[I, 1]

3En Eftermiddag, mod Slutningen af Trediveårene, var en Reisende, der kom Syd fra, steget af på Skydsskiftet Storemo, beliggende i et af Landets nordlige Amter. Det var just i Skumringen. Han befandt sig i det lille Gjæsteværelse indenfor den larmende Bondestue og syntes ret at være et Rov for det Ildebefindende, den ganske besynderlige Uro, man overfaldes af på disse «Hvilesteder», et Ildebefindende, der dennegang endnu forøgedes ved en mørk, regnfuld Oktoberdags hele Tristhed.

Skydsen havde allerede ladet vente på sig halvanden Time, da den skulde hentes en halv Mil i det slette Føre. Den Reisende havde imidlertid forsøgt alt, hvad man ved slige Leiligheder 4forsøger for at bekjæmpe Utålmodigheden og bringe Minutterne til at gå; han havde taget den sidste Rest af sin Reiseproviant frem uden at kunne nyde en Bid, bladet i en interessant Bog uden at kunne samle sine Tanker til at læse en Side, han havde vist for syvende Gang beseet Skilderierne paa Væggene, ligefra de fire Årstider i strålende Regnbuefarver indtil de to Kobberstik på hver Side af Speilet, der begge i præcis samme Udgave fremstillede Christianus VII Rex og syntes at protestere mod den gamle Sætning, at man kan have for meget af det Gode. Endelig strakte han sig saa lang han var paa det hårde Stykke Møbel, der under Navn af Sofa som en ganske extraordinær Bekvemmelighed undertiden findes på de norske Skydsstationer, og lod som han sov.

Den gamle Gjæstgiverkone var imidlertid kommen ind og udtog af et Hjørneskab nogle Glas og Kopper, som hun ivrig begyndte at pudse. Under dette Arbeide, hvortil hun gav sig bedre Tid, end hendes Pligter som Værtinde syntes at tillade, betragtede hun den Hvilende på Sofaen med umiskjendelig nysgjerrige Blikke. Denne var en ganske ung Mand, og trods den Tilstand af legemlig Træthed og det allersletteste Humør, hvori han befandt sig, måtte han nok 5have gjort et fordelagtigt Indtryk på den Gamle, efter hendes Mine at dømme.

Skydsen bliver længe borte; den har lang Vei måtro, udbrød hun endelig.

Georg Kold, så hed den Fremmede, så uvillig op uden at svare.

Lettet ved den gjorte Begyndelse, tilføiede hun:

Med Forlov, er han kanske den ventendes Fuldmægtig hos Amtmanden?

Et kort og barsk «Ja» afskrækkede hende slet ikke; hendes Interesse steg tvertimod øiensynlig, og enten vor Reisende vilde eller ei, måtte han give sig i Snak med hende. Han benyttede da Leiligheden til at indhente nogle Oplysninger om Familien, som hun nøie kjendte, om Gårdens Beliggenhed osv. Tilsidst spurgte han, om Amtmanden havde mange Børn.

Javist har han Barn, han har en Søn.

Men ingen Døtre?

Jo, Gud bevars, han har Døtre også; der var nu Frøken Marie og Frøken Lovise, der bleve gifte, den ene med Fuldmægtigen, den andre med Huslæreren, der fik Præstekald. Nu er der bare Frøken Amalie hjemme.

Er Frøken Amalie voksen?

Voksen? ja kors, hun er voksen nok, hun er 6netop jevngammel med Lisbeth-Marie, dem gik og læste sammen, – Lisbeth-Marie, det er nu min Datter, skal jeg sige Dem, og hun bliver to og tyve til Mikkelsmis.

Er hun smuk?

Hvad befal’s?

Er Frøkenen vakker?

Det skulde jeg tro, sagde Konen. Jo, det er nok noget til deiligt Menneske det! De skulde se hende, når hun kommer til Kirken, det lyser lang Vei af hende, så deilig er hun.

Død og Plage! mumlede den Fremmede og sprang op. Er det Skydsen, som kommer? Det bliver en farlig Affære den! lagde han til, forfølgende sin Tanke.

Nei farlig er slet ikke Veien; når De kjører pent, kjører De den Milen på to Timer, trøstede Konen ham. Jo, der kommer den!

