Klokken 6; – (ser på uret) og nu er den snart halv. Han kommer, du Alma! (ser sig om). Da må vi sandelig rydde!

Ja, vi må vel det? Til herren i huset kommer hjem, ellers blir han grætten – – er han begyndt med det alt, Eva? Han er vel ikke bedre han end andre. (Vil reise sig).

Å nei, sid du. Jeg ved, hvor det skal lægges altsammen.

Det er også forfærdeligt, hvor du har draget udover.

Ja – og du har vist ikke set ordentlig på det endnu. Du bare sidder og læser i den fillebogen. (Stanser lidt, tænker sig om). Men når han kommer kl. 6 og lige fra jagten, så har han vel ikke spist. Hvad skal vi finde på?

Bif med speilæg? Det var han så glad i før, når han kom til os.

Ja, det husker jeg godt.

Nei, det husker vist ikke du, for det var mere i gamle dage, før du var kommen i huset, og før han havde været i udlandet.

Ja, det kan så godt være. Dere tre – du og din bror og han – har jo så mange minder sammen, som ikke jeg er med i. (Hun ringer, en pige kommer). Vil du være så snil at dække bordet derinde – og rigtig fint, Edvarda. Min mand kommer hjem, jeg har fåt telegram. (Hun går hen til pigen og gir mere dæmpet en nøiere besked, pigen siger noget, hun nikker, går fra hende). Ja dét – det skal jeg selv kjøbe. (Pigen går).

Men nu må jeg sandelig rydde!

Tænk, at man ordentlig kommer sådan i bevægelse – bare fordi ens mand kommer hjem!

Å, det mener du ikke. Du forstår det så godt, Alma. Og du holder af Valentin du også – – endda så meget du har at udsætte på ham altid. – Du snakker! skulde en ikke være glad, når ens egen deilige velsignede gut kommer hjem! (stanser igjen og ser ud for sig). Hvor underligt det er! det er næsten skjønt at være fra hinanden, for da blir det en glæde så vidunderlig stor.

Du taler, som han havde været borte i et år istedetfor i tre dage.

Ja, ja – – du har ingen erfaring, Alma! – Se så! nu har jeg da fåt alt det store afveien. Og du har virkelig næsten ikke så meget som set på det engang.

Vist har jeg jo. Det har jo ligget her i hele formiddag.

Se den lange tyrkiske piben der! og turbanen! Tror du ikke, Valentin kommer til at ta sig ud? (Hun sætter turbanen på og røger af piben). Han kjøbte en slobrok dernede også, eller sådan en lang tyrkisk kaftan, men den har han i sin egen kuffert. (Lægger sagerne ned). Her er en kamé, ægte antik, den kjøbte vi i en bod i Neapel. Det var en liden pige der, som havde sådanne store, sorte, sørgmodige øine, at jeg måtte kjøbe alt, hvad hun bad om.

Den er deilig.

Vil du eie den, Alma?

Tak – det kan du tænke, jeg gjerne vil. Men nu har du git mig så meget.

Ingenting er for meget. Det er jo dig og – dere alle derhjemme, jeg kan takke for, at jeg har det, som jeg har det og eier alt dette – for at jeg lærte Valentin at kjende! – Hvad er det? Å sjalet! Du må ikke glemme din mors kniplingssjal, når du går iaften – her lægger jeg det på stolen.

Nei, det skal jeg ikke.

Så tror jeg ikke, der er mere. (Ser sig om). Å jo, å jo – der er endnu min hvide kniplingsfichu. (Hun står og lægger den sammen). Der er minder ved den! Og vil du kjende – – en duft af en egen sort viol-essens, som jeg fik af Valentin dernede. Den er ikke at få her. (Lægger den mod ansigtet). Det er som at dukke sig ned i minder – den deilige, deilige dag i Versailles! (Hun står tankefuld). Nei, sådan blir det vist aldrig mere – en sådan reise er som et eventyr, en vidunderlig drøm, man bare får drømme en gang! – (Stryger sig over øinene, smiler). Blir det ikke? – Jo vist blir det, – (i leende overmod) det blir bare deiligere og deiligere – – og det skal vare – – hele livet ud! (Hun lægger sjalet i æske, går lidt omkring, nynner og sætter sig til at stelle med noget).

Jeg skjønner mig slet ikke rigtig på dig, Eva – nei, det gjør jeg ikke.

Hvad skjønner du ikke?

At du kan være så glad – så rent sorgløs – rent ud sagt.

Hvad er det da, som er sørgeligt?

Å – hvis jeg var dig, så vilde jeg vel heller komme til at gå med en følelse, som ulykken hang over hodet på mig.

Uf da? Hvorfor det? Fordi jeg er altfor lykkelig, mener du? fordi der er noget – ligesom eventyrligt ved det? (tankefuld). Ja, det har jeg nok undertiden tænkt selv. Men man skal jo ikke tænke på sådanne ting.

Nei, ikke just det. Men tænk at være gift på den måden, som du er det. Det synes jeg må være nokså utrygt – –.

Men Alma – vi er da virkelig aldeles ordentlig gifte.

Ja, vist – men aldeles mod fru Skyttes vilje. Valentin har jo brudt med hende for at gifte sig med dig – han tør ikke sætte sin fod indenfor hendes dør mere.

Å, det. Ja det er sandt. – Ved du hvorfor?

Nei, jeg gjør ikke.

Ikke jeg heller. (Grundende). Der er jo noget underligt ved det. Valentin ved det vist, men han vil ikke sige det. Han siger, vi må vente – at han håber, alt vil bli godt tilsidst.

Ja, underligt er det, Jeg synes, det må være så utrygt på den måden. Om ikke du føler det, så kan du være vis på, at han gjør det. Det kan bli tungt nok at bære i længden.

Å – når vi er to om det.

ALMA.

Ja, men dere er jo ikke to om det heller.

Er vi ikke?

Du ved jo ikke engang, hvad det er. Han burde da ikke skjule det for dig. En mand burde ikke ha nogen hemmelighed for sin hustru. Jeg vilde aldrig tålt det.

Nei, det kan være så ganske sandt. Men det nytter ikke at tvinge nogen, skal jeg sige dig – hver får gjøre, som han vil.

Du er et barn, Eva. Du forkjæler ham i det hele, han kommer til at få aldeles magten over dig. Jeg kjender ham bedre end du – han tåler det ikke. Valentin trængte netop en kone, som forstod at ta ham.

Og jeg glemmer bestandig at tænke på, hvordan han skal «tages» – –.

Ja, du beundrer Valentin blindt i alting.

Nei, skal du nu stikle på Valentin igjen? Jeg tror virkelig, at du ikke kan udstå ham:

Å, jo vist.

Ja, – så skal du ikke være så slem og kritisk, du!

Nei, herre gud, Eva min – jeg vil vist ikke forstyrre din lykke. Jeg synes bare, at dette forhold til Valentins mor burde dere se at få greiet så snart som mulig. Ellers har dere jo bare hinanden.

Bare hinanden. Er ikke det nok?

Det er ikke 'nok at sætte sin lid til bare et eneste menneske i verden.

Jeg har ham, og han har mig. Det er nok. – Men nu må jeg nok skynde mig.

Hvor skal du hen nu?

Jeg må ind til konditoren på hjørnet og kjøbe noget til dessert. Det er noget rart – – og man kan lave det selv i en fart. Du får ikke vide, hvad det er endda. (Ser sig om). Generer det dig, at altandørene står åbne?

Nei, de kan vist stå en stund endnu.

Så hyggeligt her er.

Goddag – Alma!

Viggo! – hvor kom du fra? hvorledes kom du ind?

Entrédøren stod oppe.

Mødte du ikke – Eva?

Nei. Er herskabet ude?

Hvor tør du komme her, Viggo?

Jeg skal tale med Valentin. Er han hjemme?

Ikke i øieblikket – men om en stund kommer han.

Så får jeg vente; – eller komme igjen.

Men hvor tør du komme her?

Har jeg gjort noget ondt?

Nei, nei – men du burde ikke rive op i dette; – for din egen skyld, mener jeg.

Å, jeg skal nok passe mine sager; pas du dine. Hvorfor er du her? Ikke for noget glædeligt, tænker jeg – at dømme efter den stilling, du indtog, da jeg kom.

Nei, det er sandt. (i stærk sindsbevægelse, begynder at gå). A, – ved du, at synet af andres lykke kan gjøre en ond; – – jeg har følt mig så ond, Viggo....

Andres lykke –? Er lykken da virkelig så overlag stor?

Å, de er som to barn.

To fugle i et rede. (ser sig om) Her bor de altså. Å ja – det var mere end andre har råd til. Men derfor kan en vel være lige god, tænker jeg. (Går omkring).

Nu kommer Eva snart tilbage. Vil du ikke helst gå – og komme igjen siden?

Å, det har vel ikke saadan hast. Jeg har ikke nødig at gjemme mig bort og er ikke bange hverken for hende eller nogen anden. Det kunde være ganske interessant at se hende igjen. Vi to har været ganske godt kjendte engang i tiden.

Idag for et år siden, ja – hvor alt var anderledes! dengang var han netop kommen hjem fra udlandet – –

Ja, og dengang var det ham og dig – og mig og hende.

Men det varte ikke længe.

Nei – det varte ikke længe.

Ja, – dengang! det er som det ligger et helt liv imellem – – min hele ungdom! (halv for sig selv) Tænk, at jeg siger det! at jeg tør udtale det! å, men det gjør saa godt at tale, det var, som jeg skulde kvæles før! – – Husker du – husker du, når vi sad om bordet om aftnerne og han fortalte – – å, for et liv der var med ham bestandig! – Men alt dengang var det Eva, han talte for – hende han spilte og sang for – alt dengang – – å, jeg ved det!

Ja – det varte ikke længe før hans evige forfængelighed var påfærde igjen. Sådanne egoister – (knytter hånden) når de bare rigtig kan få sit eget lys til at skinne, så – –

Å, nei, Viggo, slig er ikke Valentin. Det var ikke bare egoisme – – han holder jo virkelig af hende.

Undskylder du ham? – Hun elsked ikke ham, siger jeg – – ikke straks, ikke i førstningen. Og han kunde ladet hende være i fred. Så meget kunde han gjort for en ven. Af én grund til.

Hvilken grund?

Å – det kan være det samme. – Men han så, hvad det gjaldt for mig, og han vidste, at du holdt af ham. Dere var ja så godt som forlovede, før han reiste.

Nei, Viggo, det var vi alligevel ikke. Vort forhold var altid mere roligt, kameratsligt – ja kanske mindst i den sidste tid, før han reiste. Men det kom i al fald aldrig til noget opgjør, nei, ikke med et eneste ord. Det er ikke for at forsvare ham, at jeg siger det, men fordi det er sandt. Og så fordi det er en trøst for mig. Så har jeg da ikke egentlig mistet ham.

En fattig trøst! – jeg har ikke engang den!

Mener du, at – hun virkelig var ved at elske dig – først?

Å ja – kan vel være. Hvem ved.

Ak – jeg er bange for, det havde ikke været stort håb for dig – stakkars Viggo.

Kan du vide, hvad der har været os imellem?

Dere blev jo aldrig dus engang.

Å, det har ikke noget at sige – tvertom. Havde ikke den – forgyldte don Juan været, så var hun kanske min nu.

Ja, du havde kanske kunnet tvinge hendes vilje, for din er stærk. (Lytter) Der gik det i entreen, det er vist Eva. – Hun går ud i kjøkkenet.

Aldrig mod hendes vilje. Men jeg skulde vundet hende.

Ja, far skulde vidst det – dengang han bestemte sig til at ta den finske sangerindes datter i huset, fordi fa'ren havde været hans ven! Vidst det – at han førte ulykken over sine egne børn!

Å, det var ikke hendes skyld.

Skal du ikke paa kontoret i eftermiddag?

Nej, jeg er fri – for en gangs skyld.

Og jeg fra skolen. Jeg er begyndt med formiddagstimer nu. Men du arbeider vist for meget, Viggo. Du ser så anstrengt ud.

Jeg? – A ja – – der kan være skyer nok, når vi skal tale om det. (Efter en pause). Men er det mulig det, at hun kan være så aldeles bedåret og sætte al sin lid til denne lette fyren?

Å, du skal ikke sige, han er saa let, Viggo. Han har et let sind og er let bevægelig, men derfor kan han godt være dyb. Jeg er mere bange for, at Eva ikke er den rette for ham.

