parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

"/> [I, 6] Til Müller. | Bokselskap

Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[I, 6] Til Müller.

57. . . . Gård den 29 Marts.

Jeg har taget et uhyre Ark frem, skåret alle de Penne, jeg har, og skyndt mig at skrive «kjere Müller», jeg har låset Døren af, skjønt jeg ved, at ingen Sjel forstyrrer mig, alt dette i Tro på, at det gamle «frisk begyndt, halv fuldendt» udtrykkelig er myntet på Brevskrivning, denne lunefuldeste, vanskeligste af alle menneskelige Idrætter. Men nu vil jeg skrive Müller til, jeg skal, jeg vil. Man skal måske vente længe på et sådant Sammentræf af både ydre og indre Betingelser for et Brev, et ordentligt, langt, grundigt Brev, en 58Hjerteudgydelse i den gamle Stil. Disse Betingelser er: Marts Måned udenfor, der i Almanakken kalder sig «Vårmåned» – jeg vilde nu give den et ganske andet Navn, hvis jeg ikke kunde stryge den aldeles ud – og Kvarantæne og slet Humør indenfor. Tro dog ikke, at vi ikke have Sol. Den stråler Dag for Dag, Uge for Uge på den blegblå Himmel med en sand fortvivlet Udholdenhed. Den blinder os næsten med Refleksen fra de hvide Tage, uden at den mægter at fordrive Snemasserne. Den eneste bare Plet, jeg skimter oppe i Åsen, det første, mine Øine opløfter sig til om Morgenen, er i de sidste tre Dage ikke bleven større. Lokker Solskinnet En ud, og man har nået hen til Hjørnet i et ubeskriveligt Føre, mødes man af den skjærende Nordenvind, der jager En lige ind igjen. Således går Dagen uendelig ensformig. Gården er som uddød – den eneste Lyd, man hører, er Tærskerens Slag fra Låven, fra den tidlige Morgen til den sene Aften, ustanseligt, rastløst som Slagene af et utålmodigt Hjerte. Hvor trist er denne Lyd! Denne Tid på Landet er rigtignok ikke til at – dog, jeg vil ikke sige noget ondt om Landet, når Sommeren kommer, er Alt glemt.

Men jeg skal til at skrifte, det er sandt, og 59De merker nok, at jeg i denne lange Indledning gjør ligesom Børnene, der af Frygt, fordi de kommer for sent, gjør endnu en Omvei til Skolen. Ja, i Sandhed, det Skriftemål, jeg har at aflægge, bliver vanskeligere, end jeg havde tænkt, og jeg vil have ondt for at opfylde mit Løfte – ikke af Frygt for Dem, bedste Müller, o nei, bild Dem ikke det ind! De skal ikke have Grund til den fjerneste Spot, De skal tvertimod have Glæde af mig. Hvorledes skal jeg forklare mig! . . jeg har få Begivenheder at stille op; min Ulykke ligger i Skuffelser, som Folk af Deres Art aldrig har at gjennemgå, og som De derfor vanskelig kan fatte hos Andre. De kjender jo nok mine stakkels ungdommelige Illusioner, De har ofte nok ubarmhjertig gået dem til Livs. Siden skiltes vore Veie. Der var hele År, hvori jeg neppe så Dem. Jeg troede, at De havde ganske ladet mig fare, indtil De pludselig overraskede mig heroppe i min Ensomhed. Det var smukt, det var trofast af Dem! Jeg kan ikke til Gjengjeld gjøre Mindre, end at holde mit Løfte og fortælle Dem, hvordan jeg har tilbragt det mellemliggende Tidsrum.

Det er med en egen Rørelse man i de senere År tænker tilbage på sin første Ungdom, 60hin lyksalige Grønhedsperiode. Man ved ikke, om man skal ynke eller beundre den. Man vil nok storagtig forkaste den Lykke, den bereder, men man gjør det ikke uden et hemmeligt, nagende Savn og mangt et længselsfuldt Blik tilbage.

