[I, 1]

[1] En Eftermiddag for et Snees AarSnees Aar] 20 år siden var en Reisende, der kom Syd fra, steget af paa Skydsskiftet . . . . i et af Landets nordlige Amter.Amter] tilsvarer nåværende fylker, på midten av 1800-tallet var det ca. 20 amt i Norge Det var just i Skumringen. Han befandt sig i det lille Gjæsteværelse indenfor den larmende Bondestue og syntes ret at være et Rov for det Ildebefindende, den ganske besynderlige Uro man overfaldes af paa disse «Hvilesteder», et Ildebefindende, der dennegang endnu forøgedes, ved en mørk, regnfuld Octoberdags hele Tristhed.

Skydsen havde allerede ladet vente paa sig halvanden Time, da den skulde hentes en halv Miil i det onde Føre. Den Reisende havde imidlertid forsøgt alt, hvad man ved slige LeilighederLeiligheder] omstendigheter forsøger, for at bekjæmpe Utaalmodigheden, og bringe Minutterne til at gaae; han havde taget den sidste Rest af sin Reiseproviant frem uden at kunne nyde en Bid, bladet i en interessant Bog uden at kunne samle sine Tanker til at læse en Side, han havde vist for syvende Gang beseet SkilderierneSkilderierne] dekorasjoner, f.eks. malerier og tegninger paa Væggene, ligefra de fire Aarstider i straalende Regnbuefarver, indtil de to KobberstikKobberstik] bilde på papir framstilt ved hjelp av en gravert eller etset kobberplate paa hver Side af Speilet, der begge i accurat samme Udgave [2] fremstillede Christianus VII rex,Christianus VII rex] Christian VII (1749–1808), konge av Danmark-Norge 1766–1808 og syntes at protestere mod den Sætning, at man kan have formeget af det Gode. Endelig strakte han sig saa lang han var paa det haarde Stykke Meubel, der under Navn af Sopha, som en ganske extraordinær Beqvemmelighed undertidenundertiden] av og til findes paa de norske Skydsstationer, og lod som han sov.

Den gamle Gjæstgiverkone var imidlertid kommen ind og udtog af et Hjørneskab nogle GlasGlas] rettet fra: Glasse (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) og Kopper, som hun ivrig begyndte at pudse. Under dette Arbeide, hvortil hun gav sig bedre Tid end hendes Pligter som Værtinde syntes at tillade, betragtede hun den Hvilende paa Sophaen med umiskjendelig nysgjerrige Blikke. Denne var en ganske ung Mand, og trods den Tilstand af legemlig Træthed og det allersletteste Humeur, hvori han befandt sig, maatte han nok have gjort et fordeelagtigt Indtryk paa den Gamle, efter hendes Mine at dømme.

Skydsen bliver længe borte; den har lang Vei maatro, udbrød hun endelig.

Georg Cold – saa hedte den Fremmede, saa uvillig op uden at svare.

Lettet ved den gjorte Begyndelse tilføiede hun:

Med Forlov,Med Forlov] unnskyld er han kanskee den ventendes Fuldmægtig hos Amtmanden?Amtmanden] embedsmann som styrer et amt

Et kort og barsk «Ja» afskrækkede hende slet ikke, hendes Interesse steg tvertimod øiensynlig, og enten vor [3] Reisende vilde eller ei, maatte han give sig i Snak med hende. Han benyttede da Leiligheden til at indhente nogle Oplysninger om Familien, som hun nøie kjendte, om Gaardens Beliggenhed etc. Tilsidst spurgte han om Amtmanden havde mange Børn.

Javist, han har en Søn.

Men ingen Døttre?

Jo Gud bevars, der var nu Frøken Marie og Frøken Lovise, der blev gifte, den ene med Fuldmægtigen, den anden med Huuslæreren, der fik Præstekald. Nu er der bare Frøken Amalie hjemme.

Er Frøken Amalie voxen?

Voxen? ja kors hun er voxen nok, hun er netop jevngammel med Lisbeth-Marie, dem gik og læste sammen, – Lisbeth-Marie, det er nu min Datter skal jeg sige Dem, og hun bliver to og tyve til Mikkelsmis.Mikkelsmis] Mikkelsmess/St. Mikaelsfest, en religiøs høytidsdag til minne om erkeengelen Mikael, kalles av og til også høsttakkefest

Er hun smuk?

Hvad befalls?Hvad befalls] unnskyld; hva mener/sier du

Er Frøkenen vakker?

Det skulde jeg troe, sagde Konen. Jo det er nok noget til deiligt Menneske det! De skulde se hende naar hun kommer til Kirken, det lyser lang Vei af hende, saa deilig er hun.

Død og Plage! mumlede den Fremmede og sprang op. – – Er det Skydsen som kommer? – – Det bliver en farlig Affaire den! lagde han til, forfølgende sin Tanke.

[4] Nei farlig er slet ikke Veien, naar De kjører peent, kjører De den Milen paa to Timer, trøstede Konen ham. Jo der kommer den.

