Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 16]

257Med et Par Ord og kun såvidt nødvendigt er for Fortællingens Gang skal vi skildre Forholdet i Prokuratorens Hus. Hvor der ymtedes om, at dette «ikke var som det burde være», var man i en Henseende temmelig enig: i at vælte Skylden over på hende og beklage ham. Luise havde ikke gjort sig yndet der i Egnen. Hun havde fra Begyndelsen af ikke fundet det Umagen værdt at behage Nogen. Han derimod var vel likt. Han var en velkommen Gjæst overalt. Hans altid gode Humør, hans Uudtømmelighed på lystige Indfald, en Redebonhed til at sætte sig i Spidsen for alskens Foretagender, enten de så havde Fornøielser 258eller alvorlige Ting til Øiemed, gjorde ham til en af de Personer, der på Landet er ligeså dyrebare som uundværlige. Dertil var han gavmild, og der var Noget ved hans Personlighed, som, trods at han selv ligesom protesterede derimod, kunde kaldes tiltrækkende, kort, han havde ikke få af disse udenfor Huset behagelige Egenskaber, for hvilke en Hustru hjemme bøder med tusindfold Bitterhed i Hjertet. Til denne Side af Manden holdt man sig, for denne turde man trygt, uden at komme i Forlegenhed, gjøre sig Rede. Hvad hans Rygte – det, som Franskmændene betegner under Navn af Reputation – derimod angik, så måtte dette allerede behandles forsigtigere. Man berørte sjelden denne Side af ham, men når det hændte, var det gjerne for at berette et eller andet ærligt Træk. Med dette Rygte forholdt det sig imidlertid således, at det hverken var værre eller bedre end såmange Andres i lignende Stillinger, der har det tilfælles med visse Håndteringer, at det er vanskeligt for den, der udøver dem, at holde sig ganske ren. Det var ikke godt, det var heller ikke slet; det var som Vildt, der har hængt lidt for længe; man er bedst tjent med ikke at se det i Kjøkkenet, men vente til det kommer på Bordet. Man kunde ikke bevislig påpege nogen 259slet Streg af ham, ja ved en behændig Tillavning fik man endog nogle Træk frem, der kunde kaldes gode og ædelmodige.

Kun ét Faktum lod sig ikke så let bortræsonnere. Man vidste meget vel, at Luises Mand bortødslede en stor Del af sine uregelmæssige Indtægter på visse lave Forbindelser udenfor Huset, medens han lod sit Barn hjemme, en Gut på ti År, skjøtte sig selv, uden Lærdom og Opdragelse. Når man da, som det sig hør og bør, havde dadlet dette tilbørligt, troede man efter dette Offer på Sandhedens og Moralens Alter desto trøstigere at kunne lægge til: i Grunden er det ikke at fortænke den stakkels Mand i at han søger lidt Trøst andensteds; hvem kunde holde ud at se på de sure, kolde Miner bestandig? Man trængte til at tro det Bedste, fordi man trængte til ham.

Der var kun En, der dømte strengere end alle Andre. Det var det Væsen, der i sådanne Tilfælde enten virkelig er eller vil være den Blindeste, men som, når dette Kjerlighedens Bind mangler, er den ubarmhjertigst Klartseende.

Men hvilke Erfaringer denne Ene end havde havt Anledning til at gjøre med Hensyn til det, der dybest må anfægte en ærekjer Hustrus Sjæl, hans Retsindighed og uplettede Karakter, så 260berørte hun ikke mere denne Streng for Søsteren. Til ham selv udtalte hun aldrig Noget, der lignede en Tvivl, men denne isnende Taushed talte lydeligere end alle Bebreidelser, alle Beklagelser. Luise foragtede sin Mand.