Let – – dyb – –. Det bryr jeg mig pokker om – og kunde jo lige så gjerne spørge: er han den rette for hende? Han er ialfald uefterrettelig, det kan jeg sige dig.

Hvorledes det?

Å – jeg har møie nok med hans historier. Det er jo derfor, jeg er her.

Hvilke Historier?

Tror du kanske ikke, han har havt historier? Å jo, som det sig hør og bør. Det har vi jo forresten havt nogen hver, saa for den sags skyld –!

Hvad er det da for Historier?

Har – har fru Eva aldrig fortalt dig noget?

Nei, aldrig.

Saa ved hun det naturligvis ikke. Damer pleier jo fortælle hinanden sådant. Men det ligner ham. Han staar for hende som den «rene», hendes ideal – og hvad ved jeg? det har han sørget for.

Men hvad er det da?

Nei, det forhold hviler nok paa temmelig falsk grund.

Ja, Eva stoler altfor blindt paa ham, det har jeg ogsaa sagt hende. Og så kan hun slet ikke saadan rigtig – hævde sin værdighed overfor ham. Det vilde kanske bare være en velgjerning at advare hende.

Hm .... ja, den gode hr. Valentinⁿ¹ kunde ha så inderlig godt af lidt modbør – ikke for det! Han er kommen sovende til alting. Og han fortjener slet ikke hendes tro paa ham.

Men hvad er det da, han har gjort?

Å, ikke just noget mærkeligt eller usædvanligt. (Efter en pause, stærkt) Men jeg siger, det er usikker grund!

Hys....

Goddag – Brandt, De her? det er længe siden, jeg har set – – – (hun rækker ham hånden, han tar den).

Ja, det er en stund siden. Jeg er her for at tale med Deres mand, frue – med Valentin.

Han er ikke hjemme nu, men vi venter ham. Vil De ikke sidde ned – (hun gjør en bevægelse mod bordet tilhøire).

Tak, jeg ved ikke – jeg burde vel heller komme igjen – –

Å, De kan vel sidde et øieblik og prate lidt.

Vel, paa fruens eget ansvar – om jeg skulde komme til forstyrrelse. Jeg mener, De vil vel helst være alene, når han kommer. (Han har sat sig).

Å, hun har jo saa alligevel mig – til at plage hende.

Hvorledes har De det?

Å, jo, jeg takker –. De har det godt, ser jeg?

Ja – jeg synes ikke, verden er så slem endda.

Og det endda Deres mand er borte. Har han været længe borte?

I tre Dage.

Og lar Dem alene tilbage?

Han var nødt til at reise; det var et længe aftalt møde med en engelskmand, Mr. Blount, som skulde komme hid i høst. Han har gjort Valentin flere tjenester. De skulde ud og seile og skyde lidt. (Efter en pause). Forresten har jeg ikke været alene. Alma har været her så meget hun kan,

For at beskytte Dem?

Det behøves ikke, jeg er slet ikke bange. Hvem skulde gjøre mig noget midt i en stor by – og inden døre?

Å, – – det er saa underligt med store byer, de kan rumme meget. Det er saa mangt, som kan hænde. – I en stor by findes der just mange slags mennesker, frue, baade onde og – –

Jeg håber, de lar mig være i fred. Jeg har aldrig gjort dem nogen fortræd.

Nei – – ganske vist ikke. (Efter en kort stilhed). Men De maa erindre én ting, fru Eva – – at De er ikke mere bare Dem selv, men en Del af en anden. Vi kan ta et exempel: Hvis nu Valentin – ja – hvis Deres mand havde fiender, kunde det ogsaa komme til at gaa ud over Dem.

Ja, vi skal jo dele byrden; – det var ikke mere end rimeligt, at jeg stod ved hans side, naar han blev angrebet – selv om jeg ogsaa skulde modta et hug iblandt.

Men om nu Deres mand havde uret?

Uret – – hvorledes –?

Ja, sæt –.

Men det har han ikke. Valentin har aldrig med vidende og vilje gjort noget menneske ondt – det er jeg vis på.

Hvad mener De med at gjore ondt – fru Eva?

Jeg tror, jeg har læst: At tilføie skade på legeme eller sjæl.

Eller begge dele?

Ja, naturligvis.

Nu vel; – la os da sætte, at Valentin – alligevel havde gjort et menneske skade paa denne måde, og at han ved at gjøre dét på samme tid havde skadet, begåt uret mod Dem? Vilde De da endnu stå ved hans side? vilde De ikke da gå over til dem, som angreb ham?

Hvorfor behøver vi at sætte sådant. Jeg forstår ikke hvad De mener – – og jeg synes, dette er saa uhyggeligt.

Nei, Viggo – hvorfor skal du nu komme med sådant noget? hvad skal det betyde?

Ja, jeg ber om forladelse. Men vi jurister er så vant til at gjøre tankeexperimenter, at de falder os i munden både i tide og i utide.

De har jo kjendt Valentin længe – har De ikke?

Jo, jeg tænker omtrent så længe som Deres halve liv, frue. Vi gik på skolen sammen, som De ved.

Og jeg har ikke kjendt ham i mere end et år. Det er jo meget kort, men –

Å, paa den tid kan meget opleves – og meget fortælles. De maa jo nu kjende Deres mands liv ligesaa godt som jeg og endnu bedre; – i det forhold fortæller man jo hinanden alt.

Jeg ved alligevel lidet. Jo, på en måde meget, men – – ja, jeg synes, jeg kjender ham så godt. Men der findes kanske ting, han ikke bryr sig om at tale om. Og så spør jeg ham ikke – – endda jeg i grunden ikke kan fordra hemmeligheder.....

Nei, dét synes jeg, De har så ret i. Hemmeligheder .... og gamle venner, de burde ikke være til. Hvad vilde De nu f. ex. sige, om jeg fortalte Dem, at jeg har noget her i min lomme, som jeg ikke tør betro Dem, men må levere i Valentins egne hænder? Vilde De ikke bli jaloux på mig?

Ja, det kom jo an på, hvad det var. Det kunde jo være sådan en – vexel eller noget lignende, som herrer pleier at gå med. Og da vilde jeg bare helst slippe; – for jeg kan aldrig forstå det rigtig.

En vexel – – (ler dæmpet) den var sandelig ikke så gal! en forfalden – ja, hvem ved? En vexel, som skal indfries! – – (lidt stilhed, han reiser sig) Forresten var det nu ikke så alvorlig ment, frue, med den hemmelighed. (Han tar et papir op af lommen) De kan vist så godt levere Deres mand denne – vexel, uden nogen forklaring.

Det kan jeg vist. (De kommer til at se på hinanden, der blir en temmelig lang pause).

Og så – tror jeg, jeg vil anbefale mig, frue – og heller komme igjen. Jeg burde og skulde jo tale med Valentin – træffer ham vel senere. Godaften! (Han bukker for Eva, som stille gjengjælder hilsenen, nikker til Alma og går. Under de følgende scener mørknes det lidt efter lidt).

Dette var en rar konversation – jeg synes, han talte så underlig hele tiden. (Hun trykker hænderne mod ansigtet, gyser let). Hvor koldt det er her – – det er sandt, dørene står jo åbne. (Hun lukker altandørene).

Det ser næsten ud som en damehånd.

Ja – jeg tror det er en damehånd. (ringer, til pigen som kommer) Vær så snil at lægge lidt i kaminen.

Jeg synes, det er skammeligt af ham, hvis han gjemmer noget for dig, som du har ret til at vide....

Å – sig ikke noget nu, Alma. (Hun reiser sig, går hen til ilden og stirrer ind i den; derefter til bordet, tar brevet, ser opmærksomt på det, lægger det hen på et fjernere sted i værelset. Sætter sig i lænestolen med albuerne støttet i fanget og ansigtet gjemt i hænderne. Om lidt tar hun den fra). Vemodig. Å, hvor lidet jeg egenlig kjender til livet og verden – og mennesker! derude er vist saa meget ulykke – – og sorg! Men mit liv, det har været så stille – ja, helt fra jeg var barn og bode sammen med far i to små [29] værelser, og han var så syg – – og jeg så næsten aldrig andre end hans musikelever! det står så underlig klart for mig altsammen – med én gang – mit liv, som det var, og er!

Ja, i mørkningen kan en komme til at tænke på så meget – –

Jeg har ikke villet vide om andet end denne min kjærlighed og lykke – – jeg har vist levet bare i min egen verden; – – skal det bli anderledes nu? Hvad er det da nu? – – Å, når man begynder at tænke på noget, da kan det svimle så underlig for en, du! (ser sig om) Alt det, jeg ser omkring mig, – det synes så fremmed, så uvirkelig – som jeg ikke ved, hvem jeg er, hvor jeg er –? Og Valentin – Valentin –! (forvildet, pressende hænderne mod øinene).

Nei, Eva – Eva! du blir syg af dette, – du får ikke sidde der og skræmme dig selv op! nu må jo Valentin straks komme, så kan du tale med ham selv, – og så skal vi få lampen ind. Hører du, Eva – –.

Ja, nu kommer han jo. Det er jo ikke noget, han holder jo af mig! (mildt givende sig hen i det) Han [30] elsker – elsker, sådan som jeg – – det er sandt – – han kunde ikke være mod mig, som han er, hvis han ikke gjorde det! hvad er det så? – – nei, han kunde ikke – kunde ikke – –. (Hun falder hen i en foroverbøiet, grublende stilling. Straks efter ringer det. Hun farer op).

Der er han! nu skal jeg bede om lampen.

Valentin!

Eva! – Se så! (ler) men for guds skyld vogt dig da! tænk, om nu geværet havde været ladt! Tænkte du slet ikke på det?

Nei, det gjorde jeg sandelig ikke! Og selv om så var, så var jeg kanske død nu – – og fik aldrig, aldrig vide andet end at du var glad i mig!

Ved du noget andet, om du lever kanske? Det var en underlig tale, det. (ser paa hende) Skulde jeg skudt min hvide due? Så – kjæreste – nu sætter vi det farlige vaaben fra os. (Gjør det, kommer tilbage) Rigtignok er du en sjelden fugl, ja, den sjeldneste af alle, jeg har gjort jagt på; – men ikke engang vingeskyde dig vilde jeg, du skal få fly [31] frit! – (Tar hendes hånd og drage hende ind til sig). Men jeg tror, du ordentlig skjælver, barn! Hvad er det? (ler) sad du her i halvmørket og var mørkræd? Hvad var du bange for?

Ingenting – – ingenting nu. Tænk at du er her, Valentin. (Pigen kommer ind med lampen og går igjen). Så, nu kan jeg da få se dig rigtig. (ler). Får jeg se på dig! Å, så glad og kjæk og frisk. – –

Ja – jeg gik ikke tilbunds med seilbåden denne gang! Får så jeg se på dig! (han holder hende ud fra sig). Også glad og frisk vel? Lidt bleg, synes jeg, – hvad?

Å – jeg har længtet så efter dig!

VALENTIN.

Ja, jeg også! (omfavner hende, slipper, betragter hende). Og så har du klædt dig aldeles i hvidt!

For sidste gang iår! jeg tog den på idag, endda så høstlig det er; – men i formiddag skinned solen, og den minded så om i sommer!

Ved du rigtig selv, hvor rørende du er, som du står der, med foldede hænder, og ser så alvorlig [32] på mig? – Der står et billede for mig (med hånden over øinene). ja, jeg husker ikke hvorfra, men jeg må ha set det et eller andet sted – – dernede. Du ligner en præstinde – eller en ung vestalinde – – en «Psyche», tror jeg, det var .... (ler). Ja, nu skal jeg være Eros!

Jeg flyr ikke fra dig! – og du ikke fra mig, vel? (ser på ham og smiler). Du ved – Eros havde jo også vinger, og det var vist en ustadig krabat – –.

Han blev den bedste ægtemand i verden.

Ja, det gjorde han jo; de blev lykkelige – tilslut.

Du siger det så sørgeligt. Når enden er god, er jo alting godt – ikke sandt?

Jo, jeg tænkte bare – at al den modgang kunde vist været spart.

Hvorledes?

Han skulde ikke skjult sig for hende.

Det havde han vel kanske sine grunde til. Han mente det godt, og desuden (med lune) hvor var så historien blet af? Den skjønneste af myter var aldrig blet til!

Nei – og de var kanske heller aldrig blet så lykkelige, om de ingen sorg havde havt.

