusom Adfærd. Flag-Capitainen, Sir Home Popham, anføres sædvanligen som et villigt og grusomt Redskab for det engelske Ministeriums Voldsfærd. Hans Valgsprog var: Ild og Sværd; og ved hans Side stode nogle enkelte Krigsmænd, der vare ham lige i Tænkemaade. Derimod nævnes de engelske Generaler Burrard, Baird og Warde, de tydske Generaler Linsingen og v. d. Duken og Admiral Hood selv, som humane Mænd, der stræbte efter at overholde Orden og Krigstugt, og paa den mildeste Maade at udføre grusomme Beslutninger. En af Forfatterens Venner, Slotsforvalter Vogt, i hvis Huus engelske Officierer gik ud og ind i Beleiringstiden og som bidrog meget til, at der af Fienden viistes Skaansomhed mod Frederiksbergs-Slot og Omegnen, har forsikkret ham, at Englænderne vare, som Fiender, lettere at tilfredsstille og viiste sig mere eftergivende, end Franskmændene siden, da de som Venner og Allierede indqvarteredes paa Frederiksbergs-Slot. Især kunde han ikke noksom rose Chefen for det hannoveranske Corps, General Linsingen, som med blødende Hjerte udførte Englands haarde Beslutninger mod Danmark.
Danmark opfyldte troligen sine ved Capitulationen indgangne Forpligtelser, og det engelske Ministerium skammede sig ved at drive sin fiendtlige Forfølgelse videre; den engelske Krigsmagt rømmede Sjælland og afseilede i October. Kronprindsen kom til Kjøbenhavn i November, og lod General Peymann tilligemed dem, der havde underskrevet Capitulationen, sætte under Krigsret. Men Peymann havde den almindelige Mening for sig, at Kjøbenhavns Forsvar mod en saa overlegen Fiende var umulig, og den haarde Fremfærd mod ham, Bilefeldt og Gjedde, betragtedes almindeligen som en Udsoning for en Brøde, der af en høiere Haand var begaaet. Kronprindsens Flugt fra Kjøbenhavn ansaaes som et Misgreb; Grunden hertil indsaaes ikke af Folket, og Daddelen derfor udslettedes ikke ved den haarde Dom, som Krigsretten fældede over Peymann og hans Fæller i Capitulationsraadet. – Forsaavidt havde nu England opnaaet sin Hensigt, at den danske Flaade var kommen i dets Hænder, og kunde ikke mere falde i Napoleons Vold; men det lykkedes ikke det engelske Cabinet at rive Danmark løs fra sin forrige Forbindelse, der styrkedes ved Englændernes Voldsfærd, uagtet det engelske Ministerium hverken sparede paa Løfter eller Trudsler i den Henseende.
I Norge opvakte denne sørgelige Begivenbed en større Skræk, og en mere almindelig Deeltagelse, end maaskee i Danmark selv; thi Ulykkens fjærne Tilskuere bevæges ofte ved Medfølelsen dybere end de, som umiddelbart rammes af dens Slag, eller ere Vidner til de ulykkelige Begivenheders Række. Kampen selv sløver enhver anden Følelse. Da den store Flaade, den største, der maaskee nogensinde er seet samlet paa Kattegattets Høider, mod Slutningen af Juli gled forbi Norges Kyster, gjordes adskillige Gisninger om dens Bestemmelse. Dunkle og ubestemte Rygter, pegende mod Sandheden, vare i Omløb, og nogle af disse bares fra England og Norge til Danmark, ligesom og Danmarks Regjering derpaa blev gjort opmærksom.
n31 Men Rygtet ændsedes ikke, og det paastodes, at Regjeringen var vel underrettet om denne Flaades Bestemmelse. Den danske Kronprinds, trofast i sin Politik, sikker ved sin ærlige, tillidsfulde og venskabelige Færd mod England, forskjød enhver Tanke om Englands Fiendskab, og Sagnet naaede vel ikke i nogen paalidelig Form Kronprindsens Hof, hvor der legedes med en selvgjort Krig ved Dørtærskelen af en blodig og ødelæggende Feide. Da Efterretningen om Krigens Udbrud og Hovedstadens Fare overbragtes til Norge, udbredtes Skræk og deeltagende Kummer over det ganske Land, og med Sandhed kan det siges, at Tanken svævede meer over lidende Statsfrænder end over egen forestaaende Nød, der visseligen snart teede sig i en rædsom Skikkelse. England, som havde besluttet Krigen mod Danmark længe før den ved Feidebrev erklæredes, anticiperede de fiendtlige Foranstaltninger, som sædvanligen ledsage Krigens Udbrud. Der blev lagt Embargo paa alle danske og norske Skibe paa samme Tid som Flaaden afgik til Østersøen, og mangfoldige vare i Sandhed de fra uskyldige Mænd røvede Skibe og Varer, som paa denne Maade faldt i den ubekjendte Fiendes Hænder. Krigen udbrød i Seiladsens bedste Aarstid, da norske Skibe fyldte de engelske Havne, medens engelske Vimpler sjeldent saaes vaje i norske Havne; thi Trælasthandelen med England dreves fast udelukkende med norske Skibe. Hvo blandt dem, der oplevede hiin Tid, erindrer ikke med hvilken Glæde ethvert hjemkommet Skib modtoges af Reder og Mandskabets Frænder! Det betragtedes som en Skjebnens Gave under den almindelige Opbringelse. Der fattedes heller ikke paa overdrevne Rygter om Englændernes Angreb paa vore Kyster og i vore Havne.
n32 Man tiltroede den Fiende Alt, som voldeligen i den dybeste Fred angreb Rigernes Hovedstad. Mange af de forskrækkede Indbyggere af Kyststæderne, og Beboerne af Norges Havstrand flyttede deres mindste Effecter, indtil nedrevne Ovne, ind i det dybe Land; men de bragte dem snart tilbage, da den første Skræk var overvunden. Uvished om danske Brødres Skjebne i Hovedstaden forøgede meget disse Ængstelser. Efterat den engelske Landgang paa Sjællands Kyst var bevirket, afbrødes Postgangen imellem Danmark og Norge, og løse og ubestemte Rygter fløi om i Landet, der snart nedsloge snart opløftede det ængstede Gemyt. Snart havde en Afdeling af den danske Armee slaaet sig igjennem den engelske Linie og undsat den ulykkelige Hovedstad, snart havde et seierrigt Udfald fra den beleirede Stad jaget Fienden fra dens Omraade, snart stod Hovedstaden i Lue, og Deeltagelsen bevægedes hid og did af disse forskjellige Rygter. Reisende, som ukjendte for hverandre mødtes paa Landeveien, standsede og meddeelte hverandre den Nyhed eller det Rygte, de vidste og havde hørt, og først efter Meddelelsen sluttedes det nye Bekjendtskab.
n33 Fælles Deeltagelse skabte Fortrolighed som paa en farlig Reise. Omsider aabnedes Postens Gang, og de første Efterretninger fra Broderlandet bare Sorgens og Ulykkens Farve. Hovedstaden var overgiven; Mord og Brand havde rammet den ulykkelige By; Flaaden, Statens herlige Juvel og bygget med Statscassens kostbareste Marv, skulde heel og holden overgives den grusomme Fiende. Da den Courer, som bragte dette Sorgens Budskab til Prindsen af Augustenborg, der dengang var commanderende General i Norge, foer igjennem Christiania, stimlede alle Byens Indbyggere til Prindsens Standqvarter, der laa i Byens Udkant; thi nu skulde Uvishedens og de løse Rygters Mørke adspredes, og Sandheden komme for Dagen. Rolig, men høist bevæget, oplæste Prindsen den ulykkessvangre Depesche, og tilføiede nogle Trøstens Ord, der skulde formilde den bittre Tidende. Men i dette Øieblik var Sjælen ikke aaben for Trøstegrunde; der var intet Hjerte, som jo med varm Deeltagelse slog det lidende Broderland imøde, ingen Normand, som jo følte den høieste Forbittrelse over Voldsmandens grusomme Færd. Tilhørerne adsplittedes tause for i Eensomhed at udgyde en Sorg, som ingen Vidner taaler, og mangen heed Taare flød den Dag i det stille Kammer. Ikke alene den firehundreaarige Forbindelse, der omslyngede begge Nationer, hævdede dengang sin Ret i sin høieste Fylde, men tusindfold vare de Frændskabs- og Venskabsbaand, som satte Deeltagelsen i en ængstelig Bevægelse. Fra alle Norges Kanter havde Reisende indfundet sig i Hovedstaden, deels for at søge det Hovedpunkt, hvorfra Visheden om Kjøbenhavns Skjebne kunde faaes, deels for at erfare, hvad der kunde tjene til en pludseligen lammet Virksombeds Tarv.
n34 Disse Reisende vendte nu tilbage til deres Hjem i en ængstelig Forventning om hvad Posten vilde bringe om Frænders og Venners Skjebne i Hovedstaden. Imidlertid vare forholdsmæssigen Faa blandt Normændenes Frænder og Venner bleven et umiddelbart Offer for Ødelæggelsen.
n35 Det var mestendeels Krigere og Folk, der stode paa Vagt, eller af ringe Kaar, som intet Ly havde og ingen Anstalt kunde gjøre til deres Frelse, der savnedes. De øvrige Følger af denne ulykkelige Begivenhed udbredte sig over begge Riger, og visseligen ikke i mindre Grad over Norge end over Danmark. Hiint blev i Krigens Løb uendeligen mere lidende end dette; men Beskrivelsen derover tilhører følgende Blade.
I Norge ventedes strax efter Kjøbenhavns Bombardement et Efterspil af Erobringskrigen i Danmark, da tilfældigviis Orlogsskibene Lovise Augusta og Prinds Christian befandt sig i Christiansand. I denne Havn laa sædvanligen i Fredstid et Orlogsskib og en Fregat, og saaledes befandt sig nu ogsaa der Orlogsskibet Lovise Augusta, et Skib, som baade med Hensyn til Skrog og Takkelage var i en maadelig Tilstand og slet udstyret. Derimod befandtes formedelst tilfældige Omstændigheder ingen Fregat i Christiansand. Orlogsskibet Prinds Christian Frederik havde under Commandeur-Capitain Sneedorffs Commando gjort et Øvelsestogt i Nordføen med Cadetterne, og i dets Følge var Briggen Lougen som Tender.
n36 Den 10de August løb Orlogsskibet Prinds Christian ind til Christiansand, hvor det blev aftaklet og halet ind paa Lovise Augustas Plads, der var bestemt at afgaae til Kjøbenhavn. Dette forhindredes kun ved et Tilfælde. Faa Timer før dette Skib skulde afgaae ankom nemlig til Christiansand Capitain L.
Fabricius paa en Lystkutter, som af Kronprindsen hemmeligen var afsendt til Christiansand for at underrette om Tingenes Stilling, og som havde listet sig igjennem den engelske Flaade.
Lovise Augusta fortsatte saaledes Touren, i Følge denne nye Ordre, til Fredriksværn, hvorhen Sneedorff lykkeligen kom med Cadetterne. Prinds Christian forblev derimod i Christiansand, og blev ved flydende Batterier, og siden ved Kanonbaades Ankomst sat i Stand til at modtage Fienden. Imidlertid gjorde Englænderne, i Følge Kjøbenhavns Capitulation og Flaadens Overgivelse, Fordring paa, at ogsaa Flotillen i Norge skulde overgives dem, og til den Ende nærmede Comodore
Stopfort sig med en lille Eskadre Christiansand for at imodtage Orlogsskibet Prinds Christian. Svaret blev afslaaende, da Chefen, Capitain Jessen, ikke ansaa sig ved Capitulationen, der ikke engang var sanctioneret af Kronprindsen, bunden til at overgive sit Skib, og Commandantens Svar lød i samme Tone.
Stopfort fandt sig ikke stærk nok til at erobre Skibet med Magt i dets vel forsvarede Stilling, og forlod Stationen. Det rygtedes imidlertid, at den engelske Eskadre paa sin Hjemreise fra Kjøbenhavn til England vilde gjøre et Forsøg paa med Magt at erobre den sidste Stump af den danske Marine, og Rygtet satte især Christiansands By i Skræk og Uro. Stiftamtmand Thygeson gjorde i den Anledning alvorlige Forestillinger til den commanderende General, som understøttedes kraftigen af Commandanten;
n37 men Prindsen, som erklærede sig formedelst Mangel paa Sømands-Indsigt mindre competent til at afgjøre, hvorvidt Jessen burde beordres at forlade Christiansand, henviiste Sagen til den i Frederiksværn nedsatte Commission. Denne bestod af Commandeur Sneedorff og Capitain J. S. Fabricius, og Resultatet af dens Forhandlinger blev, at Jessen afseilede til Frederiksværn den 29de September, og forenede sig der lykkeligen med Orlogsskibet Lovise Augusta. Men ikke heller der ansaaes Skibene i Sikkerhed, da Kronprindsen selv havde fæstet Lid til et Rygte, at en Eskadre af 7 Linieskibe var bestemt til at gjøre Forsøg mod Frederiksværn. Skibene afseilede saaledes til Frederiksstad, hvor de forbleve indtil de beordredes til at forføie sig til Kjøbenhavn, og paa Veien rense Farvandet for fiendtlige Krydsere, samt bemægtige sig en til England bestemt Convoiflaade. Den sidste Hensigt opnaaedes ikke, fordi Lovise Augustas slette Tilstand forsinkede og forhindrede Prinds Christians Operationer; men Skibene naaede lykkeligen Kjøbenhavns Red. Samme Aarsag tillod heller ikke at sende Lovise Augusta paa Krigstogt før det blev repareret; men Skibet Prinds Christian joges fra Togt til Togt i Østersøen og Nordsøen, indtil det i den første Deel af næste Aar gik sin ulykkelige Skjebne imøde.
n38 Den Expedition, som Englænderne efter Rygtet skulde havt isinde mod Flotillen i Norge, gik ikke i Opfyldelse. Den hele engelske Flaade strøg i October forbi Høiden af Norge med sit Rov. Det engelske Ministerium gjorde netop paa den Tid, som det syntes, alvorligen meente Fredsforslag til Danmark, og fandt det maaskee betænkeligt ved en fortsat Grusomhed at forøge den Misnøie med Togtet til Kjøbenhavn, som gjenlød mangesteds i den engelske Nation.
Prinds Christian August overdrog, som commanderende General, Commandeur
Sneedorff og Capitain
J. S. Fabricius at træffe de fornødne Anstalter for Marinen til at forsyne Skibene med Proviant og Ammunition, besørge Kystforsvaret ved Kanonflotillens Organisation og tilveiebringe den fornødne Forbindelse imellem Rigerne for at befordre den høistvigtige Kornfart. Prindsen gav, som ovenfor berørt, disse Mænd i denne Henseende frie Hænder, og de rygtede i Sandhed deres Ærinde med Omhu og Humanitet. Sneedorff var vel øvet baade i at tale og at skrive, og Enhver, der nærmede sig ham maatte finde sig tilfredsstillet. J. S. Fabricius udmærkede sig ved den redeligste Omsorg for hvad der var under hans Hænder, en glødende Fædrelandskjærlighed og en stor Humanitet, og han forenede med disse Egenskaber en høi Grad af practisk Kundskab om den Sag, som var ham betroet. Det skyldes især hans Bekjendtskaber og den almindelige Agtelse, hvori han stod, at den lille Flotille blev forsynet med alt Fornødent paa en Tid, da Levnetsmidler overalt holdtes tilbage af Frygt for Fremtiden, ligesom og flere Kanonbaade efter hans Opmuntring leveredes til Flaaden.
n39Saaledes blev Danmarks fast hundredaarige Fredstilstand sørgeligen afbrudt. Den retfærdige Historie vil indgrave denne Voldskrig som en mørk Plet paa Englands Saga-Tavle; men, Sandheden tro, vil den frikjende det engelske Folk, der i Almindelighed ikke bifaldt denne uretfærdige Krig. Hverken det engelske Folk, eller det daværende engelske Ministeriums Medlemmer kunde rose sig af denne Krigs Frugter. Flaaden fik England; men det lykkedes ikke at skille Danmark fra sine Allierede, og England fik en ny Fiende i en Nation, som mangenlund i sin neutrale Stilling havde understøttet Englands Handel. Af det daværende Ministeriums Medlemmer fik tvende en voldsom Død, den ene ved fremmed, den anden ved egen Haand, og et tredie Medlem viiste ved sin senere Færd, hvorlunde hans politiske Anskuelser forandredes og formildedes. Det engelske Folk bevidnede paa mange Maader sin Deeltagelse i Danmarks ulykkelige Skjebne og dets Erkjendelse af den voldsomme Behandling, som var det vederfaret. Nedenfor ville vi derpaa have Beviser at fremføre. De Krigens Aar, som ligge for os i de følgende Betragtninger, kunne ansees som Patientens og den Ulykkeliges Lidelses-Øieblikke. Langsomt hensnige sig Dage og Aar, og den Lidende glæder sig ved ethvert svundet Øieblik; thi dette vender i det Mindste ikke mere tilbage. Men Sygdom og Sorg er ofte i Forsynets Haand en Forberedelse til Sundhed og Forædling, og Mennesket finder ofte Stof til Erkjendtlighed i begge Slags Omvexlinger.
Et langt muntrere Billede have vi at udkaste af Landets indvortes Tilstand og Næringsveienes og de borgerlige Syslers Fremskridt i de første 7 Aar af dette Aarhundrede, som kun, i en fast umærkelig Grad afbrødes ved Krigen med England i Aaret 1801. Denne Krigs Skueplads vædedes med Landsmænds Blod, den forøgede og fordoblede mange Poster af Statens Udgifter, Statsgjælden voxede, og Seddelmassen forøgedes, men den suede kun liden Næringssaft af et Statslegeme, der trivedes under de fordeelagtigste Handels-Conjuncturer. De sidste Aar af det hensvundne, og de første Aar, af det nærværende Aarhundrede var i vore Næringsveies Historie at betragte, som Norges Guldalder, og med Hensyn til Landets indvortes Forfatning, som et Billede paa den høieste Grad af Borger-Fred og Held, som kan blive Stater til Deel af saa liden Betydelighed og indvortes Kraft som vor. Den dansknorske Stat var da saa godt som den eneste, der ikke var indviklet i den almindelige europæiske Krig, som paa den Tid hærjede fast alle europæiske Lande, og Norge nød gyldne Frugter af denne sin Neutralitet: Frit beseilede dets Skibe alle Vande, stundom blot underkastede den eensidige Control, og de vaklende Bestemmelser, som Havets mægtige Herre foreskrev alle, men især de svagere søfarende Nationer. Under disse Omstændigheder herskede en almindelig Tilfredshed i Landet, og der hørtes paa den Tid sjeldent i Norge – langt sjeldnere end i Danmark og især i Rigernes Hovedstad – Yttringer af Misnøie enten med Statsstyrelsens offentlige Færd, eller med Næringssyslernes Gang. Perioden selv var en Igjentagelse – men i en større og herligere Stiil – af de Handels-Phænomener, som under den, nogle Aar før endte, amerikanske Krig styrkede Norges Handelskraft. Endnu den Dag i Dag see vore Landsmænd, som have gjennemgaaet flere Stadier af Norges Virksomheds-Periode, tilbage til dette Tidspunkt, som overhovedet til Christian den 7des Dage, som til den lykkeligste Periode, som vor Handels-Historie har at fremvise. Med den større Velstand forenede sig den større Orden i alle borgerlige Forhold, den større Lethed i de Næringsdrivendes Bevægelser, en mindre Forlegenhed og en større Simpelhed i Benyttelsen af Handelens Drivemidler. I flere Henseender, som vi senere have at oplyse, herskede vist nok en større i Lovene begrundes, Indskrænkning i Næringsdriftens Udøvelse; mellem de forskjellige Classer paa Borgerlivets Trin var der en mere skarp Afsondring, en mindre Frihedsgrad hos Nogle, en mindre Uafhængighed hos Andre, en mindre Anledning til at udvikle store Talenter og anvende statsoekonomiske Grundsætninger, end nu omstunder; men visseligen ikke en mindre Sædelighedsgrad. Derhos gik en Rolighedens og Tilfredshedens Aand gjennem den større Deel af Nationen, som en Følge af en fast almindelig oekonomisk Velværen, under hvilken alle Autoriteter, større og mindre, geistlige og verdslige, have en lettere Møie med at ordne alle Forhold, fordi der paa den ene Side er mindre Nød at afhjælpe, færre Laster at ave, og paa den anden Side større Formuekraft til at bære Byrden af passende Commune-Foranstaltninger. Vist nok hørtes ogsaa paa den Tid Klager over Pengemangel, Næringsløshed og Tidernes Tryk – Klager af den Art forstumme aldrig – men det var den Ørkesløses, Uheldiges og Uforstandiges stille Mumlen, der ikke trængte igjennem den Munterhed og Tilfredshed, som sædvanligen herskede blandt næringsdrivende Borgere.
Beviser for denne Landets stigende Velstand og udvidede Virksomhed findes ikke alene i Byernes, Kysternes og det indre af Landets trivelige Tilstand paa den Tid, men og i Statsindtægternes Fylde, hvad enten man sammenligner dem med den foregaaende eller efterfølgende Periode. Især giver Forskjellen af Told-Indtradernes Størrelse i de forskjellige Tidsrum et klart Billede af den bedre oekonomiske Tilstand, hvori Norge befandt sig i de første 7 Aar af dette Seculum. Toldens Størrelse paa den Tid havde saa meget større Betydning, da saa mange af de Nydelser, der, især som Luxusvarer, gaae ind i vore Huusholdninger, endnu ikke kunde kjøbes for saa ringe Penge som i vore Dage, da den menneskelige Flids heldige Anstrengelser, og Lettelsen af Færselsmidler, saa meget har udvidet Kjøbernes Kreds og forøget Brugen af Varerne selv i alle Huusholdninger. Strax efter den amerikanske Befrielses-Krig var endt, befandt Norges Handelsmænd sig visseligen i en heldig Stilling. Formuen var betydeligen voxen blandt de store Huse, og disses Velstand udbredte Velvære paa mindre Haand; men det befindes, at Told-Intraderne i Aaret 1785 ikke udgjorde det Halve af hvad Tolden beløb til i Aaret 1806. I Aaret 1785 var Tolden i Norge nemlig 569,627 Rd., i Aaret 1806 udgjorde den 1,292,275 Rd.
n40 Den samme Fordeel er paa vort her omhandlede Tidsrums Side, naar vi sammenligne dets Toldintrader med hvilketsomhelst af vor nye Forfatning, da dog Told-Indtægterne udgjøre en saa vigtig Deel af vort nye Statsbudget. Dersom den nyere Tids Told-Budget figurerer med en større Sum end hiin, saa vil det ved nærmere Undersøgelse befindes, at Overvægten er mere tilsyneladende end virkelig. Nogle af de Artikler, som nu trykkes med den høieste Indførsels-Told, gik den Gang frit ind i Landet, deels for at beskytte Frænderigets Landbo-Virksomhed, deels fordi de allerede paa de danske Toldsteder havde baaret sin Told. Korntold gaves der paa den Tid saa godt som ikke, da kun udenlandske, meest østersøiske, Kornvarer fortoldedes, og disse indførtes i Riget i langt mindre Mængde end nu omstunder. Alle Colonial-Varer fortoldedes i Danmark, fordi de danske Handlende havde et Monopol i denne Henseende, der hindrede enhver directe Indførsel af disse Producter fra Udlandet til Norge. Det er aabenbart, hvormeget den indgaaende Tolds Størrelse maatte formindskes formedelst disse Subtractioner, fordi de ramme de Artikler, der spille den vigtigste Rolle paa Toldlisten. Told-Budgettet havde saaledes paa den Tid et Physiognomi, aldeles forskjelligt fra det som Nutiden viser. Nu er det den indgaaende Told, dengang den udgaaende Told, som spiller Hovedrollen. Det maa derfor give os et Begreb om den Tids Virksomhed og Velstand, naar vi finde, at Statsindtægterne for Aaret 1806 udgjorde 2,318,775 Rd.,
n41 endskjønt de vigtigste Indførsels-Artikler vare udslettede paa Norges Toldlister, og medens Folkemængden var 25 pCt. mindre end den nu er. Der laa vist nok ikke stor Viisdom i den store Byrde, der lagdes paa Udførsels-Artikler, hvorved Productionskraften maatte formindskes, og Virksomheden i det Hele lammes; men vi have senere hen at beskrive Phænomener, som til en vis Grad neutraliserede Statsstyrelsens ukloge Færd. Her grundfæste vi alene den Paastand, som senere Betragtninger ville bekræfte, at Stats-Indtægternes Størrelse, der med Lethed udrededes af virksomme Borgere, indeholde et Beviis paa Fædrelandets fremskridende Velstand i det her omhandlede Tidsrum.
Til samme Resultat kommer Granskeren, naar han opløser Landets Vindskibelighed i sine forskjellige Bestanddele, og betragter den Stilling, hvori de forskjellige Næringsveie befandt sig. Vi følge, i Henseende til Fremstillingens Orden, mere den blomstrende Tilstand, hvori enkelte Næringsveie formedelst udvortes Omstændigheder befandt sig, end deres Vigtighed og Indflydelse paa Statsvellet i Almindelighed, og begynde med Trælast-Udskibningen og Skibsfarten, som de Næringsveie, der paa den Tid bare de meest gyldne Frugter.
Trælasthandelens udvortes Forhold mod Slutningen af forrige og i Begyndelsen af nærværende Aarhundrede indeholde alle Tegn paa en blomstrende Tilstand, og til et Fremskud paa denne virksomme Bane, som hverken før eller siden i den Grad har fundet Sted. England havde da i Norge sin vigtigste Kunde, og havde endnu ikke indført det Toldsystem, som paa den ene Side trykker Consumenten til Statskassens Berigelse, paa den anden Side beskytter Medborgeres Virksomhed i en fjern Zone. I de baltiske Havne havde vistnok Norges Trælasthandlere store Concurrenter; men denne Handel forstyrredes ofte dengang af Krigsforhold, og den østersøiske Trælast kan ikke, under lige Omstændigheder, træde i Skranke med den norske, fordi denne, endskjønt sædvanligen mindre af Volum, er af en ædlere Art, og fordi Færsels-Omkostningerne forhøie Prisen i England paa det østersøiske Tømmer. Tvende Reiser fra Norge ligge sædvanligen paa Siden af een fra Østersøen paa England. De store Skove i det Indre af Sverige og i den finske Bugt havde endnu ikke fundet, i den Grad som senere hen, Vei til Kysterne, fordi det Kanal-System, som letter Færselen deraf, endnu ei var bragt til Fuldkommenhed, og de øvrige Vanskeligheder for Adgangen dertil endnu ei vare ryddede tilside. Norge havde saaledes et Slags Monopol paa Trælast-Udskibning til England; storbrittanniske og irske Havne opfyldtes med norsk Trælast, der havde en rask Afsætning under et stærkt Forbrug. Store, bugede Skibe, mere skikkede til at rumme end til en hurtig og beqvem Seilads, fore i en eensformig Fart fra England til Norge, og bare den største Deel af Englands Forbrug af Trælast over til et fordeelagtigt Marked. Englands Orlogsværfter have vel aldrig været i større Bevægelse end paa den Tid, og disse behøvede ikke alene Skibstømmer og Egelast, hvoraf Norges Skove lidet kunde tilveiebringe; men store Masser af uædlere Sorter, som den egentlige Bygnings Hjælpemidler, og disse hentedes mestendeels fra Norge. Mindre vare de Fordele, som Udskibningen til Norges øvrige Markeder i hiin Tid gave. Udskibningen til Holland, der stedse har udgjort en af de vigtigste Afløbskilder for Norges Trælast, især dets Gran, forstyrredes ofte under den Krigs-Ulykke og indvortes Forvirring, som dette Land da maatte gjennemgaae, og det var først efter gjenvunden Fred, at denne Udskibning fik sin forrige Fasthed. Af langt mindre Betydenhed var da Udskibningen til Frankrige, hvis Handelsvirksomhed under Krigen med England meget aftog. Det var først efter Freden, at ogsaa denne Udskibning fik en større Betydning, da især Bord og Planker bleve et vigtigt Material i de franske Husebygninger. Senere hen oversteg Mængden af den Trælast, som udførtes fra Norge til Frankrige, endog den, som udskibedes til England, endskjønt den sidste Udskibning stedse har været den fordeelagtigere.
Til denne fordeelagtige Stilling af den norske Trælasthandels udvortes Forhold svarede Fordeelagtigheden af de indvortes. Trælasthandelen var i forholdsmæsigen paa Hænder, og der hængte ikke saa mange Concurrentere paa denne Næringsgreen som nuomstunder. I enhver Udskibningsby fandtes enkelte store Huse, der ligesom monopoliserede Trælasthandelen, uden at skade hverandre ved at træde som Rivaler over paa den respektive Virksomheds Omraade. De havde sine faste Kunder i Udlandet, mestendels sine stadige Leverandeurer i Skovegnene, og kun da forstyrredes den gamle Orden, naar nye Rivaler reiste sig. Alle Vaaben vendte sig da mod disse, og den nye Speculation lykkedes sjeldent. I vore Dage er dette Udelukkelses-System i gammel Stiil af ældre og mægtige Huse forsøgt; men det mislykkedes som oftest formedelst Concurrenternes Mængde, uden der hvor Eiendomsretten kunde gjøres gjældende.
Der gaves desuden nogle andre Omstændigheder, der ligesom monopoliserede Trælasthandelen i enkelte Hænder. Enkelte Trælasthandlere raadede over visse Elvedrag, fordi de vare Eiere af Dammene, og ansaae sig saaledes berettigede til at udelukke andre Medbeilere fra de Skove, som dertil grændsede. Monopolet var imidlertid som oftest indbildt, og faldt sammen ved den første Berørelse. Paa andre Steder havde Naturen lagt Hindringer i Veien for Tømmerskydningen, som de Trælasthandlere, der gjerne vilde tilegne sig Udskibningens Enevoldsmagt, ikke ryddede tilside, fordi de kunde betragtes som en Bom for Tømmerkjøbets Udvidelse. En saadan Snævring er Thelemarkens Vrangefos, i hvilken en saa stor Masse Tømmer sammendyngedes, saa at Forfatteren erindrer i sin Barndom at have hørt, at der ved Friktion var gaaet Ild deri. Ved denne Tømmer-Klynge holdtes Skotningsfolk, som efterhaanden udpikkede, hvad Savene nedenfor forbrugte. Andre Elvedrag vare af den Beskaffenhed, at kun det modneste Tømmer gjennem dem med Fordeel kunde nedflødes til Udskibningsstedet, fordi disse i de store Fosse og Strømfald ere mindst underkastede Materiens Forvanskning og Stokkenes Sønderbrydelse. Nedflaadningen skede ogsaa, tildeels med Flid, med større Langsomhed end nu omstunder, og Trælasthandelen var saaledes kun i de mægtigste Hænder, som havde Kraft til at vente paa den langsomt nedglidende Last. Forfatteren vil ikke undersøge, hvad han paa et andet Sted har prøvet, hvorvidt det her omtalte Trælasthandelens Forhold er at foretrække det nærværende, eller hvad der er gavnligst, enten at den er i færre eller flere Hænder. Dens næværende Stilling er et Constitutionens Foster, som letter Adgangen for alle Borgere til, paa lige Vilkaar at dyrke alle Næringsveie, og denne Udvidelse er i Tidens Gang besynderligen udviklet.
Ligesaa bestemte vare Trælasthandelens øvrige Hjælpemidler afdeelte. Enhver Udskiber af Betydenhed var omgiven af en fast Arbeidsflok, som stadigen opofrede Huusbonden sin Tjeneste uden de idelige Omskiftninger, som nu finde Sted. Af den rige Sommer-Fortjeneste, som Arbeidsmanden erhvervede ved Hugst paa Ladepladsen og øvrige Udskibnings-Arbeide, skabtes en Fond, der Førtes til Bogs, og hvoraf tilstrækkelig Understøttelse tilflød ham i den arbeidsløse Vintertid. Heraf dannede sig vist nok et aristokratisk Afhængigheds-Forhold, som støder an mod vor Tidsaand, og passer lidet til vor nærværende Forfatning; men nægtes kan det ikke, at deraf opstod megen Lethed i at ordne de indre Commune-Forhold, og i at bortfjærne Nød og Mangel fra trægende Medborgere. Friheden paa Borgerlivets lavere Trin bortbyttedes mod Foresattes Forsørgelses-Pligt under trykkende Omstændigheder. Deraf fulgte et Slags Familie-Forhold, ædlere end Huusbondens til sit Huus-Tyende, som bandt Medlemmerne af en vis Virkekreds, fra den øverste til den nederste Grad, til hverandre. De deelte Skjebne med hverandre, og derved voxede gjensidigen Interessen for den hele Kredses Velvære. I alle Tilfælde havde vedkommende Communer et muntrere Udseende, samt visse Velstands-Tegn, som formindskede Fattigforsørgelsens Byrde, og væltede dem paa dem, som det nærmest tilkom at bære dem. De forskjellige Formænd for vore Dages Commune-Indretninger kunne tale om Fortidens og Nutidens forskjellige Billeder af den Art. Saa faste Forhold lade sig nu ikke meer indføre, under den idelige Omskiftning af Trælast-Udskibningens Forstandere, der staae og falde med de vexlende Conjunkturer, eller begraves under egne Vildfarelser.
Trælasthandelen befandt sig altsaa paa den Tid i færre Hænder. I det sydlige Norges Udskibningssteder var det mestendeels kun enkelte Huse, som styrede Udskibningen, og det var ikke sjeldent, at der paa enkelt Haand udskibedes 100de, og flere, Ladninger mestendeels ordinaire og stærkt begjærte Trævarer; men denne mindre Concurrence frembragte ingen Ulempe i Virksomhedens øvrige Forhold. De enkelte Udskiberes store Behov opretholdt Lastepriserne i Landets Skovegne, og der gaves intet Tidspunkt i vor Trælasthandels Historie, i hvilke der befandtes større Velstand i de skovrige Fjeldegne, end i det her omhandlede, ligesom enhver Haand, der understøttede denne Virksombed, lønnedes rigeligere end nuomstunder. Hvo der vankede i Fjeldegnene i hine Dage vil erindre sig, hvor mange Spor af Velstand, stundom endog af en vis Rigdomsgrad der fandtes. De skovrige Egnes formuende Gubber vare et Billede paa Fortidens selvstændige Mænd, der fremtraadte blandt deres Medborgere i By og paa Land som Jordens Herrer, og ikke som ydmyge og afhængige Vasaller. En ulykkelig Mellemtid har fordunklet disse lyse Billeder, og hverken Fjeld eller Strand har nu saa mange af den Art at fremvise, og Velstanden maa, hvor den skimter frem, udledes af andre Kilder. – Der var langt mere Selvstændighed og Simpelhed i Trælasthandlernes daværende Rørelse. De havde sine Commissionairer i London og Kjøbenhavn, der villigen aabnede sine Casser, naar det behøvedes, for de norske Trælasthandlere, fordi disse gjorde hyppige Omsætninger, og deres Regninger ligesaa ofte havde en lys som en mørk Side. Kun meget enkelte Huse understøttede sin Virksomhed ved Vexelrytterier, hvis Opfindelse her i Landet tilhørte disse Enkelte, der ogsaa hurtigen gik deres Undergang i Møde. Det forviklede Laane-System, rodfæstet i saa mange Slags Laane-Indretninger, var endnu ikke indført, og det var først mod Periodens Slutning, at disse af Staten oprettedes, uden at Virksomhedens Stilling dertil gav nogen Anledning. – Den høie Told, som var lagt paa Trælast-Udskibningen, maatte vist nok synes trykkende, som den i sig selv var uforstandig; men paa den ene Side kunde den betragtes som en Skat paa Skovene, der trykkede mindre end Landskatten, formedelst den høie Priis, hvormed Skovenes Producter betaltes, paa den anden Side føltes Byrden ikke af Udskiberne, men bares af Consumenten i England, formedelst den villige Afsætning der. Det var almindeligen Tilfældet, at Trælasten ordineredes, og det var vedtagen Skik, at Bestilleren ikke allene betalte en for Sælgeren fordelagtig Priis for Productet; men at han ogsaa bar de med Udskibningen forbundne Udgifter, hvoriblandt ogsaa Tolden. Disse Udgifter udrededes i danske Penge, der allerede da vare slettere end Sølv og Sterling, men betaltes af den engelske Kunde efter Pari-Cours i gode Penge, og Udskiberen kunde saaledes lægge denne Cours-Forskjel til sin øvrige Fordeel, og da Priis-Couranten paa Trælast dengang mestendeels var stadig, var Fordelen større jo større hiin Byrde blev.
n42 Udskibningen for Marked fandt da sjeldent Sted. Naar Tømmerpladsen var bleven opfyldt med udskudte Varer, skede nu og da deraf en Udskibning, og Udskiberen var tilfreds naar han beholdt et maadeligt Overskud efter Udgifternes Fradrag.
Det var under disse Omstændigheder ikke at undre over, at Trælast-Udskibningen i denne Periode var overordentlig stor, og til enkelte Tider større, end den før eller siden har været. Saaledes naaede Udskibningen i Aaret 1805 en Størrelse af henved 270,000 Læster,
n43 og omendskjønt den i seneste Aar siden Freden bestandigen har været i Stigende,
n44 har den dog neppe naaet denne Størrelse, ligesom den, formedelst ovennævnte Omstændigheder, aldrig har været saa fordelagtig for Trælast-Udskiberne. Der vare desuden flere Aarsager, som forøgede Værdien af den udskibede Trælast, og styrkede Fremtidens Haab med Hensyn til Skovenes Vedligeholdelse. De fleste Trælastladninger, som paa den Tid udskibedes, bestode af grovere og modnere Last end nu omstunder, og denne kunde i større Mængde tilveiebringes. Der behøvedes saaledes færre Skovenes Træer til at fylde Skibets Rum, og Ungskoven sparedes mere. Den høie Priis fremlokkede Skovproducter fra fjærne og afsides Skovegne, som ikke kunde benyttes, naar ikke antagelige Priser dækkede Færsels-Omkostningerne. Vi undre os saaledes ikke over at finde i Norges frodigste Skovegne paa den Tid flere formuende og endog rige Gubber, hvis Vægge prydedes med Velstandens og den stigende Formues Tegn.
n45Den absolute Consumtion af Trævarer maa være større nu end tilforn, da Folkemængden saa betydelige er tiltagen, og Brændeviinstilvirkningen fortærer saa stor Mængde Brændsel. Især maa dette være Tilfældet i Christiania, hvor de Familiers Antal, i hvis Huse den største Mængde Brændsel fortæres, er saa meget tiltaget, og saa stor Mængde Brændeved bruges i offentlige Bygninger. Kun i Metal-Tilvirkningen vilde Brændselforbruget være aftaget, fordi Smeltningen skeer med en langt større Besparelse af Brændemateriel end tilforn, naar ikke Productionen selv i den senere Tid var saa meget udvidet, at ogsaa denne Besparelse ei kan komme i Betragtning.
n46 I dette Forhold ligger imidlertid ingen Anledning til Frygt for Fremtiden. Norge har bestandigen havt Perioder, i hvilke der fandtes mer og mindre frodige Skove i vore Skovegne, og til enhver Tid gaves der forsigtige Skoveiere, som behandlede deres Skove med stadigt Hensyn til Fremtidens Haab. Forfatteren erindrer meget godt, at der i hiin Tid klagedes over, at en fortsat Udskibning af saa stor Omfang som den, der fandt Sted i Begyndelsen af nærværende Aarhundrede, vilde aldeles udtømme Norges Skove, og for en lang Tid forvandle dem til Kratskov, og dog tiltog Udskibningen aarligen efter Freden, indtil den efterhaanden meget nær grændsede til den Omfang, som Udskibningen havde i sin bedste Tid. Stige Trælastpriserne igjen, da ville gode Trævarer deels fra sparede, deels fra afsides liggende Skove atter bringes paa Markedet og Udskibningslast vil ikke fattes.
Imidlertid lagdes i dette Handelens gyldne Tidsrum tildeels Grundvolden til den nedtrykte Tilstand, hvortil saa mange Trælasthandlere under en senere Periode nedsank, og meest den Deel deraf, som havde samlet hiint store og kostbare Apparat af Drivemidler som Understøttelsespunkter for deres Selvstændighed. De store Savbrugseiere anlagde dette Maskineri, der visseligen hører til det simpleste, som nogen Slags Virksomhed har at fremvise, i en saa kostbar Stiil, samlede en stor Skare af dyrt lønnede Betjente, og en vidtløftig, ikke hele Aaret igjennem beskjæftiget Arbeidsstok, saa Indretningen maatte trykkes til Jorden, da denne Handels-Fordel, under uheldige Conjuncturer, saa meget forvanskedes. Til Savbrugene lagdes ofte en betydelig Mængde Jordegods og Skove, hvoraf fulgte ofte en stor Gjældsmasse og en trykkende Forrentning. De vare saaledes kostbare at drive, og bleve vanskelige at sælge. Disse Eiendomme have derfor undergaaet hyppige Omflytninger af Eiere, de ere tildeels solgte under den i hiint Tidsrum gangbare Værd, og først da en simplere Haand er bleven lagt paa Savbrugs-Tilvirkningen, kunde disse Eiendomme igjen stilles iblandt de fordelagtige. Hine store Navne ere saaledes for en stor Deel forsvundne, og mindre betydende, men meer forsigtige Savbrugseiere have, advarede af Andres Vildfarelser, lagt en formindsket Maalestok paa dette simple Fabrikvæsen.
Som et advarende Exempel kunne vi her anføre det Ankerske Fidei-Commis, den stolteste Stillads af den Art, som i dette Land har været seet. Ved Bernt Ankers Død i April 1805 opgaves Boets beholdne Formue til omtrent 1,400,000 Rd., efter den paa Eiendommene satte Værd. Den aarlige Indtægt havde i nogle af de nærmeste Aar udgjort 150,000 Rd. aarligen, og enkelte Aar endog mere. Formedelst de Udgifter, som Testators Legater, bekræftede og modificerede ved Testamentets Comfirmation, medførte, nedsattes Formuen betydeligen; men angaves dog endnu 1817 til 900,000 Spd. De slette Conjuncturer, under og efter Krigen, foranledigede imidlertid en saadan Forvirring i Massens Tilstand, at Fidei-Commisset maatte gjøre Opbud i December 1819, og Administratorerne maatte ansøge om en Skifte-Commission for at tilfredsstille Creditorerne. Men endnu opgaves den beholdne Formue samme Tid til omtrent 600,000 Spd. Resultatet viiste imidlertid, hvor overspændte Taxationerne havde været, da Creditorerne ikke bleve tilfredsstillede, efterat Ankers Arvinger ved Høiesterets Dom vare bleven tildømte forlods Udbetaling af de bestemte Legater. Eiendommenes Værd ansattes efter den store Indtægt, som de i hine for Trælast-Udskibningen fordeelagtige Aar kastede af sig, uden at tage tilbørligt Hensyn til Conjuncturernes mulige Forvanskning. Den hele Indretning faldt sammen, ikke allene formedelst de slette Tider for Trælasthandelen strax efter Freden; thi der paafulgte siden en lysere Periode; – men fornemmelig fordi den ikke kunde taale Byrden af den kostbare Maalestok, som var lagt paa denne vidtløftige Maskine.
Det var saaledes Trælasthandelen og Skibsfarten, som gav vore Byer i det søndenfjeldske Norge det Udseende af Velstand, tildeels Rigdom, og en fast almindelig Velvære blandt de ringere Classer, som siden mangesteds er forvansket. I enhver Udskibningsby var der store, skjønt ikke mange Huse, som gjorde sikkre Skridt til Velstand og Rigdom, og som var en Støtte for en fordelagtig Virksomhed paa mindre Haand. Vi ville senere hen faae at see, hvorlunde denne Tingenes Stilling forandrede sig, og en Handels-Classe mærkeligen udvidedes, som mere var en udenlandsk end en indenlandsk Virksomheds Haandlangere, og i hvilken en af Landets naturligste Virksomhedsarter, formedelst Foranstaltninger i fremmede Lande, der stride mod vigtige Stathuusholdnings-Principer, og formedelst en overdreven Concurrents, uklog Fremfærd, og en urigtig Fordeling af Vindskibelighedens Fordel i Norge selv, er bleven forvansket og forstyrret, og fast ikke uden en total Grundforbedring og Omvæltning i nuværende Forhold kan gives en for det Almindelige fordeelagtigere Retning.
Ikke mindre vare de Fordele, som Norges Skibsfart, der med Rette regnes iblandt Landets vigtigste Næringsveie, kastede af sig. Skibsfarten havde imidlertid ikke længe før denne Tid, nemlig under den amerikanske Frihedskrig, havt en af sine meest glimrende Perioder. Handels-Huse, som i Begyndelsen af hiin Krig vaklede og vare deres borgerlige Undergang nær, reiste sig med Kjæmpekraft, og Handelsmænds Dødsboer, som ved Chefens Bortgang havde Ballancen paa den mørke Side, arbeidede sig, mod al Sædvane før og siden, under Boets Behandling til en stor Velstand. Navnene ere endnu til; men Velstanden er mestendeels forsvunden. Imidlertid var det langt fra, at Skibenes Antal og Drægtighed steeg saa høit under den amerikanske Krig, som under de heldige Conjunkturer, der oplivede Skibsfarten i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Under den franske Revolutions Krig voxede de norske Skibes Antal meer end 50 pCt. Den Drægtighed af Skibe, som var beskjæftiget i Norges Skibsfart ved Krigens Begyndelse 1807, var tilvisse i Virkeligheden større end den som Skibslisterne vise indtil 1838, siden hvilken Tid Skibsbyggeriet og Kjøbet af fremmede, især svenske, Skibe saa betydeligen er tiltaget, at vor Skibsfart kan kaldes overlæsset med Fartøier. I Skibslisterne angives vel Drægtigheden af Norges Skibe for Aaret 1806 til 74,824 Commerce-Læster, og for Aaret 1838 til endog omtrent 85000 Læster. Men det maa lægges Mærke til, at Læstedrægtigheden i hiin Periode havde en legitim Lettelse af 1/6 pCt., saa at en sjette Deel af Drægtigheden fortiedes. Aarsagen dertil skal have været, at disse Lettelser i Holland, med hvilket Land Norge stedse har havt en levende Handel, beroede paa Læstedrægtigheden, som derfor stiltiende gaves denne formindskede Form.
n47 Tillige var ogsaa denne Deel af Toldopsynet langt slappere end den nu er, da det i hine Dage ikke var usædvanligt, efter Overeenskomst med føielige Toldofficiantere, at bevirke en lempelig Maaling. En senere mere streng Bestyrelse har derfor ogsaa anseet en ny Maaling af Skibsdrægtigheden fornøden, og denne har nu, baade i Norge selv og i Udlandet, mere sin sande Betydning end i det her omhandlede Tidsrum. Skibsfarten var desuden af en langt anden Beskaffenhed dengang, end den nu er. Den dreves med langt større Skibe i Almindelighed, medens nuomstunder mange smaa Fartøier indskydes i vor Skibsfart. Udskibningen til Danmark og Indførselen derfra, som siden Krigen har været ført ligesaavel med norske som danske Fartøier, og Sildefarten paa Østersøen, som en ny Green af Skibsfarten i vore Dage, der ei fandt Sted i hiin, beskjæftige et meget stort Antal af Fartøier i den senere Tid, og forvikle Sammenligningen mellem begge Perioders Skibsfart, og deres Indflydelse paa Statssamfundet.
n48Spor af denne fordeelagtige Livlighed i Norges Skibsfart i de første Aar af dette Seculum vilste sig saaledes ikke allene i Byerne, hvor de største men ikke fleste Skibsredere boede, men ogsaa langs hele Norges Kyst, især fra Frederikshald til Lindesnæs; thi vesten og norden for var det mestendels kun i enkelte Byer, hvor der fandtes betydelige Skibsredere. Dersom Norges Byer i Begyndelsen af dette Aarhundrede ikke vare saa befolkede, dersom ikke saa mange Huse fandtes fæstede paa den nøgne Kyststrand som i vor Tid, saa var der tilvisse en større Velstand i Almindelighed i Handelsstanden og hos Skibseierne, og større bevægelige Kapitaler stode til deres Raadighed. I denne Henseende udmærkede sig, da som nu, Kysten ved Tønsberg, og den som strækker sig imellem Arendal og Risøer. I de simple Huse fandtes ofte store Kapitalister, og de i en fordelagtig Fragtfart omseilende Skibes betydelige Remisser skabte hurtigen en ny Kjøl, der indskjødes i samme fordelagtige Nærings-Canal. Mange Familiers Formue i disse Distrikter var virkelig for betydelig at regne efter vort Lands Leilighed. Imidlertid var Levemaaden simpel, og Gjestfriheden øvedes meer i Stilhed, end i store Gilder og Forsamlinger. Kun naar Aarets Handels-Skjebne var endt, og den svømmende Gulddrager var lagt ved Brygge, samledes Skibenes Sameiere for at udligne og uddele den gjorte Vinding. Da monne det vel ofte være gaaet lystig til ved den rygende Punsebolle og under Bægerets Klang; men i Almindelighed forstode disse lykkelige Borgere baade at erhverve og at spare det Erhvervede. Deres Penge-Forhandlinger vare høist simple, og de kjendte ikke vore Dages Locomotiver paa Pengevæsenets Konst-Bane. Den samme Simpelhed var udbredt over disse Mænds hele Væsen, Færd og huslige Stil. De benævnedes med deres Fornavne, tilføiet Navnet paa den Knatte, hvor de boede, og de galantere Benævnelser for begge Kjøn vare ubekjendte blandt denne Skare af Rigmænd, indtil en høflig Præstemand forandrede den simple Ranglov.
n49 Det var saaledes ikke at undres over, at Velstand og Velvære var til Huse i disse Districter, og der gaves i Sandhed faa lykkeligere næringsdrivende Borgere i Landet end disse Ø- og Kystboere, som i Fredens Ly høstede gyldne Frugter af andre Landes blodige Krige, uden at fraadse i Overdaadigheds Nydelser.
Vi ville ikke paastaa, at Oplysningsgraden svarede til Velstanden og dens rige Kilder. Naar det norske Folk stundom af Fremmede udhæves formedelst et naturligt Snille og en forholdsmæssig Grad af Oplysning og Selv-Opdragelse, da er det meer i Norges Fjelddale vi maa opsøge derom et bekræftende Vidnesbyrd end paa Norges Kyster. Naturens knudrede Former udrette meer i det Indre af Landet, end den fremmede Kulturs Farve paa Kysten, hvis Beboere ofte blandes med andre Nationer. Neppe stode hiin Tids Sømænd i Almindelighed tilbage for fremmede Sømænd i Dygtighed paa Skibet, og omgjængeligt Væsen paa Land; men Skibsfarten var da alt for simpel og eensformig til i Almindelighed at skabe Sømænd, som i de senere Dage, da Skibsfarten omspændtes af tusindfold Farer. Om Skibsfragterne behøvedes sjeldent nogen Correspondents. Skipperen seilede om Vaaren til den Udskiber, som sædvanligen holdt hans Skib i Bevægelse, og naar han kom til England, havde han som oftest Intet at gjøre med Kjøberen af den ordinerede Last, uden at levere sin Ladning og modtage en ny Ordre til Udskiberen. Remissen oversendtes til Commissionairen, og, for at spare Porto, tillodes det sjeldent Skipperen at melde sin Ankomst til Bestemmelsesstedet og sin Skjebne der. Sjeldent fore de omtalte Distrikters Fartøier paa lange Farvande, da Farten paa disse ikke allene var omgivne med særegne Farer paa den Tid, men ogsaa krævede en Conduite, hvormed disse Skippere sjeldent vare begavede. Desuden gjennemfore Skipperne ofte hurtigen Sømandsbanen og satte sig tidligen i Ro paa Hjemstavnen for at nyde Frugten af den samlede Formue. Saaledes vare disse Skibsredere og Sømænd vist nok i Almindelighed mere formuende, og deres Levemaade var meer munter og sorgløs; men de vare visseligen ikke forstandigere end deres, i en anden Skole opdragne Eftermænd.
Saaledes var Tilstanden i Begyndelsen af dette Aarhundrede paa hiin golde Kyst, over hvilken Naturen ikke har udbredt sin Velsignelse af sine rige Goder for Jorddyrkeren, og som ei besøges af store Fiskestimer; men hvis Beboere dengang visseligen hørte til Landets meest formuende og tilfredse Borgere. De nøde disse Lykkens Gaver i den fuldkomneste Rolighed, uden i fjerneste Grad at berøres af den store Revolutions Friheds-Ideer. De kjendte ingen anden Politik end Handelens, og deres Deeltagelse for den fjærne Krigslarm opvaktes kun da, naar Havets Sikkerhed forstyrredes af mægtige Nationers vaklende Regulativ for den neutrale Skibsfart, hvilket skede høist sjeldent paa Trælastdragernes eensformige Fart mellem England og Norge, til hvilken denne lidet speculerende Deel af Nationen indskrænkede sig. Dertil kom, at de ikke trykkedes af store Paalæg, men nøde Lykkens Gaver temmelig ubeskaarne. De betragtedes endnu ikke dengang som Medlemmer af det nærmeste By-Samfund, til Deeltagelse i Byrder, snart til Statens Tarv, snart til en Communes, med hvem de ikke deelte Byrdens Fordele. Den milde danske Regjering byggede heller Gjæld, end den paalagde Borgerne store Skattebidrag, og det sjeldne Phænomen indtraf, at der saa godt som ingen Klage hørtes over Tidens Tryk eller over utilbørlige Paalæg. Det var saaledes ingen Under, at den fuldkomneste Tilfredshed herskede i hine Egne, at den pludselige Forandring formedelst standsede Næringsveie, og Krigens mangehaande Rædsler, smerteligst traf disse Kyster, og at disse Kystboeres Sind og Sjæl hæftede sig mere ved Savnet af en forsvundet oekonomisk Lyksalighed, end ved en Statsforandring, som grundfæstedes under Landets store Lidelser, og hvis heldige Følger laae i Haabets Fjærne. Den gamle Regjering havde der sine troeste Tilhængere, den nye Statsform de ligegyldigste Tilskuere, der endog ugjerne indskreve sig paa den Liste, der gjorde dem til virksomme Borgere. Et Glimt af den gamle Velstand maatte, under en fornyet Handels-Virksomhed, igjen oplive disse Egne, før de betragtede sig som det nye Norges egne Sønner, og endnu den Dag i Dag er hiin gamle Tilstand deres Ideal af borgerlig Lyksalighed, og Stranden saavel som Fjeldet velsignede Christian den Syvendes Regjerings-Dage.
Med den fordeelagtige Skibsfart var, i Følge en naturlig Tingenes Orden, forbundet et tiltagende Skibsbyggeri, som forøgede det Liv, der fandtes paa denne Deel af Norges Kyster. Det var naturligt at lægge en ny Erhvervskilde ved Siden af den, som flød saa rundeligen, og at Antallet af nye Skibe forøgedes paa den virksomme Strand. Vore Egeskove var af flere Aarsager, mere end nu, i Stand til at tilfredsstille Skibsbyggernes Krav, saavel med Hensyn til Mængde som Beskaffenhed af byggede Skibe. Skovene havde under en Hvile, efterat den Amerikanske Frihedskrig var endt, igjen naaet en større Modenheds Grad, og Egeskovens Behandling paa den Tid understøttede mere det fjerne Haab, fordi den var forbunden med en forstandigere Forsynlighed end i vore Dage. Udskibning af smaa Egelast fandt ligesaalidt som Barkfletning Sted paa den Tid, og der var saaledes ikke allene et større Forraad af Skibsmaterialier forhaanden, men en større aarlig Tilvæxt deraf. Da Skibsfarten var simpel, indskrænket mestendeels til Trælastfarten, var Udvalget af Bygningsmaterialier til det paa Stabelen satte Skib mindre omhyggelig; thi det kom mere an paa et stort Volum af Skibsrum, der kunde indtage den største Mængde Trælast, end paa veldannede og seilbare Skibe, stærke nok og skikkede til at pløie fjerne Vande uden for Europa. Det kan ikke nægtes, at Skibsbyggeriet, hvor stærkt det end dreves i hine Dage, stod paa et langt lavere Trin end i vore. Skibsbygmesterne vare mestendeels uden al theoretisk Kundskab; og, uden at være i Stand til at udkaste en Plantegning, gaves Tommerspantet den Flugt, som laa i Bygmesterens Erindring, og Erfaring var hans eneste Veiledning, uden at grunde sig paa nogensomhelst Theori. Man maatte undre sig over, at der fra slige Værfter ikke destomindre ofte udgik Skibe, som i mange Dele svarede til deres Bestemmelse. Nogle bestemte Forbedringer fik Skibenes Skabelon dog allerede den Gang. Den gamle bugede Form, en Arv fra den ældre Fortid, og kun endnu synlig i de gamle saakaldte Fløiter, forsvandt efterhaanden, Skibets Form dannedes bedre baade til at skjære Havets Bølger i dets Forstavn, og flippe dem i dets Bagstavn. Nogle af disse Bygmesteres Navne leve endnu paa enkelte Steder i en berømmetig Tradition, og Forfatteren har saaledes Erindring om en Skibsbygmester, uden mindste theoretisk Dannelse, som knap var skrivkyndig, og hvis Skibe tilfredsstillede Skibsrederen i den Grad, at hans Navn forplantedes med Skibet selv.
n50 Imidlertid er det en Kjendsgjerning, at Skibsbyggeriet i hiin Tid stod i Fuldkommenhed langt tilbage for vor Tids. Og dette er ikke at undres over; thi den norske Skibsfart blev i en senere Periode ikke saa eensidig og saa let. Det var iøvrigt især mod Slutningen af den her omhandlede Periode, at Skibsbyggeriet tiltog i en stedse fremadskridende Grad. Nye Skibe fremstode aarligen i hver Havets Bugt paa den beboede Strand, og det ene Skib blev, under rige Remisser til Rederne, det andets Moder. Alle Classer af Borgere, som havde nogen Sum at raade over, søgte at anbringe deres Spareskilling i en Næringsvei, som gav sædvanligen høie Renter. Paa den Kyst, hvor Skibsfarten meest blomstrede, trængte Skibsrederiet sig over Kystlinien ind i Landet, og mangen Bondemand lagde denne Næring ved Siden af sit Landbrug. Skoveieren lagde Skibstømmeret, Kystboeren Arbeidsløn og Rigg til det nye Skib, og saaledes opstod et Fællesskab, som forøgede begge Parters Velstand. Interessentskaber af den Art have og fundet Sted i den senere Tid; men hverken saa hyppige eller for Vedkommende fordeelagtige som i hine Dage, da der fra Bondestanden, gjennem Skibsrederi, stundom udsprang Handelshuse, hvis Navne nu spille en høi Rolle blandt Fædrelandets Kjøbmænd. – Vi dvæle med Vemod ved denne Fædrelandets blomstrende Virksomhed, ved hvis Grændse vi nu staae; thi ikke allene afbrødes denne Indtægtskilde pludseligen ved den uretfærdige Krig, som England paaførte den dansk-norske Stat, men en stor, og en bedre, Deel af disse Velstands-Redskaber faldt i Fiende-Vold.
Fiskeriets Tilstand frembyder tildeels andre Phænomener, i det Tidsrum vi her omhandle, end de nysnævnte Næringsveie. Det er en af Landets naturligste Næringsgrene; thi det har sin Rod i et fiskerigt Hav, som begrændser Norges lange Kyst. Det er tillige en af de vigtigste Næringskilder i Fædrelandet, og staaer i denne Henseende Landets Hoved-Næringskilde, Agerdyrkningen, nærmest. Fiskeriet er, som saadant, indskrevet paa vor ældre Histories Blade, og Fisken har i ældre Dage været et meer almindeligt Næringsmiddel end i senere; thi den overflødige Fisk havde da ikke i den Grad som nu fundet Vei til Udlandets Kjøkkener som Handelsvarer.
n51 Fisken fandtes paa vore fornemste Fædres Bord til bestemte Ugedage, og de uheldige Følger af et mislykket Fiskeri sattes ogsaa i hiin Tid ved Siden af Landmandens Uaar. Der har imidlertid stedse været en stor Forskjel imellem de tvende store Grene af denne Næringsveis Stadighed, hvori Norges Fiskeri deler sig, og som har sin naturlige og ligesom klimatiske Grændse i den nordlige og sydlige Deel af Norge. Fædrelandets Nordkyst indtil Forbjerget Stat har været Torskens, og de dermed beslægtede Fiskearters Forplantnings-Stade eller Jagtrevier, hvilken de paa deres Søvandringer i et stadigen aarligt Tilbageløb have besøgt, ligesom Trækfuglen vore Skovlunde. Her er ikke Stedet til at undersøge den rimelige Grund til disse Fiske-Arters Forkjærlighed for Norges nordlige og vestlige Kyster; der udspænde deres golde Linier mod disse kjærkomne Gjæster; men det synes at være en Regel med faa Undtagelser, at Nordlandets Torske-Arter og Vestlandets Sildestimer ikke i store Skarer, og i langvarige Perioder, samtidigen besøge samme Deel af vor Kyst.
n52 Det Fiskeri, som grunder sig paa Torske-Stimernes Nærmelse til vore Kyster for at gyde Rogn eller i Nærheden deraf jage efter deres Føde, har til alle Tider været en over disse Fædrelandets Høider jævnt udbredt Næringsvei.
Listerne paa Udskibningen af nordlandske Fiskevarer fra de første Aar af dette Seculum vise ogsaa denne Næringsveis Vigtighed paa den Tid, og kunne vel taale Sammenligning med senere Aars, endskjønt denne Næringsvei, saavelsom Landets øvrige, i det Hele har faaet en friere Gang. Det vil imidlertid blive Gjenstanden for senere Undersøgelser at oplyse, hvorfor denne Næringsgreen, i Følge sin særegne Beskaffenhed, ikke kan løsrive sig fra disse lovbundne Bestemmelser, der indeholde tilsyneladende Indgreb i Eiendomsretten. I det her omhandlede Tidsrum havde den nordlandske Fisk Markeder, som i den senere Tid ere saa godt som lukkede, og denne Handelsgreen havde dengang ikke de Rivaler i franske og engelske Fiskere, som siden ere traadte paa dens Side i det newfundlandske Fiskerie. Denne Deel af Fiskehandelen gav saaledes paa den Tid især den bergenske Udskiber sikkrere og større Fordele end nu omstunder, endskjønt Fiskehandelen af andre Grunde har igjen reist sig.– I hiin Periode gjenløde ogsaa de saa ofte gjentagne Klager over Nordlandenes Afhængigheds Forhold til Bergen, uden at Anklagen synes at have været grundet i nogen Mishandling fra Bergens Side. Den Almuens Vane, forud at fortære, hvad der i Fremtiden skal fortjenes, har uden Tvivl ogsaa i Nordlandene forværret Almuens Stilling. Fordybet i Handelsmandens Skyldbog maatte Fiskeren finde sig i det Afhængigheds-Forhold, som Skyldneren staaer i til sin Skyldherre. Derhos paastaaes det af upartiske og kyndige Jagttagere og Reisebeskrivere, at de Foranstaltninger, som toges og endnu tages i den store Fiskestad med Hensyn til Priis-Bestemmelsen, vel have Udseende af Tvang, men ere gjorte til Sælgerens Fordel. Den trufne Overeenskomst imellem Fiskehandlerne i Bergen indbyrdes var intet
Maximum af Priis, hvorved Sælgernes Fordel utilbørligen indskrænkes, men et Minimum, hvorved sælgernes Tab skulde forebygges. Tager man derhos i Betragtning Nordændingernes mindre Sands for Jorddyrkning, hvorover der er bleven klaget, og som let lader sig forklare af naturlige Hindringer paa den ene Side, og Almuens Utilbøielighed paa den anden til at dele sin Opmærksomhed paa tvende Næringssysler, saa finde vi maaskee i Nordlandet selv Grunden til dets saa ofte paaankede Afhængigheds Forhold af Norges gamle Handelsdronning. Nordlændingen har, som den hele øvrige Verden, villet have sin Deel af den større Mængde Nydelser, som den udvidede Verdens Virksomhed indleder paa alle Markeder, og formedelst denne Higen har en lykkeligere Handels-Stilling, en større Concurence af Kjøbere og en Løsning af gamle Baand, ikke kunnet bortfjærne, endskjøndt maaskee svække, de gamle Afhængighedsforhold. Det synes saaledes for en upartisk Jagttager, at der maa ligge noget Naturligt, eller i det mindste Noget, som oprinder fra Nordlandet selv, i det Forhold, som finder Sted mellem dette og Bergen; thi siden hiint første Aar af dette Seculum, da dette Afhængigheds Forhold saa ofte fremstilledes med mørke Farver, ere flere Omstændigheder indtrufne som vilde have tilveiebragt et Vendepunkt i dette Forhold, naar det ikke havde en dybere Rod, end som viser sig for den overfladiske Anskuelse.
n53Mod Slutningen af det forrige Aarhundrede anlagdes Kjøbstaden
Bodø paa Grændserne af Nordlandene, og denne understøttedes af den danske Regjering med de sædvanlige
n54 Opmuntringer. Hensigten af dette Anlæg var, at tilvende Nordlandene en umiddelbar Udskibning til Udlandet, uden at Fiskevarerne skulde gjøre Omveien omkring Bergen. Men den nye anlagte Kjøbstad blev knu en ubetydelig Flække. I samme Hensigt oprettedes et kostbart Etablissement af trondhjemske Kjøbmænd; men det opløstes efter et betydeligt Tab, og den kostbare Indretning solgtes for en billig Penge til et af Medlemmerne. Dersom det falder i Forfatterens Lod, at give en Beskrivelse over disse Polarlandes senere Stilling, vil han have et muntrere Billede at udkaste over deres voxende Handel fra egne Udskibningssteder, uden Aftagende i den bergenske Handel, og over en Bergmands Virksomhed, hvis Livlighed, skjønt i den senere Tid i nedstemt Tone, prises i offentlige Bedømmelser. Her bemærkes kun at Fiske-Udskibningen, som et Resultat af Polarlandenes Fiskeri, ogsaa i det Tidsrum vi her omhandle, hævdede sin vigtige Plads iblandt Landets Næringsveie.
n55Fangsten af Vaar-Sild, mestendeels indskrænket til den Deel af Vestkysten, som ligger sønden for Stat, oplivede ikke det Tidsrum, hvorom her handles. Sildefiskeriet, især Vaarsild-Fisket, har aldrig havt den Stadighed, som Torskefiskeriet; men Sildens Vandringer over Havet, deels for at gyde sin Rogn paa de nordiske Kyster, deels paa sin Flugt for forfølgende Rovdyr, have havt deres periodiske Omskiftninger. Vor ældre Historie bærer jævnlige Spor af, hvor vigtig denne Næringsgreen var for vore Fædre. Sildens Udeblivelse regnedes ogsaa da som en National-Ulykke, og i Lovgivningens lyse, og Norges tildeels lykkelige Periode, mellem Hakon den gamles Regjeringstid og Kalmar-Unionen, glemte Lovgiveren ikke sin Opmærksomhed paa denne vigtige Næringsgreen. I det 14de Aarhundrede finde vi Politi-Bestemmelser, som vise hvor vigtig denne Aarets Tid betragtedes, da Sildestimerne strømmede til vore Kyster. De Baand, som allerede i de Dage lagdes paa borgerlig Sammenhandel, paa Kjøb og Salg især i Byerne, ophævedes da ganske, og under Sildefiskeriet fandt det frieste Samqvem Sted imellem Kjøber og Sælger. Man har gjort sig megen Umage for at finde, ved Hjælp af historiske Beretninger, en vis Cyklus i Vaarsildens periodiske Gang, der snart i uhyre Stimer støder paa Norges Vestkyst, snart stryger Næsset forbi; men der er heri befunden saa stor Anomali, at ingen bestemt Regel har været at opføre. En saadan lykkelig Afvigelse har vor Tid at glæde sig over, idet det Qvart-Seculum, som engang antoges for Periodens Grændse, forlængst er overskredet. Men vist er det, at det store Fiskeri af Vaarsild, som i den senere Tid har beskjæftiget aa mange Mennesker paa Vestkysten, og udsendt saa mange Ladninger til Sverige og Østersøen, ikke velsignede vort Land i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Det var dengang Sverige, som nød godt af denne Havets Velsignelse, endskjønt dette Fiskeri ikke dreves i den Omfang, eller opvakte den Næringslivlighed, som senere hen paa Norges Kyst. Imidlertid fandtes i Begyndelsen af dette Aarhundrede Spor nok af denne velgjørende Virksomhed paa den svenske Kyst, ikke alene i Strandens Fiskehytter, men paa Landmandens gjødede Agre. Det var en Slags Qval for de Reisende, at gjennembryde denne Sildefiskeriets Linie, som i det nordlige Sverige overspændte Postveien. Det var saaledes langt fra, at Norges Vestkyst, i de første Aar af dette Seculum havde den Virksomhed at fremvise, som under og efter Krigen faldt i dens Lod. Med Krigens første Aar 1808 vendte Vaarsilden tilbage til Vestkysten, og bidrog paa mange Maader til at lindre den da herskende Hungersnød.
Fangsten af Sommer- og Høst-Sild, som giver den fedeste og bedste Sild, er meer almindeligen udbredt over Norges Vestkyst, og vender som oftest aarligen tilbage. Dette Fiskeri tilligemed Tørfiskhandelen, giver Anledning til en Kystfart imellem Fiskestæderne og det østlige Norge, der ogsaa i hiin Periode befordrede en gjensidig Virksomhed. Imidlertid var den ikke da saa levende, som den siden er bleven, fordi det gjensidige Forbrug af begge Districters Producter i senere Tid betydeligen er tiltaget. Fiskerne have nu meer at sælge, og frembyde sine Varer tildeels til billigere Priser, og den livlige Næring sætter dem istand til at anskaffe sig Beqvemmeligheder i Huset, hentede fra Østlandet, som fandtes kun hos enkelte Formuende i hiin Tid. Den indvortes Vareomsætning, som sædvanligen har den gavnligste Indflydelse paa National- Industrien, fordi den er lettest og sikkrest, var derfor ikke saa livlig mellem Øst- og Vestkysten i vort Tidsrum, som den senere blev, og Farten paa Østersøen beskjæftigede da ikke saa mange Fartøier. Trælasthandelen og Skibsfarten udbredte da en større Velstand og en livligere Virksomhed over Østlandet, end Fiskehandelen over Vestlandet, medens nu omstunder det omvendte Forhold finder Sted.
Der gjordes i de Dage paa enkelte Dele af Vestkysten, fornemmeligen i Fahrsund, Forsøg med at tilberede den federe Sommer-Sild paa hollandsk Viis, og at bringe i Handelen en Sild, der lignede den flamske; men Forsøget, flere Gange gjentaget, vilde ikke lykkes. Det være nu at Silden paa de forskjellige Høider, hvorpaa den fanges, har en større eller mindre Forædlings-Beqvemhed; at den omhyggelige hollandske Nedlægningsmaade i et eller andet Punkt forfeiledes, eller at Forsøget ei har været udført med tilbørlig Kraft og Udholdenhed. For den første Aarsags Gyldighed taler den Omstændighed, at hollandske Fiskere, som Tilfældet bragte over paa Vestlandets Kyster, og som det overdroges at indføre den flamske Silds Nedsaltningsmaade ikke formaaede at udrette noget af Betydenhed. Saavidt vides er intet alvorligt Forsøg senere gjort med denne forædlede Nedsaltnings-Maade, endskjøndt der ikke fattedes paa Planer til at gjøre den til en Statssag.
Paa samme Tid begyndte ogsaa Hummerfiskeriet at hæve sig, og levere en ikke ubetydelig Udskibnings-Artikel. Det samme virksomme Huus i Fahrsund, som gjorde hiint Forsøg med Nedsaltningen af Silden, maa og ansees for at have givet Hummerfiskeriet og Hummer-Udskibningen til England det alvorligste Fremstød, og endskjønt denne Næringssyssel ikke er bleven en Rigdomskilde for Huset selv, hvis Handelsplaner stedse overstege dets løbende Midler, saa vidner dog Udbredelsen af denne Fiskehandel, hvorved siden saa mangfoldige Familier have vundet Næring, om de Frugter, som dets Iver og Opoffrelse for denne Sag har baaret. Det Jokum Brink-Lundske Huus i Fahrsund og dets nærmeste Efterkommere faldt sammen under Byrden af deres Spekulationer; men Hummerfiskeriets Flor paa den lange Kyst fra Laurvig til forbi Næsset udsprang af deres Virksomhed, der længe vil mindes med Taknemmelighed. Saaledes befandt den Deel af Norges Vestkyst, som gjør Fiskeriet til sin Hovednæring, sig ikke i dette Tidsrum i den blomstrende Tilstand, som den øvrige med Trælast-Udskibning og Skibsfart beskjæftigede Kyst, og havde hverken den forholdsmæssige Folkemængde, eller de Velstands Spor at fremvise, som efter og tildeels under Krigen.
I Fremstillingen af de norske Bergværkers Tilstand i Begyndelsen af dette Aarhundrede sætte vi med Føie øverst det Metal, der ikke alene er det ædleste blandt vore nordiske, men og det som frembyder de interessanteste Afvexlings-Perioder. De Beslutninger, som ere tagne om Sølvværkets Skjebne, af den forrige og den nærværende Regjering, vidne snart om dens Ugunst og Frygt for Tab, snart om dens store omsider realiserede Haab. Forfatteren agter ikke her at gjennemgaae denne Metal-Oldings Historie, der overspænder meer end to Aarhundreder, hvor interessant endog dette Mindeskrift om Fortidens Vildfarelser og Bergmands-Snillets lykkelige Anstrengelser maatte vorde paa Bergværkernes Saga-Tavle. Nogle af Nordens flittigste og lærdeste Oldgranskere i det henrundne Seculum have i den nordiske Histories ældre Arkiver omhyggeligen handlet herom, og et kort Uddrag deraf findes i Storthingsforhandlingerne.
n56 Det være nok at bemærke, at dette Sølvfeldt, som fra det første Anlæg indtil Aaret 1800 havde leveret til den omløbende Sølvmasse over 20 Millioner Sølvspecies, mod Slutningen af dette Aarhundrede befandt sig i sin for Statskassen meest ødelæggende Periode. Derhos viser Sølvværkets Historie, at Norges Sølver-Aarer oftere randt overflødigt, naar Statens Stilling krævede denne Rigdom, og at Bergstadens Virksomhed formedelst denne Indvirkning paa Statsvældet hævdede sin Ret til Nationens Understøttelse.
Det forrige Seculum var endnu ikke aldeles udrundet, da den danske Regjerings Utaalmodighed over de stedse stigende Tilskud af Statscassen, i Bergmandssproget bekjendt under Navn af Zubus, fremkaldte forberedende Lovbud til Værkets Undergang. Siden 1768 havdes intet Overskud-Aar mere; men Statskassens aarlige Tilskud i de sidst forløbne Aar af det forrige Seculum nærmede sig til 200,000 Rdlr., og oversteeg endog denne Sum i enkelte af dette Seculums første Aar. Folkemængden paa Kongsberg i sin hele Omfang angaves til 11,000 Mennesker, hvoraf 5000 Arbeidere af alle Slags anvendtes i en høist ufordeelagtigt Grube- og Værks-Drift. Blandt den store Mængde af Arbeidsrum i Berget, som vare under Belæg, var der kun meget enkelte, som bare sine Udgifter, og endnu færre, der gave noget betydeligt Overskud. Det være sig nu, at Bestyrelsen ikke var i kraftige og indsigtsfulde Bergmænds Hænder, eller at Grubedriften da stod i den periodiske Afmagts-Tilstand, som saa ofte har nedtrykt denne Drift. Jo lettere Oversynet er for den nærværende Slægt, som i en lang Erfarings-Skole har med større Sikkerhed lært at løse Sølvbjergets Gaadeskrift, og at bedømme Fortidens Vildfarelse, jo forsigtigere maa vi være i at fælde Dom over hiin Tids uheldige Bergmænd. Vi ville nødigen kaste Skygge over et Navn, som nævnes med Agtelse i andre Henseender blandt sin Tids Naturkyndige, og hans Bestyrelses-Tid ligger desuden ikke indenfor Grændse-Linien af vor historiske Oversigt.
n57 Saa meget er Vist, at der vel neppe gaves noget Tidspunkt i Sølvværkets Historie, hvori Bestyrelsen var mere uheldig, og mere vaklende i sine Planer, end det vi her behandle. I denne Periode staaer Granskeren ved Ruinerne af et Værk, over hvilket Tilintetgjørelsens Dom blev fældet, men i den chaotiske Masse var mangen beqvem Materie, som heldigen kunde benyttes til at skabe en ny Sølvdrift. Lykkeligviis har Nationen stedse havt en vis Forkjærlighed for den gamle Sølvgubbe paa Kongsberg; den har fulgt denne Drift med en særegen Deeltagelse, og hvor ofte Udbyttet har skuffet Nationens Forhaabninger, er den sidste Gnist af Bergmandshaab aldrig bleven slukket. Sølvværket har ikke heller gjort sig denne Tillid uværdig, om der endog blot tages Hensyn til Værkets oekonomiske Indflydelse paa Statsvældet, uden at beregne den Anledning, som det giver til interessante Bergmands-Undersøgelser, og Anvendelse af Bergværksdriftens Hjælpemidler. Thi naar vi afsondre de Udgifter paa Kongsberg, som ere Bergværksdriften uvedkommende, uden endog at lægge stor Vægt paa de ved Driften selv begangne Vildfarelser, saa maa Kongsbergs Sølvværk i sin Afregning med Statskassen have Fordelen paa sin Side i sin General-Ballance.
Imidlertid kan det ikke nægtes, at Værkets Tilstand i Begyndelsen af dette Aarhundrede var betænkelig. I Aaret 1799 var Grube-Belægget allene 1800 Mand, Udbyttet af Gruberne 9677 Mark Sølv, alle Sølvværkets Indtægter 156000 Rdlr., og Aarets Zubus 174,000 Rdlr. Man sammenligne dette sørgelige Resultat med hvilketsomhelst af de seneste 10 Aar af den nye Drift,
n58 og man vil finde næsten det tredobbelte Udbytte af Sølv med mindre end 1/10 Deel af Grube-Arbeidere, og man vil kunne forklare sig Forskjellen mellem Bergmandens Forhaabninger da og nu. Dertil kommer, at der paa den Tid, da Sølvværket nedlagdes, vare meget ufordeelagtige Begreber i Omløb om Bergmandshaabet for Fremtiden, grundet paa en feilagtig Anskuelse af Grubernes Forhold paa et stort Dyb. Nogle af de videnskabelige Bergmænd, som ansaaes for den Tids indsigtsfuldeste Theoretikere, troede at Sølvet tabte sin Mægtighed paa et stort Dyb og omsider forsvandt.
Vi finde det saaledes baade naturligt og overeensstemmende med Klogskab, at der i Aaret 1799 ved et Rescript af 12te Juni besluttedes en Indskrænkning i Værkets Drift: «i Hensyn» som det hedder i Rescriptet «til Sølvværkets betydelige aarlige Zubus, som Kongens Casse ikke længere kan udholde». I dette Rescript gjordes nogle foreløbige Foranstaltninger til at standse Sølvværkets Drift; men disse opfyldte ikke Lovgivernes Hensigt. Sølvproductionen voxede vel et Par Aar, og forøgedes 1801 til 12000 Mark, uden at dog Statens Tilskud formindskedes; men siden aftog den igjen, indtil Productet 1804 var faldet til 5666 Mark, og Statens Tilskud voxet til 204,000 Rdlr. Da besluttede Danmarks Kronprinds, der styrede Riget i sin svagsindede kongelige Faders Sted, Værkets totale Nedlæggelse. Nogle enkelte Medlemmer af Rentekammeret, som hævede deres Stemme i denne Fordømmelses-Tribunal, for at bevirke et partielt Liv i den uddøende Virksomhed, bleve ikke hørte. Nedlæggelses-Dommen fældedes utilbagekaldeligen. Maaden skede imidlertid med det milde og forsigtige Hensyn til alle Vedkommendes Rettigheder og Stilling, som udmærkede den danske Regjerings Statsraad, der, om den ikke altid var den statsklogeste, visseligen var den mildeste og retfærdigste. Alle legemssvage og alderstegne Medlemmer af dette store Bergsmand-Samfund, paa hvilket Trin deraf de end stode, afskedigedes med deres fulde Gage i Pension. De Arbeidere, hvis Kraft til at forsørge sig selv kun i en vis Grad var svækket, tilstodes 5 Aars Pension, og de som vare udstyrede med fuld Arbeidskraft erholdt et til to Aars Løn, under Forpligtelse til at bevise deres Indtrædelse i en anden Næringsvei. For at fremtvinge disse afviste men næringsløse Arbeideres Overgang til en anden Arbeidsstilling oprettedes et Pioner-Corps, hvori alle Personer af denne Classe, som ikke til en bestemt Tid i andet Arbeide vare optagne, skulde indskrives. Alle Drengebørn, som vare anbragte i Sølvværkets Tjeneste, skulde sættes i Lære hos Haandværkere, eller opdrages til Søvæsenet, og visse Fordele tilflyde dem, der paatoge sig Opdragelsens Byrde. Kort Lovbudets Bestemmelse sørgede for, at der aabnedes den afskedigede Bergmand og hans Børn Udsigt til en anstændig Forsørgelse i en anden Stilling. Men uagtet denne Lovgiverens menneskekjærlige og forsigtige Fremfærd opfyldtes ingenlunde hans Hensigt, at forebygge Nød, og fremlede en anden Slags Arbeidsomhed. En berømt tydsk Reisebeskriver, som besøgte Norden i Aarene 1806 og 1807, Professor Hausmann, giver et mørkt Billede af Kongsberg strax efter Nedlæggelsen. Bergstadens hele Physiognomi bar, i Følge denne Beskrivelse, Spor af den Modløshed og virkelige Nød, som Indbyggernes næringsløse Tilstand, og alle Eiendommes formedelst Nedlæggelsen faldne Værd maatte frembringe, foruden den Kummer, som den pludselige Afbrydelse af en Virksomhed, hvori hele Omegnens Interesse concentrerede sig, maatte forvolde.
n59De fra Bergstaden bortviste Arbeidere udspredte sig over det ganske Land; men de vare intetsteds velkomne, uagtet den sydlige Deel af Norge, under Handelens, Skibsfartens og Trælast-Udskibningens blomstrende Tilstand, visseligen paa den Tid tiltrængte Arbeidsklassens Udvidelse, og med Lethed havde kunnet beskjæftige den omvankende Skare. Den søgte naturligviis nærmest til Jernværkerne, hvor de kunde finde Arbeide beslægtet med den kjære Syssel, de havde forladt, og hvis fordeelagtige Stilling paa den Tid tillod at udvide deres Bergværksdrift. Men Sølvværkets Bergmænd vare ikke vante til den stadige og vedholdende Arbeidsomhed, som finder Sted ved den private Bergværksdrift. Den korte Anfaringstid i Sølvværkets Gruber, Arbeidets Afbrydelse i hele Arbeidsdage af Ugen, gjorde dem, meer end nogen uordentligt Vandel, uskikkede til den andensteds indførte Arbeids-Orden. De kom saaledes i et Slags Udraab paa Jernværkerne og i Østlandets Arbeidsklasse, og den bortvandrede Skare af Bergmænd, som forlode Bergstaden med friske Kræfter, udstyrede med Midler til at ernære dem selv under den første Lediggang, fik faa Steder en stadig Næring, og saare faa optoges i fast Stilling nogensteds. Saasnart derfor Landets Stilling forandrede sig under en ødelæggende Krig og standsede Næringsveie, vare disse løse Arbeidere de første som gaves Afsked, og som af Fattigvæsenets respective Forstandere tilbagesendtes til den store Bergværks-Commune, hvorfra de udsendtes. Saaledes tilintetgjordes strax i Begyndelsen Lovgiverens menneskekjærlige Hensigt, og Fattigvæsenet paa Kongsberg frembød saa mange Forviklinger, at allerede den 31te October 1806 en kongelig Resolution ansaaes fornøden til deri at frembringe Orden. Vi ville senere faa at see, hvorlunde ogsaa denne Fattigplan, der skulde raade Bod paa et ulægeligt Onde, forrykkedes og kuldkastedes under uheldige Tids-Conjunkturer.
Medlemmerne af den Commission, som skulde iværksætte Sølværkets totale Nedlæggelse, forsaavidt Statens Bergværksdrift angik, var lidet skikket til at bevirke en Forandring i det peremtoriske Bud, om Saadant havde været muligt. Rentekammerets Embedsmand, Kammerjunker Kaas, siden Baron Kaas-Lehn, var visseligen en Mand af et redeligt Sind som Embedsmand, og han havde i flere Aar lagt sig efter Bergvidenskaben, som han i Sachsen havde studeret. Men han var en Discipel af den Vernerske Skole, aldeles ubekjendt med de kongsbergske Gruber, og med Sølvværkets Forhold, og lidet skikket til at sætte sig ind i dem. Desuden gjorde han nødig denne Reise til Norden paa den Tid, da han just var paa Veien at gaae ind i en anden Stilling, og indtræde i et ham kjært Familie-Forhold. Sagens hurtigste Afgjørelse var ham derfore den kjæreste, og dertil fandt han god Anledning i det peremtoriske Bud. Commissionens første Medlem, Grev Gebhard Moltke, Stiftamtmand i Agershuus Stift, var aldeles blottet for al Indsigt i Bergvæsenet, og i sit milde og menneskelige Sind var han mere betænkt paa at formilde Opløsningens bittre Følger for alle private Vedkommende, end paa at gjøre Resultatet af denne Opløsning gavnlig for Staten. De fra Kongsberg tilforordnede Bergkyndige havde hver for sig et berømmeligt Navn som praktiske og theoretiske Bergmænd; men deres Stemme havde vel liden Vægt i Commissionen. Desuden var den hele Commission besjælet af Ærefrygt for det bestemte Tilintetgjørelses-Bud i det udstedte Commissorium, og de prøvede ikke paa en Modstand, hvis frimodige Yttringer endnu ei understøttedes af Tidens Aand, og hvis Unytte laa klart for Dagen i den kongelige Beslutnings bestemte Udtryk. Saaledes gjordes intet Forsøg paa at afværge Sølvværkets Undergang ved nogensomhelst Mod-Forestilling. Nedlæggelsen af Sølvværksdriften paa Kongsberg for Statens Regning besluttedes utilbagekaldeligen. Vi fæste ikke Lid til de Rygter, som paa den Tid vare i Omløb, at Enkeltes egennyttige Planer og Forhaabning om at gjøre sig de sammenfaldne Ruiner nyttige, fremskyndede Nedlæggelsen. Denne var bestemt, og det maatte være tilladt for Private og ønskeligt for Staten, at det af Staten Forladte benyttedes med Fordeel. Imidlertid berigede denne Efterhøst ikke sin Mand.
Men var Beslutningen overilet, og for Bergstadens Interesse fordærvelig, saa var og Nedlæggelsesmaaden letsindig, og for al mulig Drift i Fremtiden ødelæggende. Ogsaa herover fører
Hausmann, der besøgte Kongsberg strax efter Sølvværkets Nedlæggelse, bittre og velgrundede Klager. «Man har, siger han, ikke indstillet Værket, men ødelagt det; man har tilintetgjort hvad man kunde, og hvad der ei kunde tilintetgjøres, blev givet til Priis for et forarmet Folks tyvagtige Hænder.» Pumpe- og Opfordrings-Maskiner, Grubebygninger, Materialier, indtil Jern hvormed Maskiner og Redskaber var beslaaet, solgtes for en Spotpriis, og det var, som om man vilde lukke Døren til alle Forvildelser paa et Værk, hvis Drift omsider var bleven saa ødelæggende for Staten, endskjønt dets slette Tilstand mere var en Følge af Uvidenhed og uhensigtsmæssig Bestyrelse, end af en indvortes Armod. Lykkeligviis gaves der Indretninger, af Fortiden byggede ligesom for Evigheden, der ei kunde ødelægges, og paa hvilke en fordelagtigere Drift i Fremtiden kunde grundfæstes.
n60Kun tvende Gruber undtoges fra den almindelige Ødelæggelse, fordi de gave Haab om at bære de paa dem anvendte Omkostninger. Den ene, Juliane-Marie Gruben, forbeholdt Staten sin egen umiddelbare Drift, fordi den paa den Tid gav et stort Udbytte.
n61 Men ogsaa denne fordelagtige Drift tabte sig snart, og opfyldte ikke det givne Haab. De tvende andre, norske Løve og Justitsgruben, dreves for privat Regning; men den Sidstes bergmæssige Drift hindredes formedelst dens Nærhed med Armen-Grube, der var opgaaet med Vand, som ved Driftens Fortsættelse i Justitsgruben kunde trænge derind. Desuden bleve ogsaa nogle Pukværker drevne for Privatregning. Meningen om Udbyttet af disse forskjellige Drifter, der tildeels vare i de bergkyndigste Mænds Hænder, er forskjellig, i det Nogle troe, at i det mindste en Deel af disse Drifter var høist fordelagtig, medens andre derimod ikke vare af den Mening. Der har ingen udvortes Rigdomstegn hos disse Participantere i den private Bergværksdrift viist sig, men vist er det, at Grubedriften skede tildeels uforsvarligen, i det den behandledes som en Rovdrift, og Pukværkernes udvaskede Slam udlededes i de aabne Gruberum. Store Hindringer lagdes i Veien for al tilkommende Bergværksdrift, og endog det nyeste Anlæg, som i vor Tid er besluttet, vil føle Ulemper af denne uforsvarlige Fremgangsmaade. Misbrug forbundne med Sølvtyveri stege imidlertid til den Grad, at de opvakte Regjeringens Opmærksomhed; men saavidt vides, ledede Undersøgelsen ikke til noget Resultat, og begroves i større under den paafølgende Krig opkomne Statssorger. Kun Hyttedriften vedblev under
Henklernes Bestyrelse en fordeelagtig Gang, som vedvarede endog under Krigen.
Ikke heldigere var Staten med Hensyn til de Indretninger, som plantedes paa Sølvværkets Grund, for at afløse den tilintetgjorte Sølvdrift. Der var adskillige Omstændigheder som henvendte Regjeringens Opmærksomhed paa Anlægget af et Jernværk, der paa den Tid var en af de fordelagtigste Virksomhedsarter, der fandtes i Norge. Danmarks Konge var i Besiddelse af Fritzø-Jernværk ved Laurvigen, Norges største og bedste Jernværk, hvortil hørte Landets største og haabefuldeste Grubefeldt, der indeholdt langt større Rigdom af de ypperste Malme, end som Værket selv indtil en fjærn Fremtid kunde opsmelte. Der blev saaledes opgivet, at et Qvantum af 8 a 10000de Tønder Malm kunde aarligen afgives til Kongsberg af Laurvigs Gruber uden Savn for Værket selv. I Følge et Skjøn af Sølvværkets daværende Oberforster, Capitaine
Boeck, forsikkredes, at et Qvantum af 20000de Læster Kul uden Skovens Ødelæggelse kunde tilveiebringes.
n62 Efter denne store Maalestok lagdes Jernværkets Grundvold, og Udførelsen betroedes en Mand, hvis Indsigt i Maskinvæsenet, mangesidige Talent og uegennyttige Færd bør skee sin Ret, ligesom og Fædrelandet stiller ham taknemligen iblandt de første og ivrigste Stiftere af den nye Sølvværksdrift; men som – af Aarsager, der ei bør tilregnes ham – havde ingen Held til en hensigtsmæssig Bestyrelse af de Anlæg, som i den omhandlede Tid betroedes hans Overbestyrelse. Den daværende Berghauptmand Brunnich gjorde vist nok i Anlæggets Begyndelse nogle kraftige Forestillinger imod dette Omfang, og paastod, at Skovkredsen omkring Kongsberg umuligen kunde afgive et saa betydeligt Qvantum. Men i Indstillingen angaaende dette Anlæg tilsidesattes al Modstand, og det stolte Haab gaves, at Anlægget skulde vise Norges øvrige Værker, hvorledes Jernværker i Norge med Held og Gavn for Nationen burde drives. Dette Løste gik imidlertid ikke i Opfyldelse. Som vi senere hen have at vise, faldt den hele Indretning, som kostede Staten henved 200,000 Rd., sammen, knust af Tiderne og mangehaande Vildfarelser, uden i nogen Henseende at have opfyldt de givne stolte Forhaabninger.
