Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 10]

170Er man under et Gjestebesøg på Landet færdig med at bese sig inde i Huset, så kommer Turen til det ikke mindre Interessante, det Udvendige. Det er gjerne næste Dags Opgave. Førend man rigtig har orienteret sig, er det ikke at tænke på nogen rolig Nydelse af Samlivet. Vore Gjester havde været i Stald og Fjøs, Hønsegård og Kaninbur, i Melkeboden og Væverstuen, havde beseet Terske- og Valseindretninger. Alle disse Ting, hvorvel almindelige, forefandtes hos Provsten i en ikke sædvanlig Stand. Man roste, gjorde Sammenligninger, man lagde stille Planer. Noget ganske Usædvanligt var derimod Skoleanstalten 171på Gården. Et forhenværende tomt Maskinhus (Provstens Formand havde været en uheldig Projektmager) var blevet omskabt til Skolebygning for Omegnens fattige Børn. Her undervistes hver Formiddag Gutterne fra sit 8de til sit 14de År af Skolemesteren og Gårdens Seminarist. Den anden Afdeling var bestemt for Pigebørn, og stod efter Provstindens Død under gamle Dorthes Opsigt. Klokkerens Datter gav disse Undervisning i alle simple, nyttige Håndarbeider. Dertil blev de øvede i hvad der ellers forefaldt i Huset; det gik da efter Tur, enhver i de Arbeider, der passede sig for deres Alder og Kræfter. Snart forlangte Husjomfruen dem til at stryge og rulle, snart Kokkepigen til at skure, polere, rense Haveurter o. s. v. Hele Formiddagen blev benyttet på denne Måde, om Eftermiddagen tilhørte de sine Hjem. Det var virkelig et glædeligt Syn at se de mange renlige Børn, med de fornøiede Ansigter. Idet Damerne trådte ind i Stuen, stansede Nysgjerrigheden et Øieblik den surrende Flid, men blot for at den kunde begynde desto ivrigere igjen, og Vævene klang og Rokkene snurrede og Nålen gik så flinkt, så det var en Lyst. Der var intet beklemmende Anstaltmæssigt ved denne Virksomhed. Alle Vinduer stod åbne, og udenfor 172på den grønne Vold, der strakte sig ned til Dammen, var der også Liv og Travlhed. Her lå Vask bredt til Tørring, og her såes hele Sommeren igjennem lange, skinnende Duge på Bleg. Nogle af Småpigerne skyllede Tøiet, Andre vred det og hængte det op – og en liden seksårig, hvidhåret Ting var beskjæftiget med at passe det sene Kuld Kyllinger, at det skulde holde sig pent bag Dammen og ikke komme på Tøiet. Sofie, den stille, i sig selv fordybede Sofie, syntes at finde mere Interesse i dette, end i hvad hun ellers havde seet. Hun fulgte det med en vis tankefuld Opmærksomhed, som om hun i sin Erindring søgte Tilknytningspunkter, erkyndigede sig om Alt hos Dorthe og gav sig venlig af med Børnene. Provsten, der med Amtmanden og Brøcher længere havde opholdt sig i Gutteskolen, kom nu til for at undskylde, at han måtte forlade dem, da det var på den Tid at han kunde vente Besøg af Bønder. Med ham gik også de andre Mænd ind, medens Damerne, førte af Dorthe, tilligemed Børnene skulde besøge Haven, og gjøre en Tur ned i Tyridalen. Således kaldtes Leiet for flere Brug; et betydeligt Teglverk, en Spigerfabrik samt to Møller, hvilke sidste tilhørte Provsten, sysselsatte her en Mængde Arbeidere. Det hele 173Dalstrøg var derfor stærkt bebygget. Gårdens Husmænd havde fra Arilds Tid havt sine Pladse på dette Strøg, og alskens Håndværkere havde fundet sin Regning ved at slutte sig til den lille Koloni, der med hvert År var tiltaget i livlig Virksomhed. Det var på dette Sted, man ret skulde kjende Frugterne af den menneskevenlige Præsts Bestræbelser. Disse Husmandsstuer var såre forskjellige fra de urenlige Huler, man ellers kan se på Landet. Velstand og Renlighed lyste ud af hvert Hus gjennem de blanke Ruder. Mange af dem var pynteligt malede, og den allerfattigste Stue havde sin lille Have, der endog undertiden var prydet med Æble- og Kirsebærtræer. Ingtetsteds mødte man det modbydelige Syn af lasede Børn, der ellers på slige Steder stimler sammen, for i Fællesskab at drive Dagen bort.

