parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

"/> [I, 13] Uddrag af Margrethes Blade. | Bokselskap

Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[I, 13] Uddrag af Margrethes Blade.

190Jeg tænkte nok, at det havde en anden Sammenhæng. Der er noget dybt Bedrøvende og Ydmygende i disse Fakta, således som jeg endelig har hørt dem fortælle af Dem selv. Bedrøvende for Dem, ydmygende for os. Den hele Gåde ligger i, at ingen af de Damer, som De har forelsket Dem i, virkelig har elsket Dem. Dog var der ikke det Mindste i Veien for, at De kunde blevet gift med hvilkensomhelst af dem. Tak Gud, at det ikke er skeet.

Et Slags Følelse har de vel havt, og de vilde være blevne meget fornærmede, havde man ikke kaldt den Kjerlighed; den havde alle 191dens Luner og Fordringer. Et Slags Følelse havde de, ellers vilde de ikke kunnet møde Dem således. Men den ægte var det ikke. Det var ikke hin uvilkårlige, ukaldede og uimodståelige Magt, der Planten lig, som fødes i Skyggen, nærer sig useet og upleiet af sin egen Saft, og som man ikke kan oprykke uden at oprykke Livets Rødder med det samme.

Det var den uægte, Drivhusfølelsen, Tilfældighedens umodne Frugt, det var den matte Refleks af Mandens Begjær, der opstår af et Sammenspil af smigret Forfængelighed, fornuftig Beregning og en nedarvet Underkastelsesvane.

Det er denne Manden tager tiltakke med; han forlanger ingen bedre og erobrer han den ovenikjøbet med lidt Møie, er han stolt som en Gud.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Når det var muligt, burde Mændene aldeles ikke vælge. De vælger mest efter sanselige Indskydelser, de sætte Besiddelse over Alt.

Kvinderne burde heller ikke vælge. De er så lidet udviklede, at de ikke engang kan vælge fornuftigt af Fornuft. Man vilde forfærdes 192ved at se de Motiver, der ofte bevæger dem til at tage imod et Tilbud.

De såkaldte «stiftede Partier» indeholder derfor ofte en større Betryggelse for den gjensidige Lykke, end man tror. Man skal ikke foragte dem.

Der er blot ét, der i Sandhed bør vælge, og det er den kvindelige Kjerlighed . . . . .

Af alle de drømte og virkelige Egenskaber, der indtager en Mand for den Kvinde, hans Valg falder på, glemmer han blot en lille ubetydelig, det er hendes Kjerlighed.

Mærker han alligevel, at den lille Ting mangler, så tænker han: den kommer nok.

Alle Mænd tror sig Pygmalioner, der tidsnok kunne belive Billedstøtten, når den Tid kommer da hun nødvendigvis må stige ned af Piedestalen.

Men Ægteskabet tænder neppe nogen Kjerlighed; der bør tvertimod bringes et dygtigt Fond med for at holde det ud.

En Mand kan, selv om han ikke er nogen øm Ægtemand, være en brav Ægtemand. Han kan røgte sit Kald lige ivrigt, lige samvittighedsfuldt. Hans Pligter har en bestemt Begrændsning.

En Hustru derimod må være øm, skal hun 193være brav. En Hustrues Kald har ikke sådanne Grændser. Det består i en Skare ubestemmelige, forskjelligartede, navnløse Enkeltheder, usynlige som Duggen, der falder, og som blot får sin Betydning gjennem det Sindelag, hvoraf de udgår. I dette, i Kjerligheden, ligger dets Ubegrænsethed. Uden denne skrumper det ind til et Åg, en triviel Pligtopfyldelse, hvori det øieblikkeligt søger sin Begrændsning.

En Mand kan sidde hele Dagen ved sin Pult uden en eneste Gang at tænke på hende, for hvem han dog arbeider. Derimod tænker han meget på, hvorledes den Artikel, han arbeider på, vil tage sig ud i Bladet, og hvad Virkning den måske har på næste Forfremmelse.

Hustruen, der elsker, tænker alene i al sin Gjerning på ham. Til ham, for ham, ved ham, Alt. Han er hendes Ærgjerrighed, hendes Offentlighed, hendes Statsrådsafdeling . . . .

Det er mærkværdigt, hvorledes man kan føle, idet man træder ind i et Hus, om denne belivende Gnist er tilstede eller ei. Man mærker det ordentligt på Atmosfæren inde i Stuerne. Hvor den råder, vil Alt have et mildt, beåndet Skjønhedens Præg, hvor den mangler, 194er Alt dødt, koldt og nøkternt, selv i den rigeste Omgivelse. Enten river hun sig da med Magt løs af Åget og lader Maskineriet gå, som det kan, medens hun søger at døve sit Liv udenfor Huset, eller hun går rent op i det, hun selv bliver en knarrende Maskine, som man helst undgår.


