[1] «Fred være med dette Hus!» med disse Ord treen lille Fader Mørk nu nyelig ind ad Dørren. «Fred være med alle min Siæls Elskede!» med dette Ønske aabnede jeg mine Øyne, begynder jeg min Dagbog – Ja, Siæls Fred og Legems Sundhed, hvad bædre kan gives os herneden? og det, mine Dyrebare fiærn og nær, give Gud Eder, give han os Alle, i Jesu Navn! Amen.

Ak, at Aaret maae gaae anderledes frem, dette nye, end det i Dag begynder og i Gaar det gamle endtes for min Kista. Hun blev pludselig syg, har været det hele Natten, og er det endnu. Det gik med Guds Hielp snart over, kunde hun faae lidt Roe; men den er det vanskelig at faae i Dag her i Huset, da her er fuldt og bliver endnu fuldere overalt. Marie og Zarine pynter nu Bruden; al Ungdommen skal være med i Kirken.

Min Lotta sidder her og læser. Men alt er saa underlig trist, synes jeg, og det er det altiid, naar nogen man holder af fattes noget. Overalt er det mig ikke gemytligt, at her i Dag skal være Selskab, da jeg giærne begynder Aaret i Stilhed; men det kunde nu denne Gang ikke blive anderledes, og var kun min Kista frisk, vilde jeg nok være glad, især bragte Posten – som endnu ikke er kommet – mig noget Glædeligt.

Og saa give Gud alle Mennesker et taaleligt Aar, et bædre for vort stakkels Norge end det foregaaende – ak, og for det hele lidende Europa – for alle Jordens Slægter, hvad gavnligst er! – Men giver Alstyreren ikke stedse det? - ogsaa vil vi indbefatte alle vore Ønsker i dette ene. –

Alle mine Svagheder skal I vide, altsaa ogsaa den, at 13 er en af mine Contraparter mellem Tal. Maaskee udsones jeg i dette dets [2] Regieringsaar med det. Gud give det!

Løverdag 2^den Hvilken morsom Dag det kunde været i Gaar, hadde min Kista ikke været saa grumme syg, og var den leye Post ikke udeblevet. Endnu har vi ikke faaet den, og det mindes jeg ikke før har været Tilfældet, uden i de sørgelige Tider, da vi ventede Kbhns Posten hele Maaneder forgiæves – men saa kom dog de indenrigs, og jeg fik mine Majabreve rigtigt, skiøndt ikke saadan som nu, et hver Uge. Driviis i Sundet formoder man har hindret Overfarten. Vort Postbud er atter afsted med et Brev til Dig, min Maja, som blot siger Dig – at jeg intet har faaet.

Naar jeg kunde glæmt, min gode troe Kista leed og leed dobbelt, fordi hun ikke kunde være paa færde denne lidt travle Dag, og som hun saa længe havde glædet sig til, skulde jeg ret været glad i Gaar, fordi alt var saa morsomt, den kiære Ungdom saa fornøyet, og alle vore Folk med og iblandt dem havde det saa godt som vi Alle. Ak, hvor sielden falder en saadan Dag i disse stakkels Menneskers Lod, som Aar ud og Aar ind maae trælle for vore Beqvæmmeligheder, vore Fornøyelser. Gud give, jeg ofte kunde forskaffe dem saadanne Dage. – Brudeparret var saa tækkeligt, og Bruden, som lille Zarine havde pyntet, tog sig ualmindelig godt ud i den hende usædvanlige Stads. Hun er ret vakker og net i sig selv. Aslak var som en Dukkemand. Al Ungdommen fulgte dem til Kirken og ofrede med dem. Det var dem ikke liden Hæder, kan I tænke. De spiste i deres eget Lag, da de maatte have deres sædvanlige Retter, og sidder saa længe tilbords. Men saa drak de Caffe med os i Storstuen, og dandsede lustigt alt til Kl 5 i Morges. Skriveren holdt ud til sidste Mand, var igien oppe Kl 8, og er nu paa en Forretning. Gud skee Lov, Kista blev bædre mod Aftenen, fik sove godt nogle Timer, og er i Dag, skiøndt bleeg og mat, paa Benene, og sysler som om hun ikke havde fattedes nogen Ting.

[3] Men min Lotta er ikke brav. Hun sidder imidlertiid her hos mig, og læser i Valiero, og siger ofte hos sig selv: «Stakkel!» og tørrer sine fromme Øyne. Naar vi har spiist, tager de fleste Fremmede bort – Hertels Ungdom – han selv var syg og kom ikke – Jomfr: Reich, Jomfr: Chrystie, Frøken og Lieut: Ingier, og den raske Capit: Messel. Saa skal vi, trøster jeg Lotta, have os en Middagssøvn, derpaa en god Kop Caffe, saa en Rabus, og saa tidlig til Sengs.

Søndag 3^die Som sagt saa skedt. Ungdommen stormede afsted, kun Ragna Chrystie og Grethe Reich bleve igien. Jeg havde lagt mig her paa Sophaen, og var faldt i Søvn, saa kom de og sagde, lille Mørk var inde, og vor gode Hertel. Han var blevet rask igien, Gud skee Lov, og egentlig er det kun med og for sin nesten stedse lidende Kone han lider – kun, siger jeg – ak, som om man kunde lide bittrere end med og for dem der ere et med vort Hierte! – Fader Mørk kom for at takke Messel og Jess, der ogsaa havde ofret ham, og vel ham mere, end Sogneherren. Men han traf ingen af dem. Jess fulgte sin Ven Messel, og er endnu ikke kommet tilbage. – Ak, og nu kom det tredie Bud tilbage fra Ullensger, og ingen Post, ingen Torsdagspost var endnu kommet. Det kan umuelig være Isen, der saa længe hindrer. Jeg begynder nu at frygte, der maae være andre, sørgeligere Hindringer for Postens Hidkomst fra Kbhn. Mit Hierte er ret inderlig beklæmt, inden jeg veed Sammenhængen. «Stakkels Frue Marieboe!» sukkede nu Lotta. Ja, stakkels min elskede Ragna, for hvem hver Postdag er en Festdag, og som nu maaskee seer sin bedste Festdag, sin Ludvigs Hiemkomst, hindret, Gud veed for hvor lang Tiid. O Gud, skulde dette Aar begynde saa sørgeligt! Men ney, lad os ikke giøre os de mørkeste Forestillinger. I dag skal atter Posten komme fra Christ: og saa maae vi da faae Oplysning – Ja, give Gud, alt da maae lysne!

[4] Mandag 4^de Det er blevet mørkere, end det var. Heller ingen Søndagspost er kommet. Min kiære Lotta er borte, med hende det med Aaret sluttede Dagboghefte, ledsaget af et Par Linier til min Maja C, fuldt af Klager, og et Brev til Søn Bergh – Just som Lotta var reysefærdig, kom Pastor Bierk, hans Datter og Jomfr: Jensen. Jeg blev ikke glad som ellers i disse snilde Menneskers Komme – min Kista er ikke saa brav i Dag – Telja laae hele Gaarsdagen (og Hovindjomfruerne skal være syge til Gavns naar de gaaer til Sengs) og lille Zarine var ogsaa i Gaar og er i Dag ussel af en slem Tandbyld. Men Præstens skulde til Næss, og spiste blot Frokost her. De ere alt tagne bort. Ungdommen ruster sig til, som de haaber, en Balltour. Vi bleve i Aftes alle budne til Major Ingiers til Eftermiddagen. Jeg undskyldte mig. Min Koren er paa Forretning, men tager nok fra denne did. Jeg ynker min gode Zarine, som neppe bør vove sig ud, skiøndt hun giærne selv vilde, og de Andre endnu hellere. Maaskee kunde det ikke skade hende, men jeg tør intet Raad give. – Gud skee Lov, min kiære Lotta har deyligt Veyr, og jeg troer vist, godt Føre. Har jeg sagt Eder, vi fik dygtig Snee Nytaarsaften? Der var en Glæde herover paa Alle, især paa vor gamle Christopher, som sukkede saa over, at Træerne vare bare Nytaarsqvællen. Nu bleve de deyligt puddrede, og Juleaften stode de fulde af Riim, og det skal være Forbetydning om et godt Aar – ak, det give os Gud! Pastor Bierk trøstede mig med, at det just var et godt Teyn, der heller ikke i Dag kom nogen Post, da man deraf tydelig saae, den hvert Øyeblik ventedes fra Kbhn, og at altsaa blot Isen i Sundet hindrede dens Overfart, og ingen Slags Ufred. Jeg spurgte Moer Bulls Karl, om han havde hørt noget Laate om Ufred? Men det havde han ikke; tværtimod [5] havde han hørt, Præsten Pavels Nytaarsdag havde holdt en Præken, som var den grummeste, nogen kunde høre, og hvori han havde takket Gud saa vakkert for vi havde Fred med Sverrige – Seer I, Elskede, alt det har ordentlig sadt Mod i mig. Var nu kun alle mine Syge friske, saa vilde jeg give mig til Taals – Giid Du kunde blevet hos mig i Dag over, Lotta mi: saa skulde vi havt det saa roeligt og godt. Men da Du hørte, Presidenten var hiemme, saa var der ingen Holden at tænke paa; og saa siger han dog, naar han hører det: «Aa ja, hun leger den ømme Kone!» –

Tirsdag 5^te Hvor det var sørgeligt stille i Aftes, og er det i Dag! Zarine maatte blive hiemme, det gode Barn, var et Øyeblik nede, men kunde ikke engang holde ud at sidde oppe. Kista var lige ussel. Jeg fik dem til at gaae op, ogsaa min ikke raske Telja, kun lille Marthe Stuepige sad hos mig til Kl over 11, saa fornam jeg nok, der ingen Skriver kom, og gik til Sengs. Jeg sov uroeligt, og er ikke brav i Dag; men giid min Kiære, nu saa længe lidende Kista saa sandt blev snart frisk, som nok jeg bliver det. Ak, hun er reent ussel i Dag, og ligger endnu, og giid hun vilde blive i Roe, var det kun een Dag, saa troer jeg det Onde med Guds Hielp atter vilde ophøre. Min Zarine har sovet godt, og er meget bædre. – Det er vel den rasende Søndenvind der huserer i mit Legeme som nu med det stakkels Smule Føre, der med hvert Øyeblik tager af. Giid min Koren og Børnene kom snart. Jeg er saa ley tilmode. Dog glædede jeg mig, da det tudede saa i Luften i Nat, over at jeg havde paalagt dem at blive paa Maastad, og i det mindste hvile et Par Timer. De kiører paa to Langslæder, og kan ikke sidde saa varmt der som i hver sin Slæde. Det ængster mig ogsaa. Og hvad ængster ikke, naar man er saadan stemt?

[6] Onsdag 6^te Min Koren kom i Gaar nogle Timer før de Øvrige. Han var ikke ret frisk, og min Kista – o Gud, hvilken haard Dag havde hun. Walbohm kom, hun fik Brækmiddel, og det virkede godt; men mat og ussel var hun før, og blev det nu mere. Hun phantaserede, og Sara og Wilhelm var hvert andet Ord. Hvor ængsteligt det var mig, er det unødigt at sige Eder. Men mod Aftenen blev hun bædre, og da Børnene kom hiem, kunde hun snakke og spøge med dem, og spiste ogsaa lidt. Koren loe af min Frygt for ham, de Unge vare alle muntre, og havde fornøyet sig herligt i den hyggelige Familie – denne og de herfra udgiorde nesten hele Selskabet, men det var endda talrigt – og da i Dag min kiære Skriver blot blev liggende fordi jeg bad ham, og Kista mi var ret over al Forventning færm, Zarine ogsaa taalelig, saa var ret alt mit Mod kommet tilbage, og jeg skrev til min Lotta, til Sally og Ragna, og havde begyndt et Brev til Ven Pavels, da her kom en Expresse fra Hertel. «Hu, sagde jeg da Marthe bragte mig Brevet – «det er forseglet med sort Oblat» – Ak, dets Indhold var mørkt nok. Hans Kone er saa overmaade slet. Han har sendt Bud efter Thulstrup, og beder mig saa inderlig komme did. Jeg torde ey ud i Aften (det var allerede seent) og fik jeg en alt for uroelig Nat, frygter jeg for at blive virkelig syg, da jeg ikke er ganske brav. Men i Morgen saa tidlig mueligt tager jeg derhen. Jeg veed, min Nærværelse vil trøste ham, den Dybtnedbøyede. Dog haaber jeg til Gud, at ogsaa dette Anfald skal gaae over, og maaskee have gode Følger, da ved denne Leylighed Thulstrup kommer did – Gud lade ham saa sandt komme snart! Først i Morgen kan [7] de vente ham, og hver Time er lang for den Lidende, endnu mere for den paa Siæl end Legeme Lidende. – Jeg vilde saa giærne, min svage Kista intet skulde vidst herom, og havde alt overlagt med Telja, jeg vilde foregive Reysen gik til Plogstad. Men hun havde seet der var Bud og Brev fra Rotnæs, og nu kunde Sandheden ikke dølges hende, da hun ellers kunde giort sig end sørgeligere Forestillinger herom. Jeg er jo desuden vant til, aldrig at dølge hende noget. Saa meget jeg kunde, har jeg stræbt at beroelige hende, og mig selv og os Alle. Ja, jeg haaber det Bedste. Men tung bliver denne Reyse mig. Jeg havde tænkt mig i Morgen til min gode Rikke, fra hvem jeg ikke har hørt eller seet noget saa længe, som om ogsaa Posten var standset mellem os –

Min Koren er oppe, men dog paa sit Kammer, og bleg, men bliid og munter, og forsikrer han, han ikke har det mindste Ondt. Ak, men jeg lægger nu med et beklæmt Hierte disse Blade bort, vel for flere Dage. Give Gud, jeg maatte tage dem frem med et lettere! – Jess styrede nu Grethe Reich, som fulgte med os fra Næss – ney, hun kom efter, det er sandt – tilbage, og tager fra Wormnæs til Hertel, for at blive over der i Nat. Det vil ogsaa være den arme lidende Mand en lille Trøst at have denne hans kiære unge Ven om sig.

Og nu maae jeg tage bort uden at faae høre noget fra Eder, I alle mine Dyrebare, som kunde styrket mig til den tunge Reyse. Jeg har bedt mine Kiære her, om der kom Breve til mig, at sende mig dem. O at I alle vare lykkelige og glade, I Fraværende! At jeg kunde begynde paa neste Side med Tak til Gud, som jeg slutter denne med et dybt Hiertesuk: Gud trøste og styrke alle Bedrøvede, fiærn og nær!

[8] Søndag 10^de Ja, jeg begynder gladere, end jeg sluttede, jeg begynder – ved Siden af min elskelige Ragna og Sally, som begge sidde her i Sophaen, læsende og beseende Billeder som andre smaae Børn, dem man vil have til at tie mens man har noget Uopsætteligt at forrette. Dog være det sagt til Barnas Roes, at jeg selv meget oftere end de bryder Tausheden. Men der er jo saa meget at prate med de Kiære om – og ogsaa her har jeg saa meget at prate om, at jeg nok, for ikke at komme i Ugreye, maae gaae den lange, og dog saa korte Vey tilbage til Onsdagaften. Den Styrkelse jeg bad Gud om til den tunge Reyse, fik jeg. Torsdagsposten, den forrige nemlig, kom seent Onsdagaften, et Brev fra min Maja af 28^de f: A: sagde mig, alt stod vel til hos hende, at hendes og min Thrinasare endnu var paa Benene, men rask og frisk – og et fra min Ragna, at ogsaa der alt var vel, og at hun og Sally Løverdag havde tænkt sig til Hovind. Men det kiære lille Brev var – uden Dato, og jeg altsaa uvis, hvad Løverdag der var meent, men maatte formode, det var den kommende. Hun sendte mig tillige de seneste Breve fra sin Ludvig, og holdt jeg ey af ham før, vilde jeg det efter at have læst dem, da han saa indstændig beder sin Ragna tage til sin Moer Koren. – Torsdag Morgen var jeg oppe før det lysnede, men kom dog ikke afsted før Kl over 8 – Skriveren forsikrede, han var bædre, Kista at hun var fuldkommen rask, lille Maja ligesaa, og jeg satte mig i Slæden, efter at have taget Afskeed med den snilde Zarine og Hanna Bull, som skulde reyse herfra Løverdag – thi før Løverdag troede jeg ikke at komme tilbage, dog tidlig nok for at modtage de elskte Ventede. Ængsteligere og ængsteligere blev jeg, jo nærmere jeg kom Næss. Ogsaa paa min gode Rikke tænkte jeg med Veemod, da jeg vidste, hun daglig ventede mig, og den Dag havde jeg bestemt hende. Vi mødte en af Hertels Husmænd, som [9] Aslak, men ikke jeg kiendte, og det foer som et Dolkestik igiennem mig da Aslak spurgte: «Veed du noget om, hvordan det staaer til med Mad: Hertel?» – I Dag har jeg intet hørt, lød Svaret, men i Aftes var hun rettelig kleen – Nu gik det – Føret var deyligt – end fortere, og snart vare vi der. Ingen saae vi. Endelig kom Moer Hertels Søster og en af Pigerne, og neppe vovede jeg at spørge eller staae af Slæden. Men nu hørte jeg: «Hun er meget bædre» – og blev saa glad, som om hun havde været rigtig frisk. Hertel kom ogsaa, og paa hans Ansigt læste jeg Bekræftelsen paa hvad jeg havde hørt. Jeg fik ikke Lov at gaae til den kiære Syge før jeg havde spist Kex med friskt Smør paa, og drukket et Glas Viin. Alt ordnede og ordnede ^hentede han selv, den mageløse, for alt opmærksomme Mand. Jess var ikke kommet. Strax efter mig kom han. Det havde været umueligt Aftenen før at blive sadt over Sundet, da det var en gyselig Storm, og Modvind. Min fromme lidende Kaja fandt jeg da rigtig nok bædre end jeg torde vente. Haabet om Thulstrups Komme, og min, oplivede hende. Hele Dagen sad jeg hos hende, og hele Aftenen, og hun var ret munter, og forsikrede mig, naar jeg yttrede Frygt for hun ikke taalte at tale saa meget, at det just opmuntrede hende. Hertel gik fra og til for at see os tilgode. Nesten al hans Ungdom maatte til et Ball hos hans Svoger, Øiset. Kl henimod 10 forlod jeg den gode Kaja, og hun glædede sig til at hun var saa brav at hun torde staae op for at faae sin Seng red, og at komme til Hvile. Jeg gik ned i mit Kammer, hvor jeg endnu spøgte med Hertel, som havde sadt to hele Lys ind, og sagde, at jeg nu vidste hvordan han vilde have det naar han kom til Hovind. Nesten var jeg sengefærdig, da hørte jeg, Moer Hertel var blevet saa ussel igien efter at have været oppe af sin Seng (skiøndt kun flyttet hen i en anden) og ilte til hende. Ak, hun lider frygteligt. I to [10] Timer afløste den ene Besvimelse den anden, og i Mellemrummene vare dog hendes Øyne lukte, hendes Bryst fløy, hun bevægede Læberne, men kunde ingen Lyd frembringe, men hævede saa meget hun kunde den matte Haand for at klappe den stumme ængstelige Mands Kinder, og med den anden Haand, som hvilede i min, forsøgte hun at trykke min Haand, men havde ingen Kraft, undtagen naar den frygtelige Krampe gav hende den. I disse sørgelige Øyeblik bragte man mig en Sæddel fra Jess – han maatte hiem om Eftermidd: da han Fredag havde Forretninger – jeg blev endnu mere ængstelig end jeg var – paa denne Tiid – Kl var 11 – et Bud fra Hiemmet. Hertel læste den, jeg kunde ikke. Han meldte blot i et Par Ord, at Frue Marieboe og Jomfr: Bøyesen var kommet, og man ønskede min Hiemkomst Dagen efter. Ak, ikke kunde jeg tænkt mig, at disse Kiære, saa længe Ventedes Komme kunde foruroeliget mig, og dog var det nu Tilfældet – forlade de Lidende i denne Forfatning, kunde jeg ikke, og lade de Elskte her hiemme vente mig forgiæves kunde jeg heller ikke. Men Gud jævnede det for mig, som han naadig og god har jævnet saa mang en Tornestie for mig. Kl henimod 1 gik Anfaldene over, og hun kunde, skiøndt svagt og med Anstrængelse, tale nogle forstaaelige Ord. De første var, at hun nu var meget bædre, og de neste – hvad jeg før troede at see paa hendes Læber, at jeg maatte lægge mig, da jeg ellers kunde blive syg. Jeg giorde det da for at føye hende og fordi ogsaa Hertel bad mig og jeg følte de havde Ret. Med Bøn til Gud for det fromme taaliglidende Væsen og alle mine Elskede, sov jeg ind, og blev glædet, da jeg aabnede Øynene, med den Efterretning, at hun havde slumret – thi sove kan det ey kaldes – lidt, og var vel yderlig mat, men dog uden Smerte. Saa fandt jeg hende ogsaa, og kunde nogenlunde roelig forlade de Gode, og vovede nu først at glæde mig til Ragnas og Saras Besøg. Hertel pakkede mig hele Slæden fuld af Alskens Gotter, Kex og Kringler og saa gar Sukkerbrød, og let gleed det paa den om Natten faldne Snee tilbage, skiøndt det var ubehageligt Sludveyr.

[11] Forgiæves var vor Venten efter Thulstrup. Først Fredag Morgen kom Budet med et Brev fra ham, og Medicin. Han var selv upasselig, og havde Patienter, han ikke kunde forlade. Først i neste Uge vilde han komme, blev det ham mueligt. Gud give hver den, som skal vente paa Lægen, Haab og Taalmodighed! – Jeg har følt den Siæleangst, Saras sidste Levedag.

Mandag 11^te Nu Fortsættelsen. Da jeg kom til Giæstegruben hvor Jess har sit Møllebrug, stod Mølleren der, og fortalte, Skriveren var nyelig taget hiem fra Giestad, at han var saa grumme bleeg, at han, Mølleren, havde været her om Morgenen, og hørt Jomfr: Marie var grumt skrald ta sey I kan tænke, om det forstyrrede mine glade Drømme om de her hiemme ventede Glæder. Men ved Slæden mødte mig min gamle Ane Stuepige nok saa bliid, og jeg hørte, de vare alle friske her, og sad tilbords. Jeg gik ind i Pigekammeret for at tage mit vaade Reysetøy af, og nu omringede alle de Elskede mig i Kiøkkenet, og foruden de jeg vidste var her, fandt jeg den snilde Fetter Randulf, som Gud selv havde sendt, som I siden skal høre, ret i den beleylige Tiid, skiøndt ingen Ven nogensinde kan komme ubeleyligt. Min lille Maja var frisk og munter, men Skriveren rigtig nok bleeg. Ragna mi var saa færm som jeg nogentiid har seet hende, og Sally ligesaa. Vi havde en glad Aften, og Gud skee Lov, vi har nu lutter glade Dage og Aftner. Thi vel var i Løverdags min Koren ikke brav, og skulde været ude paa en Forretning, men da aftog den gode Fetter Randulf dette og reyste for ham, og atter i Dag tog, tilligemed Jess, for ham til Eidsvold, saa min velsignede Skriver ret kan faae udhvilet; thi skiøndt han, Gud være Lovet, nu er meget brav, giør det ham dog godt. Tre af Pigerne laae samme Dag som Skriveren, men er efter, som han at have faaet Brækmidddel [12] bleve de bædre, og ere nu paa Benene. Dog er min lille Marthe Stuepige ikke paa Benene men i Sengen nu, og har maattet finde sig i at bruge Cur, efter hvilken jeg haaber, hun skal blive rask som de Andre.

Hvor vi har det deyligt, roeligt og stille! For det meste findes vi samlede her i det lille Kammer, jeg skrivende, Ragna og Sally læsende – som i dette Øyeblik. Skriveren og Barna seer ind til os imellem, og min Kista kommer saa med et, saa med et andet, hun troer at giøre os tilgode med – ligesom naar Du sidder her hos mig, min Lotta, og Du, min Maja, hos hvem jeg med Guds Hielp i Dag 8 Dage sidder saadan i Dit Kammer, for første Gang, og for mange Dage. Og her Tak for Dit kiære lille Brev, som modtog mig da jeg kom fra Næss, for at giøre mig den glade Aften tilgavns glædelig. Dog, Du lider i Dine Øyne; men snart – snart skal jeg kysse dem Gode. Thi Torsdag følger jeg de Elskede til Økeren, seer Tøyen og dets Kiære, men kun som snareste, thi derfra iler jeg – til Dig.

Her var ingen i Gaar undtagen Fatter Munthe og mod Aftenen Mad: Giørup. Dagen gik som hver Dag gaaer, og i Aftes holdt den hele kiære Ungdom dygtig Larm, da de spillede, jeg veed ikke hvor mange Slags honette Spil, f. E: Sludder-Mads (som ellers har et endnu reputerligere Navn) Snipsnapsnurre etc – Jeg lagde ved et andet Bord min Kabal meget gravetetisk, og slog blot til Lyd naar de bleve mig alt for lustige. Saa gaaer Timerne som Øyeblik, Dagerne som Timer. Og endnu gladere er i Dag min Ragna og vi Alle med hende. I Aftes fik hun Brev fra Moer Huwald, at søde Ida var frisk og rask, og i Dag atter fra Bedstemoder samme Efterretning, og Brev fra sin Ludvig, Glædens Budskab – Al Isen er borte, Søen aaben, Norge – haaber han og vi med ham til Gud – frælst. Allerede ere en Deel Kornskibe ariverede, og nu tør vi daglig vente flere. Takket være Du Algode! takket og priset, fordi du ikke satte vort Haab, vor Tilliid paa haardere Prøver! –

[13] Jeg forkyndte hele Huset den glade Tidende. Kista, som nyelig havde veyet og modtaget en heel Hob Smør, vi kiøbte, slog paa Smørbutten hun stod ved og sagde: «Naa Gud skee Lov! Smør har vi, og Ost og Kiød, aa naar vi nu faaer Korn au» – Her kiender I vist alle den husholdriske Kista vor igien. Telja frygtede, Engelskmanden skulde tage det; men jeg beroeligede hende. Ak, men saa som vi vare i denne glade Stemning kom Brev fra den kiære lidende Hertel. Hans Kaja er endnu lige slet, skiøndt i Dag efter et Par Timers Søvn lidt styrket. O kom dog Thulstrup og med ham Hielp og Trøst! Ja, det haaber jeg, han bringer, og haaber ogsaa vist, han i disse Dage kommer. Min gode Kaja siger, at Moer Korens Nærværelse vilde gavne hende mere endnu end alle Lægemidler. Gud give jeg var hende nærmere, den fromme Lidende, og kunde som jeg ønskede bidrage til hendes Helbredelse. Det adspreder og opmuntrer hende naturligviis at have nogen om sig, hun holder af, og som kan tale med hende, og begge Dele er Tilfældet med Eders Moer K:

Der har vi Fremmede. Jomfr. Bierk og Jensen. Dog, det bliver kun en kort Visit paa deres Hiemtour fra Næss.

Onsdag 13^de De spiste og blev her til det mørknede. – Jeg maatte see min Rikke før jeg nu atter i saa lang Tiid skal forlade Hiemmet, og hun havde bedt os Alle komme did; men Resultatet blev, at jeg reyste allene i Gaar Morges. Min Ragna sov endnuⁿ¹, da jeg tog bort, men Sally er en aarle Mand, og hende og de andre lovede jeg, at være hiemme igien i Mørkningen. Kista lagde mig det især paa Samvittigheden, og raabte det erfter mig, da jeg kiørte bort. – Nu har vi – giid det maae vedvare! – det deyligste Føre mueligt, og ingen Time vare vi underveys, Aslak, Gulen og jeg. Min kiære, ak saa jævnligt lidende Rikke, fandt jeg vel oppe, men slet ikke brav. Dog blev hun bædre, da vi havde talt sammen en Stund – Ak, men den Stund og de følgende gik kun alt for snart, [14] og just imod den Tiid, jeg skulde bort, var min Rikkes Onde, imod hendes egen Forventning, nesten ganske forbi. Men hun bad mig ikke blive, den Gode, fordi hun vidste jeg ventedes og ilede hiem. Kl 4 tog jeg bort. Fogden var i Forretninger. De søde Smaae vare raske, og min Pose ikke aldeles tom for Willa. Hiemad var Gulen efter Sædvane endnu friskere, og vi vare over Mosen og Fiældet før jeg vidste det. Med et lød en sød Stemme: «God Aften, Moer Koren!» Jeg troede, det var en af Biergets Nympher, der hilsede mig saa blidt; men Aslak bragte mig til Vished: «Det er Frue Marieboe og lille Presidenten» – og det var saa. Hun vilde møde sin Moer Koren. Indfaldet kom egentlig fra Sally – og saa styrede Gryner hende, og Skriveren – som jeg, mellem os sagt, troer giærne selv havde trakt Fruens Slæde – var naturligviis strax rede med sin Yndling, den lille President. Da vi vare komne op ad Giæstegruben, saae vi atter i Halvmørket noget langt borte, der saae saa gilt ud. «Mon der kommer flere og møder os?» – sagde jeg. «Det giør der nok» – sagde Aslak, og kiendte med sit skarpe Blik Skriveren og vor Sally, som kom os spadserende imøde. Theen smagte godt oven paa vor Tour, og den var neppe borte og jeg havde begyndt min Forelæsning – (denne Gang min Adams morsomme Eventyr, Sigrid. Aftenen før fik de hans usigelig skiønne Aly og Guldhyndy) saa kom Fetter Randulf og min Jess fra Næss. Gud skee Lov, den gode Moer Hertel var lidt i Bædring, og sad nogle Øyeblik oppe. Endnu havde Thulstrup ikke været der. Gud forlade ham det! –

Og veed I, hvor Ragna og Sara nu er? – Paa Vilhelmsminde. Jess styrer Fruen, og Jomfruen gik med begge Fettrene, Skriveren og Auditeuren. Ragna vilde see mit Yndlingssted. Ak, kunde jeg til Sommeren der glæde mig med hende, som jeg har glædet mig der med Eder Alle, I Elskede, og skal glæde mig der endnu mangen Gang, og, i hvilken Triumph! – føre de dyrebare længe savnede [15] Børn, som aldrig saae det før, min Treschow, Katty og Malla, did til Someren – O Gud, lad mig fortiæne al den Glæde, du gav mig

Det lille utaalmodigglade Barn, Ragna, var saa tidlig oppe i Morges. Tanken om, med hendes Folk hiemme fra i Dag at faae Brev fra sin Mand, Brev fra sin Moer med Underretning om søde Ida, lod hende ingen Roe at sove. Men vor forstandige Kista bad hende lægge sig lidt igien, og det giorde hun, og er nu, Gud skee Lov, saa rask og har været det hele Tiden, baade hun og Sally mi, at – ak, nu de nesten 8 Dage har været os som 8 Timer. Jeg maae nu tænke paa Indpakningen. I Morgen er den deylige Uge forbi; men saa – hvor mange nye Glæder iler jeg ey imøde!

Fredag 15^de Økeren Da jeg havde pakket alting ind, lod jeg disse Blade blive liggende, i Formodning om, jeg i Gaar skulde faae sagt Eder et Par Ord før jeg tog fra Hiemmet. Men der blev intet af, og først nu herfra hilser jeg Eder, Elskede, igien. Jeg tvivlede nesten om, der skulde blevet noget af, da mine Øyne slog sig lidt leye i Morges; men nu ere de Gud skee Lov bædre, dog tør jeg ikke bruge dem alt for meget, og vil blot i Korthed sige Eder, at Onsdagaften gik saare fornøyeligt. Min Ragna fik de ønskeligste Efterretninger baade fra sin Ludvig og Ida, og var baade hun og Sally ret til Overgivenhed muntre, hvortil Fetter Randulf den Lustige ey bidrog lidet. Jeg maatte ordentlig holde Styr paa de forstyrrede Ungerne mine. Men Sara siger, Ragna kan giøre hvad hun vil, saa faaer hun Medhold, dog lægger hun til, mer‹…› af Skriveren og de andre i Huset end af mig; og det vil I, som veed hvilken upartisk Moder jeg er, ogsaa vist troe. Gud skee Lov, at min Ragna fandt sig saa fornøyet paa Hovind, saa tør jeg love mig [16] hun oftere vil glæde mig med sin hulde Nærværelse, mig og os Alle. At Skriveren er en Smule, og vel ikke saa lidt endda forliebt i sin nye Datter, nægter han ikke, og derover undres jeg ikke – tænk, naar selv gamle Munthes Hierte ikke gik skudfrie – ey at tale om Melin, som er færdig at miste sin Lævning af Vid og Forstand, og forsikrer at han aldrig har seet saa fiint et Fruentimmer, og som var saadan pyntet som Frue Marieboe – Da vi havde spist en deylig Ret Torsk, Ragna havde bedt Moer Huwald sende os, gik det løs paa Piqvet, hvortil disse Børn er reent forfalden, og Rabus med Kista og mig. Vi gik ordentlig tilsengs, og Kl lidt over 10 forlode vi det velsignede Hovind, hvor de Kiære ikke bleve glade tilbage, da vi droge fra dem, og Moer Koren ikke lovede sig tilbage før i det tidligste om tre Uger. Randulf var med os. Da jeg kom til Liøgodt mærkede jeg, jeg havde glæmt min Tippert, og Aslak kiørte flux tilbage i Randulfs Slæde, og den snilde Fetter styrede mig lige til Moe, hvorved vi da fik snakke mere sammen, end i de faa Dage han var hos os. Veyret var mildt, Føret overmaade godt, og vi glede frem i en Fart. Paa Groerud spiste vi lidt, og vare her Kl: halvfem, længe før vi vare ventede. Mama Huwald tog hiertensglad imod os, og strax stod den dampende Caffe paa Bordet. Jomfr: Zilche var her og ifærd med at sye en Dukke til søde Ida (der i Begyndelsen var lidt fremmed for Moer sin, men snart ikke mere vilde fra hende) og med den hialp vi Alle, saa hun nesten kom i fuld Puds inden vi gik til Sengs. I Dag har Moer Ragna fuldendt hendes Pynt til Idas usigelige Glæde.

Nu er her blevet saa nydeligt overalt, og vi vare ^ere igien ret hiemme i den muntre gule Stue, som vi sidst jeg var her, vare saa godt som landflygtige fra.)

[17] Hverken min Ragna eller Saraⁿ² har sovet godt i Nat, dog er Ragna nogenlunde, men den slemme Hovedpine har nødt stakkels Sally til Sengs. Jeg troer nesten, hun sover, og det give Gud, saa blev hun bædre. – Jeg er ret rask, og mine Øyne ere blevne bædre imens jeg skrev. Moer Huwald er dog den færmeste af os Alle, og sidder og steller med mine Kapper, og giør en Splinternye, Ragna endelig vil, jeg skal have.

Da jeg bliver i Morgen over paa Tøyen, bliver jeg her til Aften. Blev Randulf saa tidlig færdig med en Forretning i Schismoe, kommer han hid, og vi følges ad til Tøyen, hvis ikke, kommer han efter did.

Løverdag 16^de Tøyen. Fetteren kom, men før han kom, lidt før vi gikⁿ³ tilbords, Commandeur Sølling, det gale Menneske, med hvem jeg kom ind i en lang Passiar om gamle Tider. Jeg har nemlig kiendt ham ret godt i min favre Ungdom, da han var med denⁿ⁴ Ostindiefarer, min ældste Broder gik ‹…› fra, i engelsk Tiæneste, og hørte vi da, som de Fleste af Eder veed, aldrig mere fra ham siden. Denne min Broder Diderich, var en saare elskelig Yngling, og Alles Yndling, Ogsaa Søllings, med hvem han var jævnaldrende, og liig i Mod og Uforsagthed. Men hvad ellers altiid er Tilfældet med mig, naar Barndoms eller Ungdoms Scenerne pludselig bliver bragt mig i Minde, var det slet ikke her. Sølling talte meget om sin uforglæmmelige Ungdoms Ven, og denne Broder glæmmer jeg heller aldrig; men – sympathisere med dette forstyrrede Menneske, kunde jeg dog slet ikke; selv naar han prøvede paa at være alvorlig, saagar at philosophere over Tiid og Forgiængelighed, loe jeg, og vi Alle loe. Han var dog, hørte jeg, ikke saa ganske rigtig i det lustige Hiørne, som han pleyer. Da vi havde drukket [18] Caffe, gik den fremmede Mand, som Ida et Par Gange sagde skulde ha Dadae – Sally kom ned og spiste, blev nede, og var bædre, men ikke ret brav. Det var nok Ragna ikke heller, skiøndt ingen af dem talte om det; men til nogen ret hovindsk Latter kunde det ikke komme. Min snilde Moer Huwald fik en Kappe saa peent istand til mig, Sally en anden, og Ragna vilde endelig jeg skulde have mig en nye, hvortil hun søgte Kniplinger etc op til mig, al min Protestering uagtet, at jeg var saa rig paa Kapper, som rigtig sandt er. Den faaer jeg i Dag – det forstaaer sig, Moer Huwald forfærdiger den, og neppe finder hun sin Mester i Pyntarbeyder, og ikke i selve min Elise Thorsteinson i Kunstarbeyder. I Velvillighed og Lyst til at giøre noget for Eders Moer Koren, kappes I Alle, Dyrebare!

Vi drak tidlig Thee, da jeg, i hvor deyligt jeg sad, ilede til mit kiære gamle Tøyen. Randulf og Aslak styrede mig, og vi fandt her, foruden Husets Beboere – hvortil jeg regner liden Agatha – en Totens Mand (Jørgens tilkommende Naboe) med Dotter si, min egen Stenersen, og dennes Fetter, en Lieutent Collin. De havde endnu ikke drukket Thee her, og Lottamoer sagde: «du maae drikke om igien, Gullet mit» – Det giorde jeg da, som et lydigt Barn. De to Par Fettre satte sig til en Lhombre, Lotta, Barna hendes og jeg til en – sædelig Triset, som jeg fast havde glæmt, men lærte snart op igien, saa jeg gik af med hele Gevinsten. I Aften har jeg lovet dem Revange. Alle Herrerne, Jørgen undtagen, ere i Byen. Hanna fulgte ogsaa ned med den lille Totens Pige. Jeg synes nesten det er Synd at være saa længe fra Lotta mi den korte Tiid, jeg er hos hende – dog, der er hun, med Smørrebrød, Madera og syltede Apricoser til mig – Ney, I skiæmmer mig rent bort.

[19] Nu har min Lotta sadt og pratet en god Stund med mig, men nu maatte hun ud i sin Husholdning, og jeg skal skrive et Par Ord til min Ragna efter noget af mit der efterliggende Løsøre og den nye Kappe, og maaskee et Par Ord til Hiemmet. Dog, det bliver maaskee ikke før med Aslak fra Auestad – O i Morgen ved denne Tiid – Kl er nu over 12 – er jeg det velsignede Hiem et godt Stykke nærmere, og Eder Alle, I Elskede der –

I Dag tager min Kista, Telja og Lina til Hertels. Veyret er ikke godt, det blæser og sneer; men give Gud, de maae finde den gode Moer Hertel nogenlunde, hvad siger da Veyret! – Ja, hvad vil det sige paa den længere Vey i Morgen til Dig, min Maja, blev det end værre, end det i Dag er! O, hvor snart er det glæmt. –

Fra Barn og Venner i Byen faaer jeg intet hørt forinden jeg forlader Tøyen. Men Presidenten havde nyelig været i Selskab med Fader Pavels, og da var han og alle hans vel.

Min Majas søde Kammer, 19^de Tirsdag. Ja, takket være Gud! her sidder jeg da, i det rigtige Majakammer i hendes Sopha ved hendes Bord, og hilser Eder Alle, Elskede, i den klare kolde Vinterdag en varm Godmorgen, og ønsker min dyrebare Maja saa mange glade Øyeblik i sit lille Kammer, som jeg har havt i mit, uden nogen af de bittre, der dog ogsaa ikke har været uden sine Sødheder. Først vil jeg nu fortælle Eder, at Majakammeret, foruden dets herlige Udsigt, er i det Hele langt zirligere end Moerkorenkamret, og i mange Henseender beqvæmmere; men I vil troe mig naar jeg siger, jeg føler dette med Fornøyelse, og vilde føle det, om jeg end ikke havde et vist Slags Ret til at kalde ogsaa dette Kammer mit – Dernest vil jeg giøre Eder Regnskab for min Taushed her i Gaar. Aslak skulde i Dag fare tilbage, og med ham skrev jeg til Hovind, Tøyen og Økeren [20] og knap nok tog jeg mig Tiid hertil; thi Barna vore de Kiære vare her, og lille søde Peer, som bemægtiger sig baade ens Øyne og Øren, og saa var her Visitter, og saa var min Maja og jeg i Visitter, og da vi kom derfra, var Faer Cappelen ariveret fra Værket, og saa skulde der snakkes og spilles Rabus etc – Og nu veed jeg ikke ret, om jeg skal blive saadan ved at gaae bag fra, eller nytte denne sidste Side til at fortælle om Hidreysen. Det sidste er vel bedst. Vi vare ene om Aftenen paa Tøyen, og spillede, efter vedtagen Skik, vor Triset. Jeg havde faaet fra hiin gode Stenersen en Bog at læse ⁱ paa Skifterne, et splinternyt Produkt fra dette Aar, Messenierne, Sørgespil af Jens Smith, dediceret Biskop Bech. Om dette en anden Gang. Jeg modstod ikke Fristelsen, men læste de to Acter paa Sengen, og stod desuagtet op uden Hovedpine, var rask og reysefærdig Kl 9, men først over 10 kom jeg afsted. Lottamoer skiænkede et heelt Desertglas fuldt af, som jeg troede, Viin, og drak det reent ud. Presidenten saae forundret paa mig. Det var ægte gl Rom, seer I. Jeg blev lidt rød for mig selv, men lod mig ikke mærke, da min Lotta saae vemodigt paa mig. Dog, da jeg strax kom ud i Luften, havde det ingen anden Virkning, end at jeg strax blev meget varm, saa kold og søvnig, og lagde jeg mig nesten ned i Slæden, heelt under Felden, og i halv Døs kom jeg til Ravnsborg. For at forjage den leye Frysen, bestilte jeg Caffe, og skiøndt den var tynd, varmede den dog. Paa Gillebek hvilede jeg neppe en halv Time, og var det som det ahnede mig, at jeg havde et kiært Møde i Vente. Neden for Paradisbakkerne kom to Slæder. Jeg saae ikke hvem det var, men jeg hørte det strax: det var min velsignede Maja selv, og Barna hendes og mine. Realf styrede Thrina si[.] Nu gik vel Veyen fortere; men der var saa uendelig meget at spørge om og jeg kiørte imellem de Kiære, og maatte dog tie for det meste. Vi toge ind til de Unge, hvor lille Peer som Vert modtog os. Ak, nu var jeg da ret hos dem, i de Elskedes Arme, ved deres Hierter. Men hvad der formørkede ogsaa disse lyse Øyeblik, i neste Hefte. – Da vi havde drukket Caffe og Thee og spist Goraae, toge Maja og jeg hid – Faer C var paa Værket – og da, først da, var jeg ved min Reyses Maal.

[21] Onsdag 20^de Hvad der formørkede mig Giensamlingens første velsignede Øyeblik, ønsker I vist først at vide. Min Maja havde skrevet mig til i det Seneste jeg fik fra hende, at den unge Diderich Jørgensen, som I ofte har seet omtalt her som en Yngling af Aand, Hierte og Talenter, var død i London, hvor han forⁿ⁵ Mineralogiens og andre Videnskabers Skyld havde opholdt sig en Tiid. Dette Dødsfald bedrøvede men forundrede mig ikke, da han var ‹ved› svag Helbred, og man kunde troe, Siælen vilde nedbryde ‹…› Legemet. Men nu hører jeg hans Dødsmaade som den ømme Maja ey nænte at tilmelde mig. Skiændig er han myrdet ved et Pistolskud og udplyndret midt paa Londons Gader. Hans Tøy var indpakket til Hiemreysen, og samme Dag havde han modtaget en stoer Pengesum, som de udlærte Gavtyve vel havde Nys om, og maaskee bevogtede hvert af hans Skridt. Han gik fra Comedien, hvor han blev tilbage efter sit Følge for at besee en nye Indretning. Hvordan den sørgelige Efterretning rystede mig, behøver jeg ikke at sige Eder, Elskede! Enhver af Eder kan sætte sig i mit Sted. Alle, som kiendte ham, elskede ham, men min brave Faer Cappelen, som havde Faders Hierte til denne sin Søstersøn, har især taget sig hans Død og Dødsmaade meget nær.

Nu den Visit vi havde, og den vi giorde. Da vi, min Maja og jeg, vare færdige at tage til Rørbyes for at hilse paa Frue Holsten og hendes Datter, kom den yngste Mad: Cappelen, Petronelle, hid, drak Thee og var her en Stund, og blev det tidsnok for os at giøre vort Besøg. Vi fandt alle hiemme, og jeg fandt i Moder og Datter hvad jeg efter min gode Berghs og siden min Maja C's Skildring, ventede. Frue Holsten er meget lille og spæd, og uden egentlig at være lig sin Broder, Faye, seer man dog, hun er hans Søster

[22] Dybe Præg af lange Lidelser staaer umiskiendelige i hendes Ansigt, lyder selv i Tonen af hendes Stemme. Datteren Mathilde er en elskelig Pige, elskeligst naar hun hefter det ømme barnlige Blik paa Moderen, som alle Børnene tilbeder, efter Berghs Udtryk, ligesom de Bortgangne, de tidlig Bortgangne, tilbad hende. I Morgen bliver her et lidet Middagsselskab for Frue Holstens, eller rettere min Skyld, at jeg kan lære at kiende disse interessante Mennesker nøyere, og da mere om dem.

I Gaar Formiddag var Nella Borch her i et kort Besøg, og inden hun tog bort, kom vor Thrinasara spadserende noksaa kiækt ved sin Papas Side, og strax efter Realf styrende Gutten sin, som Bedstefaer endelig vilde have ud, hvor meget Moderen protesterede, da det var en stræng Kulde, som holder ved ogsaa i Dag. Vor Thrina og Realf blev her til Aftens, og vi havde det nok saa behageligt, og ligesaa haaber jeg vi faaer det i Aften, da vi skal ned til Barna vore, hvor Provsten Munk og Kone kommer. Mueligt kommer ogsaa min Ragna og Sally hid i Dag. De ønskede at see en Comedie her, og den bliver i Morgenaften, som Maja og jeg i Gaar lod dem vide med Aslak. Kan kun de kiære Børn blive reysefærdige i saadan Hast. Den skulde først ikke været før Mandag, men saa blev det omgiort.

Med det i Gaar færdige Dagboghefte, som Maja og Thrina expiderede i Gaaraftes, og nu gaaer til min kiære Egersøn, skal jeg skrive et Par Linier, og saa naar vi har spiist, hvile mig lidt, thi jeg er ikke ret brav i Dag, og vilde dog saa giærne blive og være det –

Messenierne har jeg nu læst ud. Min Dom over det er som saa: Det har enkelte vakre, men langt flere matte Passiar Scener ingen fuldt udtegnet Charakter, den eneste Damocles maaskee undtagen, ingen Velklang, kort, saare lidt ohlenslægeriskt

[23] Torsdag 21^te Som jeg med megen Møye – thi jeg var grumme mat og ussel – havde skrevet de faa Linier til Egersønnen, kom Frue Holsten og hendes Datter. De bleve her over een Time, og i behagelig Samtale med disse høyst interessante Mennesker, gleed det Onde over lidt efter lidt[.] Naar jeg een heel Dag havde været i Selskab med dem, lovede jeg Eder deres Charakteristik; men jeg kan ligesaa godt give Eder det nu: thi hvor Siælen ligger saaledes i det aabne Blik som her, vover man intet ved at slutte fra det Ydre til det Indre. Dog, at I ikke skal troe, jeg vil giøre mig saa forskrækkelig til af min Menneskekundskab, vil jeg bringe Eder i Erindring, at jeg jo har kiendt Fayes Søster og hendes Børn i mange mange Aar, skiøndt jeg ikke har seet dem, har kiendt hende ^Moderen som ædel og fast og sig selv liig i alle Livets ofte mislige Forhold – eine fromme Dulderin. Hendes Fromheds og Lidelsers Løn har hun fundet rigelig i sine fortræffelige Børns Kiærlighed, og finder i Erindringen om de Bortgangnes det bittre Savn forsødet. Mathilde er ikke hvad man egentlig kalder smuk. Hun har et rundt fyldigt Ansigt, men ingen Couleur. De blegblaa Øyne ere vel i sig selv ikke skiønne; men det hulde, ofte naar det hviler paa den lidende Moder vaade Blik, er skiønt, som var det fra selve Ragnas søde mørke blaa Øyneⁿ⁶, eller fordum min Saras. Hun er ikke høy, noget fyldig, men net, og over hendes hele Væsen er udbredt noget saa livligt naivt, som vilde giøre selv en uskiøn Figur tækkelig. – Med dette lille Udkast maae I for det første nøyes – thi I veed jo, her skal være et lille Compagnie i Dag, og jeg har endnu meget at fortælle om Gaarsdagen, inden jeg tyer til Toilettet.

Provst Munkes var hos Ottesens. Faer C. spiste der til Middag, og min Maja og jeg skulde did til Aftens. Men at jeg skulde have ret godt af denne kiære Aften, fandt Maja og jeg selv, at det var bedst, jeg først tog mig en Luur, og den [24] fik jeg baade lang og god, drak min Kop Caffe mens jeg klædte mig paa, og toge vi saa ned til Barna vore i Slædevognen nok saa deyligt. Det var første Gang jeg saae Provstinde Munk, og skiøndt jeg ikke kan sige hvori Ligheden bestaaer, saae jeg dog, hun var Sophie Munks Søster. Hun er meget høyere og smækrere, og den lange farlige Sygdom, hvori først Livet og siden Forstanden nær havde gaaet til Grunde, har efterladt sig dybe Spor paa hendes Ansigt, men som for mig gav det en Interesse, det maaskee ellers ikke vilde havt. Gud give nu denne Postdag maae bringe Bekræftelsen paa det faste Haab, den brave Munk har om Sande Kald, som det skulde være utilgiveligt, at Regieringen tilintetgiorde, da han foruden alt det øvrige der berettiger ham til Befordring, har Grev Wedels usvigelige Løfte. Og neppe glæder den gode Storm sig mere til sin egen ventede Lykke, end til Broderen Edvards, der ligeledes har det mest grundede Haab om et Kald ved Schien.

Mit Hoved blev ved at være meget slemt, dog havde jeg en meget morsom Qvæl, og jeg troer, lille Peer vilde trøste mig fordi jeg ikke var frisk, thi saa lidt han er for at kysse, gav han mig paa engang tre, fire søde Kys –

Men ingen Ragna og Sara kom. Hver Gang vi hørte Bielder eller det ringede paa Porten, troede vi, der er de – Og med mindre Haab venter vi dem i Dag, da de maatte være tidlig ude, for at komme tidsnok til Comedien. O jeg tænkte det nok, og Maja mi og vi Alle, at de neppe kom eller kunde komme efter saa kort Varsel. Maaskee har den strænge Kuld ogsaa afskrækket min ikke stærke Ragna[.] Dog er endnu ikke alt Haab ude; men nære det vil jeg ikke. Brev fra dem kan jeg ey vente før Løverdag, heller ikke fra Hiemmet. Gud give kun alle de Elskede maae være friske og vel! – Ret brav er jeg just ikke i Dag, dog bædre end de forrige Dage, og ganske bliver jeg det, naar vi kommer i vor egen [25] Roe, og sidder stille fortroeligt sammen i det kiære Kammer.

Løverdag 23^de Lidt Hovedpine, lidt Dovenskab, og mangehaande behagelige Adspredelser, holdt mig i Gaar fra disse Blade, og nu er jeg atter færdig at forlade dem, da jeg har saa meget Stof, at jeg ikke ret veed, hvordan jeg skal tage fat paa det. Nu, ligefrem gaaer man vel bedst. Det var da Torsdag Selskabet samledes, Barna vore vare komne, og Provst Munkes, Dajon og hans med Smag, NB Alderen og Udseendet fraregnede, pyntede Frue, den gode Frue Holsten og hendes Mathilde, og der ventedes nu ingen flere end Frue Rørbye – Manden er ikke ret frisk – da kom Maja C ind og saae saa glad og skiælmsk ud, og hvidskede til Sønnen sin, som foer ud, og braat kom ind igien med – Skriveren min. Ja, saadan har han sin Glæde af at overraske mig, den gode Slæmme.

Mit første Spørgsmaal kan I tænke Eder var, om Smaaepigerne vare med? Maja var med, Linaungen maatte blive hiemme, da 2 Karle og Heste ikke godt kunde være borte paa engang. Men Gud skee Lov, friske og vel ere alle de Kiære derhiemme. Jeg ilede da op til lille Maja, som rød og hviid og glad var ifærd med at smykke sig. O hvor var det en deylig Dag, en deylig Aften! thi ogsaa min Sara og Ragna kom imens vi sad til Bords, og alle fulgtes vi ad paa Comedien. Tre kiære Breve havde min Koren med til mig, fra Maja mi her, som var kommet samme Dag jeg reyste, og fra Fader Pavels, og fra Døttrene mine ^dernede, de længste, fuldstændigste Breve, jeg i lang Tiid fik fra dem, Sara og jeg, thi de vare til os Begge, og et Par Linier var der fra min ædle Treschows egen Haand, og Søte Moer Koren havde søte Syvald egenhændig malet under de Linier fra hans Fader. Dog al denne deylige Lecture maatte jeg giæmme til Frokost i Gaar, og var ogsaa det en af de Ting, som holdt mig fra Dagbogen. Foruden Ottesens og søde Peer, var Bergmester Stenstrup og den raske [26] Lieut: Collet her i Gaar den hele Dag. Hverken min Maja C eller Ragna var ganske frisk, men Gud skee Lov, i Dag ere de det begge, og nu er vore Økeren Damer ude i Visitter, Skriveren med dem, og jeg har revet mig løs fra det kiære Majakammer, hvor der skrives saa deyligt men ogsaa snakkes saa deyligt, og sidder nu her paa mit eget ogsaa vakre Kammer – og hvor findes et Værelse paa det skiønne Auestad som ey er livligt og vakkert?

«Men med alt det, Moer, maae du ey snyde os for Fortællingen om Comedien, som det lader til du har i Sinde» – Mindre end det, mine Børn! jeg vilde blot have det øvrige resterende fra Haanden for at kunde udbrede mig lidt vidtløftigere herom. Dog er det snart sagt, som I begriber naar I hører, Stykket var et af Kotzebues usleste Farcer – og det er dog meget sagt. Det var Galningen, hvori en ung Baron giør Begyndelsen til sit Frierie til en ung Pige han engang har seet i Kirken, med at sige Moderen Grovheder og giøre hende saa latterlig, mueligt. Han spiller i denne smukke Hensigt fire, fem forskiællige Roller, og selv da han har bortført Pigen, og hans Hovmester holdt en rørende Tale til ham (den eneste taalelige Scene i Stykket) hvori han lægger ham sin Ubesindighed paa Hiertet, pønser han ikke paa andet end nye Spilopper. Denne Hovedrolle gav Borch, Nellas Mand, og ganske bra saa Gu. Frue Collet var Moderen, og jeg veed ikke, om dette Slags Roller kunde gives anderledes. Datteren var en Jomfr: Sivers, hvis Udvortes svarede fuldkommen til den Idee, man maae giøre sig om en naturlig god af en unaturlig Moder forkuet 15 Aars Pige. Unægtelig kunde hun giort mere af sin Rolle, hvor flau den var, end hun giorde. Molins, en Invalid med et Træebeen, Rosing, var ret brav, Kammerpigen, der har en stoer Indflydelse paa det Hele, forstod man ikke – men den bedste af hele Personalet var unægtelig den forgiældede Herremand, Pfiffelberg, (Kamr ^Foged Collet) som frier til den rige Jesabel. Han var hvad han skulde være, en ægte Rævejæger. Vi loe ret godt, og det [27] var og er altiid, naar jeg tager i Skuespil, hvad jeg helst vil.

Vi kom ellers saa seent, at det meste af første Act var forbi, og det var ret leyt, da jeg giærne seer Grundtvig, som var Hovmesteren, paa Theatret her, og nu havde han kun et Par Ord at sige sin Elev, men som han sagde fortræffeligt. Stykkets Opløsning ligger i en Gienkiendelse mellem Moderen og Hovmesteren, han er nemlig hendes Mand, men som hun har jaget paa Flugten ved sin Sataniskhed, og nu uformodet møder. Som den lille Nanettes Fader bruger han sin Ret til at bortgive hendes Haand, hvori da Moderen ogsaa samtykker paa det Vilkaar, aldrig at see sin Hr Gemahl mere, og for al Tiltale frie at være.

Man hører nu ikke tale om andet, end den hovedkulds Forandring i Pengevæsnet, som er færdig at forrykke selv de stærkeste Hiærner. Mig er det, som fast alt Pengevæsenet vedkommende, reent Algebra. Men Haabet svigter mig heller ikke her. Jeg troer det var nødvendigt, en Forandring maatte skee, og at det ey kan blive værre, end det var – kun at det kom saa uforberedt kan jeg ikke, fra hvad Synspunkt jeg seer det, finde rigtigt. Det maae bringe Giæring blandt alle Stænder – Gud give kun ingens Ruin! Hu tu, var det først kommet i den Gang, det skulde.

Søndag 24^de, min brave Faer Cappelens 50^de Aars Fødselsdag – og lille Peers Daabsdag. Derfor havde min Thrinasara saa hiertelig ønsket, det skulde blevet den Ventedes Fødselsdag, men det lader ey til, Du faaer dette Ønske opfyldt, Barnet mit, og jeg er ogsaa glad ved at kunde see Dig saa færm dagligdags, skiønt det ogsaa vilde glæde mig, i det mindste inden jeg reyste, at see Dig med det andet lille Nor i Dine moderlige Arme.

[28] Tirsdag 26^de Ja vist gaaer det smaat med Dagbogen, Elskede, men I skal derfor intet tabe af hvad jeg skylder Eder, og skylder mig selv, thi ogsaa jeg skal jo her gienfinde og giennyde mine Glæder. Søndag lod jeg disse Blade ligge for at gaae ned et Øyeblik, tænkte jeg; men saa var min Thrina og Realf og Peergutten kommet, og der blev ingen Skrivning af mere. Inden vi havde spiist, mørknede det, og da vi tændte Lys gik det til Rabus, Cabale, Piqvet, og – Bostonbordet. «Hvorved du dog vel intet havde at giøre?» – Jo saa men, for første Gang spillede jeg med Faer C, Broderen hans, og afvexlende Realf og Thrina[.] I Mellemrummene spillede Faer C Piqvet med lille Ragnamoer. Maja C og Sally rabuserede, Thrina og lille Maja sad her i Majakamret (thi jeg har taget mit Sæde her igien) og cabaliserede. Saaledes vare vi beskiæftigede, da Dørren gik op, og Moer Maja kom ind med Jessen min ved Haanden. Jeg havde just faaet Thrina til Makker med 6 Stik i bedste Couleur, men foer op i en Fart fra det altsammen, glad og angst, thi jeg begreb ikke hvad der havde bragt ham hid. Det var da det forhadte Pengevæsen. Hovind havde næsten været bestormet af raadløse, angstfulde Mennesker, der vilde have Oplysninger af den arme Gut, han selv trængte til, og vidste han ey bædre Raad, end flux ile til Faer sin, hvad ogsaa Fogden havde tilraadt ham. Jeg blev nu beroeliget i enhver Henseende, og fik Hilsener fra det kiære Hiem, og Aftenen gik i Lyst og Gammen. At jeg fik Roes for mit Bostonspil baade af Faer C og min Realf, maae jeg ikke forglæmme. Bedst gik det dog naar Thrina og jeg vare Makkere (dette Styrvolt Udtryk passer maaskee ikke til det fornemme Boston; men I maae taale det til jeg lærer et andet –

Og nu kommer Egersønnen min tilbage fra en kort Tour paa Bragernæs, derfor maae I taale, jeg atter pauserer til –

[29] Onsdag 27^de og saa igien spadserer tilbage til Mandagen. Da skulde vi miste vor hulde Ragna og Sally. De vilde reyst Søndag, men der blev intet af. Længe før enten de eller jeg var paa Benene, reyste Fatter C med Broderen sin en Gesvindttour til Byen, Hovedstaden, mener jeg. Kl var vel 11 inden de Kiære kom afsted, og Solen skinnede varmt, Føret er uforligneligt, og snart glede de vist til det vakre Økeren, hvor Moer Huwald med Ida ved den ene Haand og et Brev fra Marieboe i den anden, vist har modtaget sin Ragna. Skriveren blev smukt hiemme og modtog sin Egersøn, som ventedes og rigtig kom til Middag, men Jess, Maja og liden Sophi giorde Afstikkere af sig, gik til Byen, og kom først hiem mod Aftenen. Dog kom Maja tidlig nok til at høre Broderen sin spille hendes og vore Yndlingsstykker paa Claveret, som, jeg veed ikke hvordan det er, dog, Ingen anden spiller og synger saadan som han. Det øvrige at Qvellen gik i Passiar, og i hvor vel mit moderlige Forbud imod at tale om det fortredelige Pengevæsen, tidt blev overtraadt, blev dog Kl halvtolv før jeg troede den var 10. I Gaar Morges reyste min Koren og Gutten vor, dog bliver de nok over denne Dag i Christiania, i det mindste Skriveren, som i Morgen tager lige derfra til en Forretning i Gierdrum – Heller ikke min kiære Frederich kunde blive længere end til i Gaaraftes. Realf og Thrina var her til Middag, men tog hiem i Mørkningen, da de ventede Fremmede, som vi dog nu med Ærgelse hører, ikke vare ^ere komne saa de kunde blevet her i god Roe, og saa var lille Peer kommet med, som vi nu ikke har seet i to hele Dage. Jeg afbrød i Gaar, da Egersønnen kom tilbage fra Bragernæs. Stakkels Barn, han kom i en bedrøvelig Skikkelse, neppe [30] istand til at gaae. Paa en glat Steentrappe var han faldet, og havde slaaet sin Ryg slemt. Det blev værre jo længere det leed mod Aften, dog kunde vi ikke overtale ham til at blive, da han i Dag havde bestemte og uopsættelige Forretninger. Dertil kom, at baade han og vi frygtede for, det i Dag, da han absolut i god Betids maatte være hiemme, kunde blive endnu vanskeligere for ham at taale Reysen. Alt hvad Moder og Søster kunde overtale ham til var, at tage en Gut med sig, og med ham venter vi nu snart Underretning om hvordan det gik med Reysen, og hvordan han befinder sig efter den. Og synes jeg nu ret her er Stædet at bede Sønnen min om aldrig, især naar han skal være seent ude, at reyse saa ganske ene. Ak, I veed ikke, mine Elskede, hvor nær vor Ven, Søn og Broder var sin Grav i Søndags 8 Dage, da han i Mulm og Mørke kiørte ned i Isen, og nesten som ved et Mirakel, og vaad og stivfrossen slæbte sig, først hvert Øyeblik i Fare for Isen skulde brække under ham, og siden op ad svære Bakker, til en Bondegaard, hvor han fik Hielp netop da hans sidste Kræfter vare udtømte. Gud være lovet, som holdt sin Haand over ham – som holder sin Haand over os naar det synes som alle Glædens, Livets og Haabets Baand vare brustne! –

Lille Maja var i Gaar den hele Dag hos Borches, hvor Nella hialp hende med en Kiole. Da vi havde spist vort Smørrebrød i Aftes, Maja C, Sophie og jeg, med behørig Chocolade til, hørte vi Bielder, men blev siddende roelige ved vor Cabal, vis paa, det var Ungen vor som kom tilbage; men see, det var begge Caplerne som allerede kom igien fra Christ:Touren. Strax efter kom Maja, som blev ganske flau fordi Egerbroderen var reyst, som hun troede, var blevet over, og bedrøvet over det Uheld han [31] havde havt – Faer C hilste os fra Slotspræstparret, som han havde besøgt, og som levede vel. Nu kiære Fader Pavels, har De vist mit lille Brev og paa engang to Dagboghefter, som Økerenbarna tog med sig, og saa er De jo lie bli lell, og Moer Koren retfærdiggiort?

Torsdag – hans Majestæts høye Fødselsdag, som vi haaber, begge mine Majaer og jeg, at tilbringe i sød Roelighed – Fader Cappelen er taget til Majadal Kl 6 i Morges, men skal være hiemme i Aften. Hvad der for mig og mine Lige er en Udenlandsreyse, er en Springvey for ham. Broderen Real gaaer her igien, men ham holder lille Maja og Sophie med Selskab, og som oftest tager han til takke med sit eget. Det er et hiertensgodt Menneske, men mere veed jeg ikke heller at sige om ham.

Her var et morsomt lille Compagnie i Gaar. Da vi endnu sad til Bords (det var senere end ellers, thi Fatter blev længe opholdt i Byen) kom den vakre, tækkelige Madam Kirkegaard, og da hun lovede at blive, sendte Moer C: Bud og bad hendes Mand og Søsteren, den interessante, snilde Hanna Strøm hid, og de kom, og Barna vore kom, og saa gar lille Peer, skiøndt Mama sielden pleyer tage ham saa sent ud. Han var saa velsignet overgiven, og saa morsom i sin lille hiemvævede Kiole. Kysse er han ikke meget for, og man faaer sielden et, uden naar Bedstemoer holder ham paa Armen, hvem hun da kysser, kysser han med. – Jeg skulde, vilde Faer C:, igien forsøge mit Held i Boston, men det gik ikke fuldt saa godt som første Gang, det er at sige saa lykkeligt, thi slettere spillede jeg vel just ikke. Hvad maae man ikke give Lærepennige for i denne Verden?

[32] Real Cappelen afløste mig imellem, og Boston‹en› varede i det Hele ikke længe, saa jeg havde min gode Deel i det hyggelige Selskab, der ikke forlod os før Kl: over 11. – Fra Egersønnen kom et lille Brev. Han var kommet vel hiem, og befandt sig taalelig. Tirsdag tager han til Christiania – jeg og Maja Mandag – og der sees vi dog vist.

Min elskede Maja C er ikke saa aldeles frisk i Dag, og jeg ogsaa lidt forkiølet, men nu sidder vi her i vor ganske Eensomhed. – Smaaepigerne gik ned til Byen – og saa haaber jeg, vi skal snakke hinanden friske.

Fredag 29^de Vi bleve afbrudte i vor Eensomhed, men kunde intet have imod denne Afbrydelse. Frue Holsten kom, og sad her vel et Par Timer, og de gik meget behageligt. Vore tre saarede Moderhierter fløde sammen, og vore Taare fløde blide og lindrende. Ogsaa deri lignede vore Skiæbner hinanden, at vore elskte Hiemgangne vare gangne ind til deres Faders evige Glæder uden at have kiendt andet end den lyseste Side af dette Liv. «Ak» sukkede den gode, dybttænkende Frue H: «min Mine var alt for lykkelig til at det kunde vedvaret, men ogsaa alt for forvendt til at kunde fundet sig selv i den mindste Forandring. Mennesket, selv det bedste, er foranderligt. Hendes Mand elskede ikke, han forgudede hende og jeg tænkte ofte med Angst: «Dette kan dog umuelig vedvare. Hendes Lykke kan ikke forøges; det er imod Naturens Orden ^at vi længe, end sige stedse, kan blive paa samme Trin, og den mindste, blot tilsyneladende Forandring hos ham vil giøre det elskede Barn ulykkeligt» – For denne Angst blev jeg da, rigtig nok paa en smertelig Maade, befriet –» Og saa trøstede vi giensidig hverandre, og følte med Vemod, der nesten grændsede til Glæde, at vi ikke allene vare, men endnu ere blandt de lykkeligste Mødre, ikke allene ved hvad Gud endnu har ladet os beholde, men ogsaa ved hvad vi har [33] mistet. – Hendes Mathilde var i Christiania, men ventedes hiem, og skulde paa Ball om Aftenen. Der havde hun ventet at finde os alle herfra, men da hun hørte, vi ikke kom did, vilde hun dog see os. – Det øvrige af Dagen vare vi ene; først Kl henimod 8 kom Fader Pedro fra Værket, og Sønnen hans fulgte ham hid, men blev kun et Øyeblik, da han havde lovet sin Thrina at komme tilbage og spise med hende. – I Dag skulde jeg været ovre og hilset paa Borches, men jeg er rigtig syg i Dag, og tænker stærkt paa at lægge mig lidt naar jeg har lagt disse Blade bort. Jomfrue Ravert kommer her i Eftermidd[.] Lille Maja tog nu over til Borches som snarest. I Morgen maae jeg see at komme did. Jeg har opsat det fra Dag til Dag, da hver Stund jeg skal skille mig fra Auestad og Maja er et Rov mod mig selv. De elskede Barna vore haaber jeg kommer her i Dag, da de i Morgen venter Fremmede fra Schien. Søndag troer jeg; vi skal til Rørbyes, den sidste Dag jeg er her – ak, hvor er ogsaa blevet af disse saa nær 14 Dage? –

Posten kom først i Dag, og, underligt nok, bragte mig ikke en Linie ent‹en› fra Hiemmet, Tøyen eller Økeren, og fra alle tre Stæder ventede jeg noget med Vished.

Her har været Spektakler paa Strømsøe i Dag, da ingen Høker eller anden Smaaehandler vil sælge det ringeste før den 15^de Febr: Almuen har taget sin Tilflugt til Byefogden, og han maae vel see at faae føyet Anstalter, at Folk ikke skal sulte ihiel før Tiden. Gud give alle disse Ugreyer maatte komme i Orden uden alt for ubehagelige foregaaende Uordner. I dette Øyeblik sidder min Maja C og læser saa hierteglad for mig af Collegialtidenden de til Norges Universitet udnævnte Professorer, vor ædle Treschow i Spidsen, saa Sverdrup, Rathke, Rasmussen, Platou etc – og var nu ikke mit arme Hoved saa sløvt, den høyre Arm saa træt og smertefuld tog jeg strax fat paa det Brev jeg skylder de elskede Børn dernede til Svar paa de kiærlige jeg her har liggende fra dem

[34] Men hvorfra tager man Tiid til at underholde sig skriftlig med de kiære Fraværende, naar Tiden synes for kort til den mundtlige Underholdning med de Nærværende? Det er jo alt det jeg kan give disse Blade sin Ret.

Løverdag 30^te Barna vore kom her i Gaar til Middag. Da jeg havde spist første Ret, fik jeg Lov at gaae og søge Sengen. Lille Maja holdt kun altfor punktlig hvad jeg bad hende, at vække mig Kl halv fire. Da havde jeg netop sovet ind. Jeg stod da op og smykkede mig i al Gesvindighed, og tænkte paa Veyen ned, at nu vilde Jomfr: Raverts første Spørgsmaal være om mit Befindende etc – men den stakkels Pige havde faaet andet at tænke paa, da hun ved et Brev var blevet underrettet om, at alt hvad hun nesten sin hele Tiid har stræbt for, og hvorved hun troede at see en sorgløs Alderdom imøde, var sammensmeltet saa godt som til intet. Hun var i heftigt Oprør, og derover kan ingen undres, som er istand til at sætte sig i sin lidende Nestes Sted. Hun kom ikke ganske i sit Æs den hele Aften, men dog adspredtes hun noget. Vi spillede og snakkede og loe. Min Hovedpine gik over, men i Nat blev jeg ret alvorlig syg for Brystet og fast i hele Legemet følte jeg Smerter, saa jeg neppe orkede at staae op og klæde mig paa. Ikke desmindre vedblev jeg mit Forsæt, og tog til Borches, og denne lille Tour har giort mig ret godt. Jeg var der ikke over en Times Tiid. Borches lever vel, har to vakre Børn, men begge plagede af Udslæt især paa Benene, som uroer baade de Smaae og dem som er om dem. For første Gang kiørte jeg – ikke over, men under den nye Broe, som jeg ret holdt og betragtede, som er en Ziir og Nytte for Drammen, og et Hædersminde for Faer Cappelen, uden hvis Driftighed og uafbrudte Tilsyn, den, om end nogen Tiid, dog vist ikke i saa kort Tiid var kommet i saa fuld Stand.

Kammhrr. Anker, som skulde kommet her paa Mandag, kommer ikke, hans Podagra forbyder ham det. Derimod har Auestad den Ære at beholde mig og Maja til Tirsdag. Unge Jørgensen og hans Søster kommer [35] i Morgen hid fra Schien, og bliver her til Tirsdag, og vi bliver da i Følge med dem. Jeg har nok ikke sagt Eder, at min lille Maja tager hid igien til sin velsignede anden Moder og Navnesøster. Det skal være lidt Hygge for den ældre Søster at have sin Petramaja hos sig naar vor Thrinasara hindres fra at komme herop, og saa kan Ungen lære, hvordan en Barselkone skal vartes og pleyes, og det er nyttigt og godt. Jeg sagde øyeblikkelig og glad Ja da Maja bad om at faae Søsteren sin igien; men Skriveren giorde sig ordentlig lidt kostbar ved denne Leylighed, jeg troer for at bilde sig selv ind at han giorde sin saa dyrebare Moer Cappelen en vigtig Tiæneste, hvad han saa ofte har ønsket sig Leylighed til. Lina mi vil det vel koste nogle Taare at hun endnu længere skal miste sin Marie; men nu sees de dog, haaber jeg, i Christiania, og naar hun da hører, vor Moer C selv bringer sit Pleyebarn tilbage, naar vor kiære Thrina er kommet paa Benene igien ^{giver hun sig nok tilfreds.} Kista formoder jeg ogsaa halvveys at møde i Byen. Jeg hører intet fra Hiemmet, intet fra noget Menneske – ney saa haarde vare I dog aldrig før mod Eders Moer Koren, og det ret som I havde overlagt det. Formodentlig troer I, at jeg har det saa godt, at blev det mere, blev det for meget. Hvad der beroeliger mig lidt er to Breve Maja har faaet fra Zarine og Hanna Bull, og især det sidste, da deri mit Hovind omtales og at alle og alt er vel der. Gud skee Lov!

Søndag sidste Dag i Aarets første Maaned Dersom den fatale Hoste og en ligesaa fatal Mathed tillader det, vilde jeg fortælle Eder i faa Ord, hvilken usigelig deylig Aften vi havde i Aftes, min Maja og jeg, ganske ganske ene. Ingen af os befandt sig vel fra Morgenstunden af og afsloge derfor vor Sarathrines venlige Indbydelse til Aften. Faer C og Smaaepigerne toge did; og da vi begge havde [36] taget os en Middagshvile, og Maja hørte Ottesens Broder, Tante og Søn (Tantens, ikke Realfs Søn, begriber I) ^{vare ariverede,} giorde hun et lille Besøg did, men var ingen Time borte. Vi strikkede, snakkede, cabaliserede og rabuserede, spiste vor deylige Æblegrød med Fløde til, og gik tilsengs Kl halvelleve, da vi høyst forundrede saae, den var saa mange. Jeg havde alt faaet min første Blund da Maja kom op paa Kammeret. Hun havde ikke havt det mindre morsomt paa sin Maade, og faaet sig mangen kostelig Latter. Denne Realfs Broder, Jacob, skal være en ægte brav Søemand, og en lustig Fetter.

Ogsaa denne Nat var min Søvn afbrudt og mere mattende end styrkende. Hvad gav jeg ikke til at kunde være hiemme i Roe! og var det ey for endnu engang at see og tale med den sieldne Moder og Datter, Frue Holsten og hendes Mathilde, foredrog jeg vist Sengen for Selskabet. Da min Maja venter sin Mands Søsterbørn fra Schien i Aften, tager hun tidlig hiem, og jeg med hende. Atter en Post – alle faaer Brev, kun ikke jeg. Dog, et fra vor kiære Sally til Moer C er paa en Maade til os begge. O hvor er min hulde Ragna i Dag i sin Himmel. Gud give Dig Kræfter Du Gode til at udholde Glæden, der pleyer virke paa Dig heftig som Sorgen, naar Du efter saa lang Skilsmisse atter indslutter Din Ludvig i Dine Arme. I Dag kommer han, skriver Sally. Hvor lykkelig og glad skal jeg i Slutningen af denne Uge see Dig, see Eder begge, Eder Alle igien! –

Nu maae jeg sige Majakammeret Farvel for denne Gang. Her bliver et lille Selskab i Morgen Middag, og saa flytter jeg med Dagbogen igien op paa mit Kammer. Farvel du søde hulde Kammer, og Tak for alle de Glæder du har givet, og vist mange mange Gange vil give mig.

[37] Mandag 1^ste Ved nogle Timers Hvile haaber jeg at have samlet saa mange Kræfter, at jeg kan fortælle Eder om Gaarsdagen, og vil dertil nytte den Tiid jeg har Raadighed over inden Selskabet kommer, som ventes her til Middag.

Hos Rørbyes var stort Compagnie, nogle og halvhundrede, og kiendte jeg ikke de halve. Værelser, Anretning og alt der er meget smagfuldt og brillant. Vi vare de sidste som kom, og det gik snart tilbords. Verten tog Frue Holsten, for hvem Selskabet var; men vi andre ventede forgiæves paa Afhentelse, og gik derfor paa egen Haand, og kom saaledes for det meste hvert Kiøn til at sidde for sig selv. Min Plads blev mellem Frue Holsten og Frue Mønster, og var altsaa som I seer ikke uheldig. Begge Majaerne kom langt fra mig, det var det værste. Jeg fik ingen Tiid og var heller ikke oplagt til at giøre nye Bekiendtskaber. Dog havde jeg den bedste Anledning af Verden under den lange dræbende Bordsidden – spise kunde jeg lidt eller intet – at mønstre de mig ubekiendte Physiognomier, og giætte mig til, hvem den og den monne være. Den jeg først traf, og efter min Thrinasaras Beskrivelse ikke kunde tage Feyl af, var en naragtig gammel Petitmaitre fra forrige Secel, oven i Kiøbet Pebbersvend, Justitsraad Tiedeman fra Kbhn. Han trætter alle Mennesker med flaue Complimenter og smukke Ting, hvad jeg dog kun veed von Hørensagen, thi saa snart vi vare staaet fra Bordet, holdt Slædevognen for Dørren, og uagtet alle Lamentationer af den giæstfrie Vert og Vertinde og mange af Selskabet, blandt hvilke min raske Lieut: Collet var den ungeduldigste, absenterte vi os, min Maja C og jeg, saa tyst som mueligt. Faer C, Broder Realf og Søn Realf, fulgte vort Exempl

[38] Dog, jeg kan ikke forlade Selskabet uden at sige Eder lidt mere om det. Der findes dog neppe noget Steds mere Stadsen og Udmayen end her i Drammen. Levantintaft og Tyl svømmer de i, Turbaner med Sølvflor paa gamle stygge Hoveder, tørre mavre Knokler besat med gefærlig store Ringe – kort, intet kan være smagløsere, uden det skulde være de Dukker, som vare satte paa Bordet hos Rørbyes, og der, nest min Conversation med den høyst interessante Frue Holsten, var min bedste Moroe. Det var nemlig Engler – af Vingerne at slutte – med Sætter, Alongeperuqver, Schäferhatte og alskens Firlefanserie paa. Jeg ønskede ikke at giøre Bekiendtskab med et af de nye Mennesker jeg saae, og følte mig friskere og bædre da jeg sad ved min hulde Majas Side i Vognen[.] Strax vi vare komne hiem, kom vor elskelige Sarathrina, og først et Par Timer efter Jørgensen og hans Søster i et rasende Stormveyr, som med et afløste det blideste nesten vaarlige. Jeg hører Bielder, skal klæde mig paa, og dermed vil det gaae langsomt, da jeg er grumme mat, og har havt en slem Febernat. I skal faae Fortsættelsen, mine Elskede fra –

Tøyen, mener I? – O ney, endnu i Dag, Tirsdag den 2^den sidder jeg atter i min Majas Kammer, ved hendes Side, og endskiøndt min Skyds er bestilt til i Morgen, er det dog mueligt, hvis jeg med nogen Reysende kan faae den afsagt, at jeg bliver her flere Dage. Doctor Heiberg, som var her i Gaar, bad mig holde mig nogle Dage i Roe og bruge den Medicin han ordinerede mig. Hvor meget dette stemmer med min Majas og mine egne Ønsker, veed I Elskede, og hvor meget I Alle, som nu vente mig, længes efter Eders Moer Koren, veed dog jeg, at I hellere undværer hende en Tiid, og beholder hende kortere, end seer hende igien saa ussel, som hun nu er. Jeg bliver bange for mit blege Ansigt og de indsiunkne Øyne naar jeg kaster et Blik i Speylet; og neppe troer jeg, jeg taalte at reyse saa længe Hosten er saa stræng, og det hele Legeme saa svagt. Nu først et Par Ord til lille Maja, [39] som i Gaar foer til Christiania med Jørgensens, for at underrette de Kiære om min forandrede Beslutning.

Onsdag 3^die At der engang kan komme Orden igien i Tingene, vil vi, som ingen Ting var, gaae tilbage til Søndagaften, og saa ligefrem som sig hør og bør. – Jomfrue Jørgensen er en fornuftig, interessant Pige. Hun som hele Familien har taget sig den brave Ynglings, Diderichs voldsomme Død meget nær. Om Moderens Lidelser kunde hun ikke tale uden Taare. En sørgelig Trøst var det, sagde hun, at Lægerne ved at obducere den Dræbte, eenstemmig havde udsagt, han neppe kunde levet et Aar. Jeg troer det var hans Lunger der vare angrebne[.] Overalt er nok ingen af disse Sødskende stærke.

Hvilken fæl Nat jeg havde! Mad: Bang som hørte mig hoste, og ved Bordet sad hos Maja C, gav et Raad, som min ømme Maja vel fandt for strængt, men jeg dog brugte. Det var en Theekop Rum kogt med lidt Smør og meget Sukker i, som jeg skulde drikke naar jeg lagde mig. Det kostede meget at faae den slemme Drik ned, og jeg var færdig at tabe Aandedrættet; men lille Karen bad saa længe til jeg havde tømt Kalken til Bunds. Den giorde omtrænt samme Virkning som den Dram, min Lotta gav mig da jeg forlod Tøyen kun i langt høyere Grad. Den heftigste Feberfrost overfaldt mig, ikke for et Øyeblik, men for hele Natten; udmattende Phantasier afløste hinanden, beklæmt og med rasende Hovedpine stod jeg op Kl. 10, men da blev det bædre, og bædre endnu op ad Dagen, saa jeg kunde ret alvorlig fornøye mig i det behagelige Selskab vi havde her. Det bestod blot i Familien, den inderlig hyggelige Mad: Casper Cappelens med hendes Børn, Sønnen Michael og hans Kone, Doctor Heiberg som er gift med Datteren, Leonore, et lille huldt Væsen, som noget nær bliver den vakre Moder mest liig, skiøndt to yngere Søstre, den Yngste kun 12 Aar, ogsaa ere vakre, beskedne Børn. Den der af alle mindst interesserede mig – og fleer end mig – var den unge Mad: Michael Cappelen, som, skiøndt ret smuk, har noget om ikke frastødende, dog koldt og ‹…› udeeltagende i sit Væsen, [40] der ikke giør hende elskværdig. Hun kan vel ikke for det. De havde alle Strikketøy med sig, vi arbeydede og snakkede, Mændene spillede Boston, Ottesen lod sig løse af imellem, og sang og læste i gamle Peer Syvs Kiæmpeviser for os. Aftenen gik hurtigt og godt. Heiberg ordinerede mig nogle Pulvere, som jeg har befundet mig meget vel efter, og bad mig holde mig i Roe nogle Dage. Min lille Maja fulgte med Jørgensen og hans Søster, først Kl over 5 kom de afsted, men Skydsen var bestilt, og hun havde saa godt Følge, at jeg er ganske roelig for det kiære Børn. Sin Pakke glæmte hun, det lille Tossedyr, men Majasøsteren fik den flux afsted til Borch, som i Gaar tidlig reyste ind til Markedet. Atter havde jeg en fatal Nat, og var i Gaar det sygeste jeg endnu har været siden denne Skrantning begyndte. Jeg angrede hiertelig at have bestilt Skydsen til i Dag, men der i fandt min Maja ingen Anstødssteen, og forudsaae, at Don Pedro nok vilde vide Raad her ogsaa. Og det fandt han snart. Med en i Dag Indreysende blev den afsagt, og med megen Møye skrev jeg nogle Linier for at beroelige de elskte Ventende, og et Par Ord til Hovind for at bede om min Aslak og min Gulen, da jeg med dem farer saa trygt. Da det var bragt i Orden, gik jeg til Sengs og faldt i en sød tryg Slummer, hvoraf jeg efter et Par Timer vaagnede qvæget og styrket. Jeg havde intet spist siden den forrige Dags Midd: men nu spiste jeg Tvebakker til min Caffe saa det havde Skik, og det smagte fortræffeligt. Min Maja, som heller ikke var vel, blev ogsaa bædre efter en lille Hvile. Hun skrev om Formiddagen nesten med ligesaa megen Møye som jeg, et langt Brev til vor Sally, og saa veed ogsaa disse mine Kiære hvad der hindrer min Indreyse. – Frue Holsten og hendes Mathilde, som havde hørt jeg var her endnu, vilde see mig saa længe de kunde, sagde de Gode, og blev her efter min Majas venlige Indbydelse. Realf kom op med Faderen sin. I kan troe, vi havde en kostelig Aften. De beundrede den kunstige Realfs Hænders Giærninger. (Han arbeyder nemlig paa nogle nydelige Zirater til nye Stole som skal pryde den deylige Havestue her) og min Korens Kunstfærdighed – jeg har vel sagt Eder, at han ingen Rast eller Roe havde før han fik [41] skaaret en lille Kurv og Punschøse til den tækkelige Mathilde. For Resten gik aldrig Samtalen istaae, saa lidt som den ophørte at være behagelig. Vi spøgte ogsaa med Kortlægning, som gav Anledning til megen Moroe[.] Tilsidst spillede Mathilde lidt paa Claveer og sang med sin behagelige Stemme min Adams Romance «Bag grønklædte Bakke der ligger et Hus» – Men Slæden holdt længe for Dørren, og den søde Pige maatte afbryde.

I Dag er jeg Gud skee Lov meget færm, kun noget mat. Hosten er nesten ophørt. Dog føler jeg, hvor nødvendig Roelighed er mig for at faae alle mine tabte Kræfter tilbage. Fader C: og Broderen Realf tager i Morgen til Christiania. Med dem maae jeg skrive lidt til alle mine Kiære der. Nu kom Faer C og siger at Barna kommer her op til Middag – og Middagen er for Døren og der er Barna vore ogsaa for Dørren –

Torsdag 4^de Lille Peer sov da de toge herop, og kom altsaa ikke med, og nu har jeg ey seet ham siden Mandag. Naar Thrina ikke har Ungen sin med, stunder hun bestandig efter ham, og vilde reyst strax vi havde spist, men lovede mig dog at slaae sig til Roe her i Kammeret hos Mama si, imens jeg tog mig en Times Roe eller Hvile i Sengen. Da vi drak Caffe kom Grev Wedel. Jeg skulde fuldendt Brevet til min Lotta, der skulde være som et Circulair til mine kiære Ventende; men jeg modstod ikke den Fristelse at see og høre paa den raske, vakre Mand, og blev siddende smukt i Sophaen med mit Strikketøy, og Thrinabarnet ligesaa med sit, vel ikke af samme Aarsag som jeg, skiønt det kanskee bandt hende lidt; men fordi begge Morerne forsikrede det ikke gik an hun tog bort for Greven, især da hendes Ægteherre skulde styre hende hiem, og med ham og Faer C. var Wedel kommet i saa godt Prat, at han blev her til Kl. henimod 6; men da var ogsaa Thrinabarnet reysefærdig, og saa giærne vi beholdt hende, kiendte vi dog for godt hendes Længsel til at prøve paa at bestride den. Faer Pedro fulgte med Greven, [42] og gik siden for første Gang i lang Tiid paa Clubben, did fulgte hans Broder ham, saa Maja og jeg bleve allene med vort Strikketøy, vor Cabal og fremfor alt vor søde fortroelige Samsnakken. Clubgiæsterne kom saa tidlig tilbage, at jeg endnu fik mig tre Rabusser med Fatter inden Sengetiid. Kl 6 i Morges foer han med Broderen sin til Christiania; og har Du vist, min Lotta, Dit Brev inden Qvellen, og min lille Maja (som logerer hos Olsens) de Hilsener jeg sendte hende med Mathias, og saa glædes I Elskede ved at vide Eders Moer Koren i bedste Bædring. Fuld saa færm som i Gaar er jeg just ikke; men dog ret brav, og stærk nok til at giøre Alvor af at faae den Brevgield til alle Barna i Kbhn, der ligger mig saa tungt paa Hiertet, afbetalt. Maaskee tager vi saa mod Aftenen ned til Børnene i Byen for at see dem og liden Peer, der neppe kommer herop i Dag, da det blæser sterkt. Denne Blæst skylder jeg ogsaa for, at jeg er mindre rask end i Gaar. Men op ad Dagen bliver jeg altiid meget bædre.

Fredag 5^te Det blev jeg ogsaa i Gaar, men da Stormen vedblev, og endogsaa tog til, opsatte vi Besøget til vore Kiære til i Aften. Vor gode Realf var her en liden Stund for at see til begge Mødrene sine. Han er meget plaget af Gigthovedpine, det stakkels Barn, og havde den i Aftes vist i høyere Grad end han lod sig mærke med, da han var saa grumme bleg. O kan noget legemligt Onde forbittre os Livets Glæder, er det dette. Hvem veed det af sørgelig Erfaring bædre end Eders Moer Koren, som aldrig nogen eneste Dag er aldeles befriet for det? Ellers saae vi ingen i Gaar, undtagen min Majas gl Farbroder, Mad: Mallings Fader, som spiste her til Middag. Dag og Aften gik som sædvanligt [43] det veed I engang for alle er udlagt: stille og blidt. Mine Breve bleve ey færdige. Nu tager jeg ^fat paa dem igien.

Kl 12 Pludselig sidder jeg nu her allene. Et Brev fra den gode bedrøvede Elise Thorsteinson melder, at gamle Betta er saa svag, at de nu troer, hendes Øyeblik ere talte. «Vild du sige hende det sidste Farvel, min dyrebareste troefaste Moer Cappelen, o saa iil hid!» skriver det kiære Barn, og den dyrebare troefaste Veninde var reysefærdig inden en Time, og nu er hun paa Veyen til de Sørgende. O maatte Du bringe os den fromme Gamles sidste Farvel, min Maja! Maatte Du see hendes længselfulde, ofte til Utaalmodighed grændsende Ønsker om Opløsning, opfyldte inden Du forlod hendes langvarige Smerteleye, ved hvilket vor Elises Taare flød saa ofte og saa bittert, naar alt hvad hun og den gode Dorette udtænkte til den elskte Lidendes Lindring og Hygge intet udrettede hos det kiære gamle Barn, som, sin Tænkekraft og nesten alle Sandser berøvet, ikke stundede efter andet end hvad Jorden ikke kunde give før det tunge Støv synker tilbage i dens stille Moderskiød. Men her skal det staae, gode Elisa – ak, hvor langt skiønnere har Din Engel skrevet det i Livsens Bog! – at Du intet Offer, det maatte fordres fra Din Siæls eller Dit Legemes Kræfter, fandt for tungt, naar Du troede derved at kunde blidne den trætte Gamles Dage, at Du villig frasagde Dig alle Livets Glæder og Nydelser ^for, eller rettere ingen fandt uden i den gamle Moders Tilfredshed, og kun følte Dit Lod tungt, naar alle Dine Bestræbelser herfor vare frugtesløse, ligesom Du fandt det misundelseværdigt naar den Fromme, kommet tilbage til sin Bevisthed igien, smilende velsignede Dig.

[44] Nu var min kiære Realf her et Øyeblik, og i Dag er baade hans og mit Hoved i den ønskeligste Harmonie med det deylige, milde Veyr. Han havde mødt Mama si da han gik op, og i Aften mødes vi hos de velsignede Barna vore. Brevet til Døttrene mine er færdigt, og nu skal jeg nytte de eensomme Timer til jeg farer ned til Børnene, for at faae besvaret min kiære Berghs Seneste, som jeg fik før jeg forlod Hovind. Men ligesom jeg sendte Døttrenes Breve herfra i min Kuffert (det var da undskyldeligt, da jeg troede Dagen derpaa at følge efter) lod jeg Sønnens Brev ligge hiemme – som dog ogsaa kan undskyldes ved den Larm og Tumult der fra Julens Begyndelse omgav mig. Deraf flyder da naturligviis, at I ikke, mine Elskede, faaer de kiære Breve fuldstændigt besvarede, men maae give mig Credit for det resterende, til jeg igien kommer i min Orden.

I det foregaaende Hefter fik I 4 Sider for lidet, kiæreste Venner! Jeg saae det først da jeg var halvveys i dette, og vilde i det mindste at dette skulde holde sine 24 Sider, men derfor har det heller ikke sin rette Form. Var det nu kun Tilfældet med det Forrige, at det erstattede ved Qvalitet hvad det manglede i Qvantitet, saa kunde det dog paa en Maade sættes i Classe med vore Rigsbanks Marker. Giid jeg torde haabe det! Og kan jeg saa slutte dette stadseligere, end med min stolte moderlige Lykønskning til mine ridderlige Sønner, Egerprovsten og Slotspræsten? Maaskee sidder I i dette Øyeblik bekorsede lige for hinanden for at undersøge paa hvis sorte Kiortel Ordenen tager sig bedst ud, hvem der bærer Korset med meest Gracie og meest – Geduld. Mon mine Øyne paa denne Tour faaer see Eder i Eders Herlighed? Nu, med Siælens Øye har jeg skuet den, som I her seer, og min Lykønskning finder I her, og vil modtage den sønlig ad interims.

[45] Løverdag 6^te Febr: Da jeg og lille Sophie i Gaar havde holdt vor to Couverts Middagstaffel, gik jeg med et Bind af Herder op paa mit Kammer, lagde mig paa Sengen, og kom saa dybt ind i denne min Yndlingsforfatters schøne Litteratur und Kunst, især i Eloises og Abelards Levnetsløb, som jeg her læste for første Gang med Glæde og Tilfredsstillelse – thi alt hvad jeg hidtil saae om disse ædle Ulykkelige modsagde min Følelse – lagde Bogen bort, tænkte over det læste, og slumrede ind uden at vilde det. Hastig foer jeg op, da Sophie sagde mig, Kl var halvfire, vreed paa mig selv over at være blevet mit Forsæt utroe. Det blev nu for seent at skrive til min kiære Bergh. Da vi havde drukket Caffe gik Touren til de elskede Barna mine, som jeg fandt raske og glade i deres Moer Korens Komme og den ventede anden Moders. Lille Peer var sovet ind paa sin Marthes Skiød, og laae der endnu som en smilende Engel da min Maja, tidligere end vi torde ventet det, kom tilbage. Ak, endnu var ikke den gamle trætte Bettas Hviletime kommet. Dog er den efter al Sandsynlighed ikke langt borte. For den gamle og de unge Lidende var det lige qvægende at see den elskede troefaste Moer Cappelen; og min Majas Hierte der – ak Ingen veed bædre end jeg hvordan – kan dele Glæde og Sorg med sine Elskede, var det ey mindre qvægende at have fremtryllet dette Solglimt paa Sorgens mørke Himmel. Det svandt ikke med Dig, min Veninde, det vil lyse og varme den Udlevede endnu i Dødens Nat, og giøre den mindre ængstelig for hendes Børn, som, hvor hiertelig de under og ønsker den Trætte sin Hvile, dog med Zittren seer Øyeblikket imøde, da hun skal gaae over til den, da de hellige Lævninger af hvad der var dem saa dyrebart skal overgives den kolde, mørke Jord.

[46] Maja havde intet Strikketøy med, og vor Tilflugt blev altsaa Rabusen, som dog lille Don Pedro ofte forstyrrede, da han ingensteds er hellere, end paa Bedstemoders Skiød. Han sprang lige af Søvnens Arme paa sin hvide Hest, det er – veed I nok – udlagt: han var i det bedste Lune af Verden. Dog det er han fast altiid. Han falder saa det dundrer i Gulvet, og staaer leende op; sligt anfægter ham ikke, lige som intet forskrækker han; kort, det er en Dreng «wie er seyn soll» – Det var da en Aften, som jeg i disse tre Uger har havt saa mange af, stille, deylig. Kl henimod 10 forlode vi de kiære Barna vore, jeg med det tause Ønske i Dag at see min Sarathrina med lille Peers Broder eller Søster i sine Arme – det bliver mig tungt at tage herfra forinden, dog, det seer jeg nu, jeg maae. Hun er lige færm i Dag, det kiære Barn, og nu venter vi hende og hendes Realf hvert Øyeblik.

Klokken var ikke langt fra 11 da vi køyede, endnu var Husets Herre ikke kommet, og vi tvivlede om han kom før i Dag. Min Maja tillod mig, skiøndt ugiærne, da hun troer mit Hoved og Øynene lider ved det, at læse lidt paa Sengen, og desværre blev det nok længere end det burde, thi just som jeg slukkede Lyset hørte jeg Biælder, da kom Fatter, og Kl var ⁿ⁷ halvet. Et Brev bragte han mig fra lille Maja, som jeg i Morges modtog og læste paa Sengen. Min stakkels Jess og Lina har været i Byen, og reyser hiem i Dag, hiertelig bedrøvede over ikke at have seet Moer, siger Maja, og end mere fordi jeg har været syg. Men Gud skee Lov, de ere friske, og alle mine Elskede Hiemmeⁿ⁸, og alting vel der. Min gode Kista har da ikke været i Byen. Maaskee møder hun mig dog der. Det faaer jeg da vide i Dag med Aslak, og ^om han kommer, som Thrina og Mama hendes ønsker ikke maatte skee før i Morgen. Og jeg? – veed ikke ret selv, hvad jeg ønsker, og bør ønske. Brevet til min kiære Bergh er færdigt, og afsendes i Dag med det til Døttrene.

Jeg tænkte mindst paa, da jeg lagde disse Blade hen, hvilken Scene der forestod. Vel var min dyrebare Maja ikke ret rask, og klagede over Trykken for Brystet; men vi haabede alle, hun selv med, det skulde gaae over. Thrina havde bragt Gutten sin med, og lagt ham saa polisk i Sophaen, hvor Bedstemama uformodet skulde finde ham sovende, og jeg vinkede hende ud, og hun stod smilende for den søde Slumrende; vi gik tilbords, og alting var godt, syntes vi, da med et den skrækkelige Krampe; pludselig som Lynet fra en klar Himmel, overfaldt vor elskede Maja. Min første Omsorg var at faae Thrinabarnet bort fra det sørgelige Syn. Faer C bar med Ottesens Hielp sin Maja ind paa Sophaen, Heiberg kom, og Krampeanfaldene vare Gud skee Lov ikke saa frygtelige, som jeg saae dem i Sommer. Efter en Aareladning gik de reent over, Thrinabarnet reyste nogenlunde beroeliget hiem, den elskede Syge har havt en roelig god Nat, og er nu nede for at ordne Bordet, da her i Dag skal være Mandsselskab. Gud give kun hun ikke vovede sig for meget. Vi bliver for Resten her oppe i vor Eensomhed, og haaber jeg, vor Sarathrine ogsaa snart kommer hid, og slaaer sig til vort Partie.

Der kom ingen Aslak i Aftes, og det var vel, da jeg dog ikke havde reyst før i Morgen, og de da paa Tøyen vilde fanget Griller over min Udeblivelse. Men end flere vil jeg fange, kommer han ikke i Aften, som han dog vist maae.

Thrina er kommet og bliver hos os. Maja er Gud skee Lov brav, det er bædre, end vi torde haabe hun saa snart skulde blevet. De til Huset hørende Herrer har giort sin Opvartning hos os, og fik kort Audience. Bliver Maja nu [48] ved at være saa brav som nu, o hvor langt deyligere vil da denne Søndag gaae end den forrige i det store stive Callads; hvor dog den gode Frue Holstens Naboeskab formildede den kiedelige Bordsidden. Maja har to Gange været herinde hos mig og vist mig Feylskrivninger i det seneste Journalhefte. Hun kommer sikkert engang til, thi alle gode Ting ere jo tre. Og med Glæde retter jeg alle de Feyl Du viser mig, Elskede, thi jeg veed, Du finder ingen andre hos Din Moer Koren end de i alles Øyne faldende.

Aviserne bragte mig en Sørgetidende, som har opvakt saa mange Ungdoms søde og bittre Minder i min Siæl. Den yngste af min gamle Moer Hincheldey's Børn, Nicoline, gift med en Godseyer Dons i Lolland, er død fra 7 Børn. Da jeg saae hende første Gang var hun 8 Aar, et blidt elskeligt Barn. Da jeg forlod Danmark var hun ikke voxen. Stakkels gamle Moder som overlever det kiære yngste og jeg troer lykkeligste af alle hendes 5 Børn, ak, og i visse Maader overlever sig selv, nedtrykt ved et svagt Legeme og mange Sorger. Biltzing skrev for ikke længe siden, at hans bedste Recreation var den Adgang han havde i Dons's Huus, og kunde ikke fuldelig, sagde han, beskrive hvilken elskværdig og lykkelig Familie det var, og hvor giærne Nicoline erindrede og talte om Christiane Diderichsen. Hviil sødt, min fromme Lina! Lina Walvais kaldte jeg dig altiid i fordums Dage. –

Nu var den snilde Fader C her og vilde havt mig en Kiøretour ud paa Isen i det herlige Middagsveyr; men jeg skal jo forlade min dyrebare Maja i Morgen, og blev derfor hellere hiemme. Thrina tog med og hiem for at faae Gutten sin med. Hun kommer ey tilbage før i Dæmringen, og da skal vi have vort Stel saa deyligt heroppe. Gud give mig nu gode, glade Tidender fra Hiemmet og mine Elskede i og om Christiania! Af min lille Majas Brev saae jeg, jeg havde glædet mig for tidlig paa min hulde Ragnas Vegne, og at hun først i Torsdags fik sin Ludvig tilbage. Men Gud skee Lov, at hun har ham frisk og vel igien!

[49] Mandag 8^de Endnu i Dag hilser jeg Eder fra det kiære Majakammer, lykkelig og glad ved min dyrebare Majas Side en god Morgen, mine Elskede! Aslak kom i Aftes, men Alle her, fra Faer Cappelen selv til Mathias, finder det ubilligt at Gulen min som kom i Aftes seent, skulde gaae igien i Dag. Og, «gode ere at lokke hvem efter vil hoppe» – siger Ordsproget mere sandt end velklingende. At min Maja og Thrina vare de ivrigste paa Gulens Partie endogsaa før hans Ankomst, troer I nok uden Forsikring, som at min Modstand var saare svag. «Og nu seer jeg denne Dag an som en reen og uventet Gevinst» siger Maja mi; og hvad er den da ikke mig? Intet tynger paa mit Hierte, uden at min Lotta og Majalil maaskee kunde blive lidt bekymrede over ogsaa i Aften at vente mig forgiæves. Men jeg haaber, de indseer Aarsagen og beroeliger sig, de Kiære. Min Maja er brav over al vor Forventning, og var det hele Gaarsdagen; mit hulde Thrinabarn venter vi hid med begge Gutterne sine; fra min Kista fik jeg et glædeligt Brev at alt er vel paa mit Hovind, alle de Elskede der friske, og den gode Kaja Hertel ogsaa i fuld Bædring (Kista har været hos sin Broders et Par glade Dage, men møder mig ikke paa Tøyen) og fra Lottamoer en lille venlig Epistel – thi selv de Skiænd hun giver og lover røber jo hun holder af sin Christiane, og jeg gaaer dem kiækt imøde. Hvorfor vil Du skiænde? min Lotta! fordi jeg har været syg? O ney, naar Du seer mig, glæmmer Du nok at skiænde – seer Du, jeg kiender Dig bædre, kanskee, end Du kiender Dig selv; og det er da desværre saa ofte Tilfældet med os, for vort eget Jeg meest kortsynede Mennesker. – Vi blev vor Plan troe i Gaar. Kun et Øyeblik var jeg nede og drak Caffe. Adskillige af Herrerne kom hen og talte med mig, den allerførste var gamle Scheitlie som med et forfærdelig varmt Haandkys erkyndigede sig om Moer Cappelens Sundhed, og min, og Skriverens Befindende etc – Mange af de Tilstædeværende vare mig fremmede, og jeg saae dem neppe, da det alt dæmrede, men havde det end [50] været høy Middag, vilde jeg dog vel lige lidt giort noget nyt Bekiendtskab. – Strax efter jeg var kommet op til min Maja, kom vor Sarathrina, og vi levede, o I kan tænke Eder, hvor stille godt. Faer C og vor Realf saae imellem til os, og gamle Casper Cappelen var som snarest oppe og hilsede paa Vertinden.

I Dag er det Expressens Dag fra Christiania hid, og mueligt seer jeg da Egersønnen min, som formodentlig, da han reyste med den kommer med den tilbage. Han veed vel ikke hvor hans Moer Koren er støyen eller fløyen, og det var ret sønligt og broderligt af ham, kom han ind om os, som jeg vist troer han giør, om hans Tiid tillader det, og jeg fik da ogsaa vide hvad Barna paa Festningen giør sig for Tanker om min, som det vel synes dem der ey veed Tingenes Sammenhæng, underlige Vandring.

Kl 2 Nu har vi spist, og jeg har overtalt min elskede Maja, der er mat, hvad ey er at undres over, men ellers Gud skee Lov taalelig, at lægge sig lidt. Jeg vil nu sige Eder for Alvor Farvel herfra, mine Venner. Fra det skiønne Auestad, fra min Majas Kammer og Pult – Ottesens kom ikke til Middag, men i Aften kommer de dog vist, dog da har de neppe lille Peer med sig, og jeg faaer denne Gang intet Farvel sagt ham, ikke givet ham de Kys min Lotta sendte mig til ham, min Kista ligesaa. Men Maja skal da faae dem med sig tilligemed mine. – Kommer ikke Hr. Frederich, giør jeg nok et lille Afskedsbesøg hos den gode Frue Holsten og Mathilde i Aftningen. Og her, mine Elskede, giver jeg Eder for denne Gang Afskedsaudience fra det kiære evigvelsignede Auestad, hvor Gud forunde mig endnu mange mange Gange at sige Eder hvor glad og lykkelig jeg er ved min Majas Side, blandt vore fælleds dyrebare Børn –

[51] Virkelig sidder jeg nu, Onsdagen den 10^de, paa Tøyen, munter og tilfreds, skiøndt langt fra ikke frisk. Dog, bort med de evige Jeremiader. Mit Hoved er smertefrit og klart, og derfor skal Bryst og Ryg smukt holde sig i Skindet uden en Muk –

Da jeg havde lagt disse Blade bort i Mandags, tænkte jeg: du maae lade Cabalen sige dig, om Egersønnen din kommer i Dag. Men den Løgnerske sagde Ney – og just som jeg, fortredelig herover, pakkede Kortet sammen, hørte jeg Bielder, saae ud, og see! det var ham selv, og, ganske forglæmmende den moderlige Værdighed, fløy jeg ham imøde i Dørren. Saa gik jeg sagte op til min Maja, der ikke sov men laae og læste, og saa kom strax efter Fatter med Barna sine, som jeg nesten begyndte at tvivle om skulde komme da det blev et stygt Sludveyr. Men ikke allene min kiærlige ømme Thrinasara havde vovet sig ud i det fæle Veyr og Føre, ogsaa hendes velsignede lille Peer var med for at sige Moer Koren Farvel. Dog tilstod hun aabenhiertet, at det var Faer Cappelens Skyld. «Moer Koren skal see Gutten engang endnu før hun reyser, og han smelter ikke» – har han vist nok sagt. Og det var som den søde Lille vidste, jeg skulde reyse, thi imod sin Skik gav han mig saa mange Kysse som jeg neppe troer alt i alt at have faaet af ham den hele Tiid før. Ganske brav var den kiære Thrina mi ikke og tog derfor hiem mens det endnu var lyst med Gutten sin – med begge Gutterne sine; thi Realf betroer i denne Tiid sielden nogen anden end sig selv at styre sin beste Skat.

[52] Taarene vilde trænge sig frem ved Afskedsomfavnelsen, min Thrina, men jeg tvang dem tilbage, og først her skal Du see, naar med Guds den Algodes Bistand det Forestaaende er lykkelig og vel forbi, at jeg var inderlig bedrøvet over, ikke at kunde være Vidne til de første Udbrud af Din, Din Realfs, Dine Forældres Moder- Faderglæder. Og vilde jeg været blot Vidne? O ney! I veed det Alle, at der ikke findes et Hierte der inderligere deler Eders Følelser, end dette, som hvert Øyeblik dvæler med alle sine Tanker hos Eder, sine Længsler og Ønsker.

