Med dette Værs modtog mit glade Bordselskab i Nat, just da Klokken slog 12, det kommende Aar, jublede det, i den egentligste Forstand imøde. Det kunde jeg ikke. Med stille Hengivenhed, ogsaa med Haab, med veemodblandet Glæde gaaer jeg dette, gaaer jeg den Tiid imøde, der endnu ligger imellem mig og Evigheden. Først der, først imellem de forudgangne Lyksalige, skal min Siæl juble igien.

Ja jeg mindes dem, dette forgangne Aars svundne Timer, og mindes med dem Eder, I sieldne Mennesker, Eder Alle, ved hvis Haand, ved hvis Barm de henglede, disse mange bittre Timer, af hvilke enhver laae for mig som et Aar, Aaret – som en Evighed. Gud seer mine Taare, og hører og forstaaer dem

Først Kl 6 holdt de op at dandse, og sad siden sladdrende og syngende om Theebordet til Kl 8. Før kom jeg heller ikke til Sengs, og slet ikke til Roe, saa jeg nu, mat og træt men af et varmt Hierte ønsker Eder I Alle min Siæls Elskede: Lyksaligt Nytaar‹!›

[2] Og efter dette hiertelige Ønske til, over Eder Alle, henvender jeg mig med endnu et forlods for Dig, min elskede Sally B., som med Aarets første Dag første Gang aabnede Dine Øyne mod Lyset. Gud give Dig i det Aar Du nu i dobbelt Henseende begynder, saa mange behagelige Timer, som Du i det forbigangne udøste bittre og mildere og altiid sande Deeltagelsestaare med og for Din Moer K.

4^de Jan: Her har været for megen Tummel, idelig Kommende og Reysende, til at jeg har kunnet faae et Øyebliks Roe at underholde mig med Eder, I Kiære, eller med mig selv[.] Nu er det for saa vidt i den gamle Orden, at jeg i Dag er hiemme, at her af mine kiære Julebesøgende ingen flere er tilbage end Agatha Messel, lille Luise Radik, som nu Linchen skal følge hiem, og Hanna Bull, som bliver her, til jeg og de andre Barna reyser til Tøyen.

I Gaar toge de bort, min velsignede Lotta og Jes og Kista‹…› Steen og Wenzel, og Fetter Christie, og foer jeg da did, mit Hierte længe har kaldt mig, til Rikkemoer; som jeg fandt færmere, end jeg ventede, og glad som sædvanlig i mit Komme. Fabritius styrede mig. Da vi kom hiem, Kl imod 12, ‹…› fandt vi den tækkelige Lise Krefting, en af hendes Systre, og Otto Smith her, som nu alt ere paa Veyen til Byen. Og saa er Julen forbi, med alle dens Glæder og vemodsfulde Minder. Kunde jeg tænkt, at opleve en Juul som denne, naar jeg i den forrige saae ud i Livet som i en mørk glædetom Ørken naar jeg selv ved Din Barm, hulde Maja, i Dine Arme, min Sarathrina, og ‹paa› Tøyen omgiven af saa mange elskede Væsner, ikke kunde opdage en Lysstraale i det skrækkelige Mørke! «Alt, ogsaa Smerte, alt hvad der tilhører Jorden, er [3] forgiængeligt» – Alt? Ogsaa Eders Minde, Eders dyrebare Minde? Ney! og heller ikke min Smerte. Mildnes kan den, forgaae ikke, aldrig, før jeg siger: «Jeg kommer! Sara, Vilhelm jeg kommer!» – Men mere og mere, nesten med hver Dag overbevises jeg om, at Smerte som alt andet Jordiskt er forgiængeligt, Faderens, Moderens Smerte over sine Børns Tab ene undtagen. Kan maaskee en Faders Hiertesaar læges? En Moders kan det aldrig. Det Hierte, under hvilket det elskede Væsen fik sin Tilværelse, ved hvilket det drak sin første Næring, det Hierte, som siden deelte hver det elskede Barns Følelser, glædede sig, leed med dette sit andet – sit bædre Jeg – o Ney, o Ney, arme Hierte, dit Saar læger kun Graven – din hede Smerte kan ene Dødens venlige Haand afkiøle –

Jeg har grædt længe og heftigt. Nu trykker det ikke mere saa ængsteligt for mit Bryst. En Tanke, et Blik, en Lyd kan undertiden ryste mit hele Væsen saa underligt, at det er, som det skulde falde sammen. Den Stilhed, som følger efter en saadan Orkan er vel undertiden, og for det meste Mathed. Saa er det ogsaa nu. Jeg vil derfor opsætte at fortælle Eder mere om de foregaaende Dage, og et sørgeligt Besøg i disse.

Fredag 5^te Dette Besøg var den ulykkelige Frue Hiort. Jeg veed ikke, om jeg før har talt noget om hende her. Hun er Syster til en Lieutnant Wærner, og var, da vi kom til øvre Romerige, en meget elskværdig Pige. Kort efter blev hun gift med sin Halvsysters Søn (og var der mange Spektakler inden de fik Tilladelse at ægte hinanden) en vakker, rask ung Mand, men hvis hele Væsen aldrig anstod mig. De har nu været gifte i adskillige Aar, og den gode Ane Wærner har altiid vedligeholdt sit muntre Udvortes, i hvor stærkt det Indre [4] end ofte har modsagt det. Hun var aldrig lykkelig. For to Aar siden fik han Compagnie, og en fortrinlig god Officerboelig, og nu syntes Lykken ret at smile til dem. Paa engang – der hviler et tæt Slør over det Hele – blev han erklæret vanvittig, syg paa Siæl og Legeme, og sadt i Forvaring i Fredstd. Man troede, hans Vanvid var Forstillelse for at rædde sig ud af adskillige Fortredeligheder; men var det saa i Begyndelsen, saa er det nu ikke længere Tilfældet. Hans Forstand er uigienbringelig tabt, hans hele Legemsbygning viser Siælens Sløvhed. Hun lider uendelig meget. Men selv i de første skrækkelige Øyeblik tabte hun ikke Modet. Den nu afdøde Commendant i Fstd, Gedde, vist en brav veltænkende Mand, behandlede hende ømt og faderligt, og raadede hende, selv at tale med Printsen. Det giorde hun, og den ædle, sande Menneskeven (ak! at Norge maatte miste ham!) trøstede hende, lovede at hielpe saa meget mueligt, og holdt Ord. Han beholdt sin Gage. Saa smaat det end kan være for dem med 2 Børn, saa er ikke det nogen Anledning til Klage for den nøysomme kiække Kone; men Synet af den ulykkelige unge Mand, der neppe er en Skygge af hvad han har været, er selv for denne stærke Siæl en alt for tung Byrde. I nesten to Aar saae vi ikke hverandre, og alle vore Tab, vore Lidelser, den enes fremkaldte ved den andens, trængte voldsomt ind paa vore Hierter ved dette første Møde. Jeg har altiid holdt saa meget af hende, og hun af mig. Da vi sidst saaes, ak! det var en af mine lykkeligste Dage: alle Børnene vare hiemme og samlede om mig, jeg fik den Dag saa mange kiære Breve fra Kbhn – o, jeg mindes det saa vel. Da havde ogsaa Hiort faaet Compagnie – I Morgen har hun lovet at besøge mig igien med sin Svigerinde, Frue Wærner.

[5] I Nat kom de tilbage, som havde skydset mine Elskede ind, og med dem kom et velsignet Brev fra min Lotta, og inden i dette et saa barnligømt fra de dyrebare Døttre dernede, formodentlig kommet op med Ottesen. Ja, det er datterligt, kiærligt, og min moderligste Tak og Velsignelse for dette kiære Brev; og disse blide Veemodstaare, ædle Treschow, være min Tak til Dem, fordi De talte med min elskede evig uforglæmmelige Adam om mig, fordi de saa uimodstaaelig trængte ind paa hans Hierte, og fik fra dette Løftet om, at han snart vilde glæde sin og Deres Moer Koren med et Brev, ak, et i saa mange Aar savnet Brev – O! hvor seer jeg det med ængstelig Længsel imøde – Men skal end denne Længsel (som efter hiint Løfte vil blive endnu smerteligere) længe være forgiæves, saa være I dog stedse og ligefuldt takkede, mine elskelige Børn, som saa uafladelig og kiærligt mindes mig.

I Gaar forlod den elskede Christian August Christiania – I Dag forlader han Norge, det Norge, hvis Skytsengel han var, det Norge, hvor hans Hierte maae blive tilbage, fordi alle Hierter ere bundne til det.

Ja, min Katty, Du siger sandt, og Dit norske Hierte slog da Du sagde det: «Norge mister sin giæveste Mand» – «Men ogsaa i Sverrig vil han blive Norges Skytsaand» skriver i Dag min Lotta. Ja, kan han, han vil det, saa sandt Gud lever, saa sandt – ak! som vi har mistet ham!

Gode, brave Naboer, stræber at giøre ham Livet saa lykkeligt, som en Regents Liv kan blive det. Saa lykkelig, som han vil stræbe at giøre enhver Enkelt og det Hele, ak! saa lykkelig kunde I ikke giøre ham, paa hvem alle Eders Sorger hviler.

[6] Løverdag 6^te Tre Mennesker, Frue Hiort, Wærner og hans Kone, reyste nu herfra med lettede, med glade Hierter. O! lad mig ikke klage, ikke føle mig ulykkelig, saa længe Gud forunder mig, at kunde bidrage til andres Lykke, eller (Lykke var et alt for stolt Ord) Formildelse i andres ublide Skiæbne. Blandt de mange haarde Stød, som traf den gode Ane Hiort, var dette et af de haardeste, at hun saae sig saa langt bortfjærnet fra alle sine Venner og Bekiendte, at hun ene maatte bære sin bittre Skiæbne, uden en venlig deeltagende Barm at helde sig til.

Nu har min Koren for en Tiid siden kiøbt en lille bitte Gaard i Nannestad, en halv Miil fra Wærners, den overlader han nu, den ømme velsignede Mand, til disse gode ulykkelige Menneskers Brug; og sielden har jeg seet et renere Udbrud af Glæde, end i alle disse Ansigter. Selv paa Wærners Kinder trillede store Taare – han elsker denne eneste Syster saa ømt. Gud lade det nu i alle Deele blive saa godt for dem, som vi alle ønske det! Og endeel bædre, end de har det, maae det blive: de kommer jo igien i den Egn, hvor de ere fødte og opdragne, hvor deres lykkelige Ungdom gleed hen blandt Ømhed og Kiærlighed, som atter udbreder sine Arme for at modtage dem.

I Morgen lovede min Koren, og bliver jeg ret rask, ogsaa jeg, at spise Frokost hos dem, og besee den lille nye Boelig.

Mandag 8^de Det blev for seent for mig at reyse med Koren i Gaar, frisk var jeg just ikke heller. Poppe blev med i mit Sted; men det var den Gang hun fik Skriveren med sig, og det skal ikke skee tiere. Tænk, han forførte mig der den gamle stø Mand til at følge med sig til Nannestad Præstgaard, og kom de ey hiem før Kl 9. Jeg faldt, som I [7] nok kan tænke, i adskillige uroelige Tanker, og var neppe at formilde da de kom tilbage, skiøndt de vilde bestikke mig med Æbler og Gotter. Den gode Ane Hiort, hendes Broder og hans Kone, havde været saa glade i den nye Boepæl, og min Koren, glædende sig med de Glade, kunde da ikke afslaae Poppas Bøn, og vilde i saadanne Øyeblik neppe afslaaet nogen Bøn, han havde det i sin Magt at opfylde.

Pastor Munthe var her i Gaar, saa bliid som en Lærke, og havde saa gar en Nytaarsgave med til min Koren, en af Præsten Lund i Vardalen nydelig udskaaret Tobaksdaase. Saa var Proctr Krogh her, med Kone og 3 Børn, hvoraf den ene er min Guddatter, den Mindste, en velsignet lille Glut, bærer det dyrebare Navn: Sara Wilhelmine, efter mine to Uforglæmmelige. Tænk da, om hun er mig kiær! Jeg vilde saa nødig, de skulde reyst saa seent – Kl 10 – ud med hende i Aftes; men de maatte endelig hiem.

Det er et lykkeligt Ægtepar. Hun var en simpel Bondepige, og tiænte her hos gl: Scheitli. Han var paa Contoiret. De bleve alt for fortroelige, men han var standhaftig i en ædel Grad: da han i Kbhn, hvor han læste til Examen, fik vide hun i sin Barselseng nesten var fra Forstanden, fordi taabelige eller slette Mennesker havde bildt hende ind, han aldrig vilde blive hende troe, ilede han tilbage saa fort mueligt, og kom maaskee netop tidsnok for at rædde hende. De bleve strax, da hun fik Samling nok til det, viede, og han forlod hende ikke mere. Hun er ret vakker, og hiertelig god, ogsaa meget flink i sit Huus, hans Dannelse har hun ikke; men nok, de ere lykkelige.

[8] Et lille datterligt Brev fra min Sally, et D^o fra min Maja C, og et langt, kiært fra min Thrinasara, bragte Gaarsposten mig. Tak, alle I Elskede, for Eders kiærlige Ønsker til det nye Aar, dem mit Hierte saa rundelig tilbagegiver Eder. Gud skee Lov, den piinlige Gigt har forladt Dig, dyrebare Maja! hvilken smertefuld Juul har Du havt! og Din Moer Koren kunde ikke deele den, som Du deelte hendes Siæls Smerter den forrige mørke tunge Juul! Men saa kan vi jo nu glæde os sammen. O! lad mig haabe det.

«Først naar jeg seer min egen Moer Koren igien, vil jeg paa mit eget Viis feire Fredsfesten» skriver min Sarathrina. Gode, kiære Pige! hvordan engang i et skrækkeligt Øyeblik, ved Dit Hierte Fred sank i mit, glæmmer jeg aldrig. O! at ikke alle vore Elskede kan høytideligholde denne Fredsfest med os! Dog jo, det kan og vil de, ogsaa de Fraværende: thi de vilde glæde sig ved at vide os saa glade samlede engang igien. Ogsaa Eger skal jeg jo see igien –

Med et rørt Hierte, med sande Veemodstaare læste jeg nu i Tiden vor ædle Christians Afskeed til sine elskede Nordmænd, sine Landsmænd, som han kalder dem.

«Saa længe mit Hierte slaaer, slaaer det for Eder» slutter han. Og vore for Dig, dyrebare, smerteligsavnede Prints!

O! blev Du kun lykkelig! Men det ahner mig, at der forestaaer Dig heftige Storme. Og hvor raser disse frygteligerere, end om Thronen? Og hvor findes mindre Lye imod dem, end der? Din Darre er borte, arme Christian! og vel ^ham, at han ikke saae Dig forlade Norge, at han undgik den haarde Striid: at forlade Dig eller Fødelandet. Ved begge Dele vilde hans Hierte blødt. Nu bløder det ey mere. Han være fremdeles sin elskede fyrstelige Vens Skytsaand!

[9] Nu reyste min gode Agatha Messel til Vildberg, hvor hun for det første har sit Hiem. Hendes Moder bliver der Vinteren over. Det er en besynderlig Pige, denne Agatha, saa naiv, saa barⁿlig uskyldig at det nesten er utroeligt, nesten grændser til Barnagtighed, og dog igien i visse Punkter saa dybttænkende, saa stærkt følende, kort, en sand Original. Men hun skulde, maatte jeg raade, ikke være paa det nu saa stille, fast øde Vildberg, hun skulde være blandt mere forskiællige Mennesker, skiøndt i et kiærligt umærkeligt Ledebaand; Verden med alle dens Idrætte er hende saa reent fremmed, og hun skal jo dog leve i denne Verden. Jeg skal sige min kiære gamle Veninde min Mening, det første vi sees igien, og om hun end ikke tænker heri som jeg, saa veed jeg dog, hun ikke misbilliger at jeg taler reent ud. Vi vare jo altiid vante til, at have vore Hierter paa Læberne; og agte hinanden for meget til, at Ulighed i Meninger kunde have nogen ufordeelagtig Indflydelse paa vort mangeaarige, vort evige Venskab.

Tirsdag, 9^de Da vi stode færdige at gaae til Sengs i Aftes, Kl: var 11, kom 3 Slæder raslende i Gaarden. Det var Lieut. Gill med sin Kone og en Jomfrue Thesen. De blive over her i Dag. Gill har faaet mange Penge med sin Kone, en Proprietair Enke Oppegaards ^eneste Datter, paa Næsodden. Man havde beskrevet denne Kone som et Monstrum af Styghed og Dumhed, og jeg, og vi alle finder hende en ret tækkelig, simpel jævn Kone, og langtfra ikke styg. Af Breve til Nella har jeg længe siden seet at hun umuelig kunde være saa udannet, som man paastod. Og sandelig, hun er det mindre, end nogle af de, som gav denne Beskrivelse over hende

[10] Onsdag 10^de Gills reyste tidligt i Gaar. Vi vare siden om Eftermidd: paa Gierdrum Præstgrd, Jeg, alle mine Jomfruer, Telja undtagen, Lunde, Gryner og Sr Andreas. Min Koren var i Næss, Hertel i Hurdalen, og vare vi saaledes fast spredte over hele det vide Øvre Romerige.

Hos Chrysties var den tækkelige Jomfrue Horster (en ældre Syster til hende, min fromme Maren, som er der i Huset) og hendes temmelig utækkelige Broder, Claus, der dog nu er endeel bædre, end tilforn. Ellers var der foruden os Alle kun Mad: Krogh med sin lille Sara. Den raske Præst fik flux fat paa en Spillemand, og morede Ungdommen sig der ret godt, og vi Ældre ogsaa, til Kl halvtolv. Da vi kom hiem, laae min Koren længe paa sit grønne Øre. Jeg havde været lidt uroelig, fordi han skulde over Wormesund, hvor Farten i nogle Dage har været standset, da der atter er skeedt stærkt Jordfald fra en Gaard, jeg troer Brustad, lige over for Thesengaardene, hvoraf det meste gik ud for tre Aar siden. Endnu falder det daglig, og de mange store Sprækker i Jorden spaaer det vil vedvare længe. Alle i Nærheden boende ere flyttede bort. De arme Mennesker! deres Tab er betydeligt; og deres Uroe og Angst end betydeligere. Og saa usikkert er hele Næss langs med Elven.

Løverdag 13^de I Dag skulde jeg efter min Bestemmelse reyst til Tøyen med Barna, og Zarine til sin Syster. Men Fetter Christi skrev, at han vilde komme herindom i Dag paa sin Hiemmarsch til Bergen, og deels for selv at see den brave Gut endnu engang, deels af andre Aarsager, som I vel skulde faae Kundskab om, og som [11] I maaskee giætter, naar jeg siger Eder de behage mig just ikke saa ganske, udsættes Reysen til i Morgen. Jeg har underrettet Eder derom, I elskede Tøyen Venner, at I ikke i Dag skulde vente os forgiæves.

I Gaar ventede jeg saa længselfuld min Rikke, og ventede med Midd: Maden til Kl: over to. Da vi stode fra Bordet kom hun, Gud skee Lov, og noget efter Futen, som dog sad lige saa troet i sit Arbeyde her paa Contoiret som hiemme. Ingen Embedsmand kan, troer jeg, være mere overlæsset med Forretninger end en Foged, især naar han er saa samvittighedsfuld som vor brave Borchsenius. De vare dog begge muntre, og den stakkels lille Kiærring efter de Omstændigheder taalelig færm. Jeg gientog atter mit Løfte, og agter at holde det, at være tilbage fra alle mine Reyser sidst i denne eller først i neste Maaned, for at være hos hende saa meget mueligt i hendes Indeliggingstiid. Hun venter i disse Dage en Coucine, Jomfrue Heiberg, op fra Kbhn, som nok agter paa Plogstadⁿ¹ at holde Bryllup med sin Forlovede, en ung Læge Hofmann i Laurvigen. Dennes Ventede, en Provst Heibergs Datter fra Siælland, er Rikkes Pleyesyster. De ere opdragne sammen, elske hinanden inderlig, skiøndt Pigen er endeel yngere end Madamen. Hvor glad hun da seer dette Besøg imøde, kan I nok tænke Eder, mine Dyrebare, saa glad, som nu jeg seer mit Møde med mine Tøyen-Strømsøe-Eger-Elskede imøde – (stygge Gientagelser paa Papiret! «Møde imøde») og de Alle deres Moer Koren. Ogsaa Dig, min Sally, seer jeg da nu igien – og Gud give, vi alle maae sees glade! Farvel fra Hovind.

[12] Tøyen 15^de Jeg tænkte, da jeg saa frisk og vel kom hid i Aftes med Barna mine, at jeg i Dag skulde sige Eder saa glædelig God Dag herfra. Min Lotta var frisk og munter; Kista skiændte sagtens lidt, fordi vi ey kom Løverdag (Christie lod sig vente forgiæves) men blev strax bli‹…› igien. Presidenten var hos Pløhns, og kom hiem i god Betiids, som det syntes ret brav; men i Dag er han overmaade ussel af sin sædvanlige Steensmerte. Han ligger her paa Sophaen i stærk Feber og en Ynken, som gaaer mig giennem Siælen. Gud give, han blev saa hastig frisk igien som syg! dog, han kan gaae længe, inden man mærker hvor meget han lider. Hans Taalmodighed er mageløs

Sorenskriver Thaulow er her, en ung vakker Mand. Han skal, siges der, være ^bleven forlovet i disse Dage med Frøken Juul paa Festningen. Jeg veed ikke hvoraf det kommer, men jeg under hende ham ikke. Hun er ikke af mine egne Piger. Af disse er den vakkre, hulde Jomfr: Lund, Præstens Datter i Vardal, som vi i Gaar kom efter paa Moe (jeg har før talt om hende i disse Blade) Hun er ogsaa i denne Tiid bleven forlovet med Secretair Borchgreving, en brav ung Mand. Dem under jeg vel hinanden.

Her var megen Ungdom i Aftes, da vi kom, nogle for at tage imod os. Jes var ikke iblandt dem. Han var paa Ball hos Gryner, hvis Søn er hos os.

Nu har jeg skrevet til min Koren, og udrettet alle de Comssr. der vare mig givne hiemme fra, og sendt det alt med en Jomfrue Skieldrup, som skal være i Nellas Sted, og i Dag for første Gang seer Hovind. Jeg saae hende ogsaa i Dag for første Gang. Hun er meget ung, høy og før, mere styg end vakker; men skal være hiertelig god og flink, og det er jo Hovedsagen.

Ney, i Dag kom den, Gud skee Lov, ret deylig og bliid, og Presidenten er færm igien, skiøndt mat, og jeg er færm og ikke mat, skiøndt jeg i Aftes var meget syg, og en Stund bange for, det skulde blevet ret alvorligt. Derfor, og fordi jeg var i Byen i Gaar Formiddag, kan jeg nu først her ønske Eder, mine Elskelige, en glædelig anden Markedsdag!

«Ha ha Moer Koren, du havde nok spiist for mange Markedsgotter i Gaar» – Det troer jeg virkelig, mine Venner, var for endeel Aarsagen til mit Onde, og saa den Afvexling af Kuld og Varme, som man er udsat for ved Morgenvisitter i Slæde. «Hvor var du da?» – Taalmodighed! Først hvem her var, inden jeg tog ned til Byen.

Det var da Major Juul, som kom for at ledsage sin tilkommende Svigersøn herfra til sit nye Logie paa Festningen. Hvor han var henrykt, den unge Mand, i sin Lykke(?)! Gud give, han maae være det saa endnu om ti Aar! det er at sige, i Naturens Orden: Henrykkelsen forvandlet til stille inderlig Tilfredshed, hvad der vel opveyer alle Forlovelsens Henrykkelser. I kan jo troe mig, mine Elskelige som taler af egen Erfaring. Vil I indvende: at der i 22 Aar glæmmes meget o.s.v. saa griber I Eders egen Barm, I, der som jeg har Erfaringen for Eder, og hielper mig at bekræfte min Sætnings Rigtighed. Den gamle Juul er ikke heller af mine Folk, og selv ved denne Anledning har han ikke just anbefalet sig i min høye Gunst og Bevaagenhed (faaer jeg engang mere Lys i Sagen, skal I faae vide, hvorfor, og har jeg da giort Manden Uret, vil jeg giærne tilstaae og afbede det) men [14] en Faders Glæde over et Barns Lykke, er saa rørende, saa hellig, at den endogsaa giorde Major Juul ærværdig i mine Øyne. Jeg saae aldrig et høyere Udtryk af Glæde, i nogen Faders Aasyn. Den kom Brudgommens temmelig nær, og giid begge havde lige Aarsag til Glæde!

Presidenten, Frue Lotta, jeg, og Skriveren min, om han som jeg haaber, kommer ind i Dag, ere budne til Majorens i Morgen Middag.

Her var ^ellers ingen i Gaar uden først Jes, unge Horn og Lunde som bragte Markedsgotterne, der bekom mig saa slet, og siden Steen og unge Ottesen. Præsten venter jeg i Dag – Stakkels Præst! Man siger han har længe havt Godhed for Frøken Juul, og stærkt Haab om at være elsket igien. Jeg længes saa efter at faae noget ret omstændeligt at vide af ham om Eders Liv og Levnet, I Dyrebare dernede, og især om lille Syvald, som han lovede mig at giøre sig ret bekiendt med, for at kunde beskrive mig min lille Dattersøn til Punkt og Prikke.

Naa, hvor jeg da var i Gaar? Hos Kreftings et Par Timers Tiid, som ^der gik som et Øyeblik blandt disse mine gamle kiære Venner. Krefting var lidt skranten. Ellers finder de sig nu ret godt i sin Stilling, som den ædle Wedel stræber at giøre dem saa behagelig som mueligt. Siden var‹…› jeg hos Madame Olsen, som endnu holder sig inde efter sin uheldige Nedkomst med en, 6 Uger for tidlig fød Datter, som naturligviis var død. Hun har lidt meget, og Sindet især har været forstemt, ak! ved det saa smertelig bedragne Moderhaab. Nu er hun bædre. Zarine, arme Barn, er ikke skikket til at muntre andre, men behøver selv Opmuntring.

Olsen er en i Sandhed brav Mand, og Thrine er lykkelig.

[15] 18^de Torsdag Bedst som vi i Gaar skulde gaae til Bords, kom – kan I giætte hvem? – ja sandelig, vor kiære Egerprovst. Men kun for et Øyeblik. Han skulde, for første Gang i sin Levetiid, spise hos Ridder John. Imidlertiid fik han sig her lidt Frokost, og da vi satte os til Bords, sad han hos for Selskabs Skyld, og spiste for Selskabs Skyld, og «pillede saa smaat» med nogle Fiskeboller, at han selv frygtede, han vilde giøre en maadelig Figur ved Ridderens Bord, og altsaa i Ridderens Øyne, som bedømmer Menneskene ene efter denne Ædeprøve, og har for saa vidt Ret, synes mig, da Folk jo umueligt kan have anden hos ham at bestille, end at lade sig Mad og Viin smage godt. Jeg angrer paa, jeg ikke gav vor gode Ven det Raad, at svare Hr: John, naar han gik omkring for at indhøste Giæsternes Lovtaler over de delicate Retter etc, hvordan det var gaaet ham paa Tøyen, og lagt til: «Hvem kunde modstaae saadanne deylige Fiskeboller?» – det vilde sikkert slaaet Manden, det kunde han begrebet. Men jeg tænker, han Sønnen min finder vel paa noget ey mindre overbevisende. Kort Tiid, som sagt, var han her, og denne blev mig end mere indskrænket, da her kom et Par Søeofficerer, den ene, Bull, en Paarørende af Presidentens, den anden, Halander, en ung Amager, begge temmelig perialiserede, da de kom fra en Frokost hvor det var gaaet skarpt til. Bull, der var saa temmelig flink, var hiertelig undseelig og giorde tusend Undskyldninger baade for sig og sin unge Kamerat, der maatte til Sengs, og siden var hiertelig flau og stille, arme Fyr. Man saae tydeligt, at det var en af hans første, om ikke allerførste Perialer. Men de kunde giærne ladet os have vor Provst allene de korte Øyeblik. Han er nu alt paa Hiemveyen. Fra min Maja C blot en Hilsen, intet Brev. Hvorfor har Du forvent [16] mig saa, Du Gode, at jeg ingen kan see fra den Kant, uden strax at være vis paa, de maae have Brev fra Dig til Din Moer Koren?

I Tusmørket kom Skriveren min. Ungdommen var taget til Comedien, og vi 2 Par Ægtefolk sadde nok saa ærbart og ene, jeg i en Piqvet med Presidenten, Lottamoer pyntende paa en Kappe til mig, Skriveren læsende, da det bankede. «Herind!» Det var min gode Præst Ottesen. Nedstemt, med et knust Hierte tog han sin Tilflugt hid, og det lykkedes os ved venlige Samtaler, lykkedes mig, som han ved aabenhiertig at tilstaae sin Kummer gav Anledning til at sige min Mening, at faae ham bædre stemt, hans Siæl opblidnet. At vi talte meget om Eder, dyrebare Venner i Kbhn, at jeg hvert Øyeblik kom med ham tilbage med ham i den elskede Kreds, o, det kan I Alle tænke Eder. Hans Øyne fik et nyt Liv naar han beskrev mig alt, som omgav Eder, naar han med den varme Agtelse talte om Treschow, og hvordan han elsker Norge, og ønsker sig tilbage – ak! og ønsker, som vi forgiæves! – og den elskelige Syvald med det hulde blaae Øye og de gyldne Lokker – Det var mig en festlig Aften, ogsaa fordi jeg saae den værdige unge Mand mere beroeliget –

Barna og Kista mi havde moret sig deyligt paa Comedien, og sadt saa godt hos vor Sally, som kommer hid i Morgen. Ja, giid det var i Morgen! Giid denne Dag var forbi! Jeg spaaer mig sandelig intet Morsomt af den. Og saa skal vi ud i Visitter – dog, saa gaaer den Tiid – og gratulere hos Rosenkrantz, Sommerhielm, Bergh, og Mad: Arbin. Der er det sagtens lidt seent, men bædre seent end aldrig –

Fortsættelsen følger. Her er en hel Mængde unge Mennesker, Zarine, Nella, Horn, Jes – jeg veed dem ikke alle. Det er alt op i en Forstyrrelse – Markeds Gang, mætta!

[17] Fredag 19^de (Fortsættelse) Lille Frue Rasch kom herop med sin ældste Datter, min Guddatter, og fulgt af sin Broder Heyerdal, som nu er bleven Capellan hos Provst Anker. Det var min Vilhelms kiæreste Ven, han kaldte ham Fader, og imens de logerede sammen saae man sielden den ene uden den anden. Det foer saa smerteligt giennem min Siæl, da jeg saae ham. Jeg kunde ikke faae et Ord frem, Taare qvalte dem. Ham gik det ikke bædre. Det er en elskværdig ung Mand. O! de smertelige, de evig fornyede Minder! Men naar jeg saa tenker paa, at de skal følge mig i en bædre Verden, at de der skal udgiøre min høyeste Lyksalighed som nu en af mine Lidelser, da takker jeg Gud som gav mig denne bittersøde Følelse af de tabte – ney, ikke tabte, kun for en Tiid savnede Glæder –

Saa toge vi da i fuld Stads til Major Juuls, Presidenten med Frue, Secretairen med D^o. At opregne Eder alle de underlige Figurer der vare, lønnede ey Umagen, kun mine Folk vil jeg nævne Eder: Pavels og Kone (hvilken sidste bliver mig kiærere med hver Gang jeg seer hende) Rasmussen – hille min Troe! (tog salig Wilse til Orde ved slige Leyligheder) er jeg nu alt færdig? Ja, saa med mine Egne. Der var ellers mange smukke Folk, iblandt andre en ung dansk Madam Essendrop, en ret interessant Kone, kun lidt for snaksom, og den sig altiid selv lige galne Rach, som nu endelig er bleven Ritmester. «Aa regn dem ligesaa godt op allesammen» – Ja saa men, det kan jeg ogsaa. Der var da endnu Agenterne og Ridderne Nielson og Bagge med Fruer, Ridder Schaft D^o, Ridder – ney, Kammerraad Tode og Frue, et heelt giennemleyt Par. Frue Bergh (Enken) gamle snilde Birk, Provst Lassen, Madame Lange; en Madam Mandahl (Bagges Syster) med Datter, to stygge Originaler (som den arme President fik til Damer ved Bordet) Men Gud forlade min Synd, glæmte jeg ikke hendes Naade Frue Mansbach, med Søn, og General Auditeuren Sommerhielm [18] der dog burde staaet i Spidsen – og over denne Forglæmmelse er jeg nu bleven saa forplumret, at jeg har glæmt hvem der endnu var – eller kunde være. Da det gik til Bords, tænkte jeg: Gud give dig dog en fordragelig Sidemand! Og aldrig er mit Ønske bleven saa over al Forventning opfyldt – thi see! Rasmussen, som jeg ikke engang formodede der, kom ind, hvor vi Fruentimmer stode paa Valg (eller som Faar til Salg paa et Torv) og lige til mig, og før han kunde bukke for mig, havde jeg ham flux under Armen, vi sagde begge «Gud skee Lov!» jeg veed ikke, hvem af os der sagde det først, og det er ogsaa det samme, nok, vi sadd', jeg tør nok sige begge ret godt, og Bordsiddningen faldt os ikke for lang, hellere for kort, uagtet den varede sine to Timer vist (thi det var en vældig Æden og Drikken, kan I troe) og da vi stode op – jeg fik ikke mine Handsker af R: som giæmte dem, før hendes Naade trak sine paa – havde vi end meget uafhandlet. At vi vare hos Eder, dyrebare Treschows, og tilbage i de gode gamle Tider, og drak Eders Skaal, og Sverdrups, og klinkede ret hiertelig, faldt af sig selv; og saa var Øhlenschlæger og hans hiertenærende og hiertehævende Mesterværker den neste Indhold af vor Samtale. Maatte ikke Tiden da flyve? og den fløy. Min anden Sidemand var Brudgommen, Thaulow, som for det meste henvendte sin Person Ord, etc hvor hans Hierte var, til sin Donna. Han undskyldte det engang i al Hast, og jeg forsikkrede ham, at jeg ikke havde ventet det anderledes, og blev holdt skadesløs ved Sidemanden paa venstre. Arme glade unge Mand! Ney, jeg kunde ikke klinke af Hiertens Grund med Petronelle Juul da de Forlovedes Skaal blev drukken, og havde Thaulow forstaaet mit Øyensprog, og NB havt Øyne for andet end hans Petras Øyne, vilde han læst der: «Giid du om 10 Aar, gode Thaulow, maae føle dig lykkelig som i Dag!»

Efter Bordet vare vi, Presidenten, Lotta, Koren og jeg, i 6 Visitter [19] uden at støde vor Fod paa nogen Steen. Ustandset spillede vi alle vore Kort ud i et væk, og fik os en lille Motion paa Maaltidet, som neppe var gaaet saa ukiedeligt for noget Par, Brudeparret maaskee undtagen, som for R: og Eders Moer Koren. Om det var blevet Tilfældet med mig, hvis Sophie A: havde sadt hvor gl: Frue Berg sad? Det er et Spørgsmaal.

Vi slap for at spille – ingen Dame, den fornæmste, om I vil eneste Fornemme, tog Partie. Vi sad saa deyligt, Lotta mi, jeg, Mad: Essendrop, Skriveren min, som giærne slipper Kortet naar han kan, midt imellem os. Frue Pavels var paa Concert. Da hun kom tilbage slog hun sig i vort Compagnie, og saa vare vi lidt inde hos Bostonspillerne, og snakkede et fortroeligt Ord sammen om Dagens Begivenheder osv – Kl henimod 12 kom vi til vort kiære fredelige Tøyen igien, hvor Kista og Linamoer halvsøvnige af Midnatsmindelser og Markedsgang, toge imod os. Men Lina mi har hentet sig en slem Forkiølelse paa Markedet, saa jeg ikke tør tage hende med til den kiære forestaaende Morgentour, hvortil hun dog havde glædet sig ligesaa meget paa sit Viis, som jeg paa mit –

Mandag 22^de (Strømsøe) Her sidder jeg rigtig nok, Gud skee Lov! paa den kiære gule Sahl, paa en af de grønne Damastes lueforgyldte Stole; men I maae, mine Elskede, endnu dvæle med mig paa vort velsignede Tøyen. Der var en Mængde Morgenbesøg, lille Moer Krefting med Døttre, Raschenfeldt, Fabritius med to unge Læger, en kiødelig, en tilkomende Fetter, Heyberg og Hofman; og mellem alle disse vor elskede Sally, som vi havde giort os Regning paa at beholde hele Dagen, og som kun kunde blive en Timestiid, hvad der nedstemte os begge. Om Aftenen kom en Mængde Ungdom, og Capitajn Gedde, som i denne Tiid venter sin prægtige Broder Wilhelm, og sin Kiæreste, der skal være en fortræffelig Pige, til Christ. Den Sidste finder jeg sikkert [20] paa Tøyen, hvor han har bedt om Logie for hende, og hvor alle, som bliver kiendt der, saa giærne tog sit Standqvarteer. Gud lade mig kun finde alle friske og vel der! Presidenten var bædre, men ey ret frisk, Lotta bekymret for ham og selv skranten, Maja, Lina, Kista hostede stærkt – kort, jeg forlod ikke Tøyen med et roeligt Hierte, og venter nu lidt ængsteligt Onsdagsposten og Brev derfra –

Løverdag da jeg var i fuld Indpakning, kom endu hindrende Besøg – en anden Tiid vilde det været mig kiært. Det var Præsten Heyerdahl fra Toten, hans Broder (Wilhelms ven) og Ane Lassen, opvoxen med mine nu Bortgangne – Jeg saae hende ikke i fem Aar. Hvilke Forandringer imidlertiid!

Endelig Kl: 12 sadd' vi i Slæderne, endnu omringet af de elskte Tilbageblivende. I min arme taalmodige Korens Slæde havde Aslak pakket alt mueligt, saa han sad som en Hane paa en Kiæp, og slap dog for at vælte meer end en eneste Gang, skiøndt Føret mellem Ravnsborg og Gillebek var bedrøveligt. Og saadant sinkende Føre, naar Hiertet og Tankerne ile fremad – I vide vist Alle, hvordan det er. Ak! og jeg kan nu ikke mere som i fordums lykkelige Dage, forkorte mig Veyen ved Planer og Udkast for Fremtiden. De hidtil lagdeⁿ² ere saa smerteligt tilintetgiorde. Vil min Siæls Blik skue ud over det Nærværende maae det være opad, udover Tiden – kun derfra vender det ikke ængstligt tilbage.

Vi fandt her, som vi ønskede det, vore Elskede ene, og fandt, hvad vi altiid finder, vor Glæde fordoblet, som man finder sit legemlige Jeg ved Beskuelse i et Speyl. I forstaaer mig nok, skiøndt jeg maaskee ikke udtrykker mig saa klart. Glæde maae jo som Kiærlighed være giensidig for at være noget, for at være Alt.

[21] Tirsdag 23. (Fortsættelse) Saa kom den velsignede Søndag. Der var mange Deliberationer om der skulde bedes et lidet Selskab – dog ney, det var afgiort, kun hvem der skulde bedes stod tilbage at bestemme. Vi vidste nok, Maja, Thrina og jeg, hvad vi ønskede, og Skriveren, det veed I jo, er altiid paa vort Partie. Den gode Fatter Cappelen allene syntes det saa usøndagsmæssig, her slet ingen skulde komme. Men saa blev det dog lell, og derfor var det en saa velsignet Søndag. En saadan Dag og Aften veed man med Vished, man har levet. Tænk Eder, I Dyrebare, hver især hvordan I helst ønsker en Dag tilbragt, saa veed I, hvordan vi havde det. En sand Sabbathstag vilde Jean Paul kaldt den.

Gaarsdagen var nesten ligedan, dog ikke ganske. Foruden en Mængde Visitter som kiørte, kom og gik, var der den lille Afvexling i det behagelige Eensformige, at min Maja og jeg vare i et kort Besøg hos Mad: Rørbye, som ikke er frisk; og end ydermere bleve vi alle indbudne til Middag i Dag hos Kiøbmand Bang. Vi kunde ikke afslaae det, kunde ikke lyve os syge, da her skal være stort Selskab i Morgen. Nu er Kl halvtre – «Og du sidder der endnu og skriver, Moer Koren? Er det saa fornemt paa Strømsøe, at de ikke tager i ^Midd. Selskab før Aften, ligesom her i Kbhn?» – Hør mig nu først ud, kiære Majaⁿ³ Devegge (det var jo Dig, som spurgte?) Hvad vi i Gaar forgiæves ønskede, en Undskyldning, gav Gud virkelig min Moer Cappelen og mig i Dag. Hun har Gigttandpine – og Gud give den ikke blev værre i Dag, da hun har meget at ordne til i Morgen, og jeg har ikke i lang Tiid følt mig saa syg, som da jeg vaagnede i Morges. Jeg troede, det skulde blevet bædre op ad Dagen, men endnu er det det samme. Vi undskyldte os da; men det leed paa det søde Thrinebarn at gaae fra begge Morerne sine med Fader Cappelen og Koren, som ogsaa løftede lidt paa Axlerne. Og nu, mens Maja mi steller [22] saa peent og laagnt sine Ting, holder jeg igien min Husholdning her paa Sahlen, hvor jeg i Fjor Vinter tilbragte det meste af min kummerfulde Tiid mens jeg var her. Og her kan jeg jo, som paa Tøyen og Hovind, giøre og lade hvad jeg vil – See, der er den stille beskedne Rachel med Caffe. «Nu maae Moer Koren drikke, før den bliver kold» – Det har jeg nu giort, og «hun var deylig, Madam!»

Mens jeg endnu har lidt af Dagen for mig, skal jeg skrive et Par Ord til min velsignede Lottamoer, og forud berede hende og de andre Kiære paa, at de ikke maae vente mig med min Koren paa Mandag, ikke før Onsdag – Naar nu i Morgen er forbi – og jeg tænker, den skal gaae godt: her kommer mange fornøyelige Mennesker. Gud give, jeg kun ogsaa fik et godt, beroeligende Brev fra Tøyen! Ja, naar saa Morgendagen er forbi, gaaer Touren til Eger, hvor Faer Cappelen og Thrinebarnet kommer efter om Fredag, saa I seer, mine Elskede Elskelige, jeg har lutter deylige Dage i Vente. Dog, det seer jo atter ud som en Plan. O! jeg skal stræbe, min gode Egersøn, at mindes hvad De i lignende Anledning engang skrev: «jeg vil glæde mig varsomt» – Ak! kun alt for meget minder mig herom –

Onsdag, 24^de vor brave, kiære Fader Cappelens Fødselsdag, den Gud lade ham opleve mange, mange Gange, frisk og rask som nu, og glad og lykkelig ved og med sin sieldne Hustroe og Dotter! Amen! og I alle sige sikkert: Amen! –

Da Lys kom paa Bordet, satte vi os ved det, Maja og jeg, i fuldkommen Roe. Vort Dagarbeyde var fuldbragt (det var i Aftes, forstaaer I) Saa hurtigt som for os, gleed vist ikke Tiden for Giæsterne om Madame Bangs af fede Rætter bo^ugnende Bord. Vort elskte Thrinebarn kom, i sin hvide tynde Kiole, med sin rosenrøde Zephyr, selv let som en Zephyr [23] svævende hiem for at see til Morerne sine, som hun vel ikke misundte, at de sadd' saa godt, men kun ønskede, at kunde blive siddende hos. Dog, efter en kort Times Forløb (Klokken her løber saa den maae blive gal) maatte det kiære Barn afsted igien, og kom saa hverken hun, Fader Pedro eller min Koren hiem før over Midnat, da min Maja og jeg efter en giennemnydt Aften, laae i vor gode Roe.

I Dag mødes vi kun, da der for Moder og Dotter gives mangehaande at tage vare; men dog sees vi, og vide os under et Tag. Siden samles vi vel ogsaa lidt mere. En Skræk, jeg fik i Morges ved Theebordet, føler jeg endnu Følgerne af. Min kiære Thrinemoer var, det vidste jeg, i Kiælderen, og paa engang hørte vi et Dump og et Skrig. Vi fore alle til Dørren. Gud skee Lov, det var ikke saa farligt, og var ikke min elskede Thrinasara, men den stakkels lille Karen, som ikke havde seet den slemme Kiælderlem aaben, og var faldt ned, dog uden at støde sig betydeligt. Mine Knæe skælver endnu, Haanden ligesaa. Dog har jeg skrevet et temmelig langt Brev til min kiære Lottamoer i Dag (der blev intet af i Aftes) tildeels Svar paa et meget kort fra min Maja K: som ikke aldeles beroeligede mig i Henseende til søde Lina, hvis Forkiølelse, siger hun blot, endnu ved varer, men er ikke værre, end da jeg forlod Tøyen. Presidenten er ligeledes ved det samme, de andre friske, skriver hun fremdeles, og at vor Sally B: var der. Slemme Maja, som ikke skrev omstændeligere! De leer af mig her, Koren især. Men de faaer det. Jeg kan ikke behærske Udbruddene af min Frygt, meget mindre Frygten selv. Nu har jeg bedt min ømme hulde Lotta skrive paa Fredag, og skiændt paa Maja – det angrer mig nu ogsaa; men Brevet er borte – Og under alt dette, maae jeg nu hen og pynte mig.

«Det var en erstaunlich lang Pause!» – Ja, mine Elskede, jeg tilstaaer det; men naar I nu alligevel faaer omstændelig Underretning om alt hvad i dette Mellemrum sig tildraget haver, ere I ikke saa lige blie lell? «O jo, Moer Koren! og vi paaskiønner, at du kan unddrage dig saa mangen Stund det Selskab du lever i, berøve dig saa mangt et kosteligt Øyeblik (ak! Livets kostelige Øyeblikke ^ere ikke saa mange) for at giøre os deelagtige i dine Glæder og Nydelser» – Og bliver disse mig ikke da, just da, fordoblede, forhøyede? Ney, mine Gode! Skaaner mig for den ydmygende Følelse: at holdes for bædre, end jeg er. Det er alt for ofte, uden at jeg kan forekomme det, Tilfældet, og glæder og nedslaaer mig paa engang.: thi hvad er Eders Partiskhed andet, end Vidne om det varmeste Venskab? Mit i Dag saa fulde, varme Hierte vilde I sikkert, I Alle, holde denne lille Afvigelse fra Texten tilgode. I Dag, Fredsfestens Dag, vælge jo alle Talere hvad Text, de finder passende. Skiøndt ingen Taler- kun Journalskriverinde, maae jeg have Lov til at følge dette Exempel for saa vidt, at jeg ikke binder mig til nogen vis Orden, men fortæller som det falder mig ind, og hvad der falder mig ind. En Friehed, som I jo engang for alle, ogsaa naar det ingen Festdage er, ædelmodigen har indrømmet mig, og jeg, maaskee mindre ædelmodigen, benyttet mig af.

Fredrichs, den Godes, nu ikke længer Lykkeliges, Fødselsdag – Ingen, uden en Fyrste klage over Livets Byrder og Bitterheder! De allene kiende disse i sit hele Omfang.

Er det maaskee vel, at først den fjærne Eftertiid, naar mine Been vel længst ligge under Muld, kan besvare dette? – –

Ney, jeg er ikke stemt til at underholde Eder paa dagbogviis, mine Dyrebare, paa intet Viis. Nu kom Elisa Thorsteinson, siger min Koren, og nu gaaer jeg ned, at hilse paa hende, og bringe mit Indre igien i Ligevægt.

Eftermiddag. Det var da i Tors^Onsdags, her var Middagsselskab. Det var stort. Blandt de, som interesserede mig meest, var Justitsrd Wulfsbergs, den nysselige Petronelle Kirkegaard og hendes Syster Hanna Strøm – I kiende begge af disse Blade – min vakre raske Lieut: Collet og hans Kone, som jeg saae for første Gang, strax blev kiendt med, og leed grumme godt, Fogden Collets og Doctr Mÿnster, (Münster troer jeg, han skriver sig) vare budne, men kom ikke. Der vare adskillige, som heller kunde blevet borte. Dette var allesammen Mennesker, jeg havde Lyst at kiende lidt til. Saa morsomt, som det i sligt stort Lag kan være, var det. En flink Vært og en bliid Værtinde opliver stedse et Selskab, som ikke bestaaer af blot Træefigurer. At dette ikke var Tilfældet her, har I alt seet. Ved Bordet kunde jeg ikke sidde stort bædre, end jeg sad, NB ved et Giæstebudsbord. Gamle Fader Wulfsberg var min egentlige Sidemand. Ved den anden sad en 70 Aars Olding, en Havnefoged Hofman fra Tønsberg. Hvordan h jeg blev tilmode da han, ved at høre mit Navn, spurgte mig, om jeg var i Familie med en Frøken eller Jomfrue Koren, han for nogle Aar siden havde seet paa Tøyen, en vakker Pige, som spillede paa Harpe? Og at Taare qvalte de faa Ord: Det var min Datter, [26] føler I Elskede! Wulfsberg saae rørt paa mig, og gav Samtalen hastig en anden Vending. Men da min Thrinesara kom hen til mig, og uformærkt kyssede min hede vaade Kind, studsede hun lidt, men vi taug begge. Min Sorg er mig for hellig til, at jeg skulde yttre den for Fremmede. Den gamle Mand sagde mig siden, han havde havt en Søn, han var død. Da man raadslog om en Sang, passende til vor brave Værts Skaal (I veed det var hans Fødselsdag) kom gamle Hofman med, jeg veed ikke hvor mange; kort, det var en lystelig ungdommelig Olding. Om Aftenen fik Ungdommen sig et lille Sving. Blandt de unge Piger syntes jeg saa godt om den ene Jomfr: Bang, Petronelle ved Navn, en rask, levende Pige. Hendes Syster, den unge Mad: Omsted paa Fossesholm, er ogsaa en ret vakker godlidende Kone[.] Selv Mad: Bang fandt jeg ikke saa gal endda, som jeg overalt finder, at man ret maae nærme sig Mennesket for at opdage den bædre Side, da den slettere nesten altiid er mere fremstikkende og i øynefaldende. Havde jeg kunde baret mig for Sammenligninger mellem vore forrige Aftner og denne, seer I, Børn, saa havde den været ret behagelig. Men naar jeg nu sad der midt imellem de pyntede Mardamer, og kun ved et Smiil og et enkelt Ord, kunde faae tale med min kiære, for alle sine Giæster opmærksomme Maja, og hendes og min Thrina, saa tænkte jeg, og sad, før jeg vidste det, i den sorte Sopha ved Majas Side, Thrina paa Trinnet ved min anden Side, det lille runde fortroelige Bord for os – og kunde ikke faae et Ord frem til Mad: Bang. «Herre Gud, havde vi nu Sara B her!» sagde Thrinemoer engang (vi sagde det alle saa ofte. Vi ere saa [27] vante til, at være samlede her) «Ney, i Dag savner jeg hende mindre, svarede hun ^jeg. Men ved det lille runde Bord, Thrina mi!» – «Ja, det har du Ret i» svarede hun, og vi sukkede begge –

I Dag er det Mandag, 29^de Jan:, og saa er det vel ikke for tidligt, at jeg fremkommer med den Hilsen, I alle længes saa meget efter, fra Eger Præstegaard – «Hougs Præstegrd, om jeg maae bede, min kiære Mama!» – Nu ja da, mit gode Barn: Hougs Præstgrd paa Eger. Did begav vi os, min elskede Moer Cappelen, min Koren og jeg, Torsdag Formiddag. Don Pedro skulde komme efter om Fredagen med Dotter si, som først skulde see Forplumringerne Torsd: Aften. Vi vare en Timestiid inde paa Skramnes, hos den elskelige Matrone, Provstinde Schnitler (eller Betta kaldet) hvis indre Sands skiærpes og forfines, som de ydre Sandser sløves, og som med Himlen i sin fromme, reene Siæl, seer den aaben for sig. Hendes ^tidt smertelige Længsel efter denne Vandrings Ende, som endog stiger til et Slags Utaalmodighed, naar hun hører en, som oftest yngere Medvandrer, alt har naaet Hiemmet, saarer hendes Venner (det er alle, som kiender hende) men især hendes Børnebørn, den stille, blide Dorette og den dybere tænkende, varme Elisa, som opofrer alle andre Livets Glæder for den eneste, at forsøde den elskede Gamle sine sidste Dage. Ak! hun miskiender ikke de ømme Børns kiærlige Bestræbelser; men Verden har intet mere, som kan standse de hede Længsler, og Alderen betager hende med de øvrige Kræfter den, at kunde kaste et Slør over disse brændende Længsler, at de ikke skulde saare de elskede Elskendes Øyne og Hierter.

Paa den mig evig kiære Præstegaard, hvor jeg levede saa mangen salig Stund, fandt jeg alt, efter det lange sørgelige Mellemrum, uforandret, fandt mig og mine kiærlige Børn ganske igien. Den underlige Præst, men vist for Resten retskafne Man‹…›ⁿ⁴ [28] Heber, som jeg, Gud veed hvorfor, aldrig kan see uden at tænke paa H^r Kammerjunker Schack Staffeldt, var der, tilligemed sin inderlig tækkelige Hustroe, og interessante Svigerinde, Jomfrue Hintze. Vi nød Tiden, som den efter min Følelse bedst kan nydes, og hastig, som ^{naar vi sidde} om det lille runde Bord her, fløy den, og vi begreb ikke, hvorledes, da vi sadde der om Dit runde Bord, gode Lisemoer, hver med sit Arbeyde, imedens vor kiære Vært, som en ægte Siælesørger tænkte paa, og ved Claveret tilfredsstillede vore Hierters Længsler og Nødtørftigheder.

«Som lædskende Dig ‹…› ^for den visnende Blomst» var for mit stakkels, af mangehaande Følelser sammenpræssede Hierte, Theklas Sang, Fatimes Aften- og min Saras Yndlingssang, das Grab, Wie sie so sanft ruhen – kort, alle, alle mine kiæreste Stykker, som lød fra Strængene og de sønlige Læber, nesten som jeg i Stilhed, uden at yttre det, ønskede. Modtag derfor her min ømmeste, moderligste Tak, beste Schmidt! Mindet om hiin Aften, da jeg første Gang ved min Majas Haand havde besøgt Vilhelms Grav, og den senere, da jeg saae Dem igien paa Strømsøe efter at ogsaa Sara var gaaet bort, blev alt for levende, alt for smerteligt. Jeg vidste ikke, hvor jeg vilde hen. Der var en Pause efter at de havde endt Fatimes Sang. «Men lad kun Blomsten døe» sagde Heber, og De fuldendte det skiønne Vers, og jeg blev med et saa roelig.

Fredag Morgen, før i det mindste jeg var ret paa Benene, kom den aarle flinke Don Pedro og min Thrina, som havde havt en saa herlig Tour i Maanskin og Dagbrud, og ved at see hvordan dette lidt efter lidt fordrev hiint. Fader Cappelen, den for sine Venner stedse saa redebonne Mand, kom egentlig for at følge med min Koren til Kongsberg, hvorhen han havde et vigtigt Ærinde (hvis Udfald Gud lade blive ønskeligt, vor Jes gavnligt!) De vare tilbage i god Betids, og Cappelen efter en kort Frist fort afsted igien til Strømsøe. Vor Thrina beholdt vi. Fuldt saa blidelig som den forrige gik ikke denne Dag, fordi vi ‹…›ⁿ⁵ unter uns ikke saa aldeles vort eget gode Lag.

[29] Dog fik vi Gud skee Lov holdt vor Morgenandagt, som Egerprovsten kaldte det, forinden vor Ordenskiæde blev afbrudt. «Og denne Morgenandagt bestod i?» At vor kiære Vært forelæste os en av algem: Litterat: Zeit. udskreven Recension over Schillers Værker, eller rettere disses og den elskværdige, udødelige Digters egen Biographie. Det var alt saa sandt som skiønt: og udfoldede saa ganske mange af de Følelser, som har lagt uudviklede i min Siæl, som jeg intet Udtryk har havt for. Og det blev forelæst i min lille kiære grønne Stue, af hvilken vi siden bleve landlyste – fordi vi bleve saa mange – ind i den meget stadseligere, lysere, rummeligere gule, men hvor jeg dog aldrig kan blive saa godt hiemme, som i den anden. Vist nok, da Claveret kom derind, og det lille runde Bord foran Sophaen, da blev det bædre, hiemmeligere.

En Johansen, som nu er ved Kystværnet paa Vestkanten, og i denne vor Kreds kiendt under Navn af Skytsenglen (fordi han, da de stakkels Egerbørn og Presidenten laae i Helsingborg i Trængslens og Angstens de skrækkelige Dage, giorde dem ved alt hvad han kunde optænke, det ubehagelige Liv ^{saa taaleligt} som mueligt) kom om Formiddagen, og blev til neste Dag. At han er en brav Fyr, et godlidende Menneske, slutter I Eder ganske rigtig til. Men da han med alt dette var for fremmed til at passe ganske i Dagens Orden, blev denne lidt forstyrret ved hans Komme. Om Eftermiddagen kom vor gode, mig alt mere og mere interessante Elisa Thorsteinson, og om Aftenen Justitsrd. Collet, i denne Egn kiendt under Navn af Svarte Collet, Svarten, og det, som endnu værre er. Det giør mig meget ondt, at denne Mand skal svare saa lidet til det Begreb jeg i vort Bekiendtskabs første Dage giorde mig om ham. Og det er vel ikke mig [30] allene med hvem dette er Tilfældet. Alligevel, naar jeg seer ham, henføres jeg ofte i den forgangne Tiid, i Justiskarens Huus, hvor jeg første Gang og siden saa ofte saae ham, og da staaer med et alle de dyrebare Væsner om mig, som jeg saae tilligemed ham, og saaledes beholder han altiid en vis Interesse for mig, som han ikke selv, og ingen andre Omstændigheder er istand til reent at udslætte.

Jeg havde vel endnu meget at tilføye, men nu – det er i Dag den 30^te – venter vi hver Stund det kiære Provstepar – hver Gang jeg hører Biælder farer jeg til Vinduet, og troer, det er dem. At vi havde deres Løfte om at komme hid i Dag giorde Afskeden – der mellem Venner, den være nu kort eller lang, stedse har noget veemodsfuldt – lettere, da vi Løverdag Aften en sand skiøn Vaaraften, forlode Eger. Endnu engang min hiertens Tak, I Gode, for Siæls og Legemspleye, og for den helbredende Mælkepunsch, hvormed Du, kiære Lisebarn, fuldendte den Cur, vor elskede Maja havde begyndt med mit af den slemme Krampehoste stærkt angrebne Bryst, af hvilket jeg nu aander saa let igien.

Paa Hidveyen toge vi ind til de snilde Wulfsbergs, for at blive der, tænkte vi, et Øyeblik; men de vilde ikke vide af nogen fransk Visit at sige, og vi maatte spise der til Aften. Der var en Backe fra Holmestrand, med sin Kone, en grumme snaksom, nyefigen, men ret vakker Madame, og Dajou med sin Frue, som jeg for første Gang saae upyntet, svøbt i en graa Frakketrøye og Skiørt (derimod i Søndags, da vi vare ude paa Visitter, Moer Cappelen og jeg, saae vi hende, det er saa sandt som jeg sidder her – i en graaegulplættet Kasseking, der, som en virkelig Tigerhud, hang malerisk skiødesløst om hende – og nu var hun her, stakkels gamle Kone! i Contra Visit, atter i anden Pynt, – til hver Dragt en anden Hat – til Tigerfællen en stoer fremstaaende, med mange Blomster beprydet)

[31] At vi nu bleve hos Wulfsbergs, det morsomste, giæstfrieste Huus man kan tænke sig, var godt og vel, dog ikke alt for vel; thi da jeg havde forladt Eger, stundede jeg herhiem. Kl: mod 11 ariverede vi da i godt Behold, og mødte og hialp os af Slæderne den raske Don Pedro, og den adstadige Sophie Pechel – Linas lille Poppenheim – men til min Ærgelse havde Faer Cappelen ikke været i mindste Angst over vor lange Udeblivelse, som jeg vist formodede, men spiist sin Aftensmad i god Roe, da vi ikke kom Kl 9, i Selskab med Gram, og prangede ho Sophi ved Bordet som Forlæggerske, fortaltes os, jeg troer, for at vi slet ikke skulde bilde os ind, vi vare blevne savnede. Saa haardhiertede ere de Mænd –

Søndagen levede vi i fuldkommen Roe, kun den Times Tiid undtagen, hvori vi visiterede, Maja mi og jeg. Vi bleve overalt modtagne, men kun hos den gode, lidende Frue Hauch, hvis altiid, paa Siæl og Legeme svage Mand, nu er alvorlig syg, kun hos hende, den taalige Korsdragerinde, opholdte vi os lidt over slige Besøgs sædvanlige Tiid. Thrina vor var paa Ball. Begge de gode Skramnes Pigebørn vare her, men den Yngste tog hiem igien om Aftenen. De ere alt for samvittighedsfulde til at kunde begge være borte en Nat fra den kiære Betta. Elisa er her endnu, og bliver hos de Elskede her til Torsdag. I Morgen har de lovet at følge mig til Veye. Min Koren maatte reyse i Gaar. Hans Forretninger ere bestemte. Gud skee Lov, jeg havde ham saa længe! Ogsaa i Gaar en deylig, roelig Dag. Min Thrina, som havde dandset til Kl 7 om Morgenen, var lidt forsviret, men kom sig efterhaanden. Jeg læste Jægerne høyt for det lille kiære Selskab. Siden drak vi os en halv Perial i Mjød, og drak smukt salig Kongens Skaal (det var den før saa feterede 29^de) som vist intet andet Selskab drak. Det var bare vi Qvindfolk. Husets Fader [32] var paa Ejdsfoss (og kom nyelig hiem) og I veed jo, hvordan det pleyer gaae «naar Katten er ude» –

Endnu ingen Egerfolk! Jeg har skrevet og lyttet – nu maae Kl: være mange, og jeg faaer see ned. Ogsaa, mine Elskelige, har I her i al Korthed og Eenfoldighed et Udtog af mit her saa lykkelige paa Nydelser rige, Liv og Levnet. Hvad der ikke lader sig beskrive, tilføyer Eders egne Følelser.

«Hvo nævner det Unævnelige? Hvo maler det Umalelige? Hvo maaler det Umaalelige?» siger H^r von Staffeldt i sine nye Digte. Blandt hans øvrige Bombast er dog dette ikke det galeste. Meget mere: Manden har Ret.

Men Dig, elskede Lottamoer, Dig være Tak, at jeg har ret kundet glæde mig i disse sidste Dage her blandt mit Hiertes Venner, at jeg i Morgen seer Skilsmissen fra dem formildet ved det Haab, at finde alt vel paa mit velsignede Tøyen. Det skylder jeg Dig, Dit hulde Brev, hvormed Du, uopfordret – Du havde endnu ikke faaet mit – beroeligede og glædede Din Christiane –

Torsdag 1^ste (Tøyen) Men endnu har jeg ikke forladt det kiære Strømsøe. Vor Egerprovst kom, men allene. Stakkels Lisemoer, som ikke var ret frisk da vi forlode hende, var blevet værre siden, og torde ey vove sig ud. Gud give, hun nu maae være bædre, fuldkommen vel – Hun, og I Alle, Dyrebare! Det var en deylig, velsignet Aften. Vi vare ganske ene. Alt hvad Provstemanden kunde uden ad af Livstykkerne vore, fik vi paa Claveret. Siden efter nogle Partier Piqvet med Faer Cappelen, og et kort Besøg af Rørbyes, forelæste han os Oversættelsen af Iflands Vaterhaus, og var Klokken – den ilende Klokke – alt slaget et, før vi kom til Roe. Dog, dertil kom jeg ikke endda saa snart, da de forstyrrede Piger Thrina og [33] Elisa laae paa mit Værelse, og holdt saa ugudelige Spektakler, at jeg ‹…›ⁿ⁶ havde maattet tage den Resolution at raabe min provstelige Søn, so‹…› laae i næste Værelse, til Hielp. «Aa, det var nok ikke værre, end Du se‹…› vilde have det, Moer vor.» – Mener I?

Saa tog jeg Afskeed med det kiære kiære Strømsøe, med de kiære, kiære Mennesker; men den blev mig lettere, end sædvanlig: min Maja, vor Thrina, og Elisa fulgte mig til Gillebek; og om en Maaned seer jeg de to første Elskede, hos mig paa Hovind, dem og Egerbarna maaskee med. Det var jo altsaa kun som jeg ilede forud for at modtage Eder, for at fortælle vor Lotta, at vi havde vore Elskede saa snart i Vente. Og derfor trykkede jeg Eder saa roelig til mit varme takfulde Hierte, hvis Sprog I saa godt forstaaer og Gud skee Lov, at I forstaaer det: thi udtrykke dets Følelser kan jeg jo dog ikke. Og hvilket Sprog kan udtrykke det, og min Tak til Gud, som gav mig Eder, til Eder, som han gav mig!

Da vi havde spiist og drukket vor Caffe paa Gillebek efter min Majas husmoderlige Foranstaltning, og nu stode færdige at tage ak, hver sin Vey, kom Aslak ind med Bededagsansigt og folde‹…› Hænder, og fortalte: den ene Skaaken paa Fruas Slæde er tvært ov‹…› Gulen havde kiedet sig ved at staae saa længe stille, og ved en Vol‹…› afstedkommet dette Uheld, slemt nok, da man ingen Vey kommer me‹…› halvanden Skaak. Men for hvad i Verden veed ikke Moer Cappele‹n› Raad? Hun fik sig et Par laante, jeg fik hendes, og hendes gamle troe Svend Ole Auestad sagde, da jeg satte mig i Slæden: Naar nu Moer kommer til Hovind med Fruas Skaaker, kan vi bytte om ig‹…› Folkene bærer altiid noget ^Præg af sit Herskabs Tænke- og Handlemaa‹…› Saa seer man der Velvillie og Blidhed paa ethvert Ansigt, og Husbondens Flinkhed og Raskhed er kiendelig i Tiænernes –

Eders ømme Kys og Velsignelser omsvævede mig hele Veyen som Sky‹…›aander, og Veyen gik hastigere, end jeg kunde troet. Men, I maae vide alle mine Barnagtigheder, Elskede, altsaa ogsaa den: at jeg virkelig var bleven uroelig ved Aslaks Sørgmodighed, som vedvarede hele Tiden. Jeg troede nemlig, at han, da han talte med nogle Reyse‹…› her fra Byen, havde hørt, der var noget galt, enten her eller paa Hovind. Ligefrem torde jeg ikke spørge ham, men førte allehaande p‹…› [34] Bane, som sigtede derhen, og var angst for hvert Svar. Men jeg ‹s›porede intet, og jo nærmere jeg kom Byen, jo roeligere blev jeg. Nu maae jeg dog sige til min Undskyldning (om nogen behøves) at min første Uroe blev opvakt ved det mig ellers saa behagelige Møde med de brave Brødre, Capitajnerne Gedde (som vi mødte paa Strømsøe, og holdt lidt og talte med) da den Yngste sagde: «Deres Lina er nu meget bædre, kun lidt hæs» – Der var ey Tiid til nøyere Forklaring, og min Frygt udlagde disse Ord paa mange Maader.

See, nu veed I det Alt, og nu er mit Hierte lettet.

Her skal komme Fremmede til Aften, jeg skal skrive et Par Breve, derfor vil jeg kun kort og godt sige Eder: at jeg fandt alle her vel, Gud skee Lov og Tak! Min Jes og en 3, 4 andre unge Mennesker toge mod mig, tilligemed Kista mi, og saa kom Maja og Lina, og saa kom jeg ind til Lottamoer, og til den brave President, som sad i Papirer til Ørnene (og Gud veed, hvor han kan arbeyde i slig Støy som her var og er for det meste i saadan Forsamling, især naar Lina ‹g›iver Tonen an) Glade saaes vi igien, og sad i fortroelig Snak, vi Gamle, da Børnene havde lagt sig, til Kl: over 11. I kan tænke jeg ‹h›avde meget at fortælle – en Extract af hvad I finder her.

Skulde jeg endnu give Eder ^endnu en Anledning til at smile over mine Ahnelser og Ængstelser? Ja en meer eller mindre giør intet til Sagen. I Nat drømte jeg, min lille Fader Mørk kom, bleg som et Liig, for ‹…›t tage Afskeed med os. Han skulde reyse, jeg veed ikke hvorhen. Mange Gange kyste jeg ham: Hans Kinder og Læber vare saa kolde. Han spurgte om sin kiære Maria, men hun kom ikke, før han var ‹b›orte. «Vi sees igien» sagde jeg da han gik, og han vendte sig, saae ‹…›aa blidt paa mig, men saa mat, og sagde: «Ja, vi sees igien» –

Løverdag 3^die Compagniet her i ‹Fre›dagaftesⁿ⁷ blev ikke saa stort, som det skulde været: Bispen havde opsnappet de fleste, som skulde kommet hid. Egentlig var dette Selskab for en Kiøbmand Bødtker fra Kbhn. Det skulde (det er nu tredie Gang skulde i fire Linier – og det et saa befalende Ord. Fye!) det bestaaet af lutter Mandspersoner, men den snurrige President havde selv inviteret, og taget ‹…›dskillige Koner med – f. E: Frue Weideman, som rigtig er en godlidende [35] lille Kone, og Mad: Arnesen, der nu alt mere og mere aflægger sit underlige affecterede Væsen, og var især den Aften ret saa Gu ganske bra. Mændene til disse Madamer vare hos Bispen, saa ‹…›elⁿ⁸ som Professor Rosted, Rasmussen og Platou, til min Ærgelse da jeg saa giærne havde talt med især de to første, Rosted og Ra‹…›mussen. De øvrige Indbudne vare Byfoged Winsnes, begge Capit‹…› Gedder (den Yngstes Kiæreste, Jomfr. Holst fra Laurvigen, en go‹…›modig lille Pige, logerer her i disse Dage) Capit: Widding, Justitsraa‹d› Wexels, Præsten Pavels (som ey kom) I Stæden for de borteblivende Indbudne, kom den mig saa fatale Branddirecteur H: med sin vel saa ulidelige Ægtefælle, Jomfr: Wexels, og en ung Enke, Frue Erichsen, Amtmand Wibes Datter, som var gift, jeg troer kun et halvt Aar, med sin Faders Eftermand i Grønland. De kom, hedd' det, i Visit, og vilde, det er, giorde Miner til, strax at tage bort; men de vidste ret godt her var Selskab, og blev ved første Vink, det jeg nok skulde ladet blive at give de‹m› havde jeg været Vertinde. Men derfor er ogsaa Frue Lotta frommere end jeg. Og havde hun end taugt (hvad vist var b‹…›vet Tilfældet om hun kunde fulgt Stemmen i sit Indre) havde nok hendes Ægteherre talt, hvis Tolerance jeg beundrer ude‹n› at kunde efterligne den. Dog indseer jeg ogsaa, at mange Fo‹r›hold i Livet giør det nødvendigt, især for en Embedsman‹d,› at holde Omgangsskinnet ogsaa med Skurken i Live. Gu‹d› skee Lov, heri kan dog vi Qvindfolk lidt bædre raade os selv, skiøndt ogsaa vi nødes til at «love den udvortes Tugt». Hva‹d› der ogsaa i denne Tiid giør at den brave President omgaaes meer end ellers med Heyerdals, er den Forbindelse der er imel‹…› denne Familie og Justitsrd Wexels, Presidentens saa kiære ‹V›‹…› som I veed, har for Resten intet Familietræk fælleds med H^r Branddirecteurens. Vor Sara B: kom, som før har hændet det kiære Barn, uformodentlig midt ind i Forsamlingen; m‹…› nesten skulde man troe hun havde havt en Ahnelse, jeg glæmte at spørge hende hvad hun havde spiist om Middagen. Det var Ærtedag) thi hun var itrukket en peen hviid Kiortel o‹…› [36]  ‹…›l saa stout som nogen af de andre. Det var liden Zarine ogsaa ‹s›om ligeledes kom hid i samme uskyldige Vankundighed. Aftenen gik ret morsomt. Imellem stial vi os, Sally og jeg, herud i Kammeret og slog en Prat af om mine sidste Begivenheder etc – og snart saae Lottamoer, snart Kista ind til os, og sagde os, naar de syntes vi bleve for længe fra Selskabet. Alle vi Fruentimer sad arbeydende inde i den pene Graastue om et rundt Bord, Mandfolkene og Frue Heyerdal, som i sit hele Udvortes synes at høre mere til det andet Kiøn, ved Lhomber og Bostonbordet. Ved Spisebordet havde jeg Anledning til at giøre en Opdagelse, eller – thi det var desværre ikke første Gang – en ældre bekreæftet: at Eders Moer Koren langt fra ikke har et saa forsonligt Hierte, som vist I Alle tiltroer hende.

Det glædede mig ordentlig, at Heyerdal var usædvanlig stille og undgik at nærme sig vor Kreds, selv at see did. Han kan skamme sig, er altsaa ikke en uforbæderlig Synder. Nu kunde jeg sætte en smuk Færnis paa min ovenstaaende Bekiendelse, ‹o›g sige, det var denne Omstændighed, som glædede mig. Men ney, mine Gode, det faldt mig den Gang virkelig ikke ind. Vi vilde sadt sammen ved Bordet, Sally og jeg – jeg beholder giærne naar jeg kan mit faste Stolestade hos Frue Lotta – men den slemme Justitsrd Wexels slæbte hende med Magt fra mig.

De Personer, jeg denne Aften saae første Gang vare: Bødtker, en høflig Mand, og skal være en udmærket brav Mand; Byfoged Winsnæs, som jeg nu slaaer an til et af de sædvanlige Hverdagsmennesker, og maaskee havdeⁿ⁹ fundet en Smule flau, om han ikke saa forekommende artig havde tilbuden sig at bringe Breve og Pakker hver Løverdag, om jeg vilde, til Strømsøe; og endelig den unge Frue Erichsen, ‹…›om vilde været et meget vakkert Mandfolk, men hvis store, i sig selv smukke Øyne, endogsaa da vilde været for dristige. Tænk Eder da hvad de nu vare i et qvindeligt Hoved der overalt slet ikke syntes at være paa sit rette Sted. Hun ‹…›te meget, og godt. Jeg har, saa vidt jeg erindrer, sielden havt [37] en saa besynderlig Følelse ved første Gang at see et Menneske, om hvem jeg slet intet har hørt – thi ved andres Domme eller blot Omtale veed I, hvor let man forledes til tidt vrange Forestillinger om Personer og Ting. Hun drog mig paa engang til sig og stødte mig fra sig. Jeg kan ikke forklare mig det af andet, end af det qvindelige og mandlige der saa underligt var sammenblandet i hendes Person og Væsen[.] Vort Kiøn, synes jeg, vanzirer sig ved intet saa meget, som ved et stivt, stirrende Blik, der først ligesom giennemskuer og saa maaler sin Gienstand. Ak! noget ganske andet er det, naar det qvindelige Blik i sød Forglæmmelse af alt omkring sig, hænger fast, ufravendt paa et elsket elskeligt Væsen naar det hele Hierte ligger aabent i dette Blik. –

Vor Sally havde de samme Følelser heri som jeg. Det gode kiære Barn kommer til os i Morgen igien. Giid vi da bleve mere under os selv – som vi vare det de deylige Søndager paa Strømsøe –

Da vi sadde som bedst Torsdagaften, bragte man mig Di‹t› kiære hulde Brev, dyrebare Maja C, hvori ogsaa den gode Elisa og min egen Thrina havde glædet deres ‹M›oer Koren med nogle Linier: O! Tak, Tak for enhver! I Dag er Svare‹t› bortsendt. Gud skee Lov, at jeg i Dag er lidt – ney meget let‹…›re i mit Sind, end i Gaar. Efter min Korens Ønske og Forlangende i et Brev, her laae til mig da jeg kom hid, maatte jeg tale med Professor Rosted, og skulde talt med Rasmussen om Jes, som aldeles ingen Lyst har til Studeringer, og al‹t›saa maatte mældes ud af Skolen. Det regnede; en tyk fæl Taage laae over Byen, end tykkere laae Kummers Taage om mi‹n› Siæl. Jeg har, siden I, mine elskede Fraværende flyttede herf‹…› aldrig kunde seet eller været paa Skolen, uden at Mindet om de tabte Dage har aftvunget mig et Suk, og smerteliger‹e› saarer dette Minde siden min Vilhelms længere Bortgan‹g›

[38] Jeg skialv da jeg steg ud af Slæden, og kunde i Begyndelsen ikke tale. De gode kiærlige Mennesker viste mig den ømmeste Opmærksomhed, og den i Sandhed ædle Rosted var ligesaa bevæget som jeg. Han fandt, som alle Fornuftige finder det, at vi giorde Ret. De nye Skoleanordninger hvorved nu atter alt er skiærpet, Arbeydet baade for Lærere og Elever fordoblet, var ikke opmuntrende, sagde han, for nogen af Parterne. Han talte meget og varmt om sin kiære Formand og Ven, vor ædle uforglæmmelige Treschow, og glædede sig over, at hans Kiærlighed for Fædrelandet ved Fraværelsen var taget til istædenfor af. Om hvad der laa mig meest paa Hiertet kunde jeg ikke tale saa meget som jeg vilde og havde foresadt mig: thi Taarene qvalte hver Gang jeg begyndte Ordene. Ogsaa R: var yderlig nedstemt – kort, Udsigterne i Fremtiden syntes os saa taagefulde som de vi havde for os giennem Vinduerne. Jeg drak Thee og var der et Par Timer, siden et Øyeblik hos Kreftings og hos Capit. Widdings. Jeg kunde ingensteds holde det ud. Her hiemme i Sophaen hos min Lotta, omgivet af de andre Kiære – Jessen min var her ogsaa, fandt jeg min Roe igien. Dertil bidrog ogsaa et Brev som laae her til mig fra min gode Wilhelm i Bergen, et otte Qvartsider langt, mig høystinteressant Brev. Det er og bliver min egen brave Gut.

I Dag Morges Kl: 8 har da John Collet sagt Verden og ‹s›it jordiske Vellevnet Farvel. Han har skrantet i en Maanedstiid, men ikke lagt, i det mindste ikke i den senere Tiid. Endogsaa i Dag var han oppe Kl: 4, men maatte saa til den lange Hvile. Hans Kone, der som hans Kone har u‹e›ndelige Fortiænester, vil vel ikke saa snart kunde finde sig i sin gienvundne Friehed. Gl: Bukiær skal ogsaa være paa Veyen til Evigheden.

[39] Søndag 4^de Saa ofte, ak! nesten stedse kom jeg til Eder, I min Siæls Fortroelige, med mine Klager, min Kummer, mine Taare[.] See, her sidder jeg nu, her har I mig saa glad som jeg i lang Tiid ikke var det, neppe haabede, at kunde blive det mere her. I veed, hvor jeg har ængstet mig for min Jes og hans Fremtiids Skiæbne. I dette Øyeblik er denne Ængstelses Taage forsvunden og Udsigterne opklarede. Først Dig min Tak, naadige Alfader! og saa den gode, sindige, vennehulde Rasmussen, som har bragt alting for mig i saa lys en Orden. Nu bliver min Jes endnu et Aar her paa Skolen, den mig, for sine sieldne Læreres Skyld saa kiære Skole, bliver baade da og siden i Nærheden af sit Hiem, Hovind, og sit Hiem, Tøyen. Han er nu ogsaa kommet igien til den Roe, han saa længe har fattede og som man altiid fatter, inden man bliver enig med sig selv. O! hvor vil I alle glæde Eder med mig, som de kiære Mennesker her glæder sig med mig! Og hvor vil min velsignede Koren blive tilfreds, og den gode Hertel, og alle som veed, hvad denne totale Forandring, denne det elsked‹e› Barns længere Bortfjærnelse, og det Usikre i det Hele, vilde kostet mig. Nu skal jeg skrive til Rasmussen. Giid han i hver Linie kunde læse i mit taknemmelige Hierte! Alting maae være bragt i Rigtighed, saa jeg i Morgen kan giøre min Koren Regnskab. Endn nog‹le› Ord herfra i Qvel engang. Jomfr: Wolderne alle tre ere her. Endnu ikke den slemme Sally. Men det er endnu ikke rigtig Middag. Jomfr: Horn var her i en Morgenvisit. Hun har noget forbindtligt at sige til enhver, noget tækkeligt forekommende i sit hele Væsen. Stakkel‹s› Pige! Hun er opfostret i Modgangs Skole. Det er en str‹æng,› men velgiørende Læremesterinde, naar Tugten kun staaer i noget Forhold til Lærlingens Siæls og Legems Kræfter.

[40] Aften Kl 11. Færdig med min Indpakning, nu med et fuldkomment R roeligt Sind, vil jeg blot sige Eder, Dyrebare, et Par Ord endnu om denne Dag, og saa God Nat fra det velsignede Tøyen. Vor Sally kom dog, just da jeg sad omringet af en heel Flok Jomfruer hvem jeg forelæste Axel og Valborg den herlige, nu første Gang præntet, og som min gode Rasmussen sendte mig i Dag til Tilgift paa det trøstefulde Brev. Præsten Wulfsberg kom som en Stormvind afbrydende vor stille Roe. Dog, det var en upassende Lignelse. Den gode Mand havde revet sig løst af et muntert Selskab for at see og tale et Øyeblik med Moer Koren. Men vist nok fik jeg mere see end tale med ham. Her var for stoer Sværm af Ungdom (og saadan som i dette Huus samles den aldrig klyngeviis) og jeg beskyldte ham, maaskee uretfærdig, for, at hans Tanker vare blevne tilbage i Selskabet hos Asessor Mathisens, (hvis Datter i Aften blev forlovet med Provst Kroghs Søn fra Hadeland, Præstens Yndling) og svævede ydermere om Bostonbordet.

Nu sidder jeg, første Gang, som jeg saa ofte sad i Kbhn ved min Dagbog om Midienat. Ak! ingen Sara minder mig ‹o›m at skaane mit Hoved og mine Øyne. Lina, min Sovekamerat, slumrer sødt, seer ud som en hvilende Engel – Johanna Bull, som ligger hos os paa en Feldtseng, snakker et halvt Ord i Søvne, og sover ind igien.

Alnaadens Gud! takket være du for denne glade Dag, der endtes som den begyndte. Med Budet fra Hovind fik jeg et Par Ord fra min Koren, og deri Forsikring om, at min Rikke var rask, og min kiære Hertel, som har været syg, uden at jeg vidste andet, end at han var lidt forkiølet, er det ogsaa.

[41] Alle vente de os saa længselfulde. Gud skee Lov, at vi kan samles glade. Og for hvert svundet Øyeblik, hvert her mellem Eder saa gladelig svundet, lønne Eder Gud, I Elskede! og min Tak, som Ord kan udtrykke den, for dem alle, ogsaa de mindre glædelige, som vi deelte.

Febr: 6^te Om min Afskeed fra Tøyen, som om alle mine Afskeder og Modtagelser der, og fra Strømsøe og Eger og hvor jeg gienseer og forlader mine elskede Venner, siger jeg intet, fordi I Alle, disse Blades Læsere, kan sige Eder selv sligt saa godt som, ja bædre, end nogen Pen og Pensel kan male det. Endnu da vi sadde i Slæderne, jeg ene i min, Maja og Lina sammen i Bredslæde, omringet af Lottamoer, Kista, Hanna B: og den barnligblide, godslige Maren Holst, havde jeg meget usagt, syntes mig. Men det var den usædvanlige Lethed i mit Inderste som saa giærne vilde meddele sig de kiære Omkringstaaende[.] Frue Lotta smuttede ind, jeg vidste ikke hvorefter, før hun kom tilbage med et Glas Viin, som Børnene endnu maatte tømme, at de Stakler ey skulde forsmægte, kan jeg tænke. Ogsaa Aslak og Gunder fik hver sin mægtige Kronsup til Gutterletz. Presidenten maatte tidlig til Byen, og Lina angrer endnu paa, hun ey fik bedt ham Farvel, rigtig Farvel, siger hun. Aldrig er jeg kommet saa fort frem, synes jeg, maaskee fordi sielden, ak! og i senere Tiid aldrig, alt saaledes har forenet sig til mit Hiertes Beroeligelse.

Paa vort første Hvilested qvægede vi os atter med Provianteringen fra Tøyen, og til Desert med min gode Rasmussens vennehulde Brev, hvoraf jeg forelæste min Maja hvad der [42] især angik hendes kiære Jes. Ogsaa Lina var herved en agtsom Tilhører. Og endnu engang, beste Rasmussen, for Fremtiden Medlæser af disse Blade, modtage Deⁿ¹⁰ her det fulde moderlige Hiertes varmeste Tak!

End fortere end hid gik de øvrige 2 Mile til Moe. Der fandt vi en ung Jægerofficer hvis Navn jeg giærne gad vist, fordi han forekom mig bekiendt. «Men det faaer du ikke vide, min Moer!» tænkte nok han, thi alle Forsøg uden om mislykkedes, og det var rimeligt: thi vant til at gaae ligefrem, lykkes saadanne Omveye mig sielden. Han frabad sig ogsaa en Kop Caffe, som jeg af et godt Hierte bød ham, men var i øvrigt meget høflig og beskedentlig. Der er – maae jeg ved denne Anledning sige Eder – to Ting, jeg aldrig kan spørge Folk om, naar jeg ikke nødvendig maae vide det. Det er deres Navn og Alder.

Efter at have drukket Caffe – «og hun var deylig Madam, ja sprudede ret i Koppen» – fortsatte vi Touren fra Moe, Kl: halv tre, og triumpherede ret over, hvor vi skulde overraske dem der hiemme, naar vi kom saa tidligt. Men see! eller rettere hør: «Der kommer de mintroe fra Hovind og møder os!» mælede Aslak, og tre Slæder i følgende Orden: Nella, Lunde – Poppe, Gryner – Telja, Melin – klingrede imod os. De bleve baade glade og lidt flaue, thi de havde troet at være paa Moe længe før vi, og modtaget os der med Caffe. De gode Børn! At de nu ikke skulde bringe de medtagne Ingredienser tilbage, ikke see deres Plan ^reent tilintetgiort, men, jeg tilstaaer det, især for at deres Heste kunde faae puste lidt, besluttedes, da vi alle skulde tage ind i Kløften til [43] ho Gunild, Melins fordums Inclination, som I veed. Under Deliberationen stod Melin hele Tiden med Hatten i Haanden, snart paa høyre, snart paa venstre Fod, men dristede sig ikke til at give sit Votum. Havde I kun seet, hvor geskiæftig han var der! Hvordan han agerede Vært, og fløy og snoede sig som en Top. Gunild var sær bliid, og tillod først efter at Nella havde udtømt sin hele Veltalenhed, at vi brugte vor egen Caffe. Det var kun, sagde Nella, fordi denne var malet og færdig strax – Her maatte de nu giøre os Regnskab for, hvordan alting stod til herhiemme; og Gud skee Lov, jeg saae det forud paa alle de glade Ansigter, at det var saare vel.

Ja, Algode, det er det, Dig være lovet, det er det! Da min Koren ikke ventedes tilbage fra Ejdsvold før seent, og min gode Hertel ikke fra Næss før i Dag, hastede vi ikke saa meget at forlade Kløften. Jeg havde jo saa meget af Hovind omkring mig. Dog vare vi her hiemme Kl: 6, og kom Skriveren – i Hurtighed og i mere den anden Fader Cappelen – ud i sin graa Vadmels Kiortel, med sin rygende Pibe, og tog imod os.

Blandt de kiendte glade Ansigter som omringede os, var ogsaa den mindre kiendte Maren Skieldrups. Hun seer ud som Velvillien selv, og efter alles Vidnesbyrd og hvad jeg af vort korte Bekiendtskab kan slutte, er hun brav og flink, færdig i Fruentimmerarbeyder af alleslags, forstaaer sig godt paa Landbruget, for saa vidt det vedkommer den qvindelige Bestyrelse, mindre af det egentlige indre Husholdningsvæsen, men med hendes Lærelyst, Sundhed og Ungdoms Raskhed vil det snart finde sig. Hun er endnu ikke 20 Aar, stoer og føer, mindre end vakker.

[44] Hertel har virkelig været meget syg. Gud skee Lov, vi ikke vidste det, før det var forbi. Dog ahnede det min stakkels kiære Kista, at det var værre, end Nella skrev, og hun havde ingen Roe Nat eller Dag. Først da hun saae Forsikringen fra ham selv, at han var fuldkommen brav, troede hun det. Og nu venter jeg ret længselfuld hans Hiemkomst, thi før ere vi ikke rigtig samlede. Gud skee Lov, at vi kan være det friske og roelige!

Lille Fader Mørk og Walbohm gik nu herfra. Præsten er flink, Doctoren nu ligesaa, men han har været meget syg. Hans Kone ligesaa. Nu ere begge raske. Det skal ogsaa min kiære Rikke være, som hun i sin nuværende ængstelige Venten kan være det. I Morgen seer jeg hende. I Dag kommer maaskee Jomfr: Heyberg og hendes Kiæreste, Hofmann herhid, mente Fabritius, som er her. De skal være velkomne, især om de vil blive til jeg har lavet alle mine Byebud færdige, at Breve og Pakker kan være paa rede Haand. I kan tænke Eder, mine Elskelige, hvor travlt jeg har havt det i Dag med at faae alle mine Ting i sin gamle Orden. Og saa har jeg nu faaet det. Barna ligesaa. Maja har allerede sin Ramme oppe, og en Væst til sin Fader i Arbeyde. Linchen har havt ligesaa travlt med at ordne sit Dukke- som jeg mit Bogskab. Nu syer hun. «Men du maae slet ikke regne saa nøye med mig i Dag, Moer, om jeg ingen Stadighed har» siger hun. Var det kun i Dag den Manglede, mit Barn, gik det endda an, tænker Mama – De har ellers begge været i Fjøset, i Hønsehuset og overalt, og hilset Mælende og Umælende, alle gamle Bekiendtere med Glæde. Maatte saa reen og skyldfrie Glæde længe være deres Lod

[45] Torsdag 8^de I Tirsdagaftes kom Fogden hid med sin Rikkes Cousine Jomfr: Heyberg, som er kommet til Plogstad for at holde Bryllup – til Vaaren – med en ung Læge, Hofmann, som nu er der i Besøg, og naturligviis ogsaa var med. Har jeg maaskee fortalt Eder det før? De bleve her kun i et Par Timer, da den kiære Rikke ikke er, eller kan være frisk i denne Tiid, og de havde lovet hende at komme snart tilbage, et Løfte jeg ikke havde Hierte til de for min Skyld skulde bryde. I Gaar var jeg der den hele Dag, til Kl: 12 i Aftes, min Koren ligesaa. Hertel og Lina kom om Eftermiddagen. Stakkels min kiære Rikke! Hun er meget uslere end hun, ventende sin Nedkomst, pleyer være. Gud give, det var vel forbi. Men lige glad var hun i sin Moer Koren, og i at have sin kiære Bea Heyberg hos sig i de tilstundende bange Dage og siden.

«Og om Jomfr: Heyberg siger du intet. Hun er vel» – – En virkelig huld, behagelig Pige, ikke blot ung (hun fyldte sit 27^de Aar i Løverdags) ikke egentlig smuk, men inderlig tækkelig, med noget saa sødtindsmigrende i Stemme og Væsen, kort, en Landsmandinde, som jeg med Glæde vedkiender mig. Og endnu har jeg jo ikke sagt Eder, at hun har megen Lighed med min Moer Borchsenius. Tænk Eder da, om jeg er glad i hende. Hofmann vinder ved at være kiendt nøyere. Han lader til at være støe og reel. I Dag reyser han og medbringer Breve og Pakker til mine Elskede paa Strømsøe, Tøyen, til Rasmussen og Jessen min. Jeg fik, før jeg tog til Plogstad i Gaar, et Par Ord fra min kiære Lotta, ligeledes fra min gode troefaste Rasmussen, og derved gik det endnu lettere for mig til det i saa lang Tiid ubesøgte Plogstad. Mandfolkene kom der ind i en Lhomber imens vi sad arbeydende og sladrende og Børnene støyede uden at de Spillende lode sig i mindste Maaade forstyrre, toge tværtimod Deel baade i vor Snak og Børnenes Leeg. See saadan kan jeg nok lide, Folk spiller. Men derfor har jeg ogsaa [46] et lidet Nag til Boston, fordi det fordrer de Spillendes uafbrudte Opmærksomhed. Lad det da være hvad det er for det andet Kiøn, for mit synes det mig reent upassende, som overalt et Spillebord er det Sted hvor selv den elskeligste Qvinde tager sig mindst ud. Allene det, at man absolut, naar man ikke vil afvige fra Reglerne (og det bør sig jo ingen, som engang har underkastet sig dem) maae søge sin egen Fordeel, søge at skade andre, disse fæle Krigsregler, som udtrykkes saa rigtig i Ordsproget: Der er intet Broderskab i Kortspil – er nok til at giøre mig det kiedeligt.

En Ting seer jeg, jeg har glemt at fortælle Eder, at vi nemlig paa Hiemreysen fra Byen mødte Fetter Christie som vi i Morgen venter hid paa sin Tour til Bergen. Han bliver her vel neppe længe, da han giør sit Ophold i Byen saa langt. Det har da, kan jeg troe, sine Aarsager.

«Som vi let giætter, ligesom vi længe har giættet, at han har paataget sig at trøste Zarine over sin anden Elskers Troeløshed. Du mener nok, Moer Koren, vi ere saa eenfoldige, eller du saa snedig (fy‹…› det var et stygt Ord!) at man ikke skulde forstaae dine Vink herom» – Ja, nu veed hele Verden det; og før troede jeg mig ikke berettiget til at sige end ikke Eder det. Jeg vil oprigtig tilstaae Eder, at skiøndt disse to Mennesker hver for sig ere mig kiære, og jeg af mit inderste Hierte ønsker dem lykkelige – og maaskee just herfor – har denne deres i Stilhed indgaaede Forbindelse bedrøvet mig meget. Udsigterne ere lange og dunkle. Giid min‹e› Ahnelser og min Frygt maae være ugrundet – Jeg havde valgt anderledes for dem begge. Men de forstaaer det vel bædre. Gud give, de maae blive lykkelige. De fortiæner det. Men giid Skilsmissen ikke maae vare for længe. Mennesket kiender jo intet saa lidt, som sit eget Hierte –

[47] Fredag 9^de Jeg har havt nogle ret ængstelige Øyeblikke i Dag. Gud skee Lov, nu ere de forbi. I Anledning af den forestaaende Forandring med Jes, har jeg i Gaar og i Dag havt adskillige Breve at skrive, da min Koren ikke har havt Tiid. Nu sad jeg og skrev til Rosted, og Tilintetgiørelsen af saa mangt et skiønt Haab faldt tungt paa mit Hierte og alle de smertelige Minder vaagnede. Jeg saae længe alt hvad jeg skrev igiennem Taaretaage; men da endelig Taarene standsede, vedvarede Taagen endda, og længe, saa jeg maatte afbryde, og tvivler om, det sidste var læseligt. Et Bud som gik i Dag lige herfra, skulde havt adskillige Breve med, ogsaa et til Egerbarna, som alt var begynt, og et til min Kista. Der blev intet af.

Af alt hvad personlig angaaer mig, er der intet mig saa frygteligt som Tanken om at tabe Synet. Og mit var i lang Tiid meget svagt; dog har jeg længe ikke følt det som i Dag. Jeg var virkelig syg, saa mat, at jeg neppe kunde røre mig, og maatte lægge mig et Par Timer paa Sophaen. Nu er jeg temmelig brav, og kan skrive og læse uden Hinder her bag mit grønne Gardin.

I Aftes var Munthe og hans Kone her.

Søndag 11^te Stillere, eensligere kunde det ikke være i en Eremithytte, end nu her omkring mig. Min Koren, Børnene alle Jomfruerne, Telja inclusive, Contoirfolkene – Hertel undtagen som nu reyser til Feiringen – toge i Morges til Næss, for at besee Jordfaldet. Lang kan Tiden ikke blive Eders Moer Koren her i det lille grønne Kammer, ved sit Skriverbord, blandt sine Bøger, og for alt omgivet af de mange dyrebare veemodsøde Minder, som her mere end noget Steds omsvæver hende. Men dog giver denne aldeles Eensomhed Siælen en vis Stemning, som jeg ikke veed om er behagelig eller ængstelig. Varer den for længe uafbrudt, [48] bliver den, ved at gaae over til uroelig Længsel, unægtelig det sidste. Kl er først 3, og før 5 eller 6 tør jeg ikke vente dem. Dette Mellemrum vil jeg udfylde med at skrive de Breve, mine Øyne ikke tillod mig at faae færdige i Fredags. En skarp Surdeygkage i Nakken har bragt dem til Raison. Nu kan jeg ikke klage over dem.

Et eneste kiært Brev bragte Dagsposten mig, Dit, min Maja. Jeg fordrede det som en Ret af Postvesken, thi efter Dit Løfte, der er Dig saa ubrødeligt, vidste jeg, det var der. Byebudet er endnu ikke tilbage. Om det bringer mig noget? – Fra min Rikke fik jeg en Hilsen i Dag med den sig ikke mere selv lige Fabritius (nu lige saa stille, nedslagen, som før munter) og et Brev fra min Jes, som Fogden havde bragt fra Byen. Gud skee Lov, han er nu saa tilfreds og glad. O! maatte han stedse blive, i det mindste det første! «I det mindste? Som om ikke Tilfredshed var Livets høyeste Gode, som om der gaves nogen Lykke uden den!» Uden Selvtilfredshed ikke, mine Elskede. Og den var det jeg ønskede min Jes, den er det, jeg beder Gud om for ham og hans Systre, for alle som ere mig kiære. At jeg ved denne Selvtilfredshed forstaaer det Modsatte af Selvbebreydelse, behøver vel her ingen Forklaring.

Mandag 12^te Med Bybudet fik jeg Brev fra min kiære Frue Lotta, ellers fra ingen. Men det var mig nok, da det forsikrede mig om alle de Elskedes Velbefindende. Min Maja fik, da hun med de andre kom hiem Kl. over 7, et langt Brev fra sin og min gode Kista, og i de kiære Tøyenbreve faaer vi, som i de fra Maja C: et Slags Dagbog over alt Mærkeligt. Og hvad er ikke Venskab mærkeligt?

Touren havde været dem meget interessant, skiøndt lidt besværlig, da de, for at see alt nøye, maatte gaae temmelig langt

[49] Det er et haardt, farligt Føre, og derfor begyndte jeg at frygte lidt, da de bleve saa længe. Men Gud skee Lov, de havde ikke havt anden Uleylighed, end at min Koren i en Bakke brækkede sin ene Slædeskaak. Slæmt nok, især naar ingen raadig Moer Cappelen er ved Haanden. De havde besøgt baade Lehnsmand Reich og Proctr Smith, og havt det nok saa godt. Det havde jeg i min Eensomhed ogsaa. Min gode Ane Stuepige gik om mig som en Bødker om en Tønde, og fandt paa alt hvad hun kunde troe jeg giærne gad havt saadan. Madam Giørup drak Thee med mig. Hun har nu paataget sig en nye Byrde, i at tage den stakkels vanvittige Jomfr: Scheitli i Huset. Dog er hun stille og roelig, og i alt som et Barn. Der faaer hun det vist godt, og med denne Forsikring skal jeg beroelige Frue Bergh den ømme kiærlige Syster. Ja, det er hun, som hun var den ømmeste Datter mod sin Stedmoder, som hun dog kunde havt meget imod, og som hun er en sielden Moder og Opdragerinde. Gud give hende nu snart og længe Erstatning for de mange tunge Timer hun har havt i sit elskede Bergs Fraværelse, ved igien at omfavne og beholde ham!

Der har været megen Stads i Anledning af Collets Begravelse. Det har jeg intet imod. Med alt sit Æderie og ^sin af dette flydende Egoisme, var han en driftig Mand, en mild, god Husbond for de Mangfoldige der stode i hans Brød, og hvoraf mange begræder ham oprigtigt. En gammel Mand, som har været hos hans Fader og siden stedse hos ham gik grædende som et Barn op og ned af Gaderne, den Dag, han var død. Og disse Taare ere et umiskiendeligere Hædersminde over den Afdøde, end det talrige Følge til Graven – der nu er blevet saa almindeligt som Ridderkorset – Bispens Tale, Musikken i Kirken, og alt det øvrige Glimmer. Det har jeg da, som sagt, intet imod. Men at han i sine to eller tre Kister hensættes i et Lighuus, hvorfra dette i al sin Frodighed afsiælede Legeme absolut maae forpæste Luften omkring sig, finder jeg utilgiveligt, og tillige ubegribeligt [50] hvordan sligt kan skee, efter de strænge Anordninger imod Begravelser paa alle Byers Kirkegaarde. Der kom dog Liget i Jorden, her raadner det oven Jorden. Ney, det er utilladeligt som ubegribeligt.

Den arme Nella er utaalmodig over intet at høre fra sin Borch, ikke at faae vide, hvor han er. Jeg er færdig at vente ham lige saa længselfuld som hun, da jeg dog vel med ham maae fra noget fra Eder, I slemme kiære Børn dernede, og maaskee ogsaa nogle af de omskrevne Bøger. At jeg i denne Tiid skriver saa urimelig meget, er fordi jeg nesten intet har at læse, intet Nyt. «Jeg vil selv giøre saadan en Tingest» tænker jeg, som den ehrensfeste Sigfred von Lindenberg, og det gaaer mig som ham: Tingesten bliver derefter. «Men bliver dog, Moer Koren, og moroer ikke allene dig selv, mens du giør den, men mangen Gang ogsaa dine Venner, dit Hiertes Kiæreste» –

Og hvad kan jeg blot ønske mere?

For lidt siden kom min Maja, og nu Lina, begge havde een Bøn til mig. Deres Fader havde givet dem hver 5^rd for Kartofler, de selv havde sadt i Fjor Vaar, og bad de nu om Tilladelse at dele disse mange Penge med Broder Jes. I kan vel tænke, det blev dem tilladt. Min Maja er langt fra ikke smuk, men i slige Øyeblik er der et Udtryk af Godhed og qvindelig Huldhed udbredt over hendes Ansigt og hele Væsen, som dog nok er noget mere end Smukhed. Vel bærer Ansigtet stedse dette Siælens umiskiendelige Præg, men Udtrykket er ikke altiid det samme. Lina rødmede saa sødt, da hun fik sit Ønske opfyldt, at ingen af Eder mine Dyrebare, havde baret sig for at kysse hende. Dog giorde jeg det denne Gang ikke. I hvor inderlig deres Sydskendekiærlighed glæder mig – thi ingen Sydskende kan elske hinanden ømmere end disse – ligesom de, der nu elske hinanden i Himlen – saa vil jeg dog aldrig lade mig mærke med at denne Kiærlighed ikke er noget ganske sædvanligt, eller at de kunde være anderledes.

[51] Fetter Hosevinkel, som kom Fredagaften bragte mig foruden et Brev fra Zarine et fra Dig, elskede Sally B: og med det det pene Næt til min efter Sygdommen tyndhaarede Maja. Tak, Du Gode, for begge Deele. Nættet klæder hende hende meget godt. Hertel satte det først, og det strax paa hende, «saadan som Jomfr: Heyberg sætter sit, sagde han, og ikke som Madam Munthes, for det er forbandet stygt, enten det nu er saa i sig selv, eller for det hun ikke sætter det skikkelig paa sig» – Den løyerlige Hertel. Men han har Ret. Maaden at sætte en Ting paa sig, er det væsentligste ved Pynten. Det forstaaer nok Hertel. Jomfr: Heyberg klæder sig ret nysseligt.

Christie tog igien til Vinger i Løverdags. Om han bliver paa disse Kanter, eller om en 3 Ugers Tiid skal tilbage til Bergen, er endnu ubestemt. Det er en brav, solid Gut.

Tirsdag 13^de I Gaareftermidd: kom Pastor Chrystie med sit hele kiære Huus, og blev her til Kl 10 – borgerlig Tiid. I Eftermiddag skal vi, alle som een, over til Mørkes. Han bad os selv i Søndags saa venligt. Hvem kunde sige Fader Mørk Ney?