Madame Dudevants Romaner gjør nu Opsigt. Det er sandt, de er forfærdelige, forfærdelige som de Årsager, der kan have frembragt dem. Her nytter det ikke at anlægge en almindelig, borgerlig Kritik eller komme med den sædvanlige Målestok for det Uoverskridelige. Vi må kunne læse disse Romaner roligt, men med den skrækfulde Interesse, hvormed man fra et trygt Standpunkt iagttager et af disse voldsomme Naturudbrud, der udbreder Rædsel og Ødelæggelse i Nærheden. Det passer ikke på vore Forholde. Vi og det franske Samfund kan omtrent repræsentere de tvende Yderligheder: det Begyndende, Uudviklede, hårdt i sin Knop Sammensluttede, der kun kan trues af Kulde og Vanrygt, og det raffineret Overkultiverede, der er sin Opløsning nær, og det er fra 195dettes Moradser, at hun sender sine Nødskrig ud over den hele civiliserede Verden. Hun gjør ingen Betingelser, hun vil en total Løsrivelse, en fuldkommen Ligestillen med Mændene i alle borgerlige og selskabelige Vilkår, indtil en Delagtighed i deres Sæder, deres Sædvaner, lige til deres Klædedragt. Alt dette springer nu langt ud over vore ydmyge Ønsker og virker kun frastødende. Nei – det forstår vi ikke. Til evige Tider må Manden blive vor naturlige Støtte og Beskytter. Mad. Dudevant vil Opløsning af Ægteskabet, der hos os er den eneste Havn og Frelse, skjønt man også her ligesom der føler, at det kunde og burde være lykkeligere.Forfatternote: Margrethe synes her i sin Opfatning af Georges Sand at være noget hildet i den Misforståelse der fulgte dennes første Optræden som Forfatter, en dengang almindelig Betragtning deraf, som hendes senere Produktioner betydelig har modificeret. I Frankrige sluttes de mest af Pengehensyn; der med Penge og uden Kjerlighed, her uden Penge og . . uden Kjerlighed, men med den store Forskjel, at her er Mændene mere ufordærvede, hvorved Misforholdet dog bliver langt mindre føleligt – ja, man skal ikke sige Andet, end at disse med en mærkelig og øm Skånsel mod sine Hustruer ligesom ubevidst 196søger at udjevne Noget af det Ubillige i de forskjellige Livskår. Nei, med al Beundring for den geniale Forfatterinde og indrømmende, hvad sociale Motiver her kan have nødvendiggjort, men George Sand passer kun ikke hos os. Hun har ingen Tunge for vore stumme Klager, hendes Skrifter opriver kun og irriterer, som al falsk Trøst. Vi trænger kun til disse Kræfter, der virker usynligt, stille i sin Kreds, og som umærkeligt afgnaver de Tråde, der binder os til den gamle Ballast. Det var den fattige, ubekjendte Madame Le Gros, der ved sin stille Udholdenhed i la Tudes Sag omstyrtede Bastillen. Vore Befrielsesforsøg bevæger sig endnu på usynlige Enemærker, og vi forstår os ikke det Mindste på de Erobringer, der er at gjøre udenfor disse. Gud fri os fra at konkurere med Mændene til deres borgerlige Ombud eller aftviste dem den Fornøielse at bære Uniform og Tschacot. Hvad vi vil, er en større Tankens og Følelsens Frihed, Ophævelsen af de utallige latterlige Hensyn og Fordomme, der hemmer denne, sandere, mindre forskruede Dydsbegreber, en sundere Moral, der af sig selv vilde afvise alle Antastelser af en umoralsk, offentlig Dom, for hvilken den Bedste nu ikke er sikker, en større åndelig Uafhængighed af 197Mændene, der vilde bringe en større Nærmelse tilveie og tillade os at være Mere for dem, og det i en dybere Forstand, end nu.


En Forfatter, der forøvrigt ivrer mod det Emancipationsskrig, der har reist sig i Frankrige, siger: Kvinderne har kun én Kilde til deres Erfaringer: deres Kjerlighed er deres Forstand, deres Tro, deres Genialitet, deres Emanicipation. Meget vel, vi forlanger ingen bedre. Men så må denne Kjerlighed først emanciperes, det er: reddes fra Barbari og Trældom. Beskyt da, o Menneskehed, denne vort Livs første Blomst; thi det er af den al Velsignelse siden skal modnes! Agt på dens Vekst og Frugt . . . . Forstyr ikke letsindig dens fine Hjerteblade i den stupide Tro, at de grove Blade siden er gode nok . . . Nei, de er ikke gode nok. Der er ligeså stor Forskjel på dem, som på den The, vi almindelige Jordboere tager tiltakke med og kalde The, og den, som Keiseren af det himmelske Rige ene drikker, og som er den virkelige The; den høstes først og er så zart, at den må plukkes med Handsker 198på, efter at Indsamlerne har vasket sig fyrgetyve Gange, tror jeg.


Ja, der er mange slige hårde Betingelser i vort Liv, der gjør, at vi kun ufuldstændigt kan svare til vor Opgave. Ja, ja, det være råbt for de tusinde døve Øren, der er noget Skjævt, noget Galt i vor Stilling. Skulde ikke de bittre Beklagelser fra begge Sider have nogen Grund? Vi hører ingen, vil I sige. Men de komme dog disse Beklagelser, ligesom hine uforklarlige Klageråb, der synes at stige op af den blanke Sø, eller klinge gjennem Luften, men få Øren er indrettede til at høre dem.

Ja, vi fortjente at stilles bedre, vi er bedre, meget bedre end det, som Opdragelsen, vore Institutioner og det almindelige Omdømme har stemplet os til. Der gives herlige Naturer, der fuldelig ved at gjenvinde deres Ret ligeoverfor den Enkelte. Individet feirer mangen Seir over Slægtens Ringhed. Kommer det deraf, at Mændene, de Gifte, agter vort Kjøn mere, og i Omgang er elskværdigere mod det, end de Unge? De hædrer det idetmindste i deres Hustruer og 199Døtre. Ingen Kvinde er tjent med at omtales i en Ungkarlekreds, og det er en kjendt Sag, at den eneste Måde, man der kan hædres og udmærkes på, er ved ikke at blive nævnt.