Og alligevel, Eva .... vilde jeg nok bede Vorherre bevare os for, at en lignende modgang skulde ramme os. (ler). Nu ja, det er vel ingen fare for heller. Ulykken kom, fordi de to ikke havde den gjensidige tillid – og den har jo vi – ikke sandt?

Jo.....

Og så står vi ialfald to sammen, om ulykken skulde komme fra en anden kant. Er der ellers ingenting hændt, mens jeg var borte?

Hændt –? nei – – ikke det jeg husker. –

Der er ikke kommet noget bud fra – mor? ikke noget brev fra hende til mig?

Nei, men .... (hun ser sig om og går et par skridt).

Den herre, som var her for en stund siden, er kommen igjen og spør, om han må få tale med ingeniøren.

Hvilken herre?

Jeg ved ikke, hvem det er.

Det er .... Brandt.

Brandt? har han været her?

Ja, han var her. – Det er kanske bedst, jeg går så længe –.

Bed ham være så god at komme.

Goddag, Viggo, det var da overraskende – og glædeligt Også (rækker ham hånden).

A, det var ikke netop ment som nogen visit. Jeg havde ikke tænkt at forstyrre en hjemkomsts mulige sødme; – men jeg har et ærend til dig, som det haster med.

Så sig fra. Vil du ikke sætte dig?

Tak, det behøves ikke. – Det er Ottilie altså ... jeg var for tre dage siden der oppe og kan hilse fra hende.

Ottilie? Hvad har jeg med det? Hun har ikke lov at sende mig nogen hilsen.

Det får ikke hjælpe. Jeg er nu alligevel overbringer af den.

Hvad vil hun mig? Det er jo forbi – – dødt og magtesløst. Hele forholdet hører fortiden til.

Så? Vel ikke så ganske. Det kaster sin skygge. Hun var syg mandag og var gåt tilsengs. Så sendte hun bud efter mig og sa, hun vilde og måtte tale med dig. Jeg havde tilfældigvis hørt, at du var bortreist og kunde ingenting gjøre ... men nu ved du besked.

Å, det har vel ikke noget videre på sig. Du har ikke været der siden?

Nei.

Så er hun sandsynligvis bra igjen.

Fordi om jeg ikke har været der?! hun kunde gjerne være død for den sags skyld. Jeg har ikke tid til at rende omkring til dine gamle flammer; jeg har næsten ikke et øieblik fri fra kontoret.

Å, det er vel bare kapricer, som vanlig. Man kan jo aldrig ha fred.

Nei, det ser ud til det. For der kom et brev også nu igåraftes, som jeg skulde bringe dig. Jeg leverte det her før –.

Så – –

Hun var alvorlig syg altså. Det var bare dét, jeg vilde sige .... syntes jeg måtte tale med dig selv, når jeg har lovet det....

Jeg skal naturligvis se til hende.

Ja, det var ikke mere end kristelig barmhjertighed. Jeg kan ikke sige, du holder hende videre flot. Hun havde ingenting fåt de to sidste måneder.

Sa hun det? Hun fik dobbelt før jeg reiste; – til udlandet nu.

Og din lille datter gik der for lud og koldt vand.

Fordi hun er en dårlig mor.

Og så fordi hun er syg, kanske. Og trænger medicin og pleie og tilsyn m. m. Men nu har du formodcntlig ikke øie for den side af sagen. Ja – så går det! Kan du huske for bare lidt over 4 år siden, dengang barnet blev født? Jeg tror sågar, du tænkte paa at gifte dig med hende dengang.

Ja – det var ialfald kanske mere end du vilde gjort. Men hvis du kan ha nogen fornøielse af at være min samvittighed, så er den dig vel undt. Jeg forstår det til og med – at du har nogen grund til at være bitter.

Ja, så var det ikke mere. (vil gå).

Viggo .... går du nu med en gang, uden et eneste godt ord? Kan vi da ikke være venner...

Å, – venner – det er jo bare ord – –

Ja, tro mig, jeg forstår dig, jeg kan sætte mig ind i, hvordan du har det, og du har min fulde sympati – –

Jeg trænger ikke din sympati; – og bed mig ikke bli; da kunde jeg komme til at sige mere end jeg vil.

Nu ja, så tal heller ud og la mig få tale! Jeg har ofte havt trang til at retfærdiggjøre mig for dig, fordi jeg har vidst, at du har gåt ud fra feilagtige motiver.

Jeg spør snart ikke mere efter motiver, men bare efter fakta. (Valentin går hen og lægger et par vedtrær i kaminen. Dæmpet:) Å, jeg er jo gal – at jeg har set hende igjen!

Ja, men det er ikke retfærdigt. Og saa godt skulde du kjende mig, at du vidste, hvor langt det har været fra mig at ville krænke dig eller gjøre dig ondt.

Jeg er lige glad med din gode hensigt, den kan ikke hjælpe mig. Faktum er, at du har handlet som en egoist.

Hør nu – –

At du – la mig se – ialfald to gange har handlet som en troløs ven. Første gang for 5 år siden overfor Ottilie. Du tog hende fra mig; jeg led og græmmed mig og – glemte. Men nu igjen, for et år siden gjorde du det samme. Og nu glemmer jeg ikke.

Ja, skinnet er imod mig, men herre gud, hvad skulde jeg gjøre? Jeg kan da ikke for, at – – (ryster på hodet, smiler) jeg forsikrer dig, der var ikke spor af beregning i dette.

Nei, naturligvis. Du gjorde ingenting for at få dem indtaget i dig.

Jeg var simpelthen selv taget – jeg elsked – deri ligger hele hemmeligheden! Begge gange mødte det mig noget, som fik mig til at sætte ind det bedste af mig selv. Det var mig umulig at la være. Kan man forklare sligt? Det er jo magter her, vi ikke selv rår over.

Ja, dét er en deilig undskyldning for forbrydelser.

Du får kalde det, hvad du vil. Men jeg har aldrig nogensinde i mit liv følt mig saa opfyldt af kjærlighed til alt og alle og så istand til at gjøre noget virkelig godt, som netop disse gange.

Ja, det høres jo bra. Og hvor mange gange er det så egentlig, du har været i den tilstand? Ti du er da, ja, uden fornærmelse, det ustadigste menneske, jeg har kjendt.

Nej, der gjør du mig nu egentlig uret. Med mig var det jo aldrig alvor, undtagen just disse to gange....

Hm, – for så vidt så – kunde det jo altid været nok at stifte familie én gang, synes jeg.

Å, hvorfor skal du nu rive det op igjen? Tror du ikke, det piner mig selv. Jeg er jo syg paa sjælen – syg – siger jeg dig! (går lidt omkring) En ligger paa sine gjerninger – ja, selv nu, jeg endelig har fundet det – dette, som jeg gjennem flere år bestandig har søgt, uvilkaarlig, uden at vide af det.

Og hvad er så det, om jeg maa spørge?

Ja, – det kan vel mere føles end forklares ... Men det er så, og det er vel også nedlagt i vor natur, dette, at vi søger, vi mennesker, lige fra vi blir os selv bevidste. Jeg har ialfald følt det så lige fra jeg kom ud i livet: denne brændende trang til at beundre, elske, ikke alene med sanser, men med sjæl – som man kan det, når man står overfor det, som gjør en bedre; – en længsel efter dette, som vi ved må være der, fordi – ja, fordi – (trækker på skuldren) en bærer det jo i sig .... i forestillinger og billeder .... det er igjen denne natur, som vi aldrig kommer fra...

Hm; – jeg vidste ikke, at det var den slags høie idealer, som foresvæved dig ligeoverfor damer af halvverdenen.

Å – hvad véd man i den alder rigtig at skjelne det høie fra det lave – det solide fra det usolide! Sådan en gut på tyve år eller lidt mere! han kan finde sit «ideal» i en skuespillerinde af tredje rang, en statsraadsdatter – eller en bodegapige! og er man så dertil forsynet med et altfor varmt hjerte og kanske en altfor vel fyldt pung – å ja, så kan ens liv komme til at opvise feiltagelser! Man stormer frem, man gribes, føler en magt i sig, [42] en magt som af det gode! Man er lykkelig, lever med hver fiber – det går så let, altfor let at handle! – Ottilie var en sådan for mig. Hun blænded mig ved sit udseende, som lovte saa meget, ved sin originale umiddelbarhed – det var, som jeg var kommen ud at seile en morgen for den friskeste brise! – – Men så er det forfængelighed, altsammen. Man bryder sig mod en anden sort natur, just noget, en ikke kjender, ja, men ikke det, en har drømt om! Og det blir ikke harmoni, men falske, skurende toner – –

Ja – og imens er pigebarnet ødelagt, eller sidder igjen med skuffede forhåbninger – – og så går man til den næste!

Å ja ... selv skuffet, som kvinderne kan skuffe .... så en taber troen både på sig selv og dem!

Og hvad garanti har du så for den «næste»? hvad hun for dig? Vogt dig! Hvad dét angår kunde jo det sidste bli værre end det første.

Du er ikke dig selv, menneske! – La være med dét – det nytter dig så alligevel ikke.

Du tror, du har lykken grundfæstet?

Ja, jeg tror, jeg har hjemmet grundfæstet, hjemmet og lykken – hendes og min! Jeg tror på hende og hun på mig.

Og hvad har du bygget dit hjem og din lykke på? Er det et «sandt» forhold, som digterne taler om? Eller er det bygget paa «fortielsens hule grund?» Kjender du hende, og hun dig – fuldt ud? – Har du f. ex. fortalt hende om dine «feiltagelser»?

Nei. Hvorfor skulde jeg bebyrde et skyldfrit væsen med tanker på vildfarelse og synd og skam? Jeg har en følelse, som jeg vilde krænke hende ved det – fornærme hendes tillid til mig!

Der ser du! du tror ikke på dig selv overfor hende, du tør ikke være dig selv, ikke vise dig som du er! du tror ikke, hun tåler at kjende dig! (ler hånlig) det er jo en stærk tro, grundfæstet på en klippe! – – Og nu hun –? kjender du hende? var der ikke en tid, da du ikke kjendte hende?

Å, ti med dig! det er jo det rene vanvid alt, hvad du siger.

Å ja, et år er jo rigtignok en lang tid! Og man har jo den sikreste garanti i et omstreiferliv med en artist og en omreisende sangerinde; – – du kan sige, du endelig er nåd til det solide!

Nu vil jeg rå dig at holde op! – Du egger – – du trækker ufred ind i huset! Og husk så på, at det er min hustru, du taler om!

Ja, din! men jeg kjendte hende før du! og før du kjendte hende var hun min! (Liden pause).

Å – – du er gal.

Spørg hende selv og se, om hun nægter! (går nærmere hen til ham, de ser hinanden fast i øinene. Brandt dreier sig om, går mod udgangen, vender sig). Så, nu ved du sandheden. Farvel! (Han går).

Han er gal, skinsyg – rasende! (går lidt op og ned på gulvet). Å, det er jo umuligt! – men hun havde kanske talt med ham! hun var så underlig før – – (blir stående og se hen for sig).

Jeg hørte, han gik. Hvor længe dere talte ... var det noget vigtigt?

Å. – – (ser på hende).

Du ser så tankefuld ud. – Men vil du ikke spise nu, Valentin, du kan vist trænge det. Alma er derinde ogsaa – –

Jo vist. – (Spørger rask). Talte du med Brandt før, da han var her?

Ja – – han sad en stund. (hurtig). Det er sandt, jeg glemmer jo – – her er et brev til dig.

Nu er det anrettet, frue.

Tak. Vil du ta den lampen med – den lyser så godt. (ser på Valentin). Skal vi gå –?

Hvad er det? er det noget slemt? – å, – hvad er det?

Ikke noget videre, kjære – hvad er du bange for? Men jeg blir nødt til at gå ud i byen. Vent ikke på mig; sæt dere tilbords. Jeg tar en vogn – og er forhåbentlig snart tilbage igjen. (Vil gå).

Valentin! å, sig mig, hvad det er, denne gang .... gå ikke fra mig, jeg er så bange .... bange for at være alene nu!

Jeg forstår dig ikke. – (ser på hende). Hvad er det? du pleier da ikke at være sådan –. Hvad er det, som har sat dig i slig bevægelse i eftermiddag? (Står lidt som han venter, fører hende mod døren, mildere). Se her, vær nu fornuftig! (Alma kommer i det samme). God aften, Alma! Vil du ikke passe på min hustru? jeg er nødt til at gå min vei.