Onsdag 14^de Og hvem skulde ikke finde sig fornøyet i dette gode Ægtepars Selskab? Den hiertelige Velvillie som lyser af deres Øyne, yttrer sig i al deres Giøren og Laden, vilde giøre Opholdet hos dem behageligt, om end ikke alting var saa net og peent hvorhen man saae, saa godt og appetitligt alt det man nød. Der er i den egentligste Forstand som i et Dukkeskab. Saa mange smaae nette Snurrepiberier som man andre Stæder kanskee vilde finde barnagtige, synes alle her at staae hvor de hører hen, og giver det Hele noget saa barnlig fortroeligt og behageligt. Alt hvad der omgiver disse godmodige Gamle, er et sandt Udtryk af, giver et tydeligt Begreb om deres Indvortes. Og deraf forklarer jeg mig den Fornøyelse jeg finder i at see [52] alle disse gammeldags Smaaezirater altiid paa samme Sted. Al Harmonie er behagelig.

Saa mødes vi ogsaa tidt, Faer Mørk og jeg, med Anmærkninger over Mennesker, Bøger etc. Mange af min Ungdoms Kreds vare hans Bekiendtere, og nogle iblandt dem, den ædle Dichman f: E: ham saare dyrebare. I Aftes kom han frem med jeg troer et halvt Duzin skrevne Visebøger fra de gode gl: Tider. Her var atter en nye Berøringspunkt imellem os: Jeg ikke allene kiendte; men havde selv afskrevet fast alle disse Sange i min Ungdoms Blomster, som Lottamoer siger, og vi bleve begge unge igien ved at erindre os alle de Omstændigheder under hvilke vi da skrev, og vemodige ved at tænke os de mange Medvandrendes, Medsyngendes – Bortgang og Forstummen.

Søndag 18^de At jeg i saa mange Dage ikke har skrevet her, er ey fordi jeg har manglet Stof, men Tiid. Den Forandring med Jessen min giver mig ret meget Arbeyde, det vil sige Skriverie, da hans gode Fader har for meget med sit Embede at bestille, til at have stoer Tiid tilovers for privat Skriverie. Og at dette Arbeyde er mig kiært, tildeels meget behageligt, begriber I nok, mine Elskte[.] Og vil jeg nu stræbe, her at gientage det forsømte.

I Onsdagsaftes, da jeg sad i den sædvanlige Aftenkiede bragte man mig et Brev. Udskriften kiendte jeg – jeg havde Briller paa – før jeg tog det i Haanden. Fra Treschows! sagde jeg. «Fra Kbhn?» raabte Nella. «O, kiære Moer, bræk [53] det, see, om der er noget om Borch!» – Naturligviis var det brækket før hendes Udraab var endt. Det gav det stakkels Barn kun liden Trøst, uden for saa vidt, hun saae – hvad hun vidste før, at hendes Ven havde været i Kbhn.

Mig gav det desmere. Tak, I Dyrebare, for hver Linie! For Din lunefulde Beskrivelse over Eders – uagtet den smukke Pige med Hyacinthen i Nakken, og flere Underligheder – interessante Julebesøg, min Malla, og for Din troe Beskrivelse, min Katty over Dit huslige Livs Glæder. O! sad jeg dog hos Eder, naar Din T: forelæser Dig først sine Forelæsninger, og forudseer, forudføler i Dit glade Smiil, i Dit vaade Øye det Bifald, alle Godes, Ædles, Tænkendes, hans Taler skal og maae vinde! Jeg skulde da – som jeg skrev Dig til (thi det er alt besvaret, det kiære Brev) nok dysse min søde Dattersøn i Roe paa mit Skiød, og kiæle ham i Søvn, og dysse og kiæle mangen bitter Følelse i Søvn – ney, hæve den høyt, høyt over Tiid og Grav til Evigheden –

Den Maade, hvorpaa jeg fik dette kiære Brev, og den simple Udskrift: «Til Frue Koren paa Hovind» Uden Posttegn, eller noget andet Mærke for at det var gaaet giennem flere Hænder, satte mig saa aldeles hen i de gamle lykkelige Dage – thi var det ikke, som kom det fra det gule Huus, fra det brune Karnap, fra Skolen eller Sinsen? Endnu veed Gud, hvorfra det kom: den Bonde som bragte det, havde faaet det af en anden Bonde. Med Borch var det ikke kommet: thi han kom hid samme Nat, efter at have reyst Nat og Dag giennem Sverrig (det os Danske og Norske nu saa ugunstige Sverrig) uden at hvile sig et Øyeblik i Christ. da han der fik høre, hvor uroelig Nella havde været over intet Brev at faae fra ham i saa lang Tiid (han har skrevet; men det gaaer underligt med Breve nu omstunder) Det var, hvad vor kiære President kalder en Kammeratstreeg; og maae jeg godt lide det og Borch med, som i denne Fristelsernes Tiid har holdt Stand, og blevet sit Nelleblad troe, uagtet alle de deylige [54] Roser og Lilier man har lovet ham for at kaste det bort. Slige Fugle ere rare i denne Tiid, siger Poppenheim, og deri har hun Ret. For Resten havde han ikke en eneste Linie til mig fra noget Menneske, hvad han forsikkrede, ikke var hans Skyld. Men han havde seet Syvald, og jeg havde da faaet Brev, skiøndt af 22-23^de f M – og saa maatte jeg vel give mig tilfreds. Nu tilstaaer jeg Eder ogsaa oprigtig, at det bidrog meget til min Taalmodighed denne Sinde, at han har bragt mig – hvad Nella i Gaar fulgte ind med ham for at hente – en grumme Hoben Bøger, en halv Kuffert fuld siger han, og det til Lands med sig giennem det dyre Sverrig. Hvor dyre Bøgerne selv ere, tør jeg ikke, rødmer jeg virkelig ved at tænke paa, og dog kan jeg for bare Glæde ikke komme til at fortryde denne, efter Tiid og Omstændigheder, det veed Gud, alt for store Udgift. Hvad der var mig mindst kiært af alt dette, eller allene ukiært, var en Present i Borchs og Nellas Navn, Atlask, Taft etc til en Pelts, som jeg om Morgenen fandt her i mit Kammer. Enhver, ikke ganske ubetydelig Foræring, ^og som ikke NB er fra en af mit Hiertes Nærmeste, sætter mig i Forlegenhed. Dog veed jeg godt, hvordan jeg kan vederlægge de unge Folk denne uden at det reent ud synes Betaling, og det trøster mig. «Og saadan fik hun sin Kiæreste, Moer!» – og saadan fik jeg da ogsaa, vist nok uden den Møye det kan have kostet at erobre Kiæresterne, mig en Silkepelts paa min gl: Alder. Mange, f. E: Hertel, har længe ærgret sig over, jeg ikke vilde anskaffe mig een, «da alle andre Koner, nesten, har det» – men paa Landet er slig Stads fast unyttigt, og den kommer nok til at hænge ved Siden af min Stads Kavay paa min kiære Frue Lottas Klædekammer, for kun at bruges der – ikke i Klædekammeret, i Staden, forstaaer I – See saa var det!

[55] Fra mit kiære Strømsøe, fra mit kiære Tøyen har jeg havt saa velsignede kiærlige Breve, og i Gaar en behagelig Dag paa Plogstad, saa I seer, mine Gode, denne Uge har været ret glæderig for Eders Moer Koren.

Endnu gaaer min velsignede Rikke og venter sin smertefulde Time (Gud lade det ey blive mere! og Lønnen sød og varig!) Hun er meget svag, men taalig og seer sin Smerte og sit Haab med sit fromme Hiertes fulde Hengivenhed og Tilliid i møde. I Gaar var hun endog saa munter. Futen har jeg aldrig seet saa forstyrret, og vist nok stræber han ved sin Munterhed at adsprede sin elskede Frederikke. «Hvor sødt formildes dog alle Lidelser, min Moer Koren, ved saadan en Mands Side!» siger hun ofte, og her mødes vi atter (Gud skee Lov!) som nesten stedse; Politikken allene untagen, hvor min Rikke har indsuget alt for meget af sin H^r Gemahls Frigeysterie –

Jacobea Heyberg, ja sandelig, det er en huld, sød Pige. I Gaar, i sin huslige Dragt, troer I ikke hvor vakker hun var. Det feylslagne Haabs Veemod – hun fik intet Brev fra sin Hofman – forskiønnede hende saa meget, især de milde blaa Øyne. Saa snart det er forbi med vor Rikke, kommer hun og Fetter Urban for at melde det. Hvor vil jeg nu ængstelig lytte efter Hundens Giøen og Bieldeklang!

I Aftes da jeg kom hiem var Posten kommet, og laae her tre Breve til mig, fra Bergh, Præsten Ottesen, og misant et fra Flor paa tre hele Sider. Men fra H^r Skriveren, som alt havde forføyet sig til Køys var Ordre? til mig: ikke at bedærve mine Øyne ved at læse dem før ved Dagen. Dog kan I nok tænke – griber i Eders egen Barm, ogsaa I, Adams stærke Sønner! at jeg maatte kige lidt i dem alle tre. Bergh faaer jeg neppe see. Han skal til Kbhn i neste Maaned. Gud ledsage ham, og giøre ham lykkelig! Den retskafne Ottesen! atter er et Haab – at blive Pihls Eftermand – gaaet til Grunde for ham. Giid I alle [56] kiendte denne sieldne unge Mand som jeg kiender ham! Han troer vist, at kunde følge ud med mine elskede Eger, Strømsøe og Tøyen Folk til Hovind, det til denne Venten saa frydefulde Hovind. Ja, kiære unge Ven, dine Haab ere bittert skuffede – dit Hierte dybt saaret, men forbløde skal det ikke, kan det ikke – thi fra meer end Tidens Haand kan du haabe Lindring. Efter hvad I forhen har seet i disse Blade, vil jo alt dette ikke være Eder nogen Gaade – ikke engang min Forudsigelse. Brevet fra den troeværdige Flor aftvang mig, ogsaa min Koren, flere Smiil: thi han stod saa levende for os declamerende af fuldt Hierte. Umiskiendelig er hans Iver for Jesses Vel, som stedse for alt hvad han troer godt og ret, og jeg føler det, og skal takke ham saa hierteligt, som han fortiæner. Men – vor kiære gamle Justiskar havde dog nok Ret naar han sagde: «Ja, saa vil de ha' det» thi langt anderledes trængte min gode Rasmussens sindige, ømt indklædte Venneraad og den ærværdige Rosteds, til mit Hierte end Flors: «det skal han lære, det maae han lære osv» –

I Eftermidd: skal vi i et længe skyldet Besøg til Proctr Kroghs, og medbringer jeg min lille Sara et Par smaae pene Bomuldstrømper med de dyrebare Bogstaver S:W: paa, som jeg har strikket til hende.

Her kom Hertel og gav mig 20^rd, som han bad mig sende Dem, min ædle Egersøn, for de 20 ‹…› Exemplarer af Talen over Deres kiære gamle Klokker, til dennes forladte hielpeløse Datter. At Hertel har suppleret hvad der manglede i det runde Tyvetal, troer jeg nok – det var jo hans gl elskede Lærer der her var hædret, og dennes forladte Barn, det kom til Gode. Endnu har jeg ingen ^intet Exempl: faaet. Vi faaer nok have flere, siger Hertel – og jeg –

Mandag 19^de Der kan I troe, jeg kom af Sengen i en Fart. Kl: 2 i Nat kom jeg først i den, og derfor var det jo dog ikke saa underligt, at jeg ey havde forladt den Kl: halv ni. Da kom Nannestad Præstefolk, disse forskrækkelige Morgenmennesker, hid paa en Tour til Enebak og Spydeberg, og ere nu allerede afsted igien. De har et haardt Veyr – stærk Blæst – at [57] reyse ud over Øyeren i. Det samme faaer Kræftings op over Hurdalsisen. Dem mødte vi i Gaar, da vi toge til Kroghs, og bleve de med os did, hvor, som sagt, vi svirede til Kl. over 12. Chrysties var der. Jeg strikkede, giorde en Visit til Mad: Munthe, afløste imellem en Spillende, spiste, drak og kiælede Smaaebarna, især den søde Sara, som ikke var ganske frisk, men loe dog, da jeg drog de nye Strømper paa hendes smaae runde Been. (Saadanne smaae Barnefødder, siger Frue Lotta, seer acurat ud som smaae pene Grisefødder) –

Maaskee bliver de gode Kreftings over til i Morgen, om Veyret bliver for rasende. Jeg har blot nævnt det, da jeg begriber saa godt Moderens Længsel efter alle de kiære, saa længe savnede Smaae. Hvad ænser man i saadanne Tilfælde Vind og Veyr og alle Elementers Ublidhed! Kreftings Faderlængsel mærker jeg nok, lader sig snarere tilfredsstille – og det er jo atter naturligt. De bliver i Hurdalen en 8 Dage og kommer her og hviler lidt længere paa Tilbagetouren. Muelig besøger jeg dem deroppe, dem og gl: Mutter Holler og Jettemoer. Og i Dag skal Nella komme og alle mine Bøger –

Men nu hører jeg, lille Majamoer forlader Storstuekammeret, og siger Eder God Morgen for at gaae ind og sige hende det.

Onsdag 21^de Man skulde troe at Alderen, om ikke hærdede vore Hierter, dog styrkede det ved Vanen til at udholde hvad det skulde være, i det mindste bædre, end i de yngre Aar. Men ney, saa er det ikke. Enhver Afskeed for lang Tiid eller for stedse, bliver mig alt mere og mere følelig. Maaskee fordi man med hvert Skridt nærmer sig Graven, Afskeden fra Livet, meer og mere.

Nu tog den gode, muntre Poppe herfra til Kongsberg, derfra til Schien, og meget mueligt, ja rimeligt, at vi da ikke sees mere i dette Liv. Vi vil savne hende meget. Hun har deelt de glade og sørgelige Dage lige troet med os. Held følge hende paa alle sine ^hendes Veye.

[58] Kreftings bleve dog Mandag over, fordi Veyret var Krefting for slemt. Hun taug, sukkede og gav efter. Saa bør det sig jo Qvinden, om hun end er Moder. Og sandelig, vi bad dem alle, de skulde blive, thi Vinden rasede, hvirvlede Sneen i tykke Skyer. Den arme Nella var nesten frossen ihiel da hun kom hiem temmelig betids. Hun bragte mig Hilsener fra det kiære Tøyen, og alle mine Bøger, som stode lokkende i Kufferten herinde men maatte staae der i Roe, indtil jeg havde giennemlæst og ret moderlig glædet mig over det velsignede Datterbrev fra Kbhn, som hun ogsaa bragte mig. Det var kommet op med den nu i sin elskværdige lykkelige Families Skiød nu saa lykkelige General Audit: Bergh.

Kunde jeg dog trykke Eder til det fulde Moderhierte for dette Brev! I et Kys, i et Blik takke Eder for det! Da nu det var læst, og den vakkre Prolog ^Epilog til Axel og Valborg som I ogsaa sendte mig, fordi I veed, hvor alt fra den Haand glæder Eders og Adams Moer Koren – og Nella havde udtømt alle sine Nyeheder, der ey beløbe sig til meget, fordi hun havde kun havt een Gienstand for Øye, stial jeg mig herind, pakkede op, trykkede en og anden Bog til mit Hierte, vel endog til mine Læber, men sukkede ved Savnet af nogle, som ikke vare med, og over andre, som der vare for mange af – I Gaar hialp min læse- og skrivelystne Maja mig at ordne dem, og kunde jeg kun glæmme, hvor dyre de var, skulde jeg for Alvor glæde mig over min Skat – og det giør jeg kanskee lell. I Dag førte jeg min Koren hen for Skabet. Han rystede paa Hovedet; jeg kyssede ham. «Ja det kan jeg faae for alting» sagde han.

Mange af de nye Bøger ere nu alt paa Veyen med Poppe til Eger, Strømsøe, og vor Saras Hovind. «Ingen til Tøyen?» De læser jo ikke tydsk, de kiære Mennesker der, og de danske jeg fik – Øhlensl: nordiske Digte, Palnatoke, Odeum af Sander etc. – kiender de allesammen.

[59] I Gaar, da Kreftings var reyst – de reyste tidligt – maatte jeg til at skrive og giøre færdigt det meget Poppa skulde have med. Siden læste jeg i 4 Timer i Rad, for at faae endt Lafontaines Landsbyepræst, at Poppe ikke skulde reyse bort med den Ank, ikke at have faaet hørt Slutningen. Jeg var nesten aandeløs tilsidst, og for kort siden vilde det vist ikke lykkedes mig at læse høyt saa længe, nesten uafbrudt. Men jeg var glad ved, at kunde bedøve mig selv en Smule ved denne virkelige Anstrængelse. Jeg var saa bedrøvet i Gaar, og har ikke stoer Aarsag til at være det mindre i Dag. Fra Rikke hører jeg intet, uden at det er ligedan. Det vil sige, hun er yderlig svag, og taber med hver Time mere af de faa Kræfter, hun har igien, og som ere hende saa uunværlige –

Mad: Walbohm, som har været syg siden Juul, var i Gaar saa slet, at der tvivledes om hendes Liv. Jeg holder inderlig af denne godmodige, fromme Skabning – og hvem kan andet? – Jeg mistede saa nødig denne sieldne Naboerske; men hvad vil det sige altsammen imod den brave Walbohms Savn, skulde hun, hans eneste Glæde, rives af hans Arme? Nu vare de saa lykkelige, og først nu, efter mange tunge Aars Gienvordigheder. I Dag er hun lidt bædre, men Haab tør man dog ikke giøre sig, ikke noget sikkert, siger den trøstesløse Ægtefælle. Hvor det i mange Øyeblik, og især i saadanne, maae være tungt at være Læge, at see den Elskede lide uden at kunde mildne Lidelserne, at see Livet gradviis svinde uden at kunde holde det tilbage, at vide saa bestemt: nu maae Lampen slukkes, Olien er udbrændt til sidste Draabe, Livets, Haabets – Glædens Olie –

Stakkels Poppe! det giorde hende Skilsmissen fra denne hende saa kiære Egn dobbelt tung, at hun maatte reyse i den smertelige Uvished om en kiær Venindes Liv. Hun havde mindst Haab af os alle. Men Haabet kan vel ikke heller fæste sig i det af andre og flere Sorger blødgiorte, smæltede Hierte.

[60] Torsdag 22^de I Gaar kom her Invitation til os fra Munthes paa en Kop Caffe etc i Eftermidd. Gud veed, hvor giærne jeg havde sagt Ney, men da disse Mennesker, siden de skildte sig saa uvenligt ved Poppe, har troet – og ikke uden Grund – at vi havde noget imod dem, og da det er ubehageligt at leve i Misforstaaelse med Mennesker, man skal og maae omgaaes, saa vil jeg heller giver efter, og engang til Forandring bringe «Troen under Fornuftens Lydighed» – Dog, det er ikke mig som giver efter, i dette Ords egentlige Forstand: thi med virkelig sand Anger har de søgt at giøre deres Overilelse god igien

Man maae overalt mere beklage end harmes over en Mand af Munthes Natur. Hans Opfaren og Heftighed giør ham mange Gange Livet surt. Den unge Kone geraader det kanskee vel saa meget til Roes som Daddel, at hun er hans Echo. Ildetænkende er ingen af dem, snarere det Modsatte. Dog, hvortil denne Apologie? Som om jeg maatte overbevise Eder om alt dette, før jeg kunde drikke Caffe der? Ellers er det nok i Anledning af Svigerforældrenes Nærværelse, der i Dag er Selskab.

Mad: Walbohm var i Aftes, lod det, i Bædring. I Dag synes hun atter slettere.

Fredag 23^de Og i Dag har hendes arme Mand opgivet alt Haab. Gud styrke ham! Gud trøste dem Alle, som syge og sorrigfulde ere, hvad enten de ere fjærn eller nær! –

Naar ikke Timerne vare saa lange, meer end dobbelt imod her hiemme eller blandt mine egne, hvor jeg da ogsaa kan sige «her hiemme» «der hiemme» – saa kunde jeg undertiden troe, jeg morede mig i saadanne Selskaber, som det i Gaar. Men denne Tidens Snigen overbeviser mig om det Modsatte. Det var paa Sessionstouren, General Meyer var her i Egnen, og alle de Herrer, som havde dermed at giøre, vare indbudne til Præstgaarden. Blandt disse vare tre Riddersmænd, og atter blandt disse saa gar et Storkors. Staffeldt, Stabel, Krebs vare de andre Korsets Betægnede To [61] raske, godlidende, og, siger man, virkelig flinke Marssønner. (Stakkels min Skriver sad mellem disse tre ved Lhomberbordet som fattig Peer Erichsen) Men hvem der af alle interesserede mig mest veed jeg nok. I vil ogsaa giærne vide det, og hvorfor ikke? Det var unge Arbin, et af de elskværdigste, beskedneste unge Mennesker jeg kiender. Jeg studsede ved at see ham her saa uventet og i Uniform (herefter vil man studse mere ved at see nogen uden Uniform) han er Regimts‹:› Qvartermstr ved Jægerne – og i Begyndelsen kiendte jeg ham ikke. Der var en brav lang Frist, inden han blev hværvet til Spillebordet eller rettere naglet til det, og denne gik, naar jeg skal være oprigtig, bedst for mig: thi talte vi ikke om fordums Dage, de lykkelige, de uigienbringelig tabte! – Jeg havde ikke seet, ikke talt med ham i fem Aar – saa kan I tænke Eder hvad vi kunde tale om. Han erkyndigede sig saa hierteligt om Treschows, om Syvald. Om Bombardementet, som det ellers altiid saarer mig saa inderligt, at høre nævne, talte vi ogsaa, og om hvordan han, i Følge med Søstrene og Svogeren overraskede den lykkelige Moder, og i et Øyeblik lønnede hende for al den udstandne Angst. Jeg fik just, mens jeg talte med ham, min Axel og Valborg tilbage fra Moer Borchsenius. Han havde ikke læst den, og jeg nødte ham til at tage den med sig – (han var bange, jeg ikke skulde faae den snart nok tilbage) Det var jo en kiær Foræring fra hans tilkommende Svoger, hvormed jeg alt havde glædet mange Hierter, og skal glæde flere; og sikkert forstaaer denne Ynglings Hierte, og fortiæner at glædes ved Mester Adams Mesterstykke.

«Men hvem var der da flere?»

Ja, naar I spørger mig saa fornuftigt, mine Elskede, kun: hvem var der? saa er det let sagt. Den gode Frue Ingier med sin Aaslaug og en yngre Datter, lille Frue Keilhau, som græd bitterligt for sin kiære Tante, sin anden Moder, Mad: Walbohm, hvis Tab hun følte forud. Generalinden var stillere, end jeg nogensinde havde seet Provstinden, men det vanklædte hende ikke. Vi giorde ikke andet, end pratede. Jeg veed ikke hvordan det var, jeg kunde slet ikke faae mit Strikketøy op af den grønne Geburtsdags-Pose. [62] Det er ret en Uskik, ikke at have Arbeyde med sig, og jeg har det, til Trods for denne, altiid med mig, men som sagt, i Gaar kun for at slæbe det frem og tilbage uden at see paa det. Der var ingen flere herfra end min Koren, Hertel og jeg. Andreas er syg, arme Gut, Smaapigerne havde ingen Lyst at være med. De ventede paa mig, som de altiid giør, med deylig varm Thee, og inden den var drukket og alt i Orden, blev Kl 2½ – saa I ey undres, om jeg snakker lidt i Søvne. Dog hørte jeg lysvaagen i Gaar, at der skal være en Forbindelse paa Tapetet – neppe giætter I det, thi det er alt for rosomt – derfor herud med det – mellem Frøken Beck og – Falbe. Skulde dette gaae i Hob, vilde jeg give dem det Raad, at tilbringe saa meget af deres Tiid som mueligt med Sang og Strængeleeg; thi sandsynlig blev dette den eneste Harmonie denne Forbindelse vilde – kunde frembringe.

Onsdag, sidste Febr: I Gaar var jeg grumme syg, mine Elskede, laae det meste af Dagen. Det var mig dobbelt tungt at være syg: Kreftings var her, min kiære Dagbog hvilede og havde hvilet i saa mange Dage, og paa Plogstad var min hele Siæl, hos min Rikke, nu siden Søndag en glad lykkelig Moder – det Gud lade hende blive sit hele Liv igiennem! – til en rask stoer Gut. Med denne glade Efterretning mødte min Maja mig, da jeg Mandagaften, i Følge med Kreftings, kom hid, og før jeg steeg af Slæden. (Jeg har jo dog sagt Eder, jeg skulde til Hurdalen og tog did i Løverd:?) En stoer Byrde væltede sig fra mit Hierte. Endnu lettere blev det ved den anden Tidende, som min hulde Maja lige saa glad og hurtig skyndte sig at mælde: at den snilde Madam Walbohm var i god Bædring. Hun har siden været Døden meget nær; men i dette Øyeblik var hendes Mand her, og paa hans hele Ansigt stod: der er Haab! – Gud opfyldte det! og det troer jeg, han vil. Walbohm troede det saa tillidsfuld til Guds Godhed. Og hvad frygter, haaber, og troer, som Kiærlighed?

[63] Løverdag Formidd: begyndte min Hurdalsreyse, mindre behageligt, end jeg havde tænkt mig den, fordi hverken Veyr eller Føre svarede til min Forventning. Dog, hvad der giorde den end mindre behagelig, var, at det, saa vidt jeg erindrer, var første Gang jeg tog saa allene til Hurdalen. Ikke mit hele Liv igiennem har jeg giort nogen Tour saa ofte i behageligt, tildeels dyrebart Selskab, som denne. I mine elskede Døttre dernede, og Du, min Sally, I glæmmer ligesaa lidt som jeg vor Samreyse did, ak, og til det elskelige Mork – og nu er det Alt forbi!–

Ogsaa med Dig, dyrebare Lotta, var det ^engang en deylig Tour – og nu var jeg saa ene, besøgte ikke mere Kreftings i deres lille pene Boelig, besøgte med dem den gamle Moder og de Smaae og tænkte mig hvad det vilde koste dem, saa snart at rive sig igien ud af den dyrebare Kreds. Det er dog nok sandtⁿ¹¹ hvad min Koren siger: at ingen kan have bædre for at tænke sig alt Sørgeligt sammen under eet, end hans og Eders Christiane – Men kan jeg for, at det hænger altsammen saadan i en Kiæde? og at jeg ikke formaaer at skille Led fra Led?

Paa Borttouren hvilede jeg hos Frue Bergh, Lieut: Berghs Enke der nu eyer og beboer Limset, hvor fordum vor gamle Ankerberre boede med sin gode Maja, og hvor alle deres tre vakre Smaaepiger ere fødde. Jeg har aldrig været der før. Det er en nydelig beliggende Gaard, net bygget. Man har Udsigt over hele den vakkre af Træer omkrandsede Hurdalssøe. Tæt ved denne ligger en deylig Birkelund, hvor der om Sommeren maae være paradisisk skiønt. Det var engang nær ved, vi skulde kommet did. Men nu Gud skee Lov, vi ere her.

Det faldt selv Aslak tungt, at reyse Kreftings fordums Boelig forbi, det eneste Sted i Hurdalen, jeg nogensinde havde steget af ved. Ødemark ligger oven for Værket, høyt op i Fieldene, romantisk vildt og skiønt. Et eneste meget stort Værelse, og et lille Kammer, er alt hvad der er beboeligt, og deri vare vi nu 12 Mennesker Nat og Dag, og fik godt Rum, og trivedes prægtig.

[64] For at fornøye gl Moer Holler, der nu kun hver Jubelfest faaer sig et Slag Kort, spillede vi, hun, Krefting og jeg, en lille bitte Lhomber, og gik den øvrige Tiid med Arbeyde og Snak saa lunt og godt, imens Veyret, Blæst og Sneefog, rasede udenfor. Vor eneste Frygt var, at vi ikke skulde komme frem Mandag, og det var ikke heller uden Møye vi kom den første halve Miil til Præstgrd: hvorhen hele Huset, den lille søde August undtagen, fulgte. Kreftings comunicerede.

Molzhaus ere, med det lidet – jeg frygter mindre end lidet – de har, saa giæstfrie mod Alle. Vi maatte spise og drikke Caffe der, og det var altsammen forbi Kl 1, da vi ilede at komme afsted igien, og de gode Folk havde rettet sig derefter. Det var mig en sand Glæde at see den fordum saa raske, nu i to Aar, efter et Apopexie saa usle Mad: Molzhau, vendt tilbage til Liv og Helbred. Hun kommer sig øyensynlig fast med hver Dag. Pigebørnene (den ældste var ikke ret frisk) stel‹…› saa peent og stille med alting, og Orden og Nethed skiuler eller erstatter hvad der kan mangle i et og andet.

Kreftings tager sin ^deres ældste Søn – som just fyldte sit 13^de Aar da han forlod det faderlige Huus, eller rettere Fødestedet – med sig til Byen. Den løyerlige, sig selv stedse lige Jettemoer, og en af Smaaepigerne, fulgte med hid, og bliver her en 14 Dage. Kreftings bliver over i Dag ogsaa, og nu skal jeg ind og læse Hakon Jarl for dem, naar min Post til Byen er expideret

I Gaar, den Stund jeg var oven Sengen ^forelæste jeg ^dem Freyas Alter, som rystede deres Lunger, og ryster mine hver Gang jeg læser det skiøndt jeg nesten kan det uden ad –

Og saa laae her to kiære Breve til mig da jeg kom hiem, fra min elskede Maja og Lotta, dem jeg nu skrider til at besvare. Og saa seer jeg ingen af Eder, I dyrebare Ventede, før – ja naar? Dog, Gud skee Lov, jeg vist veed det bliver paa Føret. Naar I da skal komme og kommer tænker jeg: «havde det ikke nu været forbi, vare de komne først i Marti, som du haabede?»

[65] 1^ste Torsdag. Nu toge Kreftings bort, og min Hest staaer alt færdig at bringe mig til Plogstad. Ret rask skal min kiære Rikke ikke være, var det i det mindste ikke i Gaar. Maatte jeg finde det anderledes, bædre i Dag!

2^den Fredag. Det Ønske blev ikke bønhørt. Jeg fandt hende desværre overmaade ussel, dog Gud skee Lov uden nogen Fare. Det var en smertelig Gigt i Hovedet, som især havde angrebet det ene Øye. Dette Slags Smerte kiender jeg saa vel, og den Frygt, som ledsager og forøger den. Selv var jeg ikke ret brav, og jeg har i lang Tiid ikke havt saa tung en Dag paa mit kiære Plogstad, hvor, som paa Hovind, ingen Enkelt lider ene. Som paa Hovind? Som i ethvert Huus, hvor Kiærlighed forener, og Vennehuld, alt og alle. Den blide Be‹a› som uøvet i alle Lidelsers Skole, endnu seer Tingene giennem det ungdommelige Haabs rosenrøde Slør, kastede oftere sine Øyne paa den velsignede trivelige Dreng i Vuggen, end paa den lidende Moder, og i det vennehulde Smiil hvormed hun betragtede dem begge, fandt jeg intet Spor af Frygt for de Lidelser, hvormed hun skulde tilkiøbe sig Moderglæderne, kun Forventningerne og Haabet om disse. Tak være dig, hulde Moder Natur, at det er saa.

Min Koren kom henimod Aften, og det var godt for Futen, som behøvede lidt Adspredelse. Han kan intet uden lide med sin Rikke naar hun lider, og ^under de mange haarde Slag som har truffet dette sieldne Ægtepar, reyste hun sig stedse først, og reyste han med sig. Her havde jeg en god Anledning til at holde mit Kiøn en Lovtale. Men for disse Blades Læsere var det jo overflødigt, og lader desuden beskednere, at overlade det til dem.

I et rasende Veyr, en Storm, jeg sielden har hørt Magen til, toge vi hiem, uagtet alle de kiærlige Overtalelser at blive. Min Koren skulde bort i Dag, og er længe siden afsted, stakkels Mand. Gud veed hvordan han kommer frem, da alle Veye ere tilføgede; [66] men fra Plogstad vilde det fast bleven umueligt. I hvor godt jeg var indpakket, tog dog Vinden igiennem alt, og er jeg i Dag slet ikke raskere end i Gaar. Gud give kun, min Rikke var det. Lidt Lindring havde hun dog faaet, før jeg forlod hende.

Løverd: 3^die Saa stærkt virker dog aldrig Legemet paa Siælen, som denne paa hiint. Jeg var og blev ved at være ret meget syg i Gaar, var engang en Afmagt meget nær, og maatte længe holde mig i Stilhed her paa Sophaen. Men saa kom det velsignede Brev og Budskab fra Strømsøe, der lød som saa: «Fredagen 9^de Martj tager jeg og Thrinabarnet til Tøyen (kan ey Egersønnen din komme med os, følger han sikkert efter) hvor, saa vel som til vor Sally jeg har meldt vor høye Ankomst, samt bedet dem være parat at fortsætte Touren med os til Hovind Løverd: 10^de» Saa mange var Ordene, der med Fynd og Kraft giennemfoer min hele «Siæl og Huud og Haar og Krop» – og yttrede min Glæde sig end ikke i et Hop, stod den dog saa læselig paa mit Ansigt, at alle saae og forstod som de siden delte den med mig.

Altsaa i Dag 8^te Dage ved denne Tiid, o! da ere I her maaskee allerede, har jeg alt maaskee trykket mit elskede Fireblads Kløver til mit Hierte, Maja, Lotta, Thrina, Sally! Og hvem veed, om ikke Kløveret kan have hele sex Blade? Voxe de da end ikke ud paa engang, kiære og mit Hierte velkomne ere de dog, alle under eet, og hvert enkelt for sig.

Jeg kunde intet foretage mig den hele Aften uden glæde mig. Og det er saa sødt, at see sin Glæde saaledes deelt, at see Gienskinnet af den paa hvert Ansigt omkring sig. Men i slige Øyeblik er det ogsaa reent uudholdeligt at see en bedrøvet Mine. Og den stakkels Jette sad stille og nedslagen, skiøndt jeg veed, hun saa ærligt som nogen deeltog i min Glæde. «Hvorfor saa stille? Jettemoer!» Aa, jeg tænkte kun paa, Tante, at det nok var bedst, jeg reyste før det kommer saa mange. «Og hvorfor det?» For Rummets Skyld. Og saa ‹t›roede jeg – «Ney mit Barn, du skal blive her den Tiid, du har bestemt at blive, og være ubekymret for Resten. Er da ikke Hovind stort? Og er det ikke mine Elskede Venner jeg venter hid, og ingen Fremmede, [67] ingen stive ceremoniele Mennesker?» Da opklaredes hendes Aasyn igien og stemte med de andre omkring mig. O, Vee det Hierte, som i sin egen Glæde kan glæmme dem, som ey ere glade, som vil og kan være ene lykkeligt – om ellers et saadant Hierte slaaer i noget menneskeligt Bryst. Ak! og i den arme Jettes Lod veed Gud, der kun faldt faa Glæder. Hendes lyse Timer ere snart talte. Skulde jeg da mørkne disse faa? Jeg, som saa Mange kappes om at giøre glad og lykkelig! –

Den velsignede Æolsharpe, Din hulde Vennegave, min Maja, har jeg trykket til mit Bryst som en øm Veninde. Og det skal den blive mig. Paa de Elskedes Grav, i Saras Grotte og paa Wilhelmsminde, dens egentlige Hiemsted, skal den blidt blande sine Sukke med mine, og naar dens sidste døende Toner opløser Siælen i unævnelig Veemod, som for paa sin jublende brusende Flugt at kunde løfte den med sig til Himlen – kan det høyeste Venskab mere? Men det kan det –

En lille munter Sæddel fra den gode Bea Heyberg har ganske beroeliget mig i Dag for min elskede Rikke. Hendes smertefulde Hovedpine gav efter som Uveyret lagde sig, saa man tydelig seer, det var dette, som foraarsagede den. Walbohm var her ogsaa nu nys saa hierteglad i sin Kones tiltagende Bædring. Saa forener alting sig for mig, at jeg glad og roelig kan see Eders Komme imøde, dyrebare Venner! I Aften kommer ogsaa min Koren hiem, Gud skee Lov, og i et langt bædre Veyr, end han reyste bort.

Mandag 5^te I Gaar var efter Sædvane H^r Munthe her, og blev her, mod Sædvane, hele Aftenen og fik sig et Slag Kort. Hans Kone, som besøgte den stedse syge Madam Walbohm, kom herind for at følges hiem med sin Ægteherre, og Lieut. Hanche, som ogsaa var her. Det var godt, Mad: Munthe ey kom før, thi lige til det blev kulmørkt, skrev jeg, og denne hele Pakke Breve tager nu Hermelin med sig – han skal neml: ind og hente Hanna Bull ud til sin længselfuldventende Maja, som forud har udvirket hende denne Tilladelse, der, som I kan tænke, stod haardt at faae [68] hos den strænge Frue Lotta. Men var hun end engang saa stræng, som hun er, saa er dog min Maja hendes egen Gente, som hun intet kan afslaae. Af disse mange bortsendte Breve haaber jeg, dyrebare store Maja, et lille bitte, det mindste af dem alle, skal komme Dig tilhænde før Du begiver Dig paa Hidreysen, til hvilken Gud give Dig og det hele velsignede Følge et saadant Veyr og Føre, som vi har i Dag. Minⁿ¹² kiære Egersøns Brev – det eneste med Gaarsposten – skal jeg besvare mundtlig. Dog grunder sig dette Haab mere i min Moer Cappelens senere, end i dette temmelig gamle Brev.

Men hvad tænker mine elskede kbhnske Døttre vel om deres Moer Koren? Ak, jeg har glædet mig saa i den Vished: «nu har de dog vist begge dine lange Breve og Dagbokh. og alt – thi nu er det meer end en Maaned siden, Essendrop fik det ^første, meer end 14 Dage siden han, just som han stod reysefærdig, fik det sidste» – Og saa hører jeg, han endnu er i god Roe i Xtiania, og bliver der maaskee en Tiid endnu. Det slemme Ting! Flux, i denne Dag, mine elskede Børn, skal jeg sætte mig hen og forklare Eder Sammenhængen og beroelige Eders barnlige Hierter: thi naar I længe intet hører fra mig, troer I strax jeg maae fattes noget. Den eneste Aarsag I (og vel med Ret) kan tænke Eder om ^til min Taushed.

Jette er vranten, fordi hun over alt dette Skriverie seer mig saa sielden – dog, see mig kan hun tidt nok, da hun ofte kommer herind under tusind Forevendinger. Men det er hende nu engang langt mere om Praten end om Syn at giøre, og dermed kan jeg ikke tiæne hende synderlig uden om Aftenen. Nu har jeg fundet paa at give hende et Cithar at lege med, og den giør det nok i mit Forfald for det første. Just nu hører jeg hende klimpre her oven paa, og alt imellem smaaeskiænde ventelig, fordi hun ey kan faae den efter sit Sind. Arme Jette det har aldrig lykkedes hende sit hele Liv igiennem at frembringe vellydende Toner – der kommer intet ud af at stride mod Naturen. Men den, der kiender hendes gode redelige Hierte saa godt som jeg, maae finde dem, om ey behagelige, dog mindre sku‹d›rende –

[69] Torsdag 8^de I Gaar tog jeg til Plogstad. Der glædede jeg mig med min nu Gud skee Lov temmelig raske Rikke, og den muntre livfulde Bea, og de deeltoge saa huldt i min tilstundende Glæde, og paa hele Hiemveyen var hver anden Tanke: naar du nu sætter dig i Slæde igien, er det for at møde de Elskede – Saa talte jeg, ikke Dagene, men Timerne, og fandt disse at være flere, end jeg troede. Kl 9: var jeg hiemme, hvad jeg ellers aldrig pleyer være fra Plogstad; men jeg vidste, Hanna Bull var kommet, og ventede med hende Bekræftelse paa hvad jeg dog ansaae for afgiort. Men «fikst du Pæren? Zacharias?» Tre Breve laae her til mig, fra min velsignede Lotta, fra min egen Kista, fra Nella mi. Det første – ak! i det laae en Sæddel fra vor Maja – og nu maae jeg til at regne om igien. Først Tirsdag! Der er mange mange Timer mellem Løverdag og Tirsdag. Det fik endda være det samme – thi naar de da endelig vare forbi, saa betænkte jeg, at de nu stode mig til Gode – men min Koren faaer saa lidet godt af sine og mine Kiære, og har dog glædet sig i Stilhed saa varmt som jeg til Eders Komme. Baade han og Hertel bliver borte nesten i et, 8 a 10 Dage paa Tingene, som begyndte i Tirsdags, og just den Tiid gaaer til Hurdalen, Nannestad, og Ejdsvold. Men hvad er derved at giøre? Kunde Du slet ikke undgaae det Bispecallads? kiæreste Moer Cappelen! Ney, det kunde Du nok ikke: thi Du iler ligesaa længselfuld til Tøyen og Hovind, naar Du kan, som jeg til Dig og Lotta. Hvad skal hans Høyærværdighed nu der igien? Han kunde smukt vogte sin Hiord ved blot at udbrede^strække sin Stav fra Bispesædet, synes jeg. Mon det ikke da gik nok saa godt? Dog, «hvad forstaaer sig Bønder paa Agurkesallat, og Skriverinder paa Bispedont?» «Skoemager, bliv ved din Læst!» I seer, Børn, Sancho Panzas eller sal: Peer Syvs (hvorfor ikke sal Sancho Panza?) Aand er faret lyslevende i mig. Men man kunde – det er min, og bør være Eders Trøst – jo vel være besat af en langt værre Aand, især ved en saadan Leylighed.

[70] Fredag 9^de Det gik som jeg tænkte. Min Koren blev ret mismodig da han hørte Eders Reyses Udsættelse, I slemme kiære Mennesker! Ogsaa Lottamoer og Sally vare færdige til Reysen i Morgen – det sagde mig Dit kiærlige Brev i Gaar, elskede Sally; da vidste Du endnu intet om Udsættelsen, og Lotta hialp mig at skiænde paa Bispen – thi naturligviis maae vor Harme have ham til Gienstand: thi gleed den af fra ham, maatte den jo falde – ikke paa Dig, ømme hulde Maja vor, men paa den, Du ligesaa nødig, maaskee endnu nødigere vilde[.] Din Lotta, Sally og Moer Koren skulde et Øyeblik (thi mere kunde det ikke blive) være vreed paa: Din Pedro. Thi ham er det vist, den giæstfrie, for alle saa opmærksomme Mand, der har fundet uundgaaelig fornødent at giøre dette Bispeselskab. Hvordan det staaer til i Dit Hierte, min Maja, naar som her Pligter og Ønsker kommer i Collision, veed jeg saa godt, som laae det her aabent for mig. Og paa Søndag vil det i Dit kiære ventede Brev jo ogsaa ligge aabent for mig.

En Anmærkning maae I dog tillade mig ^{at anføre} her, mine Elskede; ‹…› jeg giorde den egentlig, da jeg læste min Lottas Brev; og det er hverken meer eller mindre: end at der vist er mere Sympathie imellem Lotta og mig, end imellem hende og hendes strømsøiske Coucine Sch: – Jeg har vel før giort denne Opdagelse, kan I troe, og det er saamen heller ikke for at hæve Eders Tvivl jeg anfører den. Men det var mig saa paafallende (opfallende siger sommetider min fortydskede Rikke – nu har jeg dog nesten vænt hende af med denne Germanisme, der jo desuden er en reen Modsigelse – falde op!) da vi mødtes i vore Klager over Bisp og Selskab, og ingen af os havde Hierte til at nævne Don Pedro engang, meget mindre hans og vor Maja. Sligt Møde havde Du i hundrede Aar ikke truffet med Maven ren, Lotta mi, det kan Du troe. «Nu væver du, Gullet mit» – siger Du vist naar Du læser dette. I siger det vist Alle, og jeg troer det selv –

Jeg er ret oplagt hertil i Dag, og saa længe jeg er det, ærgrer [71] jeg mig ikke over noget i Verden – tænker ikke paa i Morgen, og langt mindre paa de 10, 12 Pr Theekopper der er slaget itu her i Huset – (som sædvanlig af Ingen, den slemme Krabat!)ⁿ¹³ i en føye Tiid – og deriblandt to Par af de nyeste kbhnske – Jette, eller, som Forvalter Muus i Hurdalen kalder hende, Jomfrue Gente, tager nu til Vildberg. Gud være med hende!

Og saa er det i Dag min kiære Borchsenius's Fødselsdag, den Gud lade ham opleve med sin sieldne Mage i al Gammen og Glæde mange mange Gange! Og saa var jeg hos Mad: Walbohm i Gaar, som er virkelig i Bædring – Og saa er min Koren atter borte i Dag, skiøndt det ikke er Tingdag – Og saa giør nu Hunden og mælder saa vist som nogen Ting den storøyede Windholdt og hans Datter, som er hos Mørkes – «Gud give det var saa vel, at der kunde blive Ende paa alle dine ogsaaer!» Det kan der saa min sandten lell – Farvel! Forarg dig ikke, fromme Siæl!

Løverdag 10^de Sancho Panzas, Peer Syvs, og jeg havde nær sagt alle gode Geyster ere vegne fra mig i Dag. Nu er Kl 6 – «nu havde de været her» – er alt hvad jeg kan tænke

Windholdt og hans Datter kom, skiøndt senere og uanmeldt. Min kiære Fader Mørk var med dem. Det var et kort Morgenbesøg: I Gaar kunde jeg sagt mere om dette Besøg, i Dag intet – Jeg kan overalt intet, vil intet, gider intet. Var dog Kl 11 – Saagar efter Jomfrue Gente længes jeg. Saa kunde jeg være blot Øre uden Tanke. Var dog Kl 11! –

Søndag 11^te Det var ^desværre ikke allene den feylslagne Forventning, der i Gaar forstæmte mig saa reent, skiøndt den giorde sit til det, og var maaskee den egentlige Grund til det Desværre[.] Engang – det er mange Aar siden – kastede jeg i Harme en Hund ned af Trapperne, halv uforsætlig – og dens Skrig hører jeg endu stedse. I Gaar aftvang jeg et Par Mennesker bittre Taare, vel tildeels Angerstaare, dog muelig giorde jeg dem Uret

[72] Jo mere jeg tænker paa Taarene, jo sandsynligere bliver det mig, at de i det mindste ikke vare saa skyldige som jeg holdt dem for. Det Hele var en huslig Ubehagelighed, som faldt mig saa meget tungere paa Hiertet, som sligt Gud skee Lov er et meget sieldent Tilfælde i mit Huus. Men, som Du engang sagde, min Maja C: ved en lignende Leylighed: «Det er ingen Opmuntring for gode, retskafne Tiænestefolk, naar man lader de Sletteres Opførsel være upaaanket.» – Utidig Skaansel veed jeg nok kan udarte til Uretfærdighed, og er det maaskee, strængt beregnet, i sig selv. Men det veed jeg ogsaa, at jeg aldrig har straffet, end ikke et af Børnene, uden at lide selv, maaskee ofte mere, end den Paagiældende. Og det er ikke en af de mindste blandt de mange store Velgiærninger Gud giorde mod mig, at jeg saa høyst sielden blev sadt i denne sørgelige Nødvendighed – og giid det i Gaar havde været sidste Gang!

Jomf: Gente kom henimod Aften, og med hende Jomfr: Wold, den fra Bergen tilbakekomne, som bliver her i nogle Dage.

Dit Brev og Hierte ligger nu aabent for mig, elskede Maja – Nu er min eneste Tanke: Tirsdag seer jeg dem – nu veed jeg det med Vished – Alle –

Fader Mørk var her i Dag før han gik i Kirken, vreed som en Tydsker over den nyepaalagte 4 Procentoskat. Jeg pleyer ellers godt at kunde tale ham tilrette, men i Dag var fast min Møye spildt. Ja, vist vil det blive trykkende, meer og mindre, for enhver. Det begriber jeg alt for godt. Men jeg kan ikke for, at jeg, ligesaalidt her, som da man hvert Øyeblik ventede Svenskens Overfald, kan bringes ud af min Ligevægt. Kun fra een Side er dette, som alt hvad dermed staaer i Forbindelse, mig smerteligt. Men denne ene Side skulde kun I see, mine Elskede:

Her har været saa stille i Dag, ikke et fremmed Menneske. Men med alt det dog ingen rigtig Sabbatfest, Sabbatstille for mig – –

[73] Tirsdag 13^de Endelig er du frembrudt, kiære Dag, og saa blid, saa vaarlig. O! velkommen, du kiære skiønne Dag! Velkommen, du kiære skiønne Sol, skiøndt du ikke mere smiler giennem min Saras rosenfarvede Tørklæde i det grønne Kammer – Saadan smiler du aldrig, aldrig mere – Nu rødmer ved dit Smiil Sneen paa den dyre Jordplæt, som giæmmer det elskede Støv. Mildt og uskyldigt rødmer den, den rene hvide Snee, og lader sig giærne opløse ved dit Smiil, og forener sig med det at fremlokke – snart – det første Grønne paa de elskede Elskeliges Grav – af deres Støv. O, hvor længes mit Hierte efter dette første Grønne, dette Opstandelsens Billede –

Og nu – Kl er 11 – ere I dog vel underveys, alle Elskede!

I Aftes kom ingen Capitajn Wilhelm Gedde, ingen Præst Ottesen, som vi ventede efter med Aftensmaden til Kl 10: Nella heller ikke, som dog var sendt Hest efter Dagen før. Det er forunderligt. Jeg blev saa uroelig, da jeg maatte opgive alt Haab om at see nogen af dem, og den ængstelige Tanke, at noget Ubehageligt havde foranlediget denne Udeblivelse forfulgte mig ogsaa i Søvnens Skiød. Det var ingen god Nat. Dagen, den kiære vaarlige Dag – skulde den ikke give mig Erstatning for mere end een søvnløs eller uroelig Nat? O jo! Med Guds Hielp – I ere jo alt paa Veyen til Eders Christiane – Snart iler jeg Eder jo imøde, og i den første Omfavnelse er al Mismod og Uroe – det tør jeg jo haabe – forsvunden.

Min gode Bea Heyberg var her i Gaar den hele Dag, Luduiska, min Rasmus, og Fabritius ligesaa. Fetter Christie kom ogsaa mod Aftenen, og arbeyder nu, det gode Barn, paa et stort Silhouetstykke, som skal fremstille min Koren, mig og vore Børn. Vi sidde og staaer der alt, vi, som sidde og staae endnu oven Jorden. De to Hvilende skulde ogsaa anbringes der, jeg veed endnu ikke hvorledes.

Kl. 2: Den er tilendebragt, den deylige jeanpaulske Lebenslaufe nach aufsteigender Linie. Alle de 4 tykke Bind, og med [74] et dybt Suk, der lød som den trøstesløse Faders (Forfatterens) ved sin eneste Søns, sit eneste Barns Død: «det er forbi! Alt er forbi!» lagde jeg den bort.

For saa mange, nogle og tredive Aar, siden, var neppe Jean Paul Forfatter – denne Bog har desuden ingen Yngling skrevet – Hvorfor veed man dog ikke den Ædles Navn! og dog, hvad giør Navnet til Sagen? Kunde han eller hans Verk være mig kiærere, om jeg vidste det? Du være hvem du vil, i Himlen har du et Navn, og der skal jeg høre det, og takke dig, og blive din Veninde, og din Mines og din anden Mines.

Det vil jeg ikke nægte Eder, mine Elskede, at jeg ogsaa her har fundet megen flittig Hilsen fra min Kone, den jeg, følgende sal: Jalles Exempel, har sprunget over. Dog, saa aldeles «flittig Hilsen» torde det maaskee endda ikke være, men kun min Higen efter at komme fremad, drev mig til, at behandle det saa ved denne første Giennemlæsning. Ved den neste skal jeg gaae ordentligere tilværks, og vil vist da, som i Jean Pauls Schaltage og hvad man meer antager, ved første Blik, for Fyldekalk, finde mangt ægte Guldkorn –

At jeg har skyndt mig saa med demns Giennemlæsning var fordi den skulde ledsage min Maja tilbage til Strømsøe, og derfra besøge Egersønnen – paa begge Stæder, og siden paa Dit Hovind, min Sally, vil den blive en kiær Giæst –

Men saa kiær, som hver en af de nu Ventede mig? Bliver du det, min kiære ædle Alexander, saa siig: «deres Hierter stode mig aabne som deres Arme» –

Der gaaer alt Aslak med Sæletøyet. Farvel – mit God Dag! i Eders Arme –

Onsdag 14 De ere her, de Velsignede. Det vil jeg blot i al Hast fortælle Eder, I ikke mindre Velsignede, imens de nu giøre sit Toilet. Vi har et lille Middagsselskab i Dag. Egersønnen kommer først i Morgen, Gedde og Ottesen i Dag. Altsaa i Gaar Lotta, Maja, Thrina, Sally og Bergh. Jeg mødte dem rigtig nok. Men det er [75] ikke ret morsomt. Da kan man blot sees i det man kiører Rækken forbi, og saa sidder man ene med det fulde Hierte i den trange Slæde. Aldrig forekom nogen Vey mig længer end de tre Fierdinger jeg kiørte saadan i Gaar. Men nu, Gud skee Lov, har jeg Erstatning for meget mere, end det.

Tak, inderlig og – De ønsker det jo saa, gode Rasmussen – moderlig Tak for det lille sønlige Brev. De vil finde den seent her; men her er den mit Hiertes første Udbrud, og saaledes vil den være Dem velkommen, min værdige yngste Søn og Dagboglæser!

Torsdag 15^de Her sidder min Maja og Sally med hver sin Bog, Bogskabet staaer aabent paa viid Væg, Thrine har nyelig forladt det, og jeg har hørt hende og Lotta dandse – jeg troer den fynske Menuet, heroven paa. Der paa det ene Kammer har disse, paa det andet Maja og Sally, sit Logie. O! hvilke Dage! og i Aften kommer Egersønnen, og har det deyligste Veyr tænkes kan at reyse i – O! hvilke 8 Dage in mente –

Fra Vildberg var her i Gaar min kiære Anemoer Messel, hendes yngste Datter, Agatha, hendes Syster Mad: Holbye, Enka kaldet, og dennes Datter, Ovidia. Munthe og hans Madam havde ogsaa vovet sig ud – det var et ligesaa rasende som det i Dag er deyligt Veyr – flere kom ikke. Og ganske som vore ensomme Dage var og kunde denne ikke være – I Dag tog stakkels Jettemoer til Hurdalen med den lille grædende Lava, som ikke kunde slide sig løs fra min Maja Koren, ved hvem hendes hele Hierte hang. Man skulde troet, hendes Jævnaarige, Lina, skulde trukket hende mere til sig, men de vare blot gode, meget gode Legevenner og Kamerater. Maja var hende Moder, Syster og alt –

Capitajn Gedde, som kom i Gaar Midd: er i Dag paa Plogstad hos sin Ungdoms Veninde, vor elskede Rikke, men kommer tilbage i god Betids for at modtage vor kiære provstelige Ven. Bergh fulgte ham, for at vise ham en Vey, han selv ikke kiender til. Jeg undres, hvor det vil gaae, da der er Veye paa Kryds og Tvers, hele Fieldet over. Dog, Dagen og Solen har de for dem. Naar vi nu har spist – Maden bæres alt op – skal jeg skrive, elskede Døttre dernede, til Eder, med Bergh, som nu for lang Tiid, om ey for stedse, forlader Norge –

[76] Den gode Ottesen kom ikke med Gedde. Pavels var bleven lidt upasselig; og I veed jo hvordan det har sig med Capellanen «naar Sognepræsten gaaer itu, saa maae han reparere». –

Det er ellers besynderligt med somme Mennesker, ret ligesom alle, selv deres ubetydeligste Ønsker og Planer skulde lide Skibbrud. Sandelig, hans Liv forbittres ham paa mange Sæt og Viis. O, lad os haabe at «hans Sommer og hans Høst skal give ham tilbage Tifold det Held, den Fryd hans Vaar har nægtet ham.» –

Fredag 16^de Vi havde netop afspist, saa kom Provsten, altsaa længe før vi havde ventet ham. Han var ogsaa Kar af, at han havde været saa tidlig ude. Men han er ikke ret frisk, stærk forkiølet, og er det dobbelt ubehageligt, da han i Morgen skulde fortsætte Reysen til Hedemarken til Broderen sin. Vi vilde saa giærne, han skulde opsætte denne Reyse, og har dog knap Hierte til at bede ham om det. Gud give vi havde ham rask tilbage igien! –

Vil I vide, hvordan vi nu har det – Kl er 4. Vi har drukket Caffe. Frue Lotta skriver til Presidenten og Kista, Ungdommen er gaaet ud at spadsere, min store Maja, som heller ikke er ret frisk i Dag, sidder her hos mig med et heelt Bord fuldt af Bøger for sig, men læser ikke synderligt i dem, ligesom det ogsaa gaaer saare smaat med min Skrivning. Provsten sidder i den ene, unge Bergh i den anden Sopha i Dagligstuen og faaer sig en Luur. Fetter Christie har nu netop faaet Familiestykket færdig, hvor alle ere truffet^ne ualmindelig godt, selv de to, han aldrig har seet. De hænger som Silhouetter. af Wilhelms er især lignende. O, I veed ikke hvor kiær dette Stykke ^{er mig,} og paa det disse de kiæreste. Gud lønne dig dette Arbeyde, brave Wærner, derom vil jeg bede hver Gang jeg kaster et Blik paa det, og meget oftere.

Det meste af Formiddagen, da Capit: Gedde var reyst, tilbragte min Egersøn med at besee mit forøgede Bibliothek, og vi andre hver paa sin Maneer. Thrina mi syer mig en Fløyels Hat, mørke blaa og nok saa deylig. «Fløyels?» Ja, Malla Devegge Moer, Du kan troe, den vil staae mig godt. Du vilde selv giærne see Din Moer Koren med den, fast Fløyel er din Kontrapart. Sara – ja, I kan [77] troe, det er en løyerlig Printsesse, saa ganske den kiære fordums snurrige Sara med sit: «Hvad? Hvor? Hvordan?» og sit: «Kan du li' de, du da?» «Er du inte ækkel, du da?» o. s. v. –

Ak, men naar vi saa en Stund sidde ene, og det Nærværende er os mindst nærværende, det Forbigangne og Tilkommende alt – da er det ikke mere den snurrige Sally og den leende Moer Koren. Da staaer alt det Svundne saa levende for vore Hierter, og gienlyder der uophørligt: forbi! forbi! Og I veed det jo, I Elskelige: I al Naturen gienlyder intet saa sørgeligt.

Løverdag 17^de Tidlig i Morges reyste vor gode Provst, og var Gud skee Lov meget bædre, end i Gaar. Han har deyligt Veyr, og jeg haaber, vi paa Tirsdag skal see ham endnu raskere, fuldkommen vel igien. Gud give det. I Aftes læste han for os, skiøndt han havde ondt i Halsen (han green rigtig nok lidt imellem, naar den blev for tør) saa taalmodig, først adskilligt deyligt af Jean Paul, og endelig Axel og Valborg, som alt var indpakket til Bergens Reysen, men glædede os endnu engang før den foer heden. Ja, han sang saa gar for Andreas. Og Aftenen gik saa godt –

Den brave Wærner reyste i Formiddag, den snilde elskelige Gut, og i Eftermidd: min gode Bergh, som Gud veed, om jeg nogensinde seer mere i dette Liv. Nu, saa samles vi hos Sara og Wilhelm. Gud den evige Fader være hans Fader, ledsage og bevare ham og ligesaa min Wærner. Ham kan jeg dog formode at see oftere. Hverken min velsignede Maja C: eller Lotta er ret frisk i Dag. Sara er heller ikke bli, fordi hun satte sig her i mit Kammer, og faldt i en sød Blund, ^og lod Brevet, Bergh skulde havt med sig, ogsaa sove sødelig i Roe her paa Skriverbordet, hvor det da laae til jeg kom ind og vakte alt hvad der slumrede. Men Bergh var da længe over Bierge og Dale. Nu er de som sædvanlig ude at tage sig en Tour, og naar de kommer tilbage, skal jeg læse for dem. Noget forstemte ere vi Alle. Giid jeg fandt noget, som kunde ‹…› bringe det igien i den forrige jævne Tone, som alle disse Afskedstagner mere end Hovedpine, Brystsnue etc, har bragt os ud af. Jeg føler selv, det ikke vil blive saa let. Imidlertiid, «a ska prober, Børnlil!» –

[78] Søndag 18^de Ganske mislykkedes ikke mit Forsøg. Havde kun alle mine kiære Tilhørerinder været ret friske, skulde det lykkedes endnu bædre, eller om I vil, mislykkedes mindre.

Men som jeg havde endt min Forelæsning, kom Posten, kom det velsignede lille Brev fra Kbhn, fra Eder, I Dyrebareste dernede, og hvad der først faldt mig i Øynene var de faa kiære Linier fra den professorlige egen Haand. Og de glade Ahnelser om Gienforening som baade i disse Linier og det hele Brev aandede saa sødt i Eders Moer Korens og Sallys Hierter, meddeelte sig alle omkring os. O! længe saae jeg intet Brev, der glædede mig saaledes til Hierterødderne som dette. Skulde hine velsignede Ahnelser være mere, end tryllende Drømme, o, hvad maae da Virkeligheden blive, naar allerede Forudfølelsen er det! Og saadan som det traf, at vi vare samlede her, og i dette Øyeblik alle, vor kiære Egerven undtagen, som vi nu skal modtage med den deylige Vuggesang, som Sally flux, som var hun bange for at vi skulde gribe den, puttede i sin Barm. I Opfyldelsen af denne Eders Ahnelse, I Elskede: «vi formoder, I nu ere samlede paa Hovind» – finder jeg Forvisning om hiins, den vigtigeres Opfyldelse. Lad mig da glæde mig naar og i hvad jeg kan. Vore bedste Glæder skylde vi jo dog Erindringen og Haabet, og farer bedst, naar vi sammensmælte dem til et Nærværende.

I Dag ere alle raske, vor Sally har rigtig nok lidt Hovedvee, men den haaber jeg, skal forsvinde. I Eftermiddag skal vi besøge min kiære Rikke, og derfra giøre en lille Sving til Ullensager Præst:Grd – Did vare vi alle budne til Middag, men undskyldte os. Vi har det alt for godt saa ganske vore egne, til ikke at undgaae saa meget mueligt alle Brud i den jævne Gang alt nu gaaer.

Ja, I velsignede Børn dernede, I maae nok undres over Eders Moer Korens Taushed. Men Gud skee Lov, nu har I faaet, det kan ikke feyle, alt det meget, Essendrop bragte ned, og forinden dette mit Sidste med Posten. Denne Formiddag skal være opofret til Brevskrivning – Bergh skal have adskillige ned med sig – og imens morer enhver sig som de bedst veed og kan – thi Hoved Ingredientsen til Livets sande, eneste Nydelse, er jo dog Friehed –

[79] Mandag 19^de Kl: er henimod 9 – Jeg har nu været paa alle Soveværelserne, og fundet de godt Folk nesten alle endnu i Dynerne. Den ene skylder paa den anden, som det da, kan jeg troe; har været Skik fra Paradis af. Derimot var min kiære Skriver oppe før det var lyst i Dag. De andre Tingfolk reyste til Hurdalen i Gaar men han bliver giærne hos os saa længe mueligt, den Gode. Nu var hans Skyds bestilt til Kl 5 i Morges, men kom ikke, saa han Kl 6 maatte tage sin egen Hest. Der er, som I jo veed, 4 Miil til Hurdals Tingsted. Skydsskafferen faaer nu vel en Pokkers Færd. Hvad mener I? Han burde have Skrub, men der bliver Maade med, naar min Koren skal give ham Rævselse. Siden vi taler om ham. I kan aldrig troe, hvor alle de Piger ere forliebte i min gamle, nu sølvgraae Skriver, norske og danske. Thrinasara mi kysser og kiæler ham, som var det hendes kiødelige Papa, og han staaer, maae jeg ogsaa sige, langt mere roelig, glad, og gienkiælende end Don Pedro, som hun tidt maae flyve hele Huset rundt efter for at faae et Kys – paa Kinden eller Hagen[.] Ney, Koren forstaaer den Ting bædre. «Ja, men der er Forskiæl paa virkelig og adopteret Datter, Moer vor.» – Det har I saamen Ret i. Det var nok en af mine erfarne Døttre som kunde destingvere saa rigtigt. Men Koren forsmaaer ikke heller Majas og Linas Kiæling, saa denne Regel som enhver har sin Undtagelse. Dog, hvorfor skal Thrinamoer staae her saa ene? Ja, hvad Maskapie der stedse var mellem Sara B: og Papa Koren, det veed Gud og hver Mand, og de fraværende Døttre veed meer end det – og see nu er der den siellandske Jomfr: Heyberg – Gik hun ikke der i Gaar ordentlig ud i Gangen og tog imod ham, og fik et Kys forlods, og blev han ikke igien, da vi andre toge til Munthes i en kort Visit paa Hiemveyen? Hvad jeg maae døye om Dagen! Og dog ynker ingen mig.

Vi drak Caffe hos min kiære raske Rikke, glædede os med hende og hendes lille søde Wilhelm Koren – saa skal Gutten hede – loe med den muntre Bea, og havde et Par fornøyelige Timer der. Hos Fetteren som Moer Lotta siger, vare vi kun et Øyeblik, og hiemme i god Betids spiste vore Smørrebrød, drak vor Thee, læste, snakkede, og havde [80] det rigtig saa godt, eller hvad Frue Kiærulf kalder lidt godt. I Dag er Sarabarnet ikke ret frisk, dog maae hun lee af den forstyrrede Frue Lotta og Thrina. Vi ere ganske vort eget Qvindelag. Den største Deel af Dagen har jeg læst for dem. Vor gode kiære Lotta, som ikke kan tage Deel i denne Underholdning, læser imidlertiid enten selv, eller slaaer en Prat af med os, især med Thrine, naar vi pauserer. Maja Cappelen er forfaldet til Kaballægning i disse Dage. «Lier du det da?» spørger Sara, og tager strax efter fat paa Kortene. Der er noget smitsomt i denne Kaballægning, mærker jeg. Naar Kortene kommer os for Øynene, gaaer de ^fra Haand til Haand, naar vi ikke seer dem, savner vi dem naturligviis ikke. Ogsaa ere vi, kan I troe ret flittige for Resten. Kioler, Kapper, Strikketøyer etc ligger rundt om paa Stole og Borde, det seer ret husligt arbeydsomt ud, er det ogsaa, gaaer end intet saa fort fra Haanden som Kabalen. Hvorfra den har faaet dette Navn, undres mig. Mon ikke Wangensten skulde vide det? Jeg skal spørge ham.

Seer I, hvor samvittighedsfuld jeg er. Herhid lister jeg mig alt imellem, for at deelagtiggiøre Eder i alle vore Tanker, Ord og Giærninger. Ellers var det jo, som I vare Stedbørn, I Elskede Fraværende. Men ney, i mit Hierte er intet Rum for stedmoderlige Følelser. Det aabner, deler og meddeler sig Eder saa giærne –

Tirsdag 20^de Er det virkelig mueligt, at allerede otte Dage ere forbi siden hiint glade Møde, at jeg har havt, været samlet en heel Uge med de Elskede! Saa spørger jeg mig selv – saa spørger vi hinanden. O! det er nok sandt, og endnu sandere, at der foruden denne kun er en eneste Dag tilbage af de saa længselfuld ventede, og Gud skee Lov saa rigtig giennemnydte Dage. Vel følges vi ad, vel bliver vi samlede paa det livlige kiære Tøyen til Løverd: men der skal jo være Selskab Fredag – Presidenten vil det saa, mætta, og da ere vi kun halv samlede. Men takket være Gud for hver saa sødtsvunden Time, og fordi disse Timers Aand end længe skal omsvæve os, de svundnes og snart svindendes.

I Dag kommer vor kiære Egerprovst tilbage, giid frisk og rask! Ogsaa Ottesen venter vi i Aften, men vist venter jeg ham nu aldrig mere, den gode, beskedne, kummerfulde unge Mand, som er saa lidt Herre over sin Tiid. Vor Sally er rigtig ussel i Dag, det gode kiære Barn.

[81] Onsdag 21^de Ottesen kom saa lidt i Gaar som de forrige Gange vi har ventet ham. Dog, jeg kan ey heller sige, jeg ventede ham. Gud veed ellers hvad Aarsagen til denne Udeblivelse er. I Morgen maaskee kan vi faae vide det – Vor gode Provst kom i Betids –

Ja, saa nær ere de nu forbi de deylige Timer, og saa brat. Men jeg havde ikke været dem værd, klagede jeg over deres Flugt: just i denne ligger jo et af de største Beviser for deres Fylde og Rigdom –

Da jeg ikke er saa heldig at have noget Instrument, vandrede vi alle, selv den syge Biskebasken for at bruge Oncle Erics Udtryk, vor kiære Sally, (som dog er meget bædre i Dag) til Kirken. Der spillede og sang han, vor kiære velsignede H^r Frederich – saa kalder Lina ham – den søde Romance af Sovedrikken, og saa meget andet Skiønt, hans Fingre i Kulden kunde udholde. Der ovenpaa vandrede vi, Sara og jeg, min Maja og Frederich, til de Elskedes Hvilested. «Wie sie so sanft ruhen» tonede endnu i min Siæl, inddyssede den selv der i saa sød Veemod. Den uvenlige haardfrosne, halv sneedækte Muld ængstede mig ikke. Jeg saae giennem den hvordan de hvilede saa sødt, skulde ikke ængstedes ved at lægge mig hen slumrende ved deres Side. Wie sie so sanft ruhen! jeg hører den stedse –

Fetter Randulff kom her i Aftes. Det er ogsaa en brav Gut, en ærlig vederheftig Trønder, en af mine Opdraglinger jeg har Ære og Glæde af. Tys! H^r Frederich sover – Imens lister jeg mig ud paa Tæerne. «Sara, læg Don Karlos og følg med» – Men den er ikke saa let at lægge fra sig – «Saa tag den med dig, eller bliv, Barn! God Nat, H^r Provst!

Torsdag 22^de Arme min Kista! Du glædede Dig saa til vor komme, jeg glædede mig saa til at see min Saras, min Kista tilfreds og glad – og nu seer jeg Dig kummerfuld og med taarefulde Øyne. Arme Poppa, som nu maaskee intet har ræddet uden Livet, ak, og seer, som Kista, en Broder med Kone og sex smaae [82] Børn, husvild, deres mangeaarige Bestræbelser i et Øyeblik tilintetgiort. De gode retskafne Mennesker! og trindt omkring Jammer og Elendighed. O! inden I læser dette, mine Elskede, veed I allerede den Ulykke som er truffet Kongsberg, den skrækkelige Ild, som skal have ødelagt den største Deel af Byen, det nye, saa vel indrettede Arbeydshus, og blandt de andre, vor kiære gode Hertels og Kistas Svogers, og Poppas Broders og Systers Eyendomme. Den ene kan ikke mere rædde den anden. Gode retskafne Hertel! i Morgen faaer jeg see ham i Byen. Jeg veed hvad hans, sine Elskedes saa opofrede Hierte udstaaer. O! alle de blødende Hierter! Gud, ene du kan forbinde, lindre de hede smertelige Saar – Ogsaa dette var, kunde jo ikke være uden din Villie – det maatte altsaa saa være. Skee din Villie! Du kan jo kun ville hvad virkelig tiæner til vort Beste –

Alle ere vi nu reysefærdige. De glade Dage ere forbi – ganske, for denne Gang ganske. Vi kan ikke glæde os saadan mere. Mit Bryst er saa slemt, og mit Hoved –

Fredag 23^de Det gik langsomt med vor Hidreyse, da ingen Skyds var bestilt for min elskede Maja og Thrinabarnet. Alle vi andre havde egne Heste. Paa Moe mødte den snilde Moer Messel os efter Løfte, Thrina Wangensten, Ovidia Holbye og Agatha. Der pratede vi alt for megen Tiid hen, spiste Æbler og Hvedebrød, som min gode Thrina W: bragte med sig. Med et meget lettere Sind tog jeg derfra, da Moer Messel havde hørt, Branden paa Kongsberg ikke var saa betydelig. Vi vare ret lystige paa Skrimstad og især paa Grorud, det sidste Skifte, hvor vi dog maatte bie vist to Timer efter Skydsen. Der bestilte vi Thee, og fik den langt om længe, da Madamen havde fundet sit Nøgleknippe. Frue Lotta ilede forud, for at tage imod os. Provsten maae I troe var slig Kar, fordi han var eneste Cavaleer og Anfører. Han fulgte os hid, men Sara faldt fra i [83] Fristelsens Time, da Veyen blev vildsom og Mørket faldt paa. Hun kom godt hiem lell, det kiære Barn, vi ogsaa omsider hid. Presidenten tog brummende imod os, fordi vi vare saa seent ude. Kunde nu vi for det? Vi drak Caffe, Thee, Punsch, og spiste Tvebakker til, altsammen i et væk, nesten paa engang, og gik, Maja og jeg, tilbords med en halv Perial. Provsten blev her til Klokken 11, og kommer igien i Dag. Her skal til Middag være grumme stort Collads eller som gl Moer paa Skramnes kalder det, Compagnie. Hellere havde vi været i vor gode Roe under os selv; men Presidenten havde føyet Anstalter til denne Hurlumhey, og vi faaer «tage Dagen som den er»‹,› men rigtig takker jeg ikke min gode President og Vært fordi han os i Dag saaledes «Glasset fylder.» –

Desværre, Efterretningen om Branden paa Kongsberg er skrækkelig sand. Min kiære Kista gaaer saa bleeg og stille, men er, eller lader dog til at være roeligere, end jeg torde haabe. Hendes Syster og Svoger og den gode Poppa har udstaaet usigelig meget, og maatte flygte fra et Sted til et andet forfulgt af de rasende Luer, flygte med de 6 smaae nesten nøgne Børn[.] Poppa har skrevet til Poppa ^Kista saa fattet og beroeligende som mueligt. Noget har de faaet ræddet. Jammeren blandt de mange Hundrede Huusvilde, kan man tænke sig. Det er godt Kista har saa meget at tage vare, saa faaer hun ey Tiid til at give Sorg og Griller Raaderum.

Hertel kommer her i Dag, min Koren i Morgen. Min Thrinasara er nu i Byen, men maae, tænker jeg, snart komme igien for at pryde sig. Maja er alt ifærd med det. Lotta har meget at stelle med før hun kan tænke paa Pynten. Og om en Stund kan jeg tænke paa den med en roelig Samvittighed, da jeg har den store Pakke færdig til Eder, I Dyrebare dernede, som skal send‹…› med Bergh, og nu har aflagt Eder Regnskab for al min Færd og Idr‹…› og var jeg tilfreds, at dette nu ogsaa snart kunde flyve i Eders Hænder. Da jeg fortalte Presidenten Indholden af Eders Seneste, og det [84] glade Haab, som fremskimtede deri, gik Solen saa klar op i hans Aasyn, at hver en Fold svandt paa hans Pande. «Ney Gu!» udbrød han omsider, og vilde vide mere, end jeg desværre kunde sige ham. Kunde jeg snart sige ham og mig selv og os alle, som det saa inderligt interesserer, mere, alt!

Fetter Wærner og hans Zarine var her og toge imod os i Aftes. Jessen min har travlt med sin Examen i disse Dage. Men Gud skee Tak, han er frisk og munter, og jeg seer ham nok her i Aften.

Der maae I troe, Maja vor fik Skrupler. Her kom Brev fra Gemahlen. Kammerherre Anker kommer der i Morgen ‹…› ^med flere. Men det er og bliver dog min egen flinke, i alle muelige Forhold den samme velsignede Don Pedro. «Du veed, jeg giør ikke mange Omstændigheder med Rætter o.s.v. skriver han, og skal nok komme ud af det.» – Nu beholde vi hende til i Morgen efter sin Bestemmelse, og hun lader ganske i Roelighed han Faer giøre Husets Honneurs i Morgen Middag, og er jeg vis paa han giør det som sig bør. Ja sandelig, det er en Hædersmand, og det trods salig Gubba Noa. –

Der er Hertel. Han kommer, for i Morgen at tage til det ulykkelige Kongsberg, for at bringe al den Hielp og Trøst han formaae‹,› det sieldne ædle Menneske. Ogsaa min Kista er Syster i Ordets egentligste Forstand. Gud, at man dog skal kunde saa lidt andet, end beklage trøste og føle!

Løverd 24^de Nu staae de færdige at reyse, de Kiære Velsigned‹e,› min Maja og Thrina. Om Gaarsdagen intet nu. O, I Gode, Farvel! Farvel! Min Frederich, Farvel! Farvel! Hav Tak for hver Stund I undte mig, hver lykkelige Stund. Det vare de alle, og de blive det: thi Mindet bliver. «Det er jo det eneste, vi virk‹…›lig kan kalde vort» – sagde Biskoppen i Gaar blandt saa meget andet Rigtigt og Godt han sagde, da vi talte om de Glæder, som svinde, og de, hvis Grund her lægges for Evigheden.

Farvel, Farvel, min Maja, min Thrina, min Frederich!

[85] 24^de (Fortsættelse) Som de stode færdige at reyse, kom min Koren. Kl var halvti. Tænk, hvor tidligt han havde været ude. Han vilde see de Kiære end engang før de kom længere fra os. Ak, nu ere de langt borte, vel alt – Kl er 4 – paa Gillebek. Her blev saa tomt og underligt, vi vare trætte og søvnige, Siæl og Legeme behøvede Hvile. Thi besluttede vi at tage en ret alvorlig Middagsblund, og derfor at spise tidligt. Kunde alle gode Forsætter saa punktlig udføres! I to hele Timer laae vi, jeg og den med langt mere Grund trætte Kista. Lottamoer sad paa Sophaen herinde i Dagligstuen, og var hendes Hvile vel altsaa mindre fuldstændig. Skriveren sad beskiæftiget som sædvanlig. Da Koren havde vækket mig med et Kys, og jeg hastig var paa Benene, skiøndt han endnu hastigere ude af Kammeret, faldt mine Øyne, giennem Vinduet, paa en fatal Gienstand. I kiender før af disse Blade, formoder jeg, Børne- og Troe- Opdrageren, Blom, den lebendige Magister Rosiflengius i alle alle Dele. Han staaer nu og giør mange Complimenter for Kista, som byder ham Eftersvælg. Da jeg ikke kan snakke mens han er her, vil jeg bruge Haanden istæden for Munden.

Det var da angaaende Compagniet i Gaar. Her var 43 Mennesker i alt, hele Bispens Familie, Marieboes, de unge og gamle, Agent Bagges, Nielsens, General Meyers, Pløhns, Obr: Lieut: Seiersted, gamle Birk og hans Systersøn, Pavels's, Præst Ottesen, Oncle Erich, Capit: Widding – flere mindes jeg nu ikke i en Hast. Til Husets Folk regner jeg, som I begriber, foruden vor her logerende Maja og Thrina, vor kiære Egerprovst og lille søde Sara. (Ja, hvor Oncle Erich omfavnede hende da hun kom i Gaar, skulde I seet.) Saa var her endnu den nye Conferentsraad Sommerhielm, gamle Fader Neuman, og vel flere, som jeg i dette Øyeblik ey mindes. Ey heller mindes jeg nu stort, da mit Hoved, den lange Hvile uagtet, er lige tungt, og alt løber Surr for mig. Skolemesteren er Pokker i Vold, saa vi nu raader vore Munde lidt bædre; men Hovedpinen mærker jeg, er en værre Tvang- og Tugtemester. I Morgen skal vi alle til Middag til min egen Frue Pavels. Der kommer ogsaa Sally. Der skulde Maja og Thrina vor været med, og Provsten. Men see om de kom –

[86] 25^de Der var ikke andet for i Gaar, jeg maatte atter til Sengs. Jeg var rigtig meget syg, dog blev det bædre mod Aften, da ogsaa min Jes kom, munter og frisk. Med ham var Fetter Hosevinkel, som logerer her, og Secretair Ottesen. Denne sidste er en grumme kortvillig Person, men som den hele Familie, honet og brav med al sin Kortvillighed og Ulænkelighed. Egentlig skulde dette omsættes saaledes: men honet og brav som den hele Familie, uagtet hans Kortvillighed etc – thi ellers kunde det jo synes, at alt var Familietræk, hvad sandelig ikke er Tilfældet. Seent kom Fetter Randulf hid med nogle Timers senere Hilsen hiemme fra, end de, min Koren bragte.

Men I troer vist, mine Elskelige, at jeg vil snyde Eder for hele Giæstebudsdagen, og at Beværtningen kun skal bestaae i det lidet, I har faaet, og var det da sandelig saare tarveligt.

Hvem her var, veed I da. Blandt disse saae jeg adskillige første Gang, f: E: Marieboes Forældre og Kone. Denne sidste har jeg hørt omtale som en Skiønhed, deraf kom det vel, at jeg ey fandt hende saa smuk engang, som hun er. Hun er overmaade blond, har et Par fromme lyseblaa Øyne, som Fromhed virkelig er Hovedpræget i hendes Aasyn og hele Væsen, unægtelig det skiønneste Præg, Qvinden kan bære. Men lidt Liv og Aand maae blande sig i hiint Udtryk, før det kan blive skiønt. Er det ikke sandt? mine Venner – og det savnede jeg ganske, maaskee tildeels fordi jeg ikke hørte hende tale – et enkelt Ja og Ney og «Jeg takker» er kun i meget sieldne Tilfælde mere end blot Lyd, hvorved ingen Mine forandres. Endnu maae jeg anmærke, at hun er en fuldkommen Contrast af Manden, der, synes mig, kun har beholdt det vakkre af sin Nations Præg, og er, som Mand meget smukkere, end hun. I sin Pynt udmærkede hun sig ved en elskværdig Simpelhed, der stak meget af mod Svigermamas mange Juveler og Pragt, ligesom hun ogsaa, den aldrende, skiøndt virkelig smukke Kone, var nesten til Uanstændighed blottet, da den 18 Aars gamle Svigerdatter var tildækket som en Vestale. Gamle Marieboe saae jeg blot ved Spise- og Spillebordet, hvor han tog sig meget godt ud. Naar jeg tænker mig om, var her jo ingen flere, mig aldeles ubekiendte. Vi holdt, saa meget det lod sig giøre, vort eget Lag. Sikkert spørger I ikke, hvem disse Vi var. Det veed [87] I nok. Frue Pavels drog vi ind i vor Cirkel. Sally var saa munter og leverfuld, som jeg nogentiid har seet hende; men hun forplumrede sig lidt et Par Gange – som hun dog, veed I, aldrig pleyer (jeg seer hendes Fjæs, naar hun læser dette: «du slemme Mama mi!» siger hun – jeg hører det alt) Thrina mi var ikke frie for at giøre sig skyldig i samme Brøde. Ved Spisebordet – de sadd' sammen – fandt Thrine, at en vis der tilstædeværende Frue havde et meget ordinairt Væsen. «Som en Kokkepige» svarede Sara, og see, Fruens Søn sad lige over for dem[.] Om Eftermidd: faldt det ey bædre. Da anmærkede de, at bemeldte Frues Datter var meget lunefuld, og desuden af et meget antændeligt Temperament – og atter havde den, paa de bagtalelystne kiære Piger vrede Skiæbne, placeret Fruens Søn i Nærheden af dem. Frue Pavels, for hvem de kiærede sin Nød, trøstede dem kiærligt, men blandede velmente Advarsler i sin Trøst. Vi faaer nu see, om de virker mere end mine mangeaarige til lille søde Sara. Min Thrina har jeg før ikke fundet trængende til slige Advarsler; men Exempler smitter. Var ikke saa gar jeg gamle erfarne Kone nær ved, at lade mig forlede af de balstyrige Unger. En vis ung Mand, M: P-u ved Navn, forfulgte Thrinabarnet uophørlig med sine Øyne, og gav Sally hende i den Anledning en Kurv, hun havde faaet av Skriveren (den var grumme nysselig) til Brug i paakommende Tilfælde. Kort, den lille Biskebaske var ret paa sin hvide Hest. Her, hvor enhver har sin fulde Friehed, bleve vi let befriede for Spillebordets Tvang, min velsignede Maja C: og jeg, og afløste vi kun øyebliklig den gode Maja Pavels, som havde Partie med den lustige naivmorsomme Generalinde Meyer, Bispinden, og Mad: Pløhn, der var saa hiertelig bliid som jeg endnu aldrig har seet hende i mine livfødde Dage. Som hørende hiemme i Huset, vilde jeg giøre det saa deyligt, mente jeg, og var derfor snart hist, snart her. Og veed I saa hvad Tak jeg fik? Moer Cappelen kaldte mig et forvildret Ting, og Frue Lotta – som jeg især ventede al Taknemmelighed af, beskyldte mig for, jeg coqvetterede snart med gl: Birk, snart med ditto Neuman og Pløhn, fordi jeg sad en Stund hos disse – ja, og Oncle Erich – som havde deres Whistpartie i et Værelse ganske for sig ^dem selv. Ney, hun [88] tog men feyl, lille Frue, for, naar jeg undtager den eneste Egersønnen min, som sad i Boston op over Ørnene med den galante Jødinde, Obr: Lieut: Seyersted og Slotspræsten (og kunde ikke engang faae sig en Pibe Tobak at styrke sit Hierte paa) var her ikke en af min faste Stok. Det var saa nær ved, bemeldte Egersøn havde faaet herop med sig en anden af samme Caliber, men som da vel ogsaa var kommet i en Boston. Nu kom han ikke, i hvor ordfast han ellers monne være, for at undgaae baade mig og Boston, kanskee. Giæt nu hvem det var. Jeg giver Jer desuden alt for sielden Leylighed til at øve Eders Skarpsindighed, Børn! hvad der dog er hvert Menneske saa gavnligt.

Ved Bordet havde jeg en ret god Plads mellem den godlidende General Meyer og Bispen, som talte saa hiertelig med mig om min Wilhelm, og om den Tiid, jeg skal see ham igien –

Og nu kan jeg ikke sige Eder mere, uden, at vi, skiøndt det var, af et saa stort Lag at være, ret morsomt, langt hellere havde været vort eget lidet Lag – og det kan I sige Eder bædre selv. At det var den eneste Dag, vi her kunde være samlede, giorde det Onde værre. Her havde jeg en prægtig Anledning til at skiænde paa slige Samqvæm, hvor ligt og uligt saadan trækkes sammen, havde den saa meget mere, som danske Tilskuer har opgivet sin Tilskuen. Men der staaer jo:

Den maae vel heller ikke blive det, om den end kunde. Og, naar man vil være oprigtig, saa har ogsaa det sin Nytte, som de fleste større og mindre Onder i Verden. Saa fuldelig skiønner i det mindste jeg aldrig paa Roelighed og min frie Villies hele Brug, som efter en stille, saadan støyende ^paafølgende Dag.

I Dag venter jeg mig det saa godt; kun maae jeg glæmme, at det skulde været end gottere, havde alle I Dyrebare Bortreyste været der med, som de gode Pavels's saa giærne vilde. Og hvem af os vilde det ikke giærne? Hvad tager I Eder nu for? I tænker som vi paa de Dage som ere forbi – men ogsaa paa de, som Gud skee Lov, skal komme. Og saa taler I, Maja og Thrina indbyrdes og [89] med Fader Cappelen, naar nu Khr: Anker er reyst, og den raske Mand standser et Øyeblik inde hos dem, ^Eder, og H^r Frederich med Lisemoer, om os og Reysen, og hører saa til Giengield hvad I Fraværelsen er ariveret. Jeg kan tænke mig det altsammen saa livagtigt.

Min Kista følger ikke med til Pavels i Dag, da hun forud havde lovet sig til Olsens, hvorfra de i Eftermidd: ere budne ombord paa et Skib, og klinger det snurrigt nok, at de skal kiøre ombord. Randulff og Jes bliver med os herfra. Ellers er der ingen, det jeg troer, undtagen vor Sally, Ottesen, og maaskee – er han at faae fat paa, og lader det ey blive ved Løftet – Rasmussen.

Mandag 26^de Sally kom hid for at følge med os. Hun, Frue Lotta, Jes og jeg sadde nok saa peent sammen i Slædevognen. De tre snurrige Fettre, Presidenten, Auditeuren og Skriveren, vare afsted i Forveyen. Det var et himmelskt Veyr. «Hvor her er godsligt i denne Vogn!» sagde vi. «Ja, var nu kun Maja og Thrina med, og Provsten og Herregud!» – det var mig, som sagde det. Han er vist med os, sagde Lotta. Og det var han. Han smilte saa blidt og varmt giennem Vinduerne til os.

Strax jeg traadde ind ad Dørren i Slotspræstboeligen, saae jeg paa de i Halvcirkel kringsatte Stole, at Selskabet skulde være større, end vi formodede. Og det var det. Min gode hyggelige og nu saa lykkelige Frue Bergh, Wulfsbergs, Dødderleins, Forvalter Wexels, med ham den mig fatale Frue Heyerdal, og Frue Erichsen, min gode Pastor Ottesen, og et ungt Menneske, Dreyer[.] Rasmussen, stakkels Barn, var upasselig, var heller ikke buden fordi han, sagde Vertinden, engang for alle er hver Søndag – I giætter nok hvor – og desuden, lagde hun til, seer vi ham nu høyst sielden. Ja, var nu Rasmussen frisk, skulde jeg skiænde paa ham; men skiænde paa en syg Ven og et sygt Barn – ney, det har jeg aldrig havt Hierte til. Men bliv først frisk, (og min Koren forsikkrer, De bliver det snart, Gud skee Lov!) saa skal jeg nok fordre Regnskab. Hvor kan man holde op at komme til Pavels's naar man er bleven ret kiendt og hiemme der!?

[90] Sally skulde været paa Concert, og jeg havde lovet, at følge med hende. Men saa fik ingen af os Lov at tage derhen. De vilde ey miste os. Vi holdt da Concert paa vor egen Haand. Sally spillede og sang i Forening med Frue Pavels, Ottesen, og Dreyer, og for saa vidt vi selv dirigerede og valgte Musikken var den os nok saa gemytlig, som den større vilde været os. Den var ellers ret god, og en Jomfrue Baggesen sang der, som skal have en usigelig sød Stemme. Dette fortalte Mad: Wulfsberg som var der med alle Glutterne. Hun kan, som I veed, ikke være længe paa et Sted; men med alt det er hun godlidende og morsom, og saare elskelig mellem sine Smaae. (Hun har en Dreng, et af de deyligste Børn i den Alder jeg har seet. Jeg kunde nesten ikke slippe ham igien af mine Arme.) Og hvor tager ogsaa en Moder sig bædre ud, end blandt sine Børn? Min Maja Pavels har tre raske Smaaepiger. Den mellemste er især et sødt venligt Barn, og Claudine, den Ældste, bliver det meer og meer, skiøndt Rasmussen engang sagde: «Hun har faaet en Villie, som man aldrig mere faaer fra hende» – De spurgte alle saa om Lina, og havde en lille Tærte, de saa giærne vilde deelt med hende. Ja, giid jeg havde havt baade hende og min lille Maja der. (Jeg faaer nok sætte Øge- eller Kiælenavne paa alle mine Majaer, for at betegne hver især.)

Om Aftenen kom da endelig den nye General Auditeur, som havde spist hos Mathisens til Middag, og som jeg saa længselfuld ventede efter, og saa vemodigglad saae igien. Vi talte nesten ikke om andet end Eder dernede, Dyrebare, og saadan har endnu ingen beskrevet mig Syvald, saa nøye og inderligt. Han fortalte ogsaa, at han var vreed paa Syvald-navnet – der klinger saa deyligt i mine Øren – og vilde, Gutten skulde hedde Peter, ja, at han havde slaget i Bordet for Dig min Katty, og Du igien for ham, i denne Anledning, og Fatter Treschow været hierteglad, men for Resten forholdt sig neutral, ved denne Striid. Det var mig et Par festlige Øyeblikke jeg fik tale i Roe med den prægtige gamle nu mere end nogensinde vakkre Fader Bergh. Blot at see ham, giorde mig go‹…›

[91] Wulfsberg giorde mig i Gaar opmærksom paa, at Frue Erichsen lignede Frue Aamodt, eller nu Duncker, og det giør hun virkelig dog har hendes Øyne slet ikke det Udtryk som Conradines, som hun nok heller ikke har hendes Vid og Talenter. (Siden vi taler om Conradine. Wulfsberg har nyelig havt Brev fra hendes Mand, der ogsaa skriver flittig til sin Svigermoder. De ere nu i Slesvig, og ønsker sig, skiøndt de lever meget godt, tilbage til Norge. Det var altsaa et ugrundet Rygte, at han havde forladt hende.)

Kista kom ikke hiem før Kl: halvfire i Morges. De havde levet prægtig tilskibs, og været en heel Mængde. Nu er hun saa forsoffen, det stakkels Barn, og det er jeg med, og Lottamoer ogsaa, skiøndt med mindre Grund. Men en Middagssøvn vil der dog vist til for os alle. Mændene ere i Byen, vi raader Huset ene, maae I vide. Tidlig i Morges reyste Randulff paa sin Sessionstour. I Morgen skal den anden Fetter reyse til Bergen, og med ham skulde jeg skrive. Hu tu tu, kiære Frue! Egentlig burde jeg, naar det er noget som skal være færdigt strax, tage fat paa det før paa Journalen; thi ved den bliver jeg hængende, da det jo paa en Maade er, som jeg sad mellem Jer, I Elskede, I Alle i en Kreds omkring mig, og jeg fortalte Jer Eventyr.

Tirsdag 27^de I Gaar var ingen her, uden min Jes, Steen, og den gode Werner, som med taareqvalt Røst sagde os Farvel, og i Dag begynder sin Reyse til Bergen. Gud ledsage ham, den brave Gut og give ham det Held, han fortiæner. Just nu er Zarine her med sin Syster. Hun seer nedslagen ud, stakkels Barn, som er naturligt. Gud give, de begge maae blive lykkelige – og een af dem kan jo vanskelig blive det allene. Som Zarine og Thrina kom, kom ogsaa et Brev fra min velsignede Wilhelm i Bergen, et sandt Wilhelmbrev, med vennehulde Hilsener til Werners Zarine, dem jeg da strax glædede hende med. Vi maae ellers forlade de stakkels Børn, som ere spadserede herop i dette Søle, da vi alle i Aften ere budne ned til gamle Horster.

[92] Seent i Nat kom vor kiære Hertel fra Kongsberg, og er nu allerede paa Veyen til Hovind. Gud skee Lov, han besluttede at tage did. Han er nu langt roeligere, da han har fundet alt bædre end han torde formode, og ogsaa vi ere roeligere end tilforn. I Morgen reyser min Kista derhen, for at see til de kiære Lidende, og medtage en lille Pige, sin Systerdatter, som nu skal være min Datter, og som Hertel om 14 Dage henter herfra til Hovind, hvor hun vil blive modtagen med almindelig Glæde, især af vil den barnehulde Maja, og af Lina vist kappes om, hvem der kan elske hende systerligst. Vi ville alle elske hende.

Saa bragte Hertel mig Dit ømme majaaandende Brev, og det sarathrinske, og de mange kiærlige Hilsener fra det hele cappelnske Huus. Med min Kista skulde I have Svar, og derfor maae jeg rive mig fra det alt her, og hen at pynte mig med min nye grønne Majakiole, og Thrinekappen, som Sally er saa forliebt i, eller rettere i mig, naar jeg har den paa.

Onsdag 28^de Det var heel curiøskt at see paa Presidenten og Skriveren i Dag. Den første skulde først i een af de hundrede Commissioner han sidder i, siden i Printsefærd hos Rosenkrantzes til Middag, den anden skulde hiem til sit Hovind og sine Glutter, men først ind et Par Stæder (desværre ogsaa til Plogstad, hvor Bea Heyberg er) og begge havde travlt, skulde tidlig ud, og blev siddende og spise Fisk sammen og sladdre til Kl. 11. (Dog var min Koren nede hos Bispen, og kom gloheed hiem igien.) Det er en mild Vaardag) Nu ere de begge, den ene med baldyret Vest, den anden itrukken Vadmel fra Top til Taae, men begge lige fetterlige, paa deres Bestemmelsers Vey. Gud med dem! Min Lotta hielper Kista vor med noget som skal være færdigt til hendes Kongsbergreyse – som først gaaer [93] for sig i Morgen – og jeg sidder da her, som I seer, uden Skoe, da de vare blevne vaade, og jeg ikke orker at tage mig et Par andre, imens jeg tørrer dem ved Ovnen. Men I skal see, hvor færmt det gaaer at skrive uden Skoe. Det var vanskeligere uden Arme. Jeg har nok ikke fortalt Eder, at jeg var stærkt paa Veye at brække min ene – dog kun den venstre – da vi kom hid, den blev neml. i det Slæden (det var bællenemørkt) slingrede ind mod et Giærde, hængende fast; Hesten, som var i fuld Fart, standsede paa engang, jeg troede ved et Mirakkel; men saa var det blot ved Aslaks skarpe Agtpaagivenhed, som i sit Hiertes Angst trak Hest og Slæde tilbage, og derved Armen fremad igien, og kunde dog neppe troe, min Arm virkelig var uskadt. Jeg fortæller det saa i Spøg, men takker Gud for ramme Alvor, og det giør I sikkert alle, mine Elskede, at det løb saa af. Det var en lille Udsvævelse. Nu er jeg igien det ordentligste Menneske af Verden.

Med en Smule Ængstelse besteg jeg i Gaar Hiulvognen. Det er altiid Tilfældet med mig, første Gang, efter saa længe at have været vant til den trygge Slæde. Men her om Byen er ganske bart, og med hver Time bliver det mere.

Hos Horsters fandt vi, uden Husets Paarørende ingen andre end Provstinde Ottesen, og alle hendes i Byen værende Børn. Det var første Gang jeg saae denne agtværdige Matrone, og her saae jeg hende i fuld Moderlykke, omgivet af sine 6 Børn, Svigersønnen iberegnet, alle saa barnligglade og opmærksomme for den gamle Moder. Dog udmærkede sig heri fremfor alle min gode Real, og hans Syster Hanna, og hendes Mand, Dødderlein – et Par hiertelig gode elskelige Folk. Hans hele Aasyn faaer et andet Udseende, naar han taler, da er han ordentlig vakker, og har især en ualmindelig deylig Mund, og ligesaa – hos hans Kiøn – ualmindelig deylige Tænder. Hun er [94] ikke vakker, men bliid og godmodig, og saae i Gaar i sin hvide Dragt, sit sneehvide Hovedtøy saae christiansfeldsk devot ud. Det maatte jeg godt lide, skiøndt jeg ikke selv veed ret hvorfor. Disse der^hvorfor ere ikke heller saa gode at besvare i Mellemstunder.

Nettere og ordentligere end i gl: Horsters, kan der ikke være i noget jævnt borgerligt Huus. Det er tre flinke godlidende Pigebørn han har, uden at være egentlig smukke saa tækkelige. At saadanne Piger intet passeligt Partie finder, det undres mig. At de stille huslige qui Qvindedyder i Almindelighed bliver saa ubemærkede, geraader ikke det andet Kiøns Skarpsindighed til Ære. Sandelig, de vide ikke hvad de vilde, hvad der tiæner til deres Beste.

Mad: Horster er som en Fremmed i sin Mands Huus, som en blot Logerende, men behandles af Mand og Børn med Agtelse og Ømhed. Ogsaa seer hun meget lykkelig ud.

Clasen, fordum saa vidt og brillant bekiendt under Navn af den engelske Clasen, var der ogsaa. Han seer ussel ud, det er at sige, nedtrykt, og maae gaae med et Bind om Panden hvori er et aabent Saar, som Lægerne ikke tør hele af Frygt for værre Følger. Det smertede mig at see ham, før en af Byens meest glimrende, og, som det da lod, i sin huslige Stilling lykkeligste Mænd, nu saa ene og forladt, uden Hiem, Kone og Børn. Gud veed, hvad han lever af, og hvordan.

Ney, den H^r Søtoft er woxen Mage til H^r Schønning. Stakkels Lotta fik en saa heftig Tandpine ved Middagstide – det kunde han nu sagtens ikke for – men saa skulde vi sidde saa godt begge to i Sophaen og faae vor Middagshvile, hun med Aglaja, jeg med Lyna i Haanden. Denne Sidstes Udgiver Sr. Søtoft, vil træde i Øhlenslægers Spor, men vil neppe nogensinde finde det, ikke engang, troer jeg, Kammerjunkerens, S: S: Tieck og Schlegel, af hvem han hyppig har valgt [95] sine Mottoer, seer man ere de Lygtemænd som vildleder ham fra de Spor, han saa møysom søger, og neppe, endog uden Lygtemænd, vil findes ved møysomt at søges. Noget mere trættende end denne Lyna har jeg aldrig i mine Dage sovet ind ved. Blandt andet Inddyssende er h der en Vuggevise til hans Hierte, og før jeg vidste det – det er sandelig sandt – sang jeg ganske høyt: «Aa du stakkels væsle Veit, aa du tala som e Geit – og dog er ikke den det sletteste. Selv Tittelen forsoner os med den. Hedd' det alt (paa faa Stykker nær er alt Udgiverens eget) «Vuggevise for sund Fornuft og Smag» – kunde den være ret god og nyttig til sit Brug. Og saa al det væmmelige tilikste Abekatterie, denne Blanding af Religieusitet og Pøbelagtigheder – «reent Blasphemie, Moer!» vilde gamle Berg sige – og det er ey værd, at sige en Smule mere om, uden at jeg med Anger og Ruelse maae sande min kloge, ahnelsefulde Skrivers Ord: «les den først før du kiøber den, Christiane, jeg troer ikke, den duer stort» – Nu ere de 6 [mark]ⁿ¹⁴ fløyten – dog, Fortsættelsen i Morgen – thi Jomfr: Wolderne ere her, og skrives skal der endnu denne Aften til Maja mi paa Strømsøe, til hendes og min Thrine. Skiøndt jeg jo her ogsaa har skrevet og skriver til dem. O! I Alle mit Eet!

Solen har ikke lyset mildere for min Koren paa hans Hiemvey, end Roligheds- og Tilfredsheds-Sol har opblidnet mit hele Inderste i Dag. Lovet være min og Solens og Haabets og Glædens og alt det Godes, og alles Eders, Vores Fader! Amen!

Min Jes var her i Morges i en Time han havde Lov af Skolen, for at see sin elskede Fader endnu engang før han reyste. Naar seer jeg Dem, kiære yngste Dagboglæser? Endnu gaaer De ikke ud. O! bliv dog frisk mens jeg er her!

[96] Torsdag 29^de Lad os før vi gaaer videre, komme til Lyna igien, den Lyna, som Gud veed ikke «svæver i Himlen» skiøndt Udgiveren vil faae os til at troe hans Blik er fast henvendt dertil. Har det virkelig været det under Udarbeydelsen af hans fleste Stykker, maae det arme Blik have forvildet sig i den mørke usunde Høsttaage, som det ikke har været istand til at giennemtrænge –

Men leve H^r Lehman! mine 6 [mark]ⁿ¹⁵ ere sparte. Han tog den sminkede med falske Juveler behængte Lyna i den deylige himmelblaa Silkekiortel tilbage, og fik jeg for den og ‹9› [mark]ⁿ¹⁶ til i matte nye 4ß en Aglaja igien, som nu er paa Veyen til det velsignede Strømsøe, hvor hun, saa vel som i Egerprovstens stille Boe, vist vil finde en venehuld Modtagelse. Svarer hun end ikke ganske til sit gracieuske Navn, og saa lidt som Tittelkobberet til de Lovtaler hvormed begge anmeldtes i Aviserne, er den dog «ganske bra, saa Gu» efter disse Tiders Leylighed. Den ret nette Fortælling deri, Falkenberg,var jeg just i Begreb med at læse i Aftes for Woldebørnene, Zarine og Thrine Olsen, da Flor brød ind paa os, og afbrød Forelæsningen til det hele Qvindelags Misnøye. Dog ikke saa aldeles til mit, da jeg giærne passiarede med ham og ogsaa havde alvorlige Ting, Jessen min vedkommende, at tale med ham om. Han var i det ønskeligste Houmeur af Verden, og fandt sig saare tilfreds midt iblandt os 7 Fruentimmer. Først Kl. over 10 brød han op med det øvrige Selskab. Manden er brav og fast, det er baade vist og sandt, og forekom han mig i Aftes ualmindelig interessant, især da han med glimrende Øyne, løftende sin Røst til end meer end sædvanlig Høyde, talte om nogle af mine Yndlings-Scener i Hakon Jarl og Axel og Valborg. Palnatoke foredrog han endda begge disse. «Vist nok fordi [97] alting der gaaer sin gode Gang uden Fruentimmer» sagde jeg. «Mener De, jeg er en Hader af Fruentimmer, fordi jeg ikke er gift? Ney minsandt er jeg ikke» gienmælede han i alvorlig Iver. Men det kom let til Erklæring imellem os. Misforstaaelsen var, seer I nok, paa begge Sider kun forstilt. Ellers slog han om sig med Asner og Bester, baade naar det gialdt Justitsraader der af pure Giærrighed gaaer som Sviin, og Berghauptmandinder, som det ikke skulde giort ham ondt at ^have seet i Luerne, som ødelagde det arme Kongsberg. Han fortalte ellers, at gl: Lumholz erklærer denne ulykkelige Ildsvaade for «en fortiænt Straf over det ugudelige Folk, som blot bekymrede sig om Sølv og Forfængeligheder, og lod den Herre Zebaots Templer staae øde, hans Viingaard ligge udyrket» – At Tilnavnet Asen og Bæst her var paa sit rette Sted, indvende I vist intet imod –

Min kiære Kista tog i Dag til den beklagelseværdige, vist ikke mere end andre Stæder brødefulde Bye, og kommer ey igien mens jeg er her. Min lille Pige henter Hertel herfra om nogen Tiid. Med taarefulde Øyne forlod hun os, Hertels gode sande Syster. Som alt hvad der tilhører Hovind og Tøyen vil hun være velkommen i Dit Huus, dyrebare Maja C, hvor hun overnatter.

