Saa Onkel Bernhard er bortrejst igjen! – Og Tante Dora her og passer paa hende. – Naa, dette er den omtalte blaa Salon –.

Jo, jeg kjender den! Hvor er hun saa selv! Ikke staat op? Jo, jeg kjender hende!

Aa ja saamen, Frøkenen laa dernede og svømmed for en Stund siden – om jeg saa maa sige, et rent [10] Vandmenneske! – Nej. saa rart at se Fruen igjen, Herregud lel!

Varmt at gaa! – – – Jo, nu er jeg kommet nedover til Mor og Far paa Besøg – og har Smaaene med mig – men saa maatte jeg jo ud her idag, som her er Fødselsdag –

Ved ikke Fruen, Frøkenen liker ikke nogen ved det? Det or knapt Konsulen tør gratulere – men jeg har saamen trukket i Stasen ligevel jeg! – Ja, som der er mange Slags Villier og Sind!

Saa – aah? Hvordan har saa De det, Madam Høye? Længe siden jeg saa Dem nu! – Det var dengang, De tænkte paa at gifte Dem op igjen – husker De det?

Vorherre vilde det bedre, Frue, for Mandfolk er en vanskelig Branche, og Ægteskabet har sine Kontraster, skjønt da Hansen var blet Enkemand, var han nok saa ilde ude. Et Mandfolk kan ikke godt ernære [11] sig maatro. Men Hansen havde alletider været udannet i Munden, og Flasken kunde han umulig lade være – saa sagde jeg, som ret var, Hansen, sagde jeg, jeg har havt en Mor, som har lært mig Opdragelse, men det har vist ikke De, sagde jeg – Du er et Fandens Skaft, sagde han og gik. – Han havde alletider været styg i Munden, Hansen, og saa da Konsulen blev Enkemand, blev jeg anderledes pent besørget – Konsulen ogsaa da, ikke for det – og Frøken ogsaa da, ikke for det, som nu har været her i 3 Aar og aldrigen trængt at ta sine Fingre i noget af det, som eksisteres! –

Jeg kunde gaa ind til Frøkenen kanske?

Aa nej da! Det faar nok Fruen la være! Men jeg tænker i Herrens den næste Stund er hun her.

Er det sandt, Tante Cara kommer herned – at de venter hende idag? –

Frøkenen ved det ikke! Men aldrig var Fruen kommet til dette Huset, uden for Frøkenens Skyld – og saa for det, at Konsulen er ude og rejser da –

Ja, hvad var det egentlig med det, Madam Høye? De var jo paa Chefsgaarden dengang? Var ikke Tante Cara forlovet med Konsulen, men saa da Søsteren Alette kom hjem, blev det hende som holdt Bryllup med ham. – Sligt kunde Onkel Bernhard gjøre!

Ingen faar sige noget paa Konsulen! Skjønt det endda var den Tiden, Mandfolkene regjerte saa svært, saa var han slettes inte som de andre. Aldrigen tænkte Konsulen, det skulde snudd sig paa den Visen – inte var han glad heller efter den Dagen. – Han fik det Sindet dentid, som han gaar med nu! –

Naa, det er jo mange Aar siden –

Det er, som kunde det været igaar: Vi laged til Bryllup, men lige som der skulde tas ud Lysing, skjønte jeg, det var noget lejt, som skulde komme. Og tidlig en Morgen var Frøken Cara rejst – Majorinden havde været inde om Natten og bedt om det, for Frøken Alette drev som uvittig udover Vejene – det var nu altid slig, at hun maatte ha sin Villie –

Aa, det var nu vel Onkel Bernhards Villie ogsaa –

Kan hænde! Men hvad som er, saa fik Fru Alette en Samvittighed, som var lej at drages med tilslut –

Derinde døde hun i sin Dødsens Angst – og her sad han og hørte alt det, hun anklaged sig selv for – han aarked ikke sidde derinde, han havde vel sit. – Aa ja, en har hver sin Møje her i Verden, ellers blev det vel for godt at være her ja!

Nu skal jeg gaa og sige det, for jeg ser Frøkenen i Haven –

Tak, det behøves ikke nu!

Alle ordentlige Mennesker, dem hader jeg rigtignok!

Selvfølgelig! For du er jo ikke noget ordentligt Menneske! Hele Byen kalder dig Undine siden Ballet [14] hos Bratts. Og kommer jeg herud, hører jeg straks Madam Høye titulere dig for et Vandmenneske!

Der er forresten noget i det!

Det er jeg saamen glad for!

Nej, saa du er kommet herned igjen, du gamle!

Du er forandret! Hvordan har du det? Du har jo ligget tilsengs i flere Dage, hørte jeg –

Jeg har det! Naar jeg kjeder mig, gaar jeg tilsengs. Hvorfor skulde jeg ikke det?

Nej, naturligvis. – Du holder vel Fest idag?

Det var før det – i gamle Dage!

Er det ikke vel tidligt at afskaffe Fødselsdage? Saadan midt i ens lyse Sommer skal man ha Glæde af dem, har jeg hørt.

Hvor jeg hader den Maner at klippe Tiden op i Smaastykker og sige: Se saa, nu er de forbi de Dage, aldrig ser du dem mere – synes du, det passer for Ungdommen at stanses slig ved hver Drejning af Vejen, det er som tørre Knokkelhænder griber fat og holder igjen. – Aa Gud, slip, siger jeg, lad mig komme afsted! Livet skal være som en eneste lang Flugt, til det er forbi!

Hvad for et Lune holder du idag? For du holder jo Luner?

Hvorfor ikke? Du ved, Onkel gir mig Lov til alt muligt!

Men jeg trodde – nu maatte du da vel egentlig være perleglad!

Glad? For et underligt Ord! – – Tror du, Gud er glad?

Det er ialfald vist, at vi glæded os, hele Familien, over din Lykke. For det maa da være dejligt for dig [16] virkelig at være blet en saadan liden Prinsesse, som du altid har havt Anlæg for.

Dejligt? (ler) Lykke?

Ja, kaldes det ikke saa? Fra en utfattig ung Pige med en Mængde uhonorerede Fordringer at blive forvandlet til en rig Onkels Adoptivdatter og Afgud. – Hvorfor ser du saa forbauset ud?

Langtfra! Bare nysgjerrig! Jo, det interesserer mig at høre om, hvordan jeg har det. Det kan være nyttigt ogsaa – at faa vide lidt om det!

Jo, jeg er saamen lykkelig. Det er baade vist og sandt! Jeg skynder mig med at være det. Det maa man!

Men hvorfor indfatter du din – Lykke i slig en Mængde blegblaat? Den Farven – det er ligesom der bor en Sorg langt inde i den.

Og du! Du er sligt et Søndagsbarn. Jo, alle Tanter siger det – Du fik den Mand, du vilde. Det er jo da, man blir lykkelig!

[17] Sig mig, hvordan er Lykken? Hvor er den? Sommetider indbilder jeg mig, at den er en Ø. Og Havet er stort – ingen Baad gaar did!

Klæd dig i rødt, saa meget du vil! Du narrer ikke mig! Der bodde en Nøk i dig engang – en, som ikke taaler rødt! Han kunde sidde og synge derinde stille, saa det suged under Brystet. – Jo, han bor der endnu, han lader bare, som han sover. – Det er derfor, jeg ikke har kunnet bli ferdig med dig som med de andre.

Du taler som en ægte Undine! Det maa ha været dig en ren Naturtrang at optræde som du gjorde der paa Ballet! Lang Atlask i Bølgens blegeste blaat, Siv, Perler som Vanddraaber over det hele, har jeg hørt. – Og du kom glidende saa sælsomt fremmed mellem dem alle! Du saa ikke, du bare vandt. – Sig mig, hvorfor hører du ikke lidt paa de overvundne? Man siger, du maa ha Kurve paa Lager!

Aldeles ikke! For Mænd behøver ikke gaa og spørge. Det, de spørger om, skal de vide – og ved de det ikke, er der ingenting at spørge om. – I al Verden, hvordan kommer vi ind paa sligt Tøv?

Fordi du ikke liker alt mit dejlige blaat!

[18] Det er jo netop slig, jeg maa ha det! – Hvis du ikke havde Nøkken derinde som Modvægt, vilde du umulig holde ud i alt det røde! Liker din Mand saa godt rødt?

Det gjør han ogsaa! – Men det var noget andet, jeg vilde talt om idag. Jeg har med nogle gode Raad til dig – fra de andre og mig selv!

Ved du ikke, Tante Dora er flyttet ud her – bare for at holde mig med gode Raad? Jeg trænger forresten ingen – har det utrolig godt som jeg har det –

– og er utrolig – saadan mindre forsigtig! Folk tror ikke rigtig paa dette kjølige blaa – man snakker. Og det er blet til noget kjedeligt! Undgaa det – gift dig for eksempel!

Jeg, som har det slig! Fri som en Undine, der kan stige frem og forlokke hvem, hun vil!

Og du vil sætte mig fast, komme og kaste Staal over mig og gjøre mig til en almindelig tam Madam! Kjære Siss, naar begyndte dit Hjerte at bli haardt?

[19] Hvordan skal jeg kunne gifte mig? Jeg elsker jo alle Mandfolk! Jo, det ved Gud!

Men sligt kan man ikke være bekjendt af at sige. Fortæller du nogengang, jeg har sagt det, gaar jeg fra det igjen!

Du har nu en vist Lyst til at gjøre dig anderledes end du er! Jo, du vil gjerne indbilde os en hel Del om dig selv!

Sig du, som er saa klok – hvormange kan man vel egentlig elske, saadan paa en Gang?

Jo, for du er saa komisk!

Jeg skal sige dig, elske, det kan ingen!

Ja ja, vent bare – til du møder den rette, som Madam Høye siger. –

Om et saadant Væsen eksisterer, kan man være overbevist om aldrig at træffe ham. Ikke om man [20] rejste Verden rundt efter hinanden. Skulde man komme til at ta ind i samme Hotel, sidde ved samme Bord – man vilde ikke opdage hinanden!

Saa du faar hilse alle Tanter, at det ikke nytter

Hvorfor? Alvorlig talt!

Du ser ud som bare Nøk! – Jo, for jeg har ikke Tid! Hvo, som ikke vil drikke Vin, er en Synder, staar det. Jeg drikker al den, jeg kommer over!

Du skulde drikke den paa en anden Maade

– som Tante Dora, afbrændt eller med Malurt? – Gaa bort og forklar den Sommerfuglen, hvad du synes, den burde gjøre!

Sol, giv mig en Dag til!

Bodil, det er Alvor! Jeg maa sige dig det! Der gaar nogle Historier om dig, som slet ikke er bra. Og saa er der en, hvad der er endnu værre! [21] For din Families Skyld skulde du prøve at besværge den. –

Lad mig sige dig det, Siss! Dersom jeg kom til at holde af nogen Mand, vilde jeg hade mig selv. Siss, lad mig sige dig det, jeg har engang gjort det – – –

Det mored ham en Maaneds Tid – det var ikke mer, han havde villet. Men jeg – – Noget blev dræbt i mig dengang – det var, som kom et andet Menneske til Verden – – gammelklok, kold, En, som morer sig. Og er lykkelig. Det ved du da! Du har selv fortalt mig det!

Bodil! Du skulde ligevel tænke paa, hvad jeg sagde dig!

Jeg tænker ikke – har bare ondt af den unge Pigen! Af ham ogsaa – den Fremmede, som saa paa det hele – og forstod det. Og maatte lade det ske!

Hvilken Fremmed?

Vi mødte ham hver en Dag. Han sagde aldrig noget. Han bare saa paa os –

Men dengang tilsist, den forfærdelige Nat, da jeg gik derude langs Sjøen – og Stormen kom. Jeg syntes, den haante mig og lo – jeg syntes, jeg aldrig kunde gaa ind mere –

Da kom han, den Fremmede, som havde set det hele. Han kom ud efter mig. Han sagde ingenting.

Hvem var han?

Jeg blev saa kold den Nat. Jeg har aldrig siden kunnet blive rigtig varm og levende igjen –

Undertiden i Drømme er det, som hvælver der sig op om mig en ny Verden – hellig, saa jeg maa synke i Knæ! Saa vaagner jeg ved, at jeg ligger og græder isøvne – for jeg kom ikke ind der alligevel!

Men hvorfor skal man ta det højtideligt? Det skal man netop ikke!

