Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 15]

236Nogle Dage var gået. I en liden, høist tarvelig Stue finde vi to unge Damer. Det var just i Tusmørketimen, da Dagens Prosa sagtner sine knarrende Møllevinger og Hjerterne udfolder sig – den eneste Belysning for Skriftemål, netop så mørkt, at man kan skjule sin egen Banghed og Rødme, netop så lyst, at man i den Andens Ansigtstræk kan hentrylle den Mine, man netop trænger til. Et sådant Skriftemål måtte allerede have fundet Sted. Den Ene af de to, den unge Pige, så forgrædt og udmattet ud. Hun lænede sig ind i Krogen ved Sofaen i en så nedbøiet Stilling, som om hun havde ondt ved at holde sig opreist.

237Det er umuligt at sige, om den anden Kvinde, der sad på Stolen foran hende med Ryggen mod Vinduet, idetsamme belyst af et stærkt Blus fra Ovnen, nogensinde havde været smuk. Vist er det, at hun ikke var det mere, ikke vilde være det. Hendes hele Dragt og Holdning var ganske de Kvinders, der har glemt, at de har et Udvortes. En Kappe af et utækkeligt Snit og en noget tvivlsom Hvidhed bedækkede et rigt, glindsende brunt Hår, og tog sig ud som et af disse hæslige Overtræk, hvormed huslig Økonomi pleier at indhylle et eller andet Pragtmøbel. Forklædet, dette Smagløseste af al Damepynt – et rødstribet ovenikjøbet – det brogede Silketørklæde, der var fæstet med Nåle over Brystet, og en jasket Sirtses Kjole fuldstændiggjorde Indtrykket. Ved Siden af den nydelige, i sin Simpelhed dog elegante Skabning ligeoverfor så hun ud som en Tjenestepige. Dog kun sålænge hun taug, var det muligt at gjøre sig skyldig i en sådan Vildfarelse. Der var netop indtrådt en Pause, hvori de Begge syntes at dvæle ved en Betragtning over Samtalens Gjenstand. Når man havde hørt Fru Caspers, fordum Luise Ramm, tale, afbad man hende villig denne Feiltagelse. Hendes Stemme var klangfuld, om end undertiden skarp; dens 238stærke Modulationer understøttede hun endnu ved livlige Bevægelser af en liden, høist velformet Hånd, der syntes at have oplevet bedre Dage. Sproget var dertil dannet, sikkert, uden mindste Spor af Dialekt. Hvad hendes Måde at udtrykke sig på angik, da vil den bedst tale for sig selv. En sådan Udtryksmåde i en Dames Mund kan enten forkynde en åndig Overlegenhed, eller den kan varsle om en indre, navnløs dyb Elendighed.

Så han var grusom mod Dig, min stakkels, lille Søster, sagde hun ligesom for sig selv. Hvorledes gik det til, sagde Du? Han fik det vel for tidligt at vide, kan jeg tro. Du vidste ikke Du, at Kulde er det Lim, hvormed man fanger den Slags Fugle.

Luise!

Nei, nei, jeg vil langtfra sige noget Ondt om Dig. Jeg måtte da heller skjænde på Naturen, der ikke straks lærer os Knebet. Du har ikke kunnet forstille Dig, det er Sagen.

Og det tror Du, Luise, Du tror virkelig, at jeg har været svag og uforsigtig? Hvorledes skal jeg overbevise Dig om, at Du gjør mig Uret? Jeg forsikrer Dig, hvad Du kalder uforsigtig, har jeg ikke været. Det er ikke for at 239rose mig deraf, det ligger jo i min Karakter. Jeg har temmelig megen Magt over mig selv.

Nu vel, jeg tror Dig, jeg tror Dig. Du har fra det første Øieblik været på din Post. Du har vidst at træffe denne slemme Middelvei mellem en altfor påfaldende Kulde og den Bevægelse, der hvert Øieblik vil løbe af med os. Alt dette vil jeg gjerne tro, men der er alligevel adskillige for mig uforklarlige Punkter i denne Historie. Du, så bly, så mistroisk, kunde virkelig lade Dig fange ved hans smukke Fraser om at vise Mod og komme ham imøde, om kvindelig Feighed osv. Og det troede Du på?