Så snart! (dæmpet til Eva, som har sat sig ned). Hvad er det med dig? er du syg?

Se så! sid nu ikke her i mørke, mine damer! gå ind, hvor der er lyst og tænk på noget hyggeligt til jeg kommer tilbage! – (Han går).

Der gik gangdøren –! Han la brevet derned – i skuffen, tror jeg .... og nu går han .... derhen, til hende – – ja, hvor?! (Hun går op og ned på gulvet og vrider hænderne).

Vilde han ikke sige dig det?

Nei – nei, jeg ved det ikke, ved ikke .... å gud, at han ikke sa mig det! jeg må jo tro, at det er noget ondt. – (stanser, begynder at gå igjen). Nei – nei – nei! Jeg kan ikke tro det. Han må jo ha grunde, som han sa før; men han skulde sagt mig det, da han så, hvor angst jeg var .... å nei .... jeg tror ikke, han skjønte det engang –! Han vidste jo ikke, hvor jeg var skræmt iforveient!

Ja, noget må det være. – Og det var stor uret af ham at skjule det for dig. Der ser du, Eva, du har føiet dig alt for meget efter ham.

Å, jeg har jo slet ikke tænkt på, at der var noget at skjule .... ikke tænkt på noget, som heder falskhed, bedrag .... for nogen stygge ord! Og det har altsammen faldt så ganske af sig selv. Han har altid været saa kjærlig og god!

Det er ikke noget at takke ham for. (Halv for sig selv) Ja, ja – Valentin, Valentin! Å, de mænd, de er vist alle sig selv lige!

Om jeg kunde finde rede i dette! er det nødvendig, at jeg har det så ondt – så ondt som nu? Skal jeg ikke tro ham? det er jo bare et brev – (en tanke slår hende) kunde det være fra hans mor? (forvildet) nei, nei, det er jo ikke .... det er jo en ganske anden skrift .... (Hun kaster sig i en stol med hænderne for ansigtet)

Ja, men nu er der jo ikke noget at gjøre ved det, Eva. (Hen til hende) Kom nu, så går vi derind – – hvor det er lyst!

Husker du ... Brandt talte om, at han havde fiender. Tror du ... at det er fare ... nei, nei, det er jo umulig! En dame ... (efter en pause) Jeg skulde kunne tåle visheden, men ikke dette – – (sagte) Bare lukke op derborte – så vidste jeg det! brevet ligger derinde.

Er du gal! – hvordan ved du det?

Jeg så jo, at han la det derind, jeg er næsten sikker på det.

Turde du virkelig gjøre det, Eva? Nei, kom nu, vogt dig! det vilde være altfor resikabelt!

Ja, men forstår du ikke – – jeg må jo ha klarhed i dette! Når jeg først har begyndt at tænke på det! før kan vi to aldrig bli lykkelige! Det har jeg læst også, at fordølgelse i et sådant forhold er det farligste af alt. Hvor sandt det er –! det kan gå, så længe en ikke tviler, men da – –

Ja, retten har du – –

Han vil ikke sige mig det. Bare lukke op – – så vidsteⁿ² jeg det! vidste kanske, at det ikke var så slemt, som jeg tænkte. Men om det nu var meget værre –? å, gud – at jeg kan tænke så – –! men jeg må jo vide det, hvad det så er ..... jeg må vide det, før han kommer! – ja, klarhed .... bare klarhed.....

Du er aldeles fra dig selv, Eva, – du kan ikke styre dig!

Jo, jo. (ser sig om) Det er sandt, han tog jo nøglerne med sig! men kanske en af mine passer – –

Mener du virkelig –? ja, gjør hvad du vil, jeg tør ikke råde dig – du er syg! men det siger jeg dig, at jeg vil ikke ha noget ansvar – –

Hvor mørkt og uhyggeligt her er. Jeg vil hente lys. (Hun går).

Den passer ikke, den er for stor, – og det må være hul i. Der er en – – nei, den går ikke ind – – ikke den heller; – – hvad skal jeg gjøre, der er ikke flere med huller. (Kaster nøglerne) La mig se .... nøglen til bogskabet .... til mit sybord....

Eller til dit skrivebord, Eva – –

Nei, nei – det går ikke! – Denne da? (Hun sætter en ny ind, prøver længe, tilsidst får hun dreiet om og låsen går op). Den gik – – (stanser forfærdet et øieblik) å gud! (febrilsk) Videre – enden paa det! (Hun leder mellem papirerne, ser på enkelte). Der er det, ganske rigtig – – i konvoluten! (Står et øieblik med det i hånden, åbner så) Bare nogen ord – – med blyant. (læser) «Doktoren siger, at min tilstand er betænkelig, og at det kan gå hurtig. Siden jeg sendte bud til dig, er det blevet til stærk lungebetændelse. Kom så snart du kan – jeg må tale med dig om, hvad vi skal gjøre med barnet». (Hun lar papiret falde, står bleg og stille, siger sagte nogen ord, de sidste høres halvhøit) – og mo'ren ligger for døden –. (Lægger hånden over øinene, grublende) Men jeg ved ikke mere end før – var det, før han kjendte mig – – eller –? Hvorfor har han ikke sagt [52] mig noget? Det kan ha været fordi han skammed sig ...... eller fordi det varer ved endnu – –? Ved du ingen, ingen ting om dette, Alma?

Nei – jeg har ingenting vidst. Men nu har vi jo sort på hvidt for det. Han har altså bedraget dig skammelig....

Det er ligesom jeg ikke kan tænke, det går rundt altsammen. (Sætter sig, læner sig mat tilbage. Om lidt, dæmpet, tankefuld, halv for sig selv). I dette øieblik ligger hun kanske og dør – – og han er hos hende. Å – gid det var mig! (Hun hviler hodet i armene på bordet; sidder lidt, – så farer hun op). Hvor gjorde jeg af brevet? (Hun tar det op).

Ja, efter dette kan du da ikke leve med ham. Ingen kvinde, som har agtelse for sig selv vilde kunne gjøre det. Så langt er vi da kommen, gud ske lov!

Skal jeg sige ham, at jeg ved alt? Jeg ved ikke. Men dette må vel gjemmes –. (hun går mekanisk hen til skuffen, lægger brevet ind, låser igjen og vil ta nøglen ud; den går ikke, hun arbeider med den en stund).

Får du ikke låst igjen?

Jo. Men nøglen sidder fast, jeg kan ikke få den ud. Prøv du!

Nei – den går ikke!

Den går ikke. Når han nu kommer, så forstår han alt. (Forvildet). Hvad vil da ske? Vil det da bli klarhed? Jeg ved ikke; – nu får det komme som det vil –! men vil den da ikke gå – – (hun prøver igjen).

Valentin .... jeg måtte vide .... jeg holdt ikke ud....

Og nu ved du – –

Alt!

Alt ... (går hen til hende, tvinger hendes hænder fra, ser på hende). Hvem er du da? (slipper, står lidt), å, så (ler) jeg forstår .... han talte vel om det også, han, som var her. Og så skulde du undersøge.... hvad?

Nei, nei, det var min egen skyld .... (ser på ham) å, Valentin, – Valentin....

Ja, du tror ikke på mig mere! (smertelig) å, hvorfor skulde det komme nu .... dette også ... jeg synes, jeg kjendte dig .... og på et par timer er der lagt tusen mil mellem os!

Hvad mener du?

Du kan gjemme for mig og handle bag min ryg .... der kan være endnu mere! (Ser hende i øinene) der kan være forhold, som er døde eller forhold, som lever .... nu spør jeg dig; har du ingenting at svare?

Jeg forstår dig ikke – –

Jeg skjulte for dig, ja, bedrog dig, om du vil – – men det var for vor lykkes skyld! å, den lykke, den ramler sammen som et korthus! (stærkt, smertelig) der står du ... langt fra mig, du tør ikke! ... troen, tilliden, er den først borte, kommer den aldrig tilbage ... jo stærkere man har elsket, desto vanskeligere .... vi vil føle det begge, aldrig, siger jeg dig....

Aldrig...

Men skylden er vor egen. (Lægger hånden over øinene, sagte) Nu har jeg mistet alt!

Alt. Er hun død – – den anden – – damen –?

Du spør! – – Vil du vide, om jeg har havt flere? Spør, så skal jeg være oprigtigere end du! Vil du ikke også spørge til mit barn – –

Å, gud....

Det kan trænges; hendes mor vil aldrig spørge efter hende mere. (Han gjør en bevægelse som for at gå).

Valentin – – går du – –?

Ja, jeg må ... kan ikke bli her. Ikke nu – (sagte). Der er noget istykker...

Å – hvor går du hen ... ud i mørket...

Nei, nei, jeg flytter hjem – – til mor. Har du noget at sige, får du skrive ... og sørget for skal du bli ... (Han går).

Fruen skal ikke ta sig nær af det. Det er værst for dem selv, de som er slig. Det er bare så harmeligt.

Å, det gjør jo ikke noget – –.

Jo, harmeligt synes jeg det er. Der står den nede i gården løs og ledig – og så skal ikke den velsignede jentungen få lov at kjøre sig en tur i det deilige veiret! Syg som hun har været også.

Ja, nu blir hun nok snart ganske frisk, og så spaserer hun.

Nei, det er ikke noget fint strøg, dette, ikke. Det var hyggeligere der, hvor fruen bode før.

Ja, men det er et sundt strøg, siger doktoren. Og så er her så stille omkring.

Å, jeg synes, de snakker, jeg. En får nok ikke være i fred, der en er.

Vi burde vist ikke spurt om at låne barnevognen.

Nei, så havde en da ikke fåt høre det. Der sidder ordentlig en mund på dem! men det skal nu vel ikke være dannede mennesker, slige nogen.

Hvad var det egentlig, de sa for noget, Marit?

Å, fruen skal ikke spørge om det.

Jo, sig det bare.

Ja – de snakked en hel del og sa, at fruen ikke var ordentlig gift, og at De havde et barn ..., men så gik jeg min vei, jeg.

Der kan fruen bare se – nu blir De straks trist ved det.

Nei ... se på solen, der skinner den sandelig lige ind på os....

Ja, det velsignede veiret! Og så skulde ikke den uskyldige stakkars ungen ... (hun går bort og kikker ind i alkoven).

Sover hun?

Ja, nu sover'n – stumpen.

Å, gud ske lov, nu er vinteren snart forbi – nu blir dagene længere og lysere!

Ja, vinteren, den har nu været både mørk og hård! Og det må jeg nu sige, når jeg skal tale som sandt er – at jeg forstår ikke noget af det, jeg ikke.

Hvad forstår du ikke?

At nogen som er ung og vakker vil skjæmme sig slig og gjemme sig bort og leve sin ungdom hen, som fruen gjør....

Det skal du ikke tænke på, Marit.

Og når en så bare får skammen for det!

Å ja – menneskene dømmer vist ofte hårdest det, de ikke kjender....

For jeg har da også lidt erfaring, og jeg har da også været ung. Det var andre greier, det. Ja, det var nu der nordpå, hvor jeg er fra – – jeg skal sige fruen, de var ganske lystige der, og de vidste, hvordan det skulde være. En skal more sig mens en er ung, ellers kommer det efter!

Ja, du snakker, du....

Jeg kan vel ikke andet end snakke. For det er vel noger, en ser, at her går det ikke rigtig til. Sidde og læse i bøger og gå rundt til fattige folk og ta til sig barn, som ikke er ens egne – og alt sligt! og aldrig andet! Det kan en gjøre, når en er gammel og styg og 50 år og ikke har mere at håbe og vente. Det er ikke for dét, ingen kan være gladere end jeg i den velsignede ungen – men da jeg var på alder med fruen, da tænkte jeg rigtignok ikke på at opdrage barn, ikke.

Og alligevel havde du jo et barn, Marit – –

Ja, gud hjælpe os, det havde jeg, men det var nu mere tilfældigt. Jeg skal sige fruen, at deroppe er det nu slig, at ingen vil være «atgløime». Og derfor så lod vi ikke gutterne gå og vente på os, vi – som visse andre gjør. For jeg skal sige som sandt er, at jeg kan synes synd om de unge, spræke fyrene, som går her og spør om Dem. Fruen skulde gifte sig igjen og begynde at se liv og mennesker om Dem. Ellers kunde det gå galt en vakker dag. For det har jeg nu set længe, at fruen går og bær på noget. Men når de spør, så si'r jeg ikke noget, jeg, for jeg ved jo ikke noget.