Hvem den Fremmede var? Jo, gjerne! Det var en Dr. Odner. Han laa deroppe og botaniserte om Sommeren! – – Engang lo jeg af ham – jeg syntes, han var saa besynderlig. Det var han jo slet ikke.

Naa, her skal jo være Fest om nogle Dage!

Ja, det er Onkel Bernhards fikse Ide, at jeg skal ha mit Sommerbal. Tante Dora har det travlt, Familien glæder sig. Jeg ogsaa – Taarer slukker ingenting ud. De ødelægger bare Øjnene.

Der er en ung Mand –

– der er mange –

– som Tante Dora taler saa meget om. Han er jo saadant udmerket Parti –

Han var her igaar! – Han ser slig paa Tante Dora, at hun finder det passende at gaa i Haven! Kanske kommer han idag ogsaa, det er nemlig umuligt at faa ham til at forstaa –

Ja, isaafald gaar jeg i Haven!

Der var engang en anden – han sagde ingenting! Er det ikke guddommeligt, at der findes nogen, som ikke siger noget –

– At han talte saa meget den unge Mand, det var nu Tante Doras Skyld. Jeg ved, hun har bedt ham tale lidt nærmere med dig om alt dette, som piner hende – og os andre!

Jeg aner ikke, hvor han vilde hen med alt det, han sa. Han vidste det vel ikke selv.

Det vidste han nok! Og jeg kunde merke det endogsaa paa Madam Høye, da jeg kom –

[25] Bodil, du kan umulig selv synes om, slig som Folk taler om dig!

Jo, hvis det kan more dem!

Du skulde tænke lidt paa din Familie ogsaa. De morer sig ikke.

Nej, de er skrækkelige! Tante Dora!

Kammerherre Lindendal er jo kommet til Byen igjen! Han trænger Penge. Han vil gjøre et rigt Parti. Man siger, han højmodig skal ha bestemt sig for dig!

Du traf ham jo paa Ballet hos Bratts! Du træffer ham vel imorgen ogsaa?

Kjender du ham?

Lidt saa – end du?

Ja, jeg ogsaa!

Saa?

Nøkken har fortalt mig noget!

– og kanske gamle Tone –

Men nu maa jeg gaa. Følg mig ned gjennem Haven!

Jeg skal fortælle dig noget!

[27] Det var engang – som der laa Sne i vor Have: Det var Æbleblomstens Blade! – Og Vinden tog i de hvide Grenene, de lagde sig ned om mig. Jeg hørte, hvad de sagde, de hvisked mig i Øret! Da fik jeg slig Længsel, at Hjertet det brændte! – Saa fandt jeg en Blomst med syv Blade. Jeg tænkte: Du er min Lykkeblomst!

Men jeg gav den til Vinden: der, tag den! Den falder imorgen! Det er Blomsters Skik!

Kjære, i alverden for et Ansigt du sætter! Kom saa!

Dr. Kai Odner? Odner!

Aa, der er jo Doktoren! De vil da ikke gaa igjen?

Der var ingen her, saa jeg vidste ikke –

Det var da underligt – jo, det er saa underligt at se Dem hernede –

Det er kanske det! Jeg blir her nogle Dage over – saa vilde jeg gjerne se Dem. – – Vi ligger her paa Gjennemrejse –

Det er jo sandt! De ved, min Bror er Prest deroppe. Han er saa glad ved at faa Dem til Nabo. Og saa det nye Sanatorium – De faar det nok hyggeligt –

Ja, i Berg og Skog!

Saa faar vel vi Mennesker se at holde os afvejen! Eller det er kanske ikke engang nødvendigt, for De ser bare Deres Moser og alt saadant, som er skjult for andres Øjne –

Engang saa jeg Dem!

– i et Øjebliks Distraktion!

Kommer De derop?

Jeg plejer være der om Sommeren en Stund hos min Bror!

Jeg bor lige i Nærheden her, hos en Ven – inde i den store Rosenhaven der! (peger ud.) – – Saa kom jeg til at huske paa, det er Deres Fødselsdag. Deroppe – jeg husker, De holdt saa meget af Roser – jeg – hvis jeg turde –

Hvor heldigt, at De ikke turde, for jeg liker ikke Roser mere –

For de er saa røde! Og naar de ikke er røde, saa er de noget andet! Jeg kan ikke taale dem!

Undskyld mig da! For jeg kom vist alligevel til Ulejlighed her nu! – – Faar jeg Lov at se ind engang siden?

Gik han igjen! – Hvorfor siger han det: Vi ligger paa Flytning? Det er jo bare ham?

Guldmor! For det er du! Er det sandt, at du er her – at det er dig? Hvordan kommer du her? Jeg vidste jo ingenting!

Ser du, jeg vilde overraske dig! Jeg synes, det er saa morsomt med Overraskelser!

Og du, mit Barn! Hvor du er lys og glad! Ja, du er jo saa lys og glad!

Bestandig! Du ved, jeg er hos Onkel Bernhard!

Ja, jeg ved det!

Se, nu sætter vi os her! Rigtig godt! For du maa være træt! Nu faar vi straks Frokost. Jeg er vist paa, Madam Høye finder paa noget delikat til dig. – – Sig mig, hvordan gik det til, at du kom?

Det var Onkel Bernhard, Barn. Han skrev til mig. Han har saa tidt bedt mig komme, siden han blev alene. Du ved, han var gift med min Søster Alette – men det var ikke saa nemt –

det var det ikke! – – Siden da du kom her, skrev han igjen, men saa kunde jo din Tante Dora komme og saa – men nu da hun maa ned til sin Datter, og han selv ogsaa maatte rejse bort – han vilde ikke, du skulde være alene saa længe, siger han –

Hvorfor maa Onkel Bernhard bli saa længe? – Han er ikke som de andre! Derfor elsker jeg ham! Gjør ikke du, Tante Cara?

Han er ikke glad! Hvorfor er han ikke? Ved du det?

Jeg kan se det paa ham iforvejen, naar han maa ud og gjemme sig væk en Stund. Naar han kommer tilbage, er han sterk igjen. Der er nu gaat ham noget imod, engang!

Der kan gaa En saa mange Ting imod! Men din Onkel fik det nu, som han vilde. –

Vil du saa ha mig her, til Onkel Bernhard kommer hjem?

Du! Du kommer aldrig herfra!

Som du spaar, mit Barn!

[33] Ser du, her er nogle Ting fra før, som jeg kjender – og her – det gamle Billede af Onkel Bernhard!

Kan du huske, da du var hos os, dengang vi var smaa? Og den spanske Dansen – vi kaldte den endda Vilddansen – naar du spilte den for mig og jeg dansed, blev jeg altid saa snil efterpaa, husker jeg.

Undres om sligt kunde hjelpe nu – ja, du skal nu spille den for mig engang, saa vil jeg se, om jeg kan mindes den.

Du vil da vel ikke til med den igjen? Det var mest, naar du var i et skrækkeligt Lune, det Barn, og du maatte rase fra dig!

Ja, jeg husker det. Og det var storartet, saa det hjalp! – Nu hører jeg, Tøjet kommer! Nu skal vi pakke op, forstaar du!

Er det dig, Sophie, jeg syntes, det var Bodil.

Nej, Bodil danser!

Ja, hvor hun danser! Morer sig, alle morer sig. Det gaar udmerket! Men hvor du er nydelig iaften

Det siger Einar ogsaa! Men sig mig – det undrer mig, at Kammerherre Lindendal er her iaften! Jeg saa Bodil bli overrasket ved det!

Ja, kjære! Han havde nok truffet Tante Dora inde hos Admiralens og havde sagt – ja, Tante Dora blev rent indtat i ham – og vilde overraske Bodil, kan jeg tænke.

Ja, det er morsomt med saadanne Overraskelser

Ja, er det ikke? Tænk, og det var ligedan med Odners. De ligger her paa Gjennemrejse, han er blet Distriktslæge oppe hos Carl, ved du. Saa traf Tante Dora dem ogsaa og bad dem, mest for Carls Skyld tænker jeg – – Ja, og saa blev hun saa indtat i Fruen!

Fruen? Er der en Fru Odner?

Ja, du kan tænke dig, hvor Bodil blev forbauset! For det ene tænkte hun, Doktoren allerede var rejst. [36] For det andet ante hun ikke, han var gift. Og for det tredie vidste hun slet ikke, de var budne!

Hvad siger du?? Og Bodil?

Bodil, kjære, – hun har saadan Takt! Det gik rigtig nydeligt! Og det kan være morsomt med saadanne Overraskelser!

Ja, det skal være vist! Det synes Einar ogsaa, han har bedt mig om en Dans. Der kommer han!

Undskyld! Jeg ser efter Frøken Herwell. Jeg er lovet en Dans!

Er det Bodil? Er hun ikke derude? Jeg skal hjelpe Dem!

Musik er skrækkelig!

Jeg vil være alene – to Minutter

Et Ord bare! Hvorfor har du ikke sagt mig, at Dr. Odner var gift? Naturligvis vidste du det!

Simpelthen vidste jeg det ikke! Han sagde næsten aldrig noget.

Han laa deroppe og botaniserte, mens hans Frue var ved Bad, fortalte han mig nu derinde –

Ja ja, jeg skal gaa. Men et maa jeg bede dig om – kanske vi ses ikke mer alene, jeg drager jo inat! Rejs ikke op til Carl isommer! Leg ikke med Ild!

– Det elsked jeg som Barn! Jeg gjør saa endnu!

Kom heller til os! Lov mig det, nu!

Haster det saa?

Du ved, Carl venter paa mig! Men jeg kan godt la' være!

Bare gaa, saa lover jeg, at jeg ikke skal gjøre det.

Skjønt jeg gjør det vist alligevel!

Jo, dette er Undines Rige!

Bare et Øjeblik!

Hvor elskværdigt af Dem – men der er virkelig ingen Tid. Vi danser her iaften!

Hvor jeg skulde ønske Alverden vilde danse væk, og jeg var alene med Dem paa hele den vide Jord! Faar jeg Lov at minde Dem om, at De loved mig Menuetten?

De tar Feil!

Om jeg var Konge til Jorden, jeg vilde alligevel være paa Knæ for Dem! – –

Rejs Dem! Det plager mig!

Saa faar jeg vel Lov?

Frøken Bodil! Vend Dem ikke bort! Nu skal De gi mig Lov at tale med Dem! Det er nødvendigt, at vi taler sammen!

Det finder jeg ikke!

Jo! Om min store Oplevelse – at jeg kom ned her og fandt Dem forvandlet til den vidunderligste Undine, Vorherre har skabt! – Da jeg saa Dem paa Ballet hos Bratts –, saa anderledes end før, saa souverain i Deres højrejste Ynde – da gjemte jeg mig, som man i fordums Tid gjemte sig for at betragte de dejlige Najader. Illusionen greb mig. For [40] De er anderledes end alle! Der er Mystik i Luften om Dem!

Vær mere mild end De var det sist!

For De har ingenting glemt i disse tre Aar, det ser jeg!

Hvem er det, som siger, at af de himmelske Skabninger er Kvinderne de, hvis Baner er mest usikre? Det er ikke sandt! – For alt, hvad De sidder og tænker nu, det har jeg netop selv tænkt paa. Frøken Bodil, jeg forstaar Dem bedre, end De forstaar Dem selv! Lad os tales ved og faa klaret alting!

Ja, denne Trofasthed for Eksempel, som saa pludselig er staat op fra de Døde!

Hvad vil De? Jeg vil ikke Dem nogenting!

Vil? Vær ikke saa haardhændt! Og vær ikke noget Barn? – – – Bodil, jeg elsker Dem!

Bodil, De maa høre paa mig –

Det skulde jeg aldrig ha gjort. Jeg har ikke havt godt af det Bekjendtskab med Dem. For siden – har jeg faat Lyst til at gjøre Mænd ondt!

Bodil! Hvad gjorde det, om vor Lykke dengang gik – der er blet Plads for en større!

– en større?

Nu er De i Stemning! Faar jeg Lov at fortælle Dem noget – som i gamle Dage?

Der var engang en liden ung Pige. Alt havde de gode Feer git hende. Naar hun kom, strakte [42] Blomsterne sig frem og bad: træd paa os, lad os leve og dø for dig! Og der kom et Menneske. Han lagde sig for hendes Fod og bad som Blomsterne! Og hun? – Hvad siger De?

Sansynligvis var hun tosset den unge Pigen!