O nei, nei, Luise, afbrød Sofie hende noget heftigere end før, det var ikke Fraser! Også heri tager Du feil! O, kunde jeg dog forklare Dig dette rigtig? . . . Han mente det virkelig. Denne Overbevisning kan Intet berøve mig, han mente det; i vore lange Samtaler tidligere i Sommer, medens vi endnu stod ganske rolige ligeoverfor hinanden, har jeg hørt ham udtale sig derom uforstilt, med sådan Inderlighed! En ny, mere lyksaliggjørende Idé af det Kvindelige begeistrede ham, og han søgte at gjøre den begribelig for mig. Ak, det rørte altfor bekjendte Strenge. Jeg følte mig så modig; når jeg engang kom i en sådan Stilling, tænkte jeg, da 240vilde jeg handle derefter, jeg vilde være mere sand og naturlig end alle de Andre. Men da det kom til Stykket, var jeg dog så feig . . så feig . .

Og dog dette lidenskabelige Udbrud ved Grotten? faldt Luise skarpt ind.

Sofie sænkede taus sit Hoved.

Ak, det er det, jeg siger, vedblev den ældre Søster. Sandhed og Naturlighed! Lyksaliggjørende Idé af det kvindelige! ah bah! store Ord! det er ikke i vor Tid, at slige Ting sættes igjennem. Der skal svedes meget Ondt, megen gammel Elendighed ud forinden. At et eller andet ungt, umodent Hoved fantaserer derom, fører ikke til Noget. Mént det har han, siger Du? Det kan gjerne være, men det undskylder ham ikke i mine Øine. Du er for god til at være Prøveklud for nye Idéer. Han har dog benyttet sig af din Svaghed og drevet Dig udover dine Grænser. Thi tro mig, en Mår, der myrder tre Gange mer end den kan spise, er ikke griskere, end en Mands Forfængelighed efter den Slags Seire. Du har kun været et ganske almindeligt Offer for denne. Han har elsket sine egne smukke Theorier, ikke Dig, stakkels Sofie.

Sofie, der et Par Gange havde åbnet Læberne 241til en Indvending, forstummede ved disse sidste Ord. I sin nøgne, skarpe Form udtrykte de dog ganske bestemt hendes dybeste Smerte. Hendes Søster merkede godt det Indtryk, de havde gjort, og gjentog i en Tone, som hun stræbte at gjøre mildere:

Glem det Altsammen. Gud signe Dig, grubl ikke mer over det. Denne Historie er ikke Andet end en simpel og desværre ganske almindelig Indledning til dit Liv, der nu først skal begynde. Vi vil ikke engang mere tale derom, hører Du? Herefter skal Du have andre Tanker, andre Interesser. Vi skal nok hitte på Råd. Gift Dig med Provst Rein!

Sofie så tvivlende på hende, som om hun ikke havde hørt ret.

Jeg råder Dig alvorlig til at tage imod Provstens Tilbud.

Er det dit Alvor! Du råder mig dertil, Du som . . .

