parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

"/> [I, 8] | Bokselskap

Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[I, 8]

82Ondt Veir havde igjen i nogle Dage forsinket Sofies Hjemkomst, som nu endelig indtraf og vakte lydelig Glæde i den stille Nat. Først næste Formiddag gik Kold med bankende Hjerte ned af Trappen. Han fandt Sofie i Dagligstuen med sin Moder og sine Sødskende. Hun hilsede ham, dog uden at nærme sig. Georg vidste ikke, om han skulde række hende Hånden eller ei; når Sligt skal overlægges, bliver det for sent. Der blev vexlet nogle almindelige Velkomst- og Høflighedsfraser, Beklagelser over Veiret anstillede, og Georg, der i den Spænding, han var i, følte sig ilde tilmode, drog sig snart tilbage. Han ilede op på sit Værelse, tog Ørsteds Håndbog frem, 83og læste vedholdende og fordybet deri et Par Timer, endte derpaa en vidtløftig Indstilling for Amtmanden og red så ud.

Først nu nødtes han til at give sine Tanker Gehør. Hans Møde med den Nysankomne havde rigtignok været såre flygtigt, men Indtrykket var dog altfor utilfredsstillende. Havde han da gjort sig Forventninger? Om hendes Væsen kunde han intet dømme; den Lethed og Sikkerhed, hvormed hun modtog og gjengav disse intetsigende Fraser, hvoraf Samtalen havde bestået, behagede ham ikke ganske. Om hun var smuk, vidste han heller ikke. Hun havde et Tørklæde om Kinden, og et stort Shawl indhyllede hendes Figur, der forekom ham tynd og slank. Hendes Ansigtsfarve var noget rød og echaufferet. Dette burde ikke være påfaldende for Nogen der ved, hvorledes et Par Dages Reise i vor skarpe Vårluft kan bringe de skjønneste Træk af Lave. Men vor Helt var enten ikke så liberal som den danske Digter, når han siger:

«Om Kummer eller Østenvinden
Har skadet Roserne på Kinden
Tro mig, min Ven, det siger ikke stort.»

Eller, rimeligere er det, han havde slet ikke tænkt over Luftens Indvirkning på den menneskelige 84Hud. Han tænkte vel, hvad hundrede koparrede og tatoverede Adamssønner havde tænkt før ham, at en Dames Teint skal være ren og skjær som hendes Rygte, og Sofies stærke Teint mishagede ham.

I flere Dage kom den Hjemvendte ikke tilsyne, da hun havde Tandpine og holdt sig på sit Værelse. En Indbydelse til en Familie i Nabolavet blev imidlertid modtaget. Det var første Pintsedag. Våren stod i sin fulde Flor. Den hele Familie reiste tidlig derhen; længere ud på Aftenen indfandt Kold sig. Der var stort Selskab, det forreste Værelse var næsten opfyldt. Da han Ingen søgte, og ikke vilde trænge igjennem, blev han stående i en Krog, hvor den tiltagende Dunkelhed næsten skjulte ham. Man skulde netop begynde at danse. Fra Storstuen, hvor Møblerne var ryddede tilside, lød en lystig Strauszer, og Herrerne, hvoriblandt nogle Gjæster fra Byen, de unge Hrr. Landhandlere, Capellanen og Husets Sønner kom just stormende til for at engagere. I en Afstand så Georg Sofie. Det måtte være hende, det kunde ingen Anden være, dog havde hun noget ganske fremmed for ham. Det forekom ham, at hun afslog flere Opfordringer til Dans. Han stod og grundede over dette i en Krog, medens 85Stuen begyndte at blive tom; da kom Amalie farende ud fra Salen igjen og med en Mine, der forkyndte Ting af den yderste Vigtighed, drog hun Søsteren med sig hen i Vinduet.

Der stod hun da tre Skridt fra ham; Dagslyset faldt stærkt på hende.

Du må danse, Sofien min, Du må endelig danse. For Himlens Skyld afslå det ikke . . . det vil tages ilde op . . .

Jeg danser aldrig.

Hvorledes Sofie, Du aldrig danse? skreg Amalie . . . Du elskede jo Dans lidenskabelig! . . . Kan Du ikke huske, da Du var liden, dansede Du rundt sålænge til Du tumlede overende og slog Dig mod Stole og Borde? . . . Du har desuden taget Information i Kjøbenhavn . . . det er altså ikke dit Alvor.

Mit fulde Alvor, svarede Sofie med fast, men dog noget bedrøvet Tone.