Gjæstgiverskens Beregning af de to Timer viste sig alligevel at have været for sangvinsk. Med en ganske anden sagkyndig Vegt forsikrede Skydsgutten, at i mindre end tre var der ingen Mulighed i at tilbagelægge denne Vei. Hvo, som kjender det Mindste til vore Veie i den rigtige Vår- og Høstsøle, ved, at dette ikke er nogen Overdrivelse. Da den Reisende hørte dette, befalede han sig Gud i Vold og overlod Gutten Tømmerne. 7Mørket faldt stærkt på, og man hørte ingen anden Lyd end Hestens tunge, pladskende Trin og Vindens Susen i de våde Træer. Således unddraget alle ydre adspredende Indtryk, hengav Kold sig ganske til Strømmen af sine Betragtninger. Hans naturlige Freidighed og Længsel efter Målet begyndte at vige for den uhyggelig ængstende Fornemmelse man betages af, når man er i Begreb med at træde ind i en vildfremmed Kreds, og det i en Tilstand af Træthed og Nedspændthed. Hvor det da er godt at komme til en Moder eller en snil, omhyggelig Tante! Man frygter det første Indtryk, man vil modtage af en Omgivelse, som man for længere Tid skal slutte sig til, og man frygter for det Indtryk, man selv vil gjøre. For at være ærlig, må vi tilstå, at den første Bekymring, hvordan Familien vilde behage ham, beskjeftigede ham langt mer end den sidste. Om dertil endnu kom en lille hemmelig Frygt for Frøken Amalie, tør vi ikke afgjøre.

Hurtigere, end han havde ventet, blev der dreiet ind i Alleen, der førte ned til Amtmandsgården. I det dybe Tusmørke kunde vor Reisende endnu skimte Omridsene af en stor uregelmæssig Bygning. Efter et af Skydsgutten besvaret Spørgsmål, der lød fra en Dør eller et Vindu, kom der 8Bevægelse i Huset. Lys forsvandt og viste sig snart i et, snart i et andet Vindu, og Cold, som var trådt indenfor, hørte Døre slåes i og Lyd som af flygtende Trin. Da Intet Menneske viste sig, vovede han sig indenfor endnu en Dør, der stod på Klem, og han befandt sig da i et Værelse, der havde Udseende af at være Familiens Dagligstue. På Bordet lå en veltet Sykurv og på Gulvet et Strikketøi, som en halvvoksen Kat bearbeidede på det bedste, et Lys stod endnu på Bordet, et andet, eftersat på en Komode, blaffede uhyggeligt for den åbne Dør. Men nu kom Amtmanden ind, en Mand på henved de Treds, liden og spædlemmet, med et ædelformet Ansigt, hvorover der hvilede et eget Slør af Sygelighed, Træthed eller Kummer – dette kunde det første Blik ikke let bestemme. Det grånende Hår krusede sig i tynde, sirlige Lokker. I et Sprog, hvori den danske Accent var umiskjendelig, bød han den nye Husfælle velkommen og undskyldte sine Damers Fraværelse med huslige Forretninger, men håbede ved Aftensbordet, osv. Han bukkede sig derpå, og efterat at han med megen Sagtmodighed havde udløst Strikketøiet af Kattens modstræbende Kløer, tog han Lyset og indbød Kold venlig til at følge ham til et for ham bestemt Værelse ovenpå. 9Den gamle Mands hjertelige Væsen lod Georg straks glemme det første ubehagelige Indtryk, og han forvandt det aldeles, da han så sig alene i det smukke, hyggelige Værelse, hvor han forefandt alle de Bekvemmeligheder, en træt Reisende kan ønske sig.

En Times Tid efter blev han kaldt ned til Aftensbordet. Da han kom ind i Dagligstuen, fandt han to pyntede Damer, der af Amtmanden blev ham forestillede som hans Hustru og Datter. Fruen begyndte på en sirlig Undskyldningstale, som han dog halvt overhørte, da hans Opmærksomhed ganske var rettet på den yngre Dame. Den befrygtede Skjønhed fandt han mindre farlig, end han havde ventet. Det var dog en ganske vakker Pige, høi og fyldig af Vækst og mere blond end Moderen, der var mindre og finere bygget; man kunde tage dem for to Søstre, men dog måske kalde den sidste smukkest. Efterat han havde fået denne Beroligelse, der på et Hår lignede en Skuffelse, spiste han med den bedste Appetit af det rigelige Aftensbord, hvormed man vilde hædre den nye Husfælle.