Du som, kun ud dermed, Du, som selv har havt en Inklination, der først skulde kasseres inden Du bøiede Nakken under Åget. Var det ikke din Mening? Hør Søster, jeg vil sige Dig Noget. Mærk Dig vel mine Ord. Som unge Piger skaber vi os Alle nogle underlige, høist ensidige Begreber om Lykke. Der gives kun 242én Lykke, det er at giftes med den, vi elsker, der er kun en eneste Ulykke, og det er naturligvis ikke at få ham. Det er i Grunden rørende dette. Vort Hjerte er endnu så rent og skjært, så sværmerisk, så fuldt af himmelsk Uforstand, så aldeles uskikket til nogen jordisk Beregning, intet Under derfor, at det krymper sig ved Tanken om en Forbindelse – og, barmhjertige Himmel, hvilken Forbindelse! – med nogen Anden end netop med ham, den Ene. Det forekommer os som Vanhelligelse, som Selvmord, ikke sandt? . . . . Ja det er underlig med denne vor første Kjerlighed; man skulde ordentlig tro, at Gud havde bestemt den til Noget, da han nedlagde den så stærk og varm i vort Bryst, og at den var der for at udrette noget rigtigt Stort og Godt, og ikke for at afrives som en utidig Frugt af vort Livstræ, thi anderledes bliver dens Skjebne dog ikke . . . . At giftes med den, vi elsker! – Hvilken Luksus! hvilke himmelstormende Fordringer! Nei, min Pige, det er ikke Meningen, at vi således skal tage Forskud på den himmelske Lyksalighed, at vi allerede hernede skal eie den fiks og færdig. Der er sørget derfor. Mændene betragter dette med Rette som et Indgreb i sine Rettigheder. Det er derfor længesiden ordnet på en anden 243Måde. Hvis vi fik den, vi vilde have, hvor skulde så de Mandfolk, som er stygge og ulidelige, få Koner fra? Nu gives der jo ikke Nogen så miserabel på Sjel og Legeme, at han jo kan få en Hustru, og det En, der er nok så god. Nei, det går ikke an. Det vilde forrykke Verdensordenen. Der er altså ingen Tale om det. Stryg kun behjertet en Streg over dette første, følsomme Kapitel. Vor Lykke er den, at den Mand, som begjerer os, ikke mishager os alt for meget, at han er brav, ganske simpel skikkelig, hører Du, og at han kan beskytte os mod Mangel. Og vil Du vide, hvad Ulykke er, sagde hun med pludselig dæmpet Røst bøiet mod Sofies Øre, så skal jeg ved Leilighed nok fortælle Dig lidt derom. Sofie gjøs.

Ser Du, Sofien min, når Du vil være rimelig og ikke overdreven i dine Fordringer, så vil Du ved et lidet, ganske let Regnestykke komme efter, at et Tilbud af en Mand som Provst Rein ikke alene er en Lykke, men en stor, ualmindelig Lykke.

Rein! nei, det kan ikke være dit Alvor. Og Du glemmer, at han har opgivet al Tanke på mig. Han har forsikret mig, at han herefter kun betragter mig som før . . . . som . . . .

En Fader, en Ven formodentlig?

244Du tror det ikke, Luise?

Jeg tror, sagde Søsteren, og betvang et Smil, der spillede om hendes indfaldne Øie, at han er en meget beskeden Mand, en klog Mand, han har ikke villet forskrække Dig, og deri har han gjort vel. Hvad derimod hans Venskab og faderlige Følelser angår, så lad mig om dem. Jeg skal indestå Dig for, at de ikke vil være et Gran til Hinder, ifald Du ved passende Leilighed lod ham forstå, at Du var en fornuftig Pige, som havde overveiet Tingen og fundet, at så mange virkelige Goder nok kunde opveie en Smule Forskjel i Alderen.

Hvordan? Jeg skulde selv –?

Sig mig en Ting. Hvad synes Du om Provsten? Sig det uden Omsvøb.

Du ved jo, jeg synes godt om ham, særdeles godt. Det skrev jeg jo til Dig allerede i Sommer. Siden var jeg i hans Hus. Der var så behageligt at være; Alting var så smukt og velordnet. Der var netop denne Ro, som vi tildels savner hjemme. Jeg syntes ordentlig, at Amalie var lykkelig, at hun skulde bo der og daglig omgåes denne milde, elskværdige Mand. Nu er det forbi, jeg tror aldrig, at jeg kommer der mere.

Du synes særdeles godt om ham, Du misunder 245Amalie den Lykke at bo i hans Hus! Men i Himlens Navn, hvad vil Du da mere, ufornøielige Barn!

Intet, Luise. Jeg vil intet Mere i denne Verden. Hvorfor skulde jeg ville det! Min Følelse modsætter sig det; der er ingensomhelst udvortes Nødvendighed derfor. Hvorfor skulde jeg giftes?

