[II, 14]

[198] Sophie blev. Mod Aften forværredes den Syges Tilstand. Lægen gjorde betænkelige Miner. Sophie takkede Gud, fordi hun ikke var reist.

Nu fulgte der en sørgelig Tid paa den nys saa lykkelige Gaard. I sex Dage svævede den lille Ada mellem Liv og Død, og som om Naturen udenfor ogsaa sympathiserede med Tilstanden indenfor, afløste et barskt Høstveir de forrige, straalende Dage. En skjærende Søndenvind piskede uafladelig Regnen mod Vinduerne.

Underlige, manende, alvorsfulde Dage for Sophie, hvor hun bag Masken pludselig saae et Glimt af Livets sande Ansigt! Hendes egen Sorg traadte umærkelig i Baggrunden; mod denne Faders blege, stumme Angst turde hun ikke maale den. En Anelse berørte hende om at der dog gives Andet at leve for, [199] end Opfyldelsen af en egoistisk Lykke, at denne maaskee først skal knuses i os, for at gjøre os skikkede til at leve for Andre, for dem, der lide. De altfor Lykkelige gjøre det jo ikke. Hvor tør, hvor afskrækkende havde denne Lære hidtil forekommet hende! For første Gang nedsteg Tanken herom mildere, næsten trøstende til hende. Hun optog det som et Fingerpeg af Himlen, der tildeelte hende, saa ung, saa uerfaren, en Moders Rolle, og hun greb den jomfruelig ivrig, med Alt hvad der var dybt og inderligt i hendes Sjel. Havde hun ikke før gjengjældt den lille Adas Kjærlighed, der havde været hende for heftig, saa syntes hun nu, at hun kunde give sit Liv for hende. Ak, naar hun saa hende ligge der saa afmægtig, uden andet Blik for hende, end Smertens bønlige, stirrende følesløs for hendes Kjærtegn, neppe kjendende hende, o, da syntes hun, at hun altid havde elsket dette Barn, at hun aldrig kunde ophøre at elske det. Utrættelig var hun ved hendes Seng, og det lykkedes hende tilsidst at tilvende sig al den umiddelbare Pleie, der ellers faldt i Dorthes Lod. Den Gamle mærkede det ikke selv, thi Sophie havde en Maade at iverksætte dette paa, der lod hende tro, at den unge Pige kun handlede efter hendes Ordre.

Simple Folk duer ikke til Sygepleie. Der er Noget der mangler dem, som den bedste, den kjærligste [200] Villie ikke kan erstatte: Kulturen. De see i den Syge kun den forstyrrede Maskine, der ved visse mekaniske Midler skal bringes i Orden. De kjende hverken Fornuft eller Maadehold. Da de saaledes ikke ledes af et sjeleligt Bekjendtskab til den Lidende, og sjelden have noget Begreb om Sygdommens Natur, bliver enhver Haandsrækning af dem ligesaamange Feilgreb. O, har Du nogensinde ligget hjælpeløs overladt til en saadan Omhu paa Sygeleiet, saa vil Du kunne erindre, hvor disse fortræffelige Væsener kunne pine og plage Dig! Hvorledes de ligesom besjeles af en dæmonisk Evne til at gjette dine Ønsker for at gjøre dem imod. Kan Du huske, hvorledes de netop har vækket dig, naar Søvnen endelig engang medlidende havde taget Dig i Favn, hvorledes de netop falde i Søvn, naar Angsten holder Dig vaagen? Hvorledes de gjøre en Ting kogende, naar den skal varmes lidt, eller, naar de skulle afkjøle en Drik, bringer den isnende tilbage? Hvor skurrende kan deres Røst, hvor ulidelig enhver Berørelse af dem blive! Blot en fiin, men tillige øm Sjel kan pleie Syge. Der skal Inspiration til. Ingen Mand kan det, ingen udannet Kvinde – selv om hun er Moder – kan det rigtig . . kan saaledes gaae op i den Lidendes Liv og Tanke, at de blive dennes synlige Villie. En saadan Pleierske synes kun at leve for den Syges Kapricer,Kapricer] innfall [201] medens hun dog kun tjener det fornuftige Øiemed . . Hun forstaar med et Ord at behandle Legemet gjennem Sjelen.

Gamle Dorthe plagede Ada med kjærlige Spørgsmaal. Hun vilde bringe hende til at kjende, forstaa hende. Hun udmattede hende med fortvivlede og forgjeves Forsøg paa at faa hende til at tage Medicin. Sophie havde en anden Indskydelse: da hendes Bønner intet hjalp, tog hun selv den fulde Skee, og mekanisk gjorde den Syge det efter. Dette gjentog sig; hvergang Ada skulde have Medicin, slugte Sophie først den modbydelige Drik. Sophie følte selv sin egen Uundværlighed, og en Anden følte den ogsaa, nemlig den gamle Læge. Uden nogen egentlig Overeenskomst løste disse to hinanden af, saaledes at den Ene eller den Anden altid var tilstede. Forgjeves besvor Amalie Søsteren om at unde sig Ro og lade hende vaage en Nat istedet.

