[II, 16]

[230] Vi ville ikke detailleret, men kuns saameget som nødvendigt for Fortællingens Gang, skildre Forholdet i Svogerens Huus. Hvor der ymtedes om, at dette «ikke var som det burde være,» var man i et Stykke temmelig enig, at vælte Skylden over paa hende, og beklage ham. Louise havde ikke gjort sig yndet der i Egnen. Hun havde fra Begyndelsen af ikke fundet det Umagen værd at behage nogen. Han derimod var vel lidt. Han var en velkommen Gjæst overalt. Hans altid gode Humeur, hans Uudtømmelighed paa lystige Indfald, en RedebonhedRedebonhed] være parat; være beredvillig til at sætte sig i Spidsen for alskens Foretagender, enten de saa havde Fornøielser eller alvorlige Ting til Øiemed, gjorde ham til en af de Personer, der paa Landet ere ligesaa dyrebare, som uundværlige. Dertil var han gavmild, og der var Noget i hans Personlighed, som trods Raaheden, og [231] trods at han selv ligesom protesterte derimod, kunde kaldes tiltrækkende, kort, han havde ikke faa af disse udenfor Huset behagelige Egenskaber, hvorfor en Kone hjemme bøder med tusindfold Bitterhed i Hjertet. Til denne Side af Manden holdt man sig, for denne turde man trygt, uden at komme i Forlegenhed, gjøre sig Rede. Hvad hans Rygte – det som Franskmændene betegne under Navn af reputation, forresten angik, saa maatte dette allerede behandles forsigtigere. Man berørte sjelden denne Side af ham, men naar det hændte, var det gjerne for at berette et eller andet ærligt Træk. Det forholdt sig med dette Rygte, at det var ikke værre og ikke bedre end saamange Andres i en lignende Stilling, der har det tilfælleds med visse Haandteringer, at det er vanskeligt at holde sig ganske reen. Det var ikke godt, det var heller ikke slet heller; det var som Vildt, der har hængt lidt for længe, man er bedst tjent med ikke at see det i Kjøkkenet, men vente til det kommer paa Bordet. Man kunde ikke beviislig paapege nogen nedrig Streg af ham, men ved en behændig Tillavning fik man endog nogle Træk frem, der kunde kaldes gode og ædelmodige.

Kun et Factum lod sig ikke saa let bortraisonere.bortraisonere] bortforklare Man vidste meget vel, at Louises Mand bortødslede en stor Deel af sine uregelmæssige Indtægter paa visse lave Forbindelser udenfor Huset, medens han lod sit Barn [232] hjemme, en Dreng paa ti Aar, skjøtte sig selv, uden Lærdom og Opdragelse. Naar man da, som det sig hør og bør, havde dadlet dette tilbørligt, troede man efter dette Offer paa Sandhedens og Moralens Alter destrøstigere at kunne lægge til: men i Grunden er det ikke at fortænke den stakkels Mand at han søger lidt Trøst andensteds, hvem kunde holde ud at see paa de sure, kolde Miner bestandig? Man trængte til at tro det Bedste, fordi man trængte til ham.

Der var kun En, der dømte strengere end alle Andre. Det var det Væsen, der i lignende Tilfælde enten er eller vil være den Blindeste, eller hvor dette Kjærlighedens Bind mangler, er den ubarmhjertigst Klarseende.

Men hvilke Erfaringer denne Ene end havde havt Anledning til at gjøre, med Hensyn til det der dybest maae anfægte en ærekjær Kones Sjæl, hans Retsindighed og uplettede Karakteer, saa berørte hun denne Streng aldrig mere til Søsteren. Til ham udtalte hun aldrig Noget der lignede en Tvivl. Men denne isnende Taushed talte lydeligere end alle Bebreidelser, alle Beklagelser. Louise foragtede sin Mand.