Ja, synes De ikke? Manden er nu engang som han er, har en fornuftig Dame engang sagt. Og det bør en vidunderlig Undine ogsaa indse! – Det bør huskes, at for ham er der – Episoder, der fører ham lutret og modnet tilbage, hvor hun sidder ren og skjær og venter –

Husk de gamle Sagn! Altid kom Helten tilbage, sterkere end han drog ud. Brandt der en Ild, vandt sig en Orm om Fruerburet – saa red han sig gjennem Ilden, saa vog han Ormen –

Er De saa sikker paa, hun sad der – og vented?

Hvorfor vil De, jeg skal tvile? Min var hver Tanke i Deres Sind. Hvordan vil De faa tat alt det tilbage? Det lader sig ikke gjøre –

De gjorde det selv! – Netop idag for tre Aar – – siden – –

Der er lukket og stængt – den unge Pigen hun –

Hun har ventet – og Vejen er ikke stængt! En Kvinde er trofast. Hun kaster ikke bort saadan sit bedste selv!

De maa finde hende igjen, den unge Pigen, De maa sige hende –

Den Vej, som gik fra hende over til mig – den gaar ikke et Menneske to Gange i sit Liv.

Ja, jeg tilstaar! Der var en Tid, da jeg havde ingen Tid at se paa Himmel eller Jord. Paa Knæ laa jeg for et Alter.ⁿ¹ Der brændte en hellig Ild. Alle [44] mine Blomster ofred jeg der! – – Der er intet Alter mer, Ilden er slukt!

Det var heller ikke Dem, jeg tænkte paa dengang, jeg indbildte mig, at De var en anden end den, De er! Dem – har jeg aldrig villet nogenting!

Tro ikke, hvad De selv siger! Kvindekjærlighed forgaaer ikke paa den Maade. De kjender ikke Deres eget Væsen!

Jo! Vi Modedamer indlader os ikke paa nogenslags Sentimentalitet. Vi nyder Livet. Og saa – hevner vi den unge Pige.

– Og saa – naar man er ferdig med det – tilgir man!

Husker De den unge Pigen, den Kveld hun gik med mig over Stenten? – Sligt glemmes ikke!

Jo! – For siden kom den Dag, da hun blev forraadt! De kunde ikke gjemme det for hende, hvor Deres Hjerte var blet koldt. Hun kunde se det paa Deres Øjne!

Hør, Bodil, og De vil bedre forstaa det – – Hvad tænker De paa?

Paa det, De fortalte Tante Dora derinde: at Høken sidder og vogter paa trætte Fugle – tror De ikke, at undertiden tar den Fejl?

Lad os haabe det – og holde os til Sagen.

Frøken Bodil! Ikke skulde De agte saa ringe, at jeg nu kommer og ber Dem bli min Hustru. Jeg blir nødt til at sige Dem noget. Det har været nævnt her i Byen som noget almindelig kjendt, at dengang De var Lærerinde deroppe paa Nabogaarden til Lindendal – Deres Navn blev allerede dengang sat i Forbindelse med en andens paa en Maade, som ikke var bra for Dem!

Og denne anden – lad os kalde ham Herren til Lindendal – har han ikke følt sig opfordret til at modsige den for mig saa ubehagelige Historie?

Ganske vist fandt jeg Dem ogsaa – yderst uforsigtig dengang – – Men Bodil, som min [46] Hustru – hvor vil De kunne finde en Oprejsning som den?

Jeg begynder at forstaa – endelig begynder jeg at faa fat paa dette, som sniger sig saa klamt omkring mig.

Ja, for det kunde jo saa let været sandt, mener De? Dengang var jeg en fattig, ubetydelig ung Pige. Det vilde daarligt passet for Herren til Lindendal, at – –

Sæt om det nu var, som Folk mener –, det kunde det jo saa let, ikke sandt?

Bodil!

Lad os bare gaa ud fra, at det er sandt – ikke saa sikker er jeg, at den unge Pigen vilde sat Æren til, som jeg er viss paa, at den Riddersmand til Lindendal vilde ha mistet sin! –

De talte om gamle Dage – i gamle Dage, den Ridder der havde fornærmet en Kvinde, – hans Sporer blev knust paa hans Hæle!

Hvor er den saa kommet fra, den Historie, som De ikke har modsagt – fordi nu havde De Brug for den.

De vilde tvinge mig med dette! – De har Deres Grunde, nu som jeg ikke længer er den unge Pige, som var saa lidet værd!

Giv mig Lov at vinde Dem tilbage! Bodil, De maa ikke sørge over dette!

Ikke over dette – men over, at det kommer til at være saa længe til – at der ikke findes mer paa Jorden – Mænd som Dem!

Er du her endda, Bodil? Du har vist glemt, hvad du loved Professor Ørn? Har ikke Doktor Odner været herinde? Han søger dig nemlig ogsaa!

Dr. Odner?

Ja, har ikke Kammerherren set ham her iaften? Husker ikke Kammerherren ham? – den tause Manden, som var ivejen allesteder deroppe, dengang –

Har De ikke et Ord for mig? Lad ikke dette stille sig mellem os!

Det, som har stillet sig mellem os, er Døden! Den unge Pige her, som De kommer for at søge – jeg bærer Sorg for hende. – Hun døde dengang!

Hvem sagde du? Hvem kommer?

Jeg vilde bare ha den Mand paa Dør.

Du blir saa bleg! Hvad vilde du, om du kunde ønske dig noget?

Det Liv her blir Plads til at leve, – – naar jeg længesiden er død!

Se paa mig, Bodil, og tro hvad jeg siger. Den unge Pigen, hun er ikke død, hun bare sover. Nøkken har sagt mig det.

Der staar nogle Roser herude. Jeg ved, de er til dig! Du undgaar dem ikke! Og jeg skulde tro, her trænges en Rosenskur over alt dette blege blaa.

De kommer allesammen med Bud! Hvorfor har du ikke lagt Merke til den sorte Ørn, som er kommet over Havet hid? Der ser jeg Tante Cara! Jeg ber hende gaa ind til dig!

Du har faat hvilt dig lidt, mit Barn? Nu kommer du vel ind? – Tante Dora er en udmerket Værtinde. [50] Og Sophie vikarierer med Talent, men du savnes alligevel. Og du holder jo saa af at danse! Men, kjære Barn, hvad er dette – (samler op nogle af Roserne.)

Tante Cara – jeg er angst for Menneskene!

Men, Barn –

Se Spurvene – at de kan sætte sig saa trygt tilro!

Aa, jeg bare siger saadant! Du husker da det fra før, at jeg bruger at tøve og sludre.

Javist tøver du, Barn. Men kom nu med ind! For hvad tar du dig vel til her alene?

Tante Cara, den lange, lange Længsel, som længes forbi alting – kjender du den?

Har du grædt længe nogengang?

Aa, du dejlige Guldmor! Du skjønner da, jeg spørger bare saadan, fordi det morer mig!

Du gjør vel det, mit Barn! Men jeg kan ikke følge med.

Tror du, jeg har kjendt Lykken nogengang? Og at jeg alt har mistet den? – Eller har jeg aldrig vidst noget om den? Kommer den – eller kommer den aldrig? –

Lykkelige Barn, for alt du har at spørge om! Det gaar altsammen iorden, skal du faa se. Men nu maa vi gaa ind. Det er jo dig, som holder af at danse!

Javist! Spil, saa vil jeg danse. Jo, jo, Dansen min! Vilddansen, forstaar du vel – den, som altid hjalp saa godt. Jo, nu skal du bare se!

Kjære dig, – kunde vi ikke vente til imorgen?

Kjære Guldmor! Det kan jeg virkelig ikke!

Husker du, naar du var rigtig forfærdelig snil, laante du mig altid det!

Hvor kan du huske alting?

Naa, der er jo Professor Ørn! Ja, nu maa De selv gjøre Deres Krav gjeldende, Hr. Professor! – Men lov os nu, at De ikke rejser tilbage til Amerika! Her er da ogsaa Mennesker!

Ja, nogle!

De har lovet mig en Menuet – helt siden den Aften hos Bratts!

Og det husker man endda!

Kan det glemmes, naar man har set Dem danse den? Men De ser træt ud. Skal vi heller tale lidt sammen?

Aa, den Musik!

De holder ikke af Musik? Nej, den kan være slem!

Nej, jeg mener egentlig, at jeg elsker den! Jeg har hørt, den skal være opfundet for at overdøve de menneskelige Lidelser – især Tromme! Hvorfor har man ikke Tromme her iaften?

De staar vist og tænker paa noget rent andet?

Ja, for jeg har saameget at sige Dem. De ved jo, jeg rejser tilbage igjen? – – –

Jeg ved et Land for Dem! Det er vor nye Koloni derover – Eventyret, som skal bli Virkelighed! Faar jeg Lov at fortælle Dem lidt om det?

Kan det ikke være til en anden Gang?

Jeg rejser jo imorgen tidlig. Træffer jeg Dem kanske hos Deres Bror?

Min Bror??

Ja, Deres Bror Carl! Det er ham, jeg vil besøge. Ham og Dr. Odner, som er blet Distriktslæge deroppe nu. Vi er alle tre Studenter sammen. Jeg blir deroppe nogle Uger paa Sanatoriet.

Skal vi ikke heller danse Menuetten?

Hvor er Tyrannen? Er du ikke her, Kai?

Aa, naa!

[56] Hvor er Frk. Dagny? Aa, er du der! Hvor ialverden er Tyrannen? – Denne Malingen er til at dø af! Om endda Kai skjønte paa, hvad det er for et uhyre Offer for mig, slig Oppudsning over hele Huset.

Hvad behager? – At det var mig selv, som vilde ha det? – – Ja, naturligvis!! Man maa da bo som et Menneske!

Hvor er Fin? Hvad? Ikke set ham siden Kl. 8.ⁿ² Pyt, saa er han hos Kari! Sig ikke et Ord om det til Kai! Naar det gjælder den Gutten er han ængstelig nok! – –

Naa, han skal vel faa, naar han kommer!

Dagny! Kommer her nogle Sanatoriedamer, min Svigerinde for Eksempel, saa er jeg ikke hjemme. Jeg er syg!

Giv mig det hvide Kniplingsjalet – jeg er slet ikke bra – – fryser i denne rasende Heden – – det er sandt, skulde Løjtnant Stjernblad komme, saa er jeg hjemme, – loved desværre igaar jeg skulde vise ham Udsigten.

Det er sandt, kommer Kandidat Thoren, er jeg ogsaa hjemme. For ingen anden!

[57] Du kan tro, jeg var rasende paa Tyrannen idag! Han maatte gaa sin Vej! Han var nemlig morgengrætten!

Var han ikke? Jovist var han! Saa vilde jeg naturligvis ha ham til at erkjende det, jo, jeg syntes han skulde kysse min Haand og tilstaa, han ikke havde været, som han skulde. Men han vilde ikke!!!

Hvad siger du? Var han optat? Naar jeg kommer ind paa Kontoret, skal han simpelthen ikke være optat!

Tak, du behøver aldeles ikke at forsvare ham; det skal jeg gjøre selv!

Og saa de to Knapperne i Vesten, som han aldrig vil knappe, endda han ved, jeg ikke udstaar, de er oppe! Og jeg gir mig aldrig paa det, – han skal knappe dem! – Du Verden, jeg som igrunden er saa god af mig – det siger alle Mennesker! Men han ejer ikke Hjerte!

Hvad siger du? – – Ja, det gjorde jeg netop i Søndags, jeg sendte Holst ind i Kirken efter ham for at knappe dem –

Det ved Gud, jeg gjorde! Og jeg vil sige, det er stort af mig, at jeg ikke mister Taalmodigheden!

Vivi, hvordan har du det?

Hvor har du været i al den Tid?

Kjære, du bad mig selv om at gaa! Du vilde hvile, sagde du!

Jeg var saamen glad, da du gik, skjønt jeg har savnet dig rasende!

Hvad skal jeg med den? Jeg raaa ha dem en masse. Da er de jo nydelige!

Vivi, hvordan har du det?

Uh! Hvor du kjeder mig, du siger bestandig det samme! Og du ser aldrig, hvordan jeg har det – jo, du ser det, men du er lige glad –

Men, Vivi!

– Om der var en anden Læge her – – – jeg siger bare, om der var en anden Læge her – skulde jeg da vist! Hysch da, hysch da, jeg ved, hvad du mener!

Ja, Vivi, ja! Jeg skal tænke paa, om vi ikke kunde finde paa noget!

Nej, virkelig!

