Amtmandens Døttre (1854/55)

av Camilla Collett

[II, 8]

[116] Vi ville ikke trætte vore Læsere med Skildringen af den Kamp, der nu udviklede sig mellem dem. Det er pinligt at følge saamange strandede Forsøg, saamange utrættelige Anslag paa den ene Side, og paa den anden en ligesaa behændig Utrættelighed i at tilintetgjøre dem. Thi – man finde det troligt eller ei – det lykkedes ham ikke. Lettere kan man fange det flygtige Ekorn, der svinger sig fra Trætop til Trætop, end man kan faae en Kvinde til at staae til Rede, naar hun ikke vil det. Tilfældet kom her Sophie til Hjælp. De mange heftige Sindsbevægelser havde virket for stærkt paa hende. Hun blev syg og nødt til at holde Sengen i nogle Dage, og inden hun var kommen sig igjen, maatte Cold gjøre en af de sædvanlige [117] Forretningsreiser for Amtmanden. Han havde under dette havt Tid til at berolige sig, og han greb Reisen med etslags Begjærlighed, som en lindrende Afbrydelse i den unaturlige Spænding. Ude af hendes Nærhed vilde han desuden besindigere overveie det Passerede og de Midler, der lettest vilde føre ham til Maalet.

Det var en deilig Høsteftermiddag, da han vendte tilbage. Himlen hvælvede sig reen og mørkeblaa. Solen, nær sin Nedgang, stod skjult bag en Sky, der formet som en uhyre Krokodil med opspærret Gab og gylden Bug, leirede sig over de vestlige Bjerge. Et yndigt, farverigt Tusmørke hvilede over Sletterne; de fjerne Aase glødede. Reisen havde virket oplivende paa ham, han var freidigere, og han havde udkastet en ny Angrebsplan. Med Rolighed vilde han herefter afvente det beleilige Øieblik; var hun først bleven mere tryg, vilde det komme af sig selv. Men jo nærmere han kom Hjemmet, desto mere følte han dette Forsæt vakle, og da han ved en Ombøining af Veien under Træerne kunde skimte den Bolig, der omsluttede hans Elskede, havde han blot et ubændigt Ønske: at kaste sig for hendes Fødder, og ikke ophøre at bestorme hende, før hun havde hørt ham.

I den Bevægelse, han var kommen, var det ham modbydeligt at møde nogen Anden; som en Tyv [118] sneg han sig derfor op paa sit Værelse. Han aabnede sagte Vinduet til Haven og lod den længe udelukkede, friske Luft strømme ind. Aaret 1834 havde et ualmindelig deiligt Efteraar. Høsten var gaaen med mild Haand over hele Naturen. Skjøndt midt i October blomstrede endnu Asterne i riig Fylde og enkelte Georginer stode i sin fulde Pragt og nikkede hovmodig over Bedene, hvor de fine Sommerblomster vare falmede. Træerne vare umærkelig gulnede, deres Toppe spillede endnu kun i forhøiede Farvenuancer, der give dem dette vidunderlige Relief,Relief] særpreg Malerne ynde saameget. Idet han aabnede Vinduet, sank Solen netop ned bag det mørke Skybelte i Horizonten og kastede et glødende Fakkellys ud over hele Egnen. Alle Farver tændtes i dette Lys og spillede i tusinde Nuancer af Kobber, Guld og Purpur . . . Blomsterne tindrede som Ædelstene. Men vor unge Ven havde i dette Øieblik liden Sands for den ubeskrivelige Naturpragt. Hans Øie trængte speidende ud over alle synlige Puncter i Haven, medens han lyttende bestræbte sig for at opfange en Lyd af hende, som han søgte. Da troede han at see en lys Skikkelse bevæge sig i det lille Buskads paa Høien, dæmpede Toner lød op til ham . . . Hans Hjerte sagde ham, at det var Sophie. Ligesaa hurtig var han nede, men ligesom han i det Tusmørke, Solnedgangen pludselig havde udbredt, vil [119] træde ind i Buskadset om Lysthuset, styrter den lyse Skikkelse sig med et: Gud, er Du endelig der! frem og kaster sig i hans Arme. Et nyt, hvinende Skrig oplyser Feiltagelsen. Skikkelsen forsvinder bag Hækken og den arme Georg staaer igjen fastgroet til Pletten med udbredte Arme. Solguden, denne ulykkeligste af alle Elskere, maa have seet saaledes ud, i det Øieblik ArethusaArethusa] nymfe som ble til en fontene (gresk mytologi) opløser sig i hans Arme til Vand.