«Agtværdighed» er, naar Talen er om dannede Mennesker et saa negativt Begreb, at man kommer i Forlegenhed ved at skulle bruge Ordet. Den er det Givne, det er Luften, hvori vi aande, som man [233] kun tænker paa naar den har Mangler, den er den ubemærkede Baggrund hvorpaa Elskværdigheden glimrer og tryller os, men vil den ophøre at være Baggrund, vil den selv være Noget, saa bliver den anmassende og ubehagelig, og driver Elskværdigheden paa Flugt. Louise havde nok med at være agtværdig, hun skulde være det for to. Men elskværdig var hun ikke den stakkels Louise. Hun var mørk og utilfreds, aldrig saaes der et Smiil paa hendes Ansigt, ak alt for ofte erindrede Sophie hendes egen Lignelse om den afskaarne Hvedeager! Da kunde hun ofte af sit dybeste Hjerte sukke: o Gud gjør mig ulykkelig om saa er din Villie, men ikke bitter, ikke som . . . ! Hun havde ikke Hjerte til at fuldføre Tanken. Heller ikke af sine Folk var Louise afholdt. De hadede hende for den strenge Arbeidsomhed og Oekonomi hun var nødt til at sætte igjennem, og som de ikke kunde forene med hans splendidesplendide] flotte; overdådige Maade at leve paa. Hun selv gik op i denne rastløse Flid, der kan være saa uvederqvægeliguvederqvægelig] urolig i et Huus. Hun var altid at søge paa Loft, i Kjøkken eller i Væverstue; i dette Huus var altid Stuen tom og kold.

Han syntes ikke at bryde sig stort om dette; naar han blot de Aftener han var hjemme – hvilket var sjeldne Undtagelser – fik sig sit Kortpartie og sin GrogGrog] drikk av rom, varmt vann og sukker med sine to uundværlige Venner, lod han aldeles [234] ikke til at savne den huuslige Hygge, som hun gjorde sig saa liden Uleilighed for at berede ham. Den ene af disse Venner, en Gaardmandssøn, en Slags halvstuderet Røver med et forslagent Hoved, men et noget «elakt»elakt] ekkelt; ondskapsfullt Rygte, var Procuratorens Fortrolige og FactotumFactotum] hjelper; «høyre hånd» i Et og Alt. Trediemanden, en gammel Major paa Vartpenge,Vartpenge] ventepenger; godtgjøring til offentlig tjenestemann i ventetiden mellom to stillinger eller til pensjonsalderen en lidenskabelig Kortspiller, eiede nogle Penge. Han var altid Skiven for deres Løier, om ikke Gjenstand for noget endnu Værre. Sandt er det, at den stakkels Major næsten altid tabte, undertiden ikke ubetydelige Summer. Men han havde den Svaghed, at han gjerne pralede med sit Held i Spil, og efter en saadan tilgavns uheldig Aften, maatte hans Venner altid love ikke at røbe ham, et Løfte som de ikke alene gav, men holdt med en særegen Samvittighedsfuldhed.

Disse Kortaftener vare rigtignok de allerulideligste af alle. Louise flygtede saa langt hun kunde for ikke at høre deres Latter og høirøstede Vittigheder, og Sophie saa sig i Regelen banlyst til sit eget lille Værelse, hvor hun havde den Ressource ved Skinnet af et ensomt Talglys at tage et Haandarbeide frem.

Dette var det Opholdssted i hvis milde, lune Atmosphære den unge Pige havde søgt den første Lægedom for et skuffet Hjerte. Hver Morgen tidlig blev hun vækket ved Vævens Slag i et nærliggende Værelse. [235] Dette vilde neppe afbrudt hendes Søvn, thi i hendes Alder sover man trods Sorgerne forunderlig fast, men det var Louise, hendes rastløse, ulykkelige Søster, der slog disse Slag. Det var for sit Barn Louise arbeidede. Ikke heller i dette, hendes Eneste, lovede Fremtiden hende nogen Glæde. Denne Gut røbede allerede megen Lighed i Karakteer med Faderen, og da han som sagt gik og skjøttede sig selv, indsaa Louise med stigende Bekymring, at et længere Ophold hjemme vilde aldeles fordærve ham. Hun sluttede da paa egen Haand en Overenskomst med en Kjøbmand i nærmeste lille By, om at tage ham i Huset, og lade ham opdrage som sine egne Børn. Louise var en flink Væverske; da hun ikke i Penge kunde godtgjøre Kjøbmanden, havde hun formaaet ham til at tage Producter af hendes Huusflid derfor. Ak hvor mange tusinde og atter tusinde saadanne Slag drog hendes spæde Haand inden hun havde opnaaet en Sum, der maaskee halvt opveiede Værdien af den Gave hendes Mand havde bortslængt Dagen før, eller tabt i en letsindig Tuskhandel!Tuskhandel] byttehandel (ved kjøpslåing og knep) Hvor haarde, hvor ilsomme lød disse Slag, som om den Arme i dem gav sit bittre, utaalmodige Hjerte Luft! . . Sophie sov aldrig fra det Øieblik Væven begyndte at gaae. De første Gange var hun staaet op og gaaet ind til sin Søster, men denne havde [236] da næsten umildt drevet hende tilbage, og tvunget hende til at lægge sig rolig ned igjen.