Men Gud signe Dig Sofie! . . .

Der er jo Damer nok, afbrød Sofie hende noget heftig. Elise Breien ser ud, som om hun bragte et stort Offer ved at spille, det kan jeg jo så godt gjøre! . . Og dermed var hun allerede inde i Salen, og under den første Pause, der indtraf i Musiken, havde hun allerede halv bedende, halv med Vold, indtaget den omtalte 86Plads ved Pianoet. Her spillede hun urokkelig næsten den hele Aften Vals på Vals, Feiere og Galopper. Måske troede hun derved lettere at forsone de fortørnede Guder.

Af gammel vinterlig Vane havde man tændt Lys i Salen, men man kunde neppe se dem. Fra alle Vinduer indstrømmede den nordlige Horizonts natlige Sommerklarhed. Pianoet var stillet således, at et stærkt Skjær faldt på den Spillende.

Ligesåvist som ethvert Kunstværk fordrer sin Ramme og sin eiendommelige Belysning, enhver Ædelsten sin Indfatning, ligesåvist som der gives Vine, der kun smage af grønne Glas, såvist er det, at Skjønheden, den levende Skjønhed er bunden til sine Betingelser, under hvilke den vil træde frem. Forstod man dette ret, forstod man at sondre det Tilfældige, vilde man ikke så ofte gjøre den Uret, og forstod Skjønheden selv ret at afværge det Tilfældige, vilde den oftere være skjøn. Sofie bekræftede dette, da hun sad således foran Klaveret afsondret, fri, blot hvilende i sin egen ungdommelige, gratiøse Sikkerhed. En mørk Silkekjole, hævet ved en smagfuld Besætning af hvide Kniplinger, en Gave af Tanten, fremhævede ved Snit og Farve vidunderlig hendes fine, slanke Figur. 87De unaturlig høie Frisurer begyndte dengang netop at vige Pladsen for den græske Knude, der klæder et ungt Ansigt så vel . . . Sofies rige, deilige Hår var ordnet på denne Vis; men da denne Mode endnu ikke var kjendt deroppe, gav det hende noget Fremmed mellem de Andre. I Aftenskjeret havde hendes Træk antaget en lysende Marmorbleghed, men nærmede man sig, så opdagede man, at hun ikke manglede en sund, ungdommelig Farve.

På Sofaen havde Værtinden og Fru Ramm taget Plads. Amtmandinden strålede i Silke og Guldstas, med sin blankeste Festmine.

Jeg gratulerer Dem rigtig, at De har fået Deres Sofie hjem, sagde den lille, tykke Fru Breien. Jeg kjender hende næsten ikke igjen, så pen, så smuk er hun bleven. Hun får den deilige Teint, som ligger til Deres Familie, Fru Ramm. Pas på, hun bliver endnu vakrere end Louise.

O ja, såmen! Hun har taget sig op . . . Når Sofie blot får mere Couleur, og hun bliver lidt fyldigere, sagde Fru Ramm, der i disse moderate Udtryk søgte at holde sin moderlige Beundring i Tømme.

Hendes fordums Lærer må sikkert finde hende fuldkommen som hun er; thi han har 88ikke havt Øinene fra hende, siden han kom. Der står han i Døren som en Støtte. Min Elise sad over sidste Vals, det havde ikke været så forskrækkelig et Under, om Hr. Kold! . . men, Gud bevares, Elise dør ikke derfor, om Hr. Kold ikke ved, hvad Høflighed kræver . . . Gud fri mig, nu tager han sågar Lorgnetten op. Ja, ja, Fru Ramm, pas på!

Hvordan mener De? sagde denne med en uforlignelig Mine . . . Ah, . . nei, det vil jeg ikke håbe; det Menneske har sandelig gjort det broget nok i vort Hus, lagde hun til med et Suk. Ser De, min Mand vilde endelig have Kold til Lærer for Edvard. Han var bleven ham så overmåde recommanderet. Jeg betvivler ikke, at han jo er et dannet og dygtigt Menneske, det er nok, for at min Gamle sætter Pris på ham. Men vi Fruentimmer, min gode Fru Breien har et skarpere Blik, vi bedømme en Mands Værd anderledes. Dannelse og Talenter er store Fortrin hos et ungt Menneske, men i mine Øine kan de ikke erstatte Mangelen på Følelse, på Karakter. Allerede førend han kom, kjendte jeg flere Historier om den unge Herre, som ikke just geråder ham til Ære, og som er af den Beskaffenhed, at det nok kunde ængste en Moders Hjerte . . .