Fordi det engang sent eller tidlig skal ske. Jeg har jo forklaret Dig, at der ikke kan være Tale om noget Valg efter vort eget Sind, og efter denne Dag vil Du mindre end nogensinde kunne gjøre et Sådant. Slå det for Guds Skyld ud af dit Hoved. Mødrene har i dette Stykke Ret, kun præker de formeget derom, de gjør os Tingen mere fortvivlet end den er, eller også søger de at forgylde Pillen, de hjælper os med at indbilde os selv, at en virkelig Følelse er tilstede. Det vil jeg ikke gjøre, Sofie, jeg henvender mig kun til din Forstand. Tro mig, vor Stilling i Livet er et rent Lykketræf, et Lotterispil, om Du vil. Det går til som i de Spil, hvor de høieste Gevinster blot står der som Lokkemad, de kommer aldrig ud. Jag ikke lykkesyg efter dem. Byder Skjebnen Dig et nogenlunde anstændigt Lod, så grib til – grib til, medens det endnu er Tid. Der er noget 246Betryggende ved et sådant Lod, som den begrædte Lykke ikke har, thi den har kun én Beregning, Kjerlighedens; ved den skal man blive god og lykkelig trods Alt, den skal fylde alle Ujevnheder, bane alle Veie, bære alle Savn, ak Gud, den skulde så meget, den stakkels Kjerlighed, når den bare fik Lov! . . Men der, hvor Hjertet ikke er med i Spillet, kan Du sikrere anstille dine Beregninger, Du kan forsigtig veie alle Fordele på Vegtskålen. Tag hans Stilling, hans gode Udkomme, den Agtelse han nyder, fordragelige Familieforbindelser . . . Tro ikke, at Noget af dette er uvigtigt. Kald dette Lykke! Friskt Mod! min Pige, Ungdommen går snart over, og med den disse Hjertebenauelser . . . Har Du fået Bugt med dem, så har Du vundet Spil, så har Du alle disse solide Goder, når Alderen kommer! . . Ved Du, hvad Ulykke er? spurgte hun så pludseligt, at det næsten ramte som et Slag. Se på mig. Husker Du mig, da jeg var hjemme, Sofie? Du synes kanske, at jeg har forandret mig?

Et smerteligt, næsten sky Blik på Søsterens hårde, skarpe Træk var Svaret. Dette Blik vakte måske en Erindring. Den bitre Ironi, der dirrede over Luises Træk, forsvandt ved det, og hun gjentog sørgmodig:

247Du holdt af mig dengang. Ikke sandt, jeg var mild og god? Jeg havde denne Mildhed, der synes at strække til for hele Livet. Sofie, har Du lagt Mærke til Hvedeageren, når den netop har skudt Aks og den bølger for en sagte Vind? Hvert enkelt Aks er så skjært og silkeblødt og glinsende, og mellem dem står de blå Agernelliker, som om den ikke var smuk nok, men behøvede endnu dette Smykke. Sådan var min Sjel engang. Har Du seet den samme Ager, når den er afmeiet om Høsten, og de skarpe Stubber står igjen? Ved Du, hvad det vil sige at have en uagtværdig Mand, og at finde sig i at lide Savn med ham? . . O, I unge Piger, I tror, at det er så let en Sag. I tænker Jer altid Ulykken poetisk, I drømmer Jer så ophøiede, så resignerte under den, men jeg kan sige Dig, at det Skrækkeligste ved en Sådan er den Forstyrrelse, den anretter i vort Væsens Inderste. Den Kvinde, som hverken kan elske eller agte den Mand, hun er forenet med, taber lidt efter lidt sin Selvagtelse; ikke at man just bliver et Afskum, man kan vedblive at være et skikkeligt Menneske, men det Fineste, det Bedste i os, det som udgjør – hvad skal jeg kalde det! – vort Væsens Duft og Sødme, det Elskværdige, det går under. Alle Nådens 248Magter beskytte Dig mod denne Ulykke! Vælg hvad Andet Du vil i Livet, lev ensom og forladt, træl, tig for at leve, men lad Dig ikke, som mig, påtvinge en uværdig Skjæbne.

Påtvinge! åndede det neppe fra Sofies Læber, hun var forstenet over det, hun hørte . . . O, Du blev ikke tvungen . . .