Vi forlader ham her rolig en Stund, og, idet vi foregriber de Iagttagelser, som han selv først efter længere Tid med Sikkerhed kunde anstille, vil vi gjøre Læseren bekjendt med et Par Individer 10af hans nye Omgivelse. Vi nødes derved til med nogen Udførlighed at dvæle ved et af dem, både fordi dette Individ hovedsagelig griber ind i Fortællingen, og fordi dets Karakteristik på en vis Maade slutter alle de Øvriges i sig.

Amtmandinden, Fru Ramm, var en i visse Henseender ikke lidet begavet Dame. Hun havde læst Meget, oplevet Meget, og hun talte derom i et Sprog, der både var sirligt og flydende, og kunde hun under dette få Leilighed til at udvikle en eller anden skjøn liden Grundsætning, så gjorde hun det gjerne. Hun havde været «romantisk» i sin Ungdom. For dem af vor yngre Slægt, der ikke rigtig ved, hvad dette vil sige, bemærker vi i al Korthed, at det var et hjemmelavet Begreb, der havde beholdt Lidet eller Intet af sin oprindelige Betydning. Det var Romantiken tæmmet og afrettet for vort borgerlige Prosaliv, og som, berøvet Sjel og Indhold, gik igjen i Grimaser og tomme Formler – ikke Poesien selv, kun et Surrogat, dens aflagte Stads, der går ned til Terner og Kammerjomfruer. De trivielleste Mennesker havde den Grille at ville være romantiske, og de spillede denne Rolle undertiden meget skuffende. Hos Fru Ramm havde dog Tiden og det praktiske Liv – hun var en dygtig, praktisk Kone – ubarmhjertig afslebet 11denne Side af hendes Væsen, så at Sporene nu kun viste sig fragmentariske, som Forgyldningen på et gammelt Møbel. Fru Ramm var gjæstfri og høist forekommende mod Fremmede. I den Kunst at indrette sit Hus, i at modtage og underholde Gjæster, kunde Ingen måle sig med hende, og Ingen forsøgte heller derpå. Hun nød også en overordentlig Anseelse der i Egnen. Til hende henvendte man sig i alle Smagsanliggender; der var ingen Festlighed af nogen Betydning mulig uden hendes Råd og Bistand. En Tvivl om, at det var en Dame af overlegne Evner og den fineste Dannelse, kunde ikke engang opstå. Hun var af dem, der kunde leve tredive År til uden at have tabt en Stråle af den Glorie, der omgiver dem, kun må de ikke rykkes ud af den Afstand, den Belysning, hvori de er stillede.

Men et uhildet Blik, der nærmere havde Anledning til at iagttage hende, opdagede snart, af hvad Art denne Dannelse var. Den manglede Kjernen. Hin Forekommenhed, hvormed hun charmerede Fremmede, kom ikke indenfra, den var ikke et velvilligt Gemyts overstrømmende Varme, der omfatter Alle, endog den ringeste Gjæst. Den var et Festskrud, som hun efter Leilighed tog af og på. Og således stod det sig omtrent med alle de Egenskaber, hvormed hun 12mest bestak Andre. Hendes Udvortes svarede på en merkelig Måde hertil. Ikke mange Damer på Fru Ramms Alder kunde rose sig af at have konserveret sig så godt. Hun havde en smækker, let Figur, som man endnu med Fornøielse kunde se i en Dans, når hun ved store Anledninger forøgede Høitideligheden ved at åbne Ballet, en rig Hårvekst, livlige blå Øine med et hårdt Udtryk, og en blomstrende Farve, hvis oprindelige Rosenskjær dog nu var fastnet til et stereotypt, noget teglstensfarvet Rødt. Dette Ydre vidste hun at hæve ved en Dragt, der, når hun viste sig ude, både var smagfuld og kostbar. Hendes Ungdom var af denne krystalliserede Art, der vækker Mistanke om, at den opnåes ved en Sjelens Kulde og Tørhed, som bevarer mod Livets smertefulde Indtryk; thi en Regel bliver det dog tilsidst, at en rigtig sjelfuld Kvinde vinder ikke den rette Skjønhed uden på den legemliges Bekostning. Kun gjennem dennes Blegnen opstår hint Udtryk, der rører, fordi det på engang fortæller om Kamp og Seir.

