[II, 4]

[43] Den følgende Eftermiddag kom Georg hjem fra en Tour paa Marken, og traf Husets Damer siddende paa Havetrappen. Fruen og Sophie syede og Amalie strikkede, hvilket Arbeide hun nu og da afbrød for at lugte til en uhyre Bouquet af Levkøier og Reseda, som hun netop havde røvet af det store Blomsterbed. Dette Bed var Fruens Stolthed, og det straalede ogsaa denne Høst i en usædvanlig riig Flor.

Veiret er saa deiligt, yttrede Fruen til Cold, at vi ikke kan overtale os til at gaae ind. Hvilken Mildhed paa denne Aarstid!

Det er sandt, jeg gruer ogsaa for at gaae ind i de kvalme Værelser. Man burde lukke Husene og flytte ganske ud i Naturen, saalænge vor korte Herlighed varer.

Man talte en Stund om Veir og Vind, om Høsten og om Næsten.Næsten] naboen(e) Naar det kom paa dette sidste Emne, var Fruen især i sit Es. Hun havde virkelig et Slags ForceForce] sterk side; styrke i at fortælle. Hun kjendte Folks [44] indre Historie til Punkt og Prikke, selv om dem, man mindst skulde troe det, vidste hun at fortælle noget Mærkeligt, hvortil hun gjerne knyttede en eller anden lærerig Betragtning. Samtalen blev pludselig afbrudt ved Edvard.

Dette unge Menneske var netop i den uheldige Overgang fra Skoletvangen til en Frihed, man endnu ikke forstaaer ret at haandhæve, hvori man gaaer op i alle mulige Tendentser, uden at fastholde en eneste, hvor man interesserer sig for Alting, beskjæftiger sig med Alting og dog ikke veed at beskjæftige sig med Noget. Han skrev Vers, spillede Pianoforte, han optog Skizzer, – Altsammen lige ustadigt og som oftest forstyrrende for de Andre. Moderen, hvis Kjæledægge han var, saa et reent Under i alle disse Anlæg. Sophie var den Eneste, der havde Klarblik nok til at skjønne, at alt Dette ikke førte til Noget. Hun foreholdt ham det undertiden, og bad ham gribe disse Sysler med Alvor, hvilket den unge Herre naturligviis blot tog ilde op, idet han formente, at han nu selv var voxen.

Man havde netop hørt ham phantasere paa Pianoet, dernæst at afrette sin Hund og bringe denne til at hyle ganske afskyeligt, endelig at rende ud og ind igjennem adskillige Døre, da han pludselig præsenterede sig for Selskabet i en Art Forklædning, bestaaende i en af de Damehatte, der var i Mode for tyve, [45] tredive Aar siden, og hvis Form og Størrelse nu virkelig forekomme os saa fabelagtige, at man neppe kan begribe, at de have været benyttede paa offentlig Gade. Man husker maaske en Sort af sort trykket Skind, prydet med en Qvast sorte Fjædre, der tvertimod denne Prydelses sædvanlige Art at falde ned, strittede stivt i Veiret. Et rødt Langshawl og en umaadelig Sypose fuldendte Forklædningen. Hilset af de Andres Latter nærmede han sig neiende, idet han i Gang og Miner efterabede en gammel Jomfru der i Bygden.

Ah! [46] Jomfru Møllerup! . . . . Vær saa god! . . . . Sæt Dem ned kjære Jomfru Møllerup etc! . . .

Han aabnede sin store Pose, saa tankefuld ned i den, sukkede dybt og rystede paa Hovedet. Derpaa, benyttende et Øieblik, da Amalie lugtede til sin Bouquet, bemægtigede han sig hendes Strikketøi, trak Pinderne ud og begyndte at række op; men her kom hans Hund netop farende efter ham, og bragte ham ganske ud af Rollen . . . Chasseur apportez!Chasseur apportez] (fr.) apport; hent, Chasseur: jeger . . . Syposen fløi bag Hækken og den gamle Jomfru og Hunden som en Hvirvelvind efter.

