Fru Collett udgav for nogen Tid siden en Bog, som hun gav den vemodige Titel: «Sidste Blade.»^k17 Skjønt disse faldende Blade ingenlunde bære saadanne Mærker, at de skulde varsle om det sidste Drys og overhoved ikke har stort mere af det høstlige end hendes øvrige Verker, nemlig den ejendommelige Mindestemning, som hviler deri, at hendes Forfatter-Virke mere er bleven at skrive Minde-Blade over et Liv, som ikke blev, hvad det kunde være bleven, end et ligefrem fuldblodigt digterisk Udslag af det, – saa er det paa den anden Side ikke vel tænkeligt, at hun herefterdags skulde udvikle nogen ny Side af sin Begavelse, og disse Blades Fremkomst kan derfor ret vel tages som en Lejlighed til at aabne et lidet Tilbagesyn paa hendes Forfatterskab.

Det, som Forfatterinden i sit første Verk har sit Øje fæstet paa, er det private, huslige og selskabelige Liv, og først og fremst Kvindens Stilling i dette. Og Resultatet er, at hun finder, at det hviler paa den raaeste, utryggeste Grundvold. Det er især den gjængse Opfatning af Kjærlighedsforholdet mellem Mand og Kvinde, hun prøver i Idealets Lys. Selv Kvinde og med et sjeldent klart Syn paa sit Kjøns ejendommelige Vilkaar, og med en levende Tro paa Storheden af Kvindens Kald møder hun fra alle Sider Theorier, der vistnok ikke aabenbart, men tilsløret nedsætte Kvinden til et Inventarium, et velordnet Hus ej bør savne, og en Praxis, som kaster den sidste Rest af Skin, aabenlyst fornegterⁿ⁴ alle ideelle Krav og begynder med at slaa en tyk Streg over den første Betingelse for, at [26] Kvinden kan være, hvad hun kan og skal. Her var rig Høst af bitre Erfaringer paa nærmere og fjernere Hold, og i denne Retning, som ogsaa i mange andre, har Fru Collett virkelig «taget Riset op» efter Welhaven, som i sine Soire-Billeder^k18 har en liden «Amtmandens Døtre» paa Vers, ligesom det samme Ris videre er svungen over Kjærlighedsforholdets Mangel paa Idealitet af Ibsen i «Kjærlighedens Komedie.»^k19

Fru Collett har sagt om sig selv, at hendes Evne egentlig ikke er Digterens, men en anden. Havde hun faaet følge sit Kald, er det rimelig, at hun fra Scenen vilde have givet mangt et fyldigt Billede af den sande Kvindelighed i hele sin Skjønhed og Magt, mangt et Billede, som vilde være gaaet vækkende og løftende eller stille mindende ud i Livet, vilde have holdt Dom med Idealets Myndighed eller hjulpet de mange vege og vaggende af hendes Kjøn,^k20 som bare trænge et Ord, et sandt, et hjertevarmt, et modigt Ord eller Billede forat staa imod og værne om sit dyreste Eje, sin Kvindelighed. Men denne Vej var stængt for hende, og hendes Opgave blev nu en anden. Hun maatte holde et Opgjør med den Virkelighed, som havde kastet Tændstoffet ind i hendes varme Kvindesjel, Flammen af hendes Møde med disse Forhold og disse Synsmaader maatte slaa ud; men det blev nu en blinkende skarp Kritik, en stemningsfuld Polemik og en veltalende Hævden af det ideelle Syn.

De forskjellige Kunstarter ere jo i Slægt; stænges der for Ens Virken i den, hvor Ens Evne nærmest ligger, kan Skabertrangen vel bryde sig et Far ind i en anden, men det bliver altid mærkbart. «Amtmandens Døtre» savner vistnok ikke Drag af virkelig digterisk Skaberkraft, Billeder af levende Væxt, men i det Store taget er den dog et kritisk-poetisk Indlæg i Kvindens «Befrielsessag». Det er det ildfuldeste, hun har skrevet, her ere de fleste varme Strømdrag op af Virkeligheden, her er den største Rigdom paa fine Iagttagelser og her er mange fulde Stemninger; men tager man Bogen for sig og gjør sig ærligt Rede for, hvor egentlig Tyngden ligger, holder man sammen de Steder, hvor det digteriske Syn er slaaet igjennem, saa tror jeg, man vil finde, at det, som fylder og bærer denne 3–400 Sider stærke Bog, det som har varmet og gjæret og arbejdet i Forf. og tilslut sprængt frem dette Udtryk, ikke er en Fantasiens Fylde af levende Billeder, der aldrig give Ro, men med Naturkraftens Vold vil frem og frigjøre sig i Væxt af den størst mulige individuelle Livagtighed, og det, man sidder inde med efter Læsningen som Vinding og Eje, er ikke nye mennesker og nye Forhold og nye Situationer af slaaende Anskuelighed; men man har hørt en Sag udmærket plaidere,^k21 man har seet usle Forhold og tranghjertede Synsmaader synke sammen i al sin Tomhed, Feighed og Ideløshed, synke sukkende sammen for en Kritik, der rammer som Lynslag, og man har hørt en anden Opfatning hævde i fin Reflexion og sympathetisk Paakalden af vore bedste Følelser, hævde med en [27] Veltalenhed, der har Lys af Idealernes Nærværelse, ejendommelig Farvning af Personligheden og den Inderlighedens Magt, som ligger i nært Syn paa Forholdene, og i, at disse Tanker er ligesom truede af hende af en nærgaaende Virkelighed, som hun selv har levet og lidt i.

Det er allerede værd at lægge Mærke til, hvorledes Forf. i denne Bog bærer sig ad forat male Helt og Heltinde frem for os i sin ideale Holdning ligeoverfor de andre sunkne og synkende Mænd og Kvinder, som fylde Bogen. Hun udstyrer dem strax med alle tænkelige, ydre og indre Fuldkommenheder, ligesom Smaapiger udstyre sine første Idealer. Saaledes er Colds Personlighed iført en Elegants og en Ridderlighed, som er ganske i den ældre Romanstil og falder flaut udenfor al Virkelighed. Ganske løjerlige er i saa Henseende tvende Bemærkninger om ham, der gjensidig slaa hinanden ihjel. Der staar et Sted i Bogen, at han paa alle Landture lover at forsyne Selskabet med Vildt; men siden fortælles der, at han er saa nærsynt, at han aldrig fælder en Fugl paa sine Jagtture, ja, paa et tredje Sted hentydes der til at Jagten egentlig er noget alt for lavt og materielt for en saadan fin og aandigt anlagt Natur, og om han end har Geværet om skulderen, saa er Maalet for hans Vandring ud i de vildeste Ødemarker et ganske andet: han gaar nemlig altid med en god Bog i Lommen. Her har nu den ømhjertede Forf. villet plyndre baade Friluftslivet og Boglivet for at pynte sin Helt; hun har villet give ham det interessante baade af Jægerens friske, mandige Færd og at Bogmenneskets stille Aandelighed; men til Straf rører Læserens Fantasi om med et Par tykke Jægerben og en næsten forsvindende spinkel, lærd Overkrop, indtil det hele Billede mattes af i en almindelig farveløs Romaninteressanthed. I samme Stil af de djerve Ben og den aandigt spinkle Overkrop er ogsaa alle de Scener, hvor Cold kommer som den Frelsende Engel mellem Sofie og Brandt, ikke at tale om den fortvivlede Redningsscene paa Sæteren. – Sofies Ypperlighed er sat i Scene paa en lignende Maade. Først alt dette «framifraa» fra hendes Barndom, al denne Grottepoesi og al denne Drivhusaandrighed, som Barnet gaar tilgrunde i, saa disse Forbud fra Kjøbenhavn om hendes Aandsmodenhed osv., og saa tilslut hun selv med alt dette interessante brune Haar og al denne simple Elegants, som Forf. har en ren Svaghed for, – alt dette drager ind i samme Far. Og det er slet ikke saa, at Forf. savner Syn for den slette Romanstil. Før hun beskriver Sofies Værelse, giver hun denne Stil en Kritik, som har god Skik; men da hun saa skal ivej med sin egen Skildring, viser det sig, at denne Kritik var et Udslag af en indre Angst, det var «en Parade i Kvart med et Smil»^k22 for at bøde for sit eget Verk; thi hun har intet nyt Udtryk fundet. Her er Afmagt i Digtersynet. Alle disse enkelte Træk af Helt og Heltinder slaa ikke sammen ud i en samlet Individualitet, de fortælle enten slet intet, eller de fortælle bare om en vis intellektuel Udrustning, en vis Læsning og en vis [28] Opdragelse, uden at det formes ud i en bestemt Ejendommelighed, og baade Cold og Sofie ere mest bare de Organer, hvorigjennem Forf. lader mere ideelle Synsmaader komme til Orde.

Kritikens Overvegt over det digteriske Syn kommer ogsaa frem deri, at hun oftere giver en almindelig Karakteristik af Arten, hvortil den Person, som skal skildres, hører, istedenfor uden videre at føre et bestemt Individ af denne Art levende frem for os («Hun eller han var af den Art Mennesker» osv.) Det samme kan ogsaa iagttages, hvor Personerne ledes frem for os i en bestemt Sindsbevægelse. Denne bestemmes da i sin Almindelighed som Beruselse, Begejstring, Afsky osv., uden at vi faa se, hvordan disse almindelige Rørelser former sig just i dette enkelte Individ, hvad der dog vel nærmest skulde være Digterens Opgave. Er dette fremstillet, trænge vi jo ingen Etiket.

Men afgjørende for Bestemmelsen af Forf.s Forhold til sit Stof ere Dagbøgerne, Sofies, Colds og især Margretas.^k23 Her føler dog enhver, at det ikke er Forf. om at gjøre, at faa de skrivendes Individualitet til at aabenbare sig i sanselig Fylde for Læseren, men blot gjennem dem ganske abstrakt at faa et vist Syn gjort gjældende. Det er just det særegne ved et Digter, at selv om det, han vil have frem, er vældet saaledes ind paa ham, at det frister ham til polemiske Udfald, til kvas Kritik eller til at sænke sig i grublende Reflexion, saa faar han ikke Fred og Tilfredsstillelse, før Polemikken, Kritikken, Reflexionen er saaledes gaaet tilbunds og igjen er saaledes optagen i individuelle Fremtoninger, at Billedet kan tale for sig selv, og alt, som ikke kan komme med her, ofrer han. Men i disse Dagbøger er ogsaa det, Forf. vil have sagt, kommen fyldigt frem. Det er overalt Forholdet mellem Mand og Kvinde, her sigtes paa. De fleste af de førte Anker ramme endnu, som de vistnok rammede dengang. Det er sandt, vore unge Mænd savne alt for ofte Syn for og Tro paa Kvindens Betydning og sand Agtelse for hende. Man skal ikke lade sig vildlede af, hvad der i festlige Lag frases sammen til hendes Forherligelse. Den hyldest i Tale og Sang, som et festligt Humør spenderer paa hende, siger ikke stort. Endnu mindre betyder en vis Art tom Riddertjeneste, som vises hende i det selskabelige Liv i de større Byer. Den Kvindelighed, som her æres og dyrkes, er gjerne af den tvivlsomme Art, som søges udtrykt i, at vedkommende «trækker sig tilbage i en lige saa uskjøn som uberettiget elegant Uangribelighed,» for at bruge en anden Mands træffende Ord, og de Mænd, som kan finde sig i at svinge Smigerens Røgelseskar for denne uangribelige Skjønhed, kan gjerne have et ganske raat Syn paa Kvinden og det kvindelige, og man skal i Regelen finde, at kommer den Sort Mænd under Indflydelse af Kvinder, saa er denne Indflydelse ikke af det gode. Til at have Fællesskab med Kvinder ere vore Mænd for magelige, de ere ogsaa for utilbøjelige til at gaa ind i de særligt kvindelige Interesser og at gjøre sig fortrolig med hendes særpregne [29] Syn, og de blyges i Grunden for at findes i Forhold til hende, paa samme Maade som de blyges for at vedgaa et inderligt Hjerteforhold til det ideelle overhoved, særlig til Poesien, og at tilstaa, at hun har haft Indflydelse paa dem, og at de have lært af hende, vilde de synes stred mod den sande Mandlighed. Paa den anden side vanskeliggjør Kvindens Udvikling eller Mangel paa Udvikling ofte Samværet her hos os. Træffer man hos os paa Kvinder med større Kundskaber, saa har Tilegnelsen ofte været forunderlig gold og har blot avlet Overvurderen af disse Kundskabers Værd og stor Envished i Meninger. De, som liden eller ingen Udvikling have, fjase – ifald det er grunde Naturer – i tomme Interesser, blive «knirkende Maskiner», eller leve sig tidt – naar det er en dybere Natur – ind i et ensidigt Følelsesliv, miste Syn og Sans for alle Livets Rørelser, overhoved for alt, som ikke direkte faar Magt i dette indre Liv, faa Foragt for Mandens stærkere Tænkning og videre Syn og for de Opgaver, han har at løse i Livet, og kræve som Vilkaar for Fællesskab med ham, at han skal styrte sig hovedkulds ind i det samme evige, svimlende Syn ind i egne Følelser, og at han skal dele alt med hende ligetil hendes Fordomme og Fanatisme.

Meget hemmes ogsaa et frugtbringende Samvær mellem den unge Mand og Kvinde af en altid færdig Sladder, der raat forudsætter, at det eneste mulige Sambaand mellem dem er Forelskelsens.

I Colds og Sofies Breve er mangt at dette draget frem, og den, som ikke disse Strejflys give et Gjenkjendelsens Sæt i – ja, han har da aldrig været trættet i disse Forhold, aldrig ydmyget af disse Synsmaader og aldrig harm over disse Mennesker. Men i Margretas Dagbøger falder og det varmeste og vegtigste Ord for Kvinden og hendes Kald, og den Mand, som ikke føler sig som omstraalet af den fine Kvindelighed Ynde i disse Breve, som ikke faar Respekt for den kvindelige Kjærligheds underfulde Skjønhed og Magt, og som disse Breve ikke overhoved vække til Syn for Kvindeværd, og som de ikke gjøre var i hans Forhold til Kvinden – han mangler noget meget væsentligt, og den Kvinde, som de ikke give Følelsen af stor Magt, stort Kald, stort Ansvar, er enten ingen Kvinde, eller hun har gjort noget, som var et Brud med Kvindeligheden – men da er hun og saa ræd disse Breve eller hader dem.

Bogens svageste Side er dens Slut. Den er noget af det pinligste, man kan læse. Her har Forf. ganske savnet Mod og Frihed. Hun har synt Mangel paa Mod deri, at hun har ladet Udfaldet bero paa en Misforstaaelse. Hun har vistnok sat det i Sammenhæng med en Karaktersvaghed hos Helten, men senere hen har hun ikke ret turdet vedstaa, at her var Skyld, og derfor har ikke Angeren lutrende Evne og heller ikke Forsoningens Mulighed i sig. Af Colds og Sofies sidste Samtale fremgaar det, at han ikke fuldt ud føler sin Skyld, men tvertom vil faa det Hele til at være et Vidnesbyrd om sin Følelse, om sjælelig Blygsel, og hun [30] har blot manglet et oplysende Ord for at finde Tingen saa temmelig i sin Orden. Det har altsaa været en Misforstaaelse, men en Katastrofe, som hviler paa en saadan, virker udenfor det komiske som oftest bare pinlig. Forf. har vist Mangel paa Frihed, har vist sig som en Træl af sit eget Mismod deri, at hun lader Sofie strande paa det samme Skjær som alle hine. Denne Slut kan Forf. umuligt have digtet for andet end forat mætte sin egen Bitterhed; thi hvad skulde den sige? Meningen kunde være den, at Sofie selv lider af den samme Kræftskade, som alle de andre, og dermed maatte Forf. ville have sagt, at der ikke gives en eneste Kvinde, som virkelig gjør Kravet Fyldest, men var dette Tanken, da maatte Sofie være ganske anderledes holdt fra første Færd af – eller Meningen kunde være den, at Kravet ikke kan gjøres Fyldest, men saa er jo den hele Fremstilling fra Ende til anden en storartet Uretfærdighed.

(Aftenbladet 23. sept. 1869)

I Fru Colletts næste Bog fortsættes Mønstringen af det private, huslige og selskabelige Liv, men det tyngste Hug rammer dog denne Gang vort offentlige Liv. Da disse Oktoberfantasier^k24 kom ud, blev Forf. af Kritiken tilholdt at skrive poetiske Fortællinger og ikke at indlade sig paa Samfundskritik. Jeg synes ikke, Bogen giver sand Aarsag til denne Tilrettevisning. Samlingen indeholder tvende mindre Fortællinger, hvoraf den ene (Gjensyn) har mange udmærkedeⁿ⁵ Træk, men den anden (Kongsgaard) er, naar undtages den yndige af fine Barndomsminder flettede Ramme, Gjennemsnitsgods. Oktoberfantasierne derimod ere helt igjennem varmt og vækkende skrevet, og selv om man maa finde, at mangt og meget falder skjævt i Forf.s Syn eller falder rent udenfor hendes Forstaaelse, saa er det dog en aandrig og stærkt bevæget Kvindes Syn, vi faa, og det er nok værd at følge.

Kritiken af vore Samfundstilstande falder i Oktoberfantasierne gjennem Taler, holdte af Kvinder. Forsvaret føres af Fru Betty, Angrepet af de andre. Men Fru Betty er holdt saaledes, at saavel hendes Personlighed som hendes Tale indirekte aabenbarer de Brist, Forf. mener er tilstede. Saaledes siges der om hendes Skjønhed, at den var af den Art, som man kan faa til at gaa op som et Regnestykke, men ingen har følt denne Skjønhed. Forf. mener vel, at der i vort Land er gjort saa meget især for dets materielle Væxt, at man uden Vanskelighed kan regne sig til, at det er et særdeles skjønt og blomstrende Samfund, men det af Aanden, som skulde samle og lyse ud igjennom de nye patenterede Indretninger og Institutioner, er der ikke. Fru Betty er desuden af de arbejdende og «virkende» i vid Maalestok. Hun virker for Kunst og Videnskab, i Missjons- og andre [31] Foreninger, ved Bazarer og Baller, ved Fane- og andre Feste, kort ved alle disse Lejligheder, da de flestes Virksomhed er som Mængdens ved en Ildebrand: Driften og Glæden i den er, at man faar føle og vise sin egen Vigtighed. Hun giver i sin Tale en kort, men glimrende Oversigt over Landets Fremgang i de sidste femti Aar, og det maa man sige, Talen er Patent-Gods, man føler strax dens kemiske Slægtskab med knaldende Champagneproppe, Festdekorationer, Festmusik, Festbravoer og andre Festmaaltids-Stemningernes Grundstoffe. Hendes Forhold til Samfundsopgaverne er Tidens. Hendes Tale gjør det samme Indtryk, som Synet af en ny, kompliceret Maskine: de mest flunkende nye af Tidens Stikord staa her ordnede i en Symetri, «der er overmaade behagelig for Indbildningskraften». Politiske og andre Institutioner, Jernbaner, Dampbaade, Chauséer, Skolestuer og Distriktsfængsler, Foreninger og Selskaber til alles Vel og til Helsebod for alle Brist staa her som store, blanke Cylindere, som sikre, tætte Tapper, som store knusende og løftende Hjul, som Stænger og Skruer og glindsende Messingbeslag med berømte Fabrikers imponerende Stempel, og man faar et levende Indtryk af, hvorledes Maskinens samlede Kraft, naar alle disse Hægter og Skruer og Bøjler først ret har faaet omspændt Landet, maa løfte det op til en enorm Højde af aandeligt og materielt Velvære. Der er bare en Ting, denne Tale savner: selvstændigt Syn, selvstændig Tænkning, Selvoplevelse, inderligt personligt Forhold til Gjenstanden.

Gjennem Annas Tale faar denne Lovsang over vort unge Samfund sin direkte Kritik, og Billedet af en anden Tid føres op til Sammenhold. Denne Tale er ganske vist betegnende for Forf.s eget Standpunkt. Forf. «har sine Begreber og Interesser i en Tid, som ligger forud for denne,» og det er vel ikke frit for, at hun stundom synes «rage ubegrebet ind i den nærværende.» Forf. har levet i den første nationale Rejsnings Tid, en Tid, som i al sin Formløshed, sin Raahed, sin vilde Stridslyst, men ogsaa i al sin Naturfriskhed, med alt sit morgenglade Mod paa Livet, kort i al sin Genialitet, er saa storladent udvældet i denne ene Personlighed Wergeland, at den gjerne kan bære hans Navn. Selv tilhører Forf. aabenbart ifølge alle sine Forudsætninger Dæmringspartiet,^k25 men hun har dog et aabent Syn for denne Tids store og gode Sider: «I denne sin første af Arbejdet endnu ikke kuede Kraft tog Aandslivet et ganske mærkeligt Opsving. Det var en vild, en gjærende, en Stridens, en Splittelsens Tid, men hvilke Kræfter udvikle de der sig ikke i Gjæringen! Hvilken Ild og Begejstring, baaren af de rigeste Forhaabninger! Den Ungdom, som mellem Aarene 30–40 færdedes paa Scenen – – var ikke dannet og poleret, som den nærværende, men den var ung, der var Lidenskab og Poesi i den, og hele Livet havde en saa forunderlig Fart, at selv det ubetydeligste blev løftet og draget med. Det skummede og gjærede overalt og sprudlede over i Sang, Tale og Skrift – – » Men hvordan er nu den Tid, Forf. træder [32] op i som fuldt udviklet Kvinde og som Forfatterinde? I Fru Bettys Tale har den jo faaet sin Højsang, i Annas faar den nu sin Kritik. Det er en Tid, hvori Ilden og Begejstringen synes slukt, Skummingen og Gjæringen har lagt sig, der «leves» ikke paa Ballerne, det sprudler ikke mere i Sang, Tale og Skrift, Aandslivet folder sig træt og slapt, det puster ud efter det haarde Tag, det er en Evje i vor Udvikling, og Forf. har ingen Tro paa, at nye Kræfter i Stilhed ruste sig og samle sig til et nyt Sæt i vor nationale Væxt. Men der har rejst sig et andet Røre, «det ydre Røre», et sveddrivende Stræv for ialfald i det ydre Liv at komme saa nogenlunde i Højde med de store Kulturfolk. Der ryddes og bygges, saa det ryger efter, man lægger Jernbaner og Veje, og man vil dampe en Uendelighed af nye Institutioner ind, men man glemmer i lige Mon at lægge nye Veje og Baner ind til det bundne Aandsliv, saaledes, at dette kan faa dampe ud til Vext i alle de nye Huse, der bygges det. «Aandslivet staar udenfor og raaber med tusinde Røster:» Platz da! – – udenfor staar Ungdommen og forlanger at være ung, førend den bliver gammel, udenfor staa Kvinderne – – og udenfor staa Kunstnerne med sine Billeder», og Digterne tie. Og gaar Virksomheden ogsaa tildels ud paa det aandelige Livs Vækkelse og Frigjørelse, saa har man ikke Syn for, hvor den dybeste Nød og Trang er, og i Modsætning til den blinde Tro paa Institutionernes undergjørende Magt, fremholdes, at Omdannelsen maa begynde i den enkelte og i Familielivet, og her mindes atter om Kvindens store og fagre Opgave.

Ligesom Dæmringens Digter savnede Syn for, at det indre og ydre Røre i hans Tid var et Forbud paa, at Folket var om at vaagne til selvstændigt Liv, saaledes har heller ikke Fru Collett Forstaaelsen af og Forsoningen med Bevægelserne i sin Samtid. Hun gjør vel store Indrømmelser til Nationens Anlæg, den noble Interesser osv.; men nogen ret Tro paa, at der skulde ligge tændbart Stof i de Tomter, som ryddes, nogen sand fortrøstning til, at de «fremstormende Kongsemner» have Kald og Kræfter til at bygge Landets Fremtid, har hun ikke. Det gaar hende ganske som Dæmrings-Digteren, hun

Og dette var i 61 eller før. Man kan nu sige til hende, som hun til hin Digter: «Hun vidste ikke, at Røret nu først ret skulde begynde.» Var de smaa Idyller alt i Welhavens tid for Størstedelen raset ihjel, og de sidste Rester ryddede ud, da Fru Collett skrev, saa ere nu selv de levende Minder om disse Idyller paa god Vej til at digtes, politiseres og prædikes tildøde.

[33] Og det tør ikke undre os saa meget, at den, der som Fru Collett har Størsteparten af sit Liv og sin Udvikling paa hin Side af det Skille i vor nationale Væxt, som Literaturen kan betegnes med Bjørnson og Ibsen og deres nærmeste Forudsætninger, at dette Menneske bliver lidt «unheimlich» og mistrøstig tilmode og ønsker sig tilbage til de smaa Idyller, som et gammelt Kulturliv har saa mange af, men som et begyndende ej giver Ro til at voxe.

Lad os bare drage os til Minde tre af Tidens store Strømdrag i vort literære, politiske og religiøse Liv og stige de Fænomener, som vise Bevægelsen i sin største Ensidighed og Overdrivelse paa lidt nærmere Hold, saa tror jeg denne Længsel efter Idyllen vil finde en levende Forstaaelse hos mere end En. Vi have et Maalstræv. Hvem kan tvivle paa, at Maalstrævet er et Udslag af den dybe Trang i Folket til at finde sig selv, og hvem vil negte dets Berettigelse, naar det syner sig som Omsorg for at tilføre Almuen Dannelsen paa den nemmeste og sandeste Vej? Men kan man lade være at nedlægge Indsigelse, naar det vil være mere end en Hjælp til at frigjøre den bundne Naturvæxt, naar man vil grave kunstigt Far for den fremtidige Udvikling, og naar man stempler al literær Virken, der ei vil lyve sig ind i dette Far, som uden al national Betydning? Møder man nu ovenikjøbet Strævet der, hvor det er blevet en Mode, som Krambodgutter tage i Brug som Slips af nyeste Facon og Farve, eller hvor det bryder ud i et fanatisk Partiskrig, som i Sange, Aviser, i lune Lag og større Feste forguder alt, som er af Maalet, og fremfor alt Maalets egne Mænd, Fjeldbønderne, og som raser mod eller fornegter alt, som ikke i strengeste Forstand er efter sidste maalstræverske Opskrift, – ja, saa kan man nok forstaa, at en og anden ikke længere ser Aanden i Strævet.