I sit huslige Liv var Fru Ramm skattet som en Kone, der gjorde sin Kreds såre lykkelig. Og hendes Mand og Børn holdt af hende, som gode Mennesker gjør det, af Nødvendighed, af Hjertets Trang. Amtmanden havde forelsket sig i 13hende og, ligesom Tusinde gjør i hans Sted, vundet hende, ægtet hende uden at spørge stort om hendes Kjerlighed. «Den kommer nok bagefter.» Men for denne Vildfarelse, at «den kommer nok bagefter,» havde han bødet med tidlige grå Hår og med den Karakterens Slappelse, der indtræder hos Mænd, som lader sig beherske af en uædlere Natur end deres egen. Hans bløde, kjerlighedsfulde Sind havde forgjæves brudt sig mod hendes Glimre- og Herskesyge. Man kunde bebreide ham, at han ikke kraftigt nok havde modsat sig sine to ældste Døtres ulykkelige Giftermål. Og dog elskede han sine Børn ømt, han kunde endnu følge dem, der var tilbage, med et Blik, hvori der lå en inderlig Bøn for deres Fremtid.

Først da Georg K. nogenlunde havde tilfredsstillet sin Appetit, lagde han Merke til, at Bordgjæsterne, foruden Edvard, hans Elev, endnu var bleven forøget med et Væsen til, nemlig med en halvvoksen Pige. Hun var iført den for hendes Alder så lidet klædelige Dragt, der desuden var mindre end net og stak betydelig af mod de to andre Damers. Hun deltog aldeles ikke i Samtalen, men stirrede ned på sin Tallerken, hvorfra hun af og til så op med et sky og tillige forskende Blik. Efter Bordet var hun forsvunden. Kold spurgte om hende, og ligesom 14lidt fortrydelig over, at den Lille ikke var bleven ham forestillet, tog Amtmanden Ordet og sagde: «Det er Sofie, vor yngste Datter. Hun er lidt sky, men et godt Barn. Jeg vil bede Dem, Hr. Kold, tage Dem lidt af hendes Uddannelse. Her er kun liden Anledning for hende til at lære Noget, og vi har altid havt imod at sende vore Børn bort. De vil finde hende noget forsømt, men jeg håber nok, at Lysten skal komme. Det er mit Ønske, at hun deler Formiddagstimerne med Edvard.» Kold svarede med et stumt Buk.

Efter således for Læseren at have indført den Person, der spiller en af Hovedrollerne i de følgende Blade, vil vi overlade ham til hans nye Stilling og imidlertid lade halvtredie År gå hen. En Vinterdag mod Aften finde vi ham igjen på sit Værelse. Han er ikke alene. På Sofaen sidder en liden, stærktbygget, mørkladen, noget koparret Mand med gjennemborende, just ikke meget godmodige Øine. Hans Klædning er en skjødesløs, næsten lurvet Reisedragt, af et stort Merskumshoved uddamper han umådelige Skyer. Denne Mand er Læge og heder Müller. Han har engang øvet stor Indflydelse på Georg K. Han havde været hans Lærer og dimitteret ham til Universitetet, ja, hvad mere er, han havde været hans Ven og Støtte, da Georg som frændeløs 15Yngling stod alene i den fremmede By. Derved var der mellem dem opstået et Forhold, der grundede sig på Alderens Overlegenhed og Personlighedens Overvegt på den ene, og på Taknemmelighed på den anden Side. Der var rigtignok gået nogle År hen siden. Nu var Müller på Veien til det Distrikt, hvor han var bleven ansat, og, da den førte ham forbi Amtmandens, havde han overrasket sin forrige Elev med et Besøg.

Værelset, hvori de to Venner befandt sig, var næsten for smukt til en Huslærer på Landet. Såvidt det endnu lod sig skimte igjennem Tobaksrøgen, var de Effekter, der tilhørte Kold selv, et Bogskab, Jagtredskaber, enkelte Kunstgjenstande – alle værdifulde og smukke, og det noget antike Møblement, som på den Tid endnu ikke havde oplevet sin Gjenfødelse, og som man gjerne på Landet skuppede op i Sove- og Pulter kamre, passede særdeles vel dertil. Det Hele harmonerede imidlertid ganske med den Personlighed, der beboede det. Hvorvel i sin huslige Dragt røbede Kold dog i sit Ydre en Omhu for dette, der ikke er ganske almindelig hos os, man kan næsten sige en Elegance, som lod til at være ham naturlig.

Müller lod sit Blik prøvende glide omkring 16og endte med at måle Kold selv med sine små, borende Øine.

Endelig sagde han ironisk resigneret:

Jeg ser, at du idetmindste i et Stykke er den Gamle.

