[I, 12]

175På Landet er det en gammel Skik at have «Storstue», det er, at have ét eller to Værelser i Huset, der stå ubeboede for kun at tages i Brug to, høist tre Gange om Året ved store Anledninger. Da rulles Gardinerne op, og Overtrækkene tages af Møblerne og Lampetterne; der røges og pudses, men forgjæves bestræber man sig dog for at betage Værelserne hint Ødets ubeskrivelige Præg, der ligger trykkende i Luften i Rum, som ikke stadigt beboes af Mennesker, og som hviler over alt Skabt, over den hele Natur, når den ikke beåndes og gjennemtrænges af menneskelig Påvirkning. Er det Vinter, da spotte de gjennemisnede Vægge 176enhver Anstrængelse for at få det lunt; Ovnen oser og gløder, men i Stuen råder alle Zoners Temperaturovergange. For at have Storstue bor Familien ubekvemt hele Året igjennem.

Ifølge denne Skik havde Familien stuvet sig sammen i den lille om Sommeren meget lumre Dagligstue til Gården; men Sofie havde benyttet den Autoritet, en ung, smuk, nylig hjemkommen Datter øver i et Hus, og havde fået sin Moder til at tage Havestuen, et stort skyggefuldt Værelse, i Brug.

Dette indrømmet, førte til nogen Forandring i Indredningen, og begge Søstrene havde efter nogle små Kampe tiltvunget sig Eneudførelsen af dette vigtige Hverv. Man måtte kjende den Konservatisme, der i dette Stykke råder i gamle Gårde på Landet, hvor Stole og Borde få et Slags Hævd at stå der og ikke andetsteds, og hvor de samme Væggeskilderier skuer uforstyrret ned på Slægt efter Slægt, for at kunne begribe Betydningen af denne Indrømmelse.

I lang Tid sysledes nu derinde, men på hemmelighedsfuld Måde, bag lukkede Døre. Disse skulde først åbnes, når det Hele var færdigt.

Og det er sandt, da denne høitidelige Dag 177oprandt, havde man Grund til at prise Forandringen. Man kunde blot ikke begribe, at den ikke var skeet før. Det var en Overraskelse. Hvad der havde varigt Værd, de smukke Speile og Fruens Stolthed, Gardinerne, var blevne. Alt Påfyld derimod, alt Værdløst af Nipssager og Væggeprydelser, alle disse hæslige Vartræk og heklede Sager, der mellem År og Dag kan sammenhobe sig i ældre Familieboliger, var feiet bort og havde givet Plads for ældre Tiders fåtallige, men desto vegtigere Ting, der tilsammen dannede et ret stateligt Ensemble, hvis største Fortjeneste var, at det virkede harmonisk. Alt, hvad der kunde tjene til dette Øiemed, var bleven støvet op af bælmørke Kroge og skimlede Kasser oppe på Lofterne. Fem gamle Familieportræter indtog nu i sine pompøse Fortidsdragter Sidevæggene, det noget Brøstfældige ved Rammerne skadede slet ikke Indtrykket. Det værdfuldeste af disse Portræter var Billedet af en bleg, tristblikkende, ung Skjønhed, til hvilket Familietraditionen heldigvis knyttede et Stænk af en tragisk Skjebne – et uhelbredeligt Vanvid på selve Bryllupsdagen – der gjorde det interessant. Et vældigt, for længe siden håbløst kasseret Ibenholtsbord tilligemed nogle ligeså 178værkbrudne gamle Stole var blevne restaurerede af en udenbygds Mester i Limekunsten, som man i den Anledning havde ladet komme. Alle disse prægtige gamle Sager syntes nu fra sine respektive Pladse forbauset at stirre på hinanden, ligesom fornemme, i et ufortjent og skammeligt Exil længe prøvede Emigranter, der pludselig støde på hinanden i et hjemlandsk Forgemak. Døren til Kabinettet var taget bort og erstattet med et Forhæng, Divanbordet rykket frem midt på Gulvet, ja det Utrolige var skeet, at Fruen havde afstået sit kostbare Brokadeteppe, der kun havde været benyttet ved store Familiefester. Det havde holdt hårdt; Søstrene havde udtømt sin Veltalenhed, Amalie havde udregnet for Mama, at når det oplevede Guldbryllupet – hvis Møllene skånede det – så vilde det netop gjøre sin Tjeneste for 6te Gang i sit Liv; men Sofie gjorde Udslaget ved at forsikre, at Teppet var næsten aldeles Mage til det, der smykkede Tante Charlottes Dagligstubord i Kjøbenhavn, og at denne altid brugte det Bedste til daglig.