Hvem er det, som spør? Er det flere som spør?

Det er nu især én da, som går her. Ja, han kom her i forrige uge engang, den samme, da De var ude –. Men da næsten skræmte han mig, så jeg turde ikke tale om det. For De havde sagt, jeg skulde ikke tale med nogen om Dem.

I forrige uge! hvem var det? – hvordan så han ud? – Hvorfor sa du det ikke, Marit....

Herre gud, var det galt? men nu kommer han jo straks, så kan De jo selv tale med ham....

Kommer han –?

Ja, nu skal fruen høre. Det er da ikke noget at være bange for, det. Det var igår aftes, da jeg skulde hente melken, så stod han ved lygten hernede på hjørnet, og da jeg kom tilbage med melken, så talte han til mig. Jeg havde nu bidt mærke i ham, for denne er lidt anderledes – så underlig og ser saa rart på en ud af øinene. Og nu stansed han mig og vilde vide besked om Dem, hvad slags liv De førte og mere til. Men jeg siger ikke et ord, jeg er stum som en mur, jeg, for De har jo sagt, at jeg ingenting skal sige. Men så syntes jeg synd om ham tilslut, og så måtte jeg love mig på [63] det da, at jeg skulde lægge et godt ord ind for'n, at han måtte få komme her i eftermiddag og tale med fruen. Så tænkte jeg, at jeg kunde fåt lånt barnevognen og kjøre ud med barne imens – og lidt ræd var jeg for at sige det også, men nu ved De det, og nu er'n her snart. Og så får nu fruen bestemme det, som De selv syn's.

Kunde det –? nei, nei, det kan ikke være ... (til Marit) Ja, jeg skal ta imod den, som kommer. Så kan jo du gå ud lidt, Marit – ha fri.

Ja, se det gjør fruen rigtig ret i, at De taler med nogen. Ellers så han jo ikke netop munter ud, den karen. Men de blir nok enige.

Træk så gardinerne for der henne, Marit. Hun vågner vel ikke – tror du?

Nei, nu kommer hun vist til at sove en stund, siden hun var vågen i formiddag. (Hun trækker for). Og så skal jeg vel kjøbe ind til aften.

Ja – det sædvanlige. Se her. (Gir hende penge). Til brød .... melk....

Og så får jeg gå bortom til min søster en tur. Jeg er her igjen til det blir mørkt. Nu maa fruen bare se at muntre sig. (Hun går).

Dem –?

Ja. (Han blir stående og se på hende).

Hvad er det? hvorfor kommer De hid – nu?

Jeg måtte se Dem .... ja, undskyld, fru Eva, men tanken, tankerne, ser De, de lar mig ikke være i ro.....

Å, er vi da ikke færdige? har De ikke gjort ulykke nok?

Ulykke? – Er De ulykkelig, fru Eva?

De er forandret, De er ligesom blet en anden. Så bleg og – sortklædt – – ja, det er vel for far? jeg hørte, De var hos ham på det sidste.

Ja.

Og mig vilde De ikke se dengang ... Hvorfor?

Jeg véd ikke ... (med hænderne for ansigtet) Å, hvad skal jeg gjøre da? (tar dem fra igjen, prøver at tale med kraft og ro). Om De vilde tro mig, når jeg siger, at der er ingen i verden, jeg er så bange for som Dem! kan De ikke – kan De ikke la mig være i fred?

Jeg kan ikke, endnu. (Næsten mildt). De skal ikke være bange – hvorfor er De bange? Kan De sige mig det?

Jeg ved ikke...

Hvorfor har De altid været bange for mig? Det er det, jeg går og grubler på. Og på samme tid så – – så indtagende, så venlig og lys, at De blev solskinnet i mit liv, før jeg vidste af det? (Nærmere). Det er dét, jeg går og tænker på. Det er det, som dra'r mig til Dem – dét også – – jeg kjender Dem ikke, har aldrig kjendt Dem! nei, nei, (da hun dra'r sig tilbage) – – jeg bér Dem, gjør en velgjerning, la mig en gang få tale med Dem....

Ja. Jeg er ikke bange.

Jo, De er. Og dét er kanske også, fordi De føler, at der kommer en regnskabens dag. (indtrængende) For har ikke De stor skyld overfor mig?

Skyld ... forklar mig, hvad De mener....

Ja – kan De sige mig, forklare mig den gåde: når de gav Dem sådan ind under mig, som De gjorde dengang – eller var bange, eller jeg ved ikke hvad – og på samme tid så ... deilig! Var det så ikke, fordi – (i spænding) jo, fordi De følte det samme for mig, som jeg for Dem?

Hvorfor var De slig, som De var? Er man det overfor en, som er en aldeles ligegyldig?

Å, De må være så snil ikke at tale så høit....

Er der nogen derinde?

Ja .... nei, bare....

Den, som kunde forstå Dem – se tvers igjennem Dem. –

De skal bare ikke tro, at det er så vanskeligt.

Å, er De bedre end andre – hvem tør man tro? De ser så uskyldig ud, der De står, så ærlig, barnlig ... og ved godt alligevel, at De tar magten fra mig, ... selv nu ... ved det sikkert, at De har stjålet Dem ind i min hu og min tanke.... mens jeg ikke gjælder mere for Dem end det gulv, De træ'r på. Er det så?

Å – hvorfor taler De til mig om dette nu – hvad nytter det?

Jeg vil vide det. Var jeg i Deres tanke dengang – dengang da han kom .... sig det nu, endelig en gang – var det så?

Ja – –

Eva! – jeg vidste det!

I min tanke, ja .... men De tvang Dem ind med den magt, som var i Deres egen kjærlighed .... så var det. jeg ved det! De fik mig til at tænke på Dem....

Ja, men De var glad ved det...

Ja – jeg var glad i Dem, i alle mennesker!

Nei .... ikke på den måde! De skal ikke komme fra det så! De gik fra mig for en andens skyld, som var – ja simpelthen – rigere end jeg, er det ikke så? svar mig nu, siden vi har skriftemålet gående!

Jeg kan ikke svare .... å, hvor De må ha det ondt....

Ja, jeg har mistet en illusion, den største i mit liv ... jeg har mistet Dem. Jeg ved ikke, hvem De er .... Ikke hvad liv De fører nu, – folk taler allehånde! Det var dét, jeg vilde vide – det også – om De ligner andre – –! (ler) For er det så, da har jeg første ret! – Hvad ved jeg? (stanser; bråt) har De nogen gjemt bag gardinerne der! – hvorfor ser De så ofte derhen? hvad er De ræd for? – Kanske jeg overrasked Dem, da jeg kom!

Å, Brandt .... hvor De er forandret! Sådan var De ikke før.

Var jeg ikke? – nei, det er sandt, engang var jeg god, eller jeg trode, jeg var på vei til at bli det. Det var dengang vi mored os – som to børn, og [70] De fortalte mig Deres små glæder og sorger – og jeg vilde så gjerne hjælpe Dem! å, hvor gjerne! og som De står der nu, er De den samme – – og var dog kanske ikke sand mod mig dengang og har aldrig været det! – Å, vi – vi mænd bærer ofte straffen i os selv ... for vi ser det, vi ikke vil!

Å – så se da!

Hvad er dét – – et sovende barn? Det er –?

Valentins lille pige! se hvor godt hun sover. Kan De ikke kjende hende igjen, De så hende jo? stakkar, hun havde det ikke så godt .... og nu har hun været syg. Men har De set noget så vakkert? Og sådan en kjærlig liden en! Hys... la os gå – – ellers vågner hun! (Hun trækker for igjen, de går begge tilbage).

Å – frue – –

Ja – vil De tro mig nu? Å, jeg var så beklemt før, jeg kunde næsten ikke tale, ikke svare Dem, for jeg følte, De vilde ikke tro mig!

Å – glem alt det stygge, jeg sa. Jeg er en dårlig en, fru Eva.

Nei, De er ikke. De skal ikke tro det. De har bare havt det ondt – – å, jeg ved det jo selv, der gis ikke noget værre end at tro noget slemt om en, man er glad i! (ryster på hodet). Det skulde én aldrig gjøre ... men aldrig gjemme noget heller .... bare sige alting ud – være ærlig! Tror De ikke, dét vilde hjælpe alle mennesker?

Jeg ved ikke rigtig – om det går an.

Jo .... man burde stå fri .... fri, aldrig skamme sig ved det en gjør .... for da gjør en ikke noget, en må skamme sig ved! – fri, overfor den, det vedkommer – –

Ja, det har De sagt engang før .... husker De .... dengang jeg tilstod for Dem, at jeg havde .... kysset Dem, dengang De besvimte. De sa, De likte det bedre....

Ja, den sommernatten ... da vi var blet overfaldt af de stygge sluskene på Ullevoldsveien.... jeg husker det nok.

De husker det – Å, vi to, som har oplevet så meget ... og den tid ... og altsammen... at det skal være forbi!

Nei, De skal ikke sige det! (åbent, hjertlig). Jeg er så glad over, at De kom, og jeg er ikke bange for Dem mere .... Å, Brandt ... Viggo! husker du, at du bad mig kalde dig Viggo og sige du; – nu gjør jeg det! For du er jo min ven, min bror! (hun tar hans hånd) å, du skal se lige på mig.... sådan .... og bare være god! for jeg holder saa af dig....

Du holder af mig – –

Ja, som jeg gjorde dengang – – lige så meget! Og jeg er ikke bange for dig mere. Jeg var det, da du kom, ved du hvorfor også .... fordi jeg altid har trod, at du for en del var årsag – – ja kanske aldeles ubevidst – i det ... det forfærdelige, som skete dengang...

Ja, vi skal ikke tale om det. For du havde det jo så ondt, du gik jo og trode dette om mig, og – ja, – å, du kan tro, jeg har selv bebreidet mig så meget! især nu efter at jeg blev så – så ulykkelig og forladt .... for når en er lykkelig, du – da blir man desværre ofte hård, og blind, og tænker ikke, forstaar ikke ..., men senere, da forstod jeg bedre, hvordan du maa ha havt det.

Ja .... dengang, sig mig – hvordan var det egentlig dengang .... jeg har studeret mig syg på det – syg og ond....

Ja, tror du ikke, jeg har studeret på det selv ... det er jo netop saa underligt. Men jeg følte sådan sympati – ja, så, som jeg i det hele følte for alle mennesker – de allerfleste ialfald. Jeg var så glad...

Og gjorde det så lyst omkring dig – husker du – vi kaldte dig for sommerfuglen – –

Ja, jeg syntes jo, det var så skjønt at leve.... å, selv nu kan jeg føle det – for jeg har jo håb... (tankefuld) men det var dengang! hvor dere var hyggelige allesammen, far og mor, Alma og du – mod mig, som ikke havde nogen i verden! så måtte jeg jo være glad – – –

Og så blev jeg glad – i dig – –

Ja. Og det er jo det underlige, at vi mennesker må være så beskafne, at – ja, at vi kan føle sympati for flere, ja kanske for mange.... for jeg holdt af dig ... men da han så kom... ja, så blev han konge over det altsammen! Jeg føler, det er så, men jeg kan ikke forklare det.

Ja, – der er vel forskjellige arter og grader i den følelse – –

Og dere to var så forskjellige ... som natten og dagen....

Han var dagen...

Som brød ind over mig, ja ... jeg blev ligesom ta't ind i en fryd, i så meget lys....

Og sommerfuglen elsker lyset....

Men har bare levet én dag.

Og nu –?

Nu? – hvad mener du?

Går du og venter – –

Ja – går omkring i så meget uudgrundeligt – uklart, tåget – og venter, og venter – –

Og holder af ham endnu – – efter det du fik vide – –

Ja.

Og han har ond samvittighed og kommer ikke....

Jeg ved ikke ... véd ikke ... (sagte) men jeg har skrevet...

Og ikke fåt svar – –.

Han reiste jo bort....

Er det ondt at tale om det? – Bare lidt til. Ved du – ved du, at han nu har været hjemme i to – tre uger?