Gjestgiverskens Beregning af de to Timer viste sig alligevel at have været for sangvinsk.sangvinsk] optimistisk Med en ganske anden sagkyndig Vægt forsikrede Skydsgutten, at i mindre end tre, var der ingen Mulighed i at tilbagelægge denne Vei. Hvo som kjender det Mindste til vore Veie i den rigtige Vaar- og Høstsøle, veed, at dette ikke er nogen Overdrivelse. Da Cold hørte dette, befalede han sig Gud i Vold og overlod Gutten Tømmene. Mørket faldt sterkt paa, og man hørte ingen anden Lyd end Hestens tunge pladskende Trin og Vindens Susen i de vaade Træer. Saaledes unddraget alle ydre adspredende Indtryk, hengav Cold sig ganske til Strømmen af sine Betragtninger. Hans naturlige Freidighed og Længsel efter Maalet, begyndte at vige for den uhyggelig ængstende Fornemmelse, man betages af,man betages af] man får naar man er i Begreb med at træde ind i en vildfremmed Kreds, og det i en Tilstand af Træthed og Nedspændthed. Hvor det da er godt at komme til en Moder eller en snild omhyggelig Tante! – Man frygter det første Indtryk, man vil modtage af en Omgivelse, man for længere Tid skal slutte sig til, man frygter for det Indtryk, man selv vil gjøre! For at være ærlig, maa vi tilstaae, at den første Bekymring, [5] hvordan Familien vilde behage ham, beskjæftigede ham langt mere end den sidste. Om dertil endnu kom en lille hemmelig Frygt for Frøken Amalie, tør vi ikke afgjøre.

Hurtigere end han havde ventet, blev der dreiet ind i Alleen, der førte ned til Amtmandsgaarden. I det dybe Tusmørke kunde Cold endnu skimte Omridsene af en stor, uregelmæssig Bygning. Efter et af Skydsgutten besvaret Spørgsmaal, der lød fra en Dør eller et Vindue, kom der Bevægelse i Huset. Lys forsvandt og flagrede hen i andre Vinduer, og Cold, som var traadt indenfor, hørte Døre slaaes i og Lyd som af flygtende Trin. Da Intet Menneske viste sig, vovede han sig indenfor endnu en Dør, der stod paa Klem, og han befandt sig da i et Værelse, der havde Udseende af at være Familiens Dagligstue. Paa Bordet laae en væltet Syekurv og paa Gulvet et Strikketøi, som en halvvoxen Kat bearbeidede paa det bedste, et Lys stod endnu paa Bordet, et andet, eftersat paa en Komode, blaffede uhyggelig for den aabne Dør. Men nu kom Amtmanden ind, en Mand paa henved tredsindstyve,tredsindstyve] 60 lille og spædlemmet, med et ædelformet Ansigt, hvorover der hvilede et eget Sløer af Sygelighed, Træthed eller KummerKummer] bedrøvelse; sorg – dette kunde det første Blik ikke let bestemme. Det graanende Haar krusede sig i tynde, ziirlige Lokker. I et Sprog, hvori den danske Accent var umiskjendelig, bød han Cold velkommen og undskyldte sine [6] Damers Fraværelse med huuslige Forretninger, men haabede ved Aftensbordet etc. Han bukkede sig derpaa, og efterat han med megen SagtmodighedSagtmodighed] tålmodighet havde udløst Strikketøiet af Kattens modstræbende Kløer, tog han Lyset og inviterede Cold venlig til at følge ham til et for ham bestemt Værelse ovenpaa. Den gamle Mands hjertelige Væsen lod Cold strax glemme det første ubehagelige Indtryk, og han forvandt det aldeles, da han saae sig alene paa det smukke, hyggelige Værelse, hvor han forefandt alle de Bekvemmeligheder, en træt Reisende kan ønske sig.

En Times Tid efter blev Cold kaldt ned til Aftensbordet. Da han kom ind i Dagligstuen, fandt han to pyntede Damer, der af Amtmanden bleve ham forestillede som hans Kone og Datter. Fruen begyndte paa en ziirlig Undskyldningstale, som han dog halvt overhørte, da hans Opmærksomhed ganske var rettet paa den yngre Dame. Den befrygtede Skjønhed fandt han mindre farlig end han havde ventet. Det var dog en ganske vakker Pige, høi og fyldig af Væxt, og mere blond end Moderen, der var mindre og finere bygget; man kunde tage dem for to Søstre, men dog maaskee kalde den sidste smukkest. Efterat han havde faaet denne Beroligelse, der paa et Haar lignede en Skuffelse, spiste han med den bedste Appetit af det rigelige Aftensbord hvormed manman] rettet fra: han (jf. trykkfeillisten bakerst i 1. utg.) vilde hædre den nye Huusfælle.

[7] Vi forlade ham her rolig en Stund, og idet vi foregribe de Iagttagelser, som han selv først efter længere Tid med Sikkerhed kunde anstille, ville vi gjøre Læseren bekjendt med et Par Individer af hans nye Omgivelse. Vi nødes derved til med nogen Udførlighed at dvæle ved et af dem, baade fordi dette Individ uafvendeligtuafvendeligt] som ikke kan hindres griber ind i Fortællingen, og fordi dets Charakteristik paa en viss Maade slutter alle de Øvriges i sig.

