[II, 12]

[176] Hvormeget den lille Familiebegivenhed, vi have omtalt, end havde knyttet Personerne til hverandre og samlet deres Interesser om ett Punkt, saa virkede den dog udvortes forstyrrende. De første Dages stille, rolige Hygge var forsvunden. Mændene tilbragte nu en stor Deel af Dagen inde hos Provsten. Fruen og Amalie vare i uafbrudt Bevægelse. Enhver Vraa i Huset blev ransaget, de grundigste Overveielser anstillede hvorledes det bedst lod sig indrette. Stuen var næsten bestandig tom. Sophie begyndte at finde sig alene. Der var intet i hendes nærværende Stemning hun mere gruede for end dette.

Man kan pleie Erindringen om et Hjerteanliggende paa høist forskjellig Maade. I et Tilfælde vil man kunne opsøge denne Erindring som en Trøst, en Vinding, i et andet vil man skye den som Pesten. [177] Det er let at gjette hvilket af disse Alternativer hyppigst bliver en Kvindes Lod. For en Mand vil Betragtningen af en skuffet Kjærlighed i det sjeldneste Tilfælde have noget Ydmygende ved sig. Naar han veed med sig selv, at han har opbudt Alt hvad der staaer i hans Magt for at virke paa den Elskede, at han ikke har ladet noget Middel uforsøgt til at beseire den Ubønhørlige, saa kan han være rolig, han har Intet at bebreide sig. Han har gjort sit Bedste. Han kan trygt hvile ud i BeskuelsenBeskuelsen] erkjennelsen af sine Lidelser, besynge dem om han kan, og røres selv og røre Andre, medens Haabet om ny Kamp, ny Elskov sødt spirer frem paa den afmeiede Grund.afmeiede Grund] hugget mark Naar hun veed med sig selv, at hun har gjort alt hvad der staaer i hendes Magt for – at dølge sig for den Elskede, at hun ikke har ladet noget Middel uforsøgt til at beseire – sin Følelse, at hun har dødet sine Længsler, omhyggelig oprykket enhver frygtsom Spire af Forhaabning, og hun har kunnet fuldbyrde dette Selvforstyrrelsens Værk, liig hine vilde Fakirer, uden at fortrække en Mine, da, ja da har hun ogsaa gjort sit Bedste, men rolig er det derfor ikke sagt at hun kan være. Til Fornegtelsens Bitterhed vil endnu komme Angeren og Selvanklagen med sin grusomme Sophistik.Sophistik] spissfindighet Et Blik, et raskere Pulsslag, en pludselig Rødme, en noksom i Graad slukket Glædesstraale, et Haab, der svandt med [178] hans Trin om Aftenen, kan i hende forandre sig til ligesaamange Giftdraaber, der een for een dryppe i Saaret og gjøre det ulægeligt. Sophie taalte ikke at tænke paa det Passerede. Hun havde engang beskuet dette Medusaaasyn,Medusaaasyn] Medusa: et kvinnelig monster som kunne forvandle mennesker til stein med blikket (gresk mytologi) det havde forstenet hende og givet hende den unaturlige Styrke, hvormed hun havde modstaaet lige til den sidste, bittre Afsked. Mere kunde hun ikke. Med Begjærlighed havde hun grebet Reisen som en Anledning til at undflye og begjærlig klamrede hun sig om ethvert nyt Indtryk. Det maae derfor ikke undre os, at see hende deeltagende, fordoblende sin Opmærksomhed for Andre. Det var ingen Forstillelse, naar hun viste sig meddelsom, undertiden endog oprømt. Hun vilde og maatte blot undflye sig selv. Denne tiltvungne Roe svævede dog idelig i Fare. Der behøvedes ikke mere, end at et visst Navn pludselig blev nævnt, eller den stakkels Pige en Aftenstund sorgløs traadte ind i Værelset ovenpaa og hendes Øie da pludselig traf paa Billedet, hvis forræderske Lighed Dæmringen gjorde end mere gribende. I slige Øieblikke betvang hun sig voldsomt. Hun turde ikke endnu løse den bundne Smerte, en stærkere, mere erfaren Haand end hendes maatte gjøre det – og da længtedes hun efter Søsteren, hiin Søster som hun holdt saa meget af, som endnu stod der saa mild og klar i Barnephantasiens Rosenskjær, hun, den gode Louise vilde [179] hjælpe hende at tyde det, der forekom hende saa rædselfuldt uforklarlig. Hun veed selv hvad Lidelse er, hun vil vide at trøste. I hendes Arme vilde hun græde ud . . . o hvor vilde hun græde! . . Nu blot ikke tænke paa det . . . bare ikke tænke paa det!