Der fortælles Meget om den høie Stilling, Amerikanerinderne indtager i sit Land. Det kan nok være, at dette hviler på Noget, vi ikke ret vil anerkjende. Derfor kan det dog være lige vægtigt i sine Resultater. Jeg vil tro, at den praktiske Måde, de opdrages på, Lovene, der indrømmer dem alle Fordele, Mændene, der med klog beregnet, fin Egoisme værner om deres Stilling, gjør dem fra Vuggen af til disse stolte, uafhængige Væsener, hvis Indflydelse strækker sig fra Dagligstuen op gjennem alle Forgreninger af det Offentlige.

Ved Siden deraf vil jeg forsøge at give et Omrids, kun et svagt Omrids af vore unge Pigers Livskår. Endnu inden de fødes til Verden har Lovene plyndret dem.Forfatternote: Sandheden tro må vi minde om at Tiden i dette Punkt af vor Lovgivning, hvortil Margrethe hentyder, har medført en med Ret og Billighed mere stemmende Forandring. Det forudsættes 200allerede da som en Nødvendighed, at de skal forsørges af en Mand, der vil tage dem tilægte. Ægtestanden bliver da for dem et Slags Brødstudium, ligesom Jus og Krigsvidenskab for Sønnerne. Opdragelsen anlægges derefter, det vil sige, meget mere på at opnå Attestas til Kaldet, end egentlig på at lære at bestyre det. Således vokser de op, uden virkelige Kundskaber, uden dybere Interesser, i et ubeskjeftiget Liv, fuldt af tomme Glæder. Det er ligesom Forældrene i en Slags medlidende Svaghed ikke kan skaffe dem nok af disse, ikke nok kan bedøve dem for den alvorlige Skjebne, der venter dem; de skal idetmindste more sig og have det godt, sålænge de er hos dem. Ofte kommer dertil en hemmelig Hjertesorg, der herjer i deres Indre, ligesom hine snigende Skovbrande, som man ikke bemærker i det klare Sommerlys. Så står de da ved Grændsen: Hjælpeløshed på den ene Side, et kummerligt Tilfældighedsparti på den anden. Valget er ikke så svært. Silkesnoren er jo altid ærefuldere end Strikken. De bliver da gifte. Og nu venter man, at idetmindste de Bedste af dem skal skaffe sig en Betydning, ædlere end den, nogle elendige Baltriumfer har beredt dem; nei, det vil kun sige, at de nu først går ind i Dunkelhedens 201og Betydningsløshedens håbløse Nat. En påfaldende Henvisnen betegner denne Overgang. Man ved Intet mere om disse Væsener, der engang nævntes under Navn af den smukke Den eller Den, man kjender dem fast ikke mere, når de ude viser deres falmede Skikkelse. De er ikke mere Individer, de er norske Husmødre. Ved De, hvad en norsk Husmoder er? Jeg ikke heller rigtig, men jeg ved, at jeg ikke kjender en eneste Kvinde, der virker belivende i en videre Kreds, det være ved Elskværdighed eller ved Ånd, og dog kjender jeg mange, der både kunde og burde det.


O, du sørgelige By, hvor man er fordømt til evig at tømme Erindringens Bærme! Eier du ingen Drik for Håbet og Glemselen! Den, der engang i dit Skjød er bleven hjertebedrøvet, kan aldrig blive glad mere. Overalt hvor man går, støder man på Kors, der betegner, hvor en Glæde, en Illusion ligger jordet. Overalt spøger de omkring, disse hvileløse Ånder. De svæver Dig forbi på Trapperne, de møder Dig på Gadehjørnerne, 202de vinker Dig fra Vinduerne snart fra dette, snart fra hint Hus, som selv står der som et Monument, øde og forstenet.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

O, du store, du lille By! hvad er det for en Sky af Kulde og Mismod, der ruger over Dig! Du er stor nok, du Tusindnebbede! stor nok til langsomt at hakke det Individ tildøde, der ikke morer Dig længere, eller som Du ellers har fået Noget imod. Dog ikke stor nok til, at en sådan Ulykkelig kan finde en Vrå til at skjule sig i. Den Mand, som har fået Skygge af Plet på sin Ære, den Kvinde, som engang er gjort latterlig, kan ligesågodt grave sig en Grav straks og styrte sig i den, hvis han eller hun ikke foretrækker at begrave sig i Tromsø eller Christianssand. Stor er Du, Du har allerede alle en stor Byes Lidenskaber og fortærende Higen og Krav, og hvor lille dog, og hvor fattig, da Du ikke formår at fyldestgjøre ét af dem! Du henviser os alle venskabeligst til hverandre, vi, dine Børn, skal leve af hverandre, tære på hverandre, sålænge der er en Fold af vort skjulteste Liv uopdaget. Men det gjør os ikke elskværdige, således idelig at skulle være på 203vor Post mod hverandre. Vi bliver uendelig skikkelige, uendelig korrekte, men uendelig ubehagelige; Enhver fornagler sig og alt Sit så godt, han kan, og den, som nu virkelig har Noget at værge for, et Hjerte, en Individualitet f. Eks., eller en anden stor Ulykke, den, som vil leve redeligt af sit Eget og mindst trænger til Andre, den bliver også i den almindelige Ligning sat i høiest Skat. Her er intet Livets, ingen Nydelsens Fylde, der kan trænge sig imellem, ingen Begivenheder, ingen Rystelser, ingen velgjørende Adskillelser uden ved Døden, intet mildnende clair-obscur . . Ingen Følelse, der øser af Illusionens og Fantasiens Kilder, kan holde ud; den må gå træt. Venskab og Kjerlighed allerførst, deres Gang er egentlig kun en lang Gravmarsch gjennem alle Stadier af den kolde, afklædende Virkelighed. Og Beundringen og Enthusiasmen? O, de Ulykkelige, der engang har pådraget sig Sådant og kanske skal leve i ti År bagefter! Ikke engang Naget kan holde ud, der dog, som bekjendt, er det Seigeste; Naget, som År ud og År ind møder sin Modstander på et og samme Gadehjørne, kanske på samme Klokkeslet, det bliver også træt af at hvæsse sine Blikke; man bliver selv sløv og affældig som disse, og Ulykken har 204imidlertid påtaget sig så Meget. Ja, vi bliver så hjertelig trætte af hverandre, vi, dine Børn, du store, du lille By, og dog må vi fordrage hverandre, indtil vi bæres bort. Og når så Klokkerne ringer, ved Enhver af os, for hvem de ringer, og da bliver vi dog vemodige, når vi tænker på, hvorlænge vi har levet kristelig af den Bortgangne, og så opdager vi, at vi dog i Grunden holdt af ham.