Hvilket Indtryk Alt dette maatte gjøre paa den unge Pige, kan enhver forestille sig.

Louise, denne engang saa gratiøse, med saamegen Skjønhedstrang udrustede Louise, der kun syntes skabt til en harmonisk og elegant Tilværelse, i en Omgivelse som denne! Hvilken bitter Parodie paa sig selv, naar hun saaledes sad i Væven, klædt som en Tjenestepige, eller naar en Fremmed traadte ind ad Døren og med usikkert, maalende Blik spurgte hende efter Fruen! Skylden laae ikke alene i de smaae Kaar, thi ogsaa over disse kan Tilfredsheden udbrede noget Gratiøst, der giver det Hele dette Rørende, der maaskee ved større Midler vilde forfeiles – maaskee heri ligger Hemmeligheden af det vi kalde Hyggeligt – men her var det smaae Kaar der forsmaaede det mildnende Sløer, som behager sig i sin kolde Nøgenhed. Det var en Ulykke der ikke vilde skuffe sig selv et Øieblik. Sophie greb engang Leiligheden til halv spøgende at foreholde Louise, at hun burde være mere forfængelig og klæde sig nettere. For hvem? var det laconiske Svar. For din egen Skyld, vilde Sophie svaret, men hun taug bedrøvet, da hun tænkte paa at Louises bedre Selv ikke existerede mere. Men selv søgte hun at give [237] sin Klædning det tarveligste Præg for ikke at stikke altfor meget af mod Søsteren.

Omtrent fjorten Dage havde Sophie opholdt sig i Svogerens Huus, da Amalie i et Brev meldte hende, at Cold allerede havde forladt Huset. Hans Tid var først udløben med Aaret, ja det var endog en gammel Aftale, at han skulde tilbringe Julen med dem, men strax efter Amalies Hjemkomst var han paa Grund af uopsætlige Forretninger reist. Faderen havde været bedrøvet derover. Ogsaa Mama var i slet Humeur, og vilde at Sophie skulde komme hjem. Denne følte sig ikke opfordret til uden Nødvendighed at forlænge et saa ubehageligt Ophold. Hun væbnede sig derfor med disse Grunde, da hun saa skaansomt som muligt forebragte Søsteren sit Ønske at reise før den fastsatte Tid.

Det gjør Du Ret i, sagde Louise uden at see op fra sit Arbeide.

Den Samtale mellem de to Søstre, vi have meddelt, hvori de endnu under Gjensynsfølelsens første Varme havde fortroligt udøst sig for hinanden, denne første Samtale, blev paa en Viis den Sidste. Efter hiint næsten ufrivillige Udbrud, laa Louises Sind der mørkt og tyst som et Bjerg, der har lukket sig efter Eruptionen.

En eneste Gang, kun en Eneste, berørte Samtalen [238] imellem dem fortrolige Gjenstande, men Louise forblev kold og ubevæget, som om Talen havde været om nogen Anden end hende selv.

Det var i Skumringen. Sophie havde allerede lagt sit Arbeide, men Louise havde en heel Bunke Lærred foran sig paa Gulvet, hvoraf hun klippede og syede flittig. Frygtsom udtalte Sophie for hende hiin hendes Barndoms ømme Bebreidelse, hvorledes hun (Louise) med Tanken fyldt af en Anden, havde kunnet saa hurtig, saa tilsyneladende letsindig hengive sig i sin Skjæbne. Hun gjorde hende et Spørgsmaal om denne hendes Ungdoms Elskede.