Faer C havde lovet sig ud om Aftenen til Michael Cappelen, hvor han skulde træffe Niels Aall fra Porsgrund, som han endelig maatte tale med. Han vilde overtalt Egerprovsten til at følge med; men han blev hellere hiemme i Roe hos Mama og Søster si, for at hvile sig ud efter Markedsstyren, ja, jeg kunde sige Sviren, thi det er noget ganske forskrækkeligt, saa her har været giæstereret[.] Alt dette Leben maatte han nu fortælle os, og det giorde han som en smuk lydig Søn, og forelæste os de hos Slotspræsten ved det store Bispecollads afsiungne Viser. Efter Bordet spillede og sang vor kiære Giæst (I veed, jeg er hiemme paa Auestad som hos alle Barna mine og paa Tøyen) en Stund for os, og i borgerlig Tiid gik det zu Bett –

Klart skinnede Solen i Gaar Morges, som paa denne Dag for 25 Aar siden, da jeg første Gang satte min Fod paa norsk Grund, og brød med barnlig Glæde (barnagtig om I vil) den første Granqvist af jeg kunde naae, og giærne havde kysset Skildvagten, der ved Indkiørslen i Frdhld raabte os an. Men inden vi havde drukket Thee, blev Himlen mørk, og det regnede stærkt. De Elskede giorde et Forsøg paa at faae mig til endnu en Dag at udsætte Reysen, men det kunde og burde jeg da ikke, og desuden havde min Maja jo saa meget i Beredskab, som skulde [53] beskytte mig mod Veyret. Min kiære Faer C, som havde lovet at møde Tankes paa Asker Prstgrd, og vist efter sit Viis var faret afsted Kl 6, blev nu taalmodig og god efter mig, for at vi kunde følges ad saa langt. Kl var vel 10 før vi kom afsted. Realf kom op for at hilse fra sin Thrina, at hun var færm, og for at bringe mig endnu et Farvel fra hende og sig selv. Begge Sønnerne mine fulgte og pakkede mig i Slæden, og endnu seer jeg Dig, evigdyrebare Maja, tilvinke mig Farvel fra Vinduet, føler Dit hede Afskedskys paa mine Læber. For hver nye Prøve paa Din, paa alle Dines Kiærlighed og det ømmeste Venskab min Tak her, og den stille evige i min Siæl for – for hver enkelt og dem alle.

Veyret klarnede, og giennem min Rustning havde Regnen ey trængt, var den end vedblevet. «Jeg faaer altiid godt Veyr naar jeg er ude og reyser» sagde Faer C: – «eller jeg troer det er godt, og det kommer ud paa et.» – Og i dette sidste som i saa meget har den raske Mand Ret. Hvordan var vel ogsaa ellers «Troen Overbevisning om de Ting, som ey sees?» –

I Paradisbakkerne holdt vi jævnsides og lod Hestene puste, og saa pratede vi, og oppe paa Høyden vare vi før jeg troede os stort meer end halvveys til den. Paa Gillebek fik min Ledsager en Hest og lod sin staae, da han vilde tilbage samme Aften. Ikke desmindre havde han ey Hierte til at forlade mig før Gulen havde udhvilet.

Capt: Fleischer, den afdøde Poletiemesters Broder, kom ogsaa did for at hvile. Faer C og jeg vare enige om, at det er en meget vakker Mand, kun at der i hans Øyne eller Blik er noget unheimligt, der dog, om ikke ganske forsvinder, mildnes naar han smiler. Vi havde ikke kiørt langt i det favreste Solskin, og jeg sad fordybet i Mindet om de tilbagelagte 25 Aar, da Slæderne standsede, og Faer Pedro som et Lyn stod paa Veyen og ilte til en ligeledes [54] standsende Slæde. Det var den gode, blide Madam Thank, som vilde see sin Maja og Thrina, da hun var dem saa nær, skiøndt hun kun kunde blive et Par Timer, da hun med sit hele Følge i Dag skulde til Bærum. Vi gav hinanden Haanden i Slæderne, og Faer C snoede om, bød mig Farvel, og fulgte sin saa kiære Søster til Auestad, bestemt til atter at følge hende tilbage om Aftenen til Asker. Nu var jeg ene med Aslak og Gulen, der syntes at savne sit Følge ligesaa meget som jeg mit, det slutter jeg deraf, at den saae sig flere Gange tilbage. Paa Ravnsborg spiste jeg de Smørrebrød, min Maja selv havde skaaret til mig, imens min Caffe blev færdig, og læste «Snedkeren i Liefland» – et lille ret interessant Stykke, Maja gav mig med til Aandes Qvægelse. Vertens Søn, en lille tre Aars Gut, som jeg ved at dele min Mad med ham, give ham et Æble, Kage eller sligt, er blevet meget fortroelig med, bragte mig sin A be ce, og jeg maatte lægge min Snedker bort for at høre han kunde kiende de første Bogstaver. Et af mine Majaæbler var hans Løn, og han sprang glad bort. Min kiæreste Læsning eller hvad andet jeg har for, lægger jeg villig hen naar et Barn nærmer sig mig med Kiærlighed og Tillid. Barndommen som Alderdommen har noget vist høytideligt, helligt ved sig, og selv et ondt, haardt Menneske troer jeg maatte blive god, altiid omgivet af uskyldige Smaae eller agtværdige Gamle. Jeg skulde nesten troe, Moderen var blevet ligesaa glad i Æblet Drengen fik som han selv. Hun tog kun 2^rd for Caffe og Foer til Hesten, og det var jo kun fattige 32 ß. Saa meget gav man jo i de gode gamle Tider. Konen maae ey forstaae sig paa Cursen

[55] Jeg havde fra Gillebek havt slemt ondt for Brystet og end mere i Ryggen; men nu blev det værre og værre, og ofte var jeg færdig at skrige i høyen Skye; dog lod jeg det være, og beed Tænderne sammen, og sagde til Aslak jeg vilde sove, for ikke at snakke. Jeg havde bedt ham kiøre om Olsens for at see Maja mi, men holdt blot ved Trappen, hvor i et Øyeblik Slæden blev omringet af Ungen min, alle Husets Folk, Jomfrue Zilche, og den gode, fromme Ovidia Lange (før Messel) som jeg ey har seet siden hun blev gift – ak, og nu er hun Moder til to faderløse Børn! Min Marie var frisk og munter; men da det var saa seent, tog hun ey herop før i Dag. – Lottamoer havde lovet mig Skiænd fordi jeg havde ladet hende vente saa længe forgiæves; men det gik som jeg følte forud: da hun saae mig, blev hun for glad til at skiænde. Hun sad ene med sin Agatha og Hanna. Presidenten er faret til Hedemarken. Lidt efter kom Jørgen, Ovidia Lange, og Broderen John. Aftenen gik ^ved god Prat, lidt Musik og mere Rabus.

Her laae tre Breve til mig, et fra Døttrene mine, et fra min Kista, og et fra Fader Pavels. Han var en Aftenstund gaaet herop i Mulm og Mørke, vis paa at finde sin Moer Koren her, og var saa utaalmodig som en Elsker (siden jeg er saa nær det halve Secel tør jeg nok sige det, uden at Du skal blive jaloux, gode M:) siger Lotta. Tak for denne Gang, for Brevet og Alt vilde jeg sagt Dem i Morgen, min kiære troe Søn; men nu var her Bud fra min Ragna, at hendes Marieboe skal ^reyse bort paa Fredag, og derfor maae jeg did i Morgen, da det vilde gaae mig alt for nær, skulde jeg ikke faae see og tale med han denne Gang.

[56] Fredag 12^te I troer ikke – dog, hvorfor skulde I ey troe det? – hvilken deylig Dag jeg havde i Gaar. Da jeg havde skrevet et Par Ord til Slotspræstens, tog jeg afsted, Kl. omtrænt 10. Jeg fandt min hulde Ragna, af hvis Øyne Glæden straalede, allene med sin søde Ida. Hendes Ludvig var i Byen for Postens Skyld, og Sally ventedes hvert Øyeblik. Under kiærlig Samsnak drak vi deylig Chocolade med deylige Kager til af et nyt Stel M. havde med sig fra Kbhn, ikke allene det eleganteste Porcellain jeg har seet, men ogsaa det særskildteste. Ikke to Par Kopper vare af en Sort i Henseende til Tegning og det var vanskeligt at sige hvilke der vare de smukkeste. Dog havde især et Par graae med Guld mit høye Bifald. Aarsagen til denne Forskiællighed er, at om et eller flere Par kommer itu, Stellet derfor ikke bliver u-egalt, da det ellers er vanskeligt at faae igien selvsamme Sort. Et Par Timer efter mig kom først vor Sally, meget mismodig, da hendes Broder ikke var frisk, og hans Kone meget syg[.] Dog, nu sad hun hos sin Ragna og sin Moer Koren, og det kiære Barns Aasyn opklaredes snart. Endelig kom min med hver Gang jeg seer ham elskeligere Hr. Ludvig, og nu blev Samtalen saa righaltig, at jeg giærne havde renoncert paa Middagsmaaltidet. («Ja, det troer jeg nok, da du havde faaet saa deylig en Frokost» – Kan saa være, Barn; men ogsaa uden den havde jeg giærne giort det) Dog, vi lod os ikke afbryde, og Spørgsmaal og Svar vexlede uophørlig. Hvor fortalte han mig ikke om mine dyrebare Børn dernede, om lille Syvald, om min Adam og hans Lotta, som jeg aldrig har hørt noget om før. Det er en lille tyk, feed Glut, siger han. O hvor gik Dagen og Aftenen herligt! Ragna var ret paa sin hvide Hest, og maatte M: [57] der havde nogle Affairer at afgiøre med sin Fuldmægtig Borchsenius, flytte ud i et andet Værelse. En Geschichte, som ikke kan faae sin Plads her, gav især Anledning til en fast uophørlig Latter, der dog endelig afbrødes – skiøndt Gud skee Lov kun en kort Stund – da min Ragna, som endnu ikke taaler Rystelse af noget Slags, blev lidt syg; alligevel maatte hun lee imellem, og vi kom Alle snart i den forrige muntre Tone. – Bøger havde min gode Hr. Ludvig ogsaa med til mig, to lafontainske Romaner, Frigge og Forsoms Lommebog. (To Jeanpauliana, Fata und Werke ⁿ⁹, og Hesperus har Edvard Munk kiøbt for mig) Kl. var 10 – den blev det saa snart – min Hest var længe siden kommet og jeg maatte forlade de Kiære, dog med giensidigt Haab om snart at sees igien – hvorom en anden Gang. Min Sally tog bort paa samme Tiid. Maanen lyste blidt for os, saa Hiemfarten var liig den hele Dag, mild og skiøn som den. Lille Hanna var allene oppe da jeg kom hiem. Min Lotta havde giort to Spadsertoure til og fra Byen, og var derfor træt gaaet tilsengs. Jeg giorde brat det samme; men læste en Stund i Bangs dramatiske Forsøg, dem jeg aldrig før har faaet Øye paa. Med Hovedpine og lidt Feber stod jeg op i Dag, og har jeg skrevet til min dyrebare Maja C, og sidder jeg nu her – dog meget bædre, efter at have spist et Par Smørrebrød min Lotta selv bragte mig, og sladdret lidt med hende. Da jeg heroven for nævnte Frigge, kom jeg ihu, at jeg intet har fortalt Eder, mine Elskede, om Tors^Onsdagen, der dog ogsaa var mig en saa behagelig Dag. Rigtig nok gaaer den hele Formiddag bort med Skriverie, og det er Uret mod Lotta og mig [58] men naar jeg har spiist, maae jeg have mig en lille Lur, og siden torde det hende, da Veyret er saa godt, at Slotspræstens lode Naade gaae for Ret, og giorde en Spadsertour herop. Det ahner mig – og denne Ahnelse har sin gode Grund i Visheden om deres Venskab for Moer Koren – Altsaa til Onsdagen. Lille Maja kom herop for at tilbringe Dagen før hendes Retour til Strømsøe hos os. Hun er Gud skee Lov nok saa munter og rask. Ovidia og Jørgen kom ey hiem til Middag, som de havde lovet, men om Aftenen kom de, John og Frederich Messel, en Jomfrue Holbye, og min gode brave Stenersen, ellers Steinar kaldet. Aftenen gik ved Arbeyd, Snak og Musik. Agatha spillede, og hendes Sødskende sang, og det var nok saa juflig liufligt. Hvor tækkelig og snild den Ovidia er! Ak, og saa var hun min Saras elskede elskende Barndoms Veninde, Wilhelms ligesaa, som hendes Brødre, Tvillingerne, vare hans kiæreste Venner. Halvbroderen, Capitain Frederich er en dannet ung Mand, en rask Søemand, med Mod i Brystet og et Hierte fuldt af Godhed mod alle Levende. For Resten et Beviis for, at et Menneske, være sig Mand eller Qvinde, kan uagtet et mere stygt end vakkert Ansigt, være saare behagelig. Dog, styg er her et upassende Ord, thi fra Grimhed til Styghed er flere Grader, og om Messel kan man kun sige han ikke er vakker – At det var Frigge der mindede mig om jeg intet havde sagt om Onsdageftermidd: skylder jeg Eder endnu Regnskab for. Den laae her nemlig til mig fra min brave Steinar da jeg kom. Med lille Maja sendte jeg den ældre Navnesøster den, og fik den [59] nu igien. Sligt kalder min Thrina O: den belønnede Dyd. Aslak og Gulen bragte Maja til Ravnsborg, og did fulgte lille Zarine og F: Messel hende. Derfra havde jeg bestilt Skyds for hende til Gillebek, hvor min kiære Realf lod sin Karl og Hest møde hende, saa hun med Guds Hielp lykkelig og vel og i betimelig Tiid er ariveret i sin Moer Cappelens Arme.

Kl. 4. Nu har jeg sovet, Hovedet er bædre, Brystet værre. Endnu mærker jeg ingen Fæstningsbarn; men det er jo ogsaa tidlig dags. Farvel, I Elskede, fra mit kiære Tøyen, hvor Dagen er gaaet her ved Skriverbordet for det meste. Vi ere ganske ene hidtil. Mad: Lange er paa Stabek, sin gamle Boelig, vist en tung Reyse for den ømme, gode Ovidia. Gud signe Eder! God Nat.

Søndag 14^de. Nu har jeg faaet alle mine Ting i Orden, og holdt en lang Passiar med Doctor Walbohm og Faer Mørk og saa kan jeg i al Roe hilse Eder, Elskede, fra det velsignede Hiem, og fortælle mine Fata siden vi sidst saaes her. Fredagaften gik stille hen i vort eget Lag. Der kom ingen Barn fra Festningen, og intet lode de høre fra sig. Sikkert, mine Gode, ere I misfornøyede med Eders Moer Koren, men disse Blade vil sige Eder, at I har Uret, og I vil angre, at I har giort mig Uret. Jeg var slet ikke frisk, men skiulte det saa meget jeg kunde, for ikke at foruroelige min kiære ømme Lotta. Vi fik os vor Rabus, imens Jørgen, Agatha og Ovidia havde sit Snak sammen. Vi gik tidligere tilsengs end sædvanlig, dog pakkede jeg først alle [60] mine Smaaeting ind, at jeg kunde være betids færdig til Hiemreysen. Veyret havde forandret sig med et. Stormen tudede, og Regnen pidskede paa Vinduerne. Jeg sov godt ind under denne ikke behagelige Vuggesang, vaagnede ikke desmindre med Hovedpine, som dog gleed bort da jeg kom op. Min Lotta holdt sit Ord: at intet skulde holde mig fra at komme betids afsted. Da jeg kom ind om Morgenen, stod en Tellerken deylige blommefyldte Pandekager færdige til min Madsæk. En maatte jeg spise, og tage mig en Dosis til, forsikrede Lottamoer, thi ellers fik jeg ey Lov at tage bort. Jeg adlød uden Modsigelse. Hun puttede endnu et Par af sine sidste Gravenstener i min Pose, og bød mig et Farvel endnu da jeg alt sad i Slæden omringet af alle de Kiære – og med stille Velsignelser over Dig, fromme Veninde, og Dit hele Hus, forlod Din Christiane Dig. – Det havde sneet lidt mod Morgenstunden, men nu var alt indhyllet i Taage, der faldt ned som Smaaeregn den hele Dag. Dog, Føret var godt, jeg havde nydt saa mange rene Glæder, og ilede til det kiære Hiem, til de elskte glade Ventende, skulde da Veyret eller den slemme Rygpine der atter indfandt sig som en ubuden Ledsager, kunde faae Bugt med min muntre Tilfredshed? O ney, langt fra! I mit Inderste var sød Fred, og der var det saa klar Solskin, som taaget uden om mig. Nu og da pratede jeg med Aslak, fordi han er vant til det, og Tiden ikke skulde blive ham for lang; men hele Timer sad jeg hensiunken i Erindringer og Haab, og vidste neppe, om disse eller hiint giorde mig lykkeligst. At jeg ogsaa lod det Nærværende skee sin Ret falder af sig selv. Hvor lykkelig Haab og Erindring kan giøre os, det veed jeg; men just fordi jeg veed det, veed jeg ogsaa, at Hiertet ikke banker saadan som nu mit, naar man skal hente al sin Glæde og Lykke fra det Svundne og Kommende.

[61] «Kiære Lotta, Halvdelen af de Pandekager er mere, end jeg behøver» – sagde jeg, da hun geskiæftig pakkede dem alle ind. «Tag du dem, Gullet mit. Spiser ikke du dem, kan Ungerne dine smage Tante Lottas Kager, og Kista mi holder ogsaa af Pandekager» – gienmælede Fruen, og jeg maatte tage dem alle. Paa Bonkallen, mit første Hvilested, kom de frem. Der ligger den stakkels gamle Kone nu siden før Juul af et Beenbrud. Fra Barndommen er jeg vant til, ikke at lade en Hund see mig spise uden at give den lidt med, hvor meget mindre kunde jeg da lade mine Pandekager, der smagte mig saa fortræffeligt, blive udeelte med den syge Kone? Kort, kun en eneste Smagekage kom hiem til Huset, og den delte Lina og Kaja imellem sig. Paa Moe, hvor til min Harme min lille Stue var optaget, drak jeg Caffe, og læste Slutningen af Knud Lavard, der slutter Bangs dramatiske Forsøg. De indeholder foruden dette kun et Lystspil: Stævnerne, der ikke er saa ueffent, skiøndt Sujettet er temmelig forslidt; men han har givet det nogle nye Vendinger, og Dialogen er temmelig let, saa det lader sig læse med Behag, og, godt udført, vist vilde giøre Lykke – a la Kotzebue. Om Moralen, uden just at være overtraadt, ikke er traadt lidt for nær? kunde være et Spørgsmaal. Sørgespillet Knud Lavard, i simpel Prosa, giver jeg i fast alle Henseender Fortrinnet for det sanderske, som jeg dog ikke erindrer stort mere af, end at det baade i Hensyn til Plan og Udførelse er aldeles forskiælligt fra dette. Hvilket der kommer Historien nærmest, maae Sønnerne mine sige mig, naar de har læst det, da jeg desværre ikke kiender den uden saa løselig. Klokken 4 var jeg paa mit kiære Hovind (halvti forlod jeg Tøyen) og var nær ikke kommet af Slæden, da Lina, Kaja, Kista, Telja, lille Marthe, alle vilde hielpe mig paa engang, og raabte glade deres Velkommen imellem hinanden

[62] Min Koren var hiemme, men omringet af saa mange Mennesker, at han ikke kunde komme ned, før jeg alt var i fuld Prat med mine kiære opmerksomme Tilhørerinder der vilde have Regnskab af mig for saa mange Ting, og saa hvert Øyeblik afbrød mig for at fortælle sig hvad i min Fraværelse havde tildraget sig her. – Enhver havde sit at sige: Kista om Husholdningsvæsnet, der, paa Kornmangelen nær, og at de maatte knibe med Foret til Kuerne, var i god Stand – Barna hvad de havde bestilt, og fik de, inclusive Tønder Lund mange Lovtaler af den samme Kista for deres Flittighed; Telja spurgte kun om sin Marie og siden om alle vore andre Kiære, fordi hun ikke, stakkels min gode Telja, hørte min Efterretning da jeg kom, fuldstændelig. Endelig blev Skriveren sit Paahæng qvit, og kom ned, men kun for at fortælle sin Naadige at hun en anden Gang skulde giøre kortere Toure, holde sine Løfter bædre, ikke reyse bort for at blive syg o.s.v. – men alt det mente han intet med, det kunde da den see og høre som ikke vidste det før, ligesom at han ikke var mindre glad i sin Christianes Hiemkomst end alle de andre i deres Moer Korens. Jessen min kom lidt før vi spiste. Jeg havde ikke Hierte til at skiænde paa den kiære Gut, men lidt Skrub maatte han dog have, kun Slotspræstparret veed hvorfor. Han retfærdiggiorde sig tildeels, og det ønsker jeg, mine Kiære, han ogsaa maae kunde for Eder – Det er, seer I, en Commission angaaende, som han ikke har kundet udføre som han ønskede. Gud være lovet, han som alle de Elskede lever lykkelig og vel for Resten.

[63] Min Kista og jeg lagde et Par Rabuser, den første om vi paa Torsdag skulde faae glade Tidender om vor Thrinasaras Nedkomst – og den gik ud.

Da jeg kom ned ad Trappen i Morges, mødte mig Røgelselugten her fra Kamret. Jeg skyndte mig hid, traadde saa glad ind, fandt alt ordentligt og peent men pludselig faldt mine Øyne paa en lang Fortegnelse her paa Bordet paa udlaante Bøger, og jeg blev med et ganske bøs, og gik ind og begyndte at skiænde istædenfor at giengielde de glade Godmorgener Børnene og min Kista kom mig imøde med. «Det var ret stygt af dig, Moer vor!» – Ja, det følte jeg strax med Beskiæmmelse, og blev bliid igien. Thi «som Comedier etc altiid er Synd, men om hellige Dage dobbelt Synd» saa er Vrede altiid styg, især over Smaaeting; men dobbelt, ja tifold styg, naar saa usigelig meget opfordrer til Glæde og Taknemmelighed mod Gud og Mennesker. Men jeg drak ogsaa to Kopper Caffe, til min Kistas store Fornøyelse, og roste den af Hiertensgrund. Egentlig var det Skriveren og Jess der havde fordristet sig til at udlaane mine Bøger – I veed, de ere mig mit tredie Øyesteen.

Nu er det Aften. Her er ingen uden den snilde Maren Skieldrup som kom i Middags. Jess er taget til Næss. Koren er endnu i Arbeyde paa sit Kammer. Tønder Lund og Smaaepigerne ager Kælkebakke ned over Loebroen midt ned i Gaarden under høye Jubelskrig. Jeg er meget rask. Og nu gaaer jeg ind til mine Jomfruer, for enten at læse for dem i Qvel, eller under Alskens Sniksnak drive den sædvanlige Kortleg med Marieboes nye pene Kort.

[64] Onsdag 17^de Dagbogens mavre Dage ere nu komne, lader det til. Men, som Fader Pavels engang sagde og Erfaring har lært mig: om vort Livs lykkeligste Dage lader sig altiid lidet eller intet fortælle. Engang, dyrebare Maja, tilbragte jeg 14 Dage i Din Dal – jeg glæmmer dem aldrig – og naar jeg havde beskrevet een, saadan som sligt lader sig beskrive – behøvede jeg blot, eller kunde intet mere end henvise til denne. Dog, i disse Dage i mit roelige Hiem har dog været et Par smaae Intermezzer – saa var her f:E: i Forgaars en kiedsommelig Captajn, som jeg, fordi jeg kiender hans Kone (der er ret snild og brav) maatte holde med Selskab. Naar det ikke var alt for ækkelt, behøvede jeg kun at fortælle Eder een af hans Lignelser for at I kunde slutte Eder til Resten. Naa, I kan sagtens see, som jeg maatte høre den. Der taltes da om det Sædvanlige, vor politiske Stilling etc. «Ja, sagde den smokke Mand, «Norge er som en L..s mellem to Negle» – fye, jeg skriver dette paa fastende Hierte, og sandelig, det qvalmer for mig. Lina saae paa Manden, slog Øynene ned og blev rød, og Kaja loe saa hun maatte gaae ud – Men det tog da ogsaa Ende, i hvor vel han drøyede det ud i det længste, da han altiid brugte tre Bekræftelsesord hvor et fast var overflødigt. Tilsidst kom han frem med en Bøn, hvortil Indledningen vel varede et Qvarter, og den bestod da i et Boglaan til hans Kone, og dem fik han, og saa foer han da endelig omsider langtomlænge.

Søndag Eftermidd: kom den gode Maren Skieldrup hid, og reyser hiem i Dag. Kista vor følger hende, og jeg bryder over tvært og tager til min kiære Rikke, nu Frue Kammerraadinde.

Hele Gaarsdagen gik behagelig med [65] Brevskrivning til min Maja C, Lotta, Ragna, Stenersen og lille Zarine, Bøgers Indpakning osv – I Dag skal det altsammen gaae ind fra Houg, om de ellers vover sig ud, da Føret ved dette Tøeveyr er blevet meget misligt, især mod Byen. Mandagaften læste jeg Bangs Lystspil, Stævnerne, høyt for min lille Forsamling, men fandt den ikke var af det Slags man ^ikke maae læse meer end engang for at finde den taalelig. Hvad der er ægte godt bliver os ved hver Giennemlæsning kiærere.

Torsdag 18^de Den lille Frue modtog mig paa Trappen, og saae saa glad ud, at jeg troede, hun ogsaa var frisk; men desværre, det hverken var eller har hun i lang Tiid været. Til hendes andet jævnlige Onde, har hun udstaaet meget af ^en Brystbyld, som hun blev nødt til at lade skiære – at denne Smerte er een af de største legemlige Smerter, har jeg da erfaret. Nu var den Kamp overvunden, men hendes Hovedpine og det dermed følgende Onde – ak, naar endes det? Fogden – om Forladelse, Hr. Kammerraaden – var frisk og munter, de vakre Smaae med, og da cujoneres en Kone og Moder som min Rikke ikke let af nogen anden Ting. Til en lille Vederqvægelse bragte jeg hende den ene af mine nye Lafontainer. Skriveren læser den anden. Jeg har endnu ikke seet i dem uden Pag: 58 da jeg skrev mit Navn. Frigge har jeg ikke engang læst uden lidt hist og her paa Tøyen. «Hvad læser du da? Moer Koren!» Fast intet. Om Dagen skriver jeg, og naar jeg saa om Aftenen sidder inde hos mine Kiære, som saa længe har savnet mig, har jeg vel stunddom en Bog i Haanden, men lægger den bort og tager Strikketøyet for at sladdre lidt med dem, og fortælle om mine Reyser fra Hadersleb til Kiel. Med min Rikke havde jeg saa uendelig meget at tale, at det af bare Overflødighed tidt gik i staae for mig.

[66] Kammerraaden og min Koren (som kom did om Eftermidd: fra Munthes) havde ey mindre Stof til Samtale, Pengevæsnet var især den Axel, hvorom dreyede sig Politik og alt øvrigt. Kl 9 toge vi bort, deels fordi jeg ey tør være seent ude, deels fordi jeg saae, min gode Rikke trængte til Hvile, trængte mere til den end hun maaskee selv følte saa længe hun havde og talte med sin Moer Koren. Hun har foresat sig, bliver hun kun taalelig frisk, at giøre en lille Tour til Smaalehnene med sin Luise til dennes Forældre, Fogden Radiks[.] Og giid den maae gaae for sig. Jeg er overbevist om den vil giøre hende godt paa Sind og Legeme. Dog lovede hun mig at komme hid først. – I tre Qvarter vare vi hiemme, saa godt er Føret; men Maanen saae traurig ned til os giennem Sneeskyerne. Min Telja modtog mig med en Spølkum Bygsuppe, det bedste af alt hvad jeg faaer i denne Tiid. Smaaepigerne og Tønder Lund spillede Mukka. Og jeg har sovet deyligt, og min første Tanke da jeg vaagnede var: i Dag faaer du Brev fra din velsignede Maja, maaskee fra baade den store og lille. Og et Suk mellem Frygt og Haab fløy med denne Tanke til Himlen. Mit Suk var en Bøn, og hvorom jeg bad, ak, det kan I vel vide, som hvor mine Tanker i denne Tiid uophørlig standser – hos min Sarathrina.

I Aften kommer ogsaa min kiære Kista tilbage fra Vildberg, og min Jess venter jeg fra Næss. Hvor meget godt og glædeligt haaber jeg da af denne Aften! Gud lade det alt gaae i Opfyldelse! – De to sidste Sider i dette Hefte skal giæmmes til at fortælle Eder om denne Aften. Nu skal jeg afskrive Slutningen af Majadalen til min Ragna. Men der ligger et heelt Rum fuldt af ubesvarede Breve. Hu tu tu! hvi lod jeg dem ligge der saa længe!

[67] Fredag 19^de Jeg har ofte spurgt mig selv, naar min Længsel efter et eller andet blev fast piinlig: «kunde du ikke have flere glade Timer end du har, naar du stræbte at holde dit Haab og din Frygt (thi det udgiør jo egentlig Længslen) mere i Tømme?» men hidtil har jeg intet bestemt Svar kundet give mig, dog troer jeg, det blev snarere Ney end Ja. Gaarsaftenen bragte mig ikke allene ingen af de ventede Glæder (dog jo, min Jess kom da vi skulde lægge os) men forbittrede mig dem, jeg kunde havt. Ingen Torsdag, imens jeg var borte, er Posten udeblevet, kun i Aftes kom den ikke, og er endnu, Kl 8 Formidd: ikke kommet. Kista har nok ey sluppet fra Vangenstens, i hvor bestemt hun var til at være hiemme i Aftes. – Ak, kom kun Posten god naar den kommer, da skulde jeg let glæmme, hvor umueligt det var mig at samle hvad jeg læste eller talte med de Smaae og de med mig. Hver Gang Hunden giøede, og det var hvert Øyeblik, bankede Hiertet endnu stærkere end før. «Der er Posten» tænkte jeg «og hvad bringer den?» –

Løverdag 20^de To velsignede Breve fra min store og lille Maja bragte den, men i ingen af dem den glædelige ventede Tidende. Dog, alle de Elskede ere friske og lever vel, hvad vil jeg mere? Min Venten og Længsel bliver alt stillere og roeligere. Jeg veed det, Fader i Himlen, du vil giøre alt godt. – Og megen Glæde bragte Gaarsdagen mig. Vort Bud kom fra Byen, jeg fik et lille Brev fra min kiærlige Lotta, der dog har været meget bedrøvet for sin kiære Ovidia, der nesten siden jeg forlod Tøyen har været meget syg, men nu Gud skee Lov er i Bædring. Det er ogsaa Thrina Olsen, hendes lille Dreng, og min Zarina, som underrettede mig herom, [68] og som den Gang ^Dag første Gang var nede af sit Kammer. Fra den snilde Fr: Messel fik jeg sendende Abelard og Heloise, to deylige Stykker, som nu hænger her over mit Skriverbord paa hver sin Side af Caroline, der ikke var lykkeligere, – ak vel ogsaa ulykkeligere end disse hvis skyldløse Kiærlighed saa grusomt blev straffet, men dog ikke kunde tilintetgiøres; og denne Følelse, som Gud skee Lov ingen Helvedondskab kan undertrykke, mindre udrydde af det Hierte den knuser, giør jo saa ofte Smerten selv til Lyst, og: «Urania omsvæver Sorgens Minde», Og byder evigt Lys bag Dødens Nat oprinde» – har min Egersøn saa deyligt skrevet i Tiedges Urania, som han har givet m‹…› Maja C, og hun i sit kiære Brev i Gaar har afskrevet til mig.

Min kiære Kista kom hiem strax over Middag, og havde fornøyet sig nok saa godt hos sin gamle Veninde, Thrina V – Ikke mindre glad er hun, fordi vi i Morgen skal faae Bud ind efter Korn, som Gud give kun ikke maae være bortsolgt inden vi kommer. Det er maadelig Havre, 24^‹…› d: C: Tønden, men til Brød tør den dog nok gaae an, saa giid vi fik den.

I Aftes kom Lunde op fra Kbhn. Han havde intet til mig uden et eneste Brev. Fra hvem det var, og hvorom det handlede skal I en anden Gang faae vide. Et helligt Løfte binder min Tunge og min Pen. Nu kun: at det har fyldt min hele Siæl med Glæde, og at det angaaer mine ældste og kiæreste Venner; men saa længe deres Skiæbne – ak, de har sukket længe under tunge Trængsler – ikke endnu er ganske bestemt, tør jeg ikke ganske glæde mig med dem – og maae tie.

Maria Boetius, fordum Hahn, har da ogsaa Dødens milde Haand befriet fra Siæls og Legems Lidelser. Arme Maria, Du var øm og god, og har bødet haardt fordi Du ey hørte mine moderlige Advarsler, ikke at indlade dig med et Menneske, som vel ikke var ond, men uden Grundsætninger, og som jeg forudsaae, vilde giøre dig ulykkelig. Hviil sødt! Gud vil være dine Børns Fader. Mere om mit Forhold til hende i neste Hefte.

[69] Mandag 22^de Febr: Om Marie Hahn lovede jeg at fortælle Eder noget mere. Hun kom herop fra Lolland, hvor hun var fød i et Hus paa Landet, hvor vi ofte kom. Min Koren havde kiendt hende førend jeg. Da Konen, i det Hus hun var, havde forladt sin Mand – de kunde ikke leve sammen – fandt den 19 Aars Pige det upassende at blive længere ene hos den unge Mand, og da hun ingen i Norges hele Land kiendte uden os, kom hun før vi vidste det flyttende til os med alt sit Smule Tøy. Glad var jeg, naar jeg skal være oprigtig, ikke over det. Marie var en hiertens god, meget forstandig og færm Pige. Hun hang sig fra vort første Bekiendtskab med Inderlighed ved mig og ved mine Børn – hvad ellers er saa temmelig sikker Vey til Moderens Yndest – jeg bebreydede mig, gik, som altiid naar jeg troer at have Uret, skarpt i Rette med mig selv, men ligesaa ubegribeligt som det var mig, at jeg ikke kunde giengielde hendes Kiærlighed, ligesaa umueligt var det mig at udfinde nogen Grund for den Kulde, jeg saa meget mueligt søgte at skiule da den ikke vilde lade sig fordrive. Jeg havde aldrig før været i denne Situation og den var mig pinlig. Da min første Lina var fød, gik hun om mig med barnlig Ømhed, vaagede og vartede mig Dag og Nat. Mine Lidelser aflokkede hende Taare, de smeltede mit Hierte, men i Anger, ikke i Kiærlighed. Jeg græd over min Haardhed, dog Gud veed, hun følte den aldrig, og jeg optænkte alt hvormed jeg kunde glæde hende; ethvert Beviis jeg kunde give hende paa øm Velvillie udsonede mig lidt med mig selv. I denne Tiid, da jeg ikke kom ud af mit Kammer, indgik hun den ulykkelige Forbindelse med Boetius. Han var Informator hos Munthes, et ungt, yderst letsindigt Menneske, uden Grundsætninger, god af Temperament, og tiænstvillig nesten i al for høy Grad. Han havde et godt Hoved, men han brugte det ikke godt. Med alle [70] hans Feyl kunde man aldrig blive ret vreed paa ham; dog var der een iblandt disse som i mine Øyne nedsætter Mennesket fast meer end nogen anden: Hang til at være usand. Jeg har fra min Barndom faaet en ubegrændset Afskye for Løgn, og søgt at indpræge den i mine Børns og i alle de unge Hierter min Stemme har naaet. Ved første Øyekast var han blevet indtaget i Maria, og som det syntes, hun i ham. Jeg fandt det min Pligt at advare hende, at sige hende reent ud mine Tanker om B: og taug ikke før jeg saae, Tingen var uigienkaldelig afgiort. Kun om et bad jeg hende endnu: ikke at følges med ham til Kbhn; men ogsaa det var forgiæves. Hendes hele Livs Lykke beroede herpaa, forsikrede hun med bittre Taare, og forlod mig – det var imens min Koren og Wilhelm var i Bergen – med de varmeste Velsignelser over mig og Mine, og det tør jeg vidne med mig selv, at den inderligste Medynk over at see hende ile sin Undergang imøde, giennemvarmede mit Hierte, og at det aldrig mere blev koldt for hende siden. B: blev i den sidste Tiid ret uværdig behandlet i Munthes Hus, hvor han vel ikke havde været hvad eller som han burde, men dog paa ingen Maade fortiænt de ‹…› ^bittre Krænkelser, der blev ham tilføyet. Den sig altiid selv lige Hertel giorde for Boetius ligesom jeg for den stakkels Maria alt hvad vi kunde for at mildne det tunge ved en saadan Skilsmisse. Strax efter de kom til Kbhn havde de Bryllup, han fik en lille Tiæneste ved Tallotteriet, hun arbeydede utrættelig, og skrev ofte, hun var lykkelig i sine smaae Kaar. Da jeg og Sara kom til Kbhn 3 Aar efter, stod Boetius paa Posthuset for at modtage os, og et Øyeblik efter kom hans Maria med sin Vilhelm paa Armen. Hun havde havt Kopperne imens hun laae i Barselseng, var bleven maver og blegere end før, jeg kiendte hende neppe. Ellers var hun den samme, bliid og from, og han ogsaa sig selv liig, dog [71] syntes jeg – maaskee fordi jeg ønskede det, lidt støere[.] De af Eder – og jeg troer nesten det er Eder Alle – som har læst min kbhnske Journal, veed hvor meget dette Par bidrog til at giøre os vort Ophold dernede behageligt. Nesten ingen Dag gik forbi uden vi jo saae enten dem begge eller een af dem. I deres lille Boelig hærskede den yderste Simpelhed og Reenhed, men af egentlig Mangel saaes intet Spor, og Maria klagede aldrig over noget Savn, han endnu mindre. De Krampetilfælde, hun fra Barndom havde havt, var hun nu befriet for, men at hendes Helbred var svækket, kunde hun ikke skiule, dog troede, eller vilde hun faae mig til at troe, det kom af hendes Frugtsommelighed. To Dage før vi forlod Kbhn kom hun ned med en Datter, og jeg seer endnu det blege Ansigt, de Taare som rullede ned af det, og hvordan hun bedækkede Øynene med den ene matte Haand da hun sidste Gang rakte mig den anden til Farvel –

Farvel gode Marie! tilgiv mig om jeg engang var uretfærdig imod dig, for disse Taares Skyld, tilgiv mig! og lad mig have den Trøst, at du aldrig følte jeg ey giengieldte din Kiærlighed.

Min ømme, deeltagende Katty og Malla saae imellem til hende, Malla oftest især i den senere Tiid, det Gud lønne Dig, Elskte, lønne Eder Begge. Hun leed meget. Imellem skrev hun os til, og kunde ikke længere dølge hun leed Mangel nesten paa Alt. Men hvordan hun nedbrød sit svage Legeme ved at arbeyde over sine Kræfter, sagde hun ikke, og langt mindre hvor lidt hendes Mand bekymrede sig om hende og hendes tre Børn. Det veed vi kun af min Mallas Breve. – Endnu engang Farvel, fromme Martyrinde! Fred med Dit Støv. Dine fader- og moderløse Børn har en Fader i Himlen som ey forlader dem, en troe Forbederinde i dig, og som deres Skytsaand vil du omsvæve dem.

Et saadan Fragment af en Biographie eller andet, Dagbogen ikke egentlig vedkommende, veed jeg, I ikke med Misnøye finder her, mine Elskelige, allermindst naar der som nu er saa lidt at sige om de eensformige Dage.

[72] I Gaar var det en behagelig Dag for mig. Jeg havde netop faaet forseglet mit sidste Brev – det sidste af mange Breve og Pakker Gunder fik med sig til Byen – saa kom min kiære Rikke. Begge vare vi friske, og begge nøde vi Dagen saa fuldstændigt, som ikke i lang Tiid. Hun var allene. Hendes Jomfruer vare paa Gislevold, hvorhen de før havde lovet sig, og min Vilhelm, der havde grædt modige Taare fordi han ey kom med til Moer Koren, torde Rikke ikke tage ud, da han Dagen før og om Natten havde været lidt upasselig. Kammerraaden – jeg faaer dog ogsaa vænne mig til at kalde ham saa – er engang for alle fængslet ved sit Skriverbord, som Koren ved sit, og kun Forretninger af anden Art kalder dem derfra. Jomfrue Radik og Heide kom Kl 9 fra Gislevold og hid, og da reyste de Alle. Det blæste og regnede og var bollene mørkt. Gud give min gode Rikke maae være kommet godt hiem. I Dag er det ligedan Veyr, og det tegner ey til der skal blive noget af den lille Frues og Luises Reyse til Smaalehnene, som var bestemt til Løverdag. Dog, hvor snart kan Veyret ikke i denne foranderlige Tiid gaae over fra den ene Yderlighed til den anden. Og at denne stærke Tøe ikke maae vare for længe var vel af mange Aarsager ønskeligt; ogsaa af den, at Fader Pavels kunde faae noget Høe ind, Jess har kiøbt til ham, og langt om længe faaet en af Naboerne overtalt til at kiøre ind. I Dag skulde han været afsted, men tør ikke som Veyret nu lager sig. Giid stakkels Gunder var vel hiemme med sit Læs, og at han da bragte mig ønsket Svar paa alle mine Epistler fra Lotta, Ragna, Pavels, Zarine og Stenersen.

[73] Tirsdag 23^de I hvor daarligt Føret end skal være, kom dog den flinke Gunder Kl 9 i Formiddag, og bragte mig et kiærligt Ragna- og Lottabrev. Fra min Ragna fik jeg deylig Thee hun har havt den Godhed at skaffe mig, og fra hendes M: ikke mindre deyligt Papiir. Forsviret efter Ballet havde det kiære Barn skrevet, siger hun, i Halvsøvne, men det saaes dog ey i det venlige og endda ikke saa korte Brev. Lottamoer havde ret grebet sig an og skrevet paa 4 Sider. Hun var glad i at have sin President tilbage der var taget vor Dør strunk forbi, og havde lagt Veyen om Nannestad Prstgrd. Ja, Gud skee Lov, min Veninde, Du har ham hiemme, da Føret og Veyret nu er lige usselt. Giid han nu havde forvundet den lille Forkiølelse, Du frygter for, og som dog vist kun er Følger af Reysen, at Du kunde være ret glad i hans Hiemkomst, og i den Ovidias Helbredelse. Fra Zarine fik jeg intet. Hun var vel ogsaa forsviret efter Klubballet. Med Posten skal jeg faae Svar, lovede hun, og med den hører jeg vel ogsaa noget fra Fader Pavels og Steinar. Men en glædelig Tidende meldte Olsen min Koren: at Engelsmanden ^nu ingen Kornskibe tager fra os, og at der ved Iisbredden ligger en Deel af disse, som de nu holder paa at bringe ind til Byen. Gud være lovet for sin Miskundhed! Og nu falder det mig ind, at jeg vist har glæmt her at fortælle Eder en Drøm jeg havde i en af de første Nætter efter jeg var kommet hiem. Jeg saae Fredens Genius – at det var det, vidste jeg – svævende i Luften, og i det jeg vaagnede var det som Ordet: Fred! lød for mit Øre. Dog, jeg kan godt forklare mig denne deylige Drøms Anledning. Naar jeg ikke kan sove, har jeg fundet det et sikkert Middel til at vugge mig i Slummer, at recitere Værs eller hvad jeg ellers kan udenad. Denne Nat sov jeg ind under mit lille Digts Carl Jessen, Gientagelse. Det kiender I fast Alle, og kan let forklare Grunden til min Drøm.

[74] Torsdag 25^de Vel har jeg ikke stort andet at sige Eder, Elskede, end at den mildeste Vaarsol, som var det i April, lyser herind, varmer endogsaa, og sukkende maae jeg dæmpe dens Skin med mit grønne Forhæng for de svage Øynes Skyld. Dog, des mildere bliver dens Lys, mildt som Erindringen Haand i Haand med Haabet – Men tale med Eder maae jeg dog, om aldrig for andet, saa for at faae de Øyeblik til at glide behageligt, da denne Længselsdag vil blive mig lang, og jeg ikke engang tør vente med Vished at faae Posten i Aften. Nu reyser Lunde. Hans Plan for Fremtiden er Advocaturen. Han har været ualmindelig flittig i Kbhn, og det er gaaet ham godt, og saa ønsker jeg, det altiid maae gaae ham. Har jeg sagt Eder, at Tyve har giort Indbrud hos min stakkels Broder Josias i Helsingøer, og borttaget hans hele Garderobe, der vel ey var betydelig, men betydelig nok for den, som med Møye kan skaffe Brød til sin Familie. Nu sender min gode Koren ham, og Jess sit lille Navne (der ogsaa har mistet sin lille Smule Pynt) deylig fiint Vadmel, som Lunde lover at besørge nedsendt, og lover ham ligeledes at faae Dagboghefterne eller hvad andre smaae Pakker jeg har befordret hurtigt og sikkert, og det er mig trøstelige Ord.

I Dag faaer Fader Pavels sit Høe og Brev, og nu jeg ongefær kan giøre Regning paa han har det, er jeg ordentlig lettere om Hiertet – ak, der er nok endda som tynger paa det – (Høet, skiøndt to Læs, var ikke det tungeste) jeg veed ikke ret selv hvad det er; maaskee kommer det blot af at mit Bryst er lidt slemt i disse Morgenstunder, thi op ad Dagen bliver det altiid bædre; og en god, glædelig Post, det veed jeg, vilde lette mere end noget andet. Min Koren, som nu har havt lang Roe, over 8 Dage, er paa en Forretning. Lina har i flere Dage havt ondt i de Tænder, hun fælder endnu, men er temmelig brav i Dag, [75] og accorderer om at komme lidt ud i det deylige Veyr, som hun, lidt indpakket, vist heller ikke har ondt af. Er det ikke ellers seent den lange Tøs fælder Tænder?

Fredag 26^de Ney, nu vil jeg slet ikke mere glæde mig til Torsdagen. Endnu ingen Post, men derimod fik jeg i Gaar paa fastende Hierte en Hiobspost. Den Mand, som skulde bringe min gode Pavels Høe, Brev etc – kom ikke længere end til Lersund, der maatte han faae sine Læs indsat, da alt Føret var borte, og vende tilbage efter Vogn. Dog har det nu sneet lidt igien i Nat, og jeg veed ikke, paa hvad Maade han nu, eller hvad Tiid han fortsætter Reysen. Af min gode Rikke og hendes Luises Smaaelehnsreyse bliver nu vel intet denne Gang. Den skulde gaaet for sig i Morgen. Saa mang en Plan gaaer istaae ved dette Uføre –

Jeg vil nu fortælle Eder noget om de nye lafontainske Producter. Moralsystemet eller Grev Eisach forekommer mig at være et reent Hastværksarbeyde, uden synderlig Plan eller Orden. Det skal egentlig vise Forskiællen i og Følgerne af en aldeles kunstlet, en aldeles naturlig eller frie, og en huslig Opdragelse i en elskelig Families Skiød. Slutningen er det bedste, og enkelte skiønne Stæder savnes saa lidt her som i noget eneste af denne Digters Arbeyder. Men nu den anden: Bürgersinn und Familienliebe, oder Tobias Hoppe den sætter jeg dristig ved siden af Forfatterens bedste, kraftfuldeste Arbeyder, ved Siden af det fortrinligste i det Slags jeg har læst, NB om Slutningen, som endnu ikke er kommet ud, svarer til de to Dele jeg har. Koren er ikke mindre indtaget i den end jeg, og kan neppe lægge den bort. Den har, som min Rikke, der først læste den anmærkede, nogen Lighed med Sophies Reyse, ogsaa i Henseende [76] til de mange Episoder; men i Tobias Hoppe staaer disse meer eller mindre i saa nøye Forbindelse med selve Historien at man neppe kan kalde dem Episoder. Der er iblandt flere elskelige Charakterer to, Tobias og Therese – kort svarer det øvrige til det jeg har, skal det være mig et kiært Arbeyde at oversætte den, om den end aldrig bliver trykket, blot for de af mine Elskede, som ikke læser tydsk.

– Nu, Kl 11, kom da Posten, og det velsignede Majabrev med den glædelige glædelige Efterretning. Til Lykke min dyrebare Sarathrina, med den diende Datter ved Dit moderlige Bryst! Til Lykke, Søn Realf, glade lykkelige Dannemand! min værdige Faer Cappelen, og Du, Du, min Siæls Veninde, min Maja, tusindfold til Lykke Alle! Alle! og jeg og vi Alle!

Kl 3 Kista bragte mig Brevene, først et fra Søn Pavels, saa fra Zarine – «intet fra Strømsøe?» – spurgte jeg, og saae Svaret i hendes Øyne før hun rakte mig det tilbageholdte Brev og bad: «Bræk det nu, Moer, Herregud bræk det» – og jeg ^havde allerede begyndt at læse og sukkede: «ney, endnu er det ikke overstaaet» – Kista tog hvert Ord fra mine Læber, og jeg læste høyt – det var begyndt d: 21^de Jeg vilde ikke see Slutningen før jeg kom ordentlig did, der laae ligesom en Ahnelse i min Siæl; thi det maatte jeg dog see ved et Blik over det Hele, at Slutningen var skrevet med flyvende Hast – ak ja, Dyrebare, saa Din Haand skialv af Glæde da Du følte den fordoblet ved at kunde meddele Ditⁿ¹⁰ andet Jeg den, saa skialv min Stemme, og Øynene bleve vaade, og kun min kiære utaalmodige Kistas «Meer, meer, Moer!» holdt mig i Gang til jeg ved Enden – og saa op til min Koren, og til Børnene – Lina fandt jeg [77] ikke. Hun havde faaet Brev, hørte jeg, fra sin Maja – saa veed hun det, tænkte jeg, og satte mig herind igien, men kunde endnu ikke begynde paa de andre Breve. Da bragte Lina mig sit, som ogsaa var til Telja – «Er du nu glad da? min Lina!» spurgte jeg. «Ja, Gud skee Lov, Marie mi lever vel; men Thrina som gaaer endnu!» – Majas Brev var nemlig skrevet Mandag Morgen eller Søndag – nu hørte Lina hvad siden havde tildraget sig, og fik et ganske andet Ansigt og hoppede høyt med et «Gud skee Lov! Gud skee Lov!» og slog de smaae Hænder sammen og fra alle Læber, fra alle Hierter her toner det: «Gud skee Lov! Og uden nogen foregaaende Angst, ømme, kiærlige Moder, fik Du denne som forrige Gang Glædesbudskabet. Tak være min gode Realf, som intet Bud sendte Dig før alt var saa lykkeligt, saa snart – efter to Timers Forløb – forbi – Ak, var nu kun Føret anderledes, da føler jeg, at intet holdt mig fra at giøre en Flyvetour til Dig, min Thrina, see dig med Din Otilia Marie (saa har jeg alt døbt hende) ved Brystet. Din søde Peer i glad Forundring over dette Syn, alle de elskte elskende Væsner – min lille Maja iblandt dem – om Din Seng – velsigne Dig, falde i den lykkelige Bedstemoders Arme, leve et Par glade Dage iblandt Eder, og saa tilbage, et Par Dage hos min Ragna og hendes Ludvig, ligesaa hos min Lotta, og saa bragte jeg min gode Pavels mundtlig Svar paa hans kiærlige Brev, og saa – ak, det kan kun blive Drømme – men lad mig drømme saa behageligt, til det kan blive virkeligt, og det kan ^det dog vel blive endnu. Det er fast godt, det i disse Dage er ugiørligt, thi mit Løfte at komme til Nannestad Prstgrd den 9^de Martj, har jeg maattet give med et Haandslag; og det er de gode Mennesker, forsikrer de, vigtigt at jeg holder det. Der skulde for lang Tiid siden [78] været et Selskab – jeg veed ikke om i nogen vis Anledning og det er saa længe udsat og nu saa længe forud bestæmt, fordi de vil være visse paa, vi herfra skal komme did. At lille Maja endelig maatte være med, var en Betingelse, jeg ikke kunde indgaae –

Hvordan kan man saaledes i et og samme Øyeblik være siæleglad, og inderlig bedrøvet? Paa mit glædebankende Hierte faldt det tungt, da min Koren fortalte mig – selv havde jeg ingen Roe til at læse Aviserne – at en ung Mand, Secretair Hiort i Kbhn, var død. For hans Forældres, især hans agtværdige gamle Moders Skyld, giorde det mig saa bitterlig ondt. De havde Haab om at see ham som Sorenskriver i Heggen og Frøeland, min Korens forrige Skriverie, altsaa i den Egn, hvor han var fød, hvor de boer, deres egen Fødeegn – Faderen er Præst i Aschim. Bædre, mere forekommende og snilde end disse Præstefolk vare mod os da vi kom herop, kunde ingen være. Jeg kunde nesten sige de bar mig paa Hænderne, optænkte alt hvad de kunde troe vilde glæde mig – skulde jeg da ikke dele deres bittre Kummer, deres saa sørgelig tilintetgiorde Haab! Da min Førstefødte blev revet af mine Arme, var den gode Moer Hiort hos mig, forlod mig ikke den hele Nat, trøstede ikke, men græd kun for mig, over mig, thi selv kunde jeg ikke græde. Ak, den Gang troede jeg ikke Moderhiertet kunde saares dybere –

See, saaledes flyver Tankerne fra Glædens til Sorgens Boelig, og standser intet Sted, og alle glade og sørgelige Scener gaaer enkelte og blandt hinanden forbi min Siæl.

Jeg vil ikke sidde herinde længere i det kiære ensomme Kammer, men gaae ind til de muntre Ungerne mine, som sidder i fuld Prat med den snurrige Lieut: Riis. Min Kista har sadt en Stund og snakket med mig. Telja seer vemodig paa mig. Ogsaa om hendes Ungdomsdage erindres hun ved dette Dødsfald, og om mangt et Tab og uforvindeligt Savn.

[79] Søndag 28^de Naa, endelig slap jeg af min Arest. Der sad jeg vel en stiv Klokketime, der syntes mig tre, leyret mellem Gamle Munthe og gamle Obrist Scheel, og begge mælede ey Ordet, uden naar jeg nu og da tvang demⁿ¹¹ det af Munden, og mig er det umueligt at sidde imellem stumme Mennesker. Det var da Caffen var taget bort, og med den forsvandt Kista og Ungerne, Skriveren var paa sit Kammer (hvor Lehnsmand Riis nok ikke underholdt ham behageligere) og Jess – er i Hurdalen. Nu er mit Selskab borte, men der er kommet et Par Leyelser igien op til Skriveren, som vi maaskee siden faaer drages med herinde ogsaa. Jeg har lovet Kista og Lina at komme ind til dem og lægge Cabal, og saa vil jeg blot fortælle, at Breve og Pakker til Fader Pavels ligger her paa mit Bord endnu, da Manden – hvad jeg vil see før jeg troer det – skal reyse i Morgen. Imidlertiid har Breve og Pakker taget til ved samme Leylighed. Til min Maja C gik Brevet af i Gaar, og et Par Embedsbreve, det er, Husholdningen vedkommende – som hindrede mig fra at faae et Par andre, der laae mig nærmere om Hiertet – det ene til min Egersøn – færdigt. I Dag er det stakkels lille Kajas Ikkegeburtsdag. Men jeg har ligevel bedt min Kista giøre lidt Geburtsdag med Pandekager eller sligt

Vi har ventet Hertels i alle disse Dage, men nu lakker det stærkt ad Qvællen, og med Dagen tager Haabet meer og meer af. Dog veed vi, Gud skee Lov, at de ere friske. Maaskee er de reyst til Byen som var bestemt Onsdag, men da gik ind igien for Føret Skyld. – O hvor længes, hvor ønsker jeg at kunde flyve for, var det kun et Øyeblik, at være paa Strømsøe!

[80] Mandag 1^ste Jo men kom min gode Hertel og hans nu Gud skee Lov friske og muntre Kaja, da jeg i Aftes netop tog min Strømpe fat, fordi jeg ikke længere saae at lægge Cabale[.] Men da de havde drukket Caffe i Eftermidd: toge de bort igien. De tænker sig i denne Uge til Byen, derfor maatte de være saa snare. Overmorgen har vi lovet, min Kista og jeg, at møde dem paa deres Byetour i Gierdrum Prstgrd: hvor de, og formodentlig ogsaa vi, bliver om Natten. Saa flink har jeg aldrig seet den lille tækkelige Kiærring, og Hertel saae ud som Glæden selv. Gud i Naade lade det saa vedvare!

To Breve fik jeg med Posten i Dag, og et tredie, som jeg frisk væk brækkede, skiøndt det ikke var til mig – ikke direkte; det var fra min Maja C til vor Sally, og uagtet der stod Hovind pr. Christ: og end ydermere anbefaltes gl Horster til Befordring, havde ^de dog paa Xst: Posthus fundet for godt at sende det hid. De er saa vant til at Breve fra den Haand skal til dette Hovind at de vist ikke har troet at kunde tage feyl. Og da jeg nu veed, min kiære Sally har den glade Tidende det lille Brev melder hende, fra Pavels, hos hvem hun var da den kom did fra Ottesen, er jeg roelig ved at hun først faaer det paa Onsdag med Skriveren. Saa fik jeg med det samme en to Dage senere Efterretning fra vore Elskede, og fordi jeg sneeg mig til den, og til Erstatning fordi Sally har ventet dette Brev saa længe, skal hun faae et til fra sin Mama Koren, og saa blier hun nok lie bli lell.

De andre Breve var fra min kiære Steinar, og fra gl Moer Møller‹,› der melder mig hendes hos hende opdragne Broderdatters (min gode Dideriches Albertines) Forlovelse med en Kiøbmand Wulfsberg, en brav Mand, siger hun, «der sidder i god Næringsvey» – Dideriche har skrevet nogle Linier under, der vidner om hendes Moderfryd, og hiertelig deler jeg den med dig, min Ungdoms Veninde, og med den trofaste Moer Møller, Pleyemoderen, og som er en saa sand Støtte for sin Familie.

[81] Torsdag 4^de Det var tilvisse en fornøyelig Tour. Strax vi havde spiist i Gaar, toge vi til Gierdrum, Skriveren, Kista og jeg. De tre forstyrrede Unger, Lina, Kaja og Tønderlund, stode En hver bag paa sin Slæde til henimod Liøgodtⁿ¹². Det var halv Sommerveyr, og det ypperligste Føre. Vi var neppe meer end en Time om de 5 Fierdinger. Det gik som jeg tænkte, de vilde skrive Kors paa Væggen da jeg kom, men de vare som altiid glade i vort Komme, og Præsten, som ikke har været ret frisk i nogen Tiid, og rigtig er blevet maver og gammel, fik sit muntre Ansigt igien lidt efter lidt. Ak, dette Aar giør mange Mennesker gamle for Tiden. Vi havde netop drukket Caffe, saa kom Hertels og Proctr Krogh og Kone, og med Strikning og Snak – Mændene toge til Kortet – gik Aftenen i en Fart. Kroghs og Lehnsmand Riis som ogsaa kom did, toge hiem Kl halvtolv, og vi gik til Køys. Solen og Skriveren stod op paa engang, og begges Opstandelse vakte mig ikke uden Hovedvee og lidt vondt for Brenga, men dog kunde jeg ey andet end være lie bli lell, ved Solens og min Korens venlige God Morgen. Før jeg var paaklædt kom min Kista og Kaja H: ind til mig, og ligesaa munter og brav er den lille Kaja nu som sidst her, Gud være Lovet! Kl: 10 kom de først afsted, og haaber jeg denne Tour i det himmelske Veyr skal være sand Vederqvægelse for den kiære svage Moer Hertel, som nu ogsaa taler med Thulstrups, hvoraf jeg ogsaa lover mig meget for hende.

I hvor meget de gode giæstmilde Præstefolk protesterede, fik vi dog vor Villie, Kista og jeg, og kom afsted, saa vi vare her hiemme ved Middagstide, os alle til Gammen, slet Ingen til Qvide[.] Min Koren, som kommer tilbage Løverdag eller Søndag, havde en stoer Post med sig, et langt Brev deriblandt til min Egersøn, et D^o til Sally; et lille til Ragna mi, som hun nu nok har om en Timestiid, da Skriveren styrer Coursen lige til Økeren. Høemanden er kommet tilbage, men ingen veed om han har noget med til mig, hvad jeg neppe kan troe, da det ey er afleveret her. Posten vil jeg slet ikke vente før i Morgen, om jeg saa sandt kan lade det være. Ak, giid den kom før! men Føret ved Byen er maadeligt.

[82] Løverdag 6^te Unægtelig er der dog ikke længere fra Torsdag til Torsdag end fra Fredag til Fredag – og dog forekommer det mig saa. Posten kom lidt tidligere i Dag ^Gaar end sidst, og kun et, det velsignede Majabrev, bragte den mig, men dette saa langt, saa fuldstændigt og glædeligt. Alt ønskeligt og vel, vor Thrina saa rask som muelig. O lovet være du Algode! – I Tirsdags blev lille Otilia Christine (ikke Marie, som jeg havde forud benamset det lille Noer) hiemmedøbt. Søde Peer har været lidt syg, men er færm igien – «lidt Sorg hører jo blandt Glæden» siger min Maja C. Men naar saa Sorgen er overstaaet, er det en nye Glæde. Kista fik et muntert Brev fra vor lille Maja, som i Tirsdags var Interimsfadder ved lille Otilias ^Hiemme Daab, og vel bliver det ved den kirkelige med. – I Dag har jeg besvaret Majabrevet, skrevet et til Petramaja, og nogle Stropher til den gamle Philemon og Baucis, Præsten Hiorth og hans Kone, i Anledning af deres Poul's Død (som er sendt Berg til Indrykkelse i Christ: Intelligentsblad) Jeg veed, det vil trøste de gode kummerfulde Gamle. Ak, at jeg kunde give dem en virksommere Trøst! Dog, hvem kunde bædre end Saras og Vilhelms Moder tale Trøstens Ord til deres saarede Hierter? og naar jeg kunde det, hvem skyldte dem det da mere end jeg? Gaar hvad der kommer fra Hiertet til Hiertet, saa vil disse Linier ikke forfeyle Maalet.

Jeg skrev i Gaar til Nannestad – jeg har jo sagt Eder, at vi Alle for lang Tiid siden ere budne did paa Tirsdag? – for at undskylde mig, da jeg ingen Natteuroe taaler, men i Dag fik jeg en Epistel med saa mange Bønner og Forsikring om fuldkommen Natteroe, saa der nok ingen Udflugt mere er at tænke paa. Saa lidt det glæder mig, saa meget jubler Børnene, da de tænker at faae dandse til lys Dag. Lille Marie Krogh er her, og bliver til Torsdag – en nye Anledning til høye Jubelskrig, [83] ikke at tale om, at Kista syer Handsker til dem, og Jess forærer dem nye grønne Livbaand. O lykkelige Alder, af hvor mange og smaae Kilder flyder dine Herligheders Strømme, og flyder raskt hen over alle Anstøds Stene.

Mandag 18^{de n13} I Gaar kunde jeg ingen Vegne komme med den gode gamle Mørk. Han var aldeles mistrøstig, og jeg var færdig at opgive Haabet om at faae hans Blik revet fra de sørgelige Udsigter han foremaler sig, da lykkeligviis hans Øyne faldt paa det af min Marie klippede Stykke, som hænger her i Kammeret, og som han aldrig seer paa uden at holde Lovtaler over det og Udklippersken. Saa ogsaa nu. Hans hele Aasyn klarede op, og nu fandt mine Trøstens Ord som sædvanlig Adgang til hans blide Siæl, som det svage Legeme har mere Indflydelse paa end Tiderne. Siden var her Ingen. Børnene sad, som de endnu sidder, naglede til Syebordet fra den tidlige Morgen til Sengetiid – Kælken staaer reent stille, hvad Tønder Lund slet ikke er fornøyet med, da det ikke smager ham at age ene. Da de nu ikke kan flyve ude med ham, syer han med dem naar han har Tiid tilovers. Kl: henved 8 kom Skriveren, just som Kista og jeg lagde Rabus om han skulde komme inden den var 10. Den gik ikke ud, og han kom lell. Lige fra det giæstmilde Økeren kom han, hvor han havde lagt om Natten og havt det saare deyligt, kunde jeg godt mærke paa alting. Et kiærligt Brev fra min Ragna med nogle Linier fra hendes Ludvig bragte han mig, og en heel Pose Æbler, og enda flere Hilsener derfra og fra Tøyen og Slotspræstinden – Fader P: var i Kirken da han var der – Min kiære Lotta var ussel af Tandpine, sagde han, dog bædre inden han forlod Tøyen, ellers alt vel, Gud skee Lov, der og overalt. Søde Ida havde været syg en 14 Dags Tiid, men var nu brav, og første Gang nede i Søndags. «Bedstemoders troe Pleye kan jeg nest Gud takke for, min Ida saa snart [84] blev brav igien» – siger Ragna, og Gud og hende Tak herfor, siger jeg. Endnu var hun lidt bleg, men munter og rask, sagde min Koren, som nu er taget til Tings, Jess med ham, og kommer ingen af dem igien før i Slutningen af denne Maaned.

Jeg skrev i Dag et Brev til min Maja C, egentlig et Addresbrev med en Bogpakke, og sagde deri paa Qvansviis, at jeg nu havde reent opgivet Haabet at komme til Drammen paa dette Føre, skiøndt jeg i Øyeblikket havde lagt min Plan at overraske de Elskede Mandag, og stræbt ved Forestillingen om de Glæder der paa denne Tour ventede mig, at formilde detn smertelige Trykken for Brystet, som jeg sielden har følt i saa høy Grad som fra denne Morgenstund. Men neppe havde jeg skrevet de første Linier, før jeg ved en lille huslig Ubehagelighed blev straffet fordi jeg vilde bedrøve mine Kiære, skiøndt det kun var for at glæde dem desmere, og fordi jeg veeg fra min Regel: i intet Tilfælde at sige en Usandhed. Og nu torde det vel ogsaa hende, at det bliver Sandhed, og den lille Tour gaaer ind igien; thi med Posten fik jeg Brev fra Pastor Bergh paa Hedemarken, som vi har ventet hele Vinteren, at han vilde komme hid Løverdag (skulde været min Reysedag) med et Par af sine Børn, og blive her Søndag over. Min kiære Berghs Fader veed Gud er mig og os Alle til hver Tiid velkommen; men havde han været lidt før ude, vilde det dog været mig endnu kiærere. Om min Reyse altsaa intet videre. Nu har jeg giennemløbet Storm Munks Fieldblomster, og er der nogle iblandt, som dufter ret lifligt. Det mindst Gode finder jeg hans Oversættelser af Schiller at være, maaskee fordi jeg har seet et Par af dem i smukkere dansk Dragt. Ogsaa kunde han nok sagt lidt mere om min Majadal, end at der voxte Viindruer. Dog finder jeg de faa Linier ret nette i Vendingen. Men det hele, Sommerreyse i Norge er alt for flygtigt, blot som en Overskrift af de Capitler som skal komme. Ved Formen minder det om Øhlensl: Langelandsreyse, den Mange har fundet for vidtstrakt. Blandt de Mange er sandelig ikke Eders Moer Koren.

[85] Torsdag 11^te At slippe fra det giestfrie Nannestad før i Dag, var umueligt, i hvor bestemt jeg var til at tage hiem i Gaar. Det er ikke allene deres Overtalelser man har at modstaae, og at de giør Opholdet hos dem saa behageligt; men man seer tydeligt hvor Afslaget bedrøver dem, og hvem bliver da ikke giærne i det længste? Dertil kom endnu, at Spillemændene bleve over i Gaar, og Ungdommen saae et Par glade Timer endnu imøde, og traadde til Overflod tillige med selve Kista paa de Bedendes Side. Dog forfra. Mandag Eftermidd: kom lille Lieut: Hagemann, som vel formodede Jess hans gode Ven var hiemme, og blev her, da han ogsaa var buden til Balls og styrede et Par af Jomfruerne. H vare blandt de første som kom, Kl 5, og var den første jeg saae for mine Øyne[.] Hr. Schioldager, der endnu før Præsten kom ud for at hielpe os af Slæderne. (Adskillige fra Byen vare ventede did, men ingen kom uden han.) Siden blev Biælderne ved at ringle til Kl 10, dog var det kun Jess der kom saa seent fra Tinget. Hans Papa var blevet et Par Timer tidligere færdig. Der var en temmelig Forsamling, endskiøndt Mange udebleve, som havde lovet at komme – nesten alle dandsende Væsner her i Omegnen, hvortil jeg da regner Næss, vare der; men, som det nesten altiid er Tilfældet paa Landet, meer end dobbelt saa mange Dandserinder som Dandsere. Dog, her regner man ikke sligt saa nøye, og de uskyldige Smaaepiger, som det blot er om selve Dandsen at giøre, hopper lige saa glad afsted med en af deres eget som af det andet Kiøn. Det er dem nok, at det ikke er mod Skik og Brug, og saaledes dandser nu nesten Alle istæden for en ti, tolv eller flere hver Gang maatte sidde over. Lina var ikke af Gulvet, hvad hendes nesten nye Skoe maatte betale, der fast ingen Soler har mere. Hun bliver aldrig træt. «Det er for Gud bare Aand og Liv» sagde Fader Bierk, som havde sin Glæde af at see de mange Glade – «derfor kan hun ikke trættes». Musikken var ualmindelig god, det havde nok den musikalske Præst sørget for, som selv imellem ledsagede Violinerne, Clairnetten og Paukeren med sin Fløyte, som han blæser deyligt. Kun vor lille Maja savnede vi Alle og ønskede vi Alle der.

[86] Fredag 12^te (Fortsættelse) Dog, vi savnede flere der, f:E: Hertel og hans Kaja (al deres Ungdom var der) ikke at tale om de, vi ønskede der, Kista og jeg. Iblandt disse var liden Hanna Bull, og hun er, seer jeg af et Brev her laae fra min Lotta, syg, det stakkels Barn – Kl. halvto stode vi fra Bordet, og gik jeg lige derfra i min gode Seng. Skriveren fulgte strax efter, da Tingtouren havde trættet ham lidt, men til vi gik til Bords dandsede han hver Engelsdands, kun Feyer giver han sig ikke ifærd med, og mange yngere end han, finder sig for gamle til at lære disse uskiønne Hoppetrin.

Da vi kom saa tidlig til Roe, vare vi naturligviis færdige at staae op da alle Øvrige søgte den Hvile, de saa vel trængte til. Kun den lille, i mange Henseender sieldne Bierkunge, Elsemoer, og Jomfr: Jensen, som jeg i den senere Tiid er kommet til at holde ret meget af, saae jeg nesten ikke sidde, end sige de skulde lagt, og Gud veed hvor de holdt det ud saaledes i fulde 36 Timer at være uophørlig i Bevægelse. Før jeg var opstaaet, bragte de mig Caffe op paa mit Værelse, og imens jeg klædte mig paa, skiænkede Skriveren for mig. I seer, jeg havde det nok saa deyligt.

Kl var ikke langt fra 2 da Theebordet blev taget bort nede, fordi der stedse kom nye Opstandne tilsyne. Derfor blev det seen Middag, og da vi endelig kunde tænke paa at reyse, kom, som ovenfor er meldt, alle de kiære Hindringer. Vi fik et Bud her hiem, og min Kista skrev til Telja, at hun ikke skulde være i Angst over vor Udeblivelse, og sidde oppe efter os.

Der vankede da som Præsten kaldte det, en Atpaaslæng for Ungdommen Onsdagaften; men jeg tog mig den Friehed at fastsætte Grændserne for Dandsen, da baade de Dandsende og for alt Husets Folk saa høylig trængte til Roe. Kl 10 holdt de op, og før 11 var Stilhed i det hele Huus. Hele Selskabet slog sig til Roe der, de Faa undtagne som hørte hiemme i Bøygden, saa Præstegaarden [87] havde en anseelig Indqvartering i to Nætter og Dage, og de Sidste tager først i Dag derfra. Hiem med os fulgte Jomfr: Chrystie og Horster fra Gierdrum, som toge herfra da de havde spiist og drukket Caffe, og Jomfr: fra Rotnæs og unge Hertel, som forlode os for en Times Tiid siden. Hageman styrede sine Jomfruer tilbage og tog herfra paa samme Tiid som Gierdrum Jomfruerne. Jeg forføyede mig med en rasende Hovedpine fra Bordet til Sengs. Derfor fik I ey mere her i Gaar, mine Elskede! Ogsaa Telja mi var syg, men i Dag er hun brav, siger hun, og jeg er det virkelig, om kun ikke Posten vil sætte min Taalmodighed alt for meget paa Prøve. Foruden Lottabrevet havde Byebudet bragt et fra min kiære Marieboe, et langt, saare interessant Brev, og med vigtige politiske Nyeheder fra Tydskland, dem I da erfarer længe før I seer dem her. Ak, give Gud deres Følger maatte blive lyksaliggiørende for den undertrykte, haanede Menneskehed, som dette Forsøg til at afkaste Aaget er hædrende for den.

Løverd: 13^de «Naa, jeg troede ikke Moer kunde være saa fuul» – sagde Kista, som jeg lod læse mit nu færdige Brev til min Maja C, det hun, efter min Udregning, skal faae en eller to Timer før jeg – iler i hendes Arme. Ved Thebordet i Morges aftalte jeg med Kista min hele Plan, den Gud give nu intet maae forstyrre! – Mandag tager jeg med min Lina til Tøyen (og blot et Øyeblik indom Økeren,) bliver der Tirsdag over, og fortsætter Touren til Strømsøe. Og hvordan jeg glæder mig til denne Overraskelse, og Lina, og Kista nesten lige saa meget som vi, ney, det kan I ikke forestille Eder. Telja siger intet, men jeg seer paa hendes Øyne at hun føler sin lille Maries Glæde især naar saa uformodet Moder og Søster indslutter hende, hun dem, i sine Arme. At jeg skrev, min Maja, var dog ikke saa meget for at giøre mit uskyldige Bedrag mere paafaldende, som for at befrie Dig fra [88] en forgiæves Venten, om, som jo dog var mueligt, en eller anden Hindring skulde komme i Veyen. Ak, det vilde gaae mig grumme nær, og jeg vil ikke tænke mig en saadan Muelighed. – Da jeg begyndte mit Brev, var det mit Forsæt kun at skrive nogle Linier, skylde paa de ventede Fremmede osv men den ene Side blev fuld efter den anden, saa jeg paa den sidste neppe fik Rum til Navnet mit. Alt hvad jeg selv nogle Timer senere haaber at sige mere fuldstændigt, maatte jeg dog her have sagt, saa jeg var færdig at indbilde mig selv, det skulde blive ved Brevet. Og om det nu blev det? Om Nemesis stod bag mig da jeg skrev, eller ilede forud for at standse min Fart, og vendte tilbage igien og sagde spottende: «du bliver her, Signeur!» Dog ney! den Alvorlige spotter ikke, og opfordres ikke til Hævn ved et saa uskyldigt Bedrag. Og din alvorlige Vrede, du Frygtelige, haaber jeg til Gud aldrig at have paadraget, aldrig at vilde paadrage mig. Dog kan jeg ikke overvinde en hemmelig Frygt for at mit Anslag skal mislykkes. Men Grunden til denne Frygt søger jeg at udlede fra en eneste Kilde, som vi Alle finder i vor egen Barm hver Gang der er noget, vi ret inderlig glæder os til. «Den ligger mellem Frygt og Haab, dens Navn er Tvivl.» Begge Majabrevene – thi fra Petramaja var et til Lina – vare saa muntre og morsomme. Den raske Barselkone vedbliver som hun begyndte, gaaer allerede omkring i Værelserne, og har overflødig Næring for sin Otilia. Lille Peer er flink igien, alt og alle vel. Derfor bliver, hvad der er saa mangen Barselkone og de der ere om hende en Plager: de evindelige Visitter, Eder, Elskede, bare Moroe og Gammen. Meer end een holbergsk Scene maler Maja mig, og ønsker kun jeg havde seet den in natura. O, jeg har seet adskillige slige, skiøndt mere hos andre end mig selv, og tidt ikke vidst, om jeg skulde lee eller ærge mig over dette kiedelige Uvæsen.

[89] Søndag 14^de Nu, mens Jomfr: Bergh og den anden Ungdom er i Kirke, Skriveren nede hos Fader Bergh og Lieut: Brat fra Eidsvold, som nu kom hid, og vi venter Pastor Chrysties fra Gierdrum, vil jeg stiæle mig til at fortælle Eder lidt af hvert, mine Elskede, og saa lægge disse Blade ned i min Pakke, til jeg paa Tirsdag kan fremtage dem paa Tøyen, eller maaskee først Torsd: paa Auestad[.] Det begyndte allerede at mørkne i Aftes, før de Ventede kom og paa engang holdt 5 Slæder i Gaarden. Det var den gode Ringsager Præst med sin ældste Datter, og et ungt Menneske, Glørsen, min Hr Gemahl og Søn, og – Hr Schioldager. Berghs havde reyst Hurdalssøen, og om Nannestad (samme Vey som Presidenten sidst) og fra Præstegaarden fulgte de sidstnævnte med dem. Vi passiarede Aftenen meget behageligt hen. Jomfrue Bergh er en vakker Pige, og nu allerede saa kiendt her paa Hovind som var det tiende Gang hun var her. Heller ikke kan jeg være fremmed mod min kiære Ir‹…›gens Berghs Søster, og alt i Aftes kaldte jeg hende Lisemoer. Schioldager skulde reyst i Dag, men da han faaer en Hest af Faer Bergh (med hvilken vi i Gaar fik 4 Tdr deylig Sædbyg og jeg aparte en Skpp Toredito som den snilde Præst har den Godhed at overlade os) bliver han og giør Følge med os i Morgen. Jeg mærkede, han havde Lyst til det, og bad ham, og det havde jeg sandelig ikke giort, havde jeg ey ment det. Min Jess kan ikke modstaae sin Maries hiertelige Bøn at komme til Strømsøe i denne Markedsuge. Jeg vidste nok, han altfor giærne opfyldte den naar han kunde, men just det troede jeg ikke var Til‹…›det. Dog, Kistas Troe er stærkere end min; hun sendte Sedlen til ham pr Expres, tilføyende sine og mine Bønner lille Majas, og Gutten har faaet alle Hindringer bortryddede, saa vi nu kommer, lige uventet, alle Tre. O, hvor glæder jeg mig til Onsdagen[.] Gud lade nu alt være vel paa Økeren og Tøyen, lille Hanna Bull frisk, alle de kiære friske og glade, at jeg roelig kan ile mine haabede Glæder imøde med min Jess og Lina. Stakkels min Koren! hvor [90] giærne havde han fulgt med, hvor giærne vi havt ham med, og I, Elskede, modtaget ham tilligemed os. Men i dens Sted maae han i Dag til Hurdalen for at fuldføre de begyndte Tingreyser. –

Der ere de alt fra Kirken. Jeg lader Eder ligge her, kiære Blade. Maaskee kan jeg endnu faae sladdret lidt her jeg pakker Jer ind. Faer Mørk var her som han pleyer, og debatterede med sin Medbroder om Tidernes Tegn, Oplysningens Fremskridt, Skadeligheden eller Gavnet heraf, osv – Tiden til Kirkegangen var allerede længe forhaanden, Desputen maatte afbrydes, men han kommer igien i Eftermidd: for at fortsætte den. En Lykke er det, at Fatter Bergh er saa roelig som lille Mørk heftig – thi jeg forudseer, de neppe vil blive enige, saa lidt som Mørk og jeg nogensinde bliver det om Arvesynden.

Kl 5. Moer Chrystie og hendes Søn kom allene. Præsten var ikke saa vel, at han torde vove sig ud. Min stakkels Skriver er reyst, og i et fatalt Veyr, Snee og Storm. Dog, den første skal være os velkommen, vil kun den sidste ikke feye den bort igien. Og tænk, i dette rasende Veyr tog nu Lise Bergh, Jess, Skioldager, og jeg troer Smaaepigerne, op til Wilhelmsminde, som Lisebarnet endelig vilde see. Ja, den Ungdom! – Hu tu tu, hvor koldt her er i mit lille Kammer! og i 14 Dage bliver her nu ikke varmt. Farvel saa længe, kiære Kammer! Farvel kiære Hovind, og I mine efterladte Kiære her. – Jeg skal nu pakke sammen. Maatte dog Veyret sagtnes! –

Tøyen 16^de Tirsdag. Ney, det sagtnede ikke. Storm, Regn, Snee og Hagl holdt uophørlig ved, og Præsten sagde, han aldrig havde været ude i saa vondt Veyr. Men det har jeg dog været, og meer end engang. Og saa kunde det været værre, og den Tanke tager jeg altiid min Tilflugt til ved slige Leyligheder. Sneefog f: E: er langt værre, og nu vare vi Mange i Følge, havde ypperligt Føre til Groerud, saa det gik raskt did. Siden krøb vi frem, især fra Sinsen, hvor [91] Øyet ikke havde en Sneeplæt at hvile paa. Men med alt det var Touren i det Hele fornøyelig. Paa Grorud drak vi vor gode Caffe, og holdt vor gode Snak ved Lige, og lod Stormen tude uden for og giennem de aabne Vinduer det bedste den havde lært. Vi leyrede os om Ovnen og Caffebordet og gav Storm og Slud en god Dag. Men en anden Ting aftvang mig mangt et Suk. Frygten for at see min saa hemmelig lagde Plan strande, mit uskyldige Bedrag straffet[.] Hvordan denne min Frygt tildeels ikke var ugrundet, skal I strax høre.

Da det blev seent, og vi vare gien[n]emblæste og vaade som Katte (dog kun paa Yderskinnet) maatte jeg opgive det Forsæt at see mine Økerenbørn den Aften. Vi kunde dog kun blevet der et Øyeblik, altsaa tog jeg og Lina lige hid. Jess fulgte vort Reyseselskab til Byen. Her var saa stille i Gaarden, intet Liv rørte sig, og jeg begyndte at blive saa ængstelig, og troede her var nogen syge. Men knap holdt Slæden, saa var den omringet af saa mange pyntede Mennesker, Zarnia, Hanna, Jørgen, Agathe – i Forstuen stod min kiære Lotta og lille Frue Giedde, og de behøvede ikke at sige mig, her var Collads. I min Vadmels Kiortel og øvrige Reysehabit maatte jeg ind i al Stadsen, der var ey andet for. Men jeg var saa glad i at see alle de Elskede friske og de saa glade i vort Komme, at jeg brød mig om nichts weiter, og gik ind og neyede nok saa peent. For Gieddes var egentlig Selskabet. Foruden dem (han spiste hos Printsen, og kom først om Aftenen) var her Wibes, Auberts, Olsens, Jomfr: Wolderne, Revisor Hiorts, Meslerne, og min brave Steinar. Qvæget ved en Kop Caffe – bædre end Mad: Groruds – og end mere ved venlige Samtaler, den behørige Spisen og Drikken ikke at forgiætte, blev Kl. 12 før jeg troede, den var 10. Gieddes logerer denne Gang ikke her. Stakkels lille Kone, som nu atter har en saa besværlig Tour for, i hendes nærværende Omstændighed er dobbelt besværlig – hun er høy frugtsommelig. Ogsaa forekommer [92] hun baade Lotta og mig meget stillere end ellers. Som jeg troer, havde de havt Haab om at blive i Danmark, men ikke det allene var slaaet Feyl, de vare end ydermere blevne nødte til at forkorte deres Ophold dernede, hvor de begge har al sin Familie, i det mindste har hun sin der. – Ney i Gaar var Frue Aubert over al Maade i Snakkehiørnet. Ved Bostonbordet især bedøvede hun baade de Medspillende‹,› Presidenten, Stenersen, og Frue Wibe, der ganske er en Contrast af Coucinen, ligesaa stille, sagtmodig, som hiin pratende og ivrig. Ved Spillebordet især kan man ikke see hende uden at ønske ethvert qvindeligt Væsen Ulyst til Spil. Dog giorde man den stakkels Kone sikkert Uret om man beskyldte hende for Lidenskabelighed blot ved Spillebordet, hun harⁿ¹⁴ den samme heftige Fremgangsmaade i al sin Thun og Lassen.

Nu var det da den kiære Reyse vi skulde tale om. Ak, med Slæde er det aldeles umueligt at komme frem. Men nu foreslog Capt: Messel, som ogsaa skal did, at vi skulde tage Phaeton, som Olsen er saa snild at laane os, og paa den Maade troer Alle, vi skal komme bedst og godt frem. Gud give det. Dog, det er ikke den eneste Sorg at jeg skal forlade min gode varme Slæde, men vi kan ikke komme Afsted før Torsdag, da lille Zarine efter hiertelig Anmodning fra begge mine dyrebare Majaer, vil følge med, men ey kan blive færdig før. Mit Ophold bliver vel da kun 3 Dage hos Eder, mine Velsignede, da mine Medreysende maae være tilbage Mandag. Dog, noget er bædre end intet, og jeg seer Eder dog. Overalt, jeg vil ikke gruble paa nogen Ting, blot tænke paa og glæde mig over, vi skal sees. – I Eftermiddag skriver jeg til alle Barna mine i Kbhn, og i Morgen følger jeg maaskee med Gieddes til Økeren for et Par Timer, om jeg NB bliver ret rask. I Dag er jeg det ikke. Jess er paa mine Vegne hos Slotspræstens. Mueligt seer de herop i Dag.

[93] Onsdag 17^de Efter Bestemmelsen skulde vi nu været paa Veyen til de Elskede i Drammen, og jeg har saa længe glædet mig til, at skulde indtræffe der paa samme Tiid eller kort efter mit Brev, som ikke mælder et Ord om vor høye Ankomst. Men nu er jeg dog glad over at jeg skrev i Løverdags, deels vilde det Usædvanlige i mit Brevs Udeblivelse ængstet Majaerne mine, deels kunde de maaskee faaet Ahnelser om hvad der var i Farvandet. Jeg sagde Eder nok i Gaar, at det er lille Zarines Skyld vi først kommer til at reyse i Morgen, da hun ikke kunde blive færdig før. Præsten Bergh og hans Datter bliver nu med i vort Følge. Præsten, som nu var her i en Morgenvisit, tager med Fragtvognen, Lise i Kariol[.] Den lille tækkelige Frøken Darre er her, og Jomfrue Bergh ventes til Middag, hvor det ret bliver et Fruentimmerlag, dog kommer Presidenten hiem, troer jeg. Hr Jess og Hr Jørgen seer vi kun af og til paa deres Vandringer til og fra Byen[.] I Aftes var Stenersen, Schioldager, og en Lieut: Collin her, lutter Cavalierer den ene, lutter Damer den anden Aften. Fra Fatter Pavels fik jeg to tre Linier i Gaar, nok for at sige mig hvor bøs han var, fordi jeg ikke heller denne Gang kom did. Jeg fattede flux det Forsæt at opsætte Økerentouren, i hvor giærne jeg havde seet de Kiære der, og været i Selskab med Gieddes (som i Morgen fortsætter Reysen til Trondhiem og natter over paa Hovind) men hvad der ey skal skee, skeer ikke. Alle Presidentens Heste ere i Frieskyds i Dag, og saa har han Gulen min til Byen, og da den i Morgen skal til Drammen, var det Synd, den i Dag skulde giøre saa mange Tourer. Ret frisk er jeg heller ikke, og skylder mig selv at giøre hvad jeg kan for at blive det til den forestaaende lange Tour.

Jess og Lina skal paa Comedien. Dette Stykke, Spilleren [94] af Ifland, havde jeg nok havt Lyst til at see, men jeg undertvinger hellere denne Lyst, og bliver i Roe hos min kiære Lotta. Til mine kbnske Døttre skrev jeg i Gaar, og et Par Ord til min Ragna. I Dag et langt Brev til Kistamoer. – Hvilket himmelskt Vaarveyr baade i Gaar og i Dag! Hvilken pludselig Overgang fra det haarde, vinterlige vi toge herind i! – I Gaar stod Barometret i Skyggen paa 10 Graders Varme, 6 Dage før paa 11 Graders Kuld. Hvilke Omskiftelser! –

«Og først nu taler Du med os derfra? Mama vor!» – Ja, mine Elskede, først nu – «Var du da syg i Gaar? eller træt maaskee?» Det første, Gud skee Lov ikke, det sidste tildeels, dog mere doven og kosesyg end træt. Nu skal I ogsaa, i det mindste er det mit alvorlige Forsæt, faae Skiæppen fuld; thi her er den bedste Roe af Verden. Al Ungdommen svirede i Aftes, og ligger nu paa det grønne Øre. Faer siøl er som sædvanlig i Byen, min Maja sidder fordybet i Forsoms poetiske Lommebog (hvor jeg med Glæde har fundet den blide Luise H's Navn igien) altsaa kan vi giærne i Mag gaae tilbage til Tøyen.

Onsdagaften gik i al Stilhed. Frøken Darre, en saare elskværdig Pige, kom om Formidd: og blev der hele Dagen. Pastor Bergh var ogsaa i en kort Morgenvisit, og hans Lise kom til Middag (han havde lovet sig til Bispen) men maatte tidlig hiem for Indpakningen og andet, saa giærne hun havde blevet. Presidenten var hiemme, og alle Husets øvrige Personale. Ungdommen drev al slags Kortleg, og Presidenten der, imellem os, er dygtig forgabet i Karen Darre, sad for det meste blandt dem medens vi, adstadige Gamle, Lotta og jeg, sad ved vor Rabus. Børnene, som efter Comedien spiste hos Olsens, kom først hiem da vi nesten vare i Seng. – Saa kom da Torsdagen mørk og taagefuld. Vi vare ikke blevet ret enige om Kiøringen, og saa sinkedes vi endnu en Stund efter at vi vare komne ned til Olsens, hvorfra [95] Toget skulde gaae. I veed, den altiid tiænstvillige Olsen laante os sin Phaeton. Det blev, saae vi, umueligt for os Alle at rummes i den; men ogsaa af denne Forlegenhed kom vi ved Olsens Hielp. Messel fik hans Kiærre, og hans Hest til Ravnsborg, hos ham sad Lina, Zarine og jeg nok saa kuriøskt i Vognen, som Aslak kiørte – Føret var nu som saa, dog i det Hele over Forventning godt, da Veyen var fast frossen paa de fleste Stæder, dog uden at være farlig glat. Paradisbakkerne vare elendige og overalt den hele Vey derfra den sletteste vi traf paa.

Messel med sin lille Dame naaede os paa Ravnsborg, Jess ligesaa, og siden bleve vi i Følge. Bragnæs vrimlede af Folk, og Markedsgang gik de Alle, som ikke havde gaaet den saa vel, at de ikke kunde gaae mere. Der var græsselig Støy og Søl. Endelig kom vi da til den nye, deylige Broe, som jeg for første Gang kiørte over med inderlig Taknemmelighed til dem som opfandt og udførte Planen til den, og derved befriede Reysende for den ubehagelige, sinkende og ofte farlige Færgefart. «Gud velsigne Faer Cappelen» – sagde jeg til Zarina – «hans utrættelige Fliid og Tilsyn kan vi især takke for, at vi nu kan blive siddende i vor gode Indpakning, og komme en Times Tiid før til vort Maal» – «Der er Faer Cappelen» mælede Aslak, som kiender og seer alle i Mørke som ved lys Dag. Han standsede ved at høre sit Navn, det kom til Forklaring imellem os, og han svang sig op paa Kudskesædet hos Aslak, og besvarte alle vore mange Spørgsmaal blandt hvilke det første var: om Thrina var rask, og alt vel? Gud skee Lov, det var som vi kunde ønske det. Men før vi kunde spørge videre, hørte vi, at begge Majaerne vore, som om Midd: havde spiist hos C: Cappelens, vare paa Concert. Det havde ahnet os, og tempereret vor Glæde ved at tænke os de Elsktes glade Overraskelse. Faer C vilde vi skulde tage ind til hans Thrina, hvad jeg ogsaa giærne vilde, men frygtede det skulde blive hende brydsomt da vi vare saa mange (Messel allene skildtes fra os) men han forsikrede, hans Thrina var saa flink en Kiærring, at det ey vilde skade hende.

[96] Realf havde nær baaret os ind paa sine Arme, saa glad blev han. Ikke mindre blev min velsignede Thrine det, da hun kiendte sin Moer Korens Røst – Ja, vist var hun brav, raskere end de fleste Barselkoner saa snart pleyer blive; men det kiære ulydige Barn havde, uagtet begge Mødrenes Formaning til Forsigtighed, en Dag vovet sig ud i Kiøkkenet og Madboen og havt et Anfald af Feber derefter, hvis Følger endnu ikke vare ganske forvundne. Jeg følte det da jeg tog hendes matsvedte Haand, og saae det i det blege blide Ansigt, som Glæden ikke kunde give uden et let snart forsvindende Anstrøg af Farve. Men med sin lille nysselige Otilia ved Brystet, ved Siden af sin Moer Koren, følte hun sig stærk, stærkere end hun var, det mærkede vi siden. Søde Peer var den samme raske Gut, kun lidt kiælnere, for ikke at sige egensindig, end før, da han var, hvad han vist snart vil blive igien, mageløs snild[.] Afvænningen fra Brystet gaaer sielden af uden saadanne smaae Ramperier. Vi drak Thee og spiste Eftersvælg, og fik Kort frem til en Rabus, hvortil dog ingen af os kunde fæste Tankerne, thi ved hver Vogn som rullede forbi tænkte vi: der er de! – Kudsk og Tiæner var det strængelig paalagt, intet at tale om vor Ankomst. Endelig holdt en Vogn, det ringede – det var dem. Ind fløy vi Alle i Thrinamoers Kammer. De paa Bordet adspredte Kort og flere Lys end sædvanlig vakte Maja C's Opmærksomhed, men Realf sagde: «Vi har sadt her i vor gamle Stull» – Men nu, saa nær de Elskte, barede jeg mig ikke længere, lukte Dørren høyt op, gik lige hen til Maja C og neyede dybt. Som jeg havde tænkt mig det, stod hun, uden at mæle Ordet, uden at røre sig. Imens vare de Øvrige komne saadan ind een efter en anden, lille Maja skreg af Glæde, og Maja den ældre hang om min Hals, og siden gik det i en Hvirvel, Spørgsmaal uden Svar, Svar uden Spørgsmaal, og længe varede det inden vi bleve roelige nok til at fortælle lidt ordentlig. For min Fulhed fik jeg istæden for Skiænd [97] mange hiertelige Kys. Jeg kunde nesten været fristet til at ønske, jeg havde lidt noget Ondt paa Hidtouren, for at føle mig noget berettiget til den Tak jeg nu fik fordi jeg giorde saa vel imod mig selv. Vi havde lovet Thrina vor at blive der om Aftenen, men da hendes Moder mærkede (og det mærker en Moder strax) at hun ikke var saa ganske frisk, fik hun Barnet sit til at lægge sig før vi gik til Bords. Kl lidt over 10 saae jeg det kiære Auestad igien i det blide Maanelys. Vi drak Thee og passiarede en Stund, og saa tog jeg mit gamle Kammer paa det nye Auestad i Besiddelse, og havde det som jeg har det, ak, saa godt! – Gaarsdagen vare vi ganske allene, kun Messel, vor Reysekammerat, var her for at høre om vort Befindende efter Reysen. Han fulgte ned med al den øvrige Ungdom til Byen. Om Aftenen vare de alle paa Comedien, og toge derfra til Captajn Stibolt, som er gift med Jomfr: Holbye, hvor de dandsede til Kl 4. I Morgen skal de paa stort Ball. Da de kom ^op henimod Middag, laae her 5 Billetter til dem fra den alt for snilde Faer Cappelen. I Aften har Maja mi budet Stiboldtsⁿ¹⁵ hid. Min gamle snilde Moer Holbye, Ovidias Moder, er der ogsaa. Det bliver vist en morsom Aften. Frue Holsten og hendes Mathilde vare ogsaa budne, men havde, til Frue Høst store Fortrydelse lovet sig bort før. Imens Barna vare paa Comedien var vi Morer nede hos det hiemmesiddende Barn og hendes Smaae. Der traf vi Præst Wulfsberg, som var spadseret hid paa Apostlernes Heste, og det i Mandags i det skrækkelige Veyr. Arme W: han saae ret ud som en forvildet Pilgrim, eller som havde han gaaet Markedsgang i mere end de tre Markedsdage. Vi toge tidlig hiem, at Barnet vor, som Gud skee Lov var og i Dag er rask, kunde komme til Roe. – Stykkerne som bleve spillede vare Gevinsten i Classelotteriet, som vi saae her i Fior Vinter, og den pantsatte Bondedreng. Maja C gav sin Mathias, jeg min Aslak en Billet, og denne Sidste, som [98] aldrig havde været paa Spektakel før, havde heller aldrig moret sig saadan sin Livstiid.

Søndag 21^te En høyst morsom Aften havde vi i Aftes. Gamle Moer Holbye, som var lidt træt efter forrige Dags Selskab hos hendes Datter, kom ikke, men den tækkelige, yderst pene Ovidia, hendes godlidende Mand, og en Fetter af ham, Leutn: Stiboldt, Jomfr: Holbye, og Messel. Af disse og vor gode Realf bestod det hele Compagnie, og ret lustige vare Alle, især Messel der dandsede efter Vestris og sang efter Londons første Sangerinde Mad: Catteland – jeg troer hun hedder saa – begge Dele, kan I tænke, til Fuldkommenhed. Faer Cappelen og Stiboldterne spillede et Par Timer Lhomber. Vi andre strikkede, snakkede, og giorde Kunster. I dag er det et Hundeveyr, saa jeg neppe troer, Frue Holsten vover sig herop. Vi ventede hende i en Morgenvisit. I Eftermiddag skal Maja C og jeg ned til vor Thrinasara en Stund, Barna, som I veed, paa Ball, og følger den snilde Faer Pedro selv med dem did, fordi de saa inderlig bad ham derom, Maja og Lina. Nu kom han, Marie og Zarine af Kirken[.] Hvad Maja og jeg giorde imidlertiid? Jo see, om I fik vide det!

Mandag 22^de Gaarsdagens øvrige Begivenheder ere snart fortalte. Min Maja og jeg tilbragte et Par fornøyelige Timer nede hos Barna vore; Thrinamoer kom os imøde saa munter og færm, aldeles jomfruenalsk, med bart Haar saagar – Kappen var blevet hende for heed. Fader C som var der tog tilbage for at geleyde sine Damer til Balls, hvorfra de først kom da det var høylys Dag, og saa længe holdt Fader C., der sætter saa megen Priis paa sin Natteroe, ud med dem. At de maae have fornøyet sig troer jeg vist, ellers havde de vel vendt Næsen hiem lidt før. Vi venter ikke at faae see dem paa denne Side Middag. Don Pedro var alt taget ned til Byen før vi kom ned, Maja og jeg, som har slaaet vor Boepæl her i det kiære lille Kammer, hvorfra I maaskee nu ikke faaer mere denne Sinde.

[99] Tøyen – Onsdag 24^de Ney, fra det kiære lille Majakammer fik I intet mere. Da Børnene kom ned, var der nok at fortælle om Ballet, hvor der havde været et hundrede og firesindstyve Mennesker, og da Dandsesahlen ikke er stoer, var pakfuldt overalt. Imidlertiid havde de dandset og moret sig capitalsk. En bergensk Madam havdre tiltrukket sig alles Opmærksomhed, ja selv Faer Cappelens, ved sin Dragt, sin Dands, kort ved Alt. Hun havde et Pantser paa af rødt Fløyel, sagde Messel, det var et Liv, forklarede de Øvrige, uden paa Kiortelen (den var hviid) som gik ned over Hofterne. – Om Aftenen kom den gode Frue Holsten op for at see mig engang endnu. Hendes Mathilde var et andet Sted bortbuden. Hun blev efter min Majas venlige Indbydelse om Aftenen. Seent, henimod Spisetiid, kom Realf, med ham Edvard Munk, den unge glade Præst, som jeg ikke har seet siden han kom fra Kbhn. Saa snart han og Frue Holsten vare borte, forføyede vi os til Hvile, der vel især smagte alle de Dandsende godt, og deres gode Ledsager, Faer Peder, ey mindre. –

Saa kom da Reysedagen. Vi vare alle i fuld Stand Kl lidt over 8, da kom Messel, og Toget gik for sig tilbage som did. Lille Maja, som skulde kiøre med Faer Bergh, og møde ham paa Bragnæs, tog Afskeed med sit andet kiære Hiem, sin anden kiære Moder og Fader, og reyste lidt før vi. At jeg ingen Tiid tager glad fra min Maja, eller fra nogen af mine Elskede, begriber I nok Alle, men i Gaar var der desuden saa underlig en Ængstelse over mig. Den var vel tildeels foranlediget ved lidt Frygt for Føret, men endnu mere ved Tanken om, at mit Haab at see Maja C hos mig nu var tilintetgiort for lang Tiid. Men Gud skee Lov, at jeg dog har seet Dig, Dyrebare, og at det stunder til Someren. Med Thrinasara vor bad jeg Farvel om Søndagen, og havde da den Glæde at see hende fuldkommen rask og munter. Det første [100] var Du ikke, min Maja, og har ikke været siden Du leed saa meget i Sommer. Ak, efter en saadan Svækkelse vender Kræfterne langsomt tilbage; dog haaber jeg til Gud, den tilstundende Vaar skal have en ønskelig Indflydelse paa Din Helbred, og paa min. Ja, jeg har endnu i Dag været meget syg, og først efter mange Timers Hvile er jeg blevet istand til at snakke her med Eder. Endda gaaer det langsomt. Dog, tilbage til Reysen. Kl var over 9 inden vi kom afsted. Vi mødte Cappelens Karl som havde bragt lille Maja til Stævnemødet, og hørte, Præsten – der ligesom vi havde ladet sine Heste gaae forud til Gillebek – ingen Skyds havde faaet endnu, og neppe fik nogen (Os var det vist gaaet ligedan, havde Faer ^ikke (selv talt med Skydsskafferen og faaet hans egne Heste. Al Skyds var optaget) – det var det første Uheldsbudskab vi fik. Vore Heste vare smaae og udkiørte, vi gruede for de nesten bundløse Paradisbakker, og Jess reed i Forveyen, for om mueligt at faae leyet os een Hest til op ad dem; men foruden een, som kun forlangte 8^rd for denne Skyds, fandtes alle uovertalelige. Jess giorde endnu et Forsøg; men vor Skydsgut, der var lige saa modig som hans Heste modløse, vilde ey oppebie den formodede Hielp, og rigtignok vare vi over det værste, inden denne kom, og behøvede den ey mere. Zarine gik op ad Bakkerne med Messel, og jeg ønskede inderlig, jeg kunde giort det samme for at slippe for den Marter at see de arme Dyr anspænde, ofte forgiæves, de sidste Kræfter for at faae Vognen, der dog var yderst let, slæbt op. Da vi havde dette Pust overstaaet gik det færmt til Gillebek, og nu syntes vi ey at have flere Ønsker, end at vor Maja skulde været med os. – Men nu orker jeg ey mere i Aften.

[101] Torsdag 25^de (Fortsættelse) Henved to Timer bleve vi paa Gillebek alt i det Haab, vort Følge skulde komme efter. Vi spiste vore Smørrebrød og Vafler, læste alle Indskriptioner i alle Tungemaal (dem vi forstode NB) paa Vinduesruderne og i Karmerne, og sukkende satte jeg mig i Vognen. Med vore udhvilte friske Heste gik det raskt – Veyen var prægtig – til Ravnsborg, hvor vi drak Caffe og atter opholdt os en Times Tiid, og atter forgiæves. Lina, som hele Tiden ikke havde talt tre Ord, var nu blevet lidt snaksommere: «thi nu[»], sagde hun, «følte hun paa sig, at hendes Marie var oppe over de fæle Bakker.[»] Fra Sandvigen blev Føret alt uslere og uslere, og det var bollenemørkt inden vi naaede Byen. Hos Olsens satte jeg Zarina af og tog Lina igien og Kl halv ni vare vi her da endelig. «Hvor er Marie?» spurgte min gode Lotta og alle nesten paa engang. «Ja, det maae Gud vide» – svarede jeg, og fortalte Sammenhængen saa vidt jeg selv vidste den. En Kop varm Thee med behørigt Smørrebrød qvægede Legemet, og min Lottas Glæde over vort Komme Sindet, og jeg lagde mig saa træt som jeg sielden har følt mig, ved min Linas Side, befalende Maja og alle mine Elskede og mig selv Gud i Vold, og sov ret godt, men vaagnede yderst mat og syg. Til min kiære Ragna M: skrev jeg et Par Linier, og saa maatte jeg til Sengs. Jess reyste hiem, og Aslak og Gulen med Slæden min. Her skulde være et lidet Selskab for Fader Bergh til Aftens, og jeg stod op og klædte mig paa med megen Møye og Besvær, men blev bædre mod Aften. De Indbudne vare, foruden Bergh og unge Glørsen, Wiebes, Aubert (hans Kone vover sig ey ud mere)

[102] Capt: Widings og Slotspræstparret, som jeg nu efter saa lang Tiids Forløb glad saae igien, og fandt barnlig forsonlige. Ikke allene for hvad der var skedt, men for hvad der kan skee, fik jeg kiærlig Aflad – thi neppe kommer jeg nu, da jeg har seet og talt med de Gode, til Byen denne Gang. Torde jeg vove mig ud, giorde jeg en kort Tour til Økeren for at see til og om mueligt opmuntre min Ragna. Hendes søde Ida skrev hun i Gaar – har ikke i lang Tiid været ret frisk, hendes Ludvig ^{er det} heller ikke i disse Dage. Vor Maja og Lina bad hun med sig paa Ball om Søndagen. Maaskee seer jeg de Kiære i Morgen, da der er langt til Mandag, og før skulde jeg efter Bestemmelsen ikke tage did. Da jeg tog denne Bestemmelse, troede jeg rigtig nok at der om Onsdagen skulde blevet Comedie, og vilde været over for Børnenes Skyld til Torsdag; men det bliver jeg dog nok nu alligevel.

Med Fader Bergh som i Morgen paa sin Hiemvey tager til Hovind, skal jeg skrive lidt til Kista mi. Mit Bryst er bædre, mit Hoved værre end i Gaar. Men min Lotta har lovet mig god Bygsuppe til Middag, og oven paa den skal en Middagssøvn vel giøre Resten.

Fredag 26^de Det blev ikke bædre hverken ved Bygsuppe Søvn eller Caffe, men alt værre og værre. Lieutntr: Stenersen og Collin var her. De spillede Boston med Presidenten og Jørgen, jeg saae paa dem en Stund, men baade det og Rabusen med min Lotta løb i et for mine Øyne, og jeg maatte forføye mig til Sengs da de andre gik til Bords[.] Der fulgte en saa skrækkelig Beklæmmelse med dette Onde, at mit Hierte var bristefærdigt, syntes jeg. Fuldt saa slemt er det ikke i Dag med begge Dele, men det har langt fra ikke forladt mig. Jeg kan derfor ikke, som jeg [103] havde foresadt mig, komme til Økeren i Dag; men jeg har skrevet et Par Ord til min Ragna, at hun ikke skulde vente mig forgiæves, og deri har jeg bedt hende bevæge vor Sally til om mueligt at see herhid Søndag. Jeg troer vist det kiære Barns Længsel efter at see os igien og høre fra Auestad og Strømsøe, vil overvinde hendes Frygt for Uføret. Der bliver intet Ball af paa Søndag i Klubben, af Mangel paa Voxlys. Børnene gaaer da glip af de ventede Fornøyelser: Ball og Comedie. Men de finder sig ret godt i de feylslagne Forventninger. Ak, og maatte de aldrig friste dem tungere, end disse!!! – De gik i Morges ned til Olsens, Hanna Bull med dem, og bliver der nok i Dag.

Presidenten kommer heller ikke hiem før Aften, troer jeg, saa denne Dag nok gaaer hen i Stilhed. Min Lotta er heller ikke ret frisk; og jeg skal foreslaae hende at tage sig en Middagssøvn, som jeg har i Sinde at tage mig den. Dog, først maae jeg have skrevet et lille Brev til min Maja C.