«Agtværdighed» er, når Talen er om dannede Mennesker, et så negativt Begreb, at man formelig kommer i Forlegenhed ved at skulle bruge Ordet. Den er det Givne, det er Luften, hvori man ånder, som man kun tænker på, når den har Mangler den er den ubemærkede Baggrund, hvorpå Elskværdigheden glimrer og tryller os, men vil den ophøre at være Baggrund, vil den selv være Noget, så bliver den anmassende og ubehageligt og driver Elskværdigheden på Flugt. Luise havde nok med at være agtværdig, hun skulde jo være det for To. Men elskværdig var hun ikke, den stakkels Luise. Hun var mørk og utilfreds, aldrig såes der et Smil på hendes Ansigt, ak, alt for ofte erindrede Sofie hendes egen Lignelse om den afmeiede Hvedeager! Da kunde hun ofte af sit dybeste Hjerte sukke: o Gud, gjør mig ulykkelig om det så er din Vilje, men ikke bitter, ikke som – hun havde ikke Hjerte til at fuldføre Tanken. Heller ikke af sine Folk var Luise afholdt. De hadede hende for den strenge Arbeidsomhed 261og Økonomi, hun var nødt til at sætte igjennem, og som de ikke kunde forene med sin Husbonds flotte Måde at leve på. Hun selv gik op i denne rastløse Flid, der kan være så uvederkvægelig i et Hus. Hun var altid at finde på Loft, i Kjøkken eller i Væverstue; i dette Hus var altid Stuen tom og kold.

Han syntes ikke at bryde sig stort derom; når han blot de Aftener, han var hjemme – hvilket var sjeldne Undtagelser – fik sig sit Kortparti og sin Grog med sine to uundværlige Venner, lod han aldeles ikke til at savne den huslige Hygge, som hun gjorde sig så liden Uleilighed for at berede ham. Den ene af disse Venner, en Gårdmandssøn, en Slags halvstuderet Røver med et forslagent Hoved, men et noget «elagt» Rygte, var Prokuratorens Fortrolige og Faktotum i Et og Alt. Trediemanden, en gammel Major på Vartpenge, en lidenskabelig Kortspiller, eiede nogle Penge. Han var altid Skiven for deres Løier, om ikke Gjenstand for noget endnu værre. Sandt er det, at den stakkels Major næsten altid tabte, undertiden ikke ubetydelige Summer. Men han havde den Svaghed, at han gjerne pralede med sit Held i Spil, og efter en sådan tilgavns uheldig Aften måtte hans Venner altid love ikke at røbe ham, et 262Løfte, som de ikke alene gav, men også holdt med en særegen Samvittighedsfuldhed.

Disse Spilleaftener var rigtignok de allerulideligste af alle. Luise flygtede så langt, hun kunde, for ikke at høre deres Latter og høirøstede Vittigheder, og Sofie så sig i Regelen banlyst til sit eget lille Værelse, hvor hun havde den Udvei ved Skinnet af et ensomt Talglys at tage et Håndarbeide frem.

Dette var det Opholdssted, i hvis milde, lune Atmosfære den unge Pige havde søgt den første Lægedom for et skuffet Hjerte. Hver Morgen tidlig Klokken fire blev hun vækket ved Vævens Slag i et nærliggende Værelse. Dette vilde neppe have afbrudt hendes Søvn, thi i hendes Alder sover man, trods Sorgerne, forunderlig fast, men det var Luise, hendes rastsløse, ulykkelige Søster, der slog disse Slag. Det var for sit Barn, Luise arbeidede. Ikke heller i dette, hendes eneste, lovede Fremtiden hende nogen Glæde. Denne Gut røbede allerede megen Lighed i Karakter med Faderen, og da han som sagt gik og skjøttede sig selv, indså Luise med stigende Bekymring, at et længere Ophold hjemme vilde aldeles fordærve ham. Hun sluttede da på egen Hånd en Overenskomst med en Kjøbmand i nærmeste lille By om at tage ham i 263Huset og lade ham opdrage som sine egne Børn. Luise var en flink Væverske; da hun ikke i Penge kunde godtgjøre Kjøbmanden, havde hun formået ham til at tage Produkter af hendes Husflid istedet. Ak, hvor mange tusinde og atter tusinde sådanne Slag drog ikke hendes spæde Hånd, inden hun havde nået en Sum, der måske kun halvt opveiede Værdien af den Gave, hendes Mand havde bortslængt Dagen før, eller tabt i en letsindig Tuskhandel! Hvor hårde, hvor ilsomme lød ikke disse Slag, som om den Arme i dem gav sit bitre, utålmodige Hjerte Luft! . . . Sofie sov aldrig fra det Øieblik, Væven begyndte at gå. De første Dage var hun stået op og gået ind til Søsteren, men denne havde da næsten umildt drevet hende tilbage og tvunget hende til at lægge sig roligt ned igjen.

