[II, 11]

[166] Nogle Dage gled saaledes hen i behagelig Ro. Provst Rein var virkelig en udmærket Vært, udmærket i en anden Forstand end det almindelig tages. Han forstod ved ganske faa Midler at tilfredsstille sine Gjæster. Man mærkede aldrig nogen Anstrengelse for at more dem. En enkelt Gang gjorde man en Udflugt i Omegnen, endnu sjeldnere kom et Besøg. I dette sidste Punct havde Rein sine egne Anskuelser. Han havde dannet sig nogle aldeles antinationale Begreber om Huuslivets Ukrænkelighed. Han gjaldt for en Særling, fordi han valgte sig sin Kreds, og fordi han ikke gjorde sit Huus til et Værtshuus, hvor det er enhver Fremmed tilladt at banke Beboerne op ved Nattetider. Men var man først som Gjæst i dette Huus, følte Enhver den Tryghed, det stille Velvære, [167] som blot den ædle Gjæstfrihed yder; det gik saa luunt og stille til; man mærkede ikke, at Huset kom ud av sine Hængsler, fordi der var kommen en Gjæst, men Enhver følte sig mildt bunden til Husets Skik, uden selv at generes. Efter Middagen trak Enhver sig gjerne hen i sin Vraa for at nyde Hvilen, som det bedst conveneredeconvenerede] passet ham, og saa samledes man igjen senere til The.

Efter en saadan Siesta, finde vi Familien samlet i Hjørnestuen. Sophie sang til Pianoet, hun sang et Par moderne Arier klart, smukt, kunstmæssigt, men uden Bevægelse. Alle lyttede, og fandt hun var mærkværdig ved Stemme. Kun Provsten var ikke saa opmærksom Tilhører, som han pleiede. Han var adspredt og kastede sit Øie ofte ud af Vinduet, som for at see efter Nogen. Endelig – det var netop i en Pause i Musikken – viste gamle Dorthe sig i Døren med Postvæsken. Den Hurtighed, hvormed han bemægtigede sig denne, forekom den Gamle usædvanlig; end mere paafaldende var den afværgende Bevægelse, hvormed han afviste det Spørgsmaal, hun idetsamme stillede til ham. Ikke engang at ville høre det, om de to Brune skulde tjaares eller slippes paa Havn! Det maatte være noget Vigtigt. Nølende beredte hun sig til at gaae, da hun lykkeligviis opdagede, at Børnene havde bragt Gardinet af Lave,af Lave] i uorden netop det nærmest [168] Provsten. Her fra sit Udkig kunde hun see, at han lagde ikke mindre end fem Breve med store Embedssegl, der alle førte Paaskrift «af Vigtighed,» hen, saa et Øieblik skuffet ud, og gjennemsøgte derpaa Væsken paany omhyggeligere. Det lykkedes, han drog et mindre Brev frem som han aabnede. Ved de første Linier opklaredes hans Ansigt. Mere behøvede den gamle, tro Sjel ikke. Gardinet havde netop idetsamme faaet den behørige Gratie og Runding, og hun gik saare tilfreds. Gud skee Lov! det er noget Godt, det saa jeg, det er vist fra Smaagutterne, Christian er maaske bleven Student, ja, ja, det er mine flinke Gutter! Et Øieblik efter tog Provsten Amtmandens tilligemed Brøcher ind i sit Studerekammer og lukkede Døren. Søstrene undrede sig over, hvad dette kunde betyde, da Fru Ramm stak Hovedet ud og kaldte paa Amalie. Sophie blev alene: men kun et Øieblik, da kom Amalie stormende og kastede sig med et Glædesskrig om hendes Hals.

Provsten, den velsignede Provst, havde antaget Brøcher til sin Kapellan! I dette Øieblik var Biskoppens Meddelelse indløben. Adolph skulde tiltræde Embedet allerede til Nytaar, det var saa fordeelagtigt, saa uhyre fordeelagtigt! De skulde boe der i Huset, og hele Rækken af de tomme Værelser skulde pudses op og indrettes til dem.

[169] De Gamle traadte ind. Brøcher var bleg og rørt, denne Lykke var kommen alt for uventet. Han saa ud som om han vilde græde, men kunde ikke, han rømmede sigrømmede sig] renset/klaret stemmen og pudsede uafladelig sin Næse. Den gamle Faders Glæde var simpel og uden Ord. Han kyssede Amalie paa Pande og Mund, tog Brøchers og Provstens Haand i hver af Sine og rystede dem hjertelig. Fru Ramm var den Eneste, som fandt Ord. Hvor Andre følte Rørelse, blev hun altid høitidelig, og aldrig holdt hun saa fortræffelige Taler, som der, hvor Andre ikke vare istand til at sige et Ord.