Men i endnu større Mon vil den længes efter Idyllernes Tid, som ikke bare har mødt Jaabækianismen, som den viser sig i Thinget, løftet op i et renere og mere storsindet Drag og styret af dannede og talentfulde Mænd, men som tillige i Jaabæks Blad^k26 har seet Partiet med grænseløs Ugenerthed bære Trangsynethedens, Tranghjertighedens og Uvidenhedens bedste Vaaben paa alt, som bærer Dannelsens og Intelligentsens Mærke, og som har haft Lejlighed til at se disse Synsmaader regjere i Kommunerne, førte i Munden af Mænd, som i Grunden intet Syn har for og ingen Sammenheng med Bevægelsens sandeste og bedste, men hvis eneste Forhold til den er, at den gynger dem op til Magt, de ellers ikke vilde kunne naa, og hvis eneste Fortjeneste er Foragt for klare Grunde, og hvis Mod er til enhver Tid at turde tage paa sig det moralske Nederlag i sine Sejre. – Og alligevel er det umuligt at være blind for, at Bevægelsen staar i Sammenhæng med, at det hele Folk vil komme til mere levende Arbejde i det offentlige Liv, og selv den Sparsomhedsaand, der ofte gaar til ydmygende Kniberi, tør vel [34] betyde, at noget, som skulde være gjort, er undladt, og at en tidligere Mangel nu slaar ud som et Onde i Listerfolkets evige Nejer.

Og har man mødt den religiøse Bevægelse, saaledes som den i sin værste Ensidighed og Overdrift forkyndes af ofte saa forfærdeligt Ukaldede, der ved at faa Stempel af Stiftelser, Foreninger eller af en eller anden tydskdannet Professor har mistet Følelsen af Ansvar, og som tidt nok i sin envise Fremholden af visse Skriftbud og i sin sejge uryggelige Forgudelse af egne Meninger og egne Oplevelser bare bringe sin egen Trangsynthed, Tranghjertethed og Uvidenhed tiltorvs i det kristelige Syns Navn, har man endvidere seet, hvorledes Forkyndelsen spirer og trives inde i vore dybe, mørke Afdale, hvor Bevægelsen endda til faa et Islæt af den vilde, lukkede natur, og hvor den aandelige Luftvexel er liden, og Kritikken og Kontrollen ofte ikke findes eller udelukkes, – har man mødt Bevægelsen saaledes, seet den paa nært Hold i dens kummerligste Udslag, saaledes som i Læsebogens Historie og i Udrenskningsforretningen i Rennebus Almuebibliothek – ja, saa kan man nok med Fru Collett komme til at lade den blodige Maria udtale sig saaledes om tilstanden i vort Land: «Istedenfor en kraftig Hersker har I skaffet Jer hundrede Smaadespoter paa Halsen. Enhver gammel Kaffesøster, enhver født Surmuler, ethvert daarligt, mislykket Subjekt, der af gode Grunde foragter Verdens sure Rognebær, behøver blot at erklære, at Aanden er kommen over ham, og han kan uden videre indsætte sig i Andenmands Samvittighedsraad, Inkvirent, Dommer og Bøddel paa engang.»

Og dog maa man have været meget uheldig i sine Erfaringer, ifald man kan tvivle om, at denne Bevægelse har skudt mange rene, varme Strømme ind gjennem et døende religiøst Liv og har vakt mange til et sandt, et levende og inderligt Trosforhold til Religionen. Men det er ogsaa sandt, at meget kan være dræbt, som ej skulde dø.

Skal man nu staa med vaagent Øje midt i Strømdraget og endda med frejdigt Mod og levende Haab i en Tid som denne, da et Nyliv fra saa mange Hold bryder op af Folkegrunden, ofte raat, uskaansomt trædende ned mangt, som gjorde fager Fyldest for sin Tid, men som har udtjent, ringeagtende de synkende Idealer og fanatisk stormende frem i Jubel om de ny, saa maa man have et dybt Kjærlighedens Samfund med sit Folk, en underlig og uryggelig Tro paa dets Evne til ud af sig selv at skabe sin Fremtid og endda til være et Barn af sin Tid og have dens Trang, dens Syn og dens Haab i større Mon, end det er tænkeligt, at Fru Collett kan have det.

Dette gjælder nu alle Tider og alle Steder, men særligt vort Land med sine uensartede Forhold, hvor baade Landsnaturen, Folkeejendommeligheden og Livsvilkaarene i saa mange Maader forene sig om at mure visse Meninger og Synsmaader saaledes inde, at Kulturstrømningerne kan skylle og skylle Aar ud [35] og Aar ind uden at bide mere paa det engang fastgroede, end Havet paa vor Kyst, og siden, naar de endelig ere komne til at løsne i de fossile Lag, gynge op mere stygt og raat og vrangt og envist end andre Steder. Ruterne ind i det aandelige Liv maa sejles op som Fragtruterne i vore Vestlandsfjorde. Først mistænkes de, saa misbruges de; men til syvende og sidst damper der vel et stærkt og sundt Liv ud, og dette Haab maa være Glansen over Striden og Strævet.

Den sidste Snert rammer vor Klandresyge, vor Mangel paa Syn og Respekt for menneskelig Individualitet og vor Lyst til at slaa alt fremragende ned i den intet og ingen uroende Middelmaadighed. – Der begyndes med Julinka: «Hun har mere Vid end Aand, formegen Kritik og forlidet Poesi, og af Naivitet og noget, som man engang kaldte «ungdommelig Begejstring», kunde man i hendes Sjæl finde saameget som man kan vente at finde Tusindfryd i et Karsebed.» Jfr. Bolt fortsætter: «Vi have formeget af hin skarpe, opløsende, kritiske Sands, der vitrer og overdriver alle Misligheder, opirres af Hindringerne, angriber det Gode, kort, giver sig Luft i at klandre.»

Falder ikke dette ganske sammen med de Anker, som i den sidste Tid ere førte fra forskjellige Hold, og nu sidst ved Studentermødet, over, at vore lærde Skoler opdrætte en Ungdom uden sandt hjertevarmt Forhold til Livsinteresserne, en underlig trangsynt, kritiksyg, tungblodig Ungdom, kan man ikke hente rigelige Illustrationer fra vore Studenters Optræden hvor det gjaldt at tage en eller anden stor Sag stort og varmt, og er det ikke for at bøde de Brist i denne Henseende, Brist, som den lærde Skole ifølge sit nærmeste Maal kanske aldrig kan af hjælpe, at man fremholder en anden, mere folkelig Undervisning, der mere er indrettet paa at vække det personlige Liv?

Og saa læse man tilslut igjennem Fremstillingen af den Metamorfose, som ethvert fremragende Individ her hos os maa gjennemgaa, og jeg tænker, enhver kan let belægge Skildringen med Kjendsgjerninger, ikke alene af det private, men ogsaa af det offentlige Liv – ja, just nu efter denne Vinters Storjagt falder denne Kritik til med et Klap, – som har vist Gjenlyd.

(Aftenbladet 2. okt. 1869.)

Forf. siger etsteds i de lange Nætter:^k27 «Nedskrev enhver, der nogenlunde kan ordne sine Tanker, med Sandhedens Mod og Frihed, hvad de havde oplevet, saa fik man en sundere Lekture end alt det Digt og Hjernespind, man nu næres med.» Heri ligger vistnok et dobbelt Mistag. For det første er det naturligvis saa, at selv om dette Sandhedens Mod er tilstede i størst mulige Mon, om Meddelelserne gaa paa Kjendsgjerningernes knirkende Hængsler fra Ende til anden, saa [36] kan dog det meddelte være usandt i sin dybeste Grund, og paa den anden Side kan alle Fakta være flyttet saaledes om hverandre og være saaledes omklædt i «Digt og Hjernespind,» at intet findes paa sin Plads mere og i sin virkelige Mundur, og alligevel kan den fulde Sandhed just lyse frem af dette Røre. Men selv om det sykologiske Syn, Skjønhedssansen og Udviklingen er tilstede ved Siden af Sanddruheden, saa er det dernæst et stort Spørgsmaal, om Livet vilde være tjent med en saadan almindelig literær Virksomhed, naar der ingen tilsvarende Fremstillingsevne findes. Og det er vist ikke mindst betænkeligt, naar Talen er om Kvinden. I de færreste Fald vilde hun kunne være det samme i sine Omgivelser som før, og hendes Virken i det store vide vilde altid blive af tvivlsomt Værd. En saadan Kvinde med rige Oplevelser, med det dybe Syn paa sig selv og andre og med den ægte Skjønhedssans i Øjet, er jo selv et levende Digt, og finder hun ogsaa bare enkelte gode Læsere, saa er dog det varme, fulde, levende Indtryk, som disse enkelte vilde faa af den umiddelbare Skjønhedsaabenbaring ganske anderledes frugtbar end det fjerne, matte, som de flere vilde kunne vinde af en Autobiografi. Og just i vort Land med de trange, tunge Forhold, som paa mere end en Maade bærer Døden ind i alt varmt, aandeligt Liv, kan vi saalidet undvære saadanne Menneskers levende Nærværelse for at faa deres døde Bøger. Disse smaa Lys er tilsammen en vaagen Vagt i det aandelige Liv, de holde Vejen aaben fra Idealets Højder lige ned i Forhold, hvor kanske aldrig nogen Bog naar, de kaste Funker i andre og lue frem paa Højderne gjennem dem, som fik den større Evne og det større Kald.

Men har man foruden de andre Betingelser ogsaa Forfatterindens Evne til at meddele sig livagtigt, vilde det vistnok være en Misforstaaelse, om man ikke førte sin Virken over videre Vidder, og om Forf. gjælder det ogsaa, at hun finder bedst Udtryk for det, hun ejer, naar hun meddeler direkte af Virkeligheden uden Omsætning i «Digt og Hjernespind.» Derfor tør «I de lange Nætter» maaske kaldes Fru Colletts bedste Bog. I «Amtmandens Døttre» saa man, at ikke alt kunde blive levende i den digteriske Fremstilling, hun maatte gjennem Dagbøgerne og gjennem indskudte Reflexioner aabne sig særskilte Udløb. I «Oktoberfantasierne» er den digteriske Form saa godt som aldeles sluppet, og hun er aabenlyst gaaet over paa Kritikens Felt. Men heller ikke her har hun fundet en Meddelelsesform, som svarer til hendes Evne. Det er først skeet i hendes næstsidste Bog, «I de lange Nætter.»

Her har ikke Forf. længer de hemmende Baand paa sig, som i den digtede Fortælling og i Kritiken. Hendes Fantasi er stærk nok til anskuelig Fremstilling af det virkeligt oplevéde, medens den mindre forslaar til paa Grundlag af det er farede at skabe nyt Liv – her kan hun gjøre frit Valg, kan hun male, saa langt hendes Fantasi har Magten, og slippe, naar den svigter. I alt, hvad hun har skrevet, [37] har det vist sig, at hun er stærkest, naar hun kan lade os se det, hun fremstiller, i ligefrem Korrespondens med sit eget Sjæleliv, i Lysning af det Straalevæld, det her løsner – i de lange Nætter er ikke denne Fremstillingsmaade længer som en Nødhjælp, hvor andre Midler svigte, her er det just dette Vexelspil, som er Hovedsagen, det er den Personligheds-Meddelelse, som sker i og med disse Virkelighedsbilleder, som er det væsentlige.

Gaar man igjennem nogle af de Emner, hendes sidste Bøger omfatte, vil man finde, at de fængsle just i samme Mon, som de ere skikkede til en saadan personlig Udfoldelse.

Hun fortæller meget ud af gamle dansk-norske Familjer, og enhver vil have følt, hvilken Evne hun har til at faa os taget i Berg at dette sunkne Livs milde Romantik. Men det sker alene gjennem hendes eget Minde-Samfund med dette Liv; i samme Stund, som hun ikke længer lader sig nøje med at tegne paa Mindets Afstand, men vil gjøre dette Liv nærværende for os i selvstændigt opfundne Begivenheder, falder Farven ud (Kongsgaard).

Prøver Fru Collett sig i Karakteristiker af historiske og literære Personligheder, kan hun vel give interessante Enkeltheder; men i det Hele falde disse Forsøg utilfredsstillende ud. Her ville vi gjerne se nye Træk fremdragne, nye Syn aabnede, vi ville faa disse Personligheders aandelige Fysiognomi malet op for os og deres Betydning i Kulturlivet paavist med Grundlag af Kjendsgjerninger. Men Forf. drager bare frem et og andet af deres personlige Liv, helst noget, som paa en eller anden Maade har noget tilsvarende i hendes eget, og hun drager det frem, mere dreven af Samfølelsen med et commune naufragium^k28 end for at forklare noget i deres offentlige Virksomhed, som Udslag af Rørelser i deres personlig Liv.

Med hvilken skarp, kvindelig Sans for Sjælelivets fineste Strømdrag kan hun derimod ikke skildre Personer af sine Omgivelser, naar hun først har optaget dem i sin Sympathi og faar vise dem frem i den Rolle, de have spillet i hendes egen indre Historie? Herom finder manrigelige Vidnesbyrd i Billederne fra Kristiansfelt, foruden flere andre Steder.

I sine Naturmalerier kan hun ofte, med yderst faa Midler, virke gjennem dette samme personlige. Uden at eje nogen saadan mærkelig Sans for det væsentlige, som gjør f. Ex. Bjørnsons Naturbilleder saa plastiske, kan hun dog ogsaa faa Naturstemningen levende frem gjennem Skildring; men meget ofte komme vi ud i Naturen og føle dens friske Aande bare gjennem Forf.s egen levende Glæde i den, uden at hendes Ord tilføre os et Billede. Hun rider sig en Tur, der kommer en Byge, og gjennem hendes Angst se vi Bygen true sig ind paa os. Hun standser foran et Led, en Rydning i Skoven, et Træ eller en Elv, og det hele, vi faa, er stundom nogle Udraab; men hun har dog standset saaledes foran dette [38] Træ, dette Led, denne Rydning, og Ordene ere faldne ud af en saa varm Bevægelse, at hun vækker vore egne Minder og Indtryk til ny Virksomhed i os, og saaledes komme vi ud i Naturen med hende.

At vi her ikke have en lyrisk Digternatur for os, som ved et Mistag har villet meddele sig episk, ser man af de Digte, som findes indsprængt hist og her. Nu kan man vistnok være Digter uden at kunne skrive Vers; men det kommer da an paa, hvad der er ivejen. Hos Fru Collett er det dette, at Følelsen ej har formælet sig med Fantasien og faaet udpræget sig i dens Sprog – alle disse Digte er tørre.

Men klarest gaar det op for En, hvori hendes Magt ligger, naar man tager for sig hendes Billeder ud af Barndoms- og Ungdomslivet i Hjemmet og i Kristiansfelt. Her, synes jeg, blivet man bedst kjendt med hende, med det skjønneste og sandeste i hende, og her har hun ogsaa bedst forstaaet at gjøre os bekjendt med andre. Det er vel saa, at hun i de andre Bøger har lukket op for dybere Brydninger i sit Sjæleliv end her, og hendes Ord have haft en større Lidenskabens Glød og Magt, det er ogsaa muligt, at hun har udfoldet mere Aand og Vid; men saa er ogsaa mere af det usande i hende kommen med, og ingensteds er der en større Inderlighed end her, ingensteds er Bitterheden gaaet saavidt under i Kjærligheden og Satiren saa ofte bleven til Humor. Det er en hel Familjesaga, som her rulles op for os; vi følge Familjen fra dens Indflytning under Taarer, lige indtil to Grave have sat sit Punktum for den, og en ny Ud- og Indflytning meldes. Inden denne Ramme ere Emnerne af skiftende Art. Snart er det et Sorgens Billede, snart et, som ler af det friskeste Lune. Snart gaar Fortællingen om bekjendte Personligheder (f. Ex. Henr. Wergeland), snart om en Barnepige eller Husjomfru (Lisbeth, Marthe), snart er det en Papegøje eller en Kat, snart føres frem for os et Exemplar af hine forkomne Subjekter, som man især før kunde finde saa mange af paa Landet som Ungdommens Opdragere, eller, det er et Sæt af hine endnu ulykkeligere Skabninger, som have mistet alt, ligetil Forstanden og friste et kummerligt Rekeliv Gaard imellem –; men hvad enten det er det ene eller det andet, saa sidde vi lige lysvaagne i disse Nætter, ja stundom vel saa vaagne, naar Talen er om rene Smaating; thi vort Øje er fæstet paa Fortællersken, som her sidder og snakker med os om sig selv, sit Hjem, sin Slægt og sine Venner, og disse Smaating blive, alt efter som hun fortæller, store for os, vi faa hendes Forhold til disse Ting, hendes Interesse, hendes Kjærlighed, og stundom sidde vi ogsaa samtidig med et lignende kjært, vemodigt Syn ind i vore egne Minder.

Her faar man da altsaa Syn for, at det, som overalt giver det ejendommelige Liv til hendes Fremstilling, er, at hun paa ethvert Punkt er saa subjektivt bevæget tilstede, saa livagtigt tilstede, at vi synes se hende sidde foran os og stundom ere om at gjøre vore Spørgsmaal og Bemærkninger ganske lydeligt, som om vi kunde faa hendes Svar paa Stedet. Hvor hun derimod ikke kan være saa ugenert [39] tilstede med hele sin Personlighed, miste Billederne noget af det ejendommeligt dragende, og selv Sproget har ikke mere det levende og letfaldne, som gjør, at vi ellers synes kunne høre, at alt dette har levet længe paa Tungen, før det kom paa Papiret.

Det var ikke Meningen med disse Linjer at gaa videre. Der kunde vel være en Del at sige om Forf.s Stilling og Betydning i vor Literatur; men dette ligger udenfor nærværende Forf.s Vej, da det blot har været ham om at gjøre ganske i Almindelighed at fæste Opmærksomheden paa det vækkende, der ligger i hendes Personlighed, og at paavise, hvorledes denne i hendes forskjellige Bøger er kommen til Udfoldelse.

Skulde jeg tilslut fremholde noget enkelt Træk i Forf.s Personlighed, saa maatte det være hendes aabne Sands for og dybe Medfølelse med al den stille, men store Kjærlighedens Kamp med haarde Kaar, som Livet rundtom os byder saa mange, ofte saa uændsede Exempler paa, hvad enten den nu gaar ud paa at redde Haab og Tro af den lange, den sløvende, opslidende Strid med daglig Nød, eller paa at vinde Forsoning over større Evners Spilde i Vilkaar, som hindre deres Udvikling og indsnevre Virkevidden, eller at bevare Synet aabent og Hjertet varmt og friskt gjennem andre personlige Tab eller Skuffelser. Det er dagligdagse Historier altsammen – Eventyr-Saras Kaar ere dagligdagse nok: et brudt Ungdomshaab bag sig, Fattigdommens Øde om sig og frem for sig; men det er ikke alle, der som Eventyr-Sara kunne forære sine Børn Eventyr forat faa dem til at glemme Sulten, og det er heller ikke alle, som kunne fortælle dem Historier saa godt, som det er skeet i disse Ord om Saras Datter: «Hun maa have sultet meget denne Datter; thi hun kunde mange Eventyr.» – Det er heller ingen sjelden Historie, at Mænd og Kvinder, udrustede med ualmindelige Evner, sættes udenfor det store Aandsliv og ind i Forhold, som ingen friske Strømkast kunne sende ind i deres indre Liv, og hvis aandelige Væxt derfor forkrøbles eller forvildes. Men det er de færreste, som forstaa det usædvanlige, der ej kom til klar Udfoldelse, man ser i Regelen bare Bruddet med det normale, men ej den indre Aarsag, som skulde godtgjøre Retten, kanske Nødvendigheden. Det er heller ikke alle, som se det, naar den er tilstede den store, den modige Kjærlighed, der giver saadanne Styrke til at forsage den større Virken, de ej kunde faa, og til at være alt, hvad de kunne, i den mindre. Her kunne de haarde Vilkaar stundom just bryde det bedste saaledes frem, at den, som har de lysere Kaar, maa standse og spørge sig selv, om han gjorde Fyldest i samme Mon, og at den, der har de samme, maa faa nyfødt Mod ved Synet af denne Sejr.

Det er en af Fru Colletts Fortjenester, at hun har et aabent Syn for al saadan Strid og en kjærlig Forklaring, hvor der er Fald og Tab.

(Aftenbladet 7. okt. 1870.)

Naar et Folk en Tidlang har ligget udenfor Kulturlivet, eller blot har levet det med paa anden eller tredje Haand, og saa vinder de første Vilkaar for et selvstændigt Liv, da vil dets Digtning i de fleste Fald begynde med den patriotiske Glæde over den vundne Frihed. Man vil tale meget og synge meget om den Selvstændighed, som endnu skal grundes, og man vil gjerne se ydre Tegn og Mærker [73] paa Uafhængighed; men man vil en Tid lang være mindre betænkt paa at fremme et selvstændigt Aandsliv med Rod i Folkenaturen. Men lidt efter hvert træder den Tanke frem, at man maa leve sit eget Liv, og saa kommer der Rydningsuro over Landet.

Der vil da først og fremst være en Trang til at søge tilbage til Historien, hvor den endnu var Udtryk for et vaagent Folkeliv. Der vil fremstaa Mænd, som tage Ophold i denne Fortid og granske den, rydde den, hugge Veje, aabne Udsyn, gjøre Opdagelser. Det gjælder først og fremst at gaa Grændserne op med Sværd i Haand, at hævde sit Eje, at erobre sin egen Fortid. Alt, som kan vidne, drages frem, Saga, Sagn, Sange, Ord, Navne, Stene, Huse og Dragter. Historien randsages, og et Opgjør holdes. Siden beskrives det fundne fyldigere, Begivenheder skildres, Kulturtilstande lægges klarere frem i Dagen, og tilslut komme Digterne og rejse lyslevende Billeder af den sunkne Tid.

Men denne Folkets Trang til at se sig selv styre andre mod Nutidslivet der, hvor dette er oprindeligst, hvor Sammenhængen med Fortiden er synligst. Og her ledes igjen det frem, som kan tale om den Aand, som skabte Folkets Historie. Bondens Liv, hans Maal, hans Sagn og Sange, Sæder og Skikke, vil ved Siden af Historien være det, som mest optager Tænkere og Digtere. Fra at beundre og synge om den Bonde og det Bondeliv, man ikke kjendte, vil man nu gaa over til at sprede Lys over, pudse op og udstille Ord og Sagn ligesaavel som Krus, Klæder og Søljer. Tilslut ville ogsaa her Digterne tage Emner af det nysopdagede Liv, og de ville efterdigte de fundne Sange. Men i første Færd vil Bondelivet med sin større Friskhed og Oprindelighed og med sine tydeligere Mærker af den ældre, mere ejendommelige Kultur, som engang trivedes i Landet, med sin Sagn- og Eventyrskat mest bruges som en Fundgrube, der kan give ny Tilførsel af Raaemner til Kunstpoesien.

Der bryder ikke altid strax en hjemligere Aand frem gjennem de nye Emner. Den Interesse, som en saadan Udmyntning af nationalt Stof vinder, er heller ikke noget sikkert Vidnesbyrd om, at en folkeligere Aand er vakt; thi et nyt Kulturliv med stærkt Særpræg, eller et gammelt, størknet og halvglemt, som graves frem af sine egne Sandhauge, eller et Vildliv, som arter sig ejendommeligt, drager altid Folks Interesse til sig. Ja, stundom kan denne Glæde i det nye Stof ligefrem vidne om den Afstand, der er mellem Digterens dannede Læsekreds og det Folk, hvis Liv fremstilles; thi dette plejer drage En i samme Mon, som det er En fremmed. Interessen er da rent poetisk eller kulturhistorisk eller naturvidenskabelig, eller det er den Glæde i det oprindelige, den Tørst efter djærv, drøj Natur, der ret som det er overfalder de af Kulturtankerne herjede, ørkenhede Samfund. Men selv om denne Interesse for Bondelivet er grundet paa Samfølelse med det hjemlige deri, saa plejer der dog ikke strax at være nogen levende Trang [74] til at føre det frem til Kulturvæxt paa Grundlag af dets egen Natur. Men har et Folks Udvikling ført det med sig, at alle, som vandt en videre Dannelse, med det samme førtes langt bort fra den Kultur eller de Rester af Kultur, som den største Part af Folket har sit Liv bundfæstet i, da vil det snart kjendes, at der er en Splid i det hele Folks Udvikling, og der vil vaagne en levende Længsel efter at faa den lægt. Bevægelsen slaar dybere igjennem, og man vil begynde at krige mod den herskende Kultur, som en fremmed, man vil vække den sovende Trang og de sovende Krav i Bondefolket, og man vil prøve paa at tilføre det Kulturindholdet paa en nemmere Vej end før. Det skal ikke mere bare sees paa og synges om, det skal vaagne til et sandt Aandsliv med Rod i dets Fortid og Væxt efter dets Ejendommelighed. Det skal møde frem og være sin egen Talsmand, faa sit Liv baade i det Ydre og Indre stelt efter sine Evner og Kaar. Saasnart dette Gjennembrud i Udviklingen har gaaet for sig, finder det gryende Liv ogsaa snart nye Organer at udtale sig igjennem, nye Tænkere og Digtere, som staa det nærmere end de gamle og som forløse dets Trang dybere. Der komme Synsmaader tilorde som er stærkere mærket af Folkets Ejendommelighed, Tanker som det selv har tænkt, Billeder rejses, som dets Fantasi har digtet, Toner lyde, som har Bundklang i dets Natur. Det er en rimelig ting, at den Digtning som svarer mest ligefrem til et saadant Gjennembrud i et Folks Udvikling, vil finde dybest Gjenklang.