89Oh, dem kjender jeg også lidt til, faldt Fru Breien ind.

Så? lad os da høre, om Deres er de samme?

At mine er pålidelige, tør jeg indestå for, mente den tykke Frue. Jeg har dem gjennem Elise, der korresponderer, som De ved, med sin Kusine i Drammen. I Drammen er jeg kjendt; der ved man ligeså god Besked om hvad der passerer i Kristiania, som på Stedet selv, ja mangen Gang bedre. En Dame var i den Grad forelsket i ham, at hun tog Gift. Hun har senere giftet sig med En, som vi Begge kjende, . . . men jeg nævner ingen Navne. To andre Damer slog op med deres Kjerester, overbeviste om, at den nævnte Person gjorde af dem, og neppe havde de gjort det, så trak han sig tilbage! Sådan går det, når man vil slå det skidne Vand bort, førend man har det rene!

Mig er det blevet noget anderledes berettet, sagde Amtmandinden, der ikke fandt rigtig Behag i den lille, tykke Frues noget kyniske Udtryksmåde. Men det er nu det samme. Såmeget er vist, at hans Time også slog. Han blev tilsidst dødelig indtaget i en Frøken W., en meget smuk, dannet og i alle Henseender udmærket Pige. De blev forlovede, Alt er 90herligt en Stund . . . så blier han kold og besynderlig . . . pludselig slår han op . . . Ingen kan begribe Grunden!

Slog han op? slog han virkelig op selv! det kalder jeg skammeligt! skreg Fru Breien i en så høirøstet Indignation, at Amtmandinden så sig bekymret om til alle Sider. Den stakkels Tilla Torp var forlovet i sex År, og jeg vil ikke rose hendes Kjereste i det Forhold, men den Triumph undte han hende dog, at han lod hende slå op.

De kan begribe, snille Fru Breien, at jeg blev urolig for mine Småpiger, da jeg hørte, at han skulde komme i Huset.Huset.] rettet fra: Huset, Med Sofie havde det ingen Nød, hun var jo et rent Barn endnu, og hun kunde desuden ikke fordrage ham; der var altid Klammeri mellem dem.] rettet fra: dem, Men Amalie, den stakkels uerfarne Pige . . . . Et Hjerte, der er sådan bare Uskyld!

Nu ja! må jeg nu høre, hvordan det egentlig hænger sammen mellem Amalie og ham, afbrød Fru Breien hende, og rykkede gridsk en Tomme nærmere. Jeg har mere end en Gang troet, at det var klappet og klart mellem dem.

Det må De såmen gjerne høre. Amalie var i Førstningen bly og yderst tilbageholden. 91Hun havde også hørt disse Rygter. Han udmærkede hende imidlertid øiensynlig, dog må jeg sige på en beskeden, ærbødighedsfuld Måde. Aldrig forsømte han at hjælpe hende op i Vognen og ud af den, og en Gang fulgte han hende hjem fra Meiers, da det havde regnet, og det kunde sandelig ikke være for Spadserturens Skyld. Når en ung Herre i vore Dage går så vidt, skal der ikke megen Gjetningsevne til at se hvad det fører til. Men der må være kommen Noget mellem de Unge. Amalie trækker sig pludselig tilbage . . . hendes Tilbageholdenhed – dog dette bliver mellem os – går over til en komplet Uvillie. Hun kan aldeles ikke udstå ham. Læg Mærke til, de tale aldrig sammen. På ham kan man Intet mærke, han må have en besynderlig Magt over sig selv. Men at den stakkels Pige har lidt i dette Forhold, det ved jeg. Under dette sorgløse Ydre, frygter jeg, skjuler sig et brudt Hjerte, Fru Breien.

Amalie, der idetsamme valsede forbi med Kapellanen, bekræftede slet ikke ved sit Udseende dette Moderens Udsagn. Hendes noget svære Figur tog sig endnu anseligere ud i den hvide Kjole, og hendes Kinder, endnu mere 92blussende ved Dansen, kappedes i Farve med den Rosenkrands, hun havde anbragt skrås over Håret.

Tager jeg ikke meget feil, sagde Fru Breien og fulgte det dansende Par med sine små, blinkende Øine, så har vor alvorlige Capellan stor Lyst til at læge det brudte Hjerte. Aldrig har jeg seet ham danse før, og i Aften er han en af de Ivrigste.

Parret var netop stanset et Stykke foran dem. Medens Capellanen med Hænderne under Kjoleskjødet ivrig syntes at underholde sin Dame, dannede han en ganske besynderlig Contrast til denne.