De husker jo nok, hvordan jeg ved Overflytningen fra min fredelige Hjemstavn til Kristiania stupte ligened i det værste Ståhei af vore politisk-sociale Brydninger. Feiden Welhaven-Wergeland var på sit Høieste; den var netop fra Studentersamfundet gået over i Offentligheden. I ethvert Individ af den dannede Klasse, ligetil Skolepogen, kunde man være sikker på at møde et Partimedlem. Det var nok til at gjøre et stakkels uerfarent Menneske ør i Hovedet. Jeg vil også oprigtig bekjende Dem, at Stridsspørgsmålene selv, således som de senere har stillet sig for mig: en Nationalitetens Hævdelse gjennem Folkeoplysning og Udbyttelsen af egne Kilder, mod det engang tilvante åndelige Fodringssystem udenfra, var jeg for umoden til klart at dømme i. Det Afgjørende for mig blev, at disse Spørgsmål diskuteredes mellem Studentersamfundets nøgne, tilrøgede Vægge, under Skrål og Glasklir, og at en over al Måde forbitret personlig 61Polemik drev dem ud i så grelle Yderligheder, at tilslut intet Kompromis mere var tænkeligt. Det måtte briste. Jeg sluttede mig da, som begribeligt, til dem, der forkyndte sig som Mådeholdets og Civilisationens Apostle. Det var idetmindste Programmet. Jeg havde netop oplevet en sådan stormende Aften i Samfundet, der endte med et Efterspil nede i Gaderne, under Vægternes Tilløb og fredelskende Borgeres stille Forargelse. Bruddet, der førte til Stiftelsen af «Forbundet», forekom mig derfor som en Nationalbegivenhed, der ikke gik ud på Mindre, end at redde hele det borgerlige Samfund fra Undergang. Jeg så i denne Udskillelse kun en Lysets Seier over Mørket, Civilisationens over Råheden. Altså der flyttedes, men ak, som det så ofte går med Flytninger, Nissen flyttede med. At der, næst Anføreren selv, Digteren, dengang Hovedstadens enfant chéri og terrible, var prægtige Folk blandt disse Udflyttere, Individer, hvis blotte Navn gav dette nye Tempelridderskab en Vigtighed, en Anseelse, som det ellers slet ikke vilde fået, ved vi Alle, men denne Omstændighed tilførte det måske mange Tilhængere, som det havde været bedre tjent med ikke at optage i sit Forbund. I det Hele taget tror jeg ikke, at 62de egentlig moralske Tilstande artede sig så særdeles meget bedre end under de gamle Forhold; kun føltes Nødvendigheden af at træde op med lidt mere Anstand. Dog, hvorfor fortæller jeg Dem dette, Müller! – Dem, der selv mer end engang for mig, «Troppisten», «Forbundsløven» så blodig har spottet det slemme «Misforhold» mellem Ide og Virkelighed! Jeg gjør det, fordi jeg engang vil stå klar for Dem; De har aldrig forstået mig rigtig her.

Altså, nu var jeg Medlem af Forbundet. Det Ensidige, fornemt Afsluttende i det opstillede Program begyndte dunkelt at gå op for mig. Forsamlingerne, der mest havde sit Sæde nede i Kirkegaden hos Boghandler Dahl, førtes naturligvis nu, da man var i sin egen Leir, med al Samstemningens Gemytlighed; der støiedes og klinkedes mindre. Også i sin Polemik, der fyldte først «Vidar», senere den «Konstitutionelles» Spalter, trådte man besindigere op end Modstanderne, men – jeg ved ikke – disse unge Dommerminer, denne kolde, overlegne, tirrende Tone, denne seige Hadefuldhed blev mig i Længden fatalere, end de vildeste Expectorationer på den anden Side nogensinde havde været det; i disse var der dog Varme, ungdommelig Opbrusning! Får man så senere 63lidt Tid til at tænke sig om, og i min treårige landlige Afsondring har jeg havt god Ro dertil, så ser man først, hvad en Sag kan blive til i fanatiske Partigjængeres Hænder. De egentlige Forkjæmpere, der virkelig går ud fra noget Stort og Nytænkt, vilde måske høilig forbauses, når de kunde forudse, hvad Venner og Fiender forenet får lavet ud deraf, og hvad de så har at afgive deres ærlige Navne til. Jeg vil ikke tale om Personerne selv, der kommer til at illustrere disse Vrængebilleder. Tænk Dem kun, i hvad Skikkelse Wergeland figurerer nede i Kjøbenhavn, eller Welhaven i vore Kyststæder og Oplandsbygder! De vil le mig ud, kjere Müller, når jeg siger Dem, at jeg endte som en temmelig lunken Partimand, men med at sværme for begge Partichefdigterne, dog må jeg lægge til, mere i en vis respektfuld Afstand. Desmere fortabte jeg mig i begges Digtning. Ingen har varmere end jeg hilst ethvert nyt Udbrud deraf. Måske følte jeg instinktmæssig, at her vilde det altfor mægtige Personlige kun virke forstyrrende.