Det er vistnok ikke blot disse Digtere, som have Krav paa at kaldes folkelige, det er ikke blot de, som den raadende Hovedstrømning i en enkelt Tids Aandsliv slaar ud igjennem; thi jevnsides med denne gaa mange andre, og de forskjellige Digtere give alt efter sin Udrustning forskjellige Sider af Aandslivet Udtryk, og en rummer et større, en anden et mindre Tonesæt, en drages især til det enkelte Menneskes personlige Liv, en anden har især Sands for Samfunds- og Folkebevægelserne; en sender Satirens Saltstrømme ned i et grumset gjærende eller dovent stillestaaende Liv, en anden synger troende ud den ægte Grundtrang, som rejste Bølgerne, eller fæster Idyllerne midt i Spidsborgerlivet, som harmede hin. Alle have sit Kald at røgte, og ingen bør vrages, om deres Betydning ikke er lige stor. Men vel er det saa, at man ikke tildømmer den Digter det dybeste rodfæste i sit Folk og det sandeste Forhold til Aandslivet, som sætter al sin Magt paa at rejse Dæmninger forat spare sig selv for Uhyggen i en Omslags-Tid, og som bare havde Mod til i en rolig Tid at tale og skrive om Folkeaand og Folkefrihed, men som blev sky og fornem, harm og hadsk eller saar og sutrende, saa snart de Magter, han selv var med at raabe paa, virkelig røre paa sig og vil omskabe de gamle Forhold. Og det er ogsaa saa, at den Digter, som levede sit Folks Liv fyldigst med, som havde det største Mod til at staa i Govet og den største Evne til at holde Synet frit og Troen frelst under alle Døgnets Slingringer, og som har de [75] stærkeste Toner for dets Sorg, dets Savn, dets Længsel og Haab, han vil vinde de fleste Hjerter og have den største Virkevidde.

Bjørnsons Digtning betegner i Literaturen et saadant Gjennembrud i vor folkelige Udvikling. Alle de, som saa denne Væxt ud af de fremmede Former, vi vare bundne i, som en Væxt bort fra al Kultur, og alle de, som vel vilde en selvstændig Udvikling, men som havde tænkt sig den efter et vist forud opgjort Mønster og fandt sig skuffede deri, alle disse maatte hans Fremkomst i Literaturen og den Tilslutning, han strax vandt, forarge. Men andre hilste det som en Morgenrøde i vor Udvikling, da vi i Synnøve Solbakken for første Gang fik se vort Bondeliv ikke bare beundret og besunget paa Langthold, men poetisk gjenfødt. Og det var vel heller ikke bare Tidens Lyst paa det særegne i slet Forstand, paa de skrigende Farver og usædvanlige former, som hilste de Sange, der nu ere samlede, som sande Folkesange, førte dem ind i alle Huse, hvor Sang lyder, og lod dem stige ved alle festlige Samlag alt Landet over. Det er vel ikke for dristigt at sige, at Grunden var mere holdbar, at disse Sange eje en stor Idefylde, et fuldt Tonesæt, og at de just gav de Tanker og Toner, som bevægede os dybest. Det var noget, som gjærede og arbejdede i vort eget Indre, som forløstes i disse Fortællinger, Dramaer og Digte. Der var i dem alle noget varmende hjemligt, ikke bare i Emnet, men i Synet, i Tænkemaaden, i Følelsessættet, i hele den digtende Fantasi som tog os. Det var dernæst deres rent digteriske Egenskaber, deres store Inderlighed og deres Fantasimagt. Denne Inderlighed ligger i Bjørnsons dybe Virkeligheds-Forhold som Digter.

Der er Digtere, som begynde med en vis Tanke eller et Sæt af Tanker, som de ere komne til ved Betragtning, Reflexion eller Læsning. De faa en vis Bevægelse deraf og udarbejde nu Tanken med større eller mindre Stænk af Stemning, paa rigere eller fattigere Grundlag af Iagttagelse og mere eller mindre stærkt Særpræg. Men i andre Digtere begynder Bevægelsen under den umiddelbare Indflydelse af den Virkelighed, de leve i. Derfra faa de Stødet, der avler den indre Varme tænder Tankerne, rejser Billederne. Det gjærer og brænder først uklart i dem, hele deres Indre ophedes, udvides, det er en Stund bare Kog, Gjæring, elektriske Funke-Kast, utydelige Tonesvingninger. Men saa sker det forunderlige, det uforklarlige, som skyldes Digterens ejendommelige Bygning, hans Fantasievne: idet Bevægelsen bryder paa, er det, som om Ideer, Tanker og Billeder flokkes til ham forat tjene ham; alt faar Form og Farve i hans Fantasi, alle Billeder voxe sammen i et, alle Toner synge sammen i en Melodi, og Digtet springer frem. Her blive alle Tanker til som Stemningens Blomster. Og saaledes er aabenbart de fleste af Bjørnsons Digte blevne til. Alt er voxet i hans Natur, døbt af hans Aand, alt er erfaret, oplevet, alt er Funker, som Livet har slaaet af ham, alt kommer frem med hans Ejendommeligheds stærke Kjendemærke. – [76] Den ualmindelige Fantasi-Styrke, Digteren ejer, viser sig deri, at alt hvad han giver, er saa individuelt. Man har vel hørt, at det er rejst som en Anke mod en og anden Digter, at han var for individuel; men man har dog ment noget andet. Der findes vistnok Digtere, der fremstille Sjæletilstande, der ere saa særegne, at man slet ikke kan se dem i Lys af nogen almindelig Ide; men man vil ved nærmere Eftersyn altid finde, at det, som det i Grunden har skortet paa, ikke er Tanke, men stærke Virkeligheds-Indtryk og løftende Fantasi. Disse Digtere eje bare tænkte Tanker, ikke Stemningstanker, og have blot Fjernsyn paa Livet. Men de have Længsel efter at meddele sig individuelt, og saa tvinge de et Særpræg frem for at dølge den abstrakte Tomhed. Ogsaa Bjørnson har faaet høre ilde, fordi han var for individuel. Man har skreget sig hæs paa det Almene, som man savnede. Hans Fortællinger vare uforstaaelige, vare en Samling Anekdoter uden ledende Tanke. Man fik ikke nok Besked om det, som gaar for sig i Personerne. Men just dette, at han forsmaar abstrakt at forklare, at han aldrig reflekterer over Personerne, men altid lader deres Historie aabenbare sig gjennem umiddelbare Livsytringer, i individuelle Træk, vidner om, hvilken afgjort Digternatur han er og om Magten i hans Fantasi. Det kan kanske være, at et og andet Sted paa denne Vis er bleven mindre klart, men dette er rent undtagelsesvis, og hint Raab skyldes mest, at man er bleven forvænt af de tydske Romaner og langsnakkende Dramaer derudenfra, saa man ikke længer læser Bøgerne, men jager dem igjennem i den visse Fortrøstning, at det kommer op igjen en to, tre Gange, vidløftigt, udræsonneret, fordi der ingen Formningsevne var.

Ligesom alt, hvad Bjørnson giver, er friskt følt og tænkt, saa er ogsaa Udtrykket ualmindeligt levende og fantasifuldt. Her er ingen færdig Stil, intet konventionelt Sprog, intet ubrydeligt fast Sæt af Ord og Billeder, som fremfor andre have faaet Hævd paa at være poetiske, ingen staaende Rimslyngning osv. Alt er oprindeligt, vegtigt, livfuldt og sandt. Han bryder uden Betænkning med det vedtagne, naar han føler, det ikke kan tilføre Læserens Fantasi et levende og ejendommeligt Indtryk af det, han vil have frem. Og han vrager ikke frygtsomt i sit Valg; han tager Ordet og Billedet uden videre, hvor det naturligst byder sig frem. Han fører hele Skarer af nye Ord og Vendinger, eller nye Sammensætninger af gamle ind i Sproget. Han tager dem friskt ind fra Virkeligheden, som de leve paa Tungen, uden al konventionel Respekt. Han holder sig saa nær til Naturen som muligt, og dette bør være Grundregelen i al Kunst. Skal Kunstneren fjerne sig fra Naturen, saa maa det være forat give Gjenstandens afgjørende Særmærke i større Klarhed og Fylde, end det ligger fremme i Virkeligheden. Og naar det gjælder at faa Karakteren frem, forstørrer og forstærker da ogsaa Bjørnson med Fynd og Varme.

Hans Sprog har sit Grundlag i Tale-Sproget, saaledes som det lyder hos alle, [77] der ej have levet sig saaledes ind i de danske Lærebøgers Ordelag, at de selv i sin Tale ere blevne danske Bøger. Den Beskyldning for Plathed og Smagløshed, der gjerne høres, hver Gang En vover sig til i Skrift at vedkjende sig sit Tale-Sprog, er nu gammel og noget udslidt. Det er gjerne den sidste Tilflugt at kalde en Ting smagløs, naar man ingen skikkelige Grunde har for sin Dom. Men med Smagen bør man omgaaes varligt. Vel har man en Smagsvidenskab og Smagsdommere, der melde sig selv som Børn af den rene Smag; men Smagen er alt for meget et Vane-Produkt, til at man kan være tryg for, at ikke vore Efterkommere ville le af vor rene Smag, som vi have leet af vore Forfædres. Man faar være glad, ifald man saa nogenlunde kan paavise, at et Udtryk maa tilføre Fantasien et riktigt og livagtigtⁿ¹⁵ billede; at det er smagløst vil ofte ikke sige andet, end at vi ikke ere vant til det.

En værre Indvending synes det at være, at et Udtryk er unaturligt, er gjort tvertimod Sprogets Grundlove. Men dette er sjelden eller aldrig bleven paavist; man har gjerne ladet sig nøje med at henvise til at det er ukjendt baade i Skrift og Tale. Men de, som er saa ræd ethvert nygjort Ord, bør mindes, at en Hærskare svenske og danske Ord ere rent ud lavede, men ere dog nu saa indtalte og indsungne i Sproget, at de, som bruge dem, for at krige mod en lignende Tilførsel til vort Skriftsprog, vist aldrig tænke paa, hvorledes de ere blevne til. Men det forstaar sig, at al saadan Sproglavning maa bunde i en Trang og bygges paa en sand og hjemlig Grundvold, ifald de nye Udtryk skulle fæste Rod og ikke atter renskes ud i kommende Tider.

Aftenbladet, 8. okt. 1870.

Den første Bundt af den Samling Digte, som her skal omtales, kom frem i Fortællingerne, og de staa endnu, tagne ud af Sammenhængen, med Varmen og Farven af de Skildringer, som de var det lyriske Udløb af. De møde os nu som gamle Kjendinger og fører os lempeligt tilbage til Fortællingernes fagre Idyller. De vare et Vaarbud fra Folkets «Digtende Trang,» som hilste os i et gryende Digterliv. Det var vort Folk og vor Natur, der talte til os, sandere, end vi før havde hørt det, og i saa inderlige Toner og fulde Farver, som faa Digtere har ejet dem. Enkelte af disse Sange faa først sit rette Fald, naar de læses i Sammenhæng med Fortællingen, eller naar man ret levende mindes det Sted, de stod; men de fleste miste vist noget af sin Magt ved at læses særskilt, som f. Ex. Sangene af en glad Gut. Nogle er holdt i et vist Mønster, nemlig Folkevisens og de nyere Bygde-Sanges. Men Tonen er taget saa sikkert og saa frit, at her ikke er Tale om en mere eller mindre god Efterligning, her er bent frem digtet ud af det samme Syn, den samme Aand, som i Folkets egne Viser; Forskjellen ligger bare [78] i den større Klarhed og større poetiske Fylde. Gjennem de allerførste gaar en tyngre Tone, en mørkere Farve, og Formen er mindre grejd. Tanken er mere bundet, Fantasien har endnu ikke givet den Flugt over de høje Fjelde, den drømmer og sukker endnu i de dybe, lukkede Dale. Men af de senere slaar der ud en Frejdighed, et Livsmod, en Sommerjubel og en Sommervarme, en Tro og et Haab, som samlet i et eneste Vers lyder saaledes:

Hvilken Sjælesundhed lufter der ikke ud af denne Sang! Man bliver glad og frisk i Hjertedybet af den, og skammer sig over hver syg, hver mismodig Stund, da man

Den enkle, folkelige Tone, som synger gjennem disse første Digte, findes ogsaa i de Fædrelands-Sange, Samlingen indeholder. I de to ældre løfter Stemningen sig af et historisk Syn; det er Landet, som det var, og Landet, som det faldt og rejste sig, der skal give os Lærdom og frejdigt Mod paa Fremtiden. I de senere er der mere Landet, som det er, med sit gjærende Nutidsliv, som Digteren viser os Fremtids-Spirerne i. Alle bæres de af den samme dybe Kjærlighed til Folkenaturen og den samme stille, stærke Tro paa den. Alle have de den samme bramfrie Veltalenhed, den samme storstilede Enkelhed. Vor hjemlige Natur lufter ind til os, vor Historie staar i store, stille Billeder i Himmelsynet, hvad vi stunder mod, vifter som friske Flag frem for os. Faa af vore Digtere har givet os et saa stærkt Følge af vor Fortid, har givet et saa dybt Syn paa vor historiske Væxt og dens Resultat i Folkets Nutidskaar, har vist os Magten i vort Hjem med en saadan Varme og saa klart rejst Maalet foran os. Og her er intet abstrakt filosofisk, alt er givet i klare Symboler, den dybe Tanke stiger saa naturligt op af den enkle Fremstilling, «som Røgen af fin Ild.» Det synes stundom, som om der slet ingen Kunst er brugt, og alligevel springer der et livagtigt Billede frem af hver Linje, hvert Træk staar som malet og hugget for vort Syn. Hvor levende er ikke vort Lands Natur og Bedrift malet i disse Linjer:

[79] Hvor klart se vi ikke Landet løfte sig op af Havet, hvor føle vi ikke baade det vejrhaarde og lune i vore Kysthjem, og hvilket mildt drømmende Nordlysskjær af Fortidsminder er ikke bredt over det i:

Og hvor stilfærdigt, hvor ganske i vort Folks religiøse Aand er det ikke at samle Summen af hvad vi have levet, stridt og lidt i hint Vers, som ender med disse dejlige Ord:

Den samme bramfrie, den samme underlige Trohjertighed og folkelige Tone (der slet ikke, som flere nu synes at tro, ligger i, at Digtet ikke løfter sig over Prosaen) findes fremdeles i fuldt Mon i «Har du hørt, hvad Svensken siger?» Her er ingen Rammel med Ord, ingen daarende, syngende Rim, ingen patriotisk Blæst og Stortalenhed. Her er blot stilfærdig Inderlighed og lunt Humor; men dog ligger de brede, vældige Fjeldes Magt under, dog falder hvert Ord kvast som et Øxehug. Her mindes bare om et og andet, som kunde tale for, at vi vare værd at faa føre fort eget Liv og hente Lys af vore egne Minder. Det er bare Farfars Stol, som flyttes ud af Pulterkamret; thi det kunde jo hende, at Sverre Prest og flere kunde faa det Indfald at ville gaa igjen. Eller det er bare Vessel og de norske Gutter,^k47 som gjør en liden Sving paa den sorte Kutter ind i Svenskens Æressol. Men mange Kongestole højne sig for vort Syn bag om Farfars gamle, og mange Sejl gaa op bag efter den sorte Kutter.

Næst til disse Fædrelandssange slutter sig de rent historiske, som Samlingen har en to-tre af. Foruden de samme Egenskaber, som findes i Fædrelandssangene, kan man kanske her allerbedst lægge Mærke til, hvor underligt Bjørnsons Forhold til Emnet er. Han reflekterer og fantaserer sig ikke blot ind i det historiske Stof, men ogsaa her er det en Bevægelse i ham selv eller i hans Nærhed, som han med et ser igjen i Sagaen under andreⁿ¹⁶ Former og saa lever op igjen for os.

Af de øvrige Digte er de fleste Lejlighedsdigte, flere af en overordentlig Skjønhed. Næsten ved dem alle kunde der være en Rigdom af Iagttagelser at gjøre, baade i rent æsthetisk Henseende og med Hensyn til Strømninger i Nutidens [80] Aandsliv og Digterens Udviklingsgang. Denne følges dog bedre i hans andre Verker, og vi ville derfor her indskrænke os til at nævne nogle af de smukkeste. Til disse maa regnes «Til Festen for Fædrenes Minde», et Digt, som er «stort og stille» som selve den Stund («Natten før en Kamp»), da det blev til. Mægtigt i Tanke og Tone er ogsaa «Puritanernes Sang» og «Taylors Sang» med sit dybe Tungsind, som lærer at

En fin og varm erotisk Stemning gaar igjennem «Spindersken», «Stevnemødet» og mange flere. De fire Bryllupsviser ere Sange om Kjærlighedens dybe, omskabende Magt i Mandens og Kvindens Liv, ikke blot om dens Skjørhed, som Fremtoning i Følelseslivet. Et Mønster paa et Lejlighedsdikt er Sangen til Johan Sverdrup, der, som saa mange af Bjørnsons Digte og artikler, vidner om Sandheden af hans eget Ord, at det fremfor alt var ham om at gjøre «at være, hvor det netop gjaldt.» Men fremfor alle maa Digtet «Mit Følge» nævnes. Denne Sang om Hjemmets Magt i Mandens Gjerning griber En saa dybt, fordi det gaar saa ind i hver enkelts Erfaring. Alle have mere eller mindre prøvet, hvormeget just vi skylde vore Hjem, og synge af sit fulde Hjerte med, naar det lyder:

Et malende Digt, som søger sin Mage i Billedets Fylde og Farvemagt, er «Fra Monte Pincio.» Inden Rammen af Solnedgang og Daggry er her et helt Folks Liv, dets Fortid, dets Nutid og dets Haab i Fremtiden manet frem. Det første Vers begynder med, at Solen staar rød mod Nedgang, Fjeldet forklares som Aasyn i Død, alle Kupler gløde. Det er Roms Aften, thi længere borte vugger Taagen op, «tung som den Glemsel her dalede ned.» Mellemstrofen kaster saa ind et blussende varmt Billede af Nutidslivet i den evige Stad, som det brænder og larmer mellem «Fortidens Store» som «staar rundtom, knap kente, som bundne i Marmor og vente.» Billedet af Fortid og Nutid er her sat op imod hinanden med en saadan plastisk Magt, at det er som om man sad og saa Roms Hitorie huggen i Sten foran sig. Det næste Vers maler Natten med det Kirkeliv, som grundede Verdensstadens nye Magt i «Glemselens Tid.» Der lyder Aftensang og Bøn, man møder Ligtog paa Gade.

Det er Roms og Italiens Morgen, som varsles, og i det sidste Vers er dette Gry malet i to Billeder, det første af Kampens Dag, stort og mægtigt:

Skulle vi tilslut føre en bestemt Anke mod disse Digte, saa maatte det være den, at enkelte have en noget pakket Tankeføring, saa de ere tunglæste og vanskelige at forstaa. Som Exempel paa haarde Vers kan nævnes følgende ubarmhjertige Linjer af Digtet «Til min Fader»:

Næsten alle Bjørnsons Bøger har haft samme Historie. De have i kort Tid fundet større Udbredelse end noget andet norsk Digterverk, de have vundet en Opmærksomhed, som faa eller ingen digteriske Frembringelser fra det nyere Tid, de ere baade i og udenfor de nordiske Lande, selv i verdensberømte Tidsskrifter som «Revue des deux mondes», gjort til Gjenstand for udførlig Kritik, [82] og man har i Almindelighed fundet, at der i disse Bøger var nedlagt en rig og ejendommelig Poesi, som hævder Forf. en høj Rang blandt Europas første Digtere.

Men ligesaa afgjort rosende som Dommen over hans Bøger udenlands i det Hel taget har været, ligesaa afgjort lastende har den lydt fra et enkelt Hold herhjemme. Længe efter at Bjørnson allerede havde et godt Navn over næsten hele Europa, vedblev den nævnte Kritik herhjemme at tale faderligt tugtende og i sine blidere Stunder faderligt opmuntrende til den unge Mand og lejlighedsvis at give ham et Kursus eller to i Stilskrivning. Naar man læste den udenlandske Kritik,^k48 maatte man nødvendigvis faa det Indtryk at man her havde en Digtning for sig, der ikke alene ved enkelte geniale Funker røbede en stort udrustet Natur, men som ogsaa vidnede om en allerede udviklet Evne hos Forf. til at give sine Ideer en klar Form. Men tog man saa for sig et Indlæg af hin hjemlige Skolemester-Kritik, da fik man ikke længe være i Tvivl om, at Hr. Martinus B. Bjørnson, som han gjerne kaldtes, var et ungt Menneske, der var sluppet for tidligt ud af Skolen og paa Grund af fattigt Begreb havde maattet ty til den her tillands lidet anseelige Bestilling at skrive Vers, og det, før han endnu kunde skjelne en Trochæ fra en Jambe. Naar en Del af hans Landsmænd tillod sig i al Uskyldighed at glæde sig over en saa rig og uventet Fremtoning i vort aandelige Liv, som hans Digtning syntes dem at være, da oplystes de om, at baade denne Digtning selv og det Bifald, den vandt, vidnede om, at man befandt sig i en af hine Evjer i Udviklingen, da Skjønhed og Harmoni forsvinde af det menneskelige Liv og Formløsheden er Gjenstand for Tilbedelse. Var nogen daarlig nok til at lægge Vegt paa hans Ry i Udlandet, da fortalte man, at dette Ry var et Eventyr eller et usselt Produkt af en gjensidig Assuranceforening. Men kom Bifaldet fra vort Naboland Danmark og fra et saadant Hold, at Opspindet om den gjensidige Assuranceforening ikke længer var troende, da maatte Kritiken gaa til det drøje Arbejde at fordømme hele den Kultur, som den selv skyldte sin Tilværelse, og at erklære hele den danske Læseverden for i Bund og Grund blaseret. Denne Kritik kan have haft et meget forskjelligt Ophav; stundom har den været et lærd Tordenvejr, som en – kanske agterud sejlet – Stormand i Videnskabens Rige har ladet udgaa til Forfærdelse for alle, der ligge i Støvet for Autoriteten; til andre Tider har den været et Udslag af den Kritik- og Klandresyge og den Lyst til juridisk Haarkløveri, som gjerne findes hos alle dem, der ikke er dybt bundne til nogen Sag eller Ide, og som derfor aldrig komme ud over et flot og udvortes Forhold til alle store Interesser, og endelig har den ogsaa undertiden kun været en Udlader for den puerile Spas, som vanker mellem Gaden og Kafeen. Men hvad enten Kritiken har været af den ene eller den anden Sort, hvad enten Recensenterne have været af dem, som Kierkegaard ligner med gadestrejfende [83] Barbersvende, der rende om med det samme Skjægvand til alle Kunder og fjamsker En i Ansigtet med sine klamme Fingre, eller de have været Mænd med bedre Adkomst til sit Dommersæde – saa have de dog alle vist en fuldstændig Overensstemmelse i den suveræne Foragt, hvormed de have behandlet alle andre Udtalelser om samme Sag, i den hovmestererende Tone, hvori de have læst Digteren Tæxten, og i den afgjørende Fordømmelsesdom, de have fældet over hans Verk.

Det kunde ventes, at det ovenfor skildrede Fænomen vilde gjentage sig ved «Arnljot Gelline,» og det er da ogsaa ganske rigtigt indtruffet. Paa den ene Side har Kritiken enstemmig hævdet Digtet en høj Rang, idet en hel Række Blade have omtalt Bogen paa den samme varme og anerkjendende Maade, og den har i Løbet af nogle Maaneder oplevet tvende Oplag. Men midt i det almindelige Bifald har paa den anden Side opsaa en enkelt skingrende Pibe ladet sig høre, og den Kritik, som synes at være bestilt til at gjøre det af med Digteren, har mødt frem, har røktet sin blodige Dont og har i et og alt vist sig som den gode gamle, der intet har glemt og intet har lært, og som vi alle kjende af dens Taktik. Den begynder altid med at fortælle, at man derude i Publikum i Grunden er inderlig overbevist om, at Digtet er noget stor Miskmask, men at man ikke tør være sig den Mening bekjendt at Frygt for Digteren og hans Venner. Dernæst skildrer den med gribende Farver det Tyranni, som dette mishandlede Publikum lider under, og naar det saa maa antages at være bragt til en passende Højde af ædel Harme, og efterat der saaledes er dægget og smigret for dets slette Instinkter, at enhver Stymper maa føle sig som en ret og kaldet Dommer i Literaturens Rige, da træder Hr. Kritikeren frem i fuld Glorie, melder sig som den store Forløser fra det tunge Aag, opløser Digtet i bare «flirande» Enkeltheder, er saa en Stund alvorlig og docerende og kommer endelig til det Resultat, som han tror, al grundig Kritik bør komme til, nemlig, at Digtet «i sin Helhed» er «forfejlet,» men at det unegtelig har enkelte «vellykkede» Enkeltheder. Men tilslut bliver denne Kritik ufravigelig nobel og ytrer det rørende Ønske, at Digteren maa vise sig «heldigere» næste Gang – noget Kritikeren naturligvis er dybt besluttet paa ikke skal ske.

Det kunde unegtelig have sin Interesse at gaa lidt nærmere ind paa dette Særsyn i vor Kritik og nærmere at granske dets Forhold til Aandslivet i det Hele og særlig i vor Hovedstad; men dette Arbejde maa dog Indsenderen overlade til en anden. Tanken med disse Linjer var, næst efter i Forbigaaende at have berørt dette Fænomen, der nu fremtræder med en Natur-Fremtonings Sikkerhed, at gjøre nogle Bemærkninger om selve det Digt, som just har været under Kritikens Kniv. Der er en ikke ubetydelig Forskjel mellem de første og de sidste Sange i «Arnljot [84] Gelline». I hele den Part, som fornemmelig fremstiller Arnljots Skoggangsliv og den vaagnede Længsel i ham efter et bedre Maal for hans Kræfter, ere Farverne stærkere, Udtrykket mere energisk, end i det følgende Afsnit. Dette har vistnok tildels sin naturlige Grund i selve Emnet, men tør nok ogsaa ligge deri, at Billedet af Kongen og hans Kamp har staaet fjernere og mattere for Digterens Fantasi. Medens den svenske Kritik har tilkjendt de første Sange Prisen, har den danske og norske imidlertid sat de sidste højest. Dette er neppe nogen Tilfældighed, men skriver sig vistnok fra en for den danske og norske Kritik fælles Smagsretning, som er en Arv fra en ældre Literaturperiode med andre æsthetiske Synsmaader end de, som i vore Dage synes at ville bryde mere og mere igjennem. Indsenderen kan ikke dølge den Mistanke, at den Dom, der sætter Digtets sidste Sange højest, mere grunder sig paa en tilvant Afhængighed af Theorier, om hvis Rigtighed det engang var Dødssynd at nære Tvivl, end paa et umiddelbart Indtryk. Thi hvor smukke end Digtets sidste Sange kan være, saa forekommerdet os dog, at ingen af dem i levende Anskuelighed kan maale sig med Digtene «Skirendet», «Kvinderovet», «I Nordhavstaagen» og «Under Vaarflommen». Og hvor ædelt Kongens Kamp og Kristendommens Sejrsmagt end kan være skildret, saa synes dog ingen af disse Digte at eje den Livsvarme og Stemningsfylde, som den ene lille Sang «Foran Sydens Kloster».