Kun Ét var forblevet urørt i Stuen: Amtmandens gamle, falmede Lænestol med Pibebrettet over hans Plads henne i Hjørnet. Det var virkelig det Eneste, som hans Døtres vilde 179Omkalfatringsværk pietetsfuld havde skånet, og, som om de vilde ret udhæve dette, var på det lille Bord med hans Aviser på Overraskelsesdagen hensat Vasen med Havens første Roser. Den, som var henrykt i denne Forandring, var Kold. Han var selv opvokset i et rigt Hjem og havde bevaret en måske lidt for stor Ømfindtlighed for Omgivelserne. Dog, hvo vil dadle ham! Hvem tør benegte den forunderlige Indflydelse, Skjønhed og Komfort her øver, især over ensomme Sjele, Skaldyrnaturerne? Han havde opdaget, at Sofie tog sig først rigtig ud i denne Sal, at den med sin lidt dystre Pragt, oplivet ved den smilende Udsigt til Havens Blomsterparti, passede netop til en Art Skjønhed som hendes.

En Morgen kom Kold ned og fandt Familien samlet. Glasdørene til Haven stod åbne og lod den livsalige Sommerluft strømme ind.

Fruen og Sofie syede ved den åbne Dør, Amalie skjænkede The, og på Sofaen lå Edvard med Benene op på Lænet og sendte Amalie for tredie Gang bort med en Kop, som ikke var ham rigtig tilpas. Da Kold kom ind, reiste Edvard sig; thi han viste dog altid sin Lærer Agtelse. Kold var siden Begivenheden 180på Sæteren steget betydeligt i Familiens Gunst; især kunde en sådan liden Romandåd ikke forfeile sin Virkning på Fruen og Amalie. Sofie erindrede, hvor beredvillig og med hvor megen Opofrelse af egen Bekvemmelighed han havde udført hendes Ønske, og hun kunde ikke undlade at betragte ham med mildere Øine. Nu kom også Amtmanden. Han havde netop nedladt sig i Lænestolen, og Edvard havde rakt ham den tændte Pibe, da Talen faldt på Lorenz Brandt. Fruen vidste at fortælle om et nyt Optrin med Brandt, der vakte megen Latter, men den Gamle rystede bedrøvet på Hovedet.

Det arme Menneske, så er han da rent forloren!

Hvor kan Du beklage ham, bedste Ven? sagde Fruen. Her kan man blot have ondt af dem, som han gjør Skam og Sorg, som han viser en oprørende Utaknemmelighed, og fremfor Alle af hans gamle, agtværdige Moder.

Alle var mer eller mindre enige heri og mente, at Lorenz ingen Medlidenhed mer fortjente. Kold sagde, at såvidt han kjendte Brandt, kunde der ikke synderligt være gået tabt i ham; den, der således havde kunnet 181slukke enhver Gnist af Æresfølelse, kunde aldrig have havt den i nogen høi Grad.

Min kjere Kold, sagde Amtmanden mildt, men dog alvorligt, dette er både hårdt og urigtigt dømt. Tak De Gud, at Deres Natur og en bedre Tingenes Orden har holdt Fristelsen borte fra Dem. Brandts Studenterdage faldt i en noksom bekjendt Periode, der bragte flere på Afveie end ham, og i hvilken de Bedste allerlettest faldt. Dengang var Studenten næsten alene henvist til sig selv. Byens Huse stod ham ikke således åbne som nu, offentlige Forlystelser gaves der næsten ikke, og hvor skulde så de unge Mennesker, der kom til Universitetet med Brystet fuldt af Livslyst og Begeistring, vel hen? De tyede da sammen, og en Tradition fra de gamle djerve Drikketider gjorde Punsch og Kommers uundværlige. For de svage Karakterer blev på denne Måde Glæde ensbetydende med Svir. De mest Begavede var under disse Forhold mest udsatte, både fordi de higede ubevidst efter en større Livsfylde, og fordi de bleve søgte fremfor Alle. På denne Måde er Lorenz reven med. Ak, hvor mange Forventninger knyttede sig ikke til dette Menneske! Vi troede 182Alle engang, at der skulde blive noget Udmærket af ham.

Hvem kan negte alt det Undskyldende, der ligger i Forholdene! Men når De, Hr. Amtmand, tror, at de selskabelige Vilkår nu er så meget bedre for Studenten end før, må jeg dog betvivle det. Endnu savnes offentlige Adspredelser, og Adgangen til Familierne er vanskelig nok.

Det burde dog De mindst klage over, afbrød Fruen ham, De, som er bleven så uhyre afgjort; man stræbte Dem jo formelig efter Livet med Invitationer.