Løverdag 27^de Jeg fik min gode Middagssøvn, men min stakkels Lottas blev forstyrret, hvorfor ogsaa hendes Hovedpine blev ved at være stærkere end min. Vi læste begge, og kanskee for længe i Skumringen, hvad just ikke var af Visdommens Bog, og dette, samt at vi sad oppe og ventede paa Ungerne til Kl: over 12, tilskriver jeg, at vore Hoveder heller ikke i Dag ere alt for rigtige, dog englegode imod i Gaar. Ogsaa er jeg meget lettere for Brystet og om Hiertet, og det er Hovedsagen. I det deylige Veyr vilde Jørgen gaae en Tour med sin Agatha, og da de gode Børn vidste, hvor baade Lotta og jeg længtes efter at høre fra vor Sally, toge de Veyen did; og vist maae de være baarne paa Kiærligheds Vinger, thi ellers begriber jeg ikke, hvordan de kom frem den lange slemme Vey. Sara blev ikke mindre forundret da hun hørte, de vare til Fods. Hun var Gud skee Lov frisk, og lovede om mueligt at komme hid i Morgen.

[104] Dog, maaskee følger hun med Marieboes til Ball – «Hvilket Ball? Der bliver jo intet. Eller er der faldt Voxlys ned fra Himlen?» – Det troer jeg ikke. Snee derimod falder i Dag ned fra den i stoer Mængde. Men Ball bliver der, det er vist og sandt, og just nu var her Bud fra min Ragna, som beder Smaaesøstrene sine, der ey ere saa smaae endda, møde hos Olsens i Morgenaften, hvor hun vil afhente dem. Jeg kunde nesten læse paa Pigebørnenes klartskinnende Ansigter da de kom hiem i Aftes, at der var hendet dem noget sligt glædeligt. Den brave Steinar og Capt: Collin havde fulgt dem hiem med lysende Lygte. De sad her et Øyeblik, saa maatte de vandre hiem ad – endda kom ingen President, og vi forføyede os til Køys. Jeg har rigtig nok holdt Herren en Forelæsning over sine Natterallinger. Men hvad frugter det vel? I Dag er han hos Rosenkrantz, i Morgen skal han til Agent Nilsens, og fra ingen af disse Stæder kommer han hiem før ved eller over Middienat. – Stenersen bragte mig Grundtvigs Krønike, hvoraf jeg kun har læst det halve af Fortalen, og med den er jeg rettelig tilfreds.

Nu skal da min gode Bergh have et Brev, og er det ikke for tidlig han faaer et. Men saa kan jeg ogsaa fortælle ham desmere om Fader og Søster og vor hele Samvandring.

Mandag 29^de Færdig at forlade det kiære Tøyen og drage til det kiære Økeren, træt og mødig af forstyrret Natteroe og Indpakning, vil jeg kun sige Eder, Elskede, Farvel herfra, og fortælle Eder i Korthed, at vor Sally var her et Par Timer i Gaar. Hun kom seent, og maatte for det fæle Føre Skyld tage tidlig hiem. Børnene kom da det lysnede, og havde havt en deylig Qvel og Nat. Lotta og jeg tilbragte Aftene des ensligere, men derfor ikke ubehageligere. Farvel fra Tøyen: –

[105] Økeren sidste Martj Med den sædvanlige Hovedpine forlod jeg i Gaar Morges mit Leye, og den holdt ved den hele Dag, derfor seer I mig nu først her, Elskede, og skal det første jeg fortæller Eder være, at jeg er overmaade rask i Dag, og giør ret Regning paa at blive det og have en overmaade behagelig Dag; dog den havde jeg i Gaar, trods Hovedpinen. Den lader sig alligevel beskrive i faa Ord. Formiddagen tilbragte min hulde Ragna og jeg ganske ene, som den foregaaende Aften. Børnene, maae I vide, fulgte ikke med mig hid, men kom først i Aftes. Marieboe blev i Byen fra Søndagen, for at stelle sig saa, at han kunde være hiemme hos os hele denne Dag. Jeg forlod mit kiære Tøyen, min Lotta og de andre Gode Kl 4, ret syg og nedstemt. Der hvilte saa meget tungt over mig, som jeg ey kan giøre mig selv Rede for. Det fatale Føre hid bidrog ikke til at opmuntre mig; men da jeg saa kom her i Gaarden, og paa engang saae i Vinduerne et blomstrende Rosentræe, Ragna og søde Ida, blev det strax bædre med mig, endnu bædre da Ragna trykkede mig til sit barnligtroefaste Bryst. Hun var reyst tidlig herud fra Byen, og havde ventet mig før. Aftenen gik med sød fortroelig Snak. Lille Ida har været stærkt forkiølet, og er endnu lidt bleg, men ikke saa meget som i den ømme frygtsomme Moders Øyne. – Uventet fik jeg en Pakke fra Byen fra Egersønnen min, som havde været der i to Dage. Det var nogle laante Bøger, ledsaget med et lille Brev fra ham, et D^o fra Fader Pavels, hvori begge klager over det svælgende Dyb der er befæstet mellem Aggers Festning, Tøyen og Økeren, som hindrer dem fra at see deres Moer Koren. Min gode Frederich hilsede mig fra Auestad hvor han havde været paa Indtouren. Med Fragtvognen i Gaar tog han tilbage[.] Vi skulde gaae tidlig tilsengs, overlagde vi, da Ragna kunde [106] behøve Hvile efter forrige Nats Vaagen, som hun dog Gud skee Lov har befundet sig meget vel efter – men inden vi vidste det, var Kl 11. Sally havde lovet at være her tidlig i Gaar; men det kiære Barn kan, som vi alle, ikke altiid hvad hun vil. Først ved den saa kaldte Middagstiid kom hun, men her blev Middagen seen, da Husets Herre først kom Kl: henimod 4. Jeg maatte gaae fra Bordet til Sengs, og blev rigtig bædre efter Søvn, Caffe, ved interessante Samtaler, og da Ungerne mine kom. Det var først i Mørkningen. Sally tog hiem, men kommer hid baade i Dag og i Morgen. Til Middag kommer Tranes fra Lille Tøyen, og min kiære muntre Hanna Moestue. I Aften venter jeg Aslak og Gunder med Heste efter os. For Hiemtouren gruer jeg rigtig nok, men ved Tanken om de nydte Glæder og de ventede i det velsignede Hiem, skal jeg nok vide at sysselsætte Tankerne, saa de ikke skal faae stort med Føret at bestille. Fra min Kista havde jeg Brev i Aftes, og er Gud skee Lov alt vel paa vort kiære Hovind. Ogsaa fra den nedbøyede Moder, Mad: Hiort paa Aschim, fik jeg et venskabeligt Taksigelsesbrev fra de Linier jeg skrev i Anledning af hendes Pouls Død. Ak istæden for ham, som de med Vished ventede, kom Tordenbudskabet: «I seer ham aldrig, aldrig mere!» –

Torsdag 1^ste Dagen svarer ret til sit Navn. Det blideste Solskin afvexler med det ublideste Sludveyr, dette sidste har nu, Kl. 5 Overhaand, og tænker man paa den snart forestaaende Reyse i saadant Veyr og Føre, kan man let blive modløs. Det er jeg imidlertiid ikke, skiøndt jeg ønsker mig Aladdins Lampe for ved den at transporteres hiem i en Hast. Ak, til meget mere end det ønskede jeg mig den i denne Tiid, og neppe blev denne Transport Aandens første Arbeyde.

[107] Gaarsdagen blev hvad jeg lovede mig den skulde blive. Fra Mostues var foruden den gode muntre Hanna med hendes Børn, den gamle Frue Annechen med sin Søn Hr Svend, en Jomfrue Dedikam, som jeg for 18 Aar siden saae som Barn i Ullensager Prstgrd, og hendes Fetter af samme Navn, to ret godlidende unge Mennesker. Fra Thranes kom kun den interessante originale Madam Lena med sin Valescha, og Jomfrue Andersen som er i hendes Hus. Hendes Mand var Fadder i Familien. Hun kommer sielden ud, end ikke hid, hvor hun dog saa giærne kommer og boer saa nær. Det kostede sandelig meget at modstaae hendes nesten uimodstaaelige Bøn at komme til hende i Dag. De toge alle bort før det blev mørkt for Førets Skyld. Stakkels Hannamoer, eller som Børnene kaldte hende Moer Hanna, var ikke frisk men lige munter. «Jeg er saa syg som e Bikkie, Moer Koren» sagde hun. Vor Sally blev hos os, og tog først bort i Aftenstunden. Thi I maae vide, at jeg skriver dette ved Lys imens Barna klæder sig af. Vi gik tidligere op end sædvanlig, da min hulde Ragna havde stærk Hovedpine[.] Ellers havde vi havt en ublandet deylig Dag i Dag; men det skal jo intet være i denne Verden. Marieboe har været hiemme hos os den hele Dag, og vi har i alle Dele havt det saa hiemmeligt og godt. Ragnas Hovedpine blev først senere i Aften saa slem. Det er et skrækkeligt Veyr og de Gode her forsikrer, vi ey faaer Lov at reyse, bliver det saaledes i Morgen. Jeg stoler paa min gode Stiærne. At Gaarsdagen endnu blev mig deyligere ved et Brev fra min Maja C til Sally, og ogsaa til mig, maae I endnu vide, før jeg siger Eder God Nat fra det vakre, det hyggelige Økeren.

[108] Hovind Løverdag 3^die O at I vidste, alle I Elskede, som i denne Tiid og især i Gaar har været saa bekymrede for Eders Moer Koren, hvor frisk og færm hun sidder her i det kiære grønne Kammer, hvor alting smiler om hende i det blideste Solskin. Hvor vilde min Ragna og hendes Ludvig glæde sig over at jeg modstod deres søde Overtalelser – det var vel I ey saae, hvor nær de vare ved at rokke min Standhaftighed – og ey blev over til i Dag. Vel er Veyret mildere end i Gaar fra Morgenstunden; men det har frosset stærkt i Nat, og Føret er vist derved i høy Grad forslemmet. Heel tidlig vare vi reysefærdige, jeg og Barna. Min Ragna kom ind, og bad mig ikke, men sagde bestemt: «Du faaer ikke Lov at reyse i denne gyselige Storm, Moer Koren» – «Men see, gode Ragna, hvor Solen skinner; føl hvor den allerede varmer. Vi ere saa forsynede med Reysetøy, at ingen Blæst skal kunde trænge igiennem, og hvem indestaaer os desuden for, at det i Morgen bliver bædre? Det er uvist, men vist at Føret med hver Time bliver værre» – Men nu tog hun til sine farligste Vaaben, de søde smigrende Bønner, der bleve end farligere ved Taarene i de blaa Øyne, og ved Ilden i hendes Ludvigs, da han, som en troefast Ægteherre hør og bør, traadde paa hendes Side. De kunde lige saa lidt selv være roelige ved, som forsvare for mine andre Elskende, at de lode mig, der taalte saa lidt, tage ud i saadant Veyr, og hvad Kiærlighed og Venskab mere kunde indgive dem. Ikke af Frygt for Veyret, men for at bedrøve de kiære Mennesker, vaklede jeg. Dog, som sagt, lovet være min Fasthed – Vi maatte til Frokostbordet, hvor jeg intet kunde spise, men blot drak et nesten fuldt Glas af Ragnas selvlavede Hæggebærbrændeviin. Det samme giorde Ungerne. Vi skulde just reyse os og lave os til Farten, da kom Fetter Randulff, som havde overnattet paa Tøyen, ridende i Gaarden, for i det mindste at see os. Og stort mere blev det ikke heller, og endskiøndt [109] det sinkede os lidt, var jeg dog glad ved at have seet den brave Fetter, og faaet endnu en Hilsen fra min Lotta og Tøyen[.] Et af mine sidste Arbeyder var at skrive et Par Ord til Aggerhussønnen, som Ragna lovede at besørge –

Klokken var vel 10, da vi satte os i Bevægelse. Det gik sagte, men gruelig vel. Op ad Dagen blev Veyret deyligt, og meer end engang sagde jeg ved mig selv: «Den Retfærdiges Bøn formaaer meget» – thi jeg vidste jo, I Elskede, hvor I bade for mig.Til vort første Hvilested, Bonkellen, kom vi jus da Kl slog 12, og holdt der vort gode Maaltiid; thi som til en to eller tre Dages Reyse havde Ragna forsynet os med Mad og Drikke. Den stakkels gamle Kone ligger ligedan med sit brudte Been, som hun nok aldrig kommer til at gaae paa mere. Hun fik sin Portion af Rypestegen, men de deylige fyldte Pandekager saae Børnene blot paa med lystne Øyne, og besluttede at giæmme dem til Moe. Der giorde de og jeg os ret tilgode med dem, imens Caffen blev færdig. Ja, Føret var slemt, det er sandt; men dog ingen Stæder værre, og nogle meget bædre, end jeg havde forestillet mig det. Og ofte vare vi krøbne en halv Miil frem, uden at mine Tanker havde dvælet et Øyeblik ved Veyens Besværligheder. De nydte og ventede Glæder beskiæftigede dem fast ene og allene. Blandt de sidste var, foruden de Kiæres glade Modtagelse og Giensamlingen med dem (min Koren og Jess vidste jeg, jeg ey faaer see før den 7^de. Det havde Kista skrevet) det velsignede Majabrev jeg skulde finde her. Og alt fandt jeg hvad jeg haabede og kunde ønske. Kista, Telja, Kaja og Tønder Lund modtog os hver med sit Udtryk af Glæde, lige saa alle Pigerne, alle som jeg saae, og hvorhen jeg saae smilte alting mig et venligt Velkommen imøde. Det kiære Majabrev skal jeg nu besvare, og stille de Elskendes Uroe paa Tøyen og Økeren. O, at de saae hvor frisk jeg er, hvor godt jeg har det!

[110] Søndag 4^de «Man maae ikke nævne Strikke i hængt Mands Hus» – Jeg hoverede nok i Gaar for meget over min Friskhed, og det leed ikke den avindsyge Hovedpine og begyndte alt i Nat at straffe mit Overmod, der dog var saa uskyldigt. Men jeg vil vove en dyst med den Ondartede, og vi vil see, om den skal faae Bugt med mig.

Mine tre Breve bleve færdige og afsendte. Min Hiemmeglæde blev sørgelig tempereret ved Efterretningen om et ungt Menneskes Død, den brave stræbsomme og i sit huslige Liv ikke lykkelige Prctr Smiths ældste Søn. Hvad denne Mand lider og i mange Aar har lidt, skulde bøye mangen Helt til Jorden. Men han staaer opreyst endnu, kiæmpende med sin haarde Skiæbne. Dog, for sine Børns Skyld stræber og bærer han alt saa modigt, og nu gik et af hans kiæreste Haab til grunde.

Kl 4 i Morges blev en af vore Naboer begravet i al Stilhed. Han havde voldsom endt sine Dage, efter ved det ulyksalige Hang til Drukkenskab at have bragt sin Familie fra Velstand til Armod. Hvilken Contrast med det Ovenstaaende! Det var i øvrigt en tiænstvilllig, snild Mand, og det giør mig inderlig ondt, han saaledes skulde ende sit Liv.

En Mærkværdighed maae dog ogsaa faae Plads her. I Torsdags jordedes to Børn, begge fødte paa en Gaard, Langeland, paa een Dag, bleve paa een Dag syge, og døde paa een Dag. Begges Forældre har ikke flere Sønner. Drengene vare 7 Aar. De trøstesløse Fædre fulgte dem, den ene stille, den anden høyt grædende, til Hvilestædet.

Det har atter frosset stærkt i Nat, og var det nok ikke Vaarens Alvor at komme paa engang, som den vilde faae os til at troe. Børnene vil i Kirken; det vilde jeg med, var mit Hoved godt. Endnu er der langt frem, da lille Mørk ikke har holdt sin Fropræken her endnu. Jeg vil lægge mig lidt paa Sophaen mindre for at føye det tunge Hoved end for at giøre mig til gode og læse ret i Roelighed.

[111] Eftermidd: Kl 6 En Times Søvn har giort mig godt. Mad: Giørup og hendes gamle Moder er her. Det er just intet fornøyeligt Selskab, men det er gode, skikkelige Folk for Resten, og generer mig ikke. Frøken Keilhau er her ogsaa. Hun kom i Formidd: og vilde gaaet i Kirke med Marie, men ingen af dem fik Lov for Doctoren og Præsten, fordi det var vaadt og blæste. Jeg laae da lille Mørk var her, og saae ham ikke.

Lige til nu har jeg havt et lille Haab, at Skriveren skulde giøre et lille Sving hiem – han tager i Dag fra Næss til Gierdrum. Nu er det forbi, og jeg faaer hverken see ham eller Jess før Onsdag. Men Gud skee Lov, jeg veed de ere friske.

Jeg begyndte paa Die Söhne des Thales, som jeg laante af Mad: Thrane, og hvoraf jeg kun har læst den 1^ste Deel før. Men i Dag koster saadan Læsning mig for megen Anstrængelse. Den slemme Mathed har indfunden sig igien – jeg troede virkelig i Gaar den var bleven liggende igien paa min sagtmodige Hiemreyse. Siden det er uendelig behageligere at conversere her i mit stille Kammer med Eder, Elskede, end med Selskabet i Stuen, vil jeg fortælle Jer lidt om den lustige Lina. Da vi hvilte paa Moe, kom jeg til at sige til Maja: «Du faaer vist en adstadig Enkemand, Maja, for alle gamle Mænd holder saa meget af dig» – «Og alle unge af mig! alle unge af mig!» sang Ungen Lina, dreyende sig rundt paa Gulvet. Hun var den hele Vey i det bedste Lune, og Munden stod aldrig paa hende, før det mørknede og Stiærnerne i tusindtal blinkede over os. Da viste Marie hende de Stiærner hun af sin moderlige Navnesøster har lært at kiende, og begge glædede sig i Haabet at blive engang ret fast i denne elskelige Videnskab. Hvor trøstefuld og glædelig er mig disse Børns giensidige Kiærlighed! Den, haaber jeg, skal ogsaa bevare Linas Hierte for Forfængelighed, denne aand- og hiertefortærende Gift, som ved ubetænksomme Menneskers Bifaldsyttringer saa let sniger sig i den spæde Barm og om ikke afgn afgnaver, dog døver Spiren til alt virkelig Stort og Skiønt i Naturen.

[112] «Jeg var saa bange» – sagde min Ragna – «at Lina skulde høre alle de smukke Ting, man sagde om hende paa Ballet.» Ja, min elskelige unge Veninde, mit gode Barn, det har jeg ofte været bange for, og, saa smigrende det er en Moder at høre sine Børn rost, saa ængsteligt er det virkeligt, naar ogsaa disse hører det, især i den Alder, Lina nu er, og med hendes letvakte Følelse for Alt. Dog, denne er det jo ogsaa, som sikrer mig at den forstandige og kiærlige Majas aldrig udeblivende Modgift skal aldeles døve hiin. Og vel hende og os alle, som elsker hende, at hun lever sin meste Tiid paa Landet og i den stille huslige Kreds, aldrig noget Øyeblik ubeskiæftiget.

Onsdag 7^de I seer, mine Kiære, at Vaarkniben yttrer sig skinbarlig i Dagbogen. Dette er den tredie Dag disse Blade hviler, og jeg har slet intet havt at fortælle Eder i alle dem, uden at vi lever i sød Roe, og at jeg er ret dygtig frisk. Om Formiddagen læser jeg to Timer tydsk med Marie og Lina, fra 8 til 10, siden strikker, skriver eller læser jeg. Maja steller lidt i Kiøkkenet med sin Kista, sidder for Resten ved sit Syetøy med Lina, Kaja, og endnu en lille Pige, omkring sig (det er min fordums vakre Kari Kokkepiges Datter, et stille, godlidende Barn, som har været hos Kaja mens hun var allene, og nu vel faaer sit Hiem her for det meste. Moderen er uheldig gift og meget fattig)[.] Som en Læremoder sidder Marie imellem dem, hielper dem ved deres Arbeyde, hører deres Lextier o.s.v. Ogsaa Tønder Lund hører til dette Institut hvad Læsningen angaaer. Saa læser han igien med lille Ole saa det har Skik. Telja sidder ved sin Rok, og Kista ved sin Søm, den Tiid hun kan erobre fra Husholdningsvæsnet. Naar vi har spiist, lægger hun og jeg vore sædvanlige tre Aftenrabuser, og de lyver, til Maries og Linas store Glæde, saa det er en Lyst, saa [113] lovede de f. E. i Aftes, at Skriveren skulde komme, og nu er det atter Qvellen, og ingen Skriver endnu enten at see eller høre. – Jeg har havt Brev fra min gode Rikke i Dag. Gud skee Lov hun med alle sine lever vel, kun længes hun efter at see sin Moer Koren, som Moer Koren efter at see hende. En Transport Bøger fik og sendte jeg tilbage. – Med dyb Hiertens Andagt har jeg nu udlæst die Söhne des Thales. Men jeg maae kiøbe og eye og læse den ofte. Jeg er langt fra at forstaae alt til Grunden, men hvad jeg fatter varmer og hæver mit Hierte. Den ædle blide Molay, og den gamle barnlige Hugo, og den ^{længe saa} ubegribelige Ærkebiskop Wilhelm af Sens, hvilke Charakterer!

Aprilveyret vedvarer, og det glæder mig ordentlig, da jeg ikke mindes denne Maaned i de senere Aar er blevet sig selv saa liig som i disse syv Dage, og deraf lover jeg mig et godt Aar. Det synes jo, som Naturen var gledet lidt ud af sin Orden, og nu vil træde ind i den igien.

Torsdag aften 8^de Glad vaagnede jeg i Dag ved min Korens Side, og tænkte paa Dig, kiæreste Katty, og velsignede Dig og takkede Gud, at Du neste 8^de April skulde see Din Fødselsdag smile Dig imøde i det dyrebare Land, hvor Du først hilsede Livet, hvor Du nu, en lykkelig Kone, Moder, Søster og Veninde, atter ^skal hilse den blandt Dine Ungdoms Venner, i den Kreds, «Hiertet aldrig glæmmer.» – Jeg følte mig frisk og munter, havde min Koren igien – han kom i Aftes Kl over 8 – og skulde se Jessen min, som ogsaa kom i Morges, men strax maatte afsted igien til en Auction, og fandt det ey Umagen værd at ombytte de af Stænk og Snavs stive Reyseklæder, da de dog i Øyeblikket vilde blive ligedan igien. Min Koren tog ogsaa bort til Tinget, hvor han skal holde ud alt til Løverdagaften, men saa seer vi ham dog Morgen og Qvellen

[114] Ak, min lyse Morgen blev sørgelig formørket. Dog, noget jeg havde talt med min Koren om, havde allerede trukket smaae Skyer for Solen, der dog vel vare adspredte igien, havde ikke en stærkere Storm drevet dem sammen. Med det Udraab: «Poppe er død!» styrtede den arme Kista høytjamrende herind, og saa op paa Kammeret og i sin Seng. Jeg havde ikke forstaaet hende, fulgte hende nesten uden Bevidsthed, og hørte nu, det var hendes brave Svoger, der er kaldt bort fra en svagelig Kone og 6 smaae Børn. Stakkels min Kista fik dette Sørgebudskab saa pludselig, hun havde vist ellers ikke bragt mig det saaledes, hun der ellers giærne, om hun kunde, bar alle Livets Byrder for mig. Hun er saa usigelig nedslaget, og det er naturligt. Men nu kom hendes gode Broder, og det haaber jeg skal styrke hende. De tale nu sammen. Hun har lagt hele Dagen. Ak, og en smertelig Scene forestod mig endnu; at sige min lille Kaja hun nu ingen anden Fader havde mere end Gud, som ogsaa vilde være hendes Sødskendes Fader, hendes Moders Trøst, og min Koren. Jeg kunde ikke tale det ud for Taare, men Barnet forstod mig da jeg grædende trykkede hendes lille Hoved til mit Hierte. «Saa længe Jess og Marie og Lina har en Fader, Kaja, er Du ikke faderløs» – var alt hvad jeg kunde sige. Siden tog min fromme Maja sin lille Yndling til sit kiærlige Bryst. I hendes Skiød fandt det lille trætte Hoved Hvile. Saa tog den gode deeltagende T: Lund hende og lille Bolette med sig ud i Haven, og Taarene tørredes indtil den stedse grædende Kistas atter fremlokkede dem. See, der gaaer de, alle de Smaae, Arm i Arm, og Kaja smiler til hvad det nu er T: L: fortæller hende. «Lyksalige Alder! hvi er du saa kort?!» –

Jeg har lidt Hovedpine, og er ret mat – Dog nu er min K: kommet hiem, og det giver nok Kræfter. Min gode Maja og Telja paastaaer, jeg skal have Bygsuppe at styrke mig paa. Hertels trøstefulde Ord har givet Kista noget af sit tabte [115] Mod igien. Han er allerede reyst, den brave, sig i alle Livets Forhold saa lige Hertel. Kista har lagt sig igien. Gud gyde lægende Balsam i hendes dybtsaarede Søsterhierte! – ak, og i ethvert lidende Hierte!

Fredag 9^de Baade inden og uden Huset er det i Dag, ikke Solskin, men blidt stille Veyr, og denne Temperatur holder jeg meest af i Luften som i Livet. Jeg sidder rigtig nok ikke smertefrie her, men dog stod jeg rask op Kl 6, thi naar jeg kun ingen Hovedpine har, synes mig det andet Onde ingen Ting. Tanken om at det er Postdag, giør ogsaa sit til den blide Temperatur. Min stakkels Kista seer forvaaget og ussel ud; men hun er dog Gud skee Lov fattet, og kan tale om sit Tab og tænke paa Fremtiden. Hertel, hvis Lod det nu engang synes at være, stedse at leve for andre, tager et Par af sin Søsters faderløse Børn til sig. Han har før sin afdøde Broders 3 – altsaa giver Gud ham en stoer Familie – (to af hans Kones Sødskende er der ogsaa i Huset, og en gammel af alle forladt Kone –) at forsørge, om han selv ikke bliver saa lykkelig at vorde Fader. Dog, Gud skiænke ham denne Lykke, og i den den rigeste Løn for hvad han er for Andre, for saa Mange!

Lille Kaja sover endnu. Underligt var det, at hun i Gaar Morges vaagnede op i bitterlig Graad, og kunde neppe svare Pigen som var paa Kammeret, da hun spurgte hvad der fattedes hende? «Aa jeg drømte Faer var død» jamrede hun, «og jeg saae ham» – hun græd sig i Søvn igien, stakkels Barn, og vaagnede op for at høre sin sørgelige Drøm opfyldt.

Middag Her sidder jeg, og skulde være glad over de velsignede Breve fra Maja C, fra C: Treschow, og kan det ikke, og tør heller ikke sige hvorfor jeg ey kan det, thi minⁿ¹⁶ Koren har forbudet mig det. Jeg vil da blot sige, at han leer af mig og giør min Bekymring, at der fattes ham noget, til Spøg. Walbohm, som jeg paa min egen Haand sendte Bud efter, tager det ikke fuldt saa let; men nu gik han, leende af os Begge, til Giestad med sin Væske under Armen; Jess, som først kom hiem i Morgenstunden, [116] fulgte ham, med sine Siebensachen paa Ryggen (og saae han ud som en vandrende Bursch). Tønder Lund, heller ikke tomhændet, fuldendte Toget, som jeg dog ikke kunde bare mig for at smile af. Min Korens Onde – (saa meget seer jeg dog jeg maae sige til Eders Beroeligelse, da dette er det sidste Blad i Heftet) er paa ingen Maade farligt, men fordrer blot Forsigtighed. Ak, det var dog godt, synes jeg, saa længe han ikke behøvede at troe denne nødvendig. Men: «alt skal tiæne den til Gode som elsker Gud» – og han elsker Gud og alle Mennesker og alt som lever, og derfor skal maaskee dette Onde forekomme et større[.] Mine Strømsøe Elskede ere friske. Thrinasara var i Kirken i Søndags, og tog saa, da hun havde mættet sin Otilia, hiem med Mama si og spiste til Middag – hvilken Festdag paa Auestad! O, og saadanne give Gud Eder mange! –

Glæden taler af hver Linie i min Kattys Brev. Hun synes allerede at aande sit Norges rene Luft. I et lidet Afskeds Selskab de gav, var Øhlenschlägers og Ørsteds budne. «Jeg tænkte,» siger Katty, «at kunde sende dig en ganske frisk Hilsen fra din Adam» – men han kom ikke, hans Lotta var syg og han vilde ikke forlade hende og sin Christiane, som jeg seer, har givet ham en Søn, der skal hedde Johannes «efter Ewald og saa mange prægtige Johanneser» – skriver Katty. Gud give ham nu sin Lotta frisk og rask snart igien, at han kan nyde sin dobbelte Faderglæde af fuldt Hierte! O, kunde jeg see ham, hvor glad han er! – Men veed jeg, om han er glad? om hans Yndling Lotta er frisk igien? Jeg haaber det, haaber det, Algode, til dig!

Rimeligviis er dette Hefte det sidste, mine Elskede Kbhnske Døttre og min hæderværdige, ældste Søn læser i mit Danien. Maaskee modtager det dem ogsaa ^først her i deres Klippeland. Men hvor I læser det, Dyrebare, det vil være Eder det kiæreste af alle dem I har læst: thi har I da ikke allerede opnaaet Eders Ønskers Maal, langt fra det ere I dog ikke. Og derfor slutter jeg ogsaa med glade Ahnelser: at jeg maaskee selv bringer Eder de neste Hefter. Mere om det kiære, kun 6 Dage gl Brev, som i Morgen skal gaae til vor Sally, en anden Gang. Jeg har skrevet imens de andre spiste (Kista tvang mig til at spise Rypesteg til Frokost) og nu trænger jeg til lidt Hvile her paa Sophaen, inden jeg tager paa denne Posts svære Expedition. Sex Breve burde jeg have færdige til i Morgenaften.

[117] Løverdag 10^de Jeg har engang for alle giort mig det til en Regel, naar jeg opdagede nogle Synderligheder hos mig selv, at efterspore hvorfra de kunde have sit Udspring. I Gaar foregik en pludselig Forandring i mit Inderste. Jeg var lidt forstæmt over at vide min Koren mindre rask, mindre unverletzlich (tilgiv mig dette tydske Ord, jeg veed i Hast intet saa passende i Dansken) end jeg var blevet vant til at troe ham, og over min gode Kistas vedholdende Sorg. Med et blev det mig saa let, saa vel – var det maaskee Forahnelser («Forahnelser? hvilken dum Snak! gives der da Bagahnelser?» Ney, mit kiære Barn – jeg veed ikke hvem af Eder det var, der spurgte – men jeg giør Forskiæl paa Ahnelser der strax, og længe forud foregaaer hvad de dunkelt bebude. «Du destingverer snurrigt nok. Ja ja da, bliv ved» –) var det maaskee Forahnelser af det kiære Maja- og Kattybreve, Posten bragte mig? Vist er det, at disse Breve end mere befæstede min indvortes Roe og Munterhed. Man har undertiden bebreydet mig – men endnu har jeg aldrig bebreydet mig det selv – at min Deeltagelse i andres Vel og Vee var overdrevet. Lad saa være, jeg finder mig vel ved det, og beder den Algode at mit Hierte før maae holde op at slaae, end føle anderledes end nu.

Dog, Andres Vee og Vel sagde jeg her kun saa i Almindelighed. Min Maja, Thrinasara, mine kbnske Børn, I Alle, Elskede, ere jo ikke Andre, I ere jo mig Selv, da I ere Mine. Naar jeg nu tænker paa, at jeg snart kan haabe at see Eder fast Alle og paa engang omkring mig! «Du kan ikke, siger Du, elskede Katty; saa langt borte tænke Dig det Øyeblik saa nær, der skal som med et sætte Dig i den elskede Kreds, tænke Dig, at Du skal see Din Moer Koren ligesaa snart som Sally seer hende, og alle Christianiensere, ja selv Majadals Maja.» Jeg kan selv neppe tænke mig det, mit kiære Barn, og dog Gud skee Lov, er det saa. Selv Collegialtidenden, den Ufeylbare, bekræfter det jo. Ja, vel vil Eders Afskeed, I Kiære, med saa mange elskede [118] Væsner, falde Eder tung – denne Følelse er ikke den mindst smertelige, Erfaring har lært mig – men den hellige Erindring (som ofte synes mig huldere, skiønnere end selve Haabet) vil troefast følge Eder, og smelte de forbigangne og nærværende Glæder saadan i Et, at disse forøges ved hine.

Søndag 11^te Med hvor mange Pakker ^{og Breve} vandrede nu den liden Gangerpilt, Ole, ad Byen til. Iblandt disse var et lidet til de kbhnske Døttrene mine, som nu snart ikke mere ere de kbhnske, men de ægte norske som før. Aldrig pleyer jeg foretage mig noget, hvorved jeg tænker: det er for sidste Gang – uden en underlig vemodsfuld Fornæmmelse. Men ved at tænke mig: dette er det sidste Brev, det sidste Journalhefte de Elskede dernede modtager fra dig – fornam jeg intet uden Glæde. I Gaar skrev jeg med Posten til min dyrebare Maja C, og til den stakkels Poppenheim, eller rettere bortsendte de i Fredags bortsen ^skrevne Breve. I dette Arbeyde blev jeg ellers afbrudt af en Visit, Mad: Munthe og en Mad: Michelsen fra Hurdalen, der vel ikke varede længe, men dog – længe nok, især da det siden blev for mørkt til at ile igien hid og styrke mig efter den flaue Samtale. Adskillige Gange blev jeg i Formidd: afbrudt, da jeg dog havde det retteligt travlt, men baade den snilde Walbohm, Fader Mørk og Frue Hiort sagde jeg uden Forbeholdenhed, at jeg ikke kunde underholde mig med dem før mit Byebud var expideret. De to første bleve da ey saa længe, men Frue Hiort tog nyelig, Kl 5, herfra. Maren Skieldrup er her ogsaa siden Fredag i et Besøg for nogle Dage og for lidt siden kom Frøken Keilhau. Min Maja er ikke ret brav i Dag kan jeg mærke, skiøndt hun ikke klager over noget, men smiler blot naar jeg seer paa hende, og forsøger [119] at være frisk Fyr. Men alt hvad der hedder Forstillelse er jo det kiære Barn fremmet. Det er dog med Guds Hielp kun Hovedpine, det moderlige Arvegods, som efter en roelig Nat gaaer over igien. – Træt af denne hele Dags Skriven vil jeg nu gaae ind, og ligesom Syvald spørge Kabalen, om mine Kiæres Opreyse skal gaae for sig til Lands eller Vands. Gaaer den ud, bliver det det første, thi det ønsker jeg helst.

Mandag 12^te Den gik ud, altsaa, Elskede, kommer I til Lands. Vi faaer nu høre, om Syvalds Orakel har sagt det samme, og hvor vidt man kan forlade sig paa dets Udsagn. – Det har været saa stille, sørgmodigt her i Dag. Min Kista gaaer med rødgrædte Øyne – det er hendes Svogers Begravelsesdag, og alle de grufulde Scener staaer saa levende for hendes Øyne. Lille Kaja, som dog ingen har sagt noget herom, synes det Ahnelsen afpræsser Taare. Min Marie er ikke ret frisk, var det ikke i Gaar heller, som dog først imod Aftenen blev mig tydeligt. «Jeg har blot lidt Hovedpine, Moer!» siger hun, naar jeg bekymret seer paa hende; men den hastige Rødme paa de blege Kinder røber at hun siger en Usandhed, og føler vel, at det er mere. Dog forekommer hun mig bædre end i Morges. Gud give det var saa, og at hun snart maatte blive fuldkommen rask og munter igien, som hun nu længe har været.

Det er en sand Vaardag. Forrige Aars May havde faa saa skiønne. To Gange har jeg været paa Veyen at giøre min første Tour i Haven, men er blevet hindret; og nu aftnes det, saa der vel heller intet bliver af. – Fra min kiære troe Lotta fik jeg Brev med Posten, og deri den ubehagelige Ikkenyehed, at fem til Trondhiem bestemte Kornskibe vare tagne nær Reysens Maal. Hvad betyder da al den Snak om frie Fart og forestaaende Fred? Ak, det er ikke godt at dysses i saa blide Drømme blot for strax at vaagne til mørk Virkelighed.

[120] Tirsdag aften 13^de Bleeg hænger Maanen paa den rene dunk‹el›blaa Himmel her lige for mit Vindue. Hvilken herlig Dag, hvilken sød stille Aften! Med min Koren har jeg giort den første Tour i Haven, saa langt vi kunde komme. Endnu er det Nederste meget vaadt. Men jeg sad et Øyeblik i alle de tre Lysthuse, jeg kunde komme til, mit eget, det ved Keglebanen, og Saras – nu Majas. Og i dem alle tænkte jeg paa, hvordan jeg her i Sommer med Guds Hielp skal sidde hos, blandt de Dyrebare, de, som ofte sad, og de som aldrig før sad der med mig. Ak, men nu naar jeg seer paa den blege Maane, tænker jeg paa den arme Wulfsberg, der maaskee i dette Øyeblik staaer saa bleg og stille ved sin kiære Mosses kolde Liig – Mere i Morgen.

Onsdag – Sommerdagen. Ja, de har mistet sin Førstefødte, de arme Forældre, skriver min kiære gode Lotta, fra hvem jeg nu ^{i Gaar} fik et langt Brev med hendes Brodersøn, min T: Lunds Broder, der spadserede herud med lille Ole. Hun døde pludselig af stærk Hævelse. O, lyksaligt er vel hvert Barn der i denne Uskyldsalder gaaer ind i den Himmel, hvor vi kun ved at vorde Børn igien kunde komme. Hvorfor jeg troer dette Barn dobbelt lykkelig ved den tidlige Bortgang herfra, behøver jeg ikke sige Eder, saa lidt som hvorfor jeg beklager Faderen end mere, føler hans Smerte end mere end Moderens. – Med de smaae Gangerpilte fik jeg ogsaa et lille kiærligt Gesvindtbrev fra min Ragna, og et meget langt og meget gammelt fra gamle Moer Møller i Kbhn, der paa sin gode sparsommelige Viis ikke skriver uden med Leylighed. Min kiære flittige Lotta maae ogsaa her have dobbelt Tak for det lange Brev, som jeg ikke kunde ventet efter at have faaet et saa nyelig med Posten. Jeg har begyndt paa et Brev til Slotspræstbarna, men da jeg nu neppe faaer det bort inden Løverdag, haster det ikke [121] just med at fuldende det; dog er det ligesom jeg var blevet lidt roeligere siden jeg begyndte paa det. Kista rystede min, dog ikke slumrende Samvittighed forgangen Dag ved at spørge: hvorfor Moer saa sielden faaer Brev fra Festningen? og lægge til: «Kanskee Moer heller ikke har skrevet did nyelig?» – Men maatte jeg arme Barn, som dog kun har et Hoved og een Skriverhaand, ikke først have tømt de manende Breves Rum, som jeg til min Forskrækkelse faldt ^fandt halvfuldt da jeg kom hiem? Det maae være et Brev af synderlig Natur, jeg længe kan lade være ubesvaret.

Min Marie var ret ussel i Gaar, laae meget og gik ordentlig tilsengs Kl 8. Dog sov hun endnu da jeg gik ned, og jeg har intet hørt fra hende endnu i Dag. Gud lade hende vaagne styrket og i det mindste bædre, end hun var i Gaar. Klagede hun – det vilde vel saare mig, men det stumme Smiil i de fromme matte Øyne saarer mere.

I Dag har vi, hvad her er usædvanligt, begyndt at pløye, og lød Taarn-ⁿ¹⁷ eller som de her kalder det Vællingklokken for første Gang for at kalde Folkene hiem fra Marken. Det er da ogsaa hvad Sommerdagen egner og anstaaer.

Nu var Maja her og hilsede mig Godmorgen, og forsikrede hun var bædre. Da hun har noget Arbeyde, som endelig maae være færdigt til Helgen, læser vi ikke i Dag, og derved taber jeg en sand Fornøyelse. Den raske muntre Lina ramser sin Oversættelse op saa jeg neppe kan følge hende med Øynene; men spørger jeg da om enkelte Ord hist og her, gaaer det ofte istaae for Mamsellen. Dog bliver det daglig bædre hermed. Maja har ikke, og har aldrig havt Sands for noget Overfladigt; hun maae trænge tilbunds, og bevarer det saa dybt i det stille Hierte.

Grumme travlt faaer min Koren i Dag med at copulere og pode. Baade fra Økeren og Tøyen fik han i Gaar en deylig Mængde Podeqviste, dem han saae saa forliebt paa, som om det havde været – jeg vogter mig nok for at sige hvilken – Frue –

[122] ⁿ¹⁸Og nu – Kl. 11 – skulde I see ham siddende her, nesten i en heel Time paa samme Sted, oversmørende de Baand der skal bindes om Podningerne med Vox, som han blødgiør ved min Kakkelovn, hvor der dog endnu det meste af Dagen glimter lidt Ild under Asken, og atter om et Par Timer, naar vi har spiist, skulde I see ham med sin Halmhat paa liggende paa Knæer og Albuer for det ene Træe efter det andet, hvor I vist kunde finde ham lige til den bælmørke Nat. Gode, taalmodige Skriver! saae Du dog Frugten af al Dine Bestræbelser!

Skiærtorsdag Aften Lieut: Fabritius kom i Aftes fra Kbhn til Gislevold, hvor hans Grethe er. Nu ere de her begge, og med dem en Bredal, som er fulgt op med Fabritius, og veed jeg ey mere om ham, end at han er en Bergentser. Men det veed jeg, at Fabr: har bragt mig fra min kiære Søn Irgens Bergh Grundtvigs Krønike, og min Adams Kanariefugl og Ærlighed varer længst. Den første læste jeg i Midd: Hvilestunden her paa Sophaen, og loe, nesten som da jeg læste Freyas Altar, ganske høyt. Der seer man ham ret i al sin ungdommelige Lustighed, og paa hvert Blad staaer den velsignede Yngling for mig i al sin deylige Kortvillighed, som naar han for 11 Aar siden ret var paa sin hvide Hest. Den lille Idyl har jeg lovet at læse høyt for Barna, og skulde nu til at opfylde mit Løfte, da de Fremede kom.

Min Koren var i Kirken og hørte en god Præken, siger han, af lille Mørk. Skiøndt Maja Gud skee Lov er meget brav i Dag, fik hun dog ikke Lov at gaae i Kirken, da det blæser saa koldt. Et i Gaar begyndt Brev til Slotspræstparret har jeg giort færdig i Dag, og gaaer det i Morgen til Byen tilligemed et Par Linier til Lottamoer. Nu kom Jess galloperende fra Hurdalen. Det andet unge Mandskab spadserede i Daggryet til Rotnæs. Ogsaa anden Deel af Ingemanns Digte fik jeg fra Søn Irgens; men da [123] ⁿ¹⁹jeg har dem før – en Foræring af Steinarsen – gav jeg Marie ogsaa denne som den første Deel.

Langfredag Heller ikke i Dag kom jeg i Kirken. Maja, Kista og Maren S: var der, skiøndt jeg nødig vilde, Maja skulde gaaet ud i den stærke kolde Blæst; men hun var godt indpakket, og har nu alle Jomfruerne mine, Telja undtagen, været en Tour paa Gislevold for at besee al Grethes Brudestads. Ellers alt stille her. En rig Post fik jeg i Aftes. Majabrevet, det kiærlige lange, et D^o D^o fra Egersønnen, og et D^o kortere fra Søn Slotspræst, der var kommet med Bud, og ledsagede en Pakke som har givet Pavels nok at speculere paa, da den, han vidste ikke hvordan, var kommet ind i hans Stue, var med Udskrift til mig addresseret til ham, han kiendte ey Haanden. Det var imidlertiid hverken meer eller mindre end Hesperus, som E: Munk kiøbte for mig i Kbhn, og nu kom op med unge Bukiær, med hvem ogsaa Maja C nu har faaet sine Bøger – Det ahnede mig, der var Brev fra Aggers Festning – Jeg ventede lidt Skrub for jeg ikke hadde skrevet, og værgede mig alt i Tankerne med mit afsendte Brev. Men see! der var ikke et bebreydende Ord fra min gode Pavels, ikke engang Klage over de vedholdende Smerter i hans Been. Giid den rene Vaarluft maatte formilde disse Smerter. Han takker Gud med sønligt Hierte for sin fromme Moders Befrielse fra alle de mange Aars Lidelser hun med saa sielden Aandsstyrke har udholdt. Gamle Nordahl Brun, som hendes Dødsdag fyldte sit 68^de Aar, var hos hende nesten til sidste Øyeblik. Samme Dag og Time som hendes Mand for et Aar siden blev baaret til sit Hvilested, fulgte hun ham i Glædens Boeliger. – Wulfsberg – især Faderen – sørger hierteligt over den lille Frederikes Bortgang. «Tanken om hendes høyere Lyksalighed skal trøste os» – siger han i Bekiendtgiørelsen af hendes Død – O ja, hvad anden – hvad større Trøst gives der‹…› havde vi ikke denne, hvad havde vi da?! –

[124] Første Paaskedag Glædelig Fest, mine Elskede Alle! Solen skinner, som I jo veed den altiid skal og maae paa denne Morgen; men det er en skarp Storm fra Norden, og den er det vel, der huserer saa skarpt i mit Hoved. Det var saa tungt, da jeg vaagnede ved min sædvanlige Tiid, at jeg ikke kunde faae det fra Puden før Kl 8. Min Kirkegang bliver der da heller ikke noget af i Dag, og jeg faaer derfor holde min Andagt i Stilhed, tildeels med Grundtvigs Krønike som jeg alt er langt henne i, nesten ved Reformationen. Ellers skal jeg skrive et Par Breve, da jeg troer min Hr Søn i Morgen nok kommer til at giøre en Tour til Byen – I Gaar Formidd: i stille, godt Veyr, gik Maja, Lina, Telja og Maren til Houg og kom først hiem da Paaskegrøden stod paa Bordet. Lidt før kom alt det unge Mandskab tilbage fra Rotnæs, hvor de spadserede hen Torsd: Morgen, og var begge Hertels Brodersønner og hans yngste Svoger med dem, saa her med et blev saa levende i Huset, som det Dagen igiennem var stille. – Da jeg havde forseglet Løverd: Brevet til Dig, elskte Maja C, erindrede jeg først at jeg ikke havde ønsket Dig og Dine en glædelig Paaskefest. Det har jeg dog sandelig lel, fast det ikke staaer i Brevet, og Du veed det ligefuldt.

Onsdag 21^de Saa længe har den stakkels Dagbog hvilet. Det kommer da af, at jeg Gud skee Lov ogsaa har hvilet i Fred og Roe, det er, syslet den ene Dag som den anden, og fast ikke seet et fremmed Menneske – thi Fabritius, hans Grethe, Walbohm og Mørk kommer og gaaer saa dagligdags.

Jess kom ikke til at reyse før i Gaar Morges, og havde jeg da sørget for, han var vel bepakket med Breve til mine Kiære fiærn og nær! Anden Paaskedag var Børnene budne til Giørups, og toge did, skiøndt det var et fælt Stormveyr, som det da har været fra og til i al denne Tiid. Om Formiddagen vare de i Kirken. Det var Munthes Offerdag, og derfor kom vi ikke til Bords før Kl over 3. Uagtet han [125] fra den hellige Talestoel havde ladet tillyse, at Almuen maatte erindre, hvor lidt de nu gangbare Penge gieldte, troer jeg ikke, denne Forsigtighed var ham til stoer Baade. Dog var han paa sit Viis ret bliid, især da han havde faaet sin Midd: Hvile, den dog de forstyrrede Unger ved idel Trappeløb op og ned, ofte havde afbrudt.

Der maae være underlige og vigtige Ting i Giæring, Rigernes Vel og Vee angaaende, kan man slutte af et Brev min Koren med Søndags Posten (den vi først faaer Mandag i denne Tiid) fik fra Stadtholderen. Dets Indhold er Eder formodentlig Alle bekiendt – thi det skulde paa en Maade offentliggiøres – inden I læser det her, altsaa derom intet. I veed, jeg forsager ikke let, heller ikke nu har jeg tabt Modet, og taber det først, vil Gud, med Livet, taber det da, for at vinde det utabeligt – det kan ikke synke, da det grunder sig i Haabet paa den Albarmhiertiges Kiærlighed, i fast Liid til ham. Ak, men dog kan jeg frygte, maae jeg frygte for mit elskede Danmarks Hæder, mit kiære Norges Fare, frygte for at Gud endnu længere finder det nødigt at sætte os paa haarde Prøver, og da kan jeg ey andet end sukke med Digteren: «O tilgiv, Miskundelige! At vi græde, naar vi sige: Skee din Villie, Gud!»

Efter hvad hiint Brev lader formode, seer vor gode, haardt betrængte, faderlige Konge sig nødt til, hvis det arme Norge ^ikke skal blive et Offer for Hunger – eller Fiendesværd, at giøre det tunge første Skridt til Forlig med det troeløse Britannien. Dertil tvinger det ikke mindre skiændigt troeløse Naboe ham – og det er det, som saa inderlig bedrøver, ja nedbøyer mig – anden Gang at see det elskede, mishandlede Fødeland saa skrækkeligt ydmyget. O Gud, kan [126] det skee, da tag denne bittre Kalk fra os! Dog skee ikke vor Villie, men Din! –

Torsdag 22^de Her sidder jeg igien med det samme tunge Hierte, som endnu een Bekymring nedtynger: min fromme taalmodige Maja er ikke brav. Jeg seer det tydeligt, men det saarer hende naar hun troer jeg veed det, og saa undertvinger jeg mine Spørgsmaal, og ønsker kun, at jeg saa godt kunde tilbagetvinge mine Taare, som nu giør mig utydeligt hvad jeg skriver – Roserne paa hendes Kinder ere saa blege, Øynene, de blide, saa matte. Naar Marie fattes noget, er ogsaa Lina stille, stillere endnu end Søsteren, som vil faae os til at troe hun intet fattes. Ak, vi ere Alle jo kun Eet, et Legeme, en Siæl, og maae lide med hverandre, glædes med hverandre. Den ømme Telja, et Lem paa det samme Legeme, gaaer og steller saa sagtmodigt om sit Hiertes Yndling. Dog, hun ligger ikke; hun sidder alt længe siden ved sin Rok. – Min Kista tog i Gaar til sin Broder, Maren Skieldrup med hende, og kommer tilbage i Morgen. Ogsaa Hertels Ungdom gik hiem i Gaar, saa vi nu af Paaskebesøget kun har min Lottas Pleyesøn, min Tønder Lunds Broder, igien. Han spadserer tilbage i Morgen. Solen skinner, men ikke varmt. Den barske Nordenvind, som hvilte et Par Dage, er begyndt igien, Nattefrosten ligesaa. Jeg frygtede nok for, det milde Vaarveyr kom for tidligt til at holde ud; og nu skader det vel ogsaa mindre, den tørrende Vind og Nattekulden, end om vi skulde faaet det senere. Gud give, det nu maatte rase fra sig, og det giør det vist.

Rygtet sagde i Gaar, at den til Christ: nyelig ankomne nye Stiftamtmand, Thygeson, er reyst til Oplandet. Jeg, med flere anseer det for et Held blandt Landets mange Uheld, at den raske, unge, paa Siæl og Legem sunde Mand er kommet paa en Post, hvor han er, men den ædle sagtfærdige Rosenkrantz vist ikke var, paa den rette Hylde. Hensigten af Th: Reyse veed vi ikke, men god og for [127] Landet nyttig kan man ey tvivle om den er. Siden vi taler om saadanne Ting, kan jeg ikke andet end yttre min Harme en Smule over, at Grev Knuth, den unge, driftige Mand, tog sin Afskeed fra en Post, hvor han med sin utrættelige Arbeydsomhed, sin alvorlige Iver for alt hvad godt og ret var, kunde været Fædrelandet saa meget: Det er vist nok vanskeligt at bedømme andres Handlinger, hvis Grunde man ey veed – jeg dømmer heller ikke den brave Knuths, men siger blot, hvad Juristerne kalder «sin uforgribelige Formening.» Lidt bidrager det vel ogsaa til min Fortrydelse, at jeg holdt saa meget af den simple, godmodige unge Mand, og ret glædede mig til at see ham her engang imellem – Ikke saa lidt troer jeg –ⁿ²⁰

I Forgaars begyndte jeg at oversætte Tobias Hoppe, tildeels efter min kiære Egersøns Raad. Han skrev nemlig, da jeg klagede over at Seidelin ikke, og neppe nogen i denne Tiid vilde paatage sig at trykke mine mange Oversættelser, som saa: «Lad Dem ikke derved afskrække, kiære Moer Koren, fra at oversætte Lafontaines bedste Arbeyder, hvortil De har et saa sandt Kald. Der kommer bædre Tider. Naar det store Blodbad – og det skeer vel snart – er forbi – da da vil de fredelige Muser atter høres og dyrkes ved den stille Arne, og da vil den afvexlende ‹…› ^huslig-blide og romantisk-kraftfulde Lafontaine være velkommen. Under alle Omstændigheder glæder De Deres ikke tydsklæsende Veninder etc.» – Ja, dette sidste er det der giør mig dette i sig selv behagelige Arbeyde dobbelt behageligt, og det gaaer fra Haanden som det var smurt –

Og nu har jeg rigtig skrevet mit Hierte lettere, som det altiid bliver naar jeg taler med Eder, Elskede, og kan kære Eder alle dets smaae og store Sorger. Der er min stille blege Maja med sin Bog, og nu skal vi til at læse. Saa kommer Lina hoppende bagefter, og atter tager jeg da fat paa min Oversættelse – Posten venter jeg vist, min Jess halv om halv i Aften. Gud give jeg med begge maae faae ønskelige Efterretninger – (Ney nu seer jeg først den canallie Skrivers Anmærkning)ⁿ²¹

[128] Løverdag 24^de Jessen min kom Torsdagaften, men ingen Post før Fredag ud paa Formidd, og var jeg allerede færdig at skrive det tunge Hierte let her, eller lettere – thi i et Brev til Lottamoer, Svar paa et langt, kiærligt Jess bragte mig fra hende – havde jeg allerede udtømt en Deel af hvad der tyngede paa det – da den kom, bragte Aviser og mit Majabrev. Dette sidste vidste jeg, var der, og saae nu for første Gang Aviserne med end større Glæde. Det vil blive Eder tydeligt – «Herregud, Moer Koren, troer du os da saa dumme at vi ikke kan begribe, uden du tyller os det ind med Skeer, at du frygtede for Postens Standsning i Sveariget, og saae deri Krigserklæringen?» – Ja, mine kloge Børn, saa var det. «Er Kbhns Post kommet? Er der Aviser?» lød fra alle Kanter, og da vi havde disse, var det fast, som havde vi holdt Fredstractaten i vore Hænder. Det vil vel synes (er det maaskee ogsaa) latterligt, men I skal see mig i alle mine Skikkelser, Børn. I mit stille Sind – som Maja C altiid siger – havde den Idee sadt sig fast: «Er Posten kommet op denne Gang, faaer vi Fred med Sverrig.» – den er ikke rokket et Haarbred endnu, og give Gud, dens Stadfæstelse snart maatte følge! – End gladere maatte vi blive ved Aviserne, da de lader Sverrig trække en Armee, og det med dets Kronprints i Spidsen, ad Tyskland til – torde vi kun troe det! Mistroe, veed I nok, er ikke i min Natur, snarere det Modsatte. Men Gud forlade Sverrigs Fyrster, at de, til alt det øvrige de har at staae til Ansvar for, har saaet denne slemme Sæd i mit Bryst, og vel paa et Sted, hvor hidtil intet Forsøg er giort: thi denne har slaaet Rødder, der dog, med Guds Hielp, om de ey lader sig udrydde ganske, ikke skal brede sig nok ud for at qvæle – hvad hidtil udgiorde mit Livs bedste Glæder – Troens frugtbare Sæd [129] med dens liflige, qvægende Skygge og Frugter. – Foruden Lottabrevet, bragte Jess mig et fra min Sally; det første siden vi saaes. Hun er Gud skee Lov frisk, men hiertelig bekymret ved den Taage der atter lægger sig uigiennemtrængelig selv over den nærmeste Fremtiid. «Hvordan bliver det? Moer Koren! Hvordan kommer nu vore Elskede herop?» er Resultatet af det kiære ængstelige Barns Brev. Jeg skal svare, og give hende alt hvad jeg kan give hende, alt hvad jeg har: mine lyse Forhaabninger.

Min hulde Ragna kunde ikke skrive. Hun har forbrændt sin Haand, og skiøndt mindre smertefuld, var den hoven endnu. Baade min Lotta og Maja C har havt en slem Paaskehelg, begge de Kiære har været plaget af den hæslige Gigt; dog er Maja mi bædre, ja føler sig endog friskere end før Gigten brød ud; men Lottamoer lider endnu smerteligt i sine Arme, og smerteligere ved at see sin Jørgen lide af den vel saa kiedelige som smertefulde Øyensvaghed, der har anfaldt ham i denne Vaar. Alle disse skriftlige og mundtlige Efterretninger bragte Jess hiem med sig, og Krigsrygterne og Tilberedelserne, og endnu et Brev fra den snilde Stenersen, som saa fast havde foresat sig at komme herud i Paaskedagene, men ey torde tænke paa sligt i denne Tiid, da enhver Melitair er tilsagt at være paa Pletten 5 Timer efter Bannens Lysning (som Fredens Gud give, aldrig mere maatte lyse over Landet!) – Jomfruerne kom seent i Aftes fra Næss, hvor de havde fundet alt vel, lille Moer Hertel uvanlig brav. I Morgen havde jeg tænkt at see engang igien til min gode kiære Rikke; men de siger, der endnu paa Veyen did er slemme Tellegrøb, og saa nødes jeg vel til endnu nogle Dage at nægte hende og mig den længe savnede Glæde at sees og tale sammen. Reyser jeg ikke, skriver jeg, og sender Øhlenschl: Stykker, og giid hun ikke vilde lade udgaae saa haard en Dom over dem, som – visse andre Folk har nedslaaet mig lidt med.

[130] Søndag 25^de Jeg skal love for, min Rikke faaer Besøg i Dag, og Hilsener fra sin Moer Koren. I Gaar mod Aften kom lille Ragna Chrystie spadserende de halvanden Miil fra sit Hiem hid, mutters ene. Det er da vel Marias kiæreste Barndoms Veninde, og Venskabet har voxet med dem. Her blev da en Glæde.

Lidt efter kom Fabritius med sin Grethe, og saa blev der overlagt, de alle i Dag skulde gaae til Plogstad. Kl 6 var bestemt til Mødet her, men først Kl henimod 8, nu i Øyeblikket, gik Toget for sig, Fabritius midt imellem de 6 Pigebørn, hans egen, mine tre, Ragna og Maren S. – Jess fulgte dem til Veye.

Og nu har jeg ret Tiid og Andagt til, før jeg gaaer i Kirke, at sige Eder i al Korthed og Enfoldighed min Mening om Grundtvigs Krønike, den jeg ret med Alvor og Opmærksomhed nu har giennemlæst. Jeg finder Forfatteren fra den hiertelige Fortales Begyndelse til sidste Linie den samme redelige, Gud og Menneskene velmenende Mand, der lægger sit Hiertes Inderste for Dagen uden Sminke og Skrømt, varmt og strængt, alt som han føler til, men aldrig spottende, aldrig bittert. For at kunde dømme nogenlunde upartiskt om et Værk, er det vel nødigt at tage saa meget mueligt, samme Stade som Forfatteren seer Tingene fra, og det er saa meget mindre vanskeligt her, daⁿ²² Grundtvig staaer urokkelig paa samme Sted, uden at vige til høyre eller venstre. Skal jeg sige Eder, hvordan han paa sit Dommersæde (som Pavels kalder det) kommer mig for? Som et Medlem i den hemmelige Ret i dennes første Indretning, der sin Eed og sit Løfte troe maae, ofte med dybtblødende Hierte, udtale sit: «Skyldig!» over sit Hiertes Nærmeste og Dyrebareste. At jeg ikke stedse er eller kan være af hans Mening, behøver ikke at staae her; men selv hvor jeg var det allermindst, har jeg ikke kundet miskiende ham, har jeg ikke kundet opdage Spor til personligt Angreb eller Hyklerie. Han har svoret til Guds og Sandheds Fane, og er blevet sin Eed troe – Naar jeg her nævner Sandhed, forstaaer l at jeg mener: Hvad han efter sin Overbevisning følte var Sandhed.

[131] Hvor rigtigt er hvad han siger om Baggesen; hvor skiøn og rørende hans Opfordring til ham: at vende tilbage til den Tiid, han var lille! Ja, selv hvor han taler om mine kiæreste Yndlinger, Ewald, Øhlenschläger, Herder, Schiller, Rousseau, ere vi kun i meget lidt af ulige Meninger, den strænge Grundtvig og Eders, som I alle ere enige om at kalde hende, mildtdømmende Moer Koren. Og nu, før jeg slutter min Recension, vil jeg afskrive Eder ^hvad min kiære Søn Pavels siger i sit Seneste: «Grundtvigs Krønike har jeg læst; det er en interessant, men for mig pinefuld Lecture, og jeg takkede Gud da jeg var færdig med den. Det er frygtelige Mennesker, de, der saaledes sætte sig paa Dommersædet over Levende og Døde, og finde hundrede slette mod en god» etc[.] At flere er enigere med Pavels end mig, vil jeg giærne troe. Vist nok er der noget Frygteligt i at see et Menneske, et skrøbeligt Støvets Barn sætte sig til Doms over andre Støvets Børn. Men har Grundvig det? Saa forekommer det ikke mig. Han har, med dyb Erkiendelse af sine egne Brøst og Bræk lagt sine Meninger og Tanker for Dagen, fordi han ikke allene følte Trang til at kundgiøre dem, men efter den Aand der besiæler ham – (og det bør hans Bedømmere aldrig tabe af Syne) følte sig tvungen til det, fordi en Stemme i hans Indre – hiin Aand – bød ham og sagde: «Nu er det Tiid. Træd frem og tal!» – Dog, det synes Eder vel høy Tiid, jeg hører op at tale, og nu tier jeg strax, blot jeg siger Eder: at i lang Tiid ingen Læsning har været mig kiærere, eller saaledes interesseret og giennemvarmet mig som denne Krønike. To Mænd undrer det mig høylig ikke at finde omtalte. Jeg nævner dem ikke her, fordi fast alle disse Blades Læsere og Læserinder, som læser Krøniken, sikkert vil savne dem og undres med mig, at Grundtvig i sit Firmament har udeladt to Stiærner af første Rang. Og er det næsten det Væsentligste, jeg har imod den kiære Bog.

[132] Mandag 26^de En ret meget god Præken hørte vi, min Kista, min Skriver og jeg, af lille Mørk, som først var herinde en rum Tiid. Dagen gik stille, alt til Kl 8, da den kiære Ungdom kom tilbage, dog vare de trætte og gik tidlig tilsengs. Endnu, Kl 8, er ingen af dem kommet tilsyne i Dag. – De Elskedes Hvilested besøgte jeg da ogsaa i Gaar for første Gang. Kun et Rosentræe saae sygt ud, de andre bliver ved at tegne godt.

Et Brev min Koren fik i Dag ^Gaar med Bud, indeholdt lutter godtspaaende Efterretninger. Ogsaa i Aviserne var intet Modsigende. C. Moltke har Audients hos Ruslands Keyser – Bernstorf er paa en engelsk Brig gaaet til London. Ak, mon det er kommet dertil, at Danmark maae giøre det første Skridt til Fred med vore Ødelæggere – maae kiøbe Norges Rædning med Resten af den danske Hæders Undergang?!! – – Dog, jeg vil vende, saa vidt jeg kan, Øyne og Tanker fra dette vel endnu uigiennemtrængelige Mørke, og derimod opbevare en smuk Anecdot som findes i sidste Intelligentsblad.

En Selveyerhusmand havde lagt en Tiid lang syg. Børnene vare voxne og fraværende. Konen allene rygtede den Syge og hendes øvrige Dont i den som sædvanlig eneste Stue de havde. Manden var afholdt af Naboerne, som, naar deres Vey faldt saaledes, saae og spurgte til ham. En af disse kommer en Dag, og spørger Konen: «Hvordan er det med'n Gabriel?» – Hun svarede:« Je veit inte, du faaer siøl see.» Han gik hen til Sengen og sagde efter nogen Beskuelse: «Je mener'n Gabriel er dau,» – «Det kan nok være,» svarede Konen – «je har inte fornømmi, han har rørt paa sey i et Par Dage.» – Naboens Gisning var ganske rigtig. – Den seer mig ud til, denne Anecdot, at kunde være af Hr Vangenstens Fabrik. – Børnene loe og kunde ikke tale om andet den hele Qvæl. Ogsaa min Rikke havde leet godt sagde de. Hun var ellers atter i Gaar blevet sveget i Venten efter sin Moer Koren. Sidst i Ugen sees vi vel først. Alt var Gud skee Lov vel der. Børnene havde moret sig deyligt paa Touren, og befinder sig – nu ere de alle paa Benene – vel efter den.

[133] Det er nu længe siden, mine Elskede, at I fik en Stump Drøm. En ret ængstelig havde jeg i Morgenstunden, som jeg maae fortælle Eder. Min kiære Øhlenschlager, kulsort klædt, skulde, syntes jeg, forlade sin Kone, sine Børn, mig, alle sine Kiære. Han græd bitterlig, og jeg græd med ham, og fulgte ham et Stykke paa Veyen, men kunde ikke, forsøgte ey heller at trøste ham. Vi kom til et dybt Morads, og her bad han mig vemodig, ikke at gaae længere. Jeg blev staaende og saae efter ham, hvordan han med langsomme tunge Fied vadede frem, uden at see sig tilbage; men før jeg saae ham over dette fæle Sted – paa den anden Side af det var en høy, grøn Bakke, – vaagnede jeg ved en Larm neden under, og takkede Gud, det var en Drøm, og bad, det ey maatte have nogen sørgelig Betydning, og at den lille Lotte maatte være frisk igien, og alle hans Elskede og alle, alle mine Elskede. – Et Dødsbudskab, men et glædeligt, fik jeg rigtignok i Morges. En gl Husmand, som syg og forhungret kom hid mens jeg var i Drammen, og min gode Koren har beholdt her siden, alt til for et Par Dage, da han følte sig brav nok til at see hiem til sin hele Vinteren sengeliggende Kone, var gaaet bort i Nat fra denne ham saa sørgelige Verden. Endnu i Gaar spiste han af den Mad, vi sendte ham, og det er mig en trøstelig Tanke, at dog denne Gamle ikke døde af Sult, hvad med Guds Hielp den igienlevende gamle Kone heller ikke skal. Hendes Levedage ere, haaber jeg til Gud, ikke heller mange. Manden var 71 Aar, og Graver i meer end 40 – Endnu for faa Dage siden tilberedte han en Broder det sidste Sovekammer, men fik det ey færdigt, troer jeg – han var for mat. Nu maae en anden tillave ham det kolde, men bløde, sorgfrie Leye. Hviil i fred, gamle Ole! – Kista kom saa fornøyet og fortalte hans Bortgang, og takkede Gud for hver Gang hun havde lædsket og mættet ham.

[134] Onsdag 28^de Da man sagde den gamle Kone, at hendes Mand var død, sagde hun: «Jeg kommer snart efter dig, Faer!» – Og acurat 24 Timer efter, i Gaar Nat, opfyldte hun sit Løfte og fulgte ham.

Det er nu atter, eller seer dog ud som var det fuld Vinter. Sneen har bedækket alt; men dog er det ikke koldt, kun lidt Blæst, og Jorden, den tørre af de vedholdende Storme haardgiorte Jord, har vist nok godt af det bløde, blødgiørende Dække. Men det seer saa trist ud. Fuglene tier. Selv min muntre Sladdrer, Stæren, lader sig ikke see eller høre. Denne tilsyneladende Vinter skulde dog vel ikke have skrækket ham tilbage til vinterløse Egne? – Hvad der i Dag giør mig den døde Natur endnu traurigere, er, at et Par af Pigerne (den ene min kiære blide, vakre Marte Rud) er ret usle, og min Maja har slem Hovedpine, og Kista er heller ikke ganske frisk. Dog, hun gaaer i sine sædvanlige Sysler, og Maja sidder alt fra tidlig Morgenstund ved sin Rok. Der sidder ogsaa Telja Dag ud Dag ind, skiøndt det er mangen god Dag siden hun var ret frisk. En slem Hoste er det, som nu mest plager hende. Lina har havt og har en rasende Snue; men hun er lige lustig, kanskee fordi hun har hørt, man bliver vakker efter Snue. I Aftes kom vi i en god Latter af Kaja. Der var en Mand, sagde de, som havde Farvemose at sælge. Jeg bad hende gaae ud og høre, hvad han vilde have for den, og hun kom tilbage og sagde ganske roelig og sagtmodig: «Det skiller ikke dig!» sagde Manden til mig. I kan aldrig troe, hvor latterligt det klang. Den grætne Gamle vilde have Meel for sin Mose. Det kunde vi ikke give, og saa gik han.

[135] Torsdag 29^de Det har frosset stærkt i Nat, og alt saae i Morges vinterligt ud. Solen skinnede, men bleg, nesten som Maanen, og den haarde kolde Nordstorm betog den al Varme. I min fulde Vinterhabit sidder jeg her, da hører jeg Dombielder, og en Slæde holder her uden for. Jeg troede mig et Øyeblik tilbagesat i Januar; kun de frembrydende Knopper paa min Løn og Hæggen her for Vinduet, modsagde det. I Slæden var Walbohm, Fabritius, og Maleren Bredahl, alle for at giøre en Morgenvisit, dog Walbohm ogsaa for at see til de Syge, der dog Gud skee Lov, een, min lille unge Kokkepige undtagen, ere færme igien. Maria er meget raskere og munter. – De vare her, de Fremmede, en Times Tiid eller lidt mere. Den Bredahl er en godlidende behagelig Mand naar man lærer at kiende ham. Han fandt det urigtigt hos Maja mi, at hun ikke mere og ivrigere dyrkede sit Talent til Tegning, Malen, Udklippen etc. Det her hængende udklippede Stykke fandt han mesterligt i sit Slags. Den arme Walbohm har nu igien faaet den forrykte afsatte Præst Esmark (der har været gift med hans Broders Enke) i Indqvartering. Walbohm havde et i Trondhiems Avis indrykket Værs med, som Forfatteren havde bedt ham tage med sig hid. Det er til Kongens Fødselsdag, og optager hele Bladet; men dog vil jeg hellere paatage mig at finde en i menneskeligt Sprog oversættelig Tanke i Baggesen Lakiærs Galimathias, (det I vist alle kiender af berlingske Aviser og Statstidenden) end i dette, der, Gud forlade ham sin Synd, ikke allene er i Form af, men ogsaa skal være en Efterligning af Schillers herlige: Freude, schöner Götterfunken – Hvor rasende forrykt

[136] Mennesket er kan I tænke Eder af det eneste Træk, at han siger han er langt klogere, end Christus, der ikke forstod et af de levende Sprog og af mange andre Videnskaber han, Esmark har grundig inde. Ak, hvor Forstanden er saa reent ude, hvad kan der være inde? – Hans Kiæphest er og bliver da, kun een Miil under os huserende Væsner, der afstedkommer alt Ondt som skeer heroven, og hvis Magt, skiøndt den kunde udryddes, dog nu for Tiden er langt større end Guds. –

Jeg har i disse Dage læst anden Deel af Frue Bruns Digte, som min Maja C. har sendt mig, og endskiøndt jeg finder mere i dette end i første Bindⁿ²³ efter min Smag, og ikke i noget af dem miskiender de enkelte Skiønheder, især i den Rigdom af Naturbilleder, er dog ikke mit Hierte blevet rørt ved et eneste Stykke, et eneste Sted. Og mon jeg da giør Digterinden Uret naar jeg troer, hendes Hoved har mere Deel i hendes Arbeyder, end Hiertet? Eller er hendes Følelser af en anden Natur, der gaaer over min Horizont? O ney! Følelserne kan kun have et Udspring, et umiskiendeligt Sprog, og det veed jeg, er inden min Naturs Grændser. I Jean Paul, f: E: synes meget Søgt, nesten med Kunst dunkelgiort. Jeg maae læse mange Stæder flere Gange, og alt bliver mig endda ikke tydeligt (i enkelte Stæder, forstaaer I) men det hindrer ikke det Hele fra at giennemgløde, hæve, styrke mig. Jeg skulde troe, denne tilsyneladende Kunst er blevet, om den ey altiid har været, Natur hos ham – og at det Modsatte er Tilfældet hos Frue Brun. De evige Naturskildringer, de være saa rige, store skiønne og afvexlende de være vil, trætter dog tilsidst. Men det er nu engang hendes Yndlings Sujet, og det vil jeg ey giøre hende til Brøde. Hvad jeg ikke kan tilgive [136] ⁿ²⁴ hende, er den kolde, fast ringeagtende Tone, hvori hun taler om mit skiønne Danmark, paa hvis Bekostning hun saa ofte hæver sit forgudede Italien. Var hun end ikke saa meget Danmarks Datter som hun er, vilde det harme mig mindre. Og Recensenten har fuldelig Ret, naar han i Recensionen over hendes af Øhlenschl: oversatte: «Til Thorvaldsen, i Anledning af det i Norge opdagede Marmorbrud» siger, efter at have givet Digtet sin vel fortiænte Roes: «Det er ellers lidt krænkende, at see et Digt af en dansk Digterinde til en dansk Kunstner, i Anledning af hvad i Norge er opdaget, i et fremmed Sprog; og at Danmarks første Digterinde saa ganske synes at fornægte sit Fædreland og dets Tungemaal, og saa nesten udelukkende foretrække sine Fædres.» Saa omtrænt ere hans Ord, i det mindste er det deres Mening.

Fredag, sidste April Den ender saa blidt, denne Maaned, som den begyndte stormende. Dog, i de to sidste Nætter har det frosset haardt, og denne Varme om Dagen og Kulde om Natten er vel farlig, i det mindste for Frugttræerne, og man frygter, ogsaa for det som er kommet i Jorden, og mange Stæder har de saaet meget, siger man. Ak, de arme Mennesker skynder sig at faae det fristende Korn giæmt, og Haabet, det blide, men bedragelige, giør dem det tunge Offer let: Hun viser dem allerede de mangefold Frugter, det skal bære dem, og stiller derved for et Øyeblik deres Trang, eller dog dysser den i Slummer. Dog, o Algode! Du lader jo ikke Haabet, Haabet til din Barmhiertighed beskiæmmes, Du vil jo ikke, at vort Mod skal synke, synke ved at see truende Farer bag, for, trindt om os. Fredsglimtet er atter indsløret i de tykke, mørke, uigiennemtrængelige Skyer, en satanisk P paa vor Hungersnød [138] grundet Politik, har trukket om det. Men see! de i flere Dage rasende Nordvinde hviler, Iisdækket de aandede hen over det fremspirende Græs er opløst ved de hede Solstraaler, og Jorden smiler atter i sit grønnende Klædebond. Til ham, som har Stormene og Menneskenes Hierter i sin Haand, vil vi hæve vort Blik, til og tilbede og haabe og troe, det komme som det vil. Sit Land og Konge troe slaaer Normandens Hierte; og kunde det slaae saa, om det ikke slog i Haab og Tillid til Kongernes Konge? Ingen dyb, ædel Følelse kan jeg tænke mig særskildt, uden Sammenhæng med de nærbeslægtede Følelser. Og hvor er dette Slægtskab skiønnere, end her? – Jeg skriver i et stærkt Feberanfald, men Gud skee Lov, Ingenⁿ²⁵ af disse Blades Læsere og Læserinder vil ansee hvad her staaer, for Feber Phantasier.

Hvad sig ellers denne min bestandige Foraarsfeber angaaer, saa troede jeg nesten, den vilde gaae min Dør forbi i Aar; men i Aftes lod den sig melde ved Tunghed, Mathed og alle dens øvrige Forbud, og har indfundet sig ganske fuldstændig selv i Dag, dog Gud skee Tak uden stærk Hovedpine, og kun ved dennes Hielp spiller den Mester over mig[.] Tidlig kom Posten i Gaar, og to Breve bragte den mig, det ene fra Maja mi paa 5, det andet fra min kiære Søn Bergh paa 6 tætskrevne Sider. Det Sidste var begyndt den 6^te d: M: – endt den 24^de[.] Ak, hvor mange Haab, som min ømme unge Ven først vilde see opfyldte, inden han forkyndte sin Moer Koren dem, vare i dette Mellemrum tilintetgiorte! Dog, ney, ikke tilintetgiorte, kun længere udsatte – det er hans, det er mit Haab, hvorved alle de øvrige re [139] støtter sig. Du har været syg, min gode Irgens, meget syg, ogsaa derfor taug Du saa længe. Ak, men jeg vidste det dog. Vidste jeg kun nu, om Du virkelig er fuldkommen frisk? Du nævner blot hvad Du har været, ikke hvad Du er. Dog, kun i Hensyn til din Helbred og udvortes Stilling kan dette nogensinde blive mig tvivlsomt. Min Adams Lotte maae være frisk igien; thi Bergh har nyelig talt med ham, og da var han lutter Glæde over sin lille Johannes Wolfgang, og det kunde han jo ikke været, havde hans Lotte eller Christiane fattedes noget. Det lange Brev skal jeg endnu faae. Jeg vil imidlertiid, standses ikke Postens Gang, ey oppebie det, inden jeg lykønsker ham til den rige Tilvext i hans huslige Held. Mit Haab, snart at see Dig, dyrebareste Maja, har Du betaget mig, men, efter Din Skik, saaledes at jeg ikke kan være bedrøvet over det, at jeg snarere maae glæde mig. Thi hvem seer sig ikke giærne et kiært Haab berøvet for en kort Tiid, naar Opfyldelsen lover det dobbelte af hvad man torde vente? –

I Formiddag var den arme Esmark her. Hans Udvortes er ikke ubehageligt, i hans Stemme er noget blidt, og vilde det ogsaa være i hans Blik – han har vakre store blaae Øyne – om dette ikke svævede saa vildt omkring, som om han overalt ventede at see sine underjordiske Plageaander anfalde ham. Der var ingen af os havde Hierte til at føre denne Materie paa Bane, og saa talte han ganske fornuftig[.] Hans egentlige Ærinde var at formaae Koren til at skrive for ham til en Mand her i Nærheden, hvor han ønskede sig [140] indlogeret for det første til ud paa Sommeren. Arme Mand! Jeg vilde saa giærne have dette Hefte færdigt i Dag, for at begynde det nye med den nye Maaned, med den Maaned som skal bringe mig Eder, I Elskede, længe Savnede, tilbage. Mueligt har I allerede forladt Kbhn, for at nytte Tiden til at komme giennem det os saa uforskyldte fiendske Naboeland, ligesom den gode, høystagtværdige Frue Holsten og hendes Mathilde maatte forlade Norge, længe før de havde foresadt sig, for at komme tilbage til Hiemmet. Gud ledsage Eder i vore, dem i deres Elskedes Omarmelser, trygge og glade! Maaskee møde I denne sieldne Moder og Datter underveys. Talte I med dem, de vilde fortælle Eder meget om Eders Kiære heroppe. Gud give, I maatte mødes saaledes! Jeg synes, det vilde trøste mig over, at jeg ikke fik see de Gode her, ak, ikke fik see dem en Gang endnu, og vel aldrig faaer see dem mere før vi samles hvor ikke Krig og Rygte om Krig skal skrække os fra hverandre.

Saa vil jeg dog nu bede Eder, mine dyrebare Alle, ikke at være bekymrede over min Smule Feber, den Kista i denne Aften trækker til Feldts imod med en vældig Spølkum Bygsuppe og deroven paa et Kampher Pulver. Ney, I skal takke den Algode med mig, at alle mine Kiære om mig ere saa friske og muntre, min Marie som de Øvrigere. Hun fulgte sin Ragna i Dag et Stykke paa Veyen, de Smaae, under Tønder Lunds Ledsagelse, fulgte hende længere, og kom hungrigere og tørstige tilbage. – Proctr Krogh er her. Min Koren og Jess er hiemme. Farvel Elskede! Farvel April.

[141] Søndag 2^den Jeg vilde giærne i Gaar fortalt Eder lidt om den vakre blide Maydag, mine Elskede, men Feberen gav mig neppe Frist og Kraft nok til at faae skrevet et lille usseligt Brev til min Maja C. Og blot for hun ikke ganske skulde savne det, krøb jeg ud af Sengen og herned, men laae siden det meste af Dagen. Jeg er bædre i Dag, troer jeg, men grumme mat. Kista vil absolut jeg skal være meget syg, fordi jeg ikke kan drikke Caffe, og maae sige Ney til alt hvad hun saa opfindsom udtænker og troer, jeg skulde have godt af. Men jeg kiender bedst min Natur og veed, at naar jeg ikke er frisk har jeg bedst af intet at spise, i det høyeste et Stykke Smørrebrød og lidt Bygsuppe. O hvor giærne vilde jeg være rask i Dag, for at kunde skrive ret meget, da der gaaer et Bud ind herfra i Aften eller i Morgen. Men jeg forudseer at det maae blive ved Ønsket, om det ikke skulde blive bædre op ad Dagen. Det er et himmelskt Veyr i Dag ogsaa, endnu blidere, end i Gaar. Og i Dag venter min kiære Rikke mig med Vished, og venter igien forgiæves. Jeg troer, min Koren tager did. Hvis ikke maae jeg lade hende vide hvorfor hun ey seer mig, og saa seer nok den Gode til mig. Om der vil komme nogen Post i Dag? om Farten giennem Sverrig endnu er aaben? Det er nu det, hvorom alle Samtaler og Længsler dreyer sig.

Mandag 3^die Med en ganske underlig Følelse af Velbefindende, saa meget underligere, som jeg har havt en slem Nat, vaagnet hvert Øyeblik med den smerteligeste Hovedpine, nesten berøvet Samlingen – sidder jeg nu her i det solomstraalte Kammer,

[142] Jeg havde neppe Kraft til, da min Koren stod op, at bede ham sende Bud til Walbohm om en spansk Flue, og troede, da jeg endelig giorde et Forsøg paa at faae Hovedet fra Puden, at jeg strax maatte legge mig igien. Men see, det gleed underlig væk, endnu før Flueplasteret kom, dog ligger dette paa den venstre Arm, og begynder at svie lidt. Ja, mat er jeg rigtig nok, men ellers, o saa let og vel, faa eller dog ubetydelige Gigtmindelser i Legemet er ingen Ting, kun Hovedet skaanes.

O takket være Du, Alkiærlige! takket for, at jeg kan sidde her saa glad og glæde mig i den skiønne May, og i at læse med min raske Maja, som nu forlod mig, og min Lina, som nu snart kommer, og som heller ikke var ret frisk i Gaar Formiddag, men hvis Feyere og Engelsdandse atter i Dag skingrer giennem det hele Hus! Ja, og takket og priset for det Fredshaab man igien begynder at skabe sig. Vel stræber jeg, ligesaa lidt at sætte Liid til de gode som slemme Rygter, men det er ikke saa let: det sidste er i min Natur, det første ikke. Imidlertiid er det dog vist, at Posten kom, og at der ligesaa lidt i dem var noget fiendtligt som fredeligt. Fra min Lotta fik jeg et lille venligt Brev, og hun og alle hendes Kiære lever vel. – Det omtalte Bud kommer først afsted i Morgen, og jeg skal da vel aftrodse min Mathed et Par Breve – I Gaar var her Alskens Visitter, men kun korte. Ingen blev til Middag uden Mad: Giørup. Det var mig en usædvanlig lang Aften (til Kl 4 laae jeg) da det ikke var mig mueligt at bestille nogen Ting. Ikke engang Kabal orkede jeg at lægge, og udholdt med Nød og Neppe de tre Rabuser med Kista mi. – Koren var paa Plogstad, hvor han vilde været engang til saa velkommen, det veed jeg, havde han havt sin kiære Ægtefælle med. Alt var vel der, og kan min Rikke for Plovens Skyld, saa seer hun til mig i denne Uge. Og nu til Læsning med Linchen, saa til Brevskrivningen. Kista er Kar i Dag, for jeg har drukket to Kopper Caffe, og lovet at spise en Gierpe til Middag. I tre Dage har jeg holdt min Cur med Smørrebrød og Bygsuppe, og troer, det har været probat.

[143] Tirsd: 4^de Jeg giorde dog nok lidt for meget af Skrivningen i Gaar, det fornemmer jeg i Dag, og fornam jeg alt i Aftes, da jeg rablede de fast ulæselige Linier færdige til min Sally. Dog, det har intet at betyde. Kun ærger det mig, at Budet ikke er borte endnu, og jeg altsaa kunde opsat noget Skriverie til i Dag. Dog, Ærgelse er værre end alt, og jeg vil ikke ærge mig; men i Stæden derfor opbevare fire Linier af Intell: Bl: i dette mit Archiv, hvor jeg dog haaber, de skal leve lidt længere; og saa stoer en Hader jeg er af Skiændselsstøtter, denne os elskelige Hr. O P, havde han kun ingen uskyldig Familie der maatte lide for ham – med ham siger jeg forsætlig ikke; thi paa ham bider ingen Foragt, ingen Skiændsel – for ham taalte jeg at see en opreyst, var det kun for at afskrække de Uslinger, hans glimrende Giæstebude, hans Bestikkelser ere saa uimodstaaelige, og som da vel nødtes til at lade som de afskyede hans Omgang og maatte flye ham, en Straf han dog vel maatte føle, især efter den Høytiid saa mange hans Jævnlinge i senere Tiid har giort af ham, ja selv bædre Mennesker har giort sig skyldig i. Men Værset:

Det skal, siger Indrykkeren, være en Omskrivning af et gammelt Værs; nu det er det samme, det er godt anbragt. Besynderligt er det at de saa haardt Trængte og Trængende lader det blive ved Suk, og ikke voldsomt river den Brødkurv ned, denne Niddinges Nidding klynger saa høyt. Dog, Gud skee Lov vore Landsmænd ere et saa godmodigt Folk. Uskyldige maatte lide med den Skyldige, og det er altiid tungt.

I Aftes var det første Gang, vi ikke havde Lys her i Huset. Ak, men i Gaar maatte vi slippe Kuerne fordi vi ikke havde mere Foer, end at vi Morgen og Aften kan give dem lidt. Paa Marken faaer de arme Dyr heller ikke meget. Dog Gud være lovet, at det er saa mildt, og ved en Dags Regn vilde alt blive grønt.

I Morgen om min Arrest her i Kammeret i Formiddag.

[144] Onsdag 5^te – Obristlieut: Krogh kom her for at tale med min Koren, der nyelig var reyst bort. Han skulde til Byen, sagde han, og da jeg hørte det, tænkte jeg, han strax var taget bort igien, og bad dem sige, jeg ikke var ret frisk, hvad da ogsaa for saa vidt var sandt, at jeg var dygtig mat. Just derfor frygtede jeg for at komme i Snak med den stakkels Mand, som hører saa lidt. Men han maatte endelig tage med Skriveren og blev her Middag over, og imens sad jeg her og skammede mig og ærgede mig, men maatte holde ud i mit Bur (Gud skee Lov det var det grønne Kammer) til Kl henved tre. Imidlertiid baadede min Oversættelse ved det, da den første Deel nesten blev færdig. I Dag sluttede jeg den, og sendte den til Lotta mi. Kista har læst Ark for Ark, sommetider Side for Side, saa hedt som det kom ud af Bagerovnen.

Jeg har nok ikke fortalt Eder, at min Jess har kiøbt sig en Plads her i Nærheden, hvor han skal sætte ordentlig Boe, og hvor han nu pløyer fra Kl. 4 om Morgenen til 9 om Qvellen, og kun er hiemme om Midd: Vi har ret Løyer af hans Husstel, maae I troe, som er en snurrig Sammensætning. Saa havde han fra Begyndelsen hverken Ku eller Su (Koe eller Soe) men kun tre Heste, hans Rideheste nemlig, to Paradeurer, og en Arbeydshest, et lille Lam, Maja havde foræret ham, og en lille deylig Puddel, Fabritius har begavet ham med. Jeg har lovet ham et Lam og en Kalv og en Griis, og laant ham en Koe til hans egne bærer. «Har han da nogen?» Aa ja, nu har han to Stykker, dem han har faaet med to Kiærringer, den ene 80 den anden 70 Aar, som skal styre hans Hus imod at han føder dem og Kiørene. Dog, den yngste af disse Matroner har overgivet sig ham med Liv og Siæl og Koe og alt hvad hun eyer og eyende vorder, og er glad som en Himmel havde aabnet sig for hende, da hun ingen anden Udvey saae, end at sælge de Smuler hun havde, og tage Bettelstaven fat. Han fik giærne alle de gamle (og vel nogle unge [145] deriblandt) Madamer heromkring, kunde han modtage dem, paa lige Vilkaar. Alle Mennesker elsker den brave Gut, og hvad han ikke kan faae frem, faaer vist ingen anden. Tønder Lund staaer op hver Morgen med ham for at være med og om ham til Kl 7 da han maae være paa Contoiret igien, og foretrækker denne Fornøyelse den ellers saa kiære Morgensøvn. Undertiden kommer han lidt senere end 7, saa skiænder Skriveren, men maae altiid ende med et Smiil, saa godt veed Gutten at forsvare sig, ofte uden at sige et eneste Ord.

I Dag bragte min Koren mig den første udsprungne Aurikel.

Fredag 7^de Posten kommer nu tidlig om Eftermiddagen. Den bragte mig det kiære Majabrev, og et meget forbindtligt fra den brave Grev Wedel til Svar paa et jeg havde tilskrevet ham, Mad: Poppe angaaende. Alt hvad jeg bad, har han opfyldt, det Gud lønne ham ned Mandens og Faderens rigeste Glæder! Fabritius sendte mig to medbragte Breve fra min Ragna, som ikke er ret frisk, og min Sally, som er rask. I Dag fik jeg et fra Lottamoer, og deri Bekræftelse paa det glade Haab om Fred med Naboeriget. Nu var Fabritius her, som jeg troede at see munter som Fuglen paa Qvist, da han lykkelig og vel har faaet Korn og mange andre Ting op fra Kbhn; men han var ret nedslagen, da han havde faaet Ordre, ufortøvet at tage til Wallers, hvor han er stationeret. Det er vist nok fortredeligt for de stakkels unge Folk, som nu skulde sætte Husholdning paa den Gaard han har kiøbt i Eidsvold (hvorhen han har Haab om at blive forsat ved Bytte) men unge Mennesker, som alt gaaer saa temmelig efter Ønske, falder det tungt at giøre sig fortroelig med det gamle Ordsprog. «Sorrig og Glæde de vandre tilhobe» Overalt har Grethe (og det troer jeg mit Kiøn har i Almindelighed) vel saa megen Fatning i første Øyeblik som hendes snilde Urban.

[146] Løverdag 8^de Jeg kan ikke bare mig for, kiære Børn, her at indføre hvad jeg i dette Øyeblik læste i Litteratr Tidenden‹,› fra Grundtvig til Frigges Recensent, fordi han deri viser sig aldeles som jeg troer at kiende, fatte og forstaae Manden. Ordene ere disse: «I Littr: Tidend: No 2 bebreyder De mig, at jeg har blandet og svækket Indtrykket af mine i Frigge indførte Vers ved en vis Bitterhed imod anderledes Tænkende, som findes nesten i alle mine Arbeyder, og som jeg enten ikke kan eller ikke vil holde tilbage. Her er ikke Stædet at gaae i Rette med Dem, om Bitterhed er det rette Udtryk for den Haardhed jeg troer mig forbundet til at bruge mod hver uchristelig Mening; men spørge maae jeg, hvori det Bittre er i omtalte Stykker? I Brevet til Sverdrup er jo ikke et eneste Ord, som med Skiøn kan nævnes saa, og i det andet Vers maae det være den udtrykte Harme over dem som vil stiæle Gud den Priis han har beredt sig af de Spædes Mund, der skal giælde for Bitterhed; men bør den nævnes saa, da bør dog virkelig saadan Bitterhed, der er Kiærligheds Frugt, ikke lastes. Last mig hvor jeg fortiæner det, og jeg skal tie eller takke; men lær og døm Hvert for sig uden Fordom, det er minⁿ²⁶ inderlige Bøn og retmæssige Fordring, og visselig ingen Følge af en prippen Forfængelighed, som De, desværre! nu engang har sat Dem i Hovedet det maae være. Noget af det Tungeste, der kan times mig, er at beskyldes for Bitterhed, naar jeg er mig bevidst, at have skrevet med et blidt og kiærligt Sindelag, med Kiærlighed til alt Godt, kun med Had til det Onde og Bekymring over dem, som ere dets Tiænere. Bærer noget af min Skrift umiskiændeligeⁿ²⁷ Vidnesbyrd om et saadant Sindelag, da er det netop de tvende Smaaeblomster, som da spirede i Kiærligheds og Venskabs snævre Have, og aldrig tænkte paa at udplantes i den store Alminding. Naar disses Duft kaldes stram og bitter og det af en Mand, der vedkiænder sig Sands for deres Hoveds Opløftelse mod Himlen, da maae det inderlig smerte mig og jeg maae sige det.» – Gode Grundtvig, ogsaa mig smerter det at see dig saa miskiendt, og ogsaa jeg maae sige det.

[147] Min gamle troe Aslak blev i Gaar med et heftig syg, og jeg mærker paa Walbohm, han ikke har stort Haab. Det var skrækkeligt, skulde den unge raske kraftfulde Mand gaae saa brat ud af Verden. I Gaar Morges talte og spøgte jeg med ham, og han var saa glad over den gode Plads, Koren havde skaffet ham, og over at alle, ogsaa hans bestandige Patron og Beskytter, Hertel, stræbte for at hielpe ham paa Fode. Ak! og nu skulde det alt være forbi!

Søndag 9^de Det er forbi. I Morges Kl 5, efter korte men voldsomme Smerter, brast hans Hierte, Øynene vare alt brustne. Han kiendte Alles Stemme – Folkene herfra var der skifteviis hele Natten, ogsaa min Jess var hos ham i Aftes – men saaae ingen.

Jeg reyser nu til Plogstad. Han, min gamle troe Følgesvend i saa mange, mange Aar, følger mig aldrig mere. Han bragte sin kiære Wilhelms Liig hid under tusind Taare. I Dag bringer de hans hid. Gud trøste hans arme trøstesløse Kone, min og Børnenes snilde Ane!

Mandag 10^de Nu gik hun fra mig. I Gaar kunde jeg ikke tale med hende, og bad Gunder giøre en Omvey med mig, for ikke at komme forbi den lille Hytte, hvor han laae død. Men Ane var her den hele Dag, og kommer nu i sin gamle Tiæneste igien. Ved denne Vished flød hendes Taare mildere. Standse dem kunde jeg ikke, og vilde det jo ikke havde jeg end kundet det. Gud være lovet, at jeg kunde mildne dem! – Med forgrædte Øyne bøde mig Alle i Gaar God Morgen og Farvel da jeg reyste. Det var en skiøn Dag, men mit Hierte var saa beklæmt. Nesten hver Gang jeg talte til Gunder, kaldte jeg ham Aslak, især paa Fieldet, hvor jeg blev lidt bange et Par Gange, da der var slemt dybt og Cariolenⁿ²⁸ heldte, da raabte jeg: «Aslak! Aslak!» og Taarene kom mig i Øynene, og Gunder sukkede. Selv paa Gulen min kunde jeg ikke see uden Vemod. Den var Aslaks Kiæledægge. Det forekom mig, som jeg aldrig havde seet den saa maver, og som om den ogsaa sørgede. Gud give nu din Rikke maae være frisk!» tænkte jeg. Men det var hun ikke, sagde Jomfr: Heide, som kom og modtog mig, dog bædre, end hun den forrige Dag havde været. Hun var i Begreb med at forlade Sengen.

[148] Før jeg havde taget Reysetøyet af, stod den sødtalende tvetungede Heierdal, nu Stads Hauptmand, ved Siden af mig, og ikke Koren i Frierdagen kyssede min Haand varmere og længere end denne Leyelse. (Flors Benamsing paa leye Mennesker). Han havde noget at tale med Kammerraaden (jeg maae dog engang nævne Futen vor ved sin nye Tittel, mundtlig bliver han Futen min til evig Tiid) der har lært at betale ham med hans egen lette Mynt – lettere endnu end vore Bancosedler, og det er meget sagt – og giver ham Compliment for Compliment, uden at entrere med ham i nogen anden Verdsens Ting. Jeg var for blødhiertet til at være spansk, som jeg pleyer være mod ham og hans Lige – og ellers mod Intet i den hele Natur – og besvarte hans Spørgsmaal ret høflig, ja giorde ham saa gar nogle igien om Politik etc – men saa kom Gud skee Lov min kiære Rikke, og var saa vakker og rødmusset og saa glad i efter nesten et Fierdingaars Forløb at see sin Moer Koren igien. Hendes Onde gleed lidt efter lidt over, dog ikke ganske før vi havde faaet os en lille Midd: Lur og drukket Caffe. Heierdal blev kun en Times Tiid – længe nok! Lieut. Lassen, der ikke er ganske frisk, og ingen Overflødighed har paa Penge, har nu poeniteret og paalagt Huset Poenitentse i jeg veed ikke hvor mange Uger. Han enuyerer sig fast til Døde, og for Futen og Rikke, hvis hele Liv, hver i sit Kald, er Virksomhed, kan jeg nok kalde det Poenitentse at see paa en saadan Poenitent. Mit lille Bibliothek er hans eneste Trøst og Husvalelse, skiøndt han hiertelig savner Schilling og Spiesz og Consorter, som aldrig fandt eller finder Plads der. For at giøre mig Dagen ret behagelig, fik jeg der med Posten et langt, indholdrigt Brev fra Søn Pavels, (til hvem jeg havde skrevet en lille Brevunge færdig her hiemme, den min Koren i Dag bringer til Byen) hvoraf jeg maae udskrive Eder noget, mine Elskede! Først en Anecdot fra Paris: Thygeson blev mens han var der indbuden til en af de franske Ministre, hos hvem han ellers nød meget Venskab, i et stort Galla i Anledning [149] af Vertindens Navnedag. Henimod 150 Personer samledes om Aftenen imellem 11 og 12. Kl 12 blev opført en Comedie med Hensyn paa Festen, Kl 1 begyndte man at synge og musicere, det skal have været ret morsomt. Kl 2 tog Verten en Dame og førte hende til Bords, de andre Damer fulgte efter, og Mandfolkene bleve tilbage. Endelig kom Vertinden og undskyldte, at der ingen Plads var for Cavlr: og at de maatte soupere i Luften, og denne Souper bestod i at de – alle som Een, de udenlandske Ministre, Rigets første Autoriteter – drev om i Værelserne og i Haven, saae undertiden noget af den deylige Mad som blev baaret ind til eller ud fra Spisesahlen, men fik slet intet, man bød dem ikke et Glas Viin engang, og da Maaltidet var til Ende, kiørte man hiem.

Nu en Anecdot fra Norriges Hovedstad, der tildels klinger endda synderligere, end den fra Frankrigs. Her er Fader Pavels's egne Ord: «Professor Pihl er nu igien i Alles Munde, og ved sit Kornaagerie saaledes brændemærket med den almindelige Haan, at han ey staaer til at rædde. Han har forlangt 120 rd. for en Td: Havre, men er af Thygeson tvungen at nedsætte den til 90, som endda er en anseelig Priis. Og paa en Tiid, da han høyt bagtales i alle Selskaber endog af sine fortroelige Omgangsvenner, vover han at søge Kongen om en Udmærkelse for hans Iver i at forsyne Norge med Korn. Det er kommet til Providerg-Commissionens Erklæring, og en af dets Medlemmer havde for Omsen yttret den Forlegenhed, hvori de herved befandt sig. «Da synes det mig» svarede Omsen – «at De ganske simpelt kan erklære, at han fortiæner og bør have saadan Udmærkelse, men at det bør overlades til ham selv at vælge, om han vil have den i sin Pande eller paa sin Ryg.» Herved anmærkede Wulfsberg, at den conserveredes bedst naar han fik den i Panden, da denne er af Jærn.» «Naa,» hører jeg Eder sige, «det kalder man at komme let til tre, fire Sider i Dagbogen, at afskrive hele Littrt Tidender og halve Breve!» Ja, men hvad det Sidste angaaer maae I dog tilstaae mig, at det vel fortiæner sin Plads.

[150] Torsdag 13^de Seer I, Elskede, hvor smaat det gaaer med Dagbogen, naar jeg ikke nu og da pløyer med andres Kalve. Om alle disse Dage veed jeg lidet eller intet at fortælle Eder. I Aftes kom min Koren fra Byen, frisk og munter, som han Gud skee Lov altiid er. Hos alle mine Kiære der, staaer det vel til; men om Freden vides intet endnu med Vished. Inden Pintsdag, menes der, maae dog alt være bestemt. Gud give os da en glædelig Pintsefest! Amen.

Jeg kommer nu ind fra Haven, hvor alt meer og meer ifører sig sin Brudepynt, især har denne Nats qvægende Regn fremskyndet Paaklædningen utroelig. Giøgen er længe siden kommet. Jeg har endnu ikke hørt den. Svalen er ogsaa kommet, men jeg har endnu ikke seet den.

Hvilken Forskiæl paa Aarsdagen og i Dag! Da kom vi hiemⁿ²⁹ fra Hertels Bryllup, kiørte ofte i Snee til over Vognhiulene, og intet Spor af Liv i den hele Natur. Kun i Mistbænkene begyndte det at grønnes, og nu er fast hele Haven grøn, og Mellin er slig Kar, I ey kan troe det, da hans Meloner længe siden blomstrer, og baade de og Agurkerne allerede begynder at sætte Frugtknopper. Det eneste, der seer mig lidt tvivlsomt ud, er nesten alle mine Rosentræer, som endnu staaer ganske tørre; men baade Skriveren (som med sin Halmhat paa poder og steller derude af Livs Kræfter) og Mellin trøster mig og forsikrer, de kommer sig nok efter denne Regn. Det maae de da vel, skal de komme sig, og Gud forbyde andet! ellers græder jeg rigtig. «Ja, deraf springer de nok ud!» siger Skriveren.

[151] Tak, dyrebare Maja, for Dit kiære Brev, det første i Aar fra Din velsignede Dal, og det første Du skrev der! Jeg fik foruden dette kun et fra stakkels Poppa. Dog finder baade han og den gode blide Enke, som har tabt saa uoprettelig meget, sig taalelig i den haarde Skiæbne. Nu skal jeg ind og see, hvad Aviserne forelyver os.

Bededagen, Kl 2. Saa Farvel, Aslak, og Tak for hvert Fied Du fulgte mig, og disse Taare for de Taare du græd meer end engang over mine Jordede, over min Kummer! – De sørgelige Klokker foer mig ved deres første Bevægelse saa haardt igiennem Siælen. De giør det altiid, ogsaa naar jeg ikke veed, hvem deres dumpe Lyd ledsager til evig Roe[.] Evig Roe! klinger det ikke sødt? O saa hviil i evig Roe, gode troe Følgesvend! frie for al Livets Kummer og Møye! «Græd ikke, min Anne!» sagde han, kort før han døde, til sin Kone – «Græd ikke! jeg faaer nok leve og lide meget Ondt med dig endnu i Verden.» – Han lider intet Ondt mere – Arme Anne! Gud vil aftørre dine Taare. Klokkerne tier, jeg kan høre Sangen hid. Jess, som han saa ofte bar paa sine Arme, og lærte at ride, og tusind Vovestykker, følger ham tilligemed alle Contoirfolkene. Nu hører jeg ingen Sang mere. Nu skiuler vel allerede Jorden ham. Saa havde han dog sin første og sidste Hædersdag her, og herfra!

Munthe var her før han gik i Kirken, stakkels gamle Mand, han var forstemt i høy Grad. Hans Fetters og Ungdomsvens, Kamrd Munthes Død, havde giort meget Indtryk paa ham. Han fik det først at vide i Gaar ved et Brev fra Kbhn. Jeg saae det i Aviserne for flere Postdage siden. Han kommer ikke igien fra Kirken. Aarsagen er mig ubehagelig, men sige den kan jeg ikke. – Nu ringer det atter, og alt er forbi –

[152] Det er i Dag min gode Kistas Fødselsdag, det er at sige, den hun har fastsat dertil, fordi hun er fød en Bededag[.] Gud give Dig at opleve mange Bededage med Din Moer Koren, min Kista, med alle Dine og mine Elskede, i glad Fred og Roe, i evig uskrømtet Venskab, og giid jeg kunde giøre Dig, min Saras og min Veninde, Dit Liv saa behageligt, som jeg ønskede det! I mit og Mines Vel og Dine andre Kiæres finder Du Din Lykke. Jeg beder altsaa for os Alle, naar jeg beder for Dig. – I Dag tænker Du vist ofte paa Dit Hovind, Din Kista og os Alle, elskede Lottamoer! O giid Du var her! Du havde da sadt her hos mig, og vel ikke hørt de sørgelige Klokker, men seet paa mine Øyne at de lød til Graven –

Her er saa stille. Mad: Giørup er her, ellers Ingen. Min Marie sidder her oven over og tegner (hendes Helligd: Arbeyde) hun har en fatal Hoste, som foruroeliger mig, skiøndt det dog med Guds Hielp kun er Forkiølelseshoste. De har Alle havt den her, og Telja i lang Tiid, men hun er blevet brav og de Øvrige med, kun min fromme Maja ikke endnu. Dog, med sin Fader fik hun nogen Saft fra Dctr Møller, som jeg haaber skal hielpe snart.

Kl 6 Præsten kom dog hid til Middag, og sandelig, det var mig kiært. Han har sine Feyl, og ret mange, troer jeg; men hvem af os har ikke sine? Dog, han er en gammel Mand, og Skiæbnen har ikke lagt ham i Silkepuder. Overalt, naar man seer, hvordan et Livslys udslukkes efter det andet, og tidt naar man troer, det brænder allerklarest, da kan man ikke andet end ønske Fred og Enighed med hele Verden, for at sikre sin Fremtids Roe, om ikke for andet. Intet Menneske er mig saa ligegyldigt, at det jo vilde saare mig, om det gik bort herfra uden at være forsonet med mig, om det

[153] ogsaa kun troede sig fornærmet af mig eller nogen af Mine. Ney, der gaves ingen Krig, ingen Uenighed paa Jorden, havde vi altiid eller dog ofte, den aabne Grav for Øynene. Sikkerlig, mine Elskede, det troer I Alle med mig

Søndag 16^de Fredag Aften kom Lieut: Finkenhagen her, en af de Officerer, som i Fjor laae paa Tøyen. I Gaar Morges reyste han til Byen (han kom fra Hedemarken) og med ham sendte jeg min Lotta hvad jeg havde færdig af Tobias Hoppe, anden Deel. Den første har hun faaet, og i Morgen skal hun faae Slutningen, som jeg i dette Minut fik fra Haanden, til Kistas store Bedrøvelse. Ja, jeg gav vel ikke mindre til end hun, at vi havde Slutningen af denne mig saare interessante Roman. Den fule Maria forsikrer, der kommer aldrig nogen Slutning, og vilde endogsaa forgangen Dag bilde os ind, hun havde drømt, Lafontaine var død. Men, som jeg i Gaar skrev til min Maja C: «den Mand, der saaledes kan sætte sig ind i det unge Hiertes Følelser, saa sandt og dybt, bliver selv evigung, og hans Kræfter maae tage til istæden for at tage af.» Men lovet mig selv har jeg, at skulde den blive ufuldendt fra Digterens Haand, hvad jeg dog slet ikke frygter for, skal jeg fuldende den for mit lille Publikum, saa sandt jeg beholder Livet og Kraften i Hiertet, Hovedet, og den høyre Haand. Med Haanden mener I kanskee det kunde være som det var, da vel en anden kunde føre Pennen for mig. Men ney, mine Venner, min egen Haand maae være mine Tankers Tolk; jeg kan slet ikke dictere andre end mig selv. Gud veed, hvoraf det kommer.

[154] Vi havde lovet os til Walbohms i Eftermiddag; men Veyret var saa stormende og sludfuldt, at vi afsagde Besøget til en anden Dag i Ugenⁿ³⁰, hvad der nu ærger os Alle, thi det blev da det leed over Middag ret blidt og godt, saa min Koren nu er her for at faae sin Naadige med sig en Tour i Haven. Nu kommer jeg, min Skat!