Om jeg nu for Eksempel døde, før du fik tænkt paa, «om vi kunde finde paa noget» – – ja, jeg siger bare, om jeg pludselig gaar hen og dør for dig – for det kunde da let hænde, ikke sandt, Kai? Men vilde det være hyggeligt for dig det, at være min Morder?

Vivi! Hvad er det egentlig, du mener?

For det ene har du sendt mig to rædsomme Sanatoriedamer paa Halsen – jeg kan ikke udstaa gamle Damer!

Kjære dig! Det var mine to Tanter! De var saa lykkelige over at kunne faa hilse paa dig!

De lyver bare! – Jeg lyver fordetmeste selv, men jeg kan ikke fordrage at være sammen med Folk, som lyver! … Kjære, hvorfor kan de ikke sige sandt? Ikke sandt?

Du skulde fare lidt varligt med mig, Kai! Jeg fryser!

Du skal se, det blir nok bedre – jeg skal hente et Uldteppe!

Et Uldteppe! Kai, du er dum! Det kommer af denne væmmelige Botaniken!

Aa, Vivi, du skulde været med i Skogen idag – du skulde set en Naturens Ødselhed, ja, slig som det drev fra Furublomsten i lange, gyldne Skyer – men, Vivi, husker du ikke, hvor du engang interesserte dig for Botanik?

Du er dum, Kai! Det var jo dengang, før vi blev forlovet det. Botanik kan være bra nok, men jeg synes ikke, den er saadan til at holde paa med. Jeg er saa træt af Moserne dine, at du ved det ikke!

Hvad er Aarsagen til det, at du skal ta Livet af mig med de to Knapperne?

Ja, du havde jo klaget til Tanterne ogsaa – over de Vesteknapperne! Forstaar du ikke, Vivi, at det generer mig – især nu i Heden – det er, som jeg ikke kan faa Luft – – jeg skal forklare dig hvorfor –

Hysch da, jeg ved, hvad du mener! Du fejler saamen ingenting! – Men du holder ikke mere af mig – ikke som før!

Den er saa liden … Maria Guldsko! Du kan tro, jeg har gjort et interessant Fund idag – en ganske ny Hypnum! Her skal du se!

Naa, det er derfor, du er saa glad – jeg saa det straks paa dig!

Aa, lad vær! For du er saa gyselig, naar du begynder med dine Varianter og Synonymer og Gud ved, hvad den Stas heder!

Men, Vivi, du skulde se lidt mere paa Moserne her i Skogen – aldrig saa jeg en Pragt som her – – og som de kan komme krybende imod en inde i Skyggen med vredne Spidser, som vilde de helst smyge sig unna – se her, du maa se!

At du gider bry dig med alt det smaa! – Store Trær maatte da være bedre. – – Nej, da har din Bror Just været klokere! Gud, det er da noget, som gir af sig! Hvor mange Ordener har Just?

Har du læst Aviserne idag?

Der staar aldrig noget!

Der staar en hel Del fra Udlandet om den Afhandling, jeg vandt Prisen for. Jeg tænkte, det kunde more dig!

Det morer mig ikke! – – Har du glemt det, jeg ønsked mig idagmorges?

Fem Ting fra Printemps – –

Ja, Vivi, ja! Men jeg synes, du er saa nydelig, som du er! Og du ved – nu netop har vi det lidt smaat –

– for det du aldrig kan ta dig betalt, ja – hysch da, jeg ved, hvad du vil sige! Det faar sandelig ikke hjelpe, om Folk er fattige! Om du vidste, hvor rasende uhyggeligt det er for mig, at vi aldrig har Raad til nogenting. Og du ved, Kai, jeg taaler ikke at ærgre mig!

Ja, Vivi, ja –

«Ja, Vivi, ja!» Jeg hører aldrig andet. Det er blet kronisk!

Hvis det er dig saameget om at gjøre, saa ved du –

Traf du saa hendes Naade i Skogen idag? Jeg skjønner ikke – du, som vil ha Folk saa begavede – hun er da ikke begavet. Ikke det mindste!

Hvoraf ved du det?

Jo, hun er saa ufordragelig – uh! – –

Dine sædvanlige gode Grunde.

Kai, jeg siger det rent ud – jeg gifted mig med dig, for at jeg skulde faa det godt, man gifter sig da ved Gud sandelig ikke for at –

Ikke andet jeg ved, mente du ogsaa selv at –

Men, Vivi. du ved jo, jeg vil gjøre alt for dig!

Ja, Tak, Alt! Bare ikke lade være og gaa og rode med alt det der!

Det der??

Ja, det er det, som er Fejlen! Indrøm det, Kai, Videnskab og alt sligt, det er igrunden bare en Maade at være vigtig paa – tænk, det tror jeg! – – Det er derfor, du sætter dig til i denne Fjelddalen ogsaa, du kunde kommet til en By, det ved jeg!

Du snakker saa meget om Pligt – og at man skal holde, hvad man lover – – det er da vel ikke [66] bare de fattige, det gjelder? Og alle mulige andre Mennesker?

Det er nemlig din Pligt at elske mig – over Moser og Mennesker!

Ja, Vivi, ja! Jeg skal se at forbedre mig!

Saa tilgir jeg dig! Er det ikke stort af mig, at jeg gjør det. Sagde du ikke, du vilde skrive straks?

Det er Herluf! Jeg skal gaa og tale med ham derude. Du kan jo ikke ta mod ham, naar du ikke er bra.

Det ligner dig at lade Professoren bli staaende udenfor.

Kom ind! Stig paa!

Ærbødigst Godmorgen! Undskyld, Madame er vist ikke rask?

Jeg er bedre! Det glæder mig at se Dem. Trodde næsten De var død.

Endnu ikke.

Men der skal gaa slig Kjedsomhedsepidemi paa Sanatoriet?

Jeg er ikke modtagelig, Frue!

Der kommer noget saa friskt med Dem. Jeg føler mig formelig bedre af det. Mandfolk er nu interessante, det har jeg bestandig sagt – ikke sandt, Kai?

Jo, det er aldeles rigtig, som Vivi siger. Naar du kommer – der er noget ved dig, som skulde du gjøre en hel Verdenserobring, vinde nyt Land!

Det skal jeg ogsaa!

De vil altid komme til at sejre! Men se nu først, om De kan hjelpe mig at forbedre denne Tyrannen lidt!

Det falder Dem neppe vanskelig, Frue, at afsætte Tyranner!

Jeg har jo faat ham bedre – og kjære, man maa jo ha nogle Scener imellem! Men da gaar han, han siger aldrig nogenting – men det er da det eneste hyggelige, synes jeg, at kunne ta lidt fra sig.

Han er igrunden forfærdelig rasende rar – og komisk! Han vil, jeg skal være fornøjet bestandig! Det er jo umuligt!

Vist er det saa! Verdens Fremgang skyldes de misfornøjede.

Vi har en Brevkasse her i Huset, se her! Naar jeg er rigtig ordentlig rasende, da taler jeg ikke med ham, jeg skriver. Men det, som er det værste med Kai – han har ikke nogen Samvittighed –

Samvittighed betegner en Mellemtilstand i ens Udvikling, Frue. Der er Mennesker saa gode, at de ingen behøver –

Jeg har ikke Spor! Men sig mig, Professor, hvad skal man egentlig finde paa for at gjøre Livet behageligt for sig?

Kjender De den store Zadig, Frue? Han siger: Store Gud, hvor det er farligt at sætte sig ved Vinduet, og hvor det er vanskeligt at leve behageligt i dette Liv. Han har naturligvis ikke Ret.

Ved De, hvad man siger om Dem paa Sanatoriet? Nej, jeg siger det ikke. Jeg er fornærmet. Hvorfor mødte De os ikke i Skogen igaar? Naar De gaar og leder efter Tyrannen, som De aldrig kan finde, saa plejer De komme farende mod Dagny og mig og [70] skræmme Livet af os. Hvorfor gjorde De ikke det igaar?

Jeg ser det paa Herluf, at han vil ha Kaffe.ⁿ³

Det skal han faa – og Dagnys berømte Vafler! Vi skal drikke ude paa Pynten under den store Granen vor!

Er det sandt, Jorden er saa aldeles liden for Dem, at De bestandig gaar med de andre Kloder i Tankerne? Naar De vandrer over til en af dem, saa sig mig til!

Du er akkurat, som da du var Gut! Altid var det noget, du skulde til med. Hvad er det nu?

Du er igrunden ogsaa den samme. Du havde en slig utrolig Taalmodighed med os allesammen – du har vel den endda? – [71] Hvor hun er nydelig, din Kone! Slemt at hun er saa svag. Hun ser ellers sterkere ud, end du gjør.

Ja, hun blir saa livlig, naar der kommer nogen – du skulde komme her oftere!

For at du tryggere kan ligge ude og rode! Du er liberal!

Du kommer til at bli gammel du, uden nogensinde at ha siddet ned –

Men du – slig som du kan sidde – stille, som en Kvinde.

Og du! Du har en Opsamling af motorisk Energi, som er rent merkelig!

Og du! Du ser ud, som du lever endda paa dine stille, fine Idealer. Har du faat omdannet alt det til Realiteter, saa er det godt gjort!

Jeg gaar saa meget ude –

Ja og roder – og laver Teorier –

Ja, det gaar godt en Stund – men saa kommer Naturen med sine Indfald – en Form, som slet ikke skulde være der – og ødelægger hele Artsbegrebet for en. Men det, som ikke ødelægges, er, at man ved intet.

Hav Respekt for Intet – af det blev jo alting skabt. Og din Uvidenhed holder paa at gjøre dig verdensberømt!

Det er det, du – – den uhyre Glæde ved at finde Aarsagerne – – det er ligesom – du ved, i Asien, disse merkelige Fodspor, som man indbildte [73] sig var Buddhas, Skaberens – – – det er det, overalt har vi hans Fodspor! Det er dem, jeg ligger og ser efter inde i Moserne ogsaa.

Ja, slig Moro det er at komme listende over dig – se dig sidde paa Huk og stirre – eller gaa forsigtig, med sagte Skridt, som var du ræd for at forstyrre –

Det er jeg ogsaa!

Hvor heldigt, at din lille Kone er saa interesseret for dit Studium! Jeg husker det henrykte Brev, du skrev til mig om det.

Fortæl nu lidt om dig selv!

I arbejder jo sammen, skrev du! – Jeg blev alligevel forundret, da jeg hørte, det var hende. Jeg husker hende jo lidt fra før!

Hvad er dine Planer? Gaar du tilbage til Universitetet derover, eller blir du her?

Ingen af Delene! Ser du, jeg maa til med noget andet end du! Jeg kan ikke gaa saa stille med mit – jeg vil være med at vække den Storm, som skal rense Luften –

I disse Aar, ser du – – jeg har gaat og samlet Materiale til min store Bog – men jeg vil ogsaa skrive den i det levende Liv – – en ny Guds Stad maa bygges paa Jorden. Vi begynder straks!

De Stille i Landet kan da ogsaa være med paa det!

Javist! Og Lovgiverne, Værdiskaberne, det skal ikke længer være dem, der bygger med en Haand og øder med den anden. Godheden udviklet til Verdensaand, til den store, drivende Kraft – det er Fremtidens Program.

Hvor du er ung! Dine Ord lokker som Eventyr, som aabent Hav! Send dine Skibe ud!

Det skal jeg! Jeg vil lægge ud mod lukkede Land. Men der er saa meget, der maa forberedes [75] – – der maa nye Mennesker til, ny Moral – vi har jo ingen! Og vi maa begynde at samle Sten til Fremtidsreligionens store Katedral. Der er Religioner med 13,000 guddommelige Bud. Vi skal forbi alt dette – frem gjennem Kjærlighed og Retfærdighed ind til den store Enkelhed. Der finder man Gud!

Hvor du er ung! Det er. som hører jeg det suse i ny Vin! Men jeg er ræd, du er kommet for tidligt til Verden!

Nu vil jeg netop helst! De fineste Kræfter, netop nu er de begyndt at løfte sig ind i Dagslyset. Jeg vil være med om at skabe – – jeg vil – –

Prometeus, vogt dig! Stjæl ikke for meget! Vi taaler ikke stort af Gangen!

Ser du, den store Revolution lykkedes ikke! De tog for lidet med og fór for fort frem. Man maa lære af Tiden: den ødelægger langsomt, sikkert – og bygger op paa samme Vis!

Ja, det er det. Alting maa gro sagte, men jeg synes, du har det saa braadt!