Ikke meer heldig var Staten i de øvrige Anlæg, som gjordes paa Kongsberg til at forsørge og passende beskjæftige den Deel af Bergstadens Indbyggere, som ikke vare i Stand til egen Forsørgelse. Den Kongelige Resolution af 31te October 1806 bestemte de Regler, hvorefter denne Forsørgelse skulde skee, efterat tvende af Omegnens Embedsmænd vare blevne tilforordnede den store Commission for at gjøre Forslag i denne Henseende. Efter Sagens Natur, og i den danske Regjerings milde Aand, optoges i denne Forsørgelses-Plan den store Hob af nødlidende og næringsløfe Indbyggere af Bergstaden, som i større eller mindre Grad tiltrængte Statens Hjælp. Antallet af de Fattige, som ved Værkets Nedlæggelse maatte understøttes, beløb sig til 1600. Flere Huusbygninger i Staden – thi efter Sølvværkets Nedlæggelse vare disse at faae for en Spotpriis – bleve bestemte til Arbeidshuse, i hvilke de Fattige sysselsattes med Haandarbeide. Da disse Arbeidere havde erholdt større Øvelse, indrettedes et Klædefabrik med Valkemølle og tilhørende Farveri. Imidlertid formindskedes ingenlunde derved Statens Udgifter, som vare i et bestandigt Stigende fra 1806 til 1813. De Fattiges Antal forøgedes naturligviis derved, at de afviiste Arbeidere, som nærmede sig Svaghedens Alder, eller af andre Aarsager vare blevne næringsløse, ved intet Fattigvæsen uden for Kongsberg domicilieredes, men vendte i Krigens Aar efterhaanden tilbage til det Sted, paa hvilket Forsørgelsen hvilede, og som velvilligen modtoge den nødlidende Skare. Endelig fortærede 1811 en ulykkelig Ildsvaade den hele Arbeids-Anstalt med sine Beholdninger og Redskaber, og da reistes den store Manufactur-Colos, hvis Skjebne i et andet Tidsrum vil beskjæftige os. – I vort nærværende Tidsrum saaes saaledes paa Kongsberg intet Spor af den fordelagtige Virksomhed, som i samme Tid, fast uden Undtagelse, beskjæftigede det øvrige Land. Sølvværket var en sørgelig Afledning for andre rige Statsindtægter, og Staden selv fremstillede en næringsløs Armods kontrasterende Billede mod Landets øvrige muntre og livlige Virksomhed; men Forbedringssaften laa ved Bergmands-Virksomhedens Rod.
Røraas Kobberværk, næst Sølvværket, som enkelt Bergværks-Virksomhed, den vigtigste i Landet, havde i de første 7 Aar af dette Seculum en af sine fordeelagtigste Perioder. Garkobber-Tilvirkningen kulminerede i den Tid, og endskjønt den ikke naaede den Høide, som den i nogle Aar efter 1765 havde, nemlig 4000 [Skippund], da den i det bedste af hine 7 Aar kun naaede 2909 [Skippund], saa har vel Værkets Udbytte aldrig været større end 1801, da Overskuddet pr. Part beløb sig til 1180 Spd. 84ß. – Længe havde det været bebreidet denne Bergværks-Virksomhed, at den arbeidede mere for Tidens Fordel, end med Hensyn til den kommende Tid; men i Begyndelsen af dette Aarhundrede lagdes Grunden til en klogere Fremgangsmaade. Bergmanden paa Røraas begyndte at ane Muligheden af, at de rigeste Leier ikke vilde kunne udholde de senere Aars stærke Drift, og ansaa det for nødvendigt at forsmelte mindre rige Ertser, for at kunne udbrede sig over et større Malmfeldt. Tillige begyndte Bestyrelsen at indsee Nødvendigheden af at indføre en større Oekonomi med Kulforbruget, der var stegen til en Høide, som maatte blive ødelæggende for Omegnens Skove, der bleve alt meer og meer haardt medtagne. Imidlertid var den Hovedforbedring, som skede i denne Henseende, saavelsom i Smelteovnens Construction, forbeholden et Tidspunkt, som vi senere have at behandle, og som blev en Følge af den vanskelige Stilling, hvori dette tilligemed Landets øvrige Metalværker under Krigens Trængsel og vanskelige Conjuncturer blev stedt. – I Aaret 1802 udbrød nogle alvorlige Uroligheder iblandt Værksarbeiderne paa Røraas, i hvilken Henseende, saavelsom med Hensyn til Arbeidstid, dette Værk mestendeels har fulgt Sølvværkets stie, og oftere har der været klaget over, at Proviant-Taxten, som sættes til en for Consummenten ufordelagtig Tid paa Aaret, har været for høi. Bergmanden har i denne Henseende sædvanligen havt sine Forsvarere i den kongelige der ansatte Embedsmand, Bergmesteren. Striden selv er senere ofte paa Storthinget bleven hørt. – I Øvrigt blive vi her staaende ved den ovenfor gjorte Bemærkning, at de første 7 Aar af dette Seculums Kobber-Tilvirkning paa Røraas høre til de fordelagtigste for Kuxe-Eierne, som Værkets Historie har at fremvise, og at vi saaledes kunne indsætte ogsaa denne Virksomhed paa den Rigdoms Tavle, som Landets fleste Virksomheds-Arter i dette Tidsrum fremviste.
De øvrige Kobberværker i det nordenfjeldske Norge synes ikke at have givet Eierne stort Udbytte, ligesom der ogsaa klagedes over, at de ei dreves paa en for Kredsen fordelagtig Maade, i det de vare i Handelsmænds Hænder, som dreve Sagen mindre som Bergmænd end som Kjøbmænd, og sædvanligen boede langt fra Værket. Det Omdalske Kobberværk i Thelemarken var paa den Tid heller ikke i Drift. Det var i en Mands Hænder, Assessor Henkels paa Kongsberg, der vist nok havde Bergmands Kundskaber men ingen Kapital, og da Værket nogen Tid efter kom i rige Hænder bortødsledes store Kapitaler paa Værket til Tab for de nye Eiere, og uden Fordel for Egnen.
I de første Aar af dette Seculum hørte det
Modumske Koboldtværk, der nu spiller en saa vigtig Rolle i denne Deel af Landets Bergværksdrift, ikke til Norges fordelagtige Metalværker. Det var anlagt 1778 for Statens Regning, men kom først 1783 i Gang under Bestyrelsen af en Udlænding, Georg Bernstein fra Hessen. Det synes imidlertid ikke, som Værket kastede synderligen af sig, og deelte ikke de Fordele, som Norges øvrige Metalværker i Almindelighed gave deres respektive Eiere, endskjønt en nærliggende Eftertid viiste, hvilke kraftige Indtægts-Elementer indeholdtes i Værkets rige Gruber. I dets aarlige Ballance-Conto fandtes vel stedse et Overskud til Statens Bedste; men dette tilveiebragtes paa en let Maade derved, at ingen Renter regnedes af de store paa Værkets Anlæg og Indkjøb af de dertil hørende Eiendomme anvendte Capitaler. Aarsagen dertil findes træffende beskreven af den forhen nævnte udenlandske Bergmand,
n63 og som ved Siden af sine grundede Ankepunkter lægger en profetisk Hentydning til hvad det i private Hænder siden er blevet. De fortræffelige Farver, som Blaafarveværket allerede da leverede, tilskriver han ikke saa meget den hensigtsmæssige Fremgangsmaade, eller nogen Fuldkommenhed ved Værkets Indretninger, som det ypperlige raa Material. At Værket paa den Tid ikke afkastede nogen betydelig Fordel, tilskriver han mindre de slette Conjunkturer, hvorover der klagedes, end den uhensigtsmæssige Anvendelse af Produktet, idet Salget deraf besørgedes fra Kjøbenhavn, hvor en Deel forbrugtes ved Porcelain-Fabrikken. Veien var endnu ikke fundet til den store Afsætning, der under Værkets forandrede Stilling senere hen saa meget berigede private Eiere, og gjorde dette Værk til en af de vigtigste, fordeelagtigste, og bedst indrettede Metal-Fabriker i Landet.
Jern-Tilvirknigen, som, endskjønt ringe i Forhold til Nabolandets, er den meest udbredte og vigtigste Metal-Virksomhed i Landet, havde i vort her omhandlede Tidsrum sin meest glimrende Periode, hvortil Jernværkernes Historie vanskeligen kan fremvise Mage, og disse 7 Aars gode Indtægter styrkede deres Eiere til at gaae de Viderværdigheder i Møde, som under Krigens Trængsler strax efter overvældede dem. Jernpriserne naaede i dette Tidspunkt efterhaanden en Høide, som de hverken før eller siden have havt, og som i Norge ikke stod i jævnt Forhold til dem, som gjaldt i det øvrige Europa; thi medens Stangjernet i den dansk-norske Stat betaltes med 3 indtil 3½ £ engelsk Sterling pr. Skpd., gik det i Sverige fra Haand til Haand for 2 til 2½. Det vigtigste Støbegods, Kakkelovne, der i sin store Simpelhed paa den Tid ikke krævede betydelig større Tilvirknings-Omkostninger end Raajernet selv, betaltes med en langt større Sum end det senere i høi Grad forfinede Gods. Ved Siden af denne høie Jernpriis stode langt lettere Tilvirknings-Omkostninger, og Befrielse fra mange af de Byrder, som Værkerne senere have maattet bære. Vel havde Jernværkerne, med Hensyn til Forbrugs-Material, paa den Tid en stor Rival i den blomstrende Trælasthandel, der afvendte Skoveiernes Opmærksomhed fra Kul-Tilvirkningen, som mere møisommelig i Tilberedningen, og mindre fordeelagtig i sit Udbytte; men der var endnu dengang en Rest tilbage af de Tvangsmidler, hvorved Skovens Producter i de foregaaende Aarhundreder vare fremslæbede til Værkerne. De kunde vistnok ikke med nogen Kraft gjøres gjældende, og ingen fornuftig Værkseier forsøgte at kjæmpe paa den Maade med Tidens fremskridende Friheds-Aand, men de fleste Skoveiere i Værkets Omkreds ansaae det for en Slags Pligt at understøtte den gamle privilegerede Virksomhed. Kulpriserne og Betaling for Kjørsler holdt sig saaledes paa en ikke høi Standpunkt, og svarede ikke til den store Produkt-Priis. I Danmark beskyttede en høi Told paa Indførsel af fremmed Jern det norske Jern, og det Material, som er det vigtigste Vehikel i Jern-Productionen, Kornet, indbragtes dengang frit i Norge. Derhos vare Jernværkernes directe Byrder langt mindre, end de strax efter Krigen bleve. Tienden var endnu ikke indført, og den fixe Afgift, som paa den Tid af Værkerne betaltes, udgjorde for de fleste af dem knap ¼ Part af den Product-Afgift, som strax efter Krigen betyngede Værkerne under høist ufordelagtige Conjunkturer. Da Danmark var saa godt som den eneste Kunde for norsk Jern, uden for Norge selv, saa løb Jernproducterne aldeles ubetyngede i deres Afsætnings-Kanal. Hvo kan undre sig over, at Jernværkseierne, under disse Omstændigheder, betragtede de første 7 Aar af dette Seculum, som de gyldneste blandt dem, der enten før eller siden ere blevne denne Virksomhed til Deel.
Men til Jernværkernes fordelagtige Stilling svarede ingenlunde Værksdriftens tekniske Fuldkommenhed, eller den oekonomiske Omhyggelighed med Materialernes Anvendelse. Det var en senere Tid forbeholdent, ved denne Reaction at gaae de i Tidens Løb opdyngede Vanskeligheder i Møde. En Deel af denne Ufuldkommenhed maa tilskrives det lave Trin, hvorpaa Jerntilvirkningen fast overalt stod, en anden den Lunkenhed, som saa ofte indfinder sig under Næringsveienes lette, og ikke desto mindre fordeelagtige Gang. Masovn- og Hammer-Driften befandt sig fast i samme Stilling, som den siden denne Virksomheds Oprindelse havde været. Støberiet leverede kun det groveste Gods, og Fiinstøberiet havde endnu ikke taget sin Begyndelse. Ligesaa liden Eftertanke og Indsigt brugtes ved Malmblandingen for at tilveiebringe et til de forskjellige Markeder passende Assortiment af Stangjern, da Alt kunde sælges til gode Priser. Afsætningens Ensformighed til faste Kunder, og dens Sikkerhed formedelst en almindeligen udbredt Velstand, var ikke skikket til at sætte intelligente Kræfter i Bevægelse, eller at fremskynde kostbare Indretninger, som i Øieblikket ingen Frugter bar. Der fandtes saaledes i de Dage saa godt som ingen teknisk dannet Bergmand paa Værkerne, og Bestyrelsen overdroges sædvanligen til udannede Mænd, som i det Høieste beflittede sig paa lokal Kundskab om Værkets ydre og indre oekonomiske Forhold, et personligt Bekjendtskab til Driftsbønder og Værksfolk, en god Færdighed i at føre til Bogs og føre en simpel Brevvexling. Enkelte Værker bestyredes vistnok af videnskabeligen dannede Bergmænd, nemlig af Landets tvende Bergmestere, men kun i meget enkelte Henseender sporedes deraf noget Fremskridt paa den tekniske Vei. Især stod Grubedriften paa en særdeles slet Fod, som en Arv af Forfædrenes rovgjærrige Drift. Nogle af Landets største Gruber vare nær ved at synke sammen, og kun meget enkelte dreves bergmæssigen. Dertil kom, at Eierne af nogle af Landets største Jernværker ikke levede paa Værket, Nogle endog udenfor Norge, og mange Værker fattedes saaledes baade den Kjærlighed, det Tilsyn og den Aarvaagenhed for det Heles Bedste, som i størst Grad pleier at udgaae fra Eieren selv, naar han for øvrigt er udrustet med de fornødne Egenskaber. Enkelte Værkseiere begyndte vist nok at indsee Nødvendigheden af en mere rationel Drift, og at ane Muligheden af en Forandring i Værkernes blomstrende Tilstand med Hensyn til udvortes Omstændigheder, og til denne Forbedring gav Eieren af Bærums Jernværk, Kammerherre P. Anker det første Stød. Men disse Fremskridt vare smaa og afbrødes snart ved Krigens Udbrud, der henledede Opmærksomheden paa Muligheden af en simpel og tarvelig Existents.
Saaledes var vistnok dette Seculums første 7 Aar høist fordeelagtige for Værkerne; men Værksdriftens Beskaffenhed indeholdt kun faa Reactions-Elementer mod den paafølgende trykkende Tilstand, ligesom Værkseiernes i denne gode Tid opsparede Kapitaler mestendeels vare anvendte paa Kjøb af Eiendomme,
n64 hvis Priis sank under de forandrede Conjunkturer.
Glasværkerne, endskjønt mestendeels i Statens Hænder, leverede i dette Tidsrum mange Producter, og gave et godt Udbytte, ligesom de vare af stor Vigtighed for den Egn, hvori de vare anlagte. Det norske Glas havde ligesaavel det danske Marked for sig som det norske, og beskyttedes begge Steder med en høi Told paa udenlandske Glasvarer. I denne Henseende maa vi henvise til
Krafts vigtige Værk og komme nedenfor tilbage til denne Gjenstand.
n65
Den øvrige Fabrik-Virksomhed i Norge var i det her omhandlede Tidsum af liden Betydenhed, og indtager ingen vigtig Plads paa vort Vindskibeligheds-Register. Norges Indbyggere have liden Aarsag til at beflitte sig paa nogen anden Fabrik-Virksomhed, end den, hvortil Naturen har givet dem rige Elementer, eller til at dyrke andre Næringsveie, end dem, hvortil Landets Beliggenhed, og dets Sømænds Mod, Raskhed og Sømands-Færdighed i en saa høi Grad opmuntrer. Egentlige Fabrikstæder har Norge aldrig havt, og dette har vel været en iblandt flere Aarsager, hvorfore Norges Folkemængde ikke har været saa raskt fremskridende, førend dets udvidede naturlige Næringsgrene have antaget Fabrikvirksomhedens Natur. Indtil Udgangen af forrige Aarhundrede var der fra den ældste paa Historiens Blade indskrevne Tid en mærkværdig Ligevægt i Folkemængden, stedse svævende mod en Million Indbyggere.
n66 De flere Aarsager hertil ville vi ikke nærmere undersøge, men have Grund til at ansee Phænomenet selv som heldbringende, fordi de Næringsmidler, som Landmanden uddrager af Jordens Skjød, vilde i en høiere Grad fattes, og forøge Landets Uselvstændighed og Farer under en stor Mangfoldighed af Fabrik-Anlæg. Enkelte Virksomheder af den Art understøttedes af Skibsfartens Livlighed og af gamle fra Forfædrene nedarvede Vaner. Saaledes befandtes flere Reberbaner spredte omkring i Landet, som vare ideligen beskjæftigede med at forfærdige Tougværk, der brugtes da i saa meget større Mængde under et stærkt tiltagende Skibsbyggeri, som Jerntouge endnu ikke havde fortrængt Brugen af Hampegods. Dernæst fandtes mange Tobaksvinkler og Teglbrænderier rundt om i Landet; men disse beskjæftigede formedelst deres Simpelhed ikke mange Hænder. Hist og her oprettedes Sukkerraffinaderier; men da det ikke var tilladt at hente det raa Material dertil fra første Haand, men Kjøbenhavn derpaa havde Monopol, kunde de intet Fremskridt gjøre. Endog efter Foreningen med Sverige, da dette Baand hævedes, maatte disse Fabrikker understøttes af Staten ved fri Indførsel af det raa Produkt og ved en høi Beskyttelses-Told, og have dog Vanskelighed ved at concurere med de bedre udenlandske. Enkelte Klædefabrikker anlagdes ogsaa uden at kunne trives, ligesom en Seildugfabrik oprettedes i Drammen. Brændeviins-Tilvirkningen, dette Fabrikflidens uægte Guld, der i vor Tid beskjæftiger saa mange Hænder, og, især i Begyndelsen af Brænderiernes Oprettelse, berigede saa mange Entrepreneurer, fandt den Gang ikke Sted uden paa den forbudne Vei, og derfor i en ringe Grad. – Med Sandhed kan det saaledes siges, at Norges naturlige Virksomhedsarter befandtes i Begyndelsen af dette Aarhundrede i en blomstrende Tilstand, uden at Savnet føltes af Fabrik-Værksteder, som ei syntes at have deres naturlige Sæde i vore Klipper, og hvis Producter for en langt billigere Priis kunne kjøbes i Udlandet, end tilvirkes i Landet selv.
Naar Forfatteren af denne Skitse over Næringsveienes Tilstand i Begyndelsen af dette Aarhundrede kun berører korteligen den vigtigste af alle, Agerdyrkningen, da er det deels fordi der om den er lidet at sige, deels fordi han er mindre bekjendt med Agerdyrkningens Tilstand i Norges meest velsignede Egne. Vist er det, at Agerdyrkningen da ikke stod paa noget høit Trin i skovrige Egne, hvor den fandt liden Opmuntring til rationelle Fremskridt. Saa høit bleve Skovprodukterne betalte, saa let var det for Skoveieren at skaffe sig de nødvendige Levnetsmidler paa det vel forsynede Kornmarked, at han følte sig lidet opmuntret til at henvende sin fortrinlige Opmærksombed paa en Syssel, som i Norge er omgiven med særegne Vanskeligheder og naturlige Hindringer. Skoveieren fandt, at han kjøbte sit Korn for en absolut lettere Priis paa Kornmarkedet i Nabostæderne, end det stod ham, naar han møisommeligen skulde frembringe det af en ofte utaknemmelig Jord. Nøden havde endnu ikke fremtvungen en forbedret Dyrkning paa den mindre Haand, hvor Forbedringen kort efter blev meest igjennemgribende. Den store Huusmandsklasse i Skovbygderne var næsten udelukkende beskjæftiget med Gaardmandens Skovbrug, og af de overflødige Smuler, som faldt af det rige Bord, skaffede han sig tilstrækkelig Underholdning for sig og Sine, uden at dyrke sin Huusmandslod med den Omhu, som senere hen. Potetes-Avlen, som fornemmeligen har sin Priis paa de mindre Lodder, hvor den omhyggeligen kan rygtes, Jorden dertil forberedes, og den indskrænkede Jords Avlingskraft lettere vedligeholdes, var langt fra saa udvidet paa mindre Jordlodde, som den blev i Krigens Aar, da den blev til en Velsignelse for smaa Agerbrug. Brændeviinsbrænderier, hvis velgjørende Virkninger til store Agerbrugs Forbedring afmales med saa stærke, skjøndt vist tildeels uægte Farver, vare dengang kun sjeldne, og maatte skjule sig formedelst Lovens Forbud derimod.
Dog sporede Agerdyrkningen i hiin Tid ogsaa Virkningen af den livlige Virksomheds velgjørende Indflydelse paa Landet i Almindelighed. Alt hvad der hørte til Huus og Gaard holdtes i bedre Stand end i den følgende Armods-Tid, og den Mangel, som fandtes paa arbeidende Hænder i Skovegnene, formedelst den blomstrende Skovdrift, erstattedes ofte ved Arbeidere fra andre Egne, hvor Næringsveiene ikke havde den lette Gang. Jordsyslernes Vigtighed hævdede ogsaa dengang sin Rang, og Skoveierne førte ofte paa Munden Jordens Priis fremfor Skovens, som om han anede den Værd, hiin snart skulde faae for ham. Det var ikke heller i hiin Tid et sjeldent Phænomen, at af tvende ved hinanden liggende Distrikter, det ene jorddyrkende det andet skovdrivende, hiint i Selvstændighed og jævn Velstand havde Fortrinet for dette, endskjønt Formuens høiere Grader mere vare paa enkelte Hænder i Skovegnene. Denne Opmærksomhed for Jordbruget, endog i Skovegnene, der ydedes ligesom meer af Lyst end af Nød, maa ogsaa have modereret den store Indførsel, som den nationale Industries øvrige Form maatte foranledige. Med Undtagelse maaskee af Aaret 1800, og i en kort Tid af Krigs-Perioden 1801, gaves der i hine 7 Aar intet Aar, hvor jo en fuldstændig Kornforsyning over det hele Land fandt Sted, da Danmark havde nok at sælge, og Midlerne til at kjøbe ikke fattedes i Norge. Til en saadan Tid maa Korntilførselen være paa sit Høieste, naar ellers ikke Misvæxt trækker en usædvanlig Mængde Korn ind i Landet, fordi Korn i Fylde trænger ind i alle Huusholdninger. Vanskeligen kan det siges, at Huusholdningerne i Almindelighed, smaa som store, saa fuldstændigen ere blevne forsynede i noget Aar efter Krigen, som i dise 7 Aar. I de større Huusholdninger ødsledes med Korn, i de mindre fattedes det ikke. Beregnes derhos, hvor meget Potetesavlen, som i senere Aar saa særdeles meget er udvidet, nu understøtter Kornavlen, saa kunde man undres over, at der finder saa megen Ligevægt Sted imellem hiin Tids Indførsel af Korn og den nærværende Tids. Saaledes var Indførselen af Korn fra 1799 til 1808 efter et Middeltal aarligen 681,500 Tønder, og fra 1821 til 1830 729,069, og vi have meer Aarsag til at stole paa Rigtigheden af hiin Opgave end paa denne, fordi der ingen Grund var til at skjule Indførsel af en Artikel, som da gik mestendeels frit ind i Landet, medens en Deel af det senere hen indførte, og med Told betyngede, Korn indsneges uden at komme paa Toldlisterne.
n67Det er vist nok, at Fiskeriets store Udvidelse paa Vestlandet har foranlediget et større Forbrug af Korn, at Brændeviinsbrænderierne fortære meer, deels af Landets eget, deels af fremmed Korn end tilforn, og at Folkemængdens stærke Forøgelse siden Krigen kræver en større Portion af denne Artikel, som i vort Norden meer end andensteds udgjør den vigtigste Deel af Livets Fornødenheder. Men i de senere Aar brændes Brændeviin for største Deel af Potetes, og Brænderierne nære sig tildeels af eget Product, i det denne Avl staaer i nøie Forbindelse med Brændeviins-Tilvirkningen; men da denne tilhører en senere Periode, maa vi herom paa dette Sted afbryde vore Undersøgelser. Vi helde overhovedet til den Mening, at Agerbruget paa de større Gaarde i Skovegnene i hiin Tid ikke var mere ufuldkommen, end det i vore Dage er, medens der upaatvivleligen nu omstunder findes en større Productivitet paa de mindre Lodder, og der tilvisse nu paa et givet Areal i Skovegnene frembringes flere Næringsmidler end tilforn. Derhos har nærværende Tidspunkt mangesteds Fortrin, saavel med Hensyn til Agerdyrkningsredskaber, Jordskifte og en rationel Fremfærd i det Hele, medens Kraften til at gjøre Udgifter og Udtællinger, som besvære Landmandens Kasse for Tiden, men forøge Fremtidens Forhaabninger, er mindre nu end den førhen var.
Forfatteren vover ikke at fælde nogen Dom over de frugtbare Jordstrækninger midt inde i Landet, som bære det kornrige Sydlands Præg, og hvor Agerdyrkningen drives under lettere Betingelser, og lønner bedre Landmandens Flid. Omendskjønt de sidste Fordele ikke stedse ere Elementer til Agerdyrkningens Forbedring, saa gives der dog i Norge Stof nok i klimatiske Vanskeligheder til at skjærpe Landmandens Opmærksomhed i de af Naturen meest begunstigede Egne. Det er saaledes høist rimeligt, at Agerdyrkningen maatte gaae fremad i de faa Aar af dette Seculum, som løb foran Krigen, blandt hvilke der ikke findes Uaar, som skuffede Landmandens Haab, og i hvilke Kornet, formedelst den Krigs-Tilstand, hvori Europa befandt sig, sædvanligen stod i høi Priis. Ikke heller kunde disse Kornegne kaldes nedtrykte af uforholdsmæsige Skatte-Byrder; thi Jordafgifterne have i hine af Naturen velsignede Egne, i Forhold til Jordens productive Kraft og Jordbrugets Skyld, stedse betynget Agerbruget mindre end i de skovrige Egne. De ydre Tegn paa Borgerstillingens Art antyde ogsaa i hine Egne Landmandens større Velstand, ligesom Graden af Livets Nydelser der har en større Potents. Man sammenligne Landmandens Levemaade, hans hele Huusstel og udvortes Omgivelse i hine frugtbare Egne, med hvad som finder Sted i Skov- eller Fiske-Bygden, og man vil bemærke en Contrast, som har sin Rod i det ene Districts jævne Velstand, rige og mestendeels sikkre Ernærelsesmidler, og det andets periodiske Forandringer i Formuens Tilstand, under Conjunkturernes Vexelspil. Denne Sammenligning til Kornbygdernes Fordel vil vinde Styrke under Krigens rædselsfulde Aar, og taber ikke sin Kraft ved de høie Klager, som derfra gjenløde i Storthingssalen over høie Skatter, og ved deres idelige Krav paa Statens Beskyttelse. De første understøttedes ikke ved paalidelige Kjendsgjerninger, og Storthinget fandt sig af gode Grunde ei beføiet til at tage Hensyn til de sidste. Vi tale her ikke om enkelte Mønsterbrug, mestendeels i Nærheden af Byerne, hvoraf især et ved Christiania
n68 udmærkede sig i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Disse indeholde mere et Beviis paa, hvad Jorden i en rig Mands Haand, der dyrker Jorden for sin Fornøielse, kan frembringe, end hvorledes den ved almindelige Midler kan vorde frugtbringende for sin Eier.
Omendskjøndt saaledes hine Korn-Egne berøres mindre end Landets øvrige Districter, af Handels Conjunkturer og politiske Omvæltninger, og endskjønt de i det omhandlede Tidsrum ikke deeltoge i samme Grad som Skoveierne og Kystboerne i denne lykkelige Handels-Periodes Fordele, saa bidrog denne dog mangenlund til at forbedre deres Stilling, og ogsaa over dem at udbrede en jævn Velstand og Tilfredshed.
Derimod vove vi i videnskabelig Henseende ikke at give Fædrelandet den høie Plads iblandt de skandinaviske Stater, som det visseligen indtog med Hensyn til borgerlig Velstand, statsborgerlig Tilfredshed og blomstrende Næringsveie. Norge havde paa den Tid saa godt som ingen Videnskabelighed. Dets studerende Ungdom maatte drage ud af Landet til Rigernes Hovedstad, Kjøbenhavn, for ved akademiske Studier at bane sig Vei til Embedsstilling, og i det de ombyttede ligesom Fædreland, tilegnede de sig fremmede Anskuelser. Det viiste sig imidlertid siden, at denne Omstændighed ikke hindrede den strax paafølgende Statsforandrings hensigtssvarende Udførelse. Ikke heller opmuntrede Landets Forfatning dengang Norges velhavende Borgere til at give deres Børn en videnskabelig Opdragelse; thi det er ikke under en blomstrende Nærings-Tilstand, da alle Hænder ere sysselsatte med rigeligen at erhverve, at Agtelse for Videnskab og Lærdom har sit Sæde i Landet, eller at den formuende Borger finder sig tilbøielig til at sende sine Børn fra sin Side, for at dyrke Videnskaberne paa en fremmed Strand. Visseligen var Savnet af et Universitet, med Hensyn til dets Indflydelse paa Norges intellectuelle Stilling, stor; men Ønsket derom udtaltes lidet i de første Aar af dette Seculum, og ingen Ansøgning derom lagdes for Danmarks Throne. Denne Sags Talsmænd vare forstummede, og de lærde Mænd som gjorde Norges Ret hertil gjældende,
Dr. Joh. Møller, Professorerne
Wilse og
Strøm, vare deels døde, deels gik de i Graven i de første Aar af dette Seculum. Det var senere Aar forbeholdent, under forandrede, politiske og indvortes, Forhold at opvække nye og varme Talsmænd for Norges Universitet, og at hæve Sagen selv til et National-Anliggende, der ligesom gjorde det til en Nødvendighed for Rigernes Konge at tilfredsstille en billig Fordring. Vist er det, at der ved Kjøbenhavns Universitet, mod Slutningen af forrige, og i Begyndelsen af dette Aarhundrede, fandtes faa formuende Normænd, eller Kjøbmænds Sønner. Forfatteren, hvis akademiske Aar faldt i dette Tidspunct, erindrer ikke at have fundet blandt sine theologiske Medstuderende meer end een Kjøbmandssøn fra Norge, og, saa vidt han veed, faaes norske Kjøbmandssønner ligesaa sjeldent i andre Docenters Høresale. Hvor langt anderledes havde det sig siden ved Norges Universitet, hvis Bænke ofte fyldes af Norges formuende Borgersønner. Iligemaade var der paa den Tid, i en endnu større Grad end nu omstunder, Mangel paa Instituter, paa hvilke de Ynglinger, som ikke gaae Videnskabernes Brødvei, kunde opdrages til dygtige næringsdrivende Borgere. Selv mellem Landets Latinskoler laae paa den Tid et saa stort Rum, at de Forældre, der havde Sands for en videnskabelig Dannelse, ofte sendte deres Børn til danske Latinskoler, som stode i et berømmeligt Ry.
n69 Saaledes finde vi faa næringsdrivende og formuende Borgeres Sønner i Skolerne og ved det danske Universitet. De fleste vare Embedsmænds Sønner, som betraadte Fædrenes Bane i Haab om i Tidens Løb at naae deres Embedstilling. I denne Omstændighed finde vi Grunden til flere Phænomener under Norges nye Selvstændigheds-Periode.
Det var under disse Omstændigheder naturligt, at den videnskabelige Dannelse, den høiere Intelligents, den større Ringeagt for de Veie, som alene føre til Rigdom, hovedsageligen fandtes i Embedsclassen, som fast udelukkende i Besiddelse af den akademiske Opdragelses Fortrin. Vi undre os ikke over, at finde Norges Embedsmænd iblandt de virksomste og kyndigste Concipister af den norske Constitution, eller iblandt de Storthingsmænd, som meest ledede Thingets Forhandlinger, ligesom denne Omstændighed vil senere han lede os til andre mindre opmuntrende Betragtninger. Derhos var Rigernes Hovedstad i de sidste Aar af det forrige Seculum ligesom Brændpunctet for Udbredelsen af de fra Frankrige udgangne Friheds-Ideer. De Landsmænd, i hvis Lod det faldt at leve i Kjøbenhavn paa den Tid, maae erindre sig, med hvilken levende Interesse den studerende Ungdom fulgte de store Begivenheder i det oprørte Frankrige, og hvor meget denne yttrede sig i Skrift og Tale. Nogle af Danmarks bedste Hoveder tillode sig saa frie Yttringer, baade i religiøse og politiske Materier, at de forvistes Fædrelandet, og Nogle af disse Martyrer saae det aldrig meer igjen. Det var et mærkeligt Særsyn, at Friheds-Ideerne udviklede sig meest i det uindskrænkede Monarkis Hovedsæde. De akademiske Borgere hentede saaledes fra Hovedstaden flere Friheds-Ideer, og en større Ringeagt for eventuelle Fortrin, saavel med Hensyn til Rang som Rigdom, end i eget Fædreland, der dog i andre Henseender var en beqvemmere Vugge for Udviklingen af Tidsaandens Friheds-Ideer. De studerende Ynglingers videnskabelige Dannelse i Kjøbenhavn fik saaledes et Præg af Tidsalderens Aand, som passede høiligen til den Stilling, hvori de siden som Norges Lovgivere sattes. Andre Ideer samlede sædvanligen formuende Borgeres Sønner i Norge paa deres Opdragelses-Bane, der som oftest begyndte med de simpleste Linier i Fædrehuset, og endte i en eller anden engelsk Skole, hvorfra gjerne hentedes kun Evnen til at tale, og til Nød skrive, det engelske Sprog, Øvelse i Bogholderiet, og med raske Træk at kunne føre en Handels-Correspondents. I England var paa den Tid et rodfæstet Had mod Frankrigs Revolutions-Ideer, saavelsom den stærkeste Reaction imod Frihedens udsvævende Yttringer, og den i den franske Revolutions-Tid herskende Regjerings grusomme Færd. I denne Opdragelses-Skole fik altsaa den norske Yngling et mindre Anstrøg af Tidens Aand end i Danmarks Hovedstad, hvor vist nok ikke Bergpartiets Grusomhed, men dets Friheds-Ideer havde sine Forsvarere og Tilhængere. Kun Enkelte af vore Landsmænd, som dannede sig i den engelske Oppositions Omgangskreds, og tilegnede sig dens Ideer, forberedte sig til at understøtte Norges nye politiske Stilling og Overgang til en forandret Regjeringsform, og vi ville siden faae at see, hvor megen Indflydelse enkelt Mand, som opdroges i denne Skole, havde paa et Mesterværk, der senere udflød fra Constituenterne paa Eidsvold. Det Slags Aristokrati, som i England yttrer sig i Borgerclassernes forskjellige Stilling til hverandre, kan ikke overføres paa Norge, som ingen Elementer dertil har. Den Frihed derimod, hvormed Englands udmærkede Mænd stedse bedømme Regjeringens Handlinger, den Indflydelse, som disse frie Yttringer øve paa Regjeringens Færd, den Modvægt, som der er i ældgamle Institutioner mod Magtens Misbrug, denne Frihed kunde i Norges nye Statsværk benyttes meer end i noget andet Lands, medens en større Lighed i andre Henseender, formedelst Landets indre Forhold, udbredtes over alle Borgere. Men vi afbryde disse Bemærkninger, for ikke at ile det Tidsrum forbi, som vi her nærmest behandle.
Naar Ynglingen, efter den ringe Tilvæxt i Kundskaber, som han fik i den engelske Skole, kom tilbage til Fædrenelandet og betraadte den ham bestemte Handelsbane, sattes han sædvanligen i en Stilling, der afvendte hans Tanker fra al udvortes Politik og var lidet skikket til at skjærpe hans intellectuelle Evner. Vi have seet, hvorlunde Norges Handel paa den Tid skjød de rigeste Blomster, som nogensinde voxede paa dens Grund, og at sjeldent eller aldrig hørtes et Misnøiens Ord enten over Handelens Forhold, eller over den danske Regjerings Færd, der før og siden saa ofte opvakte Misnøie og Dadel. Var Fordelen stor i hiin Tid, da var den tillige visseligen let erhvervet, og der var i vore Virksomheds-Arter, over og under Jorden, liden Spire til det menneskelige Snilles Udvikling. Faderens Handelsnavn og Forbindelse i England, det store og jævne Begjær af Norges Trælast, beredte Sønnen en større Velstandskilde end den omhyggeligste Opdragelse i nogetsomhelst Handels-Institut. De vigtigste Virksombedsarter i Norge vare af den simpleste Beskaffenhed, og kunde rygtes saa godt som uden Forberedelses-Kundskaber. Norges Trælasthandel, Skibsfart og Penge-Omsætninger give de bedste Fordele i de simpleste Linier. Handels-Geniet trivedes sjeldent i denne Sphære; det brændte ofte sine Vinger under en høiere Flugt, og hiin Tid var lykkeligere under Ubekjendtskab med de Konster, hvormed den senere Tids ravende Handels-Virksomhed saa ofte understøttes. De meest ansete Handelsgenier bleve ikke de heldigste paa Handelsbanen. I Norge var paa den Tid et vist Handels-Aristokrati, idet Handelen gik i Arv fra Fader til Søn, og det lykkedes sjeldent nogen Fremmed at skabe sig en fordeelagtig Bane ved deres Side. Vi have derhos seet hvor liberalt Magten udøvedes, og hvor vel de Underordnede befandt sig under dette Scepter. Skibsfarten havde ogsaa det samme simple Udseende; dens Form var simpel under Skibenes eensformige og korte Vandringer.
Under disse Omstændigheder var der kun liden Tale om Trang til Anvendelse af Stats-Viisdom, eller statsoekonomiske Principer. Det Freds-System, som den Dansknorske Statsbestyrelse, med en kort Afbrydelse, saa lykkeligen fulgte i de første 7 Aar af dette Seculum, dækkede alle Følger af en i andre Henseender mindre klog Bestyrelse, saavel fra de Privates som fra Statens Side. Den Mangel paa Selvstændighed, som fandtes i Norge med Hensyn til Indretninger, som fremme Penge-Omsætning, og ordne andre indvortes Forhold, føltes ikke, fordi Virksomheden ikke fattedes reelle Midler i sit eget Skjød til at fortsætte den paa det fordeelagtigste. Forsølvningen af den norske Handelsmands Vexler paa Kjøbenhavns Børs gav ham de nødvendige Midler til en fordeelagtig Bevægelse paa Handelens Vei, og han følte ikke Savnet af de Summer, som tilfløde fremmede Forsikkrings-Anstalter, fordi de udgjorde kun en ringe Deel af hans store Handels-Fordeel. Statsoekonomien, som Videnskab betragtet, var nyligen skabt, og dens Forskrifter kjendtes deels ikke, deels gik de til Grunde under den europæiske Krigs Voldsomhed og de krigførende Magters Krænkelse af Folkeretten.
Imidlertid maa det Sandheden til Ære tilstaaes, at vore Handelsmænds Cultur ogsaa paa den Tid kunde taale Sammenligning med den, som finder Sted i den øvrige handlende Verden uden for de store Handels- og Hovedstæder. Det antoges almindeligen, maaskee endog i en større Grad da end nu, at Kjøbmanden i de norske smaa Handelsstæder i den Henseende havde et Fortrin for den danske, ikke alene med Hensyn til Kulturens ydre Væsen, men i solide Handels-Kundskaber. Dette monne have sin Grund deels deri, at dansk Handel i Smaastæderne dengang var næsten udelukkende indenlandsk, og gav ingen Anledning til Berørelse med Udlandet, medens Nordmanden ofte færdedes i Udlandet, og nødsagedes til at føre Brevvexling i fremmede Sprog. Det var ikke usædvanligt, at norske Handelsmænd gjorde udenlandske Reiser ikke alene paa Handelens Vegne, men for at gjøre sig bekjendt med fremmede Lande, og til denne Udgift for deres Sønner var Handelsmanden som oftest meer villig, end til at sende dem til Kjøbenhavns Universitet. Vi finde saaledes i det her omhandlede Tidsrum vist nok saare faa Kjøbmænd, som havde betraadt den akademiske Bane, men flere, som udmærkede sig ved herlige Aandsgaver, som hyldede og understøttede Videnskabelighed, og som overhovedet i Dannelse, Sprogkundskab og Bekjendtskab med Handelsvæsen ingenlunde stode tilbage for store Stæders, og langt større Nationers Handlende. Vi ville ikke tale om Norges store Handelsmand paa den Tid,
Bernt Anker, hvis Navn var bleven foreviget i vore videnskabelige Annaler, som Nordens Mæcenas, naar ikke Fideicommisset, og med det hans Legater til Videnskabernes Fremme, vare faldne sammen under Tidernes Tryk. Men ved Siden af dette glimrende Navn
n70 kunne vi sætte Andre, som virkede mere i Stilhed, men ligesaa meget til Culturens Fremme, og som stedse vare rede til at understøtte, hvad dermed stod i Forbindelse. Lader os ikke glemme, at vi skylde disse Mænds rige Gaver den første Grundsteen til Norges Universitet, og den alvorligste Paamindelse til den danske Regjering at opfylde et Ønske, som, længe næret, og i kraftige Forestillinger frembaaret for Danmarks Trone, nu ikke mere kunde tilbagevises, da Midlerne til Opførelsen lagdes ved Siden af Ønsket. Det synderlige Phænomen fandt derfore Sted dengang, at lette og fordeelagtige Næringsveie havde Forstandere at fremvise, der udmærkede sig ved en Kundskab og Dannelse, som sædvanligen er en Følge af en omhyggelig Opdragelse og af de med Næringsveienes Drift forbundne Farer og Vanskeligheder.
I den Henseende udmærkede sig især Trælasthandlerne fremfor Boutikhandlerne, og de langs Kysten boende Skibsredere. Ogsaa heri er i den senere Tid Forandringer skeet. Af de store Trælasthandlere, som udbrede deres Arme over alle Handelsgrene, ere kun Enkelte tilbage paa hvert Udskibningssted, undtagen i Hovedstaden, hvor Handelen har en anden Form, grundet paa Handelens særegne Sammenhæng og Trælastens ædlere Art. Uden for denne er Handelen mestendeels fordeelt paa mindre Hænder, og Udlandet sparer disse Handlende Umagen for udenlandsk Correspondents, ved at holde Nordmænd paa deres Kontor. Boutikhandlerne derimod besørge nu som oftest umiddelbart deres Forretninger i Udlandet, hvormed Forbindelsen, under lettede Færselsmidler ved Dampfarten, er hyppigere end fordum. Boutikhandlerne have desuden nu faaet en langt større Betydning og Omfang, formedelst den uhyre Udbredelse af alskens Fabrikater, og fjerne Zoners Produkter. Boutikhandlerne stride saaledes nu med vore gamle Storhandlere i Dannelse og vigtige Indgreb i Stats- og Handels-Maskinen. I vort her omhandlede Tidsrum var Trælasthandlerne Norges sande Storhandlere, store i Handelsfærd og i Daad, og hos dem viiste sig i Almindelighed den liberalere Færd og det meest patriotiske Sind. Maaskee har denne Trælasthandelens lyse Side paa den Tid ogsaa sin Skygge. Maaskee gav just dette høiere Dannelses-Trin, hvorpaa Trælasthandlerne og Saugbrugseierne paa den Tid stode, Anledning til den store Maalestok, som lagdes paa Virksomhedens forskjellige Grader, der kunde taales, saalænge Udskibningen bar gyldne Frugter, men passede aldeles ikke til dens ufordeelagtige Stilling efter Krigen. De som stedse fulgte Trælasthandelens simpleste Veie, gik ofte heldigen igjennem denne Skjærsild, medens Mange af hine Hædersmænd have bukket under for Tidernes Tryk.
Imidlertid leverede Handelens og den næringsdrivende Classe af Borgere senere hen dygtige Storthingsmænd, hvis Stemme i mange af Landets vigtigste Anliggender vilde være bleven savnet. De have havt liden Deel i at skabe Storthingets Formvæsen – denne stærke Side af vore Storthingsforhandlinger er fast udelukkende Embedsmændens Værk–; men i Landets indvortes Anliggender, Pengevæsenets, Handelens og Vindskibelighedens Forhold have de upaatvivleligen bidraget til at rette Vildfarelser og indlede sundere og renere Principer. Maaskee vilde det være skeet i en endnu høiere Grad, naar de ikke deels af Magelighed og utidig Beskedenhed havde udelukket dem selv, deels af vedkommende Valgmænd af særegne Hensyn vare forbigangne paa Valglisten.
Men ikke heller iblandt denne i Sandhed oplyste Deel af Landets Hædersmænd fandtes i Almindelighed misfornøiede Borgere, som i det her omhandlede Tidsrum ønskede en politisk Forandring, eller lydeligen udtalte Misnøie over de flere Baand, som fandtes i Næringsveienes organiske Sammensætning. Paa Velstands og Velværens Bund trives ei Reformens Sæd. Bevægelser af den Art vare en senere Ulykkens Tid forbeholdne, og da vaagnede det patriotiske Sind i mangen Barm, uden Hensyn til Formue og borgerlig Stilling; thi under et elsket Fædrelands Crisis sættes Lidenskaberne mangenlund i Bevægelse, og de meest heterogene Elementer forene sig til et fælles Resultat.
Det Slags Borgere, som ere meest virksomme i borgerlige Revolutioner, vare hverken i Tal eller Vægt af nogen Betydenbed paa den Tid i Norge. Det er gjerne Ungdommen, som reiser sig mod Regjeringens Misbrug af Magten, eller mod dens Feilgreb i Styrelses-Værket, og den studerende Ungdom var ingensteds i Landet som Corporation forhaanden. Af den frie ungdommelige Munterhed, den liberale Anskuelse, det erklærede Had mod alskens Undertrykkelse af Magten, næret af det akademiske Samliv, og understøttet af Geniets og den dannede Aands Frembringelser, der ved Universiteterne ofte griber saa alvorligen og med saa forskjellig Virkning ind i Folkemagten, og frembringer Bevægelser af en forskjellig Natur, deraf var i Norge kun faa Spor, og viiste sig sædvanligen kun i Gildesalen under Bægerets Klang. Norges studerende Ynglinger levede deres akademiske Aar i Danmarks Hovedstad, hvor de vistnok have efterladt sig mange Minder om deres Munterhed og Friheds-Følelse; men, naar Universitets-Aarene vare endte, ansattes de som Embedsmænd i Danmarks Hovedstad, eller vendte tilbage til Fædrelandet i en Alders-Modenhed, som giver roligere Anskuelser, og efterat stundom Næringssorger, stundom et underordnet Collegie-Liv, mangenlund havde nedtrykt den frie Munterhed. De muntre Frihedssange, som udfløde fra danske eller norske Digteres Aarer, og vel stundom udsprang fra Klippen selv, tonede vel ofte høit nok i Selskaber; men de vare ingenlunde Almeengods, der gik igjennem den med langt andre Sysler beskjæftigede Nation, eller havde nogen mærkelig Indflydelse paa det i Velstandskilder svælgende Folk. Det var kun Frihedens Floker, som svævede løst om i Nationen, uden at fæste sig paa nogen alvorlig Misnøies Grund, eller danne nogen kraftig Opposition imod Regjeringens Misbrug og Misgreb.
Under disse Omstændigheder, under denne heldige Syslen med Velstands Erhverv, denne Mangel paa videnskabelige Stiftelser, og denne vor Ungdoms Forviisning til et fjærnt Universitet i videnskabelig Henseende, kunne vi ikke vente at finde mange videnskabelige Produkter udgivne i Norge selv i det her omhandlede Tidspunkt. Faa vare i Sandhed de Skrifter, som i den Tid lagdes under Norges egne Bogpresser. Forordningen af 1799, der bestemte Trykkefrihedens Grændser, og som, i det den stiller liberale Grundsætninger i Spidsen, avede en Skrivefrihed som i Danmarks Hovedstad længe havde været selvtagen, bragte et af vore faa periodiske Skrifter,
Hermoder, til Taushed, fordi dets Forfattere ei vilde lade sig Anonymiteten berøve. Nogle af de sidste Dele af den topografiske Journal, der indeholder saa mange gode Oplysninger om Norge, udgaves vel i
Christiania i dette Tidsrum; men Værkets vigtigste Medarbeidere havde endt deres jordiske Bane, eller døde i dette Mellemrum, og Værket selv sluttedes strax efter. Videnskabernes Selskab i Throndhjem henvendte vel sin Opmærksomhed paa videnskabelige Gjenstande, og udsendte nu og da lærde Afhandlinger; men disse enkelte Arbeidere kunde paa den ene Side ikke hæve vor Litteratur over sin Ubetydelighed, paa den anden Side vare de uden Virkning paa den store Hob, der ikke fordyber sig i den Slags Læsning. Avislitteraturen var i Norge paa den Tid den mavreste, uden al Interesse og Originalitet. Sjeldent eller aldrig saaes i de offentlige Blade, som udgaves i Norges Stiftsstæder, en Afhandling, der fortjente Opmærksomhed. Provincialbladenes Forfatter, C. Fasting, var allerede død 1792, og Bladet selv har, endog til den seneste Tid, ingen Efterfølger havt, der kunde fortjene at stilles ved dets Side. Norge havde sine Digtere, hvis Sange endnu mindes og synges med Interesse, og oftere da end nu gjenløde i vore selskabelige Samqvem; men de samlede Digte udgaves i Danmarks Hovedstad, og
der fremstode paa den Tid Digter-Genier, som fordunklede alle Leiligheds-Poesier, endskjønt de aldrig kunde bringe de herlige Viser og Sange i Forglemmelse, som udfløde af de norske Digter-Aarer, og prentedes siden, enkelte og i Samlinger, i begge Riger. Glemmes bør det heller ikke, at det Selskab i Kjøbenhavn, der var ligesom et Forvaringssted for digterisk Vid, for en stor Deel bestod af Nordmænd, og at dette Selskab vidner om vore Landsmænds Digtergaver. Nordmændene vare derhos ingenlunde uden Sands for danske og norske Forfatteres Frembringelser. Danske Boghandlere roste sig paa den Tid af, at de havde den vigtigste Afsætning, uden for Kjøbenhavn, i Norge, og ethvert litterairt Foretagende, som krævede Understøtelse, fandt den sædvanligen villig blandt Norges Rigmænd. Store og lærde Bogsamlinger vare vist nok sjeldne i Norge; men Datidens i Kjøbenhavn udgivne Skrifter
n71 saaes i de bedre Huse.
Den norske Presses Tilstand var saaledes paa den Tid maadelig, for ei at sige slet. I den Henseende var der en mærkelig Forskjel imellem hiin Tid og den nærværende. Trykkefriheds-Forordningen havde givet Oppositionen i Danmark et Naadestød, og Journalistikken, som paa den Tid saa godt som ingen Organer havde i Norge, befandt sig i Danmark selv i en mat Tilstand, efter en Livlighed, der grændsede til Udskeielse. Virkningen heraf var i mange Henseender øiensynlig, idet Misbrug, som havde indsneget sig i flere af de indre Forvaltningsgrene, forbleve upaaankede af Pressen og øvedes med Djærvhed. Hvor meget der end er talt om Følgerne af Trykkefrihedens Misbrug i den senere Tid, kunne de dog ikke sammenlignes med det Gode, som den frie Presse mangenlund har frembragt. Forgjæves antaster den smudsige Presse Sandhed og Dyd; de staae fast paa deres rene Grundvold, medens den Sky for offentlig Revselse, der nu truende omgiver enhver borgerlig Stilling, hindrer alskens Misbrug og Udskeielse fra Lovens og Retsindighedens Bane. Denne Følge af en fri Presse kan ikke nægtes, og ligger for Dagen i de forskjellige Tidspunkters forandrede Udseende. Det er vist nok, at utroe Embedsmænd dreve i hiin Tid mere sit djærve og ulovlige Spil, og den rovgjærrige Rigmand meer upaaanket trykkede sin Næste; thi Pressen havde ingen Galge opreist, hvori tvetydige Handlinger gaves Landsmænd til Priis. Vi erindre allene om den skammelige Handel, som paa den Tid dreves med Udskrivningsvæsenet, i Følge hvilken mangesteds ingen velhavende Landmands Søn fandtes i Soldaterrækken, naar han – som det i den Tids Sprog hedte – kunde løse sig fra Tjenesten. Imidlertid havde Almuen kort før det her omhandlede Tidsrum gjort nogle Forsøg paa at emancipere sig selv. Det
Lofthusiske Oprør paa Vestlandet, mod Slutningen af forrige Aarhundrede, ledede vel ikke til noget for Almuen umiddelbart fordeelagtigt Resultat, og Hovedmanden selv blev afstraffet; men det bragte nogle store Misbrug for Dagen, foranledigede nogle Embedsmænd til at nedlægge deres Embede, og gjorde dem i det Hele mere forsigtige i deres Færd.
n72 Den tændte Oprørsgnist dæmpedes imidlertid snart, og udsluktes i den strax paafølgende lykkelige Handels-Periode, i hvilken alvorlig Misnøie ingen dybe Rødder kunde slaae. Disse Bevægelser vare en Gjenlyd fra den svundne Oldtid, og et varslende Vink om en nær forestaaende Tids Selvstændighed. Saa meget er vist, at flere Misbrug øvedes i Smug i hiin Tid end nu, endskjønt Tiden selv ei var Lasternes Amme.
Sammenligne vi Sædelighedens Tilstand i Begyndelsen af dette Aarhundrede med et senere Tidsrums, saa vil en Vexelstrid om begge Epokers Fortrin og Mangler finde Sted, og i flere Henseender Fordelen være paa den forsvundne Tids Side. Sammenligninger af den Art ere vist nok vanskelige at anstille og faae ofte Præget af den Roes, som især ældre Granskere ere saa tilbøielige til at give den svundne Tid; men vi kunne i den Henseende holde os til nogle faktiske Omstændigheder, som understøtte vore Slutninger. Dersom vi oversee Forbrydelsernes Liste, saa er den i den senere Tid betydeligen voxet, om endog tages Hensyn til den større Folkemængde i vore end i hine Dage. Fængslerne og Straffe-Anstalterne ere mere fyldte og Justits-Actionernes Antal ere i Stigende. Men derfor er det ikke sagt, at Sædelighedens Stof er forvansket i vor Tid, sammenlignet med den ældre; thi Grunden til hiint Phænomen kan deels ligge i Forseelsernes skarpere Forfølgelse, deels i den forandrede Straffemaade. Imidlertid gives der nogle særegne Omstændigheder, som understøttede hiin Tids Sædelighed, fremfor den nærværende Tids, ligesom der gives andre, der i vor Tid forædle den menneskelige Aand, og give den et høiere Sving.
Den meer udbredte Velstand, og det lettere Erhverv i Begyndelsen af dette Aarhundrede, maatte visseligen formindske Fristelsen til Forbrydelse, som altid er størst, naar Mennesket synker i Armod og Elendighed. Norges Velstand i hine Dage var temmelig almindelig, og bar ikke den Charakteer, som den blomstrende Fabrik-Virksomhed i andre Lande saa ofte fremviser. Der sees ofte enkelte Rigmænd omgivne af alle Velstandens udvortes Tegn, og ved Siden af dem talrige Skarer, som staae paa Livets laveste Trin, kjæmpende med Armod og Elendighed. Norges Handel og Søfart har en anden Karakteer. Disse Næringsveie give i deres blomstrende Tilstand gode Gaver til alle dem, som laane dem deres Arm, fra Virksomhedens høieste til dens laveste Trin. Man vil erindre sig, at Arbeidsløn, Hyrer og Lønninger stode i hine Dage i et passende Forhold til Handelsmandens og Skibseierens betydelige Fordele. Ligesaa naturligt maatte denne Næringsveienes Stilling i Byerne og paa Kysten virke fordeelagtigen paa alle Besoldninger i Landets Indre, og forbedre Menigmands Kaar. Strandens livlige Virksomhed udbreder sine Fordele langt forbi Havkystens Bælte. Naar Handel, Søfart og Skibsbyggeri blomstrer, trækkes flere og flere arbeidende Hænder fra det Indre af Landet til Kysten, Arbeidslønnen stiger overalt, og flere af Livets Nydelser tilfalde den ringe Mand. Vi have forhen bemærket, at Arbeidsklassen i hine Dage sædvanligen vel var mindre fri og uafhængig end nu omstunder; men dens Forsørgelse var sikker, og ikke som nu periodisk indskrænket til en stor Fordeel til enkelte Aarets Tider, og knap i andre. Der var i de Dage saaledes mindre Nød og større Tvang, og derfor var for menig Mand paa den ene Side mindre Fristelse til at overtræde Loven, paa den anden stod han under et større Formynderskab, i det Arbeidsmanden var som et Lem af Huusbondens Familie. De samme gyldne Perioder for Arbeidsmanden ere i senere Tid oftere vendt tilbage; men Baandet mellem Huusbonde og Arbeidsmand er løst, og de velgjørende Følger af denne periodiske Velstand ere ikke saa jævnt udbredte over Arbeidsklassens Tilværelse. Denne havde under rigere Næringskilder og en stadig Forsørgelse upaatvivleligen i hine Dage et muntrere Physionomi.
Krolivet havde ikke i de Dage grebet saa vidt om sig som i vore, og man mødte da ikke som nu paa visse Dage i Ugen uden for Byerne den lange Linie af ravende Arbeidsfolk, hvis Regnskabs- og Svire-Dag saa ofte falde sammen. Brændevinets Priis var høiere og Brændevinet selv mindre udbredt, da det hentedes fra Frændelandet, og faa Brænderier i By eller paa Land vare oprettede. Uden at indlade os i den Undersøgelse, hvorvidt denne Virksomhed har bragt Landet de oekonomiske Fordele, som i Skrift og Tale saa ofte tillægges den, vove vi trygt den Paastand, at Brændeviins-Kjedlens Forflyttelse til Norges indre Egne har mangesteds undergravet Sædelighed og Ædruelighed. Vi behøve kun at sammenligne de Bygder, som fremdeles have afholdt sig fra denne Tilvirkning, med dem, som derpaa lægge Vind. Ikke at tale om, at Varernes Priis- Nedsættelse er et sikkert Middel til at udbrede dem, især naar det gjælder en Nydelse, der sædvanligen stedse faldt i Nordboerens Smag, og i et Land, hvis Natur ei har mange Nydelser at byde Ganen. I det Hele var Levemaaden paa den Tid simplere; thi alle transatlantiske Produkter, og Udlandets Manufacturvarer stode i en høiere Priis, og overskyllede ikke Landet i saa brede Linier fra Kysten, som nu omstunder. Derved frembragtes paa den ene Side en simplere, og til vor Almues Stilling mere passende Levemaade, og paa den anden en større Huusflid, og begge Dele havde en velgjørende Virkning paa Almuens Stilling i det Hele. Har derfor end det hele Lands Stilling i Henseende til Virksomhedens friere, og mindre betyngede Bevægelse, mangenlund i vor Tid modtaget Forbedring, saa har den og sine Fristelser for Landets Borgere til at overdrive Livets Nydelser, som stundom lede til at undergrave baade Velstand og Sædelighed. Begge Tidsrum have sine Mangler, og sine Fordele, men dersom – hvilket vi lade uafgjort – vor Tid i denne Henseende staaer tilbage, saa har Statsforfatningen i Sandhed ingen Skyld; men det maa tilskrives deels en uforsigtig Anvendelse af dens liberale og velgjørende Grundsætninger, deels et ubetænksomt Brug af den kosmopolitiske Omvæltning i Menneskets Nydelses-Forhold.
Landets indre Penge-Forhold vare langt simplere end de siden bleve. Det havde endnu ikke seet Penge-Forordningen af 1813, der paa saa mange Maader forstyrrede Creditors og Debitors Forhold, og gav den simple Ærlighed i Handel og Vandel et Naadestød. Strax efterat denne Forordning var kommen for Lyset, øvede den egennyttige Skarpsindighed sin Konst paa at smyge sig ind i alle denne Forordnings Krinkelkroge, deels for at forøge Fordeel, deels for at formindske Tab. Den Forskjel, som denne Forordning gjorde imellem kontraktmæssige, med Brev og Stempel lovfæstede, Gjældsfordringer, og den simple Bogførsel, forstyrrede det gamle troskyldige Forhold imellem Laantager og Laangiver. Det var nu ikke længere sædvanligt, ved Ord eller Haandslag allene at afgjøre en Handel eller en Gjældspost, det maatte skee med Forordningen i Haanden, og Fordringen belægges med stemplet Papir. Især var Almuen meest udsat for en mislig Behandling i denne Henseende, fordi den var mindre øvet i det Slags Penge-Omsætninger, og kunde ikke saa let trænge sig ind i Forordningens Aand og Væsen; men den opmuntredes ikke allene derved til Forsigtighed i alle Penge-Forhold, men Mangfoldige blandt dem tilegnede sig den samme Klogskab i indbyrdes Penge-Forhandlinger. Enhver, som erindrer sig de forviklede Forhold efter at hiin Forordning var sat i Kraft, vil tilstaae, at denne paa flere Maader forvanskede den troskyldige Simpelhed, hvormed Pengeforhandlinger fordum afgjordes. Ved Siden af dette Spil med Indbyggernes Formue, der pludseligen bragte mange velhavende Familier til Betlerstaven, dreves under Krigen et andet med Lovens Ed, som fordum var Sandhedens dyrebareste Tegn. Vi ville siden nærmere lære at kjende, hvorlunde denne høitidelige Forsikrings-Akt under Krigen misbrugtes, og bemærke kun her, at en Krænkelse af en paa Thinge aflagt Ed i vort her omhandlede Tidsrum betragtedes som en Samvittighedssag, hvis Krænkelse stemplede Overtræderen med dyb Foragt. Det var en senere Tid forbeholdet, efterhaanden som Handels- og Pengeforholdene simplificeredes, at nærme sig den forsvundne Simpelhed og Troskyldighed, – i sin fulde Styrke er den aldrig mere vendt tilbage.
Opdragelsesmidlerne vare maaskee paa Landet færre, og Lærernes Omhu i det mindste ikke større i Henseende til Skolevæsenet end i senere Dage; men der saaes neppe paa Landet, især i Norges Fjeldegne, mindre Spor af Oplysning. Naturen i vort Fædrelands indre Egne har stedse været virksom til at øve de Sjælskræfter, for hvis Udvikling der er lagt store Hindringer. De Vanskeligheder, som ligge ved Foden af Agerdyrkerens og Skoveierens naturlige Sysler, saavelsom klimatiske Forhold, tvinge Fjeldboeren til en uafbrudt Anstrengelse og Opmærksomhed, og denne idelige Kamp med de udvortes Omstændigheder øver Aandskræfterne og letter Oplysningens Adgang. I Fjeldbygderne findes dog herhos ofte stor Indolents og Lyst til Uvirksomhed forenede med en stor Anstrengelse, og begge disse Charakteer-Yttringer virke vexelviis paa hinanden. Bjergboeren begynder ofte sit Arbeide i Nattens Mulm; thi ellers kan han ei fuldføre sit Dagværk; men naar han er kommen til sit Hjem, slænger han sig ofte paa Bænken den lange Vinteraften, og tager ugjerne Haand i den indvortes Huusgjerning. Nordens Kulde og Sydens Varme frembringer stundom samme Virkning. Ligesom der i Norges Fjelddale findes mangensteds en Gjenlyd af gamle Toner og et Billede af gamle Former, saa have og dets Indbyggere bevaret en Interesse for Fædrelandets Skjebne i Oldtiden. Det var som om disse vore Landsmænd end ikke i Enevoldsmagtens Tid kunde glemme den vigtige Deel, som vore Fædre havde i Landets Styrelse, og den Vægt deres Stemme havde paa Thinge. De bøiede sig saaledes stedse uvillige under Tvangslove og offentlige Foranstaltninger, som krænkede formeentlige Rettigheder, eller gjorde utilbørlige Indgreb i deres Velfærd. De flokkede sig da stundom i Skarer for at øve Selvtægt uden for Lovens Grændser. I Begyndelsen af dette Aarhundrede bevaredes hiint Dværgbillede af Oldtiden mere end i senere Dage, fordi der var en skarpere Afsondring imellem Fjeldboerne og Indbyggerne af Norges stærkt befolkede Kyststrand. I Norges Skovegne fandtes i hine Dage langt flere selvstændige Mænd end i vore, og hverken i Henseende til Livets Nydelser eller til andre Forhold fandt den Lighed og Sammenblandelse Sted, som nu omstunder. Brændeviins-Tilvirkningen var, som forhen bemærket, saa godt som aldeles udelukket fra Norges Høiland, og hedgaaet Øl gik sædvanligen om blandt Gjæsterne, i brogede med Sententser udpyntede Skaaler. Hvor skulde vi finde i Begyndelsen af dette Aarhundrede et Billede, der svarer til det, som en af Norges Biskopper indsendte til et af vore Storthing,
n73 hvori males med rædsomme Farver disse Egnes Udskeielser, som en Følge af Brændeviins-Tilvirkningen? Alskens Laane-Indretninger havde endnu ikke som senere hen aabnet sine falske Pengekilder, og skabt en konstig og øiebliklig Lettelse, der senere under forøgede Renter banede Veien til en desto større Armod. Fjeldets Simpelhed flygtede under saa konstige Sammensætninger, og Kystens Sæder og Skikke fløttede ind i Norges indre Fjelddale. Saaledes var Simpelheden i Levemaade, Selvstændighed i borgerlige Forhold og en vis Grad af Velstand mere til Huse i Fjeldbygden i hine Dage end i vore, og der ligger imellem dette Aarhundredes ydre Punkter af Fortid og Nutid en Mellemtid, svanger med Forvanskningsstoffe, som lykkeligviis i den sildigste Tid har tabt en stor Deel af sin skadelige Indflydelse.
Med hine heldigere Betingelser for borgerlig Velvære fandtes ogsaa i hine Dage i Høilandet en større Oplysningsgrad, og en meer udbredt Læsning af de bedste Skrifter, som paa den Tid vare i Omløb. Clausens Snorre saaes endnu ofte i det lille Bogskab, og ved Siden deraf flere af de paa den Tid meest yndede Folkeskrifter. Forfatteren erindrer endnu, hvormeget han overraskedes, da han som Candidat gjorde en Reise i Thelemarken, ved i dens dybeste Fjelde at finde Bastholms Philosofie for Ulærde med flere Folkeskrifter, og at træffe paa flere Bønder, der vidste med Sagkundskab at tale om deres Indhold. Det forekom ham, som han i Lærdommens Skole ei havde kunnet tilegne sig sundere Domme over Livets Former, end disse Naturens Børn i deres selvlærte Viisdom og i simple Folkeskrifter.
Hvad Religiøsiteten angaaer, da stod den neppe paa en svagere Fod i Begyndelsen af dette Aarhundrede end i vor Tid. Den sande indvortes Religiøsitet, som viser sig i at dyrke det høieste Væsen efter sin Samvittighed, og bærer sine Frugter i en from og Gud hengiven Vandel, har til alle Tider havt sine sande Dyrkere, ligesom den er ophøiet over Medmenneskers Dom. Men den udvortes Religiøsitet, som teer sig i Iagttagelse af Religionens ydre Form, yttrede sig især i Byerne i større Grad i hiin Tid end i vor. Norge var lidet smittet af den frivole Letsindighed, hvormed religiøse Gjenstande behandledes i Danmarks Hovedstad i Begyndelsen af dette Aarhundrede, og tog ogsaa liden Deel i den Reaktion, som fremkaldtes til Religionens Forsvar, der i Danmark siden frembragte saa bittre Feider. Først da Universitetet oprettedes i Norge udbredtes her ogsaa denne Strids Elementer. Men vist er det, at Gudsdyrkelsens udvortes Ceremonier dengang, fornemmeligen i Byerne, iagttoges omhyggeligen og med et andægtigere Sind end nu omstunder. Kirkerne vare fuldere, og der var ikke da den Skare af Kirkens Medlemmer, som afholdt sig fra dens Sakramenter. Forandringens Rod ligger imidlertid ikke i de geistlige Embedsmænds Forhold eller større Dygtighed i den Tid. I den Henseende staaer neppe vor Tid tilbage for den forsvundne, hvad enten vi see hen til Præsternes Dygtighed eller deres religiøse Færd. Dersom Præsterne i Begyndelsen af dette Aarhundrede udmærkede sig i andre Henseender, som Forfattere og Fædrelandets Mænd, dersom vi finde deres Navne i vore Dage blandt Storthingets hæderligste og virksomste Medlemmer, da er dette Fortjenester, som give dem Plads paa andre Mindetavler; men som Religionslærere og Embedsmænd have Nutidens Præster uden Tvivl i Almindelighed Fortrin for hiin Tids. Denne Forbedring i Præsternes Embedsførelse, denne større Opmærksomhed paa deres Kaldsforretninger, maa ansees som et Tidens Barn. Sands for den udvortes Udøvelse af Gudsdyrkelsens Ceremonier, for Kirkegang og i det Hele for Religiøsitet, som en Trøstens Kilde under Livets Omvexlinger og et Haabets Anker i Udsigten over Tilstanden paa hiin Side Graven, var dengang tildeels rodfæstet i Folkets Gemytter, og den styrkedes ved Kirkemødet selv, om end Guds Ord foredroges i en skjødesløs Form uden Studie og Aandsgaver. Skulle Menighedens Medlemmer nu lokkes til Kirken i Stæderne – med Undtagelse maaskee af nogle faa – da maa det skee ved en begavet Præsts lyse og indtrængende Foredrag, og Taler, som i hine Dage vædedes med Andagtens Taarer, blive nu, dersom de foredrages i den gamle skjødesløse Form, til Spot og Spee for det strengt dømmende Auditorium.
n74Hiin Tids Fattigvæsen var ikke en saa indviklet Sag som nu omstunder; det lettedes under Næringsveienes blomstrende Tilstand, en større Ligevægt imellem Folkemængde og Ernæringsmidler, en større Simplicitet i Lovgivning og Borgerforhold. Et egentligt systematisk Fattigvæsen var paa de fleste Steder dengang ikke til. Barmhjertigheden sattes i Bevægelse ved frivillige Subscriptioner, og en Fattigkommission bestaaende af flere Medlemmer samledes ikke saa sædvanligen til det besværlige Arbeide, at ligne Fattigbidrag efter vaklende Grundsætninger. Hvo der ei kunde ernære sig selv, strakte Haanden ud til Næsten om Almisse, og dog var Antallet af Betlere da ikke saa stort som i vore Dage, da Betleriet hades og forfølges, og Fattigskat udskrives efter Ligning. En saa ubestemt Forsørgelse vilde, nu under det stigende Antal af Nødlidende, ikke tilfredsstille Menneskelighedens Bud: men i hine Dage kunde ogsaa dette Forhold simplificeres. Fattigvæsenets rette Pleie er nu et Studium, som kræver sin Mand, og forudsætter Bekjendtskab med Principer, som dengang hverken kjendtes eller øvedes. Godgjørenhedens Pligter udfløde da umiddelbart af Skriftens Ord. Mangehaande Forviklinger paa den menneskelige Virksomheds Bane have plumret den hellige Kilde, og Fattigvæsenets Forstandere maae lægge Menneskets Lov ved Siden af Guds. I denne Vanskelighedens og Forviklingens Skole ere vore Præster opdragne til dygtigere Fattigforstandere end tilforn, endskjønt Opdragelsen under Tidens fremskridende Farer hverken er endt, eller dens Frugter overalt lægges for Dagen. Skole-Underviisningen er visseligen nu, i en større Grad end i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Gjenstand for Statens og dens Embedsmænds Omhu, og om den sande Oplysning ikke er større, saa ligger det meer i Næringsveienes forandrede Stilling, den voxende Folkemængde, meest paa ringe Mands Haand, og Menneskets uafbrudte og heldige Stræben for at forbedre sin physiske Stilling under en større Ligegyldighed for den moralske. Hverken i Skolerne i Byerne eller paa Landet indtager Underviisning i Christendom og Moral en saa bred Plads i Skolelærdommen som forhen. Tidens Tarv og Tidens Aand kræver andre Studier ved Siden af hiint. Vi indlade os ikke i at bedømme Udskeielsens Art eller Forandringens Værd, men udkaste Tidens Billede med Tidens Farver. Byerne skulle visseligen i vor Tid ei klage over, at de ikke have faaet deres Lod af Statens Omhu for deres Opdragelses-Væsen. De lærde Skolers og Middelskolernes Antal er betydeligen forøget, Lærernes Antal udvidet, og Universitetet er plantet i Landet selv. Hiin Tid nød ikke denne rige Understøttelse paa Opdragelsens Vei. Latinskolerne vare færre, og den studerende Ungdom maatte sendes ud af Landet til et fjærnt Universitet. Opdragelsesmidlerne i alle Stænder ere saaledes i vor Tid flere, saavel med Hensyn til den lavere som til den høiere Oplysningsgrad; men Tidsaandens Retning, under det store Omfang af Livets Nydelser, og under Forviklinger paa Handelens og Virksomhedens Vei, gjør Opdragelses-Værket vanskeligere og dets Virkning mindre velgjørende.
For Almuens Underviisning i Byerne gjordes ligesaalidt da som nu nogen Opoffrelse fra Statens Side; men den overlodes aldeles til Communens egen Omsorg. Det er først i den seneste Tid, at Statens rige Fond for Oplysningsvæsenet har aabnet en Understøttelse for Almuens Opdragelsesvæsen i de paa flere Steder anlagte Skole-Seminarier.
Den private Underviisning var forbunden med større Vanskeligheder dengang end nu, da det ikke var saa let at skaffe duelige Lærere. De bedste Subjekter ved Universitetet udkaaredes som oftest til Lærere for danske Adelsmænds Børn, som ikke alene underviistes i Forældrenes Huus, men ofte ledsagedes paa udenlandske Reiser af sine Lærere. Der var derfor et mindre Udvalg at gjøre af dygtige Lærere ved Universitetet, og det er nu lettere end fordum at træffe et godt Valg af Lærere til privat Underviisning i Forældrenes Huus, og Forældre, som ere ængstelige for deres Børns Charakteer og Sæder, behøve ikke at sende dem til Latinskolen, for at forberedes til den akademiske Dannelse.
n75 De Studerendes Stilling ved Universitetet var mindre god end den siden er bleven. Det var et Særsyn paa den Tid at finde ved Universitetet Ynglinge, som henlevede de akademiske Aar i utrængt Stilling, og der behøvedes mere da end nu til at leve et sorgfrit Liv, fordi Priserne paa Livets Fornødenheder og Beqvemmeligheder vare større end nu, medens den større Deel af de Studerendes Forældre – mestendeels Embedsmænd – ikke havde større Indtægter end nu omstunder. Der vil saaledes f. Ex. findes stor Forskjel imellem de Studerendes Dragt og Levemaade ved Kjøbenhavns Universitet mod fordum, ligesom det norske Universitet i denne Henseende fremstiller et muntrere Billede end det kjøbenhavnske i hiint Tidsrum, endskjønt Billedet i andre Henseender monne have sin Skyggeside.
Religiøsiteten paa Landet, forsaavidt den yttrer sig i Iagttagelsen af kirkelige Ceremonier, har ikke undergaaet nogen saa mærkelig Forandring som i Byerne. Vor Land-Almue besøger endnu flittigen Herrens Huus, og Separatister, som afsondre sig fra Kirkens Sakramenter, ere endnu paa Landet sjeldne at finde. Tidens Aand og den voxende Omsorg for at tilveiebringe materielle Nydelser har ikke der bevirket nogen saa stor Forandring i begge Tidspunkters Levemaade, og har ikke kunnet vanhellige Landboens Sands for alle religiøse Ceremonier, der i Almindelighed maa ansees for at have samme Styrke nu, som i dette Aarhundredes Begyndelse. Præsten er paa de fleste Steder endnu som i hiin Tid Sognets vigtigste Mand, der har meest Indflydelse paa dets moralske Standpunkt, paa dets Sædelighed og Dyd. Han er endnu, ligesaa ofte som i hine Dage, den Syges og Fattiges Trøster og Hjælper, den Forlegnes Raadgiver, Armodens og Rigdommens Mellemmand, den uopdragne Ungdoms omhyggelige Fader, og dette Forhold er, under lige Omstændigheder, hjerteligst i en Afstand fra Byerne. Men dette kjærlige Forhold er nu ikke saa let at vedligeholde som i hiin Velstandens og Simpelhedens Dage, da Folkemængde og Næringsmidler fast overalt stode i et passende Forhold til hinanden, og Kravet paa jordiske Nydelser ei var saa stort. Fattigvæsenets forviklede Forhold, og især vildfarende Børns Opdragelse, som forlades af skjødesløse Forældre, giver den samvittighedsfulde Præst en Bekymring og Møie, som i hine Dage i den Grad ikke kjendtes, og Præstens Forhold til Menigheden beroer langt mere paa hans Personlighed i vore Dage end i hine. Kjærlighed til Præsten var dengang som en Deel af Religionen selv; nu maa den være Frugten af hans egne Gjerninger, og hine Dages Præster havde den religiøse Følelse for sig, medens vore Dage finde en Hindring mod dette hjertelige Forhold i Tidens materialistiske Stræben. Vi finde derfor vist nok i hiin Tid mange hæderlige Præstegubber, elskede af deres Menighed, Dydens og Religionens Støtter; men vi finde flere Præstemænd da end nu, som med Hænderne i Skjødet ligegyldigen glede med den Tids renere Strøm, uden at styre Religionens Sag med omhyggelige Hænder. I en anden Henseende var Præsternes Embedsgang i hiin Tid lettere end i vor. De vare ikke saa overvældede med verdslige Forretninger som nu omstunder, da flere Slags Sysler i og udenfor hans Studerekammer gjøre lige Fordring paa Præstens Tid. Han var vel dengang ofte Fredsmægler; thi Forligelsesvæsenet var da allerede indført, og Præsten er Fredens naturlige Forkynder og Forsvarer; men nu er han tillige Formand, stedse i nogle, og ofte i alle Dele af det Communal-Raad, som udfører Formandslovens Bestemmelser, ligesom Bestyrelsen af Sognevalget paalægger ham ansvarsfulde Pligter, der ligge udenfor hans Kald. Vee ham, om han snubler paa denne Vei; Lovens Sværd rammer ham vissere, end om han synder paa sin hellige Bane. I denne Stand vælges i den senere Tid alt flere og flere Storthings-Candidater, og hvor hæderligen mange Geistlige der have forsvaret deres Stilling, og hvor mange laurbærkrandsede Navne vi der finde, saa giver dog dette Kald selv Anledning til Tankens Retning mod Gjenstande, der ei pege mod Himlen.
Præsterne havde saaledes i hine Dage mere Tid til at røgte sit egentlige Kald og pleie videnskabelige Sysler, og vi undre os ikke over at see alvorlige Skrifter og Afhandlinger i hiin Tid at udgaae fra den flittige Geistligheds Studerekammer. I Præsternes Indtægter monne der i Grunden være liden Forskjel imellem hiin Tid og vor, endskjønt de dengang maaskee fløde villigere og jævnere uden Hensyn til Præstens Personlighed. Naar tages Hensyn til alle Omstændigheder, til Vareprisernes Forhold og den lettere Adgang til Livets Nydelser, maae Præsterne ansees for at være omtrent saaledes lønnede som forhen. Det synes som den fornuftigere Deel af Folket efterhaanden kommer til den Overbeviisning, at Statens Tarv fremmes bedst, naar dets Embedsmænd ikke trykkes af Næringssorger, men sættes i Stand til at tilegne sig Livets Nydelser efter deres Stilling. I Øvrigt har Nutiden mere i sin Magt end Fortiden at ordne disse Forhold, der i deres hele Reenhed kan forelægges Beskatningens Herre, og da desuden den nærværende Slægt har et rigt Fond, der efter Lovens Bogstad er bestemt til at jævne de ulige Kaar.
Præsternes Stilling er saaledes i det Hele vist nok vanskeligere end fordum; men deres Indflydelse paa Landbygderne er i det Hele ikke svækket, deres Kaar ikke forvanskede, og Standens Personlighed staaer neppe i vore Dage i en mindre hæderlig Stilling til Staten, end i det Tidsrum, vi her omhandle. Vel er det Forfatteren bekjendt, at Forholdet imellem Præst og Menighed paa sine Steder er anderledes end det her beskrevne. Paa Landets store Landemøde, hvor Landets Forhold fremstilles i sin mangefarvede Forskjellighed, er stundom hørt andre Beskrivelser, og de lyde stundom anderledes i offentlige Blade; men Forfatteren har fulgt sine egne vidtstrakte Erfaringer i de ham bekjendte Egne, der vist nok ogsaa fremvise forskjellige Billeder paa Tidens forskjellige Stadier, men i Hovedsagen ere saa, som de paa disse Blade ere afmalte. Derhos maa det tilstaaes, at der behøves nu omstunder stor Opmærksomhed paa de gjældende Forhold, paa det Religionens Sag ei skal forvanskes under Tidens Farer, og at aldrig Religionens velgjørende Indflydelse paa Folkets moralske Interesse var mere vigtig end nu, da flere ydre Tegn hentyde paa Sædelighedens Aftagende og paa en stigende Ringeagt for borgerlig Sikkerhed under en idelig Tilvæxt af Lov-Overtrædelser. Faren er saameget større, som Forholdene nu om Dage ei ere saa simple, og det religiøse Stof i Gemytterne ei i den Grad som før understøtter Religionslærerens Iver for sin hellige Sag. Men vi have i sin Tid ogsaa Trøstegrunde at lægge ved Siden af disse Betragtninger.
I Begyndelsen af dette Aarhundrede fremtraadte i Norges Fjelddale
Hans Hauge, som ved sin og sine Disciples Lærdomme, sin Vandel og sin Skjebne har havt saa megen Indflydelse paa en stor Deel af den norske Almues religiøse Sands. Det kan ikke nægtes, at hans Fremtrædelses-Maade paa denne Bane var skikket til at opvække Regjeringens Opmærksomhed, og retfærdiggjøre de alvorlige Skridt, som den gjorde til at standse den farlige Lærdom; thi ikke alene søgte han at svække Folkets Tillid til de beskikkede Lærere, og derved deres Kraft til at virke til den offentlige Religions Fremme; men hans første Tilhængere foranledigede Rædsels-Scener og Mord, som, om de end maatte tilskrives en Misforstaaelse af
Hauges Lære, dog middelbart deri havde deres Rod. Han blev saaledes fængslet i November 1804, og blev i Fængslet behandlet med en Haardhed, som siden ofte er bleven dadlet. Hauge selv synes at have været en godmodig Sværmer, der ikke deeltog i sine Tilhængeres Udskeielser; men det er ikke paa det Rene, hvorvidt der klæbede Egennytte ved det hellige Væsen. Han stod i det mindste i store Handelsforbindelser, og lod sig tilskrive troende Brødres Eiendomme. Imidlertid synes
Hauge, deels i Ulykkens Skole, deels ved alvorlig Eftertanke og Omgang med indsigtsfulde Mænd at have forandret og forbedret sit Sværmeri, og han endte sin jordiske Bane 1824, agtet af dem der kjendte ham og elsket af Landets hæderligste Mænd. Vi afholde os fra flere Træk af denne Mands Historie, som er behandlet af en af vore retsindigste, lærdeste og humaneste Landsmænd, der fortidigen bortrykkedes.
n76 Det maa blive senere Betragtninger forbeholdet at undersøge, hvorvidt disse Sværmerier i en mildere Form virkede gavnligen paa vor Almue, som et Modværn mod Tidens Letsind og Vantro. Sagen er i den senere Tid bleven betragtet fra flere Sider, og har opvakt en Strid, der endnu ikke er udfegtet. Paa dette Sted have vi Sagens værste Side for os; thi det er afgjort, at dette Sværmeries første Udbrud afstedkom rædselfulde Scener, som i en velordnet Stat ei kunde taales, hvordan end Statsforfatningen monne være. Derhos maa det vel tilskrives tildeels mange Geistliges Lunkenhed for Religionens Sag, tildeels deres vrange Fremstillinger af dens Lære, at en Sekt vaagnede, som under flere sværmeriske Yttringer i sin Skrift og Tale frembare Skriftens Sandheder i dens egne Ord, men i en urigtig Anvendelse.
For imidlertid ikke at give den svundne Tid større Priis end den tilkommer paa vor Tids Bekostning, maa det bemærkes, at der i By og paa Land i det her omhandlede Tidsrum gaves Udskeielser i Gilder og Høitideligheder, ved hvis Side ei vore Dages festlige Sæder og Vaner kunne stilles. I Hovedstaden, hvis Folkemængde siden den Tid er tredobbelt, kan nu ikke fremstilles Orgier, som de Valfarter, der ved Juletid foretoges til enkelte Lyst- og Landsteder. Spillesygen var, især i Hovedstaden, dreven til en Høide, hvorom vi nu omstunder ikke kunne gjøre os noget Begreb, da ikke allene flere Tusinder af gode Dalere, men hele Formuer bortspilledes i Hazardspil.
n77 Vi ville ikke tale om hemmelige Synder, som skulle være øvede af enkelte rige Storhanse; thi disse ere efter deres Natur kun Rygtets Sag, og er mestendeels i vort Land lykkeligviis Mørkels Gjerninger. I Norden har sædvanligen Huusfreden, den ægteskabelige Troskab og den qvindelige Anstændighed sit lykkelige Sæde. Men derhos maa det Sandheden til Ære siges, at der ved Siden af disse Udsvævelser fandtes i de Dage i Hovedstaden selv en Række af sædelige og afholdne Skatteborgere, som levede i Stilhed, og nøde Productet af deres rige Erhverv i Tarvelighed, og enkelte af Hovedstadens nuværende solide og agtede Handelshuse ere Grene af disse Stammer. Mange af de mindre Byer vare, i Henseende til den vilde Larm i Selskabsgilder og høitidelige Feste, et Dværgbillede af hine bakkanalske Udsvævelser, i langt større Grad i hiin Tid end i vor. Forfatteren erindrer fra sine Barndomsdage at have hørt omtale Sviregilder, Slagsmaal, Kappen i Pokal-Udtømmelser, som nu mestendeels er gaaet af Brug. I denne Henseende er der visseligen en mærkelig Forskjel imellem Selskabsglædernes Art i vore Dage og i hine, og det er langt lettere nu end da, at skyde fra sig den gjæstvenlige Værts bekrandsede Bæger. Spillesygen havde ogsaa dengang udbredt sig fra Hovedstaden til de mindre Byer, og yttrede sig baade i Hazardspil, og i at vove betydelige Summer i almindelige Selskabsspil, om end ei denne Lyst dreves til den Høide som i Christiania. Morgenrøden kan vel endnu i vore Dage hist og her finde Spilleren ved Spillebordet; men det er mere dette unyttige Tidsfordrivs særegne Glæder end Egennytten, som raader; thi som oftest handles kun om ubetydelige Summer. Vore Smaastæder vare, i Henseende til andre Udskeielser, i den svundne saavel som i den nærværende Tid, i Almindelighed et Billede paa rene Sæder, og enhver Udsvævelse af den Art forfulgtes med Dadel.
Derhos kan det ikke nægtes, at hine Bordglædens Udsvævelser og Spillesygens Raseri var i et stærkt Aftagende mod Enden af det her omhandlede Tidsrum. Allerede da kunde den Afholdne, uden Chikane og Overlast, følge Maadeholdenheds Regel; de selskabelige Samqvem vare mindre larmende, og Spillesygen, som under Krigen fik sit Naadestød, var i Aftagende. Aarsagen hertil var vel tildeels den bedre Opdragelse, som Kjøbmandsstanden, og især den formuende Deel deraf, gav sine Børn. De fleste af disse bleve sendte til Udlandet for der at opdrages, Andre foretoge udenlandske Reiser, efter at have fuldendt deres Opdragelse her hjemme, og hjembragte mere dannede Sæder, og mindre udsvævende Vaner, end dem, som dengang tildeels herskede i vore Klipper. Men med disse forandrede og formildede Sæder fulgte tildeels et Anstrøg af Luxus og forfinet Levemaade, som snart viiste sig i mere pyntede Huse, sirligere Indbo og et mere udsøgt Huusvæsen, end da var sædvanligt. Den rige Faders simple Huus og tarvelige Meubel-Udstyr tog sig ofte jammerligen ud ved Siden af den nyligen bosatte Søns herligen udstafferede Bopæl og smagfulde Indbo. I alle disse Henseender vare hine Tider langt forskjellige fra disse, hvortil ogsaa andre Aarsager bidroge, som i en senere Periode blive at omhandle. Men vist er det, at der var et Slags omvendt Forhold mod Slutningen af det forsvundne og i Begyndelsen af dette Aarhundrede i By-Borgernes Levemaade fremfor vore Dages. De bedre Classer saaes dengang oftere paa Udskeielsens Vei end Almueklassen, medens Kippe- og Krovæsen nu omstunder raser i en høiere Grad end den Gang. Den største Simplicitet herskede i Stæderne, især de mindre, med Hensyn til Huse, Meubler, Dragt og daglig Levemaade, medens Bakkanaliers og larmende Festers Tal vare langt større, og Udskeielser under dem sædvanligere.
Men endskjønt det ikke kan nægtes, at Gildebeværtningen i mange Byer er simplere i vore Dage end den var i Begyndelsen af dette Aarhundrede, saa gives der dog en Slags Overdaadighed, som i enkelte Byer og Selstabskredse har taget Overhaand. I Hovedstaden har den franske Beværtning meer og meer forjaget den simple nordiske, og Kogekonstens Studium er der, under Retternes mangfoldige Variationer, langt vanskeligere end før. I disse Feste finder ogsaa en større Forskjellighed af Vine Sted end fordum. Endskjønt nu denne store Luxus har en Modvirkning i Prisernes Fald, saa udbreder den dog i andre Henseender sine skadelige Følger. Denne Slags Overdaadighed har vel sin første Kilde i Hovedstadens fornemste Kreds, men den har udbredt sig til flere Huusholdninger i og uden for samme. Fædrelandet giver saaledes ogsaa i denne Henseende et mangefarvet Billede, hvis Lys og Skygge vi maa vogte os for at sammenblande, for at kunne give hvert Tidsrum sin Roes og sin Dadel. I Husenes indvortes Udstyr herskede ofte i hine Dage den største Simpelhed. Det hendte ikke sjeldent at Husets bedste Værelser, Gildestuen selv, stod fra Aar til Aar med simple Stokkevægge, stundom panelede og ikke malede, og endnu sjeldnere betrukne eller gipsede, Gulvtæpper var en rar Prydelse, og Porsellain ansaaes som en stor Luxus-Artikkel, der kun hist og her paraderede paa Thebordet, fast aldrig paa Spisebordet, uden i Dukker og Opsatse. Børnenes Udstyr og Dragt var den simpleste mulig, og deres Tilværelse mærkedes knapt i de bedre Huse. Det var ikke sjeldent, at Børnene i fornemme og formuende Folks Huse, i hvilke hyppige og kostbare Festligheder gaves, løb omkring med store Qvadrater og Lapper paa Knæer og Albuer, og der behøvedes da kun de simpleste Gaver for at tilfredsstille og opmuntre det barnlige Sind. Naar de indlodes i Forældrenes Selskab, stode de sædvanligen ydmyge ved Døren, og rørte sig ikke, langt mindre blandede sig i Talen uden given Tilladelse, og uden for Huset indbødes de sjeldent uden til simple Børnegilder. Desto større overgiven Lystighed, Kraftfylde og hyppige Strids-Elementer udviklede sig uden for Opsynet og i den frie Luft.