Jaja, vi lee Børn! sagde Fruen, men der var en Tid, da Jomfru Møllerup ikke var til at lee ad, men der var tvertimod Mange, hun bragte til at græde. Da var hun den smukkeste og meest feirede Pige i mange Miles Omkreds.

Jomfru Møllerup? – Det er umuligt! Det er utroligt! – Jomfru Møllerup! Hun er jo fjantet den Stakkel!

Jomfru Møllerup var sin Tids smukkeste og meest feirede Pige! gjentog Fruen med Vægt. Jeg kjender hendes Historie. En Tante af mig, der var hendes intime Veninde, har fortalt mig alle Omstændigheder ved den. Den er meget sørgelig, men den er lærerig; den kunde tjene til Advarsel for mangen ung Pige.

Hvordan det Moder, i hvilken Henseende? spurgte Døttrene.

Det bliver interessant! sagde Cold og satte sig paa Trappetrinnet. De maa virkelig fortælle os hele Historien, at Deres Døttre kunne have rigtig Nytte af den.

Ak ja! bad Amalie. Det undrer mig, at Du ikke har fortalt os den før, da der er noget Mærkeligt ved den.

Har jeg ikke gjort det, min Pige, saa kan Du være vis paa, jeg har havt mine Grunde derfor, sagde Fruen, og syede flittigere.

Slet ikke fordi den indeholder noget i mindste Maade anstødeligt, blev hun ved, da Ingen afbrød hende. Der er Intet deri, som ikke en ung Pige kan høre paa, uden at rødme. Men den ulykkelige Jomfru Møllerups Historie indeholder Træk af [47] disse Lidenskabens Forvildelser, af disse Yderligheder, hvortil et heftigt Sind kan drives, naar det ikke forstaaer at beherske sig selv; og det er min Mening, at unge, uskyldige Gemytter ikke engang i Tankerne skulle foruroliges af Sligt. Det har været mine Grunde, har jeg havt nogle . . .

Alt det kan jo ikke andet end spænde vor Nysgjerrighed paa det Frygteligste, sagde Cold, der kjendte Fruens Fortællelyst alt for godt til ikke at vide, at man slet ikke gjorde hende nogen Tjeneste med at respectere hendes Grunde. Da der altsaa ikke er nogen directe Fare for os unge, uskyldige Gemytter, saa slipper De os ikke . . . Altsaa: Caroline Møllerup var sin Tids smukkeste og meest feirede Pige.

Det var hun; hun var smuk, dog var det især Noget i hendes Væsen, der var endnu mægtigere end hendes Skjønhed. Hun var meget overgiven, men naar hun var i det Lune, kunde hun ogsaa være kold og frastødende. Hun var hvad man kalder aparte. Julehelgen og andre Leiligheder lokkede gjerne en Mængde unge Mennesker op i den muntre, gjæstfrie Egn, hvor hendes Fader boede. Det var i den gode gamle Tid, da man forstod at more sig, da man havde sine tolv–fjorten Baller i Julene. Da stod man blot op for at klæde sig paa til et nyt Bal. Jomfru Møllerup var da det Centrum, som de unge Herrer sværmede [48] om, og de reiste ikke derfra, inden hun havde gjort et halvt Dusin af dem ulykkelige. Naar nogen kunde forekaste hende Dette, og mene, at hun var for haard mod En eller Anden, svarede hun: Hvad kan jeg for det, jeg har ikke opmuntret ham! Og det var ogsaa Synd at sige. Coquet var hun igrunden ikke, skjønt man beskyldte hende for det. Men et Navn skulde man jo give hendes Væsen.