Ja, mit kjere Herskab, sagde en gammel, halvblind Kone, der sad udenfor et Hus og varmede sig ved Oktobersolen, således så det ikke ud i Tyridalen i min Ungdom. Da var der ikke Andet end Nød og Elendighed og Drik og Slagsmål. Enhver kravlede som han kunde efter Føden, og hvem som ikke fik den på lovlig Vei, tog den på den ulovlige; da var Enhver glad ved at få de forsultne Unger ud af Reden, 174så den Dag dem slap fra Præsten og kom på Bygda, om det bare var som et fattigt Lægdslem, var en Glædesdag for Forældrene. Nu har Ingen formange Barn, der er ingen Hånd så liden som jo ikke kan bruges. Ja ja, lykkelig kan dem skatte sig i Tyridalen nu mod før. Sådan en Præst findes vel heller ikke andetsteds, den Evige velsigne ham og glæde den fromme Gudsengel i Himmelen, for hun, ser de, Provstefruen, hun har nu gjort os så meget godt. Med Forlov, er Herskabet af Familien?

Da Damerne kom hjem, havde deres Vært endnu ikke endt sine Forhandlinger med Bønderne. I Forstuen foran Studerværelset sad endnu et Par og ventede. Alle kom de for at hente Råd og Opmuntring hos «han Far», En i åndelige, en Anden i verdslige Anliggender. Dorthe havde allerede for femte Gang kiget ind af Døren, for at se, om ikke den Sidste var gået, så at hun kunde rette an. Endelig kom han – en Skygge af Mismod eller Træthed var synlig i hans Træk, men denne veg snart ved Synet af hans Gjester og ved det Trylleri, som et nydeligt dækket, ventende Bord uvilkårligt øver over os.

Ved Bordet faldt Talen på hvad der i så høi Grad havde vakt de Fremmedes Behag. 175Enhver havde et lidet Træk at fortælle, og Enhver søgte at udtrykke sin Anerkjendelse.

En herlig Opgave, heldigt gjennemført, sagde Amtmanden.

Høist efterlignelsesværdigt, forsikrede Brøcher. Hvad mener Du, min Amalie, sagde han halvt sagte til hende, for os, der skal begynde, var dette et vakkert Eksempel.

Så sagte, så sagte, lad os først se at få Noget selv, førend vi tænker på at lyksaliggjøre Andre, hviskede hans Svigermoder på den anden Side. Amtmanden kastede et bønligt Blik over til hende, men Brøcher, der var vant til den Slags Piller, svælgede den med Tålmodighed.

Ja, jeg har beundret Dem, Hr. Provst, sagde hun med sit huldsaligste Smil. Man føler rigtig ved at se den Velsignelse, De har udbredt omkring Dem, at der skal noget Andet til, end almindelige Menneskers gode Villie.

Nei i Sandhed, sagde Rein, med den gode Villie kommer man ikke langt. Der må en, jeg tør næsten sige halsstarrig Iver, og en ligeså stærk, og altid fornyende Udholdenhed til. I Førstningen mødte mig såre mange Vanskeligheder. Den simple Mand har altid Modbydelighed for Reformer. Hvad han ikke håndgribeligt 176og så vist kan beregne Følgerne af, som af den Skjeppe Havre, han sår i Jorden, tror han ikke på. Da jeg for femten År siden tiltrådte Kaldet, fandt jeg Menigheden her yderlig forsømt. Alt var nedsunket i Fattigdom, Uvidenhed, Laster af alle Arter. En gammel, stivsindet Knark stod i Spidsen for Husmændene. Sålænge han levede, var det umuligt at udrette Noget. Børnene var dovne og opsætsige mod Skoletvangen; Mødrene skreg, at man tog deres Børn fra dem, at de snarere trængte til Hjælp, end til at se den formindsket. Først da den Gamle var død og hans Søn overtog Pladsen, kunde det lykkes mig at lægge den Grund, hvorpå jeg siden med Guds Hjælp har bygget.