Amtmandinden, Fru Ramm, var en i visse Henseender ikke lidet begavet Kone. Hun havde læst meget, oplevet meget, og hun talte derom i et Sprog, der baade var ziirligt og flydende, og kunde hun under dette faae Leilighed til at udvikle en eller anden lille skjøn Grundsætning, saa gjorde hun det gjerne. Hun havde været «romantisk» i sin Ungdom. For dem af vor yngre Slægt, der ikke rigtig ved, hvad dette vil sige, bemærke vi i al Korthed, at dette er et hjemmelavet Begreb, der ikke synes at have staaet i nogen Sammenhæng med den tiecksketieckske] henvisning til Johann Ludwig Tieck (1773–1853), jf. innledningen, «Fru Ramms ‘romantikk’» – middelalderske Romantik. Det var ikke Poesien selv, kun et SurrogatSurrogat] erstatning for den, uægte laante Fjedre,Fjedre] fjær dens aflagte Stads, der gaar ned til Terner og Kammerjomfruer.Terner og Kammerjomfruer] tjenere Tiden og det praktiske Liv – Fru Ramm var en dygtig, praktisk Kone – havde ogsaa ubarmhjertig afslebet denne Side af hendes Væsen, saa at Sporene nu kun viste sig [8] fragmentariske, som Forgyldningen paa et gammelt Meubel. Fru Ramm var gjestfri, og høist forekommende mod Fremmede. I den Kunst at arrangere sit Huus, i at modtage og underholde Gjester, kunde ingen maale sig med hende, og ingen forsøgte heller derpaa. Hun nød ogsaa en overordentlig Anseelse der i Egnen. Til hende henvendte man sig i alle Smagsanliggender, der var ingen Festlighed af nogen Betydning muelig uden hendes Raad og Bistand. En Tvivl om at det var en Kone af høieste Evner og den fineste Dannelse kunde ikke engang opstaae. Hun var af dem, der kunde leve tredive Aar til uden at have tabt en Straale af den Glorie, der omgiver dem, kun maae de ikke rykkes ud af den Afstand, den Belysning hvori de ere stillede.

Men et uhildetuhildet] upartisk Blik, der nærmere havde Anledning til at iagttage hende, opdagede snart, af hvad Art denne Dannelse var. Den manglede Kjernen. Hiin Forekommenhed,Forekommenhed] elskverdighet hvormed hun charmerede Fremmede, kom ikke indenfra, den var ikke et velvilligt GemytsGemyt] sinn; sinnelag overstrømmende Varme, der omfatter alle, endog den ringeste Gjest. Den var et Festskrud, som hun efter Leiligheden tog af og paa. Og saaledes stod det sig omtrent med alle de Egenskaber, hvormed hun meest bestak andre. Hendes Udvortes svarede paa en besynderlig Maade dertil. Ikke mange Damer paa Fru Ramms Alder kunde rose sig af at have conserveret [9] sigconserveret sig] holdt seg saaledes. Hun havde en smækker let Figur, som man endnu med Fornøielse kunde see i en Dands, naar hun ved store Anledninger forøgede Høitideligheden ved at aabne Ballet, en riig Haarvext, livlige blaae Øine af et haardt Udtryk, og en blomstrende Farve, hvis oprindelige Rosenskjær nu var fastnet til et stereotypt, noget teglsteensfarvet Rødt. Dette Udvortes vidste hun at hæve ved en Dragt, der, naar hun viste sig ude, baade var smagfuld og kostbar. Hendes Ungdommelighed var af denne chrystaliserede Art, der vækker Mistanke om, at den opnaaes ved en Sjelens Kulde og Tørhed, der bevarer for Livets smertefulde Indtryk. Thi en Regel bliver det dog tilsidst, at en rigtig sjelfuld Kvinde vinder ikke den rette Skjønhed, uden paa den legemliges Bekostning. Kun gjennem dennes Blegnen opstaar hiint Udtryk, der rører, fordi det fortæller om Kampen og Seieren paa een Gang.

I sit huuslige Liv var Fru Ramm skattet som en Kone der gjorde sin Kreds saare lykkelig. Og hendes Mand og Børn holdt af hende som gode Mennesker holde af, af Nødvendighed, af Hjertets Trang. Amtmanden havde forelsket sig i hende, og ligesom Tusinde gjøre i hans Sted, vundet hende, ægtet hende, uden at spørge stort om hendes Kjærlighed. «Den kommer nok bagefter». Men for denne Vildfarelse at «den kommer nok bagefter,» havde han bødet med tidlige [10] graae Haar, og den Charakterens Slappelse, der indtræder hos Mænd, der lade sig beherske af en uædlere Natur end deres egen. Hans bløde, kjærlighedsfulde Sind havde forgjeves brudt sig mod hendes Glimre- og Herskesyge. Man kunde bebreide ham, at han ikke kraftigt nok havde modsat sig sine to ældste Døttres ulykkelige Giftermaal. Og dog elskede han sine Børn ømt, han kunde endnu følge dem, der var tilbage, med et Blik, hvori der laae en inderlig Bøn for deres Fremtid.