Synes De? sagde Kold smilende. Det er jo et godt Varsel det, kjere Müller. De ved, det duer ikke at træffe en gammel Ven i en ny Skikkelse. Jeg har virkelig den samme uforbederlige Afsky for smudsigt Linned og uredt Hår som for seks År siden. Jeg har nu engang for alle givet Afkald på at være genial på den Måde.

Nu, vær så god! Pynt dig, parfumer dig kun for Huldrene og Budeierne heroppe. For mig gjerne, når du blot ingen dumme Streger gjør. At du har det godt, det glæder mig, det glæder mig virkelig. Du ved nok, jeg fandt det desperat af Dig at drage på Landet. Jeg blev ordentlig benauet, da jeg så Gården. Herre Gud, hvordan mon det går her! tænkte jeg. Nu da, min stakkels Byron, begynde så Lordgrillerne at gå af dig? Fortæl mig nu rigtig omstændeligt, hvordan du har det.

Godt, det forsikrer jeg Dem, meget bedre, end jeg havde ventet. Jeg har på mig selv oplevet, at et virksomt Liv er det Allersundeste for den, der som jeg har levet en Tid i alskens 17Kvalm og Tummel. Jeg repræsenterer, som De kanske ved, en Dualisme her på Stedet, jeg er, det vil da sige, jeg var, både Lærer for Sønnen og tillige Fuldmægtig på den Gamles Kontor. Men hvad De måske neppe vil tro om mig, begge Arter af Forretninger har virkelig interesseret mig.

Müller rystede på Hovedet. Det er brav nok, men i Længden vil det ikke forslå. Det er dog Intet for Dig. En bestandig Virksomhed trætter også. Ungdommen trænger til Rivning med Verden, Omgang, Meddelelse.

Jeg savner det ikke. Det er netop det Gode ved Landlivet, at det Intet har af det Rastløse, Selvfortærende, som Livet i en stor By. I Naturen finder jeg Modvegt nok mod den Træthed, De taler om. Jeg streifer om på Jagt og Fiskeri, rigtignok mindst for at jage og fiske. Ofte går jeg to Mil til Fjelds med en Bog i Lommen. De tror ikke, hvor dette Naturliv er friskt og bestandig foryngende; snart virker det sporende og åndsvækkende, snart forfriskende som et Bad. Efter slige Ture oppe i Fjeldene er Hvilen nede på den venlige Gård med mine vante Sysler yderst behagelig. Dertil bidrager naturligvis mit Forhold til Familien.

18Ah, dit Forhold til Familien, faldt Müller ind, fortæl mig engang lidt om det.

Meget gjerne, svarede Kold uden at ændse det lurende Blik, Müller idetsamme fæstede på ham. Edvard, min Elev, er en dygtig Gut, skjønt slemt forkjælet af Moderen. Det har været en Fornøielse at læse med ham. Han er nu færdig og tog Artium i Høst. Den gamle Ramm er en hjertensgod, elskværdig Mand. Han behandler mig som Søn, og jeg tror, at han holder af mig som en sådan.

Virkelig! udbrød Müller. Han holder af Dig som en Søn! ja så, ja, ja! Det er s’gu vakkert af Manden. Er han ikke dansk af Fødsel?

Jo, men af norsk Familie. Han har levet i de interessanteste Forhold i Kjøbenhavn. Gud ved, hvad han vilde heroppe. Hvilke Savn at lære sig til at døie! Den indre Kjerne i ham er dog lige frisk endnu, kun i det Ydre er han vel noget forandret. Han holder sig mest på sit Arbeidsværelse, og er hvad man i Almindelighed kalder uselskabelig, skjønt langtfra utilgjængelig; mod mig er han meget venlig og meddelsom.

Intet Under! Den stakkels Mand har da endelig truffet på et kultiveret Menneske, som han kunde tale med. Dine Forgjængere har 19derimod, hvis jeg kjender den Art Subjekter ret, været nogle fatale, uvidende Tølpere, hvad?

Jeg tror det næsten. Her har været en Række af slige Personer i Huset, der har fungeret snart som Fuldmægtige, snart som Lærere for Børnene, men som den Gamle ligesom skyr at nævne. Det lader dog til, at Husets Damer har fundet mere Behag i dem. Et Par af dem er endog blevne gifte med Døtrene.

Et Par af dem gifte med Døtrene! Død og Plage, min stakkels Georg, hvor mange er der igjen af disse Døtre?