Det var nemlig den Dag Brøchers Fødselsdag. Alt i længere Tid havde Amalie beredet sig til at feire den paa en Maade, der svarede til dens Vigtighed. Hun havde indstuderet en ny Sang til Guitaren, en tydsk Sang, der begyndte med et «In dieser heil’gen Runde,»In dieser heil’gen Runde](ty.) i denne hellige krets eller en anden saadan tydsk Begyndelse, og som i Grunden var en Frimurersang, men ligesom alle Frimurersange, var saa dunkel, at den kunde passe for alle mulige Ting. I lang Tid havde hun været beskjæftiget med at fuldføre en Tegning i Vandfarve, der forestillede det omtalte Galterud, der skulde blive deres jordiske Paradiis. Familie og Bekjendte fandt den meget vellykket, og naar man undtager, at den oprindelige, skidne Træfarve paa Huset var ombyttet med en straalende guul, og at dette var omkrandset med en Rigdom af smaragdgrønne Træer, var den ogsaa meget tro og nøiagtig. En Spotter, der endelig vilde finde Noget at udsætte derpaa, vilde maaske [120] smaaligen kunnet udregne, at det lykkelige Par, der sad under en Hængebirk ved Døren, vilde, naar de reiste sig, rage op over Piberne paa Taget, men denne lille Feil i Techniken skadede aldeles ikke Effecten af det Hele. Med dette Stykke og flere andre Presenter, skulde Brøcher have været overrasket, naar han efter Løfte var kommen for at tilbringe den hele Dag med dem. Om Formiddagen skulde Familien gjort en deilig Tour. Capellanens Yndlingsretter, Grønkaal med Kjødboller og MarvbuddingMarvbudding] brødpudding med rød saus til, jf. http://www.bokselskap.no/boker/kogebog/buddinger som Dessert, hvortil Amtmanden vilde føie en Flaske Champagne, ventede ham til Middag. Dagen gik, men Dagens Helt udeblev. Amalie begyndte alt at finde den hvide Kjole, hun havde taget paa, noget kjølig i det Frie og Bouquetten i Brystet falmede. Utallige Gange havde hun fra Høien, liig den «hvidbarmede Colma fra Stormenes Bjerg»«hvidbarmede Colma fra Stormenes Bjerg»] henvisning til Ossain, se under speidet ud over Sletten. Da han endnu ikke var kommen Klokken fem, kunde hun ikke længer holde det ud, hun løb til Skriverbordet og gav sin martrende Uvished Luft i følgende Linier. Amalie læste OssianOssain] hovedperson i Fragments of Poetry Translated from the Gaelic and Erse Language (1760) av James Macpherson (1736–1796), skotsk forfatter i de Dage.

Dagen synker og endnu er Du ikke kommen. Hvor er Du, min Elskede, ak hvor er Du? Hvorfor kommer Du ikke? I otte uendelige Timer har jeg ventet med stigende Angst; i ethvert Blad, som skjælver, har jeg troet at høre dine Trin – men ingen [121] Brøcher! Nu kan jeg næsten ikke mere. Jeg er rolig, frygtelig rolig. Det er ligesom Naturen forstod og leed med mig. Dagen var før saa smilende, med Et er det blevet mørkt som i min Sjel. Alle de smaa Gaver, hvormed jeg vilde beredet Dig en lille Glæde paa denne Dag, see saa vemodigt paa mig, som om de vilde sige: han kommer ikke. Alt hvisker til mig: Han kommer ikke! . . . Naar Du blot ikke er syg! Du har dog ikke faaet dit Tilfælde igjen? . . . Rolig siger jeg at jeg er, o tro det ikke. Du er maaske syg, og jeg sidder her i uvirksom Klage, istedetfor at ile til Dig . . . Tilgiv Elskede, men skynd Dig med at berolige din
Amalie.

Visergutten Ole var, under utallige Formaninger om at skynde sig, sendt afsted med dette Brev, og det var i denne Mellemtid, at Tildragelsen i Haven indtraf.