Hvorfor, tænkte jeg mangengang, hvorfor dette bitre Fiendskab mellem disse To, der syntes mere bestemte – jeg måtte her tænke på Goethes og Schillers Forhold – til selv at 64danne et Forbund – bestemte til at fuldstændiggjøre, men ikke tilintetgjøre hinanden? Det er Partigjængerne, der skaber Fiendskaber, ikke Ideerne.Forfatternote: Tiden, denne store Kommentator, har på flere Måder bekræftet det Anelsesfulde i disse Betragtninger af vor Fortællings Helt. Den har ikke alene forsonende anerkjendt begge Retningers Ligeberettigelse, men den er næsten nået til en Ombytning af Rollerne, således at den mer og mer i Wergeland erkjender Universaldigteren, Kosmopoliten, og i Welhaven den mere specifik nationale Digter. Hvorledes denne Sidste selv har opfattet dette Punkt, hvorledes hans Sindelag mod hin sin Ungdomsmodstander i hans senere Livsår artede sig, må forblive mere uvist; men at han forsonet er gået ind til sin Gud, derom synes en Drøm, han havde næstsidste Nat før sin Død, smukt at vidne: at en uimodståelig Trang drev ham op til Wergelands Grav.

Det skulde ikke blive min sidste Illusion, hvad jeg her oplevede.

Det nye Forbund havde tilført Selskabeligheden i vor By nye Elementer; det trådte selv op med Baller og Festligheder, og denne Selskabelighed begyndte nu, påvirket af Hoffets hyppige Nærværelse, at tage et storartet Opsving. Man forsøgte sig i alskens fremmede Reunions; vore gemytlige Aftenselskaber med Damer tilbords – «Mit fulde Glas og Sangens raske Toner», veg Pladsen for et Arrangement, der lignede en Kappestrid om, hvordan man mest ugratiøst og hurtigst muligt kunde nedsluge, hvad man i Trængsel og Forvirring havde revet til sig. Vi fik Dinéer og Soiréer og Matinéer og Goutéer og Gud ved, hvad det Altsammen hed.

65De ved jo nok også, at jeg, som mindst drømte om en sådan Lykke, blev revet med ind i dette Festliv. Jeg kom formelig i Mode og skulde være med overalt. Det Morsomme deri var, at denne Udmerkelse timedes mig sandsynligvis i Egenskab af ægte «Troppist», det er, et rigtigt Forbundsmedlem, medens jeg i Virkeligheden lidet fortjente denne Karakter. Jeg var en duelig «Opfører» og knyttede mit Halstørklæde, som De ganske rigtig nylig erkjendte, upåklagelig korrekt. Hvor bevæget af Uro og Spænding, Bedårelse og Skuffelse jeg gik mellem Alt dette, vidste Ingen.

