parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

"/> [II, 12] | Bokselskap

Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 12]

197En Familiebegivenhed, som den her omtalte, måtte nødvendigvis give Samlivet et andet Præg. Hvormeget den end havde knyttet Personerne til hverandre og samlet deres Interesser om et Punkt, så virkede den dog udvortes forstyrrende. De første Dages stille, rolige Hygge var forsvundet. Herrerne tilbragte nu en stor Del af DagenDagen] rettet fra: Dågen inde hos Provsten. Fruen og Amalie var i uafbrudt Bevægelse. Enhver Vrå i Huset blev ransaget, de grundigste Overveielser anstillede, hvorledes det bedst lod sig indrette. Dagligstuen var næsten bestandig tom. Sofie begyndte at føle sig ene. Der var Intet i hendes nærværende Stemning, hun mere gruede for, end dette.

198Man kan pleie Erindringen om et Hjerteanliggende på forskjellig Måde. I ét Tilfælde vil man kunne opsøge denne Erindring som en Trøst, en Vinding, i et andet vil man derimod sky den som Pesten. Det er let at gjette, hvilket af disse Alternativer hyppigst bliver en Kvindes Lod. For en Mand vil Betragtningen af en skuffet Kjerlighed i det sjeldneste Tilfælde have noget Ydmygende ved sig. Når han ved med sig selv, at han har opbudt Alt, hvad der står i hans Magt, for at virke på den Elskede, at han ikke har ladet noget Middel uforsøgt til at beseire den Ubønhørlige, så kan han være rolig, han har Intet at bebreide sig. Han har gjort sit Bedste. Han kan trygt hvile ud i Beskuelsen af sine Lidelser, besynge dem, om han kan, og røres selv og røre Andre, medens Håbet om en ny Kamp, ny Elskov sødt spirer frem på den afmeiede Grund. Når derimod hun ved med sig selv, at hun har gjort Alt, hvad der står i hendes Magt, for – at dølge sig for den Elskede, at hun ikke har ladet noget Middel uforsøgt til at beseire – sin Følelse, at hun har dødet sine Længsler, omhyggelig oprykket enhver frygtsom Spire af Forhåbning, og hun har kunnet fuldbyrde dette Selvforstyrrelsens Værk, lig hine vilde Fakirer, uden at 199fortrække en Mine, da, ja da har også hun gjort sit Bedste, men rolig er det derfor ikke sagt, at hun kan være. Til Fornegtelsens Bitterhed vil endnu komme Angeren og Selvanklagen med sin grusomme Sofistik. Et Blik, et raskere Pulsslag, en pludselig Rødmen, en noksom i Gråd slukket Glædesstråle, et Håb, der svandt med hans Trin, kan hos hende forvandle sig til ligeså mange Giftdråber, der en for en drypper i Såret og gjør det ulægeligt.

Sofie var en af disse kvindelige Fakirnaturer, der måtte opfylde Kvindelighedens Selvdødelses og Selvplagerlov, således som den var indprentet hende, helt og holdent. Hendes stolte, rene Sjel turde Intet eftergive sig. Hendes Forestillinger om en sandere, mindre unaturlig Kvindelighed var brudt med Troen på ham, der var den første, der havde givet disse stille Drømmerier en Slags Form; hendes Mistillid til sig selv, til Lykken, til Alt, var dobbelt vendt tilbage. Den havde givet hende denne næsten overnaturlige Evne til at modstå, lige til den sidste bitre Afsked. Mere kunde hun ikke. For smertelig, for ydmygende var denne korte Lykkesdrøm endt for hende. Hun tålte ikke at tænke på det Passerede. Med Begjerlighed havde hun grebet Reisen som en Anledning 200til at undfly, og begjerlig klamrede hun sig om ethvert nyt Indtryk.

Det må derfor ikke undre os at se hende deltagende, fordoblende sin Opmærksomhed for Andre. Det var ingen Forstillelse, når hun viste sig meddelsom, undertiden endog oprømt. Hun vilde og måtte blot undfly sig selv. Denne tiltvungne Ro svævede dog idelig i Fare. Der behøvedes ikke mere, end at et vist Navn pludselig blev nævnt, eller at den stakkels Pige en Aftenstund sorgløs trådte ind i Værelset ovenpå og hendes Øie da pludselig traf på Billedet, hvis forræderske Lighed Dæmringen gjorde end mere gribende. I slige Øieblikke betvang hun sig voldsomt. Hun turde ikke endnu løse den bundne Smerte, en stærkere, mere erfaren Hånd end hendes måtte gjøre det – og da længtes hun efter Søsteren, den Søster, som hun holdt så meget af, som endnu stod der så mild og klar i Barnefantasiens Rosenskjær. Hun, den gode Luise, vilde hjelpe hende at tyde det, der forekom hende så rædselsfuldt uforklarligt. Hun vidste selv, hvad Lidelse var, hun vilde vide at trøste. I hendes Arme vilde hun græde ud . . . O, hvor vilde hun græde! . . Nu, blot ikke tænke på det . . . Bare ikke tænke på det!