Jeg ved dog Noget, som er trofast inden din Kreds, og som ikke trættes, og det er Sorgen; den ruger over sig selv og bekymrer sig ikke om Andre.


Engang hørte jeg Mor, der ikke troede mig i Nærheden, sige til gamle Tante Hanne: Margrethe taler aldrig om det, men det er tydeligt, at hun svinder hen. Men er det da ikke en Gåde, at en Pige som hun kan gå hen og græmme sig over det ubetydelige Menneske? . . . Om M. vil hun Intet høre. O, lad hende i Fred, sagde Tante Hanne.

Nu er det allerede besynderlig bittert at høre Andre på vore Vegne nedsætte det som ringe og foragteligt, som vi selv vilde give vort 205Liv for at opnå. En Lindring vilde det være at høre dem skjælde os uværdige til en sådan Lykke. Thi det er Sandheden. Ethvert oprigtigt Menneske må finde sig uværdig til en stor, en overvættes Lykke. Ubetydelig kalde de ham. Kjender de ham? Hvad hjælper det desuden mig, hvad de siger og tror? Den Stemme, som de finder læspende og fad, for mig er den Musik, ja den eneste, jeg forstår, som går mig til Hjertet. Man har sagt, at han er kold, at han er tom, affekteret, at den eneste Ynde, han har, den henter han hos sin Skrædder i Hamburg: Alt dette siger Damerne, og dog taler de idelig om ham. Mændene påstår, at han har Karakter. Hvad angår det mig! Over mig har han øvet denne ubetingede Overlegenhed, denne hemmelighedsfulde Magt, der vilde holdt min Følelse frisk og sky til det Sidste, som gjør, at Intet vilde være blevet tungt og trivielt, hvis jeg kunde båret det for ham . . for ham, og som gjør, at jeg må dø af Sorg over, at det ikke kunde ske.


Det er dryppet i mit Øre engang – hvorledes, af hvem, ved jeg ikke – at Grunden 206til, at der ikke blev nogen Forbindelse mellem os, skulde være hans store Frygt for at drage en Kjerlighed som vor ned i et norsk borgerlig husligt Livs Armod. Skulde han gifte sig, da måtte det være med en rig Kone. Nei, jeg hører Hulheden klinge i denne Frase, hvori Mange måske vilde søgt en Trøst; nei, nei, jeg ved det bedre. Der er ingen anden Fattigdom, der skiller os ad, end den, han huser i sit eget Hjerte. Jeg var rig nok, jeg var rig for os Begge.


O, man skulde ikke foragte et trofast Sind! Når de kolde, trange Dage kommer!


Hvor kan en Mand vedholdende og koldblodigt krænke en Kvinde, af hvem han ved sig elsket! Og dog ser vi endog her hos os Mænd forsøge sig i det åndelige Forførerfag og misbruge den Magt, Tilfældet engang indrømmede dem over en stakkels Skabning, ved systematisk at forfølge og såre den. De må jo huske, at Enden, den ubønhørlige Ende på al slig Bravour 207her i vort lille Samfund er en prosaisk Husfader, og det Eneste og det Høieste, der er at håbe og vinde, en skikkelig, trofast Hustru, helst en, der har bragt et friskt, uberørt Sind med, og Døtre, som de med Liv og Blod vilde forsvare mod den Ulykke at tabe denne Skat.

Der blev talt forleden om en ung Pige, der i flere År havde været under en sådan Behandling. Hendes Ungdom var visnet hen under den, hendes Fremtid spildt. Hun havde elsket og været elsket af et Menneske af en dæmonisk Karakter og havde i dette Forhold gjennemgået al denne privilegerede Mishandling, alle Arter og Grader af denne hemmelige Tortur, hvorved Alverden alene er tilstede for ligesom den bestaltede Læge at tælle Pulsslagene og mærke, hvorvidt man kan gå. Disse Arter, I kjender dem I, som kjender dem! Denne Trang til at se os lide, denne Forfølgen, sålænge vi fly, dette isnende «Hvad nu»? når vi sky og overvældede stanse, denne Utrættelighed i at ægge vor Svaghed – lokkende Tale og kolde Miner, dunkle Ord og brændende Blikke! – Disse Straffe, når vi er svage, Straffe, når vi viser Styrke. Dette Raseri, når vi vil løsrive os, denne Jalousi uden Ømhed! . . . . O Gud, 208hvad siger jeg! . . . . Hvem talte vi om? Om hende, der blev bedraget for sit Liv, som jeg . . . . som jeg. Man roste hendes Mildhed og Forsonlighed . . . Jeg tror, at den har været Sløvhed, en Mangel på Evne til at lide mere! Hun kom i hans Hus, hun omgikkes ham venskabelig, hun havde endog hjulpet Veninden, der fik ham, med at sy . . Jeg kunde det ikke.


