Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 13]

211Dorthe, gamle skikkelige Dorthe! Hvem kjender ikke gamle Dorthe, hvem har ikke havt en sådan Dorthe i sin Familie? . . Det var hende, der fortalte Dig såmeget Smukt, indtil Du sov ind førend Du havde hørt Enden. Det var hende, som bad for Dig, når Du havde slået Ruder ud, og som hver Dag med mageløs Utrættelighed brød ned igjen, hvad enhver Smule fornuftig Strenghed havde bygget op . . . Det var hende, som græd så bitterlig, da Du første Gang, kjæk og freidig, drog fra Hjemmet, og som ikke sov af Glæde den Uge, Du ventedes hjem igjen . . . Ak, beriget med de første, skurrende Verdenserfaringer kom Du! . . . Og når så Alle var borte, også den Allersidste, og 212der var ikke Flere igjen at «skjæmme bort», da sad Dorthe forladt og traurig tilbage, og som hun sad der og sturede, huskede hun pludselig, at hun havde havt Beilere, og hun giftede sig med En af sin Stand, det er, hun giftede sig med Nød og Elendighed.

Så fik hun da selv et Hjem, men hun hænger med alle sine Hjerterødder fast i Dit. Der lever hun sit egentlige Liv. Det er nu blevet den Feverden, hun oplukker for sine Børn. Indtræffer der vigtige Begivenheder i Familien, så har Dorthe havt betydningsfulde Drømme og Syner, som hun kommer for at melde; hun digter Vers ved festlige Anledninger, som dog Konfirmanden, Brud eller Brudgom selv må afskrive efter Diktat, thi med al sin Talefærdighed og Belæsthed har hun dog aldrig drevet det til at føre sine Inspirationer i Pennen. Dorthe venter blot på at blive Enke igjen, så lukker hun sin Hytte, og er den gamle Arne ikke mere til, så vil hun opsøge Din, og hun vil med hele sit trofaste Hjertes opdæmmede Ømhed kaste sig over dine Børn.

Vor gamle Dorthe havde som ung tjent i den afdøde Provstindes Fædrehjem. Hun havde ammet og opdraget denne, der også tidlig havde mistet sin Moder, og var siden, efterat hun 213havde været gift en kort Tid, taget i Huset til sin Pleiedatter. Men Dorthes Opdragelsesværk bar ikke altid lige heldige Frugter. Den lille Ada havde aldeles ikke arvet Moderens uforstyrrelige, jevne, blide Natur. Dorthes blinde Kjerlighed og grænseløse Eftergivenhed havde i den lille Pige udfoldet alle de farlige Anlæg, som kan arte sig til noget Stort og Herligt, men også til noget høist Ulyksaligt. Den lille Ada beherskede hele Huset. Når hun legede sammen med Lina, der var tre År ældre, føiede denne hende ubetinget som Noget, der faldt naturligt af sig selv. Selv Faderen kunde ikke modstå Dorthes Bønner, når han en sjelden Gang vilde være streng. Om Nogen havde beskyldt ham for, at han gjorde Forskjel på sine Børn, vilde han fundet denne Beskyldning påfaldende, for ikke at sige uretfærdig. Var han ikke lige mild, lige overbærende mod dem Begge? Vistnok, men han tænkte ikke på, at det Ene var lige så fromt og artigt et Barn, som det Andet var vildt og selvrådigt. Og dog dvælede Faderens Øine med et ganske andet Udtryk på den lille Ada, end på den anden Datter. Hvem vilde ikke det! Skjønheden har en underfuld, dårende Magt, som Ingen kan rose sig af at kunne modstå. Dertil kom den Uro, 214et sådant Barn måtte vække i en Faders Sjel. Hun tvang ham til idelig Sysselsættelse med sig. Ubændig i Sorg og Glæde, indsmigrende, når hun vilde nå et Mål, begavet med stærke Anthipathier og Sympathier, hørte de sidste dog til Sjeldenhederne, men var Nogen så lykkelig at vække disse hos hende, var der heller ikke Mål og Måde på hendes Kjerlighed. Således var den Hengivenhed, hun havde fattet for Sofie. Ved sin Heftighed var den mere skikket til at skræmme denne tilbage, end til at røre hende. Den unge Pige var imidlertid blandt alle de Ældre den Eneste, der øvede nogen Magt over hende. Nogle Småtræk vil bedst oplyse dette.

En Dag havde Ada været uartig. Brøcher havde fået en afrettet Dompap i et pent, lidet Bur i Foræring af Seminaristen. Han fandt stor Fornøielse i at fodre det lille Dyr og lokke det til at synge. Med Ét forsvandt Fuglen, og det var temmelig bevisligt, at Ada havde været Forbrydersken. Om hun havde sluppet den ud eller hvad hun forresten havde gjort ved den, var ikke muligt at bringe ud af hende.