Men det hørte til den ældre Kritiks første Krav til et godt Digterverk, at det skulde være forsvarligt løftet over Virkelighedens Jordbund, og det, man sidst spurgte om, var grundig psykologisk Fordybelse og skarp Karakteristik.

Schiller havde skildret Lidenskaben skjønt og ædelt, men ikke individuelt. Gøthes Digtning havde vistnok langt flere Tilknytningspunkter til det virkelige Liv; men ofte løste dog ogsaa hos ham denne Sammenhæng sig op i Grundsætninger og Betragtninger af almindelig Natur. Men langt videre end hos disse Stormænd i Literaturen udvikledes denne Digtemaade hos deres Efterfølgere. Man bevægede sig i bare Abstraktioner, og alle Følelser holdes i en karakterløs Almindelighed, indtil det første Krav til Digtningen, individuel Anskuelighed, næsten ganske tabtes af Syne og en farveløs Idealitet blev den bedste Adkomst til Ros hos Kritiken. Man kjedede sig, men roste. Den opskruede Idealitet og Smagen for det deklamatoriske kom vistnok aldrig saaledes til Raaderum i Danmark, som i Tydskland; men derimod kan den Heibergske Skole^k49 neppe frikjendes forat have fremmet en vis Frygt for sand, djerv Natur i Digtningen og at have betonet det idealt almindelige i den alt for stærkt. Heiberg udtalte ogsaa den Spaadom om Dramaet, at det for Fremtiden vilde udvikle sig mere i Retning af den filosofiske Ides Overvælde end i Retning af en shakespearsk Fordybelse i Karakterane. Som bekjendt hendte det modsatte, og Fremtidsdramaet [85] fandt langt mere sit Mønster i den engelske Digters Skuespil end i «Fata Morgana». Og som det gik med Dramaet, gik det ogsaa med den øvrige Digtning. Den bedste danske Kritik kom ogsaa snart til Forstaaelse heraf; men ganske anderledes gik det i Norge. Her mødte En det Særsyn, at i et Folk, der just ifølge den udprægede Sans for Karakteren, som det alle Dage har haft, var som skabt til at gaa foran paa den nye Bane, og hvor Digterne virkelig ogsaa gik foran, her raadede dog den gamle Smag og det gamle Syn fuldstændigt i Kritiken. Og skjønt Modsætningen nu ikke længer er saa uforsonlig skarp, er der dog endnu den Dag idag en vid Kløft mellem de Veje, som vor Kritik hævder som de ene rette, og dem, som vore Digtere stadig følge. Mænd med overlegen Begavelse som Bjørnson og Ibsen tiltvinge sig vistnok alligevel Beundring; men Omkvædet er dog altid: det er godt, men det er galt, og det er stadig de Digte, der paa Grund af Emnets Natur eller Digterens Anlæg falde mest i det blege og abstrakte, der staa højest i Kurs hos vor Kritik.

(Aftenbladet, 14. mars 1871.)

Det er især et enkelt Punkt i Bjørnsons sidste Digt, som paa Grund af de i forrige Artikel karakteriserede nedarvede Synsmaader har været Gjenstand for Anker, som ganske vist ere fuldstændigt grundløse. Disse Udsættelser gjælde Arnljots Omvendelse til Kristendommen. Digteren har her – mener Kritiken – ikke forstaaet at lade den nye Tros Betydning saaledes klare for Arnljots Syn, at hans Omvendelse kjendes fremgaaet af et indre Omslag, og man tror ikke paa, at han staar Kristendommen nærmere den Dag, han tilbyder Kongen sin Tjeneste, end da han møder paa Jæmternes Vinterthing. Hvad der her egentlig kræves, vil blive klart, naar man tænker paa, hvorledes en Digter af den ældre Skole vilde have taget et Emne, som det, der behandles i Arnljot Gelline. Han vilde først have meddelt os hele den gamle Gudelære, han vilde have drøftet den med al den Kritik, som staar til Nutidens Tjeneste, og han vilde med stor Grundighed have fremstillet alle fjernere og nærmere Aarsager til den gamle Tros Fald. Dernæst vilde han have skildret Kristendommens Væsen i due-milde Træk, og saa tilslut have ladet Arnljots Omvendelse fremgaa af disse Betragtninger som Facit af et Regnestykke, og Arnljot selv vilde formodentlig i Enden være traadt frem med nogle Udbrud af Nutidsmenneskers Modbydelighed for den gamle Tro paa den ene Side og med nogle ligesaa vel motiverende Anfald af fromme Henrykkelser paa den anden. Kort sagt, hele Bygningen vilde have været et kultur-historisk Laftverk med lidt festlig Reflexions-Lyrik, idet Kransen hejses.

[86] En saadan Reflexions-Digtning kan ganske vist have sit store Værd, naar den ejer Fylde af skjønneTanker og overraskende Billeder; men i hvor høj Grad disse Egenskaber end ere tilstede, og hvor fin Digterens Formsans end er, saa kan alt dette dog ikke erstatte den historiske Sans, den Evne til at se det individuelle hos det givne Folk, den givne Tid og den givne Personlighed, og til at fremstille det synbart for os uden Reflexionens Mellemkomst, som Bjørnson har lagt for Dagen i sit Digt. Og naar man ikke finder hans Maade at tage Emnet paa tilfredsstillende, men mener, at Arnljot burde have staaet inde med et klarere Syn paa den nye Tro, da kræver man ligefrem et Brud baade paa den historiske og den psykologiske Sandhed.

Et Trosskifte i hine Tider havde ganske vist ikke et saa gjennemgaaende Omslag i Livssyn og Livsforhold tilfølge, som man gjerne er tilbøjelig til at tro. Et Folk, der gjennem Aarhundreder har levet i visse religiøse Forestillinger, bevarer naturligvis i sit Liv Præget af sin Tro, længe efterat den er ophørt at være levende i de enkelte. Det er vist nok, at et Folks frivillige Overgang til Kristendommen under alle Omstændigheder er en storartet Begivenhed i dets Liv; thi hvor overfladisk en saadanⁿ¹⁷ Omvendelse efter vor Tids Syn end kan være, saa maa der dog have foregaaet mægtige indre Omvæltninger i dette Folk, før en saadan Overgang blev mulig. Men man fejler storligen, ifal dman tænker sig, at den nye Tro med et eneste Slag omskabte Tidens Tænkesæt og Sæder i hele den Dybde, som denne Tro har Magt til. Og især gjælder det om den Vikinge-Slægt, hvortil Arnljot hørte, at dens Trosskifte – hvor stor Magt man ogsaa vil indrømme Ordets Under i den enkeltes Omvendelse – dog ikke maa tænkes stort anderledes end som et Ombytte af den usynlige Høvding, som styrede Slagenes Gang. Troskab mod sin Herre i Hærfølge var en af de Dyder, som holdtes højst hos de gamle Nordboere. Hidtil havde Odin ført sine trofaste Mænd i Slaget, og deres Løn havde været Kamp uden Maal og uden Endelige til det store Vigridstevne. Men den gamle Herre gjorde ikke Fyldest for sig længer, Indflydelser, hvis Veje, vi tildels blot kan gjætte os til, havde gjort, at Odins Magt og den Hærlykke, han gav, ikke mere agtedes saa stor som før, og at den Løn, han lovede, ikke mere syntes Kampen værd. Vi finde i Hedningetidens Slut den samme Fremtoning, som altid gjentager sig, hvor Troen er i Forfald: det, som før tilskreves guddommeligt Ophav, finder Mennesket begrundet i sin egen Natur, og istedenfor at tro paa Odins Sejrsskifte, tror Vikingen paa sin egen Styrke. Da kom Rygtet om en ny, en vældigere Hærgud, der havde en Magt, som Mennesket ikke kunde finde i sig selv, en Høvding, som havde gjort for sine Mænd, hvad hans Mænd skulde have gjort for ham, og denne nye Gud førte krig mod den svigfulde Odin, og han lovede alle dem, som blev tro til de sidste i Kamp for ham, at tage alle deres Synder paa sig og at give dem Sæde ved sin Side [87] i sit himmelske Rige. Det var noget, Asatroens blodmætte og drabstrætte Mænd kunde forstaa, og saa bleve de den nye Høvdings haandgangne Mænd. Her var ikke Tale om noget gjennemgaaende Skifte i deres Livssyn, det var bare de gamle Forestillinger, som med nogle Tillempninger overførtes paa en ny Gjenstand, og her krævdes ikke nogen anden Idræt end det, som de vare vante til at sætte højst af alle, nemlig Kamp. Tvertom var Kamp for Troen den nye Guds første Bud. Der var vistnok ogsaa en Forskjel i Renhed og Godhed mellem den gamle og den nye Gud, men det var især en Forskjel i Magt. Der var ogsaa en Forskjel i Kampens Vilkaar; thi nu kunde de tvætte sine Synder af sig i det Blod, der flød under Korsets Mærke, og der var endelig en Forskjel i det Liv, de nu gik i Døden for at vinde, og den endeløse Kamp paa Idasletten, som Odins Mænd havde Løfte paa; men det, som de især forstode, og det, som de især holdt sig ti, var uden Tvivl Kamp-Forholdet, og i dette fandt de det nye Maal, de kunde samle sine Kræfter om, og den Trøst, de trængte. Det viser sig langt nedigjennem denne og de følgende Tiders Historie, at Germanerne først da, naar den religiøse Pligt blev forkyndt som et Kamp-Bud, tilfulde forstod og fandt sig hjemme i den nye Tro, og det var ogsaa dette, som gjorde Korstogene til et saa storartet Udtryk for det nye Guds-Forbund. At der fandtes nogle, som havde en dybere og renere Opfatning af Kristendommen, kan vel ikke negtes; men det er en utvivlsom Sag, at den, som vil fremstille Omslaget i en Kampnatur af Arnljots Bygning og med hans Fortid, og som stiller ham i et mere bevidst Forhold til den nye Tro, end det, som her er antydet, han gjør, som vi ovenfor sagde, et ligesaa grovt Brud paa den historiske som paa den psykologiske Sandhed.

Hvad denne Omvendelse var, og hvordan den gik for sig, viser sig allerbedst i Arnljots Forhold til den nye Tros Forkynder, Kong Olaf. Man har sagt, at Arnljot blot tror paa Olaf og ikke paa Kristus, og ham har ment, at dette indeholdt en Hovedanke mod Digtet. Men Sandheden er utvivlsomt, at Arnljot ene kunde vækkes til Tro paa den nye Gud gjennem en Personlighed, som førte hans Sag, og ene kunde tjene den nye Gud ved at tjene hans Talsmand. Arnljot, der vanker fredløs om i Skovene under Kamp med Mennesker og vilde Dyr, kan vanskeligt forberedes til at vie sit Liv til en bedre Sag paa mer end en Maade: han maa blive mæt af Drab, og Kjærlighed eller Venskab for et andet Menneske maa drage hans Længsel mod bedre Veje (her hans Kjærlighed til Ingigerd). Og hans Overgang til Kristendommen kan kun ske ved, at han fra sit uhyggelige Skovhjem faar Øje paa en Personlighed, i hvis Færd der glimter noget af den renere Tro og den bedre Sag. Saaledes ser Arnljot Olaf, og han vælger at kjæmpe for ham, og ved at kjæmpe for ham kjæmper han for hans Sag. Han spørger ikke om, hvad Olaf strider for, det er ham ligeens; han vil bare have Lov til at [88] slaa for Kongen, fordi han aldrig saa en større Helt end ham, fordi han aldrig mødte nogen, der var saa tro mod sin Sag og tro paa en saadan Maade som han, og fordi han i Kamp for denne Mand finder den Tilfredsstillelse, som han ikke længer kan finde i Kamp for Kampens Skyld eller i Kamp for Rovets Skyld. Arnljot begynder ikke med at blive omvendt af Kristendommens Sandheder og tjener ikke Kongen, fordi denne tjener Kristendommen; men han begynder med Olaf og tjener Kristendommen, fordi den er Olafs Sag, og fordi den Tro, som Olaf faar sin Styrke fra, maa være en god Sag. Saaledes er Sagaens Arnljot, og saaledes er Bjørnsons.

Ifald man nu vil indvende, at en saadan Omvendelse ikke er betydningsfuld nok til at give et frugtbart Emne for et Digt, da kunde man gjerne svare, at saa er enhver Brydning af kjæmpende Livsmagter, som Historien fortæller om, ligesaa ubrugelige for Digteren. Alle Omskiftelser i Kulturlivet have haft en gradvis Væxt, og skjønt Digteren, der i et eneste lidet Billede skal fremstille Omvæltninger, der gik for sig gjennem et længere Tidsrum, nødvendigvis maa samle det spredte og stille Modsætningerne skarpere op mod hinanden, end de i Virkeligheden stod, saa kan man dog meget vel, uden at Tidens Ide-Indhold kommer mindre klart frem, gaa den historiske Sandhed nærmere, end de ældre Digtere gjorde. Et saadant Fremskridt er det, man finder i Bjørnsons historiske Arbejder, saavel i de tidligere som i «Arnljot.» Stiklestadsslagets historiske Betydning som et Møde mellem det nye, der tabte, men dog vandt, og det gamle, der vandt, men sank, er fuldkommen klar gjennem Digtets Fremstilling, og dog er ikke den historiske Sandhedⁿ¹⁸ krænket. I Arnljot er Tidens store Rørelser fremstillet saaledes, som de poetisk klaret maatte se ud i en Vikinge-Natur som hans, og selv om det nye, som kalder ham til Kamp og Fald paa Stiklestads-Bakkerne, overensstemmende med det sande Forhold er givet ham mere som en dunkel Trang end som en klar Erkjendelse, saa vil dog ingen, der læser Digtet uden Fordom og Vrangvilje, føle nogen Tvivl om, at det Valg, Arnljot gjør, er Udtryk for et Omslag i hans Liv, der er ligesaa dybt og afgjørende, som noget, Digterne gjennem Tiderne have sunget om. Og de fleste Læsere ville vistnok ogsaa være enige om, at ligesom Digteren i sit Syn paa Begivenheder og Personligheder har lagt stor historisk Sans og stort Geniblik for Sjælelivets Love for Dagen, saaledes har han ogsaa uddigtet Stoffet med en Evne til rig Symbolik og varm, anskuelig Fremstilling, som faa Digtere have ejet.

Vi have her udelukkende drøftet et enkelt Punkt i Digtet. Der kunde naturligvis være mange andre Sider at betragte; men Bogen har allerede baade her og udenlands fundet en saa flersidig Bedømmelse, og især har Hr. Rosenberg i «Hejmdal» saa varmt og klart udredet den Side, som her er ganske forbigaaet – det Livssyn, som Digtet udtaler –, at al videre Omtale maa være overflødig. [89] Vi skulle derfor indskrænke os til de ovenfor fremsatte Bemærkninger og tilslut blot tilføje, at det ikke synes os ganske ubeføjet, naar man har fundet, at enkelte Vendinger som ogsaa enkelte Strofebygninger falde tyngre og mere tvungne, end godt gjør, og at det ikke overalt er Tankedybden, som gjør Arnljot til et tunglæst Digt. Men den noble Beskjæftigelse at udplukke disse Steder og at raabe «bæ» efter hvert uvant Ord og hver ny Verseform, der kommer En for Øje, maa overlades til de Recensenter, hvem man med Forfatteren af «Den Fremsynte»^k50 blot kan ønske, at de engang maatte faa se baade Livet og Døden for ramme Alvor, for at de kunde faa et lidt større Syn paa Kunst og Literatur.

(Aftenbladet, 22, juni 1872.)

Under Forhandlingerne paa Folkehøjskolemødet viste det sig, at vi hertillands ligesaavel som i Danmark og i Sverige have to Slags Folkeskoler, der bære det samme Navn, men som ere grundlagte paa forskjellige Principer og følgelig drive Undervisningen paa en temmelig forskjellig Maade. En Del af vore Skoler er som bekjendt anlagt i Mønster af de grundtvigske i Danmark, men ved Siden af disse er der nu ogsaa oprettet andre, der ikke blot ere en Aflempning af den grundtvigske Skole efter norske Forhold, ikke blot en Omvæxt af dens Ide i den nye Folkegrund, men som tager et ganske andet Udgangspunkt og fører frem til et andet Maal. Og denne sidste Skole blev paa Folkehøjskolemødet af Flere [93] kaldt «den rette Folkehøjskole» i Modsætning til den grundtvigske, der baade under Mødet og siden i Pressen fik et alt andet end godt Skudsmaal.

Den grundtvigske Skole fandt vistnok ogsaa sine varme Talsmænd paa dette Møde, og de, som vare tilstede her, eller som har haft Lejlighed til at læse et udførligere Referat, ville vistnok have et temmelig sikkert Indtryk af dens Særkjende. Alle, som læse danske Blade og Tidsskrifter, ville ogsaa have fundet denne Skoles Grundtanke hævdet baade grundigt og varmt. Derimod er der neppe endnu i noget af de større Blade hertillands forsøgt nogen Redegjørelse for disse Skolers Virkemaade, medens de andre Skoler, «de rette Folkehøjskoler» gjentagne Gange have fundet sine Talsmænd i Storbladenes Spalter. Saaledes er det da gaaet til, at Mangfoldige, der interessere sig for denne Sag, men som ikke have Adgang til danske Bøger og Blade, egentlig blot kjende den grundtvigske Skole gjennem Modstandernes Angreb, der, om de end ramme enkelte Overdrivelser inden Retningen, dog langtfra kan siges at give nogen paalidelig Indsigt i disse Skolers Karakter. Vi antage derfor, at det ikke kan kaldes en ganske overflødig Gjerning, naar vi i det efterfølgende søge at give en Fremstilling af den ledende Synsmaade for Undervisningen i disse Skoler, saaledes som vi have opfattet den, idet vi samtidig ville møde nogle af de Indvendinger,ⁿ¹⁹ man har rejst mod denne Undervisning, og tilslut ogsaa anføre de Grunde, som synes os at vidne mod, at «den rette Folkehøjskole» nogentid skulde kunne løse den Opgave, som den grundtvigske Skole arbejder med.

Det vilde her føre for langt, om vi skulde give endog blot et Omrids af de aandelige og sociale Tilstande, som have fremkaldt den grundtvigske Bevægelse. Vi ville heller ikke indlade Os paa at spaa noget om, hvilken Indflydelse den vil faa paa det religiøse Liv og paa Kulturlivet; vi ville ikke afgjøre, om Grundtvigianerne have Ret i den Paastand, at Livet er kommen for langt bort fra sine naturlige Grundbetingelser, at den herskende Dannelse hviler paa et altfor snevert Grundlag i Folkenaturen, og at den maa gjenfødes gjennem friske Opvæld fra Folkegrunden, – vi ville her udelukkende fæste os ved Bevægelsen, forsaavidt det er dens Maal at føre Folkets store Mængde til et virksommere Medriv i Kulturen, og forsaavidt den søger at fremme dette Maal ved Oprettelsen af særegne Skoler, de saakaldte Folkehøjskoler.

Man læste for nogen Tid siden i et dansk Blad, at den bekjendte franske Forfatter Renan^k51 i en Samtale med en dansk Mand havde ytret, at kunde man ikke give Almuen en 15–20 Aars Undervisning, saa var det bedre, at den slet ingen fik. Denne Ytring er yderst betegnende; den afslører ganske vist et Grundonde, som alle Samfund mer eller mindre lide af, men som har aabenbaret sig mest afskrækkende i det franske. Tanken i hin Ytring er nemlig denne: Der gives blot en eneste Dannelse, som er istand til at forædle Mennesket, og denne Dannelse [94] hviler paa betydelige Kundskaber og en udviklet Intelligents. Vejen til denne Dannelse gaar imidlertid ene gjennem en 15–20 Aars møjsommelig Skoledressur. Dermed er det altsaa givet, at den aldrig kan blive noget Fælleseje, men udelukkende kan komme de mere begunstigede Klasser tilgode. De andre, de ubemidlede Klasser, Folkets store Mængde, kan aldrig naa frem til en saadan 15–20 Aars Undervisning, det vil sige, den kan aldrig naa saa langt frem i Aandskultur, at den opnaar nogen sand indre Frigjørelse, nogen virkelig fyldestgjørende Dannelse, som kunde slaa Forstaaelsens Bro mellem den og Samfundets højere Lag. Men da det nu er uryggelig vist, at politiske Rettigheder og fri Forfatninger alene ikke er istand til at gjøre et Folk frit, men at den ydre Frihed kan ende i Lovløshed og fornyet Trældom, naar den ikke bæres af den indre, saa er Folkets Sag hermed haabløst opgivet, Intelligentsen har paa den ene Side ikke andet end højst en medlidende Foragt for denne store uvidende Hob, og denne, der staar med det samme trøstesløse Syn udover disse 15–20 Aars Skolegang, som ligger mellem den og «Samfundsgoderne», har et Svar paa denne Intelligentsens Afvisning, som truer med al Kulturs Udryddelse, og dette Svar er Internationales Program.

Ligeoverfor dette forfærdelige Syn, ligeoverfor denne Udsigt til, at den røde Fane en vakker Dag vil vaje som et Dødsmærke over en sprængt Kultur, nøder det Spørgsmaal sig Dag for Dag haardere og haardere ind paa Menneskeslægten: Gives der da ingen Vej til forsoning, kan ikke den raadende Dannelse uden at sænke sit Sigte dog faa et folkeligere Grunddrag; kan paa den anden Side ikke det store Folk faa en saadan Opdragelse, at det kan komme til virksomt Medliv i denne Dannelse, eller gives der ikke nogen Dannelse, hvori det hele Folk kan mødes, kjendes og forsones?

Det er paa dette Spørgsmaal, Folkehøjskolen vil prøve at finde et Svar. Dermed er det da givet, at den i sin Undervisning følger en anden Vej end den gamle Skole, som man til Forskjel fra Folkeskolen har kaldt Kundskabsskolen. Og naar der nu spørges, hvilken denne Vej er, saa svares der, «at den folkelige Undervisning sætter det som sin Opgave at give en personlig Dannelse, at indvirke paa Sindet, at vække Sjælekræfterne og at give en tilsvarende Oplysning om Menneskelivets Maal og Vilkaar for den Enkelte, for Samfundet, for Slægten, – her virkes fra Grunden af paa det hele Menneske, og Folkeoplysningens oprindelige Drivefjeder søges i Livsinteressen.» Stadigt med samme Sigte paa denne Dannelses personlige Karakter udtrykkes ogsaa Tanken saaledes, at det er Folkeskolens Maal at gjøre den Unge skikket til at finde sin Bestemmelse, at føre et daadfuldt Levnetsløb osv. Men hvilke Ordelag man nu forøvrigt vælger, saa vender man altid tilbage til, at Folkeskolens Undervisning fornemmelig skal [95] virke personligt vækkende i Modsætning til Kundskabsskolen, der først og fremst vil være belærende.

Man har faret stygt med denne Vækkelse. Den er forfulgt som et Udyr af store og smaa, der er ikke en Indsender, der i hvilket som helst Ærende aflægger en Visit i et Blad, uden at han er forsynet med et Mistillidsvotum til Vækkelsen og Løftelsen i form af et Par Gaaseøjne. Det er bare en Frase denne Tale om Vækkelsen, siger man, det er noget, man har fundet paa for at følge, at man i Grunden ikke ved, hvad man selv vil, eller for at kaste et Slør over, at det, man vil, bare er at forlyste sig med at holde Festtaler og at gjøre Smaadigte, og man spaar, at det hele vil ende med Opblæsthed, Fraser og Tant, uden at Eleven vil vinde noget Livsgavnligt Udbytte hverken i øgede Kundskaber eller i større ethisk Hold.

Vi kunne ikke negte, at det forekommer os, som det i grunden bare er den trangbrystige Spidsborgerlighed, vort samfund er saa rigt paa, der gjennem disse Gaaseøyne stirrer glubsk ud paa alle de Tidens Rørelser, der truer med at ville gjøre det poetiske, det ideelle syn til en Livsmagt. Det forekommer os nemlig, som om disse Udfald mod «Vækkelsen» er i høj Grad ubeføjede. De vilde være ubeføjede, selv om det virkelig forholdt sig saa, at dette Udtryk for den Indflydelse, Folkehøjskoleundervisningen tilsigter, var mindre godt valgt, selv om der i det hele viste sig en vis famlen hos Sagens Mænd, naar de skulle gjøre rede for den nye Undervisnings Særkjende. Det er jo nemlig saa, at ingen ny Bevægelse i Menneskelivet med en gang springer saa bundklar frem, at den med det samme den faar Fart gjennem Livet, ogsaa lægger færdige Theorier tilrette; der gaar et Anelsernes Tog gjennem Sindene, og Følelsen og Fantasien forkynder i Billeder det nye, som er i Fremvæxt, før det klare udtømmende Tanke-Udtryk findes. Saaledes er det ogsaa med Folkehøjskolesagen og den Bevægelse som ligger til Grund for den. Det er vistnok ingen ny Bevægelse i den Forstand, at den Trang, den udspringer af, aldrig før skulde have været oppe, og at det Maal, den styrer mod, aldrig skulde have været i Menneskehedensⁿ²⁰ Sigte. Men rig er den i det Bodemiddel, den byder for den Kulturbrist, som har fremavlet den, ny er den i den Undervisning, den har sat i Gang, en Undervisning, der har en anden Hoveddrivkraft end den gamle og tager et andet Udgangspunkt. Der vilde altsaa slet ikke være nogen rimelig Grund til at flotte sig med Gaaseøjne, om det end ikke var lykkets Sagens Forkjæmpere at finde et fuldt ud tilfredsstillende Udtryk for det Karakteristiske i Folkeskoleundervisningen. Men nu er det ovenikjøbet saa, at det Ord, man har valgt for at betegne det Afgjørende, hvori den nye Undervisning skiller sig fra det gamle, nemlig at den først og fremst skal være vækkende, er saa langt fra at være en Frase, at det tvert om er saare betegnede og til fulde forklarer, hvad denne Undervisning sigter paa, og hvorfor den maa følge [96] en anden vej, end Kundskabsskolens. Det er netop denne Vækkelse, man faar holde sig til, ifald man vil finde Folkeskoleundervisningens Særkjende, og det er netop den Omstændighed, at de andre Skoler sætte Kundskabsmeddelsen med Lærebøgernes og de autoriserede Meningers Herredømme ind i Vækkelsens Sted som det ledende Øiemerke, der stempler deres Virksomhed som en væsentlig anden end de grundtvigske Skolers, og naar man ikke destomindre særlig har udkaaret denne vækkelse til Gjenstand for sine lumre Kaffevittigheder, da opnaar man sandelig ikke andet end at give sig selv Attest for et over al rimelig Maade indsnevret og prosatørt Syn paa Aandslivet.