Er jeg uforsonlig? Jeg tror dog på en indre Forsonlighed, der ved Bøn og Bod kan opnåes. Jeg tror endog, at var det et begavet Menneske, vilde man kunne bringe det indtil at glæde sig over de åndelige Resultater af hans Liv. Men Undseelsen, men Skrækken, der sidder i Nerverne! Den Ene må dog blegne ved Synet af den Anden, og kan ikke Foruretteren, så må den Forurettede.


O Gud, Du ved det, jeg har kjæmpet med Naget og Bitterheden? Hjælp mig at seire i denne Strid! Du ved det, der har været Timer, hvori jeg syntes, at din Himmel ikke kunde 209rumme To som os, og dog må denne elendige By indeslutte os Begge.


Nei, jeg kan ikke slippe Troen på ham. Tusinde Gange fordømmer jeg ham, men så kommer dog en Stemme, som siger, at hans Hårdhed kun var Ungdommens Overmod, Råhed, denne vor nationale Arvepart. Jeg tror dog på en Diamant bag denne Kruste af Arrogance, Forfængelighed og Verdslighed. Men Diamanten skal slibes i sit eget Støv; kun ved noget ligeså stærkt, ligeså ædelt, ligeså udholdende kan det lykkes at bringe den for Lyset. Jeg ved, hvad dette er, hvor det findes. Jeg ved det, ingen, ingen Anden.


Syv År senere, tiende Juni.
Min Fødselsdag! Jeg opdagede idag, at jeg endnu er ung af År; jeg synes, at jeg har levet så uendelig længe; kun femten År var jeg, da jeg lærte ham at kjende. Sålænge jeg gik i Fortryllelsen, var jeg som de i Bjerget Indtagne. De sandse Intet af Udenverdenen, de mindes 210den ikke, de har tabt Målestokken for hvad vi ellers kalde Tid. Når de kommer ud, kjendes Ingen ved dem. Så er det gået mig. Jeg var et troskyldigt, blændet, naivt Barn; jeg er vågnet med Alderens og Lidelsens kloge Blik, der, selv såret, gjennemskuer Alt. Derimellem ligger Ungdommen udslettet. Jeg har ikke kjendt nogen af dens Glæder eller harmløse Nydelser . . . Jeg har Intet læst, Intet lært, ikke engang at vinde nogle Veninder. Alt ser så fremmed og forundret på mig. Disse falmede Ansigter, disse ældede Skikkelser kjender jeg dog igjen; jeg har seet dem som i en Drøm, da var de unge og fagre og skinnende af Håb. Tiden har faret gjækkende hen over Alt.

Også han! Også af hans Liv, der var så forventningsrigt, har den grusomt fremdraget Parodien. Han er gift. Intet af Alt er dog opfyldt, hvorfor jeg ydmygt vilde have båret min Forsagelse. Hans Skjebne skulde jo været langt herligere end den, jeg kunde have beredet ham! Hans Kone er ikke rig, idetmindste ikke på ÅndÅnd] rettet fra: And og Elskværdighed. I hans Hus skal der herske alt Andet end Skjønhed og Gratie. Han kunde ikke like Børn, hørte jeg ham ofte sige, fordi de virkede forstyrrende på den Livets Ro og Harmoni, uden hvilken voksne Mennesker ikke kan 211leve, det måtte da til Nød være et Par, der, så deilige som Thorvaldsens Marmorgenier, kunde gjøre omtrent samme Virkning inde i en Stue. Han har seks Børn, men intet af dem er smukt. Han skal være en øm Fader. Jeg kan nedskrive dette uden Skadefryd, men også uden Sorg, ikke ligegyldig, men dog uden Bevægelse, som Noget, der ikke angår mig, ikke skal angå mig mere.


Når jeg fra min Krog ser de unge Piger bevæge sig i en Balsal, så yndige, så lette, så ungdomssikre, så strålende af Glæde og Tankeløshed, fyldes jeg af en Vemod, en næsten moderlig Vemod – hvis jeg for mine seksogtyve År turde bruge dette Udtryk. En Hær af Ængstelser stiger op i denne Vemod, Ængstelser, som jeg intet Navn, ingen Form kan give. Vore Fædre og Bedstemødre samlede så nemt alle disse vor Tids tal- og navnløse Spørgsmåle i et eneste stort og forståeligt, det bekjendte klassiske: «Kan Du koge Grød?» men ak, i vore Dage har man jo opdaget, at dette ikke forslår, at Lykken i et Hus ikke er assureret, om hun, som drager derind, bringer denne Videnskab og 212alle dens Forgreninger ind i det. Jeg vilde heller sige . . . nei, jeg ved ikke, hvad jeg vilde sige, eller hvor jeg skal ende og begynde. Om jeg nu sagde: Har Du, unge Pige, blot i Tanken gjort det uhyre Spring fra din nuværende Eksistents til den næste, der venter Dig, og som Du, ifølge den Lov, Skaberen nedlagde i Dig, der forlanger din Andel af Livets Møie og Livets Fryd, selv stille higer efter? . . . Har Du nogensinde et helt Kvarter tilende alvorlig sammenlignet denne Fremtid med det Nu, hvori Du lever? . . . . Nu ånder Alt kun for Dig. Forældre, ældre eller yngre Sødskende, Tjenestefolk og Veninder, Alt omkring Dig synes blot at være til for dine Fornøielser, for din Bekvemmelighed, for den Lykke, Du skal gjøre. Og Enhver, som ser Dig, finder det så naturligt; Du er så indtagende, disse Roser, dette Flor klæder Dig så godt, som om Du aldrig skulde aflægge denne Glædens luftige Dragt.