Hvad Caroline Møllerup var i sin Kreds, det gjaldt RitmesterRitmester] offisersgrad i kavaleriet mellom løytnant og major B. for at være i sin: uimodstaaelig, uindtagelig. Rygtet om hende var trængt hen til ham. Han laae netop med en heel Deel Officierer i Garnison i Nærheden – dette kunde være i Aarene 80–81 – det var derfor en let Sag for ham, at mage det saa, at han blev inviteret til at tilbringe Julen hos Møllerups. At bøie et Sind som Carolines, syntes ham en Opgave, alene bestemt for ham. Han nød allerede Triumfen forud, og det er sandt, Alt hvad en Mand kan opbyde for at vinde en Pige, satte han i Bevægelse. Ved alle Lystigheder var han hendes bestandige Ridder. I Komedien, som dengang var saa i Mode, var han altid Elskeren og hun Elskerinden, – men – derved blev det – ved Komedien nemlig. Caroline blev sig selv liig: munter, livsglad, uudtømmelig med ham i at opfinde ny Moerskab, forekommende som Værtinde, . . . . men naar [49] han slog paa den ømme Streng, affærdigede hun ham som de Andre, drillende og koldt. Han begyndte at blive urolig. Enhver havde strax betegnet ham som Den, der skulde gaae af med Seieren. Nu begyndte man at tale om en sandsynlig Kurv, og et Par Kammerater, til hvem han havde udtalt sig vel sikkert om sin Seier, dulgte kun slet sin Skadefryd. Han fordobler sine Angreb, – forgjæves. Den fatale Dag kom, da Ritmesteren maatte til sin Escadron.Escadron] taktisk enhet i kavaleriet Man sagde han var citronguul i sit Ansigt ved Afskeden og at han sendte Caroline endnu et Blik! – et Blik, der skal være den visse Ting, som den stakkels gamle Jomfru fortæller, at hun aldrig kan glemme.

Var det da ikke hans Alvor? spurgte Sophie, ganske bleg af Bevægelse. Holdt han ikke virkelig af hende?

Det kommer ikke Historien ved, min Pige . . . Afbryd mig ikke! . . . Efter denne Dag foregik der en besynderlig Forandring med Caroline. Man skulde tro, dette Blik havde forhexet hende. Hun blev meget stille og hun tabte sig i kort Tid paafaldende. Et Aar gik saaledes hen. Da betroede hun min Tante, at hun fra det første Øieblik havde elsket B., men – gav hun til Undskyldning – hun havde ikke kunnet tvinge sit Væsen; men næste Gang, han var kommet igjen, da vilde hun været anderledes mod ham [50] – hun havde ventet og ventet, men forgjæves. Endelig – her sank Fruens Stemme med Et ned til en halv Hvisken – havde Angst og Længsel drevet hende til at skrive ham et Brev til, hvori hun i de lidenskabeligste Udtryk tilstaaer ham sin Kjærlighed! – – beder ham at komme tilbage!! – – da hun ikke kan leve uden ham!

Amalie lod Strikketøiet falde og skjulte Ansigtet i Bouquetten.

Skrækkeligt! aandede Sophie, med virkelig Skræk i alle Miner.

Gyseligt! anbragte Cold.

Den arme Pige! Lader os ikke dømme hende for haardt, vedblev Fruen. Vore Forvildelser drage selv Straffen efter sig. Her fulgte den lige i Hælene. Min Tante, en sædelig, velopdragen Pige, blev, som man kan tænke sig, høilig forfærdet. Hun fik hende endelig overtalt til at skrive et nyt Brev, hvori hun i en mere sømmelig Tone besværger ham at sende Brevet, det ulyksalige Brev, tilbage. Det kom . . . . altfor snart . . . . indesluttet i en Konvolut fra B. der, tænk dem nu! i faa Linier indeholdt den Forsikring, at han aldrig vilde kunnet skille sig fra dette dyrebare Document, havde han ikke heldigviis sørget for adskillige Afskrifter deraf, som cirkulerede blandt hans Venner, til uskyldig Adspredelse i ledige Timer, og til Trøst [51] for dem, der havde ladet sig holde for Nar af en snedig Coquette.

Af dette Stød kom hun sig aldrig. Hun faldt i en langvarig Sygdom, og da hun reiste sig igjen, var hun gal. Hun skrev uafladelig Breve, som man naturligviis ikke sendte bort. Vanviddet gik vel over, men fjantet var og blev hun. Skrive Breve og rive itu, strikke og række op igjen, er siden blevet hendes eneste Sysselsættelse.

Efter denne Fortælling blev der en lang Pause. Endelig sagde Cold:

Og nu Moralen bedste Frue?

