Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 14]

222Forældrene tilligemed Brøcher reiste. Søstrene blev. Mod Aften forværredes Barnets Tilstand. Lægen gjorde betænkelige Miner. Sofie takkede Gud, fordi hun ikke var reist.

Nu fulgte en sørgelig Tid på den nys så lykkelige Gård. I sex Dage svævede den lille Ada mellem Liv og Død, og som om Naturen udenfor også sympathiserede med Tilstanden indenfor, afløste et barskt Høstveir de forrige strålende Dage. En skjærende Søndenvind piskede uafladelig Regnen mod Vinduerne.

Underlige, manende, alvorsfulde Dage for Sofie, i hvilke hun bag Masken pludselig så et Glimt af Livets sande Åsyn! Hendes egen Sorg trådte umærkelig i Baggrunden; mod denne Faders blege, stumme Angst turde hun ikke måle 223den. En Anelse om, at der dog gaves noget Andet at leve for, end Opfyldelsen af en egoistisk Lykke, berørte hende, og med en egoistisk Lykke forstod hun at turde bære Livets Smerter og Tilskikkelser med og for den Elskede, at denne Lykke måske først skulde knuses i os, for at lære os, at der også udenfor denne Zirkel gaves Lidende at leve for. Hvor tør, hvor afskrækkende havde denne Lære hidtil ikke forekommet hende! For første Gang nedsteg Tanken herom mildere, ja næsten trøstende til hende. Hun optog det som et Fingerpeg fra Himlen, der tildelte hende, så ung, så uerfaren, en Moders Rolle, og hun greb den jomfruelig ivrig, med Alt, hvad der var dybt og inderligt i sin Sjel. Havde hun ikke før tilstrækkelig gjengjældt den lille Adas Kjerlighed, der havde været hende for heftig, syntes hun nu, at hun gjerne kunde give sit Liv for hende. Ak, når hun så hende ligge der så afmægtig, uden noget Blik for hende, kun med Smertens bønlige, stirrende Udtryk, følesløs for hendes Kjertegn, neppe kjendende hende, o, da syntes hun, at hun altid havde elsket dette Barn, at hun aldrig kunde ophøre at elske det. Utrættelig var hun ved hendes Seng, og det lykkedes hende tilsidst at tilvende sig al den umiddelbare Pleie, der ellers faldt i Dorthes Lod. Den Gamle mærkede det 224ikke selv, thi Sofie havde en Måde at iverksætte dette på, der lod hende tro, at den unge Pige handlede efter hendes Ordre.

Simple Folk due ikke til Sygepleie. Der er Noget, der mangler dem, som den bedste, den kjerligste Vilje ikke kan erstatte, Kulturen. De se i den syge kun den forstyrrede Maskine, der ved visse mekaniske Midler skal bringes i Orden igjen. De kjende hverken Fornuft eller Mådehold, Begrebet «Ikkeformeget» eksisterer ikke for dem, og ethvert Krav derpå fra den Lidendes Side gjælder i deres Øine for en Sygeurimelighed, som de overlegent får bære over med. Da de således ikke ledes af et sjeleligt Bekjendtskab til den Lidende og sjelden have noget Begreb om Sygdommens Natur, bliver enhver Håndsrækning af dem ofte ligesåmange Feilgreb. O, har Du nogensinde ligget hjælpeløs overladt til en sådan Omhu på Sygeleiet, så vil Du kunne erindre, hvor disse fortræffelige Væsener kan pine og plage Dig, hvorledes de ligesom besjeles af en dæmonisk Evne til at gjette dine Ønsker for at handle tvertimod. Kan Du huske, hvorledes de netop har vækket Dig, når Søvnen endelig engang medlidende havde taget Dig i Favn, hvorledes de netop falder i Søvn, når Angsten holder Dig vågen? Hvorledes de gjør en 225Ting kogende, når den skal varmes lidt, eller, når de skal afkjøle en Drik, bringer den isnende tilbage? Hvor skurrende kan deres Røst, hvor ulidelig enhver Berørelse af dem ikke blive! Blot en fin, men tillige øm Sjel kan pleie Syge. Der skal Inspiration til. Ingen Mand, ingen udannet Kvinde – selv om hun er Moder – kan det rigtigt . . kan således gå op i den Lidendes Liv og Tanke, at de bliver som dennes synlige Vilje. En sådan Pleierske synes kun at leve for den syges Kapricer, medens hun alligevel kun tjener det fornuftige Øiemed . . . Kort, hun forstår at behandle Legemet gjennem Sjelen.