Da måtte jeg mangengang tænke på, hvordan jeg i mine Rusdage havde stillet mig ved Indkjørselen til Stiftsgården når Statholderen gav Bal, for at se Damerne stige ud. Her må De erindre, hvordan Opveksten i det ensomme E., hvor jeg i Mangel af Menneskeomgang 66læste Romaner og Digte, havde indvirket. Min Moder, selv skjøn og meget begavet, kunde kun bestyrke de Ideer, jeg havde dannet mig om det andet Kjøn, en Trang til at beundre det, en Begeistring for det, som man vil sige ligger til Slægten, og som har givet Anledning til en hel Del romantiske Begivenheder i den. Måske jeg har fortalt Dem nogle af disse, måske dog ikke havt rigtig Mod på det; men gik man langt nok tilbage i Tiden, vilde de formodentlig ende i en Dragesvands eller noget andet Eventyrligt. Hvad Under da, at jeg endnu førend jeg var værdig til at være med, begyndte med brændende Iver at søge Idealerne til mine Drømme. De skulde blot vide, hvordan jeg forfulgte Sporet af enkelte Damer, som Mængden betegnede som Skjønheder. Ingen Trubadour, ingen trofast Ridder af la Mancha kunde i Ydmyghed og Udholdenhed måle sig med Deres Georg. Når jeg så dem i deres blændende Baldragter stige ud, eller flagre som Syner forbi de oplyste Vinduer, forekom de mig som Væsener af en høiere Art end vi andre jordiske, plumpe, bestøvlede Skabninger, og den Lykke at stå dem nær, tale med dem, danse med dem, tabte sig for min Tanke i Noget, en Dødelig ikke kunde bære. Mine Extaser dannede en underlig 67Kontrast til mine Kameraters rå, spottende Bemerkninger; hvor forbitret kunde jeg storme derfra!

Så stod jeg da indenfor Kredsen, og det gik, som man kunde vente, det vil sige, netop som jeg ikke ventede det. Jeg forelskede mig efter Raden i alle dem, som man kaldte Sæsonens Dronninger, og jeg gjorde efter Raden samme Erfaring, kun lidt mer eller mindre overraskende, at Skjønheden er farlig, når den ikke er det harmoniske Udtryk for en tilsvarende Sjel. Denne Skjønhed holdt ikke altid Stik, men viste sig at være af den, som kun er beregnet på Toilet og Lyseffekt. Jeg ved ikke, hvordan det var, men alle Berørelser med dens Bærerinder efterlod et forunderlig uklart, tomt Indtryk. Må jeg tænke på Julie R., i hvis Miner jeg læste den inderligste Interesse og Deltagelse for et tragisk ophøiet Træk, som jeg, stakkels unge Menneske virkelig grebet af, meddelte hende – og som vendte sig om og bag sin Vifte gjorde Grimaser til Veninden – og denne Veninde selv, der maliciøs røbede det og reproducerede Grimasen på anden Hånd!

Væbnet med denne tidlige Visdom, troede jeg mig længe fuldkommen sikker. Jeg blev mindre ivrig Danser, forsøgte mig i en vis skeptisk 68gelassen Mine, der dengang begyndte at gjøre Lykke, skrev selvironiske Digte à la Heine i ensomme Timer, indtil jeg en vakker Dag spadserte lige i Fælden igjen, og dennegang for Alvor.

En ung Dame kom i et Vinterbesøg til en af Familierne derinde, som dengang dannede et Slags Centrum for Byens Selskabelighed. Rygtet havde længe talt om hende, inden hun viste sig på Scenen. Jeg var strax solgt. Jeg så hende første Gang i en Lycéconcert, vort Bekjendtskab udviklede sig gjennem Sæsonens Kotilloner, og jeg beilede og fik hendes Ja i en Lancers. Denne Forlovelse varede et År.

O Müller, hvor hun var smuk! I denne Skabning, dette Ansigt lå de rigeste Løfter, en Mand kan drømme om, Løfter – som hun idelig brød, hvergang hun åbnede Munden. Jeg ved ikke, hvori dette lå, enten i Opdragelsen, tomme Omgivelser, eller i hende selv, måske i Alt forenet. Hun var en Inkarnation af den modern kvindelige Støbegodsopdragelse, der synes at have sat sig som Mål, at afslibe ethvert Spor af Individualitet, kvæle hver Gnist af et selvstændigt Liv, og som i mindre dybe Naturer frembringer Usandhed i Alt: Affectation istedenfor Følelse, Snerperi for Blufærdighed, og Fraser 69for noget Selvtænkt. Hos denne deilige Skabning var Alting skinnende, afpudset, glattet, kun reflecterende det Små, alle Dagens Futiliteter. Jeg forsøgte undertiden at løfte hendes Betragtning op til noget Større, at ægge hende til en selvstændig Mening; jeg lurede på et Glimt af Misbilligelse, af Vrede, når noget rigtig Usselt og Hadeværdigt, beskyttet af Døgnopinionen, frekt gjorde sig bred. Men nei. Den høieste Grad af moralsk Uvillie, jeg nogensinde har seet hende løfte sig op til, gjaldt en Dames Baldragt, der ikke var ganske reglementeret.