Kun to, svarede Georg smilende, det vil da sige i Grunden kun én; den Anden er et Barn og har i lang Tid ikke været hjemme.

Kun to og dog i Grunden kun én, gjentog Müller, oh ja, én er s’gu også mer end nok til at volde Ulykken. Denne Ulykke er allerede skeet. Du, min stakkels Gut, er af alle mindst skikket til at undgå den.

Endelig! der har vi det! sagde Kold og lo høit. Nu er det min Tur at sige: jeg ser, De er endnu i et Stykke den Gamle. Jeg tror gjerne, at De fordømte hele Menneskeslægten til Coelibatet, når De kunde, og overlod det til Vorherre at fornye den igjen, når den levende Generation vilde til at uddø. Når jeg nu siger Dem, 20vedblev han i den Tone, der har lidet Håb om at overbevise en Modstander, når jeg nu siger Dem, at der ikke findes Antydning til noget Forhold mellem mig og Frøken Amalie, vil De så ikke tro mig? Og har jeg nu i to År lykkelig overstået Faren, så tænker jeg dog, at jeg herefter er sikker.

To År, hvoraf Du har tilbragt det ene på Reiser og i Kristiania for den A.’ske Sags Skyld, og Frøken Amalie formodentlig det andet i Besøg hos sin Moster. Nu er hun kommen hjem, så kan Romanen jo netop begynde. Pas på, når jeg næste Gang kommer, så har Du Slyngen om Benet, og så Farvel Fremtid, Farvel alle mine Drømme om, at der engang skal blive Noget af Dig! O Georg, Georg, med Dig er det ude!

Han var sprunget op og målte Gulvet i lange Skridt, medens Georg i resigneret Forventning lagde sig magelig tilrette i Sofaen.

Men Herregud, se hende dog først, førend De dømmer. De har ikke seet hende, hun var jo ude, da De kom.

ÅÅ] rettet fra: A Snak, Udseendet gjør Intet til Sagen. Det er en af Evas Døttre, det er nok. Ved Du da ikke, at der gives en Magt, der er stærkere end al Villie, alle Forsætter, alle Fornuftslutninger, og 21det er den, som ligger i det daglige Samliv under ét Tag på Landet, eller hvad man på godt Norsk kalder Husvarmen? Kom mig ikke med Eders mystiske Naturoverensstemmelser, der drage Sjelene mod hinanden med uimodståelig Magt! kom mig ikke med eders Forudbestemmelser, og hvad det Sludder altsammen hedder. Her bliver ikke Tale om Sligt. Forstand, Villie, Smag opgive her deres Ret over Manden, og han bliver et Rov for et sneverhjertet Lykketræf, den lumpneste Tilfældighed. Hun er styg – om kort Tid vil Du finde, at hendes Træks yndige Uregelmæssighed er noget ganske anderledes pikant, end den kolde, regelmæssige Skjønhed. Er hun noget tilårs, vil Du dvæle ved den modnere Alders Fortrin, og er hun en opløben Skoletøs, vil Du gjøre hende til en Psyche. Hun har rødt Hår, . . Du kan ikke begribe din fordums Smag for Brunetter og begynder endelig at fatte Skjønheden i de rafaelske Hårreflexer. Ja, Du ler du, Du ler så klogt, så medynksomt, som om Du ikke kan fatte, hvorledes et sindigt Menneske kan blive til Fantast og kjæmpe mod Veirmøller. Du tænker, man kan tage disse spirende, ømme Længsler og gjemme dem hermetisk, ligesom Asparges og grønne Erter, indtil den Tid kommer, da Du har bedre Brug for dem? Indbild 22dig ikke det, min Ven. Der er desværre ikke opfundet lufttætte Dåser til dem endnu. Enten Du vil eller ei, vil de antage Hannes, Mines, Thrines Skikkelse, hun vil snige sig ind i Dine Drømme om Natten, og hendes Stemme, der kanske et den eneste glædelige Tone i Huset, vil gjenlyde for Dig på din ensomme Stue. Du ved ikke, kjere Georg, hvormange ulyksalige Forbindelser der på denne Måde sluttes, hvormeget de forøge de mange gudsforladte Ægteskaber hertillands. Har Du andetsteds hørt om såmange uoverlagte Forlovelser, såmange Opslag! – Ak, sloge de endda op igjen! men et forskruet Pligtsystem afholder de Fleste fra det, der under slige Omstændigheder er den eneste Redning. Husvarmen er en ren national Ulykke; den kan kun øve sin Magt i et sådant Samliv som det norske på vore lange, mennesketomme Strækninger. Den er norsk ligesom Spedalskheden og Ølkveisen. Og er Forlovelserne, der slutter disse Forryktheder, disse Hjertets Ølrus, andet end et delirium tremens, Toppunktet af Galskaben?