Og så kunde hun igjen, ængstet som et 201mørkeræd Barn, der løber for sin Skygge, opsøge Andre, klynge sig til dem, synge for dem og sladre og spøge med Børnene.

Men den Dag var Huset også ligesom uddød. Sofie fandt Stuen tom, hun gjennemsøgte Haven, men heller Ingen var der. Trist og beklemt vandrede hun ned ad Alleen, ud gjennem Porten og uden noget bestemt Overlæg ind på Skovveien, der førte ned i Dalen. Her så hun dog en Skikkelse komme sig imøde, som måtte være en af dem, hun søgte. Hvem dette var, kunde hun dog ikke skjelne, da hun ikke var langsynet. Det forminskede ikke heller hendes Glæde, da hun endelig så, at det var Rein. Med et fornøiet Udråb strakte hun ham Hånden imøde. Det var ganske det mørkrædde Barns Udtryk, når Moderen kommer med Lys. Rein svarede ikke straks; han var stanset med Armene for Brystet, medens han dybt hentede Ånde. Sofie skjændte på ham, fordi han var gået for hurtigt op ad Bakken.

Det bedste Middel derimod – tog han tilorde – er, at jeg går ned igjen den samme Vei med Dem, De vilde jo gå en Tur?

Sofie var straks villig dertil, og uvist, om det skete ved en Bevægelse af ham eller af 202hende, hvilede hendes Arm i hans, da de begyndte Nedstigningen.

På Veien fortalte Rein hende, at han havde været nede i den gamle Mølle for at efterse en Skade, der havde vist sig at være betydeligere, end han havde ventet. Ved en utilgivelig Forsømmelse af Mølleren var den bedste Møllesten gået itu og forskjellig anden Skade forårsaget. Da Sofie forundrede sig over, at han talte så spøgende om dette, som om det var Ingenting, forsikrede han hende, at han havde vænnet sig til aldrig at tage sig nær af Uheld. De var dog så uadskillelige fra alle menneskelige Bestræbelser som Skyggen fra Lyset. Det Eneste, man kunde gjøre, var at byde dem Trods og øieblikkelig stræbe at tilintetgjøre deres Virkninger – beherskede ikke vi dem, vilde de beherske os og ende med at gjøre os til jammerlige Fatalister, der modløse lagde Hænderne i Skjødet.

Sofie fandt denne Livsfilosofi fortræffelig. Jeg vil søge alvorlig at lægge mig efter den, forsikrede hun.

Forsøg det engang rigtig, sagde Rein. Betragt det, vi kalde Uheld, i Sammenhæng med det Hele, og De skal se, at de viser sig som små, uskadelige, neppe synlige Punkter. Meget 203ofte spirer der endog et virkeligt Gode ud af dem, om man end ikke straks øiner det. Det hænder idetmindste mig næsten bestandig.

Vel, sagde Sofie, når jeg næste Gang kommer igjen, vil jeg vide, hvad for Lykke dette Uheld har draget efter sig. De skal aflægge nøiagtigt Regnskab for, hvad Møllestenen og det ramponerede Sluseverk har indbragt Dem for Herligheder.

Jeg skal straks sige Dem én Fordel ved Skaden. Mølleren har jeg længe været misfornøiet med, uden dog at have havt nogen klækkelig Grund til at sige ham op. En bedre Anledning end denne vilde jeg længe kunnet vente på, det skulde da være, at han sved Huset af for mig. For det Andet, havde den velsignede Møllesten ikke været, så havde jeg ikke mødt Dem, lagde han ridderlig til, og vandret denne smukke Tur sammen med Dem i et fortryllende Måneskin . . . Der er Fuldmånen netop i Åsranden!

