parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

"/> [I, 5] | Bokselskap

Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[I, 5]

53Det var denne Vaklen mellem Fortid og Fremtid, mellem gamle sårende Minder og ubestemte Længsler, hvori hans Sjel vuggedes, der en smuk Aprildag drev Kold til at vandre ud i det Frie.

Det Terræn, hvarpå Gården lå, sænkede sig ned mod Elven i en lang, af Enge og sparsom Løvskov optaget Terrasse. En ganske anden Karakter frembød dens modsatte Bred i en Række sønderbrudte, yppigt overgroede Klippemasser, der ligesom dannede Fodstykket til de Åse, der begrænsede Dalen. På denne Side lå Møllen, og til Høire løb en Fodsti ind imellem Klipperne. Allerede denne Sti, der bugtede sig mellem de dybe Fjeldvægge, langs en 54Bæk, var høist tillokkende, men blev det endnu mere ved, at den førte til den omtalte Grotte. Ved Enden af Passet havde Klipperne dannet en naturlig, rummelig Hvælving, hvis smukke Former og symmetriske Linier næsten kunde bringe til at tvivle, om det var Naturens Værk. Det Indvendige viste dog Spor af, at Menneskehænder var komne Naturen til Hjelp. Grus og Sten var omhyggeligt bortryddede, Bunden jevnet og bestrøet med Sand, og en Ujevnhed i Klippevæggen såvelsom et Par løse Klippeblokke var ved Hjelp af Mos omskabt til Sæder. Hvælvingen, der var temmelig dyb, vilde dog have været for dunkel, havde ikke en Revne i Fjeldet oventil indladt et ved Buske og Slyngplanter dæmpet, men dog tilstrækkeligt Lys. Udenom Grottens høire Side styrtede Bækken sig i flere Småfald ned af Klipperne, udvidede sig i en Halvkreds foran den og fortsatte derpå sit Løb nedad. Udsigten fra dette Punkt var venligere og mere oplivende, end Stedets Karakter lod formode; den gav Sindet en mild Modvægt mod det mørke Indtryk, Hvælvingen gjorde. Gjennem Fjeldpasset, der åbnede sig mere og mere, så man Bækken muntert strømme ned mod Elven, hvor man skimtede Mølletaget under nogle ældgamle Birke, 55og det lyse, mere frugtbare Landskab hinsides dannede den mest smilende Baggrund. Vi have forhen antydet, at Sofie ligefra sin tidligste Barndom havde tiltaget sig en Eiendomsret til Stedet, som Ingen heller gjorde hende stridig. Endnu som ganske liden, når Adgangen ofte var yderst vanskelig, havde hun fundet Veien derhen, beskyttet ved den Ubevidsthed om Fare, som er de Smås usynlige Vogter.

Det var til dette Sted Kold styrede sin Gang. Skjønt Veien var næsten utilgjængelig, da Vandet fra Fjeldet Vår og Høst drev Bækken over sine Bredder, nåede han dog med nogen Anstrengelse derhen. Fra Grottens Indgang betragtede han Landskabet. Det grønne, spillende Mos, den plaskende Bæk, og den rene, blå Himmel gav Alt et forårsligt Skin, der dårede Beskueren.

Man kan hundrede Gange have seet et Menneske, en Lokalitet; en Dag falder det os ind at betragte, det er, med det indre Øie beskue, dette Menneske, denne Lokalitet, som da fremstiller sig for os ganske ny og fremmed. For første Gang lagde Kold Merke til, ved at se sig omkring i Hvælvingen, at kun den forreste Del var regelmæssig, medens Naturen i den inderste havde dannet forskjellige Nicher 56og Fordybninger. Her faldt Lyset fra den solblanke Dag blåagtigt gjennem den omtalte Revne. Speidende gled hans Øie rundt. Det forekom ham, som om enhver Sten, enhver Ridse måtte kunne give ham nogen Oplysning om det Væsen, der i det Øieblik beskjeftigede ham. I Sandet mente han at finde Spor af en Fod, den mindste på hele Gården. Et Par Stene i Fjeldvæggen, som noget fortørret Mos var gledet ifra, lod sig flytte. Han havde truffet et hemmeligt Gjemme. Omhyggelig gjennemsøgte han hver Spalte. Forgjæves! Ved at rode i Gruset fandt han endelig Noget. Det var en liden rund, cylinderformet, hul Gjenstand af en hård Substants, der havde en påfaldende Lighed med et Valnøddeskal. Han beså den fra alle Sider, han stirrede på de små, krusede Linier, som om enhver af dem var en betydningsfuld Rune. En Valnøddeskal var og blev det.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.