Gamle Dorthe plagede Ada med kjerlige Spørgsmål. Hun vilde bringe hende til at kjende, til at forstå hende. Hun udmattede hende med fortvivlede og forgjeves Forsøg på at få hende til at tage Medicin. Sofie havde en anden Indskydelse. Da hendes Bønner Intet hjalp, tog hun selv den fulde Ske, og mekanisk gjorde den syge det efter. Dette gjentog sig; hvergang Ada skulde have Medicin, slugte Sofie først den modbydelige Drik. Sofie følte selv sin egen Uundværlighed, og en Anden følte den også, nemlig den gamle Læge. Uden nogen egentlig Overenskomst afløste disse To hinanden, således at den Ene eller den Anden altid var tilstede. 226Forgjeves besvor Amalie Søsteren at unde sig Ro og lade hende våge en Nat istedet.

Således kom den sjette Dags Morgen. Ada var meget slet. Doktoren havde forberedt Faderen på, at han intet Håb mere turde give. Neppe vilde hun overleve næste Nat. Stumme og blege stod Alle omkring den Lilles Seng. En uhyggelig Stilhed, Håbløshedens, havde afløst den forrige Travlhed.

Aftenen kom, og Symptomerne forandrede sig. Dette meddelte Lægen dog kun Sofie, da han vilde være vis i sin Sag, inden han vakte et måske falskt Håb.

Der var så tyst i Sygestuen. Midnat var forbi. Kun to Væsener vågede ved den lille Seng, det var Lægen og Sofie. Stumme, neppe åndende, bevogtede de enhver af det syge Barns Bevægelser. Lyset fra Lampen faldt hen på denne Gruppe; men på den modsatte Væg dannede Bordet med sine mange der ophobede Ting et selsomt Skyggerige for sig. Den store Blomsterpotte i Midten strakte sit Kjæmpetræ op mod Loftet, i dets Skygge færdedes et helt Munkekor af korthalsede Flasker og Medicinglas. Linas Dukke rakte fortvivlet begge sine Arme mod Himlen. Af og til klang en Lyd ud fra denne Skyggeverden som en Stønnen, et svagt 227Menneskeveråb. Den kom fra gamle Dorthe, der sad i den store Lænestol i Krogen og rokkede med Hovedet og udstødte hjerteskjærende Suk. Et Par Gange faldt hendes Hoved uvilkårlig ned i en nikkende Bevægelse, der tydede på, at Trætheden stred hos den gode Gamle med Sorgen om Herredømmet. Et dæmpet Skrig forstyrrede hende ikke; dette Skrig udstødte Sofie, da Ada havde rakt Hånden op og smilet til hende.

Imidlertid vandrede den stakkels Fader omkring i sit ensomme Værelse og søgte at berede sig til det smertelige Stød, han troede uundgåeligt. O Gud, det er forbi! sukkede han . . . Giv mig Styrke, o Gud! at jeg kan sige, din Vilje ske! . . . O, jeg kan det ikke endnu! . . . Han vred sine Hænder.

Da hørte han Doktorens Trin udenfor, men han så ikke hans strålende Ansigt.

Det var omtrent en liden Time efter, at Rein begav sig ind i Barnekammeret. Det Syn, der mødte ham her, bragte ham et Øieblik til at stanse. Ved Skinnet af Lampen så han Sofie i en halvt knælende Stilling foran Sengen, på hendes høire, over Leiet udstrakte Arm, hvilede det syge Barn sit Hoved, som det syntes i rolig 228Slummer, medens hun med den anden stræbte at holde sig i Ligevegt.

Selsommere vilde dog den Ubevægelighed, hun trods sin tvungne, pinlige Stilling iagttog, være forekommen en koldere, af Øieblikket mindre greben Tilskuer end Rein. Selv hendes Blik, som hun fæstede på ham, var stivt og ubevægeligt. I sin hvide Natdragt lignede hun en af de Marmorgenier, som en mild Dødssymbolik fremstiller ifærd med at bortføre sit Offer.

Den unge Pige befandt sig i den Krisis, hvori Trætheden, efter en pludselig slappet Sjelespænding, endelig får Bugt med os, i denne besynderlige Dobbelttilstand, hvori Ideerne allerede har løsrevet sig og svermer omkring på sin egen Hånd, medens Sanserne endnu dvæler i Virkeligheden og skjelner Tingene omkring sig med en næsten smertelig Skarphed. Sofie så Rein nærme sig, hun så hans stumme Takkeblik mod Himlen, hun hørte det syge Barns sagte, lette Åndedræt, men Alt dette i selsomme Forbindelser. Det bares hende for, at hendes eget Liv var flygtet over i Barnet, og hvis hun nu rørte sig eller blot blinkede med Øinene, da måtte den Lille dø.

Det var så tyst i Sygestuen. Dorthe sov 229tungt i Krogen. Vinden slog med matte Vinger mod Ruden, også den var bleven træt.