Og dog, Müller! . . Jeg kunde knapt oppebie det Øieblik, da jeg skulde se hende! . . En af disse få rolige Aftener, når hun måske Dagen før havde afslåt mig min Bøn, dog at blive en Gang hjemme fra en Adspredelse ude. Hvor kunde jeg da styrte hen til hende . . Undine, min Undine! Jeg ønskede, at jeg kunde lukke Øret og fortabe mig taus i hendes Beskuelse. Müller, så De hende nogensinde? . . Jeg ønskede, jeg kunde ligne Filologen i Hertz’s Digt, der gjennem den Elskedes Skjønhed stemmes op til en begeistret Hymne over hendes Dumhed. Ak forgjæves! jeg formaaede det ikke; oprevet, udmattet til det Yderste løb jeg, mer end jeg gik, hjem slige Aftener, for – at drømme om 70hende og begynde, akkurat hvor jeg slap, næste Dag. Jeg havde en Fornemmelse, da dette Lidelsesår var endt, som om jeg havde gjennemgået alle de gamle Gudeudfordreres olympiske Straffe, ja, dem allesammen, fra den Vansmægtende foran Drikken, fra ham, som rullede Stene op, der trillede ligefort ned igjen, indtil hin Ulykkelige, der på sin formastelige Vingeflugt kom Solen for nær og næsegrus styrtede til Jorden.

Der er kun Et at føie til denne Karakteristik af min Elskede, men det er også det, der er pinligst for mig at bekjende Dem, den Opdagelse, jeg tilsidst gjorde, at hun elskede mig i Grunden – ikke, og dog vilde hun gifte sig med mig. (Mine ydre Vilkår vilde jo tilladt mig, selv med mit Haud, som eneste Søn af «Grubekongen» at aspirere til en liden husfaderlig Embedsstilling.) I dette Punkt var hun uangribelig. Hun, der kunde sætte en så fornærmet Dronningmine op for en Bagatel, tålte med en Tålmodighed, der bragte mig til at fortvivle, enhver Hentydning til vore Naturers Grundforskjellighed og den Ulykke, den vilde berede os, og slog mine indirekte Vink om at løse vort Forhold hen i Fjas og Spøg. Endelig brød jeg selv Lænken og udholdt tålmodig Byens Skvalder. Jeg var naturligvis Bedrageren, ikke den Bedragne. 71Frøken W. gjaldt for en af de første unge Damer, og det er den sørgelige Sandhed, at hun vist var det. Hun havde den Evne at være Alle tillags. Hvor hun viste sig ude, på Baller, Koncerter, i Theatret, bag Bazarskranken eller om Søndagene ved Assessorindens Side i Kirke, var hun altid ens, smagfuldt simpelt klædt, venlig, velopdragen, regelret i Alt, hun behagede Alle.

Så var det min Skyld alene, min, Fantastens, Idealistens, med sine forskruede Fordringer, hentede i Romaner og Heltindesagaer. Ja, det er sandt, jeg nærede nogle Forventninger, som man kaldte så, men jeg havde ikke hentet dem der. I min egen Sjels dybeste Grund havde jeg fostret disse Forventninger. Jeg tænkte mig Kvinderne, som jeg havde seet min Mor være det, Sjelen i hele sin Omgivelse, Initiativet til alt Stort og Godt hos den.

Ja, det er sandt, jeg var kommet til den store By med den Indbildning, i ethvert smukt Ansigt, i ethvert strålende Øie, at læse Løftet om en sådan altbelivende Sjel, og i den store By havde man faststillet Betydningsløsheden og den stumpe Passivitet som det Kvindeliges Grundlov, og man beundrede Idealet af denne skjønne Kvindelighed i Konstance W.