Mandag 17^de Kunde jeg troet, at hvad jeg saa længe og inderlig har ønsket skulde, nu jeg seer Opfyldelsen saa nær imøde, bedrøvet mig? at et Brev fra min elskede C. Treschow, som siger mig, hun allerede er paa Veyen til sit Norge, til sin Moers Koren Arme, ikke skulde glædet mig? Og dog er det saa. En dyb Bekymring blander sig i min Glæde, og giør at den nesten ikke seer ud som Glæde. Du maae forlade Din gamle Moder, dyrebareste Catty, og vor kiære kiære Molla, som er syg, og derfor ikke kan følge Dig. Ak, hvad har Du ikke lidt ved denne, skiøndt med Guds Hielp kun korte Skilsmisse, gode, ømme C:! Uden dem maae Du reyse med Din T: og Din Syvald, som ogsaa har været syg, og endnu ikke er ganske restitueret. Ak, i hver Linie af Dit Brev aander Din moderlige, søsterlige, barnlige Angst, Du Gode! Alt dette var nok til at nedslaae mig; men det skulde endda ikke være nok. I al Din Sorg glæder Du Dig, ikke i det Haab, ney, i den Vished, at Din Moer Koren skal modtage Dig, at Du og Syvald skal følge ud med hende til Hovind. Og at opfylde det er mig umueligt, af mange, mange Aarsage umueligt. Blandt disse ere de væsentligste: at Føret nu efter Regnen ^er, og vist ‹…› efter den Snee der øser ned i Dag end mere bliver nesten ufremkommeligt, at vi endnu ikke er stort mere end halvveys med Plougen, og at jeg neppe veed, hvordan de arme Heste [155] skal holde det ud, da vi nødes til at lade dem gaae ude baade Nat og Dag, fordi vi intet Høe har mere, og intet kan faae kiøbt. Jeg troer vi har kiøbt Foder i Aar for over ja meget over 1000^d og Korn? Ja, der forslaaer hverken 10 eller 12000^d. At kiøbe til to store Gaarde, nesten alt hvad der skal lægges i Jorden, og alt hvad 40 til 50 Mennesker daglig skal leve af, og det til disse Priser der nu ere gangbare, er haardt, og ofte undres vi i Stilhed over, jeg og Kista, at Skriveren kan være saa ganske den gamle muntre, roelige velsignede Skriver, over hvis Læber aldrig kommer nogen Knur eller Klage.

Der vil altsaa endnu hengaae Uger inden jeg kan ile i Dine Arme, dyrebare Catty, og i Din ædle Treschows, og trykke Eders Syvald til mit Hierte. Men Gud være lovet, saa veed jeg, hvor jeg skal finde Eder, saa har jeg Eder, saa skal denne Sommer see os ofte, ofte samlede. I Morgen skriver jeg til vor Sally, og lægger i hendes et Brev, der skal modtage vore Elskede istæden for deres Moer Koren, et stakkels fattigt Brev. O hvor vil Dit Hierte banke, Sally, nu Du veed, hver Dag bringer Dig Din C: nærmere! men hvor vil det ogsaa ængstes, fordi Du ikke med hende omfavner Din anden Søster! O, men den Algode vil give os at samles Alle, Alle med Glæde, og Pintsefesten – o Algode, Du vil give mig at den bliver mig en sand Glædesfest. O, gav Du os Alle, det hele Land, mit Danmark og Norge, at den blev os en Fredsfest! –

Det er besynderligt, hvordan jeg kan skrive mit Hierte let. Naar jeg her i disse Blade har lagt det aabent for Eder, Dyrebare er det som I havde kiærligt bortaandet al min Bekymring, alt hvad der trykker og nager det. Det er, som jeg havde lagt i Eders Arme, og I havde trøstet mig. See, og Sneen er nesten bortsmeltet, og en mild Regn drysser ned og kysser den reent [156] bort fra det spæde Græs og de spæde Blade, der nu smiler i friskere Farver. Men endnu qvæger den varme Sol ikke Jorden.

Just nu, da jeg sad og læste med Lina, fik jeg et lille Brev og en Bogpakke fra min Maja C: som havde lagt 14 Dage i Christiania – Tak for det Alt, elskede Maja mi! Jeg fik ogsaa i Gaar Brev fra min Broder i Helsingøer, der er saa glad for det Vadmel, min Koren og Jess i Vaar sendte ham til lidt Udfyldelse i han tomstiaalne Garderobe. Han er min ægte Broder fra Haabets Side som fra flere. Hans Mod synker aldrig, det maatte da være, at han saae sin Hanna og deres Smaae forsmægte, og hidtil, siger han i et af sine Breve, har Gud dog givet os Alle, skiøndt tidt høyst nødtørftigt, Føde og Klæde. Hans Jess og Sara forsikrer han ere fast mageløse; og det var jo Synd, kunde man det ogsaa, at betage ham denne Troe. Deri finder han vist mangen Trøst for Trængsler og Gienvordigheder, saa Gud opholde ham fremdeles i den og i alt, som styrker hans Mod! – Troen flytter Bierge! – Intet alegoriskt Udtryk er mig betydningsfuldere.

Og nu smiler Solen ned giennem den mildtfallende Regn, svagt med blidt, som Du smilte, min Catty, da Du med taarefulde Øyne tog Afskeed med Moder og Søster. O at Veyret ogsaa for disse vore elskede Reysendes Skyld, især for lille Syvalds, maatte blive blidt og godt, og Føret ikke være altfor slemt, hvad det dog nok heller ikke er paa de Kanter. Vi vidste sielden af saadant Tællegrøb i Smaalehnene, som vi har her hver Vaar.

Nu fik jeg et muntert interessant Brev fra Fatter Bierk i Nannestad, som med sin Datter og Jomfr: Jensen vilde spadseret hid, var ikke Regnen kommet, den han dog med os alle takker Gud for; men som vi Lidettroende alt begynder at frygte for skal blive for langvarig. «Saadan ere vi!» sagde Maleren, der malede Fanden. (Er et af gamle sal: Wolds Sprichworter.)

[157] Tirsdag 18^de Vi har i Dag faaet en ret behagelig Indqvartering. Bredal, den Maler som fulgte op med Fabritius, er nødt til at opholde sig en Tiid her i Egnen, og da en saadan Leylighed er sielden, ønskede vi ved hans Pensel at see vore Fiæs fordoblede. Endnu en anden Grund har vi, den nemlig, at vor Maja skal faae lidt mere Undervisning og Retledning i denne ædle Kunst, hvortil hun har saa sieldne Anlæg, dem ogsaa Bredal finder det var utilgiveligt ikke at dyrke med Omhu. Nu er blot Trætten, paa hvem der først skal begyndes, da det er uvist, baade om han bliver længe nok til at male os Alle, og om han kan faae i Christiania de Ting, dertil behøves. Barna vil hava Faer og Moer, og Faer og Moer Barna først i Arbeyde; men vi Gamle maae dog vel have vor Villie, skulde jeg troe, og Begyndelsen formoder jeg bliver giort i Morgen med Marie.

Hvilken Nyehed! Just nu faaer Koren Brev fra Olsen, som fortæller, at vor Stadtholder skal forlade Norge, og Prints Christian tage hans Plads. Denne sidste er ventende til Byen i Dag eller i Morgen, og Thygeson taget ham imøde til Laurvigen (han er altsaa kommet til Vands). Og om alt dette har Ingen havt mindste Nys. Hvad betyder det? Godt eller Ondt? Godt haaber jeg, Anledningen være saa hvilken den vil, Godt i sine Følger, om end der for Øyeblikket skulde være noget paa færde, der ikke saae saa glædeligt ud. Jeg vil i øvrigt tilbageholde mine Gisninger, mine Haab etc etc – Formodentlig er denne pludselige Forandring Skyld i, at min K: nu i saa lang Tiid har ventet forgiæves paa sin Fuldmægtig, der er paa Amtstuen, hvor de rimeligviis nu har det travlt saa han ey kan slippe.

[158] Onsdag 19^de «Vær hilset, kiære Sol! O hvor bedrøve‹s› det mig at jeg maae udelukke dig!» Med disse Ord satte jeg Skiærmet for Vinduet nu, Kl lidt over 6, da jeg traadde herind i det vennlige Kammer. Kl 4 var min Koren oppe, og tog til Hurdalen Kl 6, efter at have røgt sin Morgenpibe, og giort et tappert Maaltiid, der da ogsaa skal være at tære paa den hele Dag. Han mente at komme hiem i Aften. Marie og Lina Telja sad ved deres Rokke da jeg kom ned, Jess var for længe siden i Marken og pløyede, Kista i Kiøkkenet, Lina og Kaja besørger Orangeriet udflyttet i Haven – see, Saadan har vi det. Jeg hører Bredal vandre her oven paa.

Gierts, den nye Fuldmægtig, kom Kl. 12 i Nat, og da Ingen her har seet ham uden Skriveren og Kista (jeg engang som snareste paa Tøyen) er der en almindelig Længsel efter hans Indtrædelse. Giid han maae være godlidende i det daglige Liv, som vi ere vante til vore Hausgenossen har været; men for alt, giid han være retskaffen og brav paa sin Post, saa han kan aftage min Koren nogen af de Byrder, der hvilede paa ham i den senere Tiid, siden han mistede sin troe Hertel, hvis Mage maaskee han, hvad Forretninger angaaer, kan faae igien, men Huset aldrig, vi Alle i det Hele aldrig.

Hvor har jeg takket og takker Gud for det herlige stille, varme Solskin i Dag! Hvor sundt er det dog ikke, at vi ey saadan skiønner det Gode vi uafbrudt har, som efter Savnet. O, hvor iler vore Elskede i Dag glade mod Norge – thi saa varmt og skiønt smiler jo ogsaa Solen over det ukiærlige Naboeland, der vil os saa ilde. Dog ney, Gud lade mig altiid beholde ogsaa den Troe, at der intet Nationalhad gives, at det svenske Folk giærne vilde leve i Enighed og Kiærlighed med de norske og danske Brødre – men Regieringen, Adelen er ikke Folket, i Sverrig ikke, og mange Stæder ikke. Men i mit [159] Fædreland, i vore Fædrelande, Elskede – de ere jo dog begge kun Eet – der, Gud være evig lovet! er det anderledes, der er Kongen sit Folks Fader, Pluraliteten af Adelsmænd Ædelmænd, der ikke skiller sin Interesse fra Folkets, dets Brødres. Og lad en Fader, en Broder have Svagheder, menneskelige Svagheder, lad disse endogsaa formindske os Livets Glæder – har Børnene, Brødrene, Søstrene da ingen Svagheder at tilgive sig selv? O denne Følelse, og Visheden om den fader- og broderlige Kiærlighed, Visheden om, at de lider med og for os – ak, og lider ikke Faderen tusindfold i Børnenes Kummer? – skulde den ikke give os Trøst, Kraft og Mod? O jo, det vil, det maae den.

Kl. 8 Han seer hiertelig svag ud, den stakkels Gierts; høy, maver, bleg er han, og naturligviis stille. Det er alt, hvad jeg endnu kan fortælle Eder om ham. Han og Bredal var med Kista, Barna og mig paa min Høy og i Saras Grotte, som jeg første Gang besøgte, og hørte med det samme første Gang Giøgen, men langt borte, og kun et Par Gange. Dog var det lige fra Øst han ^den lod sig høre, altsaa Glædegiøgen. Gud give han ^den maae svare til sit Navn.

Grethe Keilhau var her et Øyeblik efter vi kom hiem.

Torsdag 20^de Min Koren kom hiem i god Betids, og kunde været hiemme, thi baade han og de Øvrige reyste efter Næsen. Det var Hr Andreas Munthes Skyld, som ikke havde sendt et Brev, hvori Sagen var omhandlet i rette Tiid, hvorforⁿ³¹ nu, baade Skriver og Foged vil paastaae, han skal erstatte de Udgifter, de har havt ved Reysen, og deres tabte Tiid, det kostbareste, oven i Kiøbet. Jeg beder for den arme Gut, men det hielper ikke, og at han faaer lidt Skræmsel, for at blive acuratere en anden Gang, kan heller ikke skade.

[160] Min Koren spiste hos Anker paa Værket, den sene sædvanlige Tiid der til Middag, Kl. 5. Frøken Anker er nu saa slet, at hun stedse maae holde Sengen, hendes Been ere hovne, og altsaa endes hendes Liv vel i dets og Aarets Vaar. Arme, arme Moder! At see sit Hiertes Elskede saaledes daglig hendøe – ney, skrækkeligere Lidelser har Livet ikke. Men denne uophørlige Siælemarter, nu i meer end et halvt Aar at see Dødens Lee svæve over det favre Blomst, Hiertes Blomst, hvert Øyeblik at tænke: nu er den afmeyet! o, det udholder intet Moderhierte, intet saa forladt Hierte som den ulykkelige Frue Ankers, og give Gud hun maatte segne i Gravens venlige trøstefulde Skiød tillige med sin Antoinette, i den samme Grav, at deres i Livet saa nøye forenede Siæle ogsaa maatte forenede svinge sig did, hvor de ikke mere skal adskilles, hvor alle de bittre Taare den Enes Lidelser og Kummer kostede den Anden, skal aftørres og betales – thi talte ere de der – med evige Glæder. Da Koren tog hiem fra Byen sidst, var han i Følge med Kammerjunkeren, den dybt bedrøvede Broder, som kom fra Bogstad, og troede, han maaskee havde seet sin elskede eneste Søster for sidste Gang. Hans Moder var langt fra ikke frisk, sagde han, og det kan hun jo heller ikke være. Gud skee Lov, hun er iblandt Mennesker, der deler hendes Kummer – som en saadan Kummer kan deles – hvor hun overalt møder Ømhed og Kiærlighed, og hendes Hierte ^Øye i det mindste ikke bliver krænket ved bitter Ligegyldighed, Kulde, og den bittreste Haan. Endnu har han sin Donna, den gamle ubegribelige haarde leye Mand, skiøndt det hed, hun tidlig i Foraaret skulde afsted, og at hans Broder, Generalen, ikke vilde flytte did, før hun var borte. Han boer der, hun er der endnu, er Potte og Pande – og Alt. Og saa seer det ud til at hun har den Gamle for fast i sine Kløer til, at han kan slippe fra hende uden at forbløde sig –

[161] Fredag 21^de Endelig gik den for sig i Gaar, den længe omtalte Tour til Gislevold, og det var vel vi ikke opsatte det til i Dag, da vi atter har Regnveyr. Min Koren, Smaaepigerne, jeg, Kista; Gierts og Bredal gik Kl henimod 5. At vi blev saa længe, var fordi vi ventede at faae Posten med os, men den giorde os Tiden alt for lang. Henimod 7 bragte min lille Mercurius, Tønder Lund den, bragte mig et velsignet Maja- og et D^o Sarabrev. Dog, dette sidste bedrøvede mig igien, fordi Sally ikke mindre tillidsfuld end Søsteren hendes, er saa vis paa at see mig i Byen i disse Dage. O Gud give jeg havde Heste! Føret skal ikke være saa slemt endda, hører jeg nu, og om nogle Dage maaskee ganske godt. Men des uslere ere de arme Heste. Min Jess, som kom hiem fra en Forretning i Aftes, kom til Gislevold for at hente mig hiem med Gulen, da han troede det blev for vaadt for mig i Græsset at gaae – den snilde brave Gut! men jeg kunde græde over Gulen min. Ellers er det neppe mueligt at faae den til at staae, naar det gaaer hiemad, mens jeg kommer i Carriolenⁿ³², men den stod længe i Aftes, og gik saa bedagelig som aldrig nogensinde før. Jeg læste ogsaa et Brev fra min kiære Treschow til Arbin og et fra hans C til Sally (som sendte mig dem) deri siger T: at han vil senden sin Kone og Søn til Hovind, og give Gud han vilde det, da jeg ikke kan hente dem. Aabne skulde vore Arme som vore Hierter modtage de Elskede. Ja, med Glæde og Sorg seer Du de længe savnede Elskte imøde, Sally! ligesom jeg. «O jeg vidste nok, Glæden blev tempereret!» siger Du. Men en reen, ublandet, mine Dyrebare, vilde vi haabe imøde. Gud give de Kiære først vare friske og vel paa Bestemmelsestædet, og snart fik trøstende Efterretninger fra de Efterladte. O vor stakkels kiære Malla, hvilke tunge Dage [162] for hende inden hun seer sit Norge og os Alle igien, og for den gode fromme Moer Devegge – Gud lade dem ey blive mang‹e› de tunge Dage! og Giensamlingen sødt udslette deres Minde.

Altsaa først over Pintsdagene kan jeg vente Dig, dyrebareste Maja C, lige fra Din Fhldstour tager Du hid. Men saa trøster jeg mig ved, at Du des tryggere kan være hos mig. Dine Fredshaab ere oplivede, det hele Brev aander Roe og Glæd‹e,› Gud være lovet! Blot af Tonen vilde jeg see, stod det der ikke med udtrykkelige Ord, at Dine Elskte Alle vare raske.

Vi havde det ret hyggeligt hos de snilde Walbohms, der aldrig veed, hvor godt de vil giøre det. I Mad: Walbohm seer man ret Exempel paa, hvor elskværdigt det grimmeste Ansigt kan blive ved Hiertens Godhed og Tækkelighed.

Kista og jeg giorde i Følge med Walbohm et lille Besøg hos min gamle Anne, der boer paa Gislevold, hvor der er mange Boeliger. Børnene havde været der før. Reent og peent var der i hendes Stue, og hendes Wilhelm, et af de vakreste Børn jeg har seet i den Alder, var saa reen og hviid, at kun hans rene fine Hud var hvidere endnu end hans Linnet. Vi havde nær aldrig faaet Kista med os, der, naar hun faaer fat paa en godlidende Unge, hænger ved den som en Borre.

Walbohms har ogsaa et Pleyebarn, Moer Walbohms Brodersøn en halvtredie Aar gl Dreng, et vakkert, elskværdigt Barn. Klokken lidt over 10 vare vi hiemme, før 11 i vor Seng.

Af Aviserne seer jeg den lille Fest der har været i Kbhn i Anledning af vor ædle Treschows Afskeed fra Academiet der. «Det maae du læse, Christiane» – sagde Skriveren og gav mig Avisen, og jeg læste med et rørt Hierte, og tænkte mig den ligesaa dybtfølende som dybt tænkende Mand saa livagtig, hvordan han i faa Ord tolkede sit rørte Hiertes Taknemmelighed, tolkede det end mere ved sit tindrende, maaskee i Taare tindrende Blik, end i Ordene.

[163] Løverdag 22^de Din Fødselsdag, min elskede Veninde, min kiærlige Søster Lotta! Gud den Evigkiærlige velsigne Dig og alle Dine, lade lyse sit Ansigt over Eder, og give Eder sin Fred! Amen. «O» sagde jeg da jeg kom ned nu for lidt siden – «jeg vilde saa giærne, Solen skulde skinne i Dag, min Lottas Fødselsdag. Da vilde hele Naturen glæde sig og høytideligholde den; thi Solskin oven paa denne velsignede milde Regn, vilde udfolde hver bristefærdig Knop og oplive Haabet om mine Rosentræer, der er færdig at gaae ud ligesom de.» Min trøstende Koren forsikrede vi inden Middag havde Solskin, og at mine Rosentræer allesammen kommer sig, og ligesaa mit Yndlingstræe i Gaarden, den store majestætiske Esp, der endnu staaer ganske tør, og som jeg og Telja (hvis Yndling det ogsaa er) hver Morgen kaster saa vemodsfulde Blik paa. Paa min Høy staaer ogsaa en deylig stoer Esp, der ene giver mere Skygge end nesten alle de unge Træer tilsammen, men som jeg heller ikke kan see paa uden et Suk. Jeg kan ikke see noget forgaae, uden det smerter mig, og det har jeg aldrig kundet.

Blev det nu godt Veyr, og var ikke for vaadt, saa skulde vi Alle giøre en Valfart til Dit Træe, elskede Lotta, Dit Navne paa min Høy; men det skeer neppe. Hilse Dig fra det kan jeg. Det er friskt, men voxer og trives ikke som jeg ønskede, og som vi har pleyet det. Er det maaskee fordi det staaer saa eensomt og er flyttet fra Forældre og Sødskende? Du maae plante Dig et andet, min Lotta, men Dit Navne skal staae der det staaer, saa længe det har sin friske Krone. Gud signe Dig og Din Dag, dyrebare Lotta! og oplev den mange Gange, og gladere end i dette, alle saa tunge [164] Aar! O meget, meget gladere! Og see, Skyerne fortyndes, Korens Spaadom vil snart gaae i Opfyldelse. Og mit Haab, at Fredens Sol vil opgaae varm og skiøn over vort velsignede Danmark og Norge, vil jo ogsaa Fredens og al Kiærlighedens Fader ogsaa snart lade gaae i Opfyldelse.

Det ahner mig, at I i Dag naaer Christiania, mine dyrebare Børn, og mit Hierte iler Eder imøde med det inderligste Velkommen. O hvorfor kan jeg ikke ganske som jeg her sidder, ile Eder imøde som Tankerne, de letvingede! men de møder Eder ikke, de har fulgt Eder den hele Vey – de omsvævede Eder, og give Gud, som gode Genier, der har lettet Eder Reysens Besværlighed, bortaandet Din Angst for de dyrebare Tilbageblevne, min Catty, Din Frygt for Syvald, at Reysen skulde have nogen skadelig Indflydelse paa hans endnu saa løst befæstede Helbred.

Nu har jeg skrevet til Dig, min Catty, og til min Lotta. Jeg troede, det i Aften skulde været paa sit Bestemmelsessted, men Buden gaaer da først, maaskee først i Morgen. Jeg kan i denne Tiid fast ikke tænke paa andet, end Eders Tilbagekomst, og Din vemodblandede Glæde, Catty, og vor Sallys, naar I første Gang igien ligger Bryst ved Bryst, og det falder saa tungt paa de til hinanden trykkede Hierter, at Malla ikke deler Omfavnelsen – Og naar nu jeg seer Eder igien – o Gud, hvilke Savn, hvilke Smerter, hvilke Skrækscener ligger i det Mellemrum siden vi saaes! – Hvorfor maae hver stoer Glæde tilbagekalde os et smerteligt Savn, et bittert Minde, hver stoer Sorg en forbigangen dybtfølt Glæde? Hvorfor? Svar mig, Du ædle, fra Damiens Strand til dine Fielde tilbagekomne Gubbe! Svar mig paa mit Hvorfor, som Du i fordums Dage besvarede mig saa mange: hvorfor? – O, de ere komne tilbage disse Dage, og allerede i denne Tilbagekomst er jo saa mangt et bittert Hvorfor opløst.

[165] Mandag 24^de I Dag var hele Huset i Bevægelse Kl 3. Min Koren skulde reyst til Næss i Gaar, men da det regnede saa gevaltigt, overtalte vi ham til at opsætte det, og derfor maatte han saa tidlig afsted. Kl 5 reyste han, og da var ogsaa jeg paa Benene. Han fik alligevel ikke Tørreveyr, dog var det bædre end i Gaar, og op ad Dagen blev det fuldkommen godt. Den gode Hertel kom her i Aftes, og tog bort igien Formiddag. Han er blevet ret maver, men er munter og glad, nu hans Kaja er blevet saa brav. Ellers var her ingen i Gaar uden lille Mørk som sædvanlig, og han var som sædvanlig mismodig, og blev som sædvanlig lettere om Hiertet før han forlod Hovind. Han kalder mig sin Siælelægerske; og give Gud jeg kunde fortiæne dette Navn af ham og alle, hvis Hierter lide! – At Giørup ogsaa var her i Aftes, bør dog staae for Ordens Skyld.

Et ældre Brev, end det jeg i Gaar 8 Dage fik fra min elskede Catty, bragte Posten mig. Det var kommet op med Sverdrup. Det var baade til mig og Sally, men da nu, med Guds Hielp Sally har sin Catty i sine Arme, og havde hende før jeg fik Brevet, sender jeg hende det ikke. Ak, i dette Brev seer jeg først omstændeligt hvad Du har udstaaet, mit arme kiære Barn, og hvor alvorlig syg Din Syvald har været, og Din Malla, og Du selv. Og nu er jeg dobbelt ængstelig ved at tænke mig Din Afskeed fra Kbhn, Din Opreyse med Dit svage Barn, Du selv saa Svage! O at vort Bud var tilbage fra Byen, saa faaer jeg da vist høre fra Eder. Men først i Dag kom det afsted. Fra Naboen reyste Ingen.

Onsdag 26^de O hvor har jeg denne Dag ventet Gunders Tilbagekomst. Han maae dog bringe mig Vished om Eders Ankomst, Elskede! Vi ventede ham i Middags i det seneste, nu er det Aften, og han er her ikke endnu. Var kun ey de arme Heste gaaet trætte; men det frygter jeg. Og maaskee kommer han da ikke før engang i Morgen. – Ellers har jeg været lettere om Hiertet siden jeg med Vished kunde tænke mig Dig i Din Fødebye, min Catty, [166] baade fordi jeg kunde tænke mig Dig i Roe, i Din Sallys Arme, blandt Venner og Bekiendte, og fordi Du nu var ude af det Haab, jeg ikke kunde opfylde. Ak, hvor det har foruroeliget mig, veed Ingen. Om det kommer af, at al skuffet Forventning er mig saa ubehagelig, eller hvad der ellers er Aarsagen, veed jeg ikke, men det er mig altiid pinligt at vide Nogen glæde sig i et Haab, som jeg forudseer, ikke bliver opfyldt. Selv i en Fortælling, Drama, eller kort sagt, overalt.

Christi Himmelfartsdag, 27^de En af de kiæreste Dage i Aaret var mig denne fra min tidligste Barndom, og naar den nu, som i Aar, falder ind paa den 27^de May; hilser jeg den som en dobbel Festdag, og til min elskede Egersøn flyver mit Hierte og mine Tanker med moderlig Velsignelse over ham, hans Elskede, og denne Dag og hans hele Liv. Hør mig hvad jeg beder, eviggode Gud! Amen. – Og hvor glædelige Efterretninger bragte mig nu ogsaa denne Morgenstund! Derfor maatte vel Gunder blive saa længe, at jeg først i Dag skulde faae Vished om Eders Komme til Byen, Dyrebare, den søde Vished om, I alle vare friske, Syvald rask. Min kiære troe Lotta takker jeg for denne Efterretning. Vel har hun endnu ikke selv seet vore Kiære Ansigt til Ansigt, men hun forsikrer mig det, og siger ingen Usandhed, det veed jeg. O hvor giærne havde jeg seet et Par Ord fra Dig, min Catty, med Christiania oven over! dog, de kommer vel ogsaa, Gud skee Lov. Du med Din T: og Syvald er der! alt andet finder sig nok. Fra Sally fik jeg en lille Gallopsæddel, der, efter hvad jeg kan slutte, er 8 Dage gammel. Den indeholdt kun Klager over at jeg ikke kan dele Giensamlingens første Glæder med hende, det kiære Barn! Politiske Nyeheder fik vi ogsaa, og det saa gar i et Brev fra lille Zarine til lille Maja. De vare saare trøstefulde, klang endog sanddru, men jeg vil have Vished, inden jeg under dem Plads i mine Blade. Det er saa tungt, at nødes til at tilbagekalde gode, glade Tidender – Vi vilde giort vort Indtog paa Vilhelmsminde i Dag, men det truer med Regn – jeg kan nu nok bruge Ordet truer, da vi, for at faa Ende paa Plougarbeydet [167] ønskede nogle Dages Tørreveyr, og vi Qvindfolk ønskede det for at faae vor Stoervadsk tør – Kunde vi dog i Haven, i det Grønne drukket den kiære Nyefødtes Skaal (vi drikker nu blot Skaaler i Caffe. Det er dog altiid bædre end i Øll) men det seer det ey ud til. Heller ikke kommer jeg i Kirke, og vel neppe med mine første Blomster til de Elsktes Hvilested.

Kl 7 Jeg kom ikke i Kirke, ikke til Vilhelmsminde; nu vilde jeg gaaet til mine dyrebare Hvilende, men det smaaeregner, saa der heller intet bliver af. Underligt uroeligt er det i mit Inderste, ligesom i Luften, ligesom paa den politiske Himmel, snart mørkt, snart lyst. Solen bryder dog tilsidst seyrende giennem de tykke Skyer, min Sol, Solen paa Himlen, og Fredens Sol. Tre Breve – o dog et fra Dig, elskede Catty, med Christiania oven over, ligesom i de gamle gode Dage. Gud skee Lov! Og tak de Gode, som saa venskabelig modtoge Eder, Elskede, skiøndt det ikke var Eders Moer og Faer Koren, ikke Eders Sally – ak, og saa hun maatte to hele Dage vide sine Kiære saa nær, og kunde ikke see dem. Men Gud være lovet, hun har seet, jeg skal see dem. Endnu veed jeg ikke naar, men snart, snart! Det andet Brev var det dyrebare Majabrev. Den 10^de Junj er ogsaa Du, Dyrebare, i mine Arme, og i Din nye Søsters. Din, vor Realf følger Dig – O at vi kunde samles glade! O ja, ja, det vil Gud give os! Og Du, hulde Ragna, vil blive frisk i disse milde Vaardage, og Din brave retskafne Ludvig vil blive det. Tak for Dit kiærlige, barnlige, lange Brev Du Gode!

Nu, jeg vilde intet sige her om Rygter, men i Dag ere de alt for rasende modsigende til at jeg kan tie. Fra Christ: de allerglædeligste: En Parlamentair fra London, frie Kornindførsel, Engeland har opdaget Sverrigs Forstaaelse med Frankrig, er yderlig opbragt imod det o.s.v. Og det ikke fortalt som Rygter, skrevet som fuldkommen afgiort – Og nu Aviserne, Bernstof afvist, Opfyldelsen af Sverrigs Fordring giort til Betingelse for vor Fred med Britten – o Gud, hvilket Virvar! Jeg helder som altiid til det glædeligste, men tier til alt.

[168] Nu hører jeg, den unge vakre Kone i Krogfoss er død – en lykkelig Kone, Moder, Datter bortrevet i sin blomstrende Vaar fra en dybtsørgende Mand, 2 Børn som ikke veed hvad de har tabt, ak og den arme, trøstesløse Moder! Det var hendes Eneste, den sidste af Ni. Ak, hvad bekymrer nu denne Mand, denne Moder, denne trøstesløse barnløse Moder al Jordens øvrige Jammer – Hun seer kun sine Børns Grave – ney, nu seer hun kun sin blege kolde Sidste og den Grav, som snart skal giæmme hende – Tusinde falder, Tusinde bløder – faldt de, blødte de end rundt om hende, midt paa Krigens rædselfulde Skueplads saae hun dog kun sin Anne – sin Eneste, Sidste – Arme, arme Moder! – Arme arme Tydskland! O hvor mangen Moder vrier vel i dette Øyeblik Hænderne i stum Smerte over Sønnens knuste Liig – ak, maaskee over den Eneste – Sidste – O evige Gud, see dog ned til den lidende Menneskehed! Til de Tusinde, Tusende som væder Jorden, den smilende grønne Jord, med deres Hierteblod – o Fredens Gud. see til os Alle!

Løverd: 29^de «Græder ikke, mine Elskelige! man lyver mellem Sk‹o›rra og her, hvor meget mere mellem her og Jerusalem!» sagde den svenske Præst, som saae sin Menighed rørt ved hans Prædiken over Christi Lidelse. Endnu lever den unge Kone i Krogfoss, det er at sige, endnu aander hun, endnu er ikke det fine Haar, hvori hendes Liv hænger, overklippet. Ak, men veed vi da, hvor stærk den Traad er der holder vort, hvor brat den stærkeste kan briste? I Dag blev en Mand begravet, 32 Aar gammel, som gik frisk og rask til sit Markarbeyde, kom hiem og klagede over at han havde faaet Ondt, og bad sin Kone hielpe sig i Seng da det blev saa sort for hans Øyne. Inden han kom i Seng var det forbi –

I Gaar drak vi første Gang Caffe i Haven, i mit Lysthus. Der var saa deyligt, jeg kunde ikke gaae ind igien, skiøndt det begyndte at blæse lidt. I Dag har jeg betalt denne Glæde med en smertelig Hovedpine, der endnu holder ved, Kl 6, efter at jeg har lagt nesten hele Dagen, og har mit eneste Arbeyde været at skrive et lille Brev til min Maja C. Med et [169] Bud, som i Gaar gik ind, skrev jeg til min Catty, og haaber i Dag 8 Dage ved denne Tiid at have hende i mine Arme. Min Byetour er udsat til jeg kan følge med mine Kiære. Den havde saa blevet grumme kort, kun et Par Dage – hvor lidt til Deling mellem alle de kiærlige Væsner i og udenfor Byen! – Jeg skulde skrive til min Ragna ogsaa i Dag, jeg skylder Fader Pavels Brev, men jeg er saa mat, at jeg maae lade det beroe til i Morgen, om jeg da bliver bædre, det jeg haaber. Alt til i Forgaars tænkte jeg selv mundtligt at bringe Eder Svar, Elskede, men nu bliver det intet af. – I Gaar da vi havde drukket Caffe, gik Børnene allesammen ned i Birkedalen med Bredahl, der er saa indtaget i Situationerne der, og har tegnet dem. Jeg troede tilsidst de vare tagne ind i Bakkerne der, saa længe var de borte. Grethe Keilhau (som i Dag spadserede til Plogstad) var her, og blev heel utaalmodig. De kom først Kl: over 7. I Dag har jeg ikke været ude af Dørren, og det er tungt i saadant velsignet Veyr. Den allermidste Bevægelse med Hovedet giør ondt, kun naar jeg sidder som en Støtte finder jeg nogen Lise. O men i Dag 8 Dage, naar jeg paa mit Vilhelmsminde modtager Eder, Dyrebare, da maae Hovedet og alt være godt.

Mandag sidste May I Gaar var jeg ret taalelig frisk, kun den høyre Arm var slem, saa jeg skrev hele Formidd: paa et Brev til min Ragna. Dog, ikke hele Tiden skrev jeg. Her var Confirmation ved Kirken, og da er her altiid nogen. I Gaar var det Frue Hiort og Frue Wærner med deres Børn, og Mad: Giørup. Jeg gik ikke i Kirke, og det angrer jeg, da min Koren og Bredahl sagde, det var en saa vakker lille Tale, Faer Mørk holdt. Han var her inde før han gik i Kirken, men ganske kort. Jeg var lidet eller intet ude, skiøndt Veyret var saa deyligt. I Dag tænker jeg at tage mit Mon igien. Jeg har været oppe Kl 5 og er ret tapper. Just nu sluttede jeg en Afskrivt af mine Digte til min Koren, som jeg i Vinter begyndte paa. Han vil endelig, jeg skal lade dem trykke, men det har jeg ingen Lyst til.

Jeg har atter i denne Tiid giennemløbet Lebenslaüfe in aufsteigender Linie med den største Fornøyelse. Ja vist er den urimelig vidtsvævende, og skiøndt der ikke egentlig er flittig Hilsen, er der dog meget, der kunde udelades. Hvilken Skat af Menneskekundskab, hvilken Rigdom af Følelser indeholder dette Værk, Følelser for Liv, Død, Evighed, Naturen! Giid en [170] Mand med Forfatterens Hierte og Hoved vilde paatage sig, med skaansom Haand at bortskiære det Overflødige! Dog maatte han lade Hiertet raade mere end Hovedet, for ikke at ansee for vilde Skud hvad der kun synes saa, men ved nøyere Undersøgelse er en ikke ufrugtbar Green. Jeg veed ikke, mine Elskede, om jeg har fortalt Eder, at min Maja C. endelig vilde vædde med mig (for endelig at tabe, kan jeg troe) at Jean Paul havde skrevet denne Bog. Rigtignok er det saa aldeles i hans Aand, at man maae fristes til at troe det, kun Tiden modsiger denne Troe. 1778 kunde jo Jean Paul, den endnu unge Mand, ikke have skrevet noget, og Lebenslaüfene er overalt intet Ungdomsarbeyde, men udstrømmede ere de fra et evigtungt Hierte. Alt det sagde jeg min Maja; men som sagt, hun havde Lyst til at forære mig Göthes Wahlverwandschaften, og ^uden at jeg skulde have nødig at takke hende for den – om en Bog er giærne altiid vore Væddemaal.

«Ney, sagde jeg til Kista – «jeg kommer aldrig til den kiære Grav naar jeg opsætter det til Aftenen. 4 Aftener efter hinanden er jeg blevet hindret, lad os gaae nu.» Og vi gik, og jeg bragte mit første Blomsteroffer, nogle Hæggeqviste did, og vi sad der en Stund. Ak, hvor deyligt er der, hvor himmelskt et Veyr. Ogsaa paa Graven er et Par Rosentræer gaaet ud; men maatte kun de to leve og blomstre, som Du har givet mig, min Lotta, to høystammede Rosentræer, hvis Mage jeg ikke har seet, hvoraf et staaer ved Hovedet, et ved Fødderne. Endnu spores intet Liv i dem heller. Jeg kan ikke være inde i Dag. Jeg tager nu Strikketøy, en Bog, og hvad videre behøves for at sidde lidt godt i mit Lysthus. De har allesammen for travlt til at være med mig, dog seer de nok til mig imellem, tænker jeg. O hvor det er sødt at tænke paa, I skal sidde hos mig, i alle mine Lysthuse, Elskede, paa mit Wilhelmsminde, hvor jeg, da jeg ey kom did paa Egersønnens Fødselsdag, nu ikke vil hen før Pintseaften, naar jeg skal modtage Eder. Kom nu det ventede Byebud i Aften med glædeligt Budskab!

Kl 7½ Paa faa Timer nær har jeg tilbragt denne hele Dag i Haven, strikkende, læsende. O hvilken en Dag! Ingen Juni- ingen Midsommerdag kan være skiønnere, jævnvedholdende skiønnere; kun kan vi ikke vente den blide qvægende Varme ^{som nu,} men har Aarsag at giøre Regning paa overmaade Hede, vil det blive ved som det har begyndt. – Endnu er Byebudet ikke kommet, ak, men en sørgelig Tidende har vi hørt, derom mere i Morgen.

[171] Tirsdag 1^ste Som May sluttede, begynder Junj. Glædelig var til alle Tider en saadan Vaar eller Forsommer, men dobbelt er den det i Aar, da det ualmindelig svage Sædekorn just behøvede denne milde Varme, afvexlende med Regn. Det kommer ogsaa deyligt op overalt, og Haabet om en god og tidlig Høst begynder alt at trænge qvægende ind i de forsagende Hierter. Gud, du vil jo ikke lade det styrkende Haab vorde beskiæmmet.

Den sørgelige Efterretning, mine Elskede, er, at unge Grev Knuth, den brave, tækkelig, af alle Mennesker med Rette yndede Mand, skal paa Borregaard, hvor han nu boede med sin Familie, være faldt ned og død et Qvarter efter. Det har gaaet os Alle til Hierte, thi ved sit jævne beskedne Væsen vandt han Alles Agtelse og Kiærlighed. Ak, de gode Rygter ere kun alt for ofte ugrundede, og maatte nu dette Sørgelige ogsaa være det, saa skulde jeg taalmodig finde mig i at see mig skuffet var det end flere Gange i glade Forventninger. Saa længselfuld jeg før ventede Budets Tilbagekomst fra Byen, saa meget frygter jeg nu at det skal bringe Bekræftelse paa Sørgetidenden. Skal det saa være, saa giid behagelige Efterretninger om din Syvalds Helbred, dyrebare Catty, og om Din egen og alle Dine Kiæres, maae trøste os, og Visheden om, at see Eder til den bestemte Tiid.

Alle Jomfruerne, min Kista undtagen, gik i Morges til Houg. Min Koren, som i Gaar ret tog sig en Sabbatsdag, og sad hos mig i Haven nesten hele Tiden, skal paa en Forretning, saa jeg nok kommer til at sidde ganske ene i Dag; thi stakkels min Kista faaer ikke sidde længe ad Gangen. Dog vil jeg ikke gaae ud og leyre mig ret før i Eftermiddag, da jeg vil have et Par Breve færdige til Fader Pavels et, et til min kiære Bergh. Sætter jeg mig først ud, er det ikke let at bryde op igien, og selv det venlige grønne Kammer er mig ikke ret tilpas naar jeg kommer ind fra den grønne høye hvælvede Sahl derude

I Gaar sad Maja sidste Gang for Maleren. Hun bliver sig meget liig finder vi Alle. Bredahl, den hiertens godlidende Mand, er lige som lidt bedrøvet fordi hun ikke mere skal sidde for ham. Han er, som alle adstadige Mænd, lidt forliebt i vor Maja, maae I vide, dog han er en Smule forliebt i os Alle og i det hele Hovind. Faer Mørk var ogsaa i Gaar oppe, imens hun sad, saa hun havde en Tilbeder for sig, en snart bag, snart ved Siden af sig.

[172] Onsdag 2^den Det i Mandags ventede Byebud er endnu ikke kommet tilbage, og nu bliver min Venten Utaalmodighed. De arme Mennesker, Mand og Kone, ligger derinde med flere Hundrede, for at faae noget til Livsophold; Mange kommer tomhændede tilbage[.] Der er intet Korn at faae. Gud trøste de Arme, det hele arme Land! Jeg er saa forstemt i Dag, og har dog nu sadt ude under den rene blaa Himmel et Par Timer, og da pleyer alle Smaaestorme i mit Bryst lægge sig saa blidt. Men I veed jo, Elskede, hvor barnagtig jeg mange Gange er, og at forgiæves Venten er noget af det, der giør mig meest ungeduldig. Grev Knuths voldsomme Død bekræftes fra alle Kanter. Giertz, som har været paa Amtscontoiret, altsaa seet ham daglig, det er da det samme som: agtede og elskede den sieldne Mand høyt, blev endnu blegere (hvad jeg nesten ikke troede var mueligt) end han er, da han hørte den skrækkelige Tidende, gik ud og græd bitterlig. Der flyder vel mange endnu bittrere Taare, og vil længe flyde, ved hans pludselige Forsvinden af Livet, af et Liv, som fra alle Sider syntes at tilsmile ham Glæde og Lykke. Men hvor falske ere ikke ofte disse Smiil! Maaskee saae han, for hvem Fremtiden ligger usløret, mangen Anstødssteen hvorover den fyrige unge Mand kunde snublet, kunde giort et skrækkeligere Fald end det, der forekom alle øvrige.

Fredag 4^de Samme uroelige Veyr som i Gaar, Regn, Blæst, Torden. Ofte, og nu i dette Øyeblik er det saa mørkt her i Kammeret som Kl skulde være 10, og den er ikke over 6. Saa skinner med et Solen, og jeg kan ikke holder mig fra at see, hvordan dens Straaler seyrende bryder igiennem de tykke Skyer, og denne Stirren er vel Skyld i, at jeg nu en Stund har havt en Dæmring for Øynene, som i Forening med den trykkende Tordenluft har giort mig saa beklæmt. Men saadan var jeg ogsaa i Gaar nesten hele Dagen. Først da kom Budet fra Byen og bragte mig Dit lille kiærlige Brev, dyrebare Catty, og Visheden [173] om Din, Din Syvalds og Sallys Komme i Morgen. Tidlig i Dag reyste Gunder ind i een, min Tønder Lund i en anden Kiærre da vi ingen Vogn kunde faae. T: L: bliver Pintshelgen over paa Tøyen. Gud lade kun Veyret i Morgen blive anderledes: En saadan Regn- og Hagl-Skur som nu, vilde bløde Eder reent igiennem, Elskede. O bliver det saadant Veyr, da vil jeg blive end mere beklæmt end jeg har været i disse Dage. Fra Morgenstunden var det klart. Og naar I nu glade satte Eder i Kiærrerne, og alt smilte om Eder, og I forud nød Giensamlingens Glæde, og der saa brød et saadant Veyr ud! Jeg ængstes blot ved at tænke det. O at det var i Morgenaften! – Der er da ingen Tvivl mere om Knuths Død. Du fortæller det, min C: og i Ugebladet stod det – Det skal være i Sarpen han fandt sin tidlige Død –

Ganske vist, evigelskede Maja C, tør jeg altsaa ikke vente Dig den 10^de? Dog jo, jeg vil det, til jeg med den lille Marthe, som skal besøge sit Barn, faaer den glade Tidspunkt bestemt at vide. Treschow kommer ikke med i Morgen. Han vil afhente sine Kiære, og see sin og min og vor Moer Cappelen her. O, hvorfor kan du ikke slaae lettere, underlige Hierte, ved Forestillingen om de saa nær ventede Glæder? Jeg kan neppe aande, saa tungt er mit Bryst. I Morgenaften ved denne Tiid slaaer det med Guds Hielp let og freydigt ved Eders troefaste barnlige Hierter. Var det kun allerede i Morgenaften! Dog, hvortil denne Ungeduld? Jeg vil gaae op og see paa Bredahl og min Koren som sidder for ham, og min fromme Majas Contrafey som hænger paa Væggen –

Med Gunder skrev jeg til min Lotta, til Søn Pavels, og til Catty.

[174] Løverd: 5^te Himlen er klar, Luften reen, men endnu blæser det lidt koldt, som jeg dog haaber ikke skal uleylige alle mine elskede Reysende, thi formodentlig er ogsaa Du, dyrebare Maja, med Dit kiære Følge nu paa Veyen til Fhld. Om I alle ere ude nu? Kl er halvotte. Ney, det er vel for tidligt. Gud være lovet for det klare Veyr. Mit Bryst er ogsaa langt lettere, men Hovedet er tungt, dog bliver det vist bædre, ogsaa godt, at jeg kan modtage de Elskede paa Vilhelmsminde. Did bringer de nu mit nye Bord, og min lille søde Skriverpult, og saa vandrer jeg did i Eftermidd: med Ungerne mine, og kanskee med Telja mi, og vist med Skriveren. Kistamoer har alt sørget over, hun ikke faaer Tiid at komme did. Der er altiid saa travlt til Helgen, mætta. Nu har hun bagt deyligt ‹…› Hvedebrød til Barna mine naar de kommer, at de kan qvæge sig efter Reysen med det og en god Kop Thee eller Caffe, alt som de behager. O jeg veed nok hvad der vil qvæge dem meer end alt! – dem og mig.

Det er ret saa snurrigt, at jeg ikke skal skrive noget Majabrev i Dag, og ligesom der var noget paalagt mig jeg ikke kunde faae udført. Endnu underligere vilde det være, kom Du ikke selv, Elskede, paa Torsdag ved den Tiid, Dine Breve pleyer komme.

Har jeg sagt Eder at jeg dog, trods Ungernes ondskabsfulde Spaadomme fik 3^die Deel af Tobias Hoppe med Børnene fra Kbhn? Jeg læste den ud saa godt som i et Kiør. Aldeles svarer den ikke til min Forventning, og i Slutningen gaaer det Hulter til Bulter, og som Digteren havde travet ligesaa fort i at skrive, som jeg i at læse og oversætte den. I Gaar fik jeg 32 Pag: i dansken –

Der er lille Marthe fra mit kiære Strømsøe, og med hende et ømt velsignet Brev fra Thrinasara mi, og alt er som jeg ønsker, haabede og vente^de det. I Gaar begyndte Fhldtouren, Torsdag, maaskee Onsdag seer jeg min Maja, og alle ere de raske og vel de Dyrebare. O Gud være lovet! – Lille vakre Marthe vil hverken spise eller drikke før hun har seet Barnet sit. Det undres jeg ey over. O hvor Du har glædet hende med denne Reyse, min hulde Sarathrina! Hvor hun nu skal fortælle mig om Peer og Otilia og Eder Alle!

[175] Første Pintsedag En glædelig Pintsefest, ak, kan jeg vel tilbede, ønske Eder, Dyrebare, os Alle, det hele kiære Norge, men en sørgeligere end denne har vel ikke Mange oplevet med Hensyn til Landets Tarv og Trang. Men for ikke at lade mit alt for let bevægede og mellem Glæde og Sorg saa underlig delte Hierte komme til Orde, vil jeg fortælle om Gaarsdagens Begivenheder i en ret cronologisk Orden. Da det leed til Kl 3 begyndte min Længsel at blive utaalmodig. Mad: Wangensten, som havde været hos Walbohm med sin Bodvard for at faae en Tand udtrukken der, ligesom Linas, var groet dobbelt, kom hid, og var her en Timestiid. Hun ilede ogsaa hiem, og jeg kiørte i hendes Carriol til Mindet, da det var saa varmt at gaae. Telja og Barna og Skriveren var med mig. Da jeg treen ind ad Dørren stod lige for mig et af den snilde Bredahl malet Stykke, der forestillede en Støtte med en Urne over, og havde en vist hiertelig meent Indscription, den I med Guds Hielp selv læser engang allesammen. Det Hele var behængt med grønne Krandse, og tog sig ret nydeligt ud. Mad: Wangenst: blev kun et Øyeblik, og fortsatte saa sin Hiemreyse. Da satte jeg mig ved min kiære Majapult, begyndte at oversætte af alle Kræfter for at adsprede min altfor spændte Venten, og kunde dog ikke andet hvert Øyeblik end see ud ad Veyen til, skiøndt Telja og Lina sad paa Udkig uden for, Skriveren inden for Lysthuset. Fire hele Sider vare fuldskrevne, og nu tabte jeg Lysten til mit Arbeyde, og blev meer og meer mismodig, da det tyknede til rundt om, og den deylige Regnbue giennemskiær de sorte Skyer. Kl var over 7. «Gaar vi ikke, kommer Regnen over os» – sagde Skriveren – «Og kom de ogsaa nu, ere de bædre tiænte med at komme tørre i Hus, end blive vaade herfra hiem.» Det kunde jeg ikke nægte, og pakkede sukkende og langsom mine Ting sammen, imens Telja med Smaaepigerne satte Theetøyet ind, og Skriveren lukkede Vindueskodderne. Det blæste koldt, og da vi kom her i Alleen kom ogsaa Regnen. Jeg havde netop talt tre Ord med Kista mi, og tænkte paa at gaae herind for at kiære Eder min Nød i Journalen, see, da kom de Elskede, foran Sally og Gunder, efter min Catty med sin Syvald. Regnen [176] styrtede ned, men det saa længe savnede Barn laae igien i mine Arme, hendes Syvald, som raabte fra Kiærren før den holdt: «Der er Moer Koren!» laae første Gang ved mit Bryst, og Himlens og vore Taare fløde sammen. Ak, men paa Cattys og Sallys Ansigt laae en Skye, mørkere end den over os. Et af mine første Spørgsmaal var: «Har Du havt Brev fra Malla?» – Ak, da jeg læste jeg i Dine taarefulde blaa Øyne, elskede C, i det stumme vemodsfulde Smiil hvad Du ey havde Ord for, og jeg behøvede ikke, kunde heller ikke spørge mere. – Ney, dyrebare, sieldne, uforglæmmelige Malla! Du skulde ikke see Dit Norge, Dit jordiske Fædreland igien. Du gik til et bædre, et lykkeligere Hiem, hvor ingen Klager, ingen Jammer møder Dit Øre, hvorfra Du maaskee i dette Øyeblik seer ned til Dine sørgende Elskede, til din Moer Korens Taare – Jeg vilde ikke gaae i Kirken med de Kiære, min Koren fulgte dem, jeg vilde blive hiemme og skrive; men det gaaer saa i et for mine Øyne og Tanker, at jeg maae lægge disse Blade hen igien –

En lang Tiid har jeg nu sat og talt med min Kista – Alle, Store og Smaae, ere i Kirken, saa nær som Jess der reed til Houg med Syvald foran sig, og det paa den stolte Vaillant, og Giertz der fulgte med, og jeg og Kista der passer Huset. Maja gik i Forveyen til Kirke med Telja, der for at høre godt eller bædre, vilde sidde nede i Nærheden af Prædikestolen. – Syvald er som jeg tænkte mig ham. Hans Faders Blik kiendte jeg strax jeg saae ham. Han kiendte og nævnte os Alle endnu i Aftes, men Jess og Vaillant var hans sidste og i Dag hans første Ord, og han forlader ikke denne sin store Kammerat et Øyeblik, den tobenede, mener jeg. Alle levende Dyr, men frem for alt Heste, interesserer ham mest af alt. Da han i Gaar paa Hidveyen mødte en Mand, han anslog til Slagter, der drog en Kalv med sig, raabte han: «Gaae fra den fæle Slagter, du lille søde Kalv, ellers dræber han dig.» – Med Smaaepigerne har han endnu ikke giort ret Bekiendtskab.

En heel Pakke Breve bragte de Kiære mig, fra min Lotta, fra Fader Pavels, og to, Professor Rathie havde havt op med sig fra Kbhn, et fra min stakkels Irgens Bergh, der den Dag han skrev første Gang havde [177] forladt Sengen, hvori Mæslingerne 14 Dage havde fængslet ham, og – endelig fra min kiære Øhlenschläger, der tillige sendte mig sine seneste Stykker i nydelig Paaklædning. Han er den samme Adam! Om Brevet mere en anden Gang. Kun maae I beundre min Selvfornægtelse, at jeg kunde lade alle disse velsignede Epistler blive ulæste til i Dag. Det var egentlig, naar jeg undersøger mig selv ret nøye, mere Selv-Kiærlighed end – Fornegtelse: mit Sind var altfor oprørt af Glæde og Sorg til at jeg med Andagt kunde læst dem, om jeg end saa længe kunde revet mig fra de elskte Nyekomne. I Morges vaagnede jeg Kl halvfire, og ønskede jeg uden at forstyrre min Koren og Husets øvrige Sovende kunde faaet fat paa dem; men først Kl henimod 6 stod Skriveren op, og jeg med, og ilede til min Skat, og begyndte ^siden at skrive her, men ikke længere end til jeg hørte Catty gaae herinde i Storstuekamret, Sally oven paa, da var jeg hos dem. Min Catty har ikke sovet stort, dog var hun meget livligere i Dag end i Aftes, og med Guds Hielp skal hun blive det meer og meer hver Dag. Sally var færm –

Og Du, min hulde Ragna, havde havt saadan Lyst til at følge med til Hovind, halvde halvveys bestemt Dig. O hvorfor kom Du ikke? Dog, Du vil glæde Dig hos os, blot glæde Dig, og det kunde Du ikke naar Din Ludvig ikke var ret frisk, naar Du ey havde Din Ida med Dig. Gud give, Du snart maae kunde det ganske, ganske!

Anden Pintsed: 7^de Junj Det maae jeg skrive med fulde Bogstaver, mine Elskede, thi i Dag er det fulde 30^ve Aar siden jeg saae min Koren første Gang. Hvilken Tiid! og dog saa snart bortfløyet. Tak og Tilbedelse, Alnaadens Gud, for hver af de mange Dage, de mørke som de lyse – o de sidste vare vist ulige flere end de første – og dog minder jeg Uskiønsomme hine oftere, stærkere, end disse – Ogsaa Dig tak, min K: for hver Dag! Nu kom allerede lille Sara ned, og loe da jeg sagde hende, jeg i Dag 30^‹ve› Aar havde lidt Hovedpine ligesom nu, fordi jeg kunde huske saa langt tilbage (ikke fordi jeg havde Hovedpine) men [178] da hun hørte, hvilken mærkelig Dag det var, loe hun ikke mere. Endnu er der stille i Naboekammeret, saa jeg haaber, min elskede Catty har faaet nogen Hvile. Hun var ikke ret brav i Gaar, og tog et Campherpulver ind før hun lagde sig. Giid hun maae være og blive bædre det kiære Barn! Syvald er Glæden og Munterheden selv, og uophørlig i Bevægelse. Ellers gik Gaarsdagen i bliid Roe. Koren var med Døttrene sine paa Wilhelmsminde, hvor Catty fandt sig saa tilfreds som Alle der seer det. Jeg var ikke saa brav at jeg torde gaae med did. Det var mig for varmt.

I Dag venter jeg halvveys min kiære Rikke. Maaskee kommer der flere længere Veys Besøg, maaskee ogsaa Nogen fra Kirken, da det er Munthes Offerdag.

Onsdag 9^de Der kom ingen Rikke i Mandags, jeg begriber ikke hvorfor, uden at hun skulde være blevet syg. Hørt derfra har jeg ikke. Hendes Luise Radik var her om Eftermidd: i et kort Besøg[,] hun troede vist at finde Tante her, der om Aftenen havde bestemt sig hid. Kl 4 om Morgenen var Luise spadseret til Gislevold med Lieut: Keilhaus. Der kom heller ingen af de andre Ventede. Kun Giørups var her fra Kirken. I Gaar Eftermidd: just som vi sad og talte om Frøk: Motzfeldt, og undredes ved at høre, hun endnu var paa Tøyen, kom hun. Det var os som naar Qvinten springer i en Dands. Stakkels Pige, hun er alt reyst nu i Dag i al Regnen, og jeg er vreed paa mig selv, fordi jeg blev ley over hendes Komme. Men vi sad just og glædede os over, at vi havde det saa godt i vort eget Lag. Jeg bad hende ret alvorlig blive over i Dag, men hun kunde ikke. Hun gaaer sin Vey stille, uden alle Fordringer – hvad vil man meer? I Gaar sad jeg første Gang for Bredahl, og over to, tre Timer. Alle Ungerne mine kom vexelviis op og saae til os Jeg havde mit Strikketøy og morsom Conversation med den snilde Maler, og kun at jeg maatte sidde saa i en Stilling, generte mig lidt. Ja, vist har vi det saare behageligt, var kun min elskede Catty frisk, men det er hun langt fra at være, især i Aftes var [179] hun ret ussel og havde Feber, saa hun gik tidlig i Seng med Gutten sin. Nu hører jeg, hun er vaagen, og skal see til hende.

Gud skee Lov, hun er bædre, og seer munter ud. Syvald vaagnede mens jeg stod derinde saa bliid som en Engel, og hiertensglad, fordi jeg lovede, han skulde faae Lov at ride ganske allene paa lille Presidenten naar Skriveren kommer hiem med den. Han er i Eidsvold i Gaar og i Dag. – Lille Marthe er nu ogsaa faret hiem igien med et lille Brev til min elskede eensomme Thrinasara, der savner baade Mand, Fader og Moder i denne Tiid. Og nu, dyrebareste Maja, er Du ogsaa vist ude og reyser paa Veyen til Dit Hovind. Gud skee Lov, det klarer lidt op i Veyret, og tør blive godt op ad Dagen. I alt Fald har Du den flinke Sønnen Din med Dig, som veed Raad for alle Uraad, og det er mig en stoer Trøst.

Fredag 11^te I Gaar, mine Elskede, var jeg rigtig saa glad, at jeg ikke kunde sidde her med nogen Stadighed. Men nu ere de gaaet ud en Tour, alle Barna, og denne Stund vil jeg see at nytte for at fortælle Eder hvad I endnu ikke veed. Onsdagen begyndte med Regn dog blev det siden saa godt, at Skriveren – ney det er sandt, det var i Gaar Formidd: han giorde en lang Spadsertour med Døttrene sine. Vi gik blot lidt i Haven, og drak Caffe der om Eftermidd: Baade da og i Gaar var min Catty ret brav, og jeg var som sagt rent forstyrret, hvad især gik udover min Sally, som fandt at det dog nok var nødvendigt, jeg havde lidt Hovedpine imellem, eller at det ikke vilde være mig og Næsten tiænligt, om jeg ofte skulde have noget saadant at glæde mig til som i Gaar min Majas Komme. Ogsaa bidrager det til min Lustighed at være tidlig oppe. Det var jeg i Gaar, skiøndt jeg blev forstyrret i min første Søvn da Skriveren kom hiem Kl halvet, og laae længe og sladdrede mig aarvaagen med ham. Han havde været paa Eidsvoldværket, da han ikke kunde tage der igiennem uden at giøre vor nye Stadtholder sin Opvartning. Han skulde være der i Gaar over, og da var Koren buden did til Midd: Kl. henimod 3 tog han herfra, men kom dog vist tidsnok [180] til den Midd: som falder der i Gaarden. Bredahl blev med ham til Hurdalen, hvor Koren i Dag har Forretning. I Forbigaaende maae jeg dog sige Eder, at Printsen har den Lykke at staae min Hr. Gemahl overmaade vel an. Men nu var det Synd at holde Eder længere fra Wilhelmsminde. Did ilede vi da Kl 3 Alle som Een, kun ikke lille Maja, som for første Gang i sit Liv havde slem Tandpine. De loe af min Iilfærdighed, thi deres sunde Fornuft gav dem jo, at vore kiære Ventede ikke kunde komme saa tidlig. Vi sad der imidlertiid og gik der, og min Catty var saa fortryllet i Udsigten, i alt i og om det stille Fredens Tempel, og Sara, den Uroelige, giorde smaae Svinkninger omkring, med sad dog der, imellem ret roelig og syede paa en nye vakker grøn Kiole, hun tænker at stadse med i den grønne Majadal, hvor hun ret vil coqvettere med Naturen. Mine Øyne vare som i Løverdags uophørlig henvendte til Veyen, og Kl over 5 saae jeg først de Kommende, og saa – var vor velsignede Maja i vore Arme, og første Gang i den nye Søsters, og saa kom vor Realf, den perconificerede Glæde, og – o at I Alle havde været der, og seet og følt og deelt alt med os! – Men Glæden overvældede Dit arme Hierte, dyrebare Catty, Din Mallas Savn faldt tungt paa det, fordi det i disse Øyeblik blev Dig saa levende: «Hvor tidt drømte vi os en saadan Time som denne sammen! og nu er du borte, og saae ikke Fødelandet, ikke dine gamle og nye Elskede Elskende igien!» Ikke sandt? min Catty! denne Følelse var det som fremtvang de længe tilbageholdte Taare. Da Du kom tilbage læste jeg i Dit vemodsfulde Ansigt at Du under den skiønne rene Himmel havde følt: «hvor skiønt er det her, hvor langt, hvor utænkeligt skiønnere der du er, min Malla! der, hvorfra du nu skuer her ned til os!»

– De ere komne tilbage fra Spadsertouren, de Kiære. Alle Børnene gik tidlig i Morges til Dragvold for at see Printsen naar han tager tilbage. Vor Realf har ogsaa forladt os for at see ind om sine gamle Forældre i Dag, og i Morgen ile i sin Thrinas Arme. Her kom ingen Kbhns Post i Gaar. Hvad monne det betyde? –

[181] Løverdag 12te Hvilket Guds veyr det blev i Gaar Kl henved 11! Regn, Hagl, Torden, Lynild og Storm. Jeg var ret saa ængstelig for alle Baana mine. Men Gud skee Lov, de vare, inden Uveyret brød frem, ariverede til Giørups, hvor de spiste til Middag, sov saa gar Middagssøvn, drak Caffe, og kom hiem mellem Bygerne, thi Bygeveyr var det den hele Dag, og ligedan tegner det til at blive denne. Hele Himlen er dækket med Regnskyer, og at der er mere Torden i Luften, spaaer mit Hoved mig. Vi kunde ikke komme ud af Dørren, men giorde os det inden for den saa godt vi kunde, og sad i god fortroelig Snak, og sluttede Aftenen, min Maja C og jeg, med tre Rabuser. Vor Catty var atter mindre rask. I Dag har jeg endnu ikke seet nogen af de Kiære, Sally undtagen som allersnarest da hun nu var her og bad mig God Morgen. Men jeg hører de alle ere paa færde ved Siden af og over mig. Min Koren kom seent i Aftes. Det maae være ^ved en Feyltagelse vi ingen Aviser fik.

Til Eidsvold kom de, mens Koren var hos Ankers. Bredahl er endnu ikke tilbage fra Hurdalen. Børnene ere ret indtagne i den vakre Prints, der hilsede dem saa blidt. Men ved sin Blidhed og hele Væsen indtager han Alle – O at han blev Norges anden Prints Christian! Paa Fhld havde været en sand Høytiid for ham, og ved ham for Alle. I det Selskab, Byen havde foranstaltet paa Raadstuen, spistes ved tre Borde. Han bad om tre Drikkehorn, og da de ey kunde tilveyebringes, blev bragt tre Pokaler. Nu udbragtes af Printsen hans ædle Navnes Minni, og under en Adagio og Minutskud gik Bægerne Bordet rundt Haand fra Haand, fra Mund til Mund, og i bogstavelig Forstand blandedes Vinen med Taare. Fast intet Øye blev tørt. Alt dette har jeg fra min Maja C, og [182] havde hun ogsaa med sig en Vise som blev siunget ved denne Fest, hvis Digter er en ung Mand, Adler, Lærer ved Institutet der. Det sidste Vers af denne Vise er saa vakkert og sandt, og med det vil jeg slutte dette Hefte. – Nu har vi drukket vor Caffe og Thee, og været ret lustige, til Trods for det graae Veyr. Min Maja C sidder hos mig og skriver til vor Thrinasara, saa converserer vi lidt med Syvald i neste Værelse, og med hinanden i dette, men da Skrivningen ikke baader herved, ved Conversatsen nemlig, vil jeg nu lade Maja raade ene for Kammeret, og gaae ind til de andre Barna mine. Catty er ikke værre, kun mat. Kom hendes T: i Dag – hun har en halv Vent, især da hun i Torsdags intet Brev fik – eller i Morgen (det var ikke godt han skulde være ude i den styrtende Regn) blev hun snart brav, fuldkommen brav, det troer jeg vist.

Mandag 14^de Han er her, min ædle velsignede ældste Søn. Da der heller ikke i Gaar kom noget Brev, gav jeg min Catty end mere Vished, og torde nesten sværge paa, han kom selv. Jeg sad for Maleren, min Sally hos mig. Da kom de – jeg veed endnu ikke hvem det var – og raabte: Etatsraad Treschow er kommet – og ned styrtede jeg og hang som hans Thrina, som hans Syvald om hans Hals – o Gud hvor mange bittre Timer og Dage opveyer et saadant Øyeblik! Der sad jeg mellem de Dyrebare i Aftes, paa min ene Side Treschow og Maja, paa den anden Catty og Sally, og rundt om os min Koren og Barna – O kunde jeg nu tænke mig alle Mennesker om ikke lykkelige som jeg, dog ingen uden nogen Glæde og Lykke –

Kl 11 Her hørte jeg Stoerstuekammerdørren gaae og ilte fra Eder her, og nu er et Par Timer forbi som et Øyeblik, og jeg har ingen lang Roe, saa I maae tage hvad jeg kan give Eder, I fraværende Elskede, i smaae Portioner; men ærlig skal I faae hvad Eder tilkommer. Vidste jeg kun hvad jeg skulde fortælle først. Det gaaer altsammen saa velsignet i et for mig, at jeg slet ikke kan være ordentlig. Men op ad Dagen bliver det nok lidt roeligere i min Hiærne –

[183] Kl 8 Aa ja, for Roelighedens Skyld kunde jeg nok været her hos Jer endda, mine Kiære. Men atter i Dag holdt Bredahl mig over en Time, og da jeg saa kom ned og op i min Krog i Sophaen, havde jeg saa megen Glæde af at sidde og høre paa min Maja C og T: hvorlunde de gienkaldte hinanden alle Barndoms og Ungdoms Minder – ak hvor godt det er at sidde saaledes! og jeg sad der endnu, om ikke den uroelige Sally, som hvert Solglimt lokker ud, havde faaet mig herind for at skaffe sig Nøglen til min Høy, did hun nu er vandret med sin, vor Catty, og da laae disse Blade og ligesom vinkede vemodigt ad mig, og nu sidder jeg her, men paa Spranget. Veyret har været uroeligt, som nu i mange Dage, og kun Sara, som sagt, har feyet ud og ind, vi andre har sadt i den fortroelige velsignede Prat, som efter min Følelse er en af Livets sandeste Nydelser. I ti Aar sad jeg jo ikke saadan mellem min Catty og min Treschow. O Gud, med et takopfyldt Hierte sidder jeg der, nyder jeg disse lykkelige Dage, det veed Du. Min stakkels Koren er denne Lykke ikke beskiæret. Jeg saae ham sielden saa mismodig ved at reyse bort som i Morges. Og ingen Dag bliver han hiemme mens Treschow er her, kun Gaarsdagen havde han det saa godt som vi har det Dag ud og Dag ind. Vel vil T: forlade os Onsdag, men Planen er lagt saa deylig til Giensamlingen i Majadal. Dog, derom en anden Gang. – Tak, min kiære Egersøn for det lille Brev i Gaar. Nu glæder I Eder I fraværende Elskede Alle ved at tænke hvor godt vi har det paa Hovind. Giid I Alle havde det saa godt! Men vi samles jo Alle – I Morgen maae jeg skrive til min Lotta. Og nu maae jeg ind til de Kiære

[184] Onsd: 16^de Jeg er saa træt og søvnig at jeg neppe veed, om jeg i den Stemning skal fortælle Eder om den deylige Gaarsdag. Havde jeg nu beskrevet Eder denne, kunde jeg slippe med at sige, den var det Modsatte af hvad denne tegner til at blive, thi endnu har vi ikke naaet Midd. og saa søvnig var jeg ikke Kl halvtolv i Aftes som jeg er nu. Seer I, her skal holdes Ret, og det Odelssagen, mit Hovind angaaende, som Morgenstierne har givet sin Hr Principal, den unge haabefulde Laps Scheitlie Haab om at komme i Besiddelse af som det staaer, og da hverken min Koren eller Jess er hiemme, maae jeg af og til ind og slaae en Prat af med Justitsrd Nilsen, som er Sættedommer, og Smith, Korens Proctr, da Hr Morgenstierne, der skulde været paa Plætten Kl. 10, endnu lader vente paa sig. Naar Midd: er over, tænker jeg vi skal komme i vort Lag igien. Men vor ædle kiære T: er borte, saa vi ikke kan faae det ganske som vi har havt det i disse Dage. Ja, det var i Gaar. Først saddeⁿ³³ vi hele Formidd: deels i Haven, deels i Stuen og pratede, og mens de vare et lille Løb paa Vilh: Minde, sad jeg for Bredahl. Did gik vi igien, til Mindet nemlig, Kl. 5 for at drikke Thee, og da kom min kiære Rikke med sin Willa, og Koren blev mod Formodning hiemme, og vi havde nogle velsignede Timer. Vi spiste vore Smørrebrød deroppe og drak to Flasker Champagne, en Lævning fra min gode Fader Cappelens Geburtsdagsgave forrige Aar, og sang og vare muntre. O hvor det var en deylig Aften! og vor ædle T: følte sig ung og glad og midt i sit Norge, og vi gienkaldte os de længst forsvundne lignende Aftner vi saadan havde tilbragt sammen, og tænkte os de forestaaende vi saaledes skulde tilbringe sammen. Skulde Rikke ikke været hiem, og ilte hid for at komme bort før det bleev for seent, jeg mener, vi havde sadt der til Midienat. Ja, jeg vil længe tænke paa denne Aften og disse glade Dage. Jeg synes jeg er blevet endnu yngere end før, og I veed, hvor ung jeg er naar jeg er glad. Og nu Udsigten til Dagene og Aftnerne i Majadalen – Gud, hvor god er du mod mig, hvor miskundelig! – Kl. 10 i Dag reyste T: – tidlig i Morges Skriveren, og kommer først tilbage i Morgenaften. Da kommer ogsaa vi tilbage fra Hertels, hvorhen vi agter os i Morgen aarle. Her er en bergenhusisk Lieut: Bredal, vor Bredals Fetter, som kom hid i Nat. Om alt dette i neste Hefte, og der det lovede Værs som skulde sluttet dette. Og det slutter jeg vel i den kiære Dal, tænker jeg.

[185] Fredag 18^de Det er færdigt at gaae i Staae med Dagbogen, og det bare fordi det gaaer saa i Trav og Gallop med mig. Nu har jeg taget denne Stund for at hvile mig efter Indpakningen og mit Sygebesøg (hvorom meer siden) og vil gaae i Korthed og Eenfoldighed tilbage der jeg slap. Ja, hvor var det? Ved Løftet om at fortælle Eder omstændeligt de forrige Dages Begivenheder, seer jeg. Giid jeg ey havde seet efter, saa kunde jeg giort med en bædre Samvittighed hvad jeg nu dog er nødt til at giøre: nemlig udelade Omstændeligheden. Og nu paa Syvaldsk i fuld Galloppade –

Vi ventede Onsdag Hr v Morgenstierne til Kl. halvto, og gik saa tilbords. Han kom ikke, men før vi havde afspist kom Wulfsberg Pastor gangendes fra Næss, hvor han havde opholdt sig i flere Dage, og troede vi, han kom fra Kamp med Svensken, thi hans Hoved var ombunden med et hvidt Klæde. Det er Gigt i Øyet hvoraf han fremdeles lider, arme Mand, holdt Sengen i Gaar og holder den i Dag i et mørkt Værelse, og ham var det, mit Sygebesøg gialdt. I Gaar skulde han fortsat sin Vandring, nu maae han ligge qvar, og Gud veed, om det gaaer an som han tænker at fortsætte Touren i Morgen i Følge med os, NB: i Carriol. Nu gik Maja og Lina over at bede ham ^{Faer Mørk} om mueligt forbarme sig over sin Medbroder og holde ham lidt med Selskab i disse Poenitentstimer. – Ja, det var da Morgenstierne som ey lod høre fra eller see til sig, og derved gaaer da Sagen atter i Langdrag, og, som Nilsen, Smith, og min K. formoder, falder maaskee ganske bort. Nilsen var ret harm, og svoer, han ikke vilde lade sig holde for Nar oftere, og at de nu kunde tage sig en Sættedommer hvor de fandt ham, ifald de behøvede nogen. Det var ret lusteligt for os og vort Hovind, seer I vel, og min Maja C. var den første, som triumpherende fortalte mig disse Udladelser af Nilsen og Formodninger om Sagens Bortfaldelse. Kl. 6 tog Retten bort. Men Glæden og Retfærdigheden blev Gud skee Lov igien paa Hovind, og giid den stedse der bygge og boe!

[186] I Gaar gik da endelig Rotnæstouren for sig, efter mange Ventilationer, da Veyret saae bøst ud, og det regnede en stærk Skur. Dog, da det klarede op, fattede vi Mod, og lod det staae til. Min endnu ikke friske Catty vovede sig ey med, og Sally vilde ikke forlade hende. Vi Reysende vare da min Maja C og jeg i hendes pene lille Vogn for i Spidsen, derefter min lille Maja med den forstyrrede Albert Lassen, min Gud- og Pleyesøn, hvis høye Ankomst hid Onsdagaften jeg har forglæmt at anmælde. Toget sluttede Lina og Bredahl. Lille Tønder Lund sad paa Vognbukken hos Gunder. Veyret holdt sig godt, men Føret var maadeligt, og Veyen lang, saa vi ikke kom til det hyggelige Rotnæs før Kl henved 2: Der var Glæde over al den Gaard, men tempereret blev den ved det, vort Besøg var saa kort. Og sandelig, for en saa lang Vey var det kort, og vi havde saa giærne som de Gode selv ønsket det kunde været anderledes. Nu var det umueligt. Men nok, vi tilbragte de Timer vi vare der saare behageligt, og kun at vi ikke kunde spise og drikke alt hvad de saa giærne proppede i os, giorde os lidt uenige. Først Kl halvotte kom vi derfra, og den sidste Halvdeel af Veyen var den eneste, jeg fandt lang, og min kiære Reyseselskaberske med troer jeg nok: thi baade bort og hiem havde vi Stof nok til Samtale, og først da det leed mod Midienat og det endogsaa begyndte at smaaeregne, gik det lidt traadt for os. Dog, det skulde været glæmt og alt godt, havde min Maja fundet det Brev fra sin Thrina hun saa vist havde glædet sig til, men der var intet og alt hvad vi kunde sige beroeligede ikke det saa let frygtsomme Moderhierte. Det veed jeg, og sagde derfor kun lidt, i hvor vist jeg haaber, det er en Mistagelse, hvorved Brevet ikke er fremkommet, thi med Guds Hielp er alting vel, og skrevet har den kiærlige Datter vist. Dette giør nu ellers, at min Maja ikke er ganske vel i Dag, dog Gud skee Lov bædre, end fra Morgenstunden. Sally derimod er lige ussel den hele Dag. Hun sad for længe oppe for at vente os, det kiære Barn. Gud give hun blev brav til i Morgen.

[187] Løverd: 19^de Hun er desværre ikke bædre. Gud veed hvordan hun taaler at reyse, det ængster mig ret at tænke paa det. Dog haaber vi, det skal blive bædre i Luften, Gud give det! Wulfsberg er bædre, og vil endelig være i Følge med os i Dag, da han er saa godt som blind, i det mindste maae reyse med tilbundne Øyne[.] Skydsen er allerede kommet. Vi bliver blot Natten over paa Tøyen, da Maja uroelig over intet at have hørt fra Hiemmet, iler nu did. Du vil ey blive fornøyet dermed, kiæreste Lottamoer, og mine Kiære paa Økeren heller ikke, da de ey faaer see deres Moer Koren før paa Tilbagetouren, og Moer C slet ikke denne Gang. Bestemmelsen var at tage derindom i Dag, og blive over paa Tøyen i Morgen, hvilket nu alt ved det ventede Brevs Udeblivelse er forandret.

I Gaar havde jeg saa travlt som en Muus i Barselseng, med Indpakning og Alskens Ting, og maatte jeg sidde to Gange i flere Timer for Bredahl, da jeg neppe træffer ham ved Tilbagekomsten, den snilde Bredahl. Det var netop jeg fik Tiid til i Følge med min Maja C og Catty at tage Farvel med de Elskedes Hvilested, hvor det var saa blidt og grønt og stille. Og nu er det alt det jeg faaer Tiid at sige Eder Farvel fra Hovind Elskede! da alle stunder til Reysen. Min stakkels Sally! giid jeg havde hende frisk igien. Ogsaa du arme W: giør det mig ret ondt for, at hans Sommerfornøyelser skulde saaledes forbittres. Det har været ham to lange Dage han saaledes har lagt i Mørket. I Gaar sad Faer Mørk saa troelig hos ham. Nu Farvel fra Hovind!

Mandag 21^de Her paa et Kammer, hvor jeg aldrig sad før, mit eget fra Begyndelsen selvvalgte Kammer, der nu først er blevet færdig, og Ingen har lagt før nu jeg i Nat, hilser jeg Eder God Morgen, Dyrebare! God Morgen fra det henrivende deylige Auestad, der dog med al sin Skiønhed og selv landlige Pragt, stolte Udsigt etc ikke kan være eller nogensinde blive mig hvad Majadal er mig.

[188] Men endnu har vi ikke forladt Hovind. Kl. blev henimod 10 inden Wulfsberg kom saa vidt at han kunde tiltræde Reysen. Mens vi sad ved Frokostbordet kom alle de unge Jægere fra deres Nattetog, Jess, Lassen, Lunde og Grüner i fuld Procession med Geværerne paa Skuldren, Hattene bekrandsede, og marscherede med deres store Fangst, en eneste Hare paa en Stang imellem sig, forbi os, saa alt stod ret lustigt til ved vor Afreyse, skiøndt Ingen saae den med Glæde. Min Koren var især paa sit Viis nedslaaet fordi han ikke kunde følge med os. Han, Jess, og Contoirfolkene skulde den Dag ledsage den unge vakre Ane Krogfoss til sit Hvilested. Jeg veed ikke om jeg har sagt Eder, at hun kun i 14 Dage overlevede det første Rygte om hendes Død. De saae altsaa ingen glad Dag imøde[.] Søde Syvald græd bitterlig ved Afskeden med Jess, Maja og Lina og det hele Hovind. Han kiørte med sin Moder, Sara allene, Maja mi og jeg sammen, Wulfsberg med blaat Slør for Øynene sluttede Toget. Naar jeg undtager et lille Ophold strax ved Hovind, da der var noget ugreyt med Kiøretøyet, og at den stakkels blinde Præst kiørte ud i en Grøft og væltede, dog Gud skee Lov uden at komme til Skade, gik Reysen i det deyligste Veyr saa hurtigt og fornøyeligt som mueligt. For mig i det mindste fløy halve og hele Mile som ingen Ting og før jeg vidste det, hvad I godt kan begribe. Frue Bergh og hendes Lena mødte vi underveys, og talte et Øyeblik med hende. Hun skulde op til sin Gaard. Fra Tøyen var udsat en Skildvagt for at bede Frue Treschow følge med til Tøyen da hendes Hr Gemahl var der. Sligt lader man sig ikke sige to Gange. Men kun Catty blev med. Sally maatte hvile med Gulen paa Groerud, og tog derfra lige hiem for at faae sine Ting i Orden til Hidreysen, saa vidt det i den Skynding lod sig giøre. Men hendes Trøst var, at hun ikke tog til et fremmet Sted, men til vor Maja, som veed Raad hvor saa Manges Forstand staaer stille.

Paa vort kiære giæstmilde Tøyen fandt vi foruden den anmældte Hr. Etatsraad og alle Husets gode glade Mennesker, Professor Rathie og [189] Lieut: Stenersen, og en saare behagelig Aften kunde vi spaae os og fik vi. Vor ædle T: fandt, at hans Catty saae raskere ud end da han forlod os, og at hans Syvald var bleven fyldigere og havde faaet friskere Couleur. Ellers fik jeg, og endnu mere Lottamoer en Høne at plukke med samme Professor Etatsraad; men da Tingen blev afgiort i Mindelighed, maae den nu ansees for død og magtesløs at være. Det gode Presidentpar blev ret harm da Maja C: maatte sige dem hun blev nødt til at tage afsted Dagen efter. Taarene vare færdige at komme frem i Lottamoers Øyne, men, selv Moder, fandt hun, det ey kunde være anderledes. Jeg skal nok erstatte Dig det, min fromme Lotta, ved Tilbagetouren, men Din Maja seer Du ikke saa snart.

Før vi forlode Tøyen i Gaar, kom Lena og Margretha Wold. Lotta havde sagt mig, at Lena saae ildeud, og vist maatte gaae med en Tæring; men saa ussel som jeg saae hende, kunde jeg ikke tænkt mig hende. Ak, det blege udtærede Ansigt staaer levende for mig, og i en saa sørgelig Contrast med hendes lykkelige glade Barndom og første Ungdom. – Da vi havde spist dygtig Frokost, toge vi Afskeed med de Kiære alle, og Touren gik til Festningen. Folk kom flokkeviis af Kirken, og for Vinduet saae vi en Præst i Kiole og Krave, som vi da troede var ingen anden end Fader Pavels, men see! det var Juul. Pavels var ved Agger, og kom først efter en god Times Forløb, den vi fordrev med Husets Frue og Glutterne i Samtale, med nye Frokostering, og med at tage alle Værelserne i den lille nette og meget beqvæmme Gaard i Øyesyn. Det lakkede med vor afmaalte Tiid, men saa giærne vilde vi see og tale med Husfaderen, og endelig kom han, saa bliid og glad i at see os, at det ret var leyt at bryde op i saadan Fart, som det overalt har sine store Ubehageligheder at reyse med bestilt Skyds, i hvor godt det paa den anden Side er at komme saa raskt afsted. Med min høye Nærværelse skal I neste Gang beæres længere, mine kiære Venner, det Løfte gav jeg, og agter jeg at holde. Herfra gik det til Treschows. Kun vor Catty fandt vi hiemme, da Manden hendes efter at have [190] ventet os syv lange og syv brede, maatte vandre til Schøyen. Catty vilde skiænde lidt paa Trappen for vor lange Udeblivelse, men vi kunde retfærdiggiøre den og os. Og nu saae jeg Sverdrup igien – hvor glad tør jeg knap sige Jer, thi I veed, jeg fra fordum Tiid har været lidt forliebt i ham, og kanskee ikke saa lidt endda. Dog, Gud skee Lov! saa nær de halvhundrede har man nok Lov til at sige sligt, ikke allene hvad man har været, men ogsaa hvad man den Dag i Dag er. Sverdrup var blevet noget mavrere, men ellers aldeles den selvsamme. Det koster mig Overvindelse at forbigaae Underholdningen ved Cattys Chocoladebord; men mindes jeg ret, har jeg lovet Eder ikke at fylde flere Blade i min Journal med Grundtvigiana, og vil jeg altsaa lade det blive ved denne ene Yttrelse, at denne Samtale giorde mit Hierte godt, og at jeg atter sukkede over den manende Skyds; thi i hvor meget Maja hastede, er jeg vis paa hun havde ikke nænt at forkorte sin Moer Koren disse deylige Øyeblikke. Vor Sally have længe været der da vi kom[.] Den vakre lille Hanna Moestue giorde et Sving op til os. Men nu maatte vi afsted. Afskeden med vor elskede Catty var let, fordi vi skal see hende og hendes Syvald paa Torsdag, hendes Gemahl noget senere, og først i Majadal, did hun følger med os. Søde Syvald, der fløy os saa hiertelig om Halsen da vi kom, var rent trøstesløs da vi toge bort, og hans Taare faldt saa tungt paa mit Hierte, at det lille vemodige Fiæs nær havde bragt Taare i mine Øyne endnu længe efter at hans ^vist vare tørrede.

Ney, der kan neppe nogen Vey være venligere, ynderigere end den fra Xstiania hid, og især naar Veyr og Føre forener sig for at giøre den herlige Aarstiid ret tilgavns tryllende. Nu kan I tænke Eder, Elskede, hvordan alle Sandser, de indre som de ydre havde fuldt op Nydelse der jeg sad ved min Majas Side. Imellem, naar vi holdt et Øyeblik, kunde vor Sally faae give sit Hierte lidt Luft; thi kun paa Gillebek vare vi af Vognen mens Hestene ombyttedes. Her vilde Maja saa giærne vi skulde drukket Caffe, men Skydsen havde biet over toTimer, og det var seent, og jo nærmere

[191] Maja kom Hiemmet, jo mere voxte hendes Uroe, det forstod jeg nok, skiøndt hun intet nævnte herom. Og i hvor vi‹st› jeg troede mig overbevist om, at hun vilde finde alt efter Ønske, begyndte jeg dog at føle mig lidt ængstelig med samme vi toge ind i den kiære Gaard, og sagde ikke et Ord før Barna vore med saa reen hiertens Glæde kom ud, at der intet Spørgsmaal behøvedes for at see alle Tvivl hævede. Ja, Gud være lovet! alle, alleting vare vel, og min Sarathrina havde ingen Skyld i sin Moders Bekymring. Hun havde skrevet, skrevet og bortsendt et langt Brev, der, som jeg formodede, var kommet (thi det maae det være) i Vilderede, hvad vel siden vil opklares. Og nu var den korte Uroe saa rigt giengieldt, alting godt og glædeligt hvorhen vi hørte og saae. Peer gav os Kys paa Kys og sluddrede som han vilde fortælle Bestemødrene alt hvad der havde tildraget sig siden han saae dem. Otilia er saa stoer og trivelig og bliid og lever saa godt ved det moderlige Bryst, at kun Moderen lever, det er glæder sig, endnu bædre over Glutten sin, end denne over hiint. Skiøndt Kl var 9 fik jeg mig en deylig Kop Caffe, der var som blæst ferdig, og mens vi sad ved Theebordet, kom Faer Peer, og jeg kunde fast skamme mig ved at fortælle jeg midt i al denne Glæde kunde tænke paa at min Daase var gaaet itu – men det var min deylige Majadaase, den jeg har vogtet som mit Øyesteen. Paa Tøyen faldt den i Gulvet, men jeg saae ikke den havde faaet nogen Skade, først da jeg tog den op paa Gillebek fandt jeg Laaget istykker. Dog min saa kunstrige som gode Realf har lovet at skaffe mig den istand igien. Vi toge da hid, og boer atter i Overværelserne, der har faaet deylige Lofter og Gardiner, og ere nu de fleste Værelser i begge Etager gipsede, og snart vil det hele Auestad ud- og indvendig staae i sin fulde Glands.

Nu har jeg skrevet fra og til den hele Formiddag, og nu satte Faer C lille Peer ind af Dørren til Maja, Sally og mig, et Forbud om at Papa og Mama snart kommer efter. De spiser her til Middag – og Middag er det nu –

[192] Tirsdag 22^de Vor Sarathrina gik hiem strax vi havde spist, til sin lille ventende Glut. Realf var hiemme og her igien, hvor det da rigtig nok ogsaa er hans Hiem. Min dyrebare Maja var ikke ret frisk, og vi bad hende tage sig en Middags Hvile, hvad hun ogsaa forsøgte paa. Jeg følte mig heller ikke saa vel, og vilde giøre det samme; men nu maae jeg atter tilbage til Hovind. Der fik min Koren, just som vi skulde reyse, et Brev, et gammelt, med den forsømmelige Bukiær opsendt. Brev af 22^de Febr: ak, fra vor tabte elskede Malla. Deri var ogsaa et til mig fra begge de kiærlige Søstre, og først nu fik jeg Tiid, eller rettere, fattede jeg Mod til at læse det. Jeg kiender faa Ting saa vemodvækkende, som at see et Brev fra ^{eller til} et elsket bortgaaet Væsen, der ey naaede sin Bestemmelse. Saa indløb der, erindrer jeg, et Par Breve til min Vilhelm og Sara da de allerede vare hos Gud. Det rystede mig stærkt og underligt, og saa giorde ogsaa dette Mallabrev, som jeg nu først læste, da den varme Haand som skrev, det varme Hierte hvorfra hvert Ord flød længe, længe har været koldt og stille. Jeg kunde ingen Hvile finde mere, gik ind til min Sally, og gav hende Brevet, og hun læste det med de samme, med maaskee endnu smerteligere Følelser end jeg. Og med de smerteligste vil Du her læse dette, min ømmehulde Catty. Men i disse Blade maae jo mit Hierte ligge aabent for Eders Øyne med alle dets Glæder og Sorger – I dette samme Brev var ogsaa en Afskrift de kiærlige Barna mine havde taget ud af en Reysebeskrivelse, hvori den unge Haussmann, som for en Deel Aar siden var paa Hovind med Baumann, havde sagt smukke Ting om deres Moer Koren, og overalt om den norske Giæstfriehed. Det var en elskværdig ung Mand denne Haussmann, og uden at tilegne mig alt det Smukke han siger, glæder det mig dog, at han saa varmt mindes mig og min Kreds, hvori han tilbragte saa kort en Tiid.

Min snilde Fetter Christie kom her i Gaar Eftermidd: tillige med en Lieut. Hammer fra Bergen, som jeg har kiendt fra hans Barndom. De drak Thee her, og min giæstvenlige Maja og Don Pedro [193] har ladet dem bede hid til Middag, da Grev Wedel kommer her og nogle flere, jeg troer saa gar Oncle Erich, som vi mødte paa Bragnæs Gade da vi kom hid, og som blev staaende med sine gevaltige Arme udbredte imod lille søde Sara.

Gud skee Lov, noget bædre er min velsignede Maja i Dag, men stærkt forkiølet. Nu skal vi alle Tre gaae en Tour ned i Haven, saa skal jeg skrive til Hiemmet Hovind, og saa giøre mit Toilet. Til Lottamoer vil jeg ikke skrive før Barselet i Morgen er forbi, at jeg med samme kan fortælle hende lidt om den Stads.

Onsdagen St: Hans Qvellen I Dag har jeg været et aarle Menneske. Kl er endnu ikke meget over 6, og her sidder jeg allerede, efter at have holdt en Renselsesfest og giort andre smaae Forberedelser til Dagens Høytiid. Og i god Roe kan jeg fortælle hvordan vi havde det i Gaar. Ret meget bravt til at være en Selskabsdag. Foruden de omtalte, Grev Wedel, Lieut: Christie og Hammer og den snilde gamle Arbin, var Fogden Collet her og Faye, den første en saare interessant vakker Mand, den anden jævn og meget godlidende, og anbefaler sig desuden til mig ved sit Navn, dog endnu mere ved en Samtale jeg i Gaar havde med ham, den gode Frue Holsten og hendes Mathilde angaaende. Han angrer som jeg paa deres ved blind Allarm paaskyndte Nedreyse, der aldrig skulde gaaet for sig havde han ikke uheldigviis været fraværende i den Tiid. Ja sandelig var det tungt de skulde herfra just da Norge skulde vist sig for dem i sin sande skiønne Skikkelse. Nu saae de det hverken i den sommer- eller vinterlige Dragt til dets Fordeel. – At Sønnen vor Realf var her kan I nok tænke; men hans og vor Thrina ikke. Hun havde et og andet at sysle med der hiemme. Mod Aften kom Hr. Edvardus Munk for ogsaa at være Fadder til sin kiæreste Ungdomsvens Datter. Broderen fra Sande kommer ligeledes. Alle Herrerne vandrede om, først hele

[194] Huset, saa i Mark og Enge. Det er imod den raske Wedels Natur at være længe i Stilhed. Hvilket Liv, hvilken Kraft og mandig Ynde i denne unge Mands hele Væsen! Hvor lykkelig er P: Anker i sin eneste Datter – lykkelig som min Maja og Pedro i deres Eneste – O, hvorfor maatte den ædle Rosenkrantz ikke have et lignende Lod! «Ubegribelige Gud! Ikke bør det os at trætte, ikke Støv at gaae i Rette Imod dine Bud –» Kun vor gamle Arbin sad roelig hos os, og jeg har i mange Aar ikke talt saa meget med ham som i Gaar. Kl 7 eller 8 toge alle bort, og da gik min Maja et Øyeblik ned til sin Thrina, og Sally fulgte hende, og imens cabalerede jeg. Munk og Realf fulgte med tilbage, og vi skulde sluttet den ganske fornøyelige Dag med en morsom Aftentime, var ikke den afskyelige Husholderske atter kommet i Veyen, det er: hendes grove Tyverier lagt for Dagen. Hvad Huset var forsynet med for hele Aaret, har hun ødelagt i 6 Uger, og især benyttet Moer Cappelens Fraværelse til at krone sit skiændige Værk. At hendes Canallierier ere dobbelt følelige paa en Tiid som nu, da Korn og fast alle Fødevarer for ingen Priis er at faae, giør hendes Forbrydelse dobbelt. Og dog er det værste af Alt, at det gaaer min kiære Maja saa nær, og maae gaae hende nær, som er vant til at være omgivet af de meest exemplariske Folk, og saa vel fortiæner at have dem. Var hun kun paa Dørren, den Leyelse. Hendes Frækhed allene ligner hendes Tyverænker.

Kl. halvni Nu har vi drukket Caffe og Thee, og nu vil jeg begynde Brevet til Lottamoer, at det kan blive brav langt. Til lille Maja skrev jeg i Gaar tre hele Sider fulde, og nu hører I ikke fra mig her før i Morgen, mine Elskede! Giid det var i Morgen! thi noget Stivt fører dog altiid et stort Selskab med sig, og i Morgen kommer vor kiære Catty, og saa gaaer det Fredag til Fredens

[195] stille Dal. Gud skee Lov, min Maja C er i Dag ret brav, og har lovet mig, ikke at harme sig mere over den fæle Frederiche (det ærger mig, hun skal have et saa smukt, mig kiært Navn) kan hun kun afværge det nu, hun skal afskedige hende.

Jeg troer ikke jeg har sagt Eder hvor bedrøvet jeg blev da Lieut: Bredahl fra Bergen kom til Hovind, og fortalte, at Stiftamtmand Bull var saa syg og havde havt saa mange Fortredeligheder med Almuen. Inden Christie, fire Dage senere, forlod Bergen, var han Gud skee Tak brav igien, og allerede ude. Wedel var ganske indtaget i Fetteren min, og sandelig, det er en elskværdig Gut, saa mandig bestemt og dog beskeden. Ogsaa Hammer er en tækkelig Yngling, men min Hosevinkels aabne Ansigt og Adfærd har han ikke.

Torsdag 24^de Var jeg rask og paa færde i Gaar, har jeg været det des mindre i Dag. Kl var nesten 7, da jeg stod op med en afskyelig Hovedpine, der igien tvang mig til Sengs, hvor jeg holdt ud fra 10 til halvtre, i hvileløs Feberslummer, der har mattet mere end styrket mig. Mit hele Dagarbeyde til nu Kl 7 har været at fuldføre det til min Lotta i Gaar begyndte Brev, og nu vilde jeg giærne snakke lidt med Eder, mine Elskede, saa vidt mine Kræfter vil strække sig. Da jeg har begyndt at tale om denne Dag, vil jeg blive ved den først, og siden gaae tilbage. Vi ventede vor Catty til Midd: Fragtvognen pleyer komme Kl 2; men da den var henimod 4, gik vi tilbords, og havde ikke sadt der længe, før det kiære Barn kom med sin Syvald. Nu er hun, Sally, Realf og begge Munkene, der har spist her til Midd: gaaet ned til Strømsøe Kirke, for at besee Altertavlen, der skal være af von Mandern, og er meget berømt. Min Maja er hiemme, og vor velsignede Sara-Thrina, der i Dag første Gang er her med sin Otilia, og ikke i lang Tiid har besøgt sit gamle Hiem med den Roe som nu, hun har alle sine Skatte med sig, og saa rig var hun jo heller aldrig før paa sit Auestad.

[196] Lille Dorette Thorsteinson, som kom her i Gaar Morges, er ogsaa med i Kirken. Men nu vil Thrinamoer snart fare hiem med sine Smaae, og jeg vil ind og være hos hende den korte Stund, vi endnu beholder hende. Mandag eller Tirsdag kommer hun Gud skee Lov efter med Mand og Børn. Da kommer ogsaa Treschow. Hvilke smilende Udsigter! Gud den Alkiærlige lade intet fordunkle dem. Der er ingen Kbhns Post kommet, og al Sandsynlighed er derfor, at den er spærret i Sverige. Saa er da Fredsbruddet ikke længer tvivlsomt. O at vi skal have saadanne Naboer!

Fredag 25^de Hovedpine og Mathed forbød mig at gaae videre i Gaar. Stort bædre er det ikke i Dag, dog har jeg været oppe før Kl 6, og vil nu blot lægge til om Gaarsaftenen, at min Maja, Catty, Sally, Dorette og Edvard Munk giorde en Spadsertour endnu til Mariesroe, min Majas Barndoms Yndlingssted som I jo alle kiender, og at jeg imidlertiid spillede Rabus med Faer C. Stakkels Realf havde Hovedpine ligesom jeg, og forsøgte at curere den ved at blive hiemme hos os og skiære Penne, thi ledig er det ham ey mueligt at være. Saa gik vi til Sengs, og jeg sov uden Afbrydelse til jeg stod op, og er dog ussel. Men i min Dal bliver det nok godt. Det har regnet deyligt i Nat, og regner endnu, og hele Jorden glæder sig. Bliver vi end lidt vaade, dog skal vi glæde os med hele Jorden, og den skal glæde sig med os, fordi vi reyser til Majadal. Men nu var det ej for tidligt at fortælle lidt om Barslet. Kl imod 1 toge vi ned til Barna vore, min Maja, jeg og Sally, vi To i vor fulde Glands og Herlighed, Maja i sin hvide pene husmoderlige Dragt, thi hun var jo hiemme i sine Børns Hiem. Der sad vi og Faer Cappelen en god Stund, og sladdrede med de unge Folk, og med Munkebrødrene, som logerte der. Thrina vor var ret fornøyet i sine Faddere, som i al deres Stads paa Sophaen dog slet ikke generte hende. Endelig gik det til Kirken. Mandfadderne vare Bestefader C: begge Munkene, unge Malling, min raske Collet, og Bangs Søn. Festens lillle Dame var saa velsignet sød, laae ikke, men sad paa min Arm [197] og saae sig fornuftig omkring, og var bliid som en Engel. Det lod ikke til at hun leed Tronhus, der forrettede ved Daaben, bædre end jeg, thi ham gad hun ikke seet paa, og rigtig nok har han et flaut, for ikke at sige dumt, Physiognomie, der nok heller ikke lyver, og er i det hele en klumpet Person. Jeg var ordentlig glad ved, at min Otilia havde modtaget den rette Daab af sin egen Fader. Saa vidt jeg troer, giorde alle vi gode Faddere vore Sager ret godt, dog Collet undtagen, der ikke kom før vi gik til Offers. Med sand Moderglæde gav jeg min Sarathrina sit søde Noer igien, og Forældre og Bedsteforældre et hierteligt velsignende Kys, og det vilde de Alle ømt giengive deres Moer Koren i lige Tilfælde, bliver hun saa lykkelig, nogensinde at opleve det.

Selskabet bestod, foruden af Faddernes Mænd og Koner – ney, kun det sidste – min Koren var jo desværre langt borte – altsaa Koner, og Bangs Moder og Søster, af Dajons, Heibergs, Fetter Christie og Hammer, og en meget elskværdig Familie, Kammerraad Bloms, som jeg saae for første Gang, kun Sønnen, den unge Sorenskriver, kiendte jeg før fra Majadal. Faderen Blom har et meget svagt Syn, og beholder derfor altiid sin Hat paa. Det er en Videnskabsmand, og han som hans hele Familie musicalske. Det har vel bidraget til den Harmonie der hærsker imellem Forældre og Børn, der falder saa qvægende i Øyet og paa Hiertet. Moderen er simpel, men munter og godlidende, det er Datteren ogsaa, og Alle har de en behagelig Maade at giøre Bekiendtskab paa, der strax bortfiærner alt fremmed. Det fandt Sally som jeg. Datteren er gift med en Fetter Blom, som er Skibscaptain, og nu er ude. Hun er stærkt koparret, altsaa slet ikke vakker. Maja C havde sagt mig, hun lignede Moer Messel, og jeg kiendte hende paa denne Lighed strax hun traadde ind ad Dørren. Hun kaldte mig Moer Koren, jeg hende Suson, som om det var den tyvende Gang vi saaes. Ved Bordet var jeg deylig placeret mellem begge de interessante Munkebrødre, deels det, deels at Maaltidet, til Trods for Drammens Luxus i Tractering, kun bestod af fire, men kraftfulde, gode Retter, giorde Bordsidningen behagelig, hvad saa sielden er Tilfældet.

[198] Med Frue Dajon, der var iført en carmosin Madrasses Kiortel, hvortil en hviid peen Hat passede ret godt, og havde denne ikke havt et lille polidskt Guldspænde paa den venstre Side, hvor det syntes ret at forundre sig over, hvad det skulde giøre der mellem Linon og Blomster? vilde jeg troet, hun dog engang kunde fornægtet sin Smag – ja da, med denne ellers ret bra Frue Dajon var min Maja og jeg i Barselvisit hos Frue Rørbye. Vi fandt hende meget færm, med sit store tre Uger gamle Barn, der kunde passere for at være ligesaa mange Maaneder, ved Brystet, og dette ellers saa yndige Syn «en diende Glut ved et moderligt Bryst» faldt her saa meget i det gigantiske, at det vakte, jeg veed ikke hvilken ubehagelig Fornemmelse. Den arme Kone var meget bekymret, og har nok alt for meget Aarsag til at være det, over sin Mands vedholdende Skrantenhed. Gud give ham Liv og Helbred for hende og hendes 8 Smaae! – Med Mad. Bang har jeg aldrig været saa tilfreds som denne Gang. Vel er det Sandhed hvad Digteren siger: «Modgang, du hver ædel Gnist opliver» – eller Lafontaines: «Ved alt dette bliver vi bædre Mennesker.» – Hendes Mand er svag paa Siæl og Legeme, og hendes Datter, Omsteds Kone paa Fossesholm, den unge vakre Kone, ligger nu i to Aar tilsengs, uden at kunde være oppe, end sige komme ud af sit Værelse et Øyeblik, uden at der spores mindste Forandring enten til det bædre eller værre. Med taarefulde Øyne beskrev hun denne Jammer, og hvordan Svigermoderen hentæres af Sorg over den, og hvordan i dette hele Hus, der kunde være Glædens Hiem, nu Kummer hærsker, og Ingen aander let uden de to raske uskyldige Smaae, der endnu ikke kiender til Sorg eller Savn. – Denne hele Dag gik ret fornøyeligt, alle vare i saa god Overensstemmelse, om Aftenen sad vi ude i Forstuen og nød den deylige Aften under Sang og Prat. Men det har mit stakkels Hoved dog nok ikke taalt, er jeg bange for, da det faldt lidt vel kiøligt til Slutningen. Kl. over 11 kom vi hiem, [198] ⁿ³⁴ men sad endda lidt og saae paa St: Hans Blussene og Raketterne, saa det blev Midienat inden vi kom tilsengs. I Gaar havde min Thrinasara atter stort Selskab hos sig. Istæden for at bortødsle en tre, fire Retter mere, og kiede sine Giæster Barseldagen, bespiste hun i Gaar en 50 til 60 Mennesker, der vel ikke i lang Tiid har giort et saadant Maaltiid, og som nedbad Velsignelser over hende, hendes Mand og Børn, Velsignelser, der vist ikke blive ubønhørte. Ak, saadan skulde vi altiid, naar vi kunde, vise Gud og Menneskene vor Taknemmelighed paa vore Hierters Glædesdage. «Jeg syntes rigtig det var Synd, sagde hun, at bede Folk sammen som havde Mad nok hiemme, imens saa Mange sukkede efter en eneste Gang at blive ret mætte.» Det er i Din Natur, min Thrinasara, at tænke saa. –

Vi lave os nu til Majadalsreysen, dog skal vi først spise tidlig Middag. Catty og Sally vil ned og hilse paa Sødskendene i Byen, og imens beskikker Maja sit Hus, og jeg pakker mine Siebensacher ind, og min Dagbog, det forstaaer sig. Vi har nu hørt, at Aarsagen til Postens Udeblivelse er at de skiændige Britter har spærret Sundet. O at man saaledes skal lade sig haane paa og fra alle Kanter af det lumpneste Pak paa Jorden!

Løverdag 26^de Men nu vil jeg glæmme det, og mit Blik skal ikke gaae ud over denne Fredens stille Dal, mine Tanker blot standse ved nydte og ventede Glæder, Glæder som de, Majadalen bærer i sit velsignede Skiød, og ved min Siæls Elskelige paa denne skiønne, skiønne Jord, og dens Elskelige over den i den endnu skiønnere Majadal. O I, som læser disse Blade, I veed hvad jeg forstaaer ved Ordet Glæder, og at Mindet om overvundne eller dog til Veemod forvandlede Smerter ikke udgiør den mindre Deel af dem. Havde jeg ikke lidt saadan med og for Dig, dyrebare Maja C, som i forrige Aar ved denne Tiid, havde, havde ikke saa mørke Skyer den Gang bedækket Jordens og Din Dals Himmel, o da havde jeg jo aldrig kiendt disse ganske nye, unævnelige Følelser, hvormed [199] jeg i Gaar saae, og i Dag har seet alle de kiære Gienstande igien, som jeg i Fior saa ofte saae med bittre Taare, og forlod, vel med mindre bittre, men dog med tunge Taare; saa kunde ikke mit Hierte hævet sig saadan i glad Taknemmelighed til Dig, Alkiærlige, som da jeg traadde herind i Huset, og i dette Kammer, hvor jeg saae det dyrebare Væsen nesten indsluttet i Dødens kolde Omfavnende Arme, saa kunde jeg ikke lagt mig til saa sød Hvile paa Dit fordums Smertelige, ikke aabnet mine Øyne med den Siæleglæde, som den smertelige Hovedpine ikke var istand til at bedøve, men blev bedøvet ved. Ney, vi maae have tabt, været i Fare for at tabe, eller længe savnet et elsket Væsen, for at vide ret hvordan det er Eet med vort. Havde ogsaa Du, elskede Catty, før, var det kun een Gang, været med mig i den kiære Dal, havde det Ønske, engang at see Dig der, ikke ulmet saa længe i vore Hierter, før Haabet endnu gav det Næring, og da dette nesten atter var udslukt, vilde jo den Triumph blevet os fremmed som vi nu følte ved Dine henrykte Blik, Dine glade Udraab. O, lader os ikke jamre over, at Sorrig og Glæde vandrer tilhobe, lad os takke Gud, som mildner og forhøyer dem ved hinanden, som giør Alt saa saare vel.

Klokken var vel 3 inden vi forlode det deylige Auestad, som det faldt den med Majadal endnu ubekiendte Catty tungt at løsrive sig fra. Maja C havde faaet ondt i sin venstre Arm, og frygtede for at den var forvreden. Hun vilde være vis i sin Sag og Heiberg kom, men fandt at det var den slemme Gigt som havde sadt sig i Albueleddet. Heib: spiste og drak Caffe med os[.]ⁿ³⁵ Morgenregnen havde qvæget hele Naturen, Fuglene sang i Kap, alt var Liv og Glæde, de lange Mile bleve os Alle Ki korte, Syvald undtagen, som man ey kunde undre over fandt den Stillesidden kiedsom, da vor deylige Samprat ikke kunde interessere ham, stakkels Gut. Til Vejerud sad vi Alle i Majas store Vogn med 3 Heste for. Mathias var Kudsk. Men over Bergstien kiørte Sally i Kiærre, og den gik hende vel ikke fuldt saa snar som os Tre der [200] sad sammen. Ned over de sværeste Bakker gik mit Reyseselskab, da een af Hestene ikke vilde holde ret imod. Lidt af Dovenskab (om I saa vil) og vis paa, Mathias nok styrede sit Spand, blev jeg siddende. Det gik prægtigt, Rægnen, som et Par Gange lod til at hænge os over Hovedet, nænte ikke at forstyrre vor Fornøyelse. Vi kom ønskeligt frem og hid Kl 8. Aftenen som Dagen var himmelsk[.] Kun en flygtig Gang giorde jeg Haven rundt med min Catty, og sad et Øyeblik med hende under den majestætiske Eeg. I Dag har vi været i Lunden og sadt en god Stund i Badehuset. At Catty ingen smaae Forventninger havde om hvad hun her vilde finde, kan I tænke Eder; og ogsaa, at hun finder disse i høy Grad tilfredsstillede og ofte overtrufne. Dog har hun endnu ikke nær været overalt. Den lille utaalmodige Sally vilde giærne ile med Søsteren sin fra det ene af hendes Yndlingsstæder til det andet; men det sætter Maja og jeg en Pind for, at der intet bliver af. Gud skee Lov, vi behøver ikke at overile os, og man bør være husholdrisk med Alt, med slige Nydelser især. Min Majas Arm er bædre i Dag, mit Hoved taaleligt. Jeg har nu forsøgt paa at faae en Middagsblund, men det vilde ikke lykkes, da Jean Paul ikke er den Digter man maae læse, naar man vil falde i Søvn. Hver er nu paa sin Boldgade, men Caffen tænker jeg skal samle os om Bordet i Lunde-Dagligstuen, og dertil er det nu Tiid, finder jeg, da Kl er halvfire.