Hvorlænge Sofie havde dvælet således, om et Minut, om en Time, vidste hun ikke. Da hørte hun ligesom langt borte i det Fjerne de tydelige Ord af en skjælvende, klangfuld Røst, som hun kjendte:

Sofie, kan De forlade dette Barn? . . . Nei, nei, De kan ikke . . . . O, bliv hos os . . bestandig.

Den unge Pige lyttede.

Forstår De, hvad jeg mener? lød Røsten nærmere. Sofie, blivbliv] rettet fra: hliv dette Barns Moder . . . Bliv min . . min Hustru, Alt, Alt for os.

Sofie var sprungen op, med åbne Øine stirrede hun omkring sig. Hun var alene.

Der var så tyst i Sygestuen. Dorthe sov tungt i sin Krog, men Barnet lå roligt slumrende som før på sin Pude.

Var det en Drøm? hviskede hun.

Otte Dage efter var det atter en Reisedag i Præstegården. Udenfor Døren stod to Kjøretøier. Den ene var en Gig, der var sendt for at hente Amalie hjem, den anden var Provstens lille Enspændervogn, der skulde føre Sofie i den modsatte Retning til hendes Søster Luise, som boede endnu en Dagsreise sydligere. Reiseklædt 230trådte Sofie for sidste Gang ind i Barnekammeret for at sige Ada Farvel. Hun fandt den lille Rekonvalescent opreist siddende i Sengen, omgiven af alt sit gamle Legetøi, der med et var taget til Nåde igjen og aldrig havde voldt hende såmegen Glæde som nu. Sygdommen havde dæmpet den Lilles Heftighed. Hun var mild og ganske resigneret i den forestående Skilsmisse. Kun måtte Sofie for tiende Gang love hende, at hun på Hjemturen skulde tage ind til dem og tilbringe nogle Dage hos dem.

Vemodig så Sofie sig om i det solbeskinnede Værelse, engang så dunkelt, så angstbeklemt! Hun gjenkaldte sig de deri oplevede Timer ligetil den sidste underlige – Drøm? – Ja, en Drøm måtte det have været . . . Intet havde siden bestyrket hende i, at den natlige Stemme havde været Andet end et Spil af hendes Fantasi. De følgende Dage var gledne lige så rolige hen som ellers. Hun havde ladet sig pleie på det Bedste af gamle Dorthe, havde sovet til langt på Morgenen, læst, spaseret, når hun ikke var hos Ada og snakkede med hende og sang og fortalte hende Eventyr.

På den lange Gang udenfor mødte hun Rein. Han tog hendes Hånd og førte hende gjennem de tomme Stuer ind i et af de inderste Værelser, 231hvor Lyden dæmpedes af et blødt Teppe. Hun fik ikke Tid til at undre sig, førend hun sad i den store Lænestol i Bispekammeret, og hun så Provsten tage en Taburet og sætte sig ligeoverfor.

Førend De reiser, skylder jeg Dem en Forklaring, sagde han. De skal ikke forlade os med et uklart Indtryk. Sofie . . . den Nat, da Ada kom sig igjen, har jeg talt Ord til Dem, som jeg gjerne vilde tage tilbage . . hvis jeg kunde. Jeg har gjort Dem en Tilståelse . .

Der gives Situationer i det daglige Liv, fredelige, solbelyste Situationer, hvor den Tapreste føler sit Mod svigte, og hvor det vildevilde] rettet fra: vild være usigelig velkomment, om Væggene begyndte at ramle, eller om Lynet slog ned i Taget. Den værdige Mand, der nu sad ligeoverfor Sofie, befandt sig i en sådan Situation. Han hostede for at skjule det dybe Suk, der skulde lette hans besværede Bryst; han så hen til Døren, som om han ventede en Afbrydelse. Men der kom ingen Afbrydelse. Værelset var så roligt, så velsignet roligt, det var rigtigt skabt til en fortrolig, uforstyrret Meddelelse. Den lave Høstsol tittede ind mellem de grønne Gardiner; Hyrdescenerne på Væggen syntes at få Liv i disse Stråler. Den eneste Lyd, der hørtes, kom fra en 232stor Flue, som, allerede engang hjemfalden Vinterdøden, var vågnet igjen og ligesom drukken af Solvarmen surrede mod Ruderne.

Rein var sprunget op og gik med en Ynglings Livlighed op og ned i Værelset. Kineseren på Piedestalen kom derved i Bevægelse og syntes spottende at tilnikke ham Mod.