Ved Du, hvad det vil sige med Ét at skulle leve for alle Andre, men Lønnen og Takken må Du ikke søge hos dem? . . . Har Du tænkt, hvad det vil sige at dale fra din Florshimmel lige ned i den massiveste Virkelighed, hvis Vogterske og ansvarlige Hoved Du sættes til at være? . . . . Forstår Du, o Du Bagatellernes 213Præstinde, Du Hverdagslivets Vesta, forstår Du at passe disse tusinde små, osende Lamper, at ikke en eneste af dem går ud? Kan Du opfange alle Barnekammerets og Kjøkkenets Mislyd, kan Du kjæmpe den daglige Einheriestrid mod Råheden og Ufuldkommenheden, uden at dit Væsens Adel og Mildhed tager Skade? Kan Du være både Ånden og Redskabet og så utrolig mange modsigende Ting på engang, ofte i ét Åndedræt, at det ikke kan opregnes? . . . Kan Du, således splittet i dit Væsen og tifoldtifold] rettet fra: tilfold knuget og mattet under denne tungvindte og gjenstridige Realitet, tillige være Sjelen i dine Børns Opdragelse og din Mands åndrige, oplivende Veninde? Og, min unge Søster, kan Du bære den Skuffelse, at Verden kun har seet og vurderet dit bedste Værd i din Skjønhed, og så gå dit Speil forbi med en Trøst på rede Hånd? . . . Kort, kan Du Alt dette uden at forsage, kan Du rulle Stenen op hver evige Dag og hver Aften rolig se den falde ned igjen, fordi en Alf har hvidsket til Dig, at den dog hver Gang kommer til at ligge nogle Tommer høiere op? . . . . Nogle Tommer nærmere Målet hver Dag! Og skulde det da hænde, at din Villie, din Iver har været stærkere end din legemlige Organisation, og at der i denne melder sig Noget, vi 214kalder Nerver, Noget, hvis Tilværelse og mysteriøse Rapport til Sjelen Doktorerne vedgår, når man ikke netop spørger dem som Ægtemænd og gode Borgere . . Skulde de gjøre Oprør disse Nerver, så Himlen bevare Dig! dit hele Væsen blev en eneste lidende, dirrende Nerve, der vilde bringe Dig til at skjelve ved en Dør, der oplukkes, og holde Søvnen borte fra dine Nætter . . . Kan Du da lade, som om Du ingen Nerver havde, fordi Du selv er den store Nerve i det Hele, af hvis Ro og Styrke Alt er afhængigt? . . . . Jeg spørger Dig ikke, o unge Pige, om Du kan alt dette for den Mand, din Sjel har valgt; thi da, Du Udkårede blandt din Slægt, da ved jeg, at Du kan det, og dit lysende Øie bekræfter, at Du kan det; men kan Du også alt dette for den Mand, – Du får, som tilfalder Dig ved Livets Terningkast, ikke mere og ikke mindre tilfældigt end den Danser, der nu netop kommer for at byde Dig op, og som Du har flere vægtige Grunde for ikke at afvise, blandt Andet den, at Du kunde komme til at sidde over, medens Du måske blot har en eneste Modgrund, den, at Du i Grunden ikke liker ham? . . . Kan Du alt dette og meget Andet, som min Tanke forfærdet springer over, for denne Mand, og søge Lønnen kun i dig selv og 215måske i Håbet om en rolig Vrå hos dine Børn engang – et Håb, der tilsidst dog træt vil dale ned til Ønsket om en Grav? . . .

Jeg har opholdt Dig længe, unge Pige, altfor længe, jeg ser dit Øie hvile fortrydeligt og utålmodigt på mig . . . Jeg forstår Dig. Du giver mig Spørgsmålet snildt tilbage: Om jeg selv kunde Alt dette? Nei, nei. Hvor jeg ser En af vor Midte helt at løse denne Opgave for Guds Skyld, stille og modig og uden at sætte sit Hjertes Ungdom og Mildhed til, der fyldes jeg af Beundring. Jeg bøier mig dybt for denne ubemærkede Storhed, denne daglige Heroisme, dybere end for nogen Mands Gjerning, hvor glimrende denne end kan være; men jeg kunde det ikke . . . Himlen være mig nådig! Jeg kunde det slet ikke.


Et År senere.
Igår gik han forbi, men stansede, opholdt af en Bekjendt, udenfor et Vindu, hvor jeg sad. Jeg havde ikke på lang Tid seet ham så nær, og jeg iagttog ham bag Gardinet med den bævende, halv nysgjerrige Angst, hvormed man betragter et fældet Rovdyr, der engang satte os i 216Skræk. Han var ældet, denne stolte og udfordrende Holdning var bøiet, og den Elegance, der udmærkede hans Person, var forsvunden. Han talte livligt, men Vinden bar Lyden bort, dog troede jeg at høre den Stemme. Da så han op . . . himmelske Barmhjertighed, var det Vanvid, der idetsamme berørte mig! . . . . Dette Blik gik mig, som fordum, gjennem Sjelen, det drog mig som med usynlige Arme ned mod ham . . jeg kunde opløst mig i Vemod og Sorg ved hans Fødder . . . . Ja, det må have været Vanvid, . . . jeg har altid mistænkt den kvindelige Troskab for at være et Slags Vanvid.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Nei, nei, dette er mod Aftalen, nu vil jeg være i Fred.