Her blev jeg afbrudt ved vor kiære Frue Lotta, som kom og tog mig med en Trumph og førte mig ind til en Cavalær der ene, sagde hun, var gaaet herop for min Skyld. Det var Wulfsberg, svedt og mødig. Jeg fortalte ham, hvordan han var omfaret Eder, Elskede, paa Strømsøeveyen, hvad inderlig ærgrede ham. Han skulde til Byen og skrifte og giøre Ligvers; men lovede at komme igien i Aften med sin Madame Petra. – Nu faaer jeg høre, om Presidenten, som har spist hiemme i Dag – en stoer Raritet – lyster en Piqvet.

[98] Fred. 30^te Ja men giorde han saa, og vandt henimod 40 Partier i meget føye Tiid. Seent, da vi alt vare ude af Venten, kom Wulfsberg med sin Petra, som var saa huslig peen og huslig godlidende, og med Læsning og Snakken og dertil behørig Mad og Drikke, forstaaer sig, gik Aftenen som et Øyeblik. Blandt flere snurrige Ting forelæste Præsten os en rimet Præken, Velkomsten, af den løyerlige Nordal Brun, holdt ved Krigsfolkenes Tilbagekomst. Blandt enkelte Glimt af Einars og Zarines Digters Aand, var en uendelig Mængde Plat- og Flauheder, som ved hine Glimt stode saa meget des nøgnere. – Enten vi peeb eller sang, slap vi ikke for at love Præsteparret, vi i Eftermidd: skulde drikke vor Caffe der, som Madamen paastod at producere til Fuldkommenhed. Derfra faaer jeg da, saa godt det i sligt Føre vil gaae an, giøre mine andre Visitter. Sally kommer hid i Formidd: – tidlig har hun lovet – og vi skal følges ad. Det er just ikke ganske efter vor Plan, men det var umueligt, at sige dette bedende, venligt bedende Par Ney. Lille søde Jacob trækker rigtig nok ogsaa lidt, det tilstaaer jeg. Var det kun ikke saa slemt at komme frem.

I Dag skulde jeg efter min første Bestemmelse begivet mig paa Hiemveyen, men Jessen min bad, og de bade alle, jeg skulde blive til Mandag, og ingen kan mindre modstaae Bønner end Eders Moer Koren. Det veed I jo alle, og fremfor alle. Nu er det ogsaa godt, jeg blev, da min Lotta ellers havde været saa reent allene i disse Dage. Ogsaa saaledes i vor Ensomhed paa to Mands Haand, har vi det saa godt.

Løverdag 31^te Der var meget morsomt hos Wulfsbergs, og Madamens Caffe var deylig efter Løfte; men dog er intet i hendes Huus saa deyligt, som hendes Jacob, skiøndt begge Pigebørnene ere ret vakkre, hulde venlige Børn. Det Hele er saa peent, ordentligt og indbydende fra øverst til nederst, [99] at man maae lystes ved det, og faae Agtelse for Husmoderen, der desuden er ^en saare elskelig Vertinde som han er Vert.

Vi toge tidlig derned (da vi her hiemme havde spiist en deylig Rødgrød, Frue Lottamoer tracterede os med. I veed jo, Sally kom i god Betids Formidd:) for derfra at giøre vore mange Visitter. Jo pyt! det var ret Visitføre. Vi saae strax det vilde gaae i Staae for os, og slap det alt ud til en eneste hos den nye Generalau: – saa kaldet for Kortheds Skyld. Der fik vi afvexlende Kiæle- og Fanteord – de sidste i størst Overflødighed – fordi vi blot laante Varme der, da Maja Guldbrandsen (det Navn har hun selv givet sig, ligesom I for Eftertiden vil kiende Frue Pavels i Maja Clauses, ogsaa et selvvalgt Navn, for NB at hielpe mig og Eder i at hitte Rede i alle de kiære signede Majaer:) havde giort Regning paa, at beholde os en heel Dag. Den Stund vi vare der, var alligevel et behageligt Intermezzo til den hele Dags Behageligheds Fuldstændiggiørelse (denne Periode mener jeg, selv Dagens Udgiver ikke skulde skamme sig ved at pryde sit Blad med:) og da vi kom tilbage, fandt vi Slotspræsten med sin Gemahlinde, og gl Marieboe. Presidenten var der alt, og Bostonpartiet snart arangeret. Alle vi Madamer havde os en Solotreset, hvor det gik lustigt til, og blev leet og snakket mere, end spillet. Frue Bergh havde lovet at komme, men kom ikke. Hun kunde ikke faae sit Berg flyttet med sig, det var vel Aarsagen. Hvor de tre Glutter ere voxede i Veyret! og alle tre saa vakkre tækkelige Piger. Dog, nu flyver jeg jo fra Øst til Vest, saa I neppe kan følge mig. Men I maae ogsaa vide mine Elskelige, at jeg har lagt af Hovedpine, og er endnu lidt forstyrret. Lad os derfor komme hiem i Seng. Det var først Kl over 12. Sally fulgte hiem med os, men fortsatte Touren til sit Hovind. Nu seer jeg ikke det kiære Barn saa snart igien, frygter jeg. Det slemme Føre!

[100] Liden Johanna Bull var kommet herhiem fra Hovind og bragte mig kiærlige Hilsener og de glade Efterretninger: at alt var vel, derfra. Gud skee Lov! Der havde været endeel Fremmede i min Fraværelse, iblandt andre nogle Trondhiemmere, som hun intet Navn vidste paa.

Nu var den underlige Doctor og Præst Garman her. Vi sad' saa godt, min Lotta og jeg (saa godt, som man med Hovedpine kan sidde) med hver sin Bog, da det bankede paa Dørren. «Kom ind!» – og ind traadde «lang og bleeg og kold i kulsort Frak den Arme» – Hvor tungt det er at conversere under Hovedsmerter, veed vist de fleste af Eder, mine Kiære, og nu oven i Kiøbet med H^r Doctoren. Jeg var saa angst, min gode giæstfrie Lotta skulde bede ham blive til Middag, som Skik og Brug er fast med alle der kommer hid paa den Tiid; men hun følte min Frygt, og efter en god Frokost og en Times ved stærke Pauser afbrudte Conversation, gik han endelig, skiøndt man saae, han gik nødig. Bag efter (ja, da kommer tyndt Øll) giorde det os virkelig, især Lotta, ondt, at han ikke blev. Men jeg har søgt at beroelige hende med to Grunde: 1) at hun altiid kan faae Leylighed til at oprette det, og 2) at han sikkert vilde kiedet sig her, da ingen af os kunde ‹…› ^{faae fat} paa en knudefrie Traad som var istand til at holde 5 Minuter. Ellers saae han meget nedslagen og forsagt ud, stakkels Mand, og hans Stilling synes ikke at være den behageligste. Naar Du læser dette, Lottamoer, vil Din ømme Samvittighed vist atter vaagne; men maaskee har Du forinden seet Doctoren, og med Din sædvanlige Vennehuldhed giort alting godt igien.

Capit: Søfren Munk, den flinke Søemand, min elskelige Dolly Bulls Forlovede, var her en Stund i Gaar, og kom igien til Middag, bragte mig lidt peent Papiir og Oblater, og lovede mig mere. Han er her endnu – «Men seer Du der?» siger Lotta som staaer hos mig – og jeg seer ud af Vinduet – hvad I skal faae see i Morgen –

[101] Søndag 1^ste «Du vil vist narre os til Vinduet og vise os April, Moer Koren!» Nesten var jeg fristet til det Børn, da jeg nu seer, hvor net det kunde falde, om jeg lod Eder staae der, og intet see. Men dertil er jeg for blødhiertet. Træder igien hen med mig, og I skulde faae see en høy lang Mand i blaa Kappe, og tre sortpelsede Damer, med røde og gule Shawler deruden paa, Fløyels Hatte etc – see, hvordan de hopper af den ene Steen paa den anden, og sikkert vilde I udbryde med Lotta og mig: Hvordan er det disse pyntede Donnaer mueligt, at gaae herop i dette Morads? «Endnu seer det saare aprilagtigt ud. Lad os da komme fra Vinduet. De maae jo dog for Pokker længe siden være inde i Stuen» – Ja vist er de. Lotta kastede i Hast sit blaatærnede Forklæde og ilede ind. Jeg fulgte lidt langsommere efter, da de alt sadde i Orden som følger: I Sophaen Frue Weideman, Madam Lykke, hendes Mama, og Jomfrue Gamst, som er fulgt op med denne, begge i Besøg hos Politimesteren, der gik pratende med Presidenten, men greb «Tante Koren» strax hun kom ind, og fremstillede hende for sine to nye Landsmandinder.

Min Hovedpine var saa temmelig forsvunden, og den hele Aften gik rigtig fornøyeligt i disse behagelige Menneskers Selskab. Weideman er saa morsom gal, som nogen kan være det, det veed I, ligesom at jeg synes grumme godt om hans lille blide, stille Christiane. At dette er hendes Navn hørte jeg først i Gaar af Moderen, en rask midaldrende Kone, meget artig og forbindtlig, som man i Øyeblikket er kiendt med. Jomfrue Gamst havde i det Hele megen Lighed med sit Navn: det er ikke just vakkert. Det er hun heller ikke, men dog endnu mindre styg. Hun havde nogle vanklædende Unoder (som det her kaldes) naar Ansigtet var i sin naturlige Form, og især naar et venligt Hul i Kinden blev synligt ved et ufrievilligt Smiil, var hun ret kiøn saa gar. Min egen Præst Ottesen [102] kom ogsaa herop med Jessen min, og som skrevet staaer, det var en saare fornøyelig Qvel. «Ende god, alting godt» – sagde Presidenten, og lod dem kiøre hiem tilhobe.

Snart lakker det nu til Enden med mit Tøyenophold denne Sinde. Ogsaa disse Dage glede hurtigt, skiøndt deelt mellem mange, mangehaande Længsler, og ^skiøndt kun den mindste Deel af mine Planer om ^til Tidens Anvendelse, bleve udførte.

I Aften kommer Hesten ind efter mig, i Morgen møder Barna mine paa Vildberg. Men saa maae jeg forlade min velsignede Lotta, endnu saa eenslig, og faaer ikke see Kista mi og min lille Pleyedatter forinden, og har ikke seet, faaer ikke see min gode Rasmussen forinden, med hvem jeg endnu har saa meget utalt, og hvad der giør dette især saa tungt, er, at Upasselighed er Skyld i det. Min Jes skal i Dag bringe mig vis Efterretning om Deres Befindende min Ven. Gud give den maae svare til mit Ønske.

Om ellers denne Aften bliver saa morsom eller interessant som den forrige? Derom tvivler jeg høylig. Jomfrue Wolderne ere her alt. Det er gode, flinke Pigebørn, men interessante kan jeg ikke sige, de er. Ogsaa pleyer her om Søndagen stedse være en Sværm unge Mennesker, og bliver vel atter saa i Aften. Min Jes kommer da, det veed jeg.

Aften. En stillere Søndag har jeg ikke levet paa Tøyen; men den gik derfor ikke mindre, maaskee just derfor behageligt. Her kom ingen flere end min gode Jes og Steen. Min Jes, hvor god han end var, fik sine Skrub, fordi han blot havde hørt til, ikke seet eller talt med min gode Rasmussen, som dog nu skal begynde at gaae ud igien, hørte jeg i Gaar. Til mig kom han ikke. – Og lad mig nu ogsaa engang klage over Skriveren. Med Aslak, som kom ind efter mig, fik jeg Brev fra Maja mi – alt er Gud skee Lov vel derhiemme – men, der er kommet et Brev til mig fra Kbhn, skriver hun, som de vist troer, er fra Øhlenschläger, og det vil Skriveren ikke sende mig, skiøndt han veed, hvor jeg længes efter det i saa lang Tiid forgiæves. Mon [103] han troer, jeg ^der behøves noget mere for at drage mig des hastigere til det dyrebare Hiem?

Og nu God Nat allesammen fra det velsignede Tøyen! og Du tusend God Nat, min fromme Lotta, hvis varme inderlige Kys jeg endnu føler. For hver Stund min Tak saa varm som dette Kys!

2^den Mandag Endnu en God Morgen herfra, alle I Elskede! og en hiertelig Lykønskning, godeste Lisebarn, til Din Fødselsdag, paa denne, mit Danmark engang saa hædrende Dag, ak hvis Minde nu kun forøger de nærværende bittre Følelser – Men for Dig, Gode, blive denne Dag, og for alle, som elske Dig, en Glædesdag! Amen!

Veyret er klart men koldt. Farvel da, Tøyen, med alle dine Beboere. Gud signe alt som aander inden dine Porte! Min Kista har jeg savnet, og tidt gaaet til hendes Kammerdør, ey erindrende, hun var borte. Nu Farvel, dyrebare Lotta med Din brave Lawsonmand, Farvel og Tak og Guds rigeste Velsignelse til Løn for Eders Godhed og Venskab.

Kl 9 Aslak er gaaet til Byen, og sandt at sige, synes jeg, dette Hefte burde være et heelt Tøyenhefte, da jeg dog paa det øvrige lidet Rum ikke faaer sagt Eder noget udførligt om Hiemreysen etc. Min Lotta har desuden noget ude at sysle med, Presidenten er alt taget til Byen, liden Hanna skriver til sin kiære Maria, alt mit Tøy, selv Strikkestrømpen, er indpakket. Hvad bædre kan jeg da tage mig for, end bortsladdre et Qvarterstiid, det sidste her, i al Venlighed og Kiærlighed med mine Kiære, Kiæreste.

Hvordan mon de har det paa Eger i Dag? Mon ingen fra Strømsøe er der? Vidste jeg det dog. Det ahner mig, og er det saa, faaer jeg vide det med Kista mi. Dog, det faaer jeg jo først paa Søndag, om nesten otte Dage. Herefter bliver et svælgende Dyb befestet mellem os – Det fæle frygtelige Tellegrøb.

[104] Og hvordan mon det i Dag er med min elskede Sally? I Gaar fik jeg Brev fra hende, eller rettere i hendes Navn. Peter havde skrevet det, hun laae. Ellers har hun været saa flink, saa frie for Hovedpine siden hun kom fra Hovind – Det har jeg ikke. Meget faae Dage har jeg været ganske frie for denne slemme Giæst, og Ondt for Brystet. Men hver Vaar er jeg jo en Usling, og har ingen Grund til at vente det bædre herefter, før den evige Vaar bryder frem det evige Morgenrøde, «som aldrig hidser sig til Middags Glød» – naar ingen Afstand, intet Tellegrøb, ingen jordisk Tyngde modsætter sig vore Længsler, vor Higen at synke i den Elskedes Favn –

Lidt langsommere vil det gaae til Vildberg i Dag, de korte 4 Mile, saa meget langsommere, som jeg stunder saa efter at komme did, at see min Maja, min Lina, maaskee min Koren selv, og flere fra Hovind, og min kiære Ane Messel og de andre gode Mennesker. «En Smule Længsel efter det kiære Brev blander sig vel ogsaa i Spillet? » – Har jeg tænkt at nægte det? Ikke en Smule, ney, ret megen og varm Længsel. Men om det nu ikke var fra Adam! De burde, naar de ikke vilde sendt det, taugt reent stille. Skulde nu ogsaa denne Gang mit Haab skuffe mig – Gud veed, det blev smerteligt. Havde jeg det i Haanden, mit Øye skulde ikke skuffe mig. Skiøndt jeg i 4 Aar ikke saae et Bogstav fra ham, ere de kiære Træk for dybt indprægede i mit Hierte til at kunde glæmmes, om jeg end ikke havde opfrisket Mindet ved tit at see paa de gamle barnlige Breve fra hine lykkelige Tider – die nun vorbei sind –

Og hvad er det herneden, om hvilket det ey snart hedder: «Det er forbi!» – Saa ere nu ogsaa de vennesalige Dage paa Tøyen.

4^de April «Er det dog mueligt, Christiane, at Tilintetgiørelsen af et, i sig selv ubetydeligt Haab, saa reent kan nedstemme dig? At den kan døve dine Følelser, hindre dig fra at tage Deel i den Glæde, der er saa umiskiendelig i alle Ansigter ved din Hiemkomst?» – Ved denne tænkte Monolog søgte jeg at bringe mig selv i Ligevægt igien, da jeg, ved første Øyekast overbeviist om, at hiint Brev ikke var fra Øhlenslæger, følte en dyb Mismods Kulde i mit Hierte, som giorde mig ligegyldig ved alle de gode Menneskers Bestræbelser for at vise mig hvor glade de saae mig igien[.] Det lykkedes alligevel ikke strax at bortphilosophere min Bedrøvelse – thi dertil forvandlede sig snart mit Mismod; dog tvang jeg mig det beste jeg kunde, og først da min Koren i Aftes nesten var indslumret, gav jeg mine Taare – som I giærne maae kalde barnagtige – Luft. Det fatale Brev var ligesaa langt fra at være fra Kbhn som fra Ø: Det var fra Lieut. Bull i Trondhiem. Stakkels Gut! jeg havde selv bedt ham skrive mig til, og nu gad jeg neppe see i Brevet. Saadanne ustø inconseqvente Skabninger ere vi Evas og Adams Sønner og Døttre. (:At «alle Regler har Undtagelser» – behøver jo ikke at staae her?:)

Kl: 11: Mandag Morgen forlod jeg det kiære Tøyen, den end kiærere Lotta, og liden Johanna, efter først at have taget Afskeed med min gode President, og, det falder af sig selv, ved en god Frokost og et dygtigt Glas Viin hentet Mod og Styrke til at gaae Reysens Besværligheder imøde. De vare imidlertiid ikke af det værste Slags. Aslak vidste med sædvanlig Færdighed at oplede hver Sneeplæt, og blev end Veyen derved lidt forlænget, blev den ogsaa forbædret, og jeg foretrækker altiid, især for Hestens Skyld, den bædre Vey, skiøndt lidt længere, den kortere slemme. Ved disse Omveye kom vi ikke til at hvile paa det sædvanlige Sted, men i en Plads under Aasen, Skiællebek benamset. Da jeg stod færdig at tage derfra, kom Pastor Chrystie, hvorved mit Ophold der forlængedes en halv Times Tiid. Jeg tog min Madsæk frem, og tracterede Præsten [106] med Din deylige Skinke og Risengrynkage, kiæreste Lottamoer, som smagte ham ret godt, og mig med, i hvor lidt jeg havde tænkt paa at benytte mig af denne Din overflødige Godhed underveys.

Efter denne lange Hvile troede vi nok, Aslak og jeg, at Gulen kunde gaae i et væk til Vildberg, og det giorde den da. Kun et Øyeblik bleve vi standsede paa Skrimstad ved to pyntelige Pigebørn, som ‹…› ^{ilede hen} til Slæden. Det var Jomfrue Jensen fra Nannestad, nyelig hiemvendt fra et Besøg i Trondhiem, og en Jomfrue, hvis Navn jeg nu atter har glæmt, som var fulgt med hende derfra, og skulde nu fortsætte Touren til Lister med en Cancelliraad Bøchman (Det var disse, og Cancellrd. Fuldmægtig, som havde været her i forrige Uge, og Hanna Bull intet Navn vidste paa) Den lille Trondhiemmerinde, som neppe kunde være over 16 eller 17 Aar, var en vakker, net Pige, med noget saa barnlig frit og huldt i sit Aasyn og hele Væsen, at jeg angrede ret paa, vi saae hverandre saa øyeblikligt vel for første og sidste Gang i dette Liv. Her havde hun ogsaa fundet alles Bifald. Bøchman, som ogsaa skulde være en meget behagelig Mand, fik jeg ikke see. Han var taget i et kort Besøg til Fogden Pind.

En heel bliid, Fruentimmer Klynge, blandt den Maja, Lina og Nella, ilede mig imøde paa Vildberg Gaarden og Trapperne. Min Koren havde Maanedsting, kunde altsaa ikke komme. Min kiære Anemoer var saa aldeles som i fordum Dage, og hentryllede mig mangen Gang i disse, dog, som I kan tænke, kun for Øyeblik. Ak! der fattedes mig jo saa meget hvorhen jeg saae, hvorhen jeg tænkte. Moer Messel vilde have sig en Snoestyrvolt, som jeg aldrig i mine Dage har spillet uden paa Vildberg, men her ofte, da det var det eneste Spil den agtværdige gamle Moder gav sig af med, og virkelig fandt Moroe i. Latter falder af sig selv i dette naragtige blinde Spil, som dog endnu tiere afbrødes ved Anemoers lystige interessante Anecdoter end ved Latteren

I Gaar Eftermidd. vare vi nede hos gamle Faster, og drak en god ærlig Kop Caffe. Hun siger, hun har det ret godt i sin Eenslighed, og jeg troer det, da hun ved Læsning og Skrivning veed godt at udfylde den mangfoldige Tiid hun har tilovers fra sine saare faa Hussysler. Dog er hun meget stille, og «giøres gammel» – Jeg agter og elsker hende, og vil saa giærne overtale mig til at troe, hun er lykkelig, skiøndt de fleste tvivle om [107] at hun, saa længe vant til at være blandt Mennesker, kan være det i denne, nesten øde Eensomhed. I hendes Sted troer jeg, jeg vilde og kunde være det. Min Maja fandt denne lille stille Boelig midt i Skoven og det Malerie, Faster gav over hendes Levemaade, saa efter sin Smag, at hun ønskede sig at boe der eller saaledes. At Faster samlede alle de Fugle, denne uforstyrrede Skov er fuld af, om sin lille Hytte ved at udstrøe Korn til dem, henrykte hende især. Alt hvad der lever og aander har Fordring paa dette kiærlighedsfulde Hiertes Ømhed og Velvillie, fremfor alt smaae Børn, og alle muelige Dyr.

Meer end almindelig rørt tog jeg Afskeed med den kiære Gamle. «Sara kan jeg aldrig glæmme. Jeg seer hende bestandig her paa dette Sted, hvor jeg saae hende sidste Gang» sagde hun, og kunde ikke tale mere – jeg ikke heller. Du seer hende vist snart igien, gode Faster!

Om de gamle Mennesker siger min Jean Paul:
«Wohl sind sie lange Schatten, und ihre Abendsonne liegt kalt auf der Erde; aber sie zeigen alle nach Morgen.

Først Kl: 6 slap vi fra Vildberg, hvor jeg havde fundet det endnu fornøyeligere blandt de gode kiærlige Mennesker, om jeg ikke havde stundet saa efter at see Hiemmet og min Koren og alle de Kiære igien. Alle vare tilstæde undtagen Hertel, som jeg først faaer see Fredag. «Men Vangensten har du jo ikke nævnt, Moer Koren. Hvor kommer det sig?» Han var i Byen, vilde nødig været fraværende naar vi kom did, men maatte reyse.

Og saa, I Elskede, har jeg kun at mælde Eder, at jeg nu er aldeles i min gamle søde Roe, har lagt og sat hver Ting paa sit Sted, og sidder selv paa mit gamle Sted i mit gamle Værksted. Min lille Maja, skiøndt munter og frisk, har sin Hoste endnu, og søde Lina mi vilde I ikke kiende igien i Dag, saa hoven er hendes ene lille Kind af Tandpine. Hun fælder og faaer Tænder i denne Tiid. Men hun er saa taalmodig, endskiøndt man kan mærke, der følger Feber med Tandsmerten, og lige snurrig er det lille Dyr. I Aftes, da jeg sad og bladdrede i en Bog, jeg ikke har seet før: En nyegift Mands Dagbog, sagde jeg til Skriveren: «Nesten ligedan bar du dig ad som nyegift Mand» – Imod dig? Moer, tog hun Ordet – Ja saa maae jeg rigtig læse den for at see, hvordan Faer bar sig ad som nyegift Mand –

[108] Fred: 6^te Da jeg vaagnede i Gaar Morges, var jeg saa mat, at jeg fandt det betænkeligt at vove mig ud af Sengen. Efter mange Pauseringer blev jeg paaklædt, og kom ned, men vedblev at være lige kraftesløs, kunde neppe løfte Haanden i Veyret. Det er en underlig ubegribelig Mathed. Jeg spiser godt, sover roeligt, fattes ellers intet av Betydenhed og kan dog undertiden være saa afkræftet som efter langvarigt Sygeleye. Den tilstundende Sommer, mener Walbohm og jeg med, vil giøre en god Forandring. Ud paa Eftermidd: blev Veyret saa deyligt. Jeg giorde en lille Tour til Plogstad, efter hvilken jeg befandt mig bædre, og er det endnu i Dag, skiøndt jeg ikke troer, det vedvarer.

Fogden stod færdig at tage til Byen da jeg kom til Plogstad. Alt er der i Bevægelse i Anledning af det nærforestaaende Bryllup og Barsel. Den glade Jacobea dandser denne sin lykkelige Tiid imøde. Kunde hun saadan dandse sit hele Liv igiennem, det gode Barn! Ja, Gud opfylde hendes Forventninger, og lade hende blive saa lykkelig, som hun har Evne til at giøre lykkelig. En sørgelig Contrast mod den blomstrende, af Haabets og Forventelsens Sol omstraalede Pige, er den stakkels Margaretha Keilhau, som ogsaa var der i Gaar. Hendes ufaderlige Fader har frasagt sig hende aldeles og, lyst paa en skrækkelig Maade Forbandelse over hende, hvis hun ikke frasiger sig sin Kiæreste. Ak, og det er det samme, siger hun, som at frasige sig Livet. Og sandelig, jeg troer, hun visner mod Graven. Hendes tunge langsomme Trin, hendes blege indhulede Kinder, og især hendes matte, tidt vaade Øye, gik mig igiennem Siælen, og saa giærne jeg vilde, kunde jeg ikke deltage i den hulde Beas Munterhed. Min Rikke lider meget med de arme unge Mennesker –

Med det samme jeg kom hiem, kom ogsaa min gode Hertel. Min Koren er i Hurdalen, og kommer først hiem i Aften. Jeg har i al Hast skrevet til Dig, elskede Lotta, og maatte saa lægge mig her i Sophaen, og paa Alskens Maader søge at opfriske det stillestaaende Liv og bringe det i Gang igien. Nu er Uhret atter trukket raskt op for en Stund. Jeg skal i Aften see til Mad: Walbohm.

[109] Løverdag 7^de Hun er opstanden fra de Døde. Gud give hendes vidunderlige Bædring Varighed.

Med den nu atter forandrede Post fik jeg intet i Gaar, men i Dag desmere med et Bud fra Kongsberg. Tak, min elskede Maja, min elskede Lotta for de hulde Breve. Et Brev, min gode Kista skulde have sendt mig fra Kongsberg, har jeg derimod ikke faaet. Velkommen tilbage til Tøyen, Kistamoer, med min lille Pleyedatter, som jeg nu, og Børnene endnu mere, saa hiertelig længes efter. Gud skee Lov, I Dyrebare, at I alle leve og lide vel. Tillader mit Hoved det, skal jeg skrive meget i Dag, da der nok gaaer et Bud ind paa Mandag herfra til Byen. I Morgen venter jeg min Rikke (som efter Sædvane giør sin Kirkegang her ved Hovind) med alle sine, og de gode Chrysties. Da bliver der ingen Skrivning af. Blev det kun af i Dag!

Søndag 8^de Min Rikke og Bea vare netop inde af Dørren og gav mig et Kys, saa ilede de til Kirken. Jeg skulde fulgt dem, men Walbohm som nu nyelig gik herfra, forbød mig det og al Kirkegang til jeg bliver stærkere. Dog er jeg i Dag saa rask at jeg kunde, synes jeg, foretage mig hvad det skulde være. Mine Breve ere færdige, et langt til min Maja C, et lidet til Kista, et end mindre til Jes. Lottamoer faaer bie med det, hun har faaet. I Dag kunde jeg male hele Ark fulde som ingen Ting, var jeg ene. Dog, mon det ikke just er Glæden over d min Rikkes og de andre Kiæres Nærværelse, som giør mig saa kiæk? Ja, at see den hulde Rikke her igien efter saa lang, for hende smertelig Tiids Forløb, saa rask og munter og lykkelig, det skaber Marv i de matte Been. Her, som var det i dit Tempel, Algode, beder jeg med og for hende, den Gode, at hendes rene Moderfryd maae vedblive uafbrudt, eller dog kun afbrydes ved smaae Ængstelser, for at blive des fastere og inderligere, som Luften renses ved og bliver skiønnere efter et Uveyr.

Og her, som i Dit Tempel, Alkiærlige, beder jeg med Modervarme og Moderømhed for min dyrebare Catharine Treschow, hvis Dag denne er. O! maatte den neste 8de April see hende i mine, mig i hendes Arme!

[110] Mandag 9^de «Længere end til Kl 4 kan jeg ikke være fra min Wilhelm, søde Moer Koren» – sagde min Rikke, og det begreb jeg godt. At hun ventede Futen sin fra Byen var endnu een, men meget svagere Grund som jeg nok havde paataget mig at bestride. Men nu fik den Vægt ved den første. Enhver anden Følelse, det veed jeg af Erfaring, er Moderfølelsen underordnet. Dog de vare saa frydrige de faa Timer, at de nok kunde giælde for en heel Dag. Hun var mig jo som givet igien, den gode fromme Rikke. – Skulde jeg personificere Glæden, behøvede jeg kun at pege paa Bea Heyberg. Ethvert Blik, enhver Bevægelse siger: «jeg er saa usigelig lykkelig» – Der er noget rørende, hiertehævende i at see et godt, elskeligt Menneske saaledes at svæve og svømme i lutter glade Følelser – det forekom mig stedse, som hendes Fødder ikke rørte Jorden – en øm dydig Lidenskab at udtrykke sig saa aldeles malerisk, uden alle Ord. Inden man veed det, løfter de os med sig i deres Himmel. Og hvad kan mere end en saadan Opløftelse, og at den allerede herneden er muelig for den støvklædte Aand, give os Vished om en tilkommende Kiærligheds og Venskabs Himmel? – Heller ikke var her i Gaar nogen sørgelig Contrast som blandede Malurt i Honningbægeret. Alle syntes meer og mindre besiælede af den kiære Piges Glæde. Bea, Jomfr. Heide og Børnene bleve nogle Timer længere end min Rikke. Chrysties, de gode, til Kl:11 – Fatter Munthe selv var hiertelig bliid. Seer I, her kom, som var det faldt ned fra Skyerne, et stoert deyligt Stykke Helleflynder til Gaards kort før Selskabet kom i Gaar, og det er en Sieldenhed (jeg vilde sagt Raritet; men Koren vil endelig (absolut) jeg skal vænne mig af med alle fremmede Ord – og hvad giør man ikke for den kiære Husfreds Skyld?) altsaa, en Sieldenhed paa disse Kanter. «Hvordan dette staaer i Forbindelse med Munthes Blidhed?» – Sandelig, jeg finder det ingen Lak eller Lyde hos især det ældre Menneske, at det foretrækker en Spise for en anden, altsaa heller ikke hos min Siælesørger. Og opfordrer jeg Eder herved, I kiære Husmødre alle, til at sige: om I ikke ere ret fornøyede over at have noget ualmindelig godt til dem I holder af, om de end ingen væsentlig Priis sætter paa den legemlige Æden og Drikken, og til dem, der endogsaa ere Eder ligegyldige, naar disse, som sal: John, alt fortærer en god Ræt med Øynene? Og om det ikke [111] er dobbelt fornøyeligt, naar en saadan Ræt, som ved Aladdins Lampe, kommer i det Øyeblik, man kunde ønske den?

«I Dag er du ret i dit Vaasehiørne, Gullet mit!» siger Du, kiæreste Lottamoer, og «saa Gu, Du har Ret» – Men jeg veed ikke, om jeg skulde betroe Eder, mine Elskede, hvad jeg troer, der har bragt mig i dette Hiørne. Dog hvorfor ikke? Der har Walbohm bildt Barna her ind, at jeg er mat og svag, og at de endelig maatte finde paa noget, som kunde styrke mig. Saa kommer Maren Skieldrup, som er en grumme godmodig Skabning, herind med Smørrebrød og – en Æggedosis. For denne Gang modtog jeg den – den saae saa appetitlig ud – men frabad mig det skulde, som de stakkels Børn vilde, blive en Vane. Nu kommer det an paa, mine Kiære, hvad I synes om Frugterne af «den destillerte Æggesopkens udtrykkelige Befaling» og om I træder paa Børnenes og Walbohms, eller paa min og min sunde Fornufts, item Reputations Side (Om Forladelse, Skriver, her fandt jeg intet ret udtryksfuldt danskt Udtryk) Men imidlertiid, da en Stemmesamling her desværre er vidløftig, vil jeg vandre den altiid, og ^dog aldrig nokⁿ¹⁷ priste Middelvey, og bruge det ret behagelige Styrkemiddel en eller to Gange ugentlig. Faaer da ogsaa see, om Virkningen fremdeles bliver den samme.

Tirsd: 10^de I Dag vilde ingen Æggedosis hielpe, var jeg end istand til at synke den. Intet Middel vil fordrive en rasende Hovedpine[.] Jeg vaagnede som sædvanlig med den, men mine sædvanlige Midler kan ikke cujonere den, den cujonerer mig. Dog den mindre, end for det første Visheden om, at Hertel i Gaar Morges reyste syg bort – det fik jeg vide af Sollner, hvor han havde været inde – han kommer ikke hiem før Torsdag, og i al den Tiid skal jeg gaae saa uroelig – for det andet har her i Eftermidd: været Ildløs i Nærheden af Dragvold paa en Gaard, hedder Trøgstad. Det saa frygteligt ud her fra mit Vindue. Vore Folk, som strax ilede did, ere endnu ikke tilbage, men med Kikkerten seer man – Ilden er længe siden slukt – at adskillige Bygninger i de faa Timer ere lagde i Aske –

Min kiære Egersøns sønlige Brev af 27^de f: M: fik jeg nu med et Byebud, og moderlig Tak for det modtage De ogsaa her – og et fra min Jes, som kommer hiem i Morgen 8^te Dage. Jeg er reent ussel – God Nat!

[112] Onsd: 11^te Neppe havde jeg sagt Eder dette God Nat, før Hovedpinen – jeg har sjelden havt den i saa pinlig Grad – tvang mig til Sengs. Efter en Kop varm Thee og Kampherdraaber, faldt jeg i en kort men sød Slummer, og vaagnede uden Smerte, men meget mat. Denne Mathed vedholder ogsaa i Dag. Jeg torde derfor ikke, efter mit Løfte til Chrysties, vove mig til Gierdrum i Dag, men de gode Børn, som ^der ligesaa nødig som jeg forlader det kiære Hiem, toge did i mit Sted eller paa mine Vegne. Jeg føler mig ikke stærk nok til at vove mig ud paa det haarde Føre, som jeg har sagt reent Farvel, skiøndt det desværre seer ud til at vare længe[.] Ja, endnu hærsker Vinteren i al sin Strenghed, Jorden er Malm, og Nordvinden ulige skarpere end ved Nytaarstider. Kun giennem Ruderne føler man, Solen har Aprilkraft.

Gud skee Lov, her har været et Bud fra Hertel i Dag, og han skriver muntert og er vist – jeg haaber det – brav.

Af fire Opsiddere (som de her kaldes) paa Trøgstad, har to beholdt sine Bygninger og alt, et halvt Mirakel i en saadan Storm, og som Husene staae klinede paa hinanden. Den ene af de, for hvem det brændte, har faaet endeel bierget, den anden, fra hvem Ilden brød ud, man troer giennem Skorstenen, fast intet –

Torsd: 12^te Nu har jeg fuldendt et Brev – jeg har skrevet paa det i mange Dage – til – Øhlensläger. I smiler, mine Elskede, jeg seer det nok; men jeg seer ogsaa, hvor blide, kiærlighedsfulde disse Smiil ere. Det er ikke haanlig Medynk over min Svaghed, det er huld Deeltagelse i den, som fremlokker dem. Saadan faaer jeg da engang Ende paa den Venten og Længsel. Vi ere jo alle enige i, at Uvished er det værste af alt. Faaer jeg intet Svar, saa er han ikke mere den Øhlenslæger, jeg elskede saa inderlig, saa er det forbi, og jeg har blot af denne, som af saa mange mit Livs bedste Glæder, Mindet tilbage. Saa vil jeg sørge over ham som over de Døde, maaskee bittrere. Men I skal see, det ikke er Tilfældet. Ellers er jeg forberedt paa alt. Jeg har sagt til mig selv: «det kan blive dig en Kilde til nye Smerter. Svarer han end, saa er det jo dog, som du havde tiltryglet dig et Brev osv» – Men Moderhiertet, kan I troe, kiender intet til denne smaaelige Forfængelighed, og beroeliges ikke før det kan sige til sig selv: «du har nu [113] nuⁿ¹⁸ giort alt mueligt for at bringe det vildfarende Barn paa ret Vey.» – Og hvor vidt, mener I, en Moder maae gaae, inden hun kan sige det? Dog vil jeg oprigtig som altiid tilstaae Eder, at jeg har kiæmpet med mig selv, før jeg bestemte mig til, at sende mit Brev bort. Nu ligger det færdigt, og skal afsted. Jeg er ordentlig bædre tilmode siden jeg er vis paa, det skal afsted. Men Brevet til min elskede Malla og Katty drager jeg ud i det længste (det skal altsammen nedsendes med Kammj: Anker, som reyser d: 17^de eller 18 fra Ejdsvold) i Haab om, at faae noget mere, nemt end et Dagb: Hefte at sende dem.

Saa harmelig troede jeg aldrig jeg kunde blive paa min kiære Jean Paul. Der har jeg, sparsomt som den Karrige tager til sit Guld, og nesten lige saa mismodig som han ved dets Formindskelse, læst langsomt, ofte et Blad flere Gange, og vendt det langsomt om, og sukket, naar det leed til Enden med det 1^ste, 2^det og tredie lille pene Bind af Flegeljahre (en Tittel, I ey maae støde Eder over. Det er et stygt upassende Dække over en deylig duftende Blomsterkurv:) Endelig tager jeg med et endnu dybere Suk den sidste, vender Bladene end langsommere, ængstes ved at see, hvor korte Skridt der giøres til de mange interessante Forplumringers Udvikling; og midt i en af disse, som har sat Hiertet i den heftigste Bevægelse – høre vi med den ædle hulde Yngling Gottwalt, den underlige excentriske Broders fjærne Fløytetoner – forsvunden er han, og – Snip Snap Snude – Eventyret ude. Ney, disse Digterkneb eller hvad jeg skal kalde dem ere over al Beskrivelse kiedsommelige. Og det er ikke første Gang Jean Paul giør sig skyldig heri. Hans unsichtbare Loge, maaskee det skiønneste af alt det skiønne han skrev, endes ligesaa. Det er et hæsligt Uvæsen, og som Tydsklands Digtere saa hyppig, ret som var det Mode, giøre sig skyldige i – Fye!

Børnene kom tidlig hiem. Min Majas Hoste tager til igien. Det bekymrer mig meget. Gud give nu Hertel kom frisk hiem i Aften. O! bliver endelig friske, alle I Elskede, Velsignede!

[114] Fred: 13^de Hertel kom Gud skee Lov meget færm hiem, men er i Dag ude igien. Det var intet Under, om han blev syg, ved den evindelige Flakken. Gud holde sin Haand over ham. Han lever til manges Trøst og Held. Det forekommer mig, min Maja ikke er ret frisk i Dag, men hun smiler af min Frygt, kysser mig, og forsikrer, hun feyler ikke det mindste. Var det kun og blev Sandhed.

Gaarsposten bragte mig et gammelt Brev fra min gode Kista, skrevet paa Kongsberg, og ikke Smit eller Smule mere. Derimod bragte den mig Ærgelse i Tiden, hvor Wulfsberg, Gud veed hvorfor, har oversat en Recension over Øhlenslägers Aladdin af Alg: Literat: Zeit: som – jeg har hørt tale om den før – oven i Kiøbet skal være af Jean Paul, og som paa ingen Maade stemmer overeens med min Følelse for og af dette skiønne Stygge. Thi er jeg skiøndt ikke saa moderblind, at jeg jo kan see, det har sine Feyl, og maaskee mange, finder jeg dog disse langt overveyede af Skiønhederne, det I sikkert alle indrømme mig. Dog, jeg gad seet, og skal ey hvile før jeg har seet den hele Zergliederung, som skal være 7 Piller lang, siger W: Men jeg gad ogsaa seet den fortydskede Aladdin, som mueligt, skiøndt oversadt af Digteren selv, tør have tilsadt nogle af sine medfødte fædrelandske Skiønheder i sin Omklædning.

Eftermidd: Og hvilken Pakke har jeg ikke nu færdig til mine kiære Børn i Kbhn. Den haaber jeg, skal snart være i deres Hænder. En Kammerjunker maae reyse fort, det slaaer aldrig feyl, især en Anker.

Søndag 15^de «Du kan giærne sætte Slæden bort, Aslak. Før Brylluppet paa Plogstad kommer jeg ikke ud af Dørren, og da er det vel vant, vi kan bruge Slæde.» – Saa løde mine Ord, og saa var min Mening, da jeg sidste Gang kom fra Futens. Men i Fredags kom en lille Sæddel fra min elskede Rikke. Brudgommen var kommet 8 Dage før de ventede ham, og hans Tiid meget knap. Brylluppet maatte altsaa blive før Bestemmelsen (det er nu fastsat til den 24^de) og var der i den Anledning meget, hun ønskede at raadspørge sin Moer Koren om. Slæden maatte da for en Dag igien, og i Gaar, Sommersdagen, som hvad Luften angik ret svarte til sit Navn, tog jeg did heel tidlig, og var der til seent i Aftes. En fuldkommen deylig Dag. Bea, kan I vel tænke, var lutter Liv. Hun underholdt os med Geschichter, den ene morsommere end den anden, saa ingen af os vidste, hvor Tiden var bleven af. Imellem mørknedes hendes hulde blaa Øye [115] ved Tanken om den nær forestaaende Skilsmisse fra sin Rikke. Men et Blik paa Hoffman, og Øyet straalte af Glæde. Sikkert bliver hun ogsaa en lykkelig Kone. Den unge Mand vinder ved at kiendes. Giid de nu vare komne til Tønsberg og deres lille stille Boelig. Føret er over al Maade jamerligt, og virkelig lader det nu, som Vinteren skulde tage en Ende.

Aften Min Hverdags-Hovedpine blev i Dag, maaskee fordi det var Søndag, usædvanlig slem. At jeg fik høre, min Maja i Gaar havde været lidt upasselig, og ogsaa i Dag saae hende saa bleeg og mat, formindskede den ikke. Som jeg var i Beraad med mig selv, under en Samtale med lille Faer Mørk om jeg skulde begive mig til Roe, kom to Slæder i Gaarden, den ene – jeg troede neppe mine egne Øyne – styret af den ulykkelige Capit: Hiort. I denne var hans Kone, i den anden Frue Wærner. Jeg kunde neppe staae, saa zittrede jeg. Det var et ængsteligt Øyeblik, inden jeg havde bedt dem velkommen.

Gud, hvor kan et Menneske være stolt, enten af Siæls eller Legems Fortrin! Var en saadan Vildfarende som tillidsfuld byggede paa denne løse, slibrige Grund, og han havde kiendt Hiort tilforn, denne vakkre, raske, stoute Yngling og Mand, jeg vilde, uden at sige et Ord mere end: «mindes hvad han var for faa, endnu for 2 Aar siden» – føre ham hen for den blege, udtærede Arme, der liig en Skygge sniger sig taus omkring, taler ikke, men læser derimod, naar han faaer fat paa en Bog, høyt, ofte i et væk, ofte stavende, men paa samme Blad. Dog, at ikke den menneskelige Natur skulde synke for dybt i den Mismodiges Øyne, og for at gyde Kraft i et forsagende Hierte, vilde jeg vise paa Ane Wærner, den Ulykkeliges huldtroe Mage, og sige: tænk dig hende, hendes blide Ungdom, hendes smilende, meget lovende Udsigter i Fremtiden, og see hende nu, forenet med et nesten vanvittigt Væsen, ofte udsat for Mangel paa det Nødvendige, ikke istand til at være sine Børns Moder som hun vilde, og føler, hun under andre Omstændighede kunde være det, tænk dig alle hendes Lidelser i disse [116] sidste Aar, og hvordan hun har baaret dem, og endnu bærer dem, uden at Haabet om Forandring letter hende den skrækkelige Byrde, og see ^til hvilket ophøyet Væsen Kiærlighed og Følelse af Pligt kan giøre Støvets svage Barn.

Hvilken salig sød Sandhed: «Kiærlighed haaber alt, troer alt, fordrager alt.» – Det eneste som ængster hende, er Frygt for ikke at kunde giøre ham Livet taaleligt; og Tanken at miste ham, er hende utaalelig. Ogsaa synes det som Følelsen af denne hendes hulde Ømhed er den eneste, der er bleven tilbage i den ulykkelige Mands Siæl. Hans Opmærksomhed for hende og alt hvad der hører hende til, er rørende. Saa fortalte hun med et taarefuldt Smiil, at han aldrig taaler Børnene rører noget, som hører hende til, og seer han en Rift eller et Hul i noget af hendes Tøy, har han ingen Roe før han faaer fat paa Synaal og Traad og syer det sammen, saa hun tidt maae skiære hele Stykket ud, da hans Evne ikke ligner hans gode Villie.

I Mørkningen toge de bort. Mit Hoved var bædre, min Maja ogsaa, og saa er det, Gud skee Lov i Dag ogsaa.

Nu tog min Koren selv til Ejdsvold med Pakken til Kbhn, nu har jeg læst tydsk med Maja, og skal – det er ikke for tidligt – skrive til min kiære Egersøn, og til Hovind ^Tøyen – jeg kunde giærne ladet Hovind staae: thi tillader Tiden det, skal min Sally ogsaa have nogle Ord. Det skal alt ind i Morgen med den, som henter Jessen min hiem. I vil behage at observere, at Slutningen af dette er skrevet i Dag, den 16^de Mandag, paa hvilken jeg intet andet har at fortælle Eder, end at jeg i Nat converserte med den gl: ærværdige Klokker Bakke, som jeg syntes tog mig saa kiærlig i Haanden, og ønskede mig en glædelig Julefest. Denne Drøm, forekom det mig atter, fortalte jeg min kiære Egersøn, og bad ham sige mig Udtydningen; men den var saa orakelmessig mørk, at jeg glæmte den før jeg vaagnede rigtig.

Tirsdag 17^de Nella og jeg sad' oppe, da alle andre i Aftes havde forføyet sig til Køys, for at vente paa Skriverens Hiemkomst. Kl: henimod 11 hørte vi Hundeglam og Biælder – og det var ham – men [117] hans første Ord var: Jeg har en Perial, Børn, og vil strax gaae i Seng. Vi troede det ikke, men til et Beviis anførte han, for det første, at han just var kommet til en Afskedssmaus, Kammerjunkeren holdt, hvor der blev drukket skrapt, fire, fem forskiællige Sorter Vine; og for det andet, at han havde kiørt galt, og maatte spurgt sig for før han kom paa rette Vey. Dette Beviis havde giort det første overflødigt. Men i Dag har han betalt Gildet, stakkels Gut, og ikke alene været «tiuk i Hovedet» som jo en Svenske engang sagde man bliver efter saadant Lag, men ordentlig holdt Sengen lige til nu, Kl: 3, da han Gud skee Lov er lige flink ‹…› ^igien, og alt ved sin Protocol. Det er en styg Ting at vilde betage Mennesket sin gode frie Villie, Hensigten være nu hvilken den vil, ikke at tale om hvordan Guds milde Gaver – og det i en saa viinknap Tiid som denne – bortsløses, ja lige til den aandberigende Champagne. Med denne sidste Sort – den eneste jeg veed at sætte Priis paa – skal Ankers Viinkiælder være stærkt forsynet. Det kunde nesten friste mig til at giøre Indbrud.

Lunde reyste ind med Hesten efter min Jes – og Gud give, det nu var i Morgen!

Onsdag 18^de Den er kommen, og min Jes med. Frisk og rask svang han sig af Væslerøen Kl. 4 i Eftermidd:, bragte mig et Brev fra min elskede Lotta og et fra lille Zarine, men ellers intet. Jeg havde ventet noget i Dag ^{med ham} fra Strømsøe. Det bringer maaskee Posten i Morgen. Mon ogsaa fra Dig? gode Sally!

Skiærtorsdag 19^de Endnu er ingen Post kommen, altsaa har jeg dog Haabet saa længe. Tidlig i Morges reyste Hertel. Mere end i lang Tiid følte jeg i Dag Kald til at gaae i Kirken, og det angrede mig ey, jeg havde fulgt det. Det var en hiertelig simpel rørende Tale, lille Mørk holdt, just som efter min Følelse en Skiærtorsdags Præken bør være. «Hvem» sagde han blandt andet, «kan gaae forbi en troefast ædel Vens Grav, uden at standse, uden at ofre det^{n19 elskede Støv} en Vemodstaare, uden at gienkalde sig den dyrebare Bortgangnes ædle Liv og Handlinger [118] og Kiærlighed for os? O, den som kan det, har aldrig følt hvor sødt og trøstefuldt sandt troefast Venskab er, det største Gode, Jorden eyer, og kun en saadan Ulykkelig kan med Ligegyldighed nærme sig eller ganske udeblive fra det hellige Vennemaaltiid og Venneminde den største og ædleste blandt Mennesker anbefale de os saa rørende kiærligt: Dette giører til min Hukommelse!» –

Min Koren var med mig i Kirken, ellers ingen.

Langfredag 20^de Det var et hæsligt Sludveyr i Gaar, dog kom, og det Kl henimod 5 først, min kiære Fut, det unge Brudepar, og Fabritius. Min Bea vilde sige Hovind end et Farvel, og Fogden svingede paa sin Hat. Hertel og Jes skal være Faddere. Til Brylluppet er ellers for Rummets Skyld ingen budne uden de Gifte, to fra hvert Huus. Til Ball om Torsdagen derimod alle som vil og kan dandse. De drak kun Thee og bleve her et Par Timer. Fabritius, som skal til Ejdsvold, er her endnu.

Posten kom meget seent i Aftes, og dog altiid tids nok. Ikke et eneste Ord til mig. I saa lang Tiid intet fra Strømsøe. Maae I kun alle der være friske, I Velsignede. Ja, min Maja, Du har forvænt mig. Naar jeg i 14 Dage ikke hører fra Dig, og i 8 Dage ikke fra Tøyen, frygter jeg stedse, der er noget i Veyen.

I Nat blev jeg og min Koren meget forskrækkede, dog vel egentlig kun jeg. Han er som Oldtidens Riddere: uden Frygt og uden Daddel. Ragazzo, den troe Puddel, ^som laae her i Gangen, giøede stærkt, vi hørte nogen ved Dørren til Kiøkkengangen, og et Øyeblik efter, at den voldsom blev opstødt, eller indspendt, saa Jærnskaadden raslede hen ad Gulvet. Jeg skialv som et Espeløv. Koren sprang op og til Vinduet, men saae ingen, klædte sig paa i en Hast, og fik, da derⁿ²⁰ endnu var Ild i Kakkelovnen, tændt Lys og gik ned, men saae intet, uden den viid aabne Dør, som han lukte saa godt han kunde, og kom lige klog tilbage. Endnu er det ubegribeligt ved hvad Magt den saaledes blev opsprængt. Sikkert ved menneskelig – men om Natten, og vor fredelige Dørr? Jes og Fabritius og alle Pigerne havde hørt det.

Gud give Eder, I Dyrebare, Gud give os Alle en glædelig Paaskefest! Denne, Opstandelsens Fest, skal jo engang blive os den høyeste, vor egentligste Fest – I den ligger jo Forjettelsen om Indgangen til uafbrudte Glæder. Da jeg i Dag – nu – traadde hen for Saras, Wilhelms, lille Johans og min Hetgens Silhouetter, og med Kys og Taare sagde: En glædelig Paaskefest, I dyrebare Savnede! da følte jeg i mit inderste Hierte hvad denne Fest var – og skal blive.

Og mine – og vore Elskede lever, Sara og Wilhelm, og Din Petra, min Maja, og alle vore Smaae, Fædre, Mødre, de leve Alle, de ere blot reyst bort lidt i Forveyen; blev os ved deres Bortgang Veyen til Graven tungere, des lettere bliver den giennem Gravens dunkle Porte, des herligere Modtagelsen hisset paa Opstandelsens Dag.

O! derfor skal ingen Fest være mig helligere end denne.

Men i Aftes blev jeg ret saa mismodig. Lunde kom hiem fra Byen, og havde ikke en Linie til mig fra noget Menneske. Dog, i Aften kommer Hertel, med ham tør der dog vel være noget. Fra min Sally fik jeg en Hilsen. Hende saae Lunde paa Tøyen, og der var Gud skee Lov alting meget vel. Vidste jeg nu kun, det ogsaa var saa paa Strømsøe, og i Kbhn – hvad vilde jeg da mere? O, saa blev der vel endda noget for det unøysomme Hierte at ønske og kræve.

Gud give, Hertel og min lille Kaja vare vel hiemme. Det skal være et skrækkeligt Føre, og den arme Lunde havde væltet tre Gange, og det i Kariol, dog kom han heelskindet derfra. Men roelig bliver jeg ikke før jeg seer de kiære Ventede her i godt Behold. I Dag har jeg seet Linerlen første Gang, og jeg troer, hørt Stæren, dog det er jeg ikke vis paa. Paa Tøyen hørte jeg allerede Lærken.

[120] Anden Paaskedag. Da Kl blev 8, og endnu ingen Hertel var at høre eller see, blev jeg alt mere og mere ængstelig. Men lidt før 9: kom de da, og Gud skee Lov friske og raske. Kun engang havde de væltet, men i Slæde, og det siger da ikke saa meget. Min lille Kaja er et sødt venligt Barn. Hun er 5 Aar, en blaaøyet blond Glut. Her var en Jubel omkring hende da hun kom, men det bragte hende ikke ud af sin Fatning. Venligt rakte hun de smaae Arme til os alle, men især var hendes Opmærksomhed henvendt paa Lina, der ikke var mindre glad i hende, og forærede hende strax et lille bitte Dukke Chatoul, fuldt af Smaaesager, som hun selv havde vadsket og strøget til denne Fest. Men med sand moderlig Ømhed hang Majas Øyne ved hver af hendes Bevægelser. Det vil ret blive et Legetøy for os alle. Og saa bevare Gud hendes Ind- og Udgang hos os fra nu af og saa længe, Gud lader os leve med og beholde hende. Amen!

Hertel havde med sædvanlige, ham allene egne Færdighed, udrettet de mange, tildeels vanskelige Comissioner, han fjærn og nær fra saa godmodig havde paataget sig. Til Maja havde han peen Balstads, til Bruden en Mængde Grønt og Blomster hvoraf jeg tog min Deel, som nu fryder mit Øye og Næse. Intet kunde lettere friste mig til Forgribelse paa fremmed Gods end Blomster, eller de allene kunde friste mig – langt mere, end Ankers Champagne – Jeg er en sand I-n C-t i Næsenydelse – betyder nemlig Lugten.

Men saa bragte Hertel mig noget endnu kiærere, et Brev fra min elskede Lotta, tilligemed et nydeligt Næt, hun selv havde fileret til sin Christiane, og et Brev fra Sally – Skal jeg rigtig til? Sallymoer! Ja, jeg vil det, siden Du beder saa vakkert, og allene fortælle en lille Geschichte, som – faldt mig ind. Der var engang en Præst, som skriftede grumme strængt, og blandt andet en stakkels Pige, som ikke var sig [121] ringeste Ondt bevidst. Slige rene Siæle var et Særsyn for hans Velærværdighed, og for at rædde sin Troe paa Arvesynden, den han for intet ^{i Verden} vilde give Slip paa, spurgte han tilsidst: om hun da aldrig havde følt nogen syndig Tanke opstige i sin Siæl? Pigen forstod ham ikke ret; men saa længe forklarede og dreyede han det, til det arme Barn ikke kunde sige sig frie for al Synd, naar blot en flygtig Tanke var Forsyndelse, ja det samme som virkelig Brøde. Nu gav han hende, triumpherende over ‹…› ^{at have ræddet} Arvesyndens Reputation, Aflad; men lagde hende til Slutning to Ting paa Hiertet: at Tanken var i Giærningens Sted; og at hun ikke maatte glæmme at betænke Siælesørgeren med en af de Oste, hendes Moder tilberedte saa ypperligt. Pigen kyssede grædende hans Haand og gik. Der gik en rum Tiid, Præsten saae hverken Pigen eller Osten. Endelig mødte han den første engang hendelseviis, og naturligviis erindrede hende om sit Løfte. «Osten? har Faer ikke faaet den endnu?» – Ney, mit Barn! – «Herregud, da har jeg mange Gange tænkt paa, Faer skulde have den» – Ja hvad hielper det, Barn, at du blot tænker paa det? – «Og Faer sa' jo dog selv, at Tanken var fuldkommen det samme, som Giærningen» –

Videre gaaer ikke min Geschichte. Hvad den har med Sally og hendes Brev at giøre? Hm! jeg fortalte Jer jo just denne Anecdot for ikke at forøge Antallet paa de egentlige Sara-Geschichter, og saa bør I ey spørge, jeg ey svare eller gaae videre: «thi det anstaaer os ey» – Imidertiid, beste Sally, være Du hiertelig takket baade for dette Brev, og det, som før er afsendt og endnu ikke ariveret, om det ellers ikke, siger min Koren, er gaaet med dette, som med – det Du veed selv – og med Osten til Præsten. Giid jeg nu havde tilfredsstillet Eder Alle, mine Elskte! Men det ene Bud efter det andet kommer og gaaer, den ene Post bringes efter den anden – fra Dig intet, dyrebare Maja C. – Gud veed, hvad jeg skal tænke – og fra Kbhn intet. Saa længe, min Maja, lod Du endnu aldrig Din C: vente forgiæves. Dog veed jeg, Du og Dine leve og lide vel. En Pakke til Dig fik Hertel bortsendt med Faie fra Drammen, som nyelig havde været i Dit Huus.

[122] Eftermidd: Nu har jeg pakket sammen, og kommer for at sige Eder, Dyrebare, og disse Blade Farvel, rimeligviis for flere Dage. Saa tidlig mueligt reyser jeg i Morgen til Brudehuset, og ifører mig først der min Pynt, da vi derfra kun har et kort Stykke til Kirken, men som vist blive os suurt nok, fordi Veyen paa den Kant er endnu slemmere, end her. Det er aftalt, jeg bliver i Morgen Nat paa Plogstad, og har min hulde Rikke og Bea saa inderlig bedt mig blive der Torsdag over, at jeg vel neppe kan nægte de Gode det, især da vi sa snart skal miste Bea. Men da gaaer fire hele Dage bort. «Bort? Hvordan det? Moer Koren! Ere de borte for dig, de Dage du tilbringer blandt disse sieldne Mennesker?» Ney, saa meente jeg det heller ikke. Jeg veed, de vil gaae behageligt[.] Ogsaa Børnene beder mig blive der Balnatten over, og for min Majas Skyld især vil det være mig beroeligende, skiøndt hun nu Gud skee Lov er ret færm, og jeg veed, hun vilde være forsigtig, om jeg end ikke var nærværende.

Ingen har været her i Dag, undtagen Fatter Munthe. Han var saa bliid og godlidende, og al hans Opfarenhed og øvrige Mangler uagtet, er dog hans Hierte godt og medynksfuldt for enhver Lidende. Derpaa saae jeg et nyt Beviis i Dag, saae endogsaa Taare i hans Øyne, og var han i dette Øyeblik ordentlig vakker. Du vilde ret været glad i Fetteren Din, Lottamoer, havde Du seet ham da.

Vil nu Moer Koren komme ind og drikke Thee? spørger Maren Skieldrup saa blidt. «Ja mit Barn, det vil jeg giærne men det er stedse, som jeg endnu havde noget at fortælle Eder, og som det faldt mig tungt for saa mange Dage at løsrive mig fra Eder – fra Eder, det er, fra disse Blade.

Kl 7½ Derfor endnu et God Nat, I Velsignede! Og saa maae I vide, at jeg i dette Øyeblik bandt en Bouqvet, som jeg i Morgen skal bringe Bruden. Der er en Rosmarinstilk iblandt Auriklerne og Gyllenlakkerne, men mange Hiertensfryd [123] Qviste, den glade Piges Yndlingsgrønt. Saa give Gud, at det Bæger hun skal udtømme, blot maae ved en enkelt Draabe Bitterhed blive smagfuldere, dets Sødhed forhøyet – og at den Krands, Hymen rækker hende, maae værne om hendes Hiertes Fryd, og den dunkle veemodige Rosmarin kun maae findes der, for at forhøye Hiertensfrydens lyse livlige Farve!

Fredag 27^de Lidt mat – ja, det er jeg naturligviis efter Gaarsdagens Sviir, efter ikke at have havt uden et Par Timers Søvn, men for Resten frie for Hovedpine og al Slags Pine – saaledes, mine Dyrebare, har I mig her igien, og nu for lang Tiid fængslet til det signede Hiem, til dette lille Kammer, til min Underholdning med Eder.

Paa engang har vi faaet fuld Sommer. Den begyndte i al sin Kraft Bryllups-Barseldagen. Veyret er saa skiønt som Føret afskyeligt, og saa var det allerede da. Alle muelige Anstalter vare giorte for at giøre os Veyene fremkommelige, og det vare de ogsaa. Jeg fandt Bruden i sit Kammer, nesten pyntet, da jeg kom, dog kom min Bouqvet tidsnok. Hun var saa nydelig i sin hvide Silkekiole, uden al anden Prydelse end en simpel grøn Krands paa de vakre brune Lokker, og en Rad hvide Pærler om Halsen. De fleste af de Indbudne kom til Plogstad for at følge med til Kirken, hvor vi fandt de øvrige, og en heel Kirkealmue af Tilskuere. Det var en høytidelig rørende Ceremonie. Først Barnedaaben – Rikke bar selv sin Wilhelm Koren. De øvrige Faddere vare Bruden, Frøken Keilhau, Brudgommen, Ritmester Ingier, Fabritius, Hertel og Jes. Som det evigdyrebare Navn lød fra min elskede Rikkes Læber – jeg hørte hendes Stemme skialv, overfaldt ogsaa mig en uvilkaarlig Skiælven, og mit Hierte var inderlig beklæmt, til en Taarestøm gav det Luft. Mine Øyne vare ikke de eneste vaade der – strax efter var Brudevielsen; og kunde Du, kiæreste Lotta, [124] ret været fornøyet med Fetteren Din, om Du havde hørt denne Brudetale. Vist nok vilde jeg havt noget ude af den og andet i den, men i det Hele var den saa Gu ganske bra[.] Men I maae tilstaae mig, han havde ^havt saa god Anledning til at tale om Kiærligheds Almagt i Anledning af Pigens Udvandring ikke allene fra det dyre faderlige Huus, fra de moderlige Arme, men ogsaa fra Fødeland, fra alt, for at «følge med Manden» – Dog, hvordan skulde han just falde paa min Idee? Det var godt som det var. Textens Ord vare: «See og smag hvor god Herren er!» (Den havde sagtens heller ikke blevet mit Valg:)

Da vi nu samledes i Brudehuset, gik det tilbords, og derved som det pleyer gaae, dog ikke saa ganske med mig. Mit Hoved fordrog ikke al den Varme ude og inde, og slog sig rebelsk. Strax vi kom af Kirken blev det mig for tungt. Den hulde Bea i sin hvide Brudedragt var selv ude for at doctere mig, gneed mig bag Ørnene med grønt Sæbe osv – men til sengs maatte jeg ligefuldt. Dog var dette Middel virksomt, og velsigner jeg det og den kiærlige Haand som rakte mig det: thi ikke allene blev jeg fuldkommen rask før de vare fra Bordet, men har været det hele Tiden selv i Dag, efter en heel Nats Vaagen, og Hiemkiørsel i Slæde paa Steen og Gruus i Solens brændende Straaler, der neppe i Juni kunde være hedere.

Om Ballet og det øvrige i Morgen. Nu ere de Gode langt fra det giæstmilde Plogstad, Bea langt fra sit andet Hiem, og træder nu ind i lutter nye Forhold blandt lutter nye Mennesker. Gud, Kiærlighedens Fader er med Dig, hulde unge Kone, og over Dig hviler mange Ædles Velsignelser. Da jeg alt sad i Slæden, gav hun mig det sidste Afskedskys og mine Kinder bleve vaade af hendes Taare. Ogsaa hun og hendes brave Hoffmann vare reysefærdige. Min stille sagtmodige Rikke vil længe savne den muntre vennehulde Bea. Alle Folkene sørgede for hun skulde reyse. Hun vandt saa let alles Hierter. Lev vel, min Bea!

Her hiemme fandt jeg mange velsignede Breve. Min Maja C:, min Egersøn, min Sally, tak, tak for hver Linie! Det var Siæle-Vederqvægelse – (Telja havde sørget for den legemlige og tracterede med Rødgrød) Ogsaa fra Fetter Wærner et Brev om hans lykkelige Ankomst til Bergen d: 9^de i denne Maaned –

[125] Løverd. 28^de Endnu ere vi paa Plogstad. Dagen mellem Brylluppet og Ballet havde vi foresat os at nyde hinandens Selskab ret i Roe og Stilhed, og glædet os meest til den af alle Dage. Men det gik her som sædvanligt, naar man foresætter sig at være glade. Glæden vil – som Kiærlighed og alle ædlere Følelser – komme ukaldet og uventet. Den forsmaaer, eller elsker i det mindste ikke For- og Tilberedelser. Vor kiære Rikke havde hele Natten været saa syg, og blev ved at være det Dagen igiennem. Hvor kunde vi da være glade?

Den unge Kone havde nok at giøre med Indpakningen. Om Eftermidd: var nogle Visitter. Brudgommen – havde jeg nær sagt – nu da, den nyegifte Mand, Fogden og min Koren fik sig en lille L'homber. Saa gik Dagen. Rikke blev ikke bædre. Men Gud skee Lov, da jeg Torsdagmorgen kom agende i Slæde og Morads fra den gamle Plogstadbygning (de loe nok af mig, naar jeg sagde: ney, nu maae jeg kiøre tilsengs:) stod hun leende og flink ude paa Trappen og modtog mig, og var fuldkommen rask. Den søde Wilhelm uroer hende heller ikke. Han er saa god og bliid, som hans Navne

Der var en velsignet Mængde Ungdom til Ballet, men, som nesten stedse er Tilfældet paa Landet, fast dobbelt saa mange Fruentimmer som Mandfolk. Og af disse Faa satte sig endog nogle – jeg vil ikke nævne dem – til at spille. Det gik med alt dette ret lystigt alt til Kl 4. Først da forføyede enhver sig til sit, jeg med min Koren og Smaaepigerne ned i Gamlebygningen, hvor vi sov sødt nogle Timer, og stode alle raskeⁿ²¹ op igien. Kun Rikke var ikke saa aldeles brav, hvad intet Under var efter al den Uroe. Paa Beas blege Kinder, i de altiid vaade Øyne stod saa læseligt: «nu skilles vi ad!» – Og nu ere vi adskildte for lang Tiid. Selv fra min Rikke skiller nu Føret mig længe – længe. Jessen min, som nu tog til Byen, seer jeg heller ikke flere Maanede‹r.›

Værer imidlertiid – og værer altid lykkelige, I Dyrebare! Jeg er ikke brav i Dag, som maaskee kommer af, at jeg i Aftes seent og længe (det var for første Gang i Aar) var i Haven, uden Hat paa det usle Hoved. Nu gaaer jeg til Sengs. God Morge‹…›

[126] Søndag 29^de Hovedpinen varede rigtig Dagen ud, skiøndt den efter nogle Timers Søvn blev lindere. I Dag er den reent borte. I Aftes – det mørknede alt – kom Krefting hid paa en Tour til Hurdalen hvorhen han alt er faret i Dag, og bliver en Tiid. Ogsaa væsle Ole, som skydsede min Jes til Byen, er kommet tilbage, og bragte mig, Du elskede Maja C, Dit hulde Brev, den brillante Taschenbuch for dette Aar, og Baggesens Heideblumen, hvilke sidste jeg ogsaa har lugtet til, og fundet, som min kiære Søn Frederich, at de langt fra ikke duftede sødt som de, Sangeren plantede da «han var lille» – Jeg erindrer ikke hvor det er, jeg har bladdret dem igiennem tilforn. Overalt – det er sørgeligt men sandt – staaer det fæle Gienfærd altiid et og andet Sted for mine Øyne naar jeg tager et af denne mig før saa kiære Digter‹s› Arbeyder i Haanden; og i Labyrinthen selv frygter jeg nu for at møde det. Men Dig, Elskede, min Tak, som var det for de skiønneste Roser, som duftede de lifligt som Gyldenlakken, der her staaer for mig, qvægende Øye og Næse. De prægtige Navne: Gøthe, Jean Paul, Pfeffel, Lafontaine etc, som Lommebogens Tittelblad pranger med, lover jo ogsaa et rigt Udbytte. De mange nysselige Kobbere har min lille Maja allerede gottet sig ved og med. – Fra Tøyen fik jeg intet, men Maja nogle Linier fra vor dyrebare Lotta, som ikke, lod det til, er ret brav, og fra den gode Kista. Men Budet opholdt sig saa kort. Lotta lover mig snart et Brev, og Gud give, det maatte beroelige mig igien! Jes kom meget godt ind. Og haaber jeg, det kiære unge Par ogsaa skal komme hastig og vel til deres Hiem, maaskee – de meente det – i Aften.

Sommeren har, som den pleyer, med et afløst Vinteren, uden at det er tilladt Vaaren at træde imellem. Den tryllende Vaar, som saa reent har faaet sin Afskeed! Dog, dens egentlige Triumphmaaned begynder jo først Tirsdag, maaskee fortrænges da – thi nu gaaer jo alt forkeert, i denne Verden – Sommeren af Vaaren, og de glohede Solstraaler kiøles af ved en mild Regn.

[127] Kl 6. Jeg har nu besøgt nesten alle Lysthusene i Haven, ogsaa min Saras, hendes fordum kiæreste Hvilested. Nu er hendes Hvilested dybt og mørkt. Snart grønnes en Løvhytte over det –

Børnene har været paa min Høy, og havt Æolsharpen med sig, og dens søde Himmeltoner har trængt sig dybt i alles Hierter, i min Majas det bløde for saadanne Toner skabte Hierte fremfor alt. Hvor giærne havde jeg ogsaa hørt den der! Hernede forstummer den strax. Det vilde giort mig saa godt i Dag, havde jeg hørt den. De gode Børn havde ogsaa ønsket saa inderligt, de havde havt mig der, men det er for slemt at komme frem. Det bliver snart bædre, og da skal jeg fryde mit Sind ved dens vemodsfulde Toner paa Wilhelmsminde, j i Saras Grotte – hvor disse Toner hører hen. Mit Bryst er saa trangt, mit Aandedræt saa tungt. Saras og Wilhelms Savn har ikke i lang Tiid været mig saa bittert som i Dag. Den opvaagnende Natur minder saa smerteligt om hvad der for dette Liv aldrig mere opvaagner for mig –

Mandag 30^te. Kl. 7 i Morges, før jeg var kommet rigtig op, hørte jeg den raske Pastor Bierk nede i Stuen, og blev ganske skamfuld over, at jeg endnu ikke var videre. Men om Morgenen er jeg altiid daarligst, og maae mod min fordums Skik altiid blive liggende en Stund efter jeg er vaagnet, hvis jeg ikke vil være ussel den hele Dag. Og dog bliver Morgenstunden herefter det herligste af hele Dagen. Min Koren er altiid oppe før Kl. 6, som oftest før den er 5. Det var jeg ogsaa i fordum Tiid. Koren ynges visselig op igien, Gud være lovet! Som jeg gaaer ned ad Bakken, gaaer han opad den. Endnu engang: Gud være lovet!

Nu reyste de til Auction, Skriveren, Præsten og Hertel. Jeg har alt været min Tour i Haven med Fatter Bierk, læst med Lina og skrevet til min Rikke. Der er min lille Maja, og skal læse tydsk med mig. Siden er hun de ‹…› to smaae Systres Læremoder. Telja har Uge, Maren S: spinder Traad, Nella syer og sukker, men synger i det samme for at jage Sukket og Tanken om det udsatte Bryllup paa Flugten. Saadan har vi det her, mine Elskelige! I Gaar [128] fik jeg opspurgt et Bud til Byen, men som strax skulde afsted, saa jeg med det kun fik et Par Linier til min elskede Lotta.

Skiøndt det ikke egentlig vedkommer hverken mig eller Dagbogen (uden for saa vidt jeg i denne giærne vilde giøre Eder Rede for mine Tanker og Ord som for mine Gierninger) vil jeg til en Forandring fortælle Eder, at den H-x-n, hvis Navn, før han kom herop, nesten aldrig blev nævnt uden med Forbandelser og Haan, nu lever in dulci jubilo, som var han et Exempel af Ædelmod og Patriotisme, kortsagt en ‹…› ^fuldkommen Contrast af hvad han er. Han er i Selskab eller har Selskab Dag ud Dag ind. Ogsaa hos Pr: Fr: sees han nu, og har sit Boston Partie med hendes Naade. Saa vidt jeg veed, eller kan indsee, er det vel en, jeg vil troe for alle Retskafne sørgelig, Nødvendighed, at Mænd der staaer i Embeds- og andre Forretnings-Forhold med dette lumpne Væsen, maae see og omgaaes ham. Det er allerede haardt nok. Men at drive det over det Nødvendige? Jeg veed det ikke. Det veed jeg, ^at ikke min brave W-l har været hos ham, og at H – tre Gange forgiæves har søgt at faae ham i Tale. Han bliver sin Charakter troe, kalder en Skurk en Skurk, og slaaer Sparto til Fanden. Vel ham, den ædle unge Mand, at hans heldige uafhængige Stilling giver ham saa fuld Raadighed over sine Handlinger, at han kan undgaae al Modsigelse mellem dem og hans Grundsætninger.

Nu kom Diderichsen hiem fra Holt, en Gaard i Ullensager, til hvilken han ofte giør Udvandringer paa mange Dage. Nu har han været der siden før Paaske, og kom syg hiem. Ham vilde Døden være en Velgiærning, og trøstefuldt for mig og alle hans Paarørende at vide ham roelig i sin Grav. Men han som sidder der oppe i Himmelen, som lille Kaja siger, veed bedst, naar det er Tiid, og hvorfor det ikke før har været det.

[129] 1^ste Tirsdag. Den begynder med kold Nordenvind, denne skiønne Maaned, som overalt i de senere Aar har tabt meget af sit Renomè paa disse Kanter. Dog i Fjor artede den sig godt, og tør vel giøre saa ogsaa i Aar, og gienvinde noget af sit tabte gode Rygte

Fader Bierk kom her igien med min Koren fra Auctionen, hvor han havde kiøbt Gaarden, Holum, som ligger en ^halv Miil herfra, og vil vi nu vel oftere end ellers faae de gode Præstegaardsfolk at see. Præsten laae her i Nat, og tog nu hiem.

Dersom I saae min Koren i Dag, hvordan de sværmer om ham, alle de Poteteskiøbere, som ere stævnede hid paa en Tiid, og færdig at ødelægge den arme Melin, som desaarsag, for at faae lidt Pusterum, giver Anvisning paa Skriveren. Gud give jeg havde 100^de Tdr. at dele ud imellem de mange Trængende. Jeg skulde da giærne holde Sværmen og Tummelen ud. Det er saa tungt at give Afslag, især ‹…› ^til dem, som tillidsfuld nærmer sig til os. Fra Vildberg er ogsaa Bud her i denne Anledning, og med dette fik jeg et muntert Brev fra min igien opyngede Ane Messel. Blandt andet fortæller hun, at Moer Wangensten har, til Straf for hun i Søndags vævede 3½ Al Baand, faaet stærk Rygpine, og takker sin Gud fordi hun, som ogsaa var i Væverstolen, i Tide følte med et Slags Rædsel, at det ikke var Sabathsarbeyde.

Onsdag 2^den Min stakkels Dagbog staaer i denne Tiid Fare for at blive en blot Sygehistorie, det jeg af alt – baade for Eders Skyld, I Elskede, og for min egen – ^mindst ønskede den skulde blive[.] Jeg har neml: nesten ikke andet at fortælle Eder, end om min Hovedpine etc – atter i Dag har den holdt mig flere Timer i Sengen, og nu sidder jeg her saa mat, og fast kied mig selv – dog, da der intet kommer ud af, vil jeg snakke lidt med Eder om andre Ting, for, om mueligt at desennyere os alle –

Ja, nu har jeg da læst den tydske Aladdin, Øhlenslægers [130] egen Oversættelse. Den er meget vidtløftigere end Originalen, mere beriget, om I vil, phantasierigere; men naturligviis er den danske mig, og vil vist ogsaa være Eder alle den Kiæreste, skiøndt jeg med megen Fornøyelse har læst Oversættelsen. I denne er især tre Ting, som forskiønner den, synes mig, meget. Det er den Kamp i Gulnares Siæl, da hun blander Dødsdrikken til Noureddin, og at hun her ligesom med Magt tvinges til, ved dette Uhyres Død at forekomme sin elskede Aladdins. At hun saa ligegyldig, nesten med et Slags Triumph foretog denne, det qvindelige Hierte saa oprørende Handling, var mig altiid en Torn i den deylige Blomsterbouqvet, som jeg ønskede den befriet for, og som min kiære Adam nu saa net har taget ud af den, og ikke det allene, men sat en qvægende Blomst i dens Sted. Den anden Forskiønnelse er ved den fromme Fatimes Begravelse. Da Alferne har jordet hende, og plantet Lilier paa Graven, forlader de den under egen og Nattergalsang – saa ogsaa i den danske – men her bliver en af dem, Forraadnelsen, tilbage, og giærne afskrev jeg Eder her den hele betydningsfulde Sang, hvoraf især det sidste Værs er saa skiønt; men I maae selv læse det alt – Endelig er det den herlige Slutning, som virkelig kroner det Hele, da, efter den skiændige Hinbads Død, det ædle, nu fra al Forfølgelse befriede, ved saa mange Prøvelser luttrede Par, pludselig hensættes i Underhulen, som for at renses fra hvad jordiskt Støv der endnu kunde klæbe ved dem –

Lampen hænger igien paa sit forrige Sted – blusser ikke, brænder klar og reen, bliver en Sol, beskinner ikke mere kolde døde Stene, men en skiøn Have, fuld af Liv og Aande, et andet Eden. Lampens Aand har sin Friehed. De staae, som Blomsterne omkring dem, barnligtrygge under Lampens, Livets og deres Faders og Herres umiddelbare Beskyttelse. –

[131] Løverdag 5^te I Torsdagsaftes blev Posten meget længe. «Det kan være mig det samme» sagde jeg «mig bringer den neppe noget.» Og see hvad den bragte: Tvende saa kiære som uventede Breve fra min Maja C og Lotta, et fra Kbhn fra unge Bergh, og et fra, ak, kun den ene af de elskede Døttre der, fra min Katty. Jeg var reent fortiuset over alle disse kiære uventede Giæster, som Hertel bragte da vi sad om Grødfadet. Paa engang var min Grød Appetit forsvunden; Brillerne og Lyseskiærmen maatte frem, og nu sad jeg længe og valgte, uvis, hvilket jeg først skulde aabne. Jeg aabnede dem derfor et efter et, uden at see andet i nogen af dem, end Datoen, og nesten ligedan afvexlede jeg med Læsningen. Det hulde Majabrev gav mig reen ublandet Glæde, ogsaa min gode Berghs, som beretter hans lykkelige, 7 Dages, Nedreyse og at han har det ret efter Ønske. Men Du er syg, dyrebare Lotta og skrev dog for ikke at lade mig vente forgiæves – og min Malla D: er syg, saa syg, at hun ikke kunde skrive – Dog, det var gl, det kiære Brev, af 13^de fM. Med Guds Hielp er hun nu brav igien, det kiære Barn, da det blot var Følge af en Tandbyld, som vel er smertelig, men ikke farlig og saa langvarig. Men saa var det hele Brev saa sørgmodigt. Det Glimt af Haab, som strax flammede saa høyt i mit Hierte (det tossede barnagtige Hierte som ved alle Haabets Bedragerier og Mishandlinger ikke bliver ældre eller klogere) er saa godt som forsvunden igien. Om det nogensinde tændes mere? Om jeg nogensinde mere trykker Eder til mit moderlige Bryst, I Dyrebare? Hvem besvarer mig det? Og skulde jeg ønske dem besvarede? O ney! Lad Haabet længe nok have mig til Beste, jeg holder det dog fast, og engang veed jeg, det skal ikke skuffe mig –

At I har savnet mig saa længe her, tager I igien der. «Hvor? hvad vil det sige?» Det vil sige, at jeg i Gaar og i Dag nesten ikke har giort andet, end skrevet Breve, nær havde jeg sagt, til alle mine Dagboglæsere. Dog til de Fleste.

[132] Væsle Ole skal i Morgen til Byen, og da i dette Uføre et Bud derind er saa sieldent, tog jeg mig over, at afgiøre, saa vidt mueligt, alt hvad der laae mig paa Hiertet. Til Xania, Tøyen, Strømsøe, Eger, og Hovind har jeg skrevet, ikke mindre end 10, siger og skriver Ti Breve, dog var deriblandt vel ogsaa et Par Brevunger. I maae dog tilstaae mig, at ingen vel kan svare mere til sit Navn, end Skriverinden, Eders Moer Koren. Og jeg troer, dette Skriverie har været Gud velbehageligt: thi selv den Hovedpine, hvormed jeg i Dag satte mig til Arbeydet, blev ligesom skrevet bort. Nu føler jeg den ikke mere, men kun lidt Træthed i den høyre Haand.

Søndag 6^te Boreas, den slemme Gast, har gientaget sit vinterlige Herredømme, og pidsker nu de arme Skyer «som de var «kiørt med Svøbe» giennem Luften, saa de ikke faaer giort andet, end skiule Solen, istæden for at de vist, fik de Lov at gaae langsommere, oplivede den forknyttede Jord med mild Væde, og vege ærbødige tilbage for det alt qvægende Vaarsolsmiil.

Forgangen Dag – en af de skiønneste Dage vi har havt – fandt Lunde og Grüner paa, at sætte min Æolsharpe øverst op i Taarnet imellem alle de aabne Luger. Langt borte hørtes de himmelske Toner. De Vandrende og Reysende standsede paa Veyen, og troe‹de› sig fortryllede, og det maatte de vel. Hvorfra Lyden kom, begreb ingen. Nede i Haven løde de tryllende, hendøende Toner som jeg tænker mig Svanens, naar den, som Jean Paul siger, flyver hen over Vinternatten; og mit Hierte bævede, og det var som det stod stille, da Harpen taug. Nu er den alt flyttet til sin Sommerresidents, Wilhelmsminde. Hertel og Jomfruerne bragte den derop i Dag. Blev det dog ogsaa mig snart mueligt, at komme der!

Mandag 7^de Fatter Munthe var her i Gaar. Han var saa bedrøvet ved at tænke paa sin Andreas's dunkle Fremtids Udsigter, hvad han vel kan have Aarsag til. Gutten har Hovedet fuldt af underlige Griller, og aldeles uopfyldelige Ønsker. «Knægten vil vel min Troe endelig gifte sig» – siger Nella, men den Galning siger saa meget; dog kunde det være mueligt, hun her ikke havde ganske Uret. Egentlig er dog vel Tingen, at [133] han føler, der maae tænkes paa noget Alvorligt, at han ingen Vey seer banet for sig, og selv fattes Evne til at gaae en ubanet, uden Veyledelse. Faderens Kummer var rørende. Meer end engang stode hans Øyne fulde af Taare. Resultatet af vore Raadslagninger blev, at han bliver her, til Faderen kan skaffe ham en Bøxelgaard, og at vi imidlertiid holder ham til at beskiæftige sig med al Slags Gaardsarbeyde, for at faae lidt Begreb om hvad der til hans forestaaende Bestemmelse er saa vigtigt. Gud give, det maae nytte. Faderen reyste dog med meget lettere Hierte, end han kom. Nest Kone og Børn er min Koren Munthe det kiæreste Væsen paa Jorden, og allene derfor maatte jeg være ham god.

Ellers var her ingen, uden den sædvanlige Søndagsgiæst, Giørup. Fabritius kom mod Aftenen. Han bekræftede, hvad en lille Sæddel fra min Rikke før havde meldt mig, at vor søde Wilhelm var, og længe havde været lidt upasselig i sin Mave, hvad dog med Guds Hielp, da han ellers er munter, roelig, og færm i alle Dele, ikke har noget at betyde.

Dit Brev, elskede Lotta, af 2^den May, bragte en Bonde i Gaar. Det var saa tilsølet og forrøget at jeg i Hast fik den stygge Reysekiole af det, og var det inden i fiint og hvidt som Snee. Han har vist, bilder jeg mig ind, havd det i sit Madskriin, og saa berøget det, for at befrie det for Madlugten. Havde kun dets Indhold været glædeligere! Stakkels min velsignede Lotta, som endnu er syg og lider saa meget! Dobbelt maae nu den fatale Indqvartering genere Dig, i hvor snild for Resten Major Arild er. Jeg ^har kiendt ham for mange Aar siden, fra det første jeg kom til Norge. Det var en vakker, yderst beskeden Gut, hvad der var saa meget mere mærkeligt, som begge hans Brødre vare nogle forstyrrede Krabater, og en Fetter af ham en grumme slem Dreng. De kaldte den gode Arild en Tiid: Moer Korens egen Krønike, fordi jeg altiid anførte ham til Exempel paa Tække og Beskedenhed, hvad de fleste unge Mennesker i Smaalehnene den Gang ikke havde stort Begreb om. Virkelig er han opkaldt efter sin Stammefader og den danske Krønikes Forfatter, Arild Hvidtfeldt.

[134] Tirsdag 8^de Ole er kommet tilbage, men for alt hvad jeg skrev, fik jeg kun et eneste Brev – det var fra min gode troe Kista – Intet fra Jes, ikke en eneste af mine Commissioner udrettet. O, jeg har grædt Harms og Kummers Taare. Derved er mit arme Hoved blevet forstyrret, og Hiertet dog ikke lettere. Det slog alt det Ventede saa længselfuldt imøde. Kort før var jeg med min Koren, Lina, Kaja og Nella for første Gang i Aar paa min Høy og i Saras Grotte. Du ogsaa syg endnu, dyrebare Lotta – Presidenten heller ikke frisk. Mit Hierte er saa beklæmt. God Nat!

Onsdag 9^de Jeg havde ingen god Nat, og havde da heller ingen ventet. Den ene fæle Drøm afløste den anden. Jeg behøver altsaa ikke at sige Eder, mine Elskede, hvor ussel jeg er i Dag. Et Par Breve jeg har skrevet til Byen, og som nu alt ere afsted, har ikke bidraget til at adsprede den Ængstelse, der hviler over mig. Med mit arme Hoved og Hierte er det som med to heterogene Sygdomme: hvad der helbreder den ene, forøger den anden. Saa velgiørende Taarene ere for Hiertet, saa dyrt betaler Hovedet denne Lindring –

Krefting kom her tidlig i Formiddag paa sin Hiemtour fra Hurdalen. Han bliver her til i Morgen.

Jeg har nyelig læst den sidste Postdags Aviser, det vil sige, ladet Øynene løbe hen over dem. Og som det i et Assemblee af lutter Ceremoniemenesker vilde giort mig godt at støde paa et Væsen af bædre Art, saa qvægede det mig blandt alle de ækle pragtfulde Narrestregers Beskrivelse som jeg aldrig holder ud at læse, hendelseviis at faae Øye paa det keyserlige, ikke bonapartiske Træk med Gulddaasen, den unge Keyserinde modtog paa Frankrigs Grændser. Havde jeg blot hørt, ikke læst det udbasunet i alle Aviser, havde det været altsammen mindre offentligt, troer jeg, det vilde rørt mig ligesaa meget, som Luise selv. Men endogsaa som det nu er, rørte det mig. Slaaer der et sandt qvindeligt-barnligt Hierte i den unge Fyrstindes Barm, saa maae dog den søde Bevidsthed: at hun er sit arme Moderlands Skytsengel, være hende en rig Erstatning for Tabet af sit Livs sande Glæder og Friehed. Faderkeyseren, og end mere [135] hans stakkels mishandede Folk, maae vel takke Gud for ^som gav dem denne ræddende Engel, der udstrakte Fredens Palme over dem inden de sank ganske.

Torsd 10^de I Dag er det 20 Aar siden den sieldne troefaste Hertel kom i vort Huus. Hver Glæde og Lidelse, som i denne lange Tiid har hiemsøgt os, har han sönlig og broderlig deelt. Riig var den paa sande Glæder, denne lange Række af Aar – (: ak! Kun ikke de sidste). De Stød, som da traf, syntes vel haarde; og vare det – jeg mistede to Børn, min ædle Ungdomsleder, Staal, Koren sin kiæreste Ven, Aagaard, siden sin, og jeg min Moder. Men Tidens Haand formildede og har lægt alle disse Saar. Først senere har jeg følt, at der gives Hiertesaar, som kun Graven har helbredende Balsam for – og ligger der ikke nesten Helbredelse i denne Vished?

I det jeg erindrede, det i Dag var den 10de, og tyvende Aarsdagen siden Hertel kom til os, flød, som det ofte hender mig, naar Hiertet er i Bevægelse, de ubundne Tanker hen paa Papiret:

Det er mørkt og vinterligt. Intet Grønt qvæger Øyet, saa længe trættet ved at omsvæve i den døde ligklædte Natur. Endnu brænder det i Ovnen nesten fra Morgen til Aften. I Dag et Aar – det var Wolds Begravelsesdag, derfor husker jeg det – vare vel heller ikke alle Vinterens Spor udslættede, men dog var det ulige mildere. Den over vore Hoveder hængende Regn nedbeder alle saa hierteligt; men den hænger lige ubøyelig saaledes i mange Dage

[136] «Tyve Aar» lyder det for mit Øre i Dag hvor jeg gaaer og staaer. En lang Tiid synes – og er det. Og dog er den gaaet saa ubegribelig snart. Og er ikke selv det sidste i denne lange Aarrække, den bittreste Deel ^{ilet hastigere} end det ængstede Hierte, der saae hver Dag for sig som et Aar, torde ventet? Saa glide de umærkelige, Minuter Timer, Dage, bliver Uger, Maaneder og Aar før vi veed det, indtil det sidste Øyeblik kommer – en ængstelig Pause, inden Forhænget gaaer op, og det nye Liv ligger ubegrændset for os uden Time, Dage og Aar –

Fredag 11^te Den gode Krefting (nu reyste han i Snee og Slud) havde ^{i Gaar} netop udskrevet mig Placaten om den nye Postforandring, saa kom Posten hid, og et ‹…› heelt Intell: Blad opfyldt med – atter en nye Indretning. Man kunde nesten falde paa, visse Folk ikke havde andet at bestille end giøre andre Folk «taabelige i Hovdet» som min gl: ærlige Moer Møller i fordum Dage udlod sig. Nu er vi atter i Vilderede, elskede Maja mi, og Du har hoveret for tidlig over: at Du nu i Klogskab kunde maale Dig med Postkontoiret. Ney, ney, min Moer, der vil mere til. Dit Kiære af 1^ste May var altsaa 9 Dage gammelt da det i Gaar kom i mine Hænder. Tak for det kiære gamle Brev!

Eftermidd. Og Tak Du velsignede Lotta mi, for det kiære yngre, som nu bragtes mig fra Byen. Jeg seer dog da lidt bædre igien, Du Gode og Din Presidenter ligesaa. Hiertelige som Du selv ere alle Dine Breve, men dette gik i mange Henseender saa lige til mit Hierte, greb saa ømt og sikkert ind i dets Inderste. Hvorfor skulle I ikke alle vide det? I elskede Deeltagende! Det var min Jes jeg var bekymret for. Han er god, det veed jeg, men saa blød, og, frygter jeg, for svag til altiid at modstaae Fristelsen til Fornøyelser naar disse kommer i Collision med alvorligere Ting. I et mismodigt Øyeblik yttrede jeg min Bekymring herover i et Brev til den troe Kista, og dette besvarer nu min Lotta, og giør mig opmærksom paa et Udtryk deri som undslap det stakkels Hierte, hvis Saar endnu stedse bløder – og altiid vil bløde, ved mindste Berørelse. «Vogt dig for Sammenligninger min Christiane. Han føler vist selv, han ikke er hvad din Tabte var. Tak Gud du har ham, du faaer vist Glæde af ham» saa skriver Du min Lotta! og jeg skal stræbe at følge Dit vennehulde Vink – Ja, jeg takker Gud, jeg har ham. Han skrev ogsaa med dette [137] Bud saa barnlig bedrøvet over at have bedrøvet mig – begge disse Breve har qvæget mit hede lidende Bryst, som den strax ved blide Solstraaler smeltede Snee Jorden og Træerne. Men endnu hænger kolde Skyer over disse; og saa forbittredes mig ogsaa hiin Vederqvægelse ved at høre, min elskede Sally er syg. Det skriver baade min Lotta, og den gode Frue Bergh, fra hvem jeg fik et langt muntert Brev. Det er Tandpine – altsaa ikke farlig, men smertelig Sygdom. Gud give den nu maatte for længe siden været veget fra Dig, søde, saa ofte lidende Barn! Og den pleyer jo ikke at vedvare længe ad Gangen, som nok heller ikke var at udholde. For denne saa almindelige Smerte var jeg Gud skee Lov forskaanet min hele Levetiid igiennem. Er det Sympathie med Din fraværende Malla, som ogsaa i denne Tiid, efter vor Katty's Sidste, har havt denne Plage? Hvad det er eller ikke er, saa Gud give, det nu maae være forbi, og I Begge friske.

Aften Atter en Pakke og Brev! den første var fra den nye Sønnen min, Rasmussen, det sidste fra min gamle og dog yngste, Jes. Det var to Dage ældre, end det jeg fik før i Dag! Stakkels Gut!‹…› Han beraaber sig ogsaa paa dette længe før bortsendte, som jeg intet vidste af. Fra Rasm: et lille bitte fiint Brev, men som i det lille Rum indeholdt meget sønligt Godt-Godt. I faaer det ikke at vide endnu, men kanskee med Tiden, naar I vedbliver at være artige Børn.

Jes fortæller, at Flor blandt andre Experimenter har ladet sine Elever slagte, stege og spise – en Kat! Hu, tu, tu! det var dog det værste, jeg kan tænke mig spiseligt. Jes siger med Rette: «den Steeg havde du vist ikke smagt, Moer!» Ney ellers saa mange Tak, H^r Flor! Giid jeg kunde lade blive at tænke paa det. Og Jes siger oven i Kiøbet, det smagte godt. Ney, det kan jeg misanten ikke tilgive min gode Ven Flor saa snart.

Søndag 13^de Der er i Dag Confirmation i Ullensager. En af Præsten Molzhaus Døttre, som har været i Munthes Huus siden hun var 3 Aar, en ret vakker Pige, bliver confirmered. Præsten bad os alle did, men jeg takker Gud, saa længe jeg kan sidde inden mine 4 Vægge og slippe for at fare afsted paa de 4 eller 2 Hiul saa længe Føret ikke er sikkert.

[138] Men hele Hovind Ungdommen drog nu did, et 5 Mands Rytterie, saa kun vi Gamle, min Koren, jeg, Hertel (som skal til Næss i Eftermiddag) og Telja ere hiemme, og hos os de to Smaae. Linchen har havt en slem Hoste i disse Dage, som giorde mig ret frygtsom (hvad der da ikke skal meget til, siger Skriveren) især da Kighoste grasserer stærkt i Christ: Paa disse Kanter har jeg Gud skee Lov ikke hørt, og giid jeg heller ikke maae faae høre til den. Nu er hun meget bædre, og har egentlig ikke været syg, kun hostet.

Før jeg var kommet ned i Dag, var den Gangerpilt Fabritius her (han gaaer for det meste mellem Plogstad og her, og bærer ofte hele Læs Træer herfra paa Ryggen til Rikkes nye Have, som han arbeyder troelig i) og laae da til mig paa Theebordet en Sæddel fra min hulde Rikke, som giorde min Kop Caffe end mere velsmagende. Vor søde Wilhelm er fuldkommen rask igien, lige roelig og god, og tiltager daglig i Skiønsomhed. Selv er hun færm, og alt smiler nu om og til hende, ogsaa det Haab, at see sin Moer Koren snart igien. «For to Aar siden, siger hun, var du hos mig den 13^de May, og i Fior paa din Egersøns Fødselsdag» og det husker jeg ogsaa. Saa holde vi Regning med hverandre[.] Saa sendte hun mig ogsaa et Brev fra Hoffman, det første de har faaet, med Efterretning om det unge Pars Hiemtour. Den havde været saare besværlig, tildeels farlig, da der paa hiin Side var skrækkelig Tælleløsning. Engang maatte den unge Kone ride paa bar Hest og mandfolkeviis et langt Stykke, en anden Gang uf af Kiærren, og vente, til der blev hentet Folk som kunde faae Hesten op af Dynget. Jo, det er et underligt Syn for en dansk stakkels Kone, som de Nordmænd eller Skiæbnen (Hoffman er Beas Landsmand) slæber herop, at see sig saaledes færdig at begraves midt paa en Landevey og det Midsommer (det har hendet mig i Juni Maaned) da det elskte Fødeland staaer i sin fulde Pragt. Og endda, forudsaae vi end alt dette, fulgte vi vel med – og endda, hvor kiært mit Danmark er mig, ombyttede jeg ikke Opholdet i Norge med sine tre korte Sommermaaneder med noget andet i Verden.

I øvrigt befandt det unge Par sig vel efter den besværlige Tour – og hvad er i den Alder besværligt? – og for et Par Elskende? Bea havde ey skrevet. «I Dag maae du gaae med i Kirken Christiane» siger min Koren, som nu sidder og skiærer alle mine Penne til hele Ugen. Maaskee, tænker jeg. Veyret er saa lokkende, og Veyen med, giennem Haven.

Eftermidd. Jeg havde nesten opgivet mit Forsæt at gaae i Kirken deels fordi det begyndte at blæse en kold Nordvind, men især, naar jeg skal være oprigtig, fordi Troldmanden Jean Paul holdt mig saa fast ved sine Blumen- Frucht- und Dornenstükke, at jeg ikke saae, hvordan jeg skulde rive mig løs. Men saa kom som sædvanlig lille Fatter Mørk, og jeg mærkede godt paa alting, han giærne saae, jeg gik i Kirke. Jeg fulgte da med min Koren, og det angrede mig ikke. Af Psalmernes Valg og Evangeliet saa jeg strax hvorfor han ønskede jeg skulde være hans Tilhørerinde. En af Hovedgienstændene for vore Samtaler er Døden og det evige (virkelige) Liv. Begge ere vi enige om at det er enhver Forfatters og Talers Pligt at giøre Dødens, denne undeblivelige Giæsts Komme, til en Trøstekilde, ikke til et Skrækbillede for vore og Støvets Brødre og Systre. Og det giorde han ærligt i Dag, den Herrens Apostel

Tungt er det ellers, at en saadan Mand, en saa troe Arbeyder i Herrens Vingaard, for det meste kun har en halv Snees Tilhørere; og jeg begriber det maae være opmuntrende for ham, at see en og anden blandt disse Faa som han veed, fatter og forstaaer ham.

Lina og Kaya ere nu gaaet hen at besøge den gode Moer Mørk[.] Hertel er reyst, og nu er her stille – og dog saa godt – overalt

[140] Mand: 14^de Da de Smaae i Aftes kom hiem fra Mørkes, blev jeg lidt angst for min lille Kaja. Hun hang saa bleeg paa Pigens Arm, som havde hentet dem, og ynkede sig jammerligt. Vi fik hende i Seng, og strax Bud til Walbohm, der med sin sædvanlige Opmærksomhed var tilbage med Budet; men en bædre Læge, Søvnen, havde alt indfundet sig, hun sov uafbrudt den hele Nat, og er i Dag aldeles rask. Hun havde nok spiist for mange Gotter og drukket mere Viin end hun taalte. Jeg drak fire Gange, siger hun. Men hvorfor giorde du det, naar du ikke taalte det? spørger vi hende, og hun svarer meget rigtigt: Jeg vidste jo inte, jeg ikke kunde taale det, og de bad mig saa meget. De gode gamle Folk vare saa forskrækkede og havde Bud her seent i Aftes. I Dag har jeg alt glædet dem med Gienbud.

Kl:9 var mit unge Rytterie tilbage, uden at noget Eventyr var mødt dem underveys. De havde fornøyet sig meget paa den hele Tour, og Maja kunde ikke ophøre at tale om Ane Molzhau, der var saa sød og saae saa bleg og vemodig ud, siger hun, i sin første Brudepynt. Hendes svage Moder var der ogsaa, ak, og kunde ikke lægge den høyre lamme Haand paa det elskede Barns Hoved, kunde ikke folde den med den venstre til Bøn og Velsignelse over hende[.] Men med den endnu levende Arm kunde hun dog trykke hende til det velsignede Hierte, og i dette foldede sig jo meer end et Par Hænder til en Bøn –

Nesten hele Bøygdens Stoerfolk var paa Præstegr: og Fetteren Din, min Lotta, saa hiertelig bliid og godlidende, siger de, og ved Confirmationen rørt til Taare. Var Ane M: hans eget Barn, hun kunde ey være ham kiærere; og mod den hele Familie har han stedse viist sig en troefast Ven.

Men som min Maja var glad i den vakre Confirmant, hendes Barndoms Veninde og Legesøster, saa ærgede Nella sig over en anden tilstædeværende Jomfrue. Hendes Moder, som længe har været Enke, og virkelig er ved sine Døttres Pragt- og Sløsesyge bragt i usle Omstændigheder, ligger nu for Døden, og mangler det Nødvendigste: barnlig Ømhed og Pleye, og rimeligviis flere Nødvendigheder til at formilde de sidste bittre Dage. Nu var denne den ældste, Datter her i en nye blaa levantintaftes Klædning, med langt Slæb, og alt hvad der hørte til complet Damepynt. Ikke dette allene var ærgeligt, siger Nella, men ^meer endnu det, at hun [141] talte om alting, f.E. en kostbar Kam, som om Bagateller. Og, lagde Maja til, var saa munter og undredes over, hvordan Livet kunde hænge saa længe i hendes Moder – det var det værste. Deri havde min gode Maja vel Ret. Det første vidnede kun om yderlig Forfængelighed, men det sidste om en nesten utænkelig Grad af Letsindighed. Dog, Grændseskiællet mellem begge er jo ogsaa saa umærkeligt, at den ene let kan gaae over i den andens Enemærker.

