parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

"/> [I, 4] Af Georgs Optegnelser til Margrethe. | Bokselskap

Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[I, 4] Af Georgs Optegnelser til Margrethe.

41Dette Barn forvirrede mig i høi Grad. Undertiden brast min Tålmodighed, og jeg foreholdt hende alvorlig, at hun var så doven og uopmerksom. Da kunde hun se på mig med et Blik så ydmygt, så bønligt, at jeg ikke kunde sige et Ord mere. En anden Gang tog hun det så ligegyldigt, som om det slet ikke angik hende. Måske det kommer af, at hun nu engang ikke kan lide mig, tænkte jeg. Nede mellem hendes Egne vil hendes Væsen udfolde sig naturligere. Her vil jeg bedre kunne iagttage hende. Men her var hun næsten aldrig at se. «Det er næsten en Umulighed,» sagde hendes 42Moder, at få Sofie til at sidde stille inde med et pent Arbeide. Kan hun derimod ligge i Haven og grave og plante i Jorden, hjælpe Budeierne med at fodre Dyrene, så er hun fornøiet. Tænk Dem, hvad der hændte mig forleden. Bispinden kom ganske uventet her, og hun spurgte efter Sofie. Jeg fik hende i Hast ind fra Skuret, hvor hun stod og skagede Lin mellem Husmandskonerne, for at få hende omklædt; hun træder ind, vel i sin Staskjole, men med Håret dryssende fuldt af Avner og et Ansigt så fortvivlet! Jo, De kan tro det var behageligt!

Slige Historier fik jeg ofte nogle af. En Dag, som Gjeteren var bleven syg, bad hun indstændig om at måtte gå i hans Sted. Man må kjende den Sorgløshed, hvormed Børn på Landet opdrages, for at begribe, at hun fik Lov at tilbringe en hel Dag ganske alene i den vilde, ensomme Udmark. På denne Vis så jeg hende næsten blot ved Bordet; der sad hun taus, men ytrede hun noget, så troede Moderen altid at opdage noget Dumt deri, eller også noget, der stod i Strid med den Velopdragenhed, hun søgte at bibringe hende. Amalie behandlede hende under dette med en vis tåbelig altklug, halv bekymret Beskyttelse. I disse Småkonflikter med hendes Egne følte jeg altid stor Lyst til at forsvare 43hende, og jeg søgte ved mangt et Tegn at lægge det for Dagen. Hun vilde aldrig forstå det.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Grotten var nok hendes kjereste Opholdssted, hendes egentlige rette Værnething. Af den Grund gik jeg sjelden derned, uagtet dette Sted også for mig havde noget høist Tillokkende. Sofie havde nu engang et Slags Eiendomsret dertil, og et Par Gange, jeg havde truffet hende derude, bar hendes Miner umiskjendelige Tegn på, at Overraskelsen var hende ubehagelig. Men engang kom jeg ovenfra Dalen, og jeg fik Lyst til at klavre ud på de Klipper, der danne denne merkværdige Hvælving, for at se, hvorledes den lukkede sig foroven. Her så jeg gjennem en Revne Sofie ligge udstrakt, ubevægelig på Bunden af Grotten. Forskrækket løb jeg ned, thi jeg tænkte, der kunde være tilstødt hende noget. Hun sov træt af sit Arbeide; ved hendes Side lå en Spade, der syntes altfor tung for hendes spæde Kræfter. Over hendes Ansigt, der blev grelt belyst af Skinnet ovenfra, hvilede et Udtryk af Sorg, som jeg aldrig før havde seet. Det kom fra Sjelens Dyb, kun i Søvne kunde hun have det så, eller var det idetmindste muligt 44at fastholde det. Det er besynderligt med visse Ansigter, som i Søvne eller en dødlignende Ro antage en Skjønhed, man ellers ikke bemerker, måske fordi de ikke have vundet det for denne Form harmoniske Udtryk. For første Gang bemerkede jeg, at Sofies Træk var smukke og regelmæssige. Men endnu mere undrede det mig at se, at hendes Hoved hvilede på en stor Bog. Det var ingen af hendes sædvanlige Bøger, det så jeg straks, men hvilken Bog kunde det da interessere hende at læse i? Det gik just dengang allerbedrøveligst med vore Skoletimer. At få dette at vide var en Umulighed, når jeg ikke vilde vække hende. Hun holdt den omspændt med Armen, som om hun værgede for sin Hemmelighed.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Hendes Mistro til mig var grænseløs. Kun en eneste Gang har det lykkedes mig at overvinde den og bringe hende ind i en ordentlig Samtale.