De vandrede således gjennem Dalen til dens yderste Ende og tilbage igjen; af og til stansede de foran Husene, for at veksle et venligt Ord med Beboerne. Først da de var forbi det sidste Hus, og Skoven optog dem i sit ensomme Mørke, blev Samtalen igjen sammenhængende. Sofie, der i Andres Nærværelse, især i 204hendes Moders, var lidet talende, blev livlig og meddelsom. Rein glemte ganske, at det var en attenårig Pige, han underholdt sig med. En attenårig Pige hos os er nemlig som oftest noget nær en Uting, en løierlig Mellemting ialfald mellem et stort Barn og en forfeilet Dame, med hvem det aldrig falder nogen Mand ind at føre en alvorlig Samtale, og for hvem der derfor er opfundet en egen Komposition af Vås og Smiger. Inden han vidste det, blev han selv veltalende, hans bedste, forlængst skrinlagte Tanker fik Ord påny. Intetsteds bleve de misforståede eller affekteret opfattede. Det forekom ham endog, som om de berigede vendte tilbage igjen. En ældre Mands Beundring er altid varmere end den Yngres – den er mindre egoistisk. Han lyttede med Velbehag til hendes fine, forstandige Svar, der klang gjennem såmegen barnlig Vellyd i Stemmen. Hvad der især frydede ham, var den Friskhed og Oprindelighed, der åbenbarede sig i hendes Tale. En ung Pige, som havde Mod til at være sand, som hvert Øieblik naivt stødte Skinnet og Vedtægten for Hovedet! Skinnet og Vedtægten, disse hendes Kjøns Afgudsbilleder, til hvem det allerede fra Vuggen af mystisk indvies, og som det ofrer en Kultus af Usandhed, Feighed, Smålighed, 205Forstillelse, dyb, inderlig Usandhed – o, hvor havde de ikke langsomt slukket også hans Ungdomsenthusiasme, indtil han træt og nøktern – for mild dog til at føle Foragt – havde besluttet at leve ensom. Han var også allerede Pebersvend, da Hensyn bestemte ham til at gifte sig. Det var blevet et Mønsterægteskab. Når man vilde citere en lykkelig Kone, nævnte man Fru Rein. Hvorvidt han i sin dybeste Sjel også havde været det, det havde aldrig nogen tvivlende Tunge udtalt.

Månen var nu kommet rigtig op. Den spillede på Gårdens blanke Teglstenstag og tegnede den hele Række Træer i Alleen malerisk mod den dunkle, dybe Himmel – af og til i Skyggerne glimtede Lys. Men hvorledes var det gået til, at de allerede var så nær Gården! Den måtte være vandret ud for at møde dem, thi det kunde ikke være naturligt, at den allerede lå der! Han gik den Vei et Par Gange om Ugen, og da – Provsten var en temmelig svær Mand – forekom den ham undertiden drøi nok. Men han vidste ikke heller, at hans Trin var blevne elastiske som en Ynglings. Han så ikke selv, hvorledes hans mørke Øine strålede. Ikke heller hørte han Klangen af sin egen Røst. Der var Ingen, der så eller hørte dette. Han 206drømte imidlertid en Drøm, en af de behagelige, som man har henimod Morgenstunden, og hvori man har den selsomme Bevidsthed, at det blot er en Drøm, så at der midt i vor Fryd blander sig en vemodig Ængstelse for, at man skal vågne . . . Han drømte nemlig, at han havde fundet hende, som han havde søgt så længe, at det var hende, der nu med så lette, svevende Fjed vandrede ved hans Side, at det var hans unge Hustru, som han selv, ung og lykkelig, havde hjemført Dagen før! . . De havde vandret en Tur i Måneskin for at bese Omgivelserne, som de dog ikke havde seet Noget af, og de nærmede sig nu Hjemmet, sit Hjem, der vinkede dem med nye, dobbelte Glæder.

Men ak, han behøvede blot at komme indenfor i Kredsen af de Andre, så var det forbi. Blendværket svandt, Virkeligheden trådte i sin ubønhørlige Ret. Ved Lampens Skin så han Sofie igjen . . . Nei, hun var da også fortvivlet ung og smuk! At Nogen efter en sådan Vandring endnu kan have Lyst til at lege Tagfat! sagde han næsten fortrædelig ved sig selv, da han fra sin magelige Lænestol så hende hurtig som Pilen omkredse Bordet med Ada . . . Man kan blive ganske svimmel af at se på det!