Men hvad er det da egentlig, man mener med denne Vækkelse? Svaret er ofte givet og ligesaaofte misforstaaet, hvad enten man nu ikke har villet eller man virkelig ikke har kunnet forstaa det. Men istedenfor at gjentage disse Forklaringer eller forsøge en ny, ville vi blot henvise enhver til hans Erfaringer fra det daglige Liv, og om end disse Erfaringer ikke indeholde det fulde Svar paa, hvad der er Folkehøjskolens Maal, saa kunne de dog hjælpe Tanken i det rette Spor og overbevise enhver, der ikke møder frem med alt for megen Vrangvilje, om, at det ikke er noget Luftsyn, man styrer efter. Det er jo nemlig noget, som enhver vil have erfaret, at der gives en Dannelse, som slet ikke staar i ligefremt Forhold til det større eller mindre Kundskabsforraad, man har inde, eller den større eller mindre skolemæssige Aandsdressur, man har faaet. Ligesom man dagligdags kan finde Kundskaber og Intelligents parret med Raahed i Syn og Sind, kan man paa den anden Side ogsaa møde Individer med en temmelig begrændset Viden og en forholdsvis ringe Tanketugt, men som dog eje en saadan dyb Forstaaelse af alle Fænomener indenfor det personlige Livs Omraade, et saadant opladt Sind for alt stort og skjønt i Menneskelivet og en saadan Adel i al sin Livsfærd, at man umuligt kan frakjende dem Dannelse. Dette er noget, man finder Exempler paa baade blandt Bønder og Storfolk. Søger man nu Kilden til denne Hjerte- eller Sindsdannelse, da vil man kanske finde den i Hjemmet, i stille Indflydelser fra Far og Mor, eller man vil finde den paa et andet Hold, og man vil kanske kunne pege paa en bestemt Tid, da Omslaget i det indre Liv tog sin Begyndelse, man vil kanske kunne datere det fra Samlivet med dette eller hint Menneske, som ejede Betingelserne forat kunne udøve en saadan vækkende og forædlende Indflydelse. Man kan ikke tage fejl af, at et Selvoptugtelsens, et Dannelsens Arbejde her er begyndt; det videre Syn, de livligere Interesser, det fyldigere og renere Følelses-, Fantasi- og Viljeliv og den sundere Dømmekraft vidner tilfulde derom. Men undersøger man saa, hvilken Tilgang af positive Kundskaber denne Dannelsesproces har hvilet paa, da vil man kanske finde, at Udbyttet ikke har været saa særdeles stort, og fremfor alt vil man gjøre den Erfaring, [97] at Meddelelsesmaaden ikke lader sig bringe ind under nogen bekjendt Læremethode og slet ikke har søgt nogen støtte i autoriserede Lærebøger.

(Aftenbladet, 24. juni 1872.)

(Sidste Artikel.)

At holde Undervisningen saaledes, at den i og med Kundskabsmeddelelsen udøver en saadan vækkende og forædlende Indflydelse paa Personligheden, er nu Folkeskolens Opgave. Og dette sigte paa Sindslivets Vækkelse, dette Fæste, den tager i Livsinteressens, forklarer tilfulde, hvorfor Folkeskolelærerne saa haardnakket vægre sig for at holde nogen fast Skoleplan med uryggelig Faginddeling, Lærebøger, Lektielæsning og Timetabel og for at taale nogen Kontrol fra oven. Naar det nemlig er saa, at det er hele det sjælelige Liv, som skal vækkes, Sindet, som skal forædles, Hjertet som skal vannes, Fantasien, som skal fyldes ligesaafuldt som Synet, der skal udvides og Dømmekraften, der skal skjærpes, naar det er saa, at Kundskaben her ej er Maal, men blot Middel, og at det, man vil, er at Eleven, naar han gaar ud af Skolen og skal virke i Livet, hvad enten det nu bliver paa et snevrere eller videre Omraade, skal have en forøget Trang til Selvutvikling, en større Drift til at øge sin Kundskab og en mere aaben Sands for alle Livsrørelser, da er det jo klart, at Kundskabsmeddelelsen ganske maa rette sig efter Elevens Trang, hans individuelle Anlæg og de Forhold, han kommer ud af. Det er dog i grunden sørgeligt, at man ikke skal kunne høre andet end en Frase ud at dette Ord, at den Forberedelse, man kræver hos Eleven, er hans Trang. Netop dette er dog saa oplysende om, hvor Folkeskolens Undervisning tager sit Udgangspunkt. Det er dog virkelig ikke andet end Prokurator-Krangel af allersimpleste Sort, naar man har faaet ud, at Tanken skulde være, at Elevens tilfældige Lyst og hans snevre Syn skulde være Undervisningens bestemmende Øjemærke. At man retter sig efter hans Trang vil jo blot sige, at man væsentlig søger Forberedelsen hos ham i hans Udviklingslængsel, hans Selvdrift, og at man tager et større Hensyn til hans individuelle Vilkaar, end det er muligt paa Kundskabsskolen. Folkelæreren søger Eleven der, hvor han er, og lægger Mærke til, hvad han mest trænger, og idet han nu sætter sig paa hans Standpunkt, gaar ind i hans Tankegang, lever sig ind i hans Følelses- og Fantasiliv, bestemmes Kundskabsmeddelelsens Omfang og Maade ganske naturligt efter, hvad Læreren finder bedst kan vække Elevens indre Liv, hjelpe ham til «at tænke sine egne Tanker,» og vejlede ham i at udvikle sig selv.

Det vil bare af disse Antydninger være klart, at Hovedvegten i disse Skoler ikke kan lægges paa Kundskabsmeddelelsen. Naar Maalet er, at Eleven skal tilegne [98] sig et vist Kundskabsforraad, vil det være umuligt for Læreren at gjøre et saadant frit Valg af Stof, at bruge en saadan Foredragsmaade og at tage alle de individuelle Hensyn, som er Betingelsen for at øve den Indflydelse paa Karakteren og Livsretningen, paa Følelse, Fantasi og Vilje, som er Undervisningens Maal. At der er Berøringspunkter mellom de to Slags Undervisning, er tydeligt nok; Kundskabsundervisningen øver jo ganske vist ogsaa en Indflydelse paa Sindet, og Folkeundervisningen forudsætter og meddeler jo ogsaa Kundskaber; men den, som praktisk vil prøve at løse Opgaven, vil snart finde, at der maa ske et valg til en af Siderne, og at hele Undervisningen maa faa en væsentlig forskjellig Karakter, alt eftersom Hovedvegten lægges paa at vække eller at belære.

Har man bestemt Folkeskolens maal, som ovenfor erⁿ²¹ skeet, da bliver det ogsaa klart, at der maa rejses særegne Krav til Læreren. Det er ikke nok, at han ejer Kundskaber og kan meddele dem klart til andre. Foruten at have en stor Kundskabsfylde, der er blevet hans eget eje i en inderlig Tilegnelse, maa han ogsaa have flere – ja, lad os nævne Ordet, skjønt vi vide, at hundrede Gaaseøjne ere rede til at udpege det – flere digteriske Egenskaber. Han maa være udrustet med et sikkert Kjendskab til Sjælelivets Love, han maa eje dette skarpe Blik for Karakteren og denne Evne til at sætte sig ind i Andres Forestillingskreds, som jo den psykologiske Digter frem for andre er i Besiddelse af. Han maa desuden eje en varm Følelse; thi han skal jo bevæge sympathetisk, han skal faa «de indre Strenge» i Eleven til at klinge, og det evner man ikke bare med en overlegen Intelligents og stort Kundskabsforraad. Han maa fremdeles være udrustet med en levende Fantasi; thi hans Fremstilling maa først og fremst være anskuelig. Her er ikke Tid og heller ikke Fordannelse til at give nogen saadan Indsigt i alle Historiens Enkeltheder, som i den lærde Skole. Alt, hvad Læreren kan gjøre, er at give store Billeder af Epokerne i Menneskeslægtens Udvikling. Billeder, som tillige give Udsigt til det, som forberedte og fulgte Tidsskriftet, Billeder, der kunne fæste sig i Elevens Minde, fordi de tale til Fantasien og Følelsen og lægge en saadan Lære tilrette til ham, som mindre kræver Kundskaber og tugtet Tænkeevne forat forstaaes, end slige Livserfaringer, som ethvert voxent Menneske kan have. Det kræves i det Hele, at Læreren har en varm, en vækkende Personlighed, og at det, han har læst og lært, er blevet til Liv i ham og derfor ogsaa kommer frem med individuelt Præg. Thi dette er og bliver Betingelsen for, at man kan udøve den Slags Indflydelse, her er Tale om; her kan det ikke hjælpe, hvor habil man er i sit fag, og hvor godt optugtet man er i de til en vis Tid og af et vist Lands Autoriteter godkjendte Synsmaader.

Men – indvender man – selv om det indrømmes, at der forsøges en ny Undervisning i disse Skoler, og at de virkelig kunde gjøre en Gjerning i Folket, som [99] de andre Skoler ikke have magtet, saa er det dog paa det løse, om denne indflydelse vil blive god eller slet, alt er jo her afhængigt af Lærerens Personlighed, her er ingen Kontrol, og er det end muligt, at denne Undervisning er en Magt, saa er det en farlig Magt. Det maa da ogsaa indrømmes, at Folkeskolelæreren kan misbruge sin Stilling; men hvad kan der til syvende og sidst ikke misbruges? Bogtrykkerkunsten er en endnu vældigere Stormagt, men hvorledes kan den ikke misbruges? Hvad Garanti har man for, at de Lægprester, som gaa ud over Landet mellom Aar og Dag forat virke paa et ganske anderledes betydningsfuldt Omraade, virkelig have Kald til sin Gjerning, og at de ikke misbruge sin Magt? Ja, Kontrollen selv, de kontrollerede Skoler og de autoriserede Lærebøger kunne jo hævde forfærdelige Misbrug. Det er os i det Hele taget uforstaaeligt, at man med Aarhundreders Erfaring for Øje kan sætte denne Tillid til Autoriteter over Autoriteter, og disses Dom over og Udvalg af Ideer og Retninger. Det har paa et par Undtagelser nær vist sig, at naar de styrende tog sig af en Ide, da var dens Vælde i Livet allerede Grundfæstet, og det Tryk, Bevægelsen øvede, uimodstaaeligt, og de Par Exempler, man har paa Reform fra Højden, uden Hensyn til, om Trangen i Folket var vaagen og Synet aabent for de nye Ideer, viser bedst, at der intet frugtbart Resultat er at vente af, at man vil Iægge hele udviklingen i Autoriteternes Hænder. Det aandelige Formyderskabs Tid er forbi. Bærer Skolens Virksomhed en Frugt, som Folket finder sig tjent med, saa vil den voxe, om saa alle Autoriteter fordømte den, og har den ikke indre Livskraft i seg, da nytter det lidet at forsyne den med de Styrendes Sanktion. Imidlertid mene kanske de grundtvigske Skolers Modstandere, at de have ført Vidnesbyrd for, at Trangen til en saadan Kontrol alt var tilstede. Der rejstes nemlig den Indvendig mod vaare Folkeskoler, at de vare for nært afhængige af det danske Mønster, at de søgte at udbrede grundtvigske Troslærdomme og i det Hele ikke drev Undervisningen med det fornødne Alvor. Gjaldt nu Protesten virkelig det, den tilsyneladende rettedes mod, nemlig at den norske Skole skulde blive en raa Overførsel af den danske paa norsk Grund uden Hensyn til den norske Folkenatur, der ikke uden Affektation kan indleve sig i de dansk-grundtvigske Former, da maatte man ogsaa give Modstanderne ret. Man maatte fremdeles gaa med dem, ifald de blot vilde nedlægge Indsigelse mod, at disse Skoler brugtes til Fremme af Grundtvigs Mening om Skrift og Tradition, og det er endelig selvsagt, at man maa forene sig med dem i at modsætte sig al letsindig Omgang med unge Sjæle og al Sindsvækkelse, som ender med at sætte Livsskuden paa grund – overhoved i at kræve Alvor og Sandhed i Skolens Gjærning. Men gjælder Indsigelsen ikke blot dette, gjælder den det Grundsyn paa Menneskelivet, som Grundtvig og mange med ham hævder, gjælder den den Tro paa Menneskenaturens Udviklingsevne, den aabne Skjønnhedssans, den levende Interesse for alle Livsrørelser, den Respekt [100] for Individualiteten, det Had til ufrugtbar Skoledressur og juridisk Spidsfindighed, gjælder den kort sagt i Grunden det poetiske Grunddrag, som Retningen unegtelig har, – da er det ogsaa slut med Følget. Thi paa disse Egenskaber hviler hele Bevægelsen; de som vende sig mot dette Særkjende, vende sig ganske vist imod Livsmagten i Folkeskolens Virksomhed, de fornegte just det, som vi andre sætte vort Haab til, og det er netop den Omstændighed, at de Mænd, som styre de andre Skoler, vise sig gjennemtrængte af en helt anden Aand, som gjør, at vi umuligt kunne vente os noget Udbytte for Folkeudviklingen afderes Virksomhed – og her ville vi da lade den Bemærkning, vi havde at gjøre om disse Skoler, flyde ind.

Det er slet ikke vor Mening, at disse Skoler skulde være værdløse; tvertom vil den Tilvæxt i Kundskab, Bondegutter her kunne faa, komme vel med; men vi forstaa heller ikke, at disse Skolers Virksomhed kan naa længere end til at give dette lille Tillæg til det Kundskabsforraad, Gutten har faaet i Almueskolen. Det synes os, som det af det foregaaende fremgaar, klart allerede af den Omstendighed, at Skolen ligger formeget paa det gamle Grundlag til at den større Indflydelse paa Gemyt og Karakter kan finde Sted, men selv om det skulde være muligt at forene en saadan Paavirkning med Kundskabsskolens Maal, saa synes de Mænds Livssyn, som styre disse Skoler eller arbeide for dem, at vidne mod, at de ere de rette Mærkesmænd for en ny og frugtbar Folkeoplysning. Det maa vel nemlig ansees for givet, at det er en Kulturgjerning og ikke en Missjonsvirksomhed, som søget fremmet gjennom disse Skoler. Men isaafald møder der os strax den betænkelige Omstændighed, at det pietistiske syn unegtelig medfører en vis Interesseløshed for alle rent menneskelige Livsrørelser og saaledes ikke kan give noget ret Drivkraft til en Virksomhed som Folkeskolens. Men endnu mere haabløs bliver Udsigten til, at der skulde udgaa nogen vækkende impuls fra disse Skoler, naar man husker, hvilket syn paa Samfundsudviklingen denne religiøse Forretnings Mænd aabent hævde. Det synes os da at maatte blive Hvermand klart, at de ikke alene intet ville kunne udrette i Folkesagens Tjeneste, men at det tvertom vilde sætte hele Udviklingen tilbage, om disse Skoler kom i Hænderne paa Mænd af hin religiøse Retning. Vi behøvde i saa Henseende blot at henholde os til Hr. Klavenæss's^k52 Udtalelser paa Folkehøjskolemødet – hans Anskuelse kan nok saa omtrent antages at være den raadende inden der Lejr, han tilhører. Og Hr. Klavenæss 's Ord gikk ud paa, at den, der bryder ned paa det bestaaende, har samfundsopløsende Tendentser, og at det derfor var uforsvarligt af en Folkehøjskolelærer at optræde mot det Bestaaende. Her have vi altsaa det Grundsyn paa Menneskeslægtens historiske udvikling, som skal bære «den rette Folkeskoles» Virksomhed. Det, man begynder med, er hverken mere eller mindre end en Protest mod hele den Civilisation, som er den historiske Udviklings Resultat. [101] Det er ligefrem en fordømmelse af alle de Bevægelser, som gjennem Tidene have hjulpet Folkene fram til det Kulturtrin, hvorpaa de nu staa. Ikke en eneste er undtaget; thi man vil ikke kunne paavise en eneste for Kulturudviklingen afgjørende Samfundsrørelse, som ikke paa den ene eller anden Maade har brudt ned paa det Bestaaende. Alle Samfundsgoder, som vi kunne glæde os ved fremfor vore Fædre, al den Frihed og Oplysning, vi sidde inde med, har sin Rod i saadanne Angreb paa det Bestaaende. Ja, Reformationen selv, som man dog skulde have troet, de Herrer maatte anse for et Fremskridt, var jo et brud med det Bestaaende saa dybt, som man bedst kan kræve det. Og hvorledes skulde ogsaa nogen Fremgang i Udviklingen være mulig uden gjennem en saadan Opposition mot det Bestaaende? En fornegtelse af Individets Ret til at opponere mod den bestaaende Samfundstilstand vilde jo ligefrem føre til, at Menneskeslægten vilde blivet skruet tilbage til Middelalderens tykkeste Mørke, eller den maatte konsenkvent lede til, at man sagde sig løs fra Kulturlivet og fulgte «Brand» paa hans Tog op paa Vidderne. Man kan forstaa, at den Enkelte gjennem en særegen Udviklingsproces kan komme til et saadant Syn, og man kan forstaa ham, naar han da vender sig bort fra alle de menneskelige Opgaver, Slægten arbejder med – men at han, uagtet han har dette Syn, vil være – ikke blot Omvendelsesprædikant, men Folkelærer og styre Skoler, hvis Maal det er at fremme Folkets Medliv i den Kultur, som for han maa være en eneste stor Synd, og at han kan give sig til at redigere politiske Blade og sysle med Samfundsopgaverne med det Maal at fremme og ikke at stoppe Udviklingen – det er og bliver en Misforstaaelse.

Denne Udtalelse i Retning af, at det Bestaaende har guddommelig Sanktion i den forstand, at man ikke tør opponere mod det og søge at rygge det, er ikke enestaaende fra denne Side, men den er tilfulde tilstrækkelig til at godtgjøre, at det blot kan bero paa en mærkelig Uklarhed hos disse Mænd selv, naar de give sig af med en Virksomhed, som den her nævnte, og at det ialfald ikke kan være de Skoler, som grundlægges paa slige Synsmaader, der kunne give Bidrag til at løse den store Opgave, som her foreligger. Det kunde, som sagt, være nok med denne ene Udtalelse, men før vi slutte, ville vi dog fra samme Folkehøjskolemøde fremdrage et lidet Bevis for, hvor uformuende Modstanderne ere til at fatte den Synsmaade, som raader hos de grundtvigske Skolers Forkjæmpere. Vi tænke paa den maade, hvorpaa man opfattede Hr. Schrøders^k53 Tanke med hint Citat af Ibsens «Kjærlighedens Komedie»:

Maa der nu ikke hele vor tørre, spidsborgerlige Snusfornuftighed, hele vor juridiske Spidsfindighed til forat faa ud, at det var Hr. Schrøders Tanke, at en Ungdoms Lystsejlads burde kjøbes med Livsskudens Forlis? Kunde det ikke [102] kræves av Folk, der vil virke paa Ungdommens Aandsliv, at de skulde eje saa megen poetisk Forstaaelse, som der skal til for at skjønne, at dette Billede blot var en Illustration af den Sandhed, at man ikke strax skal møde frem med Snusfornuftens Sax, om et gjærende Ungdomsliv ogsaa skulde at sætte en og anden Drøm, som man kan forudse ikke vil holde Livssejladsen ud?

Eller kanske forstod man det, og kanske var det just denne Tanke, man vilde protestere mod? Vi maa da sige, at vi tro, at den Ungdom, som har Evne til at blive varm for Idealer, selv om det ogsaa skulde vise sig, at et og andet af disse dens Idealer var en Drøm, er titusinde Gange mere værd, end den Oldinge-Ungdom, som aldrig seilede efter noget Luftsyn, fordi den overhoved aldrig sejlede, fordi Hjertet aldrig havde et fuldblodigt Slag, Tanken aldrig Fantasiens Flugt, denne Ungdom, som blot har et tusindaarsgammelt Smil, en uforskammet Kritik eller en raa Kaféskjemt for alt, som dens Spidsborgersind, dens fantasislukne Syn ikke kan forstaa. Vi mene ialfald, at det ikke er fra denne Ungdom ligesaalidt som fra de Mænd, da altid ere paa Vagt mod det svageste Pust af en Poesiens Luftning ind i Skolestuen, at man kan vente nogen befrugtende Bevægelse ind i vort Folkeliv. Vi tro tvertom, at Historien har vist, at overalt, hvor Poesiens, Følelsens og Fantasiens Ret fornegtedes, der førte det bare til, at de underkuede Sindsmagter rejste sig og gjorde Oprør. Da man klippede Sjælelivets Skud ligesom Træernes efter Autoritetens Snor, da var Svaret paa denne Synd mod den frie Naturvæxt Rousseau og Revolutionen i 1789.

Kan man nu saaledes ikke med Grund fælde Fordømmelsesdommen over den grundtvigske Skole, og tør man paa den anden Side ikke paa Forhaand fortrøste sig til, at de andre Skoler, «de rette Folkehøjskolen» skulle kunne give Folkelivet noget Fremstød i Udvikling, som er at tale om, saa mene vi, at det er bedst, de begge faar arbejde i Fred og vise sin Livsmagt i sin Gjerning. Vi mene, at man endnu faar vente en Stund, før man dømmer den grundtvigske Skoles Undervisning til Døde. Lad at se, om ikke disse Folk, som komme ud af Folkehøjskolen, ville møde frem med en mere opladt Sans for «Aandslivets Herlighed» og med en større Evne til frugtbar Selvudvikling. Lad os se dem siden i deres personlige Forhold, se dem i Kommunen og i Thinget, lad os se, om det ikke vil synes, at skjønt de i disse to Vintre ikke fik nogen stor Kundskab at bramme med, saa fik de dog en ny Kraft i sig, fik Respekt for Liv og Aand, fik Hjertelag for det, som stort og smukt er, og Alvor i sin Stræben. Lad saa være, at Folkeskolens hele Virkebare bliver at tænde denne Funke i Sjælelivet og bare at «aabne et Udsyn paa Menneskelivet» – der er dog mere vundet ved dette varme, vækkende Bølgeslag ind i den unges Sind, end en Remse Historie og Geografi ind i hans Hjerne. Hint kan dog give Stødet til en hel, frugtbar Udvikling; men den Smule øgede Kundskab vil, hvor agtværdig og nyttig den end kan [103] være, dog i ni og nitti Tilfælde af hundrede blive et dødt Eje. Vi gjentage det derfor: lad Folkeskolens Gjerning faa gro i Fred, og lad os se, om dens Indflydelse paa disse Enkelte ikke kunde forplante sig videre og bære den Frugt for hele Folket, som det danske «Fædrelandet» spaar om i følgende Ord: «Middelbart vil en Løftelse af Almuen, naar den bliver nogenlunde almindelig, løfte hele Folket højere, ikke blot fordi hin Klasse er den talligste, men ogsaa fordi de Samfundsklasser, der søge og ville vedblive at søge en anden Art og en videre gaaende Dannelse, ville mærke det første Pust nedenfra og erkjende Nødvendigheden af en fyldigere og ædlere Aandens og Hjertets Udvikling for at hævde sin Plads. Alle Klasser ville under disse Bestræbelser drages nærmere mod hinanden i en fælles Forstaaelse, og derved vil hele Folket blive stærkere.»

(Aftenbladet 27. aug. 1873.)

«Behøver man et ydre synligt og ligesom koncentreret Vidnesbyrd, om det nationale liv hos et Folk er sygt eller sundt, om Nationalfølelsen er levende eller indsovet, saa har man det i Nationalliteraturen, navnlig i den skjønne Literatur,» siger A. Sohlmann i et Foredrag over Nordens nationale Fremtid, holdt i den nordiske Nationalforeningen i Stockholm i Vaaren 1872. Skulde man maale Styrken af det nationale Liv i Danmark efter de Kjendetegn, Dr. Sohlmann her angiver, da er det ikke langt fra, at man maatte komme til det samme Resultat for Danmarks Vedkommende, som han selv i nævnte Foredrag kommer til for Sveriges. Thi om den nyere Skjønliteratur i Danmark kan man i det store taget sige, hvad Hr. Sohlmann siger om den svenske: «Det bedste, der ser Lyset, er, om det skal siges at være nationalt, mere eller mindre Reminiscents fra en forgangen Tid, eller ogsaa er det nette Sonetter, nydeligt udarbejdede som det fineste Filigransarbeide – – eller smaa subtile lyriske Aforismer, et meget net og behageligt [122] Ingenting.» Danmark teller vistnok blandt sine yngre Forfattere to dygtige Fortællere, nemlig Bergsøe og Ewald, og det har i Chr. Richardt et smugt Digtertalent. Men alt, hvad der forøvrigt fremkommer fra yngre Forfattere, gaar fuldstændig ind under Sohlmanns Karakteristik af den svenske Poesi i vore Dage. Danskerne føle det selv, og det generer dem, at de ingen anden har at nævnes, naar det spørges om danske Digtere i Nutiden, end Chr. Richardt. Der gjør sig da stundom den samme Uretfærdighed gjældende i Dommen over ham som over Maleren Exner. Paa den ene Side har der vel været en Tilbøjelighed til at «udvide ham over hans virkelige Format,» paa den anden har man i Harme over disse bestræbelser ladet Ord falde om, hvor ynkelig den Dannelse maa være, der stiller en Digter som Richardt op blandt det danske Aandsliv Heroer. Sandheden er naturligvis atter igjen, at skal denne Digtning tages som et Udtryk for det største og bedste, der rører sig i et Folks aandelige Liv, da er der i dette aandelige Liv forholdsvis stille og tamt, skjønt Richardt dog altid vil staa som en Kjæmpe ligeoverfor en Mand som Englands kronede Digter, den sirlige, men usigelig blodløse Konvenients-Poet Alfred Tennyson. Men ifald man ikke bruger den Richardtske Digtning som Maalestok for Dybden af det danske Aandsliv i Nutiden, da maa det jo indrømmes, at «han er en Sangfugl med mange dejlige Toner.»