Næsten tonløst, uden at slippe Arbeidet, fortalte Louise:

Han var anseet og betydelig i sin Kreds, egentlig afholdt tror jeg ikke. Hans egentlige Karakteer kjendte jeg ikke, muligt havde den store Feil. . . . Det er ikke derpaa det kommer an. Det er ikke ham, vi skulle udgrunde, det er os selv. Det er til os selv, vi skulle stille Spørgsmaalet, og jeg havde besvaret mig det; for ham kunde jeg levet, vilde jeg levet med hele min Sjel. Vi vælge ikke en Mand, fordi han er den bedste, men fordi vi ved ham ville blive bedst.

Og han, gjengjeldte han da Din?

Han gav mig al Grund til at tro det. Men [239] jeg blot troede det, jeg vidste det ikke. Mændene ere i dette Stykke sikrere end Vi. Al vor Plunder af Løgn og Forstillelse hjælper os i Grunden ikke. Det er vanskeligere at dømme om en Følelse, der ikke behøver at lege saadan Skjul. Vi hykler for at skjule den, og de hykle for at bramme med den, og da er det ikke greit at skjelne Sandt fra Falskt.

Han var altsaa sikker paa mig, alt for sikker, jeg reiste hjem . . . .

Her gjorde hun en Pause, medens hun omhyggelig tog Maal på Tøiet.

Du reiste hjem? . .

FemogtredsindstyveFemogtredsindstyve] 65 Alen,Alen] gammelt lengdemål: 1 norsk alen = 0,6275 m hvormange Gange gaar fire op deri?

Louise, Du reiste hjem, hvad da, hvad da?

Ja, jeg reiste hjem, uden at det kom til nogen Forklaring mellem os. Men jeg var saa vis paa, at det første Brev, der faldt mig i Hænde, skulde være fra ham. Der kom Intet . . . Ved hver Uge sank mit Mod, og i denne Modløshed brød min onde Skjæbne ind over mig . . . Spørg ikke, hvorledes Saadant gaar til . . . Har Du Saxen?

O Gud, vidste han Noget derom? sagde Sophie og rakte hende mekanisk hvad hun netop havde i Haanden. Kunde han ikke faaet det at vide?

Jo, det kunde han vist, naar Nogen havde sagt [240] ham det. Du veed, jeg var kuns i kort Tid forlovet. I et fortvivlet Øieblik skrev jeg ham til, men jeg brændte det, jeg skrev igjen Et, men jeg turde ikke sende det. Han beherskede mig, men jeg havde ikke denne altbeseirende Tillid, der gjør, at man ubetinget overgiver sig til hans Ædelmod. Hvor skulde man ogsaa faa den fra? Han kunde maaske lønnet mig med Glæde og Lykke, men han kunde ligesaa let lagt en Ydmygelse mere til min Ulykke. Jeg torde ikke . . . Bagefter da det var for seent . . .

O Gud, hvad da?

Bagefter, da det var for seent, fik jeg Brev fra ham. See saa nu er jeg færdig. Her gjorde hun et Klip med Saxen, og rev et Stykke Lærred bragende over. Sophie spurgte ikke mere, men den fæle Lyd skurrede hende endnu længe i Øret.

Om sine egne Anliggender talte Sophie aldrig mere til Søsteren. Denne havde engang truffet hende i et Anfald af dyb Modløshed. Hun græd og sagde, at hun vilde døe. Bah, sagde Louise med sit bittre Smiil, vent ikke det, man døer ikke af Sorg, ellers vilde jeg havt første Ret dertil. Det er med disse Ungdomssorger som med de første Veer, man synes allerede da, at man ikke kan holde det ud, at man maa døe, men Madammen sidder rolig foran os med korslagte Arme, og siger: det forslaaer ikke,forslaaer ikke] strekker ikke til det forslaaer ikke, der skal noget Andet til.

[241] Sophie forstummede ved slige Yttringer, det var ligesom en brændende Haand tørrede hendes Taarer af. Louise havde ikke ret forstaaet, eller villet forstaae hendes Sorg. Fra sin Ulykkes Høide havde hun skuet fornemt, ringeagtende ned paa den. Enhver af dem skyede Berørelsen af sine dybeste Saar.