Paa Landet monne vel ogsaa paa den Tid mange Udsvævelser have fundet Sted i Bryllupper og andre Høitideligheder, men da Brænderierne kun dreves i Smug, og Potetesavelen ei var bleven deres Sløtte, gaves ikke den Anledning til daglig Sviir som nuomstunder, og i den huuslige Kreds herskede sædvanligen Simpelhed og Ædruelighed. Naar Fjeldmanden drog til Byes, betegnedes ofte Reiselinien med Sviir og Støi; men dog vist i en større Grad senere hen, da han forsynede sig hjemme fra med Brændeviinsdunken af egen Brændeviinskjedel, end i hiin Tid da han fyldte den i Byerne. De seneste Foranstaltninger monne have lagt Tømme paa en Deel af disse Udskeielser, og Kornets Dyrhed, saavelsom gavnlige Lovbestemmelser formindsket Kjedlernes Antal; men der gives et Mellemrum mellem den ældre og nyere Tid, hvori Drikfældighed og dermed forbundne Laster vare langt meer i Svang end i Fortiden. Aabenbart er der i vore Dage en større Tendents end fordum hos de bedre Classer til ei allene at simplificere egen Levemaade, øve Gjæstfriheden i en simplere Form, og bortfjærne de grovere Beruselses-Midler; men og til at indskjærpe Maadeholdenhedens Dyd hos Menigmand. Bestræbelsen lettes derved, at andre mindre farlige Nydelser og Ganekildringer for billig Priis kunne lægges ved Siden af Undværelsen.
Efter det Billede, som vi her have udkastet over Landets indre Tilstand i det her omhandlede Tidsrum, skulde Norges Indbyggere synes i Stand til at udholde Følgerne af den Standsning i Næringsveiene, som den udbrudte Krig foranledigede; men saaledes var det ikke med Hensyn til de forenede Rigers offentlige Stilling i finantiel Henseende. Finantsvæsenet var i det henrundne Seculum Danmarks svageste Side, og det var dette, tilligemed Pengevæsenets Forfald i det Hele, som byggede større Farer for Norden end Krigen selv og Næringsveienes Standsning under denne. Virkningen af denne Forstyrrelse i Pengevæsenet rystede ikke alene den Slægt, som derved umiddelbart rammedes; men Lidelsen udbredtes over den følgende, og er endnu, da Aarhundredet snart har gjennemløbet sin halve Bane, ikke overvunden. Nationen kan først nu kaldes moden til uden nye Forstyrrelser at modtage et stadigt Pengevæsen, og Mange ville maaskee endnu ansee Myndigheds Bevilningen for alt for tidligen given. Aarsagerne til dette Pengevæsenets Forhold igjennem det hele forsvundne Seculum maa findes paa andre Historiens Blade, og Forfatteren maa henvise til hvad den flittige danske Samler, Nathanson, derom har optegnet,
n78 og det korte Udtog, som Forfatteren selv paa et andet Sted derom har givet.
n79 Vi indskrænke os alene her til de Bemærkninger, som nærmest angaae vort her omhandlede Tidsrum, og til de Phænomener, som Danmarks Handelsbørs og Finantsvæsen fremstille. Og det Billede, vi derom have at give, er i Sandhed ei lysteligt at skue.
Uagtet begge Rigernes blomstrende Handel, den store Mængde Remisser fra Norge, og dets Vexler paa Udlandet, som i Følge deraf forhandledes paa Kjøbenhavns Børs, kunde Coursen i dette Mellemrum af 7 Aar ikke hæve sig til alpari, men var aldrig under 130, sædvanligen 140, og kort før Krigens Udbrud endog 150.
n80 Aarsagerne til dette besynderlige Misforhold laae vel for en Deel i en mindre klog Finantsbestyrelse, og en kostbar indvortes Organisation; men fornemmeligen i en uforholdsmæssig Anstrengelse for at udvide Krigsstyrken til Lands og Vands, og i den uheldige Beslutning at fløtte den danske Armee til Holsteen. Saaledes beløbe sig Udgifterne til Landarmeen og Flaaden i disse Aar til omtrent 5½ Million Rd. aarligen.
n81 De Forøgelser af Stats-Indtægterne, som den danske Regjering ved større Paalæg af Skatter tilveiebragte, kunde ikke ballancere denne Deficit; men det skede paa den uheldigste Maade ved at forøge Statsgjælden og Seddelmassen. Saaledes voxede Statsgjælden, som ovenfor bemærket, fra 1799 til 1807 fra 28 til 42 Millioner, og i samme Tidsrum forøgedes Seddelmassen fra 16 til 27 Millioner. Det vilde vist nok have været vanskeligt at dække denne Deficit i Stats-Budgettet ved at forøge de borgerlige Byrder; thi det vilde da have gjort for stort Indgreb i den private Casses Indtægt; men det maatte upaatvivleligen have staaet i en forstandig Bestyrelses Magt at have formindsket Udgiftslisten, uden at svække den Vægt, som i politisk Henseende tilkom den dansknorske Stat. Vi overbevise os let derom ved at oversee Budgettet
n82 for 1805,
n83 paa hvilket tilvisse store Indskrænkninger vare at gjøre uden Skade for Statsmaskinens Vedligeholdelse. Med Hensyn til Danmarks politiske Stilling, da have vi forhen gjort den Bemærkning, at det ikke var Mangel paa krigerske Foranstaltninger til at væbne sig mod en Fiende, der forvoldte den for Danmark saa ulykkelige Krig; men snarere disse Anstrengelsers overspændte Grad og Krigsmagtens Opstillelse paa det urette Punkt. Det første Misgreb skabte en ny og voldsom Fiende, det sidste svækkede Kraften til at modstaae ham.
Imidlertid fattedes der ikke paa Tillægs-Skatter i begge Riger, som til enhver anden Tid vilde have været trykkende, men hvis Virkning neutraliseredes under begge Rigernes blomstrende Handel og Virksomhed. Den alvorligste Begyndelse dermed gjordes ved Forordningen af 1ste October 1802, ved hvilken en aarlig Afgift af Besiddelse, Nytte og Brug af faste Eiendomme i Norge paabødes. Paa dennne fulgte en Afgift af Skibsfragter, en Fyr-Afgift af Skibene, en Forhøielse af 12½ pCt. paa alle Sportler og Gebyrer, som beregnes den kongelige Casse til Indtægt, samt paa stemplet Papir m. m. I Anledning af den derved tilveiebragte Forøgelse i Stats-Indtægten indrettedes under 21de October 1803 et Skatkammerfond, der skulde tjene til «at bestride de Udgifter, som forealde ved overordentlige Rustninger». Fondets Midler samledes i saa stor Stiil, at der præsumeredes et Overskud, som med Renter deraf til lignende Brug skulde henlægges. Hensigten af dette Fonds Oprettelse opnaaedes imidlertid ikke. Den hele Indtægt sammenblandedes med Rigets øvrige, og opslugtes af et Budget, som i hine Dage stedse havde Ballancen paa den mørke Side. Fondet blev tillige et Middel til at forøge Seddelmassen, og med den Statens Gjæld; thi da det var Bestyrelsen tilladt at udstede Anviisninger saavel paa de Indtægter, der i de kommende Aar skulde indflyde, som paa dem der vare komne i Casse, saa udvidedes derved Antallet af Penge-Repræsentativer. Derved forøgedes Antallet af Anviisninger, der hvilede paa en ligesaa løs Grundvold som den øvrige Seddelmasse. Fondet blev et Middel til at afhjælpe Finantsernes idelige Nød, og de givne Løfter om en bestemt Anvendelse til et foreskrevet Brug glemtes ved denne Leilighed som ved saa mange andre.
Mod de forøgede Skatter kunde vistnok ingen grundig Indvending gjøres, da de lagdes paa en blomstrende og tilforn ei utilbørligen betynget Virksomhed; men deres Anvendelse var beklagelig. En Finantsbestyrelses Viisdom bestaaer ikke allene i at forøge Indtægterne paa en passende Maade; men ogsaa i at spare tilbørligen paa Udgifterne. Og kaster man et Øie paa de Dages Budget f. Ex. paa det føromtalte for Aaret 1805, saa findes mangfoldige Poster, som vidne om en Ødselhed, der ikke passer for en Stat af saa liden Omfang og indvortes Kraft, som den dansknorske da var. Vist er det, at denne voldsomme Krig overraskede Danmark under et forvirret Pengevæsen og en slet Finantsbestyrelse.
Med disse finantielle Vildfarelser forenedes andre anomaliske Foranstaltninger, som fløde af den danske Regjerings Mildhed og Lyst til at forbedre Borgernes Kaar. Vi have Vanskelighed for at dadle Forholdsregler, der fløde af en saa reen Kilde, og det er lettere nu omstunder at opdage Feiltrin af den Art; men Historien følger Begivenhedernes Gang, og gjør Efterverdenen bekjendt med den mørke og lyse Side af Statsstyrelsens Veie til Efterligning eller til Advarsel. – Mod Slutningen af Aaret 1799 indtraf en Handels-Krisis i Danmarks Hovedstad, som rystede flere Huse og frembragte Forvirring især iblandt Kjøbenhavns Handlende.
n84 Producternes, især de vestindiske Sukkeres, Priis faldt betydelig og Coursen hævede sig pludselig. For at raade Bod herpaa tillod den danske Regjering tildeels Handelsstanden at udstede rentebærende Committeesedler, tildeels oprettedes Depositobanken, for at aabne forlegne Borgere den Adgang til Laan, som var bleven vanskeligere, fordi Speciesbanken, advaret af denne Krisis, indskrænkede sine. Committeesedlernes Udstedelse havde ingen videre Indflydelse paa Pengevæsenet; thi de holdt sig ikke allene i deres Værd, men havde en bedre Cours end Bankens Sedler, og efterat have afhjulpen Nøden i den dem bestemte Kreds, indløstes de uden at forøge Seddelmassen. Men saa uskyldig, eller endog velgjørende, var ikke Depositokassen, hvis Bestemmelse iligemaade var intermistisk, nemlig at erstatte Speciesbankens indskrænkede Virksomhed. Denne Indretning blev ikke staaende ved den oprindelige, og i Plakaten om Depositokassens Oprettelse antydede Bestemmelse, at bøde paa den Forvirring, som hiin Krisis forvoldte; mem Laanekilden aabnedes med en Rundhed, der blev til Fordærvelse baade for Pengevæsenet og for Laantagerne selv. Denne Casse skal, saavel til Statens som Privates Brug, af Banken have laant 13 Millioner, og den gjorde selv Laan for at bestride sine Udlaan. Omendskjønt Norge fra Aarene 1803 til 1807, i hvilken Tid Depositokassens Virksomhed var størst, fik lidet over 1/6 af de Laan, som denne Casse udsatte, mod Danmark, saa finde vi dog, at der i de omtalte 5 Aar hvert Aar er udlaant til norske Debitorer mere end een Million.
n85 Til alle Tider er en saa villig Laane-Hjælp af en tvetydig Indflydelse paa Landets Virksomhed, der i Almindelighed er bedre tjent med at opretholdes ved egne Midler, om endog under Vanskelighed og Farer; thi derved styrkes Virksomhedens Marv bedre end ved hiint Stillads af Støtter, som er dens Selvstændigheds Grav. Men især vare disse Hjælpemidler paa det urette Sted i et Tidspunkt, da Virksomheden i Norge visseligen ikke behøvede den Slags Hjælp for at føres med Held og Kraft. Det befandtes ogsaa, at mange af disse Laan bleve til Fordærvelse for Laantagerne, i det de indlededes i Forpligtelser, som i en slettere Handels-Periode bleve vanskeligere at opfylde, eller lokkedes til Speculationer, hvoraf ikke høstedes forventede Fordele, og som desuden forstyrredes ved den indtrufne Krigs-Tilstand. Vist er det, at den danske Stat svækkede sine Kræfter til at bestride de med den paafølgende Krig forbundne Udgifter ved denne Forøgelse af en ufunderet Seddelmasse og af en trykkende Statsgjæld; thi Muligheden af at raade Bod paa disse Feiltrin bortfjærnedes med Handelskraftens Svækkelse og Næringsveienes Standsning under Krigen. Denne Statskraftens Forblødning paa den ene Side, formedelst Anstrengelsen for at vedligeholde en politisk Ligevægt, som den danske Stat under Tidens Løb og Aarhundreders Forandring i Nordens Stilling havde tabt, og paa den anden Side dens Afledning i unyttige og fordærvelige Kanaler, var en sørgelig Forbindelse til at gaae en Krig i Møde, som aldrig var begyndt med større Uretfærdighed og Vold fra Fiendens Side, og aldrig var forbunden med en meer pludselig Lemlæstelse af den livligste og fordeelagtigste Virksomhed. Hvilke uhyre Fremskridt maatte Staten ikke gjøre paa Veien til Finantsernes fuldkomne Ruin under Krigen, naar de under hiin lykkelige Periode i Norges Handel allerede befandt sig i Forlegenhed! Det er ligesaa ofte en svag og uforsigtig Finantsbestyrelse, som en uredelig og streng, der forvirrer Nationernes Virksomheds Forhold, og styrter dem i Fordærvelse.
Men hvor meget Danmarks militaire Styrke forøgedes ved de Millioner, som derpaa aarligen anvendtes, saa at det vel kan siges, at den langt større Deel af Finantskassens Marv fortæredes i Danmark under denne overspændte Anstrengelse, saa var det langt fra, at denne samme Opmærksomhed anvendtes paa at bevæbne Norge mod en Fiende. Krigen overraskede Norge i en fast forsvarsløs Tilstand. Danmarks hele Flaade, paa nogle enkelte paa Havet svømmende Skibe nær, havde stedse sit rolige Stade i Kjøbenhavns Dok, mere udsat for fiendtligt Overfald end i Norges Klipper, fordi Kjøbenhavn har en Beliggenhed, som vanskeligen kan forsvares imod en overlegen Fiende. Paa den lange Linie langs Norges klippefulde Kyst monne der findes mange Punkter bag hvilke Orlogsskibe, enten flere paa et Sted, eller enkelte paa flere Steder, kunde finde Ly. Men hvad Klogskab i krigerske Foranstaltninger endog i denne Henseende kunde byde, saa forøgedes neppe Norges Lidelser under Krigen formedelst Savnet af Danmarks uforholdsmæssigen store Søstyrke. Stumperne af denne Kolos vare meget mere Norge til Skade og Molest. Krigens umiddelbare Rædsler bortfjærnedes tildeels formedelst dette Savn fra vore Kyster, Mord og Brand rasede ikke der, og Fiendens Opmærksomhed aflededes fra en forsvarsløs Kyst, hvis Angreb ikke lovede ham noget Udbytte, og hvorfra faa Orlogsfartøier kunde udsendes til at forstyrre Englands Enevælde. Det var saaledes Norges uvenlige og for en Fiende lidet lokkende Kyster, meer end et stærkt Søværn, som bortfjærnede Fienden derfra.
Denne blottede Tilstand føltes meer under den paafølgende Krig med Sverige, hvis Søstyrke, der paa den Tid ikke var meget stor, lettere kunde holdes i Ave. Norges svømmende Defension, Flotillen af Kanonbaade, befandtes ogsaa ved Krigens Udbrud i maadelig Tilstand, og fuldstændiggjordes tildeels ved fædrelandsksindede Mænds patriotiske Opofrelser. Den samme Mangel fandtes i vore Arsenaler, Magasiner og militaire Depots. Krudt og Kugler fandtes maaskee i et tilstrækkeligt Forraad; men andre Mordredskaber vare sparsomt fordeelte i Norges Land. Men Indbyggerne af Norges Skovegne, som ideligen ere paa Jagt efter Skovens Udyr, og forfølge dens Vildt og Luftens Fugle under en almindelig Jagtfrihed, ere vante til at behandle Skydegevær, og disse findes derfor i Forraad i slige Egne. Denne Færdighed til at skyde kom vel tilpas, da Nabofienden trængte ind i Landet, og det djærve og heldige Forsvar fra norsk Side maa mere tilskrives vore Soldaters Dygtighed i Smaakrigen og Færdighed til at ramme sin Mand, end nogen høi Grad af Disciplin og strategisk Konst i vor Armee; thi denne befandt sig ved Krigens Begyndelse i denne Henseende vist nok i en mindre ønskelig Tilstand.
Dette kunde ikke være anderledes under de føromtalte Misbrug med Hensyn til Udskrivning og Øvelse. Den Deel af det værnepligtige Mandskab, der som oftest har det største moralske Mod – forsaavidt dette ei øves og hærdes i en lang Krigerskole – fordi det har en Arne at værge, smygede sig ofte gjennem Bestikkelse fra Værnepligten, og paa mange Steder udskreves ikke den Dygtigste men den Fattigste, der ingen Talsmand havde i sin Pung, til Soldat. Den kommanderende General søndenfjelds, Prinds Christian af Augustenborg, opdagede vist nok tildeels disse Mangler paa en Inspections-Reise, som kan gjorde kort før Krigens Udbrud, paa hvilken hans skarpe Kriger-Øie, øvet i den store Krig imellem Østerrig og Frankrige, fandt disse Misbrug og revsede dem; men der gaves ham ikke Tid til at hæve dem ved at fylde Regimenterne med en muntrere Kriger-Skare, eller at indføre en bedre Disciplin.
n86 Det er i Øvrigt ikke Forfatterens Hensigt ved denne almindelige Bemærkning at kaste en Skygge over den Tids Krigere. Udfaldet viiste, at der fandtes tappre og vel øvede Skarer iblandt vore Soldater og dygtige Anførere blandt vore Officierer. Men vi troe ikke, at det kan nægtes, at Armeen befandt sig paa den Tid i en slet Tilstand, saavel med Hensyn til Material, som i Almindelighed til Krigs-Disciplin og Udskrivningens Organisation. Det første viste sig iblandt andet derved, at Krigskommissariatet, da Landkrigen udbrød, maatte sætte det patriotiske Sind i Bevægelse for at tilveiebringe de fornødne Beklædnings-Stykker til Armeen; den sidste Mangel erstattedes ved vore Krigeres Kjækhed og Soldaternes Øvelse i at bruge Skydegevær, og den neutraliseredes ved Fiendens Angrebsmaade.
Men var Norge blottet og tildeels forsvarsløst i militair Henseende, saa manglede det i en endnu større Grad al Selvstændighed med Hensyn til de Indretninger, som understøtte Handel og Pengevæsen og befordre den indvortes Vindskibelighed. Aldrig gaves der vel nogen Stat, der i politisk Henseende saa løseligen var sammenbunden til Frændestaten, men med Hensyn til alle Handelens Drivmidler meer afhængte deraf, end Norge af Danmark. Den Hovedkilde, der nærer Landets Pengekraft og understøtter dets Omsætninger, Banken, havde sit Sæde i Danmark, og Norge havde en indskrænket Adgang til de umiddelbare Fordele, som Nærheden af dette Institut giver Handelen. Derimod maatte Følgerne af Bankens uhensigtsmæssige Bestyrelse føles her som der. Norge havde paa den Tid alle Midler til et vel befæstet Pengevæsen, som en Følge af dets levende og fordeelagtige Handel, og af det Overskud som denne Handel med Udlandet gav, og det bidrog endog i denne Henseende til at forbedre Coursen paa Kjøbenhavns Børs, hvor dets Vexler paa Udlandet i en saa stor Mængde forhandledes.
n87 Virkningen deraf var vist nok mindre mærkelig, fordi Finantsbestyrelsens Ødselhed og en uheldig Politik forøgede Statens Fornødenheder, og dermed Trangen til udenlandsk Mynt, langt over hvad den private Handel havde at byde Kjøbenhavns Børs; men det tilstaaes af alle sagkyndige Forfattere paa den Tid, at Norges paa Kjøbenhavns Børs forhandlede Vexler bidroge meer end noget Andet til at standse Coursens Flugt mod Forværrelse, som en Følge af de danske Finantsers uafbrudte Forlegenhed. Kjøbenhavn var desuden et Centralpunkt for alle Norges Penge-Omsætninger, da det paa den Tid havde faa Forretninger med Hamburg. De Tratter, som Norge havde at afgive paa England, forsølvedes paa Kjøbenhavns Børs, og naar Adgangen dertil lukkedes, eller Forlegenhed der sporedes, befandt Norges Handelsmænd sig i en meer eller mindre hjælpeløs Tilstand. I Norge var ikke engang en Børs, hvorpaa Vexler forhandledes, og Cours sattes, men Handelens Operationer gik, uagtet saa mange Elementer til dens Selvstændighed, i den kjøbenhavnske Børses Ledebaand. Ligesaa lidet fandtes andre til Handelens Understøttelse saa vigtige Hjælpemidler, og denne Mangel var bleven saa meget til en Vane, at Norge var kommen langt frem paa sin politiske Selvstændigheds Bane, før dets Borgere begyndte at tænke paa denne Uafhængighed paa Handelens Vei. Danmark var desuden Norges Kornkammer, eller, naar dette svigtede, de østersøiske Provindser, hvortil Adgangen spærredes af engelske Krigsskibe. Ligesaa afhængig var Norge af Danmark med Hensyn til Opdragelsens sidste Linier, da Universitetet laa i Kjøbenhavn, og Veien dertil blev deels spærret deels vanskeliggjort formedelst den udbrudte Krig. Over Havet gik den billigste Reiseroute for Norges unge Studerende, og dette var saa fuldt af fiendtlige Krydsere, at den ei kunde prøves. Gjennem Sverige var Veien længere og Reisen kostbarere, og desuden brummede Krigens Torden ogsaa fra den Kant i det Fjærne.
Ligesom Norge i militair Henseende og med Hensyn til commercielle Understøttelses-Punkter var blottet, og derved givet til Priis for en voldsom Fiendes Angreb og Vindskibelighedens Lemlæstelse, saa var det og uselvstændigt i økonomisk Henseende. Ingensteds vare Kornmagasiner eller Oplag af andre Livets Fornødenheder, og den første Afbrydelse af Kornfarten maatte fremlede truende Fare. Englands Angreb paa Kjøbenhavn skede i de sidste Sommermaaneder, da den danske Landmand begynder sin Indhøstning, og da Norges Kornforsyning for Vinteren igjennem Danmarks fyldte Lader begynde at gaae for sig. I Høstmaanederne fyldtes vore Havne af Danmarks Kornjagter, som rigeligen forsynede vore Spiiskammere, og disse bortvistes nu af en Fiende, som vel vidste, at han paa denne Maade bedst kunde kue en svag Modstander. Dengang gik Kornfarten paa Norge mestendeels for sig med danske Fartøier, og den store norske Flotille, som skabtes under Krigen, og siden har fortsat denne Fart, saaes da ei paa Havet. Kornforsyningen maatte saaledes være i de usikkreste Hænder; thi visseligen trængte Norge meer til at kjøbe, end Danmark til at sælge, og danske Kornskippere havde ikke den Opmuntring til at vove Eiendom og Frihed for at forsyne Norges Havne med Korn, som dettes korntrængende Handlende og Sømænd til at sætte disse Livets dyrebare Goder paa Spil, for at forsyne Familier, som trængte til Livets første Fornødenheder. En stor Lindring i denne Nød var den rige Høst, hvormed Norge velsignedes i det første Krigens Aar; thi omendskjønt den rigeste Velsignelse af Jordens Afgrøde, hverken dengang eller siden gjør Norge uafhængig af Danmarks Kornkammer, saa bleve dog de Districter færre, som tiltrængte Korn, og de som sædvanligen sælge Korn, havde saa meget mere at afgive. Det var dengang, især i skovrige Egne, hvor der under en levende Udskibning var størst Velstand, en almindelig Vedtægt at samle Aars-Forraad af Landmandens sædvanligste Næringsmidler. Høie Stabler af Fladbrøds-Leiver prydede om Høsten enhver selvstændig Bondemands Fadebur, og det var en almindelig Fordom, at denne gjemte Kost var drøiere, ligesom det var et beskjæmmende Armodstegn, naar Huset ikke havde denne Rigdom at fremvise. Denne Forsyning skede mestendeels om Sommeren, medens Farten var i Gang, og før Indhøstningen var fuldent; den var saaledes skeet før Krigen udbrød. Saa forsynligen har Landmanden i Almindelighed ikke siden fyldt sine Madkuber om Sommer og Høst. Det Indre af Landet havde saaledes et Modværn at sætte mod den første Mangel, og under den større Velstand langs Kysterne paa den Tid var ofte en kontant Sparekilling henlagt, hvormed de Fødemidler kunde betales, som de stigende Kornpriser fremlokkede til Torvs i Landet selv. I den Klasse af Borgere altsaa, som er i Stand til at samle for kommende Dage, viiste sig ingen egentlig Mangel i den første Vinter efter Krigen. Mangelen trængte egentlig kun sørgeligen frem der, hvor Dagens Forbrug ligger ved Siden af Dagens Erhverv. Men snart skulde disse Hungerens Zoner i Fædrelandet blive alt flere og bredere, under en fortsat Standsning i Næringsveiene, og under Kornets sparsomme Tilførsel fra Danmark. De offentlige Magasiner vare saa slet forsynede, at de maatte strax efter Krigens Udbrud tage deres Tilflugt til Private for at tilveiebringe de første Fornødenheder.
Ikke alene paa Korn blev der snart Mangel i Norge; men og paa andre Fornødenheder, som indtage et større Rum paa de bedre Familiers Huusholdnings-Liste end Kornet selv. Af Kolonialvarer kunde ikke let noget Forraad opdynges i Norge paa den Tid, da det ikke var tilladt at indføre disse directe fra Productions-Stedet; men Hovedstadens Compagnier paa denne Handel havde Monopol. De indførtes sædvanligen om Høsten fra Kjøbenhavn i saa stort Forraad, som behøvedes for Vintermaanederne. Enhver By havde sin Børtfarer paa Kjøbenhavn, som regelmæssigen derfra forsynede Stæderne med de forskjellige Slags Overdaadighedsvarer til Huusholdningernes og Krambodernes Brug. I vore Dage har Kjøbenhavn faaet mægtige Rivaler i Hamburg, Amsterdam og England; men vore Landsmænd havde endnu, af Aarsager som senere hen blive at udvikle, ei fundet Vei til Kolonialvarernes Productionssteder, endskjønt dette Tidspunkt, efter Skibsfartens Retning i den senere Tid, vel ei monne være fjærnet, da norske Skibe ville indføre disse Varer fra de transatlantiske Vande. Imidlertid blev denne Tvang tilfældigviis til en vis Grad afhjulpen derved, at nogle danske Vestindiefarere toge deres Tilflugt i norske Havne, ligesom Kaperfarten blev et Middel til en jævn Forsyning med disse Artikler under Krigen.
Naar vi saaledes i det korteste Uddrag sammentrænge Resultatet af ovenstaaende Betragtninger over Landets indre Tilstand i det her omhandlede Tidsrum af Fædrenelandets Historie, saa møde vi en livlig og fordeelagtig Bevægelse fast i alle vore Næringsveie, en stille Tilfredshed med Landets Regjering under en fredelig Tilstand, medens blodige Feider nedbøiede fast alle europæiske Stater. Vi finde vore indre Forhold mestendeels saa vel ordnede i Henseende til Kundskab og Sædelighed, som falder i Menneskets og velorganiserede Staters Lod under Lidenskabernes Spil og Borgernes forskjellige Færd, og fra denne Side indsætter Historien disse 7 Aar blandt Norges lykkeligste, som den har at fremvise. Derimod finde vi i Regjeringens offentlige Færd, med Hensyn til Finantser og Politik, mange Vildfarelser, som indeholdt Spiren til den følgende Slægts Kummer, endskjønt under den redeligste Attraa efter at fremme Statens Vel. Under en uforsigtig Sløsen med Statens Indtægter, en utidig Skaansomhed med formuende Borgeres Kasse, en daarlig Stræben efter at vedligeholde en forlængst forsvunden Storhed iblandt nordiske Stater, og under en uheldigen valgt politisk Stilling til Europas mægtigste Stater, sattes den dansk-norske Stat paa Ødelæggelsens Rand, og der behøvedes kun en kortvarig Krig for at bringe den sørgeligste Forvirring i Frænderigernes indvortes Stilling. Vi finde i Norge med Hensyn til den militaire Bevæbning saavelsom til alle offentlige Magasiner den største Ufuldstændighed, og i Armeen selv en moralsk forfalden Tilstand i Henseende til Udskrivningen. Vi finde Norge i den meest blottede Tilstand for alle Institutioner til Handelens og Virksomhedens Understøttelse, og en sørgelig Isolering med Hensyn til Benyttelsen af Universitets-Underviisningen. Under et tilstrækkeligt Forraad af alle Livets nødvendige og behagelige Nydelser til Dagens Brug finde vi faa Beholdninger af alle Slags opsparede for de Mangelens Aar, som nærmede sig. Den hele Periode er en lys Linie i Norges Historie, som vi med Veemod forlade, for at gaae over til en af dens mørkeste Perioder, i hvilken Landet nedbøiedes af Næringsløshed, Hungersnød og mange Slags Forviklinger.
Denne nye Convention, som blev sluttet imellem Rusland og Sverige i Petersburg 16de December 1800, og siden tiltraadtes af Danmark, er overeensstemmende med den, som blev sluttet mellem Rusland og Sverige 1ste August 1780. Selv Udtrykkene ere mestendeels de samme; og den bestod af 13 Artikler. Den første Artikel indeholder: «Hans Majestæt Kongen af Sverige, og H. M. Keiseren af Rusland erklære, at de ville vaage over den strengeste Udførelse af det Forbud, som er bleven givet mod deres Undersaatteres Contrabande-Handel, med hvilken Magt det end maatte være, som enten allerede er i Krig eller i Fremtiden kunde indvikles deri». Den 2den Artikel opregner, hvilke Varer og Ting skulle ansees som Contraband, dog uden Præjudice for ældre Traktater. Den 3die Artikel, at enhver anden Handel skal være fri, og for i denne Henseende at stille Naturrettens almindelige Grundsætninger under en tilstrækkelig Beskyttelse, saa have de besluttet, ikke længer at lade samme afhænge af en vilkaarlig Fortolkning, som dicteres af en eensidig og øieblikkelig Interesse, til hvilken Ende de ere blevne enige om: a) at ethvert Skib kan seile frit fra den ene Havn til den anden, som tilhører krigførende Nationer, og langs disses Kyster; b) at Effecter, som tilhøre krigførende Nationers Undersaattere, ere frie paa neutrale Skibe, med Undtagelse af Contrabande-Varer; c) at kun de Havne skulle ansees for blokerede, i hvilke det er en aabenbar Fare at indløbe, fordi de angribes med bestemte Skibe, som ere tilstrækkelig nær; derhos maatte dette Skib tilbørligen være bleven underrettet om Blokaden af dennes Commandeur; d) at neutrale Skibe blot af retfærdige Aarsager og indlysende Grunde maae kunne anholdes, og at Proceduren derom skal være promte, lovmæssig og eensformig, og at, dersom de neutrale Skibe ei befindes skyldige i nogen Overtrædelse, skal der gives dem fuldstændig Satisfaction for den Insultering, som er tilføiet Deres Majestæters Flag; e) at den Officiers Erklæring, der kommanderer Deres Majestæters Krigsskibe, som ledsage en Convoi: at hans Convoi ingen Contrabande har ombord, skal være tilstrækkelig til at forebygge Gjennemsøgelsen paa hans Skib eller hans Convoi.
For at forebygge ethvert Misbrug i denne Henseende forpligtede de contraherende Magter sig at fornye deres strengeste Forbud, saavel til Førere af Krigs- som af Coffardi-Skibe, ikke at skjule Varer ombord, som efter denne Convention ansees for Contrabande, til hvilken Ende et Reglement tilføiedes Conventionen. Den 4de Artikel indeholder, at vedkommende Magter havde besluttet, at udruste et Antal Krigsskibe og Fregatter, for at beskytte disse Grundsætninger. Den 5te Artikel bestemmer, at kun de Skibe skulle ansees som det Lands Eiendom, hvis Flag de føre, hvis Skibscapitain og halve Eqvipage ere vedkommende Lands Mandskab. Den 7de Artikel bestemmer, at Conventionen ei skal have nogen retroaktiv Kraft og ei angaae Tvistigheder, som før dens Afslutning kunne have fundet Sted. Den 8de Artikel bestemmer Maaden hvorpaa en saadan muligen opstaaet Tvist skulde forsøges i Mindelighed afgjort, og at først Repressallier skulde bruges, naar en fredelig Afgjørelse forgjeves var forsøgt. Skulde een Magt fornærmes formedelst denne indgangne Convention, var den anden pligtig til at tiltræde dens Forsvar. I Følge 11te Artikel gave de contraherende Magter deres Samtykke til at andre neutrale Magter tiltraadte denne Convention, og deelte sammes Forpligtelser og Fordele.
n88 Efter 12te Artikel vedtoges, at disse mellem de contraherende Magter trufne Arrangements skulde meddeles de krigførende Magter.
Til denne Convention var føiet Kongen af Sveriges Reglement, efter hvilket Sveriges Skibsfart i Krigstider skulde rette sig.
Note fra den engelske Charge d'Affaires Hr. Drummond i Kjøbenhavn til Statssecretair Greve Bernstorf af 27de Dec. 1800.
«Da Hoffet i London er blevet underrettet om, at fiendtlige Negociatiationer mod det brittiske Rige meget levende ere bragte paa Bane, saa anseer det sig under saadanne Omstændigheder pligtig til at henvende sig til hans danske Majestæts Minister, for at fordre af samme en frimodig og tilfredsstillende Erklæring. Ved alle Europas Hoffe taler man offentligen om en Confoederation imellem Danmark og flere andre Magter, for med Magt at hindre Udøvelsen af Sørettens Grundsætninger, paa hvilke det brittiske Riges Anseelse til Søes fornemmeligen beroer, og som i alle Krige ere blevne befulgte af alle Magter, samt erkjendte af deres Tribunaler. Hans Majestæt har ikke forlangt af Dem nogen Erklæring over dette Punkt, i Tillid til Hans Danske Majestæts Loyalitet og til Iagttagelsen af de nyligen mellem begge Hoffer indgangne Forbindtligheder. Det var Sammes Ønske at oppebie det Tidspunkt, da Danmark vilde ansee det for sin Pligt at modsige disse Rygter, som ere saa fornærmelige for dets redelige Sindelag, og lade sig saa lidet forene med Vedligeholdelsen af den gode Forstaaelse mellem begge Lande. En af disse Magters Forhold og offentlige Erklæring, som efter Forlydende have indgaaet denne Confoederation, tillader ikke hans Majestæt nu længer at iagttage sin forrige Taushed. Undertegnede finder sig derfor forpligtet til at fordre af Hans Exellence, Greve af Bernstorff, et tydeligt, aabenbart og tilfredsstillende Svar angaaende Beskaffenheden, Gjenstanden for og Indholdet af de Forbindtligheder, som hans danske Majestæt har indgaaet, eller angaaende de Negociationer, som finde Sted med Hensyn til en Sag, som interesserer hans brittiske Majestæts Værdighed og hans Folks Interesse. Hans brittiske Majestæt, stedse beredt til at gjengjælde de Venskabs-Beviser, som Samme maatte modtage af hans danske Majestæt, haaber nu i det danske Hofs Svar paa denne Opfordring at finde ny Anledning til at begrunde et nyt Venskab.
Undertegnede benytter sig af den Leilighed, som denne Note giver ham, til at bevidne den fuldkomne Høiagtelse, med hvilken han har den Ære o.s.v.
Underteg.
Drummond.
Statssecretair Bernstorfs Svar paa denne Note dateret 31te December 1800.
«Efterat undertegnede Statssecretair for de udenlandske Anliggender har underrettet Kongen, sin Herre, om Indholdet af den Note, som Hr. Drummond har gjort ham den Ære at tilstille ham under 27de dennes, er han bleven befuldmægtiget til at svare følgende derpaa:
Hoffet i London maa have faaet meget urigtige Efterretninger, da det et Øieblik har været i Stand til at troe, at Danmark har udkastet fiendtlige, eller saadanne Planer mod det, som ei lade sig forene med Vedligeholdelsen af den lykkelige Enighed, som bestaaer mellem begge Kroner; og Kongen er hans brittiske Majestæt meget forpligtet, fordi Samme har givet ham Anledning til paa det allerpositiveste at igjendrive Rygter, der ere ligesaa ugrundede, som de stride mod Kongens aabenbare Sindelag.
Den Negociation, som er bragt paa Bane i St. Petersburg, imellem Rusland, Preussen, Sverige og Danmark, har intet andet Øiemed, end at fornye de Forbindtligheder, som i Aarene 1780 og 1781 ere indgangne mellem de samme Magter til deres Skibsfarts Beskyttelse, og som dengang bleve alle Hoffer i Europa communicerede.
Da hans Majestæt Keiseren af Rusland foreslog de nordiske Magter at retablere disse Forbindtligheder i deres oprindelige Form, har Danmark taget saa meget mindre i Betænkning at samtykke deri, som det aldrig har opgivet de Grundsætninger, der 1780 bleve erklærede, hvilke det har anseet det for sin Pligt at forsvare, ved alle Leiligheder at gjøre gjældende, og i Hensyn til samme ei tilstede andre Modifikationer end dem, som udledes af dets Tractater med de krigførende Magter.
Langt fra det Ønske at forstyrre disse Magter i Udførelsen af de Rettigheder, som Krigen giver dem, har Danmark ingen andre Hensigter med Negociationen med sine Allierede, end saadanne, som ere defensive, fredelige, og ei i Stand til at fornærme eller opirre nogensomhelst Magt. De Forbindtligheder, som det vil indgaae, ville alene blive grundede paa den strengeste Opfyldelse af de Forpligtelser, som dets Tractater paalægge det, og naar det ønsker at sikkre sin uskyldige Skibsfart mod de aabenbare Misbrug og Voldsomheder, som Søkrigen kun alt for let fører med sig, saa troer det at bevise sin Agtelse for de krigførende Magter ved den Forudsætning, at de, langt fra at ville authorisere eller taale saadanne Misbrug, ville fra deres Side gribe de bedste Forholdsregler til at forhindre og undertrykke saadanne.
Danmark har ikke iagttaget nogen Hemmelighed angaaende nogen Gjenstand for dets Negociationer, om hvis Beskaffenhed man har indgivet Hoffet i London nogen Mistillid; men det har tillige tænkt, at det ei var afvigende fra den brugelige Form, naar det ønskede at oppebie det definitive Resultat deraf, forinden det officielt derom underrettede de krigførende Magter.
Da Undertegnede ikke veed, at een af de Magter, som ere interesserede i denne Negociation, har gjort nogen Erklæring, eller har taget saadanne Forholdsregler med Hensyn til Negociationens Gjenstand, som kunde støde Storbrittanien eller opvække dets Mistanke, saa kan han ikke svare paa dette Punkt af Hr. Drummonds Note uden sammes videre Forklaring.
Endnu mindre kan han begribe, i hvilken Henseende de ved den foreløbige Convention af 29de August sidstleden indgangne Forbindtligheder kunne ansees for at stride mod dem, som Danmark er i Begreb med at indgaae med de neutrale og forenede Magter i Norden. I alle de Tilfælde, hvor han skulde opfordres til at bekjæmpe eller bortfjerne Tvivl, som man maatte nære med Hensyn til Kongens Oprigtighed, vil han finde denne Forretning meget let, saalænge den samme Oprigtighed finder Sted paa den anden Side med Hensyn til de Bebreidelser eller den Mistanke, som man maatte sætte i Bevægelse mod hans Majestæt. Han smigrer sig med, at den engelske Regjering vil, naar den har faaet de forlangte Oplysninger, have den Frimodighed at tilstaae, at den provisoriske og øienbliklige Opgivelse, ikke af et Princip (Spørgsmaalet med Hensyn til samme bliver uafgjort), men af en Forholdsregel, hvis Magt aldrig er bleven, og aldrig kan blive gjort stridig, ikke i ringeste Mande kan findes at staae i Modsigelse med de almindelige og bestandige Principer, med Hensyn til hvilke de nordiske Magter ere i Begreb med at oprette en Cooperation, som, langt fra at comprommitere deres Neutralitet, alene er bestemt til at befæste den.
Undertegnede glæder sig ved den Tro, at disse Oplysninger maatte tilfredsstille Hoffet i London, og at det sidste vil lade Kongens Hensigter og Tænkemaade vederfares Retfærdighed, men især erkjende hans Majestæts uforanderlige Ønske, ved alle i Sammes Magt befindlige Midler at befæste det Venskab og den gode Forstaaelse, som raader imellem Danmark og Storbrittanien.
Han har den Ære at give Hr. Drummond Forsikkringen om hans meest udmærkede Høiagtelse. Kjøbenhavn den 31te December 1800.
Underteg.
Bernstorff.
Derpaa fulgte en Proklamation fra hans brittiske Majestæt angaaende Embargo paa alle russiske, svenske og danske Skibe, samt Forbud mod Handel og Skibsfart til disse Rigers Havne, under 14de Januar 1801, hvilken Bestemmelse notificeredes de danske og svenske Gesandter i London i en Note af 15de Januar 1801. I denne Note fremfører Grenville Grunden til dette fiendtlige Skridt fra Englands Side; men ender Noten saaledes: «Men ved at gribe disse Forholdsregler vil hans Majestæt bære Omsorg for, at ingen haard eller streng Fremgangsmaade skal vorde iagttaget mod uskadelige Individer. H. M. nærer endnu stedse den oprigtige Attraa, at de Omstændigheder, som have gjort dette Skridt absolut nødvendigt, maatte vorde bortfjernede, og at Samme maatte blive i Stand til at vende tilbage til hine Forhold med Hofferne i Stockholm og Kjøbenhavn, som fandt Sted mellem dem, førend denne gjensidige Forstaaelse blev afbrudt ved nærværende Forsøg paa at fornye fordums Pretensioner».
Den Kongelige Danske Gesandt, Grev Wedel-Jarlsbergs Svarsnote af 16de Januari 1801.
«Undertegnede, hans danske Majestæts overordentlige Gesandt, vil i Dag med Bekymring oversende til sit Hof den officielle Communication, som han i Gaar har erholdt fra Lord Grenville, angaaende den Embargo, som er bleven lagt paa de danske Skibe i de brittiske Havne. I det han venter sin Herres Befalinger i Anledning af denne offensive Forholdsregel, kan han ikke undlade at protestere mod Gyldigheden af de Bevæggrunde, som ere blevne anførte i omtalte Note, og mod Retfærdigheden af de Følger, som den brittiske Regjering troer at maatte accreditere imod Hoffet i Kjøbenhavn. En Differents, som er opstaaet imellem Hofferne i Petersburg og London, under Negociationer, som alene ere bestemte til at beskytte en fuldkommen Neutralitet i Norden, har slet Intet med Embargoen at gjøre; og da hans keiserlige russiske Majestæt har udstædt en formelig Declaration over Grundene til de af Samme tagne Forholdsregler, saa finder Danmark deri en fuldkommen Gjendrivelse af den af hans brittiske Majestæt anførte Beviisgrund. Hvad de nordlige Magters Grundsætninger i Henseende til de hellige Neutralitets-Rettigheder angaaer, saa ere de aldrig blevne opgivne. Rusland har i sin krigførende Egenskab blot udsat sammes Anvendelse, og Danmark og Sverige have ved deres Convention af 27de Marts 1794, der officiel er bleven meddeelt alle krigførende Magter, i Europas Aasyn erklæret, at deres Beskyttelses-System til Gunst for en uskyldig Handel er uforanderlig. Det følger heraf, at hans danske Majestæt blot har fornyet Baand, som hidtil ikke ophørte at existere. Undertegnede troer sig derfor berettiget til formeligen at protestere mod en Fremgangsmaade af saa fiendtlig Beskaffenhed, hvilken Kongen, hans Herre, maatte ansee som en aabenbar og overlagt Provocation, naar ikke Communicationen var ledsaget af den Forsikkring, at hans brittiske Majestæt endnu bestandig ønsker at vedligeholde den gode Harmonie med Danmark; et Ønske, som hans danske Majestæt bestandigen har yttret, og derpaa givet de utvetydigste Beviser. Undertegnede, som ønsker sig til Lykke med at have i en Række af Aar været en Tolk for Kongens, hans Herres, uforanderlige Tænkemaade, beklager nu saa meget meer, at falske Indtryk true den gode Forstaaelse mellem begge Hoffer. Han ønsker, at han maa være Redskabet til en saadan Opgjørelse, som gaaer ud paa at rydde fornærmende Tvivl tilside, og bortfjerne uberegnelige Følger for begge Magters Interesse. Med denne Tænkemaade og med Følelsen af den største Høiagtelse fornyer han Lord Grenville Forsikkringen om sin Respect.
Undert.
Wedel-Jarlsberg.
Officiel Rapport fra Hr. Commandeur Olfert Fischer til det kongl. Admiralitets og Commissariats Collegium om Slaget paa Kjøbenhavns Rhed den 2den April d. A.
«Den 1ste April om Eftermiddagen Kl. 3½ lettede de to Divisioner af den engelske Flaade, under Vice-Admiral Nelson og en Contra-Admiral, gik tæt østen om Middelgrunden og ankrede strax sønden for den. Denne Force bestod af 12 Linieskibe, endeel svære Fregatter, Bombarderere og mindre Fartøier, i alt nogle og tredive Seilere. Den 2den April om Formiddagen Kl. 9¾, Vinden S. O., Bramseilskuling, lettede denne saavel sønden for Middelgrunden liggende Force, som den Norden for samme værende, under Admiral Parkers Commando. Linieskibene og de svære Fregatter, under Viceadmiral Nelson, holdt rumt hen i Kongedybet, for at tage efterhaanden Plads paa Siden af den mig anfortroede Defension. Bombardererne og de mindre Fartøier posterede sig nærmere til Byen, og Admiral Parkers Division af 8 Linieskibe og nogle mindre Fartøier krydsede sig med Force af Seil sydhen mod Defensionens nordre Fløi. Kl. 10½ passerede de forreste Skibe af Viceadmiral Nelsons Force de sydligste Skibe af Defensionen, og jeg gjorde Signal for de Skibe, som vare paa Skud nær, at begynde Slaget. Blokskibene Prøvesteen og Vagrien, og strax efter Jylland, imellem hvilket og Dannebrog det første af de engelske Skibe (et 74 Kanonskib) stoppede for et Anker agter fra, adlød strax dette Signal med en vel styret og fortræffelig vedligeholdt Ild. Efterhaanden opkom de øvrige, og ved deels at forbiseile den først ankrede, deels at stille sig agter for ham, dannede en tæt Linie, som, da den udstrakte sig længere Nord end til Orlogskibet Sjælland, kun angreb omtrent 2/3 af den mig anfortroede Defension, da Trekoners Batteri, og da Blokskibene Elefanten og Mars ikke, og Fregatten Hjelperen kun lidet kom i Ilden.
Slaget var inden ½ Time almindeligt. 12 Linieskibe, hvoriblandt et paa 80, og de fleste øvrige paa 74 Kanoner, og 6 til 8 Fregatter paa den ene Side – paa den anden 7 Blokskibe, hvoraf kun 1 førte 74 Kanoner, de øvrige kun 64 og derunder, 2 Fregatter og 6 mindre Fartøier – saaledes vare Stridskræfterne fordeelte i det Hele. Fienden havde allesteder 2, hvor vi havde 1, og Blokskibet Prøvestenen havde foruden Kontraadmiralen og 1 Linieskib, 2 Fregatter, som skød ham hele Tiden ret for ind, uden at den kunde besvare disse et Skud. Naar jeg altsaa blot historisk melder, hvad Deres Kongelige Høihed Kronprindsen Selv har seet, og med Dem saa stor en Deel af Danmarks og Europas Borgere, at denne (jeg kan vel kalde den saa) høist ulige Kamp varede og vedligeholdtes med en uforlignelig Tapperhed 4½ Time, at den overlegne Magts Ild 1 Time før Slagets Ende allerede var saaledes svækket, at adskillige af de engelske Skibe, hvoriblandt Viceadmiral Nelsons, kun skjød med enkelte Kanoner; at denne Helt i dette Øieblik, midt i Slagets Hede, sendte en Parlamentair i Land for at foreslaae Vaabenstilstand; naar jeg tillægger, at det er meldt mig, at 2 engelske Linieskibe allerede havde strøget, men ved Opseiling af flere Skibe bleve understøttede og heiste igjen, – saa er det mig vel tilladt at sige, tilladt at troe, at Fienderne selv ville tilstaae: at Danmarks gamle Søkriger-Ære den Dag lyste i saa utrolig Glands, at jeg takker Himlen for at have havt Europa til Vidne derpaa.
Endnu hang Seirens Vægtskaal, om ikke lige, dog var den langt fra ikke sjunken til Skade for Danmark. Selv de første og haardest angrebne sydlige Skibe, selv den omringede, med al min høje Idee om dansk Tapperhed ubegribelige Prøvesteen, slog endnu en Stund indtil næsten alle Kanonerne vare demonterede. Omsider maatte disse vige Overmagten, og den danske Ild ophørte derpaa efterhaanden sønden fra og nord efter.
Allerede Kl. 11½ blev Orlogskibet Dannebrog, paa Siden af hvilket Viceadmiral Nelson laa, skudt i Brand. Jeg begav mig med min Stander paa Orlogskibet Holsteen af nordre Fløi; men Dannebrog stred længe under den strax istedet for heiste Vimpel. Den havde ved Enden af Striden 270 Mand døde og blesserede.
Kl. 2½ var Orlogskibet Holsteen saa forskudt, havde saa mange Døde og Saarede, og et saa stort Antal Kanoner demonterede, at jeg atter omskiftede min Stander der med Vimpelen, og da Sjælland, hvis Touge vare overskudte, allerede var i Drift, begav jeg mig til Trekroner-Batteri, hvorfra jeg commanderede den nordre Fløi, som var i let Engagement med Parkers Division, indtil jeg Kl. 4 modtog Deres Kongelige Høiheds Ordre at ophøre Slaget.
Defensions-Linien sønden for Trekroner kom saaledes i Fiendens Vold, undtagen Fregatten Hjelperen, som, da den tilsidst havde at stride imod en alt for overlegen Magt, kappede og holdt ind til Stubben; Repetitøren Elven, som efterat have faaet adskillige Grundskud, Master og Takkelage forskudt, endeel Døde og Saarede, holdt inden for Kronen. Skjøtprammene Nyborg og Aggershuus, som, den sidste taget paa Slæbetouget af den første, holdte synkefærdige ind til Kysten, og det gernerske Flaadebatteri, som var meget ilde tilredt: endelig Blokskibet Dannebrog, som kort efter Slaget sprang i Luften. Foruden det Tab, Fienden synlig har lidt, er jeg vis paa, at han, saavel paa Mandskab som paa Skibe, har lidt betydelig; ogsaa er Fordelen af Seiren kun ubrugelige Skibe med for det meste fornaglede Kanoner, og Krudtet overbord kastet.
Bestemt kan Antallet paa Døde og Saarede ei endnu opgives, men jeg anslaaer det fra 16 til 1800. Paa de førstes Liste maa jeg med Smerte anføre: Cheferne af Blokskibet Infødsretten og Fregatten Kronborg, Capitain Thura og Premierlieutenant Hauch, samt adskillige andre brave Officierer. Paa de sidste staaer først: Chefen af Dannebrog, Capitain Ferdinand Braun, som foruden adskillige andre Saar har mistet den høire Haand.
Til Officierernes og Mandskabets mageløse Mod har jeg intet Udtryk. Slaget selv kan kun beskrive det.
Doqven, den 4de April 1801.
Olfert Fischer.
Over denne Beretning blev Nelson meget forbittret og skrev et Brev til General-Adjutant Lindholm for at gjendrive den. I dette yttrede han, at han ansaae det for sin Pligt at give Prindsen bedre Underretning, da H. K. Høihed var kaldt til Vidne, da han ellers vilde have behandlet Fischers Rapport med den Foragt som den fortjente. Efterat have udpeget nogle Usandheder (som Nelson kaldte det) vedbliver han: «hvad den Snak betræffende Seieren angaaer, da vil H. K. H. ikke skjænke ham nogen Tillid. Hele Forsvarslinien indtil Syden for Trekroners Batteri skjød jeg i Sænk, opbrændte og entrede jeg, eller drev Skibene ind i Havnen. Han siger, at det er bleven ham meldt, at to brittiske Skibe have strøget deres Flag. Hvorfor tog han dem da ikke i Besiddelse? Jeg tog hans, saasnart de havde strøget deres Flag. Grunden er klar – fordi han ikke troede det; han maatte indsee, at en saadan Melding var falsk. Han angiver, at det Skib, paa hvilket jeg havde den Ære at heise mit Flag, havde ved Enden af Slaget kun affyret nogle enkelte Skud. Og det er sandt, thi faste og koldblodige stode mine Gutter, og vilde ikke lade et eneste Skud gaae tilspilde. Han synes at ville spotte over, at jeg sendte et Vaabenstilstandsflag i Land. Men De veed, og H. K. H. veed, at de Kanoner, der bleve affyrede fra Kysten, blot kunde fyre gjennem de danske Skibe, der havde overgivet sig, og at, naar jeg fyrede mod Kysten, det heller ikke kunde skee paa nogen anden Maade. Gud bevare mig fra, at jeg skulde ville tilintetgjøre en Dansk, der ikke gjorde nogen Modstand mere. Da de bleve mine Fanger, blev jeg deres Beskytter.»
Med Hensyn til Styrkens Opgivelse paastod de Engelske, at Fischer uretteligen havde udeladt Trekroners Batteri, og det paa Amager, og derimod optaget de engelske Skibe, som vare strandede og ikke kunde deeltage i Slaget.
Nelsons Beretning
n89 til Parker lød saaledes:
Elefanten paa Kbhvns Rhed 3die April.
M. H. I Følge Deres Ordre at give Dem Rapport af den Eskadres Operationer, som De gjorde mig den Ære at lade mig kommandere, maa jeg underrette Dem om, at da jeg ved Hjelp af den duelige Officier Capitain
Riou, og ved Capitaine
Brisbanes Utrættelighed, saavel som Styrmændene paa Amazon og Cruizer, havde lagt Bøier i det østre Løb, gik Eskadren uskadt igjennem og ankrede ved Drakø om Aftenen den 1ste. I Gaar Morges gjorde jeg Signal til at lette og angribe den danske Linie, som bestod af 6 Seilere af Linien,
n90 elleve flydende Batterier, med Skjøt fra 26 Fireogtyvepundigere til 18 Attenpundere, og et Bombarderskib, foruden skonertbygde Kanonbaade.
n91 Disse understøttedes af Kronøerne,
n92 der havde 88 Kanoner,
n93 og af 4 Seilere af Linien, som laae for Anker i Indløbet
n94 og nogle Batterier paa Amager.
Bombeskibene og Kanonbaadene undflyede, de øvrige Seilere, som udgjorde den hele Linie syd for Kronbatteriet ere sunkne, brændte eller tagne efter en Bataille af 4 Timer.
n95Det intrikate Farvand forvoldte, at Bellona og Russel ved Uheld kom paa Grund, men endskjønt de ikke indtog den Plads der var anviist dem, kom de dog til at ligge saaledes, at de gjorde den største Nytte. Agamemnon kunde ikke lægge Middelgrunden forover, og blev nødt til at ankre, men uden at den ringeste Blame kan tillægges Capitaine Faucourt; det var en Hendelse, som ethvert Skib er underkastet. Disse Omstændigheder hindrede vor Linies større Udstrækning; hvis vi havde havt disse 3 Skibe til Disposition, da er jeg vis paa, de nok vilde have bragt Kronøerne til at tie, saavelsom Skibene vesten for samme, og forebygget det stærke Tab paa Defiance og Monarch, og reddet den kjække, gode Capitain Riou (til hvem jeg havde betroet Anførselen af Fregatterne og Slooperne Blanche, Alcmen, Dart, Arrow, Zephyr og Otter, for at assistere ved Angrebet paa Skibene i Indløbet af Havnen) fra en meget svær Ild; Følgen var at Capitain Riou og mange brave Officerer og Mænd paa Fregatterne og Slooperne bleve bortskudte.
Bombeskibene vare beordrede til at tage deres Station foran Elefanten, og de kastede nogle Bomber paa Arsenalet.
Capitain Nose, som tilbød sin frivillige Tjeneste til at anføre Kanonbriggerne, gjorde Alt hvad der var muligt for at føre dem fremad; men Stormen var for stærk for dem til at gjøre Tjeneste under Actionen. Ikke destomindre skyldes Capitain Nose og alle Officererne saavelsom Mandskabet paa Kanonbriggerne den største Roes for deres Bestræbelser. Baadene fra de Skibe, som ikke vare beordrede i Attakken, gjorde os Bistand,
n96 og deres Officerer og Mandskab fortjener mit varmeste Bifald.
Desirée tog sin Stilling saaledes, at den skød for ind paa det sydlige danske Linieskib, og var af den største Tjeneste.
Actionen begyndte 5 Minuter over 10. Avanten førtes af Capitaine G. Murray paa Edgar, som gav et herligt Exempel paa Dristighed, der efterfulgtes af enhver Capitaine, Officer og Mand paa Eskadren.
Det er min Pligt at bevidne Dem Contraadmiral Graves udmærkede Fortjeneste og Kjækhed.
Jeg maa erklære mig høiligen forbunden til Capitain Foley, som tillod mig at heise mit Flag paa Elefanten; hans Raad var nødvendigt og vigtigt ved mange Leiligheder under Slaget.
Jeg maa ligeledes erklære mig enhver Capitaine, Officer og Mand høiligen forbunden for deres Tjenstiver og udmærkede Bravour ved denne Leilighed.
Oberst Stevard gjorde mig den Ære at være ombord paa Elefanten, og selv tilligemed enhver Officer og Soldat under hans Commando at deeltage med Fornøielse i Dagens Møie og Farer.
Tabet i en saadan Bataille maatte naturligviis være stort. Imellem mange andre brave Officerer og Mænd, som dræbtes, maa jeg med Smerte anføre Capitain Mosse paa Monarch, som efterlod Kone og 6 Børn at begræde hans Tab, og mellem de Saarede Capitaine Thompson paa Bellona.»
Jeg har den Ære at være &c.
Nelson og Broute.
Paa den engelske Liste paa Døde og Saarede opgaves det totale Tab af Døde og Saarede til 943 hvoriblandt 20 døde og 48 saarede Officerer. Den danske Forfatter yttrer den Formening, at Officerernes Antal er angivet nøiagtigere end de Gemenes, fordi hine have Slægtninger og Venner hjemme, som derom maa underrettes, og slutter deraf, at de Engelskes Tab har været langt større end opgivet.
*
Om den sluttede Vaabenstilstand fandtes i Collegial-Tidenden et Uddrag dateret 11te April 1801, saalydende:
«De Rygter, som have udbredt sig i Publiko angaaende den engelske Admirals Fordringer, eller foreslagne Vilkaar ved de Underhandlinger, som have fundet Sted, forinden den indskrænkede Vaabenstilstand blev sluttet paa Kjøbenhavns Rhed, ere saa mange, saa forskjellige, og for en stor Deel saa urigtige, at Udgiveren af Collegial-Tidenden skylder dette Blads Læsere Underretning om, hvad der nu med Vished vides at være foregaaet i denne Henseende, hvilket i det væsentlige er følgende:
Den engelske Admiral, Sir Hyde Parker (som var forsynet med Fuldmagt fra sin Regjering) foreslog først en defensiv Alliance imellem Danmark og Storbrittanien, i hvilket Tilfælde den engelske Regjering forbandt sig til at understøtte Kongen af Danmark med en Flaade af 20 Orlogsskibe, i det mindste, i Østersøen; hvorimod Danmark ogsaa skulde forpligte sig til at holde en Flaade af 10 Orlogsskibe i bemeldte Sø.
Dette Forslag blev strax afslaaet som stridende mod de nordiske Magters bevæbnede Neutralitets Forbund.
Derefter erklærede den engelske Admiral, at han var villig til at indhente nærmere Instructioner fra sit Hof, dersom han imidlertid kunde ansee Kjøbenhavn som en venskabelig Havn, og dersom Danmark vilde afstaae fra den nordiske Coalition.
Fra Danmarks Side blev der udnævnt 2de militaire Commissarier (Generalmajor v. Walterstorff og Generaladjutant Lindholm) for at indhente nærmere Forklaring over den førstnævnte Punkt; den sidste blev derimod aldeles afslaaet. Efterat Commissarierne havde havt et Par Samtaler med Admiralen betræffende en Vaabenstilstand og de dertil hørende Betingelser, gav han et (saakaldet) Ultimatum, som gik ud paa, at Danmark enten maatte indgaae en defensiv Alliance med Storbrittanien, eller og desarmere, og han forlangte bestemt Svar herpaa inden 24 Timer.
Men det blev ham tilkjendegivet, at begge disse Forslag fandtes upassende og uantagelige. Den næste Dag tilbød han den Forandring i Vaabenstilstands-Vilkaarene, at Danmark skulde høre op med at armere; at dets Krigsskibe skulde blive in statu quo, at der skulde iagttages den strengeste Neutralitet i Henseende til Storbrittanien, og at det skulde suspendere Virkningen af det imellem de nordiske Magter indgangne Forbund, saalænge, indtil den nuværende Uenighed med Kongen af England var bleven bilagt, eller til Admiralen havde faaet nærmere Forholdsregler fra sit Hof.
Endelig bleve Commissarierne fra begge Sider enige om de Vilkaar, som indbefattes i den vedtagne Vaabenstilstand, hvis Indhold er indrykket i Collegial-Tidendens sidste Nummer.»
Erklæring. (paa Fransk.)
Hele Europa kjender det System, som Danmark har fulgt med uforanderlig Vedholdenhed under 15 Aars Krige og Uroligheder. Den strenge Overholdelse af en aaben og upartisk Neutralitet, og en samvittighedsfuld Opfyldelse af alle de Pligter, den medfører, have udgjort den eneste og bestandige Gjenstand for alle dets Ønsker og Bestræbelser. I alle sine Forhold til andre Stater har den danske Regjering viist en Ligefremhed og Redelighed, der svarede til dens Hensigters Reenhed, og til den Kjærlighed til Fred, hvori den ei kan mistænkes for nogensinde at have vaklet. Hidtil havde Forsynet velsignet dens Bestræbelser. Skyldfri og angerløs mod alle Magter, var det lykkedes den at vedligeholde en god Forstaaelse med enhver af dem, og naar Omstændighederne fra Tid til anden have foranlediget Reclamationer og Discussioner fra de krigførende Magters Side, saa have de stedse havt deres Udspring fra den Upartiskhed i den danske Regjerings Opførsel, og Strenghed i dens Grundsætninger, som hine Forhandlinger kun have tjent til at bekræfte.
Denne Freds- og Sikkerheds-Tilstand er pludselig bleven tilintetgjort.
Efterat den engelske Regjering ved en skammelig Uvirksomhed har forraadt alle sin Allieredes Interesse, der vare indviklede i en ligesaa alvorlig som usikker Kamp, har den pludseligen udviklet sin hele Styrke for at overrumple og angribe en neutral og fredelig Stat, som ikke havde paa fjærneste Maade fornærmet dem. Planen til at overfalde Danmark, som er forbunden med Storbrittanien ved ligesaa gamle som hellige Baand, er bleven forberedt med ligesaa megen Hemmelighed som Hurtighed. Den danske Regjering har seet den engelske Krigsmagt ankomme til sine Kyster, uden Anelse om at den var stilet mod Danmark. Øen Sjælland befandtes omringet, Hovedstaden truet, den danske Grund haanet og krænket, førend Hoffet i London ved et eneste Ord havde lagt sine fiendtlige Hensigter for Dagen. Disse bleve dog snart tydeligen nok udtrykte. Men Europa vil have Vanskelighed for at fæste Tro til hvad det faaer at høre. Den sorteste, den voldsomste, den grusomste Plan, som nogensinde er bleven lagt, er blot grundet paa en foregiven Efterretning, eller snarere et løst Rygte, om et Forsøg, som efter det engelske Ministeriums Paastand skulde gjøres for at rive Danmark ind i Forbindelser, som vare fiendtlige for Storbrittanien. Støttende sig paa denne Forudsætning, som den meest løselige Undersøgelse snart viiste kun var en falsk Formodning, lod den engelske Regjering paa den bestemteste Maade erklære Hoffet i Kjøbenhavn, at Danmark for at beskytte sin egen Interesse, og sørge for sin egen Sikkerhed, kun havde Valget mellem en Krig og mellem den nøieste Alliance med Storbrittanien. Og hvilken Alliance vovede man at tilbyde? En Alliance, som til første Pant paa Danmarks Undertvingelse overgav dets Krigsskibe til den engelske Regjering. Valget mellem disse Forslag kunde ikke være tvivlsomt. Forslaget selv, ligesaa fornærmeligt i sit Tilbud, som i sine Trudsler, kunde end ikke foranledige nogen Betænkning. Den retfærdigste og dybeste Harme maatte overveie enhver anden Betragtning. I dens Stilling mellem Skam og Fare havde den danske Regjering intet Valg. Krigen udbrød. Danmark skjuler ingenlunde for sig selv de Farer og de Tab, hvormed denne Krig truer det. Uforberedt overfaldet paa den troløseste Maade, angrebet i en isoleret Provinds, som var næsten blottet for alle Forsvarsmidler, med Magt henrevet i den meest ulige Kamp, kan det ikke smigre sig med at undgaae smertelige Uheld. Men endnu har Danmark at redde en usmittet Ære og den Agtelse, som det tør smigre sig med ved en pletløs Fremgangsmaade at have forskaffet sig i Europas Øine, og det troer at vinde meer Ære i en Modstand, som bukker under for Magten, end dets Modstander i en Triumf, som misbruger den. Det frygter ikke Europas Dom over denne nye Tvist, det troer forud derved at finde sig hædret. Lad upartiske Kabinetter dømme, om der for England var nogen politisk Nødvendighed, eller nogen Sikkerheds Betragtning forhaanden, for hvilken det tillader sig uden Betænkelighed at opofre en Stat, som aldrig har fornærmet eller paa nogen Maade udæsket det. Stærk ved sin gode Samvittighed, ved sin Tillid til Gud, ved de kjække og troe Nationers Kjærlighed og Hengivenhed, som ere forenede under eet elsket Scepter, nærer den danske Regjering det Haab, at den uden Svaghed vil kunne opfylde den alvorlige, skjønt farefulde Pligt, som Ære og Nødvendighed har paalagt den. Den troer sig berettiget til at stole paa de europæiske Kabinetters Deeltagelse og Retfærdighed, og haaber at spore Virkningen deraf især fra de høie Souverainers Side, hvis Hensigter og indgangne Forbindelser have maattet tjene til Paaskud for at besmykke den meest skrigende Uretfærdighed, og hvis Tilbud, sigtende til at give den engelske Regjering Midler i Hænde til en almindelig Freds Indledning, ikke have kunnet afholde denne fra en Voldsomhed, der maa oprøre alle retskafne og ædle Hjerter i England selv, der udsætter en dydig Sonverains Charakteer for Daddel, og besudler for evig Storbrittaniens Annaler.»
*
Den engelske Erklæring udkom først den 25de September 1807, efterat Kjøbenhavns Skjebne allerede var afgjort, og lyder saaledes:
n97«Hans Majestæt skylder sig selv og Europa en aaben Fremstilling af de Bevæggrunde, som have foranlediget hans seneste Forholdsregler i Østersøen.
Hans Majestæt har udsat denne Forklaring ene i Haab om en fredeligere Overeenskomst med Hoffet i Danmark, hvilken det var Hans Majestæts inderlige Ønske og første Bestræbelse at opnaae, for hvilken han var rede at gjøre store Anstrengelser og store Offere, og som han aldrig tabte af Sigte, endog i det meest afgjørende Fiendtligheds Øieblik.
Hvor dybt endog Hans Majestæt har følt sig skuffet i dette Haab, har han dog den Trøst, at ingen Anstrengelse fra hans Side har været sparet for at tilveiebringe et modsat Resultat. Men i det han beklager den grusomme Nødvendighed, som har tvunget ham til at tage sin Tilflugt til fiendtlige Handlinger mod en Nation, med hvilken det var Hans Majestæts alvorligste Attraa at indgaae en Forbindelse til fælles Tarv og Alliance, føler Hans Majestæt tillidsfuld, at Retfærdiggjørelsen for Sammes Forhold vil findes i en uundgaaelig Pligts Bydende, der for en Fyrste overgaar alle en Souverains øvrige Forpligtelser, den Pligt nemlig at sørge, medens der endnu er Tid, for sit Folks umiddelbare Sikkerhed.
Men Hans Majestæt kunde ikke undlade at drage sig til Minde, at da det danske Hof, ved Enden af den forrige Krig, indlod sig i et fiendtligt Forbund mod Storbrittanien, grundede dets Retfærdiggjørelse, fordi det saa uforsvarligen krænkede en Neutralitet, som Hans Majestæt aldrig havde ophørt at respectere, sig paa dets Uformuenhed til at modstaae Virkningen af en udvortes Indflydelse og en frygtelig Nabomagts Trudsler. Hans Majestæt maatte nødvendigen sammenligne den Grad af Indflydelse, der paa den Tid bestemte Kongen af Danmark til en Beslutning, der krænkede en positiv Forpligtelse, som først for et halvt Aar siden var indgangen, med den langt større Virkekraft, som Frankrige nu havde Midler til at give det samme Skræmsels-Princip, da det saae Kongeriger kastede for dets Fødder, og havde hele Nationers Befolkning under sine Faner.
Faren var ikke heller mindre overhængende end vis. Den Armee, som var bestemt til et Indfald i Holsteen, var forsamlet paa det neutrale Hamburgs krænkede Grund. Og naar Holsteen først var besat, var Øen Sjælland i Frankriges Vold, og Danmarks Sømagt til dets Raadighed.
En brittisk Magt kunde, det er sandt, have banet sig Vei til Østersøen, og for en Tid avet den danske sømagts Bevægelser. Men den Aarstid nærmede sig, da denne Forsigtighedsregel vilde været uden Nytte, da Hans Majestæts Flaade maatte have forladt hiin Sø, og tilladt Frankrige i uforstyrret Sikkerhed at forøge sine Midler til Angreb imod hans Majestæts Besiddelser.
Dog, selv under disse Omstændigheder og i det Hans Majestæt opfordrede Kongen af Danmark til at give den Satisfaction og den Sikkerhed, som H. M. var nødt at fordre, og i det Samme forlangte det eneste Pant, hvorved denne Sikkerhed kunde gives med nogen Virkning, – ledsagede H. M. dette Forlangende med at tilbyde enhver Betingelse, som kunde forlige det danske Hofs Interesse og Følelser med samme.
Det blev Danmark selv overladt at bestemme de Vilkaar og de Betingelser, som det maatte forlange.
Dersom Danmark frygtede for, at Overgivelsen af dets Flaade vilde opvække Frankrigs Forbittrelse, som en Føieligheds-Handling, saa havde Hans Majestæt i Beredskab en Krigsmagt af saa frygtelig Størrelse, at den selv i Frankrigs Øine maatte retfærdiggjøre enhver Eftergivenhed, i det den gjorde enhver Modstand aldeles unyttig.
Var Danmark virkeligen beredt paa at modstaae Frankrigs Forlangende, og forsvare sin Uafhængighed, saa tilbød Hans Majestæt sin Medvirkning til dets Forsvar – ved en Flaade, ved Tropper og Pengehjælp; end videre Garantie af dets europæiske Lande, og Sikkerhed for dets Colonial-Besiddelser samt Forøgelsen deraf.
At Sværdet er bleven draget for at udføre en Foranstaltning, som var fornøden til at sikkre Hans Majestæts Lande, maa Hans Majestæt oprigtigen og bitterligen beklage. At Verdens Stilling og Omstændigheder ere saa, at de have krævet og retfærdiggjort de Forholdsregler til Selvforsvar, hvortil H. M. har fundet sig tvungen at tage sin Tilflugt, er en Sandhed som Samme dybt beklager, men hvorfor han i ingen Deel er ansvarlig.
Hans Majestæt har længe fortsat en høist ulige Kamp af samvittighedsfuld Overbærelse imod uafladelig Vold og Undertrykkelse. Men denne Overbærelse har sine Grændser. Da den Plan aabenbart vedkjendtes og allerede var for langt fremrykket, til at fuldende de europæiske Magters Undertvingelse under en almindelig Anmasselse, og ved Skræk eller ved Magt at forene dem til et Forbund mod dette Kongeriges Sørettigheder og politiske Tilværelse, blev det nødvendigt for H. M. at forekomme et Systems Held, som ikke var mere farligt for Sammes egen Interesse, end for de Magters, som vare bestemte til at være Redskaber for dets Udførelse.
Det var paa Tide, at Virkningerne af den Frygt, som Frankrige havde indgydet Verdens Nationer, skulde finde en Modvirkning i en Anstrengelse af Storbrittaniens Magt, der blev fremkaldt af trængende Omstændigheder, og afmaalte efter Farens Storhed.
Uagtet Krigserklæringen fra den danske Regjerings Side, staaer det endnu til Danmark at bestemme, om Krigen mellem disse Nationer skal fortsættes. Hans Majestæt vil foretrække en fredelig Overeenskomst. Han attraaer ivrigen at stikke et Sværd i Skeden, som Samme saa ugjerne nødtes til at drage. Han er rede til at vise Danmark og Verden, at, ligesom han alene har handlet i Overbeviisning om hvad der skyldtes hans egne Landes Sikkerhed, ønsker han af ingen anden Bevæggrund, eller for noget andet Hensyn til Fordeel eller Forstørrelse, at drive de fiendtlige Forholdsregler over Grændserne af den Nødvendighed, som frembragte dem.
Westminster den 25de Septbr. 1807.
Eieren af Herregaarden Hofmansgave i Fyen, en af Forfatterens fortroligste Ungdomsvenner, som i Aaret 1807 tillige eiede Bistrup-Gaard tæt ved Roeskilde, og som under de Engelskes Ophold i Sjælland var i idelig Bevægelse for at gaae Castenskjold til Haande, og tjene sit Fædreland, har meddeelt Forfatteren nogle Notitser i den Anledning, hvoraf herved gives et kort Uddrag. Gjerne havde Forfatteren leveret disse Notitser, der ere forfattede under Katastrophen selv, og udflyde fra en Pen, som stedse har været Sandhedens Tolk, fuldstændigen, men af Frygt for at gjøre sit Værk alt for vidløftigt, har han ogsaa paa dette for ham høist interessante Bidrag maattet lægge en Forkortnings-Maalestok.
«Saasnart Jacksons Forlangende om Flaadens Udlevering var af Kronprindsen bleven afviist, bleve Landværnssoldaterne indkaldte. Nogle af dem kom i Garnison i Kjøbenhavn, Andre bleve samlede under General Castenskjolds Commando. Herremændene rundt om i Sjælland mistede derved Mange af deres Karle, og ved denne Formindskelse af Arbeidskraften forsinkedes Høstbjergningen. Flere af Kjøbenhavns Indbyggere, især Fruentimmer, flygtede ud af Byen til Venner paa Landet, og Bistrup Herregaard fik ogsaa den Slags Indqvartering. De kongelige Princesser flygtede ogsaa kort før Bombardementet fra Hovedstaden, og General Baird, der havde besat Frederiksberg og kjendte dem da de passerede forbi, lod presentere Gevær for dem. Efter nogle Dages Ophold i Roeskilde, flyttede General Castenskjold sit Qvarteer til Egnen af Lethraborg, hvor man samlede Landeværnet, der bestod af en Hob slet bevæbnede Mennesker, som deels i flere Aar havde været uvante til Krigstjenesten, deels vare over den Alder, i hvilken Militair-Tjenesten tilbørligen kan udføres. Nogle af dem, der indfandt sig paa Herregaarden Bistrup, vare iførte gamle Husar-Uniformer og saa slet bevæbnede som muligt. De saae ynkelige ud. Hofman paatog sig at opsøge Castenskjold for at meddele ham nogle ham ihændekomne Efterretninger om Fiendens Anmarsch. Han fandt den ærværdige gamle Mand til Hest paa en Høi uden for Kjøge, hvor Slaget stod nogle Timer efter. Udfaldet af den ulige Kamp mellem en vel organiseret Armee, forsynet med Artilleri, og de slet munderede og uøvede Corps af Soldater og Landeværns-Officerer, maatte den gamle Krigsmand have indseet; thi Hofman fandt megen Alvor i hans Væsen, da han forlod ham. Generalen overlod Hofman at sørge for sin Krigskasse, hvilket efter mange Hændelser omkring i Sjælland omsider lykkedes ham. Strax efter dette Møde med Generalen var det at Kjøge-Slaget stod, og det Castenskjoldske Corps efter Englændernes lette Seier splittedes ad.
Under disse Omstændigheder udbredte Englænderne sig over hele Sjælland og kom ogsaa til
Roeskilde. Da Herregaarden Bistrup ligger tæt derved, frygtede Hofman for Molest for sig og sin Famile, og søgte at erholde en Sauvegarde. Han henvendte sig i denne Anledning til General
Wellesley (nu Wellington) selv, der lovede ham samme godmodigen, endskjønt han spøgende bemærkede, at han fandt Hofman noget paatrængende; men han undskyldte sig med sin Kones Forfatning, hvis Nedkomst forestod. Samtalen førtes først paa Engelsk, siden paa Fransk, og da Hofman tilkjendegav sin Forundring over den Lethed hvormed Generalen talede dette Sprog, bemærkede han, at han havde tilbragt en Deel af sin Ungdom i et irsk Collegium i Frankrige. Da imidlertid Leidebrevet udeblev, skrev Hofman den følgende Dag til Generalen og fornyede sin Bøn, hvortil han føiede den, at en Møllebygger, Porter, som havde arbeidet for ham, og som han troede arresteret, maatte blive frigiven. Han fik derpaa følgende egenhændige Svar fra Generalen.
n98Blæseborg ce 2 Septbr. 1807.
«Monsieur.
Si les troupes vont du coté de Holbech, j'aurai soin que Madame de Hofman aura une Sauve-Garde. S'ils ne vont pas de ce coté – la, cette precaution ne sera pas necessaire. – Si je le peus j'aurai l'honneur de vous faire une visite. Je ne crois pas que Mr. Porter a été arreté.
J'ai Phonneur d'être, Monsieur, Votre très obèissant
Serviteur Arthur Wellesley.»
à Mons. Mons. Hofman.
«Den følgende Dag gjorde Generalen med sine 3 Adjutanter Hofman et Besøg og tog Frokost hos ham. Generalens Escorte bestod kun af tvende bevæbnede Matroser til Hest. Under Besøget besaa Generalen Hofmans gode Malerisamling, hvori fandtes meget gode Stykker, og da Hofman tilbød ham et Maleri til Erindring om hans Besøg, afslog han det med forbindtlige Udtryk. Adjutanten Cotton, yttrede derimod, at hans Fader ogsaa samlede paa Malerier, men dette Vink vilde Værten ei forstaae. Hofman anfører i sine Notitser flere Exempler paa Englændernes Godmodighed, hvormed de optoge hans stundom djærve Tiltale, som en patriotisk Harme over det engelske Tog lagde ham i Munden, ligesom Flere blandt dem, især blandt Hanoveranerne, udtrykte sig med Bitterhed over denne Englændernes Expedition mod Danmark. – Saavel Englænderne, som Hannoveranerne holdt i Almindelighed god Mandstugt i Sjælland, og Marodeurer straffedes paa Stedet. Saaledes blev en Soldat, som tog et Uhr i en Landsbye – høie Tostrup – straffet i de forsamlede Troppers Nærværelse med Kat. Under Englændernes Ophold i Sjælland, stiftede en Godseier (B.. g paa S........ m) en Conspiration mod Englænderne, hvori Hofman ingen Deel vilde tage. Den opdagedes, men Hanoveranerne gave de Danske Anledning til at tilintetgjøre de didhørende Papirer.»
Capitulations-Artiklerne for Staden Kjøbenhavn og sammes Citadel, vedtagne mellem Generalmajor Walterstorff, Contre-Admiral Lütken og General-Adjutant Kirchhoff, som dertil ere behørigen authoriserede af H. E. Generalmajor Peymann; og ved Generalmajor A. Wellesley, Sir Popham, og Oberstlieutenant Murray, behørig authoriserede af Admiral Gambier, og Generallieutenant Chathcart.
1ste Art. Naar denne Capitulation bliver underskreven og stadfæstet, skulle hans brittiske Majestæts Tropper sættes i Besiddelse af Citadellet.
2den Art. En Vagt af hans brittiske Majestæts Tropper skal ligeledes besætte Holmen.
3die Art. Skibene samt Krigsfartøierne af enhver Benævnelse, tilligemed alle hans danske Majestæt tilhørende Skibssager og Sø-Inventarium skulle overgives i de Personers Værge, som blive udnævnte for hans brittiske Majestæts Krigsmagt, og de skulle ufortøvet sættes i Besiddelse af Holmen samt alle de dertil hørende Bygninger og Forraadshuse.
4de Art. De sig i hans brittiske Majestæts Tjeneste befindende Forraads- og Førselsskibe skulle tillades, hvis fornødent gjøres, at komme ind i Havnen, for igjen at indskibe hvad Skibssager og Tropper de have hidbragt til denne Ø.
5te Art. Saasnart Skibene skulle være udbragte fra Holmen, eller inden 6 Uger fra denne Capitulations Datum, eller før, om muligt, skulle hans brittiske Majestæts Tropper overantvorde hans danske Majestæts Tropper Citadellet i den Tilstand, hvori det befindes, naar de besætte samme. Hans brittiske Majestæts Tropper skulle ligeledes inden forbemeldte Tid, eller snarere, om muligt, igjen indskibes fra Øen Sjælland.
6te Art. Fra denne Capitulations Datum skulle Fiendtlighederne ophøre over hele Sjælland.
7de Art, Ingen Person, være sig hvo det er, skal vorde molesteret, og al Eiendom, offentlig eller privat, undtagen de førommeldte hans danske Majestæt tilhørende Skibe og Krigsfartøier samt Søinventarium, skal respecteres, og alle civile og militaire Betjente i hans danske Majestæts Tjeneste skulle vedblive i den fulde Udøvelse af deres Embedsforretninger over hele Sjælland, og Alt skal anvendes, som kan sigte til at fremme Enighed og god Forstaaelse mellem de tvende Folk.
8de Art. Alle paa begge Sider tagne Fanger skulle ubetinget tilbagegives, og de Officerer, som ere fangne paa Æresord, skal befries for samme Forpligtelse.
9de Art. Al Engelsk Eiendom, som maatte have været seqvestreret i Følge de stedhavende Fiendtligheder, skal tilstilles Eierne.
Denne Capitulation skal stadfæstes ved de respective Høistkommanderende, og Stadfæstelserne skulle udvexles før Klokken 12 denne Dags Middag.
Givet i Kjøbenhavn den 7de Dag af September 1807.
Walterstorff.
Arth. Wellesley.
Lütken.
Home Popham.
Kirchhoff.
G. Murray.
Stadfæstet og bekræftet ved os i det brittiske Hovedqvarteer paa Hillerup denne fornævnte syvende Dag af September 1807.
I. Gambier.
Chathcart.
Under 7de September udkom i Kjøbenhavn en Bekjendtgjørelse fra den kommanderende General Peymann af følgende Indhold: «Medborgere! Efterat alle vore Forsvarsmidler ere blevne utilstrækkelige, og vi ikke have kunnet forhindre Fienden fra at anlægge Forskandsninger saa nær ved Stadens Volde, at han kan, saa ofte han finder for godt, sætte Staden i Brand paa flere Steder, uden at vore Sluknings-Anstalter (der ere ødelagte baade ved deres Brug og Fiendens Skyds) kunne formaae at standse Ildens Udbredelse; saa har jeg, saavel i Betragtning heraf, som da efter min egen og de øvrige Høistkommanderende Officerers fuldkomne Overbeviisning vor svækkede Styrke i dens nuværende Forfatning ikke er istand til med nogen Sandsynlighed at afværge, at jo Fienden er istand til at indtage og sætte sig i Besiddelse af Staden, og som en Følge deraf tillige af begge Holmene og Flaaden, uagtet disses Forsvar fra Søsiden er aldeles betryggende, været sat i den uheldige Nødvendighed, for at spare uskyldige Borgeres Blod, og Staden fra de uberegnelige Følger, dens Indtagelse med Storm maatte drage efter sig, at indgaae Capitulation med den fiendtlige Krigsmagts Anførere, og derved maattet overgive Flaaden, samt indrømme Fienden Besiddelse af Citadellet Frederikshavn og Holmen i saa lang Tid, som udfordres til at føre Krigsskibene ud paa Rheden, dog med Vilkaar, at baade disse Steder skal tilbageleveres, og Øen Sjælland inden 6 Uger i det længste skal være forladt af de engelske Tropper, samt at alle private og offentlige Eiendomme baade her i Staden og overalt paa Øen Sjælland skulle af dem blive uantastede og urørte. Medborgere! I det jeg gjennemtrængt af Bekymring meddeler Eder denne Efterretning, maa jeg tillige minde Eder om, at den første Borgerpligt af Eder, hvis Liv og Gods nu saaledes ere betryggede, er Rolighed og Orden, og jeg bør tillige advare Enhver om, at Overtrædelse af denne Pligt er en Forbrydelse, som kunde drage bedrøvelige Følger efter sig.»
Samme Dag søgte en Hoben Folk at gjøre Opløb uden for Trakteur Raus Gaard, men blev ved Hjælp af den bevæbnede Magt strax standset.
n99
Et Øienvidne giver om Bombardementet følgende Beskrivelse:
«Hvor eller hvorledes skal jeg begynde at fortælle Dem den Elendighed, som Kjøbenhavn og dens Indvaanere i en Tid af næsten 3 Gange 24 Timer have maattet udstaae og endnu føle, og sikkert længe ville føle Følgerne af, – det veed jeg ikke. Jeg troer, at jeg i mit sidste Brev meldte, at Engelskmændene vare landede: de rykkede immer nærmere og nærmere for Byen. Vel gjorde vore Tropper adskillige smaa Udfald mod dem, hvorved især Kongens Livjæger-Corps, som altid blev brugt, og sendt i Spidsen for de andre, udmærkede sig paa en ærefuld Maade ved Mod og Tapperhed – det mistede og adskillige Døde og har mange Saarede –, men alle disse Udfald vare dog af ingen synderlig Nytte, da Fienderne vare saa mange, og vi vare saa faa, og desuden ingen ordentlig Armee havde, da den kun bestod af Borgere og Frivillige.
Fienden kom os omsider saa nær, at vore yderste Forposter kun stode nogle Skridt paa hiin Side Stadsgraven; han opkastede imidlertid de frygteligste Batterier, især et bag ved Ladegaarden, og ellers rundt omkring Byen. De Gale bleve, efter Overeenskomst imellem os og Fienden, af ham selv forflyttede ud i Landet, og indqvarterede i Kirker og andre Steder; thi vore Bomber og Kugler fra Volden vilde ellers have dræbt og saaret Mange af disse Ulykkelige. Vi stak nu selv i Brand den forreste Deel af Vesterbro, men den ydre kunne vi ikke komme til for Fienden, da vi begyndte for sildig derpaa; thi Broerne burde strax, da Fienderne nærmede sig, have været afbrændte, endskjønt det skar Een i Hjertet, at see saa smukke Bygninger som de paa Vesterbro at stige op i Røg; – dog dette var kun Forspillet til et end skrækkeligere Skuespil. En Deel af Nørrebro og Østerbro blev ogsaa afbrændt.
Al Passage var imidlertid spærret, Portene bleve lukkede, der afgik ingen Post og der kom ingen Post. Fienden opfordrede os nu adskillige Gange til at overgive ham vor Flaade, hvilket vi naturligviis haardnakket afsloge, det han dog ikke havde ventet; thi han troede ikke, at vi turde gjøre Modstand, naar han først var kommen i Land og var Byen saa nær, næsten paa et Pistolskud. Saaledes hengik da Tiden indtil den 1ste Septbr., da Fienden formelig opfordrede Peymann til at udlevere sig Flaaden. Hertil svarede han bestemt Nei.
Den 2den September om Eftermiddagen kom her en Parlamentair for at hente den engelske Consul Hills Datter, som var i Huset hos Falbes, hvoraf man kunde slutte, at de havde noget Alvorligt i Sinde, hvilket vi da ogsaa snart fik at see; thi samme Dags Aften henimod Kl. 8 begyndte Fienden et aldeles mageløst Bombardement.
I Forbigaaende maa jeg bemærke, at de Bomber, Fienden forhen havde kastet, just ikke vare med de bedste, hvoraf man havde taget Anledning til i de offentlige Blade at forsikkre os, at kun 1/20 vilde træffe, og de andre springe i Luften; men nu skede just det Modsatte. Fremmede Officerer, som opholde sig her i Byen, paastaae, at der aldrig endnu i Verden har været Mage til et saadant Bombardement, og at det var meer end Menneskeligt, at vi holdte os saa længe, som vi gjorde.
Man beskjød os med Bomber, Granater, Ildkugler, gloende Kugler og Brandraketter, og gjorde derved 2den September ligesaa mærkværdig som 2den April. Der kan nok neppe tænkes noget Skrækkeligere og Frygteligere end dette Bombardement, og Ingen uden den, der har været tilstede derved, kan gjøre sig en Idee om det Gyselige deri. Man tænke sig Luften fuld af hurtigen løbende Stjerner – eller de saakaldte Stjerneskud; thi omtrent saaledes saae Bomberne ud i Farten, at sige ved mørk Nat – man tænke sig disse at fare frem med en pibende Hvinen, styrte ned i et Huns, med græsseligt Bulder at slaa Tag, Loft, Bjælker, Gulv og flere Etager itu, omsider selv med et frygteligt Skrald at springe, og derpaa Luen at slaae ud igjennem Vinduer, Loft, Døre o.s.v., saa har man omtrent et Billede af det Syn, hvortil vi her næsten hvert Secund vare Tilskuere. Hertil kommer, at næsten ved hver Bombe saa man Mennesker enten blive dræbte, eller qvæstede paa Arme og Been, og at dette Bombardement vedblev for det første hele Natten mellem 2den og 3die Sept., holdt noget op henved Morgenen, men begyndte igjen om Aftenen den 3die, og vedblev hele Natten mellem den 3die og 4de Septbr., indtil lige ud paa Eftermiddagen den 4de, begyndte derpaa igjen om Aftenen den 4de, og vedvarede hele Natten mellem den 4de og 5te Septbr. indtil ud paa Dagen den 5te, da det holdt op for bestandig.
Denne skrækkelige Ængstelses-Periode for Kjøbenhavns Indbyggere varede saaledes omtrent 3 Jævndøgn. Af Nætterne var vel den første særdeles rædsom, da vi endnu ikke vare vante til et saadant Syn; men alle Brandanstalter vare dog i god Stand, saa at Ilden ingen Overhaand kunde tage: der brændte op et Par Huse, men det var Intet at tale om; den anden Nat brændte der vel mere, især paa Nørregade, da Fienden immer sigtede efter Fruetaarn, men man var nu mere vant til det, saa at den Nat i det Hele taget ei var saa frygtelig. Men nu kom den tredie og sidste, og denne var den skrækkeligste. Strax henad Aftenen angrede de vore Batterier ved Tømmerpladsen, stak Ild i alt Tømmeret, saa at hele Himlen syntes at staa i Lue; de fik ogsaa ved deres Bomber Ild i adskillige Huse rundt om Fruekirke; Allarmen og Forvirringen blev immer større og større, Brandanstalterne vare ved Ilden og Bomberne fordærvede, Brandfolket faldt som Fluer, da Fienden stedse smed Bomberne lige i Ilden for at hindre Slukningen; omsider maatte vi forlade Batteriet ved Tømmerpladsen, og Krudtforraadet sprang i Luften. Paa Batteriet blev Capitain Restorff, som havde en Bryggergaard paa Nørregade, skudt tværsover. Henad Natten kom der omsider Ild i Fruetaarn, som Fienden længe nok havde sigtet efter, og som han nu ogsaa fik Bugt med. Der kan neppe gives noget, at jeg saa maa udtrykke mig, skrækkelig stoltere Syn, end det, at see en saadan Ildpyramide, som Fruekirke fremviste, da den med Taarn og Alt stod i lys Lue. Ilden blev nu ved Taarnets Nedstyrtelse almindelig, og brændte da og den paafølgende Dag følgende Gader og Steder: hele Nørregade, lille Kjøbmagergade, Kultorvet, Nørrevold, Skindergaden, Fiolstrædet, det meste af Kannikestrædet, Studiegaarden, Borchs Collegium, noget af Vimmelskaftet, Klædeboderne, Frueskole &c. &c.