Først da Georg Cold nogenlunde havde tilfredsstillet sin Appetit, lagde han Mærke til, at Bordgjesterne, foruden Edvard, hans Elev, endnu var forøget med et Væsen til, nemlig med en halvvoxen Pige. Hun var iført den for hendes Alder saare lidet klædelige Dragt, der desuden var mindre end net, og stak betydelig af mod de to andre Damers. Hun deeltog aldeles ikkeikke] rettet fra: ikke ikke (dittografi ved linjeskift) i Samtalen, men saae stivt paa sin Tallerken, hvorfra hun af og til saae op med et sky og tillige forskende Blik. Efter Bordet var hun forsvunden. Cold spurgte om hende, og ligesom lidt fortrydelig over, at den Lille ikke var bleven ham forestillet, tog Amtmanden Ordet og sagde: «Det er Sophie, vor yngste Datter. Hun er lidt sky, men et godt Barn. Jeg vil bede Dem, Hr. Cold, tage dem lidt af hendes Uddannelse. Her er liden Anledning for Saadanne til at lære, og vi have altid havt imod at sende vore Børn bort. [11] De vil finde hende noget forsømt, men jeg haaber, Lysten skal komme. Det er mit Ønske, at hun deler Formiddagstimerne med Edvard.» Cold gjorde et stumt Buk.

Efter saaledes for Læseren at have indført den Person, der spiller en af Hovedrollerne i de følgende Blade, ville vi overlade ham til hans nye Stilling, og imidlertid lade halvtredie Aarhalvtredie Aar] to og et halvt år gaa hen. En Vinterdag mod Aften finde vi ham igjen paa hans Værelse. Han er ikke alene. Paa Sophaen sidder en lille, sterktbygget, mørkladen, noget koparret Mand, med gjennemborende, just ikke meget godmodige Øine. Hans Klædning er en skjødesløs, næsten lurvet Reisedragt, og af et stort MeerskumshovedMeerskumshoved] tobakkspipe laget av merskum (et grått eller gulhvitt mineral) uddamper han umaadelige Skyer. Denne Mand er Læge og hedder Müller. Han har engang øvet stor Indflydelse paa Cold. Han havde været hans Lærer og dimitteret ham til Universitetet, ja hvad mere er hans Ven og Støtte, da Cold som frændeløs Ynglingfrændeløs Yngling] venneløs ung mann stod alene i den fremmede Bye. Derved var der opstaaet et Forhold, der grundede sig paa Alderens Overlegenhed og Personlighedens Vægt paa den ene, og Taknemmelighed paa den anden Side. Der var rigtignok gaaet nogle Aar hen siden. Nu var Müller paa Veien til det District, hvor han var bleven ansat, og da Veien førte ham forbi, havde han overrasket sin forrige Elev med et Besøg.

[12] Værelset, hvori de to Venner befandt sig, var næsten for smukt til en Huslærer paa Landet. Saavidt det endnu lod sig skimte gjennem Tobaksdæmringen, vare de Effecter, der tilhørte Cold selv, – et Bogskab, Jagtredskaber, enkelte Kunstgjenstande – alle værdifulde og smukke, og det noget antike Meublement, som paa den Tid endnu ikke havde oplevet sin Gjenfødelse, og som man gjerne paa Landet skupperskupper] plasserer; skubber op i Sove- og Pulterkamre,Pulterkamre] roterom; skrotloft passede særdeles vel dertil. Det hele harmonerede imidlertid med den Personlighed der beboede det. Hvorvel i sin huuslige Dragt røbede Cold dog i sit Ydre en Omhu for dette, der ikke er ganske almindelig hos os, man kan næsten sige en Elegance, der lod til at være ham naturlig.

Müller lod sit Blik prøvende glide omkring, og endte med at maale Cold selv med sine smaae, borende Øine.

Endelig sagde han med ironisk Resignation:

Jeg seer Du idetmindste i et Stykke er den Gamle.

Synes De? sagde Cold smilende. Det er jo et godt Varsel det, kjære Müller. De veed det duerduer] duger ikke at træffe en gammel Ven i en nye Skikkelse. Jeg har virkelig den samme uforbederlige Afskye for smudsigt Linnedsmudsigt Linned] møkkete tøy (skjorter og undertøy) og uredt Haar som for sex Aar siden. Jeg har nu engang for alle givet Afkald paa at være genial paa den Maade.