Ser du, min Drøm, det er at aabne stor Vej – for store Vinger – for de smaa ogsaa!

Her blev saa stilt med et. Næsten som kunde En høre de fjerne Skridt af Fremtiden, du!

Jeg liker dig ikke! Du ser ud, som du har noget, du gaar og kjæmper med! Du, som har alt muligt – det siger du jo selv, Gut!

Ja, du, jeg har saa meget mere, end jeg fortjener. – Hvis du ikke kan se det paa mig, saa er det – – ja, saa er det min egen Skyld. Det siger Vi vi ogsaa, og Vivi har Ret! Men lad os tale lidt mere om dig. Du er mer interessant. Det siger Vivi ogsaa, og Vivi har Ket.

Du vil lære Menneskene noget nyt. Menneskene har vidst saameget, du, men de glemmer det bestandig [77] igjen! Du vil lære dem at elske Retfærdighed. Hvorledes skal du faa gjort det? De korsfæster –

De skal vænne sig af med det. Lyt! Det arbejder i Tiden. Og Menneskeheden maa lystre! – Det er, som et dybt Øje stirrer paa den og befaler: Fremad! – Der er en Tanke, som faa ved om endda, men med brede Vingeslag vil den fare Verden over. Den er: I dit eget Liv ligger Skatten gjemt. Vogt det hellige i dig selv!

Ja, alting ændres jo! Lad os haabe paa en mere vellykket Menneskehed end vor!

Jeg gaar derover – nu snart! Jeg har stillet mig i Spidsen for en Indvandring, sat mig i Forbindelse med den amerikanske Regjering og andre. Paa en af de herlige, tomme Sletter ved Misissippi bygger vi nyt Samfund. – Der skal man ikke behøve at maatte rejse sig og gaa sulten fra Livets Bord! –

Bliv med! Det vil passe for dig!

For mig kanske! Ikke for Vivi!

Hun? Hun lever jo bare for dig! Det binder jo dobbelt, et saadant Forhold.

Naar drager du saa?

Jeg havde igrunden glædet mig til at se din Henrykkelse paa nært Hold!

For den er da vel ikke bare skriftlig? Den er saa stille!

Ja, den er det!

Du var altid min Bror! Jeg vil fortælle dig, hvordan det kom: Vi var saa unge! Vi var i Kirke sammen til Bryllup. Og hun bad mig: Gaa Kirkegulvet op sammen med mig! Jeg gjorde det. Og det var som for Guds Ansigt! – – Da blev vi bundet til hinanden.

Der er det ved hende, at man maa se efter hende!

Der staar Straaler om hende – som af en fin, mangestrenget Klang – – det er ikke Stemmen bare, det er Gangen og det hele.

Ja, de gjør det! Alle ser efter hende!

«Alle ser efter hende!» Det er det, som er rasende ærgerligt!

Vivi, hvad er det?

Ingenting! Du ved, jeg har saa let for at ta mig nær af alting! Det er bare Sultan, han har spist alle Vaflerne!

Den maa ikke faa saadane Vaner!

Slaa den ikke – for det er ikke sandt!

Eller slaa den bare du, for du kan ikke!

Her er en liden Mand, som gik sig vild udi Skogen. Han er sulten som en Skrub. Jeg maatte synge for ham, at han skulde glemme, hvor træt han var.

Mest ræd var jeg, der skulde komme en Bjørn!

Se, her har jeg fundet nogle nye Moser til dig. Papa – – er'ke det no'en orntli'e Arter, syns du?

Og du har vovet at gaa uden Lov?

Du sagde, jeg skulde finde Kari! Men saa var Vejen jo borte!

Uff, du tar saa hardt, jeg vil gaa med Bodil!

Dersom du nogensinde gaar med det Menneske mer –

De'rke no'et Menske, det er Bodil!

Du er en Skurk!

Vi er Dem saa takskyldig, fordi De kom med vor lille Skurk! – Men min Søster var gaat ud for at hente ham ind, saa De skulde ikke ulejliget Dem bare med det.

Bare med det? – – Jeg skulde hente lidt Medicin ogsaa til vesle Ejvind!

Men vil De da ikke sidde ned? Den er ikke ferdig!

Og saa drikker De Kaffe med os. Ikke sandt, Vivi, vi skal ha Kaffe!

Det maa De da endelig. Doktoren ber Dem. Han, som aldrig inviterer Folk til nogenting!

De ser saa lykkelig ud!

Det er man jo bare, naar man har tabt sin Forstand – eller naar man aldrig har havt nogen!

Og det ler De af!

Ler jeg? Det vidste jeg ikke!

Jeg har lagt Merke til, De ler næsten bestandig – eller synger!

Jo, tak, jeg morer mig om Dagen! Husk, et Menneske skal aflægge Regnskab for alt, hvad det ikke har nydt af, hvad dets Øje har set!

Ja, og saa i dette dejlige Vejr, især om Morgenen. Mødte De ikke min Mand i Skogen idag?

Jo!

Og vist igaar ogsaa!

Vi møder ofte Doktoren, min Bror og jeg paa vore Morgenture.

Og saa om Aftenen! Den dejlige Tur forleden, med Stjerneskud! Hvad ønsked De Dem, mens de faldt? Et langt Liv? Eller kanske bare –

– eller kanske bare leve med Sommeren og dø med Roserne. – Det skal være det bedste, har jeg hørt.

Men snille dig, Kai, hvad roder du efter?

Jeg skulde lave noget Medicin.

Har De tænkt over, hvad jeg foreslog Dem igaar?

Nej! For jeg vilde fryse bare af at tænke paa de Højder, hvor De færdes! Jeg maa ha det varmt omkring mig. Mon det ikke er bedst hernede paa Jorden?

Hvad var det, De nynned, da De kom her? – Det samme, som ude paa Trappen idag tidlig!

Det var en Stub, jeg har lært af Kari.

Men der var mere!

Her skal De se en, jeg har skrevet af – nej, nu har jeg mistet den – den maa ligge udenfor.

Jo, Kai, jeg hader dig – – og jeg siger – – jeg siger –

Vivi, der er ingen Mening i, hvad du siger.

Du ved, du piner mig. Men det skal ikke lykkes –

Hvilket, Vivi?

Tænker aldrig du paa, om du piner mig?

Du har altid saa god Hjelp til, hvad du tar dig for. Andre maa gaa med sit alene. Jeg er misundelig paa Deres Mand, Frue!

Det maa De ikke være! Jeg kan ikke fordrage misundelige Folk. Ikke sandt, Kai, jeg vil ha alt mit ifred!

Det kan ingen, Frue! – – Men er du ikke rask, Kai?

Gud, jo! Kai fejler saamen ingenting!

De ser, jeg lærer af min Mand at lave Mavedraaber! Forresten staar vi og disputerer, om vi skal ta vor Kaffe her paa Udsigten eller langt ind i Skogen. Kai har nogle Yndlingssteder, hvor han træffer Mosekoner og Skogprinsesser. – – Søde Kai, hvad er det, du leder efter igjen, lad mig hjælpe dig!

Mente De alt, hvad De sagde igaar?

Jeg mener aldrig noget.

De skulde alligevel tænke lidt paa, hvad jeg har foreslaat for Dem. De skulde rejse saa langt, at de [88] Stjerner, De kjender, synker og forsvinder – og andre gaar op.

De skulde tale med nogen anden om dette! De ser jo, jeg forstaar ikke noget af det!

Jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal sørge for Verdensudviklingcn!

De er kommet til at bære Deres Hode saa højt! Det er derfor, vi har Brug for Dem ogsaa – til vort store, kongelige Arbejde.

Man er forpligtet til at tro noget af det, Folk siger – ikke alt! Nu maa jeg gaa.

Hvorhen?

Det – ved jeg ikke!

Ja, De er jo Undine, Fyrstedatter til Jord og Hav – Barn af Alnaturen, Uudgrundeligheden mer end vi andre –

Ja, det er vi Kvinder – mer end I andre.

Derfor, naar I ikke strækker til for os, gaar vi vor Vej derind i Dybet, ind i Vildheden –

– ind til det inderst oprindelige, til Altets skjulte, evige Kildespring – men bliv nu først her og drik Kaffe!

Frøken Herwell ser ud, som hun ikke vil være her! Har Professoren gjort Dem Fortræd?

Mig kan ingen gjøre Fortræd! Nej, ingen kan gjøre mig noget!

De loved, De vilde drikke Kaffe med os ude under Granerne. Jovist er den ferdig! Hør Dagny med Gongongen!

De maa endelig hilse til Prestegaarden!

Tak! Jeg blir med ud under Granerne!

Tænk om De nu angrer det igjen!

Jeg angrer bestandig alting!

Ud alle Mand – under Granerne!

Jeg saa ham idagmorges, da han gik – – naar vi mødes, har jeg Lov at spørge, hvordan han har sovet – om han har det godt –

Det kan man sige er at indrette sit Liv hehageligt.

Inat drømte jeg, jeg var Skyen … at jeg var Vinden, som kom – at jeg var Skogen selv!

Der er slig Hvile i hans Øjne! – – –

Jeg vil ikke dette længer!

Aa nej! Va det likt!

Godkvel, Kari! Hvordan har du det?

Aa jau, saa lideleg!

Hvorfor glor du paa mig slig, Kari?

Al jordisk Lykka æ arm og grund! Men likvæl saa undrast eg, nær eg ser slikt Folk, som aldri hev sliti vondt! Og eg tenkjer, du undrast paa meg, slikt gamalt Skrap!

Du er gammel og god, du Kari! Du er kommet længer end vi andre. Du kjender Vejen. Jeg tar mig ikke engang frem her i Skogen!

Aa, jau vel! Eg kjenn' no Skogen! Daa eg livde, va den myrkare og Soli meire varm! Kvifyrr gjeng du einsam, kor æ den, som ska bliva din Mann?

Det vet jeg ikke, hvor det er, han farer

Aa, jou vel! Du veit, kor lejt det æ og klara seg fyr dei, som kjem fraa Amerika – saa slug og vaken En blir der –

Om du gaar hjem til Prestgarden, Kari, faar du noget i Spandet dit.

Ære og Pris!

Jeg tænkte mig, De kom denne Vej. Har De været paa Sygebesøg helt til nu? – Hilste De Sjøen derinde?

Hvorfor kom I ikke? Jeg laa og vented med Baaden, til det blev Kvelden derinde i Skogen og de hvide Lillier gik til Ro.

Ja, naar det blir Kvelden derinde i Skogen og Lillierne lukker sig –

Min Bror kunde ikke –

De kunde kommet?

Jeg betænkte mig. Saa kom jeg hid for at sige det.

Jeg havde nær tat en anden Vej. Godt at vi mødtes!

Et rent Tilfælde! At vi idetheletat mødtes, det er da et Tilfælde, som ikke har hjemme nogen Steder.

Hvad Sind har De ikveld? – Hver Gang vi mødtes – det var, som fandt jeg hver Gang en ny Blomst paa min Vej!

Presser De dem? Saa har De vel et helt Herbarium?

Det ved jeg ikke, nej, det ved jeg ikke. De ligner heller ikke en Blomst. Sommetider synes jeg, De er som et Opkom inde i Skogen.

Ja, jeg gjør altid Støj – og Uro. Det er min Natur. Men jeg elsker det, som er stilt.

Rolig, du Fugl med dine brusende Vinger!

De elsker ikke bare det, som er stilt. De er selv en vild Fugl med brusende Vinger. En vakker Dag farer De herfra!

Lad os ta denne Sti. Lad os gaa varligt! Her er saa meget fint Spind! Har De nogengang tænkt paa, at Blomsterne ogsaa har Nerver – ømtaaligere end vore?

Hør, som her suser ikveld – og smelter hen!

Ja, slig stille Sang! – – Harper, som toner af sig selv – eller myge Horn!

Men det er ikke bare godt herinde i Skogen. Her er Angst – – ja, ligesom noget af Livets dybe Angst. – Se, udover der – et stort, grønt Hav, som skjælver! – Her skal hænde noget ikvel!

Jo, Vinden hvisker det, Skogen siger det ganske tydeligt!

Men nu flytter jeg jo ogsaa fra denne Skogen her.

Det havde jeg ikke tænkt mig – at De skulde rejse saa snart.

De tænker jo aldrig paa, at Sommeren er kort.

For det, at hver Dag har været lys og lang!

Nej, jeg forstaar ikke! Det er vist ikke sandt, hvad De siger. Aa, sid her!