Jeg véd det; – – og jeg har jo ventet, ventet hver dag, trod det hver morgen: idag kommer han! da du kom, trode jeg det var ham! Og jeg har forestillet mig det, hvordan det vil komme – drømt en drøm – – å, det vakreste, jeg har drømt – – om igjen så mange, mange gange! at han kommer ind af døren der – og se ham igjen – og så tale med ham så godt, inderlig, – og tilgi – – og tale ud om det altsammen! Hvorfor kommer han ikke – å – hvorfor kommer han ikke? – Å .... (i gråd) .... jeg kan ikke tale om det, tænke på det .... (hun samler sig lidt efter lidt). Å du! du sa, at du vilde så gjerne hjælpe – – kan du ikke hjælpe – – du, som var hans bedste ven!

Kunde du gå til ham, skrive til ham! (grublende). Og så det med hans mor – – – jeg ved ikke, [77] hvad det er, jeg ved ingenting! (hun tørrer sine øine, lidt efter lidt freidigere, mellem gråd og smil). Nei, mange gange synes jeg, verden er rar. Menneskene går omkring og plager sig med hver sit ... og tier ... og misforstår ... og tror så meget rart .... istedetfor at fordra hverandre og være gla!

Ja, vi gjør det. Vi lider. Lider – fordi vi er onde, kanske – – og tror, at andre er det! – Men det gode, det glade, det lyse ... (han ser på Eva) det afvæbner, forsoner ... gjør lykkelig, hvor det stråler en imøde! – (grublende hen for sig). Man skulde få lyst til det, elske det, gjøre det til en lidenskab ... en interesse! Så var man lykkelig ... en underlig tanke! på éngang den høieste egoisme og den høieste selvforglemmelse! men ligger ikke pointet der ...? (han stryger sig over øinene, siger ligesom opvågnende) Å, du – barn – du får mig til at tænke på så meget! (stærkt). Gjøre det; gjøre det, ja! – å, hør nu, jeg må sige det – – jeg blev drevet herop idag af en underlig uro – –

Uro – – hvorfor?

Jo – du skal vide det: han reiser imorgen... hvis du – vi – ikke forhindrer det ... jeg fik tilfældigvis vide det af Alma igår...

Valentin! – Han reiser – –

Ja – det skal være hans mening at være borte et år. Han følger den expedition, som skal ned til udgravningsarbeiderne ... tror jo at kunne gjøre nytte som ingeniør....

Imorgen – og nu er det næsten aften... den sidste dag forbi ... og han kommer ikke! å, da er alt håb ude – –.

Nei, Eva, det er det ikke – – ikke endnu. Du har én ting at gjøre – bare en eneste ting: gå til ham – til hans mor, vind hende – –.

Derhen! hun, som aldrig har villet se mig – –

Gå derhen! Og så skal jeg skrive – –.

Vil du –?

Ja, for der er mere endnu – mere end du ved! Å, hvordan skal jeg få det sagt? Jeg står jo her [79] som den usleste .... og du ved det ikke og taler med mig som med et andet menneske! Vil du gjøre det mere, når du hører, at – –

Hører – hvad –?

At jeg har løiet på dig ... i jalousi ... rost mig af ... skjønt hvad jeg sa, kunde være sandt, men der lå en dobbelt betydning i det! – å, det er jo afskyeligt! men det skal og må siges: for ham har jeg rost mig af at eie, hvad der aldrig har været mit! Kan du så tilgi? Å – jeg ber ikke om det engang! –

Har du –? (hun ser på ham, sandheden går lidt efter lidt op for hende; hun grunder med hånden for ansigtet). Å, nu forstår jeg Valentin bedre! (tar hånden fra, ser på ham, smertelig udbrydende). Hvor kunde du! det er forfærdelig – – forfærdelig!

Ja, kjærligheden er forfærdelig, Eva.

Kjærlighed! – kalder du det kjærlighed, som vil ødelægge og pine og gjøre ondt! – Dét tror jeg ikke på!

Ikke jeg heller – nu. Men bliv ved, forband mig, knus mig med din indignation, det skal være mig en vellyst! Jeg har fortjent det. (Efter en pause). [80] Å, kan du forstå det – at vi elendige menneskenes børn, vi står med den ene fod i helvede og den anden i paradiset! der er ikke noget svælgende dyb befæstet mellem ondt og godt, det ene rækker det andet hånden – –

Ja, men kjærligheden – den kjærlighed, som du ikke har lov at nævne – – den står over, den alene!

Gnisten, lysstrålen, som renser blandingen! (Han ser op, med et lyst udtryk). Jo, jeg har lov, for jeg eier den? Nu elsker jeg dig – nu kan jeg slippe dig! – (Efter et øiebliks venten). Og derfor skal jeg gå nu – ikke plage dig, bare handle! Farvel – gud velsigne dig! (Han går mod udgangen).

Brandt! (han går nølende tilbage, imod hende, hun rækker ham taus hånden).

Tak! (Taushed. Han beholder hånden, ser hende i øinene. Inderligt). Og gå så du – sommerfugl! gå trygt!

Ja .... alt dette kan gjerne bli liggende her ... småtingene ... så er det samlet. Han henter det selv. Toilet-væsken, frk. Witt, er den færdig, så læg den hen til det andet .... siden det nu endelig så skal være. Her – se så (hun tar imod) hvor blir han nu af? Han har jo ikke spist frokost. Kaffeen blir kold.

Ingeniøren gik vist ud for en stund siden.

Gik han ud? – hvorfor gik han ud nu? Sa han ikke, hvor han gik hen?

Nei, det sa han ikke.

Nei ... det er jo ikke hans vis. – Vær så god, frk. Witt, at sørge for, at kaffen ikke blir kold. Og læg aviserne på hans bord.

De kan godt sætte Dem hid. Vær så god at sy remmene fast, jeg har ikke kræfter nok til det. (Hun tar et lettere håndarbeide, frk. Witt sætter sig og hjælper). Jeg ved ikke, hvor mine kræfter blir af. Før i tiden .... da kunde jeg modta gjæster eller være ude aften efter aften, men nu trætter det mig. Som igår; – endda det var vor egen kreds. Og hvad har man så for det?

Men hr. Valentin var i godt humør igår, synes jeg?

Det så jeg ikke noget til. Og ikke et ord talte han med frk. Seeberg.

Hr. Valentin liker vist ikke frk. Seeberg.

Nei, han liker aldrig dem, jeg liker. Det må De da ha lagt mærke til alle de år, De har været her. Men hør, det var noget – –. Det stykke, De spilte ... det, som min søn gik og nynned på ... hvad var det for noget?

Hvilket ... å, det! det var en romance af Verdi's «Traviata».

Ja, jeg kunde tænke det. Jeg har jo sagt Dem før, frk. Witt, at jeg ikke vil høre den musik.

Men en gang forleden bad fruen mig jo spille den, og så tænkte jeg – –

Det er en anden sag. Når jeg bér Dem –. Men denne, har De aldrig spillet før. Sig mig – hørte De – dengang, for mange år siden.... hr. Dorn nogensinde synge den?

Ja – han sang og hans frue akkompagnerte ... og så sang de duetterne sammen og jeg akkompagnerte....

De sang jo operetter også? og optrådte virkelig senere? og dét gad folk se på...

Ja, fruen ved, det var virkelige knnstnere....

Ja, vist ... det går jo i ét nu til dags. Kunstnere – skuespillere og gjøglere og sangerinder og de, som optrær paa Tivoli. Og de, som ser på også. (Efter en pause) Hør – la De mærke til, om min søn gik ud igår aftes – efter at gjæsterne var gåt?

Nei, jeg tror ikke...

Synes De, at der er noget sådant – underlig ved ham nu om dagen?

Nei – ikke mere end ellers. Men hr. Valentin er jo så melankolsk...

For hvis De har lagt mærke til noget, må De sige mig det, ved De. Jeg ved jo ingenting... han går sine egne veie.

Fruen skulde ikke være så ræd for at tale med ham om hans sager.

Eller han skulde ikke være så ræd for at tale med mig. Det er hårdt for en mor at bære... og at så dette er den sidste dag...

Der er han ... nei, det er ikke ham.

Der kom to breve til ingeniøren; – undskyld, jeg trode, han var herinde – –

De kan lægge dem der – på konsolen.

Og så er der en dame ude, som spør, om hun kan få tale med fruen.

En dame ... sa hun ikke sit navn?

Nei, hun gjorde ikke det.

En dame, så tidlig (ser på sit ur) snart 11. Hvad slags dame er det?

Det er en ung, pen dame.

Det er kanske den samme, som var her iforgårs, da fruen ikke tog imod ... hun, som bad fruen tegne sig for bidrag til understøttelsesforeningen for hjemløse piger ... fruen husker, de sa, jeg skulde be hende komme igjen...

Ja, vist (til pigen) la hende komme da (pigen går). Ikke for dét ... man kan ikke vide, om man ikke gjør mere skade end gavn ved at fremhjælpe sådanne foreninger, som det vrimler af nu for tiden....

Vær så god, kom nærmere – hvem er det... hvad for noget det er jo...

Frue, De kjender mig kanske....

Frk. Witt ... vil De være så god at gå ud et øieblik ... og hør: hvis ingeniøren kommer hjem, så ophold ham, tal med ham om tøiet .... om hvad De vil. La ingen komme herind.

Så – nu er vi alene. Og ham får De ikke se ... hvis det er dét, De vil opnå ved at trænge ind her. Hvor tør De vove Dem hid trods mit udtrykkelige forbud? Har ikke min søn for længe siden sagt Dem....

Jo, frue ... og De må ikke være vred... men jeg kunde ikke andet end gå op til Dem. For det gjælder så meget .... for os begge to, og for Dem, for De er jo så glad i ham og vil vist nødig, at han skal være ulykkelig....

Nu ... jeg må sige, De er ikke lidet fræk. Eva Dorn, – – Deres mor op af dage! De kommer herop og taler om ulykke ... hvor véd De for det første, at han er ulykkelig? indbilder De Dem kanske, at han tænker på Dem? jeg formoder, De tar feil. Eller om han er ulykkelig ... hvis skyld er det så, at han er det?

Å ... fru Skytte ... hvis jeg kunde få lov til....

Hvis De kunde få lov til at komme herop og beklage Dem, ja! Gjøre spektakel ... scener, som de jo pleier, disse – disse – – ja, den sort. Undskylde Dem, tale vidt og bredt, tigge ham om at ta Dem til nåde igjen! Så gjorde han det kanske... og så havde vi ulykken gående påny. Det vilde nok ikke vare længe! nei, godt var det, at han såvidt snart fik øie for, hvem De egentlig var....

Har ... har Valentin talt om...

Nei, jeg blander mig nødig i den slags. Jeg vil helst være udenfor hans erotiske eventyr.

Men kan jeg ikke få lov til at forklare Dem .... De er i en misforståelse....

De skal tie! jeg vil ikke høre et ord! misforståelse! – er der nogen misforståelse i det, at Valentin går hen mod min vilje og vier sig borgerlig til Dem og lever med Dem i tre måneder, som en anden «løs forbindelse», uden kirkens velsignelse engang – – at han så, når de tre måneder er omme, hovedkuls reiser fra det altsammen, flygter hjem til mig ... til sit gamle hjem, eller ud i verden, så langt bort som mulig ... når han ikke er her? Hvorfor gjør han det? – mon for sin egen fornøielses Skyld –? Nei, De får undskylde mig, om jeg da får den tanke, at han er skuffet, bedraget, har gjort bitre, dyrekjøbte erfaringer... dem han kunde undgåt, om han havde fulgt mine råd! – Og så kommer De, som er skyld i alt dette – hvis man da i det hele vil tillægge Dem nogen betydning – – De, som jeg har værget mig for, som jeg ikke vilde se – – De kommer her og vil kaste mig blår i øinene – kanske prøve på at vaske Dem så ren som en hvid due – –

Nei frue, det var ikke derfor ... det var, fordi jeg hørte, at han skulde reise idag ... langt bort..

Så det ved De også! De har Deres spioner ude! – Er det da ikke mulig at få være i fred...

Frue ... De skal få være det ... jeg skal ikke prøve at få tale med ham, når De ikke vil det. Men om De vilde lære mig at kjende... lidt nærmere, om vi kunde tale sammen .... om jeg kunde få lov til at komme til Dem imellem og prøve at være Dem til lidt glæde, hjælpe Dem... om De følte Dem alene....

Hvad ved De om det? (hårdt) Nei, De får ikke være her. De skal gå nu, straks, jeg vil det. Bi lidt – (tænker sig om) hvor går De hen ... nu går De naturligvis herfra ... og skriver en billet til ham ... eller prøver på at få ham i tale før han reiser. Dét gjør De naturligvis! Selv om De lover noget andet, stoler jeg ikke på det ... la mig se ... (efter en pause) jo det er det eneste – (hun betragter Eva stivt) De bad om at få være her ... De skal få være her. Ialfald så længe som til imorgen – –. De vilde hjelpe mig, sa De, tjene mig –?