Ganske anderledes betænkelig end denne Sympathi for Richardt, som dog virkelig er en varm og elskværdig Digternatur, er det, naar et Stykke som «Bertram de Born» kan trække fuldt Hus til Theatret Aften efter Aften, og at dets Fremkomst kan omtales, som om det var en Begivenhed. Dette giver ganske vist en forbausende Oplysning om, hvordan den raadende Smag i den danske Hovedstad er beskaffen. Stykket – et yderst velopdragent romantisk Drama i adskillige Akter – er ganske vist meget uskyldigt og røber unegtelig Gehør og Dannelse, og der er forsaavidt intet at sige paa, at det opføres. Men det er dog heller ikke andet end en tidobbelt afdæmpet Gjenklang af den oehlenschlägerske Efterdigtning. Det er af den Slags Stykker, som stanser ved det «Ha!», der indleder Kraftreplikerne i alle Skuespill af den ældre Skole. Den lyriske veltalenhed, den brede Pathos, som hos Mønstrene vælder frem bag dette «Ha!», den findes neppe engang i fjernt Ekko; det Hele er en rent Spøgeri af poetiske Talemaader, som længst ere ude af Kurs; her er, som en Kritiker har sagt om et andet dansk Skuespil «ikke et Ord, der er revet ud af Hjertet paa et Menneske, der føler og lever,» det tilhører en Digtning, «der forudsætter alle Følelser bekjendte» og skildrer dem alle traditionelt. Det farlige ved, at denne Sort Digtning faar Raaderum paa et Theater, er, at den sløver Modtageligheden for al naturkraftig Poesi, der skildrer Følelser og Lidenskaber i stærke, levende Træk, og ikke blot leverer et pyntelig Salon-Akkompagnement til Stemninger, [123] som Digteren blot kjender von Hörensagen. Naar der saa en vakker Dag gaar et Skuespil over Scenen, hvoriⁿ³⁸ Lidenskabens ægte Sprog lyder, og som har en skarp Karakteristik, istedenfor den tilvante Melkeblandekolorit, da sidder dette samme Publikum udenfor al Forstaaelse og oprøres over, at Digteren tør byde det noget saa «vildt og smagløst», ɔ: saa natursandt. Den salontæmmede Poesi bliver Idealet og Kunsten en Forherligelse af den fornemme Bornerthed.

Lægger man Mærke til de øvrige Nyheder, som nu og da vandre over det kongelige Theaters Scene, saa høre de ogsaa alle til samme Sort, som «Bertram de Born». Det er altsammen æsthetisk Nips. Flere af disse Stykker faa vistnok en meget smuk Udførelse og kunne saaledes sees med Interesse; men et Theater kan dog ikke i Længden leve blot og bart af den smukke Udførelse, og naar man ser, hvor fattigt det danske Theaters Repertoire er paa originale Skuespil af nogen Betydning, maa man virkelig forundre sig over, at det har Raad til at forkaste et Stykke som Bjørnsons «Sigurd Jorsalfarer».

Skranter saaledes den indenlandske Skjønliteratur, saa florerer Indførelselen af udenlandsk. Dog ikke saa at forstaa, at der oversættes andet eller mere, end hvad der bør gjøres tilgjængeligt for Nordens Læsekreds. Det maa jo tvertom være i høj Grad paafaldende, at Forfattere som Turgenjéw, Spielhagen og Reuter først nu naa herop, efterat de gjennem en Række af Aar have været læste og beundrede over det øvrige Europa. Naar undtages et Par mindre Skisser, indførtes disse Forfattere første Gang for en nordisk Læsekreds gjennem dette Blads Føljetong^k60 (i 1870 og 72); strax efter udkom der danske Oversættelser af deres Hovedverker, og de ere nu heroppe som i Udlandet almindelig erkjendte for de tre mest fremragende Digtere, Europa ejer udenfor Norden. De to Tydskere have vistnok vundet lettest Indgang og flest Læsere. En Forfatter som Spielhagen vil altid gjøre hurtigere og videre Erobringer end en Digter som Turgenjéw. Ved Siden af alle de virkelig poetiske Midler, som Spielhagens livlige Fantasi og store Stemningsfylde stiller til hans Raadighed, skyr han nemlig heller ikke at anvende den sort Romaneffekt, som har en saadan Magt over alle der ikke er begavede med nogen særdeles renset Smag og kritisk Evne. Hans bøger have rigelig Aandsføde for alle Klasser af Læsere. Her er poetiske Sjælemalerier af en Sandhed og Sikkerhed i den psykologiske Tegning og en Farverigdom i Karakteristiken, som kommer op mod det bedste, som nogen Romanliteratur ejer. Hans Skildringer svulme af varm Lyrik og funkle i mangfoldig Kolorit. Hans Bøger «sætte desuden altid et eller andet socialt Problem under Debat»,^k61 en Omstændighed, der i vore Dage ialfald i enkelte Kredse vil sikre ham læsere og Beundrere ogsaa uden Hensyn til hans digteriske Fortrin. Endelig er der i næsten alle hans Fortællinger et romantisk, et eventyrligt Element, som selv de, der ikke kunne nyde nogen af de andre Egenskaber ved hans Digtning, neppe vil kunne modstaa. Naar nu dertil kommer, at hans [124] Stil ejer en overstrømmende Ordflom, er en sand rhetorisk Stormflod, og at han ikke alene lader sig nøje med at gjøre sine Personer anskuelige ved at lade dem selv tale og handle og tænke og føle; men ovenikjøbet belyser dem ved en hel Del i og for sig interessante og veltalende lyriske Udenomreflexioner, saa indser man let, hvilke Betingelser Spielhagen har for at gjøre Masseerobringer. Mellem Spielhagen og Turgenjéw er der forsaavidt et vist Slægtskab, som de begge staa under Indflydelse af den samme Tidsaand, der ytrer sig i Forkjærlighed for at fremstille visse Karakterer (den problematiske Natur, Romantikeren), og deri, at der gjennem Fremstillingen gaar en mere eller mindre dulgt Længsel efter «den blaa Blomst.» De ere begge to Nutidens Børn optugtede under Læsningen af «Kraft und Stoff», men med en lønlig Sympathi for Romantikens Rørelser. De gjennemskue dog begge denne Aandsretnings indre Usandhed, og de opløse begge (især Turgenjéw) Fænomenet med et psykologisk Skarpsyn, der ingen Skaansel kjender. Begge spejde ogsaa ud efter bedre Tider meden ny Aandsmagt og kraftigere Mænd. Spielhagen synes at se Frelsen i den frie Tankes Evangelium, han søger Forsoningen i et Udsigt til den Omformning i den religiøse Bevidsthed, som de nye Ideer vil afstedkomme, og de sociale Nydannelser, som deraf vil følge. Turgenjéws Ordknaphed, hans store digteriske Resignation tillader ham ikke nogen ligefrem Udtalelse, der aabenbarer hans Livssyn. Men hans Helte og Heltinder, de Skikkelser, der stilles op mod de problematiske Naturer, have visse store Grundtræk tilfælles, som tydelig nok vise hans Savn og hans Haab. I Modsætning til den flygtige, afskiftende Stemninger og fantastiske Indfald kommanderede, yderst elskværdige, men ogsaa yderst letsindige Maler Schubin og til hans noble, i et abstrakt Tankeliv opgaaende Ven i «Helene», staar Bulgaren Insarow, en Mand uden kunstnerisk Sands, uden alle digteriske Dispositioner, men en handlekraftig, varm og modig Natur, der blot lever og aander for en eneste Tanke: hans Fædrelands Befrielse. Ligeoverfor Rudin (den problematiske Natur, den daadløse Idealist) staar en Kvindefigur, Nathalie, ligesom Helene en Karakter fra Top til Taa, med Længsel efter et fyldigere Liv end det, som Hjemmet byder hende, med tvivlløs Redebondhed til at sætte alt ind for det, hun elsker, og med den til Bunden ærlige Naturs dybe Foragt for al Halvhed, for alt som er af «Akkordens Aand.» I «Det adelige Rede», maaske den bedste af alle hans Fortællinger (endnu ikke oversat), viser han en dyb Sands for religiøse Naturer og religiøst Liv, i «Fædre og Sønner» (heller ikke oversat og ligeledes en ypperlig Skildring), tager han Parti for «Romantikeren» lige overfor den af Kraft- und Stoff-Ideerne optugtede kyniske Materialist. – Der er fremdeles ogsaa adskillig Lighed i Spielhagens og Turgenjéws digteriske Anlæg. Ogsaa den russiske Digter har den uendelig fine Sands for Stemningsnuancerne, ogsaa han er en stor Psykolog, ja overtræffer endog den tydske Digter langt i Sjæleanalysens [125] Finhed. Men have de to Digtere saaledes nogen Lighed baade i Forhold til Tidsbevægelserne og i sine digteriske Anlæg, saa ere de derimod rene Modsætninger i sin Fremstillingsmaade. Spielhagen vælger som sagt gjerne store sociale Konflikter, sørger for en spændende Fabel, en indviklet Intrige og ødsler med romantiske Træk. I Turgenjéws Fortællinger derimod foregaar der blot de aller hverdagsligeste Ting; han holder sig den rene Virkelighed saa nær, at man bagefter forbauses over, at man dog kan sidde med en Følelse af at have haft store Oplevelser. Uagtet Spielhagens Karakterer i Regelen ogsaa have et stærkt Virkelighedspræg, saa findes der dog ogsaa saadanne Skikkelser i hans Fortællinger, som blot forekomme i Bøger. Selv de bedste udtrykke sig ikke saaledes, som det sker i det virkelige Liv. De ere altid forsynede med en god Del af Forfatterens Rhetorik. Men man tage for sig Replik for Replik i Turgenjéws Noveller, og man vil neppe finde en eneste en, der ikke under de givne Omstændigheder vilde og maatte falde netop saaledes. Det er ikke et Ord formeget eller forlidet eller et andet Ord end det, som vilde være brugt. Og dog er den poetiske Virkning, den ideelle Tydelighed ikke paa noget Punkt mindre end hos Spielhagen, tvertom er den digteriske Gjennemsigtighed i Regelen større. Det er ogsaa meget langt fra, at man skulde savne Afvexling, Mangfoldighed i disse i mærkværdig Grad natursande Livsbilleder. For dem, der endelig maa have grov Effekt for at holdes i Aande, for dem, hvem det egentlige poetiske er en Bisag, og som blot vil have evigt skiftende Tableauer eller rettere stadig Dekorationsforandring – for disse vil vistnok Spielhagen være den rette Mand. Men tænker man udelukkende paa den rent psykologiske og poetiske Interesse, da er Turgenjéw aabenbart Spielhagens Mester, ganske uanseet, at han bruger saalangt færre Midler til at naa sit Maal. Der findes i alle Spielhagens Fortællinger lange Strøg, der falde stærkt i det kjedelige, og som helst maatte være borte; men man vil hos Turgenjéw vanskelig kunne finde en Linje, der uden Skade kunde mistes, og ikke paa noget Punkt af Fortællingen er der Fare for, at Ens Opmærksomhed skal trættes. En saadan Evne til i faa Ord at give en fyldig Karakteristik, til gjennem en eneste Ytring at lade En se lige ned i Dybden af Personernes Tanke- og Følelsesliv, vil man neppe gjenfinde hos nogen anden nulevende Digter end B. Bjørnson i hans Bondenoveller. Aldrig ræsonnerer Turgenjéw over sine Karakterer, han lader dem simpelt hen voxe frem med en objektiv Tydelighed, i en plastisk Anskuelighed, som gjør, at man altid synes at opleve, hvad man læser, og vanskelig glemmer hans Skikkelser, naar man engang har gjort deres Bekjendtskab. Hvor andre behøve et vidtløftigt Apparat af Reflexioner og Beskrivelser for at sætte et psykologisk Problem i sit rette Lys, der udretter Turgenjéw det samme og mere med et enkelt fint fortalt Træk. De fleste Forfattere gjengive Personernes Tanker og Følelser saaledes, som de se ud efterat være opløste og [126] omformede i Forf.s Reflektion. De komme i Regelen i et andet Sprog og med et andet Bevidsthedsmærke, end de oprindelig havde. Turgenjéw giver dem ogsaa i idealiseret Skikkelse – han er i det hele bleven regnet til de idealistiske Digtere –; men den ideale Tydelighed fremkommer hos Turgenjéw ved ganske umærkelige Omsætninger, der intet borttage af Udtrykkets Naturtroskab. Naar der nu til denne kunstneriske Overlegenhed kommer, at Turgenjéw er en finere anlagt og vistnok ogsaa inderligere Natur end Spielhagen – skjønt han tilsyneladende staar iskold overfor de Forhold og Personer, han fremstiller –, og at vi Nordboere ville føle os langt mere i Slægt med de ordknappe, indesluttede, sjæleblyge Naturer i den russiske Digters Fortællinger end med disse sydlandske yppige, i Had og Kjærlighed ordrige og til det pinefulde udtalende Mænd og Kvinder i Spielhagens Romaner, saa tør man nok tro, at Turgenjéw har større Udsigt til at vinde varig Indgang heroppe end den tydske Digter. Om begge gjælder det, at deres Mangel paa religiøs Fortrøstning ofte lægger et uhyggeligt og koldt Præg over enkelte Afsnit i deres Bøger, og især fremtræder denne Tvivlens tunge Gave hos Turgenjéw som et bittert Savn, der dog aldrig ligefrem faar Ord, men blot spores gjennem selve Fortællingen.

Den danske Oversættervirksomhed har ogsaa indført et Par hidtil hos os saa godt som ukjendte franske Forfattere i vor Literatur, nemlig Erckmann-Chatrian og Victor Cherbuliez. Om de første (Erckmann og Chatrian) have enkelte Blade indeholdt biografiske Meddelelser. Deres Bøger fortjene ganske vist at kjendes, om ikke paa Grund af sine digteriske Fortrin, saa dog for de Oplysninger, de give om de franske Bønder, deres Kaar og Tænkemaade. De historiske Skildringer fra Revolutionstiden og Napoleons Krige ere de mest bekjendte. De udmærke sig ved en lun, anskuelig Fremstilling og stor historisk Troskab, om man end ikke kan negte at det Syn, hvormed historiske Personer og Begivenheder sees, stundom er noget spidsborgerligt. Den sunde, nøgterne Forstandighed, med hvilken der dømmes om mangen forskregen Storhed og mangen prunkende, men i Grunden ære- og hjerteløs Daad, virker imidlertid ofte i Sandhed forfriskende ligeoverfor det højtklingende Frase-Sprog, hvori disse Bedrifter og deres Helte i Regelen omtales af franske Forfattere. Erckmann-Chatrians Skildringer formindske ikke Indtrykket af det franske Folks Heltemod, medens ganske vist Ægtheden af dets Føreres «gloire» underkastes en streng Prøvelse.

Cherbuliez er introduceret for det danske Publikum af «den frie Tankes» Mænd, der i det hele af al Magt søge at fremme Kjendskabet til den franske Literatur. Cherbuliez har ganske vist et betydeligt Talent, men vil dog neppe vinde Indgang, ialtfald i vort Land. Hans Skildringer ere rhetorisk glimrende og bedaarende, de syde af Lidenskab fra Ende til anden. Enkelte ere ogsaa mærkelige [127] i psykologisk Henseende, f. Ex. «Ladislaus Bolskis Hendelser.» Men baade de Mennesker, der skildres, med sin sydlandske nervøse Lidenskabelighed, og hele det Livssyn, som bærer disse Bøger, gjør dem fremmede og usmagelige for os – jeg vil ikke tale om den sædvanlige franske Lyde, det rigelige Udstyr med Skildringer af uhøvisk Natur. Om man nemlig end ikke med Grundtvig vil finde det at være et Grundtræk hos Franskmændene «at protestere mod al Aand, som er højere end Vittighed, og mod al Følelse, dybere end Egenkjærlighed, og at gjøre begge Dele saa glimrende, at Verden fristes til Efterligning» – saa behøver man dog blot at sammenligne den Opfatning af Kjærlighedens Natur, som kommer frem i disse Bøger, med den, som raader her i Norden, for at indse, at det blot kunde være efter en længere Tids Paavirkning af den franske Aand, at disse Bøger kunde blive yndet Læsning heroppe udenfor Lejebibliothekernes faste Læsestok med sin slugende Romanhunger. I de Skildringer af franske Forhold, som man nu og da læser i Fritankemændenes Organer, omtales vistnok bl.a. ogsaa de franske Ægteskaber med megen Forkjærlighed; men jeg tror dog, at det Billede af ægteskabelig Lykke i Frankrige, som selve disse Skildringer giver er saaledes, at de fleste Nordboere endnu vil være enige om, at vi bør vente med at knæfalde og tilbede det franske Ideal. Det heder saaledes i en af disse Skildringerⁿ³⁹ at de franske Ægteskaber saagodtsom aldrig ere Inklinationspartier. Forældrene granske omhyggeligt de Unges Forhold. Bruden skal være 10 Aar yngre omtrent. Partene maa have en vis Formue og være af en passende Stand. Pigens Moder holder strengt paa, at Manden «kjender Livet,» thi ellers kunde han jo begynde «at leve» efter Bryllupet. Kjærligheden kommer bagefter, haaber man, og «den kommer i Regelen ogsaa,» tilføjer Forfatteren. «De fleste Ægteskaber ere lykkelige, ja meget lykkeligere end vore Inklinationspartier. Det solidariske i Interessone bevirker snart en vis Tilnærmelse mellem Ægtefolkene, et vist Fælleskab i Henseende til Ønsker og Planer; Vanen gjør sit» osv. Hvad nu Sammenligningen med Inklinationspartierne angaar, saa kan det gjerne være, at man kunde opdrive flere ulykkelige Ægteskaber, hvor der vælges efter Tilbøjelighed. Men Sagen er, at disse saakaldte Inklinationspartier ialfald her hos os for en overvejende Del er et Fornuftgiftermaal fra Pigens Side (dette mislige Forhold grunder i Fattigdom og de faa Udveje til Erhverv, som staa aabne for vore Kvinder; det grunder i den oprørende Letsindighed, med hvilken Fædrene indrette Døtrenes Uddannelse [128] paa Giftermaal, som deres eneste Maal i Livet). Og da det nu hos os ikke er Regelen, at man først gifter sig, naar man har udlevet, og da det fremdeles er meget vanskeligere i vort Samfund end i det franske at leve i Ægteskab og dog udenfor, saa er det jo slet ikke saa urimeligt, at der iblant vore halve Inklinationspartier findes flere ulykkelige Ægteskaber end der, hvor Lidenskaben enten er slukket, før man gifter sig, eller gives frit Løb uden Hensyn til det ægteskabelige Baand. Men bortsett fra, hvordan Forholdet i saa Henseende kan stille sig mellem de forskjellige Lande, saa er der dog noget for enhver sundt organiseret Natur usigelig oprørende i, at denne Association mellem en Mand, der har slukket sine Lidenskaber i alskens løse Kjærlighedsforbindelser (thi dette er det, der menes med «at kjende Livet» og «at leve»), og en Kvinde, som i 9 af 10 Tilfælde vil tage sit Mon igjen, efterat hun er gift, at dette mildest talt væmmelige forhold skal opstilles som Idealet af et Ægteskab. Det maa dog være klart for hver og En, at dette Forhold blot er en sørgelig Nødhjælp under slappede sædelige Tilstande. Det skal her igjen være Fornuftvalget, der ophøjes over Følelsesvalget. Men det er simpelt hen en Fornegtelse af det fineste og skjønneste i Mennesket, en Fornegtelse af den Magt, som har øvet og vil øve de største Storbedrifter i Livet. Men dette hænger sammen med, at Kjærligheden, den blyge, selvfornegtende Kjærlighed, der bliver en Vilje i En til at bære alt, ondt og godt med og for den, man elsker, synes at være saa omtrent ukjendt ialdfald i de højere Samfundslag i Frankrige. Man vil finde denne Opfatning i høj Grad bestyrket ved f. Ex. at læse Cherbuliez' s «Et Kvindehjertes Historie.» Helten i denne Bog har som alle franske Helte «levet», endog langt over det Maal, som kræves af den mest samvittighedsfulde Svigermoder, og hans Kjærlighed til den unge Pige beror væsentlig paa, at hun som opvoxen i landlig Ensomhed og udviklet uden noget Tryk af en smaalig Hovedstadskonveniens, frembyder noget ganske nyt og ejendommeligt for den «prøvede» Hovedstadsløve. Af en gammel erfaren Kokette faar Pigen det Raad, da de kort efter Giftermaalet flytte til Paris, fremforalt at gjøre Opsigt, vinde Tilbedere og vække sin Mands Skinsyge. Blot saalænge han er utryg i Besiddelsen, vil han elske hende, forsikrer hun. Og ganske rigtig, da den unge Pige forsømmer at følge dette Raad, trættes og kjedes af Selskabslivet, foragter dets Triumfer og bare længes ud paa Landet for at leve i Stilhed med og for sin Mand – da er det forbi med Herligheden, Ægtemanden knytter øjeblikkelig nye Forbindelser, og nu sidder hun der og kan sukke: sic transit gloria amoris!^k62 Omsider vælger hun resolut sit Parti, hun erklærer sin Mand aabent, at ogsaa hun vil have sin fulde Frihed, og efter at denne noble Overenskomst er sluttet, og da en ung Asket sees at glemme sine Helgendrømme for hendes Skyld, begynder Ægtemanden (efter igjen at have levet i Sus og Dus i Paris) at finde den Kulde, med hvilken hun behandler ham, og den Karakterstyrke, [129] hun i det Hele udfolder, yderst pikant, noget saadant har ikke hendt ham i hans Praxis, han bliver igjen «dødelig forelsket» i sin Kone og truer med at rejse til Amerika og at gaa i Krigen, ifald hun ikke bønhører ham. Hun standser ham i Afrejsens Øjeblik, og nu er alt igjen Herlighed og Glæde. Og vel at mærke, det er Forfatterens Mening her at give Exempel paa en saa ægte og varig Kjærlighed, som han overhoved kan tænke sig den. Men af hele Fremstillingen fremgaar det med ubedragelig Tydelighed, at det ene og alene er Konens overraskende Optræden, der igjen vækker den slumrende Lidenskab, man læser i hver Linje den Tanke, at Kjærligheden blot kan antages at vare, saalænge Parterne kunne forbause hinanden, kunne udfolde en ny og pikant Side af sit Væsen. Kjærlighedens Drivkraft er altsaa Nysgjerrighed, og saasnart denne er tilfredsstillet, er Kjærligheden med det samme slukt. Intet er derfor vissere for Læseren, idet han lukker Bogen, end at den gamle Tragi-Komedie igjen vil begynde efter nogle Maaneders Forløb, og at den ægteskabelige Lykke først vil indfinde sig, naar Utroskab af ydre Grunde er bleven en Umulighed. At man der, hvor Menneskenaturen er saa udbrændt, at den sande Kjærlighed blot er et utroligt Sagn, foretrækker, at Ægteskabet først sluttes, efter at Vedkommende har levet og paa Grundlag af Fornuftvalg, er meget rimeligt og kan blot kaldes en prisværdig Forsigtighed; men i Samfund, hvor der endnu lever – Mennesker – havde jeg nær sagt, og hvor trofast Kjærlighed dog ikke endnu bare er en Fabel, at opstille dette Kompagniskab som en Mønsterforbindelse Mand og Kvinde imellem, det er dog en Utilbørlighed. Brevskriveren har engang hørt en Kaarmand, der giftede sig nogle og sexti Aar gammel, motivere denne Gjerning med den Erklæring «at han saa alligevel maatte have nogen til at stoppe sine Strømper.» Men jeg tror dog ikke, at engang Kaarmanden selv vilde hævde denne særdeles økonomiske Synsmaade almindelig Gyldighed ved Afslutningen af ægteskabelige Forbindelser.

Ogsaa andre Frembringelser end skjønliterære overføres i stor Udstrækning fra fremmede Literaturer. Om disse vil jeg imidlertid, forsaavidt de maatte have nogen Sammenhæng med Strømningerne i det danske Aandsliv, senere finde Lejlighed til at tale.

(Aftenbladet 13. nov. 1873.)

Brevskriveren har forbeholdt sig Ret til at gjøre alskens Afstikkere fra den slagne Vej, og det vil derfor undskyldes, at dette Brev handler mere om Norge end Danmark, om det end er fremkaldt ved, hvad han har seet og hørt dernede hos vor Grande.

[130] Det er en gammel Anke, at Kunstsandsen og den boglige Sands er lidet udviklet i vort Land. Et noget stærkt humoristisk Udtryk fandt denne Klage i en hjemvendende Kunstners Brev til en Ven i Düsseldorf, der for en ti Aar siden stod at læse i «111. Nyhedsblad». Overalt hvor Kunstneren kom, isnedes han af en indgroet Mistro til, en ukultiveret Foragt for alle «brødløse Studier», alle «unyttige Interessen), og fik en Synder, som befattede sig med sligt, Lov til at leve, da maatte han idet mindste have Examinernes Passerseddel, Embedsautoriteters Godkjendelse eller ialfald et udenlandsk mention honorable^k63 at bramme med. I en Række rammende Bemærkninger og lunefuldt tegnede Træk afslører Forf. hele den selvgode, ulveskindsklædte Aandløsheds Tilbedelse af alt, som er regelret, dresseret og «praktisk», det vil sige alt, som ikke har end den ringeste Tendents til at pege ud mod Formaal, der ligge højere end Hverdagsnyttens allersolideste. Den Anke, hans stemningsfulde Skildring fører, er, at i Norge er Aand, Begavelse og alle ikke-hverdagslige Interesser under et spidsborgerligt-mistroisk Politiopsyn, og at særlig alt, hvad der heder Kunst, er hjemløst, om ikke foragtet. «Rejs ikke hjem,» siger en Ven til ham, «de kjøbe ikke dine Malerier, uden at andre gaa omkring og tigge Rigmænd til at gjøre det. Hele Kunsten betler hjemme, den betler af Staten, den betler af de Rige eller Kommunen eller Kongen; der betles til en Altertavle, til en Døbefunt; der kjøbes intet af fri Drift eller Trang. Der betles til en Museumsbygning, betles til Theatret, betles til Udenlandsrejser for de unge Kunstnere og Forfattere – hele den Side af Livet, som beskjæftiger sig med at tegne dem selv og deres Natur til Lærdom, til Glæde, til Forsoning, den er halvt foragtet; man lægger blot Mærke til den, hvis Udlandet gjør det.»