Ja, kjere Ven, sagde Amtmanden, vi Andre har Villien, De udfører den i Gjerning, se det er hele Forskjellen! Hvem har ikke engang havt filantropiske Ideer! . . . Jeg har også havt sådanne; da jeg tiltrådte min Gård, drømte jeg mig det så let at gjøre Forbedringer. Men jeg ved ikke, hvordan det gik, det blev aldrig til Noget. Mine Forretninger var af en så ganske modsat Art. Præsterne kan det også så meget bedre end vi Andre. Kun de kan så smukt forene den åndelige Omsorg for sin Hjord med den timelige, så at de i dobbelt Forstand 177kan kaldes dens Hyrde. Jeg nøiedes da med at give, når Nøden strakte Hånden ud, og jeg trøstede mig med, at hvor jeg ikke gav, tog de selv. Ha, ha!

Man kan i Gjennemsnit årlig i vort Præstegjeld beregne, bemærkede Brøcher, at af tyve Justitsaktioner angår de to Tredieparter Indgreb i Eiendomsretten. Fattigskatten er derfor også enorm.

Vi kjender næsten ikke til Tyveri her, sagde Provsten, og jeg giver aldrig Almisse.

Af den gode Grund, at man i Deres lykkelige Egn ikke mere behøver det, sagde Fruen.

Tidligere var her megen Nød, men selv dengang gav jeg ikke. De kan tro, jeg er en hårdhjertet Mand.

Ah, Hr. Provst, det skal De få os til at tro! Med Deres Menneskekjerlighed! . .

Tillad mig, kjere Frue . . .

Men Fruen lod sig ikke så let betage Leiligheden til at holde et af sine små, salvelsesfulde Foredrag.

De skulde ikke hylde Velgjørenhed? De skulde ikke kjende til den søde Tilfredsstillelse at lindre Andres Nød? Jeg anser den for en af de første kristelige Pligter og især for et Fruentimmers uundværligste Prydelse. Derfor 178har jeg også tidlig vakt Trangen dertil hos mine Døtre. De kan ikke forestille Dem, hvor glade de var ved at give bort. Til Slutning havde jeg min Nød med at styre deres Lyst. Og mangengang vankede der Straf, når det gik alt for vidt. Hvem var det af jer Småpiger, som rev Huller på sin Kjole, at den kunde se slidt nok ud til at gives bort?

Det må have været Amalie, sagde Sofie med et noget utålmodigt Ansigt.

Nei, det var virkelig Sofie, forsikrede denne.

Ja, ja, Du har Ret, det var Sofie, som havde den fiffige Ide.

Jeg husker også, blev Amalie ved, at når hun forærede slige Kjoler til Husmandsdøtrene, måtte de høitidelig love hende at sy dem sammen igjen.

Ja, men trods det høitidelige Løfte skete det dog aldrig, faldt Sofie ind, for hver Gang vi så dem, var Hullerne større og større, og således gik det bestandig. Den Ene skyldte på, at hun ikke havde Nål, den Anden havde ikke Tråd, den Tredje kunde ikke sy. Og en, to, tre var det Hele en Pjalt.

Og så fik Du den Ide at ville oprette en Syskole på Gården, lagde Fruen til. Men det 179vilde Mama ikke vide Noget af. Du havde dengang så mange Indfald i dit lille Hoved.

Ak ja, det kan nok være, at jeg havde nogle Indfald. Men tror Du, kjere Mor, at dette var et af de galeste? Jeg følte ved mig selv, at der må noget Andet til . . . At man let kan tabe Lysten til at give.

Hun henvendte denne sidste Replik til Rein, som om hun af ham ventede Bistand.

Tabe Lysten til at give! sagde Moderen. . . . Nei, Gud ske Lov, dermed har det ingen Fare. Du er gavmild nok, det var Synd at sige Andet.

Ja men . . . men det volder mig langtfra den Glæde som før.

Tys, min Pige, sådant må Du ikke sige, Du misforstår Dig selv.