Da Cold senere gik ned for at fremstille sig for Familien, standsede han nølende i det lille Forværelse, foran Dagligstuen. Gjennem den halvaabne Dør lød ham en høirøstet Samtale imøde. Den syntes at dreie sig om Brøcher. Fru Ramm havde, ligesiden den Dag, da han var traadt iveien for Amalies Forbindelse med Provsten, faaet Noget imod ham; skjønt hun ikke nævnte denne Grund til sin Uvillie mod ham, greb hun enhver Leilighed til at give den Luft. Mellem [122] Fruens og Amalies heftige og klagende Røster, kunde Cold skjelne Amtmandens beroligende og lidt bebreidende Stemme. Værelset var i nogen Uorden. En Mængde Reisetøi laa opstablet paa Stole og Sophaer. Lidt til Siden ved Lampen bemærkede han Sophie ivrig beskjæftiget med at sye. Hendes Ansigts ligegyldige Rolighed stak besynderlig af mod de Andres Heftighed. Cold havde en stor Frygt for Familiescener. Han stod alt i Begreb med at vende om, da et almindeligt Udraab, fulgt af en høitidelig Pause indenfor, uvilkaarlig bragte ham til at standse igjen.

See saa, sagde Amtmanden, saa er den Sorg slukket. Nu Amalie, hvad skriver han?

Læs Du, Fader, jeg kan ikke. Det er ligesom Bogstaverne gaae rundt for mig.

Faderen læste:
Jeg beklager overmaade meget, at Omstændighederne have hindret mig fra at komme, saameget mere, som jeg derved har voldt Dig, kjæreste Amalie, flere bekymrede Timer. Med Hensyn til min Helbred kan jeg ganske berolige Dig. Mit Tilfælde har, Gud være lovet! kun viist sig efter betydelige Mellemrum, og da kun for hver Gang i en bemærkelig ringere Grad. Derfor kan min søde Pige være rolig.

Men Gud hvor er han da! afbrød Amalie.

Jeg befinder mig paa Fjerdingstad, hos Lensmanden, [123] hvor jeg har siddet i Fattigkommissionen fra Klokken ni Slet.Slet] presis Forretningen vilde vist været endt til sædvanlig Tid, naar ikke Spørgsmaalet angaaende den nye Rodeinddeling var kommet paa Bane, og havde holdt os varme til Klokken syv. Det er ubegribeligt, at noget Saadant kan blive Gjenstand for en Discussion, da det maa være enhver Fordomsfri, der blot overfladisk sætter sig ind i Sagen, indlysende, at den nye Inddeling af kun otte Roder, er langt mindre hensigtsmæssig og til Communens TarvTarv] interesse svarende, end den gamle Inddeling af det Dobbelte, nemlig sexten, da denne – efter min subjective Overbeviisning idetmindste – paa en ganske anden fyldestgjørende Maade forener alle Interesser, navnlig Fattigvæsenets og Skolevæsenets, og fornemmelig det Sidstes, naar man erindrer den megen Tid, Veilængderne tage for den omgaaende Skolelærer. Jeg skal senere paa en mere tilfredsstillende Maade udvikle Dig hele Vigtigheden af mit i denne Retning gjorte Forslag; nu ikke et Ord mere derom, da jeg veed min Amalie venter. Jeg vil altsaa blot gjentage, hvor oprigtig jeg beklager, ikke at have kunnet tilbringe denne Dag i Eders Midte. Men da vor Afreise først er berammet til Klokken tolv, vil jeg endnu kunne indhente det Forsømte og komme desto tidligere imorgen, hvorved vi dog vinde et Par Timer, vi kunne hellige vor Kjærlighed. Altsaa [124] Klokken ni har Du mig! Hils alle Dine Kjære, men selv være Du, min elskede Pige, hjerteligst hilset af din
Adolph.

Det var ogsaa et Brev! udstødte Fruen med et Blik mod Loftet.

Hm, hm, seer man det, sagde Amtmanden med et forunderligt Ansigt, og rakte Amalie Brevet. Det tænkte jeg nok, at der var noget Saadant iveien. Nu, Amalie, det maa være Dig en Trøst, at han er rask.

Men Amalie lod ikke til at finde denne Trøstegrund saa tilstrækkelig, som hun havde ventet. Uden at sige et Ord, rev hun med en tragisk Bevægelse Bouquetten af Brystet og styrtede grædende ud.