Efter et langt Drag af Piben, der under den lange Tale var begyndt at slukne, vedblev Müller med en Stemme, der var sunken ned til Tonløshed:

Jeg har selv, som Du ved, været et Offer 23for den. Efter min Faders Død berøvet alle Midler til min Subsistents, modtog jeg i Nødens Øieblik en Huslærerpost i nordre Trondhjems Amt. Der var en eneste voksen Datter i Familien. Jeg så hende med uerfarne Øine jeg var dengang yngre end du, og det varede ikke længe, inden det begyndte at virke. Alt sammensvor sig også besynderlig dertil. Hun havde en sygelig slem, gammel Drage af en Moder, en af disse Vampyrer, der bogstavelig frister Livet ved at tære på deres Døtres. Den stakkels Pige havde aldrig vidst, hvad Ungdom var. Moderen tillod hende hverken Nat eller Dag at vige fra sin Side. Jeg begyndte da med Medlidenhed. Den karrige Heks af en Husholderske måtte derhos skjere så tynde Smørrebrød og blande så meget Chikori i Kaffeen, for at Bolette, når hun havde Uge, kunde betænke mig des rigeligere. Intet er bestikkeligere end en tyveårig Appetit. Hvad min Elskedes Udvortes angår, da vil jeg kun bemerke, at det eneste unge Væsen der i Huset var en Tjenestepige, der skelede. Jeg havde ikke dengang lagt mig specielt efter Tenotomi for Skelen, og havde derfor ingen Grund til at finde den Slags Øine interessantere end andre; altså, Pigen skelede, men Bolette skelede ikke. Vi blev da forlovede, og jeg var det med god Tro et helt År 24efter at jeg var kommen tilbage til Kristiania. Du kjender mine Principer i dette Stykke. Her må man være ubarmhjertig som en Kirurg. Operationen må voves, skulde end Patienten dø under Smerterne.

Kold bemerkede, at der umuligt lod sig opstille noget Princip i dette Stykke. I mange Tilfælde vilde det være barbarisk at bryde. Og Bolette, hvordan gik det hende siden?

Ja, ser du, hun døde virkelig deraf, sagde Müller og vendte sig mod Ovnen for at banke sin Pibe ud. Denne Tobak er ingen Landhandlertobak, thi den kjender jeg, det er netop Landhandlernes svage Side; hvor har den Gamle den fra? Det var en traurig Historie, blev han ved med en Stemme, som om noget var gået i Vrangstruben. Et Opslag er et Opslag, tænkte jeg, derfor skrev jeg mit Brev uden Broderi, kort og forståeligt. Det kom for brat over hende, Stakkel! Så langt Nord på må man længe vente på Breve. Hun blev syg idetsamme og var død fire Dage efter uden at have mælet et Ord. Moderen skrev mig et sakramentalsk Brev til. Stakkels Bolette, det var bedre så. Ja, det var det s’gu. Jeg vilde dog måske have gjort hende Livet surt. Hun var så blød af Karakter. Men mig har det reddet. Efter at 25den Historie var endt, var jeg også grundig kureret for ethvert Sværmeri og hvad disse ungdommelige Benauelser alle hedde. Jeg begyndte med dobbelt Iver at gå på Hospitalet og at passe mine Forretninger, og næsten uden de nødtørftigste Hjælpekilder fuldendte jeg mit medicinske Studium. Jeg opnåede, hvad jeg aldrig drømte om. Lykkes det mig da engang imellem at redde et Menneskeliv, tænker jeg, at Guderne nådig tager det som et Sonoffer for min stakkels Bolette.

Efter en Pause sagde Kold: Det er sandt nok, at Vanen og det tilfældige Samliv knytter mange dårlige Forbindelser i vort Land; men jeg tror dog, oprigtig talt, at Deres eget Uheld gjør Dem ensidig. De overdriver Faren. De kan ikke vide, hvormange der har undgået den.

Jo jeg kan, svarede Müller lakonisk. I et Tidsrum af henved ti År har af omtrent tredive Eksemplarer, der er faldne under mine Observationer, de fem undgået Faren.

