Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 11]

186Rein var virkelig en udmærket Vert, udmærket i en anden Forstand end det almindeligt tages. Han forstod ved ganske få Midler at tilfredsstille sine Gjester. Man mærkede aldrig nogen Anstrengelse for at more dem. En enkelt Gang gjorde man en Udflugt i Omegnen, endnu sjeldnere kom et Besøg. I dette sidste Punkt havde Rein sine egne Anskuelser. Han havde dannet sig nogle aldeles antinationale Begreber om Huslivets Ukrænkelighed. Han gjaldt for en Særling, fordi han havde valgt sig sin Kreds, og fordi han ikke gjorde sit Hus til et Vertshus, hvor det er enhver Fremmed tilladt at banke Beboerne op ved Nattetider. Men var man 187først som Gjest i dette Hus, følte Enhver den Tryghed, det stille Velvære, som blot den ædle Gjestfrihed yder; det gik så rolig og stille til; man mærkede ingensomhelst Forstyrrelse i Huset, fordi der var kommen Gjester, men Enhver følte sig mildt bunden til dets Skik, uden selv at generes. Efter Middagen trak Enhver sig gjerne tilbage i sin Vrå for at nyde Hvile, som det bedst konvenerede ham, og så samledes man igjen senere til The.

Efter en sådan Siesta finder vi Familien samlet i Hjørnestuen. Sofie sang til Pianoet, hun sang et Par moderne Arier klart, smukt, kunstmæssigt, men uden Bevægelse. Alle lyttede, og fandt, at hun var mærkværdigt ved Stemme. Kun Provsten var ikke så opmærksom en Tilhører, som han pleiede. Han var adspredt og kastede ofte sit Blik ud af Vinduet, som for at se efter Nogen. Endelig – det var netop i en Pause i Musiken – viste gamle Dorthe sig i Døren med Postvæsken. Den Hurtighed, hvormed han bemægtigede sig denne, forekom den Gamle usædvanlig; end mere påfaldende var den afværgende Bevægelse, hvormed han afviste det Spørgsmål, hun idetsamme stilede til ham. Ikke engang at ville høre om de to Brune skulde tjåres eller slippes på Græs! Det måtte 188være noget Vigtigt. Nølende beredte hun sig til at gå, da hun heldigvis opdagede, at Børnene havde bragt Gardinet af Lave, netop det nærmest Provsten. Her fra sit Udkig kunde hun se, at han lagde ikke mindre end fem Breve med store Embedssegl, der alle førte Påskrift «af Vigtighed», hen, så et Øieblik skuffet ud, og gjennemsøgte derpå Væsken påny omhyggeligere. Det lykkedes, han drog et mindre Brev frem, som han åbnede. Ved de første Linier opklaredes hans Ansigt. Mere behøvede den gamle, tro Sjel ikke. Gardinet havde netop idetsamme fået den behørige Fald og Runding, og hun gik ud såre tilfreds. Gud ske Lov! Det er noget Godt, det så jeg, det er vist fra Smågutterne, Kristian er måske bleven Student, ja, ja, det er mine flinke Gutter! Et Øieblik efter tog Provsten Amtmanden og hans Hustru tilligemed Brøcher ind i sit Studerkammer og lukkede Døren. Søstrene undrede sig over, hvad dette kunde betyde, da Fru Ramm stak Hovedet ud og kaldte på Amalie. Sofie blev alene, men kun et Øieblik, da kom Amalie stormende ud og kastede sig med et Glædesskrig om hendes Hals.

Provsten, den velsignede Provst, havde antaget Brøcher til sin Kapellan! I dette Øieblik 189var Biskopens Meddelelse indløben. Adolf skulde tiltræde Embedet allerede til Nytår, det var så fordelagtigt, så uhyre fordelagtigt! De skulde bo der i Huset, og hele Rækken af de tomme Værelser ovenpå skulde pudses op og indrettes til dem.

De Gamle trådte ind. Brøcher var bleg og rørt, denne Lykke var kommen altfor uventet for ham. Han så ud, som om han vilde græde, men kunde ikke, han rømmede sig og pudsede uafladelig sin Næse. Den gamle Faders Glæde var simpel og uden Ord. Han kyssede Amalie på Pande og Mund, tog Brøchers og Provstens Hånd i hver af sine og rystede dem hjerteligt. Fru Ramm var den Eneste, som fandt Ord. Hvor Andre følte Rørelse, blev hun altid høitidelig, og aldrig holdt hun så fortræffelige Taler, som der, hvor Andre ikke var istand til at sige et Ord.