Søndag 27^de Ja, det var en deylig Aften. Caffe drak vi i Lunden, Thee i Fiskerhuset, det Catty med saadan Længsel ilte til, og blev saa indtaget i, at hun faldt fra sin Mening: intet kunde være skiønnere end Badehuset. Det beholder dog altiid den første Plads i mit og Sallys Hierte, og vi vil saa lidet i denne som i andre Anledninger stride om Meninger. Da vi havde drukket Thee, læste jeg høyt min Majadal for de tre kiære Tilhørerinder og fik Digtet og Forelæsningen betalt med ømme Kys. Kl henved 8 maatte vi forlade vor lille muntre Boepæl, da Værkets Folk altiid holder sin St: Hansqvæl Løverdagen efter den virkelige. Fader C: kom, med ham Arveskow, en Proprietær i Sandesogn, og vi [201] fulgtes Alle ad ned at see paa de mange glade Mennesker, hvordan de reyste deres blomsterklædte Maystang under Skud og Musik, og dandsede lystelig omkring den. At de Alle vare glade og mætte saae man tydelig nok, og dette er i denne Tiid et dobbelt glædeligt Syn. Maja vidste, hvor ugiærne de gode Mennesker savnede Synet af hende ved deres lille Fest, og gik derfor derned, skiøndt hun ikke befandt sig ret vel. Hun og jeg var der dog kun et Øyeblik, men alt den Gaaen og Udesidden har hun dog ikke taalt, i Dag er Armen meget slem, og foraarsager en temmelig stærk Rosenfeber. Hun har sadt her paa mit Kammer og hviler nu lidt paa min Seng, hvor jeg ikke kan see hende uden at alle Scener fra forrige Aar gaaer Siælens Øye forbi. Dog, Gud være lovet, at jeg ikke med disse mine Øyne seer hende som da, og med Guds Hielp aldrig skal see hende saaledes. Denne Dags fuldkomne Roe haaber jeg, skal fremskynde Befrielsen fra dette Onde. Ogsaa mig er vist denne Dags Roelighed tiænlig, da jeg er mindre end rask, og vaagnede, nu den fierde Morgen syg og en Smule mismodig. Nu er det Middag, og naar jeg efter Maaltidet har hvilt mig og maaskee faaer slumret lidt, bliver nok jeg brav, især ved at holde mig i Stilhed her hos min elskede Maja. Med Guds Hielp bliver vi Begge fuldkommelig raske da. Sally og Catty tourer om i Lunden og ned til Vandet, og seer op til os imellem. Det kan vel bedrøve mig som det bedrøver dem at vi ikke kan toure om med eller sidde hos dem under den herlige blaae Himmel; men jeg føler ingen Fristelse til at gaae ud under den, da hvert Skridt giør ondt i det usle Hoved, som jeg dog i Dag er mindre vreed paa end ellers, deels fordi jeg, var det end godt, ingen Lyst havde til at gaae ud, deels fordi det dog ikke er saa rasende slemt, at jeg jo kan tale med min Maja, og derved til Trods for alt det physiske Onde tilbringer Timerne saa godt at de ile fast som om vi sad alle samlede i Lunden.

[202] Mandag 28^de Kl 6 Her sidder jeg ganske forpustet af at have løbet efter Faer Cappelen for at give ham Sidsten inden han reyste til Byen; men den raske Mand gav mig den uden at jeg kunde hævne mig. Arveschow fulgte med ham, og et ungt Menneske, Niels Cappelen, som kom hid, jeg troer fra Sundmøer, fattig og forladt, og disse ædle Mennesker kiærligt har taget sig af. Han er en vidtløftig Beslægtet af Fader C. Nu vilde han unde ‹…› ^ham den Fornøyelse at tage ind og hilse paa en Broder, som er kommet hid blandt de bergenhusiske Melitaire.

I formoder vist, mine Elskede, af denne Begyndelse især, at det staaer bædre til med min dyrebare Maja, og Gud skee Lov, hun har fundet megen Lindring efter at faae de store optrukne Blærer paa Armen optrukne. Nu haaber jeg, hun skal slumre sødt og vaagne styrket. Jeg har blot hilset hende Godmorgen, og med et gladere Hierte end jeg bad hende Godnat, thi i Aftes var hun virkelig meget syg. Jeg blev bædre mod Aftenen, og gik en lille Tour med det kiære Selskab i den grønne velsignede Lund. Aftenen var, som denne Morgenstund, himmelsk skiøn. At mit Hoved maae være godt, kan I tænke, thi hvordan kunde jeg ellers løbe efter Folk og give dem Sidsten? Jeg er i Beraad, om jeg skal vække min Catty og Sally til den herlige Morgen; dog, de pleyer være oppe ved denne Tiid – Der er de! – Kl 3 Og her er jeg efter en kort Middagsblund. Jeg gik ned, fulgt af begge Døttrene mine, vi drak vor Caffe og Thee, de lavede sig til at gaae en Tour ud, jeg til at gaae op til Maja mi, som vi just talte om, og at hun endnu vel burde holde sig et Par Dage i Stilhed for at blive ganske brav, og see, da stod hun for os, og smilte glad over vor glade Overraskelse. Gud skee Lov, hun er ulige bædre end de forrige Dage, skiøndt Armen endnu er

[203] hoven og ikke smertefrie. Imens hun var heroppe, og med Dagbogen skrev nogle Linier til Legesønnen min, var jeg i Lunden med de andre Barna mine, og siden gik Catty sig en Spadsertour og alt op til Eeg paa sin egen Haand, imens blev Sally siddende i Lunden og jeg hos Maja vor i Blaastuen, der samledes vi og snakkede til Middag, og der sad Husets Moder hos os og lagde for, skiøndt hun hverken torde spise Lax eller Viinmos med os, men holdt sig til sin Bygsuppe og lidt Spinat. Saadan har vi havt det til nu. At Syvald bringer smaae Intermezzoer ind mellem Acterne, falder af sig selv.

Og nu er maaskee min gode Kista paa Vey til Kongsberg med liden Kaja, og et Brev til mig fra det kiære Hiem. Gud give jeg havde det, og at alt var og maatte blive vel der. I Gaar skulde Kista tage hiemmefra. Maaskee bliver hun en eller flere Dage over paa Tøyen.

Tirsdag 29^deJeg havde bestemt Morgenstundene til at tale med Eder, mine fraværende Elskede, for ikke at berøve mig de nærværendes Selskab alt for meget; men undtager jeg Gaarsdagen, har jeg ikke siden de første Dage paa Auestad vaagnet taalelig frisk nogen Morgen. Naar Klokken ringer 5, reyser jeg mig mechanisk i Sengen, saa giorde jeg ogsaa i Dag, men maatte lade det kiedsommelige Hoved hvile til Kl halvsyv. Dog, bliver det ey værre endnu, har jeg ingen Aarsag til at klage, og var saa sandt min elskede Maja frisk, som nok jeg bliver det. Endnu har jeg intet hørt til hende eller seet noget Menneske, ikke engang den lille venlige Karen, som dog tidlig hver Morgen pleyer bringe mig min Kop Caffe. – Det saa deyligt ud til Regn i Aftes, og alle glædede sig, thi Jorden trænger til den efter de varme deylige Dage. Men Solen skinner lige blidt i Dag.

[204] Dog, Gud giver os vist betimeligt Veyr fremdeles som hidtil – Der er lille Karen med Caffe. Hendes egen kiære Mutter (saa kalder hun min Maja) har faaet Salve til sin Arm fra Byen, som hun Kl 4 i Morges lagde paa den, og som med Guds Hielp vil giøre godt. Jeg har lyttet ved Dørren, men der er stille, saa hun maaskee faaer et roeligt Blund. Resten af Gaarsdagen gik for det meste i Blaaestuen. Maja forsøgte at spille et Par Rabuser med mig, og ved den høyre Enslings Hielp gik det nok saa godt; siden lagde jeg Cabale, Sally sad hos mig, og vi gav os til af al Magt at bagtale Maja og Catty. I Begyndelsen gik det lidt i staae for os, men snart løb vore Tunger som de ægte (og uægte) Qværner, der naar de ere komne i Gang, frisk væk knuser Næstens gode Navn og Rygte. Dog, da vi alt havde bragt vore Tunger til Roe, fordi vort hele Forraad var udtømt – og at det var ikke lidet kan I tænke Eder, da det var det Modsatte af alt hvad Sandhed bød os sige – satte de Bagtalte sig sammen, og imens jeg hialp Sally med sin Kortlægging, giorde de os tappert Giengield. Og saadan vaaste vi og loe og havde det morsomt og deyligt til Kl henimod 10, da maatte Maja tilsengs med sin syge Arm, og Catty med sin friske Syvald, der kom springende ind til os i det blotte Linnet med blotte Been. Det er en sød Gut, og en stoer Canaille kan I troe. Han sætter ofte sin Moder og os Alle i Forlegenhed ved at sige reent ud hvad for Physiognomier han ikke lider; og af mangt et Træk skulde jeg troe der stikker en Lovater i Glutten, saa rigtig træffer han for det meste. Overalt har jeg lagt Mærke til, at Phantasie- og sindrige Børn sielden misledes af Instincten i Valget af de Mennesker de elsker eller ikke elsker.

[206] ⁿ³⁶Sidste Juni I Dag skulde dette Hefte være færdigt for at slutte med Halvaaret den halve Deel af Aargangen. Om vort Liv og Levnet kan der ikke være stort at sige Eder, da det er saa eensformigt som blidt. Sally og Catty giør smaae Spadsertoure, og for Resten sidder vi Alle hos vor elskede Maja, med hvis Arm det gaaer seent, dog Gud skee Lov fremad til Bædring. Da den høyre Haand trættes ved saaledes imod Sædvane at være ubeskiæftiget, og dog intet stort kan foretage sig uden den venstres Bistand, lægger vi Rabus, fast det Eneste, der med een Haand kan udrettes. Der hvilede saadan Ængstelse over mig i Gaar, som vel kom af at Luften var saa beklumret, og jeg sad saa meget inde: min ene Fod var ophovnet, jeg veed ikke hvoraf, og smertede naar jeg traadde paa den, dog gik jeg i Aftes da det var blevet svalt, med min Catty ned i Lunden, besøgte de dyrebare Minder, og sad ved dem begge en liden Stund. Det var just mod Solens Nedgang, og aldrig er den skiønne, vemodsfulde Lund skiønnere end da.

Det bliver samme Varme i Dag, og den velgiørende Regn som i Gaar hang lovende at lædske Jorden over vore Hoveder, udebliver endnu. Giid den kun ikke kom i Morgen, da vor kiære Sarathrina kommer herud med alle sine Dyrebare. Da havde vi ogsaa ventet Treschow, men Examen, seer vi af Ugebladet, er først i Dag, saa han vel nu neppe kan komme før i det tidligste Søndag. Og giid han kom da! Ogsaa Egersønnen min havde vi seet i Morgen, var Treschow da kommet. Nu er ogsaa Tiden til hans Hidkomst uvis, dog ikke hans Hidkomst selv. Men de mangehaande [207] Forretninger der i senere Tider er paalagt Præsterne som fast alle Embedsmænd, giør jo de nøyagtigste Overslag af Tiden og Omstændighederne nødvendig, at det ene kan passe med det andet – Min Catty kom i Morges, og hentede mig ned, da Sophie alt længe siden havde bragt mig ‹e›n deylig Kop Caffe, og drak jeg da een til med hende nede i Forstuen, og vandrede vi ad Lunden til, hvor vi tænkte at finde Sally, som ogsaa kom da vi sad med vort Strikketøy og i dyb Fortælling om min Barndom og tidligste Ungdom. Stakkels Sally, som havde giort sig en Morgenpromenade, havde og har endnu en slem Hovedpine, og har nu lagt sig lidt. Min Maja er Gud skee Lov flere Procent flinkere i Dag, og gaaer nu og har travlt med at ordne Værelserne og Sengene og lave det godt for de i Morgen ventede Elskte, og de siden ventede Giæster. Giid hun kun ikke ‹f›ik for meget, saa Armen, der endnu trænger stærkt til Hvile, blev værre igien.

Kl 3 Den overordentlige Hede forfølger mig overalt i Dag, og dog blæser det, saa jeg ey kan have Vinduet aabent. At Luften er tordensvanger, føler jeg ogsaa, skiøndt jeg langt fra ikke er syg, kun mindre frisk end fra Morgenstunden. At faae en Middagsblund vilde ikke lykkes mig, og da alt er stille, veed jeg intet bædre end at snakke lidt med Eder, I sovende og vaagende Fraværende. Men Meget er det ikke jeg i dette Øyeblik har at sige Eder. Var det ey mit faste Forsæt, ikke at trætte Eder med flere Grundtvigiana, kunde jeg fortælle Eder om Molbeks Udfald mod hans Krønike, Grundtvigs nemlig, som jeg i disse Dage har læst, men deels for ovenanførte Forsæts Skyld, deels fordi jeg har læst hiint lille [208] Skrift med uvilkaarlig Partiskhed da jeg forud var indtaget imod det, vil jeg blot sige Eder, at jeg har læst det. I stæden for alt andet, vil jeg holde mit Løfte i foregaaende Hefte, at afskrive Eder Slutningsverset i Adlers Sang til Prints Christian Frederich ved Festen for ham paa Fhld:

Kl 6 Vinden har bortjaget de regnsvangre Skyer, men den bringer Jorden ingen Kiøling, og Heden driver mig fra det ene Sted til det andet, uden at jeg kan undflye den. Sally, som har lagt en Deel af Dagen, er nu bædre og nede hos os. Det giør vor ømme Maja saa ondt, at vi er saa meget inde, som hun siger for hende‹s› Skyld. Ja, Dyrebare, det er for Din Skyld; men os vilde det giøre endnu mere ondt at være hvor Du ikke kunde være med og hos os. Gud give Du snart kunde være hvor Du og vi vilde: thi da var Du frisk, Lund og Bade- og Fiskerhus er hvor vi sidde om og hos Dig i Din Fredens Dal, og ingen af dens skiønneste Stæder vilde faae os til at glæmme, vi ikke havde Dig der.

Gud allene veed, hvor jeg slutter denne Aargangs sidste Hefte af Journalen; men hvor det er, o Algode, lad mig slutte den med et for mit Danmark og Norge saa let bankende Hierte, som mit banker blandt mine Elskede!

O, ikke fordi Jorden har saa faa Glæder, men fordi vi fordrer saa mange, fordi vi for ofte vil nyde Alt eller Intet, anklager vi Skiæbnen istædenfor at gaae i Rette med vor egen Unøysomhed. Det har jeg i disse Dage ofte følt, og erkiendte det ret alvorligt i Aftes. Min Majas Arm var god ^bædre, jeg torde haabe, den snart skulde blive ganske god. Nu var min eneste Længsel, syntes jeg, at høre fra det kiære Hiem, Hovind. Først i Dag kunde jeg vente Efterretning derfra .. og see, den kom i Aftes. Et kiærligt velsignet Brev fra min ømme Koren, min hulde Majalild sagde mig, at de Alle vare friske, alting vel; kun mit Savn var det Eneste, hvorover de klagede. Det blandede min Glæde med sød Veemod, der jo nesten er det samme som Glæde. Men ogsaa min Catty fik Brev fra sin T: Han kommer ikke til Majadal imens vi ere her, og savner og længes efter sine Elskte. Der laae, syntes vi, alle vore Planer i Gruus, og paa de Dage vi have levet saa sødt samlede, og paa de nesten otte, vi endnu skal tilbringe sammen, tænkte vi ikke, kun paa den om Tirsdagen forestaaende Skilsmisse (hvorom mere til sin Tiid)

Først da jeg havde lagt mig, og randsagede mit Inderste, fandt jeg, hvor uskiønsom jeg var, og takkede af fuldt Hierte Godheds Giver for hver lykkelig svunden Time, og bad med ydmyg Tilliid og Haab om mange saadanne for mig og mine Dyrebare, og nedbad Velsignelse over de Nærværende og Fraværende.

[4] Kl 7 Da Klokkens Ringning i Morges vakte mig, og jeg saae hvor mørk Himlen var, sagde jeg: «Stakkels min Sarathrina! i Dag vover Du Dig neppe ud med Dine Smaae, og dog længes Du efter os og Majadal som vi efter Dig.» Før jeg var paaklædt kom den aarle Catty, og satte sig her ved Pulten for at skrive til sin Treschow. Da kom lille Karen og fortalte os, at Præsten Wulfsberg var nede. Han havde i Aftes forladt sin Faders Hus, og vandret den hele Nat langs Egerstranden, dog med to seende Øyne. Efter at være qvæget med Thee og Smørrebrød, giorde han en Tour i Majalunden, ledsaget af Sally og Catty, men Regnen jog dem snart ind igien. Den har nu holdt saa smaat ved den hele Dag, og vi har ikke torde ønsket vore Kiære ude, som de nok heller ikke har været. Tusinde glæder sig vist ved den signende Regn og vilde glæde sig endnu mere, blev den ved. Det vilde ogsaa jeg, om det da blev stille Solskin i Morgen, og om min Majas Arm tog paa at bædres lidt hurtigere. Hidtil gaaer det saare langsomt; men Gud skee Lov hun er uden store Smerter, og kan lee og snakke med os. Nu har W: sovet sine 4 Timers Middagssøvn, og den kunde han vel behøve.

Løverdag 3^die Min Maaned begynder meget uroeligt. I Gaar Nat især var Veyret rasende, Regn og Storm pidskede paa Vinduerne, og hele Dagen vedblev Regnen, saa der ingen Rimelighed var i at vente de kiære Børn fra Strømsøe. I Dag holder det endnu op, men truer stærkt, og endskiøndt jeg ikke endnu har været ude af Kammeret, troer jeg, Luften er kold, saa det maaskee heller ikke i Dag gaaer an de reyser ud med de søde Smaae. Dog, Faer C kommer vist, Veyret blive som det vil, saa faaer vi da høre fra dem, de elskte, efter Majadalen Længselfulde, og jeg faaer maaskee Brev fra min Lotta, og fra Kista, som vel i disse Dage har faret giennem Strømsøe til Kongsberg.

[5] Ogsaa den nu saa vigtige Politik længes vi efter at høre noget om, enten Bekræftelse ^paa eller Tilintetgiørelse af de Rygter: at den gamle Konge i Sverrig er død, og at Stokholm er i Oprør, da et stærkt Partie vil have den afsatte Konges Søn igien indsat i sine Rettigheder; at Posten mellem Stokholm og Gothenborg er spærret, etc. – I denne Fredens Dal høres ingen Rygter om Krig og Uroe. O at saadan Fred hvilede over den hele Jord! – Nu lidt om Gaarsdagen. Vi vare alle for det meste samlede i den venlige blaa Stue beskiæftiget med hver sit Arbeyde, og da, som jeg nok alt har sagt, min Maja kun kan bruge sin ene Haand til Rabus, var den naturligviis ogsaa iblandt vore Sysler. Wulfsberg allene gik ledig paa Torvet, det leed vi ikke, og da han først efter vor indstændige Forlangende havde prægtig parodieret en ravgal meningsløs Vise af en engang med Ret berømt Digter, hvis Navn jeg af begribelige Aarsager ikke nævner, bad jeg ham skrive Skandskrifter over os alle‹…› Tilⁿ³⁷ Maja, Catty, Sally og mig. Han giorde strax Begyndelsen med Sally, som just sad i Rabusen med Maja, der uophørlig førte Kiæremaal over hende, at hun bar sig forkert ad, saa Rabusen aldrig gik ud. Dette blev egentlig Thema for Pasqvillen, hvoraf jeg i Øyeblikket kun husker følgende: «Thi ak! vi maa sige, og sige med Smerte: «Hun har i Rabus ey det «ædelste Hierte.» – Den følgende var Maja vor, og under Skin af Skiælden sagde han sin ædle Vertinde nok saa smukke Ting. I Dag er Touren til Catty og mig. W: har en beundringsværdig Lethed i at skrive øyebliklig overalt hvad man opgiver ham, og det under al vor Snak, som han ligefuldt tager Deel i. Han har rigtig været saa go aa ha i disse mørke Dage. Gud give jeg maatte leve og see ham blive hvad Naturen havde bestemt ham til at være. Ak, at dette som saa mange slige Ønsker intet sandsynligt Haab har at fæste sig til. Men saa kan vi dog ikke holde os fra med Smerte at klage over hvad der saa sørgeligt er gaaet til Grunde.

[6] Søndag 4^de Hvor langt glædeligere er denne end den forrige Søndag. Her sidder min velsignede Maja hos mig nesten ganske restitueret i sin Arm, fuld paaklædt, og hierteglad, at have alle sine Elskede om sig. I Gaar Eftermiddag kom først Faer siøl, saa de kiære Barna vore, Ottesen selv kiørende sine Skatte. Gud skee Lov, Veyret var godt, og vel kom de frem, alle friske og fornøyede. Begge de Smaae sov, Peer ^laae ret en god Stund sovende i Sophaen, men Otilia, som Bedstefader tog af Moderens Arme og bar ind, vaagnede strax bliid som en Engel, og her blev Liv og Lyst i det hele Hus. Bedstemoder følte neppe Savnet af sin venstre Arms Brug saa meget i disse mange Dage som nu, hun ey kunde ret favne og tumle de velsignede Thrinaunger, men i Dag kan hun det bædre, og selv i Gaar barede hun sig ikke for at have dem paa Skiødet, især den mere haandterlige Peer, som prægtig kan hielpe sig selv. Syvald var dygtig forliebt i Otilia, hans lille Kiæreste, og glad i Peer, som han i Gaarden dandsede og sprang omkring, og i Haven vilde give alle de Blomster der var, havde han faaet Lov til det. Men dog vaagnede siden den gamle Adam i det spæde Bryst, og hans Moder anmærkede, at han følte, han ikke længere var det eneste Barn her, og fandt sig lidt misnøyet over den delte Opmærksomhed. Ja desværre! saadan ere vi. I Dag tænker jeg, det vil gaae bædre. Blev kun Veyret lidt blidere. Det er koldt som en Høstdag. Faer Pedro bragte mig en heel Pakke Breve indsluttet i et fra min gode Kista, som i Onsdags tog til Kongsberg. De Indsluttede vare fra min Lotta, min kiærlige Søn Bergh, og min lollandske Søster og Svoger, og Indholdet af dem alle giorde mit Hierte godt. – Wulfsberg var rent ude af det malicieux Lune i Gaar, da lutter Glæde omgav ham; men endskiøndt [7] skiøndt det Gud skee Lov i Dag er det samme Tilfælde, troer jeg dog den ondskabsfulde Pen løber brav i Dag. Skal jeg slutte fra mig selv (og det er jo det nærmeste vi har at slutte fra) er Mennesket blødere mod Aftenstunden og i den første Morgentime (for alt paa en bliid, skiøn Dag) end i Mellemtiden. Aarsagen hertil tænker jeg mig at være de om Aftenen slappede, de af Søvnen friskstyrkede Nærver; og af Erfaring veed jeg, at man ligesaa lidt naar man er meget glad som naar man er meget bedrøvet, kan tænke eller engang sige noget ret Ondt om sin Neste.

Mandag 5^te Jeg begyndte denne Dag ret mismodig med Hovedpine og ondt for Brystet, og det meste af Formidd: gik leyt nok hen, en Deel af den i Sengen. Men saa tog jeg Mod til mig og satte mig en Times Tiid i Lunden, hvor jeg først ret fik mit Aandedræt igien. Min Maja og Catty sad en Stund hos mig, stakkels Sally havde det ikke bædre end jeg, og har det nu værre, thi jeg er ganske brav, hun ikke.

Den slemme Egersøn giorde os Tiden ret lang, og vi vare fast tilsinds at spise al Oxestegen og den deylige oplagte Mælk fra ham, da han endelig kom farende med Løvbuske og frisk Vind ad Egeren hid. Da vi havde spist modstod jeg Fristelse‹n›ⁿ³⁸ at lægge mig, i hvor venligt Sengen vinkede: Lunden vinkede i Kap med den og vandt Seyeren. Der har vi drukket vor Caffe og pratet det bedste vi kunde; Kl 5 tog Fatter C til Byen, og Wulfsberg tog Afskeed for at følge med ha‹m›ⁿ³⁹ over Bergstien; men vi giorde Beslag paa hans Hat, og saa blev Manden af sig selv, skiøndt det stod haardt at faae ham overtalt, og vel mest haardt for ham selv da han holdtes og træktes mellem sine Ønsker, Løfter, etc – Nu spilles der Billard og Rabus, strikkes og snakkes, og Sally vor er igien paa Benene hvor sygt Hovedet end er, og jeg skal nu ned til dem, de Kiære, naar jeg blot faaer sagt Eder, at jeg fra Kongsberg fik Brev fra min kiære Kista, og at dette Brev baade glædede og bedrøvede mig, hvorom mere en anden Gang. Paa Torsdag samles vi paa Auestad, derfra mere om min Sorg og Glæde.

[8] Tirsdag 6^te Kl: 3 Eftermidd: Nu er vor elskede Catty borte med sin Syvald, og Egersønnen min, og Wulfsberg. Maja, som udtænker alt saa godt, havde lagt den Plan som nu udførtes: at vor Catty, som endelig maatte til Hasselværket paa Eger for at hente sine Børn (der ere og har været hos Collets siden de kom op fra Kbhn) allerbedst og behageligst kom did, naar hun i Dag fulgte med Broder Frederich Egeren udover, og efter Aftale møder hende der Collets Eqvipage Kl 6 i Aften; men er Justitsraaden, som jeg troer, selv med, faaer han nok gedulde sig lidt længere. De skulde spise betimeligen, var Aftalen; men da vi kom ind fra Lunden, hvor vi længe sad og fiaaste, og vandrede den rundt, og opholdt os en god Stund i den søde Grotte, hvor jeg ikke havde været før denne Gang, var Kl henimod 1, og da skulde først Touren til Bierkøen gaae for sig,ⁿ⁴⁰ som Thrine T: og Wulfsb: ey havde taget i Beskuelse endnu, og da vi saa kom til Bords Kl 2 havde vi nær aldrig kommet derfra, da Provsten og Præsten den fremmede trak Bordsidningen ud med Viser og Gudsfrygt (I veed, Presidenten kalder den deylige hiemmelavede Viin saa) og ved Caffebordet gik det ey hurtigere, i hvor meget stakkels Catty skyndte paa. Herregud, vi sad saa inderlig godt, og da er det tungt at bryde op for de som skal fare og de som skal blive. Gud være med Eder, mine Elskede.

Men vort Formiddagsliv skulde I dog vide lidt ^mere om. Kl: 5 stod den forstyrrede W: herudenfor og sang mig op, thi vaagen var jeg, og da jeg kom ned sad Provsten ved Skriverbordet for at bryde en Lantse for Moderen sin og Søstrene sine med sin pasqvillerende Hr Embedsbroder, der da fik Skiæppen fulde kan jeg troe, og havde faaet den fuldere endda, om det ikke havde været en Morgenstund, og det en saa herlig Morgenstund. Jeg kunde have Lyst til at bryde en Lantse med Skiæbnen? fordi Wulfsbergs Lod blev kastet? saa uheldigt. I begriber, mine Dyrebare, at det er Eders Spørgsmaal jeg forekommer ved mine Spørgsmaalstegn.

[9] I dette Øyeblik, da han staaer for mig i al sin Vemodighed, saa interessant og godlidende som han virkelig er, tillade I mig, at skyde al Skylden paa Skiæbnen. Gud give jeg maatte leve og see ham udsonet med den, og at blive alt hvad Naturen bestemte ham til at være! – Men nu er min Maja, Sally og Realf, som fulgte de Kiære til Vandet, kommet tilbage. Min Thrinasara blev hiemme hos sin Otili‹a›, og jeg fordi jeg var saa heed, og frygtede Hovedveen, den jeg nu ved Stillesidden haaber at have forekommet. Gud skee Lov vi har de velsignede Barna vore herude. End mere vilde vi ellers savnet Dig, blide, elskte Catty, og vor kiære Egerven, og den stunddom saa lustige Wulfsberg. Giid de nu kom vel og ikke for seent frem. Vinden er dem imod, men til Lykke ikke stærk.

Torsdag 8^de Julj Gaarsdagen gik saa stille og roelig hen i de sædvanlige Sysler. En Deel af den tilbragte vi i Lunden, og da vi havde drukket Thee der, vandrede Barna, Realf med sin Thrina, og Sally, ud til en lang Tour.

Maja og jeg vare først nede ved Værket for at see de stolte Colonner der skal pryde Auestad, men som vi blot stykkeviis kunde tage i ‹…› Øyesyn som de vare komne af Støbningen eller Formen. Naar jeg seer dem igien, bliver det was anders. Det var, skiøndt Kl 7, overmaade varmt, og jeg var hele Dagen ikke ganske tilpas saa selv disse faa Trin mattede mig. For at jeg skulde hvile mig, vilde min elskte Maja spille en Rabus med mig, og neppe havde vi begyndt, saa holdt Faer Cappelen uden for Dørren. Det var en glad Overraskelse. Foruden sig selv bragte han mig et velsignet Brev fra min lille Maja, hvori ogsaa var nogle Linier fra min kiærlige Johan. De lever vel, de Elskede, som den almindelige Nød om dem tillader det. Brødmanglen er nu steget til det Høyeste – dog, tør jeg sige til det Høyeste? O Gud! var dog disse tre Maaneder forbi, og Høsten maatte [10] falde ud som vi har Grund til at haabe det. Aldrig før ønskede jeg Tidens Flugt, selv ikke i mit Livs tungeste Timer, og allermindst den skiøne i sig selv korte Sommers. Men hvem ønsker det ikke nu med mig? –

Istæden for, som i Dag to Aar, at tage hid for at høytideligholde Din Fødselsfest, gode Marie Pavels, forlader jeg i Dag min dyrebare Majas skiønne Dal. Gud skee Lov dog i Selskab med hende selv. Sally skulde fulgt med, men vor Thrinasare fandt ud, at det var deyligt at beholde hende her til Løverdag, og naturligviis kunde ingen Udfindelse være det kiære Barn mere gemytligt. Og Eder Begge, I elskede Barna mine, under jeg den Glæde at være et Par Dage længere samlede. Jeg synes endogsaa det giør mig Skilsmissen fra min hulde Sarathrina, hendes troefaste Realf og de søde Smaae mindre tung. Sally seer vi snart igien, og i Aften seer vi, Maja og jeg, vor kiære Catty med sin Syvald,ⁿ⁴¹ og min Kista og lille Kaja, og saa ere vi delte, men evig lovet være Gud! vi samles igien! Fred med dig, Fredens Dal! Fred med dine lykkelige, saa fortiænt lykkelige Beboere! Guds bedste Velsignelser over Eder, mine Børn, over os Alle! Eder, min Realf, min Sarathrina, kan jeg blot ønske: at Eders nærværende Glæder maae være uvisnelige: thi intet Ægtepar kan jeg tænke mig i alle Livets ømeste Forhold og Forbindelser lykkeligere end I ere det. Det Eneste, der endnu mangler for at I hiertefro kan nyde Eders eget Held, det, o Alnaadens Gud! skiænke Du dem og os med dem: vort dyrebare Norge Fred, Betryggelse for Mangel, vort Danmark Fred! O kunde vi, naar vi atter samles, nyde vor egen Lykke i Landets, nyde den mangefold fordoblet i den almindelige Lykke.

Her paa Spisesahlen er jeg flyttet ud, for ikke at vække min Catty; ved sin Syvalds Side slumrer hun sødelig, og jeg ønsker Eder, Elskede Alle, Sovende og Vaagende, en god Morgen.

Kl halvto forlod min dyrebare Maja og jeg vor signede Dal og de Velsignede i den. De omringede Vognen og bød os Farvel saa længe vi øynede dem. Lille Peer fulgte os et Stykke med sin Marthe, siæleglad over Kiøringen; men da han skulde af, kostede det ham mange Taare. Ak, bittrere Taare koster mange ligesaa korte Glæder os store Børn alt for ofte.

Et bædre Reyseveyr kunde vi ikke ønsket os. Vi frygtede Varmen, men Solen, at jeg skal tale poetisk, hang Gardiner for sine Straaler, at de kun skulde varme, ey brænde os. Da jeg aldrig kan drikke Caffe i det samme jeg skal reyse, havde jeg end ikke, som i Gaar var Tilfældet, nyelig spist deylige Jordbær og Fløde, hvilede Maja, mod sit Forsæt, paa Veyerud, at hendes forvænte Moer Koren ikke skulde savne sin Eftermiddags Livdrik, og den godlidende gamle Kone, Mari benamset, skaffede den tilveye hurtig og god. Maja skiænkede for mig og gav ogsaa Mari en Kop, selv holdt hun sig til en Spølkum Mælk, da hun nu i alle disse Dage har holdt den strængeste Diet for den slemme Arms Skyld. Aldrig er jeg kommet hurtigere eller engang saa hurtigt over Bergstien; men heller aldrig kiørte jeg den med 4 Heste som i Gaar. Den øvrige Vey havde vi tre, og i mindre end 5 Timer vare vi paa det usigelig vakre Auestad, der fortryller Alle, som seer det. Faer C. tog bort fra Værket nogle Timer før vi, men til Vands ud over Egeren, og nu undredes Maja og jeg, hvem af de 4 reysende Partier der først skulde naae hid. Vi vare de Første, strax efter os kom Husets Herre, saa min kiære Catty med Barna sine, og senest min gode Kista og min lille Kaja, der Begge med Glæde saae deres Moer Koren igien. Men min Kistas Glæde var blandet med Veemod. Hun maae om en Tiid

[12] forlade sit kiære Hovind, en helligere Pligt kalder hende til Kongsberg, for at være sin Søster behielpelig i Raad og Daad, da hendes og hendes mange Børns Velfærd fordrer en Medhielp, som hun neppe vilde finde saadan i nogen Anden som i sin og min Kista. Giensidig tung vil Skilsmissen blive, det føler jeg; men hvor Pligt og Nødvendighed byder, hvad kan vi der andet, end stræbe med Taalmod at underkaste os de haarde Love! Gud give Dig, troefaste Kista, saa mange glade Dage hvor du kommer, som Du giærne vilde, ved eget Savn og Opofrelse naar det maatte være, forskaffe Dine Venner. Som mit ømmeste Venskab og min Erkiendlighed for hvad Du var og saa giærne vilde være mig og Mine, følge Dig Held og Fred og Glæde alle Dit Livs Dage!

Nu er de Kiære oppe, og vi har drukket vor Caffe sammen, Maja, Catty og jeg. Fatter er længe siden i Byen. Da her er en Forstyrring i Huset ved Gipsning og øvrige Indretninger, maae der flyttes af et Værelse i et andet, og derhos ere de fleste ubrugbare[.] En bergenhusisk Capitain er ogsaa indqvarteret her, og nu i Besiddelse af mit lille Kammer. Derved har Maja, for første Gang i sin Husmodertiid, kun et Giæsteværelse med to Senge, hvor jeg, Catty og Syvald boede sammen i Nat. Frøken Treschowerne fulgte med Kista, som tager lige derfra til Tøyen, ned til Ottesens, for at tage vor Thrinasaras Senge i Besiddelse (rettere Beliggelse) og Smaaepigerne kommer nu vel snart herop med Faer C; – Catty iler til sin T: og tager herfra i Dag med sit Følge. Maja og jeg havde tænkt os til Eger, en lille Gesvindttour i Eftermidd: for at see Monumentet paa hendes Børns Grav, og med samme hilse paa Provsteparret; men hendes Arm er blevet meget værre efter Kiøringen i Gaar, saa hun neppe vover det; og saa meget ogsaa jeg havde glædet mig til denne Tour, vilde det i Dag neppe bekommet mig vel, da mit Hoved er rent fortumlet, og det lader til at blive meget varmt, efter mit Hoveds Spaadomme Torden. Maaskee maae jeg tye til Sengen igien. Kl 1 reyser min Catty med sine Børn. Jeg finder baade Christine og Petronelle uforandrede af Udseende, saa jeg overalt strax vilde kiendt dem. Petronelle maatte da ogsaa Enhver kiende som har seet hendes Fader.

[13] Løverdag 10^de. Kl. 4 vaktes jeg af den larmende Tromme, og den blide Sol tvang mig ud af Sengen. Saa tidlig – Kl. er endnu ikke 5 – har jeg ikke længe, om ellers nogen Tiid, bedt Eder Godmorgen, mine Elskede! Hvor Morgenstunden er en deylig Ting, naar man er frisk som jeg Gud skee Lov i Dag er det. Men jeg gruer lidt for Dagens Hede, for mig dens eneste Byrde. I Gaar var den fast for stærk, og jeg ynkede mine kiære Reysende; men i Morgen forestaaer mig og Sally det samme, og vil hun som jeg, reyser vi ikke før Aftenen og den hele Nat, baade for vor og især de arme Dyrs Skyld, som skal drage os frem. Maatte kun mit Brev være kommet rigtig frem, og Gunder og Gulen møde her i Dag.

Hvordan vi tilbragte Resten af Gaarsdagen skulde I dog vide. Ved Middagstiid kom den omvankende Præst, Wulfsberg. Vi spiste tidlig for de Reysendes Skyld, og Kl var ey to da de toge herfra. I den Anledning maae jeg dog fortælle Eder en lille Anecdot. Vor kiære Catty blev ret ilde opraadt, da Deligensen, som nu et Par Aar har gaaet to Gange ugentlig mellem mellem Christ: og Drammen ophørte med Junj Maaned. Hun var kommet hid med den, og havde nu ingen Eqvipage til Hiemreysen. Collet laante hende med Følge sin Vogn, men kun til Gillebek; derfra mente han, hun kunde faae Kiærrer; men det var baade usikkert og en fatal Maade at komme frem paa. Maja og jeg satte Mod i det kiære Barn, som var saa samvittighedsfuld, og Wulfsberg lagde sit Ord med i Laget i det han forsikrede: at en giort Giærning var halv forsvart. For end mere at beroelige sin Samvittighed, skrev Catty til Justitsraaden, fortalte ham hvorlunde vi havde indgivet hende Mod, og bad ham opfinde Undskyldninger for hende, ifald flere behøvedes, da disse vare alle de, hun havde og vidste. Jeg fik min Kuffert med Forbudet, min Stadsæske tog Kista med sig, saa jeg nu reyser som en løs og ledig Person, og Gulen, Stakkels om den ellers kommer, faaer nok at drage paa i den. Ak! hvor deylig har jeg havt det paa denne Tour lige fra Hovind til Majadal og derfra hid! En 15, 16 Miil har jeg nu rullet hen ved Din Side, min [14] troefaste Maja! O gik vor Reyse giennem Livet dog stedse jævnsides! Dog, tildeels giør den det jo; og adskildtes vi ved et Rum af tusind og flere Mile, vore Tanker mødtes dog og vandrede jævnsides. Mit Hoved trængte til Hvile, Majas syge Arm ligesaa. Wulfsberg havde strax han kom talt om at han maatte ile tilbage for at ordne Hiemreysen til i Dag med sin Familie, og saa sagde jeg ham ligefrem, at det var vor Hviletiid, hvad jeg vidste den godmodige Mand ikke vilde tage ilde op, og da han var gaaet, forføyede Maja og jeg os herind i mit kiølere Kammer, hvor vi i hver sin Seng nok saa andægtigt begyndte at læse den Bededagspræken, W: sidst holdt og har ladet trykke, og hvoraf han forærte os hver sit Exemplar. Maja fik sin heel og holden udlæst, men mit Hoved giorde snart Indsigelser, og først da jeg kom op igien, gik det som det var smurt. Da Heden tog lidt af, gik vi ned i Haven, Maja og jeg, og da hun ikke faaer længe Roe at være paa et Sted, sad jeg ene en Stund, og siden kom Fader C, der, som I veed, ikke kan blive længe siddende, og endelig den her indqvarterte Capt: Thauson, der er en stille beskedentlig Bergentser, i hvis hele Væsen man seer tydelige Spor af den brave, sieldne Hegermans Opdragelses- og Dannelses Methode. Han var meget mismodig over den Mangel, hans Folk er udsat for. I to Dage havde de nesten ingen Underholdning havt, de arme Mennesker, og nogle udholdt ikke at exercere, da Heden end mere udmattede de Hungrende, saa han maatte holde tidligere op end sædvanlig. Det er saa meget tungere, som de fleste har Penge, og intet kan faae for dem, og alt dette forøger naturligviis deres før stærke Hiemmevee. Det maae vel være nødvendigt, at de arme Mennesker saaledes skal udrives fra deres roelige Hiem og udsættes for Alskens Elendighed; men Vee dem, som er Anledning til denne sørgelige Nødvendighed! Vi politiserte vidt og bredt, til det kiære Ægtepar kom ned og vi alle fulgtes ad ind, hvor jeg havde de tre Rabuser med Fatter, een med Maja, spiste og gik tilsengs. Frisk og munter stod jeg som sagt op ved Trommeslaget Kl: 4, drak Caffe med Hr. Peder, siden en Kop atpaa som min Maja selv skiænkede for mig, og nu, Kl: 9 tænker jeg at gaae ind til Frokosteringen, dog maae jeg fuldende endnu et Brev i Tob: Hoppe, som jeg i denne [15] deylige Morgenstund har oversat dygtigt af. Endnu hører til Gaarsdagen, at vi fik et lille Brev fra Egervennen, hvori vi bødes være velkommen til Præstegrd: og har nok de gode Børn ventet os, og ventet forgiæves. Ugiærne saae jeg mig berøvet dette Besøg og Synet af Monumentet, som jeg med Vemod havde glædet mig til. Det var det sidste vi talte om i Aftes, Maja og jeg, og hvilken herlig Aften vi havde havt at tage tilbage i; men neppe vilde Reysen i det Hele bekommet os vel, som vi i Gaar befandt os, og neppe Majas Arm været saa taalelig som den er i Dag. Hede og Bevægelse er den vist ligesaa lidt tiænligt, som mit Hoved, naar det ikke er aldeles rigtigt, hvilket Udtryk I dog ey maae misforstaae, som var jeg chatolsk i Ho'det.

Sønd: 11^te I Gaar Formidd: kom den gode Elisa T: og bliver her i Dag over for det første. Her var adskillige Herrer i Besøg og blandt dem Ridder Caspar Cappelen, som blev her. Mod Aftenen kom vor kiære Sally fra Majadal. Vi ventede hende saa længselfuld, ogsaa for at høre noget fra de kiære igienblevne Børn; men aldeles beroligende var ikke den Efterretning hun bragte. Lille Otilia er ikke ganske frisk. Om det nu er blot Forkiølelse eller i Forening med den nogen Vaxinationsfeber (der dog sielden pleyer indfinde sig saa snart efter Operationen) veed vi ikke; men haaber til Gud, det snart skal gaae over i hvad det er. Tungt er det nu for min elskelige bekymrede Thrinasara, at undvære den ømme erfarne Moders Raad og modgivende Trøst, tungt for hende, ikke at kunde ile til Eder, Elskte, før i det tidligste i Morgenaften, da hun maae være her for Omflytningens Skyld fra de øvre til de undre nu færdige Værelser, og hendes Arm forbyder hende at giøre Touren saa gesvindt frem og tilbage; og tungt er det for Sally og mig at maatte reyse uden at høre det var blevet bædre, som jeg dog har en glad Ahnelse om det er. For den mattende Hedes Skyld tager vi først herfra mod Qvællen, og kiører hele, eller dog det meste af Natten. Vore Heste kom i [16] Aftes. Min Gunder bragte mig et velsignet Brev fra min Johan og Maja, et glædeligt Brev: thi de Elskede leve og lider vel[.] Kun en sørgelig Tidende indeholdt det: at de snilde Olsens har mistet deres lille søde Wilhelm, der, som Maja skriver, er gaaet blidt over i en bædre Verden og til sit Navne, vor uforglæmmelige Wilhelm, efter hvem han var opkaldt. Stakkels Christie, som tog saa glad ind i Torsdags for at see sin Zarine igien, finder nu den fordums Glædesboelig forvandlet til Sorgens.

Jeg giør nu en kort Visit hos Borches, da det var Synd at være min gamle Nella saa nær uden at see hende. Og saa maae jeg nu sige Eder Farvel fra det vakre Auestad for denne Sinde. Ganske let om Hiertet kan I tænke Eder, mine Elskede, jeg ikke forlader det. Majas Arm har forværret sig i Nat ved at en Forvexling af Salve fra Apotheket. At sligt kan skee, er høyst utilgiveligt, og kunde jo i andre Tilfælde koste et Menneskes Liv. Paa Dramens Apothek skal slige Feyltagelser ikke være sieldne, og oftere have bragt et Liv i Fare. Det er ret skrækkeligt.

Gud signe Dig, dyrebare Maja, Dem, min værdige Fader Cappelen, og Eder mine elskede Børn, min Thrinasara og Realf, og Eders søde Smaae! Gud lade mig samles med Eder igien som vi denne Gang samledes, uden Sorg og Savn! Og at jeg maae finde alle de Elskede, til hvem jeg nu iler, friske, vel og glade! Amen. Tak for hver Dag og Stund Alle, Alle! og Du, Maja, Du! –

Tirsdag 13^de Ja, nu skulde jeg giøre Eder Regnskab for alle disse Dage, mine Elskede, sagde kun ikke det rent elendige Hoved Stop. Imidlertiid faaer det gaae saa langt det kan, og I finder Eder jo giærne i, at gaae tilbage med mig til Auestad. «Naar du kommer igien fra Borches, skal vi modtage dig i den nye Havestue» – sagde min Maja – «og indvie den ved at drikke Caffe der.» Den gode Nella blev saa glad i at see mig, og havde jeg ikke kommet did, vilde hun vist sadt sig til at græde, sagde hun. Jeg maatte spise Frokost der, og drikke to Glas fortræffelig Portviin, der vel

[17] giorde mig hedere end jeg var, men ikke bekom mig ilde. Nella har to deylige, raske Børn, og venter snart det tredie. Hun saae fornøyet ud, hendes Mand, Svigermoder og Søster ligesaa og peent og hyggeligt var der ret. Jeg blev kun en Times Tiid – ak, der var jo saa faa igien til Skilsmissen fra min i Søndags endnu mindre friske Maja. Hun modtog mig i Havestuen, det deyligste blandt alle det skiønne Auestads deylige Værelser, og intet Lysthus har jeg seet, og neppe kan jeg tænke mig noget der kunde foretrækkes denne Havestue. Men ved Glæde indviede vi den ikke. Da vi havde spist (Fader C og Capt: vare ey hiemme til Middag. Der var Comedie om Aftenen, Skuespiller Knudsen giorde sine velmente Kunster, og hele Drammen faldt i Forundring over, vi kunde tage derfra uden at tage denne Herlighed med) Da vi havde spist, vilde Sara og jeg berede os til Nattevaagingen med en god Midd: Søvn, som dog Varmen giorde Indsigelser imod. Vor dyrebare Maja, hvis Arm leed meget af den udmattende Hede, og ved Armen hele Legemet, lagde sig ogsaa lidt, men sov slet ikke. Ak, disse Dage gienbringer de smertelige Minder om hendes Petras Bortgang; i Morgen er det 9 Aar siden hun lukte sine skiønne Øyne for stedse – og til alt dette kom Bekymringen for lille Otilia, saa det intet Under var, hun da vi skulde drikke Caffe blev meget syg, og maatte lægge sig paa en Sopha. Dog, Gud skee Lov, før vi toge bort var hun saa vel, at hun kom ned igien, og forsikrede os, hvad hun nu bekræfter i en lille Sæddel jeg fik fra hende, at hun var meget færm, kun havde lidt Hovedpine, som for Gigthoveder vel er uundgaaeligt i saadan Tordenluft, som disse Dage medbringer. Elisa var paa Comedien, Maja stod ene tilbage, bleg og vemodig smilende, da vi forlod hende Kl var henimod 7. Ney aldrig har jeg havt en nydelserigere Nat, en herligere, stoltere Morgen. I kiende jo Alle, hvor rig og skiøn Naturen er ‹paa› denne Egn, og saa tænke I Eder [18] den hvilende i den skiønne lyse Sommernats Arme, og Maanen blegt smilende til det Hele, og alt blegere og blegere vige for den herligt fremtrædende Aurora. Ak, kunde jeg holdt alle de Ideer og Følelser fast, som uophørlig giennemstrømmede mit Hierte og mit Hoved, I skulde da her paa disse Blade giort den hele Nattetour med mig og vor ikke mindre herlighenrykte Sally, og mit Malerie skulde ikke henblegnet ved Siden af selve Thomsons. Men Hovedet er sløvt og smertefuldt, Haanden mat, derfor Farvel til i Morgen.

Onsdag 14^de (Fortsættelse) Da vi vare komne op for Paradisbakkerne, mødte os et Bud fra Frue Catty, som skulde gaae til Drammen for at faae Oplysning om hendes Kufferter, der med Forbudet ikke vare komne til Christ: Den saa reent uefterrettelige Collet havde ikke sendt dem efter Løfte, og saa var Forbudet gaaet sin Gang med mit stakkels Carriolskrin, og først i Gaar kom det øvrige. De havde vel Ret, liden Christine og Petronelle, som, da deres Moder giorde sig en Samvittighed over at spille Collet det Puds med Vognen, sagde: «Vær du kun roelig, Moer, og vis paa, han nok spiller dig et Puds igien» – og det har han da allerede, et Puds som foruden en Udgift af 40^rd, voldte de Gode megen Uroe, da de ikke kunde vide hvor deres Ting vare henkomne, eller om de nogensinde skulde see sin Tye mere. – Da vi, Kl 1 kom til Ravnsborg, var Sally saa søvnig og træt, at hun neppe orkede at snakke; at nu Barnet ikke skulde blive søvngrætten, fandt jeg paa alskens Ting at tale om, da jeg først med megen Møye havde faaet Liv i en Pige, som skulde skaffe os en hiertestyrkende Kop Caffe. Men intet slog saa godt an hos min Sally, som da jeg fortalte hende, at gamle Frue Wulfsberg var saa dødelig forliebt i hende, da kom hun og jeg med hende i saa hiertelig Latter, at der fast ingen Caffe havde behøvedes for at drive Søvnen paa Flugten, dog giorde den os godt til Marv og Been, og da vi, imens der blev forspændt, havde holdt en Snakkerads med endeel Strigler, (de bergenhusiske Skarpskyttere ere indqvarterede i Asker) fortsatte vi den behagelige Reyse, og kunde nøye iagttage Nattens fast [19] mærkelige Overgang til Dagen. Først da vi kom her imod Byen, begyndte Øyenlaagene at blive tunge og vilde falde til; men med et omstraalte Solglandsen os, og Øyenlaagene hævede sig af sig selv, og jeg skulde nu havt mere Møye med at faae dem i, end før med at holde dem aabne. Kl 4 vare vi paa Tøyen, og bankede os ind af Porten. Jeg tyede lige hid til det hvide Kammer, hvor jeg formodede at finde Kista mi, som jeg ogsaa fandt tilligemed min lille Kaja, og begge giorde de store Øyne da de saae det underlige Syn, som de hartad vare fristede til at tage for et Gienfærd. Imens Kista og Pigerne kom paa Benene, gik jeg op paa Sahlen, hvor Lotta med begge Døttrene sine laae hver i sin Seng i sødeste Søvn. Kun Agathe vaagnede og foer forfærdet op da jeg aabnede Dørren; men jeg gav hende et beroeligende Vink, og listede mig ned igien; dog kom Lottamoer strax (Pigen havde imod min Ordre vækket hende) saa bliid og glad i sin Christiane og Sally, som blev her et Par Timer, og fortsatte vi ved Tøyen-Caffebordet den ved Ravnsborgs begyndte Latter, og var jeg ret saa balstyrig, at jeg kunde havt Lyst til at banke mig selv. Mit Blod flød saa let, og det var som ingen Tanke om at Verdens Jammer og Nød kunde nærme sig min Siæl. Det første, som giorde mig lidt alvorsom var, at vi til Aften vare indbundne til Barna paa Festningen. «Kunde det giøre dig alvorsom?» – Ja; thi det Selskab jeg kunde formode der, forudsaae jeg, ikke vilde være mig gemytligt, det var et, det andet, jeg skulde smykke mig en Smule, hvad jeg sielden har Lyst til, mindst i saadan Hede og efter en giennemvaaget Nat, det tredie, at vi maatte komme seent hiem; og det fierde og væsentligste, at jeg jo lidet eller intet kunde faae underholde mig med min gode Fader P: og hans Marie[.] Jeg er vis paa, I finder disse Grunde antagelige. Imidlertiid hindrede alt dette mig ikke i at faae et Par Timers styrkende Søvn før og efter Midd: Maaltidet. Imod det [20] første protesterte jeg længe, men min kiærlige Lotta og Kista vilde det endelig, saa meget mere som vi skulde være ude langt paa Qvellen. Kista afslog ugiærne Indbydelsen til Pavels's, men hun ilte hiem, og følgende mit Exempel, tog hun med Kaja og en af sine Brodersønner herfra, som vi hørte, først Kl over 8. Paa Festningen fandt jeg det hverken over eller under min Forventning. De gode Børns Glæde i at see mig, kunde jeg ikke miskiende; men de maatte som Vert og Vertinde dele sig imellem for Mange til, at vi kunde faae tale et ret hierteligt Ord sammen. Disse Mange vare da den mig ufordragelige Major Juul, (som jeg nu er end mere harm paa end før, fordi jeg nyelig har seet hans ufordragelige lumpne Snyderie ved det elendige Brød han leverer de arme Bergenhusere; og er vel intet besynderligere, end at denne Synder i saa lang Tiid upaaanket kan begaae saadanne Streger; dog jo, det er besynderligere, at der fra Magazinerne i Drammen skal sendes ham god Rug, for at han kan sende dem bedærvet Brød istæden, og mele sin Kage dygtig, imens de, fra Hiemmet til Landets Forsvar udrevne Mennesker, forsmægter ved ikke engang at kunde nyde de smaae Portioner, der tildeles dem). Det var en gevaltig Parenthese; men I veed, der er mig intet mere forhadt end saadan forbandet Egennytte, hvorunder Tusinde maae lide. Hans Kone, Svigermoder, Datteren Frue Thaulow og hendes Mand, Secretair – troer jeg han er – Rauchtved og Kone, Etatsraad v: Holtens, Wulfsbergs, en Frøken Ekhof og Capit: Rosenørn udgiorde Selskabet, eller disse Mange, som jeg begyndte denne Periode med. Holtens saae jeg for første Gang, og fandt baade Mand og Kone anderledes, end jeg havde forestillet mig, selskabelig interessante og godlidende. Det er sandt, Major Auberts har jeg glæmt – og hvor kunde jeg glæmme at nævne dem, da jeg vist ikke hastig vil glæmme hvad jeg følte for den arme ulykkelige Moder, som her saae sin eneste saa elendig vanføre Datter blandt en heel Deel andre velskabte raske Smaaepiger. End stærkere og smerteligere maatte hun føle denne Jammer, da om Aftenen de Smaae fandt paa at pynte sig med en heel Hoben gammeldags Stads,[21] Pavels har faaet blandt sin Moders Efterladenskaber, og det stakkels Barn tilsidst (hvad min Lotta og jeg saa længe havde frygtet for) fulgte Legesøstrenes Exempel, og behængte sig som de, hvorved naturligviis hendes Figur end mere faldt i Øynene. Ak, og hvad der vakte vor, og vist Fleres, selv den letsindige Madam Wulfsbergs Medynk, bragte den unge Frue Thaulow i saa umaadelig Latter, at hun ey kunde holde op igien. Da ^beholdt den arme Moder ikke længere sin Fatning. Hun havde hele Tiden været mindre snaksom end ellers, men nu talte hun ikke et Ord, spillede adspredt, og tvang med Møye Taarene tilbage. Hvad der kan siges til ^{Undskyldning for} den unge Kones Uskaansomhed er, at hun ikke er Moder. Maaskee værdiges hun heller aldrig at blive det. –

Major Aubert tog mig tilbords; min anden Sidemand var Søn Pavels. Han og Holten talte meget om Dramathurgie og andre Gienstande som interesserer mig; men den brave Aubert, som hører lidet og taler utydeligt, taler dog giærne, og det var, syntes mig, min Pligt at henvende min meste Opmærksomhed til ham. At Lotta, Agatha, Hanna, Mad: Wulfsb: og jeg giorde Barselvisit hos Frue Widing maae ogsaa staae her for Skik og Ordens Skyld. Vi fandt Frue W: meget bedrøvet, da hendes lille fire Uger gamle Emilie var syg, og havde – det lille Kryb! – faaet Brækvand ind. De to andre vare raske, men hostede dog, og da Kighosten grasserer, frygtede Moderen ogsaa for dem. Ak, hvad frygter ey en Moder for! – Kl var 1 da vi kom hiem. Treshows havde været her, og bleve vi ey mindre misnøyede end de vist vare blevne det, over denne forgiæves Gang. Men saa gientog de den i Gaar, de Elskede, og min fæle Hovedpine, som hele Dagen havde plaget mig, forsvandt reent, og vi tilbragte Aftenen saa velsignet stille og godt. Vor Sally var her ogsaa, og den snilde Ovidia Lange og Jomfr. Holbye. Alt til vi spiste vare vi i Haven. Wulfsberg kom et Øyeblik før. Hans Kone, som snart venter sin Nedkomst, var vendt om paa Halvveyen, da hun fandt det for hedt og tungt at komme op over Bakken. Fra min dyrebare Maja C fik [22] jeg et par Linier, som beroeligede mig i Henseende til hende selv; men fra sine Børn havde hun intet hørt, og det er med Guds Hielp det samme som en god Tidende. I Aftes tog hun til dem, og give den Algode, Fred og Glæde maae omgive Eder, Elskte. Jeg skrev til min hulde Ragna i Gaar, for at forberede hende til mit korte Ophold denne Gang paa Økeren. Jeg reyser nemlig did i Morgen tidlig, og derfra mod Aftenen. Hun var hiertelig bedrøvet, det kiære Barn, det saae jeg af hendes Svar; men jeg haaber, det skal lykkes Din Moer Koren, Du Gode, at beroelige Dit barnlige kiærlighedsfulde Hierte. I Aften eller Eftermidd: skal vi til de kiære nyekomne Børn. Jeg tør love mig glade Timer der. Men før paa Hovind kan jeg vel neppe giøre Regnskab for disse her, da jeg skal skrive i Dag til Maja C, og pakke ind for at komme lidt betimelig afsted i Morgen. At Presidenten og Jørgen ere fraværende, har I da kunde seet, siden jeg ikke har nævnt dem. De ere paa Hedemarken og Toten.

Denne Formidd: skulde jeg tilbragt paa Festningen, om ikke hiint Aftensselskab havde borttaget saa meget af min korte Tiid. Vi havde da vist havt det godt og hyggeligt sammen, de kiære Festnings Børn og jeg, naar vi havde sadt saa unter uns. Det vil giøre Eder ondt, at Eders Moer Koren ikke morede sig Mandagaften; men det var hverken Eders eller hendes Skyld, dog vel snarere det sidste. Men hvad kan jeg for det? –

Løverd. 17^de Men jeg vil lade, som jeg endnu var paa Tøyen, og fortsætte mine Begivenheder i sin Orden, at sige i saa god Orden jeg kan: thi et Glas af den deylige Portviin, min Ragna i Gaar forsynede mig med, har foruden at giøre mig godt fra Top til Taa, og ret lustig, bragt lidt Virvar i min Hiærne, den jeg dog intet kan have imod, og vistnok I, Elskte, ey heller[.] De glade Timer jeg lovede mig hos Barna mine, fik jeg. Det var vor egen Cirkel. Foruden os Tøyen Damer var der Ingen uden Rathje, Hersleb (som skal være en udmærket brav ung Mand), Sverdrups, den muntre tækkelige Hanna Mostue, og hendes [23] Svigermama, den Eneste, som ikke passede i vor Kreds; men Herre Gud, hun kom seent, og sad stille, da hun havde plaget mig lidt ved at henvende sin Snak og Tale til mig i det hun viste mig og Lottamoer omkring i Overværelserne. Det er sandt, det er en deylig og vel indrettet Gaard. Hvad jeg ikke var saa tilfreds med var, at Sverdrup kom meget sildigt, da han havde spist hos Printsen til Middag. Hans Kone, som nyelig er kommet op af Barselseng, og selv giver Bryst, var kun en Times Tiid der. Det er en godlidende Kone med et Par blide vakre Øyne, i øvrigt ikke smuk, og grumme tyk og feed. Hendes Søster er endnu længere fra at være smuk, men begge ere tækkelige, og skal være som deres hele Væsen er, Godmodig- og Velvilligheden selv. Fire Børn har Sverdrups. De to Ældste vare der, Lise og Michael, to søde velsignede Glutter paa 9 og 7 Aar, troer jeg. Begge har Faderens Ildøyne og sorte Haar, som de overalt ligner ham mere end Moderen, Drengen især, som sig bør. Han er virkelig smukkere end Søsteren, som sig kanskee ikke burde, men dog er det saa, og – det er en sød Gut. At vor Sally var der behøvede vel ey engang at staae her. Hun var kommet før vi, og dog kom vi til ordentlig Caffetiid, Kl 4. Og saa sad og var jeg igien hos de elskede, saa længe savnede Børn. O Gud, hvor god er du‹…› Selv jeg, som dog staaer i fast Forbund med Haabet, tvivlede undertiden om at disse Dage vilde komme igien. Og see! de ere komne! I Torsdags tog Treschow og Rathje til Drammen, og maaskee tager de i denne Stund til Majadalen. Med dem skrev jeg til Maja mi

Da vi drak Thee, kom Frue Nilsen (forrige Frøken Anker) om Man‹…› Urbin i en Visit. Frue N: havde sin Datter med, en lille rødhaaret Pige af Størrelse som Lise Sverdrup. Det vilde være stygt af mig at giøre nogen Sammenligning. Jeg har intet imod rødt Haar, skiøndt jeg finder de fleste andre Farver smukkere. De sad ret længe og snakkede om Alskens Ting. Jeg kan ikke giøre mig selv Rede for, hvad der var Aarsag i at jeg syntes mindre om Urbin end ellers. Frue Nilsen var vakrere, syntes mig, end jeg nogensinde har seet hende. Hendes smagfulde Dragt kunde maaskee bidrage noget hertil. Kl 11 forlode vi de elskede Børn, og Sally, fulgt af sin Terne, gik paa sin Fod til sit Hovind[.] Vi havde ventet hun havde taget Natteqvarter paa Tøyen, men hun gik sin Vey ligefrem, det kiække Barn, den lange Vey ved Midnatstide.

[24] Et meget sørgmodigt Brev fra min Ragna, som ikke var frisk, og nedslaget over, jeg vilde (det er kunde) ikke blive længere hos hende, bestemte mig til ikke at forlade Økeren før Fredag, da jeg ellers for Hedens Skyld vilde taget derfra Torsd: aften og reyst om Natten. Denne Plan var jeg dog nok blevet nødt til at opgive, da Veyret blev uroeligt, og en temmelig stærk Storm afløste Regnbygerne, de den tørstige Jord saa velgiørende, og giærne var jeg blevet giennemblødt, vilde de vedblevet Dagen ud.

Jeg forlod da min troefaste Lotta og den gode, ikke ret friske Hannalil[.] (Aagodt var i Byen) Kl over 11, da Gunder ey før kom fra Byen hvor han hav‹…› adskilligt at udrette. Nær Økeren mødte jeg et Bud derfra, som skulde høre, om jeg ikke kom. Den hulde Ragnas Mismod forsvandt da hun hørte, jeg blev Natten over. Hendes M: var hiemme, og Sally vor var der, og Jomfr: Zilke. Vi havde det inderlig behageligt og godt, og dertil bidrog ey den sødere og sødere Ida saa lidet. Hun taler nu alt hvad hun vil med den bløde venlige Stemme. Ney, et venligere elskeligere lille Væsen kan man ey tænke sig. Gud velsigne den lille Engel, og give hende naar Tiden kommer en Broder eller Søster som ligner hende, og hendes Forældre Liv og Helbred til længe længe og i fuldt Maal at nyde Fader- og Moderglæden som deres nu Eneste skiænker dem den! – Da den alt for let rørte Ragna græd fordi hendes Moer K: kun kunde blive nogle Timer hos hende, og Ida sad paa hendes Skiød og borttørrede hendes Taare, sagde hun i sin barnlige Bedrøvelse til Barnet: «Skal jeg ogsaa komme til at græde over dig? Ida!» «Ney, Ida tørre Taarene af søde Moers Øyne!» svarte den lille Uskyldige. Søde Vemodstaare staaer i mine Øyne imens jeg skriver det – (Og imens jeg sad nu i Haven som fortryllet, har min Majalill lagt en Kage her paa, som skulde modtage mig naar jeg kom ind; hvorved disse slemme Pletter er kommet paa Bladene. Det nøder mig endnu mere at spare paa det knappe Rum og giæmme det Øvrigere til neste Hefte) Vi bleve lidt forstyrrede i vor venlige Samsnak ved tre Herrers Ankomst, Auditeur Smith og Sectr Bildsted vare de to, den tredies Navn erindrer jeg ikke. De gik rigtig nok ud omkring, men naturligviis maatte Verten følge med dem, og derved mistede vi hans Selskab. Vi drak Caffe i Haven, saa snart tørredes Regnen bort; dog kunde vi ikke drikke i et Lysthus, min Ragna havde stræbt saa at faae færdig til jeg kom, oppe i et Træe, hvorfra haves deylig Udsigt over Byen og Søen[.]

Men Fortsættelsen følger. Jeg vil blot kundgiøre Eder, at jeg kom vel og hurtigt hiem, fandt alle glade og friske, og savnede kun min Koren som jeg savner endnu, og min Jes, som kom hiem for et Par Timer siden.

[25] Søndag 18^de Julj Min Sally blev Natten over paa Økeren. Jeg forlod det skiønne Sted og dets elskelige Beboere med et tungt Hierte, fordi min ikke selv friske Ragna var nedstemt da hendes Ludvig havde havt en uroelig Nat og ey befandt sig vel. At min Bortreyse ikke giorde hendes Hierte lettere begribe I, da I veed hvor barnligt varmt dette Hierte hænger ved hendes Moer Koren. Trættes ikke ved mine Gientagelser, Elskede! Jeg udtømmer jo i disse Blade alle mine Tanker og Følelser, og hvad andet kan de dreye sig om, hvad maae de oftere standse ved end Eders usigelige Kiærlighed, Eders ømme Venskab, som udgiør mit Livs sandeste Lykke? Paa hele Hiemveyen kunde jeg nesten ikke tænke paa andet, og I stode for mig Alle, som i det Øyeblik jeg forlod Eder, i Majadal, paa Auestad, i Christiania, paa Tøyen, og paa Økeren. Dine søde taarefulde Øyne, hulde Ragna, og hvordan Du stod med Din Ida paa Armen, og vilde pakke Carriolen fuld af Portviin, stod for mig, og Dit: Farvel min Moer Koren! og Din Ludvigs og vor Sally's Farvel lød for mine Øren, og i min Siæl lød det: Hvor er et Menneske i Verden, mere elsket og lykkeligere end du? og hvordan Svaret lød og de Løfter der fulgte det, behøver jeg ikke at nedskrive. – Varmen var ikke uudholdelig, da det var lidt skyet og blæste af og til. I Skiellebek hvilte jeg en god Time (Manden i Bonkellen var død og nyelig begravet, derfor tog jeg ikke derind) og paa Moe, hvor jeg drak Caffe, i fulde to Timer, da Varmen var paa det høyeste Kl halvto vi naaede did. Disse tre Hviletimer gik hurtigt ved den lille Taschenbuchs Giennemlæsning, min Ragna laante mig til Aandsføde underveys. Jeg fik den nesten expideret; men jeg har rigt Forraad med mig fra Marieboes Bibliothek. Da jeg forlod Moe, trak et stærkt Tordenveyr op, og der faldt et Par stærke Slag, der ikke forfærdede mig men Gulen, som sprættede høyt i Veyret. Dog trak baade Torden og Regn over, og glad var jeg, at jeg atter kunde [26] tage den tykke Kavay af, som jeg drog paa af Frygt for at blive giennemvaad. Hurtigere er jeg aldrig med Hine kommet hiem, end denne Gang. Uagtet de tre Hviletimer var jeg her Kl 6 – henimod 10 forlod jeg Økeren – Lina og Tønder Lund ilede mig først imøde, saa min Kista og liden Kaja, dernest Telja mi. Lina var forsvunden uden at hilse paa mig; hun vilde dele sin Glæde først med sit andet Jeg, sin Maja, der nu kom styrtende ned ad Trapperne, fulgt af den som alle de Øvrigere siæleglade Bredahl. Som stedse ved min Hiemkomst var alting peent, beblomstret og smilende. Det jeg først efter de kiære Mennesker hilsede paa, var mit kiære Kammer, og var det ikke for intet, Kista og Barna fulgte mig i Hælene. Idet jeg saae mig om, faldt mine Øyne paa Kakkelovnsmuren, og forundret satte jeg mig, og raabte: «den snilde Bredahl!» Ja, han har marmoreret Muren saa nydelig, I ikke kan troe det, og ligesaa Nischen i Stoerstuen, og det med Farver, som han og Skriveren har opdaget i en Bakke ved vort Møllebrug, lyse- og mørkebrune, gule og sorte, som Bredahl, der forstaaer sig paa alt sligt, forsikrer ere som de bedste udenlandske. Nu gik Touren i Haven, og ogsaa ^her fandt jeg, foruden den Flor jeg kunde haabe at finde alt i, med den gladeste Studsen mine, som jeg troede hentørrede Rosentræer, og som jeg ved hver Rose jeg har seet, sukkende har tænkt paa, i den skiønneste, rigeste Blomstring, og det Alle uden Undtagelse. O Gud, maatte dog alle, som vi nu synes for stedse eller dog for lang Tiid svundne Glæder, saaledes, saa uventet opblomstre for os igien! Spise kunde jeg ikke. Jeg var for varm og for glad. Men jeg maatte drikke Caffe om igien, og en Tellerken Jordbær og Fløde maatte dog gaae med, da Kista havde lavet det saa godt til mig. Jeg sov sødt, stod frisk op Kl 6 og fik Dagb. Heftet færdigt; men saa forførte jeg mig selv til at drikke Caffe i Haven, og tog den før nævnte Taschenbuch med, og den forførte mig til at blive siddende i det svale Lysthus ved Keglebanen til den var udlæst. Min Jess kom først, saa Skriveren min, der skulde være ligesom lidt von fordi jeg var blevet over Bestemmelsestiden; men da jeg taug og gik herind, kom han efter mig, tog smilende min Haand, og alt var godt igien. Og nu, Gud være evig lovet! er alt godt, naar jeg kun maae faae glade Tidender fra Eder Alle, maae høre at Du er frisk, dyrebare Maja, og lille Otilia, og Ragna og hendes M: og I Alle!

[27] At jeg mødte Presidenten imellem Moe og Skrimstad, har jeg glæmt at tale om. Vi vilde giærne talt sammen; men hans Snap ilede som min Gul hver til sit Hiem, saa jeg blot fik sagt ham at hans Lotta var rask, alt vel. Nu havde jeg ogsaa den Fornøyelse at tænke mig hvor glad min fromme Lotta vilde blive om faa Timer. Og give Gud, I nu Alle maae have det godt og være lykkelige[.] Er kun alle Majadals Beboere friske, saa veed jeg, de har en deylig Dag, da vor ædle Treschow sikkert er der, og den sieldne Rathje.

Fader Mørk har været her i Formidd: Jeg skulde i Gaar besøgt mine Elskedes Hvilested, men min høyre Fod er saa hoven og slem, jeg begriber ikke hvoraf, at jeg neppe veed om jeg i Dag kommer did og til Vilhelmsminde, hvorhen jeg ogsaa stunder. Giertz, som jeg troede tidlig i Dag skulde reyst til Byen, kommer først afsted i Nat eller i Morgen. Nu skal jeg skrive til saa Mange af mine Kiære som Tiden og min Dovenskab vil tillade.

Mand: 19^de Kun min Lotta fik et lille Brev i Gaar med Dagbogen[.] Et halvfærdigt til liden Ragna er nu alt sammenlagt, og et til, og nu skal Catty have et Par Ord inden Middag, thi efter den følger Hviletimen, saa Caffe, og saa Touren til Vilhelmsminde, som i Gaar først Heden siden Regnen hindrede mig fra. Ungdommen – (Lieut: Stenersen og Broch var her, og toge bort Kl 10, skiøndt Skydsen var bestilt til 6 i Morges –) var der, og imens giorde jeg med min Kista et Besøg til de Elskedes Hvilested med vore Roser og Blomster; men den fugtige Jord tillod os ikke at blive der længe. Aftenen snakkede vi ret morsomt hen. I veed, den brave Steinar hører til mine Yndlinge. Hans Compagnon, Broch, saae hiertelig fastende ud og eenfoldig, men skal være et godt ungt Menneske. Jess fulgte i Dag med dem, og kommer, da han har Forretninger, ikke hiem før Onsd: eller Torsdag. Men min Koren har t vi Gud skee Lov hos os og beholder det meste af denne Uge. Hvordan jeg har tilbragt og tænkes at tilbringe Dagen, har I seet, mine Elskede. Herudenfor spinder og synger Barna i Kap.

[28] Kl. 8 Ney, heller ikke i Dag blev der nogen Tour af til Vilh-Minde. Et stærkt Tordenslag vakte mig af min Slum her paa Sophaen, og ikke i flere Aar har vi havt saadant Tordenveyr som dette der dog ikke holdt længe ved. Lyn paa Lyn, Skrald i Skrald gik det i et væk, en heftig Storm pidskede den nedstyrtende Regn i Hvirvler. Det var et frygtelig – majestætisk Syn. Et Lyn og Slag var saa stærkt, at Kista nær var faldt af Stolen, og foer op hen i en Krog, ganske bleg. Den alvorlige Marie brød ud i en hende usædvanlig høy Latter, som Kista, saa angst hun var blevet, selv maatte istemme. Bredal sad ganske taus, og Skriveren gik ind i Storstuen for at see, om Kirketaarnet stod endnu. Gud skee Lov, vi har ikke hørt det har giort nogen Skade, hvad jeg virkelig frygtede. Marie begriber ikke hvor hun kunde lee over vor gode Kistas Skræk, og jeg begriber det heller ikke, og endnu mindre hvordan den samme Maja der er saa bange for Skud at hun nesten bliver syg ved at høre dem, kan være saa kiæk i Tordenveyr. Men at hun og hendes Sødskende er det, og ellers ikke frygtsom for noget, er mig meget kiært. Frygtsom i Torden er jeg heller aldrig, men dog seer jeg da giærne alle mine Elskede om mig, og i Dag savnede jeg Jessen min. Dog haaber jeg, han var under sikkert Tag i det skrækkelige Veyr. Og ere vi ikke Alle sikre under Himlens høye Tag, selv naar Lynet giennembryder og Tordnen ryster Hvælvingen?

Nu har jeg sadt et par Timer i Haven, læst og indaandet den kiølige friske Luft, nydt den skiønne Aften, som jeg ønskede I Alle havde nydt som jeg – ak, og endnu hellere med mig.

Onsdag 21^de «Ney» sagde jeg i Dag «nu vil jeg ret vise mit Herredømme over mig selv, og ikke see mit Vilhelmsminde før den 27^de» Da jeg sagde det, var Luften klar og reen, og efter to Dages Regn og Torden torde vi haabe, den vilde blive det. Men ved Middagstide begyndte Tordenen igien at rulle stærkt, og saa holdt det ved med stride Regnskurer, [29] til nu mod Aftenen, saa baade i Gaar og i Dag vor Plan at sidde i Haven og drikke Caffe og slaae vor Boepæl op der eller paa min Høy, er blevet tilintetgiorte. Vi vil imidlertiid haabe, det uroelige Veyr skal høre op med de i Morgen indtrædende Hundedage. Det vil min betænksomme Skriver oppebie før han lader slaae sine Enge ret for Alvor. Intet har tildraget sig i disse Dage. Seent Mand: Aften kom Maren Skieldrup og blev her til i Gaaraftes, da lille Tønder L: fulgte hende hiem, fordi hun var allene. Giid vi havde ham hiemme igien. Det er nu saa godt som afgiort, at Maren skal afløse min kiære Kista, skiøndt det vel vil koste Nappetag med Mad: Vangensten, som ugiærne mister hende; men dog er hun for retskaffen og fornuftig til ikke at indsee, hvor billig min Fordring er, da vi overlod hende Maren paa de Vilkaar hun skulde komme tilbage naar vi behøvede hende. Det vil vel finde sig, haaber jeg. Gud skee Lov! i Morgen er det Torsdag, da faaer jeg Brev fra Maja i Majadalen, hvor den Algode give, alt maae være vel! Ogsaa fra mine Kiære i Byen, til hvem jeg skrev med Giertz, som i Morgen kommer igien, hører jeg da vel noget. I Dag fik jeg Brev fra T: Lunds Fader. Han er syg, den arme blinde Mand, og nedtrykt ikke allene ved den almindelige Jammer, som paa de Kanter endnu skal være frygteligere end her, men ogsaa ved sin Stedsøns Død, den han fandt i en Storm i Havets Skiød. Han efterlod sig en Enke med to smaae Børn. Det mindste har de gode Besteforældre, der før har Mange at forsørge, taget til sig. Min Lotta sendte mig sin Broders Brev, men skrev selv intet.

[30] Løverdag 24^de (Aften) Længe har disse Blade hvilet, og det saae ud til, denne Hvile skulde blevet endnu længere. Torsdag aften begyndte jeg at faae nogen Feberfrysning. Den blev ikke bædre ved at Posten intet bragte mig fra min Maja. Jeg kunde ikke troe det, men desværre, jeg maatte vel. Min Koren var borte. Der var et Brev til ham, jeg kiendte Faer Cappelens Haand og Segl. Længe streed jeg med mig selv, men kunde ikke modstaae den ængstlige Uvished. Blegnende brød jeg det. Men Gud være lovet! det indeholdt Intet som kunde foruroelige mig; dog roeligere giorde det mig ikke heller, thi det var 6 Dage gammelt – Majas pleyer kun være to naar de kommer hid – ak, hvor meget kan hændes i fire Dage! – Hele Dagen i Gaar var jeg overmaade syg, fandt ingensteds Hvile, og lagde mig vexelviis saa i det ene saa i det andet Værelse. Natten var ikke bædre, og jeg orkede neppe at klæde mig paa og gaae ned. Jeg skrev til min Maja, det var ikke mange Linier, og dog var jeg langt raskere da jeg sluttede end da jeg begyndte. Det antager jeg barn‹ag›tige overtroiske Menneske for et godt Tegn, og om det kommer heraf eller af det jeg virkelig er blevet bædre og bædre, og har faaet mere Mod, nok, jeg seer Giertz's Hiemkomst fra Byen med roeligere Længsel imøde. Han maae dog bringe mig noget fra min Catty, hendes T: har været i Majadal, og om han end intet Svar har bragt mig paa det Brev han havde med til Maja, saa vil jeg dog vist faae høre fra den velsignede Dal, hvor jeg haaber intet har forstyrret hans Glæde. Ogsaa fra Tøyen og Økeren bringer Gier‹tz› mig maaskee noget. Han skulde kommet i Gaar. Gud veed, hvad han tøver efter. O, at han kom god naar han kom!

Den gode Stenersen er her siden i Aftes. Han og Jess taler om at giøre en Tour til Blakiær for at besøge Lieut: Birch; men jeg tænker de takker Gud at de kan blive under Tag. Ingen Dag siden jeg kom hiem har det være Tørreveyr, og Lyn og Torden har [31] fulgt med Regnen. For dem som har meget Høe nedslaaet er det sørgeligt. Det har vi Gud skee Lov ikke.

Søndag 25^de Giertz kom da endelig i Nat. Endnu sover han. Om han har faaet noget Korn til os veed jeg endnu ikke, frygter for at høre Ney, og ahner det nesten. Men to Breve har han bragt med sig, dem har jeg faaet, et fra min kiære Lotta, et fra min kiære Catty. Gud være lovet, efter dette staaer alt vel til i Majadal. Selv havde Maja vor viist sin ædle nye Ven omkring overalt i sin Dal. Hun er altsaa frisk. Otilia nævner Catty ikke; men naar hun siger «Alt staaer vel til med vore Elskede» – saa maae jo det kiære Barn være rask ‹…› ^igien. Og saa gientager jeg mit: Gud være lovet!

Skal vi ganske mangle alt hvad der ligner Brød, det bliver tungt, især for de arme Folks Skyld som behøver Kræfter til det tunge Markarbeyde; men selv denne Tanke kan ikke nedslaae mit Mod. Det er tiltaget med mine Kræfter, thi vel ere de endnu yderst svage, kun ikke i Sammenligning med hvad de vare de foregaaende to Dage. Endnu er Luften reen og klar. Spaaer mit Hoved sandt; saa vedb‹liver› den saaledes i Dag i det mindste. Men ud har jeg endnu ikke vovet mig. Kun engang siden jeg kom hiem har jeg besøgt de elskede Sødtslumrende. Did vilde jeg saa giærne. Mon denne Post intet skulde bringe mig?  –

Fra min Rikke har jeg havt en lille Sæddel med venlig Indbydelse; men den lille Frue kunde nok komme til mig, som jeg ogsaa skrev, der træt af Reyser og saa glad i det velsignede Hiem, nødig vil forlade det kun for een Dag. Maaskee lokker det gode Veyr og Længslen hende hid denne Dag og Stund.

Fra Økeren fik jeg intet, men min Catty og Sally var der i Dag 8 Dage, og havde glade Timer der, og det maae være mig nok. Da det klarede op i Aftes, reyste Jess og Stenersen dog.

[32] Min Ahnelse var kun alt for rigtig. Ikke et Korn var at faae i Byen. Gud hielpe os! Vi skal imidlertiid have Bud ind efter Sild og andre Nødvendigheder, og med det skulde jeg vel skrive lidt til Eder, Elskte, fra hvem jeg i Dag fik Brev. Men det Mismod jeg læser i alle Ansigter har dog giort mig lidt tung om Hiertet.

Kl 5. O jo, jeg fik mit Majabrev, som skulde kommet i Torsdags. Gud signe Dig for det, Maja mi! Endnu er Otilia ikke frisk, endnu ængstes den ømme Moder – o Algode, ney, lad den lille nu være frisk, og min Thrinasara glad!

Mit Hoved er saa usselt. Jeg seer neppe hvad jeg skriver[.] Man bærer nu min Kistas Dragkiste ned for at kiøre den til Byen og benytte denne Leylighed. Enhver saadan Bortflytning har noget ængsteligt for mig. Og nu Kistas – ak, jeg troede ikke, vi saa hastig skulde skildtes ad –

Mandag 26^de (Aften) Med stærk Hovedpine, men uden Feber, stod jeg op i Dag. Ved Vadskning, Kæmming og Voxtaft har det lykkedes mig at fordrive den slemme Plageaand, og jeg er nu saa færm, at jeg neppe kiender mig selv igien. Lidt mat, ja det forstaaer sig, det er jeg endnu, skiøndt jeg i Dag har spist en heel Hare nesten reent op. Den var just ikke af de største, en Unge, kan I tænke, og som min gode Kista havde brugt alle sine Kunster for at faae ret delicat. Caffe har jeg ogsaa drukket i Dag, mere for at fornøye den samme barnagtige Kista, end fordi den smagte mig.

Løverd: Eftermidd: sagte Maja: «Gud skee Lov, Moer er rigtig bædre nu end i Morges.» «Aa ney Gu er hun ey!» gienmælede Kista ivrigt – «for hun har ikke smagt Caffe.» De kiære slemme Mennesker giør mig det ængsteligt at fattes noget, saa lidt det i Grunden rører mig selv – jeg veed jo det er forbigaaende – ved den Angst og Nedslagenhed jeg da læser paa alle Ansigter. O, hvem skulde Liv og Helbred ‹…› være dyrebart, om ikke mig, [33] Lykkelige, i hvis mindste Vel og Vee saa mange af de bedste og ædelste paa Jorden tager saadan Deel! – I min Fortumling i Gaar kunde jeg ikke engang ret læse de kiære Breve jeg fik, end mindre besvare dem[.] (Jeg fik ogsaa et fra den raske Nella Borch, som ottende Dagen efter sin Nedkomst med en stoer Dreng, selv tilmælder mig den) – Gud give jeg nu kunde lade disse faa sande Ord: «I Dag er Eders Moer Koren saa frisk som en Fisk!» flyve omkring med Tankens Fart imellem Eder! – Det er det samme Veyr i Dag som alle Dage siden jeg kom hiem: Regn, Storm og Torden. Det laver sig ikke til noget Vilhelmsmindeveyr i Morgen. O, blev det godt kun til jeg havde besøgt dette kiære Sted og foralt det endnu helligere Hvilested og Mindested! Jeg tør knap haabe det.

Meget tager jeg feyl, om ikke Barna (det er alle Husets Personale) har noget hemmeligt for, hvormed jeg, i Morgen skal overraskes. Kunde jeg end, jeg vilde dog ikke søge at giennemtrænge det og røve de Gode deres Glæde. Jess kom tilbage fra Blakiær i Nat. Lieut: Birk og Kone sagde, de kom hid i Morgen, min gode Stenersen kommer ogsaa, det veed jeg. Vi har Ingen bedt, ikke Een. Men mon Hertel, mon Rikke skulde glæmme den 27^de Julj? – Mon De skulde bedes for at komme? Oney! Kan de, de kommer vist.

Munthe var her i Gaar. Hvor han bliver gammel og affældig! Og nu skal han have sig en Arving til paa sin Alderdom! Giid han maae leve med denne og de han har før! Stakkels gamle Mand, han var saa bliid i Gaar, som jeg ikke længe har seet ham.

Jeg vilde havt et Giæstebud i Morgen saadant som min Sarathrina havde det Dagen efter Barselet. Men desværre, saadant kan jeg ikke faae det. Fra min Reyse havde jeg nogle Penge tilovers, dem vilde jeg souplere med, tænkte jeg. Nu kom en gammel Mand, som jævnlig besøger mig her i Kammeret, [34] og som jeg kiender paa Gang og Banken (som fordum det norske Selskabs Medlemmer deres Rykkere)[.] Han bad da om lidt. Jeg gav ham en Daler, og inviterede ham hid til i Morgen. Men han blev staaende. «Nu? Christopher!» spurgte jeg lidt utaalmodig, thi jeg var just ved Slutningen af Baggesens Emma, som jeg afskriver til min Maja C – Ja, saa kom det da frem efter mange Velsignelser over a Moer, at han nu var et lykkeligt Menniske, om han havde 3^rd – «I Morgen kanskee jeg kan hielpe dig» – sagde jeg, og han gik langsomt bort. «Et lykkeligt Menneske kunde han blive ved 2^d til?» sagde jeg til mig selv. «Det er en Gield som trykker ham paa Hiertet, hvorfor skal du opsætte til i Morgen at lette det? og om han nu, den gamle syge Mand, døde i Nat?» Gud skee Lov! han fik sine 2 Daler til, sover roeligt, vil jeg haabe, og faaer sig i Morgen et godt Maaltiid. O Gud skee Lov! God Nat, mine Dyrebare! her er fast Midnats Mørke. Hele Horizonten er tyk. Men i mit Hoved er det klart, og i mit Hierte. Gud skee Lov!

Tirsdag 27^de Her har I mig, Elskede, ret frisk, og meget rørt og glad i den kiærlige glade Kreds som omgiver mig. Roser dufter trindt om mig, og end sødere er for min Siæl Duften af den rene Virak, Kiærlighed og Venbskab i alle skiønne Former skiænker mig. Da jeg kom herind i Morges, stod paa mit Bord en gammeldags men overmaade peen Lampekiedel af Kobber, men blank som Guld, og mig kiærere end om den var af Guld fra en mindre kiær Haand. Ved Siden af den laae fra Jess et lille peent Guldspænde, fra Maja et Tørklæde, fra Linchen et lille Stykke hun havde tegnet, fra Kista en nydelig hviid Sløyfe, fra liden Kaja en sort Silkepose. Og her paa mit Bord fandt jeg to temmelig store og inderlig vakre Stykker af den brave Bredal: Hovind og Vilhelmsminde efter Naturen. De ere bestemte at hænge paa det sidste Sted, men han havde intet Glas faaet endnu. Rammerne havde han selv malet med den her paa Eyendommen opdagede brune Farve. De skal blive en Prydelse paa det kiære Minde. Et Rimbrev fulgte med, [35] som erstatter i Hiertelighed hvad det mangler i Velklang –

Ney min Gud, nu bliver her med et saa mørkt, som var det total Solformørkelse. Regnen strømmer ned fra den sorte Himmel. Der bliver neppe nogen Vilhelmsmindetour i Dag, hvad der bedrøver Ungdommen saa meget, og derfor mig dobbelt. Ak! her kommer sikkert ingen Rikke, ingen Hertel i Dag. Men Alle, Alle tænker I paa og beder til Gud for Eders Moer Koren, I dyrebare Fraværende! Corinna havde Du, velsignede Maja C, bestemt at forøge Geburtsdagsgaverne med i Dag, men fik den ikke, beklager Du, endnu op fra Kbhn. O Du har givet mig alt for meget; men hvad kunde Du give mig der ikke tilhørte Dig selv? og Du er jo min med Dit hele rige Venskab. O I alle Mine! Gud signe og glæde Eder som I signer mit Liv med dets skiønneste Glæder!

Og nu har jeg slaaet min første Strømpe op, elskede Lotta, af det pene Garn Du selv har spundet til Strømper til mig, og skal strikke paa den hele Dagen, og tænke paa Dig og Eder Alle saa troet, som I i Dag tænker paa mig og ønsker Eder her. «Var der saa sandt kun een Miil til dit Hovind, Mama mi, som jeg skulde spadsere til dig d: 27^de» skrev Du, min Catty. Men endda vilde der nu intet blevet af, Du raske Fodgiængerske, da Veyene sikkert ere blevne meget slemme ved den idelige Regn.

Endnu maae jeg fortælle et Udtryk af Bredal, da han saae Teljas anthiqve Geburtsdagsgave: «Ney see til det ærværdige Menneske!» udbrød han, og jeg veed ikke hvoraf det kom, at dette Udraab bragte mig Taare i Øynene. Denne lille Kiedel er ellers bestemt min lille Maja blandt hendes Hiemmegift, om Gud under mig den Glæde at opleve den Stund, hun behøver det.

Kl 7 Fremmede lode sig ey afskrække ved Veyret. Lieut: Birk, hans Kone og en Jomfr: Wærner kom her da vi nesten havde afspist, min gode Stenersen i Formiddag – ham regner jeg heller ikke blandt Fremmede. Men fra Rotnæs og Plogstad hørte og saae vi Ingen. Jeg kan ey nægte, det giør mig ondt – Men saa fik jeg med Gunder tre velsignede hiertestyrkende Breve, og fire kan jeg sige, thi i det fra min Catty havde det kiære Sally barn ogsaa skrevet nogle kiærlige Linier. Saa var det fra min Lotta og fra min Ragna, og Eder Alle her min hierteligste [36] Tak, og den bedste jeg kan give Eder: I lettede en stoer Deel af den Tyngde fra mit Hierte som atter det feylslagne Haab om Korn havde kastet paa det. Gud give jeg nu igien havde lettet Eders ved Efterretningen om at jeg er fuldkommen frisk, da I ere saa bekymrede for mig, I kiærlige Væsner! Og Du var kommet til mig i Dag, Catty, havde din Syvald været frisk? O at Du saa sørgelig skulde hindres fra at giøre mig denne Glæde, og at nyde den selv! Det var vel en af de kiæreste Overraskelser jeg kunde havt i Dag. Dog, Gud være lovet at Din Syvald er bædre. Den barnlige Bekymring for Din elskede fraværende Moder, Du intet kan høre fra, er nok, meer end nok, og alle Dine andre mindre Sorger og Ubehageligheder disse Tider forvolder Dig, at ikke den moderlige unævnelige Angst skulde komme til. Du vil komme til mig, min hulde Ragna, og med Dig vor elskede Sally. Gud velsigne Eder, værer tusindfold velkomne.

Onsdag 28^de Endnu lidt om Gaarsdagen. Stenersen gav mig Evelina, net indbunden. Han har fra det første Øyeblik jeg saae ham bevist mig en Opmærksomhed, som sielden findes hos Unge for de Ældre, og den har aldrig taget af. Hvor er det da mueligt andet, end at jeg maae holde af ham, især da han i saa meget udmærker sig blandt vor Tiids Ynglinge. –

Vi kom dog til mit kiære Vilhelmsminde, otte kiørende i den store Vogn, Jess var Kudsk, Stenersen sad hos ham, Ridder Birk var Tiæner, og den snilde Bredal, Koren og Barna de Smaae gik. Der var det, Ungerne havde havt travlt med at pynte og blomsterere. En Deel gamle Kobbere, som ellers ere ret gode, men laae i ynkelig Forfatning, havde de havt travlt med at faae istand og ophængte. Maja havde malet Rammerne, og malet to nysselige Blomsterstykker som hang der, kort, den nye Sopha og alt var peent. Vi bleve der kun et Øyeblik, da Regnen stedse truende hang over vore Hoveder. Da vi kom hiem og havde drukket Thee gik Ungdommen i Haven og Frue Birk, som aldrig har været her [37] før, var rundt om i Værelserne, og havnede tilsidst her, hvor hun og Jomfr: Wærner fandt sig allerbedst, sagde de, skiøndt de ret synes godt om det gamle Hovind.

Saa var da d: 27^de Juli forbi, saa stille, som aldrig før paa Hovind, 1809 selv ikke undtagen. Min Skaal blev ikke drukket, thi Viin findes ikke i Huset, den Portviin undtagen, min kiærlige Ragna atter med Gunder i Gaar overflødig forsynede sin Moer Koren med, og hvoraf hun i Dag og hver Formidd: styrker sig med et Glas, og som i disse Mathedsdage har været saa sand Medicin. Men mangen hunrig og forhungret Giæst gik herfra mættet og glad. O Gud, kunde jeg kun engang om Ugen fuldmætte saa mange, jeg skulde med Glæde opofre alt hvad ikke nødvendigt udkrævedes til mit eget Livs Ophold.

De ere nu i Haven allesammen ved de halvmodne Ripstræer. Jeg gik ind for ikke at ledes i Fristelse. Det er et himmelskt Veyr, og en Luft saa blaa og reen som vi ikke har havt den i mange Uger. Gud give det maatte vare ved i lang Tiid, og med saa bliid Varme som i Dag.

Nu lidt om mine Besøgende. Lieut: Birk kiender I jo Alle, mine Elskede, og veed, hvilken solid, brav ung Mand det er. Hans Kone, Byfoged Stenersens Datter, er mindre end vakker, hun kunde nesten regnes til det modsatte; men hun er saa godslig og ligefrem, og giør vist sin Mand meget lykkelig. Jeg lider hende godt. Jomfr: Wærner, som jeg troer kun er hos dem i et Besøg, kan jeg ogsaa godt lide, skiøndt hendes Udvortes er endnu mindre anbefalende end Fr: Birkes, det er at sige Ansigtet, thi hun har en langt smukkere Figur. De bliver her for det første Midd: over. – Der er Maja, og spørger om jeg vil være med paa min Høy? Aa ja! – Aa ney! Jeg fik ikke Lov for Kista, som var bange det skulde være for vaadt, som det nok ogsaa er endnu. De Unge kommer alltiid frem.

[38] Torsd: 29^de Vi havde neppe spist i Gaar før Jess, alle tre Lytnanterne, Marie, Jomfr: Wærner, Lina, Kaja og Tønder Lund med hver sin Rive ilede ud at høye. Jess, Birk og Stenersen havde ogsaa været ude om Efter ^Formiddagen, og denne Hielp giorde dog saa meget, at vi fik vendt og stakket hvad der var nedslaaet. Endeel havde vi faaet ind, var Regnen kommet et Par Timer senere, og alt fik vi ind i Dag, holdt det som det nu er til Qvellen. Vi vare netop ko‹mn›e ned i Haven og Kista begyndt at skiænke i Kopperne (Caffe nemlig) da det begyndte at dryppe saa smaat, thi skyndte vi os, Bredal og jeg, for dog at kunde sige vi havde drukket i det Grønne. Ogsaa sad Frue Birk og jeg godt i Læe for Regnen under det tætte Løv. Dog, tilsidst maatte vi flytte med Rub og Stub. Kl henimod 6 reyste de Alle, og da tog jeg min Evelina i Haand og vandrede igien ned til Keglebanlysthuset, hvor jeg blev siddende til Mørket drev mig ind. Det var, maae I vide, blot smaae Regnbyger vi havde, kun slemme for saa vidt de giorde det umueligt at faae Høe ind. Ujævnt falder vel stedse Tordenveyret, men dog har jeg aldrig hørt det saa underligt som i dette Aar. Saa rasede f.E: i Mandags, da her var ganske stille Veyr, en Orkan ikke en halv Miil herfra i Bierke Annex, med saadan Voldsomhed, at Kirketaarnet blev overbrudt, og et meget tykt friskt Træe brækket som en Pibestilk, og Halvdelen hvirvlet saa høyt i Luften, at det neppe øynedes: Derved faldt stærk Hagel, der ganske ødelagde det Strøg de gik, hvorved en Mand især paa en Gaard hedder Kopperud, seer sit Haab om en god Høst tilintetgiort. Maatte han være den Eneste, dette glade Haab bedrog, ak, da var intet lettere og billigere end at erstatte ham et Tab Gud havde skaanet flere for.

Jeg er uvis om jeg skal tage min Residents i Dag paa Vilhelmsminde eller blot i Haven. Jeg troer det bliver det sidste, deels for at oppebie Posten og faae den et Qvarter før, deels fordi min Mave er lidt uroelig, og endelig for at giøre mit Besøg ved Graven.

[39] Kl 8 Aften Den hele velsignede Dag har jeg tilbragt i Haven. Kista og Ungerne vore sad hos mig fra vi drak Thee og først nu kom vi ind, da Grøden skal paa Bordet. Men mit glade Haab at faae Majabrevet herefter om Torsdagen er nu forbi. Heller ikke i Dag et Ord, og atter tre lange Dage til Søndag at vente i. Ak, skal da disse sørgelige Uroeligheder have Indflydelse paa Alt hvad til Siælens og Legemets Nydelser og Vedligeholdelse giøres Behov! –

Varmen har været stærk, og endnu er jeg ikke kommet til mine Kiæres Hvilested. I Morgen skulde Touren gaae til Vilhelmsminde, haaber jeg. Gud skee Lov, det første Høe er da bragt vel i Hus.

Fredag 30^te Da vi havde spist, gik vi til Graven med vore Blomster, jeg, min Maja og Kista og Bredal. Der er ingen Roser i Aar paa de smaae Træer, og saa ublomstret har det aldrig staaet før det kiære Minde nogen Sommer som denne for de mange Regndages Skyld. Men Gud skee Lov, det seer ud til, Veyret nu vil blive stadigere – I Eftermidd: og det ret tidligt, gaaer det da til Vilhelmsminde og min kiære lille Skriverpult, hvor jeg skal skrive alle de fire Smaaebreve færdige, der i Morgen skal gaae med Posten for at lade min Lotta, Catty, Sally og Ragna vide, at deres Moer Koren nu er frisk igien. I Formidd: skal jeg op til Bredal, at han kan forandre lidt paa mit Fiæs. Linas retter han nu paa det bedste han kan. Majabrevet fuldender jeg nu først. – At jeg er længe siden færdig med Tobias Hoppe har jeg nok sagt Eder. I disse Dage har jeg bladdret Evelina igiennem. Underligt nok, at hver Deel har sin Oversætter, og endnu underligere, at de trappeviis bliver slettere. Lundbye er ret brav; Define Guldberg (Gud veed hvad det er for en Dame) er ret maadelig, dog mesterlig i Sammenligning med den sidste Deels Oversætter, en von Haven. Det er Skade for den gode Bog, at den er faldt i flere end Lundbyes Hænder.

[40] Løverdag 31^te Fra Kl 2 til over 8 var jeg paa mit kiæreste Lyststed. Det var deylige Timer. Jeg veeg sielden fra Skriverbordet, dog fik jeg ikke alle mine Breve færdige, men nu har jeg kun et igien af fem – thi ogsaa min gode Pavels og hans M: maatte da engang høre jeg var i Live endnu – og det er til Lottamoer.

Telja mi og Smaaepigerne fulgte mig, Kista kom efter med Bredal og de øvrige Caffegiæster, og Maja lidt senere, da hun havde været paa Gislevold med Grethe Keilhau der hentede hende, for at raadslaae om Brudestadsen, troer jeg, da hun med første skal blive Frue Fabritius.

Maja bragte mig deylige Have-Jordbær, der i Aar ere ualmindelig store og velsmagende, og mit Smørrebrød til Aftensmad. Ungdommen spredte sig om paa Høyen med en Bog eller Haandarbeyde, og jeg sad i min Roe. Først Kl 7 kom min Koren, efter at have baaret Dagens Byrde og Hede, og svedt en lang Dom færdig i en saare indviklet Sag. Han blev hos mig til Hiemtouren gik for sig og fulgte mig, dog kun ned ad Bakken, thi den gode alt for ængstlige Kista havde sendt Carriol efter mig. Jeg stunder af Hiertensgrund did igien, men det er for langt, og Folkene har for travlt i denne Tiid, og Jomfruerne og Børnene med til at nogen kunde være med mig, og saa faaer jeg gedulde mig. Giid du nu gik did for at møde din Ragna og Sally! tænkte jeg paa Didveyen. Men den Dag kommer da ogsaa, haaber jeg, og snart.

Kl 8 Da min Post, sex Breve, var afsendt, vi havde spist og jeg sovet min Hovedpine bort, gik jeg i Haven, hvor vi drak Caffe som sædvanlig, og jeg siden har sadt til nu, kun at jeg et Øyeblik har været oppe hos Mad: Walbohm som med Grethe Keilhau var her i en kort Visit.

[41] Søndag 1^ste Gud velsigne Dem, gode kiære Søn Pavels! og lade Dem opleve denne Dag mange mange Gange, frisk og lykkelig i Deres Elskedes Kreds! Ogsaa derom skal jeg i Dag knælende for Altret bede den Algode, knælende i mine Elskedes Kreds, med mit hele kiære Husgesinde. Gud skee Lov, mit Hoved er saa let og lyst i Dag, og skulde det et Par Dage blive det modsatte, skal jeg taalmodig finde mig i det, fordi det var godt i Dag. O maatte jeg nu ved min Hiemkomst fra Kirken finde en nye Siælestyrkning, et Brev fra Dig, min dyrebare Maja, saadan som jeg ønsker – og haaber det.

Da der i denne Tiid ikke forefalder meget at fylde disse Blade med, vil jeg afskrive Eder de Linier, jeg just i dette Øyeblik lige fra Hoved og Hierte skrev i den gode Bredals Stambog. Han tager nok herfra i denne Uge i Haab om at faae Følge til sin Fødebye Bergen fra Christiania. Giid det maae lykkes ham, da det er ham forbudet at komme tilbage til sin Kone og Søn, hvad der giør ham dobbelt nedslagen, da han ikke engang nu mere faaer høre noget fra dem.

[42] Eftermiddag. En stoer Post fandt jeg ved min Hiemkomst fra Kirken, og gav mig neppe Tiid til at spise, for at tage fat paa den. «Gud giver os mere end vi bede, mere end vi forstaae at bede om» – var lille Fader Mørks Text til den meget gode Tale han holdt i Dag. Ak ja, det giør han den gode Fader, og at han ikke giver os alt hvorom vi beder, er fordi vi ey forstaaer hvorom vi skal bede. Derpaa tænkte jeg, da jeg saae af det kiærlige Majabrev at lille Otilia endnu ikke var ret frisk. Blandt det Meget, der er os Dødelige saa dunkelt, er ogsaa det, hvorfor de smaae Uskyldige saa ofte skal lide, og lide smerteligt, og vi end smerteligere med og for dem. Kun den navnløse Glæde, naar de ligesom gives os igien paa nye, kan lignes med Smerten ved deres Lidelser, ved at see dem paa Gravens Bred igien vende tilbage til Livet og os. O, maatte denne Glæde i dette Øyeblik være Eders, min dyrebare Maja og Sarathrina! I Gaar er ^var det 3 Uger siden den lille blide Engel blev syg. O Alnaadens Gud! lad denne haarde Prøve ikke vare længere for de Elskede! Lad dem nu være roelige og glade igien! Amen. – De andre tre Breve vare alle skrevne paaⁿ⁴² min Fødselsdag. Tak, min elskte Egersøn for de kiærlige Ønsker for mig og Dagen. Ja, sikkert lysner den mørke Himmel atter. De smilende Marker, de rige, snart afklædte Enge ere, synes mig, et Forbud om at Høsten ikke vil lade nogen af vore Haab blive beskiæmmede.

Mandag 2^den Saa langt kom jeg, da holdt en Vogn og en ridende Dame heruden for. Det var den snilde Frue Bergh, hendes ældste og yngste Datter, og en Jomfrue Wulff, hendes Cousine, Søster til Mad: Omsen. Touren gik strax til Caffebordet i Haven, og ikke længe sad vi der, saa kom Moer Chrystie, hendes Børn og Jomfr. Horster. Vi var nu et heelt Qvindfolklag, og Skriveren gik ret og kroede sig imellem de mange Smaaepiger. Jess var paa en Gaard han har kiøbt en Miil herfra, for at høye, og kom [43] ikke hiem før over Midienat. Fr: Bergh, Jomfr: Wulff og al Ungdommen gik til Vilhelmsminde, fulgt af Skriveren forstaaer sig. Tractementet var simpelt, kold Steg, Smør, Brød, Lax og Ost; men lad os takke Gud saa længe vi har det, det kiære Brød for alt. De spiste tidligt, da de var bange for Regnen, som de heller ikke undgik. Kl 9 reyste de alle, dog haaber jeg, de ikke bleve meget vaade, da det kun var en kort Skur vi fik. I Dag er det atter blankt og deyligt, men blæser endnu i den tidlige Morgenstund lidt kold Nordost.

De andre to Breve, som jeg nu skal besvare, var fra min gode Fetter Christie og Nella Borch. Endnu er Geburtsdagsgaverne ikke ophørte. Frue Bergh havde en nysselig Halsstrimmel med til mig fra min kiære Sally, for hvilken Du her, Barnet mit, modtage den første Tak. – Af Søn Frederichs Brev seer jeg, Pavels med Familie celebererede d: 1^ste Aug: paa Eger, og Fr: Bergh fortalte det ogsaa, og at de først ventes tilbage Fredag. Saa kom mit stakkels Brev da tidsnok. Men kunde jeg ogsaa troe, en saadan Vandring var foretaget uden mit Vidende – nær havde jeg sagt – og Villie? Men saadan gaaer det, naar Barna voxer Een over Hovedet. – I Dag skal min Koren til Eidsvold. Saa faaer jeg høre hvordan det er med Frøken Anker, som da nu er kommet tilbage med sin stakkels Moder. Fr: Bergh og jeg giorde halv om halv Aftale at følges ad did en Dag maaskee i denne Uge. Men først maae jeg see min kiære Rikke. Bredal var der i Gaar, da laae hun, ellers var hun kommet til mig. Men nu er det vanskeligt i denne travle Tiid at komme nogen Steds. Jeg burde dog engang igien see til Folk i Egnen her. De troer vist jeg er blevet stoerfolk eller Gud veed hvad. Hvor tungt det er blot for een Dag at forlade det velsignede vakre Hovind, falder de Fleste ikke ind. Men nu vilde jeg dog rigtig bryde over tvært og giøre min Runddar, var ikke Gutter og Heste saa nødvendige her hiemme.