Jeg var på Jagt oppe i Fjeldene, på hvis sydostlige Knæ Gårdens lille Sæter ligger. Jeg lagde Veien over den i det Håb at træffe et 45eller andet Medlem af Familien der, som ikke sjelden gjorde Besøg derop, ialfald kunde jeg hvile mig ud på den smukke Skrænt og få Lidt at spise af Sæterjenten. Endnu længe førend jeg kom op til Sæteren, hørte jeg en underlig gjenlydende Musik, der snart lød nær, snart fjern, og skjelnede tilsidst to Fruentimmerstemmer, der bestandig afløste hverandre i at kaue. Men hvilken Stemme var ikke den ene! Så bævende, fuld og klokkeren, så jublende stærk og dog så bøielig, gav den Gjenlyd i de fjerneste Åse og fyldte den hver Vrå i de tause Skovdybder nedenunder. Jeg var nu så nær, at jeg kunde overse Sætervangen uden selv at bemerkes. Det var Sofie, der sang; hvem kunde have tænkt, at dette spinkle Pigebarn havde en sådan Dommedagsrøst. Marit gav vel Undervisningen, men det var kjendeligt, at hun betragtede sin Elev med en Art stolt Forbauselse. Ved al denne Lokken og Kauen nærmede Kjøerne sig mødige og mætte til Leddet. Sofie sprang ned mod dem og op på Leddet, og medens hun klappede den store hvide Bjældeko udenfor, sang hun endnu en Stump af en gammel Vise med den samme forunderlig bøielige og vibrerende Røst, der, idet den henvendtes til Koen, fik et ganske eget Udtryk af komisk Melankoli. Uvilkårlig 46undslap mig et Bifaldsråb, idet jeg trådte ud af mit Skjul. Sofie vendte et Ansigt mod mig, hvorpå den yderste Forskrækkelse stod malet, gjorde en Bevægelse, der skræmmed alle Kjøerne til den ilsomste Flugt ned i Skoven igjen, og var forsvunden med dem. Jeg ligeså fort efter; min Hund ledede på Sporet, og efter et kort Krydstog i det Tykkeste af Skoven fandt jeg hende siddende på en Fjeldpynt, der meget steilt helder ud over Dalen mod Øst. Hun rørte sig ikke, hun syntes neppe at bemerke, at jeg satte mig ned hos hende. Uvis begyndte jeg:

Hvad skal denne Flugt betyde, kjere Sofie? Hvor kan min Overraskelse over din Sang skræmme dig således? Vær dog ikke så sky, så mistroisk. Er der noget underligt i, at din Stemme forbauser mig?

Istedetfor Svar begyndte hun bitterlig at græde.

Jeg forstår dig ikke.

Lov mig blot, at De ikke vil sige det hjemme.

Hvilket?

At jeg kan – at jeg har sunget.

Men Gud, hvorfor må de hjemme ikke vide det? Der er dog intet Ondt i at synge.

47Fordi jeg da kom til at spille med Organisten. Han er så fæl, så fæl; De skulde blot vide, hvad den stakkels Louise har udstået.

Louise?

Ja, min Søster Louise, hun, som blev gift med Caspersen, som var Huslærer hos os.

Nå så! sagde jeg og greb uvilkårlig til min Hat.

De må vide, vedblev hun, at da Louise var på min Alder, havde hun en ganske ubetydelig Stemme, men hun var munter og glad, og hun trallede hele Dagen. Moder troede, der var noget Udmærket ved den, og den gamle Organist blev bestilt for at uddanne den. Men, da den var så længe forsømt, måtte Sagen tages grundigt. Det vil sige, at der begyndtes Klokken otte, og Timen varede til Klokken tolv, akkurat så længe, som der tærskedes på Låven, og så spiste vi, og så begyndte de igjen! Og i den hele Tid sad Louise der med Nodebladet, som hun havde så ondt for at fatte noget af, foran sig, og den ækle, gamle Karl sad ved Siden af hende med sin Skrå i Munden, og smækkede hende over Fingrene med en tynd Pind og dunkede hende Takten i Ryggen. Louise kom altid forgrædt fra disse Sangtimer og sagde ofte: 48Vogt Dig, Sofie, for at synge, ellers skal du lære Musik.

Lærte din Søster da noget?

Ja, nu skal De høre. Efter halvandet Års Forløb havde hun lært at synge to Stykker, nemlig: «Skjønne Minka» og «Hvorfra kommer du, o lille Stjerne,» og Læreren blev afskediget. Men nu begyndte en ny Plage for hende. Hvergang der kom Fremmede, måtte hun frem og synge. Ingen Undskyldning hjalp. Moder sagde, at det var Skam, når hendes Fader havde kostet så mange Penge på hende, at hun ikke kunde gjøre dem den Glæde. O, hvormange Gange har hun ikke sunget: «Skjønne Minka, stans din Klage!» med så fortvivlet Stemme, når jeg bare tænker på det! Her brast hun atter i Gråd. Louise blev så angst, når hun hørte en Vogn, at hun for afsted over Stok og Sten.

Græd nu ikke mere over det, kjere Sofie. Din Søster har sandsynligvis aldrig havt noget Talent, men det har du umiskjendelig. Synes du da ikke, at du begår en Synd, ved således at dølge det, som om det var noget Ondt?

Nei, nei, råbte hun heftig, derved undgår jeg netop en stor Ulykke.