Gud velsigne Eder, mine Børn, sagde hun. En sjelden, en høist uventet Lykke er bleven Eder tildel. Gjører Eder den værdige! Glemmer aldrig at takke denne ædle Mand derfor. Du, Amalie, husk på, at han, fremfor nogen Anden, har Krav på dit taknemmelige Hjerte. Vær ham til Trøst, til Opmuntring, til Hygge, 190vær en Zir for hans Hus – en Moder for hans Børn . . .

Brøcher rykkede her uvilkårlig et Skridt nærmere, som for at bringe i Erindring, at han også var til.

Min Datter, vedblev Fruen, Du kan i dobbelt Henseende prise din Skjebne og føle Dig stemt til Tak mod Forsynet. Du har truffet dit Hjertes Valg, og Lykken lægger Sit til. Brøcher er ingen høitflyvende, poetisk udrustet Natur, ak, det er ikke det, der gjør det, det er ikke Geniets blændende Gaver, der sikrer den stille, huslige Lykke. Brøcher er en Mand med sund, jevn Forstand, en hæderlig, i sit Kald nidkjær Mand, en Mand, som jeg sætter Pris på, han vil netop være en Støtte for min Amalies blødere, mere svermeriske Gemyt. Han vil gjøre hende lykkelig.

Dette var formeget for Brøchers Beskedenhed. Båndet brast, der havde holdt hans Rørelse tilbage, og med Tørklædet for Øinene styrtede han ud af Stuen.

Der var endnu En tilbage, der ikke havde givet sin Stemme med i den almindelige Glæde. Det var Ada. Den lille Pige havde fattet en formelig Lidenskab for Sofie; hun fulgte hende som en Skygge, bevogtede enhver af hendes 191Bevægelser. Ingen af de Andre kunde rose sig af at nyde nogen særdeles Gunst hos hende. Amalie kunde hun til Nød lide, men Fruen derimod slet ikke, uagtet denne søgte at vinde hende på alle Måder. Brøcher hadede hun; han havde engang fordristet sig til at ville kysse hende og kaldte hende sin lille Kjereste, og dette glemte hun ikke. Nu hændte det sig, at Ada havde fået et Nys ude i Kjøkkenet om det, som var passeret inde – slige Ting går gjennem Nøglehullet – og enten hun nu havde misforstået, eller en af Pigerne, der kjendte hendes Passion for Sofie havde været ubarmhjertig nok til at narre hende, nok, hun havde fået den Ide, at det var Sofie og ikke Amalie, der skulde komme og bo der i Huset. For hende skulde de tomme Værelser oppudses og indrettes. Med alle Tegn på den heftigste Glæde styrtede hun ind til Sofie. Denne havde al Møie med at forklare hende, at hun havde taget feil, og da hun endelig fattede det, stirrede hun blot stivt på hende med sine store, mørke Øine og gik uden at sige et Ord ud af Stuen. Dorthe, der en Time senere vilde lægge hende tilsengs, kunde intetsteds finde hende. Søstrene gik da med for at søge. Hun var på deres Værelse. Her lå hun på Sofaen med Hovedet ned i Puderne 192og hulkede. Med de sødeste Ord forsøgte Amalie og gamle Dorthe at berolige hende; de lovede hende tusinde Herligheder, når hun blot vilde holde op at græde og finde sig i Skjebnen; men den Lille blev ved sit: Sofie skal bo hos os, ingen Anden.

Vil Du da, at jeg skal blive Brøchers Kone? spurgte denne.

En udtryksfuld Grimace antydede, hvor ubeskrivelig uværdig hun fandt ham dertil.

Nu, ser Du det! Brøcher vil ikke have mig, men bare sin Kone hos sig.

Men jeg vil ikke have Brøcher. Papa har ikke spurgt mig om det, jeg vil ikke have Brøcher til Kapellan. Du skal komme, det har Anne Kokkepige sagt, at Papa har sagt, Du skal bo på den store Sal, som skal males gul, og jeg skal bo på den lille ved Siden af, og den skal males lyserød.

Får da slet ikke jeg Lov at bo på den gule Sal? spurgte Amalie.

Nei.

Så bliver jeg så bedrøvet, så græder jeg: hu, hu, hu.

Ja, men Du græder ikke Tårer, det så jeg i Kirken igår. Du gjør bare så med Lommetørklædet.

193Fy skamme Dig, sagde gamle Dorthe, nu er Du rigtig uartig. Skulde Du ikke være glad ved, at den pene Frøken kommer og bor hos Dig, hun, som er så snil mod Dig, som har foræret Dig et Ravhjerte og som klipper så mange pene Heste til dig?