Onsdag 16^de Usædvanlig let og uden Hovedpine forlod jeg Sengen i Gaar Morges, en Time før jeg pleyer, fordi jeg havde mange Breve at skrive med Posten. Med det første til min Lotta gik det færmt fra Haanden, men midt i det andet, til Jessen min, faldt Pennen mig af Haanden og en dødelig Mathed over mit hele Legeme. Jeg har i Vaar især ofte havt dette Tilfælde, dog sielden saa stærkt og længe. Ved Nellas Omhu (flere fik ey vide det) gleed det lidt bort efter Haanden, men før Eftermiddag var jeg dog ikke istand til at foretage mig nogen Ting. De begyndte Breve til Jes og unge Bergh fik jeg netop tidlig nok færdige til Postens Afgang; men Du, elskede Maja, fik intet, og det giorde mig saa ondt, da Du nu et Par Postdage kommer til at vente forgiæves. Men naar Du engang læser dette, vil det giøre Dig mere ondt, Du Gode, at see hvad Aarsagen var, end den feylslagne Venten.

Hertel kom hiem i Gaar Nat fra Næss. Han havde havt det Uheld, at Hesten var faldt ned i en forraadnet Broe, og han af paa den ene Side, hvorved han har stødt sin Hofte slemt; dog kan han være oppe, og var endog ude i Gaar. Gud skee Lov, det ey blev værre! og at intet Ondt bider paa ham. Han har det fælles med Skriveren – og alle ædle stærke Mennesker – at deres Følelser for fremmede Lidelser svækker Følelsen af deres egne.

Lieut: Gill kom her i Aftes. Han har været syg, og seer saa nedslagen ud. Aarsagen til begge Deele er vel Sorg over hans unge Kones haarde Nedkomst med et dødfødt Barn. Ogsaa hun var nær Døden, og er endnu meget svag; og dobbelt tungt er det ham derfor at forlade hende for at gaae til sin Post i Guldbrandsdalen. Han har søgt, men endnu ikke faaet sin Afskeed. Vi har overtalt ham til at blive over i Dag, og det var ey vanskeligt. Hovind bliver ham vist altiid kiært.

[142] Torsdag 17^de Kun to Ting har jeg at melde Eder i Dag, mine Elskelige, men begge Sieldenhæder. 1) var jeg oppe før Kl 6 i Dag, uden Hovedpine, uden Mathed; 2) har det sneet den hele Nat og holder endnu ved, saa jeg sikkert troer vi kan kiøre i Slæde – den syttende May –

Løverdag 19^de Da Gill var reyst i Torsdags, satte jeg mig til at skrive ret alvorlig, for at faae endeel færdigt og afsendt med et Bud fra Plogstad til Byen. Selv vilde jeg bringe det did – til Plogstad, nemlig, om Bededagen. Posten kom saa tidlig, at jeg fik endnu besvaret, skiøndt i Hast, et Brev fra min kiære troe Kista og fra Jes til Maja – det var snart besvaret. Det var kun 4 Linier, og giid de ogsaa havde været uskrevne. Han fortæller blot, at han den Dag han skrev, havde taget Brækmiddel, for at forekomme, siger han, Følgerne af en Forkiølelse. Mathed hindrede ham fra at skrive mere dog forsikrer han, at det altsammen intet har at betyde. Gud give det[.] Jeg er dog nu i megen Uroe, inden Byebudet kommer tilbage, om da det maae bringe mig Roelighed. Dit kiære Brev, dyrebare Maja C, besvarede jeg ogsaa saa løselig i Gaar, med en smertelig Hovedpine. Denne nødte mig til at opgive alt Haab om at see Plogstad og min Rikke. Men da jeg havde faaet alle mine Siebensakker i Orden, kom Waldbohm, som Dagen før havde været paa Plogstad som vidste, de ventede mig der i Gaar, og forsikkrede, da Veyret var saa godt, jeg maatte og skulde ud. Nu, «de ere gode at lokke som efter vil hoppe» og var det ikke, som Hovedpinen ordentlig tog Flugten for Doctorens Besværgelser. Min Pynt blev uforandret, altsaa var Anstalterne snart giorte, men med et bankende Hierte satte jeg mig for første Gang i Kariolen – ved alt hvad jeg foretager mig første og sidste Gang, kan jeg slet ikke være ligegyldig. Heller ikke havde jeg den kiække Aslak med – han var ey hiemme. Dog kom jeg nok saa deyligt frem med den sagtmodige Gunder, og veed jeg aldrig, Føret paa denne Aarstiid har været saa godt, saa frit for Sylter (som de gode Nordmænd saa pudserlig kalder det) som jeg i Gaar fandt det.

[143] Det var seent, først Kl 1½ jeg naaede Plogstad, hvor de nesten havde ladt af at vente min høye Ankomst. Dog blev jeg modtagen. Og havde Walbohm faaet manet sin Hovedpine rigtig bort (men det var blot hans Nærværelse, den skyede) skulde jeg havt en deylig Bededag, uagtet jeg – da jeg for Skams Skyld ikke kunde være rigtig vinterklædt – frøs dygtig paa Bortveyen, og var bekymret for Jessen min, og ikke fandt Rikkemoer fuldkommen vel. Egentlig var det hendes indvortes Menneske, som skrantede og for slig Skranten – det veed I godt, mine Elskede – har et elsket Væsens Nærværelse den beste Lægedom. Nu veed jeg ikke, om jeg har Ret til at fortælle Eder andre end mine egne Svagheder. Det er saa naturligt, at jeg i mine Venners giærne vilde finde en Tilflugt eller Stytte for mine – tilgiv derfor, elskede Rikke, læser Du nogensinde disse Blade, at jeg fortæller hvad det var, som havde bragt Dit ømme Sind i Uorden – En Drøm. Saa levende var Erindringen herom blevet hende, at da jeg blev saa længe, og endelig kom, troede hun, jeg havde et Sørgebudskab at bringe hende fra hendes danske Venner, troede fuldt og fast, at hendes og min kiære Eline Rafn var død. Hun torde ikke spørge, saa meget mindre som hun tog Sporene af Kuld og Hovedsmerte paa mine blege Kinder for Bekræftelse paa sin Frygt – den Gud lade være ugrundet, Du Gode, som han spare Dig for enhver nye Kummer!

Ellers var min Wilhelm og alt vel der. Jeg læste et meget morsomt Brev fra den raske Bea, der efter at have talt lidt om Reysens Besværligheder, hvorved hun henviser til sin Mands Brev, gaaer gesvindt over til det Behageligere, og giver en nøye og interessant Beskrivelse over Modtagelsen i Tønsberg, Indtrædelsen i sin lille Boelig, dens hele Indretning – og her stod hun livagtig for mine Øyne – Naboelaget, og alt, hvad hun i den korte Tiid kan have bragt i Erfaring. Hun er saa hiertelig tilfreds i sin nye Stilling, i sine Naboer, i alle sine Omgivelser, at hun sikkert ikke byttede med Frankrigs Luise, i det mindste ikke uden at kunde have Hofmann paa Thronen med sig, saa troer jeg nok, hun gad legt en Smule Keyserinde.

[144] Jeg tog tidlig hiem, og tænkte nesten endnu at finde mine Jomfruer paa Houg, hvor de efter at have været smukt i Kirken, spadserede hen om Eftermidd:, Maja, Lina og Maren. Det er nesten 3 Fierdinger dherfra did, altsaa halvanden Miil frem og tilbage, og dog kom Ungerne mine, der vare gaaet fra Houg længe før jeg kom der, springende mig nok saa friskt imøde, og befinner sig i Dag meget vel efter Touren. Nella, som ikke var ganske frisk, torde ey vove sig saa langt. Hun var gaaet med lille Kaja til Gislevold, hele Contoiret havde været ude paa Fiskerie, saa ingen uden min Koren og den stille Telja var hiemme hos Fatter Munthe hele Eftermidd: Han havde, siger de Alle som vare i Kirke, giort en overmaade god, rørende Præken i Gaar.

Paa Hiemveyen hørte jeg første Gang Giøgen, hørte den i Øst, Glædegiøgen altsaa. Men de fleste har hørt den for mere end 8 Dage siden. Efter Sagnet betyder det et haardt Aar, naar den galer paa bar Qvist, og i Aar skulde den, paa disse Kanter, havt Ondt for at finde et enkelt Løv, end sige en heel løvfuldⁿ²² Qvist, ved dens Komme. Rigtig nok spaaer heller ikke den stedse vedholdende Nattekuld og skarpe hæsende Vinde meget godt. Men i disse Tider slaae jo alle Spaadomme feyl, hvorfor da ikke ogsaa denne? Vist nok er det, at Forsommeren i Fjor var saa ønskelig som mueligt, men det blev dog kun et maadeligt Aar. Den langvarige aands- og grødefortærende Tørke tilintetgiorde de smilende Haab.

Imellem Vindstødene i Aftes, var det et himmelskt Veyr: Trosternes søde, melankolske Nattergalslag, og Giøgens muntre eensformige Kukkuk var den eneste Lyd i den stille Aften, naar jeg standsede Gulen min, for at have ret godt af det Alt. Kun et eneste Menneske mødte vi paa den lange Vey, kun den Eneste saae vi, før vi kom hiem. Maanen stod i sin fulde Pragt paa den skyeløse blaa Hvælving. I dens Straaler glimrede Fløyen paa Wilhelmsminde – hvorpaa hans Navn og Dødsdag staaer – og det hvide Stakit om Saras Grotte og Graven – som dog kun min Siæls Øye saae.

[145] Aften. To Lieutenanter Riis, Sønner af Lehnsmandenken, ere her nu for at raadføre dem med min Koren om et og andet i Anledning af Moderens forestaaende Død, som hvert Øyeblik ventes. De græder saa bitterligt, og det skiær mig ind i Siælen, da den ene – den Ældste – sagde: «Hun har slidt sin hele Levetiid for os, og aldrig vidst hvad Godt var, og vi har intet, slet intet kunde giort for hende. Nu kanskee (han har antaget Gaarden) hun kunde faaet det godt paa sine gamle Dage, og nu – er det forbi» – Arme ulykkelige Børn! Hvad skal lindre Eders Jammer, naar hun nu er borte, og I føler det saa brændende: «vi har intet giort for hende. Hendes hele Liv var Opofrelse og Sorg for os. Hun gav os Alt, vi hende Intet, og nu hører hun ikke engang vore Klager, vore Velsignelser, vor grændseløse Jammer – »

 – O, I Elskede, skulde da ikke alle vore Bestræbelser gaae ud paa at give vore Medvandrende Beviis paa vor Ømhed og Kiærlighed, at forsøde hinanden de bittre Timer, der paa denne tornefulde Bane til Graven gives saa mange af, og ved øm Deeltagelse forhøye Nydelsen af de faa lyse, og giøre dem end lysere? Hvad skal ellers rædde os fra Fortvivlelse, naar Døden river dem fra den tornefulde Bane som vi lade dem gaae ene, uden at strøe en Blomst paa den, uden at borttage, saa ofte vi kunde det, en saarende Torn?

Jeg vil lade Jean Paul – hvem kan det som han? – tale for mig:
«Hvad der ved hver Gravhøy qvæler os, er den Tanke»: «Ak, hvor vilde jeg have elsket dig, gode Hierte, kunde jeg forudseet hvor snart du skulde synke sammen i Støv!» O, at ingen af os kan tage en Døendes følesløse Haand og sige: «Du Blege, jeg har dog forsødet dig dit hele, nu forgangne Liv, jeg har aldrig givet dit nu sammenfaldende Hierte andet end reen Kiærlighed, reen Glæde» – O, at vi alle, naar endelig Tiden, Sorgen, Livets Vinter uden Kiærlighed, har forskiønnet vort Hierte, maae træde hen med unyttige Sukke for de Elskendes Hvilested og sige»: «Og at jeg nu, da jeg er bædre og kiærligere, ikke har Eder mere, ikke kan elske Eder mere – o, at allerede det gode Bryst er giennemsigtigt og brudt, og intet Hierte har mere, som jeg nu vilde elske skiønnere og glæde mere, end tilforn» – hvad bliver os da andet tilovers, end stum Anger og uophørlige bittre Taare? Jo, noget bædre bliver os tilovers: En varmere, troere, skiønnere Kiærlighed mod ethvert elsket Hierte, som endnu slaaer ved vort – » –

[146] Søndag 20^de Vi skal comunicere i Dag. Gud styrke mig til at holde det ud under den lange Kirketiæneste. Jeg er meget syg.

Eftermiddag Det gik an. Den gode Mørk, som var her inde før han gik i Kirke, lovede at skynde sig, og havde ogsaa valgt de korteste og saa faa Psalmer som mueligt. Men dog var hans Skriftetale ikke kort og hans Præken længere, end de i den senere Tiid pleyer være. Dog, maaskee forekom det mig kun saa fordi jeg deels sad med et Slags Frygt for at blive værre, deels umuelig kunde have min Opmærksomhed henvendt som jeg vilde og burde, til hans meget gode Taler. I bokstavelig Forstand var her «Aanden villig men Kiødet skrøbeligt» – Og sandelig er det ydmygende for den ædlere Deel, at skulde saaledes behærskes og nedtrykkes af den ringere, det udødelige gudlige Væsen af det usle Støv. Naar jeg er saa mat og svag som jeg har været i Dag (nu efter nogle Timers Hvile er jeg meget bædre:) maae jeg med Magt søge at adsprede Tankerne, ^ikke at hefte dem ved nogen Gienstand, og allermindst ved noget angribende. Fik Siælen Raaderum i saadanne Øyeblik, troer jeg det blev den muelig at skaffe sig Flugt ud af sit Fængsel.

Alle Jomfruerne, og alle Contoirfolkene (Munthe undtagen, som har sine Forældre saa nær) fulgtes med mig, min Koren og Maja. Vi ere jo ogsaa alle kun een Familie. Det var vel sidste Gang, den gode Nella fulgte med os. I 6 Aar har vi fulgtes ad.

Det skal have tordnet i Dag tidlig, sigter de. Jeg har ey hørt det[.] Maaskee bliver Luften mildere derefter. Den er ret skarp.

Nu kom med et Bud fra Byen Brev med ^fra min Jes. Han har nok, kan jeg mærke paa alt, været meget syg. Nu, forsikrer han, er han fuldkommen brav, kun noget mat, og kan endnu ikke være meget ude, da han bruger Medicin. Gud give, jeg vidste den rette Sammenhæng. Fra Tøyen faaer jeg dog vel snart noget mere tilfredsstillende. Hvad han har fattedes‹,› ak eller maaskee fattes endnu, taler han intet om.

[147] Mand: 21^de Da vi havde drukket Thee i Gaar, Kl: var alt 6, kom Frue Wærner og Frue Hiort, og blev her et Par Timer. De behøve begge en Smule Opmuntring, disse to gode Svigerinder. Wærner, den raske unge Mand, har taget sin Afskeed. Den smukke Mand Staffeldt, hans Chef, har da ved evige Chikaner drevet det dertil. Ærgelse over at see sig tilbagesat den ene Gang efter den anden, og desuagtet at blive uophørlig jaget fra det ene til det andet Sted, har naget paa hans indre og ydre Menneske, saa han nu, sagde hans Kone, ikke ligner sig selv mere. Disse gode simple Mennesker levede tilforn saa roeligt og tilfreds i deres meget smaae Kaar, bar Byrden saa troet med hinanden. Gud forbyde at det nu skulde gaae hende som Frue Hiort, at al Byrden skulde blive lagt allene paa hendes svage Skuldre. Hun holdt det neppe ud.

Chikaner, Undertrykkelser og Satanesser finder sagtens Sted over alt og i alle Stænder, men dog vel neppe i nogen Stand som i den melitaire. Er ikke nu Lapsen Haxtausen, Papas og Mamas ægte Søn, bleven Capitajn, faaet Compagnie, og sprunget, Gud veed hvor mange forbi, blandt hvilke dog vist ere Værdigere (thi dertil vil grumme lidt) end han. Blandt de prejudicerte er en Officer som har været hans Lærer, det veed jeg. Imod saadan Uretfærdighed oprører sig mit hele Væsen. Maae da de Forurettede taale det – «tie – bukke atter – og tie?» – Det er skiændigt. «Ivre dig ikke, kiære Moer!» siger I nok. Dog ney, det siger I ikke, I ivrer med mig. Og hvad nytter det saa altsammen? Intet, det veed jeg nok. Men saa deler I dog min paa det uskyldige Papiir udøste Harme, naar I læser dette.

Vi har i disse Dage alle været meget bekymret for Procurator Krogh, som har været overmaade syg. I Gaar var Hertel der, og han er Gud skee Lov i Bædring, skiøndt endnu langt fra ikke brav. Hvilken Elendighed, havde Gud kaldt ham fra en stakkels Moder med 5 smaae bitte Børn. Ogsaa er det en meget retskaffen af alle agtet Mand.

Tirsdag 22^de Gud signe Dig, dyrebare Lotta! og i Dit fromme Hierte Fred! See, saa bliid som Du er selv, er denne Din Dag. Den første Vaarregn falder qvægende paa Jorden, og det af Kulden forkuede Græs reyser trøstet og smilende i Haabets skiønne Farve, det spæde Hoved i Veyret. Det være mig et Sindbillede paa, at den Bekymring som i disse Dage har nedtrykt Dit ømme Hierte, snart maae vige for Haabets Smiil og Din kiære Lawsonmand, befriet for hver Smerte, som Du føler endnu smerteligere end han, maae [148] faae sin fulde Siæls og Legems Raskhed igien, som han – ak desværre ikke havde, da Du skrev det kiære Brev, som bragtes mig i Dag. Du har nu modtaget en lille Bog og et lille tosset Vers fra Din Christiane, og en Strikkeskee fra min Koren, hans egne Hænders Arbeyde, og Dig vist derfor kiær.

Gud signe Dig, dyrebare Lotta! og i Dit fromme Hierte Fred!

Tak, elskede Sally, for Dit kiære Brev, og Din pene Krave, den jeg skal prunke med paa Nellas Høytidsdag, og Tak fordi Du er frisk igien hvad der er Din Moer Koren kiærest af det altsammen.

Fra den lille Zarine var ogsaa Brev, og deri Efterretning om; at den lille Moer Krefting har faaet sig en rask Gut, og er selv rask. Det er nu hendes ottende. Til saa mange var jeg ogsaa Moder. Gud lade hende beholde – er det saaledes hende og dem gavnligt – flere, end jeg har beholdt! og mig give Gud, at beholde dem, jeg endnu har! –

Om min Jes fik jeg ingen fuldstændig Efterretning – «og naar faaer jeg du det, siger Skriveren, naar det giælder om Ungerne dine?» – Han har nok Ret, og det har han for det meste. Fuldkommen frisk frygter jeg, han ikke er endnu, dog med Guds Hielp i bedste Bædring, som han ogsaa selv skrev i Søndags.

Koren stræber nu fra tidlig tidlig om Morgenen med at plante Træer og pynte paa det kiære Wilhelmsminde. Hver Time han kan stiæle fra andre Forretninger, er han der, og blev der i Morges, uagtet det regnede stærkt, sin Tiid om, og kom hiem ^som en halvdruknet Muus, men lige bli lel.

Torsdag 24^de Det var en Post! 4 Breve, kiære Breve fra min Lotta, fra min Egersøn, fra Poppenheim, og endelig – fra Øhlensläger. Mit Hierte bankede og mine Øyne bleve vaade. I vil ey undres herover, mine Elskede; der laae de for mig de kiære kiendte Træk, som jeg i saa lang Tiid ikke saae. Ligesaa lidt vil I undres over, at jeg først aabnede og læste dette. Men vil og skal I da undres over noget, mine Dyrebare, saa lad det være derover: at jeg efter dette Brevs Læsning har mere tilovers at ønske og mindre at haabe, end før. Men lad mig ikke være uretfærdig. Der vilde vel meget til at opfylde en saa længe og tildeels smertelig ^spendt Forventning. Dette Brev, veed Gud, har det ikke – Vel veed jeg, det altiid var hans Maneer, paa sin jeanpaulsk: «at skiule sine Taare, sit rørte Hiertes Udtryk under en comisk Maske.» Men med alt det – jeg finder ikke min gamle Adam igien. Dog tør jeg [149] haabe, han ikke er «dødet og druknet» i Sydens lumre Luft, eller i den endnu lumrere Røgelsesdamp i det kiære Fødeland, maaskee blot indslumret, og vaagner igien til et nyt Liv. Om 14 Dage, skriver han, skal han gifte sig. Brevet var 10 Dage gl – altsaa om faa Dage. Gud give Dig og Din Christiane, Du dog stedse kiære Adam, al Himlens beste Velsignelse. Amen! – Saa tomt, tildeels saaret, mit Hierte bortlagde dette, saa tilfredsstillet og ligesom kiælet for blev det ved det sande sønlige Brev fra min elskede Frederich, dette ‹…› fuldskrevne og af Hiertets Fylde fulde Brev, som jeg strax satte mig til at besvare, om det ikke nu var saa seent, og desuden Fatter Munthe var her. Men dog skal Svaret med min Koren Søndag; og her skal De atter finde min moderligste Tak, ædle Ven! ogsaa for de usigelig deylige sødtduftende Blomster, som slutter den hele vellugtende Krands. Og saa Dit Brev, Du min velsignede Lotta, det var ogsaa en sand qvægsom Balsam paa det – ak, jeg veed det – alt for forvændte Hiertes Vunder, som vil behandles saa ømt og varsomt, om de ikke skal bløde uophørlig, og som, uden denne Behandling, den vel aldrig nogen Lidende har kiendt kiærlighedsfuldere, vel længe siden havde forblødet sig. Gud skee Lov, at vor kiære President igien er bædre. Gud skee Lov for saa meget, for Alt! Ogsaa fordi de retskafne Poppes, som begge har været syge, nu ere friske, efter hvad den snilde Poppenheim skriver.

Aften. Præsten er borte. Med Hertel har jeg besøgt vor kiære Grav, om hvilken Snedkeren nu sætter et peent Stakitværk, og hvor jeg skal faae mig en Bænk, og nu kan gaae frit ud og ind. Jeg har ikke været den saa nær siden Du fulgtes med mig, dyrebare Maja, den første skrækkelige Gang, ikke knælet paa den siden Saras dyrebare Støv lagdes der. Et høyt Giærde uden Indgang indhægnede den hellige Jordplæt. Nu var jeg ikke ene, nu kunde jeg ikke knæle der. Men mit Hierte knælede og flød i Taare.

Maja, Nella og Telja har været paa Houg i Dag. Den hele udslagne Dag har min Koren staaet og gaaet ude paa Marken, hvor de pløyer til og sætter Potetes. Da lever han saa godt, efter sin Smag. Giid han ofte havde Leylighed til at leve saa!

[150] Fredag 25^de «Morgenstund har Guld i Mund!» Ja, nu har jeg – Kl: er ikke 7 endnu – ved det velsignede Caffebord (smiil kun, mit gode Lisebarn!) strikket adskillige Omgange paa min Strømpe, været i Haven og hentet mig en frisk Aurikel, atter giennemløbet de kiære Breve, og meer end giennemløbet det himmelskiønne Digt: Das Lüftchen aus Süden, og finder ved denne anden roeligere Giennemlæsning, hvad De siger herom, min gode Egersøn, saa sandt som skiønt: «Det er, som vare (Wilhelm Meisters) Mignons Følelser satte i Æolsharpe-Musik.» – Det er et frieherligt Digt, lægger jeg til, Gud veed, uden at vilde sige nogen Borger, fordi Digteren er Frieherre, Schlippenbach benamset – Jeg er saa usigelig frisk i denne Morgenstund, og saa lykkelig. Det er den første virkelige Vaarmorgen vi har havt, og Fuglene som qviddrer saa lysteligen her uden for mit Vindue, er ikke gladere, ikke lettere om deres smaae Hierter end jeg om mit. Jeg kunde trykke hele Verden til det. Gud veed, hvordan det er, at jeg er, at jeg kan være saa glad. Dog det var ogsaa Utaknemmelighed at begruble det. Saadan vaagnede jeg, da min fromme Maja Kl 5½ kom svævende hentil Sengen og vakte sin Fader. Det var saa sødt strax jeg slog Øynene op at møde dette milde Blik, og føle hendes barnlige Mund paa min og paa min Haand. Om det kan vedvare saaledes til Aften? Ney, allerede dette Spørgsmaal hører ikke hiemme her – Nu skal jeg skrive ret for Alvor til min Lotta, og til min Frederich, ogsaa lidt til Maja mi – hun fik 8 Sider (smaae vare de sagtens) sidst, og alle Barna maae have ligt. Sallys Brev er alt færdigt paa en lille Efterskrift nær. Og nu kunde jeg lægge dette hen, vilde det ogsaa, men saa er det, som der var noget der tyngede paa min Samvittighed, som jeg først maatte have i Rigtighed. Har jeg maaskee giort Dig Uret, gode Adam? Saa tilgiv mig! Jeg vil tilstaae Dig det, og jeg vil ey opsætte det til neste Sommer, naar Du kommer til Norge. Sligt maae man aldrig opsætte, var man end vis paa at Terminen skulde opleves. Her er da min første Tilstaaelse for Eder, I mine andre Elskede, og ved den er jeg allerede saa vidt beroeliget, at jeg kan gaae til de velsignede Breves Besvarelse.

Løverd: 26^de Dermed kom jeg dog ikke ret langt i Gaar. Nesten hele Eftermiddagen tilbragte vi paa det dyrebare Wilhelmsminde, hvor jeg var for første Gang i Aar, og hvor det var saa godt, at jeg ey kunde rive mig derfra.

[151] Men nu skal jeg stræbe at indhente det forsømte, skiøndt jeg i Dag langt fra ikke er, hverken aandelig eller legemlig hvad jeg var i Gaar. Det var da heller ikke venteligt, at det skulde holde saa længe ud. Al Ungdommen, Linchen inclusive, spadserer i Eftermidd: til Gierdrum. I Morgen kommer jeg, Hertel og lille Kaja efter til Kirketiid. Min Koren reyser til Byen, og Telja vil være hiemme og passe paa Huset.

Søndag 27^de En eneste God Morgen, først og især til Dem, min dyrebare Egersøn! og veed jeg vist De i Dag tænker ofte paa Deres Moer Koren og at baade De og Deres gode Lise ønsker som kiærlige Børn den elskede Moder nærværende. Og hun er der: hun omsvæver og velsigner Eder –

Saa Eder alle en God Morgen, min Siæls Elskede! Den er bliid og skiøn den kiære Dag, som den bør være. Min Koren er reysefærdig, ligesaa jeg og mit lille Følge. Vi vilde saa giærne komme tidsnok til Gierdr. for at lye Præken, og ^om der kun ikke spilles os et Puds, og Pastoren er ved Anexet. Det faaer staae sin Prøve. Der er min sagtmodige Telja – som vist skal besidde Himlen – og siger: «Nu er alting færdigt, Moer!» –

Mand: 28^de. Rigtig nok mødte vi den brave Chrystie paa sin Tour til Heni (Anexet) i sin hele Ordensdragt. Men vi havde nu engang foresat os at vilde høre ham, saa denne knappe Fierding (længere er det ikke) hverken giorde fra eller til. Vi toge blot til Præstegrd. for at spise Frokost, og lode saa staae ad Heni til, hvor jeg aldrig havde været før. Det er nesten den mindste Kirke jeg har seet. I min Storstue rummes vist ligesaa mange Mennesker, troer jeg. Ogsaa var den propfuld. Men i selve Christiansborgs fordums skiønne Slotskirke hørte jeg aldrig Taleren Bastholm med større Tilfredshed end i denne lille Fiælekirke Chrysties simple, rørende, skiønne Tale i Gaar. Jeg vilde ikke for meget godt undværet denne Kirketour. Sandt nok er det, at der vel ikke kan gives en rigere Text end den: Faderen elsker Eder, som vare de Ord, han valgte af det herlige Evangelium at tale over. Kort, det kom fra Hiertet og gik til Hiertet, som er den sande Kiærligheds Natur og Væsen. Lina selv – et Beviis paa hvor fatteligthierteligt det var – spurgte mig siden: «Moder, var det ikke en deylig Præken?» – Hun og min Kaja sade saa stille og opmærksomme. At Kaja hørte hvad Præsten talte, saae jeg deraf, at hun bøyede sig hver Gang, Jesu Navn blev nævnt. En Skik, der nu er gaaet af Brug, og ^der som Ceremonie vel ikke just betyder noget, men som jeg dog holder meget af, og aldrig aflægger. Jeg kan erindre, at jeg som Barn ofte græd [152] bittre Angerstaare, naar jeg ved at giøre mig selv Regnskab for Dagens Foretagender, kom til at gruble over, om jeg ogsaa havde neyet eller bøyet mig ved at læse og høre nævne dette hellige Navn. O, at altiid vore Hierter bøyede sig ved at tænke det!

Al Ungdommen, endogsaa Kaja, gik til Kirken, og det siger da intet for saadanne Fodgiængere. Men tænk Eder, i Dag gaaer Præsten de 3½ Miil til Byen som Anfører for 5 Jomfruer, hvoriblandt er mine tre, Maja, Nella, og Maren Skieldrup[.] Denne Plan var lagt før vi kom did i Gaar, og hvor nødig jeg gav Maja mi mit Samtykke til denne, jeg frygter alt for lange Reyse, kan I neppe troe. Men var det mueligt, at slippe? Fader Chrystie (hvis Øyesteen Maja altiid har været) lovede at passe alting saa godt ved Gangen, at intet skulde være at befrygte. Give Gud denne Tour blev dem i det Hele saa behagelig, som de tænkte sig den. Deres Glæde var ubeskrivelig, men fordunkledes ved hver mørk Skye, lyste naturligviis ogsaa op igien med den. Det er intet behageligt Veyr i Dag, stærk Blæst og koldt. Dog har de Vinden paa Ryggen, og kan gaae for fulde Segl. Hvor skal min Koren undres, og de alle paa Tøyen, naar Pastoren kommer did (han lovede at gaae derom) med sine 5 bekrandsede Jomfruer – thi alle havde de krandset sine Hatte med Moos, og vare bevæbnede med peent udsmykkede Stokke, som lille Jørgen Chrystie (der ogsaa er med) og Gryner havde forfærdiget dem i Gaar Morges før Kl: 5. Kort det er et hyrdemæssigt Tog, og det undres mig, min Lotta, om Du ikke, naar Din første Forundring har sadt sig, vil synge: «Paa en lille Tue stod en Hyrdestav osv – Præsten maae være hiemme igien Christ: Himmelfartsdag, Torsdag; men Barna vore bliver inde til Fredag, og Løverd: henter vi vore fra Gierdrum. Saa er Planen, den Gud give maae lade sig udføre til almindelig Glæde og Tilfredsheed.

Vi toge tidlig hiem, vi Tilbagevendende, at de Vandrende kunde komme til Hvile, den de saa vel behøvede. Widings var der, ogsaa Madamens Syster. Saa lidt samme Widing er af mine Folk, kunde jeg dog nesten have ondt af ham. Han har faaet en vel stræng Tugtemester over sig i Agent Nielsen. Han behandler ham reent en canallie. Meest – eller kanske allene for den arme Kone giør det mig ondt. Gud skee Lov vi aldrig tilraadte hende dette Partie, snarere det [153] Modsatte, det er at sige, saa vidt dette kunde bestaae efter de Skridt som allerede vare giorte. Saadanne Raadførsler skeer ogsaa for det meste kun paa qvansviis, naar Tingen alt er afgiort, eller de dog har besluttet, de Raadspørgende, at følge deres egne Hoveder.

Jeg fik i Gaar min Titan tilbage fra den brave Bergmester Bauman, som har havt den siden i Høst; og med den et meget forbindtligt interessant Brev. Han er – og det maatte han blive – indtaget i Jean Paul; men man maae kiende ham nøyere, siger han, for at forstaae ham. Ja, det maae man vist nok, og tilbunds tvivler jeg om, nogen forstaaer ham. Men før jeg forstod ham, tvang han mig til at elske sig, saa det nok egentlig kun var mit Hoved som ikke forstod ham. Nu bliver dette ogsaa meer og meer fortroeligt med ham, men vist er det, at mit Hierte aldrig har forstaaet noget bædre, end det forstaaer ham.

Heel forundret blev jeg, da jeg kom ned i Morges, og saae en Pakke paa mit Bord acurat som den jeg i Fredags sendte med et Bud til Byen til min Maja C: samme Størrelse, samme Voxdug og alt – og den var da heller ikke fra andre end samme min Maja, som jeg nu ønskede, om ikke for andet end Raritetens Skyld, havde fundet min ligesaa uformodet liggende for sig. Sikkert troede ogsaa Du, det var den samme, Du havde afsendt, der ligedan var retourneret – Men saa fik Du, Elskede, kun et Par Linier fra Din Moer Koren, som Du nu glædede med et langt kiærligt Brev, for hvilket Du ogsaa her modtage min kiærligste Tak. Gud give Torsdagen var der, saa fik jeg en Fortsættelse af det, som jeg længselfuld seer imøde –

Ogsaa laae her et lille Brev fra den ældste Jomfr: Horster, skrevet i hendes Faders Navn, med Forsikring at min Jes nu er fuldkommen karsk, da de hver Dag saae ham flere Gange, ofte havde talt med ham, og han nu, da hun skrev, var hos Flor. Altsaa en deylig ‹…› Morgenhilsen. Var jeg kun roelig nu for min Maja. Stormen vedvarer. Maatte alle Storme lægge sig, de ind- og udvændige, som ængster mine Dyrebare! (og mig) Og de vil det, Elskede, de vil det. Men som de physiske luttrer Luften, og bringer Velsignelse og Sundhed, saa luttres vel og forædles vor Siæl ved de moralske Storme.

[154] Tirsdag 29^de Giørup og hans Kone kom her i Gaar Eftermidd: og blev her til Kl over 10. Da de vare borte, og Telja havde fulgt op med de Smaae, blev jeg længe siddende ene nede i Stuen. Med et blev den Stilhed omkring mig – alle Mennesker havde lagt sig – mig saa ængstelig. Jeg tænkte mig et Øyeblik: om du stod saaledes ene i den hele Verden! Den maatte forsvinde saa hastig som den opsteg, den skrækkelige Tanke. Hvem kunde udholdt den længere? Jeg ilede op paa mit eensomme Kammer til mit eensomme Leye, hvor Søvnen ikke længer lod mig blive allene, men hensatte mig i et Virvar af Mennesker og Begivenheder, som, kunde jeg erindre og fortælle dem alle, vilde blive en heel tiecksk Roman, thi Dyr og Træer og Blomster talede i mellem hinanden, og gebærdede sig heel underligt. Formodentlig har det været en Udvikling af de dunkle Ideer i min Siæl foranledigede ved Følelsen af min Eensomhed og den Taushed, som hærskede omkring mig. Ved nøye at efterspørre Ideernes Gang, kommer man dog ofte efter Forbindelsen mellem disse og vore Drømme, kom maaskee altid efter de naar man erindrede sig hine rigtigt, og giorde Sammenligninger mellem dem og det drømte. Iblandt andre Herligheder som Drømmen begavede mig med, var mange deylige Leivkøyer, og een eneste stoer Provinzrose, den skiønneste jeg har seet, men uden grønne Blade, og den blomstrede, eller rettere laae afplukket bag et fiint ^hvidt giennemsigtigt Forhæng. Grundstoffet til dette Syns Frembringelse kunde jeg vel ogsaa opdage; men jeg vil ikke søge efter det –

Vi har hørt fra Gierdrum, at Selskabet gik i Gaar Morges Kl: 7, og at de endogsaa havde faaet den gode Mad: Chrystie overtalt at blive med. Det er ligesom en nye Beroeligelse for mig: des sædeligere gaaer det. Ja, ja, hun har vel syntes som saa, at det ikke var saa raadeligt, Præsten gik ene med alle de Jomfruer. Maaskee har hun ogsaa tænkt: «Hvad vil Folk sige?» og at man «saa men maae staae paa sin Repetation.» – Dog fraraadte jeg hende det, naar vi nu skal tale alvorligt, thi de vare alle om hende og bad hende. Men hun kan nok ligesaa lidt med at sige Ney som jeg. Hvor bebreydede jeg mig denne Svaghed i Aftes, og ængstedes for min Maja, og tænkte: bliver hun nu syg, var end ikke denne Tour Skyld i det, dog vil og maae du bebreyde dig det, og lide dobbelt. I Dag ‹…›ⁿ²³ roelig, ligesom Veyret og med Guds Hielp bekommer det hende vel.

[155] Det kiære Barn er ellers gaaet glip af en Fornøyelse hun sætter stoer Priis paa som paa alle landlige Optrin. I Dag slap vi Creaturene, og det vilde glædet hende dobbelt, da de vare i saa god Stand, som mueligt, og giorde nogle Hallingkast, saa det var Lyst at see. Men nu vil det nok blive Smalhans for de arme Dyr, da ude kun er saare lidt at faae og vi dog ey kunde holde dem inde længere. Det er tungt, i Slutningen af May ikke at kunde fæste sine Øyne paa en eneste ret grøn Plæt. Dog spaaer alle et godt Aar. Gud give os det. Vel kunde det arme Norge trænge til det.

Det er kommet mig saa fast i Hovedet, at Øhlensläger har Bryllup i Dag. Herren velsigne og bevare og lyse sit Ansigt over Eder, I Elskede, og være Eder naadig og give Eder sin Fred! Amen. – Brylluppet maae nu have været eller blive hvad Tiid det vil, Velsignelsen giælder stedse

Onsdag 30^te I Gaar Eftermidd: skulde vi første Gang forsøge at trække Karusser i Liøgodtkiæret. Men Vandet er endnu for koldt, og saa tog det som det pleyer, paa at blæse, saa vi fik ingen (først seent i Aftes fik Hertel, den Ufortrødne, nogle enkelte men meget store) Da vi havde drukket Caffe paa Wilhelmsminde, gik hver til sit Arbeyde her hiemme, kun min Lina og Kaja bleve hos mig deroppe, og havde sit Stel ude paa Bakken, imens jeg sad ganske allene (for første Gang) med mine svenske Digtere, med Polymnia, som min hulde Maja, der deler alt godt med mig, har sendt mig. Dette lille Bind indeholder mange nydelige Smaaestykker, og jeg sad just fordybet i et af de skiønneste, Hoppet, (som jo ogsaa er det skiønneste, Livet har at byde os:) da jeg hørte andre Stemmer udenfor end mine Glutters. Det var Fabritius med sin Grethe, som kom fra Plogstad, og bragte mig mange venlige Hilsener derfra. Ret frisk er min Rikke desværre ikke i disse Dage, men lille Wilhelm og alle øvrige i ønskeligt Velgaaende.

Da jeg endnu ikke har faaet sadt min Husholdning deroppe, havde jeg intet at byde de Fremmede. De fulgte altsaa hiem med til Hovind og drak Thee her. Det beste af alt dette er, at jeg fik hværvet Lieuten: til at gaae til Byen for at følge den da ^nu hyrdeløse Hiord tilbage. Han skulde derind sagde han, med det første, og da det var ham det samme naar, fandt jeg ud, det var bedst han gik i Dag, blev over i Morgen: og førte de Forladte til Gierdr: Løverdag. Var ikke det perfect af mig? Lottamoer! men var det ikke ogsaa snildt af lille Grethe, at hun ikke havde det mindste imod denne Expedition? Jeg synes vi førte os alle sammen op, som levede vi i de drabelige Riddertider.

[156] Der kom Telja mi leende ind til mig: «Moer, nu kan der lyses af Prækestolen for Borch og Nella naar det skal være, for nu er Bryllupsøllet i Kiælderen, og før maae der aldrig lyses for et Par Forlovede» Det har jeg aldrig vidst før, og I maaskee ikke heller, mine Elskede, thi bleve vi nu alle saa meget klogere. I Morgen skal rigtig nok, uden Hensyn til Øllet, lyses for dem.

Og nu er vel snart min Koren paa Hiemveyen. Mit Hierte banker ham glad men lidt ængsteligt imøde. Var alting dog vel derinde!

Christi Himmlftsd: sidste May. Gud skee Lov, det er det. Maja var lige færm den anden Dag, og da hun kom til fuld Bryllupsstads, gik hun om Tirsdagen til Agers Kirke med Brudeparret og det hele tøyenske Huus, hvilket Tog Lotta mi har beskrevet mig noksaa morsomt og omstændeligt. Ogsaa min Jes er rask igien, og den kiære President meget bædre, end han har været, kort, alting saa saare vel. Men nu begriber I da slet ikke, hvem der havde Bryllup paa Tøyen. Jeg faaer da vel fortælle Eder, at det var Stuepigen, Hanna, som har været der længe, er fød paa Sundmøer, hvor Presidenten var Sorenskriver, kom lige derfra til Bulls, hvor hun har været behandlet mere som Barn end Tiænestetyende, og nu havde hun sit Bryllup der med Hæder og Ære, fik en ung rask Mand – selv er hun en vakker ung Pige – som bruger Læsten og Violbuen lige godt. Presidenten har kiøbt Huus til dem, og disse Gode stræbt at giøre alt for dem saa godt mueligt. Der var temmelig stort Selskab der om Eftermiddagen. Om Formidd: vare de viede af den brave Ottesen i Agers Kirke, hvor^hen, som sagt, Frue Lotta med alle sine tre Jomfruer, Major Hvidtfeldt og min Koren, ledsagede dem. Den lustige Generalinde Meyer kom did med sin Mand for at see til Presidenten uden at tænke paa slig Høytiid. Hun maatte da blive i sin hvide Skiørt og Trøye, hvor hun dog vist tog sig fordelagtig ud mellem gamle Mardamer med kulsorte Peruqver og rosenrøde Blomster etc. «Saa pene bliver vist aldrig du og jeg, Gullet mit» skriver Frue Lotta. Det er værre, min Malla D: end Hyacinthen i Nakken; thi saa galt falder det dog ikke i Øynene med Ungdommen som med Aldrende, naar de ugler sig ud.

Det er saa længe siden jeg var i Kirke naar Munthe prædikede. I Dag gaaer jeg med min Koren og Smaaeungerne vore. Denne Dag har fra min Barndom været mig en af Aarets kiæreste Dage, vel tildeels fordi den falder ind i den behageligste Aarstid. I Aar er der ‹…›ⁿ²⁴ ‹med› Behagelig ‹…› [157] Mad. Munthe fulgte hid i Dag med sin Mand. Det var en Streg i min Regning, men «Puus faaer taale det» selv naar Flor lader Skindet trække af den. Og saa vidt gaaer det dog ikke her. Nu skal vi følges ad i Kirken. Naar jeg kommer hiem, venter jeg at finde Posten, og det saa inderligt længselfuldt ventede Brev fra min Maja.

Aften. Ja, dyrebare Maja, jeg iler til Dig, alting er færdigt til min Reyse i Morgen tidlig. Du ønsker, og vor elskede Sarathrine ønsker saa hierteligt at see og omfavne Eders Moer Koren inden Fhldstouren, og skulde jeg da ikke gladelig opfylde dette vort fælles Ønske! Jo, jeg iler, paa Kiærligheds og Venskabs og – Glædens Vinger – I Morgen længe før denne Tiid venter jeg at være paa det velsignede Tøyen, Løverd: længe før Aften i Eders Arme.

Munthes er reyst. Jeg fulgte dem til Wilhelmsminde – og nu skal du ogsaa giøre dig reysefærdig, min kiære Dagbog: –

«Var end din Reyse aldrig saa forcert, Moer Koren, saa kunde dog baade du og Dagbogen have udhvilet nu for længe siden.» – Udhvilet? Ja, mine Elskede, i den Forstand Ordet almindelig tages kunde vi det længe siden og har det. Men ey vilde I undres, mindre vredes over, at jeg, karrig paa denne kostbare korte Tiid, ikke veed, hvordan jeg skal lage mig, for at «giøre det ene uden at forsømme det andet» – Dog er der noget som endnu er mig ulige vanskeligere, og det er, hvordan jeg skal giøre Eder denne min hele Tours Behagelighed begribelig og beskuelig. Mistvivlende om at finde levende Farver nok for mit Malerie, og følende, at et mat og maadeligt ligesaa lidt opfyldte Eders Forventning som mit Ønske, vil jeg prøve, blot i en Avistone at fortælle Eder Dagens Begivenheder. Falder jeg imellem ud af den, og da vil I, og maaskee alt for giærne, tilgive mig.

Det var da Fredagen, d: 1^ste Junj, og den første alvorlige Sommerdag, at jeg Kl: henved 7 efter at have taget Afskeed med de endnu halvsovende Smaae og de heeltvaagende Store, min Koren og Telja satte mig i min lille lette Kariol, Gulen for, Aslak bag paa den, og saae nu ved min Korens, min troe Hertels, ved alle de gode [158] Menneskers forenede Bestræbelser alle de smaae Hindringer, som vilde modsætte sig min glade Reyse, ryddede af Veyen. Sielden har jeg saa let om Hiertet forladt det kiære Hiem. Jeg var saa ungdommelig tilmode, anderledes veed jeg ikke at beskrive Eder det. Paa Moe, da jeg sad ene og i den samme lille Stue, hvor jeg har grædt saa bittre Taare og levet nogle af mit Livs græsseligste Øyeblikke, sang jeg høyt en Lovsang til ham, som giorde at jeg nu kunde føle mig saa lykkelig. Jeg havde intet levende Væsen jeg kunde trykke til mit Hierte, og saa giorde jeg, som naar jeg er hiertelig bedrøvet, jeg trykkede det eviglevende, alkiærlige Væsen til det, og som jeg da bliver mindre bedrøvet, blev jeg nu end gladere.

Da vi vare komne forbi Skrimstad, begyndte jeg allerede at see efter mine hiemvandrende Jomfruer, som jeg traf først paa det Sted, jeg pleyer at hvile, strax nedenfor Aasen. De bleve ey lidet forundrede over at see mig, og troede neppe deres egne Øyne. Alle omringede Kariolen og vare færdige at løfte mig ud af den. Jeg maatte drikke Caffe med dem, og vi sladdrede nesten en Timestiid bort. Gud skee Lov, de vare alle færme, og Maja mi saae ud som Sundhed og Munterhed selv, det kiære fromme blide Barn! Arme Nella havde jeg ingen glad Efterretning til. Hendes ubegribelige Brudgom har atter seet sig nødsaget, siger han, til at udsætte Brylluppet endnu nogle Maaneder, og saaledes frygter jeg, vil det gaae længe endnu. Hun blev mismodig stakkels Barn, men tvang sig saa meget mueligt. Endelig maatte vi bryde over tvært, og hver tage sin Vey. Uden at friste flere Eventyrer naaede jeg det første Maal for min Reyse. For at slippe den lange Omvey, og for at være des før i de Elskedes Arme, steeg jeg af og gik lige over fra Landeveyen til mit kiære Tøyen, giennem Haven og ubemærket ind i Havestuen, hvor jeg mødte Presidenten der giorde store Øyne, og knap troede dem endda. Mindre troede han, hvad jeg vilde indbilde ham, at jeg var gaaet hiemme fra. «Ja det seer du ud til» sagde han, og det samme gientog først Kista, siden Lottamoer, da jeg istæden for at hilse sagde: «Ligesom jeg ikke kunde gaae til Tøyen!» O, hvor møder Kiærlighed overalt Eders lykkelige Christiane

[159] En lille Vent havde de vel, de Elskede, at jeg kunde komme did, om just ikke denne Dag, dog gladere kunde de ikke blevet, var jeg kommet uventet. Noget tempereredes vel Glæden ved den hastig forestaaende Skilsmisse, dog var det jo til vore Egne jeg skulde reyse, og snart komme tilbage; langt andet Stød fik den for os Alle, da vor velsignede Roe blev afbrudt ved Frue Wexels Besøg, som kom strax efter mig, og blev og fiaasede til Kl: 10. Dog var jeg et Par gange paa Veye at forsone mig med hendes Tiadren, og havde været saa ædelmodig at foreslaae min Lotta og Kista vi skulde følge hende ned til Byen; men saa bedærvede hun det altsammen ved at udlade sig meget for bittert om den arme Conradine Dunker, som nu med sin Mand og tre Børn er kommet til Christ: og for nærværende Tiid logerer hos den gode agtværdige Moder, som et saadant Besøg – eller hvad det nu er – ikke kan være andet end besværligt i Tider som disse. Jeg burde sanket gloende Kul paa hendes Hoved, men det blev ved halvbrændte: det betyder, vi fulgte hende alle ikke længere end til Haveporten. Min Jes ledsagede hende til sit Hiem. Stakkels Gut, han er bleven saa bleeg efter de Anstød af Koldfeberen han har havt. Dog forsikkrede han, han nu var fuldkommen færm. Det er vor gode President ikke endnu; men med Guds Hielp bliver han det nu Sommeren synes at vilde giæste os i al sin Skiønhed. Vi har rigtig nok havt Tiid til at forberede os paa dens Komme.

Saa tidlig som fra Hovind kom jeg ikke fra Tøyen, dog før Kl var 9. Alt samstemte som den forrige Dag til at giøre min Tour frydefuld fra alle Sider. Jo længere vi kom, jo mere mødte Sommeren os, og henimod Gillebæk overraskedes jeg ved at see paa en Gang i en viid Omkreds alt, Træer og Mark og Eng i sin fulde St: Hansd: Pynt. Paa Ravnsborg traf jeg to Jomfruer, ventende paa Skyds. Det var en Jomfru Nescher, og en lille Jomfru Wang, som jeg har seet i Vuggen og baaret paa mine Arme, en godlidende Pige, 15 eller 16 Aar. Hendes Selskabssyster var en heel lustig Person, og kom vi snart i godt Passiar. Da jeg tog mine pene Tøyen Smørrebrød frem bød de mig et Glas ægte god Miød, som qvægede mig ret, kan I troe og som jeg fik Anledning til at vederlægge med Gienqvægelse (jeg veed ikke om I lægger Mærke til, at jeg kappes med Dagens Udgiver [160] i at skabe nye Ord) paa Gillebæk ved at en deylig Kop Caffe. Gulen min var blevet lidt ‹…› ^halt af Skoningen, saa det gik meget for langsomt for min Ilen, selv ned over de fornøyelige Paradisbakker hvor det pleyer glide saa hurtigt. Lige ved Sundet boer Nellas Borch, som jeg havde Lyst, eller rettere følte det min Pligt at tale et Par Ord med, etⁿ²⁵ par Sandhedsord. Jeg fandt hans Mama og hos hende Madam Omsted, men ham ikke; dog kom han snart. Imidlertiid maatte jeg drikke Thee der, og fik saa mange deylige Blomster, ja, fandt ud, at Mari Hotvedt skulde være go aa ha i Nærheden, da hun har saa mange Blomster, og var saa forbintlig at sige, da hun saae hvor disse søde Sommerbørn glædede mig: «boede jeg saa sandt Frue Kaaren noget nærmere (hun bruger altid to aer istæden for et o til mit Navn) skulde jeg ret være glad ved at sende hende de smukkeste Blomster jeg har paa Hotvedt,» og jeg hørte og saae, det var hendes Hiertensmening. Og nu maae jeg ligesaa oprigtig forsikkre Eder, at den samme Madame før denne Udladelse forekom mig ret saa tækkelig i sin pene Huusdragt. Hun har vist sine meget gode Sider. Om den gamle Mad: Borch har det? Af christen Kiærlighed vil jeg troe det. Men det var mig saa underligt der, og jeg følte temmelig bestemt: her bliver Nella aldrig lykkelig. Gud give, jeg maatte have følt feyl! Borch fulgte mig over Sundet, og fik jeg sagt ham mine Tanker; om han sagde mig sine veed jeg ikke; men Brylluppet kan der intet blive af før sidst i neste Maaned. Alle mine Grunde vare forgiæves; men vilde neppe været det, havde han havt andet end Skingrunde at modsætte dem. Med ulige Vaaben fægtes aldrig godt.

Hos Borches hørte jeg den høystsørgelige Efterretning, at et Skib, som tilhørte vor Cappelen her, var forlist, og kun tre eller 4ⁿ²⁶ fire af Folkene biærgede. Ikke det egentlige Tab smerter den ædle Mand, og Gud skee Lov, det kan han bære; men de mange Menneskers Undergang, og deres Efterladtes Jammer. Blandt disse sidste er Styrmandens Kone vel en af de beklagelseværdigste. Hun skal nesten være vanvittig. Et Skiærf som hun havde strikket til sin Mand, ak, som hun alt i Tankerne havde slynget om den Elskede, har hun sendt Faer Cappelen og bedt ham bære det. Med taarefulde Øyne [161] taler han om de mange Ulykkelige, og hvad der kan giøres til at formilde deres bittre Lod, o, det giør disse Ædle til deres eget Livs Forsødelse.

Don Pedro var ene hiemme da jeg kom; hans Maja og Thrina vare gaaede til Auestad. Did bleve vi enige om at følge dem, og overlagde, hvordan vi skulde overraske dem. Han var nok saa glad i Moer Korens Komme, og ved at tænke paa sin Majas og Thrinas Glæde. Forud vidste han og beskrev hvordan alt vilde gaae til. Vi saae dem oppe i Haven, sagtnede endnu mere vore Skridt, og jeg holdt Parasolen for hele Ansigtet. Nu troer de, sagde han, det er, Gud veed hvilken gammel Mardame jeg bringer dem, og nu siger Maja: «Hm, jeg veed heller ikke hvorfor Faer trækker slige herop?» – Vi saae, hvor de speydede og trak sig lidt tilbage som vi kom nærmere. Endelig vare vi i Haven og lige for dem – og i hverandres Arme, først Sarathrine, saa Maja om min Hals. O, var ikke mit Hierte saa aldeles Kiærlighed for Eder, I Velsignede, hvordan kunde det udholde at være saadan elsket! men at det kan det, og staaer i glad Taknemmelighed i denne salige Følelse, er mig Borgen for, at det ikke er denne Kiærlighed, hvor reen og varm den er, uværdig.

7^de Juni Torsdag. O, lad mig først og for alting, I Dyrebare, ile til Eder med min hiertelige Bedrøvelse, lad mig klage, klage, at han er falden, den Ædle, saa skiændigen og forrædersk udrevet fra ‹…› den Verden, han med Opofrelse af al egen Lyksalighed levede for at gavne og giøre lykkelig. O, det er græsseligt – saa blodig og skiændig falden, den Ædle. Det var den første Efterretning, her mødte mig i Aftes jeg kom hid. Jeg kunde, jeg torde ikke troe det. Men i Dag er det skrækkelig bleven til Vished. Den 28^de May blev det diævelske Anslag udført, de andre Forsøg vare mislykkede. O, hvor var du da, Norges, Menneskelighedens Genius, hvi veeg du fra hans Side – hvi vendte du dit Aasyn bort fra os!

Farvel, dyrebare Christian – ikke Carl – ney, du fornægtede dit Navn som dit Haab om jordisk Lykke blot for vor Skyld, for dit elskede Norges og Danmarks Skyld – i Evigheden, hos din Darre finder du dit Navn og din Lyksalighed igien, og din Løn fordi du her opofrede [162] os det og alt. Farvel! Farvel! og Vee over de Uhyrer, som gav dig Døden! O at du ikke saa overmenneskelig ædel havde tilgivet de Umennesker som giorde de første Forsøg mod dit dyrebare Liv! denne din Storhed dræbte dig; lig den anden dig saa lige Helt, Bernhard af Weimar, foragtede du de Elendiges Planer, og sønderknuste ikke Slangens Hoved. Dog, hvad vilde det nyttet at stride mod dette Hydra – hvad vilde det alt nyttet – nu er det forbi – forbi. Farvel! og beed for os, for dit elskede Land, for det Folk som tilbad dig, og som nu, rystet ved dette Rædselsbud gaaer saare dybt nedbøyet. Farvel! Farvel!

Eftermiddag. Vi staaer da endnu i hinandens Arme paa det yndefuld Auestad, og saa godt dette var, vil I dog tilstaae mig mine Elskede, at vi nu har staaet der for længe. Derfor sidde vi os nu i det lille Lysthus, og der kommer det til Erklæring om Reysen, dens hastige Bestemmelse, og saa mange mange andre Ting. Imens gottede Fader Cappelen sig over vor giensidige Glæde, og især over at hans Spaadom var indtruffet, og Maja hans havde forarget sig over han slæbte fremmede Mardamer derop. Saa gik han selv ud og giorde Anstalter til Vognen blev forspendt, da han absolut vilde jeg skulde kiøre ned, da jeg ikke vilde give Tiid til at oppebie de Kiære hiemme i Stilhed, som han først proponerede fordi han troede mig træt efter Touren. O, træt efter en saadan Tour! og havde jeg end været det, i en saadan Modtagelse maatte vel Trætheden forsvunden. Det var en herlig Aften. Min Sarathrine laae paa mit Værelse (I kiender det nok, der de grønne damastes forgyldte Stole staaer) og nesten var Solen færdig at træde frem før vi lukkede vore Øyne, eller følte Trang til at lukke dem. Søndagen levede vi i den fuldkomneste Stilhed. Cappelen tog til Asker, og kom først hiem om Aftenen, da vi vare komne tilbage fra en deylig Spadsertour, paa hvilken jeg giorde Bekiendtskab med et lille nydeligt Sted, der havde været min elskede Majas Yndlingssted fra hendes Barndom. Om Formiddagen havde baade Maja og jeg skrevet til Eger, og moder-systerligt bedt Egerbarna giøre en lille Tour til Strømsøe, da det faldt mig tungt, at være saa nær uden at kunde faae see dem. Og see, Mandag aften ^eftermiddag, da jeg sad i god Roe ved min Journal, hørte jeg nogle sagte Trin i det ydre Værelse henimod mit, [163] op gik Dørren, og ind traadde ved min Majas Haand vor elskelige H^r Frederich i sin spraglede Sommerkiortel (han kalder den for dens Spragelhed sin Josephkiortel) og havde han, sønlig kiærlig og troefast, revet sig løs fra sine mange og for en stoer Deel byrdefulde Forretninger, for at opfylde vore – og sit eget Ønske. Nu fandt vi, at der dog havde fattedes os noget – af hvad vi kunde tænke os mueligt – for at have det ret godt – og nu havde vi da det med. Lisemoer kunde ey komme denne Gang, og Gud skee Lov, det varer jo ey længe, før vi atter alle samles.

Don Pedro, den Rastløse, som til den forestaaende Fhldstour havde end meer end sædvanligt at ordne og tænke paa, var faret til Ejdsfoss. Bedst som vi sad' og jeg gientog: «det var dog meer end en Kamerat – det var en Sønstreeg af min kiære Frederich at komme hid» (han havde ey længere Tiid end til neste Morgen tidligt) gienmælede han: «Ja, og jeg har end ydermere taget med mig «det blanke Sværd paa Væggen hang» – det var da nemlig den deylige Romance af Sovedrikken med Weisses tryllende Musik, som jeg nu hørte rigtig for første Gang, og hørte alle, alle mine Livstykker det ene efter det andet; uopfordret og velsignet god gav han os dem, og giæmte kun nogle faa, som vi skulde have – og fik – til god roelig Nat, da vi kom hiem fra en lille Spadsertour, og det allerede var ganske mørkt. Inden vi tænkte paa Tiid og Klokke mindte denne os om hiin. Det var en Time over Midnat da vi gik til sød Hvile, og gave vi hinanden vort Ord, min Thrina og jeg, ikke forsætlig at berøve Søvnen flere af de Øyeblik der tilkom den, ved vore Samtaler. Kl: 5½ var jeg igien paa Benene, og hørte alt Egersønnen i neste Værelse ligeledes vaagen og oppe. Thrinabarnet sov saa sødt og drømte vist behageligt, thi undertiden smilede hun. Jeg gik saa sagte, dog vaagnede hun, og Kl: lidt over 6 sad' vi alle om det lille fortroelige runde Bord ved en deylig Kop Caffe. 7 precis var vor kiære Vens Afreyse bestemt og gik for sig. Hvor ofte har jeg følt, at det er Sandhed: «man kan leve meget i kort Tiid» – Tak, min Frederich for dette nye Beviis paa sønlig Kiærlighed. Min beste Tak veed jeg er den Vished, De ikke først faaer her: at De glædede mig, glædede vor Maja og vor Thrina – og selv var De jo glad med os og som vi. Hvad Bædre kan Livet give os?!

[164] De fløy som de pleyer, Timerne. Man skulde ikke troe det mueligt de kunde ile saaledes om vi ikke alle (Gud skee Lov) havde erfaret denne paa engang behagelige og tunge Sandhed bekræftet – og vel dem, der ofte finder det! Fader Cappelen kom hiem Tirsdag Eftermidd: og Onsdag Formidd: forlod jeg det kiære Huus med de venlige grønne Træer udenfor, Symbolet paa den Tone der hærsker inden de kiære Mure, de beskygger. Min Maja og Thrina fulgte mig over den salte Søe. Kariolen gik – ved Gulens og Aslaks Hielp forstaaer sig, omkring over Færgen. Vi roede tvært over. Derved undgik jeg den fatale lange Bragnæsgade, og havde de Elskede saa meget længere. Men hvor meget vi stræbte imod, og hvor karrigt vi beregnede det, dog kom Afskedsøyeblikket, og da Kl slog Middagsslaget vare vi tabte hinanden af Syne. Men Gud skee evig Tak for det indre Syn, hvor vi aldrig skulde forsvinde for hinanden! – og dernest for Visheden om snart atter at samles! Visheden? og hvad tør vi da sige, vi har Vished om? – Var jeg ikke vis paa, at samles lige glad igien med mine Elskede her, som jeg forlod dem, og gladere, haabede jeg, da min kiære Kista før jeg steeg af Kariolen forsikrede mig: Presidenten var meget bædre, og i Byen. Ak, og neppe havde jeg favnet min hulde Lotta, og hilset Etatsrd: Falbe og en Secretair Lange som var her, saa hørte jeg hiin Rædselstidende, tvivlede vel endnu, men saae alt for snart hver trøstende Tvivl hævet – Uforberedt kom den vel ikke. Vi havde hørt om de Helvedforsøg der før vare giorte mod den Ædles Liv – ney, lad mig ikke tale herom, ikke forbittre mig den blide Morgenstund, som jeg har indviet til dette kiære Arbeyde, og til at slutte dette Hefte. Det er neml: i Dag Fred: 8^de[.] Jeg sidder acurat saadan klædt, saa løselig, i en lille Klokke og Nattrøye, som jeg i Dag 27 Aar overraskedes af den unge Secretair Koren i Taarnbye Have paa Amager (det var en første Pintsedag) hvor jeg efter Sædvane Kl 5 om Morgenen løb ud for at hente Blomster til Prydelse for Festen. Kunde jeg formodet noget levende Væsen der? Mindst en Secretair. Kanskee kunde han formodet Mødet. Hvor da alt var anderledes, jeg og alt! – Men her er for lidet Rum til at gaa 27 Aar tilbage i Tiden. Nu vil jeg kun i Korthed sige, at alting er vel her, at Presid: vel har taget sig Printsens Død nær, meget nær, men er dog Gud ske Tak meget bædre, end da jeg sidst forlod ham – at Lotta er færm – at Ottesen den Gode, ellers ingen, var her i Gaar, jo og min Jes, som i Dag gaae‹r› til Hovind, hvor vi i Morgen følger ham, Kista mi, Hanna og jeg – at jeg i Gaar fik et velsignet men gl: Brev fra min M: Devegge – ak, og endelig, at dette vel er det sidste Hefte vor Sally for lang Tiid læser – om 14 Dage gaaer Reysen for sig til Engeland. Det er mig saa ængsteligt. Gud ledsage Dig, Du Evigelskede!

Hvor lidet saae det i Gaar ved denne Tiid ud til, jeg i Dag skulde sidde saa nogenlunde frisk her i mit lille roelige af den gode Hertel med deylige Blomsterpotter prydede Kammer, og sige Eder, I Elskede Alle, en glædelig Pintse God Morgen. O, at den blev glædelig! Men er det ikke som om dette Ord ey mere hørte til denne Tiids Ordbok? –

«Men hvorfor saae det ud til, du ikke skulde sidde paa dit Hovind, i dit Kammer? Moer Koren, da dog Hiemreysen var bestemt?» Fordi, mine Dyrebare, jeg var saa syg, at jeg to Gange giorde forgiæves Forsøg paa at komme op og blive oppe. Jeg burde nu, for Skik og Ordens Skyld, gaae tilbage og begynde hvor jeg slap Fredag. Men nu ere I saa uroelige inden I veed, det altsammen er godt igien, og lad mig derfor først beroelige Eder med den Forsikring, at jeg er for saa vidt brav, kun lidt træt og mødig – og naar I nu veed det, kan I jo nok følge mig, Lottamoer, vor Sally, Kista, og lille Hanna først ned til Olsens, saa derfra og ombord paa Skibet: Den store Caroline Mathilda, ført af en Capitajn Berg, og som skal føre, Gud give lykkelig og vel, vor elskede Sally til det forhadte Land, men hvorhen hun dog stunder til elskende sieldne Brødre, og i det smigrende Haab, ved denne Tour at faae endeel af den tabte Helbred tilbage. Denne godlidende Mand der, efter samme Sallys Udtryk er «en sielden Skipper» kom Torsd: til Tøyen i Følge med Olsens, og bad os alle paa Tøyen saa hiertelig at drikke Thee og tilbringe Aftenen hos ham i hans flydende Huus, at det var umueligt at afslaae det, skiøndt jeg bestemt vidste, det ikke vilde bekomme mig vel. Vi gik da, alle før benævnte til Olsens i en flyvende Storm, og fulgtes med dem og Forvalter Krefting til Skibet, som ikke laae langt ude, men dog langt nok til at vi nær vare blevne blødte ved en stærk Regnbyge, den første i lang Tiid, saa længe ønsket, og dog nu ubeleylig. Al muelig Beqvæmmelighed fandt vi, bleve ophidsede i en Lænestoel, omgivet med det danske Flag, og slap saaledes den fæle Trappe, det eneste hvorfor jeg gruede. Et stort Selskab [166] var alt kommet, og flere kom. Det var vist henved 40 Mennesker, hvoraf jeg vel kiendte de fleste, men ikke var der nogen, nest mit eget kiære Følge, jeg hyggede mig saa til (for at bruge et vakkert norskt Ord) som den stedse tækkelige behagelige Frue Bergh, og min egen Præst Ottesen. Berget, det slemme, kom ikke, skiøndt vi alle, ogsaa hans Maja, ventede ham. Men Presidenten kom som en ordholden Mand, og var det ret en morsom Qvel. Ved Bordet blev siungen mangen deylig gammeldags Vise som gienkaldte en og anden veemodsfuld Erindring. Ogsaa havde vi Taffelmusik, blæsende Instrumenter, som tog sig prægtigt ud under den aabne høye Hvælving – vi spiste paa Dækket – og Kl: var over 11½ før de første begyndte at takke af (jeg undtager Mad: Wulfsberg som tog meget tidlig bort da hendes Mand var syg) Da vi skulde nedhidses i Baaden var der tusind Spectakler – «Nu er det ingen Sag med den lille Spirrevip» sagde Frue Lotta, som troede det var vor Sally som blev nedsendt til os i Baaden, og see! ud af den beslørede Stoel kom – Presidenten. En net let lille Spirrevip! Han var saa undseelig forsikkrede han, over saaledes at agere Dame – det var for mørkt til at see ham rødme. Jeg havde bestilt min Kariol til Olsens, da jeg i nogen Tiid har havt ondt i en Fod og ey torde prøve paa at gaae til Tøyen saa seent. Men der var ikke mere Kariol end bag paa min Haand. Jeg blev heel ilde tilmode; men min huldtroe unge Præst bad mig være roelig hos Olsens, han skulde snart skaffe mig min Hest; og før jeg kunde svare var han mig alt af Syne. De andre vandrede da, og blev jeg ene tilbage i de tomme Værelser – thi Olsens, Kista og Hanna fik ey Lov at slippe saa snart. Jeg lagde mig paa en Sopha, men blev snart opskrækket, da jeg savnede mit Armbaand, af min Saras Haar. Forgiæves var al Leden baade her og paa Skibet Dagen efter – det fandtes aldrig mere. Gud veed, om Præsterne ikke kan paamane sig Vinger. Det var ingen halv Time om at giøre, saa var Ottesen med samt Kariolen der. Midt paa Gaden gav jeg ham et ret moderligt Kys for denne sønlige Fremfart, og raskt gik det nu ad det kiære Tøyen til. Ved Porten mødte jeg vor Sally, som ligeledes havde ventet forgiæves at finde sin Hest der, som ingen bevinget Præst havde at skaffe sig den, og som var saa egensindig, slet ikke at vilde blive Natten over, hvor meget vor kiære Lotta havde bedt hende.

[167] Saaledes med grønt Tørklæde og grøn, hvidsløret Hat, vil jeg nu stedse see det kiære Barn for mig, som jeg her ved Tøyenport saae hende sidste Gang – Gud veed for hvor lang Tiid – hiemvandrende med Andreas efter sig – Det var lys Dag før jeg begav mig til Hvile, som blev tidlig afbrudt ved en forsmædelig Hovedpine og Qvalme, der nesten betog mig Sands og Samling. Dog det har I jo alt seet, og veed, skiøndt det ikke har staaet her endnu, at min ømme Lottamoer var saa bekymret, og at hverken hun eller Kistamoer vilde jeg skulde reyst. Imens jeg var som uslest, kom de og fortalte, Dall var kommen. Min Aslak havde mødt og talt med ham, og bragte mig strax efter en Pakke, men intet Brev.

Hvor giærne havde jeg seet og talt med den troe Lollik! Han vilde ogsaa kommet til Tøyen, men da, i det Øyeblik han kom, var det umueligt, og da jeg Kl henimod 2: var lidt bædre, kunde jeg ikke udsætte Hiemreysen længere. Synet af den kiære Pakke havde oplivet mig. Jeg vilde ey aabne den før jeg ret kunde glæde mig i dens Indhold, og da alt kom til alt, var det ikke en Smule andet end Bogcataloger fra Brummer. Jeg havde nær blevet syg igien. Ikke et Ord fra de elskede Døttrene mine. Det var ubegribeligt; men saa tidt ^{hvor meget} jeg søgte og grublede, udfandt jeg dog intet –

Anden Pintsedag (Fortsættelse). Saa stod Du i Vinduet, min Lotta, og tilvinkede os endnu et Farvel fra Dit deylige Tøyen. Havde Du ‹…› vidst, hvor syg jeg sad, uden Kraft til at vende mig henimod Dig, hvor vilde det ængstet Dig. Gud skee Lov, Du ey vidste det. Dog blev det bædre, og paa Moe spiste vi vor gode Lax og drak oven paa en god Kop Caffe ret med deylig Appetit. Her hiemme begyndte de at skiænde for vi kom saa seent; men da de hørte Aarsagen, som mit askegraa Udseende bekræftede, bleve de med et tause. Hvor mit Hovind var blevet vakkert i de otte Dage, jeg ikke havde seet det; og vakkrere bliver det vist efter den deylige blide Regn, vi faaer i Dag. Bliid? det er den dog just ikke; thi sandelig, for at kunde røre mine Fingre har jeg maattet lægge et lille bitte Gran i min Ovn. Men godt giør den dog vist lell.

I Gaar kom den brave vederheftige Olsen med sin snilde Thrine og vor lille Zarinchen. Dobbelt velkommen bleve disse Gode mig, da de medbragte det velsignede Brev, som jeg jo vidste maatte være der fra Døttrene mine, som jeg alt har besvaret, og atter her takker Eder for, I Dyrebare! Før det blev afsendt, vidste I allerede det Skrækkelige fra det troeløse Sverrig. Dog, lad os ikke forsynde os imod en heel [168] agtværdig Nation. – Adelen er ikke Nationen. Ene paa den hviler Brøden. O, hvor retfærdiggiøres nu anden Christians Grusomhed ved Stokholms Blodbad! og er det ikke undskyldeligt, om der selv i det blødeste Hierte – det ægte norske og danske – opstiger det Ønske, at han havde løftet det blodige Sværd end høyere, at han havde udryddet den hele fordærvede Race til den sidste Spire? Ikke allene var da Dit hellige Liv skaanet, ædle Christian, men Riget, lettet for denne elendige Byrde, skulde blomstret friere frodigere, og ikke saa ofte været betynget med Blodskyld. O, alt i den Fordring til dig, at du skulde fornægte Dit os saa kiære Navn, laae en lønlig Trudsel, at de vilde hævne sig, vilde giengielde paa dig de Forsmædelser Dit Navne for Aarhundrede siden tilføyede dig. Varslede da intet Dig? Jo, en Stemme i Dit Bryst sagde Dig da Du gik fra os: «jeg gaaer til Døden» – men Du troede dog vist ikke det dræbende Slag saa nær, troede dog vist først at skulde faae udført Dine ædle Planer: at forene tre Naboefolk ved Venskabs og Kiærligheds ømme, faste Baand, at giøre saa mange Tusinde lykkelige – og for denne Priis havde Du hengivet Dit Liv med Glæde. For hvad hengav Du det nu? Dog, hisset sees det alt som fuldendt, lønnes som fuldendt, og vi ære, vi elske, vi skulde evig elske Dig, som var det alt fuldendt, og begræde i Dig Tabet af Norges giæveste Mand, som Du altiid kaldte ham, min Katty, af vor Ven, vor Fader, vor Skytsengel.

Her var i Gaar en gammel graahærdet Soldat. Han græd som et Barn. Ingen Lovtale kan være mere rørende end de simple Udbrud af hans dybe Følelser. Og saa føle de Alle. Skulde Krigen imellem os og Sverrig atter bryde ud (Gud afvende det!) da vil Nordmandens Sværd falde tungt som Hævnens paa Svenskens Hoved. I enhver vil de troe at see den Tilbededes Morder, og denne Troe vil give selv den svage Arm Kraft, Kiæmpekraft.

I Gaar var den interessante Baumann her, men kunde ey blive længere end til henimod Aften. Her er en Mængde Mennesker i Dag, som alle, Fader Munthe undtagen, bliver her i Nat. Det er foruden Byefolkene to Jomfruer Reich fra Næss, Madam Widing og Syster og begge Gierdrum Smaaepigerne. Ungdommen dandser nu inde i Storstuen efter den flinke Thrine Olsens Harpe. Jeg stiæler mig hid til min Journal og mine Breve saa tidt jeg kan. Men nu er det mørkt. Og Harpeslaget – det er Saras Harpe – giør denne Dunkelhed saa ængstelig.

[169] 13^de Onsdag. I Gaar Eftermiddag kom Gierdrum Præstefolk, og strax efter reyste Olsen, hans Kone, og Jessen min som Kudsk. Da hans Medvandrer, Adolph Horn, blev syg – og er det endnu, arme Gut! – vilde vi ikke han skulde gaae ind allene. Lille Zarine bliver til Fredag da hun følger ind med min kiære Kista og Hanna Bull. Chrysties toge bort igien i Aftes, kun ikke Smaaepigerne, som først gaaer i Aften. Det var blevet saa ødt, vare de alle reyste i Gaar. Jomfr: Reicherne kunde heller ikke blive længere.Med Olsens var et langt Brev til Eder, mine elskede Børn dernede, et kortere til Maja, og nogle Linier kun til Lotta mi. Men i denne Hurlumhei var det alt sammen meget, maae I troe. Det er Morgenstunden jeg især har opofret disse kiære Arbeyder. Var der end en Rest af Søvn tilbage, forsvinder den ved Forestillingen om den bædre Nydelse der venter mig i Samtale med mit Hiertes Elskede, og den Morgen jeg før Kl 7 (oftest er det før den er 6) forlader mit Leye, NB uden Hovedpine, er jeg altiid muntrere end ellers, saa denne behagelige Tvang, jeg har paalagt mig, er mig dobbelt gavnlig.

Min Koren og Hertel var i Gaar paa Oppen, hvor et evindeligt Skifte skulde sluttes efter Fogden Kyhn. Vi ventede til Kl: over 11, men ingen kom. Jeg gik tilsengs, faldt i Søvn, og drømte saa tydeligt, Koren kom, lagde sig, og fortalte Aarsagen til ^{den lange} Udeblivelse. Hvor forundret blev jeg derfor ikke, da en af Pigerne kom op og fortalte, Hertel var kommen, og han bad mig ikke være uroelig over Skriveren ikke kom. Begges Heste var spadseret bort, og fandtes saa seent igien, at min Koren alt forinden havde begivet sig til Hvile hos Fogdens. Alt dette hørte jeg halv i Søvne, endnu uvis om jeg ikke drømte endnu. Først da Marthe – saa hedder min lille nette Kokkepige – var gaaet, vaagnede jeg rigtig, og overbeviste mig om, at hun havde virkelig staaet for mig og talt Sandhed.

Nu hører jeg, mine Jomfruer i det mindste ere vaagne. Vi skal, bliver vi kun alle samlede, drikke Caffe i Haven. I Gaar Eftermidd: drak vi for første Gang under aaben Himmel i Keglebane-Lysthuset. De ere ellers temmelig ustyrlige, for ikke at sige uskikkelige, disse Mamseller, og jeg faaer nok til at vise mig ret gravitetisk for at holde dem i Ave. Hvad mener I? Mon det lykkes mig? I gamle Dage fandt rigtig [170] nok en vis Professor (den Gang Doctor Theologiæ) at jeg saae grusom ud; men jeg har dog sielden erfaret at dette barske Udseende har sat nogen ret i Frygt, ikke engang ham selv, om han end havde noksaa ond en Samvittighed, som desværre ofte var Tilfældet. –

15^de Fredag Træt og mødig kom jeg nu tilbage efter at have fulgt min kiære Kista, Zarine, Hanna Bull, og unge Horn til Wilhelms-Minde. Min Maja, Nella og Maren Skieldrup følger dem længere, og det seer ud til, de alle kunde blive blødte, som vel var slemt for dem, men godt for Jorden, den tørstige forsmægtede Jord. Dog, den fatale Blæst driver vel atter Skyerne fra hinanden før de faaer Roe til at give os den ønskede Qvægelse.

I Gaar vare vi i en Formidd: Visit paa Gislevold og Løfti, og i en Aftenvisit hos de elskede Hvilende. Det var min elskede Kista, min Zarine og jeg, og saa deyligt pyntede vi de dyrebare Slumrendes stille Seng med hvide Pintselilier og hvide Heggeblomster, deres Uskylds Sindbilleder, og vandede dem med hede Taare. Vi sad længe alle tre paa den lille Bænk ved Graven, der nu ved den gode Hertels Omhu (som han ikke lod sig betage af nogen anden) er saa smukt indhægnet, og talte om de Hvilende og de foregangne lykkelige Dage, da de endnu herneden vare vore, og om de lykkeligere, da de hisset igien skulde blive det, og om den ædle Christian, hvis Støv nu ogsaa snart skulde hensmuldre, hvilende for al Uroe og Møye, og hvis Aand alt længe siden har begyndt at modtage tifold den Løn, der nægtedes ham her –

Siden læste jeg for dem nede i mit Hægge Lysthus, men ikke som jeg engang havde tænkt, en Farce af Kotzebue, «die Zerstreuten» som er meget naragtig. Dertil vare ingen af os stemte, men en lille interessant Fortælling, «der Pilger» i Erholungen.

Med Posten fik jeg to bergenske Breve, fra Fetter Hosewinkel og min lille kiære Dolly Bull, som giver mig Efterretning om alle de Kiære der. Vor kiære gamle Justiskar er saa ungdommelig færm, skriver hun, og liig sig selv, men hans gode, i saa mange Henseender sieldne Kone tager saa synlig af, at de nesten daglig frygter hendes Bortgang. Hun vilde savnes smerteligt af mange, og det er vel for disse Manges skyld, Gud har opholdt hende saa længe [171] over al Forventning. Liden Dolly er altiid den samme naive gode Dolly, som jeg saa ofte og inderlig længes efter, endnu engang at trykke til mit Bryst. Ikke mindre længes hun efter at see sine østlandske Venner igien, og haaber, om ikke lang Tiid at faae dette Ønske opfyldt. Kista ventede saa vist Brev fra sin Moer Bull, og blev hiertelig mismodig, da Lunde som modtog Posten forsikkrede, der var intet. Dog laae det lille kiære Brev paa Theebordet i Morges, da jeg kom ned – det var kommet tilside blandt andre Breve – og giorde Kista, da hun saae alt stod vel til paa det kiære Tøyen, meget lettere om Hiertet ved Afskeden i Dag.

Og i Dag, maaskee allerede nu – Kl: er henimod 5 – seer Du, dyrebare Maja, og Du, elskede Thrinebarn, den velsignede Dal for første Gang i Sommer, og skikker Eder til at være hiemme der, og taler maaskee i al Eders Travlhed om Eders Moer Koren og de flere kiære Ventede, der skal deeltage i det velsignede Daleliv med Eder i Sommer, og har maaskee alt faaet mit Brev, og faaer i Morgen med en reysende Ven mit sidste Journalhefte, og sætter Eder da i den første roelige Stund hen og skriver og fortæller – o, var det Torsdag!

17^de Søndag Atter er vor kiære President syg, atter er Du bedrøvet, dyrebare Lotta, siger et Brev mig i Dag fra vor Kista, som heller ikke – hvad der er naturligt – er vel tilmode. Hvi skal jeg dog være saa langt fra Eder, og ikke selv kunde see hvordan I har det. Og dog er det godt, saa længe jeg kan høre fra Eder, min Siæls Elskede! Men nu, Tirsdag eller Onsdag, adskilles Du fra mig, min kiære troefaste Sally; ved det vide Hav, og jeg seer dig ikke i – Gud allene veed hvor lang Tiid, og om nogen Tiid – og hører sielden fra Dig, ak, og veed Dig i et Land, jeg nødes til at tænke paa med Afskye. Dog, Gud give, jeg vidste Dig der og i Sikkerhed, da Du skal og vil og maae did! Det var en tung huul Storm i Nat, og jeg sov ikke, og jeg tænkte paa Dig, og bad for Dig, min Sally –

Kunde jeg see Eder Alle, kun et Øyeblik! og var den snilde President bædre, min kiære Lotta lettere om Hiertet, saa jeg glad kunde ile derfra og dale ned over Majas Dal, og see alle de Kiære der lykkelige, glade som jeg ønsker og haaber det, og saa beroeliget [172] vende min Flugt hen til hvert Sted, hvor de Elskede boe, og tilsidst tilbage til mit Hovind, hvor aromatisk skulde da den herlige Moccasaft smage i Keglebane Lysthuset, hvor jeg nu hører de vandrer ned med det raslende Theebræt, og hvorhen en af de mange deylige Bøger jeg nu har at vælge iblandt, skal følge mig, og hvorfra jeg ønsker vi alle maatte blive opjagede ved en dygtig Regnbyge, som den tørstige Jord skulde qvæges ved end mere end jeg ved den sødtdampende Caffe.

Lykkelig og vel, og ret i Mag – da de vare 9 Timer underveys – kom min kiære, min egen Kista til Byen med sit lille muntre Følge. Giid Du kun, gode Pige, havde fundet alting vel i Dit andet kiære Hiem, saa vilde Mindet om denne lille Tour endnu længe glæde Dig.

I Gaar netop i Middagsstunden, kom Major Neumann her med sin lille Søn. Han er ret bleven flink paa sit Krigstog, og «staaer nu ganske paa egne Been» Hans Carl var ^er en rask ret vakker Dreng, paa hvem Moderens Forkiæling ikke har efterladt sig noget ufordelagtigt Spor. Han er endnu i Edsvold hos en Lieut: S‹wen›tsen, og skulde blot hiem i Besøg.

Majoren talte med den inderligste Taknemmelighed om sit Logie paa Strømsøe, som han vist aldrig glæmmer, og paalagde mig at hilse saa forbindtlig. Og her, I Elskede, kan I jo ligesaa godt som i et Brev tage mod denne Hilsen.

18^de Mandag Der blev Gud skee Lov ingen Læsning af i Lysthuset i Gaar. «Gud skee Lov! siger du. Var da den Bog, du tog med» – Ikke god? Jo, mine Elskede, det var den tilvisse; det var den ædle Schillers Breve over hans herlige Don Carlos. Men seer I, end kiærere var mig min Rikkes Selskab, og hun kom, den Gode, spadserende med sin Borchsenius, og tilraabte mig et: God Dag, Moer Koren! uden for Plankeværket. Jeg troede neppe mit Øre da det fornam den kiendte venlige Stemme. Saa blev de her til Kl: henimod 10. Jomfrue Heide kom efter til Hest, da Rikkemoer reed hiem igien og Jomfruen spadserte med Futen. Det var faa Timer jeg havde hende, min gode Rikke, som jeg i saa lang Tiid ikke saae; men vi lode heller intet Øyeblik gaae til Spilde, sadd', stod' og gik sammen, besøgte Hvilestædet og pyntede det, og var for det øvrige her i [173] Kammeret, hvor Rikke helst er, naar vi ikke kan være ude. Hun var saa frisk, som hendes lange Spadsertour da vidnede om, saa vel som om vor Wilhelms Velbefindende. I Morgen haaber jeg at see dem alle de Kiære i deres Hiem, som jeg nu ret længes meget efter. Da Fogden var færdig med noget han havde at udrette paa Contoiret, spillede de Kegler en Stund, men da var det for koldt til, vi kunde være hos dem. I Dag regner det saa velsignet mildt og godt, og i Gaar har de faaet herlig Rodebløde i det stakkels tørre Høland og Urschoug, fortalte en Mand derfra i Dag. Gud skee Tak for det! Ogsaa ind over Byen haaber jeg det strakte sig, da det saae deylig sort ud der hen over. Saa forandres alt ved Omstændighederne. En mørk regnfuld Dag er os nu ulige skiønnere end den reneste skiøneste. Og nu glædes mangt sorrigfuldt Hierte heromkring ogsaa, det veed jeg. «Hvi ere I dog saa snart forsagte? I Lidet Troende!»

Nu har jeg læst den kostelige Attila af Werner, og jeg tilstaaer, at af alt hvad jeg har læst af denne mig alt for mysthiske Digter, har jeg bedst formaaet at fatte ham i dette. Saa læste jeg ogsaa i Gaar med megen inderlig Velbehag den kraftfulde Grundtvigs Optrin af Kiæmpelivets Undergang i Nord, og var mig Slutningen mig især saare tilfredsstillende. Hvi lignede ey fra Begyndelsen alle Christi Læres Udbredere den blide elskelige Odinkar? Hvi ligner de ham ikke endnu alle?

Tirsdag 19^de Havde det end ikke været saa stærk Regn, som det Gud skee Lov er i Dag, var der dog ingen Plogstadtour bleven af. I Gaar var jeg meget syg, og er ikke stort friskere i Dag. Nu har jeg ogsaa skrevet et Brev som jeg ikke burde skrevet, naar jeg var syg før. Det er til Øhlenslæger, og det kom mig for som et Afskedsbrev. I veed alle, mine Dyrebare, hvor usigelig kiær han er og evig maae blive mig. O, hvilken trøstefuld salig Vished: at vore virkelige Glæder ere varige, at intet er forgiængeligt uden Smerter – de virkelige og indbildte.

Hvor det øser ned! Min arme Koren, som nu er paa Veyen til Hurdalen, han bliver blødt. Dog er det mindre ubehageligt naar Regnen er saa velgiørende som nu. Han ventede forgiæves sin Skyds fra Kl 5 til 9, og maatte faae sig en anden Hest. Nu kan han ikke komme tilbage i Aften, det er umueligt –

[174] Onsdag 20^de Og hvad er umueligt for den samme Skriver? Uagtet den vedholdende Regn og de 9 Mile han havde frem og tilbage og Opholdet med Skydsen, og Forretningen, som dog ogsaa medtog nogen Tiid, kom han tilbage da vi netop havde lagt os. Min Maja havde lagt sig saa godt hos Moder, som ikke var saa rigtig frisk og derfor ikke vilde ligge ene. Nu maatte det stakkels Barn, imens Faer fjærnede sig lidt bort, hylle sig ind i det beste hun kunde, og trippe ind til de andre Jomfruer. Men dog var jeg glad ved at have min Koren frisk og munter og tør tilbage. Nu sidder han her og skiærer mine Penne og leer af, at jeg troede det umueligt, han kunde komme hiem

«I Morgen skal du ret faae noget morsomt at fortælle i Dagbogen» sagde jeg til mig selv i Nat, forstaaer sig, i Drømme. Jeg fandt mig neml: i Selskab med H^r von Kotzebue og hans Frøken Datter (Gud veed om han har nogen) og Frøken Bech, og mange andre curiose Personer. Endnu da jeg vaagnede forekom det mig som jeg havde noget vigtigt at fortælle Eder her, mine Elskelige, og see, det var idel Tant. Imidlertiid tiltroer jeg Eders Kiærlighed at I vil regne mig til Fortiæneste at jeg, selv i Drømme er beskiæftiget med min Journal og mit Ønske at underholde Eder. Jeg har sagt Eder før, og vel flere Gange, mine Kiære, og I har ey tvivlet om det kom fra mit inderste Hierte, at det var mig ubegribeligt (fast som det er mig glædeligt) hvordan disse Blade kunde vedblive at interessere Eder. I Hensyn til Eder, mine dyrebare Døttre og Veninder, finder jeg det, ved at gaae ind i mit eget Hierte, endda rimeligt nok. Det ligger saa ganske i den qvindelige Natur at finde Interesse i alt hvad der, endog paa den fjærneste Maade – være sig ved Venskab, Slægtskab eller blot Bekiendtskab, staaer i nogen Forbindelse med os. Thi for Qvinden gives der jo egentlig ingen Smaaeting. Men at Mænd, og Mænd i Ordets høyeste, helligste Bemærkelse tager til takke, saa sønligt og vennehuldt – «See der har du jo selv opløst dig Gaaden, Moer vor: i det sønlige og vennehulde ligger det jo tydeligt» – og Gud lade det altiid og uforandret ligge deri.

Ogsaa i Dag vedholder den velgiørende Regn, ikke saa stærk som i Gaar, men dog for stærk til, at jeg kan see mit kiære Plogstad, og jeg bør jo glæde mig, og glæder mig virkelig over Hindringen.

[175] Løverdag St. Hansaften Seer I mine Elskede, Torsdag klarede Veyret op, og da gik Plogstadtouren for sig. Men med Opklaringen var det ikke saa rigtig meent, thi vi havde, dog efter jeg var kommet did, et Par svære Ilinger, Hagl og Blæst, og maatte, da vi havde forsøgt alle muelige Stæder at sidde, tilsidst dog lægge i Kakkelovnen. Vi har det altiid lidt godt naar vi er sammen, og saa vil vi giærne have det mere og meget godt. Det fik vi det ogsaa rigtig. Min Rikke havde befundet sig vel efter Spadsertouren hid, og var baade hun og vor Wilhelm, det søde roelige Barn, frisk og vel. Fogden var i en Forretning med Skriveren min, og kom først hiem kort før jeg reyste; thi Visheden om, at her ventede mig kiære Breve, og Længslen efter at høre, især fra Tøyen og min kiære President, gav mig, selv hos min hulde Rikke, hverken Rast eller Roe. Og fem Breve laae her til mig. Det tøyenske greb jeg først, og læste det med søde Vemodstaare. Tak, Du elskede Lotta for det velsignede Brev, og takket være Gud, at Din Lawsonmand qvikner op igien, som Du skriver, og at Dit fromme Hierte igien kan slaae roeligt. Men hvor ængstedes jeg, dyrebare Maja, ved at see i hvad Fare Du Din Pedro og Thrina har været over Horten. Det fæle Billede vilde ikke vige fra min Siæl, og det komiske Optrin, der her som i saa mange af Livets skrækkeligste, blander Latterligheder i Gyseligheder, Dit fornemme Reyseselskabs Angst for et Skriin, der, som Du anmærker, vist nok giæmte deres Mammon, kunde ikke adsprede Skrækbillederne, thi jeg kunde jo ikke see det ene uden det andet. Det var en slem møysommelig, men med alt det som Du siger meget eventyrlig Tour, og jeg veed hvor høyst interessant det er, at skue tilbage paa saadanne overstandne Farer og Besvær. Med alt det vil jeg dog aldrig mere være glad ved denne Eders Fhldstour over Horten. Giid I stedse vilde tage om Christiania, og Gud skee Lov, der ingen Søe, men blot blide Dale og Slætter og overstigelige Bierge adskiller os. Og nu med denne Ængstelse i Hiertet aabnede og læste jeg min Sallys søde rørende Brev, og kunde ikke holde mine Taare tilbage; men det var ikke ganske saadanne Vemodstaare som Dit Brev, elskede Lotta, aflokkede mig. De vare blandede med noget bittert, som ved en Afskeed for stedse. Og skulde disse Linier være de sidste – ney, det var for uudholdelig en Forestilling. Men Dig selv seer jeg dog maaskee ikke – saa snart.

[176] Inden i det barnlige rørende Farvelbrev laae et til Systrene dernede, som jeg skal sende dem. Det kom mig – i disse Øyeblik – saa testamentarisk for, og endnu kan jeg ikke see det – det ligger her lige for mig, uden at sukke. Eders Sidste til hende, elskede C og M, sendte hun mig ogsaa, og Eders Glæde over, at hendes Engelandstour – som I troede – ikke skulde gaae for sig, Eders hiertelige Anmodninger at hun vil komme til Kbhn, hvor I troer, hendes Helbred ligesaa snart kunde gienbringes som i Engeland, i Mordgruben London, Eders sande systerlige Kiærlighed der var saa umiskiendelig reen som Eders barnlige er det, o, alt faldt saa tungt paa mit Hierte; og min egen Bekymring fordobledes ved at tænke mig Eders, og Eders skuffede Haab. Dog dette Haab er allerede nu forsvunden. Mit Sidste med Posten har sagt Eder alt.

Med Nella, som foer til Byen i Gaar, sendte jeg det kiære Barn endnu et Levvel, og en Haarlok, som hun bad mig om. Men det naaer hende neppe. Vinden er god, og i Gaar skulde Skibet være seylklart. Hun er maaskee allerede langt langt fra sit Norges Kyster. Guds Engle ledsage Dig, min Sara, og denne Taare – O, mon disse Blade skal mere, ved sin fortroelige Snak skaffe Dig behagelige Øyeblikk?!

De andre to Breve var fra den gode Inger Flood, og fra min Jes. Alle disse besvarede jeg i Gaar, var oppe, som jeg er hver Dag naar jeg er frisk, Kl 5½, og skrev nesten i et til den var 5 i Aftes, da gik jeg en Tour med min Koren, til Wilhelmsminde, og min Høy, som pranger i frodig Skiønhed, og Saras Grotte, og var saa træt, da jeg kom tilbage. Gud veed hvordan jeg kan være saa mat, og hvordan jeg skal bære mig ad for at faae lidt Kraft igien i de svage Knæe, som synes kiede af at bære mig længere.

Hiertelig Tak, gode beste Rasmussen, fordi De foranstaltede mine Dagb: H: nedsendte med Dall. Det var sønligt og broderligt. Saa snart havde jeg ikke troet, den gode Lollik havde reyst ned igien. Det var ligesom jeg havde Haab om at faae see ham saa længe jeg vidste – eller troede ham i Norge. Nu faaer jeg nøyes med at høre noget fra ham paa anden Haand, og dette Noget venter jeg især fra min kiære Egersøn, til hvem jeg ogsaa skrev nogle Linier i Gaar, og gav ham Erholung for lang Tiid. Var ikke det smukt giort af mig?

[177] St. Hansdag Søndag I Gaaraftes var Børnene og Telja hos Giørups, Hertel ude og fiskede, Nella og Lunde i Byen, saa kun Maren, der ikke er ret frisk, var hiemme hos min Koren og mig, der, for første Gang i lang Tiid spiste allene vor St. Hansaftens Flødegrød. Siden gik vi i det himmelske Veyr hen og besøgte vore Sødtslumrende, og sad længe hos dem, og endskiøndt vi talte meget om dem, om deres Barndom og Bortgang – den uventede tidlige smertelige Bortgang – blev mit Hierte dog saa roeligt, og kun et Kys, ingen Taare gav jeg de to Narcisser med, som jeg satte paa Graven. Da vi gik tilbage, mødte vi Jomfr: Skieldrup og Ane Stuepige med en Kurv Blomster, hvormed de gik hen at pynte den os alle saa dyre Jordhøy, der stedse, saa længe Grønt og Blomster er at faae, seer ud som et Blomsterbeed.

Det var saa stille og høytideligt, og overalt saae det saa festligt ud. Den vakre Have var i fuldt Puds, hvor jeg kom i det hele Huus, smilte, i Forening med den yderste Reenhed, Blomster og Grønt mig imøde. Selv i Drengestuen var alle Vægge og Loftet klædt med Løv, og over Sengene hang – et Galanterie af Pigerne – Kroner af gule Smørblomster og Æggeskaller. Over Aslaks og Gunders prangede den største og smukkeste.

Just saadanne Fester, som den Ringeste saa hiertelig – og allerhierteligst – kan deeltage i, er mig saa kiær. Den usleste Hytte bliver til et Feepallads, smykket med Naturens egen Haand, som aabner sig mild og rund for alle aandende Væsner.

Børnene havde moret sig ret godt hos Giørups. Kun liden Kaja havde grædt saa hiertelig da hun saae de mangfoldige Tiæretønder som blussede rundt omkring – der var 21 siger de – til den hellige Johannes's Ære. Det erindrede det stakkels Barn om hendes brændende Fødebye og det sammenstyrtede Fædrene-Huus. Det varede længe inden de fik hende beroeliget. Nella er ogsaa kommet hiem i Nat, men sover endnu, og unge Steen kom hid i Morges, men er allerede paa Hiemtouren herfra til det skiønne Hedemarken. Det er en god Yngling, den Steen, med et lyst Hoved, og som jeg troer en af de bedste Lærlinger paa Skolen, hvorfra han nu snart var færdig, da hans Fader fandt for godt at sætte et andet Maal for hans Løbebane. Han vil neml: han skal antage Gaarden og Landkræmmeriet. Da man ikke veed hans Grunde, maae man være varsom i at bedømme denne Handling, som synes ubillig. Om Sønnen saa giærne som villig fulgte Faderbudet, veed jeg heller ikke, men troer det neppe.

[178] Onsdag 27^de I Mandags mødte efter Aftale, min kiære Rikke mig paa mit Houg. Maja, Nella og Maren gik did Kl: 5 om Morgenen, og havde, da jeg, min Koren, Telja og de Smaae kom der om Eftermidd pyntet alle Værelserne, selv Mælkeboden (rigtig nok der et af de væsentligste) med Blomster, saa vi neppe vidste, hvor vi nænte at sætte Foden for ikke at forstyrre den virkelig nydelige Pynt. Midt paa Gulvet var en Krands af Grønt indfattet med gule Stokroser, og rundt om Væggene samme Prydelse – kort det var zirligt og giorde deres Smag, endnu mere deres Lyst i at fornøye os, Ære. Andreas, arme Gut, som var kommet did fra Præstgrd: havde de taget hvast i Tiæneste, og maatte han, saa heed han og Solen var, plukke dem Blomster og hielpe dem, og giorde det troeligt og giærne, som han overalt giør «alt for at behage Damerne» – Det var en velsignet Eftermiddag, skiøndt min Rikke ikke var ganske frisk, dog blev hun bædre ved en Spadsertour i de vakkre Enge, som nu staaer i sit fulde Flor. Naar jeg undtager en lille Ret Asparges vi tog med os, var det i øvrigt Husmandskost, tyk Mælk, friskt Smør og Brød vi lode os nøye med. Flødegrød, forstaaer sig, ikke at forglæmme. Det hører til Sæterreyserne. «Men en Ting vankede der dog visst ogsaa, siden du var der, Moer Koren» – Caffe? – ja Gu bevar's, det troer jeg. Kun min Lina, som fandt sig skuffet i sit glade Haab, at mødes der med sin Rikke, Luise Radik, feldte sine modige Taare. Ludwiska var neml: efter sin Faders Anmodning taget hiem, for at modtage sin Moder, der har været i et Besøg hos sine Slægtninge i Danmark, og nu ventes tilbage. De stride Taare smertede mig dog, skiøndt jeg vidste, de snart vilde standse – Ak, i den Alder tager de jo «ikke Mayen af vor Kind» – Jeg vilde giærne hun og de Alle skulde havt det saa godt som jeg, og jeg havde det godt, og glædede mig saa ved at ogsaa min Koren kunde nyde nogle Timer paa sit Viis. Hertel og de andre Contoirfolk kunde ikke faae Tiid at være med, og Futen var det ligeledes blevet ^for vanskeligt at rive sig løs.

Da vi kom tilbage, vilde Lunde, Grÿner og Munthe (som var hiemme i Forveyen) giøre det saa gilt, og tage mod os ved Wilhelmsminde med Sværmere og romerske Lys, men denne Høytiid kunde let faaet [179] et slemt Udfald, thi ved den første Spragen og Ild giorde Gulen min et Kast til Siden, saa vi let, havde hans Kammerat ikke været et gl: erfaret og forstandigt Dyr, kunde kommet i Bad i Liøgodtkiæret. Vi maatte altsaa bede dem holde op med den Stads, i hvor meget Aslak, der fandt mere Smag i disse Løyer end Gulen, end paastod, det slet ingen Fare skulde have. I Aftes, da vi kom hiem fra Giørups, fik vi Resten af Fyrværkeriet.

Ja vist maatte vi til Giørups i Gaaraftes. Madamen var med os paa Houg, og der bad hun saa indstændigt, vi vilde komme did, og følge med dem til et stort Kiær oppe i Skoven, Nordbykiæret benamset, hvor den lille Lehnsmand har ladet bygge en stoer Baad, i hvilken vi da skulde ud og fiske. At det skulde blevet i Gaar, tænkte jeg ikke paa, før Invitationen kom, og var det mig slet ikke gemytligt, da jeg havde endeel forsagt Arbeyde, som da skulde været færdigt til Aften. Deriblandt var et Brev til de Kbhnske Døttrene mine, et til min Maja C og et til Lottamoer, som alle skulde ind med min Ane Stuepige til Byen. Kl: 5 var det saa vidt revet tilside, og da skulde vi vandret, hvad jeg ret gruede for, da det var saa hedt og der er et godt Stykke did. Men Moer Giørup som vidste, vi ingen Heste havde hiemme, var saa betænksom og snild at sende os sine. Først da vi alle vare blevne samlede, spadserte vi til bemeldte Kiær, en ret vakker Vey giennem Skoven, kun paa sine Stæder meget sandet. Det var temmelig langt, og længere end jeg har gaaet i lang Tiid, hvad jeg endnu i Dag føler i mine Knæe. Da vi kom derop, og Fartøyet skulde løbet af Stablen, os til Ære og Fornøyelse, laae det endnu høyt oppe paa Landet, inden og uden saa betiæret, at al Fart for den Gang var umuelig. Men det var saa godlidende ved det temmelig store, blikstille Vand. En Timestiid tilbragte vi der, spiste Eftersvælg og Mælk. Al Ungdommen vandrede hele Kiæret rundt, og besaae en paa den annen Side beliggende Jordhytte, hvori en Mand med Kone og 3 Børn levede hele forrige Vinter. Det var dem umueligt at faae Huuslye, Vinteren nærmede sig, thi tog Manden nogle Græstorv og Lægter og reyste sit Paulun, og levede der ret lunt og godt? med sin Familie.

[180] Min Koren og jeg gik saa jævnt tilbage lidt før de øvrige brød op. Træt og mødig kom jeg til Giæstad igien, men Aftensmaden smagte godt, dog Sengen endnu bædre, hvor jeg i et slumrede sødelig fra Kl 11½ til 7: i Morges. Og nu har jeg og Nella og Linchen sadt med vort Arbeyde et Par deylige Timer paa min Høy, indtil Vinden og Solen og Sulten fordrev os derfra. Vi gik tidlig derhen. En Eftermiddagssøvn vil dertil, det fornæmmer jeg grant i mit Hoved.

Efter mange Aars Forløb saae jeg den ulykkelige Jomfrue Scheitlie igien i Gaar. Jeg har nok sagt Eder, hun er i Kost hos Giørups. Det er den personificerede stille Vanvittighed, som ingen kan see uden den dybeste Medlidenhed. Dette blege indfaldne Ansigt, disse stedse paa Jorden heftede Øyne, dette underlige Smiil, disse sig uophørlig rørende Læber, som nesten aldrig frembringer nogen Lyd, og disse sammenfoldede mavre lange Fingre – hvilket Jammers Billede! Hendes eneste Beskiæftigelse er, at sidde paa Hug og oppille alt hvad hun finder paa Gulvet, er der ikke andet, tager hun alle de Naale, hun har paa, piller dem af og stikker dem i Sprækkerne for at tage dem derop af igien med megen Møye. Jeg spurgte, om hun vilde komme til Hovind! og Hertel, om hun erindrede hendes Fader, havde boet her? til begge Dele svarte hun et kort Ja. Hertel har hun ligesom et gl: Kiendtskab til. Hun bliver stedse opmærksom ved hans Navn, og naar de vil hindre hende fra at bringe sine Klæder i Uorden, siger de, Hertel kommer der. I sin elendige Forfatning har hun det vist nu saa godt som mueligt iblandt disse hierteliggode Mennesker der behandler hende med den Agtelse, hendes Ulykke berettiger hende til. Den gode Frue Bergh lader hende heller ikke mangle det mindste. Hvad hun er som Kone og Moder, er hun ogsaa som Syster.