[44] Onsdag 4^de Ogsaa i Gaar gik Eftermiddagen i Haven ved Strikning og Læsning. Da jeg intet Nyt har, giennemløberⁿ⁴³ jeg det Gamle. Nu er Touren til Starkes Gemälde, som jeg altiid læser med nye Tilfredsstillelse. Af Marieboe laante jeg Meisners Alcibiades, men har ikke holdt ud at læse en Deel til Ende, kun bladdret den igiennem har jeg. – For at fornøye min gode Kista og siden flere af mine Veninder, har jeg begyndt at oversætte Lafontaines Bertha v: Waldeck, endskiøndt jeg ikke finder den at være blandt de fortrinligste af denne frugtbare Digters Arbeyderⁿ⁴⁴. Enkelte Scener har den, der ere usigelig skiønne, og for hvis Skyld det er værd at læse og oversætte den hele Bog. Og saa er det endelig med de fleste af hans Romaner. Jeg har tænkt at tage mig store Frieheder med en Charakter i Bertha Waldeck, som jeg vil give lidt mere Sandsynlighed og – Anstændighed.

Endelig skal Plogstadtouren gaae for sig. Nu kom Hesten. Det ser mørkt ud i Veyret, men Skriveren lover det skal holde. Det var godt for mere end min Skyld.

Torsdag 5^te Saare behageligt gik min hele Reyse, den lille saa længe, som var det en Udenlandsreyse udsatte halv Miils Tour. Gryner var saa god og blev med mig, da det ey var at tænke paa Gunder. Min Rikke havde nyelig før jeg kom bundet en Spaadomskrands, men den sagde Ney til mit Komme, og dobbelt glad blev hun den Gode da jeg giorde dens Udsagn til intet. Hun var Gud skee Lov frisk, Manden og Børnene ligesaa. Lille Rasmus var allerede tilbage i sin Skole. Deels i Haven, deels inde tilbragte vi Tiden behageligt fra Kl: halvti til syv. Fra Haven jog en Regnbyge med nogle stærke Lyn og Tordenslag os ind. Den gik snart over, og giorde ikke engang Standsning i Høekiøringen eller Stakningen hverken paa Plogstad eller her. Ikke stort over en Time vare vi paa Hiemveyen, og [45] da var Luften usigelig mildqvægende. En Glæde er det ogsaa at see Agre og Enge, skiøndt disse sidste for det meste ere afførte deres Pryd. Ak, paa fire Gaarde i Eidsvold har de arme Beboere ikke den Glæde at trøstes for udstandne Besværligheder ved Haabet om en velsignet Høst. En stærk Haglbyge som drog der langs med Aasen paa den saa kaldte Øststrands Side (langs med Elven) har ødelagt Sæden og det endnu uslaaede Græs i Bund og Grund. Paa en Gaard især skal ikke et Straae staae tilbage. Den ene af disse Uheldige er min brave her bortdøde Barbra Giordemoders Mand. Vel hende, den svage, dybtfølende Barbra, at hun hviler i Lye for alle Uveyr. Gud skee Lov den unge nyebølings Mand, Fabritius blev sparet. De ødelagte Jorde grændser lige til hans Gaard, Grue. Dette Tordenveyr vi nesten daglig har havt tager synderlige Retninger. Gud spare alle Øvrigere, saa kan der blive Hielp at faae for de arme Mennesker som har lidt saa stort Tab, og det bliver da Enhvers hellige Pligt at bidrage til dette Tabs Erstatning. Paa en rigtigere Maade kunde man jo ikke vise sin Taknemmelighed for at Ødelæggelsens Engel gik vore Eiendomme skaansom forbi. I Dag er det Torsdag. Men jeg vil ikke glæde mig til Postens Komme, da det nu er saa saare uvist om den bringer mig noget Majabrev.

Fredag 6^te O ney, den bragte mig Intet, og herefter vil jeg stræbe at sætte al min Liid til Søndagen, men det vil vare længe, inden jeg bliver ret fortroelig med denne Forandring, om den endelig er nødvendig. Ingen i hele Huset fik Brev.

Da vi stode færdige at gaae til Bords i Gaar Middags, kom fire Herrer i Gaarden. Det var Lieut: Birk og Hageman og en Capitain Hoff, alle fra Blakiær, og min Stenersen. De tre første skulde til Anker paa Eidsvold Værk, men toge først til Takke med de færdigstaaende Rætter, Plukkefisk og tyk Melk, drak Caffe, og troede at komme tidsnok til Ankers Middag, den de dog forsikrede, ikke at behøve. De reyste.

[46] Det var godt for dem, om det virkelig forholdt sig saa, at de nemlig vare i Behold med hvad de her fik. Underveys havde Hoff og Hagemann ret gottet sig til et godt Glas Viin, hvad i denne Tiid er saa sieldent; de kiørte sammen, og kun Birk lovede at komme tilbage. Hoff havde noget Jærnarbeyde der var bestilt for Festningen at tale med Anker om, og troede, han maaskee kom til at giøre Touren til Feyringen. Men see! Kl henimod 10 kom det hele Herskab tilbage, baade sultne og tørstige. De havde fundet Conferentsraaden i grumme ondt Lune. Masovnen i Feyringen var et Par Dage før faldt ned, og nu ubrugelig for lang Tiid, og det bestilte Arbeyde ikke endnu begyndt paa. De blev hverken buden Vaadt eller tørt, ikke engang en Priis Tobak, blot Complimenter. Dog havde de seet Fruen og Frøkenen, som jeg glæder mig ved at vide oven Sengen; meer er det nok heller ikke, hun skal see ud som en Skygge, eller, for at bruge Wulfsbergs Udtryk om hende, som Støvdækket allerede var faldet, og hun færdig at udfolde de ætheriske Vinger og svinge sig fra den Jord, der gav hende saa liden Glæde – I kan troe, her vankede mange Skoser over deres feylslagne Forventninger. «Ja jeg,» sagde den alvorlige Birk, «opnaaede min Hensigt, som blot var at giøre en kort Stadsvisit» «Og jeg tog blot did for at see Frøkenen, og saae hende» – mælede Springfyren Hagemann. Kun Hoff, som aldrig fortaler sig, taug, og var ogsaa den, hvis Forventning paa en ret ubehagelig Maade var blevet skuffet. Istæden for kostelig Viin lode de sig nøye med en simpel Aqvavit Sopken og dertil et tarveligt Smørrebrød. Hoff maatte endelig afsted i Formidd: og Hagemann var nødt til at følge ham, hvad han ugiærne giorde. Den brave Birk og Stenersen bliver her Middagen over. Min Koren er i Eidsvold fra i Gaar. Jess paa en Auction. Han blev dygtig giennemblødt i Gaar, stakkels Gut, da han i sit Høearbeyde fik en dygtig Tordenregn over sig. Han tog en Trøye paa da han kom hiem, det andet tørredes af sig [47] selv, sagde han, og det giorde det da vel ogsaa omsider.

Rygtet siger, Lynilden skal have slaaet ned i gamle Thranes Gaard i Christiania, og anrettet megen Ødelæggelse der, dog er intet Menneske kommet til Skade. Det skulde været i Onsdags. Da tordnede det ogsaa her og endnu stærkere i Gierdrum, dog langt fra ikke som mange Gange før i Sommer.

Kl: 2½ Veyret saae saa blidt ud. Birk bad ikke mindre blidt, at Smaaepigerne vilde følge med ham til hans Kone, hvad han før havde bedt om, men skulde været fra Morgenstunden, at de kunde have Dagen for sig. Dog, Bredal, som har bestemt at reyse til Byen i Morgen for at høre om Følge til Bergen, ønskede saa inderlig at see Festningen Blakiær, og saa blev det bestemt at han, Marie og Lina skulde følge med. De fik vor store Familievogn, og Birch og Stenersen lovede at ledsage dem tilbage i Aften, eller i Nat, thi før bliver det vel neppe, da der er to gode Mile did. Giid kun Veyret ikke blev for uroeligt. Imens de klædte sig til Touren havde vi ^en stærk Regnskur, da de toge bort, skinnede Solen, men nu tykner det atter til. Jeg er bange Ungerne mine faaer de nye røde Madraskioler de i disse Dage har faaet færdige, indviet af Regnen, og saa vil Marie sige det er min Skyld, for jeg vilde de skulde sye dem da Tøyet har lagt et Par Aar og længere saa det var alt det, den lange Lina fik nok, og da svarede altid den tænksomme Maja: «Saa længe det ligger, Moer, er det nyt; faaer vi dem først syet, saa bruger vi dem, og herefter bliver det ikke godt at faae saadanne Kioler igien.» Og deri har det forstandige Barn Ret. Men at de i Dag giorde sig saa gille var deres egen Drift. Nu skal jeg sige naar de kommer hiem at de har pyntet sig for alle de unge Officierer der er, skiøndt det veed jeg Gud skee Lov de ikke har. Nu er Linas Contrafey ogsaa færdigt, og ligner fuldkommen, kun Jess siger, vel for at drille [48] hende lidt, at hun ikke maae bilde sig ind at være saa vakker som Portraitet, men det er hun dog virkelig, finder alle vi andre. Den gode Bredal, som aldrig troer at kunde giøre nok for vor Fornøyelse, har taget min Korens Profil i Bliant, i Størrelse som Egersønnens, til hvilket jeg fattedes et Sidestykke, og nu hænger de her lige for mig i smaae runde brune Rammer et paa hver Side af Schiller, lige under Caroline Mathilde, og har Heloise og Abelard til Naboer, saa de ere som I seer i godt Compagnie

Løverdag 7^de Nu er Kl 3, i 4 Timer har jeg lagt. Saadan Hovedværk som den, jeg i Dag vaagnede med, har jeg Gud skee Lov kun sielden, og end sieldnere varer den saa voldsomt ved. Jeg fik med den yderste Nød nogle Linier til min dyrebare Maja paa Papiret, som det maaskee var bædre, hun ikke havde faaet, da hun nu frygter jeg skal blive syg, skiøndt jeg søgte at behage hende denne Frygt. Jeg følte nemlig, at dette heftige Onde snart vilde ophøre. Et Glas Portviin med Rhabarbradraaber i som min gode omhufulde Kista overtalte mig til at drikke, bragte det Onde til det høyeste. Nesten bevidstløs af Smerte tumlede jeg ind paa Stoerstuekammer-Sengen, men takket væ‹…› min Ragna som gav og min Kista som tvang mig til at drikke den styrkende Viin, efter hvilken jeg faldt i den sødeste Søvn og vaagnede som af den mest qvægende Morgen‹sl›ummer[.] Nu har jeg spist, jeg veed ikke hvor mange Smørrebrød, og drukket Caffe, og sidder her saa rask og glad. Giid kun disse Blade var i Dine Hænder, min Maja C, saa blev Du roelig igien. I Morgen skal de afsted med den gode Bredal som forlader os maaskee for stedse. Endnu ere de ikke komne fra Blakiær skiøndt vi ventede dem til Middag. Jeg haaber, de fornøyer sig god‹…› Frue Hiort var her da jeg var som uslest. Hun tog til Byen og vilde ind om Økeren for at takke den brave Marieboe der ved selv at bringe og anbefale hendes Ansøgning har skaffet hende betydelig Hielp i sin ^hendes haarde Nød. Det lønne Gud ham! Og – han lønne og velsigne Eder Alle, min Siæls Dyrebare! thi I Alle elsker ikke allene mig men Kiærlighed til Alle boer i Eders Siæl.

[49] Søndag, 8^de August Som I veed, Elskede, er denne Dag af alle Aarets Dage den bitter-sødeste for mig. Den er saa usigelig skiøn i Dag, som den var for 22 Aar siden, da Gud gav mig min første Søn, og for 25 Aar siden, da jeg første Gang følte Livets høyeste Salighed, den Salighed, at være Moder –

Jeg sad længe i Haven i Gaar og læste i Starkes Gemälde, alt til det mørknede og blev kiøligt saa jeg ikke torde sidde længer. Iblandt andet læste jeg Der Mann mit fröhlichem Sinne. Aglaos, hed den Lykkelige. Intet Uheld kunde ganske tilintetgiøre hans Roelighed. Hans Siæl var en reen Chrystal, som intet «Uveyr kunde fordunkle, og i hvilken hver Solstraale der træffer den glimrer stærkere tilbage, eller smelter sammen i yndigt Farvespil. Ak! hans Hierte blev haardt angrebet. Han skildtes ved Venner og Elskede ved Bortfiærnelse fra dem eller de fra ham, eller ved den sidste, Graven. O, han følte vel Skilsmissens Harm; men ogsaa over denne kastede hans Frosind et lyst Slør. Det var ham du saa halv vel, halv vee, som naar man efter et ret glædefuldt Besøg forlader for lang Tiid eller for stedse elskede Mennesker. Man græder, man vrier Hænderne, man river ikke sit Blik fra det dyrebare Sted man har forladt, før det forsvinder. Men snart blander sig Billederne af forgangne Glæder med de smertelige Følelser, og Erindringen qvæger os Livet igiennem. Han mistede Børn. Ak aldrig forglæmte han dem, deres Billeder vare stedse nærværende for hans Siæl, paa hans eensomme Spadsergange omsvævede de ham, og besøgte og kyste ham i hans Drømme. Men stedse følte han mere hvad han havde havt i dem, end hvad han havde tabt. De stode i hans Inderste som en yndefuld Morgenrøde, ved hvilken man dvæler, endnu naar den er forsvunden, med Tilfredshed. Eller meget mere, de vare ikke forsvundne for ham, de vare endnu hans, de vare blot henflyttede til et sikrere, et lykkeligere Opholdsted, hvor han var vis paa, engang at favne dem igien.»

[50] Jeg kunde være fristet til at udskrive meget mere; men jeg forudsætter de Fleste af mine kiære Læsere og Læserinder kiender denne deylige Samling, som især burde være i enhver Ynglings og Piges Hænder. Det her afskrevne Sted udtrykker saa rigtig min Tankegang, mine Følelser, derfor staaer det her. Min Marie har allerede – Kl er ikke 8 endnu – været ovre og bragt Wilhelm sin Geburtsdagsgave, Wilhelm og Sara, de Uadskillelige i Liv og Død. Paa Saras Fødselsdag blomstrer ingen Roser. Da «dækkes Vuggen med hvideste Lagen. «men under den mørkeste, koldeste Skye, de slumre i Lye.» – I Aften bringer jeg mine Roser og Taare did – De kiære Bortreyste kom ikke før seent i Aftes. Birk og Stenersen fulgte dem tilbage. De havde fornøyet sig kosteligt, Barna mine, og Bredal ikke mindre. Lidt tungt er mit Hoved, men det bliver nok lettere siden. Er min Rikke frisk, og især erindrer hun hvilken Dag det er, seer jeg hende vist. Hun lovede at komme tidlig og blive hele Dagen hos mig. Ogsaa Dit Brev, dyrebare Maja, maae jeg faae i Dag. Gud give det maae være glædeligt, at søde Otilia maae være fuldkommen frisk igien, og alt vel.

Vi har henimod 30 Mænd til at slaae her fra Kl 3 i Morges til 8. De faaer 2 Rdr hver for disse Timer, og det giver min Koren dem med Glæde, og et Par Drammer og en Bid Brød atpaa.

Kl halvsyv Nu kommer vi fra Graven, min Kista, Telja og jeg. Lina og Kaja havde bundet en deylig Krands, den hang vi der, og Majas Roser blomstrede friske endnu. Det blæste koldt, saa vi ey kunde sidde der længe. O Gud, i Dag 22 Aar! – Dog, ere de ikke alt gaaede, de halvfemte tunge siden de forlode os – Og var jeg ikke i 19 og 17 Aar den lykkeligste Moder? og er jeg det ikke endnu, i dem jeg har her, i dem der venter mig hisset, hvor de ere Mine, evig Mine, hvor de Alle skal evig være Mine! – – I Middagsstunden reyste den gode Bredal. Vi savne ham Alle, men det ahner mig, vi seer den blide, gode Retskafne igien, skiøndt ham var det bædre, kunde han fortsætte Reysen til Bergen eller Kbhn. Fred være med ham! Birk og Stenersen reyste i Formidd: De havde lovet at møde Frue Birk paa Vildberg til Middag. Ingen Rikke kom, men to kiære Breve, fra Maja og min Catty. Ja, tilvisse kiære, [51] men ikke beroeligende. Endnu er lille Otilia syg, og min ømme Thrinesara lider, lider mere end det elskede Barn, og alle hendes Elskede lider med hende. Ogsaa Du, min Catty, er nedslaget. Du siger det ikke, men Dit hele kiærlige Brev aander Bekymring. Heller ikke Din Syvald er frisk endnu, og Du ædle T: ikke ganske vel. Ak! hvorfor har dog kun Siælen Vinger? og hvorfor kan den blot omsvæve Eder og see og dele Eders Sorger, uden at kunde ile tilbage og sige mig fra Minut til Minut hvordan I har det! Pavels, min gode Pavels, hans M: og Børnene har været i Majadal paa deres Egertour. Jeg tør med Vished vente Brev Torsdag og Efterretning fra min kiære Slotspræst, skiøndt han lader til at være lidt von paa Moer Koren, og saa faaer jeg da et Par Dage senere Efterretning om Otilia end i Majabrevet, som var 8 Dage gammelt da jeg fik det. Og fra min Catty tør jeg vente det inden Torsdag, ifald ellers min Koren kommer til at reyse i Aften til Byen, som han halvveys har tænkt, og da faaer jeg høre fra Eder Alle, Gud være lovet!

Det er gaaet raskt med Høeaanden i Dag. Meget har vi faaet ind, meget stakket, og dette blot af Andersen, Gryner, min Tønder Lund, og lille Ane Kokke – og meget, meget har de 30 Leyede og vore egne Folk lagt ned. Gud give os alt det Øvrige saa godt i Hus, som det allerede indkomne. Paa Houg gaaer det ligesaa godt.

Jeg har ellers tilbragt det meste af Dagen her i mit Kammer. Munthe var her til Middag og Mad: Giørup, men begge toge tidlig bort. Maja har travlt med en Vest hun baldyrer til Broderen sin til hans Geburtsdag. De Smaae er ude og tumler sig i Høet. Kista læser i Psalmebogen, som hun altiid griber til naar hun intet andet har, og strax lægger bort naar hun faaer fat paa Oversættelsen min, om der er aldrig saa lidt. Telja sysler saa smaat ude og inde. Alle Folkene ere i Marken, Skriveren jævnlig hos dem. Jess paa sin Gaard siden Kl 4 i Morges.

[52] Mand: 9^de Ney, jeg vil ikke mere bestemme, i det mindste ikke Dagen forud, at gaae til mit Vilhelmsminde. Denne Eftermidd: havde jeg tænkt at tilbringe der, men ved Midd: Tiid begyndte det gamle Tordenveyr. Dog drak vi Caffe i Haven. Naar der i Høsttiden trækker et Uveyr op, bliver alt Liv og Bevægelse. Koren, Jess, hele Contoiret, Piger og Gutter vare ude for at indberge en Deel Høe, men de fik ikke mange Læs ind eller alt stakket, før Regnen kom. Den varede ikke længe, dog længe nok til at standse Arbeydet. I Løverd: da jeg var saa syg, fik jeg en Sæddel fra Frue Bergh, hvori hun bad mig i Dag møde hende paa Eidsvoldværk. Men jeg føler Tordenen i mit Hoved ogsaa naar jeg ikke hører den, og reyse i Middagsheden tør jeg desuden ikke. Heller ikke havde i Dag Karl eller Hest været at faae. Ak, for at drage Een fra et saa velsignet kiært Hiem som mit, maae der nesten uimodstaaelig Tryllekraft, eller Pligt maae kalde. For det rigtig følende Menneske har jo ogsaa den Tryllekraft. – Jeg sad saa længe i Haven og hørte paa den majestætiske Torden, og den Stilhed i Mellemrummene i den hele Natur, naar ikke de travle Mennesker uden for afbrød den. Det var mig saa underlige Contraster. Tordenen drev mig ikke ind, ikke heller Regnen fra det tette Lysthus hvor Træerne duftede saa lifligt; men min Strømpe var færdig, og jeg havde intet Arbeyde ^mere, ingen Bog med mig.

Tirsd: 10^de Min Koren er taget til Byen i Dag, for om mueligt at skaffe os lidt Korn. Han kommer tilbage Torsdag. Reysen kom saa hastig paa, at jeg kun fik skrevet et lille Brev til min Catty. Med vort Bud, som var inde med Bredal, fik vi et langt takfuldt Brev fra ham, og jeg et Par Linier fra min Lotta. Nu er alt hvad der kan røre sig, i Engene, Maja, Lina og Kaja, ja saa gar Telja. Kun Kista og jeg er hiemme. Jeg stod mismodig op med slem Hovedpine, nu er jeg rask, og skal blot hvile lidt Middag.

[53] Onsdag 11^te Jeg kommer ikke mere saa tidlig op som ellers, sielden før Kl. halvsex, og det ærgrer mig. Den deylige Sommer er jo saa kort. I Nat drømte jeg, jeg havde stærk Coliqv, og har vidst ogsaa havt den og følt det i Søvne, thi jeg vaagnede med og har den endnu. Det er leyt nok, at jeg altiid skal plage Eder med mine Sygehistorier; men de hører til mit Liv, altsaa ogsaa til Dagbogen. Dog, er kun Hovedet godt, og det er det i Dag, siger andre smaae Ramperier ikke meget.

Ungerne mine holdt ud fra 11 til 8 i Aftes, og befinder sig Gud skee Lov nok saa færmt i Dag efter det ret strænge Arbeyde. Kl 5 var Marie alt oppe igien ved sin Ramme. Lina, min Sovekammerat naar Skriveren er borte, havde bedt mig vække hende naar jeg stod op. Jeg giorde det nødigt, hun sov saa sødt, men jeg havde lovet det. Nu, Kl halvsyv, har hun allerede lært sin tydske Lectie, og skal nu over til Grethe Keilhau for at hielpe hende lidt med sin Brude- eller ung Kone-Stads. Op ad Dagen skal de igien i Marken. Kaja sover endnu, hende faaer de ikke Lov at vække saa tidligt, det lille Dyr, der tager i Alting som en Voxen. Til Kl 4 kiørte Jessen min Høe ind, da organiserte han Arbeydet det bedste han kunde klædte sig paa og foer til Næss, hvor han har Forretninger til Løverdag, da er det hans Geburtsdag, og da maae han endelig være hiemme. Kista bagte deylige Pandekager til Barna i Aftes, at de kunde have lidt at styrke sig paa. De smagte prægtigt, kan I troe, selv Teljamoer. Gryner og T: Lund er altiid med.

Aften Min Coliqv er gaaet over til en stærk Diarrhe. Den er uden Smerter, men matter mig meget. Jeg brænder og fryser paa engang. – I Formidd: kom Hest og Carriol fra Hertel efter hans Søster. Den gode troe Kista forlod mig med et tungt Hierte, og med et meget lettere saae jeg hende ikke reyse. Men hun vilde ikke giøre sin Broder imod, og det vilde jeg heller ikke, hun skulde. I Morgenaften kommer hun igien, og saa kommer Gud skee Lov ogsaa min Koren igien. Strax over Midd: kom Frue Hiort tilbage [54] fra Byen. Hun havde baade paa Ind- og Hiemtouren været inde paa Økeren, og bragte mig et kiærlighed- og glædeaandende Brev fra min hulde Ragna, der med alle sine befandt sig saa vel og lykkelige. Gud give, Posten i Morgen maatte bringe mig et ligesaa glædefuldt Brev fra Majadal! Dog ney, før Søndag vil jeg jo intet vente. Først i neste Maaned seer jeg min Ragna og Sally og søde Ida. «Naar du har faaet dine Lader fulde vil vi komme» – siger den tænksomme Ragna. I denne Uge giør hun med sin Ludvig og Sally en Tour til Ringerige og Drøbak, hvor de skal besøge den gamle Oldemoder

Som Barn hørte jeg et Ordsprog: «Naar den ene Stoodder hielper den anden, saa fryder Guds Engle sig.» De frydede sig da vist i Dag, da den snilde Anne Hiort overlod mig 1 Qvarter Rug og 1 d^o Byg, af det hun havde faaet sig tryglet til i Byen. Hun kan bie, om min Koren skulde komme tomhændet tilbage, med Tilbageleveringen til vi faaer indhøstet. Ak, skulde jeg kunde tænkt, at hvad vi saa ofte gav en Trængende, engang skulde være mig selv saa velkomment! Snese Tdr havde til andre Tider ikke giort mig saa glad som dette Lidet. Frue Hiort var ey mindre glad over at kunde tiæne os, som saa giærne hialp og hielper hende i sin Nød.

Fredag 13^de Unverkoft komt oft, siger Tydsken, og det siger jeg med. Gaarsdagen bragte mig det venlige Majabrev. Lille Otilia er Gud skee Lov noget bædre, skiøndt ikke vel. Jeg troer nu fuldt og fast det er for Tænder hun lider, siden det varer saa længe, og haaber da, disse, naar de kommer, skal komme des lettere. Gud opfylde ogsaa dette mit Haab!

Tidligere end jeg ventede, kom min gode Koren, og ikke tomhændet, som jeg frygtede for. 1 Td: Byg og ½ Td: Rug fik han udpint af Providerings Comms: og det er store Ting i disse Tider. Al Verdens søde Ven, Heyerdal, gav ham ogsaa halvt Løfte om 1 Td: Havre, da han i disse Dage han i disse Dage tænker at skiære paa sin Løkke, og strax skrifte den af som Rug. Om han holder Ord vil vi see paa [55] Mandag naar vort Bud, som gaaer ind Søndag, kommer tilbage. Han lovede ogsaa at overlade os 1 qvtr feed saltet Makrel. Det var honet af samme Mand, maae I tilstaae. Men Gud være lovet! vor Kornmangel tør vi nu haabe endt for denne Gang; thi ogsaa Hertel skiærer nu sin Byg, og har lovet at hielpe os med Laan, om vi trænge til det. I neste Uge tænker vi, giver Gud Held til det, at faae vor Rug, der staaer saa vakkert, i Hus, og endeel Byg skaaret. Min Kista kom først hiem da vi alt havde køyet i Aftes. Alt staaer godt og vel til hos Broderen hendes, og ligesaa overalt hos mine Elskede i Byen, Gud være lovet! – I Dag gad jeg været paa Økeren (og det gad jeg været saa tidt) den er nu de kiære Barna mine til Middag, Treschows og Sally, og Sverdrups, min Sverdrup, er der ogsaa. – Ja saa men faaer jeg Geburtsdagsgaver endnu. Skriveren havde en inderlig peen Syepose til mig fra min Catty; gul Nanqvin broderet med hvidt Bomuldsgarn. Den seer ud som Taft med Flor over, men var den det, vilde den ikke været mig til Nytte som denne skal blive mig, hvor mit Strikketøy kan ligge trygt, og min Daase, og en Bog desmeer. Her min første Tak, elskede Catty! Og Du, min Sally ligesaa for det lange kiærlige Brev med Skriveren. – Apropos, siden vi taler om Breve. Med Posten kom her et i Gaar til Skriveren. Da vi havde faaet Lys ind i Aftes, læste han det med de øvrige, alle Amtsbreve. «Hm, hvilken snurrig Kegle det maae være!» sagde han, alt som han læste. Dog først spurgte han, da han saae Navnet: «Horn? Hvem er Horn?» – Det vidste jeg saa lidt som han. Naa, han fortæller da, at han har en Embedsreyse at giøre her paa Øvre Romerige, og da han er aldeles fremmed her, og har hørt Hr. Sorenskriveren overalt omtalt som en høyst giæstfrie Mand, tager han sig den Friehed at udbede sig Herberge hos ham for nogle faa Nætter. Dette kunde nu være hvad det var, og deri er intet videre [56] underligt; men nu kommer det bedste: «Saa meget mere fristes jeg hertil, som jeg derved haaber tillige at faae den Lykke at giøre Bekiendtskab med et af Landets berømteste!! og agtværdigste Fruentimmer.» – Det skal da vel være mig. Naa Herre Gud, jeg straffes ret haardt nok, fordi jeg gav mit stakkels Navn Bogtrykkersværten i Vold. Det har kostet mig mangen sur Time – og nu Hr. Horns Bekiendtskab! Gud kiender Manden. Han kan være meget brav, men jeg maae til videre, enten jeg vil eller ey, tænke mig ham en Smule naragtig. Jeg er overalt ikke for nye Bekiendtskaber, som I veed. Børnene leer og ere ret nysgiærrige efter at see den fremmede Mand «der saa giærne vil giøre dit Bekiendtskab, Moer!» siger de. Kista synes Manden maae være meget ærlig og ligefrem – den Aabenbaring har hun – og i Dag eller i Morgen (til sidst i Ugen anmælder han sig) vil vi da faae at see hvor vidt han er over eller under vor Forventning. Gud skee Lov, Brød kan vi nu skaffe baade ham og os selv.

Kl 4 var min Koren paa Benene i Dag, og Kl 6 gik det til Næss baade med ham og Giertz. Den snilde Andersen var med i Byen for at consulere Dtr Møller. Han har saa ondt for sit Bryst, men Møller gav godt Haab om hans Helbredelse, og var hierteglad i, at vor Marie er blevet saa rask.

Søndag 15^de I Dag er det min velsignede Jes's Fødselsdag, hans tyvende Aars. Jeg veed det, Dyrebare, I bede Alle med mig, at han maae opleve den mange Gange til Glæde og Gavn for sig selv og sine Medmennesker, og til hans ædle Faders, hans ømme Moders Glæde, den Tiid Gud vil, vi skal vandre herneden, og til Glæde for de kiærlige Søstre. Guds Velsignelse over dem alle Tre, de elskelige Børn! og aldrig, o Algode! aldrig koste de mig andre end Glædestaare, som de hidtilofte sødt nedlokkede paa mine Kinder! Mange Smertetaare har den i sin Opvext, – [57] dog kun til det fierde Aar, meget sygelige Dreng kostet mig, og endnu smerteligere, da han var fra mig, da jeg vidste ham syg i Kbhn. O de skrækkelige Dage! Men ingen, ingen andre Kummerstaare har han, har nogen af hans Sødskende aflokket mine Øyne, og vil det med Guds Bistand ikke heller, og den gode Gud spare mig herefter, er det hans vise blide Villie, ogsaa for flere saadanne Taare! Gud signe Dig, min Jess! – Neppe føler nogen saa meget i Dag for den store Napoleon, som vore kiærlighedsfulde Hierter for vor simple, jævne, gode og troefaste Jess. Ogsaa hans gode Ven Stenersen kom her i Aftes for at være her i Dag over, og med ham den hiertens eenfoldige Lieut: Broch, hans Contubernal eller Collega. En anden af min Søns ikke mindre kiære Venner, den ærens faste Birk kommer ogsaa, om Aubert, der i Gaar tog til Blakiær, reyser saa tidlig i Dag. Min brave Bredal er i Dag dobbelt saa gammel som Jess. Ham skal jeg skrive et Par Linier til med det Bud som gaaer ind herfra, og gratulere ham. Giid han var her i Dag! det ønsker han vist ogsaa selv. Jeg skal skrive meget med dette Bud, men først maae jeg med Børnene over og pynte det stille Hvilested, at det ogsaa seer festligt ud paa Fødselsdag:

Der kom ingen Hr. Horn endnu. Stenersen mener det maae være Professor Horn fra Tønsberg. Det er rimeligt, endskiøndt jeg ikke begriber, hvad Embedsreyser han har her i Egnen. Hele Eftermidd: tilbragte jeg paa Vilhelmsminde, hang Skilderier op, skrev, og havde det nok saa travlt. Barna var af og til hos mig. Imens vi var der, kom Lytnanterne,og var en Stund oppe hos os. Endnu har jeg hverken seet dem eller Jessen min[.] Han skal af mig have en Sara-Ring, som han engang kan give sin Brud, af Maja en peen hviid baldyret Vest, af Lina et ant‹…›ikt Snushus d i Form af et Krudthorn, med nydeligt Arbeyde, af liden Kaja et Spilleværk til Sæbe og Alskens Smaae ting. Bliver han da ikke rig? Vi har bedt hans Fader give ham et Kys, da han intet giver ham. «Skam faa den der giør!» svarer han.

[58] Aften Strax vi havde spist, kom da Manden vi ventede. Det var rigtig nok Professor Horn fra Kongsberg, en ret godlidende gammelagtig Mand, som de Fleste af Eder kiender, og undres jeg nu, at vi ey faldt paa det skulde være ham. Men det kom af, vi lode vore Tanker standse i Christ: hvorfra Brevet var, og det var sagtens lidt dumt. I Morgen mere herom. «Om din Dumhed? Moer vor?» Aa ja, ogsaa maaskee om den – Jeg havde til Lykke det meste expideret, som skulde med Gunder; men mere vilde jeg giærne havt med, som nu maae beroe til videre. Min Lotta og Catty maae nøyes med det Lidet, de fik. Til Bredal skrev jeg ogsaa lidt. Det var jo hans Fødselsdag.

Ellers er jeg i Dag ikke kommet længere, end til det kiære Hvilested i Morges. Did fulgte mig mine tre Børn, Telja og Stenersen. Maja og Lina har siden været der igien med en Mosekrands. Roserne ere nu afblomstrede, dog findes maaskee endnu to, jeg kan bringe did.

Da vi havde drukket Caffe i Haven, gik al Ungdommen en lang Spadsertour, og sad da vi Gamle hiemme allene. Men Samtalen gik ikke istaae for os.

Mandag 16^de Jeg holder ret meget af min gamle Professor, det kan jeg fortælle Jer, mine Børn. Han er ogsaa født i samme Aar og Maaned som min Koren, og har mange Ting fælleds med ham, seer I, det giør ogsaa sit. Men det er en interessant og lunefuld Mand. Alle de Unge synes saa godt om ham som vi Ældre og Gamle. En Berørelsespunkt har vi ogsaa, jeg og han. De fleste af mine Ungdoms Bekiendtskaber ere hans, Dichman, den evig Uforglæmmelige – men især Faye har været hans fortroeligste Ven paa Jorden, siger han, og fører samme Kiæremaal som jeg over, at han er død for alle sine Fraværende. – Jeg har nu giort Manden et Morgenbesøg, og nu giør han sit Toilet. Mine Lytnanter sover endnu.

[59] I Morgenstunden vaagnede jeg ved et stærkt Tordenskrald. Det har regnet i Nat, og er tykt endnu. Man bad allerede om Regn for Agerens og de afhøstede Enges Skyld, og Gud hørte ogsaa den Bøn. Man vil vel nu bede, det ikke maae blive for langvarigt eller stærkt, og Gud vil ogsaa høre det, haaber og troer jeg vist. Mig skee som jeg troer! –

Onsdag 18 ^de Eftermidd: Kl 4. Nu forlod den snilde godlidende Mand, Professor Horn os. Han var blevet saa hiemmelig her, at det forekom baade ham og os, som havde vi vandret sammen i mange Aar. Derfor blev han saa længe det var ham mueligt, og har fast hele Dagen og Aftenen gaaet med morsom Prat, hvorved ofte Lungerne ere blevne tilbørligt rystede. Kun i Gaar var han paa Embeds vegne hos Mørkes, og spiste der til Middag; men Kl: 3 var han hiemme (som han kaldte det) igien. Mandag bad vi Fader Mørk og Walbohm med sin Logerende, Ritmester Holch, hid til Middag. Stenersen og Broch bleve over til i Gaar Morges, da Jess fulgte med dem, han til sine, de til deres Forretninger. Min Koren fulgte af lutter Galanterie, eller rettere fordi han leed sin Giæst saa godt, med ham til Nannestad nu. Er det mueligt, kommer Horn herom tilbage, hvis ikke seer vi ham vist til Vinteren, da hans Vey atter falder herom til Guldbrandsdalen. Smaaepigerne vare ret indtagne i den gamle Mand, som spøgte meget med dem, og fortalte saa morsomt. Det forstaaer sig, Maja mi giorde sin Lykke hos ham, som hos alle aldrende Mænd, der har Sands for det simple Gode, og hos Mænd og Qvinder i hver Alder, som har det. –

Med Gunder fik jeg i Gaar Brev fra min Lotta, og, ventede jeg længe paa Brev fra Slotspræstsønnen, saa fik jeg Skiæppen fuld i knuget og skuddet Maade, og det ikke af let, men ret gedigent Indhold, halvsyvende Qvartside. Det meste var Reysebeskrivelse over Eger- og Majadalstouren. Med min Koren skal jeg [60] takke ordentlig, kiære Fader Pavels, men her min Tak forlods. Ligesaa Du, min Lotta, og Du, min Catty, som ogsaa glædede mig med et lille Brev, ret glædede mig, fordi Dine Kiære, Gud skee Lov, vare om ikke aldeles friske igien, dog bædre. Af dette Brev saae jeg da, at vor Ragna og Sally ikke tager paa Ringerigstouren før Fredag, og blev jeg ret harm paa mig selv, for jeg ikke havde skrevet til den med Gunder; men jeg troede dem jo før han kom ind langt paa Vey. Nu skal et venligt Velkommen modtage de Kiære ved Hiemkomsten – I Eftermidd: var Grethe Keilhau her, for sidste Gang som Frøken. Fred: skal hendes Bryllup staae paa Plogstad, hvorhen vi ere budne, min Koren, Barna og jeg, i en Sæddel fra Frue Rikke. – Jeg har været ret frisk i disse Dage, kun føler jeg i Eftermidd: lidt ondt i den ene Side, der snart tager Flugten, haaber jeg. – Ingen Dag gaaer forbi nu, uden de sørgelige Klokker bebuder Een eller Fleres, undertiden Tre, Fires Nedfart i Graven. Det har hidtil mest været Børn, Blodgangen bortrev, men nu gaaer de Ældre bagefter. – Veyret er ustadigt, Regn og Sol. Vel, at Høet for det meste er inde overalt. Gud vil nok give os det stadigere til den dog allerede begyndte Kornhøst. Hundedagene vil vel gaae ud som de begyndte med afvexlende Regn og Solskin. Høe fik vi meget og godt. Endnu har vi noget ude, men Ageren skynder paa.

Hvor mørkt det bliver! Jeg seer knap at skrive. Gud spare os for Haglbyger. Luften har været lidt kiølig i Gaar og i Dag. Men jeg haaber det blot bliver ved en Regnskur.

Fredag 20^de Min Koren og hans tre Børn ere tagne til Bryllup. Jeg følte mig hverken i Gaar eller i Dag saa vel, at jeg torde vove mig ud. Maven har igien begyndt paa sine gamle Nykker, det er det værste. Ellers havde jeg endda vovet paa det, baade for [61] kiære Rikkes og de gode Brudefolks Skyld, som jeg veed, ugiærne savner mig. Brudgommen var her selv i Formidd: Ikke for at bede eller overtale mig kom han, thi han vidste nok jeg vilde kommet, havde jeg tordet ud; men han vilde dog see Moer Koren paa sit Hiertes Glædesdag. Gud lade den blive det gode unge Par Indgangen til et glæderigt Liv! Jeg veed vist, ingen af de Tilstædeværende, min Rikke selv ikke undtagen, giør denne Bøn af et varmere, fuldere Hierte, end jeg. Min Marie var i Morges ovre paa Gislevold hos Bruden, fra hvem jeg ogsaa fik saa mange Klager, fordi jeg maatte blive hiemme. Maja og Lina spiste paa Gislevold til Middag, og fulgtes derfra med Brudeparret og Flere her til Kirken. Kl halvtre gik Vielsen for sig. Chrystie forrettede den. Det var mindre for en lille, nu hævet Misforstaaelse med Præsterne her, end fordi Fabritius holder saa inderligt af Gierdrum Præst, at han ønskede han skulde holde denne Forretning.

Den brave Bredal, som fulgte til Plogstad fra Byen med Fabritius, var her et Øyeblik da de toge fra Kirken. Han længes tilbage til Hovind. (Det giorde saa gar min gl Professor Horn, sagde han paa Nanestad til Skriveren) Underligt har det vist forekommet Rikkemoer at være sin Moer Koren paa saa faa Skridt nær, og ikke see hende. Vi venter ikke vore Folk tilbage før mod Morgenstunden. Der var tiltænkt mig Seng paa Plogstad, og havde jeg kommet did, vilde jeg taknemmelig modtaget den: thi reyse om Natten, taaler jeg ikke.

[62] Løverd: 21^de Det gik som jeg formodede. Først Kl 2½ kom Bryllupsgiæsterne hiem i Nat. De havde moret sig ret deyligt, og Ungdommen fundet paa Alskens Spøg og Leeg. Marie havde sin Ragna der, Lina sin Luise, Jess Brudgommen og Brudens Broder, den lustige Lieut: Keilhau og min Koren Fogden og Bredal og Chrystie, saa de alle hver kunde holde sig til sine Jævninger, og det er altid godt. Bruden, Maries Veninde, hørte og saa endnu til de unge Pigers Kreds, og den var der, som nesten altid paa Landet, den største. – Jeg troede, vi skulde beholdt den gode Bredal herude en Tiid; men han følger i Dag eller i Morgen tilbage med sin Vert, Kiøbmand Sigvard Petersen, der ogsaa var herude til Bryllup. Stakkels Mand, han var blevet stille og bleg i Byen. Fra sit Hiem hører han intet, og er som fastholdt paa Plætten, da han hverken kan komme ned igien til Kbhn, eller til Bergen. – I Dag begyndte vi at skiære og skrifte vor Rug, men fandt at den endnu var vel grøn, og taaler at staae ude nogle Dage endnu. Gud være lovet! den som alt vort Korn tegner godt, meget godt; og de, som allerede har brugt dette Aars Grøde, finder det ualmindelig godt og drøyt.

I Morgen tænker da min Koren at tiltræde sin lange Reyse. Med ham skal jeg skrive mange Breve, og blandt flere besvare Majabrevet, som nu kom efter gl: Stiil i Torsdags, og det fra Auestad, hvor min Maja var i en Snarvending, og havde stort Mandfolke-Collads[.] Men hun længtes til sin Dal igien og til de kiære Barna der, til vor Sarathrine, som endnu seer sin Otilia lide, og – ak i Dag er det 6 Uger siden det søde Barn blev sygt. Hvor liden Glæde har Du havt i vor kiære Dal, min elskede Thrina, som Du længtes saa meget efter! Og hvo af Dine Kiære kan glæde sig, naar Du ikke er glad!

[63] Sønd: 22^de Hu tu tu! her sidder jeg i min fulde Vinterhabit, hubbrende af Kulde. Sandelig er det en Seenhøstdag. Her er mørkt som i en Sæk, Regnen pidsker paa Vinduet – ak, og Hagl! Gud skaane Agrene! – Jeg er ret beklæmt, og maae ind at høre, hvad Skriveren (som først reyser i Morgen) mener om Veyret – – At det med Guds Hielp ingen Nød har. Haglen er ophørt her, men sikkert falde de andre Stæder stærkere. Regnen vedvarer endnu, og er kommet os ret ubeleyligt, da vi havde faaet en Deel samlede til at skiære i Eftermidd: hvad nu ikke bliver noget af. Her er saa stille, og slet ikke søndagligt, da der ingen Tiæneste har været her ved Kirken, Gud veed hvorfor.

Mandag 23^de Min søde Linaunge er i Dag, just nu Kl 9, 12 Aar. Gud lade hende opleve mange, mange glade Fødselsdage, og hendes Fader og mig hilse dem glade som i Dag, saa længe Gud under os at være hos de Elskte paa Jorden! Ak, hvor mange Glædesdage har denne Maaned skiænket os. Fire saadanne som denne. De to ere formørkede for denne Jord. Men saa straaler jo, Gud være evig lovet! de to endnu saa haabfuldt og blidt, og den tredie i Octbr, min hulde Maries –

Troelig har Maja, Kaja og liden T: Lund arbeydet i Smug for denne Dag. Af Søstrene sine fik hun to pene Halsstrimler, af T: L: en lille Miniaturtegning af Hovind, der er ret net. Hendes Fader gav hende en Obligation paa 50 Rbdlr, jeg min Guldkiæde og en lille Ring, hendes Broder Tøy til en Kiole, Kista et snart blomstrende Rosentræe. Kiæden fik hun, for at hun kunde give liden Kaja en mindre, hun havde før faaet af Hertel, da hun, som I nok erindrer, kun hvert fierde Aar har Geburtsdag, og dog ogsaa skulde have en rigtig Present engang. Jeg er vis paa, Lina blev neppe gladere ved alt hvad hun fik selv, end ved at kunde give sin Kaja det lille Smykke. –

Nu først Kl over 9, kom min Koren afsted, og har først en Forretning paa Veyen, saa han ey tidlig kommer frem med sin hele Brevfragt – Der er en heel Vogn fuld af Fremmede!

[64] Kl 2½ Det var de unge Folk, Fabritius og hans Grethe, min kiære Rikke, og Jomfrue Heide og den snilde Bredal. De Nyegifte og Jomfr: Heide blev her ey længe, da de først skulde til Gislevold, og saa til deres Gaard i Eidsvold. Gud ledsage dem, og velsigne deres Ind- og Udgang i den nye Boepæl, og al deres Dont! Stræbsomme og nøysomme ere de begge, og gode Mennesker, saa jeg tør haabe min Bøn opfyldt. Min Rikke blev hos mig, og Bredal, som fulgte de Unge til Gislevold, kommer hid igien. Mens Rikkemoer, som var træt og mødig af Alskens Uroe i denne Tiid, faaer sig en lille Lur, skriver jeg dette, efter at have endt min egen. –

En Urigtighed maae jeg rette: min Lina er født om Eftermid: Kl: 3. Det var Maja som saae Dagens Lys Kl 9. Naar man har havt 8, kan man let tage feyl, og denne Feyltagelse sagde just ikke stort; men alt maae være traadret i disse Blade.

Vi sad lidt i Haven i Formidd: med vort Strikketøy, Rikke og jeg, men den kolde Vind jog os ind igien. Dog skinner Solen lidt varmt imellem i Dag. – Jeg fik Brev fra Hertel i Aftes. Der faldt Haglen stærkt, men giorde dog ingen Skade, derimod skal den hos Giørups paa Giæstad, saa nær herved, være faldt i Mængde og meget svær, og afslaaet meget af deres Korn. Nattefrosten i Gaar har ogsaa anrettet nogen Ødelæggelse hvor Kornet stod grønt endnu, og paa Ærterne især. Paa Plogstad har en prægtig Bygager lidt meget, siger Rikke. Jeg har ikke hørt, om den har skadet noget af vort. Potetesgræs og Bønner, som de fleste Stæder er bortfrosset, staaer lige friskt her. Gud afvende alle saadanne Uheld herefter for vort arme Land, der saa trøstefuld har seet den meget lovende Høst imøde!

Tirsdag 24^de I Skumringen i Aftes, da Rikke og jeg sad allene i Stuen, kom en Gut ridende i Gaarden. «Hvilken deylig og stoer Hest!» sagde jeg. «Og veed du hvad?» svarede Rikke, «det er vist et Bud som skal melde Frue Waagers Død.» Vi havde længe hørt, og endnu om Formidd: af Walbohm, at hun var meget syg, at der kun var lidet Haab. Men jeg gientog [65] det jeg da sagde til Walbohm: «Ondt Krudt forgaaer ikke» – Dog har ^var Rikkes Ahnelse rigtig. Kl 3 i Gaar Eftermiddag blev det onde Krudt luget fra Jorden. Jeg veed nok hvad Straf der er for at tale ilde om de Døde, og jeg vilde nødig underkaste mig den. Men jeg føler dog ligesaa lidt Kald, og end mindre, til at holde hendes Lovtale. «Du behøver jo ingen af Delene. Lad hende hvile i Fred, og hold din Mund!» – Giid hun maae hvile i Fred! Det er jeg vis paa, jeg vilde ønske, om hun end havde mishandlet mig som hendes ulykkelige Tiænestefolk. Og heller ikke har Jorden ret Gavn af hendes Bortgang, da hun ved Testamente til sin Lieutenant har sadt ham i Stand til at vedligeholde hendes Minde ved at prygle og sulte og tyrannisere; thi alle ere dog enige om, at hun i ham har efterladt den værste Halvdeel af sig selv. Ved at mælde hendes Død lod han sig at han ved Testamente var eneste Arving; men paa hans blotte Ord kunde der ikke stoles, og nu er Giertz og Andersen der for at see Testamentet med egne Øyne, da de i andet Fald maae forsegle. Han vil vel ikke tage denne Visit alt for vel op; men den er nødvendig. Det første Testamente var iblandt de Ting, Tyvene brændte op; men der er ingen Tvivl om, han har faaet et giort igien in Forma; thi for mindre hengav han sig hende vel ikke med Siæl og Liv. Mig og flere forekom det, som han havde skrevet sig Fanden i Vold. Ellers troede man vist, hun havde overlevet ham, da hun var stærk og rask, og aldrig havde været syg, og han seer ussel og svag ud. Hun døde af en smertefuld Mavesyge, som ikke var egentlig Blodgang, efter Walbohms Sigelse –

Det var ret en god Dag vi havde i Gaar, min Rikke og jeg, da hun kom saa betimelig, og blev til Kl 9. Bredal fulgte med hende tilbage, og tager til Byen i Morgen. Han fik mine tre Glutter sat i Ramme og ophængte mens han var her. Skriveren [66] og jeg har endnu ikke faaet vor Indfatning færdig. – I Dag vaktes jeg ved den vinterlige Tærskning. Kl var 5. Jeg stod op, og Solen kom mig blidt imøde. Vi lover os en velsignet Dag, og haaber til Gud, Frostnætterne nu ere forbi.

Torsdag 26^de. Nu, Klokken 6, føler jeg paa mig, min Koren er i Fredens stille Dal, give Gud, den ogsaa maatte være Glædens! og det er den, er saa sandt lille Otilia og I Alle vel, det Gud give! Endnu har vi ingen Post faaet.

Tirsdag Aften kom Mad: Høfke, som fordum boede i Hurdalen, hid, og blev her til i Gaar Eftermidd: da hun fortsatte Reysen til Elverum, hvor hun bliver i Vinter for det første. Det er en retskaffen, brav Kone; men mig har hun aldrig interesseret, uden for saa vidt alle gode Mennesker interesserer mig. Hun seer Tingene saa eensidigt, rigtig nok fra den bedste Side; men da jeg, desværre ikke kan det altiid, bliver jeg saa ofte fristet til at modsige hende, naar hun kalder Godt hvad jeg er overbevist om, ikke er det. Dog taug jeg for det meste, og ønskede, hun havde Ret. Jeg var syg og maatte lægge mig i Gaar Formidd: I Dag er jeg brav, har oversat henved 40 Pag:, læst i Hesperus, strikket, snakket med Barna o s.v. I Gaar var min Maja, fulgt af T: Lund, som hun kalder Sønnen sin, paa Vildberg for at see til den snilde Maren S: som ikke er frisk. Jeg haaber hun bliver det efter dette Besøg af hendes kiære Maja

Gud være lovet for det deylige Korn, Rug og Byg, vi faaer saa godt ind i disse Dage. Der har jeg ret noget Behageligt at fortælle min Koren i Morgen – thi da maae jeg have min Post færdig, for om Løverd: at pakke ind og tiltræde min Byetour – Jeg havde i Gaar Brev fra Hertel. Haglen har dog giort megen Skade i Næs paa 6 til 8 Gaarde.

[67] Ogsaa paa en af Hertels Naboegaarde slog den meget ned, men han slap, og det glæder mig. Han vil vist hielpe de Lidende saa meget mueligt. Det lader, som vi faaer en Eftersommer. I Gaar, og endnu mere i Dag er det meget blidere i Luften. Dog har jeg ikke vovet paa at sidde ude som i Gaar og Forgaars, da jeg nok giorde for meget af det. Men ak! Jean Paul burde man aldrig læse uden under Guds skiønne blaae Himmel, i det mindste ikke naar det er mueligt, at læse der.

Fredag 27^de Den slemme gode Kista har ret faaet mig til at forspise mig. I Aftes kom Jess af Jagt med en Fugl og tre Harer. En af disse, en lille Unge, stegte Kista i Fløde og bragte mig herind til Frokost, og den smagte saa deyligt. Jeg drak et Glas af min Ragnas Portviin til, og saa seer I, Børn, holdt jeg en Frokost, som selve salig Gram, havde han været opstanden igien, kunde frydet sit Hierte ved. Det skal da ogsaa være min Middagsmad, og naar de andre gaaer tilbords – nu ringer den tolv – tager jeg mig et Blund, og staaer saa op for at giøre mine Breve færdige, og beskikke mit hele Hus til i Morgen. – Majabrevene vedbliver nu sin vanlige Gang. Alt har med Guds Hielp været vel i Majadal, da min Koren kom der i Gaar. Han havde skrevet et Par Linier fra Byen til Jess: Min kiære Lotta laae af den slemme Omgangssyge, Diarrhè: Gud give, jeg maae finde hende frisk naar jeg kommer did! I Morgen endnu et Par Ord fra Hovind, mine Elskede! – Da man spaaede Regn til i Dag (som Gudskee Lov ey blev noget af) tog jeg i Aftes Farvel for denne Gang med mine Sødtslumrende. Jeg havde ingen Roser at bringe did, kun Neyliker og grønt. Min Kista var med mig. Det var en deylig Aften, den varmeste i lang Tiid. Jeg haaber paa mange saadanne i den skiønne Eftersommer.

[68] Løverd: Morgen 28^de Det var et slemt Vey i Aftes og i Nat, og jeg fast opgav jeg alle Tanker om Byetouren i Dag. Men see! nu skinner Solen varmt, som i en Midsommerdag, og Blæsten har tørret Regnsporene bort. Det er blot saa meget at det ikke støver for mig. Jeg har nu sluttet et langt Brev, til min Koren og min Maja under et. Og nu maae jeg tænke paa Reysen eller Indpakningen først, dog den som min Paaklædning – thi jeg sidder her i mit korte Nattøy – skal snart gaae. Gud give nu min Lotta var frisk!

Vor deylige Rug fik vi først ind i Gaar, da den var drøyere end vi troede, og just som Regnen kom, kom det sidste Læs ind. Halvdelen, over 10 Tdr, er skriftet. Alt det, og hvor godt det gaaer med den øvrige Høst, har jeg tilmeldt min Koren, at han ret med et let Hierte kan glæde sig i den kiære Dal. O, naar man i saa lang Tiid har maattet tiltigge sig Korn i Potteviis havde jeg nær sagt, tykkes man sig hovedrig ved en Snees Tdr Rug og Haab om fulde Lader. Lovet være Gud for sin Miskundhed! Og hans Fred og Velsignelse med Eder Alle, med alle mit Hiertes Dyrebare fiærn og nær! Amen!

Mandag 30^te Følger mig, mine Elskede, Skridt for Skridt fra Hovind. Kl var over 9 inden jeg kom afsted. Det blæste stærkt, saa jeg var indpakket som til en Høstreyse, men det blev det deyligste Midsommersveyr, saa jeg var ilde brydt, især med den varme Hat jeg havde taget paa, og ikke kunde tage af som Kavayen, da jeg intet havde at dække Hovedet med. Imidlertiid fik Pus taale det, og jeg kom uden alt Besvær i den gode Hertels lette Carriol til Tøyen. Der fandt jeg det fuldt af Fremmede i hver en Vraae, det er at sige, Logerende, som vel ikke vare tilstæde men kunde ventes. Min kiære interessante Sverdrup var der med sin hele elskværdige Familie, dog kun i en Visit. Ak, havde jeg kun fundet min kiære Lotta raskere! men hun var meget svag, dog oppe. Da Sverdrups vare borte, kom Amtmand Sommerfeldt fra Ladegaardsøen, hvor [69] han havde spist hos Printsen. Madame Stieboldt og hendes Svigerinde fra Drammen var hos Olsens tilligemed al anden Ungdom fra Tøyen, lille Hanna Bull undtagen. Mændene satte sig om Aftenen til Brætspillet, Lotta og jeg fik os en Rabus; men neppe det orkede hun, den Gode. I Gaar Formiddag var hun taalelig, men efter vi havde spist blev hun ret ussel. Jeg skulde været hid Formidd: havde jeg foresadt mig, men da den Kiære var saa svag, og glad som altiid i sin Moer Koren, blev jeg til henimod 4. Da kom Jomfr: Wolderne. Jeg tog det Løfte af min Lotta at holde sig roelig i sin Seng; og saa tog jeg hid med et ikke let Hierte. Og lettere er det ey blevet, da jeg har ventet Bud derfra den hele Dag, og ventet forgiæves. Gud give kun, hun ikke maae være meget syg! Nu er det saa mørkt, jeg neppe seer mere. Det er ikke let at rive sig løs fra de velsignede Barna, Ragna og Sally, men nu kom Capt: Schiøt og Glückstad, og jeg listede mig hid, men Mørket overlister mig. God Nat!

[69] Onsdag 1^ste I Mandags vare vi alle visse paa, det var søde Idas Fødselsdag. – Dog, jeg er jo ikke kommet rigtig til Økeren endnu. Lad mig ey komme ud af Ordenen. – Da jeg kom her i Alleen, saae jeg min hvide Ragna langt borte svæve mig imøde, saae, da jeg kom nærmere, hendes søde blaa Øyne og den friske Sminke, Varmen og Løbingen havde lagt paa hendes Kinder. Hun havde seet mig fra Haven i Kikkerten langt, langt borte. Sally kom mig imøde i Gaarden, saa Moer Huwald, saa Mariboe, og alle førte mig ud i Haven, hvor jeg ingen andre forefandt end Frue Rougtved og hendes Niece, der giærne kunde været et andet Sted for mig. Paa den deylige Terasse drak vi Caffe, sad siden i det lille Lysthus i Træet, spiste der Meloner (Maloner siger Ida) og Bær, sladdrede og giorde os det saa fornøyeligt som mueligt. Den fremmede Frue tog bort i Mørkningen. Sally gik ogsaa hiem, og da satte vi os til en Piqvet, Ragnabarnet og jeg.

[70] Mandag vare vi nu alle visse paa, det var den sidste August, og lille Idas Geburtsdag. Jeg havde et Par Smaaeting fra Maja, Lina og mig selv, men det var tildeels af Korens fine Arbeyder, som det lille søde Dyr blot kunde see paa, og ikke endnu fik Lov til at haandtere, det kunde altsaa ikke glæde hende rigtig. Men nu kom Mamama (saa kalder hun sin Bedstemoder) med sine Foræringer, en Mængde smaat Bliktøy, som var sat paa en Presenterbakke paa et lidet Bord, og alle smaae Fade og Skaaler belagt med Frugt af alle Sorter. Midt paa Bordet brændte et lille Voxlys i sin Stage, og nu skulde I seet den velsignede Unge der fra hver Gang jeg seer hende bliver elskeligere, og saa tidlig udvikler sig i alt. Det hele lille Væsen skialv af Glæde, og hun vidste ikke, hvad hun først skulde see paa, først gribe til. Lyksalige Alder! hvi er du saa kort? – O lader os Alle giøre de smaae Væsner den saa lang som mueligt! Sally vor kom lidt senere, saa hun ikke fik see det første Glædes Udbrud, men der blev et nyt ved en lille Dragkiste hun bragte hende. Der var Ingen uden vi, som hørte Huset til, og en Lieutenant Riflesen, et meget godlidende, beskedentlig ungt Menneske, Idas Favorit. Vi tilbragte fast hele Dagen i Haven. Moer Huwald tog hiem til sin Snarøe om Eftermidd: og lidt efter kom, som I har seet, Schiøt og Glückstad, da gik jeg op og skrev, og siden sad vi Fruentimmer i vor Roe, da lille Ragna havde stelt med Aftensmaden (Jomfruen var ikke frisk, Stuepigen og en anden Pige havde flere Dage været syge) I denne Mellemtiid fortalte Riflesen mig og Sally sin glade Barndoms Geschichte. Han er, som min Fader var, en Bondesøn fra Holsten

Tirsdag (Sally blev der om Natten) vare vi ganske i vor gode Roe. Hver Morgen tager Marieboe til Byen Kl 7 for at høre Treschows Forelæsninger, og kommer, som stedse naar han er i Byen, først hiem til Middag. Tirsd: kom han ikke før Kl: 4, da han spiste i Byen, jeg maatte lægge mig lidt, da mit Hoved var slemt, og der blev ingen Tour af, som vi havde foresadt os, til Papir-Møllerne [71] før i Gaar – thi I maae vide, jeg skriver denne Fortsættelse i den vakre Graaestue paa Tøyen – At lille Jens Bull Tirsd: glædede mig og os alle med gode Efterretninger om vor kiære Lottas Befindende, hører ogsaa hid – thi hvordan kunde jeg ellers været saa glad, som jeg var? og Gud veed, jeg levede ret som efter mit Sind, saa godt og hiemmeligt, som altiid paa det deylige Økeren.

I Gaar Morges, Onsdagen, sov Marieboe over sig, og kom ikke ind til Forelæsningerne, som han ret var harm over; men vi vare ret fornøyede med det, thi saa fik vi ham med til Papirmøllerne. Derhen toge vi da saa snart Sally vor kom, Kl var vel ti. Vi kiørte, og Ida var med. Hvor det var en lille behagelig Tour. Marieboe gik, men var der nesten ligesaa snart som vi. Jeg har seet Papirmøllen paa Eger, saa det ikke var mig ganske nyt, men dog interesserer det mig altiid at see saa megen Virksomhed, saa mange sysselsatte Mennesker, der ikke skal sukke for Brød – og saa al den Mængde Papir, det kan I nok tænke, er et behageligt Syn for mig. Fra Møllerne gik vi til Lilleborg, der rigtig ogsaa er en peen lille Borg, saae Kort-Fabrikken ⁿ⁴⁵ som er der, gik omkring paa en lille Øe derved, og siden i Haven, hvor Ida bar det ene lille Skiød fuld af Stikkelsbær efter det andet til os, som hendes Pige plukkede. Den smukke nye Bygning til Klædefabrikket saae, men besaae vi ikke, da der endnu intet er kommet i Gang. Da vi kom hiem, spiste vi, jeg sov lidt, thi jeg havde været tidlig oppe. Da vi havde drukket Caffe, var Kl: over 5. Min Ragna, hendes Ludvig, og vor Sally fulgte mig til det pene Lilletøyen, hvor jeg saa ofte har lovet at komme, men nu kun kunde blive en Timestiid, og ey fik seet mig om, da det alt mørknede, og blæste koldt. Det var et nydeligt Sted, og Vertinden høystinteressant. Hun var saa glad i at see mig engang hos sig, og jeg lovede, hvad jeg skal holde, at det ey skulde blive sidste Gang. – Og naar jeg har været der rigtig, skal jeg fortælle Eder mere om Stædet og Menneskene der. Andreas kom herfra did med Hest efter mig, som jeg havde bedt om, og da hørte jeg, min elskede Catty havde været her fra om Formiddagen med sin Syvald, og troet at finde mig kommet [72] tilbage fra Økeren, hvorhen den Gode ogsaa spadserede Løverdag for at møde mig, og saae endnu ikke sin Moer Koren. Men nu seer jeg Dig snart, Elskede! Gud skee Lov Din Syvald er taalelig brav igien, skiøndt Du for hans Skyld ikke torde oppebie mig i Aftes. Og Gud skee Lov, at jeg fandt min Lotta saa færm, at hun bliid og munter kom ud og tog imod mig, og nu alt er godt, og vil blive mig end godtere, om jeg i Dag faaer glædelige Breve, som jeg haaber og venter, fra Majadal, og maaskee ogsaa fra Hiemmet. – Presidenten sad og slog i Brættet med Sønnen sin i Aftes, min Lotta og jeg strikkede og snakkede til vi havde spist, da vi toge paa Rabusen. Men saa kom Stiboldts, Agatha og Hanna hiem. De havde været paa Bogstad for at besee sig. Hanna og jeg laae i hver sit Hiørne paa den kiære gamle Sahl, hvor jeg ikke har lagt eller været stort de fors ^sidste 5 eller 6 Aar, hvor jeg altiid før havde min Sommerresidents, ak, og hvor der, som ved hvert Fied jeg giør her paa Tøyen, hviler saa mangen sød og bitter Erindring. Jeg sov sødt til Kl 5, laae en Timestiid mellem Vaagen og Slum, og nu har jeg sadt her og giort Regnskab for mit hele Liv og Levnet. – Fader Pavels havde været her i Tirsdags. I Gaar var han og Hustroe til Balls hos Printsen. I Forgaars giorde Professor Ole et brillant Ball – de ballererer og giæstererer, som var her Fred og ingen Fare – og med Guds Hielp er da i det mindste det Sidste Tilfældet. Men uden Misantropie, den jeg Gud være takket aldrig var hiemsøgt af, lider jeg ikke disse Slags Glæder, især deres Hyppighed, til nogen Tiid, og i denne allermindst. Men saa stille som jeg nød dem i disse Dage, og forudseer flere, mange mange flere, o det kalder jeg Liv. Tak for hver Stund, min hulde Ragna, og Marieboe. Gud lade Eder opleve den 31 August mange mange Gange med Glæde og Fryd som kun en Fader og Moder kan føle den! Ogsaa Du tak, min vennehulde Sally, som jeg har havt saa godt af i disse Dage, og skal have godt af, som af vor kiærlige Ragna, naar I nu følger med mig til mit Hovind. Min Lotta er frisk, Syvald i bedste Bædring – faaer jeg nu ønskelige Breve fra Dig, Maja, Maja mi, og fra min Koren, som nu ogsa glæder sig, og fra det kiære Hiem – o, hvem er da lykkeligere end Eders Moer Koren!

Løverdag 4^de Septbr Torsdag gik lille Jens Bull paa Posthuset for mig, men kom tomhændet tilbage. Jeg vidste der maatte være Brev fra min Koren og Maja, og ventede ogsaa et fra Hiemmet, og blev ret flau, dog ikke uroelig, thi jeg veed man ikke er aldeles efterrettelige her paa Postcontoiret. Da Jørgen gik til Byen bad jeg ham høre did igien, og see! om Aftenen bragte han mig i Triumph tre Breve, fra Auestad to, fra Hovind et. Han var nær ved at være ligesaa glad over at bringe som jeg over at faae Brevene, den gode Jørgen, og det kostede mig Overvindelse nok, blot at see lidt i dem uden at kunde faae læse dem rigtig; thi her var adskillige unge Mennesker, og Pastor Wulfsberg med sin lustige Mardam, som rigtig var saa godlidende morsom, at vi maatte lee i et væk allesammen. Jeg spurgte naar hun ventede sin Nedkomst, og hun svarede: «Hver Time, kanskee saa Gu i dette Øyeblik» – Hun klippede smaae Barnekapper til, og syede een, som ikke var større, end at omtrænt en Billard-Kugle kunde gaae ind i den; men den svoer hun paa, skulde blive stoer nok. Manden var bliid og stille, og begge hver paa sin Maade godlidende. – I Gaar mod Middag reyste Stiboldts, der ogsaa allesammen er tækkelige Mennesker.

Jeg tilbragte det meste af Dagen med at besvare Korne- og Majabrevene – thi det fra Hovind var ogsaa et Majabrev. Gud skee Lov! de vare alle saa glædelige. Otilia er brav igien, alle de Elskede friske der som hiemme. Det eneste, Koren ikke er saa ganske glad i er, at de allerede har forladt den kiære Dal med alle, og at han kun var der i et Par Dage. For Smaaebarnas Skyld toge Ottesens saa tidlig ind, og saa blev det for tomt og ødt for min Maja at være der [74] især nu hun var saa vant til at have de Elskede om sig. Med Stiboldts sendte jeg Brev og det just færdige Dagboghefte som kun min Lotta havde læst, men jeg veed, I mine øvrige Kiære, faaer det snart derfra. Da jeg sad og skrev til min lille Maja, kom den troe Søn Pavels og hans Marie, for dog at være visse paa, sagde de, at see Moer Koren. Jeg vilde været hos dem i Gaar, men deels var Veyret slemt alt til imod Qvellen, deels havde jeg alle de kiære Epistler at besvare, deels var jeg, som jeg ogsaa er til denne Stund, lidt syg, dog gik det, og gaaer vist ogsaa i Dag over op ad Dagen. Smaaebarna kom ogsaa, men de bleve her alle kun til det tog paa at mørkne, da det ikke var saa godt at komme frem naar det blev ganske mørkt. Det var ret barnligkiærligt af dem, at de gik herop i det hverken gode Veyr eller Føre, og ligesaa at de lovede ikke at regne deres Moer Koren det til Onde, om hun denne Gang ikke kunde besøge dem, hvad jeg dog vil, bliver det mig mueligt.

I Aften kommer min kiære Treschow og Catty, og maaskee Sverdrups. Presidenten havde i Gaar bedt nogen paa sin egen Haand, saa Lottamoer ikke faaer alle de, hun havde ønsket. Til min Sally skrev jeg nu en lille Lap, for at bede hende møde her i Qvel, og blive Natten over, for i Morgen at følge med os til Sødskendene sine i Byen. Giid intet maae hindre det kiære Barn fra at adlyde den moderlige Indbydelse paa Tante Lottas Vegne; thi fra hende kom det tænksomme Indfald, at Sally skulde blive over i Nat.

Bredal var her ogsaa et Øyeblik i Aftes. Stakkels Mand, Tiden falder ham lang, og dobbelt, da han intet kan høre fra det Hiem, han er udelukket fra. Der er nu kommet en Post, der har bragt mange Breve. Giid deriblandt var et til ham. Mit Hoved er slemt. Lotta lover tidlig Midd: Mad, at jeg kan faae mig en fornuftig Eftermidd. Søvn, saa bliver det nok godt.

[75] Søndag 5^te Himlen er mørk. Undertiden blaaner en Skye frem, men den tykke Regntaage kaster strax det tykke graae Slør over den. Saadan, min ædle Treschow, vilde jeg ikke denne Dag skulde hilse Dem, ak, hvor ganske anderledes vilde jeg, den skulde hilset Dem. Men see!

Og Jordens Taare vil dog Fredens Smiil ogsaa omsider aftørre og Haabets Smiil imidlertiid gyde Kraft og Mod i vore Hierter. Ja, jeg haaber, jeg troer, vi skal hilse den neste femte Septbr gladere. Er det da den evige Almagt vanskeligere, at adsprede det politiske Mørke, at afvende det Uveyr, der truer os, endnu med et at lade Solen, hans Kiærligheds Symbol, giennembryde det tykke Mørke, og opklarne den hele, nyelig i tykke Taager indsvøbte Horizont? O ney, vi vilde ikke forsage, og jeg troer, jeg veed, vi neste Aar med dobbelt Glæde skal modtage den velsignede Dag, som gav os og Verden Dem, ædle, dyrebare Ven! Og ogsaa denne ville vi tilbringe glade med hverandre. Vi ere jo dog atter samlede; og hvor umueligt saae det engang ud, at vi mere i dette Liv skulde blive det. Thi vær velkommen, kiære Dag! og vær velkommen, ædle Treschow, til os og Fædrelandet! –

I Aftes var foruden Treschows og Sverdrups, Wibes her, og Professor Rathje. Flere af de Mange, som tildeels havde meldt sig hid, kom ikke. Vor Sally kom tidlig, Catty med sin Syvald ikke længe efter. Sverdrup og Kone vare de sidste. Deres Michael var syg. Faderens Hierte hænger saa ubeskrivelig ved de Børn, og de ere ogsaa saare elskelige Smaaevæsner. Han var stille, og som baade jeg og Sara syntes, endnu blegere end ellers. Hver Gang jeg seer Frue Sverdrup, finder jeg hende vakrere. Et Par sødere Øyne end hendes, findes ikke let. Hun seer ud til at have et meget lykkeligt jævnt Houmeur, er meget snaksom og tyesom, som Moer Lotta kalder det. Vi sad om det runde Bord med vort Arbeyde, alle vi gode Mardamer. Frue Erichsen var ogsaa med [76] Wibes. Det er uden Tvivl en meget klog Kone, men hun har et aldeles uqvindeligt Ansigt, som bliver end uqvindeligere ved et alt for dristigt, skarpt Blik. Syvald er Gud skee Lov temmelig brav igien, og var saa glad og tilfreds med os Alle, kun Presidenten holdt han mindre af, sagde han, fordi han snakkede saa haardt til sin Kone, da ogsaa hos ham den fromme Frue Lotta staaer høyt anskrevet[.] Dog indseer den lille Krabat nok, at det er Spøg, og holder i Grunden, som alle Børn, af Presidenten der er en saadan Børneven.

Sally vor laae her i Nat. Liden Agatha er ikke frisk, og vover sig neppe ud i Dag, og vover sig neppe ud, skiøndt hun har glædet sig til denne Dag i lang Tiid. Det Barnevenskab der fra Vildberg er mellem hende, Christine og Petronelle Treschow er nu blevet saa hiertelig fornyet. – Her kom Lotta med et saa bedrøvet Fiæs, kløede sig bag Øret og sagde: «Er ikke det forsmædeligt? Nu er der en Tiæner fra Printsen og siger Presidenten til Taffels paa Ladegaardsøen Kl 4, og stakkels Lawsonmand, der alt er reyst til Byen, giorde sig sikker Regning paa en morsom Dag.» – Hvor meget vi arme Puser faaer taale i denne Verdens Kakkelovn! Gud skee Lov, slig Tvang naaer ikke mit roelige Hovind.

Mandag 6^te Det var en deylig, nydelseriig Dag i Gaar. Kl 2 toge vi herfra, Lotta, Sally, Hanna, Hr Jørgen, og jeg. Da det ikke saae uligt ud til en Reynbyge, pakkede vi os alle ind i Kareten, dog steg Jørgenmand af da vi kom til Broen, at vi kunde sidde ordentlig giennem Byen. Vi vare dog med de Første som kom. Kun Generl: Audtr Bergh med sin yngste Datter (Konen og de andre Døttre ere paa Landet) var før vi, en Capit: Lund, et vakkert ungt Menneske, og Hersleb. Siden kom de Øvrige: Platous, Sverdrups, Marieboes, unge Krabbe og Hofgaard. Vare vi flere? Ney, troer jeg, og det var en stoer Flok endda. Jeg følte mig saa let om Hiertet, derfor ændsede jeg ikke ret store Smerter i mit venstre Knæe, i hvilket jeg nok ved et Feyltrin da jeg steg af Vognen, har forstrakt en Sene. Ved Bordet følte jeg det først for Alvor, men der sad jeg jo omringet af saa mange Kiære, saae alle glade og var det selv, saa det sagtens kunde døve [77] smaae legemlige Smerter. Frit som i alle Ting, var det ogsaa med Bordsidningen. Vi stode ikke og lode os tage, men satte os, dir nichts und mir nichts, hvor og som vi vilde. Mine Sidemænd vare Frue Sverdrup og Berget, hvis Bryllupsdag det var. Vi spiste, og drak en spansk Rødviin, som jeg fandt saa megen Smag i, at jeg let kunde faaet mig en Perial (og det kan jeg altiid let faae ved slige Leyligheder) om jeg ikke havde fulgt Berghs Raad, og blandet den stærke Viin med Vand. Endogsaa et Glas Bisp drak jeg, som jeg ellers sielden smager; men seer I, vor ædle Vert skiænkede selv, og bad mig saa venligt baade med Mund og Øyne, og jeg vil see paa den, der afslaaer saadan Bøn. Presidenten og Platou, der ligeledes skulde i Hoverie, gik da den første Ret var spist. Mod Aftenen kom de tilbage[.] Den velsignede Nyefødtes Skaal udbragte Bergh, med et kort hiertement Ønske, hvori sikkert Alle som Een deeltoge. Saa blev den 19 Aars gamle Mands Skaal drukket, og saa tog Syvald sit Glas og sagde: «Moer Koren, Skriverens Skaal!» og den klinkede Vert og Vertinde og alle mine Kiære saa hierteligt med mig, og indbefattede i den alle Barnas. Lang Bordsidden veed I, er mig en fatal Ting. Jeg troer ikke heller vi sad længe. Mig var det kort. Da vi reyste os fra Bordet, kunde jeg neppe staae. Dog var det ikke Hovedet men Knæet der var Skyld heri, og saa langt ned kunde dog Vinen heller ikke være spadseret. Sverdrup raadte mig Sæbespiritus, og vilde selv gaaet paa Apotheket efter den; men min Catty havde sendt Bud saa snart han nævnte det. Den brugte jeg strax, og det giorde god Virkning

Nu saae og hørte jeg da min elskede Catty igien ved Claveret, hørte endog et Par af mine gamle Yndlingsstykker, og var hentryllet i de længst svundne Dage, de aldrig forglæmte – Dog end mere var jeg det en Times Tiid før, da vi tre, fire, Lotta, Sally, Hanna Moestue og jeg, havde faaet vor kiære Vert imellem os, og jeg havde ham et Øyeblik (thi saa var det mig) ganske for mig selv. Catty gik fra og til for at see alle sine Giæster tilgode

[78] Ragna mi, der saae saa frisk og rask ud, giorde et Par smaae Visitter. Frue Sverdrup skiftedes med sin Mand at see til deres Michael, der dog Gud skee Lov er ret brav igien. De andre søde Unger kom da vi havde spist. Frue Platous Mindste var ogsaa syg, derfor gik hun meget tidlig hiem. Det var første Gang jeg saae denne lille, mere stygge end vakre, men dog godlidende unge Kone. Hun er inderlig afholdt af Alle, som kiender hende.

Min Lotta tog ogsaa tidligere hiem for at see til sin Agatha, som ogsaa i Dag er temmelig færm igien. Men saa maatte dog noget forbittre mig de høyst glade Timer. Min Ragnas Moder er meget syg, fortalte Hanna M: mig, og hun, den ømme Datter, veed kun at hun er lidt upasselig, og maae ikke vide mere. Det er Blodgang, den gode Moer Huwald lider af, og lige saa øm Moder som Ragna er Datter, vil hun paa ingen Maade at hendes elskede Eneste skal komme ud til hende, da hun deels frygter, Sygdommen kunde smitte, deels, at det skulde giøre for stærkt Indtryk paa hendes Ragna, der stedse, men især i sin nærværende Forfatning, taaler saa lidet. Moderen ønsker blot, at hun kom til at reyse med mig uden at vide hende syg.

Jeg talte længe med den bekymrede Mand, og vi overlagde alle, han, Sally, Hanna og jeg, hvad der var det bedste. Resultatet blev, at det var Touren til Hovind, da med Guds Hielp Sygdommen inden Ragnas Tilbagekomst kan være lykkelig overstaaet. Marieboe lovede mig en lille Efterretning om hvordan det stod til, i Aften, og tidlig i Dag tog Hanna M: ud til sin Søster. Ak, men naar jeg saae paa det kiære roelige glade Barn, der ingen Ahnelse havde om vor Bekymring, vilde Taarene bryde frem, og da min Catty spillede og sang de gamle vemodige Viser, holdt jeg dem med endnu mere Anstrængelse tilbage. Jeg vil og tør ikke tænke pss dette sørgelige Virvar. – Meget kunde jeg endnu sige Eder, mine dyrebare Fraværende, om den deylige Gaarsdag; men nu faaer det være nok for denne Gang, da vi hvert Øyeblik [79] venter vor Catty, som har lovet at komme og blive her hele Dagen. Giid kun den stærke Blæst ikke maae afskrække hende for Syvalds Skyld. Lotta er saa ley, fordi ingen Hest er hiemme, saa hun kunde kiøre herop. Men Solen skinner dog varmt, saa jeg haaber, hun vover sig hid –

Jeg gav vor ædle Treschow Dit Kys og Din Lykønskning, elskede Maja C, og hvor kiær denne Erindring var ham, saae jeg i de Øyne, hvori jeg kan læse saa tydeligt. Klokken var 11 da vi kom hiem, Presidenten, Hannalil og jeg. Jørgen sneg sig bort da vi gik fra Midd: Bordet, hiem til sin Aagodt. Giid det nu var saa godt med Moer Huwald som med vore andre Syge, at Intet maatte hindre min Ragna i sin Hovindtour, intet i det hele giøre Skaar i de ventede fornøyelige Dage og at ogsaa Mindet om dem maatte blive hende behageligt! Endskiøndt I neppe faaer meget mere fra Tøyen denne Gang, mine Elskede, da jeg giærne vil tidlig ud i Morgen, lader jeg dog Dagbog: ligge her for at sige Eder om ey mere, saa Farvel.

Til Festningen kunde jeg dog ikke kommet i Dag, ventede vi end ikke vor Catty, da hvert Trin jeg giør, som ikke er paa det slette Gulv, smerter mig lidt, især frygter jeg for I- og Afstigningen i Morgen. Jeg maatte bruge Kunster i Gaar, kan I troe, for at komme i Kareten, og end mere for at komme ud af den.

Tirsdag 7^de Kl er kun lidt over 6, og allerede har jeg alting saa paa rede Haand, at jeg giærne strax kunde sætte mig i min Carriol; men det lader jeg nok blive en Stund endnu; thi da min Ragna og Sally ikke kommer til at reyse før i Morgen behøver jeg ikke at være saa tidlig ude for at tilsige Skyds for de kiære Børn, dog vil jeg giærne betimelig ud lell, da de Elskede der hiemme vente mig saa længselfuldt. Nu vil jeg fortælle Eder lidt om den stille hyggelige Gaarsdag, og saa skrive nogle Linier til min Koren og Maja, alt det tænker jeg at faae fuldbragt i en Hast, at jeg siden kan sidde en Stund roelig [80] hos min Lotta, til Gunder har stelt fra sig, og røgtet alle sine Ærinder i Byen. Han kom i Aftes, og med ham to Breve, et fra min Maja, et fra min Kista, begge fulde af gode Efterretninger om Alles Velbefindende, hvorlunde vi har faaet henimod 30 Tdr Rug, nesten alt vort Korn skaaret, o.s.v.

Nu da, i Gaar Morges eller Formiddag, kom Madam Olsen, Zarine Biltzing, og Capit: Messel i en kort Morgenvisit. Da de gik, saae vi vor Catty og liden Syvald i Haven, og nu kan I troe, vi levede deyligt. I uforstyrret Roe tilbragte vi Dagen med Arbeyde og den mig af alt kiæreste, fortroelige Samsnak. Vi tre gode Fruer forlode ikke hverandre mange Øyeblik, Smaaepigerne gik fra og til, ligesaa Jørgen, Syvald saae i Billedbøger og klippede efter dem. Presidenten var i Byen den hele Dag, hvad Syvald sagde han var glad over, som han dog i Grunden ikke mener med, da Presidenten holder for meget af ham til han ikke skulde holde af ham igien, og overalt er det jo ogsaa godt at have Nogen at smaaeklamres med. – Jeg fik en lille Sæddel fra Marieboe, at Frue Huwald, Gud skee Lov, er bædre, og hvor godt var det nu, den kiærlige Ragna blev skaanet for den Angst at vide sin Moder syg. – Skiøndt det var deyligt Maanskin, vilde dog Catty ikke blive længere, for Syvalds Skyld, end til Kl 7, da gik det gode kiære Barn, fulgt af de unge To, Jørgen og Aagodt, og Jens Bull. Aftenen fordrev Lotta og jeg med Rabus og Kabale. Presidenten kom hiem fra Rosenkrantz's i borgerlig Tiid. Jeg sov prægtigt, vaagnede frisk og uden synderlig Ondt i Knæet; og glad ved Tanken om de mange lykkelige Timer mine Elskede har skiænket mig, og ved at vide dem Alle friske, iler jeg nu snart til det signede Hiem. Kun to Ting foruroeliger mig: at den brave Andersen hiemme er saa elendig for sit Bryst, og at jeg, skiøndt tvunget af Nødvendigheden har været lidt umoderlig mod Barna paa Festningen. –

Onsdag 8^de. I disse korte Dage bør ingen Indledning have Sted: Overalt er jo Livet saa kort, selv det længste, at man aldrig burde giøre Preludier til nogen Ting. For nu ikke at modsige mig, gaaer jeg lige til Texten, det er, til min Hidreyse. Presidenten, færdig at tage til Byen, huskte paa, at han havde et Brev i Lommen til mig fra Manden min, som han sagde. Det var skrevet Løverdag, indsendt med C: Cappelen og bestemt til at forøge mine femte Septembers Glæder; men først Mand: Aften fik Presidenten det, saa han var undskyldt. Det kiære Brev sagde mig da blot: at alle levede vel, at Skriveren først kommer hiem den 6 eller 7 og 20^de, og at jeg i Morgen faaer et Majabrev, af samme Dato, men sendt lige hid, at Torsdg: ikke skulde gaae fattig hen for mig. Dette Brev fik jeg da besvaret, og var reysefærdig, baade Gunder og jeg, Kl halvti. Med et lettere Hierte end jeg saae min Lotta, forlod jeg hende. Vel har Sygdommen efterladt nogen Mathed, men den vil med Guds Hielp svinde naar Kræfterne tager mere til.

Paa det første Hvilested spiste jeg Halvdelen af de deylige Smørrebrød, min Lotta selv havde skaaret til mig, og læste i Meisners Skizzen, som jeg havde med mig fra Marieboes Bibliothek. En Time hvilede vi, Kl var 1, og til 3 troede vi sikkert at være paa Moe. Men paa Aasen mødte vi, først Wratz og Kone, som fore os forbi og blot hilsede, saa Mad: Chrystie med sine Børn, og holdt vi da en lang Prat sammen – Ved Skrimstad holdt en Mængde Eqvipager, og hvem anden skulde være Anføreren for disse, end min og al Verdens bedste Ven, Heyerdal? Han kom da hen og talte med søte Kona si (mig nemlig) og fik jeg vel de 5 Haandkys med Tryk paa; men I veed, jeg er lidt forligt med ham i den senere Tiid, fordi han paa en saa forbindtlig Maade hialp os med Korn. Hans Broder, Obr: Lieut:, mod hvem hvem Brand-Directeuren dog virkelig er en Engel, kom da ogsaa og giorde sin Reverents, og var inderlig glad over igien at have den Lykke at see mig – hvad der nu, som saa meget, var den pure Løgn i hans [82] Mund, for ikke at sige Hals. Nu troede jeg da at kunde kiøre frisk væk, de Øvrige forbi, da en pertentelig Stemme lød fra en Phaeton: «Kommer Frue Koren nu fra Økeren?» – det var Secretair Bildsted. Det Spørgsmaal maatte jeg da besvare, og aandede først frit da jeg var reent ude af den Atmosphære. Da kom gamle Fader Bergh fra Ringsager paa Siden af mig, og kiendte ikke mig, men jeg strax ham. Der blev igien en lille Pause, og jeg vilde formaae ham til at tage hiem med mig, men det kunde han ikke, da han tidlig i Morgen maatte være hiemme. Han vilde nu, sagde han, ile forud til Moe for at skaffe os en god Kop Caffe. «Præsten skal nok ikke kiøre fra os,» mente Gunder – «for har han frisk Hest, saa har vi med. Jeg vover Gulen.» – Men der mødte vi lille Lieutenant Brock, som med sin sædvanlige Ceremonie havde meget at fortælle om hvorlunde det nu var forbi med Opmaalingen, da han maatte til Byen igien, og Stenersen til Hedemarken o.s.v. Jeg nænte ikke at afbryde det gode unge, hiertelig forknyttede Menneske i sin Relation og Taksigelse for al min Artighed mod ham etc. – og saa havde Fatter Bergh allerede serveret Bordet med Hvedebrød, Lax, friskt Smør etc, da jeg kom, og uagtet jeg kunde berget mig til i Dag uden at spise mere, bad han dog saa venligt, og saae hans Anretning saa appetittelig ud, at jeg maatte sætte mig ordentlig tilbords. Deroven paa fik vi en Caffe som sagde 6, og passiarede saa godt, at Kl var 5 i en Snup. Han var bekymret over, i saa lang Tiid intet at have hørt fra sin kiære Irgens, men vi trøstede os begge med, at det var Postens mislige Gang allene der var Skyld heri, hvad jo ogsaa er Skyld i, at det gode Barn intet faaer høre fra os i denne Tiid. Vi fulgtes ad til Veyeskiællet til Hovind. Han vilde naae Roholdt og hvile Natten over der. Nu ilede Gulen den kiendte Vey, og jeg ventede intet Ophold mere, da oven for Giæstegruben min lille Kaja, Tønder Lund, og den lille Karen kom springende os imøde i høy Jubel. De fortalte da, at de allesammen ventede [83] mig paa Wilhelmsminde med Caffe, at Lieut: Birk og Kone var der, og Stenersen. Saa tungt det nu faldt mig at komme op af Bakken med mit syge Knæe (der dog i Dag er meget godt) kunde jeg ikke lade være at humpe afsted. Alle omringede mig før jeg kom af Carriolen, og Jess og Birk var mine Krykker. Kun min Kista savnede jeg, ellers vare alle mine Kiære der, selv Telja mi. Maren Skieldrup var fulgt med Frue Birk. Kista var her hiemme for at tage imod os, thi vist ventede baade hun og de Alle, at jeg havde haft det lovede Følge. O giid det havde været saa vel! saa kunde I nu, mine stakkels Børn, sadt her paa det lune Hovind, istæden for at være ude i det slemme Veyr. I Nat vaagnede Regnen mig flere Gange, og i Morges Kl halvsex. Da stod jeg op, inderlig mismodig over den mørke, regn- og stormfulde Himmel. Gud give, I ikke maae lide for meget paa denne Tour. Saa hiertelig vi har glædet os til at see søde Ida her, ønsker jeg, hun ikke var med i Dag; thi vel torde hun, vel indpakket som hun vist var, blive frisk efter Reysen; men Dig, gode Ragna, vilde det ængste saa meget, det veed jeg. Giid I kun vare her, Alle raske og vel. Jess er taget til Moe for at escortere Damerne hid, da de ikke har egen Karl eller egne Heste længere. Men jeg frygter – dog ney, jeg haaber I, Elskede, har forladt Moe inden han kommer did, da han kom seent afsted, fordi Birk og Stenersen vilde blevet i Følge med ham. Dog tog det for lang Tiid, og han reyste en Time i Forveyen. Nu, Kl halvtre, toge de bort, de godlidende Birkes, Maren S:, og Stenersen, som kommer igien i Morgen Aften eller Fred: Morgen, for Løverd. at begive sig til Hedemarken. Siden Midd: har det ey regnet her. Stakkels Faer Berg har det heller ikke for godt i en aaben Carriol. Gud skee Lov, I sidder i den gode halvdækkede Wienervogn [84] det er mig endda en Trøst. – Alle vare friske, alle glade, overalt hvor jeg kom saae jeg de muntre Ansigter, hørte det troehiertige: «Velkommen hiem igien, Moer!» og nok saa pynteligt havde Kista dækket i Stoerstuen, fordi hun troede, vi ey skulde rummes i den lille Spisestue, og Sahlen ligger fuld af Rug. – Dette har jeg skrevet paa fra og til den hele Dag, og nu begynder jeg snart at vente, og da kan jeg slet intet foretage mig, især naar jeg, som nu, ængstes over Veyret.

Torsdag 9^de De kom, de elskelige Børn, og den velsignede Ida med dem. Kl 5 vare de her, og havde Gud skee Lov ikke følt saa meget til Veyrets Umildhed i den varme, lukte Vogn. Jess kom dem imøde tet ved Moe, og galloperede i Forveyen for at mælde de Kiæres Ankomst. De vare muntre og raske, og vi bortsnakkede Aftenen fornøyeligt, og ikke lidet bidrog den usigelig morsomme Ida til dens Fornøyelighed. Da Ragna blev søvnig, og dog fandt det for tidlig at lægge sig, spillede hun et Partie Piqvet med Jess. Imens cabalerede Sally, og jeg hialp hende. Ak, var nu kun Veyret ikke saa elændigt. Skal denne stærke Regn holde for længe ved, faaer vi det ikke saa godt, som om vi kunde komme ud omkring. Ogsaa det meget Korn, som var kommet i Hus i Gaar og i Dag, havde det været Tørreveyr, har jeg lidt Ank over. Men det blæser friskt, og tør det med Guds Hielp drive Regnen bort. Endnu har jeg ikke seet de Kiære i Dag. Nu hører jeg – ney jeg seer Sally –

Løverdag 11^te Lige roelig og bliid gaaer Dagene, den ene som den anden, og jo stillere og blidere de gaaer, jo mindre lader der sig sige om dem. I Gaar kom, da min Ragna og jeg sad ene i Stuen, en Broder af min Realf, Jacob Ottesen, en Søemand wie er seyn soll. Jeg har aldrig seet ham før, skiøndt jeg tidt har ønsket det, da han er saa rask og munter. Dog, deels [85] var han fremmed her for Alle, undtagen Jess, og ^som han kiendte fra Broderen Otto, og min Marie, som han havde seet i Drammen, deels var han nedstemt over den Uvirksomhed han var tvungen til at leve i. Jeg havde saa giærne giort hans nærmere Bekiendtskab, og beholdt ham her i det mindste Middagen over; men al Overtalelse var forgiæves; kun en Times Tiid blev han her. Ved første Øyekast, selv før han var steget af Carriolen, kiendte jeg i ham Realfs Broder, skiøndt han i det Hele, da jeg saae ham nærmere, ikke lignede ham undtagen i enkelte Træk og end mere i enkelte Manerer. – Den gode Stenersen, som har været her fra og til i disse Dage, og reyste i Morges til Hedemarken efter Ordre for der at organisere en Frie-Batallon. Men han ventede sikkert at finde en anden Ordre der til Afmarsch, hvorhen vidste han ikke, da alt er i Giæring nu igien, og Krigsrygter lyde fiærn og nær. Jeg haber endnu lige fast paa Freden.

I Dag seer vi da Solen igien, og tænker at tage vor Caffe paa Wilhelmsminde. Jeg har besvaret mit Maja-Torsdagsbrev, været omkring i Haven, strikket, snakket etc. Min Ragna er ikke saa aldeles rask. I Gaar var Sally det ikke. Jeg har været rask alle Dage. Touren til Mindet haaber jeg skal giøre Ragnabarnet godt. End raskere bliver hun, faaer hun i Aften, som hun med Guds Hielp giør, gode Tidender fra Hiemmet med Kudsken som kommer at hente de Kiære tilbage, dog ikke før Mandag.

Søndag 12^te Saa snart vi havde spiist i Gaar, gik alle Barna i Forveyen, de Store og Smaae. Jeg tog mig først en Times Hvile, og kiørte did for mit endnu lidt stive Knæes Skyld. Lige her ved Porten mødte jeg Frue Bergh og hendes Lena, som kom fra Nannestad, og vare paa Hiemtouren, dog skulde de for i Gaar ey længere, end til Mad: Mandal. Jeg bad dem følge med, og efter et lille Ophold her hos Kista kom de ogsaa. En Times Tiid eller to bleve de der kun, siden [86] sad vi Tre, Ragna, Sally og jeg for det meste ene i sød velsignet Roe, nesten som vi kunde sadt i Majadalen[.] Ragna blev bædre, som jeg haabede. Vi drak Caffe, spiste Æbler (Ragna havde et heelt Skriin fuldt med til mig) syede, strikkede, pratede, og ingen Steds falder bædre Prat end der. Det var nesten mørkt inden vi kom her hiem og drak Thee og spiste Smørrebrød. Den hulde Ragna fik med sin Kudsk et lille Brev fra Manden sin, med de bedste Efterretninger om hendes Moders Befindende, om hans eget, og om alt i Hiemmet. Med Piqvet, Cabale og Rabus endtes Aftenen. Intermezzoerne i vort eensformige Liv er den Fornøyelse, Ida skaber os. Det er umueligt ikke at føle sig tilfreds, om man ey var det før, naar man seer det Englebarn. Folkene, alle glæder sig naar de seer og høre hende. – I Dag vaagnede jeg, første Gang siden jeg kom hiem, med slem Hovedpine, der lader til at blive haardnakket. Stakkels Sally er ikke bædre faren. Vi havde tænkt os i Kirke, men der bliver nu neppe noget af.

Mandag 13^de Tidlig vare de Kiære paa Benene i Dag. Ragna haabede at møde sin Ludvig, som i Dag var nødt til at giøre en Tour paa flere Dage til Høeland, og derfor ilede hun afsted. Kl: 8 sad de i Vognen. Giid hun maae see sit Haab og sin Ilen lønnet, det fromme, elskelige Væsen. Gud skee Lov, i Dag var ogsaa Sally saa rask, og Ida, det Englebarn, lige bliid og munter, skiøndt hun af sin Andrine, Barnepigen, blev revet af Søvnens Arme saa længe før den sædvanlige Tiid. Det bliver nu ødt efter de Elskelige, og endnu mere, naar i Eftermidd: Kista, alle tre Smaaepigerne, og Tønder Lund tager bort. De har en Tour for til Vildberg og Blakiær, og kommer først hiem i Morgenaften. Mer søde velsignede Dage vare de forbigangne, og i Erindringen skal jeg endnu længe nyde dem. Gud ledsage Eder, min Sally, min Ragna, min [87] Ida, du søde Guds Elling (saa kalder hun dem hun holder af, skal være Engel, kan I tænke. Lina kaldte hun: sødeste Tøs i Gaarden paa Verden) og Tak for hver Stund I vare hos mig! – I Gaar var det, som I veed, heel daarligt med Biskebaskerne, Sally og mig. Imens den ene af os laae, den anden sad her og hvilte det syge Hoved, vandrede Ragna omkring med Søster Maja, besøgte det dyrebare Hvilested, min Høy, og Saras Grotte. Hun var da overalt paa de kiære Mindestæder. Vel var det, vi ikke opsatte at boe en halv Dag paa Vilhelmsminde til i Gaar, som vi først havde i Sinde. Da var der intet blevet af. Ney, man skal aldrig opsætte nogen Ting, som kan giøres strax. Vi havde ved denne Udsættelse havt en sand, sød Nydelse mindre. –

Jeg fik blot skrevet et lille Brev til min Lotta, intet til min elskede Catty, eller til Barna paa Festningen, der dog allerførst burde havt Brev. Men de skal faae det med – dog, det skal endnu, selv i disse Blade være en Hemmelighed, i hvor vel den er opdaget før I seer den her.

Min Hr. Søn har i disse Dage kiøbt sig en meget betydelig Eyendom, en af de største og bedste Gaarde her i Egnen, Kyke benamset. Den ligger ikke langt fra Ullensgr. Prstgrd. Gud give ham Lykke, den brave, flinke Gut! og derom bede I vist, I Dyrebare, alle med mig. Men han faaer nu saa travlt, baade med den og sine Forretninger, at jeg giør liden Regning paa at have ham hiemme. Selv i Dag, da jeg bliver saa ene, maae han bort, og er kanskee allerede afsted. – Men hvad er Ynglingen gavnligere, end at være i uophørlig Virksomhed? Dobbelt lykkelig, naar Lysten driver Værket, som Gud skee Tak her er Tilfældet, og den Unge saa tidlig kan begynde at arbeyde i egentlig Forstand for sig selv.

[88] Onsdag 15^de Hvor min kiære Septbr skuffer mine Forhaabninger. Det har altiid, især siden jeg kom til Norge, været mig een af Aarets kiæreste Maaneder, fordi den pleyer være saa stadig klar og skiøn. Men i Aar er det ikke Tilfældet. Nesten hver Dag Regn, og naar det ey regner, mørkt, stille og Dødt. Gud skee Lov, det var blidt og godt i Mandags, da de Kiære reyste. Jeg haaber, de naaede Økeren betimelig, kom vel frem, og befinder sig alle vel efter Touren. Giid min Ragna ogsaa havde mødt sin Marieboe. – Toget til Vildberg gik for sig Kl 1: Tønder Lund, den eneste Chapeau, kiørte med Kista, de tre andre Jomfruer reed, Marie paa den lille President, Lina paa Mellins Rosinante, Kaja paa et lille bitte Dyr, Jess har kiøbt, det mindste Hestekrek jeg har seet – en Hoppe er det, og Barna har givet hende det smukke Navn: Pernille. Alt dette, min Catty, maae Du fortælle Din Syvald, for hvis Skyld det staaer her saa omstændeligt, og tillige, at det just skal blive Ridehoppe for ham til neste Sommer. Det var allerede mørkt inden de kom i Aftes. Blakiærtouren gik ind igien, da de, nær ved Sundet, mødte Frue Birk (hvem Besøget gialdt) der reyste til Byen, en længe udsat nødvendig Reyse. De vendte da om igien til Vildberg, var der til over Middag, og giorde paa Hiemveyen Visit hos Prctr Kroghs og Munthes, og tog sig en Flødegrød paa Houg, saa de ganske slog Vrag paa Vandgrøden, der stod paa Bordet da de kom. Det blev jeg endelig ogsaa nødt til at giøre, skiøndt uden at have spist Flødegrød. Det var nye, deylige Byggryn, men som ere bedærvede ved at males strax efter Beenmaling, saa de vare fulde af smaae haarde Been. Hu, det er fælt at tænke sig saadant Fødemiddel. Dog kunde de ikke tiæne dertil med mindre de bleve anderledes behandlede. Det var umueligt.

Hvor her var stille og ødt i Mandags og i Gaar. Det mørke Veyr bidrog ogsaa sit til at giøre det tristere. Jeg fik min Oversættelse af Bertha Waldeck færdig, læste i Hesperus (i Gaar) sov [89] en qvægende Middagssøvn, og drømte Frue Møller, den længe lidende, taalmodige Korsdragerinde, var blevet yngere og vakrere, end da jeg for nogle og tyve Aar siden saae hende første Gang. Maaskee – faldt det mig ind da jeg vaagnede – er hun gaaet over til den evigunge Verden, hvor hun finder sin August og usigelige Glæder til Løn for det Heltemod hvormed hun har udholdt al sin Kummer, alle sine Smerter.

Da jeg nok mærker, dette Hefte ikke saa snart bliver færdigt, og at jeg ikke vil faae meget andet at fortælle i disse Dage, kan jeg ligesaa godt først som sidst rykke ud med en Plan, som jeg lagde paa Hiemveyen fra Byen. Den bestaaer da deri, at min Maja og Lina skal overraske vor velsignede Maja C paa hendes Fødselsdag, og deres kiære Papa. Fredag d: 18^de, tager de herfra og til Økeren, hvor de faaer, om det er mueligt at tilveyebringe dem, Billetter til Comedien Løverdag, da der skal være en ret ugudelig Stads derinde paa Printsens Geburtsdag. Søndag bliver de over paa Tøyen, Mandag gaaer Touren til Borches, hvor de skal komme seent og blive inconetto – a la Siegfred von Lindenberg – Natten over, for tidlig, tidlig at være paa Auestad den kiære, kiære 21^de. O, de skulde ikke reyse ene, havde jeg ikke saa nyelig været borte, og skulde jeg ikke om saa kort Tiid miste min gode Kista, som jeg nødig vil forlade i de faa Dage jeg har hende endnu. Men hvilken Glæde det vil blive Eder, I Dyrebare, det forudføler jeg levende. Jess følger Søstrene sine til Christiania, og vilde giærne følge dem lige til Auestad, blev det ham kun mueligt at være saa længe borte.

Ja men skinner nu Solen, skiøndt mat giennem de tykke Skyer, som dog maaskee den friske Nordvind kan faae adspredt. Gud give det. Vi vilde saa giærne været færdige med det meste Høstarbeyde til Skriverens Tilbagekomst, at han ogsaa her hiemme kunde finde alt vel og glædeligt. Og gav Gud os Tørreveyr i de 10 à 12 Dage han da sikkert endnu bliver borte, skulde vi nok faae alt Kornet i Hus, Rugen saaet, og ret være Stoerkare. Disse 8 Dages Regn og Stille har giort mangen Streg i vor Regning.

[90] Torsdag 16^de «Hver fristes, nar han drages og lokkes af sine egne Begiærligheder» – Er der Een iblandt Eder, mine Elskede, som ikke har følt Sandheden i disse Ord, ^den løfte sin Stemme imod mig, og kalde mig et svagt, ubestemt, vaklende Væsen, naar jeg med al Oprigtighed tilstaaer Eder, at jeg siden tidlig i Dag til nu – to Timer før Middag – har staaet og gaaet og sadt, tvivlraadig mellem: Skal jeg? Skal jeg ikke? – «Hvad skal, og hvad skal du da ikke?» – Hvad jeg vil fordi jeg skal, og skal fordi jeg vil. – Jo, det seer I her. Alt fra jeg lagde Planen til den Overraskelse jeg havde tiltænkt min dyrebare Maja paa hendes Fødselsdag, lød det høyt i mit Inderste. Gladere blev dog din Maja overrasket, og din Koren med, og alle dine Kiære der, fulgte du selv med Ungerne dine.» Jeg har dog staaet mig kiækt mod den forførende Stemme, alt til i Dag, da alle tre Barna, og Kista og Telja traadde i Forening med den, og malede den forestaaende Overraskelses Scene nesten med ligesaa levende Farver som selve mit Hierte – o, det drog mig jo allerede stærkt nok hen, I Elskede, til Eder. Da jeg sagde: «Jo, jeg følger med» – skinnede Solen saa blidt inde som ude – thi det er en sand Septbr Dag i Dag – og Lina hvirvlede sig omkring, som dreyedes hun af Oberons Horn. Kista lover saa fremt Føret ikke for tidligt bliver høstligt, at blive saa mange Dage længere, som jeg er borte, og det beroeliger mig meget. Nu bringer jeg selv de to Breve jeg havde færdige, (dog det sidste kun halvt) før hiin store Resutution blev taget, det ene til Egersønnen, det andet til Festningsbarna; og Eder, I andre Elskede, bringer jeg mig selv heel og holden, og seer i Aanden de forundrede Øyne i hefter paa Eders Moer Koren, og troer at see eine Erscheinung. Det er nu blot den Smule Indpakning om at giøre, saa er Dagarbeydet fuldbragt. Dog et Brev til Maren Schieldrup skal jeg endnu skrive. I et Par Ord tilmeldte jeg min Rikke, som ventede mig Løverd: eller Sønd:, hvilken Fløyfille jeg var.

[91] Fredag 17^de Kl 7. Dagb: var allerede henlagt for at føl at følge mig; men da der endnu er et Øyebliks Tiid, nytter jeg det til at sige Eder, at jeg i Gaar fik to kiære Auestadbreve, og lille Maja et, i Form af et Provstebrev, saa stort og langt, fra Faderen sin, skrevet paa Bogstad, hvor han var med sin kiære Vert og Vertinde, og fandt sig ret meget fornøyet. Det var første Gang han var paa dette saa vidt berømte Sted, hvor jeg heller aldrig har været, som hartad er Skam at være bekiendt. Om sin Hiemtour skriver den vidtløftige Skriver aldrig et Ord. Veyret er godt, begge Ungerne ere reysefærdige, paa det nær, at Marie endnu tegner lidt paa et for hendes elskte Navne udklippet ⁿ⁴⁶ lidet Stykke til den 21^de Septbr – Gud være med os! og give os alle de ventede Glæder af denne kiære Reyse.

Tøyen Løverdag 18^de Nogle har han allerede givet os. – Kl halvni fore vi fra Hovind, ledsagede af alle de kiære Tilbageværendes Ønsker og Velsignelser. Da Føret var taaleligt Vognen let og Hestene raske, besluttede vi at kiøre de to Mile (eller lidt over) til Minne, og puste der des længere, men ogsaa kun der, da det var omtrænt Halvveyen til Økeren. Børnerne vare sultne, men stillede Hungeren med Æbler til vi naaede Bestemmelsestædet. Der bestilte vi Caffe, og tog vor medtagne Frokost paa en ret meget peen Sahl som denne lille nye Bygning overalt er meget net, og Vertinden artig og bliid) Vi havde just afspist, saa kom Mariboe fra sin Høelandsreyse. Da han tog did, mødte han sin Ragna og Ida og vor Sally paa deres Tilbagetour fra Hovind, og nu modtog vi ham der, for at følge med ham til Økeren. Han var ikke ret frisk, hvad vi bleve enige om, ikke at lade liden Rana vide og nu hun seer det her, er han med Guds Hielp længe siden rask igien. Vi drak Caffe sammen, og imens Smaaepigerne vare ude og pillede Tyttebær, talte vi alvorligt og ret hierteligt, som om det havde været min Wilhelm jeg sad hos. Men saa kom Wangesten [92] med sin Søn Bodvard, for at tage til Byen, og da havde den alvorlige Samtale en Ende. Mariboe, allene i sin lille lette Vogn, jog foran, vi lidt sagtere efter, men dog saa fort, at vi snart tabte Wangensten af Syne. Ragna, Ida, og Moer Huwald modtoge os, alle lige glade ved vort Komme; alle Frue Huwald var blevet noget mager og meget bleg, og min Ragna havde heller ikke været vel den Dag (men ellers rask fra hun kom hiem) og var ret ilde tilmode fordi hun alle sine Bestræbelser uagtet ikke havde været istand til at skaffe Barna Billetter til i Aften. Den Fugl faaer de da lyde flyve, og værst er det for Jessegutten, som kommer ind i Dag for Comediens Skyld. Søstrene hans har nok at glæde sig til lell. Ida kiendte os alle igien, og var den samme velsignede Unge som altiid. Det var ikke efter Ragnabarnets Kogebog, at vi vilde tage saa snart derfra, og heller ikke efter Jomfrue Petersens, som havde Æble-Compot og Fuglesteg i Beredskab til Aftensmad. Oven paa Caffe, Thee og Smørrebrød kom Æblefadet ind, og min gode Ragna var ey tilfreds med at vi vare nødte til at lævne noget. Hvad der trøstede hende over vort korte Besøg var, at vi paa Hiemveyen i Følge med Faer Skriver skal blive een Dag over paa hendes deylige giæstfrie Økeren. Maja havde et Par Duer ind med til sin Ragna, der ogsaa deri er hendes Søster, at hun glæder sig saa barnlig i alle Smaaedyr. Det var nesten mørkt da vi kom hid. Lottamoer var i Mælkeboden, og lige af Vognen fløy vi over til hende, og mindre forundret end glad saae hun sin Christiane igien, og Barna vore, som hun har længtes efter i lang Tiid. Presidenten var ogsaa hiemme, og al Ungdommen, og her var et Leven paa de Unge og en Praten paa os Gamle den hele Qvæl, den Lotta og jeg sluttede med en Rabus.