Vel – det er altså en aftale. De har kanske evne til lydighed. Gå bort og ring paa apparatet der borte. (Hun peger på væggen, Eva gjør det; frk. Witt kommer). Er noget af gjæsteværelserne istand ovenpå?

Ja, – begge de østre værelser på øverste gang har der været lagt i – som fruen gav ordre til iforgårs, da det var så koldt.

De vil deroppe finde alt, hvad De behøver – – og bøger og tidsfordriv. Men De undskylder, at jeg må låse Dem inde en stund. Frk. Witt – De er så god at følge denne dame ovenpå – – gå bagveien – – lås igjen, når hun er kommen ind og bring mig nøglen. Pas på, at passagen er fri – – at De ikke møder nogen!

Frue, jeg skal gå ... men jeg ber Dem... jeg tror, stoler på, at De vil gjøre det rette...

Nu – – er det bestilt?

Jo, frue ... vær så god. (Leverer Nøglen, fru Skytte tar sit arbeide, frk. Witt tar sit og sætter sig også).

Synes De – at De havde set den dame før, frk. Witt?

Nei, ikke just .... men det var jo let at se, hvem hun var.

Ja ... hun ligner hende ... sangerinden ... op af dage....

Ja, men hun ligner ham også ... sin far.

Ja, ham også – kanske – – (ser grundende hen for sig).

Stakkars hende, hun så så mild og god ud ... men hun var vist ikke glad....

Det behøver De ikke ha nogen mening om frk. Witt. (De arbeider lidt i Taushed).

Godmorgen.

Godmorgen ... kommer du den vei? Kaffen – frk. Witt.

Nu skal jeg – –

Tak, jeg skal ikke ha....

Ikke frokost?

Jo, De kan jo gi mig en kop – tak – men ikke noget andet. De kan godt ta det ud...

FRU SKYTTE

Og så får De se efter reisesagerne derude – om alt er i orden. Et par uldtæpper bør du ha med, Valentin.

Kanske det.

Å ja – – siden det nu så skal være. Men rart er det nu, dette her. (Om en stund). Ikke sandt?

Hm, – – hvad mener du?

Jo, at du nu vil afsted igjen. Og la mig sidde alene på mine gamle dage.

Å .... du er jo ikke alene, mor. Du har jo hele din egen kreds.

Som ikke er din. Ja, det er just ulykken.

Å ja – den ulykke har nu varet i et halvt liv, så vi må vel være vante til den.

En vænner sig aldrig rigtig til det, som er unaturligt. Herre gud, ens eget barn, ens egen eneste søn! Det er jo næsten – – ligesom vi ikke er i familie, synes jeg.

Å ja ... noget sådant. (Reiser sig, går op og ned, står henne hos hende). Inat har du vist ikke sovet godt, mor.

Å, nei – – der kan komme så mange slags tanker på en, den sidste nat ... og mange andre tider også. Og så har vi jo havt det travlt, frk. Witt og jeg. Se her (viser ham noget) nu er det færdigt, du.

Tak mor. Jo, det er godt. Ja – jeg ved, du sparer dig ikke, når det gjælder mine fornødenheder. (leverer hende tilbage, ser på hende). Det var da mærkelig ... hvor du skjælver på hånden. (Smiler). Begynder du at bli gammel, mor?

Å ja, det også. – Men det er vel tankerne, som tærer mest....

Det er jo lidet nytte i at tænke på sligt. Vi kan ikke skabe os om, nogen af os. Og vi vilde vel ikke heller, om vi kunde.

Nei, vi lever hver vort liv, gjør vi. Og iaften skal du reise .... og så sidder jeg her igjen med det altsammen. De kommer altid så stærke, tankerne, når du er borte. Og når du så er her... så taler vi ikke sammen.

Hvad skulde vi egentlig ... sådan ... tale om?

Det var også et spørgsmål. Skulde ikke en søn ha noget at tale med sin mor om? Kunde han f. ex. ikke trænge hjælp og råd – af en, som har levet dobbelt så længe som han? Ha fortrolighed? Det er dét, du ikke har havt, Valentin.

Har jeg ikke havt det?

Nei, ikke på mange år. – Og nu ... jeg ser jo, at du går her og lider ... og du har aldrig et ord om det. Vil ikke hjælpes. Går dine egne veie, som du altid har gjort.

Tror du, du kunde hjælpe?

Å ja, turde vel hænde ... om end ikke på den måde, du vil. – End om du prøvde – – om du for en gangs skyld fulgte den vei, jeg viste dig.

Den, som har gjort dig selv så lykkelig?

Mig -?

Ja, undskyld, mor ... lykken ligger just ikke udenpå dig ... hvad jeg ikke kunde la være at gjøre opmærksom på.

Mig – (urolig) hvem taler om mig? det er noget, du ikke kjender. Nei, men du. Har du opnåd andet end at gjøre dig selv ulykkelig – grænseløs ulykkelig – ad den vei, du har gåt?

Å ..... sig ingenting ... du har ikke greie på det hele.

Nei – men på hovedsagen: at det ikke har bragt dig lykke. Fik jeg så ikke ret tilslut?

Ret ... jo, tal om din ret, mor ... nu, som du gjorde det før. Du kan jo triumfere ... mine onde gjerninger drager sin skygge. Nu ligger jeg dernede, – som jeg har redet, i «stygheden», som du kaldte det, som du aldrig vilde høre tale om, som du råbte over og forfærdedes over så længe, indtil du skræmte mig fra dig! – Nei, nei, – jeg anklager dig ikke – – jeg ved det jo: inderst inde er skylden min egen. Men ser du, mor, havde du sørget for mit sjælelige vel så godt som for mit legemlige .... dér stod du udenfor! Helt fra jeg var barn, det uskyldigste – når jeg kom stormende og vilde ha dig med, i deltagelse.... når jeg så i dine øine og vented, at de skulde gi gjenskin af mine egne, af den glæde, jeg følte... så langt fra over nogen livets «styghed», å nei... [97] så viste du mig koldt af – i korrekthed! Det og det gik ikke an – den og den måtte jeg ikke være sammen med! netop de kjækkeste, ærligste gutter! Jeg skulde gå i dine saloner, på hosesokker, være kavaller .... gjøre honnør for dine stive, snobbede damer! Kunde dét bli fortrolighed? å nei ... så gik vi hver vor vei .... og siden....

Ja – det kan være så – – der kan være begåt feil; men jeg mente det godt – – jeg så, du havde varmt blod, Valentin – hvem du nu har arvet det efter – –.

Ja – det må vel ha været efter far – – for efter dig kan det vel ikke være – –.

Nei – sandsynligvis ikke.

Og når du så endda havde kunnet byde nogen sand glæde istedetfor den, du tog fra mig.

Den var ialfald sandere end den, du siden tog dig selv. Gi mig en del af skylden .... indrøm bare, at der, hvor du søgte lykken – dér fandt du den ikke! (stærkt). Å, tro mig – jeg havde ret alligevel, jeg havde og jeg har det....

Å ... ret, jeg tror ... jeg har en følelse af, at du heller vil ha selve ulykken gående dørimellem hos dig, end at du ikke skulde ha ret! – Hvor du er underlig, mor! (står og ser på hende). Jeg har tænkt på det så ofte – – du er ikke lig andre kvinder; – de kan vel sætte magten høit, men andre ting tusen gange høiere .... kjærligheden f. ex. Men dig var det ligegyldig, tror jeg, om nogen i verden holdt af dig ... ja, far selv, mens han leved ... når du bare behersked dem!

Så, tror du? (Hun støtter hodet i hånden; efter en pause) Nei, – det har alligevel ikke altid været så, som du siger. Engang ... (hun tier og falder i tanker).

Hvad feiler dig? Blev du vred, mor?

Nei, men du gjør mig så underlig uret. Magt, siger du? – Ja – når alle andre veie er stængte – lukket for på alle kanter! Jeg havde også engang andre evner, du ... blandt andet også den, som kvinderne sætter høiest ... eller hvorledes du kaldte det ... men just i denne evne led jeg mit største nederlag – – og siden er den vel død i mig. (igjen som opvågnende, lidenskabelig) Og vel er det kanske! – En skal holde sig borte fra det, som frister! – [99] å, tro mig, jeg kjender arten; – dette uregelmæssige, bohêmagtige, som du altid har havt en ulyksalig svaghed for ... tvilsomme, uvederheftige mennesker ... som nu hun, denne sidste! å, jeg vidste det jo på forhånd! Hun har naturligvis gjort dig over alle grænser ulykkelig! jeg har set det, hvorledes du har gåt her – – fortæl mig engang om det – – hun bedrog dig naturligvis – –

Nei, mor ... jeg «bedrog» hende ... for det første...

Du? Hvorledes?

Jeg havde jo havt en anden, ved du ... ja ... sådan en....

Å ... ti stille. Jeg vil ikke høre om det. Å, alt det, du har været oppe i, Valentin.

Ja, det skurrer vel i fine øren ... det er ogsaa ganske simpelt ... jeg havde elsket den anden ogsaa ... vi havde sågar et barn, mor...

Og dét fik hun vide...

Ja, hun lyste på mig – – så i mine papirer – (halv hen for sig) å, Psyche, Psyche!

Nysgjerrig naturligvis ... istedetfor at holde sig borte fra alt dette stygge! Dét er arten! Og så ... kan hun ikke tilgi, hun heller!

Hun heller – hvad mener du? Jeg ved ikke ... jeg går og venter – og grubler mig syg... for der er mere endnu ... (han står henne i forgrunden, tar sig til hodet) å – – var hun ærlig, så fortalte hun mig det selv!

Hvad er det med dig, mor? hvad er det, du tænker på? – Underligt ... nu er du slig igjen, som altid, når vi taler om ... hende. Kjender du da noget til – hende, hendes slægt – – du antyded noget sligt engang –?

Å ja – – jeg kan ikke la være at tænke på – gjengjældelsen – fædrenes synder, som hjemsøges på børnene.... Det er vel Vorherre selv, som i sin retfærdighed viselig indretter det så – –

Kalder du dét retfærdighed? – det er vel i det høieste naturlove – – og i dette tilfælde kanske ikke engang – –

Nu ja, det være, hvad det vil ... jeg har lyst til at fortælle dig ... denne historie, den samme som mange andres .... så betydningsfuld for en selv, så ligegyldig, intetsigende for den øvrige verden. Så ydmygende ... ja, men alligevel –. Jeg sa dig før, at jeg engang har været en anden end den, jeg nu er –, nuvel – jeg har også engang været bundet i et forhold – ja forlovet, forstår du, med et menneske, som jeg hang ved med hele min sjæl; – det var før jeg kjendte din far! Han var – ja, hvorledes skal jeg beskrive ham – han var halv barn, halv mand, et stemningsmenneske, et slags digter, ikke på papiret, men i livet, i øieblikket. Ved hans personlighed var noget betagende, som rev alle med, når han vilde – og øinene talte – han var af dem, man aldrig glemmer, når man engang har kjendt ham! Lille frk. Witt derinde, hun kjendte ham også – meget senere – jeg kan ikke la være at spørge hende imellem – (tankefuld) ja, hvad der er for en magt i disse minder!

Ja, mor – dèt forstår jeg så vel – –

Hvorfor jeg holdt af den mand – så grænseløst – det var vel af den grund også, at jeg følte, jeg var stærkere end han, at han trængte mig... min natur er nu engang så. Han var blød af karakter, ja svag, han havde ideer nok, men kunde ikke virkeliggjøre dem, handle – – derfor hørte vi to sammen. Jeg skulde frelst ham ... gjort en mand af ham ... ført ham ind i adel og finhed! – Men det blev jo anderledes! (Liden pause). Betydelig musikalsk var han, dét blev skjæbnesvangert for os begge. Der kom en damekvartet – sådan en omreisende – til byen, som alle skulde høre. Alt den første aften mærked jeg, at en af disse damer fængsled ham forunderlig ... han havde ikke øinene fra hende, og hans sjæl var med i hver tone, når hun sang. Hun var svensk – nei – finlænderinde; – havde et par øine, som kunde hun fisket dem op fra bunden af en af de «tusen sjøer» derinde – – ja, du kjender dem jo! Jeg lærte både at frygte og – hade dem! – Fra den stund var han ligesom bergtagen; øinene drog ham – tonerne bar ham bort fra mig; ... jeg følte, det var ikke håb mere! – Han studerte jus dengang, men nu opgav han det, vendte tilbage til musiken, som han havde dyrket fra gut af – og fulgte hende. Deres senere liv kjender jeg lidet til, de slog sig igjennem ved koncerter og informationer i forskjellige byer... vist kummerlig mangen gang. Nu er de døde begge! –

Og hvad så? – er der mere –?