Hvis Du med Tvang mener at trues til Noget, nei, da blev jeg ikke tvungen. Jeg blev ikke mishandlet, ikke slæbt til Alteret, som hin ulykkelige Grandtante Regina, Mor har fortalt os om, men som spillede dem den Streg at blive forrykt bagefter og ende i et Dårehus. Nei, det blev jeg just ikke, men Du ved ikke, Du, hvorledes Overtalelsens daglige Dryp virker sikkert, om end umærkelig, sålænge Forstanden endnu er så ubefæstet, og Sindet så blødt som Voks, og hvor sindrigt enhver liden Omstændighed kan benyttes i Øiemedets Tjeneste. Således erindrer jeg f. Eks., at Mor, for hos mig at få Bugt med et vist ubehageligt Indtryk, altid fremhævede Nethed og Properhed hos en Mand som noget høist Uvigtigt, ja som Noget, der ikke sjelden tydede på store indre Mangler . . . Min Gemal var dengang, som han er endnu, en Slusk, og Du husker nok, at jeg vilde gjerne være pen og nydelig.

249Her rødmede Sofie, hun tænkte på, at hendes Moder, når Talen var om Kold, netop havde udpeget den modsatte Egenskab som en Fortjeneste.

Jeg troede virkelig tilsist, at en Herre, som var omhyggelig i sit Ydre, enten måtte være en Pedant eller en Dumrian. Og således gik det mig med mange Ting. Min Modbydelighed var afvæbnet, inden jeg alvorligt kunde sætte mig til Modværge. Når så en stakkels Pige indvilger, da heder det, at hun har fulgt sin fri Villie og selv forskyldt Ulykken, hvis den kommer. Rådgivere har intet Ansvar. O, mine Forældre må forsvare dette for Gud!

Luise, sig ikke det! . . Tal ikke så hårdt! O kjere, kjere Luise! . . Mor har dog vist ment det godt, og vidste hun, kunde hun ane, hvor ulykkelig Du nu er . . O, det vilde knuse hendes Hjerte!

Tror du?

Og Far, han har dog ingen Del havt deri, ikke sandt? Han har ikke rådet Dig dertil, eller på nogen Måde virket derfor?

Han har ikke afværget det, han tillod det, sagde Luise mørk. Kan Du sige mig, Du, hvad det er for et Vanvid, der så ofte griber Forældre, når de skal bortgifte Døtre? De bedste 250blandt dem taber ligesom al Sindighed. De er værre end de Vilde, der ikke tidsnok kan få ombyttet sit Guld og Sandeltræ med europæisk Nürnbergerkram. Om de har en eneste Datter, som er deres Trøst og Hygge, så sender de hende gjerne til Trankebar, de finder sig i alle Savn, i aldrig at se hende mere for sine Øine, for den Glæde at vide, at hun sidder på Koromandelkysten . . under Navn af: min Datter, Fru den eller den . . . Ja, Sofie, der er Momenter i vor Tilværelse, som det ikke er værdt at tænke for dybt over. Godt, at så Få gjør det. Vi, der dog er jevnbyrdige med Mændene i Guds Skabningers Række, der er ligeså ædle og ligeså begavede, uberørte af deres Laster, vi bliver dog, sålænge vi er Gjenstand for deres Søgen og Vragen, vurderet så besynderlig ringe. Muligt, at Formuen andensteds udjevner dette Misforhold, men hos os, hvor Døtrene i Almindelighed ingen Formue har, er de ikke stort bedre end en Vare, der ikke hurtigt nok kan omsættes, som tages frem, krammes ud, takseres, og som Kjøbmanden heller lader gå for halv Pris, end lader den blive liggende i Hylderne . . . Efter dette System er jeg, efter det er Maria bleven opofret. Maria husker Du vel neppe?

251Kun dunkelt. Hun var høi og slank, hun lignede Amalie . . .