Hvilket Indtryk Alt dette måtte gjøre på den unge Pige, kan Enhver forestille sig.

Luise, denne engang så gratiøse, med så megen Skjønhedssans udrustede Luise, der kun syntes skabt til en harmonisk og elegant Tilværelse, i en Omgivelse som denne! Hvilken bitter Parodi på sig selv, når hun således sad ved Væven, klædt som en Tjenestepige, eller når en Fremmed trådte ind ad Døren og med usikkert, målende Blik spurgte hende efter Fruen! Skylden 264lå ikke alene i de små Kår, thi også over disse kan Tilfredsheden udbrede noget Gratiøst, der giver det Hele dette Rørende, der måske ved større Midler vilde forfeiles – heri ligger måske Hemmeligheden af det, vi kalder Hyggeligt – men her var det små Kår, der forsmåede det mildnende Slør, og som behagede sig i sin kolde Nøgenhed. Det var en Ulykke, der ikke vilde skuffe sig selv et Øieblik. Sofie greb engang Leiligheden til halvt spøgende at foreholde Luise, at hun burde være mere forfængelig og klæde sig nettere. For hvem? var det lakoniske Svar. For din egen Skyld, vilde Sofie have svaret, men hun taug bedrøvet, da hun tænkte på, at Luises bedre Jeg ikke eksisterede mere. Men selv søgte hun at give sin Klædning det tarveligste Præg, for ikke at stikke alt for meget af mod Søsteren.

Omtrent fjorten Dage havde Sofie opholdt sig i Svogerens Hus, da Amalie i et Brev meldte hende, at Kold allerede havde forladt dem. Hans Tid var egentlig først udløben med Året, ja det var endog en gammel Aftale, at han skulde tilbringe Julen med dem, men straks efter deres Hjemkomst var han på Grund af nogle Forberedelser, som hans Livsplan for Fremtiden uopholdelig krævede, reist. Faderen havde 265været bedrøvet derover. Også Mama var i slet Humør og vilde, at Sofie skulde komme hjem. Denne følte sig ikke opfordret til uden Nødvendighed at forlænge sit så ubehagelige Ophold i Søsterens Hus. Hun væbnede sig derfor med disse Grunde, da hun så skånsomt som muligt forebragte Søsteren sit Ønske at reise før den fastsatte Tid.

Det gjør Du Ret i, sagde Luise, uden at se op fra sit Arbeide.

Den Samtale mellem de to Søstre, vi ovenfor har meddelt, hvori de endnu under Gjensynsfølelsens første Varme havde fortroligt udøst sig for hinanden, denne første Samtale blev på en Vis også den sidste. Efter hint næsten ufrivillige Udbrud lå Luises Sind mørkt og tyst som en Vulkan, der har lukket sig efter Eruptionen.

En eneste Gang, kun en eneste, berørte Samtalen atter fortrolige Gjenstande, men Luise forblev kold og ubevæget, som om Talen havde været om enhver Anden end hende selv.

Det var atter i Skumringen. Sofie havde allerede lagt sit Arbeide, men Luise havde en hel Bunke Lærred foran sig på Gulvet, hvoraf hun klippede og syede flittigt. Frygtsom udtalte Sofie for hende sin Barndoms ømme Bebreidelse, at hun med Tanken fæstet på en Anden 266havde kunnet så hurtig, så tilsyneladende letsindig hengive sig i sin Skjebne. Hun gjorde hende et Spørgsmål om denne hendes Ungdoms Elskede.