Han satte sig ned og rykkede sin Stol nærmere hen til hende. Med en Stemme, der efterhånden gjenvandt sin Fasthed, vedblev han derpå: Ser De, Sofie, jeg var så betagen i den Stund, da Gud gav mig mit Barn igjen. Glæden gjorde mig svag, og jeg røbede Noget, som – det må De tro mig – var bestemt til ikke at udtales. Har jeg forskrækket Dem? Vil De tilgive mig? . . Vil De tilgive mig, når jeg fortæller Dem, at det ikke var nogen flygtig Bevægelse, fremkaldt ved Øieblikkets Exaltation, men en længe dulgt, alvorlig Følelse, som jeg har måttet bruge al min Forstand for at bekjæmpe! Hør hvad der tjener til min Undskyldning! Da jeg i Sommer besøgte Deres Forældre, var det ikke ganske uden Hensigt. Jeg søgte mig en Hustru, som en Mand i mine År søger en sådan, med roligt, sindigt Overlæg. Jeg vidste, at mine gamle, aldrig forglemte Ungdomsvenner havde en voksen Datter tilbage, der 233var lidt over de første Ungdomsår. Måske har hun, tænkte jeg, nogle Egenskaber, der vil passe sig for mig, måske det vil lykkes mig at vinde hende! Et sært Tilfælde vilde, at De, Sofie, skulde være alene hjemme, og da jeg havde sat mig i Hovedet, at den yngste Datter endnu var et Barn, tog jeg Dem for den ældste. Dette var allerede meget slemt. Imidlertid straffede jeg mig selv for denne Feiltagelse. De ved, at jeg fik et Afslag af Amalie. Men hvad De ikke ved, var, at min Tanke var hos Dem og at den fulgte mig hjem i min Ensomhed. Jeg tænkte på Dem, uden Håb, uden Ønske, uden Savn, kan jeg sige – således, som man tænker på noget meget Smukt, man har oplevet. Med den varmeste Glæde så jeg Dem igjen. Hvorledes Fristelsen desuagtet sneg sig ind – o, hvem kan sige det! . . . Den stille Begeistring, De vakte hos mig, og det Alvor, der er udbredt over Dem, lod mig i mangt et Øieblik glemme Forskjellen i vor Alder. Da, i slige Øieblikke . . . dog Intet derom! . . . Min Forstand seirede altid i sådanne Anfald. Således kom den sidste Dag, min Beslutning var ufravigelig fattet. Sig selv, om jeg ikke blev den tro, sig, om De ved Noget har anet, hvad der foregik i mig, indtil den Stund, De skulde reise.

234Men De reiste ikke, De blev, og Fristelsen skulde begynde under en ny Form. Jeg så Dem så trofast, så øm, så ganske glemmende Dem selv, for at pleie et sygt Barn – mit Barn. I en sådan Stund glemte jeg mine Forsætter. Himlen er mit Vidne, at jeg ikke i Dem så den smukke, unge Pige, men det Væsen, der af Alle stod mig nærmest, forenet med mig i ét Håb, én Sorg, og som i det Øieblik delte min Glæde. Mine Ord var et Glædesudbrud.

Og nu, min unge Veninde, har jeg aflagt min Bekjendelse for Dem. Mig har denne lettet, fordi jeg ved, at mine Følelser for Dem herefter vil flyde hen i sin rolige, naturlige Gang, som det anstår sig en faderlig Ven. Glem ikke, Sofie, at jeg er Deres Ven, og at jeg ikke begjærer noget Andet. Med den inderligste Deltagelse vil jeg følge Dem på Deres Vei gjennem Livet. Gid Lykke følge Dem. Men skulde dette ikke ske, som jeg så inderlig ønsker, skulde Verden gå Dem imod, så ved De, Sofie, at De her har et Hjem, som altid står Dem åbent, et Hjem, som også bliver Deres Søsters. Kom til os, hvis De bliver sorgfuld. Kan vi ikke byde Dem Lykke, så vil De dog finde Fred her. Og nu Gud velsigne Dem! sagde han og reiste sig. Takke Dem kan jeg ikke for, hvad De har været 235for mit Barn! . . Kom nu . . plag Dem ikke med noget Svar. Ikke sandt, Sofie, De husker, at jeg er Deres Ven, og at De kommer og besøger os som før? . .

Det var ganske overflødigt at opfordre Sofie til ikke at svare. Hvad skulde hun svare? Overraskelse, Undseelse, Forvirring bandt hendes Tunge, men hendes tårefulde Øine talte for hende. Hun gjorde en Bevægelse, som om hun vilde kaste sig om hans Hals, men han greb begge hendes Hænder og kyssede hende på Panden.

Kom nu, kom – jeg har opholdt Dem altfor længe . . . Har De sagt Ada Farvel? Er Kufferten nede? . . Farvel, Farvel!


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning: http://www.juxtacommons.org/shares/msg5op

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.