De fiendtlige Batterier laae i saadan Linie omkring Byen, og saaledes, at der intet Sted var sikkert, hvor der jo saa at sige regnede Død og Lemlæstelse ned. Vore Brand-Anstalter vare fordærvede, saa at vi ei kunde slukke den overhaandtagende Ild; der var altsaa intet andet tilbage for os, for at spare uskyldige Oldingers, Koners og Børns Blod, og Byen for ganske at ødelægges, end at capitulere; hvorfor da ogsaa Peymann den 5te om Eftermiddagen begyndte at underhandle med Fienden, og den 6te kom Kapitulationen i Stand saaledes: at Fienden skal have vor hele Flaade, og selv udruste den her med Alt Fornødent, til hvilken Ende han skulde besætte Holmen og Kastellet, hvilket skede den 7de Septbr.; men inden 6 Uger skal de engelske Tropper have forladt Øen Sjælland. Man siger, at de allerede næsten skulle have 2 Skibe færdige. De faae i Alt omtrent 21 Linieskibe og 16 Fregatter; det er haardt; men af to onde Ting maae man vælge den mindst onde.
De Engelske skulle være mellem 30 og 40000 Mand, og 6000 skulle staae ved Korsøer, for at hindre Kronprindsen Overfarten med sin Armee. De have, saavidt man endnu har erfaret, just ikke begaaet nogen Molest i Landet, men skulle have holdt en meget streng Krigstugt. Den kommanderende General heder Chathcart; Flaaden, som kommanderes af Popham, har intet gjort men lagt ganske rolig.
I Tirsdags bleve Portene for første Gang aabnede, men lukkedes Kl. 7 om Aftenen. I Dag afgaae for første Gang Posterne til Hamborg og Norge.
Nu maa jeg fortælle Noget om, hvorledes det er gaaet mig: jeg var, som De veed, i Studentercorpset, og vi havde Ordre til, saasnart Generalmarsch sloges, øieblikligen at indfinde os paa Volden, hvor Enhver havde sin anviste Plads. Den første Nat mødte jeg altsaa paa Volden, endskjønt jeg om Morgenen havde meldt mig syg; her forblev jeg da om Natten. Min Post var ved Vesterport, og der blev Ingen hverken dræbt eller saaret, da vi vare meget forsigtige og løb af Veien for Bomberne, som faldt paa Volden. Ved Nørreport, hvor de nok havde været mindre forsigtige, blev 3 Studenter dræbte, og 7 saarede; blandt de dræbte vare Etatsraad Colds og Justitsraad Holms Sønner; vi have i Alt ved Corpset 6 Dræbte.
Den anden Nat mødte jeg ogsaa paa Volden, endskjønt jeg ikke var tilsagt; men fik Lov at gaa hjem igjen, hvilket jeg ogsaa gjorde, og forblev der indtil om Morgenen, da jeg formedelst Bomberne, som faldt ned i Huset, maatte retirere ned i Kjelderen, som var det eneste Sted, man kunde være nogenlunde sikker; men snart nødte en Bombe, som faldt ned ogsaa her, os Alle til at forlade den; kun Værten, som eiede Huset og var Spekhøker, paastod at ville blive, og 2 Timer efterat vi vare gangne bort, kom en Bombe og tog ham hele Underdelen bort fra Maven af.»
Kronprindsens Brev til Peymann lød saaledes: «Saa ubehageligt det end er, at tænke sig Muligheden af Kjøbenhavns Overgivelse til Fienderne, saa lidet jeg ogsaa befrygter denne Overgivelse, medens De fører Overkommandoen, finder jeg det dog Nødvendigt herved at bekjendtgjøre for Hr. Generalen: at det er hans Majestæt Kongens Villie og Befaling, at De, hvis den Ulykke – som Gud forbyde – skulde tildrage sig, at Kjøbenhavn blev indtagen, skal, forinden Stadens Indtagelse, lade antænde og opbrænde Flaaden, da hans Majestæt af tvende onde Ting vælger den mindste, og det virkelig for Hans Majestæt er et mindre Onde at vide sin Flaade brændt, mod det langt større, at vide samme i deres Hænder, som ere Fiender af Hans Majestæt og af Landet, og derved at give disse Ugjerningsmænd en Triumf, som ingen dansk Undersaat vil kunne taale».
Steffens kom Kjøbenhavn paa 1½ Miil nær, da han blev opfangen og bragt til Fiendens Hovedqvarteer; men det lykkedes ham at tilintetgjøre sine Depescher, hvis Indhold ingen Trudsel kunde aftvinge ham.
Blandt dem, som gjorde danske Autoriteter opmærksomme paa Rygtet om, at Expeditionen gjældte Danmark, var ogsaa den danske Consul i London, Wolff, Associé af Huset Wolf & Dorville. Til disse streves under 2den Juni et anonymt Brev af følgende Indhold: «Det er nogle vel underrettede Personers Mening, at den Expedition, som nu udrustes i dette Land, er bestemt til at tage Kjøbenhavn og hele Øen Sjælland i Besiddelse. Derom burde deres Regjering visseligen i Tide underrettes, for at berede sig paa disse Tropper &c. Ønskende Fred blandt hele Menneskeslægten er jeg &c. –».
Dette og andre Rygter om denne Expedition bevægede Consulen til derom at gjøre Indberetning til General-Land-Oeconomie- og Commerce-Collegium, som under 25de Juli besvarede Brevet saaledes:
«I Anledning af det i Hr. Consulens Skrivelse af 14de d. M. indberettede i London udspredte Rygte om befrygtende Misforstaaelse mellem Danmark og Storbrittanien, undlader man ikke at give Dem tilkjende, at dette Rygte er aldeles ugrundet, at Intet fra vor Side er forefaldet, hvorved den mellem begge Hoffer herskende gode Forstaaelse paa nogen Maade kunde ansees svækket eller afbrudt.
Vi maa derfor herved anmode Hr. Consulen om bestemt at modsige alle saadanne ugrundede Rygter, og berolige vore Søfarende med den Forsikring, at hertil aldeles ingen Anledning er forhaanden, da Collegium ikke vilde undlade, naar nogen uforudseet Omstændighed havde Indflydelse paa Danmarks hidtil iagttagne Neutralitet, betimeligen igjennem de Kongelige Consuler at lade de Søfarende meddele det Fornødne til Efterretning.
Sehested.
Ewald. Ljungberg.
Wendelbo.
Schmidt Phiseldeck.
Normann.
I. Winther.
Omtrent samtidig dermed gjorde Consul Wolff den danske Legationssecretair Rist opmærksom paa disse Rygter; men med samme Virkning. Rists Svar af 14de Juli 1807 lød saaledes:
«Gjentagelsen af alle de Rygter, som circulerede i forskjellige af Dagens Papirer disse sidste Dage angaaende Tilværelsen af uvenskabeligt Forhold mellem dette Land og Danmark, paalægger mig den Pligt, at underrette Dem om, at de ere uden mindste Grund. Jeg er i Stand til gjennem den bedste Autoritet at kunne sige Dem, at den brittiske Expedition, langt fra at være stoppet i Sundet, er ufortøvet for en stor Deel passeret til Østersøen. De sidste Depescher, som Regjeringen har modtaget fra dets Minister i Kjøbenhavn Mr. Garlike, dateret 3die Juli, opnævner henved 50 Transporter, som have fortsat Touren til Østersøen, og at de øvrige snart ventedes.
Jeg stoler alt for tillidsfuld paa den Tilfredshed, som denne Underretning, og Forsikkring som jeg dertil kan føie, at den gode Forstaaelse mellem begge Hoffer ikke er undergaaet nogensomhelst Forandring, vil give Dem, for ikke at benytte den første Leilighed til at meddele Dem den, især da jeg seer de offentlige Blade endnu at fare vild, og derhos overveier de alvorlige Følger, som saadanne Beretninger kunne have paa vor Handel. Jeg ønsker derfor, at De vil have den Godhed at udbrede denne Efterretning saa meget muligt i hans danske Majestæts Consulater og Vice-Consulater i Storbrittanien, saa vidt som disse Rygter kunne have udbredt deres skadelige Indflydelse. Med Hensyn til Anmodningen om at anskaffe Passer for Reisende, som jeg har modtaget af Dem for nogle Dage siden, beder jeg Dem have den Godhed at underrette mig om Alien Office har nogensinde, og især nyligen, gjort nogen Vanskelighed ved at udstæde slige Passer (licences) efter Forlangende af Deres eller noget andet respectabelt Handelshuus, hvilket jeg ei kan formode, og ei kan finde nogen Grund til. Er det imidlertid Tilfældet, skal jeg gjøre det til en Gjenstand for videre Undersøgelse; er det derimod ikke, saa skulde jeg ønske, at den sædvanlige Maade i dette Punkt maatte blive fulgt.»
Jeg er &c.
14de Juli 1807.
I. Rist.
I. Wolff Esq.
Consul Wolff yttrede for flere af sine Venner baade i Danmark og Norge samme Frygt. Saaledes skrev han til Etatsraad Thorkelin i Kjøbenhavn «prenés Garde à Vous, car le diable est à la porte» og han gjorde ogsaa flere af sine Venner i Norge bekjendt med sine Anelser, ligesom og Rygtet derom udbredtes i Norge af Flere, der kom fra England.
De væsentligste Indtægter vare følgende i Aaret 1806:
| Rigsdaler. |
| Told-Indtægter | 1,292,275. |
| Consumtion | 110,631. |
| Contribution | 255,669. |
| Jordbog | 77,092. |
| Folke- og Familieskat | 11,588. |
| Gage og Rangskat | 11,973. |
| ¼ Procent-Skat | 40,586. |
| Jord- og Bygningsafgift | 227,310. |
| Afgift af Arv | 18,024. |
| Sportler, Skifter o.s.v. | 27,205. |
| Adskillige Indtægter | 70,149. |
| Stempelpapir-Afgiften | 85,000. |
| Kobbertienden omtrent | 25,000. |
| I Alt Rdlr. | 2,242,502. |
Tabel over Statsudgifterne i Aaret 1805.
| Rigsdaler. |
| Det kongelige Huses Deputater | 199,954. |
| Hofholdning | 110,132. |
| Hofbetjente samt Stald-Etaten | 106,766. |
| Partikulair- og Chatolcassen | 52,500. |
| Civil-Etatens Lønninger og Tillæg | 875,233. |
| De kongelige Slotte og Bygninger, Theatret | 135,390. |
| Ministrene udenlands | 115,704. |
| Rigsdaler. |
| Det udenlandsken100 Departement | 79,248. |
| Afrikanske Staler og Consulater | 154,678. |
| Adskillige Udgifter, hvorunder det kongelige Bibliothek 6810 | 84,850. |
| Pleie-Anstalter | 37,500. |
| Kjøbenhavns Fattigvæsen | 25,000. |
| Opmuddringen i Kjøbenhavn | 50,000. |
| Korn- og Fourage-Anskaffelse (med Loftleie) | 669,853. |
| Kongsberg Sølvværk og Blaafarveværk | 162,406. |
| Landvæsenets Forbedring | 36,399. |
| Landstutteri | 6,505. |
| Skyds- og Deliqvent-Omkostninger | 7,989. |
| Diverse Udgifter (Fragt og Reiser) | 20,079. |
| Forstvæsenet | 36,962. |
| Udgifter i Anledning den nye Matrikul | 29,784. |
| Adskillige Refusioner, Livrenter | 18,969. |
| Toldbetjenternes Procenter af Told-Indtraderne | 98,220. |
| Pensioner | 572,342. |
| Extra-Gage | 160,000. |
| Landmilitair-Etaten samt Douceur og Marsch-Penge | 2,781,022. |
| Land-Rekruterne i Hertugdømmerne | 55,902. |
| Rytterhold | 27,676. |
| Søe-Etaten | 1,746,711. |
| Renter af Statsgjæden | 1,743,246. |
| Forskjellige Indretninger | 12,636. |
| Rigsdaler. |
| Steenbruddet paa Bornholm | 8,817. |
| Qvartprocent-Skats Godtgjørelse | 33,628. |
| Forstvæsenet | 51,335. |
| Etablissementet paa Kysten Guinea | 51,417. |
| Præmie for Hval- og Robbefangsten, samt Fiskeriet under Island | 29,839. |
| Landeveienes Istandsættelse | 15,928. |
| Udgifter ved Glasværket i Norge | 9,155. |
| Udgifter ved Saltværket i Norge | 49,806. |
| Omkostninger ved Courantbanken 1 Aar | 27,798. |
| Mynten | 4,690. |
| Vestindiske Øer | 58,653. |
| Esrom Canal | 9,000. |
| Forskuddet af Landeveienes Istandsættelse | 75,206. |
| Courantbankens Seddel-Inddragelse | 349,284. |
| Fritzø Jernværks Udgiftern101 | 25,000. |
| Qvarantaine-Indretning | 18,639. |
| Den synkende Fond | 379,400. |
| Extraordinaire Udgifter ved Civil-Etatenn102 |
| 960,542. |
| Diverse mindre Udgifter | 3,747. |
| I Alt Rdlr. | 12,402,402. |
I Aaret 1835 vare derimod Udgifterne for den danske Stat alene, som følger, hvorhos bemærkes, at Ballancen mellem Udgift og Indtægt i Danmark siden den Tid bestandigen er bleven med hvert Aar fordeelagtigere for denne Stat:
| Rbd. Sølv. |
| Til det kongelige Huses Deputater og Appanager | 422,000. |
| Deres Majestæters Particulair- og Chatolkasse | 197,000. |
| Adskillige Udgifter i Anledning af Kongehuset | 150,000. |
| Det Geheime Statsraad | 12,000. |
| Embedsmændene under Justitscollegierne, hidtil Rbdr. Sølv | 270,000. |
| Fra Aaret 1835 i Anledning af de nye Dikasterier i Hertugdømmerne | 66,000. |
| –––––––– | 336,000. |
| Embedsmænd under Kameral- og Finants-Departementerne | 567,000. |
| Embedsmænd under Departementet for de udenlandske Sager | 229,000. |
| Andre Udgifter under bemeldte Departement og den afrikanske Consulat-Direction | 150,000. |
| Sø-Militair-Etaten: | |
| faste Fond … Rbdr. Sølv | 1,000,000. |
| extraordinairt – | 140,000. |
| Natural-Præstationer – | 63,000. |
| –––––––– | 1,203,000. |
| Rbd. Sølv. |
| Opmuddringsvæsenet | 45,000. |
| Land-Militair-Etaten: | |
| faste Fond … Rbdr. Sølv | 1,978,000. |
| Landsoldatens Douceur-Penge | 100,000. |
| I Natural-Præstationer | 327,000. |
| Til Bygnings- og Færstnings-Arbeider | 72,000. |
| Til adskillige Udgifter | 175,000. |
| –––––––– | 2,652,000. |
| Renter af Statsgjælden Rbdr. Sølv | 4,775,000. |
| Det bestemte Capital-Afdrag | 961,000. |
| –––––––– | 5,736,000. |
| Offentlige Bygningers og Havers Vedligeholdelse | 327,000. |
| Christiansborg Slots Fuldførelse | 100,000. |
| Universitetet i Kiel, offentlige Bygningers og Havers Vedligeholdelse, lærde Selskaber, Musæer, Grademaalinger, den videnskabelige Fond, Anskaffelser i litterair og artistisk Henseende | 182,000. |
| Privat almeennyttige Institutioner | 10,000. |
| Adskillige Reise-Understøttelser | 15,000. |
| Theatret | 50,000. |
| Hof- og Stald-Etaten, Gager indberegnede | 382,000. |
| Reqvisiter ved Contoirerne under de civile Departementer | 67,000. |
| Adskillige mindre Udgifter under de civile collegier | 30,000. |
| Straffe-Anstalter, Sundheds-Politi | 38,000. |
| Industrie- og Fabrikvæsen | 35,000. |
| Handels- og Consulat-Udgifter | 12,000. |
| Vestindien Rbdr. Sølv 39,000. | |
| Ostindien og Guinea | 80,000. |
| –––––––– | 119,000. |
| Grønland og Island | 21,000. |
| Honorarer og Gratificationer til civile og militaire Embedsmænd, Lærde og Konstnere | 193,000. |
| Gaver til Enker, Pensionister og Embedsmænds Børn | 80,000. |
| Kjøbenhavns Fattigvæsen, Hospitaler, milde Stiftelser, Skadelidte med Flere | 111,000. |
| Vartpenge og Pensioner, opførte paa Finantskassens aftagende Pensions-Liste, som i Aaret 1817 var 800,000 Rdlr | 416,000. |
| Den almindelige Pensionskasse, (som udenfor Finantsernes Bestyrelse har sine øvrige Indtægter af Post-Indtradernes Overskud og af sine egne Fonds i Statspapirer) | 100,000. |
| Matriculeringen i Danmark | 10,000. |
| Stutterivæsenet | 23,000. |
| Kanal- og Fyrvæsenet | 42,000. |
| Porto for Forsendelser K. T. med Pakkeposten | 32,000. |
| Aarligt Bidrag for at sætte den alm. Enkekasse i Stand til at udbetale Pensioner i Hertugdømmerne med samme reelle Beløb som før Forord. 5 Januar 1813 | 32,000. |
| Omkostninger ved Stænderforsamlingen | 40,000. |
| Der dog siden skulde erstattes Finantserne ved Repartition. | ‹…› |
| Til uforudseelige Udgifter anslaaes | 100,000. |
| Aarligt Bidrag for at sætte den alm. Enkekasse i Stand til at udbetale Pensioner i Hertugdømmerne med samme reelle Beløb som før Forord. 5 Januar 1813 | 32,000. |
| Omkostninger ved Stænderforsamlingen | 40,000. |
| Der dog siden skulde erstattes Finantserne ved Repartition. | ‹…› |
| Til uforudseelige Udgifter anslaaes | 100,000. |
| I Alt | 14,266,000. |
Førend Forfatteren indleder sine Læsere i det mørke Tidsrum, som
n103 han nu har at beskrive, i hvilket fast alle Landeplager nedtrykte vort ulykkelige Fædreland, udsender han nogle forberedende Ord om den Maade, hvorpaa han har behandlet sin Materie, der let kunde vorde mistydet og misforstaaet formedelst det Ubeskedenheds Sprog, som han kunde synes at have givet denne Deel af sin Fremstilling. En stor Deel af de Materialier, hvoraf han har sammensat dette Afsnit af sin historiske Skildring, har han hentet af egne Kilder – deels af Erindringer om dette skjebnesvangre Tidspunkt, deels af sine Nedtegnelser og sin Brevvexling med Flere af Landets paa den Tid formaaende Mænd. Han har derfor været nødt til i denne sin historiske Fremstilling hyppigere at omtale sin egen Person end ellers vilde være passende, og at fremdrage af sit Arkiv Documenter, som maaskee kunne udbrede et Lys over den Tids Begivenheder. De bære i det mindste Sandhedens Mærke, idet Originalerne endnu i uforandret Form ere forhaanden, og ligesom Forfatteren troer, at de fremstillede Beskrivelser og Yttringer ikke kunne modsiges af hans da levende Landsmænd, saa indeholde de Anelser om Nødvendigheden af en Reform i Landets Forfatning, og fremstille den forberedende Overgang dertil, som laa i Landets daværende Stilling. Han maatte overhovedet mistvivle om at kunne forelægge sine Landsmænd Billedet af Tidens Begivenheder, Landsmænds Færd og herskende Meninger, med livligere Udtryk end dem, som den umiddelbare Virkning paa den mangenlund bevægede Sjæl i det Øieblik da Begivenheden indtraf maatte give ham i Hænde. Han har saaledes, forsaavidt han dertil har havt Materialier, søgt at male Tidens Billeder med Tidens Pensel, og hvo der med ham har gjennemlevet hine Ulykkens Dage, vil neppe finde, at han har brugt for stærke Farver. Med større Forsigtighed har han maattet udtrykke sig med Hensyn til de Materialier, som igjennem Andres Mund og igjennem Rygter, der ikke altid føre Sandhedens Tale, ere komne ham tilhænde. Han vil hellere være mindre interessant end mindre sandfærdig, og hellere lade aabne Rum staa i sine historiske Blade end fylde dem med upaalidelige Sagn, iførte Sandhedens Klædemon, og med dristige paa en løs Grund hvilende Slutninger om Andres Færd. Især har han ikke uden Ængstelse nedskrevet sine Bemærkninger om Landsmænds Færd og Charakteer i høiere og lavere Stillinger, og han har dybt maattet føle, hvor vanskeligt det er at forene en frimodig og sandhedselskende Historieskrivers Kald med mangehaande Hensyn til de Dødes Eftermæle og de Levendes Krænkelser.
Forfatteren har troet det overeensstemmende med sine Læseres Ønske at indlede de udmærkede Mænd, som have havt en vigtig Indflydelse paa Fædrelandets Skjebne, i sine Læseres Bekjendtskab ved en kort biografisk Skizze over deres Personer, og især har han i en vidløftigere Skildring udbredt sig over Prinds Christian af Augustenborgs og Greve Herman Wedel-Jarlsbergs Liv og Levnet, fordi Fædrelandets Skjebne hænger paa det nøieste sammen med disse Mænds Virksomhed, der ligesom nyskabte Norges Fremtid. Derhos har Materialiernes Paalidelighed opmuntret ham til en større Vidtløftighed. De Notitser, som han har nedtegnet om Prindsen af Augustenborgs Barndoms og Ungdoms Historie, ere ham meddelte gjennem en af Prindsens høie Frænder,
n104 og de biografiske Efterretninger om Greve Wedel ere grundede paa hans Broders, General, Baron Wedels Meddelelser. Saa paalidelige Kilder troede Forfatteren at burde benytte, for at forevige i Historien det Billede om vor Tids vigtigste Personligheder, som aldrig meer i den Sandhed og Fuldstændighed kunde fremkaldes, som igjennem saa troværdige og paa det nøieste Bekjendtskab grundede Vidnesbyrd. Ved disse middelbare Meddelelser troer Forfatteren at have sørget for sine Læseres Tarv, og de ville forene sig med ham i Erkjendtlighed til de troværdige Hjemmelsmænd, hvorfra de udfløde.
Til Slutningen maa Forfatteren med ærbødig Taknemmelighed erkjende, at han ved den norske Regjerings liberale Godhed er bleven sat i Stand til at give nogle af sine Skildringer et authentiskt Præg, som de ellers ikke havde faaet. Ved at tillade ham Brugen af Regjerings-Commissionens Protokoller er han bleven sat i Stand til at følge Begivenhedernes
n105 Gang i en sammenhængende Kjæde – især i det første Aar efter Krigens Udbrud – og at forbinde dem med egne Erfaringer. Derhos maa han beklage, at disse vigtige Documenter kun berøre en mindre Deel af vort her omhandlede Tidsrum, og at de ikke indeholde de Deliberationer, som kunde udbrede Lys over den Tids dunkleste Begivenheder, eller opløse de historiske Tvivl, der saa ofte ere hørte, om de vigtigste Personers Færd og Begivenhedernes Sammenhæng. Disse Overveielser ere enten førte i Protokoller, som ikke findes, og ei ansaaes skikkede at bevares for Efterslægten, eller og den didhørende Brevvexling er ført i et Chiffer-Sprog, hvortil ikke mere findes Nøgle.
n106 Savnet deraf føles dybt af Historieskriveren, som i en sammenhængende Række vil overgive Efterverdenen Begivenhedernes Gang og afmale historiske Personers Færd med upartisk Sandhed. Han har derhos været saa heldig at kunne tildeels udfylde denne Mangel ved troværdige Hjemmelmænds Meddelelser. Imidlertid maa Forfatteren være den norske Regjerings Medlemmer i en dobbelt Grad erkjendtlig for deres liberale Understøttelse, fordi baade derved er viist en Tillid til hans Evner som historisk Forfatter, hvilken han ei selv tør nære, og fordi disse Protokoller i Begyndelsen af denne Deel af hans Arbeide har givet ham en Ledetraad, der meget har understøttet hans Fremstilling.
Efterretningen om den danske Hovedstads Bombardement, og derpaa følgende Overgivelse i Fiende-Vold, gik som en elektrisk Ild igjennem hele Norge, og det derved foranledigede Krigsforhold til England frembragte en naturlig Standsning og Lemlæstelse af al Handel og borgerlig Virksomhed. Aldrig var vel Overgangen større fra den livligste Handels-Bevægelse til en fuldkommen Standsning af de vigtigste Næringsveie, og ligesom til en fuldkommen borgerlig Død, og intetsteds vare de indvortes Midler færre til at afværge eller formilde Følgerne af dette Vindskibelighedens Svimeslag, end i Norge paa den Tid. Stødet traf paa en Tid da Norges vigtigste Næringskilde, Trælasthandelen, flød paa sit rigeste; thi til ingen foregaaende Tid havde den været livligere og fordelagtigere end just denne Sommer, da de østersøiske Havne tildeels vare lukkede for engelske Skibe, Adgangen til de store Skove i Sveriges Indland endnu ikke var aabnet i den Grad som den siden blev, og da det kanadiske Tømmer endnu ikke var blevet indtvunget paa det engelske Marked ved store Fordele med Hensyn til Toldsystemet. Den Aarets Tid, paa hvilken denne Handelens Standsning indtraf, gjorde ogsaa denne for Norges Handelsmænd høist lidelsesfuld; thi Krigen udbrød midt i Sommerens livligste Virksomhed, da de norske Trælastdragere vare i en fast monopoliseret Fart paa England. Det norske Flag vaiede saaledes i alle engelske Havne, og da der i Norge selv ikke var den fjærneste Anelse om Krigens Udbrud, overraskede Englands tidlige Embargo, som blev lagt endog førend det første fiendtlige Kanonskud løsnedes, Hovedstyrken af vor Handelsflaade i dets Havne, og denne faldt i Fiende-Vold. Midt under denne den engelske Regjerings haarde Adfærd mod en Nation, med hvilken England stedse havde staaet i den gjensidigen fordelagtigste Forbindelse, og i hvilken den under den franske Revolution altid havde havt de indtil Forblindelse ivrigste Tilhængere, manglede der ikke paa Exempler paa private Englænderes Deeltagelse i Norges Skjebne, eller den engelske Regjerings milde Udførelse af de med Krigens Udbrud forbundne Foranstaltninger. Mange engelske Kjøbmænd befordrede af yderste Evne de norske Skibes Afseiling, saasnart Rygtet om Embargo hørtes i Landet, og mangt et Skib kom paa den Maade uskadt til sin Hjemhavn. Alle de norske Skibe, som havde overført Trælast til Dokker eller offentlige Indretninger, bleve løsladte, og paa denne Maade undtoges mangt et Skib fra den paabudne Embargo, ligesom de største Skibe i Almindelighed vare i denne Fart. Historien fortier ikke det engelske Folks virksomme Deeltagelse i Norges Skjebne og mange Borgeres ædle Bestræbelser for at formilde Følgerne af den uventede krig;
n107 men den kan hverken retfærdiggjøre eller undskylde den engelske Regjerings Politik, uagtet dette Skimt af Liberalitet i Udførelsen deraf. Ingensteds havde det engelske Ministerium heftigere Modstandere mod sin politiske Færd mod Danmark i denne Krig at bekjæmpe end i England selv, og ved ingen Leilighed yttrede det engelske Folk større Misnøie med de engelske Ministres Politik. At disse imidlertid bleve staaende paa deres faste Grundvold, seirende over den stærke men ikke talrige Opposition, havde sin Grund i Parlamentets indre Organisation, hvori vi her ikke kunne indtrænge. Hverken den engelske Handelsstands ivrige Bestræbelser for at frelse de norske Handelsskibe, eller den engelske Regjerings formildende Fortolkninger af Embargoens Bud kunde hindre, at Beslaget lagde Baand paa den bedste, om ikke den største Deel af Norges Handelsflaade paa den Tid. Krigens Udbrud standsede ikke alene brat Landets vigtigste Næringsveie, men berøvede Fædrelandet de Redskaber, hvormed Capitaler skulde erhverves og en af dets vigtigste Næringsveie fremmes.
Nu først begyndte Norge at føle Savnet af de Indretninger, hvorved dets Selvstændighed paa Handelens Vei kunde understøttes, og hvorom vi i det Foregaaende have talt. Den Lethed, hvormed det banede sig Vei til Virksomhedens nødvendige, i Danmarks Hovedstad concentrerede Drivmidler, gjorde, at Norge i denne Henseende kunde betragtes som en sammenhængende Deel af Danmark, da begge Rigers Handlende paa eet Sted og ligesom i eet Samfund, endskjønt paa forskjellige Veie, nøde Godt af Næringsdriftens bevægende Kraft. Paa engang splittedes nu Rigerne ad, det enes Overflod af hine Drivmidler kunde ikke erstatte dets andets Mangler; thi Norges forsvarsløse Kyst omspændtes af fiendtlige Krydsere, og paa Landsiden afbrødes Forbindelserne ved Landstrækninger, som vare en Regjering undergivne, der allerede da viste en truende Politik, som snart skulde gaae over til et virkeligt Fiendskab. Hvilke mørke Udsigter maatte ikke Virksomhedens Forstandere i Fædrelandet under disse Omstændigheder have til Fremtiden. Den Aarets Tid nærmede sig, da det Tilskud af Fødemidler, hvormed aarligen vore egne Laders utilstrækkelige Forraad understøttes ved Tilførsel fra Danmark, maatte komme over Havet, og hvor meget de Omstændigheder, som vi forhen have berørt, for Øieblikket bidroge til at formindske Trangen, behøvedes store Qvantiteter af Fødemidler for at tilfredsstille Byernes, de jordløse Kysters og Fabrikkernes Behov. Kornfarten var, som før bemærket, mestendeels i danske Hænder, og nogle Opbringelser til engelske Havne var nok til at bortskræmme danske Kornhandlere fra en Fart, paa hvilken der vovedes langt meer end der vandtes; thi ved Siden af en Fordeel, som var usikker, og et Salg, hvis Udbytte ei uden Vanskelighed kunde erholdes, laa Eiendoms og Friheds Fortabelse. Norges passive Kornhandel maatte saaledes omskabes til en activ, og dets virksomme Borgere maatte ikke allene være betænkt paa at indkjøbe Korn i Danmark, men ligesom skabe en ny Færsels-Flotille, hvormed Kornet kunde hentes. Norges Kornhandel fik derved et forandret Udseende, hvis Følger ere gangne igjennem den hele Periode, som ligger imellem vor Tid og den nærværende.
Men endskjønt Kornet er det vigtigste Drivmiddel i Norges Handels- og Fabrik-Virksomhed, saa er det ikke det eneste. Ved Siden deraf maa lægges rede Udtællinger, hvis Savn i høieste Maade lemlæster Virksomhedens Kraft. I denne Henseende var den øienblikkelige Forlegenhed den største. Norges Virksomheds Forstandere beflitte sig lidet paa fulde Kasser, og henlægge sjeldent i dem ubrugte Reserve-Capitaler. Deres Virksomhed gaaer mestendeels ud paa en vis Giro-Omsætning, i det leverede og bekomne Varer fra- og tilskrives Vedkommende, og den overskydende Ballance former sig enten i contante Udtællinger, eller i Gjældsposter, som føres til Bogs. Men ikke destomindre kan den industrielle Vindskibelighed ingenlunde undvære rede Penge; men disse maae betragtes som et af dens vigtigste Vehikler. En Deel af de fornødne Materialier maae betales med rede Penge; Vexel-Omsætninger, Skatter og Huusholdnings-Udgifter trække ideligen paa den løbende Kasse. Vi have desuden seet, at der paa hiin Tid var en nøiere Forbindelse, der lignede et Familie-Forhold, imellem Virksomhedens Forstandere og deres Undergivne end nu omstunder. Den Enes Forlegenhed var den Andens, og Huusbonden ansaa sig forpligtet til at inddrage de Hænder, som understøttede hans Virksomhed, i sin Forsørgelses Omsorg. Derved voxede Forsørgerens Bekymringer, og flere Midler, saavel af rede Penge som af Fødevarer, maatte tilveiebringes for at afhjælpe Trangen i saa stor en Omfang. Alle Kilder til at reise Penge ophørte nu pludseligen at rinde, og Enhver var indskrænket til eget Forraad deraf, eller til hvad han hos Venner eller enkelte Pengemænd kunde samle. Der var ingen Bank i Norge, som kunde aabne sine Kilder for den forlegne Virksomhed, ingen Disconto-Indretning, der kunde forsølve de sikkreste Vexel-Papirer. Ingen Regningsballance paa den fordeelagtige Side, hverken i Norge selv eller i Udlandet, kunde erstatte dette Savn; thi det samme Baand paa Virksomheden var lagt overalt, og allesteds sporedes den samme Mangel paa rede Penge. Desuden blev Forbindelsen med Udlandet saa aldeles afbrudt, at derfra ingen Resourcer kunde hentes, ligesom den i høi Grad var svækket med Frændelandet selv. Hos Kjøbenhavnske Commissionairer, gjennem hvis Hænder paa den Tid Norges Penge-Omsætninger fast udelukkende skede, var ingen Tilbøielighed til Forstrækninger, hvis Tilbagebetaling enten udsattes i det Fjærne, eller endog aldeles kunde udeblive under fortsatte Krigs-Omstændigheder. Kjøbenhavn var dengang, hvad Hamburg nu er, Norges vigtigste Omsætnings-Bank og Pengekilde, endskjønt den flød renere og i en simplere Form end nu om Dage. Reelle Papirer, støttede paa en fordeelagtig Handels-Virksomhed og solgte Handelsproducter, og ikke Ryttervexler eller Credit-Papirer uden Fundament, som Forlegenheden skaber for at reise Penge, nedsendtes dengang fra Norge til Kjøbenhavns Børs. Det var imidlertid ikke i Almindelighed i Kjøbenhavn, at Norges Handlende havde deres Overskud af dissponible Capitaler; det var mestendeels i England og Holland, hvorfra de efterhaanden uddroge de Remisser, som skulde dække deres Tratter paa danske Commissionairer. Dersom der i dette Kredslød af Omsætninger blev et Overskud tilbage til den norske Handelsmands Fordeel, deponeredes det sædvanligen i den engelske eller hollandske Commissionairs Hænder; thi hans Kasse betragtedes som den solideste Basis for Handelskraftens Bevægelser. I Kjøbenhavn havde saaledes den norske Handelsmand, som sagt, sjeldent Ballancen paa sin Side, og, om det endog var Tilfældet, var Inddragelsen paa den Tid vanskelig om ei umulig; thi Danmarks Handel gik i Staa, som Norges, og Hovedstaden havde følt de første umiddelbare Følger af den udbrudte Krig i en langt større Grad end Norge. Den behøvede Hjælp, og kunde ikke give den. De alvorligste Manebreve tilsendtes saaledes de norske Handelsmænd, som havde fordybet sig i deres danske Commissionairers Skyldbog. Norge befandt sig derfor allerede kort efter Krigens Udbrud i den største Forlegenhed for Penge, og endnu før Vinterens Ende sporedes stor Mangel paa Korn i Byerne og langs Kysterne.
Det var under disse Omstændigheder et Held, at de, der havde rede Penge at raade over, ikke havde endnu lært at lægge saa tung Haand paa sin forlegne Næste som senere hen. En Disconto-Præmie, som den der i vore Dage forlanges og gives, var paa den Tid aldeles ubekjendt, og hvo der aabnede sin Kasse for sine Medborgere, gjorde det sædvanligen paa de i Loven foreskrevne Vilkaar. Fire Procent var mellem Mand og Mand den almindelige Rente, og i dette Øieblik af en almindelig Forlegenhed ansaaes det for en Skam at skrue Renten høiere i Veiret. Ikke engang Vexel-Obligationer saaes saa hyppige som nu. Det var et Handelshuus i Christiania, som stedse var forlegent for Penge, der bragte dette Slags Gjældspapirer i større Omløb. Desuden var der i dette Ulykkens første Øieblik udbredt en vis Liberalitets Følelse, som ikke tillod at fare haardeligen frem mod Debitorer, eller gjennem Lovens Sværd at inddrive priviligerede Gjældsbeviser. De fleste Krav standsedes og udsattes til en bedre Tid. Vexelretten, som paa den Tid sjeldent udøvedes i sin Strenghed, suspenderedes, og den ene Borger understøttede den anden med de Midler, som han kunde have i Hænde. Landets Handelsmænd berigedes ved en fordelagtig Product-Afsætning og Skibsfart, og ei ved Penge-Omsætninger, hvis Værd under Penge-Forlegenhed og Cours-Fluctuationer senere hen kun i en alt for høi Grad paaskjønnedes. – Kort, den almindelige Nød frembragte en almindelig Eftergivenhed og Hjælpsomhed.
De Foranstaltninger, som Danmark gjorde for at give Krigen mod England Eftertryk, og skade sin Fiende, maatte, ogsaa forøge Norges Forlegenhed og Mangel i dets isolerede Stilling. De vare vist nok retfærdige, formedelst Englands Fremgangsmaade mod en uskyldig Nation; men de vare ei politiske, fordi den danske Stat manglede Kraft til at gjennemføre dem, af hvilken Aarsag Regjeringen nødsagedes, førend 2de Aar af Krigen var til Ende, til at nærme sig den stolte Fiende, og see igjennem Fingre med Nationens Krænkelse af disse Forbud mod Samqvem med England. Saaledes blev ved Forordningen af 9de September 1807 ikke alene Befaling udstedt, at alle engelske Personer og Skibe skulde anholdes, men alle Vexler, som vare trukne eller indosserede af engelske Undersaattere, skulde udleveres til Vexelkontoret i Altona, til Beløbets Confiscation, forsaavidt det var engelsk Eiendom. Til den Ende vare vedkommende Handelsmænd pligtige til at aabne sine Bøger for en Undersøgelses-Committee. Desuden forpligtedes Alle og Enhver inden 3 Dage fra Forordningens Bekjendtgjørelse at opgive til Stedets Øvrighed, hvad han til nogen storbrittanisk Undersaat var skyldig, af hvad Natur end Gjelden maatte være, og Beløbet skulde deponeres i Kongens Kasse. Stor Straf paalagdes Fortielsen af saadanne Fordringer. Al Brevvexling med England blev afbrudt, i det alle Breve, som enten kom fra England eller vare dertil bestemte, skulde indsendes til Stiftamtmanden og ingenlunde efter Adressen udleveres.
n108Lykkeligviis bleve disse Foranstaltninger, som vendte deres skarpeste Braad mod Landets egne Handelsmænd, ikke i deres hele Fylde udførte, eller rettere de bleve tilsidesatte og glemte. Den befalede Undersøgelse blev, saavidt Forfatteren veed, i Norge ikke foretagen, og enhver Handelsmand kunde bevare sin Kjøbmandsbogs Hemmelighed, ligesom de fleste norske Skyldneres Billigheds-Følelse afsondrede private Handelsforhold fra den politiske Krigs-Tilstand, og hensatte Gjeldsposten til engelske Undersaattere i sine Bøger, indtil Handelssamqvemmet under et fredeligt Forhold kunde fornyes. Der er kun enkelte Handelsmænd Forfatteren bekjendt, som adløde dette ukloge Bud, eller som senere hen, da Pengenes Værd saa betydeligen nedsattes, benyttede det til at afryste en betydelig Gjeld med en ringe Sum.
n109 Denne Foranstaltning var derhos i en høi Grad upolitisk; thi da de Fleste blandt Norges Handelsmænd paa den Tid havde Ballancen paa den fordelagtige Side i deres Regningsforhold med England, maatte den gjensidige Confiskation, om den iværksattes, være mere stilet mod norske end engelske Kjøbmænd.
n110 Det er imidlertid Forfatteren ikke bekjendt at nogen engelsk Debitor forholdt sin norske Creditor den skyldige Kapital; men denne stod Nordmanden tilrede, naar han vilde inddrage den, og Norge leed paa den Vei intet andet Tab end det, som var forbundet med engelske Huses Fallissement, mestendeels som en Følge af den norske Handels Ophør eller Indskrænkning, og norske Debitorers Uvederhæftighed.
n111Den danske Regjering indsaa strax Umuligheden af at kunne fra dens Hovedsæde umiddelbart styre Norges Anliggender under de tusindfold Vanskeligheder, som lagdes i Veien for Samqvem imellem begge Riger, og anordnede allerede under 24de August 1807 en interimistisk Regjerings-Commission for Norge. En saadan Foranstaltning var ikke alene nødvendig formedelst den afbrudte Forbindelse, men ogsaa formedelst Norges indvortes Forhold og Stilling til Frændelandet. I mange Aar før den sidste Krigs Udbrud tiltrængte Norges indvortes Forhold kun liden Opmærksomhed, og det befandt sig i den lykkelige Stilling, da Statsstyrelsens Indblanding i dets Handels-Virksomhed og i at ordne dets Næringsveie var ikke alene overflødig men skadelig. At lade Tingene gaae deres naturlige af de heldigste Conjunkturer foreskrevne Gang, var dengang, som ellers i Statshuusholdningen under saadanne Omstændigheder, det viseste Princip. Norge gav sine rige Remisser til den danske Statskasse uden at føle sig forarmet, eller uden at Indtægten beskares ved en kostbar eller vidløftig Afdeling af Statsstyrelsen. Slet lønnede Over-Embedsmænd vare de simple Redskaber, som den executive Magt benyttede sig af til at ordne Norges indvortes Forhold. Men denne Simpelhed i den danske Regjerings Styrelses-System for Norge gjorde dem, der vare satte i Spidsen for Rigernes Styrelse, mindre bekjendte med Norges indvortes Forhold, hvilket Bekjendtskab maatte være en Grundvold for de Foranstaltninger, som vare nødvendige under Tingenes nye Skikkelse. De Mænd, som havde beklædt de vigtigste Embeder i Norge, vare i Almindelighed lidet skikkede til at forbedre denne Kundskab; thi det var mestendeels unge Adelsmænd, der betragtede disse Embeder som et lavere Trin paa Stats-Embedernes Stige, og som sædvanligen hverken havde den Aldersmodenhed, eller den Indsigt i Statshuusholdningen, som kunde lede Statsstyrelsen til det rette Maal. Deres Ophold i Norge var sædvanligen for kort til at trænge ind i dets indre Forhold, saa forskjellige fra Danmarks. Det var imidlertid Enkelte af disse, deels danske, deels norske Mænd, som vare ansatte i Danmark, eller som befandt sig i Norge og indsattes i den norske Regjering, som Norge skylder mangen Lindring i dets Nød under Krigen, mangen en nyttig Foranstaltning under den i samme herskende Forvirring, ligesom Enkelte viiste sig virksomme til den skandinaviske Halvøes Forening og Constitutions-Værkets Fuldbyrdelse. Men det vil neppe kunne nægtes, at der i Almindelighed i de danske Collegier herskede en stor Uvidenhed med Hensyn til Beskaffenheden af Norges indre Forhold, og et mindre grundigt Studium af Statshuusholdningens Principer, der, forenet med Regjeringens uheldige udvortes Politik, gjorde mange af den danske Regjerings Skridt i Krigs-Perioden vaklende, uhensigtsmæssige og i sine Følger fordærvelige, i hvilken reen Hensigt og ofte ædel Stiil de end vare foretagne. Paa vor videre Vandring igjennem den korte men skjebnesvangre Ulykkes-Periode, som ligger for os, ville vi faae Anledning til at lægge Beviser ved Siden af vor Paastand.
Regjerings-Commissionen blev sat,
n112 og Valget var visseligen ikke uheldigt, men dens Hænder vare bundne ved den Indskrænkning i dens Forretningskreds, som det kongelige Commissorium paabød den, ligesom det store den paahvilende Ansvar maatte gjøre dens Medlemmer ængstelige i at udøve deres Pligter, og forsigtige med Hensyn til Omfanget af deres Virkekreds. Kun hvad der krævede en øiebliklig Beslutning var overladt Regjerings-Commissionen, imedens den afbrudte Communication imellem Rigerne gjorde det Vanskeligt at erholde nogen Afgjørelse fra den danske Regjering, eller at sætte sig i Forbindelse med den. En Lettelse for Regjeringscommissionen var det imidlertid, at ogsaa Stiftamtmændenes Virkekreds udvidedes, og at det overlodes dem at afgjøre Sager, hvis Natur vel ikke lode tvivle om Afgjørelses-Maaden, men som forhen ei paa egen Haand kunde bringes til Endskab. Til Medlemmer af Commissionen valgtes: Prinds
Christian August af Augustenborg, Stiftamtmand Greve
Gebhard Moltke, og Justitiarius i Agershuus Stiftsoverret, Etatsraad
Falsen. Prinds
Christian August skulde føre Præsidium, naar den ham overdragne militaire Commando tillod det. Strax efter under 4de September tilforordnedes
n113 Regjeringscommissionen Amtmanden over Smaalehnenes Amt, Kammerherre M. G.
Rosenkrantz.
Prinds Christian August har som historisk Person saa stor Betydenhed i vort Norden, og hans Indflydelse paa Norges Skjebne og Velfærd, som første Medlem af Regjerings-Commissionen og i en paafølgende høiere Stilling, er saa afgjørende, at nogle Trærk af hans Barndoms- og Ungdoms-Historie ei ville være paa det urettte Sted. «Han var den tredie Søn af Hertug Friederich Christian af Schleswig-Holsteen-Sønderburg-Augustenburg og hans Gemalinde Charlotte Amalie Wilhelmine, født Prindsesse af Schleswig-Holsteen-Pløn. Ved hans Moders Død 1770 blev Christian August sat under sin Faders Søsters, Prindsesse Ulrikes, Opsyn, og blev senere tilligemed begge sine ældre Brødre opdraget af deres fælles Hovmester, Schiffmann, der siden blev Etatsraad. Han var meget livlig, derfor ogsaa vanskelig at opdrage, meget udholdende, fast, retsindig og menneskekjærlig, Egenskaber, der senere udviklede sig endnu mere til Andres Vel. I Aaret 1782 blev han confirmeret paa Augustenborg, og besøgte samme Aar tilligemed sine Brødre Universitetet i Leipzig, hvor Professor Plattner, som Docent i Philosophie, dengang stod i stort Ry. Der studerede de unge Prindser Humaniora og forblev der indtil Høsten 1784, og vendte derpaa, efter at have opholdt sig nogen Tid ved Hofferne i Dresden og Berlin, tilbage til Augustenborg. I Begyndelsen af 1785 reiste han med sine Brødre til Kjøbenhavn, hvor de dog kun en kort Tid opholdt sig. Vinteren 1785/86 tilbragte han paa Augustenborg. I Aaret 1786 reiste Brødrene
Emil og
Christian August til Kjøbenhavn, hvor de traadte i Krigstjeneste som Oberstlieutenanter; Prinds Christian August i det danske Livregiment. Begge Prindser gik den militaire Skole i alle Fag igjennem, og det under General
Huths Veiledning, der agtede Prinds Christian høit, og erkjendte tidligen hos ham udmærkede militaire Talenter. Vinteren 1787/88 fik Prinds Emil som Oberst det danske Livregiment. Prinds Christian traadte derimod i Broderens Sted i Kronprindsens Regiment. I Aaret 1788 gik Prinds Christian, som Commandeur for det fynske Infanteri-Regiment, til Fredericia, hvis Chef han nogle Aar senere blev. Under hans Ophold i Fredericia tilbragte han sædvanligen en Deel af Aaret, mestendeels Høst og Vinter, for Jagtens Skyld, som han lidenskabeligen elskede, paa Augustenborg. Da han paa en af sine Jagttoure der var bleven meget heed og tørstig, drak han uforsigtigen Vand af en Kilde, og faldt umiddelbart derefter i Afmagt. Siden den Tid led han hyppigen af Brystbeklemmelse, og det i den Grad, at han ofte maatte forlade Selskabet, for i den friske Luft igjen at komme sig, og dette Onde, endskjønt senere hen noget formildet, forlod ham aldrig. Under hans gjentagne Ophold paa Augustenborg beskjæftigede han sig flittigen med sin militaire og videnskabelige Uddannelse. I hans Regiment var han særdeles elsket og traf forskjellige nyttige Indretninger. Strax i Begyndelsen af Revolutionskrigen i Aaret 1792 tilbøde begge Prindserne, Emil og Christian August, Hertugen af Brunsvig deres Tjeneste, men som til Prinds Christians store Græmmelse blev afslaaet, hvorefter han mod Enden af Aaret 1796, eller i Begyndelsen af 1797, gik i østerrigsk Cavalleri-Tjeneste, hvor et Corps betroedes hans Commando. 1799 blev han syg af Kopperne, endskjønt han, vistnok uden Virkning, i sine Forældres Huus var bleven inoculeret 10 til 11 Gange.
n114 Han var meget syg, og blev stærkt koparret, men hans Sundhed havde meget forbedret sig, ligesom Brystbeklemmelsen og Brystkrampen meget var aftagen, endskjønt han derfor aldrig blev ganske fritagen, og især da leed deraf, naar det feilede ham paa stærk legemlig Bevægelse. Kort efter hans Sygdom i Aaret 1800 reiste han paa Permission til Augustenborg og siden til Kjøbenhavn for at staae Fadder til sin yngste Brodersøn Friederich, nuværende Statholder i Hertugdømmerne, og vendte derpaa tilbage til Østerrige. I Foraaret 1801 blev han kaldt tilbage af Kongen af Danmark, for, som Gouverneur af Fyen, der at overtage Commandoen, da Englænderne laae for Kjøbenhavn; men han kom først efterat Sagen var afgjort, og fik derfor ikke denne Commando. Da den almindelige Fred kort derefter blev sluttet tog Prinds Christian sin Afsked fra østerrigsk Tjeneste og vendte tilbage til sit Regiment i Fredericia, hvor han forblev til Vinteren 180¾. Aaret 1804 kom han til Kjøbenhavn, og fik Commandoen over de norske Tropper søndenfjelds, som den afdøde General Mansbachs Eftermand, og efter et halvt Aars Ophold i Augustenborg fra Enden af September 1805 til April 1806 forføiede han sig til sin Post i Norge».
n115Strax efterat han var indtraadt i sit Embede i Norge foretog han sig en Inspections-Reise, for at gjøre sig bekjendt med Armeens Stilling, og paa denne Omreise skaffede han sig Agtelse i Armeen ved sin militaire Indsigt og sin Alvor i Tjenesten, og satte sig i Respect blandt skjødesløse og bestikkelige militaire Embedsmænd, ligesom han vandt Alles Hjerter, hvor han opholdt sig, ved sit venlige Væsen, sin simple og tarvelige Færd, og sin aabenbare Attraa efter at undgaae Alt, hvad der kunde minde om Prindsen. En Prinds, endog uden fyrstelig Appanage, gjorde paa den Tid stor Opsigt i Norge, der sjeldent besøgtes af saa høie Personer, og hans stærkt gallonerede Tjenere
n116 blendede Almuens Øine. Hvor han kom, anstilledes for ham private og offentlige Festiviteter, og hans værdige Væsen, hans Evne til heldigen at udtrykke sig, og passende svare paa Gjæstfrihedens Yttringer ved det muntre Bord, banede ham allerede da Vei til den almindelige Høiagtelse og Yndest, der aarligen voxede indtil den sidste Dag af hans Ophold i Norge. Saa streng han var i Tjenesteforretninger – en Strenghed som endog stundom misforstodes – saa venlig var han i private Forhold endog mod dem, der maatte føle Virkningen af hans Strenghed. I disse private Forhold viiste han en høi Grad af Godmodighed.
n117 Da han var bleven udnævnt til Medlem af Regjerings-Commmissionen, indskrænkede han sig i Begyndelsen til at ordne Land-Militairets Anliggender, og at sætte Armeen, der visseligen paa den Tid leed af mangehaande Brøst, paa en respektabel Fod. Dette Arbeide lettedes ved den føromtalte Inspections-Reise, paa hvilken han havde lært at kjende de Krigsmænd af høiere Grader, paa hvilke han kunde stole, og til hvilke han senere hen betroede vigtige Commando-Poster. Vi have ovenfor seet, hvorlunde han afholdt sig fra at blande sig i de Foranstaltninger, som hørte til Flaaden og Søværnet, hvilke han overdrog den udnævnte Commission af Søofficerer, og dersom han yttrede en Mening, skede det med et beskedent Tillæg om hans egen Incompetence til at dømme om slige Anliggender og hans fuldkomne Tillid til hine Mænds Indsigt og praktiske Duelighed. Med den samme Beskedenhed afholdt han sig ogsaa i Begyndelsen fra, i Regjeringscommissionen at afgive nogen afgjørende Stemme i Norges indvortes civile Anliggender, og overlod sine Medcolleger i Hovedsagen at ordne disse. Men det var langt fra, at han var ligegyldig ved Norges Skjebne i det Hele. Efterhaanden satte han sig saaledes ind i Norges indre Forhold, at han ogsaa i denne Henseende blev et af Regjerings-Commissionens virksomste Medlemmer, og ligesom hans Nærværelse der ikke lagde den mindste Tvang paa Forretningernes Gang, saa hindrede ikke heller hans ophøiede Stilling den frieste Nærmelse til Regjeringscommissionen. Aldrig lykkedes det nogen Statsmand i kortere Tid at erhverve sig Folkets Høiagtelse og Kjærlighed end Prinds Christian August. Han havde aabne Øren og venlige Ord for Enhver, der i denne ulykkessvangre Tid nærmede sig ham for at søge Hjælp og Raad. Hans første Tiltale, naar man traadte ind i hans simple Audience-Gemak, hvortil stedse var en let Adgang, var alvorlig, ja streng, og man kunde skræmmes for det markerede Ansigt. Det var hans Vane med raske Skridt at gaae hen mod den Indtrædende, og tiltale ham i en vis barsk Tone med det Spørgsmaal: «hvad staaer til Tjeneste?» Men naar Samtalens Gjenstand var aabnet, formildedes hans Væsen, og med den største Venlighed, Simpelhed og Deeltagelse gik han ind i den omhandlede Materie, og gav det Raad og den Hjælp, som stod ham tilrede. Sædvanligen foregik Samtalen under en hurtig Gang op og ned i Værelset, Hans Indtægter som General tillod ham ikke at føre nogen stor Pragt i hiin for Landets Embedsmænd i Almindelighed kummerfulde Tid; med hans ringe Appanage af Fyrstendømmet Augustenborg, og forholdsmæssigen ubetydelige Arvemidler, kunde han ei omgive sig med fyrstelig Glands; men ved ædlere Midler understøttede han sin ophøiede Stilling og banede sig Vei til Folkets Kjærlighed. Prinds Christian August's Nærværelse i Norge ved Krigens Udbrud maa betragtes som en stor Lykke for det norske Folk. Ikke alene havde det i ham en erfaren og dygtig Krigsmand, som ledede Hærens Seiersdaad i den strax paafølgende Krig med Sverige; men det havde og i ham en i flere Henseender udmærket Personlighed, der i de første Krigens Aar levede og virkede alene for Norges Vel, og i hvem Nationens Kjærlighed og Høiagtelse concentrerede sig i en udmærket Grad. Nationens Begeistring for Prinds Christian August var af en anden Art, og havde en dybere Rod end den, som siden føltes i saa høi Grad for Prinds Christian Frederik. Ingen udvortes Glands eller Kongeæmnets ligesom usynlige Indflydelse endog paa den meest frisindede Mand frembragte eller understøttede denne Nationens Kjærlighed for Prinds Christian August. Den tolkedes ikke i saa mange Taler og Sange i Templer og Festiviteter, men den udbredtes i Stilhed og trængte dybere til Hjertet. Denne Hengivenhed fremkaldte ikke alene mangen ædel patriotisk Daad, men under disse varme Følelser for den norske Regjerings elskede Formand skabtes Tanken om en lykkelig Forfatning, bygget paa en større National-Selvstændigheds Grundvold, og Norges Forhold til Prinds Christian August udgjorde, ligesom Nationen uafvidende, og visseligen uden Prindsens personlige Medvirkning, det første Afsondrings-Element fra det gamle Dynasti. Norge havde i sine forskjellige kritiske Stillinger under og efter den sidste Krig det Held, at høit begavede og fædrelandsksindede Mænd stode tilrede for at understøtte Fædrelandets Sag, og lede den til et ønskeligt Resultat. Det er derhos en Erfaring, som alle Landes Historie giver os i Hænde, at store Mænd skabes under store Statsomvæltninger; thi det slumrende Geni og Mod vækkes under Fædrelandets Farer. Da Prinds Christian August, kaldet til en høiere Stilling, forlod Norge, traadte andre udmærkede Mænd frem paa Skuepladsen, der med Hensyn til Rigets indvortes Bestyrelse kunde siges at erstatte hans Savn. Elsket paa samme Maade som han er aldrig Nogen siden blevet i Norge.
Ved Siden af Prinds Christian August stod i Regjerings-Commissionen Justitiarius, Etatsraad Falsen, en Mand, som med Hensyn til videnskabelig Dannelse, Forretnings-Dygtigbed og glødende Følelser for Fædrelandet udmærkede sig fremfor de Fleste. Enevold Falsen, en Søn af Conferenceraad Christian Magnus Falsen, Justitiarius i Overhofretten i Norge, var fød i Kjøbenhavn 1755, og allerede i sit 10de Aar dimitteredes han, som Privatist fra Kjøbenhavn, til Universitetet, hvor han med megen Berømmelse tog
examen artium, 1765. Med ligesaa raske Skridt begyndte han sin Embedsbane. Han blev i sit 16de Aar Copiist i Cancelliet, i sit 22de Aar Assessor i Overhofretten, og efter Geheimeraad Scheels varme Anbefaling constitueredes han efter Faderens Bortgang som Justitiarius. Aaret efter forflyttedes han til Laugmandsstolen i Nordlandene og Finmarken. Paa et afsondret Sted der,
Stegen i Saltens Fogderi, berøvet al litterair og selskabelig Omgang, som han satte Priis paa, og i en uvant Eensomhed, lagde han Grunden til en Melancholi, som siden aldrig forlod ham. Efter sin Læges Raad forlod han efter 2 Aars Forløb hine Egne, og begav sig, uden at have opnaaet nogen anden Befordring, paa Lykke og Fromme til Kjøbenhavn, hvor han 1791 blev ansat som Assessor i Høiesteret. I de 11 Aar han blev paa denne Post svækkedes hans Legeme meer og mere. Endskjønt i Manddommens Alder erholdt han tidligen Oldingens Udseende, og det syntes som kun hans virksomme og livlige Aand opretholdt hans synkende Legeme. Begivenhederne i Frankrige under Revolutionen satte hans for lovbunden Frihed sværmende Sjæl i heftig Bevægelse, og der var en Tid da han pleiede fortrolig Omgang med Frihedsmændene P. A.
Heiberg og
Malte Conrad Brun. Men ligesaa høit som han elskede Friheden, saa meget afskyede han dens Misbrug, og ved sin Afhandling om Friheden,
n118 og efterat have skrevet sin Prolog «Festen i Valhal» til en Forestilling paa Theatret i Anledning af Kongens Fødselsdag, slappedes hans Forbindelse med disse Frihedsmænd. De behandlede ham som en Forræder mod den gode Sag, og angrebe ham i den Anledning i deres Skrifter, hvoraf den bekjendte Feide mellem ham og M. C. Brun opstod. Disse og flere Ubehageligheder virkede imidlertid skadeligen paa hans ømfindtlige Sjæl og svækkede Legemet.
Om hans Fortjenester som Forfatter behøve vi ikke vidtløftigen at udbrede os; de ere vore Landsmænd noksom bekjendte af hans Skrifter, som samledes og udgaves af hans Ven, Professor, siden Statssecretair Platou. Allerede mod Slutningen af forrige Aarhundrede blev han Nationen fordelagtigen bekjendt formedelst den varme Iver, hvormed han forsvarede det norske Universitets Sag, hvis Modstandere maatte føle hans skarpe Satire. I Følge sin fra Ungdommen af nærede Tilbøielighed til det dramatiske Studium berigedede han Skuepladsen med flere Stykker, som med Bifald opførtes paa det kjøbenhavnske Theater og paa Privat-Theatret i Christiania, som blomstrede under hans Beskyttelse. Under Englændernes Angreb paa Kjøbenhavn 1801 lod han sig indskrive som Medlem af det oprettede Studenter-Corps, og forfattede i den Anledning sin bekjendte Krigssang: «til Vaaben! see Fienderne komme …» Sin Forfatter-Virksomhed fortsatte han ogsaa som Medlem af Regjerings-Commissionen. Aldrig er vel nogensinde en Avis bleven lagt under Presse i Fædrelandet, der tjente saa meget til at vække den patriotiske Sands og trøste det lidende Folk, som Falsens Budstikke, der udgaves ved Udbruddet af Krigen med Sverige, og hvis overskydende Udbytte anvendtes til Bedste for de i Krigen Faldnes Efterladte.
Imidlertid aftog hans Helbred under hans Embedsstilling som Høiesterets-Assessor meer og meer, og da nu dertil kom, at han flere Gange under Sessionerne i Høiesteret hjemsøgtes af Hovedsvimmel og Besvimelse, som Lægerne tilskrev hans Anstrengelse og Stillesidden under 5 Timers Sessioner dagligen, bevægede dette, og maaskee Længselen efter Norge, hvor han endnu havde mange Ungdomsvenner, ham til at ombytte sin Embedsstilling med Justitiarius-Posten i Agershuus Stiftsoverret. I de første Aar efter denne Forandring i hans Stilling gik ikke heller hans Helbred tilbage; men efter Aaret 1805 nedbøiedes han alt meer og meer paa Sjel og Legeme; hans Melancholi vendte tilbage og forøgedes dagligen til hans Venners store Bekymring. Krigens Udbrud med England 1807, og hans derpaa følgende Ansættelse i Regjerings-Commissionen satte hans Fædrenelandssind i Bevægelse, og opvakte hans gamle Virksomhed, – Livskraften blussede igjen frit, og yttrede sig i en glødende Iver for at gavne sit Fædreland.
n119I sin Stilling som Medlem af Regjerings-Commissionen retfærdiggjorde han det paa ham faldne Valg. Med en stor Embedsdygtighed forenede han en stor Humanitet, en taalmodig Beredvillighed til at høre alle Klager, og den ædleste Attraa efter at afhjælpe dem. Simpel i sit Væsen og i sin ydre Omgivelse sporedes ingen Afstand, der kunde skræmme den Ansøgende fra at frembære sine Ønsker. Men Falsen havde culmineret paa Livets Bane, da han indtraadte i Regjerings-Commissionen. Sindet formørkedes under Betragtninger over Fædrelandets kritiske Stilling, og et svækket Legeme gjorde ham mindre skikket til et besværligt Kalds Anstrengelser. Hans Virksomhed som Medlem af Regjerings-Commissionen var derfor kun kort, men visseligen velgjørende for Forretningernes Gang, da han havde sin store Deel i, at disse lededes med Sindighed og Klogskab, og at Norges Sag bares med Frimodighed for den danske Regjering. Saalænge han virkede i Regjerings-Commissionen, gik en varm Aand, en klar Fremstilling, en frimodig og alvorlig Tone igjennem Regjerings-Commissionens Brevvexling med alle Vedkommende, Høie og Lave, og en mærkelig Forskjel findes i denne Henseende imellem det første og de følgende Aar af denne Brevvexling. Fremdeles fandtes den samme redelige Villie, en ikke ringe Grad af Embeds-Dygtighed, den samme jævne og aabne Embedsfærd, som har udmærket den norske Regjerings-Medlemmer, fra Regjerings-Commissionens Dage indtil vor Tid; men da Falsens store Aand var vegen fra Commissionens Skriverpult, læses ikke mere Breve som hans. Stilen er vistnok stundom tungere end den han sædvanligen brugte i sine Skrifter, Perioderne i nogle af dem lange og indviklede; men saa var Tidens Curial-Stil, og til nogle af disse gav han vel kun en løs Concept, der indeholdt de Momenter, der skulde anføres, men Ordene sammensattes af andre Hænder.
Regjerings-Commissionens 2det Medlem, Gebhard Moltke, Stiftamtmand i Agershuus Stift, var en Søn af Adam Gotlob Moltke, af hans 2det Ægteskab. Fra 178* til 1789 var han Auscultant og senere Assessor i Høiesteret, og mod Slutningen af forrige Aarhundrede blev han ansat som Over-Øvrighed i Throndhjem, hvorfra han 1802 befordredes til Stiftamtmand i Agershuus. Formedelst sit simple Væsen, velvillige Sindelag og Attraa efter at tækkes Almuen var han meget yndet af denne, ligesom han visseligen var en Mand af den redeligste Villie. Men hans Hu stod til Danmark og hans store Eiendom der, og han forlod for snart sin Stilling i Norge som Medlem af Regjerings-Commissionen til at han kan betragtes som en virksom Deeltager i dens Forretninger. Han lever endnu i en høi Alderdom paa sit Gods i Fyen.
Regjerings-Commissionens 4de Medlem, Kammerherre M. G. Rosenkrantz, der paa den Tid var Aamtmand i Smaalehnene, hørte blandt Norges udmærkede Mænd og stod i stor Anseelse i Fædrelandet. Han var fød 1762 paa Gaarden
Vigvold i Nærheden af Christianssand, og blev, da hans Fader som Krigsmand sad i smaa Kaar, understøttet af sine Frænder i Danmark under sine Studeringer i Kjøbenhavn. Under Professor Nørregaards Veiledning tog han 1784 latinskjuridisk Examen med bedste Charakter. Samme Aar blev han mod sin Villie udnævnt til Hofjunker, og derhos til Auscultant i Overhofretten i Christiania, og 1785 til overordentlig Assessor i samme Ret uden Gage. Han blev modtaget i General
Wackenitz's Huus, og roser meget saavel Generalens Godhed, som den Fordeel han havde af sit Ophold hos denne forretningsdygtige Mand. 1787 blev han ansat som lønnet Assessor i Overhofretten i Christiania, men da han samme Aar fik en ikke ubetydelig Arv, og tillige første Gang indgik i Ægtestand, kjøbte han et Gods i Jylland. Der blev han imidlertid kun kort formedelst sin første Kones Død, da han vendte tilbage til Norge, hvor han 1794 blev udnævnt til Præsident i Christiania og Bragernæs. I denne Stilling blev han til 1797, da han ved sit andet Giftermaal med Enken efter General-Auditeur Wessel kom i Besiddelse af betydelige Eiendomme, nemlig det store Hafslunds Gods, hvis Røgt krævede hans Opmærksomhed. Han levede som Privatmand indtil Aaret 1804, da han blev udnævnt til Amtmand i Smaalehnene, og derefter 1807 tillige til Medlem af den norske Regjerings-Commission.
n120Rosenkrantz var visseligen en af Norges høiagtede Mænd; men Efterverdenen vil have meer hans ypperlige Villie end hans store Evner at prise. Det er i Sandhed vanskelig at finde en meer oprigtig Attraa efter at gavne Fædrelandet, og at opfylde sine Kaldspligter, et meer aabent Øre for Medborgeres Trang, og en redeligere Villie til at afhjælpe den, end den som prydede vor Rosenkrantz. Det er iligemaade vanskeligt, endog iblandt den store Skare af patriotiske Hædersmænd, som hiin Nødens Tid frembragte, at finde en Mand med strengere Begreber om hvad han skyldte sin offentlige Stilling med fuldkommen Tilsidesættelse af sin private.
n121 Han kunde i denne Henseende kaldes sine Pligtfølelsers Martyr, ligesom han i sin private Stilling omsider blev et Offer for sin Goddædighed, hvis milde Frugter hverken gavnede ham eller den store Kreds, hvori han som Privatmand virkede. Med Hensyn til Statshuusholdningen var han en Mand af den gamle Skole, der ikke havde fulgt Tidens Fremskridt. I sine private Discussioner og Underholdninger var han meer høittalende end overbevisende, og hans loyale Tænkemaade og Agtelse for gamle Former – endskjønt visseligen intet aristokratiskt Væsen viiste sig i hans Omgang – gjorde ham ofte eensidig i sine Anskuelser og i sine Domme.
n122 Som Menneske sætter Historien Rosenkrantz høit, som Statsmand maa han tækkes med en lavere Plads. I denne Henseende var han lidet skikket til at staae i Spidsen for Rigets Styrelse, endskjønt hans rene Villie og utrættelige Selv-Opofrelse maatte give enhver Forretning, hvori han deeltog, et ædelt Præg. Det var ogsaa hans uplettede Charakter, som stedse bevarede ham Landsmænds Agtelse og Hengivenhed paa hans lange Embedsbane, hvilken han selv først frivilligen forlod, da Norges politiske Skjebne var afgjort, og dets Statsforhold ordnet. Over hans graahærdede Alderdom gik en mørk Sky, men hans varme Fædrelandskjærlighed, hans venlige Sind, hans milde Gjæstfrihed og utrættelige Goddædighed indskrev hans Minde paa Tidens Tavle med Træk, som seent ville blegne.
Men ligesom den nye norske Regjerings Medlemmer i Hovedsagen vare den ophøiede Post voxne, som de beklædte, saa laa i Oprettelsen deraf og i Norges nye Stilling, som en Følge deraf, store og forberedende Elementer til den Forandring, som senere foregik i Norges Statsforfatning. Norges Statsstyrelse afsondredes saa godt som aldeles fra Danmarks under Krigen, og Nordmænd lærte, at Forbindelsen mellem disse tvende Frændestater alene i Fredens Dage, og under Statsskibets rolige Gang, kunde blive til begge Nationers Held. Den danske Regjering nødsagedes til at benytte de Talenter, som fandtes i Norge selv; thi et besynderligt Uheld rammede de Styrelses-Mænd, som opsendtes fra Danmark, og der behøvedes desuden et Bekjendtskab til Norges indre Væsen, for at ordne Landets forviklede Forhold, der ikke fandtes uden for Norges Grændser. Men det var ikke alene Nordmænd, som øvedes og forberedtes under Norges isolerede Stilling i Krigens Aar til at tage Deel i den paafølgende Statsreform; det var ogsaa danske Mænd, som opholdt sig i Landet, deelte Skjebne med Nordmænd, og i et norsk Sindelag ofrede det deres Talenter og Kundskaber. Da Statsreformen omsider grundlagdes paa Eidsvold, fandtes saaledes Mænd, der havde tænkt over Landets Stilling, Enkelte endog, som havde deeltaget i Landets Styrelse, og vare i Stand til at give den constituerende Forsamling veiledende Raad. Under den skjebnesvangre Krigs-Periode vaagnede derhos Talenter, som saa let indslumre i Lykkens Skjød, og under Næringsveienes lette Gang; og de syv Krigens Aar vare i denne Henseende en større Opdragelses-Skole, end lange foregaaende Perioder af Norges Historie. Norges Mænd maatte, under dets isolerede Stilling fra Danmark, skabe dem selv Midler til at gaae Tidens Farer i Møde, og ligesom bane dem Vei til en borgerlig Selvstændighed. Fra den Tid finde vi flere Navne indskrevne paa den norske Histories Tavle, der paa flere Maader indvirkede paa Statens Vel, og som vare virksomme Haandlangere ved at grundlægge Institutioner, hvis Savn hidtil havde gjort Norge til en Skygge af en Stat.
Intet er saaledes vissere, end at Oprettelsen af et Regjerings-Collegium i Landet selv, hvortil benyttedes den i Norge forefundne Dygtighed og Snille, bidrog, tilligemed Landets farlige Stilling under Krigen, og den dermed forbundne Nødvendighed at hjelpe sig selv paa den offentlige og private Vei, til at forberede den Myndigheds Tilstand, og den besynderlige Indsigt i Statsværket, som ved Grundlovens Udfærdigelse og mange af de paafølgende Stats-Indretninger lagdes for Dagen. Gjennem Krigens Farer, Næringsveienes Standsning, indviklede indvortes Forhold, og Blottelse for de fleste til en Stat hørende selvstændige Indretninger, luttredes Egennyttens og Egoismens grove Rudimenter, opflammedes Patriotismens Ild, skjærpedes Fornuftens og Virksomhedens Reaction, og en politisk Selvstændigheds Morgenrøde frembrød over Norge. Den Green af Statsstyrelsen, som plantedes i Norge gjennem den norske Regjerings-Commission, var den første Begyndelse til Emancipations-Værket, og Selvstyrelsen slog under den saa stærke og frodige Rødder, at nye Forsøg fra Danmarks Side paa at indføre den gamle Tingenes Orden, og det gamle Dynastis strenge og ubøielige Former, vist vilde have været forgjæves. Selvstændighedens Sæd udsaaedes af den danske Konges egne Hænder, den spirede og styrkedes under Krig, Elendighed og Farer, og den modnedes, trods nye og gamle Fienders Modstand, ved Norges egne, deels indfødte, deels adopterede, Sønners Intelligents. Regjerings-Commissionens Naads-Cabinet var Constitutionsværkets første Vugge, og i Eidsvoldsalen modnedes Manddomsværket.
I en anden Henseende forandredes de tvende forenede Rigers Forhold til hinanden og Ideernes Gang i samme under Krigen. Hidtil havde Friheds-Ideerne, nærede af den franske Revolutions nærmere Indflydelse, slaaet dybere Rødder i Danmark end i Norge, og om endog dettes Sønner der blandede sig i den frittalende og fritskrivende Skare, saa skede det af Mænd, der ligesom havde ombyttet Fædreland og slaaet sig ned i Danmark. I Frændelandet havde ogsaa viist sig, mod Slutningen af forrige og i Begyndelsen af dette Aarhundrede, det alvorlige Studium af Statsklogskab og Statshuusholdning, hvortil Grunden var lagt af Udlandets Lærde, og dette Studium, hvis Tilværelse var lidet bekjendt før ovennævnte Tidspunkt, begyndte ivrigen at dyrkes af kjøbenhavnske Lærde. Men ikke heller i disse videnskabelige Granskninger toge norske Lærde synderligen Deel. Under Krigen forandredes denne Tingenes Stilling. I den norske Presses Producter taltes nu et friere Sprog, og Værker, eller idet mindste Brochurer, kom for Dagen under Krigens Løb, der i frimodig Bedømmelse af offentlige Gjenstande kunde sættes ved Siden af den danske Presses djærveste Friheds-Tale. Landets Nød, den danske Regjerings aabenbare Feiltrin under at afhjælpe den, dens Haardnakkenhed i sine krigerske Foranstaltninger, den fuldkomne Mangel paa alle Midler til Selvstændighed, under en isoleret Stilling fra Danmark, løsnede Tvangens Baand, og skabte den friere Tale. Tonen i Skrift og i Tale blev saaledes langt friere; thi dersom dette Friheds-Sind forhen sløvedes under en lykkelig indvortes oekonomisk Stilling, saa skjærpedes den nu, da Nationen igjennemgik en Elendighedens Skjærsild, hvortil intet Sidestykke fandtes i Norges senere Historie. Den danske Regjering taug til denne Frihedens Tendents; thi den følte, at Forbindelsens Baand slappedes, og en politisk Gjæring begyndte at røre sig, der frembragte Frygten for og Anelsen om en fuldkommen Opløsning – en Opløsning, hvormed maaskee den danske Konge selv efterhaanden gjorde sig fortrolig, formedelst de Lidelser, som forvoldtes begge Nationer under Krigs-Tilstanden. Da begyndte ogsaa Norges oplyste Mænd at indsee Nødvendigheden af at tilegne sig en større Indsigt i Statskonst og Statshuusholdning, og disse Videnskaber, som hidtil endnu vare mere fremmede i Norge end i Danmark, begyndte hos os at dyrkes. Det vil derhos findes naturligt, at dette Studium fik senere hen i Norge en mere praktisk Anvendelse end i Danmark, fordi Systemets Regler lettere kunne overføres paa vore indvortes Indretninger og Virksomhed, under en større Lighed i borgerlig Stilling, en jævnere Fordeling af Capital-Formue, og en større Frihed i den industrielle Virksomheds Bevægelse. Havde derfor endog Danmark paa den Tid – hvorom ei kan tvistes – de meest oplyste Stats-Oekonomer, saa fremtraadte ogsaa efterhaanden i Norge heldige Dyrkere af denne Videnskab, og Anvendelsen af dens Principer blev upaatvivleligen lettere i Norge end der. En nærmere Udvikling heraf tilhører senere Undersøgelser.
Englands fiendtlige Skridt strax efter Kjøbenhavns Bombardement vare endnu ikke alvorlige. Da Capitulationens Betingelser paa begge Sider vare opfyldte, Danmark havde overleveret sin Flaade i Englands Hænder, den engelske Armee igjen havde overgivet Sjælland, og den engelske Flaade havde forladt Sjællands Kyster, forsøgte
Canning endnu gjennem den danske
Charge d'Affaires i England,
Rist, at bevirke en fredelig Overeenskomst. En dobbelt Afgjørelse foresloges Danmark: enten at dette skulde vende tilbage til sin forrige Neutralitets-Tilstand imod at afstaae Øen Helgoland, eller at indgaae en nøie Alliance med England, mod at faae Erstatning for Flaaden, Garanti for alle sine Stater, og anseelig Forøgelse af de danske Eiendomme i Vestindien. I det Canning forelagde den danske Resident,
Rist, dette Forslag, tilføiede han Trudsler om de Følger, som et Afslag vilde medføre, saasom Confiskationen af alle danske og norske Skibe, som vare lagte under Embargo, Tabet af de danske Colonier, Ødelæggelse af Danmarks og Norges Handel, og, som det frygteligste Punct, Kjøbenhavns Besættelse af svenske Tropper. Her omtales ogsaa for første Gang den Nødvendighed, England kunde komme i, at gjøre Sverige skadesløs med Besiddelsen af Norges.
n123 Men Danmarks Kronprinds afslog standhaftigen alle Forslag, og svarede, at han følte sig ligesaa oprørt ved Englands Tilbud, som ved dets Trudsler, og tilføiede, at efter hvad der var skeet, kunde der ingen Tale mere være om nogen Separat-Forbindelse mellem England og Danmark. Det første Tilbud om Neutralitet, under lidet trykkende Betingelser, havde fortjent at tages under Overveielse, og Afslaget maa vel tilskrives meer en afmægtig Harme over en vist nok uretfærdig Behandling, end en politisk Klogskab, Antagelsen deraf vilde rimeligviis have bragt Fredens, en livlig Virksomheds og Handels lykkelige Dage tilbage til vort Norden, og forhindret de tvende forenede Rigers strax paafulgte Skilsmisse. Napoleon vilde neppe have modsat sig denne Fredsslutning ved aabenbar fiendtlige Skridt; thi i Følelsen af Danmarks Svaghed tillod han senere hen, da hans Lykkes Sol allerede begyndte at dale, sin Allierede at sørge paa bedste Maade for sin egen Frelse, og bane sig Vei til Fred med sine Naboer. Ved Tabet af sin Flaade havde Danmark overhovedet tabt den politiske Vigtighed i de stridende Magters Øine, som havde nedsænket det i den ulykkelige Krigs-Tilstand. Rimeligviis stolede Danmarks Kronprinds paa Napoleons Magt, som nu havde naaet sin høieste Spidse, og paa Ruslands Hjælp, som havde lovet Danmark, ei at slutte Fred med England, førend dette havde givet Danmark Erstatning for Tabet af sin Flaade. Vist nok gav Rusland under 16de Oktober 1807 en fiendtlig Erklæring
n124 mod England, som havde Krig til Følge mellem disse tvende Magter; men der opstod en hemmelig Handelsforbindelse mellem Rusland og England, der gjensidigen behøvede at kjøbe og sælge hinandens Producter. Krigen førtes med Lunkenhed, og endtes med et nyt Forbund imod Frankriges Keiser. Endnu var Danmarks Sværd ikke stukket i Skede, da Rusland tillod den dansk-norske Stats Sønderlemmelse, og brugte Norge som et Middel til at beholde Finland. Saaledes beredte Rusland Danmark Erstatning for sin Flaade! Den upartiske Historieskriver bør ikke bedømme Regjeringens Politik efter en senere Udvikling af politiske Forhold, som ikke vare at forudsee, og med Lethed bygges politisk Viisdom af Elementer, som Historiens Gang senere hen leverede. Danmark var imellem en dobbelt Ild; paa den ene Side Englands Trudsler, paa den anden Frankriges og Ruslands fiendtlige Skridt, om det ikke forenede sig med dem imod England. Denne Tingenes Stilling, forenet med Napoleons store Vælde paa den Tid, som var stegen til det høieste Punkt, monne tjene til Forsvar for Danmarks Beslutning, men det er vist, at Danmarks Kronprinds havde sørget bedre for Rigernes Held, om han, i Følelsen af Danmarks Svaghed, havde dæmpet sin Harme, og strax ved Krigens Udbrud tilladt den hemmelige Handelsforbindelse, i sin mægtige Allieredes Stiil, hvortil han siden ved Omstændighederne blev tvungen til at give sit Samtykke. Hvor mange Lidelser havde han ikke derved sparet de forenede Riger, men især det ulykkelige Norge!
Efter disse forgjæves Forsøg fra Englands Side paa at igjenoprette et fredeligt Forhold med Danmark, var det engelske Ministerium kun betænkt paa den meest fiendtlige Færd mod begge de forenede Riger, og England behøvede ikke at sætte store Kræfter i Bevægelse, for at paaføre en forsvarsløs Nation en ulige Kamps rædsomme Følger. Efter de gjorte Erklæringer fra Ruslands og Preussens Side skulde alle de baltiske Havne ansees lukkede for Englands Handelsskibe, og det skulde synes som alle engelske Skibe og Varer maatte forsvinde fra disse Høider. Men disse Magters Handels-Poletik, der et Øieblik maatte bøie sig under Napoleons mod England stilede Sperrings-System, foretrak snart en hemmelig Forbindelse, som fortsattes ved Hjælp af simulerede Papirer, der først efter 2 Aars Forløb midt under Krigen beskyttede Norges Handel mod England. Til de Convoier, som til den Ende ledsagede disse Handelsflaader over Nordsøen igjennem Kattegat og Danmarks Stræder, tilføiedes saaledes nogle Krydsere, som bleve stationerede paa Norges Høider, bestemte til at opfange, og deels hjemsende til England, deels tilintetgjøre de mindste, som de største, Kornfartøier. Disse Krydsere indfandt sig paa deres Station, strax efter at den føromtalte Freds-Underhandling var bleven afbrudt, og det blev vanskeligt da at undgaae den aarvaagne Fiende. Medens saaledes hverken Kapere eller Krigsfartøier fandtes i Østersøen, men engelske Skibe, under falsk Flag, fore ud og ind af alle Havne, langs den baltiske Kyst, vrimlede de danske Vande, og tildeels Nordsøen af mindre dansknorske Krigsfartøier og Kapere, der lokkede en Mængde af engelske Krigsskibe i vore Vande, som aldrig der vare blevne sete i fiendtlig Hensigt, naar ikke Danmarks Kronprinds, ærlig i sin Politik som i sin hele Færd, havde anseet det under Rigets Værdighed at blande Fredens og Krigens Sysler med hverandre. Hiin Mellemtid fra den danske Flaades Overgivelse indtil Freds-Underhandlingerne vare endte, var imidlertid lykkelig for Norges Kornforsyning, og vilde have været det i en høiere Grad, naar denne Fjendtlighedernes Standsning, der i øvrigt ikke hvilede paa en bestemt Overeenskomst, havde været mere bekjendt. Flere Smaaskuder seilede i den Tid umolesterede mellem Danmark og Norge; men en tilstrækkelig Vinter-forsyning kunde derved ikke tilveiebringes.
Den norske Regjerings-Commission traadte sammen den 1ste September 1807, og begyndte sin Virksomhed med at oversende Stiftamtmændene til Efterretning og videre Meddelelse den Plakat fra det danske Cancelli, som indeholdt Commissionens Udnævnelse. Aldrig befandt sig vel noget Regjerings-Collegium i en vanskeligere Stilling end den norske Regjerings-Commission ved Tiltrædelsen af sit vigtige Embede. Krigens pludselige Udbrud lemlæstede al Virksomhed, stoppede alle offentlige og private Indtægtskilder, forstyrrede alle Penge-Omsætninger, og frembragte Forlegenhed og Mangel overalt. Norges Forsvarsmidler vare i den betænkeligste Tilstand. Fast ethvert Material til at forsvare Landet, og lægge Vægt til den danske Regjerings fiendtlige Beslutninger fattedes, saavelsom de nødvendigste Midler til at lønne og underholde Krigsfolket. Der fandtes ikke meer end 150,000 Rd. tilsammen i de offentlige Casser, og disse vare, efter den nøieste Beregning, knapt tilstrækkelige til Krigsmagtens allersimpleste Behov for een Maaned. Fra alle Kanter indstrømmede derhos Klager over Forlegenhed og Nød, som Commissionen maatte høre uden at kunne hjælpe. Vanskeligheden forøgedes formedelst Posternes Afbrydelse. Sjælland befandt sig under Englændernes Ophold der i en Slags Blokade-Tilstand med Hensyn til Communikationen med Danmark, og med Sverige opstod ogsaa gjensidige Ulemper, tildeels foranledigede af de Hindringer, som fra dansk Side lagdes for den svenske Posts Befordring igjennem Danmark.
Under den almindelige Næringshvile voxede Pengeforlegenheden i en frygtelig Grad, og iblandt den store Masse af Gjenstande, som Regjerings-Commissionen havde at overveie, var dette den første, som tiltrak sig dens Opmærksomhed, og som den med alvorlig Haand søgte at raade Bod paa. Det første Brev, som udgik fra dens Raadssal under 4de Septbr., omhandlede denne Gjenstand. «Et Moratorium,» siger denne Skrivelse til Finants-Collegiet, «hvor skadeligt det end er for Crediten, synes dog, under et saa presserende og specielt Tilfælde som nærværende, at være nødvendigt, om ellers ikke mange af Landets Børn, der kunne ansees for velhavende, skulle oprykkes og miste Alt hvad de eie, fordi det Meste deraf ikke vil blive betalt med over det Halve af det virkelige Værd». Imidlertid gik Forslaget ud paa, at Moratorium blot skulde gives for to Maaneder, i Haab om at Conjuncturerne inden den Tids Forløb vilde tage en gunstigere Vending. Derhos erklærede Commissionen sig beføiet til foreløbigen at meddele saadanne Moratorier, om de ansøgtes, før den kongelige Sanction derpaa kunde indløbe. Dog bleve kun faa af disse Dokumenter udstedte, deels fordi alle solide Huse, som vaagede over deres Credit, krympede sig ved at forlange saadan Beskyttelse uden høieste Nød, og heller hjalp sig ved egne Midler, og benyttede den paa den Tid herskende Eftergivenhed i Pengesager, ved directe Underhandlinger med Ihændehaveren af de paa dem løbende Papirer, deels fordi de Ansøgende mestendeels ei kunde opfylde de paalagte Betingelser. Ansøgeren maatte nemlig bevise, at Vexelfordringerne havde sin Oprindelse fra de nærværende fiendtlige Conjunkturer, og tillige oplyse, at hans Status var saa betryggende for hans Creditorer, at der ved Meddelelsen Intet vovedes. Af flere Ansøgninger, som indleveredes, bevilgedes saaledes kun faa, og den hele Foranstaltning bortfaldt, da der var bleven sørget for et tilstrækkeligt Beløb af omløbende Numerair.
Mere indgribende Foranstaltninger bleve imidlertid nødvendige, og i den Anledning udfærdigede Regjerings-Commissionen en Skrivelse af 4de September til Finants-Collegiet, hvori flere Forslag omhandledes. Deri oplystes, at Understøttelse af Regjeringen, eller overordentlige Hjælpemidler, vilde vorde fornødent, eftersom den Sum, der, som ovenfor meldt, fandtes i Casse, 150,000 Rd., vilde være aldeles utilstrækkelig til de fornødne militaire Operationer. Desuden vilde det blive nødvendigt at understøtte de Handlende, hvis Virksomhed paa engang afbrødes formedelst Krigen, uden at det var dem tilladt at inddrage deres Fonds i England. I samme Forlegenhed befandt sig Saugbrugs- og Værks-Eiere og lignende Virksomhedsforstandere, som vilde blive nødsagede til at indstille deres Virksomhed, naar ei betimelig Hjælp ydedes dem, og dette maatte blive af uberegnelige Følger, fordi en stor Mængde Mennesker derved maatte blive brødløse. Commissionen underrettede saaledes Collegiet om, at den, for ikke at spilde noget Øieblik, havde tilskrevet Øvrigheden i Agerhuus Stifts Kjøbstæder, at forsamle hvert Steds handlende Borgere, for at anmode disse om at udnævne en eller to Deputerede, som maatte befuldmægtiges til at møde i Christiania den 12te September, for med Commissionen at afhandle det Fornødne til Oprettelsen af et interimistisk Laane-Institut, der siden efter Omstændighederne kunde udvides til de øvrige Stifter. Ved dette Laane-Institut, hvis Sikkerhed deels skulde hvile paa Hypotheker, deels paa de Handlendes personlige Vederhæftighed, vilde Commissionen lade for det Første sætte i Circulation 600,000 Rd. i Bankosedler, som udstedtes af en dertil af den selv beskikket Committee, og efter et Stempel, hvortil den besørgede Plader. Af denne Sum vilde den forbeholde sig 1/3 Deel til Regjeringens Brug og offentlige Foranstaltninger, med Forpligtelse, at Laanet til en vis Tid efter Freden skulde vorde igjen indløst med Courant-Sedler. For at træffe nærmere Aftale om denne eller lignende Foranstaltninger, benyttedes Greve Wedel-Jarlsbergs Tilbud at gjøre en Reise til Kolding, hvor Regjeringens Sæde da var.
Efter Regjerings-Commissionens Opfordring sammentraadte derefter Deputerede fra de forskjellige Kjøbstæder i Agershuus Stift i Christiania, for at udkaste Planen til en Laane-Indretning for Norge, ved hvis Hjælp baade Staten og Private kunde aabnes Adgang til den fornødne Understøttelse under den nærværende Crisis. Laane-Indretningen kom i Stand; men det tillodes den ikke selv at udstede Sedler, ligesom den heller ikke blev et Middel for Staten til at reise Penge til dens egne Fornødenheder paa Privates Eiendomme. Regjeringen var endnu ikke tilbøielig til at tilstaae Norge nogen Selvstændighed i Pengevæsenet, og der gjordes med Grund Indvending af Handelsstanden imod at Privates Eiendomme skulde benyttes som Midler til at redde Staten af dens Nød, medens de behøvede at raade over Eiendommenes fulde Værd, for at hjælpe sig i egen Forlegenhed. Den danske Regjering valgte de sædvanlige Midler, hvoraf den i lang Tid havde benyttet sig, for at komme Statscassens Forlegenhed og Finantsernes Underballance til Hjælp, nemlig Udstedelsen af flere Credit-Papirer. Der oprettedes i Christiania en Hoved-Laane-Committee, og denne underordnedes Under-Committeer i de øvrige Stifter og mindre Districter, der fra den store Seddelfabrik i Danmark forsynedes med de fornødne Midler. Under Navn af Assignationsbeviser
n125 udfærdigedes saaledes et nyt Slags Bankosedler, der kun havde et andet Navn, men ingen fastere Grundvold at hvile paa end den øvrige, paa det løseste Fundament hvilende Seddelmasse. Hvad den danske Finantsbestyrelse i bedre Dage ikke havde Klogskab og Bestemthed nok til at udføre, det havde den i denne
n126 ødelæggende Krigs-Periode endnu mindre Kraft til at drive igjennem, og Pengevæsenets Befæstelse maatte overlades en kommende Tid. Der begyndte saaledes en ny og grændseløs Seddel-Fabrikation i Altona, som hver Dag under den ulykkelige Krig arbeidede paa, i Bund og Grund at ødelægge Rigernes Pengevæsen, og endte tilsidst med den sørgeligste Forstyrrelse af alle indvortes borgerlige Forhold.