28^de Torsdag. Hvad jeg i disse Dage først seer efter, er Vinden. Endelig er det i Dag en frisk god nordenⁿ²⁷ Vind, som Gud give snart maae føre vor elskede Sally til sin Reyses Maal, i de kiære Ventendes Arme! Der gaaer saa foruroeligende Rygter om Opløb, paasat Ild, og Pøbelens Raserie i London. Før – i hvor unaturligt det synes – vilde disse Rygter været mig kiærkomne, fordi alle ere enige i, at disse ere de eneste Midler til at bringe de Mennesker til Raison, og skaffe [181] os Roe for dem – og man er sig jo dog selv, desværre ofte alt for meget, nærmest. Men nu staaer det kiære Barn som en Fredens Genius imellem mig og London, og i det mindste til jeg veed hende under alle Omstændigheder i Sikkerhed, ønsker jeg kun at høre lutter fredeligt derfra. Det ahner mig, at Dagsposten vil bringe mig et vigtigt Brev –

Aften Kl: 7 Endnu er Posten ikke kommet, og kan for mig blive borte saa længe den lyster. Det dyrebare velsignede ahnede Brev er kommet med flere kiære Breve fra Byen, fra min Lotta, min Sally, og Kista. Fra Sally endnu et Farvel. I Gaar gik hun ombord. Gud ledsage hende!

Saa er Du da nu, min elskede Thrinasara, en ædel ung Mands Brud, en lykkelig Mands, en af de Faa, som jeg kunde unde den Lykke at kalde Dig sin. Ja, med sande Modertaare lyser mit Hierte Velsignelsen over Dig, elskede Barn, og over Din værdige unge Præstemand, Din Ottesen, hvis hele Livs Bestræbelse, det tør jeg borge for, vil blive at giøre sin Thrina, som hendes at giøre ham lykkelig –

«Det var da det ahnede Brev? Aha, Mama Koren, slig Ahnelse giver vi, som Ahnelse betragtet, ikke meget for. See nu seer vi paa engang alting tydeligt, hvad før laae indhyllet i Dunkelhed –» Ja, mine Elskede, see nu og viid og fat alting, og glæder Eder med mig, at de, som synes at være saa skabte for, have fundet hinanden. Lykke og Held og Velsignelse hvile over denne Forbindelse, og blive Eder, I Alle, som det saa nær angaaer, en Kilde til de reneste jordiske og himmelske Glæder! Hvor slaaer mit Hierte det Øyeblik imøde, da jeg skal trykke det til den hulde Moders, den rødmende Bruds Hierte! Da jeg med øm og dyb Agtelse skal trykke den værdige Faders Haand, hvis eneste Øyemed var, at see sit Barn sin Yndling lykkelig, uden hermed at forbinde de vrange Begreb, som Fædre, og især rige Fædre, saa sielden kunde skille sig ved.

Ja, I Ædle! i denne Eders Enestes glade Fremtiid, blomstre Eder nye Glæder imøde, saa skiønne og rene som de, I engang kiendte i al sin Fylde – ak! men længere, varigere, omdufte de endnu sødt og sildigt – Eders Støv, naar I mellem Eders forevigede Petraer, selv forevigede velsigner dem, de dyre Igienblevne, fra Salighedens Boeliger!

[182] Fredag 29^de Den Aands- og Legemskraft fortærende Hede, der ligesom med et falder ned over os, betager mig næsten al Evne til at foretage mig nogenting, og giør mig kun mismodig over det meget ufuldendte jeg har liggende for mig. Hvordan min Koren og de tre Jomfruer, Maja, Nella og Maren, holder ud at ride til Næss i Dag, begriber jeg ikke, endnu mindre, at det kan være dem en Lysttour[.] Skriveren skulde did for at besee og indrette noget paa sin der for en Tiid siden kiøbte Gaard, Svindal, men havde neppe taget derhen i Dag, havde de forkerte Piger ikke faldt paa, at de nu endelig maatte have den dem saa længe lovede Ridetour.

Tre Sørgedigte ved vor elskede Christians Død fik jeg i Gaar. Et af Arnesen fra min Lotta, i gammel Bardemaneer. Slutningen fandt jeg mig meest tilfreds med. Den maae staae her:

Jeg har ingen Sorg anlagt, i hvor giærne jeg vilde det; ingen Strophe nedskreven af de mange mit Hierte har tilsagt mig; men i hver Blomst paa min Saras og Wilhelms Grav bringer jeg ogsaa Dit Minde et Offer, Du Norges Skytsaand, thi ogsaa nu, «svæved [183] Du end til Evighedens Hiem», er og bliver Du det.

Saa sluttes Øhlenschlägers Drapa. Kunde det slutte skiønnere?

Da jeg seent i Aftes havde giennemvandret Haven, satte jeg mig træt og mat i Runddelen (det var Wilhelms Yndlingssted) og saae Lynet snart stærkere snart svagere giennembryde en tyk mørk Skye, der længe syntes at staae ganske stille. Det var et skiønt Syn. Langt borte tordnede det, svagt neppe lydeligt hørtes det hid. Men den ønskede og halvventede Regn udeblev, dog havde de Gud skee Lov paa andre Stæder denne Qvægelse, det saae vi, og vistnok kommer den ogsaa snart til os.

Min Koren fik Brev fra Gener. Audit: Bergh. Han hilser fra Sara, at hun Dagen før var gaaet ombord, men endnu i Torsdags vare de ikke komne afsted, skriver lille Zarine i Gaar. Olsens havde fulgt det kiære Barn til Skibet. Gud følger hende overalt.

Løverdag sidste Junj. Ogsaa i Dag blæser det frisk Nordenvind, og skiøndt den ikke spaaer os den saa ængstligønskede Regn, glæder den mig dog, da jeg haaber den snart skal befrie det kiære Barn fra Søens Ubehageligheder og bringe hende til de kiærlige Brødre, som ogsaa ere de kiærlige Sønner, da de ingen Leylighed lader gaae forbi uden at sende de gamle Forældre alt Mueligt. Hvor uendelig maae den barnlige Kiærlighed ikke forhøye disse Tings Værd i de gode Forældres Øyne, og forsøde dem deres Alderdomsdages Besværligheder –

Jeg havde lovet al Ungdommen, at jeg vilde tilbringe en Nat med dem paa Wilhelmsminde, for derfra at see Solen staae op i al sin første Herlighed. Denne forestaaende Nat havde vi bestemt hertil; men jo mere det nærmer sig til Tiden, jo mere frygter jeg for, det vil lide for meget paa mit Hoved, og tvinge mig i Sengen i Morgen, hvor jeg hverken har Tiid eller Lyst til at spilde en varm deylig Sommerdag. Og see, nu kom her en Indbydelse fra den gode Frue Hiort, at vi vilde komme til hende i Morgen [184] Middag. Jeg kan og bør ikke sige hende Ney, i hvor nødig jeg i disse hede og travle Dage forlader mit kiøle Hovind. Min Koren, Telja, Nella og Smaaeungerne bliver med. Maja bad altfor venligt og ^om Tilladelse at blive hiemme til at jeg kunde afslaae hende det. Gud lade hende, om hun faaer et eget Hiem, blive saa glad og føle sig saa lykkelig i det som i hendes nuværende. Hun fordrer, eller ønsker (intet Væsen kan være fordringsfriere end hun) saa beskedent, og dog vil hendes Hierte maaskee hige efter mere, end det finder – kan finde herneden; men det vil ikke destomindre slaae ømt for hvert følende Væsen, og taknemmeligt for hver lille Blomst – det vil ikke oversee den mindste – det finder paa sin Vey. Gud lade hende finde mange, sødt og varigtduftende, som endog henplantede paa Graven ikke visner.

Middagsbesøget frabad jeg os, først i Morgen Eftermiddag tager vi derhen. Barna skal ofre lille Fader Mørk i Morgen. Alt dette tilsammentaget giør ^vor Nattevaagen, om ikke umuelig, saa besværlig. Den bliver da for det første udsat til videre.

Heden giør det fast umueligt at være ude. Vi drak Caffe i det tætteste Lysthuus, der var deylig Skygge, men Luften aander Hede, og Vinden brænder. Forgiæves speyder Øyet efter en Skye paa den matblaa Hvælving. Haabet finder paa denne intet at fæste sig ved. Det maae stige høyere, over den, til ham hvis Fodskammel den er, did, hvor det har sit evige Anker.

Kl. er 6. Jeg har skrevet til min Maja, og velsignet vor Thrinasara; jeg har skrevet et langt Brev til den gode unge Bergh, og deri indsluttet min elskede Egersøns ømme Mindeqvad til de elskede Døttrene mine; og nu skal den gode troe Kista have nogle Linier – min kiære af Tandpine lidende Lotta intet denne Gang – intet Brev, men dette Dagboghefte, hvormed jeg nu – velsignende alle dets Læsere og Læserinder – slutter dette Aars første Deel.

Søndag 1^ste Vær mig hilset, kiære Maaned, i hvilken jeg skal samles med saa mange af mit Hiertes Kiæreste. Vær mig hilset, kiære Maaned, i hvilken jeg først traadde ind i en Verden, der gav mig flere Glæder end Lidelser, og giør de disse sidste selv ofte til Glædeskilder.

Ak! ligger ikke selv i de bittreste Spiren til Evighedens Glæder!

Jeg stod op med en smertelig Hovedpine, som blev værre ved Tanken om, at jeg maatte ud i denne Hede. Nu er jeg noget bædre, og holder mig, at denne Bædring kan vedvare – om ey gaae fremad – i yderste Stilhed. Mit Byebud er expideret. Og nu reenskriver jeg min Omarbeydelse af Julius af Tarent. Dermed er det, jeg har havt, og endnu har saa travlt. Den skulde see lidt maneerlig ud før ieg reyste, for at faae Lov til at følge med mig til Tøyen og i Majasdal, og aflægge, om jeg ikke kommer der selv, sit Besøg paa Eger, og saa spadsere ^videre den Tour, der for mine Hiærne- og Hiertefostre er «den store Tour»

Anledningen til dette Arbeyde skylder jeg Dagbogen Regnskab for som for alt hvad jeg foretager mig, og Grunden til alle mine Handlinger (naar jeg selv er mig denne tydelig bevidst) men detil ^maae mere Tiid og bædre Hoved, I Elskede –

Mandag 2^den De ofrende Jomfruer kom saa seent af Kirken, at vi først kom til at tage bort Kl: henimod 3, just i den forsmædeligste Hede, og i et Støv som bragte en evig Taage omkring os, ja selv omtaagede Skriveren, der reed ved vor Side, saa vi neppe saae ham, til lille Kajas store Bekymring, da hun aldrig er bædre til mode, end naar hun seer «Manden i Stuen» som hun i Begyndelsen hun kom hid, kaldte ham. Ellers er der paa disse stærke halvanden Miil megen Skovvey, og ikke en eneste Bakke, neppe en Høyning, en Sieldenhed i et Klippeland. Meget behageligt overraskedes vi da vi kom did, og steeg neppe ind i den lille lave men kiøle og pene Stue, før Hede og Støv var glæmt. Alting saae saa fortroeligt ud. Ved Siden af den lille Stue var 2 smaae nysselige Kamre, og var i det Hele noget saa regelmæssigt der i Forening med den yderste Reenlighed og Nethed, giør Øyet [4] saa godt. Det sidste kunde ikke være mig, som kiender den flinke Værtinde, saa uventet: Den der fra Ungdommen har faaet Smag for Orden og Nethed, vil siden, selv i Livets ‹mi›sligste Forhold sielden fornægte den ganske. Men at den lille Hytte selv og dens Beliggenhed var saa venligtsmilende, havde jeg ikke tænkt mig. Og saa alle de glade Ansigter og den hiertemente Tak for vi kom. Frue Wærner, skiøndt hun fast hver Time venter sin Nedkomst, vovede sig ogsaa did i denne Hede – hun har da kun en halv Miil did. Ja, havde ikke det sørgelige Syn af den ulykkelige Mand nedstemt mig hver Gang jeg saae paa ham, vilde det været mig meget behagelige Timer jeg tilbragte der. Han sad for det meste ved sin Bog, hvori han læste høyt i et væk og i een Tone, og vi vare meget ude omkring. Her var det altsammen ogsaa ret efter min Teljas Smag, saa hun virkelig fornøyede sig, og Børnene ikke mindre NB ude, hvor de havde sit frie Spas. Inde torde de ikke rumstere meget, da Hiort ey lider megen Tummel. Saa nedstemmende Synet af denne stakkels Mand er, fristes man dog ofte uimodstaaelig for ^til Latter, især naar man har saadanne Galninger med som Nella og Frue Wærner. Han er f: E: meget mistænkelig, og yttrede dette især mod Nella. Hver Gang hun kom ind skottede han fra sin Bog, og laae der en Sølvskee eller andet paa Bordet, holdt han Haanden fast over det til hun var borte. Jeg fortalte hende vor kiære gl: Justiskars Ordsprog: «Den er ikke gal, som Ondt ræddes» – og tillige, at han vel veed, hun nu skal sætte Boe og kan behøve noget af hvert. At hun havde sine Løyer af ^at bringe ham i Activitet kan I nok tænke Eder. Men ved Bordet blev det ingen, selv ikke min alvorlige Koren mueligt at holde Latteren tilbage, da han tog en stoer Karuds med Haanden og kastede paa Fadet saa det kladskede igien. Til al Lykke var den gode Anemoer fraværende, og alle Børnene spiste i Kammeret. Gud hvilket tungt Liv for den unge tækkelige Kone. Ethvert Smiil han aftvinger andre ved sit Galskab, maae dog være hende et Dolkestik i hendes arme saarede Hierte. Men det tungeste er hende dog at see sine to [5] virkelig vakkre Pigebørn blive saa aldeles forsømte, da han giør dem al Undervisning umuelig ved at blande sig deri. Gud give jeg vidste at lette hende denne Byrde. Den Ældste, nu 12 Aar, tægner til at blive meget smuk, den Yngste er mindre vakker, men seer saa hiertelig from ud. Den Mellemste er i Trondhiem hos en Farbroder, og er der meget vel

Saa slem Didfarten var, saa deylig var Hiemreysen imellem 9 og 11, igiennem Skoven hvis Beboere glædede sig – og os – i den herlige Aften. Hele Skarer af pyntede unge Bønderpiger og Karle mødte vi, som skulde feire den dobbelte Helligaften – det er i Dag Mariebesøgelse, eller som de her kalder den, Sigtmes, og da holder de sig Navnet efterretteligt, og besøger hinanden fra Morgen til Aften, og Violen hviler saa lidt som deres Been.

Torsdag 5^te Endelig ere mine tarentiske Brødre reyseklædte, for saa vidt som Reysen kun skal gaae til deres Stedmoders Nærmeste og Kiæreste, hvor hverken hun elle de behøver synderlig Pynt, og hvor der overalt sees mere paa det Indre end Ydre. Jeg talte nok engang om den Interesse Julius af Tarent havde havt for mig fra min tidligste Ungdom, men ikke udførligen, som jeg nu haver det i Sinde. –

«Jeg var mig en Glut i mit syttende Aar» da en Student Weinwich, en brav ung Nordmand, som fra han kom til Kbhn var kiendt i mine Forældres Huus paa Castrup (altsaa fra min grønne Barndom) og altiid saa broderligt forsynede mig med Bøger, ogsaa bragte mig beml: Julius og en Oversættelse af den ved ham selv, som endnu ikke var ganske fuldfærdig. Hvordan mange Scener rystede min unge Siæl, kan jeg aldrig glæmme, og at den har giort et mægtigt Indtryk paa mig kan jeg vide af den Varme hvormed jeg greb den, da jeg efter mere end tyve Aars Forløb hendelseviis fik fat paa den igien blandt endeel Bøger min Koren ved sit sidste Ophold i Kbhn havde kiøbt paa en Auction. Det var mig som Giensynet af en længe savnet Ven, eller en Barndoms Yndlingsplads. Den gode troefaste Nordman (han boer nu paa Amalienborg, og lever, troer jeg, af sine Midler) stod for mine Øyne med sit runde glade Fiæs, og alt hvad der da omgav mig; jeg var 17 Aar igien, og kunde giort Regnskab for hver Tanke og Følelse i det Øyeblik, og kunde det, troer jeg endnu, naar jeg blot seer [6] den. I de mange Aar den ^siden har været i mit Værge, havde jeg ofte Lyst til at forsøge min Lykke ved en Oversættelse, men der var meget som afskrækkede mig. Men nu i senere Tiid da det meer end nogensinde er mig nødvendigt at have noget saadant Arbeyde for, er ogsaa Touren kommet til den, og i Foraaret begyndte jeg da Omarbeydelsen, eller om I vil, Oversættelsen paa mit Viis. Og nu intet Ord mere. De ulykkelige Brødre maae selv tale for sig, og vil neppe forfeyle Veyen til Eders Hierter, I Elskede.

Ogsaa jeg er nu nesten reyseferdig, og Børnene, Kaja selv ikke undtagen, har det grumme travlt med Forberedelserne til en Tour af hvilken ogsaa de lover dig saa mange Glæder.

En velsignet Regn, som endnu vedvarer, har qvæget Jorden og opblidnet Menneskets Aasyn. Vi hænge saa ved denne Jord, vi arme Støvets Børn, og det er vel godt, den er os kiær saa længe den skal være vor Boepæl. Hvem siger ikke med Schillers Marqvis Posa: «O Gott! das Leben ist doch schøn!»

I Aftes, Kl var 5, kom vore gode Naboekoner, som vi seer alt for sieldent, Mad: Mørk og Waldbohm. Deres Ægteherrer og den stive Krabat, Ritmester Holch, kom siden. Veyret forbød os at gaae meget omkring, især da den gode tækkelige Mutter Walbohm endnu maae være meget varsom. Med sand Glæde saae vi hende her igien. Det var engang, og i lang Tiid, høyst usandsynligt, det nogensinde skulde skeet. Ja, jeg vil see paa den, der har snildere, hyggeligere Naboer, end vore Præste- og Doctor-Folk. De blev her til Kl: 11, og da Regnen alt blev stærkere og stærkere, kiørte de hiem, udmunderede med alle muelige Cavayer og Hatter, for ikke at blive giennemblødte. Det var en ret fornøyelig Aften. Kun den dumme Ritmester ærgede jeg mig over, som forsøgte paa at giøre den vakkre Skik (det var et tosset Udtryk) at bede fra Prækestolen om de Veyrforandringer vi trænger – d: e: troer at trænge til latterlig. Gode Gud, hvad saadanne Mennesker, der ingen Slags Troe har, kalder Overtroe! Lille Faer Mørk – det var just i Anledning af hans bønhørte Bøn i Søndags om Regn ⁿ²⁸ [7] dette kom paa Bane – fremsatte sine Grunde i sit sædvanlige apostoliske Sprog, og taug tilsidst, for ikke at kaste Pærler for de Gryntende.

Fredag 6^te For det eneste, kiære righaltige Brev, Posten i Gaar bragte mig, modtag her min Tak, min ædle Egersøn. Gud skee Lov, at jeg kan haabe, snart mundtlig at besvare det. Giid jeg havde været med Dem ^hos Anker Bierre og hans Maja, og kunde talt mig saa mæt som jeg vilde? (eller rettere hørt), – om mine Elskede dernede, som dog ingen har kunnet fortælle mig saadan om, som samme, troefaste urokkelige Berg. Det glæder mig, at ogsaa De finder ham uforandret, eller, som De saa præsteligt udtrykker det: «Det var første Gang jeg saae ham i hans nye Klæder og Værdighed, den han dog ikke synes at holde for et Rov» – Blandt Deres Tilhørere ved Frøken Rosenkrantzes Pianoforte vilde jeg ogsaa giærne befundet mig, og selv, NB: useet, i Forsamlingen af Selskabet for Norges Vel. Jeg maae her – med Deres sønligkiærlige Tilladelse – afskrive dette Sted i Deres Brev til Trøst og Opbyggelse for mine elskede Dagb: Læsere og Læserinder: «Det interessanteste der blev afhandlet, var et Forslag om at udsætte en ‹…› Præmie af 400^rd for den bedste Lovtale for vor – ak saa snart og saa grusomt – tabte Christian. Siden steeg Præsten Niels frem med et – som Biskop Bech kaldte det – firefoldigt Forslag i samme Anledning, hvor Præmien for en Lovtale over Printsen ansloges til 600^rd a 1000^rd Species. Det forslog bædre, og De kan troe, visse Ansigter vare heel lange under Lange ^disse Forhandlinger» – Sikkert var den fine Mands ikke iblandt de korteste mellem de lange.

Nu har jeg læst Aviserne. Hvilke blodige Optrin ved Din Ligfærd, ædle fredelskende Christian! Men frygteligt, I brave Svenske, har I lagt Eders Kiærlighed for den ædle Fyrste, Eders Afskye for Udaadsmanden, for Dagen. Maatte kun Eders Hævn have truffet og herefter kun træffe de Skyldige! Mit Hierte vaander og fryder sig paa engang ved at tænke sig disse Skræk-Optrin. [8] Vaander sig ved Tanken: «det var dog mueligt, hiin saa gyselig mishandlede og dræbte Fersen var uskyldig, mueligt, ja mere end mueligt, sandsynligt, at mangen virkelig Uskyldig vil komme til at lide med den Skyldige – thi hvor finder en saadan Forbittrelse Grændseskiællet?» – Glæder sig derimod ved at see den svenske Nation besiælede af samme Hengivenhedsaand for det fyrstelige Menneske, den menneskelige Fyrste, den ædle Helt, som Norges Sønner og Døttre.

O, mine elskede Landsmænd, Norske og Danske! lader dette Træk udslætte noget af den, Menneskeligheden og Eder selv nedværdigende Fordom mod en i Sandhed agtværdig Nation og lærer dog engang at skiælne mellem Nation, Folket, og det ovenpaa flydende Afskum, eller Skum for som burde af

Major Neumann var her i Formidd. Ved Frokosten vilde han, Værten skulde drikke ham til. Ja, sagde min Koren, den Fremmede kan jo ellers ikke vide hvad han faaer – «Aa» svarede Neumann, «var Han blevet blandt os her kunde han drukket og spiist trygt.» Denne raske Ideegang hos Manden frapperte mig virkelig.

Han har nu for stedse taget Afskeed med denne Egn, den brave Hochzu, og tog ret vemodig Afskeed med os i Dag. «Har Cappelen ikke været her?» spurgte han da han kom. Heel glade gienspurgte vi om Grunden til dette Spørgsmaal, men hørte da, at der nu intet mere var at vente. Fader Cappelen havde besøgt ham, fortalte han, paa Ringerige, og da sagt, han paa en Tour til Christ: vilde see til Hovind. Men han kom nok den Gang ikke længere, end til Byen, hvor jeg har hørt, han har været; og vil vi da trøste os med at han som en Mand af Ord indløser sit Løfte, hvis Opfyldelse jeg nu snart skal lægge ham nærmere paa Hiertet. «Den Neumann da!» siger han saa vist – «hvorfor skulde han fortælle det?» og lægger saa til: «Hvad der ikke er skeet, kan skee» – skal skee? – «Ja, Top! med det allerførste!» – Ja, «Saa vil vi ha' det

[9] Løverd. Aften 7^de Indpakket er alt, ordnet er alt. Maja kom nu med Telja og Nella tilbage fra Houg, som hun maatte see til før den lange Reyses Tiltrædelse. Jeg har sadt længe i denne himmelske Aften i mit eget Lysthuus og læst Slutningen af Erholungen, hvori er ret meget Godt, endeel Skiønt, men ogsaa tilstrækkelig «flittig Hilsen» Iblandt Digtene er mange ret nysselige, nogle udmærkede –

I Formiddags var Fader Mørk og Walbohm her for at ønske os en lykkelig Reyse, og medgive os deres Formaninger og Velsignelser. Begge Deele kom fra redelige Hierter. Den underlig barnlige Præst stod Taarene ordentlig i Øynene ved denne Afskeed til en saa kort Fraværelse. Vi fik som sagt alle hans Velsignelse, men den dobbelte faldt som altiid i Majas Lod. «Det er en Guds Engel paa Jorden» – siger han.

Nu er intet tilbage uden mit Farvel med de sødt Slumrende. I Aftes, da jeg og Nella bragte vore Blomster did, fandt vi endnu de friske, vi havde sadt der før Regnen kom. – I tre Aftener hindrede den os at komme did og jeg længtes saa hiertelig efter den lille stille Have. Nu skal jeg tage Afskeed med den for mange mange Dage og Aftner, og ingen Rose er endnu udsprungen, og saa faa Blomster har jeg, og de Rosentræer der ere plantede, bærer ingen Blomster i Aar –

Den først udsprungne i Haven har Nella hellig lovet mig at bringe derhen i mit Navn, og alle 3 Jomfruerne, ikke at lade den ubesøgt og uprydet mens jeg er borte.

Min Koren er borte, Hertel ogsaa, som ikke kommer hiem før i Dag, 8 Dage. Tingene begynder i Morgen – ney, da reyser først min Koren og Lunde did. Mandag begynder de. Jeg er, som I nok mærker, mine Elskede, lidt forvirret i Hovedet. Det taaler ikke saa mange Slags Tanker paa en gang. God Nat!

Mandag 9^de Kl 4 i Gaar Morges kom min Ane op med et Glas Vand og en Kop Caffe; men den Hovedpine, jeg nesten hver Morgen vaagner med, var saa smertelig, at jeg ikke kom op før den var henved 6. Da vare alt Børnene i fuld Stand, og Kl:1 fore vi afsted, ledsaget af alle de kiære Hiemmeværendes gode Ønsker. Det var en herlig Morgenstund; kun angrede jeg paa, at vi ikke vare komne ud før. Dog, det var ikke utaaleligt hedt, og det fæle Støv begyndte først herinde mod Byen at uleylige os lidt. Paa Moe blev jeg ikke lidt forundret ved at see lille Moer Krefting (som vi hele Ugen havde ventet til Hovind) med sin lille velsignede Claus Wilhelm Koren, Madam Broch og Jomfrue Bigum. De vare komne for seent, til at torde reyse længere med de smaae Børn (min Gina havde ogsaa sin Lille med sig) og havde lagt paa Moe. Da de bliver i vor Egn en Maaneds Tiid kan jeg da haabe at see dem ved Tilbagekomsten. Da vi vare færdige at reyse, kom et forfaseligt stort Følge til Moe, Rigem: Qvart: Gluckstad, Schaftes, og mange gl. Madamer og unge Jomfruer. Gud kiendte dem alle. Vi pratede lidt med dem, og fortsatte Touren hid, hvor vi ariverede Kl: 3 lykkelig og vel. Saa tidlig havde de ikke ventet os, og blev i Førstningen ordentlig lidt flaue ved det, min elskede Lotta, min Lot Kista og liden Hanna, da de havde foresadt sig at møde os. Dog blev, kan I nok tænke, denne Feylregning glæmt i den første Omfavnelse, og ganske i den sødeste Roe tilbragte vi hele Eftermidd: og Aftenen. Det var en Sieldenhed paa Tøyen, især en Søndag i saa skiønt Veyr, at være saa i vor Ensomhed. Kun lille Kadet Wenzel (den lille Major kaldet) var her. Derimod kom ikke min Jes, som jeg vist ventede endog skulde modtaget os her. Han troede ikke – har jeg i Dag havt Bud – vi for Hedens Skyld skulde kommet før meget seent, og var taget ‹mod› sin Vert og Vertinde (der er saa kiærlige imod ham) paa Landet.

[11] Vor kiære President, som Gud skee Lov er det friskeste, jeg i lang Tiid har seet ham, var hos Major Juls, hvis Datter nu i disse Dage har havt Bryllup, i hvilken Anledning der ^er alskens Familie-Giæstebuder, hvad vi faaer at føle i Morgen, min Lotta og jeg, som skal til Agent Bagges. Den snilde gamle Mand har bedt saa hiertelig, at vi ikke kunde sige Ney, og jeg saa meget mindre, som jeg ofte har været buden did, og stedse havt? Undskyldning. Vi glæder os da ved, at vi ere samlede Lotta mi og jeg, og i det Haab, at vi skal see den gode Frue Pavels der, hvad dog maaskee torde feyle.

To glædelige Nyeheder modtog mig ved min Hidkomst: Min Lottamoer bliver med til Majadal, og Brev laae her fra de elskede Døttrene mine, som sædvanligt, et sandt Datterbrev. Egentlig var det kun fra Thrinemoer, dog sluttet med et Par Linier fra Malla. Haver begge Tak, I Dyrebare, for hver kiærlig Linie, og for det, vor tabte Helt værdige Sørgeqvad, der fulgte det kiære Brev. Hvor giærne jeg gad kiende denne Flammesiæl, den Grundtvig. Der lyder, synes mig,‹…› giennem al hans Kraft og Fylde en saa reen Siæl, en i hans hele Væsen liggende Afskye for alt Lavt og Usselt, kort, han er mig en sand Digter – Den lille Tilegnelse af hans Sørgeqvad til Hertugen, holder jeg ogsaa saa meget af. Det er saa hierteligt og prunkløst og smigerfrit som selve Digtet og dets Gienstand –

Doctor Møllers kommer her til Middag. I Aften venter jeg, og venter med inderlig Længsel min tilkommende Svigersøn, min glade lykkelige Ottesen, og med ham Brev fra Dig, elskte Maja. Hvor har jeg ikke meget Glædeligt i Vente!

Torsdag 10^de Det var, I kan troe mig, mine Dyrebare, en ret fornøyelig Dag i Gaar. Skulde den blevet mørknet ved noget, var det ved at see paa den gode Frue Møller. Man kiender hende neppe mere igien, saa bleggul, maver og indfalden er hun. Kunde hendes vakkre brune Øyne (der ligner vor Sallys saa meget) [12] ere lige glimrende. Men snart vil vel Dødens Haand slukke deres Glands. Dog var hun munter, og den lille prægtige Doctor det muntreste jeg i mange Aar har seet ham. De fornøyede sig vist i ‹…› ^vort lille Lag. Hvor Møller var henrykt i Grundtvigs Sørgeqvad. Han læste det sagte og høyt med alle som var og kom her, og oplyste mig om meget, som jeg ikke ret forstod, skiøndt jeg troede at have forstaaet det. – Min gode Zarine kom her før Møllers; om Eftermiddagen kom den brave Olsen med sin tækkelige Hustroe og endelig den lykkelige glade kiære unge Præst. Ney, saa glad har jeg endnu aldrig seet noget Menneske (og vel sielden nogen, der har havt saa megen Aarsag til at være det) og alle, alle bleve det med ham, følte og deelte hans Lykke og undte ham den saa hiertelig, det stod udtrykt i hvert Ansigt –

Men da jeg nu fik Dit Brev, Du elskede Maja, og ilte herud i mit lille pene Kammer med det, og saae hvad Du ønskede, og var allerede i Tankerne midt iblandt Barna mine paa Strømsøe – det løb saa om i mit Hoved, jeg vidste, først at Frue Lotta ikke var belavet paa at reyse saa snart, og for det andet, at min gode Kista vilde blive hiertelig bedrøvet, naar hun hørte vi skulde bort Onsdag istæden for Løverdag. Dog hvor kunde jeg blot tænke paa at lade min Majas kiærlige Ønske blive uopfyldt, hendes med sædvanlig Klogskab lagde Plan forstyrret. I en Hast lagde jeg ogsaa min, og udregnede, hvordan jeg skulde giøre det alt til det bedste. Lottamoer blev lidt uvis, og fandt en og anden lille Anstødssteen; men alle, selv Kista traadde paa min Side (da hun havde læst det vennehulde Brev) for at rydde disse af Veyen. Jeg vil nu ikke engang tale om den flammende Ottesen, som bad og besvor os – I kan nok vide hvorved – og fulgte os uophørligt til han var vis i sin Sag – men nu satte sig Presidenten paa sit Dommersæde, og lod ret høre og see han var Mand i sit Huus. Ja, kunde den bra Presidenter blive Eder kiærere end han er, han var blevet det, havde [13] I seet og hørt ham. Alle Knuder løste han under et ved den Erklæring: «og saa følger jeg med denne forliebte Galning og henter Jer hiem igien» «af bare Nysgiærrighed» lagde han til, «for at see, hvordan de unge Folk bærer sig ad» – Da var der intet mere i Veyen for vor Lotta. Altsaa i Morgen, allerede i Morgen trykker jeg Eder til det moderlige Bryst, holder jeg min Thrinasara velsignende i mine Arme, seer jeg min elskede Egersøn, maaskee ogsaa Lisebarnet, og min egen Don Pedro – og da de mange lykkelige Dage der ligger for mig – O Gud, lad dem alle blive lykkelige, uformørkede af nogen Mismods Skye! –

Min Jes er her. Han var her ogsaa i Aftes. Af de Mange der saa ærligt under Ottesen sin Lykke er dog sikkert ingen Gladere, end han. «Just saadan en Pige maatte Ottesen have for at blive saa lykkelig som han er det værd» – siger han. Hvor min Børneflok forøges. Herren velsigne og bevare og løfte sit Aasyn over den!

Min Kista er ikke ret frisk i Dag; dog haaber jeg med Guds Hielp hun skal blive det, og at hun og Barna skal faae en saa morsom Aften hos de snilde Olsens, som min Lotta og jeg venter en kiedelig Dag. «Hu, tu, tu, kiære Frue!»

Tors ^Onsdag 11^te Hvor mange Gange gientog jeg dette Hu tu tu! i Gaar[.] Gud skee Lov jeg havde min Lotta og min Maja Pavels, og at jeg ogsaa iblandt alle disse kiedelige Mennesker havde mit sædvanlige Held at faae to af de bedste Naboer, jeg der kunde ønske mig. Da vi kom bleve vi førte ned i Haven, hvor Selskabet samledes i, et stort Lysthus. Lysten der var imidlertiid heel maadelig, da det trak reent bestialsk, og vi vist i halvanden Time sad som nogle Narre og besaae hinanden. Frue Pavels var blandt de sidste som kom, og jeg begyndte alt at ængstes over hendes Udeblivelse. Da det nu endelig dagedes, og vi fik see Vertinden, og strax efter Tegnet, at det skulde gaae tilbords, blev givet, begyndte atter min Forsagelse, og steg med hver en de foer afsted med. Frue Pavels og jeg stode sammen, da kom Slotspræsten og greb Frue Lotta – men see, ind steg Brudgommen, som jeg alt troede i Høysædet, og som ærlig Secretair og Skriver tog han Secretair- og Skriverinden, og sad jeg [14] mellem ham og Slotspræsten, lige over for mig Slotspræstinden, saa det var ret godt og meget over min Forventning. Og det kunde behøves, for at faae Ende paa de, rundelig maalt tre Timer vi sad der i det lille Værelse sammenpakkede over saa megen Mad, at det endnu vamler for mig at tænke paa det 8 a 10 Retter, og alt det Aarstiden frembringer, som sieldent og kosteligt var. Jeg gav Brudgommen eller den unge Mand det Raad, ikke at træde i Familiens Spor hvad Tractering angaaer, og det forsikrede han, han endogsaa uden mit Raad vel skulde vogte sig for, da det var ham en Vederstyggelighed. Endelig forløstes vi derfra, men maatte, uagtet det blæste og Regnen hang over vore Hoveder, atter ned i forbemeldte aabne Lysthus (som nesten kunde give mig Lede for alle aabne Lysthuse) for at faae os en Kop Caffe. Dog, det gik snart over, og siden havde vi da vor Friehed at gaae og staae hvor vi vilde. Ærlig benyttede vi den da, vi som vilde have Friehed; thi nesten alle Herrerne og nogle Mardamer lode sig flux paalægge et nyt Aag ved Spillebordene –

Skiøndt det blæste koldt, gik Frue Pavels og jeg en lang Tiid op og ned i Haven i mangehaande Samtaler, og var denne Tiid mig den korteste af hele Dagen. Da vi kom ind, havde de alt Lys. Lotta var blevet reent borte for mig. Hun havde imidlertiid været inde hos en gammel Tante Bævins, og samlet et rigt Forraad Stof til Spøg og Latter. Men nu længes jeg efter at forlade den rigtig nok pene, netliggende Lakkegaard, og siger Eder, mine Elskede, derfor kun i Korthed, at blandt de halv hundrede Mennesker der var rapset sammen, har jeg alt nævnt Eder de Eneste, som interesserede mig, skiøndt der desuden var en og anden jeg ret godt kunde lide, f:E: Præsten Juel, med hvem jeg længe talte om Ottesen, hans Yndling, i hvis Lykke han glædede sig, som i en Søns. Det samme giorde Pavels og hans Maja, og hvem kiender ham som de, uden at giøre det? Reins Syster, Mad: Ener Holm var der. Hendes Udvortes er langt fra ikke tækkeligt, men naar hun taler, glæmmer man det, og hører hun ikke er sadt paa sin rette Hylde da hun blev den lille kortvillige Eners Ægtemage. Saa var ogsaa den unge Frue Steen, forrige Kaja Collet, der med et lille deyligt 7 Maaneders Pigebarn, og sin stygge lapsede Mand, der seer ud som en opløben forkiælet Dreng, og sin Svigermoder, en ret godlidende Kone. Hvor denne blot unge Kone bliver feed og svær. Hun er alt nu som hendes Moder, da jeg [15] saae hende første Gang. Alle Mennesker roser hende, hun er saa hiertelig god og en flink Kone, som hun vist er og bliver en kiærlig Moder. Om hun kan være lykkelig med denne Mand? Det lader til hun er meget fornøyet.

Hvor glade vi, Kl. 11 satte os i Vognen, min Lotta og jeg, og takkede Gud for vi sad der, og at den Dag var forbi, og at vi Dagen efter skulde fortsætte vor Tour til Strømsøe og Ejdsfoss, hvor langt andre Dage ventede os. Og de er allerede begyndte: thi fra vi vare komne tilbords hos Bagges og til nu, den 13^de Fredag, sidder jeg her ved min Thrinas Chatoul, og fortsætter hvad der ved Indpakning, Visitter og endelig selve Reysen blev afbrudt paa Tøyen, hvor jeg endte med: «og det kunde behøves – »

I tre Karioler rullede vi afsted Onsdag Formiddag. Paa Torvet kom den gamle Fader Horster og hans snilde Døttre ud for at ønske os en lykkelig Reyse. Og den kunde ikke været lykkeligere og fornøyeligere end den var. Kun at vi sadde saa særskildte var lidt leyt. Ak, jeg tør ikke mere som før forkorte mig Veyen ved Drømme om Fremtiden – dog, lang blev mig kun den sidste Miil, som altiid er Tilfældet naar man nærmer sig Maalet, man stunder til. Det eneste Eventyr vi havde underveys, var at Frue Heyerdal kom til Ravnsborg just som vi skulde tage derfra. Hun omfavnede Frue Lotta, som Gud skee Lov stod Dørren nærmest, og gav mig siden et troefast Kys, som jeg med mit Hierte og Hoved fuldt af de tilstundende Glæder redelig giengieldte. Jeg troer sikkert, Fruen faldt i Forundring over at see mig saadan, saa snaksom og venlig, kort ‹…› som hun aldrig har seet mig før. Men naar jeg er saadan stemt, kan jeg umuelig vise Grol imod noget Menneske. Hun troer mig nok meget lunet. Da vi kom til Dramen toge vi tvært over Fiorden i en Baad, og lod Hestene gaae omkring. Derved var vi nesten en heel Time tidligere i vor dyrebare Majas Arme. Hun havde begyndt at falde i uroelige Tanker da Kl: blev 6½ og hun endnu ikke saae os. Men disse fik ey Tiid til at rodfæste sig inden vi jog dem paa Flugten. Ganske ene var Maja vor, og kommet fra sin Dal til Strømsøe nogle Timer før vi kom der. Siden kom vor kiære Don Pedro, og efter ham en gammel Provst Hammer, og endelig vor egen Provst, som blev der Natten over, og tog bort i Gaar Morges paa samme Tiid nesten som vi toge hid til den i Aar saa usigelig skiønne

Den første Halvvey hid kiørte Lottamoer, den anden jeg med vor Maja. Det regnede smaat, men mildt og varmt, og betog os ikke nogen Behagelighed. Et Stykke herfra mødte det velsignede Thrinabarn os, med lille Sophie Pechel. I Vognen modtog hun de moderligste Omfavnelser, ilte derfra til Tante Lotta og Smaasystrene, og kiørte saa med os her hiem, hvor vi først ret kunde tage hende til vore Hierter, det dyrebare Barn, som seer saa livsaligglad ud, det hun er, maae være og vil blive. Du høre og bønhøre mig evige Fader i Himmelen!

For vor legemlige Tarv havde den huslige Pige ogsaa kiærlig draget Omsorg. Vederqvægede ved Caffe, Thee ogⁿ²⁹ deyligt friskt Hvedebrød, hilsede jeg ^{i Følge med}Lotta og Thrina, først paa alle de kiendte Stæder i Haven og sad under den ældgamle Eeg, men ilede derpaa længselfuld i Lunden. Der var noget, som drog mig ned til min egen Bænk. Den var vaad, dog satte jeg mig paa den, og, Gud – mit Blik faldt paa en nye Gienstand lige for Bænken. Paa en med Græstørv indfattet Forhøyning i Form af en Grav, omplantet med Rosmarin, Evighedsblomster og Forglæmmigey staaer en ^sort oven til oval Jærnplade. Paa den i en ‹…› Krands S: W: og nedenunder: «Saaledes forenede os Livets Blomster og Evighedens Cirkel» – Min Maja, min Maja, Gud lønne Dig alt Dit Venskab – jeg kan ikke, jeg har kun disse Taare –

Og nu kan jeg ikke mere. Haanden er saa mat, og Øynene taaredunkle –

Løverd: 15^de Just nu kommer jeg fra det velsignede, af den ømmeste Vennehaand opreyste Minde, som min Maja, Lina, og lille Sophie havde behængt med en Guirland af røde og hvide Roser og Buxbum. Var jeg ikke kommet der da, havde jeg neppe seet det i Dag heller. Nu øser det ned af Himmelen. Saa giorde det i Gaar den hele Dag, og vi kom neppe ud af Dørren. Det er ikke som vi ønskede det, men vi faaer finde os i det, da det ikke kan være anderledes, og desuden er det ønskeligste Veyr for Jorden. «Faaer finde os i det!» Er det da ikke i vore Hierter Venskab som Kiærlighed har sine Templer og sine Lunde?

[17] I Gaar var vi da ganske i vor Eensomhed, vel kan jeg sige vor søde Eensomhed. Jeg var ikke ret frisk. Ud paa Eftermiddagen blev jeg bædre, og læste da min Julius af Tarent, som mine elskede Tilhørerinder gav sit Bifald og sine Taare. I Dag skal min kiære Lottamoer læse den, og vil sikkert skiænke den begge Dele. I Gaar loe hun af Rahbeks «ostindiske Shawl» mens vi leed med de tarentiske Brødre. Nu tør det blive omvendt. Hvor man kommer her finder man al Slags Underholdning for Siæl og Legeme. Jeg har en heel Bogstabel liggende som jeg skal, i det mindste giennembladdre. De der behøver mere Opmærksomhed, tager jeg med mig – som om det var mine egne – thi det er netop for Dagbogen jeg har nogle Øyeblik til overs, for Læsning ingen, den undtagen som ikke afbryder Conversationen (at dette, foruden at være et fremmet, er et stivt og koldt Ord, var mig aldrig saa paafaldende som nu jeg skrev det her ved min Sarathrines Chatoul) «Og hvordan mon nu Saramoer lever?» siger vi ofte til hinanden. At hun længe siden er kommet til London er der al Grund til at formode. Vi skal allesammen skrive herfra til hende. Midt i det fremmede Land tænker hun vist ofte paa sine Elskede i det dyre Norge, og har ingen, hun saadan kan tale med os om, som vi kan tale om hende. Jeg savner det kiære Barn saa meget, erindrer saa alle Scener fra forrige Sommer da vi vare samlede her. Mon vi aldrig mere skal samles Saaledes? – «Mon hun aldrig skal sidde her imellem os mere?» sukkede vi, Maja C: og jeg, da vi i Forgaaraftes sad paa hendes lille Bænk ved Bækken. O jo, vor elskede Sally, det skal og vil og maae Du, og med Guds Hielp ofte. Vær imidlertiid frisk og lykkelig der Du er! Vær begge Dele som jeg er det i Dag! Gud give, vi alle havde faaet Dit første Brev, og saae Du levede og leed vel – og at de ømme bekymrede Systre og Døttre dernede ogsaa vidste det – O Gud, og at vi engang Alle maatte samles i en Kreds, som nu mine to Majaer (der har mere fælles end Navnet) og Thrinasara og Lotta og Lina og jeg er samlede! Amen, det skee! Vi venter Fremmede i Aften, Justitsraad Wulfsbergs og Kiøbmand Kirkegaard med sin vakkre Petra og min Thrinas Hanna, som vist ogsaa vil blive min lille Majas Hanna. Husets Fader har vi ventet fra Morgenstunden. Ham pleyer intet Veyr at skræmme fra sine Reyser, ingen Hindringer at være uovervindelige.

[18] Søndag 15^de Fader Cappelen kom i Gaar Middags, og med ham Frue Wulfsberg ganske allene. Fra Kirkegaards kom heller ingen. De havde lovet sig ud før Indbydelsen kom herfra. I dets Sted er i Dag den store lange Ritmester Knudsen fra Sannesogn her med sin lille pertentelige Frue. Hvor lang denne Dag har været fremfor de andre. Regnen hindrer os at komme nogensteds. Mutter Wulfsberg, den jævne godlidende Kone, er lidt upasselig, og min Lina synes jeg heller ikke er aldeles som hun pleyer i Aften. Det har rigtig nok forstemt mig lidt. Vi strikker og snakker og kabaliserer, men det gaaer saa traadt altsammen. Selv her synes jeg ikke det vil gaae. Nu slog Klokken 7, og jeg troede sikkert det i det mindste havde været 8. Naar er det før hendet mig i Majadal?

I Formiddag læste jeg Grundtvigs Demis-Præken høyt for mine andægtige Tilhørerinder og Tilhører, Don Pedro. Fra den velsignede Tilegnelse til hans (lykkelige) Fader, og til det sidste Amen, er den efter mit Sind og Hierte. Og over denne Tale skulde Kbhns Præster forarget sig og ført Anke? Desværre for dem, er det sandt.

Her sidder min Thrina og Maja K, og begge finder det samme som jeg, at denne Dag har saare lidt fælles med de andre. De pleyer ellers ligesaa lidt som jeg vide hvad Kiedsomhed er. Men desbædre vil vi skiønne paa de følgende Dage; det er min Trøst og deres. Lotta strikker saa ivrigt, og finter mig, som slet ikke kan komme i med at være flittig. Faaer ikke hielp‹…› Maja C er saa søvnig, og tvinger sig til at smile naar Søvnen vil overvælde hende. I kan troe, vi udgiør et snurrigt Fembladskløver –

Men med alt det, hvilken Forskiæl paa denne Dag og hiin hos Bakkes! Her gaaer vi dog hvor vi vil, og stiæler os til lidt Moroe – men der[.] Det er kun i Sammenligning med de andre, at denne Dag er saa underlig. For min dyrebare Maja C: tilbagebringer disse Dage smertelige Minder. I Gaar var det 6 Aar siden hendes elskede elskværdige Petra blev revet fra det blødende Moderhierte, det stedse blødende. Alnaadens Fader! lad de kommende Dage bringe det hulde Hierte Giengield for alle sine Lidelser, rene Moderglæder i sin og min Sarathrines Lykke!

[19] Mandag 16^de Har jeg sagt Eder, mine Elskede, at det alt hiemmefra var bestemt, min Maja og Lina herfra skulde giøre en Tour til Kongsberg, for at besøge den snilde agtværdige Poppes Familie? Kl: 10 i Formidd: fulgte vi dem alle tilbaads. Vinden og Strømmen var med dem og Fader Cappelen, ligesaa Rorsfolkene, troede, de til lidt over Middag skulde være ved Fiskum paa Eger – to Mile herfra – hvorfra de har en lille Miil at spadsere til Kongsberg. Lille Sophie Pechel var med dem men bliver der en Stund hos sin Moder, derimod faaer de nok Ledsagelse tilbage af den morsomme Poppa, som min Maja C med sin sædvanlige Omhu for sine Venners Fornøyelse, bad dem tage med sig hid. Den troe Aslak var deres Geleyder. Det har tordnet og regnet lidt i Eftermidd: men med Guds Hielp ere de nu snart ved deres Bestemmelsessted, om de ikke ‹e›re blevetⁿ³⁰ for længe opholdte hos Præsten Hebers, hvor de skulde ind for at bede dem komme herud i Morgen eller paa Onsdag. De lander nok lige ved hans Præstegaard. Jeg synes see Poppas glade Forundring naar begge hendes Yndlinger saa uventet staaer for hendes Øyne. Og hvor glade de vare, de gode uskyldige Børn, til denne Tour. Gud er ‹v›ist med dem, og bringer dem lykkelig og vel tilbage i mine Arme. Vi ere nu atter i vor Eenlighed, vi fire Koner og Thrinabarnet vort. Fader Cappelen tog i Midd: til Byen. Med ham skrev jeg til min Koren ‹o›g Lotta til Kistamoer. I en af disse Dage skal vi allesammen skrive ‹t›il vor kiære Sally. Det skal blive hende kiærkomment. Hver Dag, ‹n›aar Regnen lader os komme saa langt, sidder jeg paa hendes Bænk og mindes da alt hvad vi der talte, og alle Scener fra vor sidste Sammenvandring i den skiønne Majadal, staaer saa levende for mig. Maatte hun være friskere nu, end hun da var! Videre tør mit Ønske endnu ikke gaae – og saa til et Brev fra hende.

Det snurrige ritmesterlige Ægtepar toge herfra i Aftes. Til min og Thrinas store Gammen tog Knudsen Æolsharpen for en Langeleg, hvilken sidste han selv havde mere Lighed med end denne med Harpen, anmærkede Thrina. Saa fandt han ogsaa, at Klopstock var et meget latterligt Navn, og troede vist, det skulde være Hopstok, for saa hedd' dog en Provst, mente han.

[20] Tirsdag 17^de «Jeg tog mig en Hustroe, derfor kan jeg ikke komme» – «Jeg kiøbte en Ager, og gaaer nu hen at besee den; thi kan jeg ey komme» – «Jeg kiøbte mig et Par Oxen, dem maae jeg prøve – hav mig undskyldt.‹»›

Saa mange, om ikke de samme Forretninger maae alle Hidbudne have, især dem vi helst saae her. Heller ikke Hebers kommer. Aarsagen faaer vi vel vide af vor Maja K: i Morgen. Gud skee Lov, da kommer de kiære Unger tilbage, som ikke allene jeg finder det – selv i Majasdal – ødt efter, og med dem vist den godlidende Poppenheim. Det var et haardt Veyr her i Midd: Stunden, dog kun et Qvarters Tiid. Regnen jog os op af den kiære Lund, hvor vi sad saa deyligt om et Bord, de andre arbeydende, jeg læsende for dem. Tordenen slog i Lynet saa stærkt, at vi alle fore op, dog Gud skee Lov kun en Gang, siden bortfiærnede den sig, og ikke til Kongsberg. Der skinnede Solen klart, hen ad den Kant til, mener jeg. Men blot Tanken om at sligt et Veyr havde truffet ind i Gaar, eller kunde træffe i Morgen naar jeg vidste de Elskede underveys, ængstede og ængstede mig. – «Tordenen slaaer blot efter Trold, og altsaa ikke efter Maja og Lina» sagde min kiære Faer Cappelen i Gaar, da jeg var uroelig over den lang‹t› borteværende Torden, som dog Gud skee Lov ikke drog hen over Egern[.] Men hver Dag siden vi kom hid, har det regnet; dog for det meste afvexlende med blidt Solskin, saa vi har kundet besøge Lunden og alle mine Yndlingsstæder. I Eftermidd: holdt jeg atter mine Forelæsninger i det søde Badehus, og siden drak vi Thee i den saa kaldte Dagligstue i Lunden. Nu ere de alle vandrede ud paa en Spadsertour, som jeg ikke torde vove at giøre med dem da mine Knæe i Dag ere meget usle.

Hvilket deyligt Liv lever vi ellers! Saa frit overladte til os selv, til Valget blandt de mange rige Nydelser der tilbyder sig os hvor vi gaaer, staaer og sidder, det være sig for Siælen eller Legemet. Lille Mutter Wulfsberg er saa hiertelig kortvillig og naiv. Hendes gode aabne Hierte og naturlige Forstand røber sig i alt hvad hun siger og foretager sig. Lotta og Thrina ere reent forstyrrede i Dag. – Fortsættelse ‹i neste Hefte.›ⁿ³¹

[21] Torsdag 19^de Julj. Vi havde det ret travlt i Gaar, min Maja C. og jeg, med at udfinde et passende Sted til Æolsharpen, da den maae hænge i Vindstrøget. Og vi fandt det, det passeligste i den hele velsignede Lund, ved den elskelige, saa tidlig hiemgangne Petras Minde. I den hentørrede Bierk bag hendes Bænk fik vi den ophængt. Vinden var svag, og kun som et sagte Suk fra et beklæmt Bryst lød det nu og da i Strængene. «O, havde jeg dog ogsaa kiendt Din Petra!» sagde jeg, og nu tonede Harpen stærkt, men sødt, som om den Forklarede var nærværende, og hørte mit Ønske. Det overraskede os, vi trykkede hinandens Hænder og Taarene fløde saa mildt, og omkring os var det saa hellighøytideligt, men stille. Da Harpen havde svaret: «Hun er hos Eder» – taug den.

Fra denne kiære Bænk kunde vi see ud over Egern hvorfra Børnene skulde komme, og saae dem henimod Aften glide hen over den speylklare Flade, og ilede dem i Møde. Den snilde Poppa var med dem, og med Glæde trykkede jeg de Elskede til mit Hierte, som dog ikke havde slaaet ret roelig fra Baaden, som førte dem bort, forsvandt for mine Øyne, og til jeg nu paa den faste Landjord holdt dem i mine Arme. De havde havt en meget behagelig og morsom Tour, vare saa venskabeligt modtagne af de gode Poppes, saa glade i Kajas smaae Sydskende, syntes saa godt om de gode Hebers, hvor de spiste til Midd: baade paa Bort- og Hiemreysen, kort vilde ikke for meget godt undværet denne lille Reyse. Men ingen Rose er uden Torne, ingen Fornøyelse ublandet. Min lille Maja havde paa Kongsberggader, overfaldt af en stærk Regn, tabt sin Syepose, hvori var alt hendes Hab' und Gut – Til Lykke bestod det kun af f 3^rd, saa Tabet var forvindeligt. Og saa oven paa denne deylige Dag, da vi sad saa deyligt i Fiskerhuset, fik jeg Brev fra den morsomme Nella med fuld Beretning om alt der hiemme, og deri en lille Sæddel fra min dyrebare Koren, som glæder sig over sin Christianes Lykke, og saa inderlig ønsker at dele den. Ja, da blev den forøget, Du Gode, ligesom Tanken om at Du maae ønske forgiæves, for et Øyeblik trak en lille Skye over den klare Himmel; men kun et Øyeblik – i Dag 8 Dage er jeg jo atter i Dine hulde Arme, du eneste Skriver paa Jorderige.

[22] Ogsaa et Brev fra den kiære Kista til vor Lotta bragte mig Glæde og Beroeligelse. Min Jes er Gud skee Lov rask, Presidenten ligesaa, og kommer i Morgen med min elskelige Thrinasaras lykkelige Præst. Her kommer mange i Morgen, skrev min egen Don Pedro, som med hvert Øyeblik bliver mig kiærere og agtværdigere, til sin Maja. Han selv kommer ogsaa da først tilbage, i Følge med Presidenteren, Ottesen og Kammerraad Dajons. Og i Morgen kan vi da ogsaa vente vor elskede Egerprovst og hans Lise – jo det bliver os Alle en Dag! Lille Mutter Wulfsberg har ogsaa sin Skriver i Vente. Gud give, jeg havde det samme! men vær nøysomt mit Hierte! – Derimod tager den snilde Poppenheim bort. Det er hende umueligt at blive længere, siger hun, saa tungt det falder hende at rive sig fra denne tryllende Dal. Jeg beholdt hende saa giærne længere, og det giorde vi alle – undte hende saa giærne at dele disse herlige Dage –

Ja, nu har jeg sadt over disse halvanden Sider i nesten to Timer. Men kan jeg for, at min Thrina kommer og sætter sig hos mig, og at jeg saa slet ikke kan andet, end lægge Pennen og tale med det søde Barn? Ogsaa Lottamoer var her med Blomster til mig, og siden Thrina igien med Smørrebrød og deylig sød vellugtende Liqveur. Til Afvexling læste vi sammen nogle Psalmer i hendes christianfeldtske Gesangbuch som vare liv- og aandfulde, digteriskskiønne.

Ja, I Ædle alle, som læser disse Blade, Eders Moer Koren maae være Eder saa kiær, som hun er det, for at I ikke skal fristes til et lille Stænk af Misundelse, der dog vel indsniger sig i de reneste Hierter (hvor de dog ogsaa strax igien udslukkes^ættes) Men I misunder mig ikke, ønsker kun at dele mine Glæder. O Gud give, I kunde det!

Jeg havde ellers en uroelig Nat. Min Lina afbrød hvert Øyeblik min Slummer – thi Søvn var det ikke – ved at snakke og ynke sig i Søvne. Jeg maatte op og see til hende, og hun brændte saa heed og var stærk rød. Det foruroeligede mig meget. I Aftes var hun det ogsaa, og mig uafvidende havde min Moer Cappelen givet hende et lille kiølende Pulver. Gud skee Lov, hun er ret brav i Dag, skiøndt hun seer lidt mat ud. Det er nok Forkiølelse, maaskee ogsaa Orm. Men jeg er selv rigtig træt og mat.

[23] Fredag 20^de Det er jeg i Dag ogsaa, og mere end i Gaar. Min Lina vedbliver at skrante, skiøndt vi alle synes, hun er bædre i Dag. For at hun skal blive rigtig brav, har min kiære Maja C givet hende Brækvand i Dag, paa hvis Virkning vi nu venter, og haaber jeg med Guds Hielp hun da skal faae Ende paa den Hede og Døsighed som er mig saa ængstelig. Imidlertiid slaaer Hiertet lidt beklæmt ved at see det elskelige Barn ligge saa bleg og smile til os. Poppa, som først reyser i Eftermidd:, og min lille Maja forlader hende ikke. Saa havde jeg ogsaa en Skræk i Dag tidlig. Just som Ottesen kom i Gaarden, bragte den arme Karen, som I kiender af disse Blade, og som i alle disse Dage har gaaet reent som i Drømme, Themaschinen ind, men satte den saa galt, at Caffemaschinen væltede om, Fløden og alt ud over Gulvet. Det som skrækkede mig var, at min Moer Cappelen som troede at kunde faae ræddet noget, ilede til, og den gloehede Caffe strømmede ned paa hendes Fod. Hun kom ikke ud af sin Fatning, og beroeligede mig. Gud skee Lov, hun ingen Skade kom til. Men mit Hoved, som ikke før var godt, er blevet værre af denne Hurlumhey. Der skal saa megen Overbærelse til, saa megen Hiertensgodhed, som den der udmærker denne kiære Dals Beboere, for ^ikkeat trættes ved den ulykkelige Piges mange forkerte Handlinger, og den Skade, hun tidt anrætter.

I Aftes slog hun Farinlaaget itu, og jeg skiælver nesten naar jeg seer hende med noget brækkeligt i Hænderne. Forgangen Aften snappede hun, da vi alle sad om Bordet, Opsættet bort. «Was ist das?» raabte Thrina i sin Forskrækkelse, og fik det ræddet. Saa jammerlig har jeg aldrig seet den arme Karen før. Hun ønsker sig saa tidt i den sorte Jord, og hvor godt var det hende, om hun snart fik dette Ønske opfyldt.

Ottesen kom tidlig, har jeg sagt Eder, og det begriber I nok. Til Strømsøe var han i Følge med den adstadige President, som fandt at Hvilen var passeligere paa den Tiid end Reysens Fortsættelse (de kom der Kl henimod 1 i Nat) Men veed Elskeren Forskiæl paa Nat og Dag, paa Tiid og Stund naar han iler til den Elskede?

Nu har jeg seet dem i hinandens Arme, og mit Hierte velsignet dem.

[24] Løverdag 21^de Huset, det store rummelige Huus, har nu Beboere nok. Mere og mindre (alt som man tager det) end nok for mig.

I Gaar, strax efter jeg havde lagt Journalen bort, kom den kiære Husets Fader, og med ham vor brave kiære President, som jeg ikke mindes at haver seet saa rask i de sidste to Aar, som nu. Ud paa Eftermidd: kom vor elskelige Eger Provst, men ene. Lisemoer havde været med ham til Vestfossen, hvor de skulde gaae til Baads videre, men den strømmende Regn skrækkede hende, som ikke taaler at blive giennemblødt, fra at fortsætte Reysen. Jeg kunde Gud skee Lov ret glæde mig i hans Komme, thi da havde Brækmidlet virket, og min søde Lina var livligere.

Den snilde Poppa havde ikke Hierte til at forlade sin lille Yndling, og bliver her nu til vi reyser, som ikke bliver før Mandag, da vi vil lave det saa, at vi naaer Tøyen samme Dag, som nok gaaer an, naar Hestene staaer rede, og vi ere tidlig ude. Saa kom da Kammrd: Dajon og hans underlig udmayede Frue, med coleur de rosa Næt om Hovedet, indcirklet med sorte Baand og hvide Pærler. Og endelig, da jeg, mat og svag, havde listet mig op for at gaae tilsengs, den flinke Justitsrd. Wulfsberg. Da var Kl: nesten Midnat.

I Dag er Gud være lovet min Lina paa Benene, naturligviis bleeg og mat, men dog munter, og som man kan vente det efter saa mange Dages, Skranten og den udmattende Gaarsdag. Men for at være ret hierteglad maae jeg see hende ganske som hun pleyer være; og endda var jeg det maaskee ikke i Dag. Der er kommet en slem Streeg i min Regning. Min elskede Maja C: kan ikke komme til Hovind efter Bestemmelsen. En Auction, hvor hun for sin Thrinas Skyld nødvendig maae være, giør hende det umueligt. Hun lover at komme ud i August. Ak, men da kan der atter komme noget i Veyen – Gud forbyde det! – men det kan dog saa let skee – og den 27^de er hun da ikke hos mig, og – nu reyser Lotta nok heller ikke, men opætter det for at følges med sin Maja. Hvordan det laver sig med Egerbarna veed jeg heller ikke endnu. Min Thrinasara bliver med mig, det veed jeg da Gud skee Lov, og hendes Real med.

[25] Nu beholder vi ogsaa det kiære Thrinabarn imellem os, min Lotta og jeg, til Moderen henter hende, og Maja – lad mig haabe det – længere, end om hun nu var blevet med. Sikkert vil det glæde Eder, I Dyrebare, at Eders Moer Koren endnu saadan kan udfinde den lysere Side, og ikke seer alting i Verden fra en eneste Standpunkt, giennem Mismods og Tungsinds dunkle Seeglas.

Nu ere de alle gaaet ned i Lunden, Frue Dajon med sneehviid Taftes Hat kantet med lyserøde (hendes Livfarve) Baand. Hun og lille Moer Wulfsberg (som jeg stedse kalder Mutterchen, hvad Thrina synes er saa passeligt) er meget gode Veninder, som nok ogsaa deres Indre har mere overeensstemmende end det Ydre; thi intet kan være mere contrasterende end dette. Den ene lutter Simpelhed og Natur, den anden en Nurnberger Bouthiqve – Mine Smaae holder sig oppe da det blæser stærkt. Maja kan ikke forlade den lille Syster. Men jeg maae nu følge efter. Det gaaer ikke saa ganske let i den kiære Lund, som naar vi ere unter uns.

Søndag 22^de Men det var vi en deylig halv Time i det mindste, min Maja C, min Egersøn og jeg. De vare alle gaaet ned til Værket, vi tre undtagen, og ved Petras Minde, paa hendes Bænk, læste vor kiære Provst den Brudevielse, han nyelig har holdt paa Petraborg for Omsteds Enke, som nu er gift med en Klokker og Skolelærer Hein paa Strømsøe. Der var en sørgelig ^rig Materie at tale over, og den var der ikke forgiæves. Hvilke Forandringer i 7 Aar paa dette skiønne Sted, Petras Borg, som hun aldrig kom til at beboe. «Hun har nu en fastere Borg» sagde min gode Frederich. Ja vel har hun det. Det var just hendes Begravelsesdag, og vi sadd' der for hendes nyelig opreyste med hvide Roser krandsede Minde, og hørte en Brudevielse for hendes Omsteds Enke med en anden Mand. Den skiønne rørende Tale trængte til mit Hiertes Inderste; hvad Indtryk maatte det da ikke giøre paa den ømme Moders. –

Jeg var saa underlig og beklæmt i Aftes. Min Lina var ikke saa brav mod Aftenen, og ogsaa nu i Eftermidd: er hun ikke saa rask [26] som fra Morgenstunden. Med Guds Hielp har det intet at betyde og er blot Orm, som jeg haaber at faae Raad for hos Møller eller Thulstrup, naar jeg nu kommer til Tøyen. Men ret let om Hiertet er det mig dog umueligt at være, naar en af disse dets Nærmeste fattes det mindste. Jeg gik derfor ogsaa i Aftes tidlig op. De sang og vare saa lystige, men dertil stemte ikke mit Indre. Og forsætlig skal jeg aldrig forstyrre noget Menneskes Glæde, hvor meget mindre saa mange kiære Menneskers? Der fik den slemme Provstesøn mig til at staae op Kl halvsyv i Morges, da han endelig, sagde han, maatte ud grumme tidligt. I sig selv var de‹t› ikke for tidligt Opstandelse, og som oftest er jeg før oppe; men mit Hoved var saa slemt, at da han havde sagt os Farvel (Kl 10) maatte jeg tilsengs, og stod først op henimod Middag, det er at sige da den var 2½ –

Det har været et forfærdeligt Veyr fra denne Tiid til nu, Torden, Lyn og Regn. Dog haaber jeg, vor elskede Ven har naaet sit Hiem forinden det brød løs, i det mindste været paa Landjorden. Gud give det! For lidt siden toge de godlidende Wulfsbergs bort. Præstekonen her fra Hoff, Mad: Thurman, og tvende Jomfru Nescher er her, efter det Udvortes simple snilde Hverdagsmennesker –

Og nu lakker det da til Enden med vort Ophold her. Faa Timer endnu, saa er det forbi. Neppe seer jeg mine Yndlingsstæder i Dag, og maaskee faaer jeg ingen Tiid til at tage Afskeed med dem, med den velsignede Lund, i Morgen. Min Maja kommer ikke til Hovind, min Lina er ikke frisk – alt dette giør mig saa beklæmt. Jeg skal endnu skrive lidt til vor Sally i Dag, og de skiænder dernede – især Lotta – for jeg er saa længe borte. Det burde Du dog ikke, Lottamoer, som veed, hvad jeg bestiller her. Men jeg maae dog snart gaae. Min Maja og Thrina har seet op til mig. O ellers er der vel intet Sted, hvor man har saa aldeles sin Friehed, som her, og dette er det, som udbreder et tifold Ynde over alle de andre Goder og Glæder og Skiønheder Maja og hendes Dal og hendes Pedro og hendes Thrina og alt hvad der omgiver dem og den saa vennehuldt tilsmiler sine Giæster.

[27] Farvel da altsammen! Gud give mig at finde Eder alle, I dyrebare Gienstande igien med Glæde, og blandt de Elskede, som jeg nu har omkring mig. Farvel, min hulde Thrinas pene Chatoul, Farvel! Her paa dette Sted finder jeg dig neppe mere, sidder jeg neppe mere og fortæller om hvor godt jeg har det. Men saa finder jeg dig med Guds Hielp paa et andet ligesaa kiært Sted, og tør vel ogsaa derfra fortælle Eder om det velsignede unge Pars huslige Lyksalighed, og hvor godt deres og Eders Moer Koren ogsaa der har det –

Farvel altsammen! Guds Fred med og over dig, kiære kiære Dal!!!

25^de Onsdag «Vi maae see at komme saa tidligt ud i Morgen som mueligt» var Aftalen paa Ejdsfoss, og Kl: henimod 6 vare vi alle paa Benene. Efter et lille Løb ned til de kiære Minder i den kiære Lund var jeg færdig at stige til Vogns, og før den var 7, vare vi alle underveys. Som til Ejdsfoss, saa og paa Tilbageveyen, kiørte Lotta den ene, jeg den anden Halvvey med vor Maja C, og efter Touren jeg nu den første ene i min Kariol, hvorfra jeg kastede mangt et taknemmeligt Blik til det venlige hvide Huus og den hele yndefulde Dal, som jeg ikke saa snart skal see igien, i det mindste ikke i dens Sommerpragt. Vi vare et stadsiøskt Følge. Foran i Spidsen Fader Cappelen og Presidenteren, dernest Maja og Lotta med min lille syge, dog den Dag allerede bædre, Lina imellem sig, og den lille Maja, saa jeg, saa endelig de unge To, som Presidenten paastod, ikke af blot Beskedenhed vilde være de Sidste. Veyret var saa ønskeligt, og af alt lovede vi os en svare fornøyelig Reyse. Men da vi kom til Strømsøe, begyndte Mændene at snakke om, det var bedst, at tage seent ud for Hedens Skyld etc. Det bedrøvede mig meget, allene for min Linas Skyld, da jeg frygtede Natteluften ikke skulde være hende tiænlig. Det samme frygtede min ømme Lotta og min ømme Maja C, som hellere renoncerede paa at have os de Timer længere, end at denne Forlængelse blev paa Linas og min Moderømheds [28] Bekostning. Jeg veed vist, at baade Presidenten og Don Pedro elsker Linchen hiertelig, og vil hende saa vel som vi, men denne frygtløse Kiærlighed kiender Moderhiertet intet til. «Frygt er ikke i Kiærlighed» hedder det. Men bogstavelig skal dette vist ikke forstaaes. Eller jeg har intet Begreb om Kiærlighed.

Da vi havde spiist og drukket Caffe skulde vi da tænke paa at komme videre. Men saa var saa meget ufærdigt, og først Kl 4 forlode vi Strømsøe. Det kiære Ægtepar fulgte os over Vandet – Hestene lode vi som sædvanligt gaae over V Færgen en Times Tiid i Forveyen – Paa Bragnæs stod den brave Postmester Smith og modtog os. Det rørte mig meget at see ham igien i en saa forandret Situation, og efter giensidige haarde Prøvelser. Han forekom mig saa resignert, saa ganske som den, der har opgiort sin Regning med Skiæbnen, og er vis paa, ikke at faae flere Mellemregninger med den. Efter de ømme tidt gientagne Farvel, fore vi da videre, og til Gillebek gik alting godt. Men her opdagedes, at Presidentens Vogn «bar til at gaae sun» og at han umuelig kunde komme videre, om ingen Reperation blev foretaget. Den til alting oplagte og til alt beredvillige unge Fæstemand paatog sig Arbeydet, hamrede og snedkerede det bedste han kunde, og Sveed og Regn strømmede ned fra de vakkre sorte Lokker over hans Pande og Kinder. Han hentede sig imellem en Hiertestyrkning, og da gik det som det var smurt. Lotta som stod alvorlig og saae til, udbrød endelig, henvendende sig til Thrinabarnet: «Han er sandelig skikket til mere, end at staae i Guds Huus, denne Præsten din» – og deri havde hun ret. Selv Aslak anmærkede, at et saadant Reyseselskab var godt aa ha. Det maatte ogsaa min Lina sande, som fra Ravnsborg sad imellem det kiære unge Par, der havde en stoer Paraplye over sig, og undgik derved at blive giennemblødt, som vi andre blev, da det fra Sandvigen af til henimod Byen regnede uophørligt. Først Kl: halv to vare vi her paa Tøyen, hvor den kiære Kistamoer og [29] liden Hanna modtog os saa gladeligen, og vi ved deylig Thee og Tvebakker snart glæmte alle vore Viderværdigheder.

I Gaar samledes vi alle ret muntre og friske, skiøndt ikke ganske udhvilede. Gud skee Lov, min Lina er meget bædre, og Maja, som var den vaadeste af os alle, færm.

Da jeg i Gaar havde sovet en god Middagssøvn og skrevet til Kbhn med Præsten Juel, som reyser ned i Dag, kom Pavels's og Rasmussen, og siden Wulfsbergs – Fortsættelse følger fra

Thi hvordan kunde jeg med dette fulde, af den ømmeste Taknemmeligheds ^Følelse-overstrømmende Hierte tale om ligegyldige eller andre Ting end de, som nu omgiver mig, omsvæver mig kunde jeg sige som salige Aander, som Saras og Wilhelms Aand –

Fra deres Hvilested kommer jeg nu. Min Lotta, min Thrina, hendes Ottesen og min gode Hertel var med mig. Da vi havde bragt vort Blomsteroffer paa Graven, og jeg sad med mit Blik heftet paa den, gav den hulde Thrina mig et Papiir. Før Øyet kiendte Hiertet den kiære Haand. Men de strømmende Taare hindrede mig at læse mere end de første Stropher. Her er det. Ottesen læste det høyt for os – Her er det –

Min Søn, min Ven, min Frederich! Hvorfor kunde Du ikke være her i Dag, og selv give mig disse hierteløftende smertestillende Linier, og see de «blide Taare rinde» og i et moderligt Favnetag modtage mit Hiertes varmeste Tak, og læse den i disse Taare! Men Gud læser den der, og min Tak til Ham, Alles Fader, som gav mig Dig, min Søn, min Ven, min Frederich, og disse flere Jordens Ædelste, som kalder mig sin Moer Koren, som jeg kalder mine Børn, mine Elskede [31] og som allerede her giver mig saa reen en Forsmag paa Evighedens høyeste Glæder. O min Frederich, o min Maja! hvorfor kan jeg ikke i Dag synke til Eders Hierter, som til min Lottas og Sarathrinas, til min Korens og Børnenes og de andre Elskedes – Men Gud skee Lov, I kommer. Det nærværende Øyebliks Glæder forhøyes ved de ventede, og min vennehulde Rasmussen, min nye Søn, kommer – og den kiære Maja Pavels, og hendes redelige Slotspræst – og min Lina hører jeg syngende springe omkring, og ^paa alle Ansigter, og hvor jeg vender Øyet, seer jeg Godhed og Kiærlighed, seer jeg alt i Bevægelse for at høytideligholde den elskede lykkelige Moders Fødselsdag. Men nu er det mig umueligt, at skrive mere, i det mindste at skrive noget sammenhængende – Naar det stiller lidt af i mit Indre iler jeg hid igien til Eder – Min Rikke kommer her ogsaa i Dag. De drager jo saa ømt Omhu for alt hvad der kan glæde mig, min ædle Koren, min gode Telja, og den troefaste Hertel, og enhver især til den Sidste blandt Folkene kappes jo om at lægge deres Kiærlighed for mig for Dagen.

29^de Man^Søndag Det er blevet mig aldeles umueligt at komme til disse kiære Blade før nu. Og hvordan ordner jeg det paa Papiret, som ligger saa hulter til bulter i mit Hoved? Det gik vel endda an, om ikke Hiertet ogsaa vilde tale med, og det vinder altiid over det stakkels Hoved, og det værste er, at det ikke veed at holde op igien, og ligesaa lidt at bringe Tingene i en Slags Orden. Dog I ere vante til dets Sladdren, og til at bære over med den.

Det var en sand festlig Dag fra Begyndelsen til Enden – saa mange deylige Overraskelser afløste hinanden, og bragte mig den 27^de Julj 1808 i vemodsfuld Erindring – da De kom først, min elskede Frederich, og søgte at temperere vor Glæde over Deres Komme ved Forsikring om, at vi ingen flere kunde vente, og saa bedst som vi sadde tilbords, Døren gik op og Du, kiæreste Maja, og Du, godeste Lisemoer, traadde ind – Du skulde dog engang see min Wilhelm, dyrebare Maja – derfor kom Du, og saae ham ved den blege Systers Side, som nu «hviler [32] sødt ved hans Side med sin Jomfrue-Krands» – Ja, «deres Hierter groede tæt tilsammen – Livet bandt – ey Døden skildte dem» – O min Egersøn, saadan kunde kun Du udtale mine Følelser – i disse Ord og i disse: «Sara, følg mig ned i Dødens Giæmme Ak der er saa eensomt uden dig!» – hører jeg Gienklangen af mit Hiertes Stemme, og velsigner Dig som fremlokkede den, og de Taare, som «glider saa blidelig» – –

Da jeg i Gaar^Forgaars Morges havde modtaget først min Korens, min lille Majas (de Smaae sov endnu) min Lottas og Thrinasaras Lykønskninger, og hernede Jesseguttens, og min Teljas, siden Hertels, og den gode Reals og alle de Øvriges, kom jeg herind i mit Kammer og fandt paa Bordet en peen Hat (den var fra Hertel) et deyligt Tyls Tørklæde (Lottamoers Gave) og en skiøn Udgave af Thomsons Aarstider, med hans Portrait og flere Kobbere – paa mit Navn Pagna 58, kiendte jeg min Thrinas Haand. I Vinduet stode to Blomsterpotter, lille Majas Opelskninger til denne Dag, og Maren Skieldrup stak mig, da hun gratulerede mig, rødmende en lille net Syenaalbog i Haanden. «Fra Moer skulde du havt et lille Strikketøy» sagde Thrinabarnet, «men som ikke blev færdigt» – Min Korens 7 Penne har ogsaa sin Plads blandt de alt for mange og kostelige Geburtsdags Foræringer – Men der er endnu langt frem med Overraskelserne. Jeg kommer ud af mit Kammer, og for mine Øyne staaer – Præst Wulfsberg, ved hans Side den troe Lollik, Dall – begge som nedfaldne fra Luften. En Pakke Bøger havde Dall til mig, og mere end det, et kiært Brev fra de elskede Døttre, og deri en lille nysselig Pung fra Malla, som var det eneste jeg saae – thi tænk Eder, først i Gaar Morges blev det mig mueligt at læse det velsignede Brev, dette kiære Bidrag til min Fødselsdags Glæde og Hæder. Tak, I Dyrebare, moderlig Tak! Det vil glæde Eder, at det kom saa acurat den 27^de, med den lille Pung, og min Kattys: «Du skulde havt noget til denne din Dag, min Moer Koren, men som ikke blev færdigt» – O, er Eders barnlige Ønsker mig da ikke mere, end Alt!

Fogdens, Chrysties, og Mørkes kom, det gik til Bords, og alle vare de muntre og fro. Champagneviin vankede der ikke i Aar, da den [33] naar den NB skal være god, ikke er at faae for nogen Priis. Men Hierterne vare varme uden den, og Sangen lød rask fra vor kiære unge Præsts Læber, og lokkede den fra de andres. Men nu gik Wulfsberg ud med Hertel, som lidt efter kom ind med en tildækket Tallærken og satte for mig, og gik derpaa rundt om Bordet og uddelte trykte Blade. Jeg blev saa ængstelig tilmode ved alt dette, og da de nu istemmede, og jeg under Servietten saae et overmaade smukt Rav-Halsbaand, blev jeg (det er ved Gud sandt) ordentlig beklæmt over al denne Høytiid. Imidlertiid var det saa hiertelig vel meent, og min Tak, da jeg under Sangen havde fattet mig lidt – og slet intet hørt – var det sandelig ogsaa.

Vi drak Caffe paa Wilhelmsminde, og da jeg kom did – o Gud, hvordan udtaler jeg det, hvor findes der Ord for saadanne Fornemmelser! Kunde jeg dog føre Eder Alle, I Elskelige, derhen, at I kunde see hvor nysseligt de Gode har faaet det i den korte Tiid, jeg var borte. Pene smag- (og skygge)fulde Gardiner, Skabe Bord, Sopha og Stole malede hvide, betrukne med grønt og hvidt her hiemme vævet Tøy, kort alting saa festligt og dog simpelt smykket, og i Orden alt hvad deroppe behøves, Theetøy, Glas etc[.] Der drak vi da Caffe, Thee, Punsch, skiød saa det rungede i Fieldene, og var der til seent om Aftenen, da Dagen endtes som den havde begyndt, i Fryd og Gammen, med Skud, ^og et lille uskyldigt Fyrværkerie (den snilde Lundes Foranstaltning)ⁿ³³ med Skaaler og Klinken – Gamle Moer Mørk forsikrede, hun aldrig havde havt en saa deylig Dag i Norge eller siden hun var – som Lotta siger – i sin Ungdoms Blomster, og hendes fromme Ægteherre erklærede i sin barnlige Tone: at en saadan Glæde var ham en Forsmag paa Himmelens. Han kunde ikke giøre sig noget tydeligere Begreb om denne, sagde han, en‹d› ved at tænke sig den saadan. Dette ærværdige Par sad ved den ene Bordende. Just nu taler vi herom, Lotta, Thrina og jeg (de sidder begge herinde hos mig) og siger Thrina hun ved Bordet sagde til Ottesen: «nu burde vi sidde ved den anden Ende, saa [34] var det den gamle og nye Kiærlighed» – «Ja, siger Frue Lotta, og saa burde det tredie præstelige Par, Chrysties, sadt midt imellem Eder fire, som Middelveyen mellem det Gamle og Nye» – Der, mine Elskede, har I Maleriet, og Dagens Begivenheder i Korthed og Eenfoldighed. Jeg kunde fyldt flere Sider, skulde – og kunde jeg sagt ^sige Eder alt, og især hvad der foregik i mit Inderste, hvor alle de afvexlende Følelser dog stedse forenede sig til Een: den ømmeste Taknemmeligheds for Gud og Eder –

«Men uden Torne ingen Rose groer, Og Sorg gaaer jævnsides Glæden paa vor Jord» – Stakkels Maja mi havde ret en tung Dag i Gaar, da hun fandt 4 af sine Giæslinger og nogle Kyllinger døde og mange syge, formodentlig af den megen Skyden, som har skrækket Livet af dem. Hun er før ingen Elskerinde af Skud, og bliver det vist mindre herefter –

Ellers var det en tumultarisk Dag i Gaar. Chrysties blev her om Natten, da det regnede stærkt (min Rikke og hendes Fut reyste tidligere) og deres Jørgen ikke var ret frisk. Vi vare hver paa sine Veye, Lotta, Moer Chrystie, Wulfsberg Dall, Hertel, min Koren og jeg ved Graven og derfra i Haven, det var netop Middag, da de kom og fortalte, at Gudmundsens hele Familie var kommet, 8 i Tallet. Der maatte nu forandres lidt i Kiøkkensædlen og Borddækningen, og vor Kiæde, saa pludselig afbrudt for at udhvides med nye Led, der ikke synderlig passede, i det mindste ikke saa strax, kom ey mere i den forrige Orden. De bleve her til vi havde drukket Thee paa Vilhelmsminde; lidt efter forlod Dall og Wulfsberg os, og endelig, Kl. 10½ vor kiære realske Ottesen, som ikke kunde rive sig løs før, og nu maae gaae saa godt som af Kariolen paa Prækestolen. Underligt nok, at i den hele Bye ikke skal findes en hielpsom Prædikker, ingen, som vil betale sin Giæld til den velvillige unge Mand, der saa ofte har lettet sine Brødre deres Byrder –

[35] Hvor velsignet meget Dall fortalte mig om mine Elskede dernede, og om den søde Sywald. Da jeg havde læst mit Brev, det kiære lange Geburtsdagsbrev, var det saa deyligt at tye til den sig altiid selv lige Landsmand, for at faae som et Tillæg til Brevet; og han gav det villigt og rundeligt. Min Koren glæder sig ordentlig over, at hans Dattersøn slægter ham paa, og ikke lider fremmede Navne, hvor han troer at kunde komme ud med Modersmaalet. Og vi loe ret alle saa godt af hans Formodning: at den store Mand i Kongens Have som sønderriver Løven, nok maatte have spiist dygtig Øllebrød siden han var bleven saa stoer og stærk. Den søde Gut! Naar skal jeg see ham? Dog, sikkert engang, ogsaa i dette Liv.

I Dag, Søndag 29^de, ere vi ganske i vor Roelighed, og har det saa godt[.] Men tidlig i Morgen forlader vor elskede Lotta os, og min Koren tager da ogsaa til Byen, dog kun for en Dags Tiid. Han siger endogsaa, han vil komme igien en ⁱ Morgenaften, og jeg begynder at blive lidt jaloux, thi sikkert er det for Thrinabarnets Skyld, da han ellers aldrig giør saa forcerte Marscher –

Nu kom unge Horn fra Byen, og nu skulde vi, efter at have drukket Caffe i Haven drikke Thee paa Vilhelmsminde, om ikke Regnen forbyder det.

30^te Mandag. Den forbød det ikke, og vi vare der til det mørknede. Naar man først er der, kommer man ikke let derfra.

Kl er 6, min Koren er alt reyst for en Time siden, og nu hører jeg min kiære Lotta allerede er oppe og gaaer saa sagte, vist nok for ikke at vække sin Thrina, som sover i neste Værelse. Dog, nu hører jeg dem begge, og siger Eder, I dyrebare Fraværende, først en God Morgen her, og iler saa til de elskede Nærværende – faa Timer endnu, og Lotta er ikke mere blandt disse – for at hilse dem God Morgen –

Nu, Kl. lidt over 8, toge de bort, Lotta og liden Hanna Bull – Det er en herlig Morgenstund, og jeg haaber, min elskede Lotta, du skal have en fornøyelig Hiemtour, og i alle Henseender godt af, Du glædede os med Din Nærværelse. Gud skee Lov, snart seer jeg Dig igien, Du Gode!

[36] Og nu vil jeg være paa Tøyen før Lotta, for derfra at give Eder, mine Elskelige, den belovede Fortsættelse (seeⁿ³⁴ Pagna 29.)

Det var halvafgiort før jeg reyste til Strømsøe, at Pavels's skulde komme herud imens de andre mine Kiære vare her. Men nu, da ikke min Maja C og ikke Egerprovstens var med, blev det saaledes omkalfatret, at Slotspræstens udsatte Hidtouren til de Alle kunde samles her den 15^de August, naar Nellas Bryllup, som er fastsadt til den 10^de, er forbi. Ogsaa min kiære Rasmussen lovede med et Haandslag da at giøre Følge. «Den 15^de» gientog Slotspræsten. «Ja, jeg kan tænke, blev han ved, at Moer Koren da vil have foranstaltet en Fest til den franske Keysers Ære, siden dette just er hans Fødselsdag» – og nu blev paa staaende Fod midt i Tøyenhaven giort et Udkast til denne Høytiid, som følger (Udkastet nemlig)

Pavels paatog sig at holde Talen, hvis Thema vi ikke ret bleve enige om. Egerprovsten skulde forfærdige Kantaten, hvortil Rasmussen og Pavels gav den første Strophe:

Dermed mente de, var Isen brudt for Digteren, og vare de nær komne i Klammerie om, hvem af dem der tilkom det meste og beste i denne sublime Begyndelse. Jeg skulde skaffe en Vise eller to tilveye. Vi vilde ydmygst ansøge Etatsraad F: om Musikken til Kantaten, og havde vi først hans Løfte herom, troede vi nok, Frøken B: lod sig bevæge til at synge en Bravour-Aria som under Kanoners Torden (Marias Giæs og Høns kan, som I seer, desaarsag ingen Rolle faae) og Trompeters Skingren skulde beslutte den hele Feyring. Og naar nu alt dette behørig blev fortalt først i Iversens Aviser (Fynboen Flor skulde misant besørge det indrykket der) og siden i de meest berømte Pariser Blader kan I nok tænke Eder, hvilken Opsigt det vilde giøre, og at Æres-Lægions-Ordener og Gulddaaser og smaae bitte Diamantkors vilde regne nedover Opfinderne og [37] Udførerne. «Hvor giærne giorde vi alle vore Kiære delagtige i denne Dags Glæder og disse Glæders Belønning!» var Slutningen paa dette Vaaserie, hvorved vi store Børn moroede os den hele Aften. En og anden ubehagelig Intermezzo har jeg ingen Lyst til at berøre. Den arme Wulfsberg var syg og nedstemt. Saa var han her ogsaa og hans Forsøg at være munter mislykkedes sørgeligt, som vel altiid er Tilfældet, naar Glæden skal søges uden for os, det være sig uden for vort Hierte eller vort Hiem –

Onsdag Middag var den lille Doctor Møller og hans tækkelige, stille lidende Kone, paa Tøyen, men toge tidlig hiem, da de vidste, vi om Aftenen skulde til Pavels's. Der havde vi atter en saadan Aften, som jeg ^{med Jean Paul} kalder Sabatsaftner. Foruden os alle fra Tøyen var ingen uden Rasmussen og Widing (Capitajnen, som nu er kommet i Juels Sted og boer paa Festningen) Vi snakkede, strikkede og spadserede, og havde det ved alt og overalt lige behageligt. Rasmussen havde faaet Brev fra Sverdrup, og deri den politiske Nyehed, at Hertugen af Augustenborg var tilbuden at træde i sin ædle Broders Sted, og at man formodede, han, om han blev valgt, modtog Tilbudet. Ney, det kan jeg ikke formode, mindre troe, og har væddet med Presidenten og Rasmussen at han ikke modtager det. Dog, af Dit Brev, elskede Katty seer jeg Du ogsaa vilde væddet med mig, og alle spaaer, jeg taber. De to Ansigt 8ß var det ligemeget med, men jeg taber langt mere, om disse tabes. Tiden vil vise det.

Torsdag Formiddag forlode vi det kiære vakre Tøyen, da Presidenteren allerede var vandret ad Byen til. Lotta kiørte i sin nye stadselige Kariol, jeg i min gamle, Maja, Hanna og Kaja sammen – min Thrina maatte vente efter sin Real, som først maatte læse paa Kadet-Academiet. Med dem fulgte Lina. Stakkels min Kista blev da ene forladt igien. I Dag glæder hun sig i sin Moer Bulls Hiemkomst, og i at see Skriveren min.

Her hiemme modtoges vi, som paa Tøyen, af blide Ansigter og saae rundt om os alting hvidt og peent og ordentligt, og Gaard, Have og Mark prangende i Sommerskiønhedens Fylde.

[38] Aften Kl: 5½ Hvem skulde tænkt, der paa denne deylige Formiddagsstund skulde fulgt et saadant Uveyr, som nu har holdt ved nesten i et fra Middag, med Regn, Lyn og Torden? Gud give, min elskede Lotta maae have undgaaet det, og naaet sit trygge Hiem før det naaede hende. Det haaber jeg, da det først nu har draget sig hen ad den Kant. Den tunge Luft paaførte os alle, især min Thrina og mig, et Slags Sovesyge, saa vi slumrede her i hver sit Hiørne af min Sopha med en Bog i Haanden, men vaktes og bleve ret muntre da man bragte os nogle ret gode og for i Aar de første Molter. Dog tør jeg kun anprise denne Cour mod Sovesyge som et Paliativ: thi som Molterne gik, kom Søvnen tilbage, og tvang mig til en ordentlig Middagshvile[.] Men jeg har ogsaa været vaagen siden Kl. 4, da min Koren stod op. Gud skee Lov, han var saa tidlig ude, og var vist længe før Uveyret brød løst i Byen.

Lille Thrinchen maae I dog ikke troe, har deelt min Dovenskab den hele Dag. Hun har tværtimod ved fordoblet Flittighed indhentet hvad i Formiddag kunde være forsømt. Giid jeg kunde sige det samme! Sandheden troe kan jeg det ikke.

«Og hvordan mon stakkels Moer har det i Dag paa Auctionen» siger Thrinebarnet. Vel ikke synderlig behageligt, svarer jeg, uden for saa vidt, at hun er der for sine elskede Børns Skyld. Og hvilke Ubehageligheder overvindes da ikke? Har jeg ey Ret? min dyrebare Maja! –

Jes og Horn reed til Plogstad i al Regnen imens jeg sov. De vilde ikke have det bædre. Dem ynker jeg ikke, men vel en Aargang af Erholungen, som Jes skulde bringe min Rikke, tilligemed nogle Smaaeting hun for Regnens Skyld lod ligge her i Fredags.

1^ste Onsdag Der blev intet vaadt uden hvad der skulde blive det: de egensindige Krabater, som ikke vilde tage mod gode Raad. De kom ganske giennemblødte tilbage. I Gaar vare [39] vi i Gierdrum, hvor efter Aftale min Koren mødte os. Der har Tordenen giort megen Skade, slaaet 22 Faar ihiel (et stort Tab for en ‹e›neste Mand) splittet Giærderne, og, endogsaa nær ved Præstegaarden revet Grenene af en stoer Esp. Den svære Regn har ogsaa ned‹b›øyet de fleste og bedste Kornagre, saa de neppe reyser sig rigtig igien, og staaer saaledes Fare for, ikke at blive jævnt mod‹n›e. Dog, giver Gud os igien Blæst og Solskin – nu ogsaa for Høst det ønskeligste Veyr – afhielpes det temmelig.

Der var en Auction i Gaar i Nærheden af Præstegaarden, hvorhen Ungdommen spadserede. Ritmester Ingier og hans tækkelige agtværdige Hustroe kom ogsaa til Chrysties, hvor vi tilbragte en ret fornøyelig Eftermiddag, da man hos disse gode Mennesker kan være aldeles som hiemme.

Min Thrina fandt Gierdrum saa vakkert, og det er det ogsaa. Jeg har levet mange glade Dage der, paa det i sig selv ikke smukke men dog mig saa interessante Nitteberg. Der fik jeg min Lina, der saae jeg min elskede Katty og Malla, og, den Gang endnu Fader Sinsen, min ædle Treschow, sidste Gang for lang Tiid i mit Huus. Havde jeg troet, det skulde blevet sidste Gang i saa lang Tiid hvor vilde det formindsket min Glæde. Gud skee Lov, vi intet sligt veed forud. Heller ikke at jeg skulde miste min uforglæmmelige Hedevig Augusta, ^{at jeg} om saa kort Tiid ^skulde see hende drevet af mine Arme, ahnede mig den Gang. Hvor vilde det tilintetgiort alles vores Glæder. Da saae I den Ædle, den elskelige blandt Qvinderne, for aldrig herneden at see hende mere, o min Katty, min Malla! – og kun en eneste Gang saae jeg hende siden, ak Gud, og vidste, følte

[40]  Vi kom ikke hiem fra Gierdrum før Kl 2 i Nat, derfor er mit Hoved lidt forplumret, dog bædre nu efter en Middagssøvn

Al min Ungdom er spadseret til Houg, som min Thrinasara havde Lyst til at see, og de andre allesammen stedse har Lyst til at hiemsøge, de fleste af dem for Mælkebodens Skyld.

O ja, jeg har erindret Deres Sophies Fødselsdag, beste Rasmussen, og den brave Slotspræsts, og ønsket og ønsker dem at opleve den ofte i deres Elskedes Kreds til Held for denne og sig. Det er endnu to andre af mine Bekiendteres Fødselsdag i Dag den retskafne Auditeur Randulfs, som tilbragte sin første Ungdom i vort Huus, og lønner min og min Korens forældrelig‹e› Omhu for ham ved sin hele Vandel i Retskaffenhed for Guds og Menneskenes Øyne; og Jacob Bulls i Bergen, de sieldne Forældres eneste Søn, ak, som maaskee nu ingen Moder har mere – –

Jeg iler at slutte dette Hefte for at faae det til Byen i Aften og læst af alle mine Kiære der og paa Ejdsfoss og Eger, og sendt med vor gode Dall til Kbhn. En saa sielden Leylighed maae ikke forsømmes. Var dog Posttouren i den Orden som før! Ak, da var ogsaa meget andet i Orden, som maaskee ikke bliver det i en Levealder, og aldrig – aldrig kan komme det mere saadan som før.

Nu kom min Koren fra Maanedstinget, og er rigtig en Smule grætten fordi Ungdommen er borte. Jeg veed nok, hvem det især er han savner; men kan Ottesen til kan jeg ogsaa –

I Morgenaften kommer han, og jeg kan ikke glæde mig til det, da han berøver os vort velsignede Thrinabarn. Dog faaer han hende kun paa Vilkaar at bringe os hende igien. Gud give, han maae sige os, at Du er frisk og rask, elskede Lotta! thi vaad var Du dog bleven, fortæller Skriveren, skiøndt Du i Dit kiære lille Brev ikke selv nævner det.

[41] 3^die Aug: Mit velsignede Thrinabarn er borte, er med sin Real, som i Aftes kom for at ledsage hende, reyst til hans gl: værdige i deres Børn saa lykkelige Forældre, og skal derfra i Morgen tage til mit kiære Tøyen. Dog, jeg seer jeg har begyndt at fortælle, som min Koren pleyer læse en nye Bog, bag fra. Men I kiender jo Ordsproget, mine Elskede: «Hvad Hiertet er fuldt af, strømmer først til Munden – eller Pennen. Og jeg savner allerede det kiære Barn overalt. Her var jeg atter fristet til at ile frem, fast en heel Uge, og kun Frygten for at tabe Journalens Traad, holder mig til Dagens Orden.

Men hvad har jeg saa at sige Eder om de to foregaaende Dage? Det er jo med det daglige Liv som med det hele Liv: jo jævnere det gaaer, jo bædre. Og saadan er hver Time, jeg ikke her har aflagt Eder Regnskab for, gaaet jævnt og godt.

Onsdag Eftermidd: da vi havde drukket Caffe i Haven, gik min Thrina, Maja, Nella, Jes, Horn og Jessen til Houg for at spise Mælk og giøre sig en Tour. Thrinabarnet havde ey været der før. Imidlertiid skrev jeg til Døttrene mine dernede, og fik Dagb: Heftet færdigt og sendt min Maja C med et Par Linier. – Mod Aften kom Jomfruerne igien, ‹…› men deres Ledsagere, som havde misforstaaet dem da de gik, og troede, de blot gik en lille Tour, kom først ved Nattetide. De samvittighedsfulde Pigebørn vare lidt uroelige over de unge Herrers Udeblivelse, men da det kom til Erklæring (hvortil det burde komme ved alle Misforstaaelser) vare de alle lige uskyldige – eller skyldige, som man tager det. Just som vi skulde gaae til Sengs, kom den unge Smith – gl: Nannestad Provstens Søn, og hans Syster Mad: Broch, med sin lille Pige. Hun fulgte Broderen, som havde været i et Besøg paa Nannestad, hvor nu Broch er og skal være til han bliver befordret, og altsaa ogsaa den gode Gina maae være med sit Barn. Det er tungt, at flakke saaledes omkring: uden noget eget Hiem, og smerteligt maae det være min stakkels [42] Gina at see sig paa en vis Maade overkomplet i et Huus hvor hun før, den lykkelige Datter, var en af Hovedpersonerne. Vist nok vil de gode retskafne Præstefolk aldrig lade hende føle dette; men hvordan bortraisonerer man sin egen Følelse? Hun seer ogsaa saa nedslagen ud. I Gaar Aftes tog hun tilbage til sit forrige og nu værende Hiem.

Hvor vi længtes i Kap efter Posten, Thrinabarnet og jeg – Vi vidste begge der var noget til os fra Moer Maja, og da vi kom tilbage fra Hvilestædet, som min hulde Maja K og Sarathrina havde blomstret saa deyligt, modtoge vi vi det kiærlige moder-datterlige Brev, jeg troer med lige glæde. I det mindste bleve begges vore Øyne vaade da vi læste hver sit og siden hinandens. Gud høre Dine fromme Ønsker, dyrebare Veninde, for Din Moer Koren som for Dine elskede elskende Børn! Ja, vel omsvævede Du mig min Fødselsdag, Du Gode og hørte mine hiertelige Ønsker at have Dig hos mig. Men Gud skee Lov at dette og mere glædeligt er mig i Vente. Nu havde det jo ellers alt været forbi.

Den fatale uefterrettelige Expresse, som ikke har bragt Dig, dyrebare Maja, vore Breve fra Tøyen, som vi glædede os til, Du havde faaet Fredag Morgen. Det har giort os saa ondt, og Thrinebarnet kunde nesten ikke give sig tilfreds ved at tænke paa den kiærlige Moders forgiæves Venten; kun Visheden om, at Du nu længe siden har denne og senere Efterretninger fra os, beroeligede hende endelig. Skulde Baandet mellem Forældre og Børn, der NB staae i det naturlige Forhold til hverandre, behøve Forstærkelse, var vist intet virksommere Middel hertil, end en kortere og længere Skilsmisse. Da siger det tunge Savn dem tilfulde hvad de ere hinanden – O Gud, men naar nu Dødens Haand afskiærer hine Baand – Ney, ney; det kan den ikke. De ere bundne for Tiid og Evighed – mod dem formaaer Graven intet –

[43] Aften Det var intet Under, elskede Sarathrina, at Din ømme Moder strax Du var reyst, savnede Dig saa overalt. Det giør jo ogsaa jeg, som dog har de andre Ungerne mine omkring mig. Og Du hendes Eneste – dog, nu ikke mere hendes Eneste. Din Real er ogsaa hendes – er Din Søn, min Maja, og den gode Fader Cappelens. Gud være lovet, I ere og maae blive lykkelige ved og med hinanden. Denne Vished giør mit Hierte saa usigelig godt.

«Er det mueligt» lovede begge de Unge, «kommer vi til Hovind Torsdag Aften og bliver Fredagen, Nellas Bryllupsdag, over» – Men I skulde hørt og seet hvordan vi bestormede dem inden de gav os dette Løfte. Ikke for det de jo giærne, de Kiære, vil komme til og være paa Hovind; men dette ligger rigtig nok uden for Bestemmelsen og Ottesens ham karrig tilmaalte Tiid. Dog holder vi os fast til deres Ord: «er det mueligt, saa kommer vi» – Og muelig kommer da ogsaa Du, min Saras Veninde og min, kiæreste Kista, kommer med den gode Zarine. Min Lotta, jeg veed det vist, vil paatvinge Dig den Moroe, som ogsaa en eneste Dags Ophold paa Dit kiære Hovind vil give Dig –

Søndag 5^te I Gaar var jeg hele Dagen paa Plogstad, og ey kunde det være mindre, følte baade min Rikke og jeg, efter den lange Tiid vi ikke vare samlede. «Ikke samlede? og din Fødselsdag, Moer Koren» – var hun her rigtig nok; men saadan samlede, skulde jeg sagt; thi det er noget andet. Futen havde travlt med at aftælle Penge, som skulde bort med Posten, saa vi ikke saae den flinke muntre Mand stort mere, end ‹…› mens vi spiste. Lille Willa holdt os imellem med Selskab, det søde Barn med det dyrebare Navn. Rasmus var i Marken. Uagtet en slem Hovedpine havde jeg det grumme godt, og blev ogsaa bædre mod Aften, som efter Sædvane overilede os længe før vi ventede og ønskede.

I Dag skal min Jes reyse ind, og med ham Horn og lille Jessen, som er en prægtig Gut. Hvor vilde hans gode Fader glædet sig ved denne Søn! dog, han skuer vist velsignende ned til ham, og føler sin Salighed forøget ved disse nye Haab for Evigheden. Ogsaa den anden Søn, Ernst, som er gaaet til det Melitaire, skikker sig vel. En Glæde for den stakkels Moder [44] som jeg ønskede dybere Følelse for denne, af alle jordiske Glæder den største. Dog, mon hun ikke vandrer Livet bædre igiennem i sin roelige Sorgløshed? En saadan Mand og Ven berøvet, troer jeg det. Jeg har aldrig kiendt et roeligere Gemyt end denne Kones, just det Modsatte af den heftige, varme, lidenskabelige Mands. Og dog levede de lykkeligt. Mange vil jo ogsaa paastaae, at just denne Modsætning af Hede og Kulde skal udgiøre de lykkeligste Forhold i Ægtestanden. Jeg paastaaer intet, og beholder min Mening hos mig selv.