[13] Nu, vær saa god! Pynt Dig, parfumeer Dig kun for Huldrene og Budeierne heroppe. For mig gjerne, naar Du blot ingen dumme Streger gjør. At Du har det godt, det glæder mig, det glæder mig virkelig. Du veed nok jeg fandt det desperat af Dig at drage paa Landet. Jeg blev ordentlig benauet,benauet] engstelig; bekymret; beklemt da jeg saae Gaarden. Herre Gud! hvordan mon det gaar her! tænkte jeg. Nu da min stakkels Byron, begynde Lordgrillerne at gaae af Dig?min stakkels Byron, begynde Lordgrillerne at gaae af Dig?] Cold sammenlignes med Lord Byron (1788–1824), britisk poet og ledende skikkelse i den britiske Romantikken. Byron var kjent for å være forfengelig og opptatt av sitt utseende. . . . Fortæl mig nu rigtig omstændelig, hvordan Du har det.

Godt, det forsikrer jeg Dem – meget bedre end jeg havde ventet. Jeg har paa mig selv oplevet, at et virksomt Liv er det allersundeste for den der som jeg har levet en Tid i alskens Qvalm og Tummel.alskens Qvalm og Tummel] all mulig uro, ubehag og ståhei Jeg repræsenterer, som De kanskee veed, en Dualisme her paa Stedet, jeg er, det vil da sige, jeg var, baade Lærer for Sønnen og tillige Fuldmægtig paa den Gamles Kontoir. Men hvad De kanskee neppe vil troe om mig, begge Arter af Forretninger have virkelig interesseret mig.

Müller rystede paa Hovedet. Det er bravbrav] bra nok, men i Længden vil det ikke forslaae.forslaae] være nok; strekke til Det er dog intet for Dig. En bestandig Virksomhed trætter ogsaa. Ungdommen trænger til Rivning med Verden,Rivning med Verden] stridigheter Omgang, Meddelelse.

Jeg savner det ikke. Det er netop det Gode ved [14] Landlivet, at det intet har af det Rastløse, Selvfortærende, som Livet i en stor Bye. I Naturen finder jeg Modvægt nok mod den Træthed, De taler om. Jeg streifer om paa Jagt og Fiskerie, rigtignok mindst for at jage og fiske. Ofte gaaer jeg to Mile til Fjelds med en god Bog i Lommen. De troer ikke hvor dette Naturliv er friskt og bestandig foryngende, snart virker det sporendesporende] inspirerende og aandsvækkende, snart beroligende som et Bad. Efter slige Toure oppe i Fjeldene er Hvilen nede paa den venlige Gaard ved mine vante Sysler, yderst behagelig. Dertil bidrager naturligviis mit Forhold til Familien.

«Ah, dit Forhold til Familien!» faldt Müller ind, fortæl mig engang lidt om det.»

Meget gjerne, svarede Cold, uden at ville bemærke det lurende Blik, Müller idetsamme fæstede paa ham. Edvard, min Elev, er en dygtig Gut, skjøndt slemt forkjelet af Moderen. Det har været en Fornøielse at læse med ham. Han er nu færdig og tog Artium i Høst. Den gamle Ramm er en hjertensgod, elskværdig Mand. Han behandler mig som Søn, og jeg troer, at han holder af mig som en saadan.

Virkelig! udbrød Müller. Han holder af Dig som en Søn! ja saa! ja, ja. Det er s’gus’gu] eg. saagu, uttrykk som forsterker det som blir sagt; jaggu; jammen vakkert af Manden… Er han ikke dansk af Fødsel?

Jo, men af norsk Familie. Han har levet i de [15] interessanteste Forhold i Kjøbenhavn. Gud veed, hvad han vilde heroppe! Hvilke Savn at lære sig til at døie!døie] tåle; gjennomgå Den indre Kjerne i ham er dog lige frisk endnu, kun i det Ydre er han vel noget forandret. . . Han holder sig meest paa sit Arbeidsværelse, og er hvad man i Almindelighed kalder uselskabelig, skjøndt langt fra utilgjængelig . . mod mig er han meget venlig og meddeelsom.

Intet Under! Den stakkels Mand har da endelig truffet paa et cultiveret Menneske, som han kunde tale med. Dine Forgjængere have derimod, hvis jeg kjender den Art Subjecterden Art Subjecter] den typen ret, været nogle fatale, uvidende TølpereTølpere] slubberter; lømler . . hvad?

Jeg troer det næsten. Her har været en Række af slige Personer i Huset, der have fungeret snart som Fuldmægtige,Fuldmægtige] rettet fra: Fuldmægtge snart som Lærere for Børnene, men som den Gamle ligesom skyer at nævne. Det lader dog til, at Husets Damer have fundet mere Behag i dem. Et Par af dem ere endog blevne gifte med Døttrene.

Et Par af dem gifte med Døttrene!! Død og Plage, min stakkels Georg, hvor mange er der igjen af disse Døttre?

Kun to, svarede Cold smilende, det vil da sige i Grunden kun en, den anden er et Barn, og har i lang Tid ikke været hjemme.

Kun to og dog i Grunden kun en, gjentog Müller, oh ja, en er s’gu ogsaa meer end nok til at volde [16] Ulykken. Denne Ulykke er allerede skeet. Du, min stakkels Gut, er af Alle mindst skikket til at undgaae den.