Jeg veed ikke hvad De mener med Moral, men mener De den Advarsel, den Lære, Andre kunne drage af en saadan Historie, da synes mig den ligger klart nok for Dagen: Enhver Overskridelse af Grændserne for det Anstændige straffer sig selv paa det Haardeste.

Det er vist nok saa, men alligevel maa jeg tilstaae, jeg er ikke ganske paa det Rene. Den som her krænkede Anstændigheden var, synes mig, Ritmesteren, men De har ikke fortalt, at han blev straffet. Den stakkels Jomfru derimod blev straffet med Skjændsel og Vanvid og alle skrækkelige Ting, men hvad havde hun da egentlig forbrudt?

De maa ikke have hørt rigtig, eller ogsaa maa jeg have udtrykt mig meget utydeligt: Det var hende, [52] Jomfruen selv, der skrev ham til, uden at han havde erklæret sig ordentlig.

Jo det har jeg ganske rigtig forstaaet, men endda er ikke Forbrydelsen mig rigtig indlysende. Hun skrev ham til, fordi hun troede, at hun havde noget at gjøre godt, da hun jo havde været den Ubønhørlige. Hun gik naturligviis ud fra, at Ritmesteren var en brav Mand og ingen Kjeltring. . . . .

Men min Gud! De vil dog ikke forsvare et saadant afsindigt Skridt, et saadant aabenbart Brud paa al kvindelig Takt! . . . . Er det kanske Deres Mening, at Damerne skulle frie selv og Herrerne undselig uddele Kurve?

Nei bevares! Det er slet ikke min Mening, det var jo at berøve Damerne deres dyrebareste Privilegium. Jeg troede blot, at enhver dyb, ægte Følelse hos dem ogsaa – fordi de ere Mennesker som vi – har Ret til at give sig en Form, naar den kun holder sig indenfor de lovlige, det vil da sige Gratiens Grændser, og jeg troer endvidere, at Omstændigheder, Individualitet, tilsteder mange Undtagelser fra det Sædvanlige. At Jomfru Møllerup, drevet af sin Lidenskab og daaret af den Tro, at hun var elsket af Den, hun selv havde forskudt, skrev et saadant Brev, var i sig selv ikke ukvindeligt; hvorledes det var skrevet, derpaa, synes mig, kommer det an. Oh, en saadan [53] Tilstaaelse kunde være saa zart, saa duftende som en Liliekonval, saa kvindelig med andre Ord.

Ja min kjære Cold, sagde Fruen overlegent smilende, det er som jeg siger, De har altid saadanne aparte Meninger, og vi skal altid komme i Strid sammen. Kun lader Deres Theorier sig ikke praktisere i det virkelige Liv. I Herrer taale, som bekjendt, ikke Erklæringer, om det saa var en livagtig Gudsengel selv, der gjorde sig den Uleilighed, og jeg er bange for, at min bolde Ridder selv mindst vilde bestaae Prøven.

Det kommer ganske an derpaa Frue.

Sæt at De havde været i Ritmesterens Sted, og De havde faaet et saadant Brev, hvad vilde De saa gjort?

Viis mig dette Brev, saa skal jeg sige Dem, hvad jeg vilde gjort.

Nu, jeg antager, at det var skrevet af en forresten elskværdig Pige, og at det var saa duftende af Lilier og Roser og alt hvad De vil . . . .

Havde det været et sandt og ægte kvindeligt Brev, da vilde jeg paa staaende Fod brudt op . . . og jeg vilde ikke have hvilet eller rastet, førend jeg havde ligget for hendes Fødder, førend jeg havde . . . o førend jeg havde! . . .

Ja vist! . . Men naar De nu ikke elskede hende?

[54] Hvis jeg ikke elskede hende? . . . Da vilde jeg . . o jeg vilde! . . . ja jeg veed ikke rigtig . . . da vilde jeg føle den dybeste Agtelse . . Taknemlighed –

Ja Tak skal De have! Agtelse, Taknemlighed, det skal rigtignok hjælpe hendes krænkede Stolthed.