Amalie! den deilige, stille, alvorlige Maria! Ja, som en ægte Perle ligner en af Voks. Jeg var så ung endnu, det havde ikke havt nogen Hast med mig . . . men Maria var bleven femogtyve År – en skrækkelig Ulykke! – uden at der var Udsigt til nogen Forlovelse. Og så skulde hun, hun, der var en Konge værd, kastes bort til Broch, den Vissenpind, en sådan uendelig, uforbederlig bornert Per Nittengryn. Han havde ulykkeligvis fået et lidet Kald inde i Nordfjord, og i Vigtigheden over denne Udnævnelse begyndte han at gjøre nogle latterlige Haneben, hvilket endte med, at stakkels Maria gav Kjøb. Inde i Nordfjord slog han sig til at blive Pietist, og da der ingen Forlystelser var at forbyde Hustruen, forbød han hende at læse i en god Bog om Søndagen, når den ikke var gudelig. Maria holdt det ikke længe ud. Hun havde ingen Børn, og inden tre År havde hun kjedet sig tildøde, eller, som der stod i Avertissementet: «Hun afgik gudhengiven efter en langvarig Svækkelse.» Hun visnede hen, som Planten i Botaniserkassen, hun. Maria havde Fars fromme, tålmodige Sjel . . men jeg, Sofie, jeg har 252mere af Mors Natur, jeg kan ikke dø så let . . . jeg kan kun . . .

Hun taug, og med et ubeskriveligt Udtryk af Sorg – Sorg over sig selv – slog hun Hænderne for Ansigtet.

Sofie kunde Intet sige. Hun havde nærmet sig og slyngede sin Arm om Søsteren. Ved denne Bevægelse så Luise op og udbrød næsten forskrækket: O, hvad har jeg sagt! Hvordan er jeg kommen til at fortælle Dig alt dette! . . Det er ikke Ting for dig! . . Tro mig, det var ikke min Mening. Det var din Skjebne, vi talte om. Du stod nu på samme Skillevei som jeg engang, og så . . og så . .

Tal kun, tal, hvis det kan lette dit Sind, sagde Sofie. O, Luise, det er netop din store Uret, at Du ikke har gjort det før. Du har gjort Synd mod Dig selv, mod dine Forældre og Søskende, at Du aldrig viste os Fortrolighed. Du vilde ikke skrive, Du vilde ikke komme og besøge os.

Og hvortil? Hvad skulde jeg hjemme! For at klynke og klage? Jeg skulde komme hjem for at lægge denne uhyre Sorg på Eder Alle!

O, Du behøvede ikke at klage. Skulde vi ikke alligevel kunnet dele Din Sorg? Du skulde have mærket det i Alting, i vor Ømhed for 253Dig, i vore Bestræbelser for at opmuntre Dig. O, vi skulde været så gode, så gode mod Dig.

Stakkels Søster, Du nok. Jeg var engang hjemme, som Du ved, det var tre År efter, men jeg var hverken glad eller smuk længer. Sofie, det er kun de smukke, lykkelige Børn, der er velkomne hjemme. Hvor jeg kom, mærkede jeg, at jeg ikke var det længer. Det er nu engang så, den samme Verden, der koldblodig opofrer os, spørger os siden med forundret Dadel, hvorfor vi ikke er lykkelige. Hverken Far eller Mor har Kraft nok til at bære min Ulykke i hele sin Nøgenhed. Mor fremfor Alt trænger til at indbilde sig, at jeg er lykkelig. Derfor skriver jeg korte og tørre Breve; heller end at hykle vil jeg gjælde for en ukjerlig Datter. Jeg har gjort endnu mere. Da Far var her i Besøg, anstillede jeg mig fornøiet og tilfreds, jeg havde kun én Bestræbelse, den at dække dette Jammerdyb for hans Øine . . . Tror Du ikke, jeg længes hjem? . . Mangen Gang, når jeg blot går udenfor Døren for at trække frisk Luft, finder jeg mig med Ét vandrende så ivrig som en Pilegrim henad Veien, med bart Hoved, i Kulde og Mørke, det er det Samme, og da synes jeg, at jeg måtte blive ved at gå, og gå, indtil jeg kom til min Faders Gård, til det 254Sted, hvor jeg sang og lo engang, og aldrig havde en bitter Tanke . . . . Hvordan lever Far, Sofie? Du har ikke fortalt mig nok om ham! O, fortæl mere! Kommer han endnu så stille ned ad Trappen og lukker Døren så sagte op, at det neppe mærkes, at han kommer ind? Begynder han at blive skaldet, eller har han endnu sine smukke grå Lokker? Ved Du, hvad jeg drømmer så ofte? At jeg sidder på hans Knæ, som i gamle Dage, og kysser hans Hænder og hans grå Hår, og hans Øine ser så kjerligt på mig! Kunde jeg . . . kunde jeg . . . blot en eneste Gang . . .