72Efterat denne sørgelige Historie var endt, var også Trylleriet ved den Scene hvorpå den havde udspundet sig, grundig forstyrret. Vort selskabelige Livs hele trøstesløse Tomhed gik først rigtig op for mig, da Intet mere fængslede mig der. Og kan det være anderledes, hvor den åndige Påvirkning fra begge Sider mangler, og en Smule Forelskelse skal afgive det eneste Forbindelsesled. Overalt mærker man en Bestræbelse for at skilles. Hvor det på nogen Måde lader sig gjøre, liste Herrerne af og overlade Damerne Pladsen. Man kjeder sig, man mærker, at der er noget Galt, og man begriber ikke hvori det kan stikke. I denne indre Hulhed tager man til Personalkritiken, en finere Benævnelse for Sladder, og søger at afvinde Manglerne det Sørgelige ved at raillere dem. For Guds Skyld intet Tegn på Følelse, ingen Beundring for Noget, muligst ligegyldig og så høflig som man kan være for ikke at blive grov, det synes at være bleven Grundtonen i vor nyudklækkede Selskabelighed. Jeg har kjendt Mennesker af et naturlig velvilligt Sind, der har gjort Vold på sig selv for at blive utålelige. Alt dette skulde vel være tidsmæssig Europæisk. Men jeg tror, at vi i det Hele taget i vore tidsmæssig europæiske Bestræbelser alt 73for let tilegne os Lyderne og formeget glemmer at tage Dyderne med. Vi tænke ikke på, at mange af hine mindre elskværdige Tidsfænomener, der dukker op i fremmede Samfund, beror på Forudsætninger og udvikler sig af Tilstande, der er grundforskjellige fra vore, at de ofte træder op som Reaction, som Protest mod andre udbrugte, forældede Kulturformer, kjæmpende, vekslende, altid fornyende sig, medens de indpodede på vore Forhold kun arte sig som Udvækster, Karikatur. Vi har jo slet ikke nået den gamle Kultur endnu, end sige dens Udartning, vi er, så at sige, hoppede over den, vi kunde trænge til Adskilligt af hvad bedst den havde at yde, lidt mere Idealitet i vor Stræben, lidt mere Styrke til at elske, og Styrke til at hade, hvad der hades bør – lidt mere Respekt for Formerne, lidt mere Agt for Kvinderne og Syn for hvad de rettelig betyde og kunde og burde være . . . . . Har vi Noget af dette?

Jeg ved det ikke. Mig var det, som om jeg indvendig stivnede, og jeg følte en sådan Misfornøielse med mig selv og Altsammen, at jeg havde grebet den ubetydeligste Anledning til at komme bort. Nu kan det ikke undre Nogen, at jeg greb denne Post med Begjerlighed; der 74måtte en total Omskiftning til for at blive Menneske igjen.

Men jeg skulde ikke forlade Byen uden at modtage et forsonende Indtryk. Guderne sendte mig det medlidende i min høieste Nød. Det var mit Bekjendtskab med Margrethe D.

Jeg havde nok seet hende før i Selskaber, eller rettere overseet hende. Hun var ikke egentlig smuk, når man ikke kjendte hende og talte med hende. Spinkel, med et lidende Udtryk, men uendelig fin og gratiøs, vakte den Passivitet, hun iagttog – hun sad næsten altid alene, mellem de Andre – netop min Interesse, og denne steg for hvert Ord, vi talte sammen. Snart søgte jeg ingen Anden end hende, jeg havde jo opdaget hende; der opstod et smukt Venskabs- og Fortrolighedsforhold mellem os, et kun altfor uvant Phænomen mellem to Unge inden vort Selskabsliv, til at det ikke skulde vakt ny Opmærksomhed. Vi lod dem snakke. Der var intet Erotisk fra nogen af Siderne. Vi var begge færdige på vor Vis. Jeg som den Yngre og Utrøstelige, blev her ganske naturlig Skriftebarnet. Om hendes Skjebne vidste jeg blot, hvad Byen fortalte derom, at hun havde afslået et anseligt Parti, og at hun af en Grille, sandsynligvis agtede at forblive gammel Jomfru. 75Hos hende fandt jeg Alt, hvad jeg havde savnet hos mine forrige Inklinationer, rigtig Følelse, Tankerigdom, Skarpsindighed i Opfatning. Hun manglede Lethed i det almindelige Selskabssnak, men i dybere Materier fik hun en Art Veltalenhed, som jeg ikke har truffet hos nogen Anden; hendes Sprog var da sindrigt, blomsterduftende – ikke blomstrende – o så ægte kvindeligt! Hun var den Første, der mildt og skånsomt bedømte min Færd, idet hun tillige viste mig Kilden til alle mine Skuffelser. Aldrig har jeg fundet en sådan Åndsselvstændighed under Trykket af de småligste Forhold. Margrethe D. var en af disse sjeldne Naturer, der udvikler sig i sin Art trods alt Hemmende, og som, kuet tilbage i sit eget Indre, formår at bære Undtagelsens Martyrskab tyst og stille i sig selv; men der hvilede over hendes Væsen et Slør som af Vemod, eller måske Livstræthed.