Stolthed, Stolthed og altid Stolthed! Hvorfor skal den krænkes? Er det en større Skam for en Kvinde end for en Mand at see en Følelse ubesvaret, der har det samme menneskelige Udspring?

Her mødte ham et Blik af Sophie, et Blik, hvis særegne Udtryk, han saa vel gjenkjendte: Forundring, Smerte, Tvivl og Fryd, blandede sig i dette. ElectriseretElectriseret] oppildnet derved, vedblev han:

Hvorfor maa denne Følelse ikke møde vor, veilede den? Ja veilede, fordi den kvindelige Kjærlighed har et langt sikkrere og dybere Instinkt for den sjelelige Harmoni, end vor. Det fører til Lykken, ikke vort. Jeg kan ikke beundre denne Kvindelighed, der sætter sit Ideal i en Passivitet, en Stumhed, der nedværdiger dem til Dukker og Automater Allesammen.

Men saaledes forlanger nu Verden engang et Fruentimmer, og Verdens Lov maa et Fruentimmer agte.

Dog ikke naar hendes Livs Lykke staar paa Spil!

Netop da, netop da! At underkaste sig er den [55] eneste Redning for hende. Derfor kan man ikke nok indskjærpe en ung Pige, at lægge Baand paa sine Følelser og om muligt udrydde dem itide.

Udrydde dem! Gud forbarme sig! hvilket Ord! . . . . Hvis De havde Ret heri, Frue, maatte enhver ung Pige klage til Gud at hun er bleven fød.

Hr. Cold! sagde Fruen høitidelig, dette er ikke et Thema at afhandle ligeoverfor unge Piger. Lykkeligviis kan slige Principer som de, De der udtaler, ikke blive farlige for mine Døttre. Jeg har opdraget dem sædeligt, efter Grundsætninger, som passe sig mere for Livet. Jeg har tidlig lært dem at skjælne mellem en indbildt og en virkelig Verden. I Romanerne blive disse skjønne, ømme Følelser altid mødte og kronede, og Troskaben er evig. I Livet gaaer det ikke saaledes til. Der er det et reent Lykketræf, at en ung Piges Kjærlighed imødekommes, og med den evige Troskab kan det slet ikke nytte, naar de ikke ville gaae der som gamle Jomfruer Allesammen. Det er deres Bestemmelse at blive Koner og Mødre, ikke at spilde deres Liv med at ruge over tomme Sværmerier. Jo før de kunne blive færdige med disse, desto bedre for dem! . . . . Thi seer De: ikke heller i Balsalen drager den unge Piges stille Ønske Den frem, hun netop vil dandse med; hun dandser med Hvemsomhelst, og hun morer sig alligevel. Efter denne Lære, har jeg levet. [56] Jeg ægtede min Mand uden Lidenskab, og vort Ægteskab har desuagtet været lykkeligt. Jeg har sat min Lykke i Resignation og i Opfyldelsen af mine Pligter. Mine ældste Døttre have heller ikke giftet sig af Tilbøielighed, men de ere blevne lykkelige Koner for det.

Her gjorde Sophie en heftig Bevægelse, som om hun vilde sige Noget; men hun sænkede blot Hovedet.

Og mine Døttre, sluttede Fruen, ville engang takke mig derfor, takke mig fordi jeg har lært dem, at Fornegtelse er et Fruentimmers skjønneste Dyd. . . . Hun reiste sig majestætisk.

O, det skulde De ikke have gjort, raabte Georg, idet han ligeledes reiste sig heftigt . . . . Tilgiv mig! Men De kan ikke mene hvad De der siger. Det er jo en oprørende Synd . . . Det er Selvmord! . . . Det er jo at tilintetgjøre det herligste et Menneske har i Eie: Tro, Haab og Kjærlighed paa engang . . . . Og hvad bliver der saa igjen til at udholde Livet med . . Fornegtelse? . . . . Denne blegsottige Sjælsanstrængelse, dette Skjul for Livsleden, skal den kunne erstatte den levende Følelse, der vilde baaret Alt let og med Glæde? . . . . Er det at værne om de dyreste Kræfter, Gud har bestemt til Slægtens Velsignelse? . . . . Mødrene paalægge selv deres Børn at dølge dem som en Skam, at udrydde dem som en Synd, de skulle udgrædes gjennem Taarer [57] og lange Lidelser; og naar da en saadan Sjel er tilstrækkelig martret og uddød, da er det, den tilbydes Manden . . . . Det er paa Ruinerne af Templet, han skal bygge sit Huus! . .