Capellan Brøcher havde en høi, mager, spinkel Figur, som han bar meget rank; et langt, desto smalere Ansigt, et skarpt Fugleprofil, store, lyseblå, blondindfattede Øine og et noget fremstående Underansigt. Et Par dygtige Bakkenbarter vilde nogenledes have oprettet Ligevægten i dette Ansigt; men Naturen havde negtet Capellanen denne Prydelse. Han lod heller ikke til at finde sit Ansigt for langt; idetmindste bestræbte han sig for endnu at forøge dets Længde ved at tvinge sit tynde, høragtige Hår op i en Hanekam. Hans Ansigtsfarve var af denne rødlig ubestemmelige Art, der er ligeså langt fra Sundhedens Purpur 93som fra den varme, brunlige Farve, der antyder en kraftig, kolerisk Sjel.

Efter denne Skildring vil man nok kunne slutte, at Brøcher ikke var nogen smuk Mand. Det var han heller ikke. Men han havde en Egenskab, der fuldkommen erstattede ham hans Mangel på personlig Skjønhed. I de dannede Familier paa Landet flyve Sønnerne tidlig ud af Reden for at søge deres Lykke andensteds i Verden; Døtrene derimod flyver ikke ud, de blive tilbage i Reden for at vente på, at Lykken skal opsøge dem. I en sådan afsides, men familie- og døtrerig Egn repræsenterede Capellanen Lykken. Han var virkelig sågodtsom det eneste tænkelige Parti i den hele Omegn. Dette hindrede dog ikke de unge Piger fra indtil videre at bruge ham som den hemmelige Skive for deres uskyldige Morskab. Den stive, pedantiske, i Klæder og Manerer yderst pertentlige Capellan gik mellem dem som en stor Blindebuk, der en Stund tålmodig lader sig nappe og drille, men som, bedst som det er, nok kan gjøre et Greb i Flokken, og denne Usikkerhed er netop det Pikante ved Fornøielsen. Hidtil havde man dog ikke mærket, at han havde noget Sådant i Sinde. Det Erotiske syntes slet ikke at være et for ham hjemligt 94Element, og endnu havde man ikke oplevet Noget hos ham, der lignede «at gjøre Cour.» De Symptomer, som de to Fruer fra Sophaen havde opdaget, kunde derfor ikke Andet end være dem i høi Grad påfaldende.

I dette Øieblik blev Symptomerne betænkelige.

Amalie havde i Distraction plukket Bladene af en Blomst, og kastede nu Stilken, idet hun gik. Denne Stilk tog Capellanen skyndsomt op og stak i Vestelommen.

Nu! har jeg Ret? sagde den lille Frue og blinkede. Hvad siger min nådige Amtmandinde dertil?

Intet, Fru Breien, Intet, sagde Amtmandinden med en Rolighed, som man nok må kalde stoisk. I slige Ting vil jeg ganske lade de Unge råde. Min Bestræbelse har været at opdrage mine Piger således, at de selv forstå at træffe deres Valg. Tvang kjender jeg ikke, og den skal ikke kjendes i vort Hus.

De to Damer iagttog nu stiltiende, idet de vexlede et betydningsfuldt Blik, hvorledes den gamle Amtmand, der kom ud fra Spilleværelset, nærmede sig Kold og ved et Slag på Skulderen vakte denne af hans tankefulde Stilling. Hans drømmende Mine veg strax for et Udtryk 95af ærbødig Venlighed; den Gamle tog ham fortrolig under Armen og drog ham hen i et Vindu, hvor de kom i en ivrig Samtale, der afbrødes, da man skulde til Bords.

Aftenen og et godt Stykke af Natten forløb på denne Vis hurtig. På Landet morer man sig, men ser ikke så ofte på Uhrene som i Byerne.

Sofie havde den hele Tid, uden at hun selv tænkte det,det,] rettet fra: det. været Centrum i den lille Kreds. Hun øvede ubevidst en Magt over Alle. Den åbenbarede sig i de smigrende Øiekast, Moderen sendte hende, i Amalies søsterligesøsterlige] rettet fra: føsterlige Forelskelse. Men, medens de Gamle i Selskabet, der havde kjendt Sofie som Barn, trohjertet viste hende deres Beundring, var det hos de Yngre mere Nysgjerrighed end frivilligt Velbehag, hvormed de trængte sig om hende.

Kun med Georg Kold havde hun den hele Aften ikke vexlet et Ord.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.