Havde hun selv elsket?

De har været fordringsfuld og fordomsfuld på en Gang, det er Deres Ulykke, sagde hun engang med en lidt bitter Betoning, som ellers ikke var hende almindelig. Den, der skulde tilfredsstillet Dem, har De ikke søgt, hvor De skulde søgt hende. De har søgt hende i Festsalene, under Lysekronerne. Blandt de 76Ikkefeterede, de Ikkepåagtede, de Skjulte, havde hun måske været at finde. Sporet af den Slags Kvinder må man søge i de dunkleste Vråer af Husene, eller søg dem i Sindssygeanstalterne, eller i Graven . . . i Graven lagde hun til med et Eftertryk, som om hun indskjærpede mig et Husnummer, der ikke måtte tages feil af.

Det var trist at høre; havde hun Ret?

En anden Gang mildere: De klager over os og med Rette. Men hvad skal vi gjøre? vor eneste Udvikling få vi gjennem Smerten, men ulykkeligvis gjør denne os med det samme uskikkede til Livet.

Ja, hun selv var et sådant brudt Rør, som Vinden kun endnu aflokkede melodiske, men også enkelte skjerende Toner. Hvor Meget skylder jeg ikke Margrethe! . . Mine glade Illusioner kunde hun ikke redde, men hun har reddet min Tro.

Georg Kold lod denne Skrivelse ligge hen nogen Tid, optagen som han var bleven af en uopsættelig Forretning. Så mindedes han den, tog det lille Hefte frem og læste det igjennem.

77Længe sad han grundende med det i Hånden. Han måtte spørge sig selv, om det var ham, der havde skrevet alt dette og – til Müller!

Ja, til Müller var det virkelig; det begyndte ganske nykternt, næsten lidt modstræbende, stilet til ham. Og så . . . . .

Han åbnede sin Pult, grov det ned i dens skjulteste Gjemme og låsede omhyggelig. Han var tilmode som den pålideligste af alle ufeilbarlig pålidelige Slusevogtere, som for første Gang har gjort sig skyldig i en Skjødesløshed, og som nu, skamfuld over sig selv, skyndsomt stræber at udslette Følgerne.

Inden en halv Time havde han et andet Brev til Vennen færdigt. På den første Side berettede han, tørt og koncist som en Regnskabsfører, alle sine uheldige Forelskelser. De øvrige tre Fjerdedele indeholdt Betragtninger over en offentlig Begivenhed, som dengang satte Aviserne og Gemytterne i megen Gjæring, og han endte med, at han havde opdaget to skelende Subjekter i Præstegjeldet og et i Annekset, som Müller skulde have tilgode, når han kom næste Gang.

Dette Brev fik Müller, og han læste det meget opmærksomt igjennem.

78Vil man se! min ideale, høitstemte Georg! Han kommer sig. Han begynder at stige ned til os andre almindelige Mennesker, der tager Verden som den er . . . En–to–tre–fire, – han er endda oprigtig – og fulgt af «en mindre – vel – overveiet Forlovelse» og så taler han så rolig derom, som om det var Pottemagerarbeide, der kan klinkes! . . . Skuffet – for evig helbredet – Illusioner, der ikke mere kunne reddes . . . . bah, jeg kjender det, det varer netop til næste Gang, et Par smukke Øine kommer ham i Veien . . . Se! se! to i samme Præstegjeld og en i Annekset! . . . Nei, han må bort, deroppe duer det ikke for ham, han må bort . . . .


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.