Imidlertid befandt Regjerings-Commissionen sig i den største Forlegenhed for de nødvendige Midler til at holde Statsmaskinen i Gang, og bestride de overordentlige Krigs-Udgifter. Saalænge den lille Beholdning i Zahlkassen varede, laa denne Nød noget fjærnere, men den voxede med hvert Øieblik Udtømmelsen af denne Kilde maatte forventes. Dertil kom at Privatmænd, som stode i Spidsen for store Virkekredse, eller paa anden Maade lede under Conjuncturernes ulykkelige Vending, ideligen fornyede Krav paa Understøttelse, og det blev saa meget mere paatrængende at tilfredsstille disse, som den Aarets Tid nærmede sig, da Korntilførsel maatte skee, naar ikke Landet skulde stedes i Hungersnød. I en Skrivelse af 20de October til Finants-Collegiet, som dengang var forsamlet i Rendsborg, udvikler Regjerings-Commissionen nøiere disse Omstændigheder, og den Stilling, hvori Norge befandt sig, hvilken Skrivelse tillige indeholder et Beviis paa den frimodige Selvstændigheds Tone, hvori Commissionen foredrog Rigets Anliggender for den danske Regjering.
n127Omsider sattes Regjerings-Commissionen i Stand til at virke efter Omstændighederne, efterhaanden som de omhandlede Penge-Repræsentativer opsendtes eller her i Landet udstedtes. Store Summer udstrømmede til Laantrængende gjennem Hoved-Committeen og dens Underafdelinger. Ved Bevilgelsen af Laan brugte imidlertid Regjerings-Commissionen og dens Committenter den største Forsigtighed, og dens Fremgangsmaade i den Anledning foreskreves af en klog Omsorg for Statens Tarv, der maatte lide under Udstedelsen af en alt for stor Pengemasse, og under uvederhæftige Debitorers voxende Antal. Den havde i den Henseende den største Vanskelighed for at mægle mellem den virkelige Nød, som maatte afhjælpes, for at vedligeholde saavidt muligt den indvortes Virksomhed, nyttigen anvende Arbeidskraften, og ved betimelig Understøttelse forebygge vederhæftige Huses Fald, og imellem deres overdrevne Krav, som deels forlangte større Hjælp, end til at afbøde virkelig Nød behøvedes, deels benyttede Statens Beredvillighed til at raade Bod paa Følgerne af nærværende Conjunkturer, som et Middel til at afhjælpe en Forlegenhed, der havde sin Rod i ældre Forviklinger, og i en Handelsstilling, der ei mere lod sig forbedre. Regjerings-Commissionen bestormedes i denne Henseende af Ansøgninger fra alle Kanter, der uden Pengevæsenets totale Ruin strax i Krigens Begyndelse ei kunde tilfredsstilles, og det kan ikke nægtes, at den løste Gaaden med Klogskab og Held, endskjønt den stundom var nødt til alvorligen at tilbagevise ubeføiede Klager og overdrevne Fordringer. En Lykke var det derhos, at den næst foregaaende Tids lykkelige Handels-Periode og Landets blomstrende Virksomhed under denne, havde udbredt en vis Velstand over det ganske Land, og det saaledes i Krigens Begyndelse var mestendeels kun Forstandere for store Virkekredse, der behøvede Statens Hjelp under den pludselige Standsning af deres Producters Afgang, og Spærrelsen af alle Midler til at reise Penge paa de sædvanlige Veie. De Repræsentativer, som sattes i Omløb for at afhjælpe hine Mangler, beløb sig snart til flere Millioner.
Da saaledes den første Nød, Landets Penge-Forlegenhed, var foreløbigen afhjulpen ved Tilveiebringelsen af de fornødne Repræsentativer, var Regjerings-Commissionen betænkt paa at imødegaae den endnu større Fare, Hungersnød, som truede Norge under Standsningen af Korntilførsel fra Danmark. I denne Henseende satte den sig i Brevvexling med Rentekammeret, og de fornødne Foranstaltninger med dette bleve trufne.
n128 Commissionens Opmuntring til Private, for egen Regning at gjøre Expeditioner til Danmark for at tilveiebringe det fornødne Korn, havde ikke noget stort Resultat. Kun i enkelte Kjøbstæder i Agershuus Stift dannedes Associationer, som subscriberede Summer til Indkjøb af Korn- og Fede-Varer, og at besørge dem oversendte til Norge. Sagen kunde ogsaa af den Aarsag i Begyndelsen af Krigen ei ret komme i Gang, fordi Kornhandelen i Norge dengang dreves passiv, og Kornet gjennem danske Skuder, der nu forsvandt fra vore Havne, tilførtes Norge. Saaledes manglede i Norge paa de fleste Steder den fornødne Kundskab om Kornhandelen, Forbindelse med danske Kjøbmænd, og den dermed forbundne Credit, ligesom der og fattedes det fornødne Antal af passende Skibe til at føre denne Handel. Nye Connexioner med danske Kornhandlere vare vanskelige at knytte, fordi de norske Kjøberes Navne vare mestendeels ubekjendte i Danmark, Crediten i Almindelighed mislig formedelst den norske Handels pludselige Standsning, og Midlerne til at reise Penge vanskeliggjorte, fordi de kjøbenhavnske Commissionairer under denne Crisis ikke aabnede sine Casser for norske Handelsmænd. Handelen maatte saaledes mestendeels afgjøres med rede Penge, og disse kunde ei i nogen tilstrækkelig Mængde tilveiebringes, førend hiint Laane-Syftem var bragt i Orden. Der var desuden kun enkelte Næringsveie, hvis Tilværelse var baseret paa en tilstrækkelig Kornforsyning, og i Krigens Begyndelse var denne forøvrigt mestendeels en Frugt af et patriotiskt Sindelag, hvilket i Almindelighed, hvor høit Sprog endog ofte derom føres, er et løst Grundlag for store og gjennemgribende Handelsforetagender. Skulle disse trives maa en passende Fordeel for Handelsmanden lægges ved Siden deraf, og denne var i hine Dage vanskelig at hente. Saa hensigtsmæssigt som det havde været at overlade Kornhandelen i Privates Hænder, fordi den i disse under sædvanlige Omstændigheder besørges med mindre Ødselhed og Spilde af anvendte Kræfter, saa vanskeligt og usikkert var det dengang at tilveiebringe paa denne Vei det fornødne Forraad af Fødevarer til Landets Forsyning, og Regjeringen saavel i Danmark som i Norge var vel beføiet til at overtage Besørgelsen af den vigtigste Deel af Norges Kornforsyning indtil den kunde foregaae paa en lettere og sparsommeligere Maade. I vore Undersøgelser paa følgende Blade vil det imidlertid blive oplyst, at nogle blandt de af den danske Regjering valgte Forholdsregler ikke vare anlagte med Klogskab, ja at nogle endog forstyrrede norske Privatmænds Omsorg for Landets Kornforsyning.
Christiansands Stift, hvis Stilling under Krigen i øvrigt var meest mislig, fordi det leed det største Skaar i sin Nærings-Virksomhed, havde i denne Henseende den bedre Lod. I denne Deel af Norge finde de fleste gunstige Omstændigheder Sted, som i Farens Stund kunne aabne Forbindelsen med Danmark og befordre Kornfarten paa dette Land, ligesom denne derfra, ogsaa før Krigen, førtes mere activ fra den vestlige end østlige og nordlige Deel af Landet. Seiladsen mellem Danmark og Norge er fra den vestlige Kyst kort, og fra dens mange og trygge Kysthavne til Jyllands nordlige Strand kan Overfarten, naar den understøttes af en rask og føielig Vind, skee i Nattens Mulm, og ubemærket af lurende Fiender. Der gives intet Strøg af Norges Kyster, hvor rige de end ere paa raske Sømænd, som har flere dygtige og modige Matroser og Lodse, der foragte alle Farer og trodse alle Besværligheder. Dets Matroser søges derfor fremfor alle, dets Lodser ere bekjendte blandt det nordlige Europas Søfarende, og disses Liig gjemmes fast lige saa ofte af Havets Bund som af Fastlandets Kirkegaard. Det var ogsaa fra denne Kant at de første vovelige Forsøg at hente Korn fra Nordstrand i aabne Baade gjordes. En Skibscapitain Albrectson fra Arendal var den første, som allerede i Vinteren 1808 i aaben Lodsbaad vovede sig over Nordhavets Bølger til Nordstrand, og fra den Tid af forøgedes dagligen den lille Flotille, og aldrig før saaes den Mængde af saa smaa Fartøier at trodse Storm og Uveir paa det vilde Hav. Farten selv blev vigtig ikke alene fordi den, endskjønt i smaa Partier, gav et vigtigt Bidrag til Kornforsyningen, men fordi den under Krigen beskjæftigede mange brødløse Hænder. Med de større Skibe, som sattes i Kornfarten, hjembragtes med nogle faa Mand flere Hundrede Tønder Korn ad Gangen, og visseligen var denne alvorligere Fart fornøden ved Siden af hiin Dværgfart, for at besørge Landets Kornforsyning. Men denne udbredte sig over langt flere Individer, i det ofte kun faa Tønder hjembragtes paa Baade, der vare besatte med 2 til 3 Mand. Krigen medførte en brødløs Tilstand for den golde Østkyst af Christiansands Stift. Matroserne havde ved Vestfartens Ophør, under Krigens første Aar, tabt de fleste og fordelagtigste Hyrer; det private Skibsbyggeri var saa godt som ophørt under Krigen, og i Orlogsfarten befandtes kun Kanonbaade og enkelte Krigsskibe, som ikke tiltrængte store Skarer af vore ledige Sømænd. Fiskeriet paa denne Kyst, som ligger østen for Næsset, er ikke uvigtigt, men giver ikke dets Indbyggere tilstrækkelig Næring hele Aaret igjennem, og for at vinde Livets Ophold maae de lægge andre Næringsveie ved Siden deraf. Det kan saaledes med Sandhed siges, at Farten paa Nordstrand med mindre Fartøier og Baade var en lykkelig Opfindelse under hiin Tids Farer.
Men fornemmeligen maa det ansees som et stort Held for dette Stift, at en Mand som Stiftamtmand E.
Thygeson den Gang stod i Spidsen for de offentlige Forretninger dersteds. Han viiste i denne kritiske og farefulde Periode en Klogskab, Raskhed i at tage Beslutninger og et Mod til at udføre dem, som længe vil være i Stiftets taknemmelige Erindring. Naar Talen var om at understøtte Private i deres Anstrengelser med Hensyn til Norges Kornforsyning, viiste han en i offentlige Forretninger usædvanlig Liberalitet, og naar han troede at kunne stole paa sin Mand, slappede han ikke sjeldent den Strenghed i Formen, der vist nok i Almindelighed er hensigtsmæssig og nødvendig, men undertiden vanskeliggjør Veien til det bestemte Maal. Det rette Øieblik til at udføre vigtige og farlige Foretagender paa Kornforsyningens Vei kunde af den Aarsag ofte benyttes. Forfatteren har saaledes gjennem Stiftamtmand Thygeson faaet mange Summer i sine Hænder til Udførelsen af sine mange Provideringsplaner mod et midlertidigt Beviis til ham, inden han igjennem den vidtløftige Rettens Form kunde tilveiebringe gyldige Sikkerhedsbeviser. En umiddelbar Forbindelse med Laane-Indretningen i Christiania, hvis Medlemmer vare mere ubekjendte med hans Stilling og Færd, vilde i høieste Maade have svækket Forfatterens Providerings-Virksomhed under Krigen.
Thygeson satte sig ogsaa med den ham egne Lethed og Raskhed ind i de ovenfor beskrevne Forhold, som vare særegne for Christiansands Stift. Da han paa en Reise gjennem Nedenæs Lehn, som han foretog for at gjøre sig bekjendt med dets Tilstand, erfoer at Regjerings-Commissionen lod forsikkre de Fartøier, som befragtedes til Kornfart for den offentlige Providerings Regning, erklærede han, at denne Forsikkring skulde skee under hans Autorisation ogsaa for de Fartøier og Baade, som sattes i Kornfart af dette Stifts private Korn-Speculantere. Denne Bestemmelse blev ikke strax sanctioneret af den norske Regjering, og gjordes først gyldig, da Assurance for Opbringelse almindeligen foranstaltedes af den danske Regjering; men den raske Beslutning var tagen, og bar sine Frugter i Stiftets mindre lidende Tilstand.
n129 Desuden lod Thygeson det ikke blive ved liberalt at fremme Andres Providerings-Planer, men han benyttede sine Forbindelser i Danmark, understøttet af en stor Formue og Credit, til at gjøre betydelige Kornbestillinger for egen Regning, og det lykkedes ham at bringe store Partier Korn til Norge, som han liberalt afhændede. Personligen foretog han desuden Reiser til Danmark, for at fremme det vigtige Øiemed af Norges Providering. Vi undre os saaledes ikke over at finde i Regjerings-Commissionens Correspondents-Protokoller flere Breve til Stiftamtmand Thygeson, der indeholde Beviser paa den Erkjendtlighed, som Regjerings-Commissionen troede at skylde «hans heldige og uegennyttige Bestræbelser for Norges Providering» saavelsom paa dens Høiagtelse for «hans utrættelige Iver og kloge Foranstaltninger i saa Henseende». Vist nok findes hist og her Breve, som vise, at Commissionen ikke altid ubetinget bifaldt Thygesons Fremgangsmaade. Den fandt stundom, at han i sin Omsorg for det ham betroede Stifts Forsyning, traf Foranstaltninger, som skadede det øvrige Norges Forsyning, der ei overalt understøttedes af de samme heldige Omstændigheder. Saaledes forbød han Udførsel af Korn fra Christiansand paa en Tid, da denne By havde en vis Overflod deraf, medens der herskede stor Mangel i Christiania Stift, og Regjerings-Commissionen udtrykte ham, endskjønt i skaansomme Udtryk, sit Mishag med dette Forbud. Undertiden sammenblandede han Statens Forraad af Korn i Christiansands Stift med sit eget, og uddeelte begge Dele med en Liberalitet, som indskrænkede Regjerings-Commissionens egen Virksomhed i den Retning og berøvede den Midler til at undsætte de meest lidende Punkter. Deraf opstod en Debet paa Thygesons Side til Staten, der foranledigede Ventilationer ved den endelige Opgjørelse, hvis Beskaffenhed Forfatteren ligesaa lidt kjender, som det sidste Resultat.
n130 Den Tids Historie maa i al Fald give Thygeson det Vidnesbyrd, at han ved sin Klogskab, Virksomhed og Liberalitet lindrede Stiftets Lidelser, som uden denne virksomme Hjælp maatte være blevet saa meget større end den øvrige Deel af Norges, som dets indvortes Nærings-Kilder under en ulykkelig Krigs-Tilstand ere færre, og formedelst denne mere afskaarne end i andre af Naturen mere velsignede Egne af Fædrelandet. Saaledes bevares ogsaa Thygesons Minde blandt taknemlige Borgere fra den Tid, og Forfatteren heraf er vist ikke den eneste, der erindrer sig den Jubel, som hans tilfældige Nærværelse i By og paa Land opvakte, og den Deeltagelse, de Erkjendtligheds Beviser, og varme Ønsker, som ledsagede ham, da han nedlagde sit Embede for at træde over i en anden Virkekreds. Da han forlod Stiftet, holdt han en Afskeds-Tale i
Arendal, paa det saakaldte Batteri, for en talrig Skare af Byens og Omegnens Indbyggere, og det Indtryk, som denne gjorde paa Tilhørerne, der monne skyldes mere Interessen for Taleren, Taknemmelighed for hans Embedsfærd, saavelsom det livlige Foredrag, end Talens egentlige Indhold, vil aldrig glemmes af Forfatteren.
Paa den samme vestlige Kyst fandtes de ivrigste og heldigste Forfremmere af Provideringens Sag under Krigen, baade fordi, som sagt, den bedste Anledning til at benytte et beleiligt Øieblik for at undgaae Fiendens Opmærksomhed der var forhaanden, og fordi Opmuntringerne vare større til Anstrengelse formedelst den store Trang; thi det patriotiske Sind deelte visseligen de østlige Egne med de vestlige. Desuden fandtes her flere Midler til en activ Kornhandel, især flere Skibe og Sømænd, der vare bekjendte med det korte, men farlige Farvand mellem norske og danske Handelsstæder, saavelsom flere Virksomhedsforstandere, der før Krigen havde indledet en activ Kornhandel med Danmark, og havde saaledes større Lethed for at fortsætte den under Krigen. Forfatteren regner sig iblandt de sidste, og han troer af denne Grund, i sit historiske Maleri at kunne uden Ubeskedenhed nævne sin egen Virksomhed paa Provideringens Vei, hvortil han ved saa mange udvortes Omstændigheder opmuntredes. Under den hele Krig sporedes ingen egentlig Mangel i den Kreds, hvori han virkede, og i denne var aldrig Talen om de usle Surrogater, hvormed Mangelen paa Fødemidler andensteds ofte maatte afhjælpes. Aldrig erholdt han nogen Understøttelse af Korn af de offentlige Magasiner, medens ikke ubetydelige Qvantiteter udleveredes af hans egne til Omegnen udenfor hans Virkekreds, og til langt fjærnere Egne. Han tør saaledes med Sandhed paastaae, at der ikke gaves nogen Privatmand i Norge, som under Krigen indførte mere Korn fra Danmark til Norge end han, Ingen, som mistede flere Kornskibe, deels med deels uden Erstatning,
n131 og Ingen, som drev Kornhandelen med mindre Fordeel. Dersom han, uagtet disse Tab, bevarede sin borgerlige Selvstændighed efter Krigen, da skyldes dette Forsigtighed og Held paa andre Veie, men han samlede den visseligen ikke paa Provideringens Vei. Han kan ikke flytte sin Indbildning til hiin mørke Periode af sin Virksomheds Historie uden vemodige Erindringer. Til Dagens Orden hørte dengang Ængstelser, Bekymringer, Forlegenhed og vanskelige Stillinger. Frygt for Skibets Opbringelse af Fienden vexlede med Frygt for dets Fare paa det stormende Hav; thi i Nattens Mulm og i stormende Veir var Fienden mindst sikker paa sit Bytte. Dagligen fremstillede sig Billedet paa den høieste Grad af menneskelig Elendighed fra Landets indre Egne i Hungerens og Armodens ynkværdigste Offere, og disse Billeder svævede hyppigst om i den Kreds, hvor de ventede den sikkreste Hjelp.
n132 Derhos tilstaaer Forfatteren taknemligen, at hans fleste Anstrengelser havde været forgjæves, naar han ikke deels ved Thygesons umiddelbare Hjælp, deels ved hans Anbefalelse til Regjerings-Commissionen, var bleven kraftigen understøttet paa sin besværlige Korn-Speculations Vei. Thi hans egne Ressourcer og hans Credit i Danmark udtømtes snart, og han maatte tye til offentlige Casser, der visseligen aabnedes for ham med stor Liberalitet. Han er endnu i Besiddelse af Brede fra Regjeringscommissionen, som vidne om dennes liberale Færd; han finder i sin Copibog Breve til Commissionen, der behandle vanskelige Undersøgelser, og stundom fra hans Side vare skrevne i en djærv Tone, som kun Stillingens Fare, Ængstelser og Bevidsthed om en redelig Villie kunde undskylde. Han opnaaede stedse, hvad han burde vente, og han vil altid bevare Erindringen om den humane Maade, hvorpaa han af Regjeringscommissionen er bleven behandlet.
n133
Regjerings-Commissionen saae sig om efter en Mand, som den kunde benytte deels til mundtligen at rygte dens Anliggende, beskrive Landets lidende Forfatning og Commissionens vanskelige Stilling for den danske Regjering, deels besørge det Indkjøb af Kornvarer, som behøvedes for at forebygge Hungersnød. Formedelst Posternes usikkre Gang under en krigersk Stilling og de Vanskeligheder, som Sverige lagde for den fri Passage derigjennem, var det deels usikkert at bringe Brevene til sit Sted, deels vovede Commissionen ei at betroe Breve, der behandlede Landets indvortes Anliggender under dets vanskelige Stilling, til Papiret. Til at udføre dette vigtige og vanskelige Ærende tilbød sig Grev Herman Wedel Jarlsberg, som dengang var Amtmand over Buskeruds Amt, og vi see for første Gang i Norges farlige Stilling en Fædrelandets Mand fremtræde, der siden fik en saa afgjørende Indflydelse paa dets Skjebne.
Grev Herman Wedel Jarlsbergs Vugge stod udenfor Norge, og hans Skoleaar tilbragte han i flere fremmede Lande. Han er fød i Montpellier 1779 den 21de September paa en Reise, som Forældrene foretoge til Neapel, hvor Faderen, Grev Frederik Anton Wedel Jarlsberg, var bleven ansat som Minister. De første 20 Aar af Grevens Levetid tilbragte han deels i Neapel, deels i Haag, deels i Holsteen og paa sit Fædrene-Gods Jarlsberg, og tilsidst og længst i London, hvor hans Fader var Minister. Brødrene Herman og Ferdinand opdroges med hinanden og vare hinandens Contubernaler indtil den modnere Ungdoms-Alder. Faderens Strenghed og en Uenighed mellem denne og Moderen, som bevægede den sidste til at forlade Mandens Huus ved Sønnernes Hjelp, foranledigede imidlertid deres Flugt fra dette, og det lykkedes dem, fast blottede for alle Midler at naae en Søhavn, hvorfra de med et norsk Skib seilede til Norge.
n134Grev Wedel var 20 Aar da han forlod England; men hans Ophold der bestemte hans Skridt paa hans følgende politiske Bane, hans Tilbøielighed, Anskuelser og Charakter som offentlig Statsmand. Han havde med ungdommelig Varme og Geniets hurtige Opfatnings-Evne sat sig ind i en constitutionel Stats Fordele, og bevarede indtil sin Dødedag en høi Grad af Interesse for Alt hvad der foretoges i det engelske Parlament, ligesom han havde en nøie Kundskab om den engelske Forfatnings indvortes Organisation og om Magtfordelingens Forgreninger. Dybe Studier og scientifiske Granskninger vare lidet hans Sag; thi hans sjeldne Evne til hurtigen at opfatte de vigtigste Gjenstande, af Bøger og Samtaler at uddrage det indholdsrigeste Stof, og bevare det til eget Brug i beleilig Tid, lærte ham paa en lettere Vei at komme til det klare Oversyn over Stats-Anliggender, som hele Livet igjennem udmærkede ham. Men det engelske Statsvæsen studerede han
con amore, og der fandtes stedse paa hans Bord en eller anden Bog, som behandlede denne Gjenstand. I denne Henseende kom ogsaa hans store Sprogfærdighed ham til Hjælp. I det engelske, franske og tydske Sprog var han bevandret som i Modersmaalet, og han kunde med stor Lethed tilegne sig al den Viisdom, som han i Skrift og Tale i disse Sprog ønskede at gjøre sig brugbar. – Fra det Øieblik af hans første Landstigning i Norge tiltrak han sig Nordmænds Opmærksomhed, og den høieste Grad af Deeltagelse. Bestemt ved Fødselen til at blive en af Landets store Possessionater betragtedes han tidligen som en vigtig Norges Mand, hans ulykkelige Familieforhold, som en Følge af Faderens haarde Behandling, opvakte den høieste Grad af Deeltagelse, hans herlige personlige Egenskaber, raske og aabne Væsen, der ikke spillede i Fornemhedens Farver, men især den romantiske Maade, hvorpaa han var undsluppen Forfølgelse og Fare, og havde besteget Fædrelandets Kyster, gjorde ham allerede dengang til en almindelig Gjenstand for National-Interesse. Wedels Person, hans Historie og Udsigter for Fremtiden var i Alles Munde, og det var som om den Indflydelse anedes, som han siden fik paa Norges Skjebne. Brødrenes første Ophold i Norge var imidlertid kort, og de reiste til Danmarks Hovedstad, for der at bane sig en Fremtid. Ved Ankomsten til Danmark henvendte de sig til deres Moder, som førte et stille Liv i Nærheden af Kjøbenhavn, og da Kongen af Danmark erfoer Faderens strenge Behandling, lukkede han sit Øre for Faderens Reclamationer, og tog Flygtningerne under sin Beskyttelse. De beredte sig derefter, hver paa sin Vei, til Fædrelandets Tjeneste. Snart og hæderligen tog Grev Wedel, under den bekjendte
Lassons Veiledning, latinsk-juridisk Examen ved Kjøbenhavns Universitet; men det juridiske Studium selv havde for ham liden Interesse. Han fordybede sig aldrig saa meget deri, at han kunde kaldes en dygtig theoretisk Jurist, og hans virksomme og daadfulde Liv tillod ham ikke at dyrke Lærdom i det rolige Studeerkammer.
n135I Danmark blev han ogsaa modtaget med den Deeltagelse, som hans ulykkelige Ungdoms-Historie maatte opvække, og ved, som, Privatsecretair at optages i Grev Schimmelmanns Huus, og af denne Statsmand overdrages vigtige Forretninger, lagdes den første Grundvold til hans offentlige Bane. Det danske Hof selv viiste ham forekommende Opmærksomhed, og bestemte ham snart til et af de paa den Tid vigtigste Embeder i Norge, som Forberedelse til høiere Kald i sin Tid. For sin faderlige Velgjører, den agtværdige, skjønt mere theoretisk end practisk statskloge, Grev Schimmelmann, nærede Grev Wedel alle sine Dage stort Venskab og Høiagtelse, men det danske Hofs venlige Færd kunde ikke forsone ham med de Statsstyrelsens Mangler, som han troede i Danmark at opdage. Hans Stilling som Schimmelmanns Secretair satte ham i Stand til at trænge ind i Statsforholdene, og den Svaghed og Ufuldkommenhed, som han deri meente at finde, bortfjærnede ham tidligen fra en Regjering, hvis indvortes Organisation var ganske forskjellig fra den, han i sin tidlige Ungdom havde lært at kjende. Maadehold i Yttringer og Middelvei i at opfatte politiske Anskuelser laa ikke i Wedels Charakteer. Hans store Evne til at opfatte Forholdenes sande Væsen, og til at give sine Tanker og Meninger den indtrængende Tales Form, hans raske, for alle Hensyn til udvortes Forhold frie Anskuelse og Bedømmelse af alle Gjenstande, som kom ham for Øre, og af alle Personer, som han mødte paa Livets Bane, gave hans Domme stundom et Udseende af ubesindig Heftighed og Haardhed, som forvildede hans Medborgere, og gav endog Anledning til Mistydning og Forvanskning af hans Charakteers sande Væsen. Hvor ofte har han ved denne – man kunde sige – ukloge Adfærd og uskaansomme Udtryk om Medborgere endog ofte i udmærkede Stillinger, og i ham ubekjendte eller lidet kjendte Vidners Nærværelse, sat sine Venner i Forlegenhed og Uro, da de i en saadan Færd anede Spiren til en bitter Daddel og hemmelig Forfølgelse, der heller ikke udeblev paa hans Bane.
n136 Wedel havde vist nok, som Følge af Opdragelse og Barndoms Skjebne, en vis Haardhed i Charakteren, som Ingen vil blande med Følesløshed eller Kulde under Livets ømmere Forhold, der kjendte ham som Mand, Fader og Ven; thi i alle disse Henseender byggede han Livets Lykke paa en fast Grundvold, og efterlod sig et Minde, som aldrig forgaaer. Men han satte en Ære i at vise en Standhaftighed og et Sjælens urokkelige Mod under Livets bittreste Modgang, der stundom gav ham Udseende af en kold Ligegyldighed. Medens dyb Sorg herskede i hans Familie, pleiede han roligen sine offentlige Forretninger. Taarer paa Mandens Kind vare ham modbydelige, og forekom ham nedværdigende, og det var først under den bittre Modgang, der tilstødte ham kort før hans Død, at han ogsaa lærte at kjende denne Lindring i Sorgen. Den samme Roligbed og Ligegyldighed viiste han, eller bar han til Skue for Landsmands Domme, offentlig Mishandling eller Retskrænkelse i sin Stilling; men hans Venner opdagede stundom ved saadan Leilighed en indvortes Gjæring hos ham, der dæmpedes ved hans Selvbeherskelse, og kun udgjødes i Vennebarm. Derhos havde han en vis Fasthed i Charakteren, der stundom grændsede til Stivhed, i Følge hvilken han tog lidet Hensyn til Andres Domme og Meninger, og allermindst til den store Folkehobs. Havde han dannet sig en Idee om hvad der var Fædrelandet gavnligt, rokkede han den ikke, fordi den stødte an mod den almindelige Mening, og skjulte den ikke, om den end paadrog ham Forfølgelse og Had.
n137 Havde han fattet Høiagtelse for en Landsmands Charakteer, Talenter og Brugbarhed, kunde Intet bevæge ham til at give sin Client til Priis for Folkets Fordomme, og han agtede i denne Henseende ikke paa Dagens Tone eller Bladenes Yttringer, men bidrog efter Evne til at befordre Vedkommende til den Stilling, som han ansaa passende til deres Talent og Brugbarhed. Hans Bedømmelse og Deeltagelse er i denne Henseende neppe bleven beskjæmmet. Hans politiske Meningers Rigtighed er under Historiens Gang lagt for Dagen, og de Mænd, til hvis Befordring han ved sin Indflydelse i sin høie Stilling bidrog, have hædret deres Beskytters Tillid. Især udmærkede Wedel sig fremfor Nogen af sine Landsmænd i sit Forhold til Fædrelandet ved Tilsidesættelsen af egen Fordeel, og den beredvilligste Opofrelse af Tid, Arbeide, Formue, Helbred – ja Livet selv, naar han efter sin Overbeviisning troede at kunne gavne Fædrelandet. Han gav derpaa store Beviser i sin offentlige Stilling, hvorom Historien senere har at tale. Som Statens Mand tilsidesatte han alle private Hensyn, og hverken Ven eller Frænde, men kun hans egen Overbeviisning om den Ansøgendes Værd, ledede hans Skridt under hans indflydelsesrige Stillinger til Embeders Besættelse. I saadanne Forhold vare vedkommende Ansøgere bedre tjente med at være ham ligegyldige Personer, thi venskabelige Forhold prøvede han saalunde skarpest. Man har søgt Roden til disse Dyder i en høi Grad af Ærgjærrighed, Forfængelighed og Lyst til at spille en glimrende Rolle; men vi ere ikke berettigede til at nedstige i Hædersmandens Barm, og langt mindre til at underlægge dette Mønster paa en Statsmands Æresvandring nogen fordunklende Folie. I intet Forhold sporedes Wedels Strenghed i sine Domme og Heftighed i sine Yttringer meer, end naar Talen var om den danske Regjerings Adfærd og Politik, og det er intet Under at hans Navn der opsloges paa Regjeringens Modstanderes Liste. Hans danske Venner græmmede sig over hans formeentligen utaknemlige Færd, den danske Konge harmedes over at have opvarmet en Slange i sin egen Barm, og Mange blandt Danmarks meest ansete Mænd vare ivrige i at skamplette hans Navn. Gjennem Danmarks historiske Muse ville vi saaledes ikke overgive Wedels Navn til Efterverdenen, ligesom vi ei heller agte at forsvare Grevens overdrevne, stundom ubesindige Yttringer i den Henseende;
n138 men Norges Saga giver andre, ham og Sandheden værdigere Elementer til en Skildring over Wedel som Statsmand, Virksomhedsforstander og Familiefader, og Fædrelandet vil taknemligen give hans Minde en Hædersplads iblandt sine Velgjørere.
Efter et kort Ophold i Danmark, hvor der overdroges ham nogle vigtige Undersøgelser uden stort Resultat, forflyttedes han til Norge, og hans første Embedsbane der, som Amtmand i Buskerud, var en Forberedelse til den høiere Stilling, hvortil han siden skulde hæves. I denne Stilling vidste han at forskaffe sig Agtelse hos Regjeringen ved sin Dygtighed og kloge Embedsfærd, og deres Høiagtelse og Hengivenhed, blandt hvilke han virkede, ved sit venlige og derhos Ærefrygt bydende Væsen. I sine yngre Dage beflittede han sig meer end i sine ældre paa at vinde simpel Mands Gunst ved en vis fortrolig Tone, og ved at sætte sig ind i hans Forhold. Hans Venlighed var imidlertid ikke Stormandens Nedladenhed, der ligesom nedstiger fra en stor Høide, for at blande sig blandt dem, der staae paa Livets lavere Trin. Hvor megen Agtelse han end i sit Indvortes monne have næret for Livets uvæsentlige Fortrin, hvor skikket han end var til at spille en Ridders Rolle fra Middelalderens bedste Tid, – i sit ydre Væsen og i sin Omgang gjorde han aldrig disse Fortrin gjældende til Andres Besvær, men viiste stedse en oprigtig Agtelse mod dem, der var Agtelse værd, i hvilken Stilling i Livet end Manden monne befinde sig. Han havde derfor gjennem sit hele Liv oprigtige og sande Venner blandt alle Classer, og fornægtede aldrig dem, der vare ham kjære, i hvilken Kreds af menneskelig Høihed han end befandt sig.
n139 Hvor høit han end senere steeg i Rang og Embeds-Vigtighed, var der maaskee ingen Stilling paa hans Embedsbane, i hvilken han oprigtigere elskedes, meer udeelt agtedes, og meer almindeligen tilfredsstillede Alle end som Amtmand i Buskerud, og han omtalte dette Tidspunkt gjerne, som et af de lykkeligste under hans Embedsliv. Det var ogsaa i denne Stilling at han indgik i ægteskabelig Forbindelse med Frøken Karen Anker, og beredte sig derved en paa Jorden sjelden huslig Lykke, ved Siden af en af Landets elskværdigste og ædleste Qvinder. Det unge Par, der i Elskværdighed kappedes med Jordens meest Begavede, reiste om i Amtet, deeltoge i muntre Forsamlinger og Feste, og disse Districters Ældste omtale endnu hine muntre Samqvem med høi Deeltagelse. I sin senere Embedsfærd tabte han Noget af denne sin Popularitet; thi baade er denne vanskeligere at bevare i høiere Stillinger, fordi Fordringerne vore jo høiere Embedsmændene stige, Berørelserne ere vigtigere og mere mangfoldige, og fordi han selv, paa mange Maader miskjendt, satte mindre Priis paa Folkegunst, Men hvo der, Frænde eller Ven, kjendte Wedels ædle Sind og Charakteer, hvo der havde Leilighed til at beundre hans mangesidige Talenter, og store Evner til at tilegne sig det Rette og Sande, bevarede sin Høiagtelse og Kjærlighed for ham til Graven.
Grev Wedel tilbød sig selv at gjøre den vigtige, og paa den Tid farlige, Reise til Danmark, og Tilbudet modtoges med Glæde af den norske Regjerings-Commission. Ligesom en Reise af den Art var efter Grevens Sind, saa maatte han under sine daværende Forhold, være særdeles skikket til at fuldføre den dermed forbundne Hensigt. Det Simple og Lette var ikke Grevens Sag; kun det Overordentlige, det Vanskelige og Farlige indeholdt noget tillokkende for ham. Selv den fast eventyrlige Maade, hvorpaa Reisen maatte foretages, gjorde ham samme meer interessant; thi han kunde ikke lægge sin Reise-Linie igjennem Sverige og Danmark, da Sjælland endnu befandt sig i en Slags blokeret Tilstand, og Freden med Sverige ei var at stole paa; men han besluttede i Lodsbaad, under den mørke Nat, at sætte over til den jydske Kyst, over et med fiendtlige Skibe opfyldt Hav. Men Faren og Strabadsen selv var en ny Opmuntring for Greven, endskjønt han maatte betale deslige, ofte uhensigtsmæssige og unyttige Legems-Anstrængelser, og Lyst til ligesom at omsætte Dagen og Natten, med en svækket Helbred, og med legemlige Lidelser, som vaagnede allerede i en yngre Alder, fulgte ham igjennem hele Livet, og alt for tidligen lagde ham i Graven.
n140Wedel maatte ogsaa være særdeles skikket til at udføre dette vigtige Ærende. Han stod paa den Tid i den nøieste Forbindelse med Danmarks vigtigste Statsmænd, han var yndet og agtet af den danske Kronprinds selv, og hans Ord og Mening havde saaledes stor Vægt i det danske Regjeringsraad. Hans Anskuelse om Fædrelandets Stilling havde dengang en langt anden Retning end den siden fik. Han deelte en almindelig Harme over Englændernes Rovtog, og Tanken om en Forbindelse mellem Sverige og Norge, som Grundstenen til Skandinaviens politiske Lyksalighed, var endnu ikke opstaaet hos ham. Saaledes gik hans hele Attraa oprigtigen ud paa at gavne Staten i den politiske Stilling, hvori den dengang befandt sig. I Øvrigt gik denne Plan til Norges Providering igjennem Grev Wedels Hænder i det Store, og interesserede ham saaledes i en desto høiere Grad. Thi omendskjønt han i de ham betroede offentlige Sagers Behandling, saavelsom i hans private Kaldssysler, ofte steeg ned til en smaalig Detail, interesserede ham dog kun Resultater, som gik i det Store. Ved saadanne Leiligheder lagde han ofte, saavel i offentlige som private Anliggender, en stor Maalestok paa Kræfternes Anvendelse, og ilede uforfærdet til Maalet, uden at prøve ængsteligen de Midler, som stode ham tilrede, eller den Tilstand, hvori Statens eller hans egen Kasse befandt sig. Det traf vel ikke sjeldent, at Grev Wedel, under at lægge Planer til Statens Tarv, glemte at han var Medlem af en lille Stat med smaa Midler, og lagde saaledes Planer for Norge i de store Staters Spor, i en større Stiil end som passede sig for Fædrelandet. Ved denne Leilighed var det imidlertid hensigtsmæssigt at anlægge Planen i det Store, og at anstrenge Statens yderste Kræfter; thi det gjaldt Intet mindre end at forebygge Mangel og Hungersnød i Fædrelandet. Han foretog flere Reiser til Danmark, for at fremme dette store Øiemed, og omendskjønt han paa disse udrettede særdeles meget til Norges Providering, saa tilfredsstillede dog hans Foranstaltninger ikke altid Regjerings-Commissionen, fordi hine stundom vare for raske, for kolossale med Hensyn til Statens Midler, og krydsede Commissionens Omsorg for andre vigtige Dele af Stats-Interessen. Deraf opstod stundom en alvorlig Brevvexling imellem Regjerings-Commissionen og Greven, der findes indført i Commissionens Correspondents-Protokol, i hvilken denne klager over Grevens bittre Udeladelser. Hvor tilfreds imidlertid Regjerings-Commissionen var med Grevens Virksomhed og Resultatet af hans Arbeide ved denne Leilighed, viser et Brev af 4de December til Greven af følgende Indhold:
«Ligesom Regjerings-Commissionen med megen Fyldestgjørelse har igjennemgaaet den Samme af Deres Høivelbaarenhed under 22 November sidstleden tilstillede Indberetning om Fremgangsmaaden af den Dem overdragne Commission angaaende Norges Proviantering, saavelsom medfulgte tabellariske Forklaringer over de anskaffede Kornvarer og Levnetsmidler, samt til disses Transport fragtede Skibe, og Fortegnelsen over de i den Anledning af Deres Høivelbaarenhed havte Indtægter og Udgifter, saaledes opfylder nu Commissionen en behagelig Pligt ved at bevidne Deres Høivelbaarenhed sin oprigtige Erkjendtlighed, og aflægge Dem sin Tak saavel for den Velvillighed, hvormed De paatog Dem en saa vigtig, og i Følge af Tidens Konjunkturer med ligesaa megen Fare som Anstrengelse forbunden Mission, som for den aarvaagne Nøiagtighed og Hurtighed, hvormed De under flere besværlige Reiser har udført samme».
«Vi forene os Alle i det fælles Ønske, at Udfaldet af Deres Anstrengelse maa svare til, hvad Planer, lagte med Klogskab og udførte med Nidkjærhed, give Grund til at haabe; men under enhver Betragtning, og uafhængig af Tilfældene, ville Deres Høivelbaarenheds patriotiske Bestræbelser stedse vorde Dem en uomtvistelig Adkomst til Regjeringens Skjønsomhed og Fædrelandets Tak.»
De Foranstaltninger, som Regjerings-Commissionen fandt fornødent at træffe til at tilveiebringe et tilstrækkeligt Penge-Repræsentativ, og sørge for Norges Providering, vare ikke de eneste, som beskjæftigede den i denne farefulde Tid. Tusindfold andre Omstændigheder krævede dens Opmærksomhed og paalagde den Omsorg og Ængstelse. Især gave de skarpe Forholdsregler, som den danske Regjering i sin Harme over England Voldsfærd troede sig beføiet til at tage mod samme, Anledning til alvorlige Forestillinger, som den henvendte til den danske Konge selv i et Brev af 18de September.
n141 I dette forundsætter Commissionen, at det ikke er Kongens Villie at foranstalte alle engelske Eiendomme priisdømte i Norge, førend et saadant fiendtligt Skridt af den engelske Regjering var gjort. Den gjør opmærksom paa, at en saadan Priisdømmelse af engelske Effecter vilde være til aabenbar Skade for Norge, da den vilde medføre Confiskationen af alle norske Effecter i England, der vare af langt større Værdi, end de engelske Eiendomme, som befandtes i Norge. Forestillingen blev imidlertid uden Frugter, da en Forordning under 9de September var udkommen, der indeholdt de før omtalte Bestemmelser angaaende Forholdet til England under den nærværende Krigstilstand. Strax efter udstedtes under 11 September et Reglement for Kaperfarten og Prisernes lovlige Paadømmelse.
Ved disse Bestemmelser afbrødes saaledes al Communication imellem Norge og England. De Skibe, som i England vare lagte under Embargo, bleve der condemnerede, og da alle de Skridt, som det engelske Ministerium gjorde for at indlede fredelige Underhandlinger, vare blevne afviste, fik de engelske Krydsere i Nordsøen Ordre til at opbringe alle de danske og norske Fartøier, som fandtes der, og nu mestendeels bestode i Kornskibe. Forgjæves gjorde den norske Regjerings-Commission et nyt Forsøg paa at stemme den danske Regjering til mildere Forholdsregler, og bane Vei til en Skibsfart, som gjennem neutrale Fartøier kunde vedligeholde Norges vigtigste Næringsdrift.
n142 Ogsaa dette Forsøg mislykkedes; de skarpeste Love bleve givne for at hindre al Forbindelse med England, og strengt udførte. Regjerings-Commissionen saae sig, formedelst disse skarpe Kongebud, nødt til at sætte sig ind i Anskuelser, som vare fordærvelige for Norges Handel, og anvende den Myndighed, der var den overdragen, til at udføre dem. Enkelte af Norges Borgere viste sig uforstandigen virksomme til at befordre Landets Sperring, ved at henvende Regjerings-Commissionens Opmærksomhed paa de Forsøg, som gjordes paa at indlede en simuleret Handel med England igjennem neutrale Fartøier, Imidlertid stede disse Angivelser dog kun af enkelte Handelsmænd, der ikke vare Udskibere, men Skibsredere, og altsaa ei kunde umiddelbart deeltage i denne Udskibning. Vi forklare os denne Adfærd deels af den Harme, som opfyldte Nordmandens Sind i de Dage over Englands voldsomme, og for Norges Handel og indvortes Velvære saa fordærvelige Adfærd, deels deraf, at offentlige Anliggender paa den Tid betragtedes fra en snævrere Synspunkt end under den senere frie Forfatning. Øiet hæftede sig sædvanligen kun paa den Gjenstand, som laa nærmest ved egen Dør, og Borgeren var sjeldent i Stand til at overskue indtrufne Begivenheders Sammenhæng med det hele Samfunds Bedste. Derhos stod Nordmanden, i sine, ofte siden gjentagne, høie Tanker om Fædrelandets Stilling og politiske Vægt, i den Forblindelse, at de fiendtlige Skridt, som Norge gjorde mod England, vilde saa meget forværre dette Lands Stilling, at det skulde beqvemme sig til en for de forenede nordiske Lande ærefuld Fred. Regjering og Folk vare enige med hinanden i skjæve Anskuelser og ukloge Forholdsregler.
Saaledes findes i Regjerings-Commissionens Deliberations-Protokol en Forestilling af 16de December fra de Handlende i Tønsberg, hvori disse gjøre opmærksom paa «de mangfoldige Misbrug, der foregaae ved Udførselen af norske Producter fra Norge i Skibe under neutralt Flag». Især skulde det være Pappenburgere eller Kniphausere, som indtoge Ladninger paa Kysterne, og atter skulde være bestemte til England. Derhos forklarede de, at England efter alle Beretninger allerede nu leed Mangel paa Trævarer, og, udelukket fra Østersøen, skulde det blive aldeles berøvet denne uundværlige Artikel. Det var derfor efter deres Formening klart for alle Sagkyndige, hvor vigtig en Grund dette maatte blive for England til at indgaae Fred. Der var saaledes kun eet Middel til at bevirke dette, saavelsom til at forebygge engelske Manufacturvarers Indsmugling her i Riget, og dette var: «aldeles at forbyde al Udskibning af Trævarer og norske Producter – det være til venskabelige, neutrale eller fiendtlige Magter – og ligeledes at forbyde al Indførsel af udenrigske Varer, af hvad Navn nævnes kan, naar undtages de første Nødvendighedsvarer til Livets Ophold. Uden denne Bestemmelse indsees intet Middel til at forebygge de utallige Misbrug og den nedrige Snighandel, som nu gaaer i Svang, – og saalænge denne vedvarer, vil vel England sildig eller aldrig bringes til den Yderlighed, som udfordres for at tvinge det til Fred.» Saavidt kan et indskrænket Oversyn over politiske Forhold, skjæve Anskuelser og en ilde forstaaet Patriotisme drive det! Og disse Raad udfløde fra en By, som ved flere Leiligheder under Krigen lagde et sandt patriotisk Sind for Dagen. De gode Mænd glemte eller vidste ikke, at der under hine neutrale Flag dagligen gik Skibe fra Østersøen ladede med Trælast, under engelsk Convoi stilende til Englands,
n143 og at mægtigere Nationer, der stode i samme fiendtlige Forhold til England som Norge, tillode en hemmelig Forbindelse med dette Land. Fra Drammen opløftede sig paa samme Tid en Stemme i samme Anledning, der gjorde Regjerings-Commissionen opmærksom paa lignende saakaldte Misbrug. Den samme Mand
n144 gjorde siden sit Fædreland større Tjeneste ved, som Greve Wedels og Provideringens Agent i Gothenborg, deels at fremme Korn-Provideringens store Sag, deels befordre den Fart paa England, hvorimod han nu ivrede.
Under disse Omstændigheder kunde Regjerings-Commissionen, naar den ikke ganske vilde oversee Kongens Befalinger, ei blive uvirksom, men maatte gjøre strenge Undersøgelser om denne Handel og foranstalte den hemmet. Der var desuden i Regjerings-Commissionen neppe meer end eet Medlem, som satte sig tilbørligen ind i disse Forhold, og paa hvis Raisonnement over Landets Stilling vi i ovenfor anførte Breve, som af ham vare conciperede, have havt en Prøve. Prinds Christian August tog, som allerede berørt, især i Begyndelsen, liden Deel i Foranstaltninger fra Commissionens Side, som angik Handel og Vindskibelighed; Grev Moltke satte sig ikke ind i denne ham fremmede Gjenstand, og Rosenkrantz's redelige Sjel var kun aaben for den bogstavelige Udtydning af sin Konges Villie. For saadan Overvægt maatte
Falsen altsaa vige, og bøie sine liberale Anskuelser under de strenge Kongebuds Ord.
n145 Saaledes blev
Wulfsberg, dengang Byfoged i Tønsberg, befalet at anstille den strengeste Undersøgelse, hvis Resultat blev, at denne begyndte Udskibning ved neutrale Skibe aldeles ophørte.
n146 Wulfsbergs Fædrelandssind var bekjendt formedelst hans varme Iver for Universitets-Sagen, og hans store Embedsdygtighed prøvedes i mange for Fædrelandet gavnligere Stats-Ærender end dette.
Rosenkrantz var saa samvittighedsfuld med Hensyn til at forhindre Udskibning af norske Producter gjennem neutrale Skibe, hvoraf Faa i Landet kunde høste saa stor Fordeel som han, at han overgav til Regjerings-Commissionen et Brev fra et engelsk Huus, som overbragtes ham af en preussisk Skipper, hvori han dertil opfordredes. Ved denne Leilighed erklærede han: «at han i dette som i ethvert Tilfælde afskyede Alt, hvad der syntes at kunne sigte til at lægge Dække over hans Handlinger». Brevet
n147 blev tilligemed en Forestilling, hvori alle Omstændigheder vidtløftigen forklaredes, indsendt til Kronprindsen og hans Bestemmelse derom indhentet. Dog anbefalede Regjerings-Commissionen Skibenes Frigivelse, paa Grund af, at de vare ankomne til Norge før Forordningen af 24de December var udkommen, hvori strengeligen forbødes under haard Straf al Samqvem fra norske Handlendes Side med Skibe, som kom fra de brittiske Øer, Colonier, og Besiddelser, eller paa deres Reiser havde anløbet samme. Efter et Par Maaneders Forløb faldt endelig kongelig Resolution i denne Sag, i-Følge hvilken Skibene tillodes at afgaae; men Ladningerne bleve udlossede, fordi der foreskreves Skipperne saadanne Betingelser, som de ei kunde opfylde. I sit Brev i den Anledning tilføier Kronprindsen: «at han ei kunde andet end bifalde Regjerings-Commissionens Fremgangsmaade med at stoppe fornævnte Skibes Afseiling, og med fuldeste Tilfredshed erkjender den Aarvaagenhed, hvormed Samme stræber at forebygge al Handel med Fienden, saavel directe som indirecte». Saaledes gik en gunstig Leilighed tabt til at forbedre Norges ulykkelige Stilling ved en uskyldig, af alle de øvrige krigførende Magter tilladt, Handel med Fienden gjennem Skibe med neutralt Flag, og vi have her atter et Beviis paa Kronprindsens strenge Redelighed i at opfylde sine til Frankrige og Rusland indgangne Forpligtelser; men tillige paa hans upolitiske Færd, i Følge hvilken han valgte Forholdsregler, som ikke efterlignedes af Nogen af hans Allierede, – ja neppe af Napoleon selv – og som paaførte hans ulykkelige Undersaatter saa store Lidelser. Dagligen seilede store Flaader af neutrale Magters Coffardi-Skibe
n148 – endog engelske Skibe under neutralt Flag – forbi Kjøbenhavns Red, som bragte Varer fra England til de østersøiske Havne, og fra disse igjen tilbage til England, endskjønt denne Handel i Følge offentlige Krigserklæringer var aldeles forbudt. Hvor langt anderledes vilde Norges Stilling have været, dersom den danske Regjering tidligere havde aabnet sine Øine i denne Henseende!
Et andet Forsøg til at indlede en gjensidig Udvexling af Skibe og Fanger blev ligesaa forgjæves senere gjort af Regjerings-Commissionen. En engelsk Capitain
Hamilton havde bemægtiget sig udenfor Riisøer et Skib, der førtes af N. Simonsen, og som tilligemed Ladningen ansattes til en Værdi af 8 a 9000 Rd.; men
Hamilton gav
Simonsen fri, under Betingelse af at han skulde udvirke Frihed for Mandskaber paa det udenfor Riisøer forliste Skib, Unity Smack. Commissionen bemærkede, at naar
Hamiltons Ønske bevilgedes, «kunde dette maaskee blive en Bevæggrund for andre engelske Krydsere til en mere menneskelig Fremgangsmaade mod andre Coffardifarere, end den de sædvanligen vise». Den danske Regjering vilde ikke tillade denne Omvexling. Samme Skjebne havde et Forslag, som Regjerings-Commissionen under en senere Dato gjorde om «at samtlige her i Fangenskab værende, og paa Bergstaden Kongsberg anholdte, storbrittaniske Undersaatter ved et Parlamentair-Skib maatte vorde oversendte til England, deels for derved at løse en Deel af vore i engelsk Fangenskab under en haard Behandling sukkende Landsmænd, deels for at spare de store Bekostninger, som disse Fangers Underholdning og Bevogtning medtager». Commissionen oplyste, at disse brittiske Fangers Underholdning, foruden hvad Bevogtning ved militair Magt kostede, medtog aarligen en Sum af meer end 30,000 Rd., «og at denne Statskassens Bebyrdelse endda bør henregnes blandt de mindste Uheld, til en Tid da den unyttige Fortæring af enhver Tønde Korn er et nationalt Tab». Den tilføiede «at dens Borgerfølelse lider, ved at see Undersaattere af en Regjering, der er Deres Majestæts Dødsfiende, fortære den Føde, hvorefter Landets betrængte Sønner sukke». Den oplyste, at 7000 af Danmarks og Norges Undersaattere mishandledes i brittiske Fængsler, af hvilke en Deel kunde befries fra sine Lænker ved denne Ombytning. Commissionen indstillede saaledes, om det maatte ansees passende med et Parlamentair-Skib, forsynet med hans Majestæts aabne Brev, og ført af en dertil beordret Søe-Officer, at oversende de paa Bergstaden Kongsberg anholdte storbrittanniske Undersaattere. Men den danske Konge vilde endnu ikke høre Forestillinger af den Art, og der kan ikke gives noget større Beviis paa, hvor stor hans Forbittrelse var over Englands voldsomme Angreb, og hvor meget han satte sit Haab til et heldigt Udfald af sine egne og sine Allieredes fiendtlige Anstrengelser, end at han afviiste ethvert Skridt, der havde et fredeligt Udseende og enhver Tilnærmelse til England, medens Norge vaandede sig under Hungersnødens Elendighed og Følgerne af standsede Næringsveie. Der er ingen Grund til at tvivle om den danske Konges Kjærlighed til det norske Folk, eller hans oprigtige Attraa efter at lindre dets Nød under Krigen; men nægtes kan det ikke, at flere af hans Foranstaltninger, og især hans afmægtige Trods mod en overlegen Fiende, tværtimod hans stærkere Allieredes Exempel, stilede til det modsatte Maal.
n149Iblandt de Byrder, som vare Norge paalagte i denne ulykkelige Krig, og den Omsorg, som desaarsag paahvilede Regjerings-Commissionen, hørte saaledes ogsaa de Foranstaltninger, som maatte træffes deels til Krigsfangernes sikkre Bevogtning, deels til deres Forpleining. Ved Krigens Udbrud befandtes nogle engelske Skibe i norske Havne og nogle Reisende, som tilfældigviis opholdt sig i Landet, deels for at rygte Handelsærender, deels for at see sig om i Norge. Deres Antal beløb sig omtrent til 200 – vist nok et ringe Antal mod de flere Tusinder, der befandt sig som Fanger i England. Men i et Land, hvor Mangelen paa Levnetsmidler var saa stor, føltes enhver Forøgelse af Provideringens Byrder. For at formindske Udgiften af Vagtholdet paa den ene Side, og tillige give de ulykkelige Fanger en større Frihed til at bevæge sig i fri Luft i Omkredsen af Byen, bestemtes Kongsberg til deres Opholdssted. Der var ogsaa, under den dagligen formindskede Folkemængde formedelst Bergværksdriftens Indskrænkning, den største Overflod af Huusrum saavelsom let Adgang til Brændsel. Til Underholdning for disse Fanger bestemtes efter deres borgerlige Stilling fra 48 Sk. – som i meget enkelte Tilfælde forøgedes til 72 Sk. – til 24 Sk. dagligen. Imidlertid findes idelige Klager fra Fangernes Side over Utilstrækkeligheden af deres Underholdning, og det blev dem derfor tilladt gjennem Connexioner deels i Norge deels i Sverige at forbedre deres Stilling ved Tilskud af egne Midler. Nogle af de engelske Fanger befandt sig saa vel under deres Fangenskab i Norge, at de giftede sig og sloge sig ned her. Der sporedes øiensynligen hos Regjerings-Commissionen Attraa efter at lindre disse Fangers Skjebne saa meget det stod i dens Magt, saavel i Følge den Humanitets og Menneskeligheds Aand, som herskede blandt dens Medlemmer, som af Politik, for ved en god Behandling af engelske Fanger at berede vore Landsmænd, i England den samme Skjebne og lette Adgang til Fange-Udvexling. I alle Tilfælde bleve de faa engelske Fanger langt menneskeligere behandlede i Norge end de Norske i England, hvor Fangerne indsluttedes i saa kaldte Prisonskibe under en maadelig Forpleining, eller fordeelte i det Indre af Landet i smaa Byer, hvor deres Skjebne var forskjellig efter som Lykkens Lod traf dem. Det lykkedes imidlertid enkelte menneskekjærlige Privatmænd i England ogsaa at lindre norske Fangers ublide Kaar og endog at forhjælpe dem til Flugt fra Fangenskabet, men de Nordmænd, som befandt sig i engelske Prisonskibe, omtale mestendeels deres Fangenskab i England som den mørkeste Periode af deres Liv, hvortil ikke alene Hjemvee men og den strenge Behandling bidrog. Denne Sammenstuvning i snevre Skibsrum af mangfoldige nødlidende Mennesker, som nøde en knap Kost og Lidet eller Intet fik til Klæder, frembragte især en Ureenlighed, hvorover Mange beklagede sig.
n150Ved Placat af 30te October 1807 blev det forbudt Skoveiere «uden Admiralitets og Commissariats Collegii foregaaende Indvilgelse at sælge enten tildannet Egetømmer, der til Skibsbyggeri kan være anvendeligt, eller noget til Skibstømmer tjenligt Egetræ, hvad enten samme staaer paa Roden eller er skaaret». Forbudet skadede paa den Tid det gaves kun lidet, da intet privat Skibsbyggeri fandt Sted, fordi Skibsfarten var standset, og, da denne siden aabnedes under Licencefarten, vides ikke at Forbudet blev sat i Kraft, endskjønt det ikke ophævedes. De private Skibsværfter kom da i livlig Bevægelse, uden at Forbudet spærrede Adgang til fornødent Skibstømmer. Den danske Regjering var ofte strengere i sine Bud end i Overholdelsen deraf. Forbudet mod at bruge Eg til Ligkister, som udgik 13de November 1807, havde ingen Virkning i Norge, hvor Egen saa godt som aldrig dertil anvendes. Under 20de November s. A. udgik et andet Forbud, som kunde have gjort større Skade, om det var bleven efterkommet. I en Cancelli-Placat befaledes nemlig, «at alt Forraad af Krud, Salpeter og Bly, som maatte haves i de danske Stater, skulde under vedbørlig Straf paa ethvert Sted angives for vedkommende Øvrighed, og opbevares til Kongens og Landets Tjeneste; desaarsag Intet deraf maa sælges eller udføres af Landet». I Anledning af dette Forbud indstillede Regjerings-Commissionen, hvor skadelig dets Overholdelse kunde blive for den indvortes Industri, især for Bergværkerne, som ikke vilde kunne fortsætte deres Virksomhed, naar de ei kunde skaffe det nødvendige Krud til Malmsprengning i Gruberne. Offentligen blev Budet ikke tilbagekaldt, men Forfatteren har aldrig følt sig i Forlegenhed formedelst samme. Han er endog flere Gange under Krigen, naar han manglede Krud til sine Gruber, dermed bleven forsynet af de offentlige Autoriteter.
Overhovedet viste Regjerings-Commissionen ved alle Leiligheder oprigtig Attraa efter at formindske de Byrder, som Krigen paalagde Statscassen. Stedse maalte den Staten ringe Kræfter, satte sig ind i den Fare, som truede den formedelst den grændseløse Seddel-Udstedelse, og, endskjønt stedse beredt til at hjælpe hvor det behøvedes for at understøtte Vindskibelighed, og lette Privatmands Anstrengelser for at befordre de vigtige Providerings-Sag og igjennemgaae en farlig Crisis, saa var den tillige stedse omhyggelig i at sørge for, at der stilledes tilbørlig Sikkerhed for den givne Hjælp, og for at spare Statens Casse. Det er umuligt at miskjende denne Sparsomheds-Aand, forbunden med Attraa efter at komme Virksomheden til Hjælp, naar man gjennemgaaer Regjerings-Commissionens Deliberations-Protocoller, og dens Brevvexling med Autoriteter og Private. Dens Yttringer i Breve til den danske Konge og de danske Collegier henpege stedse paa den store Fare, hvormed Seddelmassens Forøgelse truede Finantserne, og stedse lægger den Vægt paa den Sikkerhed, som burde gives Statscassen saa ofte den aabnedes for private Laansøgere. Ved denne kloge Fremgangsmade gjorde den sig vist nok sit Arbeide høist besværligt; thi den tilstod aldrig nogen Ansøgning uden at have veiet Følgerne for Staten af dens Bevilgning, prøvet Ansøgernes Borgerværd og hans Stillings Sikkerhed. Commissionens Protocoller vidne om, hvor vidløftig og besværlig denne Slags Correspondents var, og hvor vel overveiet enhver Beslutning. Den modtog i den Anledning ofte bittre Skrivelser og Klager over utilbørlig Behandling, men dens Sindighed og Rolighed i Besvarelsen deraf var urokkelig, ligesom dens Fremgangsmaade en stadig Gjennemførelse af de Grundsætninger, som den i sit vanskelige Arbeide og farefulde Stilling havde foreskrevet sig. Saa godt som aldrig pukkede den paa sin ophøiede Stilling, og den Commissionen overdragne store Myndighed i Landet; men hvor den fandt for sig Mænd af ægte Borgerværd, og redelig Iver for Fædrelandets Vel, taalte den ofte bittre Udeladelser, dulgte Udtryk, som den ansaa for utilbørlige, eller endog tilbagesendte Breve, hvis Opbevarelse den troede kunde være Forfattere, som den i andre Henseender agtede, til Vanære eller Skade.
n151 Kun ved en enkelt Leilighed findes Commissionen at have gjort vedkommende Correspondent opmærksom paa den Agtelse, der skyldtes en Autoritet, som af sin Konge var overdraget en Myndighed, der i de fleste Tilfælde var lige med Kongens egen; men Correspondenten, en af Landets mindre betydende Kjøbmænd i en lille Handelsstad, havde brugt en Tone, som var høist upassende, og ei kunde taales af Regjeringens Repræsentanter, naar de ikke, ved at sætte deres Myndighed paa Spil, skulde tabe deres Indflydelse og Kraft til at handle til Statens Tarv.
Vi have tilforn gjort opmærksom paa, at denne dybe Indsigt i Statsstyrelse og Statshuusholdning, som Regjerings-Commissionen i sine fleste Beslutninger, og i sit Forhold til alle Vedkommende, lagde for Dagen, fornemmeligen skyldtes Etatsraad Falsen; men hans Medcolleger havde deres gode Deel i at Beslutningen gaves den meest velgjørende og humane Form. Falsen var vis paa i Prinds Christian August at finde ubetinget Bifald til sine sædvanligen vel grundede Forslag; thi Prindsen nærede en ubegrændset Tillid til hans Indsigt og patriotiske Sind, og hans militaire Kald, saavelsom den dermed forbundne hyppige Fraværelse fra Commissionens Sessioner, nødsagede ham til at overlade Omsorg for Landets indre Bestyrelse til sine Colleger. Og naar Falsens Forslag, grundede paa Statshuusholdningens systematiske Forskrifter, syntes at aande Strenghed, formildedes de af hans 2de Collegers, Moltkes og Rosenkrantz's milde og menneskekjærlige Sind, der uden den strengere Sidemand Alvor let havde foranlediget en mindre gavnlig Blødhed og Eftergivenhed i Udførelsen af de Commissionen paahvilende Pligter. Igjennem hele Regjerings-Commissionens Arbeids-Tid fandt i denne Henseende den heldigste Sammensætning Sted af en systemastisk, fra Statshuusholdningens rene Principer hentet, Strenghed og en human Mildhed, som modererede hine, og da denne lykkelige Blanding var tilstede strax i Begyndelsen af Regjerings-Commissionens Virksomhed, bestemtes derved dens Charakteer, og vedligeholdtes saalænge dens ansvarsfulde og vanskelige Stilling varede.
Ligesom de Skridt, som i Danmark gjordes i Anledning af Englands pludselige og voldsomme Overfald, mere bestemtes af en naturlig Harme over Fiendens Uretfærdighed, end et roligt Hensyn til Landets sande Stilling og smaa Midler, saa var den danske Regjering ogsaa mindre heldig i sine Bestræbelser for Norges Kornforsyning. Vi have ovenfor seet, at den lod det første beqvemme Øieblik efter Krigens Udbrud til at indlede et fredeligt Handels-Samqvem mellem England og Norge, og en tryg Kornfart mellem Frændestaterne, ubenyttet gaae forbi, og vi have tilstaaet, at den danske Regjering formedelst de stedfundne Omstædigheder var vel beføiet til i Begyndelsen at overtage Provideringen og gjøre den til en Statssag. Men kun den haarde Nød kunde tvinge Staten til at give Kornhandelen denne i sig selv unaturlige Retning. Det var iøvrigt meest overeensstemmmende med Statsklogskab, at understøtte den private Kornforsyning ved Siden af den offentlige, for jo før jo heller at give den en for alle Parter mere hensigtssvarende Gang. Men den danske Regjering synes strax fra Begyndelsen af ikke at have valgt de rette Midler, og, i det den gjorde Kornforsyningen strax hartad udelukkende til en Statssag, lagde den Hindringer i Veien for den private Kornforsyning. Derved opstod Misgreb, der ledede til Kornspilde, Slaphed i Kornforsyningen og stigende Kornpriser, ligesom derved Finantsernes Ødelæggelse fremskyndedes. Saaledes foranstaltede Staten Opkjøb af Korn i de nordlige Provindser af Jylland, hvorved Kornet steeg i en kort Tid meer end 50 pCt. paa de Steder, hvorfra Korn lettest kunde overføres til Norge, og hvor den private Kornhandel paa den Tid var livligst. Aalborg var, før og under Krigen, et vigtigere Kornkammer for Norge, end det siden har været, og mellem de nordstrandske Havne var under Krigen den livligste Fart paa Norge, som førtes for en stor Deel med norske Farkoster. Fast alle Smaafartøier løbe i den Kanal. Denne Stigen i Priserne var saa meget mærkeligere, som Pengenes Værd i de første Maaneder af Krigen endnu ei var falden; men Coursen snarere forbedredes end forværredes.
n152 Det vilde derimod – og derpaa gjorde Privatmænd i Norge de offentlige Autoriteter opmærksom – have været en let Sag, ved Kystfarere at forsende Korn fra det sydlige Danmark til det nordlige, og saaledes forhindre Prisernes Stigen til Lidelse for den norske Consument. Ved Privates Fartøier i Danmark lod dette sig ei let gjøre; thi de danske Skuder bortskræmtes snart fra Kattegattet. For at sikkre sig Fartøier til Overfarten lod den danske Regjering, saavelsom Regjerings-Commissionen, de Skibe, som den for sin Regning fragtede til Korntransport, assurere for Opbringelse, og da denne Foranstaltning ikke udstraktes til den private Kornfart, vilde denne saa godt som have standset i de første Høstmaaneder, da Kornforsyningen er vigtigst, naar ikke
Thygesen, som før fortalt, paa egen Haand, skjønt uden at Foranstaltningen af den norske Regjering gjordes gyldig, havde udvidet Assurancen ogsaa til Private. Det var og en stor Hindring for Privates Kornfart, at ingen Assurance her i Landet gaves for Søskade, som Skibene i den Tid mere end ellers vare udsatte for, da de maatte benytte Storm og Uveir, for at undgaae Fiendens Forfølgelse. Fremmede Assurance-Selskaber krævede Præmier, som Kornspeculanterne ei kunde betale, og formedelst Correspondentsens Vanskelighed var Adgangen til at tegne Assurance udenfor Norge saa godt som spærret. Den danske Regjering forbedrede vel, efter nogle Maaneders Forløb, denne Mangel, og tillod Forsikkring for Kornskibe og Kornladninger; men et beleiligt Øieblik var forsvundet, og Kornforsyningen kunde den Høst ei blive fuldstændig. Den norske Regjering ville vi ikke anklage, fordi den ikke paa egen Haand oprettede en saadan Forsikkrings-Anstalt, hvoraf let kunde flyde stort Tab for Statscassen. Vi have ovenfor seet, hvor meget den indskrænkedes i sin Virksomhed af de danske Collegier, og hvorlunde flere af dens Forslag til at forbedre Landets Stilling forkastedes. Den saae Udgifterne dagligen forøges, Indtægterne formindskes, og maatte frygte for en Udgift, der saa betænkeligen kunde forværre Statscassens Tilstand. Frygten for Ansvar var maaskee ogsaa hos Commissionen mindre grundet; thi omendskjønt Ansvarligheden var udtrykt i strenge Bestemmelser, var den danske Regjering ingenlunde tilbøielig til en bogstavelig Fortolkning af disse.
Formedelst disse Feiltrin, som strax i denne farlige Kornfarts Begyndelse bleve begangne, fik Kornforsyningen en uhensigtsmæssig og uheldig Karakteer. Den tabte den omhyggelige Pleie, som Privatmand i en langt høiere Grad yder sine Anliggender end Staten; thi Privatmand søger sit Maal paa den meest sparsommelige Maade, og hans Aarvaagenhed for sin egen Fordeel lærer ham at finde de meest passende Midler. Denne Forsynlighed er dobbelt fornøden, hvor det gjælder Kornvarer, som let forvanskes, og en Handel, der kræver en rask Omsætning fra Haand til Haand, for at kunne fornye en Speculation, der fordrer store Capitaler, og i en Tid da Hungersnøden staaer for Døren giver lidet Udbytte, fordi der hefte Klager og Taarer ved Fordelen. Med denne offentlige Forsyning vare flere Ulemper forbundne, som fordyrede Kornet, skjærpede Hungersnøden, og gav Kornhandelen selv en unaturlig Retning. Den i Danmark oprettede Providerings-Commission samlede sine Forraad i store Qvantiter paa engang, hvorved Prisen, som ovenfor bemærket, betydeligen reistes. Saasnart den danske Regjering bestemte sig til at paatage sig Kornforsyningens Omsorg, forbandt den dermed Korn-Udskrivningen i Danmark, for at have paa rede Haand det Kornforraad, som skulde oversendes til Norge. Derved uddroges den største Deel af det Korn, som førtes til Torvs til Forsælgning, fra de sædvanlige Omsætnings-Kanaler, og den første umiddelbare Følge deraf var Kornets Stigen i Priis, til Lidelse baade for den norske og danske Consument, der ei var Landmand.
n153 Pengenes Forværring senere hen, under Danmarks tiltagende Finantsnød, understøttede troligen denne Kornprisernes nominelle Stigen, og begge National-Ulykker øvede den sørgeligste Vexelvirkning paa hinanden. Disse store Samlinger af Kornvarer magasineredes med store Bekostninger, og behandledes stundom med Skjødesløshed, stundom med Underslæb. Store Masser af Penge maatte paa engang skaffes tilveie, og dertil havde Regjeringen ingen anden Udvei end en forøget Seddel-Udstedelse. De store Tratter, som i den Anledning udstedtes paa de i Danmark oprettede Vexelkontorer, Bankkontorets uheldige, og tildeels af ukyndige Hænder ledede Omsætninger,
n154 bidroge meget til Coursens Forværring og en stærk Stigen af Kornets nominelle Priser. Store Misbrug fandt undertiden Sted ved Kornleverancen fra de offentlige Magasiner i Danmark selv, til Landmandens Skade, som skulde levere Kornet, og Korn-Udskrivningen var sædvanligen saa stor, at den danske Landmand kun i indskrænket Grad kunde søge Vederlag derfor paa Salgtorvet; thi han havde lidet at sælge, efterat Skattekornet var betalt. Flere af de Embedsmænd i Danmark, gjennem hvis Hænder Kornleverancen skede, især Amtsforvalterne, berigede sig ved denne Forretning. De modtoge Skattekornet af Kornproducenterne i et større Maal, og indskibede det i Fartøier, der gik til Norge i det lovbestemte.
n155 Det er desuden begribeligt, at der paa den offentlige Vei sløsedes langt mere med Kornet selv, og sparedes mindre paa alle mellemliggende Udgifter, end paa den private. Det vil ikke være let at beregne, hvormeget Korn der fordærvedes af Muggenhed og Varme ved en lang Henliggen i Danmark og Norge, hvor meget der faldt igjennem Commissariers Fingre paa begge Steder, førend det kom til den sidste Consument, og hvor meget Overførselen og Korn-Uddelingen fordyredes ved Anvendelsen af uhensigtsmæssige Midler. Uheldig vilde den norske Kornhandler have været, naar han skulde have drevet sin Kornhandel paa denne kostbare Vei. Men under disse Omstændigheder forsvandt saa godt som al privat Kornhandel; thi Kornhandleren kunde sjeldent optræde ved Siden af saa mægtige, og i Midlernes Anvendelse saa ligegyldige Concurrentere.
n156 Desuden maatte Regjeringen under Landets nedtrykte Forfatning ofte tilstaae Betingelser ved Salget, som ikke kunde gives af Private, og maatte med Hensyn til Priis og Betingelser rette sig efter Consumentens Evne til at kjøbe og betale. Privatmanden maatte hurtigen have sine udlagte Penge tilbage for at anvende dem i nye Omsætninger.
Det er let at indsee, hvor meget den indvortes Handel og Vindskibelighed maatte lide ved denne Kornvarernes Forvanskning og Kornhandelens Forandring under Krigen. Dertil kom, at Kornets stedse stigende Priis fordrev Kornhandlerne fra Markedet, thi der kunde i hine Ulykkens Dage ingen Fordeel gjøres uden Landsmænds Uvillie og Forfølgelse, og kun de bleve tilbage paa Kornforsyningens Marked, som vare nødte til at skaffe Korn til Uddeling i en vidløftig Virkekreds. Ikke den høieste Viissdom kunde lede denne Sag i Statens Haand til det rette Maal; men Uddelingen maatte skee efter en løs Kundskab, Andres Anbefalelse, Barmhjertighedens mislige Vink, eller Vedkommendes uforskammende Fordringer. Staten leed saaledes paa den ene Haand et directe Tab ved Udsalget, paa den anden et indirecte ved standsede Næringsveie, Omsætningens og den industrielle Virksomheds Forvirring.
I andre Henseender lagdes Hindringer i Veien for den private Kornfart, som svækkede Privatmands Villie og Evne til at indlade sig i disse paa den Tid farlige Handelsforetagender. Da Vinterens Strenghed bortjog de fiendtlige Krydsere fra de nordiske Vande, og gave vore egne, til alle Farer Paa Havet hærdede, Sømænd et friere Raaderum, lagdes i Danmark selv Beslag paa de norske Kornskibe, som søgte sydlige Havne. I Begyndelsen af Aaret 1808 skede Overførselen af franske og spanske Tropper fra Jylland til Fyen og Sjælland, for at udføre paatænkte, men aldrig udførte, Krigs-Operationer mod Sverige, og til at besørge denne Oderførsel optoges alle norske, saavelsom danske Fortøier, der vare beqvemme dertil og befandtes saa langt syd paa Danmark, som Aarhuus.
n157 Denne Anmasselse af vore Kornfartøier paa en Tid, da Fare for Opbringelse var mindst, og Nøden i Norge stor, opvakte megen Misnøie i Norge, og skal Forfatteren slutte fra sig selv til Andre, var denne Standsning af de betænkeligste Følger.
Snart maatte imidlertid den danske Regjering bestemme sig til at forsikkre alle de Skibe, som anvendtes i Kornfarten, og de Kornladninger, som førtes tilbage med dem. Den danske Regjering indsaa, at dens Kraft, svækket ved Krig og et forstyrret Finantsvæsen, ikke var tilstrækkelig til at forsyne hele Norge med Korn, og at den private Kraft maatte sættes i Bevægelse, saavelsom den offentlige, for at naae dette store Maal. Men de foreskrevne Betingelser vare strenge, og Fortolkningen deraf ikke altid liberal. Visseligen var den danske Bestyrelse i den største Forlegenhed, og det var vanskeligt at finde den rette Middelvei. Krigen var en Landeplage, som nedbøiede det ganske Land, og de Foranstaltninger, som bleve trufne for at lindre den deraf flydende Nød, lagdes billigen paa den hele Folkemasse i en almindelig Skat; men under disse forøgede Udgifter, ved Siden af den egentlige Krigs-Udstyr og formindskede Stats-Indtægter, forværredes Finants- og Pengevæsenet alt meer og meer, hvoraf de betænkeligste Følger vare at befrygte. Den svage Stat maatte saaledes indskrænke sine Udgifter saavidt skee kunde, og søge at lægge en mulig Erstatning ved Siden af den gjorte Opofrelse. Det viste sig, at den danske Stat senere hen, ogsaa i andre Understøttelser til Virksomhedens Fremme i Norge, tilegnede sig den Grundsætning efter Mulighed at sætte Fordeel og Tab i Ligevægt. Saaledes kunde der vel neppe gjøres nogen grundet Indvending mod Assurance-Præmien selv, hvor høi den end var; men vel mod den forskjellige Maade, hvorpaa Foranstaltningen fortolkedes paa de forskjellige Toldboder, saavelsom den ubestemte Tidsfrist for Assurancen, afdeelt i korte Terminer. Derved forvoldtes deels indviklede Discussioner imellem vedkommmende Autoriteter og de private Kornspeculantere, der tegnede Assurance, deels Svækkedes den Opmuntring til Kornfart, som var Hensigten deraf. Derhos maa det tilstaaes, at den danske Regjering stedse gav den liberale Fortolkning Indgang, naar den troede at have for sig redelig sindede, og for den gode Sag ivrige Mænd, ligesom den norske Regjerings-Commission, under samme Forudsætning, altid søgte ved sin Anbefaling at forberede et liberalt Afgjør.
n158 Regjerings-Commissionen havde under disse Forhold en vanskelig Stilling. Postdagligen strømmede til den Ansøgninger, affattede i de ynkeligste Klager over Brødmangel, om Hjælp af de offentlige Magasiner, og endog flere af de Mænd, hvis Stilling, som Forstandere for en stor Virksomhed, opmuntrede til en selvstændig Kornforsyning, lagde Hænderne i Skjødet, og lode sig række den fornødne Hjælp af Statens Forraad. Især var Østlandet i Krigens første to Aar ofte i stor Nød. Der dannedes vel, strax i Begyndelsen af Krigen, nogle Associationer til Korn-Indkjøb; men Udbyttet deraf var ikke saa stort som paa Vestlandet. Det var først da Licence-Farten begyndte, at Korn-Speculationen der vaagnede i det Store med Kraften til at udføre den. Imidlertid organiseredes af daværende Amtmand i Bratsberg Amt, siden Statholder,
Løvenskjold, uden Opfordring eller Autorisation, en Providerings-Commission for Amtet, som bestod af Justitsraad
Bentzon, Raadmand, siden Statsraad, Aall, Kjøbmændene D. Cappelen og Jørgen Wright, og som Casserer Inspecteur Heuch. Løvenskjolds Virksomhed som Amtmand staaer i deres levende Erindring, som dertil vare Vidner, og Regjerings-Commissionens Protokol bærer Vidne om hans Aarvaagenhed for Amtets Interesse, og hans Omsorg for at lindre dets Nød under vanskelige Omstændigheder. Med intet Amt havde Regjerings-Commissionen en saa levende Brevvexling som med dette. Ved hine Mænds Credit, og med stor Vove af egen Formue bragtes store Partier Kornvarer over Havet, ikke alene til Lindring for Amtet men og for andre Districter. Dens Virksomhed opvakte Statens Opmærksomhed, hvorved den fik offentlig Autoritet, og understøttedes af vedkommende Regjeringens Agenter baade i Danmark og Norge. «Bratsberg Amts daværende Amtmand – siger Løvenskjold – kan ikke tilbagekalde i sin Erindring hiin Rædsels-Periode uden med dyb Høiagtelse og Erkjendtlighed at erindre de nævnte Hædersmænd, som ulønnede med ham deelte Bekymringer og Anstrengelser til Lindring af lidende Medmenneskers Nød».
n159Norge har ofte af danske Forfattere maattet høre, hvor store Offere dets Providering forvoldte Danmark, og hvor meget disse bidroge til Nationalgjældens Forøgelse og Pengevæsenets Forvirring. Offerets Storhed nægtes ikke, men Norge leed derved i en høiere Grad end Danmark, og formedelst ukloge Foranstaltninger og en uheldig Politik, forenet med en eensidig Haardnakkenhed i at forfølge fiendtlige Foranstaltninger, forstørredes Opofrelsen utilbørligen. Norge var Danmarks Statsfrænde, det bar sine Ulemper af Forbindelsen under en Krigstilstand saavelsom Danmark, men det bør ikke bære Vægten af Vildfarelser, hvori det ingen Deel havde, men som Norge taalte uden Knur, og med større Haab om en bedre Fremtid end Misfornøielse med det Nærværende. Man kan neppe i Danmark gjøre sig Begreb om de Lidelser og Bekymringer, som Mangel paa Livets første Fornødenheder og Omsorg for at tilveiebringe dem, i de to første Krigens Aar i Norge forvoldte. Fra dette mørke Tidsrum vender hver Nordmand, som har oplevet det, gjerne sit Øie.
Imidlertid gled Krigens første Vinter hen, uden at Elendighed og Nød viste sig i den Grad som senere hen. Den under en fordelagtig Handel samlede Velstand var endnu ei forsvunden, den rige Høst forsynede Landets Kornegne med de fornøde Fødemidler, de i Skovegnene paa gammel Viis fyldte Fadebure vare ikke udtømte, og Vestkystens Beboere skyldte deres Mod og deres Stiftamtmands kloge og raske Foranstaltning, at endnu ingen Nød der sporedes. De mere vestlige og nordlige Egne synes, hverken i denne eller den paafølgende Vinter at have gjennemgaaet saa store Lidelser som den øvrige Deel af Norge. Vesten for Næsset stimede netop i denne Vinter Silden, som i flere Aar havde vendt sig mod Sverige, til Norges Kyst og foranledigede der en Virksomhed, som bidrog meget til Indbyggernes Underholdning. En mere kortvarig og mindre grundig Understøttelse gav Kaperfarten, som i nogen Tid dreves med stort Held paa den Deel af Norges Kyster, der ei tog synderlig Deel i Fiskeriet. Trondhjems Stift var den første Vinter efter Krigens Udbrud saa nogenlunde forsynet med Korn, at Regjerings-Commissionen behøvede mindre at henvende sin Providerings-Omsorg paa denne Deel af Landet. Bergens Stift leed ogsaa mindre, ligesom der overhovedet i de Egne, hvor Fiskeriet er Hovednæring, under Krigen fandtes forholdsmæssig mindre Mangel paa Levnetsmidler end ellers i Landet, deels fordi deres Indbyggere vedbleve sine vante Næringssysler, og, om endog Afsætningen til Udlandet aftog, forøgedes saa meget meer den indenlandske, deels fordi det umiddelbare Forraad af Levnetsmidler var større. Tørfisken, naar den vel bankes og behandles, er et af Brødets bedste Erstatningsmidler, som under Krigen udbredtes alt meer og meer. Den fandtes paa alle Magasiner, og optoges endog, naar Korn var vanskeligt at faae, som en Hoved-Artikel iblandt Armeens Mund-Provisioner. Desuden aabnedes en Kornfart mellem Arkangel og de nordlige Egne af Norge, der forsynede disse med betydelige Partier Rug, som der er den vigtigste Kornsort. I det nordlige og vestlige Norge fremtræder Rug og Byg, som den almindeligste Kornsort endog i de mindre Formuendes Huusholdning, medens Havren er det i de østlige. I den Henseende lettedes Regjerings-Commissionens Omsorg meget ved Consul Brust's virksomme Bistand til Indkjøb af Korn i Arkangel, ligesom det og synes, at Norge ved denne Leilighed nød godt af Ruslands midt under Krigen temmelig livlige Handels-Samqvem med England. Skibe fyldte med russiske Varer, som vare indtagne i Ruslands nordlige og østlige Provindser, convoieredes af det samme Englands Orlogsfartøier, mod hvilket Rusland havde erklæret en bitter Krig. De russiske Skibe bragte saaledes umolesterede mange Ladninger til Bodøe, og norske Skibe nøde godt af samme hemmelige Forbindelse. Men Danmark skulde endnu betale flere Lærepenge ved Næringsløshed, Handelsstandsning og Hungersnød i Norge, før det lærte at blande Krigens og Fredens Sysler med hverandre. Den første Contract om Kornvarer for Norges Regning, som Consul Brust indgik med Kjøbmænd i Arkangel, lød paa 25000 Tønder Rug, og Indkjøbet fortsattes siden.
Den 13de Marts 1808 døde Danmarks og Norges Konge Christian den
VIIde i en Alder af 58 Aar, og det er alene formedelst Landets Stilling under hans Regjering og de i samme indtrufne Begivenheder, at Historien kan give hans Kongebane en Betydning, som den ingenlunde kan tillægge hans Personlighed. Denne meer udlevede end gamle Monark havde lidt ved hovedkuls at forflyttes fra sin gamle Rede paa Kjøbenhavns Slot da Krigen begyndte, og ved den forandrede Levemaade ved sit nye Hof; men hans Død forandrede Intet i Rigernes Stilling og Regjeringens Fremgangsmaade. Kronen blev sat paa Frederik den
VItes Hoved; men det styrende Scepter havde siden 1788
n160 været i hans Haand. Med Rette kaldes Christian den
VIIde i de forenede Rigers Historie Fredens Konge; thi efter en langvarig Fred tændtes egentligen først Krigens Fakkel ved hans Grav. For Øvrigt maa Historien nævne hans Navn paa den nordiske Konge-Liste, men den har lidet at tale om hans Gjerninger. Da han i sit 18de Aar besteg Danmarks Trone gav han store Forhaabninger, og syntes begavet med Evner til at skaffe sig Folkets Kjærlighed og Agtelse. Paa en udenlandsk Reise, som han ikke længe efter Tronbestigelsen foretog, modtoges han overalt med Udmærkelse formedelst sit indtagende Væsen, Munterhed og spillende Vid. Ved flere fremmede Hoffer omtaltes længe hans Nærværelse der med venlig Erindring, mange af hans vittige Udladelser vare der i Omløb, og en Gnist deraf fremsprudlede i en senere mindre glimrende Deel af hans Livs-Periode. Men inden han havde naaet Manddoms-Alder, sløvedes hans Evner, af Aarsager som det ei tilkommer os at oplyse, i den Grad, at han ingen Deel tog i alvorlige Regjeringssyssler, og denne Aands Sløvhed forøgedes ved den i Historien bekjendte ulykkelige Katastrophe, som ved Kjøbenhavns Hof indtraf i Aaret
1772. Men omendskjønt Christian den
VIIde, i den største Deel af hans Regjeringstid, ingen Deel tog i Statsforretninger, og behandledes ved Hoffet meer som en kongelig Pryd-Plante, end en regjerende Majestæt, saa modtog han stedse Beviser paa sit Folks Deeltagelse og undersaatlige Hengivenhed, saa ofte dertil Leilighed gaves. Han saaes gjerne af sit Folk, og naar han viiste sig offentligen, hilstes han stedse med Ærbødighed og gjengjældte den ham viste Opmærksomhed med mild, men kongelig,
n161 Værdighed. Hans ulykkelige Dronning Caroline Mathilde bar han stedse i øm Erindring. Mand og Søn bevarede, tilligemed den større Deel af Folket, i deeltagende Erindring denne ulykkelige Prindsesse, der faldt mere som et Offer for Letsind og Hof-Intrigue end for store og usædvanlige Forbrydelser, og Hevnens og Beskjæmmelsens Dag udeblev ei for de Fleste blandt dem, som havde bidraget til denne mørke Katastrophe i det danske Hofs Historie.
Under disse Omstændigheder maatte Rigernes Held for en Deel beroe paa Valget af Ministre, og det kan ikke nægtes, at dette var i flere Henseende vel truffet. Selv den Minister, som maatte bøde for sine Feiltrin paa Skafottet, Grev Struensee, grundlagde den Forandring i Danmarks indvortes Stilling, som brød gamle Fordomme og forberedte mere Lighed i de borgerlige Forhold. Struensees korte Regimente var ligesom en Forberedelse til den lettere Gang i alle indvortes Forhold, som udvikledes i en kort derefter paafølgende Periode; men hans Minister-Vælde manglede det hellige Element, uden hvilket intet menneskeligt Værk paa Jorden kan trives, og fra denne Side betragtet maatte Rigerne glæde sig over hans Bortgang. Danmarks udenlandske Minister, Grev
Peter Andreas Bernstorf, havde erhvervet sig et Navn i Europa formedelst sin diplomatiske Klogskab; hans Minister-Noter agtedes over al Verden, hans Raad og Mægling begjærtes stundom af mægtige Stater, og saalænge han raadede i Statsconseilet beskyttede Fredens Engel det lykkelige Danmark. I Danmark nød han den største Høiagtelse, som vel nogensinde i den senere Tid er bleven en dansk Minister til Deel, og den utilbørlige Beskyttelse, som han beskyldtes for at have ydet tydsk Væsen og tydske Mænd, gjorde deri ikke noget øiensynligt Skaar. Han tog Danmarks politiske Lyksalighed ligesom med sig i Graven. Ministeren for de indre Anliggender, Chefen for Rentekammeret, Grev Chr. Reventlou, besjæledes aabenbart af en høi Agtelse for Menneskets Rettigheder, og som han var en Fader for sine Undergivne paa sit Gods, hvor han gjorde flere Indretninger og Forsøg, der sigtede meer til Statens og Andres Gavn end hans eget, saa gik hans fornemste Omsorg ud paa at forbedre Menigmands Kaar. En Tendents til at beskytte hver Mands Ret, af hvad Stand han monne være. Had mod Privilegier, og Tilveiebringelse af en fri Bevægelighed i Næringssyslerne gik aabenbart igjennem det Collegium, hvis Præses han var. De Forordninger, som kom ud i hans Tid fra Rentekammeret, vidne om hans liberale Aand, og hans Bestræbelser vilde have været heldigere, naar der ikke havde været en vis Ubøielighed i hans Sjæl, som ikke gav Indpas for Andres Ideer, og derhos en vis Smaaligheds-Aand, der stundom blev misforstaaet. Baade Danmark og Norge bærer Minder om hans liberale Ministerfærd.
n162 For Norge bevarede han sin Interesse indtil sin Dødsdag.
n163 Chefen for Finantserne, Grev
Schimmelmann, overgik uden Tvivl Grev Reventlou baade i Geni og Kundskaber, og stod ved hans Side i et liberalt og patriotiskt Sindelag; men ham fattedes Kraft til praktisk at udføre de kloge Ideer, som hans Forstand opfattede, og han valgte Forholdsregler, der betegne hans Finantsbestyrelse som en af de uheldigste blandt en lang Række af Forgjængeres. Derhos maa det tilstaaes, at hans Forvaltning af Statens Midler faldt ind i en Tid, da den høieste Viisdom ikke kunde raade Bod paa de danske Finantsers Forvirring. Skaden var ældgammel, Danmark blev med voldsomme Hænder kastet ind i en ødelæggende Politik, og dets Konge var uheldig i Midlerne til at formilde Ulykken, om det end var umuligt at raade Bod derpaa. Der var under disse Omstændigheder ingen Ballance mellem Indtægt og Udgift mulig, og da alle disponible Capitaler i Udlandet paa den Tid sattes i Bevægelse af mægtigere Stater, kunde ingen fremmede Penge komme i Ministerens Hænder. Saaledes indledtes Finantsministeren paa de uheldigste Veie at reise Penge paa, der bragte Ulykke over Samtid og Efterslægt, og baade Statens og hans egne Finantser gik til Grunde i denne Forvirring. Lovgivningsvæsenet var i gode Hænder, saalænge det lededes af Colbjørnserne, og Lovsproget har vel aldrig havt den Kraft og Reenhed, som i deres Tid. Man har beskyldt Christian Colbjørnsen for aristokratiske Begreber og ufrie Anskuelser; men om han endog i enkelte Dele af sin offentlige Virksomhed tilegnede sig mere den ældre end den nyere Tidsaand, saa vil hans Fortjenester af Landets Lovgivningsvæsen i det Hele ei kunne nægtes.
n164Det kan saaledes ikke nægtes, at Christian den VIIdes Regjering, der tildeels udmærkede sig ved talentfulde, menneskekjærlige og fædrelandsksindede Ministre, var et Vendepunkt i Danmarks Historie med Hensyn til ringe Mands Stilling, Lighed i Betingelserne for den borgelige Virksomhed, Udviklingen af den borgerlige Frihed og til den sande Oplysnings Fremskridt. Af disse rene Elementer for en sand borgerlig Lyksalighed udgik Held og Velvære over begge Riger, saalænge Danmarks fredelige System erkjendtes af de øvrige europæiske Magter, og neppe gaves der mod Enden af Christian den VIIdes Kongebane en europæisk Stat, i hvilken der herskede en større Grad af indvortes Tilfredshed og et meer fremskridende Borgerheld, end i den dansknorske. Men da Fredsengelen veeg fra den danske Stat, forandrede denne Stilling sig paa det sørgeligste. Danmarks Held var bygget paa en bestandig Fred, og den rette Forberedelse ikke gjort til at gaae en ufredelig Tilstand imøde. Især viste denne ukloge Mangel paa Forudseenhed sig i Norges indvortes Statsforhold; thi der kunde neppe gives en mindre Selvstædigheds-Grad end den, som i Henseende til Statsindretninger og Forsvars-Anstalter fandt Sted i Fædrelandet i det her omhandlede Tidsrum, endskjønt der neppe gaves noget Afsnit i Norges Historie, i hvilket det havde stærkere Elementer til at grundfæste denne Selvstændighed. Historien vil bevidne, at Rigernes daværende Chef, endskjønt som Menneske en iblandt de ædleste, bar sin gode Deel af Skylden for Rigernes uheldige Stilling formedelst Krigen, men den vil derhos med uudslettelige Træk indgrave paa sin Tavle, at Frihed, lettere Betingelser for borgerlig Virksomhed, og renere Anskuelser om Landets sande Tarv, gjennem oplyste og liberalt sindede Statens Tjenere og Forfattere, udbredtes paa samme Tid i begge Riger. I Danmark og Norge forvanskedes saaledes de physiske Elementer til Statens Velvære, medens dens moralske og intellectuelle Evner gjorde gode Fremskridt.