Gud velsigne Eder, mine Børn, sagde hun. En sjelden, en høist uventet Lykke er bleven Eder tildeel. Gjører Eder den værdige! Glemmer aldrig at takke denne ædle Mand derfor. Du, Amalie, husk paa, at han fremfor nogen Anden, har Krav paa dit taknemmelige Hjerte. Vær ham til Trøst, til Opmuntring, til Hygge, vær en ZiirZiir] pryd for hans Huus . . en Moder for hans Børn . . .

Brøcher rykkede her uvilkaarlig et Skridt nærmere, som for at bringe i Erindring, at han ogsaa var til.

Min Datter, vedblev Fruen, Du kan i dobbelt Henseende prise Din Skjebne og føle Dig stemt til Tak mod Forsynet. Du har truffet dit Hjertes Valg, og Lykken lægger Sit til. Brøcher er ingen høitflyvende, [170] poetisk udrustet Natur, ak det er ikke det der gjør det, det er ikke Geniets blændende Gaver, der sikkre den stille, huuslige Lykke. Brøcher er en Mand med sund, jevn Forstand, en hæderlig, i sit Kald nidkjær Mand, en Mand, som jeg skatter, han vil netop være en Støtte for min Amalies blødere, mere sværmeriske Gemyt. Han vil gjøre hende lykkelig.

Dette var formeget for Brøchers Beskedenhed. Baandet brast, der havde holdt hans Rørelse tilbage, og med Tørklædet for Øinene styrtede han ud af Stuen.

Der var endnu En tilbage, der ikke havde givet sin Stemme med i den almindelige Glæde. Det var Ada. Den lille Pige havde fattet en formelig Lidenskab for Sophie; hun fulgte hende som en Skygge, bevogtede enhver af hendes Bevægelser. Ingen af de Andre kunde rose sig af at nyde nogen særdeles Gunst hos hende. Amalie kunde hun til Nød lide, men Fruen derimod slet ikke, uagtet denne søgte at vinde hende paa alle Maader. Brøcher hadede hun; han havde engang fordristet sig til at ville kysse hende og kalde hende sin lille Kjereste, og dette glemte hun ham ikke. Nu hændte det sig, at Ada havde faaet et Nys ude i Kjøkkenet om det som var passeret inde – slige Ting gaae gjennem Nøglehullet – og om hun havde misforstaaet, eller en af Pigerne, der kjendte hendes Passion [171] for Sophie, havde været ubarmhjertig nok til at narre hende, nok, hun havde faaet den Idee, at det var Sophie og ikke Amalie, der skulde komme og boe der i Huset. For hende skulde de tomme Værelser oppudses og indrettes. Med alle Tegn paa den heftigste Glæde styrtede hun ind til Sophie. Denne havde al Møie med at forklare hende, at hun havde taget Feil, og da hun endelig fattede det, stirrede hun blot stivt paa hende med sine store, mørke Øine, og gik uden at sige et Ord ud af Stuen. Dorthe, der en Time senere vilde lægge hende tilsengs, kunde Ingetsteds finde hende. Søstrene gik da med for at søge. Hun var paa deres Værelse. Her laa hun paa Sophaen med Hovedet ned i Puderne og hulkede. Med de sødeste Ord forsøgte Amalie og gamle Dorthe at berolige hende, de lovede hende tusinde Herligheder, naar hun blot vilde holde op at græde og finde sig i Skjebnen; men den Lille blev ved sit: Sophie skal bo hos os, ingen Anden.

Vil Du da, at jeg skal blive Brøchers Kone? spurgte denne.

En udtryksfuld Grimase antydede, hvor ubeskrivelig uværdig hun fandt ham dertil.

Nu, seer Du det! Brøcher vil ikke have mig, men bare sin Kone hos sig.

Men jeg vil ikke have Brøcher. Papa har ikke [172] spurgt mig om det, jeg vil ikke have Brøcher til Capellan. Du skal komme, det har Anne Kokke sagt, at Papa har sagt, Du skal boe paa den store Sal, som skal males guul og jeg skal boe paa den lille ved Siden af og den skal males lyserød.

Faaer da slet ikke jeg Lov at boe paa den gule Sal? spurgte Amalie.

Nei.

Saa bliver jeg saa bedrøvet, saa græder jeg: hu, hu, hu.

Ja men Du græder ikke Taarer, det saa jeg i Kirken igaar. Du gjør bare saa med Lommetørklædet.