Dette var for ti Aar siden, og Kunstsansen og Læselysten har siden den Tid ganske vist taget Opsving med saa meget andet i vort Land. Hele Skildringen bæres af en naturlig Skuffelsens Graavejrsstemning med Lunets legende Blink indimellem, og maa følgelig ikke altid opfattes juridisk-bogstavelig. Men subtraherer man fra et og andet, som den Rejsendes Decemberhumør kan have lagt ind i Skildringen, mon man saa ikke kan udgive Billedet med Dato af idag og finde det stemmende i alle væsentlige Træk? Eller er det ikke saa, at visse aandelige Interesser, som dog bør have Fredland og Fremme i ethvert Samfund, der engang skal naa den ideelle Højde i Udviklingen, at det kan faa en Saga, at disse Interesser endnu kjæmpe – om ikke forat vinde Borgerret i det almene Omdømme – saa dog forat blive tilhuse hos os, vinde Indgang i Sindene, blive en Hjertesag og sætte Frugt i Individernes Dannelse? Er det ikke saa, at boglig eller kunstnerisk Sans over et vist Dværgmaal og endnu mere Kunstner- eller Forfatteranlæg af mangfoldige tages for et temmelig paalideligt Vidnesbyrd om Mangel paa Soliditet baade i Retning af Kundskaber og Karakter? Er det overhodet [131] ikke saa, at Kunstsans og boglige Interesser endnu ere forholdsvis sjeldne Egenskaber her hos os, og at Mængden af dem, som have Raad til at anvende noget paa slige Interesser, foretrækker, som hin Rigmand, Kunstneren fortæller om, hver ottende Dag pr. Dampskib at faa sig en Oxesteg hjem fra England? Forandringen er muligens den, at det ikke mere er en Oxesteg, som er Kunstnernes og Forfatternes farlige Konkurrent, men et eller andet mindre drøjt materialistisk Liebhaberi – men er ikke Oxestegen endnu et passende Billede paa den raadende Tilstand?

Et Ophold i Danmark frister idelig en Nordmand til at anstille Sammenligninger mellem de to Lande i denne Retning, og særlig kom Brevskriveren til at tænke paa, hvor lidet udviklet den literære Sands endnu er hjemme.

Menⁿ⁴⁰ misforstaa ikke dette Udtryk «den literære Sands.» Det er meget langt fra, at Brevskriveren anser det for ønskværdigt, at der i det norske Folk skulde udvikles dette æsthetiske Hang, der optages af en Vaudevillebagatel, som om det var en Verdensbegivenhed, men vender sig bort fra de største Rørelser i Samtidens sociale og politiske Liv som noget uvedkommende, ja betydningsløst. Det er vistnok et Tegn paa en ung Udvikling, en ringe Dannelsesgrad, naar de boglige Interesser staa lavt i et Samfund, men et Folk kan dog leve et dygtigt og virksomt Liv foruden denne literære Sans. Hvor derimod et helt Folk forvandles til et literært Publikum, hvor hvertandet Menneske er et Stykke af en Poet eller en Smagsdommer, hvor selv de mere betydelige Aander – som man har seet det i andre Samfund – endog i begivenhedsrige Tider kan sætte sin Livsopgave i at behandle æsthetiske Etikettespørgsmaal og faa alle Folkets dannede Mænd og Kvinder til at binde sin Opmærksomhed til sligt, medens der ude i Verdenslivet finder Afgjørelser Sted, som ikke alene ere bestemmende for enkelte Nationers Skjæbne, men for hele Menneskehedens Kulturudvikling, hvor Sansen for det virkelige Liv og dets dybeste Betydninger er saaledes afsløvet, at det egentlig blot interesserer som Gjenstand for æsthetisk Betragtning og poetisk Behandling, – der er der en farlig Snigsot tilstede, som ubønhørligt fortærer Folkets Livsstof, gjør det handlesvagt og trangbrystigt og ender med at give dets Aandsliv en lav og trykkende Horizont. Thi et sandt og sundt Bogliv holder sig blot paa Grundlag af et sandt og sundt Virkelighedsliv; hvor Boglivet bliver det første, er Virkelighedslivet om at forkrøble, hvilket igjen viser sig deri, at dette literære Liv uagtet alle Interesser ere samlede i det, synker ned til en Fortabelse i det formelle og afgjærder sig mod alle livskraftige Indflydelser.

Men fra en saadan Fare ere vi uendelig langt borte, og vore Anlæg og Forhold ere saadanne, at vi neppe nogentid ville udsætte os for at komme ind i en saadan forvildet Dannelsesretning. Hos os skal et selvstændigt Kulturliv grundes, hos os vil det endnu længe være Opgaven «at aabne de fri og lange Udsyn», og vi have [132] desuden et Nabofolks indvundne Erfaring til at advare os mod den ensidigt literære Dannelsesretnings Farer.

Vi kunne saaledes endnu en god Stund holde et Kapitel gaaende om den boglige Sans, de literære Forhold i vort Land.

At der er aandelige Interesser oppe i Norge, kan nu visselig ikke negtes. Herom vidner blandt andet den Opmærksomhed, med hvilken alle politiske og religiøse Diskussjoner følges, og den store Tilvæxt i de politiske og religiøse Blades Antal. Men gjælder det samme om andre Fænomener i det sociale og aandelige Liv, gjælder det ogsaa de skriftlige og mundtlige Meddelelser, som ikke direkte føre ind i nogen af Dagens Stridsspørgsmaal? Er her nogen almindelig Trang til at følge, hvad der udrettes i Videnskab, i Kunst, til at blive kjendt med vor Tids historiske, naturvidenskabelige eller filosofiske Arbejder, eller med, hvad der digtes, males eller komponeres? Undersøg, hvad vort Land ejer af Skrifter og Blade med det Formaal at fremme Kjendskabet til vor Tids Literatur, undersøg, hvilken Afsætning vor egen eller den udenlandske Literatur finder, om Foredrag holdes og søges; læg Mærke til, hvad der findes i private Huse i By og Bygd af slige Bøger og Blade; følg Samtaler og offentlige Diskussjoner og spørg dig, om de bære Præg af, at her er noget almindeligt Kjendskab til, hvad der i andre Literaturer ere komne frem om de samme Emner, og du har Svaret.

Det siger sig selv, at Dagbladene ikke kan udrette stort til at sprede den Sort Læsning, Talen her er om, udover Landet – det ligger for langt udenfor deres Formaal. Saa har vi et illustreret Blad – «Skillingsmagazinet» –, og det maa indrømmes, at det redigeres med særdeles Dygtighed og slet ikke udretter saa ganske lidet; men dets Omfang og Retning indskrænker dog det frie Valg af Stof altfor meget, til at det alene skulde kunne løse den Opgave, som her foreligger. Hertil kommer saa nogle illustrerede Smaablade for Almuen – det er alt, hvad vor Læseverden har kunnet bære. Gang efter Gang har der været gjort Forsøg med at grundlægge et Tidsskrift, som paa den ene Side kunde give Plads for saadanne mindre Meddelelser af vore egne Forfattere, der nu gaa til danske og svenske Blade og paa den anden Side kunde tilføre vort Publikum udenlandsk historisk, naturvidenskabelig og æsthetisk Læsning i et saadant Udvalg eller i en saadan Bearbejdelse, at der gaves et nogenlunde fyldigt Billede af Strømingerne i de store Kulturfolks Aandsliv. Men enhver Forlægger kan give Besked om, at alle saadanne Foretagender, selv om der sættes betydelige Kræfter ind derpaa, ere fuldstændigt haabløse. Thi at et Tidsskrift som «Tids-Tavlerne» kan bestaa til en Tid, hænger – bortsett fra Udgiverens bekjendte Navn – sammen med dets politiske Tendents. Men maaske holdes der da udenlandske Skrifter af denne Art, f.Ex. danske eller svenske? Ganske vist har [133] et udenlandsk Foretagende af dette Slags langt større Udsigt til at finde Understøttelse hertillands end et indenlandsk; man vil ogsaa selv i mindre Bibliotheker og endog hos enkelte Privatmænd finde «Tidskrift for Hemmet», «Framtiden» (der nu er gaaet ind), «Nyt dansk Maanedsskrift», «For Ide og Virkelighed» og nogle andre; kanske træffer man ogsaa hist og her et illustreret Blad, der holdes for Tegningernes Skyld, og saa naturligvis «Der Bazar», men nogensomhelst Udbredelse, som er at tale om, har disse eller lignende Maaneds- eller Ugeskrifter ikke. Der synes i saa Henseende endog at være en bestemt Tilbagegang. Ikke alene bestod der for en Del Aar tilbage norske Tidsskrifter og illustrerede Blade med Formaal, som det her nævnte, men undersøger man Bygdebibliothekernes og Læseselskabernes Bogbeholdning fraældre Tid, da man ofte forbauses over, hvilket Udvalg af dansk og tildels svensk naturvidenskabelig, historisk og æsthetisk Literatur, der er bleven holdt og virkelig læst selv i afsides Fjord- og Fjeldstrøg. Forsaavidt saadanne Læseselskaber endnu bestaa, er deres Resurcer saa smaa, at de maa indskrænke sig til at anskaffe de mest kurante inden- og udenlandske Bøger af fortællende Indhold.

Bogkjøbet giver visselig ikke bedre Udsigter. Naar man ved, hvor vanskeligt det er hertillands at finde en Forlægger, naar man hører om de store Bogpakker, der fra vore Boghandlere gaa tilbage til Udlandet, og har man haft Lejlighed til at studere et større Antal Familje-Boghylder i vort Land, vil man vide, at det ikke er de store Bogkjøb, som gjør Tidsskrifterne overflødige. Man behøver jo ogsaa blot at mindes det Faktum, at saagodtsom alle vore Forfattere har sine Forlæggere og Størsteparten af sit Publikum i Danmark, man behøver blot at have gjort den forbausende Opdagelse, at endog Bjørnsons og Ibsens Verker selv i vore tre største Byer meget almindeligt gaar paa Omlaan blandt formuende Familjer, forat komme paa det Rene med, at selv Folk, der uden nogetsomhelst Savn kunde anvende smaa Kapitaler paa slige Interesser, betænke sig ti Gange, før de give ud 60 sh for en Bog. Det er næsten, som Bogkjøb hertillands ansees for en Ødselhed, saa gudløs og uforsvarlig, at den, som tillader sig saadant udenfor de store Højtider, da nogle elegant udstyrede Bind spadsere ind i nogle elegant udstyrede Boghylder forat tilbringe Resten af sine Dage i dyb Gravfred, næsten risikerer sit gode Navn og Rygte.

Dette er nu, hvad den periodiske Presse, Bogkjøb og Boghylder fortæller om den literære Sans i vort Land. Man bliver kort og godt staaende ved den bekjendte Kjendsgjerning. Hertillands kjøbes der ikke Bøger af andre end dem, som ikke har Raad dertil.

At dette ringe Bogkjøb heller ikke skriver sig fra, at «det levende Ord» har fortrængt det skrevne, kan enhver overbevise sig om ved at studere Avertissementssiden i vore Dagblade – det er jo næsten et Særsyn, at et populært Foredrag [134] annonceres, og om det annonceres, er det igjen et Særsyn, at det faar nogen almindelig Tilstrømning.

Men man behøver ikke at optælle de solgte Bøger, Subskribenterne paa Tidsskrifter og Tilhørerne ved populære Foredrag eller at støve igjennem Bibliotheker og Familjeboghylder, for at komme til det rette Resultat. Man kan ganske godt lytte det sande Forhold ud af ni Samtaler af ti om almene Emner og læse det ud af hveranden Avisopsats, der ikke er forfattet af Folk, som ifølge sit Livshverv er nødsaget til at følge med i inden- og udenlandsk Literatur. Det er nemlig i vore politisk og religiøst bevægede Tider en dagligdags Begivenhed, at Ideer og Retninger, der have været herskende ude i de store Kulturlande i saa og saa mange Herrens Aar, at Fænomener der længst ere hjemfaldne den historiske Granskning, fremstilles som et særligt norsk Fabrikat, en Fremtoning, der blot er seet hertillands og ellers ingensteds i hele den vide Verden. Jevnlig føres baade politiske og kirkelige Diskussjoner saaledes, at der intetsomhelst Hensyn tages til indvundne Erfaringer og anstillede Undersøgelser i andre Samfund, eller Exempler fra andre Lande og Udsagn af berømte Forfattere bruges saaledes, at vedkommende Bruger sees uden videre at forudsætte en total Uvidenhed hos sine Tilhørere eller Læsere om de Forhold, som berøres, og de Forfattere, som citeres. Eller er det f. Ex. tænkeligt, at den orthodoxkonservative, religiøspolitiske Morgenbladsforfatter «L. T.»^k64 vilde finde sig tjent med at sees Arm i Arm med en Forfatter, som den engelske Historiker Buckle, ifald han ikke forudsatte, at faa eller ingen af hans Læsere ved Besked om, at ingen Skribent har ført mere knusende Slag mod hele det politisk-religiøse System, som Hr. L.T.s Forfatterskab bunder i, end netop denne selvsamme Buckle? Og vilde der raade en saadan ildsk Fanatisme i vore Partikampe, vilde det være muligt saaledes at reducere enhver politisk eller kirkelig Modstander til en simpel Spekulant eller en drømmende Daare, som det nu sker, ifald man vidste, hvad Verdens første Videnskabsmænd og Statsmænd have dømt om lignende Kampe i andre Samfund og om de Mænd, som der vare de tilsvarende Retningers Bannerførere? Nej, var der større Læsning blandt vort Folk, kunde det vistnok ligefuldt dele sig i forskjellige Lejre om forskjellige Mærker og Høvdinger; men det kunde ikke afgrændse sig i Smaakredse, der gjensidig savne endog den tarveligste Forstaaelse af hverandres politiske og religiøse Syn, og hvor afvigende Synsmaader ufravigelig føres tilbage til en moralsk Brist.

Men maaske kunde man indvende, at det er den fritænkerske Tendents i vor Tids Literatur som afskrækker fra nærmere Bekjendtskab. Navne som Buckle, Darwin, Mill, Taine o.fl. have vistnok en overordentlig mægtig Klang i Videnskabens Rige, vil man sige, men alle disse Mænd have ogsaa Ord for at hylde «den fri Tanke.» Lad os et Øjeblik forudsætte, at dette er den sande Grund til [135] det ringe Kjendskab til vor Tids Literatur, og lad os forudsætte, at alt, hvad disse Mænd have gransket, tænkt og fremstillet, er saaledes uskilleligt fra deres Livssyn, at deres videnskabelige og digteriske Fund og Fremstillinger ikke kunde tages til Indtægt uden af dem, der dele deres Grundanskuelse af Tilværelsen, – var det selv i dette Tilfælde raadeligst at foretage en aandelig Grændsespærring for at hindre denne Literaturs Indgang; var det ikke under alle Omstændigheder bedre at kjende den Fiende, man bekjæmper? Brevskriveren er saa langt fra at hylde Fritænkemændenes Retning og at ønske den fredet, som nogen, men man maa dog sandelig være forfærdelig svag i sin Tro, forfærdelig lysræd og forfærdelig uvidende om Kulturudviklingens Naturlove, for ikke at turde gjøre sig bekjendt med den Retning, man bekjæmper, og ifald man kan tro, at det gaar an for evigt og altid at afstænge et helt Samfund for Bevægelser, der saa omtrent har hele Europa under Kommando. I ethvert Fald vil der intet kunne udrettes ved en Kamp, som Enhver, der kjender lidt til disse Bevægelser, strax ser er styret af Uvidenhed om deres eiendommelige Grunddrag. Tvertom er det klart, at den Kamp, som f. Ex vore Theologer lejlighedsvis føre mod dem i Skrift og Tale, vilde have en ganske anden Rammekraft, ifald man ikke saa tydeligt mærkede, at de blot drømme sig sammen et Taagebillede af Fænomenet efter nogle svage Skildringer af de Udskejelser, der fulgte forrige Aarhundredes Rationalisme. Men det forholder sig ingenlunde saaledes, som her forudsat, at den storartede videnskabelige og digteriske Virksomhed, som tildels staar i Sammenhæng med disse fritænkerske Tendentser, slet ikke skulde kunne tages til Indtægt af Retninger med en anden Opfatning af Aandens Væsen end en Darwin og Taine. Tingen er, at det store og blivende i hele den mægtige Granskning, i hele den ny Kritik og dens Resultater ligesom i mangfoldige af de historiske og digteriske Skildringer, der støtte sig til disse Nutidens Bestræbelser, meget vel lader sig skille fra de Hypotheser, enkelte Granskere lade gaa tilvejrs over den videnskabelige Bygning, eller fra den Polemik mod et religiøst Livssyn, som i mangt et Nutidsdigt ligger bredved dybsindige psykologiske Iagttagelser og fantasifulde Skildringer. En af de mest fremtrædende Særegenheder ved vor Tids Granskning er nemlig det uhyre Fond af Kjendsgjerninger, den haandterer, den fine sympathetiske Sans, med hvilken Fænomenerne opfattes, den indtrængende Analyse, de underkastes, den ubønhørlige Kritik, med hvilken de prøves, samtidig med at der sættes store digteriske Evner ind paa den anskuelige Fremstilling. I den egentlige Digtning er en ihærdig Iagttagelse, et dybt Studium af Sjælelivets Love, en udpræget Sans for individuel Ejendommelighed og for Lokalfarven fremtrædende Grundtræk. Denne Literaturs Grundbrist er følgelig slet ikke den, at selve den videnskabelige Granskning er upaalidelig, er Fusk og Forvrængning, eller at Digtningen er tendentiøs falsk i sine Skildringer af [136] Virkeligheden – tvertom: det er ikke falden nogen Tænker ind at afvise vor Tids videnskabelige Kritik, fordi den er overfladisk eller nogen Æsthetiker at nedlægge Protest mod vor Tids Digtning i Natursandhedens Navn. Anken lyder udelukkende paa, at man fra det videnskabelige Omraade gjør Slutninger over paa det, som ingen videnskabelig Kritik kan naa, og at Digteren i Fortvivlelse over de Billeder af Virkeligheden, han opfatter med saa megen Troskab, lader Aandens Fane synke eller anbefaler en dræbende Gift som det eneste Lægemiddel. Det er altsaa Slutningen over fra det naturbundne til den fri Aand, som Protesten gjælder; det, man nedlægger Indsigelse mod, er, at den videnskabelige Kritik vil holde Dom, hvor Afgjørelsen blot kan være den enkeltes Sag gjennem Sjælelivets indre Oplevelser og Erfaringer. At den skeptiske Aandsretning har været en mægtig Drivkraft i vore Dages kritisk-videnskabelige Storverk, er ganske vist utvivlsomt; men et andet Spørgsmaal er det, hvem der kommer til at tage disse Granskningers Resultater til frugtbar Indtægt, de, der tro paa den frie Aand eller de, der fornegte den. Men et er vist, og det er, at vil man sky Bekjendtskabet med denne Literatur, fordi den har en Sammenhæng med Tidens Fritænkerretning, da maa man slaa en Streg over en hel Tids, en hel Kulturs videnskabelige og kunstneriske Arbejde, og dette lader sig nok ikke saa let gjøre, selv for et Folk, der bor saa afsides som vort – noget, selv Bevægelsens mest afgjorte Modstandere vel maa indse hverken er muligt eller nødvendigt for Aandslivets Frelse fra at synke ned i død Materialisme naar de betænke, at deres egen Dannelse har dybe Rødder i forrige Aarhundredes under rationalistiske Indflydelser indvundne Kulturresultater.

Men den hele Indvending mod Tidens Literatur, som, baaren af en vantro Retning, falder til Jorden, naar man ved, at det ingenlunde blot er disse den frie Tankes Bannerførere i Literaturen, hvis Verker ere ukjendte i Norge. Nej, tænker man paa, hvad man plejer at kalde den store dannede Almenhed og ikke blot enkelte literære Kredse, da kan man trygt gaa et dygtigt Stykke tilbage i Tiden og fremdeles møde den samme Mangel paa literært Kjendskab. Det er ikke bare Buckle, Taine, Darwin og Mill, som man blot har Dagbladskundskab om, ogsaa Mænd som Macaulay og Carlyle, og en Række andre engelske, franske og tydske Forfattere fra de næstforegaaende Aartier kjendes blot af de illustrerede Blades Biografier og af Citater i Blade og Bøger. Eller man kan tage for sig en Virksomhed som Prof. Nielsens i Kjøbenhavn^k65 og undersøge, hvorvidt den er kjendt selv blandt Fagfolk, der gjøre Krav paa at være ordførende inden sit Omraade. Der kan naturligvis være delte Meninger om Sandheden af Prof. Nielsens Syn, om Holdbarheden af hans Lære, men derom er der dog ingen Tvivl, at hans Skribentvirksomhed omfatter de betydningsfuldeste Spørgsmaal, som Tiden arbejder med, og at han i sin Virksomhed har lagt for Dagen [137] en Kundskabsfylde, en Tankekraft og en Fremstillingsevne, som uden videre sætter ham i Rang med de første Aander. Hvorledes man saa end stiller sig til hans Ideer, saa maatte det dog være en uafviselig Fordring til alle, der ville være med i Drøftelsen af vor Tids aandelige Spørgsmaal, og særlig til alle vore Theologer, at de gjorde sig bekjendte med dette mærkelige Indlæg i Striden om Aandslivets Grundvilkaar. Men alt, hvad der kommer frem under vore religiøse og kirkelige Diskussjoner, kan ikke et Øjeblik lade En i Tvivl om, at hele denne storartede Skribentvirksomhed inden Naturfilosofiens og Religionsfilosofiens Omraade, er saa godt som fuldstændig ukjendt for alle vore Theologer. Ja, Forhandlingerne paa de kirkelige Møder vise ikke alene, at vore ordførende Theologer have fundet det overflødigt at gjøre sig bekjendte med Prof. Nielsens Arbejder, der kan heller ikke et Øjeblik være Tvivl om, at en saa betydningsfuld, en for hele Aandslivet og særlig for det religiøse Livs Udvikling saa afgjørende Forfattervirksomhed som Kjerkegaards, der ogsaa danner Forudsætningen for Prof. Nielsens, enten rent har undgaaet vore Theologers Opmærksomhed eller ialfald blot delvis kan have været taget til Eftertanke af dem. Her, hvor Fænomenet blot nævnes som et Exempel blandt flere paa, hvor lidet man i Almindelighed følger Bevægelserne i det europæiske Aandsliv, er ikke Stedet til at gaa nærmere ind paa denne Sag, men enhver, som har haft Opmærksomheden fæstet paa vore Kirkemøders Forhandlinger, vil uden nærmere Paavisning have følt, hvor klart de illustrere Forholdet.

At Sansen for Læsning og Lyst til Bogkjøb hos os er saa sjelden, har naturligvis sine ganske naturlige Aarsager i de trange Vilkaar, under hvilke Hovedmassen af den dannede Befolkning lever og virker. Det er klart nok, at i et Land, hvor Afstandene ere saa store og Samfærdselen endnu saa tung som hos os, og hvor alle Kræfter maa sættes ind i Ens Faggjerning eller for at vinde det daglige Underhold, der vil der vanskelig kunne udvikles nogen høj Grad af boglig Sans, ligesom Evnen til at tilfredsstille den ved Bogkjøb er saare ringe. Det er i saa Henseende en betænkelig Sag, naar der i Tiden er en Tendents til at forværre istedenfor at forbedre de Klassers økonomiske Vilkaar, som ialfald hidtil have været de fornemste Bærere af de boglige Interesser, nemlig Embeds- og Bestillingsmændene. Ganske vist er det saa, at det ingenlunde altid ere de i økonomisk Henseende bedre stillede, der omfatte disse Interesser med størst Varme. Tværtom vil Enhver, som har haft sin Opmærksomhed henvendt paa disse Ting, og som har haft Lejlighed til at anstille Iagttagelser over Forholdet, ogsaa have gjort den Erfaring, at der ligger en Sandhed paa Bunden af denne spøgende Vending: «det er dem, der ikke har Raad til det, som kjøbe og læse de fleste Bøger». Men kan saaledes overalt, baade i By og Bygd, finde rige Familjer, hvis læsende Medlemmer forsynes med Literatur af en eller anden fattig Student af [138] deres Bekjendtskab. Paa den anden Side kan man møde Folk i ganske ringe Kaar, der anse det for sin Pligt at understøtte literære Foretagender, saalangt deres Evne naar, og stundom videre. Fra disse enkelte, hos hvem boglig Sysselsættelse er en dyb Trang, udgaar da en stor Del af den aandelige Indflydelse af denne Art, som overhoved gjør sig gjældende i vort Samfund. Disse faa med den vakte aandelige Sans og det mereudviklede Tanke- og Fantasiliv ere i Virkeligheden vore Smaasamfunds aandelige Lys, der kaste Straaler ned, hvor aldrig nogen Bog naar. Den ringe Tilgang af Tanke-Udvexling, som her finder Sted, kan vistnok ofte medføre sine store Hemmelser og Ensidigheder i Udviklingen, men den Omstændighed, at denne er en Frugt af en dyb, med ugunstige ydre Vilkaar kjæmpende Trang, den Ægthed og Bramfrihed i disse Enkeltes Forhold til de aandelige Interesser, og den gjennemgaaende Sandhed og Inderlighed i Tilegnelsen, som finder Sted under saadanne Udviklingsvilkaar, giver ogsaa det aandelige Liv, som voxer op her, hvor der ingen Opfordring er til at pynte sig med deslige Interesser af udvortes Hensyn, en Dybde, en Originalitet og et Skjønhedspræg, som for en stor Del erstatter, hvor det mangler i Vidde og Bevægelighed, og har ganske vist en stor og gavnlig Indflydelse paa det aandelige Liv i vort Samfund i det Hele. Men det siger sig jo selv, at disse Indflydelsers Virkevidde er saare begrændset, de, der søge boglig Udvikling af dyb, personlig Trang og i Kamp og Selvfornegtelse, er jo altid et ringe Antal; en almindeligere boglig Sans, et mere udbredt literært Kjendskab og et større Bogkjøb kan ganske vist ikke komme istand uden en vis Grad af Velstand eller ialfald økonomisk Uafhængighed. I og for sig ere vistnok de økonomiske Vilkaar ikke istand til at skabe boglig Sans; men de ere en af Betingelserne for, at denne skal holde sig og udvikles, hvor Opdragelse og Livsstilling maa antages at ville vække den. Og af denne Grund er der virkelig en Fare for Landets Aandsliv i, at Embeds- og Bestillingsmændenes Kaar gjøres trangere, end de alt ere. Det har hidtil i vort Land ganske vist været disse Klasser, der fortrinsvis har holdt de aandelige Interesser oppe. Man kan sige, at de har røgtet sit Kald tarveligt nok; men man kan ikke negte, at disse Klasser har siddet inde med det største Dannelsesfond, og saaledes nærmest haft Betingelserne for at holde den aandelige Sans oppe. Man kan ogsaa sige, at det vilde være bedre, om Dannelsen var spredt paa flere Hænder. Man kan endvidere ved at minke disse Klassers økonomiske Velstand have et mer eller mindre berettiget politisk Øjemed i Sigte, og man kan fremfor alt krige mod den Dannelsesretning, som den nulevende Slægt af Embeds- og Bestillingsmænd for det meste tilhører, som en unational og aandløs. Men hvordan man end opfatter disse Forhold, et maa være klart, og det er, at man under enhver Omstændighed maa føre Krigen mod noget andet end mod Lønninger og Pensjoner.^k66 Vil man modarbejde den Indflydelse, en enkelt Klasse har gjennem [139] sin større Dannelse, saa faar man se til at hjælpe andre Klasser frem til en jevnbyrdig Udvikling. Og vil man føre den ældre Dannelse over i en anden Retning, da faar man se til at skabe en ny Aand i de Hjem, hvor den første Spire til denne Dannelse lægges, da faar man reformere de Undervisningsanstalter, lavere og højere, hvor Retningen videre udvikles, og den Literatur som sammen med de andre Dannelsesmagter har afgjørende Indflydelse paa Mandens Synsmaader og Livsfærd. Men hvad enten man ønsker Embedsmændenes Indflydelse indskrænket eller ej, det burde der dog ikke være et Øjebliks Uenighed om, at dette Maal ikke maa søges naaet ved, at der slaaes af i Kravet til deres Dannelsesgrad, ved at der sættes en Bom for deres Evne til aandelig Syssel, hvad der er det samme som at angribe den Dannelseskapital, Landet raader over. Lad være, at en større Jevnhed i Klasseindflydelsen er ønskelig, lad være, at den raadende Dannelses Høvdinger har misbrugt sit aandelige Overtag og sin Samfundsstilling til at hævde en enkelt Dannelsesretnings Eneberettigelse – ingen burde dog ville rette paa disse Mangler ved at vanskeliggjøre Afsætningen af Aandskapital i Landet, ved at reducere den Dannelse, som findes, uden at dens misvisende Retning forandres. Lad os aabne nye Dannelsesveje, lad os søge at sprede Kulturen saa langt ned som muligt, og lad os sørge for, at den fremhjælper alt, hvad der har Livsret i vort Folk, lad den blive ægte og hjemlig, lad den blive Udtrykket for en sanddru, alvorlig og i Ordets bedste Forstand folkelig Aand; men lad os ikke vælge den tvivlsomme Vej at skaffe det undertrykte Lys og Luft ved den samme fordærvelige Methode, som har lagt vore Skove øde: ved en almindelig Udtyndning, der faar de gamle Stammer til at visne, uden at den unge Eftervæxt faar Lys og Luft nok eller en skygget og frugtbar Jordbund at skyde sine Rødder i.