Jeg har søgt i hellige Bøger og Taler, jeg har lyttet i Kirkerne, men aldrig nævnes denne Lidelse ved Navn. Der er blot nogle visse almengyldige og almenfattelige Sorger, der nævnes, og som på den Måde er blevne stående Typer for det hele Begreb. Men hine Sorger, der ikke er almengyldige, der ikke pranger med 217ydre Tegn, der ikke anråbe Menneskene, men netop må dølge sin Jammer, alle disse Hjertets tauseste, farligste Vunder, de ignoreres altid, de skydes uden videre ind under det almindelige Begreb Lidelse eller vel endog Synd. Hvorfor det? Når et Barn har stødt sig, og det skriger af Smerte, giver det sig kun tilfreds, når Moderen ser på Stedet og lægger sin dulmende Hånd derpå. Hvorfor nævner Presterne aldrig denne Lidelse? Tror de ikke på den? Har de glemt den? O ser til, I hellige Mænd, og I vil opdage, at I ikke har glemt den! Ser til, og I vil måske finde en Fold i Eders Sjel, hvor denne Lidelses Navn – netop dennes – står uudslettelig indgravet. Nævn den, kald på den ved Navn, og der vil gå et Pust gjennem Kirken, og det er de undertrykte Suk fra de Tusinde, der har fornummet Råbet. Hvad Trøst har I erfaret? Sig os det. Forklar os, hvorfor det Herligste i os skal blive til en Gift, hvorfor Gud nedlagde denne Attrå i vor Sjel, for at den skal forstyrres og vi med den! O, jeg hører Svaret! Også ifølge den åndelige Statsøkonomi skal den Hungrende ikke gives Almisse, men henvises til den almindelige Forsørgelse, denne store, usynlige, ukjendte Forsørgelse! . . . Men om man alligevel forhungrede? Kunne I Intet 218udrette for at forhindre Hungeren? Skal Religionen alene være det sidste Ly for Trøstesløsheden? Burde den ikke snarere forekomme Trøstesløsheden, ikke alene helbrede Offrene, men også afvæbne Bødlerne, bryde alle de Love, der grunde sig på Despoti og Fordomme, løse alle Forviklinger, hvori Lidelsen har sit Udspring, og bøie Hjerterne mod hverandre i Kjerlighed?


Tyvende Mai.
Nu er Freden kommen, det er Dødens, det ved jeg; derfor er den lys og glad, den er sikker. Jeg ved, at jeg skal dø, og jeg tænker på det som på en Reise, der ligger for os på en liflig klar Sommermorgen. Her har jeg intet Mere at gjøre . . . . Gud vil i sin Barmhjertighed tilgive, at jeg ikke havde Mod til at leve uden for dette Ene, Ene. O, han være takket, der gjorde Trådene svage! Hvor mangt et Liv, der tilsyneladende går jevnt og roligt hen, er ikke en eneste lang Dødskamp? Han vil optage mig i sin Himmel, at jeg der kan leve fuldkomnere, renere og uden Bråd og Bitterhed. Måske der, måske der!

219Doktor E. har Noget i sit Ansigt, der siger, at han har tænkt over Mennesker og Menneskesorg. Han må have forstået mig, da han alt længe har betroet mig, at min Tilstand var håbløs. For de Andre går den for en nervøs Svækkelse, der kan helbredes med Nafta og Valeriana. Forleden bad jeg ham sige mig når, med mig behøvede han ikke at bruge de sedvanlige Kunster. Han mente: «Når Bladene falde af Træerne». Han fik Tårer i Øinene ved at se den Glæde, det voldte mig. Han måtte love, ikke at forurolige Mine før netop nødvendigt. Uden Støi, som jeg har levet, vil jeg gå bort. Når Bladene falde af, stille og lydløst som de. Ingen Sygestue, ingen Vågekoner, ingen Moskus, ingen Forespørgsler, ingen af disse Ceremonier, hvormed Døden melder sig i et Hus og gjør den så fæl for de Andre.


Tyvende Juni.
Det vil bedrøve Kold at høre, at jeg er død. Han vil måske tænke, at jeg tror mig glemt af ham. Også det vil bedrøve ham. Min unge Ven, kunde jeg sige Dem, hvor roligt, hvor tillidsfuldt jeg tager denne Taushed. Og dog 220vilde det have glædet mig inderligt, havde jeg hørt Noget fra Dem. Nei, jeg ved, De har ikke glemt mig. Kan en Broder glemme en kjær Søster? og en Sådan var jeg dog for Dem. Anden Magt, ved De, at De ikke har havt og aldrig kunde få over mig. Det Bedste, det Blideste i Dem har jeg formået at lokke frem. Lad os være taknemmelige for, at vi fandt hinanden i Forstenelsen herinde, og at vort Møde var så smukt og varmt og så kort.