Kalder Du det Heste? Lina sagde, at det var Kameler, og de med to Pukler vare Dromedarer, og de med de tre Pukler – hvad var det for Nogen?

Hør, jeg vil sige Dig Noget, lille Ada, sagde Sofie. Havde Du været snil og føielig, så vilde jeg være kommet og besøgt Dig og Brøcher og Amalie, men nu kommer jeg slet ikke.

Den Lille så vist på hende.

Hvor længe vil Du så blive?

Det ved jeg ikke, kanske en hel Måned, kanske to, hvis Du var snil.

Vil Du da slet ikke komme, uden at hun bor her?

Nei, da kommer jeg slet ikke.

Du kan få Lov da, sagde hun til Amalie, med en Dronnings Mine.

Men jeg vil ikke uden at Brøcher også bor her.

194Han kan også få Lov, sagde hun, efter en noget længere Betænkning.

Du Engel! råbte Amalie. – Det var sød Pige, det var mit eget Guld! sagde gamle Dorthe, der kan De se, hun er i Grunden god, men man må tage hende alvorlig.

Ja, det kunde nok behøves, sagde Sofie smilende.

Den Aften kom man sent i Seng. Samtalen havde fået et nyt, indholdsrigt Stof. Selv Ada havde gjentagne Gange tigget sig Udsættelse, indtil hun var falden i Søvn på det bare Gulv ved Siden af Sofie, med det brunlokkede Hoved hvilende på Folderne af dennes Kjole. Alle var glade eller syntes så. Fru Ramm var lutter Elskværdighed mod alle. Hun havde allerede givet Amalie de mest splendideste Vink angående Udstyret. For første Gang i et halvt År erkyndigede hun sig hos Brøcher om det Tilfælde, han led af.

Klokken var næsten tolv, inden Søstrene fandt sig alene på sit Kammer. Amalie kom dansende og trallende ind, men neppe var hun over Terskelen, så stansede hun med en Gebærde så høitidelig, som om hun vilde besværge Ånder:

Sofie, Sofie! der råder dunkle, hemmelighedsfulde 195Magter i et Menneskes Liv, som ingen Forstand kan udgrunde. Husker Du min Drøm?

Din Drøm! sagde Sofie adspredt.

Så blev det dog Skjebnens Villie, at jeg skulde herske i disse fremmede Rum! – Så stod det dog skrevet i Stjernerne, at min Hånd skulde nedtage disse gamle Gardiner, at min Hånd skulde . . .

Skal det være Sirts eller Netteldug?

Vel overveiet, tror jeg hverken det Ene eller det Andet, sagde Amalie, der altid så villig som en Papirdrage lod sig trække ned fra sine Udflugter op i det Høie. Der er et Slags broderet Mol, der skal være yndigt . . . Men, Sofie, alvorlig talt, er det ikke mærkeligt, hvordan min Drøm træffer ind? Nu skal det undre mig, om den anden Del, den, som angik Dig, bogstavelig går i Opfyldelse.

Hvad drømte Du da om mig?

Husker Du ikke det? – Dig så jeg jo stå der henne ivrigt beskjeftiget med at tage Portræterne ned og hænge Oldemor op igjen. Jeg har alt beregnet, at Du følger med hid, og så hjælper Du mig med at arrangere Et og Andet, Du har sådan god Smag.

Det kunde nok være.

Forresten betakker jeg mig for Byttet; jeg 196vil helst beholde mine Digtere. Jeg har opdaget, at Goethe ligner Adolf noget i Øinene og Profilen, især når man ser det fra en vis Side. Se engang! synes Du ikke?

Nei, på ingen Måde! sagde Sofie næsten vredt. Hverken fra den ene eller anden Side.

Det er rigtignok ikke ungdommeligt nok – men hvad jeg vilde sige – jeg bytter dem ikke. Jeg har aldrig kunnet begribe den Pris, Du sætter på det gamle bistre Fjæs, og hvorfor Du ikke skyndte Dig at blive af med det, da Havestuen blev indredet. Når jeg bare kommer i Nærheden af det, er jeg tilmode, som om jeg skulde have Skjænd.

Vær ikke bange, Du får det ikke heller. Oldemor og jeg hører nu engang sammen, min Vugge har stået under hendes Øine, jeg er vokset op under dem . . . .

Nei, Sofie, der tager Du virkelig feil, den stod ikke under Oldemors Portræt, men på den anden Side, bag et Skjermbret, det husker jeg endnu så tydelig.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning (laget vha LERA): bokselskap.no/nsl/CC_AD_1utg_vs_3utg.html

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.