Eftermidd: Aldrig snarere var min Jes og hans Kammerater komne ud af Gaarden, før det begyndte at regne, og nu giver det paa af al Magt, saa de arme Gutter vist bliver giennemblødte. Det er imidlertiid hverken første eller, med Guds Hielp, bliver sidste Gang sligt hendes dem, og da de hverken ere af Sukker eller Salt, smælter de ikke. Nu reyste ogsaa H^r Munthe, Andreas, og Solner, som vare her til Middag. Andreas kom for seent, og en anden var allerede ansat i i hans Sted hos Major Gøssel. Sagen var, at den Ansatte var anbefalet af den almægtige Haxtausen, som ikke saa let lader sig noget afslaae, og altsaa maatte Andreas komme for seent. Rigtig nok troer jeg, det var ham bædre, da han neppe vilde taget sig ud i denne Post. Men det undskylder ikke Uordholdenhed og Kryberie. Han bliver nu for det første hos sin Fader, som har havt den Glæde i disse Dage at faae Brev fra den ‹…› ^yngre Søn, der har faaet bedste Charakter til Attestats, og nu ventes hiem.

Min Jes er nu udmældt af Skolen, men bliver i Christiania til Høsten, for at faae den ham mueligste Færdighed i de levende Sprog og andre hans Bestemmelse vedkommende Ting. Da skal han komme hiem for Vinteren, hvor mangehaande Sysler venter ham, og haaber jeg, den Plan der er lagt, tildeels af vor gode retskafne Rasmussen, skal være den beste der kunde lægges for ham. Gud give Lykke til dens Udførelse. Det har kostet mig meget inden det kom saa vidt, og naar jeg tænker paa, at jeg nu slet intet mere har med den kiære Skole at giøre, svier Hiertet endnu. Ak hvor glad og – lad mig kun ‹…› sige det – stolt, har jeg ofte betragtet den mig i saa mange Henseender dyrebare Bygning. O Gud, hvor meget der er forbi – Gud give min Jes at blive en virksom, lykkelig [45] Mand, retskaffen og brav, hvad vil jeg da mere? Og det haaber jeg til Gud han skal blive.

Tirsdag 7^de Forgiæves ventede jeg min Koren hiem i Aftes og i Nat, og maatte smukt slukke mit Lys, som jeg troede skulde brændt til han kom. Lidt mismodig slumrede jeg ind, og vaagnede ikke før man fortalte mig, at hverken min Thrina med sin Ottesen, Kista eller Zarina kom herud til Brylluppet. Efter denne Forberedelse ilede jeg ikke med at læse de ventednde Breve her laae til mig. Det var fra min gode Lotta, mit kiære Thrinabarn, og fra min Jes. Ogsaa et Par Linier fra Ottesen – men mit feylslagne Haab er endnu ikke forsmertet nok til at jeg kunde være glad i de vennehulde Breve. Min Kista kan ikke komme. Lad mig troe Thrina mi, at Du heller ikke kan.

Gud skee Lov, min Jes er rask. Fra Rasmussen havde jeg ogsaa ventet et lille Brev, men fik intet. Naar man bare kunde vænne sig af med den Venten. Det maae nok være det tunge trykkende Veyr som har giort mig saa mismodig i Dag, og mine Øyne ere heller ikke saa ganske klare som de nu, Gud skee Tak, i lang Tiid har været. Kl: er 10, min Koren er endnu ikke kommet, og Regnen hænger os over Hovedet. Dette ustadige Veyr i den travle Høehøst giør nu alle Folk ligesaa nedslagne, som før det vedholdende Solskin. «Saadan ere vi» sagde Maleren, som malede Fanden paa Væggen. Det var et af gl: Fader Wolds Sprichworter –

Aften Min Koren kom i Formiddag: Hans Forretninger havde holdt ham længere, end han troede. Veyret er klaret op, mine Øyne ere bædre. Men det er saa underligt tomt omkring mig. Overalt gienlyder det i mit Inderste: I Dag for to Aar siden forlod din Wilhelm for sidste Gang det elskede Hiem – For sidste Gang – o Gud! Og med saa tungt et Hierte, som ahnede han det var sidste Gang, skildtes han fra det dyrebare Hiem, ønskede saa inderligt, han kunde blevet Morgendagen, hans Fødselsdag over. O, endnu er det mig saa smerteligt, at dette Ønske blev uopfyldt. Hans ædle Lærere vilde intet havt derimod, vilde giærne undt deres Yndling denne Glæde. Dog det faldt ham ikke ind at vilde det, som det aldrig faldt ham ind at tilsidesætte nogen Pligts Opfyldelse for sine Fornøyelser – Havde jeg, havde vi alle kunde, ikke forudseet, blot tænkt os det mueligt, at han ingen 8 August mere skulde opleve, at han den neste skulde [46] hvile saaledes ved sin Saras Side – ak, at rive sig fra hende, den blege Elskede, som han nesten ikke veeg fra, hvis høyre Arm han saa troelig var i al den Tiid han var her (fra det sørgelige Øyeblik hun behøvede det) var ham især tungt, det saae jeg – nu river intet dem mere fra hinanden –

I Dag et Aar ventede jeg Eder, Elskede, Maja, Lotta, Thrina – ogsaa vor Sally – hun kom ikke. Mon hun kommer nogensinde mere! Ja, det haaber jeg. I hendes Sted kom den blege syge Bergh. De ere nu begge langt borte, men jeg haaber begge friskere paa Siæl og Legeme end da.

Ved denne Tiid i Fjor havde jeg Eder her, I Dyrebare, som har saa kiærligt, uudsigelig kiærligt, lagt saa mange af min Kummers Byrder paa Eders Hierter, og – derfor aander, slaaer det endnu, og aander og slaaer for Eder til det falder sammen hos Saras og Vilhelms.

Den 8^de August Med de gladeste og smerteligste Modertaare har jeg hilset, hilser og skal jeg hilse dig, saa længe du herneden gaaer op for mig, hellige Dag!

22 Aar havde min Maria været i Dag – min Vilhelm 19 – I Tiden standsede deres Alder – for at gaae hastigere frem til Modenhed i Evigheden. Der, hellige Dag, har du lagt den fasteste Grundvold til mine uendelige Glæder, min høyeste Salighed ‹–›

Kl 6: Hvor den vedholdende Regn bedrøver mig! Det lader som den ganske vil hindre mig fra at besøge Vilhelm paa sin Fødselsdag, og dertil havde vi dog glædet os, min Maja og jeg – Glædet? Ja, mine Elskede! om ikke som til de smaae uskyldige, mig eviguforglæmmelige Festligheder d: 8^de Aug: og 30^te Decbr før 1808 – især da de endnu alle vare samlede her hiemme – dog glædet mig som til en sød og hellig Pligts Opfyldelse. Mine skiønneste Roser har jeg sparet til denne Dag, de to sidste paa mit eget Træe. Nu løsner den stærke Regn maaskee deres Blade, og de falde af før de kommer did hvor de skulde visne som mine skiønnere Roser under dem henvisnede. Ak, ogsaa deres Blade afrev en pludselig [47] Pladsregn –

Jeg har i Dag læst en Deel af Lafontaines «die beiden Bräute» og fundet meget deri, som har rørt og behaget mig. Iblandt flere Stæder dette: «Det Øyeblik, hvori mit Hierte staaer stille, vil læge mine Saar som alle. Og ønskede jeg dem tidligere lægt? O ney, ney; milde Himmel, lad mig ikke forglæmme hvad der er mig dyrebarere end mit Liv – min Lykke og min Smerte!» –

9^de Aug. Torsdag Ney, jeg kom der ikke. Regnen varede ved, og blev i Nat saa stærk, at den to Gange vakte mig af min Slummer, og, hvad der har noget mere at betyde, min Koren af sin trygge Søvn. Det var et fælt Veyr, og jeg har i lang Tiid ikke været mere beklæmt. Da Dagen brød frem, standsede Regnen lidt, nu er det klart som det vil vare ved. Min Koren mener det, da han skal ud. I alle disse Dage har han været borte, Hertel ligesaa, og har endogsaa i Morgen en Forretning, som han dog mener at faae afgiort imens Munthe, siger han, fortæller om Brudesahlen.

Jeg har allerede skrevet tre Invitations-Billetter i Dag, Kl: er først lidt over 8. Brudgommen og Nellas tre Systre og Capitain Dahm, forlovet med den ældste af dem, kommer hid til Middag, og er vel allerede nu underveys. De har det ikke alt for behageligt, de stakkels unge Mennesker, og nesten glæder jeg mig nu over, min Thrina og Kista ikke er underveys med dem – dog veed jeg nok, hvad jeg glæder mig langt mere over.

Gud give dog Veyret blev godt og stadigt igien, ikke allene for i Morgens Skyld, skiøndt det var godt for de Mange Ventede, og især for os Husets Folk. Men det gode Høe ligger mange Stæder saa udvadsket, og de fleste Agre har den svære Regn bøyet ned i Jorden, saa det er en Ynk at see. Dog tør med Guds Hielp alting rette sig – hvorfor ikke ligesaa vel de nedbøyede Agre som det nedbøyede Menneske?

Kl 6 Først Kl 3½, kom de Ventede, Dahm undtagen, som først kommer i Aften. Det var altsaa seen Middag her i Huset, ongefær som det vil blive i Morgen, dog da bliver Bordsidningen [48] desværre vel noget længere. «Desværre» saa siger vi alle, og dog har ingen Mod og Kraft nok til, at afskaffe dette Uvæsen. Det er egentlig min Korens Sentents; men har han ikke Ret? Dog frietager min Samvittighed mig for at være blandt de værste, og ingen saae hellere end jeg al egentlig Gasterering jaget til Bloksberg. Heller ikke er denne Uskik hærskende i mit Huus, og skal aldrig blive det; men naar en 40, 50 Mennesker kommer sammen, vil der dog saa meget til at de kunde blive mætte. «Og hvorfor slæber du saa mange sammen?» – Fordi, mine Venner, jeg holder mig Ordsproget: «Skik følge eller Land flye» efteretteligt, og underkaster mig hellere lidt Kiedsommelighed, end udmærker mig paa nogen Maade ved nye Skikke etc –

Der er Posten og Dit kiærlige Brev, dyrebare Maja, ak, men som ikke betager mig al min Frygt – dog, lad mig ey udtale den. Et Bud vi venter fra Byen torde mueligt bringe mig mere Beroeligelse i et lille Brev fra vort elskede Thrinabarn, som maaskee senere har hørt fra Moer Maja –

Løverdag 11^te «Saa er da den Stads forbi og den Præken ude» – siger Tante Lotta. Ja men, Gud skee Lov: Stadsen var maadelig og Prækenen (Brudevielsen) endnu maadeligere, men prægtig kort, og ja men var det i det Hele ret morsomt, hvortil ovenmeldte tvende Maadeligheder – den sidstes Korthed at sige – bidroge endeel. Mine kiære Futefolk vare her ikke, og det var rigtig nok et stort Savn. Ellers var alle de her, vi pleyer Omgang med, 4 eller 5 og 40, og deriblandt mange ikke almindelige Mennesker, f:E: Chrysties, min gode Frue Ingier, Mad: Walbohm og flere, min egen lille Fader Mørk og hans Hustroe – De samledes saa seent, derfor kom vi først af Kirken Kl henimod 3, og alting blev seent. Bruden var ligesaa lustig som hun pleyer være, og Gud give hende at beholde dette lykkelige Houmeur, som hun maaskee kan faae nødig i Fremtiden. Og hvem kunde ikke meer eller mindre have det nødigt? Men det maae være medfødt, det er erhværves ikke. En Smule [49] Letsindighed hielper jo ^mange godt igiennem dette alvorlige Liv.

Kl: 12 var alle borte, og før den var 1 alt i fuld Roe. Ikke desmindre er jeg ussel i Dag i mit Hoved. Dit Brev i Gaar, elskede Lotta, giorde mig saa angst og bekymret for vor kiære Kista, som er syg, og den gode Piges Forsøg at beroelige mig ved selv at skrive i hvor mat hun var, opnaaede ikke sin Hensigt. Jeg hverken var eller er roelig før jeg hører alle paa det kiære velsignede Tøyen ere friske: thi ogsaa vor unge Præst synes mig i denne Tiid høre til Tøyen, og ogsaa han er upasselig. O Gud, og skulde nu mit glade Haab tilintetgiøres, det som har giort mig saa mange smaae Ubehageligheder i denne Tiid nesten til Behageligheder ved Forestillingen: naar nu disse Dage er forbi, saa kommer De – Ja, I Dyrebare, saa kommer I, med Guds Hielp ryddes alle Hindringer af Veyen, og I kommer – men nu gaaer jeg og hviler mit tunge Hoved –

De unge Folk er – de unge Folk. Jeg hører dem og Nellas Systre nu holde dygtig Huus her inde i Brudekammeret nest ved. «Hvordan er det mueligt, en Pige kan være saa letsindig! Moder!» sagde min alvorlige Maja i Gaar, da Nella dandsede omkring i sin Brudepynt. Blandt hendes Systre synes jeg allerbedst om den Ældste, Bea, som er forlovet med Capitajn Dahm, en vist brav, meget behagelig ung Mand. Bea er mindre end vakker, grumme tyk og feed, men saa naturlig og ligefrem, var den Mellemste, Sophie, det, var det en elskværdig Pige! Hun er ret vakker, men en Smule forskruet, og det er Skade. Den Yngste, Rikke, er hverken vakker eller tækkelig, men noget nær den flinkeste af dem alle.

Kl: 7 Imens jeg laae var her kommet Fremmede, i Ordets egentligste Forstand, den lille Gryners Forældre og Syster en Frue Conradie som jeg kiender godt fra Smaalehnene, og tvende Jomfruer, hvis Navn jeg endnu ikke veed. Der har aldrig nogen af dem været her før. De kom i Middagsstunden fra Næss, hvor de havde været i Besøg, og bliver her nu til i Morgen. Da vi havde drukket Caffe paa Wilhelmsminde [50] og kom tilbage, var Kl: 5, altsaa for seent at begive sig paa saa lang Reyse, saa vi overtalte dem til at blive. De vil tidlig ud i Morgen, men saa tidligt bliver det vel ikke endda. Nu ere de Ældre omkring med Hertel at besee sig, Ungdommen dandser i Storstuen efter Borchs Violinspil.

Søndag 12^te Hvor jeg blev forskrækket i Morges, da de kom og fortalte mig, Carl Horn var kommet hid i Nat. Strax foer det saa ængstligt igiennem Hiertet, at Jes maatte være syg. Det er han Gud skee Lov ikke, og Horn mener endogsaa, han skulde komme her i Aften fra Fedt, hvor han er med Secretair Ottesen og dennes yngere Broder. Det er mig imidlertiid ligesaa ukiært som uventet, at Jes i denne Tiid giør saadanne Udvandringer, og neppe troer jeg, han kommer hid. Rygtet skal have gaaet i Byen, at her i Aften skulde være stort Ball, hvad vi aldrig har tænkt paa. Men alt dette kunde være hvad det var, havde Horn ikke bragt mig nye Bekymring: Min kiære Kista skal endnu være syg, siger han, han har hørt, men veed intet rigtigt herom. Kunde Jes bringe mig trøstefuldere Efterretning, ja da skulde han være mig velkommen uagtet jeg ikke kan billige hans Forhold.

Et Brev fra den snilde Frue Bergh med Efterretning om vor elskede Sallys lykkelige Ankomst til London, giorde mig saa hierteglad, inden jeg hørte det Sørgelige. Brev skal der ikke være fra hende, men en Skipper, ^som har forladt London for nyelig, har meldt Capit: Berghs lykkelige Komme did. Gud skee Lov! Var jeg nu billig, saa lagde jeg den onde og gode Tidende – Horn bragte dem begge – i hver sin Vægtskaal, og lod dem balancere. Men paa den Bedrøvelse, der stedse nedtynger den ene Skaal, mærker jeg – ak og ikke første Gang – at jeg er ubillig mot mig selv og andre. Hverken til min Maja eller Hertel tør jeg sige hvor bedrøvet jeg er, kun til min Koren, som selv er uroelig, da saa mange rykkes bort derinde i denne Tiid af Blodgang, som jeg dog ikke troer, min Kista har endnu, skiøndt det lod til, min gode Lotta frygtede for det kunde komme dertil, da hun skrev sidst.

Jeg veed nok, min Kista, hvor giærne Du gik til Din Sara og Din Broders Vilhelm – o ney, endnu ikke, Du gode kiære Pige! Telja har hørt Du er syg, og seer saa bekymret spørgende paa [51] mig – men jeg kan desværre intet sige hende. Og hvem siger os noget? Jo, Gud give dog, Jes kom!

Har jeg her i disse Blade nævnt Eder en Jomfrue Jørgensen, en ung forladt Pige fra Lolland, som havde været hos Wulfsbergs, var ikke vel der, og nu uden Tilflugt? Hos Pavels's saae jeg hende. De toge sig saa menneskekiærligt, ja vennehuldt af hende, og hvor sødt maae det nu være dem, de Gode, at de formildede hende saa mange bittre, ja selv Dødens bittre Øyeblik. Hun har nu fundet den beste Tilflugt i Graven, er gaaet hiem til sin nyelig tabte Moder og til alle Forladtes og faderløse Børns Fader. I Tirsdags døde hun – ogsaa af Blodgang – efter faa Dages Sygdom. Den Fred, som omsvæver detn gode mishandlede Piges Hvilested, omsvæver, hviler over den retskafne Slotspræst, og hans hulde Maja, lønnende og sød –

Gryners toge herfra da de havde spiist Frokost. Det seer ud til et Par jævne virksomme Folk. Konen skal være skarp, eller som man i gamle Dage kaldte det, rafineret, men flink og brav. Der var noget blidt i hendes Øjne, især naar hun talte om sine Børn, eller havde sin lille vakre 7 Aars gl: Lise, min Lina eller Kaja paa Skiødet, noget sandt moderligt, som formildede Ansigtets lidt barske Udtryk. Frue Conradi var den samme simple godmodige Kone, som Pigen Grethe Bøy (Glerups Steddatter) var for 16, 18 Aar siden, da jeg saae hende første Gang. Hun har nyelig havt det skrækkelige Uheld at miste sit yngste Barn, en 3 Aars gl: Dreng, ved et Fald ned af en Stoel paa en Forhøyning, hvorved Hiærnehinden sprang, og han en halv Time efter var død. Det var et elskværdigt Barn, Munterheden og Sundheden selv. Den arme Moder! «Jeg maatte tvinge mig for min Mands Skyld» sagde hun. «Han var saa skrækkelig utaalmodig, og taaler mindre end jeg» Saa tænker ogsaa min Rikke, og ved disse ædle Bestræbelser under det stærkt rystede Hierte en Ligevægt, som det ellers ikke let vilde komme i, og hvorved det lønnes for den Tvang, det paalægger sig. Hvor faa Koner har, ogsaa i denne Henseende, en Mand som min Koren, stærk til at bære sine egne og andres Lidelser stille og ene!

Jomfrue Tambs, som er i Huset hos Gryners, var en stille behagelig Pige, som min Maja strax tyede sig til. Den anden Jomfrue Bøy fra Drøbak var uagtet meget mørkrødt Haar ingen styg Pige.

[52] Mand: 13^de I Gaar kom den gode Walbohm selv hid for at bede os did til Aften, og der var vi da allesammen herfra, Faer og Moer Mørk, og ellers ingen. Nu reyste de alle Borches, Horn og min Skriver til Ullensager, hvor de skal spise til Middag hos Munthes og siden til Fogdens. Jeg var glad ved at have et Paaskud, et virkeligt, til at blive hiemme. Hverken mit Hoved eller Bryst er i god Stand men ved Roelighed haaber jeg snart at faae begge Dele i Orden, og Roelighed trænger jeg rigtig til. Her er saadan Sang og Sprang overalt, at jeg ofte ikke veed hvor jeg skal tye hen naar Hovedet er slemt. Det var Synd at paalægge de muntre unge Mennesker nogen Tvang. Lad dem glæde sig mens de kan. I Morgen reyser de til Christiania. Dahm, lille vakkre Sophie og Horn reyser i Aften fra Plogstad. Sophie er i Huset hos Herforts paa Moss, et godt Huus, hvor hun vist er meget vel, og det under jeg det smukke Barn. Jeg maatte skrive med hende for at undskylde hun var blevet over Tiden. Og jeg fornyede giærne et gammelt og meget kort Bekiendtskab med denne retskafne Familie, som jeg kun engang var i Selskab med hos Præsten Bulls paa Schibtved. Der stod saa mangen Scene levende for min Siæl, fuldt saa mangt et Savn tungt paa mit Hierte. Dette og Ligheden i min og Mad: Herforts Skiæbne, som ogsaa i kort Tiid har mistet to elskværdige Børn en allerede gift Datter og en forlovet Søn, rev mig snart uden for et saadant Brevs Skranker. Men det kan en saadan Moder ikke finde underligt. Begge de nu bortgangne Børn vare med Forældrene hos Bulls, tilligemed den nydelige lille Frue Staffeldt, som den Gang var forlovet. Systeren var ikke voxen men tegnede til at blive ligesaa smuk som den Ældste, hvad hun ogsaa blev, kun endnu spædere og finere, rigtig en Dukke[.] Hun var gift med en Grosserer Bekmann, dandsede sig en Tæring til og døde, jeg troer i sit 18^de Aar. Sønnen faldt ned fra en Skibsmast og stod aldrig op mere. Hans Forlovede, en Jomfr: Thyrholm, er nu gift med Broderen. [53] I Dag har jeg udlæst Goethes «Wahlverwandtschaften»ⁿ³⁵ og saadan har i langsommelig Tiid ingen Bog fra Begyndelsen til Enden underholdt og behaget mig. Jeg er færdig at foretrække den Wilhelm Meisters Lehrjahr: Den som har læst den ene, gienkiender let den mesterlige Forfatter i den anden. Ottilie er et skiønt Sidestykke til den herlige Mignon, den ædle faste Charlotte til Therese. Alt ligger saa klart og tydeligt for deres rene Blik paa Livet, hvor intet kan forvilde, intet føre dem af fra den Vey de erkiender for den rette, den være saa bestrøet med Blomster eller Tidsler. Ogsaa i Charlottes – den lidende Kones og Moders – Charakter, seer vi den Sandhed fremstillet i sit skiønneste Lys: «at den Gode og Retskafne, som Virksomhed er blevet til en Vane, til en af Livets første Nødvendigheder, aldrig kan synke ned til Modløshed og Fortvivlelse». De binder an med Skiæbnen og seyrer selv i den ulige Kamp. Lidelsernes Byrde kan bøye dem, men stolteligen reyser de sig igien som den ubrækkelige Palme, og er et af de trøsteligste Syn paa Jorden.

Saaledes kunde jeg have Lyst til at sige Eder, I Elskede, mine Tanker om hver enkelt, efter min Følelse saa velanlagte og heelt igiennem vedligeholdte Charakter i den herlige Bog, om dette deels ikke var uden for disse Blades Grændser, deels frygter jeg, uinteressant for de blandt Eder, I Gode, som endnu ikke kiender Værket. Maatte det dog falde i en smagfuld og Arbeydet voxen Oversætters Hænder, og ikke i nogen af de mange Umyndiges, der ikke engang kan stave rigtigt eller forstaaer Modersmaalet.

Thümmels Reyise in die mittäglichen Provinzen von Frankreich – alle de 10 Bind, har jeg ogsaa faaet Hast paa i denne Tiid. Men sandelig, den behager mig ikke. Dens enkelte usigelig skiønne Stæder, langt fra at kaste et Slør over de utallige letsindignøgne, sætter kun disse i et forargerligere Lys, eller rettere opbringer os mod Forfatteren, som kan male saa henrivende for Hiertet, og dog saa ofte overlader Penselen til sin ikke luttrede Indbildningskraft og gallopperende Vittighed. Min Yndlingsdigter bliver Thümmel i Evighed ikke. I Evighed? [54] Det er et Talebrug, mine Venner. Men mig er det mere[.] Blandt de Mange Ædle jeg glæder mig til at møde over Stiærnerne, staaer Schiller og Jean Paul og Klopstock og Ewald, og de Flere, som kan sættes i Classe med dem, i den forreste Række. Blandt de aller fremmeste Staaer selv Goethe ikke, men Tiedge staaer der, og endnu nogle Faa. Thümmel langt langt tilbage

Tirsdag 14^de Baade i Aftes og i Dag var Nella hiertelig bedrøvet, mere alvorlig bedrøvet, end jeg har seet hende i de nesten 7 Aar hun nu har været her i Huset. Det klædte hende godt i sin Konestand, og det glædede mig – skiøndt hendes Taare fremlokkede mine – at hun følte saa dybt ved denne vigtige Overgang fra et Huus hvor hun var behandlet med barnlig Kiærlighed, til sit eget hvor hun skal begynde at udøve husmoderlige Pligter, og, som det meget rigtigt hedder: først træde ind i Verden. Hun er naturlig god og meget velvillig. Jeg haaber hun skal blive lykkelig, og Gud veed, jeg ønsker det hiertelig.

Kl: 11 i Formiddag toge de herfra. Min Maja og Telja fulgte dem til Gierdrum, hvor de skal – eller nu længe siden har spiist til Middag. Nella er afholdt af alle heromkring, og hele Dagen til hun steeg i Vognen var her nogen for at sige hende Farvel, saa hendes Øyne ikke bleve tørre.

Paa engang er det blevet saa stille i Huset. Min Koren er borte og kommer neppe hiem før Torsdag, Hertel er ogsaa borte i Forretninger, og Lunde fulgte de Reysende paa Veyen. Kun ‹fo› mine to Smaae hører jeg imellem dandse syngende giennem Gangen, og seer den fromme Maren Skieldrup fra og til naar hun kommer for at speyde i mine Øyne, om der er noget jeg vil. Ved sin hiertelige Godhed og Opmærksomhed erstatter hun – mig i det mindste – hvad hun kan mangle i Færdigheder, dem hun ved Øvelse kan og vist vil erhværve sig. Kun Nellas Munterhed og medfødte Tact for hvad der passer for Øyeblikket, lader sig ikke erhværve. Fra denne Side især vil vi tidt savne hende. Gud ledsage hende nu og altiid!

[55] Onsdag 15^de. Sytten Aar er min elskede Jes i Dag. Gud signe og ledsage ham hvert Skridt paa Livets, ak saa slibrige Bane! Jeg gaaer saa beklæmt og ængstelig, ventende Byebudet tilbage med Efterretninger fra Tøyen, søger at forjage hver Gisning hver Formodning, og kan dog ikke blive disse qvit –

Er min Kista frisk? Kommer de dyrebare Ventede i Morgen? Saa lyder det i min Siæls Inderste, og jeg tør intet svare, intet vente, neppe ønske. Allermindst tør jeg tænke paa det Spøg med alle de Høytideligheder her skulde været i Dag, Keyser Napoleons Fødselsdag til Ære. Jeg tør intet tænke, kan intet foretage mig. Hver Gang Hunden giør banker Hiertet ubændigt. I Nat drømte jeg, jeg saae min Thrinasara med en sort Kiole, garneret med bredt sort Flor. Dog var hun munter, syntes jeg. Hun vilde endelig, jeg skulde tage Kiolen paa før hun. I kan tænke hvordan den, selv i Drømme, kunde passe mig –

Nu kom Krefting og Høfke. De skal til Hurdalen. Det er godt, her kommer nogen. Det adspreder, og jeg har aldrig mere, sielden saa meget trængt til Adspredelse –

Kl 6: Endnu er han ikke kommet, det ubegribelige Menneske. Hans Kone frygter han maae være kommet noget til, og Manden, hvis Hest han har, er reent utaalmodig.

Maja og jeg kommer nu tilbage fra Graven, som vi i disse Regnveyrs Dage saa sielden har besøgt og pyntet. Rundt om ligger nu friske Jordhøye. Blodgang river mange bort i denne Tiid. Madam Giørups Systersøn er død deraf – Nellas Bryllupsdag gik han, den lille syge Krøbling, til et bædre Bryllup. Saa barmhiertig som her, viser Døden sig sielden. Denne ganske vanføre Dreng var sig og sine gode Paarørende en Byrde, og de har rundelig nok uden denne.

I Dag har vi havt prægtigt Høeveyr, første Gang i lang Tiid. Saa blide blive alle dine Dage, min dyrebare Jes, som denne har været, og saa almeennyttige! Gud signe Dig! Mon Du er paa Tøyen, Dit andet Hiem? Og er alt vel der? O Gud; hvem svarer mig!

[56] D: 16^de Torsd. De ængstelig ventede Breve fik jeg da i Morges paa Sengen. Min gode Kista er Gud skee Lov «meget bædre, og holdt kun en Dag Sengen» siger Lotta mi – altsaa dog ikke fuldkommen frisk. Selv skrev hun ikke. Men lad mig være fornøyet og takke Gud, at hun er uden Fare –

Fornøyet? Ney, det kan jeg ikke være i Dag. Mit Haab, min Venten var forgiæves. Endnu i denne Uge skal jeg ikke see Eder, I Elskede, og hvem veed naar? eller om det bliver i Høst? Jeg kiender nok hvordan det gaaer med de evindelige Udsættelser. Min elskede Majas Brev med Posten i Aften skal sige mig udførligere, hvorfor jeg i Dag venter forgiæves. Nu fik jeg kun et Addressebrev med det velsignede Minde som er kommet til Horsters.

Veyret er lige ^saa traurigt i Dag som jeg. Regnen øser ned, og herinde er det halv Nat. Alle disse Traurigheder uagtet, har jeg dog leet ret hiertelig af et Brev fra den forstyrrede sig selv uforanderliglige Ritmester Rasch paa Mustorp. Begyndelsen af hans Brev er Klager over, han intet hører herfra, og aldrig seer os. Saa fortæller han, at hans d: 2^den Julj fødte Datter har faaet det dyre Navn: Sara Vilhelmine Koren, at han nu har 3 Piger og 3 Drenge, vil have Tylten fuld, og saa Stop – Nu følger da Efterretninger om alle de gl Bekiendtere, iblandt andet fortæller han: at Frue Fritzner (en 70 Aars gl Kone) har havt en Frier i denne Tiid, men han er død, og nu sørger hun for ham med en grøn Stoffes Kiole. Frøkena mi, siger han fremdeles (en Frøken Rode som hos Frue Fritzner, en rigtig snurrig Person) er som en Karusse i et Pæretræe. Har I hørt slige Lignelser? Om Bispens Visitatstour fortæller han, at Ejdsberg Kirke var saa propfuld af Folk, at den rævnede. Nu er Bispen (Brevet var fra 31 Julj) i Rakkestad, og bliver hele Ugen hos Provst Aschehoug, hvor alle Præsterne skal møde og proberes i Lhomber – Saa gaaer det i et væk. Mere naturlig Vid har jeg ikke fundet hos nogen, end hos denne selvsamme [57] Raschenfeldt, som han i gl: Dage pleyede kalde sig, og dermed forener han saa megen Godmodighed, at hans Munterhed aldrig kan andet end fornøye, og en Aandsnærværelse og et Mod, som egner Krigeren, og er saa anbefalende hos det andet Kiøn. – Jeg vil nu flux sætte mig hen og skrive ham til, og min lille Maja har jeg i Dag maattet love, at vi skal giøre en Tour til hendes Fødested engang i Høst eller i Vinter.

Fredag 17^de Du kan heller intet Bestemt sige mig, elskede Maja C, og det bedrøver Dig ligesaa meget som mig. Men «vi faaer give os til Taals» siger Lottamoer i denne samme Anledning, og hvad andet Raad har vi ogsaa?! Den slemme Thank som hverken kommer eller skriver, og sætter alles vor Taalmodighed paa saa haard en Prøve. Jeg siger blot Thank: thi hans fromme følagtige Hustroes Skyld veed jeg vist, det ikke er. Dog havde jeg kun Vished om at det Hele ikke ved alle disse Mellemkomster ikke gik reent istaae, vilde jeg give mig tilfreds. Et ventet Gode er jo et dobbelt Gode. Det veed jeg; men hvad et sveget Haab er, veed jeg ogsaa, og I vil, gribende i Eders egen Barm, finde min Frygt tilgivelig.

«Kan ingen andre komme, saa kan jeg, og vil til Hovind i Sommer» siger den brave Slotspræst, og det er et trøstefuldt Ord. Men jeg haaber, I Elskede alle, at I alle kan med lidt Lempelse efter Omstændighederne, ‹…› ^og at I vil? – Gud lade ikke den Tiid komme, jeg kunde tvivle herom. At Leuten Provsten i denne Tiid besøger sin provstelige Broder paa Eger, træffer dog godt ind, siden alligevel ingen Hidreyse kunde blive af. Nu er det jo rimeligt, broderligt, provsteligt, og alt hvad der ender sig paa ligt NB: uden U foran – at H^r Frederich følger H^r Hans Jacob tilveye, følger halvveys – det er til Hovind – og at jeg da ogsaa engang igien i Verden faaer see den gamle Ven og Naboe ‹…› inden mine Dørre. Saa skal I see, hvor net og netop alt træffer sammen, og vor lange Venten lønnes. Ammen! det skee!

[58] Sønd: 19^de Jeg kan nesten ikke mindes, der nogensinde har været saadan Striid i min Siæl mellem Glæde og Sorg, som i Gaar[.] I det Øyeblik Hertel fortæller mig, at han af et Brev fra vor gode Kista sikkert troer, de elskte Ventede kommer i Dag, fortæller man mig, at min Telja er saa syg, at det virkelig er Blodgang hun har. I flere Dage har jeg nok seet hun ikke var frisk, men hun klager aldrig, siger stedse naar man spørger, at hun er brav, og det havde hun nyelig svaret baade Walbohm og mig. Hun ligger paa samme Værelse som Børnene, der elsker hende, som hun fortiæner det, og jeg vidste hvad det vilde koste dem paa alle Sider, naar de skulde skilles ad. Det var imidlertiid dog nødvendigt. Min Maja græd bitterlig, og de Smaae giorde hende Selskab, da jeg forestillede dem denne Nødvendighed. Men den fromme Telja fandt sig strax i at flytte op paa Skolen, hvor hun nu har det meget bædre og beqvæmmere i alle Henseender, og jeg er tryggere. I al denne Forvirring kom Præsten Broch med Kone og Barn, og jeg var saa uskikket til at tage imod eller holde dem med Selskab; men de ere da ikke fremmede. De reyste i Dag til Soløer Præstegd i Besøg. Telja har ikke sovet i Nat, dog finder baade Walbohm og vi alle, at hun seer taalelig munter ud. Kun Maja, hvis Øyne nesten ikke bliver tørre, finder det anderledes, og sætter ingen Liid til Walbohms Forsikring: at der endnu ingen Grund er til at frygte for nogen Fare. Men jeg troer ham, og mit ahnende Hierte, og kan Gud skee Lov glæde mig i det velsignede Haab at omfavne Eder, min Siæls Elskede, i denne Aften. Paa Wilhelmsminde tænker jeg at møde Eder, og takker Gud for det deylige Veyr.

Det kiære Minde fra Din end kiærere Haand, hulde Maja C, kom i Aftes, og vare vi seent ved de Elskedes Hvilested og satte det der. Men saadan at faae alt til at passe i hverandre og have alle udfordrende Ting ved Haanden – hvem kan det, og hvem har det, saadan som Du?!

[59] Mandagen 20^de Kl 4 i Gaar Eftermidd: drev Længslen mig til mit Wilhemsminde. Med min Kringlekurv paa Armen spadserede jeg did, Koren ved min Side med min Strikkekurv, et Par Bøger o.s.v. Rahbeks Forelæsninger over Skuespilkunsten, havde givet mig Lyst til atter at giennemlæse den herlige Wilhelm Meister, og med den sad jeg i den lille Sopha ^{ved et Vindue} som vender til Veyen, min Koren ved et andet, at vi ogsaa i at see kunde hielpes ad. Over ti Gange begyndte jeg ofte paa en Side, og kom ikke videre, fordi Øyne og Tanker aldrig paa engang var ved Bogen. Endelig saae vi Vognen langt borte, og uagtet det ikke var min Majas eller Lottas sædvanlige, saae jeg dog strax, det maatte være dem. Og det‹…› ^dem var det, Maja, Lotta og Thrinabarnet. Slotspræstens kommer efter, sagde de – de kommer, men ingen Rasmussen – og ingen Egerprovst. Dog, ham er det dog mueligt, vi seer her Onsdag eller Torsdag. Lad mig troe det mueligt, at ikke min Glæde over hvad jeg har skal forbittres mig ved Tanken om hvad jeg mangler. Men I skal see, han kommer med Broderen sin, den slemme Broder, som kom saa seent – og derfor kommer nu han ogsaa saa seent hid, vor kiære Egerven, dog seer vi ham vist – men min anden Søn, den troe Rasmussen, om ham staaer det skrevet i Skiæbnens Bog, at han ikke skal see Hovind, endnu ikke, og Gud veed om nogensinde. Denne Gang var jeg saa vis paa det, havde indrettet det saa godt for alle de elskede Ventede. Pavels Smaaepiger kom heller ikke, til Sorg for min Lina og Kaja, som ogsaa havde giort sine smaae Forberedelser til Claudines og Marianes Modtagelse –

Dog tys! tys! vær ikke utaknemmeligt, mit Hierte. Har du da ikke din dyrebare Maja og Lotta og Thrinasara, og den retskafne Slotspræst med sin hulde velsignede Maja, din, vor Maja, og ere de ikke saa fornøyede herinde i det lille Kammer, hvor Pavels erklærer han vil bygge og boe, og overalt paa det hele Hovind; og er ikke din gode Telja bædre, og smiler [60] ikke Haabet dig fra alle Sider imøde, lovende blide Fremtids Dage? Kom ikke med dine Indvendinger, underlige unøysomme Hierte, og gientag mig ikke, naar jeg saa glad seer dem glade omkring mig. «Hvor længe varer denne Glæde? Løverdag er det forbi altsammen» Ney, gode Hierte, nu giør jeg dig Uret. Det kan du ey sige, ey tænke, dette «altsamen» i det mindste ikke, du, som Mindet, selv om de for hele Jordlivet svundne Glæder, er saa helligt, som i saa mangen bitter Mismodsstund har tilhvisket mig:

Tirsd: 21^de Da de fra min Høy og Saras Grotte gik til Wilhelmsminde, overlod jeg dem Alle de Elskede min Korens Anførsel, og gik hid, for ogsaa at være lidt hos mine fraværende Elskede, for at fortælle Eder, hvor godt vi har det, og at den troefaste Kista kom her i Nat; da hendes paa alt tænkende Broder og min Koren havde føyet Anstalt til at faae Medicin fra Byen til Telja, og Kista hørte hvor syg hun var, og Presidenten hørte det, var det i et Øyeblik bestemt, Kista skulde give Medicinen den bedste Kraft ved selv at bringe den, og den ædle brave President bad hende ile, bad hende tage den raskeste Hest, midt i denne travle Høsttiid, og ile hid med Trøst og Hielp. Det har virket underligt, hendes Nærværelse mere end hvad hun ellers bragte med sig. Telja sidder oppe, og i hendes gode taalmodige Aasyn er Liv og synlig Tilfredshed. O, du gode troe Veninde, saa ilede Du ogsaa til Din Sara – at hun kunde døe i Dine Arme – – – – –

I Dag – det er en himmelskskiøn Dag – vil vi være under den klare blaa Himmel saa meget mueligt. Det meste af Gaarsdagen tilbragte vi for det meste her i mit lille Kammer, hvor de alle – vi alle – sad med hver sin Bog, læste vexelviis og snakkede og gik og kom naar og som vi vilde. Hvilken deylig tilbragt Dag og Aften. Saadan levet er Livet Liv, og Aanden har intet at beklage sig over. Den skeer fuldeligen sin Ret –

[61] Onsdag 22^de Min kiære Kista er alt borte igien. Grædende forlod hun sin syge Veninde, som jeg nu har sadt en Stund hos, og søgt paa alle Maader at opmuntre –

Min fromme Telja, i hvis Mund aldrig kommer nogen Klage, kunde dog ikke skiule mig sine vaade Øyne. Men min Lotta siger – og jeg har ogsaa hørt det før – at det er et godt Tegn, naar Syge græder. Og saa vil jeg holde mig til dette trøstefulde Sagn, og saa meget mueligt bortfjærne alt hvad der kan forbittre mig disse lykkelige Dage.

Det er kun øyeblikligt, I fraværende Elskede, jeg kan underholde mig med Eder, og det bebreyder jeg mig virkelig. Men her opsøger jeg atter en Beroeligelse, og finder den – som nesten altiid er Tilfældet naar man søger – ja, her tilbyder den sig selv: Hvert Øyeblik jeg tilbringer blandt de elskte Nærværende, giver mit Hierte saa rigt Stof for disse Blade, og – de gaaer ikke fra mig. Men hvor snart iler disse Dage, nu snart kun Timer, til Ende. Og er ikke et hvert saadant tabt Øyeblik et dobbelt Tab? Ney, hverken I eller jeg skulde tabe. Og naar de nu Alle ere borte, og Savn møder mig overalt, da sætter jeg mig hid, og gienkalder hvert lykkeligt svundet Øyeblik, og nyder det igien – og I nyder det med mig.

I Dag skal vor elskede Egerven komme. Saa snart vi har spist farer vi til Vilhelmsminde, hvor vi saa gladelig skal modtage ham. Det er uvist, hvem af os der glæder sig meest til hans Komme. Gud give kun, der ikke maae være kommet nogen Hindring i Veyen!

Torsdag 23^de min Linas niende Aars Fødselsdag At Fred og Velsignelse maae hvile over og ledsage det søde venlige Barn hele Livet igiennem, at den Algode vil lade hende blive sine elskende Forældres Glæde som hun nu er deres Haab, deres Øyens Lyst, at hun og hendes Sydskende maae blive det, at Overgangen fra deres Arme til de Forudgangnes maae blive os sød, som Slummeren fra en bliid Aften til en skiønnere Dag – o, derom bede I Alle med mig, med os, min Siæls Dyrebare! Derom bede I, ikke allene nu, men stedse, uopfordret. Jeg veed det, og Gud høre Eder!

[62] Ney, der kom ingen Egerprovst. Forgiæves var vort glade Haab, vor Stirren ud af Vinduerne ad den Vey, han skulde komme[.] Hvad der har hindret ham maae Gud vide. Formodentlig har Broderen ganske tilintetgiort den Plan, han fra Begyndelsen forstyrrede: thi havde han været lidt hurtigere af sig, var vor elskede Frederich kommet med vor elskede Maja. Pavels's Utaalmodighed er den lydeligste, om ikke den stærkeste: «Men Herre Gud, hvor kan dog Schmidt blive af?!» siger han, og gebærder sig gudsjammerligt. Vi andre taler mindre om det, men enhver for sig giør vi i Stilhed vore Betragtninger.

I Dag skal det gode Præstepar reyse, og jeg hører dem alt vær‹e› paa færde. Pavels erklærer, han ikke i lang Tiid har havt fornøyeligere Dage, og jeg troer ham naar han siger det; thi ærligere kan vist ingen være. Saa seer den gode Mand dog det gaaer an at faae behagelig tilbragt Tiden uden Boston. «Den savner jeg ved Gud ikke her» forsikrer han, «og vilde vist i lang Tiid ikke savne» – Seer I, mine Elskelige, at han siger «i lang Tiid» og ikke «aldrig» er atter Sanddruhedens Stempel. Ja, med alle hans Synderligheder maae man være ham god for hans Redeligheds og Retskaffenheds Skyld og hans dyrkede Aand. Han har en fast mageløs Hukommelse; thi ikke nok at han kan 172 Viser udenad fra først til sidst, men han kan erindre hvor de stod og stode, undertiden lige til Pagina, og ved mange af dem fortæller han interessante Anecdoter om deres Oprindelse etc. Han kan glæde sig barnligt, om I vil barnagtigt over Smaating, og ærgre sig ligeledes. Men hvor agt- og elskværdig viser ikke hans Kone sig i sit hele Forhold mod ham – hvor veed hun ikke at afparere, eller hvor det ikke lader sig giøre, temperere alle hans Underligheder saa de bliver langt mindre paafaldende, end ellers vilde være Tilfældet. Sandelig, hun er fra denne og flere Sider et saare elskeligt Væsen, og vi glæde os alle i at vide vor lille kiære Kreds saaledes forøget.

[63] Løverd 25^de Borte ere de, Alle de Velsignede – min Lotta, Maja, Thrinasara, Frederich, Real – «Frederich?!» Ja, mine Dyrebare! Giver I mig kun Tiid, skal I faae det altsammen at vide. Thi hvad trøsteligere kan jeg foretage mig, nu de Elskede har forladt mig, end tilbagekalde Eder og mig de korte, lykkelige Dage, Timer og Øyeblik? «Ja, jeg vil gribe, og nyde dem igien» –

Vi spiste tidlig Torsdag Middag, og Kl: 2, da det gode Præstepar var borte, toge vi hver sin Bog, og begave os til et Slags Roe, Lotta og Thrina i Dagligstuen (hvor Lotta strøede Sukker paa Bordet til Tenerne, at de skulde spise paa det, og lade de Sovelæsende være i Fred) og Maja mi og jeg her i mit lille Kammer. Af Sovingen blev intet, af Læsningen ikke stort mere; men des bædre gik det med Snakkingen. «Nu faaer jeg see til vore Kamerater» siger jeg, og kommer ind i Stuen, og for mine Øyne staaer den velsignede Egersøn, saa heed og rød, i fuld Fortælling om sin Vandring giennem Bierkedalen, hvor H^r Hans Jacob havde afsadt ham, da han for den ventende Skyds Skyld ikke kunde komme herom. I vil sikkert alle troe mig, at her blev Glæde over al den Gaard, da vort til Grunde gaaende Haab saadan paa engang stod opfyldt for vore Øyne. «Gud skee Lov for endnu een heel Dag!» sagde og tænkte vi: (thi I maae vide, det stod haardt, inden jeg fik Løfte om, de vilde blive Fredag over – dog var det især Lotta der vilde unde sin Lawson de Kiæres Selskab lidt længere, og Kista vor, der streed herfor, ogsaa for Presidentens, vel lidt for sin egen Skyld)

Længer ud paa Eftermidd: kiørte min Thrina sin Real imøde og Lottamoer blev med hende, og Lina, som skulde kiøre Geburtsdag[.] Imens gik min Maja, Frederich, og jeg til «de Elsktes stille Hvilested» hvor han selv forelæste os sit skiønne lille Digt, og derfra ind i Kirken hvor han paa Orgelet – det vi først efter megen Stræben fik Adgang til – forespillede og sang os det, efter den Musik han selv har sadt til det og Elegien over Prints Christian. [64] «Wie sie so sanft ruhen» – Fatimes Aftensang – Til Graven – Til Tungsindigheden – spillede og sang han for os, den ædle Egerven og Søn, og nesten var det mørkt, da vi kom tilbage, hvor et kiært Brev ventede mig fra vor Sally B. Jeg kunde ikke oppebie Lyset, jeg var alt for glad i at see noget fra det kiære Barn. Men, saa forekommende kiærlige hendes sieldne Brødre ere imod hende, mærker jeg dog nok, hun ikke føler sig lykkelig «i det fremmede Land, i den hendes hele Væsen fremmede Kreds» – Naar Du bliver frisk Elskede – o Gud give, Du blev det snart og fuldkommen! – og mere vant til alt hvad der omgiver Dig, vil det gaae bædre, endskiøndt Du aldrig vil kunde vænne Dig til «dette fordærvede Folks Overmod» – Ja, give Gud disse Blade, som Du saa meget længes efter, kunde komme snart og sikkert i Dine Hænder, de skulde vist komme der. Nu faaer Du nøyes med lidt mindre udførlige Efterretninger, som Du ikke skal savne; til Du i Dit elskede Norge, i Din elskede Kreds kan modtage Din Moer Korens Journal som før – o, giid endnu gladere, fuldelig frisk, og imellem de elskede Systrene Dine. Til dem skriver Du, er Brev inden i mit. Der var det ikke; men sikkert har Du skrevet til dem ogsaa, som til mig og vor Maja C og flere Dine Egne – Hvor vil det giøre Dig ondt, Du Gode, naar Du hører, at Dit Navne, den unge raske Sally Bøyesen ikke er mere – for hendes arme, nu saa reent forladte, ulykkelige Moder vil det giøre Dig ondt – hvem skulde ikke beklage hende? Hvem skulde ikke glæmme hvad og hvor hun kan have feylet, den nu saa Ulykkelige?! – Den endnu saa stærkt vedvarende Blodgang udblæste ogsaa dette unge Livs Lys. Det tændes hist ved en renere Ild. Arme Moder! kunde det trøste dig, og vende dit Blik did, hvor nu din Sally er saa lykkelig!

Thrinabarnet bragte sin Real med sig hiem, eller rettere kom med ham, Lina med Lotta Tantemoer, og deyligt gik Aftenen, kun, som den hele lykkelige Tiid, kun alt for snart – Som vi tænkte, gik det. Fatter Pavels var blevet reent consterneret, da Ottesen underveys fortalte ham at Egerprovsten, som [65] han slet ikke havde seet noget til, var taget til Hovind. «Er det mueligt? aa Herre Gud!» udbrød han, reysende sig i Vognen. Ja, jeg vilde undt den gode Præstemand og hans og vor Maja, at dele vor Gammen over Egervennens Komme. Men denne Gang var det ikke saa lagat, ligesom det nok er en umild Lagna som tilintetgiør alle Deres gode Forsætter, beste Rasmussen, og alle vore inderlige Ønsker. «Saa nær havde jeg faaet Rasmussen med mig» – sagde Schmidt, vor gode Schmidt, som ogsaa her havde anvendt sin venlige Overtalelse – forgiæves. Thi «Lagna, dig kan intet bøye «Intet?» – det vil vi dog see –

Søndag 26^de Her blev jeg afbrudt i Gaar ved begge de unge Munthers Komme. Jeg skyndte mig saa ind, vis paa, at den fra Kbhn nyelig opkomne Hans Myhre maatte have noget derfra til mig – Jo «fikst du Pæren? Zacharias!» – ikke et Ord havde han. Men han havde dog seet alle mine Kiære dernede, seet dem oftere, og kunde fortælle mig, de alle levede vel. Om mange fælleds Bekiendtere fortalte han ogsaa, blandt andet, at Professor Kiærulf er saa slet, at der er lidet Haab om han overlever Høsten. Alt siden hine for Kbhn saa gyselige Dage skal han ikke have været sig selv liig. Munthe fortalte meget fra disse Rædselsdage, og hvordan den Dødsfrygt enhver svævede i, hialp endogsaa Moderen at udholde og overleve sit Barns voldsomme Død. Gift og Modgift paa engang! Hans Farbroder, som i at frælse sin Datter mistede sin høyre Arm, er bleven friskere paa Siæl og Legeme, siden dette, end han tilforn har været. Gud, hvor ubegribelige ere de Veye du fører os paa giennem Livet til Graven!

I Dag venter jeg min kiære Rikke med sin Vilhelm. Men jeg skylder Eder, dyrebare Venner, endnu Regnskab for den deylige Fredag, og dette er snart aflagt, thi naar jeg har sagt Eder, at vi havde det saa godt, ja ønskeligt, kan jeg jo ikke sige stort mere. Den meste Tiid tilbragte vi under frie Himmel, Formidd: i Haven, Eftermidd: paa Vilhelmsminde. De unge To giorde en lille Tour til Nannestad. Fader Mørk [66] kom hid at hilse paa vor kiære Egerprovst, der om Aftenen læste Solen (af Rahbek) for os, dette lunefulde Stykke Rahbek har givet os i Tilgift af sin Tilskuer, og i samme Aand. Mørk maatte, sagde han i Morges, et Øyeblik herind før han gik i Kirken, for at takke os for den velsignede Aften. «I saadant Selskab har man dog vel den eneste Forsmag, der herneden er muelig, paa Evighedens Glæder» sagde han i sin fromme barnlige Tone, og fandt ingen Modsigelse, kan I tænke. Løverdag Kl: 10 forlode de os. Der skulde – saa vilde Presidenten det – om Aftenen være Selskab paa Tøyen, derfor ilede min Lotta saa meget, derfor torde jeg intet Forsøg giøre paa at holde dem her længere. Det var en haard Prøve, men jeg sukkede og taug og bestod. Og da I saa vare forsvunde af mine Øyne, og selv mit søde Thrinabarns Vinken tilbage fra hendes elskede Kiøresvends Side, tabte sig blandt de fjærne Træer, gik jeg herind i mit forladte Kammer, og saae paa alle Stolene, og satte dem, de nu overflødige, bort, under mange Slags Tanker, og vidste intet at foretage mig. Lidt syg var jeg ogsaa, og grumme heed. Jeg lagde mig paa Sophaen og læste mig ind i Vilhelm Meister, og vilde læse mig, tænkte jeg, i Slummer. Men Mignons Død forjog Søvnen fra mine Øyne, og bragte mit Blod i end mere Giæring. Det kom mig for, som jeg læste det første Gang, og som jeg saae dette, af alle digtede Væsner det interessanteste, synke sammen for mine Øyne med Haanden paa det br‹i›stende Hierte, «der havde slaaet alt for længe» –

Siden skrev jeg lidt heri om Eftermidd: og henimod Aftenen, til begge Muntherne kom og afbrød mig. Da de vare borte, tog jeg atter min Bog, og sad saa til Kl henimod 11, uden at mærke hvor stille der var omkring mig, og at alle længe siden havde begivet sig til Hvile. Koren var reyst til Feyringen, hvorfra han først kommer Tirsdag. [67] Hvilken Forskiæl paa denne eenslige stille Aften, og de forrige, naar vi leende og muntre har fulgt hinanden tilsengs og blevet ved med vor Godnatbeden, saa der nær ingen god Nat eller Søvn er bleven af. I sadde maaskee endda alle, mine bortreyste Dyrebare, omkring Presidentens giæstfrie Bord. Men i hvor godt I endogsaa sad' der, og i hvor travlt Lottamoer end havde det med sine Giæster, dog er jeg forvisset om, mangen Tanke ilede tilbage til Hovind, og til Eders der efterladte Kiære – og hvor mange Gange ønskede jeg mig et Øyblik midt iblandt Eder, og nesten angrede, jeg ikke var fulgt med –

Mand: 27^de Min kiære Rikkemoer er gaaet lidt over til Gislevold, og tænker at reyse hiem i Aften med begge sine velsignede Gutter. Men det Tordenveyr, som vaagnede mig i Morges, synes at nærme sig hid igien efter at det hele Dagen har trukket om paa andre Kanter, og saa tænker jeg nok, den lille Madam nødes til at bede om Huus.

Hun kom i Gaar Middags, og med hende har jeg nu atter giennemgaaet de svundne glade Samværsdage, som jeg saa giærne havde undt den kiære lille Mutter at dele med os. I Dag har hun sadt min Bord-Blomsterkurv istand, som hun har foræret mig, og som nu pranger baade med Roser og Lilier. Men en slem Hovedpine og Tunghed, vel Følgerne af detn beklumrede Luft, har berøvet mig meget af det Gode jeg havde lovet mig og kunde havt af denne Dag. Maaskee vil Tordenveyret, ved at holde hende tilbage her, erstatte mig hvad det har berøvet mig i Dag –

Der er min Koren, som jeg først ventede i Morgen. Og der er Hesten efter Rikkemoer –

Hun lod sig ikke holde. Det tordner ikke mere, men truer stærkt med Regn. Gud give den gode Moder kom vel hiem og uden at blive vaad, med sin raske Rasmus og søde Willa –

[68] Tirsd: 28^de Det frygter jeg dog, hun blev – thi det var ikke en halv Time efter de havde reyst, saa kom en svær Tordenbyge, som de dog her vilde trøste mig med neppe havde naaet de kiære Bortreyste, som jeg nu længes meget efter at høre fra.

I Dag har vi ret havt mange Visitter. Tidlig i Formiddag kom Frue Hiort for at tale lidt med sin Landherre – Skriveren – i Eftermidd: var Mad. Walbohm, Frøken Keilhau og Jomfr: Antze her for at spise alskens Bær i Haven[.] De ere nu alle borte. Med en slem Hovedpine har jeg skrevet adskillige Breve, som jeg vil sende til Byens med Forvalter Kreftings, som kommer her i Dag eller i Morgen. Ogsaa mine Øyne har været usle i Dag, og det giør Hovedet værre og er saa ængsteligt. Mine deylige Skildpade Briller gik itu i Søndags, maaskee de, jeg nu maae bruge, passer mindre til mine Øyne.

Telja bliver med hver Dag raskere. I Middags spiste hun første Gang med os igien, og flytter i Aften op paa sit gamle Kammer. Hun seer virkelig langt bædre ud, end længe før hun blev syg. Giid Du saae hende, kiæreste Kista mi, ønsker jeg saa ofte i disse Dage, da vilde Du blive saa glad, som Du forlod hende bekymret. Ney, saa hastig havde jeg ikke troet, hun skulde blevet rask igien, og det havde vel ingen troet. Gud skee Lov, at ogsaa det Glædelige kan skee imod vor Formodning.

Onsdag 29^de Atter i Dag vaagnede jeg med en afskyelig Hovedpine, og tænkte at cujonere den ved at blive liggende en Stund; men det hjalp ikke. Imens jeg i al Mathed og Langsomhed klædte mig paa, kom Kreftings. De havde været saa seent ude i Gaar, at de ikke kunde naae hid, og lagt paa Roeholt. Jeg er saa fortumlet i Hovedet, og saa beklæmt. Med Brevskrivningen vil det slet ikke gaae.

[69] Aften. Den gode President kom saa uformodet, og jeg syntes min Hovedpine gik over, da jeg ilede ham imøde. Ak, men da jeg modtog Dit Brev, dyrebare Lotta, og saae det sorte Segl, kom den fordoblet tilbage. Jeg spurgte ikke, jeg vidste hvad det betydede, og gik herind i mit stille Kammer, og læste med bankende Hierte, men uden at lade mit Blik søge hvad jeg følte det skulde finde. Ja, hendes mange Lidelser ere endte, den taalmodige, i saa mange Henseender sieldne Hanna Bull, og smerteligt savnes hun af Mange, og hvor længe jeg forudsaae og ventede denne Sørgetidende, traf den dog mit Hierte saa tungt –

Torsdag 30^te Taare og Mørke forbød mig at sige mere i Aftes. Og hvad kunde jeg sagt Eder mine Elskelige! I har saa ofte læst i mit saarede Hierte, og veed hvordan det seer ud derinde, og hvor let det bløder. Men ney, gode, forklarede Hanna, nu bløder det ikke mere for dig:

Og I mange, som savne hende, selv I, hvis Trøst og Støtte hun var, I unde hende den søde Hvile efter den lange Striid, og Gud vil gyde Kraft og Mod i Eders forsagende Hierter.

«Borneman Bull meldte os det» skriver min Lotta, «vor kiære Stiftamtmand kunde ikke skrive» – Ney, det troer jeg. Ædle gamle uforglæmmelige Ven! al Trøstens og Kiærlighedens Fader skabe Fred, og Giensamlingens Vished i dit ømme Bryst, værne om dets Fred og lede dig blidt giennem Livet og Gravens mørke Porte til Lysets Rige og din Hanna! –

Kl 6½ reyste vor gode kiære President til Hedemarken. Hvor hierteligt vi alle bade ham komme denne Vey tilbage og herhid, kan I nok tænke, men han kunde ey love det. Da han kom i Aftes, mødte Børnene ham i Giæstegruben. De vare tilligemed Gislevolderne budne til Giørups, men havde hellere vendt om igien med den kiære Onkel, og havde de vidst, han ikke blev her længere, troer jeg, de havde giort det. De elsker ham [70] saa inderligt, og han fortiæner det nok. Hvad han og Du, elskede Lotta, var for vor Sara og Vilhelm, og er for vor Jes og Maja og Lina, og fremdeles vil være for dem og vor lille Kaja, det lønne Eder Gud her og hisset!

Hertel fulgte med til Minne, hvor han i Dag og i Morgen har Forretninger.

Endnu hører jeg intet til Kreftings. Kun den lille Gut smaaeklynker og smaaesnakker heroven paa. Det er mig saa underligt, at høre disse Barnestemmer og Vuggen, og gienkalder mig de – nu længst svundne Tider.

Min kiære Rikke var bleven saa vaad, da hun tog herfra og den søde Vilhelm med; men Gud skee Lov, uden at det har havt nogen slem Følge enten for ham eller hende.

Det var nok rimeligere, jeg tog fat paa mine Breve, som skal bort med Kreftings; men disse Blade holder mig altiid saa fast. Her taler jeg jo med Eder Alle – Dog nu skal de hvile.

Aften. Hvilket Veyr den arme lille Moer Krefting fik med sine smaae Børn! Det regner og blæser saa koldt, som var det en Octbr. Dag. Ak, jeg var desuden bekymret da jeg sagde dem Farvel, da de nu for stedse forlader disse Egne, og begynder en ganske nye Løbebane. Det er ikke allene mig, det er alle som frygter, at Krefting har handlet forkert i at frasige sig den Post han havde, og gaaet ind i et Interessentskab med en Biørnskou som er hos Rosenkrants, og jeg veed ikke ret hvem flere, for at anlægge et Glasværk i Nærheden af Frdrstad. Der skal meget til at begynde noget saadant, hvoraf de først langt ud i Tiden kan vente Frugter af Arbeyde og Bekostning. Men «Menneskets Villie er jo hans Himmerige» – Gud give det maae gaae bædre, end de fleste spaaer. Det er saa retskafne gode Mennesker. Skulde endog saa lidt Hævnelyst have blandet sig i dette Kreftings Foretagende, ak, ogsaa det er for den saaledes Mishandlede for menneskeligt til, at nogen skulde torde løfte den første Steen imod ham: I det mindste vil vist ikke mange det, som først har grebet i sin egen Barm.

Endeel af Børnene er endnu i Hurdalen hos gamle Frue Holler, Bestemoderen, som ikke vil forlade det Sted, hun i saa lang Tiid h‹ar› beboet.

[71] Fredag sidste Aug: Jeg var nesten afvant med at faae noget Brev med Posten. I Aftes bragte den mig en heel Slump, deriblandt et fra Kbhn fra unge Bergh, som glædede mig dobbelt, da det lover mig Brev fra de velsignede Døttrene mine dernede med Student Eger som snart skal komme herop, og desuden sagde mig, de Elskede alle lever vel. Selv lever han ikke saa vel, den gode Yngling. Hans Hiertes Saar lader ikke til at vilde læges saa snart, som det i den Alder er sædvanligt, og hans øvrige Forhold bidrager heller intet til hans Opmuntring. Det er en sørgelig Ting, at Forældre vil anmasse sig Ret til at bestemme et Barns hele Fremtiid, uden at raadføre sig med dets Tilbøyeligheder, uden at høre dets Klager, naar hiin Bestemmelse reent modsiger disse. Saa vil Faderen endelig han skal studere Theologie, hvortil han hverken har Lyst eller legemlig Disposition, da hans Bryst er meget svagt. Kun paa det Vilkaar: at han bliver Præst, vil Faderen være hans Fader. Det er sørgeligt. Arme arme Yngling! –

Fra Fader Pavels var ogsaa et langt Brev, med Bevidnelse om hvor kiært Hovind og hvor kiære vi alle ere ham, og hvor fornøyet han og hans Maja fandt sig her iblandt os. Han kan endnu ikke glæmme, jeg beklagede, at jeg intet Lhomber- eller Boston Partie kunde skaffe ham, hvad han vel, tilstaaer han, ofte, men intet Øyeblik her, savnede og længtes efter. Han takker Gud, for han ikke mødte Leuten Provsten, da han frygter, det var kommet til Klammerie, ja kanskee Haandgemæng imellem dem. Et smukt Syn paa Landeveyen! Jeg gad ellers vidst, hvem af disse to gode Guds Mænd der var gaaet af med Seyeren. I legemlig Behændighed har just ingen af dem sin Force, dog troer jeg, Provsten havde vundet paa Slotspræsten, med mindre hans Maja var traadt paa hans Side, som hun da rimeligviis var, hans bedste høyre Haand og Støtte. Det hele Brev er ellers meget lunefuldt og interessant.

Den snilde Frue Bergh fik jeg med et Bud Brev fra, og deri sendte hun mig vor Sallys til hende, da hun ikke vidste, om jeg havde faaet noget endnu. Det var vennehuldt af hende. Var det ikke? Hun elsker vor Sally saa oprigtigt, og kan være og er sine Venner saa meget. Dette vor fraværende Venindes Brev aander, ligesom det til mig, Længsel efter Fødelandet og de Elskede der, og efter den savnede Helbred, uden hvilken intet kan glæde eller interessere os ret.

[72]  Halvveys havde jeg Haab om et lille Brev fra Dig, dyrebare Maja, men det slog feyl, og var vel ogsaa aldeles ugrundet. Thi Du veed, jeg lærer aldrig Postens Gang. Nu saa veed jeg da vist, at jeg neste Torsdag ikke skal vente forgiæves.

«Det er mueligt» siger Fader Pavels i sit Brev, «at Rasmussen endnu inden Sommerens Slutning giør en Tour til Hovind» – men Sommeren nærmer sig stærkt til Enden, og hiin Muelighed sætter jeg ingen Liid til. Jeg bliver ved at troe paa Lagna –

Ney, jeg kan ikke andet, jeg maae afskrive Eder nogle Stæder af den forevigede Herders Forklaring over Salomons Høysang, denne hellige, rene, forklarede Forklaring. For Eders Skyld, mine Elskede, som ikke læser tydsk, vil jeg afskrive det i Modersmaalet. Det er Hiertesprog, og kan altsaa ikke tabe ved nogen Oversættelse, naar denne bliver Aanden troe.

«Al Menneskelyksalighed udspringer af Kiærlighed. Med den er al Lyksalighed tabt. Da Gud skabte Mennesket i Paradis, var Kiærlighed hans andet Paradis. Gud kiendte kun Een Lyksalighed ^Velsignelse for følende Skabninger: Dermed velsignede han Planter og Træer og Dyr og Mennesker. Og da Guds Søn bragte sit nye Kongerige paa Jorden, kiendte han kun Een Pligt og Een Belønning: Kiærlighed» –

«Kiærlighed, du Himmelens Dugdraabe, du sødeste Sødhed paa Jorden! Du binder Mennesket til Mennesket, Mennesket til Gud – et Baand, fast som Døden thi du skal overleve Dødeligheden. Men Vee den, som forgriber sig paa dette Guddomsbaand og opløser det i Silkefnug (in seidne Flocken) De bortblæses, og hvad har han da tilbage? O Kiærlighed, som Christus lærte og viste og udgiød, Kiærlighed, som Johannes maler i sin Glands henover i hiin Verden, hvor ganske anderledes er du! En aldrig svindende Aurora, som, naar den her synes at gaae under, ‹…› gaaer op med høyere Farver i en evig Verden.» –

Jean Paul svarede en – eller nogle – som paastod, Herder ikke var Digter: «Han er selv et orientalsk Digt» – O, hvor maae du hisset dufte sødt, himmelske Blomst, som alt herneden var saa skiøn, saa liflig en Rose i Zions Dal! –

Løverd: 1^ste Just som vi fik vort sidste Læs Høe ind, kom Regnen[.] Var det ikke honet af den, at blive saa længe? «Ende godt, alting godt» – tænkte den nok. Det har været en besværlig Høehøst; men vi har med alt det faaet godt og meget Høe – og hvad klager vi da over? «Hvorover klager ikke Menneskene? Hvorover lader der sig ikke klage?» siger min kiære Herder. Og at han har Ret kan jeg bevise Eder deraf, at uagtet den Compliment jeg nu nyelig giorde Regnen, er jeg vreed paa den, fordi den hindrer mig fra at komme ud og gaae, som jeg havde foresadt mig efter at have sadt fast her ved Skriverbordet nesten den hele Dag.

Da jeg seent i Aftes var med min Koren ved Graven, bragte jeg den allersidste Rose did som blomstrede her i Haven, men der, i den lille stille Have bryder nu først Roserne ‹…› ^paa to Træer frem i al sin Friskhed og Ynde.

I Eftermidd: da jeg hvilede mit tunge Hoved paa Sophaen, og var slumret ind et Øyeblik, skrækkedes jeg op af de sørgelige Klokker. De ringede to smaae Sydskende fra Naboe-Gaarden Houg, til Hvile. De døde i Blodgang. Moderen var her i Gaar og plukkede Blomster til at pynte de henblomstrede Spæde med. «Saa godt som de nu har det hos Gud kunde jeg ikke giøre dem det» sagde hun; men hendes Taare sagde dog hvor giærne hun havde beholdt og giort dem det Gode, hun kunde.

Søndag 2^den Uagtet jeg i Nat vaagnede af en ængstelig Drøm – jeg syntes min Jes var syg; siden var det ikke ham, men en gl: Mand som jeg holdt meget af – vaagnede jeg dog i Morges uden Hovedpine, og satte mig saa glad hen til at skrive et længe lovet langt Brev til min Kista, og var saa let i mit Sind. Ak, men da fik jeg et lille Brev fra min elskelige Dolly Bull, hvori det gode ømme Barn ret har udøst sit saarede Hiertes Klager over den elskede Pleyemoders Tab. Mange Stæder vare udslættede af Taare, og mine blændede mig tiere end engang før jeg fik det lille Klagebrev udlæst. «I 8 Uger holdt hun bestandig Sengen, skriver hun, [74] og endskiøndt hendes Smerter ofte vare grændseløse, udholdt hun dem dog med en nesten utroelig Taalmodighed» – I hvor stærkt hun føler sit Tab – og intet Barn har tabt en kiærligere Moder – føler hun dog sin ædle Fosterfaders stærkere. «Du veed Tante – vedbliver hun – hvor nødig Fader er ude, og hvor glad han var, naar han om Aftenen kunde hvile fra sit Arbeyde imellem os – og nu er hun borte, som saa godt vidste hvordan han vilde have det – nu er han ene» – Ja, jeg veed det, min Dolly, jeg mindes og glæmmer dem aldrig de deylige Aftener, og hvor fornøyede vi alle bleve, naar han kom og satte sig imellem os. O, hvor Mange iblandt Eder, mine Dyrebare som læser disse Blade, erindrer ikke med Taknemmelighed og bittert Savn disse Aftener?! –

I Dag er min Maja første Gang Fadder til en lille Dreng, hvis Moder har tiænt her, og var en af de vakreste Piger jeg har havt, og er endnu en smuk Kone. Hendes Mand er Smed. Mad: Giørup og hele Contoiret er de andre Faddere. Maja skulde give Gutten hvad Navn hun vilde, og nu hedder han Johan Vilhelm – de kiæreste Navne hun kiender.

Det er mørkt melancholskt Veyr, og da det i Dag skal være en Mærkedag, Qværneknurren kalder de den her, spaaer de længe sligt Veyr. En Lykke, at Høet de fleste Stæder er bierget.

Mand: 3^die Sollner er her nu for at bede til Begravelse hos sig paa Onsdag. En Jomfrue Petersen, hans Kones Coucine, som var der i Huset, er død. Han beder ogsaa om at faae min Maja med sig i Aften, for at gaae hans Kone lidt til Haande, og det kan vi ey nægte ham. Gud skee Lov de her for det meste har den gode Skik, ikke at bede Fruentimmer i Begravelse. Jeg kom der nu en for alle Gange ikke; men saa spares man for den Ubehagelighed at sige Ney – Sollner og Faer Mørk har nu sadt her saa længe og snakket, at jeg derved er hindret fra at faae et Brev færdigt, som jeg har begyndt paa til vor Sally. Det er, eller bliver paa 4 fulde Qvartsider, et Udtog af Dagb: fra vi paa Ejdsfoss skrev hende til. Jeg veed jo, hvor vigtig, selv de mindste Smaaeting fra et kiært Sted og om kiære Mennesker ere for den Fraværende – og saa behageligt er det, at tale med hende.

[75] Onsdag 5^te Hvor kiær og velsignet denne Dag burde være mig, har jeg ikke vidst, før Dit Brev i Gaar, dyrebare Katty, sagde mig, at det var vor ædle Treschows Fødselsdag. At denne var i Septbr. vidste jeg, men Dagen ikke. Og i Aften har I Eders Kiæreste dernede omkring Eder – det er Din gladeste Dag i hele Aaret, elskede Katty, det veed jeg, selv Din Syvalds Fødselsdag ikke undtagen, Din Førstefødte, Enestes. O, kunde jeg nu med et, som Tanken, være midt iblandt Eder, og synke til de tre varme barnlige Hierter, og trykke Syvald, det søde hulde Barn, som græder for at komme til Moer Koren, trykke ham med den ømmeste Moderkiærlighed til min Barm – Ak, hvi kan jeg det ikke?! Og dog er jeg midt iblandt Eder –

[76] Hvor det glædede mig, det kiære lange Brev, som jeg i Gaar fik fra Tøyen; et fra min gode Kista; hvor det skal glæde mine og Eders Elskede, som I, fordi de ere Eders Elskede ligesom mine, giærne vil unde Meddelelsen af det. Vor Sally har jeg allerede givet sin behørige Deel. Saadan føler jeg først ret inderlig hvad I hver for sig, og hvad I Alle ere mig naar jeg tænker mig – det er en stolt Tanke, men den kommer fra Eder – som det Centrum («du skal sige Middelpunkt» – vilde Koren og Sywald belære mig) hvorom I Alle og al Eders Kiærlighed samler sig, og hvorfra, som fra det sande Moderhierte. Kierlighed omfatter Eder Alle igien –

Men o Gud, du veed, at jeg aldrig føler din Fadergodhed varmere, taknemmeligere, end i saadanne Øyeblik.

Her er saa stille, saa stille omkring mig. Med min Telja og de Smaae var jeg tidlig i Dag ved det kiære Minde, hvorpaa jeg hang en frisk Krands imens de strødde Blomster rundt om det. Lina og Kaja stode der, da Ligfølget kom, og da Kisten var sadt ned ved den aabne Grav (‹…› ^Sollners er tæt ved vort Hvilested) tog Lina Krandsen og lagde den paa Brudens stille Seng, og da den var nedsunken i det endnu stillere, dybe Rum, overstrødde hun og Kaja den med Blomster. «Lina» sagde Fader Mørk, «saae livagtig ud som en Lysets Engel, da hun kom der saa sneehviid imellem alle de sorte Mennesker, med sin Krands»

Hertel havde lovet Maria og Sollners at tage Lina med sig til Sørgehuset. Liden Kaja tumler sig i Haven med et Par Smaaebørn, og alle Folkene ere i Agren, Jomfruerne hver ved sit ^Arb[e]yde, saa her ingen Lyd høres uden Stormen, og den des stærkere i denne Stilhed. Men – en Kariol holder her uden for. Hvem kan det være?

Torsdag 6^te Hvem uden Jettemoer! Ja, hende var det. Hun kommer fra Hurdalen, og skal nu til Grevskabet Jarlsberg, i et Huus om hvilket hun ikke veed mere, end at det beboes af en Mad: Engøe, der har to Børn, hendes tilkommende Elever, og som skriver ret gode Breve i en troehiertig godlidende Tone[.] [77] Ved en af Jettes gamle Discippelinder er hun bleven Kiendt af denne Kone, som paa en meget venskabelige Fod tilbyder hende sit Huus. Drag did i Fred, gode Jettemoer! og giid din Troe paa Menneskegodhed hverken her eller andensteds maae lide Skibbrud! For det første bliver hun her til Søndag. Hun er altiid den samme kurtvillige snilde Jette, skiøndt, for at bruge endnu et af Dichmans Ord, lidt foos imellemstunder. Men «vi er desværre jo alle Jyder for vor Herre!» –

Ja, her er da et Brev fra Dig ogsaa, elskede, elskelige Maja, et deyligt langt Brev, hvori jeg har fulgt Dig Skridt for Skridt, fra Dit sidste venlige Nik i Omdreyningen ved Alleen, til og igiennem Din kiære Dal. Men nu paa Stand skal det besvares, skal der skrives til de kiære Døttrene mine dernede, og til min Lotta, som ledsagede det lange Majabrev med et kortere, men dog et Lottabrev – «Hvorfor alt dette skal være færdigt endnu i denne Qvæl?» Fordi og eftersom, mine Elskelige, at jeg i Morgen skal og maae til min Rikke, og fra hende giøre de andre længe udsatte Visitter, og fordi Hertel, Maja K. og Linchen tager til Tøyen Søndag Morgen, og skal have det altsammen med sig. Dog, naar jeg betænker mig ret, skal ^jo ogsaa dette Hefte da være følgagtigt, og kan jeg jo altsaa ligesaa godt fortælle lidt endnu, f E: om hvordan de levede i Gaar i Graverøllet, o s v – Ja, der levede de ret godt og i Stilhed, som passeligt var. Hertel forsikkrer Maria tog sig nok saa godt ud som Med-Værtinde, og alle toge ^af de Retter, hun lagde for – og havde hun lavet deylige Kiødpølser. De kom hiem i god Betids (som jeg ret takkede den omhufulde Hertel for, da Veyret var saa sludfuldt og leyt)ⁿ³⁶ og havde en Mængde Gotter af alle Slags med sig. Min Koren blev der i Nat, og kommer ikke hiem før Løverdag. See nu kan jeg tage fat paa et af de kiære Breve, imens denne Side tørres. At strøe Sand paa det Skrevne er usundt – sagde sal: Tode.

[78] 7^de Fredag Det er jo allerede nu mørkt før man veed af det om Aftenen, og især herinde hos mig, hvor Træerne skygge vel alt for meget; men jeg har ikke Hierte til at formindske denne Skygge. Dette^nne Løn lige for Vinduet, plantede Biltzing den Høst, jeg og min Sara var i Kbhn. Den var da saa spæd, og er nu et stort, tykt Træe. Paa dens Vext og nye Skud kan jeg tælle Aarene siden jeg saae, vel for sidste Gang, det dyrebare, siden saa skrækkelig mishandlede Danmark –

Tak, min ædle Egersøn, for det behagelige lange Brev i Aftes med Posten, det jeg i Dag ikke kan besvare, og allerede har alle Brevpakkerne færdige og tillukte, kan altsaa ikke engang paa anden Haand, ved vor Maja, takke Dem for det. Men saa er det et kiært Arbeyde der venter mig, naar jeg kommer tilbage, som nok ikke bliver før seent i Morgenaften, et deyligt Sabbatsarbeyde. Ogsaa fra Pastor Niels fik jeg et lille men fiint og tæt skrevet Brev, et af de folkeligste jeg i lang Tiid har seet fra den gode stundesløse Ven. At Grunden i hans Siæl er mørk, skinner desværre frem igiennem det lyse Slør han undertiden kaster over den. Dog er hans mislige Helbred vel meget Skyld i hans Nedstemmelse. Hans Kone har været meget heftig syg og alle Børnene skrantne, siger han, men føyer til, at de nu alle ere friske, og tilskriver sin egen snare Helbredelse sin kiære Confrater Frederichs Besøg hos ham da han var syg. Han var en sand Sygetrøster, siger han, og det troer jeg meget, eller som Svensken siger, alt for giærne.

Men Aslak rusler alt med Paasehlingen, og jeg sidder endnu i min graae Kasseking, med hvilken jeg ikke tør gaae Hovind, end sige Hovedsognet, omkring. Den kunde ellers passe godt til Veyret, som truer med et stærkt Bad – jeg faaer taale det, stakkels Puus! Friskt Mod er halv Tæring – Jette dolerer og protesterer over og imod Veyret og min Udvandring. Faaer altsammen ikke hielpe. Vi ere stakkels Puser tilhobe, og faaer taale. –

[79] Søndag 9^deJeg faaer desværre god Tiid til at faae det færdigt, som i Dag skulde været til Byen med Hertel og Børnene. Da jeg kom hiem i Aftes i Mørkningen, saae jeg intet Menneske, da de ellers pleyer springe mig saa glade imøde. Endelig kom Lunde, og med ham en stærk Medicinlugt mig imøde, og jeg torde neppe spørge: om nogen var syg? Skriveren er lidt skranten, svarede han, men det har intet at betyde. Gud skee Lov, det troer jeg heller ikke det har, og endskiøndt han selv, den Gode, strax efter kom mig smilende imøde, og saae ud som sædvanlig, var jeg dog ængstligere da, end jeg er i Dag. Det er hans sædvanlige, Gud skee Lov, eneste Onde, altiid Følger af Mavens Forkiølelse, en stærk Diarrhe, men som just ^nu ved den hærskende smitsomme Blodgang er frygteligere end ellers. Men nu har han tidlig i Dag faaet Brækmiddel, som har virket overflødigt, og føler sig nu saa let og brav. Den gode omhyggelige Walbohm har selv givet ham det, og været her siden Kl 7 i Morges. Nu hører jeg her ned – min Koren ligger paa det forreste Sahlskammer – hvor høyt og muntert han taler med Doctoren, og naar jeg nu har seet derop igien, kom – – her bankede det, og jeg sprang op. Ja, Gud skee Tak, jeg kan ganske roelig tale med Eder, mine Elskelige, thi naar han nu har sovet godt, som ‹j›eg veed vil blive Tilfældet efter Brækningen, er han sikkert frisk ‹o›g færm som før. Han har ogsaa i denne Tiid været uophørlig i Bevægelse, gaaet i dette vaade kolde Veyr, i Skovene og Fieldene, og lidt ret Ondt. Han taaler vel alleslags, og i høyere Grad end de fleste Mennesker jeg kiender; men med hver Dag bliver han jo dog ældre, og Alderen, mærker jeg tydeligt nok, la‹d›er sig ikke uhævnet sine Rettigheder aftrætte.

Ja, af Hertels Byetour bliver nu intet før maaskee Tirsdag. Min Rikke forlod jeg heller ikke saa vel i Gaar som jeg ønskede hende at være, ak, og det er hun høyst sielden. I Fredags da ‹j›eg kom var hun saa vidt taalelig, og blev med til Maastad om Eftermidd: Men Synet af de Smaae der, af hvilke to netop er i Alder med to af hendes Mistede, virker altiid saa stærkt paa det stakkels Moderhierte, og dette igien paa det svage Legeme; [80] Taarene vilde hvert Øyeblik bryde frem, og det havde været bædre, hun havde givet dem frit Løb; nu bleve de staaende i Hiertet og det bløder saaledes stærkere i Stilhed. Dette, min kiære Rikke‹s› Nedslagenhed og den usædvanlige Stilhed paa det ellers saa muntre Maastad, hvor nu kun de tre Yngste ere hiemme, de andr‹e› 8 i Byen, giorde mig de Timer vi vare der ret lange, i hvor hiertelig jeg holder af den værdige Frue Ingier, og hvor giærne jeg seer Ritmesteren hiemme i sit Huus. Han er en sielden Fader og Husfader, og har en af de beste Maader jeg kiender at omgaaes sine Børn paa, der ogsaa tilhobe ere gode, velopdragne. Nu har han 4 Sønner i Byen, to Melitaire, to paa Skolen, og fandt at det var lettere at holde en ordentlig Husholdning for dem derinde, end betal‹e› 300^d for hver. Hans Svigerinde, en fornuftig husholdri‹sk› Pige, en anden Moder for hans Børn, forestaaer Oeconomien derinde, og ha‹r› de tre mellemste Smaaepiger hos sig, som gaaer i Skole der. Den Ælds‹te› Aaslaug, var nu inde for at sye og stelle lidt om dem Alle.

I Gaar var jeg paa Hiemreysen inde om Munthes, hvor alt var vel og ved det Gamle, paa den nye Søn nær, som nu er ko‹m›met op fra Kbhn. Stakkels Andreas bliver saa glad, naar han seer nogen Hovindianer.

Med Posten var Brev fra den gode Kammerjunker v: Krogh, den ædle Hetgens ædle Broder, til min Koren. Han er saa uforandret den samme, der med Vemod erindrer sig alt fra de gode svundne Dage, det Glædelige og Sørgelige. Aarsagen til hans lange Taushed, siger han, er deels hans omflakkende Liv, men isæ‹r› vort smertelige Tab, som han har følt for meget baade til at kunde skrive om det, og lade det blive uberørt. Til Slutningen fortæller han sine huslige Omstendigheder, og glæmmer ikke engang at hilse Melin. –

Nogle faa Hastværks-Linier, ligeledes til min Koren, fra den slemme Sorenskriver Christi, tiænte da til at overbevise os om, han endnu var i Live, hvad vi vare færdige at tvivle om. Han lover Bædring, og jeg taber ikke hastig min Troe og Tilliid til Mennesker som denne min egen gode Wilhelm.

[81] Mandag 10^de Gud skee Lov, jeg kan hilse Eder saa glad i Dag, mine Dyrebare, kan sige Eder, at min Koren er i bedste Bædring, har havt en roelig Nat, har Appetit, ja endog paa Tobak, og det er mig altiid et sikkert Tegn til sand Bædring. Mere af Forsigtighed end Fornødenhed lagde han sig igien da han havde været oppe en Stund i Dag, og underholder sig nu med de kraftfulde Lebensläufe in aufsteigender Linie, imens jeg har ordnet ^og bortsendt en heel Pakke Brevpakker, som nu lille Ole er afsted med, da Hertels og Barnas Tour for det første gik overstyr. Ja, vare kun alle disse Breve hver paa sit Sted. Der er ^noget nesten til alle Barna, i Kbhn, London, Majadal, Eger, foruden en Pakke for Tiden til Wulfsberg, og et Brev til Zarine, og det altsammen anbefalet vor fromme Frue Lotta, som denne Gang fik mindst, men maae, som Kista mi der slet intet fik, tage Resten i Dagbogen –

Kl: 8 i Morges reyste Jette herfra, og det er meget sandsynligt, hun aldrig kommer her mere. Giid hun fandt et Sted, hvor hun kunde tilbringe sine Dage i Fred og Roe, vel det eneste hun, tilligemed Livets Underholdning, kan giøre eller har Fordring paa her i Verden. Seent i Aftes maatte jeg følge hende til Graven, og at hun der var rørt til Siælen beviste hun ved den dybeste Taushed. Ogsaa i Dag før hun reyste var hun der. Saras Død kostede hende en haard Sygdom. Hun elskede hende fra Barndommen ubeskrivelig. Derfor, og fordi du mener hele Verden det saa vel, far hen i Fred, gode Jette!

Nu er det sidste Journalhefte borte, og nu erindrer jeg ikke, hvad jeg der har fortalt Eder, saa I maaskee faaer Gientagelser istæden for Nyeheder, og er det da nok ikke første eller blive sidste Gang sligt hender. – At jeg fik et langt muntert Brev fra Egersønnen har jeg vist sagt Eder, mine Gode; men mon ogsaa, at han fortalte hvorlunde han nu sidst paa Tøyen fuldendte en Dands med Frue Pavels, som de begyndte 1809 paa Festdagen for vor tabte Christian, men som da blev afbrudt ved den jamrende Slotspræsts Mellemkomst, der var bange for, hans Maria ikke taalte Dandsen i den Hede, og forskrækket [82] for, at Fæstningsporten skulde være lukket naar de bleve saa længe. Endelig tager han, paa Frue Lottas Vegne, i sit P. S: saaledes til Orde: «Jeg veed nok, Lottamoer er alt for from til at føre Klage over sin Lawsonmand; men han skal derfor ikke døe i Synden. Tænk, i Søndags Morges (alle de Kiære logerede paa Tøyen) brugte den uvorne Presidenten hendes bedste Skoe som Tøfler, og det saaledes, at Hælklapperne aldrig reyser sig mere i dette Liv, hvilket altiid er Synd, men om Helligdage dobbelt Synd» – Dobbelt, kiæreste Søn Frederich, glæder mig denne muntre Tone som hærsker nesten det hele Brev igiennem, da det bestyrker min Troe, (som i visse Ting er saare svag) at De er fuldkommen færm igien, og at den Upasselighed, der paa Hiemreysen saa pludselig overfaldt Dem, ligesaa pludselig ophørte. Gud give ethvert uundgaaeligt Onde maatte være saa forbigaaende for Eder Alle og altiid, mine Dyrebare!

Tirsdag 11^te Eller i det høyeste kun vare saa længe, som min elskede Korens, der efter en roelig Nat befinder sig fuldkommen vel i Dag, har alt til sin Thee røget sin Pibe paa Sengen, og nu vil staae op. I Aftes – han var oppe hele Eftermiddagen – da jeg sad hos ham paa det inderste Sahlskammer, faldt Maanens Straaler hen paa Sengen just saadan, som den nest sidste Aften før Saras Død. Men i min Siæl var Haabet endnu ikke dødt, og det er jo ogsaa det sidste som døer i Menneskets Siæl, og i en Moders lever det længere end i nogen andens, overlever selv Mueligheden og holder sig til Mirakler –

Jeg syntes endnu see hendes blege Ansigt i Skyggen, og Maanen skinne paa de foldede Hænder, som jeg da saae det. I denne Stilling laae hun ofte, ogsaa imens hun var frisk, og især naar hun sov. Tidt tog jeg da de foldede Hænder fra hverandre, og vaagnede hun ved det, smilede hun, og skiøndt jeg aldrig nævnte hvorfor jeg giorde det, forstod hun mig vist. Ogsaa den Gang, ak den sidste, tog jeg de matte Hænder fra hinanden, og hun trykkede med al den Kraft hun havde tilbage, min Haand til de hede tørre Læber. Det alt blev mig saa levende i Aftes, og den samme Gysen som da giennemfoer mig ved Synet af den Ligstilling hvori hun laae, giennemfoer mig atter, og jeg maatte gaae ned, og kom ikke op igien før min Koren havde lagt sig i det andet Kammer. [83] Han maatte jo ikke see mine Taare eller hvad der foregik i mit Inderste. Kun i saadanne Øyeblik maae han ikke see det.

Onsdag 12^te I Gaar Middags – vi skulde just gaae tilbords, kom den kiære President tilbage fra sin Hedemarkstour, hvor han har kiøbt sig en stoer Eyendom i Stanger Sogn. Han havde hørt underveys, at Koren var syg, og blev nu meget fornøyet ved at finde ham oppe og ifærd med en stegt Kylling, som han lod sig smage godt. Gud skee Lov for det, og fordi den brave President, paa lidt Tandpine nær, befandt sig i beste Velgaaende efter sin Tour. Kl: 7½ nu i Øyeblikket ilede han til sit kiære Tøyen, sin end kiærere Lotta og alle de Ventende, og det var neppe vi fik ham overtalt til at blive over i Gaar. Nu bliver Du glad, dyrebare Lottamoer, og endnu gladere, naar han siger Dig, hvor vel det staaer til her, og saaa, om ikke før, tilgiver Du ham vist de nedtraaddte Skoe.

Min kiære Jes, som i Gaar Middags fik høre, hans Fader var syg, ilede grædende til Tøyen, sit eneste Trøstested, og skiøndt baade Mo‹er› Bull og Kista søgte at beroelige ham, hialp det dog ikke, han vilde og maatte hiem. Det forstaaer sig, han fik Hest til Groerud strax og giærne, siger han havde Tante ladet mig faae den hele Veyen, om jeg ikke ^havde troe‹t,› at komme fortere frem med Skyds – Fra Naboegaarden sendte han Bud til sin troe Hertel, for ikke at forskræ‹k›ke mig med sin uventede Komme, og Gud være evig lovet, at hans Angst endtes i den gladeste Overbevisning, da han fandt sin Fader nede iblandt os. Stakkels Gut, hvor tung denne Vey har været ham, kan ingen bædre føle, end jeg. Vi bleve alle mere glade end forundrede ved at see ham; og med hvad Følelser jeg i Dag gik i Haven mellem alle mine, behøver jo intet at staae om he‹r›

Vi har nogle og halvhundrede Mennesker i Dag til at optage Kartofler paa Ageren, og Jes fører Inspection over dem, dog veed jeg ikke om som Høyst- eller Nestcommanderende, over eller ‹…› under Melli‹n›

At ogsaa den brave Presidents Nærværelse i Gaar bidrog sit til Forøgelse i Korens Bædring, er upaatvivleligt. De holde paa sit Viis af hverandre som Lotta og jeg. Sollner og Fader Mørk vare her. Der blev blandt andet snakket om den velsignede Kornhøst vi alle spaaer os. «Nu tænker jeg vel, mente Sollner, «at [84] Kiøbmanden faaer slaae noget af, eller ogsaa beholde sit Korn»
Jeg. Gud give, det maatte fordærves for de Afskum i Bund og Grund, at Muus og Rotter maatte fortære hvad de har giort den Trængende umueligt at anskaffe sig.
Presidenten. Og at de saa maatte gaae hen og hænge sig alle i hob.
Jeg: Ney, det var for stygt. Hvor gik det da med de arme Siæle?
Presid: De dumpede i Helvede og lad dem dumpe! did skal de dog, de Kornpugere, lell.

Var ikke det en smuk Stump Dialog? mine Elskede! I denne Anledning fortalte Presidenten en Anecdote om en skinhellig Mardam, som laante paa Pant og udsugede, hvor det var mueligt, den kiære Neste til Marv og Been, men læste derhos høyt sine Aften- og Morgenbønner, sang Bodpsalmer saa det skingrede i Huset, og forsømte i intet den udvortes Tugt. Hun havde en Svoger, som skiøndt han holdt stærkt paa Perialen var Ærligheden selv. Denne sagde engang, da hun med et dybt Suk og Himmeløyne (Fortællerens egne Ord) lagde sin Bønnebog bort: «Herregud Moer, du kommer dog vist lys levende ind i Himmerig» – Det haaber jeg for Jesu Værdskyld og Fortiænester, giensvarede Hyklersken med et endu dybere Suk og Selvtilfredsheds Smil – «Ja men agte dig, du ikke dumper lukt ned i Helvede» tog han atter til Orde, og foreholdt hende nu i en stræng Skriftetale alle sine Synder. «Hialp det da noget?» spurgte en af os. «Ney Gu de giorde de inte», endtes Fortællingen, og det troer jeg nok.

Torsdag 13^de Jeg var netop kommet saa langt her i Gaar Formiddag da en Vogn med to sneehvide Heste holdt heruden for mit Vindue og vidste jeg neppe, om jeg torde gaae ud i den Gesvindtdragt jeg tog paa for at komme ned i Betids til Presidenten, og som jeg befandt mig saa vel i, at jeg ikke hastede mig med at forandre den (Detⁿ³⁷ var en Variation af den graa Kasseking) «Gaae da som du er, Moer Koren, og lad ikke de Fremmede blive siddende i Vognen!» – Jeg er alt gaaet, kiære utaalmodige Barn, og Madamen med sine to raske Gutter og sin Pige er allerede af Reyseklæderne, og inde. «Hvem er det da?» Min gode Thrine Wangensten med sin Bodward og min Fritiof, to aller kiæreste Drenge, skiøndt jeg, naar jeg skal blive Sandheden troe, maae tilstaae Bodvard er smukkere end min Stig Kat‹o› Fritio‹f› [85] Skieldrup – dog, hvorfor nævner jeg ikke Broderen ogsaa ved sit fulde Navn Ove Bodvard Hussein? – Her staaer det, at I ikke skal troe, jeg handler stedmoderlig mod ham fordi han ikke har den Lykke at være min Gudsøn. Det er meget over Aar og Dag siden Thrinemoer var her, og Gutten min var her for første Gang. Vor meste Tiid tilbragte vi i Haven mellem Rips og Stikkelsbær, men mine Knæe vare saa usle, at da jeg havde været ved Graven med den gode Thrina, som ikke havde været der før, kunde jeg neppe komme her hiem igien. I Dag ere de lidt stærkere, men dog slemme nok, især naar det gaaer opad en Trappe. Jeg veed nok Aarsagen. Hver Gang jeg bliver angst eller bekymret, føler jeg det i Knæernes Svækkelse, og fornam det den Aften jeg kom hiem, saa snart jeg hørte, Koren var syg. Det gaaer nok over igien. Vi havde saa mangehaande at tale om, at Tiden fløy for os. Det var ikke alt saa glædeligt, som jeg ønskede det, og mangt et bittert Minde er bleven tilbage i min Siæl, saa smerteligt fornyet ved vor Samtale. Vi vare nesten ganske uforstyrrede til henimod Aften, da kom med Hertel Proctr Krogh og Lehnsmand Riis, og lidt efter Major Krogh, som dog alle kun bleve her ganske kort. Moer Wangensten tog ogsaa bort før det blev mørkt.

I Aftes flyttede min Koren igien ind til mig, og er nu Gud skee Lov alt i sin gamle Orden. Længere end til i Morgen varer ikke hans Roelighed, da maae han ud.

Eftermidd. Jeg kommer nu tilbage fra et Sygebesøg hos den kiæreste af mine Naboekoner, den samme som i Feydens Tiid var saa uforfærdet og ønskede sig Moder til 12 Sønner som alle kunde forsvare sit Fædreland. Hun ligger i stærk Blodgang, og derfor har de ikke villet, jeg maatte gaae did, og jeg ikke, at Børnene kom der, ellers har vi passet hende saae troet mueligt med Medicin og hvad hun kunde behøve og alle kappes om at gaae did, fordi alle holder saa af hende. Da hun hørte i Dag jeg skulde til Byen, græd hun saa bitterlig, vel fordi hun troede, aldrig at faae see mig mere, og da jeg hørte det maatte jeg hen til hende, kan I tænke. Maja og Maren fulgte mig, og hun blev saa glad da hun saae os, og troede vist, de Draaber jeg gav hende med min egen Haand, maatte hielpe hende. Gud give det! Hun er sielden i sin Stand, og den Fattige vilde især savne hende.

[86] Løverdag 15^de I Gaar var Fader Chrystie her for at hilse os fra Schien, og for at glæde sig med os over vor elskede Skrivers hastige Helbredelse. Og i Dag kom han selv, Gud skee Lov, saa færm og munter, som om han i hele Aar ikke havde vidst hvad Sygdom var. Roelig og glad kan jeg nu tænke paa Reysen i Morgen. Alt er færdigt til den. Jeg har i dette himmelske Veyr taget Afskeed med min Høy og Saras Grotte. Min Koren var med mig, og imens vi vare der, kom Præsten Brok med Kone og Barn, og bliver her vel for det første i Nat. Til Vilhelmsminde kommer vi da ikke i Dag; men to andre Besøg har jeg igien, til min syge Naboerske, og til de dyrebare Sovende. Først naar jeg har været der, seer I mig her igien, NB om jeg da seer at tale med Eder. Med Solen, synes mig, gaaer Dagen under.

Søndag 16^de Og den var under da jeg kom tilbage fra det grønklædte blomstrende Hvilested og den syge, den frygter jeg, til Døden syge Kari Gade. «Du seer hende ikke mere Moer» sagde min Maja med Taarene i Øynene, da vi forlode hende. «Skee Guds Villie!» siger jeg med den retskafne Kone, som sagde det saa hiertelig og med sand Hengivenhed i hans Villie, som kun vil vort Vel. Hun kan jo ogsaa gaae roelig til Faderen, hendes Regnskab staaer vist godt, og mødig og træt venter hende jo først der den sande Hvile. «Hun har ^her været troe over Lidet – han den evige Fader vil der give hende Meget» –

Kl: er strax 8, og da var det aftalt, vi skulde afsted, men lidt gaaer der vel over. Jeg er færdig med min nyesværtede Kiortel paa[.] Kommer jeg bare ikke reent som en Morian til det velsignede Tøyen, saa de ikke vil kiendes ved mig. Man finder paa Alskens Besparelser i disse Tider. En svært‹et› Klædning har før været mig en Vederstyggelighed. Nu tager je‹g› til Takke. Men saa maae jeg ogsaa sige, at min Ane har brugt alle sine Kunster, og taget den forstandige Telja paa Raad med sig, at den ikke skal sværte for meget af, og saa haaber jeg det Bedste. – Men I skulde dog vide, hvor forfængelig jeg er i Søvne («ogsaa?») I Nat blev jeg saa vreed paa en Ungdoms Veninde – der længe siden er gaaet til Hvile – fordi hu‹n› [87] spurgte mig: om jeg var over 30 Aar? Jeg har altsaa vel i Drømmen været, hvad man nesten altiid er der, i min Ungdoms Blomster. Det er Novalis, troer jeg, som har sagt, vi ældedes snarere, om Drømme ikke var. Vist er det, at disse nesten altiid sætter os tilbage i Livets Vaar, og saa vedbliver jo vor Ungdom den halve Deel af Jordlivet. Saaledes forynges vi rigtig nok ved Drømmene, disse Søvnens spøgende evigunge Børn.

Farvel da fra Hovind for mange Dage, I Evigelskede! Naar jeg nu sidder her igien, brænder det vellystigt i Ovnen, og er det hele lille Kabinet i sin Vintergestalt. Farvel, Farvel! –

Tirsdag 18^de Tildeels var det Dovenskab som hele Gaarsdagen holdt mig fra disse kiære Blade. Men nu vil jeg lade, som jeg nyelig var kommen til Tøyen, og naar jeg blot har hilset Eder Godmorgen herfra, iler jeg som snarest tilbage fra ^til Hovind, siger de Elskede der Farvel, og ruller saa afsted i min lille Kariol, følgende min Karen og Jes, som ruller foran i en bredere, men strax giver mig Forrangen, da de mærker det støver temmelig stærkt. Vi har neppe havt en varmere Dag i denne kolde Sommer, end det blev da det leed mod Middag. Jeg svedte under min Fløyels Hat (og Du sveder, min Malla, blot ved at høre det Dig forhadte Ord: Fløyel nævne, eller see det her) og ønskede den hundrede Gange ombyttet med min Straahat, som dog fra Morgenstunden vilde været migt gigterigske Hoved for sval. Det var forskrækkelig, al den Stads vi mødte. Først en stoer Calesche med 3 Heste, en Kurvvogn og Kiærre, alle i et Følge. Det var en Greve, sagde de paa Moe, men kun den stadselige Eqvipage var grevelig at see til, og dens Indsiddere vare en Kudtzons Familie fra Trondhiem. Et Par Karioler og Ditto Ridende vare passerte os forbi, da en Vogn kom os skarpt farende imøde og i denne Fart hørte jeg: God Morgen, god Morgen, Frue Koren! Det var General Meyers, som i en Snup vare af Vognen og hos mig, og passiarede en Stund med os. De skulde til Vardal, hvor i Morgen to af Generalindens Stedsønner har Bryllup, den ene, Secretairen, som eyer Storhammer paa Hedemarken, med den vakre, yndefulde Jomfr: Lund, Præsten i Vardals Datter. Imens vi hvilede paa Moe, kom Justitsraad Nilsons did. De skulde til Brotnow. Det var meer end to Aar siden vi havde seet hverandre, i Barselet paa Vildberg, og Frue Nilsons Ord den Gang: «Ney Moer Koren, Deres Wilhelm er dog detn første blandt alle de unge Mennesker jeg kiender» – lød endnu for mit Øre, og mit arme Hierte flød i Taare.

[88] De havde deres 3 Aars gl: Lina med sig, et lille Kiælebarn, som da intet Under er. Hun kom saa uventet, da den Yngste allerede var 13 Aar. – Paa Skrimstad traf vi lille Ovidia Holbye, som havde kiedet sig i dette Hundehul en lang Tiid, og maaskee enda længe fik bie paa Skyds. Kl 4½ mødte os endelig til syvende og sidst hernede i Alleen vor elskelige Frue Lotta, Lena Wold, Agatha Messel, og en ung Foged Klingenberg, som i Gaar reyste ad Romsdalen til, for at holde Bryllup med Amtmand Sommerfeldts Datter. Presidenten kom os paa sine egne, og derfor ikke alt for zirlige Tøfler imøde i Haven, og Kistamoer i Stuen, saa det gik i en Kyssen og Hilsen og Goddagbeden lige til Theebordet, eller rettere for mig, Caffebordet. Aftenen bortsladdrede vi, meest om Stadsaffairer (jegⁿ³⁸ beder Eder, læs det som det staaer, og intet t for d –) Brudgommen bragte flere Kufferter med sig, efter hvad jeg kunde slutte mig til, fyldt med lutter Stadssager, Kiorteler, Blomsterganeringer, Tyls D^o, Hatter, Guldstads etc etc – Og med alle disse Herligheder skal den unge Futekone pynte sig høyt oppe i det kolde Nordland, hvor en Levantintaftes rosengarneret Klædning vel aldrig er seet før. Ja, Ungdom og Viisdom følges ikke ad – Fogden reyste i Gaar Formidd:, min Koren ligesaa, og ham fulgte foruden de mange Velsignelser og Hilsener han tog med sig, et ømt Suk, som jo her ingen Fortolkning behøver. Sikkert iler han nu allerede opad Bergstien, og snart ligger den venlige Dal for ham. Samles og glæder Eder der i Fred, I Dyrebare! I vil ofte tænke paa, og tale om Eders Tøyen –

Ogsaa i Gaar var det en saare skiøn Dag, og vi sadde alle med vort Arbeyde i Haven en god Deel af Eftermiddagen, som vi tilbragte i uforstyrret Roe, og i fortroelig Snak, min elskede Lotta, Kista og jeg. Mod Aftenen kom vor kiære President, saa munter og brav som han nu Gud skee Lov stedse er, og senere Pastor Wulfsberg, Capit: Widing, og Reg: Qvartmstr Smith. Præsten har, forsikrede han, frasagt sig al Kortleeg (jeg undres for hvor længe) og saa blev det ved Praten om Alskens Ting.