Men en rå Behandlingsmåde er ikke uundgåelig for Enhver, der vil lære at synge. Din 49Stemme trænger til en ganske anden Uddannelse, end den kan gives her; det vil dine Forældre nok forstå.

Hun så med store Øine på mig.

Ak, sagde hun, selv om jeg kunde lære at synge således, som jeg tænker mig det, hvad Nytte havde jeg så af det? Louise synger aldrig mere.

Det Ord Nytte bragte mig næsten til at le, men jeg vogtede mig vel. Jo, netop Nytte, sagde jeg. For det Første er det nyttigt at kunne glæde Andre, og jeg tvivler ikke om, at Du snart vilde skaffe dine Forældre en Glæde, som den stakkels Louise vist aldrig har skaffet dem, om hun end nokså villig sang «skjønne Minka.» Det vilde aldrig falde dem ind at misbruge din Sang til et fast Forlystelsesapparat for Fremmede. Musikken vil gjøre Dig selv friere og mere tillidsfuld, den vil berige din Sjel. Dette er endnu det Allernyttigste. Tro mig, kjere Sofie, for en ung Dame er alt det Skjønne nyttigt, og hun kan aldrig tilegne sig formeget af det. Hendes Sjel trænger til al den Ligevegt, al den Selvstændighed, den kan nå.

Atter så hun på mig længe og forskende. Der lå Forundring, Smerte, Tvivl i dette Blik; 50hun vilde sige Noget, men taug. Et udtryksfuldere Ansigt har jeg aldrig seet.

Jeg benyttede Leiligheden, som jeg frygtede ikke vilde så snart vende tilbage, til at udvikle dette for hende, og jeg talte så pent og fornuftig og gav mig såmegen Air, som jeg kunde.

Hun gik taus ved min Side, lidt foran, halv vendt mod mig; engang imellem slog hun Øinene stort op, det var som om hun indsugede Ordene. Da vi kom til Sæteren, bad jeg Marit om at skaffe mig Noget at spise, thi jeg var bleven dygtig sulten; men dette påtog Sofie sig med en Venlighed og Geskjæftighed, som jeg aldrig havde seet før. Vi var blevne de bedste Venner, da Hesten kom efter hende. Vi vandrede ned gjennem Skoven, medens jeg førte den ved Bidslet; men da vi nåede Bygdeveien, steg hun op, inden jeg kunde hjælpe hende. Hun havde en liden Hue, der har tilhørt Edvard, på Hovedet og slog nu en vid Kappe om sig, der ganske tilhyllede hendes sædvanlige uklædelige Dragt. Fra Hesten rakte hun mig sin Hånd og sagde med et Udtryk, der på engang var bønligt og bydende: «De holder jo nok Deres Løfte, intet Ord om Sangen.» I det Øieblik så hun igjen ikke ud som et Barn. Hun for afsted som en Pil.

51Har jeg ikke ganske taget feil af hende? Skjulte der sig ikke just under alle disse Modsigelser en fint udpræget, med sterke Instinkter begavet Sjel, der kjæmpede for sin Befrielse uden at vide, hvorledes hun skulde håndtere den Virkelighed, hvori hun var sat? Men hvad var det? Hvad rørte der sig i hende? Hvorledes vil det arte sig? Er det måske allerede udvisket i den nye Omgivelse? Hun har nu været der i halvtredie År og er bleven konfirmeret dernede. Hendes Tante fører et elegant, selskabeligt Hus. Om hun kom igjen bymæssig forkvaklet, uden Præg og Individualitet? Hendes Moder betroede os forleden, at Tanten ivrigt ønskede at beholde Sofie dernede, da hun der kunde «gjøre sin Lykke.» Hun havde allerede to alvorlige Tilbedere foruden nogle andre af «anden Rang». Men alle Overtalelser var strandede på Sofies Ønske om at komme hjem. Og hun kommer hjem. Hvad der er vist er, at det ikke er den Sofie, der reiste, det opløbne Barn med Blålærreds Kjole og Mammelukker og de lange Fletninger ned ad Ryggen. Det er den syttenårige Sofie, som kommer igjen, måske «herrlich in der Jugend prangend wie ein Gebild aus Himmels Höh’n.» Og hvad så? Ak, kjere Müller, min gamle, ærlige, ubehændige Bjørn 52med dine Husvarmetheorier og din Frygt? Min Frygt er, at dine Ulykkesspådomme slet ikke skal indtræffe, min Frygt er, at jeg ingen Grund har til Frygt. Jeg skal aldrig mere styrte mig beruset, blindt troende ud i hine lokkende Dybder, hvor man tror at se Perler og Skatte på Bunden. Schillers «Taucher» var en Helt, en ungdommelig Helt første Gang, anden Gang var han en Nar. Ak, jeg skal aldrig mere være en Nar! I vore Dage har man opfundet Dykkerklokker, hvor man forsigtig kan fire sig ned og rolig iagttage Alting uden at få engang såmeget som Snue efter.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.