Ja – du véd det – – de havde en datter ... jeg havde jo set hende her i byen, dengang du –. Hun er sin mor næsten som hun gik og stod, har hendes farlige skjønhed, hendes magnetiske øine –. Jeg tålte ikke at se hende, nu ved du hvorfor – – å, Valentin! så du, hun var ikke at stole på! Med min vilje skal du ikke møde hende igjen ... (heftig, urolig) nei, nei! heller vilde jeg se dig reise verden rundt...

Ja – reise, du har ret – – (ser på uret) Jeg skal jo reise, i denne dag! så sidder vi ikke her! (han går hen til hende) Stakkars mor ... ja, du har havt dit! vi har alle vort....

Å, jeg har tænkt på det, Valentin ... er det da nødvendig at reise så langt. Hør, vi kunde jo reise begge – til en anden by?

Går ikke, mor. I en liden by var der ikke engang arbeide for mig. Nei, jeg får langt ud nu – langt bort! kanske til steder, hvor fortidens... verdenshistoriens minder kunde bære en høit, høit [104] – – over tankerne på ens lille personlige, elendige menneskeskjæbne? – Å, nej ... håb ikke på det ... det er ord, ord! Ens egen skjæbne er aldrig liden, ubetydelig for en selv! Vi bærer jo hver en verden ... og en verdens lidelse i os!

Ja, mor, vær ikke bedrøvet ... jeg kan ikke gjøre andet. Farvel – jeg skal lidt ud. Går med dampbåden iaften. (Han går; hans mor sidder grublende i samme stilling).

Alle sagerne ... de ligger her endnu (går til sybordet) så kan de pakkes ned her ... frk. Witt ... dette skal i håndkufferten, det får han brug for hver dag. Nu plaidremmen – ja, lad den ligge, han spænder den selv. Tæpperne? er de lagt Ind...

De ligger over stolen der...

Men det er jo ikke det rigtige ... han skal ha det brune plaid og bare et af de andre ... vil De være så god at bytte om... (leverer hende, frk. Witt går).

Alle disse kvitteringer, mor, dem får du ta dig af, gjemme dem. (Han sætter sig og skriver, lægger et par breve i konvolut, reiser sig om lidt, begynder at lægge ned ting, ordne med plaidremmen, fik. Witt kommer med plaidet). Tak. (Frk. Witt går). Bedst at gjøre det af – jeg har bestilt Thomsen til at komme og kjøre sagerne ned i forveien. Så – for pokker! det er nogen fillegreier, remmen er jo alt for vid! (bruger sin pennekniv) jeg tar nu ikke alt det med, som du har opstablet der – – det blir altfor stor oppakning. Kan heller kjøbe det dernede ... hvad jeg behøver. (Fru Skytte drager nogen tunge suk, han ser på hende). Sukker du for dét? – du skal ikke være bekymret, mor, – ukrudt, ved du...

Det var ikke netop dét nu ... jeg skulde heller være med, jeg får ordentlig reiselyst, du!

Du, mor! vil du bort herfra? det trode jeg nu egentlig ikke ... du, som har hele dit liv her, din egen kreds – –

Men jeg er træt af det. Det er tomhed altsammen!

Er du kommen til det?

Å ja ... når en begynder at bli gammel du, da trænger en til hjertelag, ikke til selskabelighed! og rigdommen, den er egentlig en forbandelse... en ved aldrig, om en er elsket for sin egen skyld! når jeg tænker på det, så ved jeg ikke en eneste af min omgang – jeg kan være fuldt sikker på! – Det er så tomt, så koldt ... og nu reiser du... (hun går frem og tilbage, i uro) men det må ske ... det må jo ske...

Ja, det må ske...

Så la os bli færdige ... ja, jeg tror snart ikke, der er mere ... (hun ordner i værelset, kommer tilfældigvisⁿ⁶ bort til konsolen, får et par breve i bånden) nei, Se nu, hvad jeg har glemt i al denne forvirring ... her ligger jo breve til dig. (Leverer ham.)

Så .... tak. (Han tar dem, ser mekanisk på dem, åbner det ene og læser, kaster det på bordet, åbner det andet, ser i det, halvhøit) Hvad er det? fra Viggo ... (begynder at læse).

Nu er manden her ... skulde jeg sige ingeniøren.

Hvad for en mand...

Vognmanden, som skal kjøre sagerne ned til bryggen...

Ja, det er pakket altsammen – – han kan komme herind og hente det – – (læser.)

Det var ikke sandt...

Skal han ta håndvæsken med det samme!

Hvad? å undskyld ... jeg må ha en smule ro .... (han går tilhøire ind på sit værelse).

Det er bedst, den går med ... (Frk. Witt går efter manden ud af døren med den, en pige kommer med det samme).

Frue, nu er her igjen en ude, som endelig vil tale med Dem ... jeg sa nok, at fruen ikke tog imod så sent, men...

En? hvad mener du? mand eller kvinde...

Det er et fruentimmer. Hun spør efter en dame, som hun siger skal være her i huset og vil aldeles ikke høre på en...

La hende komme.

Jeg ber fruen så meget om undskyldning... men de siger derude, at mit herskab ikke er her ... og hun sa, at hun gik hid ... og nu har jeg gåt så lang vei og måtte endelig tale med hende.

Hvad vil De Deres frue...

Jo, jeg skal sige fruen – hun sa, jeg måtte vide, hvor hun var om der kom noget påfærde... og nu ... men kanske jeg er gåt feil alligevel...

Nei, nei ... De er ikke det...

Ja – kunde jeg ikke vide, at de for med løgn derude – slig er de – men de narrer ikke mig så let. Jo, jeg skal sige ... det var imorges, da fruen var gåt, blev den vesle jentungee så rent ude af sig, og det blev værre og værre, for hun er jo ikke vant til at være fra hende. Og hun vilde slet ikke sove, som hun nok kunde behøve, for hun har jo været syg også ... og råber på fruen alt i et Og så i eftermiddag blev det da rent galt, og alt det jeg har gåt og puslet og stelt for hende, så er det lige galt, hun kalder på fruen og vil hverken spise eller drikke, men bare ligge på gulvet... og madam Tofte, som var oppe hos mig en minut, sa, at hun havde feber. Madam Tofte, hun har nu sligt godlag med barn, og hun sidder hos hende nu ... men jeg syntes, det var så rent rådløst, og jeg tænkte, at jeg turde ikke være alene med hende til natten. Og så syntes jeg, at jeg måtte gå herhen, så sent det var, og prøve at få fruen til at gå med hjem ... for bedre blir det nu ikke med den vesle, så længe hun er borte.

Nei – det kan vel være. Hun er jo barnets mor ... er hun ikke det?

Nei, det er da ikke hendes eget barn ... ved ikke fruen det?

Hvisⁿ⁷ barn er det da?

Ja, jeg ved rigtig ikke ... jeg har ikke turdet spørge om det, for fruen er så alvorlig af sig... men jeg har nu sådan tænkt for mig selv, at det er fruens mands.

Hvorfor tror De det?

Ja, jeg ved da ikke noget uden af det, jeg har hørt – – for de skal jo være skilte og han har vel været gift før – – og så ligner hun da sa portrætet også – –.

Hvilket portræt?

Af fruens mand, som hænger inde på hendes værelse.

Godt; – nu kan jo De gå hjem, så skal jeg sige Deres frue besked ... hun skal ganske sikkert komme iaften...

Tak skal fruen ha ... når hun bare gjør det så ... (hun går ud i baggrunden).

Hvad er dette ... å gud, for en dag, for nogen timer (går, står stille) underligt ... hvor hun ligner ham! fred ... et hjem ... jeg kunde samle dem om mig, mine egne! (går igjen). For en forskjel... hun er jo hans barn – – og jeg hader og forfølger! (med beslutning). Jeg vil tale med hende! (Hun ringer, frk. Witt kommer. Hun gir hende nøglen, siger sagte nogle ord, frk. Witt går).

Valentin .... nei, nei .... du må ikke gå nu...

Jo, jeg må afsted, øieblikkelig ... (ser på hende) hvad er det...

Du går ikke nu, jeg bér dig – – hør, gå ind i kabinettet der, bare et øieblik!

Derind? jeg har sandelig ikke tid ... det haster...

Gjør hvad jeg siger dig – – gå ikke ud i entreen! gå derind! stå rolig der, indtil jeg siger dig til! stå ganske rolig – hør, hvad du har godt af at høre – –

Men jeg forstår aldeles ikke...

Det behøver du heller ikke – – gå nu bare, hurtig – – (hun skyver ham ind mellem portiérerne tilvenstre. I det samme åbnes fra baggrunden for Eva, hun er i sort kjole, bleg).

Kom nærmere, barn.

Han er borte –!?

De må se at bli rolig, jeg har nogen spørsmål at gjøre. Her har været en og spurgt efter Dem ... der blev talt om et barn...

Et barn? (forskrækket). Er der noget påfærde... hjemme?

Vær rolig ... der er et barn, som græder og længes efter Dem et sted, men det får vente... nei, det har ingen fare; sig mig nu først: hvad er det for et barn?

Det er Deres søns, frue, hans og den anden dames – hun, som døde fra det.

Havde ikke Valentin sørget for det selv?

Jo, han havde, han betalte naturligvis for det; – men han kunde jo ikke se til det, for han var jo ude og reise, – (optaget af emnet) og den lille pigen havde det slet ikke så godt, det var hos en enke oppe ved sagene ... og hun tog imod søm og arbeided fra morgen til aften og havde 3 børn selv. Det var vist ikke så dårligt for dem ... men hun fik ikke tid til at passe børnene, de løb mest ude, i al slags veir, de havde ikke nok klær heller .... og derinde var så trangt og dårlig luft. Jeg kunde ikke andet end synes så synd på dem allesammen... men Valentins lille pige, hun var den sødeste... å, de skulde set hende ... i den lille fillede kjolen og med de små blåfrosne hænderne! Og hans øine – op af dage!

Og så tog De hende med hjem til Dem...

Ja ... og frue, De kan tro, det var ikke vanskeligt at passe hende –! Bare moro! jeg var jo så alene ... å .. juleaften f. ex., jeg vidste det: han var nede i Spanien, der var det vel vår alt! men vi to sad hjemme og havde juletræ – og hun fik nye klær og var så lykkelig –.

Ja, men sig mig – var det ikke underligt ... det måtte jo altid minde Dem om hans uret mod Dem?

Ja, men dét var jo barnet så ganske, ganske uskyldig i – og ellers så – ja, jeg ved ikke, men midt op i alt det – ja, det, som var tungt, var jeg så lykkelig ved at ha noget af hans at stelle med. Jeg tror, det er naturligt. (Noget tankefuld, grublende). Det om uretten har jeg tænkt meget over .... og det er jo uret, allermest når man ikke taler ud til hinanden ... men jeg kan ikke være bitter, å, det er vist så naturligt. For jeg var jo den sidste! (sagtere) jeg ved, at han elsked mig!

Ja, (uvilkårlig, smertelig hen for sig) det er tungere endnu ... ikke at være den sidste (ser på hende) men dét er barnet så ganske, ganske uskyldig i, det har De ret i.

Å, men ... har han da ikke fåt et brev? Véd han ikke (i smerte) frue, De har ladet ham reise – hvor det er hårdt! – Jeg havde jo et håb under alt dette, jeg tænkte: Får han engang se, at jeg kunde hjælpe til at forsone ham med den fortid, som pinte ham – og som jeg rev sløret fra – da. – ja, da – –

Vented De da, at han skulde komme tilbage til Dem?

Om jeg Venter –? (siger afbrudt, kjæmpende med gråd) å – De ved ikke, hvad De har gjort! ... om han vidste...

Han ved, – barn.

Mor ... vær forsigtig ... (Eva lytter og vender sig hastig om med et udbrud, han modtar hende i sine arme. De står tause).

Gud ske lov!