parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

"/> [I, 9] | Bokselskap

Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[I, 9]

96Sofie havde aldrig havt nogen Fortrolig eller Veninde, men i sin Barndom havde hun holdt en Dagbog, hvori hun samvittighedsfuldt nedskrev sine små, daglige Begivenheder. I Kjøbenhavn havde hun ophørt dermed. Hun var formeget optaget udenfra til at få Tid dertil og hun følte desuden selv, at hun stod på et Overgangstrin, hvor man mistror sine egne Indtryk. Efter hendes Hjemkomst vågnede igjen Trangen til hendes gamle Fortrolige, men da Tanken om en sammenhængende Dagbog var hende imod, indskrænkede hun sig til nu og da på løse Blade at nedskrive hvad der stærkt havde grebet 97hende. Af disse Blade, der måske mere tro end noget Andet vil gjengive et Billede af hende, meddeler vi nogle, skrevne strax efter hendes Hjemkomst.


Den 24de Mai 1842.
Hvor besynderligt det er at vide, at jeg igjen er hjemme! Er jeg virkelig i mit Hjem? Om Natten i Drømme drives jeg igjen bort, det foresvæver mig som noget Uopnåeligt, jeg lander hundrede Gange på den norske Jordbund, jeg ser Hjemmet og træder ind under dets Tag, da forvandles Alt igjen, jeg er i lutter fremmede Omgivelser, blandt fremmede Skikkelser. I denne Strid vågnede jeg i Nat. Er det da ikke sandt! råbte jeg høit, og se! alle de kjendte Gjenstande trådte så sælsomt belyste frem af Dunkelheden. Oldemoders Portræt over Komoden blev næsten levende, da Rammen lå i Skygge; jeg syntes livagtig, at hendes strenge, stive Ansigt fortrak sig til et Smil over min Forundring. Det er vor Norske, lyse Sommernat. Jeg måtte springe op, hen til Vinduet, åbne det for at indånde Duften af Hæggen nedenunder og høre på Møllefossen, der sang sin gamle Sang for 98mig. Hvormange Erindringer stege ikke op ved denne Lyd! Og så måtte jeg se på denne vidunderlig blanke Nathimmel, hvorpå Fjeldlinierne tegnede sig så skarpe og dunkle. Ikke længe efter steg Solen rød som en Glød op over Åsen.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Jeg kan ikke leve uden i den Norske Natur; borte fra den måtte jeg sygne midt i alle de Glæder og Nydelser, Verden formår at give. Alt er nyt og friskt i den, og dog kjender jeg Alt så vel igjen. Med mine Omgivelser er det netop omvendt. Der er Alt, som det var, da jeg forlod det, dog synes det mig forandret. Jeg gik idag ind i Havestuen. Den forekom mig opfyldt af så Meget, og dog så besynderlig tom, så øde. Og Maleriet, der forestiller Antiochus og Stratonike, denne syge Kongesøn, der elsker sin Stedmoder, forekom mig ikke som det Samme. Var det blot Ideen, som henrev mig?

Den gamle Mands Hoved i Kobberstikket overraskede mig derimod som noget Nyt, jeg aldrig havde seet før.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

99Den Modtagelse, jeg har fået i Hjemmet, har overrasket mig. Mor og Sødskende kom mig så kjerligt imøde. Det var som om de havde ventet mig med Længsel! . . Og Far! Havde de mærket sig et gammelt Ønske eller gjettet det? Jeg har fået mit eget Værelse; det lille Kammer indenfor Amalies er sat istand og nydelig indrettet. O, alt dette har jeg ikke ventet! Jeg voldte dem jo ingen Glæde, da jeg var hjemme; var jeg ikke en Mislyd i deres Liv? Med hede Tårer har jeg blandt Fremmede tænkt derpå. Men herefter vil jeg volde dem Glæde. Alt for dem Uforståeligt i mit Væsen skal jeg vide at beherske; de skal ikke kjende det, ikke ængstes over det. Ak, er det forståeligt for mig selv?
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

I Grotten har jeg endnu ikke været. Igår, da de Fremmede skulde derned, kunde jeg ikke overvinde mig til at gå med. Kan man bede til Gud midt i et pyntet, leende Selskab?
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .


100Den 30te.
Vi har været i Selskab på Eng, Far og Mor, Kold, Amalie og jeg. Den hele Bygd var der, jeg gjenså alle mine Bekjendte. Også med dem denne Forandring, som jeg ikke kan begribe, endmindre beskrive. Jeg var så glad ved at træffe dem, især Meiers, mine gamle Legekammerater. Men det var ligesom om de tvivlede på, at min Venlighed var oprigtig; det hændte undertiden, at de lagde en spydig Mening i mine simpleste Ord. Vilhelm Meier kaldte mig «Frøken», og sagde De til mig, så jeg vidste ikke, enten jeg skulde blive vred eller le, da jeg ikke huskede at gjengjælde denne Artighed. Emma D. var langt fra så smuk, som da jeg reiste. Det Værste var, at jeg nær var kommen i en alvorlig Strid med den unge Breien, fordi jeg fandt hans Forældre smukkere end Portræterne og uden mindste kritisk Hensigt kom til at sige, at jeg fandt disse frygtelige. Med en sand udfordrende Mine spurgte han mig, hvad jeg mente, og bad mig være så god at «forklare mig.» Flere Gange om Aftenen hed det: ja, De er vel bleven så vanskelig; – – nu, da De har været så længe udenlands, synes De vel, Intet duer heroppe hos os. Der var Noget ved de Fleste, der trykkede mig, så jeg var ret glad, da 101jeg sad i Gighen med Far, og kjørte med ham i den deilige, lyse Forårsnat. Far var så oprømt, vi havde så meget at fortælle hinanden. Jeg tror ikke, man var så livlig i den Vogn, som kjørte bagefter. Kold havde sat sig hos Kudsken, og både Mor og Amalie vågnede af en liden Lur, da vi standsede for Døren.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .


1ste Juni.
Først idag Morges var jeg i Grotten. Den var idetmindste ikke forandret; den forekom mig gribende, prægtig. Veien derhen gjennem Kløften, Udsigten, Åen, Alt yndigt, eiendommeligt. Hvor underlig var jeg tilmode, da jeg gjenså denne min Barndoms Lege- og Tumleplads . . . . . Lege- og Tumleplads! nei leget og tumlet har jeg ikke, men jeg har arbeidet, grublet, drømt dernede og grædt.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Til, til Tara,
I Morå skal vi fara
Høgt op i djupe Dala.

Som en fjern Drøm foresvæver mig mit allerførste 102Besøg dernede. Det var en Sommereftermiddag; jeg var som ganske Liden ude at spadsere med Barnepigen. Skjønt det var hende forbudt, havde hun taget mig med ned til Møllen. Medens hun fordybede sig i en Passiar med Mølleren, havde jeg listet mig fra hende og fundet Veien ind ad Fjeldpasset. Udsigten lukkede sig snart; Terrainet var dengang ganske uveibart og tilgroet, og jeg så mig pludselig ene mellem de dybe Fjeldvægge. De gamle Ammestuviser havde alt vakt en eventyrlig, dunkel Forestilling i mig om en Natur, der var anderledes end Havens, og jeg havde altid i min Tanke lagt den hen i de mørke Skove hinsides Elven, som jeg kunde se fra Vinduerne. Nu var jeg der; her måtte de velsignede Egne være, hvorom der synges i Visen:

«Der er så godt at gjete –
der falder ingen Væte.
Der synger Sulua
høgt op i Furua».

Mit Hjerte bankede vel, men uimodståelig drev det mig fremad. Jeg smuttede under Buskene langs Åen, vandrede gjennem Skove af Ormegræs og den himmelhøie Venusvogn. Jeg syntes, jeg gik så langt, så langt. Så kom jeg til Overgangen over Åen. En halvrådden mosgroet 103Træstamme – måske nedblæst engang – måske lagt der af Mennesker, dannede en høist skrøbelig Bro. Jeg kravlede imidlertid trøstig over den, og stod på Pladsen foran Grotten, der afgiver ligesom en lille lukket Verden for sig. Glemt var al Frygt over de Herligheder, der her udbredte sig for mig! Her, under de lune Fjeldvægge modnedes Jordbærene i uforstyrret Fylde. Hver Klipperevne hang fuld af spraglede Blomster; jeg løb fra det Ene til det Andet, og vidste ikke, hvad jeg skulde gribe til først. Jeg speidede længe forsigtig ind ad Åbningen, som halvt var skjult af blomstrende Nypetorn. Dengang havde jeg blot et Ord for Alt, hvad der var frygteligt i hele Dyreverdenen. Nei, jeg kunde trygt gå ind, der var ingen Bjørne. Men tre Skridt fra mig, midt på Sandet i Hulen, lå et deiligt, sort, glinsende Bånd; det måtte jeg have. Til min usigelige Forundring var det der ikke mere da jeg kom. Jeg ledte i Sprækken – jeg gyser ved at sige det – ganske bedrøvet. Det sorte Bånd var og blev forsvunden. Var det en Snog? Jeg har siden aldrig seet nogen der.

Den inderste Hvælving var halv fyldt med Småstene og Grus; det trøstede mig snart. Deriblandt var der Stene så merkværdig deilige. 104De vare hvide som Marmor og næsten runde; der var også nogle, som glimrede. Jeg søgte og søgte, jeg måtte have en med til Hver derhjemme;

«En til Far,
En til Mor,
En til Søster,
En til Bror,
Og en til den, som Fisken drog».