Og da kunde hun igjen ængstet som et mørkræd Barn, der løber for sin Skygge, opsøge de Andre, klynge sig til dem, synge for dem og sladre og spøge med Børnene.

Men denne Dag var Huset ogsaa ligesom uddøet. Sophie fandt Stuen tom, hun gjennemsøgte Haven, men heller Ingen var der. Trist og beklemt vandrede hun ned ad Alleen, ud gjennem Porten og uden noget bestemt Overlæg ind i Skovveien der fører ned til Dalen. Her saae hun dog en Skikkelse komme sig imøde, som maatte være en af dem hun søgte. Hvem dette var, kunde hun ikke skjelne, da hun ikke var langsynet. Det forminskede ikke heller hendes Glæde, da hun saae at det var Rein. Med et fornøiet Udraab strakte hun ham Haanden imøde. Det var ganske det mørkrædde Barns Udtryk, naar Moderen kommer med Lys. Rein svarede ikke strax, han var standset med Armene foran Brystet, medens han dybt hentede Aande. Sophie skjændte paa ham fordi han var gaaet for hurtig op ad Bakken.

Det bedste Middel derimod – tog han tilorde – [180] er at jeg gaaer ned igjen den samme Vei med Dem, De vilde jo gaae en Tour?

Sophie var strax villig dertil, og uvist om det skeede ved en Bevægelse af ham eller af hende, hvilede hendes Arm i hans, da de begyndte Nedstigningen.

Paa Veien fortalte Rein hende, at han havde været nede i den gamle Mølle for at eftersee en Skade, der havde viist sig at være betydeligere end han havde ventet. Ved en utilgivelig Forsømmelse af Mølleren var den bedste Møllesteen gaaet itu og forskjellig anden Skade foraarsaget. Da Sophie forundrede sig over at han talte saa spøgende om dette, som om det var ingen Ting, forsikrede han hende, at han havde vant sig til aldrig at tage sig nær af Uheld. De vare dog saa uadskillelige fra alle menneskelige Bestræbelser, som Skyggen fra Lyset. Det Eneste man kan gjøre, er at byde dem Trods og øieblikkelig stræbe at tilintetgjøre deres Virkninger – beherskede ikke vi dem, vilde de beherske os, og ende med at gjøre os til jammerlige Fatalister, der modløse lægge Hænderne i Skjødet.

Sophie fandt denne Livsphilosophi fortræffelig. Jeg vil søge alvorlig at lægge mig efter den, forsikrede hun.

Forsøg det engang ret, sagde Rein. Betragt de smaae Uheld i Sammenhæng med det Hele, og De [181] skal see, de vise sig som smaae, uskadelige, neppe synlige Puncter. Meget ofte spirer der endog et virkeligt Gode ud af dem, om man end ikke strax øiner det. Det hænder mig næsten bestandig.

Vel, sagde Sophie, naar jeg næste Gang kommer igjen, vil jeg vide, hvad for Lykke dette Uheld har draget efter sig. De skal aflægge nøiagtigt Regnskab for, hvad Møllestenen og det ramponerede Sluseværk har indbragt Dem for Herligheder.

Jeg skal strax sige Dem en Fordel ved Skaden. Mølleren har jeg længe været misfornøiet med, uden dog at have nogen klækkelig Grund til at sige ham op. En bedre Anledning end denne vilde jeg længe ventet paa, det skulde da være at han sved mig Huset af. For det Andet, havde det velsignede Møllehjul ikke været, saa havde jeg ikke mødt Dem, lagde han ridderlig til, og vandret denne smukke Tour sammen med Dem i et fortryllende Maaneskin . . . Der er den netop i Aasranden!