Endelig! der har vi det! sagde Cold og loe høit. Nu er det min Tour at sige: jeg seer, De er i et Stykke den Gamle. Jeg troer gjerne, De fordømte hele Menneskeslægten til Coelibatet, naar De kunde, og overlod det til Vorherre at fornye den igjen, naar den levende Generation vilde til at gaae ud. Naar jeg nu siger Dem, vedblev han i den Tone, der lidet Haab har om at overbevise en Modstander – naar jeg nu siger Dem, at der ikke findes Antydning af noget Forhold mellem mig og Frøken Amalie, vil De da ikke troe mig? Og har jeg nu i to Aar lykkelig overstaaet Faren, saa tænker jeg vist, at jeg herefter er sikker.

To Aar, hvoraf Du har tilbragt det ene paa Reiser og i Christiania for den A.’ske Sags Skyld,for den A.’ske Sags Skyld] Cold har gjort forretninger på vegne av amtmannen det andet Aar har formodentlig Frøken Amalie været i Besøg hos sin Moster, og er nu kommen hjem, saa kan Romanen netop begynde. Pas paa, naar jeg næste Gang kommer, saa har Du Slyngen om Benet, og saa Farvel Fremtid, farvel alle mine Drømme om at der engang skal blive noget af Dig! – – o Georg, Georg, med Dig er det ude!

Han var sprungen op og maalte Gulvet i lange Skridt, medens Cold i resigneret Forventning lagde sig magelig tilrette i Sophaen.

[17] Men Herregud see hende dog først, førend De dømmer. De har ikke seet hende, hun var jo ude, da De kom.

Aa Snak, Udseendet gjør intet til Sagen. Det er en af Evas Døttre, det er nok. Veed Du da ikke, at der gives en Magt, der er stærkere end al Villie, alle Forsætter, alle Fornuftslutninger, og det er den, som ligger i det daglige Samliv under eet Tag paa Landet, eller hvad man paa godt Norsk kalder Huusvarmen? Kom mig ikke med Eders mystiske Naturovereensstemmelser, der drage Sjelene mod hinanden med uimodstaaelig Magt! kom mig ikke med Eders Forudbestemmelser, og hvad det Sludder altsammen heder. Her bliver ikke mere Tale om Sligt. Forstand, Villie, Smag opgive her deres Ret over Manden, og han bliver et Rov for et sneverhjertet Lykketræf, den lumpneste Tilfældighed. Hun er styg – om kort Tid vil Du finde, at hendes Træks yndige Uregelmæssighed er noget ganske anderledes piquant,piquant] (fr.) tiltrekkende; lokkende; pirrende end den kolde, regelmæssige Skjønhed. Er hun noget tilaars, vil Du dvæle ved den modnere Alders Fortrin, og er hun en opløben Skoletøs,opløben Skoletøs] lang og spinkel skolejente vil Du gjøre hende til en Psyche.Psyche] ung, vakker kvinne; refererer til den greske myten om Amor og Psyke, jf. innledningen, «Komposisjon og tematikk» Hun har rødt Haar . . Du kan ikke begribe din fordums Smag for Brunetter, og begynder endelig at fatte Skjønheden i de raphaelskeraphaelske] Rafael (1483–1520, eg. Raffaello Santi), italiensk maler og en av høyrenessansens mest fremtredende kunstnere sammen med Leonardo da Vinci og Michelangelo. Haarreflexer. Ja, Du leer, Du, Du leer saa klogt, saa medynksomt, som om Du ikke kan fatte, hvorledes et sindigt Menneske kan blive til FantastFantast] person som drømmer seg bort fra virkeligheten; svermer; utopist og [18] kjæmpe mod Veirmøller.kjæmpe mod Veirmøller] henvisning til romanen Don Quijote av den spanske forfatteren Miguel de Cervantes Saavedra (1547–1616) Du tænker, man kan tage disse spirende, ømme Længsler og forsyneforsyne] forvare dem hermetisk, ligesom Thorne sine Asparges og grønne Ærter, indtil den Tid kommer, da Du har bedre Brug for dem? Indbild Dig ikke det, min Ven. Der er desværre ikke opfundet lufttætte Daaser til dem endnu. Enten Du vil eller ei, ville de antage Hannes, Mines, Thrines Skikkelse, hun vil snige sig ind i dine Drømme om Natten, og hendes Stemme, der kanskee er den eneste glædelige Tone i Huset, vil gjenlyde for Dig paa din eensomme Stue. Du veed ikke, kjære Georg, hvormange ulyksalige Forbindelser der paa denne Maade sluttes, hvormeget de forøge de mange gudsforladte Ægteskaber hertillands. Har Du andetsteds hørt om saamange uoverlagte Forlovelser, saamange Opslag! – Ak, sloge de endda op igjen, men et forskruet Pligtsystem afholder de Fleste fra det, der under slige Omstændigheder er den eneste Redning. Huusvarmen er en ganske national Ulykke; den kan øve sin Magt i et saadant Samliv som det Norske paa vore lange, mennesketomme Strækninger. Den er Norsk ligesom Spedalskheden og Ølqveisen.Ølqveisen] fylleangsten Og ere Forlovelserne, der slutte disse Forryktheder, disse Hjertets Ølruus, andet end et delirium tremens,delirium tremens] anfall av uro og forvirring, og ofte hallusinasjoner, som kan oppstå i forbindelse med kronisk alkoholisme Toppunctet af Galskaben?