Men dette tog Tid, og inden jeg vidste det, var det begyndt at skumre. Hvor sjeleglad ilede jeg nu afsted med mine Skatte, Jordbærene, Blomsterne, Småstenene i Forklædet; ingen Frygt hindrede mig mere; som båret på usynlige Hænder kom jeg over den skummende Å, gjennem Skovene af Ormegræs og Venusvogn. Åndeløs, forreven, uden Sko, men strålende af Glæde, nåede jeg hjem. Her kom Mor mig imøde . . . . Hun var vred, og jeg blev straffet hårdt. Stenene kastede man i Dammen og mine Klæder i Vaskeballien. Barnepigen var ond i lang Tid, fordi hun havde havt Fortræd for min Skyld. Far vidste Intet af det Hele.

Men Grotten var opdaget. Engang længe efter, da Mor fortalte denne Scene til Kold, sagde han: Sofie får trøste sig med, at det ikke gik Kolumbus og Magelhan bedre, da de 105kom hjem med deres Trophæer. De fik også Straf til Tak.

Ak, de lo af det; men hvor glad, hvor stolt og hvor from jeg var kommen hjem, vidste de ikke.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Da jeg blev større, syslede jeg hele Dage dernede. Ingen brød sig endnu om Stedet, og hvo som havde seet mine Anstrengelser, vilde have fundet dem ligeså latterlige som afmægtige. Dog et Barn kjender Intet til Kalkulens Blylod, der nedtynger de Voxnes Mod og lammer deres Kraft: Fantasien bærer det over alle Hindringer, over det Umulige og når undertiden det, som Klogskaben ikke når. Medens jeg begyndte med at bortrydde den uhyre Grusdynge, lå allerede Grotten, udsmykket som et lidet Fepallads, færdig i mine Tanker. Edvard, der en Dag så mig utrættelig fylde og tømme min lille Kurv, lo hånligt og spurgte, om jeg kjendte Mesdemoiselles Danaidernes Historie. Men Spot nedslog ikke mit Mod. Ligeså vigtig som han, viste jeg ham, hvorledes Dråben fra Fjeldet havde hulet en Rende i Stenen. Hvor glad var jeg ikke, når Far bevilgede mig en Arbeidsmand, der på 106en Dag udrettede mere end mine månedslange Anstrengelser. Paa denne Vis fik dog Grotten – ved Dråbens Fald på Stenen – det Udseende, som den nu har, og er bleven vort fælles Yndlingssted.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .


10de Juni.
Igår red jeg på min lille flinke Brune gjennem Stimandsskoven og da jeg kom så nær Lilleholt, at jeg kunde se de hvide Skorstene skinne bag Furulunden, kunde jeg ikke bare mig for at dreie af for at se lidt ind til gamle Madame Brandt. Hun kjendte mig ikke igjen og troede først det var en Fremmed, siden Amalie, men da hun endelig havde samlet sig, og hun førte mig ind i Stuen, hvor Hans’s Gevær og Haglpung endnu hang på den gamle Plads, brast hun i Gråd, skjønt hun sagde, at hun havde udgrædt alle sine Tårer. At den vakre, brave Hans skulde dø, denne kjerlige Søn, hendes eneste, eneste Glæde! Jeg spurgte efter Lorenz; da så hun på mig med usigelig Kummer og sagde: Spørg ikke efter ham. Jeg har ingen Børn mere. Jeg turde ikke spørge, men jeg tænkte: «Ak, hvorfor just Hans!» Hun fortalte 107mig omstændelig om hans Sygdom og Død. Slige Beretninger kan være gyselige, det er vist, men den moderlige Sorg må være mere veltalende, end enhver anden; thi den hævede hende undertiden op til noget så Rørende i Udtrykket, ja næsten Sublimt, hvortil jeg aldrig havde troet den simple jevne Kone istand! Jeg selv var så bevæget, at jeg Intet kunde sige. Pludselig for der et Smil over hendes Ansigt; nu skal du bare se! sagde hun og trak mig ind i Kammeret. Her var det store Familiestykke med Silhouetterne over Kanapéen flyttet hen på en anden Væg, og der hængte et Portræt istedet. Det var omgivet med en Krands af Harefod, disse fine, smukke Blomster, der se ud som små Miniaturroser, og som hun sagde hun havde plukket selv. Skolemesterens Søn, der giver sig af med at «skildre Folk», havde malet dette i Vandfarve efter Hukommelsen. En rædsom Karrikatur! dog lignede det. Der arbeidede Noget inde i mig, hvorover jeg ræddedes selv, men det opløste sig i Gråd; det var, som om jeg skulde kvæles. Ikke sandt, det ligner? sagde hun.