Endnu før Fredens Konge steeg i sin Grav, tændtes Krigens Lue, og sjeldent besteg en Konge sin Trone med mørkere Udsigter og med mindre Kraft til at udholde en Krigs-Tilstand end Frederik den VIte. Dersom den ædleste Villie, en sund Forstand og en lykkelig Hukommelse, en omhyggelig Opmærksomhed paa alle Statsforhold i begge Riger og en ubøielig Retsindighed kunde lette Regjeringens Byrder, saa maatte Frederik den VIte være skikket til at bære dem; men han fremtraadte paa Historiens Skueplads i en skjebnesvanger Tid, da der behøvedes store Talenter, politisk Skarpsindighed, den forsigtigste Brug af Statens Midler og et omhyggeligt Valg af Raadgivere, for med Sikkerhed selvstændigen at føre Regjerings-Tømmen i et bevæget Tidsrum fuldt af politiske Forviklinger og politisk Udaad. Men store Talenter besad Frederik den VIte ikke. Ved hans Opdragelse i Barndomsalderen var der meer sørget for Legemets Hærdelse end Sjælens Udvikling; han kom til Statsraadet som Kronprinds i en Alder, da Forstanden sjeldent har naaet den tilbørlige Modenheds Grad, og i det han rensede sit Raad for Mænd, hvis Færd mod hans Moder var ham forhadt, var han ikke altid heldig i Valget af sin nærmeste Omgivelse, om han end var det i Valget af sine Ministre. I sin hele Regjeringstid viiste han en afgjort Tilbøielighed for Krigsvæsen, og i den militaire Stand havde han mestendeels sine fortroligste Raadgivere. Hans Charakters Ærlighed og Fasthed havde sin Skyggeside; den viste sig stundom i hans Diplomatik i en for hans Land skadelig Trofasthed i en vis antagen Politik, og i hans Statsraad ved en Vedholdenhed i Meninger, der ei altid var begrundet ved deres Rigtighed. Vi have ovenfor seet, hvor lidet han agtede paa den norske Regjerings-Commissions kloge Raad. De djærve Ord hørtes uden Vrede, men de vare spildte. Frederik den VItes Regjeringstid var et Beviis for, hvor gavnligt det er for Staten, at stille Raadgivere ved Siden af den egenmægtige Villie, og Ansvarlighed ved Siden af et Misbrug af Statens Kræfter. Han begyndte med en streng Oekonomie i Henseende til sit private Brug af Statens Midler; men hans Anstrengelse for at udvide, forbedre og ved udvortes Glands forherlige Krigsvæsenet over Statens Kræfter, og over dens daværende Stilling i Europa, forstyrrede alle Planer til Finantsernes Forbedring, som paa den Tid lagdes med Klogskab men udførtes med Svaghed. Især var han ligefra Begyndelsen af sin Regjering uheldig i Valget af sine politiske Skridt. Neppe havde han som Kronprinds overtaget Regjeringens Tømme, før hans Forbindelse med Rusland lokkede ham ind paa en Krigsbane, paa hvilken han ingen Laurbær høstede, og Staten ingen Fordeel, imedens den korte Krig forværrede Finantsernes allerede forhen mislige Tilstand. Hans senere Politik var vist nok meer uheldig end uklog, men fra det politiske Misgreb at opstille sin Armee i Holsteen, fjærnt fra Farens Brændpunkt, hvori Historien maa give Frederik den VIte personligen sin Deel, skriver sig begge Rigers Krigstilstand og Rigernes Skilsmisse, som første Aarsag.
Ved Christian den
VIIdes Død begroves hans Personlighed; men hans Hengang og Frederik den
VItes Tronbestigelse, som udraabtes fra Kongeboligens Altan den 16de Marts, gjorde aldeles ingen Forandring i de forenede Rigers indvortes og udvortes Stilling. Kun Kongenavnet forandredes, og de tvende Hoffer sammensmeltedes til eet, men Rigets Styrelse forblev i de samme Hænder. Imidlertid modtoges Efterretningen om Christian den
VIIdes Død med Deeltagelse, dog mestendeels i Rigets fjærnere Egne og meest i Norge. Christian den
VIIdes Regjeringstid havde været et lykkeligt Segment i den nordiske Histories Kredsløb, og der anstilledes en vemodig Sammenligning imellem det svundne Held og de nærværende Farer og Ulykker, hvormed især Norge var omgivet. Længe kastedes Savnets Blik tilbage til Christian den
VIIdes Dage, og Spor deraf kan endnu findes mangesteds i vore Fjelde.
n165Mod Foraarets Nærmelse 1808 begyndte imidlertid Kornmangelen i Norge søndenfjelds i en frygtelig Grad at tiltage, og Ængstelsen for Sommeren maatte voxe under de daværende Omstændigheder. Om Foraaret fyldes i Fredens Aar vore Havne med danske Kornfartøier, som overføre det om Vinteren magasinerede Korn, for ved Salget deraf at dække forestaaende Termin-Udtællinger, og samle Penge i Casse, efter Vinterens Udtømmelse. Denne Flaade udeblev nu fast aldeles, og Norges Kornhandel maatte føres med egne Fartøier, uden at dets Kornhandlere endnu vare beredte paa denne pludselige Forandring i Kornforsyningen, der desuden omgaves med de største, ved Sommerens Nærmelse voxende, Farer og Resiko. Disse Farer forøgedes i høi Grad formedelst Krigen med Sverige, i hvis Skjærgaard svenske Kapere kunde have et beqvemt Tilhold, for at lure paa forbiseilende Fiender, ligesom det erobrede Bytte med Lethed der kunde indbringes.
Forfatteren har i et Brev af 3die Mai 1808 til Grev
Otto Moltke, som forhen havde været Stiftamtmand i Christiansands Stift, og nu var Directeur i Rentekammeret,
n166 beskrevet Norges Tilstand paa den Tid saaledes som han kjendte den, og dette Foster af Ængstelse og mørke Anskuelser om Landets Stilling anfører han her, fordi han troer, at det indeholder en sandfærdig Skildring over Norges Tilstand i Almindelighed paa den Tid.
Otto Moltke havde under sin 7aarige Embedsførelse erhvervet sig en høi Grad af Kjærlighed og Agtelse, især paa Landet, formedelst sin omhyggelige Omsorg for Stiftets Interesse, sin særdeles Gave til at omgaaes Bonden, sit aabne og venlige Væsen og sin Embeds-Indsigt. Paa sine Reiser i Nedenæs Amt besøgte Moltke ofte Forfatterens
n167 Huus, han gav det første Stød til Forfatterens Deeltagelse i offentlige Forretninger,
n168 og derved lagdes Grunden til et venskabeligt Forhold, der aabnede Veien til fortrolige Meddelelser.
Otto Moltke var saaledes den Mand, til hvem han troede at kunne tale et aabent og frimodigt Sprog, og hvor frit han benyttede dette sit Forhold til Greven, vil sees af Brevet selv, som er indført efter den i Forfatterens Copibog deraf tagne Afskrift.
n169«I den Formodning, at det ikke vil være Deres Høivelbaarenhed ukjært, at modtage Efterretninger fra den Egn, for hvilken De har viist saa megen Deeltagelse, giver jeg mig den Frihed at oversende Dem denne min Skrivelse, i hvilken jeg tillige faaer Anledning til at udbede Deres ædelmodige Medvirkning til at iværksætte fra de høieste Steder de Foranstaltninger, paa hvilke Norges Frelse fra Hunger beroer».
«Deres Høivelbaarenheds Bekjendtskab med Landets ædlere Deel, og især med Land-Almuens Tænkemaade, vil ikke et Øieblik lade Dem tvivle om den almindelige Stemning i dette af Skjebnen paa saa mange Maader nedbøiede Land. Den Frimodighed, hvormed Nordmanden pleier at give Tanken Liv, forlader ham ikke heller nu. Dristigen og utilbageholdende bedømmes alle offentlige Foranstaltninger; men disse frie Tanke-Yttringer skade ikke i ringeste Maade, hos enkelte Individer undtagne, Nationens Hengivenhed for sin Konge og for den Regjering, under hvilken den saa længe har følt sig lykkelig. Nationen er rystet ved de uoprettelige Tab, som den har lidt, og ved alle Næringsveies pludselige Standsning. Landets Indvaanere see med Bekymring og Ængstelse den tilkommende Tid imøde, i hvilken Kummer og Elendighed sørgeligen bebuder sig. Men de ansee ikke de Foranstaltninger, som ere trufne til Landets Proviantering, kraftfulde nok i Forhold til Landets Trang og Tidernes Crisis. En stor Flaade af Skibe, som afvigte Høst udsendtes til Aalborg for at afhente Kornvarer, deels for Kongens, deels for Privates Regning, blev indefrossen i Fjorde, og man oppebiede roligen, og indtil Marts Maaned, Isens naturlige Opløsning, uden at bekoste Skibene udisede i de første Vintermaaneder, medens Havet var frit for fiendtlige Skibe. En anden Flok af Skibe nedsendtes i Februar og først i Marts til Aarhuus og sydligere Steder. Disse bleve uden Undtagelse lagte i kongelige Transporter, og derved saaledes opholdte, at den beleilige Tid forsvandt, og Faren paa Søen uendeligen forøgedes. Da en Deel af disse Skibe paa deres Tilbagekomst ankrede paa Fladstrands Rhed, bleve de i Havnen røvede af engelske Baade, efter et Forsvar,
n170 som Rygtet ikke kalder hæderligt, og en anden Deel blev opsnappet af svenske Kapere. I Tider som disse, da enhver Korn-Speculant omspændes af tusindfold Farer, kan det ikke ventes, at enkelt Mand skal gjøre sig til Offer for det Almindelige, og uden Understøttelse villigen frembære sin hele Formue paa Fædrelandets Alter. Idelt Tab underkuer Modet, og det er saare sjeldent at deslige Opofrelser paaskjønnes med Erkjendtlighed. Intet synes altsaa billigere, end at forsikkre den modige og patriotiske Borger saa stor en Deel af hvad han vover, at ikke Forliset skal medføre hans totale Undergang. Men ogsaa i denne Henseende have Vanskelighederne været mangfoldige. Medens Farten var fri og ubehindret af engelske Skibe, forlangtes af Regjerings-Commissionen 7 pCt. for at assurere Skibet ned, og 7 pCt. for Tilbagetouren – en Procent, som var alt for høi til at den kunde vorde opmuntrende. Speculationerne lunknedes herved; men de ophørte ikke. Midt i Marts Maaned standsede Assurancen; den svenske Krig udbrød, og Tabet var saa sandsynligt, at Faa turde vove at udsende Fartøier. De Modificationer, som denne Forordning ved senere Concessioner har faaet, have været frugtesløse; de ere ikke blevne os bekjendtgjorte, førend den sidste Termin atter var udrundet. Saalænge Regjerings-Commissionen Intet kan foretage sig, uden at conferere med dem, som opholde sig i et utilgjængeligt Land, saalænge kan dens Foranstaltninger hverken blive kraftfulde eller lempede efter Omstændighederne. I denne rædsomme Periode er Øieblikket vigtigt, og naar det ubenyttet forsvinder, kommer den beleilige Tid ikke saa let tilbage. Jeg kan ikke nægte for Dem, høistærede Hr. Greve, at jeg i denne ulykkessvangre Tid betragter Norge som en Hjord uden Hyrde, som et Land uden Regent. Omspændt af mægtige og rovgjerrige Fiender, truet i sit Inderste med Hungersnød og dermed forbundne Blod-Scener, er det tillige afskaaren fra al Forbindelse med det Land, hvorfra Føde og Frelse skulde komme. De Ulykker, som Krigen afstedkommer i Danmark, ere paa ingen Maade at sammenligne med dem, som Norge lider; thi hvilken Jammer kan stilles ved Siden af den, som Hungersnød medfører?
Det er ikke min egen Ængstelse jeg her beskriver, ikke engang den Egns, hvori jeg virker. Forud ved en lykkelig Anelse advaret om hvad der skulde skee, har jeg, medens Vinteren varede, udtømt min Credit, og sat alle Kræfter i Bevægelse, for at forsyne mine Magasiner, og det har lykkes mig saa vel, uagtet Tabet og Udeblivelsen af 3500 Tønder Korn, at ikke alene alle mine Handelsbønder og mine Værksfolk indtil dette Øieblik ere rundeligen forsynede med Brød og Sædekorn, men at jeg endnu i adskillige Maaneder kan afbøde Mangelen – et Gode, som jeg vistnok kun har opnaaet ved de smerteligste Opofrelser og ved at sætte min hele Formue paa Spil. Men faa Egne i Landet ere saa lykkelige i denne Henseende, som denne. Ikke langt herfra vises allerede Spor af den ynkværdigste Jammer, og dersom ikke Undsætning kommer inden en føie Tid, saa forestaae Scener lignende de Dem bekjendte 1801, og endnu gjort mere rædsomme formedelst den befrygtede Umulighed af Undsætning.
Midt i dette kummerfulde Mørke ere vore norske Brødres modige Heltebedrifter paa norsk Grændse os en Opmuntring. Disse lykkelige Begivenheder, endskjønt kun Forspil af den store Katastrophe, opflamme utroligen Nationens Mod. Den derover yttrede Glæde, som grændser til sværmende Henrykkelse, beviser hvor værdig denne ædle og modige Nation er sin Konges Opmærksomhed og Kjærlighed, og at vore Fiender drømme forgjæves om den Lethed, hvormed de ville overvinde os. Ingen Elendighed er i Stand til at rokke Normandens Hengivenhed for sin nærværende Regjering, og overvindes han – thi hvo kjender Grændsen af den os bestemte Jammer? – saa vil han ikke længe taale det fremmede, uvante Aag.
I det jeg faaledes anbefaler Norges Sag til Deres Høivelbaarenheds Beskyttelse, beder jeg om Tilgivelse for Yttringer, som jeg ikke vovede at gjøre for Andre end for Dem.»
Norges sørgelige Tilstand forværredes i en høi Grad ved den i Foraaret 1808 udbrudte Krig imellem Danmark og Sverige. Under 28de Februar erklærede Danmark Sverige Krig, efterat Ruslands Krigs-Erklæring under 10de samme Maaned var forudgaaet.
n171 Den Bekymring og Ængstelse, som denne Krigs-Erklæring udbredte i Norge, lader sig let forklare af Landets hjælpeløse Tilstand; men den var ikke ublandet med en vis Forfærdelse over dette, som det syntes, unødvendige Tillæg til den Fare, hvori den dansknorske Stat formedelst sin kritiske Stilling befandt sig, hvis Følger hvilede tungest paa Norge. Under den hele syvaarige Krigs-Periode var der neppe nogen Begivenhed, som i Norge opvakte mere Skræk og Misnøie, end denne ubetimelige og uoverlagte Krigs-Erklæring. Den betragtedes endog af de Landets Borgere, som vare den danske Regjering meest hengivne, som et stort Misgreb fra den danske Politiks Side, og allerede opstod Anelsen om de mulige Følger deraf, som i Tidens Fylde aabenbaredes. Denne Mellemkrig var en Forberedelse til Skilsmissen mellem Danmark og Norge, og enkelte Nordmænd begyndte – skjønt endnu i det Fjærne – at tænke sig Hensigtsmæssigheden af en Forbindelse, hvis Mulighed hidtil havde krænket hans indvortes Følelse; thi under denne Feide blev Nationen tilfulde bekjendt med de Farer, som Krigen med Sverige under en isoleret Tilstand medførte. England i Forening med Sverige maatte, under en alvorlig og kraftfuld Anvendelse af sin Magt, kunne stoppe Norges vigtigste Indtægtskilder, og afbryde fast al Tilførsel af Levnetsmidler. Derhos begyndte Norges Mænd efterhaanden at indsee Danmarks uheldige og ukloge Politik, der ved ethvert Skridt vendte sine Vaaben mod Danmark selv, og misbrugtes af troløse Frænder og Venner til Danmarks eget Fordærv. Ruslands Krig med Sverige sigtede aabenbart mere til at erobre Sveriges skjønne Provinds Finland, end til at udelukke England fra Østersøen, og tvinge det til Fred. Thi midt under Krigen vedligeholdtes en fredelig Handels-Forbindelse mellem England og de russiske Provindser i Østersøen. Til at fremme dette Øiemed maatte Danmark i sin nærværende nedtrykte Tilstand, i Følge et gammelt Forbund med Rusland, yde sit Bidrag ved at erklære Sverige Krig, medens dette Forbund egentligen kun forpligtede Danmark til at staae Rusland bi i en defensiv, men ei offensiv Krig. Hvor svage Grunde Danmark imidlertid havde til dette Fredsbrud med Sverige, sees bedst af Krigserklæringen selv. Men Danmark haabede ved sine Forbundsfrænder, Rusland og Frankrige at faae Erstatning i Sverige for det Tab, som det havde lidt ved Englands Overfald, og overilede sig ikke alene i de fiendtlige Skridt, som dertil skulde lede, men retfærdiggjorde ligesom den Hevn, som Sverige strax efter tog. Ved Flaadens Tab var Danmark aldeles sat ud af Stand til at overføre nogensomhelst Krigsmagt til Sverige, eller til at understøtte en Angrebskrig mod dette Land. Dets Forbundsven, Frankrige, kunde i al sin Storhed og Seiersglands, som paa den Tid havde naaet sin høieste Spidse, ikke med et eneste Krigsfartøi understøtte dette Angreb, og den russiske Flaade laa indspærret og ubevægelig dybt inde i de østersøiske Vande, og holdtes i Ave af den engelske Flaade, saasnart Farten aabnedes. Danmark maatte saaledes kun sætte sit Haab til Natur-Phænomener, som ikke almindeligen indtræffe, og som heller ikke i Aar understøttede en Expedition fra Danmark mod Sverige. Det maatte stole paa, at Vinterkulden skulde danne en Iisbro over Sundet, og lægge en Vei for franske og danske Armeer, som det aabne Hav, der vrimlede af engelske Krydsere, aldeles spærrede dem. Men denne Vinter var ingen alvorlig Iis-Vinter. Farten imellem Danmark og Norge var aaben endog i Vintermaanederne, og Sverige kunde smile til de franskdanske Rustninger paa de danske Øer, og trodse disse Armeer, som udsuede det svækkede Danmarks Marv, uden at kunne løsne et Skud imod Sverige. Danmarks Forhaabninger maatte saaledes hvile paa Ruslands Landmagt, der trængte ind i Sverige gjennem dets østersøiske Provinds, og paa den norske Armee, der ved en Diversion skulde bryde Sveriges Kræfter til Modstand. Men aabenbart væltedes derved Krigens Hovedbyrde paa det ulykkelige Norge, som allerede kjæmpede med de største Lidelser, hvorunder et Land kan sukke, Næringsløshed og Hungersnød. Man spurgte sig i Almindelighed i Norge, hvad Hensigten kunde være af denne ubetimeligen erklærede Krig; man formodede at store Resourcer stode til Danmarks Raadighed, og undredes ikke lidet over, at Intet skede, eller kunde skee til at understøtte den pralende Krigs-Erklæring. I det Europas daværende Stilling gav Danmark Aarsag til at plante sin Fane ved Siden af den franske Ørn, efter at være bleven mishandlet af England; – thi langt anderledes vilde Danmarks Skjebne være bleven, om Lykken fremdeles havde fulgt Napoleon paa sin seierrige Bane, og Rusland var blevet sine stolte Løfter til Danmark tro – og i det den danske Politiks Klogskab eller Vildfarelse i denne Henseende laa skjult i Fremtidens Begivenheder, maa det indskrives i Norges Historie som et overilet Skridt og en grusom Uagtsomhed for Frænderigets Interesse, i et saadant Tidsrum at fremkalde Krigens Rædsler over dette af Skjebnens haardeste Lidelser nedbøiede Land.
n172Krigen erklæredes, men hvormed skulde den føres? Magasinerne vare slet forsynede, Soldaten maatte fødes med de Smuler, der skulde mætte Landets Hungrige, eller med det Sædekorn, der skulde kastes i Jorden, og han maatte klædes med tildeels sammentryglede Klædningsstoffe. Krigsfolket var uvant til den store Krig, og den krigerske Aand var tildeels bleven sløvet under det forhen omtalte Bestikkelses-System; flere af Officererne vare lidet øvede og lidet skikkede til at gaae Fienden imøde. Under en 90aarig Fred vare Krigens Elementer slappede, og Krigen skulde begynde uden tilstrækkeligt Forraad af de fornødne Midler, og uden Understøttelse af den større Krigsmagt, som Norges Statsfrænde havde at raade over. Der var saaledes i Norge Mangel paa Alt, hvormed en Krig skulde føres, og Veien til at erstatte Mangelen spærret af mægtige Fiender. De svenske Historieskrivere feile i Sandhed, som paastaae, at Norge begyndte denne Krig med en fuldtallig og vel forsynet Armee.
Regjerings-Commissionen befandt sig i Begyndelsen af denne Krig i den allervanskeligste Stilling. Dagligen bestormedes den af de meest trængende Ansøgninger om at aabne Provideringens Magasiner for Privates store Nød, medens den ikke kunde blotte Armeen for de nødvendigste Fødemidler. Der behøvedes megen Fasthed for at mægle mellem disse Mangler og yde Hjælpen der hvor den meest behøvedes. Det var Regjerings-Commissionens kummerfulde Timer, og en Enkelt af dens Medlemmer bukkede omsider under for disse Lidelser. Den norske Regjerings uafbrudte og kloge Aaarvaagenhed, det fædrelandske Sind, hvoraf den bedre Deel af Folket paa den Tid aabenbart besjæledes, det indgroede Had mod en Sammensmeltning med Sverige, som da blussede i sin høieste Lue, og vore Krigeres Tapperhed bødede imidlertid paa disse Mangler, og fremledede et uventet Udfald af denne Grændsekrig. Den vanskelige og blodige Opgave løstes bedre end Nordmanden selv i Almindelighed havde turdet vente.
Til Lykke for Norge var den svenske Armee paa den norske Grændse fast ligesaa slet udstyret som den norske og leed under Omstændigheder, som hemmede dens Fremskridt. Dens Forsyning og Færdselsmidler indtraf ikke til rette Tid, og der var ingen Sammenhold og Udholdenhed i Udførelsen af den lagte Angrebsplan. Nordarmeen stod under en tapper og duelig Overgeneral, Armfeldts,
n173 Commando, men som paa mange Maader lammedes i sine krigerske Operationer. Hans tvende Armee-Fløie commanderedes af Oberst Bergenstråle og den kjække Generalmajor Vegesack; men begge vare berettigede til selvstændige Planer, og at indsende sine Rapporter directe til Stockholm, uden at Overgeneralen kunde kræve nogen umiddelbar Meddelelse deraf, og den nødvendige Eenhed i Angrebsplanen var under disse Omstændigheder ikke let mulig. Desuden kaldtes Vegesack og Bergenstråle snart til en anden Krigsskueplads og afløstes af Obersterne
Posse og
Engelbrechtson.
n174 Det svenske Armee-Corps, som skulde gjøre Indfald i Norge, var bestemt til at udgjøre 16 til 18000 Mand, men svenske Krigsberetninger fra den Tid paastode, at det aldrig udgjorde meer end 10 à 12000 Mand. Den svenske Vesthær – saaledes kaldtes den mod Norge opstillede Krigerskare – kunde saaledes lidet udrette. «Formedelst dens Svaghed, den i samme herskende Uorden og Mangel paa Alt, især paa den nødvendige Ammunition – siger en agtet Historieskriver fra hiin Tid – var det nok, at den i det mindste kunde dække Grændserne.
n175 Den svenske Armees høire Fløie, som commanderedes af Armfeldt selv, opstilledes langs Wermelands Grændse og bestod af 4 Brigader under Obersterne
Leionstedt, Grev
Schwerin, Baron
Cederstrøm og Greve
Cronstedt. Desuden hørte hertil en Reserve i Carlstad, hvor Hovedqvarteret var, og et detacheret Corps ved
Midtskov under Oberst Gahns Befaling. Armeens venstre Fløi, under Vegesacks Commando, strakte sig fra Solpum til Svinesund, og var inddeelt i 3 Brigader, der anførtes af Obersterne Baron
Posse, Baron
Bunge og
Belfrage. Desuden befandtes ogsaa for denne Afdeling en Reserve i
Vennersborg, hvor
Vegesack havde sit Hovedqvarteer. Den nordre Afdeling under
Bergenstråles Commando bestod af
Vesterbottens og
Jemtlands Regimenter, og dens Formaal var at beskytte Jemtland og Herjedalen. En Flotille skulde, efterat Isen var gaaet op, lægge sig for Bugten ved Christiania, og true denne Stad; men denne forlod aldrig Kysten ved Strømstad, hvor den dækkede Hærens venstre Fløi.
Den norske Magt var fordeelt paa følgende Maade: i og ved Trondhjem 4000 Mand, i Bergen 1200 Mand, i Christiansand 1200 Mand, i Christiania 2000 og i Linierne fra Kongsvinger til Frederikshald 21000 Mand. Men naar man regner Garnisonerne i Fæstningerne Frederikshald, Frederiksstad og Kongsvinger, saa indsees let, at ingen stor Troppemasse kunde findes paa enkelt Sted, og denne maatte desuden fordeles paa den lange Forsvarslinie, da det var uvist hvor Indfaldet skede.
Imidlertid havde den svenske Hær ved Krigens Aabning Fordelen paa sin Side. Den trykkede de norske Linier tilbage over Glommen, og det paastodes, at dersom Armfeldts Armee havde været tilstrækkeligen forsynet med Ammunition og Skyts, vilde Kongsvinger være falden i de Svenskes Hænder; thi Commandanten paa denne Fæstning erklærede den saa slet forsynet med Forsvarsmidler, og i en saa elendig Forfatning, at han ikke længer vilde kunne holde sig. En svensk Beretning paastaaer endog, at Commandanten havde skrevet til Armfeldt, «at han ikke vilde lade sig stege paa Rist». Efter nogle Forpostfægtninger, hvori de Svenske tilskreve sig Fordelen, gjorde de et Angreb ved
Lier den 18de April med den første Brigade forstærket med en Bataillon af Uplands Regiment. De Norske forsvarede sig kjækt fra deres Forskandsninger, og General Armfeldt, som ved denne Leilighed selv kommanderede, tog allerede Dispositioner til Retraite, da i det samme en Collonne under Anførsel af Major Cederstrøm, som ved Local-Vanskeligheder var hindret fra før at komme paa Pladsen, viste sig i de Norskes Ryg. Under den Forvirring, som derved opstod blandt de Norske, stormede Baron Carl Ankarsvärd og Major Hård Forskandsningen, og indtog den efter en haardnakket Modstand. Da nu tillige Capitain Matern med en Troppe-Afdeling angreb de Norskes venstre Flanke, opstod der Uorden blandt disse, de retirerede iilfærdigen og overlode Positionen i Fiendens Hænder. Fæstningen Kongsvinger lettede de Norske Tilbagetoget, hvorved deres fleste Kanoner bleve frelste. De Svenske gjorde ved denne Leilighed 3 Officerer og 92 Soldater til Fange. Paa svensk Side faldt 5 Mand, og 56 Soldater, 8 Officerer, og 2 Underofficerer saaredes. Omtrent paa samme Tid erobrede Oberst Lagerbring Blakjær-Skandse, og de Svenske gjorde sig Haab om at Veien til Christiania var dem aaben. Men Lagerbring blev, deels af Mangel paa Proviant og Fourage, deels forfulgt af de fremrykkende Norske, nødt til at trække sig tilbage til Hovedarmeens faste Stilling.
n176Oberst de
Seue blev saaledes nødt til at vige for Overmagten, og efter et Tab af henved 200 Mand fangne og døde at trække sig tilbage over Glommen ved Kongsvinger. Denne uheldige Begivenhed kastede en Skygge over de Seue, og paadrog ham Overgeneralens Misnøie, der foranledigede et Forsvar fra hans Side, hvori han søgte at hævde sin og de Krigeres Hæder, der stode under hans Commando. Sagen maatte kjendes i sit hele Omfang, for derover at fælde den rigtige Dom; thi det er ikke altid den slagne Kriger som fortjener Dadel.
n177Men denne mindre heldige Begyndelse af Grændsekrigen kom ikke til Nationens Kundskab, førend Efterretningen om lykkeligere Begivenheder kunde lægges ved dens Side. Den svenske Hærfører stolede paa, at de norske Tropper formedelst en lang Fred ikke vare krigsøvede, og at den norske Overgeneral skulde være nødt til at fordele sin Krigsmagt langs Kysten for at forsvare denne mod den Sørustning, som i England beredtes imod den. Armfeldt bestemte sig saaledes til ved nogle Flyvecorps at lokke den norske Magt fra sine faste Stillinger, fordele og beskjæftige den, medens Armfeldt rykkede ind med sin Hovedmagt, for at afgjøre Krigens Skjebne ved et Hoved-Angreb. Men tvende af disse bleve tilintetgjorte, sprængte og fangne af de Norske. Saaledes blev et Detaschement af Livregimentets Grenaderer og Husarer under Oberstlieutenant Grev Mørners Commando, af Mangel paa tilbørlig Understøttelse, omringet og fanget ved Blakjær af Major Veibyes Corps. Ved denne Leilighed faldt i de Norskes Hænder foruden Chefen 5 Officerer, 4 Underofficerer, og omtrent 100 Mand Soldater. Alene Adjutanten, Baron Sparre, lykkedes det med 8 Mand at bryde sig igjennem og undkomme.
n178Oberst Gahn brød med sit Detaschement den 24de April fra Midtskogen over Grændsen, for ved denne Bevægelse at dække første Brigades høire Flanke. Men Oberst Staffeldt rykkede imod ham med sin Brigade, tournerede og omringede ham, og han maatte, efter en skarp Fegtning, overgive sig med sit hele Corps, dem undtagne, som det lykkedes at forstikke sig i Skovene. Flere norske Officerer, blandt disse Major Stabell, Capitainerne Arntzen, Nægler, Sigholt, udmærkede sig ved denne Leilighed, og den tappre Capitain Dreyer faldt. Resultatet af denne Dags Ære for de Norske var 9 fangne Officerer og omtrent 320 Gemene. Flere Døde laa paa Valpladsen, og mange Saarede indbragtes efterhaanden. Tabet paa de Norskes Side af Døde var heller ikke ubetydeligt. Fangerne fordeeltes i det Indre af Landet.
n179 Planens uheldige Udfald fra svensk Side tilskrev Armfelt Mangel paa tilbørlig Understøttelse af begge sine Armeefløie. Vegesack, der havde den bedste Villie til at maale sig med sin Fiende, var færdig den 6te April til at rykke frem, men kunde ikke røre sig af Mangel paa Levnetsmidler. Bergenstråle fulgte en egen Plan, hvis Beskaffenhed Armfeldt ikke kjendte, og rykkede til en ganske anden Kant, for at afværge et formodet Angreb af Russerne, der ikke paafulgte.
n180Det var imidlertid let at begribe, hvilken Glæde Efterretningen om denne Krigens heldige Begyndelse udbredte over det hele Norge, der ikke uden Ængstelse saae sine formedelst en lang Fred uøvede Stridsmænd opstillede mod en Kriger-Række, der havde et stort Navn iblandt Europas Krigshelte. Ikke alene Resultatet selv, Synet af de mange Krigsfanger, som droge gjennem Østlandets Byer, og den urokkelige Stilling af Armeens Forsvars-Linie, men ogsaa den patriotiske og varme Tone, hvori disse lykkelige Begivenheder igjennem Budstikken forelagdes Folket, udbredte en Stemning iblandt Norges Folk, som i den Grad aldrig har fundet Sted. Forfatteren har forhen bemærket, hvilken besynderlig Varme der var udbredt over Budstikkens første, af E. Falsen udgivne Blade, og han maa gjentage, at han aldrig veed at have læst noget offentligt Blad med den Interesse som dette. Dertil kan han med Sandhed tilføie, at han aldrig paa sin lange Løbebane har oplevet et Tidspunkt, i hvilket Fædrelandskjærligheden viste sig i en varmere, renere og meer almindeligen udbredt Lue, og i hvilken private Forhold, Gjenvordigheder og Lidelser meer underordnedes Deeltagelsen i Statens Stilling. Det var som om denne nye Lykkes-Sol fordrev alle mørke Skyer. En af de vigtigste, og visseligen den i de nærmeste Aar før Krigen meest indbringende, Næringskilde, Trælast-Udskibningen, ophørte aldeles i denne Sommer; Skibsfarten var indskrænket til den farlige, og for Handelsmanden lidet fordeelagtige, Kornfart; Fiskeriets Udbytte kunde ikke udsendes til Udlandet, Metalfabrikkerne lede af Mangel paa Afsætning, Hungersnød herskede i en stor Deel af Landets kornløse Egne, og Nøden trykkede i høi Grad Arbeidsklassen og Kystbeboerne, – men faa Klager hørtes herover. Alles Øine vare henvendte paa Grændsen, og Alle glædede sig over, at Norges gamle Fiende ikke kunde fæste sin Fod paa vor Fædrenejord.
Følgerne af denne Nationens muntrere Stemning viste sig snart over det ganske Land. Enhver ilede at bringe sit Offer paa Fædrelandets Alter. Provisioner, Penge og Klædningsstykker strømmede til vor paa Grændsen staaende Armee, og især udmærkede sig Grosserer John Collett i Christiania ved at samle, befordre og selv bidrage til Armeens Forpleining. Fast ethvert Nummer af Budstikken havde at bekjendtgjøre anseelige Bidrag af den Art, og i denne første Krig med Sverige erstattede privat Godgjørenhed tildeels, hvad der, uagtet vedkommende Autoriteters Anstrengelse, fattedes i den offentlige Foranstaltning af Mangel paa tilstrækkelige Midler, og formedelst Landets blottede og næringsløse Tilstand. Saaledes kunde Grosserer Collett, efterat Krigen neppe havde varet i nogle Uger, anmelde, at 55 – mestendeels 4spændige – Vogne med Proviant og Forfriskninger vare afsendte til Armeen. Det var ikke alene Nødvendigheds-Varer, men ogsaa Livets overdaadige Nydelser, som sammenbragtes af deeltagende Landsmænd til Armeens Vederqvægelse. Vi have Fiendens eget Vidnesbyrd om den Overflod, som herskede i den norske Armee, især blandt de Militaire af høiere Grader.
n181 Fra de Egne, som var Krigen nærmest, sendtes Levnetsmidler af alle Slags, fra de fjærnere sendtes Munderingsstykker, saltede Provisioner og Penge, og mangesteds aabnedes Subskriptioner til Bedste for de Efterladtes Enker og Børn. De bedre Familier, som boede i Nærheden af Krigens Skueplads, især Præsterne, aabnede gjæstfrie deres Fadebure for deres stridende Landsmænd, og det var fornemmeligen til disse, at de samlede Gaver fra By og Land sendtes, for deels at erstatte Udtømmelsen af Levnetsmidler hos de gavmilde Familier, deels at sætte dem i Stand til at fortsætte deres patriotiske Godgjørenhed.
n182 Ikke uden Bevægelse læses i Budstikkens første Blade de mange Yttringer af gjensidig Erkjendtlighed og privat Godgjørenhed, som vexledes imellem Giver og Modtager, saavelsom den hæderlige Erkjendelse fra Regjerings-Commissionens Side af disse herlige Yttringer af en sand Fædrelandskjærlighed midt under en Lidelses-Periode, hvortil et stort Stykke af Norges Historie ei kan fremvise Mage.
Men ikke alene gjennem Norge gik denne patriotiske Varme for det nedtrykte Fædrelands Sag, og denne virksomme Deeltagelse for Landets Stilling, og for de tappre norske Krigeres Held. Den viiste sig i samme Grad hos vore daværende Statsfrænder, de Danske. Ogsaa de offentlige danske Blade havde postdagligen at berette om store Gaver af alle Slags, som der bleve lagte paa Fædrelandets Alter. Det var især Bidrag af Materialier til en ny Flaades Bygning, som var Gjenstand for de Danskes patriotiske Godgjørenhed. Mangfoldige Skoveiere tilbød af deres Skove uden Betaling Egetømmer til Skibsbrug; Andre bestemte dertil ei ubetydelige Capitaler, eller paatoge sig, som i Norge, at bygge Kanonbaade. Saaledes reistes igjen paa Holmens Værft enkelte Orlogsfartøier, som Begyndelse til Erstatning for den ranede Flaade. Norges Armee blev heller ikke der glemt. Store Mængder af Provisioner samledes i de Egne, hvorfra Oversendelse var mulig, og omendskjønt en stor Deel deraf berigede Fiender meer end Venner, saa kom dog Meget deraf over det med fiendtlige Krydsere opfyldte Hav, og bragte vore stridende Landsmænd en velkommen Vederqvægelse. Betydelige Bidrag af Penge sendtes ogsaa den norske Armee fra Private i Danmark. Der var i den Anledning nedsat i Kjøbenhavn en Committee «for frivillige Bidrag til Opmuntring for de norske Krigere, og til Understøttelse for disses Enker og Børn», som indsamlede en Sum, der i rede Penge overgik den, som sammenbragtes i Norge. Denne Committee
n183 deponerede i den kongelige Casse i Kjøbenhavn 20,000 Rd., som bleve anviiste paa den norske Casse i Christiania, ligesom betydelige Summer anvendtes til Indkjøb af Fødemidler, især Fedevarer. Til denne Understøttelse ydede baade Kjøbenhavn og Provindserne Bidrag. Flere af Kjøbenhavns Embedsmænd og Grosserere, samt Herremænd paa Landet, ydede indtil 500 Rd., hvilket med Hensyn til Coursen,
n184 der i Forsommeren 1808 endnu ei var falden betydelig, maa ansees for en anseelig Gave. Mange danske Bønder blandede sig i denne velgjørende Skare.
Desuden oprettedes frivillige Corps i Christiania, Drammen og flere Steder; de tvende første stilledes vel i Linie mod Fienden, men de toge ingen alvorlig Deel i Krigen. Kun de frivillige Jægere i Fredrikshald gjorde deres Nytte ved Tilintetgjørelsen af det Knorringske Corps. I Spidsen for et af disse, et frivilligt Jægercorps i Christiania, finde vi daværende Amtmand, Grev Wedel-Jarlsberg, ligesom Christiania Artillerie-Corps stilledes under Ludvig Mariboes Commando, og Drammens frivillige Jægere under Jakob Lund. Vi ville siden faae Leilighed til at fremlede Mariboe paa vor Histories Skueplads. Denne hans første Fremtræden paa hans virksomme Bane giver blot Anledning til den Bemærkning, at hans Iver for Norges Sag, og hans Studium af den theoretiske og practiske Deel af Krigsvæsenet ikke gav det Resultat, som han selv havde haabet. Saavel Grev Wedel som Mariboe yttrede for sine Venner, at der med Corpser af den Art, som vore, uvante til Undværelser, idelige Marscher og stærke Strabadser, lidet var at udrette. Deres Underordnede vare ikke vante til den militaire Subordination, og trættedes snart ved Opofrelsen af tilvante Beqvemmeligheder. Ingen af dem satte derfor den virkelige Tjeneste, som de gjorde Armeen, høit. Men nægtes kan det ikke, at der i de Maaneder, da denne Krig med Sverige varede, gik en glødende Patriotisme igjennem den hele Nation, som var i Stand til de største Opofrelser, og lagde kraftfulde Handlinger ved Siden af de stærke Ord. Da fæstedes ogsaa Kjærligheden og Høiagtelsen for Prinds Christian August dybt i Nordmandens Barm; han blev et Redskab til at befrie Landet fra den Fare, som dengang betragtedes som den største, der kunde vederfares det – Underkastelse under Naboriget – og denne Kjærlighedens Rod oprykkedes end ikke, da han kort efter forlod Norge, for at sætte sig paa Sveriges Trone.
Det kan saaledes ikke nægtes, at Held og Hæder under de første Scener af denne Krig med Sverige var paa Nordmandens Side, og at denne lykkelige Begyndelse bidrog til Krigens lykkelige Fremgang. Vi ville her ikke undersøge, hvor stor en Deel Fiendens, og især den svenske Regjerings Feiltrin havde i denne heldige Begyndelse; men vi maatte forvanske den sande Histories Billeder, dersom vi nægtede vore Landsmænd og vore Krigere den Hæder, som tilkommer dem. Blandt en Række af Krigere, der vare saa uvante til dette blodige Haandværk, som de norske paa den Tid, befandtes vist nok – og Rygtet har ikke sparet dem – de, der viiste Spoer af en mindre Krigs-Øvelse og et mindre Mod. Men i Almindelighed udmærkede vore Krigere sig i denne korte og ikke meget blodige Krig ved Mod, Conduite og en Menneskelighed, der kun i Kampens Hede og af Armeens djærveste Kjæmpere fra afsides Bygder stundom tilsidesattes. Vi ville derfor gjerne tilstaae med svenske Annalister, som have nedtegnet denne Krigs Begivenheder, at der herskede i Almindelighed iblandt vore Landsmænd en stor Agtelse for det svenske Mod, Tapperhed og Krigerfærdighed, erhvervet paa saa mange med svensk Blod vædede Valpladse; men det kan derimod ikke tilstaaes, at enten denne Agtelse for de fremmede Krigere opvakte Modløshed hos vore, eller at den svenske Krigsmagt, efter hines Paastand, stedse var den norske overlegen i Tapperhed eller kloge Dispositioner. I begge Lande har Historien optegnet disse Begivenheder, og, hvad enten vi see hen til Resultatet eller til de anvendte Midler, kunne de norske Krigere ei ansee sig som overvundne eller deres Krigerfærd mindre hæderlig end Fiendernes. Anførerne for den svenske Hær selv give vore Soldater Fortrin for de svenske i Smaakrigen og den egentlige Jæger-Exercits, og de give ikke alene den norske Overgeneral den Roes, som ham tilkommer; men hæve høit flere af de norske commanderende Officerer.
n185 Der findes en stor Overdrivelse i de svenske Beretninger om den norske Armees Størrelse, som sattes i Bevægelse mod den svenske. Den var adsplittet paa saa mange Punkter, i Følge den defensive Krigs Natur, at den ingensteds kunde fremtræde i store Masser, og kun ved enkelte Leiligheder var Overmagten paa norsk Side afgjørende; stundom var endog Seieren paa de Norskes Side, endskjønt det større Antal var paa de Svenskes. Ligesaa urigtig er den Paastand i svenske Beretninger, at der i den norske Armee befandtes Overflod af Ammunition og Provisioner, samlede for Statens Regning. De offentlige Magasiner vare ingenlunde vel forsynede, og den almindelige Nød tillod ikke at opdynge nogen Overflod i Magasinerne. Herskede der nogen Overflod i Armeen, da maa den tilskrives den private Godgjørenhed, der umuligen kunde udbrede sig over hele Armeens Rækker, eller frembringe en jævn og almindelig Forsyning, der vel ogsaa kun strakte sig til Militsens høiere Grader. I Regjerings-Commissionens Raad var det uafbrudt Gjenstand for Overveielse, hvor meget der kunde afstaaes af de offentlige Magasiner for at lindre den almindelige Nød i Landet og give Landmanden Sædekorn i Hænde. Armeens Forsyning og Omsorg for at lindre den private Nød gik ved Siden af hinanden; Regjeringen maatte dele sin Anstrengelse mellem begge og underordne Fremtidens Bekymringer Haabet om en bedre Tilstand. Aaret 1807 var et slet Hø-Aar, og den udskrevne Fourage kunde vanskeligen, og paa mange Steder ikke, tilveiebringes. Hvor slet vor Armee var forsynet med Ammunition, det vise de strenge Forbud, som udgik mod privat Brug af Krud, og de Foranstaltninger, som bleve trufne for at tilveiebringe Salpeter. I vor Guerilla-Krig var lidet Spørgsmaal om Brugen af Kanoner, og paa begge Sider var der neppe stor Overflod af dette Slags Ammunition, men vi have paa et andet Sted gjort opmærksom paa, at den norske Armee i det Hele var langt slettere forsynet paa Krigs-Material end den danske, og dette beviistes noksom af de Forsøg, som gjordes paa at liste den Slags Undsætning fra de vel forsynede danske Krigs-Magasiner gjennem de paa Havet vrimlende fiendtlige Krydsere.
Vi ville ikke indlade os i Gisning om, hvad der var skeet, dersom den svenske Vest-Armee, med større Eenhed i sine Planer, kraftigere understøttet i sine Midler, havde overvældet vort Fædreland. Vi ere berettigede til at troe, at vor Kriger-Hæder nu, som i fordum Dage, var bleven uplettet, og at dette Aarhundredes Begyndelse havde fremledet Forsvars-Scener, som kunde stilles ved Siden af det forrige Aarhundredes. Vi tage kun Krigens Begivenheder for os saaledes som Krigens Historie giver os dem i Hænde. Vi ville give vore daværende Fiender Fortrin med Hensyn til physisk Styrke, og vel og til strategisk Konst, og den Øvelse i Linie-Exercits, der har gjort den svenske Armee navnkundig; men deres egne kompetente Dommere have givet vore Krigere deres Ret i den Slags Krig, som dengang førtes paa vor Grændse. Den moralske Styrke var derhos uden Tvivl større hos den norske Nation og den norske Armee paa den Tid. Der var da ingen Tanke om en skandinavisk Forening; men den gamle National-Afsky for en Underkastelse under Sverige raadede i Nordmandens Barm. For at forebygge denne fremstod Nationen ligesom i Masse, i sin forladte Tilstand frembar den midt i sin Armod, medens Næringsløshed og den meest trykkende Mangel paa Livets Fornødenheder raadede i Landet, Alt hvad Soldaten manglede, og det saa rundeligen, at der i Leiren ofte var større Overflod end hos Borgerne selv. Ved denne almindelige National-Deeltagelse maatte Krigerens Mod styrkes og voxe. For Nordmændene gjaldt det paa den Tid at være til som Nation eller at udslettes paa Nationernes Liste. Den samme Aand gik igjennem Folket i alle Classer, som i Krigen med Carl den
XIIte i Begyndelsen af det forrige Aarhundrede. Blandt de Besværligheder under denne Krig, hvorover Adlersparre klager, var ogsaa den, at Bønderne ved ingen Midler vare at formaae til at give Efterretning om de Norskes Bevægelser. Derimod vare de stedse paa Færde for at give de norske Krigere Efterretning om de Svenskes Planer og Marscher. Slige Beretninger vinde Troværdighed, naar de komme gjennem Fiendens Mund.
n186 I det norske Forsvar og de militaire Dispositioner var der en fuldkommen Eenhed. Overgeneralen havde over disse den frieste Haand; i Regjerings-Commissionen var intet Krigsraad, der nogensinde blandede sig i at bestemme Armeens Stilling eller dens offensive og defensive Skridt, og den modsatte sig endog sin fraværende Konges Befalinger, naar deres Gavnlighed for det Hele eller Muligheden at udføre dem betvivledes af den norske Overgeneral. Prinds Christian August havde Armeens Tillid og Nationens Kjærlighed og Høiagtelse, og kunde være sikker paa at finde, i og uden for Armeen, al den Understøttelse, som behøvedes og kunde tilveiebringes for at fuldende et hæderligt Forsvar mod den indtrængende Fiende.
Hvor langt anderledes saae det i denne Henseende ud paa vore Fienders Side? For den svenske Nation var Krigen imod Norge intet Yndlingsværk. Dens hele Hu stod til at forsvare Finland mod Russernes Angreb, og Tanken om den skandinaviske Halvøs Forening var endnu ikke alvorlig i det svenske Cabinet. Der laa saaledes ikke den moralske Styrke og alvorlige Villie i Angrebet som i Forsvaret. Der begyndte allerede paa den Tid at vise sig Spor af det svenske Folks Misnøie med sin Konge, som næredes ved hans uheldige og ukloge Krigs-Dispositioner og hans stødende Færd mod nogle af Sveriges meest formaaende Familier. I den svenske Vest-Armee selv var ingen Eenhed, hverken i dens Commando eller i dens Dispositioner. Overgeneralen nød ikke sin Konges Tillid i nogen høi Grad, han understøttedes ikke med tilstrækkelige Midler, og han havde ikke engang fri Haand over sin Armees Underafdelinger. Hans disponible Magt svækkedes, ved efter høiere Befaling at adsplittes hid og did, og han kunde intet Øieblik være sikker paa ikke at forstyrres i sine Planer.
Men om end den tappre svenske General ikke var bleven standset i sin djærve Angrebsplan ved ovenanførte Hindringer, om det havde lykkes ham at trykke vor Linie tilbage, og indtage en Deel af det sydlige Norge, saa vilde dog neppe Norges Erobring eller dets Forening med Sverige paa den Tid være bleven fuldendt; thi den svenske Magt var under Krigen med Rusland for svag til at understøtte Krigslykken, om den havde stillet sig paa den svenske Generals Side, og Nordmandens Modbydelighed havde lagt Hindringer i Veien for enhver fremskridende Bevægelse. Anderledes blev Forholdet, da Faren for de Svenskes Indfald var forsvundet, og den danske Konges Befaling til Norges Raad lød, at der skulde gjøres Indfald i Sverige, der nu selv attraaede en fredelig Tilstand. Da sank den moralske Kraft, Nationens Enthusiasme var forbi; thi dens Almeen-Villie var kun, ei at sammensmeltes med Sverige, – af Sveriges Provindser begjærede Norge Intet. Held i den Henseende betragtedes som et Stridens Æble i evige Tider, som det havde været i den længst forsvundne Fortid. En Angrebskrig fra norsk Side mod Sverige, hvis Borgere under Tronforandringen befandt sig i en exalteret Tilstand, vilde have frembragt ganske andre, og tildeels omvendte Forhold; baade den moralske og den physiske Overmagt var bleven paa Sveriges Side.
Da den første Skræk over Tilvæxten af Fiender, som Danmarks Krigserklæring mod Sverige forvoldte i Norge, var overvunden, og de gjentagne Seiers-Efterretninger havde forøget Nationens Tillid til Armeen og til vore Forsvarsmidler, da vendtes Folkets Tanke bort fra Krigsscenen, og heftede sig fast udelukkende paa Landets indre Nød og Midlerne til at afhjælpe den. Denne Sikkerhed med Hensyn til Norges krigerske Stilling til Sverige voxede ikke lidet ved Synet af de mange Krigsfanger, som droge igjennem Landet, medens Faa af vore Folk faldt i Fiende-Vold. Men det var langt fra, at de fangne Svenske følte Sporet af noget uværdigt National-Had eller af den Harme, som en Krig af den Art maatte opvække. De simple Soldater nøde en Forpleining, som i det mindste kunde stilles ved Siden af de Norskes. De haanedes og mishandledes ingensteds og bleve brugte deels til offentlige Arbeider, deels bleve de overladte til Private; men ingensteds havde de Aarsag til at klage over den Behandling de nøde. Paa enkelte Steder findes endnu Spor af Arbeider, som de svenske Fanger have udført.
n187 Endnu bedre var Officerernes Lod. De bleve tildeels optagne i Norges bedre Familier, og Flere af dem have beholdt en venlig Erindring om deres norske Værters Omgang. Forfatteren har senere talt med Enkelte blandt disse Officerer, som betragtede deres Fangenskab i Norge som nogle af deres Livs bedre Dage, og i enkelte Huse findes endnu Spor af den Erkjendtlighed, som de søgte at lægge for Dagen for den gjæstmilde Omgang ved Anvendelsen af de sjeldne Talenter, hvoraf Nogle af dem vare i Besiddelse.
n188
Historien om Norges Søkrig paa den Tid har ikke at fortælle om saa heldige Bedrifter, endskjønt de enkelte Sammenstød med Fienden vistnok vare mestendeels hæderfulde for vore Søkrigere. Den danske Sømagts Kjærne var knust ved Flaadens Ran, og hele Søkrigen bestod i et Slags Kaperi, under hvilket vore faa Krydsere lurede paa enkelte Fiender, eller slet beskyttede Konvoier, eller vore Kanonbaade smuttede frem bag Klipper, og beskjøde dristige Fiender, som nærmede sig Land. I de norske Farvande befandt sig, som forhen bemærket, ved Krigens Udbrud kun Linieskibene Prinds Christian og Lovise Augusta samt nogle Kutterbrigge, hvortil kom nogle Kanonbaade, hvis Antal ikke ubetydeligen forøgedes under Krigen, deels ved offentlig Foranstaltning deels ved privat Godgjørenhed. I Vintermaanederne forefaldt adskillige Fægtninger imellem engelske og norske smaa Krigsfartøier, i hvilke Heldet forsaavidt var paa norsk Side, at de engelske Angreb afsloges, og endog en engelsk Kutterbrig erobredes. I engelske og norske Blade beskrives disse Skjærmydsler paa forskjellig Maade, i det begge Landes Forfattere tilregnede sine Landsmænd Slagets Hæder. Omendskjønt vi saaledes ikke ganske kunne fæste Lid til vore Avisers glimrende Beskrivelser over disse mindre betydende Fægtninger, saa give dog de Seierstegn, som erobrede Krigsfartøier
n189 og afviiste Angreb frembyde, os Ret til den Paastand, at den dansknorske Sømagt i sin ubetydelighed ikke med Skam maalte sig med Fienden. Denne Hæder svækkes ikke derved, at de engelske Skibschefer efter saadanne mislykkede Angreb sædvanligen forfremmedes i Tjenesten, hvilket endog var Tilfældet med Chefen for den erobrede Kutterbrig Seagull, som et Beviis paa den engelske Regjerings Tilfredshed med Chefernes udviiste Mod og Conduite.
n190Langt betydeligere Tab leed imidlertid den dansknorske
n191 Marine ved Opofrelsen af Linieskibet Prinds Christian. Man kan i Sandhed ikke uden Vemod see denne eensomme Orlogsfugl efter høieste Befaling flagre fra Vest til Øst, fra Syd til Nord, frem og tilbage i samme Linie, for ligesom at opsøge de Rovfugle, der tørstede efter den danske Flaades sidste Hjerteblod. Mod Slutningen af Aaret 1807 var dette Orlogsskib lykkeligen kommen til Kjøbenhavn efter dets farlige Krydstogt til Østersøen; men for dette Skib gaves ingen Vinterhvile. Det beordredes tilbage til Norge, hvor det i Storm og Taage den 7de Januari løb ind til Frederiksværn. En Brig og en Galease, ladede med Munderingssager og Krigsfornødenheder, vare i dens Følge, og selv bragte det Regjerings-Commissionen en Sum af 200,000 Rd. i Bankosedler. I Januar Maaned gjorde Jessen, i Forening med Briggen Laagen, et Krydstogt i Nordsøen, og kom paa dette i Kjølvandet af en engelsk Fregat, som bragte Subsidier til Beløb af 200,000 £. til Sverige, men Fregatten smuttede lykkeligen ind i den svenske Skjærgaard. Da Efterretningen herom kom til England detascherede Admiral
Saumare; ufortøvet den Eskadre til Gothenborg under Parkers Commando, der siden ødelagde Linieskibet Prinds Christian. I Frederiksværn blev Prinds Christian liggende indefrossen til den 20de Februari, da den atter maatte seile ned til Kjøbenhavn.
n192 Det blev imidlertid formedelst stormende Modvind nødsaget til at anløbe Christiansand, og først den 12te Marts ankrede det ved Helsingør, da Isen hindrede det fra at komme til Kjøbenhavn. Der var udbrudt en smitsom Sygdom paa Skibet, som nødsagede Chefen til at sende 200 Mand i Land paa Lazarettet, og saaledes blev Skibsmandskabet, som i Norge var bleven gjort fuldtallige med norske Matroser og Krigsfolk, sammensat af omtrent et lige Antal af begge Nationers. De nyankomne vare mindre øvede Folk, og der behøvedes længere Tid end der var givet før Prøvens Time kom, for at øve dem i den dem anviste Tjeneste. Imidlertid var Krigen imod Sverige erklæret og det hedte, at et fransk Corps under Prinds Pontecorvos Anførsel var paa Marschen over til Sjælland for at gjøre et Indfald i Sverige i Forening med den danske Armee. Der yttredes dog derhos Tvivl om denne de Franskes Hensigt var alvorligen meent, og den blev i al Fald ved indtrufne Omstændigheder forskjærtset. Paa samme Tid rygtedes det, at en engelsk Fregat paa 36 Kanoner var afgaaet til Bæltet for at hindre Overfarten, og til at forjage denne og gjøre Bæltet ryddeligt for Armeens Transport til Sjælland fik Jessen en umiddelbar Ordre fra Kronprindsen. Men faae Timer efterat Orlogsskibet havde lettet indløb Efterretning til Admiralitetet om, at en engelsk Eskadre af 2 engelske Orlogsskibe, en Fregat og flere Krigsfartøier laa tilankers imellem Hornbæk og Høganæs, og Admiral Bille beordrede nu Jessen at søge tilbage til Kjøbenhavns Red; men Skrivelsen naaede ikke Jessen, og Orlogsskibet gik sin Skjebne imøde. Den engelske af Saumarez afsendte Eskadre laa indefrossen ved Gothenborg, men da det danske Orlogsskib passerede Vingø, besluttede den at skjære sig ud af Isen, og lette Anker for at seile til Sundet. Da den kom til Høganæs fik den fra Helsingborg Underretning om, at Orlogsskibet Prinds Christian var gaaet under Seil, og den lettede derfor i den Hensigt at forfølge det. Den 21de om Eftermiddagen Klokken 2 opdagedes de engelske Orlogsskibe fra det danske, og
Jessen, som strax overbeviste sig om Fiendens Overlegenhed, søgte at holde inden om
Seierø for om muligt at naae
Nyborg. Men den kjendte Mand, som
Jessen havde ombord, gjorde Vanskelighed ved at søge ind i Bæltet, og tabte overhovedet sin Fatning paa sin Post som Lods.
n193 Nu lod
Jessen holde et Krigsraad, som bestod af de ældste Officerer,
Rothe,
Top,
Ferry, og
Willemoes. I dette besluttedes at gaae norden om Sjælland, deels for at lokke Fienden fra Bæltet, og derved lette Troppernes Overfart, deels fordi man troede at kunne, som mere bekjendt med Forvandene, med den nordlige Vind knibe Grunden nærmere end Fienden, og saaledes naae Sundet. Det besluttedes saaledes at gaae Fienden imøde, og under en løbende Fægtning i Mørket at vinde Seiladsen fra de engelske Forfølgere og søge ind til Kronborg. Men Fiendens Parforce-Jagt forhindrede det. De fiendtlige Orlogsskibe og Fregatter flokkede sig om det enkelte Skib, og beskjøde det fra alle Kanter. Jessen forsvarede sig imidlertid til det yderste, og vilde ikke høre paa nogen Opfordring til Overgivelse, førend Skibet Prinds Christian kun med enkelte Skud kunde besvare Fiendens glatte Lag. Ved den sidste fiendtlige Salve faldt Lieutenant
Dahlerup, og Capitain
Rothe og Lieutenant
Top bleve saarede. Skibet selv faldt imidlertid ikke i Fiendevold. Jessen styrede det mod Land; det hug sig strax fast i Grunden, og blev stukken i Brand. Paa det danske Linieskib faldt 3 Officerer,
Willemoes,
Dahlerup og
Solander og 61 Mand; 81 Mand bleve haardt, Chefen selv, Lieutenanterne Ferry og Thostrup tilligemed 41 Mand let saarede. Ogsaa Fienden havde lidt betydeligt, endskjønt efter Opgaven mindre end det danske Orlogsskib. Fangerne bleve førte ombord i de engelske Skibe, og saavel der som i Gothenborg menneskeligt behandlede, og de Saarede omhyggeligen pleiede. Den danske Chef deelte Cahyt-Beqvemmelighed med den engelske Chef selv. Den smitsomme Sygdom, som herskede ombord i det danske Orlogsskib, anstak imidlertid ogsaa det engelske Mandskab og bortrev Mange. De Danske, der som Fanger bragtes til England, førtes tildeels ombord i et Prisonskib, hvor de deelte de ulykkelige Fangers Skjebne, som indspærredes i disse Skibe. De som førtes i Land havde vel en bedre Skjebne, men foretrak dog langt den Behandling, som af deres nordiske Fiende var bleven dem til Deel, endskjønt saavel disse, som andre danske og norske Krigsfanger rose Privatfolks menneskekjærlige Bestræbelser for at lindre Fangeskabets Qvaler. Saaledes tilintetgjordes den sidste brugbare Rest af Danmarks Flaade; thi Lovise Augusta var et daarligt Skib, som kun ved en betydelig Reparation kunde sættes i brugbar Stand.
n194De svenske Beretninger rose sig meget af en for de svenske Vaaben berømmelig Sø-Træfning ved Strømstad i April Maaned imellem 26 danske Kanonbaade og 5 svenske, hvori de første med Tab bleve tilbagedrevne. Commandeur Lorents Fisker derimod, som commanderede den norske Flotille, og som paa den Tid var Chef for Norges Søværn, giver i sin Rapport af 27de April 1808 en anden Beretning om dette Slags Beskaffenhed. Han paastod at han fuldkomment opnaaede Hensigten af sit Angreb, nemlig at recognoscere Fiendens Styrke, og at han trak sig tilbage, fordi det var umuligt at udrette Noget mod Fienden i sin stærke Stilling. I Norge omtaltes imidlertid dette mislykkede Angreb ikke med Roes, og det betragtedes som et vissent Blad i den Seierskrands, som vore Krigere til Lands i de samme Dage flættede sig.
Imidlertid beredtes Norge nye Farer, som det ikke uden store Vanskeligheder vilde have, overvundet, dersom de ikke ligesom af sig selv vare blevne hævede formedelst heldigen indtrufne Omstændigheder. Den svenske Overgeneral Armfelt overbeviste sig snart om, at Smaakrigen var den norske Krigsmagts stærkeste Side, og besluttede et Hovedangreb. I denne Plan bestyrkedes han ved den engelske Flaades Ankomst til Gothenborg i Begyndelsen af Mai Maaned, der medbragte 12000 Mand under General Moores Anførsel, hvilken Krigsmagt under visse Betingelser stilledes til Kongen af Sveriges Raadighed. Men lykkeligviis hindredes denne store Plans Udførelse, deels ved de Forholdsordres, som vare givne Moore af hans Regjering, deels ved Kongen af Sveriges Heftighed og Egensind. Den engelske Regjering vilde ikke tillade et saadant Brug af de engelske Tropper, som indviklede dem i vidløftige Krigsforetagender langs Kysten, og forbeholdt sig hvilkensomhelst Brug af denne Krigsmagt til andre Hensigters Opnaaelse. Deraf opstod en uvenlig Brevvexling imellem Kongen af Sverige og Moore, og denne reiste selv til Stockholm for at jævne Vanskelighederne og træffe nærmere Aftale. Men dette Møde gav heller intet Resultat. Kongen af Sverige ansaae sig, i Følge den med England indgangne Convention, berettiget til at tage Moores Tropper under sin Overcommando, og raade over deres Bestemmelse, medens den engelske General troede sig forpligtet til nøiagtigen at opfylde de ham i hans Instrux givne Ordres, og ei at adlyde Kongen af Sveriges Befaling, naar derved foranlediges en Forandring i Expeditionen. Da saaledes Moore ikke vovede at gaae ind paa Kongen af Sveriges Forslag, at anvende den engelske Krigsmagt til Sveriges Understøttelse enten i Norge, Finland eller Sjælland, lod han endog Moore antyde, at han ei uden kongelig Tilladelse kunde forlade Stockholm. Fra denne Slags Arrest befriede Moore sig dog ved hemmeligen at forføie sig til Gothenborg. Den engelske Flaade blev saaledes liggende uvirksom i Gothenborg, hvilket Sted den forlod uden at have udrettet det mindste til Sveriges Bedste. Hærens Forhold paa Grændsen blev uforstyrret og Krigen fortsattes i samme Stiil som forhen, uden at noget afgjørende skede paa nogen af Siderne.
Flere Skjærmydsler forefaldt imidlertid paa norsk Grændse mellem den norske og svenske Krigsmagt uden at de fleste ledede til noget synderligt Resultat. Næsten alle de svenske Corpschefer havde Rapporter at indgive om Angreb fra norsk Side. Resultatet var forskjelligt, men kun paa enkelte Punkter afgjørende. De Svenske gjorde ogsaa Indfald i Norge, men Overrumpling ved natlige Angreb var efter de Svenskes egen Tilstaaelse af ingen Nytte formedelst de Norskes Aarvaagenhed ved deres Vagthold, hvorimod Forsømmelse i denne Henseende fra svensk Side gav de Norske ved enkelte Leiligheder Fordeel. Under 18de Mai gjorde Staffeldt et Anfald ved Lier, for at forjage de Svenske fra de stærke Forskandsninger, som de der opkastede, men endskjønt de Norske intet Tab leed, opnaaede de ikke deres Hensigt. Til at udføre denne Plan beordrede Staffeldt en Troppe-Afdeling, som bestod af 3 Divisioner af de Throndhjemske og Agershusiske Bataillioner, at angribe Fienden. Udfaldet af dette Angreb berettes som sædvanligt forskjelligt i svenske og norske Rapporter. Stort kan Resultatet ikke have været; thi paa begge Sider rykkede Tropperne ind i deres forrige Stilling.
n195Strax efter denne Fægtning forlod Fienden sine Positioner og rykkede tilbage fra Rødenæs, Ødemark og den nordlige Deel af Aremark, en halv Miil over Grændsen ind i Sverige.
n196 Denne fiendtlige Bevægelse, der betragtedes som en Begyndelse til en Lindring i Norges farlige Stilling, berettedes i Budstikken i Redactionens sædvanlige varme Tone. «Norge aander friere – heder det i Budstikken No. 26 – dets Helte, som saa hæderligen hævde Fædrelandets Frihed, Uafhængighed og vor gode Sag, nyde deres Idrætters Løn. Udgiveren iler at bekjendtgjøre denne vigtige Tidende, og i Morgen ville vi Alle, Medborgere, ile til Templet og takke ham den
Almægtige Hærenes Herre
For Danmarks Seier og Ære.
og med taknemmelige Hjerter anraabe ham fremdeles om at hævde os disse, og bevare Kongen og Fædrelandet.»
Imidlertid var Haabet om Fiendtlighedernes Ophør kort. Fienden blev staaende tæt ved den norske Grændse og pønsede endnu paa et alvorligt Hovedangreb. Da den forhaabede Understøttelse af
Moores Krigerskare forskjærtsedes formedelst ovenanførte Omstændigheder, og da Armfeldts Armee svækkedes ved en aftvungen Forsendelse af flere Detaschementer til en anden Krigs-Skueplads, organiserede og indøvede han Landeværnet i Omegnen og haabede stedse dermed, og med den tilbageværende Rest af sit Armeecorps at kunne foretage noget Alvorligt. Men under Tilberedelserne dertil leed den svenske Armee et betydeligt Tab ved Berby, hvor Overadjutant Adlersparre havde overtaget Commandoen. Prinds Christian August gav nemlig Oberstlieutenant Juul Ordre til at gjøre et Forsøg paa at sprænge Centrum af den fiendtlige Postering i Enningdalen og om muligt kaste den ud over Grændsen. Til denne Expedition bestemtes 876 Mand, hvoraf 106 af et frivilligt Jægercorps under Lieutenant Magnusens Commando. Angrebet skede deels til Lands deels til Vands. Det lykkedes de Norske at afskjære og omgaae Oberst Knorring, der med sit hele Corps, tilsammen 445 Mand, hvoriblandt 27 Officerer, Fanjunkere og Sergeanter, blev taget til Fange.
n197 Den svenske Chef maatte overgive sin Kaarde til en Officer af mindre Rang. Dette Tab gik den svenske Overgeneral meget nær, da det kunde været forebygget ved en rigtig Anvendelse af de betydelige svenske Troppecorps, som laae i Nærheden, og ved Valget af en bedre Stilling. Armfeldt udgyder i sine Breve til Adlersparre sin Harme over Udfaldet af denne Fægtning, der kom ham saa meget meer ubeleilig, som der indløb Ordres paa Ordres til ham fra høiere Steder, om at afsende flere Afdelinger af hans Armee til Finland. Han skyder Skylden paa Knorring, der havde valgt en ufordeelagtig Stilling, medens Andre tilregne Generalens egne Dispositioner dette Uheld.
n198 Kun faa Mand kostede denne heldige Træfning den norske Armee, i det kun 3 Mand bleve dræbte og 7 saarede. Men blandt de Dræbte var den haabefulde Lieutenant Sæter, som blev stedet til Jorde i Fredrikshald med megen Høitidelighed. «Det er mærkeligt», siger Wulfsberg i denne Anledning, «at denne nittenaarige Yngling, som segnede paa Ærens Bane, havde allerede en Tid lang lagt paa en besværlig Feldtvagt mod Grændsen, og skulde været afløst kort før Affairen den 10de Juni; men da han brændte af Lyst til at virke, og fornam, at der nu var Anledning til at udrette Noget, udbad han sig Tilladelse at blive. Ved uforfærdet at stige op paa en Forhugning, over hvilken skulde marscheres, blev han truffen ved Øiet, og endte snart og uden Pinsler sin nyligen begyndte hæderlige Bane». Armfeldt søgte at forbedre Knorrings Uheld, og at tage Positionerne tilbage ved Præstebakke, og dette lykkedes ham ved at lade flere 1000de Mand rykke frem mod de faa hundrede Norske, som vare posterede ved Enningdalen, og for saadan Overmagt maatte vige. Hvad den norske Overgeneral derom indberettede, findes i Budstikken No. 37 og 38 under 9de Juli 1808.
n199 Imidlertid endtes den svenske Armees Krigs-Operationer mod Norge af andre Aarsager.
Under en af de Skjermydsler og Forpostfægtninger, som i denne Tid forefaldt mellem de svenske og norske Tropper blev den haabefulde Grev Oxenstjerna dræbt ved et Skud af en norsk Jæger. Den Afstand, paa hvilken han blev skudt, viser de norske Jægeres sikkre Haand og deres Riflers Godhed. Hvor meget denne Ynglings Død beklagedes i Sverige, og hvor nær den gik Overgeneralen, viser dennes Brev til Adlersparre, dateret vestre Edet den 2den Juli 1808,
n200 som den svenske Udgiver ledsager med følgende Bemærkning: «denne med Hensyn til Natur-Anlæg, Dannelse og Charakteer udmærket hæderlige Yngling syntes at være bestemt til sit Fædrelands Pryd og Ære; men endte sin Bane ligesaa sørgeligt som hæderfuldt». Armfeldt kalder i Øvrigt i et af sine Breve Oxenstjernas Død et Mord, fordi Skuddet efter hans Sigende løsnedes af en Jæger under Parlamenteringen; «for» siger han «blandt flere Officerer at udplukke denne ene, ligesom om det var bekjendt, at han var skabt til at holde Sveriges Fiender i Tømme». Vist nok er det, at Nogle af de norske Jægersoldater, især blandt Bergenhuserne, vare vanskelige saaledes at holde under Disciplin, at deres Forbittrelse jo stundom utilbørligen, stundom med en vis Grusomhed lagdes for Dagen. Derover klagedes ved flere Leiligheder af de Svenske, og det kunde ikke benegtes af de Norske selv. Men den Maade, hvorpaa denne Guerilla-Krig paa den svenske Grændse førtes i adspredte Hobe, stundom Mand mod Mand og ikke i sluttede Geleder, gav ikke Anledning til nogen streng Subordination. Derhos førtes denne Krig fra Soldatens Side ofte med et grusomt Had, hvis Udbrud Officererne stundom havde Vanskelighed ved at holde i Tømme.
De samme Nummere af Budstikken, som forkyndte Nationen denne for vore Tropper saa hærderlige Seier, havde ogsaa at fortælle om betydelige Bidrag af Levnetsmidler og Penge, som fra alle Egne af Landet tilstrømmede General-Commandoen, deels til at vederqvæge
n201 vore lidende Landsmænd, deels til at pensionere de Faldnes Efterladte, deels endog for at forøge Regjerings-Commissionens svage Midler til Krigens Fortsættelse. Budstikkens Udgiver forherliger denne ædle Stemning i Nationen, og opmuntrer til fremdeles at døve Virkningen af falske Rygter ved følgende Tiltale til sine Læsere:
«Bevar, o Norge! fremdeles denne ædle Stemning, den herske med Samfunds-Aand og Kraft, fra Vardø til Glommens Udløb! Dine Sønner være Helte i Feldten, Borgere i deres Arnesteder – trodser Fordomme, som I trodse Fienderne, laaner ikke Øren til Rygter, som Vankundighed eller Fordom udsprede; fæster Lid til dem, som raade, oplyse og veilede Eder, og hvis redelige Anstrengelser fortjene Eders Tillid, saa skulle vi naae det store Maal, hvortil vi Alle sigte: Fiendens forenede Kraft skal vorde brudt af Eders Fjelde og Eders Mod. Og skulde et Folk, der saa djærveligen veed at møde sine Fiender i Felten, mangle Mod til at overvinde den usleste, den foragteligste af alle, Fosteret af Vankundighed og Overtro, som falder ved et Pust, og i vor Tidsalder neppe burde snige sig ind i vore Ammestuer? Sværger det, tappre Nordmænd, at I ville fælde Fordommene, som I fælde Fienderne, og Norge staaer fast, hævdet, hædret paa Naturens og Villiens Klippegrund».
Opfordringer af den Art vise, at der ved Siden af den Opmuntring, som vore Krigeres uventede Held paa Grændsen udbredte, herskede hos Nogle en modløs Stemning, som en Følge af Landets næringsløse Tilstand, og af den Nød og Elendighed, som Mangel paa de nødvendigste Næringsmidler frembragte. Men med Sandhed kan det paastaaes, at Nationens Mod voxede ved disse glædelige Efterretninger om vore Krigeres Held.
Nogle af de sidste Skud, som vexledes dette Aar mellem Svenske og Norske, løsnedes i det Trondhjemske, idet General Krogh lod gjøre et Indfald over svensk Grændse den 8de August, hvor Oberst Engelbrechtsen commanderede, efter at Bergenstråle var afgaaet til Finland. Det lykkedes vel de Norske at erobre noget Feldtbagage, og de lede saa godt som intet Tab paa Mandskab, men Expeditionen selv havde ingen Følge.
n202
Imidlertid indtraf flere Omstændigheder, som gave Krigen en heldigere Vending for Norge, frembragte Slaphed i den svenske Armee, og forstyrrede den svenske Overgenerals offensive Krigsplaner. Krigsskuepladsen i Finland var en Afleder for de Farer, som truede Norge fra svensk Side. De Anstrengelser, som Sverige var nødt til at gjøre for at bevare denne skjønne Juvel i Sveriges Krone, nødsagede denne Regjering til der at opstille den mægtigste Hær-Afdeling, der sammentrænge alle Landets Kræfter, og at anvende alle de Midler, som vare at raade over for at frelse denne dyrebare Provinds. Men disse Midler svækkedes paa mange Maader. Til den svenske Konges Mod til at tage raske og store Beslutninger, til hans Haardnakkenhed i at udføre dem trods mødende Hindringer, svarede ikke hans Klogskab, og ham fattedes Evnen til at vinde sit Folks Agtelse og Tillid. De Skridt, som han foretog sig i den Anledning, havde stundom Udseende af gal Mands Værk, og som en Følge deraf dannede sig strax i Begyndelsen af Sveriges Krig med Rusland og Danmark i Sverige selv et stort Parti Misfornøiede, som sukkede efter Opløsning af den forviklede Stilling, paa hvilkensomhelst Maade det end skede. Da Sverige var bleven sat i Krigs-Tilstand med Rusland og Danmark, formeredes trende Hær-Afdelinger, for deels at forsvare Rigets Grændser mod de indtrængende Russere, deels for at føre en offensiv Krig paa den norske Grændse. Den finske Hær kommanderedes af Grev Klingsporr, General-statholder i Finland, den anden Afdeling, som var opstillet i Skaane langs Kysterne, anførtes af Feldtmarskalken, Baron Toll, og bestod af 12 til 16000 Mand. Den tredie Afdeling var opstillet mod Norge, og dens Operationer have vi ovenfor gjort os bekjendt med. Det ansees af indsigtsfulde Bedømmere af den daværende Krigstilstand for et Misgreb af den svenske Konge, at en Armee opstilledes i Skaane, hvor den lidet behøvedes, efter at Frygten for en dansk-fransk Landgang der over Isen ved Vinterens Ophør var forsvunden, ligesom Tolls uvirksomme Rolle i denne Krig gjøres til en af de djærveste Klagepunkter over de stedfundne Misgreb. Vist er det, at dersom Tolls Armee ved Krigens Udbrud i April Maaned, da den stod uvirksom i Skaane, havde forenet sig med Armfeldts Skarer, havde Norge havt en haardere Forsvars-Kamp at udholde. Men Armfeldts Armee blev slet forsynet med Krigsfornødenheder, hans Styrke blev brudt ved idelige Troppe-Formindskelser. Han søgte at bøde paa denne Mangel paa regulaire Tropper ved at organisere og øve Landeværnet; men just da han var paa Veie til alvorligen at udføre sin store Angrebsplan mod Norge, blev han pludseligen beordret at afsende sine bedste Tropper til den finske Valplads, maatte strax efter overgive Commandoen i andre Hænder og gaae i Exil. Hvor nær dette gik ham vise de Vennebreve, som han skrev til Overadjutant Adlersparre.
Da den svenske Overgeneral saaledes under ovennævnte Hindringer maatte opgive alle Angrebsplaner, slappedes ogsaa Forsvaret fra Norges Side; en fredeligere Tilstand og et Slags Vaabenhvile fandt Sted mellem de krigførende Magter. Denne Norges Neutralitets Tilstand under en heldig Forsvars-Krig, der med gode Forhaabninger maatte synes at kunne forvandles til en Angrebs-Krig, er bleven misforstaaet og mistydet af nogle svenske Historieskrivere, og blev det senere hen i Danmark selv. I sine fortrolige Breve paastaaer General Armfeldt, at der manglede Norge baade Kraft og Lyst til at fortsætte Krigen med Sverige. Kraften var, under ovenanførte Omstændigheder, visseligen ikke stor; men Ingen havde meer end Armfeldt følt Virkningen af dens heldige Anstrengelse, og hvor meget Svagheden understøttedes af det patriotiske Sind, derom give den Tids Krigs-Annaler de hæderligste Vidnesbyrd. Var Lysten til Krig med Sverige paa den Tid ikke stor, og kunde under Norges nedtrykte Stilling ikke være det, saa har dog Ulysten til at bøie sig under Sveriges Scepter, eller til Forening med dette Rige, aldrig været større end under den første Krig med Sverige. Den svenske Vesthær følte dette paa Valpladsen, der vædedes med mere svenskt end norskt Blod, ligesom de fleste Fanger vare i den norske Armees Hænder. Det var imidlertid under saadanne Omstændigheder en let Sag at standse Fiendtlighederne paa den norske Grændse, eller i det mindste dæmpe den blussende Krigslue. Norge begjærte kun at forsvare sine Grændser, og at erobre fiendtligt Land laa ikke i den norske Generals Krigsplan, eller i Nationens Ønske. Den trykkedes noksom af indvortes Forstyrrelse og Næringsløshed, og kunde ikke forbedre sin Stilling ved alvorlige Angreb mod udvortes Fiender, hvis Udfald maatte ansees høist usikkert, uden at Nationen da paaskjønnede det Gode, som derved skulde opnaaes. Da saaledes Forandring i den svenske Armee-Commando, og Svækkelse af Vesthærens Styrke ved flere Detaschementers Afmarschering til den finske Krigs-Skueplads, gav Anledning til et fredeligt Sindelag paa svensk Side, fandt dette snart Samklang paa den norske. General Armfeldt, som forud anede denne Vesthærens forandrede Stilling, havde allerede forberedt denne fredeligere Stilling igjennem en af hans betroede Officerer aabnet Brevvexling med en betydningsfuld Krigsmand i den norske Armee.
n203 Armfeldt henvendte i denne Henseende sine Øine paa
Staffeldt, som han ansaae for Norges dygtigste Krigsmand, og især stor i den lille Krig, der saa meget fortrædigede den svenske Armee, og en Correspondents indledtes imellem Staffeldt og Armfeldts Overadjutant Adlersparre, hvis Gjenstand var en Stilstand af Fiendtlighederne. Mellem begge Overgeneraler Prinds Christian August og Armfeldt fandt ogsaa en fredelig Nærmelse og Underhandling Sted; men denne havde ikke noget afgjørende Resultat. «Den lille Prinds», som Armfeldt kaldte Christian August, var ikke saa føielig, som Armfeldt havde troet. Prindsen viiste sig meget høflig mod Armfeldts Udsending, Posse, og lovede et skriftligt Svar; men Tonen i dette blev anderledes end Armfeldt ventede, og var efter dennes Udtryk «høit og negativt». Negotiationerne endte tilsidst blot dermed, at det tillodes en norsk Officer, at gaae gjennem Sverige til Kjøbenhavn, og mod Slutningen synes endog denne Brevvexling at have faaet en uvenlig Karakteer, da Armfeldt kalder Prindsens sidste Brev saa uanstændigt: «at han blot lod ham, efter høire Ordre vide:
qu'on lui accordait ce qu'il avait desiré». Prindsen lærte del efterhaanden Tingenes sande Forhold at kjende, og Overgivelse af Commandoen over Vesthæren i andre Hænder fremledede en anden Tingenes Stilling. Krigs-Præsidenten, Cederstrøm, fik Overkommandoen den 16de August; men førte den ikke selv personligen. Commandoen vexlede nemlig mellem Cederstrøms Over-Adjutantere. Fra den Tid af blev Forholdet fredeligere.
Adlersparre, som havde den vigtigste Stemme i Vesthærens Krigsraad, hørte blandt de Misfornøiede i Sverige; han ønskede at fremlede et fredeligere Forhold imellem begge Naborigerne, og i hans Hoved begyndte Planer at røre sig, som snart kom til Modenhed.
Danmarks Konge var imidlertid ikke tilfreds med Prinds Christians fredelige Nærmelse, og foreskrev allerede da at føre Krigen mere offensivt. Hans Haab stod aldeles til hans nye Allierede, Russernes Keiser, og han haabede store Fordele af Ruslands Held i denne Krig. Sverige skulde sønderlemmes, og Seierherrene dele dets Provindser imellem sig. Men Prinds Christian gjorde i Regjerings-Commissionens Raad de alvorligste Indvendinger mod at forvandle Forsvarskrigen til Angrebskrig, og disse vare, og kunde efter Tingenes daværende Stilling kun være, hentede fra Betragtninger over Norges indvortes Forfatning. Just i denne Sommer steeg Mangelen i Norge til den høieste Grad, og Brødet maatte erstattes ved ubeqvemme og smagløse Surrogater. Armeen var, uagtet alle Anstrengelser fra Regjerings-Commissionens og Privatmænds Side, blottet for de vigtigste Vehikler til at føre Krig; thi Norge var i Følge Fiendernes strenge Blokade afsondret fra Frændelandet, hvor dette Forraad fast udelukkende var opsamlet. Den norske General havde saaledes faa Midler i Hænde til at sætte den hele Troppesamling i Bevægelse, for at gjøre Indfald i Sverige, eller til at oprette de til den Ende fornødne Magasiner. Han maatte stole paa at finde disse Midler i Fiendens Land. Men dersom den almindelige Bemærkning er rigtig, at den Fiende, der vil vente at gjøre heldige Fremskridt i Sverige, maa selv medbringe sit Material, saa gjældte dette fornemmeligen om den Deel af Sverige, hvori Prindsen skulde gjøre Indfald. De første Skridt paa Fiendens Bund lovede ingen Overflod; thi fattige og udsuede Provindser stødte til den norske Grændse, og den svenske General klagede over samme Mangel som den norske, endskjønt Nøden iblandt menig Mand langt fra var saa stor i Sverige som i Norge. Den norske Armee maatte altsaa slæbe med sig transportable Forraad af Levnetsmidler, indtil den nærmede sig Sveriges rigere Egne, som laae fjærnt fra den norske Grændse. Men der var ingen Rimelighed for, at dette kunde skee uden at møde fast uovervindelige Hindringer fra svensk Side. Den Hær, som Prinds Christian August kunde sætte i Bevægelse, uden at blotte Norge selv, var i Antal lidet større end den svenske paa norsk Grændse, og var i den store Krigs-Disciplin mindre øvet. Ved Siden af den udskrevne Hær havde Armfeldt organiseret et Landeværn, som af ham længe var øvet, og hvis krigerske Holdning han i sine Breve berømmer. Denne Forstærkning havde Armfeldts Eftermand tildeels til sin Raadighed. Desuden laae General Toll i Skaane med en betydelig Krigsmagt, som kunde ile Vesthæren til Hjælp, og der var allerede lovet den svenske General en betydelig Troppe-Afdeling derfra til Undsætning. Under disse Omstændigheder maatte den norske Overgeneral betragte et Indfald i Sverige som betænkeligt, ligesom et saadant neppe havde vundet Nationens Bifald; men snarere vilde have dæmpet den patriotiske Lue. Fred var i Norge det almindelige Ønske, til den gamle Tingenes Tilstand stod endnu Nationens Hu, og Ingen deelte den danske Regjerings sangvinske Forhaabninger om de store Fordele, som Forbindelse med Rusland, og Krigens Fortsættelse ved dets Side, kunde tilveiebringe den danske Stat. Kun til Forsvar, ei til Erobring stod den almindelige Attraae og Opmærksomhed.
Disse Grunde gjorde Prindsen gjældende i Regjerings-Commissionen, og, understøttet af Falsen, gik hans Mening igjennem, hvor utilbøielige end Commissionens øvrige Medlemmer vare til at modsætte sig deres Konges Villie. Deres Høiagtelse for Prindsen, og deres Tillid til hans Feldtherre-Talent overvandt derhos enhver anden Betragtning. Der er ikke mindste Anledning til at troe, at Prindsen skulde have hentet Grunden til sit fredelige Forhold til Sverige fra Hensyn til Planer, hvis Beskaffenhed endnu ikke kunde være ham bekjendt. I Følge den Nærmelse, som fandt Sted imellem begge Armeers Chefer, efterat Adlersparre havde faaet den vigtigste Stemme i Vest-Armeens Krigsraad, vidste Prindsen vel, at der herskede Misnøie i Sverige med dets Konge, men han havde neppe Anelse om, at hans egen Person var indviklet i Planen. Tydeligere vil dette vises i Historiens videre Fremskridt.
Imidlertid begyndte Danmarks politiske Udsigter allerede nu at formørkes, og Haabet om i dets Allieredes Understøttelse at finde Erstatning for de lidte Tab at formindskes. Vel kunde det fredelige Forhold, som tilveiebragtes imellem begge Armeerne paa den norske Grændse, ikke hindre Russernes Fremskridt, som allerede før Aarets Ende bragte Finland under den russiske Krone; men Opnaaelsen af dette Krigens Formaal var tillige Grændsen for Ruslands Udvidelses-Planer paa den Kant.
n204 Fra den Dag af lunknedes Ruslands belovede Iver for Danmarks Interesse, og dets Politik tog en anden Vending, der vendte sin Braad mod Danmark selv.
Ikke saa heldig var i Løbet af dette Aar Danmarks anden Allierede, Frankrige, for hvis Skyld Danmark især blødede og omsider sønderlemmedes. Det lod til, som den store Seierherre ogsaa skulde mindes om Lykkens Ubestandighed, og det der, hvor han mindst ventede en Hindring for hans seierrige Fremskridt, og kraftfuld Modstand mod hans store, vidt omfattende Planer. Vist er det, at dette Aar var ligesom Lykkens Vendepunkt for den store Napoleon, og at Elementerne til hans Fald under samme beredtes i det Fjærne. I den første Deel af dette Aar indtraf den store spanske Revolution, hvoraf Napoleon benyttede sig for at styrke sin politiske Kraft og Indflydelse. Efterat den spanske Konge Carl den IVde nødtvungen havde overdraget Scepteret i sin Søn Ferdinands Hænder, stillede Napoleon sig paa den krænkede Faders Side, lokkede begge Fyrster til den franske Grændse, og tilveiebragte en Forening imellem Fader og Søn, som ledede til begge Fyrsters Thron-Afsigelse. Begge kunde kaldes Napoleons Fanger, som anvistes deres Opholdssted i Frankrige, medens Napoleons Broder Joseph hævedes paa Spaniens Trone, efterat hans Svoger Murat var bleven ophøiet paa Neapels. Men den spanske Nation lod sig ikke roligen paatvinge det nye Dynasti, men vakte en Krig, som under forskjellige Skikkelser har varet til den seneste Tid, og som maa betragtes som den kraftfuldeste Spire til Napoleons Undergang. De Hære, som opstilledes mod hverandre, strede ikke som paa den store Krigs-Skueplads i Tydskland for en politisk Overvægt; men en ædel Nation opstod i Masse, for at forsvare sin Selvstændighed, og sin politiske Stilling under et gammelt Dynasti. Den nye Konge Joseph holdt vel sit Indtog i Madrid i Juli, og Aviserne vare fulde af den Jubel, hvormed han der blev modtagen, – disse Yttringer af Pøbelens Bifald vindes for let Priis; men kun kort varede den nye Konges Ophold i Spaniens Hovedstad. Den i Spanien samlede franske Krigsmagt kunde ikke standse den udbrudte Revolutions Strøm. Den 20de Juli maatte de franske Generaler, Dupont og Wedel overgive sig med 20,000 Mand, og allerede i August maatte den nye Konge igjen forlade Spaniens Hovedstad, der faldt i Insurgenternes Hænder. Napoleon kunde imidlertid ikke være ligegyldig ved denne Tingenes Forandring. Han samlede en stor Krigsmagt, stillede sig selv i Spidsen, og endnu var Aaret ikke ganske udrundet, da Frankrigs Keiser holdt sit Indtog i Madrid, og igjen indsatte sin forjagne Broder i sin nye Konge-Værdighed. Denne Revolution var saaledes endt tilsyneladende til Frankriges Fordeel; men følgende Annaler have at fortælle om, at denne Ild vel for et Øieblik var dæmpet; men langt fra udslukt.
I Portugal udbrød ogsaa i dette Aar en Revolution, hvis første Følger syntes at maatte blive fordærvelige for Frankrig. Det portugisiske Hof var flygtet til Brasilien, hvor et nyt Keiserrige oprettedes; offentligen bekjendtgjordes, at Huset Braganza havde ophørt at regjere i Portugal, og Junot skulde i den franske Keisers Navn regjere dette Rige. Deputerede sendtes fra Portugal til Napoleon under hans Ophold i Bayonne, disse bleve venligen af ham modtagne og formanede til at holde fast ved det Fastlands-System, der udelukkede Englænderne fra Fastlandet. Men Insurgenternes Held i Spanien, og Løfte om Englands Hjelp, foranledigede ogsaa en Revolution i Portugal, som udbrød i Juni Maaned, og kraftigen understøttedes af en engelsk Krigsmagt, saavelsom af spanske Insurgentere. Den franske Overgeneral Junot, Hertug af Abrantes, reddedes kun fra at blive gjort til Krigsfange ved en Capitulation med den engelske General Dalrympel, hvis Betingelser ei bifaldtes af den engelske Regjering. Det Regentskab, som forrige Aar var bleven indsat af Prindsen af Brasilien, fornyedes, de fraværende Medlemmer erstattedes ved nye Valg, og Englænderne gjorde Portugal til Basis for deres militaire Foretagender til Fordeel for de spanske Insurgentere. Der gaves saaledes et Tidspunkt i Aarets Løb, da Spanien og Portugal vare saa godt som befriede fra franske Tropper, og omendskjønt Frankrige inden Aarets Ende igjen plantede sin Seiersfane paa den pyrenæiske Halvø, saa var det dog langt fra at Insurrectionen kunde kaldes dæmpet.