Smaaepigerne ere nu nede i Byen for at see til sine Bekiendte, og om mueligt faae en Billet til Broder Jess, hvad dog vel neppe vil lykkes. Jeg hører, Egersønnen er her i Byen, og har nu sendt ham det Brev, jeg troede at bringe ham til Auestad, og Fader Pavels sit –

[93] Eftermidd: Kl: 4. Hr. Pavels – fortæller Andreas – slog Hænderne sammen, da han hørte, Moer Koren nu atter var paa Tøyen. Ja, der gaaer mange underlige Ting for sig i denne Verden og i denne Tiid, kiære Ven Pavels! Vi vil nu ikke engang tale om det store Festin i Morgen, i Anledning af Printsens Geburtsdag i Dag. Vi lever jo overalt, og tumler os overalt i et gaadefuldt Mørke, og man kunde, synes jeg, kalde denne Tiid Contrasternes Triumph, fordi alting, Rigdom og Armod, Overflod og den gustne Hunger, Haardhed, og Mildhed, og nesten alt hvad man tænker sig, staaer imod hinanden som en knyttet Næve mod et blaat Øye. – Presidenten spiser hos Thygesons i Dag, som har et Taffel paa 90 Couverts – – Min Jess kom da vi sad til Bords, og Giertz var med ham. Lidt efter kom Maja, Lina og Hanna, jublende ind og Maja lige til Broder sin med en Billet. De havde ogsaa vandret fra Herodes til Pilatus, og Frue Widing var saa god at overlade Jess sin, Maria for Madame Olsens, og Lina, mente hun, skulde nok faae hendes Mands. Nu ere de færdige at tage til Olsens. Det regner og blæser. Hvor heldige vare vi som havde saa deyligt, sommervarmt Veyr i Gaar. Hvor uheldig maae Festen falde ud, bliver det saadant Veyr i Morgen, da det i Hast opsatte Træe-Dandsehus, neppe er tæt nok til at holde Regnen, end sige den overalt giennemtrængende Vind ude. Gud give det ikke maae have sørgelige Følger for nogens Helbred. Gud bevare min kiære Ragna! Giid hun tog tidlig derfra, eller slet ikke derhen. Af Ragna hørte jeg i Gaar, vor Catty ikke tager til Ball i Morgen, kun hendes Mand og datter Christine. Nu tænker min Lotta at faae hende hid, og vor Sally, i Morgen, og saa vil vi slaae Sparto til hele Prindsestadsen, hvad virkelig reel Glæde angaaer, det veed jeg vist. – Paa Cathedralskolen har i Formiddag været Musik og en Tale holdt af Biskoppen. Tale, Middagstaffel, Comedie med Prolog, og Ball – hvad vil – hvad kan man mere?

[94] Mandag 20^de Om Gaarsdagen er saa lidet og saa meget at sige[.] Saa lidet lader sig fortælle om den behagelige nydelserige Eftermidd‹…› – thi Formidd: tilbragte jeg i Sengen mellem Slumren og Vaagen, da jeg med Magt vilde jage Hovedpinen til Bloksberg, for at have ret godt af den øvrige Dag. Om den slemme Gast foer did jeg ønskede den, veed jeg ikke; men jeg blev den qvit, stod mod Middag op, og blev paakledt med Møye nok, da jeg var mat som en Sild, opdraget af sit Element. Jeg var netop blevet færdig med Toilettet da Vognen rullede ind i Gaarden, og bragte ikke allene de kiære Ventede, Catty, Sally; Petra og liden Syvald, men ogsaa vor ædle Treschow selv, til almindelig Fryd og Gammen. Sara, sagde han, var gaaet i Caution for, at han skulde blive velkomme‹…› og slippe for at staae bag Dørren eller sidde bag paa Dørtærskelen. Hvor meget hun vovede ved denne Caution, indseer I selv. Men han var ligesaa lidt en ubuden som uvelkommen Giæst, da jeg efter min Lottas Anmodning bad Alle som ey skulde paa Ball, og did tog Ingen fra hans Hus, undtagen liden Christine. Sally havde en Billet til Ballet fra Mariboe, men da hun fandt det mere festlig i den lille Tøyenkreds, skrev hun til vor Ragna, at Maja K: havde Lyst at gaae i hendes Sted, og det blev antaget med søsterlig Fornøyelse. Jess havde ogsaa faaet Billet overladt, og fulgte da alle Barna herfra, Hanna Bull og Lina undtagen, med Presidenten, der som Representant og Vert maatte tage tidlig ned. Ungdommen blev hos Olsens til Tiid var, kom hiem Kl: 4½, og havde fornøyet sig kosteligt, saa vidt jeg fik høre af Maja imens hun klædte sig af. Agatha havde blevet lidt upasselig, derfor toge de tidligere hiem end Marie havde ønsket, men jeg var glad over hun dog kan faae lidt Søvn før vi skal ud i Dag, som da ikke bliver før mod Middag. (Jo senere vi kommer ^{til Borches}, jo mindre Fare staaer det, at vor høye Ankomst skal blive røbet) Jess tog lige fra Ballet hiem til Hovind, og Giertz med. Hvem der ikke har havt det for plaserligt, er vor gode Presidenter, som har gaaet, staaet og sadt Chapeaubas den hele Nat, men med alt det tog nu ned i Stiftsretten, og var nok saa rask og lustig.

[95] Nu igien til vor Fryd og Gammen her hiemme. Kl. 4 kom min troe Søn Pavels herop med sin Marie og alle Glutterne. Han alene skulde paa Ballet, men vilde see sin Moer Koren og være her i det længste. Dog gik de tidligere, end Bestemmelsen var, da stakkels M: P: var ret meget forkiølet, og havde endogsaa ‹…›t ikke ubetydeligt Feberanfald mens hun var her. Det var ‹…›ltsaa i dobbelt Henseende barnlig kiærligt af de Gode, at de kom hid. Begge vare bekymrede for Egerprovsten, som maatte ile hiem Løverd: Aften og reyse hele Natten da han skulde præke ved Fiskum i Gaar, og var han heller ikke frisk, og ærgelig over

at have ladet sig saa godt som tvinge af Thygesons venskabelige Overtalelser til at spise der Løverd: Middag – hvor det gik herligt til, og blev siunget Viser af samme min Egersøn, Slotspræstsønnen, Platou, Wulfsberg, og St. Munk, dem jeg alle, tilligemed den af en Anonym ^{glæde, og} Gaaraftes siungne, bringer med mig til Auestad – og see! der kom Frue Lotta med en lille venlig Sæddel fra M: Pavels, som i Dag er bædre, og et Brev til Egervennen fra P: selv, med alskens ‹…›ig som han i den Hui og Hast havde glæmt, og jeg nu som en god Mama skal bringe med mig. Nu igien til Gaarsaftenen. Da Slotspræstens vare hiemvandrede, og Bredal, som var her en Stund, fulgt efter, bleve vi i vor Stilhed. Lidt blev spillet og siunget, mere pratet og det saa deyligt! Her sad Norges og Danmarks Treschow imellem alle os Qvindfolk, saa fornøyet og bliid, og stunddom vankede Anecdoter, hvoraf Lottamoer fortalte et Par til Beviis paa Nordmandens Kraft og Standhaftighed, dem hun selv havde været Vidne til, og saa gik vi igien over til Politiken, de mørke Skyer paa vor Himmel, der dog ikke kan betage hverken Treschow eller mig Udsigten i den lyse Baggrund, og Aftenen fløy som faa Minuter. Da de vare tagne bort, lagde jeg en Soel-Cabale, mens Lotta havde lidt at sysle med, og denne som de forrige Aftener sluttede Rabusen. Comedien i Løverd: Aften var Fedor og Marie – eller Dolguroky, med en Prolog af Pavels, som jeg nu ogsaa fik, men ey har læst endnu. Meningerne om Spillet vare ulige. De Fleste fandt sig utilfreds med det Hele, dog især med Maries Moder, Frue Dunker. Jeg troer [96] efter hvad jeg fra fordum Dage erindrer, at hun har sin meste Styrke i det alvorlig-comiske, det er at sige, gamle pertentelige Magdelone- og Jomfrue-Roller; i slige har hun ofte fornøyet mig ligesaa meget, som enyeret mig i de høyere alvorlige. De andre Hovedpersoner vare Frue Møller (Falsens Datter) Marie Schiøt, Capit: –Fedor, Thulstrup Menzikof –

Og nu maae jeg vække min M‹…›ⁿ⁴⁷ – Kl er 11 – og pakke ind. O i Morgen ved denne Tiid, da ‹…› og Ungerne mine længe, længe siden i Eders Arme, Dyrebare! – Borches ere her i Byen. Jess og Marie har talt med dem, og ‹…› veed at vi kommer til dem i Aften, veed at det er en Statshemmelighed, kort vor hele Plan. Gud give den nu maae blive udført som den er lagt, at vi, i det Du slaaer Øynene op for at hilse Din Fødselsdag, dyrebare Maja[,] kunde staae for Din Seng, og være de første Gienstande, Dit glade Blik faldt paa. Jeg veed ingen Plan jeg i lang Tiid har udtænkt mig med saa levende Glæde. Og min Koren? Vel drømte jeg en Nat paa Hovind, at jeg kom kiørende ind i Gaarden paa Auestad, saadan som jeg tænker at komme i Morgen med Marie og Lina, og at Skriveren gik der, røgende paa sin Pibe, men sagde ganske phlegmatisk: «Ih see, er du der» Men det Modsatte af en Drøm pleyer jo altiid træffe ind.

Og hvilke Udsigter til mange glade Dage! Nu først de faa men des nydelsesrigere paa Auestad, saa Giensamlingen med alle de Kiære her, og saa har jeg min fromme Lottas Løfte saa halvveys, at hun følger hiem med os til Hovind for nogle Dage, og at da med den Hest, som henter hende, liden Han‹na› Bull skal komme ud til sine Veninder. – En Dag paa Økeren har ogsaa Skriveren at giøre Regning paa, og vi med ham.

O Gud lad nu alting svare til vort Haab, og min Egersøn blive frisk, og selv kunde modtage af Moderhaand de Ting jeg medbringer, og alle, alle Giensamlinger være glade! Amen, det skee!

[97] Onsdag 22^de Septbr Majakamret paa Auestad

Vidste jeg kun hvor jeg skulde begynde for at lægge Eder, Elskede, mit hele fulde glade Hierte for Dagen – Kunde I, istæden for disse døde Bogstaver see hvor den ene glade Tanke og Følelse fortrænger den anden, eller omvexler, thi fortrænges maae ingen af dem. For at have noget at gaae ud fra, for ikke at blande det ene i det andet, vil jeg paalægge mig den Tvang at gaae tilbage til det Øyeblik, hvor jeg slap i forrige Hefte –

Min Marie slumrede saa sødt efter Ballet, at jeg ey havde Hierte til, og ey heller fik Lov for min Lotta at vække hende. Dog, Kl: 11 maatte det kiære Barn vaagne, og ved et sagte Kys paa Kinden slog hun smilende Øynene op, og var hurtig paa Benene, og vi pakkede end hurtigere ind, og vare reysefærdige ved Middagstimen; min Lotta vilde endelig vi skulde holde ordentlig Middag, og Presidenten bad os af samme Aarsag intet ordentligt Farvel, da han kom igien fra Byen og spiste, og da han gik hen at tage sig den Middagssøvn, satte vi os i Vognen, forsynede med Smørrebrød Æbler og Blommer. Det gik nok saa deyligt til Ravnsborg[.] Lina var vel noget hæs, men ikke mere end at det morede os. Af det første Egetræe vi kom forbi, maatte Gunder tage os tre Qviste, og med dem holdt Ungerne et Spectakel uden Maade. Paa Ravnsborg drak vi Caffe, og gav for den og Høe til Hestene 9^rd. Paa Gillebek, hvor Barna vare trætte og søvnige, bad jeg om Thee for at de skulde faae lidt at varme og friske sig op med, og til den blev færdig, satte de sig i hver sit Hiørne af Sophaen, og jeg ved et Bord med Haanden uden Kinden. Det bankede. «Luk op!» sagde jeg, og ind kom en Lytnant, høy saa han knap kunde gaae ind af Dørren uden at bøye sig, i fuld Reysedragt og væbnet, en vakker ung Mand for Resten. Det var Lieut: Flood fra Schien, og da han kom lige fra sit Hiem, og hørte jeg var der, vilde [98] han bringe mig en Hilsen fra sin Moder, den gode Søster Inger. Dette bragte Liv i Ungerne, og da han var gaaet, kom den usle røgede Thee, som jeg ikke kunde drikke ‹…› en Kop af, og den kostede hverken meer eller mindre end 2^rd pro persona.

Kl var henved 9 da vi toge fra Gillebek, det var dygtig mørkt, men jeg stolede paa Gunder og de gode kiendte Heste, og det gik alt godt, kun vare vi i Angst for Lina, som faldt i Søvn, da hun slet ikke kunde snakke mere, det arme Barn, og vi ikke see mere, enten hun sad i Vognen eller ikke. Dog kom vi alle heele og holdne (paa Linas fløytne Stemme nær) til Nella Kl 11. Der drak vi god, urøget Thee, spiste Smørrebrød og gik til Sengs, hvad vi af alt længtes mest efter. Jeg var halvveys glad over, det var saa seent, da Fristelsen: at være Auestad saa nær uden at ile did, let kunde blevet mig for tung. Jeg havde bedt Nella og Borch blive liggende om Morgenen, og at vi maatte blive vækkede Kl 5. Men jeg vaagnede længe før, tænkte paa den forestaaende Glæde og velsignede min Maja og Dagen, som gav mig hende. Der var saa tyst i Huset, det var ikke ganske lyst endnu. Endelig kom Pigen, og lidt efter Rikke Møller, Nellas Søster, med den prægtige styrkende Caffe, skiænkede for os, hialp os alle, og var nok saa snild og geskiæftig. Det regnede stærkt, og de spaaede, at om vi vilde blive en halv Time, skulde vi faae bædre Veyr, men kunde noget Veyr holde os? Og saa gik det, og vi saae det kiære Auestad langt borte, og jeg var færdig at bede Gunder kiøre i Trav op ad Bakken. Endelig holdt vi i Gaarden, og gav Rachel og den tililende Mathias et Vink om Taushed, som de forstode. I Forstuen saae ud som i Jerusalems Forstyrring, der var Stilladser og Gipsere, og da vi havde faaet det vaade Reysetøy af, og jeg vilde flyve op ad den kiendte Vey til Majas Sovekammer, blev jeg standset af tilspærrende Gipseanstalter, og maatte søge hende i en anden Fløy af Huset. Børnene fulgte mig ligesaa utaalmodige som jeg. Da jeg aabnede Dørren, stod [99] Rachel for Sengen, men havde taugt som en Mur, skiøndt Maja saae paa hendes hele Væsen, at hun havde noget glædeligt at fortie. Og nu den Forundring, den Glæde, de Omfavnelser, o, Alle, Alle maae I kunde tænke Eder det mere levende, end jeg her kunde male Eder det.

Derfra gik det til Skriverens, Kammer, først med Barna, saa med mig, og var Da capo af foregaaende Scene. Imidlertiid kom Faer Cappelen tilbage fra Byen, og mødte Marie og Lina, studsede, kyssede dem, og spurgte om Moer var med? Ney! svarede de kiækt, og Marie undrer sig endnu over, at hun kunde lyve saa friskt, og det for Faer C – Men vist en Time varede det, inden Maja kom i Klæderne. Vi vare som halv berusede, spurgte uden at vente Svar, svarede uden at blive spurgte. Ved Theebordet begyndte vi at blive lidt ædrue, og nu lovede Faer C (han havde ingen Rus, paa Skriveren syntes heller ingen – men derfor ere de ogsaa adstadige Mænd med graat Haar) som atter tog til Byen, ikke at sige Barna der et Ord om vor Komme, men blot skynde paa at faae dem op. Da de kom, saae de Marie for Vinduet, og løb hun og Lina dem imøde, men jeg stod stille her bag Dørren. Realf kom først med sin Otilia paa Armen, ^som tæn Maja bad ham bære herind. I det han saae mig, brød han ud: «Aa saa Død og Pine!» og havde nær kastet Ungen sin ned i Forbauselsen. Hans Thrina fulgte ham, hørte hans Udraab, saae sin Moer Koren – O ney, saaledes at elske og være elsket maae dog være den eneste Forsmag vi hernede kan have paa Himlens Glæder. At Otilia var saa rask igien, Peer som altiid, begge saa velsignede, maatte saa være, at Intet skulde mangle i vor Glæde. Det varede ret længe, inden vi kom ordentlig til vor Snak og Tale. Vore smaae Geburtsdagsgaver bleve modtagne saa hierteligt som de vare givne. Deres eneste Værd havde de fra de Hænder der rakte dem. Det var fra mig et lidet Naalehus, havde hørt min Sara til, fra Maja et peent klippet Stykke, fra Lina en Tandstikker; fra vor Sally bragte jeg en Halsstrimmel, [100] og et Brev. som vi fik af det kiære Barn da vi reyste hid og holdt uden for Moestues Port efter Aftale. Nær havde vi taget hende selv med, og hun havde ikke ugiærne ladet sig tage hid. Med nye og gamle Geburtsdagsforæringer smykkede sig den nyefødte Maja. Af sin Thrina fik hun en Tollekniv, og af sin Realf en selvgiort peen Ting, som vi intet ret Navn veed paa, men som bruges af Botaniserende at giæmme Blomster i paa Sommervandringerne. – Ved Bordet, serveret med Vindruer, Meloner og Pærer og Æbler (Printsen har det ikke saa gilt) kom den bedste Bærviin for en Dag; men dermed var han Faer siøl ikke fornøyet: «Andre Glas, Mathis! lange Glas!» bød han, og see, den Champagne, som var bestemt ikke at see Lyset før ved en Fredsfest, kom nu frem, og som den kom – traadde Egersønnen min indad Dørren. «Vi aade og drukke og vare glade» – og deyligt og sødt gik den hele velsignede Dag, som Egervennen vor endte med Claverspil og Sang, og med at læse nogle Sange i en meget heldig Oversættelse af Ossian, som han bragte vor Maja paa Venskabsaltaret. –

Det er i Dag Torsdag 23^de Og nu kan jeg roeligere fortælle – ak, hvad jeg i Gaar var saa utaalmodig over ikke at kunde faae udbasunet over hele Norges Land, hvad I da Gud være lovet! Alle veed før I seer det her: mit glade tillidsfulde Haab gaaer sin Opfyldelse imøde. Retfærds Gud har ikke vendt, kunde jo ey vende sit Aasyn fra sit troefaste Folk: Fredens Engel smiler giennem milde Veemodstaare til sit elskede Danmark og Norge. O Gud, Retfærds og Godheds Gud! vi love, vi prise dig! – Da vi sad her i Gaar Formiddag i god Roe, see! da kom her en Sæddel med et Iilbud fra Faer Cappelen. Hr. Frederich modtog den, læste, læste høyt og jublende Napoleons Seyre, de Danskes Tapperhed, den Danmark lovede Erstatning. Det var intet løst, blændende Rygte, det var skrevet til Rosenkrantz fra hans Broder Ministeren, vi tør troe det, vi tør juble – og vi jubler. O mine Kiære paa Hovind veed det ikke endnu, først med Posten Søndag faaer de de [101] trøstende, Tidender, og maaskee først Mandag med os. Dog mueligt bringes de dem før. Gud give det! Man kan jo aldrig glæde sig tidlig og længe nok i dette korte Liv –

Ingen Fremmed var her i Gaar, Ingen var her uden de elskede Barna vore, og lille raske Peergutten med dem. Min Thrinasara saae hiem til sin Otilia, som hun ikke torde tage hid da det blæste stærkt. Første Gang kom hun igien, men anden Gang holdt Glutten hende hiemme. Egersønnen min kunde ikke blive længere end at han kunde være hiemme i Lyse, da han havde Kornuddelinger der skulde rives tilside før Aftenen. Denne gik for os stille og behageligt med Snak, Arbeyde, og Rabus. Skriveren og Realf sad – og saa sidder de endnu – snedkerende snart hver ved sit, snart begge ved et Bord. Nu er begge Majaerne oppe at ordne store Majas Flora, og imens har jeg snakket alt dette med Eder, Elskede, her i det nu saa elegante smagfuld elegante Majakammer, der nu er complet færdigt, det første af alle Værelserne som er og ogsaa burde være det. Vor Sarathrina kommer til Middag. Og uvist er det vel, om jeg siger Eder mere herfra denne Gang, da Hiemreysen skal tage sin Begyndelse i Morgen. Dog bliver Dagbogen liggende her i det længste, saa I maaskee endnu faaer et Farvel herfra.

Fredag 24^de Her har I det. Om en Time forlader vi det kiære Auestad. Veyret er godt, alt er godt, Lina har faaet ganske sit Mæle igien. Alt er godt! ak men saa kort et Besøg giorde jeg dog aldrig før hos Maja mi. Men Gud skee Lov for de glade, rige Timer! – I Gaar vare vi som forrige Dag i sød Roe. Unge Mad: Stibolt og hendes Søster vare her et Par Timer, Borch endnu kortere, og for Resten vare vi unter uns. Dertil hører, kan I tænke, at Barna vore vare her hele Dagen. Ja, da min velsignede Sarathrine havde fulgt sin Otilia hiem, kom hun op igien, i hvor sent det var, for at holde Moer Koren Helg – saa kalder det kiære Barn det, ligesom i forrige Tider mine i Norge [102] første Døttre, Catty, Malla og Sally kaldte det – i det længste. – Gud signe Eder alle, I Dyrebare, for hver Stund! for hvert Beviis paa en Kiærlighed, der giør mig saa lykkelig. Guds Fred hvile fremdeles som hidtil over Eder, Gamle og Unge, Store og Smaae! Farvel! – Farvel fra Auestad. –

Michelsaften Ja, I har Ret, Elskede! det var en lang Pause; og ey mindes jeg den Tiid jeg i saa mange Dage ikke havde Pennen i Haanden; thi det har jeg ey havt siden jeg sagde Eder Farvel fra det velsignede Auestad. Vi forlode det Kl lidt over 10. Realf kom med sin Peer, som han drog i den lille pene Vogn han selv har giort til ham, og efter kom Sarathrine saa fort hun kunde, for endnu at sige Faer, Moer og Søstre et Farvel. Thrina kiørte med os til sit Hiem. Jeg forlode de Kiære med saa let et Hierte: jeg saae dem jo Alle saa glade og friske og lykkelige. O, ikke for meget, meget vilde jeg have denne hele glade Tour ugiort. Alting fra Begyndelsen til Enden var saa ønskeligt, ikke een af mine mange Forventninger slog feyl. Der sad jeg, da Sarathrine havde nikket til os fra sin Haveport, med de andre kiære Ungerne mine, og vi nøde alle de deylige Timer igien ved at tale om dem. Imellem kastede vi et Ord til den bagefter gravitetisk kiørende Skriver, spiste Æbler og Pærer, fik flere underveys af Apotheker Stillesen fra Drammen, som var et Stykke i Følge med os, drak Caffe paa Ravnsborg, mødte den jovialske Proffer Horn og slog en Prat af med ham, og kom i betimelig Tiid til vort kiære Tøyen, hvor vi modtoges, som Gud være lovet overalt, med Fryd og Gammen. Alle vare hiemme, Presidenten undtagen, som først kom imod Sengetiid. Men her mødte os en Smule Modgang. Ingen havde hørt noget til de glædelige politiske [103] Efterretninger, ingen Bekræftelse har vi siden faaet paa dem; kun om de til Trundhiem indbragte Skibe vilde man vide noget. Det skal da være Sandhed, og med Guds Hielp er det ikke det eneste. Derimod fortalte man her at en stoer Deel af London ved Revolution skulde være afbrændt, hvad dog ogsaa fandt mange Modsigelser, og tilsidst blev ganske gienkaldt. Men nok om alt dette, som I mueligt veed bædre Beskeed om, naar I læser dette, end nu.

Løverdag var jeg meget syg den hele Dag. Min troe Catty kom op med sin Syvald, og blev paa Tøyen til Mørkningen; men jeg kunde lidet eller intet tale med hende, endnu mindre med min kiære Lotta, da jeg knap orkede at aabne Munden, og det var dobbelt kiedeligt, fordi jeg havde saa uendelig meget at fortælle om min lille Reyse. Der blev intet af Reysen til Økeren. Da jeg var ganske færdig, maatte jeg lægge mig, og min Koren skrev et Par Ord til den hulde Ragna, som ventede os saa længselfuld, og blev hiertelig bedrøvet over at hendes Moer Korens Upasselighed var Skyld i Udeblivelsen. Rathje kom op om Aftenen, og Schioldager – (dog ney, det var Fredagsqvellen Schioldager kom –) og imens Mændene talte om Alskens Oeconomie, spillede vi Rabus, Lotta og jeg, og Ungerne spillede, sang, dandsede og floxede i Hvidstuen. Saa kom Søndagen, og lige syg og mat stod jeg op, klædte mig paa, og blev jeg ved at være, saa jeg ey torde giøre Regning paa nogen ret glad Dag, som ellers altiid er mig vis paa Økeren. Da vi ey kom Løverd: vare vi ude i god Tiid om Formidd: Ragna gik i sin Morgendragt og stellede med Borddækningen, og skiøndt selv lidt skranten, blev hun munter og glad da hun saae os, og jeg blev bædre og bædre, spiste, drak Madera, og følte mig raskere end jeg torde ventet. Ida kiendte os igien allesammen, og holdt sig til sin Marie og Lina. Selv da vi ved Hiemkomsten fra Drammen [104] mødte Mariboe, Ragna og Ida, der kom ned af Bakken ved Tøyen Alleen da vi holdt der (de skulde til Omsens om Aftenen) kiendte den søde Unge os og raabte: Marie! Lina! Moer Koren! og Skriveren! –

Onsdag, 29^de Længere kom jeg ikke i Gaar, og naar jeg kommer lidt længere frem, skal I undres over, at jeg kom saa vidt. Nu ere vi da paa Økeren. En Stund efter os kom Sally. « Hvad seer du efter?» spurgte jeg Skriveren, som stod og stirrede ud af Vinduet. «Der kommer et Menneske; det er nok Sara» – gienmælede han, og det klang saa snurrigt at vi alle sammen begyndte at lee. Det var lille søde Sara. Foruden os var min Treschow og Catty, og alle Barna deres der, Maja Pavels, Hanna Moestue og Rathje – altsaa, som I seer, et prægtigt Compagnie. Fader Pavels var paa Asker Prstgd. i Landemode. Behøver jeg nu at sige Eder mere om, hvor deylig Dagen var? Vor Sally gik tidlig hiem, da hendes Broderkone nyelig er kommet i Barselseng, og det kiære Barn ey nænte at være længe fra hende. Den største Deel af Aftenen gik ved Claveret, hvor min elskte Catty spillede for os med sin gamle varme Velvillie. Efter de kiære alle vare borttagne, sad vi endnu en Stund i god Snak. – Jeg var frisk, min Ragna ligesaa, og en sød Søvn fulgte paa den behagelige Dag. At lille Maja og Lina fulgte deres Sally hiem, og fore vild paa Tilbagegangen, saa de kom op mod Linderud inden de bleve Vildfarelsen vaer, hører ogsaa til Dagens Begivenheder.

Mandag Morgen tog vor brave Vert Skriveren med sig til Papir- og Kort-Fabrikket, og var min kiære Lotta kommet en god Stund før de kom tilbage. Derved, og ved Frokosteringen og Pratingen, gik den ene Time efter den anden, saa Kl ey var langt fra 12 inden vi forlode det vakre, giæstmilde Økeren, det jeg nu neppe seer igien før jeg kan lykønske de Gode med en Broder eller Søster til Ida, der dog slet ikke længes efter at faae denne Broder eller Søster, men siger, naar man spørger hende herom: «Moer [105] aldrig faae smule Barn, ellers faaer Moer Riis. Moer bare holde af Ida.» – Veyret var som da vi toge ind, som paa vor hele velsignede Tour, sommerlig varmt og skiønt. Paa Moe toge vi vor Madsæk frem. Den kunde holdt os til Trundhiem, saa rundelig var den, og den Dag i Dag spiser jeg af Din Ost paa mine Smørrebrød, bedste Ragna. Ogsaa Lotta havde Niste med sig, og med Æbler vare Poserne forsynede, saa hverken Siæl eller Legeme manglede Næring. Ungerne, Lina især, vare rent forstyrrede, og holdt hun det i en Sang og Spectakel alt lige hiem. Min Lotta var ret tilfreds med at hun lod sig overtale til denne Tour, og give Gud den maatte skaffe hende mangen glad Stund endnu. Da vi kom her i Alleen, saae vi det lyse dygtig i Stuen, og troede først det var til vor Modtagelse, og at de ikke vidste, et ‹…›ⁿ⁴⁸ Lys koster 120^rd (d: Crt) men saa kom den gode Hertel ud med Jess, Kista, Telja, og alle de øvrige og modtog os, og inde fandt vi hans Kaja, Mad: Gladtved og Jomfr: Øiset. Stakkels lille Moer Hertel er atter meget svagelig, men dog saa munter. De bleve her til i Gaar over Middag, og derfor, seer I, er det gaaet langsomt med Journalen. Nu er den blide Eftersommer, lader det til, forbi. Det er en skrækkelig kold Nordvind, og da vi i Gaar saae det snede i Fieldene, syntes vi ikke det var for tidligt at lægge lidt i Ovnene. Der brænder det da saa smaat baade i Gaar og i Dag. Tiden er jo ogsaa til det, allerede Michelsdag. Det værste er, vi ikke kan komme lidt ud. Vi var en Tour i Haven i Gaar og saae hvor godt alt staaer, som nu optages, at Kiælderne kan blive fulde som Laderne. Alt var indhøstet af Marken, Korn og Potetes, Rugen saaet, andre Høstarbeyder giorte, saa min Koren ret var siæleglad i at see sit Hiem igien. Men han fik ikke see stort, da han i Gaar Morges maatte paa en Forretning, og kommer først tilbage i Aften. Men saa Gud skee Lov fordi vi igien ere samlede saa glade! og fordi vi har vor Lotta, der kom saa uventet til Hovind som vi til Auestad og fordi disse Dage har været saa rige, rige paa Glæder!

[106] Nu sidder Lotta og spinder Uld til mig til Vinterstrømper – hun vil da fortiæne sit Ophold her, seer I, men hvad synes I om Moer Koren, som tager imod saadant af en besøgende Presidentinde? Dog, kan man giøre bædre imod sine Venner end lade dem have sin Villie? og det er altiid Lottas Villie at fornøye og gavne og ikke være ledig. Maja spinder hviid, Lotta sort Uld, (thi spraglede skal Strømperne være) i Kap, og mellem dem sidder Lina og Kaja og karder. Saadan Overhaand har Flittigheden her i Huset.  –

I Dag venter vi Maren Skieldrup, som skal komme istæden for min troe Kista, der forlader os paa Søndag. Jeg har længe lovet at følge hende til sin Broder, hvor hun bliver nogen Tiid, og nu maatte Moer Bull love Hertels at komme did, saa følges vi alle ad paa Søndag til Rotnæs, hvor Lotta og jeg bliver Mandag over, da hun tager lige derfra til sit Hiem, naar jeg tager til mit.

[106] Fredag 1^ste Hvor stræng og kold Septbr endtes og Octbr begyndes! DDet var en alt for bradt Overgang fra den varme Eftersommer, der holdt ved til vi vare komne hiem [.] Maatte det nu blot blive lidt mildere til Søndag, naar vi skal til Rotnæs, og for alt Tirsdag, naar min kiære Lotta skal tage hiem. I Gaar var hun med sin og min Kista paa Gislevold og Leufti i en kort Morgenvisit, Børnene vare ogsaa med, men jeg ikke, da mit Knæe endnu uleyliger mig naar jeg gaaer meget. Kista var der hos Naboerne vore for at sige Farvel. Siden sad Lotta troet ved sin Rok alt til mod Aftenen, da Kmrd Borchsenius kom og blev her et Par Timer. Siden var Touren til Rabusen. Saa gaaer vore gode stille Dage, uden at der er stort at sige om dem. Og er der ikke nesten stedse mindst at sige om Livets bedste Dage. I Torsdagsⁿ⁴⁹ – ney, det var i Gaar, den fattige Postdag, da der intet Brev, intet Majabrev vankede – I Onsdags var Lotta og Barna paa Vilhelmsminde, [107] og siden nede og besøgte Jess, eller rettere hans gamle Kone, i den lille Plads han har nedenfor Hovind Eyendommene. Det var en dygtig Tour. I Gaar havde vi Skriveren vor hiemme, men i Dag skal han afsted igien til Næss. Jess tog til Auction i Gaar, der vedvarer til Qvellen, da kommer han tilbage, og Lieut: Birch med ham. I Gaar fulgtes de ad bort. Nu skal jeg, mens Lottamoer spinder sin Snelle fuld, skrive til Maja mi, til Ragna, til Catty og muelig flere Breve, deels med Posten, deels med Lotta.

Løverdag 2^den Hvor deyligt Høst og Vinter tager Afskeed fra hinanden! I Dag er det en skiøn klar stille Vinterdag. Træerne hænge fulde af Riim glimrende mod Solen, der dog snart opløser dem i klare Dugperler. Det brænder saa sagteligt i min Kakkelovn, end mildere varmer Solen paa den anden Side giennem Vinduet, og mit lille grønne Kammer seer saa venligt ud. Jeg har fuldendt to i Gaar begyndte Breve til min Maja C: og Ragna. Nu sidder Lotta hos mig og læser det første af disse. Hun har nu snart mit Garn færdigt, og saa skal vi giøre en lille Spadsertour i Haven, og derfra besøge det stille Hvilested, ak, hvor jeg ikke var i saa lang Tiid, og nu vel snart maae sige Farvel for en end længere. Kista gaaer vel med os. Det bliver den Gode en tung Gang, som denne sidste Dag paa Hovind er hendes Hierte tung, og at mit heller ikke er let, tænker I Eder Alle. Jeg kan intet vaadt Øye see med Ligegyldighed, var det end et fremmed Øye, ikke vide et Hierte blødende uden at mit bløder med. Det er saa i min Natur. Den er blød som Vox, og er Gud skee Lov ikke blevet haardere ved al sin Smeltning, og deraf veed jeg, mit indre [108] Menneske ikke ældes med det ydre, og for ingen af det alkiærlige Forsyns Velgiærninger er jeg taknemmeligere, end for denne – I Gaar var min Maja og Telja paa Houg for at veye, modtage og udveye den der klippede Uld. Skriveren kom strax efter de vare komne tilbage[.] I Forgaaraftes var Futen vor her et Øyeblik. Jeg havde haabet, min gode Rikke skulde seet hid i denne Uge; men nu er det Haab ude. Nyelig var Obristd: Roweder og Madame Walbohm her i en egentlig Stadsvisit, det var Contravisit til Moer Lotta og Kista, og gialdt altsaa ikke mig. Frue Roweder var i fuld Pomp, den snilde Moer Walbohm peen som altiid i sine hiemmevirkede Klæder. Paa slige smaae Intermezzoerⁿ⁵⁰ nær, gaaer den ene Dag og Time som den anden, stille og godt; men for Dagbogen bærer de ikke mange Frugter.

Aften I den herlige stille Formiddag vare vi ved Graven. Det gule sammenskrumpne Løv bedækkede den, raslede hen over de tidlig her Afblomstrede, hisset evig Blomstrende. Intet i Naturen stemmer mere til Vemoden en stille bliid Høstdag, dette stedse tilbagevendende Billede paa Altings Forgiængelighed og – Igienfødelse. Den gode Kistas Taare fløde strømmeviis paa de Blomster, de sidste i Haven, hvormed hun prydede sine smertelig Savnedes Grav. «Det er ikke sidste Gang Du bringer Dine Elskede dette Offer, min Kista!» var alt hvad jeg kunde sige, og det er det med Guds Hielp heller ikke. Den fromme Lottas Øyne vare heftede paa Graven, og løftede sig taarefulde derfra paa den kiære Bedrøvede. Vi gik tause giennem Haven tilbage. Det var Middag, og vi opsatte at besøge min [109] Høy og Saras Grotte til Eftermidd, men da vaagnede den kolde Blæst igien, og før den kom gamle Jomfr: Grefsen fra Eidsvold hid, og vi kom ingensteds. Nu vil Lotta gaae did i Morgen, bliver Veyr og Tiid til det. Jomfr: Grefsen tog bort da vi havde drukket Caffe.

Tirsdag 5^te Og just til Caffetiid kom jeg hiem nu for en Times Tiid siden, og sidder her allerede nu for at giøre Regnskab for disse Dage. Søndag var Kista mi en smertelig Dag, og for hendes Skyld ilede jeg mere end fornødent var for at komme afsted; thi hvert Menneske, hver Ting hun saae, fornyede eller forøgede hendes Bedrøvelse, og aldrig bleve hendes Øyne tørre. Selv min Marie, som sielden græder (naar Nogen seer det) kunde ikke holde sine Taare tilbage[.] Jeg takkede Gud paa min Kistas Vegne og paa mine egne, da vi kom i Bevægelse. Jeg saae, Lotta følte det samme, i hvor giærne hun var blevet og vi havde beholdt hende denne Dag over. Kl 1 havde vi spist og reyste strax Caffen var siunket, Lotta med Brodersønnen Jens (som havde været her nogle Dage før hun kom hid) Kista med min T: Lund, Broderen, og jeg med Gunder. Skriveren fulgte med Sønnen sin hen at besee hans nye Eyendom, og kom derfra til os, dog først en god Stund efter vor Ankomst til Rotnæs.Vi fandt Ingen hiemme uden gamle Mutter Gladtved og Jomfrue Hartvig. Vi vidste, Hertels vare i Præstegrd: da to af deres adopterede Børn den Dag vare confirmerede. Men de kom tilbage saa snart de vare gaaet fra Bordet, og just som vi, vel forsynede med Mad og Drikke, havde sadt os til en anstændig Cabale. Den blev ikke forstyrret, tværtimod hialp Hertel paa Sagen, saa den gik ud, hvad ellers var blevet vanskeligt for mig og Kista, selv uagtet Lottas kloge Raad, da Ingen af os samlede sig saa rigtig.

[110] I Gaar havde vi det ret saa morsomt og godt den hele Dag. Lottamoer, som var paa sin hvide Hest, besaae sig overalt, og jeg gik med for det meste for Følgets Skyld. Det er sandt, at see Orden regiere overalt, ude som inde, i hver en Vraae, er behageligt, og det kan ingensteds være Tilfældet i høyere Grad end her. Om Overflødigheden af alleting, vil jeg ikke engang tale, men langt hellere om de gode, lykkelige, i hinanden saa glade Mennesker. Lille Moer Hertel var taalelig brav, og alle vare vi ‹mun›tre og fornøyede, min Kista ogsaa, som jo, foruden at være hos sin Broders, havde endnu begge Morerne sine. Lidt Bittert maae der være i alt Sødt paa denne Jord, derfor kom i Gaar en Capit: Grønvold, et glubskt kiedeligt Menneske, og blev alt til Maanen kom op, og en gammel stakkels Jomfr: Gamborg, som heller ikke var fornøyelig, det veed Gud, men endnu mindre lykkelig, og derfor fik hun heller ikke Lov at gaae igien, men blev der i Nat, og Hertel foranstaltede en Rakker (Hanrey paa dansk – fye for stygge Benamsinger i begge vore Sprog) blot for at fornøye hende. Der vankede mangen Latter, og Lotta giorde ikke mindste Uret, i det mindste blev ikke grebet i noget, hvad Ungerne her hiemme neppe vilde troe – at hun var saa ærlig nemlig. Ja Lotta, den som troede det mindst var Kiæledæggen Din, Jess, rimeligviis fordi han selv ikke er alt for samvittighedsfuld i samme smukke Spil. Over Middag reyste liden Tønder Lund hiem, da han havde faaet Maries gode Venninde, Grethe Reich med sig, som bliver her i nogle Dage. – Tidlig i Morges tog Skriveren til Eidsvold, hvorfra han neppe kommer hid før i Morgen. Lotta og jeg forlod det hyggelige Rotnæss Kl 9, og da hun tog saa godt som forbi Ullenagr Prstgrd, maatte hun indom og hilse paa Fetteren sin. Jeg tog da denne lidt længere Vey, [111] at vi kunde følges ad i det længste, og giorde ogsaa med det samme min Visit hos den trivelige Pastorinde, der i denne eller neste Maaned haaber at give sin gamle Mand en Arving. Det var første Gang jeg saae hende i denne Forfatning, og hun var i det Hele hverken meer eller mindre tækkelig end ellers. Præsten var ikke hiemme, men alt det øvrige Personale, hvortil hører en gammel Obrist Scheel og en Majorinde Brochman, der Begge logerer der. Fruen har jeg ikke seet før, men hørt desmere om, ikke just Lovtaler, og deraf kom det vel, at jeg fandt hende anderledes, det er bædre at see til, end jeg havde forestillet mig hende. Hun bød os Brændeviin og Syltetøy; var grumme snaksom og manerlig for Resten, havde, af saa gammel en Kone at være, en smuk Figur, og var net og peen. Jeg frygtede for at faae en Kamp at bestaae inden jeg slap derfra, da det var ved Middagstide vi kom der, og min Hiemvey kun var Fierdedelen af Lottas; men jeg kom saa men i ingen Fristelse. Frue B og den meget vakre Ane Moltzhau syntes jeg mærke paa, de fandt det underligt, Madamen ikke giorde Mine til at bede os, i det mindste mig, bie Middag over. Men hun forudsaae nok, jeg vilde neyet og sagt: Ney mange Tak! og det vilde hun spare mig for. Kanskee faaer hun en lille Skriftepræken herfor af Tanten (Frue Br: er hendes Taders Søster) og det kan være godt for andre godt Folks Skyld. Naar jeg skal sige min rene Mening (og den siger jeg giærne altiid naar jeg kan – og her kan jeg det altiid – eller holder min Mund) saa er det bædre at følge sin Natur end forstille sig. Men at den unge Kone, som man siger, forfalder til Gnierie, lider jeg ikke for min bare Død.

Nu toge vi bort efter en halv Times Neyen, Sidden, og atter Neyen; og saa ere de korte 8 Dage forbi, Du kiære fromme Lotta! og tak for hver Stund af dem, og Gud skee Lov Du var glad blandt os, og kom nu vel hiem, og find Alt vel, og bliv ved at være frisk og rask [112] Gud forlade mig det! men jeg havde havt stor Lyst til at bagtale Mad: Munthe lidt før vi skildtes ad. Dog skulde det ikke været det Sidste vi vilde talt om, Lotta! ney, om noget bædre, om vort morsomme Samliv og alle vore Kiære vilde vi talt.

For at giøre noget af min stumme Vanartighed god igien, tog jeg indom Houg, ene og allene for at Gunder skulde faae see Genta si, vor Husholderske der, den lille vakre Marthe, og sad i Carriolen og sladdrede et Øyeblik med hende og Guldbrand. De stakkels Børn fik kun talt sammen med Øynene, thi Gulen vilde til Hovind, og fløy med os, saa vi vare her i en Snup. Alle Barna omringede mig – Telja, Maren, Grethe R: med dem – – og de gaaer jo Alle for Baana mine. Hele Bordet er besat af Syersker. Jess sidder mellem dem og giør Spektakler. Maren skyndte sig med Caffen, og den var tynd nok, men da hun hørte det, foer hun ud med Kanden, og jeg maatte vente lidt paa den anden Kop, men «hun var ogsaa deylig, Mardam!» – Og nu maae jeg ind igien, at Ungdommen ikke skal sætte mig Stuen paa Loftet. Kors! har jeg ikke nesten malet 4 Sider fulde?

Torsdag 7^de «Gud velsigne Dig, min Koren!» var min første Tanke, mine første Ord i Dag da jeg aabnede Øynene, og før jeg aabnede dem rigtig, thi det var ikke ganske lyst endnu, da jeg vaagnede ved min dyrebare Korens Opstaaen. I Dag er han 55 Aar. I meer end 30 af disse har jeg kiendt ham, i 4 Aar, veed I, vare vi forlovede; nu er det om 10 Dage 26 Aar siden jeg blev hans lykkelige Kone, og alle mine glade Dage i denne lange Tiid kommer dog først paa hans Regning, og ikke en eneste bitter Time. God og bliid som den 24 Aars Yngling er den 55aarige Mand, og nesten ligesaa rask, og muntrere. O Eviggode! skulde da mit hele Liv ikke være Tak til Dig, som gav mig ham, Velsignelse over ham, du gav mig! Ja, du vil [113] velsigne ham alle hans Livs Dage som nu med min og hans gode Børns Kiærlighed, og alle Retskafnes Kiærlighed og Agtelse, og den Siælsroe og Munterhed som giør ham saa lykkelig, og os Alle som omgiver ham lykkelige, Du vil velsigne ham i hans Bestræbelser at gavne og giøre vel, det er, i alle hans Bestræbelser. Amen.

Ikke engang denne Dag kan vi beholde ham hiemme, den Gode[.] Han har to Forretninger i Nannestad, men haaber dog at være hiemme i god Betids i Aften. Vinteren synes at vilde vedblive, og det ganske alvorligt. Det var ikke ønskeligt for Jorden, for Høstpløyningen, for Qværnevand, og derfor troer jeg ogsaa, vi snart faaer Omslag. I Dag venter vi liden Hanna Bull og Fetteren hendes, Jens Bull, med den Hest, Lotta vor kiørte ind med, og saa hører jeg fra den samme kiære fromme Lottamoer og fra min Catty, som jeg skrev til, og med Posten faaer jeg Brev, det veed jeg, fra min Maja C, som det ogsaa i Morgen er 14 Dage siden jeg saae eller hørte fra. Gud give mig glade Tidender fra Eder Alle, Elskede! saa Alt maae forene sig for at giøre mig den kiære 7^de Octbr behagelig.

Den unge Frue Fabritius var her i Gaar som snarest. Hun tog til Plogstad, hvor hun i Morgen seer sin Mand, efter den ubehagelige Maaneds Skilsmisse. Giid hun nu maatte beholde ham roelig hiemme. Dog lader det ikke til der skal blive nogen Indmarsch i Sverrig. Vi giør bare barske Miner.

Fredag 8^de I Gaar Eftermiddag, da jeg havde lagt mig her paa Sophaen med Wielands Gracier gr i Haanden, kom den gode Hertel, og strax efter ham Provst Finkenhagen, som havde noget at afgiøre med den ikke hiemmeværende Skriver. Der blev altsaa ingen Middagshvile af, og jeg renoncerte giærne paa den for at prate med min snilde Hertel, der bragte mig et venligt vemodsfuldt Brev fra min Kista, der først i neste Uge forlader denne Egn, og alle de Mange her, hendes Hierte hænger ved: Jeg har udtænkt [114] en lille Glæde for hende endnu imens hun er iblandt os. I Morgen skal Barna følge Jomfr: Reich hiem, det er til Rotness for det første, hvor de bliver til Mandag. – Men nu er Gulen min alt forspændt, da jeg endelig bryder overtvært og besøger min kiære Rikke i Dag. Jeg burde været hiemme, thi her har meldt sig Fremmede hid. Derom mere i Morgen, og om det Posten bragte og liden Hanna, som kom i Aftes med sin unge Fetter Jens Bull. Gulen stamper af Ungeduld – Farvel da!

Løverdag 9^de Posten bragte mig et huldt Venebrev fra min Maja C, der med alle Sine lever fornøyet og vel. Hanna bragte mig et fra Lotta, et fra Catty. De ere Gud skee Lov alle vel, de Elskede. Min Lotta kom vel hiem, og er rask efter Touren. Men min Catty sørger for sin gamle Moder, som hun har hørt fra, og som ikke er vel. Ak, og det forøger det ømme Barns Længsel ^efter og Bekymringer for den gode Moder, forøger hendes mangehaande øvrige Ubehageligheder, som disse Tiders Pinagtighed og især alt hendes Tøys Udeblivelse medfører. Og saa har Du igien, Du Gode, mistet Din troe Veninde, Fortepiano'et, som de ubarmhiertige Mennesker ikke længere vilde lade Dig beholde. Ja, vel kan jeg tænke mig Din Bedrøvelse ved dette Savn. Giid jeg vidste et at skaffe Dig istæden. O giid Du havde Dit eget, saa havde Du mere, saa havde Du alle de Beqvæmmeligheder Du nu savner, og mere end alt dette, saa havde Du Din gamle ^Moder, den mest Savnede. –

Det var Jomfruerne fra Nannestad Prstgrd der lode sig melde, eller – thi det klinger saa ceremonielt – som Fader Bierk havde sagt til min Koren vilde komme her som i Gaar. Nu var det Smaaepiger, som især kom for mine Smaaepigers Skyld, det beroeligede min Samvittighed, og endnu mere, at jeg formodede de spadserede hid, og blev Natten over. Men der giorde jeg, som saa ofte hender mig, der ikke er [115] stærk i Regnekunsten, Regning uden Vert. De kom, lille Marie Bierk, en Cousine af hende, og Jomfr: Jensen – her var altsaa 10 Jomfruer paa en Plet – men de kiørte, og toge tilbage i Aftes, kort før jeg kom. Men derved er nu intet at giøre. Jeg havde ligefuldt en glad Dag hos min glade Rikke, som havde et kiært Besøg før hendes Moer Koren kom, Doctor Heiberg fra Laurvigen, en broderligelsket og elskende Fetter, med hvem hun er opvoxet. Han havde fra Christiania, hvor han efterlod et stort Følge, giort det lille Visk ud til sin Rikke. Han var kommet Dagen før, og tog bort da vi havde spist. Det er en hiertens snild ung Mand, som man kan læse Godheden og Menneskekiærligheden af Øynene, og de lyver ikke. Hvad der forbittrede min Rikkes Glæde noget var, at hendes Bea Hoffman, Heibergs Søster i Tønsberg, ikke er ret frisk eller munter, og ey har været det siden hendes sidste haarde Barselseng med et dødfødt Barn, da hun selv som ved et Mirakel blev revet af Dødens Arme. Et lille Vinterbesøg hos os, mente Rikke og jeg, skulde give den før saa stærke og muntre Kone, Helbred og Sindsmunterhed igien, og Broderen vil vist giøre sit til, at det kan skee. Han er gift med en Jomfr: Bull (dog ikke af vore Buller) har to Børn, og er overmaade lykkelig. Men stærk seer han ikke ud, og er han desværre nok ikke. Den stakkels Grethe Fabritius ventede nok sin Mand forgiæves i Aftes. I dag kommer han vel, men kun for at forlade hende igien da det Compagnie han staaer ved, allerede, siges der, skal være gaaet til Hadeland. Det er en tung Begyndelse i deres Ægteskab. Giid Sagnet, at al tung Begyndelse skal have en god Betydning, ogsaa maae indtræffe her.

Jeg torde, da Veyen over Fieldet er blevet meget slem, ikke blive længere end til halvsex, og det var netop vi kom over over det inden Mørket faldt paa. Mit kiære Husgesinde fandt jeg samlet og arbeydende hver paa sin Maade. Men de vare ikke saa muntre som de pleyer, dandsede ikke som [116] de forrige Aftener i Spisestuen ud giennem Kiøkkenet efter Gryners Viol. Min Marie havde lidt Hovedpine, og hun maae altiid give Tonen an naar hendes unge Veninder, der med deres hele Siæl hænger ved hende, skal være muntre. Saa længe en heel Deel Gaader, jeg har oversat dem af Weiszes Kinderfreund, gav dem noget at tænke paa, var der lidt Liv i dem, siden blev der Stilhed i den hele Forsamling. I Dag er Gud skee Lov Maja mi brav, og sidder ved sin Ramme, hvor hun for mig syer paa en Tobaksvædske, jeg vil forære min gode Stenersen paa hans Geburtsdag til Giengield for Evelina og saa mange Bøger, han har beriget mit Bibliothek med. Lina synger saa det skingrer igien, Hanna Bull holder Tonen med hende. Den stille Grethe Reich viger ikke fra Maries Side. Om Aftenen samles vi alle om Bordet og et eneste Lys, thi flere gaaer det ey an at brænde af Gangen, naar Talgen koster over 100^rd ‹…›ⁿ⁵¹ –

Søndag 10^de Hvor den Præst sover længe. Nu er Kl henved 4, jeg har lagt et Par Timer her paa Sophaen, da min længe hvilende Hovedpine i Dag har været ret slem, og nødte mig at gaae fra Bordet, hvor jeg knap fik et Par Skeer Suppe ned; men nu har jeg læst mig bædre i den vittige Wielands Kortvillige Eventyr Don Sylvio von Rosalvo, og været ude og faaet en Kop Caffe forlods, og endnu sover Præsten. Marthe slaaer med Dørrene og larmer alt hvad hun kan, det hielper ikke. Stakkels gamle Mand, lad ham sove. Var det hans unge Madame, undte jeg hende det ikke saa godt, det kunde da være nu, hun befinder sig i velsignede Omstændigheder – dog tys! der hører jeg ham. Nu vandrer han ned ad Trapperne.

Og nu, Kl 6, er han allerede reyst, og jeg angrer paa at jeg, da han spurgte: hvorfor Moer Bull og jeg blev saa kort paa Præstegaarden, blev mit Forsæt troe og svarede ligefrem: «Fordi Ingen bad os, kiære Faer Munthe» – Jeg saae, det giorde ham ondt, og lagde gesvindt alt det til, der kunde formilde [117] mit Svar. Men paa hans Spørgsmaal: om hans Kone da ikke havde sagt, at hun ventede ham, maatte jeg for ikke at vige fra Sandheden atter bedrøve ham med ett Ney. Havde han, som han ofte pleyer, blevet lidt von, skulde han nok faaet høre flere Sandheder; men den gamle Mands vemodige Mine kunde blødgiort et endnu haardere Hierte end mit, og deraf seer min kiære Treschow, at jeg dog ikke er fuldt saa grusom som han troer mig at være. Da Præsten tog Afskeed bad han, jeg ikke maatte slaae Haanden af ham, og for denne Misforstaaelses Skyld blive rent borte fra hans Hus, hvor vist Ingen kunde være mere velkommen end Moer Koren og alle fra Hovind, og jeg lovede at komme saa snart jeg kunde lykønske ham med en Arving til, og dermed skildtes vi nok saa freundlich ad –

I Gaar Middags kom Fabritius og hans Grethe just som vi skulde til bords. De spiste Vælling, salt Torsk og Potetes med os, og toge bort da de havde drukket Caffe. Den unge Kone haaber dog at beholde sin Mand hiemme en Tiid, og det glæder mig saa meget mere, som Rygtet alt havde ladet det Compagnie han staaer ved marschere til Hadeland. I Aftes fik Barna sig igien en Dands. Kl 10 i Formiddag reyste de til Hertels, 5 Jomfruer, mine tre Unger, Hanna Bull, og Grethe Reich, som de med samme fulgte hiem. Jess kudskede, Jens Bull fulgte med, allesammen paa en stoer Arbeydsvogn. Da Hr Jess ikke kommer tilbage før Løverdag, fordi han denne hele Uge har Forretninger, reed Gunder paa hans stolte Vaillant, og kiører Læsset tilbage

Lina og Kaja bade om og fik Tilladelse at blive en Dag over hos Prkrtr Krohgs Smaaepiger. De kommer lige der forbi paa Hiemreysen. Gud lade dem komme godt frem og tilbage. Nu veed jeg, min gode Kista er blevet glad i Dag.

[118] Mandag 11^te Er jeg ikke nu blevet flittig til at skrive i Dagbogen? Havde jeg kun noget at fortælle Eder, Elskte, som det lønnede Umagen at læse. Men Dagene glider saa jævnt, ere for mig saa aldeles den ene som den anden, at naar jeg ikke vil kiede Eder med at fortælle vi en Dag spiser Kaal, en anden Suppe, Vælling, o.s.v., skiller de sig fast ikke i noget fra hverandre. Dog det er sandt, i Aftes sen‹t› fik vi Fremmede, Fabritius og hans Kone, som vare komne tilbage til Gislevold, hvor Major Keilhau, Grethes Fader, var ariveret, og da de der har lidet Rum, laae de her i Nat og gik over til Papa i Morges saa snart de havde drukket Caffe, før jeg kom ned. I Gaar havde jeg forfaselig travlt, og var færdig at bli chatolsk i Hodet, da jeg havde fire Bud paa engang at expidere; og selv naar dette Hoved er i sin bedste Forfatning (hvad det langt fra ikke var i Gaar) har jeg ikke alting liggende der i den Orden, som Du, min Maja C, der kan ordne og bestride langt heterogenere Ting, uden at man seer Dig travlere, end ellers. Det ene af disse Bud, og det som især giorde mig saa stundesløst, gik til Byen, og havde tre smaae Breve med sig, til Lotta, Catty, og Ragna. Skriveren qvastede nesten ligesaa meget omkring som jeg.

Tirsdag 12^te Maria, Hanna og Jens Bull, kom i Aftes. De to Smaae, Lina og Kaja, havde de sadt af hos Kroghs, og nu har jeg maattet forlænge deres Permission at blive der til Fredag eller Løverdag. Fredag forlader vor gode Kista sin Broders Hus og øvre Romerige. Hun kommer indom Kroghs, og faaer da see to af sine kiære Hovindbarn engang endnu der. Dette har især bevæget mig til at indvillige ‹:› deres Ansøgning, saa nødig jeg undværer dem i alle disse Dage. Liden T: Lund reed nu did med Dagligklæder, Støvler, etc til de smaae Mamseller. De havde allesammen havt en fornøyelig Tour, fundet alle friske paa Rotness, og venskabelig gode som glade i deres Komme.

[119] I Aftes fik jeg da udlæst Don Sylvio af Rosalva. Aa ja! det er et ret interessant Eventyr; men af en anden Forfatter vilde det nok forekommet mig interessantere: nu ventede jeg mere. Hvad der behagede mig mindst, skiøndt jeg indseer det, efter den Virkning, det skulde giøre, ikke kunde været stort anderledes, er Eventyret om Prints Biribinker, der i det mindste ingen Tilhørerinder burde havt. Jeg kiender intet Digt, af det Slags, henrivende som Oberon. Men Oberons og Musarions Digter burde intet Eventyr fortælle i Prosa; det synes mig, Ingen kan deyligere, end Anton Wall (Henie) Giid han kun havde fortalt nogle flere. – Atter har jeg taget paa en Oversættelse af Lafontaines Moralsystemene, eller Grev Eisach og bliver det den ottende, hvoraf kun een, de tvende Brude har vist sig paa Prent; men skulde end ingen af de andre vederfares denne Ære, som jeg dog haaber, saa har de, i den Dragt de ere, fornøyet og kan fremdeles fornøye mange af mine Kiære, og Visheden herom har giort og giør mig dette Moroearbeyde dobbelt behageligt.

I disse Dage er udgaaet en Befaling, som har giort mange mismodige. Den angaaer et Laan af Rug og Byg til Regieringen for Armeen, og bliver, i Forhold til det lidet enhver har faaet saaet (eller dog de fleste) en stoer Qvantitet, og trykkende nok for Mange; men Fordringen er med alt det, i Hensyn til Umueligheden at underholde Armeen paa anden Maade, ikke ubillig, og den Ene faaer bære Byrden med den Anden.

Aften Kl 6 Tidlig i Eftermidd:, længe før vi kunde vente det, kom Byebudet tilbage, bragte mig et Brev fra min Lotta, et do fra min Catty, og med dette fulgte 60 friske Østers, som hun vidste er Skriveren det første af alt Spiseligt, og som han, hierteglad, selv har anordnet, hvordan og i hvor mange Portioner han vil gotte sig med. Tak, Du Gode! Du tog dem fra Din T: og Dig selv. Jeg veed, I spiser dem giærne, og det er en Sieldenhed.

[120] Onsdag 13^de Inde sidder den kiedelige Madame Tølke, som min Koren og Jess har en evig ⁿ⁵² Hiemsøgelse af, angaaende hendes rasende Gaardkiøb her i Egnen, som hun har maattet frasige sig, og nu, hvad man kunde forudsee, er raget i Proces om med Selgerne. Alle Mennesker fraraadte hende det ravgale Foretagende, og nu seer hun, hvad der kommer ud af at ikke troe andre end sig selv. Det er en kiøn, og har vist været en meget smuk Kone, men hun er dog ikke af mine Folk. Nu har hun ulykkelig viis hørt, at Skriveren ventes tidlig hiem, og bliver siddende her (Kl: er over 3) til han kommer, og bliver det da mørkt, regne giør det ogsaa, kan man dog, mere for Syndens end Skammens Skyld, ikke andet end tilbyde hende Nattelye. Men Hu tu tu! det bliver en lang Qveld‹…› Hun er saa stiv og flau som hun er kiøn, maae I vide.

I Gaar, den tolvte Octbr! saaede Skriveren Rug, ikke just meget, dog nok i disse dyre Tider til et Experiment. Jeg troer det var en halv Tønde. Den milde Regn i Dag er ønskelig for den. «Alt maae forsøges i Verden» – er hans Ordsprog.

Dette Hefte skal møde min gode Kista paa hendes Indreyse til Byen paa Fredag, med et Farvel endnu fra Hovind[.] Giid Veyret vilde klare op igien, og Veyen ikke blive for slem til hendes lange Reyse. Det bliver hende tungt nok at forlade sin Vennekreds her alligevel, at ikke Veyr og Føre skal nedstemme hende mere. Gud velsigne og ledsage Dig, min kiære Kista, min og alle Mines troe Veninde, Dit hele Liv igiennem! At vide Dig tilfreds og lykkelig, skal altiid udgiøre en Deel af min Tilfredshed og Lykke –

Madamen er reyst, men kun for at komme igien i Morgen. Jeg kan altsaa ikke sige som sal: Jalles, der altiid tænkte høyt, naar hans Fremmede gik, og før de vare ude af Dørren: «Gud skee Lov de ere paa Dør. De kommer Pinnedø inte igien i Morgen

[121] Torsdag 14^de Octbr Vinterdagen er mild, men mørk og regnfuld. Nu afsendte jeg med Posten det i Aftes sluttede Dagb: Hefte, som min Kista faaer i Morgen paa sin Indreyse, og bringer Eder, mine Elskede.

I Aftes satte Skriveren os i en lille Forskrækkelse, da han meldte Printsens Hidkomst i Dag. I maae vide, her seer høstligt ud over alt, da vi har Vadsk, Slagtning etc. forestaaende, ikke at tale om, hvor lidt printseligt det ellers seer ud, f. E: i Kiælderen, Mellins Kiældere dog undtagne, der pranger i fuld Sommer. Jeg mener, begriber I, Viinkiælderen. Men det var altsammen kun Hexerie og blind Allarm. Paa hans Hidkomst troede jeg rigtig nok ikke – og Herregud, kom han saa uformodet, fik han tage til takke med hvad han fandt. Jeg har endnu en nesten fuld Flaske af min gode Faer Cappelens Rum, og min spanske Medicin-Viin, min Cattys Foræring, skulde jeg heller ikke sparet, og lidt Syltetøy har jeg, og deyligt Smør, Brød og Ost – en Steeg var der ogsaa blevet Raad til, og mere end Halvten af sine Østers havde Skriveren igien – kunde man ikke nok fløyet op med det? – Men som sagt, det mærkede jeg nok var min Husbonds behagelige Skiærts. Mere uroeligede det mig, at han vilde see Dragunernes Exercering, der er bestemt til atten Dage, nu, de kun har været ude i 6, og det troede man, betydede det skulde gaae braat mod Svensken. Men man forhaster sig ikke (og bør det maaskee heller ikke) – hele Tingen bestaaer i, at hans Høyhed giør en Tour til Eidsvoldsværket, og ved den Leylighed passerer Gardermoen, hvor Dragunerne flankerer det bedste de kan. Jomfruerne talte alt om at rydde op i Stoerstuen, der seer ud som Jerusalems Forstyrring, men loe, og syntes det var morsomt nok at see denne Stads her.

[122] Fredag 15^de I denne Tiid kan man ret sige, man faaer Nyt at vide af gamle Aviser. Saa saae jeg i Gaar af een fra først i Septbr, at den sit hele lange Liv igiennem ulykkelige Enkedronning i Sverrig, det elskelige Par, Frederik den femtes og Luises ældste Datter, endelig er gaaet over til en Verden, hvor hun skal finde hvad hun her, i det mindste fra hun blev Gustavs Kone, aldrig fandt: Roe og Lykke, og store maae hendes Glæder blive, skal de ligne hendes jordiske Lidelser og lønne dem. En mere tilsidesat Kone, en mere forladt Moder kan vel ikke tænkes. O, af alle Ordsprog er intet urigtigere end det: «at være lykkelig som en Dronning, som en Konge.» – Hvem er det mindre? Selv de som mest synes at være det, er det, kan ikke være det, efter mit Begreb om Lykke. Kun som Barn tænkte jeg anderledes. Jeg erindrer saa levende, med hvilken Henrykkelse jeg hørte fortælle om det prægtige Udstyr, Bedstemoderen, Sophie Magdelena (efter hvem hun var opkaldt) gav hende, og som i flere Dage var udsat til Skue. Blandt andet skulde der være tolv guld- og sølvbroderede Mohrs Snørliver, det husker jeg bedst, thi det var det eneste, jeg ikke syntes om, da jeg hadede Snørliv, og al generende Pynt som Pest. Det arme Offer! alle hendes Juveler og Kostbarheder, ja selv al hendes Skiønhed, havde hun neppe at takke for en ret glad Time. Hun var den skiønneste, sagde Rygtet, af Luises' skiønne Døttre; men ogsaa den stolteste – thi hun voxede op under Farmoderens Øyne. Ak, ved hvor mange Ydmygelser og Krænkelser er denne Stolthed blevet brudt – besynderligt, at Hiertet kunde holde saa længe. – Arme Sophie! – dog, nu ikke længer beklagelseværdig. Du hviler igien ved din hulde, alt her nede englelige Moders Barm, og sødt svinder der alle bittre Minder, om de har fulgt dig did. O ja, alle vore Minder maae følge os i Evigheden, derom er jeg saa forvisset som om min Tilværelses Vedvarelse. Disse berøvet, kan jeg ingen Salighed tænke mig –

Varm og mild smiler Solen herind. Hvilken Høstdag! Det er en Lettelse ved min Kistas tunge Afskeed i Dag fra denne Egn, Gud skee Lov! –

[123] Tak, min elskede Maja C, for Dit lille Brev, og fordi Du, hvor travlt Du har i denne Høsttiid, og da Du har saa godt som ingen Hielp, dog ikke lader mig savne min Torsdagsret – Fra Økeren hører jeg intet, intet fra Sally. Det undrer og foruroeliger mig. Jeg drømte i Nat, Frue Huwald gav mig et overordentligt skiønt Perlesmykke. «Perler betyder Taare» – Men mine Drømme betyder ingen Ting, det veed jeg, og dog kan jeg ikke andet end sukke: Gud give de alle maae være friske!

Søndag 17^de Nu sidder min Gud og Herre Mad: Tølke derinde igien, plager vexelviis Skriveren og os alle, og der bliver ey andet Raad for, end vi maae beholde hende til Middag. I Aftes var hun her til den mørke Nat, og over i to Timer allene med Skriveren, hvad der i begges, især i Damens yngere Aar nok kunde giort mig lidt uroelig. Til Lykke skulde hun overnatte hos Giørups. Min Christenpligt vilde ellers kommet i slem Collision med min Tilbøyelighed, og den første var dog nok gaaet af med Seyeren, da det var bællenemørkt, regnede og sneede. – En af mine 10 Jomfruer, Hanna, har nu forladt os, tilligemed sin Fetter, Jens Bull. De stakkels Børn har det just ikke behageligt, dog klarer det nu lidt op. Hvem de fire fremmede Jomfruer ere, det er sandt, det veed I endnu ikke. Det er de ældste av Prktr Kroghs syv Døttre, som Fredagaften fulgte hiem med Lina og Kaja. Disse bleve forgiæves til Fredag for at sige Kista end et Farvel paa Hilleren (saa hedder Kroghs Gaard) hun kom ikke, og tager ey fra sin Broders før Tirsdag. Hvor ilde den gode Pige giør mod sig selv, at hun opsætter sin lange Reyse til Føret ved Snee og Regn bliver værre og værre. At hun giærne bliver i det længste hos sin gode Broder, er naturligt; men hun kommer, frygter jeg, til at betale disse behagelige Dage alt for dyrt. Dagbogen, hun skulde [124] havt med sig, har jeg nu foransta‹lt›et indsendt med de i Dag borttagne, at den ikke skulde ligge saa længe unyttet. Travlt nok havde jeg det i Gaar med at faae alle mine Pakkenilliker færdige, som i Dag skulde bort til al Verdens Hiørner og Kanter. Glad blev jeg ved et Øyeblik at blive afbrudt i dette tildeels dog saa kiære Arbeyde ved en velsignet lille Lap fra min troe Catty, skrevet i Overgaars, hendes Sywalds Geburtsdag, det muntreste jeg længe saae fra det kiære Barn, og hævede ^det ganske min Frygt for at det ikke stod vel til paa Økeren og med min Sally. Marieboes var hos Catty da hun skrev, og Sally vidste hun befandt sig i alt velgaaende. For at giøre mig den lille Sæddel endnu kiærere, havde Fader Treschow selv paategnet en Hilsen fra sig, som hans C havde glæmt at frembære.

Nu hører jeg Skriveren og Madamen samtales i den kolde Stoerstue[.] Jeg troer han tager hende derind istæden for paa sit lidt varmere Kammer, for at hun des hastigere skal expidere sig. Han selv, veed I, fryser aldrig. Arme Kiælling, hun er saa tyndklædt – Peltsen har hun taget af. Men hvad Raad er der for det? Saa vidt gaaer dog ikke min Barmhiertighed, at jeg kan aftræde dem mit lille Kammer til deres hemmelige Conferentse. Giid hun havde Peltsen paa igien! «Og sad i Carriolen?» – Ogsaa det, dog faaer hun have sig en Skee varm Suppe først. –

Nu giorde jeg Dagligstuen ryddelig, og fik dem derind. I Dag et Aar, vor Sølvbryllupsdag, var her end mere levende i Huset end i Dag, og et ligedant Veyr havde vi. Men Gud skee Lov! nu hører vi den traurige Pladsken og seer Sneen uden saadan Ængstelse som i Fior, da ved dette Veyr saa manges Haab gik til Grunde.

Mandag 18^de I Aftes – Madamen reyste da vi havde drukket Caffe – sad jeg i god Roe og lagde Cabale, min Marie og Telja hver med sit Strikketøy, og i Spisestøyen tumlede sig alle de Smaae i Dands og Julelege. Da hørte vi et ængsteligt [125] Skrig, en Stønnen og Jamren uden Lige, Marie blev bleg, jeg skialv af Skræk, og troede, et af Børnene var kommet til Skade. Nu hørte vi Mellins Maal i høyst klagende Toner, og torde neppe see hvad der var paa Færde. Stakkels min kiære Telja hørte intet, men saae paa os, at der var noget galt, og gik ud. Det var da den arme Skiælm, Mellin selv, der ved et Fald i Gaarden havde vredet Foden af Led, og bar sig saa Gudsjammerlig, og holdt ikke op igien, saa min Medynk forandredes til Utaalmodighed over denne usle Umandighed. Der gik strax Bud til Walbohm, der til Lykke var hiemme; men i hvor snart han var her, havde dog Gunder forinden « sat Foden paa sit Stelle» – som han skreg og bad om, og da han havde det giort, tog han Personen paa sine stærke Arme og bar ham paa sit Kammer. Tingene kom snart i fuldkommen Orden, men hans Jamren vedblev, siger de, hele Natten

Den Pause her blev i Børnenes Glæde, den Stilhed der med et afløste deres muntre Støyen, kan I ikke forestille Eder, mine Elskede. Men Maja fik dem i Aande igien, og den stakkels Maren Skieldrup, som var nær ved at daane da hun i Kiøkkenet hørte Skriget og saae Stymperen blive bragt dødbleg ind, fik vi ogsaa sat lidt Mod i, saa Resten af Aftenen gik taalelig. Lad nu Mellin en anden Gang prale af sit Heltemod!

Kl 11 O hvilken uventet Glæde! Her sad jeg, og skrev et Par Linier til Kista, da Lina kom ind, rød og med funklende Øyne: «Moer, der er Fremmede inde! kom, kom!» Hvem det var fik jeg ikke at vide, ikke Lov at giætte, jeg maatte flux følge hende. Jeg ilte ind, og for mig stod min kiære, kiære Faer Cappelen, og først da jeg havde favnet ham ret af hiertens Grund, saae jeg hans Broder, lille Real. Nu ere de alt borte igien til Eidsvoldværket, hvorhen deres Tour egentlig gik, hvor Tankes er, og Printsen. Men i Aften kommer de tilbage, og maaskee beholder vi dem Morgendagen over, [126] i det mindste haaber vi det, og slaaer det end feyl – jeg kiender Mandens Iilfærdighed – saa har vi dog seet ham og talt med ham, og hørt at hans Maja og Barna hans lever vel, og han har vant os til at være nøysomme med korte Besøg. I skulde seet, i hvilken Fart og med hvilket klart Ansigt Skriveren kom styrtende ned fra sit Kammer. Ikke den smukkeste Piges Nærværelse, det er jeg vis paa, havde glædet ham saadan. Gud skee Lov at han lod Giertz reyse for sig i Dag, og ogsaa i Morgen kan blive hiemme. Jess maatte afsted, stakkels Gut, og kan heller ikke være hiemme i Morgen.

Tirsd: 19^de Der kom ingen Faer Cappelen i Gaar. Med Skydsen sendte han os Bud, at han ey kunde komme før i Dag. Maae nu kun hans længere Ophold der ikke giøre det des kortere her, men det frygter jeg for.

Walbohm kom her i Gaar Eftermidd: og det undredes mig at see ham i sin fulde Puds besøge Patienten, Mellin. Men han kom fra Gardermoen, hvor han i to Dage har været for at aflægge sin Reverents for Printsen, og de stakkels Folk og Heste har staaet i Parade tre Dage i Rad, og ventet ham, uden at han har ladet sin Komme afsige. I Gaar over Middag lod han da sige han ey kom, da han havde faaet Depescher der skulde expideres. Men da havde de dog staaet saaledes fra Kl: 10 af. Det er nok tildeels Ritmester Holks Skyld, det ængsteligste af alle Jordens Mennesker, at han ikke lader Folkene exercere som sædvanligt, thi da var Sagen ikke saa slem, de frøs og kiedede sig i det mindste ikke; men han er bange, kan jeg tænke, de ikke skal i Hast komme i Orden, og holde som om baade de og Hestene vare af Steen lige som han selv, havde jeg nær sagt. Med alt det tager jeg mig den underdanige Friehed at finde det, mildest sagt, lidt uoverlagt af hans Høyhed, at vise saa liden Opmærksomhed ved slige Leyligheder – thi det er ikke første Gang saadant er hendt og jeg kunde have god Lyst til at sige den unge Mand, hvad en gammel Herre skal have sagt ham i en lignende Anledning:

[127] «at Mennesker i alle Classer ere Mennesker, og at dette ikke er den rette Vey til Normandens Kiærlighed og Fortroelighed.» –

De smaae Kroghunger bleve hiemhentede i Gaar Eftermiddag. Her blev et Stille i det hele Hus, og Kaja sad som Baaden var roet fra hende, og lagde sig til at sove Sorgen bort paa to Stole, da Klokken var 7.

Onsdag 20^de Ney, den kiære Faer C: lod dog ikke sit længere Ophold paa Eidsvold skorte alt for meget af for os. Kl 2 i Gaar kom han og Broderen hans, og i Fortroelighed og Hiertelighed gik Eftermiddagen og Aftenen. De havde tumlet sig dygtig paa Værket, dandset og sprunget, og vare ey komne til Hvile før Kl: 4 om Natten. Min Faer C: som altiid bruger sin Dag saa vel, at han ikke behøver at tage Natten til Hielp, og hvis hele Liv er Virksomhed i dens Orden, er derfor ikke hvad man kalder Aftenmand. Dog, da han havde nikket et Par Gange, var han munter og rask igien, og vi, han og jeg, fik vore Rabuser (hvori han engang endogsaa giorde mig til Blaajan) lige til Lieut: Birk kom hid med Jess fra en Auction, just ved Spisetiid. Kl henved 9 forlod det kiære Besøg os, og toge om Fedt Prstgrd, hvor det gode gamle Par vist ikke mindre glade end Hovindfolket, vil modtage det. Da de vare borte, kom Skriveren herind til mig for at fortælle, Faer Cappelen havde glæmt sine Vanter, og det betyder, sagde han saa inderlig bliid, at vi snart seer ham her igien. «Gud give det!» sagde vi Begge. Et Par Flyvelinier har han med sig til sin og min Maja, og vore bedste Ønsker, og det deyligste Høstsolskin man kan ønske sig.

Ogsaa til den gode Stenersen har jeg skrevet et lille Geburtsdagsbrev, som han tilligemed en baldyret Tobaksvædske skal have i Morgen, hans Fødselsdag. Jeg var saa forlegen for at faae det til ham, da jeg ikke vidste hvor han var kastet hen i denne Forvirringstiid. Men saa kom den brave Birk i Aftes saa ønskeligt, og han lover at besørge den til Tiid og Sted, og hans Ord kan man lide paa.

[128] Et venligt Brev fik jeg i Gaaraftes fra min Catty, og med det Ingemans Procne, som nu har holdt mig fast meer end en Time. Jeg kan kun beholde den kort Tiid, og min Koren og Barna vil ogsaa giærne glæde sig ved den. Derfor maae jeg skynde mig. Den tilhører Frue Sverdrup, og har hverken hun eller hendes Mand læst den endnu, men min Catty vovede frisk væk at sende sin Moer Koren den lell, og jeg skal stræbe, ikke at misbruge hendes kiærlige Forvovenhed og Eyerindens Langmodighed. Min lille Sywald, hvis Fødselsdag jeg troede, var den 19^de, sendte jeg til denne en lille Tollekniv, og skiøndt den kom 4 Dage senere end den skulde, blev den lige gladelig modtaget, og jeg har modtaget million og qvadrillion Gange Tak for ikke allene Kniven, men Sliren og Bliantfuteralet i den, fra det lille glohede kiærlige Væsen.

Fredag 22^de Der kom ingen Post i Aftes, men da jeg nu kom ned, laae tre Breve paa Bordet, som behagelig underholdt mig ved min Morgencaffe. De vare da Majabrevet det kiære, et fra Nella, og et fra min gode Kista, begyndt paa Rotnes, fuldført paa Hilleren, hvor fra hun i Gaar fortsatte Touren til Tøyen. Der bliver hun til Søndag. Men fra Økeren var intet, fra Sally intet. De vil rent slaae Haanden af Moer Koren. Dog, det vil de nok ikke, men de kiære Børn kommer stedse i Vilderede med Postens Gang. De har ikke Tacten saadan i Hovedet som Du, dyrebare Maja C, og jeg. Nu har Du allerede Din Pedro hiemme igien, min Maja, og nøyagtig Regnskab for hvordan det stod til paa Hovind. «Ja, naar jeg nu kommer hiem,» sagde han: «saa taer de mig i Examen, baade Moer og Thrina, og saa gaaer det løs paa Spørgsmaal kan jeg troe.» «Vi maae nok spørge, skal vi faae noget at vide» – gienmælede jeg – «thi uspurgt fortæller nok Mændene os intet.» da loe han, og gav mig Ret. –

I Gaar var her saa stilt. Futen (jeg kan ikke komme af den gamle Vane at kalde ham saa) laae her Onsdag Nat. Han kom lige fra Byen, og havde ikke været hiemme hos sin Rikke endnu. Med [129] ham fulgte Skriveren hiem i Gaar, og kommer neppe hiem her før i Morgen. Disse rigtig tænkende Mænd ere blevne enige om at træde sammen med Præsterne, for at tage de billigste Forholdsregler i Henseende til det Kornlaan, Kongen seer sig nødt til at giøre for Armeen. Det er en sand Kiærlighedsgiærning af dem, dobbelt prisværdig, da Gud veed, de har nok for at tage vare. Men i et saa misligt Aar som det foregaaende var, og som havde til Følge, at saare Faa fik fuldsaaet deres Jorder, de Fleste neppe det Halve, ja Mange kun 2 a 3 Tdr hvor de ellers saaer 40 til 50, var det græsselig ubilligt, at udskrive dette Laan efter Gaardenes Skyld. Derfor har de antaget sig Tingen, og skaffet sig nøyagtig Kundskab om det locale hos hver Mand, og derefter udredes Laanet, saa sikkert Ingen paa øvre Romerige faaer Grund til Klage. Denne og hele neste Uge vil medgaae hertil, men derfor har de mange Velsignelser i Vente.

Vi ere ret Lykkens Pamphiliusser, som i Gaar og i Dag har faaet det ønskeligste Veyr til vor Stoervadsk, som nu hænger i Gaarden hviid som Snee. Af Mangel paa Sæbe, som ey var at faae, (og Talg til selv at koge af ligesaa lidt) maatte vi udsætte dette saa længe, og vadskede just Mandag og Tirsdag i det værste Sludveyr. Nu er den fæle Slagtning igien til neste Uge. Giid den var forbi.

I Gaar fik jeg udlæst Ingemanns Procne. Den har deylige Stæder, men selv det Allerdeyligste trætter uden Afvexling. Og her har i det Hele kun Formen Afvexling, synes mig. To Legender, Rosenkrandsen og den hellige Green ere herdersk skiønne. I Warners poetiske Vandring, den Mange vel torde kalde en Sigvardiade, er meget sødt og sandt og smeltende. Trættet mig har den ikke; men heller ikke interessert mig i den Grad som jeg i Begyndelsen giorde mig Regning paa. Tragedien Turnus giver jeg et stort Fortrin for hans Mithridat i de foregaaende Digte. At Turnus og Lavinia ofte minder mig om Axel og Valborg, nedsætter ikke Digteren i mine Følelser og Tanker, men Digtet selv kan ikke vinde ved den Samenligning der ligesom paatvinges os. Ved en anden stadigere [130] Giennemlæsning kan jeg muelig finde et og andet anderledes, skiøndt det første Indtryk pleyer være det rigtigste. Nu har jeg fløyet den igiennem for at ogsaa Barna kunde faae lidt Godt af den før den sendes tilbage. Turnus læste jeg høyt for dem, og da har man ikke Roe nok til at overtænke enkelte Stæder og det Hele.

Der er dog intet rigtigere, end at Nøysomhed er den sande Rigdom. Her kom min Marie med saadan Glæde og fortalte mig, hun var blevet saa grumme rig, hun havde nemlig af sin Broder faaet 2: ‹…›ⁿ⁵³ samfængt Liin for 1 Td: Potetes. Men ret riig var hun dog ikke, før hun havde deelt henved Halvdelen af sin Rigdom med sin kiære Telja og Maren. Lina fik ogsaa 1 blb Liin af den gode Broder, skiøndt hun intet havde at give til Bytte. O, lad det ikke trætte Eder, mine Dyrebare, at jeg saa ofte fortæller slige Smaaeting. I saadanne Smaaeting og den Priis vi sætter paa dem, bestaaer jo dog i det mindste det huslige Livs Glæder. Og ere I ikke Alle enige med mig: at de ere blandt de første, Jorden har at give os? Ogsaa det, at jeg veed min Maja var ikke blevet halv saa glad i et Stykke Pynt som i denne Hør, hun selv skal forarbeyde til Nødvendigheder, er mig saa kiært, og endnu kiærere at hun, og Jess og Lina ligesaa, maae see andre glade for selv at kunde være det. O, i slige Smaaetræk samler Moderhiertet sin Fryd, og seer en Fremtiid for sine Elskede, som selv Skiæbnens haardeste Slag ikke ganske kan forbittre.

Søndag 24^de Nu kom paa engang Brev fra min Sally og Ragna, kiærlige, velsignede lange Breve. Alt er (hvad Ragna mi selv angaaer efter Omstændighederne) – vel hos de Elskte, Gud skee Lov! Og nu maae jeg fortælle Eder, hvad jeg, ene som jeg her sad, brast i høy Latter ved da jeg læste min Ragnas Brev. Mariboe har en Jyde, Jens benamset, som bestyrer hans Bryggerie i Byen. Denne skulde have en Søn til Daaben, Fruen bar ham, og han («for at giøre os begge Ære» – skriver Ragna) skulde opkaldes efter baade Herren og Fruen, og Jyden fandt det nok kunde gaae an, [131] Drengen hed Ludvig Ragna. Uheldigviis var Navnet allerede indført i Kirkebogen, saa der ingen Rædning vilde været, vare de ikke komne tidlig nok i Kirken, før Præsten nemlig, til at faae det forandret til Ludvig Ragnard, som dog klinger lidt gutteligere, siger Ragna. Det var ret en Jydestreg.

Fra den gode Stenersen fik jeg ogsaa et Par Ord med Tak for Tobaksvædsen til hans Geburtsdag. Naar han kan komme hid veed han ikke, da han maae optage Kort over det Terain hvor de nu ligger i Skydsmoe.

I Formiddag varede Faer Mørks Fropreken herinde i mit Kammer henved to Timer, men de bleve ingen af os lange. Siden kom Walbohm og sad her en Stund (han seer daglig til Mellin, som nu er i fuld Bædring) og for Resten er nu snart Dagen forbi stille og roeligt.

Jeg læser Ossian i den danske Oversættelse, som jeg finder mig meget tilfreds med. For Barna har jeg udskrevet nogle deylige Stykker af Ingeman, hvis Turnus jeg vil læse igiennem igien, da her intet Bud er endnu, med hvem jeg kan faae Bogen indsendt. I Morgen forlader Skriveren os for tolv hele Dage, blot i Anledning af Kornlaanet. Jess tog bort i Dag og bliver borte hele Ugen. Giid i Morgen var forbi, da var den fæle Dræbing forbi, Slagtningen mener jeg, som i Daggryet skal tage sin Begyndelse.

Mandag 25^de Nu har jeg været nede og seet paa de 7 døde Kroppe. Som alt i Aar er ønskeligt og godt, er ogsaa Slagtet det overalt hvor jeg hører. Her kunde det nesten ikke være bædre. En alvorlig Vinterkulde har vi i Dag, dog er det nok især den stærke Blæst, der giør Kulden saa stræng. I en saadan Storm, som vi havde i Nat, sover jeg aldrig ret trygt, og hver Gang jeg vaagnede maatte jeg tænke paa det fæle Myrderie, som jeg vidste, foregik. Ondt skal ondt fordrive, lyder Ordsproget; men kun i physisk Forstand holder det Stik. Saa prøvede jeg f: E: paa i Nat, naar Hundeglammet sagde mig, at et stakkels Dyr blev bragt til Slagterbænken, at døve min Beklæmmelse ved [132] Tanken om Frankrigs Rædselsdage, og hvordan de mange ulykkelige Slagtofre, som forudsaae den blodige Dødsstund, maatte være tilmode. Men jeg behøver vel ikke at sige Eder, hvor meget værre Middelet var end det Onde det skulde fordrive. Men gribe vi ikke tidt til saadanne Midler?

Siden Klokken 5 var min Søvn, den roelige og uroelige, reent forbi. Da stod Skriveren op, puslede først længe om i Mørket, tændte Lys, gik ned og op, og ventede den Kl 6 bestilte Skyds til Kl 8. I sin Utaalmodighed havde han ladet sin gamle Phelix sætte for Carriolen, og skulde sadt sig selv i den, i Carriolen nemlig, da kom endelig Skydshesten, og Phelix, sagde Marie, giorde et Hallingkast af Glæde fordi den slap.

I Gaar – men det er en Hemmelighed – havde jeg Bud hos Hertel efter et Skab, han har havt den Godhed at lade giøre hos sig, og som er saa peent, og paa Fredag skal prange paa min Maries Dragkiste. Det er noget af det hun mest har ønsket sig for at have et Giæmsel til sine Bøger og andre Ting, og nu skal hun finde det paa sin Fødselsdagsmorgen heel uventet. Budet kom, efter Ordre, tilbage i Mørket, og det er hensat hvor hun ikke kan faae see det før rette Tiid og Stund. Jeg saae af Hertels Brev, at vor Kista først i Dag er taget fra Tøyen. Det gaaer sagtelig med hendes Reyse, giid ogsaa gruelig vel! og det haaber jeg. Hun har i det mindste godt og klart Veyr, skiøndt koldt. Føret er neppe det bedste.

Torsdag 28^de Tirsdag og Onsdag sad alle Jomfruerne mine som de vare fastnaglede ved Slagterbordet, og derved bleve de, saa utroeligt det endnu forekommer mig, aldeles færdige i Nat Kl 1 – I fordum Dage var jeg altiid med dem, og fortalte dem Eventyr og Historier; men jeg taaler ikke mere saa godt den Luft og Støy, og hvad sig Fortællingerne angaaer, da kan det ikke mere glæde de gode Børn som før, tværtimod bedrøver det dem, fordi deres kiære Telja, før en af de gladeste Tilhørerinder, ikke mere kan tage Deel heri, og naar de seer hende sidde taus og bedrøvet [133] staaer Taarene dem i Øynene, og mig med; men alt det maae vi omhyggelig skiule for hende, thi det vilde giøre den fromme blide Siæl sit Uheld dobbelt smerteligt. – I Gaar var jeg ret syg, og maatte lægge mig nogle Timer, ikke desmindre skrev jeg adskillige Breve, som jeg troede at faae indsendte i Dag; men der bliver intet af. Manden, som skulde havt dem med, staaer ved Jægerne, og i Nat har de faaet Ordre at møde ved Telteboden for at marschere til Vinger i Morgen. Derved strander formodentlig ogsaa en lille Plan jeg havde lagt til at glæde min Marie i Morgen. Jeg bad nemlig Lieut: Birk og hans Ane hid, og de lovede at komme i Dag; men da Birk staaer ved Jæger Choret, maae han vel afsted med de Andre. Vi faaer da vel et Bud fra dem. Stakkels Frue Birk, skulde hun nu faae den Bedrøvelse istæden for den Glæde, hun havde ventet sig her, det Sted, siger hun, hun allerhelst kommer af alle Stæder i Verden, nest hendes Faders Hus. De havde, før min Indbydelse kom, foresat sig at komme hid i Dag, for at undgaae et Ball, Kamjkr Haxtausen giver. Han er indqvarteret, efter sit eget Ønske, hos Justrd Nilsen i Sørum, og jeg tænker, de floxer godt derude, thi i denne Egn veed jeg ingensteds en saadan Samling af Lapseordenen som for nærværende Tiid der. Maaskee forstyrrer denne hastige Marschordre (som Gud veed hvad skal betyde) ogsaa det i Aften bestemte Ball. Den brave alvorlig mandhaftige Birk, og hans simple ligefrem Ane, passer ikke for den Kreds de lever i; men de beviser, at man ogsaa kan boe blandt Ulvene uden at tude med dem.

Fredag, den velsignede 29^de Octbr Før de gode Birkes, der dog Gud skee Lov kom i Aftes – ere komne ned, maae jeg hilse Eder, Dyrebare, fra min og Eders elskelige Maja, som nu gaaer som det gladeste Barn og ordner alting i sit lille pene Skab. Med et inderligt Kys gav jeg hende Nøglen til det, og bad hende gaae ind i Stoerstuen og see, om der var noget, hun kunde lukke op med den. Hun gik smilende, og nu skulde I seet, hvordan [134] de fromme Øyne lyste, da hun saae og aabnede det, og fandt alle Florians Værker, hvori jeg har ladet Digteren selv tale til hende som saa:

Jeg veed, mine Elskede, der er ikke Een iblandt Eder, som jo af Hiertensgrund istemmer dette florianske Qvad. Og sikkert omsvæves hun af Florians og Gessners milde Aand, den simple blide Naturens Datter, i hendes landlige Sysler, i al hendes Daad og Vandel, den Gud den Alkiærlige signe nu og evindelig! Hun har ogsaa faaet en Bog af sin Lina: Pigen som Hustroe, Moder etc. Og i Skabet fandt hun en Anvisning paa 50 Rbdr. fra sin gode Fader. At hun savner ham i Dag, og sin kiære Jess, falder hende tungt. I Aftes kom Jesses troe Bulder, som aldrig pleyer vige [135] fra sin Herre, vi troede vist, han havde været i Farvandet; men det var han ikke, og det tidligste han kunde komme er i Dag. Jeg tænkte ikke videre herpaa, men i Morgenstunden drømte jeg, jeg saae Jess med et Hul i Hovedet, og da faldt Bulders Tilbagekomst mig ind i det jeg vaagnede, og jeg laae et Par Timer saa ængstelig, og fik ey sove mere, og kunde ikke staae op da det var bælmørkt og koldt, og stille i det hele Hus. Nu er jeg ganske roelig, og det har med Guds Hielp ingen Nød med Gutten min. Rimeligviis er han ^Hunden ved Wormesund, som Jes skulde over i Gaar, blevet tilbage, og har søgt hiem.

Nu er Lina trippet over til Mørkes og Walbohms, for at bede dem hid paa en Skee Slagtersø til Middag. Og nu hører jeg Birkes i Bevægelse. – Her ligger alle mine færdige Breve, og intet Bud at faae dem indsendte med. Det er ærgeligt. Mit kiære Majabrev fik jeg i Aftes, og det var saa muntert og majaligt. Birk siger, der er ikke mere paa færde med Krigen end der har været før. Gaarsaftenen tilbragte vi i godlidende Stilhed med Snak og Arbeyde.

Tirsdag 2^den Den matte Haand skiælver endnu saa stærkt, at jeg neppe vil kunde faae sagt Eder, hvorfor I intet har seet her fra mig i saa mange Dage. Mindes jeg ret, skrev jeg til Dig i Løverdags, min Maja C, at det gik raskt med dette Journalhefte, og at det snart skulde blive færdigt. Jeg tænkte da, naar Birkes var reyst om Søndagen, ret at underholde mig her med Eder. Men det var anderledes bestemt i Skiæbnens Raad. Fuldkommen frisk gik jeg tilsengs, men havde en af de værste Nætter, hvad legemlig Smerte angaaer, jeg har havt i mit Liv. Det var rasende Gigt i det hele Legeme. Jeg mistede undertiden reent Aandedrættet, og sandsede nesten intet. Alle Forsøg at mildne det Onde mislykkedes. Saa holdt det ved til i Gaar mod Morgenstunden, da det i hele Legemet fordelte Onde samlede sig i en reent ulidelige Smerte under Brystet ud giennem Ryggen. Men da greb Walbohm endelig til Aareladning, og lidt efter lidt er nu Gud skee Lov det Værste gledet over, kun grumme mat er jeg endnu, og derfor gaaer jeg nu hen og hviler mig lidt igien.

[136] Kl 2: Jeg har lagt, spist god kraftig Kiødsuppe, atter lagt, og er nu krøbet herned igien, men kun for en kort Stund, saa bliver jeg for i Aften oppe paa mit Sovekammer, hvor jeg har alle mine Stellinger omkring mig. Og saa sætter Smaaepigerne sig op hos mig. De gode Børn, Maja og Lina vaagede hos mig i Søndagnat, og jeg maatte ret alvorlig forbyde dem at giøre det samme i Nat. Da sad lille Marthe Stuepige hos mig. O, hvor det er en Himmel paa Jorden at have saa gode Mennesker omkring sig. Min stakkels Koren kom hiem Søndag for at tilbringe den Dag ret glad iblandt os, og da fandt han mig saa daarlig og hele Huset i Oprør. De gode Birkes toge saa inderlig bedrøvede herfra, og jeg maatte anvende mine faae Kræfter til at true Maren til at holde sit Ord og blive med. Giid de nu vidste, at jeg sad her nok saa kiæk; thi virkelig er jeg i Eftermiddag heel kiæk.

Ogsaa i Aftes kom min ømme Koren hiem, og maatte tilbage til Nannestad i Dag. Men han var saa glad over at see mig bædre, at den Tour ikke angrede ham. Han kom hid i Slæde, men i Dag maatte han tage til takke med Carroliolen, thi nu regner det, og intet Spor sees af Sneen.

Nu tilbage til de Dage som ere forbi. Det gamle kiærlige Ægtepar fra Løfti kom i Fredags, men fra Walbohms kom kun han selv, og en lille godlidende Pige, Jomfrue Kruse, som er kommet did. Moer Walbohm har været nesten saa syg som jeg og torde ikke vove sig ud. Ritmester Holch var ogsaa upasselig. Imod Aftenen kom Jess frisk og færm til Trods for Bulders Tilbagekomst og min Drøm. Faer Mørk, som jeg fortalte den, tilstod mig da Jess kom, at han var blevet underlig tilmode over den. Jeg havde nok mærket, han var saa stille. Nu blev han des muntrere. I Birk fandt han en Mand han kunde tale med om Alskens Ting, og han var virkelig lidt forliebt i den brave unge Ridder[.] Fabritius kom med Jess. Det var ret en hyggelig Dag. Løverd: skiøndt stillere var det ikke mindre. Om de følgende har I hørt alt for meget.

I Fredags fik jeg Brev fra min gode Bergh. Det var af 7^de Octbr, og formodentlig opsendt med Professor Rasmussen. Det indeholdt kun een Nyhed, handlede kun om en eneste Ting, for min unge Ven den vigtigste i Livet. Han tilmeldte sin Saras Moder, at han var forlovet med Frøken Holsten. At det vilde skee, har længe ahnet mig. Guds Fred og [137] Velsignelse hvile over min Saras Ven og hans Mathilde! –

Onsdag 3^die Længere orkede jeg ikke i Aftes, og jeg synes ikke det er stort bædre bevendt med Kræfterne i Dag, men Smerter har jeg Gud skee Lov slet ikke, og sov ret godt i Nat ved min Korens Side. Ak, men disse Aarets to sidste Maaneder, fra i Dag af, da min Wilhelm gik over til hine «sorg- og smerteløse Egne» – ønskede jeg ofte udslettede af Tiden. Og hvorfor? siger jeg ikke at han – og Sara – gik over til sorg og smerteløse Egne, og bør vore Elskedes Glædesdage være os Sørgedage fordi vi ikke strax kan dele deres Glæde?Ak, jeg veed nok det skulde ikke saa være, men jeg kan jo ikke for at det er saa.

Da jeg kom ned i Dag, var Mørk her, og saa fornøyet var den gamle Mand i at see mig paa Benene igien. Vi kom strax ind i god Prat. I Anledning af Ingemanns deylige Legender i Procne, kom vi til at tale om den simple rørende Tone i det nye Testamente, der saa underligt forener det barnlige og høytidelige, og gaaer saa sikkert til Hiertet. Men jeg er nok meget svag, thi jeg taaler ikke at tale om eller tænke paa det mindst rørende, før Taarene bryder frem. De staaer bestandig færdige, og de skulde giærne faae Lov at strømme, thi det giorde Hiertet godt, naar ikke Hovedet maatte lide for denne Lettelse. Det falder jo saa ofte i Hiertets Lod at staae tilbage for Hovedet. Nu kom det Bud fra Byen, som i Søndags tog alle mine færdigliggende Breve med sig, til min Lotta, Catty, og Pavels – men kun Catty fik vide, jeg var syg, da Skriveren maatte fuldføre Brevet til hende. Nu er hun saa bekymret, den Gode, og vor Sally og alle de Kiære. Giid I vidste, at jeg allerede sidder her igien! min Lotta fik jeg ogsaa et langt Brev fra. Hendes Jørgen har været syg og er ikke frisk endnu, saa hun heller ikke er glad, skiøndt hun ikke veed hendes Christiane var ussel da hun skrev

Min omhyggelige Catty har besørget Medicin fra Baumgarten til lille Moer Hertel, som Gud i Himlen give, maae hielpe. Jeg har alt sendt den bort ledsaget med et Par Linier og tusind Ønsker for dens gode Virkning. Nu maae der atter hviles en Stund. Jeg drikker stærk Kiødsuppe, og af Din Viin, min Catty, og saa maae vel Kræfterne indfinde sig, skiøndt Maden slet ikke vil glide ned. De byder mig alle de Rariteter til er, det hielper ikke.

[138] Torsd: 4^de I Dag skal Journalen ligge i Roe, tænkte jeg i Morges, thi hvad andet kan den tale om end ^om det Eneste der i disse Dage saa sørgeligt fylder din Siæl? Men nu forekom det mig igien, som jeg giorde Eder Uret, Elskede, og mig selv, ved at frygte mine Klager vilde trætte Eder, og ved at nægte mig den Lindring jeg altiid finder naar jeg har betroet Eder i disse Blade hvad der hviler tungt paa mit Hierte. Ak hvad det er, veed I, veed, at denne Dag for mig er Wilhelms egentlige Dødsdag – før vidste jeg den ikke, ahnede den vel, men Ahnelsen var saa skrækkelig, at jeg maatte flye den om jeg skulde leve. Saa rigtigt er det, at Forudfølelsen af et Hiertestød er uudholdeligere end Stødet selv. Det pludselige Slag bedøver, og denne Bedøvelse rædder fra Fortvivlelse, rædder Livet. I Aftes var jeg saa usigelig beklæmt, og havde hverken Sands eller Kraft til at foretage mig nogen Ting. Jeg sad ene med de velsignede Børn, min Maja og Lina, der vare saa hierteglade i at have mig saadan siddende hos dem igien; hvordan kunde jeg nænne at forbittre dem deres uskyldige Glæde ved at minde dem om det var deres Wilhelms, deres Afguds Dødsdag? Ney, jeg var glad ved, de ikke erindrede det. I disse Dage Maren er borte, besørger de Husvæsnet med den kiære gamle Telja, for hvem de giærne vilde giøre alting saa let som mueligt. O han, som seer mine Taare i denne Stund, han veed – og I veed det ogsaa – at det ingen daarlig Forfængelighed er, men et Udbrud af den dybeste Taknemmelighed til ham, den gode Fader, naar jeg siger og gientager at det ere elskelige, kiærlige Børn, og at min Marie intet er uden Ømhed og Kiærlighed. O, jeg var ikke allene, jeg er en lykkelig Moder, en af de lykkeligste paa Jorden. Og mine Hiemgangne ere lykkeligere end vi Alle. Hvad vil jeg da mere?

Nu gik den gode Walbohm. Han har længe sadt og talt med mig, og ham kunde jeg tale med om disse Dage. Det er i Ordets egentligste Forstand en Menneskeven, hvis Barm altiid er aaben for Andres Vee og Vel, og virkelig lever han mere for andre end for [139] sig selv. Jo nærmere jeg kiender, jo mere agter jeg ham. Da han kom her i Tirsdags og fandt mig saa over Forventning, blev han saa glad, at han dandsede med Lina, som bestandig dandser, og rigtig hoppede han høyt, Moer, den tykke Mand, sagde Ungen

Seer I hvor godt det var, jeg satte mig til at snakke med Eder: nu er jeg blevet langt lettere om Hiertet, og kan glæde mig til at det er Postdag, og at min Koren i Dag faaer Ende paa denne langvarige Kornsag, og at min Jess skal komme hiem, og den gode stille Maren. Havde jeg nu end kiedet Eder – men det har jeg ikke – saa vilde I dog have glæmt det naar I kom hertil.

Fredag 5^te Posten kom i Gaar med Majabrevet, og min Jess kom, men endnu har vi ikke hørt eller seet Jomfrue Maren. Giid ikke hun selv eller Frue Birk var blevet meget syg. Dog kan vel ogsaa andre Ting være komne i Veyen. Min Maja skriver, at den raske, uforfærdede Wedel er reyst til Danmark for at skaffe Korn til sine og sin Svigerfaders mange Undergivne. Det er en farlig Reyse i denne mørke, stormfulde Høsttiid. Gud beskytte den ædle, unge Mand, og bringe ham med velfuldendt Sag tilbage i sin bekymrede Kones Arme. – I Dag er jeg Gud skee Lov en heel Deel stærkere og spiser nu mine ordentlige Maaltider, til Majas store Glæde[.] Da hun i Gaar plagede mig, jeg skulde sige noget, jeg havde Lyst til, vilde jeg bringe hende til Taushed ved at nævne noget, jeg troede hun ikke kunde skaffe mig, det var friskt Hvedebrød. Vi har ikke Hvede i Aar, men tænker at hielpe os godt med Torebyg, men det er ikke tærsket endnu. Hun taug og gik, men inden Aften havde hun saa deyligt Hvedebrød til mig, at jeg virkelig spiste dette første Brød siden Løverd: med megen Smag. Naar Madlysten kommer, kommer nok ogsaa Kræfterne, og hvor kan de andet, under saa venlig Pleye?

Ret fornøyet blev jeg ved i Gaar at see i Intellg: Bladet, at Extraposten mellem Xstiania og Drammen igien er begyndt. Nu skal vi da ikke lide saa ondt for at faae Pakker frem og tilbage. Gamle Flintenberg har da ogsaa sagt sine Venner Farvel. Den af ham selv forfattede Gravskrift skal jeg dog unde et Rum her, naar jeg faaer [140] det Ugeblad fat igien, hvori den staaer, da I maaskee ikke Alle har læst den. Jeg veed ikke hvordan man kortere kunde give sit Inderstes Charakteristik.

Nu melder et Bud, at Madame Munthe har faaet en Datter. Det var vel, det gik saa godt. Nu er vel den gamle Mand glad. Han havde aldrig nogen Datter før. Smaaepigerne ere i Kirke for at see en Brudefærd, som nu drog her forbi med klingende Spil, og skiød for Skrivergaren saa det rungede efter. Bruden skal være den vakreste Pige, Brudgommen den raskeste Karl i Bøygden. Han er Underofficier. Men desværre skal man have sagt Alt om dem, naar man har sagt det.

Løverdag 6t^e. Det mørknede allerede. Jeg sad her og skrev til min Maja C, da kom den snilde Moer Walbohm med sin Jomfrue for at see til mig, og havde med sig to store deylige Hvedebrød, som nyelig vare tagne ud af Ovnen. Hun havde hørt af sin Mand, at jeg længtes efter Hvedebrød, og havde hverken Rast eller Roe før hun skaffede mig det. Det er en underlig Velbehag man føler ved slige smaae venskabelige Opmærksomheder, og dem viser mine gode Naboer os altiid, og vi da naturligviis dem giærne igien naar vi kan. De drak Thee her og gik igien inden det blev ret mørkt. Marenlil kom i Aftes. Den stakkels Frue Birk blev saa syg om Torsd: derfor blev hun over. Nu sad jeg ret saa fornøyet i min lille Kreds, der for første Gang i lang Tiid var fuldstændig, da baade Mand og Søn var hiemme. Men da kom et Brev til min Koren fra Lehnsmanden i Eidsvold, at en Lieut: Heinen havde kiørt sig ihiel paa Moestueskoven. Hesten var løbet lubsk med ham. Lykkeligviis fandt han Døden strax uden at ligge i lange Pinsler, det stakkels unge Menneske. Jess kiendte ham. Det var en Mislyd i vor glade Stemming. Giertz er reyst derop i Dag i denne sørgelige Anledning. Hvor lykkelig min Koren var, at han fik dette duelige Menneske til Medhielper, og vi vare det alle i Huset, da han er saa godmodig og beskeden, uden alle Fordringer.

Min Maja C har i Dag faaet et langt fuldpantet Brev, min Catty et mindre. Giid hun havde det, saa var hun roelig igien for sin Moer Koren.