Nu er Dall kommen, hører jeg, og nu er Andreas nede at faae ham opspurgt og om mueligt herhid, eller dog hvad han kan have medbragt mig fra Eder, elskelige Børn! Jeg veed, han maae have noget fra Eder, og venter saa utaalmodig. Fik jeg dog ogsaa see den gode Lollik, som kommer lige fra Eder, hvor glad vilde jeg være! og kan han, saa kommer han –

Onsdag 19^de Han kom, den brave Landsmand, og blev her til Kl: 9. Men som han pleyer, var han ikke, hans Stilling medfører mange Ubehageligheder, og han fortiænte en bædre. De mange politiske [89] Nyeheder, Mændene (vor kiære Real og Broderen Secretairen vare her ogsaa) havde at underholde sig med, lod os Qvindfolk ikke komme meget til Orde, dog fik jeg mangt et lidet kiært Brev til min elskede Malla, Brev, som var bragt mig før Bull kom herop. Det er allerede besvaret, det kiære Brev, med Nedreysende i Gaar, dog skal Du ogsaa her finde min Tak for det, gode Barn, og Du ligeledes, beste Katty, for de Linier fra Din Haand som sluttede det. – Baade Dall og min kiære unge Præst – som blev her længe efter de andre, og røgte sin Pibe og sladdrede med os, og var saa hierteglad – vilde fristet mig, eller fristede mig stærkt til at følge med dem til Majadal, hvor de alle skulde samles. Dall er reyst i Formiddag, og med ham var jeg kommet lige til Eger; Ottesen er vel nu, Kl 5½ snart reysefærdig. Men jeg lukkede mit Øre reent i Laas for deres Lokketoner, som paa et andet Sted og under andre Omstændigheder kunde kanskee blevet uimodstaaelige før Laasen var lagt rigtig for.

Ja, Ottesen var ret paa sin hvide Hest, og en glad overgiven Rytter; vi loe alle saa hierteligt, og Presidenten følte slet ingen Søvn eller Træthed, som de forrige Aftener har været Tilfældet. Ogsaa i Eftermiddag har vi vor brave Presidenter hiemme hos os, og er endnu ganske i Roelighed og ene. Siig kun, om det ikke var saa bra af ham, at han da han med sin Lotta blev buden til Major Juls i Aften Morgen Middag, ikke talte om, jeg var her? «Jeg vidste ikke» sagde han, «hvordan du kunde være tilsinds, om du havde Lyst til at tage did eller ey» – Ney, sandelig det har jeg ingen Lyst til, og da min kiære Lotta undskylder sig, fordi hendes ene Øye er hovnet af et Myggestik, tænker jeg vi skal have det nok saa godt her hiemme, hun, Kistamoer, liden Hanna og jeg, og kanskee Jesse Gutten. Hu! tu! tu! saadanne Selskaber er den sandeste Aandsfortærelse jeg har Begreb om. Det er ellers i Anledning af Sorensk: Thaulovs og Kones Komme til Byen, dette Selskab er. De meldte sig i Dag hid til en Dag i Ugen, og kommer nu Fredag, den velsignede Fredag. Men min kiære Maja Pavels kommer da ogsaa, og den brave Slotspræst, og Vennen Rasmussen (haaber jeg) og saa mange af vore egne Folk – hvad vil? jeg mere?

Det er Theetiid. Min Jes har været her i Dag, ellers ingen.

[90] Torsdag 20^de Jeg lagde disse Blade hen, og med Brillerne paa kom jeg ind i Dagligstuen, hvor jeg fandt begge Munkerne, Provsten og Læreren. De sloge sig ganske til Roe her, og vi havde, jeg troer vist alle, en saare behagelig Aften. Samtalen afvexlede, det forstaar sig, men selv naar det slog ind i Politiken, kunde vi tale et Ord med. For det meste kom det tilbage til Oldtiden i Nord, hvorom Provsten taler i digterigsk Varme. Vi lagde en Plan, hvorlunde vi alle, om det kommer istand, det Befordringsvæsen mellem Christ: og Trundhiem, skulde rey‹se› sammen og samlede besee Lævningerne af den gamle ærværdige Domkirke, «et af de sidste Minder» sagde Storm Munk, for «om nordisk Heltekraft» – og alle de øvrige hellige Ruiner, hvorpaa denne Egn er saa rig, og derfra skulde Touren gaae til Guldbrandsdalen, hvor saa mangt et Sagn fra Zinclars Fald har forplantet og forplanter sig fra Slægt til Slægt, og hvor Storms herlige Vise er i alles Munde. Blandt flere af disse Sagn, som begge Brødrene fortalte, var ogsaa det: at Zinclars Kone, som upaatvivlelig skal have fulgt sin Mand paa det sørgelige Tog, skal, da hun saae ham falde, have grebet et Gevær, og øyebliklig fældet hans Banemand, den eneste Norske, som faldt i dette morderiske Slag. Heri stemmer alle Sagn overeens; men ikke saa om den ulykkelige Heltindes Død. De fleste siger, hun blev styrtet i Lauen, og da hendes Klæder bar hende længe oven Vandet, holdt for en Hex, og dræbt med en Øxe; men andre giver hende en endnu skrækkeligere Dødsmaade som det oprører Menneskeligheden at tænke paa. Overalt var det søgrgeligt, at de kiække Gubber skulde vanære sig og deres herlige Daad ved den uhørte Grusomhed mod de ulykkelige Overblevne, der ikke strax, som deres lykkeligere Brødre, fandt Døden for deres skarpe Øxer og sikkre Rifler. Ogsaa dette vilde Munkebrødrene, de ægte Guldbrandsdøler, giærne, da der desværre ikke kan kastes et Slør over det, give et mindre barbariskt Udseende, ved at giøre det til Nødværge, da de intet andet Raad havde med de mange Fanger, og de frygtede? Sammenrottelser i de mørke Høstnætter. Men man hørte tydeligt nok, at deres Hierter modsagde hvad de saa giærne anførte til de gamle kiække Landsmænds Undskyldning, om ikke Forsvar. Som skrevet staaer, mine Elskelige, det var en saare deylig Aften, og Kl: blev kun alt for snart 10, og manede til Opbrud. At Jean Paul, begge Brødrenes – saavel fleres – Yndlingsdigter, havde eller gav et righaltigt Stof til Underholdningen, er vel ingen Tvivl underkastet. Dog, da kun de og jeg kiender [91] den Herlige, og da vi alle tre fandt det Upassende i at rive hele Samtalen til os, var det kun som i Forbigaaende vi udgiød vore Hierter i hans Roes og vor Lykke i at kiende ham. Jeg lovede baade for mig og Dig, dyrebare Maja C: at de skulde faae laant hvad vi havde, og de ikke havde læst af denne ædle, i mange Henseender mageløse Digter.

Og nu er her, Poppenheim, som kom saa ganske pludselig paa os, da vi ikke kunde troe andet, end at hun var i god Roe paa Kongsberg – hun er kun ⁱ et Flyvebesøg i Byen, og tager bort igien i Morgen – og min kiære Moer Messel, som jeg saa længe ikke har seet, med hende en Jomfrue Holbye, hvis Forlovede, en Student Hage, er død for ikke længe siden. Arme Pige, hun sukkede mange Gange saa dybt før, da vi talede om min Vilhelm, som Moer Messel aldrig nævner uden at hendes hele Ansigt faaer et andet Udtryk. Moer Messel var spadserende herop yderst ude fra gamle Byen, hvad ^{efter at} hun i mangfoldige Aar ikke har været istand til at gaae en tiende Part af denne Vey. Det var os alle her, som kiender denne Sieldne som Faa kiender hende, og derfor elsker hende som disse Faa, en sand Glæde at faae denne fulde Overbevisning om hendes fornyede Helbred og Raskhed. Hun har det meste af Sommeren været paa Stabek hos sin fromme elskelige Ovidia, som nu er Moder, (og Gud give maae blive en lykkelig Moder!) til en rask Dreng.

21^de «Vi hilse med Jubel den festlige Dag» – Ja, med de varmeste Bønner for Dit Held, Du Elskede, aabnede jeg i Dag mine Øyne; og nu har vi Alle sagt hinanden: «I Dag er det vor Majas Dag!» og i alle vore Hierter gienlyder det: «Gud, lad den ofte, og stedse lykkeligere, vende tilbage!» Hør og bønhør os vor Fader, du, som er i Himmelen! Og nu har ogsaa det lille uskyldige Oblatsignet med det kiære Navn frembragt Din Moer Korens Hilsen og hendes Ønske:

Her kommer en heel Deel Fremmede i Aften. Jeg er slet ikke frisk, og har længe ikke havt saadan Hovedpine. Naar vi har spist, lægger jeg mig lidt, «og naar du saa» siger min velsignede Lotta, har faaet dig en Kop god varm Caffe, skal du see det bliver bædre» – «J‹a›, siger min Kist‹a›, de‹n› ‹s›kal bli‹v›e saa ‹g›od, kiæreste Moer Koren!»ⁿ³⁹

[92] Løverd. 22. Min egen Kista holdt Ord. Den var «reen og varm og stærk» men det hialp ikke, og ikke heller det, at vor snilde Maja Pavels kom imens vi drak, og var gaaet herop for at vi kunde have en Time for os selv. Det var saa vennehuldt af hende, og vi kunde havt det saa godt. Men det leed mit Hoved ikke den Gang. I Dag er jeg des raskere, og skal have nok saa godt af Gaarsdagen ved at fortælle Eder om den. Da Frue Pavels kom, sad' vi endnu alle upyntede, og da jeg kom ind igien i min Stads, det er, efter Lottamoers Udtryk, i Sorgetacte‹…› sorte Noder, sad Justitsrd Wexels ogsaa derinde, og lidt efter lidt samledes Selskabet, som bestod af: Slotspræstens, Major Juls, Thaulows, Obrstind. Neuman, hendes Datter Fr: Nimm, ‹…› Sommerhielm, Major Auberts, Edvard Munk og Kone, og min kiære Rasmussen. Blandt disse var tre mig aldeles Ubekiendte: Major Aubert, som med sit ulykkelige Udseende og uforstaaelige Taleorgan, skal være en behagelig, som han er en saare agtværdig Mand; hans Kone, Thaulows Syster, som skal være en flink og brav Kone, men har en mageløs smidig og hurtig Tunge, der trætter Øret i det friskeste Hoved, hvor meget mere i et saa sygt som mit i Aftes? Det er den sandeste qvindelige Gert Vestphaler jeg har seet i mine Dage. Desbædre syntes jeg om den unge Sophie Munk, et saa reent Naturens Barn, hverken hvad man egentlig kalder smuk eller i sit Udvortes udmærket, men med et saa levende Udtryk af Godmodighed i det lyse fyldige Ansigt, og paa en saa tækkelig Maade ligefrem, at man ynder hende før man kiender hende, blot ved at see hendes venlige Blik. Udentvivl et meget lykkeligt og værdigt Par.

Smukt og efter Reglerne var det vel ikke, at vi saa ofte det lod sig giøre skildte os fra Selskabet, Maja P: Mad: Munk, og hendes Mand, som ikke spillede. Men jeg var virkelig nød til at holde mig i et luftigere Værelse og et stillere, da megen Hede og Snak er mig ufordragelig naar jeg har Hovedpine. Det giorde mig ondt, at min kiære Lotta skulde saa godt som ene holde Laget med de tildeels stive Mardame‹r› vedlige; men Gud veed, jeg kunde ikke lette hendes Byrde, saa giærne jeg havde villet det. Imellem saae hun ud til os, ligesaa Kista saa ofte hun fik en Stund tilovers. De fatale Spilleborde afbrød en Samtale med min kiære, i saa lang Tiid ikke seete Rasmussen, som jeg altiid har saa meget at tale med om. Men saa har jeg Haab om at vi skal sees oftere baade her og hos mit hiertelig gode og kiære Slotspræstpar, hos hvem jeg lover mig en glad Dag, naar nu min [93] Thrinasara og hendes Real kommer, som vi venter Mandag tilligemed min Koren, der desværre da strax maae forføye sig til den forhadte Skatte-Comission, og maae betale disse Dages Glæde med fordoblet Anstrængelse naar han kommer tilbage. Men saa kan ogsaa saadanne Dage skabe Kraft og Mod og Lyst, eller dog oplive og fornye det, til igen at tage fat selv paa de kiedeligste Arbeyder.

Justistrd Wexels var saa god at tilbyde mig sin Tiæneste, om der i Kbhn ‹va›r noget, jeg ønskede udrettet. Han reyser ned i Morgen, men tænker at komme snart herop igien. Vel har jeg nyelig skrevet Eder til, I Elskelige dernede; men en saadan Leylighed – kunde jeg have Hierte til at forsømme den?

Og saa intet mere om Gaarsdagen, end at vor kiære President ved Bordet proponerede Din Skaal, Elskelige Maja, hvorved alle klinkede, men ingen hierteligere, jeg kunde vel sige: saa hierteligt, som vor egen Kreds, der bestod af Slotspræstparret, Rasmussen, Edvard Munk og hans Sophie, (vi vare alle komne til at sidde sammen) Lotta, jeg, og Kista, som kom ned fra den anden Bordende, tilligemed liden Hanna, for at drikke vor dyrebare Nyefødtes Skaal. Lotta og Moer Koren takkede, og hvor giærne! for den kiære Skaal.

Søndag 23^de Ikke et fremmet Menneske saae vi i Gaar, og tilbragte Tiden arbeydende, læsende og spadserende. Jeg skrev heri, og til Døttrene mine med Wexels, som vel allerede nu har begyndt sin Reyse. Da Lotta og jeg vare paa Overværelserne, vilde jeg gaae ind paa den kiære Sahl, som jeg holder saa meget af, men Dørren var lukket i Laas. Imens den snilde Lotta gik ned efter Nøglen, satte jeg mig ved et Bord i Forsahlen, som tiæner Hanna og Maria mi, naar hun er herinde, til Skriverbord. Jeg sad med Haanden under Kinden og saa mangen lykkelig, ak evig svunden, Scene, gik forbi Tankerne. Jeg havde taget en Strimmel Papir i Haanden, som laae paa Bordet, og saae uvilkaarlig ned paa den, og see der stod: «G‹læ›den ^Tiden heniler ‹s›om rindende Strøm, Glæderne smiler og flyer som en Drøm» – Det var som et Echo af mine Følelser, og I veed ikke hvor underligt disse Linier paa det afrevne Stykke Papiir, satte mig i Bevægelse. Ja «Glæderne smiler – tryller og flyer som en Drøm» –

Endnu er her ingen i Dag – Kl: er 3 – ikke Jomfr. Wolderne engang, som pleyer være her hver Søndag, og ikke min Jes, som jeg havde ventet i Formiddag – og hiemme fra hører jeg intet; det foruroeliger mig noget, og mit Hoved er slet ikke rigtigt, hvad dog ikke maa tages bogstaveli‹gt›

[94] Mand: 24^de En saa stille Søndag som i Gaar, har det nok ikke i lang Tiid været paa Tøyen, i det mindste ikke i saa herligt et Veyr. Her var ikke et Menneske, min Jes undtagen, som bragte mig endeel Bøger, hvormed jeg haaber at glæde mig i lang Tiid. Men vor kiære President var hiemme hos os, og vi levede som den forrige Dag, ret behageligt[.] Kun ængstes jeg ved, slet intet at høre hiemme fra, da jeg dog havde bedt dem saa indstændigt at lade et Bud gaae herind. Min Søvn i Nat var uroelig, afbrudt ved skræksomme Syner, saa jeg forlod Sengen langt trættere end jeg lagde mig. Engang saae jeg alle mine Bøger nedstyrtede i en Afgrund og bedækkede med Jord af en nedstyrtende Vold. Min Urania bejamrede jeg meest. Saa forvirrede som Bøgerne laae mellem hverandre, vare alle de Syner der afløste hinanden, undertiden blandt de sørgeligste de latterligste. Saa drømte jeg noget om Presidenten som var saa uhøviskt, at Oncle Erik vilde sagt: «heel ublueligt!» og jeg ikke kan ret vel fortælle det her, og i det jeg, selv i Søvne ikke kunde andet end lee heraf, var jeg atter omringet af Skræk-Scener. Jeg vil ikke trætte Eder med flere –

Gud skee Lov, i Dag kommer dog vist min elskede Koren, og vor Thrina. Muelig bringer ogsaa Posten mig i Dag noget fra det velsignede Hiem. Maatte kun alt der være vel! Min ellers saa paalidelige og for min Tilfredshed saa omhyggelige Maries Taushed er mig ubegribelig. Jeg skal nu ind og læse for den flittige Kista og Hanna Kotzebues fordanskede Ildegerte, som jeg helst læser saaledes høyt og flygtigt, for ikke at forarges alt for meget ved de tusind Urimeligheder, ikke allene i de moderne Declamationer han lægger de ærlige gamle Nordmænd i Munden, ja det som mere er, i Pennen; men saa alle de Bøge- og Lindetræer og Nattergaler det vrimler af! Dog er der enkelte ret nysselige Billeder, som undertiden ikke lykkes denne Sammensuriums Digter saa galt, og som tilligemed den lette raske Stiil, der især udmærker Dialogen i hans Skuespil, giør at det alt lader sig ret godt læse. Men i Længden holder det ikke ud med disse Stikpænge til den sunde Fornuft.

Aften. Med Posten var intet fra Hovind. Derimod fik jeg uventet et Brev fra vor elskelige Maja, o, som aldrig lader nogen Leylighed til at glæde sine Venner, gaae unyttet forbi. Heller ikke giør Du det, min troefaste Johan! Ja, ogsaa fra ham var der i den kiære Couvert, første Gang forseglet med det lille Signet, nogle ømme [95] Linier, og fra min velsignede Egersøn ligesaa. I skulde hørt, hvilke Anmærkninger Presidenten giorde over hvad han kalder evigt Skriverie og Fjesfjas (men mener det dog nok ikke ganske saa) og især over det, at min Koren «var en saadan gammel Nar og vedblev at coqvettere (tænk hvilket stygt Ord!) med en Kone, han nesten havde havt – det var godt han ikke sagde: været plaget med – nesten et Fierdedeel Secul.» – Men det er med alt det min egen bra Presidenter lell. Han har været saa munter i Dag, og siunget for mig saa mange af de deylige gamle Viser fra Norske Selskabs gyldne Periode. Nu er det mørkt paa Øyeblikket, og snart maae vel min Koren og det kiære unge Par være her. Dog mener Presid: vi ikke kan vente dem før Kl: 9 –

Lidt senere. Andreas kom ind og saae ud som Glæden selv, gav mig en Æske og sagde: «de er allesammen friske paa Hovind» – Gud skee evig Lov, det ere de, bevidner min Maja og bekræfter Lina i to kiære smaae Breve. Det er som om I alle sørgede med mig naar jeg sørger, derfor skynder jeg mig saa at glæde Eder naar jeg kan –

Tirsdag 25^de Jo smukt kom de Kl: 9. Under en Piqvet med Presidenten og dygtig Hunger, blev den 10, og ingen kom. Da spiste vi, og talte om at gaae til Sengs, og Fader i Huset gik ogsaa, see, saa kom endelig Mossø Koren, Kl: over 11, uden at vide ^{mere om}af sit Følge end at de vist kom efter, men vare ikke færdige endnu da han tog fra Strømsøe Kl: 3. Jeg var baa‹d›e von og bekymret for de kiære Børn, da det blev saa bælmørkt, og hørte, uden endnu at have lukket Øynene, da de kom langt over Midnat. Men mit søde Thrinabarn er færm og munter som efter den ordentligste Hvile. «Ved en troefast Mages Side Jeg af ingen Nød kan vide» staaer der i en gl: Vise, og disse Ord bliver aldrig gamle, bliver evig Sandhed. Mange Gange har jeg allerede trykket det kiære Barn til mit moderlige Hierte. Hendes Real seer vi først til Middag. Ved en lille venlig Sæddel fra Maja Pavels ere vi alle budne did i Aften. Jeg veed hvem vi skal finde der, og lover mig en glad Aften.

Onsdag 26^de Og lovede mig ey for meget. Nu først hvem der var: Herfra vor Lotta, Thrina, Kista, Hanna og jeg. (Presidenten gik, istæden for did, hiem til Fetter Randulff, som kom hid i Gaar Midd: og var ikke ret vel. Det var Christen- og Fetter-Kiærlighed). Gener. Audtr: Bergh og hans Maja, Lena og lille Maja, samt Jomfrue Zi‹l›che. Edvard Munk med sin Sophie. Vor Rasmussen. Etatsraad Falbe. Denne Sidste var nu just ikke af vore Folk; men han giorde ærlig hvad han kunde for [96] at fornøye Selskabet. Endogsaa sin Mops tog han til Hielp, og drak den ved Bordet af hans Bæger og spiste af hans Brød. Men naar jeg nu skal være ret ærlig, saa troer jeg det er Mandens alvorligste Alvor at være enhver til Velgefal, og er han saaledes «saa Gu ganske bra» – Han spillede forskiællige Fragmenter, jeg formoder af hans egen Musik, men det var fremmet for mit Øre og lod mit Hierte blive koldt. Langt bædre behagede mig den naragtige Janitschar Musik han siden fik bragt istand hvorved alle Hænder bleve sadtte i Bevægelse med Messingkiedler, Lyseplader, Tin Tallerkener, Ildtænger, etc. Ingen tog sig herved bædre ud end det stolte Bergh med sine store Messing Lyseplader, og vor Rasmussen der bankede sin stakkels Kiedel, saa Frue Pavels vist maae have den til Badtskiæreren for at faae alle Buler udglattede. Det var umueligt at see ham uden at blive glad i sin Siæl. Giid jeg kunde samlet Eder Alle omkring ham og os! Og saa stolt blev han af sit Musik Talent, at han endog vovede sig til Claveret, hvor han med megen Gravitet figurerede paa samme Stoel som Etatsraaden. Jo, Jo! «Men Hiertet har ogsaa sine Rettigheder» tænkte min gode Maja P: og satte sig hen og spillede og sang Fatimes Aftensang, Aladdins Vuggevise og Theklas Sang. Lægger I nu, mine Elskede, dette ^alt til den ret morsomme Conversation, saa vil I troe det var en behagelig Aften, endogsaa før jeg siger Eder, at jeg dog fik talt nogle Hiertens Ord med min kiære Rasmussen[.] Vi talte som vi pleyer om de forgangne og tilkommende Tider, og saae i disse hine fornyede. «Vi skal have dem igien iblandt os» sagde vi – hvilke dem er der sikkert ingen iblandt Eder der spørger om – og Rasmussens Øyne glinsede, jeg syntes som om de vare vaade, ved denne Forestilling. Vi talte saa meget i de faa Ord, jeg kan ikke sige det Alt. Og var nu de fatale Spilleborde kommet frem, saa havde denne Aften gaaet tilgrunde som saa mangen anden, hvor jeg med indædt Ærgelse har seet de Mennesker, jeg havde saa meget at sige, skiænke de fæle malede Blade en Opmærksomhed, som jeg saa taknemmelig vilde glædet mig ved, og dog vel uden at smigre mig for meget tør troe mig bædre værd end de fire stygge Kortdronninger, som jeg ret har misundt deres Majestætsret. Men lad da dette Tidsdrab høre til og være en sand Nødvendighed for de store sammenrapsede Selskaber, hvor den stakkels Tiid paa denne Maade dog kommer mildere af Dage end ved tom, ussel, tidt skiændig Snak – kun for de mindre – jeg tør ikke sige Venne-Cirkler – være den landlyst fra nu af og indtil Evighed – Amen! [97] Da vi kom seent tilbords, maatte vi forføye os lige derfra og hiem. Hestene havde allerede længe ventet efter os.

Torsdag 27^de Fetter Randulff er reyst, Presidenten spadseret til Byen. I fuldt Arbeyde sidde nu alle de Kiære derinde, og venter deres Forelæserinde, dog faaer I vente, Børn, til jeg har sagt de andre Barna God Morgen og fortalt hvordan vi havde det i Gaar. Ja, det var nu saa som saa. Formiddagen gik med Arbeyde og Læsning, det vil sige: fornøyeligt. Kl: 4ⁿ⁴⁰ forlod vor elskede Skriver os. Jeg havde faaet saa ondt i Hovedet, og lagde mig til Hvile med en foos Bog inde i den pene graae Stue paa den grønne Silke Ottoman. Neppe var jeg ret kommet i Lag, saa kom min Thrina og fortalte mig, der var Fremmede inde. Det var Frue Wexels med to Døttre og en tilkommende Svigerdatter. Hu tu tu! det var endnu fosere end Hartmans Bog. De fleste af Eder kiender denne evig spørgende, alt recenserende Frue. Det var Aletta og Kaja som var med hende. Det skal være, som alle hendes Børn, gode Mennesker. Aletta er virkelig grim, men ikke utækkelig. Kaja er et sandt Monstrum af Fedme. Jeg har aldrig seet en saa dan 17 Aars Pige, og saae saa lidt paa hende som mueligt, af Frygt for hun skulde mærke min Forundring. Virkelig er hun at beklage; dog troer jeg hun er lykkelig nok til ikke at mærke det selv. Den lille kbnhke Jomfr: Wexels var et godlidende Pigebarn, langt fra ikke smuk, men net og behagelig. De drak Thee og bleve her til det mørknede. Siden blev det alt bædre og bædre med os. Saa kom vor kiære Præst, og min Jes, de unge Garbener, og Lieut: Bi‹e›rk, et prægtigt ungt Menneske, og vi henpassiarede Aftenen ret deyligt. Først over Midnat kom Presidenten hiem fra Rosenkrantz's, hvor Sel‹s›kabet for Norges Vel havde taget til Takke, det er udlagt, giort sig tilgode oven paa Dagens Byrde og Hede – men endda laae vi vaag‹n›e og snakkende, Thrinalild og jeg, hvad vel ikke er saa prisværdigt; men Sandhed maae blive Sandhed, og alting maae I vide, det Onde med det Gode, ogsaa at mit Hoved i Dag, kanskee af ovenmeldte Aarsag, ikke er bædre, fast værre, end i Gaar.

Eftermidd: De kiære Unge ere gangne til Byen for at besee deres
til‹k›ommende Boepæl, hvor Gud give dem mange, og om mueligt lutter gla‹d›e Dage. Dog for nogen lang Tiid bliver vel ikke dette deres Boelig. Men kiær og uforglæmmelig bliver altiid for det lykkelige Ægtepar det Sted, hvor deres Huus- deres nøyeste Foreningsstand begyndte, det har jeg lært af Erfaring og om 23 Aar vil dette deres første Hiem sikkert blive dem ⁱ ligesaa kiært Minde som mit er mig – o ja, min Thrina, min Real, det vil det.

[98] Fredag 28^de Lille Zarine kom da endelig hid i Gaar. Hun har deels ikke været frisk, deels ingen Skoe kunde faaet i den hele Bye, det arme Barn! Min Jes var her et Øyeblik, og Barna de andre kom smukt hiem til Aftens, og saa var den Dag forbi. I Eftermidd: maae jeg til Byen og lander tilligemed Ungerne mine, Thrina og Real, hos Slotspræstens. Men Formiddagen være Eder opofret, mine Elskede kbhnske Børn! Dall kommer til Byen i Dag, og vist seer jeg ham inden han tager herfra.

Løverd: 29, Michelsdag. Før jeg tog til Pavels's, giorde jeg et lille Visk til min gode Frue Ingiers Syster, Jomfr: Hals, som her i Byen holder Husholdning for de 7 Børn, de nu maae have herinde, og kommer de saaledes langt bædre ud af det, end ved at betale for disse Mange. De 4 Sønner, hvoraf 2 ere Officerer og 2 gaaer paa Skolen, maa blive her, de 3 smaae Piger gaaer i en Skole, og profiterer i alle Henseender ved saaledes at lære hvad der paa Landet ingen Leylighed gives til, og dog blive i sin vante Circel. Det er en snurrig gammeldags, men saare agtværdig Pige, denne Jomfr: Hals, en moderlig Moster. Saa glad hun blev i at see mig, saa forkert fandt hun det, at jeg saa snart forlod hende, og uden at nyde noget af alt det hun saa giæstfrie bød mig. Det var morsomt at see det lille Husstel og de glade vakkre Glutter, som dog ikke alle vare hiemme. Lykkelige, lykkelige Moder! tænkte jeg og tænker jeg ofte, naar jeg seer eller forestiller mig hende mellem sine 11 raske, gode, haabefulde Børn. Gud lade hende længe, ja altiid blive det, den gode blide retskafne Kone!

«Naa, i Dag var min Moer Koren saa snild» – med disse Ord tog Maja imod mig – «som kom saa tidlig.» – Strax efter kom vor unge Præst med sin og vor Thrina, dog kom han ikke længere end til Trappen, da han maatte paa Academiet. Skiøndt vi havde drukket Caffe her hiemme, drak dog jeg om igien, og gik vi da, Præsteparret, Kathinka, lille Julie og jeg (Claudine og Marianne vare sprungne hen til Edvard Munkes, at bede dem til Aftens) en deylig Tour om Volden, alt lige til Verdens Ende, hvor vi dog ikke fandt noget af alt det Forunderlige, Baggesen og Claudius der vil have opdaget. Saadan en Høstaften overgaaer – efter min Følelse selv Danmarks deyligste Vaardag. «Lad os sætte os paa disse Stene» sagde Maja, hvor jeg har sadt med vor gode Sara Bøyesen [99] en Morgenstund, der var saa skiøn som denne Aften. Her sidder jeg nu saa giærne, og tænker paa hende og ønsker hende tilbage hos os.» – Gode Maja! ja hvor ofte ønsker jeg det med Dig. Nedenfor satte Kathinka sig, og lille Julie lod hende ingen Roe have. De ere, maae I vide, meget gode Venner. «Du er saa ustyrlig, Gullet mit» sagde hun et Par Gange, og vi loe og forsikkrede, det var godt, hun vante sig til denne søde Uroe. Paa Tilbageveyen mødte vi H^r Real, og hvem der først fik Øye paa ham, giætter I vel – Julle (Julie) fløy ham imøde og i hans aabne Arme. Hvem der giærne havde giort det samme, giætter I nok ogsaa. Madame Munk og Døderlein fandt vi ved Hiemkomsten, Mændene kom siden, og Widding, Capitajnen (som nu er kommet i Major Juels Sted)ⁿ⁴¹ hans Kone, hendes lille Julius, hendes Syster, og Christian Frederichsøn, som af sin høye Fader er sadt i Kost der. Baronessen skal elske ham med moderlig Ømhed. Det er et ganske almindeligt Barneansigt, en rask munter 5 Aars gammel Dreng for Resten. Vor brave Dall kom der ogsaa ud paa Aftenen, lige fra sin Reyse, og uagtet Bostonbordet var fremme, og blev brugt lidt imellem, fik vi dog baade Claveer- og Fløytespil og Sang og behagelig Conversation. Edvardus havde taget sin Fløyte med, og fik derfor ikke lang Roe ved Spillebordet, som han heller ikke giærne forlod. Ved Bordet vare vi ret lustige, drak Skaaler og klinkede saa det havde Skik. Da Vægteren raabte 11 stege vi til Vogns, min Thrina og jeg, fulgte ud af Festningsporten af den bekymrede Elsker med Formaninger til Kiøresvenden, for Guds Skyld at være forsigtig og see sig for, ved den Lygte NB som Kathinka holdt i Haanden, ‹o›g som giorde os god Nytte, da Aftenen var meget mørk. Vi kom hiem uden al Fare og Skade, hvad jeg er fristet til at lade H^r Real ‹u›nderrette om, at han ikke skal bruge sin Angst til Paaskud at komme her i Dag, hvad vi alle strængelig har forbudet ham, da han har ‹sa›a meget at forrette baade i Dag, og i Morgen ved Confirmationen. ‹H›an bad ynkelig om Tilladelse at komme herop kun en Time; men jeg var især ganske uovertalelig og moderlig stræng, det vil sige, til hans ‹e›get Beste. Men sligt skiønner ikke Ungdommen, Mætta!

Jeg maae dog meddele Eder, mine Elskede, et nyt Træk til Fader Pavels og hans Majas Charakteristik. Da hun ved Claveret tog Feyl i Sangen, kun ved et eneste Ords Ombytning med et andet, foer han op fra sin Boston [100] og hen til hende i en Iver som havde Liv og Død lagt paa hendes Læber og i det uskyldige Ords Forvexling. Der blev en underlig Pause i alt Spillet. Hun skiftede Farve, syntes jeg, men fattede sig strax og sagde med sin hele qvindelige Huldhed: «Jeg troede, det var rigtigt.» Men da han blev ved, og erklærede, at saadanne Urigtigheder forstyrrede ham reent i sit Spil, traadde vi alle som Een paa hendes Side, og hun begyndte igien, og saae sig meget nøye for, men kunde ligesaa lidt som vi andre bare sig for Latter, da den første Skræk var forbi, og ved Latteren gik tilsidst alting istaae. Ja, «hvem Gud elsker giver han saadan en Kone» siger vist denne i øvrigt saa brave, fra mange Sider agtværdige Mand, ofte ved sig selv, naar han eftertænker saadanne smaae Optrin i sit huslige Liv, der ved hendes Forstand og Mildhed opløses i Spøg, men ved at tages anderledes let kunde blive en Kilde til Misnøye og forgifte dem der‹es› hele Liv. Thi i saadanne Ubetydeligheder troer jeg vist man kunde finde Grunden til at saa mangt et elsk- og agtværdigt Par ikke ere lykkelige, ja ofte forbittre hindanden alle det ægteskabelige og huslige Livs Glæder. Held hver den Mand, hvis Qvinde saaledes opfylder sit skiønne Kald! og tre Gange Held den ædle Qvinde selv!!!

Alle vore Elskede her ere nu mere eller mindre beskiæftigede med Tilberedelser til Morgendagen, da her skal være stort Selskab. Lotta synes ikke hun kan faae sin adopterede Datter peen nok, og Kista glæder sig over at hendes Hvedebrød og Butterdeygs Kage er lykkedes saa godt. Min Thrina syer Kniplinger og Baand paa en Kiole, Presidenten er i Byen, og jeg sidder her, som I seer, sladdrende med Eder, og søger herved, og ved Forventningen af min Majas, Linas og Hertels Komme at glæmme hvordan det var i Dag 2 og 4 Aar, da jeg kom hid fra Hovind til Wilhelms, fra Strømsøe til Jes's Confirmation – første Gang saa glad mellem alle de Glade, anden Gang saa bedrøvet mellem alle de Bedrøvede, svævende mellem Haab og Frygt for den lide‹n›de President – ak men begge Gange den lykkeligste Moder –

Her kom min kiære Lotta med en deylig Kage til mig, og nu kyssede min hulde Sarathrina Taarene af mine Øyne, og gik for at skiule sine –

Og nu slutter jeg dette Hefte, og tager atter fat paa de kiære Breve, so‹m› skal med Dall paa Tirsdag. Han lovede ogsaa at komme her i Morgen[.] Tak, dyrebare Maja C:, Tak mine elskede Egerbørn for de Hilsener han medbragte fra Eder. Farvel alle, allesammen!

[101] Mandag 1^ste‚ Gaarsdagen er da Gud skee Lov ogsaa forbi. Jeg har rigtig meget sielden seet saa faa fornøyelige Mennesker i saa stort Selskab paa Tøyen. Naar jeg nu har opramset Eder dem Alle, vil I let, mine Elskede, udfinde disse Faa. Her var da Major Reichborn og Kone; Major Hvidtfeldt med Kone, Søn, og en Jomfrue Bierregaard; Frue Aubert; Gamle ‹…› Mutter Wulfsberg og den unge Madam Svigerdatter; Frue Wexels med 2^de Døttre, Laura og Aletta; Maja Pavels; Dall; Olsen, Kone, og Zarinchen; Jomfrue Wolderne alle 3, og Agatha Messel; Madame Arnesen; Lieutn: Stenersen – og saa Husets Folk, hvoriblandt jeg da regner vor Kathinka, hendes Real, og alle os Hovindianer, samt H^r Jes. En smuk – det er udlagt stoer – Forsamling. Men nu maae I først følge med os alle herfra, Presidenten og Kistamoer undtagen, til Agers Kirke, hvor jeg var for første Gang. Lotta og jeg besøgte vor Ven, Wilhelm Bulls Grav, hvortil ogsaa hans unge Navne fulgte ham, ak Gud, og saa snart steg ned efter ham – Med et dybt rørt Hierte tog jeg forbi Byens Kirke, besøgte jeg min Ungdomsvens Hvilested, og saae alle de Unge, mangen Faders og Moders Glæde, og hørte en fortræffelig Tale af vor brave unge Præst, baade fra Prækestolen og fraⁿ⁴² Choret, den egentlige Confirmationstale, og mine Taare faldt enkelte og tunge fordi jeg vilde holde dem tilbage, og mine Ønsker for den gode Hanna, som ikke er fader- eller moderløs saa længe hun har disse Pleye-Forældre, og for alle de Unge, hvem denne Dag var saa vigtig, og for alle mine Elskede, og alle Mennesker, steg til Gud fra dette dybt rørte Hierte. Min Lotta tog tidlig hiem med Hertel, jeg ^fulgte noget efter med Madam Juel (som ikke var ret vel og derfor ikke kom hid)ⁿ⁴³ og tænkte hos hende at oppebie Kirketiænestens Ende, da jeg ey udholdt at sidde længere

Men endnu havde jeg en Aarsag at gaae med den gamle Præstekone: jeg vilde nemlig giærne see hvordan den unge tilkommende, som formodentlig bliver hendes Eftermandinde der, skulde faae det. Dog tabte jeg alt mit Mod da jeg kom derind, og forefandt min største Contrapart blandt alle mælende Væsner, H^r Branddirecteur Heyerdal med sin Frue. Fiin og sød som sædvanligt, gav han mig adskillige Judas-Haandkys, men forføyede sig snart bort med sin kiære Halvedeel. Jeg blev endnu en Stund, og tænkte paa, hvor godt [102] hvor ganske anderledes jeg maaskee her engang kunde faae det, og Mutter Juel stelte nok saa venligt med mig, og gav mig Blomster og Blomsterfrøe – Dog blev jeg glad, da en Hest og Kariol herfra kom og bragte mig til det velsignede Tøyen, som jeg længes efter naar jeg er borte fra det, som efter Ejdsfoss, Strømsøe eller mit Hovind – thi det er allesammen mine Hiem. Her var endnu ingen komne uden Woldebarna og Agatha, i daglig Tale benamset Aagodt. Siden flokkedes de da, og vare alle Barna vore blandt de Sidste, som indfandt sig, naturligviis, siden Præsten og Confirmanten maatte holde længst ud i Kirken. Jeg fortrød jeg var gaaet derfra saa snart. Ingen af Eder vilde fortrudt at have været der med mig.

Frue Hvidtfeldt, et af mine første Bekiendtskaber i Norge – (hun var en Jomfr: Bierregaard fra Eidsberg) – og min Wilhelms Gudmoder, havde jeg ikke seet i 12 Aar, og vemodigglad saae jeg den fromme Helena igien, som viste den unge fremmede Skriverkone saa meget Venskab fra første Øyeblik vi bleve kiendte. Hun er virkelig grim, og i ingen Henseende af denne Verden, men de Forbindtligheder hun og hendes hele Venne- og Slægtskabs-Kreds har paalagt mig, bliver ligefuldt de samme, og ældes ikke, fordi det indre Menneske, Gud være lovet! ikke ældes og falder sammen som Støvet, der omgiver det. Hendes Mand, ligeledes en gammel Bekiendt, tog mig tilbords. Ved den anden Side havde jeg Falbe, som jeg, Gud forlade min Synd, har glæmt at regne med før blandt de Fremmede, skiøndt han dog vist bliver mig evig fremmed. Han tractererede med sine gamle Anecdoter om salig Arveprindsen, og kunde jeg, om det end havde været første Gang jeg hørte dem, intet latterligt finde deri; thi sandelig, det er som Manden fortalte noget af sit eget Liv og Levnet. Den faldt mig hiertelig lang, den Bordsidden. Siden blev det noget bædre med mig, da jeg kunde vælge mig selv en Sidemand. Laura Wexels bragte mig en venlig Hilsen fra mine elskede Børn i Kbhn, og fra sin Svoger, den sieldne Me‹y›er. Ogsaa han, sagde hun, havde ofret min Wilhelms tidlige Bortgang en kiærlig Taare, og ofte talt med Ømhed om ham og hans og Saras sørgende Forældre, og da hun sagde det, bleve hendes Øyne vaade, og mine ogsaa. Det lader til at være en godmodig, bliid Pige. Jeg erindrer ikke, jeg har seet hende før.

[103] Der blev spillet, snakket, siunget. Kl: 10½ kom Pastor Wulfsberg fra et stort og som det lod lystigt Selskab hos Ener Holms. Længe efter at de andre vare tagne bort, sad han og passiarede med os, og Kl: var henved 1 da vi kom til Roe og Hvile; men den lod vi ogsaa smage os godt alt til Kl: 8 i Morges.

Eftermiddag. Hertel, Kista, Thrina og de andre Smaaebarna toge i Formidd: ombord hos Capit: Berg, men kun Thrina og Kista kom igien til Middag. De andre ere endnu ikke komne. I Formiddag var min kiære Rasmussen her, men kun en Times Tiid, og neppe seer jeg ham denne Gang mere. Skiøndt jeg vidste det, kunde jeg dog ikke overtale mig til at sige ham rigtig Farvel. Man bedrager sig jo altiid saa længe man kan selv med det ugrundede Haab. Fader Pavels kom da vi havde sadt os tilbords og er nu hos Bispen i Gratulations Visit. Hans Datter – Bispens, forstaaer I, Frøken Albertine, blev confirmeret i Søndags. I Aften kommer min gode Maja P: og Edvard Munkes.

Tirsdag 2^den I Dag er jeg ret meget syg, mine Elskede, og har med stoer Besvær faaet det færdigt, som skal med Dall. Hele Eftermiddagen har jeg lagt, og nu er det mørkt, altsaa God Nat fra Tøyen, mine Dyrebare, og først fra Hovind det videre fra i Gaar og i Dag. Guds Fred over dig, vakre giæstfrie Tøyen! Al Glæde og Held med dine sieldne Beboere! Amen!

Torsdag 4^de Atter hilser jeg Eder, I Evigdyrebare! God Morgen fra mit lille velsignede Kammer. «Hvor her er hyggeligt! » vilde Rasmussen sige, traadde han nu herind, og saae de grønne Vægge oplyste af den deylige Høstsols blideste Morgenstraaler, og en sød Vellugt og en mild Varme omfattede ham, og kort sagt, Hyggelighed, i den Bemærkelse han og I Alle tage dette Ord, mødte ham og de ædlere Sandser overalt. Men før vi slaaer os til Roe her, vende vi igien tilbage til vort kiære Tøyen, og giøre I siden Touren med mig derfra hid, som Skik og Brug er imellem Eder og Eders Moer Koren.

De kom Mandag aften, de kiære Ventede, og foruden dem en heel Hoben Gratulantere, men som strax stak paa sig, og den unge Døderlein med sin stille Hanna, som blev der. Bostonbordet stod ikke ledigt, lille Mariane Pavels var syg, det forstemte den ømme Moder, og, hvordan det var eller ikke, saa var det ey som det pleyer være naar vi saa dan ere samlede. Dagen efter var Hertel hos Pavels, og Barnet var sygt, og Moderen ikke frisk. Ogsaa min Sophie Munk befandt sig ikke vel, [104] sagde min Jes, som lærer fransk hos Edvardus. Da ogsaa jeg var, som I har seet, meget syg Tirsdag, udfandt jeg, at Lotta, a la Grevinde Pipper, havde ved Kistas – Rossis – Hielp, tracteret os med en Smule Rottekrudt i Mangel af finere italiensk Gift, og det finder I jo vel ogsaa ganske rimeligt. Eller er der nogen af Eder, som modsiger det? Det bliver i det mindste ikke visse Folk, som i gamle Dage havde saa skarpsynet opdaget Spor af Blodtørst og Grumhed i mit Ansigt, og vist vil finde dem nok saa tydelige i Frue Lottas. Ney fy! lad os ende dette fæle Spøg, som I jo giærne tilgiver Eders Moer Koren, I fromme Siæle, som ikke vilde være Skyld i en Flues Lidelser. Nogle Bank har jeg alt faaet til Afdrag paa mit Tilgodehavende.

I Tirsdags var ingen paa Tøyen uden Lieut. Gill, som før har været her paa Contoiret, lille Zarine, og Secretair Ottesen, – nogle Stads-Visitter uberegnede – Stakkels Gill har været meget syg, og erklærede, han ikke bliver frisk før han kan komme til Hovind igien, hvor han, var han ugift, tog hen, enten de vilde have ham der eller ikke. Det er en snild Gut. Presidenten, Hertel, Ottesen og Gill spillede en morsom Lhomber, hvorved jeg var Tilskuer, da jeg ikke orkede at foretage mig noget, ikke engang at snakke. Lottamoer læste og strikkede; det kiære unge Par er sig selv nok. Kista holdt Styr paa den øvrige Ungdom, der glædede sig saa hierteligt i det Dagen efter forestaaende Ball paa det stolte Skib Carolina Mathilda, hvortil vi alle vare budne. Lina, den eneste af dem Alle som ikke havde dette at glæde sig til, tog dog Deel i den ^almindelige Munterhed, og udlod sig ikke med noget Ønske, skiøndt hun sukkede imellem, og talte ofte om, hvor vakkert og morsomt der var ombord paa dette Skib, det første baade hun og Maja nogensinde betraadde. Vi kan jo ikke giøre bædre mod vore Børn, end lære dem tidlig at finde sig i feylslagne Forventninger, og vænne dem til at undertrykke ikke allene uopfyldelige Ønsker.

Karsk og sund forlod jeg det signede Tøyen og de Elskede der Kl 10½ i Gaar Formidd:, en halv Time efter Hertel og Linchen, som tog ‹l›idt i Forveyen, da de havde nogle Svinke-Ærinder paa Veyen. Ved første Hvilested fandt jeg dem og Mad: Giørup, som fulgte ud med, og toge vi der atter fat paa den medbragte Frokost, som smagte os alle fortræffelig. Saa stadigt skiønt Høstveyr ‹…› ^mindes jeg ikke vi i lang Tiid har havt. Erindrede ikke de afklædte Marker og det faldne og faldende Løv, [105] og den uendelige herlige Farveblanding i det, som endnu skal faldes, om Aarstiden, skulde man troe, det var Juni Maaneds Luft man indaandede. For mig har en saadan Høstdag noget unævnligt siæleopløftende, og har havt det fra min Barndom saa langt jeg kan tænke tilbage; og sikkert stemmer den ethvert tænkende, følende Væsen til sød Vemodighed. Ja, vel kan det regnes blandt Jordlivets bedste Nydelser, saaledes at falde fra Elskte Elskendes Barm til Naturens, og atter fra dennes til Elskende Elsktes, som i Gaar Eders lykkelige Moer Koren – Ja vel lykkelige Moer Koren!

Løverd: 6^te Der bliver lidet stof nu for Journalen. Saa ensformig stille og blide som disse Høstdage, glide Timerne og Dagene for mig. O! maatte, kunde mit Livs Høst glide saaledes hen! Det er ikke Feyghed, ikke Frygt for Vinterstormene, som aftvinger mig dette Ønske, i det mindste ikke for saa vidt disse kun anfaldt og nedbrød, voldsomt eller gradeviis, min Støvhytte – ney, kun min indre Fred, mit Hiertes Roe – o Alfader, du veed, hvor smerteligt jeg har tilkiæmpet mig den – kun den blive, om mueligt, uafbrudt, kun paa den bryde ikke mere Livets Vinterstorme. Du forstaaer mig, Fader i Himmelen! og I forstaaer mig, Elskede paa Jorden, og beder med mig til vor fælles Fader: «O hør hende!» – og det er for Eder selv I bede –

I Torsdags var jeg med min Lina og Kaja med vore møysomt sammensankede Blomster hos de dyrebare Slumrende. Der staaer endnu et Rosentræe fuldt af Knopper, nogle halvudsprungne. Paa et andet var Knopperne visnede, henblegnede, uden at have udfoldet sin Skiønhed, udbredt sin søde Duft – – –

Den gode Maren Skieldrup er ikke frisk i denne Tiid. Dog haaber jeg, det intet har at betyde. Det samme troer Walbohm, som nu er her. Min Koren er hiemme, men skal, maaskee i Morgen, forlade mig for lange fiorten Dage, saa længe, som han endnu aldrig var fra sit Hiem og mig uden at forlade øvre Romerige. Det er især den fatale Skatte Comission der medtager det meste af denne Tiid. Dog, den er i sig selv ikke saa frygtelig som alle fra Begyndelsen troede den, og saa faaer det saa være. Og det fik det vel, i hvordan det var.

Gud give min Koren blev hos mig i Roe i Morgen! I veed jo, hvor for jeg ønsker det saa inderlig, veed jo alle, at det i Morgen er – [106] den velsignede 7^de Octbr, min Korens Fødselsdag – Ja, og han bliver hiemme hos os, den Gode, og nu gaaer jeg med ham til Kirken, og beder til Gud for ham og mig og Eder Alle –

Eftermidd: Det var en ganske god Præken i sit Slags; men af 3 Aarsager vilde jeg fundet den bædre paa en anden Tiid: 1, om det ikke havde været den 7^de Octbr – 2, om jeg ikke i Dag 8 Dage var blevet hierteqvæget ved min sieldne Reals rørende, inderlige Foredrag, og 3, om jeg ikke havde hørt et Par Taler over dette skiønne Evangelium som aldrig kan udslættes af mit Minde. Alt dette, seer I selv, kunde Munthe ikke for. Hans Text var: «I alt hvad du foretager dig, betænk din Dødsstund» – en riig og ret godt nyttet Text. Men at vise os Døden blot fra dens skrækkelige Side, «som Syndens Sold, som den der kom ind i Verden formedelst Synden» – er saa aldeles mod min Følelse. O du Menneskelighedens hulde Ven, du hvis milde Haand afkiøler alle Smerter, og binder, i det du opløser de jordiske skiøre Baand, evige, faste, uopløselige, hvi see saa Faa dig i din sande Skikkelse, du alvorlige men haabsmilende Yngling, som i det du udslukker din Fakkel, udslukker alle Livets Sorger, og giver Siælen sin Fred og sit evige Lys! –

«Ney, Død, du er ey skrækkelig, men Støvets Børn miskiende dig» svævede paa mine Læber, og var færdig at udbryde høyt.

Et Brev fra min Jes siger mig, at den kiære Ungdom fornøyede sig paa Ballet inden Skibsborde, og befandt sig, som alle paa Tøyen‹,› vel. Hverken fra min lille Maja eller nogen anden fra ^paa Tøyen fik jeg noget, som jeg dog havde ventet, med den unge Munthe, der Løverdagaften kom derfra Byen, og havde været der.

Mandag 8^de Munthe var reyst, og vi sadd' i Tusmørket i god Roe‹,› min Koren, jeg og de Smaae, da 4 Fruentimmer paa engang styrtede ind af Dørren. Det var Mad: Giørup, Frøken Keilhau, Jomfrue Antze og Heyde, som bragte mig Hilsener fra min Rikke og Plogstad. Hun var paa Hiemveyen, og de andre fulgte hende, da de havde drukket Thee og spiist Smørrebrød her. Siden kom vi i vort Lag igien, og efter at Børnene og alle var til Roe, sad' endnu vi to Gamle med hver sin Bog til Kl: var slaget 11. Saaledes gik den velsignede 7^de Octbr den Gang, og saa roelig gaae den ofte‹!›

[107] Jeg har nu faaet fra Brummer den første Deel af Lafontaines Testament, og finder jeg saavel denne, som die beiden Braute, der desværre endnu er ufuldendt, nogle af de fortrinligste blandt denne Forfatters talrige Arbeyder. Hvilket fornøyeligt Arbeyde det vilde være mig at oversætte disse, om jeg ikke var vis paa, de allerede vare omplantede, eller dog, snart bleve det, paa dansk Grund. Maatte de kun ikke falde i en alt for ussel Oversætters Hænder, som har været Tilfældet med de fleste af denne underholdende i saa mange Henseender sieldne Romanskrivers Arbeyder.

Tirsdag 9^de Min Koren staaer nu færdig at forlade mig for 14 lange Dage, og i denne hele Maaned bliver han neppe 4 Dage hiemme. Jeg er saa lidt vant til at undvære ham saa længe ad Gangen, og det underligste er, at vide ham kun et Par Mile borte, og dog ikke see ham. Gud lade ham komme frisk og munter tilbage som han reyser! Han har taget et godt Læseforraad med sig for de lange Aftener. Hertel har nu ogsaa været borte i 8 Dage – og saa gaaer det bestandig.

I Aftes bleve vi her alle lidt underlige tilmode. Jeg sad i Dagligstuen, Kl: var lidt over 5, ganske ene, og foer i Veyret ved et stærkt Bulder, som om en heel Mængde Mennesker havde styrtet ned over Contoirtrappen. Min Koren kom og spurgte mig, om jeg var bleven forskrækket? Lidt efter kom Lunde, som «bleeg er fød» endnu blegere end sædvanlig. Oven paa havde Stole og Borde og alt bevæget sig. Mere og mindre har alle i Huset og hvem vi taler med, fornummet denne Jordrystelse, som muelig paa andre Stæder har været stærkere. Gud give kun ikke skadebringende. I Morgen har jeg tænkt mig til Plogstad.

Torsdag 11^te «Hold vel paa Gulen i Dag!» sagde jeg i Gaar til Aslak, da jeg steg i Kariolen. «Thi, blev jeg ved, jeg drømte i Nat han løb ud og splittede min nye Slæde i tusind Stykker.» Det betydede nok ikke andet, gienmælede Aslak, end at han var saa desperat at faae fat paa, saa jeg løb efter ham en heel Time.» Stort andet betydede det nok ikke heller. Vel blev Gulen lidt frisk da vi kom henimod Plogstad, hvor en Mængde Arbeydere anlagde en nye Vey, og vi maatte giøre adskillige Svinginger, hvorved den kunsterfarne Kiøresvend havde al sin Opmærksomhed fornøden, men jeg sad temmelig roelig. Da vi kom til et Sted, hvor efter vor Formening Fogdens Tione (Tørrehus) skulde staae, saae vi en afbrændt Plads fuld af Aske, og hørte, at min gode [108] Rikke havde mistet alt sit Hør, som skulde været tørret der. Et for saa vidt føleligt Tab, at disse for et Huus saa nødvendige Ting ikke strax ere at faae. Og saa er i disse Tider ethvert Tab dobbelt og firedobbelt. – Rikkemoer var taalelig frisk, og Fogden ret munter de Øyeblik jeg saae ham, som var netop ved Spisebordet. Han træller i Ordets egentligste Forstand, og de stræber omkap hver i sit Fag hun og han, det veed Gud. Et Fogde-Embede er vel et af de utaknemmeligste og ubehageligste paa Guds Jord. Giid disse sieldne Mennesker havde det lidt mere efter Fortiæneste, lidt mere til Opmuntring for det ved saa mange haarde Stød nedtrykte Sind. – Wilhelm er saa velsignet, saa vakker og saa god. Jeg maatte tage tidlig derfra for at komme over det slemme lange Field mens det var lyst, og slap ‹…› netop over det før Mørket faldt paa. Kl: 7 var jeg herhiemme, men fandt intet fra Tøyen, og venter det endnu, da Budet dog vel maae komme i Eftermiddag.

Fredag 12^te Det kom, men fra Tøyen ikke et eneste Ord, hvad dog nok var Budets og ikke Eders Skyld, mine Elskede. Men jeg blev dog saa mismodig, og blev det endnu mere, da jeg i Aftes med Posten fik et lille Brev fra Jes, hvori han ikke nævner Tøyen, men siger at han ikke selv er ret frisk, og mælder mig, at Ernst Jessen er gaaet til sin gode Fader i Himmelen. Den vakkre raske Gut! Han laae i Blodgang, da jeg var paa Tøyen, men var uden Fare og i fuld Bædring, sagde de, inden jeg reyste. Han skal være død af Koldbrand i Maven, dog vist en en Følge af den skrækkelige Sygdom. Gud trøste hans stakkels Moder! han er vel faren.

Ingen af Eder, mine Dyrebare, vil undres over, at jeg blev inderlig bekymret, og alle bleve de det med mig. Hverken min Koren eller den gode Hertel var hiemme, og saa er jeg altiid reent raadløs[.] Dog besluttede jeg, at lade lille Ole gaae ind tidlig i Morges, og da han hørte i hvad Ærinde han skulde gaae, vilde han ikke blive til i Dag, men gik strax. «Det er saa lyst om Dag Natten nu som om Dagen» sagde han, «jeg gaaer nok, og skal være her igien i det seneste Løverdag Morgen tidlig» – Nu er han der vist.

[109] Gud give jeg ogsaa var der, og saae hvordan det var, eller at det var i Morgen ved denne Tiid, og Ole var her igien med gode Tidender! Hertel, som kom uventet en Stund efter at han var borte, vilde nok ligesom smaaeskiænde paa min Bekymring. Men han havde ikke Hierte til det, og tænkte vist i Stilhed paa de to forrige Høster, den skrækkelige, 1808, og i Fjor, da vi vare saa nær ved at miste vor Maria. O, Algode, er det din Villie, da lad mig ikke opleve flere saadanne Dage! Dog, hvor let glæmtes de, da hun igien vendte tilbage fra Graven i vore Arme. Glæmtes? Ney, de glæmtes og glæmmes ikke[.] Med vemodsfuld Glæde og hiertelig Taknemmelighed mindes de –

Jeg fik endnu et lille vennehuldt Brev fra Munken Edvard, som han underskrev sig, og et overmaade langt fra Asessor Ekholms, hvori deres Hierters Udbrud er umiskiendeligt. Ekholm fortæller om de sørgelige Begivenheder i Sverrig kun hvad vi veed. Han vilde giærne faae os og sig selv til at troe der intet voldsomt var foretaget mod vor dyrebare Christians Liv, han frygter for meget for, mærker man, at denne skrækkelige Udaad skal kaste en fæl, forhadt Skygge paa hans Nation. Men i den Tænkendes Øyne vil den aldrig kunde det. Naar var Adel og Nation det samme? Og hvor var den det mindre, end i det arme Sverrig? Han taler flygtigt om den nye Thronfølger og de Forventninger, han bringer. Jeg undres ikke over hans Tilbageholdenhed. «Det brændte Barn vogter sig for Ilden» siger Ordsproget. I øvrigt lader det som hans huslige Omstændigheder ere paa en god Fod, og det glæder mig meget. Hans fromme Jenny skriver saa huldt og blidt. Giid hun maae finde fuld Erstatning for alt hvad hun har lidt.

Løverd 13. Endnu ingen Ole, og Kl: er 9. Det stakkels Hierte banker saa uroeligt, og jeg kan ikke glæde mig over «den liflige Sol, som hele Jorden fryder» og som i Dag skulde fryde mig dobbelt, da den spaaer mig min Rikkes Komme. «Bliver Veyret godt paa Løverdag» sagde hun, «seer du mig nok paa Hovind» – Men stille Roe maae bane Glæden Vey. Ikke engang skrive til min elskede, egen Maja C: kan jeg – jeg kan ingenting. Gud, og naar jeg nu tænker paa, da Jes var i Kbhn, og jeg vidste han laae i Nærvefeber, og den ubarmhiertige Biltzing lod mig svæve i ‹den› skrækkeligste Uvished engang i 3 Uger. Den Gang var heller ikke ‹mit› ‹…›ⁿ⁴⁴

[110] Kl 2½ Gud skee Lov, denne lille mørke Skye forsvandt, og Solen skinner igien. Ole bragte lutter gode Tidender, Jes angrer sin Ubetænksomhed at tale om sin Upasselighed, som var en hastig Overgang. Maja er vreed, meget vreed paa ham, fordi han kunde nænne, siger hun, at bedrøve Moer, som han veed, tager sig alting saa nær. Men det er just Sagen, min Maria, at han ikke, den flygtige Yngling, kan giøre sig noget ret Begreb herom, skiøndt han vist i Grunden saa nødig bedrøver eller foruroeliger mig, som Du. Men af det gladeste Hierte tilgiver jeg ham denne korte Uroe, som han saa bitterlig bebreyder sig selv, han har foraarsaget mig, og takker den Algode, at han er frisk, og at alt er vel derinde.

Imens det saaledes klarede op i mit Inderste, er det blevet sort og mørkt i Luften. Just som vi glædede os til det herlige Loeveyr, som de her, ikke saa urigtig, kalder det, blev Himlen overtrukket som med et mørkegraat Slør, store Regndraaber faldt, og en stærk Storm vaagnede pludselig. Denne vedvarer endnu, Mørket ligesaa, men det regner ikke. Ingen Foged eller Rikke er kommet, kommer nu vist heller ikke. Længere nytter det ey at vente, da alle længes tilbords. Rikke maae vel være bleven syg. Denne feylslagne Forventning er atter en lille Skye paa min Himmel. Og selv den blideste Junidag er jo ikke frie for Skyer, saa lidt som det lykkeligste Liv for mørke Timer og Dage.

Solner er her. Walbohm var her; han kom fra Capit: Waager, som nok ikke har mange Øyeblik tilbage at leve og lide i. Hans Smerter skal være utroelige, hans eneste Haab og Ønske Døden. Gud opfylde det blidt og snart!

Søndag 14^de Vinterdagen. Ogsaa har det frosset i Nat for første Gang alvorligt. Det er for koldt at gaae i Kirke. Lille Mørk, som nu gik herfra, forbød mig det. Min gode Rikke har ladet mig hilse, at hun kommer hid i Eftermiddag.

Mand:15^de Hun havde fulgt sin Fut tilveye, og kom hid med sin Rasmus og Jomfr: Heyde. Det var ikke mange Timer vi kunde glæde os sammen, dog blev hun her til Kl: over 8, og kiørte hiem i deyligt, men koldt Maanskin, og det de tre allene. Heyde var ‹K›‹…›ⁿ⁴⁵

[111] Tirsdag 16^de I Aftes da vi sadde rundt om Bordet med hver sit Arbeyde, tog det saa haardt i Dørren, at vi fore i Veyret. Det var Waagers Tiæner, som skulde mælde os sin Herres Død. Nu vil den snurrige Hertel endelig, jeg skal tage i Condolations Visit til Fruen. Reent ud afslaaet ham det har jeg ikke. Vi faaer nu see. Var det til en virkelig høyt bedrøvet Enke, skulde jeg ikke lade mig erindre, mindre bede om at tage til hende, men det er, og kan i slet ingen Henseende være Tilfældet med Frue Waager. Om hun end havde elsket ham – jeg forudsætter hun kan elske – saa maatte dog hans langvarige ulægelige Smerter, Tanken om, at han nu hviler fra disse, være hende Trøst og Beroeligelse –

At Rygtet alt har givet den salig Herre en Eftermand, vil vi ikke tale om, det torde dog nok kun være et Rygte.

I Dag er der gaaet Hest ind efter min Jes og Maja. Ved denne Tiid i Morgenaften har jeg dem her med Guds Hielp i god Behold.

Onsdag 17^de (min 23^de Aars Bryllupsdag) I lang Tiid har jeg været befriet for den fæle Mathed, der engang nesten var min daglige Giæst; men i Gaar mod Aftenen kom den ret vældig igien. Mine Øyne vare ogsaa meget usle, og med alt dette fulgte en Ængstelse, en Hiertebanken, som var værre end det øvrige. Det er saa underlig med denne Mathed, den jager alt Blodet til Hiertet, og Taarene med; thi ingen er istand til at trænge sig til Øynene, i hvor giærne jeg ønskede denne Lindring. Før Kl: 10 gik jeg tilsengs, og havde en roelig Nat, men er dog ikke aldeles brav i Dag. Imidlertiid er Sindet lettere – jeg venter jo mine Børn i Aften – og det er Hovedsagen[.] Der gaaer i disse Dage saa mange Ting om i mit Hoved. Da jeg skrev til min Jes, og tænkte paa, at det var det sidste Brev jeg skrev til ham i hans hidtilværende Stilling, at jeg nu ingen af Børnene havde mere i Byen som der glædede sig til min Komme som jeg til at see dem, o da faldt det tungt paa min Hierte –

Imens jeg nu sidst var paa Tøyen var der Examen paa Skolen. Hver Gang der blev talt noget herom, var der en smertelig Berørelse ved de, ak, aldrig aldrig lægte Saar. Min ømme sønlige Rasmussen følte det, det saae jeg, og afbrød denne Materie saa snart han kunde. ‹…›ⁿ⁴⁶ [112] disse Høstdage paatrænger sig mig saa mangen bitter Erindring. I Dag 2 Aar skrev min Sally fra Tøyen og sluttede med det Ønske: «Gud lade mig mange mange Gange med Glæde opleve denne kiære Dag, de beste Forældres Foreningsdag og lykønske dem til den» – og det blev den sidste Gang –

Jeg tør ikke, og troer, jeg bør ikke, gaae til hendes og Vilhelms Slumrested i Dag. Det er koldt, og jeg har ikke været der siden i Søndags med min Rikke og mine sidste Blomster. Krandsen var nedblæst som hang over den, der forener deres Navne. De halvudsprungne Roser og Nelliker hang hendøeende, visnende. Jeg tog nogle Knopper med og satte i Vand; men de lever neppe op mere. Ogsaa de døer i deres Vaar. Hele Naturen hendøer nu med hver Dag. Vinden pidsker de tørre Løv ind paa mit Vindue, de enkelte, som ere tilbage paa mit kiære Træe. Snart kan jeg tælle de det har igien. Men det er i Naturens Orden –

Torsdag 18^den47 (Kl: 4) Nu er jeg først staaet op, mine Elskede! Og I kan troe, jeg kunde endda behøvet at ligge længere. Hovedpine og alt hvad der hedder Pine, kommer vel stedse ubeleiligt, dog kan ogsaa det være meer og mindre. Men i Dag kom den saa forskrækkelig utilpas[.] Tænk, i de hiemkomne Barn skulde jeg glæde mig, og skulde glædet Eder, alle I Velsignede, ved Meddelelsen af denne og al min Glæde. Ja, hvor deyligt den endtes, den 23^de Aars Bryllupsdag! Først kom lille Grethe Keilhau med et Brev og en Pakke til mig, som hendes Tabitus (Fabritius) havde sendt op, og begge Deele var fra de hulde Døttrene mine dernede. Det var dog engang igien et ægte Mallabrev, fuldt af Liv og Aand, som jeg i gamle Dage var vant til det fra den Haand. Jo, jo, «Ave er god naar den kommer i Tide» – Tak, I Elskede, hiertensmoderlig Tak for det velsignede Brev, og dernest for den nydelige, nydeligste af alle Kraver jeg har seet. Den skal jeg prunke med paa min Thrinas Høytidsdag. Og seer Du, min Katty, kom den ikke til den 27^de Julj, som var dens Bestemmelse, saa kom den til den 17^de Octbr, vel en af mit Livs vigtigste og lykkeligste Dage.

Saa Kl: 7 kom da Barna, sunde, muntre, gode og lykkelige – og [113] hvad havde ikke de for mange hærlige Sager, Bøger og Breve! Lotta- og Maja-Breve, og fra Sønnen Rasmussen, og fra Slotspræsten og omfrem de mange mundtlige Hilsener – Foruden al den Ømhed og Kiærlighed der nu strømmede fra disse Breve og Børnenes Læber ind i mit Hierte, og ligesom vuggede det i en qvægende Slummer, aabnedes der ogsaa en Udsigt til fjærne Qvægelser i min Rasmussens Brev –

Saa det nu er vist og upaatvivleligt, Norge faaer et Universitet, og vi faaer vore Elskede igien! Der opsteg en Tvivl i min Siæl – Mine kbnske Døttre, som det saa nær angaaer, og som veed hvor nær det angaaer mig, skriver intet herom. Vilde de maaskee have det altsammen nøyere bestemt, inden de glædede deres Moer Koren, at hendes Glæde kunde være fuldkommen?

Fredag 19^de Længere torde jeg ikke skrive i Aftes. I Dag har jeg været lidt tidligere oppe end sædvanlig, endskiøndt jeg troede, det aldrig var bleven Dag, og endnu kan man giærne tage det for Skumring. De ægte Octbr Dage ere nu begyndte med Regn og Slud. I Gaar toge de sin Begyndelse, ligesom vor Herre havde ventet paa, jeg først skulde faae alt mit Korn godt i Huus. Det sidste paa Marken kom ind i Tirsdags. Fulde ere alle Lader, og «bag mangen Gaar en Hæsse staaer» – Det var den rigeste Høst i mange Aar.

Alt mit Koren er dog ikke i Huus, i det mindste ikke i mit Huus[.] Endnu fattes det Væsentligste, vort Hoved og vor Husbaand (saa vil Rahbek det skal skrives. Betydningen er skiøn: Husets Baand) men saa har han dog ingen lang Vey, og ingen Forretninger under den vaade Himmel. Mueligt var det, vi kunde faae ham hiem i Dag. Men «det maae De dog slet ikke sætte Dem vist i Hovedet» siger den tænksomme Hertel, som veed hvor let noget saadant gaaer ind, og hvor vanskeligt det gaaer ud igien af mit Hoved. «Hvordan det er i Dag med dette Hoved?» – Tak som efterspørg! Ret brav. Dog fornæmmer jeg nok, det vil behandles varligen.

Et kiærligt vennehuldt Brev i Aftes igien fra min ædle Maja C: – og et – Gud veed hvorfra^dan det er kommet fra London hid – fra min kiære Sally. Det kom i Posten, og som det synes fra Christ: Formodentlig er det kommet med Skibsleylighed – ja, det er jo ogsaa den eneste Maade det kunde komme paa. Hun nævner slet ikke med hvem det er sendt, altsaa har Broder Diderich vist ikke bragt det. Men [114] ligemeget, nok jeg har det, og seer, at det søde Barn nu er langt bædre tilfreds, end i Begyndelsen. Egentlig er det Svar paa det jeg skrev i Sommer i Majasdal, og dateret 7^de f. M: altsaa over 5 Uger gl; men yngere kan man ikke vente dem, desværre! og hvor længe maae det kiære Barn ikke vente efter noget fra sine bortfjærnede Elskede. O vidste jeg nu at faae et Brev til hende, hvor skulde jeg glæde hendes Siæl med de blide Udsigter til Gienforening med sine Barndoms, sit hele Livs dyrebareste Veninder, med vor ædle eneste Treschow – Men nu er Bergh borte, med ham 2 lange Breve fra mig til Dig, elskede Pige – Gud give Du havde dem alt! men Gud give de tillige havde forkyndt Dig dette vort Haab – O hvor sielden gives en saadan Anledning til at glæde sine Venner!

Endnu engang, beste Rasmussen! Tak at De saa brat greb, saa iilsom meddelede mig den ^{ønskede Tiende!} Et nyt (skiøndt overflødigt) Beviis paa det ligesaa vennehulde, broder- som sønlige Sind. O hvor er det en skiøn Sandhed, at Livets Goder først ved Meddelelse ret føles og fattes. Hvordan var det mueligt, at glæde sig allene?

Løverdag 20^de Kl: var over 11 i Nat, jeg havde alt lagt en god Stund ved min Linas Side, da hørte jeg Hundeglam, hørte det kiøre, banke paa Dørren, og denne blive oplukket. «Skulde det være mueligt det var Koren, i denne bælmørke, vaade Nat?» – og det var ham[.] Længselen efter det kiære Hiem trodser Regn og Mørke, og munter og frisk stod han nu ved Sengen, og vilde lægge sig i et andet Værelse for ikke at forstyrre sin søde slumrende Lina. Men Maja, som endnu sad oppe og skrev til sin Kista, hørte sin Faders Komme og var snart i hans Arme. Hun vilde slet ikke han maatte forlade Moer, og bar med megen Møye sin Lina, som slet ikke vaagnede, indsvøbt det bedste hun kunde, ind paa Jomfruekammeret, hvor den lille Syvsover i Morges saae sig om med stoer Forundring, uden at kunde begribe, hvordan hun var kommet af Moders Kammer og Seng derind.

Og nu har jeg dem da engang igien alle samlede omkring mig, de Elskede. O, kunde jeg altiid have dem saadan hos og om mig! Eller var ^er det maaskee et paa denne Klode uopfyldeligt Ønske? Uden at gruble herover, vil jeg gribe og holde fast [115] paa Glæden og nyde den med et takfuldt Hierte –

Lunde tog nu til Byen med Pakker og Breve, og i Dag venter jeg atter at høre lidt fra det kiære Tøyen. Vor kiære President har i nogen Tiid ikke været saa ganske vel. Høsten medfører giærne altiid smaae Ubehageligheder og Skranterier for den før ikke stærke. Gud give han nu maatte være brav!

Paa Oppen flyder vist i Dag mange bittre Taare. Keilhaus ældste Barn, en halvanden Aars gl: Dreng, som er død af den fæle Blodgang, bliver begravet i Dag. Moderen er endnu saa svag efter sin anden Barselseng. Stakkels unge Kone, Gud styrke hende!

Søndag 21^de Min Koren, Jes og Maja var i Kirken. Jeg har skrevet og læst alt til nu, det mørkner, og nu er Frøken Keilhau og Jomfrue Antze her. Fra Tøyen fik Maria Brev fra Kistamoer. Presidenten er færm, og taget til Hedemarken, hvorfra han maaskee paa Hiemtouren, kommer herindom. Et vennehuldt Brev fra Frue Bergh og en d^o Sæddel fra Slotspræstinden, var alt hvad Byebudet bragte mig.

I Morgen forlader atter min Koren mig for 8 Dage. Han tilligemed Jes og Hertel var buden til Waagers Begravelse i Morgen. Men Forretninger gaaer for alt. De andre tager did.

Mandag 22^de (Eftermid) Nu er vel Waager nedlagt til Hvile. Mange Taare troer jeg ikke vil bedugge hans Grav. Men lad ham hvile i Fred! Længe før det var lyst, stod min Koren op i Dag. Hans Skyds var tilsagt til Kl: 6. Efter han var gaaet ned, faldt jeg i en uroelig Slummer, hvori jeg drømte saa meget om Dig, dyrebare Maja C: at Du var hos mig, og Jomfrue Ravert med Dig; men jeg var saa søvnig, og Du bad mig blive liggende. Siden – jeg kan ikke glæmme, hvor fælt det var – forekom det mig, som om to stærke Hænder holdt mine saa jeg ikke var istand til at røre mig, kunde ikke faae nogen Lyd frem, det var som Hiertet skulde briste, og da det var forbi og jeg kom rigtig til mig selv laae jeg i en mat Sveed og havde i lang Tiid ikke Kræfter til at staae op. Jeg har oftere i senere Aar følt denne skrækkelige ængstlige Tilintetgiørelse af al Kraft (hvortil jeg hellere vil bruge det tydske Ord Alpendruck, end det styggere klingende danske) men paa dette Sæt og Viis aldrig. Jeg saae saa tydelig de stærke [116] Hænder, og synes jeg seer dem endnu. Før følte jeg kun, men saae aldrig noget. Det er overalt en underlig Tilstand mellem Soven og Vaagen, mellem Liv og Død. Giid jeg aldrig kom i den oftere!

Tirsdag 23^de Jeg sad ganske ene i Aftes bag mit Lyseskiærm og læste. Børnene vare alt gangne op, da der blev en Banken paa alle Dørrene, en Hundegiøen og en Støy, saa jeg foer høyt i Veyret. Dog beroeligede jeg mig, og var vis paa, det ikke kunde være andre end Jes og Hertel. Men hvem skulde ogsaa saa seent og i et saadant Veyr ventet vor gode President? dog var det ham, hviid af den første i Vinter faldne Snee, vaad og forfrossen. Dog var hans stakkels Andreas det endnu mere. Vi fore med dem begge det bedste vi kunde, og det er snart giort at giøre Presidenten det tilpas. En Stund efter kom de hiem fra Graverøllet, meget vaadere og ilde tilredte end Presidenten. De havde haft det fæle Veyr lige imod sig. Ja det er fælt i den egentligste Forstand for alle, som skal ud. Sneen har vedvaret hele Natten, og vedvarer endnu. Jeg tænker nok, Fader Bull slaaer sig til Roe her i Dag over.

«Var Frue Waager meget bedrøvet?» spurgte vi Hertel. «Pyt» svarede han, «bedrøvet? det veed jeg vist. Walbohm fik sagtens ikke Lov at reyse med til Kirken, fordi Fruen ikke befandt sig vel; men siden efter saae jeg ikke andet end at hun var som aldrig nogen Mand var begravet» – Jes svarede paa Marias Spørgsmaal: «Sørger Frue Waager meget? «Ja kors, hun var kulsort fra Hoved til Fod» – Aa ney, jeg kan ^heller ikke forestille mig Sorgen saa stærk, om jeg endog aldrig saa meget søger at sætte mig i hendes Sted –

Nu spiller Presidenten og Hertel Piqvet – det er Eftermiddag, og et saa afskyeligt Veyr, at man gruer for at see ud. Stakkels min Koren, skal han til Næss i Dag! Dog mener jeg, han bliver hiemme til i Morgen, især naar han træffer saa kiært Besøg.

Det har kostet os Overtalelse nok, at faae Din ilende Lawsonmand til at bie, beste Lotta; men Du takker mig Ære og godt fordi jeg ikke lod ham faae Lov at reyse i dette Hundeveyr – Giør Du ikke?

[107] ⁿ⁴⁸ Onsdag 24^de Siden Kl: 4 i Morges har Huset været i Bevægelse. Jeg tog Afskeed med vor gode President i Aftes, da han vilde og maatte saa tidlig ud, og Kl 5 ½ reyste han rigtig, min Koren en Time senere, og det min Troe i Slæde. Det har frossen stærkt i Nat; men det skulde være underligt, om denne Snee laae til Løverdag, saa Skriveren kom tilbage med samme Eqvipage. Han er ellers en Giæk, den selv‹s›amme Skriver, efter at kiøre i Slæde, og det er da vel de Fleste. Man kommer saa let og trygt afsted. Men paa Kongeveyen er det dog vist godt Hiulføre, og da Veyret er klart og deyligt, har nok Fatter Bull været inde til Middag, som han saa giærne vilde være.

Min Jes har i Dag begyndt sit Læreembede med Systrene sine, som jeg tænker og haaber, skal blive dem alle til Gavn og Glæde. Ellers spinder nu ogsaa Lina, for det meste sin Teen fuld om Dagen, og det sandelig saa peent Garn, som var hun en øvet Spinderske. Men for hende gaaer alting hurtigt og godt fra Haanden, og heller ikke er hun, som i den Alder er almindeligt, ustadig, men meget vedholdende i hvad hun tager sig for. Dog, det har hendes Systre ogsaa været. Hvor det qvæger mit Hierte at see dem saadan, glade, sunde og gode beskiæftiget omkring mig!

Løverd: 27^de Hvad skal jeg da vel sige Eder, I Elskede, om disse lykkelige eensformige Dage? Jo, det, at jeg med Torsdagsposten fik et lille kiærligt Brev fra Maja mi, og et langt d^o fra de kbhnske Døttre. Hvor forventningsfuld jeg aabnede det, hvor vis jeg var paa, at det vilde bekræfte vort glade Haab – Men ney, ikke et Ord herom, intet som kunde sigte dertil. Hvad skal jeg nu troe? at det var «et Glimt af Haab som Ønsket tændte, som svandt i Virkeligheds Nat» – Jeg vil forsøge paa, intet at troe eller haabe, denne hele Sag angaaende, om det kun vil lykkes mig. Thi at I, Norges og mine Døttre, skulde have disse Udsigter saa nær for Øyne, og kunde dølge mig dem, om I end vilde det, for at overraske mig des mere – ney, det er umueligt. Dog maae dette være nok om en Ting som jeg jo hverken vil troe eller haabe paa –

Det var saa uventet det kiære lange Brev, da jeg nyelig før var bleven glædet med et. Gud signe Eder, I dyrebare Alle, for det Alt!

Onsdag Aften kom Lunde fra Byen, og med ham fik jeg et lille sønnevenligt Brev fra min Rasmussen, og et langt – det første i lang Tiid [108] fra min snilde Kista. Lottamoer var saa bedrøvet fordi hendes Lawsonmand var ude i det onde Veyr, at hun ey kunde skrive meer end en lille Sæddel, som bar Præg af Mismod og Tandpine.

Det tiæner Eder fremdeles til Underretning, at min Koren, som jeg først ventede hiem i Aften, kom i Aftes i Slæde, som han drog bort. Om vi i Morgen kan age saaledes til Nannestad, er neppe rimeligt, og saa veed Gud, hvordan vi kommer did.

«Om det da er saa nødvendigt?» Ja, for saa vidt, at jeg nødig vilde afslaae disse gode Folk hvad de saa hiertelig beder om. Deres eneste Datter, Elsemoer, skal i Morgen staae til Confirmation. Da min Maja stod, kom de hid, selv den frygtsomme Mutter Bierk, i Vaar-Førefaldet, som var langt værre end dette og det maae giengieldes. Blev kun Veyret som det er i Dag det er saa vaarligt, Tagene drypper, Sneen falder løsnet og buldrende ned, Solen skinner varmt og Fuglene qviddrer. De smaae Stakler troer sig nok hentryllet over den barske Vinter, men vil alt for snart see det korte Blændværk forsvinde. Vel dem, som ingen Hukommelse har for skuffet Haab! Enhver saadan Dag overgiver de dem paa nye i al Tryghed den konstlede Vaardags Glæder, og saaledes drømmer de sig over i den virkelige, uden at erindre de bittre Mellemrum.

Jeg har i disse Dage giennemlæst malerische Wanderungen durch Kurland af Schlippenbach, som min Maja C: efter sin vennehulde Skik har sendt mig (en Geburtsdagsgave af hendes og vor Egerven) Den har interesseret mig meget, og har mange deylige hierteopløftende Stæder. Blotte Landskabs Malerier, det være sig med Pennen eller Penslen, og ført af den mesterligste Haand, trætter tilsidst Aand og Øye, naar intet levende Væsen opliver dem; men det er ikke Tilfældet her. Deels er det Hele giennemvævet med saa mange interessante Anecdoter, deels med Anmærkninger, der ligesom har paatrengt sig Forfatterens for alt Skiønt og Ædelt aabne Hierte.

Efter dette er jeg ligesom lidt undseelig ved at fortælle Eder, mine Elskede, at jeg har ødt flere Timer til – skiøndt den aller flygtigste – Giennemlæsning af nogle Piecer jeg, forblindet af prægtige Titler, leyede af S^r Hartman og tog med mig fra Byen. Men jeg kan sielden [109] bortlægge en Bog, naar jeg har begyndt paa den, uden at have i det mindste giennembladdret den. Siden angrer jeg den spildte Tiid. Men lod jeg være, angrede jeg vel ogsaa det, og tænkte: der kunde dog være eet og andet som fortiænte at bemærkes, og ‹e›r det ikke ogsaa Tilfældet med Bøger som med Mennesker, at der ‹si›elden gives nogen eller noget saa slet, som det ikke lønner Umagen ‹a›t udstudere for at finde den bædre Side?

Tirsdag 30^te Det var et hæsligt Veyr i Søndags. Længe delibrerte man om det gik an at tage Slæde, da det havde regnet og regnede. De fleste ‹S›temmer vare imod Slædekiørslen, og sukkende satte jeg mig i min, Ma‹j›a og Telja i sin Kariol. Jes var længe i Forveyen til Hest. Koren kunde ikke blive med, da han skulde ud saa tidlig Mandag. Hertel ‹v›ar lidt upasselig, og overalt kan de begge være lede og kiede af Reyser, og glade i hver Times Roe der undes dem. Derfor fristede jeg dem ikke, i hvor giærne jeg baade for min egen og de gode Bier‹c›hes Skyld havde havt dem med.

Men hvor vi angrede, da vi kom ud over Hovind Eyendomme, at vi ikke ‹t›oge Slæder. Det var bædre Føre, det saae vi, end man efter Aarstiden kunde vente det, og des tungere gik naturligviis Hiulene. De stakkels Heste, som kunde havt det saa let, leed meest ved det. Vi tabte kun Behageligheden af at komme hurtigere frem; nu gik det Fod for Fod, ‹o›g Taageregnen fik ret Tiid til at sætte Prøve paa, hvor tætte vore Rey‹s›eklæder vare. En halv Miil herfra mødte vi en af Fogdens Contoirfolk, som gleed saa net hen over Sneen i sin Slæde, og fortalte: at det alt blev bædre og bædre op over Moerne, NB: Vinterføret. Han lovede at tage herindom, og bede dem sende os Slæder Mandag. (Vi skulde alle blive der om Natten) og det var da nogen Trøst. Det er desuden mit Princip, at tage saadanne Besværligheder fra den letteste Side, istæden for at giøre dem tungere ved unyttige Klager. Nesten 4 Timer vare vi paa de halvanden Miil, og til Slutningen regnede det ret ordentligt. Underlig blev jeg tilmode da lille Gina, just som i fordum (ak! for os alle de lykkelige) Tider, kom ud og tog imod os. Vi bleve qvægede med deylig Chocolade og andre gode Ting strax vi kom, og behøvede det ret ogsaa, da Kirketiænesten ikke fik Ende før Kl: 3, og vi vare kolde og vaade. Gamborg, ‹s›om ogsaa havde havt Confirmation, var bleven færdig i en Snup – han [110] river alt saadant fra sig som ingen Ting – og kom strax efter os, tilligemed sin Kone, som jeg saae for første Gang, en ret manerlig og vederheftig Præstekone. De øvrige Indbudne vare alle i Kirken, hvor vi ogsaa giærne vilde været, vare vi komne tidligere, og fulgte hiem med den gode Fader og Moder Bierk, der hiertelig rørte omfavnede det eneste elskede Barn og hverandre, og saa begge paa engang deres Yndling. Ingen Plante er nogensinde ømmer‹e› opelsket i Kiærligheds Skiød end denne lille Pige, hvis hele Væsen ogsaa bærer Præg af og aander Fromhed og Kiærlighed. Smuk er hun ikke, og dog falder det ingen ind, hun kunde behøve at være smukkere, eller at hun ikke er det.

Selskabet bestod foruden os af Bøygdens Folk: Gamborgs, Capitayn Wærners, Hiortes, Frue Berg, og Lehnsmand Rises. Blandt disse er, naar jeg undtager Frue Hiort og Wærner, ingen der interesserer mig synderligt. Den arme Hiort var saa stille, saae saa daarlig ud. Dog vaasede han om Aftenen endeel med Jes, og fortalte ham blandt andre forunderlige Ting, at han for noget siden havde mødt 16, skriver og siger sexten Vognlæs med smukke Piger. Der skulde det, bandede Gamborg, været herligt at agere Kudsk, og Jes forsikrede, han heller ikke vilde ladet sig prygle til det. – De fleste bleve der, som vi, om Natten da det var bælmørkt, og de troefastmenende giæstfrie Mennesker ikke tillod nogen at tage bort, som kunde blive. Blandt de som ikke kunde var Frue Wærner, som har en lille Dreng ved Brystet. Rises, som ingen lang eller slem Vey havde, toge ogsaa, skiøndt seent, hiem. Der var for ingen af os nogen Tilbagereyse at tænke paa før vi havde spiist til Middag og drukket Caffe i Gaar, og endda slap vi ikke uden efter tapper Modstand. Skiøndt Nannestad er et af de Stæder, hvor min Maria trives grumme godt, ilede hun dog hiem i Gaar. Det var hendes Fødselsdag (den 16^de) og den kunde hun ikke ret helligholde uden her hiemme blandt alle Sine. At hendes kiære Fader var borte, gik hende nær, men kunde ey forandres. Jeg gav hende zum Angebinde Jauffrets paa tydsk oversatte Idyller og Fortællinger ^{og den nye Udgave af}og gamle Tullins Digte. – Lina og Kaja mødte os, styrede nok saa stadseligt af Lunde og Gryner, efter Hertels Foranstaltning. Han er Gud skee Lov frisk igien, og i Dag atter borte –

Og er da nu endelig dette lange Hefte, nesten ogsaa Maaneden, tilende, ikke, frygter jeg, til stoer Trøst og Opbyggelse for Eder, Elskede!

Torsdag 1^ste Den begynder mørk og vredladen, denne sørgelige Maaned. O at den og den neste, i det mindste den første Halvdeel af den, var forbi! Naar jeg tænker paa min Siæleangst i Dag 2 Aar, da jeg ventede Bud fra Hertel, og hvor roelig jeg blev da intet kom den Dag, og siden min hvileløse Uroe, alt til Dødsbudskabet forvandlede den i den skrækkeligste Vished, da banker det arme Hierte saa heftigt, at jeg ikke veed hvor jeg vil hen. Og hvor jeg er, og hvad jeg foretager mig, kommer disse ængstelige Tanker og blander sig i Alt. Til Eder, I Elskede, maae jeg klage det. Naar I læser disse Klager, glæder I Eder over, at der allerede er saa meget af denne Tiid forgangen for Eders Moer Koren. Men udlod jeg mig nu for de Gode omkring mig, leed ogsaa de, og leed dobbelt, baade med mig, og ved at tilbagekalde de bittre Minder alt for levende. Ney, det nænner jeg ikke. Hellere vil jeg bortfjærne fra og for dem alt hvad der kunde vække dem, og takke Gud, fordi de ingen moderlig Hukommelse har. Dette afskyelige Veyr bidrager ogsaa sit til Sindets Nedtyngelse. Her ved Vinduet er det saa mørkt som det skulde være Aften, jeg seer neppe hvad jeg skriver, og det bliver neppe anderledes i Dag. – I Gaar havde jeg ogsaa en ret slem Dag. De pleyer altiid giøre Slagtningen (Dræbningen mener jeg) fra sig om Natten, og naar jeg kan undgaae det, ligger jeg ikke giærne hiemme den Nat. Det kunde jeg ikke i Gaar, og sov lidet; men værre blev jeg tilmode da jeg kom op, og de endnu langt fra ikke vare færdige. Jeg torde ikke vove mig herind, hvor jeg saae og hørte alt for meget, fik altsaa nesten intet skrevet med et Bud som gik til Byen, og var ilde tilmode. Endelig skulde jeg da ned og besee de 8 blodige Kroppe; hu, det gyste i mig, og gyser altiid, naar jeg betænker hvilke glubende Dyr vi Mennesker ere. I hvor kort jeg opholdt mig i Skiulet hvor de hang, var det dog, i den stærke kolde Vind længe nok til at forøge min Hovedpine, som hele Aftenen igiennem var ulidelig. Jeg kunde ikke engang glæde mig ved at see min Koren igien efter saa mange Dages Fraværelse. Ogsaa er den Glæde kun kort: thi strax skal han afsted igien, og i Morgen bort for flere Dage. – De sidder alt ude i fuldt Arbeyde allesammen, Lina og Kaja ikke undtagen; men jeg er saa mat, at jeg neppe kan holde Pennen, mindre Kniven, og det seer ikke ud til, de faaer sit Eventyr i Aften.

[112] Fredag 2^den Posten kom først i Dag. Med ulidelig Hovedpine læste jeg de kiære ømme Breve fra min dyrebare Maja C: og Lotta, og det i det første indsluttede meget interessante fra vor Sally, som er af samme Dato som hendes Sidste til mig. Det tænkte jeg nok, det kiære Barn vilde blive bædre tilfreds med sin Stilling i det fremmede Land efter et længere Ophold der. Gud skee Lov hendes Helbred forbædres, det er Hovedsagen. Maatte nu Margot-Badet, hvortil den omhufulde Broder bringer hende, fuldende Curen, hvor glade, Du Gode, skulde vi da see og omfavne Dig igien. Og sandelig, det skulde for endeel udsone mig med det uretfærdige Land, hvorfra saa mange Lidelser ere udgangne over mit elskede Danmark og Norge. At Londonerne saa almindelig antager den norske Pige for en Italienerinde, er vel de vakkre sorte Øyne og det endnu sortere Haar Skyld i, og kanskee endnu noget, som dog ingen skal faae at vide uden min Sally selv, det maatte da være, mine andre Elskede, at I giættede det.

To Gange har jeg i Dag været oppe, og lagt mig igien, og Gud veed, om jeg holder ud at være oppe til den rette Sengetiid. Min Koren forlod sin stakkels syge Christiane saa mismodig i Dag. Og de lide alle med mig, de Gode, det er det værste. Heller ikke er der vanket eller vil vanke et eneste Eventyr ved denne hele Slagtning, med hvilken det nu stunder til Ende som vel er. Det uroelige lunefulde Veyr tør vel ogsaa have nogen Deel i mit værre Befindende. Det er ret en Striid imellem Høsten og Vinteren: en Dag Snee og Frost, en Dag øsende Regn. I Dag kiører baade Koren og Hertel i Slæde.

Løverdag 3^dien49 Neppe, I Elskede, er der Een iblandt Eder, som ikke i Dag med et sagte Suk tænker paa Moer Koren, nedbeder fra Gud Roe i hendes Siæl. Og Eders Bønner ere hørte i Himmelen. I min Siæl er Roe.

Mand. 5^te Gud være lovet for de Dage, som ere forbi! I Gaar var jeg atter meget syg. Siæl og Legeme leed vexelviis med og virkede paa hinanden. Saa kom lille Fader Mørk, og sad her længe, inden han gik i Kirken. Med ham talte og græd jeg mit Hierte lettere. Saa fik jeg Brev fra min velsignede Lotta, og en lille Seddel fra Søn Rasmussen, og et Par ufuldstændige Bøger fra den uefterrettelige S^r Brummer. Men det alt adspredte Tankerne ved Glæden som ved Ærgrelsen. Der fulgte intet Brev med Bøgerne, saa jeg ikke veed, med hvem de ere komne op. Er ogsaa ligemeget. Og nu har jeg skrevet til Tøyen og til Strømsøe, og havt saa travlt, og er endnu ikke færdig. Men i Dag gaaer det saa let, da jeg ikke længe har været friere for Hovedpine og Alskens Ondt. Jeg er som gienfødt. Saadan kan man kun sætte Priis paa et Gode, naar man længe har savnet det.

[113] Tirsdag 6^te Som jeg havde lagt mit Papiir tilrette og skulde begyndt et lille Brev til min gode Rasmussen, kom der Bud fra øvre Romeriges Øvrighed (der var samlet her paa Giæstad) at jeg endelig maatte følge med dem til Plogstad, hvorhen Føret var godt, og hvor Skriveren havde en Forretning. Hvem tør være Øvrigheden ulydig? og her traadde desuden Hiertet paa deres Side. Jeg var altsaa villig som skyldig, det lille Brev maatte blive uskrevet til en anden Gang, hvad De nok har tilgivet, kiære R: inden De læser dette. I et Øyeblik var jeg færdig og afsted, og dog vare de alt borte, da jeg kom til Giestad, hvorfra jeg uden Ophold fortsatte min Vey, og virkelig fandt Føret over Forventning godt. Men min kiære Rikke fandt jeg saa nedslagen, da hendes og min søde Wilhelm ikke var ganske frisk. I sig selv var det vel intet at foruroeliges over, da man veed det er de smaae Tænder som skal frem. Dog, hvem kan gaae i Rette med en Moder, især en saa ofte og haardt bøyet Moder, og sige: «Saa vidt skal din Sorg gaae, og ikke videre.» – Inden Aften blev Gutten meget raskere, saa jeg, Gud skee Lov, selv beroeliget forlod min ømme Veninde nesten roelig. Jeg var halv belavet paa at blive der i Nat; men da Forretningen blev tidlig tilendebragt, og Koren i Dag skulde bort, toge vi hiem i det vakkre Maanskin. Men her ventede de os slet ikke mere – Kl: var 11 – og vare nesten alle tilkøys; dog slap de os gladelig ind, kun jamrende over, at der ikke var lagt i vor Ovn. Det vilde intet sige i det milde Veyr, og overalt sover min H^r Gemahl og jeg allersombedst hvor det ikke er varmt.

Jeg vaagnede lige saa smertefrie som i Gaar Morges, og har nu læst tydsk med Maja og Lina i Jes's Sted, som er med sin Fader for at lære kiende nogle smaae Eyendomme han i den senere Tiid har kiøbt i Nannestad

I Gaar var min gode Telja i et Sygebesøg hos Widding, som ligger meget slet, nesten uden Haab. I veed jo, han er gift med en Jomfrue Bierregaard, som var her i Huset fra sin Barndom, veed maaskee ogsaa, at vi ugiærne saae hende forenet med denne, fra sine øvrige høyst agtværdige Sødskende meget vanslægtede Mand. Han har vel ilde lønnet min Koren for meget Godt; men hvem kunde støde den Haand tilbage, der raktes os fra Gravens Rand? Enten han lever eller døer er hans arme Kone at beklage, og uvist, i hvilket Fald hun er det meest. Hendes Lykke er, at hun kun har sig at sørge for. Agent Nielsen, hos hvem han er Fuldmægtig, havde sendt Baumgarten op til ham, men med ham kom den Syge slet ikke tilrette, da han efter sin, jeg havde nær sagt umenneskelige Skik, ved første Blik forkyndte ham Døden, hvorom Widding intet vil høre.

[114] Torsdag 8^de Jeg har aldeles intet at fortælle Eder i denne Tiid, mine Elskelige! Selv til Veyret tager jeg forgiæves min Tilflugt da det er ligesaa mørt og grættent den ene Dag som den anden, ligesom det inden mine Dørre, Gud skee Lov, alle Dage er lige luunt og hyggeligt, og gaaer alt, som det engang i Orden satte Uhrværk, sin jævne Gang. «Men et Uhrværk maae dog trækkes op, i det mindste en Gang om Ugen?» – Aa ja! hver Søndag, f. E: trækkes Stueuhret op, og da optrækkes ogsaa, lignelseviis talt, hele Husets Uhrværk, og og gaaer saa uden videre Ugen igiennem. Men derved baader den kiære Dagbog ikke. At den nu ikke skal reent gaae i Staae Staae, vil jeg imellem pløye lidt med fremmede Kalve, og giøre Begyndelsen med nedstaaende deylige lille Digt af Schlippenbach

Sikkert, mine Dyrebare, fristes I til at ønske, at det ^der ofte maatte fattes mig almideligt Stof til Journalen, naar jeg NB: havde noget saa Skiønt som dette at give Eder istæden. Jeg troer, jeg før har fortalt Eder, at det er min kiære Egersøn jeg skylder Tak for det lille søde Digt, om hvilket han skrev: «Er det ikke som vare (Wilhelm Meisters) Mignons Følelser her satte i Æolsharpe-Musik?»

Efter dette kan det dog nok passe sig at jeg fortæller Eder, jeg i disse Aftner har læst et allerkiæreste Eventyr, Korane, af Anton Wall – Jeg har før eyet og mistet det, og fik det nu opsendt fra Brummer, [115] den nyeste Udgave med den morsomme Digters Portrait. Det er ret skikket til en Aftenfortælling for Glutterne mine, hvor jeg da naturligviis blot holder mig til Historien, og i alt Fald indstrøer Anmærkninger efter min Maade. Maria veed jeg vilde kiedes (endnu) ved at høre om de uendelige Kysse og Sukke, Lina vilde speculere over dem, Kaja vilde strax faae Lyst til at kysse den, der sad hende nærmest. Jes maae allermindst faae Bogen, just fordi jeg er vis paa, den ikke vilde kiede ham. Endnu maae I vide, at samme Anton Wall eller Heine, som er hans virkelige Navn, er min Korens Yndlingsdigter – kun kan han ikke tilgive ham, at han i sine Bagatellen har ladet Julie blive ufuldendt, hvori han dog maaskee har ^giort Ret; endskiøndt det paa den anden Side vel heller ikke er raadeligt at overlade Penslen til Indbildningskraften i en Scene som den han afbryder –

Løverd: 10^de «Det er ret et Graabeensveyr om Dagen» siger man her, og forstaaer derved Slud og kort, saadant Veyr som vi nu daglig har. Men nu kan man kalde, selv det vakkreste Veyr saaledes, da Graabenen ikke skyer i det lyseste Solskin at gaae lige ind i Gaardene. Her var nyelig en lige ved Fiøset, og paa en Naboegaard saae de ligeledes ved høy lys Dag en sætte Forbenene op i en Fiøsglukke, og blive staaende, skiøndt der var Folk i Nærheden. Den skyer intet, og den Skade den har giort i denne Sommer og Høst er forfærdelig, for alt naar man betænker, hvilken Eyendom i disse Tider en 4, 5 Faar er for en fattig Husmand, og at flere end Een blot heromkring har seet sig denne paa en Gang og i et Øyeblik berøvet. Vel har vi brugt al muelig Forsigtighed med vor adspredte Hiord. Men dog er det fast ubegribeligt, hvordan vi – at jeg maae sige det i en god Tiid! – hidtil ikke har mistet et eneste Faar. Vi antage det for et Vink til at hielpe de Berøvede saa vidt vi kan. Gud give jeg kunde hielpe dem Alle! Men det maa blive ved Ønsket.

Der kom da Ane Tambour fra Byen, og bragte mig min elskede Lottas Brev, og et fra min gode unge Bergh i Kbhn, men temmelig gammelt, neml: fra 22^de Septb^r. Tingen var, der fulgte en Bog med (tredieⁿ⁵⁰ og sidste Deel af Lafontaines deylige «beiden Bräute») – Ellers vare disse Breve mig hver paa sin Maade, saa kiære, det længste og muntreste, jeg i lang Tiid fik fra min Lotta, og som blandt andet indeholder den Efterretning: at den snilde adstadige Dorthea Wold er forlovet, og snart begiver sig i den hellige Ægtestand med sin Fetter, Proctr: Røhr paa Næssodden. Hvortil Gud give Lykke og Velsignelse, Amen!

Hvad der var det ubehageligste ved, at jeg fik hiint Brev fra Bergh [116] saa seent, er at der, siger min Lotta, fulgte et Brev med fra mine elskede Døttre dernede, til vor Sally, vist nok bestemt til at fo sendes med Capitajn Berg, der nu længe siden er borte, Gud veed, om dette kiære Brev nu kommer i den gode Piges Hænder før Vaaren. Min unge Vens Skyld er det imidlertiid ikke, da han var vis paa, jeg skulde faae det mens jeg endnu varⁿ⁵¹ paa Tøyen. Det skal ^som jeg hører‹,› alt være opsendt med en Præst Storm, hvis Uefterrettelighed Gud tilgive ham tilligemed sine andre Synder.