Efter at have trukket Røgen stærkt op af Piben, [19] der efter den lange Tale var begyndt at slukne, vedblev Müller med en Stemme, der var sunken ned til den sædvanlige Tonløshed:

Jeg har selv, som Du veed, været et Offer for den. Efter min Faders Død berøvet alle Midler til min Subsistents,Subsistents] underhold; livsfornødenheter modtog jeg i Nødens Øieblik en Huuslærerpost i nordre Throndhjems Amt. Der var en eneste voxen Datter. Jeg saae hende allerede første Gang med uerfarne Øine, jeg var dengang yngre end Du, og det varede ikke længe, inden det begyndte at virke. Alt sammensvoer sig ogsaa besynderlig dertil. Hun havde en slem, gammel, sygelig Drage af en Moder, en af disse Vampyrer, der bogstavelig friste Livet ved at tære paa deres Døttres. Den stakkels Pige havde aldrig vidst, hvad Ungdom var. Moderen tillod hende hverken Nat eller Dag at vige fra sin Side. Jeg begyndte da med Medlidenhed. Den karrige Hex af en Husholderske maatte derhos skjære saa tynde Smørrebrød og blande saameget ChicorieChicori] sikori, plante i kurvblomstfamilien, brukt som kaffeerstatning i Kaffen, for at Bolette, naar hun havde Ugen, kunde betænke mig des rigeligere. Intet er bestikkeligere end en saadan tyveaarig Appetit. Hvad min Elskedes Udvortes angaaer, da vil jeg kun bemærke, at det eneste unge Væsen der i Huset var en Tjenestepige, der skelede. Jeg havde ikke dengang lagt mig specielt efter TenotomieTenotomie] gjennomskjæring av sener for å forlenge en forkortet sene eller muskel for Skelen, og havde derfor ingen Grund til at finde [20] den Slags Øine interessantere end andre . . altsaa, Pigen skelede, men Bolette skelede ikke. Vi bleve da forlovede, og jeg var det med god Tro et heelt Aar efterat jeg var kommen tilbage til Christiania. Du kjender mine Principer i dette Stykke. Her maa man være ubarmhjertig som en Chirurg. Operationen maa voves, skulde end Patienten døe under Smerterne.

Cold bemærkede, at der umuligt lod sig opstille noget Princip i dette Stykke. I mange Tilfælde vilde det være barbarisk at bryde. Og Bolette, hvordan gik det hende siden?

Ja seer Du . . hun døde virkelig deraf . . sagde Müller og vendte sig mod Ovnen for at banke sin Pibe ud . . Denne Tobak er ingen Landhandlertobak, thi den kjender jeg, det er netop deres svage Side; hvor har den Gamle den fra? . . . Det var en traurig Historie, blev han ved med en Stemme, som om noget var gaaet i Vrangstruben. Et Opslag er et Opslag, tænkte jeg, derfor skrev jeg mit Brev uden Broderi, kort og forstaaeligt. Det kom for braat over hende, Stakkel! Saa langt Nord paa maa man længe vente paa Breve. Hun blev syg idetsamme, og var død fire Dage efter, uden at have mælet et Ord. Moderen skrev mig et sacramentalsk Brev til. Stakkels Bolette, det var bedre saa. Ja det var s’gu. Jeg vilde dog maaskee gjort hende Livet suurt. Hun var saa blød [21] af Charakteer. Men mig har det reddet. Efter at den Historie var endt, var jeg ogsaa grundig cureret for ethvert Sværmeri og hvad disse ungdommelige BenauelserBenauelser] lidelser alle hedde.hedde] kalles; heter Jeg begyndte med dobbelt Iver at gaae paa Hospitalet og paa Forretninger, og næsten uden de nødtørftigste Hjælpekilder fuldendte jeg mit medicinske Studium. Jeg har opnaaet, hvad jeg aldrig drømte om. Lykkes det mig da engang imellem at redde et Menneskeliv, tænker jeg, Guderne naadig tage det som et Sonoffer for min stakkels Bolette.

Efter en Pause sagde Cold: det er sandt nok, at Vanen og det tilfældige Samliv knytter mange daarlige Forbindelser i vort Land, men jeg troer dog, oprigtig talt, at Deres eget Uheld gjør Dem eensidig. De overdriver Faren. Kan De vide, hvormange der har undgaaet den?

Jo jeg kan, svarede Müller lakonisk. I et Tidsrum af henved tre Aar have af henved tredive Exemplarer, der ere faldne under mine Observationer, de fem undgaaet Faren.

Fem undgaaet Faren! . . sagde Cold, bragt ud af Fatning ved en saa prompte Beviisførelse. . . Og ved hvilke Mirakler?