Næsten tonløst, og uden at slippe Arbeidet, fortalte Luise:

Han var anseet og betydelig i sin Kreds, egentlig afholdt tror jeg ikke. Hans egentlige Karakter kjendte jeg ikke, muligt havde den store Feil . . . . Det er ikke derpå, det kommer an. Det er ikke ham, vi skal udgrunde, det er os selv. Det er til os selv, vi skal stille Spørgsmålet, og jeg havde besvaret mig det; for ham kunde jeg have levet, vilde jeg have levet med hele min Sjel. Vi vælger ikke en Mand, fordi han er den bedste, men fordi vi ved ham vil blive bedst.

Og han, gjengjeldte han da dine Følelser?

Han gav mig al Grund til at tro det. Men jeg troede det blot, jeg vidste det ikke. Mændene er i så Henseende sikrere end vi, thi al vor Flitter af Løgn og Forstillelse hjælper os i Grunden til Intet. Det er derimod vanskeligere for os at dømme, når Følelsen, som hos Mændene, ikke behøverbehøver] rettet fra: hehøver således at lege Skjul. Vi hykler for at skjule den, og de hykler for at bramme med den, og da er det ikke let at skjelne 267Sandt fra Falskt. Han var altså sikker på mig, altfor sikker. Jeg reiste hjem . .

Her gjorde hun en Pause, medens hun omhyggelig målte Lærredet op.

Du reiste hjem? . . .

Femogseksti Alen, hvormange Gange går fire op deri?

Luise, Du reiste hjem, hvad så, hvad så?

Ja, jeg reiste hjem, uden at det kom til nogen Forklaring mellem os. Men jeg var så vis på, at det første Brev, der faldt mig i Hænde, skulde være fra ham. Der kom Intet. Ved hver Uge sank mit Mod, og i denne Modløshed brød min onde Skjebne ind over mig . . . Spørg ikke, hvorledes Sådant går til . . . Har Du Saksen?

O Gud, vidste han Noget derom? sagde Sofie og rakte hende mekanisk, hvad hun netop havde i Hånden. Kunde han ikke have fået det at vide?

Jo, det kunde han vist, når Nogen havde sagt ham det. Du ved, jeg var kuns i kort Tid forlovet. I et fortvivlet Øieblik skrev jeg et Brev til ham, men jeg brændte det, jeg skrev nok et, men jeg turde ikke sende ham det. Han beherskede mig, men jeg havde ikke denne altbeseirende Tillid, der gjør, at man ubetinget overgiver sig til en Mands Ædelmod. Hvor 268skulde man også få den fra? Han kunde måske have lønnet mig med Glæde og Lykke, men han kunde ligeså let have lagt en Ydmygelse mere til min Ulykke. Jeg turde ikke . . Bagefter, da det var for sent . . .

O Gud, hvad så?

Bagefter, da det var for sent, fik jeg Brev fra ham – Se så, nu er jeg færdig. Her gjorde hun et Snit med Saksen, og rev et Stykke Lærred bragende over. Sofie spurgte ikke mere, men den fæle Lyd skurrede endnu længe i hendes Øre.

Om sine egne Anliggender talte Sofie aldrig mere til Søsteren. Denne havde engang truffet hende i et Anfald af dyb Modløshed. Hun græd og sagde, at hun vilde dø. Bah, sagde Luise med sit bitre Smil, vent ikke det, man dør ikke af Sorg, ellers vilde jeg havt første Ret dertil. Det er med disse Ungdomssorger som med de første Veer. Man synes allerede straks, at man ikke kan holde det ud, men Madamen sidder roligt foran os med korslagte Arme og siger: det forslår ikke, det forslår ikke, det bliver værre endnu!

Sofie forstummede ved slige Ytringer, det var som om en brændende Hånd aftørrede hendes Tårer. Søsteren havde ikke ret forstået eller 269villet forstå hendes Sorg. Fra sin Ulykkes Gletscherhøide havde hun skuet fornemt overseende ned på den. Enhver af dem skyede Berørelsen af sine dybeste Sår.

Dette hindrede imidlertid ikke Luise fra at tale den praktiske Livsfilosofies Sag, og hvor det lod sig gjøre, indprente sin unge Søster nyttige Livsregler. Hun havde derved en egen Måde at behandle dennes egentlige Hjerteanliggende på, hun omgik det nemlig, som om det ikke eksisterede.