Mig, Frue? sagde Kold smilende, jeg forsikrer Dem, jeg har i to År været Kristianiabeboer, uden at nogen Sjel, når jeg undtager min Vertinde og mine Manuduktører, vidste at jeg var til.

Men så blev De dog opdaget, og jeg ved positivt, at De har været med overalt.

Kristiania skal i den senere Tid være bleven så uhyre selskabelig, bemerkede Amalie.

Det er sandt, i den sidste Tid drev jeg meget omkring på Baller og i Selskaber, ja vist, det er ganske sandt. Kristiania fik virkelig pludselig Trang til en høiere Selskabelighed. Men man havde ikke Tid til at bie, 183til den kom naturlig af sig selv; Alting skulde straks have et europæisk Tilsnit. Dertil behøvedes der brugbare Subjekter; et vist Talent til at producere sig var det Eneste, der fordredes. Disse udvalgte Nummere gik da i Brug og blev uafladeligt slidte på, ja i den Grad slidte på, at mange af dem til Slutning ikke kjendte sig selv igjen. Jeg reddede mig, som De ser, i Tide, nådige Frue . . . En By kan være selskabelig, men det er ikke sagt, at den derfor er gjestfri, og det skal sandelig lidet hjælpe den store Mængde, der står udenfor, at se en Håndfuld af sine heldigere Kammerater idelig trækkes frem, at se nogle ofte tilfældige og tvivlsomme Fortjenester gjøre Lykke. Nei, Gud skal vide, de ydre Opmuntringer er få, og er Tonen nu bedre og Udskeielserne sjeldnere, så må det søges i noget ganske Andet.

Vistnok, tilføiede Amtmanden i en dybere Erkjendelse af Civilisationens Værd, i en alvorligere videnskabelig Stræben, med andre Ord i Tiden selv, der også hos os har brudt sin Bane. Det må være en trøstende Bevidsthed for den Unge nutildags, at Mørkhedens Dage er forbi; Grundvolden til det Gode er lagt, nu gjælder det at bygge på den.

184Ak ja, denne Grundvold! – gid det var så vel! Det havde ingen Nød, var den allerede lagt, men det er netop den vi arbeide på, og vi gjør det i vort Ansigts Sved. Vi flytte Stenen, siden er den let at rulle . . . Vore Efterkommere vil kunne dømme om, hvor ondt vor Tid har havt det! – Den forrige Generation, der i cynisk Tankeløshed trådte det under Fødder, som vi nu strider for, var at skatte lykkelig mod os, den havde dog Råhedens Samdrægtighed. Nu ligger Spaltningen mellem os indbyrdes . . . Ethvert Individ, der vil det Rette, og – jeg havde nær sagt – hvad er det Rette, hvor skal vi finde det ud af dette Virvar? – møder ofte i sine Nærmeste den bitreste Modstand.

I Sandhed, disse Splittelser, denne evige Strid derinde er jo sørgelig at skue, sørgeligere endnu for dem, der berøres af den, bemærkede Amtmanden.

. . Nei, Forholdene er ikke gunstigere! Anledning til Udskeielser er der endnu i rigeligt Mål, men vi har fået Øinene op, vor Tid er mere selvbevidst. Derfor vil vi stå imod, vi kan lade os rive hen, men ikke lettelig fortabes som Lorenz Brandt.

Når Samtalen mellem Mændene tog en 185alvorligere Vending, forlod de to ældre Damer den gjerne frivillig, men Kold havde bemærket, at Sofie, tilsyneladendetilsyneladende] rettet fra: tilsynelande fordybet i sit Arbeide, fulgte den med Opmærksomhed. Denne unge Pige var vant til, at de Anskuelser, hun dannede sig om Livet, afveg fra hendes Omgivelses, og det havde gjort hende mangen Gang forvirret og uenig med sig selv. Hun udtalte sjelden en Dom uden om den ligegyldigste Ting. Nu havde det ofte hændet sig, at Kold med sine Ytringer pludselig belyste hendes stumme Tankegang. Når hans Blik streifede hende, kunde han undertiden blive overrasket ved den spændte Deltagelse, der røbede sig i hendes Miner. Han følte da en stor Lyst til at drage hende ind i Samtalen, men det vilde aldrig rigtig føie sig. Den Tilbageholdenhed, han havde plantet mellem dem, forekom ham med Ét både pinlig og tåbelig, og han lurede nu blot på en Anledning, der let og af sig selv kunde løse den.

Den kom, men ganske anderledes, end han havde ventet. En Begivenhed, usynlig for de Andre, men som dybt greb ind i hans Indre, gav hans hele Forhold til den unge Pige en 186Farve, en Betydning, som det måske ellers aldrig vilde have fået.