Tilgiv mig, Frue, tog nu Rein tilorde, men jeg tror det gjerne. Jeg er overbevist om, at Frøken Sofie har Ret. Hun har i Grunden fuldkommen besvaret Deres Ytringer mod mig. Langt være det fra mig at ville benegte det Smukke i at give. Det er en naturlig Trang for ethvert godt Hjerte. Min Adamine lod sig så let lede, men i dette Stykke vilde hun ikke lade sig sige. Hun anstillede ingen Betragtninger, men fulgte blot sin naturlige Tilskyndelse. 180Tusinde gjør det Samme. Sålænge Tilstanden ikke er bedre, er der sandelig heller ingen anden Udvei. Der gives desuden Tilfælde, hvor Gavmildheden yder os en virkelig Tilfredsstillelse. Det er der, hvor Gaven bliver, hvad den skal være, en Understøttelse, når den nemlig hos Modtageren forudsætter en Bevidsthed om, en Stræben mod bedre Kår. Men vi taler ikke her om sådanne Trængende, men om den laveste Klasse. Vi taler om denne dyriske, tanke- og hjælpeløse Armod, denne fra Slægt til Slægt nedarvede Elendighed, der ikke engang hæver sin Bevidsthed mod noget Bedre, eller savner det, om dem, hvis usle Hytter gruppere sig omkring enhver stor Gård på Landet, som en Insektsverm om en nedfalden Frugt. Ligeover for dem anser jeg den øieblikkelige Gavmildhed for unyttig, ja endog skadelig. Enhver, som har øvet den, vil, når han vil være oprigtig, tilstå, at man har mere Ærgrelse end Glæde deraf. Det er, som om man kastede Gaven i et bundløst Svælg, og det er også virkelig Tilfældet. Man kunde gjerne kaste sit halve Bo med samme Nytte i dette Svælg, det vilde dog udvide sig, det er med det ligesom det var med Hullerne på Frøken Sofies Kjoler. Slige Fattige må man ikke vænne til at modtage, men til 181at erhverve. Kun det Erhvervede vil de vedligeholde og bygge videre på. Man søge at vække deres Æresfølelse, deres moralske Kraft, man lære dem at foragte Almissen. Man søge at bibringe dem Sans for en bedre Tilstand, skjærpe deres Forlangende efter den, vise dem Midler til at nå den, og bringe dem til at indse, at Enhver, selv den Ringeste blandt dem, råder for sin Skjebne. Arbeidslyst, Sædelighed, Oplysning, det er Grundpillerne, og hvor disse mangler, nytter Intet. Har man for Alvor sat sig denne Opgave ligeoverfor dem, vil man straks mærke, at den ikke er let. Man må her give dem meget mere end nogle aflagte Klæder eller de Smuler af sin Overflødighed, man ikke savner; man må afse dem sin Tid, sin Sjel, sin bedste Virksomhed. Gaverne kommer da bagefter, som Belønning, som Opmuntring. Det falder af sig selv, at det er Ungdommen, man må tage sig af – for ikke at sige bemægtige sig –; med de Gamle nytter det ikke, dem må man lade dø med den gamle Last. Det er en Sæd, som vokser sent, men man må ikke blive træt af at luge det kvælende Ukrudt, eller blive modløs, om der længe intet Tegn viser sig til Frugt. Enhver virke således efter bedste Evne i sin Kreds, og Velsignelsen vil ikke udeblive 182Jeg har havt den Glæde at spore flere Efterligninger her i Præstegjeldet, og daglig kommer Bønder og Eiendomsbesiddere og henter Råd og Oplysning – ofte også blot Nysgjerrige. Min lille Koloni har fået et Ry, som den med Tiden håber at fortjene.

Vi får vel give os tabt, Hr. Provst. De har så interessant udviklet Deres System, at vi Intet kan indvende derimod. Min lille Sofie fik med det samme sin Synd grundigt absolveret.

Hvis en ufrivillig Kjølnen for Noget, der før voldte mig Glæde, kan kaldes en Synd, sagde Sofie, så føler jeg mig virkelig trøstet derover. Provsten har vist mig, at Grunden ligger mindre hos mig selv end i Tilstandene. Men hvorfor skal disse være så, at man ikke kan gjøre noget Godt, om man end vil? I andre Lande er det dog vist anderledes, er det ikke?

Nei, det må Du ikke tro, faldt hendes Moder ind, hvilke gyselige Skildringer af Armod får vi ikke netop derfra!