En Scene af den spanske Insurrectionskrig forfløttedes i Sommeren 1808 ogsaa til Danmark. For at bortfjærne Kjærnen af spanske Tropper fra Spanien og understøtte Napoleons Planer til Josephs Indsættelse paa dets Trone, bleve omtrent 10,000 Mand under
Romanas og
Kindelans Commando afsendte til Danmark, under Paaskud af at en Landgang paa Sverige skulde forsøges i Forening med danske Tropper. Af disse bleve 6000 Mand kantonnerede i Fyen, og omtrent 1000 Mand i Jylland. Midsommers omtrent lagdes en Plan til at bringe disse Tropper hemmeligen ombord i den engelske, i de danske Vande krydsende Flaade. Det lykkedes en spansk Geistlig, forklædt som Kjøbmand, at aftale med Overgeneralen for disse Tropper, Romana, denne Plan. Paa Nyborgs Volde, under en fortrolig Samtale, som førtes paa Latin, underrettedes Romana om Begivenhederne i Spanien, og om de Foranstaltninger, som fra engelsk Side vare trufne til at modtage de befriede spanske Krigere. Planen lykkedes fuldstændigen. Paa en bestemt Dag overmandedes den danske Garnison i Nyborg, de spanske Tropper befordredes i engelske og danske Skibe, hvilke sidste de til den Ende bemægtigede sig, og kom lykkeligen ombord i den engelske Flaade, som var beredt til at modtage dem. Nogle smaa danske Krigsfartøier søgte vel at modsætte sig Indskibningen, lagde sig midt i Indløbet til Nyborg Fjord, og beskjøde de Skibe, som toge de spanske Tropper ombord; men de bleve let bragte til Taushed, og nødte til at overgive sig. Indskibningen skede i saa stor Hast, at Cavalleriet maatte efterlade en stor Deel af sine Heste. De løsladte vilde andalusiske Hingster rasede mod hverandre indbyrdes i Nærheden af Nyborg, myrdede hverandre, og kun faa indfangedes af danske Landmænd, som dermed forbedrede deres Hesterace. Da Spanierne vare komne vel ombord i de engelske Skibe, løslode de ædelmodigen de benyttede danske Transport-Skibe. Det var ikke Had til Danmark, Kjærlighed til Fosterlandet og Attraa efter at dele med deres Landsmænd den udbrudte Revolutions Farer, som bevægede den ædle Romana og hans Spaniere til denne Krigsbedrift. De 1000 Mand spanske Tropper, som laae i Jylland, lykkedes det efter en forceret Marsch af 18 Miil i mindre end 24 Timer, at forene sig med deres Landsmænd. Saaledes indskibede 7000 Mand sig paa den engelske Flaade. Saa lykkelige vare ikke de 2 Regimenter, som vare i Sjælland. De bleve omringede af en overlegen dansk Krigsmagt, gjorte til Krigsfanger, og bleve siden sendte til det Indre af Frankrige. Den spanske Hær under Romanas Anførsel berørte paa Tilbageveien til Fædrelandet England, hvor Romana blev modtaget med store Æresbeviisninger, og hans Tropper udstyrede med alle Fornødenheder og ny munderede. Romana gik med sin Afdeling derefter sin ulykkelige Skjebne under den spanske Befrielses-Krig i Møde.
n205
I Norge kunde den korte Landkrig efter August Maaned dette Aar, under en stiltiende Vaabenhvile, ansees saa godt som endt, og paa Havet havde den svage norske Flotille sjeldent Leilighed til at maale sig med den engelske store i Nordsøen svømmende Overmagt. Den danske ved Voldsfærd ødelagte Marine kunde ingen Tordenskjold skabe, der omtrent for 100 Aar siden paa disse Høider saa djærvt beskyttede Rigernes Skibsfart, og ved modige Vovestykker ofte tilføiede Fienden ubodelig Skade. Alt fattedes til at føre Krigen paa denne Maade, Skibe, Ammunition og Proviant. Denne Søkrig førtes, som forhen bemærket, fra dansk Side, som en Kaperkrig, i hvilken vore smaa Krigsfartøier smuttede ud af Klippens Ly for at afskjære Efternølere eller Fartøier, som havde tabt deres Cours, fra en Konvoi, eller som angrebe et ensomt vandrende Krigsfartøi af mindste Kaliber. Naar de enkelte store Skibe, som vare tilbage af den røvede danske Flaade, vovede sig ud fra dansk Side, flokkede en stor Overmagt af engelske Orlogsfartøier sig om det visse Rov og tilintetgjorde det i en ulige Kamp.
Men om end Krigens Rædsler hvilede, vaagede tusindfold Sorger og Bekymringer i vort ulykkelige Fædreland. Alle Næringsveie vare saa godt som standsede, Landets Forsyning med de fornødne Levnetsmidler gjordes fremdeles farlig, fordi Nordsøen var opfyldt med fiendtlige Krydsere, og den under en lykkelig Handels-Periode opsparede Formue forsvandt alt meer og meer. Men disse Ulykker bares imidlertid med en priisværdig Taalmodigbed, og intet Middel forsvømtes for at afværge Følgerne af disse sørgelige Conjuncturer. Mindre udrettede maaskee i denne Henseende de saa ideligen anpriiste Surrogater for Brødet, blandt hvilke især den islandske Mose spilte den vigtigste Rolle, og hvis Brug paa Land og Strand i høie Toner anbefaltes af de saakaldte Mosepræster.
n206 Langt mere udrettede en i alle Oekonomier indført Tarvelighed, hvis Spor vise sig endog indtil vore Dage, i det mangesteds i Smaabyerne en større Simpelhed i Gilder og Samqvem hersker nu end tilforn, og bakkanalske Udskeielser ere blevne sjeldnere. Paa mangen en, endog endnu formuende, Mands Bord fandtes ingen Viin, men kun Øl, og mangesteds indskrænkedes Brugen af Smør og Colonialvarer. En stor Lykke for de mindre formuende Borgerklasser var den udvidede Kartoffeldyrkning; thi det var først i Krigens Tid at denne Sæds Vigtighed blev paaskjønnet, ikke, som i vore Dage, for at føde Brændeviinsbrænderierne, men for at vederqvæge den Hungrige og formindske Nøden i Huusmands-Hytten. Hvilke Tvivlsmaal der kan opkastes mod Kartoffeldyrkningens Hensigtsmæssighed paa store Lodder, naar den drives til en stor Grad uden at der paa anden Maade sørges for at styrke Jordens, ved denne udtømmende Sæd, svækkede Kraft, saa er det vist, at den er en stor Velgjerning paa de mindre Lodder, paa hvilke en omhyggelig Tilberedelse af Jorden, og en forholdsmæssig lettere Adgang til Gjødningsmidler paa et indskrænket Areal, lettere vedligeholder Jordens Productions-Evne. Men vist er det, at den udvidede Dyrkning af Kartofler under Krigen, og det store Tilskud af Næringsmidler, som derved tilflød ringe Mands Huus, maa betragtes som et af de vigtigste Midler til at formindske Nøden i Landet under Krigen, ligesom denne Sæde-Art fra den Tid, især i Fjeldegnene, udgjør den vigtigste Deel af Markfrugter paa de smaa Lodder og af ringe Mands Fødemidler.
Norges Providering var altsaa fremdeles en Gjenstand for Regjerings-Commissionens Omsorg og forbunden med store Bekymringer. For at fremme dette Øiemed blev det atter overdraget Grev
Wedel i denne Høst at foretage en Reise til Danmark, hvorved ogsaa tilsigtedes at fornye flere Forestillinger til den danske Regjering, hvorom Regjerings-Commissionen intet Resultat havde faaet. For at fremme Hoved-Øiemedet af denne Reise, Norges Providering, bemyndigedes Greven til her i Norge, deels ved frivillig Accord, deels ved Reqvisition, at fragte saa mange Skibe, som vare tjenlige til denne Fart, samt igjennem Enroullerings-Cheferne at udskrive de til Skibenes Bemanding fornødne Søfolk. Ved Hjælp af disse Skibe, saavelsom af dem, det kunde lykkes ham at faae fragtet i Danmark, overdroges det Greven at oversende, fornemmeligen til Agerhuus Stift, de befragtede Kornskibe; thi i dette Stift var ikke alene Trangen til Korn størst, men der var ogsaa Armeen samlet, for hvis Forsyning med Levnetsmidler der fornemmeligen maatte sørges. I Christiansands Stift fandt fremdeles den større Virksomhed Sted med Hensyn til Kornforsyningen, og en Deel af dets fra Danmark overbragte Korn udbredtes endog til Nabostiftet. Greven udførte det ham overdragne Ærende med sin sædvanlige Raskhed og med Anvendelsen af store Midler. Han paadrog sig endog ved omgribende, og tilsyneladende egenmægtige Foranstaltninger, tildeels Regjerings-Commissionens Misnøie, og krydsede Privates Planer ved at indtvinge alle beqvemme Kornfartøier i den offentlige Korn-Transport. Men han indsaa snart Nødvendigheden af ei at forstyrre den private Providering, og lempede Udførelsen af sit vigtige Ærinde derefter. Han udførte saaledes ogsaa denne Commission til Fædrelandets store Gavn, og sparede til den Ende hverken sin Person, sin private Credit, eller de Midler, som hans Indflydelse og mange Forbindelser i Danmark gav ham i Hænde. Ved denne Leilighed overdroges det Greven tillige at anbefale paa ny de Handlendes gjentagne Ansøgninger om nye Laan, og Nødvendigheden af at flere Assignationer udfærdigedes, enten igjennem Finants-Collegiets egen, eller ved Regjerings-Commissionens Foranstaltning. Grevens Forestillinger i denne Henseende foranledigede formodentligen den danske Regjering til, strax i Begyndelsen af 1809, at udsende sin Agent til Norge, for deels at undersøge Handelsforholdene, deels aabne Virksomheden passende Tilflugtskilder. Det paalagdes Greven tillige, at søge bevirket en hastig Afgjørelse af de Sager, som for Rentekammeret vare andragne, angaaende Skibe, som af Fienden vare opbragte eller ødelagte, og for kongelig Regning assurerede, «da disse Sagers længere Henstand vilde svække Tilliden til denne saa nødvendige Foranstaltning, samt derhos at bevirke Udvidelsen af denne Assurance til Ladninger, som herfra nedsendes». Til hans Ærinde hørte ogsaa igjennem General-Post-Amtet at foranstalte en sikker Postgang. Endeligen overdroges det Greven at bevirke Regjerings-Commissionen en Credit aabnet paa Rendsborgs Zahlkasse af i det mindste 500,000 Rd.,» som uomgjængelig fornøden, deels for at lette de Handlendes Speculationer, og deels for at betale de af Greven for Regjeringens Regning sluttende Befragtninger».
n207 Det sees heraf, paa den ene Side, hvor bunden Regjerings-Commissionen var i sin Virksomhed, i Følge alle vigtige Decisioners og offentlige Foranstaltningers Sammentrængen til et fjærnt, paa flere Maader spærret Punkt, og paa den anden Side, hvor mangeartet den Nød og Forlegenhed var, hvori Norge paa den Tid befandt sig. Den danske Regjering begyndte efterhaanden at indsee denne Norges mislige Stilling, og vi ville senere hen faae at see, hvilke Midler den benyttede sig af, for at komme det til Hjælp.
Til samme Tid udgik en Opfordring til alle Landmænd, at afgive de Kornvarer, som de kunde afsee, til Armeens Brug for en passende Betaling, hvorhos det antydedes, at dersom det til Armeens Forsyning nødvendige Korn ikke paa denne Maade tilveiebragtes, kunde det forventes, at en Reqvisition til Leverance af det Fornødne vilde blive iværksat. I Regjerings-Commissionens Protokol findes, at Kammerherre Peder Anker, som boede i Nærheden af Norges bedste Kornegne, især var virksom til at fremme denne Foranstaltning, hvorfor et Taksigelses-Brev i den Anledning til ham blev udstedt. Statens Magasiner bleve imidlertid paa den offentlige Vei saa slet forsynede, at Udskrivning maatte finde Sted, og der kunde intet større Beviis gives paa hvor slet Kornmagasinerne vare forsynede med Provisioner, end at Udskrivningen udvidedes til de meest korntrængende Egne, hvis Beboere ei kunde see Vinterens Ende, før de maatte understøttes med Korn, naar ei Hungersnød der skulde indfinde sig. Regjerings-Commissionen bestormedes derfor med idelige Ansøgninger om Fritagelse for eller Lettelse i disse Leverancer, og den blev først senere hen, formedelst Providerings-Commissionens Aarvaagenhed og den private Kornforsynings Held, sat i Stand til at udføre Foranstaltningen paa den mildeste Maade, ligesom Krigens Ophør under Vinteren gjorde det mindre nødvendigt at forsyne saa rundeligen de offentlige Magasiner.
Mod Aarets Slutning mistede Regjerings-Commissionen ved en overordentlig Dødsmaade trende af sine Medlemmer, hvoraf de tvende ikke engang indtoge deres Sæde i Commissionen. Det største Tab var vistnok Etatsraad Falsens Hengang, der havde været et saa virksomt og talentfuldt Medlem af den norske Regjering, hvis Indflydelse paa Forretningernes Gang sporedes i alle vigtige Expeditioner, og hvis varme Fædrelandssind og trøstende Tiltale i Farens Stund opflammede og opmuntrede den bedre Deel af Nationen. Endskjønt Falsen ikke havde naaet den almindelige Grændse for Menneskets Leve-Alder – han var kun 53 Aar – saa var han dog en udlevet Mand, og saa stærk Sjælen var, saa svag var Legemet, der ikke kunde bære Byrden af de Sorger, som Fædrelandets farlige Stilling paalagde den varme Patriot.
n208 Hans svage Legeme var ikke den Anstrengelse voxen, som var forbunden med hans vigtige Kald, og et Mismod over Fædrelandets Stilling, der grændsede til Mistvivl om at den snart kunde forbedres, fremkaldte en Lede til Livet, der forkortede hans Dage. Neppe var et Aar forløbet fra hans Indtrædelse i Regjerings-Commissionen, før han faldt tilbage til sin mørke melancholske Sindsstemning, som nu forenedes med de meest foruroligende Anstrøg af Tvivlraadighed, Frygt og Forestillinger, som manglede al Grund og som grændsede til en fuldkommen Aandsforvirring. Lægers, hans Families og Venners Anstrengelse for at rive ham ud af denne sørgelige Tilstand vare frugtesløse, og han overgav sig i den Grad til denne sygelige Sjæls Tilstand, at ethvert Forsøg paa at opmuntre ham var ham imod, og forværrede hans Tilstand. Det var i en saadan sørgelig Sindsstemning, at han en storm- og regnfuld Høstaften den 16de November 1807 forlod Thalias Tempel, som hans heldige Muse saa ofte havde opmuntret, og hans forvildede Skridt lededes til Graven. Den følgende Morgen fandtes hans Liig i Christiania-Fjorden.
Falsens Død udbredte en almindelig Sorg ikke alene i hans Familie, blandt Venner og Bekjendte, men over det ganske Land, som havde sporet velgjørende Følger af hans daadfulde Virksomhed, og følt sig opmuntret i Nødens Stund ved hans Budstikke. Aldrig var derfor hidtil seet saa stor en Sørgeskare ved en Ligbejængelse, som ved Falsens, og den Liigtale, som Biskop Bech holdt ved hans Grav, hører vist nok blandt hans bedste Aandsproducter.
n209Næsten samtidig med Falsen fandt Kammerherre Georg Kaas, som var udnævnt til Medlem af Regjerings-Commissionen, sin Død i Bølgerne. Han gik ombord i Fladstrand en stormfuld Dag, for at undgaae de engelske Krydsere, og Natten efter strandede Skibet paa den norske Kyst i Nærheden af Kragerø, hvor strax efter hans paa Stranden indkastede Legeme bebudede den indtrufne Ulykke.
Som en Følge af den Vacance, som ved disse Dødsfald indtraf i Regjerings-Commissionen, udnævnedes under 12te December Etatsraad og Deputeret i General-Toldkammeret N. Tønder Lund, til Medlem af Regjerings-Commissionen, og fik Befaling at forføie sig til sin Post over Jylland. Tønder Lund var Nordmand, bekjendt som dygtig Embedsmand, Videnskabsmand, især stor Naturforsker, og almindelig agtet formedelst sit Retsind og sin faste Karakteer. Hans Udnævnelse opvakte saaledes et stort Haab hos Nationen. Men ogsaa han fandt sin Grav paa den sørgeligste Maade i Bølgerne ved Overfarten til Norge. Mod Slutningen af dette og i Begyndelsen af næste Aar indfandt sig en usædvanlig Kulde, som opfyldte Nordsøen mellem Jylland og Norge med Haviis. Da imidlertid Frygten for fiendtlige Krydsere paa den Tid var større end for Farerne paa Søen, besluttede Tønder Lund at indskibe sig fra Nordstrand, for at sætte over til Norge paa det korteste Farvand. Men han naaede ikke Norges Kyst. Skibet skruedes fast i Isen og forgik. Det saaes fra Omegnen af Arendal i en lang Afstand, og flere Forsøg gjordes for at komme det i Havsnød stedte Skib til Hjelp. Baade vovede sig ud paa Isen, men alle Forsøg vare forgjæves. Skibet forsvandt, og der fandtes ikke Spor deraf.
Vi staae saaledes i vor historiske Skildring ved Enden af et Aar, som, saavel med Hensyn til Landets udvortes, som indvortes Stilling, med Føie regnes for et af de mørkeste og kummerfuldeste, som Norges Historie har at fremvise. Det begyndte med en farlig Krigs-Tilstand med vore Naboer, som paa mange Maader i den betænkeligste Grad forværrede Norges Stilling, og hvis Resultat, om det var blevet nok saa glimrende, ikke kunde benyttes til Norges Fordeel; thi Norge begjærte ikke, og var ikke tjent med, en Grændse-Udvidelse, og det maatte have lidet Haab om langvarig Besiddelse af en mulig Erobring. Norge var udeeltagende i og fremmed for Danmarks Erobrings-Planer. Det gik imidlertid uden Skam og uden Landspilde fra denne det paatvungne Krig. Det skyldte deels sine Heltes Tapperhed, deels sine Fienders Mangel paa Sammenhold i Krigsplaner, og Svaghed i Midlerne til at udføre dem, at Fienden for denne Gang ingen Fremskridt gjorde i Norge, og i den sidste Aarets Halvdeel forvandledes Krigstilstanden til en Vaabenhvile, som aabnede Udsigten til Fred. Men i det Indre af Landet var Tilstanden sørgelig. De foregaaende Aars muntre Virksomhed var ophørt, Handelsskibene laae mestendeels stille i vore Havne, det var tyst i vore Skove, og de vigtigste af vore Fabrikker opdyngede Producter, som de ei kunde sælge. Ved Siden af Næringsløshed svingede Hungeren sit skarpeste Sværd over vort ulykkelige Fædreland, og der fandtes Billeder paa Elendighed og Nød i vore Fjelde, ja i vore af Naturen bedst begavede Bygder, som sjeldent sees enten hos os eller hos Andre. Men denne nedtrykte Stilling frembragte ingen urolige Scener, af hvilke bedre Dage under en periodisk og let afhjælpelig Mangel havde seet mange flere. Folket leed med Resignation, og et Glimt af Held paa Valpladsen frembragte en munter Stemning i Nationen, som om intet Stof var til Bekymring. Fædrelandskjærligheden viiste sig ligesaavel i Gjerning som i Ord, og store Offere gjordes for Almeenvellet midt under mange Gjenvordigheder paa Virksomhedens Vei og i det private Liv. Et upartisk Vidne til disse Begivenheder, og disse Nationens Forhold maa ansee de tvende første Krigens Aar som Ulykkens Dage, men Nationens Færd under disse som i Sandhed hæderlig. Dette Ulykkens Aar, 1808, gled til sin Ende, og dets sidste Dage betegnedes med Nationens smertelige Tab.
Dersom vi gaae et Aarhundrede tilbage i vor Historie, da finde vi Lighed og Ulighed i Landets udvortes og indvortes Forhold. Frederik den IVdes Politik var i flere Henseender den samme som Frederik den VItes; men den var mere selvvalgt, medens Frederik den VItes var mere fremtvungen af fremmed Voldsomhed, og begges Politik understøttedes af en ulykkelig Tillid til falske Venner. Frederik den IVde kastede sig ind i den nordiske Krig, for, under Carl den XIItes Fraværelse og Sveriges ved blodige Krige svækkede indvortes Tilstand, at vinde tilbage forlængst tabte Provindser, der udgjorde en sammenhængende ligesom af Naturen selv bestemt Deel af det svenske Rige. Han forenede sig til den Ende med Sveriges evige Fiende mod Østen, der benyttede Danmarks Kræfter for at tilintetgjøre Sveriges Sømagt, den farligste Modstand mod den russiske Czars voxende Magt. Frederik den IVde gik i Snaren, førte en langvarig og blodig Krig, svækkede sine Finantser, forstyrrede Fredens Virksomhed, og afbrød Handelens Fordele, og da han just var paa Veie at høste Frugten af disse Opofrelser, sluttede hans troløse Forbundsven en hemmelig Forbindelse med Danmarks Fiende, hvori Norge skulde benyttes som et Byttemiddel til Ruslands Forstørrelse. Den svenske Kongehelt faldt, og Planen rykkede, et Aarhundrede ud i Tiden, Den samme politiske Scene gjentoges, men under en anden Form, i Frederik den VItes Dage. Lumskt overrumplet og grusomt mishandlet af England, kastede Frederik den VIte sig i Armene paa Ruslands Keiser. Af ham forledtes han til at forøge sine Landes, og især Norges, Lidelser ved en ubetimelig Nabokrig, og belønnedes for sine Opofrelser med de nordiske Rigers Sønderlemmelse. Saaledes kom Peter Czars og Carl den XIItes Plan, efter et Aarhundredes Forløb, til Modenhed og omsider til Udførelse. Thi Rusland havde ikke beholdt den skjønne erobrede Provinds, da den franske Krig udbrød, naar det ikke havde kjøbt Sveriges Neutralitet og siden dets Hjælp ved den skandinaviske Halvøes Forening. Det kjøbte en Fiendes Venskab ved at sønderknuse en Ven. Frederik den IVdes Landmagt høstede ingen Laurbær paa Valpladsen; men hans Sømagt var som oftest seierrig og respecteredes overalt, og hans Søhelte have fæstet deres Navn i Nordens Historie. Frederik den VItes Søværn indskrænkede sig til meer eller mindre heldige Kapertog og Smaafægtninger Skib for Skib. Der var saaledes stor Lighed og Ulighed i begge disse Kongers politiske Færd og Skjebne; men Frederik den IVdes Vildfarelse, i sig selv større og af en uædlere Art, skjultes under et mindre uheldigt Udfald og en lykkelig tilbagevendt Fred; Frederik den VItes politiske Feiltrin fremhævedes ved en uforudseet Vending i Europas Stilling og et endnu meer ulykkeligt end uklogt Valg af Politik. Fremtidens Historieskrivere ville bedømme disse Kongers Færd retfærdigere end Nutidens. Vor nærværende Historie har et andet Maal, nemlig at udvikle de Begivenheders Gang, som fremledte en Forandring i Norges politiske Stilling og Norges Tilstand under denne Gjæring.
Forordningens 1ste Capitel indeholder Maaden, hvorpaa de Personer, som ere engelske Undersaattere, skulle behandles. 2det Capitel foreskriver, hvad der med engelske Skibe og Varer, Vexler og Gjeldsfordringer skulde foretages. Den 25de § indeholder: «Alle Vexler, som ere trasserede eller endosserede af nogen storbrittannisk Undersaat, skal fremdeles honoreres efter Vexelretten, dog saaledes, at Betaling ikke maa skee umiddelbar til Præsentanten, men til en Committee, som Kongen for hans Riger og Hertugdømmer til det Øiemed vil anordne i Altona, hvilken Committee det skal paaligge at undersøge og forvisse sig om, hvorvidt den udbetalende Sum maatte være engelsk Fordring, da den i saa Fald bliver at deponere i den kongelige Kasse indtil videre; i modsat Fald erholder Præsentanten Vexlens Beløb udbetalt». (I Følge Plakat af 16de October skulde Vexlens Eier være pligtig til at fremlægge sine Handels-Bøger eller en Notarial-Afskrift, eller om fornødent gjordes for Retten aflægge sin Ed paa, at Vexelgjælden ei tilhørte storbrittanisk Undersaat). 3die Capitel indholdt i 28de §: «Alle Breve uden Undtagelse, som komme fra England, eller ere bestemte derhen, saa og alle Breve til storbrittaniske Undersaattere, skal, naar og hvor de antræffes, indsendes til Stiftamtmanden, og ingenlunde udleveres efter Adressen» o.s.v.
Huset Wolffs & Dorville, som dengang vare de norske Trælasthandleres vigtigste Commissionairer i England, opgiver de Summe, som i Norge confiskeredes, saaledes:
| 2,266 £ | 8 s. | 7 d | Henrik Gerner, Moss. |
| 1,373 – | 3 – | 6 – | Magnus Thyrholm, Do. |
| 1,274 – | = – | = – | Hans Jensen Blom, Skien. |
| 640 – | 8 – | 8 – | Christen Heyerdal, Christiania. |
| 199 – | 5 – | 6 – | Johannes Berg Do. |
| 230 – | = – | = – | Daniel Ellefsen, Do. |
| 141 – | 3 – | 1 – | Salomon Clausen, Do. |
| 130 – | 11 – | 8 – | Sivert Rud, Moss. |
| 136 – | 16 – | = – |
| 6,441 £ | 17 s. | = d | |
Den danske Consul i London, Jens Wolff, klager i sin Bog «Appeal and Memorial, London 1833» baade over Confiskationen selv, som han anseer stridende mod Folkeretten, og derover at han, som dansk Consul, deri blev indlemmet. Derhos oplyser han, at disse hans Debitorer liqviderede deres Gjæld tildeels med 1 Schilling Sterling i Pundet. Der var vel og norske Debitorer til andre engelske Huse, som opgave deres Gjæld til Staten; men neppe vare de enten mange, eller Summerne af Betydenhed.
Cancelli-Plakat af 24de August 1807, hvorved bekjendtgjøres: «At Kongen, under nærværende Omstændigheder, anordner en interimistisk Regjerings-Commission for Norge, bestaaende af Gen. Major, Prinds Christian August af Augustenborg, der fører Præsidium, saa ofte den ham overdragne militaire Commando tillader ham at være tilstede, Stiftamtmand over Agershuus Stift, Kammerherre, Grev Gebhard Moltke, og Justitiarius i Agershuus Stifts-Overret, Etatsraad Falsen, og at han derfor har tillagt denne Commission Ordre om, paa eget An- og Tilsvar, at afgjøre Alt hvad den til Landets Tarv anseer fornødent, og hvortil den ei betimelig kan erhverve speciel Kongl. Resolution, samt befalet, at alle Over- og Under-Øvrigheder i Norge uden Undtagelse skal indhente Forholds-Ordre fra denne Commission.»
Under 2den Septbr. 1807 blev et Rescript udfærdiget af følgende Indhold:
«Da Regjerings-Commissionen skal levnes Tid til at tænke og virke for det Heles Bedste, saa skal den paa ingen Maade bebyrdes med Forretninger og Expeditioner af den Natur, som enten kan uden Skade udsættes, eller uden Betænkelighed overlades til Stiftsbefalingsmændenes Afgjørelse. Stiftsbefalingsmændene skal derfor under nærværende Omstændigheder meddele temporaire Beslutninger og afgjøre alle Sager af det Slags, som i Følge de kongl. Anordninger kan ansees som expediti juris. Til den Ende bemyndiges herved Regjerings-Commissionen til at bestemme, hvilke Sager der kan henlægges til Stiftsbefalingsmændene at afgjøre, ligesom Kongen og har tillagt Collegierne og Departementerne Ordre til at meddele Commissionen alle fornødne Oplysninger i saa Henseende. I Øvrigt overlades det Regjerings-Commissionen selv at organisere sine Forretningers Gang. Da Hensigten med Regjerings-Commissionen alene er, at den i alle paatrængende, og for Norges Tarv vigtige Tilfælde skal være i Besiddelse af den Myndighed, at kunne iværksætte Alt, hvad Kongen ellers igjennem sine forskjellige civile Collegier og Departementer lader foranstalte, saa vedkommer dens Forretninger ikke den egentlige Commando, som er overdraget vedkommende Generaler, hvilke derimod i deres Instructioner ere beordrede at henvende sig til Regjerings-Commissionen i alle de Tilfælde, hvor Forsvarsvæsenet og det Militaire maatte kræve Foranstaltninger af det Slags, som Stiftsbefalingsmændene ei ere bemyndigede til at iværksætte».
Udtog af en Rapport fra Hr. Rist, forhen Dansk Chargé d'Affaires i England, til Statsministeren Grev Bernstorff. London den 27de Septbr. 1807.
«– – Det var sandsynligen for at forøge Vægten af disse Bemærkninger, at Hr. Canning i Gaar, da han forelæste mig sit første Udkast til dette Hofs bestemte Forslag, har troet at burde tilføie en Oversigt af de Følger, som det vilde have for os, om vi afsloge en Overeenskomst. Han forelæste mig derpaa følgende 5 Trudsler, som deri vare angivne:
1) Confiskation af alle vore Skibe, som ere, eller maatte blive anholdte.
2) Vore Coloniers Indtagelse.
3) Vor Handels Ødelæggelse.
4) Muligheden at man kunde blive nødt til at lade svenske Tropper rykke ind i Kjøbenhavn.
5) Den Nødvendighed man kunde komme i at belønne og skadesløsholde hans svenske Majestæt med Besiddelsen af Norge.
Imidlertid har Hr. Canning fundet det Passende, at udelade disse Trudsler af Copien af den verbale Note, som han har sendt mig.
Udtog af en Rapport fra Samme til Samme. London den 2den October 1807.
Jeg havde Grund til at troe, at Hr. Merry var reist, da han i Gaar Formiddag kom til mig for at sige mig, at Efterretninger, som hans Regjering nyligen havde faaet, havde forsinket hans Afreise, og opvakt det Ønske hos Hr. Canning at see mig endnu en Gang hos sig, før han afsendte ham. Som en Følge deraf indfandt jeg mig hos Ministeren, ledsaget af Hr. Merry. Gjenstanden for denne Samtale var at underrette mig om, at en Coureer var ankommen denne Morgen, som havde bragt Bekræftelsen paa hans svenske Majestæts Beredvillighed til at samvirke med hans engelske Majestæt til fælleds Interesse, i det Tilfælde man behøvede Sammes hjælp, eller med andre Ord, at svenske Tropper vare rede til at afløse den engelske Regjerings Tropper i Sjælland, dersom de sidste, enten formedelst Capitulationen eller en anden Bestemmelse, skulde blive nødte til at rømme denne Øe.
Hr. Canning tilføiede til Slutningen, at han havde villet foreslaae mig endnu at benytte mig af Hr. Merrys Afreise, for at opfordre min Regjering til at indgaae en Forening, hvis Afslag ufeilbarligen vilde have Sveriges Medvirkning til Følge, og for at forestille Samme Nødvendigheden af snart at komme til et prælimnairt Forlig.
Englands Erklæring,
(hvoraf kun uddrages hvad der angaaer Norden.)
«Den i Petersburg af hans Majestæt Keiseren af Rusland udstedte Erklæring har opvakt den største Bestyrtelse og en følelig Smerte i hans Majestæts Sind».
«Hs. Maj. var ikke ubekjendt med Beskaffenheden af de hemmelige Forpligtelser, som Rusland har været tvunget til at underskrive under Forhandlingerne i Tilsit; men han havde haabet, at Eftertanke over hiin ulykkelige Forhandling, og en rigtig Bedømmelse af dens Følger for det russiske Navns Hæder og det russiske Riges Tarv vilde have bevæget hans russiske Majestæt til at løsrive sig fra de nye Raadslag og Forbindelser, som Samme havde antaget i et Bestyrtelses og Modløsheds Øieblik, og at han heller vilde vende tilbage til en Statspolitik, som var mere overeensstemmende med de Grundsætninger, som han saa uforandret havde bekjendt sig til, og som mere betryggede hans Krones Ære, og hans Landes Vel. Hs. Maj. havde megen Aarsag til Mistanke og billig Grund til Klage; desuagtet afholdt han sig fra al Bebreidelse. Hs. Maj. troede det Nødvendigt at forlange Erklæringer, i Hensyn til visse med Frankrige trufne Aftaler, hvis Hemmeligholdelse for Hs. Maj. ikke kunde andet end bestyrke ham i den Forestilling, som han allerede havde gjort sig om deres Natur og Gjenstand».
«Hs. Maj. anseer sig ei forbunden til at retfærdiggjøre sig for Keiseren af Rusland i Henseende til Toget mod Kjøbenhavn. Ikke dem, der have deeltaget i de i Tilsit gjorte hemmelige Aftaler, tilkommer det at forlange Godtgjørelse for et Skridt, som disse Aftaler gav Aarsag til, og hvorved en af deres Planer lykkeligen er bleven tilintetgjort».
«Hs. Maj.s Retfærdiggjørelse i Henseende til Toget mod Kjøbenhavn ligger for hele Verdens Øine; Keiseren af Ruslands Erklæring vilde tilføie den hvad der manglede, hvis Noget ellers behøvedes tilføiet for at overbevise de meest Vantroende om de Omstændigheders uimodstaaelige Vægt, der bestemte Hs. Majestært».
«Men lige til Bekjendtgjørelsen af den russiske Erklæring havde hans Maj. ingen Grund til den Formodning, at Keiseren af Rusland, hvad endog hans Mening var om Begivenhederne ved Kjøbenhavn, kunde hindres fra, efter Storbrittaniens Forlangende, at paatage sig samme Rolle som Mægler, som han saa gjerne opfyldte til Fordeel for Frankrige. Hans Majestæt veed ogsaa heel vel, at de første Kjendetegn til en fornyet Fortrolighed, siden Freden i Tilsit, viste sig just i det Øieblik da Efterretningen om Kjøbenhavns Beleiring var kommen til Petersborg»…
«Hans Majestæt kan ikke begribe, at han ved at foreslaae Kronprindsen af Danmark saadanne Freds-Betingelser, som den fra Danmarks Side lykkeligste Krig neppe kunde have forskaffet ham, udsatte sig for den Beskyldning enten at have forbittret Danmarks Harme, eller fornærmet dets Værdighed»…
«Hans Majestæt har gjort saa meget for at ende Krigen med Danmark, at enhver Erklæring fra hans Side med Hensyn dertil bliver unyttig; men han har Vanskelighed for at forene Keiseren af Ruslands Iver for at erholde et saadant Resultat med det Afslag, han nyligen gav, da han anmodedes om at anvende sin gode Mellemkomst for at opnaae et saadant».
Under 18de Septbr. udkom en Forordning betræffende Udstedelsen og Omløbet af Dansk-Courant repræsenterende Assignationsbeviser i Norge. Ved denne bekjendtgjøres, at Kongen har besluttet at lade udfærdige Assignations-Beviser lydende paa 1, 5, og 10 Rd. C., som af Regjerings-Commissionen skulde besørges satte i Omløb i Norge, skulde gaae imellem Mand og Mand, og i alle Oppebørsler modtages i de kongelige Kasser lige med den Kjøbenhavnske Courant-Banks Sedler og Sølvsamt Kobber-Mynt. Disse Assignationsbeviser kunde paa Forlangende blive ombyttede med Dansk-Courant i Rendsborg og Aalborg ved de derværende kongelige Kasser.
Regjerings-Commissionens Skrivelse til Finants-Collegiun af 20de October.
Efterat have omtalt de Foranstaltninger, som Regjerings-Commissionen allerede havde truffet for at lindre den almindelige Pengeforlegenhed, og gjort opmærksom paa, hvad der fremdeles i den Henseende burde foretages, vedbliver den saaledes:
«Ligesom disse vore Forestillinger indeholde alle de Midler, vi have kunnet udtænke til under de nærværende besværlige Conjunkturer, da al Handel standser, og som en Følge deraf Landets betydeligste Indtægtskilde tilstoppes, at bevirke Landets Redning, og til at tilveiebringe de nødvendige Fonds til Krigsfornødenhedernes stedse stigende Krav, – saa fordrer vor undersaatlige Stilling, ligesom vi skylde vor egen Sikkerhed paa den besværlige Post vi ere satte, at udbede os hans Majestæts allernaadigste Resolution i disse tvende for Norges Vel høist vigtige Spørgsmaal».
«A. Maa Regjerings-Commissionen til de Handlendes Understøttelse bevilge Laan imod Hypotheker, efter den i Hensyn dertil det Kongl. Finants-Collegium forelagte Plan, og med de Forsigtigheder i Henseende til den i Circulation beregnede Seddelmasse, som Tingenes Vigtighed fordrer?»
«B. Maa Regjerings-Commissionen, i Fald den ikke hastigen kan fourneres med 1 a 2 Millioner i Assignationsbeviser til denne og flere Norges uopsættelige Fornødenheder, hertil sætte efter dens Foranstaltning her fabrikerede Creditsedler i Omløb, og imidlertid, for ikke ved at udgive forskjellige Sorter af Repræsentativer at skade eller nedbryde det enes eller det andets Credit, lade Assignationsbeviserne henligge ubrugte»?
«Den under Litr. a benævnte Resolution er uundgaaeligen nødvendig, for at vi kunne give de Laansøgende det afgjørende Svar, som de smerteligen forvente, og som, hvis det maa blive et Afslag, øieblikkeligen vil have en Deel, og hvoriblandt ikke faa betydelige, Handelshuses hidtil med megen Kraft og Anstrængelse afværgede Opbud til Følge. Den er fremdeles nødvendig for Regjerings-Commissionens Stilling, hvis den ikke aldeles skal tabe den Tillid hos sine Medborgere, uden hvilken den med den bedste Villie ingen Nytte kan stifte paa den slibrige Post».
«Efter Norges Forfatning, i Følge af den Mangel det har paa offentlig Bank eller nogen anden Indretning, ved hvilken Laan kan erholdes – hvilket har den uundgaaelige Følge, at de bedst funderede Handelshuse, der i en Tidspunkt som denne, da enhver Indtægtskilde stoppes, og de maae savne de betydelige Fonds, de have staaende saavel hos Venner som Fiender, hvilke de ikke kunne inddrage, befindes i Forlegenhed – ansee vi det i den af os udkastede Plan foreslaaede Laane-Institut som det eneste Middel til at redde Norge for total Undergang. Vi sammenkaldte Deputerede fra alle Stiftets Kjøbstæder, for at oplyses om deres Trang, og med dem at overlægge Midlerne til Landets Redning. Deres første Raab var Moratorier. Anseende disse deels for Palliativer, deels skadelige for den offentlige Credit, deels ledende til et total Amnesti for hver Debitor, afslog Commissionen hidtil enhver Ansøgning herom efter strengt dragne og ufravigeligen hævdede Grundsætninger. Skulde nu de Trængendes sidste Haab om Laan forsvinde, bør de vide, at det er Kongens Villie, som enhver Undersaat i Underdanighed bør lyde, og ikke mistroe Commissionen for at have skuffet samme, fordi at dens Indflydelse og enhver dens Virken fra dette Øieblik vil være spildt».
«Den under Litr. b benævnte Kongl. Resolution fordres i lige Grad af vor undersaatlige Stilling og Pligt og for vor Sikkerhed».
«En kongelig Forordning af 18de Septbr. d. A. benævner Assignationsbeviser, som det midlertidige Repræsentativ af dansk Courant hans Majestæt erkjender, og allernaadigst vil have surrogeret i Norge. Commissionen befinder sig her i det Dilemma, at den paa den ene Side føler Utilstrækkeligheden af dette Surrogat til at afhjælpe Norges Trang, og tilveiebringe de fornødne Pengesummer; paa den anden Side finder den det meget betænkeligt at tilsidesætte en kongelig Forordning, og uden speciel Autorisation at udøve det Regale, at fabrikere et Penge-Repræsentativ og sætte det i Omløb i Landet».
«Skulle altsaa Commissionens Operationer ikke aldeles lammes, og dens redelige Bestræbelser for at virke, hvad der, i et saa kritisk Tidspunkt som nærværende, efter bedste Overlæg lader sig bevirke, ikke tilintetgjøres, saa maa den forene Regjeringens Tillid med Publikums, den maa enten i Almindelighed, som fraværende og adskilt fra Regjeringens Side, gives frie Hænder, uden dog i denne Henseende at underkaste sig andet Ansvar end det Ære og Redelighed gjør til enhver Mands, men især til Embedsmandens Pligt, – eller den maa være berettiget til at anholde om klare og nøiagtige Forholdsordres, og i det her omhandlede Tilfælde, hvor den korteste Opsættelse kan have de uberegneligste Følger, maa den udbede sig dem meddeelte saa hastigen muligt, deels for selv at kunne bestemme sit Forhold, deels for bestemt at kunne afgjøre Norges Skjebne, og opfylde eller kuldkaste de Forventninger, i hvilke dets Velfærdshaab hidtil har været grundet».
Grev Wedels Barndoms og Ungdoms Historie.
Grev Herman Wedel-Jarlsberg er født i Montpellier den 21de September 1779 paa en Reise, som Forældrene foretoge til Neapel, hvor Faderen, Grev F. A. Wedel-Jarlsberg, var bleven ansat som Gesandt. I sit 5te eller 6te Aar kom Greven efter et Besøg i Danmark med sine Forældre til
Haag, hvorhen Faderen forfløttedes, og forblev der til 1788. Dette Aar tilbragte Forældrene med alle deres Børn paa Jarlsberg, og her modtog Greven tilligemed hans 2 Aar yngre Broder, Baron, nu General, Ferdinand Wedel-Jarlsberg, deres første Underviisning af en Privatlærer, Scavenius. Fra den tidlige Barndom til den modne Ungdom deelte disse 2de Brødre uafbrudt Skjebne med hinanden, hvorved det varme og faste Broderkjærligheds-Baand knyttedes imellem dem, som gjennem hele Livet forenede dem. Under deres første Lærer gjorde Brødrene ikke store Fremskridt, da han var en eftergivende Mand, som ingen Tvang paalagde de muntre Drenge. I Aaret 1789 blev Grevens Fader udnævnt til Gesandt i London, og begav sig strax derhen, hvorimod Moderen med Sønnerne tog til en Slægtning, Kammerherreinde Bjælke i Slesvig. Her bleve begge Brødre i Fælledsskab med deres 3 Fættere underviiste af en Tydsker ved Navn
Schultze, der endnu i en mindre Grad end den forrige Lærer indskrænkede sine Lærlinge i deres Frihed. Han var saaledes dagligen et roligt Vidne til de alvorlige Feider, der stundom udartede til Nævekampe mellem Brødrene og deres mandstærkere Fættere, mod hvilke de altid gjorde fælleds Sag, naar En af dem angrebes.
n210I Foraaret 1790 kom Greven omtrent 11 Aar gammel med sin Moder og Sødskende til London, og forblev der indtil sit 20de Aar. Begge Brødre havde under Ophold i Faderens Huus flere Lærere, danske og tydske, og da disse hyppigen omskiftedes gaves der egentligen ingen Fasthed i Underviisnings-Methoden, men det skyldtes kun Grevens gode Hoved og lette Fatte-Evne, at han ikke desto mindre gjorde gode Fremskridt paa den litteraire Bane.
n211 Blandt hans flere Lærere skyldte han især Kruse, dansk Candidat i Theologien, hvis grundige Underviisning han nød i 3 Aar i Faderens Huus i London fra 1790–1793, sin første litteraire Dannelse. Da
Kruse vendte tilbage til Danmark blev en Tydsker, ved Navn
Keller, der var en alvorlig og sindig Mand, antagen som Lærer, og da ogsaa han forlod England 1795, kom en anden tydsk Mand ved Navn
Schüssler, der var en duelig Lærer og en Mand af et livligt og opvakt Hoved i hans Sted; men han reiste 1797 til Amerika. Efter ham kom en Kønigsberger,
Nitsch, som havde gjort sig bekjendt med den kantiske Philosofi, over hvilken han endog med Bifald holdt Forelæsninger i London.
Nisch rettede især Underviisningen paa Philosofi og Mathematik, og hans Disciple hørte ham dagligen foredrage Kants «Sittenlehre og Critik der reinen Vernunft». I øvrigt modtoge Brødrene saavel under denne, som under de 3 foregaaende Lærere, Underviisning i de ældre Sprog og i de almindelige Skolevidenskaber. I Familien taltes i Almindelighed, før den kom til England, fransk, og der fik Børnene strax Lærere i Engelsk, hvilket Sprog naturligviis taltes i Husets Selskabs-Conversation. Under de første Lærere, der vare danske, meddeeltes Underviisningen paa dansk, men da tydske Lærere antoges, blev den given paa tydsk. Herved erhvervede Greven sig den Færdighed, hvormed han udtrykte sig i fremmede Sprog. Engelsk talte han som sit Modersmaal, og i det franske og tydske Sprog udtrykte han sig med stor Lethed. Lærerne vare i Almindelighed tilfredse med hans Fremgang, og han lærte hurtigen og uden Vanskelighed de ham givne Pensa. Tidligen viiste sig Charakteertræk hos Greven, som senere meer udviklede sig. Raskhed, Livlighed, et uforfærdet Mod, som stundom overgik hans Legemskræfter, til at gaae Modstand og Modgang imøde, vare Egenskaber, der gave ham Midler i Hænde til heldigen at gjennemgaae en tornefuld Barndoms og Ungdoms Bane. Faderen agtedes som Diplomat og udførte vanskelige Forretninger til sit Hofs Tilfredshed, ligesom han havde tilegnet sig et behageligt Væsen og en fiin Omgangs-Tone. De meest oplyste og anseete Mænd gik ind og ud i hans Huus, og en saadan Omgang maatte have en velgjørende Indflydelse paa Greven, der forblev i Faderens Huus indtil sit 20de Aar. I sin Familiekreds var den gamle Greve en streng Fader, og saa lidet han paaskjønnede sin elskværdige og almindeligen agtede Kones fortræffelige Egenskaber, saa lidet forstod han at vinde sine 2de Sønners Kjærlighed, som under dette Forhold naturligen heftede sig til Moderen. Den gamle Greve lod sine Børn opdrage med den største Simpelhed. I deres Klædedragt var aldeles Intet, der mindede om at de vare Ministerens Børn, og deres Forsøg paa at give den et mere moderne Tilsnit og et mere passende Udseende straffedes med Strenghed. Greven og hans Broder vare uden al Opvartning, og de maatte selv pudse deres Klæder, og tildeels bøde paa, hvad der i deres Garderobe trængte til Eftersyn.
n212 Der blev dem af Faderen paalagt de forskjelligste Arbeider, der ellers kun falde i Børns Lod, hvis Forældre have den simpleste Stilling i Livet. Saaledes maatte de arbeide i Haven, roe Faderen paa
Themsen, male Værelser o.s.v. I deres Fritimer beskjæftigede de sig af egen Lyst med Haandarbeide, Snedkren o.s.v. Endeel af denne Strenghed og Simpelhed i Opdragelsen hørte imidlertid til Dagens Tone, og deri laa Spiren til Legemets Hærdelse og Sjælens Beqvemhed til at bøie sig efter vanskelige Forhold i Livet. Greven lod sig aldrig, saalænge Helbreden stod ham bi, genere ved en Mangel paa Beqvemmelighed eller Hjælp, og hans senere Liv giver mange Exempler paa Haardførhed, som en Følge af hans Opdragelse. Dem tillodes næsten ingen Omgang med deres Jævnaldrende, og de gjorde intet nøiere Bekjendtskab med nogen engelsk Familie. Den eneste Kammerat, som de saae og omgikkes med, var en Søn af den russiske Minister Woronzoff, senere Gouverneur i Syd-Rusland. Ikke heller gav Faderen dem nogen umiddelbar Anledning til at gjøre sig bekjendt med Dagens Politik og Avis-Litteratur. Denne Kundskab tilhændekom dem paa en indirecte Vei, i det de om Søndagen maatte indhefte Ugens Aviser, hvis Indhold de begjærligen tilegnede sig, og satte sig ind i Dagens Begivenheder og Tidens Charakteer meer i Moderens end Faderens Aand. Faderen var en Aristokrat af den gamle Skole, der lagde for Dagen et bittert Had til de Omvæltninger i de indvortes Statsforhold, hvortil den franske Revolution pegede; hvorimod Moderen havde de liberaleste Grundsætninger, og fulgte med Deeltagelse den ædlere Deel af denne Friheds-Tendents. Denne Kundskab om den ydre Verden understøttedes ved de Fremmedes Meddelelser, som besøgte Huset og lærte dets indre Forhold at kjende. Den store Agtelse som Moderen nød beredte Sønnerne Gjæsternes og Huusvennernes Deeltagelse og Opmærksomhed, hvorpaa de dagligen modtoge Beviser.
n213 Paa denne Maade fik de Leilighed til at lære at kjende Dagens Politik saavelsom de engelske Forhold, og Greven opfattede disse Meddelelser med en Livlighed, der gav ham et Oversyn over de engelske Institutioner og en Interesse for samme, som han senere anvendte og som ledsagede ham igjennem hele Livet. Denne Omgang med Fremmede, Moderens liberale Tænkemaade og det tilfældigen heldige Valg af Lærere gav Brødrenes Aand en Retning, som den strenge og afsondrede Opdragelse de fik ellers neppe vilde have givet den.
Savnet af Faderkjærlighedens Yttringer erstattedes tildeels ved Moderens Ømhed og kjærlige Omsorg for sine Børn. Det ømmeste Forhold fandt Sted mellem Moderen og alle hendes Børn, som hun viste den største Omhu og Kjærlighed. Dette Forhold til Moderen foresvævede stedse Greven som et af de lyseste Puncter i hans Liv, og var af væsentlig Indflydelse paa hans Charakteer-Udvikling, ligesom Moderens liberale Anskuelser, modsat Mandens, lagde Spiren til de friere Ideer, som udviklede sig hos Greven. En Familie-Katastrophe, fremledet af Faderens voldsomme Lidenskaber, og som ikke tilhører Historien, forvoldte Moderen de heftigste Sindslidelser, og nødte hende til den Beslutning med sin ældste Datter at forlade Mandens Huus, som den eneste Udvei til at undgaae dybere Krænkelser. Efterat de Flygtende paa Veien til den engelske Kyst vare blevne overfaldte af Røvere, og berøvet en Deel af deres rede Penge, kom de ombord paa et Skib, der lykkeligen bragte dem til Danmark. For at skaffe Moderen Penge til denne Reise gjorde Brødrene Herman og Ferdinand Wedel, der med sønlig Kjærlighed deeltoge i hendes ulykkelige Skjebne, uden Faderens Vidende, et Laan af 200 Pund Sterling hos en i London boende Schweitzer, ved Navn Henry Bogeard, der havde været Kammertjener hos den gamle Greve og i denne Tjeneste havde oplagt en Deel Penge. Dette Laan havde imidlertid en afgjørende Indflydelse paa Brødrenes Skjebne. Efterat det ved Hjælp af de Midler, som Moderen fra Danmark sendte Brødrene, var blevet afbetalt, skrev Bogeard, hvis oekonomiske Stilling imidlertid meget havde forværret sig, senere hen flere falske Vexler, hvilke han forsynede med Grev Herman Wedel-Jarlsbergs efterskrevne Navn, hvormed han ved den for de laante 200 Pund udstedte Vexel var bleven bekjendt. En Dag i Sommeren 1799 indfandt en Slagter ved Navn
Marschal sig hos Grev Wedel, og foreviste ham en saadan under hans Navn udstedt Vexel paa 25 Pund, under Opgave af den var ham transporteret af Bogeard. Da Greven nægtede at have udstedt Vexlen og at afgjøre dens Beløb, begav
Marschal sig strax til Politiet og anklagede Bogeard for Falsk. Til det Forhør, som derefter blev optaget, tilkaldtes begge Brødrene, og afgave en uforbeholden Forklaring om det mellem dem og Bogeard Passerede og det hos ham optagne men forlængst afbetalte Laan.
n214 Nogle Dage efterat Forhørene vare optagne fandtes i de engelske Aviser en Anmeldelse af hvad der var passeret for Old Baily, og i denne indeholdtes ogsaa Brødrenes Forklaring om Laanet hos Bogeard, hvorom deres Fader fremdeles var uvidende. Da han nu en Morgen læste denne Beretning i Aviserne, ilede han strax med disse i Haanden op til Sønnerne, der paa deres Værelse modtoge Underviisning af deres Lærer
Nitsch. Da de paa Faderens Spørgsmaal frimodigen vedkjendte sig saavel den i Aviserne indeholdte Beretning om deres Vidnesbyrd, som dette Vidnesbyrds Sandhed, opflammedes Faderen til den heftigste Forbittrelse, hvorunder han først overvældede dem med de stærkeste Bebreidelser, og da Sønnerne paa hans fortsatte Spørgsmaal opgave, hvorledes de havde anvendt de laante Penge, fulgte derpaa den voldsomste Scene, i hvilken den faderlige Myndighed let seirede over den sønlige Ærbødighed, der ingen Modstand tillod sig, og som endte med at Brødrene bleve satte i Arrest og indelukkede i forskjellige Værelser, medens Faderen blev bortkaldt i Anledning af et Besøg. Det Værelse, hvori Greven blev indelukt, havde 2 Døre, hvoraf Faderen havde glemt at lukke den ene. Af denne smuttede Greven ud, og af den Støi, son Broderen gjorde i sit Indelukke, fandt Greven ham strax og de flygtede ud af Faderens Huus. Deres Lærer Nitsch bad dem paa det indstændigste ikke at forlade Huset, da han derved blev sat i den største Forlegenhed, men Frygten for en Gjentagelse af den sidste sørgelige Scene overvandt alle Betænkeligheder.
n215 De besluttede nu snarest muligt at begive sig til Danmark, hvor deres Moder opholdt sig, og hvorhen de længe forgjæves havde bedet Faderen at sende dem, for at de kunde begynde deres Bane. De bevæbnede sig hver med en ladet Terzerol, pakkede et Stykke Linned i en Bylt, og begav sig uopholdeligen fra det Landsted ved
Themsen, hvor Faderen dengang boede, til London. Huusfolkene, der alle vare paa Brødrenes Side, forsamledes ved Porten, da disse forlode Huset, men for at Ingen skulde ansees som Medvider trak de deres ladede Terzerol, og truede at skyde den ned, der modsatte sig deres Flugt, hvorefter Hoben strax gjorde Plads for dem. Neppe vare de komne ind i en Hyrevogn, før de ved at see sig tilbage opdagede Faderens gule Livree paa en velbespændt Vogn, der i fuld Fart satte efter dem. Ved at kaste sig plat ned paa Bunden af Vognen undgik de imidlertid at opdages, og kom i god Behold til London. De henvendte sig der strax til en Landsmand, Major
Friboe, der dengang var i London,
n216 og af ham erholdt de, efterat have gjort ham bekjendt med deres Stilling, et Laan af 50 Pund til at bestride Udgifterne ved Hjemreisen, hvortil en anden Ven, der var ansat ved en af de fremmede Legationer og kjendte Familieforholdene, forskaffede dem de fornødne Passe. Efterat Flygtningerne havde tilbragt Natten paa et usselt Straaleie i et af de simpleste Vertshuse i Charing Kross,
n217 traf de den følgende Dag Nitsch paa et med ham aftalt Sted i London.
n218 Nitsch medbragte et skriftligt Forsoningsforslag fra Faderen; men da dette var af et saadant Indhold, at Brødrene deri ikke troede at burde indlade sig, og Gaarsdagens Rædsler endnu stode dem i frisk Minde, tegnede de begge med egen Haand deres afslaaende Svar paa Documentet. Efterat Nitsch forgjæves havde søgt at overtale Brødrene til at vende tilbage til Fædrenehuset, og efterat han havde bedet dem at maatte træffe dem den følgende Dag paa samme Sted, for det Tilfælde at han kunde bringe andre Forslag fra Faderen, begave Ynglingerne sig atter paa deres Vandring i London. Da de nu for at søge deres Aftensmad gik ind paa et Kaffehuus, fandt de her en Avis, hvori Faderen med deres fulde Signalement lod dem efterlyse, og udlove en Præmie af 20 Pund for deres Opdagelse.
n219 Foruroligede ved denne Efterlysning, som hentydede paa at de vilde blive behandlede som Deserteurer, og hvorved de ansaae den med Nitsch gjorte Aftale brudt, besluttede de skyndsomt at forlade London. De afgik ogsaa den følgende Aften, efterat have tilbragt Natten paa samme Maade som den foregaaende, og efter at have forsynet sig med en Frakke, der udgjorde deres hele Reise-Garderobe, til Edinburg som
outside passengers paa en
Mail coach. Paa denne Reise gjorde de under deres paatagne Navne
n220 Bekjendtskab med flere unge Engelskmænd, og i deres uvante Frihed glemte Ynglingerne snart de Lidelser, de i Fædrenehuset havde havt, og den Stilling hvori de befandt sig.
n221 Denne havde derhos, naar hine Rædselsscener vare glemte, noget saa eventyrligt og overordentligt ved sig, som maatte vække Ynglingernes Interesse og forsone dem med de dermed forbundne Undværelser og Savn. De ilede desuden en kjær Moder og Haabet om at aabne dem en ny Løbebane i Fædrelandet imøde. I Edinburg kjøbte de sig en Kuffert,
n222 som de selv derefter bare, og begave sig til Fods til Leith for at finde Skibsleilighed til Danmark eller Norge. Hos den Consul, til hvem de i Leith henvendte sig, bleve de meget venskabeligen modtagne, deeltoge oftere i hans Selskabskredse, og foretoge med hans Sønner og en Deel andre unge Mennesker en munter Excursion paa et Par Dage i den omliggende Landegn. Ved et Aftenselskab hos Consulen fortalte denne sine Gjester Alt hvad der i London var passeret med dem selv, uden at vide at han havde de Flygtende selv hos sig. Da han imidlertid senere ledsagede Flygtningerne ombord i det Skib, hvormed de skulde afgaae til Norge, fortalte de ham til hans Forundring, at de selv vare de omtalte Personer. Efterat de vare komne i Land i Langesund, underrettede de ved Expresse Stiftamtmand Grev O. Moltke, deres Fætter, om deres Ankomst, og han ilede strax ud til Langesund for at tilbyde dem sin Tjeneste.
n223 Skibsfører
Sarts og hans Familie gjorde store Øine, da Stiftamtmanden i en sexaaret Baad lagde til Bryggen, og lod spørge til de to ubekjendte unge Mennesker, som logerede i Huset. Det lod til som man ikke ret vidste om man skulde ansee dem for meget farlige eller meget anseete Personer, indtil Stiftamtmandens Hilsen og venlige Modtagelse gav dem det rette Lys i Sagen. Fra Langesund begave de sig med et Skib til Helsingøer, og opsøgte strax Moderen, der da opholdt sig paa en Eiendom ved Esrum Sø i Sjælland. Efter faa Dages Ophold hos hende reiste de til Kjøbenhavn, hvor de erfore, at Faderen havde reclameret dem udleverede og oversendte til England. Reclamationen blev dog, efterat Cancelliet i denne Anledning havde anstillet Undersøgelse, nægtet Opfyldelse,
n224 og de to Flygtninger bleve overalt modtagne med den største Deeltagelse og Forekommenhed. Efterat de vare forestilte Kongen, begyndte Enhver af dem den Bane, han havde valgt. Greven forberedte sig saaledes til juridisk Examen, som han absolverede 1802, og blev derefter ansat som Privat-Secretair hos Grev Schimmelmann, der viste ham megen Tillid og Fortrolighed.
*
Den Lærer, som den gamle Greve gav sine yngre Børn, Dop, nu Præst i Waale, var ikke saa misfornøiet med ham som de foregaaende Lærere. Det heftige Sind maatte have formildet sig med Alderen. Han følte sig lykkeligere med sin anden Kone, Comtesse Minna v. Luckner, som var langt yngre end han. Der fandtes ogsaa Spor til, at han angrede sin haarde Opførsel mod sine ældre Sønner og gjorde Skridt til Forsoning. Under hans Ophold paa Jarlsberg viste han, at hans ældre Sønner vare i hans kjærlige Erindring. I sin smukke Haves Buegange paa Jarlsberg havde han ladet opføre Bænke til Erindring om sine Børn, der stedse med Omhu vedligeholdtes. Her var saaledes en Bænk, som han kaldte «Hermans Sæde», og en anden, som hedte «Ferdinands Glæde». Han yttrede for dem, som han gav Haab om Befordring paa sit Gods ved indtruffen Vacance, at hans Søn Herman, som han da nævnede med Agtelse, vilde hædre hans Løfte, og hans Haab skuffedes ikke. Forfatterens Ven og Frænde, Proprietair Jørgensen paa Melsom, besøgte ham ofte, og var stundom hos ham nogle Dage. Han fandt hans Omgang behagelig og hørte ham ofte med Deeltagelse tale om sin Søn Herman, hvis Navn da allerede nævnedes med almindelig Høiagtelse blandt Landsmænd. Grevens Behandling af sit Gods omtalte Jørgensen ofte som besynderlig, hverken skikket til at give ham Fordeel eller hæve Godsets Værd. Der indførtes imidlertid under ham en Eftergivenhed med Hensyn til Ydelsen af Pligt-Arbeide, som paalagdes Huusmændene, der banede ham fra den Side Vei til Navnet af en god Huusbonde, medens hans Eftermand derimod i Begyndelsen betragtedes som streng, fordi han formedelst et raskere Sving i Dyrknings-Processen under den indsigtsfulde Sverdrups Bestyrelse krævede mere Bygselsedlernes bogstavelige Opfyldelse.
«Skjønt vi ikke have modtaget Deres Majestæts allerhøieste Befaling om at foranstalte de faa engelske Eiendomme, som findes her i Riget, priisdømte, og vi altsaa troe os overbeviiste om, at det ingenlunde er Deres Majestæts Villie, at der i Deres Stater skal skrides til nogen Priiskjendelse over disse Eiendomme, saalænge den engelske Regjering hverken har ladet de mangfoldige danske og norske Skibe, som til England ere opbragte, eller der anholdte, siden Krigen udbrød, eller Deres Majestæts Undersaatteres i England under Beslag lagte Effecter eller tilgodehavende Capitaler, condemnere, saa troe vi det dog henhørende til de os allernaadigst paalagte Pligter, i allerdybeste Underdanighed at forestille de Følger, vi troe engelske Eiendommes Confiskation i Deres Majestæts Stater vilde have for Norge».
«Vi vove derfor allerunderdanigst at andrage, at en saadan Confiskation af engelsk Eiendom i Danmark eller Norge ufeilbarligen vilde bevirke, at den engelske Regjering beordrer det Samme udført mod al dansk og norsk Eiendom, som findes paa de brittiske Øer, enten de maatte bestaae i Varer eller tilgodehavende Penge, som, efter vor Kundskab om hvad norske Indvaanere især paa denne Tid af Aaret have tilgode i de engelske Stater, sandsynligen langt vil overstige Værdien af de engelske Varer, som findes i Deres Majestæts Riger, især da de næsten i ingen europæisk Stat mere maae sælges. Deraf vilde altsaa opstaae et overordentligt National-Tab, som tillige vilde bevirke, at mange Familier, ja de fleste Handlende, der for Øieblikket have Alt hvad de eie i engelske Hænder, enten i Varer eller Penge, vilde blive forarmede».
«Overbeviiste om, at Deres Majestæt har forudseet dette, vilde vi ikke have vovet at nedlægge for Deres Trone nogen Forestilling herom, i Fald vi ikke vare blevne gjorte opmærksomme herpaa ved Gjennemlæsningen af et offentlig Blad: Iversens Fynske Avertissements-Tidende No. 140, hvor anføres, at fra Tønningen er meldt Følgende: «at Sagerne angaaende engelske Eiendomme i disse Dage skulle paadømmes. Politimesteren dømmer i første Instants, og en dertil udnævnt Commission afsiger den endelige Dom»». Foranlediget af disse Udtryk i et offentligt Blad haabe vi i allerdybeste Underdanighed, at hvor overflødig denne vor allerunderdanigste Forestilling maatte være, dens Bevægrunde ville finde Deres Majestæts allerhøieste Bifald».
Til Kongen, under 28de Novbr.
Under 18de Septbr. indgav Regjerings-Commissionen en allerunderdanigst Forestilling til Deres Majestæt, af hvilken vi herved lige allerunderdanigst vedlægge en bekræftet Afskrift. Ligesom Commissionen paa den Tid ansaa det for sin Pligt at skildre de Følger, Priisdømmelsen af de i Deres Majestæts Stater under Beslag lagte engelske Varer og Fordringer, kunde have, saa troe vi det ei en mindre vigtig Pligt i Anledning af Deres kongelige Majestæts allernaadigste Plakat af 30te f. M. allerunderdanigst at forestille, at nogle Udtryk i samme maaskee kunde virke, at den ei af Alle vilde blive eens fortolket, hvorved der blev lagt Hindringer for de Handlende i saadanne Foretagender, der blot sigtede til deres Velfærds Conservation, og som det følgelig ikke er Deres Majestæts Villie skulle være forbudne. Blandt de Udtryk i den benævnte allerhøieste Plakat, som ved urigtig Fortolkning kunde blive de Handlende til Tab, vove vi at bemærke den i 1ste § omhandlede middelbare Handel med Rigets Fiender, der maaskee vilde opvække Tvivl, om ved middelbar Handel med England blot bør forstaaes saadan Handel, som under et laant Navn føres med denne Nation, eller om det endog skulde ansees for middelbar Handel med samme Land, at Norge sælger til venskabelige Staters Borgere saadanne Varer, som sædvanligen ei afsættes uden til Britterne. Extenderes Meningen af denne Plakat saavidt, vil Følgen blive, at norske Produkter af den Beskaffenhed, at de hidtil ei have kunnet afhændes uden til England, heller ikke kunne sælges til de faa neutrale Magters Undersaatter, der maaskee i denne Tid kunde finde Fordeel ved at gjøre Indkjøb deraf. Commissionen formoder saa meget mindre, at denne sidste Fortolkning er grundet, som dens Virkning vilde blive skadeligere for Norge end for England, til hvilket fra Norge egentligen ei afsættes uden Trælast, der for det meste kun er en Luxusvare for Englænderne, men hvis Salg næsten er det eneste Middel til at forskaffe det søndenfjeldske Norge de behøvende Summer til Indskjøb af Landets Fornødenheder. En saadan Fortolkning om hvad der bør forstaaes ved middelbar Handel kan endog bidrage til at fremhaste det sørgelige Øieblik, da vore Fiender ville skride til Condemnation af de betydelige Summer, de skylde Nordmænd, og af den Mængde dansk-norske Eiendomme, de have i deres Hænder, hvilket, om det skeer, vil sandsynligen for Norge blot i tilgodehavende Fordringer udgjøre Millioner, og naar hertil lægges det store Antal af Skibe og Ladninger, som ere lagte under Beslag, for begge Riger uhyre Summer.
At saadan urigtig Fortolkning af denne § i Plakaten, saavelsom af Ordet Samqvem med Landets Fiender, kan finde Sted – have vi Grund til at formode, da det almindelige Forbud mod al Brevvexling med Fienden af Nogle er bleven saa bogstavelig forstaaet, at de endog have troet det utilladeligt at inddrage deres Fordringer i England, hvorved de staae Fare for, nu da man med hver Post kan vente Efterretning, at ogsaa tilgodehavende Kapitaler af den engelske Regjering ere lagte under Beslag om ei condemnerede, at tabe hvad de saaledes, af Frygt for at overtræde en Kongl. Lov, have forsømt at indfordre, hvilket vilde blive en ei ubetydelig Vinding for vore Fiender, og et ubodeligt National-Tab for Norge. Paa de anførte Grunde vover Commissionen allerunderdanigst at foreslaae, at det til at afværge de skadelige Følger, en saadan, deels efter vor Formening urigtig, deels alt for bogstavelig Fortolkning af Deres Majestæts allerhøieste Forbud mod Handel og Brevvexling med Landets Fiende vilde medføre, allernaadigst maatte behage Deres Majestæt at befale, at ved middelbar Handel med England kun skal forstaaes saadan Handel, som, under et laant Navn af en neutral Magts Undersaat, i Grunden dog er Handel mellem en af Deres Kongl. Majestæts Undersaatter og Rigets Fiender, og at derimod ethvert Salg af Varer, hvis Udførsel ei i Almindelighed er forbuden til venskabelige Magters Undersaatter, fremdeles som hidtil maa være tilladt, saa og at det man være enhver af Deres Majestæts Undersaatter tilladt, at afsende saadanne Breve til England, som aabne indleveres paa Postcontoirerne, og ved Undersøgelse befindes Intet at angaae uden Fordringer eller Anmodninger om Penge-Udtællinger af Englændere.
Ved saadan allernaadigst Tilladelse kan maaskee endnu noget reddes af de betydelige Fordringer, norske Huse have i England, og uden denne Deres Majestæts allernaadigste Tilladelse vil det blive umuligt for danske og norske Undersaattere at lindre de mangfoldige til England opbragte Landsmænds Nød.
29de December.
Til Byfoged Wulfsberg.
«Ved herhos at fremsende Afskriften af et fra Christopher Faye i Drammen til Regjerings-Commissionen indkommen Skrivelse af 26de dennes, maa Commissionen anmode Hr. Byfogden det snareste muligt at ville begive sig til Svelvigen for at undersøge, om det forholder sig saaledes som angivet er, at dertil er indkommet et Skib fra en storbrittanisk Havn for at indtage Ladning, og derfra retournere til England, da De, om saaledes maatte befindes, herved bemyndiges til at foranstalte de fornødne Messures til at forsikkre Dem bemeldte Skib, samt til at opdage, hvem i denne forbudne Handel skulde have gjort sig skyldig. Hr. Byfogden anmodes videre at ville fortsætte Reisen til Brevig og Porsgrund, for med den Nøiagtighed, som Commissionen er berettiget til at vente af Deres Embedsiver, og som Sagens Vigtighed fordrer, at undersøge det Videre, som Skrivelsen indeholder, angaaende en ligeledes der med Landets Fiender dreven forbuden Handel, og ligesom Stiftamtmanden vil meddele Hr. Byfogden det fornødne Friskydspas til Afbenyttelse paa Deres Reise, saa paalægges det forekommende Underøvrigheder og Betjente imod Foreviisning af denne Regjerings-Commissionens Ordre at være Byfoged Wulfsberg assisterlig, naar og saa ofte han til Befordring af dette ham betroede Ærende maatte reqvirere deres Bistand, ligesom alle de Vedkommende, hvor han i denne Anledning maatte finde det fornødent at afholde noget Forhør, skulle, naar de dertil tilkaldes, corporligen indfinde sig, eller i vidrig Fald maae vente at blive behandlede efter de i saa Henseende udgangne Anordninger»
Under 16de Januar underrettede Byfoged Wulfsberg Commissionen om at han havde anstillet den befalede Undersøgelse, og befundet, at de 4re Skibe alle vare efter Sigende bestemte til Frankrige, Holland og Portugal, men at Omstændighederne satte det uden for al Tvivl, at de gik til England. Imidlertid var der ingen Grund til at antage, at Afladerne havde begaaet nogen lovstridig Handling, saa meget mere som Stiftet under 17de October paa Forespørgsel har resolveret, at man maatte sælge Trælast til svenske Skibe, naar disse for egen Regning og Resiko vilde føre samme til England. Der var ingen Grund til at omtvivle, at de 3 Skibe jo virkelig vare preussiske, hvad Bremeren derimod angaaer, da ligne hans Papirer i alle Henseender engelske Fabrikater, og disse indsendte han derfor til Commissionens Bedømmelse, ligesom han og havde nedlagt Forbud paa Porsgrunds Toldkammer mod disse Skibes Expedition før Regjerings-Commissionens Ordre indløb. Til Slutning bad Wulfsberg at maatte møde personligen for Commissionen, for mundtligen at foredrage den Oplysning, han om denne Sag kunde give Commissionen. Efter disse Oplysninger troede Regjerings-Commissionen ikke at kunne opholde Skipperne, da de tilstrækkeligen havde oplyst at være neutrale Magters Undersaattere, fra at fortsætte deres Reise. Men da Ladningens Beskaffenhed, og de i England udgangne Decreter angaaende saadan Handel, noksom viser, at disse Skibe enten vare bestemte til engelske Havne, som synes rimeligst, eller og maatte være betryggede ved de saa kaldede Licencer, saa turde Regjerings-Commissionen ei tillade dem at afgaae med de indtagne Ladninger; men sætter det i de 4 Skipperes Valg, enten de vilde udlosse Ladningerne og bortseile med Ballast, eller oppebie en kongelig Resolution, hvorvidt det kunde blive dem tilladt med deres Ladninger at blive klareret paa Toldboderne, og imidlertid blive under Embargo. Derom anmodedes Grev Moltke at indhente Skippernes Svar. Efter denne Resolution beskikkede de 4 Skippere under 2den Februar Porsgrunds Toldkammer til at meddele dem Toldklarering for deres førende Skibe. Regjerings-Commissionen lod imidlertid Sagen henstaae indtil den Ansøgning, som Skipperne havde foregivet at ville indsende, indkom. Skibene maatte ballastede afseile.
Den danske Declaration af 29de Februar 1808 lød saaledes.
Den danske Regjering har med Taalmodighed oppebiet Virkningerne af de Bestræbelser, som Hoffet i Petersborg har anvendt for ved venskabelige Midler at bringe Sverige tilbage til den Interesse, som det har tilfælles med det hele Norden, og til de Grundsætninger, som udgjøre de første Led i dets Forbindelse med Rusland og Danmark. Da disse Bestræbelser bestemt ere mislykkede, befinder den danske Regjering sig sat mod Sverige i en Stilling, som ikke længer kunde tillade den at taale nogen Uvished i sine Forhold til det. Man kan ikke dølge sig hvad disse Forhold ere blevne til, siden et lumsk Angreb pludselig har udrevet Danmark fra den Bane, som det i en lang Række af Aar ikke har tilladt sig den mindste Afvigelse fra. Den af Storbrittanien mod et neutralt og fredeligt Land udøvede Voldsgjerning har bragt hele Europa til at gjenlyde af et eneste Harm-Raab, og man bestræbte sig fra alle Sider for at give den danske Regjering Beviis paa den meest levende Deeltagelse. Hoffet i Stockholm ene iagttog, trods de særegne Baand, der forenede det med det Kjøbenhavnske, en bestemt Taushed, og har omsider ikkun brudt den, for at fremføre de mindst retmæssige Klager, og meget ildegrundede Bebreidelser i Henseende til de Uleiligheder, som umiddelbart fulgte for det af Krigsbegivenhederne, saavelsom de Strengheds Forholdsregler, som den voldsomme Stilling, den danske Regjering paa engang saa sig bragt i, med Magt tvang den at antage, og som de Rænker og Drillerier (Traccasserier) uden Ende, de fra Sveriges Side have foraarsaget den, kun lidet egnede sig til at bringe den til at afstaae fra. Det danske Kabinet havde været meget forlegen med at forklare sig denne Adfærd af en Souverain, hvis Interesse, Grundsætninger og Følelser det havde ønsket at kunne betragte i lige Grad saarede af en Afskyelighed, der pludseligen har tændt Krigsluen i Norden, dersom det ikke snart havde havt Leilighed til at iagttage, at det Sindelag, der i denne Henseende har bestemt Kongen af Sveriges Beslutninger, langt fra ikke var Ligegyldighedens. Den forunderlige Redebonhed, hvormed denne Monark, adskillige Uger førend Stralsunds Overgivelse, har samtykket i den større Deel af den engelske Magts Afreise fra Pommern, hvor den ikke syntes at være ankommen uden for at oppebie Øieblikket, for at føres til Sjælland, og den Umage, hans svenske Majestæt gjorde sig for at underrette sin Nation om, at denne Gjenindskibning skede i Kraft af en Artikel i hans Convention med Storbrittanien, have givet de første Kjendetegn paa en lønlig Forstaaelse paa Danmarks Bekostning. Disse Kjendetegn forøgedes meget snart. Den danske Regjering er uvidende om Beskaffenheden af de Tjenester og de Understøttelser, som dens Fiender have faaet i Sveriges Havne; men den har følt dens Virkninger paa en for den sørgelig Maade. Det Indtryk, som Forhold af hvert Slags og de uafbrudte Connexioner, som Englænderne ingen Vanskelighed fandt i at underholde med Sverige, maatte gjøre paa den danske Nation, er let at begribe. Det kunde ikke blive ubemærket af Nogen, hvor meget Krænkende for Danmark der laa i den Glæde, Kongen af Sverige syntes at finde ved at være paa Kysten lige for Sundet personlig Vidne til alle de Uretfærdigheder og Forurettelser, der udøvedes mod dette Naboland, i de Smigrerier og de Udmærkelser uden Tal, der ødsledes paa Høvdingerne af den engelske Krigsmagt, i den Ære, disse paa deres Side ivrigen bestræbte sig for at bevidne deres Souverains Bundsforvant, og i de Agtelsesbeviser til Gunst for hans svenske Majestæt, som de danske Krigsskibe, bortførte med Magt fra Kjøbenhavns Havn, paa deres Fart igjennem Sundet maatte give endog under Kanonerne af den Fæstning, hvis Salutering var deres Pligt. Hvor lidet gunstigt det Lys var, hvori Samstødet af disse forskjellige Omstændigheder nødvendigen maatte sætte Kongen af Sveriges Sindelag mod den danske Regjering, vilde denne dog ikke bebreide sig, uden Grund at have overdrevet de sandsynlige Aarsager til Klage, som det Stockholmske Hof, langt fra at bestræbe sig fra at bortfjærne, meget mere syntes at arbeide paa at frembringe, nære og bestyrke ved Alt, hvad der kunde staae i dens Magt. Men det blev snart Andet end simple Sandsynligheder. Den engelske Regjering var den første, der opdagede Danmark hans svenske Majestæts fiendtlige Sindelag. Europa kjender allerede de Forklaringer, som denne Angivelse har foranlediget mellem Danmark og Sverige. Man har seet, at Kongen af Sverige, opfordret paa den meest aabenhjertige og venskabelige Maade til at forklare sig over denne Gjenstand, har begyndt med at ville undgaae denne Nødvendighed, og at hans Majestæt, endnu mere trængende opfordret, har endt med at give et skjævt, tvetydigt og fornærmeligt Svar. Da dette Svar imidlertid syntes at indeholde en vis Usandheds Beskyldning mod England, lod den danske Regjering sig for Øieblikket nøie dermed, og troede at burde skjule sine billige Klagegrunde mod Sverige under det Haab, at dette, oplyst om sit sande Tarv, og modent overveiende Følgerne af sine Beslutninger, vilde ende med at føie sig efter de Forestillinger, som Hoffet i Petersburg har gjort det med ligesaa megen Skaansel som Taalmodighed, for at formaae det til at afstaae fra sine Forbindelser med Storbrittanien, som aabenbart ere blevne unyttige og ufordragelige med Nordens Rolighed, og især med Danmarks Sikkerhed.
Den danske Regjering kjender kun meget ufuldkomment Beskaffenheden af de Forbindelser, Sverige har indgaaet med England. Men hvilken end Gjenstanden, hvilket end Øiemedet for samme imidlertid er, vilde ingen bedre end den vidst at indsee, eller agte den Modbydelighed, som hans svenske Majestæt undlod at vise de indgangne Forbindelser. Men Kabinettet i Kjøbenhavn er ikke uvidende om, at den svenske Regjering selv er kommen overeens om, at den for dens Forpligtelser bestemte Tid er ganske nyligen udløben, og efterat Cabinettet i St. James har aflagt Masken i hele Europas Aasyn, og det havde været en Fornærmelse mod det Stockholmske Hof at formode, at det i nærværende Tidspunkt vilde indgaae nye Forbindelser med en Magt, der har anvendt Alt for at gjøre det kjed deraf, og som har givet det de retmæssigste Bevæggrunde til at bryde sine Forbindelser med den.
n225 I Sandhed har man kunnet glemme i Stockholm, at England har opofret sine Allierede, den ene efter den anden, med blot Hensyn til sin troløse Egoisme, og at det, efter længe at have bedraget og misledet Sverige ved falske Løvter, omsider kun har sendt det seen Undsætning for at lade dets Uheld gjøre end større Opsigt? Har den svenske Regjering da ikke virkeligen følt, at den, krænket eller forraadet ved de Communicationer, som det brittiske Ministerium har gjort Danmark, seer sig udsat
(compromis) af sin Bundsforvant i hele Europas Øine? Kunde denne Regjering virkeligen dølge sig, at den i Sundet udøvede Vold, at Østersøens Krænkelse, at en Brand kastet med grum Haand ind i Norden, vilde æske af de fornærmede, krænkede eller truede Magter en Modstand, som ufortøvet og nødvendig vilde bringe Sverige i det Alternativ, enten at medvirke til det fornærmede Nordens Forsvar og Hevn, eller at afsværge sin meest aabenbare Tarv, sine ældste Grundsærtninger, og sine lovligste Rettigheder, for at gjøre sig til et blindt Redskab for en Regjerings rasende Hensigter, der har vovet at gjøre Angreb paa de første Grundvolde for de nordiske Magters Sikkerhed, Velfærd og Værdighed? Kunde disse Betragtninger vel opveies af den usle Fordeel af Subsidier, for hvis Priis det londonske Kabinet bestandig viser sig redebont at kjøbe Allierede, som det paastaaer netop derved at forbeholde sig Ret til at behandle som Leiesvende?
Da Kongen af Sveriges Beslutninger imidlertid have skuffet hans Naboes sidste Forhaabninger, saa kan den paa sin Side ikke være tvivlraadig om at tage det Parti, som dens Sikkerhed, Nordens almindelige Tarv, dens Hengivenhed for Rusland, og Egenskaben af sin Forbindelse med denne Magt bydende foreskrive den.
I det Øieblik da Sjælland paa ny trues af en engelsk Magt, som allerede de svenske Havne tjene til Foreningspunkt, hvor Nordens Fiender ville forsikkre sig det stockholmske Hofs Afhængighed ved nye Penge-Understøttelser, hvor det engelske Ministeriums offentlige Taler noksom aabenbare de Forbindelsers Natur, der endnu existere eller ere fornyede imellem begge Magter, troer den danske Regjering sig berettiget til at foretrække en aabenbar Fiendskabs-Tilstand for prekaire og tvetydige Forhold til en Nabo, hvis Sindelag er blevet meer og meer mistænkeligt, og som den i lang Tid ikke har kunnet ansee for andet end en maskeret Fiende. Hans Majestæt Kongen af Danmark erklærer følgeligen, at Allerhøistsamme antager i det Hele Ruslands Beslutninger i Henseende til Sverige, og at hans Majestæt i Intet vil adskille sin Sag fra hans Majestæt Keiser Alexanders, hans ophøiede og tro Bundsforvant.
Givet i Kjøbenhavn den 29de Februar 1808.
Paa denne danske Krigserklæring, gav det svenske Hof følgende Svar:
«Det danske Hof havde indgaaet et Forbund med Frankrige, gjort alle Forberedelser til franske Troppers Modtagelse i sit Land, samlet Førselsskibe i sine Havne, rustet Kjøbenhavn alt hvad det kunde for at dække et fransk Tog mod Sverige, da dette Hof tilsidst gjorde en Krigserklæring, hvori det anklager Sverige for at være Aarsag til dette Fredsbrud, paa Grund af at det ikke havde bevidnet Danmark nogen Sorg over dets Flaades Forliis, at det ikke vilde medvirke til at hevne denne Ydmygelse, og i Særdeleshed at det søgte Bistand i England mod et Anfald. Hans Majestæts Forhold til denne Magt laa indenfor Grændserne af en egentlig Fred. Intet Slags Forbund eller Overeenskomst afpælede nogen for begge Hofferne fælles politisk Bane; ogsaa syntes Danmark, da Sverige, Rusland og Preussen i Forening strede mod Frankrige, i Skyggen af sin Neutralitet at være en Ven af Alle. Vidne til dette System, og ved nogle i Aaret 1806 begjærte Oplysninger overtydet om Umulighed af heri at bevirke nogen for Sverige fordeelagtig Forandring, havde hans Majestæt ikke mere noget Haab om, at see den danske Sømagt nogensinde vorde ham nyttig. Efter Fredsslutningen i Tilsit havde man tværtimod al Aarsag til at frygte, at denne Styrke, ved Ruslands og Frankriges Indflydelse, engang kunde bruges mod Sverige, og hans Majestæt ansaa det derfor for passende at iagttage en dyb Taushed i Henseende til Begivenheder, som i forrige Efteraar fandt Sted i hans Nabolav, overladende til England og Fremtiden at retfærdiggjøre og dømme dem. Man skylder imidlertid Sandheden at erklære, at Hoffet i London ikke har anmodet Sverige om at deeltage i dette Tog, og ikke engang betroet det Kundskab herom før i Udførelsens Øieblik. Ogsaa skede ved denne Leilighed ikke mindste Bevægelse i Sverige. Den engelske Flaade kom og seilede bort, uden at løbe ind i nogen svensk Havn, og de Hjælpetropper, som indskibedes i Pommern, tilbageleveredes i Kraft af den Separat-Artikel i den Convention, som i den Anledning sluttedes i London den 17de Januar 1807, og som underhandledes, da der vist nok ikke var Spørgsmaal om dette Tog. Denne Artikel lyder saaledes: «Det er en fuldkommen Overeenskomst, at dersom uforudseete Omstændigheder skulde gjøre denne Conventions Formaal uudførlig, eller om hans storbrittaniske Majestæt skulde finde det fornødent at drage benævnte Tropper fra svensk Pommern, da skal denne Convention i ingen Henseende kunne hindre hans storbrittaniske Majestæt fra at give saadanne Befalinger, som han maatte ansee passende til videre Beskyttelse for disse Tropper, som nu stilles under hans svenske Majestæts Befalinger».
«Det engelske Hof har senere fuldkommen retfærdiggjort dette Foretagende, og hver Dags Erfaring retfærdiggjør det endnu mere. Talrige franske Armeer sætte sig fast i Nedresachsen og synes at have Noget i Sinde mod Norden. Endnu fandtes der Folkeslag at underkue. Havne at lukke, og Kræfter at anvende mod England. Disse Hære skulde, det koste hvad koste vilde, trænge ind i Norden; de havde i ethvert Tilfælde gjort det under hvad Paaskud der kunde optænkes; nu er hiint Anfald paa den danske Flaade bleven Løsen og Foreningsordet for hele Liguen. Det fortjener at anmærkes, at den danske Regjering, som allerede var omgiven af franske Tropper, styret, drevet, ja endog betalt af Frankrige, udgiver en Krigserklæring imod Sverige, uden engang at turde nævne den Magt, som leder dens Foretagender. Med Forlegenhed opsøger Danmark Grund og Ankeposter for at have Anseende af en egen Villie i denne Beslutning. Det anfører Sveriges Forestillinger mod de svenske Posters Standsning, som Ubehageligheder, da det, for at hindre den engelske Brevvexling, ei var istand til at lade disse Poster gaae frit igjennem Landet, saaledes som Tractaterne foreskrive, og tilstaaer at være uvilkaarligen tvunget til denne Fremgangsmaade. Det gjetter hans Majestæts Tanker, og indbilder sig at de ere fiendske, medens det allerede i adskillige Maaneder hemmeligen er kommet overeens om et Anfald paa Sverige. Det giver sig af med at dømme om dette Lands Interesse, medens det selv har overladt baade sin Interesse og sin Selvstændighed til fremmed Indflydelse. Det bebreider endeligen Sverige, at have beredt Forsvarsmidler ved en Subsidie-Traktat, medens det er betalt for en Angrebskrig, og bruger, ligesom af et Slags Forlegenhed, mod Sverige Ordet Leiesvende, hvilket den Regjering, som betaler Danmark, maaskee har havt den Haardhed at foreslaae.
Man bør ogsaa her give hans storbrittaniske Majestæt det fuldgrundede og høitidelige Vidnesbyrd, at han i alle sine Underhandlinger og Overeenskomster med Sverige aldrig har forlangt nogen angribende Forholdsregel eller Skridt, og aldrig villet andet end hvad der bestod med dette Riges Tryghed og Selvstændighed. Det seneste og meest overtydende Beviis herpaa er den Beredvillighed, hvormed den engelske Minister strax samtykkede i hans Kongl. Majestæts Forslag at frede Østersøen formedelst et formeligt Løfte, ikke at didsende noget Krigsskib, paa Vilkaar, som havde været nyttige og hædrende for hele Norden. I dette ene Forslag læse den danske Regjering den fuldkomneste Igjendrivelse af alle de Klagemaal, hvormed dens Manifest mod Sverige er opfyldt, og i eftertænkende Øieblik sammenligne den med den Tilstand, hans Majestæt har søgt at bevirke med den Rusland og Frankrige nu indføre. De læse, alle Frankriges Bundsforvante, i dette Englands Samtykke Forskjellen mellem de Baand, der forene begge Hoffer, og dem, hvori de selv ere fængslede, og dømme da, paa hvilken Side der er meest Agtelse for hver Parts Tarv tilligemed den største Gavnlighed og Retfærdighed for det Almenes. Selv Danmark har længe været en Gjenstand for dette Maadehold, og ophørte kun at være det, da dette Hof begyndte at blive virkelig farlig. Da Nedresachsen hærjedes og Hansestæderne plyndredes, hvad gjorde Danmark da for at hævde det forurettede Norden? Sverige, Rusland, England førte Krig i denne Hensigt; ingen tænkte paa at tvinge Danmark til at tage Deel deri. Da, som nu, var Danmark Ruslands Bundsforvandt, hvi understøttede det ikke samme Sag? Hvad havde det at anføre for sin Rolighed, som Sverige nu ikke kan anføre for sin? Alt dette kan forklares ved den Omstændighed, som Danmark søger at fortie, at det nu er i den franske Regjerings Vold. Havde England fulgt denne Fiendes Grundsætning, saa havde det ikke tøvet med at gjøre Danmark vaabenløst indtil det Øieblik, da dette havde besluttet at hengive sig. Det havde adskillige Aar tilforn bemægtiget sig, ja endog beholdt dette Land paa Grund af Nordens eget Bedste.
Selv Danmarks gamle Forbund med Rusland skal tjene til at besmykke denne Angrebskrig, skjønt hele Verden veed, at dette Forbund blot er sluttet til Forsvar, og som saadant ikke var gjældende for Ruslands seneste Krig, da denne Magt maaskee alligevel kunde fordre det opfyldt. For at retfærdiggjøre sig vover det danske Hof at anføre Alt; det paatager sig tilsidst Ruslands Uretfærdighed, forraader en overlagt Aftale, Alt for at dølge en eneste Grund, den fornemste, at det er Frankriges Bundsforvant.
Uretfærdighed og Falskhed have deres Grændser. Ære og Sandhed skulle i deres Orden seire. Stolende fuldelig paa sin Sags Retfærdighed, stolt af at regjere et stridbart og trofast Folk, der saa mange Gange prøvedes i Farer, og altid opholdtes ved den Almægtiges Haand, haaber hans Kongl. Majestæt, at samme Forsyn skal velsigne hans Vaaben, og gjenskjænke hans Undersaattere en sikker og hæderlig Fred med Fiendernes Ydmygelse.
I Arndts citerede Bog findes Pag. 301 en Oversigt over den svenske paa norsk Grændse førte Krig, som han siger er bleven ham meddeelt af en vel underrettet Officier i Generalstaben, der lyder saaledes:
Oversigt over den saa kaldte Vesthærs Operationer under General Armfeldts Befaling.
«Feldttoget mod Norge er blevet saa forskjellig bedømt, at det synes nødvendigt at give en kort Oversigt derover, som med Forbigang af Bisager blot berører de store Punkter.