De vandrede saaledes gjennem Dalen til dens yderste Ende og tilbage igjen; af og til standsede de foran Husene, for at vexle en venligt Ord med Beboerne. Først da de vare forbi det sidste Huus og Skoven optog dem i sit ensomme Mørke, blev Samtalen igjen sammenhængende. Sophie, der i Nærværelsen af Andre, besynderlig hendes Moders, var lidet [182] talende, blev livlig og meddelsom. Rein glemte, at det var en attenaarig Pige, han underholdt sig med. En attenaarig Pige hos os, er nemlig noget saanær en Uting, en løierlig Mellemting ialfald mellem stort Barn og forfeilet Dame, med hvem det aldrig falder nogen Mand ind at føre en alvorlig Samtale, og for hvem de derfor have opfundet en egen Komposition af Vaas og Smiger. Inden han vidste det, blev han selv veltalende, hans bedste, forlængst skrinlagte Tanker fik Ord paa ny. Ingensteds bleve de misforstaaede eller affecteret opfattede. Det forekom ham, som om de berigede vendte tilbage igjen. En ældre Mands Beundring er altid varmere end de Yngres – den er mindre egoistisk. Han lyttede til disse fine, forstandige Svar, der klang gjennem saamegen barnlig Vellyd i Stemmen. Hvad der især frydede ham, var den Friskhed og Oprindelighed i hendes Tale. En ung Pige, som havde Mod til at være sand, som hvert Øieblik naivt stødte Skinnet og Vedtægten for Hovedet! Skinnet og Vedtægten, disse hendes Kjøns Afgudsbilleder, hvem det allerede fra Vuggen af mystisk indvies og som det offrer en Kultus af Usandhed, Feighed, Smaalighed, Forstillelse, dyb, inderlig Usandhed – o, hvor havde de ikke langsomt slukket ogsaa hans Ungdomsenthusiasme, indtil han træt og nøktern – for mild dog til at føle Foragt, havde besluttet at [183] leve ensomt. Han var ogsaa allerede Pebersvend, da Hensyn bestemte ham til at gifte sig. Det var bleven et Mønsterægteskab. Naar man vilde citere en lykkelig Kone, nævnte man Fru Rein. Hvorvidt han i sin dybeste Sjel ogsaa havde været det, havde aldrig nogen tvivlende Tunge udtalt.

Maanen var nu kommen rigtig op. Den spillede paa Gaardens blanke Teglsteenstag, og tegnede den hele Række Træer i Alleen malerisk paa den dunkle, dybe Himmel – af og til i Skyggerne glimtede Lys. Men hvorledes var det gaaet til, at de allerede vare saa nær Gaarden! Den maa være vandret ud for at møde dem, thi det kan ikke være naturligt, at den allerede ligger der! Han gik den Vei et Par Gange om Ugen, og da – Provsten var en temmelig svær Mand – forekom den ham undertiden drøi nok. Men han vidste ikke heller, at hans Trin vare blevne elastiske som en Ynglings. Han saa ikke selv, hvorledes hans mørke Øine straalede . . . Ikke heller hørte han Klangen af sin egen Røst. . . Der var Ingen, der hørte eller saa dette. Han drømte imidlertid en Drøm, en af de behagelige, som vi have paa Morgensiden, hvor vi have den selsomme Bevidsthed, at det kun er en Drøm, saa at der midt i vor Fryd blander sig en vemodig Ængstelse for at vi skulle vaagne . . . . Han drømte nemlig, at han havde fundet hende, som han [184] havde søgt saa længe, saa længe, at det var hende, der nu med saa lette, svævende Fjed vandrede ved hans Side, at det var hans unge Hustru, som han selv, ung og lykkelig, havde hjemført Dagen før . .! De havde vandret en Tour i Maaneskin for at besee Omgivelserne, som de dog ikke havde seet Noget af, og de nærmede sig nu Hjemmet, deres Hjem, der vinkede dem med nye, dobbelte Glæder.

Men ak, han behøvede blot at komme indenfor i Kredsen af de Andre, saa var det forbi. Blændværket svandt, Virkeligheden traadte i sin ubønhørlige Ret. Ved Lampens Skin saa han Sophie igjen . . . Nei, hun var da ogsaa fortvivlet ung og smuk! At nogen efter en saadan Vandring endnu kan have Lyst til at lege Tagfat!lege Tagfat] leke sisten («har’n») sagde han næsten fortrædelig ved sig selv, da han fra sin magelige Lænestol saa hende hurtig som Pilen omzirkle Bordet med Ada . . . Man kan blive ganske svimmel af at see paa det!