Hvorlænge?

Længe! Kjender De Lyngens bløde Ange? Hør, hvor det hvisker over gjemt Vej! – De, De hører til herinde, sammen med de hvide Skogfruer –

– men jeg ligner jo ingen Blomst. – – Men jeg ved om en Mand, som kan ligne en Blomst – af dem, der vokser med dybe Rødder, inde hvor Skogen er stille. Og han er selv stille, fordi han lytter og kan høre. Han ved, hvad de siger allesammen. – – Jeg hører ingenting, ikke engang hvad jeg selv siger.

De gamle Germaner – naar de kom til et fremmed Land og havde drukket af Landets Vin, da oplodes deres Øjne. De saa, hvor de var. Da rejste de et Alter for den ukjendte Gud. Og deres Tempel var en Plet inde i Skogen.

Skogen er et fremmed Land. Man kjender den ikke, før man har ofret til den ukjendte Gud og drukket af Landets Vin. – Hvorfor er De saa urolig?

Hvor vil De gaa hen?

Det ved jeg ikke. Bare at jeg gaar her og blir melankolsk.

De tar Feil! Her i Skogen, det er som at gaa under en Velsignelse. Og nu ikveld! Her er slig som fine Blomster kan faa mig til at drømme –

Lad os sætte os her. Plejer vi ikke at sidde her?

Nu blir det Kvelden ogsaa, og alt Troldpakket kommer ud. Det elsker jeg – og den Længsel, som kommer, naar alle de smaa Stier blir til store Veje, som gaar.

Naar jeg er her i Skogen alene, kan jeg sætte mig til at vente, og jeg synes Trærne og alt det, som er her, venter med mig. – – Og der kommer noget langt borte fra – som et Pust – og rører ved mig. Og jeg bliver angst, for det er noget mægtigt, som kommer mig nær!

Kom nu her og vær lidt rolig. Ser De den fine Maanen over Skogen?

Næsten som har den Vinger – – slig en hvid, underlig Fugl – en himmelsk Svane –

Hvad ser De efter?

Noget, som ikke gror her –

Husk nu – den Stund her ikveld kommer aldrig mer!

Ikke den igaar heller – ingen af de andre heller!

Her i Skogen er man da først rigtig hjemme hos sig selv. Er det ikke sandt?

Her inde i Skogen – alt, hvad jeg engang ante dybest – herinde er det kommet mig saa nær – – Hvad, har De det ikke godt?

Jo! Næsten som var jeg alt død!

Hvor var det saa, De skulde hen?

Det har jeg glemt.

Hvad er det saa, De husker?

At De sidder der!

Nu var De god! Jeg takker Sol og Maane og alle Stjerner smaa, fordi jeg fandt Dem her ikveld!

Hvem skal jeg saa takke, fordi jeg fandt Dem – mens jeg gik og ledte efter det, jeg ikke kunde finde –

Da jeg fandt Dem – glemte jeg det, jeg ikke kunde finde. Jeg mener – det kom for mig, som havde jeg fundet det!

Bodil, De ved ikke, hvor jeg maa forsvare mig mod Dem – hvad jeg har at overvinde! For jeg ved jo, snart gaar De herfra med den, De har kaaret Dem!

Hvem gaar jeg med?

Jeg ved jo, det er Herluf! Jeg har hele Tiden vidst, at det maatte blive ham!

Det er med mig som med Planterne her og Trærne. – – Det hænder, de har sin store Sommer, hvor alt ser i Naade til dem! Dette har været min store Sommer!

Ser De, hvor Himlen er som Rosenblade – og Skogen fuld af deres Glans! Hvem vover at klage? Kan jeg faa Lov at sidde her?

Under Hvælvene driver her Drøm – saa skjær, at der findes ikke Navn –

Sligt siger en Drømmer. Naar han vækkes, finder han Navnet.

En Drømmer maa ikke vækkes. Da styrter han ned –

En Drømmer maa vækkes!

Som Barn ønsked jeg mig fire vilde, arabiske Heste – – nu ved jeg, det nytter lidet at kjøre saa fort – En naar ikke frem endda!

Som idag har De aldrig været!

Her er jo Sommer endnu! Ingen Fugl er rejst fra Skogen. De maa ikke heller!

Herinde – dybe Kilder springer her. Alt er anderledes end derude. Alt derudefra blir væk herinde. Man lever et andet Liv! –

– Ja, det, som der ikke er Plads til derude. For Bekvemmeligheds Skyld har De flyttet det ind her i Skogmørket.

[104] Dybe Kilder springer her, siger De – her sniger en Angst! Den vælder fra de dybe Kilder! Den blir til Livsfare!

Nu blir det Høst ogsaa. – Det, De leved her i Skogen – De faar ta det med Dem hjem nu – til Stuerne paa Hougen.

Bodil, hvad mener De?

At jeg har mødt en Mand i Skogen her. Jeg vil ikke møde ham mer.

Nu skal De sige hvorfor!

Skal jeg?

De skal sige, hvad det er, De ved!

Aa, det er bare noget om den Manden. Aldrig sagde han et Ord. Men jeg ved det – for det at [105] ingen Mand kan dølge sig for den Kvinde, som – – for det at der er En, der har set hans Øjne skinne, som de aldrig har skinnet – i Stuerne paa Hougen!!

De vil, alt skal være som før! Jeg trænger til at vaagne, De til at drømme!

De har vækket en Drømmer! Han er styrtet ned!

Jeg har ikke villet dette, Bodil!!

Fordi det var saa anderledes end alt fra før, gik jeg saa tryg i det. At kunne tale til nogen med den inderste Hjertedør aaben, det var som at naa frem til en højere Livsform. – – Og netop det, at ingen [106] derhjemme kunde være med om sligt … gjorde mig tryg for at der skede ingen Uret –

Ved Gud! Jeg tænkte ikke, der skulde være nogen Brøde i det – – slig Glæde fra Livets dybe Grund!!

Og det vidste jeg heletiden, at det var nogle Dage bare – – at De vilde gaa igjen, langt væk fra mig, til et Liv, som var stort, herligt nok for Dem! – til en Lykke, som var Dem værdig!!

Og jeg vidste, at jeg selv havde mit lille Liv at leve – og saa godt jeg kunde det min Pligt at fylde mod – Vivi og Fin og mig selv.

Bodil, jeg klager ikke, at De vil gaa! De Stunder her – de vil skinne over Dagene siden! Og naar De gaar herfra med Deres Ven, da siger jeg Tak for mig – fordi det hændte mig, at jeg fik min store Sommer!

Hvem gaar jeg bort med?

Det er jo Herluf! Er det ikke Herluf?

Har jeg gjort Dem ondt?

Tænker De paa, hvad det betyder, De spørger om der?

Har jeg gjort Dem ondt?

Sligt er aldrig ondt!!

Hvorfor kom De herop?

Jeg kunde vel ikke for det?

Hvorfra kom De?

Fra Ensomhedens Land!

Lad os tales ved – denne ene Gang!

Det var derfor, at de Dage, du ikke var her – – alting hvisked dit Navn! – Men naar du kom, da tonte det og sang – det var som en Fanfare i Skogen!

Det er, som vi er flyttet tusind Mil væk fra alt. Bare Solen ser jeg. Den spinder Guld!

Jeg synes, jeg ser Stjerner – fler og fler!

Bare der ikke var noget mer end dette!

Gaa fra mig! Men sig det bare en Gang, at du har mig kjær!

Gjør det! Fyld mit Hjerte med din Røst. Men se ikke paa mig!

Tilgiv mig! Dette var det højeste! – Aa, Solskin over dine Veje!

Jo, jeg skulde ønske, alting nu kunde være slut!

Hvad er der i dit Øje? – det, som glider om derinde og gjør det saa mørkt?

Det er vel Skyggen af vor Skæbne – den, som fuldbyrder sig nu, mens vi sidder her!!

Du blev saa stille, som du alt var død! – Hvad tænker du paa?

Paa, at du er saa herlig – – paa, hvor vidunderlig du var, som du kom mod mig ikveld, ud fra det brusende Skogmørke! – –

Aa, tag ingenting fra mig! Tiden er saa kort!!

Ja, se, hvor Skyggerne blir lange!

Jeg ser dem ikke. Verden er fuld af dig!

Nej, af Mennesker som hører sammen, men som vender hinanden Ryggen og gaar hver sin Vej.

Ja, saa vilde jeg bare sige dig Tak! –

Al Gave kom fra dig!! Men du vil da vel ikke gaa?

Lad os tales ved om tusind Ting! Vi vil tale sammen. Du skal fortælle mig om Glæden, før den gaar – – om vor Lykke!

Den var her – men den er ustadig som den vilde Svale, snar som Stormen!!

Men du hører ikke paa mig – – du drømmer endda!

Kjære, væk mig ikke!

Jeg maa!

Det er Kvelden. Solen spinder ikke længer Guld. Vor grønne Sal blir lukket. Og vi er ikke saa langt væk fra – Doktorhuset paa Hougen!

Du har et Hjerte, som ingenting vover!

Og du?

Du træller i et fremmed Land! Du rejser dig aldrig og gaar derfra! Jeg kjender dig, du gjør det aldrig!

Du lider ikke som jeg. Du har saa rolige Øjne!

Tilgiv, tilgiv mig!!

Tilgiv du – at jeg kom i din Vej! At jeg har vovet at ville eje i nogle Minutter, hvad jeg stunded mod hele mit Liv!

Jeg har ogsaa stundet hele mit Liv efter noget. Men for at naa det maatte jeg først finde en Mand, som ikke kunde glemme, En, som altid var tilstede bag sit Ord –

Jeg har fundet en slig Mand. Men fordi han ikke kan glemme, fordi han altid blir staaende bag sit Ord – derfor kan jeg ikke finde det, jeg ledte efter. Det er næsten morsomt sligt noget!

Det er morsomt! Jeg ledte efter et Sind, som var dybt – og jeg fandt et saa dybt, at det kan ikke glemme, selv naar der intet er at mindes mer!

Vil du, jeg skal sige dig, hvem det er, du elsker? Du elsker den Kjærlighed, du engang havde for hende, din egen fine, unge Elskov elsker du! Den er død, men den binder dig, fortryller dig endda. Du vil være den tro til dit siste Blod! – –

Kjære, jeg har jo faat det, som jeg vilde ha det! Det, jeg ledte efter, har jeg fundet!

Bodil! Det, som er gjort – hvem kan gjøre det ugjort? Det er sandt, at jeg gik fejl! Det var [114] ikke Tiden endda, dengang – og siden … var Tiden forbi!

Nu har jeg at gjøre, saa godt jeg kan det, hvad jeg ser paa som min Skyldighed. Der er i mig selv noget, der ikke maa ta Skade, et fint Spind om du vil – noget, jeg ikke kan leve foruden. – Du synes, jeg gaar for tungt i det. Og jeg gjør det! Men jeg kan det ikke anderledes –

Om jeg rev alt istykker omkring mig – hvordan turde jeg vove mig frem til dig, utryg!!

Du tænker, jeg er svag, at jeg har ingen Villie. Jeg trænger en Villie for ikke at vige her –

Du? Det er dig, som er sterk!

Den Lykke, der skulde være Lykke for dig! – og mig! jeg ved det, uden Brist maatte den være, stor, stolt, i Fred og Lys! Der følger mig en Skygge –

Og det har jeg altid vidst: Jeg holder ikke Maal, jeg vilde aldrig være dig nok! Der er mere i din Natur, end det der kunde finde Hjem hos mig.

Sligt siger du mig! Og du har Ret! – Men den Mand, som siger mig dette og som har Ret – ham elsker jeg over alt, hvad jeg har elsket!

Som du staar der og straaler – du blænder mit Syn! Gaa ud af mit Liv! Gaa til Herluf! Han er mere end jeg. Han elsker dig!

Sligt ber du mig om!

Du svag! Du er den sterkeste, jeg har mødt. Du viger ikke et Haarsbred fra, hvad du vil. Du vil holde din Sti klar af alt, som er ugrejt, og du kan. Du bryr dig ikke engang om at være lykkelig. Sligt er bare for os Smaafolk. Undskyld at jeg kom ivejen for dig. Men nu gaar jeg ogsaa.

Bodil, hvad vilde du, jeg skulde gjøre?

Ingenting! For du har Ret. Jeg vilde ikke ha en Brist paa min Lykke, ikke en Plet, ikke en eneste liden Skygge maatte komme den nær – (vakler.)