Fem undgået Faren! sagde Kold, bragt lidt ud af Fatning. Og ved hvilke Mirakler?

Kan jeg også forklare dig. I et Par Tilfælde var Misforholdet af Alder altfor stort, i et tredie var hun skrutrygget, i et fjerde reddedes han på en besynderlig Måde. Han fik nemlig to Gange i Rad, netop som han havde bestemt 26sig til at åbenbare hende sine Følelser, Halsbetændelse, en meget slem og farlig Halsbetændelse, og, da han er Fatalist, vovede han sig ikke, af Frygt for at dø, den tredie Gang til det. Den femte Ridder, som bestod Eventyret med Dragen, var hin Nielsen, der blev Kapellan hos Presten i S. Det var et Stykke af en Original, som du nok husker, jeg havde givet ham en lille Advarsel forud. Han og en Broderdatter af Præsten, en meget vakker Pige, der var der i Huset, begyndte også med for Alvor ikke at fordrage hinanden, og, da han reiste, var det udartet til formelig Krig mellem dem.

Nu, ser De det!

Men siden traf de hinanden i Sandefjord, og nu er de gifte. Jeg har netop stået Fadder til den første.

De må have holdt en Kontrabog over alt dette, sagde Kold forbløffet.

Du har Ret, en lille Annotationsbog vilde ikke være så ilde. Endnu har jeg dog Tallet i Hovedet, skjønt Numrene idelig forøges. Deres Antal er nu steget til – lad mig se – niogtyve! Niogtyve Ofre for Epidemien i mindre end ti År! Jeg ved ikke, hvad det er for en fatal Anelse der siger mig, at du skal fylde Tredivetallet.

Kold lo af fuld Hals. Kjere, bedste Müller, 27se dog på mig! ser jeg ud som en månesyg, smægtende Ridder?

Nei, Du ser godt ud. Nu ligner Du Byron igjen mindre end før, da Du var magrere og havde lagt Dig til denne melankolske Bleghed. Du er bleven igjen således, som da jeg først kjendte Dig. Da var du glad og strålende som en ung Faun. Siden kom Du ind i en Sfære, hvor jeg ikke gad følge Dig. Men det var ikke vanskeligt at se den Forandring, der lidt efter lidt foregik med Dig.

Georg, vedblev Müller, som bemærkede det mismodige Udtryk, der havde leiret sig på dennes Ansigt, Du ved det, det er ikke Nysgjerrighed, der driver mig. Så dybt, som jeg kan det for Nogen, interesserer jeg mig for Dig, Gud ved, hvorfor egentlig, måske, fordi vi er så forskjellige. Fortæl mig engang uforbeholdent, hvad der gik af Dig for et Par År siden, og hvad der drev Dig herop. Vi er nu engang komne i det fortrolige Hjørne. Denne hyggelige Stue og Duren af den gamle, fortræffelige Ovn har stemt mig ganske sentimentalsk.

En anden Gang, sagde Kold synlig forstemt; lad os ikke fordærve disse korte Timer med at oprippe gamle, fatale Historier.

En anden Gang er en Skjelm; dog, som Du 28vil. Vil Du fatte Dig skriftlig derom, så meget gjerne, dog nogenlunde kort og uden Koloratur. Jeg er nu engang ingen Ven af den lyriske Poesi.

Skrive? jeg skrive Brev? sagde Georg leende. Altså et Skriftemål! det tør jeg ikke love Dem, Müller.

En Pige afbrød dem her for at melde, at man ventede Herrerne ved Aftensbordet.

Müller så på sit Uhr. En velsignet Skik her på Landet! man lader os den ugenerteste Frihed i tre – fire Timer og erindrer os først om deres Tilstedeværelse med det dækkede Taffel. Den øvrige Tid af Aftenen vil vi ofre Familien; jeg skal jo desuden tage Frøken Amalie i Øiesyn.

Kold havde imidlertid ombyttet sin Frakke med en Kjole og bandt med megen Gratie et sort Halstørklæde om. Ja, ser De, sagde han lidt forlegen, da han vendte sig om og mødte Müllers satiriske Mine, Amtmanden klæder sig altid på til Bordet.

I Døren vendte han sig om og sagde alvorlig: Jeg skal måske skrive Dem til engang. Indtil da får De tro hvad De vil . . . . at jeg er en Fusentast, en sådan umoden Dreng som – som den Georg, De engang kjendte.

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.