[141] Søndag 7^de Hvor glad aabnede jeg mine Øyne i Dag, nesten ganske frie for Hovedpine, og i øvrigt saa brav. Hovedet veed jeg bliver nesten altiid bædre naar jeg kommer op og faaer vadsket og pladsket mig dygtig. Det giorde det ogsaa i Dag. Det var mørkt endnu da jeg stod op, og det bliver neppe ret lyst, da Veyret er tykt og regnfuldt.

Seer I, mine Venner, jeg troede vort Bud, som skal ind med Kornet til Magazinet, først skulde reyse Torsdag, og nu hører jeg det bliver Tirsdag. Med det vilde jeg saa giærne have dette Journalhefte, da vel siden intet Bud gaaer saa snart. Men der er max en halvfierde Side igien. Hvordan faaer jeg dem fuldskrevne, naar jeg ikke vil vaase alt for bedrøveligt? som Lotta mi siger. Jeg faaer nok, som jeg saa ofte giør, tage min Tilflugt til de fremmede Kalve. Saa vidt jeg erindrer, har Hr. Ingemann ingensinde før laant mig sine. De ere stærke og kraftfulde, og kan nok holde ud. Faa af Eder, Elskede, kiender maaskee endnu hans Procne, og I vil vide mig Tak fordi jeg her giver et af Bogens skiønneste Stykker (efter min Følelse) som jeg desuden giærne vilde have som en Prydelse for dette mit udødelige Værk. Det er af Warners poetiske Digtervandringer, som udgiør det største Deel i Digtene. Jeg troer de hedder saa, og ikke romantiske, som jeg engang nok har kaldt dem, men det kunde de godt hede, og sværmeriske oven i Kiøbet. «Ak Vee vort ene Knæe! den Indgang var for lang!» hører jeg Eder klage. Men det faaer I taale, mine Puser kiære, og meer end det: thi jeg har jo sagt Eder, det var mig om at giøre, mit Hierte blev færdigt, og saa kan I tænke, jeg udbreder mig vidtløftigt over enhver Ting. Oprigtig er jeg i det mindste, som I seer. «Ja, men du lovede ikke at vaase.» – Det giorde jeg ikke, men kun at holde Maade med mit Vaas. Jeg kunde jo ikke begynde det lille søde Digt paa Slutningen af Siden.

Jeg har skrevet den ud af Hovedet, mine Elskede. Maaskee kan der være enkelte Ord forvexlede, dog troer jeg det neppe, og endnu mindre, at den derved har kundet tabe noget af sin Ynde, den søde Sang! Den fierde Strophe – I seer jeg har indcirklet den – finder jeg især saa deylig. Turnus fik jeg ikke giennemlæst anden Gang. De to Legender har jeg nok sagt Eder, jeg fandt fortrinlige, især den hellige Green. I veed, at alt hvad der formilder den gode Engel, Dødens, mørke Mine, finder Gienlyd i min Siæl. «Ney Død, du er ey skrækkelig, men Støvets Børn miskiender dig.» –

I dag har jeg foresat mig at skrive et Par Breve til Kbhn, og sende min Catty dem, om der maaskee kunde gives en Leylighed at faae dem ned med, som var sikrere end Posten nu omstunder.

Mandag 8^de I Gaar var Faer Mørks Fropræken her saa lang, at der neppe var blevet nogen Høymesse af. Han var her over i halvanden Time, og blev forbaust da han saae, Kl var halvtolv. Det er underligt, at jeg faaer saa ondt for Brystet ved at tale noget længe. Saa fik jeg tilsidst i Gaar ret saa ondt, at det sortnede for mine Øyne, men det gik strax over. Jeg er nok svag endnu[.] Ellers saae vi ingen Fremmed i Gaar. I et saa slemt Føre bliver helst Enhver hos sig. Vi syslede ganske som i Dagliglaget. Mine Jomfruer syede saa gar, men det kan jeg just ikke lide. I noget maae Søndagen skille sig fra de andre Dage. Jeg skrev hvad I har seet her, og ret flittig paa min Oversættelse. Siden læste jeg, og lagde, da Øynene bleve trætte, en eneste Kabale. Endelig er da den gode [144] Kista kommet til sit Bestemmelsessted. I Gaar havde jeg Brev fra hende. Hun fandt alt vel hos sin Søster, har meget at tage vare, men haaber at finde sig fornøyet fremdeles som nu. Hvad mine Kbhns Breve angaaer, saa – Jeg har hørt eller læst etsteds, mon det ikke var i Oxenstiernas moralske Tanker, som jeg studerede stærkt i min grønne Ungdom? – at Diævlen har bygget sig en Throne, midt i Helvede, forstaaer sig, af lutter uopfyldte Forsætter. Desværre giver jeg vel fast daglig nogle Bidrag til dette Pragtmeubel, og et af de største gav jeg, om jeg foresatte mig ingen flere at give. Jeg vil kun simpelthen fortælle Eder, at endnu er intet begyndt paa, og bliver det neppe i Dag, thi nu hører jeg, at min Rikke, Fabritius og hans Kone kommer hid til Middag. Vort Bud reyser først Onsdag Morgen. I Morgen er ogsaa en god Dag. Jeg vil imidlertiid begynde paa de Breve, som maae være færdige. Det første skal være til min kiære Lotta, det andet til Kista, og saa skulde min Sally have lidt, og den troe Catty, som jeg nu tyer til med alle mine Commissioner i Byen.

Tirsd: 9^de Min kiære Rikke kom, og er hos mig endnu, og bliver her til over Middag. Det var ret kiærligt af den Gode, at see til mig i dette slemme Føre; men nu sneer det raskt, saa jeg tænker, de henter hende med Slæde. Hun kiørte hid med Fabritius's, der nu toge bort. Stakkels unge Kone, som nu atter bliver ene. I Morgen maae hendes Urban til sit Compagnie i Walders. Men det var dog godt, hun beholdt ham saa længe. Hun skranter allerede meget paa nyegifte Koners Viis. Nu sidder Rikke hos mig her i Sophaen og læser i en Deel af Wieland. Marie har begyndt at brodere en Vest til Hertel til hans Geburtsdag, og Lina sidder ved Siden af hende med sin Ramme (begge i Dagligstuen) og baldyrer en rød Bor‹…› til en hviid Kiortel. Skriveren er paa sit Kammer. Jess er alt paa Flugten igien. De andre steller hver med sit. Saadan har vi det her i denne Stund. Eders Moer Koren er ret flink, dog bliver det altiid bædre op ad Dagen, er det er om Formidd: da er jeg ret mat og føler lidt Trykken for Brystet. Dog er jeg bædre i Dag end ellers, og var saa rask i Gaar, og spiste godt. Det giør jeg nok i Dag ogsaa. Jeg blev og er saa glad, min Rikke. Giid det nu blev Føre, saa jeg kom ud at toure lidt, da blev det altsammen godt, det veed jeg.

[145] Onsdag10^de Min Rikke forlod mig i Gaar Eftermidd: da vi havde drukket Caffe. Hun torde ikke blive og jeg ikke bede hende blive længere, da Mørket falder saa bradt paa, og Veyen over Fieldet nu er meget slem. Det er dog en af de største Hygger i Livet, at sidde saaledes i huslig Kreds ved sit Arbeyde og god fortroelig Snak, som vi nu sad sammen. Giid Føret snart tillod mig at giøre hende et ligesaa kiærligt Gienbesøg. Nu bliver det hver Time værre, inden Sneen kommer. I dette Øyeblik fik jeg en lille Sæddel fra Rikkemoer. Hun kom vel hiem, og netop som Dagen gik under. Den gode sender mig 1 ‹…›ⁿ⁵⁴ deyligt Hvedemeel, om der igien skulde komme Lyster over mig, inden jeg selv faaer noget. – Vort Byebud er afsted; men kun min Lotta fik et lille Brev, Kista et længere. Til min Ragna skrev jeg nogle Tiggerlinier om Æbler, som er en af de Ting jeg baade giærne spiser, og har saa godt af.

Torsdag, Mortensdag, og lille søde Peer Ottesens 2^det Aars Fødselsdag. Gud signe Dig, Gutten min, og lade dig «i det Gode fremmes, at hvad du lærer aldrig glæmmes, men voxer med Dig Dag for Dag!» saa bliver Du elskelig og lykkelig, og hvor mange Ædle bliver da lykkelige med og i Dig! I Dag seer jeg Dig, elskte Thrinasara, i hvilken glad Moder-Triumph Du bringer Din Førstefødte, ledsaget af den ligesaa glade Realf, til de ikke mindre glade Bedsteforældre. Og af saadanne Dage give den Algode Eder mange, I Dyrebare! Lille Otilia maae vel være hiemme i Dag, Veyret er saa barskt. Dog sagtner det nu; men hvor det rasede i Nat! Jeg tænkte det var aldrig blevet Dag, stod op med min Koren i Graaningen, men inden jeg fik puslet fra mig og kom ned, blev det dog lyst, og Maja og Lina sad allerede ved deres Rammer, Kaja ved sin Søm, og Skriveren gik og røgte paa sin Pibe. Jeg har nu sadt og overlagt et og andet med Sønnen min, hans Husvæsen angaaende. I een af disse Dage skal Marie og Maren hen og slagte for ham. Vi faaer nok stelle med ham og for ham, stakkels Gut, og hielpe ham saa godt vi kan. Naar han først faaer indrettet sig lidt, vil det nok med Guds Hielp gaae godt altsammen for ham.

[146] Fredag 12^te Nu har jeg været oppe nesten i to Timer, og endnu er det neppe saa lyst, at jeg seer hvad jeg skriver. Tak min elskede Maja og Ragna for de kiærlige, kiærlige Breve i Gaar[.] Giid I nu Alle vidste, hvor rask jeg er igien. Jeg har drukket mine to Kopper Caffe i Morges, og de smagte deyligt. Det er et sandt Tegn til, jeg er frisk igien. Men see! det bliver mørkere istæden for lysere. Jeg maae nok tage fat paa min Strømpe igien. Regnen øser ned. Hu tu tu, hvilke triste Dage! Men for Jorden er dette nu det bedste Veyr. Dermed maae man trøste sig.

Løverd: 13^de Jeg fik med vort Byebud et kiærligt Brev fra min Lotta, og det eneste gode Æble, hun havde. I maae vide, jeg er bleven end mere barnagtig siden jeg var syg, end før, og har faaet en ubeskrivelig Lyst til Æbler. Jeg vidste, Lotta mi havde ingen, og saa skrev jeg et lille Tiggerbrev til min kiære Ragna, men hun var ude, og jeg veed det vil giøre den Gode vel saa ondt som mig naar hun kommer hiem og finder min Sæddel, og ikke kan faae tilfredsstillet min Lyst fordi Budet er borte[.] Men der gaaer vel snart et ind igien, haaber jeg.

Lille Maja blev des gladere, da hun fra sin Hierte- og Navnesøster fik et peent Exemplar af Lafontaines Herman ^Lange til at sætte i Geburtsdagsskabet sit. Det var da det første med den velsignede igien begyndte Fragtvogn mellem Drammen og Christiania. – I Dag er det den gode Maren Skieldr: Geburtsdag, og har hun faaet en lille Ting af os hver, mig og Børnene, og er saa fornøyet som vi andre Børn ved lige Leylighed. Just som mit Majabrev var afsendt, kom Lottabrevet, og Herman Lange. Jeg fik altsaa intet sagt Maja C herom og det vilde jeg dog saa giærne. Nu er det allerede mørkt, saa jeg maae forlade mit Kammer og gaae ind til Ungerne mine.

[147] Mandag 15^de Søndagen gaaer som de andre Dage, lunt og stille. Naar vi ikke saae Faer Mørk (i dette slemme Føre bliver Præsterne hver ved sin Kirke) vidste vi ikke, det var Søndag. Dog var Skriveren og hans Maja i Kirke. Fra den brave Lieut: Birk fik jeg et venligt Brev, hvori han lader mig vide en forestaaende Byereyse, og tilbyder sig at udrette hvad Commissioner jeg kunde have at give ham. Men den slemme Andreas Munthe, som giør mig tidt saadanne Spilopper, har lagt Brevet ligge over en Postdag; dog prøvede jeg om det ikke var forseent at benytte mig af det venskabelige Tilbud, og sendte nu en Gangerpilt til Blakiær med en lille Pakke, den første Deel af den oversatte Grev Eisach, til min Lotta‹,› og et lille Flyvebrev, det eneste jeg i denne Skynding fik færdigt. Marie og Maren toge i Formidd: til Kychen og kommer ikke hiem før Onsdag, da de ey før bliver færdige med Slagtningen. De havde et heelt Kiærrelæs med sig af alskens Nødvendigheder; thi der finder de fast ingen Ting, skiøndt Hr Jess i Gaar tog did for, som han nok saa stolt udlod sig, at ordne alt til Jomfruernes Komme. Stakkels Gut, han bliver nok snart færdige med det han har at ordne, tænker jeg. Nu sneer det raskt. Lina, Kaja og liden Bolla Giøgodt ere allerede ude med deres Kiælke. Hu, hvor det gaaer ned ad Loebroen! det var Tønder Lund og Lina. Ham maae de have med, skal det være vel, og Gud skee Lov, de ere allesammen lige store Børn. Blev det saa sandt ved at snee, som jeg i Morgen skulde besøge min Hr Søn og see hvordan han havde det, og hvordan Jomfruerne stelte for ham. Med det samme vilde jeg giøre Barselvisit hos Mad: Munthe, og paa Hiemveyen tage Natteleye hos min Rikke. Men det er nok Casteller i Luften. Der falder neppe saa megen Snee.

Tirsd: 17^den55 Ney, der blev ingen Tour af i Dag. Det er et rasende Sludveyr. Stakkels Barna mine, giid jeg havde dem hiemme igien. Jeg frygter, de lider Ondt paa det alt manglende Kychen

[148] Onsdag 17^de I Dag er det fuldt Føre, og nu kom mine Jomfruer hiem i Slæde, gladere, end fra et Ball, men nesten ligesaa forsufne, da de begge disse Nætter har lagt i Klæderne, og nok ikke havt megen Roe. Men de har ligefuldt moret sig deyligt i deres Sysler, og faaet alt i Orden, saa godt det vilde lade sig giøre paa Herregaarden, hvis Eyer kom hiem seent i Aftes, fordi der kun fandtes et Værelse og een Seng, som naturligviis maatte være for Jomfruerne. Den bedste Fornøyelse havde de i Gaar, da de tracterede det hele Hus, ogsaa de stakkels tre indqvarterede Soldater (der har gaaet dem saa villigt tilhaande) med Slagtersuppe, noget som i denne Tiid sielden falder i deres Lod. Jess letter dem deres tunge Kaar saa meget han kan; men stakkels Gut, han har endnu selv saa lidet at tage til.

Først i Dag tager den gode Birk til Byen, saa mit Bud til ham kom tidsnok. Jeg fik et meget langt Brev fra denne i saa mange Henseender sieldne unge Mand, der baade skriftlig og mundtlig er høyst interessant. Hans Anna er lidt forkiølt skriver han. Stakkels Kone, hun er nok meget svagelig.

Torsdag 18^de I Aftes – Mad: Giørup var her – sagde jeg: Bliver det godt klart Veyr i Morgen, giør jeg en Tour til min Rikke, og derfra i Barselvisit hos Mad: Munthe. Veyret er usigelig deyligt, Føret godt, og dog bliver jeg hvor jeg er. Jeg havde i Nat igien et lille Anstød af Feber, og en smertelig Hovedpine, som, skiøndt mildere, dog vedvarer endnu. Jeg er ret blevet et usselt Dyr, saa urimelig ømfindtlig ved alle muelige Ting, og nesten troer jeg det er en Straf over mig, fordi jeg ofte har troet en saadan Ømfindtlighed overdrevet hos Andre. Vi tager jo stedse altfor giærne os selv til Maalestok for vor Neste. Imidlertiid troer jeg fuldt og fast, at den lange Indesidden er mest Skyld i mit Skranterie. Naar jeg kommer ud og føyte igien, bliver jeg nok atter kiæk. Mad: Chrystie lod mig hilse i Gaar, at hun ikke mere husker, hvordan jeg seer ud. Det er ogsaa ret en Skam, som jeg forsømmer alle Naboepligter.

[149] Søndag 21^de I Fredags giorde jeg Touren til Munthes, min første Slædetour. Det varede længe, inden vi fik alle Greyer i Orden, da min Gunder var borte (han og begge mine Marther vare i Bryllup paa en Naboegaard, der varede tre hellige Dage tilende) Gryner, som styrede mig, veed ellers Raad for alting, og vi kom da ogsaa afsted Kl 2. Det var herligt Føre, og vi vare ey stort mere end en Time paa den drøye Miil. Min Komme glædede dem rigtig, det saae jeg, især Præsten. Den unge Kone befandt sig vel, og laae med sin lille vakre trivelige Glut ved Brystet da jeg kom. Saa glad hun var i sin Førstefødte, var dog Faderens Glæde øyensynligere. Mig var det et rørende Syn at see den gamle Mand med det spæde Barn paa Armene[.] Gud lade ham leve med og glæde sig ved det i lang Tiid!

Jeg drak Caffe der, det forstaer sig. Den meget vakre Anna Molzhau skiænkede. Frue Brochman har en ret god Conversations Tone, og lidt over en Time – længere maae en Barselvisit ikke være – gik ret hurtig. Hiemad gik det endda raskere end bort, og Kl 6 sad jeg her igien i Sophaen med mit Strikketøy blandt alle mine Kiære. Andr: Munthe og den yngre Jomfr: Molzhau, som vi mødte da vi toge bort, var her og blev her til i Gaar Morges i Lysningen. Hele Gaarsd: var jeg meget ussel, og laae, som i Torsd: en stoer Deel af Dagen. Jeg fik mit om Fred: begyndte Svar paa Majabrevet færdigt, og begyndte paa et Par til Catty og Sally, dem jeg med megen Møye har fuldendt i Dag, da jeg har været en Stakkel i Dag ogsaa, og skiøndt Hovedet er bædre, er jeg dog saa mat, at det gaaer sagtelig med alt.

Jess tog til Gierdrum Præstgrd i Morges, for at tage derfra til Byen i Morgen, om Føret ikke gaaer reent bort, som det lader til, da det har regnet hele Natten, og endnu er Taage og Slud. Alle tre Smaaepigerne fulgte med ham, men kommer tilbage i Qvel.

[150] Mand: 22^de Da vi havde tændt Lys i Aftes, og sad i vor stille Roe, Skriveren, jeg, Telja og Maren, og just som jeg flyede min Koren det søde venlige Brev, Posten havde bragt mig fra min Catty (en sand Vederqvægelse var dette Brev mig, skiøndt det ogsaa bedrøvede mig) hørte vi nogen komme kiørende og tale uden for. Bielder var der ikke, altsaa kunde det ey være Barna. I det samme bankede det, og ind traadde Bergmester Bauman, Jagtjunker Tillisch, og Knoph (Gud veed hvad han er, Geschworner troer jeg det kaldes) De skulde være med Koren, eller vel rettere han med dem ved Jærnværkernes Taxation i Eidsvold og Feyringen. Over en Miil – de kom lige fra Hakkedalen – vare de kiørt feyl i det mørke Taageveyr. De vilde blot høre, om Skriveren var reyst, og saa fortsætte Touren til Eidsvold, sagde Baumann; men det gik ikke an i Mulm og Mørke, sagde jeg, og det var nok heller ikke deres Alvor. De modtoge villig Indbydelsen at blive Natten over. Da vi havde drukket Thee og pratet en Stund, med den godlidende Baumann prater jeg grumme giærne – fik de sig en lille L'homber, og imens læste og strikkede jeg vexelviis bag mit Skiærm. Med hver Time blev jeg uroelige over Børnenes Udeblivelse, men endelig kom et Bud, at vi ey maatte vente dem før i Dag, da de vare budne til Ball hos Lehnsmanden paa Fieldstad. Det beroeligede mig for Aftenen, men nu er jeg i Dag end ængsteligere, thi i Slæde kan de umuelig komme tilbage, da der i Veyen ikke er mere Snee end bag paa min Haand, og fra Fieldstad hid – de kommer lige derfra – er nogle fæle bratte Bakker. Min Trøst er, at Jess vist bliver s ved dem tilbage, da der nu umuelig kan blive noget af hans Byetour.

Da de havde Beter, toge de fat paa Spillet efter Bordet, og blev ey færdige før Kl halvtolv. Saa længe var jeg ikke oppe i lang Tiid, og underligt er det, at mit Hoved befinder sig saare vel derefter, og efter en nesten søvnløs Nat. Jeg var slet ikke syge, men sove kunde jeg dog ikke, maaskee fordi jeg køyede over den sædvanlige Tiid.

[151] Skydshestene vare bestilte til Kl: 7, men Herrerne kom ikke ned før det var lys Dag, og da blev der, efter nu brugelig Skik, nedsat en Commision om hvorlunde de skulde komme frem. Resultatet blev, at de alle tre satte sig paa en Arbeydsvogn, den eneste Voiture vi havde at byde dem, da de vare saa mange. Skriveren foer i sin Carriol. Og Kl lidt over 9 rullede de afsted. Jeg troer halvveys, de kommer herom tilbage, de vidste ikke selv naar. Bauman, veed I, er een af mine Folk. Knoph har været hos [os] engang paa Lundberg, men jeg kiendte ham ikke igien. Hvor han er blevet tyk og føer! Navnet Tillisch er Musik i mit Øre. Det gienkalder mig saa mange behagelige Ungdoms Minder. En Tante af denne lille Jagtjunker (der seer ud som Godheden selv), en Frøken Tillisch takker jeg for mangen herlig Time, deels paa Søeholt i Lolland, der laae i min Svoger Staals Menighed, en halv Miil fra Prstgrd, og hvor vi tilbragte de fleste Søndager – Khr. Krogh eyede Godset den Gang, og hun, hans Niece, forestod Husholdningen – deels senere i Kbhn. Hun var desuden min Hetgens og Carl Kroghs første Opdragerinde, en fornuftig, bliid, elskelig gammel Pige, og mig yndede hun usigelig. Hun lever endnu, og lever Gud skee Lov en lykkelig Alderdom. Kort, det var mig et ret behageligt Besøg i det Hele. Med Baum: kunde jeg tale om saa meget, om Treschows, om Cappelens. Han glædede sig saa i at have giort min Maja C. og min Sarathrinas Bekiendtskab i Høst, ærgrede sig over det ikke var skedt før, og var indtaget i det deylige Auestad. – Baade Tillisch og Knoph fortalte mig, at det gaaer saa overmaade godt med Mad: Poppes mangehaande og tunge Forretninger, og at hun vist vilde derved have rundeligt Udkomme for sig og sine Børn. Gud være lovet for det! – Jeg saae da ogsaa af min elskede Catty's Brev, at Fader Pavels ikke ganske har glæmt sin Moer Koren, men at der ligger et stort Provstebrev fra ham færdigt til mig, og venter paa Leylighed. Ja, Gud veed, naar den nu bliver! Det der i det kiære Brev bedrøvede mig, var den Fortred en skiændig Tiænestepige har giort min T: og C ved at bestiæle dem, og saa [152] løbe sin Vey. Mueligt er det vel, det Skarn kan blive grebet; men hvad Erstatning faaes derved? O at dog alt skal forene sig for at giøre Eder, I Dyrebare, det første Aar I igien tilbringer i Eders Norge, saa tungt og bittert. Gud lade Ordsproget, «Jo tungere Begyndelse, jo bædre Fremgang og Ende» – her indtræffe i sin videste Udstrækning!

Kl 1: Ja men kom de, de stakkels Børn, og det i Slæde. Hvordan de ere komne frem, begriber jeg ikke. Sagtens er det lette Folk, og Hestene vare ikke engang svedte, forsikrer de. De har ikke sovet et Øyeblik, og dog vare de saa muntre som Fugle i Luften. Der var ikke stoer Dands, da der ey vare andre end de herfra, Chrysties, og de i Gierdrum indqvarterede Officerer, men de havde moret sig prægtigt lell. Kaja er blevet dødelig forliebt i en Lieut: Dorph, og han i hende, vil jeg haabe. Kl 7 i Morges vare de tagne fra Fieldstad, Kl 11 vare de hiemme, og det gik an i dette Føre, der er vel halvtredie Miil did. Endnu er Jess ikke kommet, maaskee har han faaet Hiul-Voiture og fortsat Reysen til Byen. Giid det var saa vel, saa kom mine Breve ind – men jeg kan ey troe det.

Tirsdag 23^de O, hvor havde jeg glædet mig til denne min Rikkes Dag, glædet mig i Haabet at tilbringe den og Aftenen og en Deel af Morgendagen hos og med hende! Føret, hvor slet det er – man siger endogsaa, det fast er ufremkommeligt – giør mig det ikke umueligt. Veyen er ey lang, og jeg har vist ofte reyst længere i slettere Føre. Men jeg er uslere end Føret, det er Sagen, og da jeg heller ikke i Nat har faaet sove stort, som dog et forhærdet Hundeglam l uden for Vinduerne var mest Skyld i, tør jeg, bør jeg ey vove mig ud. Veyret er klart. Gud give min elskede Rikke lyse og klare Dage sit hele Liv igiennem, og at hun aldrig, aldrig maae opleve nogen saa mørk og bitter som de, ak! de mange, hun har overvundet! O Gud, det høre og bønhøre du!

[153] Giid hun kun ikke ventede mig, den Gode; men det frygter jeg, hun giør, da hun ikke veed, hvilken Stakkel jeg har været nu igien i nogle Dage. Og saa modtager hun, istædenfor sin Moer Koren kun nogle fattige Linier, som jeg nu sendte afsted med en lille Oblatdaase, min Korens Arbeyde, med det kiære Navn og Dato paa. Gud signe Dig evindelig, min Rikke, og Alle som bidrager til Din Glæde, Dit Held, og skaber Dig det!

Jo, Jess kom tilbage, og med ham alle Brevene. Her ligger de nu, og jeg veed ikke, hvad jeg skal fange an med dem. Marie ‹og› Lina satte sig til deres Rammer og holdte sig kiækt til Kl 6. Da lod Ole Lukøye sig ikke længere imodstaae. Kaja, som havde sovet lidt paa Fieldstad, var lige munter, men fulgte dog med for Selskabs Skyld, og først nu, Kl 9, ere Jomfruerne komne til Syne, og Lina siger, det var Sulten som vækkede hende, ellers havde hun sovet endnu. Hun glæmte i Aftes, hun skulde været min Sovekammerat, og puttede sig i sin sædvanlige Seng. Ogsaa Jess, Gryner og Tønder Lund, vare skakmatte, og med de to Sidste var det end mindre at undres over, da de havde styret Mamsellerne hiem i det fæle Føre, det er, gaaet den hele lange, bakkede Vey. Fra Kl 6 sad altsaa jeg, Telja og Maren ganske ene.

Jeg læser Delphine anden Gang. Første Gang ilede jeg at faae Ende paa den martrende Geschichte. Nu vilde jeg læse den for at fatte dens Aand rigtig. Men den elskelige Delphines uophørlige grusomme Lidelser, bemæstrer sig mig paa nye, og jeg maae ofte lægge Bogen bort, og takker Gud, at jeg nu snart er tilende med den. Ved at sætte mig i en Ulykkeligs Situation i den virkelige og i Phantasiens Verden, er intet mig marterfuldere end at tænke mig og føle den Elendighed som den Uforsigtige, men Uskyldige og Ædle selv indvikler sig i just fordi han er uskyldig og ædel. Og hvor er det mere Tilfældet, end i Delphine? –

[154] Torsdag 25^de Det var allerede saa mørkt, jeg neppe saae Bogstaverne paa Papiret, da jeg i Aftes sad her og skrev og anstrængede mine Øyne for at faae et ret langt Brev færdigt til min Ragna, der tilligemed de øvrige færdigliggende skulde med de ventede Reysende. Men saa kom Skriveren og fortalte, at de, da Føret blev saa slemt, ikke torde giøre denne Omvey, men vare tidlig om Morgenen tagne lige til Byen. Jeg blev saa harm, som jeg ikke længe har været, og lod alting ret mismodig ligge. Nu veed jeg ikke, mine Elskede, naar I skal faae disse Breve, som alle ere saaledes beskafne, at de ikke kan gaae med Posten. Jess taler atter om at reyse i Morgen, men jeg vil see det før jeg troer det, og kommer han til at ride, faaer jeg det dog ikke som jeg vil lell. Et stort Brev og en Æske til min Kista kunde jeg faaet saa prægtigt lige til Kongsberg. Jo Pyt! sagde Peer til Kongen –

Søndag 28^de Jess reyste rigtig nok Fred: Morgen Kl 6, og tog Breve og Pakker med sig; men han kom neppe til Byen i Slæde, og faaer ^fik vel altsaa kun Brevene med sig, men det var ogsaa godt. I Dag eller i Morgen venter vi ham tilbage. Og nu gad I vel vide, hvorfor disse Blade har hvilet saa længe. Eders Nysgiærrighed skal blive tilfredsstillet, mine Elskelige, men alt i sin Orden. Fredag, da jeg havde besvaret mit velsignede Majabrev, skrev jeg til min gamle troe Hertel en lille Epistel der fulgte med Vesten fra Maja, og nogle Vers jeg havde afskrevet til ham, som han ønskede sig (det var den 8^de Aug: 1799-1810 – og Saras Navnedag 1811) – med en lille Tilegnelse, som I skal faae her ret strax. Alt skulde han have i Gaar, paa sin Fødselsdag; men jeg maatte giøre det færdigt Fredag, da jeg ikke længere vilde udsætte min Plogstadtour, og vilde blive der til Løverdagaften. Jeg kom ikke bort før over Middag, men vi spiste tidlig, og Kl halvtre var jeg der. I et sødere Veyr kunde man ikke være ude. Selv Gunder henrykte det.

[155] Hvor hastigt og deyligt gik de fire og tyve Timer hos min elskede Rikke, nesten ene med hende og de raske Smaaeglutter, som imellem giorde os det alt for braaget, naar de ved deres glade Støy vare færdige at døve vore Øren, og dem behøver vi aabne naar vi ere samlede, da vi altiid har saa meget at sige hinanden, og aldrig faaer sagt det altsammen. Fogden bliver stærkere og stærkere fængslet til sit Arbeydsbord, og nesten er hans Taalmodighed udtømt – et Under, at den ikke længe siden er det. Ingen Postdag gaaer forbi, uden at bringe ham nye Bryderier; og hvad der vilde lette en Mand som han, hvis høyeste Bestræbelse gaaer ud paa at lette Almuen dens mange Byrder, de haardeste Arbeyder, savner han aldeles. Det er sørgeligt, saadan som vor gode Konge nødes eller lader sig nøde til at blotte sin og Landets Trang, sørgelige og inconseqvente de Midler, der i den Anledning gribes til; og smerteligt er det at tænke paa, hvad Frederiks faderlige Hierte maae lide ved at tvinges af Omstændighederne til en saadan Fremgangsmaade. Og kunde Øyeblikkets Trang ikke anderledes afhielpes? Det er vel langt over min Horizont alt hvad der vedkommer Finantsvæsenet; men det gier mig min sunde Fornuft (siger Oncle Erik), at en Fader ikke bliver rigere ved at hans Børn styrtes saa dybt i Armod, at selv de Støtter, hvorved de skulde hielpe sig op af Afgrunden, nægtes eller berøves dem. Dog, jeg er kommet uden for min Sphære, og kan ikke komme ind i den igien, uden ved ^en pludselig ^Overgang fra det sørgelige Virvar uden om mig til den søde Roe der omgiver mig i mit Hus og end slutter sig tettere om mig i mit lille grønne Kammer, hvor jeg er ligesom udenfor alt hvad der ikke hører ganske til min lille Verden. Jeg forlod min elskede Rikke Kl henimod 4 for at komme over Fieldet, der dog er temmelig godt, før Mørket tog Overhaand, og var hiemme i en Time, og sad hos min Koren og de glade Barna vore.

I dette Øyeblik fik jeg et ømt taknemmeligt Brev fra Hertel. Hans Kone er taalelig frisk; men han har ellers Gienvordigheder nok at kiæmpe med, stakkels Mand, da han vel til næste Aar nødes til at forlade det vel indrettede Rotnes, hvoraf Odelsmanden ikke kan aftrætte ham det halve, men han vil ikke – og det vilde jeg heller ikke – have med sligt Maskapie at bestille. Nu maae [157] han bide i det sure Æble at bygge. En ubehagelig Udsigt til alle Tider, og dobbelt i de, vi nu har at drages med.

Der har vi Pastor Munthe. Han har ikke været her, troer jeg, i 6 Uger, ikke siden vi havde det lille Mundhuggerie, om I erindrer det, hans Kones Ugiæstmildhed angaaende. Men han var, da vi sidst saaes hos ham selv, lie bli lell.

Mand: 29^de Og det blev han i Gaar den hele Dag[.] Kl var 3 inden vi kom fra Bordet, da sov han sig en Luur, drak Caffe og spiste Eftersvælg, og blev her længere, end han pleyer. Giørups var her ogsaa. Strax han var reyst, kom min Jess. For sig selv havde han ikke udrettet det mindste, stakkels Gut. Jeg har vel sagt Eder, han tænkte at faae laant Penge af Banqven til sin Gaard. Han fik ingen, og intet Løfte om nogen. Det vil volde ham mange Ubehageligheder. For mig havde han udrettet des mere, og bragte mig mange kiærlige Breve, end flere Hilsener fra mine Kiære, som han, skiøndt øyebliklig, havde seet allesammen, Festningsbarna undtagen, da hans Tiid ey tillod ham at komme saa høyt op i Byen. Men jeg fik dog fra min kiære troe Slotspræst et Brev, som vel var endt 9^de Novbr, vel ^var det første siden vi sidst saaes, men giorde ogsaa ærligt i Qvantitet som i Qvalitet, Fyldest for det lange Savn. Et heelt stort Ark nesten ganske fuldskrevet, og det som I veed Pavels skriver, smaaere end jeg selv: Nu har jeg først for Alvor gottet mig med det her i Sophaen. I Aftes var der saadan Tummel i Stuen, og mine Øyne vare, før de kiære Breve kom, allerede trættede ved Læsning i Litterat:Tidenden, hvoraf vi, da vi holder dem med Munthe, altiid faaer en heel Pakke paa engang (herom mere, naar jeg har læst hele Recensionen over Grundtvigs Krønike.) – Og fra hvem var da alle de Breve? Fra Søn Pavels, som I har seet, fra min Lotta, fra min Sally, og fra min Catty, hvori ogsaa var nogle Linier fra den ædle T: selv, der efter Opfordring af sin Hustroe gav mig sin Dom over Øhlenschlägers Hugo, hvoraf han dog kun havde læst to Acter, men som, siger [158] han, er nok til – dog, formodentlig, læser de Fleste iblandt Eder dette før Stykket; og saa er det bedst, I ikke veed en saadan Dom i Forveyen. Mine Øyne slugte de kiære Linier, ak, men neden under dem var endnu et Par fra min C selv igien, som bragte mig fast alt andet i Forglæmmelse. Maaskee staaer i dette Øyeblik de arme trøstesløse Forældre, Bergh og hans Marie, ved et elsket, elskeligt Barns, deres Maries, Liig. I tre Uger har hun lagt i Nærvefeber, den græsselige Sygdom, hvis blotte Navn ængster mig. Da min C skrev var hun yderlig slet. Hun havde intet Haab. Nu viger dette smertelige Syn, de arme Forældres Jammer, ikke fra min Siæl. Min Marie trøster mig: «Tænk paa, Moer, hvor slet jeg var, hvor lidt Haab der var om, at jeg kunde overstaae det, og Marie Bergh er saa stærk» – Ak, just det er mig det ængsteligste: thi har ikke den smerteligste Erfaring lært mig, at denne langsomtsnigende Sygdom er frygteligst i det unge, stærke, faste Legeme? O Gud, er det mueligt, da tag denne bittre Kalk fra den lidende Faders og Moders Læber, og giv dem deres Marie igien, som du gav mig min dyrebare Marie igien fra Randen af Graven!

Og nu sidder jeg mellem Frygt og Haab og venter et andet Trøstens eller Sorgens Budskab. Prctr Kroghs Kone, som hele Høsten har været meget sygelig, giorde i Fredags Barsel med sit tolvte Barn. I Gaar sagde Munthe hun var overmaade slet. Skrækkeligt var det, skulde hun gaae bort fra sine otte Smaaepiger, blandt hvilke den Ældste er 15 Aar. Ney, Gud vil bevare hende for dem og deres Fader, det troer, det haaber jeg. Min Tønder Lund er der for at høre hvordan det staaer til. Gud give han kom tilbage med et trøstende Budskab! – Nu kan jeg ikke tænke paa andet end alle disse Lidende, og paa dem har jeg tænkt den hele Nat.

Jeg fik endnu et lille venligt Brev fra liden Christine Treschow, og med Fader Pavels's Brev, den lange, deylige, interessante Epistel, fulgte endnu et Bilag, hvori han med sønlig Glæde havde afskrevet hvad den unge Hanoveraner, Professor Hausmann, i sin Reysebeskrivelse giennem Norge siger om mig og Hovind, som [159] han for endeel Aar siden besøgte med Baumann. Med lige barnlig Glæde afskrev Døttrene mine, da de vare i Kbhn, dette Sted af den unge elskværdige Mands Reyse, og sendte mig det. Foruden dette var i benævnte Bilag Grundtvigs rørende Farvel til hans frafaldne Ven, Molbech. Det stemmer saa med mine Følelser i denne Stund, derfor vil jeg afskrive det her.

Og nu siger jeg med min kiære ømme Pavels: «Gud skee Lov, jeg begriber ikke, hvorledes man kan modtage et saadant Farvel, uden strax at ile i sin Vens Arme, og holde fast ved ham i Liv og Død.» – Han troer ikke, Molbech har giort det; jeg ikke heller.

I Kbhns. Skilderie, hvor dette Farvel stod, var ogsaa en Sang af Etatsrd B: Olsen til vor Prints paa hans Fødselsdag, der, siger Pavels, endes meget smukt og bevægeligt saaledes:

[161] Min hulde Ragna havde længe siden sendt mig baade Brev og Æbler med Frue Heierdal (At den søde ven, Heierdal, har en Gaard, Holum, i Ullensgr: veed I kanskee ikke?) men da Fruen intet har ladet mig høre herom, skal nu T: Lund did med samme. Han faaer sig en god Tour med lille Pernille.

Tirsdag 30^te Gud være lovet, Mad: Krogh er ret brav igien, hendes ottende Datter, skiøndt hun kom meget for tidlig, ligesaa. O at der ey var længere til Berghs, saa vidste jeg, om deres Marie levede endnu. Lad mig haabe det, saa længe jeg kan, skiøndt naar jeg læser den sidste Linie i Dit Brev, elskede Catty: «Jeg har intet Haab for de arme Forældre. Gud trøste dem!!!» – ak! da svinder ogsaa mit Haab. Det tredobbelte Udraabstegn, mon det ikke skulde sige mig hendes Død, som Du ikke havde Hierte til at melde Din Moer Koren før hun var forberedt? Det faldt mig saa tungt paa Hiertet nu, jeg anden Gang læste Brevet. Dog vil det mig altiid saa troe Haab endnu ikke vige ganske, det bortfjærner sig og kommer tilbage. Og bør man vel forsætlig bortjage eller undertrykke den milde Trøsterinde, saa længe det truende Sværd, skiøndt svævende over vort Hoved, endnu ikke har bragt det dræbende Hug? – – –

Jeg fik det venlige Ragnabrev, og deylige Æbler, som dog havde lidt noget af Kiøringen og Kulden. Havde jeg ikke ladet dem hente, vare de vel blevne reent bedærvede inden de vare komne hid. Nu skulde jeg dog, hvor lidt jeg er stemt til det, fortælle Eder en latterlig Geschichte. I Gaaraftes kom en ung Bonde, som man længe har vidst, ikke var rigtig i Hovedet, men ganske forrykt troede man ham dog ikke, og bad om at tale med Skriveren i Eenrum. Koren tog ham op paa sit Kammer. Han havde, sagde han da, en venlig Begiæring, men vidste ikke, om han torde komme frem med den. Du kan giærne komme frem med den, sagde Skriveren: det kommer jo an paa mig, om jeg vil opfylde den. Begiæringen var da hverken meer eller mindre, end at han vilde have Houg, og da mente han, Skriveren nok kunde give ham en af sine Døttre.

[162] Med møysommelig undertrykt Latter svarede Skriveren, uden at indlade sig i det sidste af den beskedne Anmodning: at Houg ikke var hans Eyendom, men blot forpagtet af Bispen, og at det altsaa var bedst han saae sig om en anden Gaard. Og hvad enten det nu var det stakkels Menneske mere om Houg end Skriverdotteren at giøre, eller han troede begge maatte følges ad, nok er det, han taug, tog sine bortlagte Effecter, Vanter og Hat, og gik. Skriveren kom leende ned, og spurgte sine Døttre, om de havde Lyst til at gifte sig, og fortalte sin Samtale med den gale Knud Ullern, til ikke liden Glæde og Latter for den hele Ungdom. Børnene undredes over, og jeg selv med, hvordan han kunde svare saa alvorligt. «Hm! sagde Skriveren: svarede ikke vor Konge den forrykte Lieut: Tordenschiold, som friede til Kronprintsessen, ligesaa alvorlig.» «Min Datter er jo endnu et Barn, Hr Lieutnant, og det er meget for tidligt at tale om eller tænke paa sligt.» – Den hele lange Aften havde Ungerne Stof til Latter. – Nu sidder de nok saa alvorlige om Slagterbordet. Vi slagtede i Gaar 5 Sviin, men de vare saa mavre som Nødslagtet fedt. Vi har ikke havt Raad til at give dem Korn, kun Havesager har de faaet.

[162] Torsdag 2^den Om den første Dag i Aarets sidste Maaned har jeg intet at sige Eder, Elskede. Den gik stille i den gamle Tour, og end stillere vil vel denne og de følgende gaae, da nu fast hele Contoiret er paa Tingene, der begynder i Dag. I Morges tog min Koren bort, men kommer maaskee hiem i Morgenaften. De Øvrige seer vi nok ikke før Løverdag eller Søndag[.] Dog, en Mærkværdighed var ved 1^ste Decbr: jeg drak Caffe ved Lys, som Børnene endnu ikke havde slukket da jeg kom ned. I Morges brændte det end længere for mig. Jeg kan ikke sove længere end jeg er vant til, og saa snart det er blevet lunt i Kammeret, staaer jeg op, og giør for det meste mit Toilet i Mørke

[163] Fredag 3^die I Gaar Eftermiddag, da det allerede mørknede – det er da Kl halvfire – og jeg, sukkende over den korte Dag, just vilde forlade mit kiære Kammer, kom raslende i Gaarden først een Slæde, saa atter een, og saaledes til sex. Det var hele Pastor Chrysties Familie, en Capit: Blich, som er indqvarteret der, og Lieut: Stenersen, som nu ogsaa ligger i Gierdrum, og Prctr Solner. Præsten havde giort et Løfte, jeg troer saagar soret paa, ikke at komme hid, før jeg havde været i Gierdrum, men nu han hørte, jeg havde været skranten den hele Høst, smæltede dog hans Hierte, og han fulgte med. Rigtig nok fortiæner jeg ikke Nogen skal komme til mig, da jeg kommer til Ingen; men nu skal jeg ogsaa bædre mig, da jeg ikke længer med Sandhed kan retfærdiggiøre min Borteblivelse med Upasselighed; thi jeg kan nu virkelig sige med Presidenten: Jeg er saa syg, som noget sundt friskt Menneske kan være det. – Capit: Blich, en ung, tækkelig Mand, er min Landsmand, det hørte jeg strax, skiøndt han har været 11 Aar i Norge. Han er gift med Auctions Directeur Bierregaards eneste Datter, og allerede Fader til to Børn. – Da jeg veed, Fatter Chrystie giærne faaer sig et Slag Kort, kom Spillebordet ind, men da der kun var 3 Spillere – Solner spiller aldrig – kunde det ey blive andet end en lille Lhomber, som kun varede et Par Timer, en lang Pause iberegnet, hvori de lode Kortene ligge og dandsede med Ungdommen, som holdt sig lustige i Spisestuen ved Gryners Viol, alt til Bordet skulde dækkes. Da de hævede Spillet tidlig, fordi Hiemveyen var lang, spiste vi ogsaa tidligt, og Kl 10 tog den hele Caravane bort. Jeg gav mit Løfte om at komme did Dagen efter et Ball, Officiererne vil give, jeg troer i neste Uge, der skal holdes paa Fieldstad hos Lehnsmanden (og hvortil Barna længe har glædet sig) Min Ungdom hviler da ud paa Prstgrd: og der skal jeg møde, saa fremt alt gaaer efter Bestemmelsen. Posten kom just de vare komne her, de Fremmede, og jeg maatte lade det kiære Majabrev, og et kiærligt D^o fra min Egersøn blive ulæste til de vore tagne bort; dog barede jeg mig ikke for at kige lidt i dem [164] for at see, om alle de elskede Barna mine levede vel, og Gud skee Lov! det giør de, og den lille søde Peer er rask og frisk igien i alle Maader, og min elskede Maja brav igien i sine Øyne, og alting, alting vel. – Min Petramaja greb med Ængstelse Intellig: Bladet, som jeg ikke torde see i, af Frygt for at finde Marie Berghs Død anmeldt, men min Maja sagde blidt: «Du skal see, Moer, Marie overstaaer det, ligesom jeg, Din Marie.» Gud give det! Men at der endnu ingen Anmeldelse var skedt, kan ikke beroelige mig. O Gud, i disse Dage for 5 Aar siden saae jeg min Sara hver Dag nærme sig Graven, dog kun mit indre Øye saae det, i min Siæl gienlød Wilhelms Kalden paa hende, og jeg havde ikke Mod til at sige nogen min Ahnelse, efter at den første Angst havde forraadt den for min arme taustlidende Koren; det var ligesom Meddelelse vilde giort den vissere, ak, selv til Dig, min troe Maja, som ilede til mig i den første haarde Kamp, kunde det ey komme over mine Læber, og ikke til min troe Egersøn, til Ingen –

Nu skal jeg besvare i det mindste det ene af de kiære Gaarsdags Breve. Min gode Pavels havde nok fortiænt hastigt Svar paa sin vennehulde lange Epistel; men hvor langt rækker man i disse, stedse til Nat grændsende Dage? og til mit Skriverie nytter mig ikke de gode drøye Aftener; selv læse kan jeg kun, naar Stilen ikke er des renere og større, et Qvarterstiid, høyst en halv Time ad Gangen, saa maae jeg hvile Øynene ved mit Strikketøy. Men Gud skee Lov fordi de ere saa gode endda, de stakkels saa haardt og paa mange Maader prøvede Øyne.

Søndag 5^te Min Koren kom ikke hiem før i Gaar Eftermiddag; men i Dag har jeg ham hiemme, og fra Torsdag, da Tinget bliver her i Ullensgr, regner jeg det ogsaa for at jeg har ham hiemme. Jess, Giertz og Andersen toge til Hertels, og faaer et fatalt Veyr at reyse hiem i i Dag, da det blæser og fyger alt hvad det kan. At jeg i dette rasende Veyr er saa brav, er fast et Under. Jeg er ellers nu kommet efter, at det trækker gevaltig giennem [165] den Væg jeg ligger ved – jeg burde giort denne Opdagelse før i ti Aar – og at det vel kan være Skyld i den nesten vedvarende Gigt i den høyre Arm. Nu i denne Dag har jeg faaet et tykt Teppe slaaet op, som nok skal holde Trækken ude. Slige rene Ubetydeligheder, mine Elskede, skulde jeg ikke underholde Eder med, naar jeg havde noget vigtigere at fylde disse Blade med. Majabrevet afgik i Gaar som sædvanlig, og nu har jeg det gode Forsæt, at skrive til Lottamoer og alle Barna mine, at Pakken kan være færdig naar et Bud bliver færdigt, som ofte er før jeg veed af det. – Med min Oversættelse – den anden Deel af Grev Eisach – skynder jeg mig, saa meget de faa lyse Timer tillader det, da Lotta mi vist længe har udlæst den første Deel, og længes efter mere, og giærne vilde jeg ogsaa, min stakkels Kista skulde have den at gogiøre sig med i Julen.

Eftermidd: I Dag bleve Børnene, Jess og hans Jomfrue Søstre budne til et stort Ball, Officiererne i Gierdrum giver paa Fieldstad førstkommende Fredag. De har længe havt et Nys om og glædet sig til dette Ball; men Glæden er meget forringet nu, da ey deres kiære Maren og Kaja ere budne. Entrepeneuren, en Capt: Hanberg, veed vel neppe af, at her er en voxen Jomfrue endnu i Huset, og Kaja kunde vel ey bedes, da ellers alle Smaabaan i de øvrige Familier maatte indbydes – Lille Mørk var her i Dag som sædvanlig, og nedslogen som sædvanlig over Tidenes Tegn. Men jeg forelæste ham et Sted af min Egersøns Brev, som angik ham, og som opmuntrede ham meget. Han maatte skynde sig, da han havde stoer Altergang, ellers skulde jeg nok faaet ogsaa den sidste Skye fordrevet fra hans aabne Pande. Ellers har vi Ingen seet, og Gud veed, om vi seer Hr Jess og de Øvrige, som maaskee ikke kommer før i Nat engang. Det er ey godt, at slippe fra Hertels. Men ilde giør de imod sig selv, tager de ey tidlig ud i dette fæle Veyr. Og ilde giorde jeg mod mine Øyne skrev jeg mere, da jeg neppe seer hvad jeg har skrevet – og Klokken er ikke stort over 3!! –

[166] Mandag 6^te De unge Mennesker kom ikke før i Nat Kl 2 men da var Veyret deyligt, stille og klart. Nu ere de allerede faret til Gierdrum. Skriveren har skrubbet dem dygtig for deres Natterangling, især Andersen, hvis Bryst er saa svagt, at han burde bruge den mueligste Forsigtighed. Men naar bruger Ungdommen den? – I Morges kom Marie og siden vi Andre i en saadan Latter af den troeskyldige Maren, som i sin Forskrækkelse over at et Lod Silke nu kostede 30rd udbrød i en Jeremiade over det Nuværende og Fremtiden. Maja, der Gud skee Lov er begavet med samme Troe og Haab som hendes Moder, sagde: «Gud som har hiulpet os til denne Dag, hielper os nok ogsaa herefter. Han kan snart giøre det godt altsammen.» – «Ja, gienmælede Maren ret med Inderlighed: Gud give han vilde det, for ellers seer det galt ud med os Allesammen.» Det klang saa snurrigt og hierteligt, at vi maatte lee – Jeg har nu udlæst Recensionen over Grundtvigs Krønike, og var til Slutningen mindre utilfreds med Recensenten end i Begyndelsen. Det han siger om Urigtigheder i Tidsregninger og andre cronologiske Feyltagelser, siger jeg naturligviis intet om. Men han lader dog, synes mig, Forfatterens Hierte nogenlunde vederfares Ret; og meer har jeg jo aldrig forlangt. Grundtvigs Udladelser om gamle Bastholm, veed I var det der fandt mindst Undskyldning hos mig i hans Krønike, og altsaa kan jeg ikke misbillige hvad Rec: i den Anledning siger.

Min elskelige Maja C siger i sit Seneste det samme nesten som Fader Pavels om Grundtvigs vemodsfulde Farvel til Molbech. Er Molbechs Hierte ikke uhelbredelig forstemt, maae jo disse Linier stemme det igien i de gamle Toner. Og nærmer han sig sin mishandlede Ven, sikkert aabner denne sine Arme imod ham.

Da der heller ikke i Gaarsdagens Aviis stod nogen Anmældelse om Marie Berghs Død, saa har vi Alle igien fattet Haab, at Gud har hørt de sørgende Forældres angstfulde Bønner, og givet dem deres elskede, deres Kiærlighed saa værdige Barn tilbage fra Gravens Rand. Maatte dette Haab snart gaae over til Vished! Solen kaster i dette Øyeblik sine Straaler saa blidelig herind, ligesom for at bekræfte mit trøstefulde Haab.

[167] 
Tirsd: 7^de Her blev en Glæde over al den Gaard, da Skriveren kom hiem fra Gierdrum i Gaar, og forudsagde, at ogsaa Maren blev buden til Ball. Alle Pigerne – thi de holde alle her i Huset af den gode Pige – toge Deel deri som det skulde været dem selv, ikke at tale om min fromme Telja, som lever ene og allene i andres Vel og Vee. Men ret fornøyede kan de dog ikke være, før de seer Sort paa Hvidt for at hun er buden, og det haaber de Jess skal bringe i Aften. Saadan Virkning giør Fornøyelserne kun selv paa Ungdommen, naar de nydes sielden. Da er et Ball en ordentlig Fest, som nydes forud og bagefter i lang Tiid. Jeg kan ikke andet end nyde den med de gode uskyldige Børn; men hvad der ved denne som ^ved saa mangen anden Leylighed især er mig kiært, er den Enighed imellem dem Alle, de Ældre og Yngre, og at de saa at sige kun udgiør Eet. At lille Kaja skal være udelukt fra denne Høytiid, giør dem ondt, og de finder paa alskens Ting for at erstatte hende hende denne Udelukkelse. Men hun er lige lustig, og glad i at jeg har lovet hende hun skal blive med mig til Chrysties om Løverdagen, da jeg har lovet at afhente Balldamerne der, naar de har udhvilet. Dog kommer vi neppe fra den giæstfrie Præstgrd før Søndag, som jeg kunde høre paa Moer Chrystie da hun var her.

Onsd: 8^de Oftere end her i Journalen, hver Morgen har jeg sagt: ‹…›I Dag skal jeg begynde at afbetale paa min Brevgield.» Hver Aften har jeg sagt: «I Morgen skal der dog vist blive noget af» – og derved er det blevet, og Thronen i Helvede, som jeg engang skrev om her i Journalen, har faaet flere og flere nye smukke Zirater. I Gaar Eftermiddag – det korte Daglys begyndte allerede at dale – kom Koren ind, og spurgte, om jeg nu havde mine Breve og Pakker færdige, saa kunde jeg faae dem sikkert ind med en Mand, der reyste om nogle Timer. Men der var intet færdigt, og kunde ikke heller blive det. Kun nogle faa Linier skrev jeg i Halvmørket til min Catty, og sendte Ossian ind til Fader Pavels, som har bedt om den til Laans, uden at kunde ledsage den med et eneste Ord. Men nu tager jeg alvorlig fat [168] paa Arbeydet, og saa skal det vel gaae uafbrudt, haab‹…› ⁿ⁵⁶ jeg, men lover intet, thi hvor sandt Ordsproget er: Loven er ‹…› men Holden besværlig – lærer Erfarenhed mig daglig.

Over Midienat kom Natteravnene, Jess og Giertz fra Gi‹…›drum. Stenersen var med dem. Han og Jess ere allerede p‹…› Flugten igien. Maren Skieldrup har nu faaet en formel‹…› Indvitation til Ballet, og alting er i sin Orden. – M‹…› Koren er i Næss. Han var oppe Kl 6, jeg en halv Time sene‹…› klædte mig paa ved Lys og Maaneskin, sad hos mine flittig‹…› Jomfruer til Daglyset havde overvundet Maanens Lys ‹…› vi glædede os alle ved at see denne Striid – gik saa herind og ordnede et og andet, har saa siden sat og sladdret me‹…› Steinar og min egen Ungdom, og nu er det Middag. I den behagelig lunefulde Anton Walls Amathonte læste jeg lidt ‹…› Aftes, lidt i Morges for Barna; nu skal jeg tilbords, og saa‹…› hvad I videre skal faae at see.

Torsdag 9^de Og hvad skal I faae at see? Naar I havde hør‹…› og seet, hvordan jeg nu en Times Tiid har sat inde hos Børne‹…› hørt paa deres glade Sniksnak om i Morgen, og endogsaa nu ‹…› da taget Deel i den for at trænge Taarene tilbage i mit Hierte saa vilde I saa lidet som de ahnet, hvordan dette Hierte blødte, hvordan det hele Natten, de korte Slumrens Øyeblik undtagen har banket smertelig ved de alt for levende Forestillinger om denne skrækkelige Nat og Dag for 5 Aar siden. Stenersen og Jess kom atter i Nat tilbage, og ved den Gang i Dørrene og paa Trapperne – de laae paa Sahlkammeret – blev disse aldrig udslettede Minder end mere opfriskede. Jeg stod op Kl 7. Den venlige Maane lyste sødt for mig saa jeg intet andet Lys behøvede, og saa har jeg sat inde til nu, Kl 8½, og giort mit Muelige for at intet skulde tilbagekalde de glade Børn nogen Erindring, som kunde forbittret dem deres roelige Munterhed. Selv min Maja glæder sig saa til Morgendagen. Ak! giid hun altiid kunde glæde sig! – I, Dyrebare! kiedes ikke ved mine Klager, og om I giorde det, vilde I dog taale dem, ved Tanken om at det lindrede Moer Korens Hierte.

[169] Fredag 10^de Decbr 1813 Skal jeg da begynde dette Hefte som jeg endte det forrige, med Klager? Ak! og kan jeg andet, kan jeg bortfjærne Sørgebilledet fra min Siæl: de arme trøstesløse Forældre ved det elskede, det med saa megen Ret elskede Barns Liig? I Gaar stod det i Intllgsbl: Den fromme, blide Marie Bergh er gaaet herfra, gaaet hiem til Gud, og til Sara og Wilhelm. Jeg var jo meer end forberedt paa dette Budskab, og det Haab jeg gav mig selv, eller rettere min Koren og Marie gav mig, holdt ikke Stand mod mine Ahnelser. I Gaar var jo allerede for mit Hierte saa beklæmt, og da jeg læste Bekiendtgiørelsen om hendes Død, som jeg allerede havde læst i min Maries Ansigt – hun havde seet det før jeg, hørte jeg siden – forekom det mig, som det var denne 9^de Decbr, der ogsaa var hendes, den elskelige unge Piges, Dødsdag. Jeg havde hele Dagen tilbagetrængt Smerten i mit Inderste (kun med Eder havde jeg deelt den i disse Blade) – jeg giorde det ogsaa nu, og først da vi havde lagt os i Aftes, min Koren og jeg, gav jeg Hiertet Luft. Men jeg talte ikke om at det var d: 9^de Decbr, ak, han vidste det nok, og min Marie vidste det, men hun talte heller ikke om det.

Nu har jeg skrevet mit Brev færdigt til Fader Pavels, og det har giort mig godt. Han har et Hierte for sine Venners Vel og Vee, som I Alle har det, mine Dyrebare! og jeg vil ikke forsynde mig mod Menneskeligheden ved at sige eller tænke: som kun Faa har det. Hvorfor skulde jeg blandt de Faa have fundet saa Mange?

At min Maja C var hos mig i Gaar og i alle disse Dage med sin hele Siæl, det vidste jeg før hendes Brev saa vennehuldt sagde mig det. Ogsaa dette kiære Brev tænker jeg at besvare i Dag, eller dog begynde paa Svaret. Jeg fik ogsaa et Par Linier fra Nella Borch, hvori hun siger at hun længes efter sit gamle Hovind, og at hun, hendes Mand og hans Moder giærne kom hid i Julen, om det ikke var os til Uleylighed, og vi bleve hiemme. Uleylighed kan det slet ikke giøre os, og hiemme bliver vi, i hvor fristende den i Gaar atter gientagne Indbydelse til mit Auestad, i Selskab med min Treschow og hans Catty og min, end er mig. Men Barna her har længe siden taget et Løfte af mig, at jeg skulde være hiemme, og jeg brød endnu aldrig et Løfte jeg gav dem. Nu pynter de sig til Ballet. Stenersen reyste hiem, for ogsaa at pynte sig.

[170] Løverd: 11^te I dag, min Treschow og Catty, havde Eders Gudsøn, hvis han havde levet, Johan Enevold Randulf været 17 Aar. «Hvor ere de henfarne Aar? Blandt Aarene før Syndfloden» – O Gud! hvor mange smertelige Tab kan dog Mennesket overleve! Hvor mange har jeg ikke overlevet! Mange tabte maaskee saa Meget, og endnu Mere, end jeg; men Faa beholdt saa Meget tilbage. O at Alle, som har smertelige Savn at begræde, havde saa meget, der forsødede dem disse, som Eders Moer Koren, Gud lønne Eder det Hver og Een! har.

I Aftes, just da de pyntede Smaaepiger kom ned og vare reysefærdige, kom Hertel hid, og gik han da som i gamle Dage og hialp Børnene og pakkede dem ind, og formanede dem at være forsigtige, ikke forkiøle sig, og passe paa deres Reysetøy etc. Han sad og snakkede en Times Tiid efter Ungdommens Bortfart med mig og Skriveren, saa foer ogsaa han, den gode gamle Hertel, og vi andre Gamlere bleve tilbage, min Koren og jeg og Telja, som for at trøste lille Kaja gav hende alt Pandekage-Tilbehør, og lod hende selv røre, og stelle og bage i sin lille Pande. Bolla hialp hende, og vi bleve alle tracterede med Pandekager af den lille Pande, og de smagte nok saa godt. I Morgen skulde den stakkels Unge fulgt med mig til Gierdrum, men her er hverken Slæde eller Styrekarl at faae, da vi skal have saa mange efter Jomfruerne. Hun forsikrer ogsaa, at hun er nok saa giærne hiemme hos Bolla og Telja og Tønder Lund. Nu Farvel, mine Elskede, til Mandag. Jeg har skrevet langt Brev til Egersønen med en Bogpakke, den jeg tilligemed Dagbogen tager med mig til Gierdrum, hvorfra han Steinar har lovet mig at besørge det alt videre. Min Maja C fik i Dag det useligste lille Brev hun længe har faaet. Et endnu kortere afgik til Nella Borch, for at bede hende med Følge være velkommen til Julen. Fader Pavels fik en temmelig lang Epistel med Posten.

Mandag 13^de (min troe Teljas Fødselsdag) – Skiøndt vi ikke slap fra den hyggelige giæstmilde Præstegaard før Kl over 10 – og det endda med Nød og Neppe – og altsaa ey kom hiem og i Roe før over Midienat, har jeg dog hverken Hoved- eller anden Slags Vee, Gud skee [171] Lov! og alle Ungerne fandt jeg raske og muntre, kun Jess havde faaet en lille Skavank i den ene Fod, som jeg dog haaber, intet har at betyde. Det værste er, at han ikke kan blive i Roe, men nu maae afsted paa Tinget. Skriveren er allerede reyst. Pigerne havde forsovet sig i Gaar – som hendes imellem naar det er Helligdag – og lagde seent i Ovnen, saa jeg ikke kom saa tidlig ud, som jeg havde i Sinde. Dog var ikke al Ungdommen kommen til syne da jeg kom, men de som vare paa Benene, og det snilde Præstepar, og den yderst godlidende Capit: Blik, og min egen stø Steinar, omringede Slæden og kappedes gladelig om at faae mig ud af den og af mit Reysetøy. Paa Prstgrdn seer det heelt melitairisk ud. Det var Lønnings Dag, saa der vrimlede af røde og graae Mennesker. Musik havde vi ogsaa, og hele Dagen gik behageligt. Jeg skrev endnu et lille Addresbrev til min Maja C med Pakken, og besvarede et lille venligt Brev fra min Catty, som laae der til mig, i et Par Linier. Om Aftene‹n› satte Præsten, Stenersen, Jess og Giertz sig til Spillebordet, hvor de dog toge ikke saa liden Deel i Julelegene, som den anden Ungdom fandt paa‹,› – og hvori Ingen glædede sig mere end den barnligmuntre Blik, en Landsmand, som jeg ret holder meget af. Jeg var snart med i Legen, snart med mit Strikketøy Tilskuer ved Spillet, snart sad jeg i god jævn Snak med min snilde Moer Chrystie. – Men først nu har Pigebarna giort mig Regnskab for hvordan de morede sig paa Ballet. Lina og Maren ret dygtig, Maja mindre. De fik dandse Mætta si, der var prægtig Musik, gode Dandsere – «hvad var der da ellers i Veyen?» – En Samling af Lapser og Lapsinder, hvis Lige de uskyldige Børn aldrig har seet, og som drev Lapseriet, mellem sig, til en Grad af Uanstændighed, som maatte harme hver ærbar Pige ^{og Yngling}, og dybt saare Uskylds og Ærbarheds egen Datter. «Men det er rigtig sandt, hvad du altiid siger, Moer, at et Fruentimmer selv maae give Anledning, naar et Mandfolk skal føre sig uanstændigt op mod hende – sagde Maja mi: for jeg dandsede Kehraus med Haxthausen, og sædeligere og ærbødigere kunde Ingen være baade i Opførsel og Dands end han da var.» Hvad der især giør Maja ondt, var ^er at hun saae en Yngling, vi Alle har holdt meget af, og som var Beskedenheden selv, saa henrevet af Lapsestrømmen, at hun neppe kiendte ham igien – og sandelig, det er [172] sørgeligt. Hvor sandt er det, at ondt Selskab fordærver gode Sæder. Jeg troer ikke, der paa hele øvre Romerige findes en Eneste, som med Ret kan tælles i Lapseordenen, i det mindste Ingen i vor Bekiendtskabskreds – Omgangskreds siger jeg naturligviis ikke. En Enkelt hist og her kunde maaskee lade sig henrive i Hvirvlen, men Gud skee Lov, der gives ikke her saadanne Malstrømme. Des flere har nedre Romerige til sin Skam at braske med. Arme Børn, hvis Fædre og Mødre, istæden for at holde dem tilbage og advare dem for de Klipper, hvor deres Uskyld og med den deres hele Lyksalighed maae strande, selv styrter dem i Strømmen, hvor disse Klipper kun ved et Mirakel kan undgaaes.

Tirsdag 14^de Hvilken velsignet Dag var denne, altiid velsignede Dag, vor Sarathrines Fødselsdag os, Dig, elskede Maja C, og mig, for tre Aar siden! Vi undgik det larmende Giæstebud hos Omsteds, hvori det kiære unge Par maatte poenitere, da det var giort dem til Ære, og ene, ganske ene vare vi hele Dagen og Aftenen. Hvor godt jeg erindrer nesten hvert Ord vi talte. I Dag har Barna vore det bædre. Lykkeligere endnu end den Gang – thi da havde de jo ingen Peer, ingen Otilia – tilbringer de vist Dagen i bliid Stilhed paa Auestad, og mange, mange saadanne Dage leve I sammen, mine Dyrebare Alle! Mange saadanne har jeg deelt, og mange skal jeg endnu dele med Eder, I med mig og Mine. Det høre Gud!

Et lille venligt Brev laae til mig fra min Sally, da jeg kom fra Gierdrum. Det var saa planmæssigt, som Fader Pavels selv skulde have været paa Raad med Sally da hun skrev det. Det kiære Barn kan ikke blive med Sødskende sine til Auestad, seer jeg, og det smerter hende, og vilde smerte hende endnu mere, om hun ikke trøstede sig ved at kunde giøre den kiære Reyse i Mama Korens Selskab. Hendes Svigerinde skranter bestandig, Børnene ere ikke heller friske, og min kiærlige Sara lider med dem Alle. Men jeg haaber, den anden Halvdeel af Vinteren skal give hende nogen Erstatning for den første Halvdeels Ubehageliger. Marie Bergh, hendes Yndlings Død, ak, hvad hun lider derved, føler jeg. Da hun skrev, vidste hun endnu intet, thi hun nævner det ikke, og sin Moer Koren siger hun alting.

[173] Torsdag 16^de Tirsdagaften var jeg en Times Tiid paa Gislevold. Det var ikke for tidligt, jeg engang igien saae til Naboerne. Egentlig tog jeg dog did for at gratulere Obrist:de Roweder, som var der, med hendes ældste Datters Giftermaal. Den stakkels Moder sukkede, og hemmelig sukkede jeg med hende; thi hendes Luise har giort et Vovestykke i at indgaae Forbindelse med Provst Legangers Søn paa Hedemarken, et først i Bund og Grund forkiælet og fordærvet Barn (thi det er dog ikke stedse det samme) siden en dybt falden Yngling[.] Hun er sagtmodig og god, og har været den Eneste, der har kundet styre den ofte Ustyrlige. Forældrene, de arme sorgfulde Forældre, har, saa længe hun har været der, elsket hende som deres Barn. Blandt mange underlige Grunde til at gifte sig, har jeg hørt en Mand giftede sig blot for at faae gode Svigerforældre. Skulde ikke Luise Roweder have været i samme Fald?

I Gaar mod Middag kom den ret vakre Frue Brat hid for at tale med Skriveren, som hun havde hørt var hiemme. Hun er for en Tiid siden kommet tilbage fra Sverrig, hvor hun var i et Besøg da Krigen med os blev erklæret. Hendes Mand har ingen Tilladelse at komme hid igien, før han kan nævne sig Borger i Norge, og nu reyser den arme Kone omkring, hvor hun hører en Gaard er tilfals, for at faae den. Herfra tog hun til Gierdrum, og jeg skrev et Par Linier med hende til Hr. Chrystie, som hun aldrig har seet, og han vil vist retvise hende det bedste han kan. Vi ventede hende her tilbage; men formodentlig har de giæstmilde Præstefolk ikke villet, hun skulde tage derfra, da hun kom der seent, skiøndt vi skyndte os saa meget mueligt med Mad og Caffe. Maaskee kommer hun i Dag.

I Aftes fik jeg sluttet min Oversættelse. Ved den første flygtige Giennemlæsning fandt jeg Grev Eisach af de mindre fortrinlige blandt Lafontaines Romaner; men nu, jeg er blevet ret fortroelig med den, finder jeg det anderledes. Blandt flere sande og deylige Stæder, rørte mig et især. Betty Montemor, opdraget af en gammel Tante, der vilde udmærke sig ved den brillante [174] omhufulde Opdragelse hun gav sin Pleyedatter, lagde til Grund for denne et System hun med megen Møye havde udarbeydet, men hvori hun kun havde ene og allene taget Hensyn til den glimrende Rolle, Betty skulde spille i Verden. Naturligviis bliver Tantens System Bettys, og hun befinder sig vel ved det; først da hun ved det taber en elsket Elsker, hvis Tab, det føler hun, aldrig kan erstattes hende, begynder hun at indsee hvor feylfuldt Systemet er; dog, først da hun er blevet Moder, farer hun med Skræk tilbage for dets Kulde, dets Usselhed. Moderhiertet lærer hende, hvor sandt, hvor helligt Meget er af det, hun før har tænkt paa med Ligegyldighed, og betragtet som from Eenfoldighed. Troen paa Gud, paa en bædre Dyd, paa Udødeligheden, flammer med et op i hendes Siæl. Hendes Mand, hendes Børns Fader, en Verdensmand i Ordets mest udstrakte Betydning, vil med sin giftige kolde Spot dæmpe denne Flamme – da farer et gloende Sværd giennem det arme Moderhierte, da først føler hun sig forarmet midt i sin stolteste Pragt, Rigdom og Glands.

Gives der Mennesker, som virkelig tvivler om vort Væsens Udødelighed, en Moder gives der dog vist ikke blandt disse Ulykkelige. O evige Gud! hvad skulde holde os fra at styrte os i den Grav, som opsluger den bedste Deel, det kiæreste af vort Selv, om vi ikke havde Haab om Gienforening, om vi ikke vidste med Vished, at kun Støvet blev Støv, at Ætherflammen steg did op, hvorfra den kom, steg did for aldrig, aldrig udslukkes! –

Løverdag 18^de Gaarsdagen gik hen med at besvare det kiære Majabrev, som jeg dog først nu sluttede, og to Breve fra min Sally. De korte Dage gaaer saa brat, og den lange Aften, da jeg sidder inde med mit Strikketøy hos de kiære lustige Ungerne mine, er ogsaa forbi inden vi veed af det. De har nu travlt med at faae deres hiemmegiorte Juleqvels Kiortler istand. Nu var Kaja herinde og lod sig see med sin, som Maja i dette Øyeblik havde faaet færdig, den tredie i denne Uge. Nu er Marens tilbage, som hun selv kun faaer liden Tiid at sidde ved. Telja har længe siden sin i fuld Stand. Hun har nog en lille Nisse der hielper hende; thi jeg seer nesten aldrig hun syer paa sit eget Tøy, og dog [175] faaer hun det færdigt, og er altiid peen. Kl 7 var jeg oppe i Dag, og naar jeg først er kommet op og ned til Ungerne, der da allerede længe har sadt om Lyset ved sit Arbeyde, synes jeg det er saa morsomt, og Caffen smager saa godt. Ney, Elskede, I troer ikke hvor frisk og let jeg er i det hele Legeme, fra Hoved til Fod.

Denne hele Dag har jeg bestemt til Brevskrivning. Et langt, venligt Brev fik jeg i Torsdags fra min Ragna den Favre, det skal jeg besvare, og saa skal Lottamoer have et lille Brev der skal ledsage Grev Eisach, og min Catty og hendes og min T: et Levvel med paa Veyen til vor Maja C – og længere strækker neppe Dagen, og giid den strak saa langt. Gud skee Lov! i Aften kommer Skriveren min og maaskee ogsaa Jessegutten hiem.

Sidste Advents Søndag De kom i Aftes, min Koren og Jess, og jeg sad igien engang ved Siden af min Skriver, omkring os Barna, og bædre sidder da intet Menneske paa denne Jord, det veed jeg vist. Der var en Glæde paa os, som om vi ikke havde seet Mand, Fader, Søn og Broder i et heelt Aar. Giærne sad jeg ogsaa saaledes iblandt dem i Dag, men nu maae jeg, siger de Alle, endelig i Barselvisit hos Mad: Krogh. Der tænker jeg at træffe den gode Hertel, som ligger der i Nat, skrev han til mig, og reyser til Byen i Morgen. Jeg leverer ham da selv alle de Siebensacher, min Koren skulde havt med sig, og saa kommer de een Dag før, thi Skriveren reyser først Tirsdag. Dog ganske tomhændet skal han heller ikke tage afsted. Paa Veyen til Kroghs tager jeg min Middagsmad hos min kiære Rikke og tilbringer et Par glade Timer hos hende. Det er allerede høyt paa Dagen, og Tiid at iføre sig, naar jeg skal have lidt godt af min Rikkes Selskab. Men det maae jeg ogsaa forestille mig ret levende, for uden et Suk at rive mig herfra, hvor jeg sidder saa deyligt, og nu har alle mine Kiære hiemme. Men Barselvisitten skal ikke blive lang, og i god Betids er jeg hiemme hos dem igien. Det er min Lotta, Sally og Ragna som faaer Breve med Hertel. Til min Catty skriver jeg med Skriveren.

[176] Mandag 20^de «Saa kort et Besøg giorde min Moer Koren dog aldrig før hos mig» – sagde Rikkemoer i Gaar, og det var nok sandt, skiøndt jeg var hos hende fra Kl 11 til over 3, og baade spiste og drak Caffe før jeg reyste. Hun havde endnu ikke faaet Futen sin hiem da han fra Tingstædet tog til Fabritius's, som boer strax derved. Men hvert Øyeblik ventede hun ham, og giærne havde jeg blevet for at temperere hendes Længsel, men det var allerede seent nok jeg kom i Barselvisitten. Den stakkels Mad: Krogh var bleg og mat, men gaaer allerede længe siden igien i sin Husholdning, og nødes til det, da hun Ingen har at sætte Liid til; thi hendes ældste 15 Aars gl Datter er vel en meget flittig og færm Pige, men dog for ung og uerfaren til et saa stort Huses Bestyrelse. Herregud, hvilken Børnevrimmel! Marie den Ældste af 8 Søstre, 3 yngere end min Sara Wilhelmine, som kun er lidt over 4 Aar. De yngste ere de vakreste, især Sara og Luise, men nesten Alle har de saa søde fromme blaae Øyne. Disse To, Sara og Luise, veg ikke fra mig, og kiælede jeg for meget for hende med det dyrebare Navn, blev den Lille, hun er halvandet Aar, ganske jaloux. Lidt skamfuld blev jeg ved at høre, jeg ikke havde været der i 4 Aar, og det er dog Mennesker jeg agter for deres Retskaffenhed og Stræbsomhed. Hertel kom en god Stund efter mig, og jeg blev en god Stund længere, end jeg havde tænkt at blive, og slap med Nød og Neppe derfra Kl 7. Det snedte og regnede da jeg tog hiem, men det gik raskt. Da jeg kom i Alleen her, saae jeg af flere Lys i Stuen, at her var Fremmede. Det var de i Ullensger indqvarterede Officierer, Capit: Ring og Lieut: Ziegler. De toge bort nu, de havde spist Frokost, thi da de bleve sent færdige med deres Spil, bad jeg dem blive her i Nat; men saa bad ogsaa jeg og min Hr Gemahl dem ikke at tage ilde op vi gik tilsengs da Kl var 11. Hvor længe de siden sad, veed jeg ikke. Jeg har Ingen af dem seet før. Capit: forekom mig en Smule vindig, og skar Caprioler i en Pokkers Tiid, Lieut: leed jeg bædre, han var passeligere munter, og saae ret stø ud. Vi alle leed ham bædre. Ring er gift med en Jomfr: Døderlein, og boer i Guldbrandsdalen i Waage Sogn. Der boer en gammel Veninde af mig, Sorenskriver Bierregaards Kone, et af de elskeligste, sagtmodigste Væsner jeg har kiendt, ak, og et af de ulykkeligste. Hendes hele Ungdom [177] var en Kiæde af legemlige Lidelser, der nu, sagde Ring, tildeels har ophørt, men Siælens de langt bittrere Lidelser mildner først Graven. Hvor «Taarestrømme ey forsone en ægteskabelig Tyran» – findes ingen Tilflugt uden i Dødens Arme. Min Sallys Broder, Ulrich, som var Præst der, har fortalt det samme som Ring fortalte, begge beundrer hende, den Taalmods Engel, som de hade og foragte, som man maae hade og foragte den Mand, der sætter en nedrig Qvinde ved Siden af en agtværdig Kone (om denne Kone end ingen Aleth Ørtlein var) og giver denne Herredømmet over hiin, over hendes Børn, og – det er vel endnu det skrækkeligste – lærer disse at foragte deres Moder. O at jeg endnu engang kunde tørre Taarene af min Aleths fromme Øyne – men de bittreste har jeg dog ikke seet – O at Dødens kolde Haand snart maatte standse dem for stedse!

Tirsdag 21^de Men her blev et Hurlumhey og Glædes Skrig i Gaar Eftermiddag, allerbedst jeg sad og skrev til min Catty. «Christie er kommet, Moer! Christie er kommet!» skreg Kaja ind af Dørren og fløy igien. Jeg maae gientage, hvad jeg skrev til Catty: Gud forlade min slemme Synd, vidste jeg hvad for en Christi hun mente. Det var da den snilde Fetter Hosevinkel, som endelig havde faaet sledt sig løs af Adjutant-Kiæden, og faaet Tilladelse at tilbringe Juledagene hos os. Ingen af Børnene kunde blive gladere i hans Komme, end jeg og Skriveren blev. Han er meget stille, det gode vakre unge Menneske. Her møder ham, kan jeg tænke, ubehagelige Erindringer overalt; men vi skal stræbe at formilde dem, om vi ikke kan mere. Hans stille Sorg over Tilintetgiørelsen af en Forbindelse, der neppe vilde giort ham lykkelig, kan jeg ikke andet end ære. – Jess reyste i Aftes til sin gode Ven Stenersen, for at blive i Følge med ham til Byen i Dag. Skriveren er ogsaa reyst i Morges. Nu har jeg giort Ball-Indbydelsen færdig, og afsted er den nok allerede. Christie giør en Tour til Nannestad Prtgrd i Eftermiddag, for at hilse Hr Birk fra en gammel Skoleven, Consistorialraad Aschehoug i Rachestad Sogn, hos hvem Fetteren er indqvarteret. – Har jeg sagt Eder, at jeg har Haab om at see Lotta her i Julen? Jeg har bedt hende saa vakkert, hun kan ikke modstaae.

[178] Jørgen og hans Agatha tager til Hertels, men kommer da naturligviis hid paa samme Tour, jeg haaber første Juledag. Walbohm er blevet meget heftig syg. Hans stakkels Kone ligger ogsaa. Obristd: Roweder kan af Sorg og Nattevaagen neppe holde sig oppe. Der er et Sorgens Huus. Gud give det snart maae blive godt med de Syge, saa kommer Glæden dobbelt tilbage. Marie og Lina vare der nu. De talte kun med Frue Roweder.

Torsdag 23^de At I intet fik i Gaar, mine Elskede, var dog ikke fordi det var Aarets korteste Dag, men fordi jeg var meget inde hos den gode Fetter der, da Smaaepigerne havde nok ude at tage vare med alskens Bagning og øvrige Juletilberedelser, sad ganske ene. Onsdag ^Tirsdag Eftermiddag var han en lille Tour i Nannestad Præstgrd – dog det husker jeg nu, er allerede omtalt: Han fandt ikke Præsten hiemme, og kom tilbage i god Betids. I Aftes i Skumringen fik Marie et Brev, bragt med en af Naboerne fra Byen. Hun gik hen til Kakkelovnen for at læse det, men gik ud strax og sagde, da jeg i det samme spurgte hende fra hvem det var, at hun ikke kunde see det. Det var fra Zarina, skrevet Aftenen før hendes Bryllupsdag, der var i Gaar. Derfor gik Maja bort, og blev, da hun havde givet mig Brevet, ude et Par Timer, formodentlig fordi hun vilde jeg skulde sige vor kiære Christie hvad han dog snart maae faae at vide. Vi havde før ikke talt et Ord herom. Jeg indledte Samtalen saa godt jeg kunde, men paa hans Spørgsmaal: Hvordan det nu var? kunde jeg blot svare: hun enten har havt eller skal snart have Bryllup – At denne Dag var Bryllupsdagen, kunde jeg ikke sagt ham for alt det jeg veed. Denne Samtale, hvori jeg læste i hans Inderste, og lod ham læse i mit, overbeviste mig end mere end før om, hvor fiint, hvor sieldent han tænker og føler. Gud lade ham finde et Hierte, der bædre svarer til hans, end det han tabte. Og det finder han vist.

[179] Giid ogsaa Zarine maae blive lykkelig. Hun skrev saa vemodigt til Marie. Ganske roeligt er hendes Hierte vel ikke, thi det er vel svagt, men godt. Da Jess ikke, som han havde just foresat sig, kom hiem i Aftes, formoder vi, jeg og Marie, at baade han og hans Fader har været til Bryllup. I Dag kan vi vente dem begge, sagde Budet, som kom tilbage tidlig i Morges.

Walbohm er Gud skee Tak i Bædring, og har havt en roelig Nat. Nu kan jeg med et lettere Hierte see Julen og dens ventede behagelige Dage imøde. Alle til Ballet Indbudne har den Ære at komme, Ingen undtagen. Det bliver en heel Skok. Christie havde et langt Brev til mig fra gamle Jette Degen, en sand Jeremiade fordi hun aldrig hører fra Tante, som dog har en af de allerøverste Pladser paa hendes Venskabs Hylde[.] Jeg har nu skrevet et Svar paa fire fulde Qvartsider, og dermed kan den gode Pige nok lade sig nøye et Aarstiid. Hun er nu paa Giølstad i Rachestad Sogn i Huset hos en ung Enke, der har to Børn, en agtværdig Kone (Mad: Mamen hedder hun) siger Alle, og jeg troer det vel, thi som Jomfr: Aagaard var hun en inderlig tækkelig, vakker Pige. I Frdstd var jeg for flere Aar siden nogle Dage i Selskab med hende. Jeg var en Dag ikke ret frisk, og hun gik saa barnlig ømt om mig. Sligt glæmmer man aldrig. Hun var ikke lykkelig gift, og var paa Veyen at blive endnu ulykkeligere ved et andet Ægteskab; men som til hendes Lykke er gaaet overstyr.

Juleaften. Der kom ingen Lotta, og kommer ingen. Hun sidder ganske ene hiemme i den hele Juul[,] Mand og Børn ere hver paa sin Kant, og Du, Lotta, kunde sadt saa godt her, og vi skulde havt det saa hyggeligt, vi to Gamle allene; thi kun Borch og hans Kone, ikke Moderen, kommer i Aften. O hvorfor kunde du ikke komme, min Veninde! til Din saa trygt ventende Moer Koren? Du er ikke frisk, siger Du, men Du var blevet det, havde Du kommet hid med Skriveren vor, [180] der førte liden Hanna Bull med sig i sin Slæde. Det er ret et Exempel af en Fader til at være god mod Barna sine, et Exempel af en 55 Aars gl Mand til at være galant mod Damerne. Han betaler sin Godhed og sit Galanterie ved at have ret dygtig ondt i Knæene i Dag, saa jeg frygter han ikke kan giøre store Hop i Morgen. Stakkels Hanna har ondt i Tænderne, og nesten alle mine Jomfruer har hver sin lille Plage, og Ingen er raskere i hele Huset end min gamle Telja og jeg. Men i Morgen vil det give sig, hvem der ere de friskeste lell. Jess, som tog om Gierdrum, kom først mod Sengetiid. Med ham kom min Tønder Lunds Broder fra Tøyen. Kun fra min kiære Lotta fik jeg Brev. Treschows skulde i stort Galla hos Thygesons, min Ragna var mismodig, fordi søde Ida ikke var ret frisk. Pavels's havde Skriveren ikke naaet til. Og jeg var saa vis paa, at han eller Jess skulde bragt mig Brev fra Slotspræsten, og at hans Marie ogsaa havde taget en Afskrift til mig af den Tale, han har holdt ved Marie Berghs Grav, som min Maja C har faaet fra M:P:, og som, siger hun, er noget af det mest rørende, trøstefuldeste, hun har læst.

Nu bliver der intet Bud at faae ud eller ind før over Julen, maaskee faaer jeg hverken hiin Tale eller faaer høre hvordan det bliver med Ida, før jeg selv kommer ind. Dog, det er godt at have meget Godt tilgode; og det søde venlige Idabarn bliver med Guds Hielp snart rask igien. Hun gik oppe, var vel lidt bleg, men spøgte dog med Skriveren, saa det nok blot er en lille snart forbigaaende Forkiølelse. Jeg veed jo, hvor lidet der vil til at foruroelige en Moder.

Da her i Morgen torde blive liden Roe, tager jeg nu fat paa mit Majabrev. Nu er vel allerede min T: med sin Catty og Barna paa Veyen til Auestad. Gud være med Eder, Elskede, til den glade Reyse! Troe mig, nu er Sywald i sin Herres Glæde. Veyr og Føre er ønskeligt, og saa haaber jeg alt er og vil blive for Eder Alle, Dyrebare! Før jeg begynder mit Brev maae jeg ind og see til de mange Unger, jeg nu har at tage vare paa, og snakke lidt med Hr Jess, som jeg kun fik sagt Godaften til da han kom.

[181] Juledagsmorgen maae det første Ord man siger være: En glædelig Fest! og det siger jeg af Hiertet Eder Alle, mine Elskede! Dog er det ikke nu Morgen, men Middag, og jeg har nyelig sluttet et langt Julebrev til min dyrebare Maja C: Endnu sidder jeg og gaaer vi Alle i dyb Negligé. Borches kom i Aftes. De bragte mig et lille Brev fra min Maja, hos hvem der i Dag til Mid: er et ligesaa stort Compagnie, som vi venter her til Aften. Derfor faaer jeg intet Brev paa Torsdag, da det skulde skrives i Dag, og maae, og bør være lie bli lell. Nu har Du det anderledes travlt, Dyrebare, end jeg, som sidder her ganske roeligt, og tænker at sidde saa for det meste i Dag, og lade Ungdommen styre det bedste den kan og veed. Nella, der ganske er den gamle Nella, lover at være Visevertinde, og dermed er jeg overmaade fornøyet, thi saa behøver jeg blot at lade mig see imellem, og kan uden Ank pleye min Magelighed for Resten. Jeg syntes, da jeg satte mig, at der var saa meget, jeg skulde sagt Eder, og nu er det fløyet bort altsammen da Ungerne kom stormende ind med liden Grethe Reich, den første af Ballgiæsterne, som bliver her i nogle Dage. At hun ligesaa lidt som Nogen her er i sin Pynt, kan I let tænke.

Juleaftenen gik ret behageligt. Borches, Jess og Christie spillede en lille Floxeboston, da de Alle, Borch maaskee undtagen, vare Begyndere. Vi andre cabalerede og rabuserede, selv Marie, der er en saadan Hader af Kort. Saa spiste og drak vi og snakkede saa Kl var halvtolv inden vi skildtes ad, og sov jeg ind ved Børnenes høye Prat og Latter paa Jomfruekammeret.

Walbohm er meget bædre i Dag end i Gaar; men saa kom Faer Mørk her, og var saa forilet, at han neppe fik ønsket os Alle en glædelig Fest, da han havde faaet Bud fra Chrystie, som var blevet pludselig syg, og Begiæring at forrette Tiænesten for ham i Dag, naar han var færdig ved Hovind. Det giorde mig atter ley. Giid det gik saa snart over som det kom[.] Min Maries Fornøyelse vil blive meget tempereret, kommer ikke hendes kiære Ragna, især da hun veed Aarsagen til hendes Borteblivelse. Vi vil haabe det bedste saa længe vi kan.

[182] Anden Juledag Kl: 11. Nu, men ogsaa nu først, toge de sidste Ballgiæster bort; en halv Snees Stykker bliver her for det første Middag: over. Jeg vil være saa ordentlig som muelig, og begynde for fra, da ellers det ene vilde gaae i det andet, fordi mit Blod er lidt i Bevægelse, ikke af den liden Søvn jeg har faaet, men af den Skræk jeg vaagnede i, da jeg mod Morgenstunden var falt i Slum. Det hører da til mod Slutningen. Det varede usædvanligt længe, inden de begyndte at komme i Aftes, men saa kom de ogsaa som om de havde tilsagt hverandre fra alle Hiørner og Kanter. Kl: henimod 8 var da alle paa Plætten, en 3 a 4 og 60, og Dandsen begyndte. Af de unge Piger var kun tre, jeg ikke havde seet før: Jomfrue Stenersen, min Steinars Søster, som i denne Tiid er hos Birkes, og kom med ham istæden for hans Ane, der ey tør vove sig ud. Jomfrue Bierk ^Thesen, en Søsterdatter af Mad: Bierk i Nannestad, og en lille Jomfrue Riis fra Byen, et ret vakkert 10 Aars gl Pigebarn. Af disse tre forekom mig Thesen mindst interessant. Marie Stenersen saae ud til at være en simpel godmodig Pige. Alle disse ere blandt de Bortfarne. Derimod var en stor Hob af Chapeauerne mig vildfremmede, de fleste vare Officierer, og alle Jesses Bekiendtere. Musikken var deylig – det var 8 af de melitaire Spillikantere i Gierdrum; men neppe vare de Dandsende gladere i den, end Fader Bierk fra Nannestad, som kom med sine tre Jomfruer, og vidste nok, han skiøndt ubuden, ikke fik Plads paa Dørtærskelen. Han laae et Par Timer, og tog lige herfra til Anexet Holter for at prædike. Ragna Chrystie kom dog, men var ikke munter, stakkels Barn, da faderen endnu var syg; men han vilde endelig, hun skulde tage hid. Gud give hun maae finde ham brav naar hun kommer hiem, eller dog bædre. Det gik lustig, og sielden blev der pauseret. Fra mit lille stille Himmerige her giorde jeg smaae Visk ind og saae paa dem, til Kl: 12, da lagde jeg mig; men for den Søvn jeg fik, kunde jeg giærne været oppe, dog, jeg hvilede, og hverken Musik med samt Tromme eller deres Hurraraab ved Bordet forstyrrede min Roe; men nu min Skræk, da jeg vaagnede af et kort Blund ved mange høyrøstede Stemmer nede i Dagligstuen (lige under vort Sovekammer) og hørte disse bedende, [183] truende, advarende Stemmer, blandt hvilke jeg kiendte Jes's og Christies, afbrudt og overdøvet ved høy, rasende Hulken, Slag i Bordet, og fæle Skrig og Eder. Selv Koren vaagnede derved. Paa mit Raab og Banken kom endelig en af Pigerne, men vidste intet mere, end at Lieutenant Dahl var den som foer saa afsted. Jeg fik tændt Lys og stod op, Kl var over 6 – alt var Glæde og Dands, da jeg kom ned; men nu hørte jeg, at denne Person (som Ingen af os her kiendte) der er, naar han bliver heed i Hovedet, en reen Bærsærker, var blevet fornærmet, fordi Stenersen og endnu en Officier havde med mueligste Skaansel sagt ham, at hans Opførsel – Munterhed kaldte de det – ikke var passelig i det Hus og det Selskab han var i. Da var der ingen Holden mere. Han foer ind paa hvem der stod ham nærmest, rev Rabatterne af den ene, Kraven af den anden, og da Jess med Flere vilde have ham bort, tog han ham i Struben, og slap ikke Taget før lykkeligviis en af de Stærkeste fik vristet Fingrene løs af Halstørklædet, ikke engang ved et Stød, Jess gav ham for Brystet, ved hvilket han tumlede tilbage. Men anden Gang foer han paa ham, og rev hans Vest (stakkels Majas Geburtsdagsgave til Broderen sin) itu fra øverst til nederst. Da de nu ingen andre Skiolde havde at indknibe ham i for at standse hans Bærsærkergang, kneb de ham dygtig ind imellem sig, truede ham med Prygl, og han blev roelig for en Stund. Da jeg kom ned var han borte, men kom ind igien og giorde barske Miner. Jeg forsøgte at tale ham tilrette med høflig Alvorlighed, og sandelig, jeg kunde ikke nægte det ulykkelige unge Menneske min Medynk. Hans vilde Aasyn forskrækkede mig lidt, men det har før lyktes mig at tæmme saa glubende en Løve; dog her drev jeg det ikke videre, end at han forholdt sig roelig, talte ikke et Ord og tog endelig bort, da han havde giort mig, og kun mig allene, et stumt, dybt Buk. Men han har svoret Stenersen Hævn, og hans Forsæt var, uden Tilladelse at tage lige herfra til Byen, hvad han vel, sig selv til liden Baade, tør udføre. Alle hans Kammerater, samtlig høyst anstændige Mennesker, nogle høyst agtværdige, bade mig om Forladelse, fordi Een af deres havde ført sig saa afskyeligt op, og jeg svarte leende, at de jo ligesaa lidt kunde svare for enhver Kammerats som jeg enhver Sorenskriverkones Opførsel, hvad jeg nok vil frabede mig. Men de fandt dog, der var en Forskiæl, og vare og ere nedslagne for sligt skulde hende her – det var rigtig nok ogsaa første og skal, haaber jeg, [184] blive sidste Gang et saadant Optrin skal forefalde her i Huset. Nogle sover, nogle vaager, nogle gaaer i Søvne. Skriveren, som dandsede hver Dands, der ikke var Feyer, før Bordet, sidder her og læser i Sophaen, og jeg sidder og sladdrer med mine Kiære, uden Hovedpine, uden Træthed. Dog torde maaskee Søvnen snart indfinde sig, gav jeg den et Vink, og nesten er jeg fristet til det, da vi vel ikke kommer til at spise paa denne Side Kl. 4, da vi skal vente Munthe, og det er Offerdag.

Tredie Dag Juul Det blev endda ikke saa seent. Vi fik afspist før det blev mørkt, og da vi havde drukket Caffe ^fore de tilbageblevne Ofserer, Capt: Ring, der saa Gu denne Gang var ganske bra, og Liutnerne Ziegler, et tækkeligt Menneske, to Brødre Busk og Petersen, alle meget beskedne godlidende Personer, og den lille Springfire, Hagemann, der er saare kurtvillig, som Dichman sagde i gl: Dage; med gientagne Hurraraab forlode de Gaarden. Men Stenersen forlod den ikke, og raabte intet Hurra, thi han og Christie gik lige fra Bordet til Sengs, og var det ikke mueligt at faae Liv i dem før Kl over 7, da Nella og Hanna gik op med hvert sit Lys og fik dem paa Benene. Præsten, der ikke var frisk, tog ogsaa hiem strax han havde drukket Caffe. Jomfruerne sad i hver sin Krog og sov og snakkede i Søvne, men saa fandt Christie paa de skulde giøre Julelege og flyve dygtig om, og det hialp; men før Kl 10 var her neppe noget vaagent Væsen i det hele Huus. Nu delibreres der stærkt om, hvordan det øvrige af Julen skal tilbringes, og Resultatet troer jeg bliver, at al Ungdommen i Morgen tager til Hertels, bliver der Onsdag over, og tager Torsdag eller Nytaarsdag til Nannestad Prstgrd: Did maae jeg være med, det lovede jeg Præsten og Dotter hans. Her er nu altsaa Ingen af Ballfolket tilbage uden min gode Grethe Reich og Steinar, der ligesom hører blandt Barna mine. I Dag kommer først Sviren efter med mig, dog er jeg mere fortumlet i Hovedet end jeg har ondt i det. Naar jeg tager mig en fornuftig Midd: Søvn, tænker jeg nok jeg bliver fuldkommen brav igien. Her er ingen sørgmodig i hele Huset, undtagen min stakkels Maren Skieldrup, som i Gaar fik Brev fra sin Broder, der nu som Lieut: ved Husarerne flakker om (ifald han lever enddnu) i Holsten og Tydskland. Brevet var af 1^ste Novbr. Han har lidt ret meget, og Tanken om hvad han endnu har at lide, nedslaaer hende reent. Denne Broder er den stakkels Pige Alt, og skal være hendes Kiærlighed værd. I Gaar var Hr Chrystie ikke bædre. Nu tage begge de unge Buller did for at skaffe os nøye Underretning om hans [185] Befindende. Give Gud denne maae ‹…› være til vore Ønsker. Til Walb: seer jeg selv engang i Dag.

Fierde Juledag «Hvor mange Juledage har I da paa Hovind?» – Jeg kunde nesten svare 365. Dog ney, saadan Surr fra Morgen til Aften er her dog ikke, og var det ikke godt her skulde være. Men mit gamle Valgsprog kiender I: Lad den grønne Ungdom kun forlyste sig i de favre Dage, som gaaer hastelig – Verset er ikke saa smukt, men Ordene ere Sandhed. Planen til Julereyserne maatte omlægges, da her i Gaar kom Invitation fra Nannestad Prstgrd. til Ball i Morgen. To Bud har her været, for at paalægge os Alle i Huset at være følgagtige[.] Mit Løfte har de forud, og jeg faaer følge Strømmen. Naar jeg tænker paa, hvor morsomt det var der i Fior, glæder jeg mig ret paa de Unges Vegne. Der var da en almindelig Beklagelse, fordi min Marie ikke var med (de vidste ikke hvor godt hun havde det hos sin Moer Cappelen) og Hr. Bierk lod sig forstaae med, da han var her, at Marie Koren dog ogsaa burde have en Dands paa Nannestad. Nu faaer hun den. Noget maae temperere alle vore Glæder herneden, saaledes kan Maja mi ikke tænke med ret Fornøyelse paa Morgendagen, før vi hører fra Gierdrum, om det staaer bædre til der end i Gaar; thi da var det endnu maadeligt med den gode Chrystie, og hans og Maries Ragna hiertelig bedrøvet, sagde mine smaae Buller, der kom seent hiem i Aftes. Ragna er ogsaa buden til Bierkes, men det er vel neppe at haabe, hendes Fader bliver saa brav, at hun har Lyst til at tage did, det gode kiærlige Barn. I Aftes toge de sig allesammen en Slædetour, min Koren, jeg og Telja undtagen. Al Ungdommen agede i to Langslæder, og den ene, som Stenersen kiørte, væltede med alle Jomfruerne her ved Allee-Hiørnet – hvor min Wilhelm lagde mig den sidste Gang han styrede mig her i Verden. Jeg vilde imens de vare borte giort Touren til Walbohms, men de havde ranet alle Slædefæller med sig, og saa blev der intet af. Walb: bliver hver Dag bædre, Gud skee Lov! blev nu Chryst: det ogsaa! Da de kom hiem og havde drukket Thee, gik Spil og Leeg for ‹s›ig igien, saa de vare færdige at døve vore Øren. Nella var med, skiøndt hun ikke var, og heller ikke i Dag er ret frisk. Efter Bestemmelsen skal nu Borches tage til Hertels Nytaarsdagen ^aften, og bliver der til anden Dag i Aaret, da de fortsætter Hiemreysen uden at komme herom tilbage. Jeg maae altsaa skrive et Par Ord med dem til min Maja C, og et lille Brev til Kista, om dertil bliver levnet mig Roe.

[186] Onsd: 29^de Har de andre Aftener været støyende og muntre, saa vaar Gaarsaftnen det Modsatte. Da vi havde spist Midd: tog Christie og Borch til Prctr Kroghs – Stenersen var om Formidd; reyst til sit Qvarter, da Hegerman ventedes til Gierdrum, og Jess til sin Herregaard – I Skumringen giorde jeg da endelig mit Besøg hos Walbohm, som jeg fandt bædre, end jeg torde vente det, dog er han langt fra ikke brav. En slem Hoste betager ham Roe og Søvn, og giør ham det nesten umueligt at ligge. Han sad i en Læhnestoel og lavede Medicin til sig selv. Mat og bleg og maver er han blevet, men saae temmelig munter ud, og var glad ved mit Komme, som hans gode bekymrede Kone og Frue Roweder ikke mindre var. Dog giorde jeg mit Besøg saa kort som et Sygebesøg bør være, og kom hiem til Theetiid. Skriveren sad læsende blandt alle sine Damer, der hver var beskiæftiget paa sin Maade. Maren Skieldrup satte sig, da Theetøyet var taget ud, hos Marie og Grethe Reich. Der blev en Pause i Samtalen, og da vi saae op, sad hun med Hovedet lænet paa Stolen og Øynene lukte. Vi troede hun sov, og begyndte at lee; men det var en tung, lang Søvn. Hun var besvimet, og alle vore Bestræbelser for at bringe hende til sig selv, vare nesten i en halv Time forgiæves. Først da Koren og en af Gutterne havde baaret hende som en Død ud i Pigekamret i en Seng, fik den flinke Nella det Indfald, at lukke Vinduerne op, og lægge Snee paa hendes Bryst, og derved kom Aandedrættet tilbage. Hun brød ud i høy krampagtig Graad; men det var just hvad jeg ønskede: thi derved blev det i saa mange Dage beklæmte Hierte lettet. En Times Tiid efter gik hun selv op paa Jomfruekammeret, kom ordentlig tilsengs, og sov strax ind. I Dag er hun ret færm, og var oppe i god Betids. Enten hun vil eller ey skal hun med til Nannestad i Aften, thi jo mere Adspredelse og Bevægelse hun faaer, jo bædre haaber jeg, hun skal blive. Dette, Walbohms og Chrysties Sygdom, har da været smaae mørke Intermezzoer i Juleglædernes lyse, muntre Lystspil. Lidet bædre syntes de den gode Chrystie var i Gaar, vi havde Bud derfra, og en færm Læge, With, er kommet did fra Byen, saa vi haaber Liv og Helbred skal vende tilbage. Gud opfylde vort Haab! I Dag har vi intet hørt derfra.

[187] Aarets sidste Dag er sørgelig. Vort Haab blev ikke opfyldt. Ak, mit Hierte lider usigelig, og Taarene kommer aldrig af mine Øyne men falder sielden, undtagen her i mit eensomme Kammer, hvor kun Gud seer dem. Stilhed hersker i det hele Huus. Jeg kan intet Sammenhængende sige Eder, mine Dyrebare! allermindst om Nannestadtouren og dens Glæder. I Gaar, den bitre Mindedag (Sara havde været 24 Aar) tog jeg lige fra Glædens Huus til Sorgens. Den skiønne Vinterdag opmuntrede mig ikke, de afvexlende Udsigter paa den mig ganske nye Vey adspredte ikke min Ængstelse der tiltog paa den lange, mig uendelig lange Vey. Da jeg saae Præstegrd: og Kirken havde jeg neppe Kraft til at aande. Jomfr: Horster og Fieldstad tog imod mig. Jeg saae Svaret paa de Spørgsmaal der ikke kom over mine Læber i deres Ansigter, endnu mere i de arme Børns, i den blege, dødblege Ragnas stumme stive Blik. Endnu var den sidste svage Livsgnist ikke udslukt. Hverken Kone eller Børn havde seet den i to Dage døende Mand og Fader, som laae uden Bevidsthed, uden Følelse. Den arme Moder sad stille paa sin Seng. Jeg sad stille ved Siden af hende. Ak, jeg havde intet at give hende uden Taare, og giærne havde jeg givet hende dem, hende og hendes Ragna; men de græd ikke. Jeg talte endelig, talte om min Sara, og hvor glade vi mang en Gang havde levet denne Dag, Glædens Dag paa Hovind, sammen. Ak, jeg veed at Mindet om evigsvundne Glæder snarere aflokker Taare end Mindet om de dybeste Smerter. Men hendes Øyne blev kun vaade[.] Da jeg sagde hende mit stumme Farvel trykte hun mig heftig i Armene og sagde: «Moer Koren, kom snart til mig igien. Jeg er saa forladt» – «Ney ney, du er ikke forladt, du Gode. Gud lever, og du har dine Børn, og dine Venner endnu. Koren og jeg er dine Sødskende» – noget saadant sagde jeg, troer jeg. Det græsselige: jeg er saa forladt! – rystede mit hele Væsen. Jeg veed ikke hvordan jeg kom ned, i Reysetøyet og i Slæden. Blik og Stenersen, ligesaa nedslagne som Jomfr: Horster og alle de grædende Mennesker hialp mig allesammen. Maanen skuede som for 5 Aar siden da Chrystie og hans forladte, nu forladte Kone, fulgte os. I veed det – d: 10^de Decbr 1808 – Her saae alle mit Budskab. Marie blev bleg og gik ud. De andre græd omkring mig. Nella var syg. Hvilken Contrast mod de foregaaende muntre Aftner. Kl 8 kom Stenersen med de to faderløse Børn. Ragna skulde ikke vide, Faderen [188] død. Men hun vidste det vel. Marie faldt hende om Halsen. Hun vilde ikke græde, og hendes Graad brød ud i høy Hulken. Dog, hvorfor forsøger jeg at udmale disse Scener. De ere her, de skal blive her, de arme Faderløse, saa længe mueligt. Jeg skal giengielde mod dine Forladte, du hiemgangne Ven, den Ømhed du og de viste Saras og Wilhelms trøstesløse Forældre og Sødskende. See ned fra din Himmel – Vi skal giengielde det – Men jeg seer ikke mere giennem de dunkle Øyne – Nu ere de klarere. Stenersen, den sieldne, sieldne Yngling, vilde taget tilbage i Nat; men han fik ikke Lov. I Daggryet fulgte min Koren med ham til Sorgens Hus. Jeg er ikke ret brav for mit Bryst, og det er jeg aldrig naar jeg er bedrøvet. Men Hovedet er godt, og saa tør jeg græde, og saa bliver ogsaa Brystet godt. Borches bliver over her til 2^den Jan: De vilde taget lige til Byen i Dag, ‹d›a Nella frygtede for at blive alvorlig syg. Men jeg haaber hun bliver bædre naar hun holder sig her i Roe. Af Næstouren bliver intet. Og jeg er blevet bædre imens jeg skrev. Værer ubekymrede for ‹…›ig, I Elskede! Jeg fik et langt Brev fra Søn Pavels i Gaar, et sandt ‹…›ne og Vennebrev. Han vil have mundtlig Svar paa det. Men heri ‹…›odtage han for det første min Tak. Saa snart kommer jeg nu vel ikke til ‹…›yen. De Lykkelige eller de Lykkeligere kan undvære Moer Koren. De Lidende har Fordring paa mig, end mere de som har lidt med mig. Aaret og dette Hefte endes her med Bedrøvelse. Ak, hvor giærne afskrev jeg hvad nu nyelig giorde mit Hierte saa godt, et Sted i Jean Pauls Blumen-Frucht-und Dornenstucke. Men det skal komme i neste, i Aaret 1814^tens første Hefte. Og da, naar jeg bliver roeligere, skal jeg fortælle om disse Dage. – Walbohm bædres, haaber man, men langsomt. Min Rikke er ogsaa syg. Jeg fik en Sæddel fra hende nu, skrevet paa Sengen. Hun beder mig see til sig i Morgen. Jeg kan det ikke. Giid hun blev saa brav, hun kunde komme hid. Derom har jeg bedt hende; men jeg har lidet Haab om at hun kan komme.

Det mørkner. Det gamle Aar gaaer til Ende. Tak, I Elskede, for hver af dets Dage og Timer. Gud velsigne Eder!

Gud trøste Alle som Sorrigfulde ere, hvad enten de ere nære eller fiærne! God Nat. – Fader i Himmelen, tag de blødende Hierter i din Haand, og hold den beskiærmende over de, som ikke bløder! Amen. God Nat!