Som de var samlede en Dag i Havesalen, kom Posten og faldt som en Bombe ned i den høirøstede Samtale. Et Øieblik efter herskede den dybeste Taushed, kun afbrudt ved den raslende Lyd af Bladene. Undertiden pleiede Fru Ramm at afbryde denne Stilhed med et henkastet Udråb, når Noget af Dagens Krønike vakte hendes Interesse. Dennegang fandt hun imidlertid Intet at bemærke, men hun rettede et Spørgsmål til Kold. Et Øieblik efter gik denne ud.

Hvad gik der af Kold? sagde Fruen, han svarede ikke på mit Spørgsmål, og da han gik, var han bleg som en kalket Væg.

Uvilkårlig greb Sofie Bladet, han havde læst i.

Giv hid, sagde hendes Moder og gav sig til at søge. Jeg ser aldeles Intet . . . . Blandt Dødsfald står der blot den gamle firsindstyveårige Fru S. samt en Frøken D. – Ingen af dem angår ham. – At der er brændt to Huse i Lillesand, kan han dog ikke tage sig nær.

Kold viste sig nede ved Bordet lidt mere stille end sædvanligt. På de deltagende Spørgsmål, man ikke kunde lade være at gjøre ham, 187svarede han undvigende. Man havde taget aldeles feil. En Opfordring til at følge med Familien på en Tur om Eftermiddagen afslog han dog.

Han stod ved Vinduet oppe i sit Værelse, da der var bleven stille i Huset.

Han tømte den gamle Angersskål, hvori vi drikke vore Dødes Minni, – denne Anger, der jo ikke er Andet end Menneskenaturens evige, ufrugtbare Kummer over dens egen Utilstrækkelighed. Kom de Døde tilbage, formåede vi da mere?

Margrethe! hviskede hans Tanke, er Du død, min ømme, kloge Veninde? Skal jeg aldrig høre din Røst mere, der så godt forstod at trøste! Og Du er død ensom, ikke elsket, ikke forstået, ikke påskjønnet . . . . Ja, der er bart og koldt på sådanne Høider! . . . Også af mig har Du troet Dig forglemt, skjønt Gud ved, hvor ofte min Tanke har opsøgt Dig, beundrende og taknemelig . . . . Det er sandt, Du har intet Tegn seet derpå, nei, ikke et eneste. . . . . Ikke engang disse fattige Blade fik Du! . . . . O, kan Du det fra din Himmel, så trøst mig over dette, selv kan jeg ikke tilgive mig!

Otte Dage senere modtog Kold en forseglet Pakke, der indeholdt endel af Margrethes 188skriftlige Efterladenskaber, og som, adresseret til ham, var funden i hendes Gjemmer.

Med hin underlige Følelse – halv Vemod, halv Gysen –, hvormed vi betragter kjere Afdødes Håndskrift, stirrede Kold længe på de bekjendtebekjendte] rettet fra: hekjendte Skrifttræk. O, disse Tegn, hvori Menneskelivet endnu pulserer i al sin Storhed og Lidenhed, i sin elskelige Svaghed, hvilken Kontrast til Dødens Utilgjængelighed og kolde, afvisende Fornemhed! I denne Kontrast ligger Grunden til, at Alt, hvad der erindrer os om deres forkrænkelige Tilværelse blandt os, Klæder, Ting de have brugt, et Ord henkastet på en Lap Papir for at prøve en Pen, langt bitrere og heftigere rører Sorgens Strenge, end Beskuelsen af deres sjelelige Fuldkommenheder. I denne synes vi igjen, at den svimlende Afstand forringes, og en blid Fortrøstning fylder os, at det Evige i os også engang vil føre os did, hvor de er. Et ligegyldigt Brev ryster os mere end et af en dybere Art, de blotte Skrifttræk mere end selve Indholdet.

Vor Ven tilbragte en stor Del af den lyse Sommernat med at læse. Det meste deraf var løse Optegnelser uden Datum og Orden; enkelte af disse havde antaget en Brevform, hvori Kolds Navn mere som en Tilfældighed 189figurerede. Måske havde hun aldrig tænkt at sende dem, indtil Døden meldte sig, og hun havde vel givet efter for den tilgivelige Trang, enhver Dødelig føler, dog at leve forstået i et eneste Væsens Bryst.

Vi vil ikke bebyrde Læseren, der velvillig har fulgt os gjennem Sophies Selvbiografi, med endnu en lignende. Kun som Modsætning til denne en ung Piges umiddelbare Opfatning af Livet, vil vi meddele nogle Træk af en anden kvindelig Livsfilosofi, og det en, der er modnet gjennem Smerte og Erfaring.

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.