(Aftenbladet 3. jan. 1874.)

Brevskriveren tillod sig i forrige Stykke at fremdrage et og andet Træk, der vidner om, hvor liden den boglige Sans endnu er i Norge, og om hvor lidet der i Almindelighed følges med i det europæiske Aandslivs Rørelser. Den sidste Del av denne Anke har man ogsaa seet rettet mod det danske Folk. Hr. Dr. Brandes har saaledes bebrejdet det danske Publikum at det i de sidste Aartier har levet i totalt Ukjendtskab til de store Kulturfolks Aandsliv, og selv hans Modstandere have indrømmet, at han havde Ret. Bibliothekarer og andre Folk, som have bedst Rede paa disse Forhold, forsikre, at der efter Aaret 1848 indtræder en mærkelig Formindskelse i Udlaan af alvorligere Literatur, og den Bevægelse, som rejste sig, da Hr. Brandes gjennem sine Skrifter og Forelæsninger aabnede [140] en Udsigt over Strømningerne i det europæiske Aandsliv i vore Dage, opviste ogsaa mangfoldige Tegn paa en almindelig Overraskelse. Nogle sætte dette i Forbindelse med, at den Storvej for aandelig Tilførsel, som før var den almindelige i Danmark, nemlig gjennem Tydskland, efter Krigen i 1848, tildels blev stængt; Andre mene derimod, at den ældre Dannelse nu var mundet ud i en fuldstændig Aand- og Interesseløshed, og savnede indre Kraft til Selvfornyelse. Det være nu hermed som det vil, vist er det, at den storartede Overførsel af fremmed Literatur i Danmark og det rørige Medliv i de almeneuropæiske Aandsbevægelser, som nu møder En hernede, er af ganske ung Dato, og at der altsaa i denne Henseende indtil den allersidste Tid har været næsten ligesaa dødt i Danmark som i Norge.

Anderledes forholder det sig derimod, naar Talen er om boglig Lyst, om literær Sans i Almindelighed. Om det nemlig end har sin Rigtighed med, at den ældre Dannelse begyndte at indsnevre sig og at tabe Aandens sande Højdemærker af Syne, saa havde jo dog netop denne ældre Dannelse en udpræget literær Grundkarakter, den hævdede ialfald de æsthetiske Interessers Berettigelse, og den opdrog Folket til Respekt for kunstnerisk og literær Syssel og udviklede Sansen derfor. At pleje saadanne Interesser og at have Sans for deres Betydning i Kulturudviklingen, var som før nævnt en Egenskab, der stod højt i Kurs, og dreves der end et Slags Afguderi med den Sort Begavelse, og gik den kunstneriske Interesse ofte over til et tomt Koketteri, saa er det dog ogsaa vist, at det boglige Virke, de literære Sysler gjennem denne Dannelse kom til at staa for den almindelige Bevidsthed som noget mere end en halvforagtelig Beskjæftigelse for Dagdrivere og forulykkede Subjekter. Man kom i det danske Samfund ud over den halvbarbariske Smaastadbetragtning, som i Driften til at ofre sig for deslige Sysler ser en Mangel paa Soliditet og Udygtighed til at drive noget andet Virke med Held. Der vaktes en almindelig Følelse af, at disse Interesser bør værnes og fremmes, og man følte det som en Samfundspligt at understøtte det literære Arbejde og at skaffe de begavede Mænd, som viede sig til dette brødløse Kald, Existencemidler. At en ensidig Udvikling har ført med sig, at det især er bleven enkelte literære Retninger, som fremhjælpes, medens andre bekjæmpes, og at saaledes ofte den mere aandskraftige Bestræbelse kues, medens den langt mindre betydelige værnes og opammes, er en Sag for sig. Hvad vi her ville fremhæve, var alene, at Sansen for Kunst og Læsning og Respekten for den literære og kunstneriske Virksomhed er langt større i Danmark end hos os, og at følgelig de Vilkaar, hvorunder Kunstnere og literært dannede Mænd her virke, i Almindelighed er ganske anderledes gunstige end hos os. Ethvert literært Foretagende vinder en ganske anden Opmærksomhed hernede end hjemme, man forstaar, at en Bogs Fremkomst ligesaafuldt kan være en Begivenhed, som et politisk [141] Slag, man ved bedre Besked om, hvad der i Ens eget Land udrettes inden disse Omraader end hos os, man kjøber flere Bøger, holder flere Tidsskrifter, og der uddeles et forholdsvis særdeles betydeligt Antal Legater og Stipendier for Kunstnere, Videnskabsmænd og Literater. Endelig kommer hertil, at der raader en ganske anden Fordomsfrihed ligeoverfor den Maade, paa hvilken literært dannede Mænd har erhvervet sin Udvikling eller dokumenteret sine Anlæg.

Brevskriveren tør ikke gaa ud over disse Antydninger af, hvor meget mere udviklet det literære Liv, og hvor langt mere fordomsfrit Opfatningen af den literære Virksomhed er hernede end hos os. Det maa være nok med disse Bemærkninger, og vi vil nu gaa over til at omtale de aandelige Foreteelser i det danske Aandsliv, som især synes os betydningsfulde for dets fremtidige Udvikling, og som ganske vist heller ikke vil blive uden Indflydelse paa Aandslivets Væxt hos os.

Allerede ved at følge de populære Forelæsninger, som forrige Vinter holdtes i Kjøbenhavn, vil man møde de to store Hovedstrømninger, som for Tiden brydes i det danske Aandsliv. Den ene Række at disse Forelæsninger holdtes af Dr. G. Brandes^k67 over den tydske Romantik, og af disse ville vi til en Begyndelse meddele et Par Træk.

Ogsaa oppe hos os ved man jo, hvilken Livsopfatning det er, som ligger til Grund for Hr. Brandes's Virksomhed. Det er Opdagelsen «af Sandhedens relative Natur,» som har givet den nyere Kritik sit ejendommelige Præg. «Den gamle Verdens Bygning,» siger en af den nye Skoles Mænd, «hvilte paa Troen paa det absolute. Religion, Politik, Moral, Literatur, alt bar Præget af dette Begreb. Der var ingen Tvivl i Sjælene, ingen Tøyen i Handling. Man vidste, hvad man havde at holde sig til. Man kjendte kun to Aarsager, Gud og Djævelen, to Sejre, de Godes og de Ondes. Hele Vildfarelsen var paa denne Side, hele Sandheden paa hin. Nuomstunder er hos os intet Sandhed og Vildfarelse; man maa opfinde nye Ord. Vi se overalt kun Grader og Afskygninger, vi kjende ikke mere Religionen, men Religioner, ikke Moralen, men Sæder, ikke Principer, men Kjendsgjerninger. Den moderne Dyd er Tolerance, som vore Fædre vilde have betragtet som den yderste Svaghed.» Samme Forf. indrømmer, at Karakteren svækkes ved denne Opfatning, men «Aanden udvides og smidiggjøres,» og særlig ytrer han om den moderne Æsthetik, at kan man end bebrejde den Mangel paa Principer, saa maa man ialfald indrømme den Forstaaelse og Sympathi. «Den foretrækker ikke, den udelukker ikke, den har ingen Fordom og tager intet Parti. Den tror alt, elsker alt, finder sig i alt. Den har i Skjønhedens Pantheon Plads for den hedenske og den kristelige Kunst, for Styrken og for Ynden, for [142] den lyse Farve og for det hemmelighedsfulde Symbol, for alt, hvad der lever og har været. Den er omfattende som Verden, tolerant som Naturen.»

Brevskriverens Livsanskuelse falder vistnok ikke sammen med den, som ligger til Grund for denne Tolerance, der ikke foretrækker, ikke udelukker, men anser alt for sandt og godt paa sit Sted. Heller ikke kan han godkjende denne udelukkende kulturhistoriske Betragtning af Literaturen, som ikke spørger om Digtningens Skjønheds- og Sandhedsværd, men blot om Fantasispejlingen er tro, om Billedet har en kraftig Naturvæxt og saaledes afgiver et godt Materiale for kulturhistoriske Studier. Vi maatte fra vort Standpunkt ganske vist ogsaa spørge om, hvilket Livssyn der bærer en Digtning, og om hvad Virkning den har paa Menneskesindet, om den er et Ord til vor Samvittighed saavel som til vor Skjønhedssands, om den virkelig evner at styrke det bedste og sandeste i vor Natur, eller om den blot formaar at indbyde os paa en aandelig Svir, at give os en flygtig Adspredelsens og Selvforglemmelsens Rus. Men disse og mangfoldige andre Indvendinger mod det moderne Livs- og Kunstsyn maa jo nødvendigvis forekomme den nye Skoles Kritikere som en eneste stor Bornerthed, og selve de sproglige Udtryk, i hvilke de maatte fremsættes, er jo for denne Retnings Tilhængere intetsigende, saa vi skulle ikke her fordybe os videre ind i disse Stridsspørgsmaal, men uden videre gaa over til at se den moderne Kritik anvendt i Hr. Brandes' Fremstilling af Romantiken. Det kan dog for vort Formaal ikke være os om at gjøre at følge disse Forelæsninger i det enkelte, men blot at betegne Hovedopfatningen, at mærke os, hvor Akcenten overalt blev lagt, for derefter at kunne opstille det Spørgsmaal, om denne nykritiske Anskuelse af Liv og Literatur dog ikke maa efterlade et Savn selv hos dem, der ere religiøst indifferente, men som dog møder et Krav paa, at alt virkeligt smukt i Menneskelivet skal komme til sin fulde Ret, hvad enten det saa har Sammenhæng med Menneskets religiøse Trang eller ej.

At der maa indrømmes disse Forelæsninger meget, er ganske vist. Om saa godt som alle Afsnit gjælder det, at de indeholdt mange enkelte Undersøgelser, som maatte godkjendes af enhver uhildet, hvad Livsbetragtning han end maatte medbringe. Enkelte Skildringer hørte ganske vist til det bedste, som i denne Retning er frembragt i Norden. Den Karakteristik, som gaves af Modsætningen mellem Mad. Staél og de tydske Romantikere, de Portrætter, som tegnedes af flere af Romantikens Kvinder, og særlig de Skildringer, der viste, hvor langt friskere og mere handledygtige flere af disse Kvinder vare, end deres af literære Pjankerier optagne Mænd, – fremdeles de anskuelige Billeder af flere af Romantikens Digtere og frem for alt den ypperlige Biografi af Romantikens modbydeligste Skikkelse, dens Politiker Fr. von Gentz, – var altsammen Enkeltheder, der baade var udførte med Grundighed og Talent. I det Hele røbede disse [143] Forelæsninger en udstrakt Læsning, Sjælekundskab, Vid og Fantasi, ligesom Foredraget var livfuldt og fængslende. Med en stor Evne til at finde karakteristiske Træk og til at sammenstille dem paa en pikant og tillige virkelig oplysende Maade afslørede Hr. Brandes alt det usande i den Reaktion mod det forrige Aarhundredes revolutionære Tendentser, som Romantiken var. Med skaanselsløs Ironi vrængede han Fænomenets Indre ud og fremviste al den Lysrædsel, den Affektation, den Daadløshed og den Immoralitet, som dulgte sig under Romantikernes Svælgen i musikalske Stemninger, deres udsvævende Fantasteri, deres Leflen med Religionen og deres Sympathi for de monarkisk-despotiske Bestræbelser i Politiken. Han lod overalt den Virkelighedsgrund, paa hvilken denne poetisk-religiøse Literatur voxer frem, skinne igjennem og forklarede utvivlsomt mange Foreteelser paa en ligesaa sand som interessant Maade. Det skal heller ikke negtes, at den Skarphed i Analysen og det Liv i Fremstillingen, som Hr. Brandes er i Besiddelse af, ikke vare de eneste Egenskaber, som gjorde disse Forelæsninger tiltrækkende. Der slog ganske vist i mer end en Undersøgelse en oprigtig Sandhedstrang frem og en Afsky for al Slags Underkuelse, som er al Ære værd. Men trods alt dette, trods det Studium, som aabenbart var nedlagt i disse Forelæsninger, trods de enkelte Undersøgelsers psykologiske Dybde, trods den utvivlsomt rigtige Karakteristik af de enkelte Romantikere og Grunddragene i den hele Bevægelse, og trods den Aandfuldhed, hvormed Fænomenet skildredes, – synes det os som antydet dog, at denne Skildring gjorde et utilfredsstillende Indtryk. Man kan ikke sige, at nogen Kjendsgjerning blev forvrængt, man kan heller ikke beskylde Hr. Brandes forat have draget ulovlige Slutninger af de Træk, han meddelte, og man tør i det hele ikke negte, at det samlede Billede var baade sandt og virkningsfuldt. Og dog maatte man spørge: gav denne Skildring af Romantiken et helt, historisk tilforladeligt Billede at dette Fænomen, fik Tilhørerne et fuldstændigt Indtryk af, hvad Romantiken var i sin Oprindelse og i sin historiske Funktion, blev det En under Hr. Brandes' s Ledelse klart, hvad der var Romantikens Ret saavel som dens Fejl, eller da dette er Udtryk, som for den nyere Kritik er betydningsløse, – fik man en tilfredsstillende Forklaring af, hvad det var i Menneskeaanden og i de historiske Tilstande paa den Tid, som med Nødvendighed maatte skabe en saadan Foreteelse som denne? Det Indtryk, man sad igjen med efter at have hørt Hr. Brandes, var, at Romantiken var en Reaktion mod det forrige Aarhundredes Frihedsbevægelser baade i Tanke- og i Samfundslivet, en Reaktion, hvis Opkomst vistnok sattes i Forbindelse med visse Grundtræk i den menneskelige Natur, med dengang nylig stedfundne verdenshistoriske Begivenheder og med særligt tydske Samfundsforhold paa den Tid, men som dog ikke saaes i Sammenhæng med nogen berettiget Magt i Menneskesindet og udelukkende betegnedes som en Hemmelse, [144] vi endnu lide under, og som det gjælder at komme udover. Men var der da i denne Reaktion slet ikke noget sandt og godt og smukt, var der ikke noget i Mennesket, der har Livsret, som den foregaaende revolutionære Retning havde krænket og kuet, og findes der slet ingen Sandhed, Romantiken har hjulpet til at fremme, ikke noget Fremskridt, til hvilket den har givet Stødet? Vi indrømme, at Romantiken for enhver Betragter frembyder langt mere stygt end smukt, langt mere falskt end sandt, og vi vide ikke et eneste Træk, af dem, Hr. Brandes meddelte, som vi ønskede borte eller dæmpede. Men vi kunne ikke negte, at vi vilde have andre medtagne. Det vi savnede var netop Forstaaelse, Sympathi. Vi savnede Forstaaelse af, Sympathi for den i Menneskesindet liggende Trang og Drift, som var den første bevægende Kraft, og hvis Ret maa hævdes selv da, hvor denne Trang ender med at skabe en Karrikatur af det, den fra først af higede mod. Vi savnede al Paavisning af de gode Resultater, som Bevægelsen trods alle sine Udskejelser dog afsatte derved, at den mindede om disse Magter, som den raadende Retning havde krænket, og rettede Synet paa Skatte, men havde overseet eller foragtet. Vi ved vistnok meget godt, at det er sandt, naar man viser os Romantikerne som en fejg Skare, der i blind Lysrædsel er paa Flugt for det forrige Aarhundredes Ideer og styrte sig hovedkuls ind i Fantasteriet, i Mysticimen og i Despotismen. Men vi mene tillige, at dette Billede ikke giver den hele Sandhed, og at det blot viser Udartningen af en berettiget Bevægelse ligesom forrige Aarhundredes Revolutioner viser det samme af en anden ligeledes berettiget Bevægelse. Det forrige Aarhundredes Filosofer havde mange gode Sider. De havde Lidenskab for intellektuel Frihed, og de havde Mod til at tænke og tale bent ud. De havde Enthusiasme for og Tro paa udvortes Fremskridt, og de vare ivrige i sit Arbejde for at fremme Oplysning og at fuldkommengjøre Livets materielle Betingelser. De kunde i sædeligt Hold fuldkommen maale sig med Romantikerne og overtraf dem langt i Ærlighed og Handlekraft. Men Filosofernes Tid havde ogsaa sin Ensidighed. «Oplysningens Aarhundrede gik ud fra, at Forstanden er kaldet og dygtig til at udforske og fastsætte Verdensloven. Der var ingen anden Forskjel i Menneskenaturen end den, som ligger i en mer eller mindre fuldkommen Udvikling af Forstanden, af hvilken Udvikling ogsaa Sædeligheden afhænger. Alle Mennesker ere lige, og naar Forstanden bliver oplyst nok, maa alle Skranker falde.» Mod denne Opfatning, der fandt sit Udtryk i den franske Revolution, var Romantiken en Reaktion, en i flere Henseender vildt udskejende, men dog altid ogsaa i visse Henseender berettiget Reaktion.ⁿ⁴¹ Romantikken hævdede det individuelle Liv mod det abstrakte Begreb, den hævdede Nationalitetens Betydning mod den alle folkelige Ejendommeligheder overseende Kosmopolitisme, den hævdede Sindsmagternes Ret, Fantasiens og Troens Ret mod den nøkterne Forstandighed. [145] Den vendte særlig de germaniske Folks Blik mod Racens Fortid og dens Minder og var en Opstand mod den franske Aandskulturs Overvælde. Men nogen Paavisning af dette Forhold gav disse Forelæsninger neppe, og dette stikker igjen i, at ogsaa den nyere Kritik har sin Ensidighed og neppe omfatter alle Livsfænomener med den dybe Forstaaelse og den ligelige Sympathi, som den roser sig af. At vore Dages Rationalister har en langt smidigere Forstaaelse af samtidige og fortidige Aands- og Samfundsbevægelser end sine Fædre i forrige Aarhundrede, er vistnok utvivlsomt. Enkelte af Retningens Videnskabsmænd behandle jo endog Ytringer af rent religiøst Liv med megen Taalsomhed. Men de se da Religionen som en «nødvendig Vildfarelse», der imidlertid har været en stor Kulturmagt og endnu tildels er det, og som derfor altid ved en kulturhistorisk Betragtning maa tillægges et stort Værd. Men hvor disse samme religiøse Fenomener sees i og for sig, uden at der tænkes paa deres kulturhistoriske Betydning, hvor Fritænkeren i Digt eller Liv møder Bevægelser eller Tilstande, det være i den enkeltes eller i Folkenes Liv, der har nærmere eller fjernere Sammenhæng med Sindets religiøse Trang, der vender han sig bort med Afsky eller ialfald med Kulde. Af alt det i Mennesket, som gjør Opstand mod Forstandens udelukkende Enevælde, er han en Modstander; thi han anser det for noget, der skal civiliseres ud af Menneskenaturen. Den, der ikke deler Rationalistens Sympathier og Antipathier, vil ikke vel kunne negte, at Historien ved Siden af en stor Mængde Grumheder, som skyldes religiøs Fanatisme, ogsaa viser os de mest selvfornegtende Handlinger og de skjønneste Livsudviklinger som Frugt af denne samme religiøse Trang. Og er end ikke det religiøse Liv, som findes i vore Dage, altid hverken skjønt eller sandt, saa vil dog enhver, der ikke har været altfor uheldig i sine Erfaringer, ogsaa have mødt Religiøsitet og Dannelse saaledes forenede, at han har maattet sige sig selv, at et saa rent, dybt og tantfrit Sjæleliv neppe er at finde uden hos dem, der sidde inde med hin Troens Stormagt i sit Sind. Men om end de moderne Fritænkere ikke bent ud negte, at der ogsaa kan komme noget godt fra Nazareth, saa er dog deres Sympathi for alle saadanne Livsytringer af en tvivlsom Beskaffenhed. De ville vistnok ikke negte en Forfatter, der digter ud af religiøst Liv, ud af personlig Tro, Anerkjendelse, naar hans Digteranlæg virkelig ere store; men de ville dog altid skjænke hans Virksomhed en forholdsvis ringe Opmærksomhed og være tilbøjelige til at undervurdere hans Evner og hans Betydning for hans Livsretnings Skyld. Paa den anden Side vil en mindre begavet let stige til en Matador, ifald han gjør en Smule Kurtise til «den frie Tanke». Overhoved vil baade det skjønne og det sande synes disse Mænd mindre skjønt og sandt, hvor det fremtræder som Frugt af en religiøs Udvikling, og de ville uvilkaarlig spejde efter egoistiske Træk, hvor de ellers vilde se et rent Billede af menneskelig Storhed og Sandhedskjærlighed. Thi i Regelen [146] vil Fritænkeren ikke alene se Religiøsiteten i Sammenhæng med indskrænkede Anlæg og mangelfuld Dannelse, men ogsaa som bundende i Mangel paa Mod og Sandhedskjærlighed.

Hr. Brandes forudsætter da ogsaa i sine Forelæsninger som givet, at det ikke er muligt at være religiøs eller ialfald at være Kristen uden tillige at være reaktionær i politisk, social og literær Henseende. I Sammenhæng hermed fremstilles da Romantikerne, som om de vare saa sandselige, saa reaktionære, saa fejge og udygtige til Handling, fordi de vare religiøse, eller som om de ganske konsekvent maatte blive religiøse, da deres Anlæg og Kaar havde tvunget dem ind i Reaktionen. Men der er vel ingen Tvivl om, at der ogsaa fra Romantikens Tid kunde hentes Vidnesbyrd om, at der ingen nødvendig Sammenhæng er mellem det kristelige Livssyn og de reaktionære Tendentser, som vanhædrede saa mange af disse literære Fantaster.

Det forekommer os saaledes, at ifald den nyrationalistiske Livsanskuelse fik Overmagten, da vilde det paany lede til den samme Miskjendelse af noget af det dybeste og skjønneste i Menneskenaturen, som en lignende Retning før har ledet til, og følgelig igjen fremkalde en Reaktion.

Paa det Spørgsmaal, som jo maatte ligge nært, om end Hr. Brandes ikke ligefrem opkastede det: hvad da Mennesket egentlig har at leve for i Verden? gav han nu det Svar, at der heldigvis til alle Tider fandtes Mennesker, der sidde fast i Sædvanernes og Fordommenes Dørklemme, og at der følgelig her altid var en stor Opgave at vie sit Liv til. Det skal da heller ikke negtes, at Hr. Brandes her nævnte en Pligt, som ogsaa mange af hans troende Modstandere kunde have godt af at mindes om, det skal ikke negtes, at en saadan virksom Optræden for dem, der ere stedte i Nød, kræver uendelig mere Selvfornegtelse end at dorme hen i fromme Stemninger, og det skal endelig indrømmes, at netop den varme, med hvilken Hr. Brandes selv og hans Tilhængere optræder mod al Slags formentlig eller virkelig Underkuelse, er den smukkeste Side af deres Virksomhed. Men om denne Bevidsthed om at kunne være til Nytte i Verden er istand til at mætte Menneskehjertets dybeste Trang, om den kan trøste det i Syndsfølelsen sorgtunge Sind, om den kan bære oppe i al den Nød og Jammer, som er Millioners Kaar i denne Verden, om den overhoved kan redde nogen fra at synke i Fortvivlelsens Nat – det er nu et andet Spørgsmaal.