Saaledes kom den sjette Dags Morgen. Den Syge var meget slet. Doctoren havde forberedet Faderen paa, at han intet Haab mere turde give. Neppe vilde hun overleve næste Nat. Stumme og blege stode alle omkring den lille Lidende. En uhyggelig Stilhed, Haabløshedens, havde afløst den forrige Travelhed.

Aftenen kom, og Symptomerne forandrede sig. Dette meddelte Lægen dog kun Sophie, da han [202] først vilde være vis i sin Sag inden han vakte et maaske falsk Haab.

Der var saa tyst i Sygestuen. Midnat var forbi. Kun to Væsener vaagede ved den lille Seng, det var Lægen og Sophie. Stumme, neppe aandende, bevogtede de enhver af det syge Barns Bevægelser. Lyset fra Lampen faldt hen paa denne Gruppe, men paa den modsatte Væg dannede Bordet med sine mange der ophobede Ting et sælsomt Skyggerige for sig. Den store Urtepotte i Midten strakte sit Kjæmpetræ op mod Loftet, i dets Skygge færdedes et heelt Munkechor af korthalsede Flasker og Medicinglas. Linas Dukke rakte fortvivlet begge sine Arme mod Himlen. Af og til klang der en Lyd ud fra denne Skyggeverden som en Stønnen, et svagt Menneskeveeraab. Det kom fra gamle Dorthe, der sad i den store Lænestol i Krogen og rokkede med Hovedet og udstødte hjerteskjærende Sukke. Et Par Gange faldt hendes Hoved uvilkaarlig ned i en nikkende Bevægelse, der tydede paa, at Trætheden stred hos den gode Gamle med Sorgen om Herredømmet. Et dæmpet Skrig forstyrrede hende ikke; dette Skrig udstødte Sophie, da Ada havde rakt Haanden op og smilet til hende.

Imidlertid vandrede den stakkels Fader omkring i sit ensomme Værelse og søgte at berede sig til det smertelige Stød, han troede uundgaaeligt. O Gud, [203] det er forbi! sukkede han, da han hørte Doctor L.s Trin udenfor. Han saae ikke Doctorens straalende Ansigt.

Det var omtrent en lille Time efter, at Rein begav sig ind i Barnekammeret. Det Syn, der mødte ham her, bragte ham et Øieblik til at standse. Ved Skinnet af Lampen saa han Sophie i en halv knælende Stilling foran Sengen, paa den høire, over Leiet udstrakte Arm, hvilede det syge Barn sit Hoved, som det syntes i rolig Slummer, medens hun med den anden stræbte at holde sig i Ligevægt.

Men sælsommere vilde den Ubevægelighed hun iagttog, trods denne tvungne, høist piinlige Stilling, være forekommen en koldere, af Øieblikket mindre greben Tilskuer end Rein. Selv hendes Blik, som hun fæstede paa ham, var stivt og ubevægeligt. I sin hvide Natdragt lignede hun en af disse Marmorgenier paa Grave, som en mild Dødssymbolik har fremstillet i det Øieblik, den vil bortføre sit Offer.

Den unge Pige befandt sig i den Krisis, hvori Trætheden, efter den pludselig slappede Sjelespænding endelig raader Bugt med os. En besynderlig Dobbelttilstand, hvori Ideerne allerede have løsrevet sig, og sværme omkring paa deres egen Haand, medens Sandserne endnu dvæle i Virkeligheden og skjelne Tingene omkring sig med en næsten smertelig Skarphed. Sophie [204] saae Rein nærme sig, hun saa hans stumme Takkeblik mod Himlen, hun hørte det syge Barns sukkende, lindelinde] milde Aandedræt, men alt dette i sælsomme Forbindelser: det bares hende for, at hendes eget Liv var flygtet over i Barnet, og hvis hun nu rørte sig, eller blot blinkede med Øinene, da maatte dog den Lille døe.

Der var saa tyst i Sygestuen. Dorthe sov tungt i Krogen. Vinden flagrede med matte Vinger mod Ruden, ogsaa den var bleven træt.

Hvorlænge Sophie havde dvælet saaledes, om et Minut, om en Time, vidste hun ikke, da hun hørte ligesom langt fra det fjerne de tydelige Ord af en skjælvende, klangfuld Røst, som hun kjendte:

Sophie, kan De forlade dette Barn? . . . Nei, nei, De kan ikke . . . . O bliv hos os . . bestandig.