Mod Enden af Marts 1808 skulde en Hær samles omkring Ørebro under Navn af Reservehær. General Armfeldt fik Befaling derover. Men da de Danske just dengang havde erklæret Kongen Krig, saa maatte han fremskynde alle tagne Forholdsregler, og paa det hurtigste sammentrække alle de Tropper, som skulde agere mod Norge. En særegen Afdeling deraf fik Navn af Vesthær. Alle de Tropper, som befandt sig omkring Sundsvall og endnu høiere mod Nord, blev anseet som sammes høire Fløi, under General-Adjutant Oberst Bergenstråles Commando, og alle Tropper fra Åmål til Svinesund i Gothenborg og i Elfsborgs Landshøfdingskab hedte den venstre Fløi og kommanderedes af Generalmajor Baron Vegesack. General Armfeldt blev anseet som Over-General, men med saadanne Indskrænkninger med Hensyn til begge Fløie, at disse Skarer neppe hængte sammen med Centrum, og udgjorde intet mindre end en inderligen forbunden Deel af det Hele. De Herrer Vegesack og Bergenstråle havde Ret til at indsende directe Rapporter til Stockholm, uden at Overgeneralen kunde kræve Meddelelsen af deres Indhold. Om end heraf ikke udsprang anden Ulempe end en bestandig Uvished med Hensyn til Udførelsen af alle combinerede Operationer, saa var dette allerede meget, og man vil nedenfor see, at dette ikke var det største Onde, som Delingen af Tillid og Magt frembragte.
Undersøger man dette System, som lænkebandt ethvert betydeligt Foretagende, lægger man Mærke til den Behændighed, hvorved Hærens gode Villie og Virksomhed lammedes, saa kan man ikke afholde sig fra at begræde Sveriges Ulykke, da Officeer og Soldat siden Krigens Begyndelse, fra Ukerns Bredder og Kareliens Ørkener til Glommen og Kattegattets Kyster, have hæderligen udmærket sig. Denne dybt og fra det Fjærne anlagte Forrykthed sigtede stedse til General Armfeldt, og det maatte være hans Ære, om han alene havde været et Offer derfor. Men Fædrelandet og den Hær han kommanderede ere langt meer at beklage end han.
De Norske havde ved Feldttogets Aabning 17000 Mand regulaire Tropper, hvilke, omendskjønt ikke krigsøvede, i det mindste vare fuldkommen forsynede med alle sine Fornødenheder.
n226 Landmilitsen, som bestod af Veteraner, beløb sig til 13000 Mand, og man havde været saa forstandig at indkorporere dem i Linietropperne.
n227 Disse 30000 Mand vare dækkede ved Dovrefjeld, Glommen, Kongsvinger, Fredrikshald og Fredriksstad paa den svenske Side, og paa Søsiden ved lidet tilgjængelige Kyster, og desuden beskyttet af Christiansand, Bergen, Christiansund, Agershuus og Trondhjem; en Flotille paa 40 Seil dækkede Bugten af Christiania.
n228Den svenske Hær skulde fra Sundsvall til Gothenborg beløbe sig til 16000 Mand; men den var aldrig 10000 Mand stærk, undtagen i Begyndelsen af Juni, da Landeværnet og Regimenternes Wargerning var stødt til den.
n229 En Flotille skulde lægge sig for Bugten ved Christiania, naar Isen gik op; men den forlod aldrig Kysterne af Strømstad, hvor den dækkede Hærens venstre Fløi, der forøvrigt støttede sig til Marstrand og Warberg, og blev forsynet derfra og fra Tøihuset i Gothenborg, uden at regne de Magasiner, som man anlagde i Vennersborg og Udevalla. Centrum, som paa hiin Side Karlstad skulde rykke frem imod Grændsen, havde endnu den 18de Marts ingen Magasiner, omendskjønt det skulde agere i Sveriges ufrugtbareste Landskaber. Naar man slog Fienden og trængte frem til Glommen, saa var den grueligste Elendighed, og en fuldkommen Mangel paa alt, det eneste Tiltrækkende, som denne Ørken frembød. Man havde sammenbragt noget Foder og Levnetsmidler i Ørebro, Karlstad og Eda; men neppe havde man begyndt med at agere, og naaet Grændsen, saa vare disse svage Hjælpemidler udtømte. Alt Krigsforraad maatte man faae fra Stockholm, og der var saa lidet sørget for Foder, at Halvdelen af Rytteriet blev allerede sendt tilbage, efterat det havde været 14 Dage i Arboga. Desuden fandtes paa denne hele Linie intet eneste befæstet Støttepunkt, endnu mindre en Forraadsplads. Eda, hvor der forhen havde været et Fort, havde siden 1788, da General Armfeldt der havde ladet gjøre nogle ubetydelige Reparationer, været fordømt til Forglemmelse.
Vesthærens Centrum skulde være 9 til 10000 Mand; men det udgjorde aldrig meer end 6000. Bataillonerne bestode kun af 400 til 500 Mand, som kunde bære Vaaben, og denne Prøve paa en Hær manglede Alt.
Norges Magt var fordeelt paa følgende Maade:
| I Trondhjem og Omegn | 4,000 Mand. |
| Bergen og Christiansand | 1,200 – |
| Christiansundn230 | 1,200 – |
| Christiania | 2,000 – |
| Linierne fra Kongsvinger til Fredrikshald | 21,600 – |
| ____________ |
| 30,000 Mand. |
I de første Dage af April meldte den høire Fløi, at den uagtet de Hindringer, hvorpaa den kunde støde, vilde overrumple Røraas og true Trondhjem. Den venstre Fløi underrettede Stockholm og den hele Hær om, at den var færdig til Angreb. General Armfeldt brændte i Følge deraf efter at angribe. Ogsaa lovede man ham til denne Hensigt skyndsomst at sende Alt hvad han kunde behøve. Men Alt kom kun stykkeviis. Dog besluttede Armfeldt at give alle andre Hensyn til Priis for Lykkens Luner, og de Resultater han kunde vente af Hærens Tapperhed og Beredvillighed; kun Tiden vilde han ikke tabe. Som Beviis paa den overordentlige Skjødesløshed, son herskede i alle Krigsforvaltningens Grene, og hvor lidet man havde tænkt paa at sætte Hæren i Krigs-Tilstand, anfører jeg kun, at der manglede Flintestene og Kugler, ja endog Støbeformerne til disse, saa at man maatte lade kjøbe hos Kjøbmændene i Karlsstad, Kristinehamn og Ørebro Alt, hvad man hos dem kunde finde, og i en Hast lade gjøre Kugleformer, paa det de Tropper, som vare sendte for at dække nogle Magasiner paa Grændsen, og sikkert at kunne sammentrække det Vermelandske Regiment, i det mindste kunde gjøre nogle Flinteskud. Havde de Danske benyttet det første Øieblik, da man ikke havde taget nogle Forholdsregler til Forsvar, saa havde de sandsynligen kunnet ødelægge det hele Land til Ørebro, før et eneste Kompagnie af den hele Vesthær var samlet. Under at omtale den Skjødesløshed, som har holdt Skridt med den dummeste Forvovenhed, maa man ikke glemme den Tilstand, hvori Vaabnene i Begyndelsen af dette Feldttog vare. Af 400 Geværer vare neppe 60, som Soldaten med Tillid kunde bruge, meget mere vare nogle saa slette, at han maatte frygte for at lade dem. Ogsaa Klæderne vare mere eller mindre slette, desuden fattedes de i et saadant Klima høist fornødne Kapper, eller de vare forslidte. Og for at bedømme den Indflydelse, som Beklædningsmaaden har paa Soldaten, behøver man kun at sammenligne den Dødelighed og det Antal af Syge, som har været i de Regimenter, som bleve klædte og udrustede af Jordebrugseire, med de samme Plager i de Regimenter, som ere overladte Krigskollegiets faderlige Omsorgs.
n231Uagtet alle disse Uordener, og den fuldkomne Mangel paa alle Hærens Fornødenheder, var Armfeldt den 14de April saa vidt, at Brigaderne vare organiserede, Patronerne fyldte, Magasiner anlagte for et halvt Aar o.s.v. o.s.v., og paa denne Dag angreb han af følgende Grunde, og efter den Plan, som dertil støttede sig.
Betragtninger.
a) De norske Tropper ere formedelst en lang Fred ikke krigsøvede; de svenske derimod ere det.
b) Nordmændene frygte de Svenske og Englænderne, og den Søerustning, som beredes i England, tvinger dem til ei at blotte deres Kyster.
c) Bergenstråle holder 4000 Mand i Aande.
d) Den nærværende Operationslinie er næsten 40 svenske Mile lang, den fra Magnor til Kongsvinger vilde kun være 12 til 15.
e) General Vegesacks Skare er tilstrækkelig til at holde Besætningen af Frederikshald og Fredrikstad i Aande, og saasnart Havet er aabent, vil Flotillen komme og spille Mester i Bugten.
f) Er man Herre over Magnor, saa er man det ogsaa over Udspringet af Vandene imellem Glommen og Grændsen, saavelsom over den venstre Bred af denne Flod til Søen Øieren; desuden holder man Alt i Aande paa den venstre Bred af Søen Mjøsen.
g) Tøveiret, som rimeligviis indtræder inden 3 Uger, tillader at bevæbne Søerne.
Altsaa holdes i Aande (eller i Skak)
| paa Kysterne | 5000 Mand. |
| I Trondhjem og Omegn | 4000 – |
| – Kongsvinger | 6000 – |
| – Fredrikshald og Fredriksstad | 6000 – |
| ____________ |
| 21000 Mand. |
Saa blive i det høieste 9000 Mand tilbage at slaaes med.
Plan.
1) Oberst Bergenstråle vil efter den Demonstration, som han skulde gjøre, benytte Fiendens Uvished og hans første Skræk for at sende 400 til 500 Mand til Elfdalen, og begynde Angrebet i Overeensstemmelse med den flyvende Leir, som staaer under Oberst Gahns Commando, og vil saaledes saavidt muligt søge at trykke Fienden tilbage til den øvre Deel af Glommen.
2) Den første Brigade vil i samme Øieblik marschere mod Kongsvinger og besætte Magnor.
3) Naar den anden Brigade er bleven Mester af Krokfos, vil den over Haneborg rykke frem til Blakjær, og den 3die, som gaaer over Hanefjeld,
n232 vil, efterat have bemægtiget sig Ørjes, Opsal og Lund, trænge frem over Basmø til Onstad, og i det den slutter sig til den anden Brigade, vilde den imidlertid passere det 4de Smugsund for at rykke ind i Aremark. Saaledes rettende sig efter General Vegesacks Bevægelser vilde den true Fienden og drage hans Opmærksomhed mod Dagenæs og Rakkestad.
4) Vegesack vilde derved med stor Lethed kunne trænge frem mod Skiebergs-Sletten, i det han slutter sig til den 4de Brigade og tillige holder Fæstningerne Fredrikshald og Fredriksstad i Skak.
5) Saasnart Glommens Bred er feiet reen, vil man sætte over den med den 3die Brigade, og udstrække sig mod Havet, for i Nødsfald at understøtte Flotillens Operation.
6) Vegesack, som forstaaer sit Haandværk godt, og er en Mester i at handle efter Omstændighederne, vil efter Mulighed benytte Flotillens Operation, der vil forsøge at trænge frem i Bugten, for at bombardere det fra denne Side slet befæstede Fredriksstad.
7) I denne Stilling vil man oppebie Englænderne eller Forstærkninger. Ifald Fienden ikke taber saa meget sin Fatning, at han forsømmer alle Fordele af sin Stilling, eller man af Mangel paa Hjælp er for svag til at foretage noget videre, vil man i alle Tilfælde have forkortet Krigsgrændsen fra 40 til 12 Mile, og begge Fæstninger ville før Høsten falde af sig selv af Hunger.
Nu komme vi til Udførelsen af denne Plan, som efter Landets Natur maaskee vil fortjene enhver erfaren og upartisk Soldats Opmærksomhed.
Oberst Gahn, som kommanderede i Elfdalen, angreb den 14de April og rykkede frem 3 Mile over Grændsen. Angrebet paa Skandserne ved Lier skede den 18de April, og Fienden blev kastet over Glommen under Kongsvingers Kanoner. Fra Magnor til Lier havde Hæren brugt 2 Dage, for at drive Fienden ud af alle sine fordeelagtige Stillinger. Den anden Brigade var, efterat den havde jaget Fienden fra Haneborg, ligesom den 3die nær ved at opfylde sin Bestemmelse. Havde General Armfeldt havt et eneste Artilleristykke af saa stærk Kaliber, at den elendigste Hytte i Kongsvinger derved kunde være bleven stukken i Brand, saa havde Fæstningen kapituleret den 19de. Kommandanten havde skrevet ham til, at hverken han eller hans Besætning havde Lyst til at lade sig stege paa Rist. General Armfeldt havde siden Marts Maaned uopholdelig og indstændigen forlangt disse svage Nødvendighedsmidler, i det han angav et saadant Tilfælde som muligt; men Intet var beredt, og foruden meget gode Sexpunder-Batterier ankom Intet før Enden af Mai.
Imidlertid kunde General Vegesacks Skare, som i Følge hans Beretninger var færdig siden den 6te April, af Mangel paa Levnetsmidler og Færselsvogne intet Skridt gjøre. Denne Tværstreg tillod Fienden at blotte begge Fæstninger og sende 4000 Mand til Høland og Blakjær, som forenede sig med dem, som vare sendte fra Christiania og ved Onstad Sund gik over Glommen. Resultatet deraf var, at vore Tropper saavel i Høland som Lund bleve tvungne til Retirade, efterat en lille Hob, som kommanderedes af Grev Mørner, var bleven tagen til Fange.
Disse Uheld standsede pludseligen en almindelig Bevægelse, og bragte Hæren i en meget mislig Stilling.
Denne blev endnu slemmere ved et andet Tab. Bergenstråle havde, istedet for at gjøre hvad han ved Enden af Marts havde lovet, og følge den aftalte Plan, trukken sig – Armfeldt vidste ikke hvorfor – mod Qvarken, hvor man med Uret frygtede et Indfald af de russiske Tropper. Ved denne uventede Bevægelse, hvormed Overgeneralen og Oberst Gahn begge vare lige ubekjendte, kunde den fiendtlige Skare, som skulde holdes fast ved Trondhjem, let komme ned og fortrykke Gahn i samme Øieblik, da han var rykket frem for at virke fælleds med den første Brigade. De Danske, i det mindste 6 Gange stærkere
n233 end Gahn, omringede og toge ham til Fange, efterat Halvdelen af hans lille Hob var bleven paa Pladsen. Derved var Veien fra Dahlby til Karlstad aaben, og alle Hærens Magasiner vare i Fare, naar vore Fiender havde forstaaet at benytte vore Uheld.
Den anden Brigade fandt sig, for ei at blive omringet, imidlertid tvungen til at blive i Linierne ved Krokfors og Stangenæs, imedens den 3die besatte den venstre Bred af Søerne Ør og Bofjolen. Den 4de Brigade, posteret imellem Omegnen af Ødemark og Aremark i Ottier og i Passet ved Bøn, bandt sig til en Deel af den Vegesackske Skare, som endelig havde posteret sig ved Bjørbæk og Skottsberg, og bemægtigede sig Præstebakke og Bærby mod Enden af Mai.
Just nu forefaldt ved Strømstad en for de svenske Vaaben meget hæderlig Fægtning imellem 5 svenske, og 26 danske Kanonbaade, hvori de sidste med Tab bleve tilbagedrevne. Den udmærkede Officier Norberg, som comanderede dengang den lille Prøve af Flotille, som vi skulde have, tabte Commandoen, da han var stærk nok til at gjøre Noget. Den forblev ogsaa i den fuldkomneste og skadeligste Uvirksomhed, og dens Befalingsmænd havde, om man skal troe deres Beretninger, stedse Elementerne mod sig.
Uagtet de Tab, som Hæren havde lidt, havde Fienden kun alt for meget følt, hvilken Overmagt vore Tropper ved deres Mod og deres Tapperhed havde over ham. Han undgik ogsaa saa meget muligt enhver afgjørende Fægtning, og indskrænkede sig til den lille Krig og til Overfald, som ikke er den glindsende Side af vor Krigskonst. Man maatte altsaa tvinge ham til at forlade sit System, og paa en kraftig Maade søge Opreisning for vore lidte Tab. General Armfeldt var ogsaa bestemt til at søge Leiligheden til at levere et Slag. Han lod derfor sit Artilleri rykke frem paa Punkterne ved Ørje og Opsal, og opstillede den 2den 3die og 4de Brigade saa, at de inden 4 Dage kunde forene sig for at rykke ind i Momarken og udbrede sig paa Sletten ved Edsberg. Man vilde angribe en fiendtlig Skare af 8000 Mand, som stod i denne, og saaledes afgjøre Feldttoget. Just i dette Øieblik kom en Coureer fra Gothenborg med Efterretning om den store engelske Sørustnings Ankomst. Armfeldt nærede nemlig den ganske naturlige Tanke, at, da den var landet paa disse Kyster, var den sandsynligen bestemt til Medvirkning mod Norge. Han besluttede altsaa endnu at bie, fordi hans Angreb under det lykkeligste Resultat dog ikke saa ømfindtligen kunde skade Fienden, som naar man angreb med en forenet overlegen Magt. Til den Ende sendte han en af sine betroede Adjutantere til General Moore, for at erfare hans Hensigter, og en Officier til den engelske Admiral, med Anmodning om at tilstille ham Planerne til de danske Fæstninger, som ligge paa Kysten, hvilket var meget vigtig for Anføreren for en Eskadre, om han vilde forurolige Fienden paa dette Punkt. Den svenske Generals Øiemed var, saa meget muligt at bringe en fuldkommen Overeensstemmelse i alle Operationer, og at hæve forud alle Vanskeligheder, selv Forfængelighedens, som er forskjelligen forbundne Troppers farligste Fiende. Den engelske General syntes meget tilbøielig til at gaae ind i den svenske Generals Anskuelser, ja han syntes endog at ønske en Samtale, for desto lettere at forenes om Alt. Men han kunde Intet afgjøre, førend han havde faaet et Svar fra Stockholm, hvorhen han havde sendt Chefen for sin Generalstab, for at modtage Kongens Befalinger. Den engelske Admiral havde, fuld af den bedste Villie, afsendt en Deel af Flaaden til Østersøen, og havde ikke et eneste Skib tilbage, der var passelig til at understøtte vor Flotille, om den nogensinde havde kunnet bestemme sig til at forlade Dynekilen. De Danske, som nu truedes af et kombineret Angreb af de Svenske og af Englænderne, søgte at drage den svenske Generals Opmærksomhed mod Nord. Fra Elfdalen til lige under Magnor skede dagligen nye Bevægelser, og meer eller mindre heftige Angreb, af hvilke det ved Mobak og Lier den 18de Mai var det blodigste. Fienden blev med Tab slaaet tilbage og de svenske Vaabens Ære bevaredes uplettet. Armfeldt var langt fra at ville forandre sin engang lagte Plan, men søgte at hæve alle forekommende Hindringer, som tildeels vare af en fortvivlet Natur. Men just midt i disse Historier fik han en Befaling af 19de Mai ganske at forlade Norge, og indskrænke sig til det strengeste Defensive. Dette traf ham som et Tordenslag, men dog vovede han ikke alene at forestille Kongen, hvor skadelig denne Forholdsregel var, men tilføiede endnu mere, at nu eller aldrig det Øieblik var forhaanden, enten med Englændernes Hjælp, eller ved Sendelse af Forstærkninger, at erobre det sydlige Norge. Men Alt var forgjæves, og man maatte adlyde. Paa denne første Befaling fulgte en anden, at afsende 2 Batailloner Linietropper og 22 Artilleristykker deels til Skaane, deels til Gothenborg; hvorimod man lovede at forstærke Vesthæren med Landeværn, som vare uden Vaaben og Klæder, og utilfredse med deres Bestemmelse, omendskjønt man havde havt den falske Tanke, at underkaste dem en Disciplin, der var ganske forskjellig fra den, som brugtes i den øvrige Hær. Disse sammenrapsede Mennesker, som manglede alle physiske og moralske Midler til en militair Organisation, bleve anførte af Officerer, som enten havde forladt Tjenesten, eller deri endnu ingen Færdighed havde – kort dette Opbud i Masse, som kunde være blevet frygteligt, dersom det var blevet gjort efter faste Grundsætninger, antog strax i sin Oprindelse den uheldigste Form, man maa nu betragte det som Soldat og Politiker, eller som Borger og Menneske. Armfeldt, overbeviist om disse Sandheder, er den eneste, som har vovet at forandre den feilagtige og forstyrrede Plan, i dette Landeværns Organisation, Dannelse og Øvelse, og ved hans Afreise fra Vesthæren gaves der 3 Batailloner, som inden kort Tid lovede at kunne i alle Dele gjøre det ligesaa godt som Linietropperne.
Efter nogle Ugers Forløb beredte endelig den engelske Udrustning, som synes at være kommen for Intet at gjøre, og neppe havde givet Skinnet af Hjælp, sig til at forlade os,
n234 og i dette Øieblik ankom en tredie Befaling til Generalen, at afsende 6 Batailloner fortreffelige Tropper og en Bataillon Artilleri til Finland. Han fandt sig nu lige over for en overlegen Fiende, der var befriet fra al Frygt for Englænderne, og var fuldkommen underrettet om vor Stilling.
Saaledes strandede Erobringen af det sydlige Norge paa Mangel af Tropper, Mangel paa Understøttelse og god Villie hos dem, som, om end ikke alle Midler stode dem tilrede, dog ikke havde skullet lægge Baand paa hvad der endnu kunde bevæge sig, eller hemmeligen lægge Hindringer i Veien.
n235 Besættelsen af en Deel af Norge vilde have været et Pant for Finland, for Sveriges Sikkerhed, og have forøget Hjælpekilderne i den Grad, at en Styrke kunde være bleven sendt til Finland, der kunde have understøttet den kjække finske Hær, som med det meest glimrende Held svækkede sig ved sine Seiervindinger, uden nogensinde at kunne blive anderledes end deelviis understøttet.
Jeg tvivler om det nogensinde vil komme til Efterverdenen, ved hvilke forkeerte Forholdsregler den nærværende Slægt forulempedes og Fædrelandet blev drevet til Afgrundens Rand. Naar man ikke kan troe paa en Fatalisme, som halverede eller endog tilintetgjorde alle de bedste Planer, saa maatte man troe paa et fiint Væv af Forræderi, eller paa en Lykkes-Troldom, der holder dem omtaagede, som vove at foretage noget mod Napoleon, hans Trælle og Drabantere.
Omendskjønt Armfeldt beskæftigede sig med Landeværnets Organisation, for endnu i Juli Maaned efter Mulighed at kunne erstatte sine Tab, saa kunde han dog ikke dølge for sig selv, at ikke alene Norges Erobring var bleven umulig, men at man maatte tværtimod tænke paa at indrette et Defensive, passende til Omstændighederne. Han befalede derfor at bygge Fæstningsværker, som man siden har gjort i Eda, og gjorde hvad der stod i hans Magt, for at ernære Armeen og holde den i Stand. Dog, Høsten og Vinteren kunde ikke andet end forurolige ham, især naar han betænkte Beskaffenheden af den Grændse, han havde at forsvare, saavelsom den Maade, hvorpaa Soldaten var udrustet, til at kunne udholde hine strenge Aarstider. En Stilstand med Norge kunde i enhver Henseende være os gunstig, og Generalen fik Tilladelse af Kongen til at gjøre Overgeneralen i Norge, Prindsen af Augustenborg, Forslag derom. Prindsen havde i denne Henseende gjort nogle nærmende Forslag; men da man kom til at prøve Betingelserne, viste sig saa mange Vanskeligheder, og Prindsens Tone, naar han talte om Kongen, var saa lidet sømmelig, at Underhandlingerne maatte afbrydes uden at give noget Resultat. General Armfeldt sendte en Coureer til Kongen om disse Anliggender; og istedet for nogetsomhelst Svar bragte denne ham Efterretning om hans Afskeed og Exil. Tre Dage forløb imidlertid før den nye Overgeneral kom og den 16de August overgav Armfeldt ham Comandoen».
n236
Oberst de Seue indsendte en Beretning dateret 16de, 17de og 18de April 1808 af følgende Indhold:
«Efterat den mellem Kongsvinger og Magnor værende Deel af Oberst de Seues Brigade, formedelst Fiendens pludselige Indrykken fra Adelsfors til Krogfors, var bleve afskaaren fra den Side af Brigaden, som var i Høland, bleve den 16de April Defileerne ved Kongetorp og Aabogen, som ligge i den alfare Vei til Magnors Grændse, besatte med det fornødne Artilleri af et halvt 3pundig Fodbatteri og 4 Regimentskanoner med den fornødne Bedækning Grenaderer, for at forbyde Fienden Passagen til Kongsvinger, og dette var saa meget mere fornødent, som de indløbne Efterretninger meldte, at General Armfeldt var gaaet over Grændsen mod Midtskoven, medhavende baade Artilleri og Kavalleri. Da nu Fienden allerede trængte frem med sine lette Tropper, og forsøgte at tournere Batterierne Kongetorp og Aabogen, uden at disse kunde skade Fienden, hvilken forsøgte fra Høiderne at beskyde Batterierne, saa blev det besluttet at trække sig tilbage, for at indtage Passerne ved Lier en halv Miil fra Kongsvinger, som ikke er kommanderet af omliggende Høider, og har en temmelig stor Plaine i høire Flanke. Den 17de om Formiddagen viste Fienden sig allerede i den venstre Flanke, hvor han, efterat have vexlet Kugler med Grenaderernes Skarpskyttere og de lette Tropper, angreb tillige Centrummet; men da Kanonerne strax begyndte at spille, trak han sig efter en Times Engagement iilfærdigen tilbage uden synderligt Tab paa nogen af Siderne. Den 18de Klokken 11½ Formiddag rykkede Fienden atter frem forsynet med Artilleri og Cavalleri, og blev strax flankeret paa alle Sider, og især af Divisionerne Capitaine v. Sadolin og Grüner, hvorefter han trak sig noget tilbage. En Time derefter begyndte en levende og virksom Kanonade af det virksomme trepundiger Fodbatteri, kommanderet af den brave og kjække Lieutenant v. Meidell, understøttet fra alle Kanter af Grenaderer, Pelotons og Infanterister. Dette Engagement varede i 3 Timer og det syntes kun at være een Ild og eet Skud bestandig. Fiendens Tab var øiensynligen betydeligt; Døde og Blesserede laae om hverandre i Plainen; men Antallet vides ikke. Nu sprængte ei alene det fiendtlige Cavalleri til; men og de fiendtlige Rifleskyttere paa en Distance, som blot Kanonerne kunde række, men ingenlunde vore glatte Geværer, og da vore Tropper i flere Dage og Nætter ei havde været af Klæderne, foruden de øiebliklige Afkræftelser og Tab af Døde og Saarede, blev Retiraden befalet for igjen at gaae over Glommen under Kongsvinger.
Ved en saa ulige Styrke mod en udhvilet Fiende, forsynet med Cavalleri, og hvis Styrke man i det mindste kan anslaae til 2000 Mand, anførte af General Armfeldt – efter flere Dages Skjærmydsering – og endeligen 4 Timers vedholdende Fægtning, har dette Corps nødvendigen maattet lide et ikke ubetydeligt Tab. Den kjække, uforsagte og tjenstivrige Premierlieutenant v. Blir, der var Anfører for Skarpskytterne, er haardt saaret. Tvende Lieutenanter bleve fangne, v. Paludan og Fabritius, og endeligen beklage vi Tabet af 50 Døde, 70 Fangne og Blesserede. Ligefra den utrættelige, kjække og talentfulde Major v. Kreutz, som var anbetroet den specielle Disposition og Commando ved denne Leilighed, til den sidste Officier, var der ikke een, som jo i Gjerningen og Mod viste, at de fortjente Navnet af ædle Nordmænd, og Grenadererne og det lette Infanteri kappedes om at sanke de første Laurbær mod Fædrelandets Fiender».
Den i Texten omtalte svenske Beretning lyder saaledes.
«Under 19de April meldes fra Hovedqvarteret Lier, at det norske Corps 6000 Mand
n237 stærk var drevet tilbage over Glommen. Forskandset og omgivet af Forhugninger forsvarede Fienden sig i 3 Timer med meget god Holding. Overadjutant, Capitaine ved Livgarden, Major Hård ved Uplands Regiment, stormede den første Redoute, og i samme Øieblik viste sig Major Baron
Carl Cederstrøms Colonne i Fiendens Ryg for at afskjære Tilbagetoget. Denne Colonne havde stødt paa mange Naturhindringer, som Cederstrøms Aandsnærværelse dog raadede Bod paa. De Svenske havde omtrent 100 Døde og Saarede, hvoriblandt 3 Officerer.
Fæstningen lettede Fienden Tilbagetoget, saa deres fleste Kanoner bleve frelste, men Ammunition og Ammunitions-Vogne ere tagne. Den hele Styrke, som stormede ved Lier, udgjorde ikke 1000 Mand.
Omtrent paa samme Tid erobrede Lagerbring Blakjær Skandse og fangede Commandanten. Skandsen var i bedste Stand, og Veien til Christiania er nu aaben. En anden Skandse er forladt af de Norske.
Under 23de April meldte Armfeldt, at flere skarpe Fægtninger havde fundet Sted paa Grændsen. Oberst Lagerbring var af Mangel paa Proviant og Fourage, og omgiven af en overlegen Fiende, tvungen til at trække sig tilbage fra Haneborg til den faste Stilling ved Manglefjeld.
Oberstlieutenant Grev Mørner, som skulde recognoscere Egnen om Blakjær, blev den 18de efter tapper Modstand mellem Toverud og Urskog afskaaret af en overlegen Fiende og fangen med sit Corps, som bestod af Capitaine Stjernstam, Lieutenanterne Schefmann, Möller, Aminoff, 2 Underofficerer, 64 Grenaderer, Ritmester Ingeloss og 30 Husarer.
Lykkeligere var Lieutenant Grev
Axel Oxenstjerna, som ved Rakkestad blev omringet af en tredobbelt Fiende; som han kjækt bød Spidsen og slog sig med Tabet af 3 Mand igjennem til han naaede Corpset ved Haneborg. Han blev kort efter Ridder af Sværdordenen.
n238
(Budstikken Pag. 19.)
Fra Hovedqvarteret Blakjær indsendte den kommanderende General, Prindsen af Augustenborg, følgende Beretning til Regjerings-Commissionen.
«Den 13de eller 14de blev mig indmeldt, at Fienden havde sendt stærke Patrouiller imod Grændsen og udsat sine Poster ved Svinesund, og at han truede med et Indfald i Marker.
For at forsikkre mig om dette var Alvor, sendte jeg en stærk Patrouille fra Berby paa Veien til Vetland. Resultatet af denne lille Expedition var Fiendens hastige Retraite og 4 Fanger. Lieutenant Hegge og en Overjæger har destingveret sig ved denne Leilighed ved deres Conduite. Den 15de blev mig indmeldt, at Fienderne havde trængt vore Forposter tilbage og var trængt ind i Marker.
Jeg reiste uden Ophold til Schieberg, hvor Brigaden Holst blev beordret at concentrere sig, og vilde netop tiltræde min Marsch til Marker, da man tilmeldte mig, at Fienden var trængt ind over Manglefjeld til Hølands Præstegaard, og derfra videre til Blakjær, hvilken Skandse han havde indtaget.
Tropperne, bestaaende af 3 lette Infanterie-Compagnier og Grenadeer-Bataillonen af 2det Agershuus og Tellemarken, blev tilbagetrykt og retirerede til den vestre Side af Glommen. Jeg saae mig derfor nødt, da Fiendens Styrke blev angiven til at være nogle 1000 Mand, at ile dette Sted til Hjælp.
Med Iilmarscher naaede jeg Trøgstad; jeg gav derfor Befaling, at, til samme Tid som jeg angreb Fienden, en liden Colonne skulde gaae ham i Ryggen fra Fedtsund, og en lignende stærkere fra Blakjær, for at tilbagevinde Skandsen, og at fordrive Fienden fra denne Side, samt at gaae ham i Ryggen, – da Glommen, som paa de fleste Steder er passabel med Vogne og Heste, ved Ritmester Darres kraftige og indsigtsfulde Foranstaltning var bleven garneret, til hvilken jeg havde givet mit Opdrag, og dette blev effectueret med Lethed og Indsigt; den 19de, som den til Attaqven bestemte Dag, stødte jeg paa Fienden mellem Hemnæs og Hølands Præstegaard. Lieutenant Haxthausen med en Patrouille angreb en fiendtlig Patrouille, hvoraf 4 Døde og 4 Fangne vare Resultatet; vi havde Een blesseret; de skjød paa hverandre i faa Skridts Distance; men Vores Raskhed fordrev Fienden. Herpaa formerede vi da Kjæden, og begyndte Attaqven med Jæger-Corpset, understøttet ved Flanke-Kolonnerne. Vi drev Fienden tilbage næsten 1 Miil til over Rakkestad og henimod Haneborg i største Forvirring.
Ved Løk stødte 2 Compagnier, som havde gjort Udfaldet fra Fedtsund, til os, og disse tabte ved denne Leilighed 2 Døde og 2 Saarede.
Fiendens Styrke skal have været 3 à 400 Mand – i denne coupeerte Egn var den ei let at bedømme. Han var imidlertid saaledes sat i Skræk, at han den anden Dag for en af vore Patrouiller flygtede fra Haneborg til Mangen o.s.v. Den samme Dag erholdt vi Efterretning om, at Fienden rykkede frem mod os fra Rødenæs, som dog ei aldeles stadfæstedes.
Capt. Zarbell af nordenfjeldske Regiment, som med Skarpskytterne af nordenfjeldske og med nogle Commandeerte af søndenfjeldske Regiment var detacheret, greb Fienden an ved Lund den 20de d. M. om Eftermiddagen, drev ham med hans brudte Mandskab tilbage, hvorved han blev understøttet af nogle Landværn. Expeditionen fra Blakjær var ligesaa heldig; Colonnen, som bestod af Musketeer-Bataillonen Opland under Major Weibye og Grenadeer-Bataillonen af 2det Aggershuus og Tellemarken under Capt. Ditten, forjagede Fienden fra Blakjær-Skandse, pousserede længere frem, og omringede ham ved Hjælp af det Ullensagerske Dragon-Compagnie under Ritmester Ingier, om Natten ved Toverud, hvor den hele fiendtlige Trop tildeels blev sprængt, tildeels blev ødelagt, tildeels gav sig fangen.
En Oberstlieutenant og Brigadechef, Grev Axel Mörner, 5 Officerer, hvoraf 2 ere siden døde, 72 Livgrenaderer, 34 Husarer, desuden 7 Læs med Bagage og Proviant og de disse skydsende Knegte bleve tagne.
Ved denne Affaire har Musqveteerbataillonen Opland fortrinligen, ligesom de øvrige viist Mod og Standhaftighed, som det sømmer ægte Nordmænd, og sætter dem i Ligning med de længst tjente Krigere, om ei høiere. Engageret for første Gang, og om Natten, vedligeholdtes Orden, og enkelte blesserede, som havde faaet Skud i Armen og i Læggene, vedblev desuagtet at gjøre deres Tjeneste, og lode sig ei forbinde, førend Affairen var endt.
Generalcommandoen forbeholder sig den behagelige Pligt, offentligen at bekjendtgjøre disse Braves Navne, ligesom samme ei tvivler paa, at Nationen vil sætte Priis paa deres Daad, og bevise det imod deres Efterladte.
Saaledes er da Fienden givet et Beviis paa, at det ei bliver saa let at betvinge Nordmanden, naar han med Forfædres Aand og Kraft værger for sit Fædreland.
Generalcommandoen ønsker, at dette maa have Indflydelse paa de øvrige Landets Beboere, for med forenet Kraft at bortfjærne en Fiende, som mere kan ansees for en Røverbande, der ved enkelte smaa Troppe-Corps søger at indsnige sig i Landet, og ødelægge samme, naar den ei finder Modstand, og tillader sig at plyndre, og til aldeles at forhindre dette er Armeen ikke tilstrækkelig stærk.
Til Exempel paa forommeldte Excesser, som Fienden tillader sig, hvorom Generalcommandoen forbeholder sig at bekjendtgjøre flere, tjener, at Undertegnede fandt i et Par Qvarterer, at Skatoller ere blevne opbrudte og Penge efter Sigende borttagne, ligesaa Bøger og andre Effecter, hvilke siden ere blevne fundne.
Paa Retiraden bleve vore Bønder med Pistolen for Brystet aftvungne de Penge, som Fienden havde betalt til dem for Levnetsmidler. I et Lazareth, hvor og deres egne Blesserede laae, er skudt ind af Vinduerne, Provianten borttagen o.s.v.
I det Mindste giver Ovenmeldte ei et Beviis paa Disciplin i den fiendtlige Armee, og maa, hvor der er Kraft, opflamme til Selvforsvar og forenet Modstand.
Hovedqvarteret Ved Blakjær den 22de April 1808.
P. S. I Lieutenant Haxthaussens Affaire ved Gaarden Enger skjød Foureer Dahl 2 Fiender, og Vaabenmester Hegum var i Spidsen, da Folkene løb Storm mod Gaarden.
Den unge Halvmaaneblæser, Ole Berg, slog en fiendtlig Jæger, som havde lagt an paa ham, Riflen af Haanden og stak ham sin Hirschfænger igjennem Livet. Underjæger Niels Hansen Finholdt af 4de Compagni, der som Marode var bleven tilbage, hørte paa Veien Capitaine Zarbell engageret, meldte sig strax, og gjorde Tjeneste, saalænge Affairen vedvarede, med udmærket Mod.
Christian Prinds til Slesvig-Holsteen.
(Budstikken Pag. 26).
Ved Skrivelse til den interimistiske Regjerings-Commission, dateret Blakjær den 26de April, har det behaget Hans Durchlautighed den commanderende General at indsende en Afskrift af følgende Beretning fra Hr. Kammerherre og Oberst Staffeldt, dateret Bjørneby den 25de April:
«I Dag Morges Klokken 7½ blev mig meldt Fiendens Indrykkelse, jeg lod derpaa uopholdelig det i Gaar beskrevne Pas ved Kjellaasen, hvor Skoven allerede forhen var nedhuggen, besætte med 2de Grenadeer-Divisioner under Capitain von Næglers Commando, og rykkede med det Øvrige frem mod Nyen, efterat jeg i Forveien havde ladet recognoscere, om det skulde være at befrygte, at flere Tropper end de alt indrykkende skulde komme efter, og da jeg i denne Henseende havde faaet fyldestgjørende Efterretning, lod jeg de bag liggende Veie besætte og patrouillere, rykkede derpaa frem over Flisen-Elv med de øvrige Tropper, og efter 3½ Times haard Fægtning lykkedes det mig at tournere Fienden og komme ham i Ryggen. Capitaine von Dreier af 2det Trondhjemske Regiment blev under Fægtningen dødeligen blesseret, hans Kone og Børn anbefales underdanigen Hans Høifyrstelige Durchlautigheds Forsorg, vi have desuden mange Døde og Blesserede, hvis Tal endnu ei bestemt kan opgives. Resultatet af denne Dags Affaire blev følgende:
Den hele svenske Trop blev fangen, hvorfra de undtages, som i Skoven havde forstukket sig, og som formodentligen tildeels endnu kan opbringes, men efter hvad man i en Hast kan tælle ere de Fangne følgende:
Commandeuren Hr. Oberste von Gahn.
Capitaine Godee blesseret.
– Knorring savnes.
– Eggers fanget.
– Fanehjelm fanget.
Lieutenant Udd fanget.
– Sveiberg savnes.
Fendrik Øren fanget.
Oberjægermester von Kothen fanget.
Adjutant Ahlstad fanget.
– Engstrøm fanget,
og omtrent 320 Mand, foruden en Mængde Døde og Blesserede.
Vort Tab er ikke ubetydeligt. Ved Dagens Affaire har i Besynderligbed udmærket sig Capitaine Arntzen af det Hofske Skiløber-Compagni, for hvem jeg underdanigst tør udbede mig en naadig Belønning. Dernæst kan jeg ikke noksom rose Hr. Major von Stabell, hvis Nidkjærhed og Iver har bidraget meget til Dagens heldige Udfald. Fremdeles har Capitaine von Ræder af 2det Trondhjemske Infanteri udmærket sig, og jeg vilde være uskjønsom, dersom jeg ikke anbefalede det hele Officeer-Corps, hvorunder især Major von Ræder af 2det Trondhjemske Infanteri-Regiment, der med megen Uforsagthed førte Tropperne i Ilden.
Efter dette heldige Udfald sendte jeg Capitain von Nægler med sin Grenadeer-Division, det Elverumske Skiløber-Compagni, og 50 Skarpskyttere til Midtskougen, for at ophente hvad endnu maatte være, saavel af Tropper, som Kanoner, Ammunition, og om muligt at erholde det svenske Magasin i Dalby-Sogn 3 Mile fra Midtskougen. Udfaldet af denne Expedition kan jeg endnu ikke have den Ære at rapportere. Falder den heldig ud, saa troer jeg at have ryddet af Veien hvad her kunde være, og er derefter at bruge med Brigaden, hvor Deres fyrstelige Durchlautighed naadigst maatte bestemme.
Commandeurens for den Trondhjemske Skarpskytter-Division, Capitaine von Siegholdts raske Fremrykning bør jeg fremdeles ikke lade være ubemærket.
Underdanigst
Staffeldt.
Svensk Rapport over Gahns Overgivelse:
«For at opfylde sin Bestemmelse at indtage sin Stilling paa Leyonsteds Brigades halve Fløie, inden slette Veie og optøet Snee og Iis gjorde Communicationen umulig, brød Oberste Gahn op den 24de April Kl. 11 om Aftenen med 480 Mand, og marscherede paa Veie, hvor man maatte vade i Snee og Vand. Om Morgenen fordrev han den første fiendtlige Postering, og rykkede 3 Mile ind i Landet, hvor Fienden gjorde en samlet og alvorlig Modstand. Det lykkedes dog Gahn ved et heftigt Angreb, hvorved Capitaine Godee udmærkede sig, at drive Fienden tilbage. Imidlertid havde den overlegne Fiende deels trukket sig hen til det svenske Corpses Flanke, deels overvældet Bagtropperne, som skulde dække de Svenskes Tilbagetog, og saaledes afskaaret dette Corps's Forbindelse med Sverige. Da Gahn saae sig omringet, samlede han sin disponible Styrke, og søgte at slaae sig igjennem den i Ryggen faldende Fiende. To Gange lykkedes det at drive den fiendtlige Kjæde tilbage, men da den heftige Ild, som havde vedvaret over 3 Timer, havde medtaget al Ammunition, 40 Skud pr. Mand, og han desuden havde et betydeligt Antal Døde og Saarede, var det ham umuligt at bringe de ved Anstrengelser og Tab forknytte Soldater til atter at angribe en overlegen, af et kjækt og regulairt Mandskab bestaaende, Fiende, og han maatte med sit Corps overgive sig. Tabet af Døde og Saarede anslaaes til over 200. Med sine Officerers Tapperhed og Dygtighed var Obersten tilfreds, men derimod misfornøiet med Soldaterne, som ei havde viist den forønskte Lydighed og Standhaftighed. I Begyndelsen af Fægtningen bleve 2 Pelotons under Capitaine Knorring og Lieutenant Zweybork afsendte for at understøtte Jægerne paa venstre Flanke, og hindre de Norske fra at omgaae de Svenske, men om deres Skjebne vidste Obersten Intet. Et gammelt Saar i Oberstens Been havde ved Dagens Anstrengelse betydeligen forværret sig. De Fangne bleve paa det Anstændigste og Bedste behandlede af Nordmændene».
Rapporten var dateret Bjørneby 25de April 1809.
Capitain Jessens i Berlings Avis nedsendte Rapport om Træfningen imellem Orlogsskibet Prinds Christian og den engelske Eskadre under Georg Parkers Commando lyder saaledes:
«Efterat være afseilet fra Helsingøers Rhed den 21de Marts om Morgenen, gik jeg om Eftermiddagen imellem Hasteens Grund og Sjællands Rev, saae 3 Seilere, hvoraf de 2 kjendtes at være Orlogsmænd, og den 3die, som søgte ned til dem, gav mig tvivlsom Idee om at være Orlogsmand eller ei, dog da jeg havde Vinden fra dem, og Vinden ikke føiede for at fortsætte min Bestemmelse, ankrede jeg om Aftenen imellem Seierø og Refsnæs.
Morgenen den 22de lettede jeg, de 2de Orlogsmænd, som vare til Ankers, lettede og vare forenede med den 3die, som nu kjendtes at være en Orlogsmand, men af hvad Force kunde jeg ikke bedømme; kun saa meget vidste jeg, at de 2de af dem vare i det mindste svære Fregatter, og den 3die en mindre Fregat. Vinden var østlig da jeg lettede og seilede til Bælterne; men strax efter blev Vinden S. O. Jeg troede det Pligt at løbe Nord efter igjen, og søge Forstærkning paa Kjøbenhavns Rhed, da jeg med denne alene saae mig i Stand til at opfylde min Bestemmelse, ønskende de fiendtlige Skibe skulde jage mig.
Noget efter Middag saaes 2de Skibe komme nord fra, Vinden nordligere end Ost, og da jeg antog den ene for en Tredækker, og den anden for et svært Orlogsskib, søgte jeg, efterat være passeret mellem Hasteens Grund og Sjællands Rev og Ost for samme, at vinde til Luart af dem, stræbende tillige at naae Sundet. Det lykkedes ikke; det ene Skib holdt til Luvart af mig, det andet søgte ned i mit Kjølvand, Kl. henimod 7 Eftermiddag var Orlogsskibet the Stately i Kjølvandet paa Skud nær; de agterste Kanoner bleve affyrede, som jeg troer, med Effect; det 2det Orlogsskib holdt ned, Fregatterne krydsede op, og jeg kunde forud see, at Prinds Christian Frederik vilde blive et Offer. Jeg søgte derfor at komme Grunden saa nær, at den maatte tilsætte, i det jeg ikke kunde undgaae Slag med en saa overlegen Magt. Orlogsskibene the Stately og the Nassau, hver af lige Styrke mod mig, og for saavidt stærkere, som deres Caronader ere 32 Pund, bragte deres Kanoner til at bære paa mig næsten paa een Tid, den ene om Styrbord, den anden om Bagbord, henimod Kl. 8. En fortsat Attaqve fra begge Skibene under den heftigste Ild vedvarede i meer end 2½ Time; den blev besvaret af os med en Kraft, som jeg er forvisset om gjør alle mine Officerer og hele Mandskabet Ære, saavelsom det med saa megen Ret hædrede danske Flag.
For en kort Tid under Actionen bleve begge Skibene bragte til at tie for at reparere; de lode sig sakke og kom op igjen, men Tiden var for kort for os til at istandsætte den lidte Skade. Roret var afskudt, hele Skibets Takkelage saa godt som tilintetgjort, begge dets Sider aldeles forskudte, og efterat have modtaget end et Lag af de Fiendtlige, som endnu blev besvaret, da jeg var saa nær Grunden, at jeg var sikker paa, det mig anfortroede Skib ikke kunde blive Fiendens Bytte (de fiendtlige vare begge staaende fra Land, the Stately tæt forud om Bagbord, the Nassau agter ud om Styrbord, de 3de Fregatter vare nu komne op) ansaae jeg det for umenneskeligt, at opofre flere af de brave Officerer og Mandskab, jeg havde den Ære at kommandere; Skibet var saa godt som tilintetgjort; jeg overgav mig til the Stately, og Aftenen til den 23de (da Skibet strax efter Overgivelsen var kommen paa Grund) blev det sat i Brand.
I det jeg føler mig stolt af at have havt den Ære at kommandere et saa bravt Mandskab, bløder mit Hjerte ved at indberette, at de brave Officierer, Premierlieutenant Willemoes, Secondlieutenant Dahlerup af Søetaten, Premierlieutenant Soland af Land-Etaten, og 61 Mand af det gode Mandskab bleve dræbte, og at Capitaine Rothe, hvis standhaftige og virksomme Mod er det høie Collegium forud bekjendt, tilligemed den brave og tjenstivrige Lieutenant Top, og henimod 80 Mand ere haardt blesserede. Capitaine Rothes venstre Arm er knuset, og den venstre Side betydelig forslaaet; Lieutenant Top har mistet det høire Been. Mindre betydelig saaret er Premierlieutenant Ferry, som og udmærkede sig ved koldt Mod, og den brave Thostrup tilligemed 40 Mand.
Hvad Tab Fienden har havt paa Mandskab veed jeg ikke; men at Skibenes Master, Skrog og Takkelage har lidt betydeligt veed jeg. The Stately maa have nye Master og begge Skibene have med megen Anstrengelse ikke kunnet ende deres Reparation, for at gaae til Søes, i 5 Dage; jeg veed deres Tab ikke har været ubetydeligt.
Da Mandskabet fra Prinds Christian Natten til den 23de, og hele Dagen den 23de skulde bringes ombord, var Kulingen meget haard med Paalands-Vind, og man ilede saa meget for at faae dem fra Borde (dog med behørig Omsorg for de Saarede) at man ikke tillod hverken Officerer eller Mandskab at begjere deres Eqvipager; mig er en liden Deel af Linned og Gangklæder bleven sparet; alt er brændt med Skibet.
Jeg, Officerer og Mandskab bleve derimod behandlede paa de engelske Orlogsskibe med en Omhu, som efter min Følelse gjør Cheferne og deres Underhavende megen Ære.
Den 1ste April blev det friske Mandskab bragt i Land til Gothenborg Forstad. Den 10de April var Veiret først gunstigt for at lande de Saarede, med disse bleve og alle de Herrer Officierer landede. De øverste Befalingsmænd har viist os al mulig Agt, og Indbyggerne tage Exempel af dem.
Den engelske Consul Smith gjør sig megen Umage med at gjøre det saa behageligt for Folket, som deres tilstaaede Diætpenge vil tillade, og fortjener min Tak.
Dateret Forstaden i Gothenborg den 13de April 1808.
Underskrevet
S. W. Jessen.
Budstikken ender sin Beretning om dette Slag med følgende Poesie.
At stande i Kamp mod tofold Magt
Bød Leires hensovede Frode;
Men Jessens Orlogsmænd uforsagt
Mod femfold Ubodsmaal stode.
Fra Stortoppen vaiede Danmarks Flag,
Da Heltene sank for Daniens Sag.
Nu raabe de Helte fra Gimles Sal
Til Landsmænd, til Brødre og Frænder:
«O straffer den Udaad, hevner vort Fald!»
Det gjengjaldt til Jordklodens Ende.
Kanonernes Lynild og Tordenskrald
Bebude vor Hevn og Bretlands Fald.
Hans Durchlautighed, den kommanderende General søndenfjelds har ved Skrivelse af 28de dennes gunstigst behaget at meddele Udgiveren følgende Beretninger.
«Extract af en Rapport fra Oberst Staffeldt, dat. 19de d. M. Da indhentede Efterretninger fortalte, at Fienden forskandsede sig stærkt paa den høire Fløi, saa anordnede jeg, for at fordrive ham fra denne Position, 2 Divisioner Grenaderer af den Trondhjemske Bataillon, 1 Division Do. af 1ste Agershusiske, 1 Skarpskytter-Division fra Trondhjem og det leerdalske lette Infanteri-Compagnie samt 2 Skiløber-Compagnier at angribe paa denne Fløi den 18de d. M. om Formiddagen Kl. 11. Til samme Tid befalede jeg det Aamodtske Skiløber-Compagnie og 50 Mand af det Vingerske lette Infanterie-Compagnie at gjøre en Demonstration paa hans venstre Flanke.
Demonstrations-Corpset begyndte sin Attaqve den fastsatte Tid og udførte samme meget godt. Fienden blev af Fendrik Gill med 50 lette Infanterister fordrevet fra sine Forposter; men da han retirerede sig paa sin Hovedstyrke ved Lier, kunde han kun forfølges et Stykke, hvorved 2de af Uplands Regiment bleve gjorte til Fanger, nogle ihjelskudte og blesserede, samt 4 Geværer erobrede, uden at paa vor Side en eneste Mand blev beskadiget.
Angrebet paa den høire Flanke skede i 3 Colonner. Major v. Ræder af 2det Trondhjemske Regiment, som Høistkommanderende for det Hele, anførte selv den ene Colonne, som skulde angribe Forskandsningen paa Mobæk. Capitaine Jürgensen, Chef for det leerdalske Compagnie, skulde med den anden Collonne angribe Forskandsningen paa Skandsgaarden i Flanken, medens Capitaine Nægler af 2det Trondhjemske skulde gjøre Attaqven herfra med den 3die Colonne.
Det lykkedes snart disse Colonner at fordrive Fienden fra Skandsegaarden. Han flygtede over Broen mellem Skikkerbøl og Overud, brækkede Broen efter sig og satte sig paa den anden Side af Elven i en stærk Position.
Den af Major v. Ræder anførte Kolonne gjorde imidlertid Angreb paa Forskandsningen ved Mobæk med Skud fra de foran Forskandsningen liggende Huse, medens Grenadeer-Divisionen af 1ste Agershuus og det leerdalske Compagnie efter fuldendt Affaire ved Skandsgaarden stødte til og angreb med Bajonetten, men da man efter adskillige gjentagne Angreb erfarede, at det ikke uden alt for betydeligt Tab af Mandskab vilde være muligt at drive Fienden ud af Forskandsningerne, og man tillige blev vaer, at han paa den anden Siden
n239 af Elven havde nok en Forskandsning, der dominerede den første, og altsaa vilde have foraarsaget et dobbelt Offer af Mennesker, saa besluttede man at indeholde med flere Forsøg, og trak sig i bedste Orden og uden at blive forfulgt tilbage til de forhen indehavte Poster.
Fra de fiendtlige Forskandsninger faldt næsten som en Hagel, ikke alene af de almindelige Musketkugler, men ogsaa af et større Slags af Jern, hvilke sidste formodes skudt af de saa kaldte Musketetændere.
Vort Tab er 7 Døde og 27 Blesserede, af hvilke 4 bleve liggende under Fiendens Forskandsninger, og af ham tagne til Fanger. Af de øvrige 23 ere 4 haardt og de øvrige let blesserede. Desuden ere blesserede Capitaine v. Sigholdt og Lieutenant Steenbuk, begge i høire Arm, og Lieutenant Lossius i venstre Laar.
Fiendens Tab maa have været langt betydeligere.
Kongsvinger den 26de Mai 1808.
Underdanig Rapport.
Da jeg efter indhentet Efterretning havde bragt i Erfaring, at et Jæger-Compagnie af Fienden skulde ligge fordeelt paa Gaarden Jerpset og Ødegaarden paa Vestmarken, og blot havde en liden Vagt detascheret til Gaarden Harstad, beordrede jeg Capitaine Jürgensen med det leerdalske lette Infanterie-Compagnie og det Aamodtske Skiløber-Compagnie at gaae over Fjeldet fra Spitals-Krogen over til benævnte Gaard, for at hæve disse Qvarterer. Capitainen med Commandoet blev Natten mellem den 23de og 24de liggende paa Fjeldet, og sendte en bekjendt Mand frem for at erholde fuldkommen Vished, og da denne bragte Efterretning, at det meste af Compagniet var paa Gaarden Jerpset, og at ikkun en Vagt af 5 Mand var paa Ødegaarden, og en noget større Vagt længere tilbage paa Gaarden Harstad, besluttede han at rette sit Angreb alene paa Hovedstyrken paa Jerpset. Han marscherede derefter saaledes af med sin Commando, at han kunde indtræffe der ved Midnatstiden imellem Kl. 12 og 1. Natten mellem den 24de og 25de Mai naaede han Stedet, inddeelte Mandskabet, og paa givet Signal var Gaarden omringet. Ved at nærme sig Huset skjøde de Svenske igjennem Døre og Vinduer; herover blev Folket forbittret, og en almindelig og stærk Skydning var uundgaaelig. Den der commanderende svenske Officier, Lieutenant Baron Ulfssparre, blev tilligemed endeel fiendtlige Soldater, hvis Antal ei nøiagtig kan opgives, men troes at have været en Snees Mand, skudt, og 24 tagne til Fanger. Desuden erholdt vi 25 Stkr. Geværer med Bajonetter, deels svenske deels franske, ligesaa mange Patrontasker og Feldtflasker, en heel Deel Ammunition, som der forefandtes, og ei kunde medføres over Fjeldet tilbage, blev iturevet og fordærvet. De Fangne ere Regiments-Jægere af Uplands Regiment, og de franske Geværer ere af dem, som i afvigte Aar i Pommeren bleve gjorte til Bytte.
Vort Tab ved denne Expedition er en Død og 2de Saarede af Leerdals lette Infanteri-Compagnie.
Capitain v. Jürgensen, der ved denne Expedition har viist megen Conduite, som og det hele Commando, der af Capitainen erholdt det bedste Vidnesbyrd, kan jeg ikke andet end anbefale til Deres høifyrstelige Durchlautigheds Naade.
Underdanigst
Staffeldt.
Svensk Rapport.
Brigadechef Carl Leyonstedt meldte, at den 18de Mai Kl. 10½ Formiddag angrebes de Svenske paa flere Steder med Heftighed, i det de Norske paa 2 Steder gik over Glommen, men Kl. 5 nødtes de til at trække sig tilbage. Major Cederstrøm, som næsten den hele Tid var i Ilden, udmærkede sig tilligemed Major Bergenstråle m. Fl.
Den 25de Mai tidlig om Morgenen blev en Postering af 2den Brigade under Oberst Schwerin omgaaet og angrebet af en overlegen Fiende ved Hjerpsæter. Lieutenant Baron Ulfssparre, som commanderede Jægerne, blev strax skudt og hans af 28 Mand bestaaende Trop, som nu var uden Anfører, blev fangen. De andre Posteringer samlede sig imidlertid, og gjorde den overlegne Fiende kjæk Modstand. Fendrik Wynblad, som med 25 Jægere den 24de om Aftenen var afsendt for at recognoscere, og ved Borttagelse af Posteringen ved Hjerpsæter blev afskaaren, trak sig ad ukjendte Skove tilbage, og naaede, efter en Marsch af 8 Mile, uden Tab af en Mand, Rangrud Præstegaard Kl. 11 om Aftenen den 26de.
Rapport fra Oberstlieutenant Juul til General-Commandoet af 17de d. M.
«I underdanig Følge af Deres høifyrstelige Durchlautigheds Ordre, at gjøre et Forsøg paa at sprænge Centrum af den fiendtlige Postering i Enningdalen og videre om muligt at kaste den ud over Grændsen, indhentede jeg alle de Efterretninger om Fiendens Styrke og Positioner, som det var mig muligt at bekomme, og fandt, at de vare ungefær 1400 Mand fordeelte paa Berreby, Ende, (Præstebakken som Centrum) Geddelund, Holtet, Hallerød og Jacobsrud. Man vidste, at Præstebakken tilligemed Ende med næsten sammenhængende Forskandsninger var omhyggelige befæstet; man vidste, at den fra Ende løbne Bæk ved anbragte Dæmninger var gaaet over sine Grændser; man vidste, at Fienden bag nogle af sine Forskandsninger havde Kanoner, der i Forening med Terrainet og det øvrige gjorde hans Positioner meget stærke.
Med Hensyn paa foranførte blev til et Angreb bestemt i Alt 816 Mand, hvoraf 106 under Lieutenant v. Magnussen, med Skibscapitainerne Frederiksson, Jonasson, Lund og Andersen, og som bestod af det frivillige Jæger-Corps, nogle Regiments-Artillerister og Rekrutter, som bleve indskibede paa 3 Pramme og 14 Baade med 2 Amusetter, 1 Haubits og 7 Haand-Mortere, for at gjøre en fausse Attaqve og om muligt forvandle den til virklig paa Krogstrand og Berreby i Iddefjorden.
Efter de givne Instructioner satte sig Alt i Bevægelse, nogle før, andre senere, for til Klokken 2 om Morgenen den 10de Juni at være paa sine Puncter efter Aftale og Signal.
Lieutenant Magnussen, som skulde begynde Kl. 1, kunde formedelst Veirliget ei komme til sin Bestemmelse førend Kl. 3; hans originale Rapport følger vedlagt.
Kl. 3½ begyndte Lieutenant v. Spørck Attaqven paa Præstebakken, for at lokke Kanonerne fra Forskandsningerne, saa Capitaine v. Hvidtfeldt blot havde Elven og Forskandsningerne at overvinde. Det lykkedes fuldkommen, og Signalskuddet af en Haandmorter fra Capitain v. Hvidtfeldt skede Kl. 4; hvis Folk med Modighed ventede at komme afsted. De brød nu frem, Lieutenant v. Birch sprengte Vagten ved Stenersrød, og tog nogle Fanger. Det gik i 3die Marsch over en nedfældet Skov 300 Skridt. Dæmningen og Broen over Elven bleve forcerede, og Forskandsningerne med Djærvhed anfaldte og indtagne.
I samme Øieblik brød Lieutenant v. Tambs ind med sine 100 Mand fra den anden Ende af Præstebakke, og efterhaanden de til andre Steder detascherede smaae Troppecorps, saa Fienden efter 2 Timers Fægtning var omringet og maatte give sig. Lieutenant v. Heyde opfyldte sin Bestemmelse saa godt, at omtrent 150 Mand og 2 Kanoner, som vilde retirere til Ende, saae sig afskaarne og maatte kapitulere.
Nu var Lieutenant Magnussen ogsaa fremkommen mod Berreby, og gjorde Mine til Landgang. Fienden gjorde et Kanonskud, og retirerede i en saadan Hast, at en 6pundig Kanon, som 11 Heste trak, veltede af Iilfærdighed, og var nær ved at blive forladt.
Efterat disse Fremskridt vare gjorte, stod endnu Berreby tilbage, der var besat med omtrent 500 Mand og nogle Kanoner; men da vore Folk af Marschen baade før og i Attaqven vare blevne udmattede, Detaschementet ogsaa ved de mange Fangers Transport betydeligen var bleven svækket, saa var det en Umulighed for denne Gang at gaae videre, hvorfor Lieutenant Spørck med megen Behændighed vidste at forskaffe en Vaabenstilstand, der blot kunde opsiges af de Norske, hvorved vi for det Første forsikkredes om det Erobrede.
Resultatet af Affairen er:
| Fangentagne Officierer: | Oberstlieutenant og Baron Knorring,
Capitainerne Strømbom,
Osengiusog Palmkrantz;
Lieutenanterne Natogdag,
Elfman,
Lillei,
Wirgin,
Silfversparre,
Hachwitz,
Wisfeldt,
Debesche
og Grev Løvenhaupt. |
| – Fanejunkere: | Bergin, Hullug, Axelsberg;
Hachwitz, Schiøle,
v. Gerdten og Eckmann. |
| – Sergeanter: | Hansson, Keppe, Meyer,
Østerdahl, Gustafsson,
Segerdahl, og Hoff. |
| Fangne Soldater | 334 Mand |
| Saarede Do | 24 – |
| Døde og Begravede | 60 – |
| Fangne Officierer, Fanjunkere og Sergeantere | 27 – |
| Tilsammen | 445 Mand. |
Vort Tab var den raske haabefulde Lieutenant v. Sæter, Corporal Trane, 3 Soldater døde og 6 blesserede.
Dernæst er erobret 2 Stkr. 4pundiger Haubitzer med tilhørende Lade og Kjøretøi, samt Ammunition, Geværer med Bajonetter 309 Stkr.; Bandolæder og Tasker 290 Stkr. fulde med skarpe Patroner, 240 Feldtflasker, 6 Trommer, nogle Musik-Instrumenter, en Medicin- og Instrument-Kiste, endeel Proviant og Levnetsmidler, samt ellers adskillige Sorter, som det er for vidløftigt at specificere.
De Herrer, som deeltoge i Affairen ved Præstebakke, vare Capitaine v. Huitfeldt; Lieutenanterne v. Tambs, v. Heide, v. Spørck, v. Myhre, de Seue, v. Leth, v. Beichmann, v. Riis, v. Birch, v. Qvisling, v. Heidenreich og v. Sæter.
Frederikshald, den 17de Juni 1808.
Underdanigst
Juul.
Adlersparres Rapport om denne Fægtning lyder saaledes:
«Den 9de Juni kom jeg til Berby, hvor jeg efter Generalens Ordres overtog Commandoen over de derværende Tropper. Den 10de hørte man svære Kanonskud fra Iddefjorden og Fienden lagde sig med et stort Fartøi og 24 Joller og Schalupper ved Sandvigen. 200 Livgardister bleve beordrede med to Sexpundiger at forene sig med dem, som vare posterede ved Iddefjordens Sydside. Kort efter kom der Efterretning om at Posten ved Præstebakke o.s.v. var angreben. Ende, som var Replispost for Præstebakke, var af største Vigtighed. Min Ordre om at forstærke Berby fra Ende blev derfor tilbagetagen, og i dets Sted sendt 100 Mand fra Berby til Ende. Strax efter nærmede den fiendtlige Flaade sig og begyndte at bombardere Stillingen ved Berby henimod Iddefjorden. Efterat denne Ild havde varet en halv Time, kom Efterretningen om, at Posteringen ved Præstebakke havde capituleret med Tilføiende, at 900 Mand marscherede mod Enningdals-Broen. Der stod 2 Sexpundiger og 2 Feldtkanoner med tilhørende Bedækning. Jeg sendte didhen smaae Afdelinger, efter som jeg kunde undvære dem. Tilbagetoget fra Ende og Berby blev befalet, at Posteringen ved Iddefjord tilbagetrukken og en ny Stilling indtoges ved Berby Bro.
Kl. 8½ kom en Parlamentair, som forlangte en Stilstand for at transportere og forpleie de mange ved Præstebakke saarede Soldater. Den sluttede saaledes, at den fra Fiendens Side skulde opsiges 4 Timer forud, men at de Svenske uden formelig Opsigelse kunde begynde Fiendtlighederne.
n240 Adlersparre sendte i det samme Iilbud til
Brønstrøm med Anmodning om at marschere med begge
Westmanlandske Batailloner over
Långewalls Bro, og til Oberstlieutenant
Lars Hjerta at sende de Tropper, han kunde undvære ved Besættelsen af Bodalsviken og andre vigtige Posteringer.»
Blandt de Vanskeligheder, hvorover Adlersparre klager, var at Bønderne ved ingen Midler vare at bevæge til at give Efterretning om Fiendens Bevægelser. «Efterat Brønstrøm havde forenet sig med Adlersparre, besluttede denne at gjenerobre de tabte Stillinger. Kl. 1 om Natten den 14de blev Stilstanden opsagt, med den Erklæring, at Fiendtlighederne begyndte Kl. 5. Paa samme Tid mærkede man en synlig Uro og Forvirring hos Fienden. Der marscheredes frem og tilbage, alle Poster og Vedetter inddroges hastigen.
Kl. 5 om Morgenen rykkede Oberstlieutenant Sköldebrand, med 700 Livgrenaderer og Jægere og 2 Feldtkanoner over Enningdals-Broen ved Præstebakke. Underveis traf de paa en grædende Bondegut, som beklagede sig over, at en Bondekone havde taget Hesten fra ham og derpaa i susende Galop redet til Præstebakke.
Paa samme Tid rykkede 4 Sexpundiger fra Enningdalens Bro hen mod Berby-Siden. Begge Vestmannlandske Batailloner, som den foregaaende Dag havde gjort en besværlig 9 Miles Marsch, og i de 3 sidste Dage levet af en Dags Proviant, rykkede med synlig Lyst og Munterhed op mod Veien til Berby-Bro. Da Capitaine Feilitz af Livgrenadererne, som commanderede Fortroppen af denne Colonne, der bestod af 300 Mand, nærmede sig Berby Bro, lod Lieutenant Hachwitz ved Artilleriet, som bestod af 6 Sexpundiger og 3 Trepundiger, Skoven paa høire Haand af Broen rense med Kartætscher. Dette skede for at beskytte Brönstrøms og Feilitz's Tropper, som skulde vade over Strømmen, for Jægernes Ild, da man formodede, at Fienden vilde forstyrre Broen, hvilket de dog ikke gjorde. De Svenske gik over Broen, og Fienden forsvarede sig ved Berby kun ved Jægerskud, og trak sig iilsom tilbage. Mod Berby rykkede 200 Værmelænder med 2 Kanoner, og besatte denne Post og Stranden ded Iddefjord, medens den øvrige Styrke, som hastigen rykkede mod Ende, efter lang Modstand kastede Fienden ind i Bjergene. Den Styrke, hvorpaa Sköldebrand stødte, trak sig ogsaa efter ubetydelig Modstand tilbage.
Ved disse smaa Haandgemæng maatte man beundre de fiendtlige Jægeres ubeskrivelige Færdighed i at bestige og rømme de utilgjængeligste Bjerge. Deres Skud vare derimod høist usikkre og gjorde liden Skade. Den Orden og Munterhed, som de svenske Soldater viste, gjorde at man kunde ønsket mere Standhaftighed hos Fienden.
Præstebakke, Ende og Berby ere nu stærkt besatte og ville kunne trodse Fienden, naar ikke større Magt og uventede Begivenheder indtræffe. De Svenskes Tab bestaaer af Oberst Knorring, 10 Compagnie-Officerer, 15 Underofficerer, 14 Artillerister, 1 Dragon, 70 Livgrenaderer, 190 af Skaraborg og 101 af Elfsborg Regiment».
Knorrings Rapport.
«Den 10de Juni 3¼ om Morgenen blev den svenske Postering ved Præstebakke angreben af en overlegen fiendtlig Styrke deels af det søndenfjeldske Regiment, deels af Skarpskyttere og Landeværn, som bestod af 800–900 Mand, hvilke, som jeg befrygtede og herfra havde antydet, omgik Posterne, og afskar de gamle Feldtvagter. Desuagtet forsvaredes vor Stilling til et Qvarteer paa 6 i det Haab at faae Hjælp fra Glenne og Bærby, men da denne udeblev og jeg fik Efterretning, at Lieutenant Elfman var saaret, Lieutenant Natogdag, og Fendrik Grev Løvenhaupt og Debesche med deres Detaschementer vare fangne, besluttede jeg at trække mig ad den eneste aabne Vei til Glenne, men ved min Ankomst did, som kostede meget Folk, fandt jeg at Veien var besat af et betydeligt fiendtligt Detaschement, og at Communicationen var spærret. To Gange forsøgte jeg at slaae mig igjennem, men forgjæves. Stedse meer og meer omringede maatte vi give os fangne. Natogdags, Løvenhaupts og Debesches blodbestænkte Klæder viste blandt andet, at man gjorde hvad man kunde. Jeg kan ikke noksom rose den udmærkede Agtelse, som bevistes os, efterat vi kom i Fangenskab. Al Plyndring blev hindret. Frederikshald 11te Juni 1808.
General Armfeldt til Overadjutant og Ridder Adlersparre.
Strømstad den 13de Juni.
«Det var en forbandet Historie med
Knorring, og Borttagelsen af den hele omkringliggende Postering; værre nu end nogensinde, da Ordres komme paa Ordres at sende bort de regulaire Tropper. At en Postering som den ved Præstebakke kan blive forceret, ja tourneret, er ikke underligt; men heelt og holden borttaget – det overgaaer mine militaire Begreb, og
Knorring maa langt fra have opført sig, som han burde.
n241 Jeg troede ikke, at Kanonerne vare endnu ved
Præstebakke men ved
Glommen – dog naar det skal gaae ilde, forene alle Ulykkes-Hændelser sig.
Inden jeg rapporterer Hans Majestæt denne Uheld, maa jeg have fra Dem, min bedste Ven, en detailleret Rapport over hvorledes er tilgaaet, Tabet, m. m. Især bør Nødvendigheden vises af Posteringen, der den stod, for at dække Magasiner m. m., samt at det alligevel ei var nødvendigt, at den heelt og holden skulde enleveres – en Ting, som aldrig bør komme Dispositionen af Tropperne til Last.
Den 9de om Morgenen effecturedes den 3die Brigades Retraite fra Ørje, og Brändstrøm har rimeligviis den 10de været ved Bodalsvik, og saaledes truffet Deres Ordres. Jemtelands-Bataillonen, uden Skoe og Buxer, har her maattet gjøre Holdt, for at faae sine nødvendigste Fornødenheder. De marschere nu den korteste Vei; men kunne umuligen hastigen naae sin Destination. Bliver imidlertid Fienden underrettet, skader det ikke, at han veed, at flere Tropper nærme sig fra flere Kanter og snareste Vei. Jeg reiser herfra i Morgen Eftermiddag, og tænker om Mandag at være i Strømstad; indret altsaa derefter Alt, hvad der skal til mig.
Formedelst mit store Ubekjendtskab med Landet, falske Charter og Uvished om hvor Tropperne vare henlagte, kan jeg ikke give nogen præcise Forholds-Ordres. Disse vare i alle Tilfælde lidet passende, fordi Omstændigheder ei kunne forudsees; men da der i de givne Ordres findes meget, som ei er paalideligt, skulle vi vove det mindste muligt, og undvige Positioner, der let kunne tourneres, især ikke garnere saadanne med Artillerie, og et Artillerie, som Fienden aldrig bør lære at kjende uden igjennem Effekten. Vil Fienden vove Noget, og gaae imellem os, kan han visseligen skade os; men aldrig corpsviis borttage det ene Detaschement efter det andet. – Jeg kjender Deres Talent og Deres Aandsnærværelse, og stoler derpaa med fuldkommen Tillid.
Med Venskab og Høiagtelse Deres
ydmyge Tjener
G. M. Armfeldt.
P. S. Jeg har den Mistanke, at der ligger en større Plan til et Skjelmstykke (Beofsteek) under deres Parlamentering. Maatte jeg deri bedrage mig!»
Strømstad den l6de Juni.
Jeg havde for længe siden burdet besvare den lille Billet fra Prædikestolen,
n242 langt opbyggeligere end mange Prædikener; men jeg har havt Fandens meget at gjøre her. Flaader, Kapere, og i Gaar en 8 Miils Recognoscering, som bliver mig nyttig, have borttaget min Tid. I Morgen skal jeg have den Ære at komme til Næsby, da vi skulle raisonnere
à fond over hvad som bør gjøres og lades, hvorved tillige alle mine Hemmeligheder, komne fra den store Kilde, skulle udflyde i deres Skjød. Possen er da tillige
in loco.Præstebakke var en slet Position med en liden Trop, og slettere i daarlige Hænder. Dette var min Tanke, og det fra første Stund Vegesack sagde til mig «jeg har lagt Knorring i Præstebakke.» Men hvorledes kan det hjælpes, naar det engang er gjort? En Tusinde Alen bagen for det Sted, hvor Knorring stod, paastaae de, som have seet Positionen, at der Intet var hændet ham; men vor fordømte Kjærlighed til Huus og til Ideer, som hænge ved Inddelingsværket, vil længe skade denne Armee, om dette ikke forandres. Men vi skulle videre tale herom, min bedste Ven. Nu Farvel – Høiagtelse og Venskab!
(Budstikken No. 37 og 38).
«Efterat den fiendtlige Postering ved Præstebakke havde overgivet sig til vore Tropper, blev som forhen meldt mellem disse og det fiendtlige Corps ved
Berbye og Omegn en Vaabenstilstand sluttet, som kun af os kunde opsiges med 4 Timers Varsel, og hvis Hovedbetingelse var, at Tropperne skulde beholde deres indehavende Positioner. Desuagtet blev Vaabenstilstanden nogle Dage efter formelig opsagt af Fienden,
n243 og uagtet Capitaine Huitfeldt henviste dem til ovenmeldte Forpligtelse, de selv havde indgaaet, rykkede Fienden med en meer end tidobbelt overlegen Styrke, som blev angiven til 6 a 7000 Mand, imod vore ved Fangernes og de øvrige Transporter svækkede Tropper, som altsaa trak sig tilbage efter et let Engagement, og tog Positionen ved
Iddebøen, uden Tab af en eneste Mand. Da dette blev mig indmeldt, sendte jeg strax af den for nylig til Schieberg Sogn ankomne Brigade et passende Corps under Major v. Krebs til Enningdalen, for at soutenere vore der staaende Tropper, at opholde Fienden, og om muligt hevne det Forefaldne; men Omstændighederne og militaire Grunde hindrede Opnaaelsen af det sidste Øiemed for Øieblikket, fortrinlig da Fienden efterhaanden trak sig tilbage over sine egne Grændser. Jeg erfarede imidlertid, at det var et almindeligt Rygte ved den fiendtlige Armee, at Krigen med Norge var til Ende, og at deres Tropper skulde bruges mod Fiender, som vare landede øster i Sverige, hvorpaa jeg gav den fornødne Befaling, for at overbevise dem om det Modsatte. Foruden den sidst ommeldte dristige og saa hæderfuld udførte Affaire ved svensk Svinesund, forefalde næsten dagligen smaa Fægtninger i Egnen af Vosbøen og det til Enningdalen grændsende Sverige. Vore Forposter staae i Sverige, og Krogstrand er af os besat.
Fienden, som i Gaar gjorde et Forsøg derfra at delogere vort der under Fændrik Grimseth af det nordenfjeldske Regiment stationerede Detachement, blev afviist ved Hjælp af vore bevæbnede Fartøier. Den fiendtlige Armee staaer med samme Styrke, fordeelt i en vis Afstand indenfor sine egne Grændser.
Kysten langs Svinesund og Iddefjorden er af dem for det meste rømt, eller ikkun ubetydelig besat. Alle indkomne Rapporter give nyt Beviis paa vore Troppers Mod og Længsel efter hæderfuld Kamp for elsket Konge og Fædreneland.
En Afskrift af den ommeldte, mellem Capt. Huitfeldt og den svenske Over-Adjutant Adlersparre sluttede Vaabenstilstand giver jeg mig den Ære at vedlægge.
Christian,
Prinds til Slesvig-Holsteen.
Afskriften af Vaabenstilstanden lyder saaledes:
«Siden Oberstlieutenant Baron Knorring har overgivet sig med Commandoet ved Præstebakke og Positionen til den kongelige norske Nations Vaaben, og ved Misforstand af Sprogets Lydelse har disponeret over Berby med tilhørende Posteringer, hvilke dog ikke staae under hans Befaling, saa for at iværksætte den af Oberstlieutenant Knorring indgaaede Capitulations Vilkaar angaaende de Fangnes og blesserede Troppers Transport herhen, for siden at kunne føres lettere Søveien, vorder herved sluttet en Vaabenstilstand med fire (4) Timers Opsigelse fra Norsk Side, hvorunder de norske Tropper ikke avancere, men beholde deres nu indehavende Positioner, ligeledes de kongelige svenske Tropper deres nu indehavende Stilling.
Berby-Elven og Idde-Fjorden bliver Grændselinien imellem begge Armeer.
Skulde de norske Tropper paa andre Steder have erholdt Fordele, gaae de tilbage til den Stilling, de i Dag den 10de dennes Kl. 10 (Ti) Formiddag indehavde.
Berby, den 10de Juni 1808.
Gustav Lilliehorn. H. M. Kongen af Sveriges tjenstg. Overadjutant.
Spørck. Brigade-Adjutant.
Georg Adlersparre. Overadjutant af Dagen hos General en chef, Befalingsmand over Tropperne af venstre Fløi og vestre Armee.
A. Huitfeldt. Norsk Detaschements-Commandeur.
«
Sparre vil have underrettet Dem, min bedste Ven, om
Oxenstjernas Død; jeg er i alle Henseender utrøstelig; en Søns Tab havde maaskee givet mig mindre Chagrin. Men mine Skjebner ere nu ikke at betragte anderledes end en Kjæde af paafølgende Ulykker og Sorger.
B…n244 gjør Sottiser og vil gjøre flere, siden Oxenstjerna ei mere leder ham, retirere, springe, see Millioner Danske, udtænke Planer for dem, og skabe deres store Forsøg med en levende Indbildning, som gjør dem til Alt, og os til Intet. Blandt andre Dumheder skriger han paa Secours fra Posse, som ikke kan give ham nogen. Maaskee er Strømstad i dette Øieblik forladt og Hr.
B… i en fortrolig Samtale med Præsten i Tanum om gamle Begivenheder.
Men det var ikke herom, jeg vilde just precis tale med Dem. Det var om vort store Antal Kanoner ved Tyxmarken. Sextenpundiger Hanbitzer burde snarere staae i Reserve end trækkes frem; thi deres Porté synes mig for kort med Hensyn til den paaregnede Effect. Examineer dette nøiere, og gjør, som De finder bedst. Det siges at vor store Flaade gjør Merveiller.
n245 Vegesacks Affaire er ikke farlig, undtagen at mange Officerer bleve blesserede, som er Fanden saa ilde hos os. Hils August o.s.v.
Deres ydmyge Tjener og Ven
G. M. Armfeldt.
Adlersparresn246 og Staffeldts Correspondence i October 1808.
a.
Høivelbaarne Hr. General, Kammerherre m. m.
Hidindtil har enhver Parlamentering i Hr. Generalens Hovedqvarteer været mig i høieste Grad behagelig; jeg har derved modtaget Underretning om Hr. Generalens Velbefindende og Beviser paa hans Venskab. Oprigtighed og endnu andre Considerationer fordre, at jeg uforbeholden yttrer hvorledes den Parlamentering, som fandt Sted i Gaar, har paa mig gjort et stærkt, men med de foregaaende ulige, Indtryk. Hr. Generalen har derved brugt følgende mærkværdige Yttring: «naar man sender en Parlamentair som Spion, bør man tale Sandhed i sine Meddelelser». Jeg skulde have sendt en Parlamentair som Spion? En svensk Officeer skulde dertil have ladet sig bruge? Er det paa den Maade, gjennem saadanne Udtryk, som fiendtlige Befalingsmænd og Tropper vise hverandre indbyrdes Agtelse efter den civiliserede Verdens Brug? Eller er Hensigten, atter at indblande i Nationernes Tvistigheder de Følelser af Privathad og Foragt, som udmærke Krigen imellem Barbarer og Vilde.
Herhos følger Lieutenant Ugglas skriftlige Beretning om den Begivenhed, hvorom der er Spørgsmaal; hvorhos jeg maa erklære hans Ønske personligen at træffe Hver og Een, som sætter Sandheden af hans Ord i Tvivl.
Hr. Generalen har erklæret sig misfornøiet med at Parlamentairer sendes for mindre vigtige Anliggenders Skyld f. Ex. for Breves Aflevering. Jeg har gjort mig en Fornøielse af at vise Hr. Generalen Officerer af alle Vaaben; den gracieuse Maade, hvorpaa Hr. Generalen altid bar imodtaget dem, har overbeviist mig om, at Hr. Generalen gjerne har seet dem. Til min Forundring har jeg nu maattet erfare, at denne min Overbeviisning var ugrundet, og jeg giver mig den Ære at forsikkre, at dette for mig særdeles behagelige Samqvem fra denne Dag med al Vished skal ophøre.
Det har længe været mig bekjendt, at den militaire Jæger-Metiers store Fuldkommenhed i Norge skyldes Hr. Generalen; just derfor afsendte jeg en ung Mand, som er et virkeligt Geni i dette Fag, i lige Grad udmærket formedelst Talenter og Bedrifter. Hr. Generalen maa selv dømme, hvilken Tilfredshed jeg nu nyder af denne fra min Side velmeente Attention for en Chef af høi Fortjeneste.
Det staaer nu for mig tilbage, at sige nogle Ord om de Breve, som gjennem Officerer ere blevne overleverede. Den unge Baron Armfeldt udbad sig paa mine Vegne at underettes om, til hvem det tillodes ham at overlevere et Brev til en nær Beslægtet af vor nuværende General en chef. Hr. Generalen behagede selv at imodtage det med de gracieuseste Expressioner. Lieutenant Uggla afgik med den fangne Lieutenant Kroghs Rapport, samt for at tilkjendegive hans trykkende Trang til Klæder. I begge disse Tilfælde kan jeg vel ikke have feilet i Attention for Hr. Generalen; jeg troer tværtimod derved at have lagt for Dagen et Beviis paa en vis Grad af Omsorg for en fiendtlig Officeer. Min Feil maa da have bestaaet deri, at jeg vovede at anbetroe Hr. Generalen et Anliggende, som meget nær og i høi Grad interesserede en Ven, og følgelig mig selv. Jeg maa give mig den Ære at gjentage, at al Nærmelse til en større Fortrolighed skal fra min Side ophøre.
Det vil til alle Tider blive vanskeligt at overtræffe den ærbødige Høiagtelse og Hengivenhed, hvormed jeg har havt den Ære at forblive
Sophienlund 10de Oct.
G. Adlersparre.
b.
Staffeldts Svar herpaa.
Høivelbaarne Hr. Over-Adjutant af Dagen, Oberstlieutenant og Ridder!
Jo mere Besiddelsen af Deres Høivelbaarenheds Agtelse og Venskab var mig smigrende, jo mere var det mig paafaldende, at modtage udi Deres Høivelbaarenheds Skrivelse af 10de hujus, Udtrykket af en Misforstaaelse, der let kunde lede til at afbryde den reciproque Attention, hvormed 2de Befalhavere, omendskjønt de igjennem Staternes fiendtlige Politik ere satte i fiendtlig Stilling imod hverandre, dog stedse lægge Adelsind og Humanitet for Dagen, naar der finder Forhandling Sted mellem dem.
At modtage Deres Høivelbaarenheds Parlamentairer var mig stedse behageligt – jo behageligere jo mere den Sag, som forhandledes, vedrørte enten et offentligt eller Deres Høivelbaarenheds eget private Anliggende af Vigtighed – og Deres Høivelbaarenhed har i denne Anledning gjort mig en sand Fornøielse, i det De udi ommeldte Deres ærede Skrivelse lader Dem være angelegent at udslette den Mistydning, opvakt ved Lieutenant Uggla, der blev ankyndiget ved min venstre Fløi som Parlamentair, i det Øieblik da man agerede fiendtlig imod min høire, og hvis Beretninger til Deres Høivelbaarenhed sandsynlig maa hidrøre fra en eller anden Mistydning, foranlediget af det Fremmede i Sproget hos de Officerer, som han talte med; thi af vore Tropper, som ingen Død havde, bleve ingen begravne, ligesom heller ingen Officerer bleve suspenderede efter den ved Vilsberg forefaldne Affaire.
Det vil fremdeles være mig særdeles behageligt, at overtyde Deres Høivelbaarenhed om den Høiagtelse, med hvilken jeg har den Ære at være
Martrand den 18de October 1808.
høiv. Hr. Overadjutant af Dagen,
Oberstlieut. og Ridder,
Deres ærbødige Tjener
Staffeldt.
c.
Ugglas Rapport til Adlersparre.
Den Beretning jeg efter Skyldighed ved Hjemkomsten fra en Parlamentering, mundtligen afgav Hr. Oberstlieutenant m. m. Adlersparre, maa jeg herved efter Forlangende skriftligen meddele.
1) Ingen fiendtlig Post eller Postering træffedes førend paa den anden Side af Magnors Gjæstgivergaard, og de som fandtes vare i fuld Marsch med ubedækket Bagage.
2) Først modtoges jeg et Stykke paa denne Side af Slagsmoen af en Officeer ved Skiløberne, siden kom en Capitaine til med en rød Uniform, hvis Navn jeg ei erindrer. Under Ridtet med denne Officeer raisonneredes om den Affaire, som Dagen i Forveien var forefalden imellem de Svenske og Norske, hvorved han fortalte mig, at tvende Kapitainer vare blevne suspenderede, fordi de ei havde secunderet Feldtvagterne, hvorhos nævnedes (om jeg mindes ret) Navnet Lohman paa en af de suspenderede. Samme Officeer spurgte mig, om nogle af de Svenske vare blevne begravne i de Grave, som i Skoven vare gjenkastede; men da jeg vidste, at vi ei havde mistet nogen Mand, antog jeg det for afgjort, at Nogle af de Norske der vare blevne begravede.
Hermed ender min Beretning, hvilken jeg paa mit Æresord bevidner at være sand, og den, som herefter vover at bestride dens Sandfærdighed, maatte vende sig directe til min Person.
d.
Afskrift.
Hans høifyrstelige Durchlautighed, den kommanderende General Søndenfjelds, General Prinds Christian August til Schlesvig Holsteen, har overdraget mig at formelde Deres Høivelbaarenhed: at jeg i Anledning af den mig ved Hr. Lieutenant og Stabs-Adjutant von Ankarsvärd gjorte Proposition har den Befaling at svare: at naar man kunde komme overeens om Vilkaarene, hvorpaa han ikke tvivlede, naar General Cederstrøm af Hs. Majestæt Kongen af Sverige dertil var befuldmægtiget og altsaa kunde give sit Æresord paa: at Betingelserne ved i Vaabenstilstanden samvittighedsfuldt skulde blive opfyldte, han da i Betragtning af Aarstiden til Soulagement for Tropperne, og overhovedet til fælles Tarv, ikke var utilbøielig at indgaae en saadan Convention; men Hovedbetingelserne maatte være:
1) At de mod os staaende Tropper, hverken i det Hele eller i enkelte Dele deraf, maae bruges mod vore Allierede, hverken i Skaane eller Finland.
2) Vaabenstilstanden maa sluttes paa en bestemt Tid af 4 Uger, og angaaer saavel Armeen, som Flotillen, der er stationeret paa vore Grændser.
3) Efter ovenmeldte Tids Forløb maa de 4 Uger forud opsiges, og bliver, saalænge den ikke er opsagt, som vedvarende anseet. Forestaaende Terminer blive regnede fra Undertegnelsens Øieblik, eller Opsigelsens Imodtagelse.
4) Begge Armeer kantonnere sig ikke længere mod Norden, hverken i deres indtagende Contonnements, eller i Tilfælde Fiendtlighederne igjen forøges, end i deres ved Conventionens Undertegnelse havende Position, naar de til den Ende rykke imod Grændsen.
5) Communicationen imellem begge Riger bliver vedvarende forbuden, og enhver Svensk, som træffes i Norge, ligesom enhver Norsk, som træffes i Sverige, uden at have Tilladelse af den i Landet kommanderende General, bliver som mistænkt anseet og behandlet.
6) Alle Parlamentairer sendes enten til Svinesund eller Magnor, hvor de der stationerede Vagter forblive.
Over de øvrige Betingelser og Differencer vilde man letteligen komme overeens, og hans høifyrstelige Durchlautighed forventer i Følge Ovenanførte Hr General v. Cederstrøms Andragende.
Dette jeg ikke skulde undlade Deres Høivelbaarenhed tjenstligst at meddele til behagelig Underrettelse.
Martrand den 13de October 1808
Staffeldt.
Høivelbaarne Hr. Overadjutant og
Oberstlieutenant v. Adlersparre.
e.
Concept.
Med Græmmelse har jeg nyligen modtaget Efterretning om, at svenske Soldater ved den sidste Recognoscering paa de norske Forposter, have brugt nogen Voldsomhed mod norske Indvaanere ved Siden af Tanum eller der i Nærheden, og endog frarøvet dem deres Eiendom. Om denne Hændelse er sand, skal en saadan Skamplet paa det svenske Vaaben med Blod udsones.
Jeg vover derfor hos Høivelbarne Hr. General, Kammerherre, m. m. paa det indstændigste at anholde om det maatte behage Hr. Generalen at lade undersøge alle Omstændigheder af denne Voldsgjerning; hvorledes Troppens Uniform var, hvad Gaardens Navn var, paa hvad Maade og hvilket Klokkeslet Indbyggerne lede denne Vold, samt hvad Pengeværdien kan være af den bortrøvede Eiendom. Jeg skal med allerstørste Erkjendtlighed modtage alle de Underretninger, jeg kan erholde om denne Voldsgjerning. Erstatningen til de Lidende skal blive hastig, og et Exempel af haard Afstraffelse skal gives, der aldrig skal kunne glemmes.
I et Sygehuus i Nærheden af Eda ligger en norsk blesseret Soldat. Jeg maa give mig den Ære at underrette Hr. Generalen om, at denne Soldat kan, naar Hr. Generalen saa behager, afhentes ved Forposterne, eller og skal han afgives til de Kongelige Norske. Han er saa meget forbedret af sine Saar, at han kan føres paa Vogn, men ei gaae uden Krykker. Denne Anmodning og dette Forslag giver jeg mig den Frihed at fremføre for Hr. Generalen og Kammerherren med Overbeviisning om at samme vil ansees med Velvillie, hvorom jeg tillige giver mig den Frihed at anholde.
Sophienlund 1ste Novbr. (1808).
Georg Adlersparre.