Hvad er der nu igjen? sagde Amtmanden, nu troede jeg Alt var godt og vel!

Og derom kan Du spørge? brød Fruen ud. Først at lade den stakkels Pige tilbringe den hele, lange Dag i Ængstelse for hans Skyld, uden at sende hende saa Meget som et Bud, forspilde hendes hele Glæde, skuffe hendes Længsel! Her have vi ventet til Klokken fire med Maden . . . !

Men han skrev dog . . . indvendte Amtmanden.

Er det et Brev at skrive for en Elsker! . . Dog det er Noget, Du ikke forstaaer, min kjære Ven . . . Har man hørt Magen! Plage hende ovenikjøbet [125] med sine Rodeinddelinger! . . Ja har jeg ikke sagt det! Det er intet Parti for en Pige som Amalie, med hendes Følelser og rige Hjerte.

Men kjære Mariane, sagde Amtmanden for Alvor utaalmodig, Amalie faaer dog sandelig lære sig til at taale – trods hendes rige Hjerte – at Manden sidder i Fattigkommission, med andre Ord, at han opfylder sine Pligter.

Aa, raabte Fruen med haanlig Betoning idet hun gik, det har ingen Nød. Bliver Amalie først hans Kone, sætter hun sig tidsnok ind i Fattigvæsenet, det skal jeg love for.

Den Gamle saa hovedrystende efter hende. Derpaa sagde han:

Det er godt, vi komme til at reise. Denne Dag har gjort os Alle forstyrrede i Hovedet. Derpaa efter en Pause i en ganske anden Tone: Og min lille Sophie, hvordan er det med Dig? Den Upasselighed har taget stærkt paa Dig. Du seer ganske bleg og medtagen ud.

Seer jeg, Fader! sagde Sophie forskrækket, Du tager Feil . . . Jeg føler mig vel, fuldkommen vel.

Heller ikke har jeg hørt din velsignede Stemme paa saalænge . . . Dog iaften tør jeg ikke bede Dig . . ?

Desværre, kjære Fader, Moders Reisekaabe maa jeg have færdig.

[126] Derpaa tænkte jeg ikke; men Du seer virkelig saa lidende ud, at jeg frygter det vilde angribe Dig . . . . Og dog vilde det netop iaften gjort mig saa godt at høre Dig.

Sophie reiste sig og gik langsomt hen til Klaveret; men idet hun kom forbi Faderen, mødtes deres Øine. Hun kastede sig om hans Hals og brast i Graad. Atter vilde Cold træde tilbage, men han kunde ikke komme af Pletten. Under stigende Uro havde han fra sit Skjul hørt disse Hentydninger til en nær forestaaende Reise. Først da Sophie, ved et Par kjærlige Ord af Faderen, havde fattet sig og endelig taget Plads ved Pianoet, vovede han sig ind.

Hans Komme oplivede synlig Amtmanden. Efter en hjertelig Velkomsthilsen sagde han:

Vi ventede Dem ikke førend i næste Uge, da jeg troede, De vilde lægge Veien over A., og jeg begyndte allerede at faae Skrupler over at De skulde komme hjem og finde Buret tomt. Reiselysten er nemlig faren i os Allesammen. Efter mange Ventilationer have vi endelig besluttet at besøge vor gamle Ven, Provst Rein, og tilbringe nogle Dage paa hans smukke Præstegaard. Vi agte at bryde op imorgen Middag . . . De kjender ham nok fra hans Besøg her i Sommer.

Rein! Provst Rein?

Det er ogsaa sandt. De var dengang i Christiania. [127] Det var Skade, der skulde De have lært en elskværdig Mand at kjende . . . Men veed De hvad, De kan jo følge med, der er endnu Tid. Kan Du begribe Sophie, at dette ikke er faldet os ind før? Kom De med, kjære Cold, der er netop en Plads i Vognen . . . Jeg indestaaer Dem for den bedste Modtagelse.

Cold stod et Øieblik tvivlraadig. Liig den Strandede, havde et drillende Bølgeslag idelig skyllet ham tilbage igjen; nu gjaldt det altsaa at gribe og holde fast.