Nei, nu bliver De altfor overdreven. Paa en saadan Flugt kan jeg ikke følge Dem længer . . . . Kjære Cold! lad det være sidste Gang, vi tale om dette. Her forstaae vi hinanden aldeles ikke . . . . . Gud, Klokken er alt otte! . . . Kom Børn! Det er sandelig paatide at vi bryde op. Medens jeg sidder her og afhandler Kvindens Pligter, glemmer jeg at give min Mand Mad. Hun gik leende ind.

Men Sophie havde under Georgs sidste Replik forladt sin Plads, og var gaaet ned mod Blomsterkvarteret. Hun stod bøiet over en Busk, da Georg nærmede sig.

De har ingen Mening havt i vor Strid, Frøken Sophie, De har ikke sagt et Ord. Hans Læber skjalv endnu af Bevægelsen, hans Øie hvilede flammende paa hende.

See denne Rose, sagdesagde] rettet fra: sage Sophie blussende, hvor den er deilig, neppe udsprungen og midt i September! Jeg staaer i Strid med mig selv, om jeg skal bryde den af eller ei.

Tag den kun, en Nattefrost gjør det ellers . . . . Men det var ikke Svar paa mit Spørgsmaal . . Sophie! [58] . . . See der er en til; en aldeles deilig en! Han stak Haanden dybt ned i Tornerne og fik med Møie fat i den. Den er endnu deiligere!

Virkelig? sagde Sophie med et fiint Smiil. Hun holdt dem sammen. See nu ret paa dem. Mon det ikke er fordi De har revet Deres Haand tilblods, og at min var saa let at tage?

Det kan nok være, sagde han forvirret, men De har endnu ikke besvaret mit Spørgsmaal. Havde jeg Ret eller Uret?

Jeg har besvaret det.

Giv mig denne Rose, sagde han, det er netop den, jeg vil have. Han kastede sin langt bort.

Nei, nu faaer De den ikke, sagde Sophie, og holdt den iveiret, og da han vilde gribe efter den, sprang hun hurtigt henover Bedene opad Trappen, og forsvandt bag Glasdøren.

Som en Piil foer han efter, og da den unge Pige saa sig forfulgt ogsaa indenfor, udstødte hun et af disse gjennemtrængende Skrig, hvori Overraskelsen hos legende Børn lægger en saadan uefterlignelig Blanding af Jubel og Skræk paa engang. Dette Skrig standsede ham, og han blev tankefuld staaende med Blikket hæftet mod den Dør, bag hvilken hun var forsvunden.

Aandeløs naaede Sophie sit Værelse, hvor hun [59] overlod sig til den længe tilbageholdte Bevægelse. Som alle dybe Mennesker, der tvinges til at leve meget paa Overfladen, havde hun heftige Udbrud. En før ukjendt, berusende Glæde gjennemstrømmede hende. Længe stod hun dybt aandende for at samle sig. Hun rev Vinduet op, det var som om Luften i Værelset vilde qvæle hende. Hvad sagde han, der gjør mig saa glad og let! Er det en Drøm? Jeg følte mig saa ringe, saa ydmyget i min Kjerlighed, men den er ikke længer ringe, den er Noget, den har Værd i hans Øine, jeg tør være stolt af den! O Gud, raabte hun og rakte Hænderne op mod de blinkende Stjerner . . . . Tak, Tak, fordi Du tillader mig at leve for ham, som jeg elsker! . . . men nei, jeg kan ikke tro det. Der vil, der maa komme Noget iveien! . . . hvorved skulde jeg have fortjent at blive saa lykkelig fremfor mine stakkels Søstre, fremfor tusinde af mine Søstre?

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.