Denne Aften var han for første Gang stille og ordknap. Hans Gjæster mærkede ogsaa godt denne Forstemmelse, men Enhver undlod af Delicatesse at berøre det, som de troede var Grunden til Forstemmelsen. Kun da de sagde hverandre Godnat, kunde Fru Ramm ikke bare sig, hun lagde sin endnu smukke, stærkt beringede Haand paa Provstens Arm og sagde med sin blødeste Røst:

[185] Hvordan skulle vi faa vor kjære Vært i godt Humeur igjen? . . Hvem skulde ogsaa have sagt, da vi skildtes saa glade igaar Aftes, at det slemme Uheld skulde ramme Dem! . . . hvor høit vurderer De deres Tab, Hr. Provst?

Tabet er vel det Mindste, lagde Amtmanden til; det Værste er, at naar slige gamle Maskiner slaae sig gale, er der ingen Raad med dem. Man maa lade dem gaae Pokkerivold . . . Reparationer og Qvaklerier nytte i Regelen ikke.

Kuriøst nok, bemærkede Brøcher, drømte jeg forgangen Nat, at selvsamme Mølle stod i lys Lue.

Ja i Sandhed, sagde Provsten godmodig smilende, det er curiøst nok med Drømme.

Rein tilbragte en søvnløs Nat, hvori han dog ikke en eneste Gang tænkte paa den sprukne Møllesteen, men med et Sind saa tungt, som om dens ene Halvdeel laa paa hans Bryst. Hvorledes var dette kommet! Han havde dog ærlig og mandig bekjæmpet Fristelsen, og nu stod han lige over for Uhyret igjen! . . Besjelet af en ædel Resignation havde han forladt Sophie i hendes Forældres Huus. Han var fuldkommen rolig, da han saae hende igjen; faderlig havde han glædet sig over hendes Elskværdighed, han anede intet Ondt; da pludselig – liig disse ulykkelige Vildfarende i Ørkenen, der troe, at de skride fremad, medens [186] de dog kun beskrive en Kreds – saa han sig i sine egne, forladte Fodspor igjen. Et beroligede ham dog, Ulykken var mindre at tilskrive ham end Sophie selv, hun havde fremmanet Fristelsen. Hun kom ham saa besynderlig udfordrende imøde: ingen Anden, neppe engang hendes egen Fader, viste hun den Hjertelighed! Undertiden naar noget ved det fremmede Sted greb hende, lagde hun ham ligesom Ordet i Munden, og saa ham ovenikjøbet dristig ind i Øinene. Forleden hørte han hende sige til Ada: var jeg din Mama saa, eller: nu er jeg Din Mama . . Netop dette sagde hun engang, hun havde taget Ada paa Armen . . han kom til idetsamme, da slyngede den Lille ogsaa en Arm om hans Hals og drog dem sammen . . . forskrækket rev han Barnet til sig . . . Hvad tænker hun ved slige Udladelser?Udladelser] uttalelser . . O, du gamle Daare, hviskede igjen en haanlig Stemme til ham, ikke en Smule tænker hun. Er denne Ligefremhed ikke netop et Tegn paa, at Tanken ligger hende saa fjernt, at den ikke engang falder hende ind? En yngre Mand vilde hun ikke vist den.

Da Dagen gryede, vandrede han endnu op og ned i sit Kammer. Men det var lykkets den brave Mand at tilkjæmpe sig den Ligevægt, han manglede. Nei, sagde han, idet han slukkede Lampen og stirrede ud i den taagede Høstmorgen, det skal ikke skee. Jeg [187] kunde begjære hende . . . hendes Forældre vilde give mig hende . . jeg troer med Glæde. Hun selv maaske endog – barnlig, uerfaren som hun er – vilde indvilge . . . Endnu er hun uberørt af Lidenskabens Indvirkning . . Jeg har idetmindste ikke hørt! . . Men netop derfor ikke. Jeg afskyer slige Overfald. Jeg vil ingen Røver være. Denne Skjønhed, denne rørende Ynde, denne . . . her kom den hele Fortegnelse paa alle Sophies Fortjenester, skulle tilhøre en Yngre, Lykkeligere end jeg. Gid hun var min Datter! gid Ada vilde komme til at ligne hende! Imorgen reise de. Det er altsaa blot denne ene Dag, hvor det gjælder at være eller synes rolig. Jeg haaber at kunne være det.

Himlen hørte udentvivl den værdige Mands Forsæt og fandt Behag i det. Imidlertid spinder Skjebnen rolig og ubekymret de Traade, der lænke den menneskelige Skjæbne, og leer ad deres Beregninger og Forsætter.

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.