Denne Aften var han for første Gang stille 207og ordknap. Hans Gjester mærkede også godt denne Forstemthed, men Enhver undlod af Delikatesse at berøre det, som de troede var Grunden dertil. Kun da de sagde hverandre Godnat, kunde Fru Ramm ikke bare sig, hun lagde sin endnu smukke, stærkt beringede Hånd på Provstens Arm og sagde med sin blødeste Røst:

Hvordan skal vi få vor kjere Vert i godt Humør igjen? . . Hvem skulde også sagt, da vi skiltes så glade igår Aftes, at det slemme Uheld skulde ramme Dem? . . . Hvor høit vurderer De Deres Tab, kjere Hr. Provst?

Tabet er vel det Mindste, lagde Amtmanden til; det Værste er, at når slige gamle Maskiner slår sig gale, er der ingen Råd med dem. Man må lade dem gå Pokkerivold . . . Reparationer og Kvaklerier nytter i Regelen ikke.

Kuriøst nok, bemærkede Brøcher, drømte jeg forgangen Nat, at selvsamme Mølle stod i lys Lue.

Ja, i Sandhed, sagde Provsten godmodig smilende, det er kuriøst nok med Drømme.

Rein tilbragte en søvnløs Nat, hvori han dog ikke en eneste Gang tænkte på den sprukne Møllesten, men med et Sind så tungt, som om begge dens skilte Halvdele lå på hans Bryst. Hvorledes var dette kommet! Han havde dog 208ærlig og mandig bekjæmpet Fristelsen, og nu stod han lige over for Uhyret igjen! Besjelet af en ædel Resignation havde han forladt Sofie i hendes Forældres Hus. Han var fuldkommen rolig, da han så hende igjen; faderlig havde han glædet sig over hendes Elskværdighed, han anede intet Ondt. Da så han sig pludselig – lig hine ulykkelige Vildfarende i Ørkenen, der tror, at de skrider fremad, medens de dog kun beskriver en Kreds – i sine egne, forladte Fodspor igjen. Ét beroligede ham dog, Ulykken var mindre at tilskrive ham selv end Sofie, hun havde fremmanet Fristelsen. Hun kom ham så besynderlig udfordrende imøde, ingen Anden, neppe sin egen Fader, viste hun den Hjertelighed! Undertiden, når Noget på det fremmede Sted greb hende, lagde hun ham ligesom Ordet i Munden og så ham ovenikjøbet dristig ind i Øinene. Forleden hørte han hende sige til Ada: var jeg din Mama, så, eller: nu er jeg din Mama . . . . Netop dette sagde hun engang, hun havde taget Ada på Armen . . han kom til idetsamme, da slyngede den Lille også en Arm om hans Hals og drog dem sammen . . . forskrækket rev han Barnet til sig . . . Hvad tænker hun ved slige Udladelser? . . . O, du 209gamle Dåre, hviskede igjen en hånlig Stemme til ham, ikke en Smule tænker hun. Er denne Ligefremhed ikke netop et Tegn på, at Tanken ligger hende så fjern, at den ikke engang falder hende ind? En yngre Mand vilde hun ikke vise den.

Da Dagen gryede, vandrede han endnu op og ned i sit Kammer. Men det var lykkedes den brave Mand at tilkjæmpe sig den Ligevegt, han manglede. Nei, sagde han, idet han slukkede Lampen og stirrede ud i den tågede Høstmorgen, det skal ikke ske. Jeg kunde begjære hende . . . Hendes Forældre vilde give mig hende – jeg tror med Glæde. Hun selv vilde måske – barnlig uerfaren som hun er – indvilge . . . Endnu er hun uberørt af Lidenskabens Indvirkning . . Jeg har idetmindste Intet hørt! . . Men netop derfor ikke. Jeg afskyr slige Overfald. Jeg vil ingen Røver være. Denne Skjønhed, denne rørende Ynde, denne – her kom den hele Fortegnelse på alle Sofies Fortjenester – skal tilhøre en Yngre, lykkeligere end jeg. Gid hun var min Datter! Gid Ada vilde komme til at ligne hende! Imorgen reiser de. Det er altså blot denne ene Dag, hvor det gjælder at være, eller synes rolig. Jeg håber at kunne være det.

210Himlen hørte udentvivl den værdige Mands Forsæt og fandt Behag i det. Nornen spinder imidlertid rolig og ubekymret de Tråde, der lænker Menneskenes Skjæbne og ler ad deres Beregninger og Forsætter.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.