Virkningen udeblev ikke, skjøndt Sofie selv mindst mærkede det. Hun var kommen langt videre end hun selv vidste af, end hun selv havde holdt for muligt, og det vilde heller ikke have været muligt, hvis Luise som den ømme Søster havde givet sig til at kjæle for hendes Smerte. Hun havde bævende skuet ned i en Afgrund, og fra det Øieblik vovede hun ikke at se mere op til Kjerlighedens lyse, solbeskinnede Tinder. Der gives Øieblikke, hvori man er glad ved at have Jorden under sine Fødder.

En klar Novembereftermiddag, da Solen allerede begyndte at synke i den farverige Dunstkreds, holdt endelig den unge Pige udenfor Porten af Alleen, der førte op til Provstens Gård. 270Hun skulde efter Bestemmelsen allerede have været der om Aftenen før, men hun havde foretrukket at overnatte på det nærliggende Skydsskaffersted. Jo nærmere hun var kommen Målet, desto ængsteligere slog hendes Hjerte. Hun havde forladt denne Gård, vistnok overrasket ved hvad der var mødt hende, men dog så rolig, som om Reins Andragende ikke vedkom hende. Han kunde ligesågodt have forelæst hende et Kapitel af en Roman. Med den samme Rolighed havde hun også tænkt på at holde sit Løfte, at tage derind på Hjemreisen. Nu var hun ved Porten, men her overfaldt Ængstelsen hende så stærkt, at hun stansede Hesten.

Hvor fredeligt var det Billede, der lå foran hende! – Derhenne var det godt og roligt at være!

Endnu hvilede der et Skin af høstlig Skjønhed over Egnen. En let Rimfrost langs Gjerder og Buske betegnede i uvisse svævende Omrids, hvor Solens Stråler ikke var trængt hen. Men Markerne var grønne og fortonede sig i de zarteste Overgange hen mod den violette Rand af Skoven. Endnu var Birkene i sin afbladede Skikkelse majestætiske. Et Par Rognetræer længer nede i Rækken kneisede hovmodigt med sine pralende røde Kroner, som om de vilde 271sige, nu var deres Tid kommet. Tusinder af Kramsfugle opførte sin eiendommelige Konsert, der består af en eneste uafbrudt, dog ikke umelodisk Støi af snurrende, pibende, fløitende, lokkende, skrattende Røster. Vemodigt lod Sofie Blikket streife hen mod Gården, der tilligemed det nære Kirkespir tegnede sit blålige Skyggerids mod den røde Eftermiddagshimmel. Hendes Øre anstrengte sig for at opfatte en eller anden kjendt Lyd. Hun tænkte sig, med hvilken stormende Jubel Ada vilde flyve hende om Halsen, når hun pludselig trådte ind i Stuen, men så lød det igjen i hendes ængstede Tanke: stakkels Ada! O, kommer jeg også nogensinde i denne Stue? Som om den Lille havde hørt denne Tanke og besvaret den, lød idetsamme et langt, vedholdende, derpå langsomt hendøende Klageskrig ned fra Gården. Måske var det en fjern Gjertrudsfugl, måske ikke andet end de tamme Ænder, som på den Vis protesterede mod at være komne for tidligt i sit Vinterfængsel, men Sofies Tanke om hendes lille Veninde og den Skuffelse, hun vilde volde hende, var så levende vakt, at hendes Uvished, om hvad hun skulde gjøre, nåede sit Høieste. Hun ønskede tilsidst, at et Tilfælde vilde bestemme det for hende, og neppe var denne Bøn udtalt, 272før Hesten, lokket af et Par grønne Strå, som Frosten havde skånet, pludselig gjorde nogle Skridt ind ad Porten.

Denne Bevægelse vakte imidlertid Sofies slumrende Viljekraft. Med Instinktets hele uvilkårlige Magt greb hun fat i Tømmerne med begge Hænder, drog Hesten tilbage, og med en Hurtighed, der lignede en Flugt, tog hun Veien i den modsatte Retning.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning: http://www.juxtacommons.org/shares/msg5op

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.