Overordentlig, sagde jeg; – ikke for meget Godt vilde jeg have forstyrret hendes Glæde derover.

108Vil man tro, at hin barnlige Tildragelse, da jeg så pludselig, uden at begribe hvorfor, blev nedstyrtet i Skræk og Smerte, efterlod et Indtryk på mig, som jeg ikke kunde forvinde! Jeg blev alvorligere. Just som jeg var gladest, kunde der overfalde mig en Angst, så jeg sneg mig hen i en Krog og græd. Lurede der ikke under min Fryd noget Ondt, en Synd – fulgte der ikke en Straf efter?

Det sorte, deilige, glinsende Bånd, som jeg greb så begjerlig efter, var det en Snog?
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .


13de Juni.
Idag kommer Amalie og fortæller mig, at man havde fundet det «affekteret», at jeg ikke dansede hin Aften i Selskabet hos Breiens. Ubegribeligt! det er, som om man vilde beskylde den arme Mand, der er nødt til at sætte sit Ben af, for, at han vil udmerke sig fremfor Andre. Amalie havde Ret, når hun sagde, jeg holder af Dans. Ja, jeg har elsket den fra mine tidligste Dage. Som Barn hengav jeg mig ret til denne Lyst; på Ballerne dansede jeg så utrættelig, så voldsomt, med Drenge, Småpiger, Store eller Små, det var mig ligegyldigt, at Fader ofte 109skjendte og var bekymret. Længe efter gjøglede den hoppende og fløitende Melodi i mit Øre. Jeg dansede alene i Skoven og nede på Volden, indtil jeg med bankende Hjerte sank om i Græsset. Men den ubevidste, naive Glæde er nu forsvunden og med den Trylleriet.

I Tante Charlottes Hus havde jeg oftere Anledning til at danse. Jeg glædede mig altid umådeligt dertil. Engang, da jeg kom hjem fra et Bal spurgte Tante med hvem jeg havde danset, og jeg svarede, at jeg ikke vidste det, da jeg havde moret mig så ypperlig, at jeg ikke havde lagt Mærke dertil. Dette vakte Latter, og man drillede mig, så jeg tilsidst blev fortvilet; jeg forsikkrede, at det var mit Alvor, at de Herrer, jeg dansede med, lignede alle hinanden, og de spurgte gjerne om det Samme, nemlig hvordan Kjøbenhavn behagede mig, og hvorlænge jeg blev der. Men nu besluttede jeg at lægge mere Mærke dertil. Fra dette Øieblik tabte min Glæde sig mere og mere. Jeg opdagede, at der var stor Forskjel på disse Herrer. Jeg sagde da til Tante, at jeg havde besluttet herefter kun at danse med dem, jeg kunde lide. Da hun mærkede, at det var mit Alvor, forestillede hun mig, at dette på ingen Måde gik an, at man måtte danse med den der tilbød sig, ja, at 110en ung Pige ikke engang burde vove et Afslag for at sidde over, og Kusine Ida oplyste det Farlige heri med en hel Del frygtelige Exempler. Kort efter blev vi budne på Bal. Også før dette var jeg urolig og søvnløs, men ikke mere af Glæde. Det Spørgsmål, med hvem jeg vilde komme til at danse, opfyldte mig med Frygt. Da vi trådte ind i Salen, begyndte just Musiken, og Herrerne stimlede til for at engagere. I et Slags Angst trængte jeg mig hen i den forreste Række, hvor jeg så et Par unge Herrer, som jeg syntes godt om, i det Håb at blive bemærket af dem; men en skamfuld Følelse drev mig strax tilbage, og jeg skjulte mig i den bagerste Damerække. Her blev jeg aldeles ikke bemærket. Dansen var forlængst begyndt, da tilfældigvis en af mine Dansere fra forrige Bal kom og bød mig op. Det var en frygtelig En, der aldrig åbnede sin Mund uden for at sige Noget, der gjorde mig forlegen. Ak – jeg vaklede et Øieblik, men Musikens Toner henrev mig uimodståeligt, jeg blev grebet som af en Hvirvel, og jeg styrtede mig ind i Dansen med ham. Neppe var den endt, så kom en Anden . . . . . Jeg var nu kommen til Besindelse igjen og vilde sige nei – men idetsamme så jeg Tantes Øie hvile skarpt på mig . . . . jeg turde 111ikke. Således gik det hele Aftenen, uden at jeg havde Kraft til at udføre mit Forsæt. Med en utålelig Følelse af Skamfuldhed kom jeg hjem, jeg var tilmode, som om jeg var bleven dybt krænket, og dog havde Ingen fornærmet mig.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.