Hendes Stemme svigtede, og hun brast i en krampagtig Gråd.

Den stakkels Sofie var igjen ilde faren. Neppe undsluppet en vanskelig Situation, fandt hun sig i en ny. Hun var tyet til Søsteren for at finde Trøst, og hun fandt sig lige over for en Utrøstelig. Ja, i den Grad var Rollerne ombyttet, at hun glemte, hvad deres Samtale var gået ud fra. Med de mest modstridende Følelser havde hun hørt på Luises næsten ufrivillige Udbrud. Smertelig Medlidenhed, Uvillie, Skræk, blandede sig med Forbauselse over den Forandring, der var foregået i dennes Væsen. Luise stod i hendes Erindring som en mild, lykkelig 255Skabning, der sorgløs og med uskyldigt Koketteri nød den Hyldest, hun mødte overalt. Ingen særegne Ånds- eller Karakteranlæg trådte dengang bemærkeligt frem hos hende, hun var nydelig, indtagende, stort mere kjendte man ikke til, og mere spørger man jo heller ikke efter hos en ung Pige. Hun skal være en Gåde, ellers er hun ingen ung Pige. O, hvor skrækkelig kan Livet ikke løse denne Gåde! Hvilke Muligheder kan der ikke ligge skjult i dette fagre, ungdommelige Svøb? Hvilke dæmoniske Anlæg, hvilken genial Evne til at blive ulykkelig eller gjøre ulykkelig! Se hin unge Pige! Hun er så bly, så taus, så yndig. Måske for taus, vil Du sige. Ak! glæd Dig derover, men vredes ikke på hende, og undres ei heller, om Du nogle År senere måske træffer hende igjen som en påtrængende Sladrerske eller som en bitter, ulykkeinspireret gammel Sibylla. Spørg ikke nogen ung Pige, hvad hun vil blive til, spørg hendes Skjæbne, spørg de Hænder, hvori hun falder.

Var det hin Luise, der talte? Hvilke Anskuelser! Hvilket Sprog! Dette Sprog havde midt i sin hensynsløse, energiske Bitterhed dog en Sandhedens Magt, der greb den yngre Søster mod hendes Villie. Hun fik ikke Tid til at 256mærke Ord og forarges over dem; forfærdet så hun gjennem hvert af disse Ord ned på Bunden af en Sjel, der syntes forladt af al Poesi, alt Håb, al Tro. Dog, Sofie var selv så ung. Hun forstod ikke en Ulykke, der kunde frembringe så skrækkelige Virkninger, og i Bevidstheden af sin egen Afmagt var hun forbleven stum, næsten udeltagende.

Men nu græd Luise. Ved Synet af hendes Tårer fik den unge Pige pludselig Mælet tilbage. Hun havde lagt sig på Knæ foran Søsteren og lod sit Hjerte strømme over i kjerlige Ord. Luise hørte en Stund taus og drømmende til, som man lytter til Fuglekvidder. Hun fortabte sig i Synet af dette yndige Ansigt, der i den uvisse Belysning syntes at tilhøre en barmhjertig Engel, der var nedsteget for at høre hendes Nød. Hendes Tårer flød mildere. Med Ét stødte hun Sofie fra sig og blev nogle Sekunder siddende i spendt Lytten. Endnu havde dennes Øre ingen Lyd opfanget, da Luise udbrød:

Gå, gå! det er ham.

En Kariols Rullen over Gårdspladsen, en derpå følgende Fløiten, ledsaget af et stærkt Piskeknald, meldte, at Prokuratoren kom hjem fra en af sine Bygdereiser.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning: http://www.juxtacommons.org/shares/msg5op

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.