Kan jeg ogsaa forklare Dig. I et Par Tilfælde var Misforholdet af Alder alt for stort, i et tredie var hun skrutrygget,skrutrygget] hadde pukkelrygg i et fjerde reddedes han paa en [22] besynderlig Maade. Han fik nemlig to Gange i Rad, netop som han havde bestemt sig til at aabenbare hende sine Følelser, Halsbetændelse, en meget slem og farlig Halsbetændelse, og da han er Fatalist,Fatalist] tilhenger av fatalismen, person som tror at alt er forutbestemt vovede han sig ikke, af Frygt for at døe, den tredie Gang. Den femte Ridder, som bestod Eventyret med Dragen, var hiin Nielsen, der blev Capellan hos Præsten i S.S] forkortelse for et sted, i de tidlige romanene er det vanlig å ikke skrive steds- og personnavn fullt ut Det var et Stykke af en Original, som Du nok husker, jeg havde givet ham en lille Advarsel forud. Han og en Broderdatter af Præsten, en meget vakker Pige, der var der i Huset, begyndte ogsaa for Alvor ikke at fordrage hverandre, og da han reiste, var det udartet til formelig Krig mellem dem.

Nu, seer De det!

Men siden, blev Müller urokkelig ved, traf de hinanden i Sandefjord, og nu ere de gifte. Jeg har netop staaet Fadder til den Første.

«De maae have holdt en ContrabogContrabog] regnskapsbok over alt dette», sagde Cold forbløffet.

Du har Ret, en lille AnnotationsbogAnnotationsbog] notisbok vilde ikke være ilde. Endnu har jeg dog Tallet i Hovedet, skjøndt Numerne idelig forøges. Deres Antal er nu stegen til – lad mig see – niogtyve! Niogtyve Offere for Epidemien i mindre end tre Aar! Jeg veed ikke hvad det er for en fatal Anelse, der siger mig, at Du skal fylde tredive Tallet.

[23] Cold loe af fuld Hals. Kjære, bedste Müller, see dog paa mig! seer jeg ud som en maanesyg, smægtende Ridder?

Du seer godt ud. Nu ligner Du Byron igjen mindre end før, da Du var magrere og havde lagt Dig til denne melankolske Bleghed. Du er bleven saaledes igjen, som da jeg kjendte Dig. Da var Du glad og straalende som en ung Faun.Faun] romersk skoggud med bukkebein Siden kom Du ind i en Sphære, hvor jeg ikke gad følge Dig. Men det var ikke vanskeligt at see den Forandring, der lidt efter lidt foregik med Dig. . . . .

Georg, vedblev Müller, som bemærkede det mismodige Udtryk, der havde leiret sig paa dennes Ansigt, Du veed det, det er ikke Nysgjerrighed der driver mig. Saa dybt som jeg kan det for Nogen, interesserer jeg mig for Dig, Gud veed hvorfor egentlig, maaskee fordi vi ere saa forskjellige. Fortæl mig engang uforbeholdent, hvad der gik af Dig for et Par Aar siden, og hvad der drev Dig herop! Vi ere nu engang komne i det fortrolige Hjørne. Denne hyggelige Stue og Duren af den gamle fortræffelige Ovn har stemt mig ganske sentimentalsk.

En anden Gang, sagde Cold synlig forstemt, lad os ikke fordærve disse korte Timer med at oprippe gamle fatale Historier.

En anden Gang er en Skjelm;En anden Gang er en Skjelm] det er ikke sikkert anledningen byr seg en gang til dog, som Du vil. [24] Vil Du fatte Dig skriftlig derom, saa meget gjerne, dog nogenlunde kort og uden Coloratur.Coloratur] utsmykning Jeg er nu engang ingen Ven af den lyriske Poesie.

Skrive? jeg skrive Brev? sagde Cold leende. Altsaa et Skriftemaal! Det tør jeg ikke love Dem, Müller.

En Pige afbrød dem her, for at melde, at man ventede Herrerne nede til Aftensbordet.

Müller saae paa sit Uhr. En velsignet Skik her paa Landet; man lader os den ugeneerteste Frihedugeneerteste Frihed] få være i fred i tre–fire Timer, og erindrer os først om deres Tilværelse med det dækkede Taffel. Den øvrige Tid af Aftenen ville vi offre Familien; jeg skal desuden tage Frøken Amalie i Øiesyn.

Cold havde imidlertid ombyttet sin Frak med en Kjole, og bandt med megen Gratie et sort Halstørklæde om. Ja, seer De, sagde han lidt forlegen, da han vendte sig om og mødte Müllers satiriske Mine. . . Amtmanden klæder sig altid paa til Bordet. . . .

I Døren vendte han sig om, og sagde alvorlig. Jeg skal maaskee skrive dem engang. Indtil da faaer De troe hvad De vil . . . . at jeg er en Fusentast,Fusentast] person som handler overilt en saadan umoden Dreng som – som – den Georg De engang kjendte.

. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.