Den unge Pige lyttede.

Forstaar De hvad jeg mener? lød Røsten nærmere. Sophie, bliv dette Barns Moder . . . Bliv min . . min Hustru, Alt, Alt for os.

Sophie var sprungen op, med aabne Øine stirrede hun omkring sig. Hun var alene.

Der var saa tyst i Sygestuen. Dorthe sov tungt i sin Krog, men Barnet laa roligt slumrende som før paa sin Pude.

Var det en Drøm? hviskede hun.

[205] Otte Dage efter var der atter en Reisedag i Præstegaarden. Udenfor Døren stod to Voiturer.Voiturer] vogner Den ene var en Gigh,Gigh] enspent hestevogn med to hjul der var sendt for at hente Amalie hjem, den anden var Provstens lille Enspændervogn, der skulde føre Sophie i den modsatte Retning til hendes Søster Louise, som boede endnu nogle Dagsreiser sydligere. Reiseklædt traadte Sophie for sidste Gang ind i Barnekammeret for at sige Ada Farvel. Hun fandt den lille Rekonvalescent opreist siddende i Sengen omgiven af alt sit gamle Legetøi, der nu var taget til Naade igjen, og aldrig havde voldt hende saamegen Glæde som nu. Sygdommen havde dæmpet den Lilles Heftighed. Hun var mild og yderlig resigneret i den forestaaende Skilsmisse. Kun maatte Sophie for tiende Gang love hende, at hun paa Hjemtouren skulde tage ind til dem og tilbringe nogle Dage hos dem.

Vemodig saa Sophie sig om i det solbeskinnede Værelse, engang saa dunkelt, saa angstbeklemt! Hun gjenkaldte sig de deri oplevede Timer ligetil den sidste underlige – Drøm? – ja en Drøm maatte det dog have været; . . Intet havde siden bestyrket hende i, at hiin natlige Stemme havde været Andet end et Spil af hendes Phantasie. De følgende Dage vare gledne saa rolige hen som ellers. Hun havde ladet sig pleie paa det bedste af gamle Dorthe, havde sovet [206] til langt paa Morgenen, læst, spadseret, naar hun ikke var hos Ada og sladrede med hende og sang og fortalte hende Eventyr.

Paa den lange Corridor udenfor mødte hun Rein. Han tog hendes Haand, og førte hende gjennem de tomme Sale ind i et af de inderste Værelser, hvor Lyden tabte sig paa et blødt Teppe. Hun fik ikke Tid til at undre sig, førend hun sad i den store Lænestol i Bispekammeret, og hun saa Provsten tage en TaburetTaburet] stol uten armlener eller ryggstø og sætte sig ligeoverfor.

Førend De reiser, skylder jeg Dem en Forklaring. De skal ikke forlade os med et uklart Indtryk. Sophie . . hiin Nat, da Ada kom sig igjen, har jeg talt Ord til Dem, som jeg gjerne vilde tage tilbage . . hvis jeg kunde. Jeg har gjort Dem en Tilstaaelse. . .

Der gives Situationer i det daglige Liv, fredelige, solbelyste Situationer, hvor den Tapreste føler sit Mod svigte, og hvor det vilde være usigelig velkomment, om Væggene ramlede ned, eller Lynet slog ned i Taget. Den værdige Mand, der nu sad ligeoverfor Sophie, befandt sig i en saadan Situation. Han hostede for at skjule det dybe Suk, der skulde lette hans besværede Bryst. Han saae hen til Døren, som om han ventede en Afbrydelse. Men der kom ingen Afbrydelse. Værelset var saa roligt, saa velsignet roligt, [207] det var ret skabt til en fortrolig, uforstyrret Meddelelse. Den lave Høstsol tittede ind mellem de grønne Gardiner; Hyrdescenerne paa Væggen syntes at faae Liv i disse Straaler. Den eneste Lyd man hørte, kom fra en stor Flue, der, allerede engang Vinterdøden hjemfalden, var vaagnet igjen og ligesom drukken af Solvarmen surrede mod Ruderne.

Rein var sprungen op, og gjorde med en Ynglings Livlighed en Gang op og ned i Værelset. Chineseren paa Piedestallen kom derved i en ustandselig Bevægelse, den syntes spottende at tilvinke ham Mod.