Derfor skulde der nu statueres et Eksempel. Hun skulde blive hjemme fra en Kjøretur langs Søen hen til en Bondegård, der både ved sin herlige Beliggenhed og en vis eiendommelig 215Bygningsmåde gjorde den til et Valfartssted også for fjernere boende. Dorthe tiggede og bad . . . Hun påstod, at Fuglen selv havde banet sig Vei ud, hun forsikrede endog, at hun havde seet den, der netop var kjendelig på en skjev Halefjer, sund og munter i et Træ i Haven. Men hverken Dorthes glimrende Argumentation eller Adas Fortvivlelse hjalp, dennegang var Faderen ubønhørlig. Rørt af hendes Tårer og Bønner, lovede den godmodige Amalie, at hun vilde blive hjemme hos hende, men det brød den Lille sig slet ikke om. Hun så hen til Sofie, som om hun ventede det samme Tilbud af hende, men Sofie sagde alvorlig: Jeg vil slet ikke blive hjemme hos Dig, Ada, og jeg kommer ikke igjen, førend Du er bleven ganske artig og har gjort det godt igjen. Ada taug pludselig, gik hen og satte sig på Trappen og så rolig på at de drog afsted.

Det var en uheldig Talemåde af Sofie, at bede Ada «gjøre det godt igjen». Den Lille, ligeså heftig i sin Anger som i sine andre Følelser, havde en vis eksalteret Måde at gjøre en Ting god på, der ofte var værre end Forseelsen.

Neppe var Vognen ude af Sigte, så sprang hun op og løb ind i sin Faders Studerkammer. 216Her lykkedes det hende ved Hjælp af Stole og en Skammel at nå op til et Hjørneglasskab, hvori Provsten havde indrettet et lidet Naturaliekabinet. Ingen forstyrrede hende i hendes hemmelighedsfulde Syslen, da Ingen faldt på at søge hende derinde. Men at hun selv var tilfreds dermed, derom vidnede det glædestrålende Ansigt, hvormed hun modtog de Hjemvendende. Lille Ada var så sød og indsmigrende den Aften, at man næsten angrede, at man havde været så hård mod hende.

Lampen var netop tændt, da stak Brøcher Hovedet ind ad Døren og vinkede. Alle måtte følge ham. Selv skred han foran på Tæerne med hemmelighedsfuld Mine. Midt på Bordet i hans Værelse stod noget Tildækket, som han skjelmsk afslørede. Der sad Dompapen med rødt, skinnende Bryst gravitetisk på sin Pind.

Den sturer synes jeg, den skulde vel ikke være syg, sagde Amalie, da Fuglen, trods de høirøstede Udbrud, endnu ikke rørte sig. Fløit til den, Adolf!

Adolf fløitede og rakte den Sukker. Men Provstens skarpe Øie lod sig ikke skuffe, han tog den udstoppede Fugl og viste dem Bedrageriet, og nu udbrød den lille Ada i en sådan uendelig, øreskrigende Jubel, at de Alle, enten 217de vilde eller ikke, måtte stemme i med. Sofie stod og grundede ved Vinduet. Hun tænkte på, om denne Jubel virkelig var en barnagtig, naiv Glæde over en oprettet Forseelse, eller om der stak en liden Djævel derunder. Da hun så op, mødte hendes Øie Reins, der var fæstet på hende med et eget, bedrøvet Udtryk.

Ada elskede Pragt, hendes Klæder var aldrig smukke nok. Alt, hvad der var simpelt, tarveligt eller hæsligt, afskyede hun. Ulig andre Børn fandt hun ikke Behag i at tumle sig nede blandt Folkene og more sig ved deres Beskjeftigelser. Den lille hovmodige Pige talte aldrig til de fattige Børn, som daglig undervistes på Gården. Hvorledes dette Karaktertræk vilde udvikle sig med Tiden, lod sig umuligt bestemme, men for Øieblikket lovede det ikke Provsten i denne Datter nogen særdeles Støtte i hans filantropiske Bestræbelser.

Når Ada ikke måtte være inde hos de Voksne, hvis Tale hun altfor skarpt bevogtede, drev hun sit Spil ude i den ensomste Del af Haven. Hendes Yndlingsplads var under Nøddehækken, hvor hun mellem Løvet søgte de nedfaldne Nødder. Længe kunde den ensomme Spadserende høre denne hemmelighedsfulde Raslen, indtil der pludselig skjød en Alf frem under 218Busken, så fin og skjær og luftig, at Skrækken døde hen i Beundring.