Fy skamme Dig, sagde gamle Dorthe, nu er Du rigtig uartig. Skulde Du ikke være glad i, at den pene Frøken kom og vilde boe hos Dig, hun som er saa snild mod Dig, som har foræret Dig et Ravhjerte og som klipper saamange pene Heste til Dig?

Kalder du det Heste? Lina sagde, at det var Kameler, og de med to Pukler var Dromedarer, og de med de tre Pukler – hvad var det for Nogle?

Hør jeg vil sige Dig Noget lille Ada, sagde Sophie. Havde Du været snild og føielig, saa var jeg kommen og besøgt Dig, og Brøcher og Amalie, men nu kommer jeg slet ikke.

Den Lille saae visst paa hende.

Hvor længe vilde Du bleven?

[173] Det veed jeg ikke, kanskee en heel Maaned, kanskee to, hvis Du var snild.

Vil Du slet ikke komme uden at hun boer her?

Nei, da kommer jeg slet ikke.

Du kan faa Lov, sagde hun til Amalie, med en Dronnings Mine.

Men jeg vil ikke uden at Brøcher ogsaa boer her.

Han kan faa Lov, sagde hun efter en noget længere Betænkning.

Du lille Engel! raabte Amalie, og, det var sød Pige, det var mit eget Guld! gamle Dorthe, der kan De see, hun er saa god i Grunden men vi maa tage hende alvorlig.

Det kunde behøves, sagde Sophie smilende.

---

Den Aften kom man seent i Seng. Samtalen havde faaet et nyt indholdsrigt Stof. Selv Ada havde gjentagne Gange tigget sig Udsættelse, indtil hun var falden i Søvn paa det glatte Gulv ved Siden af Sophie, med det brunlokkede Hoved hvilende paa Folderne af hendes Kjole. Alle var glade, eller syntes at være [174] det. Fru Ramm var lutter Elskværdighed mod Alle. Hun havde allerede givet Amalie de splendideste Vink angaaende Udstyret. For første Gang efter et halvt Aar erkyndigede hun sig hos Brøcher om et Tilfælde han led af.

Klokken var næsten tolv, inden Søstrene fandt sig alene paa deres Kammer. Amalie kom dandsende og trallende ind, men neppe var hun over Tærskelen, saa standsede hun med en GebærdeGebærde] mine saa høitidelig, som om hun vilde besverge Aander:

Sophie, Sophie! der raader dunkle, hemmelighedsfulde Magter i et Menneskes Liv, som ingen Forstand kan udgrunde. Husker Du min Drøm?

Din Drøm! sagde Sophie adspredt.

Saa blev det dog Skjebnens Villie at jeg skulde herske i disse fremmede Rum! – saa stod det dog skrevet i Stjernerne, at min Haand skulde nedtage disse gamle Gardiner, at min Haand skulde . . .

Skal det være Sirz eller Netteldug?

Vel overveiet, troer jeg hverken det Ene eller det Andet, sagde Amalie, der altid saa villig som en Papiirdrage lod sig trække ned fra hendes Udflugter op i det Blaa. Der er en Slags broderet Mol,Mol] et slags fint, løst (hvitt) bomullsstoff der skal være nydelig. . . men Sophie, alvorlig talt, er det dog ikke mærkelig hvordan min Drøm træffer ind? nu skal det ikke undre mig om den anden Deel, den, som angaaer Dig, bogstavelig gaaer i Opfyldelse.

[175] Hvad drømte Du da om mig?

Husker Du ikke? – Dig saae jeg staae hist henne ivrig beskjeftiget med at tage Portrætterne ned og hænge Oldemoder op igjen. Jeg har alt beregnet, at Du følger med hid, og saa hjælper Du mig med at arrangere Et og Andet, Du har saadan god Smag.

Det kunde let hænde.

Forresten betakker jeg mig for Byttet; jeg vil beholde mine Digtere. Jeg har opdaget at Goethe ligner Adolph noget i Øinene og Profilen, især naar man seer det fra en vis Side. See engang! synes Du ikke?

Nei paa ingen Maade! sagde Sophie næsten vredt. Hverken fra den ene eller den anden Side.

Det er rigtignok ikke ungdommeligt nok . . men hvad jeg vilde sige . . . jeg bytter dem ikke. Jeg har aldrig kunnet begribe den Priis Du sætter paa det gamle, bistre Fjæs. Naar jeg bare kommer i Nærheden, er jeg tilmode, som om jeg skulde have Skjænd.

Vær ikke bange, Du faaer det ikke heller. Oldemoder og jeg, vi have engang vant os til hinanden, og den Ene flytter ikke uden den Anden.

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.