Du seer hvor nødig Hr. Cold vil, kjære Fader, . . han maa ogsaa være saa træt af at reise, at det ordentlig er Synd at opfordre ham til en ny Tour.

Sophies Miner modsagde i dette Øieblik det Harmløse i hendes Ord. Hendes hele Ansigt udtrykte den angstfulde Spænding, hvormed man venter at en Ulykke vil skee.

Han kunde ikke tage feil. Sophie flygtede for ham; den blotte Tanke, at han kunde følge med, indgjød hende Skræk.

En ubeskrivelig Smerte gjennemfoer ham. I dette Øieblik troede han, at Sophie ikke elskede ham.

I faa men bestemte Ord afslog han Tilbudet om at følge med og ilede under det første det bedste Paaskud paa sit Værelse.

[128] Nei, han kunde ikke tro det, nei, han kunde ikke! Endnu et Forsøg vilde han gjøre, før hun reiste. Han vilde skrive. De første Timer af Natten anvendte han dertil. Han opbød i dette Brev Alt, hvad der kunde røre hende, han bønfaldt hende om at løse den frygtelige Gaade for ham, og at gjøre dette inden hun reiste, og ikke efterlade ham fortvivlet.

Sophie fik dette Brev om Morgenen. Time for Time ventede han Svaret. Afreisens Stund slog; Vognen stod allerede forspændt. Klokken præcis tolv havde Brøcher afsluttet sine Hyrdetimer i Havens Lunde og iført sig Læderfrakken med det brogedebrogede] ikke ensfarget Skjærf, som Amalie havde foræret ham. Damerne havde stuvet sig ind i den med Reisetøi tæt bepakkede Vogn, og medens Amtmanden og Fruen vare beskjæftigede med at bedømme en Kufferts Fastsurring, og Amalie havde sine Øine henvendte paa Kariolen bagefter, stod Georg ved Vogntrinet og bevogtede alle Sophies Bevægelser, den Domfældte liig, der til sidste Øieblik venter at see det hvide Tegn. Han velsignede ethvert nyt Tilfælde, der udhalede Reisen nogle Minutter, og det klang ham næsten som Spot, da Amtmanden rystede hans Haand og sagde: Nu da endelig! . . endelig min kjære Ven, skal De blive os qvit. Jeg seer, De har reent tabt Taalmodigheden . . . Saa i Guds Navn da Børn, ere vi færdige! [129] Men snille Mariane, har Du ladet sætte Hatæsken der? Der falder den bestemt af. Medens dette blev undersøgt, bøiede Georg sig hen til Sophie og sagde: Sophie har De Intet at sige mig?

Farvel, sagde Sophie, saa tonløst, saa brustent!brustent] med sprukken stemme

Et forseglet Papiir, Cold fandt i sit Værelse, indeholdt kun hans eget ubrudte Brev. Han stirrede en Stund paa det tomme Blad, som kunde hans Øine tænde de usynlige Ord.

Ikke en Linie! raabte han og knugede Brevet i Haanden.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døttre (1854/55)

Denne utgaven av Amtmandens Døttre følger 1. utgave fra 1854/55. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning (laget vha LERA): bokselskap.no/nsl/CC_AD_1utg_vs_3utg.html

Amtmandens Døttre er ikke bare Camilla Colletts første, og eneste, roman, men også den første egentlige romanen i Norge. Den er skrevet i skjæringspunktet mellom romantikk og realisme.

På Camilla Colletts tid rådet et kvinneideal som tilsa at kvinner skulle være tilbakeholdne og beskjedne, ikke tale offentlig, ikke få utdanning, men konsentrere seg om oppgaven som sin manns hustru og barnas mor. Kvinner ble betraktet som utstyrt med en spesiell evne til kjærlighetsfull omsorg, det talentet skulle de benytte seg av til familiens beste. Samtidig tilsa 1800-tallets kvinneideal at kvinner ikke selv skulle avsløre hvem de eventuelt måtte ønske å gifte seg med. I Amtmandens Døttre demonstrerer Camilla Collett at et slikt kvinne- og kjærlighetssyn er dømt til å mislykkes fordi det verken er en verdsettelse av kvinner eller kjærlighet. I stedet fører idealet til at kvinner lærer å ofre seg for andres lykke.

Se faksimiler av 1. utgave, 1854/55 (NB digital)

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.