Bodil!

Det var ikke noget

Hvad vil du, at jeg skal gjøre?

Være rolig! Vi er jo enige!

Du har jo selv lært mig, at man skal fare varligt, ikke rive over noget fint Spind. Og det ved jeg: ikke vil jeg være med til at bøje et Sind saa fint og stolt! Du skal ikke skylde mig noget ondt i dit Liv. Noget godt vilde jeg git, om jeg havde kunnet.

Du har kunnet. Dette blir til at stige paa.

For det var ikke Drøm bare, men en Virkelighed, mægtig til at styrke Sjele!

Her er saa forunderlig højtideligt! – – som noget af Evighed er os nær – som var her et Altar rejst!

Det er her ogsaa – for ham, hvis Fodspor ikke længer ses paa Jorden – for den store, ukjendte Gud! Hans Vingeslag har strejfet os – mere kunde det ikke blive!

Bodil!

Naar kommer den Dagen, vi Mennesker kan overtale ham til at ta ind til os?

Jeg synes, De skulde rejse Dem og gaa. Det er Kveld, det er Natten.

Det er Høsten, der kommer.

Naar du gaar her og hører det bruse inde i Skogmørket, da er det mig, som kommer! Se den Stjernen – naar du ser den igjen – da tænk paa her!

Nu skal De gaa!

Farvel her i Skog!

Mama kommer, skynt dig, lad os gjemme os!

Men du har jo Taarer i Øjnene – de falder, de falder!

Det er for det – jeg har stirret paa Solen!

Ja, men den er væk den – nu maa vi skynte os!

Hvor er Tyrannen? Fin! Hvor er han, siger du!

Naa, saa der er han! Er du nu begyndt slig? Ellers ligger du i Mosen og roder. Er det den højere Botanik kanske?

Kai, du, som ved alting, hvem talte først, Adam eller Eva? Tænk, det spurgte Kaptein Lynn mig om idag!

[119] Ved du, du maa følge mig til Stationen imorgen? Jeg vil til Byen, hvis Tyrannen gir mig Lov! – Man maa da ha det lidt livligt, mens man er her i Verden! Og jeg skal sige dig, det skal ikke være bra for Forstanden at være for længe paa Landet. Det paastaar Kaptein Lynn. Man bør da vedligeholde sin Forstand!

Kaj! Jeg har faat Brev fra Just! Han siger, at næste Stjernefald – da spøger det for os! Du ved, jeg elsker Stjerneskud! Aa, vi er da lykkelige, vi to! Du skjønner da vel det, Kai!

Og ved du, Kai, din elskelige Veninde, hun er aldeles à la jeg ved ikke hvem – for nu interesserer hun sig for Professoren ogsaa. Men han rejser til Byen imorgen. Vi faar Følge, det er heldigt, siden du ikke kan –

Ja, her er dejligt! Men man kan da ikke altid [120] holde paa at være poetisk! Nu blir der kjøligt. Det taaler jeg ikke! Kom nu, Kai!

Gaa foran, Vivi! Jeg kommer snart efter!

Det ringer fyr Øira mine. Eg trur væl, eg ska faa spurt nyt!

Godkvel igjen, Kari. Du fik vel fuldt Spandet dit?

Jau daa! Tak, Ære og Pris!

Voilà! Jeg har søgt Dem. Deres Bror søger Dem ogsaa. Han vil ha os allesammen ud paa Vandet ikveld.

Som De staar der – og ikke ser mig! Hvad er der over Dem ikveld?

Ja, det ved jeg ikke!

Hvordan blev De slig? Dronning saa stilferdig, uden Kroning!

De har Mørke i Øjet – men der straaler af det. Det er Livet, som sover; der er Magt i det fra dybe Dybder!

Noget maa jeg spørge Dem om nu, nu! Vil De blive min Hustru, gaa med mig derover! Over Havet kom jeg hid efter Dem!

Jeg vil, De skal se, hvor Livet er skjønt og rigt, hvor det fornyer sig. Hvor det er helligt! – Saa vil jeg, De skal se, at der er en Mand, der er skabt for Dem, der har søgt Dem af hele sit Hjertes Dyb. Og at det er den Mand, De selv søger!

Og jeg! Jeg siger som – jeg husker ikke, hvem det er – men den Mand, De taler om – nej, han er vist ikke født endnu – kanske blir han det ikke før om hundrede Aar eller mer –

Aa, du Skog! Kommer han her nogengang, saa hils ham fra mig!

De er blind!

Det er man jo altid. De ogsaa!

Nej! Og De skulde vogte Dem for at støde mig væk!

Ja, naturligvis! Men naar jeg nu er blind –

Skal vi ogsaa være blandt dem, der gaar hinanden forbi? – De lever og er ung! Hvorfor vil De ikke se mig?

Javist! Jeg lever og er ung! Det er vel derfor, jeg ikke kan –

Sagde jeg ikke, jeg vilde være alene?

Vel! Men vi to er ikke ferdige! Imorgen rejser jeg herfra. De kommer jo nedover igjen? Saa tales vi ved en Gang endnu!

Vil De sige til min Bror, jeg blir ikke med!

Vel!

Det er all Tid det sama, difyrr at det er all Tid det sama!

Staar du der og kviler. Du er jo naadd frem, du Kari! Gaa nu og læg dig!

Du det sama!

Du lyt sova væl!

Ja, jeg skal det! – «Sove længe! For Dagen har været haard!»

Naa, saa slig ser her ud! Jeg havde næsten glemt det!

Du dejlige Liv, du tunge Liv!

Jo tak, jeg er ikke ræd; jeg tar imod det, du kommer med – – men – du sælger alting saa dyrt!

Det er, som nogenting er mig nær – store, hvide Svanefugl, susende fra ukjendte Land – rører mig med myge Vinger –

Jeg vil more mig; jeg vil ha noget nyt, noget, som aldrig før har været til! Haha, En maa ha Lov til at le af sig selv!

Naa, det var morsomt at se Dem igjen, Madam Høye!

Men, Herregud, at Frøkenen er her, uden at nogen tar imod Dem! Frøkenen har da vel havt det godt?

Saa godt, at jeg blev træt af al den Sommer og Sol og alle de Blomster! Uh! Det skal bli godt at faa Vinter nu – og koldt og mørkt!!

Og Bedehuset, som er blet ferdigt ogsaa. – Saa nær det staar!

Ja, naar Døren gaar op, staar Orgelsangen helt ind her. Idag er der Fest.

Hvor er min Tante?

Jo, Fruen er inde hos Admiralinden.

Hvad er der ivejen med hende?

Jo, det er Admiralindens Fødselsdag.

Bevares, saa Tante Betty holder Fødselsdag

Men kommer ikke Tante Cara hjem igjen?

Jeg tænker straks. Men der var jo heller ingen, som vidste, at Frøkenen kom.

Har Tante Cara det godt?

Jo, Gud ske Tak! Det er bare disse Mindedagene, hvor Fruen ikke har Ro til at sidde paa en Stol, men gaar ud og ind – i disse Stuerne her.

De siger det saa underligt

Derude staar jo de gamle Ting fra Chefsgaarden – og Fru Alette, hun døde herinde –

Hvorfor siger De det saa underligt, Madam Høye?

For hun gjorde det selv! Det var blet for lejt for hende, da hun saa, at ingen af dem kom over det. Hun kunde ikke staa det.

Og Tante Cara?

Nu har jeg tænkt som saa: Om Konsulen nu kom – det kunde vel være, Vorherre syntes, de to burde snakkes ved –

Ja, nu kommer jeg! Der ser jeg Fruen ogsaa!

Det er vel derfor, Onkel Bernhard er saa saar i Øjnene – som en Kvinde!

Hold dig glad, du maa holde dig glad, ellers blir det saa ondt!

Naa, er du der, mit Barn! Hvorfor lod du mig ikke vide, at du kom?

Du liker jo saa godt Overraskelser!

Jeg vilde tat mod dig, mit Barn, det vilde jeg!

Du maa tro, jeg er træt!

Ja, efter Chokoladen hos Admiralinden! – Men ellers er du jo aldrig træt, det har jeg lagt Merke til. Du maa ta os andre ved Haanden og hjælpe os! Det er, fordi du ved saa godt, hvordan alting er!

Det er noget godt Snak, Barn! Men nu skal man vide, hvordan vor lille Prinsesse har havt det?

Udmerket! Men Admiralinden var vel melankolsk over, at jeg ikke er gift endda?

Hvordan har du nu havt det, mit Barn?

Aa, saa godt – at jeg er ligesom rent ferdig! Jeg synes, jeg har levet det altsammen!

Du er jo knap født, min Ven! Du skulde ikke skynde dig saa.

Det hænder saa tidt, man kommer tidsnok.

Ja, tænk for alt, du har at være glad for. Lykken har forfulgt dig, siger Tante Betty.

Nej, men jeg mødte ham forleden i Skogen. Du maa vide, det er ikke nogen Gudinde. Det er en gammel, blind Mand. –

Han kom lige for mig paa Stien. Gaa afvejen, sagde han, jeg er Lykken. Jeg gaar og deler ud. Saa faar du vel gi mig min Del ogsaa da, mente jeg. Nej, nu har jeg været uvorren saa længe, sagde han, nu faar jeg nok spare. Det Grand, jeg har her, skal række langt!

Ja, men pas paa at gi til dem, som fortjener det, ropte jeg efter ham. Da vendte han sig og lo: Det faar gaa, som det kan med det!

[131] Da saa jeg først, han famled sig frem: – en gammel, blind Mand, med en liden Sæk paa Ryggen!

Hvor tar du slige Historier fra? Men hvordan har du det saa, Barn?

Godt, naar jeg er hos dig! Du er som en dejlig, gammel Mor, som tar og bøjer alting ind til Fred – men det var noget, jeg kom til at tænke paa: Hvorfor døde jeg ikke dengang jeg var liden og var saa syg?

Hør, min Ven, jeg liker ikke, du kommer med sligt! – Det var da vel godt for dig deroppe?

Vist var det saa! Jeg synes bare, det er morsomt at sidde og tøve. Det ved du jo! Man kan da være glad for det!

Ja, nu skal vi ha det godt sammen – skal vi ikke?

Jo, som i gamle Dage – og tale om alting, om dig først! Du ved ikke for en inderlig Ærbødighed, jeg har for dig, Guldmor!

Jo, for du har vandret den lange Dag uden Hvile, uden Fest. Og du blev ikke bitter, ikke træt!

Det er noget godt Snak, min Ven. Det har ikke været nogenting!

Jo, nu vil jeg synge din Pris! Alt, hvad du rører ved, bliver velsignet. Du gir med tause, rige Hænder og ved ikke af det selv!!

Mit Barn! Jeg ved bare en Ting: Vi maa skynde os og være gode. Tiden er saa kort!

Du har havt det ondt! Jeg ved det!

At man lærte at lide fra Ungdommen, har været nyttigt – for nogle. For siden – saa kunde man bedre –ⁿ⁵ [133] Og dersom nogen har en Sorg, faar man ta den med sig ind i Glæden, lade Solen skinne paa den!

Du skulde været lykkelig!

Det er jeg ogsaa, mit Barn! Og brister det nogengang for mig, da siger jeg til Gud: Undskyld, at jeg ikke kunde gjøre det bedre!

Selv om du gaar paa mørke Veje – altid skinner Stjerner hos dig!

Barn, det er ikke, som du tænker, nogenting!

Tante Cara! Hvad ved du om Sorg og Sjelens Piner? Ikke de, som brænder, men de, som isner og gjør koldt. Kjender du dem?

Lille Ven, hvad kommer saadant dig ved?

Aa, jeg spørger bare saadan! Du siger aldrig noget, som er slemt. Hvad for en List har du fundet paa for at synes, at alting er godt?

Du brænder, du har ondt i dit Hode?

Heller i Sjelen da, ellers har jeg det rigtig godt. Men jeg er lidt træt. Var saa tidlig oppe, før Daggry. – Som det var koldt og trist! – Jeg maatte tænke paa de Døende, som lukked sine Øjne – – saa kom jeg til at tænke paa saa meget andet – paa Fuglene der nord, husker du det? – Naar de var saarvingede, gjemte de sig væk! De vidste, at de kunde ikke flyve, ikke ta fra sig! Saa gjemte de sig bort, til de kunde ta fat igjen!

Slig er det med Onkel Bernhard ogsaa –

Mon ikke jeg burde ta mig en Tur?