Dette hindrede imidlertid ikke Louise fra at tale den praktiske Livsphilosophis Sag, og hvor det lod sig gjøre, indprente sin unge Søster nyttige Livsregler. Hun havde derved en egen Maade at behandle dennes egentlige Hjerteanliggende paa, hun omgik det nemlig, som om det ikke existerede.

Virkningen udeblev ikke, skjøndt Sophie selv mindst mærkede det. Hun var kommen langt videre end hun selv vidste af, end hun selv havde holdt for muligt, og som neppe havde været muligt, hvis Louise som den ømme Søster havde givet sig til at kjæle for hendes Smerte. Hun havde bævende skuet ned i en Afgrund, og fra det Øieblik vovede hun ikke at see mere op til Kjærlighedens lyse, solbeskinnede Tinder. Der gives Øieblikke, hvor man er glad ved at have Jorden under sine Fødder.

---

[242] En klar Novembereftermiddag, da Solen allerede begyndte at synke i den farverige Dunstkreds,Dunstkreds] atmosfæren holdt endelig den unge Pige udenfor Porten af Alleen, der fører op til Provstens Gaard. Hun skulde efter Bestemmelsen allerede været der Aftenen før, men hun havde foretrukket at overnatte paa det nærliggende Hvilested. Jo nærmere hun var kommen Maalet, jo besynderligere slog hendes Hjerte. Hun havde forladt denne Gaard, vel overrasket ved hvad der var mødt hende, men dog saa rolig, som om Reins AndragendeAndragende] anmodninger ikke vedkom hende. Han kunde ligesaagodt læst hende et Kapitel af en Roman. Med den samme Rolighed havde hun tænkt paa at holde sit Løfte, at tage derind paa Hjemreisen. Nu var hun ved Porten, men her overfaldt denne Ængstelse hende saa stærkt, at hun selv standsede Hesten.

[243] Hvor fredeligt var det Billede, der laa foran hende! – Der borte var det godt og roligt at være!

Endnu hvilede der et Skin af høstlig Skjønhed over Egnen. En let Riimfrost langs Gjærder og Buske betegnede i uvisse svævende Omrids, hvor Solens Straaler ikke vare trængte hen. Men Markerne vare grønne og fortonede sig i de zarteste Overgange hen mod den violette Rand af Skoven. Endnu vare disse Birke i deres afbladede Skikkelse, majestætiske. Et Par Rognetræer længer ned i Rækken, kneisede hovmodig med deres pralende røde Kroner, som om de vilde sige, nu var deres Tid kommen. Tusinder af KramsfugleKramsfugle] småfugl opførte deres eiendommelige Koncert, der bestaaer af en eneste uafbrudt, dog ikke umelodisk Støi af snurrende, pibende, fløitende, lokkende, skrattende Røster. Vemodig lod Sophie Blikket falde hen mod Gaarden, der tilligemed det nære Kirkespir tegnede sit blaalige Skyggerids mod den røde Eftermiddagshimmel. Hendes Øre anstrængte sig for at opfatte en eller anden kjendt Lyd. Hun tænkte sig, naar hun nu pludselig traade ind i Stuen, med hvilken stormende Jubel Ada vilde flyve hende om Halsen, og nu, stakkels Ada! «kommer jeg nogensinde i denne Stue?» Som hun havde hørt denne Tanke og besvarede den, lød der idetsamme et langt, vedholdende, derpaa langsomt hendøende Klageskrig ned fra Gaarden. Maaske [244] var det en fjern Gjertrudsfugl, maaskee ikke andet end de tamme Ænder, som paa den Viis protesterte mod at være kommen for tidlig i sit Vinterfængsel, men Sophies Tanke paa hendes lille Veninde og den Skuffelse hun vilde volde hende, var saa levende vakt, at hendes Uvished, om hvad hun skulde gjøre, naaede sit Høieste. Hun ønskede tilsidst, at et Tilfælde vilde bestemme det for hende, og neppe var denne Bøn udtalt, før Hesten, lokket af et Par grønne Straa, som Frosten havde skaanet, pludselig gjorde nogle Trin ind ad Porten.

Denne Bevægelse vækkede Sophies slumrende Villiekraft. Med Instinctets hele uvilkaarlige Magt greb hun med begge Hænder om Tøilerne, drog Hesten tilbage, og med en Il, der lignede en Flugt, tog hun Veien i den modsatte Retning.

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.