Det var den sidste Aften før Afreisen, netop ved Solnedgang, at Provsten og hans Gjester kom hjem fra en Spadsertur. På den grønne Vold bag Skolehuset traf de den lille Gåsepige, som græd bitterligt, fordi Ada havde jaget alle Kyllingerne væk og slet ikke vilde sige hvorhen. Ada dømtes på Stedet til at bede den lille Stine om Forladelse og til ikke at komme ind, førend hun havde bragt Flygtningerne tilveie. Man var nu allerede halvt for Spøg, halvt for Alvor, vant til at tage sin Tilflugt til Sofie, og nu faldt det denne ind at sige, at de skulde tage den lille Stine ind, klæde hende i Adas Klæder, og så kunde Ada være Gåsepige i hendes Sted. Denne Trusel, så vel beregnet på den Lilles Forfængelighed, blev udført på Skrømt. Et Øieblik efter kom Lina styrtende ind og skreg, at Ada havde trukket Sko og Strømper af og stod midt ude i Dammen.

Altfor bogstaveligt havde hun taget den dikterede Straf tilfølge. Med Kjole og Ærmer opkiltrede var hun, således som hun undertiden havde seet Stine gjøre det, vadet et Stykke ud i Dammen, der heldigvis ikke var dyb. Her 219stod hun leende med Ædefadet under Armen og slængte Kornet ud. Rundt om hende plaskede og sloges den hele skrigende Fjærkræflok, der slet ikke lod til at forsmå, hvad der blev den budt på en så usædvanlig Måde. Hendes Kinder glødede og Håret fløi for Vinden. Den sidste skrå Solstråle gled idetsamme hen over Dammen og oplyste Scenen. Det Hele var som grebet ud af et fantastisk Eventyr. Men nu blev der en Lokken og Kalden; gamle Dorthe løb som en ulykkelig Høne rundt om Dammen, Skjend og Kjæleord blandede sig på den besynderligste Måde. Ada lo og gik et Skridt længer ud. Først da Stine viste sig i sin sædvanlige Dragt, sprang hun iland, hvor Dorthe opfangede hende i sine Arme og bar hende ind. Her blev hun straks bragt iseng, Sofie hjalp selv til, og gned hendes små, kolde Fødder varme. Hun gjorde sig tusinde Bebreidelser, fordi hun ved en Spøg havde drevet det eksalterede Barn til et sådant Spil. Denne Uro drev hende endnu engang ind til den Lilles Seng. Hun sov med høirøde Kinder, lo i Søvne og bevægede Læberne. Beroliget gik Sofie op på sit Kammer, hvor hun endnu havde Meget at ordne inden Afreisen.

Klokken fem om Morgenen var der allerede 220Uro i Huset. Den lille Ada var blevet syg. Ved Midnatstid var hun vågnet brændende og tørstig, nu lå hun med klaprende Tænder; der var gået Bud efter Læge; dog kunde denne først ventes ud på Formiddagen.

Lægen kom, han erklærede den Lilles Sygdom for en Feber, der snart vilde gå over. Provsten, beroliget ved dette, henvendte nu igjen Opmærksomheden på sine Gjester, der stod i Begreb med at forlade ham. Reisevognen var trukket frem. Men nu kom et kritisk Moment, som man hidtil ikke havde tænkt på, Sofies Afsked med Ada. Lægen, som forbød Alt, hvad der kunde afficere den Syge, vilde, at Sofie skulde drage bort uden Farvel. Alle stod reiseklædte. Da kom den gamle Doktor ilfærdig med betænkelige Miner tilbage. Den lille Syge havde grædende forlangt, at Sofie skulde komme, og han, der ikke havde nogen Ide om dette Barns Heftighed, havde troet at kunne berolige hende med at sige, at hun allerede var reist. Men da var Ada brudt ud i en så voldsom Sorg, at han tilsidst dog måtte ud med Sandheden. Nu bad han Sofie selv at gå ind og trøste sin lille Veninde; det Oprør, hun nu var i, kunde have de farligste Virkninger. En Pause fulgte på disse Ord. Alle stod rådvilde. 221Da Sofie så op, mødte atter hendes Øine Reins, der hvilede på hende med et ubeskriveligt Udtryk, som om han tiggede sit Barns Liv af hende. Hun vaklede ikke længe. Med en hurtig Bevægelse drog hun sine Forældre tilside, og de blev snart enige.

De to Søstre skulde blive tilbage, indtil den Syge var stærk nok til at tåle Adskillelsen.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning (laget vha LERA): bokselskap.no/nsl/CC_AD_1utg_vs_3utg.html

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.