Du taler om, hvad du ikke forstaar, Barn!

Du maa undskylde mig, Tante Cara! Jeg mente bare: Gid jeg var rigtig gammel – nej, det mente jeg heller ikke – for du store Gud, hvor alting er besværligt! – – –

Lille Guldmor, du maa undskylde mig. Jeg morer mig bare med at sige saadant!

Javist, det ved jeg jo nok. Det blir nok godt altsammen. – – Der skal du se, der kommer Professor Ørn. Jeg tænker, det er ham, som trænges her! Nu gaar jeg ind og hviler lidt. Saa faar I tales ved!

Man sagde, jeg kunde gaa denne Vej!

Hr. Professor!

Hvorfor kan De ikke finde paa noget at sige, naar De først er her?

Fordi der er saa meget!

Det er Synd! For jeg ved, De altid har Hastværk. Og nu skal De jo rejse over igjen? Vil De ikke ta Plads?

Heldigvis traf jeg Dem!

Uheldigvis! De ved, mod Dem er jeg oprigtig. De ser forresten ud, som kom De med Bud fra syv vise Mandfolk!

Hvordan har De det? Stusle?

Nej, udmerket! Men det er jo altid lidt anstrengende, ved De, at være til, selv om man har det saa udmerket som jeg!

De kan ikke gjemme Dem for mig! Lad Deres Natur bryde gjennem og sejre over Dagenes smaa Ting. At lide kan være Svaghed.

Ja, naturligvis, men det gaar over, som naar man sulter for Eksempel. Man skal jo føle det de tre første Dagene, siden merker man ikke mere til det. Ved De noget mer, som er morsomt?

De behøver ikke forskanse Dem! Hvad jeg talte om sist – det er ikke det! Jeg spørger ikke om sligt mer end en Gang. Længe har jeg ventet paa den Kvinde, som var istand til at ta mig. De kunde, De vilde ikke. Vel, vi gaar over til noget andet!

Ja, skal vi ikke det!

De er saa lattermild. Men der staar Mørke omkring Dem!

Om det nu lyster mig at færdes derinde – i Mørket?

Det mener jeg ogsaa, De bør. Man behøver Mørke for at se, at der er Stjerner. I Lidelsens Nat bygger man sin Skjæbne.

Min Skjæbne! Jeg bryr mig ikke om at flikke paa den! Jeg tar den, som den er! Og imens – gaar Tiden.

Der findes forresten ikke helt Mørke! Overalt er der Lys! Der er igrunden heller ingen Sorg – naar vi ikke skaber den selv!

Nej, der er vel ikke det! Har De hørt hvad den gamle Konen sagde, da Presten vilde trøste hende med den evige Salighed: Kan Gud selv gjøre, at jeg ikke har grædt?

Hvorfor skal man plage sig? Ved De ikke, at vi skal dø om en liden Stund?

Først noget andet!

Vaagn ind til den vidunderlige Virkelighed, større end alle Eventyr, rigere end al Drøm! Der er et Arbejde, De aldrig har gjort før. De skulde begynde at tænke paa andre! Tag det roligt, se Dem længer omkring!

Nej, virkelig!

Man er ikke her paa Jorden for at ligge under! Rejs Dem! Og lukkede Døre vil aabne sig!

Det er sandelig pent af Dem at bry Dem med alt dette for min Skyld – men jeg tror, jeg maa stelle mig selv. Kanske hvile mig lidt først!

Jeg vil svare Dem med et Citat: «Men Zenophon var stolt over at se Hellenerne løfte sig selv op til mere ædle Ting end Sorg over Nøden og ikke som Barbarer bøje sig i Skræk» –

Men le af det hele! Ja, kjære, jeg er jo enig med Hellenerne!

Red Dem saa over Vandene, som stiger op om Dem. Tag Kjenning af Livets Land!

Forstaar De ikke, hvor De piner mig? Er det aldrig faldt Dem ind, hvor De kan plage Folk – –

at der kan være noget i et Menneske, ingen maa røre ved. Ved De ikke det?

Ved ikke De, at af hvert Menneskes Kamp gror der noget!

Tilgiv mig!

Ikke mange ved, hvad det er at leve sit Liv. De skal vide det. Vov at leve det! Hjelp os derover, frem mod lykkeligere Skjæbner. Og skab Deres egen – stor og Dem værdig!

Igrunden er De morsom! For, du store Gud, hvor De har det langt ude alting – – jo, De maaler med disse lange Maal, som faar alt til at svinde ind til ingenting. Naar man taler med Dem, kommer man pludselig tête-à-tête med Uendeligheden og alt det der –

Saadan at gribe ind i Verdensstyrelsen! Jo, tak for Indbydelsen! Men jeg tror, jeg vil vente lidt.

At jeg fryser af det, har jeg jo sagt; Kulden gaar igjennem mig, som var det Vinter.

Det er ikke sandt. De ejer i Dem af Himmelens Ild. Og det er I Kvinder, som skal ha Livs varmen med til os! Hor mig! Som en højrejst, hellig Terese skal De indvie vort Arbejde og føre det til Sejer. Husk et gammelt Ord: «Kvinder, som vil, er sterke. [141] I Fligen af sin Kappe bærer de Lykken eller Fortabelsen!

De blir med? Vi kan ikke undvære Dem! Vi bygger derover vor nye Guds Stad, vort nye Retfærdighedens Land. Hjelp os at bygge det bedre end de store Riger paa Jorden. Naturen har lagt af sin hemmelighedsfulde Magt i Deres Sind, den har skrevet Deres Adelsbrev. Vi løfter Dem højt paa vor Høvdingstol, vor unge Mater civitatis.

Hvad siger De?

Skulde man ikke heller se at more sig. Det er jo bare nogle Øjeblik –

– som hører til Evigheden. Tiden gaar sin Gang, frelser og taber Liv.

Ja, det er næsten, som kan En merke, hvor det lever og dør omkring En. – Og alt det, man skal friste! Der sidder En og holder Livstraaden og klipper af – – der sidder En i Væven. Hun væver underlige Mønstre, med dristig Færd og listig Leg. Det er frygtelig interessant!

Det er Dem selv, som spinder Deres Traad, Dem selv, der lægger Mønstret ind i Væven – med dristig Færd og listig Leg! Dem selv, som raader for, hvad De maa friste! Nu, nu, i denne Stund – vogt Dem!

De mener der kanske kan bli et lidet Menneske af mig engang! – – Men, forstaar De, min Opdragelse er forsømt. Jeg har aldrig lært at regne med Brøk.

Og hvis det nu falder mig ind – – hvis jeg ikke længer har Ord for, hvad der lever i mig, ingen [143] Stemme at sige det med – ja, om jeg faar Lyst at gaa min Vej, væk fra hvert levende Menneske – ind til min Mor – ind, hvor der er vildt – dybt ind i det stille evige, hvor jeg henter min Magt! – – For jeg er jo Undine!

Forstaar De ikke, De skulde ikke, De skulde ikke sige noget til mig nu – ikke nu! Forstaar De, at De maa gaa, at De maa rejse Deres Vej!!

Ja! Tilgiv mig!

Lykke til!

Vel mødt igjen engang!

Og der gives Blinde, som faar Synet igjen!

– ikke mange.

Her i disse Stuerne – her er da udmerket, skulde jeg tro!

Jeg er glad over, du fik tale saa uforstyrret med ham. Blev alt godt?

Jeg mener, havde I det hyggeligt sammen?

Jeg syntes, I var saa muntre herinde –

Ja, vi havde det – muntert! – Men saa med en Gang nu, det var, som jeg drømte! For jeg syntes, jeg ropte paa Mor! Men saa husker jeg: Mor er jo død!

Min Ven, du taler saa underlig imellem. Hvad skal vi gjøre ved det?

Var det noget kjedeligt, I talte om?

Nej, kjære! Guldmor, ved du, der er Mennesker, som af og til er sindssyge? Jo, nogle Øjeblik, de kan være aldeles rasende – og saa om en liden Stund er det over. Det skal være saadan Lettelse!

Jeg kom bare saadan til at tænke paa det.

Barn, sæt dig her hos mig! Du gjør mig ganske uhyggelig tilmode. Det er, som du var rent fortvilet – det ved jeg da Gudskelov, at du ikke er! – Men jeg maa tænke paa, hvad Tante Dora siger. Du er ikke som de andre, siger hun. Kjære Barn, du skulde se at bli som de andre. Det vilde være bedre for dig!

Du ved, i vor Slægt har der tidt været nogen, som ikke var som de andre – – slige nogle underlig fordringsfulde nogle, med sin uhelbredelige Kjærlighæd til det de ikke kunde finde.

Barn! Hvad skal jeg finde paa for at muntre dig op?

Du skal tænke paa alle dem, som ikke er som de andre! Tænk paa dem med din gode Tanke! Se paa dem, naar du gaar forbi. Du ser saa mildt!

Var det noget kjedeligt, I talte om?

Jeg drømte inat, at Jorden var tom. Jeg gik der alene!

Hør, Barn! Tænk heller paa det, du har at være glad for.

Jeg tænker paa noget, jeg hørte engang: – Naar de ligger ude paa Slagmarken, de, som er skudt sønder – og Feberen brænder, og Døden iser dem i Blodet – – det, som er det værste, er ikke det, de lider, det er at ligge og rope, uden der er nogen, som svarer, det er Skrækken for at dø derude alene mellem de andre, som dør –

Du skulde slet ikke tænke paa slige uhyggelige Ting!

Naar de ligger demde, de, som lider de store Pinsler – om man spørger dem, saa ved de ikke [147] andet, end at de er saa tørst – – en Tørst, som brænder og suger, som om alle Livets Safter var væk – – –

Saa underlig du – jeg blir saa tørst som de derude! –

Det er du, som har Ret, Tante Cara. Jeg skal se at være glad. Jeg er jo glad!

Husker du, da du var liden. Da var det saa let at faa dig i Humør igjen. Om du var aldeles vild og gal, behøved jeg bare spille Cachuchaen for dig! Men det var ogsaa det eneste, som kunde greje dig!

Saa er det vist endda du! Prøv skal du se! Nu er jeg for Eksempel aldeles vild og gal!

Ja, kan du huske, hvor du dansed Humøret op?

Spil! Du skal se, jeg skal gjøre det igjen. Du skal se, jeg blir nok snart aldeles – som de andre!

Naa? Du ved jo, det er den eneste Maade, du kan greje mig paa! Spil! Jeg skal danse, hører du!

Hvorfor ser du slig paa mig? Du skulde jo faa mig i Humør! Spil bare! Rigtig vildt og galt! Vi leker igjen, at jeg er liden!

Var det et Brev? Det er sandt, jeg har et Brev til dig fra Tante Betty. Jeg tror, det er en Indbydelse. Den kom her igaar, da var du ikke her, Barn. Saa glemte jeg den. Nu skal jeg hente det.

Onkel Bernhard – han kommer! – –

Han har slige underlige, stille Øjne! Jeg kan ikke ha ham til at se paa mig –

Her i disse Stuerne – – alt det tunge, som er levet her – –og ligger og hvisker fra Krokerne, ligger som Rovdyr og venter –

Jeg kan ikke være her, ikke ha nogen nær mig! Jo, jeg ved, hvad jeg vil – langt, langt ud et Sted, hvor Mennesker ikke har grædt, ikke har syndet og grædt –

Konsulen? Jeg har kjendt det paa mig i hele Dag!

Onkel Bernhard kommer om en halv Time. De, som ved – – pas nu paa, at de to faar tales ved! Jeg rejser med Hurtigtoget, som gaar nu. Sørg for alt! Skynd Dem! Spørg ikke!

Gud velsigne Dem! Skal det være Snartur?

Kjære, det ved jeg ikke! Sig ingenting!

Var her nogen?

Det er mig, Tante. Jeg øver mig. Her skal jo danses!

Tak, det var pent af Tante Betty! Det er til Bal! Nu mangler bare Humøret. Spil, Tante Cara!

Ved du – – idag ligner du dig virkelig som du var, da du var liden! – – Naa ja, skal vi saa [151] leke, at vi er smaa? Nu spiller jeg, som om du er aldeles vild og gal!

Er ikke dette bedre, mit Barn? Dette er bedre!

Tak – for det du altid var saa snil mod mig!

Barn! Saarvingede Fugl!

Hvor skal du hen? Du kommer da vel igjen, mit Barn? Du kommer da vel igjen!!