Ja, svarede Sofie, i Stæderne er den nok frygtelig, men på Landet, hvor der er Gods og Bønder ligesom her, stiller Forholdet sig vist anderledes. Når jeg i min Barndom læste om Livet på disse Slotte og Herregårde, gjorde Forholdet mellem Herrerne og de Undergivne 183netop mest Indtryk på mig. Det var så smukt, så rørende! Et rigtigt ædelt Herskab betragtede sine Bønder næsten som Børn, hvis Ve og Vel personlig angik dem. Husfruen skred fra Hus til Hus, snart lønnende, snart dadlende, trøstede de Syge og blev overalt hilset som en Moder. Og disse Fester, som Herskabet selv deltog i, hvor smukke var ikke de! Når jeg læste om alt dette, tænkte jeg mig det så herligt at kunne være, om end blot i det Små, noget lignende. Men her hos os ser jeg aldrig noget Sådant. Overalt på de store Gårde ved man kun lidet om de usle Skabninger, der bor i vor Nærhed. Vi ser dem neppe, undtagen når de forrette sit Arbeide for os, eller man tilslænger dem en Almisse. Man gjør Intet for at belære dem eller gjøre dem bedre, man straffer dem blot, når de forser sig.

Nu, det må jeg sige, det var en vakker Beskrivelse! Således ser altså dit eget Hjem ud, vi Alle, dine Forældre med, er sådanne ubarmhjertige Skabninger, som de, Du der skildrer? sagde Sofies Moder i den Tone, der svæver som en Perpendikel mellem Spøg og Alvor.

Sofie overdriver lidt, sagde Amtmanden, 184men der er desværre meget Sandt deri. Vi tager os altfor lidet af vore Undergivne.

O Mor må ikke tage det så alvorligt. Jeg mener virkelig Ingen bestemt dermed. Det er blot et gammelt Indtryk, jeg skildrede, og jeg har sandelig ikke grublet stort derover i den senere Tid. Idag blev jeg dog så levende erindret derom. Alle mine filantropiske Barndomsdrømme trådte lyslevende frem igjen. Ved hvert Skridt, jeg har gjort idag, faldt det gamle Ønske mig ind: At leve og virke på et sådant Sted! Selv skabe denne Lykke omkring sig! Hvor herligt måtte det ikke være!

Sofie sagde dette troskyldigt henvendt til Provsten. Hendes Kinder blussede; hun var ikke vant til at tale så meget. Men Provsten så slet ikke op. Han holdt et Æble på Spidsen af Sølvkniven og stirrede så stivt på dette, som om han virkelig vilde se, hvordan den så ud, denne lille, runde, glatte, rødmossede Tingest, der har bragt så megen Ulykke ind i Verden, og hvori egentlig det Uimodståelige kunde ligget for den stakkels Adam . . . . Thi når det kommer til Stykket, var måske Adam endnu vel så svag som Eva, han fristedes dog blot af sin egen Lige, medens hun havde Djævelen selv at værge sig imod.

185Efter en Pause sagde Provsten med undertrykt Bevægelse i Stemmen: Gud forunde Dem, kjere Frøken, en Virkekreds, der passer sig for Deres ædle Hjerte. Derpå henvendte han sig med en Bemærkning til Amtmanden om Fattigbestyrelsen.

Apropos om Fattigbestyrelsen, faldt Brøcher ind med et lidt satirisk Smil, Hr. Provsten, som er en Reformmand, har formodentlig allerede indført nye Rodeinddelinger i Deres Præstegjeld?

Men Fruen hævede sit Glas, og hendes: Skal vi ikke takke vor elskværdige Vert? afskar pludselig den Vending, Samtalen truede med at få.

Det Menneske, sagde hun, idet hun gav sin Mand Velbekommekysset, kommer vel til at kjede Amalie og os Alle ihjel, inden han får et jammerligt Levebrød henne i en Afkrog, hvor vi aldrig får se hende mere. Den arme, forblindede Pige! . . . Var jeg i hendes Sted, vidste jeg nok, hvad jeg gjorde.

Lad os håbe det Bedste, min Mariane, det kan gå bedre, end vi tror.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning (laget vha LERA): bokselskap.no/nsl/CC_AD_1utg_vs_3utg.html

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.