Mand: 12^te Søndagerne gaaer saa stille og roeligt som de andre Dage. Præsten Munthe kom heller ikke i Gaar, og her var ingen uden Sollner, som fulgte hiem fra Kirken med Børnene, og blev her til i Aftes. Det var klart Frostveyr, og jeg gik en Tour i Haven med min Koren. Den hendøende Natur giør stedse et sørgeligere Indtryk paa mig, end den hendøde. De endnu paa Træerne hængende sortgule Løv, de hensegnede Planter, det mellem Rimsneeen frempippende gule Græs, forekommer mig som den uden Haab overgivne Syge, der intet andet seer for sig end den aabne Grav, som min stakkels Inger, en 19 Aars gl: Pige, der slæber det af Svindsot udtærede Legeme om med sig, og i hvis udhulede Øyne Døden alt synes at have taget sit Sæde for snart at lukke dem. Flere af hendes Sydskende ere døde just i denne Alder, og neppe seer hun Træerne grønklædte igien. Ak! thi kun vort Løv, engang affalden, grønnes ikke mere. –

Da Sollner var reyst, gik Ungdommen ud i Maanskin; kun min Koren (Hertel var taget til Næss) Telja, lille Kaja og jeg, sad inde om Bordet. Jeg fik alt for snart Ende paa «die beiden Bräute» med hvilken Lafontaine efter sin slemme Skik til Slutningen har hastet alt for meget. Kaja stod hos mig, og vilde have Forklaring over Kobberne i Thelemaqu. Ved denne Giennembladring fandt jeg flere Gange min Wilhelms Navn, og et Sted: S & W: Koren. Saadan vare de stedse forenede, disse dyrebare Navne. Jeg erindrer saa grant, hvilken Glæde det var dem, da de fik denne Bog af deres Fader og læste den sammen med ham og siden med Biltzing – Ney, Døden kunde ikke adskille, og kun Evigheden ganske forene disse ved alle Baand sammenbundne Siæle –

Onsdag 14^de Er i alle disse Dage intet intet videre passeret, end at her har været en lille bitte Lieutenant, hvis Navn endnu klinger for mine Øren, uden at jeg kan giøre Eder denne Klang tydelig ved Ord. Han er kommet i Capitain Werners Sted, og vilde giøre sig kiendt i denne ham ganske fremmede [117] Egn. Det er ubehageligt, at være saa vildfremmed, det begriber jeg nok, men det er paa den anden Side heller ikke morsomt, at underholde og conversere med et saadant vildfremmed Menneske, med hvem man ikke kan komme videre, end til Vind og Veyr og Føre. Jes, som er meget forbindtlig, lod mig kalde ud, og spurgte, om han ikke kunde følge den Fremmede til Wærners da Veyen did er noget vildsom. Derimod havde jeg intet; men da Lieutn: om Aftenen fulgte ham tilbage igien, blev jeg lidt grætten, som dog nok ikke var smukt af Eders Moer Koren. «Kiære Moer, sagde Jes, da jeg spurgte om han havde bedt ham med tilbage, «hos Wærners bad de ham ikke blive, hvor skulde han da hen i den mørke Nat, det fremmede Menneske?» – Jeg skammede mig over min Ugiæstfriehed, som sandelig dog havde sin Grund i ovenmeldte Fattigdom paa Conversations-Stof («ja, siger I maaskee, naar har man ikke en Undskyldning ved Haanden?» Dog ney, det siger nok ingen af Eder.) og giorde alt hvad jeg kunde, for at forsone min Uret. Jes giorde ærligt sit til at afhielpe hiin Forlegenhed, tog sin Beskyttede med sig paa Contoiret, hvor det gik nok saa lusteligt til, og veeg ikke fra hans Side, før han havde fulgt ham op paa sit Værelse til en god roelig Nat. Den troer jeg, han havde. Det var for Resten et ganske beskedentligt, stille Menneske, saa vidt jeg kunde mærke en Bondesøn fra Hedemarken, en af de senere Aars mangfoldige Lieutenanter.

Nu er her Bud fra Widings. Han er i Bædring (ondt Krudt forgaaer ikke) men hans Kone meget syg, en af Folkene er død, flere ligger, altsaa vist en smitsom Sygdom. Stakkels Maren, Gud give, hun fik døe! Jeg kan intet bædre Ønske giøre for hende. Walbohm er hentet did, af ham faaer vi da høre hvordan det staaer til. Der er en sørgelig Forfatning.

Løverdag 17^de Walbohm var her i Gaar. Widing er uden Fare (jeg kunde ikke bare mig for at tænke paa Ordsproget igien) men Konen meget slet, og jeg gientager mit Ønske, det eneste, jeg kan giøre for hende i denne Forbindelse: at Gud vilde løse hende af den.

I Gaar skrev jeg til min Lotta, fra hvem jeg fik et saa vemodigt Brev fordi hun intet havde hørt fra mig i saa lang Tiid – det er efter vor Maade 8 Dage – og læste et lille kiærligt Brev fra min Maja C, skrevet under Indpakningen af vor Thrinas Tøy, som nu er paa sit Sted, og blot venter paa at blive ordnet af den kiære Bruds egne Hænder, og saa modtage hende som Kone, som den lykkelige Reals lykkelige Kone –

[118] I to Nætter har min Jes og Lunde vaaget i Fjøset, i Haab om at faae Skud paa en Graaebeen – det er hvad de her kalder at ligge for Gluk. Men forgiæves har de spildt deres gode Søvn, ingen Hr Urian har hiemsøgt den for dem udlagte Steeg, en gl: Hest. Og nu faaer Jes slet ikke Lov at vaage, i det mindste ^ikke et Par Nætter endnu. Hans Dag spildes derved saa vel som hans Nat, skiøndt han dog er oppe Kl: 9. Men 3 Timers Søvn er for lidt, især for Ungdommen, og hans Helbred er mere, end 10 døde Ulve –

Biælder? det er Frue Hiort og Wærner. Adieu, Dagbog!

Kl: 3 Nu reyste, de stakkels Kiærringer, begge i een Slæde og uden Styrer; dog derfor er det ikke jeg ynker dem, de ere raske og uforfærdede. Men det er hvad man kalder et Hundeveyr, ‹sner› og fyger. Bliver det saa i Morgen, veed jeg ikke, om jeg vover mig til Gierdrum Præstegrd, hvorhen vi i Morgen alle ere budne. Der er Confirmation ved Kirken, og jeg hører Chrystie saa giærne, dog tvivler jeg nesten om, at komme saa tidlig ud. Paa denne Tour skulde jeg da ogsaa giøre Frue Waager min Visit, som jeg tænker skal skee Mandag Eftermiddag, i Følge med Moer Chrystie

Arme gamle Adler, som maatte betale sin Spise- og Giæstebudslyst med sit Liv! For et godt Aftensmaaltids Skyld opholdt han sig en halv Miil fra sit Hiem, og kiørte i bæl Mørke en slem Vey i Kareth, væltede, og fik et Stød, som var saa voldsomt, at han Dagen efter opgav sin Aand. Junker Anton frelste, siger min Maja C:, ved sit lette Legeme sin endnu lettere Aand fra at tage Flugten efter den gamle stakkels tunge Papas – Det var denne samme Adler, «hvis naadige Mama ikke fordrog Tobaksrøg». Han var hiertelig godmodig, og det var jo vel alt hvad han kunde være.

Tirsdag 20^de Det var saa slemt Veyr Søndag, derfor lod jeg Ungdommen tage tidlig i Forveyen, og kom de, før Præsten var taget i Kirken. Min Koren og jeg toge saa smaat efter, kom paa Veyen i Følge med Sollner, som ogsaa skulde did, og ariverede lidt før de kom fra Kirken. Krogh og hans Kone og Datter var der, og Jomfrue Heide og lille Rasmus. Min kiære Rikke skulde været med, men maatte gaa tilsengs istæden for i Slæden. Jeg ventede halvveys at møde [119] hende og Fogden der. Dobbelt tungt, at dette skulde hindre dem. I den senere Tiid har hun faa eller ingen ret gode Dage, den kiære hulde Rikke. Før var der dog Mellemrum, hvori hun var fuldkommen brav; men disse bliver sieldnere og sieldnere. Gud give hende Taalmodighed og Siælsstyrke til at bære det svage Legems Byrder, ak, og Siæls-Glæder til en Modvægt for disse!

Fader Chrystie var og har i lang Tiid været meget forkiølet og hæs. Derfor var Confirmationen saa længe udsat. Vi havde det som altiid der morsomt og godt. Om Eftermiddagen var Hertel og Jes henne at see til den meget syge Mad: Widing, som saa inderlig ønsker at døe, som hendes Mand frygtede det. Hans Ønske at leve blev hørt. Maatte nu hendes ogsaa blive det! I Dag faaer vi høre, hvordan det er med hende. Endnu angrer jeg paa, jeg ikke tog hen og saae til hende, men der er saa mange syge der, og Koren vilde det saa nødigt –

Om Eftermiddagen eller Aftenen spillede Præsten, Skriveren, Hertel og Krogh. Ungdommen dandsede og legede; vi Gamle saae til, og jeg meest til min Strømpe, som voxede et godt Stykke. Alle toge bort saa nær som min Koren og jeg, som Dagen efter skulde til Brotnow[.] Did foer vi da, Moer Chrystie og jeg, Mandag Eftermiddag, og bleve modtagne nok saa galant, baade af Fruen og den, som man troer, tilkommende H^r Gemahl. Det kunde umuelig falde mig ind at sige et eneste Ord som lignede Condolance. Alt saae saa smilende og fornøyeligt ud, at ethvert Ord som havde Hentydning til hvad der var forbi, vilde været høyst upassende, ja kunde klinget som Spot. At dette var mig langt kiærere end det Modsatte ville været mig, kan I nok tænke Eder, mine Elskede. Jeg holder af Oprigtighed hvor og i hvad Skikkelse jeg finder den, og vilde neppe holdt ud at see Fruen gebærde sig utrøstelig eller meget bedrøvet, hvad hun dog umuelig kunde være. Strax efter os kom min gode Naboekone, Madam Walbohm, og i Følge med hende, Frue Rohweder. Da vi havde drukket Thee, vilde vi taget bort, men det var umueligt at slippe, for mig i det mindste, da ingen traadde paa min Side, og overlod alt til mig. Sukkende taug jeg da, satte mig i et Hiørne af en dobbelt Sopha og tog min Tilflugt til Strikkeposen. Saa sadd' vi der om et lille rundt Bord med 2 Lys paa i en lille hyggelig Stue – ak, hvor det kunde været godt – dog, ogsaa som det var, gik det an.

Tidernes Tegn og Dyrhed, Væxelcoursen o.s.v. var Indholdet af Samtalen. [120] Ogsaa Napoleon maatte holde her. Obrstinde ^Roweder er blandt alle hans Modstandere og Modstandersker af mit Bekiendtskab, den meest haardnakkede. Vist nok er han langt fra ikke min Afgud; men det hindrer mig dog ikke fra at erkiende hans sieldne Talenter, der maaskee aldrig før vare saaledes forenede hos nogen Dødelig. Men hun vil intet indrømme ham, og forsætlig Blindhed er mig utaalelig. Derover ere vi tidt komne i en liden Striid. Da jeg nu hellere saae Opmærksomheden henvendt paa alt andet end vore nærværende Usselheder, tog jeg det keyserlige Partie, og tog det ret alvorligt, da Frue Roweder udbrød i Beklagelser over den ulykkelige afsatte Josephines Skiæbne. Hun kunde, eller vilde paa ingen Maade begribe, at denne tvetydige Dame dog virkelig nu var lykkeligere, end i sin saa kaldte Regierings Tiid. Ak, at der gives Mennesker, som troer, Høyhed og Glimmer ikke kan kiøbes for dyrt! Dette er mig ubegribeligt, som ikke kan tænke mig nogen jordisk Lykke uden i det stille roelige Husliv, blandt glade, gode Mennesker, uden Tvang og Kiede.

Frue Waager havde lovet os tidlig Aftensmad, og holdt ærlig Ord. Kl: 10½ var jeg hiemme. Men alligevel er jeg ikke ret frisk i Dag. Der var skrækkelig varmt, og maae jeg vel, i hvor godt jeg var indpakket, være bleven forkiølt paa Hiemtouren. I Formiddag var jeg især meget ussel og mat. Nu er jeg bædre; men dog ikke rigtig rask. Jeg har med et Bud til Byen skrevet et lille Brev til Søn Rasmussen, og et længere til min gode Kista. Mere ‹…› orkede jeg ikke, og orker heller ikke nu meer.

Torsdag 22^de I Gaar maatte jeg holde Sengen det meste af Dagen. I Dag er jeg ret brav, og har nu havt et kort Besøg af to, hinanden som Nat og Dag ulige Præster: min stille sagtmodige Fader Mørk og den ravgale Gamborg. Han holdt især et Pokkers Huus med Kaja, som fuldt og fast troede, han var beskiænket. Nu ere de begge borte. Bliver jeg rask i Morgen, giør jeg en Tour til min elskede svage Rikke. Det er hendes Fødselsdag. Gud give, den gienfødte hende til nye Helbred. Saadant som det nu er, kan det ikke længe vedvare, skrev hun i Gaar – ak, det føler jeg med dyb Smerte.

I Mandags havde Lieut: Hanche og Jomfr: Friis Bryllup i Ullensager Præstegrd i al Stilhed. Det maatte engang faae en Ende med deres Forlovelse, maatte nu faae det. Men Udsigterne ere mørke –

[121] Løverd 24^de Altsaa er det i Dag, kiæreste Rasmussen, Deres Livs vigtigste og lykkeligste Dag. Jeg veed det af et Brev fra min kiære Lotta i Gaar. Hun og mange forener sit Ønske med mit: at De mange Gange med glædebankende Hierte maae hilse den signede Dag, hilse den som jeg hilser den 17^de Octb^r. «For ingen Støvets Søn blev Livets Bane med stedse friske Blomster strøet» – men hvor den endogsaa herefter skal være mindre jævn, ved Deres Sophies Haand vil De gaae let hen over den – trækker end stunddom mørke Skyer sammen – hendes Smiil vil adsprede dem – brænder Kummer i Deres Hierte – hendes ømme Taare vil slukke den – Og saa vil ogsaa jeg tælle dig, du omtaagede mørke 24^de Novemberdag, blandt mine lyseste, du som lægger Grundvolden til en værdig, elsket Vens Lykke. Om vor gode Fader Pavels holder Brudevielsen, ønskede jeg at vide. Hvert Ord vil da gaae ham fra Hiertet, som den han – tys! derom siden –

Ja, det var en rig Post i Gaar. Saa vennehuldt forelægger min elskede Maja mig hele Planen til vor Thrinasaras forestaaende lykkelige Dag – den 11^te Decb^r – Min gode Bergh tilmælder mig de blide Udsigter, der ere aabnede for ham, hans Antagelse som Privat Secretair hos Minister Rosenkrantz, denne Mands ædle Forhold imod ham – Min evig uforglæmmelige Hedevig Augustas sieldne, fortræffelige Broder, Carl, gienkalder saa mangt et bittersødt Minde, er saa aldeles den samme, under alle Livets Omtumlinger den samme Naturens og alt det Godes Ven, men som i det Forbigangne og Tilkommende henter Kraft og Mod til at bære det Nærværende – Og neppe var jeg færdig med disse velsignede Epistler, saa bragte et Byebud mig et langt huldt Lottabrev, saa jeg nær ikke var kommet afsted. Hesten holdt alt for Dørren og rystede Biælderne og kaldte mig, kaldte mig til min kiære Rikke, hos hvem jeg atter nød og giennemnød min glade Tilfredshed i at meddele hende den. Hun var staaet syg op, men kom ret færm ud og tog imod mig, og var det ikke første Gang, mit Komme har jaget hendes Onde paa Flugten. O, kunde den det kun altiid! Alt til Kl: 9 blev jeg der, og naar jeg undtager Spisetiden, og et Par Timer, Præsten Munthe og hans Søn var der, tilbragte vi Tiden ganske allene – den [122] muntre Rasmus og søde overgivne Wilhelm afbrød os ikke. Præsten Munthe fortalte, hvad jeg her hiemme hørte bekræftet, at den stakkels Madam Widing (dog, hvorfor ynker jeg hende nu?) var død i Gaar Morges. Han skal ogsaa være bleven slet igien; og det var intet Under. Med alle hans Feyl holdt han af og var god imod sin Kone, som hun fortiænte det. Nu hviler hun fra alle sine Bekymringer, fra sit tunge, tidt meget tunge Dagarbeyde. Hendes Søster, en meget ulykkelig Pige, som har været der nogen Tiid, maae have udstaaet meget i disse skrækkelige Dage. Jeg tør, og maae efter Walbohms Ordre ikke lade nogen tage derhen, da Sygdommen er af den smitsomste Slags Forraadnelsesfeber. De gode Gierdr: Præstefolk, især Præsten selv, har dog ikke ladet dette afskrække fra at see til de Lidende; og det burde det vel ikke heller. Gud veed, for mig selv frygter jeg ikke, men des mere for andre.

Mandag 26^de I Gaar var det dog den stilleste Søndag jeg kan erindre. Ikke engang Faer Mørk saae vi her før han gik i Kirken. Han har nok været lidt seent paa færde: thi som vi gik tilbords ringede det sammen. Jes var paa Brotnow, maatte spise og drikke Caffe hos Enken, og tog Posten med sig derfra, et meget langt Brev fra Frue Jessen med mangen ineressant Efterretning fra Danmark (hvor hun har været i Sommer) og et ligesaa kort fra den underlige Bergens Skriver, med Løfte om Forbædring herefter. Det glæder mig, at han begynder at føle Pebbersvendstanddens Besværlighed – maaskee kan det bringe ham til Syndernes Erkiendelse mens det endnu er Tiid at giøre Bod og Omvendelse. Just fordi jeg holder saa hiertelig af ham, ønskede jeg, at han nu ved at kiøbe sig Gaard og indrette sin Husholdning maatte have ret mange Fortredeligheder, søge, for at undgaae dem for Fremtiden, en Medhielperske, og finde hende saa huld og elskværdig som hun kan findes i Danmarks eller Norges Rige. Amen, det skee!

Tirsdag 27^de Min Koren er reyst til Christiania. Jeg skulde just sætte mig til at skrive med et Bud, som i Nat gaaer til Byen, til min [123] elskede Maja, da kom Fader Bierk, og er reyst nu, da det allerede mørkner stærkt. Det blev ikke saa langt et Brev, som jeg vilde og min kiære Egersøn fik intet, og der er saa mange Smaaeting, som har giort mig fortredelig i Dag. Smaaeting? er det dog ikke alt: thi at Forvalter Scheitlie vil see at jage os fra Hovind, er stort og stygt nok. Paa hans Søns Vegne er anlagt Odelssag mod min Koren, som dog Gud skee Lov forsikrer, Tingen ikke er farlig, og at vi kan være ganske roelige. Roelig bliver jeg ogsaa stedse, naar jeg faaer kiæret ham min Nød. Men da jeg først hørte om Indkaldelsen til Forligelses-Commissionen, var han ikke hiemme, og Tanken blot om Mueligheden at skulde forlade det elskede Hovind, forstemmer mig. O, med alt for mange Baand er mit Hierte bunden til dette Sted – skulde disse voldsomt overskiæres, frygter jeg, det forblødte sig. Kunde jeg end ganske indrette mig et Hovind, et Vilhelmsminde paa et andet Sted, den dyrebareste Plæt jeg har paa Jorden, de elskedes Hvilested, kunde jeg ikke flytte med mig, mit Hiertes, mine Tankers, min Kummers, ja, selv min Glædes Hvilested. O ney, algode Gud! Du vil holde den Haand tilbage, som er udstrakt mod vor stille harmløse Roelighed. Det troer, det føler jeg, du vil –

I Dag er det den gode, troefaste Hertels Fødselsdag. Han er ikke hiemme. Maja har tegnet et lille Stykke, som i en simpel peen Mahogniramme er ophængt paa hans Kammer til hans Modtagelse. Lidt nydeligt fiint Papiir og d^o Lak, Lævninger fra vor frie Handel med Engeland, har jeg lagt paa hans Bord. Han, som læser i mit Inderste, veed, hvad jeg nedbeder over ham – og vil opfylde det.

29^de Torsdag. Nu meldte Capitain Werner os sin Moders Død. Hende var ogsaa Døden en Velgiærning. Hun har i flere Aar baaret paa et usselt Legeme, og kunde hun med Møye flytte sig paa sine Krykker. Men dog vil de gode Werners savne hende i mere end een Henseende. Som Obr: Lieutnans Enke (Brøchers) havde hun henved 300^dr Pension, en stoer Hielp for Børnene. Werner elskede sin Moder, ligesom hun ham, jeg troer over Alt. Hendes Tab har saaret ham bitterligt. Giid det ikke maae have en alt for sørgelig Indflydelse paa hans og Families Fremtids Skiæbne!

Et ubehageligt Veyr har min Koren i Dag at reyse hiem i. Snee og Blæst.

[124] Fredag 30^te Gud skee Lov, min Koren kom før det blev ret mørkt, og før Veyret tog paa at rase rigtigt. Han var frisk og flink, men havde ikke været det Natten før, stakkels Gut, lagt allene og været saa syg, uden at nogen vidste det. Søvnen, hans troe Ven, helbredede ham som sædvanlig, da den slemme, men i sine Følger gavnlige Opkastelse var ophørt. Det er en uforsigtig Krabat, den samme Hr Skriver, som stoler alt for meget paa sin Styrke, der rigtig nok er ualmindelig, men, desværre, dog ikke unedbrydelig. Havde det været den første Nat han var blevet syg, skulde jeg ikke undret over det, thi som han kom til Tøyen maatte han, reyseklædt som han var, følge med det kiære Presidentpar, som allerede vare færdige, til Agent Nielsens, hvor der var stort Aftenselskab, hvor han spiste ‹…› ^Gies og drak Champagne, (for en Landmand saa uvante Ting) og – imellem os, var saa temmelig forliebt i den smukke Madame Mariboe og Frøken Hafner, der vel kunde giøre saa megen Ravage i Hiertet som det ovenmeldte i Maven. Ja, I skulde kun se, hvor det lyser, det hele gode Ansigt under de graa Haar, naar han taler om Bolla Hafner. «Alter schutzt von Thorheit nicht» siger Tydsken – O du, kiære, sieldne Mand, maatte du dog til Dit Livs sildigste Aften beholde denne ungdommelige, evigforyngende Følelse! –

Men ikke et eneste Ord bragte han mig fra min elskede Lotta eller Kista. Der skulde i Gaar være meget stort brillant Middagsselskab, og saa var det naturligt, der ingen Tiid kunde blive til at skrive – Nu seer jeg dem jo ogsaa snart, Gud skee Lov, alle de Kiære. Min Thrinas Bryllup bliver den 10^de, hører jeg nu, fordi Fader Pavels den 12^te maae være igien i Byen, for at vie Frøken Rosenkrantz og Grev Knuth. Min kiære Maja Pavels (som ogsaa var hos Nielsens) bad Koren sige mig, at hun Løverdag følger med den siæleglade Brudgom til Strømsøe, og ønskede saa giærne, jeg da blev med. Og det vil jeg. Ogsaa tænker jeg Presidenten, og haaber Lottamoer giør Følge, hvorom min Koren intet bestemt kunde sige mig.

Neste Onsdag tager jeg til Tøyen, og give Gud, jeg da fandt min trofaste Kista raskere, end hun var i Gaar, og har været i nogen Tiid – at jeg fandt alle de Elskede vel, og fik Dig med mig, min Lotta!

[125] Her kom i Gaar Indbydelse fra Widing til hans Kones Jordefærd i Dag. Hverken min Koren, Hertel eller Lunde kunde komme, altsaa maatte stakkels Jes tage ene did, skiøndt ogsaa han kunde behøvedes her hiemme, da vi har Hved-Dovning, og skal faae 136 Læs Brænde hiem, men har saa ogsaa en 70 Mennesker at beværte, dog kun med Brændeviin og Kageklining, det vil sige Smør og Brød. Min stakkels syge Inger havde faaet Lov at gaae hiem i Gaar Dag. Da hun nesten skulde samme Vey som Jes, tog han hende i sin Slæde, hvorover Melin ærger sig forfærdelig, da Jes derved, siger han, kan tabe sit gode Navn og Rygte, og især derved forspilde et Partie som han alt længe har havt i Sigte til ham. Det er en Ertsnar, som I veed.

Jeg fik høre i Gaar, at Capitain Werner var meget syg, og tog derhen i Gaar Eftermiddag. Sandelig, der er Sorgens Boelig. Han var meget slet, saa mat, at han neppe kunde tale forstaaeligt. Moderens Død har, som jeg frygtede, ganske nedbøyet ham. Der ligger han, den til Døden syge Mand, i det eneste Værelse de har, mellem de stakkels jamrende Børn, hvoraf det mindste kun er 19 Uger gammelt. Falder en sielden Slummer paa de hede tunge Øyenlaage, opskrækkes han ved Barnets Graad. For at giøre dette denne Jammerscene endnu mørkere, var ogsaa den ulykkelige, stille vanvittige Hiort der, men frisk og rørig. Den brave Solner kom ogsaa did, og vi giorde begge hvad vi kunde for at tiltale den Syge og den hele sørgende Familie Trøst. Ganske forgiæves vare vore Bestræbelser Gud skee Lov ikke. Ogsaa fik vi det Løfte af Werner, at han ikke vilde see sin Moder, som han før saa stærkt paastod, og som hans Kone og Syster frygtede for Følgerne af. «Jeg fik jo ikke see hende døe» sagde han, «og skal nu ikke see hende mere – det er haardt.» «Og staaer hendes Billede ikke i Deres Hierte, saadan som hun levede iblandt os? I det bædre Liv, hun nu er gaaet over til, trænger vort Øye ikke. Hvorfor vilde De da indpræge Dem Billedet af det kolde Støv, som nu er tilbage? Og tænk paa, hvad De skylder Deres gode Kone, Deres Børn, som De elsker saa høyt, og hvis Haab og Støtte De er. For disses Skyld maae De saa meget mueligt bortfjærne alt hvad der kunde giøre for stærkt Indtryk paa Deres Sind og forstyrre den Roe, De trænger saa meget til» – Dette sidste følte han dybt, [126] og derfor modsagde han os heller ikke i alt hvad vi anordnede Begravelsen angaaende, som han før endelig vilde havt udsadt til han kunde følge denne elskede Moder til Hvile. Endogsaa efter den længst muelige Udsættelse kunde dette havt et skrækkeligt Tilbagefald, ja hans Død i Følge med sig. Nu blev det saa afgiort, at hans nærmeste Beslægtede og Venner skal komme der om Formddg: Onsdag 8 Dage (den eneste Dag, Tingfolkene kan blive med) spise Frokost der, følge til Kirken, og saa tage hiem hver til Sit. Anderledes burde det aldrig være paa noget Sted; og her er det i enhver Henseende umueligt, det kan blive anderledes.

Det lod, som hans Hierte var blevet lettere efter disse Overlæg, og Konens og Systerens var det virkelig, saa Gud skee Lov jeg kom did, og fandt saa god en Medhielp der i Sollner. Jeg er ellers meget uroelig over, intet at have hørt derfra i Dag, da her skulde kommet et Bud hid i Morges. Maae han kun ikke være blevet værre i Nat. Walbohm er der nok, og saa kommer han og bringer os Efterretning, som Gud give maae blive taalelige. Det var skrækkeligt, skulde han gaae bort fra de mange Uforsørgede.

Vi har haft en kort Visit af Lieut: Asche paa Brotnow, som for Postexpeditionens Skyld ikke kunde blive til Middag, og havde lovet sin Frue at komme tilbage. Et andet af en Student Riis, (Johan Rises Søn i Christiania) som havde noget at afgiøre paa Contoiret, var ikke længere. Det er saa usædvanligt paa Landet, at lade Folk reyse, som man siger, med tørre Munde, eller denne blot vædet med en Dosis og en Smule Slikkerie – Den kiære slemme Rikke har jeg ogsaa ventet saa vist i Dag, men nu er det over Middag, – skiøndt langt frem med os, som skal vente efter Munthe – og altsaa er nok min Vent forgiæves. Dog muelig reyser hun paa engang med sin Fut, som i Dag skal til Næss, hvor Tingene begynder i Morgen. Hertel og Lunde reyser ogsaa i Aften, men min Koren ikke før i Morgen tidlig. –

Alt mit Tøy, al min Bryllups Pynt, er indpakket, for at gaae med et Bud til Tøyen i Morgen. Til at skrive bliver vel neppe Tiid – men nu kommer jeg jo selv, I Elskede, og da tale vi mere sammen i een Time, end med Pennen paa et heelt Ark.

[127] Mandag 3^die Nu er min Koren taget til Tinget, og nu seer jeg ham ikke igien i de første 17 Dage, thi før den 20^de kommer han ikke hiem – i denne Mellemtiid vel, men saa er jeg borte fra ham – Mig venter glade, lykkelige Dage, ham kun Slæb og Arbeyde. Det tempererer mærkelig min Glæde kan I troe, Elskede – O at han kunde deelt den, for alt denne, hans saa inderlig kiære Thrinas «Hiertes Glædesdag.» – Ogsaa er jo han, som flere, intet Sted hellere, end der, jeg nu stunder hen[.] Jeg mærkede saa tydeligt, skiøndt han ikke nente at sige det, at denne Opofrelse til hans Embeds Pligter kostede ham end nogensinde før. Og at han med intet Ord udlod sig herom for ikke at mørkne hans Christianes lyse Udsigter, at han med saa unævnelig Omhu søger at bortfiærne hver Skye paa mit Livs Horizont forvandler ofte min Glæde til Veemod – Jeg kan ikke forklare det – men I forstaaer mig, Gud skee Lov, nok.

Kl. var over halvtre i Gaar. Jeg var ret grætten og sulten, grætten paa Fetteren Din, min Lotta, som blev saa urimelig længe i Kirken. Da kom min velsignede Rikke med sin Rasmus, og Sult og Grættenhed var reent forbi. Jeg glæmte, at mine stakkels Giæs vare færdige at falde af Spiddet, og tog nok saa blidt mod Præsten, som kom strax efter. Rikkemoer, og Jomfrue Antze, som ogsaa kom i Eftermiddags Besøg, sad tilbords for Stads Skyld. Vi drak Caffe ved Lys, ret som det alt kunde været i Julen, og sad, da Pastoren var taget bort, i god fortroelig Snak til Kl: halvni – længere blev min Rikke ikke, da Fogden i Dag skulde tidlig ud. «For min stakkels Vilhelms Skyld» sagde hun, «kunde jeg nu giærne være borte. Vi har ikke seet hverandre siden i Onsdags» – og Taarene begyndte at trænge frem. Hun har været saa meget syg i den senere Tiid, og maatte bryde overtvært med at vænne ham fra Brystet, hvorved Gutten ikke har lidt nær saa meget, som den ømme Moder. Kun naar han sover, stiæler hun sig til at see ham. Det kiender jeg saa godt igien. Uagtet alle de Besværligheder, al den Uroe der er forbunden med dette søde Arbeyde (ak, som lønnes saa rigelig)ⁿ⁵² er det dog en af de største Glæder, jeg kiender, og kun Sorgen, naar det maae ophøre, troer jeg, er større.

Blandt alle de Tanker, som i Dag krydser sig i mit Hoved, er den hærskende: hvordan i Dag 8 Dage Dit Hierte vil banke, dyrebare Sara-Thrina! hvor glad, hvor beklæmt og underligt, det vigtige, hellige Øyeblik [128] imøde, da Du ganske skal tilhøre Din henrykte Real – Venlige, men hede Taare fylde mine Øyne. O min Maja, min Siæls Veninde: i Din Lykke, ved Dit glade, men dog ved smertelige Minder blødende Hierte vil jeg stræbe at glæmme, hvordan jeg paa denne Dag for to Aar siden landflygtig fra mit Hiem, Sorgens mørke Boelig, skrev hine Linier til Dig fra Gierdrum, som gav mig de første Taare, men som atter standsede i et convulsivisk Skrig, som Moer Chrystie siden har fortalt mig. Jeg har kun en dunkel Idee om disse første skrækkelige Dage[.] Men kan jeg ikke glæmme – og hvordan kunde jeg det! – Du har jo heller ikke glæmt, kan aldrig glæmme – vore Taare skal blande sig og flyde lettere – lettere end disse, i mit eensomme Kammer –

Mandag 4^de Jeg var den hele Dag i Gaar i en vedholdende sørgelig^modig Stemning. Intet Arbeyde vilde gaae fra Haanden, før jeg gav mig til at excerpere af Schlippenbachs deylige romantische Dichtungen – ney, Wanderungen, hvori mit Hierte fandt en Gienlyd som styrkede og qvægede det. Iblandt flere skiønne Stæder er ogsaa dette:

«Mennesket ligner Granen, som staaer ligest og høyest i de dybeste eensomste Skove, men sielden trives i Haverne; og menneskelig Lyksalighed er som en Fløytetone, der i Klyfter og Bierge giver tifold Gienlyd, men i de larmende Stæder i det høyeste høres i et eensomt Værelse, eller i Concerter, overtonet, ofte overdøvet af andre Instrumenter» – At dette er saa sandt som skiønt, modsiger sikkert ingen af Eder, mine Elskede!

Siden, da vi havde tændt Lys, læste jeg for Barna efter Sædvane, og har i disse Aftener læst mere end ellers, da de i saa lang Tiid skal undvære denne deres beste Glæde. Maria var ikke ret frisk, men kunde dog ikke overtale sig til at gaae op før Læsningen var forbi ved den almindelige Sengetiid. Gud skee Lov, hun er frisk i Dag. Men med Wærner skal det være meget maadeligt. Lille Grüner er nu taget derhen, for at faae rigtig Beskeed, og med et tungt Hierte venter jeg hans Tilbagekomst, med et endnu tungere vil jeg forlade Hiemmet i Morgen, om han ingen trøstelige Tidender bringer tilbage. – Det er et rasende Veyr i Dag, ordentlig Sneefog – dog, det skulde ikke formindske min Glæde over at ile til Eder, Dyrebare – ifald det vedblev saa [129] i Morgen, naar jeg kunde reyse med et let Sind. Det eneste var, om Føret skulde blive for slemt, som de frygter, ved det den stærke Blæst sammenhober den tørre Snee. Men de velsignede Glutterne mine trøster mig, og siger: «Du faaer vist godt Veyr Moer! Du maae faae godt Veyr.» Det faaer vi nu see. Forbønner vil det ikke mangle paa. Og de Retfærdiges Bønner formaaer jo meget.

Eftermidd: Grüner er kommet, men desværre, uden gode Efterretninger. Efter alt hvad jeg hører, er det den skrækkelige snigende Nærvefeber, Werner har, ak Gud, som maaskee bereder denne arme Familie en ligedan Juul som mig for to Aar siden[.] Saadan, som nu den lidende Frue Werner, gik jeg da – o de qvalfulde Dage, hvis Minde jeg endnu ikke kan udholde –

Jeg vil intet Godnat sige Eder fra Hovind, mine Dyrebare! Vedbliver Veyret saa, siger de, jeg umuelig kan reyse i Morgen[.] Dog har jeg Lyst til at forsøge det. Nu, God Nat kan jeg jo i alt Fald sige Eder, enten jeg saa hilser Eder God Morgen igien fra Hovind eller –

Ja, mine Elskede, herfra hilser jeg Eder i Dag, Torsdag, den 6^te en glad og kiærlig God Morgen. Veyret blev deyligt i Gaar, Føret ligesaa. Først Kl 11: forlod jeg Hiemmet og de, Slæden omringende Glutter, som streed om, hvem der skulde faae det sidste Kys. Maja gik af med Seyeren.

Saa stille som i Gaar, har jeg sielden seet det paa Veyen hid. Den eneste af Storfolk vi mødte, var den gale Præst Gambo^rg med sin Svigerinde. Han foer fra sin Slæde hen til mig: «Skal Moer til Byen?» – Ja – «Aslak, vend Slæden om og kiør Moer hiem igien til Hovind – (Slaen skulde der staae istæden for Slæden) for, ney Gu om der er Mad aa faae i Byen» – Jeg beroeligede ham da med, at jeg tog til Tøyen, hvor jeg var vis paa at blive mæt, og saa drog han sin Vey i Fred. Just som jeg paa det sidste Skifte var reysefærdig, kom min gode Thrina Vangensten fra Vildberg derind, dog paa sin Hiemtour. Maanen smilede [130] saa venligt ned over mig, og smilede dyb Veemod i min Siæl ved Mindet om den 10^de Decbr 1808, da den ogsaa, paa denne samme Vey skinnede som nu, og mine Øyne var lukkede for dens f som mit Hierte for Haabets Straaler – Ogsaa den skrækkelige 4^de Novbr stod den i sin fulde Glands, og af disse græsselige Øyeblik, da jeg vidste, Vilhelm var død, erindrer jeg mig intet saa tydeligt som den fulde Maane, og hvordan jeg stirrede paa den, og bad Gud – ney, ikke bad, fordrede, han skulde bringe mig over Maanen til Vilhelm

Tilgiver, o I Dyrebare! at jeg saa ofte kommer tilbage til det samme. Men disse Blade skal jo giæmme mine Følelser som mine Handlinger, og bestemmes ikke de sidste ved de første? og hvordan kunde I da faae et rigtigt Begreb om mig, naar jeg ikke lagde mit Hierte saa aabent for Eders Øyne som jeg selv kiender det? –

Hvad Klokken var da jeg kom hid, veed jeg ikke: thi i min kiærlige Lottas, min glade, Gud skee Lov nu friske, Kistas, Favntag glæmte jeg at tænke paa andet, end at jeg nu saae dem igien, og lille Hanna, der ikke paa sin Maade var mindre glad end vi andre. Der blev en hiertelig Samsnak, kan I nok troe, kun afbrudt ved Mad og Drikke, hvormed Kista proppede mig reent forskrækkelig. Caffe, Tvebakker, Maderaviin og Butterdeygs Kage med Syltetøy paa, og endda rigtig Aftensmad til. Lottamoer bad mig, men Kista slog sig von, og saa maatte jeg vel være hørig og lydig –

Kl: 11 kom vor kiære President, og gik atter en Stund i Prat. Det er saa hiertensgodt at sidde saa. En roelig Nat kronede den deylige Aften, og nu er Presidenten i Byen, men kommer hiem til Middag, og vi Fruer overlægger vor Reyse og hvad dertil hører, viser hverandre hvad vi vil tage med, forudseer, at vi ikke bliver af de første Stadsedamer, hvad i øvrigt ikke sætter os flere graa Haar, end vi har før, og endnu mindre formindsker vor Glæde over de ventede, haabede, signede Dage, vi ile imøde.

Det er et hæsligt Jaskeveyr; alligevel tager vor Kista i Eftermidd: til Byen for at udrette et Par Smaaerinder for begge Morerne sine som nu fik et lille venligt Brev fra den tredie Moer paa Strømsøe, med Gientagelse af den vennehulde Indbydelse.

[#] Fredag 7^de Den over al Beskrivelse glade Brudgom var her i Gaaraftes, sad en Times Tiid hos os – og meget var det, han havde saa lang Roe – men maatte da hiem, og til Pavels, Munkes, og Gud veed de flere Stæder. Vi havde troet, han i Morgen skulde blive vor Ledsager – Jo Pyt! Han kunde komme bort i Dag, og saa var det jo heller intet Under, at han foer, i egentlig Forstand, foer paa Kiærligheds Vinge, til sin Thrina, sin Lykke. Han tog det meste af vort Tøy med sig, og lovede at skaffe os Geleyde af sin Broder, Secretairen. «Hvad for Os?» – Os trende Fruer, Pavels, Bull & Koren. Men i Vand vil det komme til at gaae. Baade i Gaar og i Dag regner det. Slotspræsten jamrer sig erbarmeligt, og troer vi faaer tage Hiul-Eqvipager det Gud bevare os fra. Kl: henimod 11 er vor Reyse bestemt i Morgen Formiddag, forstaaer I – Dette skriver jeg i halv Mørke. Presidenten kom seent hiem til Middag, men nu beholder vi ham til Qvæls. Lille Zarine er her, og steller lidt med det, som fattes i vor Stads, især ⁱ min, og det var fast alt –

Torsdag 13^de At jeg har taugt i saa lang Tiid, mine elskede Venner, og i en Tiid, saa righoldig paa Materie, vil i første Øyeblik undre Eder; men saa vil det vist ogsaa strax falde Eder ind igien, at just denne Righaltighed er Aarsag i min Taushed, da jeg stedse har været med blandt de Handlende og i en fast hvileløs Hvirel af Adspredelser. Hvor lidet dette passer til min Siæls og Legems Tarv, føler jeg kun alt for meget, og jeg veed ikke hvad jeg gav til blot en eneste Dags Roe. Dog tænker jeg at erobre en saadan i Morgen – hvorom mere efter Ordenen. – Nu maae I, før I tager Bryllups Klæder paa, iføre Eder alskens Reysetøy, Kl: er henved 12, og vi maae forlade det kiære Tøyen (det er Løverd: 8^de) og min kiære Kista og lille Johanne‹,› og begiv‹e› os paa Veyen. Det er høy Tiid, Føret er slet, og Frue Pavels, som vilde reyse hiemme fra Kl: 11, er vist langt i Forveyen – Det var hun. Førs‹t› imellem Sandvigen og Ravnsborg indhentede vi hende, og havde [#] vi da ogsaa lagt den værste Vey tilbage. Paa Ravnsborg mødte vi Procurator Sommerfeldt med sin unge Kone. Han var ogsaa i de forrige lykkelige Tider paa det glade Hovind med Børnene i Ferierne. Siden da saae jeg ham nu første Gang igien, og hine svundne Glæder stode levende for min Siæl. Han kiendte mig ikke strax. Vi vare begge blevne meget gamle, syntes jeg, i disse 4 Aar. Taarene stode det gode unge Menneske i Øynene naar han saae paa mig, og vi undgik at tale sammen saa meget muelig. Vi maatte drikke Caffe med det unge Par, og saa fortsatte de deres, vi vor Vey. De toge lige til Tøyen, hvor de vilde blive Søndag over, og giorde det mig ondt for min kiære ømme Kista, som havde foresadt sig at tilbringe den, ogsaa hende smertelige 9^de Decbr hos sine Veninder, Madam Olsen og lille Zarine, som kunde og vilde deeltaget i hendes bittre Savn og Erindringer. Nu maatte hun vel blive hiemme, min Saras og min Kista – og græde sine Taare ene –

Hvor vennehuldt vi bleve modtagne, hvor godt alt var lavet for os af vor elskelige, alt overseende Maja, som bædre end nogen af alle de Qvinder og Mænd jeg har kiendt, veed at ordne og passe det ene i det andet, saa det er, som faldt det af sig selv, er ufornødent at sige Eder. Den sædvanlige Roe og Stilhed hærskede overalt, som om intet var paa færde, uagtet hele Huset Søndag blev fuldt af Logerende; og var vist ingen blandt os alle, som ved mindste Savn af vante Beqvæmmeligheder mærkede til at vi i dette ikke meget store Huus, vare ti a tolv Fremmede, og at Dagen efter skulde være et Selskab af over 50 Mennesker.

Søndagen, 9^de var jeg meget syg, og meget beklæmt. Da kom fra Christiania vor snilde President, H^r Pavels, Døderlein, Secretair Ottesen, og en yngere Broder[.] Fra Porsgrund Fader Cappelens Stedfader, Aal fra Borrestad, og dennes Stedsøn Real Cappelen, et ungt Menneske Paust, og gamle Skipper Berg, om hvem vor Sally altiid sagde: «det er en sielden Skipper» –

Mandagen, den vigtige Dag, toge vi Husets Folk til Kirken Kl 11½, i vore Peltser, ogsaa Bruden i Pelts og Slør, saa velsignet vakker som jeg nogensinde havde seet hende. En hiertelig skiønnere Tale end denne Pavels's Brudetale, hørte jeg aldrig. Den kom fra og gik til Hiertet. Og saa havde han et rigt Stof, og nyttede det. Han saae der for sig sin saa inderlig elskede mange Aars Medhielp og Broder, saa lykkelig, som Mennesket herneden, og med Haabet om heroven kan blive det. Faa Øyne bleve tørre.

Da vi kom hiem, gik det til Pyntingen – at det med nogle af Herrerne ‹g›ik til Bostonbordet, vil jeg ikke videre berøre, endnu mindre nævne de‹m.›

[#] Frue Pavels adskildte det lykkelige rørte Par, og førte Bruden til Toilettet, hvorfra hun gik festlig smykket i sin nydelige hvide Silkekiole, med en eneste blegrød Rose i sit brune Haar. Os alle hialp den forbindtlige Maja Pavels før hun tænkte paa sig selv; men vi vare alle postamenterede omkring i Visitværelset eller Storstuen, som vi Landsbyefolk kalder det, før de forfærdelig galante Mardamer indfandt sig. Saa mange Slæb og Blomster og Pærler og Smykker og Tyls Garneringer har jeg aldrig før seet paa et Sted. Det er over al Beskrivelse (i det mindste over den, som staaer i min Magt) hvor prægtige de vare alle i Hob. Hvor jeg gruede for den lange Bordsidden og hvad Sidemænd, Gud vilde tilføre mig. Men see! han indskiød Slotspræsten at prenumerere paa mig i Forveyen, og var han tilstæde i Nødens Tiid og rakte mig sin venskabelige høyre Arm. Ved min anden Side havde jeg den jovialske brave Fader Aal, nest ham min Lotta, nest Pavels Brudeparret, lige for mig min elskelige Maja Pavels, og saa var det altsammen saare godt. Hvordan kunde jeg ogsaa ellers holdt det ud til Kl: halv 8? thi før tog den trættende Bordsidden ingen Ende. Siden gik det med de fleste til Spillebordene som Skik og Brug medfører.

Ogsaa jeg tog Kort for at sidde hos Lotta og Slotspræstinden og slippe for at vaase med de stive Damer. Dog en af de første blandt disse, Madame Bang, var fierde Mand. Vi hævede det snart, og jeg har ikke i lang Tiid følt mig lettere om Hiertet, end da de sidste toge afsted. Nær havde jeg sagt med gamle Jalles – naragtige Ihukommelse – «Gud skee Lov de ere paa Dør, de kommer P-k-‹…› ikke igien i Morgen» – Men de fleste kom dog igien for at gratulere, Mandfolkene om Formiddagen, Fruentimmerne Eftermidd; dog det var en Overgang. Vor Thrina var saa peen i sin første Konemorgendragt, og baade den henrykte unge Ægtemand og jeg saae ugiærne, at hun ombyttede den til Middag. Men hvad modstaaer Etiqvettens henrivende Strøm?

«Men ubegribeligt er det os, Moer Koren, at Du ikke har nævnt Dine Egerbarn. De vare der dog vist.» Ney, mine Gode, de vare her ikke. Da Præsterne stedse har travlt til Julen, og vor Egerven ved sin forestaaende Kbhn^stour dobbelt travlt, kunde han kun skiænke os en eneste Dag, og valgte han da hellere en anden, end den larmende Bryllupsdag. Tirsdag kom han, men ene, da Lisabarnet plagedes af Gigttandpine, og ey vovede sig ud. Ja vist var det godt, og vi fik megen deylig Musik og Sang; men i vor Roe var vi langt fra ikke. Vor gode Slotspræst maatte tilbage, da han i Gaar viede Frøken Rosenkrantz og Grev Knuth[.] [#] For ham giorde det mig dog ikke saa ondt, da han sad fængslet ved Bostonbordet, og det finder han overalt i Christiania igien; men vor kiære, vor hulde Maja rev sig nødig fra os, og det giorde de da begge. De havde saa giærne blevet – og hvem bliver ikke giærne her? – som vi havde beholdt dem. Seent kommer man altiid afsted ved slige Leyligheder, men det var dog alt for seent de toge bort, Kl 4½. Giid de ikke leed for ondt inden de naaede Byen i det slemme Føre.

Onsdag vare vi hiemme; men Visitterne strømmede som den forrige Dag ud og ind. Jeg var ikke ret frisk, som jeg længe ikke har været, og tilbragte megen Tiid heroppe paa vort Værelse, hvor nu Elisa Thorsteinson havde taget Frue Pavels's Seng; men ogsaa hun, den i saa mange Henseender sieldne Pige forlod os i Gaar, og ere vi nu ene, Lotta og jeg paa det store Værelse med alle sine Senge. I Morgen tager ogsaa hun bort, og saa er jeg ene tilbage –

Var den nu ogsaa forbi, denne Dag! Vi skal til Bangs. Saa syg jeg er, Gud veed, jeg kan neppe orke at holde Pennen, tør jeg dog ikke andet, end tage did, da jeg engang før har været buden der, og da undskyldte mig, rigtig nok med mindre Grund end jeg havde i Dag, med Upasselighed. Men i Morgen, det gaae som det vil, bliver baade min velsignede Maja og jeg hiemme fra N: Omsteds, hvor vi alle ere budne, og skal vi da have det saa deyligt, haaber jeg. Var Presidentens blevet over, havde vi fulgt med, det forstaaer sig; thi Lotta vilde ikke reyst ene, hvad heller ikke vi havde nænt, hun skulde. Men hun har det godt, hun kommer hiem i Roe til sit hyggelige Tøyen, og Thrinabarnet har sin Real, og saa maae jo Maja og jeg ogsaa have det godt paa vort Viis –

At jeg har været mindre omstændelig end baade I, Elskede, og jeg ønsked‹e,› maae ey undres Eder, da her er liden Roe at faae. I Gaar – det har jeg glæmt – var Nella Borch her, og vi havde da meget at tale om, og saa gik det istaae med Skrivningen. Og der er mere fra i Gaar, jeg har glæmt. Min Moer C: bad Nella blive i vort Qvindelag. Alle Herrerne vare budne til gamle Mallings i Anledning af Bispens Nærværelse her ved en Skoleholder-Examen. Om Eftermidd: kom Jomfrue Ravert her, og blev her ogsaa. Vi sad' i godt Lag med vort Arbeyde i den sorte Sopha, som I nok kiender, hvor der er saa godt, NB naar det lille runde Bord staaer foran den – og havde koset os med Kage og Syltetøy og et Glas af den deylige Miød, som ikke findes bædre i Odins Sahl – da [#] blev der en Tummel ude i Gangen, og ind buldrede unge Malling, Gram, og min vakre Lieut: Collet, alle i det perialskeste Lune af Verden, glade og støyende, dog alt inden Anstændigheds Grændser. Gik det en lille Smule uden for disse, var det mellem dem selv indbyrdes. Collet var lige tækkelig og sad roelig iblandt os Fruentimmer, og lod dem (hans Kammerater nemlig) giøre ved sig hvad de vilde. De heldte Miød i ham, drillede ham paa alle Sæt og Viis, men han blev sig selv liig, godlidende og tækkelig. Jomfr: Ravert, som ikke var ret frisk, listede sig bort og hiem, men vi andre loe og blev – Collet veed I jo er, som Lotta siger, en af mine Kanutter –

Saa meget om Gaarsdagen. – Ak, i Dag er det to Aar siden jeg kom hid med min Mand, mine Børn, flygtende for Døden, ønskende jeg kunde flygtet for mig selv, i Graven, i Dødens Arme, ak, til dem, de Bortgangne, til Roelighed, til Himlen – Og kunde jeg glæmme alt, Eders mageløse Ømhed, Eders hulde trøsterige utrættelige Omhu og den Kunst (som egne Lidelser allene kan lære det ædleste Hierte)ⁿ⁵³ hvormed I vidste at binde de skiøre Traader, de alt bristefærdige, igien til Livet, vidste at give dem mere og mere Styrke – kunde jeg glæmme det, da maatte alle Gode, da maatte Gud glæmme mig. Ney, I Ædle! ney, min Maja, det glæmmer jeg aldrig –

Tors^Fredag 14^de vor, min, Reals velsignede Thrinas Fødselsdag – Og Gud har hørt hvad jeg bad, hvad jeg i Dag to Aar bad, da Du sank grædende til den lidende Moderbarm, og jeg første Gang kaldte Dig min Thrinasara. Nu synker Du fra den ædleste Moder- og Faderbarm, fra de ømmeste Venneomfavnelse i den troefaste, lykkeligste Mages – Og Gud har hørt hvad jeg bad, naar Du, Maja, min Maja, tog den Synkende til Dit Bryst og sagde: «Ogsaa denne Kummer skal mildnes, min Moer Koren! mig kan du troe, dette Hierte som vilde forgaae i sin Smerte ligesom nu dit, det kan du troe. Læges kan de evig aldrig, de dybe Saar; men den voldsomme Brænden kan og vil og maae tage af – ellers slog jo ikke mit endnu» – da bad jeg: Lad hende, strænge, gode, vise Fader! lad hende i sin Enestes Lykke leve op igien til lyksalige Dage! – og han har hørt mig: Hun fant det Hierte, som var hendes værd, hun gav Dig en Søn, som fortiæner at kalde Dig Moder, Din Pedro Fader – Og ere I ikke alle mine, og Eders Lykke min, som min er Eders, som jeg er Eders Moer Koren?! –

De ere nu borte, det kiære kiære Presidentpar. Alle ere pyntede til at tage i Middagsselskab, kun ikke min Moer C: og jeg, som nu skulde havt det saa godt i vor Eenlighed, om jeg kun i Dag havde faaet Brev hiemme fra, som jeg saa vist ventede. Det har nedstemt mig meget. Da jeg stod heroppe og saae min troe Lotta tage bort, græd jeg, og længtes for første Gang efter, at forlade dette Huus. Paa Tøyen kunde de sagt mig noget hiemme fra, tænkte jeg, og nu skal [#] atter saa mange Dage gaae hen i Uvished. Min ømme Maja er nesten lige saa bedrøvet herover, som jeg, og derfor skal hun ikke mærke, om jeg kan skiule det, hvor nedslagen jeg er –

Hvordan Gaarsdagen gik? Aa, som alle saadanne Dage kan gaae. Stads og Prat og Æderie uden Ende. I dette sidste tager sikkert ingen Luen fra Mad: Bang, og derudpaa gaaer al hendes Digten og Tragten. Kunde den gaae ud paa noget uslere? Dog, «giver Keyserens det, Keyserens er, og Mad: Bang det, Madam Bangs er» – hun er unægtelig en flink, ordentlig Kone i sit Huus, der i alle Kroge er som et Dukkeskab i nyeste Smag. Og det giør dog ogsaa Øyet godt. Begge hendes gifte Døttre, Madam Omsted og Frue Smith, er tækkelige unge Koner, den sidste, Petronelle, især, som har et saa frit, godlidende Væsen, og er blandt de Bekiendtskaber jeg her har giort, et af de, jeg sætter meest Priis paa. Der var hos Bangs mange Danske: Doctor Mynster og hans Kone, et ret tækkeligt Par, Dajon og hans gamle bepærlede Frue, der dog for Resten denne Gang var rimelig i sin Pynt; en Jomfrue Stokfleth, Frue Fayes Syster, og Madam Rørbyes, i hvis Huus hun er. Smuk var hun ikke, men ret net, kun, syntes mig, noget for frisk – Doctor Heyberg og jeg. Blandt de Mennesker, jeg saae der første Gang, var for Resten intet mærkeligt.

Deels fordi jeg virkelig ikke var vel, deels fordi jeg i Dag ikke vilde være vel, havde jeg bedt min elskelige Maja tage tidlig hiem. Lottamoer fulgte os, og begge takkede mig Ære og Godt, da vi vare i vor Roe igien, og i vor Seng Kl 10½ – En Søstersøn af Fader Cappelen, Diderich Jørgensen, var kommet op fra Kbhn, og havde medbragt, troede vi, mange Bøger – en nye Grund til at skynde os hiem fra Bangs. Men de vare opsendte fra Schubote, og blot, paa en eller to nær, ubetydelige Piecer. Af Jørgensens gode Smag vidste vi nok, vi kunde ventet os noget andet –

Nu var mit Thrinabarn her i al sin Pomp, men kunde ikke, sagde hun, holde sig fra lidt Avindsyge over begge Morerne sine, som ‹s›kulde have det saa ønskeligt her hiemme. Hun maae yde Sædvanen sin Ret, der er ikke andet for. At jeg ved Bordet i Gaar sad saa deyligt som nogensinde, mellem den kiære Real, som tog mig tilbords, og min Moer Cappelen, maae I ogsaa vide. Lottamoer var ogsaa i samme Naboelav, og den unge Mand var reent overgiven, saa den lange Bordsidden [#] gik i en Snup. Det var alt det, Thrina kunde holde hans hvide galloperende Hest i Tømme. Men der var ogsaa megen Anledning det veed Gud. Den bemeldte hvide Hest fik Sporen uophørlig i Siden. Maaskee falder mig siden og ved bædre Mag meget ind, som jeg nu glider over, men som paa det kiære eensformige Hovind skal være godt aa ha at tage til, naar Stoffet til Journalen bliver for tørt eller gaaer reent op. –

Løverdag 15^de En saadan Dag som i Gaar, havde vi ikke giort os Regning paa i denne tummultariske Tiid, min elskede Maja og jeg. Da de alle vare borte, og vi havde spiist, vi To og lille Sophie Pechel ene tilbords, gik vi herop, og tog os en ret alvorlig Middagsøvn. Da vi vaagnede var det bælmørkt; men liden Sophie havde det lyst og varmt til os dernede, og en qvægende Kop Caffe. Saa læste, saa snakkede vi, og læste mere i hinandens inderste Lønkamre end i de aabne Bøger, som laae for os. «Havde jeg nu kun faaet et Brev hiemme fra, saa var denne Aften ganske som jeg ønskede det!» sukkede jeg. Maja gik et Øyeblik ud, og ned fra Contoiret kom en af Betiænterne, og i hans Haand et Brev, og dette Brev, efterglæmt paa Posthuset, var til mig, var fra min velsignede Koren og min hulde Maja, og selv fra søde Lina nogle Linier. Det var langt mere, end jeg torde ventet – i denne travle Tingtiid et langt Brev fra min Koren. Men naar fandt han ikke Tiid til at glæde sin Christiane? Det gik, som jeg troede: Føret allene var Skyld i, han ikke kom, den Gode, og med al hans ugrændsede Hengivenhed i Skiæbnens Styrelse, fandt han sig ogsaa heri, skiøndt han havde, siger han, barnlig glædet sig til at overraske os, og at see sin elskede Thrinasara Brud – Det skulde ikke være – og fuldkomment skal herneden intet være – derfor maatte min Glæde i Gaar ogsaa tempereres ved Tanken om den arme Frue Wærners Lidelser. Hendes Mand ligger endnu ligedan, og sikkert er det den dødbringende Nærvefeber, som langsom udtærer hans Livskraft. Det er en sørgelig Forestilling, som blander sig i alle mine lysere, og fordunkler dem – Dog drak vi vor elskede Thrinabarns Skaal i Mallaga, og klinkede, og har neppe Maja studeret mere til Bryllupsdagsretterne, end til hvad [#] vi Tre denne velsignede Aften skulde kose os med: thi tracterede vi os med Kiødkager, Æblegrød og Fløde, og, som alt skrevet staaer, med den søde Mallaga. Saaledes styrket oppebiede vi vore Giæstererende, som ikke havde havt det nær saa behageligt som vi; ja for første Gang opdagede jeg et lidet Glimt af Misundelse – dog fye, bort med dette her saa upassende Ord – af Misnøye da, hos vor Thrina, ikke fordi vi havde havt det saa deyligt – hvad godt og deyligt undte hun ikke giærne begge Morerne sine? – men fordi hun ikke kunde deelt denne herlige Dag og Aften med os.

I Aften skal jeg til Nellamoer, og det var Synd at nægte hende denne Begiæring; men jeg blev dog hellere hiemme, især da den tækkelige Hanna Strøm er her, som jeg holder saa meget af, og som fortiæner saa ganske at være min Sarathrinas kiæreste Ungdomsveninde. I Morgen gaaer det til Eger med Maja og mig. De Unge skal i Kirken, og siden begynde de talløse Afskedsvisitter. Længe bliver ikke vort Ophold paa Eger, da vi maae hiem samme Qvel, fordi min Moer C: til den forestaaende Reyse med Dotter si, har meget at ordne og tage vare. Dog did maatte jeg, da Gud veed, naar vi nu sees igien. Før Sommeren bliver det ikke, da de strax over Nytaar tiltræder deres Kbhnsreyse –

Mandag 17^de Inderlig Tak for i Gaar, mine elskede Egerbørn! O at vi maatte saaledes, roelige og tilfreds, samles igien, at Eders Kbhnstour denne Gang maatte i alle Henseender blive saa behagelig nu, som den sidst var det Modsatte. Med et bædre Ønske kan jeg ikke ledsage min gientagne Tak for al Eders Kiærlighed og Godhed. Og Gud vil vist høre det og bønhøre det.

Ved Middagstide kom vi til Præstgrd: Veyr og Føre stemmede med alt det øvrige for at giøre os vor Tour behagelig. Kun maatte vi ved Sundet lade Hestene spende fra og Slæderne trække over, da man sagde os, Isen var svag. Men det var da en føye Sag.

En Stund efter os, kom Madam Heber og hendes Søster, og imens vi ‹v›entede H^r Heber fra et af Anexerne, kortedes den kun alt for korte Tiid ved Læsning, Samtale, og Musik. Blandt de fra Schubote til Faer Cappelen opsendte Bøger, var en lille Piece, benamset Perleschnur, en høyst passelig Tittel, da dens hele Indhold [#] er korte Uddrag af de fortrinligste tydske Digtere, altsaa lutter ædle Pærler, ligesom paa en Snoer. Den tog vi med, og bad Provsten udlede os de beste og skiønneste Pærler af nogle, vi havde med os. «Pærler? Hvad jeg forstaaer jeg mig paa saadant?» tog han til orde, men udfandt i en Hast den rette Mening.

Og saa var Dagen forsvunden, og Aftenen, og Kl: halvti, og vi maatte tænke paa de to Mile der adskiller Eger og Strømsøe – som vi saa ofte har fundet at være for langt Skillerum, og som dog kun er en kort Spadsertour mod det nu forestaaende. Det er kun alt for sandt, at intet uden Savn lærer os ret at sætte Priis paa Livets høyeste Goder. I den lykkelige Barndom nyder vi de Goder, Øyeblikket skiænker os, uden at disse forbittres ved Savn eller Anger. Derfor ere vi saa lykkelige ved at hensætte os i denne Uskylds, Glædens Alder, derfor blive vi saa lykkelige naar den hisset skal forherliget, luttret, fornyes, derfor heder det: «Uden I blive som disse – o.s.v. –

Jeg kom til at sidde saa godt indpakket, og sagde til Aslak: «Vælt mig nu ikke, saa jeg kommer ud af mine Folder» – Det har vel ingen Fare, mente han, og neppe var jeg forbi Kirken, saa giorde Gulen et Kast tilsiden, og Madamen laae smukt og tog i Sneen Maal af Siælens Frakke, og havde Stræb nok for at komme i nogenlunde Orden igien. Min Maja blev mere bange end jeg, og vilde vi skulde vendt om igien til Præstegrd: men det lykkedes mig at beroelige hende, og vi fortsatte vor Vey, bleve atter trukne over Sundet, og var i mindre end to Timer, og før jeg troede os stort over Halvveys, i vort kiære Hiem. Fader Cappelen var alt kommet tilbage fra sit Ejdsfoss, og laae i sin søde Søvn, hvorfor min Maja for ey at afbryde den eller forstyrre ham, kom herop til mig, og tog en af de tomme Senge i Besiddelse (Beliggelse skulde det vel hede) og snakkede vi os da i roelig Slummer, saa tryg paa min Side, at jeg ikke engang hørte, hun i Morges listede sig ned af Løntrappen herfra til hendes Sovekammer.

«Men Løverdagaften har du jo sprunget reent over, Moer vor!» Ja, I regne det ikke saa nøye med mig, mine Elskede, om jeg imellem giør nogle Spring, og fører Eder frem og tilbage. Følg nu med mig til Borches, og jeg vil underholde Eder der saa godt jeg kan. Da jeg kom ‹…›ⁿ⁵⁴ ‹der› ingen uden en Madam Broch, som saae vredladen ud og var ‹ret› ‹…›ⁿ⁵⁵ [#] heller ikke fornøyelig. Men des blidere var min gode Nella og hendes Borch og hans gamle Moder, som ikke vidste, hvor godt de vilde giøre det for mig. Jeg foresatte mig derfor, at være lige bli lell om saa det ventede Selskab giorde mig ligesaa lidt lykkelig (som Ottosen siger) som den mørkladne Madame. De kom lidt efter lidt, en Kiøbmand Henningsen, en reen Bulderbasse, og hans Kone, en jævn, lys lille Tuppe, Proctr Reich med hans ret vakre, godlidende Hustroe, og med dem en Jomfr: Hellesen, Reichs Søsterdatter, som lignede vor Sally B: saa meget, som Søstre sielden ligner hinanden. Især var denne Lighed skuffende naar hun sad stille og saae hen for sig. Kun var hun noget fyldigere, og som det lod, overmaade munter. Men holde af de kiære kiendte Træk maatte jeg og maae jeg, hvordan Pigen end er for Resten. Doctor Mynster og Kone var der ogsaa, og min gamle Postmester Smith, med hvem jeg især underholdt mig, da jeg havde udholdt en Times Styrvolt med Mardamerne. Det er, som I nok veed, en af mine Grundsætninger at skikke mig efter Omstændighederne, hvor disse ikke vil rette sig, ikke kan rette sig efter mig. Og derved har jeg fundet mig ret vel. Og skulde man ikke taale et Par Timers Selvfornægtelse, især naar man derved kan bidrage til andres Fornøyelse, og til saadannes, som giærne vil fornøye os? – Nella har det meget net, godt og beqvæmt, og er sikkert lykkeligere, end jeg engang torde haabe, hun skulde blive –

Men nu falder Mørket saa stærkt paa, at jeg neppe seer at sige Eder, mine Dyrebare, Farvel fra Strømsøe – Der er Nella ogsaa – Farvel! Farvel!

Onsdag 19^de Mandagaften tilbragte vi ganske i vor søde Roe, da min elskede Maja havde tilendebragt sine mangehaande Sysler, Indpakning, Husets Ordning etc – og det unge Par sine Visitter. Kl 10½ vare vi reysefærdige Tirsdag eller i Gaar Morges. Om Thrinas og hendes Moders Taare, med hvilke de fleste Tilstædeværendes blandede sig, siger jeg Eder intet. ‹Hv›em iblandt os kan ikke tænke sig denne Moders og Datters [#] Afskeed! Gud være lovet, at vi kan det! Faa Døttre forlade et saadant Hiem, en saadan Moder og Fader; og hun fortiænte det og dem. Men heller ikke kan nogen Brud gaae tryggere ved troefast Ømheds Haand sin qvindelige Bestemmelse imøde. Ja, min elskede Thrinasara! Kiærlighed og Ømhed skal omgive Dig alle Dit Lives Dage. Endnu lever Du jo ligesom under de ædle Forældres Øyne, og Datterens og Hustroens Pligter smelte saa i hinanden, at Du ikke veed, hvilke der ere Dig de kiæreste, de helligste. Det, selv under de blideste Udsigter til ægteskabeligt Held dog haardtklingende: «Du skal forlade Fader og Moder og følge din Mand» – taber sin tilsyneladende og tidt virkelige Haardhed: Du forlader dem ikke, de ikke Dig. Ofte, og hver Gang gladere, seer Du ved Din Vens Haand det dyrebare Hiem igien, ofte, og hver Gang gladere, see De deres Børn, seer dem kappende om at bevise og bevidne dem deres taknemmelige Kiærlighed som deres Lykke – Seer I, mine Elskelige, nu førte jeg Eder giærne med et Spring fra Strømsøe til det unge Ægtepars Boelig. Men I ere vante til at føres Skridtviis i disse Blade, og saa I maae I forene Eder med os, som i 6 Slæder fore ud af Gaarden, og bleve alt flere og flere, og tilsidst – ja jeg veed ikke hvor mange. Endnu mange havde foresadt sig at ledsage det kiære Thrinabarn til Gillebek; men vi vare nok tidligere ude, end de havde formodet. At min raske Lieutnant Collet ogsaa var af Følget, forstaaer sig. Imidlertiid opholdte vi os ikke længe paa Gillebek, og giorde Afskeden der saa kort som mueligt. Fader Cappelen der med lille Sophie sin Broder og gamle Berg havde fulgt did, forlod os der, og nu vare vi blot tre Slæder, de Unge sammen i een, min Maja og jeg i hver sin. Paa Ravnsborg maatte vi puste længere for Gulens Skyld (jeg allene havde min egen Hest) og her vilde Moer Maja vi skulde drikke Caffe, der smagte deylig, og gleed ned under Spøg og Munterhed, da H^r Real var saa velsignet lustig, at vi alle bleve det med ham. Den unge ‹blide› ‹Vertinde› bidrog og‹sa›a sit til vor Underholdning, da h‹un›ⁿ⁵⁶ [#] i fuld Fortroelighed viste os sin nye hiemmevævede Seng, sine Vinduesgardiner, og udbad sig vor Mening om alt dette, som man ret saae, giorde hende meget lykkelig. Og I kan nok troe, at vi fandt det altsammen smukt og rosværdigt, og vilde fundet det saa i hvordan det havde været: thi hvem kunde nænne at forstyrre en saa uskyldig Glæde? Vee den, som kunde det. Og vi følte os jo desuden selv saa tilfredse og lykkelige, og vilde, at hele Verden havde været det som vi. Derfor contrasterede det saa med vor Stemning hvad man her fortalte os, at Engelsmanden var faldt ind i Christiansand, og at mange Melitaire var paa Marschen did. Her var bestilt Skyds for en Mængde baade til den og følgende Dag, og vi mødte dem rigtig nok flokkeviis med Sang og Hurraraab, da vi kom ind mod Byen. Men deres Bestemmelse skal være noget ganske andet, hvorom jeg dog endnu ingen ret Idee har, og altsaa ey vil tale mere om for det første.

Endelig vare vi i det kiære unge Pars Boelig, hvor alt hvad beqvæmt, nydeligt og smagfuldt er fra alle Sider smilede os imøde, hvor alt behagede Øyet og giorde Hiertet godt, hvor de taknemmelige glade Børn laae i den rørte lykkelige Moders Arme, og ogsaa i mine – thi de ere jo ogsaa mine Børn –

Deyligere har aldrig nogen Thee smagt end den, vor Thrina skiænkede for os. Siden kom ogsaa først min Lotta, saa hendes Lawsonmand. Det var, som jeg ikke havde seet Lottamoer i lang Tiid, og jeg havde tusind Ting at fortælle hende. Ak, men da hun tog sin Pelts og Hat af, og jeg saae hende sørgeklædt, faldt det smerteligt paa mit Hierte, og hun behøvede ikke at sige mig for hvem hun bar Sørgedragt. Den gode, saa almindelig elskede Borneman Bull (Apotheker i Bergen) døde den 3^die Decb^r efter langt Sygeleye. Som Mand, Fader, Broder og Ven vil han savnes bitterligt, og neppe bittrere af nogen, end af vor ædle Stiftamtmand, som havde og var denne Broder saa kiær, som seer sig saaledes berøvet den ene af sine Alderdoms Støtter efter den anden; men som under alle de haarde Slag bliver ‹sig›ⁿ⁵⁷ selv liig, taber ikke sin Siælsblidhed, sin fromme Hengivenhed [#] i Alstyrerens Villie. Her hiemme læste jeg med hede Taare hans Brev til den dybtmedsørgende Broder. I hver Linie gienkiendte jeg ham. Til mig laae her Brev fra den elskværdige lille Dolly som ikke beklager sig selv eller sin Moder saa meget, som den elskede Pleyefader. Gud trøste og styrke dem Alle!

Torsdag 20^de Jeg skyder, som I seer, ikke mange Miles Fart i Vagten. I Gaar blev jeg afbrudt af Frue Lotta, som halvpyntet kom og fortalte mig, det var høy Tiid at tænke paa min Paaklædning. Vi skulde alle, maae I vide, i Middagsselskab hos Slotspræsten. Dog maae I, før vi følges ad did, først spise til Aftens hos den unge Præstekone, og saa følge med Presidentparret og mig her hiem til mit hyggelige Tøyen, til min troefaste Kista, og liden Hanna, som saa hiertelig glade modtoge mig. Vor kiære President er saa stille, og skiøndt han efter sin sædvanlige Viis intet nævner om sin Sorg, staaer den dog tydelig præget paa hans Aasyn og er kiendelig i hans hele Væsen for den der kiender ham saa nøye som jeg. «Saa falder det ene Led af efter det andet af den Kiæde som binder os til Livet og hinanden, og jo mindre Kredsen bliver, jo tættere slutter de overblevne Led sig sammen» – Det er Sandhed. Ak men «Vee den sidste Arme, som skal vandre venneløs igiennem Livets Ørk» –

Eftermiddag Aftenen og Mørket stunder til, og endnu har jeg intet fortalt Eder om Gaarsdagen. Den var ret fornøyelig, som det altiid er og maae være fornøyeligt hos det i saa mange Henseender sieldne Slotspræstpar. Maja er en huld Værtinde og hendes Pavels en opmærksommere Vært end man ved løst Bekiendtskab til ham skulde troe, som man overalt maae kiende hans hele retskafne Indvortes og hans lyse Aand for at oversee smaae Ubehielpeligheder i det Udvortes, og en lille Vrippenhed, som ved en mindre bliid og klog Kones Side vilde falde mer i Øynene; men som man deels herved, deels ved saa mange Siæls Fortrin (naar man har Sands for disse) bringes til at glæmme. Der var da os alle herfra, min Maja C, det unge Præstepar, mi‹n› kiære Rasmussen med sin unge stille, tækkelige Hustroe, der vi‹st› ogsaa er blandt de Mennesker, som vinder ved at kiendes nøyere ‹og› hvis blide Qvindelighed man selv ved første Blik ikke kan miskien‹de›

[#] De andre vare Døderlein og Kone, Mad: Juel, Capitajn Widdings, Lieut: Birk – Ja, nu troer jeg vi har dem Alle – ney, endnu rester den snilde Edvard Munk, den lykkelige Fader, hvis Sophie har skiænket ham en Søn i disse Dage, og Madam Wulfsberg – Da vi havde drukket Caffe, tog min Maja C, Mad: Rasmussen, Mad: Wulfsberg og Frue Widing paa Comedie; Lotta, Lawsonmand og jeg i Visitter, men bleve kun modtagne hos Rosteds og Madam Munk. Det var et behageligt Syn, og er vel det skiønneste paa Jorden (jeg i det mindste kiender intet skiønnere) at see den unge glade Moder med sin Førstefødte i Armen, den unge henrykte Fader med de brændende Øyne heftede paa de dyrebare Gienstande, hans hele Alt i Livet – Denne Naturens uforvanskede Datter laae rød og hviid, frisk og munter, som havde hun blot lagt sig til Middagshvile med sin lille Yndling. Han var samme Dag døbt af vor kiære Real, og var dette hans første præstelige Forretning som Ægtemand – og neppe kunde nogen været ham kiærere end at døbe sin beste Vens, sin Edvards Førstefødte, at være Vidne til dette unge Pars Fader- og Moderfryd, den reneste, helligste af al jordisk Fryd. Og sikkert, min Real, sikkert fyldte søde Ahnelser under den hellige Forretning Deres eget Hierte, som Gud ogsaa vil skiænke denne Lykke, den eneste, der endnu er Dem ubekiendt.

Fredag 21^de (Fortsættelse) Vi fandt Rosteds ganske ene, ham ved sit Skriverbord omgivet af de syslende Fruentimmer. Den brave, agtværdige Mand er ældedes meget, og man sporer alt for tydeligt, at det overvættes Arbeyde kieder og trætter ham. Og det er intet Under. Han havde ogsaa været syg og var endnu forkiølet. Frue Rosted var ganske som i de gode gamle Dage, og Lottamoer og jeg (Presidenten udholdt ikke hele Touren og forlod os paa Halvveyen) sad der en god Stund, og havde giærne ‹s›adt der længere – Min Moer Cappelen havde fornøyet sig paa Comedien (Henrich den femtes Ungdom) hvor Carlsen især, som Vært, skal spille mesterlig. Madam Wulfsberg var ret lustig [#] og er hun go aa ha naar Conversationen ligesom vil til at gaae istaae, som dog tidt hender i blandet, ogsaa det beste Selskab. Naar hun fik sin Mand op, vidste hun ikke rigtig, dog troede hun først i neste Maaned. Giid han da bragte mig noget fra Eder, I Elskede dernede, fra hvem jeg saa længe intet har hørt.

At jeg i Gaar afbrød saa pludselig var ikke Mørkets Skyld, men jeg fik saa ondt, at jeg maatte lægge mig. I en lille Slummer gik det over, og vi tilbragte Aftenen i fortroelig Snak, dog meest Lotta og jeg paa min ^vor egen Haand, da Kista havde lidt af hvert at sysle med til i Dag, her skal være Middagsselskab, og Hanna gik fra og til.

I Dag ventede jeg nesten med Vished min Koren, og ganske sikkert Jes. Men ingen af dem kom, kun Lunde, som bragte mig en Jeremiade fra min stakkels Maja der er i stoer Uroe over, intet at have hørt fra mig siden jeg tog hiemme fra. Dog har jeg skrevet to Breve fra Strømsøe, men som Postmesteren har fundet for godt, at sende hid igien – Gud veed hvorfor – og ligger det ene her endnu, det andet haaber jeg dog de faaer i Dag, de gode Velsignede. Siden Onsdag har de ventet mig, skriver hun; da jeg ikke troede, Opholdet paa Strømsøe skulde blevet saa langt, lovede jeg da at være hiemme, og nu kan jeg tænke mig deres Bekymring over intet at see eller høre fra deres kiære Moer Koren. Gud skee Lov, at de alle ere friske, at alt er vel, og at ogsaa Werner er i Bædring – og endnu engang Gud skee Lov, at jeg i Morgen skal omfavne dem alle, min Siæls Elskede!

At Selskabet her i Dag er for vor dyrebare Moer C: og hendes Børn, har I alt sagt Eder selv. I Gaar vare de i Barselgilde hos W: Egeberg, hvor ogsaa Fader Pedro var, for at staae Fadder til en efter ham opkaldt Dreng. Men han er alt i Dag faret ad Strømsøe til, og kunde ikke blive over alle Presidentens Bønner uagtet. Han har et afskyeligt Veyr i Dag. Men hvad agter han sligt? Det er slemt for de Hidventede. Og nu tager jeg Afskeed fra Eder, Elskelige, he‹r› og fra Tøyen. Tidlig i Morgen gaaer det ad Hiemmet til.

[#] «Vær velkommen igien til dit kiære Hiem, vor Moer Koren!» istæmmer I, det veed jeg, af ganske Hierte med de andre mine Elskelige her, som omringede mig med Kiærtegn, Klynken over min lange Udeblivelse, og smaae venlige Bebreydelser, der nesten vare mig saa kiære som Kiærtegnene, og var jo i sig selv heller ikke andet. Skriveren lod længe vente paa sig, og vilde giærne affecteret lidt stræng Alvorlighed; men hans til al Forstillelse uduelige Ansigt, røbede ham strax, i hvor længe han havde sadt det i Lave. Dog forsikrer han, at var jeg ikke kommet i Gaar, var han i Dag reyst bort og blevet borte hele Julen. Mon det havde været ham mueligt? Jeg troer det ikke: For at straffe mig havde han begaaet en Uretfærdighed mod sig selv og sine Børn og Husgesinde, og uretfærdig kan han ikke være. Men det var altsammen den uefterrettelige Postgangs Skyld, det indseer nu han og de Alle, og saa snart det kom til Erklæring, var alting godt.

Jeg forlod Tøyen – «Ja i Gaar, det veed vi. Men husk paa, at du skylder os Regnskab for Fredagen» – Det er sandt. Nu da. Det var Middagsselskab, har jeg sagt Eder, og var der Bispen med sin Dame, sin ældste Søn og mellemste Frøken-Datter-Pauline, forsviret af forrige Nats Ball hos Rosenkrantz's (som havde været stort og overmaade brillant, og det allerførste Ball i det Huus) kom først om Aftenen. Etatsraad Falbe (som forlod Selskabet tidlig, og før Frøken Pauline kom, formodentlig for at tilbringe Aftenen hos sin nye Donna) Grüner og hans ret tækkelige, meget muntre Kone (J: C: Smiths Datter) min gode Slotspræst og hans sieldne Hustroe, Edward Munk, alle tre Jomfrue Wolderne og Agathe Messel, Døderlein og Kone, Doctor Garman, det forstyrrede Menneske – og saa min velsignede Maja C: og hendes og mine elskede Børn – ja, og Secretair Ottesen, og hans Kiæreste, Jomfrue Riis, og den nye Skolelærer, Kiærs‹g›aard, som jeg saae første Gang, og talte meget med om mine Elskede [#] i Kbhn, fra hvem han havde bragt mig Brev da han kom herop. Et meget behageligt ungt Menneske. Og, af en saadan Dag at være, en meget behagelig Dag, i Kredsen af saa mange Dyrebare. End behageligere blev den mig ved Lundes Ankomst, som bragte mig Brev fra min hulde Maja Koren og Tidender hiemme fra, Gud skee Lov lutter gode; men betog mig tillige Haabet om at see min Koren og Jes den Dag, som jeg havde ventet og var skeet, om hiint Postvilderede ikke havde været. Det var ogsaa Skyld i, at jeg maatte reyse ene hiem i Gaar, og at min Kista, Zarina og Hanna Bull nu først kommer i Morgen. Kl: 5 i Morges tog Jes ind efter dem. –

Min kiærlige Lotta frietog mig for at spille, og fik Bispinden sit Tresetpartie med Jomfr: Wold, Kiærsgaard, og den gale Doctr Garman, der ret synes forsætlig at giøre sig til Nar i den troeskyldige Mening derved at behage Selskabet. Det giorde mig sandelig ondt for ham som Menneske og Præst. Maja Pavels blev nødt i en Boston, hvorved dog vor gode Real afløste hende lidt, og greb jeg disse Øyeblik for at smaaesnakke med hende. Ved Spillebordet giorde jeg ellers Sammenligning mellem hende og Madame Grüner (Presidenten og Døderlein vare de andre Medspillende) hvis hele Tanke var ved Kortet, skiøndt uden al vanzirende Lidenskabelighed; og bekræftede denne Sammenligning min før faste Overbevisning: at mit Kiøn aldrig staaer lettere Fare for at tabe det skiønne qvindelige Præg, som allene berettiger det til det smigrende Navn: det Smukke Kiøn – end ved Spillebordet. Allene den spendte Opmærksomhed paa de stygge malede Blade hvorved de drages ganske fra al Deeltagelse i hvad der foregaaer omkring dem, er, synes mig, upassende for Qvinden i hvis Charakter Naturen har lagt Deeltagelse og Opmærksomhed i og med alt hvad der omgiver dem. Mad: Grüner saae jeg allesteds hellere end ved Spillebordet, min Frue Pavels ligesaa giærne der som ellers, fordi man tydelig saae, hun sad der ugiærne. Jeg seer aldrig Fruentimmer spille uden at tænke paa Stolbergs:

[#] Ney, ingen god og klog Mand betroer sit Livs Held i en Spillerskes Hænder. Dog være dette langt fra sagt i Hensyn til den godmodige Madame Grüner, som vist ikke giør Spil til sin Hovedsyssel, eller elsker det med Lidenskab.

Min Moer Cappelen, som vilde tage tidlig hiem, da hun ligesom jeg skulde reyse Dagen efter, slap ogsaa at spille. Før vi spiste om Aftenen tog hun bort med Barna sine, og i Gaar, paa samme Tiid som jeg ilede til mine, forlod hun sine. Gode, dyrebare Veninde, paa min Hiemvey tænkte jeg ofte paa Dig, og en af mine første Tanker da jeg vaagnede i Morges var Din Opvaagnen i Dit Hiem, hvor Du nu savner og for Fremtiden skal savne Dit elskede Barn. Men Du veed hende saa lykkelig i Kiærligheds og Venskabs Arme. Det forsødede Dig i Gaar det tunge Farvel, det har i Dag styrket Dig til at bære Dit Savn; det vil være den anden Tanke i Din og Din Pedros Siæl, naar den første er, at I nu ere allene. Og Gud skee Lov, at I har hende saa nær, at I, naar Længslen bliver Eders Hierter for stærk, kan ile i de elskede elskende Børns Arme –

Og hav nu Tak for de mange lykkelige Timer vi delede, og de milde Taare, min Maja, Du i Dag 14 Dage, Saras Dødsdag, blandede med mine. Ja, vore ved Sorg og Glæder sammenknyttede Hierter adskiller ikke Tidens, ikke Dødens Haand – Heller ikke vore, min Lotta, Du hvis vemodsfulde Blik fulgte mig saa ømt hvert Skridt jeg gik, og søgte mig overalt – Heller ikke vore, min Kista, Du i hvis Hierte min Saras og Vilhelms Minde er præget med uovervindelig Smerte. Ney, I Elskelige Alle fjærn og nær, I som engang ere bundne til mit som mit til Eders Hierter! Dødens Engel sønderriver ikke de hellige Baand han løser dem kun her, at Livets Engel hisset skal binde dem for Evigheden –

Men hav nu Tak for alle disse Dager og Timer, Fader Cappelen ‹o›g min Maja, Fader Bull og min Lotta! Haver alle Tak, I Gode, og Fred være med Eder!

[#] Juleaftens Morgen Nu er min Jes vel allerede langt paa Hiemveyen med sine Jomfruer. Solen smiler for første Gang i mange Dage, smiler til deres Glæde og til vor. Alle seer de Kommende glade imøde, men ingen gladere end min Maja. Hun har i Dag, som sædvanlig, været oppe og i Husarbeyde siden Kl 5, og det er fast utroeligt, hvor meget hun har faaet færdigt imens jeg var borte. Alle 5 Jomfruerne mine skal i Aften smykke sig med nyesyede Hværkens Kiortler som dog ikke ere hiemmevævede, da det ikke kunde blive færdigt til Julen, og den gode Skriver derfor har faaet, ved Hertels Hielp, kiøbt dem «noget saa længe», og faaer de da derved to istæden for een[.] De andre faaer da blive Paaskekioler. «Men du kan troe, siger Lina, at de bliver penere» – formodentlig fordi hun selv har spundet Indslætten til sin. Det er ogsaa en ret færm lille Tøs. Kaja gaaer dem alle tilhaande, og er som en Viol.

Gud give, beste Lottamoer, Du nu fik i Sinde at følge med ud i Dag. Det er ligesom det ahner mig, da Veyret er saa godt. Jeg veed Du kommer giærne, om Du kan, og kommer sikkert engang i Julen. Nu, det er ogsaa godt at have noget tilgode. Fabritius kom i Gaar fra Kbhn, bragte mig nogle Bøger og mange venlige Hilsener fra mine Elskede dernede, men intet Brev. Det var lidt haardt, dog faaer Puus taale det, og vente, at Justitsrd Wexels, som ogsaa nu skal være underveys, dog vel har noget til mig fra Døttrene mine. Lieut: P. Anker, med hvem Fabritius fulgte op, skal ogsaa, siger F: have en lille Pakke og et Brev til mig fra min gode sønligtroe Bergh. Det tør de maaskee bringe med sig i Dag.

Paa Hiemveyen hid, kom Frue Leganger efter mig. Hun havde været i Byen for at see sin Datter, Frue Wratz, der er kommet op med sine tre søde smaae Børn, men som ikke kunde følge med Moderen til den ventende Fader, da et af Børnene var blevet upasselig, formodentlig efter Reysen. Gud lade ikke hendes Giensamlings Glæder forbittres saa smerteligt, som Frue L: frygtede for. Denne unge smukke Kone er almindelig elsket og agtet af alle som i den senere Tiid omgaaes hende –

[#] Paa Moe var, da jeg kom der, en ung Officer med sin Kone og et andet ungt Menneske, formodentlig Fruens Broder. De vare alle danske, og havde kun været her, hørte jeg, et halv Aar. Da de spurgte mig, om jeg ogsaa nyelig var kommet fra ‹Dan›mark,ⁿ⁵⁸ blev jeg ret glad over, at mit Modersmaal endnu l‹od› dem formode sligt. De vilde ikke troe, jeg havde været 23 ‹Aar› i Norge. Jeg sagde dem mit Navn, og tænkte de skulde gi‹øre› det samme, men det lod de være, og alt hvad jeg veed er, a‹t› de toge til Hedemarken og til en Gaard der, heed Sandvol‹d› Den unge, mindre end smukke Kone, som var i høystvelsigne‹de› Omstændigheder, fandt sig meget P brydt med den her nødvenddige Indpakning (og deri kiendte jeg mig selv igien) og kunde s‹…› ingen Rede hitte deri. «Min Kyse taer jeg ikke paa før jeg er k‹om›met i Vognen» – sagde hun. «Der kommer De ikke hastig» sagde jeg smilende over denne sande Danisme. «Ney, jeg meente i Kanen» svarede hun, og nu maatte jeg tvinge mig, for ikke at smile igien[.] Saa har vel mange smilet over den unge Skrivermadam, da hun kom først herop. Dog, i Omgang nesten fra min Barndom med Norges Sønner og et Par af dets Døttre, var jeg halv naturaliseret før jeg kom hid. Gud give alle mine Landsmændinder, som forlader sin elskede Kreds og sit Fødeland, saadan Modtagelse som jeg fandt, saadanne Venner som jeg har fundet. Og søger de og stræber de at fortiæne det, sandelig, i Norriges Land søger de det ikke forgiæves, i dette vort dyrebare andet Fædreland –

«Hvem mon det var?» spurgte jeg, da de vare reyste, den snaksomme Vertinde som bragte mig min Caffe (hvortil Tøyen Hvedebrødet smagte delicat) «Aa det var Jydefolk» svarede hun, og vidste ikke mere. Under denne Benævnelse hørte jeg dem ogsaa tale om mig, ja selv om min Bergenser, da vi kom herop, og blev sommetider lidt stødt, men tænkte p saa igi‹en›

[#] Gud give os alle en glædelig Fest!

Mine glade Ahnelser i Gaar skuffede mig meget. Min gode Lotta blev hiemme hos sin ikke friske President, og min Kista kunde ingen Fornøyelse havt af, under disse Omstændigheder at forlade det Huus, hun er og vel maae være saa hiertelig hengiven. Der kom altsaa ikke flere end lille Zarinchen og Hanna Bull, og hvor inderlig velkomne de vare, kunde jeg dog ikke strax vise dem det, saa mismodig blev jeg ved at see min Forventning saaledes slaae feyl. Dog fattede jeg mig snarere end Børnene – Maria kunde neppe holde sine Taare tilbage. Men lidt efter lidt bædredes det med os Alle, og de gode Smaaepiger kunde ikke tvivle om, vi vare glade i deres Komme. Kun munter kunde jeg ikke være, da mine Tanker hvert Øyeblik var paa mit velsignede Tøye‹n›[.] Og der ere de ogsaa i Dag, og jeg ønskede, mit Legeme var saa let flyttet did som min Siæl, da sad jeg nu hos Dig, elskede Lotta, og flød vore Taare samlede, fløde de lettere. Dog, med Guds Hielp er Din Lawsonmand bædre, og giid, meget bædre i Dag.

Fader Mørk har været her og ønsket os en glædelig Julefest, og kom vist intet Ønske fra et varmere Hierte. Min Koren og alle Barna gaaer i Kirke, men jeg ikke, da mine Hænder, især den høyre, er saa hoven, at jeg med megen Møye holder Pennen. Op ad Dagen pleyer det blive bædre med Hænderne og det hele Korpus –

Saa stille en Juledag som i Gaar, mindes jeg ikke paa Hovind, hvor dog selv i Fior var nogle unge Mennesker samlede og nogen Munterhed. Da vi havde spiist – her var intet fremmet Menneske – tog Hertel til Næss, Jes og Lunde en Kiøretour. Jeg satte mig til at læse for Barna, og bædre Juleglæder kunde jeg ikke skiænket dem. Nu skal jeg, saa godt den syge Haand tillader det, skrive til Strømsøe ‹…›ⁿ⁵⁹

[#] 27^de Torsdag. Vi vare netop komne fra Bordet i Gaar – det var Munthes Offerdag, saa vi først kom tilbords Kl: henimod 3 – da Pastor Chrysties Familie og to Jomfrue Horstere fra Byen (en er der i Huset) kom kiørende, til megen Gammen for Ungdommen, ogsaa for os Ældre, som i saa lang Tiid ikke saaes. Vi fik med megen Møye fat paa en Spillemand, og gik det nok saa lustigt. Fabritius kom ogsaa hid, og de holdt ud, disse faa Dandsende, til Kl: 1. «Maaskee faaer vi ikke dandse mere i Julen, Moer» sagde Maria og jeg sagde: Dands i Guds Navn, mine kiære Børn! og glædede mig over, at Maja, min alvorlige Maja, fandt Fornøyelse heri, og ønskede ved mig selv, det tidt maatte blive Tilfældet. Chrystie og Kone toge bort Kl. 11, og da gik ogsaa jeg og min Koren tilsengs, og lode Ungdommen raade ene for Huset. Nu sidder de alt med deres Arbeyde, og Jes læser for dem.

I Aften venter vi da Borches; men seent maae de komme, da de tager lige fra Drammen i Dag. O medbragte de noget Glædeligt fra Tøyen, bragde de – – ney, det vil jeg slaae af mit Hoved. Mon de ikke ogsaa kunde have et lille bitte Brev til mig fra min elskede Maja C:? Det er et unøysomt Hiertes Ønske, det veed jeg nok. Men hvem har bidraget saa meget til denne Unøysomhed?

28^de Fredag Efter Kl 7 i Aftes lyttede vi stedse til Vinduet, hørte mange forbifarende Bielder, og tænkte hver Gang: der er de! Posten kom, den bragte mig intet, og den maatte dog, mente vi alle, bragt noget fra Tøyen, om de ikke bragte os dem selv – see, nu er det sagt, og maae staae der. Thetøyet, det nye paa den nye Presenterbakke, stod færdigt, Lysene i mine 20 Aars gamle nye Stager, ja saagar Skriveren havde ombyttet ‹s›in fillede Vadmels Frakke med den saa kaldte nye, der da rigtig [#] nok er nogle Aar yngere, end bemeldte Stager – Kl: blev halv to og da kom – en Expresse med et Brev fra Nella: at et glædeligt Forfald var Skyld i, de ikke holdt Ord. Et Skib med Korn, som de nesten havde opgivet Haabet om at see mere, og hvorpaa den største eller dog en stoer Deel af deres Velfærd beroede, var lykkelig ariveret, og dets Udlosning etc, giorde det umueligt for Borch at komme hid før længere hen i Julen – Det var da for saa vidt vel nok, men at vi intet hører fra Tøyen –

I Dag tidlig gik et Bud derind, som vel kommer hiem i Morgennat engang. Med dette Bud var ogsaa et Brev til min velsignede Maja C: og et til min stakkels Dolly i Bergen. Hertel kom hiem fra Næss i Nat, og tager did igien i Afte‹n› og tager Jes og Lunde med sig til et Ball som skal være hos en Gaard- og Brugseyer Øyeset. Mine stakkels Pigebørn har liden Moroe i denne Juul. Jeg havde budet Vildbergerne hid, men de har alle Forfald. Det lader alligevel ikke til, de finder det langsomt. I Aftes læste jeg en interessant Fortælling for dem af Erholungen, som holdt ud til Postens og Expressens Komme. I Aften vil de tage sig en Slædetour. De veed, hvor giærne jeg undte dem al muelig Fornøyelse, og tager vennemildt tiltakke med min gode Villie. Skriveren og Kaja lader «Herrens Fugl ikke døe» – De holder saadanne Spektakler, at den Alvorligste ikke kan andet end lee af dem. I kan ikke forestille Eder, hvilken liden morsom Unge den Kaja er. Mage til den Kraft og Styrke har jeg sielden seet i den Alder, og med alt det er hun midt i sit overgivne Galskab saa føyelig og bliid som noget Barn kan være

I Dag er det Din Fødselsdag, min elskede fraværende Datter, min Malla D: Skal jeg aldrig mere hilse Dig paa denne Din Dag i Dit Fødeland? Men maatte Du baade nu og stedse hilse den med et tilfreds, et glad Hierte, er et af mine varmeste Ønsker opfyldt – Erindrer I fra [#] gamle Tider, mine Elskelige, hvordan min snurrige Skriver paa denne Dag, der ogsaa var hans fortræffelige Moders Fødselsdag – og kun paa denne, puddrede og pyntede sig? Det samme giorde han saa længe hans Fader levede, ‹…› naar dennes Fødselsdag indfaldt. Men Gud allene saae, hvordan han i sit Inderste helligholdt disse ham vigtige Dage, med glad sønlig Taknemmelighed, og da gik ingen, hvis Bøn det stod i hans Magt at opfylde, ubønhørt fra ham. Dog gielder vel dette om alle hans Livs Dage, kun at han da, undertiden, betænker sig lidt mere.

29^de Løverdag. Uagtet Maria, Zarina, og de andre Smaaebarn ikke vilde lade sig mærke dermed, forstod jeg dog, da Jes og Lunde (Hertel blev hiemme) toge til Balls, at de giærne havde taget Deel i denne Fornøyelse. Thi bleve vi enige om, min Koren og jeg, at de Nytaarsaften eller Nytaarsdagsaften skulde faae en lille ordentlig Svingom her. Og da brød deres Ønsker ud i deres Hiertensglæde. Jes har Fuldmagt at bede hvem han selv vil, af de han træffer paa sin Vey. Det skal være lutter dandsende Ungdom, og skal de faae more sig det bedste de kan, naar jeg kan faae tage min Tilflugt hid i mit stille Kammer, og Kl: 10 eller 11 i min Seng.

Nu toge de engang saa vel tilmode til Giestad hvor de blev til Kl. 10, og havde det, siger de, ret morsomt.

«Nu skal vi leve i vor gode Roe» sagde jeg til Skriveren, da de støyende Unger vare borte. I det samme kom tre Slæder raslende i Gaarden. Det var Obristd: Roweder, Frue Waager, og hendes Cicisbeo, Lieutnant Asche. De vare i Besøg paa Gislevold, og giorde derfra kun en lille fransk Visit hid. Frue Waager, som aldrig har været her før, lovede at komme snart igien og for længere Tiid.

Saa sad vi siden, min Husbond og jeg, i Samdrægtighed paa Sophaen med hver sin Bog, han med min Jean Pauls ‹Blu›men-Frucht- und Dornenstücke, som mere end engang gior‹de› [#] ham Hovedet kruset, men holdt ham rigelig skadesløs derfor ved sine utallige Skiønheder og Hierteligheder – jeg med Tristram Schandy, som slet ikke svarer til mine Forventninger, er mig alt for vidtsvævende, indviklet, og hvori jeg kun i enkelte Glimt gienkiender min Yndlingsbogs (Yoricks følsomme Reyse)ⁿ⁶⁰ Forfatter[.] Dog er det vel for tidlig at fælde nogen Dom over ham endnu, da jeg nyelig har begyndt. At jeg lagde Jean Pauls Dämmerungen für Deutschland bort, med Hiertet giennemtrængt af den stedse tiltagende Kiærlighed og Beundring, der alt længe har syntes, ikke at kunde tiltage, og dog voxer ved hver nye Giennemlæsning af hans Mesterværker, giorde vel sit til, at jeg ikke saa strax kunde finde mig i de lutter Schaltage, det første Bind er opfyldt med, og som dog ofte ere jeanpaulske nok, men afløses ikke, som hans, af det over alt Jordiskt hævende Himmelsprog –

Hertel saae imellem ned til os. Kun vi Tre vare hiemme[.] Ane Stuepige, vor Husholderske, bad jeg skaffe min Koren og mig Vandgrød til Qvelsmad; men hun fandt dette alt for simpelt i Julen, og kom anstigende med en deylig Fløde- eller Fløyelsgrød, som vi lod smage os ret godt ved vort lille Bord, hvor vi sad' ene sammen (Hertel spiser sielden om Aftenen) som i vort Ægteskabs yngste Dage.

Her er alt Byebudet igien, med et vennehuldt Brev fra min kiære Lotta, men intet fra min Kista ^{til mig,} og i de faa Linier til Hanna slet intet om, at vi kan vente hende – og heller ikke Dig elskede Lotta! Dog Gud være lovet, at Din Lawsonmand er brav igien, og Dit Hierte roeligt. Presidenten havde været paa Bærum Juleaften, hvor der var Middagsselskab og Ball og over 90 Mennesker. Saa stort og glimrende bliver mit Ball ikke; men mueligt nok saa fornøyeligt, just fordi det har disse Mangler; men især fordi de dertil Ventede ikke indtil Kiedsomhed ere mætte af Forlystelser, endnu i Be‹g›yndelsen ^af eller midt i Forlystelsernes Alder.

[#] Søndag 30^te (fordum Glædensdag paa Hovind)

Borches kom i Aftes og her blev ret megen Glæde og Gammen. Den unge Kone befinder sig imellemstunder ikke saa aldeles vel, som da ofte er Tilfældet med unge Koner. Dog formoder jeg – endnu ligger de alle –ⁿ⁶¹ at hun bliver med alle de øvrige til Gierdrum. Præsten var her i Gaar, i Følge med gamle Horster, for at faae Bekræftelse paa Ungdommens Løfte.

I Dag, var jeg end frisk og torde ud, var det mig dog umueligt at tage nogen Steds. Gud skee Lov, at jeg slipper for at sige Ney, og at jeg kan tilbringe denne Juul i saadan Roe. Det Onde jeg lider, erstattes rundelig herved.

21 Aar havde Du været i Dag, min uforglæmmelige Sara! Ney, mit elskede Barn, mit til utænkelige Lyksaligheder gienfødte Barn! jeg ønsker Dig ikke tilbage i Taarenes Land – derfor flyder de ikke – o Sara! o Wilhelm!

Eftermiddag Nu fore de afsted, jeg veed ikke i hvor mange Slæder; men en lang Række var det: Kun jeg, Telja og Kaja ere tilbage. Det lille Dyr finder sig saa godt i alt, og naar de ere saa smaae, har de det bedst hiemme, for alt naar det gaaer saa langt paa Natten, som vist denne Gang bliver Tilfældet. «Moer» hvidskede Maja da hun bad Farvel «giv endelig Kaja lidt Bakkelse og Gotter.» – Men det sørger nok Telja, ubedt, for. Imidlertiid fornægter min Maja ikke sin moderkiærlige Charakter under nogen Omstændighed.

I undres vel over, at jeg intet har hørt eller seet til min Rikke i denne Tiid. Hun er taget en lille Tour til Edsberg at besøge sin gamle Tante, Frue Fritzner. Over Nytaar ventes hun tilbage. Giid hun morede sig paa denne Tour, og kom frisk og rask tilbage med sin Rasmus. Fogden, troer jeg, henter hende tilbage.

Hvor det nu er stille rundt om mig, og anderledes end ellers den 30^de Decbr ved denne Tiid. Ved Din Grav, Sara, ‹er› det endnu stillere –

[#] Mandag – Aarets sidste Dag. Det var en deylig stille Aften, som jeg ret skulde giort mig tilgode med. om ikke en slem bolden Finger, der giør mig det grumme besværligt at føre Pennen, havde lagt sig derimellem, og forstyrret alle mine Concepter. At Mennesket, den stolte Skabning, skal være en saadan Cujon, at en saadan Bagatel skal bestemme hans Lyst og Ulyst! «Men alle» vilde I maaskee sige, mine Elskede, «ere ikke saa ømtfølende for slige (og alle) Smaaeting, som du, Moer vor.» Det tilstaaer jeg giærne, endskiøndt legemlige Lidelser sielden bringer mig til Klage. Det er ogsaa kun her paa disse Blade, alle mine Følelsers Fortroelige, at jeg klager, og især fordi det fast er mig umueligt at faae sagt Eder alt, hvad jeg endnu, før Aaret og dette Hefte gaaer til Ende, vilde sige Eder.

Mad: Borch, Hertel og Lina kom hiem Kl: 3 i Nat, alle de andre først da den var 6. Min ungdommelige gamle Skriver, som havde dandset hele Natten, gik ikke tilsengs, er endnu lige flink, drak nu, jeg var inde, sin Dosis til sin Frokost, og havde stoer Lyst, siger han, til at dandse igien. Et bædre Beviis for en velbrugt Ungdom end denne Ynglingsraskhed i det 53 Aar, kan jeg ikke tænke mig. Saa vist jeg antager dette, giør jeg det ikke til nogen Regel for det Modsatte. Der kan vel gives unge Oldinge, som ikke selv nedbrød sin Siæls og Legems Sundhed, som maatte bukke under for en svag Legems Beskaffenhed, og ak, end oftere for den ubøyelige Skiæbnes haarde Slag. Men Himlens bedste Velsignelse er dog en saadan Siæl i et saadant Legeme, som blev min Koren tildeel – O at denne Velsignelse maae hvile over ham til den høyeste Alder, og – blive hans Børns Arv! O, at den maatte hvile over Eder Alle, I min Siæls Dyrebare, og være Eder et Skiold mod hver mødende Kummers Anfald, en Fordoblelse af alle Glæder, som i dette og ‹…› ^nu snart begyndende og mange mange Aar falde i Eders Lod – kun i det Forhold, som I i det nu fuldendte og saa mange tilbagelagte Aar, Maaneder og Dage har stræbt at forsø‹…› hver Bitterhed, og skabe Trøst og Glæder for Eders Christiane