Seer de Sophie, blev han ved, idet han rykkede sin Stol nærmere, med en Stemme, der efterhaanden vandt sin Fasthed igjen, jeg var saa betagen i hiin Stund, da Gud havde givet mig mit Barn igjen. Glæden gjorde mig svag, og jeg røbede Noget, som – det maa De tro mig – var bestemt til aldri at udtales. Har jeg forskrækket Dem? Vil De tilgive mig? . . Vil De tilgive mig, naar jeg fortæller Dem, at det ikke var nogen flygtig Bevægelse, fremkaldt ved Øieblikkets Exaltation, men en længe dulgt, alvorlig Følelse, som jeg har maattet bruge al min Forstand for at bekjæmpe! Hør, hvad der tjener til min Undskyldning! Da jeg i Sommer besøgte Deres Forældre, var det ikke ganske uden Hensigt. Jeg søgte mig en Hustru, som en Mand i mine Aar søger en saadan, [208] med roligt, sindigt Overlæg. Jeg vidste, at mine gamle, aldrig forglemte Ungdomsvenner havde en voxen Datter tilbage, der var lidt over de første Ungdomsaar. Maaske har hun, tænkte jeg, nogle Egenskaber, der vil passe sig for mig, maaskee det vil lykkes mig at vinde hende! Et sært Tilfælde vilde, at De Sophie skulde være alene hjemme, og da jeg havde faaet i Hovedet, at den yngste Datter endnu var et Barn, tog jeg Dem for den Ældste. Dette var allerede meget slemt. Imidlertid, jeg straffede mig selv for denne Feiltagelse. De veed jeg fik et Afslag af Amalie. Men hvad De ikke vidste, var, at min Tanke var hos Dem og den fulgte mig hjem i min Ensomhed. Jeg tænkte paa Dem uden Haab, uden Ønske, uden Savn, kan jeg sige – saaledes, som man tænker paa noget meget Smukt, man har oplevet. Med den varmeste Glæde saa jeg Dem igjen. Hvorledes Fristelsen desuagtet sneg sig ind – o, hvem kan sige det! . . . Den stille Begeistring De vakte hos mig og det Alvor, der er udbredt over Dem, lod mig i Øieblikke glemme Forskjellen i vor Alder. Da, i slige Øieblikke . . . dog Intet derom! . . Min Forstand seirede altid i slige Anfald. Saaledes kom den sidste Dag, min Beslutning var ufravigelig fattet. Siig selv, om jeg blev den tro, siig, om De i Noget har anet, hvad der foregik i mig, indtil den Stund De reiste.

[209] Men De reiste ikke, De blev, og Fristelsen skulde begynde under en ny Form. Jeg saa Dem saa tro, saa øm, saa ganske glemmende Dem selv, for at pleie et sygt Barn – mit Barn. I en saadan Stund glemte jeg mine Forsætter. Himlen er mit Vidne, at jeg ikke saa i Dem den skjønne, unge Pige, men det Væsen, der af Alle stod mig nærmest, forenet med mig i et Haab, en Sorg, og som i det Øieblik deelte min Glæde. Mine Ord var et Glædesudbrud.

Og nu, min unge Veninde, har jeg aflagt min Bekjendelse for Dem. Mig har denne lettet, fordi jeg veed, at mine Følelser for Dem ville herefter flyde hen i sin rolige, naturlige Gang, som det anstaar sig en faderlig Ven. Glem ikke, Sophie, at jeg er Deres Ven, og at jeg ikke begjerer noget Andet. Med den inderligste Deeltagelse vil jeg følge Dem paa Deres Vei gjennem Livet. Gid Lykken følge Dem. Men skulde dette ikke ske som jeg ønsker, skulde Verden gaa Dem imod, saa ved De, Sophie, at De her har et Hjem, som altid staar Dem aabent, et Hjem, som ogsaa bliver Deres Søsters. Kom til os, hvis De bliver sorrigfuld. Kunne vi ikke byde Dem Lykke, saa vil De finde Fred her. Og nu Gud velsigne Dem! sagde han og reiste sig, takke Dem kan jeg ikke, for hvad De har været for mit Barn! . . Kom nu . . qvælqvæl] plag; pin Dem ikke med noget Svar. [210] Ikke sandt, Sophie, De husker paa, at jeg er Deres Ven, og at de kommer og besøger os som før.

Det var ganske overflødigt at opfordre Sophie til ikke at svare. Hvad skulde hun svare? Overraskelse, Undseelse, Forvirring bandt hende Tungen, men hendes taarefulde Øine talte for hende. Hun gjorde en Bevægelse, som om hun vilde kaste sig i hans Arme, men han greb begge hendes Hænder og kyssede hende paa Panden.

Kom nu, kom – jeg har opholdt Dem længe. Har De sagt Ada Farvel? Er Kufferten nede? . . Farvel, Farvel!

Farvel, nikkede ogsaa Trolden paa Piedestallen.

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.