Så hør da endnu et sidste Ord fra Deres Veninde. De tror nu, at Deres Hjerte er dødt, og at De er uimodtagelig for en ny Følelse. De første Skuffelser efterlader altid denne Tro, indtil man mærker, at også det var en Skuffelse. Måske De har allerede erfaret det. De vil atter føle Dem fængslet, dybere, sandere end nogensinde før. Er det en ung Pige, der er ædel og elskværdig, o, så ber jeg for hende! . . . Behandl hende varligt, krænk hende ikke. Vær ikke rå og sig: denne unge Pige elsker jeg, hun skal blive min; men sig: denne unge Pige vil jeg bringe til at elske mig, hvis ikke, må jeg forsage hende. Overfald hende ikke, så hun forvirret over dette Overfald rækker Dem Hånden uden at kunne besinde sig, hvorfor hun egentlig gjør det. Lær hende at tro på Dem; kan De 221ikke vinde hendes Tillid, så anse Alt for tabt. Lad hendes Følelse modnes gjennem en dyb og inderlig Vurderen af hvad der er Bedst i Dem. Som Mosten vil den have Tid til at gjære, og er den da ægte, vil den strømme over af sin egen Sødme. Agt på den da og tag den som en Gave af hendes Hånd. Tag den, som den er vunden: ydmyg, skjønsom, ridderlig. Thi såsandt som Menneskene agte lidet på den og savne den bittert, såsandt som det er Deres Mening, at hun skal dele et Livs Besvær som dette med Dem, så er den det Eneste, som holder ud, ja, såsandt som Gud lever og vil være mig tro i min sidste Stund, får De ikke dette Klenodie med, så er det Andet ikke værd at eie.


St. Hans Aften.
Det går hurtigere, end jeg havde troet. I Nat tænkte jeg, at min sidste Time var kommen. Jeg har dog været oppe i Dag, jeg har ryddet op i mine Skuffer og har skrevet og ordnet og sat friske Blomster overalt. Hvad der af dette mit jordiske Testament skal tilsendes Kold, vil jeg nu forsegle; han modtager min Afsked 222fra denne Verden. Mine Tanker om Evigheden, om hin fortsatte personlige Tilværelse, om mit Håb på den, har jeg ikke betroet Papiret, jeg har aldrig kunnet tale derom til noget Menneske. Jeg er let og glad: Gud vil ikke gjøre denne Følelse til Skamme, men have Barmhjertighed med mig, fordi jeg har lidt såmeget. Alt er nu overvundet, endog Tanken om det sorte Skrin, som jeg har havt en indgroet, barnagtig Skræk for. Skulle endelig Ødelæggelsens Rædsler hermetisk opbevares! . . At ikke et Menneske kan få Lov til at lægge sig til Ro i den Jord, hvorfra det stammer, uden i denne afskyelige Varetægtskasse, som skiller os fra den Moder, der så inderlig længes efter Gjenforening med os! Hvor sød var ikke den Forestilling, at denne Moders Arme omsluttede os fast og ømt, at vi allerede strax var Ét med hende . . . Men kan det ikke være anderledes, så læg mig i Skrinet, men med så få Anstalter og så hurtigt som muligt. Der er Intet for Lægerne at opdage ved mit stakkels udtærede Legeme. De vil dog kun sige, at Lungen har været lidt for liden eller Hjertet lidt for stort . . . . . Ingen må røre ved mig uden gamle Tante Hanne . . . Tante Hanne har været snil mod mig – hun har havt en stille Tanke for min Skjebne. 223. . . . Hun er En af dem, som har siddet på sit ensomme Værelse over sit Strikketøi og har fredet stille om det Eneste, som er værd at mindes i Livet . . . Hun har ikke glemt, at Ungdommen har et Hjerte – et Hjerte, hvoraf den kan dø. – Jeg vil lægges ned i Skrinet i min blå Silkekjole og med det røde Koralhalsbånd og Armbåndene – – dem havde jeg på en Aften – en lykkelig Aften – – O min Eneste – min Tanke og min Drøm her i denne Verden – for en eneste sådan Aften er det dog værdt at udholde Livet – – Tak, fordi Du har været til og opfyldt Tilværelsen og gjort den rig og underfuld – Tak, Tak for Alt, for den Fryd, Du har ladet mig ane, for Drømmens lyksalige Bedrag – for Smertens Overmål – Alt har været stort og fuldvægtigt og er af det, som kan tages med.


Kl. tolv. Ikke en Sky på Himlen – Luften gløder og dufter – Fjorden er et eneste Brændspeil – – O Guds Jord, Du er smuk – Farvel du smukke Guds Jord.


224Stakkels Margrethe, sagde Georg, da han havde endt disse Blade. Ja, gå i din Grav, Du og dine Lige, hvor de er. Her trænger vi kun til travle og hårde Hænder, ikke til Ånd eller for dybe Følelser.

Gå til Ro igjen, stakkels Barn! Du er kommen for tidlig op. Morgenen er grå og kold, og Tågen ligger tyk over Engene . . . Sov sødt og trygt, indtil Solen og Fuglene komme frem.

Men jeg vil tage disse Smertenskorn, jeg har opsamlet i dit Spor, Du Henvisnede, og gjemme dem trofast og nedlægge dem – dog vel altid etsteds. Farvel Margrethe, hav Tak for dit Venskab.

Farvel! sagde han og trykkede det sidste Blad mod Pande og Mund, inden han lagde det hen. Nu først så han, at den korte Sommernat var svunden, og at Dagskjæret allerede faldt rødt på de spredte Papirer. Dødens Gys, som havde svævet over dem om Aftenen, var svunden . . . Margrethe havde selv mildt borttaget den! Fyldt af den underbare Beroligelse, der ofte indtræder af sig selv efter et stærkt Sindets Oprør, og som meddeler sig apatisk til Legemet også, rullede han Gardinet ned for den første indbrydende Solstråle og lagde sig til Sengs for straks at falde i den sødeste Søvn.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.